id
stringlengths 1
7
| url
stringlengths 31
209
| title
stringlengths 1
117
| text
stringlengths 7
302k
|
|---|---|---|---|
1099 | https://da.wikipedia.org/wiki/Alvis | Alvis | Alvis er navnet på en dværg fra den nordiske mytologi som blev snydt af Thor i en ordstrid om viden.
Figuren kendes fra kvadet Alvíssmál som optræder i Den Ældre Edda. Kvadet er et typisk lærdomskvad for skjalde og udmærker sig først og fremmest ved at indeholde en større mængde synonymer som i skjaldepoesien kan bruges for fænomener som jord, himmel, måne, sol, sky, vind, hav, nat osv. På denne vis er kvadet parallelt til Vafþrudnismál.
Den poetiske ramme om de mange synonymer indeholder historien om hvordan dværgen Alvis er blevet forelsket i Thors datter Trud, og Sif er kommet til at love hende bort til ham.
Thor har i mellemtiden været bortrejst, og da han kommer hjem, opdager han Alvis' bejlen. Nu mener Thor ikke at en underjordisk skabning som en dværg er et passende parti for hans datter, så han finder på en anden løsning end blot at affeje ham, da det ikke kan lade sig gøre pga. Sifs tilsagn. Han forlanger at Alvis skal leve op til sit navn som "al-vis" og svare på en lang række spørgsmål der skal vise hans kundskab. Alvis indvilliger straks i at deltage i sådan en dyst og ænser slet ikke at solen, efter en lang ordstrid, står op og skinner ind i hallen. Da Alvis bliver ramt af solens første stråler, triumferer Thor over hvordan han har snydt ham, da dværgen som underjordisk væsen ikke hører hjemme under solen.
Kvadet nævner det ikke eksplicit, men det er muligvis underforstået at Alvis bliver forvandlet til sten af solens stråler, da dette motiv kendes fra andre kvad - som der i øvrigt hentydes til i kvadet selv.
Noter
Dværge i nordisk mytologi
sv:Dvärg (mytologi)#Dvärgar med mindre roller |
1100 | https://da.wikipedia.org/wiki/Salinitet | Salinitet | Salinitet, også kaldet eller saltholdighed, er et mål for mængden af opløst salt, der er indeholdt i et kilo havvand. Det måles i gram/kg (gram salt per kilogram vand; det er dimensionsløst og lig med ‰). Saltholdighed er en vigtig faktor i bestemmelsen af mange aspekter af kemien i naturlige farvande og af biologiske processer i det, og er en termodynamisk tilstandsvariabel, der sammen med temperatur og tryk styrer vandets fysiske karakteristika såsom dets densitet og varmekapacitet. I 2009 var havets saltindhold på ca. 35 promille.
En isolinje af konstant salinitet kaldes en isohalin, eller sommetider isohale.
Definitioner
Saliniteten i floder, søer og havet er konceptuelt enkelt, men teknisk udfordrende at definere og måle præcist. Saltindholdet er konceptuelt mængden af opløst saltindhold i vandet. Salte er kemiske forbindelser såsom natriumklorid, magnesiumsulfat, kaliumnitrat og natriumbicarbonat, der opløses i ioner. Koncentrationen af opløste ioner bliver nogle gange nævnt som kloritet. Operationelt er opløst stof defineret som det, det kan passere gennem et meget fint filter (historisk et filter med en porestørrelse på 0,45 µm, men i dag normalt 0,2 µm). Salinitet kan også udtrykkes i form af en massefraktion, det vil sige massen af opløst materiale i en enheds masseopløsning.
Havvand har normalt en massesalinitet på omkring 30 g/kg, selvom der typisk er lavere niveauer tæt på kyster, hvor floder munder ud i havet. Floder og søer kan have et bredt udvalgt af saliniteter, fra mindre end 0,01 g/kg til et par g/kg, selvom der er mange steder, hvor der er fundet højere saliniteter. Det døde hav har en salinitet på mere end 200 g/kg. Regnvand har lige inden det landet på jorden som regel en salinitet på 20mg/L eller mindre.
Uanset hvilken porestørrelse, der bruges til definitionen, vil den resulterende salinitet af en given prøve af naturligt vand ikke variere med mere end et par procent (%). Fysiske oceanografer, der arbejder i den abyssale zone, er imidlertid ofte optaget af præcision og indbyrdes sammenlignelighed af målinger fra forskellige forskere på forskellige tidspunkter ned til næsten fem betydende cifre. Et havvandsprodukt på flaske kendt som IAPSO Standard Havvand bruges af oceanografer til at standardisere deres målinger med en høj nok præcision til at efterkomme dette krav.
Se også
Ekstracellulærvæske
saltvand, Natriumklorid.
Referencer
Vand
Oceanografi |
1101 | https://da.wikipedia.org/wiki/Saltvand | Saltvand | Saltvand er vand med en salinitet på 35 promille havsalt eller mere.
{| class="wikitable" style="text-align:center;"
! colspan="6"|Saltsøers indhold af salt
|-
! Alm. navn ||Overfladekoncentrationen af salt
|-
|Don Juan Pond
|>40%
|-
|Lake Assal Djibouti
|34,8%
|-
|Det Døde Hav
|31,5%
|-
|Great Salt Lake
|5-27%
|-
|Det kaspiske hav
|1.2%
|-
|}
{| class="wikitable" style="text-align:center;"
! colspan="6"|Danske vandes indhold af salt
|-
! Alm. navn ||Overfladekoncentrationen af salt
|-
|Kattegat
|2,0-3,3%
|-
|Østersøen
|0,3-1,2%
|-
|}
Se også
brakvand, ferskvand, hydrosfære, ocean, salt
Eksterne links og henvisninger
CAUP – Culture Collection of Algae of Charles University of Prague: Artificial Sea Water (ASW)
Oceanografi
Vand
Natriumklorid |
1102 | https://da.wikipedia.org/wiki/Slikg%C3%A5rd | Slikgård | Slikgårde er områder på vaderne, som indhegnes med risknipper. På den måde bliver vandbevægelsen dæmpet nok til at det meste af det tilførte materiale (slik og klæg), der kommer ind med højvandet kan nå at bundfældes. På denne måde kan man få landet til at vokse hurtigere end ved den naturlige bundfældning af tilført materiale, som sker ved Vadehavet. En slikgård består mest af to rækker pæle, hvis mellemrum er opfyldt med knipper af grene og kviste (faskiner). Det enkelte felt mellem to rækker af faskiner kaldes også for låning.
Området, hvor slikgårde anlægges, kaldes vadet og er karakteriseret ved at være tørt ved lavvande, men overskyllet ved normalt højvande. Efterhånden kommer områder med slikgårde til at ligge over normalt højvande og betegnes da som forland. På forlandet trives nu landvindingsplanter som kveller og annelgræs. Etableringen af slikgårde bliver som regel kombineret med grøblinger, som består af små kanaler og grøfter for at afvande det nyvundne land.
Slikgårde har været kendt i århundreder i blandt andet marskegnene i Sønderjylland.
Eksterne henvisninger
Naturligvis Projekten
Vadehavet
Kystsikring |
1103 | https://da.wikipedia.org/wiki/Syre | Syre | En syre er et molekyle eller en ion, der ifølge den danske kemiker Johannes Brønsteds definition kan afgive en eller flere hydroner (en proton eller hydrogenion, H+), eller som ifølge den amerikanske kemiker Gilbert Lewis' definition er i stand til at danne en kovalent binding ved at acceptere et elektronpar. Den første kategori kaldes Brønsted-syrer, mens den anden kategori kaldes Lewissyrer. Det danske ord syre har oprindelse i det norrøne ord sýra ("sur valle"), mens det engelske ord acid kommer af latin acidus/acēre, der betyder "sur".
Brønsted-syrer kaldes også hydrondonorer. I vandig opløsning danner hydrondonorer hydroniumioner (H3O+) og kaldes også Arrhenius-syrer. Brønsted og den engelske kemiker Martin Lowry generaliserede Arrhenius' teori til også at omfatte ikke-vandige opløsninger. En Brønsted- eller Arrhenius-syre indeholder typisk et hydrogenatom bundet til en kemisk struktur, for hvilken tab af en H+-ion er energetisk favorabelt.
Vandige Arrhenius-syrer har karakteristiske egenskaber, der kan bruges til en praktisk beskrivelse af syrer: Syrer danner vandige opløsninger med en sur smag, reagerer på tilstedeværelsen af pH-indikatorer (farver f.eks. lakmus rødt) og undergå reaktion med baser og visse metaller (f.eks. calcium) under dannelse af salte.
En vandig opløsning af en syre har en pH lavere end 7 og kaldes til tider også for en "syre", selv om den korrekte definition af en syre kun refererer til de opløste syremolekyler. Jo lavere pH er i en vandig opløsning, desto højere er dens koncentration af hydroner, og desto surere er den.
Almindelige vandige syrer omfatter saltsyre (en vandig opløsning af hydrogenklorid, HCl, der bl.a. findes i mavesaften i mavesækken, og som aktiverer fordøjelsesenzymer), eddikesyre (vineddike er en fortyndet vandig opløsning af eddikesyre), svovlsyre (anvendt i bilbatterier) og citronsyre (forekommer i citrusfrugter). Som disse eksempler viser, bruges ordet "syre" i daglig tale om de rene stoffer (der kan være faste stoffer, væsker eller gasser) såvel som deres opløsninger. Stærke syrer og visse koncentrerede svage syrer er ætsende, men der findes undtagelser såsom carboraner og borsyre.
Lewissyrer er elektrofiler, der er i stand til at danne en kovalent binding ved at acceptere et elektronpar. Et eksempel er bortrifluorid (BF3), hvis boratom har en tom elektronskal, som kan danne en kovalent binding ved at acceptere et elektronpar på et atom, f.eks. kvælstofatomet i ammoniak (:NH3). Lewis opfattede dette som en generalisering af Brønsteds definition, således at en syre ifølge Lewis' definition er et kemisk stof, der kan acceptere et elektronpar enten direkte eller ved at afgive en eller flere hydroner (H+) til opløsningen, hvorved hydronerne accepterer elektronpar. Hydrogenklorid, eddikesyre og de fleste andre Brønsted-syrer kan dog ikke danne kovalente bindinger ved at acceptere et elektronpar og er derfor ikke Lewissyrer. Omvendt er mange Lewissyrer ikke Brønsted-syrer. I moderne terminologi er en "syre" ensbetydende med en Brønsted-syre, idet kemikere næsten konsekvent kalder Lewissyrer for "Lewissyrer".
Egenskaber
Syrer har typisk en række egenskaber:
Stærke eller koncentrerede syrer fremkalder ofte en stikkende fornemmelse på slimhinder
Reagerer med metaller under dannelse af brint og et salt
Reagerer med metalcarbonater under dannelse af vand, CO2 og et salt
Reagerer med en base under dannelse af vand og et salt
Reagerer med et metaloxid under dannelse af vand og et salt
Kan lede strøm, afhængigt af protolyseringsgraden.
Denaturerer de fleste proteiner
Korresponderende syre-basepar
Blandes en vilkårlig syre S i vand, vil følgende ligevægt indtræde:
Syren S og basen B kaldes korresponderende syre-basepar. Når ligevægtsloven opstilles for reaktionen fås følgende:
Konstanten KS kaldes syrens styrkekonstant. Det bemærkes, at når KS er stor, så er tælleren stor – og dermed er en høj KS ensbetydende med, at syren er meget villig til at afgive sin proton. Ligeledes er KS lille, når nævneren er stor – og dermed er en lille KS ensbetydende med, at syren er uvillig til at afgive sin proton. Stærke syrer har dermed høje KS, mens svage syrer har lave KS.
En anden nyttig måde at angive styrken af syrer på er ved deres styrkeeksponent. En syres styrkeeksponent, pKS (s for syre) eller pKa (a for acid), defineres som minus logaritmen til dens styrkekonstant:
Der gælder, at en stærk syre har en lav pKS, mens en svag syre har en høj pKS. Man definerer også en styrkekonstant KB og en styrkeeksponent pKB for en base. For korresponderende syre-basepar kan det vises, at følgende gælder (KV betegner ligevægtskonstanten for vands autoprotolyse):
Ved 25 °C gælder:
Ligevægten betragtes igen:
Det fremgår af de foregående beregninger, at hvis den korresponderende syre S er stærk (lav pKS), så er den korresponderende base B svag (høj pKB); er den korresponderende syre svag (høj pKS), så er den korresponderende base stærk (lav pKB).
Monoprote syrer
Syrer som saltsyre (HCl) og eddikesyre () kaldes monoprote syrer. De kan kun afgive én hydron. Af denne grund giver det kun mening at tale om én pKS-værdi. Monoprote syrer er typisk mineralsyrer såsom saltsyre, salpetersyre () og flussyre (HF). Resten af de monoprote syrer er hovedsageligt organiske stoffer med én carboxylgruppe såsom eddikesyre og benzoesyre.
Polyprote syrer
Syrer som fosforsyre (), svovlsyre () og kulsyre () er ikke monoprote. De er derimod polyprote syrer, idet de kan afgive mere end én hydron. Et reaktionsskema for den diprote (kan afgive to hydroner) syre A ser således ud:
Det er værd at bemærke, at der findes to pKS-værdier. Den første pKS-værdi er typisk lavere end den anden. Af dette følger, at hvorvidt en polyprot syre afgiver alle sine hydroner, afhænger af opløsningens pH.
Kulsyre
Kulsyre er en diprot syre. Reaktionsskema og pKS:
Fosforsyre
Fosforsyre er en triprot syre. Reaktionsskema og pKS:
Hydronolysegrad
En syres hydronolysegrad α defineres som den brøkdel af syre, der er omdannet til den korresponderende base:
hvor cs angiver den aktuelle startkoncentration.
Hvis al syren er hydronolyseret til den korresponderende base, er α = 1. Hvis intet syre hydronolyseres, er α = 0. Det kan vises, at der findes følgende sammenhæng imellem syrens styrke, hydronolysegrad og koncentration, kaldet Ostwalds fortyndingslov:
Af denne følger, at når en syreopløsning fortyndes (cs gøres mindre), stiger koncentrationen af den korresponderende base, idet KS er konstant.
En tidligere betegnelse for hydronolyse er protolyse.
Anvendelser af syrer
Syrer finder anvendelse mange steder. Blandt andet som rustfjerner, kalkfjerner i husholdningen, elektrolyt i vådceller, mineralforarbejdere og katalysatorer. Nogle syrer anvendes desuden som tilsætningsstoffer i fødevarer, f.eks. citronsyre (anvendt som surhedsregulerende middel) og ascorbinsyre (C-vitamin; anvendt som konserveringsmiddel).
Noter
Se også
Acidose
Base
Buffer (kemi)
Dissociation
Kemi
pH
Surhedsgrad
Sur nedbør |
1104 | https://da.wikipedia.org/wiki/Terti%C3%A6r | Tertiær | Tertiærtiden (: tertiarius for den tredje) er en forældet betegnelse for den ældste del af Kænozoikum; 65,5 til 1,806 millioner år siden, der efterfulgte perioden Kridt. I dyreverdenen dominerede pattedyrene, og der fandtes fugle, små krybdyr, hajer og benfisk. Blandt de hvirvelløse dyr fandtes blandt andet snegle, muslinger og pighude. Der voksede planter som kæmpefyr, sumpcypres og løvtræer, der svarer til de nulevende. I tertiærtiden var der kraftige vulkanudbrud. Det øverste af Danmarks undergrund, dvs. lagene under istidsaflejringerne, består af aflejringer fra tertiærtiden. Generelt findes de ældste tertiære lag blottet i Østsjælland og de yngste lag mod sydvest omkring Sæd. Det meste af Lolland Falster samt det sydlige Sjælland, Møn og Bornholm er uden tertiære aflejringer.
Tertiær blev indført i 1759 af Giovanni Arduino. Betegnelsen tertiærtiden eller tertiær anerkendes ikke af den Internationale Stratigrafiske Kommission. I 1968 blev Tertiær afløst af Palæogen og Neogen. Tertiær må gerne bruges uformelt, med lille begyndelsesbogstav.
Se også
Jordens historie
Jordens geologiske historie
Geologisk tidsskala
Kænozoikum
Geologiske perioder |
1105 | https://da.wikipedia.org/wiki/Upwelling | Upwelling | Upwelling er det fænomen, hvor bundvandet i havet, der er meget rigt på næringsstoffer, bliver tvunget op til overfladen, fordi det møder en stejl kontinentalsokkel, hvor overfladevandet bliver ledt væk af vind og strøm. Udtrykket er et låneord fra engelsk. Næringsstofferne, der dermed kommer op i de vandlag, hvor der er lys og hvor planktonnet derfor lever, bliver fødegrundlag for et rent boom af dyr. Planktonnet blomstrer op og alle de dyr, der lever af planktonnet strømmer til. Krill, de mange små bitte krebsdyr blomstrer op og hermed bliver hvaler og andre store rovdyr tiltrukket.
Upwellingsfænomenet giver fødegrundlag for en kæmpestor fødekæde og dermed for rigtigt mange dyrearter. Upwelling sker for eksempel nogle steder ved østkysten af New Zealand og ved vestkysten af USA.
Det modsatte fænomen kaldes downwelling, også et låneord fra engelsk. Modsat upwelling er downwelling sværere at konstatere, men et eksempel er Grønlandspumpen, der er en drivende kraft af det globale thermohaline kredsløb.
Se også
Havstrømme
Corioliskraften
Det thermohaline kredsløb
Kilder/Henvisninger
Upwellling and Downwelling
Hjemmesiden: http://www.naturligvis.u-net.dk/
Havstrømme |
1106 | https://da.wikipedia.org/wiki/Teknologi | Teknologi | Teknologi er det område, som anvender videnskab til at løse problemer med et industrielt eller kommercielt mål for øje.
--"Teknologi er et middel mennesket anvender til at skabe, genskabe og udvikle sin livsbetingelse, såvel materielle som ikke-materielle"--
Teknologi består af 4 elementer:
Teknik
Viden
Organisation
Produkt
Tidlige eller præhistoriske fremskridt i teknologi eller fundamentalt værktøj
Astronomi
Dyrehold
Hjul
Ild
Kile (gear)
Kvægavl
Landbrug
Lertøj
Løftestang (Fysisk kraftudveksling – gear)
Madlavning
Metaludvinding
Tøj
Skriftsprog
Skrue
Skråplan
Trisse
Våben
Nyere værktøj som er fundamentale for moderne teknologi:
Kompas
Sekstant
Ur
GPS
Computer
Større moderne teknologiområder
Videnskaber som beskæftiger sig med levende organismer:
Landbrug
Bioteknologi
Genspejsning
Lydteknologi
Akustik
Analog optagelse
Digital optagelse
Lydreproduktion
Musikteknologi
Datalogi
Kryptologi
Kryptografi
Husholdningsudstyr
Uddannelse
Elektricitet
Fundamental elektrisk teknologi:
Elektrisk modstand
Elektrisk spole
Elektrisk kondensator
Elektrisk energi
Elektricitetsværker
Elektricitetsoverførsel
Effektstyring
Elmotor
Glødelampe, elektrisk belysning
Elektronik
Klystronrør
Relæ
Radiorør
Halvleder
Diode
Transistor
Integrerede kredsløb eller IC
Very Large System Integration eller VLSI integration, (ASICS)
System-på-en-chip
Energilagring
Miljøteknologi
Affald
Vandbehandling
Rensningsanlæg
Instrumentering
Materialer
Metallurgi
Mikrobølgeanvendelser
Vedligeholdelse
Fabrikation
Måleinstrumenter
Mikroteknologi
Væskemekanik
Fotonik
Maskinel
Molekulær biologi
Nanoteknologi
Plastteknologi
Atomreaktor
Rumteknologi
Sprogteknologi
Dialogsystemer
Maskinoversættelse
Talesyntese
Talegenkendelse
Sundhedsteknologi
Bioteknologi
Lægemidler
Medico teknologi
Sundhedsinformatik
Velfærdsteknologi
Transport
Telecommunikation
Telegrafi
Telefon
Radiofoni
Television
Undersøisk kabel
Kommunikationssatellit
Internet
Telemetri
Atomteknologi
Atomenergi
Fission
Fusion
Antistof
Atomvåben
Røntgenstråling
Våben
Atomvåben
Biologiske våben
Kemiske våben
konventionelle våben
Billedteknologi
Fotografi
Udskrivning
Video
Teknologibegreber
Teknologisk Singularitet
Teknologistrategi
Emergent filosofi
Transhumanisme
Posthumanisme
Se også:
Teknologievaluering
Opfindelsestidslinje
Teknologi konvergens
Teknologianalyse
Eksterne henvisninger
fagteori.dk |
1107 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kernekraft | Kernekraft | Kernekraft (i daglig tale også kaldet atomkraft) betegner udnyttelsen af atomkernereaktioner til energiforsyning. Disse reaktioner foregår enten i en kernereaktor (ved enten fission eller fusion) eller i en radioisotopgenerator (ved passiv fission af ustabile atomkerner). Kernekraft udgør et alternativ til energiforsyning, der for eksempel er baseret på fossile brændsler. Fissions-baseret kernekraft indgår i dag i flere landes energistrategi. Fusionskraft er stadig på udviklingsstadiet, mens radioisotop-generatorer anvendes i rumfartøjer, for eksempel Voyager 2. Cirka 17 procent af verdens samlede generering af elektrisk energi stammer fra kernekraft.
Der findes grundlæggende to forskellige måder at udvinde energi fra kernereaktioner:
Ved fusion forenes to lette kerner til en tungere.
Ved fission spaltes tunge kerner i lette.
I begge tilfælde konverteres en del af kernens overskydende bindingsenergi (der stammer fra de stærke kernekræfter i nukleonen), dvs. masseforskellen mellem den oprindelige nukleon (eller nukleoner) og den/de resulterende nukleon/-er, til energi i form af varme, bevægelse og gammastråling i de tilfælde, hvor de resulterende kerneprodukter på grafen bevæger sig hen imod 62Ni, som jo har den højeste gennemsnitlige bindingsenergi per nukleon. Sammenhængen mellem massetab () og energigevinst () er givet ved Einsteins berømte ligning , hvor er lysets hastighed. Det følger af formlen, at man opnår en energi på i størrelsesorden 1017 joule svarende til Danmarks samlede, årlige el-forbrug, når man omdanner 1 kilogram masse til energi. Til sammenligning skal der afbrændes cirka 3 millioner ton kul for at frigøre samme mængde energi.
Fissionsenergi
Fissionskraft betegner energiforsyning, som bygger på spaltning af atomkerner. I mange sammenhænge benyttes kernekraft synonymt med fissionskraft, eftersom fusionskraft endnu befinder sig på et tidligt udviklingsstadium. Fissionsreaktionerne foregår i en kernereaktor, hvis opbygning retter sig efter brændslets art og kernekraftværkets øvrige udformning.
I de fleste tilfælde udgøres brændslet af uran, som i langt de fleste reaktortyper er i form af uranpellets placeret i metalrør, der så har form af stave. Urankernerne spaltes (fissionerer) til mindre kerner og udsender derved neutroner, der nedbremses med såkaldte moderator-stoffer, som for eksempel vand, og kan derved opfanges af et nyt uranatom, hvorefter fissionsprocessen holdes i gang.
Naturligt uran forekommer som tre isotoper: U-235 (0,71%) med 143 neutroner, U-238 (99,28%) med 146 neutroner og U-234 (ca. 0,0054%). U-238 kan spaltes af hurtige neutroner, men kun med lille sandsynlighed, og U-238 er derfor i de fleste reaktorer uegnet til formålet stabil energiforsyning. U-235 kan spaltes af langsomme (såkaldte termiske) neutroner. F.eks. ifølge reaktionsligningen herunder. Højresiden har mange flere varianter og i snit frigives der 2,5 neutroner per fission:
hvor betegner en neutron, og hvor den frigjorte energi, , er lig 179 megaelektronvolt. 1 kilogram U-235 leverer hermed en energimængde ved sin fission og massekonvertering, som svarer til afbrænding af 2,4 millioner Kg fossilt brændstof.
De neutroner, som frigives ved fissionsprocesserne, er hurtige. For at få en nuklear kædereaktion til at forløbe, så må man derfor nedbremse neutronerne vha. en såkaldt neutron-moderator, som typisk består af grafit, almindeligt vand eller tungt vand. Afhængigt af reaktortypen er det også nødvendigt at berige uranet, dvs. øge andelen af U-235. Kædereaktionen holdes under kontrol ved indsætning eller udtrækning af neutronabsorberende kontrolstænger i/fra kernen.
Et andet spalteligt stof (fissionerbart materiale) er Thorium-232 (Th-232), der efter neutronindfangning danner den fissile isotop U-233. Thorium er derfor indtil videre kun blevet brugt i mindre skala til kraftproduktion, for eksempel i særligt designede reaktor, f.eks. i såkaldte formerings-reaktorer (engelsk: Breeders).
Plutonium-239 (Pu-239) er også et fissilt stof, der dog ikke forekommer i naturen. De fissile isotoper kan således, udover at anvendes i A-bomber, også anvendes til fredelige formål, herunder især atomkraft.
Danskeren og Nobelpristageren Niels Bohr deltog aktivt i Manhattan-projektet om udvikling af atomvåben, men er i Danmark også kendt for at medvirke til oprettelsen af Forsøgsanlæg Risø, og for at fremme den fredelige udnyttelse af kernekraften internationalt.
Kernekraft har i perioder været mødt af betydelig folkelig modstand, også i Danmark hvor kernekraft siden 1970'erne er et belastet emne i den offentlige debat. Indvendingerne mod kernekraft går dels på risikoen for reaktorhavari og deraf følgende forurening af omgivelserne med radioaktive isotoper, dels på det uløste opbevaringsproblem, som opstår, når man skal deponere de udbrændte, men fortsat radioaktive brændselsstave. Den hidtil alvorligste kernekraftulykke skete på kernekraftværket Tjernobyl i Ukraine i det tidligere Sovjetunionen i 1986. En anden bekymring knytter sig til den kendsgerning, at den fredelige udnyttelse af kernekraft kan fungere som skalkeskjul for stater som ønsker at udvikle kernevåben. Overvågningsorganisationen IAEA forsøger at forhindre noget sådant i at finde sted.
I nutiden er kernekraft under afvikling i visse lande (først og fremmest Tyskland), medens den udbygges i andre (Frankrig og Finland). I Frankrig (2006) genereres cirka 78% af den elektriske energi af kernekraft.
Man bedes bemærke, at den mest udbredte atomkraft i dag (2010) hovedsageligt er baseret på uran-235. Problemet med atomkraftværker baseret på uran-235 er, at isotopen uran-235 kun udgør 0,7% af det naturlige uran – og at de rigeste (rentable og mindst CO2-svinende) kendte uranforekomster svinder hastigt ind (prognose år 2016) og prognosen er, at Jordens uranudvinding, med nuværende uran-235 forbrug og udvindingsteknikker, i 2076 (prognose) vil bruge mere energi på udvinding end udvundet energi ved fission – det kaldes urans energiafgrund. Hvis landene bygger flere atomkraftværker, vil det blot øge hastigheden mod uranenergiafgrunden.
Fissionsenergi baseret på uran kan muligvis med ét slag blive en langtidsenergikilde for Jorden, hvis man kan få lavet en holdbar og sikker hurtig formeringsreaktor. Grunden ville være, at også uran-238 kan anvendes, hvilket vil øge energiudbyttet per udvunden kg uran med mindst en faktor 50. Ydermere er det muligt, at de langtidsradioaktive tunge kerner (typisk aktinider f.eks. plutonium) også ville kunne fissioneres i reaktoren med fordelene – mere udvunden energi og ægte destruktion af langtidsradioaktiv kernekraftaffald, som i dag hober sig op Jorden rundt.
Fusionsenergi
Fusionskraft betegner energiforsyning som bygger på sammensmeltning af atomkerner. Mens kernekraft byggende på fission er en for længst etableret teknologi, støder man ved fusionskraft på den hindring, at man skal overvinde den elektriske frastødning mellem kernernes protoner for at sammensmelte dem. I Solen og andre stjerner sker det ved en temperatur af størrelsesorden 1 million kelvin, og selv om der er gjort ihærdige bestræbelser på at realisere kold fusion, er opvarmning af fusionbrændslet vha. elektromagnetiske felter fortsat den foretrukne angrebsvinkel. Alternative strategier inkluderer fokusering af laserstråler på små dråber kernebrændsel (laserstrålernes mission er at skabe stort tryk og høj temperatur) og myon-katalyseret fusion (ved udskiftning af atomernes elektroner med de tungere myoner opnår man at gøre atomets radius mindre, hvorved atomkernerne lettere kan bringes tæt på hinanden).
Prognosen for hvor lang tid det radioaktive affald fra fusion vil være farligt, estimeres til kun at være 50 år – og 100 år for det længstlivede radioaktive affald. Efter 300 år vil radioaktiviteten være sammenlignelig med kulaske.
Det er en af grundene til, at fusionsenergi ser væsentlig mere interessant ud end fissionsenergi.
Det har vist sig at deuterium (D) og tritium (T) er de bedste kandidater til at være reaktanter i den energiudviklende proces. Deuterium er en isotop af hydrogen som findes i tungt vand, der kan udvindes af sædvanligt ferskvand ved elektrolyse efterfulgt af destillation. Tritium fremstilles af metallet lithium ved beskydning med neutroner efter følgende reaktionsligning:
.
T/D-blandingen opvarmes til 100 millioner kelvin i et torusformet kammer, hvor superledende spoler genererer et magnetfelt som restringerer det opståede plasma til at bevæge sig langs omdrejningsaksen. Den energiudviklende reaktion er som følger:
,
hvor betegner en neutron, og hvor den frisatte energi, , er lig 17,9 megaelektronvolt. 1 kilogram fusionsbrændsel leverer hermed en energimængde som svarer til afbrænding af 12 megaton fossilt brændstof.
Indtil videre er det kun lykkedes at få fusionsprocessen til at forløbe i meget korte tidsrum,
og energiforbruget ved opvarmningen af plasmaet m.v. er indtil videre større end den energi, der frigøres ved kernesammensmeltningen. USA, Japan, Rusland, Canada, Sydkorea og EU samarbejder i projektet ITER (International Thermonuclear Experimental Reactor) om at udvikle prototypen på en fusionsreaktor, der udvikler mere energi end den forbruger. Lykkes det, haves i fusionskraft en praktisk taget uudtømmelig energikilde.
Uran-235 fissionsbaseret kernekraft som energikilde
Det er et af nogle fremført argument for kernekraft, at dette er en "ren" energikilde. Kernekraft producerer ikke i sig selv CO2, men udvindingen af uran udleder CO2 og CO2/kg uran stiger fremover, da den lettere tilgængelige mængde af uranrigt malm svinder ind efterhånden, som det bliver brugt.
Det påstås også af nogle, at kernekraftværker genererer langt mere stråling end kulkraftværker. Men det kommer an på, hvordan man betragter dette. Udledningerne fra kernekraftværker overvåges nøje, og omfatter primært vand (damp) + gas-udledning under drift. Udledninger fra kulkraft omfatter radioaktive partikler, der sad i kullet, og de tilladelige niveauer er ikke på samme måde som for atomkraft reguleret. De radioaktive materialer fra kulkraft i sad jo oprindeligt i kullet, hvorimod kernekraft ved sin energiproduktion genererer flere radioaktive elementer grundet kernespaltningerne. Dog forbliver langt hovedparten af disse radioaktive stoffer, herunder en hel del tilbageværende uran, ladt tilbage inde i brændselsstaven.
Et ofte fremførte kritikpunkt omkring kernekraft er affaldsproblemet. Kernekraft genererer flere typer affald under drift, herunder slutproduktet, dvs. det brugte brændsel tilbage i brændselsstavene. Det benævnes ofte som det høj- og langtids-radioaktive affald. Derudover skabes mellem- og lavradioaktivt affald, i forskellige dele af processerne under drift, såsom f.eks. de metalliske reaktordele omkring brændslet, der bestråles under drift, eller plasthandsker og kølevand, der optager ganske små andele radioaktivt materiale eller støv. De relative mængder er forskelligt afhængigt af det atombrændsel, der anvendes, eller typen af reaktor. Disse høj- mellem- og lav-radioaktive slutprodukterne (eller affald) har typisk behov for behandling, koncentration eller indkapsling, før de endeligt enten genbruges, deponeres eller på anden måde destrueres eller uskadeliggøres som risiko. Mange lande med kernekraft som f.eks. USA og Tyskland, har endnu ikke fundet en løsning på deponering af især det høj- og langlivede affald (det brugte brændsel) i et såkaldt slutdepot. Andre, f.eks. Sverige og Finland, har efter mange års forskning og geologiske undersøgelser besluttet at anbringe sådant slutdepot dybt i hver deres grundfjeld. Derudover forskes der i rentable måder at omsætte de langlivede radioaktive aktinider (10.000-100.000 år) til andre stabile grundstoffer eller høj-radioaktive, men kortlivede radioaktive grundstoffer. Sådanne processer kaldes transmutation. En anden måde at håndtere det brugte brændsel er kemisk reprocessering det til enten nyt brændsel og en mindre, mere højradioaktiv rest, der dog er knap så langlivet, men også kræver enten deponi eller anden behandling før lagring/anvendelse/transmutation.
I forhold til CO2-udslip er der som for alle brændsler et energiforbrug ved udvinding, oparbejdning og fremstilling af det atombrændsel, der anvendes i reaktoren. Dette energiforbrug er afhængigt af kvaliteten og arten (geologien) af malmen. Nogle forventer at dette CO2 forbrug stiger, efterhånden som der må gåes over til at udvinde malm af stadig lavere kvalitet. Ud fra en livscyklusanalyse-betragtning er kernekraft derfor, ligesom hovedparten af alle energikilder i dag ikke en CO2-fri energikilde, hvor vandkraft i dag udgør det mindste aftryk. Her er nogle kilder (mangler kilde) som sammenligner livscyklus-udledningen fra forskellige teknologier til elektricitetsfremstilling:
Se også
Aneutronisk fusion
Kernekraft i Danmark
Kilder/referencer
Eksterne henvisninger
Atomkraft og elproduktion
Science in Africa, 2003: South Africa's nuclear programme. Tom Ferreira Citat: "...Indeed a feather in the cap for South Africa considering that Eskom is internationally regarded as the leader in the field of the Pebble Bed Modular Reactor (PBMR) technology...If a fault occurs during reactor operations, the system, at worst, will come to a standstill and merely dissipate heat on a decreasing curve without any core failure or release of radioactivity to the environment. In fact, the PBMR's inherent safety is fundamental to the cost reduction achieved over other nuclear designs..."
29 June, 2005, BBC News: Cost of nuclear 'underestimated' Citat: "...According to British Energy and British Nuclear Fuels, the cost of nuclear generation is between 2.2 and 3.0p/kWh. But the NEF says that this figure is probably a severe underestimate, with the real cost being somewhere between 3.4 and 8.3/kWh...At a cost of 3.0-4.0p/kWh for offshore and 1.5-2.5/kWh for onshore production, wind is a far cheaper option than nuclear, the NEF claims..." |
1109 | https://da.wikipedia.org/wiki/Amsvartner | Amsvartner | Amsvartner er i nordisk mytologi søen hvor Lynge ligger og hvor Fenrisulven står bundet.
Steder i nordisk mytologi |
1111 | https://da.wikipedia.org/wiki/Samoa | Samoa | Samoa (indtil 1997 Vestsamoa) er en polynesisk østat bestående af to hovedøer (Savai'i og Upolu), to mindre beboede øer (Manono og Apolima), og adskillige mindre, ubeboede øer inklusive Aleipataøerne (Nu'utele, Nu'ulua, Fanuatapu og Namua). Tre fjerdedele på Upolu, hvor også hovedstaden, Apia, ligger. Lapitafolket opdagede og bosatte sig på Samoaøerne for omkring 3.5000 år siden. De udviklede deres eget sprog og kultur.
Samoa ligger cirka midt på ruten fra Hawaii til New Zealand. Landet Samoa består af ni øer, der er en del af arkipelaget Samoaøerne.
Landet er en parlamentarisk demokratisk enhedsstat med 11 administrative distrikter. Det er en selvstændig stat og medlem af Commonwealth of Nations. Vestsamoe blev medlem af FN den 15. december 1976. Som følge af indbyggerne på Samoas sejlkundskaber blev hele øgruppen (der inkluderer Amerikansk Samoa) som "Navigtør-øerne”. Landet var en koloni under Tyske Kejserrige 1899 til 1915, hvor det kom under delt britisk og New Zealandsk administration indtil 1. januar 1962, hvor det blev et uafhængigt land.
Samfund
Samoa er et konstitutionelt monarki med ét kammer. Det betyder, at de har en konge uden reel magt samt en lovgivende forsamling. Landet er stærkt knyttet til New Zealand, som de skrev en venskabstraktat med ved uafhængigheden i 1962. Der er en højkommisær fra New Zealand i hovedstaden, Apia, og Samoas udenrigspolitik føres sammen med New Zealand.
På Samoa blev landet oprindeligt bestyret af små stammer eller storfamilier også kaldet Matai. Mænd som er mataier (med stor familie) betød mere end almindelige mennesker. I dag har alle stemmeret, men den gamle magtfordeling ligger uundgåeligt stadig i folk. Det største politiske parti er Human Rights Protection Party, der i 2006 fik 35 ud af 49 mandater.
På grund af fortiden som base for missionærer er den altdominerende religion kristendom og kun 0,3% er ikke kristne. Kirkerne betyder meget for befolkningen og mange steder holder man fælles aftenbøn.
Økonomi
Samoas økonomi er bygget på landbrugsprodukter. Landbruget, som fylder 19% af landet, er primært selvforsynende. Det beskæftiger 60% af befolkningen. Man har et minimalt udbygget turisme, mens fiskeri og skovarbejde bliver udbygget med henblik på eksport. I dag arbejder mange samoanere i udlandet (især New Zealand) og sender penge hjem til familien. Det har gjort landet i stand til at importere meget mere end de eksporterer.
Historie
Uddybende artikel: Samoas historie
minimalt
Samoaøerne blev beboet omkring år 1000 før Kristus, og opdaget af europæiske opdagelsesrejsende anført af den franske forsker Louis Antoine de Bougainville i 1776. 1835 kom mange englændere til Samoaøerne og oprettede en missionærstation. International rivalisering i den sidste del af det 19. århundrede blev afsluttet med en traktat i 1899 hvor Det Tyske Kejserrige og USA delte Samoaøerne, så Tyskland fik de vestlige øer og USA de østlige.
De vestlige øer (Upolu, Savai'i, Apolima and Manono) blev et tysk protektorat i 1900 under navnet Tysk Samoa (Deutsch-Samoa). Tysklands første guvernør i protektoratet var Tysklands senere udenrigsminister Wilhelm Solf. Ved 1. verdenskrigs udbrud blev Tysk Samoa den 29. august 1914 invaderet af et ekspeditionskorps fra New Zealand, der uden kamp besatte protektoratet. Den Kejserlige Marine sendte krydserne SMS Scharnhorst og SMS Gneisenau til øerne, men viceadmiral Maximilian von Spee vurderede ved ankomsten til øerne den 14. september 1914, at en landsætning af tropper i et område, der var domineret af Royal Navy blot ville være en kortsigtet løsning, hvorefter krydserne trak sig tilbage. New Zealand opretholdt besættelsen indtil 1920, hvorefter det tidligere tyske protektorat overgik til at mandat under Folkeforbundet, administreret af New Zealand, nu under navnet Vest-Samoa (Samoa i Sisifo på samoansk). Vest-Samoa blev et mandat området under FN i 1946 (fortsat administreret af New Zealand) og fortsatte som sådant indtil området blev uafhængigt den 1. januar 1962 og dermed blev den første polynesiske nation, der opnåede uafhængighed i det 20. århundrede.
Det østlige Samoa (Amerikansk Samoa) er siden traktaten af 1899 forblevet under amerikansk kontrol.
I september 2009 gik Samoa over til venstrekørsel. Det skete for at gøre det lettere for de mange samoanere, der bor i New Zealand og Australien, at sende deres brugte biler til hjemlandet.
Se også
Verdens lande
Kilder og eksterne henvisninger
Ordbog over verdens landes navne på dansk, norsk, svensk, engelsk og originalsprog
Finding Samoa – på engelsk
Map of Samoa – engelsksproget kort
Lande i Oceanien
Forhenværende tyske kolonier
Republikker |
1115 | https://da.wikipedia.org/wiki/New%20Zealand | New Zealand | New Zealand er en stat beliggende i Stillehavet på den sydlige halvkugle, opkaldt efter den Hollandske provins Zeeland.
Polynesiske nybyggere ankom til New Zealand omkring 1280 og etablerede Maorikulturen. Maorierne døbte New Zealand "Aotearoa" som oversættes "Land of the long white cloud" ("Den lange hvide skys land"). Dette navn blev givet pga. den lange hvide sky polyneserne så i horisonten ved New Zealand, da de nærmede sig.
New Zealand består af to store øer, kaldet Nordøen og Sydøen og en række mindre øer bl.a. Stewart Island og Chatham. Fra nordspidsen af Nordøen til sydspidsen af Sydøen er der 1600 km. Landet ligger mellem 30 og 50 grader sydlig bredde. Danmark ligger på omkring 56 grader nordlig bredde. Nordøen ligger således antipodisk til Spanien.
Geografi
Foruden de to store hovedøer har New Zealand flere mindre øer. De mest betydelige af disse er:
Stewart Island ligger syd for Sydøen. Den er den tredje største ø i areal og har en fastboende befolkning på ca. 200.
Waiheke Island ligger i Haurakigolfen udenfor Auckland. Med 7000 indbyggere er det den tredje største i folketal. Om sommeren er indbyggertallet meget højere.
Great Barrier Island ligger øst for Haurakigolfen og har kun ca. 900 indbyggere. Lige som Waiheke Island er den et populært feriemål om sommeren.
Chatham Øerne er en fritliggende øgruppe øst for Sydøen med ca. 750 indbyggere.
New Zealands største ø Sydøen er delt på langs af de Sydlige Alper (). Landets højeste bjergtop Aoraki/Mount Cook ligger i denne bjergkæde med en højde på 3754 moh. Der findes 18 bjergtoppe på Sydøen med en højde på omkring 3000 moh. Nordøen har færre bjerge, men er præget af vulkansk aktivitet. Nordøens højeste bjerg er den aktive vulkan Mount Ruapehu (2797 moh.).
New Zealands totale landareal er 268 680 kvadratkilometer. Landet er mere end 1600 kilometer lang. New Zealand er verdens mest geografisk isolerede land. Afstanden til den nærmeste nabo Australien er 2000 kilometer og ligger i nordvestlig retning fra hovedøerne på den anden side af det Tasmanske hav. Eneste landmasse mod syd er Antarktis og i nord er de nærmeste naboer øerne Ny Kaledonien, Fiji og Tonga.
Større byer
Wellington har siden 1865 været New Zealands hovedstad. Byen ligger på sydspidsen af Nordøen i landets geografiske midtpunkt og har 167.600 indbyggere. I alt dækker byen et areal på omkring 290 km². Wellington er verdens sydligste hovedstad.
Øvrige større byer er:
Whangarei, Auckland, Hamilton, Tauranga, Rotorua, Gisborne, Napier, Hastings, New Plymouth, Wanganui, Palmerston North, Wellington, Nelson, Christchurch, Timaru, Queenstown, Dunedin, Invercargill
Vulkansk aktivitet
New Zealand er dannet ved vulkansk aktivitet og specielt på Nordøen findes stadigvæk mange mere eller mindre udslukte vulkaner. Storbyen Auckland spreder sig over et areal, der huser over 50 udslukte vulkaner, de to mest berømte er One-Tree-Hill og Mount Eden.
Midt på Nordøen findes steder, hvor undergrunden stadigvæk er aktiv. Her damper det op af jorden, der lugter af svovl og vandet koger i søerne. I byen Rotorua damper det op af kloakkerne og i byparken var for nylig et mindre udbrud.
I området findes også én af de aktive vulkaner, Mount Ruapehu. Den var sidst i udbrud 1996 og der er konstant små jordskælv. Et jordskælvscenter holder øje med vulkanen, så ingen kommer til skade, hvis den skulle komme i udbrud igen – der ligger f.eks. et skisportssted på toppen. En anden aktiv vulkan ved nordøen er øen White Island, der ligger i Bay of Plenty få kilometer ud for kystbyen Whakatane. Den havde sit sidste udbrud i 2001.
Vulkanudbrud i området kan være meget voldsomme. Den 10. juni 1886 skete der et vulkanudbrud i området ved Mount Tarawera. Da blev et stort stykke af jorden sprængt væk, så et kæmpekrater står tilbage, og asken fra udbruddet dækkede jorden og lagde sig i flere meters højde. Den store sø Lake Taupo er resterne af et endnu større vulkanudbrud. Selve søen udfylder en caldera (indsynkning) opstået efter et gigantisk udbrud i år 186 e.Kr., i midten af krateret sidder en lavaprop.
Newzealænderne udnytter det varme vand i undergrunden, som kommer af den termiske aktivitet. Flere steder er bygget kraftværker, som drives af dampen fra undergrunden. Ved de store floder på Nordøen, f.eks. Waikato River, er bygget kraftværker, der udnytter flodernes stærke strøm til at drive turbiner og producere strøm. På disse måder produceres en stor del af strømmen i New Zealand ved vedvarende energi.
På Sydøen er jorden mast sammen af de to kontinentalplader og der er dermed dannet en høj bjergkæde på vestsiden af øen. Her findes bl.a. Mount Cook, det højeste bjerg i New Zealand (3754 meter højt). På Sydøen er der ikke så megen termisk aktivitet, som der er på Nordøen. Men her kan af og til være små jordskælv med større jordskred til følge.
Klima
New Zealand ligger på den sydlige halvkugle af Jorden, dermed har New Zealand vinter, når Danmark, Europa, USA osv. har sommer, og omvendt. New Zealand ligger tæt på Antarktis, hvor hullet i ozonlaget er stort. Om sommeren skal man passe meget på for ikke at blive voldsomt forbrændt. Når det er stærkt solskin bliver der udsendt en "burn time" hver dag i nyhederne, der viser hvor længe man må opholde sig i solen uden solcreme. Når det er rigtig slemt, er "burn time" kun på omkring 12-13 minutter.
At New Zealand ligger tæt på Antarktis betyder, at selvom dele af landet faktisk er tættere på Ækvator end Danmark er, så er det koldt i New Zealand om vinteren. Når vinden kommer fra syd bringer den den kolde arktiske luft med sig. På Sydøen kan der derfor forekomme snestorme om vinteren. På Nordøen er det sjældent det sner. Her kommer temperaturen meget sjældent under nul, undtagen i højlandet ved vulkanerne. Toppen af Ruapehu fungerer dog som skisportssted i vinterhalvåret og den gennemgående hovedvej på Nordøen som forbinder den sydlige del og den nordlige del af øen er ofte lukket om vinteren på grund af sne, da den går gennem det højtliggende område.
Den mest almindelige vindretning i New Zealand er vind fra vest. Luften i vestenvinden kommer fra Tasmanien. Ved Tasmanien bliver vinden varmet op, og på turen over det Tasmanske Hav til New Zealand, får den samlet en masse fugt op. Vinden fra vest, der rammer New Zealand, er altså varm og ret fugtig.
Når vinden rammer bjergkæden på vestkysten af Sydøen, bliver luften presset i vejret og dermed bliver den afkølet. Når det sker, begynder det at regne – meget! På vestkysten af Sydøen falder der næsten 8 meter regn om året. Også i resten af New Zealand regner det meget. Det giver et meget frodigt land, hvor der vokser noget overalt. Ved sydspidsen af Sydøen findes regulær regnskov i området kaldet Fjordland. Området er berømt for sine mange dybe fjorde med navne som Milford Sound og Doubtful Sound, som er omgivet af næsten lodrette klippevægge.
Den megen nedbør giver rigeligt af ferskvand til New Zealands mange floder. Den længste flod, Waikato River, løber på Nordøen, men de flotteste floder, er dem, der løber lodret ned af de stejle klippevægge i Fjordland. De mest imponerende vandfald findes her, men de er kun, når det regner. Det gør det til gengæld næsten hver dag.
Selvom det regner meget i New Zealand er der ikke meget grundvand. Det skyldes, at det meste regnvand meget hurtigt løber af overfladen og ender i havet med floderne. I New Zealand findes derfor store søer, hvor ferskvandet oplagres, da der om sommeren på Nordøen kan blive problemer med vandforsyningen, hvis det er for varmt og tørt. Landskabet i New Zealand er meget bakket og når det regner voldsomt, sker der ofte jordskred. Jordlaget er mange steder ikke ret tykt og nedenunder findes klippegrund. Derfor er de fleste landområder på New Zealand plantet til med græs, der bliver brugt til græsning til fårene. Kun på de flade områder, med bedre jord, som området øst for Mount Ruapehu, bliver jorden dyrket med korn, grønsager, kiwifrugter, appelsin, citrontræer, vinstokke m.m.
Havet omkring New Zealand
Havet omkring New Zealand er lidt varmere end havet omkring Danmark. Ved Sydøen kan det blive ned til +6 grader om vinteren, men på Nordøen bliver det aldrig så koldt. Vandet er varmere ved Nordøen, fordi en varm havstrøm løber ned langs med kysten på Nordøens østside. Strømmen kommer fra troperne og er endnu ikke kølet helt ned, når den når frem til New Zealand. Strømmen fører til tider subtropiske fiskearter med, som normalt ikke findes i New Zealand.
Nordøens milde klima giver grobund for mangrove. Ved lavvandede sandede saltvandsområder, findes mangrove, som ellers kun findes i troperne. Kun en enkelt art mangroveplante, kan dog leve her(Avicennia marina), da New Zealand ligger på den absolut yderste sydlige grænse, for mangroveskov. Man mener, planten er drevet hertil fra Australien, hvor den normalt lever. Mangroven breder sig i bugte og vige på Nordøen. Helt oppe ved nordspidsen bliver planterne så høje, at de danner en regulær mangroveskov. Men jo længere sydpå, jo lavere bliver mangrovetræerne, og ved Auckland danner mangroveplanterne kun buske.
Det varme hav omkring New Zealand er meget klart sammenlignet med Danmarks havvand. Det kan bl.a. skyldes at New Zealand ikke har så stor en udvaskning af næringsstoffer fra landjorden. Der findes ikke så mange alger i vandet og sigtbarheden er derfor rigtig god. Specielt omkring Nordøen, hvor havstrømmen fra troperne passerer, kan sigtbarheden i vandet være i top – op til 30 meter – og snorkle- og dykkerture her giver usædvanlige oplevelser. Specielt øgruppen Poor Knights Islands er kendt som et af verdens top ti bedste dykkeroplevelser, med dens forgrenede net af undersøiske grotter, rev og kløfter. Her kan man bl.a. møde rokker i hundredvis, der kommer til øerne for at yngle.
Ved Sydøens østkyst sker det biologiske fænomen Upwelling: Fra kysten og ud i havet stiger havdybden meget hurtigt. Kun få kilometer ude er vandet op til 1000 meter dybt. Havstrømmene nede på bunden bliver presset op til overfladen, når de møder kontinentalsoklen. Med bundvandet bliver mange næringsstoffer ført med op til overfladen. I overfladen giver næringsstofferne grobund for fotosyntetiserende alger, der dermed blomstrer op. Krill og andre smådyr der lever af algerne blomstrer også op, og de bliver selv føde for mange andre havdyr, f.eks. hvaler, pelssæler, pingviner, måger osv.
Hvalerne der tiltrækkes af ædegildet ved dette fænomen giver grobund for en turistindustri i området omkring kystbyen Kaikoura. Her er der mulighed for at komme på hvalsafari og møde bl.a. jagende kaskelothvaler og, tæt ind langs kysten, små familiegrupper af den specielle newzealandske minidelfin, Hectors delfin.
Skove
Før europæerne kom til New Zealand i 1769, var landet dækket af skov. Træerne holdt på jorden og forhindrede de mange jordskred. Skoven var meget frodig, på grund af den næringsrige jord og det fugtige klima. I nogle af de største reservater nordpå kan man se en lille bevaret del af den urgamle skov, som engang dækkede hele New Zealand. Træer af alle mulige arter står tæt uden noget mønster og hvert træ er dækket fuldstændigt af andre grønne planter. I New Zealand findes mange mosser og laver, og de fleste af dem kan vokse på andre planter. På et enkelt træ i en newzealandsk urskov kan vokse op til 60 andre plantearter. I en dansk skov, med mange forskellige arter kan man hvis man er heldig og god til at bestemme planter finde omkring 60 arter i alt i hele skoven!
Efter europæerne kom til landet er det meste skov fældet og solgt som tømmer. Kun i de små reservater, hvor skoven er fredet, står de mange indfødte træarter stadigvæk og knejser. Et af de mest berømte træer er Kauritræet. Nogle af de største og ældste kauritræer, der er tilbage, er så høje, at der er 30 meter op til de første grene. New Zealand er også kendt for sine mange bregner, der kan blive flere meter høje. Træbregnen Silver Fern er New Zealands nationalplante og pryder bl.a. landsholdet i rugbys – All Blacks – mærke.
Når skoven er væk er der ikke noget til at holde på jorden, og jordskredene er derfor blevet værre i takt med, at skoven er forsvundet. Mange dyrearter er udryddet fordi deres levested i skoven er forsvundet. Og mange dyrearter, f.eks. den berømte kiwifugl, er tæt på at forsvinde af samme grund.
Fauna
Fordi New Zealand har ligget isoleret fra alt andet land i mange millioner år, har dyrelivet udviklet sig næsten uafhængigt af alle andre steder og har specielt tilpasset sig livet på New Zealand.
I New Zealand fandtes der oprindelig ingen pattedyr, ud over dem, som selv kunne flyve dertil. Det er kun nogle få flagermusarter, så New Zealand var engang frit for større rovdyr. Derfor er dyrelivet meget specielt her. Nogle af de andre arter dyr udfylder de funktioner, som pattedyr ellers normalt har. Nogle fugle, som kiwifuglene, lever næsten ligesom gnaverne i huller i jorden, den lever samtidig af den samme føde, som f.eks. et pindsvin ville leve af i Danmark. Regnorme og småinsekter, der gemmer sig i skovbunden er på dens menu. Fuglene behøvede ikke at kunne flyve, når der ingen rovdyr var, og mange arter – f.eks. takaheen – mistede derfor den evne. De lever i stedet nu på landjorden. Mange andre dyrearter udviklede sig ligeledes specielt, fordi de ikke behøvede at beskytte sig mod rovdyr.
Da Maori-folket kom til New Zealand omkring år 1280, begyndte de at jage dyrene, og de bragte rotter med (Rattus exulans) sig.
Den berømte kæmpefugl moa'en uddøde sammen med mange andre dyrearter hurtigt, da de var ikke tilpasset et miljø med rovdyr. De kunne ikke forsvare sig eller flygte. Men den virkelige katastrofe skete, da Kaptajn Cook opdagede New Zealand og bragte europæerne dertil. De introducerede faunaforurening i stor stil, da de medbragte deres kendte husdyr – hunde, katte, kvæg og geder. Derfor findes dyr som solsorten, bogfinken, musvitten, pindsvinet, admiralsommerfuglen og en lang lang række andre europæiske dyrearter nu i New Zealand. Kun en enkelt dagsommerfugleart har f.eks. selv fundet vej til New Zealand. Monarken kan flyve utroligt langt, og den findes der derfor naturligt.
De indførte dyr trives i det frugtbare New Zealand. De planteædende dyr fortrænger og udkonkurrerer de indfødte planteædende dyr. De indførte rovdyr finder let føde blandt de forsvarsløse indfødte dyr. Store skovområder vantrives som følge af pungrottens hærgen, og et storstilet program er iværksat for at udrydde dyret. Der bliver således brugt mange millioner hvert år på at udrydde de miljøfremmede dyr.
Demografi
Der er over 4,5 millioner indbyggere i New Zealand (2016;Statistics New Zealand, Population Clock).
Etnicitet
Omkring 80 % af befolkningen er af europæisk afstamning. Maori er den næststørste etniske gruppe med 14,7 % af befolkningen. I tiden mellem folketællingerne i 1996 og 2001 voksede antallet af mennesker med asiatisk ophav til 6,6 %. De er nu en større gruppering end de med herkomst fra stillehavsøerne. (Bemærk: Folketællingerne godtager, at folk identificerer sig med mere end én etnisk gruppe.)
Religion
Kristendom er den dominerende religion i New Zealand, selv om mere end 25 % af befolkningen ikke har nogen religiøs tilknytning. Hovedgrupperne indenfor kristendommen er anglikanere, presbyterianere, romersk-katolikker og metodister. Den newzealandskbaserede Ratana-kirke har også mange trofaste tilhængere blandt maorierne. Af minoritetsreligionerne er de største hinduisme, buddhisme og islam.
Politik
Statsret
New Zealand er et konstitutionelt monarki og parlamentarisk demokrati. Den nuværende monark er Charles 3. Monarken bliver repræsenteret som statsoverhoved af New Zealands generalguvernør.
New Zealands parlament består af 120 repræsentanter i New Zealand House of Representatives. Fra disse udpeges et kabinet med omkring 20 ministre. Der findes ingen skriftlig grundlov, men konstitutionsakten fra 1986 beskriver landets konstitutionelle struktur. Generalguvernøren har beføjelse til at ansætte og afsætte New Zealands premierminister samt at opløse hele parlamentet. Generalguvernøren er tillige leder af det såkaldte udøvende råd, en formel komité bestående af kronens ministre. Medlemmer i dette råd skal være medlemmer af parlamentet, og de fleste sidder tillige i regeringen. Regeringen ledes af premierministeren.
New Zealands kabinet er ledet af premierminister. For tiden er dette Jacinda Ardern, som er leder for Labour.
I New Zealand bliver valg afholdt hvert tredje år. Det er otte politiske partier repræsenterede i nationalforsamlingen, kaldet House of Representatives.
Udenrigspolitik
New Zealand er medlem af FN og Commonwealth. Landet har indgået sikkerhedspagten ANZUS med Australien og USA. Fra 1985 har New Zealand nægtet amerikanske atomdrevne skibe at ankomme landets havne. I 1986 frasagde derfor USA sig sine ANZUS-forpligtelser overfor New Zealand. New Zealand har ikke formelt brudt pagten.
New Zealand er medlem af APEC og OECD.
Som en større stat i Stillehavet er New Zealand en nær samarbejdspartner med mange andre stillehavsstater og opretholder politisk forbindelse med Cookøerne, Niue og Tokelauøerne.
Retssystem
I 2003 blev loven om oprettelsen af en ny højesteret vedtaget i landets parlament med godkendelsen af Supreme Court Act. Tidligere var landets højeste retsinstans Privy Council i London. Fra og med 2004 er Supreme Court of New Zealand i Wellington højeste retsinstans.
Lokale myndigheder og eksterne territorier
De tidlige europæiske bosættere inddelte New Zealand i provinser. De blev afskaffede 1876 så at regeringen kunne centraliseres af økonomiske årsager. Som et resultat af dette har New Zealand ingen separate administrative inddelinger såsom provinser, delstater eller territorier, fraset de lokale myndigheder. Siden 1876 har lokale myndigheder administreret New Zealands forskellige regioner. I 1989 omorganiseredes de lokale myndigheder og opdeltes i regionale råd og territorielle myndigheder.
I dag har New Zealand 12 regionale råd, som forestår administration af miljøspørgsmål og logistik, og 74 territorielle myndigheder, som administrerer vej-, spildevands-, bygge- og andre lokale spørgsmål. De territorielle myndigheder består af 16 byråd, 67 distriktsråd og Chatham-øernes landskabsråd.
Regionerne er:
Northland
Auckland
Waikato
Bay of Plenty
Gisborne*
Hawke's Bay
Taranaki
Manawatu-Wanganui
Wellington
Tasman*
Marlborough*
Nelson*
West Coast
Canterbury
Otago
Southland
Chathamøerne*
(regioner markerede med * udgør en enhedslig myndighed).
