Datasets:

alexandrainst
/

scandi-wiki

Dataset card Viewer Files Files and versions Community

Subset (6)

da · 287k rows

Split (1)

train · 287k rows

id stringlengths 1 7	url stringlengths 31 209	title stringlengths 1 117	text stringlengths 7 302k
1342	https://da.wikipedia.org/wiki/Acetone	Acetone	Acetone er den simplest mulige keton og bruges bl.a. som et opløsningsmiddel for lakker og harpikser. Neglelakfjerner består hovedsageligt af acetone. Stoffet virker affedtende, så ved længere tids hudkontakt kan det medføre eksem eller revnedannelse. Acetone er farveløst og brændbart. Stoffet anvendes som opløsningsmiddel og udgangsmateriale i organisk syntese, hvor det er let tilgængeligt og let håndterbart, på linje med sprit (ethanol). Acetone dannes ved insulinmangel i kroppen, som det ses ved sukkerforgiftning (diabetisk coma), som en metabolit i fedtforbrændingen. Denatureret sprit, eller husholdningssprit, er sprit som er gjort udrikkelig ved tilsætning af bl.a. acetone. Bortskaffelse Acetone betragtes som farligt affald og skal bortskaffes efter din kommunes anvisninger, også når der er tale om neglelak og neglelakfjerner. Eksterne henvisninger Ketoner Opløsningsmidler
1343	https://da.wikipedia.org/wiki/Acetophenon	Acetophenon	Acetophenon er en aromatisk keton, som har en blomster- eller mandelagtig lugt. Det kendes desuden under navnene methylphenylketon og 1-phenylethanon. Molvægt: 120,15 g/mol Smeltepunkt: 20,5 °C Kogepunkt: 202 °C Ketoner Phenylforbindelser
1345	https://da.wikipedia.org/wiki/Acetylsalicylsyre	Acetylsalicylsyre	Acetylsalicylsyre (i USA kaldet aspirin) er et febernedsættende, smertestillende og antiinflammatorisk stof. Det har desuden en blodfortyndende effekt, men det kan ved dagligt brug gennem længere tid medføre mavesår. Stoffet er et derivat af det naturligt forekommende stof, salicylsyre, der findes i piletræernes bark og i mjødurtens blomster. Acetylsalicylsyre omdannes i kroppen til salicylsyre. Det indgår i flere populære håndkøbslægemidler, herunder Aspirin, Magnyl, Kodimagnyl og Treo, og den helbredende effekt er overleveret i folkemedicinen og blev anvendt i oldtidens Sumer og Kina 4.000 år tilbage i tid. Historie Acetylsalicylsyre blev lanceret i 1899 af det tyske medicinalfirma Bayer under navnet Aspirin, hvor navnet er sammensat af a for acetyl, spir for "spiræasyre", (som oprindelig stammer fra slægtsnavnet for mjødurt: Spiraea, hvor blomsterne indeholder salicylsyre, også kaldt "pilesyre", da den findes i piletræets bark) og in – en almindelig kemisk endelse. Aspirin lindrede Carusos hovedpine, og var et af de få midler, der mildnede Kafkas angst. Thomas Mann og Erich Honecker tog aspirin - og aspirin var i 1969 med til månen, fordi det hjalp Neil Armstrong med hans muskelsmerter. I 1859 havde Hermann Kolbe opdaget den kemiske struktur i salicylsyre og fremstillet det syntetisk; og i 1874 begyndte selskabet Heyden ved Dresden at fabrikere og sælge syntetisk salicylsyre, et billigere produkt end naturligt udtræk af pilebark. Men salicylsyre irriterer mavesækken, og en del patienter kan slet ikke tåle stoffet. I 1897, da Felix Hoffmann (1868–1946) var ansat ved Bayer, syntetiserede han i løbet af to uger to meget forskellige stoffer - aspirin og heroin. Hoffmanns far led slemt af gigtsmerter, men tålte salicylsyre dårligt; og sønnen skal aktivt have ledt efter en mildere form af stoffet til hjælp for sin far. Heinrich Dreser, der ledede Bayers laboratorium, afprøvede først stoffet på sig selv; og da det åbenbart ikke var giftigt, afprøvede han det på dyr, og snart efter på sygehuspatienter i Halle an der Saale. I dag menes, at Arthur Eichengrün også bidrog helt afgørende ved udviklingen af aspirin, men er udeladt af historien, fordi han var jøde. Selskabet Bayer søgte om patent på stoffet, men det blev afslået, idet acetylsalicylsyre allerede var fremstillet syntetisk af Kolbe i 1859, skønt ikke i nogen ren og stabil form. Ikke desto mindre markedsførte Bayer stoffet fra 1899 under mærkenavnet Aspirin, først som et pulver i glasflasker. Bayer lykkedes med at opnå patent i USA og eneret på markedsføring fra 1900 til 1917. I 1919 solgte Bayer sit amerikanske anlæg til Sterling Products i West Virginia. Sterling måtte dog opgive eneretten på aspirin, som snart blev fremstillet verden over. Sterling blev opkøbt af Smith Kline Beecham, der senere solgte sin amerikanske andel, iberegnet aspirin, til Bayer for 1 milliard US$. Acetylsalicylsyre har samme virkning som salicylsyre, men mere afdæmpet og kontrolleret. Derfor blev det et populært smertestillende medikament, også forhandlet under navne som Albyl, Kodimagnyl og Magnyl. Desværre viste det sig, at stoffet irriterer mavesækken og kan fremkalde mavesår, så i dag er det i vidt omfang erstattet af andre stoffer, som f.eks. paracetamol. Anvendelse Smertestillende: Bruges ved svage til moderate smerter, som hovedpine, tandpine, muskelsmerter, knoglesmerter, ledsmerter og menstruationsmerter. Dosis 500-1.000 mg, eventuelt i kombination med kodein. Antiinflammatorisk: Virker dæmpende på inflammation, f.eks. på hævelse af muskler og led efter slag eller skader. Akut behandling af blodpropper: 300 mg ved blodpropper i hjertet. Blodpropsforbyggende (tromboseprofylakse): 75-100 mg dagligt. Feber: Bruges kun sjældent mod feber. Her vælger man oftere paracetamol (fx Panodil), da der er færre bivirkninger forbundet med det. Har været anvendt i behandling af blodpropper i hjernen, omend man ved apopleksier først er nødt til at foretage en CT-scanning af hjernen for at afkræfte blødninger, der ville forværres af acetylsalicylsyrens blodfortyndende virkning. Flere nye studier viser, at acetylsalicylsyre i daglige doser på 75 mg kan have en vis forebyggende effekt mod flere kræftformer, specielt tyktarmskræft, lungekræft og spiserørskræft. Ifølge Haveselskabet kan et juletræ uden rod holde sig friskt længere og holde på nålene, hvis man sætter træet i en juletræsfod og stammen ned i en spand vand med en 1-2 hovedpinebrusetabletter indeholdende acetylsalicylsyre, for eksempel Kodimagnyl. Forebyggelse af kræft Indtagelse af aspirin reducerer risikoen for at få tarmkræft og tyktarmskræft ved at blokere for et enzym, som får kræftceller til at formere sig. En undersøgelse gennemført blandt 25.570 personer af forskere fra Oxford University viste, at en lav dosis aspirin, omkring 75 milligram dagligt, kan reducere risikoen for at få kræft med mellem 21 og 54 %, afhængigt af kræftform og hvor længe man har taget den daglige dosis. Samtidig må overvejes, om den øgede risiko for mavesår og blødninger opvejes af den forebyggende effekt mod kræft. Aspirin ser også ud til at være virksomt mod prostatakræft og Alzheimer. Stoffet påvirker syntesen af prostaglandiner, som igen påvirker kroppens reaktion på sår og betændelser. Prostaglandiner påvirker nervesystemet til at overføre smertesignaler; de får blodpladerne til at klæbe sig sammen og standse blødninger, og de fremkalder betændelse, dvs. en kraftig lokal aktivering af immunsystemet. Dette er livsvigtige funktioner, men de var af større betydning for menneskelig overlevelse i en tid, da de alvorligste trusler kom fra angreb af vilde dyr og akutte bakterieinfektioner. I moderne tid stammer smerter oftere fra kroniske tilstande end fra akutte sår, og blodpropper forårsager hjerteinfarkt, mens betændelser mistænkes som årsag til atherosklerose, Alzheimer og kræft. Aspirin undertrykker betændelser og forhindrer blodet i at klumpe sig sammen, og har vist sig som en effektiv hjælper i bekæmpelsen af flere lidelser. I 1997 tog 6,8 millioner amerikanere en lav dosis aspirin dagligt; i 2002 var tallet oppe på 26 millioner. En typisk lav dosis er 70-80 mg dagligt. Ved en undersøgelse fremkom en så enorm reduktion i antal hjerteinfarkt (44 %), at studiet blev afsluttet efter 5 år, skønt man havde planlagt den at vare i ti år. Tre senere studier har bekræftet fundene hos både kvinder og mænd. Samtidig må man vurdere den forhøjede risiko for indre blødninger. Syntese Acetylsalicylsyre kan fremstilles ved en kondensationsreaktion mellem salicylsyre og ethansyreanhydrid, hvor ethansyre dannes som biprodukt. Ethansyreanhydrid anvendes, da det er mere reaktivt end ethansyre, og fordi det ikke danner vand, som kan ødelægge den dannede acetylsalicylsyre ved hydrolyse. Til reaktionen tilsættes svovlsyre ofte som katalysator. Bivirkninger Der er en række bivirkninger forbundet med brugen af acetylsalicylsyre. De mest almindelige er symptomer fra mave-tarm systemet, f.eks. kvalme, opkastning og trykken ved mellemgulvet. Ved længere tids brug kan der opstå blødning fra mavesækken og mavesår (ulcus pepticum). Ved langtidsbrug af høje doser (4-6 g dagligt) kan der opstå tinnitus, hovedpine, tågesyn, svedudbrud og svimmelhed. Allergiske reaktioner overfor acetylsalicylsyre er ikke helt sjældne. Det ses oftest ved udslæt og luftvejssymptomer. Ved svære reaktioner kan der udvikles anafylaktisk chok, som er livstruende og kræver akut behandling. Derfor anbefales det at man udviser forsigtighed ved brug af acetylsalicylsyre til patienter med astma og tidligere anafylaktiske reaktioner. Noter Eksterne henvisninger Læs mere om medicin, der indeholder acetylsalicylsyre på medicin.dk Kilder Lexopen Olsen I: "Farmakologi for sygeplejestuderende". Munkgaard Danmark, KBH 1999. Se også Paracetamol Ibuprofen Lægemidler tilhørende blod og bloddannende organer Lægemidler tilhørende nervesystemet Eddikesyreestere Carboxylsyrer Aromatiske forbindelser Kræftforebyggelse
1346	https://da.wikipedia.org/wiki/Achaier	Achaier	Achaier (flertal: achaiere; ) er navnet på grækerne på det græske fastland i Homers Iliaden (brugt 598 gange) og Odysseen. De andre navne er danaere (Δαναοί, Danaoi brugt 138 gange i Iliaden) og argivere (Ἀργεῖοι, bruges 29 gange i Iliaden). Homeriske versus senere brug Den homeriske "langhåret Achaier" kan have været en del af den mykenske civilisation, der dominerede i Grækenland fra ca. 1600 f.Kr., med en historie om en stamme, der går tilbage til den forhistoriske græske indvandring i slutningen af 3. årtusinde f.Kr. Men i arkaisk og klassisk tid er udtrykket "achaier", jf. indbyggere i meget mindre region Achaia. Herodot identificerede achaier i det nordlige Peloponnes som efterkommere af de tidligere, homeriske achaier. Ifølge Pausanias' tekster i det 2. århundrede e.Kr. blev betegnelsen "achaiere" oprindeligt givet til de grækere, der lever i Argolis og Laconia. Men det er tydeligvis ikke den måde, hvorpå Homer bruger udtrykket. Pausanias og Herodot fortæller begge legenden om, at achaierne blev tvunget fra disse hjemlande af dorere, under den legendariske doriske invasion af Peloponnes. Derefter flyttede de ind i regionen, som senere fik navnet Achaia. Der er endnu ikke akademisk konsensus om de historiske achaieres oprindelse og deres forbindelse med de homeriske achaiere. Noter Græsk mytologi
1347	https://da.wikipedia.org/wiki/Lactobacillus%20acidophilus	Lactobacillus acidophilus	Lactobacillus acidophilus er en mælkesyrebakterie, der indgår i den normale tarmflora. Bakterien bliver brugt til at fremstille A-38 og tykmælk. Lactobacillus
1349	https://da.wikipedia.org/wiki/Acmaeidae	Acmaeidae	Acmaeidae er en familie af havsnegle i "albueskæl-ordenen" (Patellogastropoda). Kilder Taxonomicon – Family Acmaeidae Noter Eksterne henvisninger Snegle
1350	https://da.wikipedia.org/wiki/Aconcagua	Aconcagua	Cerro Aconcagua er et bjerg i Mendoza-provinsen i Argentina godt 100 km nordvest for provinshovedstaden Mendoza og nær grænsen til Chile. Aconcagua er en del af Andes, der er den længste bjergkæde i verden og har de højeste toppe uden for Himalaya. Bjerget er dannet under de tektoniske bevægelser, hvormed Nazcapladen skubber sig ind under (og dermed løfter) den sydamerikanske plade. Det er den samme bevægelse, der med mellemrum skaber jordskælv i Chile og Peru. Navnet "Aconcagua" er af indiansk oprindelse, men oprindelsen er omstridt. Det kan enten være afledt af "Aconca-hue" eller "Achon Cahuak". Det første er araucansk for "fra den anden side" (brugt om floden ved bjergets fod). Det andet er quechua for "skildvagt af sten" (brugt om selve bjerget). I alle tilfælde er det klart, at bjerget på linje med andre toppe i det høje Andes har haft en særlig status blandt områdets oprindelige folk. Bjerget formodes besteget første gang i 1897 af schweizeren Matthias Zurbriggen. Ad normalruten fra nord er det en teknisk nem bestigning, der ofte noget nedladende omtales som "verdens højeste spadseretur". Andre ruter er betydeligt mere krævende og forsøges kun af erfarne bjergbestigere. Et væsentligt faremoment er i alle tilfælde højden på godt 7.000 meter. Trykket på toppen er kun 40% af trykket ved havets overflade, hvorfor der foruden betragtelig viljestyrke og god fysik kræves gradvis tilvænning til højden over flere uger. Trods parkmyndighedernes beredskab sker der hvert år dødsfald på grund af højdesyge. Hertil kommer lave temperaturer, et omskifteligt vejrlig og kraftige vinde, der på nogle dage kan ses som en fane af fygesne omkring bjergets tinde. Bjergets popularitet er de senere år vokset betragteligt på grund af interessen for de såkaldte Seven Summits. Mere end 3.000 forsøger hver sæson (december til februar) bestigningen, der har en succesrate på omkring 30%. Flere danskere har besteget Aconcagua. Se også Seven Summits Ojos del Salado Bjerge i Sydamerika Andesbjergene
1352	https://da.wikipedia.org/wiki/Acre	Acre	Acre har flere betydninger: Acre (flademål) – en engelsk/amerikansk arealenhed. Acre (stat) – en brasiliansk stat. Akko – en by i Israel der også kaldes Acre.
1356	https://da.wikipedia.org/wiki/Action%20Man	Action Man	Legetøjsfiguren Action Man er fra 1966. Der blev senere lavet en tegnefilm om hans eventyr i 3D (sendt på tv i 2002). Action Man er en sportsmand som går ud i de ekstreme udfordringer, og prøver gerne alle slags grænser. Selv har han været ude for et hemmeligt eksperiment som Dr. X (hans værste fjende og modstander) har lavet for at finde det bedste i mennesket og udvikle det til at kunne klare det ekstreme. Action Man kan nu slippe ud af en umulig situation ved at betragte omgivelserne og finde den bedste løsning på problemerne. Som hans kampsprog lyder "load it up and action!" Derfor navnet Action Man! Action Man er også blevet en hemmelig agent som jagter Dr. X. Legetøj Hasbro
1358	https://da.wikipedia.org/wiki/Brasilien	Brasilien	Brasilien (portugisisk: Brasil), officielt Den Føderative Republik Brasilien (portugisisk: República Federativa do Brasil), er det største land i både Syd- og Latinamerika. Med 8,5 millioner km2 og 210 millioner indbyggere er Brasilien både det femte største og femte folkerigeste land i verden. Hovedstaden er Brasília, mens de største byer er São Paulo og Rio de Janeiro. Brasilien er det største portugisisktalende land i verden og det eneste portugisisktalende land i Amerika. På grund af massiv immigration fra hele verden er Brasilien et af de mest multikulturelle og etnisk mest sammensatte lande i verden. Brasilien, der grænser op til Atlanterhavet i øst, har en kystlinje på 7.491 km. Det grænser op til alle øvrige sydamerikanske lande, undtagen Chile og Ecuador, og dækker 47,3 % af kontinentets samlede areal. Brasiliens Amazonområde består af enorme regnskove, der er hjemsted for et utal af dyre- og plantearter, økosystemer og naturressourcer. Det gør Brasilien til et af kun 17 lande, der har en ekstremt høj grad af naturlig biodiversitet. Landets naturliv er af stor global interesse og debatteres jævnligt internationalt. Brasilien er navngivet efter det lokale brasiltræ Brasilien var beboet af adskillige indfødte stammer før 1500, hvor den opdagelsesrejsende Pedro Álvares Cabral på Portugals vegne gjorde krav på området. Brasilien forblev en portugisisk koloni frem til 1808, da rigets hovedstad blev flyttet fra Lissabon til Rio de Janeiro. I 1815 blev kolonien ved dannelsen af Det Forenede Kongerige Portugal, Brasilien og Algarve ophøjet til kongedømme. I 1822 opnåede Brasilien uafhængighed med grundlæggelsen af et konstitutionelt kejserrige. Ratificeringen af den første forfatning i 1824 førte til dannelsen af et tokammerparlament, den nuværende Nationalkongres. I 1889 blev Brasilien ved et militærkup omdannet til en præsidentiel republik. En totalitær militærjunta tog magten i 1964 og sad frem til 1985, hvor demokratiet blev genindført. Brasiliens nuværende forfatning fra 1988 definerer landet som en demokratisk forbundsrepublik bestående af 26 delstater, et forbundsdistrikt og 5.570 kommuner. Brasilien er den niende største økonomi i verden (2018). Det er et af verdens foderkamre og har bl.a. været verdens største kaffeproducent de seneste 150 år. Som medlem af BRIKS-fællesskabet var Brasilien frem til 2010 en af verdens hurtigst voksende økonomier. Den økonomiske fremgang har givet landet ny international anerkendelse og indflydelse. Brasilien regnes for et såkaldt øvre middelindkomstland såvel som et NIC-land. Det anses for en regionalmagt i Latinamerika og en international mellemmagt. Nogle analytikere mener, at det er en kommende stormagt og endda en potentiel supermagt. Brasilien er medlem af FN, G20, BRIKS, UNASUR, Mercosul, OAS og CPLP. Geografi Brasilien er kendetegnet ved den udbredte og lavtliggende Amazonas regnskov i nord, det store vådområde Pantanal i vest, og det mere åbne terræn bestående af bakker og mindre bjerge i syd, hvor størstedelen af Brasiliens befolkning er bosat, og som er landets landbrugsmæssige centrum. Langs Atlanterhavskysten er der flere bjergkæder, men landets højeste bjergtinder, Pico da Neblina (3.014 m) og Pico 31 de Março (2.992 m), ligger dog i staten Amazonas ved grænsen til Venezuela. Da Brasilien befinder sig ved ækvator er dets klima overvejende tropisk med få sæsonmæssige udsving, dog er den subtropiske sydlige del af landet mere tempereret, og der forekommer ind imellem frostvejr og snefald. Nedbørsmængden er stor i det fugtige Amazonas-bækken, selv om mere golde områder også findes, især i den nordøstlige del af landet. Brasilien omfatter et stort område langs den østlige kyst af Sydamerika og omfatter store dele af kontinentets indre. Den 16.885 km lange landegrænse deles mellem ti lande, og det længste afsnit er den næsten 3.000 km lange grænse mod Peru i vest. Landet deler grænse med alle lande i Sydamerika med undtagelse af Ecuador og Chile. Langs den 7.491 km lange kystlinje ligger også en række øgrupper, som for eksempel Fernando de Noronha, Rocasatollet, St. Peter og St. Paul-øerne og Trindade og Martim Vaz. Brasiliens størrelse, terræn, klima og naturressourcer gør landet geografisk mangfoldig. Brasilien har et samlet areal på 8.514.876 km2 herunder 55.455 km² vandareal. Landet spænder over tre tidszoner, fra UTC-4 i de vestlige stater til UTC-3 i de østlige stater (dette er den officielle tidszone i Brasilien) og UTC-2 på Atlanterhavsøerne. Brasilien er det eneste land i verden, som ligger på ækvator samtidig, som det har sammenhængende områder uden for troperne. Brasiliansk topografi er varieret og inkluderer åse, bjerge, sletter, højland og kratskove. Store dele af terrænet ligger mellem 200 og 800 meters højde. Det vigtigste højereliggende område optager størstedelen af den sydlige halvdel af landet. De nordvestlige dele af plateauet består af bredt, bølgende terræn afbrudt af lave, afrundede åse. Den sydøstlige del er mere robust med en kompleks masse af rygge og bjergkæder, hvor plateauet kan nå højder på op til 1.200 m. Disse områder inkluderer Mantiqueirabjergene og Espinhaçobjergene samt Serra do Mar. I nord danner Guayanaskjoldet et vigtigt vandskel, som adskiller floder, som strømmer sydover ind i Amazonas, fra floder, som tømmes i Orinoco-systemet i Venezuela mod nord. Det højeste punkt i Brasilien er Pico da Neblina på 2.994 m, og det laveste er Atlanterhavet. Vest i landet ligger store og relativt flade områder samt vådområdet Pantanal. Brasilien har et tæt og komplekst system af floder, et af verdens mest omfattende, med otte store afløbsområder, som alle afvander ud i Atlanterhavet. De største floder er Amazonfloden, verdens største flod målt efter vandmassen, Paraná med sine imponerende Iguaçu-vandfald, samt Rio Negro, São Francisco, Xingu, Madeira og Tapajós. Klima Klimaet i Brasilien omfatter et bredt spekter af vejrforhold over et stort område med en varieret topografi, men størstedelen af landet er tropisk. Ifølge Köppens klimaklassificering dækker Brasilien fem store klimatiske subtyper: tropisk regnskovsklima, tropisk, halvtørt klima, highland tropisk, tempereret klima og subtropisk klima. De forskellige klimatiske forhold producerer miljøer som spænder fra ækvatoriale regnskove i nord og halvtørre ørkener i nordøst, til tempereret nåleskov i syd og tropiske savanner i det centrale Brasilien. Mange regioner har markant varierende mikroklima. Selv om det meste af Brasilien ligger i troperne, bor mere end 60 % af befolkningen i områder som er køligere, enten på grund af højde, vind fra havet eller polare fronter. Mens de kystnære byer Rio de Janeiro, Recife og Salvador kan blive ekstremt varme, kan byer på plateauet, som São Paulo, Brasília og Belo Horizonte have mildere klima, og de sydlige byer Porto Alegre og Curitiba har milde vintre. Til trods for den populære opfattelse af Amazonas som en region med voldsom varme er temperaturer på mere end 32° C sjældne. Den årlige middeltemperatur i regionen er 22-26° C, med lidt variation mellem de varmeste og koldeste måneder. Den varmeste del af Brasilien er i nordøst, hvor temperaturer på mere end 38 ° C er hyppigt registreret under den tørre årstid mellem maj og november. Langs Atlanterhavskysten fra Recife til Rio de Janeiro varierer gennemsnitstemperaturen fra 23-27° C. I indlandet på større højder er temperaturerne lavere, 18-21° C. Syd for Rio er årstiderne mere udtalte og omfanget af temperatursvingningerne betydelig større, med et årsgennemsnit på mellem 17 og 19° C. Brasiliens mest intense regn falder omkring mundingen af Amazonas nær byen Belém, og også i de øvre dele af Amazonas, hvor mere end 2.000 millimeter regn falder hvert år. Størstedelen af Brasilien har moderate nedbørsmængder på mellem 1.000 og 1.500 millimeter i året, det meste af nedbøren kommer mellem december og april. Den tørreste del af landet er i nordøst, hvor nedbøren er uberegnelig og fordampningshastigheden meget høj, hvilket gør det vanskeligt at dyrke afgrøder. Plantevækst og dyreliv Brasiliens store territorium består af flere forskellige økosystemer, for eksempel Amazonasregnskoven, med det største biologiske mangfoldighed i verden, hvor skovbæltet Mata atlântica og savannen Cerrado stikker sig særlig ud. I syd vokser skove af Araucaria under tempererede forhold. Det rige dyreliv i Brasilien afspejler mangfoldigheden af naturlige habitater. Forskere anslår, at det totale antal plante- og dyrearter i Brasilien kan være nærmere fire millioner. Større pattedyr inkluderer puma, jaguar, ozelot, sjældne bushhunde og ræve; navlesvin, tapirer, myreslugere, dovendyr, pungrotter og bæltedyr findes i store antal. Det er rigeligt med hjortearter i syd, og mange arter af vestaber holder til i nord. Bekymringen for miljøet er vokset i takt med den globale interesse for miljøspørgsmål. Miljø Naturarven i Brasilien er stærkt truet af kvægdrift og jordbrug, træhugst, minedrift, olie- og gasudvinding, overfiskeri, handel med dyr, dæmninger og infrastruktur, vandforurening, klimaændringer og brande. I mange områder af landet er det naturlige miljø truet af byggerier. Byggeri af motorveje har åbnet tidligere afsidesliggende områder for landbrug og bosættelse, damme har oversvømmet dale og dyrehabitater, og minedrift har forurenet landskabet både visuelt og kemisk Mindst 70 damme er sagt at være planlagte for Amazonas-regionen, blandt andre den kontroversielle Belo Monte-dam. Over 80 % af elektriciteten produceres ved vandkraft. Demografi Brasilien er fortrinsvis befolket langs med kysten og mere sparsomt inde i landet. Landets befolkning er meget heterogen, og mange forskellige kulturer er repræsenterede. Befolkningen i syd er overvejende efterkommere af europæiske kolonisatorer, fortrinsvis portugisere, tyskere og italienere men tillige polakker, eller andre senere indvandrere som ukrainere, hollændere, kinesere og, endnu senere, sydkoreanere. I nord og nordøst er befolkningen af mere blandet karakter, med både urindbyggere, afrikanere og europæere. Dog skete der i midten af 1900-tallet en massiv folkevandring fra nord og Bahia sydover, dette resulterede i storbyernes favelas (slumområder), og i dag befolkes de fortrinsvist af folk med blandet oprindelse. Befolkningens gennemsnitslevealder: 71,1 år (2003) Folkegrupper: hvide cirka 54 %, personer med blandet oprindelse cirka 38%, sorte 6%, andre (overvejende asiatere og indianere) 2 % Sprog: Portugisisk (landets officielle sprog; modersmål for 97 % af befolkningen, anvendt i media og undervisning), indianske sprog (blandt andre guaraní og tupi) Religion: Katolikker 88 %, Protestanter 6 % Aldersfordeling 0-14 år: 26,0 % 15-64 år: 68,0 % 65 år og ældre: 6 % Medianalder for hele befolkningen er 27,81 år og tilsvarende tal for de to køn er: Mænd: 27,06 år Kvinder: 28,57 år Kønsfordeling Ved fødslen: 1,05 mand per kvinde Under 15 år: 1,04 mand per kvinde 15-64 år: 0,98 mand per kvinde 65 år og ældre: 0,70 mand per kvinde Totalt: 0,98 mand per kvinde Befolkningsvækst Fødsler: 16,83 per 1.000 indbyggere Dødsfald: 6,15 per 1.000 indbyggere Flytninger: −0,03 per 1.000 indbyggere Spædbørnsdødelighed: Drenge: 33,37 døde per 1.000 fødte Piger: 25,66 døde per 1.000 fødte Totalt: 29,61 døde per 1.000 fødte Den årlige befolkningsvækst er 10,6 promille. Religion I Brasilien bor det cirka 136 millioner katolikker, hvilket udgør 14 % af det totale antal af katolikker i verden. De seneste år er antallet dog mindsket til fordel for flere frikirker. Ifølge en DN-artikel 2014 (som refererer til Datafolha) beregnes 42,3 millioner at tilhøre en af frikirkerne. Ifølge folketællingen 2010 var fordelingen efter trosretning: 64,6 % af befolkningen tilhører den Romersk-katolske kirke 22,2 % er protestanter Assembleias de Deus Kristne forsamling i Brasilien Baptistiske samfund Lutheranere Reformerte 8 % regner sig som agnostikere, ateister eller uden trosretning, 2 % er spiritister, 0,3 % udover traditionelle afrikanske religioner (som candomblé og umbanda) 2,9 % er af anden trosretning, derunder buddhisme, islam, jødedom og mormoner. Historie Brasilien havde været beboet i mindst 6.000 år af halvnomadiske stammer, da det blev opdaget af portugisiske opdagelsesrejsende omkring år 1500. I de følgende tre århundreder bosatte portugiserne sig i landet og administrerede det som en indbringende koloni, der i vid udstrækning var baseret på slaveri. I 1808 flyttede Kong Johan 6. af Portugal, der var på flugt fra Napoleon, til Brasilien sammen med den kongelige familie og regeringen. Selvom de vendte tilbage til Portugal i 1821, medførte deres ophold i landet et stigende ønske blandt brasilianerne om at få selvstyre og i 1822 oprettede den daværende prinsregent Dom Pedro I det uafhængige Brasilianske Rige. Riget bestod indtil den næste kejser, Dom Pedro II, blev afsat i 1889 og en republikansk baseret føderation blev oprettet, kendt som den Første Brasilianske Republik. I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, tiltrak Brasilien mere end fem millioner europæiske og asiatiske immigranter. I dette tidsrum blev Brasilien også industrialiseret og begyndte at udnytte større dele af sine landområder. Det brasilianske demokrati blev udskiftet med et diktatur tre gange; 1930-1934 og 1937-1945 under Getulio Vargas, samt 1964-1985 under en række generaler udnævnt af militæret. Brasilien var i 1980 i en dyb økonomisk og social krise på grund af landets store gæld, som betales af med en uforholdsmæssig stor del af bruttonationalproduktet, hvilket forhindrer stærkt tiltrængte investeringer og økonomisk vækst. Brasilien er i dag (2010) i blandt landene med voksende økonomi, med stor udvikling af sit industrielle marked. Politik Brasilien er en demokratisk republik. Grundloven fra 1988 giver stor magt til den føderale statsmagt. Brasiliens præsident har store magtbeføjelser og udser sit kabinet og er både stats- og regeringsleder. Både præsidenten og vicepræsidenten vælges på samme valgseddel og sidder i en fireårig periode. Den lovgivende forsamling, nationalkongressen, består af to kamre: senatet og deputeretkammeret. Grundloven Den nuværende grundlov i Brasilien er den syvende i rækken og blev vedtaget den 5. oktober 1988. Magten er tredelt i en lovgivende, udøvende og og en dømmende del. Loven giver omfattende fuldmagter til de føderale myndigheder. Loven er større end en traditionel grundlov, da den behandler emner som er infrakonstitutionelle i andre lande (skatter og sociale støtteordninger). Landet har direkte valg til præsident og vicepræsident, som vælges på samme stemmeseddel og som sidder i 4 år. I midten af 1990-erne blev der vedtaget en grundlovsændring, som gør det mulig for præsidenten at stille til genvalg således, at han kan fungere for en periode på til sammen otte år. Lovgivende magt: Parlamentet Parlamentet, Congresso Nacional, består af to kamre: Senatet, Senado Federal, har totalt 81 pladser med tre medlemmer fra hver af de 27 delstater. Senatorerne vælges med flertalsvalg for en periode på otte år. Man udskifter en tredjedel af senatorerne efter fire år og de resterende to tredjedele efter nye fire år. Deputeretkammeret, Câmara dos Deputados, har 513 pladser. I dette kammer er der proportional repræsentation, og medlemmerne sidder i fire år. For tiden er der 11 politiske partier repræsenteret i parlamentet. Partier Landet har mere end 40 aktive politiske partier, og kun et af dem definerer sig som et højreparti ( PSL), med en klar politisk ubalance. Landet har flere venstreorienterede partier som PSOL, PCO, PSTU, PCB, PC do B, venstreorienterede partier som PT, PSB, PDT, PV, Rede og Solidariedade og midt til venstre som PSDB, DEM, PMN og Cidadania. Ti partier erklærer sig som centrum: MDB, PL, PSD, PTC, DC, PROS, Avante, Patriota, Podemos og PMB. Fem partier erklærer sig centrum-højre: PTB, Progressistas, PSC, PRTB og Republicanos. Det eneste politiske parti, der hævder at være rent liberalt uden yderligere overvejelse, er Novo. Når de bliver spurgt om deres ideologiske spektrum, har de brasilianske partier en tendens til at give stumpe og uklare svar om emnet. Udøvende magt: Præsidenten Præsidenten har omfattende magt, og er leder både for landet og af regeringen. Det er også denne som udpeger regeringen. Fra januar 2019 har Jair Bolsonaro været Brasiliens præsident, mens Hamilton Mourão er vicepræsident. Brasilien fik 1. januar 2011 sin første kvindelige præsident, Dilma Rousseff. Dømmende magt: Domstolene Brasiliens domstole er organiserede i delstatslige og føderale domstole med ulige jurisdiktioner. Desuden har man en Højesteret. Politi Politiet i Brasilien er organiseret på to niveauer: føderalt politi og delstatspoliti. Kun undtagelsesvis forekommer et kommunalt politi. Den føderale politi – Departemento de Polícia Federal (DPF) – udforsker forbrydelser begået mod den føderale regering, dets myndigheder og virksomheder, bekæmper international narkotikahandel samt er ansvarlig for grænse-, fly- og kystpoliti. Det delstatslige politi består dels af civilt kriminalpoliti – Polícia Civil (PC) – dels af paramilitært ordenspoliti – Polícia Militar (PM) – som tillige er ansvarlig for brandvæsenet. Byerne São Paulo og Rio de Janeiro er de eneste større kommuner, som har et eget politi. Forsvar Brasiliens forsvar er Latinamerikas største, og hver af de enkelte forsvarsgrene er også størst i verdensdelen. Hæren havde i 2009 en militær personelstyrke på omkring 190.000 personer i aktiv tjeneste, af hvilke 70.000 var værnepligtige. Kampvogne - 469 Andre panserkøretøjer - 1,280 Artilleri - 656 Helikoptere - 82 Flyvevåbnet havde i 2010 en militær personelstyrke på 70.000 personer. Antallet af militære fly var 719. Marinen havde i 2011 en militær personelstyrke på 60.000 personer. Antallet af skibe i tjeneste var cirka 100. Blandt skibene var et hangarskib. Marineflyvevæsenet havde omkring 85 fly og helikoptere. Marinen havde en militær personelstyrke på ca. 15.000 personer. Administrativ inddeling Brasilien består af 26 delstater (estados) og et føderalt distrikt (distrito federal) og inddeles af IBGE i fem regioner: Nord, Nordøst, Central-vest, Sydøst og Syd. Nord Region Nord har 45,27 % af Brasiliens areal og er samtidig den region med det laveste indbyggerantal. Den er forholdsvis uindustrialiseret og uudviklet, men indeholder den største regnskov i verden og mange indianerstammer. Delstater: Acre Amapá Amazonas Pará Rondônia Roraima Tocantins Nordøst Region nordøst har en tredjedel af Brasiliens befolkning. Regionen er kulturelt diversifieret med rødder fra den portugisiske kolonialisering, afrobrasiliansk kultur og indenlandsk indianerkultur. Det er også den fattigste del med lange perioder med tørke. Den er berømt for sin flotte kystlinje. Delstater: Alagoas Bahia Ceará Maranhão Paraíba Pernambuco Piauí Rio Grande do Norte Sergipe Center-vest Region center-vest er den næst største region i Brasilien men er tyndt befolket med koncentration til de store byer. Her ligger hovedstaden Brasília og verdens største vådområde, Pantanal. Delstater: Goiás Mato Grosso Mato Grosso do Sul Brasiliens føderale distrikt (Distrito Federal) Sydøst Region Sydøst er den rigeste og tættest befolkede region. Den har større befolkning end noget andet land i Sydamerika og nogle af de største metropoler i verden: São Paulo og Rio de Janeiro. I regionen findes også den største udvinding af olie og gas i Brasilien. Regionen er meget diversifieret med forretningsmetropolen São Paulo, de historiske byer i Minas Gerais, strandene i Rio de Janeiro og Espírito Santos kyst. Delstater: Rio de Janeiro Espírito Santo Minas Gerais São Paulo Syd Region Syd har den højeste formue per capita i Brasilien og den højeste levestandard i landet. Det er også den koldeste del med frostnætter og enkelte snestorme. Her findes det største indslag af immigranter fra Tyskland og Italien og spor af deres kultur ses overalt. Delstater: Paraná Santa Catarina Rio Grande do Sul Undervisning I Brasilien råder skolepligt for børn mellem 5 og 16 år. Skolegangen er gratis, men ressourcerne rækker ikke til, og mulighederne er for få, i særdeleshed i landdistrikterne. Mange skoler er dårligt udrustede og lærerne har utilstrækkelig uddannelse og lav løn. Ifølge Brasiliens statistiske centralbureau, IBGE, er 95,7 % af alle børn mellem 7 og 14 år indskrevne i skolen. Så mange børn går dog ikke i skolen. Omkring en og en halv million børn mellem 5 og 14 år beregnes at være helt uden for skolesystemet, andre er indskrevne men kommer ikke i skole. Mange af dem må arbejde for at bidrage til familiens husholdning til trods for, at de fleste typer af arbejde er forbudte for unge under 16 år. Flere kommuner har som forsøg givet disse familier skolepenge som erstatning for bortfald af arbejdskraft, men det har ikke virket således, som man håbede, efter som der ikke har været tilstrækkeligt med økonomiske ressourcer. Omtrent en tredjedel af eleverne går videre til gymnasiet efter grundskolen. Cirka 90 % af Brasiliens befolkning er læsekyndige. De personer, som har råd, sender ofte sine børn til private skoler, hvor undervisningen er af bedre kvalitet. Omtrent 11 % af unge mellem 18 og 24 år studerer ved et universitet. 64 % af studenterne går på private universiteter. Til de statslige universiteter, som ikke er afgiftsbelagte, kvalificerer sig oftest elever, som har gået i private skoler. Blandt universitetsstudenterne er kun 2,3 % sorte eller af afrikansk oprindelse, hvilket er bemærkelsesværdigt under hensyn til, at denne befolkningsgruppe udgør næsten halvdelen af befolkningen. Kvoter for at sikre flere studiepladser for sorte har været diskuteret. Økonomi Brasilien er veludviklet inden for jordbrug, minedrift, industri og servicetjenester. Landet har rige råstofforekomster og masser af arbejdskraft, hvilket gør, at man er Sydamerikas førende økonomi. Brasilien indgår i handelssamarbejdet mellem nogle af de voksende økonomier Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, BRICS. Jernmalmsforekomster (fortrinsvis i staterne Minas Gerais, Pará og Amazonas) hører til jordens rigeste. Regnskoven udgør et enormt træforråd og vandkraftreserverne hører til verdens største. Kul og frem for alt olie må importeres. I forbindelse med oliekriserne er man begyndt at fremstille brændstoffer af alkohol fra sukkerrør. Kernekraft er under udbygning men dens fremtid er usikker. Brasilien er en af verdens største eksportører af kaffe og sukker. Vigtige produkter er også sojabønner, sydfrugter (apelsiner), kakao, majs og hvede samt bomuld og jute. Jordbruget har domineret næringslivet og sysselsætter omkring 1/4 af befolkningen, men dets andel af nationalindkomsten synker. De fattige småbrugere, som lever i egne bedrifter, dyrker blandt andre rodfrugten kassava. Moderne familiejordbrug findes på de gode jorder i syd. En hovedrolle spiller storgodserne, fazendas, med plantagedyrkning af eksportafgrøder og kvæghold i stor skala. Nogle få procent af jordejerne ejer næsten halvdelen af det dyrkede areal, og forsøg på at gennemføre jordreformer er mislykkedes. Økonomien har længe været baseret på råvarer, fx guldrushen i 1700-tallet, kaffedyrkningen i São Paulo-regionen og gummiudvindingen i Amazonas i 1800-tallets senere del. Under de seneste årtier har industrien udviklet sig hurtigt med hjælp fra udenlandsk kapital (jern- og stålværker, skibsværfter, bilindustri, kemisk industri). Den er koncentreret til storbyerne i sydøst med São Paulo som centrum. Brasilien er verdens største producent af sukkerrør, sojabønne, kaffe og appelsin, og er den 2. største producent i papaja verden, den 3. største af majs, tobaksvare og ananas, 4. plads i bomuld og kassava, 5. plads i kokos og citron, 6. i kakao og avocado, 9. i ris, 10. i tomat og 11. i vindrue og æble. Landet er også en af de 3 største banan producenter i verden, men næsten al produktion er bestemt til nationalt forbrug. Landet producerer også store mængder bønne, jordnød, kartoffel, gulerod, cashew nød, mandarin, kakifrugt, jordbær, guarana, guava, açaí, paranød, paraguaykristtorn, hvede, blandt andre. En del af produktionen eksporteres, og en anden del går til hjemmemarkedet. I produktionen af animalske proteiner er Brasilien i dag et af de største lande i verden. I 2019 var landet verdens største eksportør af kyllingekød. Det var også den næststørste producent af oksekød, verdens tredjestørste producent af mælk, verdens fjerde største producent af svinekød og den syvende største producent af æg s i verden. I minesektoren skiller Brasilien sig ud i udvindingen af jernmalm (hvor det er den anden verdenseksportør), kobber, guld, bauxit (en af de 5 største producenter i verden), mangan (en af de 5 største producenter i verden), tin (en af de største producenter i verden), niobium (koncentrerer 98% af reserver kendt for verden) og nikkel. Med hensyn til ædelsten er Brasilien verdens største producent af ametyst, topas, agat og en af de største producenter af turmalin, smaragd, akvamarin og granat. Om industri, I fødevareindustrien, i 2019, var Brasilien den næststørste eksportør af forarbejdede fødevarer i verden. I 2016 var landet den 2. største producent af cellulose i verden og den 8. producent af papir. I fodtøjsindustrien rangerede Brasilien i 2019 på 4. plads blandt verdensproducenter. I 2019 var landet den 8. producent af motoriseret køretøj og den 9. producent af stål i verden. I 2018 var kemisk industri i Brasilien den 8. i verden. I tekstilindustrien er Brasilien, selv om den var blandt de 5 største verdensproducenter i 2013, meget lidt integreret i verdenshandelen. I luftfartsindustrien har Brasilien Embraer, den 3. største flyproducent i verden, bag Boeing og Airbus. Næringslivet oplevede i 1960'erne og 1970'erne en ekspansion, som har været kaldt et "økonomisk under". Velstanden er dog yderst ujævnt fordelt mellem forskellige dele af landet, og kløfterne har snarest vokset mellem forskellige samfundsgrupper. De sydlige dele er relativt velstående i skarp kontrast til nøden og undernæringen i uudviklede områder. Den nye hovedstad Brasília (indviet i 1960 under præsident Juscelino Kubitschek) er et forsøg på at åbne det tyndt befolkede indland. Den hurtige vækst skabte ubalance i økonomien og resulterede i 1980'erne i krise med social og politisk uro. Høj inflation og en katastrofal udlandsgæld fremtvang en økonomisk stramning. For at løse problemerne skiftede Brasilien i 1994 til en ny valuta, real, som var styret efter den amerikanske dollar. En økonomisk vækst indtraf, og inflationen sank, udlandet begyndte at investere mere i den brasilianske industri. I slutningen af 1990-erne forårsagede den finansielle krise i Asien at også Brasiliens økonomi oplevede en nedgang. I 1998 gav Den Internationale valutafond økonomisk hjælp, og i 1999 besluttede Brasiliens centralbank, at landets valuta real ikke mere skulle have en fast vekselkurs mod amerikansk dollar og gennemførte en devaluering. Disse tiltag førte til en svag vækst i begyndelsen af 2000-årene, men for at yderligere fremme økonomien adviserede præsident Lula yderligere reformer. Under Lulas år som præsident blev Brasiliens økonomi forbedret og fattigdommen formindsket, blandt andet på grund af indførelsen af familiebidrag og højere minimumslønninger. Landets internationale troværdighed som handelspartner voksede, og man virkede for at få investeringer til landet. Arbejdsløsheden mindskede, blandt andet ved en stigning i antallet af ansatte i den offentlige sektor. Brasiliens forbedrede økonomi under Lulas år som præsident har dog også haft negative konsekvenser, eksempelvis fortsat skovning af Amazonas. Den globale finanskrise i 2008 fik effekter for Brasilien, men landet hentede sig hurtigt. Middelklassens andel af befolkningen voksede under Lulas år som præsident, og hans økonomiske politik blev meget populær. Den 1. januar 2011 overtog Dilma Rousseff som præsident. Rouseff forventedes ikke at gennemføre nogle større forandringer i den økonomiske politik. De økonomiske satsninger i sociale programmer, som skete under Lulas år som præsident, løftede mange familier ud af fattigdommen, men der findes fortsat familier, som lever under fattigdomsgrænsen, og selv om indkomstforskellene er blevet mindre, er der stor forskel mellem Brasiliens fattigste og rigeste befolkning. Rouseff har anført fortsat mindskning af fattigdommen og stabilitet i økonomien som udtrykkelige mål for sin økonomiske politik. Behovene for investeringer i infrastruktur, uddannelse og sundhedsvæsen er store og en forudsætning for en langsigtet holdbar økonomi. Et vigtig spørgsmål for at holde statsbudgettet i balance er også hvorledes, landet skal håndtere de voksende omkostninger til lønninger og pensioner til offentligt ansatte. Infrastruktur Vejnet Vejnettet er vel udbygget i tilslutning til de største byer, frem for alt omkring São Paulo. Motorvejene er ofte betalingsveje. Landet har omkring 14.000 km opdelte motorveje, 5.000 km kun i staten São Paulo. I øjeblikket er det muligt at rejse fra Rio Grande, i det ekstreme syd for landet, til Brasília (2.580 km) eller Casimiro de Abreu, i delstaten Rio de Janeiro (2.045 km), kun på delte motorvej. Flyvetrafik Brasilien har et vel udviklet netværk af flyruter. Dog lider flytrafikken af underkapacitet, især i São Paulo, hvor byens to flyvepladser udnyttes mere end hvad, de er byggede til at kunne klare. Denne situation beror til vis del på mangel på et moderne jernbanenet i landet. Alligevel afgår fly fra São Paulo til Rio de Janeiro var 15 minut til trods for, at afstanden mellem byerne kun er cirka 370 kilometer. Også mellem São Paulo og Belo Horizonte afgår fly var 15 minut, og her er afstanden cirka 500 kilometer. Jernbaner Jernbanenettet i Brasilien omfatter 29.314 kilometer (2005), men banerne har i sammenligning med europæiske forhold en lav standard. Persontrafik forekommer især på kortere strækninger inden for de enkelte delstater. En af anledningerne til, at jernbanenettet ikke er blevet udbygget, er, at Brasilien har en stor lastbilsindustri. For at fremme lastbilsindustrien her politiske beslutninger blevet taget til fordel for at udbygge veje frem for jernbaner. Savnet af moderne jernbaner gør, at Brasilien har en tæt flytrafik selv mellem storbyer, som ligger relativt nær hinanden. Fremtidsplaner Der er planer om at bygge en ny bane for højhastighedstog mellem São Paulo og Rio de Janeiro. Med et højhastighedstog med en topfart på 280 kilometer i timen ville denne rejse tage en og en halv time. Banens strækning er planlagt mellem Viracopos (flyvepladsen ved Campinas, som ligger cirka 100 km vestnordvest for São Paulo) til Campinas videre til Campo del Marte (São Paulo) og Guarulhos (internationale flyveplads ved São Paulo) og med stop i São José dos Campos (hvor EMRAER bygger flyvemaskiner) og Itatiaia for at passera Rio de Janeiros internationale flyveplads ved Galeão inden, den ankommer ved Central i Rio de Janeiro. I marts 2010 diskuteredes det at af økonomiske grunde droppe stationen ved Galeão. Involverede i projektet er eksempelvis Siemens og Alstom samt flere japanske og sydkoreanske konsortier. Brasilien er udset til arrangør af både VM i fodbold 2014 og OL i 2016, hvilke begge hver for sig indebærer et stort tryk på landets infrastruktur og er to stærke grunde til at færdiggøre jernbanebyggeriet. Allerede i 2008 kom signaler om, at projektet kunne starte. Kultur Mest påtagelig har den europæiske indflydelse været inden for litteraturen og kunsten. Brasiliansk arkitektur har i moderne tid nået verdensry (især på grund af Brasília). Folkemusikken og dansen, berømt gennem Rio-karnevallernes sambaskoler, har en tydelig afroamerikansk inspiration. Arkitektur Oscar Niemeyer er en internationalt anerkendt arkitekt. Verdenskendt er desuden Lúcio Costa, der tegnede byplanen for landets nye hovedstad Brasilia. Litteratur Den brasilianske litteratur var på grund af kolonialisme længe stærkt forbunden med europæisk indflydelse. En national litteratur begyndte at fremkomme først efter selvstændigheden fra Portugal i 1822. Nogle fremstående forfattere var Machado de Assis og Euclides da Cunha. Modernismen fik sit gennembrud i 1922 med forfattere som Mário de Andrade, Oswald de Andrade, Manuel Bandeira og Cassiano Ricardo. Inden for postmodernistisk brasiliansk litteratur bemærkes poeter som Carlos Drummond de Andrade og João Cabral de Melo Neto samt prosaister som João Guimarães Rosa og Clarice Lispector. Inden for litteratur er Paulo Coelho måske den mest kendte. Musik Leopoldo Miguez (1850-1902) studerede en periode i Europa og vendte tilbage som tilhænger af Richard Wagners musik. Han var både komponist og dirigent og med til at forny musikuddannelsen i Brasilien. Inden for kunstmusikken var Heitor Villa-Lobos (1887-1959) længe en central person. Death/trashmetal-bandet Sepultura kommer oprindeligt fra Brasilien. Sepultura betyder grav på portugisisk. Axé, Forró, Sertanejo, MPB, samba, Merengue og Bossanova er eksempler på populære, indenlandske musikstile og danse. Brasilien er verdenskendt for sine årlige sambafestivaller. Juan Luis Guerra havde i Danmark en sommerhit med Burbujas de amor i 1991, Kaoma er kendt fra sangen Lambada (med Chico & Roberta), der gjorde dansen populær i mange Europæiske lande. Verdensarv Brasilien har 17 eksempler på verdensarv blandt andet: Salvador, hovedstad i delstaten Bahia Iguaçu Nationalpark, en nationalpark på grænsen mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. Denne indeholder blandt andet de mægtige vandfald Iguassufallen. Sport Fodbold er meget populært, og Brasiliens fodboldlandshold har blandt andet vundet VM fem gange (1958, 1962, 1970, 1994 og 2002). I 2014 blev VM afholdt i Brasilien. En anden stor idræt er beachvolleyboll. Brasilien har den gamle kampsport capoeira, som udvikledes af brasilianske slaver i 1500-tallet. Også Brasiliansk Jiu-jitsu, BJJ, er en sport fra Brasilien. Ayrton Senna, var en fremgangsrig Formel 1-kører, som vandt VM tre gange. OL 2016 Rio de Janeiro Brasilien blev i 2009, i konkurrence med Chicago, Madrid og Tokyo udpeget som værtsby for Olympiske Lege i 2016. Det blev offentliggjort, 2. oktober kl. 18:56 ved IOC-topmødet 2009 i Bella Centeret i København. Se også Verdens lande Noter Litteratur Jørgen Dige Pedersen: "Regionale stormagter i den Tredje Verden: Indien og Brasilien" i Politica, Bind 21; 1989 Jørgen Dige Pedersen: "Brasiliens vej fra diktatur til demokrati" i Politica, Bind 27; 1995 Eksterne henvisninger NIC-lande Tidligere portugisiske kolonier Føderale republikker Lande i Sydamerika
1361	https://da.wikipedia.org/wiki/Bolivia	Bolivia	Bolivia (guaraní: Mborivia; quechua: Buliwya; aymara: Wuliwya), officielt Den Flernationale Stat Bolivia (spansk: Estado Plurinacional de Bolivia), er en suveræn stat i det vestlige Sydamerika. Bolivia er en indlandsstat, der grænser op til Brasilien i nord og øst, Paraguay i sydøst, Argentina i syd, Chile i sydvest og Peru i nordvest. Hovedstaden er Sucre, mens La Paz er regeringsby og landets finansielle centrum. Bolivias største by og industrielle centrum er Santa Cruz de la Sierra, der ligger i den lavtliggende østbolivianske region Llanos Orientales. Bolivia er en enhedsstat inddelt i ni departementer. Landets geografi varierer fra Andesbjergenes tinder i vest til Amazonområdets lavlande i øst. En tredjedel af Bolivias samlede areal udgøres af Andesbjergene. Med 1.098.581 km2 er Bolivia det femte største land i Sydamerika, det 27. største land i verden, og verdens syvende største indlandsstat. Bolivia og nabolandet Paraguay er de eneste indlandsstater i Amerika. Trods sin størrelse er Bolivia et økonomisk såvel som militært svagt land. Bolivia har et indbyggertal på ca. 11 millioner. Befolkningen er multietnisk og består af indfødte folk, mestizer, europæere, asiater og afrikanere. De racemæssige og sociale skel, der voksede frem i tiden under det spanske overherredømme, er stadig tydelige i det moderne Bolivia. Spansk er Bolivias officielle og mest udbredte sprog, men 36 indfødte sprog har også status af officielle. Heraf er guaraní, aymara og quechua de mest talte. Før den spanske kolonisering var den bolivianske Andesregion en del af Inkariget, mens det nordlige og østlige lavland var befolket af uafhængige stammer. I det 16. århundrede kom spanske conquistadors til det nuværende Bolivia fra byerne Cusco (Peru) og Asunción (Paraguay), og de erobrede hurtigt magten i området. Som en del af de spanske kolonibesiddelser var Bolivia underlagt audienciaen i Charcas. De spanske konger byggede i høj grad deres imperium på det sølv, der blev udvundet i Bolivias miner. Bolivia erklærede sig for uafhængigt i 1809, hvorpå 16 år med krig fulgte. Den 6. august 1825 opstod den moderne stat Bolivia, opkaldt efter folkehelten Simón Bolívar. Siden sin uafhængighed har Bolivia oplevet lange perioder med politisk og økonomisk ustabilitet. Landet har mistet adskillige territorier, bl.a. Acre til Brasilien og dele af lavlandet Gran Chaco. Bolivia har været uden adgang til havet siden Salpeterkrigen (1879-84), hvor Chile annekterede den bolivianske stillehavskyst. Bolivia har gennem aftaler med sine nabolande dog indirekte adgang til både Stillehavet og Atlanterhavet. Bolivia forblev politisk stabil frem til 1971, hvor Hugo Banzer ved et statskup erstattede Juan José Torres' socialistiske regering med et militærdiktatur. Torres blev myrdet af en højreorienteret dødspatrulje i Argentinas hovedstad Buenos Aires i 1976. Banzers diktatur slog hårdt ned på alle former for venstreorienteret og socialistisk modstand, og en lang række bolivianere blev dræbt eller tortureret. Banzer blev væltet i 1978, men vendte senere tilbage som demokratisk valgt præsident i perioden 1997-2001. Bolivia er medlem af FN, IMF, NAM, OAS, UNASUR, ACTO, BancoSur og ALBA. Bolivia er Sydamerikas næstfattigeste land og er et uland med en fattigdomsrate på 38,6 %. Landet har dog en af Latinamerikas laveste kriminalitetsrater. Landets økonomiske aktiviteter omfatter bl.a. landbrug, skovbrug, fiskeri og minedrift samt fabrikation af tekstiler og tøj. Bolivia er rigt på mineraler, bl.a. tin, sølv og lithium. Etymologi Bolivia er navngivet efter Simón Bolívar, lederen af den spansk-amerikanske frihedskrig (1810–25). Venezuelas leder, Antonio José de Sucre, havde af Bolívar fået valget mellem enten at beholde Øvre Peru (det nuværende Bolivia) under den nyligt dannede republik Peru som forenede provinser, eller at erklære området selvstændigt af Vicekongen i Peru, der havde domineret størsteparten af regionen. Sucre valgte at danne en ny nation og med lokal opbakning opkaldte han den efter Simón Bolívar. Republikken hed oprindeligt República de Bolivia. Navnet blev officielt vedtaget af den nyligt udråbte republik den 3. Oktober 1825. I 2009 blev vedtaget en ny forfatning for Bolivia og i den forbindelse med landets officielle navn ændret til Estado Plurinacional de Bolivia (Den flernationale stat Bolivia) for at understrege den multietniske kultur og den oprindelige befolknings betydning for landet. Historie Præ-kolonitiden Arkæologiske fund viser, at Andesregionen har været beboet de sidste 20.000 år. Bolivias vestlige del (højlandet) har været været beboet i hvert fald 2.500 år, hvor indbyggerne domesticerede lamaen og dyrkede afgrøder i form af kartofler og quínoa. De ældste ruiner i Bolivia findes i Chiripa og dateres til omkring 1.200 f.Kr. I højlandet på Altiplano opstod omkring år 300 Tiwanaku-kulturen (spansk: Tiahuanaco), der bl.a. beherskede metalbrug. Tiwanuku-kulturen blomstrede i årene frem til omkring år 1.000, hvor klimaforandring medførte Tiwanukus undergang. Området blev overtaget af aymaraerne, der beboede højsletten. Området blev omkring 1.450 invaderet af inkaerne under ledelse af Pachacuti og senere Tupac Inka. Området blev indlemmet i Inkariget som regionen Qullasuyu, men havde i modsætning til de øvrige områder erobret af inkaerne en forholdsvis autonom status i riget. Andre stammer indvandrede til det nuværende Bolivia i tiden efter 1.000 e.kr., bl.a. Mollo-stammen og Moxos-stammen, der beboede den nordlige og den østlige del af lavlandet. Spansk kolonisering I 1525 nåede spanierne til Inkariget. Spanierne medbragte sygdomme, der var dødelige for den oprindelige befolkning i landet, og befolkningstallet faldt drastisk i perioden herefter, da mange bukkede under for de nye sygdomme, herunder skoldkopper og mæslinger. Det spanske indtog og den efterfølgende borgerkrig i Inkariget førte til Inkarigets fald i 1533, hvilket medførte, at det nuværende Bolivia kom under spansk dominans i den spanske provins Ny Kastilien. Spanierne konstaterede, at området var rigt på mineraler, særlig sølv. Spanierne udnyttede områdets mineralforekomster intensivt og tvangsudskrev den oprindelige befolkning til at arbejde som slaver i minerne. Sølvforekomsterne var koncentreret omkring bjerget Cerro Rico ("Det Rige Bjerg") og spanierne grundlagde dér byen Potosí, der i store perioder af den spanske koloniperiode var den største by i begge amerikanske kontinenter. Uafhængighed Uafhængighed fra Spanien blev erklæret i 1809, men der fulgte 16 års kamp, før republikken kunne proklameres den 6. august 1825 efter den bolivianske frihedskrig. Under præsident Mariscal Andres de Santa Cruz oplevede Bolivia den mest fremgangsrige periode i sin historie med store sociale og økonomiske fremskridt. Forskellige krige mod dets naboer blev udkæmpet med succesfuld udgang. Vendepunktet kom måske ved Paucarpata hvor en konføderation af hære fra Peru og Bolivia besejrede chilenske og peruvianske rebeller. Efter sejren blev der underskrevet en fredsaftale der bl.a. tillod de besejrede at vende tilbage til Chile med alle deres våben i behold. Senere vendte de tilbage med de selvsamme våben og besejrede konføderationen. Efter dette nederlag var de næste 60 år i boliviansk historie præget af kup og kortlivede grundlove. Bolivias svaghed blev udstillet i Salpeterkrigen (1879–84), hvor Bolivia mistede sine rige nitratfelter i departementet Litoral og havnen Antofagasta (og dermed adgangen til havet) til Chile. Siden uafhængigheden har Bolivia mistet over halvdelen af sit territorium til nabolandene grundet krige, hovedsageligt ved Freden ved Petrópolis i 1903 og efter Chacokrigen (1932–35). Fremvæksten af den nationalistiske revolutionsbevægelse (1951) Revolutionistpartiet Movimiento Nacionalista Revolucionario (MNR) voksede frem som et parti med bred støtte. Efter, at deres sejr i præsidentvalget 1951 var blevet underkendt, indledte MNR en fremgangsrig revolution 1952. Under ledelse af præsident Víctor Paz Estenssoro, indførte MNR med stærk folkelig støtte almindelig stemmeret, gennemførte omfattende jordreformer med uddannelse for landdistrikternes folk og statsovertagelse af de største tinminer. Tolv år med tumultarisk styre splittede MNR. I 1964 styrtede en junta præsident Paz Estenssoro ved udgangen af hans tredje periode ved magten. Da præsident René Barrientos Ortuño, et tidligere medlem af juntaen og valgt 1966 omkom, fulgte en række svage regeringar. På grund af den almindelige uorden og de voksende folkelige protester indsatte militæret, MNR og andre oberst Hugo Banzer som præsident i 1971. Banzer styrede med støtte fra MNR mellem 1971 og 1974. Efter splittelse i koalitionen erstattede han derefter civile med medlemmer fra de væbnede styrker og afbrød alle politiske aktiviteter. Økonomien voksede under størstedelen af Banzers præsidenttid, men brud på de menneskelige rettigheder og finansielle kriser i slutningen af hans styre undergravede støtten til ham. Han blev tvunget til at afholde valg i 1978, og Bolivia gik atter ind i en periode med politisk turbulens. Militærregeringer: García Meza og Siles Zuazo (1978) Valgene 1979 og 1981 var uafgjorte og prægedes af valgsvindel. Der gennemførtes statskup, modkup og installeredes interimsregeringer. I 1980 gennemførte general Luis García Meza Tejada et hensynsløst og voldsomt kup, som ikke havde folkelig støtte. García kom til magten på vilkår af, at hans regering skulle sidde ved magten i kun et år, men da året var omme, fremtrådte han i TV og erklærede, at han ville blive siddende. Hans regering blev kendt for brud på de menneskelige rettigheder, narkotikahandel og økonomisk vanstyre. Under hans præsidentperiode indtrådte den inflation, som senere skulle svække Bolivias økonomi. Han dømtes i 1989 i sit fravær for flere forbrydelser, blandt andet mord, og udleveredes fra Brasilien i 1995 for at udstå en 30-årig fængselsstraf. Efter, at militære rebeller havde tvunget García Meza til at gå af i 1981, kæmpede yderligere tre militærregeringer i 14 måneder med Bolivias voksende problemer. Uroligheder tvang militæret til at sammankalde den kongres, som valgtes i 1980, og tillade den at vælge en ny præsident. I oktober 1982, 22 år efter sin første præsidentperiode (1956-1960), blev Hernán Siles Zuazo atter præsident. Sánchez de Lozada og Banzer: Liberalisering af økonomien (1993-2001) Gonzálo Sánchez de Lozada drev hårdt sine økonomiske och sociale reformer. Den mest dramatiske forandring af Sánchez de Lozadas regering var kapitaliseringsprogrammet under hvilket investorer, mest udenlandske, i bytte mod kapital kunne erhverve 50 % ejerandel og kontrol af statslige virksomheder som fx den statslige