id
stringlengths 1
7
| url
stringlengths 31
209
| title
stringlengths 1
117
| text
stringlengths 7
302k
|
|---|---|---|---|
950 | https://da.wikipedia.org/wiki/World%20Trade%20Center | World Trade Center | World Trade Center (WTC) var et kæmpe forretningscenter og bygningskompleks i Lower Manhattan, New York, bestående af syv bygninger. Mest kendte var de to 110-etagers høje tvillingetårne, der blev opført i perioden 1966-73, med en højde på hhv. 415 og 417 meter. Ved opførelsen var tårnene de højeste i verden, indtil de i 1974 blev overgået af det 442 meter høje Sears Tower i Chicago. Komplekset blev ødelagt under de koordinerede terroraktioner på USA den 11. september 2001, da Al-Qaeda-tilknyttede terrorister kaprede de to passagerfly: American Airlines Flight 11 og United Airlines Flight 175, og styrede dem direkte ind i de to tvillingetårne, hvilket fik begge tårne til at kollapse på mindre end to timer.
World Trade Center blev designet af Minoru Yamasaki. Da havnemyndighederne i New York og New Jersey fik godkendelse til byggeprojektet, besluttede de sig for samtidigt at overtage New Yorks metrosystem og ændre navnet fra Hudson & Manhattan Railroad til Port Authority Trans-Hudson (PATH). Opførelsen af World Trade Center begyndte den 5. august 1966. Det nordlige tårn stod færdigt i december 1970 og det sydlige tårn blev færdigbygget i juli 1971. Opførelsen af World Trade Center medførte en stor udgravning af en mængde materiale, som blev anvendt i Battery Park City vest for Lower Manhattan.
Komplekset lå i midten af New Yorks finansdistrikt og indeholdt 13,4 mio. kvadratmeter kontorlokaler. Mellem 106. og 107. etage i det nordlige tårn lå restauranten Windows on the World. På 107. etage i det sydlige tårn lå den kendte turistatraktion Top of the World. Komplekset bestod i alt af syv bygninger (inklusiv de to tvillingetårne): Marriott World Trade Center; World Trade Center 4; World Trade Center 5; World Trade Center 6, og World Trade Center tårn nr. 7, som blev opført i 1985.
Den 13. februar 1975 brød en brand ud på 11. etage i det nordlige tårn. Første gang komplekset blev udsat for terror var den 26. februar 1993 da det blev udsat for et bombeattentat ved at en kraftig bilbombe blev sprængt af islamistiske terrorister i den underjordiske parkeringskælder under det nordlige tårn. I 1998 besluttede havnemyndigheden at privatisere World Trade Center og udleje komplekset til en privat virksomhed.
Planerne om opførelsen
Planen om opførelsen af World Trade Center blev foreslået i New York i 1946. Den lovgivende forsamling i New York vedtog et lovforslag, der gav New Yorks guvernør Thomas E. Dewey bemyndigelse til at påbegynde udviklingen af planerne for projektet. Planerne blev dog først igangsat i 1949. I slutningen af 1940'erne og 1950'erne var den økonomiske vækst i New York mest koncentreret om opførelsen af nye bygninger i Midtown Manhattan i modsætning til Lower Manhattan, som ikke var det store område for nybyggeri. Til at bidrage til at stimulere byfornyelse foreslog David Rockefeller, at havnemyndigheden skulle bygge et såkaldt World Trade Center i Lower Manhattan.
De oprindelige planer blev officielt offentliggjort i 1961, hvori man besluttede at bygningerne skulle stå et sted langs East River. Havnemyndigheden krævede godkendelse fra både guvernørerne i New York og New Jersey til at gennemføre byggeprojektet. New Jerseys guvernør, Robert B. Meyner, meddelte New York, at han ville godkende projektet til et beløb af 335 millioner dollars.