Samfund
Uddannelse
I 1877 blev der indført obligatorisk og afgiftsfri skolegang for alle børn mellem 7 og 13 år. Dette er senere blevet ændret til alle børn mellem 6 og 16 år, men der findes også børn, som begynder i 5-årsalderen. 99 % af den voksne befolkning kan læse og skrive, og over halvdelen af befolkningen i alderen 15-29 har skolegang ud over folkeskolen. I den voksne befolkning har 14,2 % har en bachelorgrad eller højere, 30,4 % har en form for videregående uddannelse, som højeste kvalifikation, og 22,4 % har ingen formel kvalifikation.
Transport
New Zealand har et vejnet af statslige veje med totalt knapt 11.000 km længde, hvoraf 170 km motorvej. Desuden findes cirka 80.000 km lokale offentlige veje. New Zealand har venstrekørsel.
Der findes et jernbanenet på cirka 3.800 km. Det når alle hoveddele af landet.
Mellem Nordøen og Sydøen findes ingen fast forbindelse, men der findes en færgeforbindelse, som tager passagerer, køretøjer og tog. Færgen tager cirka tre timer mellem havnene. Der findes ingen bilfærge fra andre lande, selv om der sejler fragtskibe.
Næsten alle besøgende fra andre lande kommer med fly, hvilket også er vigtigt for indenrigsrejser, især mellem de to hovedøer. New Zealand har over hundrede flyvepladser og syv af dem er internationale, men i dag er der kun to af dem, som tager imod trafik fra andre lande end Australien og Fiji.
Kultur
Newzealandsk kultur er en sammensmeltning mellem maorikultur og den, som de hovedsagelig britiske indvandrere bragte med sig. Britisk kultur i New Zealand er mindre præget af klasseforskelle end i Storbritannien.
Selv om britisk kultur er den dominerende, er maorikultur i fremvækst og bliver ofte identificeret med New Zealand. Dette kan ses i sammenhæng med haka-fremvisningen (en krigsdans) udført af newzealandske idrætslandshold og de titusinder af besøgende, som hvert år oplever, filmer og fotograferer maorioptrædender på steder som Rotorua.
Britisk kultur i New Zealand har også oplevet betragtelig påvirkning fra maoriske og andre polynesiske kulturer. Den skotske indflydelse er stærk på Sydøen med hovedsæde i områderne omkring Otago og Dunedin. Tidlige indvandrere fra andre dele af Europa, Asien og flygtninge efter 2. verdenskrig (specielt nederlændere) blev hurtigt assimilerede.
Små lommer af disse tidlige immigrantkulturer består den dag i dag som øer i en ellers britisk kolonikultur. Til forskel fra Australien har New Zealand ikke oplevet særlig immigration fra middelhavslandene i Sydeuropa og Lilleasien. I de senere år har der været en strøm af immigranter fra Asien. Disse udgør nu en betydelig del af befolkningen, især i Auckland.
Efter 2. verdenskrig begyndte en udstrakt immigration fra stillehavsøerne. Dette har ført til, at der i dag er flere mennesker fra enkelte øer som bor i New Zealand end på oprindelsesøerne. Denne store sammensmeltning af stillehavskulturer har udviklet sig til en distinkt subkultur som er adskilt fra maorikulturen.
Af forskellige grunde er mange maorier og stillehavs-immigranter blevet sociale tabere og en underklasse i enkelte områder. For at rette på dette er nu kultursensitive indflydelser blevet vægtet indenfor skule- og sundhedsvæsen i en politisk manøvre kaldet "closing the gaps". Dette gælder specielt i områder med høj koncentration af disse befolkningsgrupper.
New Zealands immigrationspolitik har ofte været kontroversiel. Enkelte politikere hævder, at indvandringsstrømmen er for stor til at blive absorberet i det newzealandske samfund, og at nye immigranter har problemer med at blive assimilerede.
Offentlige helligdage
Følgende helligdagene er lovfæstede af det newzealandske parlament.
Det er også provinsielle helligdage, Provincial Anniversary Days, der man fejrer oprettelsesdagen, eller dagene de første kolonister ankom til de forskellige provinser i New Zealand. Fejringen af sådanne helligdage varierer til og med indenfor samme provins. Dette hænger sammen med lokal skik, fritid og hvor nær dagen er andre sæsonbetonede arrangementer eller helligdage. Markeringsdagen kan derfor være en anden end den historiske eller de hændelser, som bliver fejrede.
Idræt
New Zealands mest populære sport er rugby, primært rugby union. Men også rugby league er populært. Fodbold (den mest populære sporten blandt børn), cricket (de bliver også kaldet som Black Caps), og netball (sporten med flest aktive udøvere) vinder stadig nyt terræn. Ellers praktiseres sportsgrene som golf, tennis, roning, kapsejlads, slalom og snowboarding af en del. New Zealand har en bronze- og to sølvmedaljer i Oceaniamesterskabet i håndbold for herrer.
Desuden har New Zealand et anerkendt internationalt navn indenfor ridesport i Mark Todd.
Rugby
Rugby er som sport nært knyttet til landets identitet. Det nationale rugbyhold går under navnet All Blacks og har flere sejre end noget andet internationalt rugbyhold i verden. "All Black" (eller "helsorte" på dansk) har bestemt forslag for andre sportslag fra New Zealand. Farverne på New Zealands sportsdragter er ikke hentet fra flaget, men er sort og hvidt. Hvidt er hentet fra nationalplanten sølvbregne.
Før sportsstævner eller kampe starter, bliver ofte udført en haka (krigsdans). Dette er en traditionel maori-udfordring.
Yachting, America's Cup
Sportssejlads er en af nationalidrætterne i New Zealand og sejrene i America’s Cup i 1995 (San Diego, USA) og 2000 (Aukland) var store nationale begivenheder. I 2003 tabte man imidlertid i Aukland til båden Alinghi fra Schweiz. På det vindende hold ledet af Ernesto Bertarelli var styrmanden Russel Coutts og navigatøren Brad Butterworth, to tidligere Team New Zealand-medlemmer. Disse var i stor grad at takke for de to forgående sejre til Team New Zealand i 1995 og 2000. Deres deltagelse på det schweiziske hold var derfor kontroversiel blandt mange newzealændere.
Noter
Eksterne henvisninger
New Zealand på A Birds Eye View Of
Billeder af New Zealand
Konstitutionelle monarkier
Dagens artikel
Commonwealth
Monarkier i Oceanien
Lande i Oceanien
Forhenværende britiske kolonier |
1116 | https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%86lde | Ælde | I nordisk mytologi er Ælde alderdom personificeret ved en gammel kroget kone, som optræder som Udgårdslokes mor i myten Thor hos Udgårdsloke.
De færreste kan danse med hende i længere tid, før de går i knæ. Kun Thor der dansede med hende under en duel med Udgårdsloke, holdt sig oprejst i længere tid.
Kun i kraft af Iduns fortryllede æbler, der giver ungdom, kan aserne modstå Ældes kraft.
Kilder
Gylfaginning
Jætter |
1117 | https://da.wikipedia.org/wiki/Gleipner | Gleipner | Gleipner er i den nordiske mytologi den tynde tråd, smedet af dværge på asernes bud, som Fenrisulven er bundet med. Tråden er smedet af fiskenes ånde, fuglenes spyt, bjørnenes sener og bjergenes rødder, kattepoters larm og kvindeskæg. Selvom den ser lille og skrøbelig ud, kan selv ikke Fenrisulven slide den i stykker, og den må derfor blive stående bundet i en hule i Jotunheim lige indtil Ragnarok.
Gleipner er den tredje lænke, Fenrisulven blev bundet med.
Grundet ulvens voksende mistro krævede den i pant en arm. Ingen turde lægge deres arm i gabet på ulven undtagen Tyr. Han er derfor énarmet.
Artefakter i nordisk mytologi |
1118 | https://da.wikipedia.org/wiki/2000%27erne | 2000'erne | 20. århundrede – 21. århundrede – 22. århundrede
Årtier: 1950'erne 1960'erne 1970'erne 1980'erne 1990'erne – 2000'erne – 2010'erne 2020'erne 2030'erne 2040'erne 2050'erne
År: 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009
En læserkonkurrence i Politiken i sommeren 1996 foreslog at kalde årtiet for: enerne og 2010'erne for tierne. De er også efter Dansk Sprognævns vurdering det bedste bud på et sæt nye årti-betegnelser, der sprogligt set passer rimeligt med de allerede eksisterende.
I praksis viste det sig dog ved årtiets udgang at "00'erne" eller nullerne var den betegnelse som blev den langt mest benyttede.
Begivenheder
Den nok mest markante begivenhed i årtiet er terrorangrebet den 11. september 2001 på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington D.C. hvor over 3.000 mennesker blev dræbt.
Danske tropper er udstationeret i Afghanistan, efter det USA-ledede angreb på landet i 2001, angiveligt i forsøget på at finde Osama Bin Laden.
Krigsfanger fra Afghanistan interneres på den amerikanske militærbase Guantanamo på Cuba uden anklage og uden adgang til advokat.
Irakkrigen – USA-ledet koalitions tilstedeværelse i Irak med Danmarks deltagelse fra 2003 til 2007 .
Danmarks herrelandshold vinder EM i håndbold over Kroatien i 2008
USA får deres første sorte præsident, Barack Obama.
En af de mest omfattende økonomiske kriser i verdenshistorien indtræffer – også kaldt finanskrisen.
En af verdens absolut største superstjerner, Michael Jackson, dør 50 år gammel, blot få uger før en planlagt, stort anlagt comeback-koncertrække i London.
Verdens ledere
Tony Blair
Gordon Brown
Bill Clinton
George W. Bush
Saddam Hussein
Vladimir Putin
Barack Obama
Gerhard Schröder
Angela Merkel
Jacques Chirac
Nicolas Sarkozy
Silvio Berlusconi
Romano Prodi
José Luis Rodríguez Zapatero
Hugo Chávez
Fidel Castro
Raúl Castro
Recep Tayyip Erdoğan
Ariel Sharon
Ehud Olmert
Benjamin Netanyahu
Yasser Arafat
Hamid Karzai
Muammar Gaddafi
Mahmoud Ahmadinejad
Hu Jintao
Kim Jong-il
Johannes Paul II
Benedikt XVI.
Kunstnere
Musik
Akon
Alphabeat
Aerosmith
Aqua
Beyoncé
Black Eyed Peas
Bon Jovi
Britney Spears
Celine Dion
Christina Aguilera
Coldplay
Deftones
Disturbed
Drowning Pool
Dido
Dr. Dre
Eminem
Flødeklinikken
Guns N Roses
Gavin DeGraw
Hansi Hinterseer
Immortal Technique
James Blunt
Justin Timberlake
KoRn
Kanye West
Katie Melua
Kylie Minogue
Limp Bizkit
Linkin Park
Lady GaGa
L.O.C
Mariah Carey
Madonna
Mew
Mika
Metallica
Muse
Nephew
Nickelback
Nik & Jay
Outlandish
Oasis
Papa Roach
Pink
Queens Of The Stone Age
Rage Against The Machine
Rasmus Seebach
Red Hot Chili Peppers
Ricky Martin
Rihanna
Robbie Williams
Safri Duo
Saybia
Slipknot
Scissor Sisters
Shakira
Snoop Dogg
The Killers
The Pussycat Dolls
Tim Christensen
U2
Volbeat
Van Halen
Westlife
Xzibit
Yelawolf
Film
The Matrix Reloaded
The Matrix Revolutions
Freddy vs. Jason
Wild Hogs
The Blind Site
8 Mile
Rush Hour
Rush Hour 2
Rush Hour 3
The One
Scary Movie
Serier
Sons of Anarchy
24 Timer
Naruto
Ed Edd N Eddy
Gangland
South Park
The Simpsons
Powerpuff Girls
Skuespillere
Sandra Bullock
Jim Carrey
Tom Hanks
Nicole Kidman
Jack Nicholson
Julia Roberts
Meg Ryan
Quentin Tarantino
Uma Thurman
Bruce Willis
Heath Ledger
Orlando Bloom
Brad Pitt
Angelina Jolie
Johnny Depp
Russell Crowe
Sean Penn
Halle Berry
Nicolas Cage
Jude Law
George Clooney
Viggo Mortensen
Leonardo DiCaprio
Sportsnavne
Zinedine Zidane
Thierry Henry
Ronaldinho
Ronaldo
Roberto Carlos
Kaká
Lionel Messi
Cristiano Ronaldo
Gianluigi Buffon
Andrea Pirlo
Alessandro Del Piero
Iker Casillas
David Villa
Fernando Torres
Andrés Iniesta
Xavi
David Beckham
Wayne Rooney
Michael Owen
Steven Gerrard
Frank Lampard
Robin van Persie
Arjen Robben
Wesley Sneijder
Oliver Kahn
Miroslav Klose
Lukas Podolski
Bastian Schweinsteiger
Philipp Lahm
Samuel Eto'o
Didier Drogba
Roger Federer
Rafael Nadal
Novak Djokovic
Andy Murray
Venus Williams
Serena Williams
Marija Sjarapova
Kobe Bryant
Usain Bolt
Michael Phelps
Lance Armstrong
Michael Schumacher
Fernando Alonso
Felipe Massa
Lewis Hamilton
Mike Tyson
Lennox Lewis
Evander Holyfield
Vitalij Klitsjko
Vladimir Klitsjko
David Haye
Noter
å
Årtier |
1119 | https://da.wikipedia.org/wiki/19.%20%C3%A5rhundrede | 19. århundrede | 18. århundrede – 19. århundrede – 20. århundrede – andre århundreder
Det 19. århundrede består af årene 1801 til 1900, det er ofte forvekslet med 1800-tallet som består af årene 1800 til 1899.
Begivenheder
Krige i 1800-tallet
Danmarks ekspansion efter 1864
Personer
Nogle europæiske regenter i det 19. århundrede
Eksterne henvisninger
Århundreder |
1120 | https://da.wikipedia.org/wiki/1788 | 1788 | Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808
Se også 1788 (tal)
Begivenheder
Ungarn hærges af hungersnød.
Januar
1. januar - Kvækerne i Pennsylvania frigiver deres slaver
1. januar – Daily Universal Register skifter navn til The Times. Avisen er grundlagt af John Walter.
2. januar – Georgia bliver optaget som USA's 4. stat.
9. januar – Connecticut bliver optaget som USA's 5. stat.
26. januar – De første engelske straffefanger ankommer til Australien
Februar
6. februar – Massachusetts bliver optaget som USA's 6. stat
Marts
21. marts - en brand i New Orleans lægger det meste af byen i ruiner
April
28. april – Maryland bliver optaget som USA's 7. stat
Maj
23. maj – South Carolina bliver optaget som USA's 8. stat
Juni
20. juni Stavnsbåndet ophæves i Danmark.
21. juni – New Hampshire ratificerer som den niende stat USA's forfatning, der dermed træder i kraft.
25. juni – Virginia bliver optaget som USA's 10. stat
Juli
25. juli – New York bliver optaget som USA's 11. stat
September
13. september – 12.000 norske soldater marcherer ind i Bohuslän, som det dansk-norske bidrag til Ruslands krig mod Sverige. Inden det lykkes tropperne at erobre Göteborg, sluttes der imidlertid fred.
Født
22. januar – George Gordon Byron, senere lord Byron, engelsk digter (død 1824).
29. december – Christian Jürgensen Thomsen, dansk antikvar og sekretær i Oldsagskommissionen fra 1816. Han er manden bag inddelingen af oldtiden i stenalder, bronzealder og jernalder (død 1865).
Dødsfald
17. maj – Charlotte Dorothea Biehl, dansk forfatter (født 1731).
13. august – Bolle Willum Luxdorph, dansk embedsmand, digter og historiker (født 1716).
Litteratur
Eksterne henvisninger
88
Artikler om enkelte år |
1121 | https://da.wikipedia.org/wiki/1170 | 1170 | Konge i Danmark: Valdemar den Store enekonge fra 1157-1182
Se også 1170 (tal)
Begivenheder
25. juni – 8-årige Knud VI krones som efterfølger på den danske trone
2. november - Allerheiligenvloed (1170), hvorved søen Almere i Nederlandene fik en åben forbindelse med Nordsøen. Dette førte senere til, at Zuiderzee og Waddenzee blev til
25. november – Knud Lavard kåres til helgen ved en kirkefest i Ringsted.
29. december – Ærkebiskop Thomas Becket myrdes i domkirken i Canterbury af kong Henrik 2. af Englands soldater.
Født
28. juni – Valdemar 2. Sejr, konge i Danmark fra 1202 til sin død i 1241.
Dødsfald
29. december – Skt. Thomas Becket (se ovenfor)
Eksterne henvisninger
70
Artikler om enkelte år |
1122 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ordklasse | Ordklasse | I grammatik er en ordklasse en lingvistisk kategori af ord der har egenskaber tilfælles. De kan defineres ved deres syntaktiske, morfologiske eller semantiske kendetegn. Dog er semantik ikke altid hensigtsmæssigt.
Et forskningsspørgsmål indenfor sprogforskning er om nogle ordklasseopdelinger er universelle, fx om alle sprog skelner mellem udsagnsord og navneord. Mange opdelinger inddeler ord i ca. ti ordklasser (den videnskabelige, latinske betegnelse er her i ental):
Udsagnsord – verbum
Navneord – substantiv
Fællesnavn – appellativ
Egennavn – proprium
Kendeord – artikel
Tillægsord – adjektiv
Stedord – pronomen
Talord – numerale
Biord – adverbium
Forholdsord – præposition
Bindeord – konjunktion
Udråbsord – interjektion
Se også
filologi
Referencer |
1126 | https://da.wikipedia.org/wiki/Verdens%20landes%20arealer | Verdens landes arealer | Liste over verdens lande sorteret efter samlet areal (land og vand). Tallene indeholder det samlede areal af landområder samt søer, floder mv. Territorialfarvand er ikke inkluderet i tallene. Listen omfatter også territorier eller lande, der ikke er selvstændige, herunder Grønland og Færøerne, udover selvstændige lande.
Lande markeret med en stjerne(*), er de største indenfor deres kontinent. Lande markeret med et kors(†) er de mindste.
Liste over verdens landes samlede areal
Rusland – 17.098.242 km² * * (ekskl. Krim)
Canada – 9.984.670 km² *
USA – 9.629.091 km²
Kina – 9.598.093 km² (inkl. Hongkong og Macao)
Brasilien – 8.514.877 km² *
Australien – 7.692.024 km² *
Indien – 3.287.263 km²
Argentina – 2.780.400 km²
Kasakhstan – 2.724.900 km²
Algeriet – 2.381.741 km² *
DR Congo – 2.344.858 km²
Grønland – 2.166.086 km²
Saudi-Arabien – 2.149.690 km²
Mexico – 1.964.375 km²
Indonesien – 1.904.569 km²
Sudan – 1.861.484 km²
Libyen – 1.759.540 km²
Iran – 1.648.195 km²
Mongoliet – 1.564.116 km²
Peru – 1.285.216 km²
Tchad – 1.284.000 km²
Niger – 1.267.000 km²
Angola – 1.246.700 km²
Mali – 1.240.192 km²
Sydafrika – 1.219.090 km²
Colombia – 1.141.748 km²
Etiopien – 1.104.300 km²
Bolivia – 1.098.581 km²
Mauretanien – 1.030.700 km²
Egypten – 1.001.450 km²
Tanzania – 947.300 km²
Nigeria – 923.768 km²
Venezuela – 912.050 km²
Namibia – 824.292 km²
Mozambique – 799.380 km²
Pakistan – 796.095 km² (880.940 km² hvis man medregner Kashmir)
Tyrkiet – 783.562 km²
Chile – 756.102 km²
Zambia – 752.618 km²
Burma – 676.578 km²
Afghanistan – 652.230 km²
Somalia – 637.657 km²
Den Centralafrikanske Republik – 622.984 km²
Sydsudan – 644.329 km²
Ukraine – 603.550 km² (inkl. Krim og udbryderrepublikkerne Donetsk og Lugansk)
Madagaskar – 587.041 km²
Botswana – 581.730 km²
Kenya – 580.367 km²
Frankrig – 551.500 km² (643.801 km² med Fransk Guyana og andre oversøiske områder)
Yemen – 527.968 km²
Thailand – 513.120 km²
Spanien – 505.370 km²
Turkmenistan – 488.100 km²
Cameroun – 475.440 km²
Papua New Guinea – 462.840 km²
Sverige – 450.295 km²
Usbekistan – 447.400 km²
Marokko – 446.550 km²
Irak – 438.317 km²
Paraguay – 406.752 km²
Zimbabwe – 390.757 km²
Norge – 386.224 km² (herunder medregnet Svalbard og Jan Mayen; uden disse er Norges areal på 323.802 km²)
Japan – 377.915 km²
Tyskland – 357.022 km²
Congo Brazzaville – 342.000 km²
Finland – 338.145 km²
Vietnam – 331.210 km²
Malaysia – 329.847 km²
Elfenbenskysten – 322.463 km²
Polen – 312.685 km²
Oman – 309.500 km²
Italien – 301.318 km²
Filippinerne – 300.000 km²
Ecuador – 283.561 km²
Burkina Faso – 274.200 km²
New Zealand – 267.710 km²
Gabon – 267.667 km²
Vestsahara – 266.000 km²
Guinea – 245.857 km²
Storbritannien – 243.610 km²
Uganda – 241.038 km²
Ghana – 238.533 km²
Rumænien – 238.391 km²
Laos – 236.800 km²
Guyana – 214.969 km²
Hviderusland – 207.600 km²
Kirgisistan – 199.951 km²
Senegal – 196.722 km²
Syrien – 185.180 km² (inkl. Golanhøjderne)
Cambodja – 181.035 km²
Uruguay – 176.215 km² †
Surinam – 163.820 km²
Tunesien – 163.610 km²
Nepal – 147.181 km²
Bangladesh – 143.998 km²
Tadsjikistan – 143.100 km²
Grækenland – 131.957 km²
Nicaragua – 130.370 km²
Nordkorea – 120.538 km²
Malawi – 118.484 km²
Eritrea – 117.600 km²
Benin – 112.622 km²
Honduras – 112.090 km²
Liberia – 111.369 km²
Bulgarien – 110.879 km²
Cuba – 110.860 km²
Guatemala – 108.889 km²
Island – 103.000 km²
Sydkorea – 99.720 km²
Ungarn – 93.028 km²
Portugal – 92.090 km²
Fransk Guyana – 90.000 km²
Jordan – 89.342 km²
Aserbajdsjan – 86.600 km²
Østrig – 83.871 km²
Forenede Arabiske Emirater – 83.600 km²
Tjekkiet – 78.867 km²
Serbien – 77.474 km²
Panama – 75.420 km²
Sierra Leone – 71.740 km²
Irland – 70.273 km²
Georgien – 69.700 km² (inkl. udbryderrepublikkerne Abkhasien og Sydossetien)
Sri Lanka – 65.610 km²
Litauen – 65.300 km²
Letland – 64.589 km²
Togo – 56.785 km²
Kroatien – 56.594 km²
Bosnien-Hercegovina – 51.197 km²
Costa Rica – 51.100 km²
Slovakiet – 49.035 km²
Dominikanske Republik – 48.670 km²
Estland – 45.228 km²
Danmark – 43.094 km² (medregner ikke Grønland eller Færøerne)
Holland – 41.543 km²
Schweiz – 41.277 km²
Bhutan – 38.394 km²
Guinea-Bissau – 36.125 km²
Taiwan – 35.980 km²
Moldova – 33.851 km² (inkl. udbryderrepublikken Transnistrien)
Belgien – 30.528 km²
Lesotho – 30.355 km²
Armenien – 29.743 km²
Salomonøerne – 28.896 km²
Albanien – 28.748 km²
Ækvatorialguinea – 28.051 km²
Burundi – 27.830 km²
Haiti – 27.750 km²
Rwanda – 26.338 km²
Makedonien – 25.713 km²
Djibouti – 23.200 km²
Belize – 22.966 km²
El Salvador – 21.041 km²
Israel – 20.770 km² (ekskl. de besatte områder)
Slovenien – 20.273 km²
Fiji – 18.274 km²
Kuwait – 17.818 km²
Swaziland – 17.364 km²
Østtimor – 14.874 km²
Bahamas – 13.880 km²
Montenegro – 13.812 km²
Vanuatu – 12.189 km²
Falklandsøerne – 12.173 km²
Qatar – 11.586 km²
Gambia – 11.295 km²
Jamaica – 10.991 km²
Kosovo – 10.887 km²
Libanon – 10.400 km²
Cypern – 9.251 km²
Puerto Rico – 9.104 km²
Palæstinensiske selvstyreområde – 6.220 km² (Gazastriben og Vestbredden)
Brunei – 5.765 km²
Trinidad og Tobago – 5.128 km²
Kap Verde – 4.033 km²
Samoa – 2.831 km²
Luxembourg – 2.586 km²
Comorerne – 2.235 km²
Mauritius – 2.040 km²
Amerikanske Jomfruøer – 1.910 km²
Færøerne – 1.393 km²
Sao Tome og Principe – 964 km²
Kiribati – 811 km²
Bahrain – 760 km²
Dominica – 751 km²
Tonga – 747 km²
Mikronesien – 702 km²
Singapore – 697 km²
Saint Lucia – 616 km²
Andorra – 468 km²
Palau – 459 km²
Seychellerne – 455 km² †
Antigua og Barbuda – 443 km²
Barbados – 430 km²
Saint Vincent og Grenadinerne – 389 km²
Grenada – 344 km²
Malta – 316 km²
Maldiverne – 298 km² †
Saint Kitts og Nevis – 261 km² †
Niue – 260 km²
Marshalløerne – 181 km²
Liechtenstein – 160 km²
San Marino – 61 km²
Tuvalu – 26 km²
Nauru – 21 km² †
Gibraltar - 6,8 km²
Monaco – 2 km²
Vatikanstaten – 0,44 km² †
Kilder
Se også
Verdens lande og Verdens landes befolkningsstørrelser.
Arealer |
1129 | https://da.wikipedia.org/wiki/1950%27erne | 1950'erne |
Århundreder: 19. århundrede – 20. århundrede – 21. århundrede
Årtier: 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne 1940'erne – 1950'erne – 1960'erne 1970'erne 1980'erne 1990'erne 2000'erne
År: 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959
Begivenheder
Bruce Heezen opdagede den Midtatlantiske ryg
Koreakrigen 1950-53
Josef Stalin døde i 1953
Opstand i DDR i sommeren 1953
Ungarnopstanden 1956
Poliovaccine blev opfundet i USA
USSR opstedte Sputnik.
Fjernsyn erstattede radio som det dominerende massemedium i de industrialiserede lande.
IT-virksomheden Regnecentralen fremstillede den første danske computer DASK.
1950-53 VK-regering i Danmark med Erik Eriksen som statsminister og Ole Bjørn Kraft som udenrigsminister.
I 1953 blev Danmarks gældende Grundlov indført, hvorved Landstinget blev afskaffet og kvindelig arvefølge til tronen blev mulig.
Verdens ledere
Josef Stalin
Nikita Khrusjtjov
Dwight D. Eisenhower
Harry S. Truman
Winston Churchill
Anthony Eden
Harold Macmillan
Konrad Adenauer
Charles de Gaulle
René Coty
Fidel Castro
Mao Zedong
Gamal Abdel Nasser
David Ben-Gurion
Francisco Franco
Kim Il-sung
Sportsidoler
Garrincha
Jake LaMotta
Rocky Marciano
Gunnar Nielsen – dansk løber med 2 verdensrekorder i mellemdistanceløb.
Poul Pedersen – dansk landsholdsspiller
Pelé
Ferenc Puskás
Alfredo di Stéfano
Kunstnere
Abbott og Costello
Brigitte Bardot
Chuck Berry
Marlon Brando
James Dean
Ava Gardner
Audrey Hepburn
Alfred Hitchcock
Buddy Holly
Jerry Lewis
Peter Malberg
Dean Martin
Groucho Marx
Marilyn Monroe
Paul Newman
Elvis Presley
Little Richard
Douglas Sirk
James Stewart
James Dean
Elizabeth Taylor
John Wayne
Eksterne henvisninger
å
Årtier |
1130 | https://da.wikipedia.org/wiki/1940%27erne | 1940'erne | Århundreder: 19. århundrede – 20. århundrede – 21. århundrede
Årtier: 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne 1930'erne – 1940'erne – 1950'erne 1960'erne 1970'erne 1980'erne 1990'erne
År: 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947 1948 1949
Begivenheder
Anden verdenskrig 1939-45
Manhattanprojektet; udviklingen af den første atombombe og efterfølgende brugen over Hiroshima og Nagasaki
Den arabisk-israelske krig 1948
NATO blev etableret i 1949.
Forbundsrepublikken Tyskland og Tyske Demokratiske Republik blev begge grundlagt i 1949.
Verdens ledere
Adolf Hitler
Winston Churchill
Josef Stalin
Franklin D. Roosevelt
Harry S. Truman
Benito Mussolini
Francisco Franco
Philippe Pétain
Charles de Gaulle
David Ben-Gurion
Hirohito
Mao Zedong
Kim Il-sung
Kunst
Kunstnere
Fred Astaire
Abbott og Costello (Bud Abbott & Lou Costello)
Ingrid Bergman
Humphrey Bogart
James Cagney
Bing Crosby
Bette Davis
Clark Gable
Judy Garland
Cary Grant
Rita Hayworth
Katharine Hepburn
Bob Hope
Gene Kelly
James Stewart
Spencer Tracy
Film
Alfred Hitchcock: Rebecca (1940)
Orson Welles: Citizen Kane (1941)
Michael Curtiz: Casablanca (1942)
Henry King: Sangen om Bernadette (1943)
Leo McCarey: Går du min vej? (1944)
Billy Wilder: Forspildte dage (1945)
Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946)
William Wyler: De bedste år (1946)
Elia Kazan: Mand og mand imellem (1947)
John Huston: Tre mand søger guld (1948)
Laurence Olivier: Hamlet (1948)
Robert Rossen: Alle kongens mænd (1949)
Eksterne henvisninger
å
Årtier |
1134 | https://da.wikipedia.org/wiki/Fenrisulven | Fenrisulven | Fenrir (norrønt: "kær-boer"), Fenrisulven (norrønt: Fenrisúlfr: "Fenrirs ulv"), ofte blot forkortet til Fenris på dansk, også kaldet Hrodvitner (norrønt: Hróðvitnir: "berømt videne") og Vánagandr (norrønt for "Floden Vons uhyre") eller Vanargand, er en overnaturlig kæmpe ulv, der omtales i den nordiske mytologi og i de andre germanske mytologier.
Loke er far til Fenrisulven og Angerboda er dens mor. Dens to søskende er Midgårdsormen og Hel, og dens to halvsøskende er Vale og Narfe. Fenris, Hel og Midgårdsormen skal ifølge Vølvens spådom slås mod og slå nogle af de stærkeste aseguder ved Ragnarok.
Fenrisulven voksede op i Asgård. I starten var den lille og ufarlig, men den voksede hurtigt til overnaturlig størrelse og skræmte aserne. Til sidst blev de enige om at den skulle bindes, så de kunne styre den. Desværre kunne det ikke ske med ulvens gode vilje og ingen aser turde efterhånden tvinge den. De fik fremstillet kæden Lødig til at tøjre den med, og de overtalte ulven til at prøve kæden for at se hvor stærk den var. Fenrisulven sprang kæden med lethed, og de fik herefter fremstillet kæden Drome. Igen måtte guderne udfordre ulven til at se, om den kunne komme ud af kæden, og endnu engang kunne Fenrisulven ødelægge den.
Herefter fik de dværgene til at smede den magiske kæde Gleipner, som blev gjort af fiskenes ånde, fuglenes spyt, bjørnenes sener og bjergenes rødder, kattepoters larm og kvindeskæg. Kæden var ganske tynd, så da guderne igen udfordrede Fenrisulven krævede den, at Tyr lagde sin venstre hånd i dens mund, da ulven havde mistanke om, at der var noget i gærde. Da kæden strammede og Fenrisulven ikke kunne komme fri bed den Tyrs hånd af.
Fenrisulven står nu bundet i en hule ved Amsvartner i Jotunheim. Indtil Ragnarok hyler ulven af raseri i hulen. Guderne satte et sværd på tværs i gabet på den rasende ulv for at forhindre, at den snappede efter dem. Fenris kan derfor ikke lukke munden og fra fråden der står ud af dens gab dannes den rivende flod Von, der løber gennem Jotunheim.
Vidar, Víðarr, ('Den vidt herskende'), søn af Odin og jættekvinden Grid. Han skildres i en række eddadigte og i Snorres Edda som stor, stærk og tavs. Han dræber i Ragnarok sin fars banemand, Fenrisulven. Hos Snorre sætter Vidar sin fod, der er bundet ind i læderstrimler, i ulvens gab og brækker dens kæber fra hinanden. Han overlever Ragnarok sammen med sin halvbror Vale og Thors sønner Modi og Magni. De fire er hævnere og repræsenterer ungdommens styrke, der skal føres videre i den nye verden.
Hans sko er interessant. Det er en "jernsko", der er blevet til ved hjælp af de læderstrimler, som mennesker til alle tider har skåret fra deres sko for tåen eller hælen og sørget for at kaste bort. Som et kollektivt offer til aserne, kunne man måske tilføje. Dvs. at menneskene er med i kampen mod de kosmologiske kaosmagter gennem deres offerhandlinger og traditioner.
Historien om Tyr og Fenrisulven findes i Gylfaginning i den yngre Edda. Den omtales i Lokes skænderi i den ældre Edda
Se også
De nordiske guders familietræ
Referencer
Litteratur
Eksterne henvisninger
Fenrisulven med Tyrs hånd , figur fra Gudum ved Slagelse
Skabninger i nordisk mytologi |
1135 | https://da.wikipedia.org/wiki/Lidskjalv | Lidskjalv | Lidskjalv eller Hliðskjálf er Odins trone i den nordiske mytologi.
Det er ifølge Yngre Edda Odins tronstol, der står i Valhal. Når han sidder på Lidskjalv, kan han skue ud over hele verden og se alt, hvad der foregår.
I fortællingen om Frejs elskov berettes det, at Frej, da Odin ikke var hjemme, så sit snit til at sætte sig i Lidskjalv. Fra den så han og forelskede sig i jættedatteren Gerd. Den lille sølvfigur Odin fra Lejre fra omkring år 900, der blev fundet under udgravninger ved Gammel Lejre i 2009 viser Odin på Lidskjalv omgivet af ravnene Hugin og Munin.
Artefakter i nordisk mytologi
Odin |
1137 | https://da.wikipedia.org/wiki/Nauru | Nauru | Nauru, officielt Republikken Nauru, tidligere kendt som Pleasant Island, er en østat i Mikronesien i det sydlige Stillehav. Øen Banaba i Kiribati er Naurus nærmeste nabo og ligger 300 km mod øst. Med et areal på 21 km² er Nauru verdens mindste republik, mens befolkningstallet på 9.378 gør det til verdens næstmindste selvstændige stat efter Vatikanstaten.
De første mennesker på Nauru var mikronesere og polynesere, mens det Det Tyske Kejserrige annekterede øen og gjorde krav på den som koloni i slutningen af det 19. århundrede. Efter første verdenskrig blev Nauru mandatområde under Folkeforbundet og administreret af New Zealand, Australien og Storbritannien. Under anden verdenskrig blev øen besat af japanske tropper, som de amerikanske styrker i første omgang lod være, men som efter det japanske kejserdømmes nederlag overgav sig til australske tropper i september 1945. Efter krigen kom Nauru igen under internationalt formynderskab, som varede, til øen blev selvstændig i 1968.
De øverste jordlag på øen er meget fosfatrige på grund af guano med flere koncentrerede forekomster umiddelbart under overfladen, hvilket har muliggjort udvinding ved afskrælning af selve overfladelaget. Imidlertid er beholdningerne i 2010'erne efterhånden så begrænsede, at udvindingen ikke er rentabel. Nauru havde i slutningen af 1960'erne og 1970'erne den højeste indkomst pr. indbygger i nogen selvstændig stat i verden. Da fosfatreserverne var udvundet, og øen stod tilbage med et voldsomt hærget miljø på grund af minedriften, faldt værdien drastisk i den fond, der var blevet oprettet for at tage hånd om øens indtægter. For at skaffe sig nye indtægter blev Nauru derpå kortvarigt skattely og centrum for hvidvaskning af penge. I perioden 2001-2008 modtog staten støtte fra den australske regering for at opretholde et stort flygtningecenter.
Præsidenten for Nauru er Baron Waqa, der står i spidsen for et 18 personer stort etkammerparlament. Landet er medlem af de Forenede Nationer, Commonwealth of Nations, Asian Bank of Development og Pacific Islands Forum. Nationen deltager i både Commonwealth Games og de Olympiske Lege.
Etymologi
Oprindelsen til navnet "Nauru" er ukendt. Da øen blev opdaget, kaldte indbyggerne den, som de fortsat gør i dag, "Naoero". Tyskeren Paul Hambruch, som besøgte øen i maj 1909, og fra september til november 1910, gav forklaringen om at "Naoero" var et sammendrag af sætningen "A-nuau-A-A-ororo" (i dag ville det blive skrevet "A nuaw ea arourõ"), som oversættes med "jeg går til stranden". I det tyske kolonileksikon blev denne forklaring brugt. Missionæren Alois Kayser afviste imidlertid, at dette var sandsynligt (han havde boet på øen i over 30 år, og hele tiden arbejdet med sproget) fordi det nauriske ord for "strand", som et mål for et verbum om bevægelse, ville fortrænge ordet rodu "nedover (til)"; nauruerne anser stranden som øens laveste punkt. Det faktum, at "rodu" mangler i Hambruchs ordforklaring, gør, at dette er en usandsynlig tolkning af navnet "Nauru".
Øen har også haft andre navne. De britiske koloniherrer før 1888 kaldte øen for Pleasant Island eller Shank Island, og de tyske koloniherrer kaldte den Nawodo eller Onawero. Navnet "Nauru" blev senere skabt fra navnet "Naoero" for, at europæere og amerikanere skulle kunne udtale navnet rigtigt.
Historie
Nauru blev oprindeligt beboet af mikronesere og polynesere for mindst 3000 år siden. Der boede oprindelig tolv stammer i Nauru: Deiboe, Eamwidamit, Eamwidara, Eamwit, Eamgum, Eano, Emeo, Eoraru, Irutsi, Iruwa, Iwi og Ranibok. Alle disse er i dag repræsenteret i flaget, som har en tolvtakket stjerne. Traditionelt har nauruerne fulgt deres slægt via kvindelinjerne. Indbyggerne levede af akvakultur: De fangede yngel fra mælkefisk, kaldet ibija, akklimatiserede dem til ferskvand og lod dem vokse op i Buada-lagunen, hvor de nemt kunne fanges, hvorpå de fungerede som en pålidelig fødekilde. Af andre lokale produkter hørte kokosnødder og pandanusfrugter. Navnet "Nauru" kan stamme fra det nauruanske ord "Anáoero", der betyder "Jeg tager til stranden".
Den britiske kaptajn John Fearn, der var hvalfanger, blev den første fra Vesten, der satte sine fødder på Nauru, hvilket skete i 1798. Fearn kaldte øen Pleasant Island. Fra omkring 1830 havde nauruerne regelmæssig kontakt med europæere i form af hvalfangere og handelsmænd, der fik fyldt op af fornødenheder, særligt frisk vand, på øen. Fra samme tid begyndte desertører fra europæiske skibe at bosætte sig på Nauru. Øboerne byttede sig til alkoholisk palmevin og skydevåben. Skydevåbnene blev brugt blev blandt andet anvendt under den nauruanske stammekrig, der begyndte i 1878.
I 1888 blev øen annekteret af det Tyske Kejserrige og blev en del af deres protektorat Marshalløerne. Med tyskernes ankomst sluttede stammekrigen, og der blev indsat konger til at råde over forskellige dele af øen. Den mest kendte af disse konger var Aweida. Samme år som tyskerne overtog overherredømmet, ankom kristne missionærer fra Gilbertøerne. Tyskerne havde herredømmet over Nauru i næsten tre årtier. Robert Rasch, en tysk handelsmand, der giftede sig med en lokal kvinde, var den første leder på øen og blev udpeget i 1890.
I 1900 blev de enorme fosfatresurser opdaget af mineralsøgeren Albert Fuller Ellis. Pacific Phosphate Company begyndte at udvinde fosfatet i 1906 efter en aftale med tyskerne og eksporterede de første skibsladninger det følgende år. I 1914 blev Nauru efter udbruddet af første verdenskrig indtaget af australske tropper, og i 1919 undertegnede Australien, Storbritannien og New Zealand en aftale om udvindingen af fosfatet, idet de dannede British Phosphate Commission (BPC), der overtog rettighederne til udvindingen.
Øen blev ramt af en influenzaepidemi i 1920 med en dødelighedsrate på 18 % blandt de indfødte nauruere. I 1923 gav Folkeforbundet Australien et forvaltningsmandat over Nauru og indsatte Storbritannien og New Zealand som medforvaltere. Den 6. og den 7. december 1940 blev Nauru angrebet af de to tyske bevæbnede krydsere Komet og Orion, der sænkede fem forsyningsfartøjer i nærheden af øen. Efterfølgende bombarderede Komet fosfatudvindingsområderne, oliedepoter og ladningsbroen.
Japanske tropper besatte Nauru 25. august 1942. Japanerne byggede en landingsbane på øen, og denne blev bombarderet første gang 25. marts 1943, hvilket forhindrede fødevarer i at blive fløjet til Nauru. Japanerne deporterede 1200 nauruere til tvangsarbejde på Chuuk-atollen. Nauru, som amerikanerne ikke havde interesseret sig for og som blevet ladt tilbage for at "visne på vinstokken" af de amerikanske styrker, blev omsider befriet 13. september 1945, da kommandør Hisayaki Soeda overgav øen til den australske hær og den australske flåde. Overgivelsen blev modtaget af brigadegeneral J.R. Stevenson på vegne af generalløjtnant Vernon Sturdee, øverstbefalende for First Australian Army, om bord på krigsskibet HMAS Diamantina. Der blev derpå truffet foranstaltninger for at hente de 737 overlevende nauruere fra det japanske fangenskab på Chuuk. De vendte tilbage til Nauru på BPC-skibet Trienza i januar 1946. I 1947 blev der oprettet et nyt formynderskab for Nauru, denne gang af Forenede Nationer, der igen indsatte Australien, New Zealand og Storbritannien som formyndere.
Nauru opnåede selvstyre i 1966, og efter to års mødevirksomhed om en forfatning blev øen selvstændig i 1968 under ledelse af høvding Hammer DeRoburt, der blev den nye nations første præsident. I 1967 købte det nauruanske folk alle rettigheder fra og værdier i BPC til fosfatudvinding. I juni 1970 blev kontrollen med udvindingen overdraget til Nauru Phosphate Corporation. Indtægterne fra mindedriften gav nauruerne en af de højeste levestandarder i Stillehavsområdet. I 1989 indklagede Nauru Australien for Den Internationale Domstol i Haag for deres ledelse af Nauru, i særdeleshed Australiens manglende evne til at råde bod på de miljømæssige skader, der var opstået som følge af fosfatudvindingen. Sagen med titlen Certain Phosphate Lands: Nauru v. Australia endte med en aftale uden om retten om at genetablere de ødelagte mineområder i Nauru.
Politik og retsforhold
Nauru er en parlamentarisk-demokratisk republik. Præsidenten er både statsoverhoved og regeringschef. Der vælges atten medlemmer til et parlament med et kammer hvert tredje år. Parlamentet vælger præsidenten blandt sine medlemmer, og præsidenten udpeger en regering bestående af fem til seks medlemmer. Nauru har ikke nogen formel struktur med politiske partier, og parlamentkandidaterne stiller typisk op som uafhængige; femten af de atten nuværende medlemmer er således uafhængige. Der er fire partier, der har været aktive i nauruansk politik: Nauru-partiet, Naoero Amo ("Nauru først"), Naurus Demokratiske Parti og Centerpartiet. De spiller dog ikke så store roller, og alliancer i parlamentet indgås oftere ud fra familiemæssige bånd end ud fra partitilhørsforhold.
I perioden 1992-1999 havde Nauru et lokalstyresystem kaldet Nauru Island Council (NIC). Dette ni mand store råd havde til opgave at sikre lokal service. NIC blev imidlertid opløst i 1999, hvorpå alle rådets opgaver og midler overgik til det nationale parlament. Jordbesiddelse i Nauru har en usædvanlig form: Alle nauruere har nogen ret til al landets jord, som ejes af enkeltpersoner eller familiegrupper. Regeringen og virksomheder ejer ingen jord, og de er nødt til at indgå en lejeaftale med jordbesidderne for at få mulighed for at bruge jord. Personer uden for Nauru kan ikke eje jord i landet.
Nauru havde sytten regeringsskift i perioden 1989-2003. Bernard Dowiyogo døde som siddende præsident i 2003, hvorpå Ludwig Scotty overtog embedet. I oktober 2004 blev han genvalgt som præsident for en hel periode. Efter en mistillidsafstemning blev Scotty afsat 19. december 2007 og erstattet af Marcus Stephen. Denne trak sig tilbage i november 2011, hvorefter Frederick Pitcher blev præsident. Han holdt dog kun fem dage i embedet, inden Sprent Dabwido via et mistillidsvotum til Pitcher overtog posten. Dabwido stillede ikke op ved valget i 2013, og i stedet blev Baron Waqa valgt til præsident.
Nauru har et komplekst retssystem. Højesteret under ledelse af en statsdommer har fuld beslutningsret over forfatningsmæssige forhold. Andre retssager kan appelleres til Appelretten bestående af to dommere. Parlamentet kan ikke omgøre domstolsafgørelser, men Appelrettens afgørelser kan appelleres til Australiens højesteret. I praksis sker dette dog kun meget sjældent. De lavere domstole består af en distriktsdomstol og en familiedomstol, der begge ledes af en residensdommer, som også er registrator for højesteret. Der findes to andre halv-domstole: Høringsrådet for offentlig tjeneste og høringsrådet for politiet, som begge ledes af en statsdommer.
Den officielle præsidentbolig var frem til 2001 Bush Lodge i Aiwo, men denne blev brændt ned under demonstrationer mod den daværende præsident René Harris og hans finans- og flygtningepolitik.
Administrativ opdeling
Nauru er opdelt i fjorten administrative distrikter, som er fordelt på otte valgområder.
Udenrigsrelationer
Efter selvstændigheden i 1968 kom Nauru med i Commonwealth of Nations som ekstraordinært medlem; landet blev fuldgyldigt medlem i 2000. Landet blev optaget i Asian Development Bank i 1991 og i Forenede Nationer i 1999. Nauru er desuden medlem af Pacific Islands Forum, South Pacific Regional Development Programme, South Pacific Commission og Secretariat of the Pacific Community. Det amerikanske Atmosphere Radiation Measurement-program driver et klimaovervågningsanlæg i landet.
Nauru har ingen bevæbnede militære styrker, men opretholder en lille politistyrke under civil kontrol. Australien har ansvaret for forsvaret af Nauru ifølge en uformel aftale mellem de to nationer. Ifølge et memorandum fra september 2005 mellem Australien og Nauru yder Australien forskellige former for assistance til Nauru, herunder økonomisk bistand og teknisk assistance, blandt andet en fuldmægtig inden til finansministeriet til at bistå med statsbudgettet samt rådgivere inden for sundhed og uddannelse. Denne støtte ydes til gengæld for, at Nauru stiller et asylcenter til rådighed, hvor asylsøgende til Australien kan opholde sig, mens deres ansøgning behandles. Nauru anvender australske dollar som officiel møntenhed.
Nauru har udnyttet sit medlemskab af FN til at opnå økonomisk støtte fra både Taiwan og fastlands-Kina ved at ændre sin støtte fra den ene til den anden af disse i et-Kina-politikken. Den 21. juli 2002 underskrev Nauru en aftale om at oprette diplomatiske forbindelser med fastlands-Kina og modtog derved et støttebeløb på $130 millioner fra fastlands-Kina. Som svar herpå afbrød Taiwan sine diplomatiske forbindelser med Nauru to dage senere. Nauru genetablerede forbindelsen med Taiwan 14. maj 2005, hvorpå de diplomatiske forbindelser til fastlands-Kina officielt blev afbrudt 31. maj samme år. Kina har dog fortsat en ambassade i landet.
I 2008 anerkendte Nauru Kosovo som en selvstændig nation, og i 2009 blev landet det fjerde efter Rusland, Nicaragua og Venezuela, der anerkendte Abkhasien, den udbryderrepublik fra Georgien. Det rapporteres, at Rusland gav Nauru $50 millioner i humanitær støtte som anerkendelse af denne handling. Den 15. juli 2008 bekendtgjorde den nauruanske regering planer om en renovering af havnen, som var finansieret med udviklingsbistand fra Rusland på $9 millioner. Naurus regering hævder imidlertid, at dette bistandsbeløb ikke har nogen forbindelse til landets anerkendelse af Abkhasien og Sydossetien.
En betydelig del af Naurus indtægter er kommet i form af bistand fra Australien. I 2001 havde MV Tampa, et norsk skib, reddet 438 flygtninge fra en kæntret 20 m lang båd og søgte om tilladelse til at lægge til australsk havn, men blev omdirigeret til Nauru som resultat af Pacific Solution-programmet. Nauru drev derpå et asylcenter for disse flygtninge mod at få bistand fra Australien. I november 2005 var der blot to af disse flygtninge tilbage i asylcenteret, og den sidste flyttede derfra i starten af 2007. Den australske regering sendte nye grupper af asylansøgere til Nauru sent i 2006 og tidligt i 2007. Flygtningecentret har været lukket siden 2008 trods ønsker fra tid til anden om at genåbne det.
Geografi og natur
Nauru ligger i Stillehavet på 0°32’ sydlig breddegrad og 166°55’ østlig længdegrad. Øen er ovalformet med et areal på 21 km² og ligger 42 km syd for ækvator. Den er omgivet af et koralrev, der kommer til syne ved lavvande i form af små hvide toppe. Tilstedeværelsen af dette rev har forhindret etableringen af en egentlig havn, selv om kanaler i revet tillader mindre både adgang til øen. En frugtbar kyststribe på 150-300 m ligger hele øen rundt ud til kysten.
Koralklinter omgiver Naurus centrale plateau. Det højeste punkt på plateauet, der hedder Command Ridge, er 71 m over havet. På det frugtbare areal langs kysten trives kokospalmerne, og i et lille område omkring Buada-lagunen dyrkes der bananer, ananas, grønsager, pandanustræer samt vildtvoksende hårde træsorter som borneomahogni (Calophyllum inophyllum).
Nauru var en af tre store fosforitøer i Stillehavet (de andre var Banaba i Kiribati og Makatea i Fransk Polynesien). Fosfatbeholdningerne på Nauru er nu stort set tømt. Udvindingen af fosfatet på det centrale plateau har efterladt et goldt landskab bestående af forrevne toppe af kalksten op til 15 m høje. Minedriften har ødelagt omkring 80 % af Naurus landareal og har også påvirket den omkringliggende eksklusive økonomiske zone; 40 % af livet i havet i denne zone menes at være blevet dræbt af udledt silt og fosfat fra øen. Øen rejser sig brat fra oceanet, hvilket viser sig ved, at en kilometer ude fra øen er havdybden på 1000 meter. Naurus maritime krav er 200 nautiske mil eksklusiv fiskezone, og 12 nautiske mil territorialfarvand.
Der er begrænsede ferskvandsresourcer på Nauru. Der opsamles regnvand på hustagene, men nauruerne er meget afhængige af tre afsaltningsanlæg, der hører under Naurus forsyningsenhed. Naurus klima er varmt og meget fugtigt året rundt på grund af øens beliggenhed tæt på ækvator og på havet. Nauru rammes af monsunstorme i perioden november til februar, men skånes normalt for cykloner. Den årlige nedbørsmængde er meget varierende og påvirkes af El Niño, og der er registreret flere voldsomme tørkeperioder. Temperaturen på øen ligger mellem 26 °C og 35 °C om dagen og mellem 22 °C og 34 °C om natten.
Som andre øer er Nauru følsom over for ændringer i klima og vandstand i havet. Nauru er det syvendemest truede land i verden af den global opvarmning på grund af risikoen for oversvømmelse. Mindst 80 % af øens areal ligger rimeligt højt over den nuværende havoverflade, men dette areal er ubeboeligt, indtil gendannelsen af landet efter fosfatudvindingen er gennemført.
Klima
Plante- og dyreliv
Der findes kun omkring 60 naturligt hjemmehørende karplanter på øen, af hvilke ingen er endemiske. Dyrkning af kokosnødder, minedriften og indførelsen af planter udefra har skabt alvorlig forstyrrelse i den naturlige vegetation. Der findes ingen naturligt hjemmehørende landpattedyr, men der findes naturligt forekommende insekter, landkrabber og fugle, heriblandt den endemiske naururørsanger (Acrocephalus rehsei). Den polynesiske rotte, katte, hunde, grise og høns er ankommet til Nauru med skibe.
Øen har en bred vandkant, som ved lavvand er næsten fuldstændig tør, hvor diverse sødyr og krabber lever, og koraler vokser. Mod land går et bælte med snehvid koralsand. Her vokser kokospalmer, tynd skov og pandangbuske. Dette perifere landskab er blevet vældig ændret af mennesker. Rundt her går øens asfalterede veje, og bygningerne er opført i denne zone.
Omkring kysten lever mange bløddyr. Man finder helioporaria-koraller med et lyst koboltblåt kalkskelet. Dette er det eneste eksemplar i octocorallia-grenen af koraller. Helioporaria-korallerne har et lille udbredelsesområde, idet de kun findes ved ækvator og aldrig i vand med temperatur under 23 °C.
Geologi
Det mest spektakulære på øen er bemærkelsesværdige takker og pyramider formet af fosfatudvindingen. De er fire til ti meter høje, og mellem dem har labyrinter af huller formet sig.
Resten af øen er næsten som et ørkenlandskab; fosfatet blev kørt væk med en smalsporet jernbane, mens kun det døde måneagtige landskab blev tilbage. Der er ikke nogen jord på de stentakker, som blev tilbage, og der er ikke nogen vegetation der. Regnvand samles i hullerne, men trækker ned i den porøse stengrund.
Geografer, geomorfologer og geologer har undersøgt naturen på Nauru og fundet ud af, at atollen har eksisteret vældig længe. Det cirkelformede koralrev fra kænozoikumperioden er blevet bevaret helt til i dag. I palæogenperioden befandt det, som i dag er Buada-lagunen, sig 60 m under dagens havniveau. I mesozoikumperioden blev den hævet kraftigt, så den da lå cirka 10 meter under dagens havniveau. Efterhånden blev der dannet en lagune, som er meget lille i forhold til de laguner, man finder på andre atoller, og hullerne mellem stentakker og andre huller blev fyldt op med guano, som langsomt blev omdannet til fosfater.
Økonomi
Naurus økonomi toppede i begyndelsen af 1980'erne, hvor nationen var næsten totalt afhængig af sine fosfatforekomster, der stammer fra guano, havfuglenes ekskrementer. Der findes kun få andre ressourcer, og de fleste nødvendigheder må importeres. Der udvindes stadig fosfat, men kun i det små, af RONPhos, tidligere kendt som Nauru Phosphate Corporation. Regeringen placerer en del af RONPhos' indtjening i Nauru Phosphate Royalties Trust, som varetager fremtidsrettede investeringer, som var beregnet på at sikre beboerne, efter at fosfatbeholdningerne var endelig udtømt. Imidlertid er den værdien af trustens investeringer på grund af uduelig ledelse faldet betragteligt. Blandt de fejlslagne investeringer var Leonardo the Musical, der i London i 1993 blev en dundrende fiasko. Mercure Hotel i Sydney og Nauru House i Melbourne blev solgt i 2004 for at indfri gæld, og Air Naurus eneste Boeing 737 blev leveret tilbage igen i december 2005. Fast rutefart blev genskabt i juni 2006, hvor flyet blev erstattet af en Boeing 737-300, der blev medfinansieret af den taiwanesiske regering. I 2005 solgte organisationen sin jordaktiv i Melbourne, den ubebyggede Savoy Tavern-grund, for $7,5 millioner.
Trustens værdier estimeres til at være faldet fra A$1,3 milliarder i 1991 til $138 millioner i 2002. Nauru mangler nu midler til at gennemføre flere af regeringens funktioner. Således er Naurus Nationalbank insolvent. CIA World Factbook estimerede i 2005 en BNI pr. indbygger på $5.000. Asia Development Bank estimerede i 2007 den samme størrelse til et sted mellem $2.400 og $2.715. Siden er økonomien dog igen stigende, så BNI pr. indbygger i 2011 ifølge Asia Development Bank var på cirka $7.000.
Personskat findes ikke på Nauru. Arbejdsløsheden er stor med 36,3 % i 2010, og af de, der er i arbejde, var i begyndelsen af 2000'erne 95 % ansat under regeringen. Asian Development Bank har gennem flere år i deres rapporter efterlyst, at der oprettes jobs, der ikke er forbundet til regeringen. Banken har noteret, at der er stærk opbakning til at gennemføre økonomiske reformer, men at der på mellemlang sigt må regnes med fortsat afhængighed af midler tilført udefra. Turisme yder ikke noget særligt bidrag til økonomien.
Indtil 2001 var lægetjenester gratis; ingen skatter eller tjenester måtte betales. Dette var på grund af, at det meste af indtægterne fra fosfatudvindingen gik direkte til den nauriske befolkning. Derfor levede folket ofte frit og uden daglige rutiner. Et populært fritidsfordriv var at fange og drive opdræt af fregatfugle. I gennemsnit ejede hver nauruer 2-3 biler (med kun 29 km asfalterede veje), og en motorbåd. Mange nauruere plejede at flyve regelmæssigt til Australien for at nyde de nyeste og bedste forbrugsvarer. Overdreven livsnydelse og generelt set usund levestil førte til, at næsten halvdelen af nauruere i dag er overvægtige eller har sukkersyge.
Med mindskningen af rigdom blev der også mindre gratistjenester. Lægetjenester, for eksempel, blev beskattede, fordi regeringen ikke havde råd til at drive det gratis længere.
Jordbrug
Jordbrug på øen er meget begrænset, fordi jorden er så porøs, og det er varierende, hvor megen nedbør, som falder. I kystzonen dyrkes nogle kokospalmer, bananer og enkelte grøntsager. Jordbrug og fiskeri er imidlertid af underordnet betydning. Man prøver nu at omstille landarealer, hvor der har været fosfatdrift, således, at der kan blive større arealer til jordbrug. Omkring 20 % af indbyggerne har små havelodder, hvor de selv dyrker grøntsager.
Den næsten eneste fremtidige næringsgren for Nauru er fiskeriindustrien.
Industri og minedrift
Industrisektoren har en mindre rolle. Den eneste større sysselsætning er indenfor den nationale fosfatindustri. Selv om det er næsten slut på fosfatet på øen, sysselsætter fosfatindustrien halvdelen af de arbejdende på øen. Nauru havde verdens største koncentration af fosfat, på grund af en kemisk proces i guano (fugleekskrementer). Omkring 75 % af landets BNP kom fra eksporten af dette råmateriale. Siden 2000 har der været meget ringe fosfatdrift.
De, som er ansatte i de tidligere fosfatminer, er næsten udelukkende immigranter fra Kiribati, Tuvalu, Filippinerne, Hongkong, Australien og New Zealand. Immigrantarbejderne og deres familier udgør næsten 40 % af øens indbyggere.
Tjenesteydende næringer
Tjenestesektoren er ganske vigtig i Nauru, og sysselsætter 35 % af befolkningen. De vigtigste arbejdsgivere i denne næringsgren er Nauru Phosphate Royalties Trust, samt det nationale skibsfirma Nauru Pacific Line og det nationale flyselskab Our Airline, som nogen gange må stoppe sine tjenester helt, fordi der ikke har råd til brændsel eller reparationer. Både Nauru Pacific Line og Our Airline bliver finansierede så godt som muligt af staten.