olieindustri, telekommunikationssystem, flyselskaber, jernbaner og elektronikindustrien. Reformerne og den økonomiske omstrukturering mødte stærk modstand fra visse dele i samfundet og fremkaldte gentagne og undertiden voldsomme protestaktioner mellem 1994 og 1996, frem for alt i La Paz og kokadyrkningsregionen i Chapare. Sánchez de Lozadas regering gennemførte en politik, som indebar økonomisk kompensation til avlere i Chapare, som frivilligt udryddede ulovlig koka. Politikken fik dog ringe opbakning, og i midten af 1990-erne stod Bolivia for en tredjedel af verdens koka, som forarbejdedes til kokain. Under den periode blev Bolivias fagforeningers paraplyorganisation, Central Obrera Boliviana (COB), ude af stand til at udfordre regeringens politik. En lærerstrejke i 1995 blev slået ned, da COB ikke kunne mobilisere tilstrækkeligt mange af sine medlemmer, der i blandt byggeri- og fabriksarbejdere. Staten anvendte sig af selektive love for at holde forstyrrelser fra lærerne nede på et minimum. Lærerne ledtes af Trotskijtrogna og ansås at være den mest militante fagforening inden for COB. Deres fald blev et stort tilbageslag for COB, som ble afsløret i korruption og indre stridigheder 1996. Ved valget i 1997 fik lederen af Acción Democrática Nacionalista (ADN) og den tidligere diktator general Hugo Banzer 22 % af stemmerne, mens MNR fik 18 %. Banzer dannede en koalition mellem ADN, MIR, UCS og CONDEPA, som havde majoriteten i den bolivianske kongres. Kongressen valgte ham som præsident, og han indsattes den 6. august 1997. Under valgkampagnen havde Banzer lovet at afbryde privatiseringen af det statsligt ejede olieselskab YPFB. Dette ville dog antagelig være svært at gennemføre under hensyn til Bolivias svage position i forhold til internationale virksomheder. Banzers regering fortsatte i stedet med markeds- og privatiseringspolitikken, som var påbegyndt tidligere, og den relativt stadige økonomiske vækst fortsatte frem til Banzers tredje år ved magten. Efter det bidrog regionale, globale og indenlandske faktorer til en nedgang. Finansielle kriser i Argentina og Brasilien, synkende verdenshandelspriser på eksportprodukter og faldende beskæftigelse inden for kokasektoren pressede Bolivias økonomi. Tillige blev en omfattende korruption inden for den offentlige sektor kendt. Disse faktorer bidrog til voksende protester fra samfundet under den anden halvdel af Banzers præsidentperiode. I begyndelsen af sin regeringstid oprettede Banzer specielle politistyrker, som fysisk skulle udrydde den illegale kokadyrkning i Chapareregionen. Politikken forårsagede en fireårig nedgang i Bolivias kokaproduktion, hvilket førte til, at Bolivia blev en relativt lille leverandør af koka til kokainfremstilling. De mennesker, som blev arbejdsløse på grund af kokaudrydningen, strømmede ind til byerne, især til El Alto, slumområdet nær La Paz. Jaime Paz Zamoras parti MIR, som støttede denne politik, var Banzers koalitionspartner under hele regeringsperioden. Banzer forlod præsidentposten den 6. august 2001 efter, at han havde fået diagnosen cancer. Han døde mindre end et år senere. Hans amerikansk uddannede vicepræsident, Jorge Fernando Quiroga Ramírez, var præsident under det sidste år af hans periode. Valget 2002 Grundloven tillod ikke Quiroga at deltage i præsidentvalget 2002. I de nationale valg i juni 2002 vandt den tidligere præsident Gonzalo Sánchez de Lozada (MNR) med 22,5 % af stemmerne foran den kokaforsvarende indianske bondeleder Evo Morales (Movimiento al Socialismo, MAS) med 20,9 %. Morales vandt over populistlederen Manfred Reyes Villa (Nueva Fuerza Republicana NFR) med blot 700 stemmer og fik derved en plads i kongresvalget mod Sánchez de Lozada den 4. august 2002. En aftale i juli 2002 mellem MNR og fjerdeplacerede MIR, som atter ledtes i et valg af den tidligere præsident Paz Zamora, sikrede kongressens valg af Sánchez de Lozada som præsident, og den 6. august svor han præsidenteden for anden gang. MNR:s platform indeholdt tre målsætninger: økonomisk genaktivering (inklusive jobskabelse), arbejde mod politisk korruption samt social integration. Første indianske præsident Ved det bolivianske præsidentvalg den 18. december 2005 stillede partiet Moviemento al Socialismo med den indianske Evo Morales op mod Jorge Quiroga, leder af Poder Democratico y Social (PODEMOS) og tidligere leder af Acción Democrática Nacionalista (ADN). Morales vandt valget med 53,74 % af stemmerne, en absolut majoritet som er usædvanlig i bolivianske valg. Morales blev indsat som præsident den 22. januar 2006 for en femårig regeringsperiode. Inden hans officielle indsættelse i La Paz, indsattes han ved et Aymararitual på den arkæologiske lokalitet Tiwanaku i overværelse af tusindvis af personer fra Aymarabefolkningen og repræsentanter fra hele Latinamerika. Morales og MAS gennmførte en lang række reformer af det bolivianske samfund. Morales måtte dog træde tilbage som præsident i 2019 efter beskyldninger om valgsvindel. Geografi Bolivia er en indlandsstat, der er placeret centralt i Sydamerika mellem 57°26'–69°38'W and 9°38'–22°53'S. Landet har dog indirekte adgang til Atlanterhavet via Paraguayfloden. Bolivias areal udgør 1.098.581 km2, hvilket gør landet til verdens 28. største land målt på areal. Bolivia har grænser mod Peru og Chile i vest, Paraguay og Argentina i syd og Brasilien i øst og nord. Bolivias geografi omfatter en række forskellige landskabsformer. Det vestlige Bolivia er præget af højlandsplateauet Altiplano, der ligger i Andesbjergene. Den østlige del er lavland og er i store områder dækket af regnskov. Den østlige del indgår i Amazonområdet. Grundet de mange forskellige landskabsformer besidder Bolivia en stor biodiversitet og der er i landet en række økozoner. Områderne har voldsomme forskelle i højde, der rækker fra landets højeste punkt, Nevado del Sajama, i 6.542 m.o.h. til omkring 70 m.o.h. ved Paraguayfloden. Bolivia kan inddeles i tre hovedområdet: Andesregionen i det sydvestlige del af landet. Andesregionen omfatter ca. 28% af arealet med 307.603 km2. Området er højland med mere end 3.000 m.o.h. og ligger mellem de to store bjergkæder Cordillera Occidental og Cordillera Central med nogle af de højeste tinder i Amerika, såsom Nevado Sajama (6.542 m) og Illimani med 6.462 i bjergkæden Cordillera Real. Cordillera Occidental indeholder flere af Bolivias vulkaner og afgrænser Altiplano mod vest. På Cordilla Central ligger også Titicacasøen, den højest beliggende kommercielt sejlbare sø i verden og den største sø i Sydamerika. Søen ligger på grænsen mellem Bolivia og Peru. I regionen er Altiplano og også Salar de Uyuni, verdens største saltslette. Sub-Andesregionen i den centrale og sydlige del af landet er en region mellem Altiplano og den østlige slette. Regionen udgør 13% af Bolivias areal med 142.815 km2 og omfatter de bolivianske dale og Yungas-regionen. Området har en del landbrug og tempereret klima. Llanos-regionen i den nordøstlige del har et areal på 648.163 km2 og udgør 59% af Bolivias areal. Regionen er beliggende nord for Cordillera central og ligger fra foden af Andesbjergene til Paraguayfloden. Det er et område med fladt land og små plateauer, det meste dækket af regnskov med en omfattende biodiversitet. Regionen ligger i op til 400 meters højde. Geologi Bjergkæderne og bjergområderne i Bolivia består af massive kompakte klipper af magmatiske, sedimentære og metamorfe bjergarter. De lavere plateauer og flodområderne består for stor dels vedkommende af ler, sand og grus. Blandt råstoffer findes lithium, tin, naturgas, petroleum, zink, wolfram, antimon, sølv, jern, bly, guld, tømmer og vandkraft. Hydrografi I Bolivia findes der tre store flodområder: Amazonas, La Plata og Altiplano. Amazonas' flodområde Amazonas' flodområde omfatter et areal på 724.000 km² (65,9 % af Bolivias område). Området deles med Brasilien, Guyana, Venezuela, Colombia og Peru. Floderne er kilder til mange store søer og laguner, som fx Murillo og Mentiroso som får sin vandtilførsel fra Madre de Dios. Amazonas største biflod er Mamoréfloden som er 2.000 kilometer lang. Den løber sammen med den 1.113 kilometer lange Beni og danner Amazonflodens største biflod, Madeira. Madeira danner der efter på en strækning af 95 kilometer en naturlig grænse i forhold til Brasilien inden, at den løber sammen med Abuná og fortsætter ind i Brasilien. Andre vigtige floder er Madre de Dios, som er 1.150 kilometer lang og i Peru har navnet Heath inden, at den efter 510 kilometer i Bolivia overgår i Benifloden. Guaporéfloden (også kaldet Iténez) er omkring 1.500 kilometer lang og er den største biflod til Mamoréfloden. Den går i nordvestlig retning og danner grænse mod Brasilien på 970 kilometer. Andre vigtige floder er Blanco, Negro, Yata, Tahuamanu, Orthon, San Julian og Paragúa. De vigtigste søer i flodområdet er Rogaguado, som er 154 km² stor, samt Huaytunas (også kaldet Ginebra) som er den største sø med sit areal på 550 km². De mest kendte laguner er Huachi, San Jorge, Nuevo Mundo och Arani (også kaldet Araré), som alle er mere end 50 km² store. La Platas flodområde La Platas flodområde omfatter et areal på 229.500 km² (20,9 % af Bolivias område). De bolivianske bifloder til Río de la Plata er generelt mindre end Amazonflodens. Hovedfloder i området er Pilcomayofloden, som begynder i Oruro på 5.200 meters højde og strømmer i sydøstlig retning inden, at den løber sammen med Paraguayfloden i Asunción. Floden er omkring 1.590 kilometer lang, hvoraf 789 kilometer går gennem Bolivia og 47 kilometer danner grænse mod Argentina. Paraguayfloden er i alt 2.625 kilometer lang, men kun 48 kilometer berører Bolivia, hvor den udgør grænsen mod Brasilien. Andre vigtige floder i området er Bermejofloden, som tager sin begyndelse i Bolivia men snart går ind i Argentina efter, at på en strækning have dannet grænse mellem de to lande. Grande de Tarija begynder også i Bolivia men ender i Bermejoconfloden, som krydser grænsen til Argentina. Andre floder er Tarijafloden, Nuevo Guadalquivir og Itaú. De vigtigste laguner i området er Uberaba, som er 400 kvadratkilometer og deles med Brasilien. Mandiorélagunen er 300 kvadratkilometer hvoraf 100 ligger i Bolivia og får sin vandtilførsel fra Paraguayfloden. Gaiba er 200 kvadratkilometer stor og delas med Brasilien. Cáceres er lige så stor og ligger i sin helhed i Bolivia. Lagunen Mirim ligger i Gran Pantanal. På Altiplano findes flere floder, søer, laguner og vandløb, som ikke har sin retning mod noget hav. Den vigtigste af dem er Desaguaderofloden som med sine 436 kilometer er den længste højplateauflod. Den begynder i Titicacasøen på 3.810 meter over havet og strømmer i sydøstlig retning, med en faldhøjde på 124 meter til sin munding på 3.686 meter i Poopósøen. Laucafloden begynder i Cotacotanilagunen i Chile for at umiddelbart derefter gå ind i Bolivia. Den er 225 kilometer lang og ender i Coipasa lige som Laca Jahuira, som er 135 kilometer lang, begynder ved Poopósøen og ender i den nordlige del af det store saltområdet. Altiplanos flodområde Altiplanos flodområde er 145.081 kvadratkilometer stort og omfatter 13,2 % af Bolivias område. Der findes fire store søer i området. Den største er Titicacasøen, som er 8.562 km2, hvoraf 3.790 km2 ligger i Bolivia. Andre søer er Poopósjön på 1.337 km², som får vand fra Titicacasøen, Uru Uru som har en overflade på 260 km² og ligger nord for Poopósøen samt den tredje største sø, Coipasa, som er 806 km². Lagunerna i området består både af saltvand og ferskvand. En af de vigtigere er Colorada, som er 60 km² og ligger i den sydlige del af departementet Potosí. Lagunen er rødfarvet på grund af sedimenter og søgræs. Nord for Colorada ligger Pastos Grandes, som er 90 km² men lavvandet, da den ikke har så stor en tilførsel af vand. Andre laguner er Verde, Salada, Khara og Blanca. Kalina (også kaldet Busch) på 20,6 km² er den største af ferskvandslagunerne. Den ligger i departementet Potosís sydlige del nær grænsen til Argentina. Andre ferskvandslaguner er Coruto (15,8 km²), Loromayu (9 km²), Coranto (6,36 km²), Morijon, Chipapa (7,24 km²) og Chojllas (5,42 km²) samt Hedionda, Celeste, Kollpa, Totoral, Zapaleri og Khastor (3,62 km²). I flodområdet findes salt, som er produktet af afdampning fra den gamle sø Minchin, som lå i bjergområdet, da Andesbjergene begyndte at rejse sig for millioner af år siden. Det største saltområde er Uyuni, som omfatter et areal på 12.000 km² og er omkring 120 meter tykt. Coipasa i departementet Oruro har et areal på 2.218 km² med en tykkelse på 100 meter. Andre store saltområder er Empexa, Chiguana, Chalviri, Laguani og Salar de la Laguna. Klima Bolivias klima varierer voldsomt fra de forskellige økoregioner; fra tropisk klima i det østlige llanos til polarklima i det vestlige Andes. Sommeren er varm og fugtig i øst og tørt i vest. Vintrene er kolde i vest og det sner i bjergregionerne, hvorimod det på højsletten blæser en del. Efteråret er tørt i de ikke-tropiske regioner. Når vejrfænomenet El Niño indtræder sker store ændringer i vejret.. Llanos har et fugtigt tropisk klima med gennemsnitlige temperaturer på ca. 30 °C. Vinden kommer fra Amazonas og forårsager kraftige regnskyl. I maj er der mindre nedbør som følge af tørre vinde og de fleste dage har blå himmel. Fra syd kan komme vinde (kaldet surazos), der bringer køligere temperaturer med sig i flere dage ad gangen. Altiplano har et ørken-polarklima med kraftige og kolde vinde. Den gennemsnitlige temperatur er mellem 15 og 20 °C. Om natten falder temperaturerne til lidt over 0 °C. Om dagen er vejret tørt og sollyset stærkt. Det sner ofte i regionen. Dalene og Yungas har tempereret klima. De fugtige nordøstlige vinde møder bjergene, hvilet gør regionen fugtig og regnfuld. Temeraturerne afhænger af højden med køligere temperaturer jo højere oppe. Det sner i højder på mere end 2.000 meter. Chaco har et subtropisk klima. Det er regnfuldt og fugtigt i januar og resten af året er der varme dage og kolde nætter. Nationalparker Bolivia har udpeget 22 nationalparker og naturbeskyttelsesområder. Den første nationalpark, Sajama nationalpark blev udlagt allerede i 1939. Den største nationalpark er Kaa-Iya nationalpark, der med et areal på 34.411 km² er blandt de største nationalparker i Sydamerika. Politik Bolivia var tidligere plaget af en meget lang række af militærkup, men har siden 1982 haft demokratisk valgte regeringer. I tiden forinden var landet plaget af en betydelig række af militærkup, men ved præsidenterne Hernán Siles Zuazo (1982–85) og Víctor Paz Estenssoro (1985–89) begyndte en tradition med fredelig overdragelse af magten til efterfølgerne, selvom to præsidenter efter 1982 har måtte trække sig fra embedet som følge af uroligheder: Gonzalo Sánchez de Lozada i 2003 og Carlos Mesa i 2005. Bolivia har en tradition for mange politiske partier, der har været repræsenteret i præsidentembedet og i parlamentet. De dominerende partier i perioden fra 1985 til 2005 var Movimiento Nacionalista Revolucionario, Acción Democrática Nacionalista og Movimiento de la Izquierda Revolucionaria - Nueva Mayoría. Den nuværende præsident er Luis Arce, der repræsenterer partiet Movimiento al Socialismo. Bolivias nuværende forfatning blev udarbejdet i 2006-07 og vedtaget i 2009 foreskriver en opdeling mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt samt yderligere et selvstændigt administrativt organ, Valgrådet, der er ansvarlig for afholdelse af valg i landet. Forfatningen hjemler en udstrakt grad af magt hos den siddende præsident, og adskiller sig derfor ikke synderligt fra tidligere forfatninger i landet. Nationalkongressens rolle er primært at debattere og at godkende lovgivning, der er foreslået af præsidenten/regeringen. Herudover er der ved forfatningen lagt vægt på Bolivias "flerkulturelle" baggrund, og forfatningen indeholdt en styrkelse af lokalt selvstyre. Domstolene har - som den øvrige del af den offentlgie administration - været plaget af korruption og manglende effektivitet. Evo Morales gennemførte i 2012 en reform, hvor landets dommere blev afsat og i stedet erstattet af folkevalgte dommere, hvilket imidlertid ikke har fået ændret domstolenes ry. Øverest i domstolshierakiet er Bolivias højesteret og forfatningsdomstolen. Den udøvende del af magtopdelingen udgøres af præsidenten og vicepræsidenten. Præsidenten vælges ved direkte valg og er samtidig regeringsleder. Bolivias regering bestr pt. af 20 ministre. Præsidenten vælges hver femte år og regerer fra præsidentpaladset, Palacio Quemado, i La Paz. Såfremt en kandidat ikke opnår mere end 40% af stemmerne og med en føring på 10%-point til afstemningens nummer to, afholdes en ny valgrunde mellem de to af kandidaterne, der opnåede fleste stemmer i første runde. Nationalforsamlingen (Asamblea Legislativa Plurinacional) har to kamre. Deputerkamret Cámara de Diputados har 130 medlemmer, der vælges for fem-årige perioder i en blanding af enkeltmandskredse (circunscripciones) og kredse med udpegning af flere baseret på antal stemmer samt 7 udpeget af de oprindelige folk. Senatet (Cámara de Senadores) har 36 medlemmer (fire fra hvert af Bolivias 9 departementer). Senatorerne vælges for to perioder af fem år. Nationalforsamlingen har hjemsted på Plaza Murillo i La Paz, men samles også i andre byer i Bolivia. Vicepræsidenten er leder af Nationalkongressen. Relationer til udlandet Tabet til Chile af kystlinjen mod Stillehavet under Salpeterkrigen (også kaldet Stillehavskrigen) i 1903 er fortat et åbent sår i Bolivia, og landet har fortsat som officiel politik, at kræve landområdet tilbage. Det territoriale krav indgår i Bolivias forfatning artikel 267. Det understreges dog i forfatningen, at krav om landområdet skal gennemføres på fredelig vis. Bolivia fik ved fredsslutningstraktaten ret til passage gennem Chile og stillet havnefaciliteter til rådighed i Chile. Evo Morales har meldt Bolivia ud af Verdensbanken, for at kunne gennemføre sin politik, der bl.a. involverer nationaliseringer. I protest mod Verdensbanken og Amerikansk (USA'sk) indflydelse i Sydamerika etablerede Venezuelas kontroversielle præsident Hugo Chavez i samarbejde med Cuba et sydamerikansk handelssamarbejde kaldet ALBA (Alianza Bolivariana para los Pueblos de Nuestra América). Evo Morales sluttede i 2006 Bolivia til ALBA, der ligeledes fandt tilslutning blandt de socialistiske sydamerikanske lande. Organisationens omfattende planer om samarbejde i regionen, herunder gennem etablering af en fælles valuta, har dog vist sig vanskelige at gennemføre i praksis. Militær Bolivias hær består af tre værn: Hæren, Flåden og Luftvåbnet. Der er værnepligt i landet for alle mænd og kvinder over 18 år, værnepligtperioden er 12 måneder. Frivillige kan melde sig, når de er 17 år gamle. Det er muligt at melde sig frivilligt til "præliminær tjeneste" i en alder af 15-19, hvilket indebærer, at senere indkaldelse ikke kan ske. I perioder med mangel på frivillige er der foretaget indkaldelse af værnepligtige i en alder på helt ned til 14 år. Den bolivianske regering anvendte i 2012 1,47% af landets BNP på militæret. Den Bolivianske hær omfatter ca. 31.500 mand, der er inddelt i seks militære regioner (regiones militares- RMs). Hæren er organisatorisk inddelt i 10 divisioner. Selvom Boliva er en indlandsstat, råder landet over en mindre flåde (Fuerza Naval Boliviana), der i 2008 omfattede ca. 5.000 mand. Flåden er udstationeret ved de mange floder i Amazonbassinet og har som primær opgave at patruljere og forhindre narkosmugling. Der er yderligere udstationeret flådeenheder på Titicacasøen. Bolivias luftvåben (Fuerza Aérea Boliviana eller blot FAB) opererer fra ni luftbaser placeret i La Paz, Cochabamba, Santa Cruz, Puerto Suárez, Tarija, Villamontes, Cobija, Riberalta og Roboré. Luftvåbnets flytyper omfatter primært en række helikoptere (herunder bl.a. 12 Bell UH-1 Iroquois, 9 Robinson R44 og 6 kinesiske Harbin Z-9) og transportfly. Transportflyene er hovedsagelig mindre fly, men der rådes over tre Lockheed Martin C-130 Hercules og tre McDonnell Douglas DC-10. Flyvevåbnet råder tillige over 10 ældre canadisk byggede varianter af træningsflyet Lockheed T-33 og 6 pakistansk byggede versioner af det kinesiske træningsfly Hongdu JL-8, der begge benyttes til luftforsvar og har kapacitet til at angribe mål på jorden. Administrativ inddeling Bolivia er administrativt inddelt i ni departementer. Departementerne er det øverste niveau af Bolivias administrative opdeling og ledes af en folkevalgt guvernør (gobernador). De ni departementer er: Pando, La Paz, Beni, Oruro, Cochabamba, Santa Cruz, Potosi, Chuquisaca, Tarija. Departementerne er opdelt i provinser, der udgør andet niveau i den administrative opdeling. Der er i alt 112 provinser, der igen er opdelt i 337 kommuner (municipales), der atter er opdelt i kantoner. Økonomi Bolivias økonomi er målt på størrelsen af landets BNP placeret som nr. 92 i verden (2013) med et samlet BNP på 59 milliarder dollars. BNP pr. indbygger udgør ca. 5.500 $, hvilket rækker til en placering som nr. 155 blandt verdens lande. Bolivia har det laveste BNP pr. indbygger i hele Sydamerika og er således det fattigste land på kontinentet. Bolivias økonomi har historisk været afhængig af en enkelt råvare. Gennem perioder med ensidig udvinding og produktion af råvarer, der har skiftet fra sølv til tin og senere til olie/gas, har Bolivia kun i kortere perioder oplevet økonomisk diversifikation. Politisk ustabilitet og vanskelige topografiske forhold har gjort det vanskeligt at modernisere landbrugssektoren og industrien. Perioder med kraftig inflation og korruption har ligeledes vanskeliggjort økonomisk vækst i Sydamerikas fattigste land, men i de senere år er der dog set en generel vækst i landets økonomi, der bl.a. medførte, at Bolivia af de internationale kreditratingbureauer blev opgraderet i 2010. Store dele af landets befolkning er dog fortsat fattige, og pr. 2011 levede 45% af landets befolkning under den internationale fattigdomsgrænse på 2$ om dagen. Mineindustrien, særlig udvinding af naturgas og zink, dominerer Bolivias eksport, hvis primære produkter består af naturgas, råolie, soyabønner/soyaprodukter, zink-malm og tin. Største eksportmarkeder i 2012 var Brasilien (41,8%), USA 18,4%, Argentina 7,3% og Peru 4,9%. Udvinding og eksport af mineraler, herunder tin udgør en væsentlig del af Bolivias økonomi og Bolivias økonomi blev derfor hårdt ramt af et dramatisk fald i priserne på tin i begyndelsen af 1980'erne. Siden 1985 har Bolivias regeringer gennemført en række reformer med henblik på at opnå en makroøkonomisk prisstabilitet og strukturelle reformer til at tiltrække udenlandske investeringer og et grundlag for vækst i økonomien. Bolivia har de næststørste reserver af naturgas i Sydamerika. Opdagelsen af de store naturgasreserver udløste i perioden 2003-05 politisk ustabilitet, etniske uroligheder og voldelige protester grundet uenighed om udnyttelsen af ressourcerne. De oprindelige planer gik ud på at eksportere gas til det nordamerikanske marked, men som følge af uroen og Evo Morales' valg til præsidentposten, blev planerne opgivet. Bolivias regering gennemførte i 2005 en kontroversiel lovgivning, der pålagde udenlandske operatører betydelig højere afgifter til staten, ligesom udenlandske virksomheder, der skulle stå for udvindingen, blev pålagt at indgå kontrakter med risikodeling, ligesom alle udvindingsrettigheder blev overdraget til den bolivianske stat. Naturgassen eksporteres i dag primært til Brasilien, som Bolivias regering har indgået en langtids-leveringsaftale med om levering af naturgas frem til 2019. Størsteparten af Bolivias indtægter kommer fra eksporten af gas til Brasilien og til Argentina. Energieksporten har givet Bolivia indtægter op gennem 2000'erne og 2010'erne, der har været begunstiget af stigende energipriser i perioden, hvilket har givet Bolivia de højeste vækstrater i regionen. Manglende investeringer i mine- og gassektorerne udgør dog fortsat en udfordring for Bolivias økonomi, ligesom der generelt i landet en en række hindringer for erhvervslivet og udenlandske investeringer. På det økonomiske område er Bolivia af organisationen "Heritage.org" i 2010 angivet som værende "repressed" ("undertrykt", i betydningen, at de frie markedskræfter i vidt omfang er sat ud af spillet). Det amerikanske US Geological Service anslår, at Bolivia besidder naturressourcer af litium svarende til 5,4 millioner tons, hvilket anslås at udgøre mellem 50 og 70% af verdens samlede reserver. Udvinding af litium-reserverne vil imidlertid indebære en ødelæggelse af landets store saltsøer omkring Salar de Uyuni, der er et vigtigt mål for turister i landet. Regeringen ønsker ikke at ødelægge de unikke landskaber, der tiltrækker mange turister. Regeringen forsøger dog at skabe grundlag for en bæredygtig udvinding af litium gennem det statsejede selskab "Recursos Evaporíticos". Bolivia var tidligere dybt afhængig af udenlandsk hjælp. Efter gennemførelse af en række reformer op igennem 1980'erne bl.a. iværksat af IMF og en række gældssaneringer, er Bolivia i dag stort set uafhængig af udenlandsk støtte. Udover reformerne har indtægterne fra gaseksporten i høj grad været medvirkende til at bidrage til landets økonomi. Bolivia har opnået er overskud på statsfinanserne i 2012 på 1.7% af BNP. Indtægter fra turisme er vokset jævnt op siden 1990'erne. Trods politiske uroligheder omkring 2003-06 er sikkerhedssituationen i landet generelt god, hvilket gør det muligt at rejse frit i landet og i byerne uden iagttagelse af særlige sikkerhedsforskrifter. Bolivia er en del af det økonomiske samarbejdsområde ALBA, der var grundlagt af Venezuelas daværende præsident Hugo Chavez, som et modstykke til det nordamerikanske frihandelsområde NAFTA. Transport Transport i Bolivia foregår primært som vejtransport. Jernbanerne var historisk af stor betydning for landet, men spiller i dag en mindre rolle. Som følge af landets geografi med betydelige højdeforskelle og uvejsomme terræn, er luftfart en vigtig del af landets transportsystem. Vejsystem Bolivias vejsystem bestod i 2010 af i alt 80.488 km vej, hvoraf blot 11.993 km er asfalteret. Anlæg af veje er vanskeligt grundet de geografiske forhold og på grund af manglende ressourcer. Der er et begrænset hovedvejsnet med hovedveje mellem Oruro - Patacamaya og La Paz (114 km), Cochabamba - Quillacollo (14 km) og Santa Cruz de la Sierra - Montero (48 km) På trods af status af hovedveje, er disse ikke asfalteret alle steder. Vejene kan blive oversvømmet i regntiden eller forvandlet til mudder, ligesom jord- eller mudderskred lejlighedsvist blokerer hovedvejene. Udover det begrænsede hovedvejsnet har Bolivia et net af landeveje (Rutas Nationales), der forbinder de større byer. Bolivia er berømt og berygtet for vejen mellem La Paz og Coroico, som ligger 56 kilometer nordøst for La Paz i Yungasregionen. Vejen, kaldet Yungasvejen (spansk: Camino de Las Yungas, også El Camino de la Muerte, dansk: Dødsvejen), løber fra kanten af Altiplano og ned langs de stejle bjergsider mod lavlandet. Vejen er smal, og der omkommer årligt mere end hundrede personer på vejen. Flere turister tager turen på mountainbike fra La Paz. Jernbanetransport Jernbanenettet blev udviklet forholdsvist sent i Bolivia, bl.a. på grund af følgerne af landafståelser og dårlig økonomi efter nederlaget i Stillehavskrigen. Udenlandske investorer, primært britiske, så muligheder i anlæg af jernbaner til La Paz og Potosí med henblik på transport af malm og mineraler og indenlandsk transport. Investeringslysten blev dog hæmmet af, af nabolandet Peru i 1870'erne oplevede en statsbankerot som følge af udgifterne til anlæg af en jernbane over Andesbjergene. Den første linje i landet blev anlagt over Andesbjergene, og herefter blev anlagt en linje fra La Paz over Altiplano sydpå til Villazon ved grænsen til Argentina. Der blev bygget linjer, der gav adgang til havnene i Arica og Antofagasta. Den hastige udbygning af minedriften efter tin og sølv betød, at anlæg af jernbane blev prioriteret i 1920'erne. Linjerne gik fra minerne til kysten uden hensyntagen til placeringen af landets befolkningscentre og befolkningens transportbehov. Linjerne blev bygget med forskellig sporvidde, hvilket har gjort integration af jernbanenettet vanskelig, og jernbanenettet er aldrig blevet sammenhængende. Sporvidden på alle linjer er i dag 1.000 mm, hvilket imidlertid hæmmer integrationen med linjer til nabolandene, der har anden sporvidde. Jernbanenettet er opdelt i en vestlig og en østlig del, der ikke er indbyrdes forbundet. Der er dog etableret forbindelse via Argentinas jernbanenet over Gran Chaco. Der er jernbaneforbindelser til Argentina, Brasilien og Chile. Jernbaneforbindelse til Peru sker via jernbanefærge over Titicacasøen. Jernbanestrækningen fra havnebyen Antofagasta til højlandet blev påbegyndt i 1873, da byen var en del af Bolivia. Jernbanen løb op gennem Andesbjergene mod højlandet. På linjen ligger en station i Collahuasi 4.815 meters højde, hvilket ved anlægget var den højstbeliggende jernbanestation i verden. På banens første strækninger blev vognene trukket med muldyr; først i 1876 blev damplokomotiver taget i brug. I 1879 brød Stillehavskrigen ud, bl.a. som følge af Bolivias ønske om forøgelse af beskatningen af jernbanen. Krigen blev afsluttet i 1883, hvilket betød tab af området omkring Antofagasta. Jernbanestrækningen blev dog fortsat udviklet og nåede i 1892 Oruro og senere Uyuni. Linjen, der løber gennem en af verdens tørreste ørkener, er fortsat i brug. Offentlig transport Privatbilisme er ikke udbredt i Bolivia, og jernbanenettet er dårligt udbygget. En stor del af bolivianernes behov for offentlig transport dækkes af busser, der drives af private operatører. Tidligere var det udbredt at rejse mellem byerne på ladet af lastbiler (camiónes), men busnettet er i dag veludbygget (i forhold til det eksisterende vejnet) og rejse med camiónes er i dag en sjældenhed. Inden for de større byer dækkes behovet for offentlig transport af kørsel med minibusser (såkaldte "micros") og de endnu mindre "trufi"-busser. Kørsel med microer og trufier er billig og koster (2014) normalt mellem 1-2 bolivianos (ca 20-40 øre). En række byer (bl.a. Santa Cruz) har skinnebusser. Lufttransport og flyvepladser Grundet Bolivias geografi og de mindre udbyggede vej- og jernbaneforbindelser, er lufttransport vigtig i landet. Bolivia råder over 855 flyvepladser, hvoraf de 21 er asfalterede (2013). 5 af disse er længere end 3.047 m. De tre største lufthavne er de internationale lufthavne El Alto International Airport ved La Paz, Viru Viru International Airport i Santa Cruz og Jorge Wilstermann International Airport i Cochabamba. Bolivias størst luftfartsselskab er det statsejede Boliviana de Aviación, der blev grundlagt i 2007, som afløser for det daværende Lloyd Aéreo Boliviano. Boliviana de Aviación har en flåde af Boeing 737 og 767, der betjener en række indenrigsruter, ruter til byer i Sydamerika og til Miami og Madrid. Luftfart i Bolivia er tæt forbundet med det bolivianske luftvåben 'Fuerza Aérea Boliviana' (FAB), der driver de to luftfartsselskaber TAM (Transporte Aéreo Militar) og TAB (Transportes Aéreos Bolivianos). TAM driver en række indenlandske passagerruter til uvejsomme områder i landet, som ikke kan drives på sædvanlige kommercielle markedsvilkår. TAB er et transportselskab, der med en flåde af bl.a C-130 Hercules har faste flyvninger til Panama, Miami og Houston og i øvrigt drives på charterbasis. Et mindre luftfartsselskab er Línea Aérea Amaszonas, der flyver en række indenrigsruter samt ruter til Bolivias nabolande. To mindre luftfartsselskaber, Aerocon og EcoJet driver en række indenrigsruter. Havneanlæg Bolivia har ikke en kystlinje, men har på trods heraf en række havnefaciliteter til rådighed i kraft af internationale aftaler. Efter Bolivias nederlag i Stillehavskrigen og den efterfølgende afståelse af sin kystlinje til Chile fik Bolivia som led i fredsslutningen frihavnsrettigheder og til adgang havnen i Arica i det nordlige Chile. I oktober 2010 indgik Bolivia en aftale med Peru, der gav Bolivia adgang og frihavnsrettigheder i 99 år i havnen ved Ilo ved Perus sydlige stillehavskyst. Bolivia har tilsvarende rettigheder til havne i Argentina og Brasilien. Udover adgang til havnefaciliteter ved havene, har Bolivia havnefaciliteter ved Titicacasøen i Guaqui samt havnefaciliteter ved flere af floderne i Amazonbassinet i lavlandet i den østlige del af landet, herunder ved den internationale vandvej ved Paraguayfloden. Bolivias handelsflåde bestod i 2008 af 23 fartøjer, heraf 11 fragtskibe, 7 olietankere og 3 kemikalietankskibe. Demografi Ifølge de to seneste folketællinger i Bolivia voksede befolkningen fra 8.274.325 (4.150.475 kvinder og 4.123.850 mænd) i 2001 til 10.027.254 i 2012. Gennem de sidste 50 år er den bolivianske befolkning tredoblet; hvilket har givet en årlig befolkningsvækst på 2,25%. Befolkningsvæksten i perioderne mellem folketællingerne (1950–1976 og 1976–1992) var på omkring 2,05%, hvorimod tilvæksten i den sidste periode (1992–2001) var på 2,74% årligt. 62,43% af Bolivias befolkning lever i byerne og de resterende 37,57% bor på landet. Hovedparten af befolkningen (70%) er koncentreret i departementerne La Paz, Santa Cruz og Cochabamba. I Andesregionen Altiplano er befolkningen koncentreret i departementerne La Paz og Oruro, i dal-regionerne er befolkningen primært bosat i departementerne Cochabamba og Chuquisaca, mens det i Llanos-regionen er Santa Cruz og Beni, der har den største koncentration. Befolkningstætheden i hele landet er 8,49 indbyggere pr. km2, der regionalt varierer mellem 1,73 (Pando) og 31,60 (Cochabamba). Bolivia har en ung befolkning. Ifølge folketællingen i 2011 er 59% af befolkningen mellem 15 og 59 år gammel, 39% er under 15 år. Næsten 60% af befolkningen er yngre end 25 år. Etnicitet Bolivias befolkning består af flere forskellige etniske grupper. Ca. 55% af befolkningen udgøres af ca. 35 forskellige oprindelige folkeslag, hvilket er den højeste andel af oprindelige folk i Latinamerika. De største oprindelige befolkningsgrupper er Quechaerne (2,5 mio.), Aymaraerne (2 mio.), Chiquitano (180.000) og Guaraní (125.000). Den resterende del af befolkningen udgøres af mestizer (ca. 25-30%) og hvide (ca. 15%). De oprindelige folk ("originarios") udgøres af flere folkeslag/stammer. I Andesregionen er Aymaraerne og Quechaerne fremtrædende og bebor den vestlige del af departementerne La Paz, Potosí, Oruro, Cochabamba og Chuquisaca. Andre oprindelige folk blandt Bolivias befolkning er Guaraní og Moxoer, der bebor områder i departementerne Santa Cruz, Beni, Tarija og Pando. Mestizer udgør ca 25-30% af befolkningen og er jævnt fordelt over landet. De fleste mestizer identificerer sig selv med en eller flere af de oprindelige folk. Hvide udgør ca. 15% af befolkningen og er koncentreret om de største byer: La Paz, Santa Cruz de la Sierra og Cochabamba og i den lidt mindre by Tarija. I Santa Cruz departementet er der flere plattysktalende samfund (mennoniter) på samlet ca. 40.000 personer (i 2012). I departementet La Paz bor en del efterkommere af afrikanske slaver ("afroboliviano"), der blev bragt til området af de spanske koloniherrer. Efterkommerne er koncentreret i provinserne Nor Yungas og Sud Yungas. Slaveriet i Bolivia blev ophævet i 1831. Bolivianere af asiatisk oprindelse er en lille, men økonomisk vigtig minoritet, der primært består af japanere (14.000), kinesere (4.600), koreanere og libanesere. Herudover er der mindre befolkningsgrupper af europæiske oprindelse, ligesom der er flere indbyggere, der er indvandret fra de øvrige lande i Latinamerika. Der er større peruvianske samfund i byerne La Paz, El Alto og Santa Cruz de la Sierra. Oprindelige folk De oprindelige folk i Bolivia kan inddeles i to hovedgrupper: Folkene i Altiplano og i dalene og folkene i lavlandet, der bebor de varme områder i det centrale og østlige Bolivia, herunder dalene i Cochabamba departementet og området i Amazonbassinet. Flere af højlandets indbyggere (quecha og aymara) er også flyttet til områderne i lavlandet, hvor de udgør selvstændige samfund. Andes etniciteter Aymaraerne bebor højlandet i plateauet i departementerne La Paz, Oruro og Potosí, samt en række mindre områder nær de tropiske sletter. Quechuaerne bebor primært dalene i departementerne Cochabamba og Chuquisaca. Der er også større quecha-befolkninger i bjergregionerne i departementerne Potosí og Oruro. Quechuaerne er igen inddelt i en række forskellige stammer såsom Tarabucos, Ucumaris, Chalchas, Chaquies, Yralipes, Tirinas m.fl. Uruerne bebor området omkring Titicacasøen. Etniciteter i de østlige og sydlige lavland Guaraníerne bebor området i den syd-østlige region nær Paraguay og består af flere forskellige stammer, som Guarayos, Pausernas, Sirionó, Chiriguanos, Wichí, Chulipi, Taipete, Toba og Yuqui. Tacanaer består af stammerne Leco, Chimane, Araona og Maropa. Panoer består af stammerne Chacobo, Caripuna, Sinabo, Capuibo og Guacanagua. Aruacoer består af stammerne Apolista, Baure, Moxo, Chané, Movimas, Cayabaya, Carabeca, Paiconeca og Paucanaca. Chapacuraer består af stammerne Itenez, Chapacura, Sansinoniano, Canichana, Itonama, Yuracare, Guatose og Chiquito. Botocudos består af stammerne Bororo og Otuqui. Zamucoer og Ayoreoer. Sprog Bolivias forfatning lægger vægt på multikulturalisme og anerkender de oprindelige folks sprog som officielle sprog i landet. Udover spansk anerkendes 36 oprindelige sprog. Spansk er det mest udbredte officielle sprog i landet ifølge folketællingen i 2001, idet sproget tales af 88,4% af befolkningen som første- eller andetsprog. Alle juridiske og officielle dokumenter udstedt af staten udfærdiges på spansk. Udover spansk og de oprindelige sprog taler ca. 70.000 indbyggere (menonitter) plattysk, ligesom der i dele af grænseområderne mod Brasilien tales portugisisk. Religion Indtil vedtagelsen af Bolivias nuværende forfatning i 2009 var katolicisme statsreligion i landet. Med vedtagelsen af den nuværende forfatning blev Bolivia en sekulær stat og forfatningen garanterer religionsfrihed. Religion spiller dog en stor rolle i landet. Ifølge folketællingen i 2001 er 78% af befolkningen katolikker, 19% protestanter og 3% ikke-religiøse. Den katolske kirke spiller fortsat en stor rolle i landet som vejleder i moralske spørgsmål, særlig i byerne. Store dele af den oprindelige befolkning blander traditionel religion og overbevisning med kristendom og religiøs synkretisme mellem kristendommen og traditionelle skikke m.v. er udbredt i den oprindelige befolkning. Pachamama-kulten (eller "Moder Jord") og retninger, der tilbeder Jomfruen i Copacabana m.fl. er udbredte. En række aymara-samfund nær Titicaca-søen har en stærk tro og tilknytning til apostelen Jakob den Ældre. Andre guddommeligheder, der tilbedes i Bolivia omfatter Ekeko, en aymara-gud for fremgang og velstand, der fejres hver den 24. januar, og Guaraní-guden Tupá. Urbanisering Ca. 67% af bolivianerne lever i byer, hvilket er blandt den laveste andel i Sydamerika. Urbaniseringsraten er dog jævnt stigende og udgør ca. 2,5% årligt. Ifølge folketællingen i 2012 er der 3.158.691 husholdninger i Bolivia — en stigning på 887.960 fra 2001. I 2009 var 75,4% af alle hjem klassificeret som et hus, hytte eller tilsvarende; 3,3 % var lejligheder; 21,1% var lejede værelser/andele; og 0,1 mobilehomes. De fleste af landets største byer er beliggende i højlandet i de vestlige og centrale regioner. Bolivias største byer er La Paz, El Alto, Santa Cruz de la Sierra og Cochabamba. La Paz og El Alto udgør et samlet byområde med El Alto beliggende direkte på højsletten og La Paz i dalen nedenfor. Kultur Boliviansk kultur er influeret af landets oprindelige befolkning af primært quechua og aymara etniciteter samt populærkultur i latinamerika. Den kulturelle udvikling kan opdeles i landets tre historiske perioder: Den præ-columbianske, den koloniale og den republikanske periode. Fra den præ-columbianske periode forefindes vigtige arkæologiske udgravningssteder og ruiner, ligesom de præcolumbianske kulturer har efterladt en række genstand og kunstværker i guld og sølv, stenmonumenter, keramik, klædedrager m.v. Større ruiner i landet fra perioden omfatter Tiwanaku, El Fuerte de Samaipata, Inkallaqta og Iskanawaya. Bolivia er et tyndt befolket land med områder, der er vanskeligt tilgængelige, og landet indeholder derfor områder, der endnu ikke er sket væsentlige arkæologiske undersøgelser. Spanierne medbragte deres egne traditioner fra hjemlandet, herunder spansk traditionel kunst og arkitektur, som de oprindelige indbygge og mestizer videreudviklede til en nuanceret stil inden for maleri, skulptur og arkitektur kendt som "Mestizo Baroque". Koloniperioden bragte ikke blot malerier af malere som Pérez de Holguín, Flores, Bitti m.fl., men også en række håndværksarbejder af guld- og sølvsmede, træsnit, stentøj m.v. Indenfor musik er musik i religiøs musik inden stilarten Mestizo Baroque i nyere tid blevet genopdaget og offentligt fremført med positive anmeldelser. I den republikanske periode i det 20. århundede har Boliva været kendetegnet ved bl.a. følgende fremtrædende malende María Luisa Pacheco, Roberto Mamani Mamani, Alejandro Mario Yllanes og Alfredo Da Silva. Indenfor skulptur er Marina Núñez del Prados værker berømmet. Bolivansk musik afspejler også landets historie. Traditionel musik blandt de oprindelige folk med traditionel instrumentering (fløjte, slagtøj m.v.) er udbredt og har fundet nye former i fusion med spansk musikalsk tradition og instrumentering (guitar og tilsvanrede strengeinstrumenter). Herudover er landet inspireret af latinamerikansk musik, herunder musik inspireret at afrikansk musik bragt til kontinentet af afrikanske slaver. Umiddelbart efter selvstændigheden i 1825 var bolivianske musik i hovedsagen baseret på europæisk musiktradition, men fra omkring 1950'erne blev landets musikalske rødder genopdaget. Traditionel boliviansk musik (folkemusik) er meget varieret og forskelligartet fra region til region og er tit knyttet til forskellige folkedanse. "Djævledansene" ved det årlige karneval i Oruro er en af de største folkemusikalske begivenheder i Sydamerika og var en af de første begivenheder, der blev optaget på UNESCOs liste over Mesterværker i mundtlig og immateriel kulturarv i 2008. Tilsvarende karnevaler afholdes i mange andre byer i Bolivia, herunder i byen Tarabuco. Sport Som i alle andre sydamerikanske lande, er den mest populære sport i Bolivia fodbold. Der er mere end 2.000 registrerede klubber i landet. Landets primære liga er Liga Professional de Futbol Bolivia. Kendte bolivianske spillere gennem tiden er bl.a. Erwin Sánchez (bl.a. S.L. Benfica) og Marco Etcheverry (bl.a. FC Barcelona). Bolivias fodboldlandshold deltog ved VM i fodbold 1930 og 1950 uden at komme forbi de indledende runder. Ved VM i 1994 i USA deltog landet igen med et hold, der var trænet af Xavier Azkargorta. Holdet i 1994 kom dog heller ikke længere end indledende runde. I Copa América har fodboldlandsholdet haft større succes. Holdet vandt turneringen i 1963 og blev nr. 2 i 1997, begge gange som værter ved turneringen. Andre populære sportsgrene er tennis, motorsport, ridning m.v. Noter Eksterne henvisninger Indlandsstater Republikker Lande i Sydamerika Forhenværende spanske kolonier
1364	https://da.wikipedia.org/wiki/Bledius	Bledius	Bledius er en slægt af biller i familien rovbiller (Staphylinidae). Det er små biller, der både som larver og voksne lever i udgravede gange nær vandet. Der findes omkring 30 arter i Danmark. Udseende Små (gerne 1,5-4 millimeter), slanke rovbiller. Kroppen er lang og smal, dækvingene er korte, benene er korte og kraftige. Hovedet er temmelig stort, hos nogle arter med hornlignende udvækster i panden. Antennene er ganske korte. Levevis Bledius-arterne graver i sand og mudder ved ferskvand eller saltvand, i Danmark bl.a. ved Vadehavet. De lever størstedelen af livet i deres gange og man må sædvanligvis grave efter dem, for at finde dem. Æggene lægges i sidegange. Man mener, at de lever af alger. Arter som lever ved havet kan forsegle gangene ved højvande, således at de undgår oversvømmelse af deres gange. Kilder og eksterne henvisninger Systema naturae 2000 (classification) – Taxon: Genus Bledius Danmarks Fauna: Victor Hansen (1889-1974). Biller XV. Rovbiller 1. G.E.C. Gads Forlag. København 1951. Rovbiller
1365	https://da.wikipedia.org/wiki/Blish%C3%B8ne	Blishøne	Blishønen (latin: Fulica atra) er en almindelig ynglefugl i Danmark. Den findes ved søer, moser og vandløb. Blishønen er udbredt i det meste af Europa, dog ikke det nordlige Skandinavien, samt i Asien og Australien. Arten lever især af vandplanter. Ynglebestanden er vurderet som sårbar på den danske rødliste. Udseende Blishønen er let genkendelig på sin runde, sorte krop og sit hvide næb og den hvide pandeblis. Den bliver op til 40 cm lang. Hvad hannerne angår varierer størrelsen på pandeblissen efter hvor dominerende de er, og pandeblissen bliver mindre hvis hannen mister status. De to køn ligner i øvrigt hinanden. Ungfuglene har lys hals og ansigt, gult næb og mangler blissen. Blishønen er ikke nogen god svømmer, og den har ikke svømmehud mellem tæerne, men kun svømmelapper langs kanten. Adfærd Blishønen dykker efter føde på lavt vand og æder vandplanter, små muslinger, insekter og snegle, men den græsser også på land. Blishønen lever hovedsagelig af vandplanter, specielt grønalger, og på ynglepladserne af tagrørblade, som den supplerer med muslinger, snegle, orme og insekter. En del af føden henter den på søbredden og tilstødende græsenge. Den bygger sin rede i rørskoven. Reden er konstrueret af vandplanter. Blishønen er i ynglesæsonen aggressiv over for både artsfæller og andre fugle, men samles udenfor ynglesæsonen i større flokke. Om vinteren trækker ungfuglene sydpå til Holland, Belgien eller Frankrig, mens de voksne individer bliver i Danmark, hvor bestanden øges med flokke fra Østersøregionen. Dens naturlige fjender er eksempelvis mosegrise (vandrotter), ræve og gedder. Litteratur Tommy Dybbro og Henning Anthon, Politikens store fuglebog, samtlige danske fuglearter, 1994, side 115. Kilder og henvisninger Dyrs tilpasning til deres miljø DOF's beskrivelse af Blishønen. Lars Skipper Danmarks fugle Tranefugle
1366	https://da.wikipedia.org/wiki/Svirrefluer	Svirrefluer	Svirrefluer eller blomsterfluer (Syrphidae) er en familie af insekter med omkring 200 slægter, og antallet af arter er ca. 6.000. De er udbredt i alle verdensdele – undtagen på Antarktis. Svirrefluer hører ligesom myg og fluer til tovingeordenen. Mange arter er store og markante insekter, der desuden forekommer i stort individantal. De er kendt for deres evne til at stå stille i luften på svirrende vinger. Mange arter opsøger blomster, hvor de tager nektar og pollen. Dansk udbredelse I Danmark er der siden 1850 registreret op mod 300 forskellige arter, hvoraf 10 arter vurderes til at være truede og 21 til at være sårbare. Den mest truede gruppe af danske svirrefluer er de arter, som er knyttet til skov med gamle træer, men også udtørring og dræning af enge og fugtige områder har betydet tilbagegang for mange arter. Udseende Svirrefluer varierer meget i størrelse og udseende. Hovedet er stort med veludviklede øjne. Bagkroppen er oftest bred med karakteristisk farvetegning, hvori især indgår gule og sorte farver. Nogle arter laver mimicry med gedehamse, mens andre eksempelvis har mimicry med humlebier eller sandhvepse. Det er et eksempel på lighedsværn. Levevis De fleste af de danske arter er knyttet til skovområder med fugtige skovenge og lysninger, men kan træffes på næsten alle biotoper med blomstrende planter – heriblandt i haver. I Danmark ses de mest fra april-september og er talrigest fra maj-juni. Svirrefluer står – som navnet antyder – i kortere perioder helt stille i luften og flytter sig i hurtige ryk. Svirrefluerne er generelt et nyttedyr, da de er vigtige bestøvere af blomster og frugttræer. Laverne fra omkring 100 af arterne lever desuden af bladlus. Slægter og arter Eksempler på de globalt omkring 200 slægter og 6.000 arter: Eristalis tenax (droneflue) er en 14-16 mm stor, bilignende svirreflue. Det er den største af de danske arter i slægten Eristalis, hvis larver (ligesom visse andre slægters) kaldes rottehaler. Slægten Xylota (træsvirrefluer) er svirrefluer med lang slank bagkrop og fortykkede lår. De lever i skov og krat i Danmark, hvor nogle arter kan ses løbe om på blade og grene. Larverne lever i råddent træ. Rhingia campestris (mark-snabelsvirreflue) er en 8-11 mm stor, brunlig svirreflue, der ofte ses i Danmark om foråret på bondelandet. Den har en meget lang fremadrettet snude. Dens larver lever i kokasser. Eumerus strigatus (kartoffel-løgsvirreflue) er en 6-9 mm, grønligt metalskinnende svirreflue, der i haver kan gøre skade, idet den cirka 1 cm lange larve kan angribe blomsterløg og andre underjordiske plantedele. Slægten Microdon (myresvirrefluer) er svirrefluer, hvis larver lever i myretuer. Volucella pellucens (Hvidbåndet humlesvirreflue) er en 12-16 mm stor svirreflue, hvis larver lever i gedehamseboer, hvor de ernærer sig af affaldet i bunden. Billeder Kilder og eksterne henvisninger DMU – Den danske rødliste – Svirrefluer Syrphidae species in Europe USDA Entomology site Havenyt – Svirrefluer i haven er nyttige miljolare.no: Blomsterflue (Syrphidae) larve ("rottehale", Eristalis sp.) Fotos af flyvende Svirrefluer og andre insekter, mange taget i Danmark
1367	https://da.wikipedia.org/wiki/Bl%C3%A5musling	Blåmusling	Blåmuslingen (Mytilus edulis) er en op til 10 centimeter lang musling med karakteristiske sort-blå-violette, glatte ovale skaller, hvis inderside er perlemorsglinsende. Den er vidt udbredt i de danske farvande i både saltvand og brakvand, helt ind i Østersøen og i fjordene. Blåmuslingen kaldes også pælemusling, men må ikke forveksles med pæleormen Teredo navalis, der også er en musling. Det latinske navn edulis betyder spiselig. Levevis Blåmuslingen lever af plankton, som den filtrerer fra vandet som den pumper ind og ud via. dens ånderør (sifoner). En blåmusling kan lægge 5-12 mio. æg. Blåmuslinger samler sig i banker, hvor der kan være op til 12.000 individer per m2. Her lever de i klynger på havbunden eller sidder på pæle, sten og høfder. De fleste lever, hvor vandet er iltrigt fx omkring tidevandszonen. Det er nødvendigt for blåmuslingen at hæfte sig fast til et underlag, så den ikke bliver ødelagt i brændingen. En blåmusling har hæftetråde, også kaldet byssustråde, der dannes i en kirtel, der sidder i den bagerste del af muslingens fod. Naturlige fjender Blåmuslingen beskytter sig mod fjender med sine tykke kalkskaller, som kan lukkes fast sammen med to stærke lukkemuskler. Dog har både strandkrabben og søstjernen kræfter nok til at tvinge skallerne fra hinanden og æde blåmuslingen. Mange fisk lever af blåmuslingeyngel, og nogle vadefugle, måger og ænder æder blåmuslinger. Anvendelse Med de enorme mængder af yngel, som blåmuslingen danner, er den en oplagt kandidat til dyrkning. I intensive havbrug udsættes yngel på riskoste eller nylonsnore, og fjender som søstjerner fjernes. Blåmuslingerne kan blive giftige, hvis de har levet af giftige furealger eller i forurenet vand. Derfor er det sikrest at spise muslinger fra kontrollerede muslingeopdrættere. Danske blåmuslinger har langt kraftigere lukkemuskler end fx engelske blåmuslinger og er derfor bedre beskyttet mod søstjerneangreb og mod udtørring ved lavvande. De holder sig derfor også bedre som menneskeføde. Mennesker kan udvikle allergi mod muslinger og skaldyr. Kilder/Henvisninger Ad. S. Jensen og R. Spärck. Bløddyr II. Saltvandmuslinger. G.E.C. Gads Forlag. Bind 40 i Danmarks Fauna. København 1934. Bondesen, Poul. Danske Havmuslinger (Natur og Museum, 23. årg, Nr. 2). Århus 1984 Blåmuslingefamilien Akvakultur Skaldyr
1370	https://da.wikipedia.org/wiki/M%C3%B8n	Møn	. Møn er en ø ud for Sydsjællands østkyst. Mod nord skiller Ulvsund Møn fra Sjælland, mod vest skiller Grønsund øen fra Falster. Indtil 1. januar 2007 var Møn en selvstændig kommune, men den er nu en del af Vordingborg Kommune efter sammenlægning med de tidligere kommuner Langebæk og Præstø. Møn er forbundet med Sjælland af Dronning Alexandrines Bro. Nord for Møn findes den lille ø Nyord, og mellem Møn og Sjælland i Stege Bugt ligger også øen Lindholm med Statens Veterinære Institut for Virusforskning. Endvidere er Møn forbundet med Bogø med en dæmning over Barholm og er ad den forbundet med motorvej E47 på Farø. Historie De første mennesker bosatte sig på Møn for omkring 10.000 år siden. På det tidspunkt var øen en del af det europæiske fastland. I ældre stenalder (6800-3900 f.Kr.) er der fundet små flint- og knogleredskaber for, som beviser at indbyggerne på øen levede af jagt og fiskeri. Landskabet var stort set skovklædt med hassel og i stigende grad ege- og elletræer. Fra omkring 5400 f.Kr. var genplantningen fuldført, og dannede en utilgængelig skov og fortrængte de sidste af de store dyr som urokse og elge ud. Der er fundet menneskelige boliger langs den østlige kyst. I yngre stenalder, (3900-1700 f.Kr.) blev der handlet med flint, guld, kobber og bronze. I denne periode begyndte man at bygge grave for de døde, og der er fundet bopladser ved Rødkilde. Perioden fra 2400-1700 f.Kr. er kendt som Dolktiden efter de dengang almindelige flintdolke. Fra syd blev der importeret bronze. I enkeltgravskulturen omkring 2000 f.Kr. kom en ny bølge af mennesker til Møn. De medbragte geder, får og heste og stridsøkser af sten. Man brugte enklere grave med små rundhøje. Fra vikingetiden (800-1050) er der fundet to skattesamlinger. Fra 900-1000 e.Kr. blev skovene efterhånden ryddet, og der var en profitabel handel med korn til de baltiske lande. Øens relative rigdom og store befolkning er indikeret af det store antal kirker, der blev bygget på det tidspunkt. Imidlertid øgede denne rigdom sandsynligheden for vendiske plyndringer. Dette førte igen til den bevidste tilbageholdelse af nogle kystnære skovområder som beskyttelse mod plyndringerne. I middelalderen havde Møn stor økonomisk betydning på grund af af sildefiskeriet i Øresund og de nærliggende skånemarkeder. Både Stege og Borre var købstæder og betydelige byer. Steges borg, Stegeborg eller Stegehus, var en af landets vigtigste fæstninger. Efter at Møn blev plyndret af venderne, blev øen under Valdemar 1. den Store udgangspunktet for togter til Rügen. I 1252 erobrede tyskeren Henrik af Æmeltorp Møn, og i 1289 blev øen angrebet af de fredløse og nordmændene. Under Lübecks krig mod kong Hans blev Borre ødelagt, mens Stege under Anders Bille slog angrebet tilbage. Under Grevens fejde sluttede mønboerne sig til oprørerne, og Steges borgere erobrede Stegehus og ødelagde det. I svenskekrigen 1658-60 forsvarede Møn sig længe, først under Just Ebel og siden under Hans Schrøder (senere adlet som Hans von Løwenhielm). Til sidst gik svenskerne i land fra Bogø og slog forsvarerne ved Lille Damme på Maderne. Møn blev plyndret og rejste sig kun langsomt efter dette tab. I 1664 blev Møn pantsat til den hollandske købmand Gabriel Marselis, og efter hans død i 1672 blev den overtaget af sønnen Vilhelm (adlet under navnet Gyldencrone). I 1684 blev pantet indløst. I 1685 blev hestegarden forlagt til Møn, og chefen Samuel Christoph von Plessen blev også amtmand på øen. Det betød en yderligere nedgang for Møn. Jord blev konfiskeret fra bønder til brug for græsning, og bønderne fik yderligere plager i hoveri og plyndringer. Da øen var helt udpint, måtte garden flytte i 1697. Der blev lagt sag an mod Plessen, som blev sat i fængsel, hvor han døde i 1704. 1696 blev vornedskabet ophævet på Møn på den betingelse, at bønder, der havde mere end én søn, skulle lade en søn uddanne i sømandsskab. Derfor oprettedes en navigationsskole i Stege i 1701; den blev i 1727 flyttet til København. I 1769 blev det mønske krongods opdelt i fem hovedgårde udbudt til salg. Bønderne forsøgte selv at købe dem; det lykkedes kun delvis, og omkring halvdelen af bønderne blev fæstebønder under de fem nye godser: Marienborg, Fanefjord, Sønderskov, Nordfelt, og Klintholm, samt noget strøgods eksempelvis Liselund og Ålebækgård. I 1890 boede der 1.969 i Stege og 13.174 i landdistrikterne , men i løbet af århundredet faldt befolkningstallet som på mange andre øer. Affolkningen stoppede i 1970'erne, og siden har indbyggertallet været nogenlunde konstant. Gravhøje De to med dæmning forbundne øer Møn og Bogø med et samlet areal på kun 231 km² har 119 kendte stengravhøje fra bondestenalderen. Af dem er 38 bevaret og fredet. De 21 er jættestuer fra Tragtbægerkulturen (3.500-2.800 f. Kr.). Grønsalen fra den yngre stenalder cirka 3.500 f. Kr. er en 102 meter lang, 13 meter bred og 2 meter høj langdysse syd for Fanefjord Kirke og øst for Fanefjord. Højen, der også kaldes Grønjægers Høj eller Grønjæger og Fanes Sal, indeholder tre gravkamre, men kun det vestlige gravkammer er intakt og urørt med en stor dæksten. Højen blev frivilligt fredet allerede i 1831. Dyssen, som er omgivet af 145 store randsten, er navngivet efter sagnkongen Grøn, der var gift med Fane. Langdyssen er offentligt tilgængelig. Kong Asgers Høj er en jættestue en kilometer nordvest for landsbyen Sprove. Den er åben for offentligheden, men det anbefales at medbringe en lommelygte. På østsiden fører en 11 meter lang gang ind til et 10 meter langt og 2 meter bredt og næsten fuldstændig symmetrisk rum opbygget omkring gangåbningen i midten af kammerets sydøstlige langside. Højen er rejst af 19 bæresten og 7 dæksten og er dateret til 3.300-3.200 f.Kr. Man kan bevæge sig oprejst rundt i kammeret. I kammerets gavle står begge steder to dæksten, og gavlene er i begge identisk tilspidsede ud mod højen. Loftet plant på grund af dækstenenes flade og måske i stenalderen af kløvede nedadvendte sider og af de under opførelsen placerede indskudte sten over kammerets bæresten, således at dækstenene fik en plan flade at ligge på. Sprove stordysse er en runddysse kun 150 meter syd for "Kong Asgers Høj" er tragtbægerkulturens overgangsform mellem de mindre dyssekamre forbeholdt enkeltpersoner og de store fælles jættestuegrave. I 1943 blev dyssen fredet og restaureret. På toppen af dækstenen ses også flere skålgruber indhugget i bronzealderen (1.700-500 f. Kr.). Graven, eller stedet, har indgået i kulten mere end 1.500 år efter dens opførelse omkring 3.300 f. Kr. Sømarkedyssen øst for Sømarke ligger på Stendyssevej. På en bakketop ligger et fritstående stort dyssekammer med en kort gang. Dyssen er bygget af syv bæresten og en stor dæksten. Dækstenen er kendt for dens 180 skåltegn fra bronzealderen. Klekkende Høj er en tvillingjættestue mellem Tostenæs og Røddinge cirka 10 kilometer sydvest for Stege. Jættestuen er anlagt 3.300-3.200 f.Kr og fremstår i dag nyrestaureret. I jættestuens ene kammer findes en rekonstruktion af, hvordan et jættestuekammer har set ud i stenalderen. Højens indre er opdelt i to 1,25 meter høje og 9 meter lange kamre, der kan nås ad hver sin 8 meter lange gang. Jordehøj jættestue er en velbevaret jættestue anlagt i yngre stenalder (3.500-2.800 f.Kr.) og tilhører tragtbægerkulturens megalitanlæg. Gravkammeret ligger helt indesluttet og beskyttet i en stor høj, ligesom da den blev anlagt. På den anden bæresten i kammergangens vestre side ses otte indhuggede skåltegn, som sandsynligvis er tilføjet i bronzealderen omkring 1.500 år efter jættestuens opførelse.Jættestuen er tilgængelig fra offentlig vej cirka tre kilometer vest for Lendemarke og Stege. En pælemarkeret trampesti fører langs markskellet frem til højen. Kultur og turisme Møn er kendt for naturskønhed, gode badestrande, kirker med kalkmalerier af Elmelundemesteren og Møns Klint. Øen tiltrækker cykelturister, og særligt tyske turister besøger øen. En af de største trækplastre er Møns klint på det østligste Møn. I 2007 åbnede GeoCenter Møns Klint ved klinten, der beskæftiger sig med Danmarks geologi og natur. Steges velbevarede middelalderby med Mølleporten og det gamle købstadsmiljø er sammen med Møns Museum en del af attraktionerne. Flere af kirkerne på øen har velbevarede kalkmalerier af Elmelundemesteren i 1500-tallet. Møn og de nærliggende øer Nyord og Bogø blev i 2017 udpeget som biosfærereservat under UNESCO. Møns hovedby Stege har et af de mest velbevarede fæstningsanlæg i Norden. Mølleporten i Stege fra slutningen af 1400-tallet er enestående som en bevaret byport fra middelalderen. Bag voldanlægget gemmer sig et autentisk købstadsmiljø. Møns Klint er 7 kilometer lang og op til 128 meter høj. Klinten strækker sig fra Møns Fyr i syd til Liselund Slotspark i nord. Møns Klint består af op til hundrede meter høje kridtaflejringer dannet i slutningen af kridttiden for omkring 75 millioner år siden. I 2007 åbnede GeoCenter Møns Klint ved klinten - et oplevelsescenter og museum om Danmarks geologi og natur. Museet viser, hvordan skiftende geologiske forhold i kridttiden, tertiærtiden og kvartærtiden og meteoritnedslag, vulkanudbrud, gletsjere og smeltevand har været med til at forme landskabet. Man kan også se, hvordan dyrelivet har udviklet sig fra simple organismer som alger og plankton til store havdyr som hajer og uddøde hvaler og kæmpeøgler. Man kan se 3D-film om dinosaurer og udstillinger om, hvordan skiftende geologiske forhold i kridttiden, tertiærtiden og kvartærtiden og meteoritnedslag, vulkanudbrud, gletsjere og smeltevand har været med til at forme landskabet. En del af den omkringliggende skov er integreret i museet med svævebane, naturstier og udsigtspunkter over Møns klint. Liselund Slot og have er et romantisk anlæg med lysthuse, småbygninger og havemonumenter, som ligger ved landsbyen Liselund. En stor del af parken forsvandt ved et jordskred i 1905, bl.a. kapellet og badehuset. Velbevaret til i dag er dog anlæggets centrum, det lille lystslot, i dag kaldet Liselund Gammel Slot. I slutningen af 1800-tallet blev Liselund Ny Slot opført. Halvøen Ulvshale nord for Stege er dannet af materiale fra Møns Klint, ført dertil af havstrømmene. Landskabet er derfor præget af rækker af lave, parallelle strandvolde af hovedsagelig flintesten. Op igennem 1900-tallet blev kugleflint herfra udskibet og anvendt i cement- og porcelænsproduktion. Centralt på halvøen ligger Ulvshale Skov, der har været fredet siden 1929 og får lov til at udvikle sig som landets oprindelige urskove, med mange døde og væltede træer. Nord for Ulvshaleskoven ligger vidstrakte strandenge, der benyttes som græsning. Nyord er en lille ø nord for Møn. Her ligger byen og den lille havn. Biler henvises til p-pladsen i byens udkant. Byen er kulturhistorisk interessant ved sit landsbymønster fra før udskiftningen, hvorfor gårde og huse ligger tæt sammen. Den mod øst 420 hektar store strandeng, Nyord Enge, er kendt som et af Østdanmarks allerbedste fugleområder. Klintholm Havn på øens sydkyst er fra 1878. Ud over havnen består bebyggelsen af en havnegade med købmand og restauranter, nogle fiskerhytter, et parcelhuskvarter og en privatudstykket ferieby administreret af Danland. På hver side af havnen ligger der to strande, de er blandt de lokale kendt som den dybe strand og den lave strand. Om sommeren sejler sejlkutteren Discovery turister ud til Møns Klint for at besigtige klinten fra søsiden. Møn Fyr fra 1845 står på Møns syd-østlige-pynt. I 1999 blev fyret renoveret. Bebyggelsen omkring fyret ligger på lejet grund, ejet af Klintholm Gods. I dag bruges fyret til udlejning af Camping Møns Klint. Galleri Se også Ny Vordingborg Kommune, som Møn er en del af fra 2007 Møn Kommune (til 2006) Møn Amt (1662-1793) Mønbo Herred Eksterne henvisninger og kilder Oplev Møn Om Møn Møns fortidsminder J.P. Trap. Danmark. Præstø Amt. Bind IV, 1955. Referencer