Antallet af passagerer ved Port Authority Trans-Hudson og Manhattan Railroad faldt væsentligt fra 113 millioner i 1927 til 26 millioner i 1958 efter opførelsen af nye biltunneller og broer over Hudson River. I december 1961 afholdt man et møde mellem havnemyndighedens direktør, Austin J. Tobin, og New Jerseys nyvalgte guvernør, Richard J. Hughes, hvor havnemyndigheden tilbød at overtage Hudson & Manhattan Railroad og omdøbe den til Port Authority Trans-Hudson (forkortet PATH). Havnemyndigheden havde besluttet at flytte projektet til byggepladsen ved Hudson Terminal på den vestlige side af Lower Manhattan, hvilket var et mere praktisk sted for New Jerseys pendlere. Med den nye placering ville havnemyndigheden sammen med erhvervelsen af H & M Railroad tillige støtte projektet.
For New Yorks borgmester John Lindsay og byens råd var det ligeledes nødvendigt med projektets godkendelse. Den 3. august 1966 indgik man en aftale, således at havnemyndigheden skulle erlægge årlige betalinger til byen i stedet for skat for at få rettighederne til udlejning af World Trade Center til private lejere. I de efterfølgende år ville betalingerne stige efterhånden som ejendomsskatten steg.
Design
Den 20. september 1962 meddelte havnemyndigheden, at man udvalgte Minoru Yamasaki som ledende arkitekt, og Emery Roth som hjælpende arkitekt. Minoru Yamasaki havde udtænkt en plan om skabelsen af tvillingetårnene; hans plan foreslog, at tårnene skulle være 80 etager høje, men for at imødekomme havnemyndighedens krav om at bygge 10 millioner kvadratfod kontorlokaler skulle bygningerne i stedet være 110 etager høje.
Den 18. januar 1964 præsenterede Minoru Yamasaki sit design for offentligheden. Bygningerne blev designet med smalle kontorvinduer (cirka 45 cm), hvilket afspejlede Minoru Yamasakis højdeskræk samt hans ønske om at bygningens beboere skulle føle sig trygge. Hans design inkluderede facader beklædt med en aluminiumslegering.
Udover de to tvillingetårne omfattede planen fire andre bygninger, som blev bygget i begyndelsen af 1970'erne. I løbet af 1980'erne blev den syvende bygning opført i den nordlige del af komplekset.
Strukturel design
Det var bygningsingeniørvirksomhederne Worthington, Skilling, Helle & Jackson, der opførte bygningerne ud fra Yamasakis design. Havnemyndighedens ingeniørafdeling hjalp til som fundamentingeniører. Joseph R. Loring & Associates som elektroingeniører, Jaros, Baum & Bolles som maskiningeniører. Og Tishman Realty & Construction Company som hovedentreprenør ved projektet. Guy F. Tozzoli, direktør for World Trade-departementet ved havnemyndigheden, og Rino M. Monti, havnemyndighedens maskinchef, førte tilsyn med projektet. Som et delstatsagentur var havnemyndigheden ikke underlagt de lokale love og forskrifter for bystyret i New York, herunder bygningsreglementerne. Alligevel fulgte ingeniørerne et udkast til det nye bygningsreglement, der blev vedtaget i 1968.
Tårnenes kerne indeholdt elevatorer, skakter, toiletter, tre trappeopgange, og en del diverse rum. Kernen var kombineret af stål og beton. I hvert tårn var et rektangulært område på 87×135 fod (27×41 m), der indeholdt 47 stålsøjler.
Opførelse
Opførelsen af World Trade Center blev betragtet som et byfornyelsesprojekt i New York med David Rockefeller i spidsen for at bidrage til at revitalisere Lower Manhattan. Projektet blev udviklet af havnemyndigheden i New York og New Jersey, som hyrede arkitekten Minoru Yamasaki, som kom frem med den særlige idé til de såkaldte Twin Towers. Efter omfattende forhandlinger med regeringerne i New Jersey og New York blev man med havnemyndigheden enige om at bakke op om projektet, som skulle opføres på det sted, hvor der lå en Radio Row på vestsiden af Manhattan. For at gøre aftalen acceptabel for New Jersey skulle havnemyndigheden indvillige i at overtage den konkursramte Hudson & Manhattan Railroad (omdøbt til PATH), som bragte pendlere fra New Jersey til Lower Manhattan.