Offentlige investeringer
Fordi den kroniske mangel på ferskvand er et problem, byggede regeringen en gang et vanddestillationsværk. Regeringen har flere gange prøvet at sikre den høje levestandard også uden at bruge fosfatressourcerne. Til dette formål oprettede man et fond, som blandt andet bedriver ejendoms- og aktieinvesteringer i Naurus nabolande i Stillehavet, samt lande som USA og Australien. Et eksempel på dette er Nauru House i Melbourne, som lokalt bliver kaldt "fugleskidtårnet".
Det har også været et forsøg på at gøre Nauru til et skatteparadis for udenlandske selskaber. I 1990'erne blev Nauru et skatteparadis og udstedte pas til udlændinge mod en afgift. Financial Action Task Force on Money Laundering (FATF), en inter-regeringsorganisation til bekæmpelse af hvidvaskning af penge, udpegede Nauru blandt 15 lande, der ikke ville samarbejde i denne kamp. I 1990'erne var det muligt at oprette en bank med licens i Nauru for blot $25.000 og uden krav i øvrigt. Efter pres fra FATF ændrede Nauru i 2003 sin lovgivning på dette område, hvorpå udenlandske lyssky midler forsvandt fra landet. Efter at have konstateret den positive effekt af den nye politik på området fjernede FATF i oktober 2005 Nauru fra sin sortliste.
I perioden 2001-2007 var asylcenteret på Nauru en betydelig indtægt for landet. De nauruanske autoriteter reagerede med bekymring på Australiens lukning af centeret. I februar 2008 udtalte udenrigsminister Kieren Keke, at lukningen resulterede i, at omkring 100 nauruere mistede deres arbejde, og at det ville påvirke 10 % af landets befolkning, direkte eller indirekte: "Vi har et stort antal familier, som pludselig står uden indkomst. Vi prøver at finde en måde, hvorpå vi kan yde understøttelse, men vore muligheder herfor er ret begrænsede. Vi har bogstavelig talt en stor arbejdsløshedskrise foran os".
På grund af store fejlinvesteringer og korrupte embedsmænd mistede staten næsten hele sin rigdom, og det høje forbrug sank. Staten finansierede for eksempel en musikal i London, men denne var ingen succes og blev taget af programmet lige efter premieren. Nauru prøver at overbevise kreditorerne og FN om at mindske landets gæld, og håber, at salget af Nauru House i september 2004 vil kunne mindske gælden til den største kreditor, General Electric.
Al øens strøm kommer fra kraftværket i Aiwo, men der er ofte strømafbrydelser.
Turisme
Man kan gå rundt om hele øen på én dagstur. Der er bevaret japanske skure fra 2. verdenskrig langs kysten. Mange sådanne levn bliver nu bevarede i Nauru-museumet. Ligeledes er det muligt at bese fosfatminerne på midten af øen, som har efterladt sig gold, ødelagt natur efter næsten 100 år med udvinding.
Hvis man går rundt i Chinatown i sydvest, vil man kunne finde de fleste forbrugsvarer på øen. Det er for det meste importvarer fra andre lande. Der findes ingen særlige nationale madretter. Den kinesiske madproduktion regnes for at være kvalitetsmæssig bedre end den nauriske.
Den bedste strand på øen findes i Anibare-bugten, nord for den eneste store hotel, Meneñ Hotel. På denne strand møder man både indbyggere og, omend få, turister. Badning er imidlertid risikabelt, da østkysten har farlige undervandsstrømme og høje bølger. Det er desuden en farlig type rød brandmand her, som kan have tentakler i op til 30 meters længde.
Samfærdsel
Det er 41 km vej på øen. Af dem er 29 km asfaltveje, hvoraf 17 km er vejen som går rundt langs hele kysten på øen. De sidste 12 km er grusveje, som bliver brugt til og fra fosfatminerne.
En smalsporet industrijernbane på øen er 5 km lang, og bliver udelukkende brugt til transport af fosfat fra vest i Anibare, til bearbejdelsesanlægget i Aiwo.
Offentlig transport går mellem hotellerne i Aiwo og Meneng, flyvepladsen i Yaren, sygehuset i Denigomodu og Nauru College i Ewa. Udlejningsbiler er tilgængelig fra Meneñ Hotel, og man skal fremvise kørekort for at leje.
International trafik kommer enten via Nauru internationale lufthavn, eller via den internationale havn, Aiwo Harbour. Flyvetiden mellem Frankfurt am Main og Yaren (IATA-kode INU) er ca. 30 timer. Stærke strømme omkring øen fører til, at kommercielle skibe ofte må ankre op et stykke uden for.
Demografi
Nauru havde 9.378 indbyggere i juli 2011. Befolkningstallet har tidligere været højere, men i 2006 forlod omkring 1.500 mennesker øen. Der var tale om immigrantarbejdere fra Kiribati og Tuvalu, som rejste hjem, idet der skete store nedskæringer i arbejdsstyrken inden for fosfatudvindingssektoren. Det officielle sprog i Nauru er nauruansk, som hører til de austronesiske sprog, et særligt stillehavsøsprog, som tales af 96 % af nauruerne i hjemmet. Engelsk er også udbredt på øen og bruges blandt andet i regerings- og handelsmæssige sammenhæng, idet nauruansk næsten ikke kendes uden for øen.
Den mest udbredte etniske gruppe i Nauru er nauruere, som udgør 58 % af øens befolkning. Dernæst følger folkeslag fra andre stillehavsøer (26 %), europæere (8 %) og kinesere (8 %). Den mest udbredte trosretning i Nauru er kristendom, hvoraf to tredjedele er protestanter og en tredjedel er katolikker. Af andre religioner findes bahá'i med 10 % (den største andel i nogen stat i verden), buddhisme (9 %) og islam (2,2 %). Forfatningen foreskriver religionsfrihed, men regeringen har begrænset mulighederne for mormoner og Jehovas Vidner, som mest findes i form af tilrejsende ansatte i det regeringsejede Nauru Phosphate Corporation.
Læsefærdigheden i landet er på 96 %. Skolegang er obligatorisk for børn mellem 6 og 15 år, hvorpå der tilbydes yderligere to skoleår (11. og 12. klasse). Der findes en afdeling af University of the South Pacific i landet. Før den blev opført i 1987, måtte nauruanske studerende enten læse på distance eller rejse til et universitet i et andet land.
Naurus gartnerier og begrænsede fiskeri, som praktiseres af både fiskere og fregatfugle, der er trænet til formålet, kan langt fra dække øboernes behov for levnedsmidler. Langt størstedelen af fødevarerne må derfor importeres, ofte i form af konserves, ligesom rent drikkevand bliver sejlet dertil.
Denne dåsemadskost har resulteret i stærk overvægt blandt nauruerne med 97 % af mændene og 93 % af kvinderne, der er overvægtige eller direkte fede. Nauru er som følge heraf desuden det land i verden, der har flest tilfælde af diabetes-2 (ikke-insulinkrævende diabetes) med 40 % af befolkningen. Andre ernæringsrelaterede sygdomme, der er overrepræsenteret i Nauru, er nyresvigt og hjerte-karsygdomme. Den forventede levealder i Nauru var i 2010 56 år for mænd og 65 år for kvinder.
Kultur
Nauruerne nedstammer fra polynesiske og mikronesiske sejlere, som troede på en kvindelig guddom, Eijebong, og et åndeland, en ø ved navn Buitani. Der var oprindelig tolv stammer på øen, men to af disse er uddøde i det 20. århundrede. Landets befolkning har en årlig festdag, angamdag, til minde om de nauruere, der overlevede første og anden verdenskrig samt den store influenzaepidemi i 1920. Fortrængningen af den oprindelige kultur af kolonimagternes og nutidens vestlige kultur er slående. Kun få af de gamle skikke er bevaret, men enkelte former for traditionel musik, kunst, håndværk og fiskeri praktiseres i et vist omfang.
Historisk kultur
På Nauru boede der tidligere tolv stammer: Deiboe, Eamwidamit, Eamwidara, Eamwit, Eamgum, Eano, Emeo, Eoraru, Irutsi, Iruwa, Iwi og Ranibok. De bliver i dag repræsentert ved den tolv-takkede stjerne i flaget. Nauruere i dag identificerer sig imidlertid ikke med hvilken stamme, de tilhører, men hvilket distrikt de kommer fra. Iruwa er en speciel stamme, for de kom egentlig fra Gilbertøen, og er følgelig ikke ægte nauruere. Irutsi og Iwi er også specielle, for fra dem findes ingen efterkommere i dag; de døde antagelig under den japanske okkupation af Nauru, da næsten alle blev sendt til Chuuk.
Det var ingen som var høvding for hele øen, altså alle stammerne. Hver stamme havde sine egne slægtstavler. Stammerne var delt op i familier, og hver familie havde et eget våbenskjold. Stammerne fordelte sig på fire rangklasser kaldet Temonibe, Emo, Amenengame og Engame; to urangerede klasser fulgte, Itsio og Itiora. En nyfødt tilhørte altid moderens klasse. Temonibe havde rettighederne over koralrevet og dele af vandet, og mod betaling tillod de fiskeri der.
Allerede på den tid lå alle bopladserne nær kysten; kun nogen få lå ved Buada-lagunen. De boede i små gårde på to-tre huse; flere sådanne blev til landsbyer, som efterhånden blev flettede ind i hinanden. Tilsammen var der 168 landsbyer. Et antal landsbyer formede distrikter, som er de samme, som de 14 som eksisterer i dag.
Hver gård havde en del ejendomme og delvis krav på fiskeri i Buada-lagunen. Hver ejendom havde et eget navn, og dette gik i arv. Skillelinjer mellem ejendomme i personlig eje blev mærkede med rækker af sten eller jordbarrierer. I personlig eje var også værktøj samt juveler, fregatfugle, måger, hunde, grise og palmer.
Dagens kultur
Fremvæksten af moderne, vestlig kultur på bekostning af historisk kultur er meget synlig på Nauru. Kun lidt er bevaret af gamle skikke og vaner. Det er få, som kan de gamle sange; den nauriske musik blev udbyttet med moderne musik.
Kunst- og håndværkstraditioner er næsten helt borte. I hverdagslivet er så at sige ingenting bevaret traditionelt. Indbyggerne bruger almindelige tropiske klæder: korte bukser og lette skjorter. Fiskemetoder er imidlertid en undtagelse, de er bevarede som før. Man kan stadig observere tålmodige fiskere i deres både, som venter på, at fisken skal ankomme. Fisketraditionerne bliver også bevaret af trænede fregatfugle. Dette er Naurus nationaldyr, og de bliver i dag brugt til udveksling af breve og til fiskeri.
Radio Nauru har indsamlet mange indspilninger med lokal musik, men selv de ældste forstår ikke altid indholdet i disse sange. I Nauru kan man klart se hvor hurtigt traditionerne kan miste sin værdi. Bemærkelsesværdig er også den høje koncentration af diabetespatienter: afhængig af aldersgruppe har hver anden eller hver tredje nauruer sukkersyge. Grunden til dette er, at tidligere i sin historie måtte nauruerne overleve mangfoldige hungersnødssituationer, og havde følgelig begrænsede spisebehov. Med rigdommen, som kom i 1970'erne, kunne nauruerne spise sig mere end mætte, men på grund af deres gener blev mange hurtigt overvægtige, og snart fik de også sukkersyge. I dag har Nauru verdens højeste koncentration af diabetes.
Musik og dans er blandt de mest populære kunstformer. Rytmisk sang og traditionelle vers bliver brugt specielt ved bryllup og helligdage, ved Aiue Boulevard.
Håndværkere laver klæder og tøj af geometriske former, som minder om de i den indonesiske kultur. Træet i kokospalmene bliver også brugt i kunst og håndværk.
Traditionen med at drikke kava regnes som en skik kun for mænd, men i dag kan kvinder også deltage. Nattelivet på Nauru foregår for det meste på barer og i restauranter. Den eneste biograf ligger i Aiwo.
Der er ingen aviser, der udkommer dagligt i Nauru; det eneste trykte nyhedsorgan er Mwinen Ko, der udkommer hver anden uge. Der findes en statsejet tv-station, Nauru Television (NTV), som sender programmer fra New Zealand og Australien, og en statsejet, ukommerciel radiostation, Radio Nauru, der sender programmer fra Radio Australia og BBC.
Idræt
Australsk fodbold er Naurus nationalsport, og meget populær. I popularitet bliver den efterfulgt af vægtløftning, softball, basketball og tennis. Anden sport praktiseret i Nauru er cricket, golf, sejlads, svømning og fodbold. Regeringen støtter især vægtløftning, fordi landet har opnået gode resultater internationalt i denne sport. Australsk fotball og golf får også noget støtte. I klubben East End i Meneng spilles der billard og snooker.
Australsk fodbold har stor betydning for befolkningen på Nauru, da der ikke er så meget andet at lave i fritiden. De fleste nauruere enten spiller eller er tilskuere. Nogle nauriske hold spiller i den australske fodboldliga. Et fodboldlandshold findes, men det bliver ikke anerkendt af OFC eller FIFA endnu på grund af mangel på professionelle spillere og fodboldstadioner. Der findes en liga med otte hold for australsk fodbold i Nauru.
Det er nogle idrætspladser i Nauru. Det eneste stadion findes i Aiwo, men er gammelt, og møder ikke internationale standarder. Et større og mere moderne stadion, Meneñ stadion, er under bygning i Meneng, men bygningen er stoppet på grund af pengemangel.
De tre idrætspladser er:
Linkbelt Oval, eller Aida Oval, i Aiwo
Meneñ stadion i Meneng
Denig stadion i Denigomodu
Nauru deltager i Commonwealth Games og de olympiske lege. Naurus største sportslige succes er i vægtløftning. Marcus Stephens sensationelle guldmedalje i Commonwealth Games 1990 førte til etableringen af Den nauriske OL-komite. Vægtløfter Reanna Solomon har også vundet flere medaljer i Commonwealth Games.
I 1992 deltog Marcus Stephen i OL første gang, og fra 1996 var Nauru officielt repræsenteret i OL. De første officielle udøvere var foruden Stephen hans vægtløftningskollegaer Gerard Garabwan og Quincy Detenamo.
I 1998 blev det bestemt, at VM i vægtløftning i 2001 skulle holdes i Nauru. I Nauru blev denne dag kaldt "den største dag i vort folks historie" af indbyggerne. Nauru havde kæmpet med den tyske modstander Riesa gennem forberedelserne og vandt, fordi man selv ville finansiere det meste; fejringer og medaljer og præmier. Dette var også første gang, at man skulle uddele pengepræmier til vinderne, ca. 3300 € hver. Det blev imidlertid aflyst så at sige i sidste minut, fordi man ikke havde penge nok, og Guam overtog arrangementet.
I OL i Sydney 2000 deltog Marcus Stephen for tredje og sidste gang, sammen med vægtløfter Sheba Peo. I Athen 2004 forsvarede Yukio Peters, Itte Detenamo og Reanna Solomon nationens ære.
Noter
Eksterne henvisninger
Officiel hjemmeside for Naurus regering
Nauru, beskrivelse i The World Factbook, CIA
Republikker
Lande i Oceanien |
1141 | https://da.wikipedia.org/wiki/Von%20%28nordisk%20mytologi%29 | Von (nordisk mytologi) | Von er i nordisk mytologi en elv, hvis kilde er fråden fra Fenrisulvens mund.
Steder i nordisk mytologi |
1142 | https://da.wikipedia.org/wiki/Midg%C3%A5rdsormen | Midgårdsormen | Midgårdsormen (norrønt Jörmungandr) er i nordisk mytologi en del af jætteslægten. Han er barn af Loke og Angerboda. Hans søskende er Hel og Fenrisulven, og hans tre halvsøskende er Vale, Narfe og Sleipner.
Midgårdsormen ligger i verdenshavet, efter at Odin i asernes forsøg på at kontrollere bæsterne har kastet ham derud for at drukne ham. Ormen slynger sig om hele Midgård og bider sig selv i halen.
Thor konfronteres med Midgårdsormen to gange. Første gang, da Thor, Loke og Tjalve besøger Udgårdsloke. Her forsøger Thor forgæves at løfte en kæmpekat, som viser sig at være Midgårdsormen. Anden gang er under en sejltur, hvor Thor har selskab af jætten Hymer. Thor får lokket Midgårdsormen frem og vil dræbe ham med Mjølner, men forstyrres af Hymer.
En mægtig vølve har spået, at Thor og Midgårdsormen vil mødes endnu en gang, nemlig ved Ragnarok, hvor de vil udkæmpe den endelige kamp. Midgårdsormen vil da komme op på land og bugte sig gennem dale og enge, og under den drabelige kamp vil Thor dræbe ormen, hvorefter han bliver dræbt af ormens edder.
Se også
Thors besøg hos Hymer for beretningen om Thors og Hymers fisketur, hvor de møder ormen.
De nordiske guders familietræ
Naga (mytologi)
Ormen i dybet
Litteratur
Peter Vang Petersen: "Bid" (Skalk 1993 nr. 6; s. 28)
Eksterne henvisninger
Michael Neiß: "Midgårdsormen och Fenrisulven. Två grundmotiv i vendeltidens djurornamentik. Kontinuitetsfrågor i germansk djurornamentik, I." (Fornvännen 99 (2004); s. 9-25)
Michael Neiß: "Uppslagsrikt beslag från helig plats. Om djurornamentiken från Lilla Ullevi i Bro" (Fornvännen 105 (2010); s. 1-8)
Skabninger i nordisk mytologi |
1144 | https://da.wikipedia.org/wiki/Australien | Australien | Australien (), officielt Commonwealth of Australia, er en suveræn forbundsstat i Oceanien. Australien består af kontinentet Australien, øen Tasmanien og omkring 8.000 småøer. Det grænser op til Papua Ny Guinea, Indonesien og Østtimor mod nord, Salomonøerne og Vanuatu mod nordøst og New Zealand mod sydøst. Arealmæssigt er Australien med 7.692.024 km² verdens sjettestørste land, mens landet har indbyggere. Hovedstaden er Canberra, mens den største by er Sydney.
Australien blev befolket af aboriginerne for omkring 50.000 år siden. De var opdelt i omkring 250 nationer, da briterne i slutningen af det 18. århundrede koloniserede landet. I 1606 opdagede hollandske søfarere Australien, men først i 1770 gjorde Storbritannien krav på kontinentet. Den 26. januar 1789 blev straffekolonien New South Wales grundlagt på den australske østkyst. I løbet af de følgende årtier steg befolkningstallet støt. Omkring 1850 havde man kortlagt langt størstedelen af kontinentet, og yderligere fem kronkolonier var blevet oprettet. Den 1. januar 1901 blev de seks kolonier samlet i forbundsstaten Australien. Australien har siden da formået at bevare et stabilt demokrati, organiseret som et konstitutionelt monarki. Landet består af seks delstater og ti territorier. Australien har 24 millioner indbyggere, hvoraf hovedparten bor i byer langs østkysten.
Australien er verdens 13. største økonomi, og målt på BNP pr. indbygger ligger Australien på en niendeplads (IMF). Australien er verdens næstbedste land at bo i og rangerer højt i internationale målinger vedrørende livskvalitet, sundhed, uddannelse, frihed og politiske rettigheder. Australien er medlem af FN, G20, Commonwealth of Nations, ANZUS, OECD, WTO, APEC og Pacific Islands Forum.
Etymologi
Navnet Australien er afledt af det latinske Terra Australis ("sydland"). Terra Australis var en europæisk forestilling om et hypotetisk land på den sydlige halvkugle. Det engelske ord Australia nævnes første gang i 1625 i en oversættelse fra spansk. Australia er en forvanskning af det spanske Austrialia, der oprindeligt blev brugt om øen Espiritu Santo i Vanuatu, som blev navngivet af den spanske opdagelsesrejsende Pedro Fernandes de Queirós i 1606. Det nederlandske adjektiv Australische bliver i en nederlandsk bog fra 1638 brugt til at beskrive det nyligt opdagede land mod syd. Australien optræder første gang som officielt navn i et brev dateret 4. april 1817. Samme år anmodede guvernør Macquarie det britiske koloniministerium om formelt at adoptere navnet. Først i 1824 ændrede admiralitetet officielt kontinentets navn til Australien.
Historie
Forhistorie
Aboriginerne kom til Australien for mellem 42.100 og 48.000 år siden. De kom sandsynligvis fra nutidens Sydøstasien, hvorfra de enten vandrede over landbroer eller sejlede i små både. De fleste aboriginere levede som jægere og samlere, da europæerne i slutningen af det 18. århundrede påbegyndte deres kolonisering af Australien. Aboriginernes kultur var baseret på mundtlige overleveringer. Deres religiøse værdier var alle rodfæstede i den mytologiske drømmetid. Torres Strait-øboerne, der egentlig er melanesere, havde oprindeligt en adskilt kultur fra aboriginernes. Øboerne var havedyrkere, jægere og samlere. Den australske nordkyst blev sporadisk besøgt af indonesiske fiskere.
Europæernes ankomst
Hollænderen Willem Janszoon var sandsynligvis den første europæer, som opdagede Australien. I 1606 sejlede han op langs halvøen Cape York, og den 26. februar samme år gik han i land ved floden Pennefather nær nutidens Weipa. I løbet af det 17. århundrede kortlagde hollandske søfarere den australske nord- og vestkyst. De navngav det nye land "Ny Holland", men forsøgte aldrig at kolonisere det. Englænderen William Dampier gik i land på Ny Hollands nordvestkyst i 1688 og igen i 1699. I 1770 sejlede James Cook op langs østkysten, som han kaldte New South Wales. I samme ombæring gjorde Cook krav på det nye land på Storbritanniens vegne. Da briterne i 1783 mistede deres amerikanske kolonier, sendte de britiske myndigheder den såkaldt "Første Flåde" til New South Wales. Her grundlagde de under kaptajn Arthur Phillips lederskab en straffekoloni. Den 26. januar 1788 hejste Phillip det britiske flag ved Sydney Cove, Port Jackson. Datoen er i dag Australiens nationaldag, Australia Day. Kronkolonien New South Wales blev dog først formelt proklameret den 7. februar 1788. Straffefangerne grundlagde bosættelsen Sydney, der blev base for fremtidig udforskning og kolonisering.
I 1803 grundlagde briterne en bosættelse i Van Diemen’s Land, det oprindelige navn for Tasmanien. Kolonien blev selvstændig i 1825. I 1828 gjorde de britiske myndigheder krav på den vestlige del af Western Australia. Her grundlagde de Swan River Colony. Man dannede senere selvstændige kolonier ved at udskille store områder fra New South Wales: South Australia i 1836, Victoria i 1851 og Queensland i 1859. I 1911 blev Northern Territory udskilt fra South Australia. South Australia blev grundlagt som en "fri provins" og var aldrig straffekoloni. Victoria og Western Australia blev også grundlagt som "frie", men begge tog senere imod straffefanger. I 1868 ankom det sidste straffeskib til Australien.
Aboriginernes antal, der var mellem 750.000 og 1.000.000 i 1788, svandt voldsomt ind i løbet af de første 150 år med europæisk kolonisering. Langt de fleste døde af smitsomme sygdomme, men tusindvis døde også i de grænsekonflikter, der jævnligt opstod mellem indfødte og kolonister. Med The Aboriginal Protection Act (1869) begyndte myndighederne at "assimilere" den indfødte befolkning. Det skete primært gennem tvangsflytninger af aboriginale børn fra deres familier og lokalsamfund, den såkaldt "Stjålne Generation". Disse tvangsfjernelser var med til at formindske aboriginernes antal. Med folkeafstemningen i 1967 fik forbundsregeringen bemyndigelse til at udfærdige love, der tog særligt hensyn til aboriginerne. Først i 1992 blev aboriginernes ret til eget land anerkendt, da Højesteret i fastslog, at Australien havde været beboet område længe før europæernes ankomst.
Kolonitiden
En australsk guldfeber opstod i begyndelsen af 1850’erne. Eureka-oprøret (1854) mod påtvungne mineafgifter var det første egentlige udtryk for civil ulydighed. Mellem 1855 og 1890 opnåede de seks kolonier større autonomi, men de forblev fortsat en del af Det Britiske Imperium. Det britiske koloniministerium i London bevarede det overordnede ansvar inden for primært udenrigspolitik, forsvarspolitik og international handel.
Uafhængighed
Den 1. januar 1901 blev de australske kolonier samlet i en fælles forbundsstat. Forud gik mere end et årtis planlægning. Australien var nu en dominion inden for Det Britiske Imperium. Federal Capital Territory (senere Australian Capital Territory) blev i 1911 grundlagt på det sted, hvor fremtidens hovedstad Canberra ville komme til at ligge. Mens Canberra blev anlagt, var Melbourne fra 1901 til 1927 landets midlertidige hovedstad. I 1911 blev Northern Territory underlagt forbundsparlamentet. Territoriet havde indtil da hørt under regeringen i South Australia. I 1914 gik Australien ind i Første Verdenskrig på britisk side. Mange australske soldater tog især del i de slag, der blev udkæmpet på Vestfronten. Landets krigsdeltagelse blev støttet af både det højreorienterede Commonwealth Liberal Party og det venstreorienterede Australian Labor Party. Af de omkring 416.000 australske soldater, der kæmpede i Første Verdenskrig, blev 60.000 dræbt og 152.000 såret. Mange australiere ser i dag ANZAC-styrkernes (The Australian and New Zealand Army Corps) landgang på Gallipoli som nationens fødsel. Slaget ved Kokoda Track under Anden Verdenskrig er en anden afgørende begivenhed i den australske identitetsdannelse.
Politik
Australien er et konstitutionelt monarki, og den britiske kong Charles 3. er konge af Australien (og statsoverhoved), en rolle, som er adskilt fra hans rolle som konge af Storbritannien. Kongen er til daglig repræsenteret ved generalguvernøren og selv om Australiens forfatning giver meget udøvende magt til generalguvernøren, anvendes den generelt kun efter samråd med premierministeren. Der har været tilfælde, hvor generalguvernøren har handlet alene, et eksempel var afskedigelsen af Whitlam-administrationen under Australiens forfatningskrise i 1975.
Statens magt er inddelt på føderalt niveau i tre adskilte områder:
Den lovgivende forsamling: Australiens parlament, bestående af dronningen (repræsenteret ved generalguvernøren), repræsentanthuset og senatet.
Den udøvende magt: det Føderale Udøvende Råd (generalguvernøren, rådgivet af medlemmerne i rådet); i praksis er medlemmerne i rådet premierministeren og de forskellige ministre, hvis råd generalguvernøren generelt altid følger.
Den dømmende magt: Australiens højesteret og andre føderale domstole.
Parlamentet er et tokammerparlament og består af dronningen, senatet (overhuset bestående af 76 senatorer) og Repræsentanternes hus (underhuset på 150 medlemmer) som alle vælges i enkeltmandskredse rundt om i landet. Australien har tvungen valgdeltagelse. Repræsentationen i Repræsentanternes hus afspejler direkte befolkningen (hvert medlem repræsenterer en vis befolkningsmængde, som har valgt medlemmet), mens senatorerne repræsenterer de forskellige delstater (12 per delstat, mens de føderale distrikter, Northern Territory og Australian Capital Territory begge har to senatorer). Begge kamre vælges ved valg hvert tredje år; senatets medlemmer sidder i seks år, så halvdelen af dets medlemmer vælges ved hvert valg. Partiet med flertal i Repræsentanternes hus danner regering.
Det findes tre større politiske partier: Australian Labor Party, Liberal Party of Australia og National Party of Australia. Uafhængige politikere og flere mindre partier har opnået en vis repræsentation i de forskellige delstatsparlamenter, men har generelt haft lille gennemslagskraft. I perioden 1996 til 2007 styrede en koalition mellem de liberale og det nationale parti Australien med premierminister John Howard i spidsen. Koalitionen afgav ved valget i 2007 magten til Labor med Kevin Rudd i spidsen (2007-2010 og igen juni 2013-september 2013). Han blev i 2010 afløst af en anden Labor-politiker, Julia Gillard). Ved valget i 2013 genvandt den liberale/nationale koalition valget, og som ny premierminister tiltrådte Tony Abbott, afløst 2015 af Malcolm Turnbull, afløst 2018 af Scott Morrison og 2022 af Anthony Albanese.
Geografi
Australien har et areal på 7.686.850 km² og ligger på den Indo-Australske Plade. Landet er omgivet af det Indiske Ocean, Sydhavet og Stillehavet. Australien er adskilt fra Asien af Arafurahavet og Timorhavet. Australien har en kystlinje på totalt 25.760 kilometer.
Landets klima påvirkes kraftigt af havstrømme som El Niño. Det skaber periodisk tørke og tropiske lavtrykssystemer, som skaber cykloner i det nordlige Australien.
Den største del af Australien består af savanne eller ørken. Australien er verdens tørreste og fladeste beboede kontinent og har de ældste og mindst frugtbare jorder. Kun de sydøstlige og sydvestlige hjørner af kontinentet har et tempereret klima. Den nordlige del af landet har et tropisk klima med regnskove, skove, græsmarker og ørken. Great Barrier Reef, verdens største koralrev, ligger ikke langt fra nordøstkysten og strækker sig over 2.000 kilometer. Mount Kosciuszko er fastlandets højeste bjerg med en højde på 2.228 m., men Mawson Peak i territoriet Heard- og McDonaldsøerne er højere (2.745 m). Blandt Australiens mest kendte klippeformationer findes Uluru (også kendt som Ayers Rock) i Northern Territory. Australiens røde sand har sin farve fra rustet malm og metal i sandet. Landets største flod er Darling og er 2.739 km lang.
Delstater og territorier
Australien består af seks delstater (New South Wales (NSW), Queensland (QLD), South Australia (SA), Tasmanien (TAS), Victoria (VIC) og Western Australia (WA)) og to fastlandsterritorier (Australian Capital Territory (ACT) og Northern Territory (NT)). I de fleste henseender fungerer de to territorier reelt som delstater, men forbundsparlamentet har mulighed for at tilsidesætte al lovgivning, der er blevet vedtaget i territoriernes lokale parlamenter. Føderal lovgivning kan til gengæld kun tilsidesætte delstatslovgivning på områder, der er nærmere defineret i den australske forfatnings paragraf 51. Delstatsparlamenterne bevarer magten over alle de områder, som ikke benævnes i denne paragraf, heriblandt skolevæsenet, politiet, retsvæsenet, infrastrukturen og det lokale selvstyre.
Hver delstat og fastlandsterritorium har sit eget parlament. I Northern Territory, ACT og Queensland består det af ét kammer, mens det i de andre delstater består af to kamre. Delstaterne er i princippet uafhængige enheder, men de er som nævnt underlagt det føderale parlament på flere områder, jf. den australske forfatnings paragraf 51. Underhusene er kendt som Legislative Assembly (House of Assembly i South Australia og Tasmanien), mens overhusene kaldes Legislative Council. Regeringschefen er i hver delstat the Premier (premierministeren), og i territorierne the Chief Minister (på dansk ligeledes kaldet premierministeren). Dronningen repræsenteres i hver enkelt delstat af en guvernør, og i Northern Territory af en såkaldt administrator. Dronningens føderale repræsentant er generalguvernøren.
Følgende territorier er underlagt forbundsregeringen:
Ashmore og Cartier Islands
Australian Antarctic Territory
Christmas Island
Cocos (Keeling) Islands
Heard Island og McDonald Islands
Jervis Bay Territory
Det oversøiske territorium Norfolk Island udøvede tidligere betydelig autonomi i henhold til Norfolk Island Act 1979. Territoriet havde sit eget parlament og en administrator, der fungerede som dronningens lokale repræsentant. I 2015 afskaffede forbundsparlamentet selvstyret, således at Norfolk Island blev integreret i det australske skattesystem og velfærdssamfund. Parlamentet blev i samme ombæring skiftet ud med et lokalråd.
Macquarie Island hører under delstaten Tasmanien, mens Lord Howe Island hører under New South Wales.
Flora og fauna
Selv om Australien for det meste består af savanne eller ørken, findes der også en stor diversitet i naturen, alt fra alpine sletter til tropiske regnskove. På grund af kontinentets høje alder og dets lave fertilitetsniveau, dets meget varierende vejrmønstre, og dets lange geografiske isolation er meget af Australiens flora og fauna unik og forskelligartet. Ca. 85% af blomsterne, 84% af pattedyrene, mere end 45% af fuglene og 89% af de kystnære fisk er endemiske. Mange af Australiens økologiske regioner og arterne i disse regioner trues af menneskelig aktivitet og importerede planter og dyr. Den føderale Environment Protection and Biodiversity Conservation Act 1999 er love, som er vedtaget for at beskytte truede arter. Mange naturreservater og beskyttede områder er skabt for at værne om og bevare Australiens flora og fauna.
De fleste af de australske planter er stedsegrønne, og mange er tilpasset påvirkning fra ild og tørke; fx eukalyptus og akacie. Australien har et stort antal endemiske bælgfrugter, som vokser i næringsfattig jord takket være deres symbiose med rhiozobiabakterien og mykorrhizasvampe. Velkendt australsk fauna omfatter koalaen, kænguruen, vombatten og fugle som emuen, kakaduen og kookaburraen. Dingoen blev introduceret af austronesiske folkeslag, som handlede med aboriginere ca. 4000 f. Kr. Mange planter og dyr døde ud, efter at mennesket slog sig ned i Australien, som den australske megafauna, og mange flere døde ud, efter at europæerne slog sig ned i Australien: fx den tasmanske tiger.
Økonomi
Australien har en blandingsøkonomi med et BNP per person noget højere end i Storbritannien, Tyskland og Frankrig. Landets bruttonationalprodukt var 611 mia. US dollar i 2004, hvilket svarer til 30.700 USD per capita. Landet blev i 2005 placeret på en tredjeplads i FN's HDI for 2005 og på sjettepladsen i The Economists indeks over livskvalitet. Pengepolitisk har Australien siden 1994 fulgt en inflationsmålsætning med et mål på 2-3 % inflation i gennemsnit årligt over konjunkturcyklen.
I de senere år har Australiens økonomi været fleksibel sammenlignet med den globale økonomiske nedgang. Stigende afkast i indenlandske virksomheder har holdt landet oppe gennem en global nedgang, og tiltroen til den australske økonomi er stor.
I 1980'erne indledte arbejderpartiet, ledet af Australiens premierminister Bob Hawke og skatteminister Paul Keating, en reform, som gik ud på at lade den australske dollar flyde frit fra og med 1983, samt at foretage en afregulering af det finansielle system. Siden 1996 har Howard-regeringen fortsat mikroøkonomiske reformer, inklusive en afregulering af arbejdsmarkedet og en privatisering af statsligt ejede virksomheder, hvilket først og fremmest har kunnet mærkes inden for den australske telekommunikationsbranche. Skattesystemet blev reformeret i juli 2000, og en skat på varer og tjenester på 10% blev indført. Denne skat mindskede kraftigt statens tidligere store afhængighed af indkomstskatter.
Den australske økonomi har ikke lidt af recession siden de tidlige 1990'ere. I juli 2005 var 5,0% af befolkningen arbejdsløs. Økonomiens tjenestesektor med turisme, uddannelse og finansielle tjenester, udgør 69% af landets BNP, mens landbrug og forskellige naturresurser kun udgør tre respektive fem procent af BNP, men bidrager til en stor del af landets eksport som f.eks. kul og jernmalm. Australiens største eksportmarkeder omfatter Japan, Kina, USA, Sydkorea og New Zealand.
Demografi
Flertallet af de ca. 20 millioner australiere nedstammer fra indvandrere, som kom til Australien i 1800- og 1900-tallet, de fleste kom fra Storbritannien og Irland. Australiens befolkning er firdoblet siden afslutningen af 1. verdenskrig, i høj grad på grund af et ambitiøst indvandringsprojekt. De fem største grupper blandt de 27,4% af alle australiere, som er født i udlandet, var i 2001 briter, newzealændere, italienere, vietnamesere og kinesere. Efter at White Australia policy blev afskaffet i 1973, er der taget mange regeringsinitiativer for at fremme et multikulturelt samfund. Australiens befolkning er vokset ca. 60 gange, siden landet blev befolket af europæere.
Landets urbefolkning aboriginerne bestod i 2001 af 410.003 personer (2,2% af den totale befolkning), en stigning fra 1977, hvor tallet var 115.953. Blandt urbefolkningen er andelen af fængslede og arbejdsløse højere, og uddannelsesniveauet og den forventede levetid er lavere end hos andre australiere. Raceulighed og menneskerettigheder er fortsatte politiske emner i Australien.
Som mange andre industrilande oplever Australien en demografisk forskydning mod en ældre befolkning med flere pensionister og en mindre del af befolkningen i arbejde. Et stort antal australiere, 759.839 (2002), bor i udlandet. På grund af disse forhold fører Australien fortsat en aktiv indvandringspolitik for at tiltrække arbejdskraft til landet og for at øge landets fødselstal.
Sprog
Engelsk er de facto-sproget, men ikke et officielt sprog, og tales med dialekten australsk engelsk. I 2001 var engelsk for 80% af befolkningen det eneste sprog, som taltes i hjemmet. Andre sprog er kinesisk (2,1%), italiensk (1,9%) og græsk (1,4%). En væsentlig del af første- og andengenerationsindvandrerne taler mere end ét sprog. Det antages, at der fandtes 200 – 300 aboriginersprog, da europæerne kom til Australien. 70 har overlevet, og 50 er truet af udryddelse. Forskellige aboriginersprog er modersmål for ca. 0,02% af landets befolkning.
Religion
Australien har ingen statsreligion. I 2016 betegnede 52,1% af alle australiere sig som kristne, hvoraf 22,6% var katolikker og 13,3% anglikanere. 8,2 procent identificerede sig med ikke-kristne religioner, 30,1% havde ingen religion, og 9,6% svarede ikke på spørgsmålet.
Uddannelse
Skolebørn begynder deres skolegang, når de er 5-6 år gamle. Australien har en almindelig skolepligt på i alt 11 år, med undtagelse af South Australia og Tasmanien, som har 10 år, efterfulgt af 2 valgfrie år. Dette har ført til en andel af læse- og skrivekyndige på 99%. PISA (Programme for International Student Assessment), koordineret af OECD, har rangeret Australiens uddannelsessystem som det 8. bedste hos de 30 medlemmer i OECD. Staten har bidraget økonomisk til oprettelsen af Australiens 38 universiteter og også flere af de private universiteter, som er blevet etableret, modtager statslig støtte. Der findes også et system af erhvervs- og faguddannelser kaldet TAFE Institutes. Omkring 58 % af australierne i alderen 25 til 64 år har en eller anden form for faglig eller universitetsuddannelse. Andelen af udenlandske studenter på australske universiteter og højere skoler er den højeste af alle OECD-lande.
Kultur
Hulemalerier, som er mindst 30.000 år gamle, tyder på, at aboriginerne stod for verdens ældste civilisation. Der er i dag kun cirka 380.000 aboriginere og Torresstræde-øboere tilbage, og selv om loven af 1993, Native Title Act, blev vedtaget, kæmper Australiens oprindelige indbyggere i dag for sin identitet og sit levebrød.
Den oprindelige kultur er så godt som død, på grund af indflydelsen fra de europæiske immigranter og britisk styre, kun nogle slangord og -vendinger er blevet overtaget.
Siden 1788 er grundlag af australsk kultur blevet stærkt påvirket af anglo-keltisk vestlige kultur. Særlige kulturelle træk er også opstået fra Australien naturlige miljø og oprindelige kulturer. Siden midten af det 20. århundrede, har amerikansk populærkultur haft stor indflydelse Australien, navnlig gennem tv og film. Andre kulturelle påvirkninger kommer fra asiatiske lande og gennem omfattende indvandring fra ikke-engelsktalende lande.
Musik
Musikken i Australien er, med undtagelse for urbefolkningen, klassificeret som vestlig. Bands og artister som AC/DC, Architecture in Helsinki, Cut Copy, INXS, Men at Work, John Farnham, Bee Gees, Nick Cave, S.P.K., Midnight Oil, Savage Garden, Wolfmother, 5 Seconds of Summer, Natalie Imbruglia og Kylie Minogue kommer fra Australien.
Australien har også en folkemusikarv med kendte sange som "Waltzing Matilda". Australiens nationalsang er "Advance Australia Fair".
Sport
Sport og udendørsaktiviteter er populære i Australien, da man har et klima, som gør, at man kan være ude året rundt. Store sportsgrene i Australien er hestesport, surfing, australsk fodbold og rugby, hvor det australske landshold er et af verdens bedste. cricket og svømning er også populære sportsgrene. Siden 1996 er Formel 1-sæsonen begyndt i Australien, med undtagelse af i 2006, da den begyndte i Bahrain.
Tennisturneringen Australian Open, som er en af de fire Grand Slam turneringer, afvikles hvert år i Melbourne i januar.
Australien er en af fem nationer, som har deltaget ved alle sommer-OL i moderne tid. Landet har to gange været værter: 1956 i Melbourne og 2000 i Sydney. Australien har også deltaget i alle Commonwealth Games. De var værter i 1938, 1962, 1982, 2006, 2018 og skal være det igen i 2026.
Verdensarven
Kakadu nationalpark 1981 (1987) (1992)
Great Barrier Reef 1981
Willandrasøerne 1981
Den tasmanske vildmark 1982 (1989)
Lord Howe-øerne 1982
Gondwana-regnskoven 1986 (1994)
Uluru-Kata Tjuta nationalpark 1987 (1994)
Tropeområderne i Queensland 1988
Shark Bay i Vestaustralien 1991
Fraser Island 1992
De australske fundsteder for fossiler af pattedyr (Riversleigh/ Naracote) 1994
Heard- og McDonaldøerne 1997
Macquarieøen 1997
Blue Mountains-området 2000
Purnululu nationalpark 2003
Royal Exhibition Building og Carlton Gardens 2004
Operahuset i Sydney 2007
Referencer
Litteratur
Eksterne henvisninger
Foto af Australien
Føderale konstitutionelle monarkier
Commonwealth
Mesozoikum
Monarkier i Oceanien
Lande i Oceanien
Forhenværende britiske kolonier |
1147 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aborre | Aborre | Aborren (Perca fluviatilis) er en almindelig ferskvandsfisk i Danmark. Den findes i næsten alle søer og damme samt i mange vandløb. Langs Østersøens kyster og i mange fjorde går aborren ud i brakvand. Den findes i øvrigt over næsten hele Europa og det nordlige Asien.
Udseende
En aborre bliver almindeligvis omkring 20-30 cm. Langs siderne har den 5-7 striber. Aborren bliver sjældent over 50 cm og 2 kg. Den vokser meget langsomt, hvilket betyder at en aborre på 40 cm oftest er mere end 10 år gammel.
Gæller
Ligesom andre fisk ånder aborren gennem gæller. De fire gæller bagest i munden er dækket af gællelåg. Gællebladene er fyldt med blodårer, og de ligger, så de kan optage ilten i vandet. For at få frisk vand til gællerne sluger aborren hele tiden en mundfuld vand. Når den lukker munden, presses vandet bagud, så det kommer forbi gællerne og ud af gællelågene. Hvis den er et sted, hvor der ikke er planter, og vandet er stillestående, har den svært ved at få ilt.
Levevis
Nogle aborrer holder sig på lavt vand, hvor der er mange planter, som den kan gemme sig mellem og finde de småfisk og insekter, som den lever af. Andre aborrer strejfer ude over søens barbund, og i større søer som Furesøen kan den leve pelagisk.
Om vinteren opholder aborren sig, hvor der er dybere og vandet ikke så let bundfryser. Omkring april/maj, når vandet er 7-8 grader, kommer den ind på lavt vand for at gyde. I mange søer foregår gydningen også på dybere vand. En lille hun gyder ca. 4.000 æg, mens en stor hun kan nå op på 300.000 æg. En gydende hun følges af en eller flere hanner, der befrugter æggene. De måler cirka 2 mm og afgives i et meterlangt og næsten 15 cm bredt sammenhængende bånd, der hænger som en guirlande over trærødder og andre fremspring langs bredden.
Mange af æggene bliver ædt af søens andre dyr. Efter 2-3 uger klækkes ungerne og er ca. 6 mm lange. Hvis de lever i en sø, hvor der er føde nok, varer det 2-5 år, før de er kønsmodne. På det tidspunkt er aborren 15-20 cm lang. Men hvis de vokser op i en sø, hvor der mangler føde måske på grund af forurening, bliver aborren kønsmoden 7-10 cm lang, og alderen kan være 5-6 år. Disse aborrer kaldes for tusindbrødre.
Blandt aborrens naturlige fjender er gedden og sandarten.
Sportsfisk
Aborren er en yndet fisk for lystfiskere. De fleste lystfiskerfangede aborrer er 500 g eller derunder. En aborre på 500 g er en fin fangst. En aborre over 1000 g er en rigtig stor fisk, også kaldet en specimen-fisk. Aborrer over 2 kg er en uhyre sjælden fangst. Danmarksrekorden er 2.785 gram.
I saltvand (brakvand) er mindstemålet 20 cm.
Billeder
Kilder og eksterne henvisninger
C. V. Otterstrøm (1881-1962). Fisk I. Pygfinnefisk. G.E.C. Gads Forlag. Bind 11 i Danmarks Fauna. København 1912.
En dedikeret hjemmeside om aborren
Se også
Nedgarn
Bundgarn
Topgarn
Aborrefamilien |
1148 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ginnungagap | Ginnungagap | Ginnungagap var i nordisk mytologi det store tomrum, der var i midten af verden, før jorden blev skabt. Ginnungagap adskilte det sydlige flammehav Muspelheim, hvor ildjætten Surt hersker, fra det nordlige iskolde rige Niflheim, hvor den kæmpemæssige lindorm Nidhug lever.
Ginnungagaps rolle i skabelsen
Den nordiske skabelsesberetning fortæller: Fra floden Hvergelmer i Niflheim begyndte 12 iskolde elve at strømme ind i Ginnungagap, hvor de mødes med flammer og lava fra Muspelheim. I dette møde i Ginnungagap mellem kulde og varme opstod et rimdække. Den varme luft fra Muspelheim fik rimen til at smelte, og af dråberne opstod urjætten Ymer, som var stamfar til jætterne, og her opstod det første liv ifølge den nordiske mytologi.
Det var her koen Audhumla og jætten Ymer levede, og det var her, at Odin og hans brødre Vile og Ve senere skabte verden af Ymers lig.
Se også
Skabelsen (nordisk mytologi)
Ymer (nordisk mytologi)
Steder i nordisk mytologi |
1149 | https://da.wikipedia.org/wiki/Frigg | Frigg | Frigg (norrønt Frigg) er Odins hustru i den nordiske mytologi. I litteraturen beskrives hun som Odins ligeværdige, når det gælder viden om verdens skæbne, men modsat ham tier hun. Kun i digtet Baldrs draumar skildres Frigg som aktivt handlende i forsøget på at ændre skæbnens gang, da hun først beder alle ting i verden skåne sin søn Balder og siden, da det mislykkedes, at græde for ham. Pga. hendes visdom søger Odin ofte hendes råd i vanskelige beslutninger. Hun er mor til Balder, Hermod og Høder og datter af Fjørgyn, hun ejer hesten Hovvarpner og bor i huset Fensale (der betyder ’’Mosesalen’’). Frigg har flere tjenere, de vigtigste er Fulla, der er hendes tjenestepige og Gna, som er hendes sendebud.
Frigg kan genfindes i jernalderens sydgermansk religion som Frija eller Frea, men da kildematerialet til religionen i denne periode er langt mere sporadisk end til vikingetidens i Norden, så er det usikkert i hvor høj grad de ligner hinanden. I Norden blev Frigg bl.a. opfattet som gudinde for ægteskabet. Kilderne tyder på, at hun blev tilbedt i forbindelse med fødsler og hvis mødre havde brug for beskyttelse af deres børn, specielt drenge, der drog i krig. Herudover stod hun som beskytter og hjælper ved traditionelt kvindearbejde, som vævning, syning, madlavning o.l. I flere myter beskrives gudinderne Frigg og Freja på næsten samme måde. Det har ført til spekulationer om, at de oprindelig måske har været samme gud. I de nordiske kilder bliver Frigg hovedsageligt relateret til den ægteskabelige og moderlige kærlighed, mens Freja knyttes til den sensuelle kærlighed og frugtbarhed. Ugedagen fredag er opkaldt efter Frigg.
Etymologi
Den nordiske variant Frigg genfindes i sydgermansk mytologi som Frija eller Frea, samt oldsaksisk Fri og angelsaksisk Frig. Disse navne er alle afledte af det protogermanske Frijjō, der er beslægtet med prīyā́ fra Sanskrit, der betyder "hustru." Navnet er også beslægtet med ordet fri ("at foreslå ægteskab") fra moderne dansk og med islandsk frjá, der betyder "at elske." Friggs navn betyder således "den kærlig/elskede (hustru)". Det at hendes navn etymologisk stammer fra et ord med betydningen at elske, kan betyde, at hun oprindeligt har været en kærlighedsgudinde.
Karakteristik
Kilderne til Frigg er sparsomme, men i dem, der findes, beskrives hun som Odins hustru og den den fremmeste af asynjer. Hun er Odins ligeværdige i relation til visdom og har kendskab til menneskenes skæbner; men i modsætning til sin mand, tier hun. Friggs status fremgår f.eks. af prosaindledningen til digtet Grímnismál, hvor hun i lighed med Odin knyttes til kongemagten. Kilderne viser også, at hun blev opfattet som ægteskabets og moderskabets gud. Moderrollen kommer tydeligst frem i myterne omkring Balders død; da det var blevet spået at Balder skulle dø, fik Frigg alle levende væsner, herunder planter og dyr, til at love, at de ikke ville skade ham:
Våben og træ sårer ikke Balder,
ed har de svoret mig alle sammen.
Den eneste, der ikke blev taget i ed, var misteltenen, fordi Frigg syntes den var for ung. Den rykkede Loke op og lokkede Balders bror, den blinde Höd, til at skyde en pil af misteltenen. Pilen dræbte Balder. Den fortvivlede Frigg fik fremtvunget af Hel, at hvis alle levende væsener ville græde over Balders død, ville han få lov at vende tilbage fra Hel. Og alle levende væsener brast i gråd, kun ikke en gammel kone, der sad i en hule og hed Tøk - men i virkeligheden var Loke i forklædning. Da de bad Tøk være med til at græde over Balder, svarede hun: "Tøk skal græde tørre tårer over Balders død! Lad Hel beholde, hvad hun har!" Balder var dermed dømt til at blive i Hel til Ragnarok. Rollen som sørgende mor er en parallel til de sørgende gudinder fra Mellemøsten - Ishtar, Isis og jomfru Maria.
Der er imidlertid ældre levn, der tyder på, at hun tidligere ikke kun har været opfattet som modergudinde, men i stedet har haft en mere udvidet betydning som kærlighedsgudinde eller frugtbarhedsgudinde generelt. F.eks. fremgår det af navnet fredag, at man i det sydgermanske område sammenlignede Frigg med Venus og ikke Juno, der i den romerske mytologi var moderskabets gud. Anne Holtsmark mener, at det kunne tyde på, at hun har skiftet funktion. Et andet levn er navnet på hendes bolig, "Fensale", der ud fra betydningen af engelsk fen kan oversættes med "Mosesalen" eller "Sumpsalen". Det kan tolkes som et levn fra en gammel forbindelse mellem hende og de frugtbarhedsgudinder, der i den germanske kultur var knyttet til vådområder. Gro Steinsland foreslår, at det måske har været hende, man ofrede til i mosen i jernalderen.
Trods sin rolle som modergudinde beskrives Frigg nogle steder som både utro og løsagtig, bl.a. i Lokasenna og i Gesta Danorum af Saxo. De elskere som Frigg forbindes med i forskellige historier, bærer dog ofte navne, der enten er kendte Odinsnavne eller afledninger af det, eller også er de hans egne brødre Vile og Ve (dvs. emanationer af ham selv). Saxo fortæller om en Mithotyn, der måske betyder "med Odin". Han beskrives nærmest som Friggs stedfortrædende samlever, når Odin er ude på rejse. Denne historie kan være et levn fra en ældre mytologisk forestilling, der var relateret til årstidsskift, en mulig til parallel ægteskabet mellem Freja og Od.
Friggs hof omfatter gudinderne Sága, Eir, Fulla, Sjöfn, Lofn, Sýn, Hlin, Snotra (= den vise), Sól og Gná. Nogle af disse figurer kan være aspekter af gudinden selv, f.eks. Sága (Søger) og Hlín, som var menneskenes beskytter, mens andre er personifikationer af egenskaber eller fænomener, f.eks. Sól (Solen). To af dem har en mere selvstændig rolle i myterne: Ternen Fulla, der bærer Friggs skrin og er indviet i alle Friggs hemmeligheder, og Gná, der er Friggs budbringer og rider på hesten Hofvarpner. Denne hest rider lige så godt over land som i luften og på vandet.
Friggs oprindelse er usikker. I Lokasenna omtales Frigg som Fjorgyns mær, hvad der kan oversættes både som "datter" og "mø, pige". Hun blev gift med Odin i forbindelse med afslutningen på krigen mellem aser og vaner.
Der findes kun få spor efter dyrkelse af hende i nordiske stednavne. I svensk folketro kaldes Orions bælte for Friggerocken, dvs. "Frikks spinderokhoved" ("rok" var i gammel tid den kæp, man fæstede spindematerialet til [engelsk distaff], ikke spindehjulet, der snurrer tråden). Dette stammer nok fra førkristen tid, som et af de spredte spor af Nordens astronomiske mytologi med "Marias spinderok" som en senere, kristen variant af navnet. Frigg blev tilsyneladende dyrket sammen med de øvrige asynjer, som én blandt mange. Men i de litterære kilder, skrevet af mænd, står de kvindelige guder ofte i skyggen af deres ægtemænd, så det er meget usikkert hvor stor betydning gudinderne reelt havde i religionen.
Forbindelser mellem Frigg og Freja
Frigg er den mest prominente af asynjerne, mens Freja er det blandt vanerne. De tilhører således to forskellige gudeslægter. Alligevel er der mange paralleller mellem dem, hvilket af flere er blevet tolket som en indikation på, at de tidligere har været den samme guddom. Nogle af parallellerne er; at de begge ejer en falkeham; at mens Frigg er gift med Odin, så er Freja gift med Óðr, der kan være et aspekt af Odin; at de begge ejer en særlig halskæde; at Frigg er barn af en personikation af jorden, mens Freja som frugtbarhedsgudinde er særligt knyttet til jorden; at de begge blev påkaldt i forbindelse med fødsler. Det at Friggs identitet i det bevarede kildemateriale forbliver dunkel ved siden af Frejas langt større rolle har for nogle forstærket mistankerne om deres fælles ophav. Det samme har det forhold, at selv om Frigg blev opfattet som ægteskabets beskytter, er hendes rolle ikke ukompliceret, fx lever hun ikke sammen med sin ægtemand, men har sin egen bolig, ligesom hun tillægges flere udenomsægteskabelige forhold.
Indenfor religionsvidenskaben har der længe været en debat om det, hvor der både har været fremført argumenter for og imod idéen, uden at man har kunnet opnå en generel enighed. Nogle af argumenterne bygger på sproghistoriske forhold, andre på den kendsgerning, at Freja udelukkende kendes fra det det nordgermanske og ikke fra det sydgermanske område; det kunne tyde på, at frugtbarhedsgudinden i nogle områder var blevet splittet ud på to figurer. Andre har fremført det argument, at Frigg og Freja sammen med en tredje gudinde engang har udgjort en Gudetriade, hvor de enkelte gudinder hver især er blevet indentificeret med tre forskellige livsaldre i en kvindes liv (den tredje kan fx have været Hnoss eller Idun). Dette synspunkt er dog ikke alment accepteret, da hverken Friggs eller Frejas funktionsområder passer med det, der kendes fra andre indoeuropæiske triader af gudinder; fx romerske og keltiske.
Et andet argument imod teorien om fælles ophav er, at de to oprindeligt har været lignende gudinder fra forskellige panteoner, der har lånt en række forskeliige attributter og funktioner fra hinanden. Det kendes fra flere græske, romerske og egyptiske guddomme i den hellenistiske periode. Denne hypotese forudsætter imidlertid, at opdelingen mellem asernes og vanernes slægter i den nordiske mytologi er resultatet af en sammensmeltning mellem to forskellige mytologier i forhistorisk tid. Det er der dog langt fra enighed om indenfor forskningen.
Toponymer
Flere steder i Norden findes der stednavne, der indeholder Friggs navn. Det bliver i reglen anset som en indikation på, at en gud blev dyrket på stedet, når dets navn indeholder gudens navn. I Västergötland findes fx en sted, der kaldes Friggeråker. Et engelsk charter fra 936 e.v.t. omtaler navnet Frigedoone, hvilket betyder "Frigs dal". Det kan være identisk med Friden i Derbyshire, England. Byerne Froyle ("Friggs høj") og Freefolk ("Friggs folk") i Hampshire, England, kan også være opkaldt efter Frigg.
Frigg i folkloren
Dyrkelsen af Frigg ophørte i forbindelse med religionsskiftet, men i lighed med de andre nordiske guder levede hun videre i folkloren mange steder i Norden. Ifølge folkloren i den sydlige Småland var Frigg eller Frigge Thore-Guds hustru (Thor), og torsdag aften skulle man tage sig i agt for at røre ved spinderokken, da Thore-Gud og Frigge kunne komme på besøg for at låne den. Friggs spinderok har i nordisk kultur givet navn til tre stjerner der dannner Orions bælte, som indtil fornylig stadig blev kaldt Friggerocken eller Friggetenen i store dele af Götaland.
Referencer
Litteratur
Holtsmark, Anne (1989); Norrøn mytologi. Tru og myter i vikingatida.
Steinsland, Gro (2005); Norrøn religion : myter, riter, samfunn, Oslo: Pax forlag.
Ström, Folke (1985); Nordisk hedendom; Tro och sed i förkristna tid, Akademiförlaget
Se også
De nordiske guders familietræ
Vaner
Frugtbarhedsgudinder |
1150 | https://da.wikipedia.org/wiki/Vale | Vale | Vale er navnet på en gud fra norrøn mytologi, søn af Odin og Rind. I lighed med sine halvbrødre Balder og Høder overlever han Ragnarok. Også Loke og Sigyn har en søn ved navn Vale.
Hos Saxo hedder Odin og Rinds søn Bo.
Vale som Lokes søn
Efter at Loke havde narret den blinde Høder til at skyde en pil mod Balder, så han døde, blev Loke fanget og lagde ham over tre stene. Hans søn med Sigyn, der også hed Vale, blev forvandlet til en ulv, som sønderrev sin egen bror Narfe, hvis tarme blev brugt til at fastbinde Loke til stenene. Njords kone Skade bandt en hugorm op over Loke, så dens edder drypper ham ned i ansigtet, mens Sigyn holder en skål op under ormens gab for at opfange edderen. Men når skålen er fuld, må hun hver gang udenfor og tømme den, og imens drypper det fra ormen ned i Lokes ansigt. Da går hårde ryk gennem ham - jordskælv - og sådan vil han blive liggende frem til Jordens undergang.
Vale som Odins søn
Men Balders død var ikke sonet ved Lokes straf, eftersom Høder - uforskyldt - havde forårsaget drabet. Ethvert drab krævede en hævn for genoprettelse af ættens ære og lykke. Den værste ulykke, som kunne ramme en æt, var netop, at den ene frænde var skyld i den andens død, da slægten ikke kunne hente oprejsning fra sig selv, og heller ikke kunne dræbe en af sine egne; det ville kun forøge ulykken. Men den skyldige kunne heller ikke tåles i familiekredsen, men måtte sendes væk som fredløs. For at skaffe en hævner til veje, opsøgte Odin kvinden Rind. Som sejdkyndig optrådte han i kvindeskikkelse, og avlede ved denne list en søn med hende. Han kaldte den nyfødte Vale, ligesom Lokes søn med Sigyn. Da drengen kun var nattegammel og endnu ikke vasket, dræbte han sin halvbror Høder og lagde ham på et bål.