1371	https://da.wikipedia.org/wiki/Ilt	Ilt	Ilt eller oxygen er et grundstof med symbolet O og atomnummeret 8. Det er en del af gruppen af chalkogener i det periodiske system, og er et stærkt reaktivt ikkemetal og et oxidationsmiddel, som nemt danner kemiske forbindelser (især oxider) med de fleste andre grundstoffer. Rangeret efter masse er oxygen det tredje-mest forekommende grundstof i universet, efter brint og helium. Ved almindelig temperatur og tryk danner to iltatomer en kemisk binding og danner iltallotropen dioxygen, der er en farveløs og lugtfri diatomisk gas med den kemiske formel . Diatomisk oxygen udgør 20,8% af Jordens atmosfære. Iltniveauet i atmosfæren er dog på vej nedad på verdensplan, hvilket muligvis skyldes afbrænding af fossile brændstoffer. Ilt er det mest forekommende grundstof i jordskorpen rangeret efter masse, da oxidforbindelser såsom siliciumdioxid udgør næsten halvdelen af skorpens masse. Mange større klasser af organiske molekyler i levende organismer indeholder oxygen - heriblandt proteiner, nukleinsyrer (såsom deoxyribonukleinsyre, ofte forkortet "DNA"), kulhydrater og fedtstoffer, og det samme gør de store uorganiske forbindelser i dyrs skjolde, tænder og knogler. Det meste af levende organismers masse er ilt som en komponent i vand, der er den største bestanddel i livsformer. Ilt bruges til aerob respiration og udledes ved fotosyntese, som bruger sollys til at producere ilt fra vand og kuldioxid. Ilt er for kemisk reaktivt til at kunne forblive et frit element i luften, hvis ikke det konstant genopbygges ved levende organismers fotosyntese. En anden iltallotrop, ozon (), absorberer ultraviolet B-stråling meget kraftigt, og Jordens højtliggende ozonlag hjælper dermed til at beskytte biosfæren fra ultraviolet stråling. Tættere på jordoverfladen er ozon dog et forurenende stof og et biprodukt af smog. Ved lavt jordkredsløbshøjde eksisterer der nok atomisk ilt til at kunne forårsage korrosion på rumskibe. Ilt blev opdaget uafhængigt af Carl Wilhelm Scheele i Uppsala i 1773 eller tidligere, og Joseph Priestley i Wiltshire i 1774, men Priestley tilskrives oftest opdagelsen da hans værk blev udgivet først. Ilts kemiske navn, oxygen (egentlig oxygenium), blev dannet i 1777 af Antoine Lavoisier, hvis eksperimenter med ilt var med til at modbevise den ellers meget populære flogiston-teori om forbrænding og korrosion. Navnet stammer fra de græske ordrødder ὀξύς oxys, "syre", bogstaveligt "skarp", som henvisning til syrers sure smag og -γενής -genes, "skaber", fordi man på navngivningens tid fejlagtigt troede at alle syrer krævede ilt i deres sammensætning. Det danske trivialnavn for oxygenmolekylet , "ilt", blev dannet af den danske fysiker Hans Christian Ørsted i 1814, og er afledt af ordet "ild", som ilt er en central bestanddel af. Tidligere blev grundstoffet også benævnt surstof, hvilket var en direkte oversættelse af det tyske navn "Sauerstoff" - der selv var en oversættelse af det oprindelige latinske navn. Blandt den mest udbredte brug af ilt er til åndedræt, respiration, opvarmning af huse, forbrændingsmotorer, produktion af stål, plast og tekstiler, lodning, svejsning og skæring i stål og andre metaller, raketbrændstof, oxygenterapi og livsunderstøttelsessystemer i fly, undervandsbåde, rumskibe og ved dykning. Historie Tidlige eksperimenter Et af de første kendte eksperimenter med forholdet mellem forbrænding og luft blev udført i det 2. århundrede f.Kr. af den græske ingeniør og mekanikforfatter, Philon af Byzans. I hans værk Pneumatica observerede Philon at det at vende en beholder ned over et brændende lys, og omgive beholderens hals med vand, vil få noget af vandet til at stige op i beholderhalsen. Philon konkluderede dog forkert at dele af luften i beholderen blev konverteret til det klassiske element ild og dermed blev i stand til at undslippe gennem glassets porer. Mange århundreder senere byggede Leonardo da Vinci videre på Philons arbejde ved at observere at en del luft forbruges under forbrænding og respiration. I det sene 17. århundrede beviste Robert Boyle at luft er nødvendigt for forbrænding. Den engelske kemiker John Mayow (1641–1679) raffinerede dette arbejde ved at vise at ild kun kræver en del af luft som han kaldte spiritus nitroaereus eller blot nitroaereus. I et eksperiment fandt han at ved at placere enten en mus eller et tændt lys i en aflukket beholder over vand kunne han få vandet til at stige og udskifte en fjortendedel af luftens rumfang før testsubjekterne blev udslukket. Fra dette konkluderede han at nitroaereus både forbruges ved respiration og forbrænding. Mayow observerede at antimon steg i vægt når det blev opvarmet, og udledte heraf at nitroaereus måtte have samlet sig med det. Han mente også at lungerne måtte adskille nitroaereus fra luft, og sende det ind i blodet, og at dyrets varme og muskelbevægelser kommer fra nitroaereus' reaktion med forskellige stoffer i kroppen. Disse og andre eksperimenter og idéer blev udgivet i 1668 i værket Tractatus duo i skriftet "De respiratione". Flogiston-teorien Robert Hooke, Ole Borch, Mikhail Lomonosov og Pierre Bayen foretog alle oxygeneksperimenter i det 17. og dele af det 18. århundrede, men ingen af dem anerkendte det som et grundstof. Dette kan delvist skyldes den fremtrædende teori om forbrænding og korrosion, der blev kaldt "flogiston-teorien", som dengang var den foretrukne forklaring på disse processer. Flogiston-teorien blev etableret i 1667 af den tyske alkymist J. J. Becher, og modificeret af kemikeren Georg Ernst Stahl i 1731. Den anførte at alle brændbare materialer består af to dele: en del, kaldet flogiston, bliver afgivet når substansen, der indeholder den, bliver brændt af, mens den deflogisticerede del mentes at være dens sande form. Stærkt brændbare materialer, der kun efterlader meget få rester, såsom træ eller kul, mentes hovedsageligt at bestå af flogiston; ikke-brændbare materialer, der korroderer, såsom jern, indeholdt derimod meget lidt. Luft spillede ikke nogen rolle i flogiston-teorien, og der blev heller ikke udført nogle kvantitative eksperimenter til at teste for en sammenhæng; i stedet var den baseret på hvad der kan observeres når noget bliver brændt af: at de fleste almindelige objekter bliver lettere og lader til at 'miste' noget i processen. Det faktum at en substans som træ overordnet set stiger i vægt under afbrænding blev skjult af opdriften af de gasformige forbrændingsprodukter. Et af de første tegn på at flogiston-teorien var forkert var netop at metaller stiger i vægt når de ruster (når de ellers angiveligt skulle miste flogiston). Opdagelse Oxygen blev for første gang opdaget af den svenske læge Carl Wilhelm Scheele. Omkring 1772 havde han produceret oxygen i gasform (dvs. ilt) ved at ophede merkurioxid og diverse nitrater. Scheele kaldte gassen for "ildluft", da det var den eneste kendte faktor der understøttede forbrænding, og skrev om opdagelsen i et skrift han kaldte Chemische Abhandlung über Luft und Feuer, som han sendte til sin udgiver i 1775. Dokumentet blev først udgivet i 1777. Nogle år senere i 1783, opdager Joseph det også. I mellemtiden, nærmere bestemt 1. august 1774, udførte den britiske gejstlige Joseph Priestley et eksperiment, hvor han fokuserede sollys på kviksølvoxid () i et glasrør, hvilket frigav en gas som han navngav "deflogisticeret luft". Han bemærkede at lys brændte lysere i gassen og at en mus var mere aktiv og levede længere når den indåndede den. Efter selv at have indåndet gassen skrev han: "Følelsen af den var for mine lunger ikke sanseligt anderledes end almindelig luft, men jeg syntes at mit bryst føltes særdeles let og nemt i noget tid efter." Priestley udgav sine fund i 1775 i et dokument kaldet "An Account of Further Discoveries in Air", som blev inkluderet i det andet bind af hans bog Experiments and Observations on Different Kinds of Air. Priestley tilskrives normalt opdagelsen af oxygen idet han var den første til at udgive sine opdagelser. Den franske kemiker Antoine Laurent Lavoisier påstod senere at han havde opdaget det nye stof uafhængigt. Priestley besøgte Lavoisier i oktober 1774 og fortalte ham om sit eksperiment og hvordan han frigjorde den nye gas. Scheele skrev også Lavoisier et brev 30. september 1774, hvori han beskrev som opdagelse af det tidligere ukendte stof, men Lavoisier erkendte aldrig at have modtaget det (et kopi af brevet blev fundet blandt Scheeles ejendele efter hans død). Lavoisiers bidrag Antoine Lavoisier foretog de første passende kvantitative eksperimenter i oxidering, og var den første til korrekt at forklare hvordan forbrænding foregår (skønt dette var bestridt på hans tid). Han brugte disse og lignende eksperimenter, alle påbegyndt i 1774, til at miskreditere flogiston-teorien og bevise at det stof, der blev opdaget af Priestley og Scheele, var et grundstof. I et eksperiment observerede Lavoisier at der ikke skete nogen overordnet vægtstigning når tin og luft blev ophedet i en lukket beholder. Han bemærkede at luft kom ind når han åbnede beholderen, hvilket indikerede at en del af det indelukkede luft var blevet opbrugt. Han bemærkede også at tinnet var steget i vægt og at denne stigning var den samme som vægten på den luft der sev tilbage i beholderen. Dette og andre forbrændingseksperimenter blev dokumenteret i hans bog Sur la combustion en général, som blev udgivet i 1777. I den beviste han at luft er en blanding af to gasser; 'vital luft', som er essentielt for forbrænding og respiration, og azot (græsk "livløs"), som ikke understøttede nogen af delene. Azot blev senere til "nitrogen", skønt det har beholdt det gamle navn på fransk og flere andre europæiske sprog. Det danske trivialnavn, "kvælstof", er en oversættelse af det tyske "Stickstoff", der henviser til stoffets evne til at "kvæle" gas. Lavoisier omdøbte 'vital luft' til oxygène i 1777 fra den græske rod (oxys) (syre, bogstaveligt "skarp", fra smagen af syre) og -γενής (-genēs) (skaber), da han fejlagtigt troede at oxygen var en bestanddel i alle former for syre. Andre kemikere (såsom Sir Humphry Davy i 1812) har senere bevist at Lavoisier tog fejl på dette punkt (grundlaget for syrekemi er hydrogen - ikke oxygen), men på det tidspunkt var navnet allerede udbredt. Det danske trivialnavn for oxygens normale molekylære form (), "ilt", blev første gang brugt af den danske fysiker Hans Christian Ørsted i 1814, og er afledt af ordet "ild", som ilt er nødvendigt for at skabe. I daglig tale bruges oxygen og ilt generelt om det samme, men den korrekte nomenklatur er at anvende "oxygen" om grundstoffet (O), og "ilt" om den almindelige molekyleform (), hvis egentlige kemiske betegnelse er '"dioxygen". Senere historie John Daltons oprindelige atomiske hypotese gik ud fra at alle grundstoffer var monatomiske og at atomerne i forbindelser normalt ville have de simpleste atomforhold overfor hinanden. For eksempel formodede Dalton at vands formen var HO, og han gav oxygen en atommasse 8 gange større end brints, i stedet for den moderne værdi på 16. I 1805 viste Joseph Louis Gay-Lussac og Alexander von Humboldt at vand dannes af to mængder af hydrogen og en mængde oxygen; og i 1811 var Amedeo Avogadro nået frem til den korrekte fortolkning af vands sammensætning (baseret på det, der nu kaldes Avogadros lov), samt de diatomiske grundstofmolekyler i disse gasser. Ved det sene 19. århundrede indså videnskabsfolk at luft kan gøres flydende og at dets komponenter kan isoleres ved at komprimere og nedkøle det. Ved brug af en kaskademetode kunne den schweiziske kemiker og fysiker Raoul Pierre Pictet få en svovldioxidvæske til at fordampe for at kunne væskegøre kuldioxid, som så til gengæld blev fordampet for at køle ilt nok til at væskegøre det. Han sendte 22. december 1877 et telegram til Académie des sciences i Paris, hvor han bekendtgjorde sin opdagelse af flydende oxygen. Blot to dage senere offentliggjorde den franske fysiker Louis Paul Cailletet sin egen metode til at væskegøre oxygen. I begge tilfælde blev der kun produceret nogle få dråber af væsken, og der kunne ikke udføres nogen meningsfuld analyse. Oxygen blev for første gang væskegjort i stabil form 29. marts 1883 af de polske forskere Zygmunt Wróblewski og Karol Olszewski fra Universitet Jagielloński. I 1891 var den skotske kemiker James Dewar i stand til at producere nok oxygen i væskeform til at kunne studere det i dybden. Den første kommercielt farbare proces til at producere oxygen i væskeform blev uafhængigt udviklet i 1895 af den tyske ingeniør Carl von Linde og den britiske ingeniør William Hampson. Begge mænd sænkede luftens temperatur indtil den blev væskeformet, og destillerede de indgående gasser ved at koge dem væk en efter en og indfange dem. Senere, i 1901, blev oxyacetylen-svejsning demonstreret for første gang, da man afbrændte en blanding af acetylen and komprimeret . Denne metode til at skære og svejse i metal blev senere meget udbredt. I 1923 blev den amerikanske forsker Robert H. Goddard den første person til at udvikle en raketmotor, der anvendte flydende brændstof; motoren brugte benzin som brændsel og oxygen i væskeform som oxidationsmiddel. Goddard fløj en lille rakket 56 m ved 97 km/t 16. marts 1926 i Auburn, Massachusetts, USA. Egenskaber og molekylær struktur Allotroper Grundstoffet oxygens mest almindelige allotrop på Jorden er ilt, , som udgør størstedelen af Jordens atmosfæriske oxygen. O2 har en bindingslængde på 121 pm og en bindingsenergi på 498 kJ·mol−1, som er mindre end energien i andre dobbeltbindinger eller enkeltbindings-par i biosfæren, og ansvarlig for den exotermiske reaktion mellem O2 og ethvert andet organisk molekyle. På grund af sit energiindhold bruges O2 af komplekse livsformer, såsom dyr, til cellerespiration. Trioxygen () kendes normalt som ozon og er et meget reaktivt oxygenallotrop, der er skadeligt for lungevæv. Ozon produceres i den øvre atmosfære når kombineres med atomisk oxygen, der skabes når splittes af UV-stråling. Fordi ozon er stærkt absorberende i UV-regionen af spektrummet, fungerer ozonlaget i den øvre atmosfære som et beskyttende strålingsskjold for planeten. Tættere på Jordens overflade er det et forurenende stof, der dannes som et biprodukt fra bilers udstødning. Det metastabile molekyle tetraoxygen () blev opdaget i 2001, og blev formodet at eksistere i en af fast ilts seks faser. I 2006 blev det bevist at denne fase, der blev skabt ved at øge trykket på til 20 GPa, faktisk er en rhombohedral klynge. Denne klynge har potentiale til at kunne blive et meget stærkere oxideringsmiddel end både og , og kan derfor bruges til raketbrændstof. En metallisk fase blev opdaget i 1990, da fast oxygen blev udsat for tryk på over 96 GPa og i 1998 blev det påvist at ved meget lave temperaturer bliver denne fase superledende. Fysiske egenskaber Oxygen opløses nemmere i vand end kvælstof, og i ferskvand nemmere end i saltvand. Vand i ligevægt med luft indeholder omtrent 1 molekyle opløst for hver 2 -molekyler (1:2), sammenlignet med et atmosfærisk forhold på omtrent 1:4. Oxygens vandopløselighed er temperaturafhængigt, og der opløses omkring dobbelt så meget (14,6 mg·L−1) ved 0 °C i forhold til ved 20 °C (7,6 mg·L−1). Ved 25 °C og luft indeholder ferskvand omkring 6,04 milliliter (mL) ilt pr. liter, og saltvand indeholder omkring 4,95 mL pr. liter. Ved 5 °C stiger opløseligheden til 9,0 mL (50% mere end ved 25 °C) pr. liter for ferskvand og 7,2 mL (45% mere) pr. liter for saltvand. Oxygen kondenserer ved 90,20 K (−182,95 °C, −297,31 °F), og fryser ved 54,36 K (−218,79 °C, −361,82 °F). Både flydende og fast er klare stoffer med en lys himmelblå farve. Flydende med høj renhed opnås normalt ved fraktioneret destillation af flydende luft. Flydende oxygen kan også kondenseres fra luften ved at bruge flydende kvælstof som en kølevæske. Oxygen er et stærkt reaktivt stof, og skal adskilles fra brændbare materialer. Molekylær ilts spektroskopi associeres med de atmosfæriske processer ved polarlys og nathimmellys. Absorberingen i Herzberg-kontinuumet og Schumann–Runge-båndene i det ultraviolette producerer atomisk oxygen, der er en vigtig bestanddel i den midterste atmosfæres kemi. Excited state singlet molecular oxygen is responsible for red chemiluminescence in solution. Isotoper og stjernemæssig oprindelse Naturligt forekommende oxygen består af tre stabile isotoper: 16O, 17O og 18O, hvoraf 16O er den mest forekommende (99,762% naturlig forekomst). De fleste 16O syntetiseres ved enden af deres heliumfusionsproces i massive stjerner, men nogle skabes ved neonforbrændingsprocessen. 17O skabes primært ved afbrænding af brint til helium under CNO-cyklussen, hvilket gør den til en almindeligt forekommende isotop i stjerners brintafbrændingszoner. De fleste 18O produces når 14N (der bliver udbredt fra CNO-afbrænding) fanger en 4He-kerne, hvilket gør 18O mest udbredt i de helium-rige zoner i udviklede, massive stjerner. 14 radioisotoper er blevet beskrevet. De mest stabile er 15O med en halveringstid på 122,24 sekunder og 14O med en halveringstid på 70,606 sekunder. Alle de tilbageværende radioaktive isotoper har halveringstider på mindre end 27 s og størstedelen af disse har halveringstider på mindre end 83 millisekunder. Den mest almindelige henfaldstilstand for isotoper lettere end 16O er β+-henfald for at afgive kvælstof, og den mest almindelige tilstand for isotoper tungere end 18O er betahenfald for at afgive fluor. Forekomst Oxygen er det mest forekommende grundstof, rangeret efter masse, i Jordens biosfære, luft, hav og land. Oxygen er det tredje-mest forekommende grundstof i universet, efter brint og helium. Omkring 0,9% af Solens masse er oxygen. Oxygen udgør 49,2% af Jordens skorpe, rangeret efter masse og er den største bestanddel i verdens have (88,8% rangeret efter masse). Ilt er den næststørste bestanddel i Jordens atmosfære, og står for 20,8% af dens rumfang og 23,1% af dens masse (omkring 1015 ton). Jorden er usædvanlig blandt Solsystemets planeter idet den har en meget stor koncentration af ilt i atmosfæren: Mars (med 0,1% efter masse) og Venus har væsentligt mindre. Den , der omgiver disse planeter produceres udelukkende fra UV-stråling af oxygenindholdige molekyler såsom kuldioxid. Den usædvanligt høje koncentration af ilt på Jorden er et resultat af oxygencyklusen. Dette stofkredsløb beskriver bevægelsen af oxygen i og mellem dens tre centrale reservoirer på Jorden: atmosfæren, biosfæren og lithosfæren. Den centrale faktor i oxygencyklussen er fotosyntese, som er ansvarlig for den moderne Jords atmosfære. Fotosyntese udleder ilt til atmosfæren, mens respiration, forrådnelse og afbrænding fjerner det fra atmosfæren. Fri oxygen findes også i opløsning i verdens vandområder. Den øgede opløselighed af ved lavere temperaturer har vigtige implikationer for liv i havene, da havene ved polerne understøtter en meget større mængde af liv på grund af deres højere iltindhold. Vand, der er forurenet med plantenæringsstoffer såsom nitrater eller fosfater kan stimulere algevæksten ved en proces kaldet eutrofiering, og forrådnelsen af disse organismer og andre biomaterialer kan reducere -indholdet i eutrofiske vandområder. Videnskabsfolk vurderer normalt dette aspekt af vandkvalitet ved at måle vandets "BOD" (biochemical oxygen demand), eller mængden af , der kræves til at genoprette den til sin normale koncentration. Analyse Palæoklimatologer måler mængden af oxygen-18 og oxygen-16 i marine organismers skeletter og exoskeletter for at finde frem til hvordan klimaet var for millioner af år siden. Saltvandsmolekyler, der indeholder den lettere isotop oxygen-16 fordamper ved en lidt hurtigere hastighed end vandmolekyler, der indeholder den 12% tungere oxygen-18, og denne ulighed øges yderligere ved lave temperaturer. Under perioder med lave globale temperaturer vil sne og regn fra den fordampede vand derfor have højere indhold af oxygen-16, og det tilbageværende saltvand har ofte højt indhold af oxygen-18. Marine organismer optager derfor mere oxygen-18 i deres skeletter og exoskeletter end de ville i et varmere klima. Palæoklimatologer måler også dette forhold direkte i vandmolekylerne i iskerneprøver, der kan være op til hundreder af tusinde år gamle. Planetgeologer har målt den relative oxygenisotop-mængde i prøver fra Jorden, Månen, Mars og meteoritter, men har ikke kunnet skaffe referenceværdier for isotopforholdene i Solen, der menes at være det samme som i den oprindelige soltåge. Analyse af siliciumskive, der blev eksponeret til solvinden i rummet og efterfølgende returnerede til Jorden via den nedstyrtede rumsonde Genesis har vist at Solen har en højere proportion af oxygen-16 end Jorden. Målingen tegner et billede af at en ukendt proces fjernede oxygen-16 fra Solens protoplanetariske skive før sammensmeltningen af støvkorn, der dannede Jorden. Oxygen udgør to spektrofotometriske absorberingsbånd, der topper ved bølgelængderne 687 og 760 nm. Nogle fjernanalyserende forskere har foreslået at bruge målingen af radians fra vegetationskroner i de bånd til at beskrive planters helbredsstatus fra en satellitplatform. Denne tilgang udnytter det faktum at det i de bånd er muligt at adskille vegetationens reflektans fra dens fluorescens, som er langt svagere. Målingen er teknisk besværlig på grund af den lave signal-til-støj-forhold og vegetationens fysiske struktur; men det er blevet foreslået som en mulig metode til at overvåge kulstofkredsløbet fra satelliter på globalt plan. O2's biologiske rolle Fotosyntese og respiration I naturen produceres fri oxygen af lysdrevet opdeling af vand under iltet fotosyntese. Ifølge nogle estimater står grønalger og cyanobakterier i vandområder for omkring 70% af den frie oxygen, der produceres på Jorden, og resten produceres af jordbaserede planter. Visse andre estimater af de oceaniske bidrag til atmosfærisk ilt er højere, mens andre igen er lavere, og foreslår at havene kun producerer ~45% af Jordens ilt hvert år. En simplificeret overordnet formel for fotosyntese er: 6 + 6 + fotoner → + 6 eller blot kuldioxid + vand + sollys → glukose + dioxygen Der finder fotolytisk oxygenudvikling sted i fotosyntetiske organismers thylakoidmembraner, og denne kræver fire fotoner. Der sker flere skridt, men resultatet er dannelsen af en protongradient henover thylakoidmembranen, som bruges til at syntetisere adenosintrifosfat (ATP) via fotofosforylering. Den tilbageværende (efter produktionen af vandmolekylet) frigives i atmosfæren. Ilt, , er livsvigtigt for cellerespiration i alle aerobe organismer. Ilt bruges i mitokondrierne til at generere ATP ved oxidativ fosforylering. Reaktionen for aerobisk respiration er i essensen den direkte omvendte af fotosyntese, og kan simplificeres som: + 6 → 6 + 6 + 2880 kJ·mol−1 I hvirveldyr diffunderer gennem membraner i lungerne og ind i de røde blodlegemer. Hæmoglobin binder , og ændrer farve fra en blålig rød til klar rød ( frigives fra en anden del af hæmoglobin gennem Bohreffekten). Andre dyr bruger hæmocyanin (bløddyr og nogle leddyr) eller hæmerythrin (edderkopper og hummere). En liter blod kan opløse 200 cm3 . Frem til opdagelsen af anaerobiske metazoa mentes oxygen at være påkrævet for alt komplekst liv. Reaktive oxygenforbindelser, såsom superoxid-ion () og brintoverilte (), er farlige biprodukter af organismers oxygenforbrug. Dele af højere organismers immunsystemer danner peroxid, superoxide og singleoxygen for at ødelægge invaderende mikrober. Reaktive oxygenforbindelser spiller også en vigtig rolle i planters hypersensitive respons mod patogenangreb. Oxygen er giftigt for obligate anaerobiske organismer, som var den dominerende livsform i det tidlige liv på Jorden indtil begyndte at ophobes i atmosfæren for omkring 2,5 milliarder år siden i det der beskrives som Iltkatastrofen, omkring en milliard år efter disse organismers første fremkomst. Et gennemsnitligt voksent menneske indånder 1,8 til 2,4 gram ilt i minuttet. Dette bliver til mere end 6 milliarder ton ilt, der inhaleres af menneskeheden om året. Ophobning i atmosfæren Fri oxygen var næsten ikke-eksisterende i Jordens atmosfære før udviklingen af fotosyntetiske arkæer og bakterier mod omkring 3,5 milliarder år siden. Fri oxygen fremkom for første gang i anseelige mængder i den Palæoproterozoiske æon (for mellem 3,0 og 2,3 milliarder år siden). I den første milliard år herefter blev enhver fri oxygen, der blev produceret af disse organismer, kombineret med opløst jern i havene, og dannede dermed båndede jernformationer. Efter disse "iltdræn" blev mættet begyndte fri oxygen at afgasse fra havene for omkring 3–2,7 milliarder år siden, og nåede 10% af sit nuværende niveau for omkring 1,7 milliarder år siden. Tilstedeværelsen af store mængder opløst og fri oxygen i havene og atmosfæren kan have udryddet de fleste eksisterende anaerobiske organismer under iltkatastrofen for omkring 2,4 milliarder år siden. Cellerespiration via lader aerobiske organismer producere meget mere ATP end anaerobiske organismer. Cellerespiration via finder sted i alle eukaryoter, heriblandt alle komplekse flercellede organismer såsom planter og dyr. Siden begyndelsen af kambrium-perioden for 540 millioner år siden har det atmosfæriske -niveau svunget mellem 15% og 30% efter volumen. Hen mod enden af kultiden (for omkring 300 millioner år siden) nåede det atmosfæriske -niveau et maksimum på 35% efter volumen, hvilket kan have bidraget til denne tids insekter og amfibiers enorme størrelse. Variationer i iltmængde var med til at forme tidligere tiders klima. Når iltmængden faldt, faldt den atmosfæriske densitet også, hvilket medførte en stigning i overfladefordampning, mere nedbør og varmere temperaturer. Ved den nuværende fotosyntese-hastighed ved det tage omkring 2.000 år at genskabe al den , der i øjeblikket findes i atmosfæren. Industriproduktion Der udvindes årligt 100 millioner tons fra luften til industribrug gennem to primære metoder. Den mest almindelige metode er fraktioneret destillation af flydende luft, hvor destilleres som en damp, mens bliver tilbage som en væske. Den anden primærmetode til at producere er ved at sende en strøm af ren, tør luft gennem et leje i et par identiske zeolit-molekylærsigter, som absorberer kvælstoffet og leverer en gasstrøm, der er 90% til 93% . Sideløbende hermed frigives kvælstofgas fra det andet kvælstof-mættede zeolit-leje, ved at reducere kammerets drifttryk og aflede dele af oxygenen fra det producerende leje gennem det, ind i den modsatte retning af strømmen. Efter en fastsat cyklusperiode udveksles de to lejers funktion, hvilket lader en uafbrudt mængde ilt blive pumpet gennem en rørledning. Dette kendes som "pressure swing adsorption", ofte forkortet "PSA" . Ilt opnås i stigende grad gennem disse ikke-kryotekniske teknologier. Oxygen kan også produceres gennem elektrolyse af vand til oxygen og hydrogen. Der skal bruges jævnstrøm: hvis vekselstrøm bruges består gasserne i hvert led af hydrogen og oxygen i det eksplosive forhold 2:1. I modsætning til hvad mange tror så beviser det 2:1-forhold der kan ses i jævnstrømselektrolyse af syrnet vand ikke at vands empiriske formel er H2O medmindre man gøre visse antagelser om hydrogens og oxygens egne molekylære formler. En lignende metode er den elektrokatalytiske -udvikling fra oxider og oxosyrer. Kemiske katalysatorer kan også bruges, sådan som det ses i oxygengeneratorer, som bruges som en del af life-support-udstyr på undervandsbåde, og stadig er en del af standardudstyret på kommercielle flyruter i tilfælde af nødsituationer med trykaflastning. En anden metode til luftseparering er ved at tvinge luft til at opløses gennem keramiske membraner baseret på zirkoniumdioxid enten ved højt tryk eller elektrisk strøm, og dermed producere næsten ren -gas. I 2001 lå prisen på store mængder flydende oxygen på omkring $0.21/kg. Siden produktionens primære omkostninger er energiomkostningerne ved at væskegøre luften, ændres produktionsomkostningerne når energiomkostningerne varierer. Opbevaring Blandt metoder til opbevaring af oxygen er højtryks-iltflasker, kryoteknik og kemiske forbindelser. Af økonomiske årsager transporteres oxygen ofte i store mængder, som væske i specielt isolerede tankskibe, da en liter flydende oxygen svarer til 840 liter ilt ved atmosfærisk tryk og . Herefter kan man fylde store beholdere til flydende oxygen, der ofte står udenfor hospitaler og andre institutioner, som behøver store mængder ren oxygen. Den flydende oxygen sendes herefter igennem varmevekslere, som konverterer den kryogene væske til gas før den kommer ind i bygningen. Herfra opbevares og leveres ilten i mindre cylindere indeholdende den komprimerede gas; en form der er nyttig ved forskellige lægevidenskabelige procedurer og ved gassvejsning. Anvendelser Lægevidenskab Optagelse af fra luften er respirationens centrale formål, så iltsupplementer bruges ofte indenfor lægevidenskaben. Behandlingen øger ikke blot iltniveauet i patientens blod, men har også den bivirkning at det sænker modstanden mod blodgennemstrømning i mange former for syge lunger, hvilket letter hjertets arbejde. Iltterapi bruges til at behandle KOL, lungebetændelse, nogle hjertesygdomme (hjerteinsufficiens), nogle sygdomme, der forårsager øget tryk på lungepulsåren, og enhver sygdom der hæmmer kroppens evne til at optage og bruge ilt. Behandling er fleksibel nok til at den kan foretages på hospitalet, i patientens bolig eller, i stigende grad, ved hjælp af transportable enheder. Ilttelte var engang udbredt som iltsupplement, men er siden blevet erstattet af brugen af iltmasker eller nasale kanyler. Hyperbarisk (højtryks-)medicin bruger særlige iltkamre til at øge partialtrykket på omkring patienten og, om nødvendigt, det lægelige personale. Carbonmonoxidforgiftning, gasgangræn og trykfaldssyge kan somme tider afhjælpes med denne type behandling. Øget koncentration af i lungerne hjælper med at fjerne carbonmonoxid fra hæm-gruppen af hæmoglobin. Ilt er giftigt for de anaerobiske organismer, der forårsager gasgangræn, så en øgning af dets partialtryk hjælper med at slå dem ihjel. Trykfaldssyge sker for dykkere, hvis trykket lettes for hurtigt efter at have dykket, hvilket resulterer i at bobler af inaktiv gas, hovedsageligt kvælstof og helium, dannes i blodet. Det hjælper at øge -trykket så hurtigt som muligt for at hjælpe med at gen-opløse boblerne tilbage i blodet så disse overskydende gasser han udåndes naturligt gennem lungerne. Ilt bruges også indenfor lægevidenskaben til patienter, som behøver mekanisk ventilering, ofte ved koncentrationer over de 21% der findes i almindelig luft. Life-support og rekreativt brug anvendes som lavtryks-indåndingsluft i moderne rumdragter, som omgiver astronautens krop i luft under tryk. Disse dragter bruger næsten ren ilt ved omkring en tredjedel af det normale tryk, hvilket resulterer i et normalt -partialtryk i blodet. Denne afvejning af højere iltkoncentration for lavere tryk er nødvendig for at opretholde dragtens fleksibilitet. undervandsdykkere og sømænd på u-både er også afhængige af kunstigt leveret , men oftest ved normalt tryk, og/eller blandinger af ilt og luft. Brugen af ren eller næsten ren til dykning ved tryk der er højere end ved havoverfladen, er normalt begrænset til rebreathers, dekompression og nødbehandling ved relativt lavvandet dybde (~6 meter dybt eller mindre). Dybere dykning kræver betragtelig fortynding af med andre gasser, såsom kvælstof eller helium, for at forhindre iltforgiftning. Folk som klatrer i bjerge eller flyver i ikke-trykregulerede fly har somme tider supplerende -forsyninger med. Trykregulerede kommercielle fly har en -nødforsyning, der automatisk gøres tilgængelig for passagererne ved trykaflastning af kabinen. Pludseligt tab af kabinetryk aktiverer kemiske iltgeneratorer over hvert sæde, hvilket får iltmasker til at falde ned. Ved at trække i maskerne "for at starte ilttilstrømningen", som det instrueres af personalet, tvinges jernspåner ind i natriumklorat i beholderen. Dette påbegynder en exoterm proces, som producerer en konstant strøm af ilt. Da ilt af nogle opfattes som et mildt euforiserende stof, er det ofte blevet anvendt i oxygenbarer og visse sportsgrene. Oxygenbarer har siden 1990'erne kunnet findes i Japan og visse steder i USA, såsom Californien og Las Vegas, hvor man kan betale for at blive udsat for en større -mængde. Professionelle atleter, særligt inden for amerikansk fodbold, går somme tider fra banen i pausen for at tage iltmasker på og øge deres ydeevne. Den farmakologiske effekt er tvivlsom, og en placebo-effekt er en mere sandsynlig forklaring. Available studies support a performance boost from enriched mixtures only if it is breathed during aerobic exercise. Blandt andre former for rekreativt brug er indenfor pyroteknik, såsom George Gobles femsekunders tænding af barbecuegrills. Industrielt Smeltning af jernmalm til stål står for 55% af forbruget af kommercielt produceret oxygen. indsættes gennem en højtrykslanse i smeltet jern, hvilket fjerner svovl-urenheder og overskydende carbon som oxiderne og . Reaktionerne er exoterme, så temperaturen øges til 1.700 °C. 25% af den kommercielt producerede oxygen bruges i den kemiske industri. Ethen reagerer med for at skabe ethenoxid, som, derefter, konverteres til ethenglykol, som anvendes ved fremstillingen af en lang række produkter, såsom kølevæske og polyester-polymerer (forløberen for mange typer plast og tekstil). Det meste af de resterende 20% kommercielt produceret oxygen bruges indenfor lægevidenskaben, til skæring og svejsning af metaller, som oxidationsmiddel i raketbrændstof og til vandbehandling. Ilt bruges ved oxyacetylen-svejsning ved at afbrænde acetylen med for at producere en meget varm flamme. Ved denne proces opvarmes metaller, der er op til 60 cm tykke, først med en lille oxy-acetylen-flamme, og skæres derefter hurtigt med en stor strøm af . Forbindelser Oxygens oxidationstrin er −2 i næsten alle kendte oxygenforbindelser. Oxidationstrinnet −1 findes i nogle få forbindelser såsom peroxider. Forbindelser, der indeholder oxygen i andre oxidationstrin, er meget usædvanlige: −1/2 (superoxider), −1/3 (ozonider), 0 (elementart, hypofluorous acid), +1/2 (dioxygenyl), +1 (dioxygendifluorid) og +2 (oxygendifluorid). Oxider og andre uorganiske forbindelser Vand () er en brintoxid, og den mest velkendte oxygenforbindelse. Hydrogenatomer er kovalent bundet til oxygen i et vandmolekyle, men har også en yderligere tiltrækningskraft (omkring 23,3 kJ·mol−1 pr. brintatom) til et nærliggende oxygenatom i et separat molekyle. Disse brintbindinger mellem vandmolekyler holder dem omtrent 15% tættere end hvad der kan forventes af en simpel væske med kun van der Waals-kræfters. På grund af dets elektronegativitet danner oxygen kemiske bindinger med næsten alle andre grundstoffer og giver tilsvarende oxider. Overfladerne på de fleste metaller, såsom aluminium og titanium, iltes ved tilstedeværelsen af luft, og bliver belagt med en tynd oxidfilm som passiverer metallet og sløver yderligere korrosion. Mange overgangsmetallers oxider er ikke-støkiometriske forbindelser, med lidt mindre metal end der ville fremgå af sumformlen. For eksempel angives mineralet FeO (wüstit) som , hvor x normalt er omkring 0,05. Spormængder af ilt er til stede i atmosfæren i form af kuldioxid (). Stenene i Jordens skorpe består af store dele siliciumoxider (silica , som findes i granit og kvarts), aluminium (aluminiumoxid , i bauxit og korund), jern (jern(III)oxid , i hematit og rust), og calciumkarbonat (i kalksten). Resten af Jordens skorpe udgøres også af oxygenforbindelser, særligt i form af diverse komplekse silikater (i silikatmineraler). Jordens kappe, som har en langt større masse end skorpen, består hovedsageligt af magnesium- og jernsilikater. Vandopløselige silikater i form af , og bruges som detergenter og lim. Oxygen fungerer også som en ligand for overgangsmetaller, og danner overgangsmetal-dioxygenkomplekser, som indeholder metal–. Denne klasse forbindelser omfatter hæmoproteinerne hæmoglobin og myoglobin. En eksotisk og usædvanlig reaktion sker med , som oxiderer oxygen og giver O2+PtF6−. Organiske forbindelser og biomolekyler Blandt de vigtigste klasser af organiske forbindelser, der indeholder oxygen er (hvor "R" er en organisk gruppe): alkoholer (R-OH); ætere (R-O-R); ketoner (R-CO-R); aldehyder (R-CO-H); carboxylsyrer (R-COOH); estere (R-COO-R); syreanhydrider (R-CO-O-CO-R); og amider (). Der findes mange vigtige organiske opløsningsmidler, som indeholder oxygen, heriblandt: acetone, metanol, ætanol, isopropanol, furan, THF, Diethylether, dioxane, ethylacetat, DMF, DMSO, eddikesyre og myresyre. Acetone () og fenol () bruges ved syntesen af mange andre stoffer. Blandt andre vigtige organiske forbindelser, der indeholder oxygen er: glycerol, formaldehyd, glutaraldehyd, citronsyre, eddikesyreanhydrid og acetamid. Epoxider er er ætere hvori oxygenatomet er en del af en ring af tre atomer. Oxygen reagerer spontant med mange organiske forbindelser ved eller under rumtemperatur i en proces kaldet autoxidation. De fleste af de organiske forbindelser, der indeholder oxygen skabes ikke ved direkte handling fra . Blandt organiske forbindelser, der er vigtige indenfor industri og handel, og som skabes ved direkte oxidering af en forløber, er ethylenoxid og pereddikesyre. Grundstoffet oxygen findes i næsten alle biomolekyler, der er vigtige for (eller genereres af) liv. Kun nogle få almindelige komplekse biomolekyler, såsom squalen og karotinerne, indeholder ingen oxygen. Ud af de organiske forbindelser, der har biologisk relevans, indeholder kulhydraterne den største mængde oxygen målt i masseproportion. Alle fedtstoffer, fedtsyrer, aminosyrer og proteiner indeholder oxygen (på grund af tilstedeværelsen af carbonylgrupper i disse syrer og deres esterremanens). Oxygen er også en del af fosfatgrupper () i de biologisk vigtige energibærende molekyler ATP og ADP, i DNA og RNA's rygrad, puriner (bortset fra adenin) og pyrimidiner, og i knoglerne som calciumfosfat og hydroxylapatit. Sikkerhed og forholdsregler NFPA 704-standarden vurderer komprimeret ilt som ufarligt for helbredet, ikke-brændbart og ikke-reaktivt, men et oxidationsmiddel. Nedkølet flydende oxygen (LOX, for "liquified oxygen") gives en sundhedsfare-værdi på 3 (for øget risiko for hyperoxia fra kondenserede dampe, og for farer, der ofte ses ved kryogene væsker såsom forfrysninger), mens alle de andre værdier er de samme som i komprimeret gasform. Toksicitet Ilt () kan være giftigt ved forhøjede partialtryk, hvilket kan føre til krampetrækninger og andre sundhedsmæssige problemer. Ilttoksicitet begynder normalt at opstå ved partialtryk på mere end 50 kilopascal (kPa), hvilket svarer til omkring 50% iltsammensætning ved standardtryk eller 2,5 gange det normale -partialtryk ved havoverfladen (der er omkring 21 kPa). Dette er ikke et problem for andre end patienter med mekanisk ventilering, da gas leveret gennem iltmasker typisk kun består af 30%–50% efter volumen (omkring 30 kPa ved standardtryk). I tidligere tider blev for tidligt fødte spædbørn placeret i inkubatorer, der indeholdt -rig luft, men man gik væk fra denne praksis efter nogle spædbørn blev blinde på grund af det høje iltindhold. Indånding af ren indenfor rumfart, såsom i nogle moderne rumdrafter, eller i tidlige rumfartøjer såsom Apollo, er ikke skadeligt på grund af det lave samlede tryk der bruges. Hvad angår rumdragter så er -partialtrykket i indåndingsluften generelt omkring 30 kPa (1,4 gange normalen), og det resulterende -partialtryk i astronautens arterieblod er kun marginalt større end ved normalt -partialtryk ved havoverfladen. Iltforgiftning i lungerne og centralnervesystemet kan også ske ved dybvandsdykning. Længerevarende indånding af en luftblanding med et -partialtryk på mere end 60 kPa kan i sidste ende føre til permanent lungefibrose. At blive udsat for et -partialtryk på mere end 160 kPa (omkring 1,6 atm) kan føre til krampetrækninger, der normalt er dødelige for dykkere. Akut iltforgiftning (der giver stærke anfald) kan opstå ved at indånde en luftblanding med 21% ved 66 m eller meres dybde; det samme kan ske ved at indånde 100% ved blot 6 m. Forbrænding og andre farer Stærkt koncentrerede oxygenkilder fremmer stærk forbrænding. Der er derfor brand- og eksplosionsfare når koncentrerede oxidanter og brændstoffer bringes fysisk tæt på hinanden; en antændelse, såsom varme eller en gnist, kan i sådanne tilfælde udløse forbrænding. Oxygen er oxidanten, ikke brændstoffet, men er alligevel kilden til det meste af den kemiske energi der frigives under forbrændingen. Brandfare angår også oxygenforbindelser med stærkt oxideringspotentiale, såsom peroxider, klorater, nitrater, perklorater og dikromater, da de kan donere ilt til en ild. Koncentreret kan få forbrænding til at ske hurtigt og energisk. Stålrør og opbevaringsbeholdere til at opbevare og overføre både gasformig og flydende oxygen vil fungere kan et brændstof; og design og fremstilling af -systemer kræver derfor særlig træning i at sikre at potentielle kilder til antændelse minimeres. Branden, der dræbte mandskabet på Apollo 1 i affyrings-testfasen spredte sig ekstremt hurtigt, da rumkapslen var sat under tryk med ren , men ved lidt mere end atmosfærisk tryk i stedet for den af normaltryk, som skulle bruges på en mission. Flydende oxygen kan, hvis det spildes og bliver suget ind i organisk stof såsom træ, petrokemikalier og asfalt, få disse materialer til at detonere uforudsigeligt ved senere mekanisk påvirkning. Ligeosm det er tilfældet med andre kryotekniske væsker, kan kontakt med menneskekroppen forårsage forfrysninger på huden eller øjnene. Noter Fodnoter Referencer Eksterne henvisninger Mere ilt i atmosfæren gør klimaet koldere Iltning af Furesøen Ilt og ilttryk Chalcogener Gasser Ikke-metaller
1372	https://da.wikipedia.org/wiki/Carbon	Carbon	Carbon (fra "kul"), kulstof eller karbon er et grundstof med atomnummer 6 i det periodiske system med symbolet C. I det periodiske system er carbon det første (i række 2) af seks grundstoffer i gruppe 14, som har sammensætningen af deres ydre elektronskal til fælles. Det er ikke-metallisk og tetravalent — hvilket vil sige, at det gør fire elektroner tilgængelige til at danne kovalente kemiske bindinger. Tre isotoper findes naturligt: C og C er stabile, mens C er radioaktiv med en halveringstid på omkring 5.730 år. Carbon er et af meget få grundstoffer, der har været kendt siden oldtiden. Carbon er det femtende mest forekommende grundstof i Jordens skorpe og det fjerde mest forekommende grundstof i universet (sorteret efter masse) efter hydrogen, helium og oxygen. Den enorme mængde carbon, dets unikke mangfoldighed af organiske forbindelser og dets usædvanlige evne til at danne polymerer ved temperaturer, der normalt ses på Jorden, gør, at dette grundstof indgår i alle kendte livsformer. Det er det næstmest forekommende grundstof i menneskekroppen (omkring 18,5%) efter oxygen. Carbons atomer kan bindes sammen på forskellige måder, der betegnes dets allotroper. De bedst kendte er grafit, diamant og amorf carbon. Carbons fysiske egenskaber kan variere voldsomt, afhængig af dets allotropiske form. For eksempel er grafit opak og sort, mens diamant er meget transparent. Grafit er blødt nok til at kunne danne en stribe på papir (heraf dets navn, fra det græske verbum "γράφειν" som betyder "at skrive"), mens diamant er det hårdest naturligt forekommende materiale der kendes. Grafit er en god elektrisk leder, hvorimod diamant har lav elektrisk ledningsevne. Under normale forhold har diamant, carbonnanorør og grafen den højeste specifikke varmeledningsevne ud af alle kendte materialer. Alle carbon-allotroper har fast form under normale forhold, med grafit som den mest termodynamisk stabile form. De er kemisk resistente og kræver høje temperaturer, selv for at kunne reagere med oxygen. Carbons mest almindelige oxidationstrin i uorganiske forbindelser er +4, omend +2 findes i carbonmonoxid og overgangsmetal-carbonylkomplekser. Den største kilde til uorganisk carbon er kalksten, dolomit og carbondioxid, men der findes også betragtelige mængder i organiske depoter af kul, tørv, olie og metanhydrater. Carbon danner en lang række forbindelser, hvoraf der er blevet identificeret næsten ti millioner forbindelser til dato, flere end noget andet grundstof, og dette tal er blot en fraktion af det teoretisk mulige antal forbindelser under normale forhold. Egenskaber Blandt carbons allotroper er grafit, en af de blødeste kendte substanser, og diamant, den hårdeste naturligt forekommende substans på kloden. Det binder nemt med andre, mindre atomer og andre carbonatomer, og er i stand til at danne flere stabile kovalente bindinger med disse. Carbon vides at kunne danne næsten ti millioner forskellige forbindelser, hvoraf et stort flertal er kemiskej. Carbon er også det grundstof, der har det højeste sublimationspunkt. Ved atmosfærisk tryk har det intet smeltepunkt, da dets tripelpunkt er ved 10,8 ± 0,2 MPa og 4.600 ± 300 K (~4.330 °C eller 7.820 °F), så det sublimerer ved omkring 3.900 K. Carbon sublimerer i en carbonbue, som har en temperatur på omkring 5.800 K (5.530 °C; 9.980 °F). Derfor forbliver carbon i fast form ved højere temperaturer end selv de metaller med højest smeltepunkt, såsom wolfram og rhenium - uanset dets allotropiske form. Selvom det har en termodynamisk tendens til oxidering, modstår carbon oxidering mere effektivt end grundstoffer såsom jern og kobber, som er svagere reduktionsmidler ved rumtemperatur. Carbonforbindelser danner basis for alt kendt liv på Jorden, og carbon-nitrogen-cyklussen leverer noget af energien produceret af Solen og andre stjerner. Selvom det danner mange forskellige forbindelser, er de fleste af carbons former relativt ikke-reaktive under normale forhold. Ved standardtemperatur og -tryk kan det modstå alt andet end de allerstærkeste oxidationsmidler. Det reagerer ikke med svovlsyre, saltsyre, klor eller alkalier. Ved forhøjede temperaturer reagerer carbon med oxygen og danner carbon-oxider, og den vil her stjæle oxygen fra metaloxider og efterlade metalgrundstoffet. Denne exoterme reaktion bruges i jern- og stålindustrien til at smelte jern og kontrollere carbonindholdet i stål: + 4 C → 3 Fe + 4 CO med svovl til at danne carbondisulfid og med damp i kul-gas-reaktionen: C + HO → CO + H. Carbon kombinerer med nogle metaller ved høje temperaturer og danner metalliske karbider, såsom jernkarbiden cementit i stål, og wolframkarbid, der ofte bruges som slibemiddel og til at lave skarpe spidser på skæreværktøjer. Pr. 2009 lader grafen til at være det stærkeste materiale der nogensinde er blevet testet. Processen med at adskille det fra grafit vil kræve yderligere teknologisk udvikling før det er økonomisk gunstigt til industrielle processer. Systemet af carbonallotroper spænder over en række ekstremer: Allotroper Atomar carbon er en meget kortlivet art og carbon stabiliseres derfor i diverse fleratomare strukturer med forskellige molekylære konfigurationer, kaldet allotroper. Carbons tre relativt velkendte allotroper er amorf carbon, grafit og diamant. Fullerener blev engang betragtet som eksotiske, men syntetiseres i dag og bruges til forskning; de omfatter buckminsterfullerener (også kaldet "buckybolde"), carbon-nanorør, carbon-nanobuds og nanofibre. Der er også blevet fundet flere andre eksotiske allotroper, såsom lonsdaleit (tvivlsom), glascarbon, carbon-nanoskum, carbyn og cyclo[18]carbon. Den amorfe form er et udvalg af carbonatomer i et ikke-krystallinsk, uregelmæssigt, glasagtigt stadie, som i bund og grund er grafit, men ikke holdes i en krystallinsk makrostruktur. Det findes som et pulver, og er en hovedbestanddel i substanser såsom trækul, sod og aktivt kul. Ved normalt tryk tager form af grafit, hvori hvert atom bindes trigonalt til tre andre i et plan bestående af fusionerede hexagonale ringe, ligesom de ses i aromatiske carbonhydrider. Det resulterende netværk er todimensionelt, og de resulterende flade plader stables og bindes løst gennem svage van der Waals-kræfter. Dette giver grafit dens blødhed og spaltningsegenskaber (pladerne glider let forbi hinanden). På grund af at delokaliseringen af en af de ydre elektroner fra hvert atom danner en π-cloud, leder grafit elektricitet, men kun på planet for hver kovalent bundne plade. Dette resulterer i at carbon har en lavere samlet elektrisk ledeevne end de fleste metaller. Delokaliseringen står også for grafits energiske stabilitet over diamant ved rumtemperatur. Ved meget højt tryk danner carbon den mere kompakte allotrop, diamant, der har næsten dobbelt så stor massefylde sammenlignet med grafit. Her bindes hver atom tetrahedralt til fire andre, og danner et 3-dimensionelt netværk af rynkede seks-leddede atomringe. Diamant har den samme kubiske struktur som silicium og germanium. Det er den hårdeste naturligt forekommende substans målt ved hvor let det kan ridses, hvilket skyldes carbon-carbon-bindingernes styrke. På trods af den populære idé om at "diamanter varer evigt", er de termodynamisk ustabile under normale forhold, og transformerer sig til grafit. På grund af en høj aktivering-energibarriere er overgangen til grafit så langsom ved normale temperaturer at det ikke kan ses med det blotte øje. Under nogle forhold krystalliserer carbon som lonsdaleit, et hexagonalt krystalgitter med alle atomer kovalent bundet og egenskaber meget lig diamants. Fullerener er en syntetisk formation med en grafit-lignende struktur, men i stedet for hexagoner er fullerener dannet af pentagoner (eller ligefrem heptagoner) af carbonatomer. De manglende (eller yderligere) atomer fordrejer pladerne til kugler, ellipser eller cylindere. Fullereners egenskaber (opdelt i buckminsterfullerener, buckminsterrør og nanobuds) er endnu ikke blevet fuldt analyseret, og repræsenterer et intenst forskningsområde i nanomateriale. Navnene "fulleren" og "buckybold" er opkaldt efter Richard Buckminster Fuller, der populariserede geodætiske kupler, som ligner fullereners struktur. Buckminsterfullerener er relativt store molekyler, der er dannet udelukkende af carbon bundet trigonant, og som har dannet sfæroider (den bedst kendte og simpleste er den fodbold-formede C buckminsterfulleren). Carbon-nanorør ligner buckminsterfullerener strukturelt, bortset fra at hvert atom er bindet trigonalt i et kurvet plan, der danner en hul cylinder. Nanobuds blev for første gang opdaget i 2007, og er et hybrid rør/buckminsterfulleren-materiale (buckminsterfullerener er kovalent bundet til et nanorørs ydre væg), som kombinerer begges egenskaber i en enkelt struktur. En af de andre opdagede allotroper, carbon-nanoskum, er en ferromagnetisk allotrop opdaget i 1997. Den består af en klyngesamling af carbonatomer med lav massefylde, der hænger sammen i et løst tre-dimensionelt net hvori atomerne er bundet trigonalt i seks- og syv-leddede ringe. Det er blandt de letteste kendte faste stoffer, med en massefylde på omkring 2 kg/m. Glascarbon indeholder på lignende måde en høj andel af lukket porøsitet, men i modsætning til normal grafit er de grafitiske lag ikke stablet som siderne i en bog, men derimod mere tilfældigt arrangeret. Carbyn har den kemiske struktur -(C:::C)-. Carbon er i denne modifikation lineært med sp orbital hybridisering, og er en polymer med skiftende enkelte og tredobbelte bindinger. Denne carbyn er meget interessant indenfor nanoteknologien, da dens Young's modul er 40 gange så stort som diamants. I 2015 bekendtgjorde et hold ved North Carolina State University at de havde udviklet en anden allotrop, døbt Q-carbon, ved at anvende en laserpuls af lav varighed på amorf carbonstøv. Q-carbon skal angiveligt udvise både ferromagetisme og fluorescens og være endnu hårdere end diamanter. Forekomst Carbon er det fjerdemest forekommende grundstof i universet, målt efter masse, efter hydrogen, helium og oxygen. Carbon findes i rigelige mængder i Solen, stjernerne, kometer, og i de fleste planeters atmosfære. Der kan dannes mikroskopiske diamanter ved det intense tryk og høje temperatur, der finder sted ved meteoritnedstyrtninger. I 2014 bekendtgjorde NASA at man havde oprettet en opgraderet database til at spore polycykliske aromatiske hydrocarboner (PAH'er) i universet. Mere end 20% af al carbon i universet kan være forbundet med PAH'er, komplekse forbindelser af carbon og hydrogen uden oxygen. Disse forbindelser figurerer i PAH-verdenshypotesen som går på at de har haft en rolle i abiogenese og skabelsen af nyt liv. PAH'er lader til at være blevet dannet "nogle milliarder år" efter Big Bang, er spredt udover hele universet, og forbindes med nye stjerner og exoplaneter. Den faste del af Jorden er blevet vurderet som helhed til at indeholde 730 ppm carbon, med 2000 ppm i kernen og 120 ppm i den kombinerede kappe og skorpe. Da Jordens masse er ville dette indebære 4360 millioner gigaton carbon. Dette er langt mere end der er til stede i havene eller atmosfæren. Kombineret med oxygen (til carbondioxid) findes carbon både i Jordens atmosfære (omtrent 810 gigatons carbon) og opløst i alle vandområder (omkring 36.000 gigatons carbon). Der findes omkring 1.900 gigatons carbon i biosfæren. Carbonhydrider (såsom kul, råolie og naturgas) indeholder også carbon. Mængden i kulreserver (ikke kul-"ressourcer") vurderes til at være på omkring 900 gigatons med måske 18.000 gigaton ressourcer. Oliereserver har omkring 150 gigaton. Gennemprøvede kilder til naturgas er på omkring 175 10 kubikmeter (indeholdende omkring 105 gigatons carbon), men studier vurderer at der findes yderligere 900 10 kubikmeter "ukonventionelle" forekomster såsom skifergas, der repræsenterer omkring 540 gigatons carbon. Carbon findes også i metanhydrater i polarregionerne og under havene. Diverse vurderinger har sat denne mængde af carbon mellem 500, 2500 eller 3000 gigaton. Der fandtes tidligere større mængder carbonhydrid. Ifølge en kilde blev der i perioden mellem 1751 og 2008 udledt omkring 347 gigatons carbon som carbondioxid til atmosfæren fra afbrænding af fossile brændstoffer. En anden kilde sætter mængden der er udledt til atmosfæren siden 1750 til 879 gigaton, og den samlede mængde udledt til atmosfære, hav og land (såsom tørvemoser) til næsten 2000 gigaton. Carbon er en bestanddel (omkring 12% efter masse) af de meget store carbonate stenmasser (kalksten, dolomit, marmor osv.). Kul er meget carbonindholdigt (antracit indeholder 92–98%) og er den største kommercielle kilde til mineralsk carbon, idet det står for 4.000 gigatons eller 80% af fossile brændstoffer. Hvad angår de individuelle carbonallotroper så findes grafit i store mængder i USA (mest i New York og Texas), Rusland, Mexico, Grønland og Indien. Naturlige diamanter forekommer i stenarten kimberlit, der findes i gamle vulkanske "halse" eller "rør". De fleste diamantforekomster er i Afrika, særligt i Sydafrika, Namibia, Botswana og Republikken Congo og Sierra Leone. Diamantforekomster er også blevet fundet i Arkansas, Canada, det russiske Arktis, Brasilien, og i det nordlige og vestlige Australien. Diamanter hentes også fra havbunden ved Kap det Gode Håb. Carbon-14 dannes i troposfærens og stratosfærens øvre lag ved højder på 9–15 km af en reaktion, der udfældes ved kosmisk stråling. Der produceres termiske neutroner, som kolliderer med nitrogen-14's kerner, og danner carbon-14 og en proton. Carbon-rige asteroider findes overvejende i de ydre dele af asteroidebæltet i vores solsystem. Der er endnu ikke blevet taget prøver af disse asteroider, men de kan bruges i hypotetisk rumbaseret carbon-minedrift, som kan blive muligt i fremtiden men stadig er