Opførelsen af det nordlige tårn startede i august 1968, og det sydlige tårn i 1969. I december 1970 flyttede de første lejere ind i det nordlige tårn, og i januar 1972 ind i det sydlige tårn. I 1970'erne opførte man fire andre bygninger som en del af projektet. Den syvende bygning blev opført i midten af 1980'erne. Da tvillingetårne var færdigbyggede havde de samlede omkostninger til havnemyndigheden rundet 900 millioner dollars.
I 1970 gik medarbejdere på projektet i strejke og standsede transporten af materialer til byggepladsen. Havnemyndigheden forsøgte med andre midler at få transport af materialer, blandt andet via helikopter. I løbet af opførelsesprocessen blev telefonitjenesten i Lower Manhattan afbrudt, da telefonkabler blev knust ved rambukke der udførte deres arbejde. Den 16. marts 1970 blev seks arbejdere såret ved en eksplosion da en lastbil ramte en propantank Det samlede dødstal under opførelsen lød på 60 dræbte.
Kritik af byggeriet
På grund af kompleksets placering ved Radio Row blev planen om at opføre det betragtet som kontroversiel. Radio Row var hjemsted for hundreder af erhvervslejemål samt ejere af ejendomme og små virksomheder, herunder omkring 100 beboere, hvoraf mange havde vist deres modstand mod tvangsforflyttelserne. En gruppe af små virksomheder, der blev berørt af opførelsen, indgav anmeldelse for at udfordre havnemyndighedens anvendelse af ekspropriationsretten. Sagen blev behandlet af retssystemet i USA's højesteret og endte med at blive afvist af domstolen.
De private ejendomsselskaber samt udviklere og medlemmer af Real Estate Board of New York under ledelse af Empire State Building, ejet af Lawrence A. Wien, udtrykte deres bekymring over, at disse meget "subsidierede" kontorlokaler skulle ud på det åbne marked og konkurrere med den private sektor når der allerede var ledige lokaler. Man var i tvivl om, hvorvidt havnemyndigheden i overhovedet burde have påbegyndt projektet, der af nogle beskrives som en "fejlagtig social prioritet". World Trade Centers design bragte blandt andet kritik fra det amerikanske arkitekturinstitut. Lewis Mumford, forfatter til The City in History, var ligeledes utilfreds med projektet.
Komplekset
Tvillingetårnene
Med opførelsen af tårn 7 i 1980'erne bestod World Trade Center af i alt syv bygninger, men det mest bemærkelsesværdige var de to tårne, der med 110 etager stod i henholdsvis 415 og 417 meters højde. Under en pressekonference i 1973 stillede man den ledende arkitekt Minoru Yamasaki spørgsmålet: "Hvorfor to 110-etagers bygninger? Hvorfor ikke en 220-etagers bygning?" hvor Minoru Yamasaki svarede: "Jeg ønskede ikke at miste den menneskelige skala."
Da det nordlige tårn stod færdigt i 1972 var det verdens højeste bygning i to år efter at det havde overgået Empire State Building. Det nordlige tårn havde en højde af 1.368 fod, og i toppen var en 110 m. høj telekommunikationsantenne, der blev opført i 1978. Med antennen var det nordlige tårn 1.728 fod højt. Det sydlige tårn blev den næsthøjeste bygning i verden da det stod færdigt i 1973. World Trade Centers tårne holdt kun rekorden i kort tid, idet Chicagos Sears Tower stod færdigt i maj 1973 med en højde af 442 meter.
Hvert tårn havde 350.000 m² kontorlokaler. Hele komplekset bestod af syv bygninger, som svarede til 1,04 km².