Se også
De nordiske guders familietræ
Balders død
Referencer
Eksterne henvisninger
Aser
Jætter
Odins sønner |
1151 | https://da.wikipedia.org/wiki/Gefionspringvandet | Gefionspringvandet | Gefionspringvandet er et værk af den danske billedhugger Anders Bundgaard fra 1908, placeret i den østlige ende af Esplanaden, øst for Churchilparken og for enden af Amaliegade ved Kastellet i København. Det er forbundet med Langelinie-promenaden via Gefionbroen.
I anledningen af Carlsbergs 50 års-jubilæum i 1897 betalte Carlsbergfondet og Københavns Kommunes Kunstfond Bundgaard for værket. Det var tænkt, at det skulle placeres centralt i byen: på Rådhuspladsen. Men det blev til, at det skulle stå nær Øresund, hvor det står i dag. Martin Nyrop, der havde tegnet det nye rådhus, fik som erstatning Dragespringvandet med tyren, der kæmper mod en lindorm (fabeldyr), selvom tyr og lindorm kom først ca. 25 år senere.
I august 1999 afbrød kommunen vandet til springvandet, da det i sæsonen dagligt lækkede 15-50 m3 vand. Gefionsprinvandet er som størstedelen af springvand her til lands med cirkulerende vand og strengt taget ikke fontæner som f.eks. i Rom,her løber frisk vand iigennem (fontæne af latin "fons" betyder kilde). Fra april 2003 til august 2004 foretog entreprenøren en renovering af springvandet (det nedre bassin dækket med runde natursten og med det hvilende vand) for at stoppe lækagen. Den 7. september fejredes den festlige genåbning af springvandet. Bygge- og teknikborgmester Søren Pind stod for den officielle indvielse. I forbindelse med restaureringen blev anlægget modernisereret, så det bl.a. er oplyst (illumineret) og kan sende fejl-alarm via sms til kommunens driftsafdeling. Dog blev den her i Danmark s ikke forlænget. I vinterhalvåret lukkes for vandet for at undgå frostsprængte rør, også selvom det ikke er frost i vejrliget. Dette kan dog styres med temperaturstyrede relæer, der opvarmer kritiske stigrør og fordelinger. Men springvandet er en stor turistattraktion, og turiststrømmen ad Langelinie og til Den Lille Havfrue dykker i vintermånederne.
Gefion
Ifølge myten gav den svenske sagnkonge Gylfe gudinden Gefion lov til at beholde det land som hun kunne pløje ud af Sverige i løbet af en nat. Gefion forvandlede sine fire sønner der var jøtter (kæmper) til okser, og med deres hjælp pløjede hun på én nat det område ud, som blev Sjælland ( 7.031 km²), og kastet i bæltet mellem Fyn og Skåne, hvorved Øresund opstod (i umiddelbar afstand af Gefionspringvandets opstilling ved Københavns inderhavn.
Den gamle myte fortæller videre , at det var Mälaren i Svealand, som Sjælland var pløjet ud af. Mälaren var i vikingetiden, hvor myterne spandtes, ikke nogen sø men den inderste sejlbare fjordarm og handelspladsen Birka, i bunden af skærgården ud mod Østersøen.. Men på grund af landhævning efter istiden efterhånden kun sejlbar til, hvor det Stockholm blev anlagt (Stadsholmen) og hvor Sveriges politiske centrum siden Middelalderen lå. Omtrent som det politiske centrum i Middelalderens Danmark flyttede fra Jejre til Roskilde ved Roskilde Fjord af de samme årsager (landhævningen). Det var før Roskildes biskop Absalon anlagde sin borg ved Havn, det nuværende København.
Geografisk landmåling stod imidlertid ikke på så højt stade i vikingetiden. Gefion og hendes okser efterlod snarere at hul der blev til til den størrelsesmæssigt Sjælland modsvarende sø Vänern i Götaland (mere præcist mellem Vestra Götland, Dalsland og Värmland - og dækkende et areal på (5.648 km²). Sammenholdt med (det nuværende) Sjællands ca. 7.031 km², hvoraf meget er landhævninger, f. eks i Vestsjælland, Arresø og inddæmninger som Lammefjordenog Kalveboderne. Som det fremgår af de her anførte arealtal, er det ud fra søens udstrækning indlysende, at det drejer sig om søen Vänern. Myten har ud fra et nutidigt synspunkt ret i at Sjælland er dannet i og efter istiden af sedimenter fra Sverige (bortset fra landhævninger og landindvinger med kridtaflejringer ved Stevns Klint og på Møn). Snorre kalder søen for Logr; og selvom der er tradition for at opfatte "Logr" som Mälaren, holder traditionen ikke vand.
Springvandets officielle navn er Gefion, der med sine øksne pløjer Sjælland ud af Sverige.
Ikke så langt fra Gefionspringvandet, nemlig på anden anden side af Østerport og baneterrænet, ligger Østerbros kvarter for gadenavne taget fra den nordiske mytologi og med nordiske stednavne ogsåp, fra Stockholmsgade der leder over i Kristianiagade med Fridtjof Nansens Plads (opkaldt efter polarforskeren); denne plads med de fornemme boligkarreer "Gefion" og "Gylfe" og hvortil der adgang til og fra Langelinie ad Langeliniebroen over baneterrænnet. Med nedlæggelsen af Københavns Frihavn er Folke Bernadotte Allé med den Svenska Gustavskyrkan (fra 1911) ikke den fredfyldte allé, som før fældningen af elmetræerne sidst i 1990'erne og den efterfølgende omdannelse af Folke Bernadottes Allé til trafikåre til betjening af nye bydele beliggende i den gamle Nordhavn, med en del af den såkaldte Ring 2 der buldrer henover Kongens Nytorv og gennem smalle gader. A. P. Møller Mærsks sterile hovedsæde ved Esplanaden og Nordre Toldbod er fra 1970'erne; domicilet erstattede uden "rettidig omhu" ældre romantisk-historicistisk pakhusbyggeri, som snildt kunne være blevet omdannet til kontorer og direktionsgange. Men det var tidsånden i halvfjerdserne ikke til. Gefion med sine okser pløjer dog uanfægtet de ændrede omgivelser videre på sit mytiske opfyldningsprojekt, skabelsen af det typiske landskab skabt i kølvandet på sidste istid. Til gengæld sørgede skibsrederen og A.P. Møller Fonden for en delvis tilbageføring af Kastellets østlige fortifikationer, hvorved de knejsende popler bag Gefionspringvandet, der forstærkede den monumentale virkning med deres lodrette accenter - en (organisk) gentagelse af stenspiret på den engelske St. Alban's Church - måtte lade livet for at gøre plads til noget voldgrav med en lodret mur direkte bag Gefiongruppen. Alt dette overdøves af Springvandets brusende støj: Gefionspringvandet er den største og mest imponerende "fontæne" i Danmark, fontæne: skupturel udformning af vand i bevægelse, med den klassiske inddeling af springvand i 1. stigende, 2. faldende (her i slør-kaskade flankeret af kanaler med styrtende fosse) og endelig 3. hvilende vand .
Se også
Caritasbrønden
Storkespringvandet
Kilder
Skulpturer i Danmark
Københavnske seværdigheder
Indre By (København)
Monumenter i København
Springvand |
1152 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kiribati | Kiribati | {{Infoboks land
| wikidata = indbyggertal, leder, bnp, bnp pr indbygger
| ref=ja
| lokalt_navn = Republic of Kiribati
| konventionelt_lang_navn = Republikken Kiribati
| almindeligt_navn = Kiribati
| billede_flag = Flag of Kiribati.svg
| billede_våbenskjold = Coat_of_arms_of_Kiribati.svg
| symbol_type =
| symbol_type_artikel =
| billede_kort = LocationKiribati.png
| kort_bredde = 250px
| kort_tekst =
| billede_kort2 =
| kort_bredde2 =
| kort_tekst2 =
| nationalt_motto = Te Mauri, Te Raoi ao Te Tabomoa(Kiribatisk: Sundhed, fred og velstand)
| nationalmelodi = Teirake Kaini Kiribati
| kongesang =
| andet_symbol_type =
| andet_symbol =
| hovedstad = South Tarawa
| bredde_d= 01 |bredde_m= 20 |bredde_ns= N |længde_d= 173 |længde_m= 00 |længde_øv= E
| største_by = Tarawa
| største_bosættelse =
| største_bosættelse_type =
| officielle_sprog = Engelsk, kiribatisk
| nationalle_sprog =
| regionale_sprog =
| sprog_type =
| sprog =
| sprog_sub =
| etnicitet =
| etnicitet_år =
| demonym =
| lovgivende =
| overhus =
| underhus =
| regeringsform = Republik
| leder_titel1 = Præsident
| leder_navn1 =
| leder_titel2 =
| leder_navn2 =
| leder_titel6 =
| leder_navn6 =
| uafhængighedsform = Uafhængighed
| uafhængighedsnote =
| etableret_begivenhed1 = Fra Storbritannien
| etableret_dato1 = 12. juli 1979
| etableret_begivenhed2 =
| etableret_dato2 =
| etableret_begivenhed9 =
| etableret_dato9 =
| areal_placering =
| areal_størrelse =
| areal =
| procent_vand = Ubetydeligt
| areal_fodnote =
| areal_label2 =
| areal_data2 =
| befolkningstal_anslået =
| befolkningstal_anslået_år =
| befolkningstal_anslået_placering =
| befolkningstal_folketælling =
| befolkningstal_folketælling_år =
| befolkningstæthed =
| befolkningstæthed_placering =
| BNP_KKP_år =
| BNP_KKP =
| BNP_KKP_placering =
| BNP_KKP_pr._indbygger =
| BNP_KKP_pr._indbygger_placering =
| BNP_nominelt =
| BNP_nominelt_placering =
| BNP_nominelt_år =
| BNP_nominelt_pr._indbygger =
| BNP_nominelt_pr._indbygger_placering =
| Gini =
| Gini_placering =
| Gini_år =
| Gini_kategori =
| HDI_år =
| HDI =
| HDI_placering =
| HDI_kategori =
| valuta = Australsk dollar
| valutakode = AUD
| tidszone =
| utc_forskel = +12 til +14
| tidszone_sommertid =
| utc_forskel_sommertid = +12 til +14
| sommertid_note =
| antipoder =
| dato_format =
| kører_på =
| internetdomæne = .ki
| telefonkode = 686
| kendingsbogstaver_(bil) =
| luftfartøjsregistreringskode =
| iso3166kode =
| billede_kort3 =
| fodnoter =
| fodnote1 =
| fodnote2 =
| fodnote7 =
| CCTLD =
}}
Republikken Kiribati er et ørige i Stillehavet. Landets 33 øer er spredt over 3.800 kilometer omkring ækvator. Dets navn udtales lokalt som /kiribas/, der er en lokal udtale af Gilberts, det tidligere engelske navn for den store øgruppe Gilbert-øerne. Kiribati består foruden af Gilbert-øerne af hovedparten af Linje-øerne, øen Banaba og den stort set ubeboede øgruppe Phoenix-øerne.
Kiribati ligger lige vest for datolinjen, og er derfor de første til at fejre nytår efter den almindelige, Gregorianske kalender. Størstedelen af øgruppens beboere er religiøse og årsskiftet fejres derfor med en gudstjeneste.
Etymologi
Øgruppen blev opkaldt efter kaptajn Thomas Gilbert i 1788, men navnet Gilbert-øerne (The Gilberts) blev først givet øgruppen, da en fransk-russisk ekspedition kom dertil omkring 1820. "Kiribati" antages at være de fastboendes måde at udtale Gilberts på, da "ti" udtales "ss". Samme logik gør, at atollen Juleøen (på engelsk Christmas Island, må ikke forveksles med Christmasøen) blev Kiritimati.
Geografi
Landet dækker et areal på 811 km².
Kiribati består af tre øgrupper med omkring 32 atoller og en ø hvoraf 21 er beboede. Øerne er atoller, som er dannet på toppene af undersøiske vulkaner, de fleste ikke højere end få meter over havet. Øgrupperne er:
Gilbertøerne: 16 atoller, lokaliserede omtrent 1.500 km nord for Fiji.
Phoenixøerne: 8 atoller og koralløer, lokaliserede omtrent 1.800 km sydøst for Gilbertøerne.
Linjeøerne: 8 atoller og et rev, lokaliserede omtrent 3.300 km øst for Gilbertøerne.
Banaba: en isoleret ø som ligger mellem Nauru og Gilbertøerne.
Øen Kiritimati, som er del af Linjeøerne, er verdens største koralø, hvis man måler flade og ikke udstrækning. Efter som næsten hele Kiribati består af atoller, har området en flad topografi. Med få undtagelser strækker Kiribati sig ikke mere end et par meter over havet.
Ud over disse øer kommer Banaba-øen. Banaba er både politisk og geografisk uafhængig af de to øer. Øen har rige fosfatforekomster, hvilket medførte intensiv minedrift fra briternes side, da Kiribati lå under Storbritannien. Den nuværende geografi er stærkt påvirket af minedriften. Kiribatis højeste punkt, 81 moh., findes på øen Banaba. Banaba er den eneste af øerne som er en ø, og ikke en atol.
Kiribati bliver delt af datolinjen, og frem til 1995 var der derfor to forskellige dage i øriget på samme tid. I 1995 blev det bestemt at hele Kiribati skulle trækkes øst for datolinjen, og på den måde er Kiribati verdens vestligste land. Caroline Island var den første, som gik ind i det nye årtusinde, og blev derefter omdøbt til Millenniumsøen (fra engelsk "millennium" = årtusinde).
Klima
Klimaet er varmt og fugtigt, og vegetationen består af planter, som tåler salt, især kokos- og bananpalmer. Den kalkrige og humusfattige jord gør jordbrug vanskelig.
Miljøproblemer
I 1989 blev Kiribati regnet af FN som et af de lande, som ville forsvinde, hvis udviklingen med havstigning fortsatte.
Kiribati har indgået samarbejde med Fiji for at sikre landets indbyggere et tilholdssted, dersom hjemlandet skulle opsluges af et stigende havniveau. Regeringen har købt land på Vanua Levu i Fiji, også med tanke på madforsyning. I maj 2014 betalte Kiribati det sidste afdrag på 8,6 millioner amerikanske dollar for besiddelsen.
Befolkning
Beregnet folkemængde for 2013 var 108.800 indbyggere. De fleste (ca. 40 %) af indbyggerne i Kiribati bor i Syd-Tarawa.
Landets indbyggere er mikronesiske kiribatiere, som på deres eget sprog kiribatisk, kalder sig i-Kiribati (Kiribati-folk). I kolonitiden blev folket kaldt gilbertesere efter som briternes navn på øerne var Gilbertøerne. Kiribatierne er den oprindelige befolkning på øerne.
Ved folketællingen i 2010 var 99 % af indbyggerne kiribatiere, mens der fandtes mindre grupper med oprindelse i Tuvalu, Fiji, Nauru, Australien og andre lande.
Sprog
Kiribatierne taler det mikronesiske sprog kiribatisk. Engelsk blev introduceret i kolonitiden. 93 % af befolkningen kunne ved folketællingen i 2010 læse kiribatisk, mens 92 % var skrivekyndige i sproget. I alt 86 % af befolkningen kunne læse, og 74 % kunne skrive engelsk.
Religion
Trossamfund i Kiribati (2010)
Den katolske kirke 55.8 %
Kiribati Uniting Church 33.5 %
Mormoner 4.7 %
Bahai 2.3 %
Syvendedagsadventister 2.0 %
Andre 1.7 %
Der er religionsfrihed garanteret af grundloven. Landet har ingen statsreligion, men den overvejende befolkning er kristne, og kirkesamfundenes stilling i samfundet gør, at kristendommen også sætter sit præg på den offentlige og den politiske sfære. Flere kristne højtidsdage er offentlige helligdage. Offentlige og politiske møder starter ofte med bøn.
De første kristne missionærer fra American Board of Commissioners for Foreign Missions (ABCFM) kom til Abaiang i 1857. ABCFM drev mission på de nordlige Gilbertøer. London Missionary Society (LMS) virkede fra 1870 på øerne i syd, hvor Tamana og Arorae for det meste fortsat er protestantiske, mens katolicismen står stærkere på øerne i nord. Folk fra Nonouti blev kendte med katolicismen efter arbejde på plantager på Tahiti, og i 1888 etablerede også den katolske kirke mission på øerne. Missionsvirksomheden medførte resultater, og ved udgangen af 2. verdenskrig var 95 % af kiribatierne kristne. Til trods for dette eksisterer der fortsat traditionelle religiøse forestillinger.
Den katolske kirke er det største kirkesamfund, efterfulgt af Kiribati Uniting Church. Over halvdelen af kiribatierne er katolikker (55,8 % i folketællingen i 2010), mens en trediedel er protestanter (33,5 % i 2010). 4,7 % af befolkningen er mormoner, mens 2,3 % tilhører bahai og 2 % er syvendedagsadventister (2010). En række andre trossamfund findes også.
I 1917 overtog LMS virksomheden for ABCFM. Det katolske bispedømme Tarawa blev oprettet i 1966. Den selvstændige protestantiske kirke Gilbert Islands Protestant Church blev oprettet i 1968, og da landet blev selvstændigt i 1979, blev den omdøbt til Kiribati Protestant Church (KPC). I 2014 blev kongregationalistiske, evangeliske, anglikanske og presbyterianske retninger indlemmede i den protestantiske kirke, og navnet blev ændret til Kiribati Uniting Church.
Der var traditionelt rivalisering mellem de katolske og protestantiske kirker, og i 1989 blev Kiribati National Council of Churches etableret for at virke for kristen enhed.
Blandt de mindre trossamfund har mormonerne, som kom til øerne i 1976, været i vækst med en tilslutning på næsten 5 % af befolkningen i 2010, mens Church of God har opplevet nedgang. Syvendedagsadventisterne etablerede sig i 1947 og talte 2 % af befolkningen i 2010. Der findes flere mindre pinsemenigheder. Bahai blev introduceret i 1954 og har etableret sig med 2,3 % af befolkningen (2010). Den lille gruppe af Jehovas vidner kaldes Te Koaua.
Islam er en ny religion i Kiribati, og den lille gruppe muslimer (0,1 % i 2010) holder for det meste til på Tarawa.
Historie
De første mennesker, som slog sig ned på øen, kom sandsynligvis i begyndelsen af 1200-tallet. De første europæere var antagelig fra Spanien og kom i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. Man antager, at skibene, som ankom til Kiribati, drev hvalfangst, slaveri og handel. James Cook kaldte en af øerne for Christmas Island, eftersom han landede der den 24. december 1777. Elleve år senere kom kaptajnerne Thomas Gilbert og John Marshall til øgruppen.
I 1800-tallet blev nogle af øerne brugt som base for jagt på hvaler. Men antallet af hvaler blev efterhånden stærkt reduceret, og efter nogle år var det ikke længere aktuelt at drive hvalfangst fra disse øer. Der kom derefter to bølger af missionærer. I 1850 kom den første bølge med missionærer, fra American Board of Commissioners for Foreign Missions til øen, og kristendom blev etableret. Den andre bølge var katolsk, fra "Kongregationen for Jesu og Marias hellige hjerter" (må ikke forveksles med picpuspatrene), og kom i 1888.
I 1892 blev Kiribati et britisk protektorat, og i 1900 begyndte minedrift af fosfat på øen Banaba, som blev annekteret af Storbritannien. I 1916 blev øen slået sammen med Elliceøerne til Gilbert and Ellice Island protectorate. Englænderne igangsatte forflytning af mennesker baseret på en formodet overbefolkning og en tørkeperiode, og flere blev forflyttede til Salomonøerne. Konflikter mellem stammer indbyrdes og mellem katolikker og protestanter kan også have været supplerende argumenter for briternes folkeflytninger.
Under 2. verdenskrig var Kiribati okkuperet af Japan. Slaget ved Syd-Tarawa blev et af de blodigste søslag i 2. verdenskrig, og et hårdt slag for Japan. Efter 2. verdenskrig brugte USA og Storbritannien Kiribati og øerne omkring til at foretage prøvesprængninger af atombomber. Storbritannien sprængte sin allerførste hydrogenbombe på disse øer i 1957. Kort tid efter begyndte Storbritannien at udforske mulighederne for selvstændighed for Gilbert og Ellice. I 1975 skilte Ellice sig fra protektoratet, og i 1977 blev landet uafhængig som Tuvalu.
Kiribati blev selvstændig 12. juni 1979. Stemmeret blev øjeblikkelig indført, og den første præsident (beretitenti) blev Ieremaia Tabai, som blev valgt som 29-årig. Tabai sad i sine tre perioder og gik derefter af i 1991. Hans efterfølger, Teburoro Tito, blev valgt og genvalgt to gange. Imidlertid blev han væltet af et mistillidsvotum efter et år i sin nye præsidentperiode, og han var dermed udelukket fra at blive genvalgt, eftersom han var blevet valgt tre gange.
I marts 2015 blev landet ramt af høje bølger skabte af cyklonen Pam. På Tamana og Arorae blev boliger ødelagte, og på Tarawa og Onotoa blev kystsikring og veje beskadiget.
Politik
Kiribati er en demokratisk republik. I spidsen står en præsident.
Præsidenter
1979-82 Ieremia Tabai
1982-83 Rota Onorio
1983-91 Ieremia Tabai
1991-94 Teatao Teannaki
1994 Tekiree Tamuera
1994 Ata Teaotai
1994-2003 Teburoro Tito
2003 Tion Otang
2003-2016 Anote Tong
2016- Taneti Mamau
Parlamentet
Parlamentet "Maneaba ni Maungatabu" har sit sæde i Sydlige Tarawa på Tarawa.
Forsvar
Kiribati har ingen militære styrker. Australien og New Zealand forestår forsvaret.
Udenrigspolitiske konflikter
Banaba-øen har i længere tid overvejet at kræve overgang til Fiji. Under britisk styre blev størstedelen af indbyggerne tvangsforflyttede til Rabiøen i Fiji, og da selvstændigheden kom, var flere fijianere med banabaisk baggrund interesserede i at få hjemøen ind under Fiji. Kiribatis regering har ikke accepteret dette, men har i stedet givet flere indrømmelser til Banaba. En af dem er at den lokale administration faktisk ligger på Rabiøen, og dermed er Banaba underlagt Fiji administrativt men ikke politisk.
Administrativ inddeling
Enheder (opdelte i tre distrikt): Gilbertøerne, Linjeøerne, Phoenixøerne
Distrikter (opdelte i ø-råd): Banaba, Centrale Gilbertøer, Linjeøerne, Nordlige Gilbertøer, Sydlige Gilbertøer, Tarawa
Ø-råd (et for hver beboet ø): Abaiang, Abemama, Aranuka, Arorae, Banaba, Beru, Butaritari, Kanton, Kiritimati, Kuria, Maiana, Makin, Marakei, Nikunau, Nonouti, Onotoa, Tabiteuea, Tabuaeran, Tamana, Tarawa, Teraina.
Økonomi
Kiribati er et af verdens fattigste lande, og dårlige investeringer med fondet som blev sat op, da fosfatdriften ophørte, har gjort situationen alvorlig for atol-gruppen. Kiribatis indtægter er hovedsagelig indirekte, f.eks. fiskerilicenser i fobindelse med industrielt fiskeri. Desuden er Kiribati med i en række projekter igangsatte af blandt andre FN. Eftersom der kun er ringe mulighed for plantevækst, bortset fra kopra, må Kiribati også importere fødevarer.
Fisketilladelser og eventuel olieforekomst (det bores efter olie) er en relativt vigtig indtægt, eftersom Kiribati strækker sig over 3 millioner kvadratkilometer af hav, som juridisk ligger ind under dem.
Kultur
Kiribati har en traditionel sang- og dansestil, som er relativt unik for dem. Sangen er stort set a capella, som oftest siddende kor, omend stående dans og "hoftedans" (Te Buki'') forekommer. Dans i Kiribati er som oftest stående, med udstrakte arme og få bevægelser med undtagelse af en fugleagtig bevægelse med hovedet.
Kiribati har et herrehold i fodbold, men dette har ikke spillet kampe siden 2003, og er ikke anerkendt af FIFA. Kiribati har været repræsenteret ved OL to gange, i 2004 og i 2008. De stiller for det meste med 100-meterløb, men også vægtløftere. 100-meterløberen Kaitinano Mwemweata var den første, som repræsenterede Kiribati i OL.
Noter
Lande i Oceanien
Republikker |
1155 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mimer | Mimer | Mimer er i den nordiske mytologi en jætte. Mimer var den klogeste af alle og blev gidsel hos vanerne efter krigen med aserne. Han blev halshugget af vanerne, og hans hoved blev sendt tilbage til dem. Det står balsameret ved en af kilderne under Yggdrasil, Mimers brønd, og fik Odins ene øje i pant for sin visdom.
Mimer er søn af Bøltorn og bror til Bestla og er således også Odins morbror.
Jætter
Aser |
1156 | https://da.wikipedia.org/wiki/1598 | 1598 | Konge i Danmark: Christian 4. 1588 – 1648
Se også 1598 (tal)
Begivenheder
7. januar – Boris Godunov overtager tronen i Rusland
21. februar - Boris Godunov krones til zar i Rusland
13. april – Henrik 4. af Frankrig udsteder Nantes-ediktet der giver Huguenotterne udstrakt trosfrihed
Født
Kirsten Munk
Dødsfald
13. september – Philip II af Spanien, spansk konge.
Eksterne henvisninger
98
Artikler om enkelte år |
1157 | https://da.wikipedia.org/wiki/1930%27erne | 1930'erne | Århundreder: 19. århundrede – 20. århundrede – 21. århundrede
Årtier: 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne 1920'erne – 1930'erne – 1940'erne 1950'erne 1960'erne 1970'erne 1980'erne
År: 1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939
Begivenheder
Den økonomiske krise begyndte i 1929 og sluttede på forskellige tidspunkter i 1930’erne.
Kanslergadeforliget indgåes den 30. januar 1933, hvilket blev det mest kendte politiske forlig i Thorvald Staunings regeringstid.
Den 16. marts 1935 blev Versaillestraktaten overtrådt, da Hitler beordrede en genoprustning af Tyskland.
Verdens ledere
Kunst
Personligheder
Kaj Munk
Edvard Weie
Bøger
Film
Algiers, amerikansk dramafilm; Hedy Lamarrs Hollywood-debut film (1938)
Musik
The Ink Spots, amerikansk vokalgruppe dannes.
Eksterne henvisninger
å
Årtier |
1158 | https://da.wikipedia.org/wiki/1920%27erne | 1920'erne | Århundreder: 19. århundrede – 20. århundrede – 21. århundrede
Årtier: 1870'erne 1880'erne 1890'erne 1900'erne 1910'erne – 1920'erne – 1930'erne 1940'erne 1950'erne 1960'erne 1970'erne
År: 1920 1921 1922 1923 1924 1925 1926 1927 1928 1929
Begivenheder
De brølende 1920'ere
Charles Lindbergh flyver som den første alene over Atlanten; fra New York til Paris d. 20.–21. maj 1927. Han fløj i det ombyggede postfly "Spirit of St. Louis".
Wall Street-krakket begynder d. 24. oktober 1929 (Sorte torsdag) og når sit højdepunkt d. 29. oktober (Sorte tirsdag)
Personer
17. maj 1928 - Idi Amin militær diktator i Uganda bliver født. (død 2003.)
Eksterne henvisninger
å
Årtier |
1160 | https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%86bel%C3%B8 | Æbelø | Æbelø ligger i Kattegat ca. 4 km nord for Fyn. Selve øen er 2,09 km². Syd for Æbelø ligger draget Brådet og småøerne Æbeløholm, Dræet og Ejlinge.
Æbelø har en meget speciel geologi. Bl.a. findes lag af plastisk ler afsat i Palæocæn, der gør, at jordlagene nemt glider fra hinanden. Virkningen af det plastiske ler kan man se på Æbeløs skrænter, der glider ned i store trappetrinsformer ud mod havet med det resultat, at bøgeskoven glider med, og de store træer til sidst ender i vandet. Hist og her kan man også se "elefantfodsskred", hvor det plastiske ler flyder ud i sjove former på stranden.
Naturformerne på Æbelø er også ret specielle, da øen ikke har været udsat for stor menneskelig påvirkning. Øen har hovedsageligt været anvendt som græsningsareal for de omkringboendes kreaturer, selv om der også har været fastboere, som dyrkede jorden.
Planterne på Æbelø
Der har længe været en del skov på øen, og da man havde fældet de fleste skove på Nordfyn omkring år 1400, var Æbelø en guldmine med sin skov med mange fine bøge- og egetræer. Selv i dag er Æbelø kendt for sine mange gamle ege, som man ikke finder mage til ret mange andre steder på Fyn. På Æbelø findes også den sjældne plante skælrod, som er en ægte snylter, og den tyndaksede gøgeurt står i fuldt flor i et fyrværkeri af lilla i april-maj. En anden sjældenhed er den smukke, men stikkende plante, strandmandstro. Planten er fredet.
Æbeløs dyreliv
Hele Æbelø er under fredning. Det betyder, at mennesket griber så lidt som muligt ind i naturen. Skoven skal være naturskov, hvor træer, planter og dyr skal udvikle sig frit. Der er store arealer med græsser på Æbelø, hvor man kan være heldig at se flokke af dådyr og mufloner. Der findes mange forskellige sommerfugle og andre insekter på øen. Æbelø var det sidste sted i Danmark, hvor man kunne finde den store og meget specielle bille eghjorten. Eghjorten er ikke set i Danmark siden 1950'erne. I skovsøen og i mange af de andre små vandhuller i skoven myldrer det med lille vandsalamander i april-maj. I klinterne ud mod stranden bygger digesvalerne deres reder, når de kommer tilbage til Æbelø i begyndelsen af maj. Af og til kan man være heldig at se havørnen komme glidende hen over himlen ved Æbelø, og man kan af og til høre ravnens hæse stemme over trætoppene. Ved Æbeløs kyster kan man godt være heldig at fange havørreder, og hvis man kommer på det helt rigtige tidspunkt, er her masser af hornfisk. Man kan tit også få et glimt af sæler og marsvin.
Æbeløs historie
Ralgravning
På Æbelø findes gamle ralgrave, specielt på vestkysten. De stammer fra begyndelsen af det 20. århundrede, hvor man på Æbelø gravede ral til brug ved opførelsen af Lillebæltsbroen (1935). Ingeniørfirmaet Monberg & Thorsen købte retten til at grave ral i 1920'erne, og i 1930 anlagde man et ralværk. Materialet var godt at støbe beton af, da det stort set var frit for organisk materiale.
På Æbelø kan man også stadigvæk se resterne af jernbanesporene, som blev lagt i forbindelse med ralgravningen. Der var to spor: et fra gravene til ralværket og et fra ralværket til havnen. Havnen, der blev anlagt som en mole nogle hundrede meter nord for ralværket, findes ikke mere, men resterne af molen kan stadig ses som en række store sten, der ligger vinkelret på stranden langt ud i vandet på vestkysten af Æbelø. Lystsejlere ankrer ofte op her.
Til transport af ral brugte man tipvogne. Ved molen lagde halvstore skibe til og blev lastet direkte fra tipvognene. Efter krigen, da ralgravningsarbejdet var hørt op, blev sporene og tipvognene stadigvæk brugt til at fragte varerne fra købmand Rasmussens skib (fra Bogense) op til selve øen. Hvor sporene hørte op, blev varerne flyttet over i en hestevogn og dermed fragtet ud til familierne på øen. Tipvognene blev også brugt til at fragte fangsten efter klapjagterne på Æbelø.
Selvom der går rygter om et lokomotiv på Æbelø, der skulle være blevet brugt ved ralgravningen, så findes det ikke længere, og ingen kan længere huske, om det nogensinde nåede frem til øen, og i så fald hvor det blev af... men ældre mennesker fra øen kan fortælle om, hvordan tipvognene blev trukket af heste, dengang vognene blev brugt til transport af varer.
Gamle bygninger på Æbelø
Hvis man går til Æbelø, vil man lige i udkanten af skoven til venstre for stien støde på fundamentet af en ruin. Det var øens gamle skole, der lå her. De fleste bygninger på Æbelø er fjernet, kun Østerhovedhus har fået lov at ligge som en stråtækt bindingsværksruin. Huset er rødt, og vinduerne er blændet af. Bygningen ligger lige syd for Ottetalssøen. Æbeløgård, der er den eneste beboede bygning på øen, ligger ved engen og er smukt restaureret. Her bor øens bestyrer. Herudover findes smedien, en lille stråtækt idyl, der ligger tæt på gården og fyret, der nu er indrettet til gæstebolig.
Ejeren og Æbeløs fremtid
I dag ejes Æbelø af Aage V. Jensens Fonde. De overtog Æbelø og småøerne den 1. maj 1995 efter godsejer Erik W. Grevenkop-Castenskiold. I 1993 blev der rejst fredningssag. I maj 1999 foretog naturklagenævnet besigtigelse og afholdt offentligt møde om den endelige fredning af Æbelø, Æbeløholm, Brådet, Dræet og Dretteholm med omliggende søterritorium. Fredningens formålsparagraf er, at øen skal henligge til naturlig succession.
Før 1995 var Æbelø præget af intensiv jagt. Særlig de mange udsatte ænder, fasaner, dådyr, krondyr og får ødelagde træerne. Den oprindelige bestand af kristtorn forsvandt. Al olden af eg og bøg blev tilsvarende ædt af de udsatte fasaner og gråænder samt klovdyrene.
Der er fældet en del nåletræer for at give plads til naturlige hjemmehørende træarter. Skoven vedligeholdes ellers kun i det omfang, at stierne skal være farbare, f.eks. var det nødvendigt efter orkanen i 1999 at fjerne mange væltede træer fra stierne. Dræn vedligeholdes ikke, hvilket resulterer i en noget mere sumpet og varieret skovbund, der igen resulterer i mange flere forskellige levesteder for både planter og dyr.
Ebbevejen og turisme
Adgangen til Æbelø fra Fyn foregår via den 1,5 km lange ebbevej til Æbelø Holm. Strækningen ligger under vand og er derfor med til at gøre Æbelø til et turistmål. Mellem Æbelø Holm og Æbelø er Brådet. Det er således i alt 4 km fra Fyn til Æbelø, og disse skal forceres til fods. På øen er der en afmærket rute på 4 km.
I 2001 blev indrettet et stenmuseum i en af længerne til Æbeløgård. Her udstillede Holger Garnak sin stensamling, der var indsamlet gennem et helt liv. Stenene er alle indsamlet omkring Æbelø.
I 2009 blev samlingen flyttet til Nordfyns Museum i Bogense.
Eksterne henvisninger / kilder
Æbelø – pdf-folder om Æbeløs natur udgivet af Fyns Amt og Aage V. Jensens Fonde
Naturligvis
Billedgalleri fra Æbelø
Øer i Danmark
Øer i Kattegat
Ramsarområder i Danmark
Nordfyns Kommunes geografi |
1161 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kattegat | Kattegat | Kattegat (svensk: Kattegatt) er et farvand imellem Danmark og Sverige med et areal på ca. 21.000 km². I nord står det via Skagerrak i forbindelse med Nordsøen og i syd med Østersøen gennem Lillebælt, Storebælt og Øresund. Mod vest har det desuden forbindelse med Nordsøen gennem Limfjorden.
Kattegats nordlige grænse mod Skagerrak går ved en linje mellem Grenen og Paternosterskærene NV for Marstrand, og det afgrænses i syd mod Lillebælt af linjen Bjørnsknude-Æbelø, mod Storebælt af linjen Fyns Hoved-Røsnæs og mod Øresund af linjen Gilbjerg Hoved-Kullen, ifølge visse kilder.
Etymologi
Ifølge Den Store Danske Encyklopædi og Nudansk Ordbog stammer navnet fra de hollandske ord (kat) og (hul, gat). Det er afledt af senmiddelalderlig søfartsjargon, hvor kaptajnerne på Hanseforbundets handelsflåder plejede at sammenligne de danske sunde (Storebælt, Lillebælt og Øresund) med et hul så snævert, at selv en kat ville have vanskeligheder ved at klemme sig igennem, ikke mindst på grund af de mange rev og smulte vande, hvilket også talrige gamle skibsvrag minder om. Engang var de farbare vande blot 3,84 kilometer brede. Den københavnske gade Kattesundet har en sammenlignelig etymologi og betegner ligeledes en "snæver passage".
Et gammeldags dansk navn for både Skagerrak og Kattegat var Norgeshav, medens nordmændene omvendt i de gamle sagaer bruger betegnelsen Jótlandshaf ("Jyllandshav"). Antikkens forfattere betegnede den med det latinske navn .
Farvandsbeskrivelse
Til Kattegat løber Gudenåen fra Danmark, og fra Sverige udmunder Götaelven ved Göteborg samt elvene Lagan, Nissan, Ätran og Viskan fra Halland. Øerne Anholt og Læsø med tilhørende grunde deler det nordlige Kattegat i Vester- og Østerrenden. Vesterrenden, som mellem Læsø og Jylland hedder Læsø rende, er lavest med største havdybder på 10-20 m og mange grunde med kun 6-9 m vand.
Østerrenden er langt dybere, idet den ud for Marstrand er lidt over 100 m og sydpå over 50 m over lange strækninger. Også her ligger der dog grunde som f.eks. Fladen grund (6,5 m) og Lille Middelgrund (5,5 m). Kattegat syd for Anholt har en dybde på 20-43 meter, også med større og mindre grunde, som Store Middelgrund (6,5 m), Lysegrunden (6 m), Hasten grund (2 m) og Schultzes grund (3 m). Her ligger også øerne Hjelm ved den jyske kyst og Hesselø nord for Sjælland. De dybe dele fortsætter dels ned i Øresund og dels gennem Samsø Bælt mellem Samsø og Sjælland til Storebælt. I den sydvestlige del af Kattegat er farvandet meget afvekslende med dybe render, mange grunde og flere småøer.
På den jyske kyst danner Kattegat indskæringerne Ålbæk bugt mod nord mellem Grenen og Frederikshavn og Ålborg Bugt mellem Stensnæs, Læsø og Djursland, hvorfra Limfjorden, Mariager Fjord og Randers Fjord udgår. Sydligere er det Ebeltoft vig, Århusbugten med Begtrup vig og Kalø vig samt Horsens fjord. Mod syd findes indskæringerne Odense fjord og Sejerø bugt.
På Kattegats østlige kyst mod Sverige er de største indskæringer Älvefjorden, Kungsbackafjorden, Laholmsbukten og Skälderviken. Nord for Varberg er kysten en skærgårdskyst.
Kattegat er i vore dage et særdeles opmålt og afmærket farvand, hvor alle grunde og rev er godt markeret ved hjælp af fyr eller bøjer.
Besejling
I stille vejr er der i Kattegat en nordgående strøm af brakvand i overfladen og en sydgående, mere saltholdig strøm dybere. Saliniteten i Kattegat er omkring 20 promille, idet overfladevandet ligger mellem 16-21 promille og bundvandet på ca. 30-31 promille. Kattegat har meget ringe tidevand med en forskel på ebbe og flod på kun 10-30 cm. I strenge vintre kan Kattegat være frosset til, men sjældent så meget, at skibsfarten helt ophører.
Især det østlige Kattegat er en "hovedvej" for skibsfarten med stor trafik til farvandets største havn i Göteborg og på forbindelsen mellem Østersøen/Øresund (med Københavns havn) og Skagerrak/Nordsøen foruden en hel del lokaltrafik mellem farvandets havne. Der er desuden en del færgeforbindelser, som krydser Kattegat, hvoriblandt kan nævnes ruten Frederikshavn-Göteborg samt ruter til Norge fra København, Frederikshavn og Kiel. I den sydvestlige del af Kattegat findes den direkte færgefobindelse mellem Sjællands Odde og både Ebeltoft og Århus i Jylland.
Fiskeri
Kattegat har altid været et vigtigt fiskefarvand med fangst af især rødspætter, torsk, sild og makrel. Tidligere fangedes også en del tun, men det sker nu kun sjældent. Der foregår desuden fangst af hummer (jomfruhummer) ved Anholt og Læsø.
Kattegat blev i 2004, sammen med 146 andre områder i verdenshavene – herunder også Østersøen – udpeget til "død zone" af FN's miljøprogram (UNEP) på grund af den store tilførsel af kvælstof og det deraf følgende og tilbagevendende iltsvind.
Naturbeskyttelse
Store dele af Kattegat er i dag underlagt naturbeskyttelse via diverse konventioner, som for eksempel Natura 2000, EU-habitatområder, fuglebeskyttelse- og Ramsar områder eller blot almindelig beskyttelse og fredning. Blandt de store områder kan nævnes Ålborg Bugt (F112 på 177.360 ha), havet syd for Læsø (H9, F10, R10 på 102.714 ha inkl. strandenge), havet nord for Anholt (H42, F32, R12 på 47.878 ha inkl. Anholt selv), Sejerø Bugt (ca. 44.500 ha inkl. de omkringliggende områder), Horsens Fjord og havet øst herfor (45.823 ha), Lillebælt (H96, F47, R15, på 35.043 ha) og det centrale Storebælt (H100, F73, F98 på 62.311 ha inkl. Vresen).
Øer i Kattegat
Se også
Boblerev
Kattesundet
Lillebælt
Skagerrak
Storebælt
Søgat
Øresund
Referencer
Fredede arealer i Danmark |
1162 | https://da.wikipedia.org/wiki/Br%C3%A5det | Brådet | Brådet er en landtange mellem Æbeløholm og Æbelø i Kattegat. Landtangen eller draget er sjældent oversvømmet. Den er dannet af sand fra Æbeløs kyst, som med strømmen bliver ført rundt om øen og aflejret på Æbeløs sydside. Nogle steder er der spor efter havets overskyldning. Fra Æbeløholm går der et traktorspor til Æbelø. I dag henligger Æbelø, Brådet og Dræet som urørt natur efter at Aage V. Jensens Fonde i 1995 overtog dem, med det formål at give naturinteresserede et sted at dyrke deres interesser, og samtidig følge forandringerne fra de menneskelige aktiviteter, til urørt natur. Kysten ved Brådet er velegnet til lystfiskeri.
Lokaliteter i Nordfyns Kommune
Halvøer i Danmark |
1163 | https://da.wikipedia.org/wiki/Dr%C3%A6et | Dræet | Dræet er en småø syd for Æbelø i Kattegat. Øen har været ubeboet siden 1960, men der er stadig rester af bygninger på øen. Den blev købt af Aage V. Jensens Fonde i 1995 og er fredet. Øen er forbundet med Lindø på Fyn via en ebbevej.
Noter
Øer i Danmark
Øer i Kattegat
Nordfyns Kommunes geografi |
1164 | https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%86bel%C3%B8holm | Æbeløholm | Æbeløholm er en ubeboet småø nordøst for Bogense og syd for Æbelø i Kattegat.
Via en ebbevej fra Lindø på Fyn er det muligt at vade over til øen, der med landtangen Brådet, der kun sjældent er oversvømmet, er forbundet med Æbelø. Landtangen eller draget sørger for, at sand og sten skylles videre til øens østlige og vestlige side og er dermed årsag til, at Æbeløholm vokser sig større.
Øer i Danmark
Øer i Kattegat
Nordfyns Kommunes geografi |
1166 | https://da.wikipedia.org/wiki/1400 | 1400 | Regent i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Se også 1400 (tal)
Begivenheder
Henrik 4. af England kuer oprør.
Jean Froissart skriver Chronicles.
Medici familien bliver magtfuld i Firenze, Italien.
Født
Dødsfald
25. oktober (formodet dato) – Geoffrey Chaucer, engelsk poet (født cirka 1340).
14. februar - Richard 2. af England fra 1377 til 1399, myrdes (født 1367).
Eksterne henvisninger
00
Artikler om enkelte år |
1167 | https://da.wikipedia.org/wiki/1401 | 1401 | Regent i Danmark: Margrete 1. 1387-1412 og formelt Erik 7. af Pommern 1396-1439
Se også 1401 (tal)
Begivenheder
Margrete træder tilbage som formynder, men fortsætter med nærmest uændret indflydelse til sin død.
Wittelsbacheren Ruprecht af Pfalz bliver konge i det tysk-romerske rige, en post han besidder til 1410.
Wennemar Hasenkamp von Brüggeneye afløses af Konrad von Vietinghof som Den Liviske Ordens landemester.
24. marts - Den mongolske storkhan Timur Lenk indtager Damaskus.
Født
12. maj - Kejser Shoko af Japan fra 1412 til sin død (dør 30. august 1428).
Adolf 8. af Holstein, dansk greve (dør 4. december 1459).
Nikolaus von Kues, tysk kardinal (dør 11. august 1464).
27. oktober - Katherine af Valois, senere engelsk dronning (dør 3. januar 1437)
21. december - Masaccio, italiensk maler (død i efteråret 1428).
Dødsfald
20. oktober - Fetaljebrødrenes anfører Klaus Størtebeker halshugges (født ca. 1360).
Eksterne henvisninger
01
Artikler om enkelte år |
1168 | https://da.wikipedia.org/wiki/Fyn | Fyn | Fyn (gl. stavemåde Fyen, latin: Fionia), er Danmarks tredjestørste ø og har et areal på 3.099 km², mens indbyggertallet er 469.947. Fyn er omgivet af det Sydfynske Øhav, Lillebælt, Kattegat, Storebælt og Lundeborgbæltet. Omkring Fyn ligger Langeland, Thurø, Tåsinge, Æbelø, Ærø, Strynø samt cirka 90 andre småøer. Det højeste punkt på Fyn er Frøbjerg Bavnehøj på 131 meter.
Indbyggerne på Fyn kaldes fynboer. I historien beskrives fynboerne som hyggelige, letlevende og muntre.
Historie
Fyns historie har været kendetegnet af den rige landbrugsjord, de mange købstæder og rollen som trafikknudepunkt. Derudover er Fyn det sted i Danmark med flest herregårde.
Mange af de ældre landsbyer er velbevarede.
Tidligere var Fyn et selvstændigt amt, men med kommunalreformen i 2007 blev Fyn en del af Region Syddanmark.
Største byer
Øens største byer ordnet efter indbyggertal (pr. ):
Odense: *
Svendborg: *
Nyborg: *
Middelfart: *
Faaborg: *
Assens: *
Kerteminde: *
Ringe:
Munkebo:
Otterup:
Bellinge:
Strib:
Langeskov:
Bogense: *
Årslev:
Glamsbjerg:
Aarup:
Vissenbjerg:
Søndersø:
Nørre Aaby:
Byer markeret med * er forhenværende købstæder.
Fynske dialekter
Fynsk er en fællesbetegnelse for de dialekter af dansk, der tales på Fyn og nærliggende øer. Der skelnes normalt mellem mindst fire dialekter på selve Fyn: Øst-, nord-, syd- og vestfynsk – samt desuden tåsingsk, ærøsk og langelandsk. Vestfynsk kan desuden opdeles i nordvest- og sydvestfynsk. Men der er – eller har været – stor lokal varians inden for hovedgrupperne selv inden for kort afstand, f.eks. mellem enkelte landsbyer. De fynske dialekter udgør sammen med dialekterne på Sjælland og Lolland-Falster de såkaldte ømål.
På Fyn – og de omliggende øer – indeholder dialekterne endnu tre grammatiske køn: Han-, hun- og intetkøn. Dette gælder også dialekterne lollandsk og falstersk, hvad formentligt skyldes, at fynsk historisk har øvet indflydelse på lollandsk og falstersk, idet Odense fra middelalderen og frem til 1803 var bispesæde og administrativt centrum for Lolland-Falster. Til sammenligning indeholder rigsdansk kun to grammatiske køn: Fælles- og intetkøn.
Hankønsartiklen i ubestemt form er ei, og endelsen i bestemt form er -ei(i): Ei mar, mar'i, ei post, posti, ei vogn, vogni, ei ovn, ovni, ei kat, katti, ei mån*, måni (mand, post, vogn, ovn, kat, måne) osv. Afhængigt af stødgrænsen er der stød eller ikke i visse af ordene.
Se også
Fynshoved
Hindsholm
Liste over beboede danske øer
Nordfyn
Sydfyn
Sydøstfyn
Fyn (dokumentarfilm)
Eksterne henvisninger
Historisk Atlas – en interaktiv guide til lokal- og kulturhistorie i det sydlige Danmark
Om den fynske dialekt
Nicolai Jonge: Danmarksbeskrivelse, 1777
Kilde |
1169 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mikronesien | Mikronesien | {{Infoboks land
| wikidata = indbyggertal, leder, bnp, bnp pr indbygger
| ref=ja
| lokalt_navn = Federated States of Micronesia
| konventionelt_lang_navn = Mikronesiens Fødererede Stater
| almindeligt_navn = Mikronesien
| billede_flag = Flag_of_the_Federated_States_of_Micronesia.svg
| billede_våbenskjold = Seal of the Federated States of Micronesia.svg
| symbol_type =
| symbol_type_artikel =
| billede_kort = Map_of_the_Federated_States_of_Micronesia_CIA.jpg
| kort_bredde = 250px
| kort_tekst =
| billede_kort2 =
| kort_bredde2 =
| kort_tekst2 =
| nationalt_motto = Peace, Unity, Liberty(Engelsk: Fred, enhed, frihed)
| nationalmelodi = Patriots of Micronesia
| kongesang =
| andet_symbol_type =
| andet_symbol =
| hovedstad = Palikir
| bredde_d= 06 |bredde_m= 55 |bredde_ns= N |længde_d= 158 |længde_m= 09 |længde_øv= E
| største_by = Palikir
| største_bosættelse =
| største_bosættelse_type =
| officielle_sprog = Engelsk
| nationalle_sprog =
| regionale_sprog =
| sprog_type =
| sprog =
| sprog_sub =
| etnicitet =
| etnicitet_år =
| demonym =
| lovgivende =
| overhus =
| underhus =
| regeringsform = Demokratisk Étkammer-Republik
| leder_titel1 = Præsident
| leder_navn1 = David Panuelu (fra 2019)
| leder_titel2 = Vicepræsident
| leder_navn2 = Yosiwo George
| leder_titel6 =
| leder_navn6 =
| uafhængighedsform = Uafhængighed
| uafhængighedsnote =
| etableret_begivenhed1 = Fra USA
| etableret_dato1 = 3. november 1986
| etableret_begivenhed2 =
| etableret_dato2 =
| etableret_begivenhed9 =
| etableret_dato9 =
| areal_placering =
| areal_størrelse =
| areal =
| procent_vand = Ubetydeligt
| areal_fodnote =
| areal_label2 =
| areal_data2 =
| befolkningstal_anslået =
| befolkningstal_anslået_år =
| befolkningstal_anslået_placering =
| befolkningstal_folketælling =
| befolkningstal_folketælling_år =
| befolkningstæthed =
| befolkningstæthed_placering =
| BNP_KKP_år =
| BNP_KKP =
| BNP_KKP_placering =
| BNP_KKP_pr._indbygger =
| BNP_KKP_pr._indbygger_placering =
| BNP_nominelt =
| BNP_nominelt_placering =
| BNP_nominelt_år =
| BNP_nominelt_pr._indbygger =
| BNP_nominelt_pr._indbygger_placering =
| Gini =
| Gini_placering =
| Gini_år =
| Gini_kategori =
| HDI_år =
| HDI =
| HDI_placering =
| HDI_kategori =
| valuta = US dollar
| valutakode = USD
| tidszone =
| utc_forskel = +10
| tidszone_sommertid =
| utc_forskel_sommertid = +10
| sommertid_note =
| antipoder =
| dato_format =
| kører_på =
| internetdomæne = .fm
| telefonkode = 691
| kendingsbogstaver_(bil) = - -
| luftfartøjsregistreringskode = V6
| iso3166kode =
| billede_kort3 =
| fodnoter =
| fodnote1 =
| fodnote2 =
| fodnote7 =
| CCTLD =
}}
Mikronesien (officielt: Mikronesiens Fødererede Stater, Federated States of Micronesia'') er en ø-stat, beliggende i Oceanien.
Østaten ligger i det større område af Stillehavet, der ligeledes går under betegnelsen Mikronesien, som yderligere omfatter østaterne Guam, Kiribati, Marshalløerne, Nauru, Nordmarianerne og Palau.
Østaten Mikronesien omfatter størstedelen af øgruppen Carolinerne, som efter USAs erobring af øerne under 2. verdenskrig efterfølgende blev opdelt i Palau (den mindre vestlige del) samt østaten Mikronesien (den resterende og meget omfattende del).
Østaten Mikronesien omfatter godt 600 øer opdelt i en række mindre øgrupper, som befinder sig i et ca. 2000 km langt øst-vestgående bælte der er op til omkring 400 km i nord-sydlig retning, der ligger umiddelbart nord og nordøst for New Guinea. Det samlede areal er blot 702 km², hvilket svarer til blot halvdelen af Færøerne og lidt mindre end Falster og Møn tilsammen. Hovedøen Pohnpei ligger ca. 3.250 km øst for Filippinerne og ca. 2 000 km nordøst for Papua Ny Guinea. Pohnpeis geografiske koordinater er 6°51' N og 158°13' Ø.
Klimaet er tropisk, varmt og fugtig. Regntiden varer store dele af året med nedbør i alle årets måneder. Området er blandt de steder hvor der falder mest nedbør i verden.
Historie
Øerne har været beboet af mennesker siden slutningen af det 3. årtusinde f.Kr.. Det antages, at der i den førkoloniale tid fra øen Yap har var et samfund der udviklede sig til et større statsvæsen i regionen.
Portugieserne kom i det 16. århundrede som de første europæere til Mikronesien. Øerne blev opdaget af portugisiske opdagelsesrejsende i det 16. århundrede. Øerne blev senere opdaget af spanske opdagelsesrejsende og øerne kom under spansk herredømme. 1696 blev øerne taget i besiddelse af Spanien. Efter Den spansk-amerikanske krig solgte Spanien øerne 1899 til Tyskland. Det daværende Tyske Kejserrige gjorde øerne til en del af sin koloni Tysk Ny Guinea. Et oprør den 18. oktober 1910 på øen Ponape (Pohnpei) blev med vold slået ned af det tyske militær. Den 23. februar 1911 skød tyske soldater 15 øboere som straf for optøjerne. Gravstedet med de 15 henrettede er i nutiden et nationalt mindesmærke.
Under den 1. verdenskrig blev øerne besat af Japan, som beholdt forvaltningsmandatet over øerne efter Versailles-freden i 1919. Chuuk var da hovedsædet i den japanske Nan'yo Cho (Det Japanske stillehavsmandat). I juli 1921 flyttede forvaltningen til Koror.
Under den 2. verdenskrig blev øerne brugt som fly og flådebase af Japan og USA erobrede området i 1944.
Fra 1947 til 1994 blev hele Carolinerne tilsynsområde under FN, USAs tilsynsområde i Stillehavet (Trust Territory of the Pacific Islands).
Den 10. maj 1979 blev den autonome føderation Mikronesien oprettet med lokalt selvstyre og landet blev en selvstændig stat den 3. november 1986. 1991 blev øriget medlem af FN.
Administrativ opdeling
Landet er opdelt i fire delstater:
De enkelte delstater er hver opdelt i mindre administrative enheder, benævnt municipalities.
Se også
Mikronesiens præsidenter siden 1979
Verdens lande
Mikronesien (område)
Pingelap
Kilder og eksterne henvisninger
Government of the Federated States of Micronesia – regeringens officielle website
Moon Handbooks Micronesia
Map of Micronesia
Føderale republikker |
1174 | https://da.wikipedia.org/wiki/Heltal | Heltal | Heltal er tal der kan skrives uden brug af brøker eller decimaler. De er en udvidelse af de naturlige tal ; hvis man begrænser sig til kun at bruge de naturlige tal, vil der være visse subtraktioner der ikke kan beregnes (når man trækker et større tal fra et mindre). For at sådanne regnestykker skal give mening, er det nødvendigt at udvide de naturlige tal med ikke blot tallet 0, men også de negative hele tal.
Indenfor matematikken opererer man med en talmængde, kaldet (Unicode ℤ), som omfatter alle hele tal, positive som negative samt nul.
Generaliseringer
Et gaussisk heltal er et komplekst tal (a + ib) hvor både reel-delen (a) og imaginær-delen (b) er almindelige heltal, for eksempel, 1, 2, 1+2i, 10i, 17 − 8i.
Et eisensteinsk heltal er et komplekst tal af formen a +wb, hvor w er
Hvis et tal er et almindeligt heltal er det også et gaussisk og eisensteinsk heltal.
Bøger
Carstensen, Jens & Frandsen, Jesper (1990): Obligatorisk matematik. Forlaget Systime, Herning.
Holth, Klaus m.fl. (1987): Matematik Grundbog 1. Forlaget Trip, Vejle.
Referencer
Se også
Heltal (Computer)
Tal
Elementær matematik |
1175 | https://da.wikipedia.org/wiki/Rationale%20tal | Rationale tal | Inden for matematikken omfatter de rationale tal alle tal, der kan skrives på formen hvor er et heltal og er et naturligt tal. Dette omfatter heltal samt brøker. Mængden af rationale tal betegnes ℚ (fra italiensk quoziente "kvotient") og er med mængdenotation defineret således:
.
Enhver endelig eller periodisk decimalbrøk er et rationalt tal, f.eks. er
.
.
Alle andre reelle tal kaldes for de irrationale tal.
Aritmetik
To rationale tal og er lig hinanden, hvis og kun hvis .
De rationale tal er et legeme, da det er en ring med multiplikativ invers:
Bøger
Carstensen, Jens & Frandsen, Jesper (1990): Obligatorisk matematik. Forlaget Systime, Herning.
Holth, Klaus m.fl. (1987): Matematik Grundbog 1. Forlaget Trip, Vejle.
Referencer
Tal
Elementær matematik |
1176 | https://da.wikipedia.org/wiki/GNU%20Hurd | GNU Hurd | GNU Hurd er et styresystem, som bygger på kernen Hurd og en række basisværktøjer fra GNU-projektet. Hurd er bygget på mikrokerne-teknik. Hurds mikrokerne er GNU Mach.
Da der bruges eksisterende GNU-programmer til systemet, vil en bruger ikke mærke den store forskel på GNU Hurd og GNU Linux. Hvis man på den anden side vil eksperimentere med et styresystem, er Hurd mere tilgængelig. Man kan aktivere nye dele af systemet som for eksempel et filsystem uden specielle rettigheder. Med mindre man er superbruger på systemet, vil andre brugere ikke kunne mærke forskel.
For tiden er Hurd kun udviklet på basalt niveau – utilstrækkeligt for normal brug af en computer. Der findes ikke en officiel Hurd-distribution endnu, men projektet Debian arbejder på en. Der kan hentes foreløbige ISO-filer til installation af Hurd. Installationsprogrammet er stadig baseret på GNU Linux.
Eksterne henvisninger
http://www.gnu.org/software/hurd/hurd.html
http://hurd.gnufans.org/
http://www.debian.org/ports/hurd/
Unix-varianter
Frie styresystemer |
1177 | https://da.wikipedia.org/wiki/Linux | Linux | Linux er en UNIX-lignende styresystemkerne, som er POSIX-kompatibel. Kombineres Linux-kernen med GNU-systemet har man et komplet styresystem benævnet GNU/Linux. Mange siger bare "Linux" om hele styresystemet (kerne og hjælpeværktøjer), men det mener nogle er en uskik (se Linux-GNU/Linux-navnestriden).
På et sådant styresystem kan man køre mange forskellige applikationer og langt de fleste GNU/Linux-distributioner til kontor-pc'er starter som udgangspunkt op i den grafiske brugerflade X (The X Window System eller X11), som kommer fra en tredje kilde. En GNU/Linux-distribution til kontor-pc'er har ofte en hel del fri programmer med herunder kontorpakken LibreOffice, webbrowseren Firefox, e-postklienterne Thunderbird og Evolution, grafikprogrammet Gimp samt mange flere.
Linux-distributionerne har traditionelt deres største udbredelse på servere, men er hastigt på vej på almindelige pc'er. Der findes mange forskellige Linux-distributioner. Flere af de større distributioner har også et dansk installeringsprogram. Anvender man et af de gængse skrivebordsmiljøer som GNOME og/eller KDE, har man normalt automatisk en komplet dansk brugerflade, dog bortset fra enkelte applikationer, som måske ikke er oversat. Bemærk at mange distributioner blander fri software med lukket, proprietært software. Nogle indeholder dog kun frit programmel og kaldes frie distributioner.