teknologisk umuligt. Isotoper Carbons isotoper er atomkerner, der indeholder seks protoner plus et antal neutroner (fra 2 til 16). Carbon har to stabile, naturligt forekommende isotoper. Isotopen carbon-12 (C) udgør 98,93% af Jordens carbon, mens carbon-13 (C) udgør de tilbageværende 1,07%. Koncentrationen af C bliver øget yderligere i biologiske materialer idet biokemiske reaktioner diskriminerer mod C. I 1961 vedtog International Union of Pure and Applied Chemistry (IUPAC) isotopen carbon-12 som udgangspunkt for atomvægt. Identificering af i kernemagnetisk resonans-eksperimenter (NMR) gøres med isotopen C. Carbon-14 (C) er en naturligt forekommende radioisotop, skabt i den øvre atmosfære (lavere stratosfære og øvre troposfære) idet nitrogen interagerer med kosmisk stråling. Det findes i sporingsmængder på Jorden i op til 1 part per billion (0,0000000001%), og er hovedsageligt begrænset til atmosfæren og små forekomster, særligt i tørv og andre organiske materialer. Denne isotop henfalder med 0,158 MeV β udledning. På grund af dens relativt korte halveringstid på 5730 år er C stort set fraværende i gamle stenarter. Mængden af C i atmosfæren og i levende organismer er næsten konstant, men den aftager på en forudsigelig måde i deres legemer efter døden. Dette princip bruges ved carbon 14-datering, opfundet i 1949, som bliver anvendt bredt til at afgøre alder på carbonholdige materialer, der er op til 40.000 år gamle. Der findes 15 kendte carbonisotoper, og den mest kortlivede af disse er C, som henfalder gennem protonudledning og alfahenfald og har en halveringstid på 1,98739x10 s. Den eksotiske C udviser en kerneglorie, hvilket betyder at dens radius er mærkbart større end det kunne forventes hvis kernen var en kugle med konstans massefylde. Dannelse i stjerner Dannelsen af carbons atomkerne kræver en næsten samtidig tripel-kollision af alfapartikler (heliumkerner) inde i en kæmpe eller superkæmpe-stjerne, hvilket er kendt som tripel-alfa-processen. Produkterne af yderligere kernefusion ved heliums reaktion med hydrogen eller en anden heliumkerne producerer henholdsvis lithium-5 og beryllium-8, der begge er stærkt ustabile, og næsten øjeblikkeligt henfalder tilbage til mindre kerner. Tripel-alfa-processen sker ved temperaturer over 100 megakelvin og ved heliumkoncentrationer i en grad som det tidlige univers' hastige udvidelse og nedkøling umuliggjorde - der blev derfor ikke skabt synderligt store mængder carbon under Big Bang. Ifølge nuværende fysisk-kosmologisk teori dannes carbon i stjernes indre i den vandrette gren af sammenstød og transformation mellem tre heliumkerner. Når de stjerner dør som supernovaer spredes carbonen i verdensrummet som støv. Dette støv bliver efterfølgende en bestanddel i dannelsen af anden- eller tredjegenerations-stjernesystemer med sammenvoksede planeter. Solsystemet er et eksempel på et sådanne stjernesystem med en rigelig mængde carbon, hvilket har banet vejen for livet på Jorden. CNO-cyklussen er en yderligere fusionsmekanisme, som styrker stjerner, hvori carbon opererer som katalysator. Roterende overgange af diverse isotopiske former for carbonmonoxid (for eksempel CO, CO og CO) kan ses i submillimeter-bølgelængdeområdet, og bruges i studiet af nyligt dannede stjerner i molekyleskyer. Carboncyklus Under normale forhold på jorden er det meget sjældent at se et grundstof konvertere til et andet. Derfor er mængden af carbon på Jorden mere eller mindre konstant. De processer, der bruger carbon, skal derfor opnå det fra et sted og skaffe sig af med det et andet sted. Carbons veje i miljøet danner carboncyklussen. For eksempel trækker fotosyntetiske plantenter carbondioxid fra atmosfæren (eller havvand) og bygger det ind i biomasse, en carbonfikseringsproces. Noget af denne biomasse spises af dyr, mens noget carbon udåndes af dyr som carbondioxid. Carboncyklussen er betragteligt mere kompliceret end denne korte cyklus; for eksempel opløses noget carbondioxid i havene; hvis bakterier ikke fortærer det, kan dødt plante- eller dyrematerie blive til råolie eller kul, hvilket udleder carbon når det brændes. Forbindelser Organiske forbindelser Carbon kan danne meget lange kæder af sammenkoblede C-C-bindinger, en egenskab der kaldes catenation. Carbon-carbon-bindinger er stærke og stabile. Gennem catenation danner carbon et utal af forbindelser. Den simpleste form for organisk molekyle er carbonhydrid — en stor familie af organiske molekyler, der består af hydrogenatomer bundet til en kæde af carbonatomer. Kædelængden, sidekæder og funktionelle grupper påvirker alle organiske molekylers egenskaber. Carbon forekommer naturligt i alt kendt organisk liv, og er grundlaget for organisk kemi. Når det forenes med hydrogen danner det diverse carbonhydrider, der er vigtige for industrien som køle-, smøre- og opløsningsmiddel, som kemisk råvare til fremstilling af plastik og petrokemikalier og som fossile brændstoffer. Når det kombineres med oxygen og hydrogen kan carbon danne mange grupper af vigtige biologiske forbindelser, såsom sukkerarter, lignaner, kitiner, alkohol, fedt og aromatisk ester, karotenoider og terpen. Sammen med nitrogen danner det alkaloider, og med tilføjelsen af svovl kan den danne antibiotika, aminosyrer og gummiprodukter. Med tilføjelsen af fosfor til disse andre grundstoffer danner det DNA og RNA, der bærer på livets kemiske kode, og adenosintrifosfat (ATP), det vigtigste energioverførende molekyle i alle levende celler. Uorganiske forbindelser Forbindelser, der normalt indeholder carbon, men associeres med mineraler eller som ikke indeholder hydrogen eller fluorin, betragtes normalt som separate fra klassiske organiske forbindelser, omend denne definition ikke ligger fast. Blandt disse er carbons simple oxider. Den bedste kendte oxid er carbondioxid (). Dette var engang den primære bestanddel i palæoatmosfæren, men er kun en mindre bestanddel af Jordens atmosfære i dag. Når det opløses i vand danner det carbonsyre (), men ligesom det er tilfældet med de fleste forbindelser hvor flere oxygener er bundet til et carbon med enkelt-binding, er det ustabilt. Gennem dette mellemprodukt produceres dog resonans-stabiliserede carbonat-ioner. Nogle vigtige mineraler er carbonater, navnlig kalk. Carbondisulfid () fungerer på lignende måde. Den anden udbredte oxid er carbonmonoxid (CO). Den dannes af ufærdig forbrænding, og er en farveløs, lugtfri gas. Molekylerne indeholder hver en tredobbelt binding, og er relativt polære, hvilket resulterer i en tendens til at binde permanent til hæmoglobin-molekyler, og dermed forskyde oxygen, som har en lavede bindingsaffinitet. Cyanid (CN) har en lignende struktur, men opfører sig meget som en halogenid-ion (det er pseudohalogent). For eksempel kan det danne det nitride cyanogen-molekyle ((CN)), meget lig diatomiske halogenider. Blandt andre usædvanlige oxider er carbonsuboxid (), det ustabile dicarbonmonoxid (CO), carbontrioxid (CO), cyclopentanpenton (CO) cyclohexanhexon (CO) og mellitsyreanhydrid (CO). Sammen med reaktive metaller såsom wolfram danner carbon enten carbider (C) eller acetylider () til at danne legeringer med højt smeltepunkt. Disse anioner associeres også med metan og acetylen, som begge er meget svage syrer. Med en elektronegativitet på 2,5 foretrækker carbon at danne kovalente bindinger. Nogle få carbider er kovalente gitre, såsom siliciumcarbid (SiC), der ligner diamant. Organometalliske forbindelser Organometalliske forbindelser indeholder pr. definition mindst en carbon-metal-binding. Der eksisterer en lang række af sådanne forbindelser; blandt store klasser er simple alkyl-metal-forbindelser (for eksempel tetraetylbly), η-alken-forbindelser (for eksempel Zeises salt) og η-allyl-forbindelser (for eksempel allylpalladiumkloriddimer); metallocener indeholdende cyclopentadienyl-ligander (for eksempel ferrocener); og overgangsmetal-carbenkomplekser. Der findes mange metalcarbonyler (for eksempel nikkeltetracarbonyl). Mens carbon menes eksklusivt at danne fire bindinger, er der blevet rapporteret om en interessant forbindelse indeholdende et oktahedralt hexakoordineret carbonatom. Forbindelsens kation er [(PhPAu)C]. Dette fænomen er blevet tilskrevet guld-ligandernes "aurofilicitet". Historie og etymologi Grundstoffet carbon benævnes også både "karbon" (iflg. Retskrivningsordbogen) og "kulstof". Carbon er den stavemåde, der oftest bruges i dansk faglitteratur, og i de landsdækkende danske aviser, selvom denne stavemåde ikke er godkendt iflg. Retskrivningsordbogen. Navnet carbon kommer fra Latin carbo, der betyder "kul" eller "trækul". På dansk (såvel som tysk, hollandsk og flere andre sprog) henviser betegnelserne hhv. kulstof, Kohlenstoff og koolstof ligeleges til den oprindelige latinske betegnelse. Carbon blev opdaget i forhistoriske tider, og har været kendt i form af sod og trækul siden de tidligste menneskelige civilisationer. Diamanter har muligvis været kendt siden 2500 f.Kr. i Kina, mens carbon i form af trækul blev skabt i romertiden ved den samme kemi som det gøres i dag: ved at ophede træ i en pyramide dækket af ler for at lukke luft ude. I 1722 demonstrerede René Antoine Ferchault de Réaumur at jern blev transformeret til stål gennem absorberingen af en substans, der nu kendes som carbon. I 1772 viste Antoine Lavoisier at diamanter er en carbonform; da han afbrændte trækul og diamant og fandt at ingen af dem producerede vand, samt at de begge udledte den samme mængde carbondioxid pr. gram. I 1779, viste Carl Wilhelm Scheele at grafit, som indtil da blev tænkt på som en form for bly, i stedet var identisk med trækul men med en lille blanding af jern, og at det udledte "æterisk syre" (hans navn for carbondioxid) når det blev oxideret med salpetersyre. I 1786 bekræftede de franske videnskabsmænd Claude Louis Berthollet, Gaspard Monge og C. A. Vandermonde at grafit hovedsageligt var carbon ved at oxidere det i oxygen på en måde meget lig den Lavoisier havde gjort med diamant. Noget jern blev tilbage, hvilket de franske videnskabsfolk tænkte var nødvendige for grafikstrukturen. I deres offentliggørelse foreslog de navnet carbone (Latin carbonum) for grundstoffet i grafit, som blev afgivet som en gas ved afbrænding af grafitten. Antoine Lavoisier opgav derefter carbon som et grundstof i sin lærebog fra 1789. I 1985 blev opdaget en ny carbon-allotrop, fulleren. Den inkluderer nanostrukturerede former såsom buckybolde og nanorør. Deres opdagere – Robert Curl, Harold Kroto og Richard Smalley – modtog Nobelprisen i kemi i 1996. Den resulterende fornyede interesse i nye former førte til opdagelsen af yderligere eksotiske allotroper, heriblandt glascarbon, og opdagelsen af at "amorf carbon" ikke er strengt amorf. Produktion Grafit Der findes mange kommercielt farbare naturlige forekomster af grafit rundt omkring i verden, men de økonomisk vigtigste kilder er i Kina, Indien, Brasilien og Nordkorea. Grafitforekomster er af metamorf oprindelse, og findes i forbindelse med kvarts, glimmer og feldspat i skifer, gnejs og metamorfe sandsten og kalksten som linser eller vener, somme tider en meter tykke eller mere. Grafitforekomster i Borrowdale, Cumberland, England var til at begynde med i så passende størrelse og renhed at blyanter indtil det 19. århundrede blev produceret ved ganske enkelt at save blokke af naturlig grafit i strimler, og efterfølgende indkapsle dem i træstrimler. I dag udvindes mindre grafitdepoter ved at knuse sten og flyde den lettere grafit ud på vand. Der findes tre typer naturlig grafit — amorf, flaget eller krystallinsk flaget, og venet eller klumpet. Amorf grafit er af laveste kvalitet, men mest udbredt. I modsætning til indenfor videnskaben, henviser "amorf" i industrien til meget små krystalstørrelser snarere end total mangel på krystalstruktur. Amorf grafit bruges til grafitprodukter af lavere værdi, og er den billigste type grafit. Store forekomster af amorf grafit findes i Kina, Europa, Mexico og USA. Flage-grafit er mindre udbredt, og af højere kvalitet end amorf; det forekommer som separate plader som krystalliserede i metamorfe sten. Flage-grafit kan være fire gange så dyrt som amorf. Flager af god kvalitet kan bearbejdes til udvidelig grafit, der kan bruges til mange ting såsom brandhæmmere. De største depoter findes i Brasilien, Canada, Kina, Madagascar, Tyskland og Østrig. Venet eller klumpet grafit er den mest sjældne og mest værdifulde type naturlig grafit. Det forekommer i vener langs indgribende kontakter i solide klumper, og udvindes kun kommercielt i Sri Lanka. Ifølge USGS lå produktionen af naturlig grafit på verdensplan på 1,1 millioner ton i 2010, hvoraf 800.000 t var i Kina, 130.000 t i Indien, 76.000 t i Brasilien, 30.000 t i Nordkorea og 25.000 t i Canada. Diamant Diamant-forsyningskæden kontrolleres af et lille antal magtfulde virksomheder, og er stærkt koncentreret omkring et lille antal områder på verdensplan. Kun en meget lille del af diamantmalm består af egentlige diamanter. Malmen bliver knust, og der tages skridt for at sikre at større diamanter ikke bliver ødelagt i processen, hvorefter partiklerne sorteres efter massefylde. I dag lokaliseres diamanter i den diamant-rige massefylde-fraktion ved hjælp af røntgen-fluorescens, hvorefter den endelige sortering foretages manuelt. Før brugen af røntgenstråling blev udbredt blev separationen gjort ved brug af fedtbælter; diamanter har en større tendens til at hænge fast i fedt end de andre mineraler i malmen. Historiske diamanter blev kun fundet i alluviale depoter i det sydlige Indien. Indien var verdens førende diamantproducent fra diamanten blev opdaget i det 9. århundrede f.Kr. og frem til midten af det 18. århundrede e.Kr., men disse kilders kommercielle potentiale var ved slutningen af det 18. århundrede blevet opbrugt, og Indien blev derefter overhalet af Brasilien, hvor de første ikke-indiske diamanter blev fundet i 1725. Diamantproduktion fra primære depoter (kimberlitter og lamproitter) begyndte først i 1870'erne efter opdagelsen af diamantfelterne i Sydafrika. Produktionen er vokset med tiden, og en samlet mængde på 4,5 milliarder karat er blevet udvundet siden da. Omkring 20% af den mængde er blevet udvundet alene i de seneste 5 år, og i løbet af de sidste ti år har 9 nye miner påbegyndt produktionen, mens yderligere 4 afventer åbning. De fleste af disse er i Canada, Zimbabwe, Angola og en i Rusland. I USA er der blevet fundet diamanter i Arkansas, Colorado og Montana. I 2004 blev der gjort en bemærkelsesværdig opdagelse af en mikroskopisk diamant i USA hvilket førte til masse-indsamling af kimberlitrør i en fjern egn af Montana i januar 2008. I dag findes de kommercielt mest farbare diamantdepoter i Rusland, Botswana, Australien og DDR Congo. I 2005 producerede Rusland næsten en femtedel af den globale diamantudvinding, ifølge British Geological Survey. Australien har det rigeste diamantførende rør med produktion der kunne nå op på pr. år i 1990'erne. Der findes også kommercielle depoter der aktivt udvindes i Northwest Territories i Canada, i Siberien (hovedsageligt i Jakutien), Brasilien og i det nordlige og vestlige Australien. Anvendelse Carbon er essentielt for alle levende systemer, og uden det ville livet - i den form det kendes i dag - ikke kunne eksistere. Den største økonomiske anvendelse af carbon udover mad og træ er i form af carbonhydrider, navnlig fossil metangas og råolie. Råolie destilleres i raffinaderier til produktion af benzin, petroleum og andre produkter. Cellulose er en naturlig, carbon-indeholdende polymer, der produceres af planter i form af træ, bomuld, linned og hampefibre. Cellulose bruges primært til at vedligeholde planters struktur. Blandt kommercielt værdifulde carbon-polymerer af animalsk oprindelse er uld, kashmiruld og silke. Plastik laves ud af syntetiske carbon-polymerer, ofte med oxygen- og nitrogenatomer inkluderet ved regelmæssige intervaler i den centrale polymerkæde. Råmaterialerne til mange af disse syntetiske stoffer kommer fra råolie. Brugen af carbon og dets forbindelser varierer ekstremt. Det kan danne legeringer med jern, hvoraf den mest udbredte er carbonstål. Grafit kombineres med ler til at danne den 'bly' der bruges i blyanter til brug ved skrift eller tegning. Det bruges også som et smøremiddel og et pigment, som et stødemateriale i fremstilling af glas, i elektroder til tørbatterier og ved galvanisering, i børster til elektromotorer og som en neutron-moderator i kernereaktorer. Trækul bruges som tegnemateriale i nogle kunstværker, til barbecuegrillning, jernsmeltning, og en lang række andre ting. Træ, kul og olie bruges som brændstof til produktion af energi og varme. Diamanter af ædelstenskvalitet bruges i smykker, og industrielle diamanter bruges til borings-, skærings- og poleringsværktøjer til bearbejdelse af metaller og sten. Plastik laves også fra fossile carbonhydrider, og carbonfibre, skabt ved pyrolyse af syntetiske polyesterfibre bruges til at forstærke plastik til at danne avancerede, lette kompositmaterialer. Carbonfibre laves ved pyrolyse af ekstruderede og udstrakte filamenter af polyakrylnitril (PAN) og andre organiske stoffer. Fibrens krystallografiske struktur og mekaniske egenskaber afhænger af typen af startmateriale, og den efterfølgende bearbejdelse. Carbonfibre af PAN har strukturer der ligner trange grafitfilamenter, men termisk bearbejdning kan omrokere denne struktur til et kontinuerligt, rullet ark. Resultatet er fibre med højere specifik trækstyrke end stål. Carbon black bruges som det sort pigment til blæk ved bogtryk, kunstneres oliemaling og vandfarver, carbonpapir, tusch, laserprinter-toner og andet. Carbon black bruges også som fyldstof i gummiprodukter såsom dæk, og i plastforbindelser. Aktiveret trækul bruges som en absorbent og adsorbent i filtermateriale i ting som gasmasker, vandrensning og emhætter, og indenfor medicinen bruges det til at absorbere toxiner, giftstoffer eller gasser fra fordøjelsessystemet. Carbon bruges til kemisk reduktion ved høje temperaturer. Koks bruges til at reducere jernmalm til jern ved smeltning. Overfladehærdning af stål opnås ved at opvarme færdiglavede stålkomponenter i carbonpulver. Carbider af silicium, wolfram, bor og titan, er blandt de hårdeste kendte materialer, og bruges som abrasiver i skære- og slibeværktøjer. Carbonforbindelser udgør størstedelen af materialet brugt i tøj, såsom naturlige og syntetiske tekstiler og læder, og næsten alle de indre overflader i bebyggelser, udover glas, sten og metal. Diamant Diamantindustrien falder i to kategorier: en beskæftiger sig med diamanter af ædelsten-kvalitet og den anden med diamanter af industriel kvalitet. Mens der findes handel i begge typer diamanter, er de to markeder radikalt forskellige. I modsætning til ædelmetaller såsom guld eller platin, handles ædelstensdiamanter ikke som en vare: de er ekstremt dyre, og der er ikke et særlig aktivt marked for videresalg af diamanter. Industridiamanter værdsættes normalt for deres hårdhed og evne til at lede varme, mens deres ædelstensmæssige kvaliteter såsom klarhed og farve er mere eller mindre irrelevante. Omkring 80% af udvundne diamanter (omkring 100 millioner karat eller 20 ton årligt) er uegnede til brug som ædelsten, og henvises til industrielt brug (kendt som bort). Syntetiske diamanter, opfundet i 1950'erne, blev næsten øjeblikkeligt anvendt industrielt; 3 milliarder karat (600 tons) af syntetiske diamanter bliver produceret årligt. Den mest udbredte brug af industrielle diamanter er til skæring, boring, slibning og polering. De fleste af disse kræver ikke store diamanter; faktisk ville selv de fleste diamanter af ædelstenkvalitet kunne bruges industrielt hvis det ikke var for deres lille størrelse. Diamanter indlejres i borspidser eller savklinger, eller knuses til et pulver til brug ved slibning og polering. Blandt specialiserede anvendelser er brug i laboratorier som inddæmning af højtrykseksperimenter, maskinlejer af høj kvalitet, samt begrænset brug i specialiserede vinduer. I takt med den fortsatte udvikling indenfor produktionen af syntetiske diamanter, bliver nye anvendelser mere økonomisk farbare. En af de muligheder der vækker stor begejstring er den mulige brug af diamant som halvleder til brug i mikrochips, og på grund af dens uovertrufne varmeleder-evner, som køleplade i elektronik. Forholdsregler Ren carbon har ekstremt lav toksicitet for mennesker, og kan håndteres - og ligefrem spises - sikkert i form af grafit eller trækul. Det er modstandsdygtigt overfor opløsning eller kemisk angreb, selv i fordøjelsessystemets sure miljø. Dette betyder at når det først indføres i kroppens væv så forbliver det der med al sandsynlighed på ubestemt tid. Carbon black var sandsynligvis et af de første pigmenter brugt til tatoveringer, og det viste sig at mumien Ötzi havde carbon-tatoveringer, som havde overlevet igennem hele hans liv og i yderligere 5200 år efter hans død. Inhalering af kulstøv eller sod (carbon black) i store kvaliteter kan være farligt, irritere lungevæv og forårsage den kongestive lungesygdom, "kullunge". Diamantstøv brugt som abrasiv kan være skadeligt hvis det indtages eller inhaleres. Carbon-mikropartikler produceres i dieselmotorers udstødningsgasser, og kan samle sig i lungerne. I disse eksempler kan skaden opstå fra de forurenende stoffer (dvs. organiske kemikalier, tungmetaller) snarere end fra selve carbonen. Carbon har generelt lav toksicitet for liv på Jorden; men carbon-nanopartikler er dødelige for bananfluer. Carbon kan brænde energisk og lyst ved tilstedeværelsen af luft ved høje temperaturer. Store ophobninger af kul, som har været urørt i hundreder af millioner af år pga. fraværet af oxygen, kan selvantænde når der trænger luft ind i kulminers lossepladser og skibes lastrum. I kerne-anvendelser hvor grafit bruges som neutron-moderator, kan samling af Wigner-energi blive fulgt af en pludselig, spontan løsrivelse. Udglødning til mindst 250 °C kan løsne energien sikkert, omend proceduren i Windscale-ulykken slog fejl, hvilket fik andre reaktormaterialer til at antænde. Den brede vifte af carbonforbindelser indeholder alt fra dødelige giftstoffer såsom tetrodotoxin, lectinen ricin fra frøene af Ricinus-planten, cyanid (CN) og kulilte; til livsnødvendige stoffer såsom glukose og protein. Eksterne henvisninger Kulstof - hvad er det? med Martyn Poliakoffs fantastiske video om kulstof 2003-10-17, Science Daily: New Material Breakthrough: Super-hard Graphite Cracks Diamond 14 February, 2003, Coal fires are 'global catastrophe' Citat: "...They said that putting out the fires in China alone would cut CO2 emissions equivalent to the volume produced by all US automobiles in a year...." 3 November, 2004, BBC News: 130-year-old Chinese fire put out Citat: "...The burning coal emitted 100,000 tons of harmful gases – including carbon monoxide and sulphur dioxide – and 40,000 tons of ashes every year, Mr Hou told Xinhua..." 2004-01-26, ScienceDaily: One Type Of Carbon So Resilient It Skews Carbon Cycle Calculations Citat: "...graphitic black carbon, similar to the material found in pencil lead, turns out to be so tough..." Noter Fodnoter Halvledere Ikke-metaller Nanoteknologi
1373	https://da.wikipedia.org/wiki/Jod	Jod	I daglig tale bruges ordet jod også om jodspiritus. Se også børnejod. Jod (også kaldet iod) (af græsk "io-eides" betydende "viol-farve") er et grundstof med atomnummer 53 i det periodiske system. Symbol I. Jod tilhører 7. hovedgruppe (halogenerne). Biologisk betydning Jod er det tungeste grundstof der er nødvendigt for mennesker og mange andre levende organismer. Stoffet indgår i de vigtige skjoldbruskkirtelhormoner. Mangel på jod kan føre til lavere stofskifte, og er den primære årsag til sygdommene struma og kretinisme (en særlig form for dværgvækst og reduceret psykisk udvikling). Af bekymring for om befolkningen får dækket sit behov for jod, er det i Danmark og mange andre lande påbudt at tilsætte jod til husholdningssalt . Dette begyndte man at gøre i USA så tidligt som 1916, i Schweiz 1922, også i 1920'erne i Sverige og i Danmark pga. konstateret hyppig forekomst af jodmangel. Som eneste land i verden blev jodtilsætningen forbudt igen i Danmark omkring 1980, med et antal indirekte forårsagede dødsfald og mange unødvendige tilfælde af sygdommen struma som resultat. I 1996 led omkring 220.000 personer i Danmark af struma, hvoraf et større antal skyldtes jodmangel. Efter kritik fra WHO blev forbuddet ophævet i 1997. I år 2000 blev det obligatorisk at tilsætte jod til salt i Danmark. Center for Forebyggelse af Struma og Stofskiftesygdommes undersøgelse af effekten jodberigelse viser et dramatisk fald i forekomsten af struma i forhold til år 2000; blandt 40-45 årige kvinder er faldet fra 30% til 18 % i 2008, en reduktion på 40% (12 %-point af 30). Et tilstrækkeligt indtag af jod er især vigtigt ved radioaktive udslip, da kroppen ellers vil optage radioaktive jod-isotoper. Det skal bemærkes, at den mængde jod, der er nødvendig for at begrænse optag af radioaktive jod-isotoper, ligger langt over, hvad der er sundt som daglig dosis. Referencer og eksterne links Thyreoidea Og Jod-Stofskiftet. Humanbiologi Se også Kemi Halogener
1377	https://da.wikipedia.org/wiki/Jan%20Guillou	Jan Guillou	Jan Oskar Sverre Lucien Henri Guillou (født 17. januar 1944 i Södertälje, Stockholms Län) er svensk journalist og forfatter. Han er uden for hjemlandet mest kendt for bogserien om den svenske agent Carl Hamilton, der er filmatiseret og vist blandt andet på dansk og norsk TV. I tillæg til den har han skrevet den historiske middelaldertrilogi om tempelridderen Arn. Romanerne om Arn Magnusson og hans indvirkning på det svenske kongeriges historie har været på bestsellerlisterne i flere lande. Hans årsindtægt på over 8 millioner svenske kroner i 2004 var efter Henning Mankell den største indtjening blandt svenske forfattere. Guillou kom først i søgelyset som journalist i 1973, da han – sammen med kollegaen Peter Bratt – afslørede eksistensen af det svenske Informationsbyrån (IB) og dettes omfattende overvågning af venstreradikale svenskere gennem efterkrigstiden, kendt som IB-affären. For sin rolle i afsløringen blev Guillou idømt en fængselsstraf for spionage. Jan Guillou begyndte som journalist på det svenske dagblad FiB/Aktuelt i 1966 og var med kritiske reportager med til at få lukket sin gamle kostskole, Solbacka, som optræder i hans roman Ondskaben – en roman han bevidst ventede med at skrive, fordi den ikke skulle blive hans debutroman, trods et brændende ønske om at 'lukke Solbacka for altid'. I sin tidlige bog: "Irak – det nye Arabien" (1977) betegnede Guillou Israel som "racistisk" og som en "europæisk krigerstat" og påstod at den israelske exodus fra Irak ikke skyldtes arabiske pogromer, men i virkeligheden var følgevirkningen efter "israelske agenter, som blandt andet kastede bomber ind i moskeer i Baghdad." I et interview fra samme år i avisen Svenska Dagbladet erklærede han: "Jeg er optimist, jeg tror på at Israel vil ophøre med at eksistere før Armageddon." Antiamerikanisme Guillou har ligeledes fremført kritiske, og hvad nogle anser for antiamerikanske synspunkter. Eksempelvis nægtede han i en tv-debat umiddelbart efter 11. september-terrorangrebene i USA at deltage i en fælleseuropæisk 3-minutters stilhed til ære for ofrene, eftersom han mente at "USA er den største massemorder i vores tid" og "terrorangrebene var ikke et angreb på os men udelukkende et angreb på amerikansk imperialisme". Jan Guillou om Irak Efter et længere ophold i Irak skrev Guillou i 1977 bogen "Irak – det nye Arabien". Bogen afspejler en samtid, hvor Irak var inde i en moderniseringsproces, og hvor Saddam Hussein endnu ikke havde gennemført sit statskup i 1979. I denne bog præsenterede Guillou Irak i rosende vendinger og præsident Saddam Hussein som en populær og progressiv statsmand og partileder. Guillou mente dengang at Saddam værdsatte fred og demokrati, og at landet var på vej mod pressefrihed og økonomisk velstand. Angreb på Guillou Jan Guillous modstandere anvender ligeledes en skarp og uforsonlig tone i deres omtale af ham. Et eksempel er et indlæg i Jyllands-Posten den 20. oktober 2006, hvor det ifølge Guillous referat i Aftonbladet fremførtes, at "Mankell och Guillou är olidligt politiskt korrekta, för att inte säga gammelstalinistiska psykopater". I "Ordets magt og afmagt" fortæller Jan Guillou om tiden i Irak, hvor han befandt sig med sin kæreste Marina efter 10 måneder som isolationsfængslet. Han befandt sig i Irak for at skrive en reportage om landet. Præsident Ahmed Hassan var en aldrende mand, og bag ham sad partiets vicepræsident Saddam Hussein. Dengang vurderede Jan Guillou at "Saddam Hussein i høj grad i kraft af Iraks store ressourcer og økonomiske udvikling om nogle år vil fremstå som en af den arabiske verdens virkelig betydningsfulde ledere." I 1975 var det ifølge Guillou sandheden på daværende tidspunkt. Han nægter ikke at han tog grusomt fejl af Saddam Hussein. Men Guillou skrev dette, inden Saddam Hussein kom til magten. Bibliografi Krimiserien om Carl Hamilton Coq Rouge (1986) Den demokratiske terrorist (1987) I nationens interesse (1989) Dine fjenders fjende (1989) Den agtværdige morder (1990) Øje for Øje (1991) Ingen mands land (1992) Den tabte sejr (1993) I Hendes Majestæts tjeneste (1994) En borger hævet over enhver mistanke (1995) Hamlon (1995) Madame Terror (2006) Men ikke hvis det gælder din datter (2008) Historien om Arn Vejen til Jerusalem (1998) Tempelridderen (2000) Riget ved vejens ende (2000) Arven efter Arn (2001) Romanserien Det store århundrede Brobyggerne (2011) Dandy (2012) Mellem rødt og sort (2013) Ikke at ville se (2014) Blå stjerne (2015) Ægte amerikanske cowboybukser (2016) 1968 (2017) Dem der dræber drømme sover aldrig (2018) Den anden dødssynd (2019) Enden på historien (2020) Andre Den store afsløring (1974) Irak – Det nye Arabien (1977) Ondskaben (1981) Gudernes Bjerg (1991) Om jagt og jægere (1997) Heksenes forsvarere (2002) Tyvenes Marked (2004) Kommentarer (2005) Fjenden i os selv (2007) Dine fjenders fjende (2008) Film Flere af Hamilton-romanerne er filmatiseret. Ondskab er en filmatisering af bogen "Ondskaben" og blev nomineret til en Oscar som Bedste Udenlandske Film i 2004. En film baseret på Arn-romanerne fik premiere i januar 2008. Det var det største filmprojekt i Norden nogensinde med et budget på €22 mio. Priser og udmærkelser Stora Journalistpriset 1984 Aftonbladets TV-pris 1984 Bedste svenske kriminalroman 1988 SKTF:s pris-årets författare 1998 Årets bok-Månadens boks litterära pris 2000 Se også Svensksprogede forfattere Referencer Eksterne henvisninger Jan Guillous beretning om sit liv: Jagten på spioner og scoop, oversat af Jan Mølgaard, kan downloades her Romanforfattere fra Sverige Krimiforfattere fra Sverige Faglitterære forfattere fra Sverige Thrillerforfattere Svensksprogede forfattere fra Sverige Personer fra Södertälje
1379	https://da.wikipedia.org/wiki/Coleoidea	Coleoidea	Coleoidea (ægte blæksprutter) er en underklasse blandt blæksprutterne. De er kendetegnet ved at have to gæller og en indre, ofte uforkalket skal. Det er de højst udviklede bløddyr. Kroppen er sæk- eller spydformet med et tydeligt afsat hoved, der bærer 8 eller 10 arme besat med sugekopper. Øjnene er stærkt udviklede og sammenlignelige med de bedste blandt hvirveldyrene. Beskrivelse Mund Mellem armene sidder munden, hvori der findes en raspetunge og et par kitinkæber, der minder om et papegøjenæb. Øjne På hver side af hovedet sidder et øje, der funktionelt er lige så godt som de bedste hvirveldyrøjne. Øjet fungerer dog anderledes. Linsen er kugleformet og kan ikke ændre form. I stedet foregår afstandsindstillingen ved at afstanden mellem nethinde og linse ændres. Mængden af lys i øjet reguleres ved en vandret spalte. Øjenlågene har forskelligt udseende alt efter blæksprutteart. Kappe Kappen er den muskuløse hudfold, der omslutter indvoldssækken. De to er sammenvokset i ryggen. På bugsiden, i kappehulen, findes de to gæller og her udmunder endetarm, urinvej og kønsorganer. Tragt Tragten, der er den stærkt omdannede fod, lukker af for kappehulen. Den forreste del af tragten er udformet som en tud, der kan drejes i flere retninger. Her udstødes åndingsvandet, hvilket kan udnyttes til at skabe fremdrift efter jetprincippet. Farveskift Huden er forsynet med pigmentceller, der indeholder sortrøde, gule og orange farvestoffer. Disse celler kan udspiles, så huden bliver farvet, eller de kan trækkes sammen, så huden bliver bleg. Under pigmentcellerne findes et spejlende lag af glansceller, der giver farverne et metallisk skær. Farveskiftet kan reguleres af nervesystemet, og blæksprutter udnytter f.eks. dette til at camouflere sig eller frembringe en parringsdragt. Føde Blæksprutter er rovdyr og byttet gribes med armene og parteres af hornkæberne. Det bageste par spytkirtler udskiller et giftstof som lammer byttet. Større krebsdyr og muslinger kan fordøjes udenfor munden. Blæk De fleste arter af ægte blæksprutter har en blæksæk. Dette gælder dog ikke for den gruppe af ottearmede blæksprutter, der findes i underordnen Cirrina (syn. Cirrata). Blækket kan udspyes sammen med åndingsvandet og anvendes til at forvirre en fjende. Blækket blandes med slim og der opstår en sky, der skjuler blæksprutten, så den kan nå at undslippe. Forplantning Blæksprutter er særkønnede. Ved parringen overføres en spermatofor (sædbeholder). En af hannens arme, kaldet hectocotylus, er særligt udviklet til at foretage denne overførsel. Før parringen opføres ofte et parringsspil. Æggene er forsynet med blomme, og ved klækningen ligner ungen hos de fleste arter de voksne blæksprutter. Eksempler på arter Tiarmede blæksprutter Kolosblæksprutte Kæmpeblæksprutte Sepiablæksprutte Taningia danae Loligoblæksprutte Ottearmede blæksprutter Blåringet blæksprutte Eledoneblæksprutte Almindelig ottearmet blæksprutte Kæmpestillehavsblæksprutte Klassifikation De nutidige arter er alle samlet i en urangeret gruppe, Neocoleoidea, der indeholder de to overordner Decapodiformes og Octopodiformes. Overorden: Decapodiformes (Tiarmede blæksprutter) Orden: Spirulida Orden: Sepiida Orden: Sepiolida Orden: Teuthida Overorden: Octopodiformes Orden: Vampyromorphida Orden: Octopoda (Ottearmede blæksprutter) Se også Vættelys Blæksprutten – satirisk årsskrift. Kilder og eksterne henvisninger Systema naturae 2000 (classification) – Taxon: Neocoleoidea Haas, 1997 Systema Naturae 2000: Coleoidea Palæozoikum
1381	https://da.wikipedia.org/wiki/Bl%C3%A6retang	Blæretang	Blæretang (Fucus vesiculosus) er en brunalge med et 20-70 centimeter langt løv, der har flade, gaffeldelte flige. Den er kendetegnet ved sine parvist stillede luftfyldte flydeblærer. Blæretang er almindelig ved alle danske kyster, hvor den ofte vokser på så lavt vand, at den bliver tørlagt ved lavvande. Forekomst Blæretangen vokser på sten og muslingeskaller, hvortil den er fæstet med en flad hæfteskive. Den ses ofte i et bredt bælte langs kysten, både i saltvand og brakvand, men findes sjældent på større dybder end 4-5 meter. Brændingen må heller ikke være for voldsom. Flydeevne Tangen holder sig oppe i vandet ved hjælp af luftblærer, der sidder parvis fire-fem centimeter fra spidsen af løvet. Disse luftblærer kan dog undertiden mangle. Anvendelse I gamle dage brugte man blæretangen til at helbrede sygdomme i tarme og i mave. Blæretang kan også spises, fortrinsvis de yderste skudspidser (10-15 centimeter). Kogetiden afhænger af alder – fra 20 til 45 minutter. Blæretang smager godt kogt med presset citron, stuvet eller i supper og sammenkogte retter. Fisk har gavn af blæretang, idet de finder føde, lægger æg og skjuler sig i tangen. Posthornsormen "bor" på blæretangen. Kilder og eksterne henvisninger Liber Herbarum II: Fucus vesiculosus Systema naturae 2000 (classification) – Taxon: Fucus vesiculosus Brunalger Spiselige alger
1382	https://da.wikipedia.org/wiki/Bogfinke	Bogfinke	Bogfinken (latin: Fringilla coelebs) er en 16 centimeter stor spurvefugl, der yngler i store dele af Europa og mod øst til Centralasien. Arten er desuden indført til New Zealand. Den er en af de almindeligste fuglearter i Danmark med en bestand på muligvis op til 2 millioner par. Udseende Hannen har blågrå isse og nakke, mens undersiden samt kinder og ryg er rødbrune, overgumpen er gulgrøn. Hunnen er mere anonym med olivenbrun overside og lysere gråbrun underside. Begge køn har to hvide bånd på vingerne og hvide halesider. Næbbet er kegleformet og hos hannen blågråt i yngletiden, mens det er brunt om vinteren. Levested Bogfinken yngler næsten alle steder med træbevoksning, både i nåletræsplantager, højstammet bøgeskov, levende hegn og parker. Om efteråret kan bogfinkerne samle sig i store flokke bl.a. på stubmarker. Stemme Sangen, der er meget karakteristisk og varer 2-3 sekunder, kan skrives som: Det det det ... ka' jeg si' li' så tit det ska' vær'. Den består af to afsnit, først en række på oftest 9-15 ens figurer og derefter en afsluttende strofe, der består af op til 7 figurer. Bogfinkens lokkestemme "fink-fink" (eller: pink!) har givet navn til hele finkefamilien. Fra flyvende fugle i træk og i vintertiden høres et kort djø! eller gyp!. Desuden høres fra hannen i yngletiden det såkaldte regnkald, som man tidligere mente varslede regn. Det benyttes, når sanglysten er hæmmet, fx ved dårligt vejr. Det kan i Danmark fx lyde som et rullende rryhd eller som et hyit. Den danske etolog Holger Poulsen, der indgående har studeret bogfinkernes stemmeforråd, har fundet, at bogfinke-hannen råder over 12 forskellige stemmer. En bogfinke-han er ikke født med sin sang, men lærer sangen ved at lytte til andre bogfinke-hanner, inden den er blevet 13 måneder gammel. Bogfinkens stemme er forskellig fra egn til egn: Man siger, at den synger med dialekt. Føde Bogfinken lever for det meste af frø i vinterhalvåret og af insekter om sommeren. Som første del af fuglens navn antyder, lever den også af bog. Til bogfinkens fjender hører fx spurvehøgen. Noter Kilder/Henvisninger DOF's beskrivelse af Bogfinken Tommy Dybbro og Henning Anton: Politikens store fuglebog, samtlige danske fuglearter, 1994, side 248. Finker Danmarks fugle Europas fugle
1383	https://da.wikipedia.org/wiki/Bog%20%28flertydig%29	Bog (flertydig)	Bog har flere betydninger: En bog er et hæfte som er indbundet af et bind, eller i det mindste limet eller syet sammen, så siderne kan åbnes i den ene side. Se Bog. Bog er også nødder fra bøgetræer. Se Bog (bøgens nødder).
1385	https://da.wikipedia.org/wiki/Boreorm	Boreorm	Boreormen (Polydora ciliata) er en 2 centimeter lang ledorm i klassen havbørsteorme. Den borer aflange huller i kalksten eller bløddyrskaller. Her placerer boreormen et rør, hvori den opholder sig. Levevis Boreormen lever af plankton, som den filtrerer fra vandet med sine lange tentakler. Boreormen borer ved hjælp af nogle meget kraftige børster, der er placeret på det femte kropsled. Den foretager da nogle roterende bevægelser med forkroppen. Skallerne af strandsnegle kan helt mangle toppen, især hos ældre snegle, på grund af boreormen. Kilder og eksterne henvisninger Polydora ciliata Macrobenthos of the North Sea - Polychaeta Orme
1386	https://da.wikipedia.org/wiki/R%C3%B8d%20brandmand	Rød brandmand	Rød brandmand (Cyanea capillata), også kaldet brændegople eller blot brandmand, er et nældecelledyr, der er udbredt i det nordlige Atlanterhav og nordlige Stillehav. I Danmark er den meget almindelig i alle farvande. Udseende Brændegoplen er den største kendte art af storgopler. Den kan blive op omkring 2 meter i diameter, og kan have fangtråde på op til 37 meter. Størrelsen af dyrene er dog yderst variabel, og de største eksemplarer forekommer normalt i de arktiske farvande. I Danmark bliver de cirka 30 centimeter i diameter. Fangtrådene hos en middelstor brændegople på 20 cm kan strækkes ud til 5 meter, men også trækkes sammen til nogle få centimeter. Fangtrådene, der er lyse, tynde og næsten gennemsigtige, sidder i randen af goplen, mens der fra den centrale del af undersiden sidder kortere, tydeligt rødfarvede tråde. Selve den kuppelformede krop er opdelt i 8 afdelinger. Udbredelse Brændegoplen er udbredt i et bredt bælte omkring Nordpolen, det vil sige i det nordlige Atlanterhav og nordlige Stillehav, og den findes sjældent længere sydpå end den 42. nordlige breddegrad. Den er almindelig i sommerhalvåret ved de danske kyster. Brændegopler reproducerer sig i alle danske farvande med undtagelse af Østersøen. I den sydlige Østersø kan de dog drive ind fra fx Øresund, Storstrømmen eller Femern Bælt. Det afgørende for mulig reproduktion er havets saltindhold i de dybe vandlag. Giftighed Hvis man rører en rød brandmand, kan man få forbrændinger af dens gift, der svier og kan være ret smertefuld, men som yderst sjældent er direkte farlig. Giften sidder i nældeceller i fangtrådene der klistrer. Giften bliver udskudt fra nældecellerne ved berøring. Selv afrevne tråde kan stadig brænde, så man skal være forsigtig ved badning, specielt sidst på sæsonen hvor brandmændene med havstrømmene bringes tæt på kysterne og ofte skylles op på strandene. Hvor havet er dybt, foretrækker brandmanden koldt vand (ofte dybt). Men ved kyster, hvor vandet plejer at være roligt, kan brandmanden og badende menesker mødes. At svømme gennem en brandmand er meget ubehagligt, og man skal søge lægehjælp, hvis store dele af kroppen er blevet forbrændt, ligesom man skal fjerne alle evt. resterende tråde. Levevis Brændegoplen lever af plankton og små fisk, som den lammer med giften i sine fangtråde. Den lever pelagisk og findes sjældent dybere end 20 meter. De største farer for en brandmand er en kraftig bølge, der kan slå den i stykker, eller at blive skyllet op på land, så den tørrer ud. Livscyklus Brændegoplen har tre livsstadier: et larvestadium, en ukønnet, fastsiddende polyp og en kønnet fritsvømmende gople (meduse), der er det fuldt udviklede stadium. Medusen bliver kønsmoden i juli/august. Af det befrugtede æg klækkes en lille larve, der efter kort tid sætter sig fast på fx en sten, hvor den bliver en polyp. Polyppen er blot nogle millimeter stor. Ved tværdeling næste forår dannes 1-2 gopler. I maj ses de første voksne brandmænd, men de er talrigst i august. Polyppen kan foretage endnu en tværdeling, hvorfor der kan træffes brændegopler helt hen på efteråret. Medusen anses kun at leve ét år, men de meget store eksemplarer kan tyde på, at organismen som meduse kan leve flere år, men dette vides ikke med sikkerhed. Se også Blå brandmand Kilder/Henvisninger P. L. Kramp. Polypdyr II. Gopler. G.E.C. Gads Forlag. Bind 43 i Danmarks Fauna. København 1937. Netdyredoktor.dk Arkiveret udgave fra 2010. Storgopler
1387	https://da.wikipedia.org/wiki/Brisling	Brisling	Brislingen (Sprattus sprattus), også kaldet skarpsild, er en op til 17 centimeter lang strålefinnet fisk i sildefamilien. Den er udbredt fra Sortehavet og Middelhavet langs Europas kyster til Nordnorge, men findes ikke vestover til Island. Den er udbredt i de danske farvande og i hele Østersøen. Brislingen anvendes hovedsageligt som industrifisk. Til konsum sælges den som halvkonserves under betegnelsen 'benfri sild'. I Tyskland spises den røget under navnet Kieler Sprotte. Udseende Brislingen ligner silden meget, men kan kendes på bugens rækker af kølskæl, som hos brislingen stikker frem med en skarp spids, så midten af bugen ser savtakket ud. Derfor kaldes brislingen også skarpsild. Hos brislingen sidder bugfinnerne forholdsvis længere fremme end hos silden. I Danmark bliver brislingen sjældent over 17 centimeter lang ellere mere end 5-6 år gammel. Levevis Brislingen lever pelagisk, ofte nær overfladen, og nærmere kysterne end silden, som den ellers minder om i levevis. Føden er plankton, fx små krebsdyr. Brislingen gyder om foråret, hvilket foregår som en massegydning, hvor hele stimer gyder æg og sæd samtidig. I modsætning til hos silden er brislingens æg pelagiske og driver vidt omkring med havstrømmene indtil klækningen, der gerne finder sted efter en uges tid. Efter et år er larverne cirka 10 centimeter lange. Brislingen bliver kønsmoden i en alder af to år og måler da 12-13 centimeter. Kieler Sprotte I Tyskland er varmrøget brisling en værdsat specialitet. Er man en garvet brislingespiser, spises Kieler Sprotten naturligvis i hel tilstand. Mange vælger dog at skære hovedet fra, inden resten af fisken indtages med både skind og ben. Kilder Sildefamilien
1389	https://da.wikipedia.org/wiki/Albaniens%20flag	Albaniens flag	Det nationale albanske flag er et flag med en rød grundfarve og en sort tohovedet ørn i midten. Det kommer fra det lignende segl for Gjergj Kastrioti Skanderbeg, som er en albaner fra det 15. århundrede, som ledte en revolte mod Det Osmanniske Rige. Denne revolte førte til en kort uafhængighed i Albanien fra 1433 til 1478. Det nuværende flag blev officielt indført den 7. april 1992, men tidligere albanske stater som kongedømmerne og den efterkrigs kommunistiske stat brugte lignende flag. Kongedømmerne havde "Skanderbegs hjelm" over ørnen og kommunisterne en rød stjerne med en gul omkreds. Flag fra Europa Flag Nationale flag
1391	https://da.wikipedia.org/wiki/Ad%20hoc	Ad hoc	Ad hoc er latin og betyder: Til dette formål. Netværk Udtrykket ad hoc-netværk refererer typisk til et system af netelementer, der tilsammen danner et net, som kræver lidt eller ingen planlægning. Se også Ad hoc net Latinske vendinger
1392	https://da.wikipedia.org/wiki/Ad%20hominem	Ad hominem	Ad hominem (Latin "mod manden" eller "mod personen"), forkortelse for argumentum ad hominem, er en fejlsluttende argumenteringsstrategi, som anvendes ved at besvare en modparts argument ved at angribe modpartens karakter, motiv eller andre egenskaber ved personen bag argumentet eller ved personer associeret med argumentet i stedet for at angribe substansen i selve argumentet. Ad hominem var oprindelig et argument "beregnet til at appellere til den adresserede person mere end en upartisk årsag". Fejlagtig ad hominem ræsonnering kategoriseres som en uformel fejlslutning, mere præcist som en eugenisk fejlslutning, en underkategori af Ignoratio elenchi. En gennemgående misforståelse er, at ad hominem betyder mudderkastning (dvs. at kalde en anden ved øgenavne eller smædeord). Men selv om en sådan adfærd kan siges at være dårlig praksis, er det ikke nødvendigvis ad hominem eller en fejlslutning. Det vil først være ad hominem, hvis argumentet tager udgangspunkt i mudderkast, f.eks. hvis argumentet er "du er en grim ko, derfor er din holdning forkert". Eksempler: Da socialdemokraten Nicolai Wammen i januar 2022 kritiserede formændene for hhv. Venstre og Konservative for at være mere optaget af at positionere sig selv som kommende statsministeremner for blå blok end af at bidrage til samarbejdet om at løse landets problemer, så kommenterede den konservative Rasmus Jarlov, at det var karakteristisk for Wammen at tage et nederlag så dårligt. Referencer Latinske vendinger
1402	https://da.wikipedia.org/wiki/Adad	Adad	Adad er den sumeriske vejrgud (stormgud). Han er søn af måneguden Nanna og Ningal. Han er desuden gud for varselstagning sammen med solguden Shamash Kilder/henvisninger Lexopen Eksterne henvisninger Mesopotamisk mytologi Sumerisk mytologi
1406	https://da.wikipedia.org/wiki/Adam%20Oehlenschl%C3%A4ger	Adam Oehlenschläger	Adam Gottlob Oehlenschläger (14. november 1779 i København – 20. januar 1850) var en dansk guldalderdigter og dramatiker. Originalmanuskripterne til hans skuespil findes bevaret på Det Kongelige Bibliotek. Adam Oehlenschläger var søn af slotsforvalter på Frederiksberg Slot og førsteorganist ved Frederiksberg Kirke Joachim Conrad Oehlenschläger (1748-1827) og hustru Martha Maria født Hansen (1745-1800). Han regnes for Danmarks første store romantiske forfatter. Hans mest berømte værker er Danmarks folkelige nationalsang Der er et yndigt land og digtet Guldhornene. Sidstnævnte stammer fra digtsamlingen Digte 1803 (oprindelig udgivet ved juletid 1802, men på førsteudgaven står 1803 - et hyppigt brugt kneb til at holde litteraturen yngre end den i virkeligheden var), der regnes for at være det værk, der varsler romantikkens indmarch i Danmark. Men før den kunne skrives, skulle den unge Oehlenschläger introduceres til romantikken. Det skete ved Heinrich Steffens' velbesøgte forelæsninger på Elers Kollegium i 1802. Oehlenschläger forsøgte sig i årene 1797-1799 som skuespiller, men uden held. Han fortsatte sin skolelæsning, og fik i 1800 adgangseksamen til Københavns Universitet, hvor han begyndte på jurastudiet. Det var i de første år Oehlenschläger skabte sit navn med Digte 1803, Poetiske Skrifter I-II og Nordiske Digte. I maj 1810 blev han gift i Gentofte og boede efter brylluppet på Christiansholm ved Sølyst i sommerboligen udlånt af Grev Schimmelmann. I efteråret samme år blev han udnævnt til professor i æstetik ved Københavns Universitet efter svogeren Rahbek. Oehlenschläger fik da en årsindkomst på 1.200 rigsdaler. Om ansættelsen skrev Kristian Arentzen i 1879: Oehlenschläger skrev indtil sin død kort efter hans 70 års fødselsdag i 1850. Han er begravet på Frederiksberg ældre kirkegård. Værker I Oehlenschlägers forfatterskab er der to hovedværker: Aladdin, som er en del af dobbeltbindet Poetiske Skrifter I-II, og Digte 1803. Det bedst kendte digt fra sidstnævnte er Guldhornene. Dette digt om guldhornenes fund og tyveri er skrevet i et versemål, der efterligner de gamle skjaldevers, man kendte fra Island. Om tilblivelsen af dette digt findes også en af de bedst kendte anekdoter i den danske litteraturhistorie: Oehlenschläger og Henrich Steffens gik sig en tur en sommerdag. Det endte med at blive en 16 timer lang samtale, som inspirerede Oehlenschläger til at skrive Guldhornene. Da han viste Steffens digtet, udbrød han: "Ei, min Bedste! [...] De er jo virkelig en Digter!" (citeret fra A. Oehlenschläger: Erindringer). Digtet viser tydeligt den længsel efter tidligere tider, som hele digtsamlingen bærer præg af. Inspirationen fra Steffens ses også i Aladdin. Historien om den unge gadedreng, der ender som sultan, er en arketypisk romantisk historie. Emnet er fra 1001-nats eventyr, de arabiske folkeeventyr, og viser på samme måde som Digte 1803 Oehlenschlägers forkærlighed for folkeviser, en søgen tilbage til folkesjælen. I sit stykke bruger Oehlenschläger Aladdin til at illustrere Steffens' genitanke. Geniet er en person, der er født til storhed, han er med Steffens' ord "det eviges åbenbaring i det endelige". Han er en person, der rækker ud over sin tid, og geniets udtrykte billede er Aladdin. I hele stykket dumper lykken ned i hans turban, uden at han skal gøre noget særligt for det. Hans modstander Noureddin, troldmanden, som har studeret og arbejdet sig til sin position, kan ikke opnå Aladdins gaver. Han forsøger at stjæle dem, men kæmper forgæves. En anden væsentlig inspirationskilde til "Aladdin" kommer fra fysikeren Hans Christian Ørsted, der var Adam Oehlenschlägers ven siden ungdommen. Dette kommer blandt andet til udtryk i forholdet mellem Aladdin som "naturens muntre søn" (det romantiske geni) på den ene side og "den kølige naturgransker" Noureddin på den anden side. De to repræsenterer hver sin erkendelsestilgang: Aladdins er 'intuition' og Noureddins er 'fornuft'. Disse to tilgange er ikke, som man umiddelbart vil tro, modsætninger, men derimod som forsiden og bagsiden af medaljen – begge erkendelsestilgange er fuldgyldige veje til sandhed. Men først når de to tilgange forenes gennem 'erfaring' når den søgende frem til erkendelse af sandheden. Dette kommer til udtryk ved at Aladdin først genvinder kontrollen, kærligheden og riget efter at han til slut har lært at tøjle sin ungdoms skødesløse omgang med naturånder. Motivet introducerede Ørsted for Oehlenschläger i 1804 – og siden for andre af gulalderens kunstnere. Ørsted var netop vendt hjem fra en rejse til Jena og Weimar hvor han ikke mindst var i dialog med naturfilosoffen [Friedrich Schelling], der også er ophavsmanden til den romantiske 'genitanke'. Dette møde inspirerede Ørsted til en filosofi, der samtænkte empirisk videnskabspraksis (måle og veje) med naturfilosoffernes deduktive metode (at tænke sig til viden). Det samme motiv genfindes i H. C. Andersens eventyr "Klokken", hvor den fattige dreng og kongesønnen går hver sin vej gennem skoven for til sidst i omfavnelse at nå målet – sandheden. Motivet ses eksplicit udfoldet og omdiskuteret i brevvekslinger mellem Oehlenschläger og Ørsted, der pågår i de efterfølgende år Blandt Oehlenschlägers øvrige værker kan nævnes en række kærlighedstragedier: Hakon Jarl hin Rige (1807), Axel og Valborg (1810), Hugo von Rheinberg (1813) og Hagbarth og Signe (1815). I disse bearbejder Oehlenschläger sagnmateriale i sin beskrivelse af den sande kærlighed, der på forskellig vis er under beskydning. De kvindelige heltinder er trofaste over for deres elskede, men kommer ofte i klemme i forhold til virkeligheden. Oehlenschlägers selvbiografi udkom første gang i 1830-1831 under titlen Oehlenschlägers Levnet, fortalt af ham selv. Men digteren havde i denne førsteudgave stærkt beskåret eller fortiet mange passager. Efter digterens død sørgede hans søn for at der i 1850-1851 udkom en væsentligt forøget udgave i fire bind under titlen Erindringer. Dette er et af Den danske Guldalders bedste prosaværker, og giver et enestående billede af Romantikkens tidlige gennembrud og den talrige vennekreds omkring digteren. Man skal dog tage højde for at der hist og her er aftryk af forfatterens synspunkter i nogle af personskildringerne, bl.a. i skildringen af den ældre Heinrich Steffens og Jens Baggesen efter bruddet med disse. Men som et selvoplevet historisk tidsbillede af Den danske Guldalder er værket en fortrinlig indføring. I de senere år fik Oehlenschlägers værker ofte blandet modtagelse i pressen. Kun få fik overvejende positive anmeldelser, resten, for det meste sørgespil, fik dæmpet kritik. Stadig var agtelsen for Oehlenschläger i dansk åndsliv stor, og først efter hans død tog samtiden en kursændring i forholdet til ham, anført af blandt andre Johan Ludvig Heiberg der længe havde talt for en fornyelse af litteraturen. Oehlenschläger har også skrevet den danske nationalsang: Der er et yndigt land. Oehlenschläger stod selv for udgivelsen af indtil flere udgaver af sine samlede værker i sin levetid. Men han rettede stadig i sine digte, og især ungdomsdigtene, så de i disse udgaver mister noget af sin ungdommelige friskhed. Men efter Oehlenschlägers død stod F. L. Liebenberg for en samlet udgave der minutiøst gengav de oprindelige udgaver og kommenterede senere rettelser. Baggesen-fejden Da den unge Oehlenschlägers første digtsamlinger udkom, fik han hurtigt især den yngre læseverden med sig. At omslaget fra forbenet klassicist til aktiv fortaler for Romantikken kunne ske forholdsvis hurtigt ser man f.eks. af den unge P.O. Brøndsteds breve. I december 1802 skriver Brøndsted efter at have læst den nysudkomne samling Digte 1803 til en ven: Allerede 18. maj 1805 er Brøndsted dog omvendt Oehlenschläger-tilhænger og skriver således efter en ven har rakket ned på Oehlenschläger: De unge læsere og glødende tilhængere af Oehlenschlägers lyrik blev nu af den ældre generation anset for unge lømler, ja en slags ungdomsoprørere. Skarpest kom dette til udtryk da Jens Baggesen ville give den nye digter sin velsignelse i rimbrevet fra 1806 Noureddin til Aladdin, hvori han overrækker lyren til Oehlenschläger, fra den ene store digter til den anden, ligesom Johan Herman Wessel i sin tid havde gjort det til ham selv. Oehlenschläger ville ikke vide af den gamle garde og følte selv sit eget genius hævet over gamle rimmagere som Jens Baggesen. Her udbrød nu en litterær kamp, hvor skiftevis Oehlenschläger, Baggesen og deres tilhængere udgav rim og pjecer, der forfægtede hver deres stilling. Rundt omkring på præstegårdene fattedes pennen til forsvar for Baggesen, der førhen dårligt var tålt. Nu var han i hvert fald bedre end den unge opkomling. Derimod var især de københavnske studenter anført af den jurastuderende Peder Hjort aktive som ivrige Oehlenschlägerstøtter, og det kom til regulære piftkrige i teatret, når der var opsætning af et Baggesenstykke, mens derimod et Oehlenschlägerstykke helst skulle bifaldes til succes. Oehlenschläger, som ikke var særlig øvet i kunsten at skrive satiriske rim, var ikke nær så aktiv skrivende i denne fejde og overlod det meste af pamfletkrigen til sine støtter. Baggesen derimod brillerede i denne kunst og udgav endda i en kort årrække diverse tidsskrifter stort set grundlagt med det formål at angribe den gryende romanticisme og forsvare sine egne standpunkter. Alligevel måtte Baggesen se sig slået da samtidens smag efterhånden overalt i Europa var for romantikken, og Oehlenschläger blev snart en institution i dansk åndsliv. Bibliografi Digte 1803 (udkom allerede i 1802) Poetiske Skrifter I-II (1805), indeholder bl.a. Aladdin Nordiske Digte (1807) Helge (1814) Nordens Guder (1819) Fædrelandssang (1819) Sanct Hansaften-Spil (1. udgave, 2.-10. oplag (1911-1957) – 2. udgave, 2.-3. oplag (1964-1969) Litteratur Vilhelm Andersen : Adam Oehlenschläger 1-3, Det Nordiske Forlag, København, 1899. Kristian Arentzen : Baggesen og Oehlenschläger I-VIII, Otto B. Wroblewskys Forlag, København,1870-1878. Referencer Eksterne henvisninger Samlede værker online og Forfatterportræt på Arkiv for Dansk Litteratur Oehlenschlägers digte, biografi, bibliografi og yderligere links på kalliope.org Digtere fra Danmark Dramatikere fra Danmark Danskere i 1800-tallet Romantikken Selvbiografer fra Danmark Storkors af Dannebrog Personer i Englandskrigene fra Danmark-Norge Personer i Dansk Biografisk Leksikon Personer fra Vesterbro Dansksprogede forfattere fra Danmark Æresmedlemmer af Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster Salmedigtere fra Danmark Personer med enkeltværker i Kulturkanonen Alumni fra Københavns Universitet
1409	https://da.wikipedia.org/wiki/Adaptation	Adaptation	Adaptation eller adaption anvendes, når noget tilpasser sig noget andet. F.eks. bruges udtrykket adaptation inden for økologien om en arts evolutionære tilpasning til sine omgivelser. Se også Niche Kilder Den Danske Ordbog på ordnet.dk: Opslaget "adaptation" Økologi
1420	https://da.wikipedia.org/wiki/Addition	Addition	Addition er en beregningsform. Det er at lægge to tal sammen inden for matematikken. I aritmetikken, er addition en af de grundlæggende operationer. Additionen er en binær operation, da der skal være to tal at lægge sammen. Den betegnes ved symbolet +. Hvis man for eksempel har 4 æbler og 3 æbler, så er summen det antal æbler man vil få ved at blande de to samlinger, og tælle dem igen. Summen udtrykkes 4 + 3, og resultatet er 7. Operatoren hedder plus, mens selve operationen hedder at addere eller at lægge sammen. Resultatet af operationen hedder summen. Der findes endvidere en sumoperator angivet ved et stort græsk sigma, som primært bruges som ren notation, eller i forbindelse med meget lange summer (evt. uendelige). Operatoren har et såkaldt indeks som angiver hvor summen starter, og slutter. Indekset angives i bunden sammen med summens start, og summens slut angives i toppen, som vist nedenfor: Den modsatte operation er subtraktionen. I regnearternes hierarki står addition som det laveste, dvs. det sidste man regner ud, sammen med subtraktion Eksterne henvisninger Se også Subtraktion Multiplikation Division Aritmetik Matematisk notation Binære operationer
1423	https://da.wikipedia.org/wiki/Adelaide%20%28flertydig%29	Adelaide (flertydig)	Adelaide har flere betydninger: Adelheid – et dansk pigenavn. Adelaide – en australsk by. Adelaide, Canada – en canadisk halvø.