Oprindeligt tænkt som et kompleks dedikeret til virksomheder og organisationer, der direkte deltog i "verdenshandelen", havde man i første omgang undladt at tiltrække det forventede klientel. I de første år blev forskellige statslige organisationer de centrale lejere af World Trade Center, herunder staten New York. Det var først i 1980'erne, at byens farefulde økonomiske situation lettede, hvorefter et stigende antal private virksomheder, primært finansielle virksomheder bundet til Wall Street, blev lejere. I løbet af 1990'erne havde omkring 500 virksomheder kontorer i komplekset, herunder mange finansielle virksomheder som Morgan Stanley, Aon Corporation, Salomon Brothers og havnemyndigheden selv. Det nordlige tårn blev hjemsted for et hovedkontor i Cantor Fitzgerald.
Elektriciteten til tårnene blev leveret af Edison (ConEd) med i alt 13.800 volts højspænding.
På 110. sal i det nordlige tårn lå den offentlige serviceradio og tv-transmissionsudstyr. Taget på tårn 1 indeholdt en bred vifte af transmissionsantenner, herunder den 360 fod (ca 110 m) høje antennemast, ombygget i 1999 af Dielektriske Inc. Den midterste mast indeholdt tv-signaler til næsten alle fjernsynsstationer i New York, herunder WCBS-TV 2, WNBC-TV 4, WNYW 5, WABC-tv 7, WWOR-tv 9 Secaucus, WPIX 11, WNET 13 Newark, WPXN-TV 31 og WNJU 47 Linden. Den indeholdt også fire FM-radioer: WPAT-FM 93,1, WNYC 93,9, WKCR 89,9, og WKTU 103,5. Adgang til taget var kontrolleret fra WTC Operations Control Center (OCC) placeret i tårn 2.
Andre bygninger
Udover de to tvillingetårne blev fem mindre bygninger opført. Den ene blev opført i 1981 med en højde af 22 meter. Bygningen fungerede som hotel under navnet Vista Hotel, i 1995 skiftede det navn til Marriott World Trade Center (også kendt som World Trade Center 3). Mod sydvest lå tårn 4 og 5 placeret. Tårn 6 stod i det nordvestlige hjørne af komplekset, nordøst for PATH stationen, og husede United States Customs Service og US Commodities Exchange. Tårn 4 lå i den sydøstlige del af komplekset. I 1987 blev tårn nr. 7 opført nord for komplekset. Under komplekset lå der et underjordisk indkøbscenter, som havde forbindelser til forskellige transitfaciliteter, herunder New York City Subway og havnemyndighedens egen PATH-station.
Et af verdens største guldlagre, som ejedes af en gruppe kommercielle banker, blev opbevaret under World Trade Center. Under bombeangrebet i 1993 detonerede en bombe tæt på boksen. Syv uger efter den 11. september 2001 blev 230 millioner dollar fjernet fra kælderen under tårn 4.
The Sphere
Tæt ved tvillingetårnene stod metalskulpturen The Sphere, som et symbol for verdensfred. Skulpturen blev designet af den tyske skulptør Fritz Koenig. Skulpturen blev beskadiget under terrorangrebet, men er sidenhen blevet bevaret og står nu i Battery Park som et mindesmærke for de omkomne. Man planlægger at flytte skulpturen til sin oprindelige placering når Frihedstårnet står klart.
Top of the World
Selvom de fleste af stederne i komplekset ikke var åbne for offentligheden, havde det sydlige tårn et offentligt observationsområde kaldet Top of the World Trade Center Observatories på 107. etage.
Når man besøgte observationsdækket, skulle man igennem sikkerhedskontrollen, noget der blev besluttet efter bombeattentatet i 1993.
Havnemyndigheden havde renoveret observatoriet i 1995 og lejet det ud til Ogden Entertainment. Attraktionerne på observationsdækket omfattede en simuleret helikoptertur rundt i New York.
Hvis vejret var til det kunne de besøgende tage to korte rulletrapper op fra 107. etage til en udendørs udsigtsplatform i en højde af 420 meter. På en klar dag kunne de besøgende se op til 80 km væk i alle retninger.