Pingvinen Tux, som er maskot for Linux (der findes dog andre, knap så almindelige) blev skabt af Larry Ewing i 1996.
Introduktion
Linux-projektet blev startet i 1991 af finnen Linus Torvalds, som fik den gode idé at bede andre om at hjælpe via internettet. Kildekoden var offentligt tilgængelig, og det har efterhånden fået mange tusinde til at deltage i projektet med at videreudvikle Linux-kernen. Udviklingen af Linux-kernen foregår stadig i et internationalt miljø af interesserede programmører. Dog er mange af de vigtigste programmører i dag ansat af forskellige virksomheder, der har en interesse i at støtte udviklingen af Linux-kernen. Det er også årsagen til den juridiske strid, der er i gang imellem SCO (der ejer nogle af licensrettighederne til Unix) og IBM. SCO beskylder IBM (og andre virksomheder) for at have kopieret kildekode fra Unix ind i Linux, men har ikke leveret beviser for påstanden.
Linux-kernen blev oprindeligt kun udviklet til Intel-baserede pc'er, men sidenhen er den udviklet til at kunne bruges på næsten alle computertyper fra indlejrede mikrosystemer til store mainframes. Kernen udmærker sig ved at være frit tilgængelig, relativt stabil (i det mindste på x86), og der er fri adgang til kildekoden, som er sikret ved hjælp af GPL, som er en fri software-licens.
Opbygningen er traditionelt blevet karakteriseret som en monolitisk kerne i modsætning til en mikrokerne.
Historie
I 1983 startede GNU-projektet, som kan siges at være basen for, at Linux kunne blive til. Kort fortalt havde dette projekt til formål at skabe et UNIX-lignende styresystem. Der blev lavet flere forsøg med forskellige kerner (f.eks. Trix, Hurd og Mach Microkernel), dog uden de bedste resultater.
Manglen på GNU kernen inspirerede i 1991 Linus Torvalds til at påbegynde udviklingen af en ny kerne, der senere skulle blive til Linux. Torvalds studerede på daværende tidspunkt på universitet i Helsinki og arbejdede til daglig med Minix, som er en simplificeret UNIX, udviklet af Andrew Tanenbaum til brug i undervisningsøjemed. Tanenbaum tillod dog ikke andre at udvide sit styresystem, hvilket gav Torvalds drivkraft til at udvikle sit eget.
Som binære filer – dvs. programmer, der kan eksekveres – lå Linux på en diskette, som det kunne startes fra uafhængigt af det styresystem, der i forvejen måtte være installeret. Terminalen kørte to tråde – en til at modtage signaler og en anden til at sende signaler til en serielport. Da Torvalds fik behov for at arbejde med filer på diskene, udvidede han terminalemulatoren med filhåndtering. Efter dette blev systemet gradvist udvidet indtil det blev til en komplet kerne til et styresystem som overholdt POSIX-standarderne. Den første version af Linux-kernen (0.01) blev frigivet til internettet den 17. september 1991 med anden version allerede i oktober. Siden da har tusindvis af udviklere verden over hjulpet med projektet. Eric S. Raymond har skrevet bogen The Cathedral and the Bazaar, som omhandler Linux-kernens model og lignende software.
Ved version 0.01 havde Torvalds implementeret POSIX-modellen tilstrækkeligt til at kunne køre GNU's Bash shell; efter bootstrappingen accelererede udviklingen drastisk. En computer skulle normalt køre Minix før man kunne configurere, compile og installere Linux. Tidligere versioner af Linux krævede, at der var et styresystem til stede på harddisken for at kunne boote (starte) den, men snart kom der uafhængige bootloader, hvoraf de mest kendte er Lilo og Grub. Der gik ikke lang tid før Linux overhalede Minix i funktionalitet; Torvalds og andre af de første kerne-udviklere udvidede supporten af GNU-elementer og brugerflade-programmer for at skabe et fuldt funktionelt styresystem.
Den dag i dag udvikler Torvalds stadig på kernen, mens andre undersystemer er GNU-komponenter udviklet separat. Delen med at sammensætte et fuldt integreret system med grafisk brugerflade (fx GNOME og KDE som bygger over X-serveren, som er en Window Manager) med videre, er noget der i dag håndteres af de forskellige distributioner.
Navnets oprindelse
Valget af navnet Linux er en konsekvens af Linus Torvalds eget navn Linus, samt et x der repræsenterer tilhørsforholdet til Unix. Som et kuriosum kan det nævnes, at Linus Torvalds oprindeligt havde planer om at offentliggøre Linux under navnet Freax (Free, freak og x fra Unix). Ari Lemmke, der stillede serverplads til rådighed for den første offentlige udgave, var dog ikke tilfreds med dette navn, og gav i stedet Linus Torvalds adgang til et katalog med navnet linux.
X'et fra Linux har en lang historie. Det stammer som nævnt fra styresystemet Unix, der dog før hed Unics (Uniplexed Information and Computing Service). Unics blev udviklet i 1969 med inspiration fra det eksisterende styresystem Multics (Multiplexed Information and Computing Service), hvorfra også navnet kommer. I 1987 udviklede Andrew Tanenbaum Minix, en Unix-klon med bærer af det berømte X, og det var det styresystem, der i 1991 gav Linus Torvalds inspiration til at skabe Linux.
Udtale
Linux udtales normalt som det staves. Denne udtale er også i danske kredse regnet for korrekt. Det kan i lydfilerne på linuxkernens hjemmeside høres hvordan Torvalds selv udtaler Linux på henholdsvis engelsk og svensk.
Licens
Linux-kernen samt størstedelen af GNU-komponenterne er under GNU General Public License (GPL), som er en licens som anvendes til det meste opensource software. Linus' oprindelige licens, der blev brugt til og med version 0.11, udelukkede enhver form for kommerciel brug.
Distributioner
Der findes flere forskellige afarter af Linux. Disse afarter – eller mærker – kaldes distributioner. Valget af distribution har altid været debatteret i Linux-samfundet. Mangfoldigheden er stor, men de fleste Linux-brugere vælger en distribution der er baseret på enten deb-pakker eller rpm-pakker. Deb-pakker benyttes af familien af Debian-baserede systemer fx Ubuntu, mens rpm-pakker er baseret på Red Hat Linux's pakkesystem, som bl.a. anvendes i Fedora og Mandriva (navneskift fra Mandrake Linux)). I praksis er forskellen mellem deb-baserede distributioner og rpm-baserede distributioner dog lille.
Endelig er der mere teknisk orienterede brugere der vælger at oversætte linux-kernen og evt. tilhørende software selv.
Der er et nærmest uanet hav af mulige valg af distributioner, valget afhænger både af personlige præferencer og computerens formål. Normalt anbefales det nye brugere, som bare skal bruge en pc, at vælge en af de store distributioner som fx Ubuntu, Fedora (tidligere kendt som Red Hat Linux), Mandriva, eller openSUSE. Især Ubuntu er blevet meget populær, og anses for et sikkert valg for nye brugere.
Portabilitet
Oprindelig havde Linus Torvalds tænkt Linux som en kerne kun til 386 (Intel processorarkitektur), men sidenhen er Linux blevet tilpasset bl.a.:
Intel/AMD x86
x86-64 (AMD's AMD64 og Intels EM64T)
IA-64
ARM
DEC Alpha
ESA/390
Motorola 68K
MIPS
PA-RISC
PowerPC
SuperH
SPARC
Windows-applikationer i et linuxmiljø
Mange tidligere Windows-brugere har behov for at køre Windows-applikationer. Den enkleste løsning er Wine, som er gratis, og de kommercielle programmer Crossover Office og Cedega. Disse gør applikationerne kompatible ved at reimplementere Windows API i Linux. Mange programmer kan i dette miljø køre lige så hurtigt som på en Windows-maskine, og i enkelte tilfælde hurtigere. Styrken ved denne løsning er, at programmerne ikke kræver en installation af Windows, og dermed heller ingen licens. Svaghederne er at det ikke er et 100% kompatibelt system.
En anden mulighed er Win4Lin, et kommercielt program som konverterer Windows API sådan at den kører indenfor Linux frem for at reimplementere denne. Dette kræver at Windows er installeret, ikke som styresystem men som et program i Linux. Windows køres så i et vindue, og i dette vinduet kan man åbne alle Windows-applikationer. Programmet støtter alle versioner af Windows til og med XP, men der er per august 2005 fortsat problemer med at bruge det i et netværksmiljø ligesom man må gennem en anden server.
Et tredje alternativ er at bruge en virtuel maskine, hvor man kører hele Windows fra Linux (emulering).
Svaghederne med en emulatorløsning er, at man kan risikere kraftig nedsat hastighed. Man må installere Windows for at dette skal fungere. Windows-programmer som køres på denne måde kan ikke fuldt integreres i Linux-skrivebordet. Man kan for eksempel ved højreklik i Linux ikke vælge at åbne en fil med et program, der er installeret i en virtuel Windows-installation.
Frie distributioner
Der er et stort udvalg af helt frie GNU/Linux-distributioner (nogle gange forkortet "distro"), som kun har frie programmer, softwarepakker osv., såsom Debian eller Trisquel.
Lederen af GNU-projektet Richard Stallman bruger f.eks. distroen kaldet Trisquel på sin IBM ThinkPad X60.
Når man snakker om fri software i denne sammenhæng, må det ikke forveksles med gratis software. Fri software er en generel betegnelse for open-source software publiceret med en fri software licens, som f.eks GPL eller lignende licenser.
Se også
Filesystem Hierarchy Standard
Kernel
Fri software
Eksterne henvisninger
Friheden til at skrive bøger – frit tilgængelige bøger om Linux (ikke opdateret siden 2004).
Referencer
Frie styresystemer |
1178 | https://da.wikipedia.org/wiki/GNU%20General%20Public%20License | GNU General Public License | GNU General Public License (forkortes ofte GPL) er en softwarelicens, der er den mest udbredte til fri software- og open source-programmer. Licensen er udarbejdet af Free Software Foundation til brug i GNU-projektet.
Baggrunden for GPL er at give brugeren en række friheder og sikre, at disse friheder også gælder for afledte værker. Den slags licenser kaldes for Copyleft.
Se også
GNU Lesser General Public License
GNU Free Documentation License
Henvisninger/kilder
GNU General Public License
Immaterialret
Fri software-licenser |
1179 | https://da.wikipedia.org/wiki/GNU | GNU | GNU er et fri software Unix-lignende styresystem. Kombineret med Linuxkernen udgør GNU GNU/Linux, der ofte blot benævnes Linux. Den officielle kerne, der hører til GNU er dog Hurd. Projektet omkring GNU blev startet af Richard M. Stallman i 1983 og har som formål at skabe et styresystem, hvor brugerne tillades frit at undersøge og modificere kildekoden, samt at videredistribuere disse modifikationer.
GNUs maskot er en gnu.
Navnet
Navnet GNU er et rekursivt akronym, der står for GNU's Not Unix (GNU er ikke Unix).
Forkortelsen er et ordspil på velkendte programnavne indenfor UNIX-verdenen. Et særdeles udbredt program, som anvendes til at skrive oversættere (engelsk: compiler), hed "Yet Another Compiler Compiler" altså "YACC". Efterfølgeren hertil blev kaldt "Bison". Bemærk, at GNU's styresystem Hurd følger trenden (HURD står for HIRD of Unix-Replacing Daemons, hvor HIRD står for HURD of Interfaces Representing Depth, sådan at de to akronymer er gensidigt rekursive).
Historie
Unix var navnet på et proprietært operativsystem allerede i udstrakt brug. Siden teknologien som lå til grund havde vist sig at være teknisk god blev GNU-systemet designet til at være kompatibelt med det. Unix-arkitekturen tillod at GNU blev skrevet som individuelle programvarekomponenter; komponenter som allerede var frit tilgængelige som fx TeX typesettingssystemet og X Windows grafiske system, kunne blive tilpasset og genbrugt, andet ville blive skrevet fra begyndelsen.
For at sikre sig at GNU-programvaren ville forblive fri for alle brugere til at køre, kopiere, modificere og distribuere, ville projektet blive frigivet under en licens som var designet til at give alle de rettigheder og samtidig forhindre at det blev pålagt yderligere restriktioner. Denne idé blev kaldt copyleft, og blev taget ind i GNU General Public License (GPL).
I 1985 stiftede Stallman Free Software Foundation (FSF), en organisation med det formål at give logistisk, juridisk og finansiel støtte til GNU projektet. FSF har også hyret programmører udefra til at bidrage til GNU. En stor andel af udviklingen blev (og bliver) gjort af frivillige. I de senere år er GNU blevet mere kendt, og interesserede firmaer er begyndt at bidrage til udviklingen eller sælge GNU-programvare og give teknisk støtte.
I 1990 havde GNU-systemet en tekstbehandler (Emacs), en meget succesrig optimaliseringskompilator (GCC), og det meste af kernebibliotekerne og værktøjerne til en standard Unix-distribution. Hovedkomponenten som fortsat manglede var kernen.
Komponenter
GNU-systemet omfatter komponenter som GNU Compiler Collection (GCC), GNU C Library (glibc) og GNU Core Utilities (coreutils).
Systemet indeholder også nogle populære programmer og samlinger som GNU Debugger (GDB), GNU Binary Utilities (binutils) og GNU Bash shell.
Se også
Free Software Foundation
GNU/Linux
GNU/Hurd
GNU Free Documentation License
GNU General Public License
Referencer
Eksterne henvisninger
GNU's websted
GNU-projektets filosofi
UNIX
Immaterialret
Datalogi |
1180 | https://da.wikipedia.org/wiki/Computerprogram | Computerprogram | Et stykke computersoftware eller kortere software også kaldet programmel, udgøres af et eller flere computerprogrammer. Et computerprogram eller kortere program er en samling processorinstruktioner som sætter computeren i stand til at løse en bestemt opgave. Dette er i kontrast til fysisk hardware, af hvilken systemet er bygget og faktisk udfører arbejdet. Indenfor datalogi og softwareudvikling omfatter software computerprogrammer, systemprogrammer, hjælpeprogrammer, programbiblioteker og relaterede ikke-udførbare data, såsom online dokumentation eller digitale lagringsmedier. Computerhardware og software forudsætter hinanden og ingen af dem kan realistisk set anvendes alene.
På det laveste programmeringsniveau haves udførbar kode bestående af maskinsprogsinstruktioner, der afvikles af en individuel processor — typisk en central processing unit (CPU) eller en graphics processing unit (GPU). Et maskinsprog består af grupper af binære værdier, som indikerer processorinstruktioner, der under afvikling ændrer computerens tilstand fra den forgående tilstand. Fx kan en instruktion ændre værdien lagret i et bestemt lagerposition i en computer — en effekt som ikke direkte kan observeres af en bruger. En instruktion kan også udføre et kald; fx en af de mange input- eller output-operationer, fx udlæse noget tekst på en computer udlæsningsenhed; hvilket viser en tilstand som er synlig for brugeren. Processoren afvikler instruktionerne i den rækkefølge de modtages, medmindre processoren instrueres i at "hoppe" til en anden instruktion, eller bliver interruptet af styresystemet. har de fleste PCere, smartphone enheder og servere processorer med flere processorkerner.
Det meste software skrives i højniveauprogrammeringssprog. Højniveauprogrammeringssprog er lettere og mere effektive for programmører og softwareudviklere, fordi de er tættere på naturlige sprog end maskinsprog.
Højniveauprogrammeringssprog oversættes til maskinsprog ved at anvende en compiler eller en fortolker - eller en kombination af begge. Software kan også skrives i et lavniveau assemblersprog, som har en stærk korrespondance til computerens maskinsprogsinstruktioner og bliver oversat til maskinsprog ved at anvende en assembler.
Historie
En skitse (algoritme) for hvad som kunne have været det første stykke skrevne software, blev skrevet af Ada Lovelace i det 19. århundrede, for den planlagte Analytical Engine. Ada Lovelace lavede matematiske beviser for at vise hvordan maskinen ville beregne Bernoulli-tal. Grundet beviserne og algoritmen, betragtes Ada Lovelace som den første computerprogrammør.
Den første teori om software — før skabelsen af computere som vi kender dem i dag — blev foreslået af Alan Turing i hans 1935 artikel On Computable Numbers, with an Application to the Entscheidungsproblem (decision problem).
Alan Turing teori ledte senere til oprettelsen af det akademiske område datalogi og softwareudvikling; begge områder udforsker software og dens tilblivelse.
Før 1946 var software ikke endnu programmer lagret i digital hukommelse, som vi kender det i dag. De første elektroniske computerenheder blev hardwired og om-hardwired for at "omprogrammere" dem.
Typer
På stort set alle computerplatforme kan software grupperes i nogle få brede kategorier.
Formål eller domænebrug
Baseret på målet, kan computersoftware inddeles i:
Applikationssoftware - som er software, der anvender computersystemet til at yde specielle funktioner eller yde underholdningsfunktioner udover de computerens grundlæggende operationer. Der er mange forskellige typer af applikationssoftware, fordi arbejdsopgaveområdet, en moderne computer kan yde er så stor.
Systemsoftware - som er software til at forvalte computerhardware opførsel, som at tilbyde grundlæggende funktionaliteter, der er ønsket af brugere, eller for andet software for at køre ordentligt, hvis overhovedet. Systemsoftware bliver også designet til at yde en platform til at køre applikationssoftware, and it includes the following:
Styresystemer - som er vigtige samlinger af software til at håndtere resurser og yde fælles services for andet software som kører "ovenpå" dem. Overvågningsprogrammer, bootloadere, shells og skrivebordsmiljøer er dele af styresystemets kernekomponenter. I praksis er et styresystem udstyret med yderligere forinstalleret software (inklusiv applikationssoftware) så en bruger har mulighed for at arbejde på en computer, der kun har et styresystem.
Device drivere - som betjener eller styrer en bestemt type enhed, som er koblet til en computer. Hver enhed behøver mindst én korresponderende device driver; fordi en computer typisk har minimum en input-enhed og mindst en output-enhed, behøver en computer typisk mere end en device driver.
Hjælpesoftware - hvilket er software designet til at assistere brugere med vedligholdelse af deres computere.
Skadelig software eller malware - hvilket er software, der er udviklet til at skade og forstyrre computere. Derfor er malware uønsket. Malware er tæt associeret med computer-relaterede forbrydelser, selvom nogle skadelige programmer kan være designet til at være practical jokes.
Naturlig kørsel eller kørselsdomæne
Skrivebordsapplikationer såsom webbrowsere og Microsoft Office, såvel som smartphone og tablet applikationer (kaldet "mobilapps"). (Der er en vinkling i nogle dele af softwareindustrien, i en vis udstrækning, til at sammenflette skrivebordsapplikationer med mobilapps. Windows 8 og senere Ubuntu Touch, prøvede at tillade den samme applikation layout grænseflade til at blive anvendt på desktops, laptops og mobiler.)
JavaScript-scripts er stykker af software som traditionelt bliver indlejret i websider, der køres direkte indeni webbrowseren, når en webside hentes uden behovet for en webbrowserudvidelse. Software skrevet i andre programmeringssprog, kan også køres indeni webbrowser, hvis software er enten oversat til JavaScript eller hvis en webbrowserudvidelse, der understøtter sproget er installeret; det mest almindelige eksempel på det sidste er ActionScript-scripts, som understøttes af Adobe Flash-udvidelsen.
Serversoftware, inklusiv:
Webapplikationer, som typisk køres på en webserver og der som output dynamisk genererer websider til webbrowsere, ved at anvende fx PHP, Java, ASP.NET, eller selv JavaScript som køres på en server. In moderne tider omfatter disse typisk noget JavaScript som også køres i webbrowseren, i nogle tilfælde køres noget JavaScript på serveren og noget i webbrowseren.
Plugins og udvidelser er software som udvider eller modificerer funktionaliteten af andre stykker af software, og forudsætter at softwaren anvendes for at fungere;
Indlejret software opholder sig som firmware i indlejrede systemer, enheder dedikeret til en specielt brug eller nogle få anvendelser såsom biler og fjernsyn (selvom nogle indlejrede enheder såsom trådløse chipsets selv kan være del af en ordinær, ikke-indlejret computersystem såsom en PC eller smartphone). I indlejrede system sammenhænge er der nogle gange ikke en klar forskel mellem systemsoftware og applikationssoftware. Men nogle indlejrede systemer kører indlejrede styresystemer og disse systemer bibeholder faktisk forskellen mellem systemsoftware og applikationssoftware (selvom der typisk kun er én fast applikation som altid kører).
Mikrokode er en speciel, relativ uigennemskuelig type af indlejret software som instruerer processor selv hvordan maskinkode skal køres, så mikrokode er faktisk på et lavere niveau end maskinkode.
Programmeringsværktøjer
Programmeringsværktøjer er også software i form af programmer eller applikationer som softwareudviklere (også kendt som
programmører, kodere, hackere eller softwareingeniører) anvendes til at skabe, debug, vedligeholde (fx forbedre eller rette) eller anden support software.
Software skrives i et eller flere programmeringssprog; der eksisterer mange programmeringssprog, og hver har mindst en implementation, hver består af sit egne mængder af programmeringsværktøjer. Disse programmeringsværktøjer kan være relativt selvtilstrækkelige programmer såsom oversættere, debuggere, fortolkere, linkere og teksteditorer, som kan kombineres sammen til at være et job; eller de kan udgøre et integreret softwareudviklingsmiljø (IDE), som kombinerer meget eller al funktionalitet af sådanne selvtilstrækkelige programmeringsværktøjer. IDEs kan gøre dette ved at kalde de relevante individuelle værktøjer eller ved at genimplementere deres funktionalitet på en ny måde. En IDE kan gøre det lettere at gøre specifikke opgaver, såsom søgning i filer i et bestemt programmeringsprojekt. Mange implementationer af programmeringssprog tilbyder denne mulighed ved at anvende både individuelle programmeringsværktøjer eller en IDE.
Emner
Arkitektur
Brugere ser ofte ting på en anden måde end programmører. Mennesker, som anvender moderne universelle computere (i modsætning til indlejrede systemer, analoge computere og supercomputere), ser typisk tre softwarelag som udfører forskellige former for opgaver: platform, applikation og brugersoftware.
Platformssoftware - platformen omfatter firmware, device drivere, et styresystem og typisk et grafisk brugergrænseflade som, samlet, tillader en bruger at interagere med computeren og dens ydre enheder. Platformssoftware er ofte forindstalleret på computer. På en PC vil man typisk have muligheden for at ændre platformssoftware.
Applikationssoftware - applikationssoftware eller applikationer er hvad de fleste mennesker tænker på når de tænker på software. Typiske eksempler omfatter kontorpakker og videospil. Applikationssoftware købes ofte separat fra computerhardwaren. Nogle gange er applikationer solgt med computer, men det ændrer ikke ved det faktum at applikationer kører som uafhængige applikationer. Applikationer er sædvanligvis uafhængige programmer fra styresystemet, selvom de ofte skræddersys til specifikke platforme. De fleste brugere tænker på compilere, databaser og andet "systemsoftware" som applikationer.
Brugerskreven software - slutbrugerudvikling skræddersyr systemer til at opfylde brugernes specifikke behov. Brugersoftware omfatter regnearkskabeloner og tekstbehandlingsskabeloner. Selv email-filtre er en form for brugersoftware. Brugere skaber selv denne software og glemmer ofte hvor vigtig det er. Afhængig af hvor kompetent brugerskreven software er blevet integreret i standard applikationspakker, vil mange brugere ikke være opmærksom på hvad der den oprindelige applikationspakker og hvad som er blevet tilføjet af fx kollegaer, superbrugere eller it-folk.
Kørsel
Computersoftware skal "lægges" ind i computerens datalager (såsom harddisken eller hukommelsen). Når softwaren én gang er lagt på datalageret, er computeren i stand til at køre eller udføre softwaren. Dette omfatter at mediere processorinstruktioner fra applikationssoftware, gennem systemsoftware, til hardwaren som i sidste ende modtager instruktioner som maskinkode.
Kvalitet og pålidelighed
Softwarekvalitet er meget vigtig, specielt for kommerciel og systemsoftware som fx Microsoft Office, Microsoft Windows og Linux. Hvis softwaren er fejlbehæftet, kan den forårsage at en brugers arbejde mistes (slettes), software computernedbrud og have andre utilsigtede virkninger. De fleste af sådanne fejl findes via "softwareaflusning", og denne proces udføres under alfatestning og betatestning.
Licens
En softwarenslicens giver brugeren retten til at anvende softwaren i et licenseret miljø - og i tilfældet af frie software licenser, har man også andre rettigheder som fx at lave kopier.
Proprietær software kan inddeles i to typer:
freeware, hvilket omfatter kategorien af "fri prøve" software eller "freemium" software (tidligere blev termen shareware ofte anvendt for fri prøve/freemium software). Som navnet indikerer, kan freeware anvendes frit - og i tilfældet fri prøve eller freemium software, er det nogle gange kun sandt for en begrænset tidsperiode - eller med begrænset funktionalitet.
software tilgængelig for et gebyr, ofte ukorrekt navngivet "kommerciel software", kan kun legalt anvendes ved køb af en licens.
Open source software (det vil sige at kildekoden er frit tilgængelig) kommer i minimum to varianter:
Proprietær software - hvor kildekoden frit er tilgængelig, men man må ikke frit genbruge eller ændre kildekoden.
Med Free/Libre and Open Source Software - der giver modtageren rettigheder til at modificere og redistribuere softwaren. Fx:
Apache-licens
BSD-licenserne
MIT-licensen
Copyleft - fx:
GNU General Public License
Nogle Creative Commons - fx:
Creative Commons Navngivelse/Del på samme vilkår
Patenter
Softwarepatenters formål, er ligesom andre typer af patenter, teoretisk tænkt til at give opfinderen en ekslusiv, tidsbegrænset licens for en detaljeret idé (fx en algoritme) på hvordan noget implementeres et stykke software. Idéer for brugbare ting som software kan gøre, og brugerkrav, er ikke tænkt til at være patentérbare og konkrete implementationer (fx den aktuelle softwarepakke der implementerer patentet) er heller ikke ment til at være patentérbare - det sidste tilfælde er allerede typisk automatisk dækket af copyright. Så softwarepatenter er ment til at dække området mellem krav og konkrete implementationer.
Design og implementation
Design og implementation af software er afhængig af kompleksiteten af softwaren. Fx, design og skabelse af Microsoft Word tog meget længere tid end tiden for design og udvikling af Microsoft Notepad, fordi det sidstnævnte har meget simplere funktionalitet.
Software er sædvandligvis designet og skabt (også kendt som kodet/skrevet/programmeret) i integrerede softwareudviklingsmiljøer (IDE) som fx Eclipse, IntelliJ og Microsoft Visual Studio, som kan simplificere processen og compilere softwaren (hvis muligt). Som tidligere nævnt, skabes software typisk ovenpå eksisterende software og application programming interface (API) som det underliggende software tilbyder som fx GTK+, JavaBeans eller Swing. Biblioteker (APIs) kan kategoriseres efter deres formål. Fx, Spring Framework anvendes til at implementere enterprise applikationer, Windows Forms biblioteket anvendes til at designe grafisk brugergrænseflade (GUI) applikationer som fx Microsoft Word - og Windows Communication Foundation anvendes til at designe webservices. Når et program er designet, støtter det sig APIen. Fx, en Microsoft Windows skrivebordsapplikation kan kalde API-funktioner i .NET Windows Forms library som fx Form1.Close() og Form1.Show() til at lukke eller åbne applikationen. Uden disse APIer, skal programmøren selv programmere alle disse funktionaliteter. Selskaber som fx Oracle og Microsoft tilbyder deres egne APIer så mange applikationer bliver skrevet ved at anvende deres programbiblioteker som typisk har talrige APIer i sig.
Datastrukturer såsom hashtabeller, tabeller og binære søgetræer og algoritmer såsom quicksort, kan være nyttige ved skabelsen af software.
Computersoftware har specielle økonomiske kendetegn som gør dets design, skabelse og distribution forskellig fra de fleste andre økonomiske varer.
En person som skaber software kaldes for en programmør, softwareingeniør eller softwareudvikler, termer som alle har omtrent samme betydning. Mere uformelle termer for programmører eksisterer også såsom "koder" og "hacker"selvom brug af sidstnævnte term kan skabe forvirring, fordi det oftere anvendes til at betyde nogen som illegalt bryder ind i computersystemer.
Industri og organisationer
Der er en stor diversitet af softwarefirmaer og programmører i verden og de udgør en softwareindustri. Software kan fatisk være en meget profitabel industri: Bill Gates, medgrundlæggeren af Microsoft var den rigeste person i verden i 2009, mest grundet hans ejerskab af mange aktier i Microsoft, selskabet som er ansvarlig for Microsoft Windows og Microsoft Office softwareprodukterne - begge markedsledende i deres respektive produktkategorier.
Almennyttige softwareorganisationer omfatter Free Software Foundation, GNU Project og Mozilla Foundation. Softwarestandard organisationer som fx W3C, IETF udvikler anbefalede softwarestandarder såsom XML, HTTP og HTML, så software kan have interoperabilitet ved at understøtte disse standarder.
Andre velkendte store softwareselskaber omfatter Facebook, Instagram, Apple, Google, IBM, HCL Technologies, Oracle, Novell, SAP, Symantec, Adobe Systems og Amazon, mens små selskaber ofte yder innovation.
Se også
Software asset management
Open-source software
Kilder/referencer
Eksterne henvisninger
Filer (dataobjekter)
Datalogi |
1181 | https://da.wikipedia.org/wiki/C%2B%2B | C++ | C++ (udtales C plus plus) er et multiparadigmatisk programmeringssprog baseret på C, med hvilket det fastholder næsten fuldstændig kompatibilitet. C++ er udviklet primært af Bjarne Stroustrup.
Historie
C++ blev oprindeligt udviklet af danskeren Bjarne Stroustrup i begyndelsen af 1980'erne (oprindelig kaldt C with Classes) og blev i løbet af en årrække et af de mest populære programmeringssprog nogensinde.
I dag er C++ særligt populært inden for computerspilsudvikling og andre steder, hvor man udvikler programmer, der kræver et højniveausprog og høj hastighed samtidig.
Den første C++-kompiler hed CFRONT og oversatte C++-kode til maskinafhængig C-kode. Det regnedes for en rigtig compiler, da den i modsætning til præprocessorer udførte fuld syntaktisk og semantisk tjek af kildekoden.
Filosofi
Filosofien bag C++ er at det skal være et højt ydelses sprog der, måske bortset fra Assembler, ikke har behov for noget lavere-liggende sprog. Centralt her er princippet om "Zero cost abstractions" (gratis abstraktionsniveau) hvor de i sproget indbyggede faciliteter (f.eks. virtuelle funktioner) ikke må kunne implementeres hurtigere ved at brugeren skriver speciel kode. Med udviklingen af moderne kompilere er dette lykkedes i en grad så man er begyndt at tale om "negative cost abstractions", altså at man ved at skrive højniveau kode kan skrive kode, der kører hurtigere og mere effektivt end sammenlignelig C-kode.
C++ er et multi paradigme sprog, der understøtter procedural kode (com i C eller Pascal), objekt-orienteret kode og funktionsorienteret programmering.
Ressource håndtering
I modsætning til mange populære sprog såsom Java og C# er der ingen support for garbage collection i C++. I stedet danner man objekter, der når de dannes henter deres ressourcer og når de destrueres frigiver dem. Dette er en mere generel metode da man her kan kontrollere alle ressource-typer (f.eks. filer og låse) og ikke blot hukommelse. Det kræver så til gengæld mere disciplin da man i god C++ kode skal huske altid at indkapsle sine ressourcer i et objekt.
Objektorienterede egenskaber
C++'s objektorienterede (OOP) syntaks er primært inspireret af Simula 67. Det andet C-baserede programmeringssprog, Objective-C, der konkurrerer med C++, får sin OOP-syntaks andetsteds fra. C++ er også inspireret af ALGOL 68, Ada, CLU og ML. Sprog som Java og C# er inspireret af C++ og får mange af deres features samt syntaks herfra.
C++ er standardiseret, både af ISO og ANSI.
"Hello World!"-eksempel i C++
#include <iostream>
class hello
{
};
std::ostream& operator<< (std::ostream& o, const hello&)
{
return o << "Hej verden";
}
int main()
{
hello h;
std::cout << h << std::endl;
return 0;
}
Hello World-programmet kan skrives på mange måder i C++. Det ovenstående eksempel er et der forsøger at illustrere brugen af klasser og streams.
Et mere klassisk (C-lignende) Hello World-program:
#include <iostream>
int main()
{
std::cout << "Hello World!\n";
return 0;
}
Kompatibilitet med C
Da Bjarne Stroustrup udviklede C++, lagde han stor vægt på, at C++ skulle fungere som en udvidelse til C. Af denne grund er alle basale features identiske med C, fx operator præcedens. Dette gør det muligt at portere C-kode til C++-. Et problem her er at C++ har færre implicitte konverteringer:
int* i = malloc(sizeof(int) * 5); /* Implicit konvertering fra void* til int* */
I C++ kræver en sådan konvertering en eksplicit typekonvertering:
int* i = (int* ) malloc(sizeof(int) * 5);
Standardbibliotek
Standardbiblioteket i C++ er forholdsvis lille. F.eks. indeholder det ikke faciliteter til grafiske brugergrænseflader eller netværk. Det forventes, at brugeren vælger nogle passende biblioteker til at supplere med disse faciliteter, som f.eks. Qt.
Standardbiblioteket indeholder Standard Template Library (STL). STL indeholder en række klassedefinitioner, templates samt funktioner, der tilsammen implementerer de mest almindelige programmeringsopgaver, såsom sortering, søgning, tekstmanipulation, filhåndtering og andre lignende.
C++ bliver løbende revideret. Den første egentlige revision var C++11 (fra 2011), der blandt andet tilføjede en hukommelses model med support for flertrådet programmering, variadiske templates, lambdas og flere dele af boost såsom shared_ptr. Det var oprindelig meningen at den nye version af C++11 skulle være klar meget tidligere, men standardiseringen tog længere tid end forventet og derfor besluttedes det at fremtidige revisioner skulle laves hvert tredje år. Siden har C++14, C++17 og C++20 set dagens lys hvor de to sidste cifre angiver årstallet for udgivelsen.
Derudover indeholder C++ hele standardbiblioteket fra C.
Det er meget almindeligt at blande C++-kode med C-biblioteker, hvilket gør den store mængde af C-biblioteker tilgængelige.
Eksterne henvisninger
Programmeringssprog |
1182 | https://da.wikipedia.org/wiki/UNIX | UNIX | UNIX® er et meget udbredt styresystem til computere både servere og arbejdsstationer. Unix-styresystemer findes i varierende udgaver, idet enhvert styresystem som opfylder de såkaldte POSIX-standarder, kan markedsføres under navnet UNIX.
Unix-afviklingsmiljø og klient/server-program modellen var væsentlige elementer i udviklingen af internettet og en nyformulering af computerteknologi forstået som et centreret netværk snarere end en samling enkeltstående computere. Således har Unix dannet grundlaget for udvikling af BSD, PC-DOS, MS-Windows, Windows NT, Linux, Mac OS X, iOS og Android.
Oprindelse
UNIX blev oprindeligt udviklet i assembler-kode af Ken Thompson og hans kolleger ved AT&T Bell Labs i 1969. Det blev i 1973 omskrevet i C af Ken Thompson og Dennis Ritchie med historisk baggrund i Multics fra 1964.
Multics (Multiplexed Information and Computing Service) var et baneførende time-sharing operativsystem, som blev udviklet i et projekt med deltagelse af flere af samtidens store koncerner: Massachusetts Institute of Technology (MIT), General Electric og Bell Labs indførte en lang række nye koncepter, f.eks. dynamisk linking og hierarkiske filsystemer. Bell Labs trak sig ud af projektet efter flere forsøg fra de deltagende repræsentanter på at forlænge projektet. Med udgangspunkt i de indvundne erfaringer – udviklede de i stedet for UNICS (Uniplexed Information and Computing Service) – som senere fik navnet forkortet til UNIX.
Udgivelsen
UNIX blev første gang offentligt kendt da Ritchie & Thompson udgav artiklen "The Unix Time-sharing System" i juli 1974, og UNIX spredte sig herefter hurtigt i såvel industri som den akademiske verden.
UNIX var det første styresystem skrevet i et højniveausprog (C), det første styresystem der kunne betragtes som portabelt og et af de først udbredte styresystemer med virtuel hukommelse. Det var under UNIX, at man udviklede TCP/IP-protokollerne, som får Internettet til at fungere.
Teknisk opbygning
Set fra et programmeringsmæssigt synspunkt er UNIX nem at have med at gøre, fordi alle vigtige funktioner kan aktiveres fra programmeringssproget C. Stort set alt i UNIX er lavet som filer. Med dette design er det muligt at behandle næsten alle enheder ens. Man behøver ikke at lave et program om, hvis det skal sende resultatet til en fil i stedet for skærmen. Data skal blot omdirigeres på afviklingstidspunktet. Det betyder også, at man nemt kan lave en sikkerhedskopi af en hel disk blot ved at læse den 'fil', der repræsenterer disken og skrive indholdet et andet sted.
Mange brugere finder UNIX kompliceret, men baggrunden er blot, at systemet er meget fleksibelt opbygget. Den grundlæggende ide er, at et program skal lave én ting og gøre det godt. Det betyder, at der er masser af små specialprogrammer til UNIX. Et eksempel er komprimering af filer. Et program som WinZip samler og pakker filer i en arbejdsgang. Med UNIX foregår processen i to trin, som efter forgodtbefindende kan samles til een. Først sættes alle filerne sammen til en stor fil med programmet tar. Når det er overstået kan den store fil pakkes med et af de mange komprimeringsværktøjer, der kan pakke en enkelt fil. Hvis man vil samle disse to arbejdsgange i een, benytter man sig af, at man som ovenfor beskrevet kan omdirigere data på afviklingstidspunktet. Man lader tar sende de samlede data til komprimeringsprogrammet som så skriver til en fil. Man kan endog omdirigere til en proces som sender data på nettet og gemmer data på en anden computer.
En række forskellige virksomheder markedsfører hver deres udgave af UNIX, blandt andre Sun, IBM og HP.
I 1976 udvikledes den første udgave af BSD på University of California, Berkeley – otte år senere i 1984 skabtes GNU (GNU's Not Unix) som 'free software' – og mindre end ti år senere kom Linux til verden i Finland.
Genetisk UNIX og UNIX-lignende
I dag skelnes der mellem "ægte" eller "genetiske" UNIX-systemer, baseret på den originale kildekode udviklet af Bell Labs (senere AT&T), og "UNIX-lignende systemer" eller kloner, der er baseret på de samme principper som UNIX men udviklet separat (og dermed fri af ophavsretslige bånd til AT&T). Situationen er imidlertid noget kompliceret, idet BSD-familien er afledt af den originale Unix kode, og derfor er "genetisk UNIX", men i dag er Open Source Software" (som en konsekvens af en retssag mellem AT&T og Berkeley i 1994), og dermed frit kan kopieres.
De væsentligste UNIX-systemer i dag er:
Solaris (SUN) (tidligere kendt som SunOS)
AIX (IBM)
HP-UX (The Hewlett-Packard Company)
BSD-familien: FreeBSD, NetBSD, OpenBSD og DragonFly BSD (Open Source under BSD licens)
Darwin (Mach+BSD)-familien Mac OS X (proprietær licens), Darwin-kernen (Udviklet af Apple, Open Source Software under APSL licens)
De mest udbredte UNIX-lignende systemer er:
GNU/Linux (Fri og Open Source Software under GPL-licens)
Thompson og Ritchie modtog i 1983 ACM's Turing Award for deres bidrag til datalogien.
Der skelnes i nogle sammenhænge mellem "UNIX" og "Unix", hvor den første er det navnet på det originale, kommercielle computersystem, og den sidste er en generel betegnelse for UNIX-baserede, -inspirerede eller -lignende operativsystemer. UNIX er det officielle registrerede varemærke. I den anden halvdel af 1990'erne var det almindeligt at bruge betegnelser som "UN*X" for at undgå varemærket.
Et UNIX-systems opbygning
Et UNIX-system består af mange komponenter og grænsen for hvad der hører med er lidt flydende fordi en del brugerprogrammer, som ikke behøver at være med for at systemet kan bruges er omfattet af standarderne for UNIX. Der er dog følgende delsystemer:
kernen – som afvikles med særligt privilegeret status, så hardwaren kan tilgås.
libc som er et standardiseret programbibliotek, som giver adgang til kernen og en del meget generelle funktioner.
Systemprogrammer, der er nødvendige for at systemet kan fungere. Et eksempel er login-programmet, som kontrollerer brugerens kodeord i forbindelse med login til systemet.
Filsystem
Filsystemet under UNIX er lidt specielt. Der findes mange filsystemer til forskellige varianter af UNIX, men der er vigtige fællestræk. Enhver fil eller mappe er ejet af en bruger og en gruppe. Der kan være forskellig adgang til filen for ejeren, gruppens medlemmer og alle andre. De tre typer adgang er læseadgang, skriveadgang og adgang til at udføre filen som et program. Adgang til at "udføre" en mappe betyder, at man kan læse en liste over filer i mappen. Filer kan ejes af en gruppe, så alle i gruppen kan optræde som ejere. For programmer gælder specielt at de kan afvikles med en bestemt effektiv bruger. Dette bruges typisk til at lade et program optræde med superbrugerrettigheder uanset hvem, der starter det.
En fil kan tilgås fra flere mapper, hvis den er oprettet som hårde links i andre mapper. Når linket er oprettet kan man ikke se, hvad der er den originale placering. Ved sletning fjernes filen først når sidste link er væk. Denne type links kan ikke bruges til mapper, da filsystemet så ikke længere ville have en træstruktur. Til mapper kan man bruge symbolske links, der udpeger en fil eller en mappe, men ikke holder fast i objektet. Hvis en fil med et symbolsk link slettes, vil linket forblive på sin plads, men ikke længere pege på noget.
I filsystemet vil der også være såkaldte specielle filer. De er som regel placeret i mappen /dev og repræsenterer enheder som harddiske, lydenheder, tastatur og skærm. Læsning fra en speciel fil oversættes til læsning fra en ydre enhed og skrivning til filen betyder skrivning til den ydre enhed. Eksempelvis kan man sende støj til et lydkort med denne kommando:
cat /dev/urandom > /dev/audio
På samme måde kan man også skrive støj til en hel harddisk. I eksemplet er brugt to specielle filer: /dev/urandom giver pseudotilfældige tal som output og /dev/audio repræsenterer lydkortet.
Se også
Filesystem Hierarchy Standard
POSIX - vigtig systemkald standard som de fleste nyere Unix-varianter følger
NFSv4-ACL
UNIX-værktøjer
Litteratur
D. M. Ritchie og K. Thompson, "The Unix Time-sharing System", Communications of the ACM vol. 17 No. 7 (juli 1974), pp. 365-37
Eksterne henvisninger
Danish Unix User Group
Välkommen till Unix.se! Här finner du information om allt möjligt Unix-relaterat |
1186 | https://da.wikipedia.org/wiki/Irrationale%20tal | Irrationale tal | Irrationale tal er i matematikken alle tal der er reelle, men ikke rationale.
De klassiske eksempler er tallet og kvadratroden af to som skrives
. Kvadratrod to er lig med
Et irrationalt tal kan være algebraisk eller transcendent. Et transcendent tal kan ikke være rod i et polynomium med rationale koefficienter – de øvrige irrationale tal kaldes algebraiske.
Hvis et tals decimaler er periodiske vil tallet være rationalt. Men at vise et tal der er irrationalt er straks vanskeligere.
Irrationaliteten af kvadratrod 2
Her følger et bevis på at kvadratrod 2 er et irrationalt tal.
Irrationaliteten bevises ved et modstridsbevis. Det antages, at der findes et rationalt tal , så ; dvs. at der findes tal og så (vi kan uden tab af almengyldighed antage, at , da ). Herom kan antages, at brøken er uforkortelig. Det fås altså at:
, hvilket vil sige at .
Det vil sige at er lige, og det følger, at også er lige. Det betyder, at der findes et helt tal så . Indsat i ovenstående ligning fås at , altså og forkortet . På samme måde som før ses, at også må være lige. Da både og er lige, er brøken nødvendigvis forkortelig med 2, hvilket strider mod antagelsen.
Ogilvie Joseph Louis LaGrange har udtrykt et bevis for dette i en enkel sætning:
"It () cannot be found in fractions, for if you take a fraction reduced to its lowest terms, the square of that fraction will again be a fraction reduced to its lowest terms and consequently cannot be equal to the whole number 2."
Irrationaliteten af kvadratrod 5
Ved hjælp af et indirekte bevis kan det vises, at kvadratroden af 5 er et irrationalt tal. Man antager, at det er et rationalt tal, så det kan skrives som en uforkortelig brøk: . Dette kan omskrives til: . Brøken var antaget uforkortelig, det vil sige, at p og q's primfaktoropløsning ikke indeholder nogen fælles primtal. og vil derfor have et lige antal primfaktorer, da hvert primtal fra før vil forekomme to gange. Og her opstår modstriden: Ligningen siger, at har én primfaktor (5) mere end , hvilket ikke kan passe, da de begge har et lige antal primfaktorer (jvf: Aritmetikkens fundamentalsætning). Hermed er det vist, at er irrationalt. Dette bevis holder for alle primtal, hvilket betyder, at kvadratrødder af alle primtal er irrationale.
Bog
Holth, Klaus m.fl. (1987): Matematik Grundbog 1. Forlaget Trip, Vejle.
Referencer
Tal |
1188 | https://da.wikipedia.org/wiki/Naturligt%20tal | Naturligt tal | I matematikken er et naturligt tal enten et positivt heltal (1, 2, 3, ...) eller et ikke-negativt heltal (0, 1, 2, ...). Den første definition benyttes ofte af talteoretikere, mens den anden ofte benyttes af mængdeteoretikere, logikere og dataloger.
Mængden af naturlige tal betegnes (Unicode ℕ) af de fleste matematikere, uanset om de benytter den første eller sidste definition. Talteoretikere betegner desuden mængden af ikke-negative heltal eller .
Til mængden af naturlige tal er knyttet et mindste element, nemlig tallet 1 (eller 0, efter definition). Da vi endvidere kan definere en ordning på tallene, er de naturlige tal en velordnet mængde. Endvidere gælder induktionsprincippet i de naturlige tal.
De naturlige tal med deres egenskaber er fundamentale for al matematik. Af de naturlige tal kan vi konstruere de hele tal; af disse kommer de rationale tal og f.eks. ved fuldstændiggørelse af disse opstår de reelle tal. I de reelle tal har vi nu supremumsegenskaben, som er fundamental for al analyse.
Naturlige tal er også udgangspunktet for algebra i mere konkret forstand.
Kilder
Carstensen, Jens & Frandsen, Jesper (1990): Obligatorisk matematik. Forlaget Systime, Herning.
Holth, Klaus m.fl. (1987): Matematik Grundbog 1. Forlaget Trip, Vejle.
Regneregler, ordbog: Naturlige tal. Site Project ApS. https://www.regneregler.dk/naturlige-tal-ordbog
Referencer
Tal
Elementær matematik |
1189 | https://da.wikipedia.org/wiki/Pelikanfod | Pelikanfod | En pelikanfod (Aporrhais pespelicani) er en dansk havsnegl, der kan blive 5 centimeter høj. Den lever på lavt vand. Det er kun de ældre individer, der er forsynet med skal. Pelikanfoden bevæger sig på havbunden og æder plankton. Den ånder via gæller.
Kilder/henvisninger
Naturligvis.u-net.dk
Snegle |
1193 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abbed | Abbed | En abbed er forstander for et (større) munkekloster i den Romersk-katolske kirke, især af Benediktinerordenen. Abbeden har i flere henseender den samme værdighed som en biskop. Titlen stammer oprindeligt fra det aramæiske ord abba (fader). Det kvindelige modstykke er abbedisse.
Se også
Abbate
Abbé
Abbedi
Abbedisse
Munk
Kloster
Kirkelige titler
Romerskkatolske kirke |
1195 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abbedi | Abbedi | Abbedi har flere betydninger:
Abbeds embede – kaldes et (abbeddømme).
Et større munkekloster som ledes af en abbed.
Se også |
1196 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abbedisse | Abbedisse | En abbedisse er forstanderinde for et nonnekloster.
I tidligere sprogbrug anventes også stavemåden 'abbedesse'.
Se også
Abbed
Nonne
Kloster
Kirkelige titler
Romerskkatolske kirke |
1197 | https://da.wikipedia.org/wiki/Forkortelse | Forkortelse | En forkortelse er en samling bogstaver, der står i stedet for et eller flere ord. Omfatter forkortelsen flere ord, dannes den ofte af forbogstaverne i de enkelte ord. De bruges typisk som kort form af hyppigt brugte udtryk og betegnelser eller som kort form af lange betegnelser.
Organisationer og ting
Visse forkortelser dækker over bestemte organisationer og ting. Disse er ofte importeret fra fremmede sprog, skrives ofte med stort og benyttes både i tale og skrift.
Eksempler:
DS står for Dansk Standard
DSB står for Danske Statsbaner
EU står for Den Europæiske Union
wc står for Water Closet (toilet)
RAF står for Royal Air Force eller Rote Armee Fraktion
USA står for United States of America
pc står for Personal Computer
FBI står for Federal Bureau of Investigation
CIA står for Central Intelligence Agency
HTML står for Hyper Text Markup Language
NASA står for National space Aeronautics and Space Agency
NSA står for National Security Agency (eller i vittige kredse No Such Agency, på grund af dens påståede ringe kendskab i den almindelige befolkning)
I nogle tilfælde kan et firma eller organisation ligefrem vælge at udskifte deres oprindelige officielle navn med den måske mere kendte forkortelse.
Eksempler:
DR stod oprindelig for Danmarks Radio
Nesa stod oprindelig for Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejsaktieselskab (da med stort, NESA)
TDC står egentlig for Tele Danmark Communication
SSR står for Hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni men den militære enhed er kun kendt som SSR.
Dagligdags
Andre forkortelser, som dækker over mere generelle udtryk, skrives med småt og benyttes kun i skrift.
Eksempler:
osv. står for "og så videre"
s. står for "side" (efterfulgt af nummer)
kr. står for "kroner" (med beløb foran eller bagefter) – Kr. kan også stå for "Kirke" i bynavne
frk. står for "Frøken" (benyttes kun ved navngivning)
Måleenheder forkortes tilsvarende men vel at mærke uden efterfølgende punktum. Flademål angives i metersystemet ved at tilføje et ² mens rummål tilføjes et ³.
Eksempler:
m står for meter
km² står for kvadratkilometer
cm³ står for kubikcentimeter
Intern brug
Inden for nogle fagområder, organisationer og virksomheder benytter man forkortelser af bestemte ting til intern brug.
Eksemper på DSB-forkortelser for stationer:
Kh = Københavns Hovedbanegård
Od = Odense
Fa = Fredericia
Så = Skodsborg (kreativ forkortelse da mere oplagte så som Sk var optaget, her af Skive)
Visse interne forkortelser kan have en mere udbredt betydning, selv om der egentlig stadigvæk er tale om forkortelser til intern brug. SU benyttes for eksempel som forkortelse for samarbejdsudvalg – et organ for drøftelser mellem arbejdsgivere og ansatte, og bruges både indenfor både fagforeninger såvel som statslige og private organisationer. Det kan give forvirring for fx studerende, da SU samtidig står for Statens Uddannelsesstøtte. (s.u. – med "småt" og punktummer – er i øvrigt forkortelse for svar udbedes).
Bogstaver med betydning
Noget der ikke er forkortelser men ligner det til forveksling er de tilfælde hvor forskellige bogstaver tillægges bestemte betydninger. Det er nyttigt ved intern brug, i det det sikrer entydighed og forhindrer forvekslinger. Til gengæld kan det godt give anledning til forvirring for udenforstående, fordi nogle bogstaver faktisk passer til deres betydning, mens andre ikke gør.
Et eksempel på det kan være partibogstaver ved danske valg. Her tildeles hvert parti et bogstav der imidlertid ikke nødvendigvis svarer til dem der bruges i daglig omtale og som kan være partibogstaver for helt andre partier. Eksempler:
A = Socialdemokratiet (til daglig forkortet S)
S = Slesvigsk Parti (til daglig forkortet Slesv.P.)
C = Det Konservative Folkeparti (til daglig forkortet K eller KF)
K = Kristendemokraterne (til daglig forkortet KD)
Se også
Akronym
Oversigt over danske forkortelser
Ordtyper |
1201 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abdera%20%28Thrakien%29 | Abdera (Thrakien) | Abdera var en handelsby i oldtidens Thrakien, som lå øst for Nestos-flodens Munding. Forskeren W. Regel (Atheniensische Mitteilungen, XII 161) har fastslået byens beliggenhed og beskrevet ruinerne af den. Den antikke by lå på et forbjerg (Kap Bulustra) 5–7 km fra den store landsby Bulustra. Den havde to havne, en på øst- og en på vestsiden af forbjerget, og den var beskyttet på landsiden (mod nord) af en stærk mur.
Byen var opstået som en ionisk koloni. Ifølge Herodot blev den anlagt af Timesios fra Klazomenai (ca. 650 f.Kr.); den blev dog snart efter ødelagt af thrakerne, men genopbygget af udvandrere fra den ioniske by Teos (543 f.Kr.). Abderas blomstringstid faldt kort efter Perserkrigene, og i det 5. århundrede f.Kr. levede flere betydningsfulde personer (Protagoras, Demokrit m.fl.) i byen. Alligevel blev indbyggerne anset for enfoldige i en grad, så navnet abderit fik samme betydning som molbo i nutidens Danmark. Dermed fulgte også, at abderitisme fik betydningen: enfoldighed. Denne forestilling har den tyske digter Wieland benyttet i sin komiske roman Abderitternes Historie.
Eksterne henvisninger
Projekt Runebergs digitale udgave af 2. udgaven
Salmonsens
Antikken |
1203 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abdest | Abdest | Abdest (arabisk: wudu) er den muslimske rituelle afvaskning i rent vand før tidebønnerne (salah). Abdesten er pligtig for alle modne muslimer forinden en række religiøse praksis, generelt forbundet med bøn, andægtighed og saglighed. Blandt de forskellige islamiske denominationer (hvor Shiisme og Sunnisme udgøre de to største) er der forskellige mindre variationer i hvordan selve abdesten skal udføres.
Sunni-ritual
Abdest indledes med at sige formlen basmala "I Allahs navn, den Nådige, den Barmhjertige." Herefter udføres følgende trin:
Vask højre hånd op til håndleddet tre gange. Derefter venstre.
Skyl munden helt tilbage til ganen 3 gange.
Skyl næsen 3 gange.
Vask ansigtet fra hårlinjen til halsen og fra øre til øre 3 gange.
Vask højre arm inkl. hånden op til lidt over albuen 3. gange. Derefter venstre.
Fugt håret ved at køre våde fingre bagud gennem håret. Dette gøres kun en gang.
Fugt ørerne ved gnide fugtige fingre rundt i øret og ind i øret. Dette gøres kun en gang.
Vask fødderne op til anklerne. Start med højre fod.
Teoretisk set kan man nøjes med at lave en Abdest om dagen, men der er en række ting der gør den ugyldig. Det drejer sig bl.a. om ting som toiletbesøg og dyb søvn.
Referencer
Islam |
1205 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abdikation | Abdikation | Abdikation eller Abdicering (fra latin abdicatio, jfr. abdicare = "frasige") er handlingen, hvor en regerende fyrste giver afkald på sin værdighed (frasiger sig tronen).
Kendte abdikationer
I moderne tid er den britiske kong Edvard 8.s abdikation i 1936 den mest omtalte. Han frasagde sig retten til tronen for at kunne gifte sig med amerikanske Wallis Simpson.
Andre:
Diocletian – romersk kejser, 305
Karl 5. – tysk-romersk kejser, 1556
Kristina – regerende dronning af Sverige, 1654
Napoleon Bonaparte – kejser af Frankrig, 1814
Peter 4. af Portugal, 1826 – kejser af Brasilien (1798-1834) som Pedro 1.
Saad I al-Abdullah as-Salim as-Sabah – emir af Kuwait, 2006
Pave Benedikt 16. – pave, 2013
Dronning Beatrix – dronning af Holland, 2013
Referencer
Regenter |
1207 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abel | Abel | Abel har flere betydninger:
Abel (drengenavn) – et drengenavn
Abel (bibelsk person) – søn af Adam og Eva, bror til Kain
Kong Abel af Danmark – konge 1250–1252
Niels Henrik Abel – norsk matematiker (1802–1829)
Thomas Abel – engelsk præst og martyr (ca. 1497–1540)
Abel (månekrater) – et nedslagskrater på Månen
Clarke Abel – engelsk kirurg og botaniker (1789–1826) |
1208 | https://da.wikipedia.org/wiki/Der%20Untergang%20des%20Abendlandes | Der Untergang des Abendlandes | Der Untergang des Abendlandes er Oswald Spenglers hovedværk, der udkom i to bind i 1918 og 1922. Denne metahistoriske afhandling om en underliggende tendens i alle højkulturer fik stor betydning i vestlig filosofi og historietænkning i 1920'erne måske især under indtryk af det kulturelle chok, det var, at en krig som 1. verdenskrig kunne finde sted.
Spengler anså det for ganske åbenbart, at den vestlige kultur var på retur, som titlen Vesterlandets undergang (da. overs., 1962) angiver.
Filosofiske skrifter
Litteratur i 1918
Litteratur i 1922 |
1210 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aberration | Aberration | Aberration kan have flere betydninger:
Aberration (astronomi) – er den tilsyneladende ændring af retningen til en stjerne som følge af Jordens bevægelse og lysets endelige hastighed.
Aberration (genetik) – genetiske ændringer i kromosomer og arveanlæg.
Aberration (optik) – forskellige fejl og begrænsninger ved optiske komponenter, f.eks. sfærisk aberration for en linse, eller kromatisk aberration (se Optisk dispersion).
Aberration (Dungeons and Dragons) – figur i spillet Dungeons and Dragons. |
1216 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abiogenese | Abiogenese | Abiogenese er hypotesen om, at organisk liv kan opstå spontant af uorganiske stoffer.
Se også
Biogenese
Spontan genese
Miller-Urey-eksperimentet
Biologi |
1225 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ablativ | Ablativ | Ablativ er en kasus, der angiver fjernelse væk fra et sted. På klassisk latin har ablativ overtaget funktionen af to andre kasus, instrumentalis (midlets kasus) og lokativ (stedets kasus), således at man på latin skelner mellem separativ ablativ, instrumentel ablativ og lokativ(isk) ablativ.
Det modsatte af ablativ (fjernelse) er allativ (bevægelse hen mod), i visse sprog illativ.
Latinsk ablativ er en kasus, der gives de ord, subjektet gør brug af (instrumentalis), fx: "Han råber ved hjælp af sin mund", her er "mund" ablativ, og "sin", da det lægger sig til "mund", er også ablativ, på latin vil det blive: "Clamat ore suo", clamat er verbet (præsens 3. person, singularis, indikativ ) med subjektet impliciti, ore er ablativformen af det latinske ord for mund: "os", suo er ablativ, singularis for det "sin", som lægger sig til neutrumsord.
Følgende latinske præpositioner styrer ablativ: Cum = med, ab = af, fra, e(x) = ud af, in = i, på, de = om (som i omhandlende).
Latinske præpositioner i ablativ er alle stilstandspræpositioner, mens præpositionerne i akkusativ oftest er bevægelsespræpositioner, men de kan også være stilstandspræpositioner.
På latin bliver ablativ også brugt i en sætningskonstruktion kaldet: "dobbelt ablativ (absolut ablativ)", det består af to ord, og det bruges til at forkorte en sætning. I reglen står det i stedet for en tidsbesætning.
Det ene ord er enten et substantiv, et proprium eller et pronomen, det andet ord er enten en lang tillægsform, en kort tillægsform, et substantiv eller en adjektiv.