1425	https://da.wikipedia.org/wiki/Aden%20%28flertydig%29	Aden (flertydig)	Aden har flere betydninger: Aden – en havneby i Yemen Adeno- – præfiks til en række medicinske betegnelser. Aden- bruges foran en vokal
1457	https://da.wikipedia.org/wiki/Adjunkt	Adjunkt	Adjunkt betegner i gymnasieskolen en, som regel, fastansat lærer. Efter en række år som adjunkt bliver man i gymnasieskolen forfremmet til lektor. På universiteter og andre højere læreanstalter bruges adjunkt som regel om en tidsbegrænset ansættelse på ca. 3-4 år, i løbet af hvilke den ansatte skal bevise sit akademiske værd for derefter at have mulighed for at søge en stilling som lektor. Der stilles krav til skriftligt dokumenteret forskning samt dokumenterede pædagogiske overvejelser i forbindelse med undervisning. Universitetsadjunkt gengives som assistant professor. Se også Uddannelse Amanuensis Lektor Docent Professor Stillingsbetegnelser inden for uddannelse Undervisere Akademisk rang Universitetsfolk
1468	https://da.wikipedia.org/wiki/Addis%20Ababa	Addis Ababa	Addis Ababa (også Addis Abeba) er hovedstad i Etiopien. Navnet betyder "ny blomst". Byen ligger i 2200 til 2600 meters højde (lavest i syd) ved foden af Entoto-bjerget og har omkring 4,5 millioner indbyggere, hvilket er ca. 2,5 mio. flere end i 1994. Hovedparten af befolkningstilvæksten i de seneste årtier fundet sted i slumkvartererne. Addis Ababa grundlagdes i 1885, da Negus Meneliks dronning Tai anlagde en lille by på et sted, der tidligere hed Finfinni. Byen fik dog først betydning, da Menelik 1893 valgte Addis Ababa til residensstad, hvilket den var frem til afskaffelsen af monarkiet i 1975. I Addis Ababa afsluttedes 26. oktober 1896 freden mellem Italien og Abessinien efter italienernes nederlag i slaget ved Adua under den 1. Ethiopisk-Italienske krig. En nationalt universitet, Addis Ababa Universitet, blev grundlagt i byen i 1961. Organisationer med hovedkvarter i Addis Ababa: FN's økonomiske kommission for Afrika (United Nations Economic Commission for Africa) Organisationen for Afrikas enhed (Organization of African Unity) Addis Ababas internationale lufthavn, Bole, blev moderniseret og udbygget fra 1999 til 2003 og kan i dag håndtere fly på størrelse med Airbus A340 og Boing 747. Den har en kapacitet på 7 mio passagerer om året og er base for Ethiopian Airlines. Dens IATA kode er ADD. Noter
1483	https://da.wikipedia.org/wiki/A-38	A-38	A-38 er et syrnet mælkeprodukt bestående af mælk med et fedtindhold på 0,5 til 3,5 %, der er højpasteuriseret og syrnet med mælkesyrebakterien Lactobacillus acidophilus. Det produceres og markedsføres af Arla. Det er en mild form for yoghurt/ymer. Navnet hentyder enten til den mælkebakteriekultur, der bruges for at syrne mælken eller til 'Andelsmejeriet' og 1938, som skulle være det oprindelige introduktionsår. Kilde Historien om A38 af Arla Syrnede mejeriprodukter Mad fra Danmark Konsummælk
1484	https://da.wikipedia.org/wiki/Aachen	Aachen	Aachen (; ) er en by i delstaten Nordrhein-Westfalen i det vestlige Tyskland. Byen har indbyggere. Den ligger tæt på grænsen til både Belgien og Nederlandene og er Tysklands vestligste storby. Kommunen er en af ti kommuner i Städteregion Aachen fra 21. oktober 2009, som er en fusion af købstadskommunen Aachen med amtskommunen Kreis Aachen (1972-2009). De ti kommuner havde i alt 556.631 indbyggere per 31. december 2020. Kortet på Städteregion Aachen ses i infoboksen. Byen var Karl den Stores residensby, og den har en domkirke fra omkring år 800. Den er kendt for sin lange historie, sin rige arkitektur- og kulturarv og for vigtige begivenheder som den årlige uddeling af den prestigefyldte Karlspris. Domkirken og den nærliggende Liebfrauenkirche er optaget på UNESCO's liste over verdensarv i Europa. Navn Romerne døbte de varme svovlkilder på stedet Aquis-Granum. Der findes flere teorier om navnet Granum, men det er nu alment accepteret, at det kommer af den keltiske gud for vand og helse. Historie Efter romertiden blev byen forladt indtil 700-tallet, da den blev nævnt under navnet Aquis villa. I 768 kom Karl den Store til Aachen for første gang. Han syntes om stedet og byggede et palads der tyve år senere. Aachen blev derefter hovedstad i Frankerriget. Paladsets kapel blev senere til Domkirken i Aachen. Karl den Store tilbragte hovedparten af sine vintre her mellem år 800 og sin død i 814. Han blev også begravet her. I 936 blev Otto 1. kronet til tysk konge i domkirken. Fra da af og 600 år frem blev de tyske konger (i alt 30 med udtagelse af fire) kronet i domkirken. Den sidste kroning var Ferdinand 1.'s i 1531. I middelalderen var Aachen en af de største byer i det Tysk-romerske rige. I 1306 blev den en fri rigsstad under det Tysk-romerske rige. Efter Trediveårskrigen havde byen dog bare regional betydning. Under Napoleonskrigene blev den i 1801 indlemmet i Frankrig, og ved Wienerkongressen i 1814-15 blev den en del af Kongeriget Preussen. I 1880 havde byen 80.000 indbyggere og var et jernbaneknudepunkt. I elleve år efter Første Verdenskrig var Aachen besat af Belgien. Blandt andet aftjente forfatteren Georges Simenon sin værnepligt i byen. Aachen blev hårdt skadet under Anden Verdenskrig. Den 21. oktober 1944 blev Aachen den første tyske by, der blev indtaget af allierede tropper. Kultur og sport Sport Fra byen kommer fodboldklubben Alemannia Aachen. Uddannelse I Aachen ligger RWTH Aachen, en af de største og mest traditionsrige tekniske højskoler i Europa, som siden 2007 bliver regnet blandt de tyske eliteuniversiteter. Henvisninger Eksterne henvisninger Byen Aachens officielle hjemmeside Byer i Nordrhein-Westfalen Frie rigsstæder Stater under Det tysk-romerske Rige Den Nederrhinske-Vestfalske Rigskreds
1486	https://da.wikipedia.org/wiki/Ab%20hinc	Ab hinc	Ab hinc, kommer fra latin og betyder herefter, herfra. Eks. "hvor går vi hen herfra" eller "herefter", vil jeg gerne have at I sætter jer ned. Latinske vendinger sk:Zoznam latinských výrazov#A
1497	https://da.wikipedia.org/wiki/ActiveX%20Data%20Objects	ActiveX Data Objects	ActiveX Database Objects, forkortet ADO, er Microsofts COM-baserede databaseteknologi, der definerer en standard for universiel adgang til strukturerede data, herunder SQL-databaser, kommaseparerede filer, tekstfiler, regneark et cetera. ADO er et forsøg på at samle tidligere teknologier som DAO, RDO, ODBC og OLEDB. Kilder/henvisninger Lexopen Software fra Microsoft
1499	https://da.wikipedia.org/wiki/Adonis	Adonis	Adonis er en yngling i græsk mytologi, berømt for sin skønhed, elsket af Afrodite. Han hørte efter det oldgræske sagn hjemme i Østerland. Sagnene om Adonis afviger meget fra hinanden. Efter kyprioternes sagn var Adonis søn af Kinyras, efter den græske digter Panyassis derimod frugten af en brødefuld elskov mellem Smyrna (eller Myrrha) og hendes egen far Theias, assyrernes konge. Smyrna forvandledes til et myrratræ; da tiden var gået, brast dets bark, og Adonis fremsteg deraf. Afrodite skjulte det spæde barn og overgav det hemmeligt til underverdenens dronning, Persefone; mellem de to gudinder udbrød en strid om barnet. Den bilagde Zeus, så Adonis en tredjedel af året skulle være sin egen herre, en anden tredjedel tilhøre Afrodite og ligeså længe Persefone. Et andet sagn fortæller, at Adonis, mens han stod i sin fejreste ungdom, på jagt blev dræbt af et vildsvin, som Artemis eller Ares havde udsendt. Dog bevirkede Afrodites sorg, at han en del af året fik tilladelse til at forlade de dødes rige. I Adonis-skikkelsen er elementer af forskellig oprindelse forenet. Baggrunden er en gammel, fælleseuropæisk dyrkelse af en vegetationsguddom, der hos grækerne tidligt er omformet under påvirkning af for-asiatiske gudeforestillinger. Selve navnet antages for fønikisk (Adon = herre). Dyrkelsen af Adonis var ikke statskultus i Grækenland, ej heller besad Adonis offentlige templer. Hovedfesten (Adonia) faldt sent på sommeren og havde væsentlig karakter af en sørgefest: om våren, når planterne spirede, var Adonis kommet op til Jorden, om sommeren, når de visnede, vendte han tilbage til de dødes rige. Blandt kultusskikkene nævnes flere steder en fremstilling af Adonis' død og begravelse. Til denne fest såede man planter i små potter og lignende og drev dem frem på kort tid; naturligvis visnede de ligeså hurtigt, og derved blev disse såkaldte "adonishaver" et billede på Adonis' korte levetid. Theokritos' 15. idyl skildrer den pragtfulde adonisfest i Alexandria. Af nordiske digtere har bl.a. Frederik Paludan-Müller i sit sidste arbejde ("Adonis" fra 1874) behandlet sagnet om Adonis. Eksterne henvisninger Se også Adonis er desuden navnes på en slægt af planter i Ranunkel-familien. Se Adonis-slægten. Personer i græsk mytologi
1509	https://da.wikipedia.org/wiki/Adrenalin	Adrenalin	Adrenalin (af latin ad + renes = "til nyrerne") er et hormon i det sympatiske nervesystem og er prototypen på et sympatomimetikum. Dets kemiske sammensætning er C9H13NO3. Adrenalin kaldes populært for kamphormonet. Stoffets virkninger blev første gang demonstreret i 1895. Adrenalin virker principielt (1) på glat muskulatur i blodkar i muskler og hud, luftveje og tarmen. (2) På hjertets frekvens og sammentrækning. (3) På stofskiftet med frigørelse af glukose fra glykogen og fedtsyrer fra fedtvæv. (4) På andre hormoner som insulin og renin og på hypofysen. (5) På centralnervesystemet med stimulation af åndedrættet og årvågenhed samt nedsættelse af appetitten. (6) Modulerende på neurotransmittere. Adrenalin produceres i binyremarven og virker via aktivering af G-protein-koblede receptorer. Virkninger Principielle virkninger alfa-stimulation beta-1-stimulation beta-2-stimulation Metaboliske virkninger Glykogenolyse Lipolyse Øger stofskiftet Øger iltforbruget Anvendelse Anvendelse som lægemiddel (inotropi, chronotropi) Ved hjertestop Ved anafylaktisk shock Ved shocktilstande i øvrigt Ved falsk strubehoste (pseudocroup) Symptomer ved indgift Øget puls og blodtryk Øget blodsukker Øget vejrtrækning Sved Gåsehud Udvidelse af pupillerne Afslapning af blære og tarm Se også Adrenergikum Agonist Antagonist Dopamin Katekolamin Noradrenalin Sympatomimetikum Eksterne henvisninger Læs mere om Adrenalin på medicin.dk Hormoner Lægemidler tilhørende hjerte og kredsløb
1515	https://da.wikipedia.org/wiki/Adsorption	Adsorption	Adsorption er den effekt, der får luftarter og væsker til at sætte sig på overfladen af faste stoffer. Dette skal skelnes fra absorption, hvor gassen eller væsken optages i det indre af det faste stof. Eksterne henvisninger Overfladevidenskab Fysik
1525	https://da.wikipedia.org/wiki/Advent	Advent	Advent (fra latin: 'adventus Domini' der betyder 'Herrens komme' eller 'Herrens ankomst') er den periode i kirkeåret, hvor man forbereder sig på Jesu fødsel den 25. december. De fire søndage i adventsperioden betegnes henholdsvis første, anden, tredje og fjerde søndag i advent. Hvis juleaften falder på en søndag, er denne dag fjerde søndag i advent. Advent er begyndelsen på kirkeåret. Første søndag i advent er kirkeårets nytårsdag og falder på søndagen i ugen fra 27. november til og med 3. december. Historie Sine historiske rødder har adventsmarkeringen i julefasten, en fasteperiode som afspejlede påskefasten og i lighed med denne var 40 dage lang og således omfattede seks søndage. Denne afspejling af påskefasten lever endnu i at Jesu indtog i Jerusalem i dansk og svensk tradition udgør prædiketekst såvel den første søndag i advent som på Palmesøndag. Traditionelt i kirken er advent altså en tid med faste, forberedelse og venten inden fejringen af Jesu fødsel ved jul. I 1000-tallet fik julefasten benævnelsen "advent", og tiden sattes til fire uger. Adventstiden Advent indledes fjerde søndag før jul og varer til og med juleaften. De fire søndage frem til jul benævnes almindeligvis første, anden, tredje og fjerde søndag i advent. Tiden frem til juleaften beregnes på uens måde beroende på tradition. På nordlige halvkugle er det årets mørkeste tid, og mange hjem anvender under denne tid en adventskrans med fire, normalt levende lys, hvor et lys tændes for hver søndag i advent, som er nået. Adventskalender er en særskilt udformet kalender, som tæller dagene fra første december frem til jul, så trods navnet er den uberoende af hvornår advent falder. Den er populær blandt børn og kaldes tillige julekalender. Adventsstjerner Adventsstjerner lyser ofte i vinduer i adventsperioden i december. En gang i 1880'erne blev den første adventsstjerne ophængt i Tyskland. Det tog cirka 50 år for traditionen at nå Sverige. I nutiden er de fleste adventsstjerner med elektrisk lys. Stjernen symboliserer Betlehemsstjernen, den stjerne som viste vejen for de østerlandske stjernetydere (de tre vise mænd) til det nyfødte barn Jesus, i en stalds krybbe. I dag anvendes stjernerne for at sprede julestemning og længsel mod julen. Se også Kirke Religion Noter Eksterne henvisninger Google: Sange og salmer Jul Kirkeåret Kalendere
1527	https://da.wikipedia.org/wiki/Biord	Biord	Et biord (adverbium) er et ord, som nærmere bestemmer et udsagnsord, et tillægsord, et andet biord eller en hel sætning. Biord kan være fødte biord (disse kaldes også rene adverbier) eller biord afledt fra tillægsord. Eksempler på danske fødte biord er nu og bag, mens eksempler på den anden kategori er langt og spartansk der er afledt fra tillægsordene lang og spartansk. Bøjning Fødte danske biord kan oftest ikke gradbøjes. Der findes dog nogle få fødte gradbøjelige danske biord. Det sker på samme måde som man ser hos tillægsordene, for eksempel længe (længere, længst), ofte (oftere, oftest), tit (tiere, tiest) og gerne (hellere, helst, hvor der også er suppletion). De afledte biord kan gradbøjes på samme måde som deres tillægsord, for eksempel "Hunden løb hurtigst," hvor biordet "hurtigst" i 3. grad lægger sig til udsagnsordet "løb". En anden slags bøjning ses for visse danske stedsbiord, hvor bøjningen sker i forbindelse med telicitet og dynamisk/statisk betydning. Eksempler er hjem, hjemme og hjemad samt op, oppe og opad. Funktioner Biordene kan inddeles efter betydning. Det kan ske efter tidslige eller rumlige forhold. Blandt forfattere er der ikke nødvendigvis enighed om hvilke kategorier der skal opstilles. Blandt de grupper af biord man finder nævnt i litteraturen er: Stedsbiord/stedsadverbier (bag, deroppe, nede) Retningsbiord/retningsadverbier (bagud, ind, indad) Tidsbiord/tidsadverbier (dengang, snart, bagefter...) Hyppighedsbiord/hyppighedsadverbier Varighedsbiord/varighedsadverbier Mådesbiord/mådesadverbier (alene, overens, tilovers...) Gradsbiord/gradsadverbier (lidt, ret, temmelig) Holdningsbiord/attitudeadverbier (desværre, heldigvis) og kommentaradverbier Konnektionsadverbier (altså, deraf) Fokusbiord/fokusadverbier (kun, blot, ...) Nægtelser/negation (ikke, ej, aldrig) Spørgebiord/interrogative adverbier (hvor, hvornår, hvorfor...) Årsagsbiord (nemlig, ellers, altså...) Aldrig er en kombination af tidsbiord og nægtelse. Visse forfattere skelner mellem tre hovedgrupper: funktionelle, talerholdning og biord for omstændigheder. Se også Ordklasse Skriftsprog Litteratur Specielt om danske biord Særligt kapitel 12, siderne 138–147. . Forkortet GDS. Særligt siderne 28-29. Henvisninger Ordklasser
1541	https://da.wikipedia.org/wiki/Bugsv%C3%B8mmere	Bugsvømmere	Bugsvømmere (Corixidae) er en familie af vandlevende insekter, der lever i damme og langsomt strømmende vandløb, hvor de opholder sig tæt på bunden. Der findes omkring 500 kendte arter i verden, fordelt på 33 forskellige slægter. Bugsvømmere er næbmundede insekter i gruppen tæger. Udseende Hovedet er bredt med en meget kort og bred snabel. Forbenene er korte og det enlige fodled er ofte skeformet med hår langs randene. Mellembenene er lange og slanke med veludviklede kløer. Bagbenene er åreformede. Levevis De er udprægede bunddyr, der hovedsageligt lever af andre dyr og uomdannede planterester. Når de skal have luft, stikker de bagenden op til overfladen. Ligesom andre tæger har bugsvømmere et åbent traché-system, der munder ud på dyrets overflade. Derfor er kroppen omgivet af en lufthinde fastholdt af vandskyende hår, for at kunne være neddykket i længere tid. Dette luftlag fungerer som en fysisk gælle, idet ilten i vandet diffunderer ind i luftlaget, når ilttrykket i dette falder. Mange bugsvømmere kan frembringe hørlige lyde ved stridulation, idet forlåret gnides mod kanten af hovedet. De fleste arter flyver godt og flytter ofte fra sted til sted. Danske arter Nogle af de omkring 30 danske arter af bugsvømmere: Corixa punctata (stor bugsvømmer) er 15 millimeter og ret almindelig i Danmark i stillestående vand. Det er en af de største danske bugsvømmere. Corixa panzeri (strandbugsvømmer) Sigara striata (almindelig bugsvømmer) er 7-8 millimeter og hyppig i Danmark. Ofte kan individer af denne og andre Sigara-arter ikke flyve, fordi deres vingemuskler aldrig når det funktionsdygtige stadie. Sigara hellensii (bækbugsvømmer) Sigara stagnalis (brakvandsbugsvømmer) Micronecta minutissima (dværgbugsvømmer) er 2 millimeter og lever i store flokke langs bredden af søer og større vandløb. Kilder/Henvisninger A. C. Jensen-Haarup (1863-1934). Tæger. G.E.C. Gads Forlag. Bind 12 i Danmarks Fauna. København 1912. Systema naturae 2000 (classification) – Taxon: Family Corixidae Vandtæger
1542	https://da.wikipedia.org/wiki/Cikader	Cikader	Cikader (Auchenorrhyncha) er en underorden blandt de næbmundede insekter. Det er små langstrakte insekter med bredt hoved og bidende og sugende munddele. I Danmark er registreret ca. 325 arter af cikader. De danske cikader måler oftest under 10 millimeter. Især i troperne er syngende cikader udbredte. Disse sangcikader måler op til cirka 50 millimeter i længden. Udseende Forvingerne er enten ensartet fortykkede og uigennemsigtige eller hindeagtige og oftest klare. Begge vingepar danner i hvilestillingen et tag over ryggen. De fleste cikader er dårlige flyvere, men kan til gengæld foretage kraftige spring ved hjælp af bagbenene. Musklerne, der leverer kraften, ligger inde i bagbrystet. Stinkkirtler mangler, men mange arter udskiller andre stoffer, især voks. Sideøjne er veludviklede og oftest findes to pandeøjne. Følehornene er normalt ganske korte. Hunnerne har oftest en veludviklet læggebrod, der anvendes til at indbore æggene i værtsplanten. Levevis Cikader lever af plantesaft, som de suger ud af planter, f.eks. græsser som marehalm og hjælme. Mange cikader er tæt knyttet til bestemte værtsplanter. Nogle, som skumcikader (Aphrophoridae), benytter dog mange forskellige arter af værtsplanter. De fleste danske cikader overvintrer som æg. Sang I subtropiske og tropiske egne findes arter af 2-5 centimeter store cikader, sangcikader (Cicadidae), der synger med en høj monoton lyd. Lyden frembringes ved hjælp af en hvælvet hudplade (der fungerer som trommeskind) på hver side af den forreste del af bagkroppen. To muskler sætter de to hudplader i bevægelse og lyden forstærkes af luftsække inde i bagkroppen. Tæt på dette spilleapparat findes hos sangcikaderne et høreorgan. Kun hannerne synger. I troperne kan man på præcise tidspunkter morgen og aften opleve tusindvis af cikader - inden for hørevidde - samstemmigt begynde eller afslutte dagen med et fælles inferno af sang i 8 minutter, for det meste med start 6 minutter efter solnedgang. Sangcikader findes ikke i Danmark. Det har dog vist sig, at også de hjemlige små cikader kan frembringe lyd ved hjælp af tilsvarende spilleapparater. Lyden er svag og kan kun opfattes af mennesker ved passende lydforstærkning. Både hanner og hunner af disse cikader synger, men et høreorgan mangler. Lyden opfattes sandsynligvis gennem de vibrationer, der dannes i underlaget. Ny dansk art I Sønderjylland er der d. 7. og 8. juni 2006 fundet endnu en ny cikadeart; blodcikade (Cercopis vulnerata). Se også Cicada 3301 Kilder og eksterne henvisninger A. C. Jensen-Haarup (1863-1934). Cikader. G.E.C. Gads Forlag. Bind 24 i Danmarks Fauna. København 1920.
1544	https://da.wikipedia.org/wiki/Baby	Baby	Spædbarn eller baby anvendes oftest om et barn i alderen fra nyfødt indtil 12 måneders alderen. Iflg. www.etymonline.com kendes termen 'babe' som en kortform af baban fra 1393. Baban er formentlig oprindeligt imiteret fra babysprog. I mange sprog betyder det imidlertid også 'gammel kvinde' jf. russisk sprog, hvor babuska eller 'bedstemor' stammer fra baba, som egentlig betyder 'bondekone'. Nu anvendes oftest den diminutive form baby. Baby er blevet brugt billedligt om barnlige personer siden 1526. Fra 1839 kendes baby desuden som kærligt kælenavn til en elsker. Fra 1915 også anvendt i betydningen 'attraktiv, ung kvinde'. Baby-boom anvendtes fra 1941. En relateret benævnelse babelicious er første gang registreret i 1991. Kilder/henvisninger Lexopen Børn
1545	https://da.wikipedia.org/wiki/Lexopen	Lexopen	Lexopen er et frit leksikon ligesom Wikipedia. Lexopen blev startet af Brian Hansen, med det formål at der på sigt vil blive udviklet og vedligeholdt et bredt dansk open source-leksikon. Lexopen er dækket af GNU Free Documentation License, så man kan frit kopiere alle artikler, blot man laver en kildehenvisning til Lexopen. Mange af Lexopens artikler er allerede kopieret til Wikipedia. På Groupcare er der oprettet en gruppe med navnet leksikon, hvor arbejdet med dannelsen af et bredt dansk open source-leksikon ønskes koordineret. Eksterne henvisninger Lexopen Leksikongruppen på Groupcare Referencer Leksika
1547	https://da.wikipedia.org/wiki/Babylon	Babylon	Denne artikel handler om oldtidsbyen, for science fiction-serien se Babylon 5 Babylon (akkadisk: Babili(m), sumerisk logogram KÁ.DINGIR.RAKI hebraisk: בָּבֶל, Bābel, græsk: Βαβυλών, Babylōn) er en oldtidsby, hvis ruiner ligger ved floden Eufrat. Babylon var hovedbyen i riget Babylonien, beliggende i det, der i dag udgør centrale dele af Irak, og som under sin største udstrækning også omfattede hjørner af nutidens Syrien og Kuwait. Babylons hængende haver blev regnet som et af verdens syv underværker. Hovedguden i Babylon var Marduk, og i takt med at Babylon blev den dominerende magt i Mesopotamien, blev Marduk efterhånden den mægtigste blandt guderne. Det ses særligt i den kendte babylonske myte Enuma Elish, der har paralleller til de gammeltestamentlige skabelsesmyter. Babylon i Bibelen Babylon optræder tre steder i Bibelen: Første gang i 1. Mosebogs 11. kapitel, hvor menneskene kom sammen for i deres hovmod at bygge et tårn, der nåede helt op til himlen - også kendt som Babelstårnet, men bygningsprojektet måtte opgives, da Gud lod deres sprog spalte op i forskellige tungemål, så de ikke kunne kommunikere om arbejdet. Anden gang primært som den by, som jøderne var deporteret til mellem år 586 f.Kr. og 536 f.Kr. – det babyloniske fangenskab. Tredje gang i Johannes' Åbenbaring kapitel 18, hvor dommen fældes over Babylons udåder, og en engel proklamerer byens fald. Babylon i Koranen Babylon optræder kun i Koranen en gang, nemlig sura 2:102. Her er det, Harut og Marut straffes og spærres inde, fordi de havde lært folk magi. Referencer Se også Mesopotamien Assyriologi Babylonien Babyloniske tal og cifre Assyrien Kileskrift Babylonien Højkulturer Oldtidsbyer Bibelske steder
1552	https://da.wikipedia.org/wiki/Bacillus%20cereus	Bacillus cereus	Der findes flere typer Bacillus, hvor især Bacillus cereus er årsag til fødevareforgiftning. Bacillus cereus vokser indenfor temperaturområdet 7-48 grader, men kan indimellem også vokse ved 5-7 grader, særligt i mejeriprodukter. Bacillus cereus findes naturligt i jordbunden, hvorfra den kan sprede sig til vegetabilske fødevarer. Samtidig kan bakterien danne sporer, som tåler fuldstændig udtørring. Af samme grund kan man finde bakterien i tørre produkter som korn, mel og krydderier. Bacillus
1553	https://da.wikipedia.org/wiki/Back	Back	En back er en målforsvarer i boldspil. Ordet betyder på engelsk "tilbage" og anvendes ud fra opfattelsen af, at en back var bagerste mand. Denne betydning har i visse sportsgrene, som eksempelvis amerikansk fodbold helt mistet sin mening, da spillerne med denne betegnelse i stedet primært har offensive opgaver. Se også Back (håndbold) Forsvarsspiller (fodbold) Fodboldhold
1555	https://da.wikipedia.org/wiki/Backgammon	Backgammon	Backgammon er et brætspil, der spilles af to spillere og består af 1 spillebræt, 2 x 15 brikker, 2 terninger (eventuelt 2 terninger til hver spiller) samt en dobleterning. Tilfældigheden i terningkastene gør, at backgammon ikke er et 100% færdighedsspil – det sker ofte, at det ikke er den dygtigste spiller der vinder. Over mange spil vil heldet dog udjævnes, og det er da også de samme spillere, der blander sig i toppen ved turneringer. Historie Backgammon er et af de ældste kendte brætspil med rødder over 5000 år tilbage. Nogle af teorierne om oprindelsessted er at det kommer fra flere forskellige lignende spil i Ægypten, Sumer eller Mesopotamien. Man ved, at det blev spillet i Oldtidens Grækenland, og et lignende spil Tabular eller ludus duodecim scriptorum (spillet med de tolv linjer) blev gravet ud fra ruinerne af Pompeji. Tabular blev spredt udover Europa af de romerske legioner, men det overlevede ikke det Romerrigets fald. Den version af spillet, som er normal i dag, er importeret fra Arabien, hvortil det var kommet fra Persien. Backgammon er omtalt i et spansk manuskript fra det 13. århundrede. Spillet var længe forbudt af kirken. Et af de sidste forsøg på at forbyde spillet var kardinal Wolseys i 1526. Det førte til, at spilmagerne begyndte at skjule brættene. Derfor er backgammon i dag en lille kuffert, der er let at gemme fx i en bogreol. I løbet af de næste århundreder blev reglerne formaliseret til dem, vi bruger i dag. Dog kom dobleterningen først i 1920'erne i USA. I 1645 blev navnet backgammon brugt, muligvis fra gammon, et middelalderengelsk ord for spil. Navnet kan også have walisisk ophav = hurtig kamp. Regler Spillet spilles på et bræt med 24 spidser, fordelt på 4 kvadranter. Disse nummereres ofte fra 24 til 1, for den ene spiller mod uret startende i fjerneste højre hjørne, og for den anden spiller med uret startende i fjerneste venstre kvadrant. Spidserne 1-6 kaldes spillerens "hjemland", "indre hjemland" eller blot "hjem", mens 7-12 kaldes det "ydre hjemland" eller "ydre land". 13-18 er modstanderens ydre land og 19-24 er modstanderens hjemland. Hver spiller starter med 15 brikker i én farve. Brikkerne kan stå på spidserne, uden for brættet ("taget af") eller på den lodrette skillelinje mellem kvadranterne ("baren" eller "gærdet"). Målet er at få alle sine brikker til sit hjemland og få dem taget af brættet. Den der når det først har vundet. Opstilling og åbningsrullet Hver spiller starter med 2 brikker på spids nummer 24 5 brikker på spids nummer 13 3 brikker på spids nummer 8 5 brikker på spids nummer 6 Ved spillets begyndelse kaster hver spiller én terning; den der slår højest begynder med det slag de to terninger viser. Ved lige antal øjne slås om, indtil terningerne viser forskelligt. Trækkene Efter åbningsslaget skiftes spillerne til at slå med to terninger, og om muligt flytte en eller flere brikker. Først flyttes en brik så mange spidser frem som en af terningerne viser, derefter flyttes en brik (eventuelt den samme) ifølge den anden terning. Brikkerne flyttes altid fra højere numre til lavere. Da spidserne er forskelligt nummererede for de to spillere (spids 1 er lig spids 24 for modstanderen osv.), flytter de modsatrettet af hinanden, hvorved deres brikker kommer i konflikt med hinanden. Hvis en spiller slår det samme med begge terninger (et såkaldt dobbeltslag eller passlag), skal han flytte i alt 4 x dette antal øjne, medmindre det ikke er muligt fordi nogle af spidserne er blokerede af modstandernes brikker. Slås der et dobbeltslag, f.eks. 2 + 2, skal spilleren således ikke blot rykke 2 x 2 spidser frem, men derimod 4 x 2 spidser frem. Ses der bort fra eventuelt blokerede spidser, kan dette gøres på flere forskellige måder, f.eks. ved at rykke 1 brik 8 spidser eller 2 brikker hver 4 spidser eller 1 brik 6 spidser og 1 anden brik 2 spidser frem, i alt 8 spidser. Lander en brik hvor der står præcis én af modstanderens brikker, bliver denne "slået hjem" og anbringes på gærdet. Modstanderen skal nu bringe denne brik i spil, før han må flytte med sine øvrige brikker. Det gøres ved at flytte, som om brikken stod på en imaginær spids 25 – og brikken kan således med én terning flyttes til spidserne 19-24. En brik kan ikke lande på en spids, hvor der står to eller flere af modstanderens brikker – spidsen er blokeret. En stor del af spillets strategi går ud på at undgå at blive slået hjem og samtidig blokere for modpartens brikker. Udtagning og gevinst Når en spiller har fået alle sine brikker samlet på spidserne 1-6, kan han bruge terningslagene til at tage en brik "ud" fra en spids der svarer til det terningen viser. Har han ingen brikker på spids 6, kan han bruge en 6'er til at tage en brik ud fra spids 5, har han heller ingen brikker på spids 5, kan han bruge 6'ere og 5'ere til at tage en brik ud fra spids 4, osv. Hvis spilleren slår en 6'er og en 2'er og har brikker på begge spidser, Skal spilleren rykke de ramte brikker ud. Hvis en spiller får taget alle sine brikker af før sin modstander, har han vundet spillet. I match play spilles der til et bestemt antal point, typisk et ulige antal, og der kan her vindes mere end et point ad gangen. Det kan ske ved at antallet af point der spilles om undervejs i partiet bliver fordoblet ved at dobleterningen tages i brug, og/eller ved at der vindes enten en gammon (2 point x dobleterningens værdi) eller en backgammon (3 point x dobleterningens værdi). Da backgammon er et nulsumsspil, vinder den vindende spiller altid det samme antal point som den tabende spiller taber i et givent parti. Når der ikke er doblet i et parti, er dobleterningen placeret midten på brættet, men der kan stadig vindes gammon og backgammon. En gammon opstår, når den tabende spiller ikke har nået at tage en eneste brik af, når partiet er spillet færdigt, men dog har nået at få sine brikker ud af den vindende spillers hjemland. En backgammon opstår derimod, når den tabende spiller ikke har nået at tage en eneste brik af og samtidig har mindst én brik i den vindende spillers hjemland eller på gærdet, når partiet er spillet færdigt. I pengespil gælder tilsvarende regler for gammon og backgammon, dog med den forskel at der ikke her spilles til et bestemt antal point, men blot spilles et parti ad gangen så længe spillerne ønsker at fortsætte. Dobleterningen Med dobleterningen kan spillerne øge den indsats, der spilles om, undervejs i et parti. Det har flere funktioner. For det første kan det øge hastigheden af spillet betydeligt, idet hvert parti ikke behøves at blive spillet færdigt, idet man så at sige kan "doble modstanderen ud". I match play hvor der spilles til et bestemt antal point betyder det endvidere, at man ikke behøver spille så mange partier. For det andet tilføjer det en yderligere strategisk dimension til spillet, eftersom korrekt brug af dobleterningen ofte er en kompleks afvejning mellem de potentielle fordele og ulemper ved at doble eller ej. Der rulles ikke med dobleterningen, da den blot er en markør der typisk er udformet som en 6-kantet terning med værdierne 2,4,8,16,32 og 64. Denne specialterning er mere eller mindre arbitrær, da den i modsætning til normale terninger ikke benyttes som tilfældighedsgenerator. I princippet kan der redobles til langt mere end 64, dvs. til værdierne 128,256,512... etc. En spiller kan dog kun benytte dobleterningen, når det er hans tur til at rulle, og kun hvis han har adgang til den, hvilket sætter naturlige grænser for hvor højt dobleterningens værdi kan komme op i et normalt spil. Når et spil startes, er dobleterningen placeret på midten af gærdet med tallet 64 vendt opad, og den siges da at være "centreret med værdien 1". Så længe den forbliver centreret har begge spillere adgang til at benytte den når de er på rul. Ønsker en spiller at doble til 2 (initialdoble) tager han umiddelbart før sit rul dobleterningen fra gærdet og giver den til modstanderen pålydende værdien 2. Accepteres doblingen spilles der nu om dobbelt indsats. Hvis doblingen afvises taber den doblede spiller den værdi som dobleterningen før doblingen var på, i dette tilfælde 1 point. Når en spiller har accepteret en dobling flyttes dobleterningen over til den doblede spillers side af brættet, og det er nu kun ham der har adgang til at benytte den. Hvis den doblede spiller senere i partiet ønsker at øge indsatserne (redoble) kan han give dobleterningen til modstanderen pålydende det dobbelte af den nuværende værdi, i dette tilfælde 4. Der er forskellige regler tilknyttet brugen af dobleterningen, afhængigt af om der er tale om match play eller pengespil. I match play er det standard at benytte Crawford reglen (opkaldt efter ophavsmanden, John R. Crawford), der siger, at når den ene spiller kun mangler 1 point, må dobleterningen ikke benyttes. Et sådant parti kaldes et crawfordparti. Hvis matchen ikke afsluttes i crawfordpartiet, må dobleterningen igen benyttes. I pengespil benyttes jacobyreglen ofte (opkaldt efter ophavsmanden, Oswald Jacoby), der medfører, at der ikke kan vindes gammon (2 point) eller backgammon (3 point), medmindre dobleterningen er anvendt i partiet. Glemmer spilleren at doble i et pengespil med denne regel, får han blot 1 point uanset om han vinder normalt, gammon eller backgammon. En anden meget anvendt pengespilregel er den såkaldte beaver regel, der giver den doblede spiller mulighed for at redoble umiddelbart uden at miste adgangen til dobleterningen. Hvis spiller A dobler spiller B til 2, kan spiller B "beaver" doblingen og vende terningen til 4. Hvis spiller A accepterer dette har spiller B nu mulighed for at redoble spiller A til 8 når han er på rul. Hvis spiller A ikke accepterer beaveren, mister han den værdi dobleterningen kom på i og med han doblede, i dette tilfælde 2 point. Dette kan forekomme hvis spiller A efterfølgende indser at han lavede en grov fejl ved at doble til at starte med. Nogle gange benyttes den såkaldte raccoon regel, som er en ekstension til beaver reglen. Den giver den doblende spiller mulighed for at vende dobleterningen til den næste værdi, hvis den doblede spiller beaver doblingen. I forlængelse af eksemplet ovenfor kommer spiller B derved til at have dobleterningen på 8, og har nu mulighed for at redoble spiller A til 16 når han er på rul. Hvis spiller B ikke accepterer raccoonen, taber han den værdi dobleterningen kom på i og med at der blev beavered, i dette tilfælde 4 point. Dette kan forekomme hvis spiller B indser, at han lavede en grov fejl ved at beaver. Beaver og raccoon reglerne er især fornuftige, hvis man mener modstanderen begår en fejl ved at vende dobleterningen til den næste værdi, men de kan naturligvis også blot benyttes til at øge indsatserne, hvis man ønsker at gamble. Turneringer Backgammon spilles som en seriøs tankesport, og der afholdes såvel nationale som internationale mesterskaber i spillet. World Backgammon Association arrangerer hvert år en European Backgammon Tour, hvor de deltagere der har scoret flest point undervejs på touren mødes i finalen og kæmper om titlen. Dansk backgammon Forbund (DBgF) arrangerer hvert år de åbne nordiske mesterskaber, som er en af verdens største turneringer med deltagere fra mange nationer. På nationalt plan arrangerer DBgF endvidere danmarksmesterskaber, både individuelt og for hold. Der har været afholdt verdensmesterskaber siden 1967. Fra 1978 fast i Monte Carlo og seks danskere har vundet titlen: 1993: Peter Jes Thomsen 2002: Mads Andersen 2004: Peter Hallberg 2008: Lars Trabolt 2010: Lars "Buster" Bentzon 2012: Nevzat Dogan Trictrac Trictrac er en variant af Backgammon, som blev opfundet i Frankrig omkring år 1500. Noter Litteratur Mogens Boman: Den ny backgammon bog, Nyt Nordisk Forlag, 1993 Eksterne kilder/henvisninger Dansk Backgammon Forbund Detaljeret beskrivelse af reglerne De åbne nordiske mesterskaber World Backgammon Association
1560	https://da.wikipedia.org/wiki/Dafnier	Dafnier	Dafnier (Cladocera) er små gennemsigtige krebsdyr. De har 4-6 par ben, der benyttes til fødeoptagelse. De bevæger sig med det andet af to par følehorn. I Danmark findes omkring 100 forskellige arter af dafnier, de største arter er 15 mm. De fleste arter lever i ferskvand som søer, damme, grøfter og gadekær, hvor de kan være til stede i meget store mængder. Dafnier anvendes ofte som foder til akvariefisk. Levevis De fleste arter lever af planteplankton og detritus, men nogle få er rovdyr og lever af andre dafnier og vandlopper. Dafniens foretrukne føde er netop de grønalger, der skaber den uklarhed i vandet, som forhindrer højere planter i at udnytte sollyset. En ferskvandsbiotop, hvor der er mange dafnier, får derfor klart vand og megen rankegrøde. Det giver på sin side en langsigtet omsætning af de gødningsstoffer, som ellers giver grundlag for algevækst. Omvendt betyder skidtfisk som skalle, at dafniebestanden holdes nede. Det giver algeplankton frit spil. Biotopen kommer ind i et kortsluttet kredsløb, hvor mangel på dafnier giver mange alger... giver mange rådnende alger... giver dårlige iltforhold... giver få højere planter... giver mere næring til alger osv. Derfor kan en ferskvandsbiotop bringes i en bedre tilstand ved at skidtfiskene fjernes, f.eks. ved elektrofiskeri. Se også Triops Saltsøkrebs Kilder og eksterne henvisninger Torben Wolff, Hans Hvass (red.). Danmarks Dyreverden, bind 3, side 106-109. 2. udgave, Rosenkilde og Bagger 1978. ISBN 87-423-0076-2. Flemming Petersens dafnie-hjemmeside, Dafnier af Biologilærer Flemming Petersen Citat: "...Dafnier er følsomme for giftstoffer i vand..." Systema naturae 2000 (classification) – Taxon: Genus Daphnia Gællefødder Akvaristik
1561	https://da.wikipedia.org/wiki/Dagp%C3%A5fugle%C3%B8je	Dagpåfugleøje	Dagpåfugleøje (Inachis io) er en sommerfugl i takvingefamilien. Den er udbredt i næsten hele Europa og østpå gennem den tempererede del af Asien til Japan. I Danmark findes den over hele landet, selv på mindre øer. Dagpåfugleøjen strejfer en del om og kan både ses i det åbne land og i villakvarterer, hvor der er mange blomster. Flest ses dog på fugtige, frodige steder langs skovbryn, i skovlysninger, moser og ved søer, hvor brændenælden vokser. De første overvintrende sommerfugle ses allerede i marts, mens de første nye eksemplarer dukker op omkring 20. juli. I september bliver der færre sommerfugle, idet de nu finder steder at overvintre. Dagpåfugleøjen kan vandre over forholdsvis store afstande – op til flere hundrede kilometer. Derfor kan man af og til møde den på Færøerne, selvom den ikke almindeligvis er hjemmehørende der. Udseende Dagpåfugleøjen hedder dagpåfugleøje, fordi den har pletter på vingerne der ligner øjne. Sommerfuglens farver minder om påfuglehannens, når han slår halen ud. Sommerfuglen kan ikke forveksles med andre sommerfuglearter i hele verden. Dagpåfugleøjens vingeundersider er knapt så spraglede. Her er den dominerende farve mørkt gråbrun, uden de store pletter eller prikker, farven minder lidt om meget mørk bark. Vingefanget er meget variabelt, det ligger mellem 40 og 60 mm. Forsvar med lyde Dagpåfugleøjen har et ekstra kort på hånden over for fjender ud over de store forvirrende øjepletter på vingerne. Sommerfuglen kan sige lyde! Ved at gnide bagvingerne mod forvingerne kan den frembringe en hidsig hvæsen og lavfrekvente lyde, der skræmmer fjender som mus og flagermus. Livscyklus Dagpåfugleøjen har kun en enkelt generation pr. år. Æggene lægges på stor nælde eller humle og klækkes omkring 2 uger senere. Efter 2-5 uger er larven udvokset og forpuppes. Efter et par uger klækkes puppen. Sommerfuglen overvintrer som voksent individ. Den overvintrer på kølige og mørke steder som f.eks. hule træer, brændestabler, skure, spalter i sten og stengærder. Foderplanter Larven lever mest af brændenælder. De voksne dagpåfugleøjer suger nektar af forskellige blomster, f.eks. tidsler (kærtidsel, agertidsel og burre), hjortetrøst, mælkebøtte og pil og sommerfuglebuske i haver. Galleri Kilder/Henvisninger Michael Stoltze, Danske dagsommerfugle, København 1996, side 140-143 butterflies pictures Polsk side med billeder. Dagpåfugleøje på lepidoptera.dk Takvingefamilien Danmarks dagsommerfugle
1562	https://da.wikipedia.org/wiki/Dammuslinger	Dammuslinger	Dammuslinger er en gruppe af ferskvandsmuslinger, der er udbredt med mange arter på den nordlige halvkugle. De har ofte tynde, grønne skaller og lever især i damme og søer, men kan også findes i rindende vand i åer. Ligesom hos andre najader i ordenen Unionoida er skallernes inderside dækket af et perlemorslag. Levevis Langt de fleste muslinger lever i saltvand, men der er også nogle som lever i ferskvand, heriblandt dammuslingerne. De findes på bunden, hvor de lever halvt nedgravet. I stillestående vand foretager de nogle små hop fremad. Det ophvirvlede bundmateriale suges ind sammen med åndingsvandet og encellede alger bliver frafiltreret. Formering og fisk De danske dammuslinger bliver kønsmodne i 4-5 års alderen. Ved gydningen holdes æggene tilbage i de ydre gæller. De befrugtes af sædceller, der føres ind af åndingsvandet. Æggene klækker i løbet af efteråret til larver, der ligesom hos visse andre ferskvandsmuslinger kaldes glochidier. De forbliver mellem gællerne på moderdyret vinteren igennem og udstødes næste forår. De 0,3 millimeter store glochidier har små trekantede skaller med en krog i spidsen. De ligger på bunden med åbne skaller og venter på at blive hvirvlet op af forbipasserende fisk. Når dette sker, klapper de kraftigt med skallerne og kan måske derved slå skallernes kroge i fiskens hud. Glochidierne sætter sig især på finnerne, hvor de omvokses af huden. Efter nogle uger sprænger glochidierne fiskens hud og søger mod bunden, hvor de efterhånden optager den voksne muslings levevis. Danske arter De tre danske arter af dammuslinger: Anodonta anatina (Almindelig dammusling) Anodonta cygnea (Stor dammusling) Pseudanodonta complanata (Flad dammusling) Kilder/Henvisninger G. Mandahl-Barth og Poul Bondesen. Bløddyr III. Ferskvandsbløddyr. G.E.C. Gads Forlag. Bind 54 i Danmarks Fauna. København 1949. Systema naturae 2000 (classification) – Taxon: Genus Anodonta Muslinger
1563	https://da.wikipedia.org/wiki/Dansemyg	Dansemyg	Dansemyg (Chironomidae) er en familie af insekter i ordenen tovinger. Det er en artsrig gruppe, hvor der alene i Danmark er registreret over 350 forskellige arter. Dansemyg er kendt for at lave dansende sværme. De er vigtig føde for fugle, fx svaler, og larverne ædes af fx fisk. Udseende De fleste dansemyg er kun få millimeter store, nogle dog op til omkring 10 mm. Fra siden ses brystet skyde ind over hovedet. Farverne er oftest grå, sorte, gule eller grønne. Hannerne har buskede følehorn ligesom hanner af stikmyg, men dansemyg mangler altid skælhår på vinger og bagkrop. De mangler også sugesnabel. Mange af de største arter holder forbenene højt løftet, når de sidder. Slægter Eksempler på nogle af de slægter, der forekommer med arter i Danmark: Chironomus er 10-12 millimeter store dansemyg, der forekommer med mange arter i Danmark. De fleste af de større arter er grå eller sorte. De danner store sværme, der står som røgskyer omkring kirketårne og enlige træer. Larverne er op til 20 millimeter og kaldes røde myggelarver. Mange af dem lever på bunden af søer og åer, tit også i forurenet vand. Her danner de dyndrør, hvor puppen befinder sig. Tanytarsus er en slægt af dansemyg med typisk grønlige larver med karakteristisk lange følehorn. De lever i hede- og klitsøer. Tanypus er en slægt af dansemyg, hvor larverne har meget lange gangvorter. De lever som rovdyr og efterstræber små krebsdyr og andre myggelarver. Clunio indeholder arter, hvis larver lever i havet, fx i Øresund og Østersøen. Larverne lever i slimrør på bunden på 4-8 meters dybde. Hos nogle af arterne kan det voksne insekt af det ene eller begge køn ikke flyve, da vingerne mangler eller er stærkt reducerede. Larver Larverne er kendetegnet ved at være ormelignende med et velafgrænset hoved og som regel et par gangvorter, det ene par på første brystled og det andet på sidste bagkropsled. Tracheasystemet er lukket. Itoptagelsen foregår gennem huden. Nogle larver er røde på grund af stoffet hæmoglobin, hvilket gør dem i stand til at leve meget iltfattige steder. Larverne findes oftest i ferske vande og lever typisk af planteplankton og henrådnende plantedele. Hunnerne vokser cirka fire gange så hurtigt som hannerne på grund af udskillelsen af hormonet somatotropin. Kilder og eksterne henvisninger Leif Lyneborg, Hans Hvass (red.) Danmarks Dyreverden, bind 2, side 220-221. 2. udgave, Rosenkilde og Bagger 1978. ISBN 87-423-0076-2.* Masseforekomst af dansemyg ved Sjælsø juni 2010
1567	https://da.wikipedia.org/wiki/Dv%C3%A6rgkonk	Dværgkonk	Dværgkonken (fra 2016 Tritia reticulata tidligere Nassarius reticulatus) er en havsnegl med en 2-3 centimeter høj skal. Den er den almindeligste havsnegl i danske farvande, hvor den kan leve helt inde ved strandkanten, f.eks. findes dværgkonken i mange fjorde på 1-10 meters dybde. Den er udbredt langs Vesteuropas kyster fra Norge til Middelhavet, både på sand- og mudderbund. Levevis Dværgkonken er en rovsnegl, der ofte lever nedgravet i sandbunden med kun sit ånderør fremme. Ånderøret bruges til at opsnappe duftstoffer fra eventuel føde, der især består af ådsler. Sneglen kommer ud af bunden, så snart den får færten af føde. Eksempelvis kan man ofte se mange individer samlet omkring døde fisk. Kilder/henvisninger Mandahl-Barth, Skytte Christiansen, Østergaard. Hvad finder jeg på stranden. Side 122. Politikens Forlag. 12. udgave 1986. Snegle
1568	https://da.wikipedia.org/wiki/Stor%20dyndsnegl	Stor dyndsnegl	Stor dyndsnegl (Hydrobia ulvae) er en marin snegl i gruppen forgællesnegle, der har en 5-7 millimeter høj skal. Den ses ofte i meget stor mængde på sand- og slikvaderne i de mere salte dele af vore farvande. Stor dyndsnegl findes ofte sammen med slikkrebsen. I Vadehavet på Sønderjyllands vestkyst har man fundet indtil 60.000 pr. kvadratmeter. Levevis Dyndsneglen lever af nedbrudt organisk materiale eller alger som fx havsalat (Ulva lactuca), der har givet den store dyndsnegl dens videnskabelige artsnavn. Blandt dens naturlige fjender tæller f.eks. hættemågen. Når vandet trækker sig tilbage ved ebbe, følger mågerne efter på havbunden og tager dyndsneglene. Det kan gøre ondt at træde på dem med bare fødder på grund af de spidse skaller. Kilder/Henvisninger Snegle
1569	https://da.wikipedia.org/wiki/D%C3%A5dyr	Dådyr	Dådyr (Dama dama) er en drøvtygger, der tilhører hjortefamilien. På mange punkter ligner det kronhjorten, men er mere nøjsomt og mindre sky. Dådyret er derfor nemt at tæmme og findes i mange dyreparker, hvor det er muligt at komme helt tæt på det. I de senere år er der også opstået dådyrfarme, hvor dyrene avles til slagtning. I Danmark lever dådyret kun i få vilde flokke, mest talrigt på Øerne, især på Midt- og Sydsjælland, Lolland, det sydøstlige Fyn og Langeland. I Jylland er dådyret mere spredt, men har dog gennem de seneste årtier bredt sig til mange nye lokaliteter. Siden midten af 1980'erne er der generelt sket en markant stigning i jagtudbyttet af arten. Historisk udbredelse Dyret levede i det meste af Europa i perioden før sidste istid, men under istiden blev dyret trængt tilbage til den asiatiske del af Tyrkiet, hvor det nu anses for at være hjemmehørende. Men allerede i antikken, 1.000 år før vor tidsregning, indførte fønikerne dyrene som offerdyr for guden Baal til Rhodos, hvor de stadig er at finde i landets våbenskjold. Romerne førte dyrene videre derfra til bl.a. Grækenland, Spanien og Nordafrika. I middelalderen indførtes dyrene som jagtvildt i Mellemeuropa, Nordeuropa og Storbritannien, og i nyere tid er dyrene sågar indført i New Zealand, Australien, Nordamerika, Japan og Madagaskar. Dådyret er i Danmark allerede omtalt i Kong Valdemars Jordebog i år 1231. Udseende Dådyret er normalt rødbrunt om sommeren med hvide pletter på ryggen, lys bug og ben og en mørk rygstribe, men brunsorte og hvide eksemplarer findes også. Om vinteren bliver dyrene gråbrune uden pletter. Dådyret har en højde på 75-100 cm over skulderen og en hale på 15-20 cm. Handyrene, dåhjortene, vejer omkring 60-100 kg, mens hundyrene, dåerne, vejer omkring 35-50 kg. Dyrene har hvidt spejl (hvid bagdel) med en bred sort indramning, og halen er hvid på undersiden og har en bred sort stribe på oversiden. Man siger derfor at der står "111" bag på dådyret. Dyrene bliver op til 16 år gamle. Fodspor De enkelte spor kendes på at være aflange med mestendels lige sider. I tydelige spor udgør tåpuderne hele den bageste del af sporet. Sporets størrelse er hos dåen og den etårige hjort 5-6 cm langt og 3,5-4 cm bredt, mens det hos ældre hjorte bliver op til 8 cm langt og 5 cm bredt. Størrelsen ligger cirka midt imellem rådyrs og krondyrs. Gevir Dådyrets gevir, der kun bæres af dåhjorten, er bredt og skovlagtigt i formen med takker på bagkanten. Det vokser frem i løbet af sommeren og fejes hvert år i august-september og kastes igen året efter i maj-juni. Hvert år vokser et nyt gevir frem igen, og som dåhjorten bliver ældre, bliver disse gevirer større og større. Efter størrelsen af geviret og dermed dyrets alder kaldes hjorten en spidshjort (geviret er her to udelte spidser, og hjorten er 1 år gammel), stanghjort (geviret har en begyndende, men uregelmæssig plade og hjorten er to år gammel), halvskuffel (hjorten er nu tre år gammel) eller fuldskuffel (geviret er fuldt udvokset og hjorten er 4 år gammel). Føde Dådyret lever hovedsagelig af græs og blade fra løvtræer om sommeren og nødder, bær og bark om vinteren. Dådyrene græsser ofte i lysninger i skove med frodig vegetation om morgenen og ved aftenstid, mens dyrene i løbet af dagen ligger skjult i skyggen i den tættere vegetation og fordøjer føden. Dådyret drikker sjældent, da dyret får det meste af sit væskebehov dækket gennem føden; specielt dugvådt græs er her en vigtig kilde. Forplantning Dåhjortene lever for sig selv; de opholder sig kun med dåerne i brunsttiden, hvor dåhjortene forsvarer retten til dåerne. Dåhjorten markerer sit revir i brunsttiden med urin og et brøl, der lyder som et kraftigt snork. Dyrene søger til en større lysning – en brunstplads, hvor dåhjortene kæmper om at forsvare midten. Den stærkeste dåhjort får adgang til midten af brunstpladsen, hvortil de fleste dåer søger. I denne tid tager dåhjorten stort set ikke føde til sig, da al tid går med forsvar af retten til forplantning. Brunsttiden varer fra oktober til begyndelsen af november. Drægtighedsperioden er ca. 230 dage, hvorefter der fødes en eller sjældnere to kalve i maj-juni. Kalvene dier i 8 måneder, og de bliver kønsmodne omkring 1,5 års alderen. De små kalve ligger gemt i vegetationen, indtil de er stærke nok til at følge med flokken, på dansk kaldet rudel, som dannes af dåerne og kalvene. Den plettede pels giver de små kalve en god kamuflage, der skjuler dem fra rovdyr. Jagt Dådyrets naturlige fjende er først og fremmest ulven, men denne er efterhånden yderst sjælden i naturen. Ræve og vildsvin kan dog finde på at tage kalvene. Ellers reguleres dådyrbestanden af menneskets jagt. Dådyr er i Danmark ikke lovlige at jage med haglgevær, kun riffel og bue. Jagttiden for dåhjorte er fra 1. september til 31. januar, og for dåer og kalve fra 1. oktober til 31. januar. Dådyr nedlægges hovedsagelig ved trykjagt og pürsch. Dådyrkød giver gode store bøffer og stege; kødet smager mildere end rådyrkød og har meget grovere fibre. Den slagtede kødvægt er ca. 50 % af totalvægten. Kødet af en brunstig dåhjort smager og lugter grimt og egner sig kun til krydrede, røgede spegepølser. Kilder/Henvisninger DMU: Nr. 512: Kronvildt, dåvildt og sikavildt i Danmark – Forekomst og jagtlig udnyttelse i jagtsæsonen 2001/2002 Hjorte Danmarks pattedyr
1570	https://da.wikipedia.org/wiki/D%C3%B8gnfluer	Døgnfluer	Døgnfluer er en orden af insekter, der er knyttet til ferskvand. Mange døgnfluers voksne liv varer kun få timer – deraf deres navn. På verdensplan findes cirka 2.000 arter, heraf lever omkring 200 i Europa, hvoraf 43 arter er truffet i Danmark. Døgnfluerne er de mest oprindelige af de flyvende insekter og har en række bygningsmæssige træk, man ikke finder hos andre vingede insekter. Ordet "døgnflue" anvendes også om noget, der ikke er langtidsholdbart, fx et musikhit, der hurtigt forsvinder igen. Livscyklus Livscyklus hos døgnfluerne er: Æg, nymfe, dun (subimago) og spinner (imago). Døgnfluerne har ikke noget puppestadium, men gennemlever en såkaldt ufuldstændig forvandling. Æggene klækker til små larver, nymfer, hvis levetid under vandet normalt er et år. Nymfestadiet kan dog, afhængig af art, strække sig fra et par måneder og helt op til to år eller mere. Nymfen skifter hud adskillige gange i sin levetid og bliver for hvert hudskifte lidt større og kommer gradvis til at ligne det sidste stadium i nymfens liv. Døgnfluerne har som de eneste insekter to stadier med vinger. Det første er subimago-stadiet, som de færdigudviklede nymfer skifter til. Nymfehuden sprækker da langs hovedet og ryggen, og det vingede insekt kan krybe ud af nymfehuden. Som subimagoer flyver de ind til bredden af vandløbet eller søen, hvor de sætter sig på planter eller sten og ofte straks skifter til det egentlige voksenstadie, imago. Den voksne døgnflue, imago, lever kun få timer eller dage. Hannerne hos arter, der parrer sig i luften, danner i lune sommeraftener store sværme langs bredden. Døgnfluen dør samme dag, som den har lagt æg. Udseende Nymfer Døgnfluenymferne vokser i løbet af et år fra få millimeter og op til fuld størrelse, der ofte er flere centimeter. De kan variere kraftigt i udseende afhængigt af, hvilket økosystem de er tilpasset, eksempelvis om de lever i hurtigt eller svagt strømmende vand. De fleste arter, herunder alle danske, har tre haletråde, mens nogle få har to. Nymferne er udstyret med såkaldte gælleblade, der udgår fra bagkroppen, og bruges til at vifte friskt, iltholdigt vand hen over kroppen, for at hjælpe åndedrættet, eller hos andre arter optage ilt direkte fra vandet. Nymferne har i de sene hudskifter facetøjne og synlige vingeanlæg. Nymferne kan variere fra cremefarvede over oliven og til sorte nuancer. Subimago Døgnfluer i stadiet subimago kendes på de matte vinger. Imago Vingerne er skinnende og ofte klare. Normalt findes to par vinger, hvor forvingerne er de største. Enkelte arter har kun ét par vinger, idet bagvingerne mangler. Hos nogle arter har hannerne stærkt forhøjede øjne, såkaldte turbanøjne, der ikke kendes fra andre insektordener. De fleste arter er brunlige i kuløren, men med en noget lysere underside. Der er dog også helt gule arter, som Heptagenia sulphurea. Levevis Døgnfluenymferne lever sædvanligvis af fastsiddende alger, planteplankton eller organisk materiale, det såkaldte detritus, der findes på bunden af vandløb og søer. Egentlige rovdyr blandt døgnfluenymferne er sjældne. De kan leve frit svømmende, kravlende eller gravende. Voksne døgnfluer tager ikke føde til sig. Hannerne parrer sig med hunnerne og dør umiddelbart efter. Hunnerne hos nogle arter flyver efter parringen mod vandløbets strømretning og lægger æg så højt oppe ad vandløbet som muligt, inden de dør. Denne modstrømsflyvning kompenserer for, at larverne gennem deres levetid bliver fanget af strømmen og føres ned ad vandløbet. Klassifikation Eksempler på døgnfluefamilier, der er repræsenteret ved danske arter: Baetidae. Slægten Baetis. Caenidae. Ephemerellidae. Ephemeridae. Heptageniidae. Leptophlebiidae. Siphlonuridae. Kilder/Henvisninger Hans Hvass (red.) Danmarks Dyreverden, bind 2, Hvirvelløse dyr, side 9-13. 2. udgave, Rosenkilde og Bagger 1978. . Danmarks Fauna. Esben Petersen (1869-1942). Guldsmede, Døgnfluer, Slørvinger og Copeognather. Forlagt af G. E. C. Gad, København 1910.