Windows on the World
Mellem 106. og 107. etage i det nordlige tårn lå restauranten Windows on the World, der åbnede i april 1976. Restauranten blev etableret af Joe Baum for mere end 17 millioner dollars. På toppen af det nordlige tårn lå to andre spise- og drikkesteder placeret, det ene var navngivet "Hors d'Oeuvrerie" og det andet "Cellar in the Sky". "Hors d'Oeuvrerie" serverede dansk smørrebrød i løbet af dagen og sushi om eftermiddagen. "Cellar in the Sky" serverede drikkevarer, herunder vin. Efter bombesprængningen i 1993 blev Windows on the World lukket. I 1996 blev restauranten genåbnet og fik navneændring fra "Hors d'Oeuvrerie" og "Cellar in the Sky" til "Greatest Bar on Earth" og "Wild Blue."
I 2000 rapporterede Windows on the World, at de havde haft indtægter på 37 millioner dollars og var dermed den mest indtjenende restaurant i USA.
Liv og hændelser
Der arbejdede til hverdag omkring 50.000 mennesker i tårnene, og dagligt var der ca. 200.000 besøgende. Komplekset var så stort, at det havde sit eget postnummer: 10.048. Tårnene havde to steder, hvor offentligheden kunne komme og nyde udsigten, det sydlige tårns observationsdæk og i toppen af Windows on the World i det nordlige tårn. Tårnene var kendt i hele verden og blev filmet i utallige film og tv-shows og var på postkort og andet merchandise. De blev betragtet som et af New Yorks store ikoner, på linje med Empire State Building, Chrysler Building og Frihedsgudinden.
Franskmanden Philippe Petit gik på line mellem tårnene i 1974. Om hans optræden blev dokumentarfilmen Man on Wire lavet. På Memorial Day i 1983 klatrede Dan Goodwin op ad World Trade Centers nordlige tårn. Hans stunt var for at henlede opmærksomheden på den manglende evne til at redde mennesker potentielt fanget i de øverste etager af skyskrabere. I 1995 blev VM i skak afholdt på 107. etage i det sydlige tårn.
Branden i 1975
Den 13. februar 1975 udbrød en brand på 11. etage i det nordlige tårn. Branden bredte sig til midten af 9. og 14. etage. Området tæt ved branden blev næsten slukket øjeblikkeligt. De andre steder hvor branden havde spredt sig til blev slukket et par timer senere. De største brandskader var opstået på 11. etage. Brandsikringen beskyttede stålet fra at smelte, og der var ingen større skader på tårnet. Et par etager under brandområdet blev ramt af vandskader på grund af slukningsarbejdet ovenover. Da branden opstod havde World Trade Center endnu ikke indført sprinklersystemer.
Bombeattentatet i 1993
Den 26. februar 1993 blev en bilbombe detoneret af islamistiske terrorister i den underjordiske parkeringskælder under det nordlige tårn. Seks personer omkom og over 1.000 blev såret, mens 50.000 andre ansatte og besøgende blev efterladt gispende efter vejret i de 110-etagers høje bygninger. Mange mennesker inde i det nordlige tårn blev tvunget til at gå ned ad det mørke trapperum, der ingen nødbelysning havde. For nogle tog det to eller flere timer at nå ned i sikkerhed. Skaderne lavede et 30-meters stort hul i garagen.
Manden bag angrebet, Ramzi Yousef, flygtede til Pakistan efter attentatet. I februar 1995 blev han anholdt i Islamabad og udleveret til USA med henblik på retsforfølgelse. En anden terrorist, Omar Abdel Rahman, blev dømt i 1996 for sin deltagelse. Ramzi Yousef og Eyad Ismoil blev begge dømt i november 1997 for deres medvirken til bombeattentatet. Fire andre blev dømt i maj 1994 for deres medvirken. Man mener at målet for angrebet var at destabilisere det nordlige tårn og således få det til at styrte over i det sydlige tårn og dermed få begge tårne til at kollapse.