Et eksempel er: "Caesare interfecto", hvor "Caesare" er ablativformen af ordet "Caesar (Cæsar)", og interfecto er ablativformen af kort tillægsform-ordet "interfectum (dræbt)" afledt af verbet 'interficere' (at dræbe), og betyder: "Efter at Cæsar var blevet dræbt", altså to ord mod seks på dansk.
Det bør bemærkes, at ablativ ikke kun er en latinsk kasus. Ablativ findes blandt andet også i finsk og russisk.
Grammatik
Kasus |
1238 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abolitionist | Abolitionist | En abolitionist er en person, som er tilhænger af afskaffelse af love og praksisser som de finder skadelige eller urimelige. Abolitionisme er i særlig grad forbundet med bevægelsen til afskaffelse af slaveriet. I USA spillede abolitionismen en særlig betydelig rolle, hovedsagelig før den amerikanske borgerkrig.
Abolitionistiske bevægelser har også beskæftigt sig med afskaffelse af dødsstraf. Nutidige abolitionister beskæftiger sig blandt andet med at afskaffe udnyttelsen af dyr og vold, herunder indførelse af vegansk livsstil.
Se også
The Underground Railroad
Referencer
Kilder
Samfund
Slaveri |
1244 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abonnement | Abonnement | Et abonnement er en aftale om en løbende levering af et produkt eller service for en given periode, ofte flere måneder. Betalingen sker i nogle tilfælde forud, men kan også ske bagud.
Oprindeligt var det aviserne, der introducerede abonnementer, men i dag sælges bøger, telefoni, kabel-tv, internet, fitness samt diverse serviceydelser også på abonnement. Kunden i et abonnement kaldes abonnent, og kunden siges at abonnere. Det Kongelige Teaters og (især) Tivolis kvindelige abonnenter kaldes (som regel i spøg) abonniner.
Hvor en aktivitet er organiseret på foreningsbasis, kaldes betalingen typisk kontingent eller medlemsbidrag og vil som regel være en forudsætning for deltagelse i foreningens virke.
Se også
Prænumeration
Subskription
Erhvervsliv |
1251 | https://da.wikipedia.org/wiki/Oprindelige%20folk | Oprindelige folk | Oprindelige folk eller stammefolk er ikke-dominerende folkeslag i et større samfund, som de er en del af, tiltrods for at de var en del af de folk, der beboede området først. Der findes ingen generel international accepteret definition af stammefolk.
De har ofte deres egen kultur, som er baseret på naturressourcer og de har typisk en kultur og/eller et sprog, der adskiller sig fra den dominerende befolkning. Oprindelige folk vil derfor i praksis ofte udgøre en minoritet, men ikke altid som for eksempel i Latinamerika.
Udtrykket benyttes almindeligvis om den befolkning, som boede i et geografisk område eller land, før det blev erobret, koloniseret eller præget af omfattende immigration.
Der er omkring 370 millioner mennesker i Verden, der regnes blandt oprindelige folk. De er oftest blandt de fattigste, mest marginaliserede mennesker i verden og er ofte blandt de mest forfulgte.
I Danmark findet der kun et indfødt folk. Den oprindelige befolkning i Grønland eller Inuit-folket, som fik status som et oprindeligt folk i 1996 indenfor Kongeriget Danmark.
Exonymer
I etnolingvistik betegner et exonym det navn, som andre befolkningsgrupper giver et folk (endonymet er derimod navnet, som folket selv foretrækker). Mange oprindelige folk er blevet givet navne af deres koloniherrer, som siden er blevet almene, men som ifølge folkene selv har rod i en latterliggørende betydning: således er inuit, yupik og aleutterne blevet givet navnet eskimo ("dem, der spiser råt kød"), samer er blevet givet navnet lap og deres land Lapland, og forskellige oprindelige folk i Amerika er blevet kaldt indianere (fordi de europæere, der først kom dertil troede, at de var i Indien).
Oprindelige folkeslag eller stammefolk
Flere specifikke landes indfødte bliver betegnet som oprindelige folk, blandt andet:
Aboriginere – oprindelige australiere.
Amerikas oprindelige folk - oprindelige folk i Amerika.
Inuit – Bebor store dele af det arktiske område, først og fremmest Grønland (Kalaallit Nunaat), men også Nunavut, Nunavik, Nunatsiavut og Inuvialuit bosættelsesregionen, Northwest Territories i Canada samt Iñupiat Nunaŋat i Alaska, USA.
Oprindelige taiwanere – oprindelige beboere på Taiwan.
Samer – Urbefolkningen i Sápmi, der administreres af Norge, Sverige og Finland.
Rettigheder
FNs generalforsamling der bl.a. inkluderer Danmark vedtog 13. september 2007 Den Internationale Erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder, efter mere end tyve års forhandlinger i FN-systemet.
D. 18. januar 1996 ratificerede Danmark på Den Internationale Arbejdsorganisations 76. samling i Geneve den 28. juni 1989 vedtagne konvention nr. 169 vedrørende oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater.
Se også
Oprindelige amerikanere.
Referencer |
1254 | https://da.wikipedia.org/wiki/Leksikon | Leksikon | Et leksikon er et værk, som giver en samlet fremstilling af stof inden for alle fagområder (encyklopædi eller konversationsleksika) eller et enkelt fag (fagleksikoner). Ordet kommer af det græske lexikón (ordbog). Suda er et tidligt klassisk græsk leksikon.
Normalt udkommer et leksikon i en trykt udgave i flere bind med alfabetisk ordnede artikler. Det kan være skrevet over en årrække og af mange forfattere/eksperter, og ofte er der supplementsbind og rettelsesbind til værket.
I nyere tid er det trykte leksikon blevet suppleret af elektroniske udgivelser.
Det betyder, at teksten kan suppleres af flere illustrationer, og at der kan tilføjes lyd og video til artiklerne. Der er flere søgemuligheder i et elektronisk leksikon end i et trykt leksikon. Der er ofte hyperlink til at lette navigeringen og mulighed for flere typer søgning.
Internet-udgaver af leksika har udvidet mulighederne for løsning af ajourføring, idet artikler, billeder, lyd og video kan ske øjeblikkeligt.
Leksikon er i sprogvidenskaben også betegnelse for det samlede antal leksemer (ordrødder) i et sprog, dvs. ord.
Emneopdelte leksika
Leksika kan også opdeles i emneområder som f.eks.:
Dansk biografisk leksikon
Dansk Kvindebiografisk Leksikon
EU-Leksikon – (www.eu-oplysningen.dk/tjenester/leksikon/ EU-Leksikon)
it-leksikon, biokemisk leksikon og mange flere.
Danske leksika
Den Store Danske Encyklopædi (bogform, cd-rom, internet)
Trap Danmark
Gyldendals Leksikon – i samarbejde med Krak (internet)
Hirschsprungs konversationsleksikon (bogform)
Aschehougs leksikon (cd-rom, internet)
Lademanns leksikon (bogform, cd-rom, internet)
Leksikon for det 21. århundrede (cd-rom, internet)
Salmonsens konversationsleksikon (bogform)
Hvem Hvad Hvor
Dansk Rock Leksikon (bogform)
DR's musikleksikon (internet)
Wikipedia (internet)
Dansk Kvindebiografisk Leksikon
Udenlandske leksika
Suda Online: 10th century Byzantine Greek historical encyclopedia (Internet)
Yongle-encyklopædien fra 1407 er et af verdens første og største leksika
Encyclopædia Britannica (bogform, CD-ROM, internet)
Se også
Ordstamme
Litteratur
Loránd-Levente Pálfi, Leksikon over ordbøger og leksika, 2. udgave, Frydenlund, 2011. .
André Nicolet, Encyklopædier og Konversationslexika gennem tiderne, J.H. Schultz, 1946.
Eksterne henvisninger
GAFFApedia – GAFFAs brugerdrevne musikleksikon
Version2's it-leksikon
Biblioteks- og informationsvidenskab |
1255 | https://da.wikipedia.org/wiki/Fiji | Fiji | Fiji (Fijiansk: Viti Fijiansk Hinduisk: फ़िजी; officielt: Republikken Fiji) (Fijiansk: Matanitu Tugalala o Viti; Fijiansk Hinduisk: रिपब्लिक ऑफ फीजी Ripablik ăph Phījī) er et land beliggende i Oceanien i det sydlige Stillehav, cirka to tredjedele af vejen fra Hawaii til New Zealand. Landet består af 9 større øer samt 300 mindre øer og atoller af vulkansk eller koral oprindelse. Af disse er kun de 100 beboet. Øgruppen er beliggende i Melanesien mellem Vanuatu i vest og Tonga i øst, omkring 5 grader nord for stenbukkens vendekreds. Landets største øer (der overvejende er af vulkansk oprindelse) er Viti Levu (hvor hovedstaden ligger) og Vanua Levu. Landskabet er generelt bjergfuldt. Klimaet er tropisk regnfuldt, omend modereret af havets indflydelse og den frugtbare jord i lavlandet muliggør dyrkningen af sukkerrør og kopra. Havet er truet af overfiskning samt forurening fra byerne. Vandmiljøet er truet af intensivt fiskeri og af forureningen i kystområderne. Landet er endvidere præget af afskovning.
Historie
De første indbyggere på Fiji kom fra Sydøst-Asien længe før øerne blev opdaget af europæiske opdagelsesrejsende i 1700-tallet. Beliggende i det centrale Stillehav, har Fijis geografi gjort det både til en destination og en krydsning for migration i mange århundreder. I henhold til mundtlig tradition er de oprindelige Fijians i dag efterkommere af chefen Lutunasobasoba og dem, der ankom med ham på Kaunitoni-kanoen. Landende ved det, der nu er Vuda, flyttede nybyggerne ind i landet til Nakauvadra-bjergene. Selvom denne mundtlige tradition ikke er uafhængigt underbygget, fremmer den fijianske regering officielt den, og mange stammer hævder i dag at være afstammet fra Lutunasobasobas børn. Øerne blev en britisk koloni i 1874. I 1970 blev Fiji uafhængigt, men det demokratiske styret er siden blevet afbrudt af flere militærkup.
Ved et militærkup i 2006 tog Frank Bainimarama statsmagten. Landets højesteret fastslog i 2009, at militærledelsen af landet var ulovlig, præsident Josefa Iloilo, som militæret havde bevaret som det nominelle statsoverhoved, ophævede formelt forfatningen og genudnævnte Bainimarama. Senere i 2009 blev Iloilo afløst som præsident af Epeli Nailatikau. Efter flere års forsinkelser blev der afholdt et demokratisk valg på Fiji den 17. september 2014. Den siddende premierminister Bainimaramas parti FijiFirst vandt valget med 59,2% af stemmerne, valget blev anset som troværdige af internationale observatører.
Billeder
Referencer
Eksterne henvisninger
Finding Fiji (på engelsk)
Kort over Fiji (på engelsk)
Republikker
Forhenværende britiske kolonier
Forhenværende monarkier i Oceanien
Diktaturer |
1258 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abort | Abort | Abort er en afbrydelse af kvindens graviditet før fosteret er selvstændigt levedygtigt. Indtil 2004 blev grænsen for abort og (dødfødt) fødsel sat ved den 28. svangerskabsuge. I 2004 blev det ændret til den 22. svangerskabsuge. Den administrative forskel mellem aborterede fostre og dødfødte babyer, er at dødfødte babyer indgår i fødselsstatistikken, gives et navn, får udstedt dødsattest og begraves.
Provokeret abort
Provokeret abort er i Danmark lovligt. Fri abort under visse omstændigheder støttes af et flertal i befolkningen. Igennem det 20. århundrede er aborten gradvis blevet friere og friere. Den 18. november 1920 blev abort tilladt i Sovjetunionen, og den 28. januar 1935 på Island.
Blandt grupper på den kristne højrefløj ses dette som et overgreb på menneskelivet. Man mener i disse sammenhænge, at livet begynder ved undfangelsen, og derfor må fosteret i moderens liv ses på lige fod med mennesker, der allerede er fødte.
Historie
Aristoteles anbefalede abort som et middel til børnebegrænsning. Platon anbefalede abort, hvis den gravide var over 40 år. Romerne anså fosteret som en del af kvindens krop, så hun afgjorde selv, om hun ville bære det frem eller få det fjernet. Under Septimius Severus blev en gift eller fraskilt kvinde dog idømt bøde til ægtemanden eller hans slægt, hvis hun ved abort havde berøvet dem en arving. Christian 5.s Danske Lov fra 1683 står i skarp kontrast hertil, ved under påvirkning af gengældelsesprincippet i mosaisk ret at kræve dødsstraf for drab på nyfødte og fostre, såfremt drabet var foretaget af en ugift mor, § 6-6-7: "Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa een Stage." - I øvrigt samme straf som for overlagt drab og fødsel i dølgsmål.
Pave Sixtus 5. (1585–90) var den eneste pave før 1869, der erklærede (i 1588) fremkaldt abort som manddrab, uafhængigt af, hvor langt svangerskabet var kommet; og hans udtalelse blev slettet i 1591 af hans efterfølger. I det meste af sin historie har den katolske kirke været splittet i sit syn på, om svangerskabsafbrydelse er mord eller ej; og den engagerede sig ikke i større grad før 1800-tallet. En række historikere har skrevet, at før 1800-tallet anså de færreste katolske forfattere en svangerskabsafbrydelse før fosteret "vågnede til liv" eller "fik sjæl", som nogen abort.
Danmark
En forordning fra 1714 om jordemødrenes virksomhed forbød jordemødre at give "noget Medicament, Drik, Pulver," som kunne virke abortfremkaldende, under trussel om at miste bestilling, ære, gods eller liv. I 1866 afløstes Christian 5.s Danske Lov af en straffelov, der i § 193 sagde, at "et frugtsommeligt Fruentimmer, der forsætlig fordriver sit Foster eller dræber det i Moders Liv, ansees med Strafarbeide indtil 8 Aar. Samme Straf er anvendelig paa den, som med Moderens Samtykke i saadan Hensigt anvender Midler paa hende med den anførte Virkning. Skeer det uden hendes Vidende og Vilie, ansees Gjerningsmanden med Strafarbeide fra 4 indtil 16 Aar og under særdeles skjærpende Omstændigheder paa Livstid." Her skilte man tydeligt mellem retsbeskyttelse for født og for ufødt liv, så barnemord blev behandlet lempeligere end forsætligt drab ellers.
I 1930 blev strafferammen for fremkaldt abort nedsat til højst 2 års fængsel, og man indførte "nødretsreglen", hvorved en kvinde kunne ansøge om at få afbrudt et svangerskab, der satte hendes liv eller helbred i overhængende fare. Der blev desuden nedsat en svangerskabskommission, hvis betænkning i 1937 førte til den første lov om svangerskabsafbrydelse, der tillod legal abort på medicinsk, etisk og eugenisk indikation. Eugenik, dvs. arvehygiejne, handlede om at ivaretage befolkningens sundhed gennem begrænsning af sygdomme og arvelige tilstande. Loven medførte, at psykisk og fysisk helbred, incest, voldtægt og arvelighed blev vurderet i sagsbehandlingen. 13. juni 1973 vedtog Folketinget Lov om adgang til svangerskabsafbrydelse, der trådte i kraft 1. oktober samme år og lovfæstede danske kvinders selvbestemte ret til abort inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Danmark var dermed et af de første vesteuropæiske lande, der gennemførte adgang til fri abort. Loven kritiseredes flere steder i udlandet. Blandt andre Edward Kennedy var modstander af loven, til trods for hans ellers varme betagethed af det danske velfærdssamfund. Edward Kennedy ændrede holdning efter Roe v. Wade afgørelsen, som det f.eks. fremgår af en tale i National Press Club i 2005.
Norge
I Norge blev dødsstraf for abort ophævet i 1842. I 1889 blev abort tilladt, så sandt kvindens liv og helbred stod i fare. Ulovlige aborter blev dog straffet med indtil tre års fængsel. I 1913 - året, da norske kvinder fik stemmeret på lig linje med mænd - startede også kampen for lovlig abort, anført af kvindesagsforkæmper Katti Anker Møller. Norske biskopper forfattede faktisk et hyrdebrev mod fri abort, da det blev indført i Norge i 1978. Forrige gang de norske biskopper havde gjort noget tilsvarende, var i februar 1941 som en advarsel mod nazismen. Stortinget skulle behandle et forslag om liberalisering af abortloven 9. april 1940. Sandsynligvis var det også blevet vedtaget, hvis tyske tropper ikke havde invaderet landet samme dag. Præsten Peder Blessing Dahle (1877-1948), der havde advaret norsk offentlighed mod Georg Brandes og Arnulf Øverland, glædede sig over tyskernes ankomst. I sit hæfte Afkristningsprocessen i Norge påpeger han, at Stortinget havde villet udvide adgangen til abort 9. april, men "da var der en, der greb ind". Den, der ikke forstod, at tyskernes invasion var Guds indgriben for at forhindre fri abort, forstod ingenting.
I november 2018 var der demonstrationer i hele Norge, efter KrFs forsøg på at undergrave ordningen. Allerede i 2016 leverede partileder Knut Arild Hareide i KrF med flere, et forslag til ændring i den norske grundlov, hvorved "retten til liv og legemlig integritet må omfatte hele livsspændet, fra den første begyndelse ved befrugtning til døden indtræder" - dvs. et totalforbud mod abort.
Tyskland
Dr. Kristina Hänel i Giessen blev i 2017 idømt en bøde på 6.000 euro for at have bedrevet "abortreklame". Hendes anke blev 14. oktober 2018 afvist. Dommeren bad hende om bære denne domsafsigelse "som en æresbevisning i påvente af en bedre lov". I virkeligheden havde hun kun anført abort som en af de tjenester, hun tilbyder som læge. https://www.zeit.de/wissen/gesundheit/2018-10/schwangerschaftsabbruch-abtreibung-informationsfreiheit-aerztin-kristina-haenel-straftat Denne oplysning blev defineret som "abortreklame" efter § 219a, der forbyder at tilbyde abort på "en groft anstødelig måde" eller for tjene penge. I praksis rammer lovparagraffen læger, der kun oplyser om, at de udfører indgrebet. Der har derfor været tale om en sovende lovparagraf, der blev indført i 1933 i den hensigt at gøre det nemmere at "få" noget på jødiske læger, og ellers for at fremme antal børnefødsler. Den har været beskyttet af CDU, som frygter for, at abort kan "normaliseres", når pave Frans har sammenlignet abort med holocaust. https://www.fyens.dk/udland/Paven-sammenligner-aborter-med-nazismen-under-Holocaust/artikel/3264199 I Tyskland må en abortsøgende kvinde allerede gennem en tvungen rådgivningssamtale, samt tre dages betænkningstid. Kristina Hänel er derfor klar for at tage sin sag videre til den tyske forfatningsdomstol og eventuelt til menneskerettighedsdomstolen i Haag. Maria Lavik: "Lov eller ret", Klassekampen, 15. november 2018
Irland
I Irland blev selvbestemt abort først lovlig ved folkeafstemning i 2018. Tidligere tilbød den nederlandske bevægelse Women on Waves abortpiller på sit skib Aurora, som lå udenfor Irland i internationalt farvand. Omkring 6.000 irske kvinder rejste årligt til England for at få foretaget abort.
El Salvador
I El Salvador regnes abort som drab. I 2012 blev María Teresa Rivera dømt til fyrre års fængsel for drab under skærpende omstændigheder, efter en spontanabort, hvor hun ikke en gang havde været klar over, at hun var gravid. Hun blev løsladt i 2016, da fejlen blev indrømmet, og fik i 2017 indvilget asyl i Sverige sammen med sin søn, der var 7 år, da hun blev dømt. Rivera regner sig selv om "verdens første abortflygtning".
Spontan abort
Spontan abort betyder, at en graviditet ufrivilligt afbrydes så tidligt, at fosteret ikke kan overleve. Dette sker hyppigst før 12. graviditetsuge. Hos alle kvinder er der risiko for, at graviditeten ender med spontan abort. Risikoen for spontan abort er 10 til 35 procent, afhængig af moderens alder.
Grænsen mellem spontan abort og dødfødsel er ikke naturgiven og defineres forskelligt i forskellige lande. I Danmark ligger den i disse år i slutningen af den 22. graviditetsuge.
Referencer
Se også
Misbyrd |
1263 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abraham%20Lincoln | Abraham Lincoln | Abraham Lincoln (født 12. februar 1809, død 15. april 1865) var USA's 16. præsident og den første fra det republikanske parti. Han var præsident under borgerkrigen 1861-1865, som førte til den formelle ophævelse af slaveriet, i form af den 13. tilføjelse til USA's forfatning, ratificeret i december 1865. Han anses i dag for en af de største præsidenter, USA har haft. Han blev snigmyrdet/skudt på klos hold i Ford's Theatre i Washington, D.C. den 14. april 1865, mens han så Our American Cousin. Han døde dagen efter af sine kvæstelser. Drabsmanden var Shakespeare-skuespilleren John Wilkes Booth.
Barndom og ungdom
I 1860, da Abraham var præsidentkandidat, blev han af en journalist bedt om at beskrive sin barndom. Med et citat fra Thomas Grays Elegy sagde han: ”Den korte og enkle historie om fattigdom. Det er mit liv, og det er alt De, eller nogen anden, kan få ud af det”. Hans far, Thomas, som var tømrer, var ædruelig og hårdtarbejdende. Abrahams mor, Nancy (f. Hanks), var 25 år, da hun fødte Abraham. Hun kunne hverken læse eller skrive, men hendes fætter Dennis Hanks beskrev hende som en uskolet, men naturlig begavelse – ”hurtigt og klart opfattende”, ”udspekuleret”, ”intellektuel af natur” med en god hukommelse, sund dømmekraft og meget kærlig.
I 1816 flyttede familien til Indiana. De flyttede sammen med familien Sparrow – Nancys tante og onkel samt Dennis Hanks, deres adoptivsøn. De flyttede til et skovområde i nærheden af Ohiofloden. Efter to års slid og nybyggeri indtraf tragedie på tragedie i 1818. Først døde onklen, siden tanten og Abrahams mor. Abraham og Dennis hjalp Thomas med at lave kisterne til dem. Thomas Lincoln giftede sig med en ungdomskæreste, Sarah Bush, der i mellemtiden også var blevet alene. Lincoln lærte hurtigt at elske sin nye mor, og han skrev senere om hende: ”Alt hvad jeg er, eller håber at blive, skylder jeg min kære moder”. Om Abraham skrev Sarah i sin alderdom: ”Han var den dejligste dreng, jeg har mødt. Jeg har aldrig i mit liv talt hårdt til ham. Hans sindelag og mit, den smule jeg havde, flød sammen, bevægede sig ad de samme kanaler”.
Den unge Abraham var en læsehest, der nedskrev alt vigtigt, han havde læst. Hvis han ikke havde papir, hvad han sjældent havde, skrev han på sin kridttavle og skrev ordene på papir, når han fik fat på noget. Han læste foruden Bibelen Æsops fabler, Robinson Crusoe samt historie. Han udviklede her den vane, der fulgte ham hele livet: Hvis der var noget han ikke forstod, læste han det igen og igen og funderede over det, indtil det gav mening. Som syttenårig var Abraham allerede 1,87 m høj, men vejede blot 55 kg. Han arbejdede en del for de lokale, men de huskede ham mest som ”doven, altid læsende og tænkende”. Han holdt ofte til i købmandsbutikken i det nærliggende Gentryville og blev kendt som en god underholder, der kunne imitere mennesker, fortælle sjove historier og få folk til at le, som ingen anden.
Siden flyttede familien – nu med en del færre medlemmer på grund af diverse ægteskaber – til Sangamon River ved Decatur. Abraham og hans stedbror, John Johnston, fik arbejde i New Orleans hos en af forretningsmændene i Decatur, og han, Denton Offut, ansatte snart Abraham som bogholder. Siden flyttede Abraham til New Salem, der var en lille by med omkring 100 indbyggere. Også her fik han arbejde for Offut i en butik, der blandt andet solgte pelse, hud, glas, sukker, salt og kaffe. Abraham brugte de ledige stunder i butikken til at læse, og snart blev han gode venner med byens lærer, Graham, der underviste den unge mand i matematik og grammatik. En anden beboer, Jack Kelso, satte Abraham ind i Shakespeares og Robert Burns' værker.
Politiker, advokat og familiefar
Abraham var meget populær i New Salem, og hans popularitet blev ikke mindre af, at byens største bølle ikke havde kunnet tæve ham i en slåskamp. Han valgte da at opstille til statens lovgivende forsamling og skrev bl.a. på det papir, der blev omdelt:
Bortset fra en episode, hvor Lincoln meldte sig frivilligt til krigstjeneste, fortsatte han sin kampagne. Der fortælles om et vælgermøde, hvor der udbrød uro blandt tilhørerne. Lincoln afbrød sit indlæg, gik ned i salen og slog den værste uromager i hovedet og kastede ham fire meter hen ad gulvet. Derefter gik han tilbage til podiet og fortsatte sin tale. Han blev imidlertid ikke valgt. Så gik han fallit med en forretning, han havde startet på kredit sammen med en kammerat. I de næste tre år var han byens postmester. Desuden arbejdede han ved jernbanen, høstede, var butiksmedhjælper og hvad der ellers viste sig. Han arbejdede ligeledes som landmåler.
Abraham genopstillede til statens lovgivende forsamling i 1834, og nu blev han valgt. På opfordring af byens borgmester, begyndte han at studere jura. Statens hovedstad hed dengang Vandalia og lå sydpå i Illinois. Lincoln var en af de varmeste fortalere for, at statens hovedstad (ligesom statens udvikling i øvrigt) flyttede nordpå, til Springfield. Om Lincolns tid i den lovgivende forsamling har professor Baringer udtalt: ”I den mudrede landsby Vandalia lærte han at håndtere spidsfindighederne i det politiske håndværk af erfarne og drevne politikere. For første gang blandede han sig med rige, kultiverede, dannede mænd og kvinder. Her debatterede han og lyttede til diskussioner om økonomisk teori, problemerne omkring slaveri og afskaffelse af slaveri, bankvirksomhed, dødsstraf, toldproblemer og finanser. Vandalia var af allerstørste uddannelsesmæssige vigtighed i hans enestående karriere.”
I 1836 blev Lincoln genvalgt for Whig-partiet. De ni kandidater, der blev valgt for det, var usædvanlig høje og kom derfor til at gå under fællesbetegnelsen ”The Long Nine”. Lincoln blev valgt fire gange i træk til den lovgivende forsamling. 1836 var også året, hvor han bestod jurastudiet og blev advokat. New Salem døde ud, og Lincoln flyttede til Springfield, hvor han startede advokatvirksomhed. Han indgik i alt tre advokat-partnerskaber: Med John T. Stuart fra 1837 til 1841; Med Stephen T. Logan fra 1841 til 1844 og med William H. Herndon fremefter. William Herndon var i øvrigt Lincolns modsætning: Glad for flasken, kolerisk og humørforladt. Men de to mænd havde en dyb gensidig sympati og respekt for hinanden, der holdt livet ud. Begge mænd var desuden rodehoveder; Lincoln havde tit sagsakterne i sin hat, Herndon havde dem alle vegne.
I 1842 giftede Abraham Lincoln sig med Mary Todd, selv om det havde været en sej forlovelse med tvivl fra begges sider. Året efter var tanken om at opstille til USAs Kongres modnet hos Lincoln. Efter to forsøg lykkedes det i 1845 ham at manøvrere sig på plads som Whigs' kandidat, og han vandt overbevisende over sin demokratiske modkandidat, Peter Cartwright; en prædikant, der forsøgte at gøre et stort nummer ud af, at Lincoln ikke var tilknyttet en bestemt kirke.
Familien Lincoln flyttede til Washington i december 1847, men Mary brød sig ikke om byen. Hun og de to sønner flyttede snart hjem til Springfield. Da kongressen trådte sammen i slutningen af året var krigen mellem USA og Mexico på vej mod sin afslutning. Whig-partiet var i starten imod denne krig, men folkestemningen var for, hvorfor partiet holdt lav profil. Men ikke Lincoln. Han blev beskyldt for forræderi, og hans modstand mod krigen betød, at han ikke kunne genopstille til kongressen. Efter forgæves at have søgt opstilling til embeder i Illinois, vendte han sin fulde opmærksomhed mod advokatgerningen. I mellemtiden fik han yderligere to sønner, men mistede sin anden søn, Edward, i 1850, samme år som hans tredje søn blev født.
Advokatvirksomhed i 1850'erne i Illinois var ikke meget lig advokatvirksomhed i dag. Byen Springfield gav i sig selv kun få advokatjobs, så tiden gik til hest fra småby til småby. Som advokat gik Lincoln for at være retskaffen som få, og en historie fortæller, hvordan han ikke alene afslog at tage honorar fra en krigsenke, men endda betalte hendes hotelophold under en retssag, der skulle sikre hendes krigspension.
Slavespørgsmålet tvinger Lincoln tilbage til politik
I 1854 fremsatte kongresmedlem Stephen A. Douglas et forslag, der havde sine rødder i, at han ønskede jernbanen ført igennem Illinois. Men forslaget ville medføre, at slaveri efterhånden ville blive tilladt – ikke alene i nye områder, der blev optaget i USA, men de facto i alle stater, hvor nordstaterne ellers var slavefri. Oprørt i sit inderste begyndte Lincoln at debattere med Douglas. Efterhånden førte den ophedede stemning til, at det republikanske parti blev dannet af Whigs og demokrater, der var imod slaveriet. Lincoln tilsluttede sig det nye parti. I Bloomington holdt han en tale, der var så gribende, at de, der tog referat af taler, lagde pennen fra sig for at lytte. Talen er siden blevet kendt som ”the lost speech”. Kræfter blev sat ind for at gøre Lincoln til vicepræsidentkandidat til valget i 1856, men det skete ikke. I øvrigt vandt Demokraterne valget med James Buchanan som ny præsident.
Kort efter Buchanans indsættelse i præsidentembedet i 1857 fastslog Højesteret, at en ”neger ikke var en borger, men en ejendom”. Deraf fulgte, at kongressen ikke kunne forbyde slaveri nogetsteds i De Forenede Stater. Senator Douglas var glad og luftede sin tilfredshed ved alle givne lejligheder. Det bragte Lincoln yderligere i spidsen. I sin eneste offentlige tale i 1857 sagde han bl.a.:
Debatterne mellem Douglas og Lincoln endte med, at Lincoln stillede op mod Douglas til senatet. Selv om Lincoln fik flest stemmer, medførte stemmefordelingen at Douglas vandt. Men de ophedede debatter og Lincolns mange gode taler gjorde, at han nu var kendt langt ud over Illinois' grænser.
Lincoln som præsident
Det var aviserne, der først opfordrede Lincoln til at opstille til præsidentvalget i 1860. Først i hjemstaten Illinois, siden på landsplan. Først var Lincoln modvillig, men efterhånden påtog han sig rollen som præsidentkandidat. Samme år drog Lincoln til New York, hvor han holdt en tale til unge republikanere. Talen blev ustandselig afbrudt af klapsalver, og da den var forbi, stod hele salen op. En avisreporter Noah Brooks skrev om hændelsen: ”Ingen har nogensinde gjort så godt et førstegangsindtryk på et New York-publikum ... Han er det største siden Paulus!” I New England brugte Lincoln en skomagerstrejke til at tale mod slaveriet:
I maj 1860 mødtes republikanere fra hele USA til konventet i Chicago for at vælge en præsidentkandidat. Dengang var det sædvane, at kandidaterne ikke mødte op. Til gengæld var deres folk på plads. Spidskandidaten var William H. Seward, men Lincolns folk fulgte den strategi at samle alle, der ikke var for Seward. Løfter blev til gengæld afgivet og embeder lovet. Der blev sågar udstedt falske adgangsbilletter til konventet til Lincolns tilhængere. Det betød, at da Sewards tilhængere, overbevist om deres kandidats snarlige sejr, måtte se deres pladser optaget, da de ankom til konventet – de blev i stor stil nægtet adgang. Ved tredje afstemning havde Lincoln sikret sig præsidentkandidaturet og blev dermed det unge republikanske partis anden præsidentkandidat. Han modtog selv nyheden om nomineringen hjemme i Springfield og gik roligt hjem for at fortælle det til sin hustru.
Ved præsidentvalget genopstillede James Buchanan ikke. Splittelsen mellem nord og syd betød, at norden opstillede Stephen A. Douglas – Lincolns gamle modpart – syden opstillede John C. Breckinridge og tidligere Whig og Know Nothings-folk opstillede parret Bell-Everett. Med en sådan splittelse blandt demokraterne var en republikansk sejr sikker. Lincoln modtog ca. en halv million flere stemmer end sin nærmeste modstander, Douglas, der fik 1,3 mio. stemmer. Abraham Lincoln var dermed valgt til USA's 16. præsident med indsættelse i embedet den 4. marts 1861.
Indsættelsen
Undervejs til præsidentindsættelsen blev Lincoln udsat for adskillige mordtrusler grundet den stigende spænding mellem nord- og sydstaterne. Han valgte derfor at rejse inkognito på en del af strækningen. Det brugte visse aviser mod ham. De fremstillede ham som en kujon i satiriske tegninger og tekster. Snart efter sin ankomst til Washington mødtes den kommende præsident med Peace Conference-medlemmer. ("Peace Conference" var en forsamling, der søgte at skjule uenighederne mellem nord- og sydstaterne, for at forhindre en splittelse af unionen USA). Til dem udtalte Lincoln: "Min kurs er klar som en ensrettet gade; Jeg er ikke i tvivl om, hvilken vej vi skal. Hvad nu, hvis vi stopper alle diskussioner og blot prøver at efterleve forfatningen og lovgivningen? Tror De ikke, at det ville virke?"
Da Lincoln blev modtaget af præsident Buchanan, skal denne have udtalt: "Jeg håber, De er lige så glad for at flytte ind (i Det Hvide Hus), som jeg er for at flytte ud". I sin indsættelsestale holdt Lincoln fast ved Forfatningens ord om lighed for alle. Samtidig sagde han, at bortset fra hvad den krævede, ønskede han intet fra de enkelte stater. Han advarede sydstaterne mod at gøre oprør, og mod slutningen af talen sagde han:
Til sidst søgte den nyindsatte præsident at forsone unionen med henvisning til de fælles krige og de fælles døde. Men borgerkrigen var ved at begynde i et fort i South Carolina, og dagen efter indsættelsen begyndte den amerikanske borgerkrig. Der kom meddelelse fra Fort Sumter i Charleston i South Carolina, om at fortet ”enten måtte få forsyninger i løbet af seks uger eller forlades”. Fortet lå et i en af de seks stater, der på grund af slavespørgsmålet allerede havde forladt unionen. Det blev derfor et symbol på USA's fremtid: Hvis fortet blev holdt, ville det for nordstaterne betyde bevarelse af den føderale autoritet; for sydstaterne ville det betyde ydmygelse og fornærmelse. Lincoln tøvede, og de frafaldne stater anså det for svaghed. Den 12. april 1861 beskød Charlestons' artilleri Fort Sumter. Dermed var der syv frafaldne stater, og krigen mellem de frafaldne og unionen var begyndt.
Angrebet på fortet fjernede enhver tøven hos Lincoln. Der blev indkaldt 75.000 mand til unionens forsvar, og Lincoln satte spørgsmålet på spidsen og henvendte sig til kongressen:
Den amerikanske borgerkrig startede ikke så meget som et spørgsmål om slaveri, men snarere som et spørgsmål om, hvorvidt en stat havde retten til at trække sig tilbage fra unionen uden føderal indblanding. Om et mindretal i et demokratisk samfund må tage loven i egen hånd.
Lincoln og slavespørgsmålet
Når en slave under den amerikanske borgerkrig flygtede fra en stat, hvor slaveri var tilladt, til en stat, hvor slaveri var forbudt, opstod spørgsmålet: Hvad skulle man gøre med ham? Skulle han bruges til krigsarbejde? Kunne han indlemmes i hæren? I 1861 udstedte general John C. Frémont en proklamation, der satte alle slaver i hans område fri. Lincoln kaldte imidlertid ordren tilbage og barslede i 1862 med ideen om, at slaverne i oprørsstaterne skulle gives fri, eventuelt ved at de blev frikøbt. Udenrigsminister William H. Seward fik ham fra ideen – i hvert fald indtil Nordstaterne havde en sejr i hånden, der kunne bakke en sådan frikøbelse op. I september 1862 vandt Nordstaterne slaget ved Antietam og Lincoln mente, at tiden var inde. Den 22. september 1862 udstedte Lincoln Emancipationserklæringen:
Nytårsdag 1863 trådte proklamationen i kraft, og den blev mødt med heftig kritik såvel mundtligt som korporligt: Rekrutteringsofficerer blev myrdet, og Lincolns tilhængere hetzet. Der dannedes undergrundsorganisationer, der ønskede fredsforhandlinger. Modstandere af præsidenten gav udtryk for, at borgerkrigen kun var startet for at afslutte slaveriet. Selv Lincoln-tilhængere som Radikale Republikanerne angreb proklamationen: de mente ikke, den var vidtrækkende nok. Da myndighederne arresterede en af lederne af Copperheads – en nordstatsgruppering, der støttede sydstaterne og i øvrigt var krigsmodstandere – Clement L. Vallandigham, måtte Lincoln forsvare denne disposition: ”Så jeg må altså skyde en simpel drengesoldat, der deserterer, mens jeg ikke må røre et hår på hovedet af den listige agitator, der har opildnet ham til at desertere?” I et brev stilet til vennen James C. Conkling med det formål, at det skulle oplæses ved et vælgermøde, skrev Lincoln bl.a.:
Denne tale gik unionen rundt, og støtten til Lincolns politik steg så kraftigt, at midtvejsvalgene i stor udstrækning blev vundet af hans tilhængere. Imens gav Lincolns ubetingede støtte til slaveriets afskaffelse Nordstaterne medvind i udlandet, ikke mindst i Storbritannien.
Gettysburg-talen
Under borgerkrigen holdt Lincoln en tale, der i sin enkelhed og korthed er kendt af de fleste skoleuddannede i USA som Gettysburg-talen. Talen blev holdt ved indvielsen af kirkegården i Gettysburg i Pennsylvania den 19. november 1863. Baggrunden var, at det slag, der blev et vendepunkt for Nordstaterne, blev udkæmpet her i dagene 1.-3. juli 1863. Det er kendt som Slaget ved Gettysburg. Det kostede over 45.000 soldater livet. Sydstaternes general, Robert E. Lee, trak sig tilbage med et tab på 1/3 af sin styrke. Ved indvielsen blev der ikke lagt specielt mærke til Lincolns tale. Hovedtaleren var Edward Everett, en professionel taler, der holdt en floromvunden to timer lang tale. Everett var med et samtidens ord en orator – en dygtig taler. Lincolns tale var på blot 272 ord og varede to minutter. Mange tilhørere havde end ikke bemærket, at præsidenten var begyndt på sin tale, før den var forbi. Det blev først klart for amerikanerne, at præsidenten havde holdt en enestående tale, da den i løbet af de følgende dage blev trykt i aviserne. Skønt latterliggjort i de første avisudgaver – såvel præsidenten som talen – steg agtelsen blandt udgiverne efterhånden som de forstod budskabet. Lincolns tale var ikke kun en hyldest til de soldater, der havde givet deres liv ved Gettysburg – den definerede også, hvad borgerkrigen drejede sig om. Han fremhævede fra den amerikanske uafhængighedserklæring, at "alle mænd er født lige" og gjorde det klart, at "alle" virkelig betød alle – uanset hudfarve. At et forenet Amerika måtte leve op til denne definition.
Genvalg
Siden 1832 havde ingen amerikansk præsident siddet i to embedsperioder. Nogle havde ikke søgt genvalg, andre havde stillet op, men var ikke blevet valgt. Det var efterhånden blevet god tone, at en præsident kun sad i en periode, men Lincoln erklærede sig klar til at fortsætte. På grund af krigen søgte mange grupper inden for det republikanske parti dog en anden kandidat. General John C. Frémont blev efterhånden den foretrukne kandidat for anti-Lincoln-kræfterne i partiet. Lincoln vandt dog på parti-konventet. Demokraterne valgte general McClellan som deres kandidat, og Lincoln – stadig mødt af modstand indefra og udefra – belavede sig på et nederlag. Men Nordstaterne kunne nu melde om en række sejre – bl.a. indtog general Sherman Georgias hovedstad, Atlanta, og admiral Farragut triumferede ved Mobile Bay. De kræfter, der havde kæmpet imod krigen og for at indgå en fredsaftale med Sydstaterne, tav. I oktober 1864 var enhver tvivl om præsidentens genvalg forsvundet; på selve valgdagen vandt Lincoln overbevisende – ikke mindst blandt soldaterne – over generalen 1:3. En tid efter valget blev han spurgt, hvordan det var at være præsident "for så stor en nation". "Det minder mig om," svarede Lincoln, "manden, der var dyppet i tjære og rullet i fjer, som sagde til sine genboer, da han blev båret ud af byen på en jernbanesvelle, hvis det ikke var for æren ved alt dette, ville jeg egentlig hellere gå."
Ved præsidentindsættelsen den 4. marts 1865 holdt Lincoln en indsættelsestale, der siden er blevet kendt som en af de største igennem tiderne. I slutningen af marts og begyndelsen af april kom de endelige gennembrud for nordstatsstyrkerne. General Weitzel spurgte præsidenten, hvordan man skulle behandle de sydstatsstyrker, der overgav sig: ”Hvis jeg var i Deres sko, ville jeg fare med lempe. Far med lempe”. Den 9. april 1865 overgav general Robert E. Lee sig til general Ulysses S. Grant ved Appomattox. Det betød, at borgerkrigen reelt var forbi.
Den sidste dag
Den 14. april 1865 begyndte med, at general Anderson hejste flaget over Fort Sumter. Krigsministeren erklærede, at yderligere hvervning af soldater var ophørt. Der blev afholdt regeringsmøde og general Ulysses S. Grant deltog, idet man diskuterede de fremtidige forhold mellem staterne. Siden tog Lincoln imod, vanen tro, og hjalp bl.a. en sort krigsenke i spørgsmålet om pension. Han underskrev en benådning af en desertør og tilføjede: ”Jeg tror, at denne dreng vil gøre mere nytte over jorden end under”. Samtidig var John Wilkes Booth, Lewis Powell og George Atzerodt ved at færdiggøre deres planer om at myrde præsidenten, udenrigsminister Seward (der var sengeliggende efter et uheld med hestevogn) og vicepræsident Andrew Johnson.
Om aftenen tog præsidentparret i teatret – Fords Theatre. Det var først bestemt samme morgen, men præsidentparret frekventerede jævnligt dette teater. Planen havde været, at general Grant og frue skulle tage med, men de meldte afbud (Historikere har siden udarbejdet hele lister over kendte personer, der afslog præsidentens invitation denne aften). I stedet valgte præsidentfruen at tage senator Ira Harris' datter og stedsøn, Clara Harris og major Henry Reed Rathbone, med. Præsidentens følge ankom først efter, at stykket Our American Cousin var gået i gang. Stykket blev afbrudt, da præsidentparret indtog logen, og Hail to the Chief blev spillet.
Om eftermiddagen havde Booth boret et lille hul i logedøren, så han let kunne følge med i, hvor præsidenten sad. Det blev ikke sværere af, at Lincolns livvagt, John F. Parker, havde forladt sin post: en stol ved indgangen til logen – sandsynligvis for at finde en bedre plads, så han kunne overvære skuespillet. Det skal nævnes, at Lincoln havde besøgt teatret 13 gange før – hver gang uden livvagt. Booth listede sig ind i logen med en kniv i venstre hånd og en Derringer i højre. På klos hold affyrede han pistolen mod præsidentens baghoved, og Lincoln faldt sammen. Major Rathbone kastede sig mod Booth, men blev såret af kniven. Booth kastede sig nu ud fra logen, men hans spore satte sig fast i flaget, som logen var indhyllet i og faldt mod teatergulvet. Hurtigt var han på benene igen og råbte ”Sic semper tyrannis!” (sådan går det altid tyranner) og stak af. Det viste sig, at en kordreng havde holdt en hest parat til morderen uden for teatret. Samtidig brød Powell ind hos den sengeliggende udenrigsminister og stak ham gentagne gange bl.a. i ansigtet. Udenrigsministeren overlevede, men lod sig sjældent fotografere. Atzerodt, der skulle dræbe vicepræsidenten, valgte at drikke sig fuld.
En ung militærlæge, 22-årige Charles Leale, der sad i teatersalen, ilede igennem den panikslagne folkemængde til præsidentlogen. Han konstaterede, at situationen var håbløs: Kuglen var trængt gennem baghovedet, var gået igennem hjernen og sad nu fast bag højre øje. Præsidenten blev båret over gaden til det nærmeste hus og lagt på en seng. Ministre og højtstående embedsmænd samledes om dødslejet, men præsidenten kom ikke til bevidsthed. Kl. 7.22 den 15. april 1865 var Lincoln død. En stemme i soveværelset udtalte: ”Nu hører han evigheden til”. Vicepræsident Andrew Johnson aflagde ed som USA's 17. præsident samme dag.
Det, Booth ønskede med attentatet på præsidenten, vicepræsidenten og udenrigsministeren, var at kaste USA ud i en forfatningsmæssig krise, der skulle resultere i en opløsning af unionen.
Succesionsloven til præsidentembedet var fra 1792 og tog ikke højde for en omfattende udslettelse af landets ledelse. Hvis alle tre attentater var lykkedes, ville senatets leder blive fungerende præsident, indtil nyvalg kunne udskrives. Dette nyvalg skulle godkendes af udenrigsministeren, der ville være død.
Lincoln i dag
Abraham Lincoln var den første amerikanske præsident, der blev dræbt i embedet ved et attentat. Siden fulgte James Garfield i 1881, William McKinley i 1901 og John F. Kennedy i 1963. Lincoln ligger blandt de øverste på listen, når historikere rangerer amerikanske præsidenter. Han repræsenterer klassiske værdier som ærlighed, integritet og står for medmenneskelig respekt, minoriteters rettigheder og frihed i almindelighed. Lincoln er desuden kendt for at være den amerikanske præsident, der afskaffede slaveriet, men måske burde han være mere kendt som den præsident, der forsvarede demokratiet: At respektere flertallets afgørelse uden at ty til yderligheder; at kæmpe ved diskussion og debat – ikke ved magtanvendelse eller blodsudgydelse. Dermed brød Lincoln med over 30 års eftergivenhed fra tidligere præsidenter og blev et ikon for dem, der ønsker en klar vision. Forsikringsselskaber og menneskerettighedsforkæmpere bruger Lincolns navn, lige som et bilmærke og talrige byer og områder i USA er opkaldt efter ham. Statuer eller buster findes i bl.a. USA, Mexico, Storbritannien og Cuba. Flere krigsskibe er opkaldt efter ham. Det er ikke usædvanligt i USA, men der findes endda et skib opkaldt efter hans moder, "SS Nancy Hanks".
Gettysburgtalen er på undervisningsplanen i enhver amerikansk grundskole, lige som hans anden tiltrædelsestale stadig studeres. Presidents' Day er en føderal amerikansk helligdag, der fejrer præsidenterne Washington og Lincolns fødselsdag.
Se også
Lincoln (film fra 2012)
Kildehenvisninger
Kilder
Stefan Lorant: The Life of Abraham Lincoln, 1955, The New American Library of World Literature, New York
"Why Seward?" af Michael Maione and James O. Hall, 1998, Lincoln Herald.
Om livvagten i Fords Theatre
Noter
Eksterne henvisninger
The Lincoln Institute (en)
Abraham Lincoln Research Site (en)
Abraham Lincoln Assassination (en)
Mr. Lincoln's White House (en)
Mr. Lincoln and Freedom (en)
Mr. Lincoln and Friends (en)
Mr. Lincoln and New York (en)
Lincoln Library Illinois
Elegy written in a Country Church-Yard af Thomas Gray (engelsk udgave)
Den første indsættelsestale (engelsk)
USA's præsidenter
Personer dræbt i attentat
Personer i den amerikanske borgerkrig
Personer fra Indiana
Personer fra Kentucky |
1264 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abrasion | Abrasion | Abrasion er et geologisk udtryk for den udjævnende virksomhed, som havet udøver, når det under en niveauforandring, der medfører en stigning af vandspejlet, bryder ind over et fastland. Ved abrasion kan alle terrænformer næsten fuldstændig udviskes, således at man som resultat får en plan flade (abrasionsfladen), der stiger jævnt indad mod land, og på hvis ydre dele det fra landet løsrevne og bortførte materiale kan afsættes som næsten horisontale lag.
Lignende flader kan fremkomme ved floders erosion (peneplan), men i dette tilfælde uden at der finder nogen niveauforandring sted, og uden at fladerne dækkes af marine aflejringer. Ligeledes vil en indlandsis ved sin afhøvlende virksomhed kunne frembringe større, ofte dog noget mere bølgede flader, som dog i reglen ved isens afsmeltning dækkes af moræneaflejringer, hvorved overfladen atter bliver mere eller mindre ujævn.
Referencer
Geologisk aflejring |
1267 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abrikos | Abrikos | Abrikos har flere betydninger:
Abrikos (frugt) – en frugt.
Abrikos (træ) – et træ. |
1272 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abscisse | Abscisse | Abscissen, ofte betegnet , er førstekoordinaten i et koordinatsystem. Andenkoordinaten betegnes da ordinaten.
At betegne -aksen (abscisseaksen) i et koordinatsystem som "abscissen" er en udbredt, men mindre korrekt sprogbrug. Førsteaksen er almindeligvis vandret.
Imidlertid omtales et punkts x- og y-værdi ofte som hhv. punktets første- og andenkoordinat.
Grafer
Koordinatsystemer |
1277 | https://da.wikipedia.org/wiki/Absint | Absint | Absint er en alkoholisk drik, der var meget udbredt i Frankrig i 1800-tallet.
Bestanddelen havemalurt hedder på græsk apsinthion og på latin Artemisia absinthium, heraf navnet "absint". På andre sprog brugte man det franske navn, tilpasset lokal retskrivning; på dansk står der "absint" i Retskrivningsordbogen.
Fremstilling
Absint fremstilles ved, at man lader havemalurt, fennikel og anis trække i stærk alkohol. Resultatet destilleres til en klar væske (hvid absint eller absinthe blanche), der kan indfuseres med urter såsom romersk malurt (Artemisia pontica) og isop. Klorofylet fra bladene giver den færdige absint en grøn farve; deraf drikkens kælenavn, "den grønne fe". I absint indgår der ofte 10-15 forskellige urter, alt efter den ønskede smag. Forskellige producenter bruger forskellige opskrifter, der foreskriver alt fra mynte og citronmelisse til muskatnød.
Siden tilsættes vand. Den færdige absint indeholder typisk mellem 50 og 75 procent alkohol, men kan også fås med op til 80 procent alkohol (direkte fra kedlen). En simplere fremstillingsmetode består i at blande alkohol med essentielle olier fra de nævnte urter, hvilket dog giver en ringere kvalitet.
Historie
Ifølge nogle kilder blev drikken opfundet i 1792 af den franske læge Pierre Ordinaire, der var flygtet til Schweiz fra den franske revolution. De schweiziske Henriod-søstre the Swiss sisters Henriod fik så opskriften fra ham, og der producered i dag en absint opkaldt efter Ordinaire. Henriod-søstrene kaldte den Bon Extrait d’Absinthe og solgte den iblandet urter som kamille, fennikel, koriander, spinat og persillerod. Pierre Ordinaire foreskrev drikken som hostesaft og styrkedrik. Den franske forretningsmand Henri Dubied købte senere den hemmelige opskrift, enten af søstrene eller lægen – og ved hjælp af sin ven Henri-Louis Pernod startede han en masseproduktion i 1798. Samme år byggede Dubied og Pernod det første absint-destilleri i den schweiziske by Couvet under navnet Dubied Père et Fils. Salget gik så godt, at de i 1805 byggede endnu et destilleri, denne gang i Pontarlier i Frankrig.
I begyndelsen blev drikken markedsført for sine medicinske egenskaber; franske soldater fik den ofte med i rationerne som beskyttelse mod tropesygdomme, blandt andet under Algierkrigen i 1864-71. Efterhånden ændrede opfattelsen sig dog, og mange mente, at den var mere skadelig end andre former for alkohol. Problemet var ifølge sagkundskaben, anført af lægen Valentin Magnan, at malurt – foruden de ønskede smagsstoffer – indeholder nervegiften thujon, som man mente gav kronisk hjerneskade ved langvarig brug. Derfor blev absinten forbudt i USA i 1912, i Frankrig i 1915, men aldrig i Storbritannien, sådan at man ved nytårsfejringen i London i 1999 kunne drikke absint importeret fra Tjekkiet. I Danmark og Spanien blev der heller ikke indført noget forbud, og der blev fortsat produceret absint i Spanien.
I oprindelseslandet Schweiz blev absint forbudt efter folkeafstemning i 1908, og forbuddet trådte i kraft den 7. oktober 1910. Drikken blev dog stadig fremstillet på hjemegnen, Val-de-Travers, hvor så mange som 80 hemmelige destillerier holdt gang i produktionen, mens den lokale øvrighed lod som ingenting. Fra 1. marts 2005 blev absint lovligt igen i Schweiz, men må ikke indeholde mere end 35 milliontedele (parts per million, ppm) thujon. I USA går grænsen ved mindre end 10 ppm. Ifølge undersøgelser foretaget af British Medical Journal indeholdt absint tappet før 1900 så meget som 260 ppm thujon.
Omkring 1900 blev absint forbundet med bohemelivet blandt digtere og billedkunstnere som Charles Baudelaire, Arthur Rimbaud, Paul Verlaine, Édouard Manet og Henri de Toulouse-Lautrec, men især var den arbejderklassens drik. Gennembruddet kom, da de franske vinmarker blev raseret af insektet phylloxera i 1863. Afholdsbevægelsen stod stærkt i Frankrig, og afholdsfolkene så ikke mildt på den billige, importerede absint, som var den, de fattige var henvist til at drikke. Fransk Blå Kors, Croix Bleu, indsamlede omkring 400.000 underskrifter for et forbud. Det mistænkes, at de fik støtte af franske vinbønder, der gerne ville beholde markedsandele, når vinproduktionen kom i gang igen. I 1915 var der så mange klager over franske soldater, der kom berusede tilbage fra orlov, at man af den grund forbød absint.
Sidenhen er der opstået en fornyet interesse for drikken, og den bliver i dag fremstillet og solgt i en række lande – også i Frankrig. Når det kan lade sig gøre, hænger det sammen med fælles EU-regler for, hvor meget thujon en alkoholisk drik må indeholde, nemlig maksimalt 10 milligram pr. liter, hvis der er tale om spiritus, og 35 milligram, hvis produktet er klassificeret som en "bitter". Nu om dage er der ikke noget reelt forbud i ret mange lande; i Frankrig er det tilladt at fremstille og sælge absint, så længe etiketten ikke direkte betegner indholdet som sådan. Fransk absint har i dag derfor forskellige omskrivninger, såsom "Spiritus på udtræk af absint-urter".
Effekt
Tujon påstås ofte at være et hallucinogen; der henvises til en vis kemisk lighed med hampens aktive stof, cannabinol. Denne lighed er dog rent overfladisk, og der er ingen endegyldig dokumentation for, at tujon har nogen hallucinerende virkning. Mange mener, at absint-rusen føles anderledes sammenlignet med andre former for alkohol. Fornemmelsen beskrives som "forfriskende" og "opløftende". Dette fænomen opleves også ved indtagelse af mindre berygtede anis-drikke, fx pastis, og tilskrives stoffet anethol. Absint er således ikke en form for narkotika, men først og fremmest en stærk, alkoholisk drik, der i fortyndet form har en alkoholprocent, der nærmer sig vin. At absint i nogle kredse er begyndt at blive populær igen, hænger i høj grad sammen med myten om kunstnerlivet i "La Belle Époque".
Smag og indtagelse
Smagen af absint er præget af anis, som også kendes fra ouzo og pastis. Det giver en lakridsagtig smag. Traditionelt spædes absinten op med vand, hvilket bevirker, at drikken bliver uklar – et fænomen, der på fransk kaldes louche. Malurten giver absinten en mynteagtig, let bitter aroma, som ikke findes i andre anisdrikke. Dertil kommer ofte smag fra andre tilsatte urter.
Absint kan smages til med sukker. Oprindelig foregik det ved, at man simpelt hen rørte sukker eller sirop de gomme ud i absinten efter at have tilsat vand. I 1880'erne dukkede en ny metode op, hvor man brugte en særlig absint-ske – en flad ske med huller i til at lægge hen over glasset. Et stykke sukker lagdes oven på skeen, inden man hældte en fin vandstråle ned over det, så det langsomt blev opløst og dryppede ned i drikken. Senere blev der lavet særlige fontæner med små dryphaner, hvorfra vandet kunne dryppe ned over sukkeret. Nu om dage nydes absint oftest uden sukker, da den naturlige sødme fra anis og fennikel er rigeligt. Vigtigt er dog den langsomme, gerne drypvise, tilsætning af koldt vand, så smagsstofferne kommer bedst til udtryk.
I 1990'erne dukkede endnu et ritual op, hvor man hælder absint over sukkeret og sætter ild til, så det smelter. Denne fremgangsmåde bruges indimellem på barer i bl.a. Tyskland, Spanien og Tjekkiet. Dette har dog intet med traditionel præparation at gøre og bør undgås. En grund er, at brændende alkohol kan være farligt, dels fordi flammen brænder meget klart og er svær at se, dels fordi glasset kan sprænges. En anden grund er, at karamelliseret sukker giver en dominerende, unødvendig bismag der af kendere betragtes som ødelæggende for absintens egen smag. Ritualet ses oftest som underholdnings- og salgstrick for absint af dårlig kvalitet.
Absint uden anis kaldes tjekkisk (eller bøhmisk) absint og bliver ikke louche ved tilsætning af vand.
Referencer
Eksterne henvisninger
Absinthium.dk Det Danske Absint Selskab
"Den Sorte Bog om Absint" af Christoffer Gertz Bech (Det Danske Absintselskab)
Omfattende dokumentation om absint
Et af nettets ældste fora for absint-entusiaster
Dansk side med information om absint
Engelsk side med information om stoffet tujon
Le Musée virtuel de l'absinthe
Likører |
1284 | https://da.wikipedia.org/wiki/Absolut%20nulpunkt | Absolut nulpunkt | Det absolutte nulpunkt er den teoretisk laveste mulige temperatur, som kan opnås i et makroskopisk system. Pr. definition er den teoretisk lavest mulige temperatur 0 K og −273,15 °C. Som en konsekvens af termodynamikkens love kan det vises, at temperaturen aldrig kan blive eksakt 0 K, omend det er muligt at komme vilkårligt tæt på. Ved det absolutte nulpunkt vil alle molekyler og atomer i systemet være i grundtilstanden (dvs. tilstanden med den laveste mulige energi), og systemet vil have den mindste mængde kinetisk energi, som er mulig ifølge fysikkens love.
Noter
Eksterne henvisninger
Nulpunktsenergi
Det koldeste område i universet bliver skabt på ISS. Videnskab.dk
Racing toward Absolute Zero. Scientific American 2019
Se også
Termodynamikkens 3. lov
Termodynamik |
1287 | https://da.wikipedia.org/wiki/Absorption | Absorption | Absorption, dæmpning
er optagelse, dæmpning af transport gennem materialer.
Ved at måle lyset fra fjerne stjerner kan astronomer finde ud af hvilke grundstoffer disse indeholder. På grund af absorption, vil visse bølgelængder af lyset dæmpes, og det ses som sorte streger i et spektret.
De sorte streger kaldes absorptionslinjer og vil på spektret være skrå. Dette skyldes rødforskydningen. Ser vi fx på lys udsendt fra en planet (som jo er solens lys der rammer planeten og reflekteres) vil absorptionslinjerne være skrå da planeten roterer. Idet solens lys rammer planeten rødforskydes det (en form for afbøjning) og idet lyset dernæst reflekteres rødforskydes det igen, vi observerer altså en dobbelt rødforskydning. Dette kan bruges til at udregne rotationshastigheden.