1580	https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%98rentviste	Ørentviste	Ørentviste (Dermaptera) er en orden af insekter, der er udbredt over størstedelen af verden. I alt kendes omkring 2.000 arter, hvoraf fem er udbredt i Danmark. Ørentviste har en karakteristisk tang på bagkroppen og tynde hindeagtige vinger, der er foldet sammen under korte dækvinger. Ørentviste har ufuldstændig forvandling, det vil sige uden puppestadium. Det sidste af de fire larvestadier kaldes gerne nymfestadiet. Ørentviste kan have yngelpleje, hvor moren passer æg og undertiden også unger. Ørentviste er lyssky dyr, der ofte træffes flere sammen, fx under sten, bark eller vissent løv. De ses desuden i frugter, under blade eller i blomster, hvor de kan fortære støvveje og støvdragere. Ud over plantedele kan ørentviste leve af mindre dyr som bladlus. Arter I Danmark findes fem vildtlevende arter: Almindelig ørentvist (Forficula auricularia). Den almindelige ørentvist, der er udbredt i hele Danmark og i øvrigt i store dele af verden, er cirka 10-14 millimeter lang. Hos hunnen er tangen 3,5-5 millimeter, og hos hannen 4-9 millimeter. Den har ildelugtende stinkkirtler. Farven er rødbrun med gullige vingeskæl (de udragende flyvevinger) og dækvinger. Man ser sjældent den almindelige ørentvist flyve. Ørentvisten bemærkes især i august, hvor ungerne er udvoksede. Parringen foregår om efteråret. Senere går den i vinterhi. Hunnen kan grave en hule under en sten eller eksempelvis benytte en regnormegang. Hannen tilbringer oftest vinteren sammen med hunnen. Om foråret forlader hannen hulen, og hunnen lægger sine æg, som den derefter passer. De holdes fri af skimmelsvampe og døde æg fjernes. Når æggene klækkes, stopper yngelplejen, men den bliver hos ungerne. Efter et stykke tid dør moren og ungerne fortærer den. Ungerne skal igennem fire hudskifter, før de er udvokset. Det nye hylster er helt hvidt, men efter 6-7 timer er det nye mørkt og stift. En hvid ørentvist er derfor ikke en albino. Buskørentvist (Apterygida media) er 6-10 millimeter lang og gul til rødbrun. Dækvingerne er større og dækker helt de mindre udviklede flyvevinger. Hannen har en indadrettet tand på hver tangarm. Skovørentvist (Chelidurella acanthopygia) er 6-13 millimeter lang og rødlig, brunlig eller gullig. Dækvingerne er reduceret til to lapper, der er vokset fast til brystets overside. Hannens fangarme er halvcirkelformede. Lille ørentvist (Labia minor) er 4-5 millimeter lang og gulbrun med en fin behåring, der giver et gyldent skær. Dækvinger og flyvevinger er normalt udviklede. Hannens tangarme er fint tandede på indersiden. Den ses ofte flyvende, både dag og aften. Sandørentvist (Labidura riparia) er 13-26 millimeter lang og varierer i farve fra gul og sort til brun. I Danmark er den ofte bleggul med en bred mørk rygstribe på bagkropppen. Dækvinger er mørkebrune og flyvevinger veludviklede. Hannens tangarme er svagt indadkrummede med en lille, indadrettet tand lidt bag midten. Føden består hovedsagelig af insektlarver og edderkopper eller lignende. Overvintringen foregår i op til to meter lange overvintringsrør. Myte Det er en myte at ørentviste lægger æg i menneskeører. Myten er opstået på grund af insektets navn, der dog i virkeligheden kommer af formen og aftegningerne på ørentvistens vinger, som bærer en stærk lighed med et menneskeligt øre. Det sker dog at ørentvisten (som det også kan ske med andre smådyr) forvilder sig ind i menneskers øregang. Nogle mennesker har ligefrem en fobi for at sove uden at have ørerne dækket til, på grund af frygten for at der flytter en ørentvist ind.. Ørentviste i litteraturen I James Joyces sidste roman Finnegans Wake er Ørentvisten/ H. C. Earwicker en gennemgående person. Evolution De første fossiler af ørentviste kendes tilbage fra Sen Trias til Tidlig Jura, ca. 202 millioner år før i dag. Der er dog grund til at tro at gruppen kan være endnu ældre, muligvis tilbage fra Karbon-tiden. Der kendes ca. 80 arter af fossile arter af ørentviste i dag, hvoraf de ældste er fundet i England og Australien. I Danmark kender vi fossiler af ørentviste bl.a. fra Tidlig Eocæn i Fur Formationen (fra moleret) og fra det baltiske rav. Kilder/Henvisninger Peter Esben-Petersen (1869-1942). Danmarks Fauna. Ørentviste, Kakerlakker og Græshopper. Forlagt af G. E. C. Gad, København 1909. Hans Hvass, Danmarks Dyreverden, bind 2, Hvirvelløse dyr, side 57-63. 2. udgave, Rosenkilde og Bagger 1978. . www.dn.dk: Øretvist i skjul Hentet 1. juni 2015.
1581	https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%98sters	Østers	Østersen (Ostrea edulis), også kaldet europæisk østers, limfjordsøsters eller flad østers, er en 8-15 centimeter stor, marin musling, der lever langs Vesteuropas kyster, fra Vestnorge til Middelhavet, som regel findes på lavt vand. I Danmark lever østersen især i den vestlige Limfjord, og er i øvrigt temmelig sjælden. Derimod er den beslægtigede og invasive stillehavsøsters (Crassostrea gigas) almindelig i Danmark. Nogle steder dyrkes østers i særlige saltvandsdamme. Det latinske navn edulis betyder "spiselig". Udseende De gamle østers kendes på deres uregelmæssige, kraftige skaller, der har en bladet struktur. Der er stor forskel på højre og venstre skal. Den venstre, der er fasthæftet til underlaget, er hvælvet og skålformet, mens den højre er flad og fungerer som låg. Muslingen har ingen fod og har kun en enkelt lukkemuskel, der dog er kraftig. Europæisk østers adskiller sig fra stillehavsøsters (Crassostrea gigas), der er en invasiv art i Danmark, ved at have runde, ikke aflange skaller. En tredje østersart i Danmark er molboøsters (Arctica islandica), men den er ikke nært beslægtet med de andre østers, lever generelt nedgravet i sandet på havdybder over 10 meter, og dens runde skal har et koncentrisk stribet mønster. Levevis Østers lever af plankton, som den filtrerer fra havvandet. En enkelt østers alene filtrerer omkring 100 liter vand i døgnet, og smagen varierer derfor betydeligt fra sødt til metallisk eller cremet, fra salt til bittert eller nøddeagtigt – afhængigt af vandet, de lever i, saltholdighed, alger, temperatur og årstid. Strømforholdene afgør, hvor meget mad østersen får, og en velnæret østers smager af mere. Af samme grund ændrer en østers ret hurtigt smag, hvis den flyttes til en ny lokalitet. Januar regnes som den bedste måned for østers. Østers er cirka 10 måneder gammel, når den bliver kønsmoden. Den er hermafrodit, men er han og hun på forskellige tidspunkter. Det er svært at se forskel, for kønsorganet ses kun under befrugtningsprocessen. Som regel er de mindste dog hanner, og de største hunner. Østersen er særdeles frugtbar. En hunøsters afgiver omkring fem millioner æg, som befrugtes af nogle af hannens omkring 2,7 milliarder sædceller. I sin første levetid er østersen en han; men hvis temperaturen bliver højere end cirka 12 °C, og der er rigelig føde, skifter den i etårsalderen til et hunligt stadium og begynder at producere æg. Den kan senere i samme sæson gå tilbage til et hanligt stadium; men efter tre år er 90 % af alle østers hunlige. Larven måler cirka 0,1 millimeter og er fritsvømmende i nogle uger, hvorefter den sætter sig fast på f.eks. sten og skaller o forbliver har resten af livet, hvilket i reglen er omkring 10 år; undertiden betydeligt mere. Det tager tre-fire år for den at vokse op til spisestørrelse. En britisk biolog fiskede i 2011 verdens ældste dyr op fra havbunden og dræbte det med det samme. Dyret var en gammel molboøsters, som det senere viste sig havde lykkes med at blive hele 410 år gammel, selvom den var et lille dyr. Biokemi Biokemisk er østers meget mere komplicerede, end man hidtil har troet. Ved hjælp af DNA-sekventering har man konstateret, at der indgår 259 enzymer til at danne skallerne og eventuelle perler i stillehavsøsters. Udbredelse og indsamling i Danmark Det er blevet populært at tage på østersfangst eksempelvis i Vadehavet efter den invasive stillehavsøsters (Crassostrea gigas), som danner store banker og er i stand til at udkonkurrere de naturligt forekommende østers og blåmusling. Privat indsamling af østers bør kun foregå i den kolde del af året, da længere varmeperioder giver opblomstring af giftige alger, som kan ophobes i østers. Desuden bør indsamling undgås nær å- og spildevandsudløb, havne og lignende steder, da bakterier og virus kan optages i østers. Risiko for bakterier og virus kan reduceres betydeligt ved kogning i mindst ét minut, men dette fjerner ikke algegifte. Fødevarestyrelsen overvåger store dele af de danske farvande med østers for algegifte, bakterier og virus og kan lukke for kommercielt fiskeri og høst. I dag findes der i Danmark kun større bestande af den naturligt forekommende europæiske østers (Ostrea edulis) i Limfjorden. Dette er verdens nordligste og verdens største sammenhængende bestand af arten. De fleste andre steder i både Danmark og Europa er arter forsvundet eller gået kraftigt tilbage grundet parasitter og konkurrence fra stillehavsøsters. I nyere tid er den europæiske østers først etableret i Limfjorden i 1800-tallet, da vandets saltholdighed havde været for lav siden omkring år 1200, fordi Limfjorden var aflukket fra Vesterhavet af Agger Tange. Den europæiske østers anses generelt for at være en større delikatesse end stillehavsøsters. Langt størstedelen af de østers, som høstes i Limfjorden, sælges til udlandet. Europæiske østers i Limfjorden er ikke truet af de parasitter og sygdomme, som har ramt andre bestande af denne art, men som følge af en række relativt kolde somre (formering kræver relativt høje temperaturer) og et nyligt indtog af stillehavsøsters i Limfjorden, er kvoten for europæiske østers blevet begrænset. Desuden er den potentielt truet af japansk østersboresnegl (Ocinebrellus inornatus), en muslinge-spisende havsnegl, der oprindeligt kommer fra Østasien, hvor den hovedsageligt spiser stillehavsøsters. Sneglen er utilsigtet blevet indført til Europa, herunder Nissum Bredning, hvor den ligeledes spiser europæisk østers. Sneglen er også indført til Frankrig, Holland og Nordamerikas vestkyst. På grund af disse trusler forskes der i kunstigt opdræt og udsætning for at opretholde bestanden af europæisk østers i Limfjorden. Historie Den europæiske østers har historisk været en vigtig ernæringskilde i Danmark, og store mængder skaller er fundet i køkkenmøddinger helt tilbage fra Ertebøllekulturen 5200-4200 f.Kr. Nogle af disse bunker af østersskaller er op til to meter høje og 100 meter lange. Fossile østers er fundet så langt mod nord som i Troms i Norge. Stenalderens nordmænd spiste sjældent østersen rå, men kogte den som regel i sin egen saft på kanten af bålet. Frederik 2. og hans dronning sendte skibe til Norge efter østers. Så stor pris satte kongeparret på østers, at de i 1587 indførte eneret på østersfiskeri i Danmark, med dødsstraf for overtrædelse af forbuddet. I 1849 overgik retten til staten, som siden har forpagtet den ud til fiskere. Alle må frit indsamle stillehavsøsters til eget forbrug. Fjernelse af den invasive stillehavsøsters anses generelt som godt, da den udkonkurrerer de naturligt forekommende danske arter og ændrer fødekædebalancen. I dag anbefales omfattende indsamling af stillehavsøsters, da arten har bredt sig kolossalt som følge af milde vintre og mange steder fortrænger de oprindelige arter. Referencer Kilder og eksterne links Erik Pontoppidan om østers i 1753. Ad. S. Jensen og R. Spärck. Bløddyr II. Saltvandmuslinger. G.E.C. Gads Forlag. Bind 40 i Danmarks Fauna. København 1934. Hans Hvass (red.) Danmarks Dyreverden, bind 3, Hvirvelløse dyr, side 237-239. 2. udgave, Rosenkilde og Bagger 1978. ISBN 87-423-0076-2. Systema naturae 2000 (classification) – Taxon: Family Ostreidae Muslinger Akvakultur Skaldyr
1582	https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%98sters%C3%B8musling	Østersømusling	Østersømuslingen (Macoma balthica) er en 2-3 centimeter stor tallerkenmusling, der især er udbredt på lavt vand langs kysterne af Vesteuropa, Nordamerika og Japan i Nordatlanten samt i det nordlige Stillehav. Farven er hvid, gul eller rødlig. I Danmark er den almindelig langs kysterne på blød bund, hvor bølgeslaget ikke er for kraftigt som langs den jyske vestkyst. Østersømuslingen er den marine musling, der når længst ind i Østersøen, til den Finske og Botniske Bugt. Her findes den også på dybt vand. Levevis Østersømuslingen lever nedgravet i bunden og har to lange, adskilte ånderør, der henholdsvis sørger for indstrømmende frisk åndevand og udstrømmende brugt vand. Indstrømningsrøret kan bevæge sig som en støvsugerslange hen over bunden. Gennem dette rør finder muslingen også sin føde, der består af levende eller dødt organisk materiale, der suges ind. I modsætning til de fleste andre nedgravede muslinger, der har bagenden opad, ligger østersømuslingen på siden. Kilder/Henvisninger Hans Hvass (red.) Danmarks Dyreverden, bind 3, Hvirvelløse dyr, side 252-253. 2. udgave, Rosenkilde og Bagger 1978. ISBN 87-423-0076-2. Ad. S. Jensen og R. Spärck. Bløddyr II. Saltvandmuslinger. G.E.C. Gads Forlag. Bind 40 i Danmarks Fauna. København 1934. Systema naturae 2000 (classification) – Taxon: Macoma balthica Muslinger
1583	https://da.wikipedia.org/wiki/Edderfugl	Edderfugl	En edderfugl (uofficiel stavemåde blandt ornitologer: ederfugl) (fra oldnordisk æðr, latin: Somateria mollissima) er en andefugl, der især findes i det nordligste Nordamerika, Europa og Asien. Den er i Danmark både almindelig som ynglefugl og trækgæst fra det øvrige Nordvesteuropa. Beskrivelse Længden er 60-70 cm, vingefanget er 95-105 cm, og vægten 1200-2800 gram. Dens levealder er 10-15 år. Hos edderfugl er der stor forskel på fjerdragten hos han og hun. Hannen er i pragtdragt iøjnefaldende sort og hvid på Ryggen og halsen med Grøn Nakke Sort bug grønne nakkefjer, langt, trekantet næb. Hunnen er derimod brun eller gråbrun med en fin, sort tværvatring. Føde Edderfuglen æder især muslinger, snegle og krebsdyr, men kan også tage fisk. Den søger som regel sin føde i lavvandede områder, men kan dykke ned til 20 meters dybde. Muslingerne, der især er blåmuslinger, sluges hele, og skallerne males i stykker i kråsen. Den tager normalt muslinger, der er mindre end 2 cm lange. En edderfugl kan på et døgn æde lige så meget, som den selv vejer. Udbredelse I Danmark yngler ca. 25.000 par edderfugle. Den yngler almindeligt på øer og holme i de indre danske farvande samt i Vadehavet. Den er desuden almindelig som træk- og vintergæst, idet der om vinteren i de danske farvande opholder sig omkring 30 procent af den nordvesteuropæiske bestand. Nogle af verdens største kolonier af edderfugl findes i det vestlige Island, mens de største danske kolonier findes på Saltholm. Ynglebiologi Edderfuglen yngler i en alder af 3 år. Der lægges et kuld årligt med 4-6 æg, der udruges på 25-28 dage. Ungerne er flyvefærdige mellem 65 og 75 dage gamle. Noter Kilder/Henvisninger Tommy Dybbro og Henning Anthon: Politikens store fuglebog, samtlige danske fuglearter, 1994, side 77. Arktis' fugle Dykænder Danmarks fugle Grønlands fugle Subarktiske fugle
1584	https://da.wikipedia.org/wiki/Eremitkrebs	Eremitkrebs	Almindelig eremitkrebs (Pagurus bernhardus, tidligere Eupagurus bernhardus) er den almindeligste eremitkrebs på Europas atlanterhavskyst. Den er omkring 3,5 centimeter lang og lever på både sandet og klippefyldt bund fra de arktiske egne omkring Island og Svalbard til det sydlige Portugal. Udbredelsesområdet strækker sig dog ikke ind i Middelhavet. Den kan findes i salte strandsøer og fra tidevandszonen med dybder op til 140 meter. De mindre individer findes generelt på mindre vanddybder og mere kystnært end de større eksemplarer. Almindelig Eremitkrebs er ådselædere og lever af døde dyr og plantedele, men kan også finde føde gennem filtrering af havvandet hvis nødvendigt. Den benytter sig af sneglehuset fra en række sneglearter til beskyttelse af deres nøgne og bløde bagkrop. Ofte forekommer fastgroede søanemoner på sneglehuset. Eremitkrebsene skifter til gradvist større sneglehuse i takt med, at de vokser, og kæmper ofte indbyrdes om egnede sneglehuse. De har tit forkærlighed for huse fra særlige sneglearter. Referencer Eksterne henvisninger Hjemmesiden: http://www.naturligvis.u-net.dk/ Systema naturae 2000 (classification) – Taxon: Eupagurus bernhardus Tibenede krebsdyr
1585	https://da.wikipedia.org/wiki/Fiskehejre	Fiskehejre	Fiskehejren (Ardea cinerea) er en fugl, der er udbredt i Europa, Asien og store dele af Afrika syd for Sahara. Den lever af småfisk, frøer og krebsdyr, som den fanger på lavt vand i søer og moser og ved havet langs kysterne. Beskrivelse Fiskehejren er 84-102 cm fra næbspids. Den har et vingefang på 155-175 cm lang, omtrent som en stork, men betydeligt mindre end en trane. Den kan leve i op til 25 år. Benene stikker ud bag halen på flyvende fugle. Fjerdragten er grålig, dog med hvid hals og hoved samt sort nakketop. På siden af hovedet ses en sort stribe. Svingfjerene er sorte. Ungfuglene har til forskel fra ældre fugle grålig hals og sort isse og nakke. Fiskehejren har et højt, hæst skrig. Hejren flyver med halsen tilbagetrukket, mens stork og trane flyver med udstrakt hals. Forekomst i Danmark Fiskehejren er en almindelig ynglefugl i Danmark, hvor den ruger i små eller store kolonier i høje træer ved søer og kyster. Der findes over 100 hejrekolonier i Danmark, hvor bestanden i år 2000 blev vurderet til at være 6.000-7.000 par. Fra sidst i marts til først i april lægger hunnen 3-6 matte, blågrønne æg. Når hannen eller hunnen på reden hilser på sin ankommende mage, sker det ved at strække halsen. Fiskehejren ankommer til Danmark i begyndelsen af marts og trækker bort for at overvintre i Sydfrankrig, Spanien eller Portugal i september-oktober. En del fiskehejrer overvintrer dog i landet, og stadig flere fugle ses som vintergæster nordfra. Jagtteknik Fiskehejren jager sit bytte ved at stå helt stille i vandet og lure, indtil den pludselig hugger til. Alternativt kan den bevæge sig langsomt fremad, mens den spejder efter bytte. Dens lange ben tillader den at bevæge sig på temmelig dybt vand. Hattepynt og jagt Fiskehejren var tidligere efterstræbt på grund af dens bryst- og nakkefjer, der blev anvendt til pynt på hatte. I middelalderen blev den jaget, fordi dens kød blev anset som en delikatesse. Senere har den været udsat for jagt, fordi den blev anset som en konkurrent til fiskeriet. Efter jagtfredningen, der dog ikke gælder ved dambrug, er bestanden i Danmark næsten tredoblet i løbet af cirka 30 år. Noter Kilder/Henvisninger Benny Génsbøl, Nordens fugle - en felthåndbog, 1987. . Se også Stor blåhejre Danmarks fugle Europas fugle Hejrer
1586	https://da.wikipedia.org/wiki/Fj%C3%A6sing	Fjæsing	Fjæsingen (Trachinus draco) er en op til 50 cm lang pigfinnefisk med lange finner på bagkroppen og med giftpigge i den forreste rygfinne og ved gællelågene. Fisken har karakteristiske pletter og striber i gulbrunt, blåt eller grønt. Den vejer op til 1,9 kg og kan nå en alder af fjorten år. Navn Navnet fjæsing kommer af oldnordisk fjörsungr af en rod med betydningen «broget, stribet». Det videnskabelige artsnavn, Trachinus draco, betyder "hård drage", af græsk trachys = hård. Levevis Om dagen er fjæsingen en bundfisk, der ligger nedgravet i sandet, og derfor er særlig glad for de grunde, sandede områder på de dansk-svenske sider af Skagerrak. Det er også herfra, man har mest kundskab om arten. Om natten svømmer fjæsingen frit, på jagt efter små krebsdyr. Ved sensommer går den over til en kost mere præget af småfisk. Om vinteren trækker den ned på 20-30 meters dyb, hvor der er lidt varmere. Her ophører den nærmest med at spise, og i marts/april har 98 pct af fjæsingerne tomme maver, før de igen tager føde til sig og gør sig rede til at gyde i juni – august. Fjæsingen findes fra Trondheimsfjorden til Middelhavet og Nordafrika, men ikke i Østersøen. Den er spiselig. Giften dracotoxin Fjæsingens pigge har en fure på hver side, hvor giften dracotoxin («dragegift») produceres. Giftkirtlerne findes også ved gællelågene, så enten en fjæsing er død eller levende, må man aldrig holde den bag gællerne, som man ellers gør ved andre fiskearter. Dens stik er meget smertefuldt, og forgiftning af dracotoxin viser sig ved feber og hovedpine, kvalme, svimmelhed og ledsmerter. I alvorlige tilfælde er der rapporteret hjerterytmeforstyrrelser, kramper og åndedrætsbesvær. Imidlertid nedbrydes giftstoffet ved 45-50 varmegrader. Forgiftningen behandles derfor ved at anbringe stikstedet i varmt vand, eventuelt te eller kaffe, medbragt på termokande, men ikke skoldvarmt. Da stikkene ofte ledsages af infektioner med usædvanlige bakterier, kan antibiotisk behandling være påkrævet. Henvisninger Kilder C. V. Otterstrøm (1881-1962). Fisk I. Pigfinnefisk. G.E.C. Gads Forlag. Bind 11 i Danmarks Fauna. København 1912. Taxonomicon – Trachinus draco Eksterne henvisninger 9. juni 2012, bt.dk: Norge slår alarm: Dansk 'Helvedesfisk' på vej Ulkefisk Giftige dyr
1588	https://da.wikipedia.org/wiki/Danmarks%20historie	Danmarks historie	Danmarks arkæologiske historie begyndte ved slutningen af sidste istid. De seneste 12.000 år har det område, der i dag kendes som Danmark, været beboet af mennesker. Den egentlige historiske periode begyndte omkring 500 e.Kr., da folket danerne fremkom i skriftlige kilder (Jordanes og Procopius). Fra kristningen af danerne omkring år 960 eksisterede en kongemagt i Skandinavien, som omtrent beherskede det nuværende danske område: Portugal og det danske kongehus danner Europas ældste ubrudte regentlinje. Dronning Margrethe 2. kan føre sin slægt tilbage til den oldenborgske slægt i det femtende århundrede, og derfra kan en række danske anelinjer føres tilbage til første halvdel af 900-tallet. Danmarks historie har været påvirket af placeringen mellem Nordsøen og Østersøen: Danmark lå mellem Sverige og Tyskland og kæmpede med dem om overherredømmet i Østersøen. Med Sverige kæmpede Danmark længe om herredømmet over Skåne og Norge, og med Hanseforbundet, tyske fyrster og hertuger i lang tid om hertugdømmerne Slesvig (dansk len) og Holsten (tysk len). Desuden har Danmark i de sidste tusinde år ofte været i konflikt med Sverige og de tyske og gottorpske fyrster om deres landområder. Konflikter, som endte med afgivelsen af Skåne, Halland og Blekinge og Norge til Sverige og med afståelsen af Slesvig og Holsten til tyske stater. Ved afståelsen af Norge i 1814 beholdt Danmark de norske provinser Færøerne, Grønland og Island. Nordslesvig kom tilbage efter en folkeafstemning ved genforeningen i 1920, mens Island erklærede sig fri af personalunionen med Danmark i 1944. Forhistorie frem til sen Jernalder (500 e.Kr.) De første sikre beviser på bosættelse er fra omkring 10.000 år f.Kr., hvor de første beboere i Danmark levede af at jage, fiske og samle. Ager- og husdyrbrug vandt indpas omkring 4000 år f.Kr., da landbruget kom til landet og det fik for alvor området til at udvikle sig, befolkningen voksede, og de første rigtige tegn på kultur og religionsdyrkelse begyndte at vise sig i form af stengrave og jættestuer. Samtidig med indførelsen af bronze i Danmark omkring 2000 f.Kr. begyndte en overklasse at dominere samfundet. De meget store og rigt udsmykkede grave vidner om det. Bronze var et kostbart metal. Omkring 500 f. Kr. blev samfundet ændret, da folk lærte at udvinde og anvende jern. Bønder kunne i mosen finde myremalm, der indeholdt jern, og selv frembringe gode, holdbare redskaber og våben. Jernalderen var præget af en markant befolkningstilvækst, da nye og bedre redskaber kunne opdyrke jorden bedre og bygge både. Handelen blomstrede, som fund af romerske smykker, mønter og våben vidner om. Danerne og vikingerne (500-1050 e.Kr.) Om danernes oprindelse kan kun gisnes. Nogle kilder taler om, at danerne udgik af Sveas rod: at de vandrede ind fra Sverige. Hvis det er tilfældet, så har de ikke fortrængt den oprindelige befolkning, men har måske som en herskende klasse lagt de indfødte under sig og fortrængt den indfødte kultur. Den første danerkonge, som omtales i udenlandske kilder, hed Chlochilaicus, fortæller en krønikeskriver fra 590 e.Kr. Noget tyder på, at Danmark på dette tidspunkt var præget af større herskabsområder eller høvdingedømmer, og måske var det allerede ved at være et samlet kongerige. Den 800 m lange Kanhavekanal, der blev gravet gennem Samsø cirka 700 e.Kr., vidner om en vis magt. Det gør bygningen af Dannevirke også: den har skullet beskytte et større område mod truslen fra sakserne mod syd. Vi ved fra skriftlige kilder, at vikingerne hærgede løs i 793 og at klostret Lindisfarne blev plyndret af dem. De næste 250 år dominerede de skandinaviske vikinger store dele af Nordeuropa takket være deres hurtige og sødygtige langskibe. De bragte vikingernes til Amerika i vest og Det Kaspiske Hav i øst. Vikingerne plyndrede ikke kun, men handlede også i stor stil. Bl.a. hentede de trælle i Østeuropa og solgte dem i vest. De koloniserede og bosatte sig også i Normandiet og på Island, og de besatte store dele af England og gennemførte dansk lov (Danelagen) i området. Gorm den Gamle, der døde i 958, regner vi for den første danske konge: hans søn Harald Blåtand skrev det på Jellingstenene, hvor Harald også brystede sig af at have "gjort danerne kristne" ca. 960. Kristendommens indtog i Danmark Vikingerne kom i tæt kontakt med andre folk og kulturer, og det var uundgåeligt, at de kom i kontakt med den hastigt voksende monoteistiske religion kristendommen. Historikere mener, at engelske missionærer allerede omkring 700 forsøgte at omvende de asatroende daner. Andre missionærer fortæller, hvor svært det var at vinde gehør hos de ugudelige vikinger. Det var missionæren Ansgar, der fik held til at oprette en kirke sågar i vikingernes største by, Hedeby. Men Ansgars projekt måtte opgives, og æren for at kristne danerne tilfaldt den tyske missionær Poppo, der hundrede år senere (omkring 960) døbte kong Harald Blåtand ved Poppostenen. Om det skyldtes Haralds sande, religiøse følelser er usikkert. Der var snarere tale om et forsøg på at beskytte sig under pavens og kristendommens kappe og undgå hellig krig fra Sydeuropa. Men den nye religions fredsbudskab bremsede ikke vikingernes krigs- og erobringstogter. Svend Tveskæg underlagde sig omkring år 1000 store dele af Norden og derefter hele England, der havde gjort oprør mod den danske overmagt. Hans søn Knud den Store formåede en tid at konsolidere vikingeimperiet, men tiden var ved at løbe fra vikingerne. Middelalderen Vikingeimperiets undergang De danske vikingers stjerne var for nedadgående fra slutningen af Knud den Stores regeringstid. Norge rev sig fri i 1030, og med Knuds død i 1035 begyndte det store vikingeimperium for alvor at knage i fugerne, da England gik tabt. Da kong Knud den Stores søn Hardeknud døde i England i 1042, tilhørte den danske trone i en årrække den norske konge. Svend Estridsen, der var den nærmeste arving tog kampen op og vandt den danske trone i 1047, men Danmarks tid som dominerende magt i Nordeuropa var slut. Nu var Danmark et land på lige fod med nabolandene (se fig 2). Kirker og kongestrid Svend Estridsens kongetid begyndte med hærgen og uro fra den norske kong Harald Hårderåde, men senere opnåede Danmark fred både indadtil og udadtil, og Svend kunne konsolidere og forstærke sin magt. Fem af Svend Estridsens sønner skulle blive konge de næste mange år. Helt uden problemer var tiden ikke. I 1086 blev Svends søn Knud den Hellige dræbt af utilfredse stormænd, og mordet indledte en længere kaotisk periode. Sandsynligvis følte stormændene, at kongen tiltog sig stadig større magt på deres bekostning. Kirken fortsatte gennem kristendommen at øge sin indflydelse. Kirkens stigende magt udmøntede sig bl.a. i indførelsen af tiende, kirkeskat. Takket være den stigende velstand kunne kirken manifestere sin magt langt tydeligere ved hjælp af de op imod 2000 stenkirker, der afløste trækirkerne i det 12. århundrede. I 1103 fik Erik Ejegod pavens tilladelse til at oprette et ærkebispesæde i Lund, og dermed blev den danske kirke frigjort af ærkebispesædet i Hamburg. Efter en 30 år lang fredsperiode under Kong Niels (1104-1134) betød drabet på Erik Ejegods søn, Knud Lavard, at der kom 25 års borgerkrigslignende tilstande med fejder mellem slægter, der alle bejlede til tronen. Disse tilstande slutte først med Valdemar den Stores kroning som enekonge i 1157. Valdemarerne fra år 1157 Valdemar den store Med sejren over sin rival Svend Grathe i 1157 blev Valdemar den Store konge over hele Danmark og havde held til at konsolidere sig fra starten. Det afsluttede lang tids intern uro og indvarslede 100 års opgangstid for kongeriget. Uden en stærk, dansk kongemagt havde det slaviske folkeslag venderne i Nordtyskland hærget og bosat sig i det sydlige Danmark (byendelsen -itze på Lolland er sandsynligvis vendisk). Valdemar den Store indtog vendernes hovedby Arkona på Rügen og erobrede Rügen. Valdemars ven og fosterbroder, biskop Absalon, fik overdraget borgen ved byen Hafn, det senere København, og Saxo Grammaticus skrev Gesta Danorum, "Danernes bedrifter". Under Knud 6. (1182-1202) havde Absalon meget stor indflydelse på styret. Økonomien blev væsentligt forbedret, og flere handelspladser kendes fra den tid. Danskerne handlede især med Østersøens hovedprodukt, silden. Politikken fra Valdemar den Stores tid blev dygtigt fortsat med korstog mod de slaviske folkeslag især i Baltikum, og i slutningen af 1100-tallet var Danmark det stærkeste land ved Østersøen med besiddelser fra Holsten over Nordtyskland til Estland. Det var populært at benytte kristendom og mission til at føre magtpolitik mod hedninger for at få støtte fra den magtfulde kirke og paven. Det lykkedes Valdemar den Store og Knud 6., der havde en biskop ved deres side. Det understreger, hvor godt samarbejdet mellem konge og kirke fungerede. Valdemar Sejr Østersøimperiet bestod dog ikke længe, for i 1223 blev Valdemar Sejr taget til fange af grev Henrik af Schwerin, der blev støttet af andre tyske fyrster og den tyske kejser. De tyske købstæder og fyrster var utilfredse med danskernes fremmarch i Østersøen, og som løsesum krævede de opgivelsen af Danmarks nordtyske besiddelser. Det accepterede Valdemar Sejr. Efter et nederlag til esterne i 1227 var det slut med de danske opgangstider i Østersøen. Valdemar Sejr nåede at indføre Jyske Lov. De næste konger havde svært ved at hævde deres magt over for adel og kirke, og tyske fyrster forsøgte hele tiden at destabilisere Danmark. Da Christoffer 1. blev konge i 1252, var prisen for at bryde arvefølgen en lang række indrømmelser til stormændene. Kongemagten havde svært ved at hævde sig økonomisk og politisk, og efter Christoffer 1.'s død i 1259 var Danmark nærmest åbent for fjendtlige nordtyske fyrster og hertuger. Med Christoffer d. 1.'s søn, Erik Klipping, forværredes nedgangen. For at beholde kongemagten blev han som den første tvunget af stormænd til at afgive løfter, en såkaldt håndfæstning, og han devaluerede mønten. Deraf måske hans tilnavn "Klipping", fordi han "klippede" mønten. Den kongeløse tid og Valdemar Atterdag Til sidst måtte kong Erik Menved tvunget af udgifterne til kostbare lejehære i 1319 skaffe penge ved at pantsætte store dele af Danmark. Efter et interregnum på otte år formåede den nyvalgte danske kong Valdemar Atterdag fra 1340 at genrejse det skrantende danske kongerige. Selv ikke pesten i 1351 kunne stoppe Atterdag fra at generobre tabt land som Skåne i 1361 og fra at indløse pant for resten af riget. En strid med Hanseforbundet 1368-1370, der så med mistro på Atterdags succes, var dog lige ved at koste det hele igen, men gennem diplomatisk snilde og taktisk klogskab lykkedes det at splitte alliancen mod Danmark. Kalmarunionen Valdemar Atterdag døde sønneløs, og hans femårige dattersøn, Oluf 2., blev valgt som konge. Olufs mor, Margrete 1., styrede reelt landet, og hun formåede at holde Hanseaterne væk med diplomati. En større bedrift var, at hun forenede hele Skandinavien gennem vedtagelsen af Kalmarunionen i 1397. Det skyldtes, at Sverige hellere ville regeres af hende end af den upopulære mecklenburger, kong Albrecht. Norge var allerede i 1380 kommet i personalunion med Danmark, da Oluf 2. var eneste arving efter den norske kong Håkon VI. Kalmarunionen udviklede sig hurtigt fra at være et samarbejde baseret på frivillighed til at være danske kongers undertrykkelse af de andre skandinaviske riger. Gennem det meste af det 15. århundrede forsøgte især svenskere uden held at opløse Kalmarunionen, men i 1523 efter Christian 2.'s stockholmske blodbad lykkedes det for Gustav Vasa i samarbejde med Lübeck at slå Christian 2. og genoprette Sverige som en selvstændig kongemagt. Kalmarunionen var død, men Norge og Danmark forblev i personalunion. Reformation, Adelsvælde og Svenskekrigene 1536 og Grevens Fejde Som følge af længere tids utilfredshed opsagde adskillige adelige deres "huldskab og troskab" til kong Christian 2. og indsatte i stedet hans onkel, hertug Frederik, som kong Frederik 1. Det og Martin Luthers lære, var i de næste ti år grund til borgerkrig: Reformationen begyndte at spille en rolle under de komplicerede magtforhold. Grevens Fejde er opkaldt efter grev Christoffer af Oldenburg, der stod i spidsen for det oprør, der krævede Christian 2. tilbage. Bondehære hærgede herregårdene mange steder i landet. Det blev til kamp mellem bøndernes/borgernes kandidat, Christian 2., og adelens kandidat, Frederik 1. Da Frederik 1. døde i 1533, blev han fulgt af Christian 3., der som ung hertug havde indført den lutherske lære i Slesvig og Holsten. Med hjælp fra sin holstenske feltherre, grev Johan Rantzau, og med støtte fra den danske adel lykkedes det i 1535-1536 den unge, protestantiske konge at vinde magten, og Danmark blev luthersk-evangelisk. Adelen opnåede en betydelig øget indflydelse: Kongerne skulle underskrive en såkaldt håndfæstning, der ofte blot tjente rigsrådet og adelens interesser. Konflikter mellem Danmark og Sverige På trods af Kalmarunionens opløsning havde Christian 3. i 1536 overtaget et rige, der stadig var Østersøens og Nordens mest betydningsfulde magt med besiddelser i Norge, det sydlige Sverige, det strategisk vigtige Gotland og Øsel. Dette forhold var noget, den ambitiøse svenske kongemagt ikke kunne leve med. I 1563 indledtes efter længere tids kold krig Den Nordiske Syvårskrig. Resultatet blev uafgjort, men krigen var et forvarsel om, at Sverige ikke ville vente længe med at slå til mod Østersøens danske stormagt, hvis chancen skulle byde sig. Konfiskeringen af kirkegodset forstærkede for en tid kongemagten over for adelen og gjorde økonomien god og stabil, men i slutningen af 1500-tallet blev en stabil højkonjunktur afløst af økonomisk stagnation. Christian 4. og fejlslagen politik Christian 4.'s kongetid er en af de mest beundrede i danskernes bevidsthed, og København viser talrige eksempler på hans store engagement og virkelyst. Men måske var hans ildhu for ustyrlig, for udenrigspolitisk blev hans regeringstid en af de værste i dansk historie. Efter en særdeles uheldig indblanding i den blodige trediveårskrig begyndte kong Christian 4. bevidst at tirre svenskerne, måske i ærgrelse over at Sveriges kong Gustav Adolf havde væsentlig større succes i sin kamp for den protestantiske sag i Tyskland end Christian. I 1643 fik svenskerne nok af de danske provokationer, og en svensk hær gik op i Jylland og tvang Danmark til at slutte Freden i Brömsebro. Danmark måtte afgive Gotland og Øsel, mens Halland midlertidigt blev underlagt svensk styre. Christian 4.'s efterfølger, Frederik 3. ønskede at genvinde det, der var tabt til svenskerne, og da Sveriges krigsglade kong Karl 10. Gustav havde rodet sig ind i et formålsløst og kostbart felttog i Polen, så Danmark det som en chance. Men Danmark kunne ikke sejre over svenskerne i Nordtyskland, der hjulpet af en usædvanlig kold vinter kunne gå over isen til Sjælland, som blev indtaget med undtagelse af København. Danmark var ved at ophøre som nation, og kongen så ingen anden udvej end at afstå de kernedanske provinser Skåne med Bornholm, Halland og Blekinge ved Freden i Roskilde i 1658. Fredsslutningen forhindrede ikke den svenske konge i endnu et forsøg på at indtage København. Enevælde og revanchistisk politik Kongen blev "i sin rede" og var stadig konge af Danmark-Norge. Nederlaget betød en styrkelse af kongemagten og et opgør med det adelsvælde, der havde haft stor indflydelse på dansk politik. Mange borgere og bønder var utilfredse med adelens militære svigt under svenskekrigene, og i 1660 støttede stænderforsamlingerne kong Frederik 3. i indførelsen af enevælden. Det danske monarki, der var et valgkongedømme, hvor stænderforsamlinger valgte kongen, blev nu et regulært arvekongedømme. Forbilledet var tydeligvis Frankrig, og de næste par år blev der indført en række reformer, som skulle gøre Danmark til et mere centraliseret og effektivt styret land. Christian 5.'s Danske Lov fra 1683 og Ole Rømers arbejde med at standardisere mål- og vægtskalaer er gode eksempler. Målet var bl.a. at genrejse det svækkede Danmark og genvinde de tabte danske provinser. På kort tid lykkedes det Frederik 3. og Christian 5. at gøre Danmark til en kapabel stat igen, og Skånske Krig 1675-1679 blev indledt af Danmark for at genvinde Skåne. Selv om krigen ikke endte dårligt, var de europæiske stater ikke interesserede i, at Danmark skulle beherske Øresund, og fredsslutningen blev derefter. Da forsøget på at genvinde Skåne mislykkedes for anden gang i Den Store Nordiske Krig 1709-1720, måtte Danmark indse, at de tidligere danske provinser var tabt for altid. Lang fred, oplysningstid og kort krig med store følger Den florissante periode i fredstid Efter flere hundrede år med krige, pest og dårlig økonomi, indtraf 80-år med fred og fremgang. Vel skulle Danmark betale af på en betydelig gæld efter fredsslutningen i 1720, men fra omkring 1750 begyndte en europæisk højkonjunktur at slå stærkt igennem i Danmark. Danmark lukrerede af at være neutral, mens de større stater, især Frankrig og England, udmattede hinanden i en række konflikter. Borgerskabets voksende betydning begyndte langsomt at spille en rolle i løbet af den sidste halvdel af det 18. århundrede. Derimod fik oplysningstiden i Danmark et specielt forløb med den sindssyge kong Christian 7.'s reformvenlige livlæge, Johann Friedrich Struensees korte regering. Den oplyste enevælde, som den fungerede bl.a. i Frankrig og Preussen, var et forbillede, og Danmark blev præget af franskmænd og tyskere i embedsstanden. Johan Hartvig Ernst Bernstorff, Andreas Peter Bernstorff og Christian Bernstorff var afgørende for den heldige danske politik. En vis tyskerlede og en spirende nationalfølelse begyndte at vise sig. Det udnyttede den nationalt sindede Ove Høegh-Guldberg, da han fik lagt tyskeren Struensee på hjul og stejle og tog magten i 1772. Han blev selv styrtet ved kronprins Frederiks (den senere Frederik 6.) kup i 1784. Den ivrige søfart og den store handel med fjerne lande betød en udvidelse af Danmarks oversøiske besiddelser i Indien (Trankebar), Caribien (De dansk-vestindiske øer) og Afrika (Ghana) og udgjorde dermed et højdepunkt i Danmarks kolonitid. Landboreformer Inden den Franske Revolution (en konsekvens af lang tids adelig arrogance og ligegyldighed over for de franske undersåtter) havde Danmark i 1788 besluttet at ophæve stavnsbåndet. Dermed fik fæstebønder muligheden for at blive frie. Det var især foranlediget af C.D.F. Reventlow. Selv om reformen ikke fik effekt med det samme, skabte den mulighed for, at driftige bønder kunne blive selvejere, og det gav markedet for fødevarer et enormt løft. Det var også et godt eksempel på, hvordan reformer fra oven kunne forhindre uro og utilfredshed i befolkningen. Det væbnede neutralitetsforbund og Napoleonskrigene Det blev sværere at opretholde den indbringende neutralitet, da englænderne var utilfredse med den danske handel med Frankrig. For at kunne forsvare sin neutralitet indgik Danmark et væbnet neutralitetsforbund med Sverige og Rusland. Det valgte England at tolke som en krigserklæring. Englænderne tog på straffeekspedition mod Danmark, og admiral Nelson vandt Slaget på Reden ud for København i 1801. De næste år fortsatte Danmark med at forsvare sin neutralitet, men blev uden varsel angrebet af England i 1807, hvor hele den danske flåde blev stjålet eller ødelagt; englænderne var bange for, at den store stærke flåde skulle falde i hænderne på Napoleon. Danmark havde altid været en stor søfartsnation og havde nu mistet sit magtmiddel. Landet gik bankerot i 1813, og ved Freden i Kiel året efter måtte Danmark afgive tvillingeriget Norge til ærkerivalen Sverige på grund af Englands angreb. Poul Martin Møller siger med nogen ironi: "Danmark er et lidet fattigt land". Rigsdelingen i 1814 Efter mere end 400 år blev tvillingeriget Danmark-Norge delt i 1814, da den norske del blev afstået til Sverige som følge af Napoleonskrigene. Norge var en mindre folkerig del af tvillingeriget, men havde sikret tvillingeriget og kongen i København store indtægter fra naturrigdomme. Begge riger anvendte det danske sprog, i Norge kaldt "norsk" der udvikledes til bokmål, og de kulturelle bånd mellem de to adskilte lande blev holdt i hævd. Borgerskab, guldalder og Grundlov Danmarks nye rolle Ved Wienerkongressen i 1814 bestemte de større magter Danmarks skæbne uden særlige hensyn til landet. Danmark var med et blevet et ubetydeligt land, der fuldstændig var underlagt de store magters vilje. Paradoksalt blev tiden en af de mest bemærkelsesværdige kulturperioder i dansk historie. Et væld af unge danske talenter inden for billedkunst, arkitektur, litteratur, ballet, digtning, filosofi m.m. fra begyndelsen af 1800-tallet til cirka 1850 gav den (omkring 1900) navnet Guldalderen. Det var, som om den nationale krise fik det bedste frem i Søren Kierkegaard, N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen, C.W. Eckersberg, Bertel Thorvaldsen, August Bournonville og H.C. Ørsted. To af dem var børn af borgerskabet i København, og de var del af en selvsikker nationalromantisk bevægelse, der også snart begyndte at blive politisk. Nationalliberalisme og vejen til Grundloven 1849 Mange af de unge skelede til udviklingen i de andre europæiske lande, hvor en bølge af nationalliberale bevægelser krævede frie forfatninger og frihed for det fremmedherredømme, som ofte forekom i de gamle monarkier: I 1830 udbrød en nationalliberal revolution i Frankrig, og flere i Danmark begyndte at stille krav. For at imødekomme krav fra borgerskabet udkastede kongemagten forslag om genoprettelse af stænderforsamlingerne rundt om i landet. Nu også med borgere og bønder. Da arbejdet trak ud, og kongen kun var villig til at lade forsamlingerne være rådgivende, bredte utilfredsheden sig. Få ville have en gammeldags stænderforsamling, hvor adelen og de store grundejere skulle nyde privilegier på bekostning af bønder og borgere. Kravet var frihed og lighed. Stænderforsamlingerne blev en snebold, der fik lavinen til at rulle, for selv om de kun havde rådgivningsmagt, blev de et forum for åben debat og ivrige diskussioner om bl.a. frie forfatninger. Skuffelsen var stor, da den nye kong Christian 8. ikke indfriede forventningerne om en forfatning, da han kom til i 1839. I løbet af 1840'erne blev Danmark rigere og De Nationalliberale under ledelse af Orla Lehmann blev styrket, så da revolutioner brød ud over hele Europa i 1848, blev danskerne ansporet til at kræve forandringer, og den nye kong Frederik 7. underskrev Grundloven den 5. juni 1849 og accepterede at afgive magten. Det konstitutionelle monarki var indført. Det slesvigske spørgsmål Det nationale element i den europæiske nationalliberale bevægelse skulle skabe problemer for Danmark og dets besiddelser i den dansk-tyske grænseregion. Mens Holsten som tysk len kun var beboet af tysktalende, boede der i Slesvig eller Sønderjylland, som var et dansk len, både dansk- og tysksindede. Her var en konflikt ved at bryde ud. I efterdønningerne af de europæiske revolutioner krævede slesvig-holstenere en fri forfatning, uafhængighed af Danmark, og Slesvigs optagelse i det tyske forbund. Ingen i Danmark var parat til at acceptere det, og Danmark gik i 1848 i krig mod hertugdømmernes oprørske befolkning. Efter Preussens udtræden af krigen lykkedes det for det nye danske demokrati at vinde over slesvig-holstenerne og forhindre Slesvigs løsrivelse. Det skrøbelige demokrati, nederlag og industrialisering Junigrundloven havde med ét skabt en fri forfatning i Danmark, og landet domineredes af nationalliberale, der stod i centrum af folke- og landstinget med de konservative godsejere fra Højre og bøndernes repræsentanter Bondevennerne på hver sin side. Ny grundlov og endnu en krig Slesvigs forfatningsmæssige status var uafklaret, og efter at det tyske forbund ophævede helstatsforfatningen i Holsten, besluttede Danmark at udskille det tyske Holsten fra Danmark, og indlemme Slesvig i Danmark med Novemberforfatningen fra 1863. Det var et brud på middelalderlige aftaler og London-protokollen fra 1852. Det gav Preussens kansler Otto von Bismarck mulighed for en militær indgriben, som endte med et totalt nederlag for Danmark. Grænsen til Tyskland lå nu ved Kongeåen lidt syd for Kolding, og det nationalliberale styre, der havde kastet Danmark ud i krigen mod Tyskland, afløstes af et konservativt styre de næste mange år. Industrialisering Mottoet "Hvad udad tabes skal indad vindes" bruges ofte om perioden efter den tabte krig i 1864. Citatet skyldes den københavnske digter H. P. Holst, der i 1872 udtalte ordene. Især landbruget blev udvidet, og en stor eksport til primært England blev en af hovedårsagerne til en økonomisk velstand, der også blev begunstiget af, at hele landet blev forbundet med jernbaner. Byerne eksploderede i vækst. I 1800 boede der 100.000 i København. Efter åbningen af voldene cirka 1850 og et byggeboom boede der omkring 1900 cirka en halv million. Den store industrialisering fik også konsekvenser politisk: en arbejderbevægelse begyndte at spire frem. Internationale, det senere Socialdemokrati, blev grundlagt i 1871 af Louis Pio. Det dominerende parti, Højre, hovedsageligt godsejere fandt sammen med en del bønder og tidligere Venstre-folk i skepsis mod arbejderklassen. Da Venstre fik flertal i Folketinget efter 1872, besluttede den godsejerdominerede regering under konseilspræsident J.B.S. Estrup at administrere landet uden om folketingsflertallet ved hjælp af provisoriske finanslove (provisorietiden 1875-94). Da Estrup gik af i 1894, beholdt Højre regeringsmagten til 1901. Systemskifte og verdenskrigene Folkestyre I 1901 blev Danmark et folkestyre i vestlig forstand med indførelsen af parlamentarismen ved systemskiftet, da det lykkedes Venstres flertal i Folketinget at fratage Højre regeringsmagten. Det skete ved at fastholde Folketingets eneret til at vedtage finansloven (statsbudgettet). Dermed blev det folketingsflertallet, som satte rammerne for lovgivning og magtudøvelse i Danmark, og kongen kunne ikke vilkårligt indsætte en regering. Det blev dog ikke Venstres leder I.C. Christensen, men J.H. Deuntzer, som fik posten som regeringsleder. Allerede i 1906 mistede Venstre sit absolutte flertal i Folketinget, og siden har intet parti haft flertal alene, og Danmark er blevet regeret af samarbejdende partier. Den danske parlamentarismen lyder: en regering kan ikke fortsætte, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig. Første verdenskrig Danmark havde som et lille land op til 1. verdenskrig ført en meget målrettet væbnet neutralitetspolitik, men balancerede på en knivsæg, for landet var økonomisk tæt forbundet med England og havde Tyskland lige mod syd. Danmark havde store fæstningsværker omkring København og havde udvidet hæren og var forberedt på det værste. Heldigvis var Danmark ikke af strategisk betydning, og landet kunne redde sig igennem krigen. Det lykkedes at få gennemført demokratiet, da de danske kvinder fik stemmeret til Folketinget den 5. juni 1915. Efter Tysklands nederlag kunne Nordslesvig genforenes med resten af landet efter en folkeafstemning i Sønderjylland. Der forblev dog et dansk mindretal syd for den nye grænse og et tysk mindretal nord for den. Mellemkrigstid Efter krigen skærpedes de politiske modsætninger mellem klasserne, og de liberale gik nu helt over til det tidligere Højre (nu det Konservative Folkeparti). Under den verdensomspændende, økonomiske krise i 30'erne, som også ramte Danmark meget hårdt, blev det Socialdemokratiet, der under Stauning og i samarbejde med de radikale regerede fra 1929 til 2. Verdenskrig. Det begyndte i løbet af 1930'erne at stå klart, at Europa meget vel kunne blive skueplads for en ny storkrig, men den danske hær blev ikke forøget, da det især var de radikales opfattelse, at det alligevel intet ville nytte mod den tyske hær Danmarks ringe størrelse og dårlige defensive landskab taget i betragtning. Anden verdenskrig På trods af Danmarks erklæring om neutralitet ved indledningen af 2. verdenskrig og stik mod den ikke-angrebspagt, Danmark havde indgået med det nazistiske Tyskland, besatte tyske tropper Danmark den 9. april 1940. Besættelsen var usædvanlig ved at Folketinget fik tilladelse til at fortsætte lovgivningsarbejdet, og at regeringen blev siddende. Besættelsesmyndighederne overlod meget af den daglige administration til danske myndigheder. Hær, flåde og politi var under våben og i funktion. Efterhånden gjorde tyskernes pres det besværligt at opretholde en tålelig hverdag for befolkningen, og den 29. august 1943 trådte regeringen tilbage efter stor uro og strejker. Nazisterne tog magten over landet, og den 19. september arresteredes politiet, og al politimagt var på tyske hænder. Det civile styre blev i nogen grad opretholdt gennem departementschefstyret til befrielsen den 5. maj 1945 og var med til at lette forholdene for befolkningen betragteligt. De to sidste krigsår voksede en modstandsbevægelse frem, som generede tysk krigsførelse tilstrækkeligt til, at Danmark blev betragtet som allieret ved krigens slutning. Det hjalp også, at det lykkedes at redde hovedparten af de danske jøder til Sverige ved en storstilet redningsaktion, så de undgik at blive deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. Efterkrigstid og kold krig Efter forgæves forhandlinger måtte de skandinaviske regeringer se i øjnene, at det ikke lod sig gøre at oprette et nordisk forsvarsforbund på grund af Sveriges insisteren på en neutral status. I stedet søgte Norge og Danmark optagelse i NATO, der blev dannet den 4. april 1949, mens Sverige og Finland erklærede sig neutrale. Danmark var blandt de stiftende lande i Forenede Nationer, men historien om at Danmark stillede store forventninger til organisationen er mødt med kritik. I dansksindede sydslesvigske foreninger og blandt visse danske politikere som venstre-statsministeren Knud Kristensen opstod der efter 1945 nye krav om en folkeafstemning om Sydslesvigs statslige tilhørsforhold. Et bredt flertal i Folketinget afviste det. I 1953 blev Grundloven ændret: Grønland ophørte med at være en koloni. Landstinget blev nedlagt. Der skulle folkeafstemning forud for afgivelse af national suverænitet. Kvindelig arveret til den danske trone; Frederik 9.s ældste datter Margrethe kunne blive regent på bekostning af arveprins Knud. I løbet af 1950’erne kom økonomien langsomt på fode igen, og regeringerne arbejdede videre på at skabe et trygt velfærdssamfund. Især kvindernes indmarch på arbejdsmarkedet blev skelsættende. Den stigende velstand betød, at selv almindelige mennesker kunne få råd til materielle goder: telefon, køleskab, bil, tv, charterrejse og efterhånden også parcelhus. Imens fortsatte afvandringen fra landområderne, og det fik to virkninger: industrien fik en betydelig arbejdskraftreserve, og landbruget blev tvunget til en hastig og omfattende mekanisering. De moderne tider satte deres præg på landskabet. Markerne blev pløjet med traktorer og høstet med mejetærskere. Mange kystnære områder blev udstykket til sommerhusgrunde. Fra 1956 blev motorvejsnettet udbygget både på Øerne og i Jylland. Det gav gode vilkår for vognmandserhvervet, og stik mod alle forventninger overtog lastbilerne mere og mere af godstransporten i landet. I 1973 blev Danmark medlem af EF, det senere EU. Samme år udbrød der krig mellem Israel og dets arabiske naboer, og derfor standsede de olieproducerende arabiske landes organisation, OPEC, produktionen af råolie. Den følgende usikkerhed og inflation gjorde verdensmarkedet ustabilt. Der fulgte en økonomisk nedgangstid, og Danmark måtte optage store lån i udlandet. Ved indgangen til 1980'erne havde Danmarks økonomi derfor store balanceproblemer: Lav vækst, høj arbejdsløshed, høj inflation samt underskud på betalingsbalancen og på de offentlige finanser. I løbet af 80'erne indførtes en klar fastkurspolitik, der efterhånden fik bugt med inflationsproblemet. Sidst i 1980'erne forsøgte regeringen ved hjælp af en meget stram økonomisk politik, blandt andet den såkaldte kartoffelkur, at vende betalingsbalanceunderskuddet til et overskud. Det lykkedes også i 1990, men på bekostning af at skabe en ret dyb lavkonjunktur, kendt som "de syv magre år" med stigende ledighed. Blandt andet som følge deraf gik denne tid under navnet fattig-firserne. Danmark efter 1990 Med østblokkens sammenbrud i 1989 blev Europa forandret med et slag. Men danskerne var tøvende over en stadig udvidelse af det europæiske unionsprojekt, hvilket et nej til Maastricht-traktaten i 1992 demonstrerede. I løbet af 1990´erne fortsatte de økonomiske reformer. Udbredelsen af arbejdsmarkedspensioner og flere skattereformer, der nedsatte rentefradraget, skabte en større dansk opsparing. En aktiv arbejdsmarkedspolitik formindskede den strukturelle ledighed. Samtidig lykkedes det den socialdemokratiske regering under Poul Nyrup Rasmussen med den såkaldte "kickstart" også at nedbringe den konjunkturbetingede arbejdsløshed markant, og såvel udlandsgæld som offentlig gæld blev efterhånden mindre. I løbet af 90´erne indtog Danmark en stadig mere aktivistisk udenrigspolitik i forhold til tidligere og involverede sig internationalt med soldater i fredsskabende aktioner i Jugoslavien. Under Kosovokrigen i 1999 deltog danske jagerfly i bombardementet af serbiske, militære mål. Som den første venstremand siden 1975 blev Anders Fogh Rasmussen statsminister ved valget i 2001. Valget handlede især om indvandring og flygtningepolitik. Dansk Folkeparti vandt stadig flere vælgere fra Socialdemokratiet. I 2004-08 var der igen højkonjunktur, arbejdsløsheden faldt til under 3 procent, og både den danske udlandsgæld og den offentlige nettogæld blev efterhånden helt afbetalt. Højkonjunkturen og den økonomiske politik førte dog også til en prisboble på boligmarkedet, der forstærkede problemerne i den efterfølgende finanskrise. I 2005 og 2007 vandt Anders Fogh Rasmussen igen folketingsvalgene. Han havde trukket flertallet af de danske soldater ud af Irakkrigen, som var blevet stadig mere upopulær i befolkningen. Danmark havde i 2010 stadig omkring 500 soldater i Afghanistan som led i Krigen mod terrorisme. I 2009 blev Anders Fogh Rasmussen udnævnt til generalsekretær for NATO og finansminister Lars Løkke Rasmussen overtog regeringsmagten. Han tog initiativ til tilbagetrækningsreformen, men mistede posten som regeringsleder ved valget i 2011, hvor socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt dannede regering med Det radikale Venstre og SF. Hun blev dermed den første kvindelige statsminister i Danmark. Se også Danmarks dronninger Danske sagnkonger Danske adelsslægter Danske krøniker Danske besiddelser Kongerækken Københavns historie Statsministre fra Danmark Tidslinje for Danmarks historie Fodnoter Kildesamlinger på internettet Litteratur Udgivet i Danmark af Akademisk Forlag under . Eksterne henvisninger Mare Balticum – Årstalsliste Kildearkiv og samling af ytringer fra dansk kulturkamp Europas historie Holocæn Weichsel-istiden Pleistocæn
1590	https://da.wikipedia.org/wiki/1945	1945	Konge i Danmark: Christian 10. 1912-1947 Se også 1945 (tal) Begivenheder Januar 1. januar – Tyskerne begynder tilbagetrækning fra Ardennerne 1. januar - De Forenede Nationer (FN) træder sammen for første gang 2. januar – Én af besættelsens største enkeltsabotager fandt sted, da modstandsgruppen BOPA sprængte radiofabrikken Torotor i Ordrup i luften 7. januar - ved en fejl går et amerikansk jagerfly til angreb på en holdende passagertog på Aarup station. 14 dør og 31 bliver såret 9. januar - Den amerikanske hær invaderer Luzon på Filippinerne 12. januar – Sovjetunionen begynder en massiv offensiv mod Tysklands østlige provinser. 17. januar – Den svenske diplomat Raoul Wallenberg forsvinder sporløst i Ungarns hovedstad Budapest. 17. januar – Sovjetiske styrker "befrier" Warszawa – og besætter byen. 17. januar – Josef Mengele, forlader hurtigt Auschwitz, bare 10 dage inden lejren bliver "befriet" (Mengele druknede senere i 1979 i Brasilien) 18. januar - Apollo-teatret i København bliver sprængt i luften ved tysk schalburgtage eller kontrasabotage, som tyskerne kaldte det 25. januar - Ardenneroffensiven, nazisternes sidste modoffensiv på vestfronten slår fejl 27. januar – de tyske koncentrationslejre Birkenau og Auschwitz bliver "befriet" af sovjetiske tropper 30. januar - cirka 7.700 personer omkommer, da det tyske skib Wilhelm Gustloff bliver torpederet af en sovjetisk ubåd. Det er historiens (2003) mest dødbringende skibsforlis Februar 4. februar - Jaltakonferencen indledes 5. februar – Verdens hurtigste registrerede hest, var Big Racket, som nåede op på hele 69,6 km/t i et hestevæddeløb i Mexico City 11. februar - Jaltakonferencen afsluttes og Jalta-aftalen underskrives af Roosevelt, Churchill og Stalin 13.-14. februar - Dresden sønderbombes af de allierede styrker 19. februar - Slaget om Iwo Jima: Omkring 30.000 amerikanske marinesoldater går i land på Iwo Jima Marts 5. marts - den tyske by Köln falder til de allierede styrker 6. marts - Tyskernes sidste offensiv i krigen er et forsøg på forsvar af de ungarske oliefelter 19. marts – Sankt Nikolai Kirke i Kolding udsættes for schalburgtage 10. marts - Tokyo bombes af 334 B-29 Superfortress’ere, der smider brandbomber, og starter derved en ildstorm - 120.000 omkomne 12. marts - amerikansk bombetogt mod Swinemünde 12. marts - på vej hjem fra bombetogtet mod Swinemünde, udkæmpes i nærheden af Haderslev en jagerfly-luftkamp mellem 3 tyske Messerschmitt Bf 109 og 4 amerikanske P-51 Mustang, Tre fly bliver skudt ned 16. marts - byen Würzburg i Tyskland bliver stort set udslettet på blot 20 minutter af britiske bombefly. Omkring 5.000 mennesker omkommer 19. marts - Nero-befalingen: Adolf Hitler beordrer ødelæggelsen af industri, infrastruktur m.m. inden for Tyskland 19. marts - Sankt Nikolai Kirke i Kolding udsættes for schalburgtage 21. marts – RAF bomber Shellhuset i København i Operation Karthago. Ved et uheld bombes også Den Franske Skole på Frederiksberg, kvarteret omkring den samt en ejendom på Sønder Boulevard 22. marts - Den Arabiske Liga bliver dannet af 7 mellemøstlande ved et møde i Cairo 27. marts - BOPA saboterer Langebro i København ved at placere 150 kg. dynamit på et tog, der eksploderer imens det er på broen April 7. april - Den Røde Hær når frem til Wien. 7. april - det japanske slagskib Yamato sænkes af amerikanske fly under Operation Ten-Go 9. april - efter opfordring fra frihedsbevægelsen holdes der to minutters stilhed for faldne modstandsfolk kl. 12.00. På Københavns Rådhusplads skyder Hipo-folk ind i mængden med automatvåben 11. april - Hannover i Tyskland falder til de allierede styrker 12. april – USA's præsident siden 1933, Franklin Delano Roosevelt dør. Han efterfølges af sin vicepræsident Harry S. Truman 12. april - Allierede styrker befrier KZ-lejren Bergen-Belsen 15. april - 35 hvide busser fra svensk og dansk Røde Kors undsætter de danske jøder i KZ-lejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet. Grev Folke Bernadotte havde af Tyskland fået lov til at hente såvel danske som norske fanger til Sverige til "krigsafslutningen" 16. april – russiske styrker nærmer sig Berlin, og kampen om Berlins forssvarsværk, Seelowhøjderne, er netop skudt i gang 18. april - de tyske tropper i Ruhr distriktet overgiver sig 19. april – Seelow bliver indtaget af russerne, efter 3 dages voldsomme kampe. Nu begynder russernes omringnings-taktik af Berlin, og Slaget om Berlin er påbegyndt 20. april - Skandinaviske fanger - fra KZ lejre og tugthuse i Nazi Tyskland - forlader Neuengamme koncentrationslejr med De hvide busser 20. april - russiske styrker trænger ind i Berlin 25. april – Amerikanske og sovjetiske tropper mødes ved byen Strehla ved Elben 25. april - de tyske tropper i Norditalien overgiver sig efter den italienske modstandsbevægelse har iværksat en offensiv. Den fascistiske italienske regering opløses og Benito Mussolini tages til fange 25. april - Der indledes forhandlinger i San Francisco om grundlæggelsen af De Forenede Nationer. 26. april - Philippe Pétain bliver arresteret for forræderi 27. april – Omringningen af Berlin er færdiggjort, og i mellemtiden er over 7. mio. granater blevet skudt ned i Tysklands hovedsted. Den Røde Hær trænger ind i byens gader, og voldsomme kampe følger heraf i dagene efter – tyskernes tropper er i stort undertal, og består hovedsageligt at Hitlerjugend-spejdere, ældre mænd fra Volkssturm, tilfældige Wehrmacht-soldater og en del SS-divisioner. 28, april - Benito Mussolini tages til fange af kommunistiske partisanere og bliver henrettet 29. april - USA's 7th Armé befrier koncentrationslejren Dachau 29. april - Adolf Hitler gifter sig med Eva Braun og udpeger Karl Dönitz som sin efterfølger 29. april - Desmond Doss redder 75 sårede krigskammerater i slaget om Okinawa ved Hacksaw Ridge. Senere filmatiseret i den Oscar vindende film Hacksaw Ridge 30. april – Tysklands fører, Adolf Hitler, indser at kampen er tabt og han skyder sig selv, sammen med sin kone Eva Braun i Førerbunkeren. Inden selvmordet, har han overladt ledelsen af Tyskland til storadmiral, Karl Dönitz. Maj 1. maj - fremprovokeret af den røde hærs besættelse af byen, begår ca. 1.000 indbyggere i Demmin selvmord 1. maj - soldater fra Den Røde Hær hejser det sovjetiske flag over den udbrændte Rigsdagsbygning i Berlin 2. maj – russerne har nået Rigskancelliet og Førerbunkeren, og lederen af Berlins forsvar, general Helmuth Weidling, beder de sidste tyske tropper om at standse kampene mod overmagten. Slaget om Berlin er overstået, og ca. 500.000 tyskere tages til fange 2. maj - Berlin overgiver sig til Den Røde Hær, og britiske styrker erobrer Lübeck, mens sovjetiske styrker erobrer Rostock og Warnemünde. De tyske tropper i Italien overgiver sig 4. maj - Frihedsbudskabet: I BBC's danske udsendelse meddeler Johannes G. Sørensen kl. 20:36, at "de tyske tropper i Danmark, Holland og Nordvesttyskland har overgivet sig" 5. maj – Danmark befries af de allierede, hvilket afslutter 2. verdenskrig for Danmarks vedkommende. Bornholm befries dog først senere. (Se: Besættelsen) 5. maj – ligeledes meddeler den britiske overkammando, af tyske styrke i Holland og Nordvest-tyskland også har overgivet sig betingelsesløst 5. maj - modstandsfolkene kommer til Ryvangen og finder 202 grave med danske frihedskæmpere og folk, som er faldet i ildkamp mod tyskerne. Det besluttes at anlægge en mindelund på stedet 5. maj - Hitlers efterfølger, Karl Dönitz, beordrer alle tyske undervandsbåde til at stoppe alle offensive operationer og vende tilbage til deres baser 7. maj – Russerne bomber Rønne og Nexø. (Gentages dagen efter). 8. maj – Victory In Europe Day (VE Day): De sidste tyske tropper, indstiller kampene på alle fronter i hele Europa og overgiver sig betingelsesløst; 2. verdenskrig er definitivt afsluttet i Europa, men fortsætter samtidig i Stillehavet 9. maj - Hermann Göring tages til fange af medlemmer af USA's 7th Armé 9. maj - Kong Christian 10. åbner den første rigsdag efter besættelsen ("Guds fred med vore døde") 30. maj - Folketinget genindfører dødsstraf for forbrydelser under besættelsen Juni 5. juni - Tyskland opdeles i en fransk, en britisk, en amerikansk og en russisk zone 6. juni - Russiske tropper finder hvad de formoder er resterne af Adolf Hitlers lig 7. juni - Kong Haakon 7. vender tilbage til Norge 10. juni - General Ebbe Gørtz indvier mindestenen Mollerupstenen for modstandsmanden P.V.T. Ahnfeldt-Mollerup opstillet på Høje Sandbjerg som en af de første mindesten i Danmark efter besættelsen 21. juni - den japanske ø Okinawa falder til amerikanerne Juli 5. juli - Winston Churchill taber parlamentsvalget 16. juli – den første atombombesprængning foretages ved Trinity Site i New Mexico, USA 17. juli - Potsdam-konferencen indledes med deltagelse af Harry S. Truman, Josef Stalin og Winston Churchill som afslutning på anden verdenskrig i Europa 20. juli - Potsdamkonferencen, hvorunder Tysklands deling efter anden verdenskrig er besluttet, afsluttes 26. juli – Winston Churchill træder tilbage som premierminister i Storbritannien efter at de konservative har tabt parlamentsvalget til Labour. Clement Attlee bliver ny premierminister 31. juli - Pierre Laval, flygtet leder af Vichy-regeringen i Frankrig, overgiver sig til de allierede styrker i Østrig August 2, august . Potsdamkonferencen, hvorunder Tysklands deling efter anden verdenskrig er besluttet, afsluttes 6. august – USA kaster en atombombe (Little Boy) over Hiroshima, Japan. Mindst 80.000 mennesker bliver dræbt 9. august – USA kaster en atombombe (Fat Man) over Nagasaki, Japan. 60-80.000 mennesker bliver dræbt 15. august - Japan overgiver sig betingelsesløst og 2. verdenskrig slutter 15. august - Nordkorea og Sydkorea bliver uafhængige 17. august - Indonesien erklærer sin uafhængighed af Nederlandene på dagen, som siden har været landets nationaldag 19. august - anført af Ho Chi Minh tager Viet Minh magten i Hanoi i Vietnam 29. august - 106 modstandsfolk og 31 KZ-lejrfanger bliver begravet i Mindelunden i Ryvangen September 2. september – Japan underskriver på slagskibet USS Missouri Japans betingelsesløse overgivelse og 2. verdenskrig afsluttes 2. september - kommunistlederen Ho Chi Minh udråber Nordvietnam som selvstændig socialistisk republik 7. september – Hareskov-Værløse Avis udgives for første gang ved redaktør Kaj Øgaard Sørensen og bliver kendt som KajsAvis gennem de næste 60 år 9. september - USA og Sovjetunionen deler Korea ved 38. breddegrad 9. september - Kejserriget Japan overgiver sig formelt til Kina under den 2. kinesisk-japanske krig 10. september - for sit samarbejde med tyskerne dømmes Vidkun Quisling, som var statsminister i Norge under 2. verdenskrig, til døden, og 24. oktober 1945 bliver han skudt. Navnet Quisling er i dag et synonym for "forræder" Oktober 13. oktober - en parlamentarisk kommission udsender en erklæring om besættelsestidens forhold. Den fastslår, at der hverken var tale om maskepi med fjenden eller om landsforræderi, da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940. 14. oktober - amerikanske soldater har klargjort Istedløven hjemtur fra Lichterfelde 24. oktober – Forenede Nationer (FN) grundlagt. November 20. november – Nürnbergprocessen mod 24 nazistiske krigsforbrydere påbegyndes 29. november - Tito omdanner Jugoslavien til en folkerepublik December 4. december - det amerikanske senat godkender USA's optagelse i FN 15. december - General Douglas MacArthur bestemmer, at Shinto skal afskaffes som statsreligion i Japan 27. december – Verdensbanken oprettes. Født Januar 1. januar – Jacky Ickx, belgisk racerkører. 1. januar – Peter Duncan, australsk politiker. 1. januar – Max Julien, amerikansk skuespiller. 3. januar – Victoria Principal, amerikansk skuespiller. 3. januar – Stephen Stills, amerikansk sanger og sangskriver. 6. januar – Margrete Auken, dansk præst og medlem af Europaparlamentet for SF. 10. januar – Rod Stewart, engelsk sanger og sangskriver. 12. januar – Ib Friis, dansk botaniker. 16. januar – Birte Tove, dansk sygeplejerske og skuespillerinde (død 2016). 17. januar – Ib Michael, dansk forfatter. 27. januar – Margit Brandt, dansk modeskaber (død 2011). 29. januar – Tom Selleck, amerikansk filmskuespiller. 30. januar – Rasmus Trads, dansk erhvervsleder. Februar 6. februar – Bob Marley, jamaicansk sanger og sangskriver (død 1981). 9. februar – Lars P. Gammelgaard, dansk politiker (død 1994). 9. februar – Mia Farrow, amerikansk skuespillerinde. 12. februar – Maud Adams, svensk skuespillerinde. 14. februar – Lotte Tarp, dansk skuespillerinde og forfatter (død 2002). 16. februar – Jeremy Bulloch, engelsk skuespiller (død 2020). 17. februar – Ulla Pia, dansk sangerinde (død 2020). 21. februar – Lisbeth Balslev, dansk operasopran. 24. februar – Mikael Salomon, dansk filmfotograf og -instruktør. 28. februar – Bjarne Lisby, dansk musiker og entertainer. Marts 1. marts – Svenne Hedlund, svensk sanger, medlem af grupperne Hep Stars og Svenne & Lotta. 6. marts – Trille, dansk sanger og sangskriver. 7. marts – Steffen Møller, dansk økonom. 7. marts – Birger Peitersen, dansk cand.mag. og tidligere fodboldtræner. 8. marts – Micky Dolenz, amerikansk trommeslager (The Monkees). 10. marts – Henrik Elmgreen, dansk redaktør og sportschef. 13. marts – Anatolij Fomenko, russisk matematiker og historisk revisionist. 17. marts – Ole Grünbaum, dansk journalist. 17. marts – Elis Regina, brasiliansk sanger (død 1982). 22. marts – Jan Larsen, dansk fodboldlandsholdsspiller (død 1993). 24. marts – Lane Lind, dansk skuespillerinde og rektor. 27. marts – Niels Weyde, dansk skuespiller (død 2017). April 2. april – Anne Waldman, amerikansk digter. 2. april – Linda Hunt, amerikansk skuespillerinde. 10. april – Nis Bank-Mikkelsen, dansk skuespiller. 18. april – Steffen Heiberg, dansk forfatter og museumsinspektør. 25. april – Björn Ulvaeus, svensk sanger. 26. april – Ole Hasselbalch, dansk jurist, professor, dr. jur. og forfatter. 30. april – Jan Weincke, dansk filmfotograf. Maj 1. maj – Rita Coolidge, amerikansk sangerinde. 8. maj – Keith Jarrett, amerikansk jazzpianist. 9. maj – Jupp Heynckes, tysk fodboldspiller. 14. maj – Yochanan Vollach, israelsk fodboldspiller. 16. maj – Susanne Heinrich, dansk skuespillerinde. 16. maj - Alan Flusser, amerikansk forfatter og designer. 19. maj – Pete Townshend, rock-guitarist og sangskriver. 24. maj – Priscilla Presley, amerikansk skuespillerinde og sangerinde. 31. maj – Rainer Werner Fassbinder, tysk filminstruktør (død 1982). Juni 3. juni – Gerda Eichhorn, tysk politiker. 10. juni – Birger Jensen, dansk skuespiller (død 1998). 16. juni – Torben Hundahl, dansk skuespiller (død 1989). 17. juni – Eddy Merckx, belgisk cykelrytter. 19. juni – Aung San Suu Kyi, burmesisk politiker. 25. juni – Carly Simon, amerikansk sangerinde. 26. juni – Claus Ryskjær, dansk skuespiller (død 2016). Juli 1. juli – Debbie Harry, amerikansk skuespillerinde og sangerinde. 2. juli – Karsten Ree, dansk forretningsmand. 16. juli – Dean R. Koontz, amerikansk forfatter. 25. juli – Joseph Delaney, engelsk forfatter (død 2022). 26. juli – Christian S. Nissen, tidligere generaldirektør i DR. 26. juli – Helen Mirren, engelsk skuespillerinde. 31. juli – Søren Ryge Petersen, dansk tv-havemand. August 2. august – Morten Arnfred, dansk filminstruktør. 2. august – Anne Mari Lie, dansk forfatter og skuespiller (død 1989). 7. august – Hans Otto Bisgaard, dansk studievært. 14. august – Steve Martin, amerikansk filmskuespiller. 19. august – Ian Gillan, engelsk sanger. 23. august – Bob Peck, engelsk skuespiller (død 1999). September 14. september – Vibeke Storm Rasmussen, dansk amtsborgmester og regionsrådsformand. 15. september – Jessye Norman, amerikansk operasanger. 17. september – Bruce Spence, newzealandsk-australsk skuespiller. 24. september – John Rutter, britisk komponist og dirigent. 26. september – Bryan Ferry, engelsk sanger. Oktober 1. oktober – Ram Nath Kovind, Indiens 14. præsident 18. oktober – Flemming Arnholm, dansk filminstruktør og filmselskabsdirektør (død 2008). 19. oktober – John Lithgow, amerikansk skuespiller. 20. oktober – Romeo Benetti, italiensk skuespiller. 23. oktober – Kim Larsen, dansk sanger, guitarist og sangskriver (død 2018). 27. oktober – Luiz Inácio Lula da Silva, brasiliansk præsident. November 6. november – Jodle Birge, dansk sanger og musiker (død 2004). 13. november – Bengt Burg, dansk tidligere tv-vært. 27. november – James Avery, amerikansk skuespiller (død 2013). December 1. december – Bette Midler, amerikansk skuespiller og sanger. 9. december – Andrew Birkin, britisk forfatter, skuespiller, instruktør og producer. 18. december – Per Holm Knudsen, dansk forfatter, psykoterapeut og sexolog. 20. december – Peter Criss, amerikansk musiker. 22. december – Georg Metz, dansk redaktør. 24. december – Lemmy Kilmister, engelsk musiker (død 2015). 30. december – Davy Jones, engelsk sanger (død 2012). 31. december – Barbara Carrera, nicaraguansk-amerikansk skuespillerinde. Dødsfald Januar 2. januar – Bertram Ramsay, engelsk admiral (født 1883). Februar 3. februar – Gyrithe Lemche, dansk forfatter og kvindesagsforkæmper (født 1866). 11. februar – Knud Neye, dansk lædervarefabrikant (født 1885). 21. februar – Anne Marie Carl Nielsen, dansk billedhugger (født 1863). Marts 15. marts – Nicolai Neiiendam, dansk skuespiller og teaterinstruktør (født 1865). 21. marts – Carl Hammerich, dansk kontreadmiral og modstandsmand (født 1888). – dræbt 23. marts – Christian Nøkkentved, dansk bygningsinspektør og professor (født 1892). 26. marts – David Lloyd George, engelsk politiker og tidligere premierminister (født 1863). April 6. april – Kim Malthe-Bruun, dansk frihedskæmper (født 1923). – henrettet 9. april – Anders Lassen, VC, engelsk soldat i 2. verdenskrig, falder i kamp ved den italienske sø Comacchio (født 1920). 9. april – Dietrich Bonhoeffer, tysk luthersk præst og teolog (født 1906). – henrettet 12. april – Franklin D. Roosevelt, amerikansk præsident (født 1882). 17. april – Helmut Pfeiffer, tysk jurist og SS-officer (født 1907). 20. april – Franz Šedivý, tjekkisk/dansk tegner og litograf (født 1864). 28. april – Benito Mussolini, italiensk diktator (født 1883). 30. april – Adolf Hitler, tysk diktator (født 1889). – selvmord 30. april – Eva Braun, Hitlers elskerinde (født 1912). – selvmord 30. april – G.N. Brandt, dansk have- og landskabsarkitekt (født 1878). Maj 1. maj – Joseph Goebbels, tysk propagandaminister (født 1897). – selvmord 2. maj - Martin Bormann, tysk nazistisk politiker (født 1900). 20. maj – Otto von Munthe af Morgenstierne, dansk personalhistoriker (født 1871). 23. maj – Heinrich Himmler, tysk leder af SS (Schutzstaffel) (født 1900). – selvmord Juni 8. juni – Robert Desnos, fransk forfatter (født 1900). 15. juni – Bent Holstein, dansk politiker og hofjægermester (født 1881). Juli 6. juli – Aage Nielsen, dansk ingeniør, entreprenør og søofficer (født 1873). August 2. august – Pietro Mascagni, italiensk komponist (født 1863). 10. august – Robert Goddard, amerikansk raketpioner (født 1882). 26. august – Franz Werfel, østrigsk forfatter (født 1890). September 9. september – Aage Bertelsen, dansk maler (født 1873). 11. september – Mathilde Nielsen, dansk skuespiller (født 1858). 14. september – Marie Christensen, dansk politiker og fagforeningsformand (født 1871). 24. september – Hans Geiger, tysk fysiker (født 1882). 25. september – Asta Mollerup, dansk danselærer og skolebestyrer (født 1881). 26. september – Béla Bartók, ungarsk komponist (født 1881). Oktober 19. oktober – Otto Rung, dansk forfatter og jurist (født 1874). 23. oktober – Louis Moe, dansk tegner (født 1857). 24. oktober – Vidkun Quisling, norsk forræder under 2. verdenskrig (født 1887) – henrettet. November 4. november – George Ritchey, amerikansk optiker, teleskopbygger og astronom (født 1864). 17. november – Elna Munch, dansk politiker og kvindesagsforkæmper (født 1871). 17. november – Jens Olsen, dansk astro-mekaniker (født 1872). 28. november – Dwight F. Davis, amerikansk tennisspiller (født 1879). December 17. december – Mikkel Hindhede, dansk læge og ernæringsforsker (født 1862). 21. december – George S. Patton, amerikansk pansergeneral (født 1885). Nobelprisen Fysik – Wolfgang Pauli Kemi – Artturi Virtanen Medicin – Alexander Fleming, Ernst Chain, Howard Florey Litteratur – Gabriela Mistral Fred – Cordell Hull Film Affæren Birte, dansk film. De kloge og vi gale, dansk film. De røde enge, dansk film. Den usynlige hær, dansk film. En ny dag gryer, dansk film. I går og i morgen, dansk film. Man elsker kun een gang, dansk film. Mens sagføreren sover, dansk film. Panik i familien, dansk film. Bøger Jeg har vandret ad en vej som jeg ikke har fortrudt – Kim Malthe-Bruun Kim. Uddrag af dagbog og breve – udgivet af Vibeke Malthe-Bruun Broen over Drina - Ivo Andric 15. juni - Astrid Lindgren indleder sit store forfatterskab med at udsende den første bog om Pippi Langstrømpe 17. august - George Orwells roman Kamarat Napoleon udgives Referencer Eksterne henvisninger 45 Artikler om enkelte år
1591	https://da.wikipedia.org/wiki/Fr%C3%B8	Frø	Frø har flere betydninger: Frø (padde) – en frø er en springpadde Frø (plantedel) – et frø er en plantekim, omsluttet af frøhvide og frøskal Se også Frosch – del af buen der bruges til strygeinstrumenter; betyder direkte oversat "frø"
1592	https://da.wikipedia.org/wiki/Gedde	Gedde	Gedden (Esox lucius) er en fisk, der lever i ferskvand og brakvand i Europa, Nordasien og i et bredt bælte gennem Nordamerika. I Danmark er gedden almindelig i alle større og mindre ferskvande, både søer og vandløb samt i brakvand i hele Østersøområdet indtil det sydlige Øresund og Smålandsfarvandet. Der foregår et stort fiskeri efter gedde. Udseende Gedden er grøn med gule marmoreringer og er karakteristisk ved sit brede flade hoved. Fuldvoksne gedder er typisk mørkere end de unge. Ryg- og gatfinne er placeret over for hinanden langt tilbage på kroppen. Munden er stor med rækkevis af spidse tænder i kæberne og helt ned i ganen. Normalt kan gedden blive over en meter, før den dør af ælde og kan da veje op til 8-15 kilo. Det er dermed en af Danmarks største ferskvandsfisk. Levevis Gydning Hannen kønsmodnes allerede, når den er mellem 1 og 3 år gammel. Hunnen først, når den er 2-5 år. I almindelighed bliver hunnerne også størst. Gydeperioden er fra marts til maj - i denne periode er gedden fredet. Gedden skal bruge en vandtemperatur på mellem 2 og 12 grader. Store hunner kan gyde op til 500.000 æg, men de gydes ad flere omgange. Føde Gedden er en stort set altædende rovfisk og kan generelt tage bytte, der er op til halvt så stort som den selv. Gedden bevæger sig frem mod byttet i et pludseligt spring ved hjælp af et kraftigt slag med halen. Gedden æder aborrer, skaller, frøer, ællinger og vandrotter samt flere andre ferskvandsfisk og dyr. Gedden kan dø på grund af sin grådighed. Dens bagudrettede tænder forhindrer den i at give slip på sit bytte, så får den bidt sig fast i for stort et bytte, bliver den immobil i dagevis, mens den ligger og fortærer byttet, som hænger den halvvejs ud af munden. I mindre vandhuller, hvor der er mangel på fisk, kan gedden leve af vandinsekter og vandbænkebidere, hvilket dog nedsætter dens vækst. Naturlige fjender Den voksne geddes eneste naturlige fjender omfatter oddere, fiskehejre og større gedder, da mindre slægtninge ofte er en del af menuen. I Danmarks fjorde og brakvand er gråsæl og spættet sæl naturlige fjender. Fiskeri Rekorder I Danmark er den største fangne gedde en fisk på 26,5 kilo og halvanden meter fanget af en lystfisker i Grarup Sø i Sønderjylland. Dette er også skandinavisk rekord. Det er kun hunnerne, som kan blive så store. De største hanner bliver 90-100 centimeter og vejer da 5-8 kilo, i Danmark dog knap så store. Mindstemål og fredningstid Mindste fangstmål for gedder er 60 centimeter, både i saltvand og brakvand. Gedder er fredet i ferskvand fra 1. til 30. april. I brakvand er gedder fredet fra 1. april til 15. maj. Se også Nedgarn Bundgarn Muskellunge Referencer Eksterne henvisninger C. V. Otterstrøm (1881-1962). Danmarks Fauna. Fisk II. Blødfinnefisk. G.E.C. Gads Forlag. København 1914. www.fishbase.org: Esox lucius, Northern pike :wikispecies:Esox lucius Geddefamilien
1610	https://da.wikipedia.org/wiki/Aerob%20organisme	Aerob organisme	Aerob (af græsk: aer = luft + bios = liv) er betegnelsen for biologiske processer, som kun kan foregå, når der er fri ilt til stede. Aerobe processer, kemisk set Kemisk set drejer alle aerobe processer sig om iltning. Et godt eksempel er iltningen af glukose (et monosakkarid) ved aerob ånding. C6H12O6 + 6 O2 + 38 ADP + 38 fosfat → 6 CO2 + 6 H2O + 38 ATP Den energi, der udløses ved denne proces, er på ca. 2880 kJ pr. mol, og den bliver opsamlet ved at gendanne 38 enheder ATP fra 38 enheder ADP pr. glukose. Det giver 19 gange så meget energi pr. sukkermolekyle i forhold til det, der kan skabes ved en anaerob omsætning. De eukaryote organismer (alle andre end bakterier) får dog kun et nettoudbytte på 36 gendannede enheder ATP ud af åndingen, fordi de skal flyttes gennem en membran ved en energikrævende transport. Eksempler Hvis man afbryder tilførslen af ilt, bliver processen afbrudt og erstattet af andre, anaerobe processer, som f.eks. gæring. Derfor drejer det sig om processer, som foregår ved almindelig atmosfærisk iltspænding. Ofte kan man se, at der er en afgørende grænseværdi, der ligger ved ca. 5% iltindhold i luften. De aerobe nedbrydningsprocesser i jorden standser f.eks. ved denne koncentration. Af samme grund taler man om en ilthorisont i jorden, som danner grænsen mellem lag, hvor jordluften indeholder mere end 5% ilt, og lag, hvor indholdet er under de 5%. På grund af iltens betydning for mange livsprocesser regnes dette stof for en vigtig abiotisk faktor i økologien. Ordet bruges for eksempel om bakterier, der kræver ilt for at kunne vokse. Det bruges også om andre processer, der kræver tilstedeværelse af ilt. Et eksempel findes i musklernes stofskifte – også hos mennesker. Normalt sker energiomsætningen ved den iltning af glukose, som foregår ved cellernes (dvs. mitokondriernes) ånding. Når musklen bliver brugt så kraftigt, at ilttilførslen er utilstrækkelig, så slår muskelcellerne over til anaerob mælkesyregæring. Det giver dog et mindre udbytte af energi ved forbrug af samme mængde glukose, og derfor opstår der ved langvarig belastning et fald i musklernes ydeevne. Aerobiske væsner Alle levende væsner, der har brug for fri ilt, betegner man som aerobiske. Ilten bruges allermest til energiudvinding via stofomsætninger, der bygger på iltning, sådan som det er tilfældet med ånding hos de højere udviklede organismer. Man skelner mellem obligat aerobe og fakultativt aerobe organismer. De obligat aerobe kræver adgang til ilt, mens de fakultativt aerobe ganske vist kan bruge ilt, samtidig med at de har andre muligheder som f.eks. kvælstof. Mikroaerofile organismer foretrækker ilt i lav koncentration. Aerotolerante organismer kan overleve i iltrige omgivelser, men de er anaerobe, for de kan ikke bruge ilten i deres energistofskifte. Næsten alle dyr, de fleste svampe og adskillige bakterier er obligat aerobe. Omvendt er de fleste af de anaerobe organismer bakterier. Når en organisme er obligat aerob, har den en energimæssig fordel, men den må kunne tåle høje niveauer af iltningsstress. Se også Aerob respiration Anaerob Kilder Økologi Biologi Biokemi
1611	https://da.wikipedia.org/wiki/Aerob%20respiration	Aerob respiration	Aerob respiration er respiration som foregår under forbrug af ilt. Det giver en fuldstændig nedbrydning af organisk stof, som spaltes til vand og CO2. Når ilt ikke indgår i respirationen, kaldes den anaerob. De fleste af jordens organismer bruger aerob respiration som middel til at frisætte energien fra sukker. Det gælder både producenterne, altså de grønne planter, og konsumenterne, dvs. planteædere, rovdyr og nedbrydere. Der findes dog stadig et stort antal organismer, som nedstammer fra dem, der levede, mens jordens atmosfære var iltfri. De har klaret sig igennem på havbunden, i søer og moser og på andre steder, hvor ilten ikke når frem (f.eks. i dyrenes fordøjelseskanal), og deres stofskifte bygger på helt andre processer (anaerob respiration). Se også Økologi Aerob Gæring Økologi Mikrobiologi Biokemi
1617	https://da.wikipedia.org/wiki/Aerologi	Aerologi	Aerologi er studiet af Jordens atmosfære. Aerologer studerer ozonlaget, atmosfæriske tendenser, klimatiske og miljømæssige effekter på hele atmosfæren. Dette gøres blandt andet ved brug af satelliter, rumsonder, vejrballoner og laserudstyr. Se også Global økologi Stofkredsløb Vandets kredsløb Kulstofkredsløb Kvælstofkredsløb Fotosyntese Økologi Atmosfære Naturvidenskab
1621	https://da.wikipedia.org/wiki/Sprayd%C3%A5se	Spraydåse	Spraydåse eller aerosoldåse er en dåse, hvis indhold er under tryk, så det kan blæses ud i en fin støvsky. Verdens første spraydåse blev opfundet i USA 1941 af Lyle David Goodloe og W.N Sullivan. Kilder/eksterne henvisninger Væskebeholdere Dåser
1638	https://da.wikipedia.org/wiki/Gravand	Gravand	Gravanden (latin: Tadorna tadorna) er en andefugl, der dels findes udbredt i Nordvesteuropa og dels fra middelhavsområdet og videre østover gennem Centralasien. I Danmark er gravanden en ret almindelig ynglefugl med 2000-3000 par (2000), men var inden den blev totalfredet i 1922 temmelig sjælden. Den yngler især ved strandenge og placerer sin rede i f.eks. rævegrave eller hule træer. Ynglebestanden er vurderet som sårbar på den danske rødliste. Udseende Gravanden har en størrelse på 55-65 cm og et vingefang på 100-120 cm lang. Den kan leve helt op til 15 år. Fjerdragten er ens for de to køn, men hunnen er mindre end hannen og den har desuden en mindre knop ved næbroden end hannen. Fuglen er overvejende hvid med mørkegrønt hoved, der kan virke sort på afstand, kraftigt rødt næb, et bredt kastaniebrunt bånd over brystet, og sorte skulder- og svingfjer. Der er desuden en sort stribe på bugen, der ses bedst på overflyvende fugle. De sorte svingfjer og brystbåndet er også nemme at erkende i flugten. Ungfugle mangler det brune brystbånd og den sorte stribe på undersiden. De er desuden hvide omkring næbbet og på forsiden af halsen, men gråbrune på oversiden af hovedet og bag på halsen. Skulderfjerene er også lysere end hos de voksne. De sorte svingfjer er ikke så skarpt aftegnede, og vingen har hvid bagkant. Adfærd Gravanden graver huller til reder i brinker og skrænter, men den kan også ruge i kaninhuller og rævegrave, selvom der stadig er kaniner eller ræve tilbage. Det siges, at gravænderne hvirvler sand i øjnene på ræven, hvis den bliver for nærgående. Gravanden bygger ikke nogen egentlig rede, men samler kun lidt mos, løv, strå og rigeligt med dun. I juni lægger den 8-9 store, tykskallede hvide æg, som under rugningen antager en gullig tone. Kilder og henvisninger Tommy Dybbro og Henning Anthon: Politikens store fuglebog, samtlige danske fuglearter, 1994, side 64. Ænder Danmarks fugle Storbritanniens fugle Fugle fra Eurasien
1639	https://da.wikipedia.org/wiki/Gr%C3%A5and	Gråand	Gråanden (latin: Anas platyrhynchos) er en svømmeand, der er en almindelig ynglefugl i Danmark og mange andre steder på den nordlige halvkugle, hvor den lever i vådområder som byernes parker, og ofte optræder i flok. Gråanden er stamform til de fleste typer af tamænder, og den opdrættes i stort tal for at blive udsat i naturen før jagtsæsonen eller for at blive slagtet. Føden består af vandplanter og smådyr. Arten er desuden indført til områder på den sydlige halvkugle, hvor den nogle steder betragtes som en invasiv art. Gråanden, også kaldet vildand, moseand eller stokand, er den mest almindelige and i Danmark, hvor den fortrinsvis er standfugl. Mange trækgæster fra bl.a. Skandinavien ses i vinterhalvåret og bestanden suppleres af opdrættede fugle, der udsættes med henblik på jagt. Hannen er i pragtdragt mellem oktober og maj og kendes let på sin overvejende grå fjerdragt med grønt hoved, hvid halsring og brunt bryst, mens hunnen som hos mange andre ænder er brunt kamuflagefarvet. Ænder i parker kan være anderledes farvede (ofte mere eller mindre hvide), da de ofte er opblandet med tamænder. Beskrivelse Gråanden er blandt de største af svømmeænderne med sine 50-60 centimeter fra næbspids til halespids og en vægt på 800 til 1400 gram. Vingefanget er 81-95 cm lang. Den kan leve helt op til 20 år. Hannen i Danmark vejer i gennemsnit omkring 1200 gram og hunnen lidt mindre. Hannen (andrikken) i pragtdragt har metalskinnende grønt hoved, hvid halsring, brunt bryst og grålig underside og flanker. Gumpen er sort og nogle af halefjerene er sorte og danner en karakteristisk krølle, en såkaldt andrikkrølle. Næbbet er gult med sort næbnegl, undernæbbet er gulrødt ved grunden. Længden er cirka 53 millimeter. Hunnen (anden) er brunt kamuflagefarvet og kendes fra andre svømmeænders hunner på de oftest orange partier på næbbet, sin kraftigere bygning, det blå vingespejl og de hvide halesider. Næbbet er mørkt på næbryg og negl, og er oftest orange i siderne. Næbbets farve kan dog variere og være næsten helt sort også i siderne. Længden er cirka 48 millimeter. De unge fugle i deres første fjerdragt ligner hunnen, men er mørkere og tættere stribet uden U-formede tegninger og med gråbrunt næb uden mørke partier. Fødderne er orangerøde. Som hos andre svømmeænder, i modsætning til fx dykænder, sidder fødderne næsten midt under kroppen, hvilket betyder, at den bevæger sig nogenlunde ubesværet på land, selvom gangen dog er vraltende. Stemme Den velkendte "rappen" er hunnens stemme, der ofte høres i serier som quaark-quaark-quark-quack-quack..., der gradvist bliver svagere mod slutningen. Hannens stemme er et blødt queerp. Under hannens parringsspil høres et fløjtende fiih. Desuden høres et svagt ræb eller ræb-ræbb som kontaktkald mellem fødesøgende ænder. I efterårsnætter høres ofte de uparrede hunners stemme (rappen), der er blevet kaldt decrescendostemmen. Som hos andre svømmeænder har ællingerne et langtrukkent såkaldt forladthedspip. Fjerdragten i detaljer Den følgende detaljerede beskrivelse af gråandens fjerdragt er hovedsageligt hentet fra Danmarks Fauna af R. Hørring (1875 - 1943), bind 23 fra 1919. Han i pragtdragt Hoved og overhals er smukt skinnende metalgrønne, hvor det grønne på halsen nederst afsluttes af en skarp, hvid ring. Forryggen er rødligbrun og gråvatret, hvilket vil sige med fine, grålige bølgelinjer. Skuldrene og de forlængede skulderfjer er grå med mere eller mindre brunligt anstrøg og fint brunvatrede. Bagryggen er mørkebrun, overgumpen og overhaledækfjerene er sorte med svag grøn metalglans. Forhalsen og forbrystet er henholdsvis mørkere og lysere kastanjebrun, hvor forbrystet dog har hvidlige fjerkanter. Bagbryst, kropssider og bug er hvide og fint gråvatrede. Bageste del af undergumpen og underhaledækfjerene er sorte. Vingedækfjerene er brungrå, de nederste hvide med sorte spidser, hvilket derved danner et hvidt og et sort bånd foran det purpurblå, metalskinnende spejl, der også bagtil er kantet af et sort og et hvidt bånd; indadtil er det bredt kantet med fløjlssort. Håndsvingfjerene er brungrå og de inderste armsvingfjer har brede, gråt og rødligt mørkolivenbrune faner. De fire (eller to ) midterste styrefjer er sorte og opadrullede, mens de øvrige halefjer er grå med hvide kanter. Hun Issen er sort med små, gulbrune længdepletter. Det øvrige hoved og overhals er gulbrunligt hvide med en smal, sort længdeplet på hver fjer, dog med et mørkere strøg fra næbbet bagud gennem øjet. Hage og strube er uplettede og gulbrune. Ryg, skuldre og overgump er brunsorte med brede, gulbrune fjerkanter og tværbånd. Underhals og forbryst er rødligbrune med ringformede, mørkebrune midtpletter på fjerene. Kropssidens fjer er mørkebrune med brede, brungule fjerkanter. Bagbryst, bug og undergump er brunlighvide med sortebrune pletter. Vingedækfjerene er mørkt gråligbrune med lysere fjerkanter, hvor spejlet og dets indfatning dog er som hos hannen. De indre armsvingfjer er langt fra så brede og smukt farvede som hos hannen og uden rent askegråt. Sommerdragt I sommerdragten (eclipsedragten) ligner hannen en del hunnen, men har langt mørkere ryg, ensfarvet brunsort overgump, forbrystet langt mørkere og stærkere rødbrunt farvet. Bagbryst og bug har rundagtige, mørke pletter. Som regel findes lidt spor af vatring på forryg og kropssider og grønlige fjer i tindingerne. Vingedækfjerene er ensfarvede grå, mens spejlet og de smukke inderste armsvingfjer er uforandrede i forhold til pragtdragten. Fældningen, der varer omkring seks uger, foregår for de gamle hanners vedkommende allerede i juni og juli, hvor de mister flyveevnen i fire uger. De bærer kun denne dragt i kort tid i ublandet form, idet de allerede fra august til ind i november igen får deres pragtdragt. Under denne fældning til pragtdragt mister de dog ikke deres sving- og styrefjer. De gamle hunner fælder først til sommerdragt i august, når ungerne kan klare sig selv. Unge fugle Unge fugle ligner hunnen, men kan kendes på deres generelt mørkere farve, deres mattere spejl og deres mere gullige ben med mørk svømmehud. Halens styrefjer har desuden et slags indhak i spidsen, så spidsen af skaftet ses. De unge fugle fælder denne dragt i oktober. Dog får de unge hanner først deres første pragtdragt langt ind i november. Taksonomi og udviklingshistorie Gråanden blev første gang videnskabeligt beskrevet af Carl von Linné i 1758. Han kaldte arten Anas platyrhynchos, hvor slægtsnavnet Anas på latin betyder 'and' og artsepitetet platyrhynchos betyder 'brednæbbet'. Gråand parrer sig jævnligt med mere eller mindre nærtbeslægtede arter, hvilket fører til hybrider, som ofte er fuldt forplantningsdygtige. I Danmark kendes fx hybrider med pibeand, spidsand og skeand. Fra det østlige Nordamerika kendes hybrider med den nært beslægtede sortbrun and (Anas rubripes). Det er ret enestående, at afkommet mellem forskellige arter er fertilt. Gråanden og dens tamand-efterkommere er også fuldt indbyrdes forplantningsdygtige. Gråandens og dermed mange andre andearters oprindelse synes at kunne spores til det nuværende Sibirien og området omkring Beringstrædet. Underarter Indenfor taksonomien deles gråanden i to underarter, idet den grønlandske gråand regnes som underarten Anas platyrhynchos conboschas: A. p. conboschas, Grønland A. p. platyrhynchos, resten af udbredelsesområdet Andre autoriteter regner dog med tre underarter. Udbredelse og levested Gråanden er en meget udbredt art, der i Amerika yngler lige fra Alaska i nord til Mexico i syd og på vore længdegrader fra det nordligste Skandinavien til Nordafrika. Det naturlige udbredelsesområde omfatter næsten hele Europa, videre mod øst gennem Sibirien og det nordlige Asien til Japan samt i store dele af Nordamerika inklusiv Grønland. Det vil sige i hele den nordlige halvkugles tempererede og subtropiske zoner, foruden visse tropiske og arktiske områder. Desuden er gråanden indført til visse områder af både Australien og New Zealand. Gråanden lever i alle slags vådområder, og er meget tilpasningsdygtig. Den yngler således både i lavvandede fjorde, damme, søer samt langs åer og mindre vandløb. Den kan også yngle ved havet tæt under land samt i mergel- og tørvegrave. Den er desuden blevet en hyppig byfugl, der yngler i parker. For alle steder gælder blot, at der skal findes vegetation, fx tagrør eller siv, langs bredden. Den foretrækker forholdsvis lavt vand med vandplanter. I Danmark er gråanden en almindelig ynglefugl og den almindeligste blandt andefuglene. Man vurderede i 2000 bestanden til at ligge mellem 20.000 og 50.000 par. Desuden udsættes hvert år før jagtsæsonen flere hundrede tusinde fugle. Det blev fx i 2003 vurderet, at der hvert år udsættes 300.000-400.000 fugle, men tallet er uskkert. De danske ynglefugle er del af den nordvesteuropæiske bestand på cirka 4,5 millioner fugle, der mødes i vinterkvartererne, hvor en opblanding mellem populationerne kan ske ved abmigration, da hanner kan danne par med hunner, der hører hjemme langt fra deres fødested. Gråanden er overvejende standfugl, mens 15 procent vurderes at være trækfugle, der overvintrer i Vesteuropa mod syd til Spanien. Arten er desuden en meget almindelig træk- og vintergæst fra Skandinavien, Finland, Vestrusland og Østersøegnene. Omstrejfende ungfugle kan ses allerede fra august, mens hovedtrækket kommer i oktober-november og vender tilbage i marts-april. Gråanden er en typisk vejrfugl, hvis træk bestemmes af vejret. Den er derfor særlig talrig i milde vintre. Føde Gråanden æder både planter og smådyr og er alsidig i sit fødevalg. Næbbet er forsynet med lameller og tungen er trævlet, hvilket hjælper til at si vandet for føde, idet næbbet føres langs vandoverfladen, den såkaldte snadren. Gråanden ses ofte søge føde med hovedet nedad og halen i vejret, da den som andre svømmeænder ikke dykker efter føde. Kun i sjældne tilfælde, ved fx fare, ses den dykke. Den søger desuden føde på land. I Danmark lever gråanden især af frø fra vandplanter som kogleaks, vandaks og sumpstrå, og den animalske føde består af muslinger, snegle, insekter og krebsdyr. Selvom planter normalt udgør hovedparten af føden, kan rugende hunner, ifølge en undersøgelse fra North Dakota, æde over 70 procent animalsk føde. Der findes desuden rapporter om, at gråænder kan tage større dyr som frøer. De halvtamme ænder i byernes parker får suppleret deres naturlige føde med brød medbragt af mennesker. Ligesom hos andre andefugle sluges føden sammen med småsten, der i fuglens kråse (muskelmave) hjælper til at knuse fx plantefrø. Allerede fra august samler gråænderne sig for at søge føde i flokke i større søer og fjorde. Om dagen holder de sig mere skjult og i ro, men ved solnedgang letter de, for at søge føde i mindre søer og moser, hvor de aftnen og natten igennem er i bevægelse. Flyvningen frem og tilbage mellem fødesøgningsstedet kaldes henholdsvis aftentræk og morgentræk. Især aftentrækket er et yndet tidspunkt for jægere at jage arten. Formering Gråanden danner par på vinteropholdsstedet allerede fra det sene efterår. Når parret i februar-marts dirigeret af hunnen vender tilbage til den fremtidige yngleplads, skaber de sig et territorium, der består af en fri vandflade, et egnet redested samt en hvileplads. Hannen forsvarer området overfor andre par, hvor især hunnen forfølges. Reden placeres et sted, som er godt skjult og utilgængeligt for rovdyr, oftest på jorden nær vandet, men kan også være højt til vejrs i gamle kragereder eller i altankasser fjernt fra vandet. Den fores med mos, græs og dun, som hunnen tager fra sin egen fjerdragt. Hunnen begynder at lægge æg i det tidlige forår. I Danmark sker det tidligst i midten af marts og som regel i første halvdel af april. For unge fugle begynder æglægningen ofte lidt senere. Rugningen foretages kun af hunnen, der efter nogle dage forlades af hannen og parret derved opløses. Denne tid kan være meget krævende for hunnen, da den lægger op til mere end halvdelen af sin egen vægt i æg. Hunnen behøver derfor meget hvile og et område, hvor den kan fouragere i fred. Der lægges normalt 10-12 æg, som udklækkes næsten samtidigt efter cirka 28 dage. Gråandens reder er indimellem mål for redesnyltere, hvis lejligheden skulle byde sig for arter som spidsand, knarand, skeand, havlit eller andre gråænder. De fremmede æg accepteres generelt, hvis de ligner gråandens egne. Når ungerne er tørre efter klækningen fører hunnen dem til vandet. Fra resterne af blommesækken har de næring til de første to døgn, og med kropsfedtet kan de klare sig helt uden føde i en uge. De er dog meget sårbare for kulde uden fedt under huden. Ungerne er i stand til at svømme og søge føde umiddelbart efter udklækning og præges af moderen, således at de følger hende overalt. Prægningen betyder, at ungerne blindt følger, hvad de først har opfattet som deres mor. Eksperimenter har fx vist, at ællinger udruget kunstigt vil følge et menneske overalt, som om det var deres mor, også selvom de senere introduceres for en rigtig and. Den første uge er ungerne helt afhængige af moderens beskyttelse og varme. På grund af prægningen vil de dog blive hos hende helt indtil de er flyvefærdige efter 50-60 dage, og i denne periode lærer de omgivelserne at kende. Juvenile gråænder lærer deres trækrute at kende ved at følge voksne ænder. I løbet af hunnens rugetid fortrækker hannen normalt til et uforstyrret sted som en tilgroet mose eller lignende, for snart herefter (fra juni) at indlede fældningsperioden sammen med andre hanner. Dog forbliver hannerne der yngler i parker i området, og kan her eventuelt deltage i "massevoldtægt" af uparrede hunner. I tiden efter at have forladt sin mage har hannen stadig sin kønsdrift i behold, hvilket kan have praktisk betydning, hvis en rede ødelægges af fx et rovdyr og en hun derfor har brug for at lægge et nyt kuld æg, som kræver fornyede parringer. Hanner, undertiden i samlet flok, kan finde på at parre sig, eller i det mindste forsøge sig med både enlige hunner og hunner, der ligger på rede og blot har afbrudt rugningen for at søge føde. Denne voldtægtslignende parringsadfærd udøves også på nærtstående arter eller endog andre hanner. Parringsspil og parring Gråandens parringsspil er studeret grundigt og beskrives i det følgende som beskrevet af zoologen Knud Paludan. Især hannen er kendt for at udføre flere forskellige slags spil. De ses allerede fra om efteråret, når fuglene kan befinde sig langt fra deres fremtidige ynglepladser. De danske fugle er oftest standfugle, der dog samles efterår og vinter i større søer eller i fjorde og vige. Spillet mellem magerne der dels knytter dem sammen, og dels leder forud for selve parringen, foregår blandt andet ved at de to ænder svømmende møder hinanden, mens de begge udfører en rituel drikkebevægelse med næbbet, det vil sige at de gentagne gange dypper næbbet i vandet. Dette kan for hannens vedkommende føre videre i en rituel vingepudsning, hvor næbbet føres under vingefjerenes skafter frembringende en svag, knurrende lyd. Hunnen udfører på sin side en karakteristisk, såkaldt ophidsningsceremoni, hvor der hurtigt efter hinanden udføres en række nikkebevægelser skråt bagud over skulderen samtidig med at en brægende lyd frembringes. Umiddelbart inden parringen viser begge mager en adfærd, der kaldes pumpning, hvorunder hovedet i et ryk trækkes ind til kroppen og halsen derefter langsomt strækkes. Efter et stykke tid med denne adfærd viser hunnen sin parathed til parring ved at strække hals og hoved lige frem, lavt over vandet. Hannen klatrer da op på hunnens ryg og bider sig fast i nakkefjerene, hvorefter parringen fuldbyrdes. Til forskel fra de fleste andre fugle har andefuglehannen en penis, der normalt ligger indtrukket i kloakken. I øvrigt hænger længden af penisen for forskellige andefuglearter muligvis sammen med promiskuøs adfærd. Hunnen kan under parringen være presset så langt ned under vandoverfladen, at kun næbbet er over vandet. Umiddelbart efter parringens fuldbyrdelse basker hunnen med vingerne og hannen svømmer rundt om hunnen nikkende med strakt hals (nikkesvømning), mens han laver badebevægelser, baskende med vingerne. Udover de parringsspil, der står i umiddelbar forbindelse med parringen, ses hannerne også udføre en række andre spil, der ofte betragtes af hunner i nærheden. Spillene indledes ofte med en såkaldt rundhovedstilling, der blandt andet er karakteriseret ved at hovedet trækkes ned mellem skuldrene og hovedets fjer rejses, så det næsten mister sin grønne farve. Dette følges af en rituel rysten af fjerdragten, der virker mere krampagtig end normalt. Herefter følger en af flere mulige spil, der kort kan beskrives således: Gryntefløjtet, hvor hannens forkrop løftes ud af vandet og halsen samtidig bøjes i en bue ned mod vandet, mens næbbet svinges fra side til side, så vand kan sprøjte ud til siderne. Adfærden afsluttes med et højt fløjt efterfulgt af en gryntende lyd, idet kroppen vender tilbage til normal stilling. Gryntefløjtet ses udført på næsten samme måde hos andre svømmeænder af slægten Anas. Korthøjposituren indledes med at hannen udstøder et højt fløjt samtidig med at hals og hoved krænges bagover, halen peger lige op, overhaledækfjerene rejses og vingerne løftes, så andrikkrøllen er tydelig fra siden. Denne positur holdes kun i et kort øjeblik (cirka 1/20 sekund). Næbbet peges dog i længere tid mod en eventuel mage, ellers mod en anden hun. Spillet afsluttes med en nikkesvømning som efter parringen og en "baghoveddemonstration", hvor nakken vendes mod magen og nogle af hovedets fjer rejses og derved virker sorte, hvilket står i kontrast til den øvrige grønne farve. Ned-op-bevægelsen, hvor hannen først vipper forover med næbbet i vandet og bagpartiet hævet, for derefter at føre næbbet opad i en hurtig bevægelse, mens den udstøder et højt fløjt. Dette spil, der ofte udføres af flere hanner samtidigt, afsluttes af et par ræp-ræp-lyde. Hunnen udfører også visse spil, f.eks. nikkesvømning som beskrevet ovenfor, hvor den svømmer ind mellem hannerne eller omkring en eller flere hanner. Det virker forstærkende på hannernes parringsspil. Danner en han par med en hun i efterårets parringssæson, vil han følge hende tilbage til hendes yngleområde, selv om det skulle være langt fra, hvor han selv kommer fra. Hunnerne er således de ledende under trækket, og hannerne vil følge deres mage. Jagt og naturlige fjender Mange rovdyr har gråænder som mulige byttedyr - de jages af andre fugle, pattedyr, krybdyr og fisk. Krager og ræve er i Danmark de mest dominerende dyr blandt gråandens naturlige fjender, når det gælder tab af reder (æg). Eksempler på andre naturlige fjender i Danmark er havørn, sølvmåge, mink, kat, fiskehejre, gedde og rotte. I øvrigt er gråanden et yndet jagtobjekt for jægere. Der blev fx i 2007 nedlagt omkring 546.000 fugle. Jagttiden ligger fra 1. september til 31. december, dog indtil 31. januar på havet og langs kysterne. I Nordvesteuropa vurderes den årlige dødelighed for voksne fugle at være omkring 48 procent i gennemsnit. Den forventede levetid for en voksen fugl er derfor i alt blot 1 år og seks måneder. Andre autoriteter angiver dog den årlige dødelighed til blot at være cirka 30 procent for voksne fugle, hvilket skulle være resultatet af især amerikanske undersøgelser på baggrund af ringmærkningsdata. Dødeligheden er størst blandt hunner. Derfor ses et overskud af hanner. Aldersrekorden for en vild, europæisk gråand tilhører en ringmærket fugl, der blev skudt 23 år og 3 måneder gammel. Tilpasningsevne og trussel mod andre ænder I modsætning til mange andre andearter har gråanden kunnet drage fordel af menneskets stigende indflydelse på omgivelserne, selvom fx dræning af enge dog også har betydet tilbagegang. De trives nu ofte i menneskeskabte og -dominerede miljøer som parker og andre grønne områder. Når opdrættede gråænder sættes fri i naturen på steder, hvor arten ikke hører naturligt hjemme, kan den true eksistensen af lokale nærtstående arter som fx i Sydafrika, hvor gulnæbbet and (Anas undulata) trues. Lokale arter frygtes nogle steder at blive helt udryddet, erstattet af hybrider. Gråanden kan producere fertilt afkom med omkring et halvt hundrede andre andefuglearter. På New Zealand anses gråanden for en invasiv art. Billeder Se også Franskbrødsand Referencer Noter Kilder R. Hørring. Danmarks Fauna. Fugle I. Andefugle og Hønsefugle. Gads Forlag/Dansk naturhistorisk Forening 1919. Copyright udløbet. Benny Génsbøl, Nordens fugle - en felthåndbog, 1987. . Eksterne henvisninger Danmarks Miljøundersøgelser (2008): Udsætning af gråænder i Danmark og påvirkning af søers fosforindhold af Henning Noer, Martin Søndergaard og Torben Bramming Jørgensen. www.iucnredlist.org: Range Map: Anas platyrhynchos Kort over gråandens naturlige udbredelse, med vinterkvarterer. federbestimmung.de Gråandens fjer fotograferet enkeltvist. Vagn J Brøndegaard (1978): Folk og Fauna: Ænder, bind 2, side 49. Fra Kungl. Skogs- och Lantbruksakademien Fugle fra Eurasien Nordamerikas fugle Svømmeænder Tamænder
1640	https://da.wikipedia.org/wiki/Gr%C3%A5spurv	Gråspurv	Gråspurv (latin: Passer domesticus) er en fugl, som er tæt knyttet til mennesket og dets husdyr og udelukkende findes ved beboede steder. Arten var oprindelig kun udbredt i Europa, Nordafrika og Asien, men blev senere medbragt til andre dele af verden. I Danmark er gråspurven meget almindelig og var i 1970'erne landets almindeligste fugl. Siden er bestanden halveret på grund af et mere effektivt landbrug og bedre isolerede huse, der har lukket huller og sprækker, så fuglene ikke så let kan komme ind under hustage og bygge reder her. Gråspurven er meget social og kan derfor ses i flok året rundt. Den er hovedsageligt standfugl. Udbredelse Gråspurven har sandsynligvis været knyttet til mennesket, siden det begyndte at dyrke jorden og holde husdyr for flere tusind år siden. Dens oprindelige udbredelsesområde er Eurasien og Nordafrika. Siden midten af 1800-tallet er den af mennesker blevet introduceret til dele af Syd- og Nordamerika, Australien, sydlige Afrika og New Zealand samt til flere øer i både Atlanterhavet, det Indiske Ocean og Stillehavet. Ifølge Dansk Ornitologisk Forening skete dette af hensyn til de europæiske indvandrere, så de kunne føle sig bedre hjemme. Arten findes over hele Europa bortset fra Italien, hvor den afløses af italiensk spurv (Passer italiae). Mod nord findes den helt op til de nordligste norske kystbyer. I Danmark var gråspurven tidligere den almindeligste fugleart, men bestanden er halveret siden midten af 1970'erne, sandsynligvis på grund af et mere effektivt landbrug og bedre isolerede huse. Det mere effektive landbrug betød blandt andet mindre føde i form af spildkorn. De bedre isolerede huse betød færre muligheder for at finde redepladser under tage samt mindre varme for fuglene i løbet af vinteren. Arten er dog stadig en af Danmarks almindeligste fugle med en bestand på et sted mellem en halv til en hel million ynglepar. Det er nu solsorten, der er Danmarks almindeligste fugl med omkring to millioner par. I omtrent samme periode, som gråspurven er gået tilbage i antal, har dens nære slægtning skovspurven fordoblet sin ynglebestand. Den findes med 400.000 til 600.000 ynglepar i Danmark. Udseende og stemme Gråspurven er omkring 15 centimeter lang. Fjerdragten er forskellig mellem han og hun. Hannen har grå isse og brun nakke og øjenbryn. Kinden er hvid. Oversiden er brunstribet og undersiden er gråhvid, dog med sort strube og brystet sort i forskellig udstrækning. Hunnen er derimod ensartet gråbrun med en lys øjenstribe. Ungfuglene ligner hunnerne. Ved fældningen sidst på sommeren får hannen gråligt bryst, men fjerenes bræmmer (yderste kant) fældes i løbet af vinteren, hvorved hannen igen får sort bryst. Jo større del af brystet, der er sort, desto mere prestige er der i forhold til de andre hanner. Sangen er en kvidren, der ofte fremføres i kor. Det kan lyde, som om fuglen siger: "Filip, Filip". I forhold til skovspurv kendes hannen blandt andet på den grå isse og på den manglende sorte kindplet. Hunnen er med sin uanselige fjerdragt meget forskellig fra skovspurven, hvor kønnene ligner hinanden. Føde Gråspurven lever af plantefrø, både fra korn som havre og hvede og fra vilde planter som hvidmelet gåsefod, fuglegræs og rapgræs. I yngletiden tager den også insekter, der især anvendes ved fodringen af ungerne i deres første levedage. Den er desuden en hyppig gæst på foderbrættet. Ynglebiologi Gråspurven er monogam, således at parrene holder sammen livet igennem. Fuglene yngler i kolonier og får normalt to til tre kuld årligt i Danmark i perioden april til august. Reden bygges især af hannen og placeres i murhuller, under tage, i redekasser eller sjældnere frit i et træ. Den kan bestå af strå, papirsstumper, plastic og sejlgarn og fores med fjer og hår. Når den bygges frit, er reden kugleformet med indgangshul i siden. Hunnen lægger 5-6 grålige æg med mørke pletter og prikker, der især udruges af hunnnen på 12 til 14 dage. Ungerne bliver i reden i et par uger, hvor de fodres af begge forældrefugle. I de sidste dage af redetiden udvikler ungerne forskellige kald, så forældrefuglene kan genkende dem, når de har forladt reden og fortsat skal fodres en tid. Til gråspurvens vigtigste fjender hører spurvehøge og katte. Dødeligheden det første leveår var i en engelsk undersøgelse på 70 procent, mens de voksne fugles årlige dødelighed var 42 procent. Blodparasitter Gråspurven kan have en række blodparasitter, blandt andet malariaparasitten. Navnet Gråspurven kaldes også husspurv, grossenollike eller gråskenollike. Nollike er en nedsættende betegnelse, således at grossenollike kan oversættes til "lille uanselig grå fugl". Betegnelsen "grå" i fuglenavne brugtes tidligere ofte om almindelige, uanselige arter. Et andet eksempel er gråand. I Marstal på Ærø kaldes en gråspurv for en grolle. En grolle er samtidig øgenavnet for en marstaller, fordi marstallere ligesom gråspurve findes overalt på kloden på grund af byens stolte søfartstraditioner. Den årlige byfest i Marstal hedder Grollefesten. Referencer Noter Kilder/Henvisninger Benny Génsbøl, Nordens fugle - en felthåndbog, 1987. . DOFs beskrivelse af Gråspurven. Erik Mandrup Jacobsen, Hvor mange fugle yngler i Danmark? Ornis Consult, 1997. Arkiveret version fra august 2013. Fugle fra Eurasien Fugle fra Amerika Spurve