Begrebet anvendes også i rumakustik. Et materiale kan absorbere energi overbragt med lyd - hvor absorptionen består i omdannelse af lydenergien til varme. De tre absorbent-hovedtyper er membranabsorbent, porøsitetsabsorbent og resonansabsorbent. Byggematerialernes virkning vil ofte være en kombination af disse.
Absorption af vand
Pulvere og geler benyttes til opsugning af vand og andre væsker. Stoffernes nanostruktur gør processerne mulige. Den kunstige polymer natrium polyakrylat bruges som superabsorberende stof i babybleer osv.
Absorbering af farlige væsker
Der er visse lovgivnings og miljøstandarder såsom ISO14001 der kræver ansvarlig håndtering af farlige væsker. Når man er på udkig efter absobenter er det derfor en vigtig indikator at gå efter. Der findes mange innovative leverandører af absorbenter, der gør det meget nemmere at håndtere spild af farlige medier.
Se også
Adsorption og sorption.
Eksterne links og henvisninger
Fysik |
1290 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abstinens | Abstinens | Abstinenser bruges sædvanligvis om fysiske og psykiske symptomer som følge af at organismen unddrages et tilvant stimulerende middel – hvilket ses ved afvænning fra for eksempel alkoholisme, narkomani eller andre former for afhængighed. Abstinenser er en fælles betegnelse for hele symptombilledet, altså både de fysiske og de psykiske symptomer. Udtrykket kan også bruges i forbindelse med manglende vanlige fornøjelser som sex, fester, slik eller lignende, omend der i denne sammenhæng kun sjældent ses fysiske symptomer.
Abstinenser efter alkoholafhængighed
Abstinens opstår ved mangel på alkohol, efter kroppen er blevet vænnet til et vedvarende, højt indtag over en længere periode, typisk flere år. Denne periode varierer fra menneske til menneske, da nogle er mere disponerede for alkoholisme end andre. Der ses en række fysiske og psykiske symptomer, der tiltager med graden af forudgående alkoholindtag. Tilsvarende vil abstinenserne være tiltagende, desto længere kroppen holdes fri for alkoholindgift, og kan i svære tilfælde blive livstruende. Præcist hvilket symptombillede der udvikles kan variere fra patient til patient, men desto sværere abstinenserne er, desto større er sandsynligheden for at udvikle mange symptomer samtidig.
Der ses øget svedtendens. Indledningsvis vil huden blot blive varm og let fugtig, men i svære tilfælde kan den abstinente svede så meget, at sengetøj gennemvædes på kort tid.
Man vil udvikle tiltagende tremor (rysten). Først vil hænder ryste i større eller mindre grad, når man rækker ud efter noget. Senere kan denne rysten være vedvarende, også når hænderne holdes i hvile. Endelig kan der udvikles tremor af hele kroppen. Denne tremor er ofte hæmmende for normal brug af hænder m.v.
Mange udvikler en tiltagende uro i kroppen, der gør det svært at holde sig i ro.
Pulsen øges fra de normale 60-80 slag i minuttet til 90-100 slag i minuttet. I svære tilfælde kan pulsen stige til over 120 slag i minuttet.
Kropstemperaturen stiger med en grad eller to, i svære tilfælde mere, så patienten i praksis udvikler feber.
Nogle patienter vil udvikle hallucinationer. Disse kan både være syns- og hørehallucinationer og kan variere fra fjerne lyde eller flygtige billeder, som patienten let kan abstrahere fra, til ubrydelige vrangforestillinger.
Efterhånden som abstinenserne udvikles vil mange også blive tiltagende konfuse og bevidsthedsslørede.
Holdes kroppen alkoholfri vil abstinenserne aftage igen, og til sidst svinde helt, omend nogle personer kan opleve såkaldte postakutte abstinenser, der kan vare i måneder eller år efter afvænningen. Ved fornyet alkoholindtag og efterfølgende -ophør vil kroppen igen skulle gennemgå en abstinensproces; graden af abstinenser vil typisk tiltage, desto længere alkoholforbruget vedligeholdes trods alkoholfri perioder.
Behandling
Der er mulighed for at behandle abstinenser medicinsk, og dermed dels lindre symptomerne, dels reducere risikoen for skadelige følger af abstinenserne. Alt efter hvilken afdeling, man søger behandling på, kan forskellige stoffer anvendes; typisk vil behandlingen enten være Risolid eller Fenemal.
Afhængighed
Symptomer |
1293 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abstrakt | Abstrakt | Ordet abstrakt har flere betydninger::
Abstrakt (begreb) – modsat konkret.
Abstrakt kunst – kunst, der ikke afbilder naturlige objekter.
abstrakt (resumé) – et resumé af en videnskabelig tekst (fra eng. abstract).
Se også
Abstraktion |
1294 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abstraktion | Abstraktion | Abstraktion er den tankevirksomhed, hvor man koncentrerer sig om hovedsagen og ser bort fra mindre væsentlige detaljer, eller hvor man finder fælles egenskaber ved en række begreber eller ting.
Denne søgen efter fællestræk betyder at abstraktion er en modsætning til den konkrete iagttagelse af en enkelt ting eller et enkeltbegreb.
I daglig tale bruges abstrakt ofte om noget, som er lidt verdensfjernt, uvirkeligt eller uforståeligt.
Inden for datalogi findes begrebet abstraktion også.
Endelig er abstraktion også en metode inden for billedkunsten, nemlig abstrakt kunst.
Problemløsning
Tænkning |
1302 | https://da.wikipedia.org/wiki/Admiral%20%28sommerfugl%29 | Admiral (sommerfugl) | Admiralen (Vanessa atalanta) er en sommerfugl i takvingefamilien. Den forekommer i hele Europa og gennem Nordafrika til Lilleasien, Iran og det østlige Rusland. Desuden findes den i det meste af Nordamerika og som formentlig indslæbt i New Zealand. Det er en træksommerfugl, der fra Sydeuropa kan komme så højt mod nord som Island. I Danmark er admiralen talrig sidst på sommeren. Den tiltrækkes af sent blomstrende kurveplanter som tidsler og hjortetrøst samt i særlig grad frugthavernes gærende nedfaldsfrugt.
Forekomst i Danmark
Admiralen ankommer hvert år til Danmark i juni og juli. Det er formentlig overvintrende sommerfugle fra Sydeuropa. De lægger æg her i landet, og i august topper antallet af nyklækkede sommerfugle. Admiralen kan i milde vintre overvintre i Danmark og ses da fåtalligt om foråret. I modsætning til dagpåfugleøje og nældens takvinge sætter admiralen sig til overvintring frit eksponeret på en gren eller stamme eller mellem blade eller under løse sten. De fleste trækker dog enkeltvis sydpå om efteråret.
Udseende
Admiralen er en stor dagsommerfugl med et vingefang på 5,5-7 centimeter. Oversiden af vingerne har sort bund med hvide pletter på den yderste spids af forvingerne. Længere inde på forvingerne samt på kanten af bagvingerne ses et lysende orange bånd. Admiralens underside har et kompliceret mønster af snirkler og øjepletter i et utal af farver.
Livscyklus
Admiralen lægger sine op til 1.000 æg på brændenælder. Når sommerfugle-larverne kommer ud efter 4-5 dage, er de svære at få øje på, fordi de falder sammen med bladene. Larverne har sorte og hvide prikker med et gult bånd på hver side. De lever af brændenældebladene og kan gemme sig i et sammenrullet blad. Efter omkring tre uger er larven udvokset, hvorefter den forpupper sig. Efter et par uger klækkes puppen, og den voksne sommerfugl kommer frem.
Foderplanter
Larven af admiral lever på stor nælde, liden nælde og springknap. Den voksne admiral lever alle steder, hvor der er mange blomster, den kan suge nektar af. Om efteråret kan den også suge saft fra modne nedfaldsfrugter, f.eks. blommer og æbler, der ligger og gærer i solen. Sommerfuglen kan blive helt beruset og er i den tilstand temmelig nem at snige sig ind på.
Galleri
Kilder/Henvisninger
Michael Stoltze, Danske dagsommerfugle, København 1996, side 144-148.
Lars Trolle/Birgitte Rubæk, Sommerfugle, 1999.
Admiral på lepidoptera.dk
Takvingefamilien
Danmarks dagsommerfugle |
1305 | https://da.wikipedia.org/wiki/Turisme%20i%20Danmark | Turisme i Danmark | Turisme i Danmark består hovedsageligt af folk fra de omkringliggende lande især Tyskland efterfulgt af Sverige, Norge og Holland, samt danskere på ferie i deres eget land. Turismen holder mere end 100.000 beskæftiget, og i 2013 omsatte turister for godt 87 mia. kr. i Danmark.
Danmark har mange sandstrande, der især tiltrækker tyske turister. Svenske og norske turister kommer oftere for at besøge den relativt store og livlige by København, mens mange unge skandinavere kommer efter Danmarks billige og let tilgængelige øl, vin og spiritus.
Markedsføring af Danmark som turistdestination varetages af VisitDenmark, og som Europa ældste kongerige og hjemland for H.C. Andersen markedsføres Danmark ofte som et "eventyrland". Udtrykket er så indgroet, at det stadig bruges i internationale nyhedsindslag, især når nyheden modsiger dette billede som ved optøjerne i 2006 i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset eller Muhammed-tegningerne.
Turister og økonomi
Fra 1992-2010 havde Danmark et meget stabilt antal overnatninger med en udvikling på 0,1 % om året. Fra 1998-2006 faldt det samlede antal udenlandske overnatninger dog.
I 2013 omsatte turister for 87,2 mia. kr. af turister i Danmark, hvoraf 51,5 mia. blev brugt af danskere og 35,7 mia. kr kom fra udenlandske turister. Der blev foretaget 44,6 mio. overnatninger dette år, hvor af 22,9 mio. var danskere og 21,8 var udlændinge. Over halvdelen af alle udenlandske overnatning i Danmark i 2013 var personer fra Tyskland, mens Norge og Sverige stod for omkring 10 % hver. I 2005 stod turisme for omkring 2,8 % af Danmarks BNP og beskæftigede ca. 95.600 personer. I 2011 stod turisme for omkring 120.000 jobs. Til tider benyttes værditilvækst i stedet for BNP som tal for økonomisk vækst, og i 2010 var dette 2,1 % for turismen i Danmark, hvor skov, fiskeri og landbrug havde en værditilvækst på 1,3 %.
I 2013 slog de 50 mest besøgte attraktioner rekord med 24,4 millioner besøgende, hvilket var en fremgang på 8,4 %. Dette år nåede antallet af svenske turister i Danmark også det samme niveau som inden finanskrisen og omkring 3 mio. svenskere besøgte landet dette år, hvilket gjorde Danmark til den mest populære turistdestination for personer fra Sverige. I 2014 mærkede Øresundsbroen den meste trafikerede påske nogensinde I 2016 blev der sat flere trafikrekorder over Øresundsbroen henover sommeren.
I årene efter finanskrisen blev det flere gange foreslået, at turisme skulle være med til at bringe væksten i gang igen.
I 2015 meddelte flere hoteller at belægningsgraden var var nået op sammeniveau som inden finanskrise, og flere måtte udvide kapaciteten for at følge med efterspørgslen. Erhvervs- og Vækstministeriet udmeldte at der var registreret 49,1 millioner overnatninger i landet, hvilket var det højeste tal nogensinde.
Markedsføring
Markedsføringen af Danmark som turistdestination bliver udført af VisitDenmark, der er tilknyttet Erhvervs- og Vækstministeriet.
Særligt Danmarks fortid som en vikingenation trækker turister til, og bliver brugt i markedsføring. Rundt om i landet findes adskillige museer og attraktioner der beskæftiger sig med netop vikingerne.
Tv-serien Vikings og serien The Last Kingdom, der bygger på en bog af samme navn af Bernard Cornwell har ligeledes tiltrukket mange turister til disse vikingemuseer.
Hygge er ligeledes blevet anvendt som markedsføring af hoteller, og har givet op mod 50 % ekstra engelske og tyske gæster.
Attraktioner
København og Sjælland
I 2004 havde Storkøbenhavn 136 hoteller med i alt 4,9 millioner overnatninger. I 2012 lagde 372 krydstogtskibe til i Københavns Havn med omkring 840.000 passagerer.
Blandt de største attraktioner i byen er Tivoli, som er landets mest besøgte attraktion, Christiania og Den Lille Havfrue. I en undersøgelse af Berlingske Tidende i juli 2008 blev Den Lille Havfrue listet som den mest populære turistattraktion i København. Ligeledes er skulpturen omkring år 2000 blevet anslået til at være den tredje mest besøgte turistattraktion efter Tivoli og Dyrehavsbakken. Som landets hovedstad har byen også et rigt kulturliv og mange museer. Nationalmuseet rummer bl.a. Guldhornene og Solvognen. Byen rummer også flere prisvindende restauranter, heriblandt Noma, der er blevet kåret som verdens bedste restaurant flere gange.
Omkringliggende områder
Kronborg i Helsingør er berømt for at være stedet for Shakespeares Hamlet. Slottet er desuden på UNESCO's Verdensarvsliste. I byen findes også M/S Museet for Søfart, der besøges af over 100.000 personer årligt. I Roskilde ligger Roskilde Domkirke, der er verdensarv, og Vikingeskibsmuseet, der rummer flere velbevarede vikingeskibe. En betydelig mængde turister rejser også til Danmark for at deltage i Roskildefestivalen.
I Dyrehaven, der er et stort skovområde, ligger Dyrehavsbakken, som er en forlystelspark. Desuden er en stor del af skovområdet optaget på UNESCO's Verdensliste i 2015 som Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland, der er særligt tydeligt på Eremitagesletten, hvor Eremitageslottet også ligger.
Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn
På grund af den korte afstand til Tyskland er Sydsjælland og naboøerne et af de mest populære steder for tyske turister i Danmark. Sydsjælland har bl.a. forlystelsesparken BonBon-Land og det historiske museum Danmarks Borgcenter, som ligger ved Vordingborg Slot. Stevns Klint blev et anerkendt som verdensarvsområde ti 2014. Vikingeborgen Trelleborg ligger ved Slagelse og er etableret på ringborgen Trelleborg. I Ringsted findes Sankt Bendts Kirke, der efter Roskilde Domkirke, er den kirke, hvor der er begravet flest danske konger. Ved Næstved ligger Gavnø Slot, der besøges af knap 100.000 personer årligt.
På Møn er Møns Klint og det tilhørende GeoCenter og Liselund Slot nogle af attraktionerne foruden de mange sandstrande. I 2016 åbnede Camønoen, der er en lang vandrerute på en. Navnet er inspireret af caminoen som ligger i Spanien.
Lolland-Falster har bl.a. Knuthenborg Safaripark der med over 1.000 dyr er Nordeuropas største safaripark, og Middelaldercentret, der har ry for at være det mest autentiske sted for middelalder i Europa. Begge øer har også mange sandstrande og sommerhusområder, hvoraf området omkring Marielyst er et af de mest velbesøgte. Der er færgeforbindelse til Tyskland med Rødby−Puttgarden på Lolland og Gedser−Rostock på Falster. Desuden er der vedtaget en fast forbindelse fra Rødby til Tyskland med Femern Bælt-forbindelsen.
Bornholm
Øen Bornholm i Østersøen syd for Sverige har flere forskellige attraktioner som inkluderer klippelandskaber, maleriske byer og sandstrande. Blandt disse byer er Gudhjem, Allinge-Sandvig, Svaneke og Rønne. På Hammerknuden findes ruinerne af den før så mægtige borg Hammershus, der er en af Europas største fæstninger. Fra Køge syd for København afgår der færger, ligesom det er færgeforbindelse fra Ystad i Sverige og fra Rügen i det nordøstlige Tyskland og Kołobrzeg og Świnoujście i nordvest Polen. Det er også muligt at flyve til Bornholms Lufthavn i Rønne.
Fyn
Fyn, der er forbundet med Sjælland via Storebæltsbroen har stærke associationer med H.C. Andersen, der blev født i Odense, hvor hans hus i dag er et museum. De små kystbyer Fåborg og Svendborg er populære blandt turister både som destination og som punkt at tage på turer ud fra, særligt til Egeskov Slot og Hvedholm, samt til øerne Thurø, Tåsinge og Ærø med små gader og stråtækte huse. Sidstnævnte har bl.a. oplevet en stor tilgang af dykkere, der ønsker at dykke ved vrag fra ærøfærgen, som man har sænket netop for dykkere.
Jylland
Større byer
Byerne Aalborg i nord, og Aarhus i øst tiltrækker hvert år et betydeligt antal besøgende til enten forretning eller fornøjelse. I Aalborg er Budolfi Kirke fra slutningen af 1300-tallet, slottet Ålborghus fra 1500-tallet og Jomfru Ane Gade (en gade fyldt med cafeer, barer og natklubber) blandt det største attraktioner. I Aarhus findes frilandsmuseet Den Gamle By, Aarhus Domkirke, kunstmuseet ARoS og Grauballemanden.
Regionale attraktioner
Blandt Jyllands regionale attraktioner findes Legoland Billund Resort nær Billund Lufthavn, Ebeltoft med den brostensbelagte gader og bindingsværkshuse, Skagen i det aller nordligste Jylland, der er berømt for Skagensmalerne og deres maritime billeder, feriebyerne Løkken og Lønstrup i Vendsyssel. Derudover findes øen Mors i Limfjorden hvor blomsterparken Jesperhus og Hanklit ligger.
Nær Vejle ligger Jelling, der rummer de to enorme gravhøje Jellinghøjene og Jellingstenene, som er på UNESCO's Verdensarvsliste.
Nær Esbjerg på vestkysten står Svend Wiig Hansens fire enorme hvide skulpturer Mennesket ved Havet, der er 79 m høje og kan ses fra lang afstand. Det mest besøgte museum i byen er Esbjerg Kunstmuseum, der indeholder fortrinsvis danske værker fra 1900 og frem. Fra Esbjerg og sydpå ligger Vadehavet, hvor man i 2008 etableret Nationalpark Vadehavet, der blev anerkendt som verdensarv i 2015.
I Sønderjylland ligger Christiansfeld, der blev anerkendt som UNESCO Verdensarv i 2015.
Mad
Den mest kendte type dansk mad er smørrebrød, der består af et stykke brød, ofte rugbrød, med forskellige typer pålæg. Traditionelt vil man ved et smørrebrødsbord starte med fiskepålæg som marineret sild, røget ål, krabbe, fiskefilet eller rejer, for derefter at bevæge sig over til kødpålæg som roastbeef, frikadeller, skinke eller leverpostej. Smørrebrød bliver ofte pyntet med løgringe, radiser, agurk, tomat, persille, remoulade eller mayonnaise. Måltiden bliver gerne akkompagneret af øl og nogle gange snaps eller akvavit.
Om aftenen serveres normalt et varmt måltid. Traditionelle måltider inkluderer stegt fisk, flæskesteg og hakkebøffer. Bøffer bliver stadigt mere populære.
Danmark har oplevet stigende interesse for såkaldt madturisme, hvor turister kommer til landet for at opleve den danske madkultur og særligt anerkendte spisesteder. Det nye nordiske køkken har siden 2004 vundet stadig større udbredelse. Claus Meyer, der er en af hovedkræfterne bag, har sammen med René Redzepi drevet Noma, som har modtaget to stjerner i madguiden Michelinguiden, samt er blevet kåret til verdens bedste restaurant fire gange.
Restaurant Geranium er endnu den eneste danske restaurant, der har modtaget de maksimale tre stjerner, hvilket skete i 2016. Generelt har landet fået flere restuaranter med
Siden 2015 er de første Michelinstjerner også blevet uddelt uden for København, og Aarhus har man satset på madturister. I 2017 var Danmark det land i Norden med flest Michelin-stjerner.
Transport
Luftfart
Københavns Lufthavn er den største lufthavn i Skandinavien. Lufthavnen er placeret i Kastrup omkring 8 km fra Københavns centrum. Den er forbundet med tog til Københavns Hovedbanegård og videre, samt til Malmø og andre byer i Sverige.
For den vestlige del af landet er Billund Lufthavn en vigtigste lufthavn, selvom både Aarhus og Aalborg har mindre lufthavne med regelmæssige forbindelser til København og internationale ruter til f.eks. Amsterdam og Barcelona.
Jernbane
Danmark har et veludbygget nationalt jernbanenet. Der er også regelmæssige tog til Malmø og andre steder i Sverige. Tyskland er forbundet både via tog med færgen fra Rødby til Puttgarden og over landegrænsen med jernbane fra Padborg til Flensborg i Sønderjylland. Der er planer om at forbedre tognettet efter den såkaldte Timemodel, således at rejsetiden mellem de største danske byer nedbringes til én time. Det er planen, at Esbjerg, Herning og Sønderborg på længere sigt også skal indgå. Ligeledes skal Nykøbing Falster være en del af modellen.
Veje
Motorvejsnettet er veludbygget og de eneste betalingsveje er Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Fartgrænsen for personbiler er normalt 130 km/t på motorvejen, men på visse strækninger er den reduceret til 110 eller 90 km/t. For campingvogne er fartgrænsen imidlertid 80 km/t. Langs motorvejene er der en lang række rastepladser, hvoraf en del er kombineret med tankstation eller lignende serviceanlæg. Det generelle antal af campister i Danmark er voksende, og blev ikke påvirket af finanskrisen i samme grad som den øvrige turistbranche.
Margueritruten er over 3.600 km lang, og går forbi mere end 200 af det største turistattraktioner i landet.
Cykler
Uden for byer er der ofte cykelstier parallelt med vejen, men adskilt fra samme. I sommermånederne er der gratis bycykler flere steder i København og Aarhus. Ideen er at alle kan tage en cykel fra et sted og cykle til et andet sted, hvor cyklen kan efterlades til andre personer.
Der er utallige nationale cykelruter i Danmark, der alle er skiltede og har rastepladser og andet. Der findes i alt elve nationale ruter på sammenlagt 4.233 km. Derudover findes utallige mindre cykelruter så det samlede antal af skiltede ruter når op på 11.000 km.
I 2017 åbner en 800 km lang cykelrute rundt i Syddanmark, der går gennem 17 kommuner på Sydsjælland, Fyn, Sønderjylland, Als, Ærø, Langeland, Lolland, Falster og Møn.
Færger
Udenrigs
Fem store rederier har forbindelser med bilfærger fra Danmark til nabolandene:
Color Line: Hirtshals-Kristiansand og Hirtshals-Larvik
DFDS Seaways: København-Oslo
Fjord Line: Hirtshals-Stavanger-Bergen, Hirtshals-Langesund og Hirtshals-Kristiansand
Scandlines: Helsingør-Helsingborg, Rødby-Puttgarden (også jernbanefærge) og Gedser-Rostock
Stena Line: Frederikshavn-Göteborg, Frederikshavn-Oslo og Grenaa-Varberg
Indenrigs
Der er færgeforbindelse mellem de fleste danske øer. De to største bilfærgerederier er:
Færgen: AlsFærgen, BornholmerFærgen, LangelandsFærgen og SamsøFærgen
Mols-Linien: Odden-Aarhus og Odden-Ebeltoft
Krydstogt
Danmark er mål for en del krydstogtturisme, hvilket foregår til de største byer med store og tilgængelige havne. Disse omfatter hovedsageligt København, Rønne, Aarhus, Aalborg og Esbjerg Havn. Særligt København har mange anløb om året og var med 372 anløb i rekordåret 2012 den næststørste krydstogthavn i Nordeuropa efter Southampton.
Krydstogtturismen bidrager årligt med estimeret mere end 1 mia. kr. i turismeøkonomisk omsætning alene i København, der står for ca. 85 % af den danske krydstogtturisme. Antallet af krydstogtpassagerer i København steg fra 259.000 passagerer i 2003 til ca. 805.000 i 2013 svarende til en stigning på over 200 %. Antallet af krydstogtpassagerer i både 2013 og 2014 lå dog under branchens hidtidige rekordniveau i 2012. Interesseorganisationen Cruise Copenhagen Network varetager krydstogtbranchen landet over og dækker 11 danske destinationer fra Skagen til Rønne.
I 2014 var de største krydstogtrederier i København AIDA Cruises, Costa Crociere og MSC Cruises, der hver havde flere end 30 anløb. I alt anløb 66 krydstogtskibe København 311 gange.
I 2014 anløb 21 krydstogtskibe Rønne Havn 43 gange med i alt 47.000 passagerer.
4 krydstogtskibe primært fra Princess Cruises og Holland America Line anløb Aarhus 11 gange i 2014. Flest anløb var der i 2003 og 2006 (23 hvert år), og i rekordåret 2011 tog man imod knap 40.000 krydstogtgæster.
De 50 mest besøgte seværdigheder
Listen indeholder de 50 meste besøgte turistattraktioner i 2016 ifølge en undersøgelse af VisitDenmark.
Følgende er ikke medtaget i undersøgelsen:
Koncertsale som DR Koncerthuset og Operaen
Teatre som Det Kongelige Teater og Skuespilhuset
Udstillingscentre som Bella Center
Naturattraktioner som Møns Klint, Skagen og Jægersborg Dyrehave
Gratis attraktioner som Christiania og Den Lille Havfrue. Sidstnævnte blev omkring 2000 anslået til at være landets tredje mest besøgte turistattraktion.
Referencer
Eksterne henvisninger
VisitDenmarks hjemmeside |
1308 | https://da.wikipedia.org/wiki/Acceleration | Acceleration | Acceleration er ændring af hastigheden pr. tidsenhed eller den matematiske tidsafledede af hastigheden.
Den afledte SI-enhed for acceleration er m/s²
Tyngdeaccelerationen er ca. 9,815 m/s² i Danmark.
Se også
Egenacceleration
Accelerometer
Deceleration
Kilder/henvisninger
Lexopen
Kinematik
Klassisk mekanik
Bevægelse (fysik) |
1310 | https://da.wikipedia.org/wiki/Chile | Chile | Chile, officielt Republikken Chile (spansk: República de Chile), er et land i Sydamerika. Chile er klemt inde mellem Andesbjergene i øst og Stillehavet i vest. Det grænser op til Peru i nord, Bolivia i nordøst, Argentina i øst og Drakestrædet i syd. Chile omfatter også territorierne Juan Fernández, Salas y Gómez, Desventuradas og Påskeøen. Chile gør også krav på et 1,25 millioner km2 stort område af Antarktis. Disse krav er dog suspenderet under Antarktistraktaten.
Den tørre Atacamaørken i Nordchile indeholder store mineralforekomster, specielt kobber og lithium. Den centrale del af landet udgør et relativt lille område, men er alligevel hjemsted for størstedelen af befolkningen. Det er landets kulturelle og politiske centrum, hvorfra Chile i slutningen af det 19. århundrede udvidede sit territorium, da landet indlemmede de nordlige og sydlige regioner. Det er også i Centralchile, at de fleste fødevarer dyrkes. Sydchile er rigt på skovområder og græsmarker, men består også af en række vulkaner og søer. Den chilenske sydkyst er en labyrint af fjorde, småøer, kanaler og halvøer.
Spanien erobrerede og koloniserede Chile i midten af det 16. århundrede. Spanierne knuste hurtigt Inkariget i det nordlige og centrale Chile, men formåede ikke at erobre det uafhængige mapuchefolk i det sydlige Chile. Efter at have erklæret uafhængighed fra Spanien i 1818, voksede Chile i 1830'erne frem som en stabil, om end diktatorisk regionalmagt. I det 19. århundrede oplevede Chile en økonomisk såvel som territorial fremgang. I 1880'erne fik man omsider erobret mapuchefolket, og i samme årti fik man også udvidet de nordlige områder under Salpeterkrigen (1879-83) mod Peru og Bolivia. 1960'erne og 1970'erne var præget af en voldelig polarisering mellem højre- og venstrefløjen. Denne udvikling kulminerede i 1973 i et statskup, der afsatte Salvador Allendes venstreorienterede regering. Herpå fulgte 16 år under et højreorienteret militærdiktatur, der dræbte og kidnappede flere end 3000 mennesker. Regimet, anført af Augusto Pinochet, gik i opløsning i 1990, efter at det havde tabt en folkeafstemning i 1988. Det blev efterfulgt af en centrum-venstre-ledet koalition, der sad på magten indtil 2010.
Chile er i dag et af Sydamerikas mest stabile og velstående lande. Det er et højindkomstland med en høj levestandard. Chile ligger på en regional førsteplads inden for områder såsom udvikling, fred, konkurrencevne, indkomst, globalisering og økonomisk frihed. Chile var som det eneste land i Sydamerika medlem af OECD, indtil 2020, hvor også Columbia blev medlem. Landet har også den næstlaveste selvmordsrate i Amerika. Chile er medlem af FN, UNASUR og CELAC.
Etymologi
Der er flere teorier om oprindelsen af navnet Chile. Ifølge 16. hundredtalsforfatteren Diego de Rosales kaldte inkaerne dalen ved Aconcagua for "Chili" efter en forvansket udgave af navnet på en picunche-høvding, Tili, som herskede over området på den tid, hvor inkaerne erobrede området i det 15. århundrede. En anden teori peger på ligheden mellem Aconcagua-dalen og dalen ved Casma-floden i Peru, hvor der var en by og et område, der hed Chili.
Andre teorier hævder, at navnet kan være afledt af ord fra et oprindeligt folk på området for "Jordens ende" eller "havmåger", fra mapuche-ordet "chilli", som kan betyde "hvor landet ender", eller fra quechua-ordet "chiri", der betyder "kold" eller "det dybeste sted på Jorden". Endnu et bud på oprindelsen af navnet er fra det onomatopoietiske "cheele-cheele", som er mapuchernes imitation af sangen fra den gulvingede stærling (lokalt kaldet trile).
De spanske conquistadorer hørte om navnet fra inkaerne, og de få overlevende fra Diego de Almagros første spanske ekspedition syd for Peru kaldte sig selv for "mændene fra Chilli". I sidste instans er Almagro krediteret for udbredelsen af navnet "Chile" efter at have givet Mapocho-dalen dette navn.
Historie
Tidlig historie
For omkring 10.000 år siden indvandrede de første oprindelige folk til området og bosatte sig i de frugtbare dale og kystområder i det, der er nutidens Chile. Eksempler på fund fra disse folk er Monte Verde i nærheden af Puerto Montt, Cueva del Milodón i Patagonien og lavatunnellen i Pali-Aike-krateret, ligeledes i Patagonien. I det chilenske område boede forskellige folk. Mod nord boede atacameñoerne og diaguitaerne; begge folkeslag var agerdyrkere og beherskede vandingsteknikker, hvilket tyder på en vis statsdannelse. Længere mod syd boede mapucherne (af spanierne kaldet araucaniere), som der menes at have været omkring en million af. Inkaerne udbredte kortvarigt deres rige til at omfatte det nordlige af nutidens Chile indtil omkring Santiago, men mapucherne modstod med held adskillige inkaforsøg på at underlægge sig dem på trods af, at mapucherne tilsyneladende ikke havde nogen central magt. Kulminationen på denne strid var slaget ved Maule (i slutningen af det 15. århundrede), hvor inkaherskeren Túpac Yupanqui ved floden Maule måtte se sig besejret i et blodigt, tre dage langt slag, der blev enden på inkaernes erobringstogt mod syd.
Spansk kolonisering
I 1520 var Ferdinand Magellan på sin vej Jorden rundt nået til sydspidsen af Sydamerika og rundede som den første europæer dette punkt, og han blev ligeledes den første europæer til at sætte foden på jorden i det, der nu er Chile. Den næste europæer, der ankom, var Diego de Almagro, der med sine conquistadorer i 1535 var på jagt efter guld og i den forbindelse drog sydpå fra Peru. Spanierne mødte på deres vej forskellige folkeslag, der klarede sig selv med agerdyrkning med svedjebrug og jagt. Almagro blev imidlertid skuffet over manglen på ædle metaller og desuden afskrækket af de lokale beboeres stridbarhed og vendte tilbage til Peru. Nogle år senere var det Pedro de Valdivia, der drog mod syd, og denne gang var erobringen mere hårdnakket. Han grundlagde Santiago i 1541, og skønt spanierne stadig ikke fandt ædle metaller, kunne de godt se agerbrugspotentialet i de frugtbare dalområder. Chile blev derpå en del af det Spanske imperium.
Erobringen af landet forløb gradvist, og europæerne led flere tilbageslag. Et omfattende mapuche-oprør, som blev indledt i 1553, resulterede i Valdivias død og ødelæggelse af mange af spaniernes vigtigste bosættelser. Nye oprør fandt sted i 1598 og 1655. Ved hvert oprør rykkede sydgrænsen for spaniernes koloni længere mod nord. Den spanske regerings afskaffelse af slaveriet i 1683 skete i erkendelse af, at modstanden voksede, når man gjorde mapucherne til slaver. Trods de kongelige forbud vedblev relationerne mellem kolonisterne og de oprindelige folk at være spændte.
Med sin placering på et relativt lille område defineret af Andesbjergene mod øst, Stillehavet mod vest, Atacama-ørkenen mod nord og mapuchernes område mod syd blev den chilenske koloni en af de mest centraliserede og homogene af de spanske kolonier i Sydamerika. Kolonien opfattede det som sin opgave med sin grænsegarnison at hindre angreb, dels fra mapucherne, dels fra spaniernes europæiske fjender, først og fremmest briterne og hollænderne. Boucaniers og engelske eventyrere plagede sammen med mapucherne kolonien; et eksempel herpå er Francis Drakes overfald på koloniens vigtigste havn i Valparaíso i 1578. Chile havde derfor en af de største hære i Amerika og var en af de mest militariserede spanske besiddelser, hvilket betød store udgifter for vicekongedømmet i Peru.
Den første folketælling blev foretaget under Agustín de Jáureguis regering i 1777-78. Den viste, at der i kolonien var 259.646 indbyggere, deraf 73,5 % af europæisk afstamning, 7,9 % mestizer, 8,6 % oprindelige folk og 9,2 % sorte. Der blev foretaget en lignende folketælling i Chiloé-provinsen i 1784, og den viste, at der her boede 26.703 indbyggere, heraf 64,4 % af europæisk afstamning samt 35,5 % oprindelige folk.
Uafhængighed fra Spanien
Under Napoleonskrigene i Europa havde franskmændene sat Joseph Bonaparte på den spanske trone i 1808, og dette satte skub i et spirende ønske i kolonien om at opnå selvstændighed. En national junta opkaldt efter Ferdinand 7., arving efter den afsatte spanske konge, blev dannet d. 18. november 1810. Regeringsjuntaen erklærede Chile for en autonom republik inden for det spanske monarki. Til minde om dette fejrer Chile nationaldag hvert år d. 18. september.
Efter disse begivenheder fik bevægelsen for fuldstændig uafhængighed mere vind i sejlene. Bevægelsen blev anført af José Miguel Carrera og hans to brødre Juan José og Luis. Spanierne søgte derpå at genskabe sit herredømme over Chile og flere andre dele af Sydamerika, der ligeledes forsøgte at opnå uafhængighed, i det forløb, der blev kaldt reconquistaen. Dette førte til yderligere modstand, men også interne kampe, idet Bernardo O'Higgins udfordrede Carreras magt i ledelsen af uafhængighedsbevægelsen.
Krigshandlingerne fortsatte med ujævne mellemrum indtil 1817. Under en af spaniernes succesfulde togter måtte uafhængighedsbevægelsens ledere flygte til Argentina, og her blev Carrera fængslet. O'Higgins, der i eksilet var blevet udnævnt til øverste diktator, og den argentinske general José de San Martin, en helt fra Argentinas selvstændighedskrig, samlede en hær og krydsede med den Andes, hvorpå de besejrede royalisterne i Chile. Den 12. februar 1818 godkendte O'Higgins teksten til Chiles uafhængighedserklæring, og landet betragtede herefter sig selv som selvstændigt, idet dette dog først blev bredt anerkendt hen imod midten af århundredet.
Den politiske revolte medførte dog ikke større sociale ændringer i landet, og samfundet i det 19. århundredes Chile bibeholdt en stærk klasseopdeling, som i stor udstrækning skyldtes den politik, spanierne havde ført, samt den katolske kirkes dominans.
Langsomt begyndte Chile at øge sin indflydelse og etablere sine grænser. I første omgang gik man efter Chiloé-øgruppen, som spanierne havde bevaret magten over, og efter nogle militære forsøg på erobring, opgav spanierne modstanden, og øgruppen blev chilensk ved Tantauco-aftalen i 1826. Økonomien blev markant forbedret med et sølvfund i Chañarcillo og den voksende handel via Valparaíso. I den forbindelse opstod der en konflikt med Peru om herredømmet over Stillehavskysten. Samtidig søgte man fra omkring 1848 at trænge ind i Araucanía-regionen samt at styre bosættelsen af de talrige tyske immigranter, der i stort omfang kom til at leve i de nuværende Los Ríos- og Los Lagos-regioner. Magallanes-regionen blev en del af nationen i 1843 med opførelsen af Bulnes-fortet, og Antofagasta-området, der på det tidspunkt tilhørte Bolivia, begyndte at blive befolket.
Mod slutningen af det 19. århundrede konsoliderede regeringen i Santiago i syd med den endelige besættelse af Araucanía. Grænsetraktaten fra 1881 mellem Chile og Argentina bekræftede Chiles suverænitet over Magellanstrædet. Som et resultat af salpeterkrigen med Peru og Bolivia (1879-83) ekspanderede Chile sit territorium mod nord med næsten en tredjedel og eliminerede derved Bolivias adgang til havet samtidig med, at man vandt vigtige nitratforekomster, hvis fund skabte en periode med national velstand.
Borgerkrigen i Chile (1891) medførte en omfordeling af magten mellem præsidenten og kongressen, så kongressen fik mere magt, som man kender det fra parlamentarisme, dog uden den normale procedure med, at parlamentet (kongressen) valgte regeringslederen. Men borgerkrigen havde også været en kamp mellem dem, der gik ind for opbygning af lokal industriproduktion, og de magtfulde chilenske bankinteresser, særligt House of Edwards, der havde stærke forbindelser til udenlandske investorer.
Det 20. århundrede
Chiles økonomi degenererede delvist til et system, der beskyttede den herskende elite, og korruption var udbredt i landet omkring århundredskiftet til det 20. århundrede. Langsomt begyndte middel- og arbejderklasserne at blive styrket, og flere nye partier, som det Demokratiske Parti (støttet af håndværkere og arbejdere i byerne) og det Radikale Parti (støttet af byernes middelklasse og eliten i provinsen), vandt frem. I 1920'erne blev de traditionelle konservative partier besejret, da den reformvenlige Arturo Alessandri blev valgt til præsident, men hans reformprogram blev i lang tid obstrueret af den konservative kongres, indtil han fik støtte fra militære grupper, der var utilfredse med nedskæringerne i deres rækker.
Alessandri blev stødt fra magten af konservative officerer, og i 1924-25 blev landet ledet regeringsjuntaer, hvor den anden junta dog arbejdede på at få Alessandri tilbage og frivilligt afgav magten til ham. Så var vejen banet for Alessandri, der samme år stod bag en ny forfatning, der blandt andet betød et officielt brud mellem kirke og stat, tillod arbejderne at organisere sig og øgede præsidentens magt på bekostning af kongressen. Denne forfatning fungerede til 1973.
Præsidentens øgede magt kom general Carlos Ibáñez del Campo til gode, da han i 1927 kom til magten efter et manipuleret valg. Hans styre var reelt et diktatur, idet parlamentet var sat helt ud af kraft. Imidlertid var han relativt populær, idet han kunne lukrere på store lån fra banker i USA og i øvrigt sørgede for at tilgodese middelklassens behov. Hans popularitet led imidlertid et gevaldigt knæk med Wall Street-krakket i 1929 og Depressionen, der fulgte. Folkeforbundet opgjorde senere, at ingen nation i verden led mere under Depressionen end Chile, hvor på et tidspunkt næsten en fjerdedel af arbejdsstyrken var uden arbejde. Ibáñez frygtede en borgerkrig og gik i eksil i Argentina i 1931, efter at han havde overgivet magten til en demokratisk valgt efterfølger. Dette medførte, at hans status ikke for alvor led, og at han de følgende årtier fortsat var en central politisk skikkelse og i øvrigt blev valgt til præsident igen i 1952.
I første omgang medførte krisen og Ibáñez' flugt dog en periode med megen ustabilitet og flere kortlivede regeringer. I 1932 kom Alessandri imidlertid tilbage på præsidentposten, og demokratiet kom snart på skinner igen, idet Alessandri nu var mere midtsøgende end tidligere. I kølvandet på Alessandri kom det Radikale Parti, et midterparti, til magten og sørgede for stabilitet i de følgende år, ofte i koalition med andre partier. Med Ibáñez' anden regeringsperiode og hans efterfølger, Jorge Alessandri (Arturo Alessandris søn), vendte konservatismen tilbage til magten.
I 1964 blev Alessandri afløst af kristendemokraten Eduardo Frei Montalva, der på baggrund af absolut flertal for sin politik igangsatte en række store reformer. Reformerne omfattede sociale og økonomiske forhold, særligt inden for undervisning, boliger og landbrug. De store ambitioner blev ikke helt indfriet, idet der kom modstand fra begge de politiske fløje: Enten var reformerne for drastiske, eller også var de ikke omfattende nok.
I 1970 blev socialisten Salvador Allende valgt som præsident i Chile som den første marxistiske regeringsleder i Sydamerika. Allende fik gennemtrumfet flere socialistiske tiltag som nationalisering af kobber-miner, der hovedsageligt var ejet af amerikanske firmaer, og overtagelse af andre store virksomheder, banker og godser. Ledelsen af godser og fabrikker blev overtaget af bønder og arbejdere. Samtidig fik Allende hævet lønningerne, hvilket kom et meget stor del af befolkningen til gode og satte gang i købekraften.
Efter den første tid med opbakning bag hans politik fik Allende efterhånden problemer med at holde sammen på den koalition, der havde sikret ham valget, men værre var, at oppositionen, der havde magten i kongressen, blev betydeligt mere aktiv i sin politik. Udenrigspolitisk søgte Allende at holde gode forhold til USA, men samtidig øgede han forbindelserne til de lande, USA anså som deres fjender, heriblandt Sovjetunionen, Nordvietnam, Nordkorea, Cuba og Kina. USA's reaktion var tosidet: På overfladen var man kølig, især efter nationaliseringen af de amerikanskejede kobberminer, og Nixons regering pressede Chile på økonomien. Samtidig arbejdede USA i det skjulte på at destabilisere den socialistiske regering ved at finansiere Allendes modstandere og opfordre til et kup.
Efterhånden forværredes økonomien i Chile, hvilket styrkede oppositionen, der samtidig forenede kræfterne fra kristendemokraterne og de konservative, efter at kristendemokraterne i begyndelsen af Allendes regeringsperiode ikke havde modarbejdet ham. Et vigtigt kongresvalg i marts 1973 ændrede imidlertid ikke meget ved magtfordelingen, idet oppositionen ikke opnåede de forventede to tredjedeles flertal, som kunne have væltet Allende. I stedet betød resultatet større konfrontationer, der blev gradvist mere voldelige, på gadeplan mellem regeringsstøtter og tilhængere af oppositionen. De yderste politiske fløje fik vind i sejlene, og højrefløjen søgte at få militæret på sin side. Et militært kup blev forpurret i juni, men hændelsen gav et signal om, at militæret var nervøst. Samfundet gik mere og mere i stå, og da kongressen og højesteret tilføjede Allende et sviende nederlag, planlagde han at søge om støtte til sin politik ved en folkeafstemning. Imidlertid kom militæret under ledelse af den nyudnævnte hærchef, Augusto Pinochet, dette i forkøbet ved at angribe strategiske civile myndigheder i landet den 11. september 1973. Det var starten på det militærkup, der styrtede Allendes regering. Undervejs i kuppet led Allende en voldelig død, øjensynligt begik han selvmord, hvilket en domstolsafgørelse har fastslået i 2012. USA's rolle i kuppet og Allendes død er uklar, men Henry Kissinger fortalte Nixon, at USA havde "hjulpet" kuppet.
Pinochet-æraen 1973-1990
Efter kuppet tog en militærjunta under ledelse af general Pinochet magten. De første år af dette styre var præget af talrige overtrædelser af menneskerettighederne. Ifølge Rettig-rapporten blev mindst 2.115 mennesker dræbt, lige som et meget stort antal (der er nævnt tal på 28.000 eller mere) blev udsat for tortur. Det chilenske nationalstadion blev straks efter kuppet omdannet til en koncentrationslejr, og her blev den internationalt kendte sanger og sangskriver Victor Jara dræbt blandt mange andre.
Landet blev styret som et militærdiktatur, og en ny grundlov blev vedtaget ved en kontroversiel folkeafstemning 11. september 1980. Grundloven gav yderligere magt til præsidenten, hvorpå Pinochet blev valgt som præsident for yderligere otte år. I løbet af 1980'erne oplevede Pinochets styre gradvis større folkelige protester, og regeringen måtte efterhånden tillade større frihed til fx at forsamle sig, tale og danne foreninger, herunder fagforeninger og politiske partier. Regeringen satte gang i markedsorienterede økonomiske tiltag og bevægede sig hen imod en fri markedsøkonomi, hvilket satte gang i lokale og udenlandske investeringer; dog blev kobberindustrien og andre vigtige mineralområder ikke åbnet for markedet.
Ved en folkeafstemning 5. oktober 1988 fik Pinochet ikke støtte til en ny otteårs periode som præsident. I stedet blev der afholdt valg til både præsidentposten og størstedelen af kongressen i december 1989. Her vandt kristendemokraten Patricio Aylwin som kandidat for en koalition af 17 partier, og han blev derfor præsident, dog kun for en fireårig overgangsperiode.
Overgangen til demokrati (tiden efter 1990)
Siden Pinochets fald har Chile igen været et demokrati med frie valg, og i den tid har der været præsidenter fra såvel midten med Eduardo Frei Ruiz-Tagle (1994-2000), venstrefløjen med Ricardo Lagos (2000-2006) og den første kvindelige præsident Michelle Bachelet (2006-2010 og igen fra 2014) samt højrefløjen med Sebastián Piñera (2010-2014).
Der har været foretaget mange undersøgelser af forbrydelserne begået under Pinochets regime. Pinochet forblev efter udløbet af sin præsidentperiode som øverste militære leder i landet til 1998. Herefter blev han udnævnt til senator på livstid. Dette gav automatisk immunitet for retslig forfølgelse. Senere samme år rejste han til Storbritannien for at modtage lægebehandling, men her blev han arresteret på basis af universel jurisdiktion, og han blev fængslet i halvandet år, inden han blev udleveret til Chile. Nu kunne han tiltales for sine forbrydelser, men juridiske slagsmål, bl.a. som følge af Pinochets sygdom, medførte, at han døde uden at blive retsforfulgt i sit hjemland for sine forbrydelser.
To hændelser bragte i 2010 Chile i nyhedernes overskrifter verden over. Først blev landet udsat for et voldsomt jordskælv, hvor over 500 mennesker omkom og over en million blev hjemløse, og senere på året blev 33 arbejdere indespærret i en mineulykke, og de sad indespærret i 69 dage, inden de blev reddet op i god behold.
Politik
Chile er en republik med repræsentativt demokrati, hvor præsidenten både er statsoverhoved og regeringsleder. Landet har flerpartisystem, men fungerer i praksis som et topartisystem på grund af det binomiale valgsystem. Den udøvende magt ligger hos regeringen, den lovgivende magt hos regeringen og de to kamre i kongressen. Den dømmende magt er uafhængig af både den lovgivende og den udøvende magt.
Den nuværende grundlov blev vedtaget under Pinochets militærregime i september 1980 ved en folkeafstemning, der af flere iagttagere blev betegnet som problematisk. Loven trådte i kraft fra marts 1981. Efter Pinochets nederlag i folkeafstemningen i 1988 blev grundloven ændret, så fremtidige ændringer af den ville være lettere at gennemføre. I september 2005 underskrev præsident Ricardo Lagos en række ændringer til grundloven efter beslutning i kongressen. Blandt ændringerne var fjernelse af udpegede senatorer og senatorer på livstid, præsidentens mulighed for at udskifte den øverste militære leder samt en nedsættelse af præsidenters valgperiode fra seks til fire år.
Kongressen i Chile har to kamre: Et senat med 38 sæder samt et deputeretkammer med 120 sæder. Senatorerne vælges for otte år ad gangen med forskudte valg, mens de deputerede vælges for fire år ad gangen. Valgene til kongressen foregår efter et binomialsystem, hvor der i hvert valgområde vælges to repræsentanter. Systemet tilgodeser i stor udstrækning store partier eller valgforbund, og i Chile har man siden Pinochets afgang haft to store koalitioner, der i de fleste tilfælde får et mandat hver. Det er kun, hvis den ene af koalitionerne opnår mere end dobbelt så mange stemmer som den anden, at vinderen får begge mandater. Af samme grund er de to store koalitioner ofte tæt på at være lige store i begge kamre.
Præsidenten vælges ved direkte valg. For at en præsidentkandidat kan vælges, skal vedkommende have absolut flertal af de afgivne stemmer. Hvis ingen kandidat opnår dette, afholdes en anden runde mellem de to kandidater, der opnåede flest stemmer i første runde. En præsident kan ikke sidde to på hinanden følgende perioder, men kan godt genvælges på et senere tidspunkt.
Kongresbygningen ligger i Valparaíso omkring 140 km vest for hovedstaden Santiago, hvor Palacio de La Moneda, præsidentens residens, ligger.
I det nuværende senat har centrum-venstre-koalitionen Ny Majoritet flertal med 20 mandater, mens højrefløjskoalitionen Alliance har 15 (tre senatorer er uafhængige). Det seneste valg fandt sted 17. november 2013 og omfattede både valg af præsident, valg til deputeretkammeret samt valg af 20 af senatorerne. Valgets resultat træder i kraft 11. marts 2014, og der skete en lille forskydning i senatet, så der fremover er 21 fra Ny Majoritet, 16 fra Alliance og én uafhængig. Tilsvarende har Ny Majoritet flertal i deputeretkammeret med 68 pladser, mens Alliance fik 48, og der var fire pladser til deputerede uden for alliancerne. Præsidentvalget blev afgjort i to runder, idet valgets vinder, Michelle Bachelet fra Ny Majoritet, med 46,7 % af stemmerne ikke fik absolut flertal. I anden runde, der blev afholdt fire uger senere, 15. december, var Bachelet oppe imod Evelyn Matthei fra Alliance, og her vandt Bachelet med 62,2 % mod 37,8 %, og hun er dermed klar til at afløse Sebastián Piñera og genindtage præsidentposten, som hun også – som den første kvinde i Chiles historie – indtog i 2006-2010.
Chiles retsvæsen omfatter blandt andet en appeldomstol, et system af militære domstole, en forfatningsdomstol og højesteretten. I juni 2005 afsluttede Chile en gennemgribende revision af kriminalretssystemet. Reformen har erstattet inkvisitionsprocesser med anklageprocesser, som svarer mere til dem, man kender fra lande som USA og Danmark.
Udenrigsrelationer
Siden Chile var helt ung som selvstændig nation, har den været meget aktiv i internationale forhold. I 1837 gik landet aggressivt ind i en udfordring af den peruvianske havneby Callaos dominans på stillehavshandelsruterne og besejrede den kortlivede alliance mellem Bolivia og Peru (Peru-Bolivia-konføderationen, 1836-39) i Konføderationskrigen. Krigen betød opløsningen af konføderationen og en fordeling af magten i Stillehavsområdet. En ny krig, Salpeterkrigen (1879-83), befæstede Chiles regionale betydning og øgede samtidig landets areal i betragtelig grad.
I løbet af det 19. århundrede var Chile handelsmæssigt tættest forbundet til Storbritannien, et land der havde afgørende betydning for organiseringen af Chiles flåde. Frankrig påvirkede Chiles rets- og uddannelsessystemer og havde en væsentlig indflydelse på landet i blandt andet hovedstadens arkitektur, som i stort omfang blev til under det økonomiske opsving omkring skiftet til det 20. århundrede. Tyskland øvede indflydelse på Chile ved organiseringen og skolingen af landets hær, som blev forestået af preussere.
Den 26. juni 1945 var Chile blandt de 50 nationer, der underskrev De Forenede Nationers Pagt i San Francisco, USA, og dermed grundlagde FN. Med militærkuppet i 1973 blev Chile isoleret politisk på den internationale scene som følge af udbredte brud på menneskerettighederne.
Siden sin tilbagevenden til demokrati i 1990 har Chile været en aktiv deltager i den internationale politiske arena. I januar 2005 afsluttede nationen en toårig plads som ikke-permanent medlem af FN's sikkerhedsråd, og fra januar 2014 genindtog den pladsen. Chileneren Jose Miguel Insulza har siden 2005 været generalsekretær i Organisationen af Amerikanske Stater. Chile er et aktivt medlem af FN's organisationer og deltager i FN's fredsbevarende styrker og har siden 2011 været medlem af FN's menneskerettighedsråd. Landet var vært for forsvarsministermøde for Amerika i 2002 og for APEC-topmøde og tilhørende mødeaktiviteter i 2004. Det var ligeledes vært for ministermødet i Community of Democracies i april 2005 og for den ibero-amerikanske konference i november 2007. I egenskab af observatørnation i Mercosur og fuldt medlem af APEC har Chile været en vigtig spiller vedrørende internationale økonomiske emner og frihandel på den sydlige halvkugle.
Chile har diplomatiske forbindelser med de fleste lande i verden. Det fik afsluttet sin territorialstrid med Argentina i 1990'erne bortset fra grænsedragningen i det sydligste Patagonien. Chile og Bolivia afbrød deres diplomatiske forbindelser i 1978, efter at det mislykkedes at komme til enighed om en løsning på Bolivias ønske om igen at få den forbindelse til havet, som landet mistede under Salpeterkrigen 1879-93. De to lande har i stedet forbindelse på konsulniveau.
Forsvar
De væbnede styrker i Chile er underlagt civil kontrol, som udøves af præsidenten gennem forsvarsministeren. Præsidenten har bemyndigelse til at udskifte chefen for de væbnede styrker.
Ejército de Chile
Den nuværende chef for hæren er general Juan Miguel Fuentealba Poblete. Hæren består af 45.000 mand og er organiseret med hovedkvarter i Santiago, seks divisioner fordelt over landet, en luftbrigade i Rancagua og en specialkommando i Colina. Den chilenske hær opererer med 105 Leopard 1A5 som hovedkampvogn, og i marts 2006 købte man 140 brugte Leopard 2A4 fra Tyskland.
Armada de Chile
Flådens chef er admiral Enrique Larrañaga Martin, som står i spidsen for 21.773 mand, heriblandt 2.500 marineinfanterister. Ud af flåden på 29 overfladefartøjer er kun otte større krigsskibe (fregatter). Disse skibe har base i Valparaíso. Flåden har egne luftfartøjer beregnet til transport og overvågning; den har ingen kamp- eller bombefly. Flåden råder desuden over fire ubåde med base i Talcahuano.
Fuerza Aérea de Chile
Luftvåbnets chef er general Jorge Roja Ávila, som står i spidsen for 12.500 mand. Luftvåbnets materiel og mandskab er fordelt på fem flyverbrigader, som har hovedkvarterer i Iquique, Antofagasta, Santiago, Puerto Montt og Punta Arenas. Luftvåbnet opererer endvidere fra Eduardo Frei-forskningsstationen på King George Island i Antarktis. Chile råder over 44 F-16 Fighting Falcon kampfly samt en række andre fly og helikoptere.
Carabineros de Chile
Efter militærkuppet i 1973 kom gendarmerne (Chiles politistyrke) til at høre under forsvarsministeriet. Efter genindførelsen af demokratiet vendte styrken operationelt set tilbage til indenrigsministeriets ressort, men hører nominelt stadig til under forsvarsministeriet. General Gustavo González Jure er øverste politichef for omkring 40.000 ansatte, der har ansvaret for sikring af lov og orden, trafikregulering, narkotikabekæmpelse, grænsekontrol og bekæmpelse af terrorisme.
Ifølge den chilenske lov skal 10% af indtægterne fra det statsejede mineselskab Codelco gå til de væbnede styrker. I forbindelse med landets 200 års jubilæum i 2010 foretog Chiles væbnede styrker en "modernisering"srunde. I 1998 købte Chile 202 brugte Leopard A1-kampvogne fra den hollandske hær af Rotterdamse Droogdok Maatschappij (RDM). To chilenske generaler, Luis Lobos og Gustavo La Torre, blev i den forbindelse dømt for at have modtaget bestikkelse for over en halv million dollars. Til søs har Chile anskaffet to brugte M-klasse (Multipurpose) og to brugte L-klasse (Luchtverdediging) fregatter fra den hollandske flåde, samt fire brugte Type 22/23-fregatter fra Royal Navy. Chile har dog købt to nye Scorpène-ubåde taget i brug i 2005/2006.
Endelig har Chile købt 18 brugte F-16-kampfly fra det hollandske luftvåben og 10 nye af Lockheed Martin.
Administrativ inddeling
Chile er opdelt i 15 regioner (spansk región), der hver ledes af en intendant. Regionerne er opdelt i provinser, hvor en guvernør står i spidsen. Intendanter og guvernører udpeges af landets præsident. Det nederste administrative niveau er kommuner, som administreres af kommunalbestyrelser med borgmestre som øverste ledere. Kommunalbestyrelserne vælges for fire år ad gangen.
Hver region har et navn og et nummer angivet med romertal (undtagen Santiago Hovedstadsregionen, der forkortes RM), der grundlæggende begynder i nord og slutter i syd, med få undtagelser.
Note: Indbyggertallene stammer fra folketællingen i 2012.
De største byer
Geografi
Fra nord til syd strækker Chile sig over 4.300 km, og på det bredeste sted er landet 240 km fra det østligste til det vestligste punkt. Det samlede areal er på 756.102 km². Hvis man indregner de øer, som landet har i Stillehavet (men ikke de områder på Antarktis, som det gør krav på), ligger det mellem 17. og 56. sydlige breddekreds samt 66. og 81. vestlige længdekreds.
Chile er det land i verden, der har den største udstrækning i nord-sydlig retning,, og dette er med til at gøre, at landet har en stor variation i landskabsformer. Atacamaørkenen mod nord indeholder store mineralrigdomme, især kobber og nitrat. Den relativt lille centrale dal, hvor Santiago ligger, er den dominerende i landet, hvad angår befolkning og landbrugsproduktion. Det er også herfra, landet historisk set har arnested, og hvorfra det har ekspanderet mod nord og syd, indtil det har opnået sit nuværende omfang. Det sydlige Chile er rigt på skove og græsningsland, og her finder man en række vulkaner og søer. Den sydlige kyst er en labyrint af fjorde, kanaler, forvredne halvøer og øer. Andesbjergene ligger på landets østligste grænse, mens Stillehavet ligger mod vest. Chile grænser op til Peru mod nord på en 171 km lang strækning, mod Bolivia mod nordøst på 860 km og Argentina på 5.308 km mod øst. Kystlinjen mod vest og syd er på i alt 6.339 km.
Chile kontrollerer Påskeøen (3.512 km vestpå i Stillehavet), Salas y Gómez (3.210 km vestpå), Juan Fernández-øerne (670 km vestpå) og Desventuradas-øerne (850 km vestpå) – sidstnævnte øer uden permanent beboelse, men vigtige i forhold til Chiles krav på havterritorium, der også tager udgangspunkt i disse øer. Endvidere gør Chile krav på 1.250.000 km² af Antarktis syd for landet, men dette og andre landes krav er suspenderet under Antarktistraktaten, som Chile er medunderskriver af.
Topografi
Chile ligger langs en seismisk og vulkansk zone, en del af Ildringen, som følge af bevægelserne af Nazca Pladen og den Antarktiske Plade mod den Sydamerikanske Plade.
Sent i Palæozoikum, for 251 millioner år siden, var det nuværende Chile en ophobning af havaflejringer, der hørte til kontinentet Gondwanaland. Mod slutningen af Mesozoikum, for 66 millioner år siden, begyndte havbunden at hæves som følge af kollisionen mellem Nazcapladen og den Sydamerikanske Plade; sammenstødet havde som resultat skabelsen af Andesbjergene. Området blev formet over millioner af år som følge af foldningen af klipperne, der resulterede i den nuværende geologiske form.