1647	https://da.wikipedia.org/wiki/VM%20i%20h%C3%A5ndbold%20%28m%C3%A6nd%29	VM i håndbold (mænd)	Verdensmesterskabet i håndbold for mænd arrangeres af IHF (International Handball Federation), og er afviklet med jævne mellemrum siden 1938 og siden 1993 hvert andet år. er forsvarende mestre, da de vandt i 2021. Den mest vindende nation med seks sejre er dog (1995, 2001, 2009, 2011, 2015 og 2017) fulgt af Sverige (1954, 1958, 1990 og 1999) og (1961, 1964, 1970 og 1974) med fire hver. De europæiske hold har domineret håndbold-VM, og er det eneste ikke-europæiske land (pr 2021), der har vundet en medalje, da de vandt sølv ved VM i 2015. Fra midten af 1990'erne har andre end europæiske hold dog blandet sig i top 8, hvor de bedste placeringer, udover Qatars sølvmedalje er opnået af (nr. 4 i 2001) og (nr. 4 i 2005). Sverige og Tyskland er de to lande, der har deltaget flest gange med 25 deltagelser hver (pr. 2021). Frem til 2005 havde som den eneste nation deltaget i alle slutrunder, men den stime blev stoppet, da holdet ikke kvalificerede sig til VM i 2007. Danmark ligger nummer tre med 24 deltagelser. I perioden 1976-1992 afholdtes desuden såkaldt B-VM og C-VM, som fungerede som kvalifikation til det egentlige VM og som kvalifikation til OL. I begyndelsen afholdtes ydermere mesterskaber i markhåndbold (se VM i markhåndbold), men siden slutningen af 1960'erne er der udelukkende afholdt indendørsmesterskaber. Danmarks håndboldlandshold var med til at præge verdenstoppen indtil midten af 1980'erne, idet holdet deltog i samtlige slutrunder til og med 1986, med en ottendeplads som dårligste resultat. Dog kun med en enkelt medalje som resultat i form af sølvmedaljer i 1967. Derefter kom holdet ind i en bølgedal, hvor dets bedste placering var tre niendepladser (1993, 1999 og 2003), inden holdet fra midten af det første årti i 2000'erne vendte tilbage til verdenseliten ved at vinde bronzemedalje i 2007, sølvmedaljer i 2011 og 2013, samt guldmedaljer i 2019 og senest i 2021. Historie Det første VM Det første VM blev afholdt i 1938. Turneringen blev arrangeret af International Amateur Handball Federation (IAHF), som var stiftet i 1928. Det var den eneste VM-turnering afholdt af IAHF, da foreningen blev opløst i 1946. Efterfølgende turneringer er afholdt af International Handball Federation (IHF). Turneringen blev afholdt i Tyskland og kun fire nationer (alle europæiske): Tyskland, Østrig, Sverige og Danmark deltog. Spillerne var rekrutteret blandt markhåndboldspillere, og Danmark sendte klubben Ajax København suppleret af to spillere fra HG København som deltager. Man spillede i kortere tid end i moderne håndbold, da man spillede to halvlege à 10 min, til gengæld var banen større med 25×50 m. 1954-1974: Rumænsk og svensk dominans Grundet 2. verdenskrig og markhåndbolds større succes og udbredelse i perioden måtte man vente 16 år inden det næste VM i indendørs håndbold kunne afholdes. Fra 1954 udvides turneringen til 6 hold, der først spillede gruppespil, hvor vinderne gik i en finale. Den spillede tid blev tilrettet, så det i højere grad lignede det vi kender i dag idet man nu spillede 2×25 min. i stedet for de 2×10 min. man havde spillet i 1938. I 1958 udvides turneringen til 16 hold og Brasilien deltog som det første ikke-europæiske land. Turneringerne spilledes først hvert fjerde år, siden hvert tredje og til sidst igen hvert fjerde. Turneringerne i 1954 og 1958 blev begge vundet af Sverige, som i perioden havde sin første storhedstid, med medaljer ved alle VM fra 1938-1964. I perioden 1961-1974 var det rumænske landshold dog lidt mere succesfulde og vandt fire ud af fem turneringer og blev nummer tre i den femte. På holdet var spillere som Hans Moser og Cornel Oțelea. Øvrige medaljer fra 1954-74 gik primært til Sverige og Tjekkoslovakiet som også begge havde en storhedstid. Tilsammen vandt de tre nationer 14 ud af 21 medaljer i perioden. Slutrunderne i 1958 og 1961 foregik i hhv. DDR og Vesttyskland, hvor de to værtsnationer til begge slutrunder stillede med et samlet hold. Tysklands første kamp, som de vandt 46-4 mod Luxembourg, er stadig den største sejr ved et verdensmesterskab. Danmark vandt i 1967 en sølvmedalje. 1978-1993: Nye medaljevindere og sovjetisk/russisk succes Efter den rumænske dominans trådte nye nationer ind på scenen. Særligt Sovjetunionen/Rusland oplevede succes og deltog i fire ud af fem finaler og vandt de to. Sverige og Tyskland oplevede ligeledes fornyet succes og vandt deres første medaljer i hhv. 26 år og 20 år. Udover Sverige og Tysklands tilbagevenden oplevede en række andre nationer at vinde deres første medaljer idet Sovjetunionen, Polen og Ungarn i perioden vandt deres første medaljer og Jugoslavien og Sovjetunionen deres første guldmedaljer. I perioden 1976-1992 var kvalifikationen til VM opbygget i en tilnærmet ligastruktur med op og nedrykninger mellem det egentlige VM hvert fjerde år og kvalifikationsturneringer i form af B-VM og C-VM i de mellemliggende år. Det var fortsat primært europæiske hold, der deltog med omkring 75-80% af deltagerne i denne periode. Den europæiske andel lå ved de to første VM på 100% og indtil 1978 omkring 80-90%. Håndbold havde og har stadig, dog også begrænset udbredelse andre steder end Europa og de ikke-europæiske nationer, der havde deltaget indtil 1993 havde endnu ikke opnået at slutte blandt de otte bedste. 1995-2001: Svensk, fransk og russisk dominans og deltagere Fra 1993 justeres på kadencen for afholdelse af VM, hvor man først fra 1990 til 1993 havde 3 år mellem slutrunderne og derfra de to år vi har i dag. Dette skete samtidig med oprettelsen af EM i håndbold og justering i kadencen for Vinter-OL. Ligeledes blev der eksperimenteret med at brede håndbold ud til nye nationer ved at afholde slutrunder i nye lande, som Island, Japan og Egypten. Slutrunderne i Japan og Egypten var de første i hhv. Asien og Afrika. Afslutningen på den Kolde krig og sammenbruddet af Sovjetunionen og Jugoslavien gav mulighed for at en række nye lande kunne deltage i VM fra starten af 1990'erne. Antallet af slutrundedeltagere udvides i 1995 fra 16 til 24, hvoraf syv ud af de otte nye pladser blev givet til andre kontinenter end Europa. Europas andel af slutrundedeltagere gik derfor fra at have ligget omkring 75-80% i årene op til 1993 til at ligge i niveauet omkring 50-60% fra 1995 og frem. Udvidelsen af deltagerlande med primært ikke-europæiske lande og skabelsen af en række nye lande i Europa gav anledning til at der var 5 slutrundedebutanter i 1995 og 6 i 1997, hvor Kroatien var den af debutanterne der klarede sig bedst med en sølvmedalje i 1995. For de ikke-europæiske lande markerede VM i 1995 det første år hvor et ikke-europæisk hold sluttede blandt de otte bedste med Egyptens 6. plads. Ved VM 2001 blev Egypten med en 4. plads, det første ikke-europæiske hold blandt de sidste fire. Sverige, Frankrig og Rusland/Sovjetunionen delte guldmedaljerne mellem sig med 2 til Frankrig og en hver til Sverige og Rusland, og tilsammen vandt de 9 ud af 12 medaljer. 2001 markerede slutningen på den anden svenske storhedstid med medaljer ved samtlige VM fra 1990-2001 med spillere som Magnus Wislander og Stefan Lövgren. Svenskerne vandt i perioden 1994-2002 ligeledes fire ud af fem EM guldmedaljer. Frankrig oplevede også fra 1993 starten på en endnu ikke afsluttet storhedstid. Efter det hidtil bedste resultat havde været en 6. plads i 1954, vandt de ved 5 mesterskaber fra 1993-2001 to guld-, en sølv- og en bronze-medalje, med spillere som Daniel Narcisse og Jérôme Fernandez. For de to tidligere mangeårige deltagere Danmark og Tyskland markerede perioden til gengæld en nedgangstid. Periodens første VM var det første VM hvor Tyskland og Danmark ikke kvalificerede sig. Begge nationer havde ellers været med til samtlige slutrunder og hver haft seks top 4 placeringer i de hidtidige 11 slutrunder. I perioden deltog landene kun i hhv. tre og fire ud af seks slutrunder med for Danmarks vedkommende to niendepladser som bedste resultater og for Tysklands vedkommende en fjerdeplads som bedste resultat. Grønland havde til gengæld debut ved slutrunden i 2001 og deltog også i slutrunderne i 2003 og 2007. 2003-2009: Succes for Frankrig, Kroatien og nye nationer De tre af de fire slutrunder afholdes af nye slutrundelande da turneringerne i '03, '05 og '09 afholdes af Portugal, Tunesien og Kroatien. Det gik bedst for Kroatien, der blev nummer to i '09 og Tunesien, der fik deres hidtil bedste resultat med en fjerdeplads. Kroatien havde derudover deres hidtil bedste periode med en guldmedalje og to sølvmedaljer. Frankrigs succesfulde stime forsatte og de vandt en guldmedalje og to bronzemedaljer. I perioden klarede Sverige og Rusland sig til gengæld ikke så godt og Danmarks dårlige stime fortsatte ved de to første slutrunder. I mangel af traditionelt stærke nationer tog nye over og to nationer, der ikke tidligere havde vundet VM vandt to slutrunder (Kroatien og Spanien) og Tyskland vandt i 2007 sit første VM i 29 år. Den sidste guldmedalje blev vundet af Frankrig. Slutrunderne i '07 og '09 markerede også Danmarks tilbagevenden til top 4 og Danmark vandt de første medaljer i 40 år i form af bronzemedaljer i '07. 2011-2021: Fransk og dansk dominans I perioden 2011-2021 vandt Frankrig tre guldmedaljer og en bronzemedalje, med spillere som Thierry Omeyer på mål og Nikola Karabatić i angrebet. Efter i 2007 at have vundet sin første medalje siden 1967 vandt Danmark i perioden 2 guldmedaljer og 2 sølvmedaljer. Tilsammen vandt Frankrig og Danmark fem ud af seks guldmedaljer i perioden. Norge havde ligeledes en succesfuld periode. Efter ikke at have kvalificeret sig i de to foregående slutrunder i '15 og '17 og aldrig have vundet medaljer tidligere, deltog de i to finaler i '17 og '19 og vandt to sølvmedaljer. En af hovedkrafterne var og er Sander Sagosen. Turneringen i 2015 blev afholdt i Qatar. Det skabte en del debat at Qatar havde nationaliseret en række spillere fra Europa som Borja Vidal, Goran Stojanović og Bertrand Roiné. Landet stillede derfor op med kun fire spillere født i Qatar. Det lykkedes at bringe det sammenbragte hold helt til finalen og landet vandt en sølvmedalje og dermed den første og hidtil eneste (pr. 2021) VM-medalje vundet af en nation, der ikke er fra Europa. Turneringen i 2021 præges af den globale coronaviruspandemi og USA og Tjekkiet trak deres hold inden turneringen pga. coronasmittede spillere og Kap Verde trak sig under turneringen pga. for mange smittede spillere. Hele turneringen blev spillet uden almindelige tilskuere. Turneringen endte for anden gang i træk med et rent nordisk opgør i det Danmark og Sverige mødtes i finalen, efter at Norge og Danmark havde mødtes to år tidligere. Det var dermed Danmarks anden finale i træk og Sveriges første siden 2001. Danmark trak sig igen sejrrigt ud af finalen og er dermed dobbelt forsvarende mestre. To af Danmarks vigtigste spillere ved begge slutrunder var Mikkel Hansen og Niklas Landin, som begge tidligere var kåret til verdens bedste håndboldspiller. Sverige stillede bl.a. med målvogteren Andreas Palicka, der kom på all-star holdet. Mesterskaber Slutrunder, værtslande, medaljevindere og deltagerantal 1Nordamerika/Caribien og Syd- og Centralamerika udgør Panamerican Team Handball Federation. Fra 2021 er føderationen delt i to zoner: NACHC og SCAHC. I denne oversigt er deltagende lande indtil 2021 fordelt efter deres tilhørsforhold fra 2021. 2I 1958 og 1961 deltog et forenet øst- og vesttysk hold. 3Fordelingen mellem forbund ved fremtidige mesterskaber er foreløbig. Mesteren fra en tidligere slutrunde kvalificeres til den næste. Hidtil har det været et europæisk hold, hvorfor Europa har fået en plads mere. Derudover kendes fordelingen af eventuelle wildcards (1-2) endnu ikke. Summen af procenterne giver derfor ikke 100%. — Vært Medaljeoversigt Medaljevindende nationer 1938-2021. 1For perioden 1954-1990 Vesttyskland. 2I 1958 og 1961 deltog et forenet øst- og vesttysk hold. Den vundne bronzemedalje er talt med både under Tyskland og DDR. Deltagerlandes placeringer Omkring 61 lande har deltaget i indendørs A-VM-slutrunder gennem tiden, og deres placeringer er sammenfattet i nedenstående tabel. Antallet af lande afhænger bl.a. af hvordan Serbien og Montenegro i 2005 og det samlede hold for Korea i 2019 tælles. 1 I 1958 og 1961 deltog et fælles øst- og vesttysk hold. 2 I 2005: Serbien & Montenegro. 3 I 1993 deltog et fælles hold fra Tjekkiet og Slovakiet. 4 For perioden 1954-1990 Vesttyskland. 5 For at give håndbold i USA bedre forhold frem mod Sommer-OL 2028 er det besluttet at give USA wild cards i 2025 og 2027. 6 Rusland måtte ikke deltage som land ved VM 2021, pga. udelukkelse grundet doping. I stedet deltog et hold af russiske atleter under navnet Ruslands håndboldforbund. 7 I 2019 deltog et fælles hold fra Nordkorea og Sydkorea Forklaring — Del af andet land — Deltog ikke i kvalifikationen — Ikke kvalificeret til slutrunden — Kvalificeret til kommende slutrunde — Vært Statistik 1938-2021 Personrekorder Topscorer Topscorere 1938-1993 Topscorere 1995-i dag 1Med "Max antal kampe" menes det maksimale antal kampe der kunne spilles af en nation under det pågældende VM. Fx kunne en nation ved VM 2021 spille 9 kampe. Qatar spillede dog kun 7 kampe hvilket gav Carol et målgennemsnit på 8,3 i de kampe hans nation spillede. Personer, der har været topscorer mere end en gang Lande med flest topscorere på topscorerlisten Holdrekorder Flest mål i en kamp uden forlænget spilletid {\| class="wikitable" \| style="width:55px;"\|Mål ! Kamp \| style="width:50px;"\|Res. \| style="width:60px;"\|VM ! Kamptype \|- \| style="text-align:center;"\|80 mål \| Rumænien - Rusland \| style="text-align:center;"\|42-38 \| style="text-align:center;"\|VM 2009 \| Kamp om 15.- 16.-pladsen \|- \| style="text-align:center;"\|80 mål \| Slovenien - Sydkorea \| style="text-align:center;"\|51-29 \| style="text-align:center;"\|VM 2021 \| Indledende runde \|- \| style="text-align:center;"\|77 mål \| Tunesien - Angola \| style="text-align:center;"\|43-34 \| style="text-align:center;"\|VM 2017 \| Indledende runde \|- \| style="text-align:center;"\|77 mål \| Chile - Sydkorea \| style="text-align:center;"\|44-33 \| style="text-align:center;"\|VM 2021 \| Presidents cup om 25.-32.-pladsen \|- \| style="text-align:center;"\|76 mål \| Spanien - Island \| style="text-align:center;"\|40-36 \| style="text-align:center;"\|VM 2007 \| Kamp om 7.- 8.-pladsen \|} Færrest mål i en kamp 60 min {\| class="wikitable" \| style="width:55px;"\|Mål ! Kamp \| style="width:50px;"\|Res. \| style="width:60px;"\|VM \|- \| style="text-align:center;"\|14 mål \| Rumænien – Tjekkoslovakiet \| style="text-align:center;"\|7-7 \| style="text-align:center;"\|VM 1961 \|- \| style="text-align:center;"\|14 mål \| Sverige – Norge \| style="text-align:center;"\|8-6 \| style="text-align:center;"\|VM 1970 \|- \| style="text-align:center;"\|16 mål \| Polen - Jugoslavien \| style="text-align:center;"\|9-7 \| style="text-align:center;"\|VM 1958 \|- \| style="text-align:center;"\|17 mål \| Danmark – Frankrig \| style="text-align:center;"\|9-8 \| style="text-align:center;"\|VM 1967 \|- \| style="text-align:center;"\|19 mål \| Danmark – Norge \| style="text-align:center;"\|10-9 \| style="text-align:center;"\|VM 1961 \|} Flest mål af et hold i en kamp {\| class="wikitable" \| style="width:55px;"\|Mål ! Hold ! Kamp \| style="width:50px;"\|Res. \| style="width:60px;"\|VM ! Kamptype \|- \| style="text-align:center;"\|55 mål \| Island \| Island – Australien \| style="text-align:center;"\|55-15 \| style="text-align:center;"\|VM 2003 \| Indledende runde \|- \| style="text-align:center;"\|52 mål \| Danmark \| Danmark – Canada \| style="text-align:center;"\|52-18 \| style="text-align:center;"\|VM 2005 \| Indledende runde \|- \| style="text-align:center;"\|51 mål \| Spanien \| Spanien – Australien \| style="text-align:center;"\| 51-11 \| style="text-align:center;"\|VM 2013 \| Indledende runde \|- \| style="text-align:center;"\|49 mål \| Sverige \| Sverige – Australien \| style="text-align:center;"\|49-17 \| style="text-align:center;"\|VM 1999 \| Indledende runde \|- \| style="text-align:center;"\|49 mål \| Sverige \| Sverige – Australien \| style="text-align:center;"\|49-16 \| style="text-align:center;"\|VM 2005 \| Indledende runde \|} Største sejr {\| class="wikitable" \| style="width:55px;"\|Målforskel ! Kamp \| style="width:50px;"\|Res. \| style="width:60px;"\|VM ! Kamptype \|- \| style="text-align:center;"\|42 mål \| Tyskland - Luxembourg \| style="text-align:center;"\|46-4 \| style="text-align:center;"\|VM 1958 \| Indledende runde \|- \| style="text-align:center;"\|40 mål \| Island - Australien \| style="text-align:center;"\|55-15 \| style="text-align:center;"\|VM 2003 \| Indledende runde \|- \| style="text-align:center;"\|40 mål \| Spanien - Australien \| style="text-align:center;"\|51-11 \| style="text-align:center;"\|VM 2013 \| Indledende runde \|- \| style="text-align:center;"\|37 mål \| Australien - Frankrig \| style="text-align:center;"\|10-47 \| style="text-align:center;"\|VM 2007 \| Indledende runde \|- \| style="text-align:center;" rowspan="2" valign="top" \|35 mål \| Australien - Slovakiet \| style="text-align:center;"\|12-47 \| style="text-align:center;"\|VM 2009 \| Indledende runde \|- \| Danmark – Australien \| style="text-align:center;"\|47-12 \| style="text-align:center;"\|VM 2011 \| Indledende runde \|} Se også VM i håndbold (kvinder) VM i markhåndbold Supercup World Cup Afrikamesterskabet i håndbold (mænd) Asienmesterskabet i håndbold (mænd) EM i håndbold (mænd) Nordamerika og Caribiensmesterskabet i håndbold (mænd) Syd- og Mellemamerikamesterskabet i håndbold (mænd) IHF Emerging Nations Championship Kilder / eksterne henvisninger International Handball Federation IHF – Men's World Championships
1651	https://da.wikipedia.org/wiki/VM%20i%20h%C3%A5ndbold%202003%20%28m%C3%A6nd%29	VM i håndbold 2003 (mænd)	Verdensmesterskabet i håndbold for mænd 2003 var det 18. (indendørs) VM i håndbold for mænd. Slutrunden blev afholdt i Portugal i perioden 20. januar – 2. februar 2003. De 24 deltagende nationer spillede først en indledende runde i fire grupper med seks hold, hvorfra de fire bedste i hver gruppe gik videre til hovedrunden, mens holdene, der sluttede som nr. 5 og 6 i de indledende grupper, blev rangeret som nr. 17-24 efter deres resultater i den indledende runde. I hovedrunden spillede de 16 hold i fire nye fireholdsgrupper, hvorfra de fire vindere gik videre til semifinalerne, mens toerne gik videre til kampene om 5.- 8.-pladsen. De øvrige hold blev rangeret som nr. 9-16 efter deres resultater i gruppekampene. Kroatien blev verdensmester for første gang ved at slå Tyskland 34-31 i finalen. Bronzen gik til de forsvarende verdensmestre fra Frankrig, der besejrede Spanien 27-22 i bronzekampen. Det danske landshold var blandt en af favoritterne før turneringens start, efter gode resultater i testkampe op til turneringsstarten. Holdet endte på andenpladsen i sin indledende gruppe og gik dermed videre til hovedrunden, hvor det dog blev til nederlag til Kroatien og Rusland. Danmark endte dermed på 9.-pladsen ved dette VM. Danskerne spillede sine indledende kampe i den nordportugisiske by Sao Joao da Madeira. Det grønlandske landshold deltog også men måtte tage til takke med 24.- og sidstepladsen. Rangering Slutrunde Indledende runde De 24 deltagende hold var blevet inddelt i fire grupper med seks hold. De fire bedste hold fra hver gruppe gik videre til hovedrunden om 1.- 16.-pladsen, mens de resterende hold blev rangeret som nr. 17-24 efter de opnåede resultater i den indledende runde. Hovedrunde De 16 hold, som gik videre fra den indledende runde, spillede i hovedrunden om placeringerne 1-16. Holdene var inddelt i fire nye grupper med fire hold i hver, og resultaterne fra kampe mellem hold fra samme indledende gruppe blev overført til hovedrunden. De fire gruppevindere gik videre til semifinalerne, mens de fire toere gik videre til placeringskampene om 5.- 8.-pladsen. Resten af holdene blev rangeret som nr. 9-16 efter deres resultater i gruppekampene. Placeringskampe om 5.- 8.-pladsen Placeringskampene blev spillet i Lisboa. Finalekampe Finalekampene blev spillet i Lisboa. Topscorere Carlos Perez, Ungarn, 64 mål Hussein Zaky, Egypten, 61 mål Olafur Stefanson, Island, 58 mål Kilder / eksterne henvisninger International Handball Federation IHF – Officielle resultater 2003 (mænd) Håndbold i 2003
1657	https://da.wikipedia.org/wiki/Aferese	Aferese	Aferese er en speciel form for blodtapning. Normalt, når man bliver tappet, giver man fuldblod. Ved aferese tappes blodet som normalt, men centrifugeres så med det samme. De delelementer, som blodbanken har brug for, tages ud, og resten af blodet sendes så tilbage i kroppen med det samme. Ved disse afereser kan man for eksempel gå ind og nøjes med at "hente" blodpladerne eller plasmaet ud af blodet. Ordet aferese kommer af græsk aphairein = "at fjerne". Ordet bruges om det at tage noget væk. Selve aferesen foregår ved hjælp af en maskine, der kaldes en blodcelleseparator. Den kan centrifugere blodet med det samme og returnere de dele, der ikke er brug for. Under tapningen får donoren sterile plastikslanger med en kanyle ind i armen som ved en almindelig tapning. For at forhindre at blodet størkner, tilsættes det tappede blod citronsyre. Det er et biologisk stof, der forekommer naturligt i vores krop og som derfor nedbrydes hurtigt. Hvis tappehastigheden er høj, og der tilbageføres meget plasma med citronsyre, kan der komme en høj koncentration i blodet. Det mærker donor som en prikken i fingre, tæer og læber. I så fald skal donor gøre opmærksom på dette, så hastigheden kan sænkes, og generne vil så hurtigt forsvinde. Eventuelt gives en kalktablet eller et glas mælk, som neutraliserer citronsyren. Ved nogle maskiner tilsluttes donor med begge arme, mens andre maskiner kun kræver forbindelse med den ene arm. Maskinen opsamler for eksempel blodpladerne og sender resten, det vil sige blodlegemer og plasma, tilbage til donor. Ved stik i begge arme foregår tapning og tilbageførsel samtidigt. Ved stik i én arm, skiftes der mellem tapning og tilbageførsel. Mængden af tappet blod og tilbageførsel overvåges hele tiden maskinelt, så der er en balance mellem tappet og tilbageført blod. Skulle det ske, at der bliver tappet for meget, nedsættes hastigheden automatisk, eller maskinen stopper helt. En aferese, hvor man kun udtager blodplader, tager cirka 1 time. Blodpladerne (der også kaldes trombocytter) er gendannede efter få dage, og er det nødvendigt, kan aferesen derfor gentages nogle dage efter. Dette gøres dog kun i specielle tilfælde, hvor der findes få egnede donorer til en given patient. Da de røde blodlegemer returneres, får donoren ikke blodmangel, selvom tapning gentages, inden der er gået tre måneder. Den mængde blodplader, der fremkommer ved en aferese, svarer til 6-10 "almindelige" tapninger. Det er den mængde blodplader, man som regel skal bruge til at behandle en patient med blødningsforstyrrelser. En aferese, hvor man kun udtager plasma, foregår omtrent som en tapning af blodplader. Dog tager den lidt kortere tid, cirka 40 minutter. Da proteinen i plasmaen gendannes i løbet af en uge, og de røde blodlegemer gives tilbage, kan plasmaferese gentages hver 14. dag. Medicinske behandlinger
1681	https://da.wikipedia.org/wiki/Affutage	Affutage	Affutage er et underlag eller monteringsstativ til våben. Betegnelsen kan benyttes om et kanonunderlag eller morterstativ, men benyttes også om et stativ til fast montage af let eller tungt maskingevær på køretøjer eller blot stående på jorden eller på et skib. Fordelen er bedre kontrol over våbnet under skydning og dermed større skudvidde. Der findes affutager til montering af 2, 3 eller 4 ens maskingeværer, såkaldte tvillinge- , trillinge- og firlingeaffutager, som kan være manuelt eller maskinelt rettede. Fordelen her er, at en enkelt skytte kan yde større ildkraft, da aftrækkermekanismerne betjenes synkront. Sådanne affuteringer anvendes hovedsageligt til luftværnsvåben. Betegnelsen lavet (som fx kanonlavet), som også ses, er etymologisk beslægtet med affutage (gennem tysk fra fransk l'affût). Affutager Våben
1682	https://da.wikipedia.org/wiki/Aff%C3%A6re	Affære	Affære (fr. affaire fra à faire, "at gøre") har flere betydninger: Utroskab – et seksuelt forhold til en anden end den, man er gift med, kan også kaldes en affære Sag – et anliggende, ofte af pinlig karakter. At tage affære er at involvere sig (gribe ind) i en vanskelig situation, med henblik på af finde en løsning. filmtitler Affæren Birte – en dansk film fra 1945 Affæren i Mølleby – en dansk film fra 1976 To Tøser Ta'r Affære – en amerikansk film fra 1995 Se også Altmark-affæren – en mindre kamphandling mellem engelske og tyske flådestyrker, som fandt sted i norsk territorialfarvand i februar 1940 Dreyfus-affæren – en sag mod den franske officer Alfred Dreyfus, som var af jødisk herkomst (1894)
1683	https://da.wikipedia.org/wiki/Affrikat%20konsonant	Affrikat konsonant	Affrikat er en sproglyd sammensat af en lukkelyd og en tilsvarende hæmmelyd. Affrikater findes ikke i det danske sprog i fonologisk forstand. Eksempler på affrikater er: − som i tysk , ziel, "mål" eller , katze, "kat" − som i engelsk , chew, "tygge" − som i engelsk , jew, "jøde" Se også Det internationale fonetiske alfabet Konsonant Fonetik
1684	https://da.wikipedia.org/wiki/Afghanistan	Afghanistan	Afghanistan ([αwˈga'niˌsdan] ,Pashto/Dari: افغانستان, ) er en stat i Centralasien og Sydasien. Afghanistan er en indlandsstat, der har religiøse, etno-lingvistiske og geografiske forbindelser med de fleste af sine nabostater. Det grænser op til Pakistan mod syd og øst, Iran mod vest, Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan mod nord og Folkerepublikken Kina i det fjerneste nordøst. Afghanistan har et areal på og et befolkningstal på indbyggere. De to officielle sprog er Dari, der tales af lidt over halvdelen af befolkningen og Pashto, der i Afghanistan tales af godt en tredjedel af befolkningen. Endvidere tales usbekisk, turkmensk, balutsji, pashai, nuristani, pamir, arabisk m.fl. Navnet Afghanistan betyder Afghanernes Land. Afghanistan er en kulturelt forskelligartet nation mellem den østlige og den vestlige verden og har været centrum for handel og migration. Landet har en vigtig geostrategisk placering, idet det forbinder Syd-, Central- og Sydvestasien. Gennem dets lange historie har det haft flere invaderende og besættende fjender. Og afghanere har selv besat store områder for at skabe deres egne riger. Ahmad Shah Durrani skabte Durrani-riget i 1747 med hovedstad i Kandahar. Senere blev hovedstaden flyttet til Kabul, og de fleste territorier afleveret. I det 19. århundrede blev Afghanistan en bufferstat i "Det Store Spil" mellem Britisk-Indiske Rige og Russiske Rige. 19. august 1919 efter den tredje anglo-afghanske krig, fik det fuld udenrigspolitisk uafhængighed fra Storbritannien. Siden de sene 1970'ere har Afghanistan fortsat lidt under vedvarende og brutale borgerkrige med udenlandske indblanding som den sovjetiske invasion i 1979 og den amerikansk ledede invasion i 2001, der afsatte Taliban-regeringen. I slutningen af 2001 autoriserede FN's sikkerhedsråd oprettelsen af en hjælpehær (ISAF). Den bestod af NATO-tropper, der hjalp Hamid Karzais regering med at oprette en lovformelig stat og genopbygge infrastrukturen. I 2005 underskrev USA og Afghanistan et strategisk partnerskab, der binder begge nationer til et langtidssammenhold. I mellemtiden er flere milliarder US dollars stillet til rådighed af det internationale samfund til genopbygning af landet. Afghanistan er de facto styret af det ikke-anerkendte Taliban-kontrollerede Islamiske Emirat Afghanistan efter sammenbruddet af den internationalt anerkendte Islamiske Republik Afghanistan den 15. august 2021. Taliban meddelte 7. september 2021 at en ny regering var undervejs og at de første ministre var udpeget. Mullah Mohammad Hassan Akhund, der var med til at grundlægge Taliban og var udenrigsminister og næstkommanderende i gruppens første regering i 1990'erne, blev leder af den nye regering. Mullah Abdul Ghani Baradar, som siden januar 2019 havde fungeret som Talibans politiske leder og forhandler, blev næstkommanderende i regeringen. Etymologi Navnet "Afghānistān" (, Afġānestān, udtalt []; , Afġānistān, udtalt []) betyder Afghanernes Land. Historisk set betegnede etnonymet afghaner hovedsageligt pashtunerne, den største etniske gruppe i Afghanistan. Den tidligste brug af navnet findes i en geografibog fra det 10. århundrede kendt som Hudud al-'Alam. Den sidste del af navnet, -stān er et persisk suffiks med betydningen "et sted, der bugner af" eller "et sted, hvor alt bugner". Det er analogt med suffikset -land og forekommer i mange geografiske navne i Centralasien. -stan kommer af den indoeuropæiske rod *stā- (stå) og er beslægtet med bl.a. russisk stan (boplads), latin status, stare (stå) og ord som stå, sted, stad, stand i de germanske sprog. Bindevokalen i forekommer også i navne som Kirgisistan, Pakistan, Tadjikistan, Uzbekistan og Turkmenistan, men ikke i Kazakhstan. I begyndelsen af det 1800-tallet adopterede afghanske politikere brugen af navnet Afghanistan som betegnelse for hele Durrani-riget, efter at dets engelske oversættelse allerede var optrådt i forskellige traktater med Qajar-dynastiet i Persien og Britisk Indien. Første gang ordet Afghanistan blev officielt brugt, var ved underskrivelsen af Gandamak-traktaten, efter den afghanske emir Yaqoob Khans nederlag i den anden anglo-afghanske krig. Historie Afghanistan bliver ofte omtalt som «vejkrydset i Central-Asien» og landet har en turbulent historie. Regionen, som i dag hedder Afghanistan, er op gennem tiderne erobret af fremmede herskere som perserne, Alexander den Store og Djengis Khan. Den afghanske stat, som vi kender den i dag, opstod i 1746 under Durrani-dynastiet, men kontrollen over landets undenrigsforhold blev overgivet til Storbritannien fra 1842-1919, med start efter den første anglo-afghanske krig (1839–1842) og afsluttedes med Emir Amanullah Khans tronbestigelse i 1919 efter Den tredje anglo-afghanske krig. Europæisk indflydelse og skabelsen af den afghanske stat I løbet af 1800-tallet (efter de Engelsk-Afghanske krige udkæmpet 1839–42, 1878–80 og 1919), og efter at Barakzai dynastiet var kommet til magten, kom meget af Afghanistan i Storbritanniens besiddelse. Storbritannien udøvede stor indflydelse, og det var først da Amanullah Khan overtog tronen i 1919, at Afghanistan genvandt fuldstændig uafhængighed over sin udenrigspolitik. (se "The Great Game"). Under den britiske intervention i Afghanistan blev de etnisk Pashtunske territorier delt af Durand-linjen. Det førte til et anstrengt forhold mellem Afghanistan og Britisk Indien og senere den nye stat Pakistan i Pashtunistan-debaten. Den længste sammenhængende stabilitet i Afghanistan var mellem 1933 og 1973, da landet blev regeret af Kong Zahir Shah. Uafhængighed Siden 1919 er 11 ledere fjernet: 1919 (attentat), 1929 (abdiceret), 1929 (henrettelse), 1933 (attentat), 1973 (fjernet), 1978 (henrettelse), 1979 (henrettelse), 1979 (henrettelse), 1987 (fjernet), 1992 (afsat), 1996 (afsat), 2001 (afsat) og 2021 (afsat). I 1973 gennemførte kongens svoger, Mohammed Daoud Khan, et kup. Daoud og hele hans familie blev myrdet i 1978, da det afghanske kommunistparti overtog styret ved et kup. Modstanden mod regeringen var betydelig. Derudover var regeringen præget af indbyrdes konflikter. I august 1978 begyndte den amerikanske regering gennem den pakistanske efterretningstjeneste at støtte mujahedin-styrkerne for at trække Sovjetunionen ind i konflikten. Som følge af mujahedins fremgang bad den afghanske regering flere gange Sovjetunionen om militærhjælp. Sovjetunionen afviste i første omgang, men lod sig til sidst overtale, og den 24. december 1979 rykkede styrker fra Sovjetunionen ind i Afghanistan og gennemførte, hvad der i USA og andre vestlige lande blev betragtet som en besættelse af Afghanistan. Mujahedinernes kamp, støttet af USA, Pakistan og andre regeringer, førte til at omkring 15.000 sovjetiske soldater mistede livet i kamphandlinger de næste ti år. Det og internationalt pres førte til, at Sovjetunionen trak sig ud i 1989. For flere detaljer, se Den afghansk-sovjetiske krig. Kampene fortsatte mellem forskellige mujahedin-fraktioner i årene, der fulgte. Det førte til at forskellige krigsherrer regerede, og Taliban opstod. De alvorligste sammenstød skete i 1994 da 10.000 fra forskellige fraktioner blev dræbt i kampe omkring Kabul. Støttet af Pakistan og Pakistans allierede (blandt andre CIA) udviklede Taliban sig til en politisk og religiøs magtfaktor og tog til sidst magten i 1996. Taliban formåede at erobre 90 pct. af landet, bortset fra Nordalliancens fæstninger - først og fremmest i nordøst. Taliban forsøgte at gennemføre en streng tolkning af islamisk Sharia-lov. Alliancen mellem Pakistan og Taliban gav muslimske terrorister støtte og et trygt gemmested (særlig Osama bin Ladens al-Qaida), og Afghanistan blev centrum for islamisk terrorisme. Krigen i Afghanistan 2001 Den amerikansk ledede alliances militære intervention som begyndte den 7. oktober 2001, og som var et svar på terroristangrebet i USA 11. september, medførte at Taliban opgav sine fremskudte positioner i nord, herunder Kabul, og trak sig til deres højborg i syd, bl.a. Helmand. Sent i 2001 mødtes ledere fra modstandsgrupperne i Afghanistan og de omkringliggende områder til et mødte i Bonn. Der blev man enige om en plan for oprettelsen af en ny regeringsstruktur med Hamid Karzai som formand for en afghansk overgangsstyre. Efter et landsdækkende Loya jirga i 2002 blev Karzai valgt til præsident. Danmark deltog fra februar 2002 i den amerikansk ledede koalition, og har stadig tropper i landet, i det der i NATO regi hedder DANCON/ISAF. Ud over sporadiske voldelige politiske optøjer og militære aktioner for at udrense resterne af al-Qaida og Taliban, kæmper landet med enorm fattigdom, lokale krigsherrer, en meget svag infrastruktur og titusindvis af landminer. I marts 2002 rystede en række jordskælv Afghanistan og 1.800 mistede livet og tusindvis af hjem blev ødelagt. Over 4.000 kom til skade. Jordskælvene skete i Samangan-provinsen (3. marts) og Baghlan-provinsen (25. marts). Det sidste var det værste. Kæmpe fund af råstoffer i 2010 Amerikanske geologer og forretningskonsulenter har fundet jern, kobber, kobolt, guld og litium i store mængder. Råstofferne anslås at have en samlet værdi af 1 billion USD. Ifølge Pentagon vil Afghanistan få samme betydning for litium-industrien, som Saudi-Arabien har for olieindustrien. Litium bruges til fremstilling af batterier til bl.a mobiltelefoner, bærbare PC'er og el-biler. Politik Politik i Afghanistan har været magtkampe, blodige kup og ustabile magtovertageler. Med undtagelse af en militærjunta er landet blevet styret af næsten alle regeringstyper gennem årene: blandt andet monarki, republik, teokrati og kommunisme. Grundloven, der blev ratificeret i 2003, omstrukturerede regeringen som en islamisk republik, der består af tre grene (den udøvende, dømmende og lovgivende magt.) Hamid Karzai blev valgt som præsident i oktober 2004 og fungerede i denne rolle indtil 2014. Parlamentet i Nationalforsamlingen blev valgt i 2005. Blandt de valgte var tidligere mujahedinere, Talibanmedlemmer, kommunister, reformister og islamiske fundamentalister. 28% af de valgte var kvinder, 3 procentpoint mere end grænsen på 25%, der er garanteret af grundloven. Det gjorde Afghanistan, der længe var kendt som en kvindeundertrykkede stat under Taliban, til et af de førende lande i verden, hvad angår kvindelig repræsentation i parlamentet. En ny parlamentsbygning blev påbegyndt 29. august 2005. Ved præsidentvalget i Afghanistan 2014 sejrede Ashraf Ghani. I årene derefter forsøgte Ghani forgæves at etablere en fredsproces med Taliban. Kort forinden Kabul blev overtaget af Taliban-styrker den 15. august 2021, tog Ghani flugten fra Afghanistan og forlod et land i kaos. Den afghanske højesteret ledes af formand Abdul Salam Azimi, en tidligere universitetsprofessor der har været juridisk rådgiver for præsidenten. Den tidligere højesteret, der blev udnævt under overgangsregeringen, var domineret af fundamentalister, blandt andet formand Faisal Ahmad Shinwari. Retten havde afsagt flere tvivlsomme kendelser: forbud mod kabel-tv; et forsøg på at forbyde en kandidat retten til at opstille til valget i 2004 samt at begrænse kvindernes rettigheder. Derudover gik retten også ud over sin konstitutionelle autoritet ved at afsige kendelser om emner, der endnu ikke var blevet indbragt for domstolen. Den nuværende højesteret er mere moderat og bliver ledet af mere teknokratiske folk end tidligere. Den har dog endnu ikke afsagt nogen kendelser. Afghanistan er med de øvrige lande i Sydasien medlem af SAARC (South Asian Association for Regional Cooperation). SAARC blev stiftet i december 1985 med det formål at fremme det regionale samarbejde, øge samhandel mellem landene og styrke Sydasiens økonomisk udvikling. Organisationen har hovedsæde i Kathmandu, Nepal, og følgende stater er medlemmer: Bangladesh, Bhutan, Indien, Maldiverne, Nepal, Pakistan og Sri Lanka samt fra april 2007 også Afghanistan. Administrativ inddeling Afghanistan er administrativt inddelt i 34 provinser (velayats), og hver provins har en hovedstad. Hver provins er igen inddelt i distrikter, og hvert distrikt dækker normalt en by eller flere kvarterer. Provinsens guvernør bliver udnævnt af indenrigsministeren, og distrikternes præfekter bliver udnævt af provinsens guvernør. Guvernøren er repræsentent for den centrale regering i Afghanistan og er ansvarlig for alle administrative og formelle opgaver. Provinsens politimester bliver udnævnt af indenrigsministeren, der arbejder sammen med guvernøren om håndhævelsen af loven i alle byer eller distrikterne i de respektive provinser. Der en undtagelse: hovedstaden (Kabul) hvor borgmesteren vælges af Afghanistans præsident og er fuldstændig uafhængig af præfekturet af Kabulprovinsen. Geografi Afghanistan er en indlandsstat og meget bjergrig i Syd-Centralasien, med sletter i nord og sydvest. Det højeste punkt er Nowshak i 7.485 m OHO. Store dele af landet er tørre, og ferskvandsforsyningerne er begrænsede. Det endorheiske Sistanbassin er en af de tørreste regioner i verden. Afghanistan har kontinentalklima med varme somre og kolde vintre. Landet rammes ofte af mindre jordskælv, især i de nordøstlige Hindu Kush-bjergegne. Omkring 125 mennesker blev såret og 4000 dræbt i et jordskælv 30. maj 1998. Med sine 647.500 km² er Afghanistan verdens 41. største land (efter Myanmar). Til sammenligning er landet lidt større end Texas. I landet finder man råstofferne guld, sølv, kobber, zink og jernmalm i de sydøstlige området, ædel- og halvædelsten såsom lapis, smaragd og azur i nordøst; og potentielt en betragtelig mængde petroleum og naturgas i nord. Landet har også uran, kul, chromit, talk, barit, svovl, bly og salt. Dog forbliver disse store mineral- og energikilder stort set ubrugte på grund af effekterne af den sovjetiske invasion og den efterfølgende borgerkrig. Der er planer om en udnyttelse af råstofferne i nær fremtid. Økonomi Afghanistan er et ekstremt fattigt land, helt afhængige af jorddyrkning og husdyrhold. Økonomien er præget af de sidste 42 års politiske og militære uro, og ekstrem tørke har øget nationens problemer fra 1998 til 2001. Store dele af befolkningen mangler fortsat mad, tøj, husly og sygehjælp. Inflationen er fortsat et alvorligt problem. Efter den amerikanskledede koalitionens krigføring førte til Talibans fald i november 2001, er mange af landets bønder gået over til at dyrke afgrøder til eksport i stedet for at dyrke mad til landets befolkning. Et godt eksempel er dyrkingen af opiumsvalmuen, som forædles til opium. En tredjedel af Afghanistans BNP kommer fra dyrkelse af opiumvalmuen og ulovlig narkotika som opium og de to afledninger morfin og heroin; og hashproduktion. Ifølge FN er opiumproduktionen i Afghanistan steget til nye højder i 2007, hvor produktionen blev forøget med mere end en tredjedel. Omkring 3,3 millioner afghanere er involveret i produktionen af opium. Internationale forsøg på at genopbygge Afghanistan gennem det afghanske interimstyre førte til, at 4,5 milliarder dollar blev givet gennem Verdensbanken. Prioriterede områder for genopbygning er skolevæsen, sundhedsvæsen og sanitære faciliteter, støtte til administration, udbygning af landbruget og genopbygning af veje, energi og telekommunikation. To tredjedele af befolkningen lever for mindre end to dollars per dag. Børnedødeligheden er 256 per 1000 fødsler. En af hovedkræfterne bag landets nuværende økonomiske genopbyggelse er hjemkomsten af over 4 millioner flygtninge fra nabolande og Vesten, hvor de har har tilegnet sig ny energi, lyst til at iværksætte og pengeskabende færdighed - så vel som den meget trængte kapital til at sætte gang i projekter. Den norske ngo Afghanistankomiteen har ydet et stort bidrag med støtte opbygning af infrastruktur og udvikling af miljø, uddannelses- og sundhedssektorerne. Demografi Etnicitet og sprog Afghanistan har et anslået befolkningstal på indbyggere. Pasthunerne er den største etniske gruppe (45-55%). Derpå følger Tadsjiker (30%), Hazarere (12%-13%), Usbekere (5-9%), Aimakker (under 1%), Turkmenere (1%), Balucher (under 2%) og 30 mindre folkeslag (4%) tilsammen. Dari og Pashto er det mest udbrede sprog og tales af flertallet i landet. Det er almindeligt at være tosproget i Afghanistan. Et mindre antal etniske minoriteter, først og fremst sikher og hinduer taler punjabi. Religion Religiøst er afghanerene først og fremmest muslimer (omtrent 69 % er sunnimuslimer og 31 % shiamuslimer). Der er også hindu og sikh-minoriteter. En mange hundredår gammel jødisk minoritet på mange tusinde er forsvundet i løbet af nogle få år. Mange af disse er flygtet i løbet af borgerkrigen i 90'erne til nabolande, Europa og Amerika. Med Talibans fald er et antal sikher kommet tilbage til Ghazni-provinsen i Afghanistan. Uddannelse Infrastruktur Transport Ariana Afghan Airlines er det nationale flyselskab med indenrigsflyvninger mellem Kabul, Kandahar, Herat og Mazar-e Sharif. Desuden flyves der internationalt til Dubai, Frankfurt, Istanbul samt et antal andre destinationer. Der er også begrænsede inden- og udenrigsflyvninger tilgængelige fra Kam Air, Pamir Airways og Safi Airlines. Landet har begrænset jernbanetransport til Turkmenistan. Der er to jernbaneprojekter i gang på nuværende tidspunkt, en mellem Herat og den iranske by Mashhad, mens den anden bygges mellem Kandahar og Quetta i Pakistan. De fleste mennesker der rejser fra en by til en anden benytter en busservice. Biler er i den senere tid blevet bredere tilgængelige med Land Rover-, BMW-, Toyota-, Nissan- og Hyundaiforhandlere i Kabul. Et stort antal brugte biler importeres også fra de Forenede Arabiske Emirater. Næsten alle veje i landet genopbygges. Kommunikation og teknologi Telekommunikationservice i landet tilbydes af Afghan Wireless, Etisalat, Roshan, Areeba og Afghan Telecom. I 2006 underskrev ministeriet for kommunikation en 64,5 millioner dollars-aftale med ZTE Corporation, en aftale der skal oprette et landsdækkende fibernetværk. Netværket vil forbedre telefon-, internet-, fjersyns- og radiotilgængeligheden i hele landet. Fjersyns- og radioudsendelser i de fleste dele af landet, både lokale og internationale kanaler. Landets postservice er også operativt. Pakkeleveringer foretages af firmaer som FedEx, DHL samt et antal andre. Kultur Mange af landets historiske monumenter er blevet beskadiget pga. landets mange krige. Den mest betydningsfulde ødelæggelse fandt dog sted i fredstid, da Taliban-regimet i 2001 ødelagde Buddhastatuerne i Bamiyan-provinsen fra det 6. århundrede. De enorme statuer var verdensberømte, men teokratiet ønskede dem destrueret, da det var symboler for en anden religion end statsreligionen. Andre kendte steder er byerne Herat, Ghazni og Balkh. Minareten af Jam, i Hari Rud-dalen, befinder sig på UNESCOs liste over verdens kultur- og naturarvsteder. Befolkningen i Afghanistan er dygtige ryttere og sporten Buzkashi er populær. Afghansk mynde kommer herfra. Før Taliban tog magten, var byen Kabul hjem for mange musikere som mestrede både traditionel og moderne afghansk musik, særlig i løbet af Nauroz-festivalen. Kabul i midten af det 20. århundrede er sammenlignet med Wien i det 18. og 19. århundrede. Se også Verdens lande Krigen mod terrorisme Centralasiatisk Selskab Den Danske Afghanistan Komité Noter Eksterne henvisninger Topografisk kort over Afghanistan (1:300 000) Afganistan – krig og besættelse : Links til materiale med baggrund, historie, debat mv. (På Modkraft.dk/Tidsskriftcentret) Aase Køie: "Om Ægteskab og Bryllup i Afghanistan" (Geografisk Tidsskrift, Bind 49; 1948) Ole Olufsen: "Afghanistan" (Geografisk Tidsskrift, Bind 23; 1915) Sophie Petersen: "Mellem Indien og Afghanistan" (Geografisk Tidsskrift, Bind 36; 1933) Islamiske stater Indlandsstater Forhenværende britiske kolonier Republikker Lande i Asien
1685	https://da.wikipedia.org/wiki/Afkastning	Afkastning	Afkastning betegner i biologien, at en plante taber blade, frugter eller blomster. Afkastning er ikke noget usædvanligt eller faretruende for planten. Tvært imod er det en velordnet proces, som er et indarbejdet led i plantens forsvar mod livstruende tab af stof og energi. Afkastningen indledes, når det ikke længere giver noget fordel for planten, at det senere afkastede organ bliver siddende. Først dannes der et lag af delingsdygtige celler mellem planten og det truede organ. Disse celler skaber efterhånden en barrière af suberin (korkstof) mellem planten og organet, og når det er sket, ophører al udveksling mellem planten og organet. I sidste fase vil en ydre påvirkning (vind, regn, frost osv.) belaste korklaget så meget, at det brister, og organet afkastes. Eksempler på afkastning De løvfældende planter afkaster deres blade, når bladene ikker længere producerer et nettooverskud til planten. Derfor findes afkastning af blade både i egne, hvor tørke er den begrænsende faktor, og i egne, hvor det er lysmængden, der svinder ind. Blomstrende planter afkaster blomsterne, kort efter at bestøvningen er lykkedes, eller når mulighederne for bestøvning er forpassede. Det er ligefrem et sygdomstegn, hvis blomsterne visner, men ikke falder af (jf. Ildsot og Grå Monilia). Frugterne afkastes, når kimen er moden og ophobningen af oplagsnæring i frøet er afsluttet. Hos nåletræerne kan det enten ske ved, at hele koglen afkastes, eller ved at koglen smuldrer og slipper frøene løs (se Ædelgran). Grene kan afkastes kontrolleret, når de er uproduktive. Det ses f.eks. ofte hos Eg, hvor de afkastede grene let kan kendes på, at brudfladen har et stjerneformet mønster. Alle træer og sandsynligvis også buske og stauder afkaster rodspidser på ca. 20 cm længde flere gange årligt. Derefter går rodvæksten i dvale i nogle uger, men senere indledes en fornyet og kraftig vækst af nye rødder. Man kander ikke årsagen til, at det sker, men det formodes, at afkastningen har noget at gøre med afværgelse af svampeangreb. Se også Løvfald Biologi
1686	https://da.wikipedia.org/wiki/Aflatoksin	Aflatoksin	Aflatoksin er betegnelse for en bestemt type giftstoffer dannet af skimmelsvampe, specielt Aspergillus fumigatus and Aspergillus flavus. Aflatoksinerne grupperes som mycotoksiner. Aflatoksin er stærkt kræftfremkaldende og kan forekomme i en række (importerede) fødevarer som ris, majs, pasta, nødder og tørrede frugter. Særligt de uafskallede paranødder har vist sig at kunne indeholde aflatoksin. Derfor må nødderne kun forhandles i afskallet tilstand. EU har fastsat grænseværdier for indholdet af aflatoksin i fødevarer. Referencer Eksterne henvisninger Aflatoxiner. Biosite.dk Dannes der aflatoxiner ved tørring af valnødder? Havenyt.dk Pure Aflatoxin standards Biologi Kræftfremkaldende stoffer
1693	https://da.wikipedia.org/wiki/Afrodisiaka	Afrodisiaka	Afrodisiaka (ental afrodisiakum) er betegnelsen på midler som bruges i den tro , at de øger den seksuelle lyst. Navnet kommer fra Afrodite, kærlighedens gudinde i den græske mytologi. Men fra et historisk og videnskabeligt synspunkt, kan de påståede resultater ligesåvel have beroet på anvendernes tro på at de virkede, dvs. placebo-effekten. Den medicinske videnskab har ikke påvist at noget fødemiddel fremmer seksuel lyst eller præstation. Der er ofte tale om eksotiske urter. I ældre tider kaldtes urteafkog til dette brug for elskovsdrikke. Nogle afrodisiaka har opnået deres ry følgende princippet om sympatisk magi, for eksempel østers, på grund af deres form. Det samme forhold forklarer handelen med det fallisk udseende horn på Næsehornet, en handel som alvorligt truer dette dyrs overlevelse. Andre dyre-baserede afrodisiaka har fået deres ry fra dyre-emnets indlysende virilitet og aggresivitet, såsom tigerens penis (et ry som på tilsvarende måde truer denne dyreart). Pulveriseret spansk flue (en billeart) har været brugt som afrodisiakum i konfekt. Noter Kilde Uddrag fra vitaviva.com Sexologi
1696	https://da.wikipedia.org/wiki/Afrodite	Afrodite	Afrodite var elskovens gudinde i græsk mytologi, men er også kendt for at være gudinden for kærlighed, skønhed og frugtbarhed. Ifølge Hesiod omkring 700 f.Kr. er hun en af de ældste gudinder. Afrodite er født i havet af skummet, der opstod da den kastrerede Uranos' lem ramte havet, derfor afledte grækerne hendes navn af afros ("skum"). Hun kaldes Den Skumfødte. Der er tale om folkemytologi, og betydningen af navnet kendes ikke. Ifølge Homer og i senere litteratur er hun datter af Zeus og Dione. Hun er meget forførerisk, og det går fra tid til anden ud over dødelige og guder. Hun svarer til den romerske gudinde Venus. Afrodite giftede sig først med smedenes gud Hefaistos, men blev tiltrukket af krigernes gud, Ares. Da hun bliver taget på fersk gerning i sin egen seng med Ares, kræver Hefaistos skilsmisse. Afrodite bliver senere uformelt gift med Ares. Afrodite og Ares får sammen sønnen Eros. Hendes symbol er en due og planten myrte. Stamtræ Kilder og henvisninger Se også Frugtbarhedsgudinde De græske guders familietræ Græske guder Frugtbarhedsgudinder
1700	https://da.wikipedia.org/wiki/Afterbeat	Afterbeat	Afterbeat er betegnelsen for 2. og 4. taktslag i 4/4-takten i jazz- eller rockmusik. Afterbeat (radioprogram) – et radioprogram om og med jazz Se også beat Kilder/henvisninger Lexopen
1705	https://da.wikipedia.org/wiki/Agat	Agat	Agat er en halvædelsten. Agat er typebetegnelse for mikrokrystallinsk, båndstribet kvarts. De enkelte bånd kan af og til have forskellige farver. I nogle agater er de enkelte bånd så tynde, at lyset kan brydes som spektralfarver, stenen kaldes så (f.eks,) regnbueagat. Af varietetsnavne bruges sardonyx om rød-hvide, onyx om sort-hvide og jaspis om grønne varianter. Kombinationer som sort-rød (karneol-onyx) og sort-brun (sarder-onyx) kendes også. Agater anvendes som smykkesten, til udskæring af gemmer og kaméer (her udnyttes lagdeling i forskellige farver til udskæring af figurer på en kontrasterende baggrund), til større pyntegenstande og til at fremstille mortere af. Stifter slebet af agat benyttes til polering, f.eks. af bladguld på illuminerede håndskrifter eller guldsnit på finere bogbind. Etymologi og historie Theophrastos fra Eresos gav agaten sit navn, fordi stenen fandtes i stor mængde i floden ἀχάτης „Achates“ (i dag kaldet Dirillo, Carabi eller Canitello) i nærheden af byen Acate på Sicilien Allerede fra de tidligste tider nød agaten stor anseelse. I det gamle Egypten blev fra omkring år 1000 fvt. fremstillet cylindersigneter, ringe, gemmer og beholdere af agat. I Biblen, i 2. Mosebog 28, 17-20 beskrives udførligt ypperstepræstens brystplade. Dette var en en plade besat med smykkestene, hvor i blandt agat nævnes. Som amulet angaves agat at beskytte mod lyn, storm og tørst (at bære en sten i munden kan faktisk dæmpe tørst og sult). I begyndelsen af det 17. århundrede var agatindustrien allerede vokset til en industri af stor betydning, et yderligere opsving skete i den 2. halvdel af det 18. århundrede, hvor man begyndte at indfatte agatvarer i sølv eller forgyldt tombak. Disse billige smykker blev især fremstillet i Idar-Oberstein, hvor agatslibning blev en stor industri. Der fandtes mange smukke agater i området (lejerne angives i dag at være udtømte) og de mange bække gav kraft til vandmøller, der drev slibestenene. Dannelse Agater dannes i hulrum i sten, der efterhånden fyldes op med kisel. Hulrummene findes særlig i størknet lava, hvor de kan være dannet af indesluttede gasser. Den nøjagtige mekanisme for dannelsen af agater er ikke afklaret, men det antages, at vand med et indhold af opløst kisel afsætter lag på lag af kisel som kvarts på hulrummets vægge. Man taler om en mandel, er der stadig et hulrum i midten, hvilket er almindeligt, bruges betegnelsen en druse eller en geode også. Dette centrale hulrum kan være bevokset med større kvartskrystaller. Agater kendes også som årer i klipper, hvor mineralet har udfyldt større sprækker; disse agater udnyttes sjældent. I nogle agater danner andre indvoksede mineraler såkaldte dendritter, der kan danne interessante figurer. Agater kan gives mange navne alt efter deres udseende, f.eks. øjenagat, fæstningsagat (ligner bastionerne om en fæstning), ruinagat, , breccie-agat, landskabsagat eller f.eks. mosagat. Agat-mandler kan nogle steder findes frit i forvitrede klipper. Forekomst Agater findes og brydes mange steder på jorden, flere steder i Tyskland, i Frankrig, Island, England, Skotland, Østrig, Polen, Rusland, Tjekkiet, Botswana, Algier, Malawi, Madagaskar, Marokko, Namibia, Sydafrika, Tanzania, USA, Mexico, Kina, Indien, Indonesien, Kasakhstan, Tyrkiet, Mongoliet, Argentina, Brasilien, Uruguay, Australien og New Zealand. Farvning Agat er ofte lidt porøs, hvor porøsiteten varierer meget mellem de enkelte bånd. Dette gør det muligt at farve visse agater kunstigt, f.eks. kan berlinerblåt udfældes i stenen eller stenen kan gennemtrækkes med en sukkeropløsning, der kan omdannes til kulstof med svovlsyre. Krom- eller nikkelforbindelser danner grønne farver og saltsyre kan farve visse agater gule. Endelig kan kraftig opvarmning forbedre farverne på nogle agater. Farvning af agat blev almindelig, da man begyndte at udnytte sydamerikanske sten i stedet for sten fra de tyske lejer. Kilder Ædelstene i farver – København 1972 / Ove Dragsted. (Side 262) Precious Stones – / USA 1968 Max Bauer (side 511) Eksterne henvisninger Smykkesten Kvartsvarianter
1707	https://da.wikipedia.org/wiki/Dagsorden	Dagsorden	En dagsorden er en liste over sager. En dagsorden kan være abstrakt eller fysisk og eventuelt skrevet på et stykke papir. Det er almindeligt at anvende en dagsorden ved et møde. Se også Notesbog Kalender Dagbog Overskrift Eksterne henvisninger Dagsorden ved det venstreorienterede www.leksikon.org Kommunikation
1709	https://da.wikipedia.org/wiki/Agenesi	Agenesi	Agenesi (gr.: a- ikke + genesis frembringen) er en mangelfuld udvikling af et eller andet organ stammende fra en abnormitet i fosterlivet. Medfødte misdannelser, deformiteter og kromosomafvigelser
1712	https://da.wikipedia.org/wiki/Agent	Agent	En agent er en person, der handler på vegne af andre. Ud fra denne grundbetydning er der en vid række af underbetydninger: Personer, der i hemmelighed handler på andres vegne, kaldes ofte hemmelige agenter. Siden 2. halvdel af 1900-tallet bruges ordet om spioner. Herudover kan nævnes politiagenter (også benævnt civilagenter), der infiltrerer et kriminelt miljø med politiets vidne og giver oplysninger fra det kriminelle miljø til politiet, samt agent provocateur – en person, der - som oftest i samarbejde med politiet - forleder en anden til en forbrydelse for at få pågældende straffet. Kunstnere og sportsfolk vælger ofte at lade sig repræsentere af en agent, der skaffer jobs, forhandler kontrakter og generelt varetager vedkommendes interesser. En sælger, der ikke er i et direkte ansættelsesforhold til opdragsgiveren (modsat en repræsentant eller handelsrejsende) kaldes en agent. Tilsvarende kan en virksomhed lade sig repræsentere inden for et geografisk område eller speciale af et agentur. Kongen kunne - under enevælden - give prominente handelsmænd, grosserere og lignende titel af (kongelig) agent. Agentens frue tituleredes agentinde. Der var ikke som udgangspunkt nogen arbejdsforpligtelser knyttet til titlen. Agens betegner i grammatik sætningens logiske grundled. Inden for forskning i kunstig intelligens bruges agent generelt om en handlende enhed, der kan være en robot, et computerprogram, et dyr eller et menneske. Referencer Flertydig
1715	https://da.wikipedia.org/wiki/Agern	Agern	Agern er egens frugter. Ernæring Agern er spiselige, men bitre på grund af et højt indhold af tannin (garvesyre). Energiindholdet er 2100 kJ pr. 100 gram. Et agern består af 6 % vand, 54 % kulhydrat, 8 % protein og 32 % fedt og indeholder meget kalk og fosfor. Mange dyr spiser gerne agern, eksempelvis rådyr, egern og vildsvin. Agern er dog giftige for nogle dyr, bl.a. heste. Etymologi Ordet agern går tilbage til gammeldansk akarn, hvilket svarer til oldislandsk akarn. Ordet er beslægtet med engelsk acorn, norsk åkorn og tysk Ecker. Det germanske ord kan spores tilbage til et indoeuropæisk ord, der formentlig betød frugt eller bær. Se også Olden Kilde Niels Åge Nielsen: Etymologi. Ordenes historie. Gyldendal 1989. Botanik Botaniske nødder Eg
1718	https://da.wikipedia.org/wiki/Aggersborg	Aggersborg	Aggersborg er Danmarks største vikingeborg. Aggersborg ligger i Han Herred, ved Aggersund på nordsiden af Limfjorden. Borgen har en indre diameter på 240 meter, og hele anlægget er langs voldgravens yderkant 288 meter bredt. Mellem volden og graven var et ca 8 meter bredt plant stykke. Graven var ca. 1,3 meter dyb, mens volden var ca. 4 meter høj. Volden var bygget af jord og tørv, afstivet og beklædt med egetræ. Øverst var der et brystværn af træ. Den nuværende vold er lavere end den oprindelige, den er opført i begyndelsen af 1990'erne, og den markerer blot, hvor det oprindelige anlæg lå. De fire hovedgader går, som ved alle de andre trelleborge, fra centrum af borgen og ud mod hvert sit verdenshjørne. De er ført gennem volden som tunneler for ikke at svække forsvaret af borgen. I hver fjerdedel af cirklen, hvor husene lå, løb flere små tværgader. Anlægget er svært at datere, da der under det ligger en landsby med grubehuse og langhuse fra germansk jernalder. Men det er formentlig bygget nogenlunde samtidig med de andre trelleborge – højst sandsynligt omkring år 980 da Harald Blåtand og/eller Svend Tveskæg regerede landet. Borgen er bygget i løbet af 1–2 år og har kun været anvendt i omkring 5–20 år. Med de 48 langhuse antages det, at der har været plads til op mod 5.000 mand. Husene ligger med tolv langhuse i hver fjerdedel af cirklen. De er alle orienteret i retningen nord/syd eller øst/vest. Af de oprindelige træhuse er kun stolpehullerne tilbage. Deres indbyrdes placering, hældning og dimensioner samt viden om husenes udformning fra Cammin-skrinet, et husformet relikvieskrin, og husformede gravsten fra England, har givet viden til opførelsen af en rekonstruktion af trelleborgenes huse. Husenes konstruktion kaldes bulkonstruktion. Rekonstruktionen ligger ved Fyrkat. Husene havde buede tagrygge og buede langsider som et skib. De var 32,5 meter lange og 8,5 meter brede. De var opdelt i en lang midterhal på 19,5 meters længde med mindre rum i gavlene. Til opførelse af et enkelt af husene ved Aggersborg krævedes 66 store egetræer. Til hele bebyggelsen med trækonstruktionen i voldene og træ til husene har der været brugt omkring 5.000 store egetræer. Fra udgravningen af anlægget er fundet mange oldsager. Mange importerede luksusvarer er fundet – f.eks. fandtes der i det største hus perler af bjergkrystal og stumper af glaskander. I et stolpehul lå en sammenklemt guldarmring, det største guldfund i Danmark efter guldhornene. Guldarmringen er kopieret og kan ses på museet ved anlægget. Aggersborgs beliggenhed – beskyttet og dog let tilgængeligt med skib – skal ses i lyset af, at Limfjorden på borgens tid var åben for sejlads i tre retninger: vest, øst som i dag, men dengang også mod nord gennem Sløjen. Muligvis har man måttet trække skibene forbi Løgstørgrunde. Desuden lå Aggersborg ved en af den ældgamle hærvejs tre passager over Limfjorden (der var også overgange ved Staun nord for Farstrup og en anden ved Lindholm Høje i Aalborg-forstaden Nørresundby). Aggersborg ligger altså strategisk usædvanligt godt placeret i et trafikknudepunkt, både for øst-vest og nord-sydgående trafik. Men der er stadig uvished om, om Aggersborg var et magtcenter til kontrol af handel og interne stridigheder eller det var en kaserne/træningslejr i forbindelse med Svend Tveskægs plyndringstogter til bl.a. England. Se også Trelleborg fæstningsanlægning Borgeby ved Kävlinge i Skåne Borgring ved Køge Fyrkat ved Hobro Nonnebakken i Odense Trelleborg ved Slagelse Trelleborg ved Trelleborg i Skåne Litteratur Eksterne henvisninger Skov- og Naturstyrelsen: Skov- og Naturstyrelsen Om Aggersborg Ole Malchau: Vikinger/Ringborge Aggersborg på 1001 fortællinger om Danmark Satelitfoto af Aggersborg Bremdals lokalhistorie Salmonsens konversationsleksikon, Projekt Runeberg Arkæologi.dk Trelleborge Fæstningsanlæg i Danmark Bygninger, konstruktioner og anlæg i Vesthimmerlands Kommune Borgruiner i Danmark
1743	https://da.wikipedia.org/wiki/Almindelig%20agurk	Almindelig agurk	Almindelig Agurk (Cucumis sativus) er en etårig, krybende plante med store, ruhårede og håndlappede blade. Dens blomster er gule og sekstallige. Agurken (som botanisk set er et bær), er agurkeplantens spiselige frugt. De er normalt grønne, omkring 30 cm lange og 4 cm i diameter. Hovedindholdet er vand (96-97%), og energiindholdet er derfor meget lavt. Desuden indeholder de små mængder af C-vitamin. Typer og anvendelse Der findes forskellige typer indenfor arten, bl.a. slangeagurk, asieagurk og drueagurk. Slangeagurker er som regel dem vi kan købe friske i handelen, mens asieagurkerne hovedsagelig bruges til asier og drueagurkerne til syltede agurker. Dyrkning og smag Planten trives ved omkring 21-22 grader og må ikke få for meget træk og heller ikke for meget fugt, hvilket betyder at danske agurker normalt dyrkes i drivhuse og stiller relativt store og detaljerede krav til omgivelserne. Der findes dog også frilandssorter, som kan dyrkes udendørs i Danmark. Agurkeplanten gror kraftigt i sæsonen, og væksten skal derfor som regel begrænses. På grund af den hurtige vækst er høsttidspunktet vigtigt, idet den ideelle modning holder mindre end et døgn. Bestøvning finder traditionelt sted ved hjælp af bier, omend der også er udviklet selvbestøvende sorter. Enkelte sorter er partenokarpe, hvilket vil sige at de udvikler frugter (men ikke frø) uden at være blevet bestøvet. Mens hobbyavlede og økologiske agurker som regel er dyrket i traditionel jord eller spaghnum, dyrkes konventionelle kommercielle agurker i Danmark som oftest i et næringsfattigt vækstmedie, mens plantens næringsbehov dækkes gennem vandingsvandet. Den enkelte agurks smag er afhængig af en række faktorer, heriblandt sort, temperatur, vandtilførsel, luftfugtighed, jordens karakter og høsttidspunkt. Desuden udskiller den bitterstoffet cucurbitacin når den stresses, fx ved insekt- eller snegleangreb, hvilket påvirker smagen markant. Dette kan også påvirke lugten da agurken ikke har nogen naturlige lugt. Ernæring Da en agurk består af omkring 95% vand, har den meget begrænset næringsindhold. Dens eneste større næringsstof er vitamin K. DTU Fødevareinstituttet har dog også angivet et højt indhold af C-vitamin i agurker Se også Tzatziki Agurketid Referencer Eksterne henvisninger Plants For A Future Floridata Nytteplanter fra Asien Gule blomster Biplanter Bær Agurk