Chile består af et centralt dalområde, der strækker sig i landets længderetning og flankeres af to bjergkæder, der samlet set udgør omkring 80 % af landets areal. Det drejer sig mod øst om Andesbjergene, som udgør en naturlig grænse til Bolivia og Argentina og når næsten syv tusinde meter op med blandt andet vulkanen Ojos del Salado (6.891 m), samt tættere mod havet den noget lavere kystbjergkæde, som når lige over tre tusinde meter; højeste punkt er Cerro Vicuña Mackenna på 3.114 m. Mellem kystbjergene og havet ligger der en række kystsletter af varierende udstrækning, og her har det været muligt at opføre byer og anlægge store havne. Nogle af de centrale dalsletter mellem bjergkæderne omfatter arealer øst for Andes, for eksempel de patagoniske stepper og Magellan-området, mens andre er højtliggende plateauer helt omgivet af bjerge, for eksempel Altiplano og Puna de Atacama.
Det nordligste af de fem landskabsområder i Chile, Norte Grande er området mellem landets nordgrænse og 26. sydlige breddekreds og strækker sig over tre regioner. Det er præget af Atacamaørkenen, som er den tørreste i verden. Ørkenen er opsplittet af vandløb, der oprindeligt udgjorde Pampa del Tamarugal. I Norte Grande er kystbjergene kompakte og falder stejlt ned mod kystarealet med sletter. Andesbjergene er her delt i to arme, hvoraf den østligste løber i Bolivia; bjergene er her meget høje og præget af vulkansk aktivitet, som med ophobninger af sedimenter har skabt Altiplano og saltformationer som Salar de Atacama.
Umiddelbart syd for Norte Grande ligger Norte Chico, der strækker sig til floden Aconcagua. Her er Andesbjergene faldende i højde fra Norte Grande og ligger tættere på kysten; ved Illapel er bjergryggen blot 90 km fra kysten, hvilket også er det smalleste øst-vestligste sted i landet. I dette område mødes de to bjergkæder, hvorved der reelt ikke er nogen højslette mellem kæderne på dette sted. Tilstedeværelsen af floder har til gengæld skabt tværgående dale, hvor landbrugsproduktion har bredt sig meget i nyere tid. Samtidig er kystsletterne bredere her end længere nordpå.
Zona Central er Chiles mest befolkede område. Kystsletterne er brede og muliggør etablering af byer og havne ved kysten, og kystbjergene er yderligere faldende i højde her. Andesbjergene er fortsat op imod seks tusinde meter høje, men falder til et niveau på omkring fire tusinde meter i dette område. I en del af områdets udstrækning er der ikke nogen kystbjergkæde, men mod syd dukker den op igen i form af Cordillera de Nahuelbuta, mens istidsaflejringer har skabt en række søer i La Frontera-området.
Syd for Zona Central ligger Zona Sur, der er kendetegnet ved sine mange søer. I dette område er sletten mellem de to bjergkæder tæt på at være på højde med havoverfladen, og fra de mange søer fører en række floder vandet mod havet. Området er rigt på græsningsmuligheder, og kvæghold er den vigtigste landbrugsform her. I den sydligste del finder man de sydligste højdedrag af kystbjergene, og der er umiddelbart syd for Zona Central fra havet ind i landet en markant bugt, hvori den store øgruppe, Chiloé, ligger.
Det sydligste landskab er Zona Austral, der udgøres af Chile-delen af Patagonien. Under sidste istid var dette område dækket af is, som fik en markant betydning for landets forrevne struktur. En af konsekvenserne er, at bjergkæderne nordfra er lavere, og det samme er sletten mellem dem. Da kystbjergene reelt er væk her, er sletten blevet så lavtliggende, at den er blevet til havbund, mens bjergene titter op i form af øgrupper, heriblandt Chiloé og Chonos. Også Andesbjergene er stærkt faldende, og bjergene eroderer til en række fjorde mod havet. Længst mod syd bøjer Sydamerika og dermed Chile af mod sydøst, og den sydligste del af området udgøres af Chiles del af Ildlandet, og her samt nord herfor på fastlandet finder man et relativt fladt landskab.
Blandt Chiles øer i Stillehavet kan fremhæves Juan Fernández-øerne og Påskeøen, der ligger på den højderyg, der er skabt af sammenstødet mellem Nazcapladen og Stillehavspladen.
Jordskælv
Med sin beliggenhed på Ildringen rammes Chile jævnligt af jordskælv. Den 22. maj 1960 ramte et jordskælv landet med en styrke på 9,5 på Richterskalaen, og det er dermed et af verdens kraftigste jordskælv. Den tilhørende tsunami nåede en højde på 11,5 m ved kystbyen Puerto Saavedra vest for Temuco. Puerto Saavedra blev praktisk taget ødelagt.
Senest den 27. februar 2010 ramte et jordskælv kysten ud for regionen Maule 325 kilometer fra hovedstaden Santiago og 115 kilometer fra byen Concepcion. Dette jordskælv havde en styrke på 8,8 på Richterskalaen.
Hydrografi
Som følge af landets topografi krydses Chile af en lang række floder, der generelt er ret korte, og hvor vandet strømmer ret fredeligt. De forløber stort set alle sammen fra Andesbjergene og i nogenlunde direkte linjer vestpå til Stillehavet.
På grund af ørkenen er der i Norte Grande kun få vandløb, der bortset fra Loa ikke har afløb til havet. Loa, som udspringer i Miño Volcano i Andesbjergene og løber til Stillehavet er med sine 440 km landets længste flod. På højsletten har vandløb i 4.517 meters højde dannet søen Chungará, som er en af de højest beliggende floder i verden. Søen ligger sammen med floderne Lauta og Lluta på grænsen til Bolivia.
Lidt længere mod syd er der langt flere floder, der er vigtige for landbruget i dette område. Blandt de vigtige floder her er Aconcagua (142 km), Maipu (250 km) og dens bifloder, Mapocho (110 km) og Maule (240 km). Vandet i disse floder er primært smeltevand om foråret og sommeren samt regnvand om vinteren. I dette område finder man også den store kunstige sø Rapel samt søerne Colbún og Laja.
Natur
Naturen i Chile omfatter en enorm række arter af planter og dyr. Dette tilskrives landets udstrækning i nord-sydlig retning samt de store højdeforskelle i landet. Naturformer som den stormomsuste kyst mod Stillehavet, de gigantiske Andesbjerge, ørkenen mod nord og beskyttede dale giver et rigt udvalg af økosystemer, som tilgodeser en stor variation i faunaen og floraen.
Chile har omkring 100 beskyttede naturområder, heriblandt 36 naturreservater. I det sydlige Chile i de tempererede regnskove er halvdelen af floraen endemisk, hvilket er unikt på verdensplan. Chilensk Klokkeranke (Lapageria rosea) er landets nationalblomst, andeskondoren er nationalfugl og tarucaen (Hippocamelus antisensis) er nationaldyr.
Flora
I landet findes 56 ordener, 181 familier, 837 slægter og omkring 4.295 arter af planter. En stor del af disse tilhører kurvblomst-, græs-, ærteblomst- og natskyggefamilierne.
De ellers meget tørre områder i Atacama-ørkenen mod nord får tilført fugtighed med vinden fra havet, hvilket gør det muligt for hårdføre arter som akacie, kaktus-arter og forskellige buske som brombær at gro. På højsletterne lidt længere mod syd finder man blandt andet gummipuder (Azorella compacta), ichu-græsser og tola-buske. I det halvtørre centrale Chile møder man kaktusser, tjørnebuske, Prosopis-træer samt Adesmia-buske. I det fugtige og tempererede område i det centrale Chile er vegetationen maki-agtig i form af buske, løvtræer, kaktusarter og græsser. Dette område er dog så befolkningsrigt, at den oprindelige natur ikke er særligt markant. Området syd for Biobio-floden er præget af løvfældende og stedsegrønne træer, heriblandt rauli, abetræ, hvid ædelcypres, roble, Eucryphia cordifolia og laurbær. Syd for søområdet finder man blandt andet antarktisk sydbøg, andesceder og de enorme fitzroyaer. Længst mod syd i Patagonien og på Ildlandet finder man på grund af det barske klima primært dværgudgaver af sydbøg samt hårdføre græsser.
Fauna
Med Andesbjergene som effektiv beskyttelse er der i Chile – trods landets størrelse – relativt få vildtlevende pattedyr. Af landlevende pattedyr findes der 107 arter, og regner man havlevende arter med, er der 141. Blandt de udbredte arter er guanaco (vilde lamaer), mink, bæltedyr, opossum, pudú og puma. Pattedyr i chilenske farvande omfatter blandt andet søelefanter og søløve, mens man undertiden kan opleve blåhval, pukkelhval, sejhval, kaskelothval og delfin.
Blandt fuglearterne findes såvel stand- som trækfugle, og der er meldt om 536 forskellige arter i landet. Heraf er 15 arter endemiske og 38 arter er internationalt anerkendt som truede arter. Ud over nationalfuglen, andeskondoren, kan nævnes andesflamingo, en række albatros-arter som gråhovedet, grårygget og chathamalbatros, en række pingvin-arter som hvidkindet, gullokket og humboldtpingvin, petrel-arter som grå, og Juan Fernandez-petrel og skråper som sort og hvidhaget skråpe - alle de nævnte arter er sårbare ifølge Avibase.
Klima
Chiles enorme udstrækning i nord-sydlig retning betyder, at de klimatiske forhold er særdeles varierede. Mod nord findes verdens tørreste ørken, Atacama, i det centrale område er der middelhavsklima, der er fugtigt subtropisk klima på Påskeøen, der er kystklima centralt-sydligt, alpint, når man kommer op i Andesbjergene, samt polarklima i de allersydligste områder. Der er fire årstider i det meste af landet: Sommer (december-februar), efterår (marts-maj), vinter (juni-august) og forår (september-november).
Herunder ses temperaturer og nedbør i udvalgte byer:
Økonomi
Chiles Centralbank i Santiago er landets centralbank. Landets møntenhed er den chilenske peso (CLP), og pengepolitikken følger en inflationsmålsætning om en årlig inflation på 3 %.
Chile er et af Sydamerikas rigeste og mest stabile lande, der ligger som en af de allerøverste blandt de latinamerikanske lande inden for faktorer som menneskelig udvikling, konkurrenceevne, indkomst per indbygger, globalisering, økonomisk frihed og lav korruptionsopfattelse. Siden juli 2013 er Chile af Verdensbanken karakteriseret som højindkomstland. Samtidig er landet præget af en meget stor økonomisk ulighed. Gini-koefficienten for disponibel indkomst var således i 2009 på 0,508 ifølge OECD, hvilket angav den højeste ulighed blandt alle OECD's medlemslande.
Chile har ifølge den konservative amerikanske organisation Heritage Foundations "Index of Economic Freedom" den højeste økonomiske frihed i Sydamerika (nummer syv i verden), hvilket skyldes landets uafhængige og effektive retssystem samt en forsigtig offentlig finanspolitisk styring. I maj 2010 blev Chile det første sydamerikanske land, der blev optaget i OECD. Landet har den højeste BNP per indbygger i købekraftskorrigerede enheder blandt de latinamerikanske lande (skarpt forfulgt af Argentina).
En markedsorienteret økonomisk politik, der har været fastholdt stabilt siden 1980'erne, har været medvirkende til at sikre en jævn økonomisk vækst i Chile. Mens indkomstulighederne voksede betydeligt under årene med militært styre, blev fattigdommen igen reduceret efter 1990. Det anslås, at 45 % af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen i 1985. I 2012 anslog IMF, at andelen af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen, var på 14,4 %. Landet gennemgik fra 1999 et mindre dyk, men fra 2003 begyndte økonomien igen at bedre sig. I 2009 oplevede Chile et fald i BNP som følge af finanskrisen, men i årene 2010-12 har væksten oversteget 5 % hvert år.
Arbejdsløshedstallet lå i januar 2014 på 6,12 %, hvilket var højere, end det havde været i de seks foregående måneder, men generelt har arbejdsløsheden været svagt faldende over de sidste par år. Der er mangel på arbejdskraft inden for brancher som landbrug, minedrift og fabrikation.
Et privatiseret nationalt pensionssystem (AFP) har sat gang i indenlandske investeringer og bidraget til en samlet opsparing, der estimeres til at være på cirka 21 procent af BNP. Med den obligatoriske pensionsopsparing betaler de fleste offentlige ansatte 10 % af deres løn til privat administrerede fonde. Imidlertid blev det i 2009 offentliggjort, at den globale økonomiske krise havde medført, at $21 millioner var mistet fra pensionsopsparingerne.
Chile har indgået frihandelsaftaler med en række lande, heriblandt en aftale med EU, der trådte i kraft fra februar 2003, og en aftale med USA, der trådte i kraft fra januar 2004. EU har opgjort, at fra indgåelsen af aftalen i 2003 til 2011 er den bilaterale handel mellem Chile og EU steget til mere end det dobbelte (7,7 milliarder euro i 2003 til 18,6 milliarder euro i 2011). Efter en lignende aftale med Kina indgået i 2005 er Chiles samlede handel med Kina steget med 22 % på syv år, og Kina var i 2012 Chiles største eksportmarked foran USA (22 % mod 11 % af den samlede eksport). Chile har størst import fra de store lande i Sydamerika, Brasilien og Argentina, der står for henholdsvis 17 og 8,2 % af importen.
Standard & Poor's har givet Chile ratingen AA-. Efter at have været så lav som 3,9 % af BNP i 2006 er landets offentlige gæld steget siden, så den i 2011 lå på 9,2 % af BNP.14 % af statens indtægter kom i 2012 direkte fra kobberproduktionen. Udlandsgælden var på 17 % af BNP ved udgangen af 2012. Chile havde et underskud på betalingsbalancen i 2012 på 3,5 % af BNP.
Minedrift
Den økonomisk vigtigste branche i Chile er minedrift, i særdeleshed udvinding af kobber. Udvinding af kobber udgør 16 % af Chiles BNP og 54 % af dets eksport (42 milliarder US$ af den samlede eksportværdi på 78 milliarder US$). Escondida er den største kobbermine i verden og står for mere end 5 % af den samlede produktion i verden. Samlet set udvinder Chile en tredjedel af verdens kobber. Den statslige minevirksomhed, Codelco, konkurrerer med de private på udvindingen.
Ud over kobber udvindes der også guld og sølv, mens udvinding af jern, kul og bly stort set er skrinlagt. Endvidere udvindes der fortsat chilesalpeter i landet.
Landbrug og lignende erhverv
Landbrug i Chile omfatter et bredt spektrum af aktiviteter som følge af landets varierende geografiske og geologiske forhold, klima og kulturforhold. Historisk set er landbrug en hjørnestenene i Chiles økonomi, men nu står landbruget sammen med beslægtede områder som skovdrift og fiskeri kun for 3,6 % af BNP. De vigtigste produkter inden for disse områder er vindruer, æbler, pærer, løg, hvede, majs, havre, fersken, hvidløg, asparges, bønner, oksekød, fjerkræ og uld samt fisk og tømmer.
Som følge af sin relative isolerede beliggenhed og stramme toldregler er Chile ikke ramt af sygdomme som mund- og klovsyge, vinlus eller frugtfluer. Sammenholdt med placeringen på den sydlige halvkugle med deraf følgende andre høsttidspunkter, end der findes på de store markeder på den nordlige halvkugle, udgør nogle af Chiles konkurrencemæssige fordele. Omvendt betyder blandt andet de mange bjergområder i landet, at kun 1,8 % af det totale areal kan dyrkes.
Af arbejdsstyrken i landet var 10 % i 2011 beskæftiget inden for landbrug. Det meste af landbrugsområdet i landet ligger i de centrale regioner, hvor der er store dalområder, og hvor klimaet er tempereret eller subtropisk, hvilket giver godt udbytte ved dyrkning af jorden. Længere mod syd er der primært tale om græsningsarealer, og her finder man fåre- og kvægavl.
Turisme
Turismen i Chile er vokset betydeligt inden for de seneste årtier. Indtægterne fra turismen (besøgende fra udlandet) er i perioden 1995-2011 steget fra 1,2 til 2,7 milliarder US$. Antal udenlandske besøgende i Chile var i 2012 3,5 millioner, hvilket var en stigning på 13 % fra året forinden. Andelen af turismen i forhold til den totale eksport var samme år 2,88 %. Langt de fleste turister i landet kommer fra nabolandene og øvrige sydamerikanske lande. Således kom 72 % af alle besøgende i 2012 fra Argentina, Bolivia, Peru og Brasilien. Turister fra Nordamerika og Europa har i nogle år på grund af den globale økonomiske krise været lidt faldende. En lidt ældre opgørelse viste, at besøgende fra USA, Europa og Brasilien tilsammen udgjorde 36 % af de besøgende i 2005. Endvidere kunne det konstateres, at besøg fra Asien, specielt Kina og Sydkorea, var stigende på samme tidspunkt.
En opgørelse fra 2004 viser, at de mest populære mål for turisterne er hovedstaden Santiago, Valparaíso-Viña del Mar, Arica-Putre-området (landets nordligste del), Puerto Montt-Puerto Varas (ved flere nationalparker), Atacama-området (mod nord) og Torres del Paine (Patagonien). Endvidere kommer turisterne fortrinsvis for naturrelaterede oplevelser. Således viser en opgørelse over europæiske turisters foretrukne beskæftigelser på besøg i Chile, at strandene, historiske mindesmærker, nationalparker og generelle naturoplevelser står højest på listen. Nævnes kan også Påskeøen med de særprægede stenstatuer, men med sin fjerne placering midt ude i Stillehavet besøges den kun af meget målrettede turister.
Som turister i deres eget land er chilenerne først og fremmest aktive om sommeren (december-marts), og de besøger især kystbyer som Arica, Iquique, Antofagasta, La Serena og Coquimbo mod nord samt Pucón ved Villarrica-søen mod syd. Desuden er Valparaíso og Viña del Mar med deres korte afstand til hovedstaden populære besøgsmål.
Uddannelse
Uddannelsessystemet i Chile består af fire trin: Forskole (børnehave) for børn til 5 årsalderen, basisskole med otte klassetrin (6-13 år), ungdomsuddannelser på fire trin (14-17 år) samt videregående uddannelse.
Siden 2007 har der været gratis adgang til førskoletilbud i landet, men det er ikke obligatorisk at bruge. Undervisning på basis- og ungdomsniveau er obligatorisk, og på basisniveauet går cirka 93 % af børnene i offentlige skoler, mens de resterende 7 % går i private skoler.
Der er to typer ungdomsuddannelser: Gymnasier eller erhvervsuddannelser. Gymnasierne har to år, hvor alle har samme fag, mens de to sidste år deler eleverne i henholdsvis en naturfaglig og humanistisk gren.
På det videregående niveau har man universiteter (både offentlige og private), professionsinstitutter (IP) samt tekniske institutioner (TCF). Landets største og ældste universitet er Universitetet i Chile i Santiago grundlagt i 1842; det har cirka 38.000 studerende.
I 2009 var der cirka 191.000 analfabeter i landet ifølge UNESCO. Procentmæssigt svarer det til 1,4 % af befolkningen.
Infrastruktur
Flytrafik
Chile har samlet 372 landingsbaner, heraf 62 med hård belægning. Den største lufthavn i landet er Comodoro Arturo Merino Benítez International Airport (SCL) i Santiago, som har fast rutefart til en række internationale foruden til omkring tyve indenlandske destinationer. De vigtigste udenlandske forbindelser (målt på antal rejsende) er Buenos Aires (to lufthavne), São Paulo og Lima, mens Miami er den vigtigste forbindelse i Nordamerika og Madrid den vigtigste i Europa. De tre vigtigste indenlandske destinationer er Antofagasta, Calama og Iquique. I 2012 rejste over 14 millioner personer via SCL. Lufthavnen er hub for LAN Airlines og flere mindre, lokale luftfartselskaber.
Jernbaner
I Chile findes der et jernbanenet på 6.782 km, der stort set udelukkende betjenes af det statsejede Empresa de los Ferrocarriles del Estado (EFE). Tidligere dækkede jernbanenettet hele landet fra Arica i nord til Puerto Montt langt mod syd, men udviklingen af andre transportformer, først og fremmest fly- og bustransport, har medført nedgang i togtransporten. Rejse med tog er typisk langsommere end de konkurrerende former, og efterhånden er komforten i busser sammenlignelig med den i togene. Godstransport har ligeledes ændres sig fra jernbanen til lastbiler på de forbedrede veje.
Samtidig med udviklingen i de øvrige transportformer har jernbanerne været forsømt fra regeringens side i en årrække, men siden årtusindskiftet har der fra officiel side været opmærksomhed på jernbanerne, og flere strækninger er blevet eller på vej til at blive renoveret, lige som det kørende materiel er blevet fornyet.
Der findes metrosystemer i hovedstaden Santiago og den store havneby Valparaíso.
Vejnet
Chile har 77.764 km landeveje, hvoraf 18.119 km har fast belægning (2.387 km er motorveje). Den panamerikanske landevej har sin sydligste del i Chile og går ad Ruta 5, den længste landevej i landet med sine 3.364 km fra grænsen mod Peru i nord via Santiago til Puerto Montt i syd. Ruta 5 er koblet til Ruta 7 fra Puerto Montt til Villa O'Higgins på en strækning af 1.240 km. Den sydligste landevej på fastlandet er Ruta 9, der ender på Brunswick-halvøen.
Busser er blevet meget populære til persontransport med mange konkurrerende selskaber og moderne, veludstyrede busser. Turen med bus fra Arica ved den peruvianske grænse til Santiago tager 28 timer, mens turen fra Santiago til Punta Arenas tager omkring 40 timer. Der er 184 motorkøretøjer per 1000 indbyggere i landet.
Demografi
Chile har en befolkning på ca. 16,3 millioner mennesker. Siden 1990 har befolkningsstigningen været dalende som følge af en faldende fødselsrate. En fremskrivning af tendenserne i befolkningsændringerne spår, at befolkningstallet i 2050 vil være på 20,2 millioner. Omkring 85 % af landets befolkning lever i byområder med 40 % i Stor-Santiago. De største byområder i landet var i 2012 Stor-Santiago med næsten 6,7 millioner indbyggere samt Stor-Valparaíso og Stor-Concepción med begge lidt under en million indbyggere.
Etniske grupper
Chile er et multietnisk samfund som huser folk med mange forskellige etniske baggrunde. Der findes en række undersøgelser af den etniske sammensætning i landet, og de viser forbavsende store forskelle i resultaterne.
Størstedelen af den chilenske befolkning er af europæisk afstamning. En nylig genetisk undersøgelse viser, at 52 % af chilenerne er af europæisk afstamning, 44 % er stammer fra oprindelige folk, heriblandt mestizer, mens 4 % er af afrikansk afstamning.
Ved folketællingen i 2012 angav over 1,5 millioner chilenere, at de var af mapuche-afstamning i en eller anden grad. Det tilsvarende tal ved folketællingen i 2002 var kun lidt over 600.000, mens tallet i 1992 var på næsten 1,3 millioner. Disse store variationer forklares blandt andet ved forskelle i synligheden af mapucherne og deres forhold på de tidspunkter, hvor folketællingerne blev foretaget: Er der fokus på dette folk i medier og lignende, bliver flere personer opmærksomme på deres afstamning. Den næststørste af de oprindelige etniske folkeslag er aymaraer, som lidt mere end 100.000 angav at tilhøre, samt diaguitaer med lidt mere end 40.000.
Chile er et af de 22 lande, der har underskrevet og ratificeret ILO-konventionen fra 1989 vedrørende oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater. Konventionen har siden været anvendt i forskellige tilfælde til fordel for oprindelige folk i landet, fx retten til vand for aymara-folk.
Immigration til Chile har ikke været så omfattende som til andre lande, fx Argentina, Canada og USA. Det skyldes blandt andet landets afsides beliggenhed bag Andesbjergene samt afstanden til Europa. Der var aldrig massive indvandringsbølger til landet som man oplever det i nogle af de nævnte lande. Således modtog Chile blot 0,5 % af de europæere, der udvandrede til Latinamerika i perioden 1851-1924, hvor 46 % endte i Argentina, mens 33 % endte i Brasilien.
Den største europæiske, etniske gruppe i Chiles befolkning stammer fra Spanien og den baskiske region i det sydlige Frankrig. Chilenerne af baskisk afstamning er anslået til at udgøre minimum 10 %.
Der kom mindre grupper af ikke-spanske europæiske indvandrere til Chile i det 18., det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede. I 1848 fandt efter den mislykkede martsrevolution en større tysk indvandring sted, der skabte grundlaget for et tysk-chilensk samfund, der sponsoreret af den chilenske regering bosatte sig i den sydlige region. Tyskerne (som bl.a. omfattede østrigere samt tysktalende schweizere, schlesiere og elsassere) bosatte sig især i Valdivia, Chiloé og Los Ángeles.
Britiske (engelske og skotske) samt irske efterkommere omfatter 700.000 mennesker. Der skønnes at være omkring 100.000 græske immigranter i landet, en stor del bosat i og omkring Antofagasta. Der findes også større grupper af chilenere med fransk, italiensk, schweizisk og kroatisk baggrund. En stor gruppe på 4-500.000 af palæstinensisk afstamning bor i det centrale Chile.
Chile støttede officielt indvandring til landet i det 19. århundrede, men efter første verdenskrig lukkede landet i stor udstrækning for indvandring for at undgå store skarer af fattige flygtninge. Anden verdenskrig gav yderligere støtte til denne politik, så det var generelt kun folk med egne midler, der fik lov til at komme ind i landet. Der blev dermed sat en dæmper på indvandringen gennem en stor del af det 20. århundrede, men med den økonomiske vækst har Chile oplevet en ny bølge af immigration siden begyndelsen af 1990'erne. Ved folketællingerne i 1992 og 2002 var der henholdsvis 114.531 og 184.464 chilenere, der var født i udlandet. Langt den største del af denne stigning kom fra lande i Latinamerika, i særdeleshed nabolandene Peru og Argentina.
Sprog
Chile er overordnet set et spansktalende land. Den variant af spansk, der tales i landet, er dog noget forskellig fra det, der tales i såvel Spanien som i de omkringliggende, spansktalende lande i Sydamerika.
Blandt de store forskelle er, at man i Chile ofte udelader den afsluttende stavelse eller et afsluttende "s" i ordene, og desuden udtales nogle konsonanter med en blødere lyd. Der er ikke stor forskel på sproget mellem syd og nord, men der er nogle mindre, men tydelige, forskelle på sproget afhængig af socialklasse eller af, om man bor i byen eller på landet. Denne relativt homogene sprogbrug forklares ved, at landet i stor udstrækning er befolket med udgangspunkt i det centrale område omkring Santiago og Valparaíso, hvorfra folk i mindre omfang har trukket sig mod henholdsvis nord og syd.
Flere af de oprindelige folks sprog tales også i et eller andet omfang. Mapundungun er mapuchernes sprog og tales af omkring en kvart million; quechua tales af omkring 8.000 i grænseområdet mod Bolivia; nogle få tusinde i det nordlige af landet behersker aymara, og et par tusinde taler rapanui, det oprindelige sprog på Påskeøen. Der findes yderligere nogle få sprog, særligt længst mod syd i landet. Der undervises i mapundungun i områder i det sydlige Chile med større befolkninger af mapucher, og sprogets status beskrives som levende. De øvrige nævnte sprog er truede eller decideret døende.
Tysk tales af omkring 20.000 mennesker i Chile.
Religion
Ifølge den chilenske grundlov er der religionsfrihed i Chile, og i det store hele understøtter myndighederne dette i praksis.
Med den spanske invasion i Sydamerika fulgte også katolske missionærer, og Chile er fortsat et land, hvor hovedparten af befolkningen bekender sig til den romerskkatolske kirke. En undersøgelse fra 2013 viste, at 61 % af den voksne befolkning opfatter sig som katolske, mens 17 % opfattede sig som protestantiske, 4 % som hørende til en anden religion, mens 19 % ikke opfatter sig som religiøse. Den protestantiske gruppe dækker over grupperinger som pinsebevægelsen (langt den største andel af protestanterne), lutheranisme, calvinisme, presbyterianisme, den anglikanske kirke, den wesleyanske kirke og flere andre mindre kirkesamfund.
Blandt de øvrige religioner findes andre kristne grupperinger som den ortodokse kirke, mormonkirken, syvendedagsadventister og Jehovas Vidner. Derudover findes små grupper af jøder, muslimer og buddhister.
I perioden 1833-1925 var den katolske kirke statsreligion i Chile, idet staten dog efter 1865 også anerkendte andre religioner. Med grundlovsændringen i 1825 blev kirken og staten formelt adskilt. I nutiden understøtter staten indirekte kristne trosretninger ved at definere officielle fridage i forbindelse med nogle af de kristne højtider som jul og langfredag.
Chiles skytshelgen er Jakob den Ældre.
Sundhed
Chiles sundhedssystem styres af sundhedsministeriet. I 1989 blev der i landet oprettet en tvungen, national sundhedsfond (FONASA), som alle lønmodtagere betaler 7 % af lønnen til. Der findes desuden private sygeforsikringer. Mere end 12 millioner indbyggere kan få støtte til helbredsmæssige behandlinger gennem FONASA.
Langt de fleste større hospitaler findes i området omkring Santiago og Valparaíso.
Kultur
På grund af landets geografi er der markante forskelle på de kulturelle udtryksformer i forskellige dele af landet.
I nord er det karakteristisk, at der finder en række kulturelle begivenheder sted, der kombinerer arven fra de oprindelige andesfolkeslag med den tilsvarende efter de spanske conquistadorer og udtrykker dem i forskellige festivaller og religiøse traditioner, heriblandt diabladas (djævledans) og Fiesta de la Tirana.
I det centrale af landet dominerer traditioner med udgangspunkt i landbrugslivet, heriblandt fra huasoernes (chilenske cowboys) liv, især i området mellem Coquimbo og Biobío. Da dette område af landet huser størstedelen af landets befolkning, er der en tendens til, at kulturen herfra generelt fungerer som landets kulturelle identitet. Blandt de tidspunkter, hvor den chilenske kultur står tydeligst, er i perioden omkring uafhængighedsdagen i midten af september.
I det sydlige Chile har mapuchernes kultur en stor betydning, især i Araucanía, mens indflydelse fra tysk indvandring kan ses omkring byer som Valdivia, Osorno og Llanquihue.
Musik og dans
Musik i Chile omfatter et bredt spektrum, herunder folkemusik, popmusik og klassisk musik. Den folkeligt baserede musik udviser stor variation i landets forskellige områder med musik og dans fra de oprindelige folk, særligt i nord og syd samt på Påskeøen. Aymaraerne og atacamaerne har både individuelle og gruppebaserede danse knyttet til deres religiøse overbevisning. På Påskeøen finder man reminiscenser fra frugtbarheds- og indvielsesritualer i musik og dans.
Chiles nationale dans er cuecaen, der har såvel europæiske indslag som elementer fra oprindelige folk. Dansen er en pardans i 6/8- eller 3/4-takt, og den ledsages af musik spillet på guitar, som kan suppleres af blandt andet harmonika, guitarrón (et guitarlignende instrument med 24-25 strenge) og rytmeinstrumenter. Desuden ledsages den ofte af sang, enten solo eller som duet. Tonadaen er en sangform, der også især kendes fra Andes-området, heriblandt Chile, og den går ligeledes især i 6/8-takt med guitarakkompagnement og synges fortrinsvis af kvinder.
Mellem 1950 og 1970 blev den chilenske folkemusik til en vis grad genfødt, og grupper som Los de Ramón, Cuatro Huasos og Los Huasos Quincheros opnåede popularitet sammen med komponister som Raúl de Ramón og Violeta Parra. Ligeledes var det i den periode, Margot Loyola begyndte at indsamle materiale om den folkelige musik, og hun har i mange år været en uofficiel ambassadør for den chilenske kultur. Mod slutningen af 1960'erne og først i 1970'erne stødte man også på den politiske variant af folkemusikken personificeret i Parra samt Victor Jara; de to var med til at grundlægge Nueva Canción – Den ny sang. Andre navne inden for Nueva Canción var grupperne Inti-Illimani og Quilapayún.
Flere chilenske klassiske komponister har også ladet sig inspirere af folkelig musik. Blandt disse var Humberto Allende, der for eksempel inddrog mapuche-musik i nogle af sine værker, Juan Orrego-Salas, der ud over instrumentalværker (heriblandt musik til Quilapayún) også skrev musik til digte af Pablo Neruda. Blandt de yngre komponister har Fernando García arbejdet med elektronisk musik. Ud over Orrego-Salas har også for eksempel Sergio Ortega haft tæt kontakt til Nueva Canción, og han som aktiv Salvador Allende-støtte skrev han den kendte sang "El pueblo unido jamás será vencido", som blev en verdenskendt slagsang for venstrefløjen og som signalerede modstand mod Pinochet-styret.
Chilensk rockmusik blev første gang spillet i slutningen af 1950'erne, og den fik pæn succes op gennem 1960'erne med blandt andet gruppen Los Jaivas og fik også en vis indflydelse på Nueva Canción. Rockmusikken led et knæk med militærkuppet i 1973, og rockmusik var officielt forbudt under Pinochets styre frem til 1990. Siden er denne musikform blomstret op igen, og ofte ser man i tråd med rock en español, der kendes fra Chile såvel som fra andre latinamerikanske lande, at de chilenske rockgrupper inkorporerer elementer af folkelig musik i rocken, for eksempel hos Los Tres.
Litteratur
Chile er på det litterære område navnlig kendt for sin poesi og sine digtere. To af disse, Gabriela Mistral (i 1945) og Pablo Neruda (i 1971), har modtaget Nobelprisen i litteratur, og navnlig Neruda er verdenskendt. Andre kendte poeter fra Chile er Carlos Pezoa Véliz, Vicente Huidobro, Gonzalo Rojas og Nicanor Parra.
Blandt prosaskribenterne er den nok mest kendte i resten af verden Isabel Allende, hvis romaner, heriblandt Åndernes hus, er oversat til adskillige sprog, solgt i over 50 millioner eksemplarer, og flere af dem er filmatiseret. Som Allende er José Donoso repræsentant for den magiske realisme, der opstod i Sydamerika og for alvor slog igennem i 1960'erne og 1970'erne. Uden for denne bevægelse stod Roberto Bolaño, der egentlig var lyriker, men først og fremmest fik succes fra 1990'erne og frem med sin prosa i romaner og noveller, der blev meget populære; især De vilde detektiver bragte ham verdensberømmelse.
Billedkunst
Før europæernes ankomst til Chile udtrykte de oprindelige folk sig kunstnerisk på forskellige måder, men spaniernes ankomst satte en brat stopper for dette, idet erobrerne undertrykte disse udtryk under indsatsen for at kristne de oprindelige folk. Mængden af præcolumbiansk kunst er derfor begrænset, men der er dog fundet forskellige hulemalerier, især i det allernordligste af landet. Endvidere er der fundet dekorerede lervarer, og kunsten fra den tid har haft funktioner som rituelle/religiøse, men også praktiske og æstetiske. De nordlige kulturer har især anvendt geometriske figurer, men helleristninger forekommer også i stort omfang. Mod syd har mapuchernes kunst i større omfang haft religiøse formål, blandt andet med bemalede potter til begravelser.
Spanierne bragte ved erobringen med sig de kunstneriske udtryk, som de kendte fra Europa, og trods religiøs modvilje blev europæernes kunst snart inspireret af de oprindelige folks – og omvendt. Således har mapuchernes kunstfærdige metalarbejder, som man fortsat kender, tydeligvis inspiration fra erobrernes sølvmønter. Europæernes kunst var i de første mange århundreder tæt knyttet til den katolske religion, hvor især jesuiterne prægede malestilen.
José Gil de Castro stod i begyndelsen af det 19. århundrede bag en række portrætter af helte fra Chile og nabolandene. Gil de Castro var en af de første i en bevægelse, der senere er sammenfattet som "rejsende kunstnere", dvs. kunstnere der kom til udefra (Gil de Castro var fra Peru og havde afrikanske rødder). En anden vigtig kunstner i den unge stat var engelske Charles Wood, der især skildrede motiver fra og på havet.
I 1849 åbnede et nationalt kunstakademi i Santiago, og det blev udgangspunktet for de første nationale kunstnere i Chile. Nogle af de vigtigste malere i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede var Alfredo Valenzuela Puelma, Pedro Lira, Alberto Valenzuela Llanos og Juan Francisco González. Den første egentlige kunstgruppe i landet var "Generación del 13", dannet i 1913, og gruppen er karakteriseret for deres sociale kritik og interesse for proletariatet og oprindelige folk som mapucherne.
Af kunstnere fra det 20. århundrede kan nævnes Roberto Matta, pioner inden for den abstrakte kunst i landet, Carlos Sotomayor, en af de mest markante kubister fra Sydamerika, Camilo Mori, grundlægger af "Grupo Montparnasse", en gruppe chilenske malere med inspiration fra Paris i begyndelsen af århundredet, og Claudio Bravo, en markant hyperrealist.
Der har også være betydningsfulde billedhuggere i Chile. Rebeca Matte var den første kvinde på dette område og har efterladt sig vigtige værker som Icarus and Daedalus, som nu i lighed med flere andre af hendes værker er at finde i landets nationale kunstmuseum.
Scenekunst
Mange teatre i Chile stammer fra det 19. århundrede, heriblandt Teatro Municipal, der blev indviet i 1857 og er det mest betydende i landet. Teatro Municipal huser flere nationale institutioner som Santiago Filharmoniske Orkester og Santiago Ballet og Kor. Her spilles de klassiske former for sceniske værker: Drama, opera og ballet.
Teateret var i slutningen af det 19. århundrede primært for overklassen, men i det 20. århundrede blev middelklassen mere betydningsfuld samtidig med, at der blev flere forbindelser med omverdenen, og det kom teateret i landet til gode. Landets nationale dramakompagni blev stiftet i 1913, men virkede på amatørplan, mens det første egentlige professionelle teaterkompagni, Baguena-Buhrle, blev dannet nogle år senere. Dette kompagni spillede både chilenske og udenlandske stykker og bragte teatret rundt i landet.
I de følgende år blomstrede teaterlivet i landet med mange kompagnier, der især opførte farcer, og ofte som kun havde begrænset scenografi, så publikum måtte tænke sig til omgivelser og remedier. Desuden blev der spillet så mange stykker, hvor skuespillerne havde så mange roller, at det var umuligt for dem at huske teksterne præcist, hvilket førte til en stil med mange improvisationer og et udtryk, der kan ligne nutidens sitcoms med fokus på at få latteren frem blandt publikum.
I 1941 dannede en gruppe studerende ved Santiagos Universitet den første eksperimenterende teatergruppe, hvilket efterhånden bragte nyt liv til landets scene. Scenekunsten udviklede sig i de følgende år, blandt andet i politisk retning. Blandt de betydende skikkelser på teaterscenen i midten af århundredet var kommunisten Victor Jara, der både skrev for scenen og ledede et teaterkompagni, inden han vendte sig mod musikken. Militærkuppet i 1973 satte en brat stopper for teaterkunsten sammen med andre kunstarter, som det fascistiske styre opfattede som samfundsnedbrydende. Efter diktaturperiodens kulturelle mørke er teaterscenen i Chile igen blomstret op, og der findes omkring tyve teaterkompagnier, der spiller over hele landet. Det er dog Santiago, der er centrum for landets scenekunst med flere faste teatre samt den årligt tilbagevendende festival Festival Internacional Santiago a Mil.
Film
Første gang, der blev vist film i Chile, var få måneder efter brødrene Lumière havde vakt sensation med filmfremvisning i Paris. Den nye kunstart blev både en sensation og en inspiration i Santiago, og blot få år efter, i 1902, havde den første chilenskproducerede film premiere i Valparaíso. Det var Ejército general de bombas (Brandmandskorpset), som var en tre minutter lang optagelse af en brandmandsparade.
Da filmindustrien for alvor kom i gang i 1910'erne, kom mange af instruktørerne og hovedrolleindehaverne fra udlandet, særligt fra Argentina. To instruktører af tidens instruktører, den italienskfødte Salvador Giambastiani og Pedro Sienna, regnes for at være chilensk films grundlæggere. Giambastiani og hans hustru grundlagde landets første filmstudie i Santiago, og her skabte en række andre instruktører, blandt andet Sienna, en række film. Blandt de mest markante stumfilm var El Húsar de la Muerte (1925) af og med Pedro Sienna.
Jorge Délano drog tidligt til udlandet for at lære om film med lyd, og hjemvendt producerede han nogle af de første film med lyd i landet. Blandt de store instruktører i 1940'erne var Eugenio de Luigoro og José Bohr, der skabte en af chilensk films største stjerner, Ana Gonzalez. Efter nogle år med en blomstrende filmproduktion blev Chile oversvømmet af udenlandske film i begyndelsen af 1950'erne, og den lokale produktion gik meget tilbage.
I 1961 oprettedes Afdeling for eksperimentalfilm på Chiles universitet. Her blev skabt en række spændende film, som revitaliserede chilensk filmproduktion. Den banebrydende del blev kendt som "Nuovo Cine Chileno" ("Ny Chilensk Film"). Blandt de nye navne var Álvaro J. Covacevich, der med dokumentarfilmen Morir un poco om livet for de mest fattige opnåede et stort publikum. Det politiske element var fremtrædende i perioden op til militærkuppet, og Helvio Sotos kontroversielle Caliche Sangriento var, trods regeringsmodstand, en publikumssucces. Et tredje navn fra den tid er Raúl Ruiz, der blandt andet skabte Tres Tristes Tigres (Tre triste tigre). Endelig kan nævnes Alejandro Jodorowski, der instruerede den avantgardistiske western El Topo.
Som for andre kunstarter blev militærkuppet i 1973 en katastrofe for chilensk film, idet langt de fleste af filmskaberne var modstandere af diktaturet og flygtede til udlandet. Herfra skabte flere af dem film, der protesterede mod undertrykkelsen i fædrelandet. Eksempler på dette er Miguel Littíns Det forjættede land og Patricio Guzmáns dokumentartrilogi La batalla de Chile (Slaget om Chile).
Siden militærregimets fald blomstrede filmproduktionen i Chile kun langsomt op, men siden årtusindskiftet er der sket noget, og en del af de nyere film gør op med diktaturperioden. Det gælder for eksempel Guzmáns Le cas Pinochet og den oscarnominerede No af Pablo Larraín. Andre filmskabere søger uden om den tunge fortid, men behandler fortsat nationale temaer som Alicia Scherson i Play om forholdet mellem en mapuche-pige og en velstående arkitekt.
Arkitektur
Naturforholdene har stor indflydelse på byggeri i Chile. Særligt jordskælv, der forekommer relativt hyppigt i landet, har medført et behov for at skabe bygninger, der kan modstå store rystelser.
Nogle af de første markante bygninger i landet, heriblandt den første katedral i Santiago, er gået tabt på grund af jordskælv. Siden er man gradvist blevet bedre til at bygge holdbart. Nogle af de ældste større bygningsværker i landet er kirkerne Iglesia de San Agustín og Catedral Metropolitana i Santiago fra henholdsvis 1625 og 1748-1800; begge har et markant præg af nyklassicisme i udtrykket. Italienskfødte Joaquín Toesca var i den periode en markant arkitekt, der blandt andet stod bag Catedral Metropolitana. I området omkring hovedstaden dominerer arkitekturstrømninger fra Europa, særligt Spanien, men kommer man et stykke væk fra det centrale område i landet, finder man også bygninger, der har markant anderledes præg.
På Chiloé finder man for eksempel en række bygninger, blandt andet flere jesuiterkirker, i træspån, som blandt andet også er kendt i Nord- og Østeuropa. I byer som Castro og Cronchi finder man også træhuse på pæle i vandkanten. Andre steder i det sydlige af landet, hvor der bor mange efterkommere af tyske indvandrere, er det tyske præg tydeligt på arkitekturen. Endelig kan man stadig finde rukaer, som er mapuchernes traditionelle boliger.
Mod nord findes i den lille by Toconao en bemærkelsesværdig kirke bygget af bløde, hvide sten hentet i et lokalt stenbrud. Klokketårnet er særlig velholdt og er erklæret et nationalt monument. Et stykke oppe i bjergene finder man eksempler på præcolumbiansk arkitektur i form af gårde ved Inkastien.
I nyeste tid er der fokus på den kulturelle arv i arkitekturen, hvilket ses hos nogle af de markante nutidige arkitekter som Alejandro Aravena og Borja Huidobro.
Kommunikation
Den første avis i Chile var La Aurora, der første gang udkom i 1812 i tiden lige før landets uafhængighed. I 1827 begyndte El Mercurio at udkomme, og den er den ældste avis, der fortsat udgives i landet. Den er af konservativ observans og regnes blandt de mest seriøse aviser i landet. Den anden store avis i landet er La Tercera, der er mere sensationspræget. La Nación er statsejet og hælder mod liberal observans.
De første tv-udsendelser i landet blev sendt i 1959. Generelt er der et liberalt tv-marked i landet og mange stationer, både regionalt og nationalt. Den nationale tv-station i landet er Televisión Nacional de Chile (TVN), der stammer fra 1969. Stationen ejes af staten, men fungerer i princippet uafhængigt af regeringen og er reklamefinansieret.
I 2012 var der 3,2 millioner fastnettelefoner og 24 millioner mobiltelefoner i landet. Der var samme år 2,152 millioner internet-hosts i landet, og i 2009 var der lidt mere end 7 millioner internetbrugere i landet.
Mad og drikke
Som på mange andre områder varierer traditionerne for mad og drikke også i de forskellige områder af landet. Inspirationen i det chilenske køkken bærer basalt set præg af det spanske køkken, madtraditioner fra de oprindelige folk samt de tilgængelige lokale ingredienser. Overordnet set er oksekød, fisk og skaldyr, frugt og grøntsager nogle af de vigtigste fødevarer. Senere er der kommet inspiration fra andre dele af verden til chilensk mad.
De oprindelige folk i området brugte især produkter som kartofler, majs, bønner samt fisk og skaldyr. Da europæerne kom til landet, bragte de med sig dyr som svin, får, kvæg og høns samt planter som hvede og vin.
Blandt de populære retter i landet er asado (grillet kød), cazuela (en kød- og grønsagsret i suppe), empanadas (brød med fyld af kød eller fisk), humitas (grøntsager indpakket i majsdækblade og kogt), pastel de choclo (fyldte majstærter), curanto (en ret speciel for Chiloé med mange ingredienser lavet i jordhuller med glødende sten) og sopaipillas (friturestegte gærbrød).
Af drikkevarer er vin udbredt, selv størstedelen af den nationale produktion går til eksport. Piscoen, en farveløs eller gulbrun brandy, regnes som nationaldrik, især som pisco sour, hvor spiritussen suppleres med lime. Desuden brygges der en del øl i landet, primært lagerøl.
Sport
Den mest populære sportsgren i Chile er fodbold. har deltaget i otte VM-slutrunder, heriblandt VM i 1962, som landet var vært for, og hvor landsholdet fik det hidtil bedste resultat med en tredjeplads. Andre gode resultater opnået af holdet er fire finalepladser i Copa América og bronzemedaljer ved OL i 2000. Den bedste række i landets turneringssystem er Primera División, som i 2013 af IFFHS (Det Internationale Forbund for Fodboldhistorie og -Statistik) blev rangeret som 19.-bedste i verden (ligaen havde været 10.-bedste året forinden).
Blandt landets bedste klubber er Colo-Colo (30 mesterskaber), CF Universidad de Chile (16 mesterskaber) og Club Deportivo Universidad Católica (10 mesterskaber), der også har haft succes i de sydamerikanske cup-turneringer; seneste chilenske triumf blev opnået af Universidad de Chile, der sejrede i Copa Sudamericana i 2011. Blandt de internationalt kendte spillere fra landet er Elías Figueroa (aktiv 1964-1982 i blandt andet brasilianske Internacional), Iván Zamorano (aktiv 1983-2003 i blandt andet Real Madrid og Inter) og Marcelo Salas (aktiv 1993-2008 i blandt andet Juventus).
En anden populær sportsgren i landet er tennis. Landsholdet i denne sport har to gange (2003 og 2004) vundet World Team Cup og spillet finale i Davis Cup i 1976. Marcelo Ríos blev den første latinamerikanske spiller, der lå nummer ét på verdensranglisten for herrer, en plads han holdt i seks uger, og flere spillere, deriblandt Ríos, har været i finalen i en Grand Slam-turnering. Tilbage i 1937 vandt Anita Lizana i U.S. Championship og blev dermed den første latinamerikanske kvinde, der vandt en Grand Slam samt lå nummer ét på verdensranglisten.
Basketball er ligeledes en populær sport, og herrelandsholdet har to gange vundet bronze ved VM-turnering (1950 og 1959), mens kvindelandsholdets bedste resultat er sølvmedaljer på hjemmebane i 1953.
Chile har deltaget i de fleste olympiske lege, men traditionelt haft det svært i konkurrencerne der. Til og med 2012 er det blot blevet til to guld-, syv sølv- og fire bronzemedaljer. De to guldmedaljer blev vundet ved OL 2004, begge i tennis, hvor Nicolás Massú vandt i singlerækken samt i doublerækken sammen med Fernando González, der i øvrigt vandt bronze i single. Ud over tennis har chilenske sportsfolk hjemført medaljer i atletik, ridning, boksning, skydning og fodbold (bronze i 2000).
Blandt mere lokale sportsgrene er rodeo ganske populært og anses for at være nationalsporten. Den største årlige turnering er "El Chileno", der har været afholdt siden 1948. Chueca er en sport i stil med hockey, som stammer fra mapucherne.
Blandt de sportsgrene, der ofte dyrkes mere uformelt, er skiløb og andre vintersportsgrene, der har gode forhold flere steder i Andesbjergene, surfing, der dyrkes flere steder ved kysten, samt løb, herunder maratonløb og ultramaraton, der vokser i popularitet i lighed med andre steder i verden. Endelig kan det nævnes, at Dakar Rally siden 2009 har afholdt dele af løbet i Chile og Argentina.
Referencer
Litteratur
Eksterne henvisninger
Officielt websted – på spansk og engelsk
Republikker
Lande i Sydamerika |
1313 | https://da.wikipedia.org/wiki/Albuesk%C3%A6l | Albueskæl | Albueskæl (Patella vulgata) er en 3-5 centimeter stor, marin snegl med en skjoldformet, hueformet skal. Den lever i tidevandszonen på vesteuropæiske klippekyster. Albueskæl er almindelig i den norske og svenske skærgård, men findes kun sjældent i Danmark ved den nordvestjyske kyst.
Sneglen lever af alger og rurer og lignende, som sidder på klipperne. Sneglens spidse ende er afrundet og ligner en albuespids, deraf navnet.
Albueskæl spises rå
I Bretagne i Frankrig spiser man albueskæl rå efter at have stukket en kniv ind under skallen for at frigøre den fra klippen. Derefter skærer man rundt langs indersiden af skallen for at frigøre sneglekødet, så det kan spises.
Andre albueskæl-arter
På dansk er andre snegle navngivet 'albueskæl':
Stribet albueskæl (Tectura virginea).
Spids albueskæl (Lepeta caeca).
Hueformet albueskæl (Iothia fulva).
Slidset albueskæl (Emarginula fissura).
Den sidstnævnte art, slidset albueskæl, er en snegl i familien skalslidssnegle (Fissurellidae). På engelsk og i videnskabelig litteratur kaldes disse snegle for "keyhole limpet". De ligner overfladisk arten albueskæl (Patella vulgata), men har hul i toppen af skallen – deraf navnet skalslidsnegle. De kaldes undertiden også "marine limpets" og er ikke nært beslægtede med albueskæl.
Billeder
Kilder/Henvisninger
Keyhole limpet Skalslidssnegle på engelsksproget Wikipedia.
Snegle |
1315 | https://da.wikipedia.org/wiki/Accent | Accent | Accent (fra latin accensus > accinere = synge til musik) har flere betydninger:
Musik
Accent (musik) – fremhævelse af bestemte toner i musik
Akcent – rumænsk popgruppe
IT
Accent (programmeringssprog) − et programmeringssprog
Sprog
Accent (tryk) – fremhævelse af ord eller stavelse ved tryk
Accent (udtale) – fremmedartet udtale af et sprog
Accenttegn – grafisk tegn
Transport
Hyundai Accent – en bilmodel produceret af Hyundai Motor siden 1994
Publikationer
Accent (tidsskrift) − et hollandsk politisk ugeblad, udgivet i årene 1967 til 1978 |
1319 | https://da.wikipedia.org/wiki/Accept | Accept | Accept betyder at anerkende, give sin støtte til eller uden tilkendegivelse at undlade protest. Især den sidste fortolkning er diskutabel, da manglende udmelding er subjektiv. Således er stiltiende accept ikke altid lig med godkendelse
Følelser |
1327 | https://da.wikipedia.org/wiki/Accessit | Accessit | Accessit fra latin for "han er kommet nær til (målet)", er en anerkendelse af en god indsats, en slags 2. præmie, ved bedømmelsen af prisopgaver. Betegnelsen bruges stadig ved Aarhus Universitet, mens Københavns Universitet og Odense Universitet i stedet bruger sølvmedalje.
Referencer
Uddannelse |
1335 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ace%20of%20Base | Ace of Base | Ace of Base var en svensk dance-/popgruppe dannet i Göteborg i 1990 af de tre søskende Malin (Vokal (musik)|vokal), Jenny (vokal) og Jonas Berggren (programmering), samt kammeraten Ulf Ekberg (recitativ, programmering).
Langt den største del af gruppens materiale blev skrevet af Jonas Berggren og Ulf Ekberg. De tre søskende, der kommer fra et hjem med stor interesse for musik, havde arbejdet med musik siden midten af 1980'erne. Malin og Jenny havde blandt andet sunget i kirkekor og begge havde modtaget undervisning i klassisk musik. Oprindeligt hed gruppen Tech Noir, men ændrede stil fra egentlig techno til dance med lån fra pop, reggae, jazz og funk.
Med et demobånd indspillet i John Ballards Tuff Studio i Göteborg, fik Ace Of Base kontrakt med Mega Records i Danmark i 1992. Gruppen singledebuterede med Wheel Of Fortune, der blev et radiohit i Danmark og Norge – og senere Sverige. Et egentligt skandinavisk gennembrud kom med deres anden single, "All That She Wants", produceret af Denniz Pop.
Via Metronome Records i Hamborg – og MTV – begyndte de også at få et europæisk publikum, bl.a. i Frankrig, Tyskland, Østrig, Schweiz og England. Debutalbummet Happy Nation fra 1992 blev et internationalt hit. Gruppens melodiske eurodisco var lige populært på radioen og i klubberne. I USA og Japan skrev gruppen kontrakt med Arista Records, og albummet blev relanceret under navnet The Sign. Det blev til tre amerikanske top 10-singler – "All That She Wants", "Don't Turn Around" samt "The Sign", som i seks uger lå nummer et.
Ace of Base solgte over 8 millioner albummer alene i USA i løbet af 1994, og blev nomineret til Grammy Awards, inklusive bedste nye kunstner. I foråret 1995 var "All That She Wants" fortsat på de amerikanske singlehitlister. I Europa var "Living In Danger" et hit i vinteren 1994-95.
Det andet album, The Bridge, udkom i efteråret 1995, og selv om det opnåede platinstatus i løbet af et halvt år, blev det aldrig en lige så stor succes som The Sign. I 1998 fulgte albummet Flowers, relanceret i USA som Cruel Summer.
Gruppens image som teenageidoler blev i begyndelsen af 1993 kortvarigt forstyrret efter oplysningerne om, at Ulf Ekberg som teenager havde haft tilknytning til svenske højreradikale skinheads. Gruppens tekster og hele attitude viste dog et andet, antiracistisk udtryk, og Ekberg tog offentligt afstand fra sin fortid.
I april 1994 blev Jenny Berggren overfaldet i sit hjem i Göteborg af en sindsforvirret, tysk kvindelig fan. Jennys mor, Birgitta Wennerberg-Berggren, blev såret i hånden med en kniv.
Jonas Berggren stod i 1994 bag Göteborg-pop-/danceduoen Yaki-Da med Marie Knutsen og Linda Schönberg i forgrunden.
Diskografi
Happy Nation / The Sign (1992/1993)
The Bridge (1995)
Flowers / Cruel Summer (1998)
Da Capo (2002)
The Golden Ratio (2010)
Kilder
Eksterne henvisninger
Jenny Berggrens hjemmeside |
1336 | https://da.wikipedia.org/wiki/Acenaphthen | Acenaphthen | Acenaphthen er en aromatisk forbindelse.
Aromatiske forbindelser |
1337 | https://da.wikipedia.org/wiki/Acenaphthylen | Acenaphthylen | Acenaphthylen er en polycyklisk aromatisk kulbrinteforbindelse.
Kilder/henvisninger
Lexopen
Kulbrinter
Aromatiske forbindelser |
1339 | https://da.wikipedia.org/wiki/Acesulfam%20K | Acesulfam K | Acesulfam K er et kunstigt sødemiddel, der ikke har nogen fysiologisk brændværdi og sælges med navne som Sunett og Sweet One. Det har E-nummer E950 og blev opdaget ved et tilfælde i 1967.
Acesulfam K søder 130-200 gange mere end sukrose (almindeligt hvidt sukker) og anvendes i læskedrikke – f.eks. som erstatning for almindeligt sukker.
Sødemidlet bruges ofte i kombination med Aspartam hvor stofferne skjuler hinandens bitre eftersmag.
Noter
Eksterne henvisninger
Joint Expert Committee on Food Additives
Kunstige sødemidler |
1341 | https://da.wikipedia.org/wiki/Acetoeddikesyre | Acetoeddikesyre | Acetoeddikesyre, Aceteddikesyre, 3-oxobutansyre, 3-oxosmørsyre eller beta-smørsyre er et organisk stof, der både er en keton og en organisk syre. Som andre beta-ketonsyrer er acetoeddikesyre ustabil og decarboxylerer til kuldioxyd og acetone. Syreresten af acetoeddikesyre benævnes som acetoacetat, der bl.a. forekommer i blodplasma som nedbrydningsprodukt fra f.eks. fedtsyrer og aminosyren leucin. Acetoeddikesyre er en svag syre.
Fremstilling
Generelt bliver acetoeddikesyre dannet ved 0 °C og brugt in situ med det samme. Det dekomponerer ved moderat hastighed til acetone og kuldioxid:
CH3C(O)CH2CO2H → CH3C(O)CH3 + CO2
Syreformen har en halveringstid på 140 minnutter i 37 °C i vand, hvor baseformen (anionen har en halvveringstid på 130 timer. Den reagerer altså omkring 55 gange langsommere.
It is a weak acid (like most alkyl carboxylic acids), with a pKa of 3.58.
Biokemi
Acetoeddikesyrens syrerest acetoacetat er et ketonstof, der primært dannes i leveren under mangel på kulhydrater. Acetyl CoA fra nedbrydning af fedtsyrer kan under kulhydratmangel ikke indgå i citronsyrecyklus, da det nødvendige oxaloacetat bliver brugt på nydannelse af glucose ved gluconeogenese. I stedet dannes der ketonstoffer ud fra acetyl CoA, heriblandt acetoacetat. Det dannede acetoacetat vil enten blive enzymatisk omdannet til 3-hydroxybutyrat, eller spontant nedbrydes til acetone.
Nedbrydning af visse aminosyrer danner også acetoacetat.
Normalt vil aceteddikesyren og dens omdannelsesprodukter acetone og beta-hydroksysmørsyre fuldstændig blive omdannet til CO2 og H2O, hvilket kræver insulin. Hos type-1 diabetikere kompenserer kroppen for den manglende nedbrydning under for højt blodsukker (hyperglykæmi) ved forkert insulindosis eller ved insulin-mangel ved at øge vandladningen, og der kan ske en syreforgiftning også kaldet diabetisk coma eller ketoacidose.
Se også
Smørsyre
Referencer
Carboxylsyrer
Ketoner |