Efter angrebet blev kælderetagerne stærkt beskadiget og måtte repareres. Murene var i fare for at styrte sammen, og køleanlægget, som gav aircondition til hele komplekset, blev ligeledes stærkt beskadiget. Brandalarmanlægget for hele komplekset måtte udskiftes, da ledninger og signaler i det oprindelige system var blevet ødelagt. Som et mindesmærke for ofrene blev en reflekterende pool med navnene på dem, der var blevet dræbt, opført. Mindesmærket blev ødelagt ved terrorangrebet den 11. september 2001, men man har planlagt, at et nyt mindesmærke skal bygges til ære for ofrene for både bombeattentatet og terrorangrebet.
Leje
I 1998 godkendte havnemyndigheden planer om at privatisere World Trade Center. I 2001 søgte havnemyndigheden om tilladelse til at udleje World Trade Center til en privat enhed. Man modtog bud fra Tornado Realty Trust og et fælles bud fra Brookfield Properties Corporation og Boston Properties samt et fælles bud fra Silverstein Properties og The Westfield Group. Ved at privatisere World Trade Center kunne havnemyndigheden skaffe midler til andre af dets projekter. Den 15. februar 2001 meddelte havnemyndigheden, at Vornado Realty Trust havde vundet lejemålet for World Trade Center, samt at firmaet skulle betale 3.25 milliarder euro for den 99-årige lejekontrakt.
Tilintetgørelse
Den 11. september 2001 kaprede al-Qaeda-tilknyttede terrorister to passagerfly, American Airlines Flight 11 og United Airlines Flight 175, og styrede dem ind i de to tårne. Det første fly, American Airlines Flight 11, ramte det nordlige tårn klokken 08:46 (lokal tid). Sytten minutter senere styrede et andet hold terrorister United Airliens Flight 175 ind mellem den 77. og 85. etage i det sydlige tårn. Skaderne i det nordlige tårn førte til ødelæggelse af de mulige flugtveje fra området. Omkring 1.344 personer i det nordlige tårn blev fanget og havde kun få muligheder til at slippe ud af tårnet. Nogle personer valgte at blive på deres kontorer og vente på hjælp, mens andre valgte at begå selvmord ved at knuse vinduerne i bygningerne og hoppe ud. Nogle personer blev fanget i tårnenes mange elevatorer.
United Airlines Flight 175 ramte ikke så præcist i midten af tårnet, som American Airlines Flight 11 havde gjort, så det var muligt at komme ned via en trappeskakt. Det lykkedes dog kun få personer at komme i den vej, før tårnet kollapsede. I det sydlige tårn var de menneskelige tab lavere end i det nordlige og færre end 700 blev dræbt ved kollisionen, ligesom også det samlede dødstal var lavere i det sydlige. Evakueringen af det sydlige tårn begyndte umiddelbart efter, at det nordlige tårn var blevet ramt. Klokken 9:59 kollapsede sydtårnet som følge af, at tårnets stålsøjler havde mistet deres styrke pga. ildebranden. Det nordlige tårn kollapsede klokken 10:28 efter at have brændt i 102 minutter.
Klokken 5:21 pm kollapsede bygning 7, hvilket er blevet begrundet med ukontrollerede brande inde i bygningen. World Trade Center tårn 3 (kendt som Hotel Marriott) blev ødelagt under sammenbruddet af de to tvillingetårne. De tre resterende bygninger i WTC Plaza havde lidt stor skade efter tårnenes sammenstyrtning og de blev bagefter revet ned. Deutsche Bank-bygningen, som lå tværs gennem Liberty Street, blev senere lukket på grund af de giftige forhold inde i bygningen. Bydelen Manhattan Community Colleges Fiterman Hall på 30 West Broadway blev også lukket på grund af omfattende skader under terrorangrebet.
Lige efter angrebene mente medierne, at titusinder var blevet dræbt, eftersom der på en almindelig dag arbejdede omkring 50.000 mennesker i tårnene. I sidste ende var det 2.750 dødsattester, der blev indgivet i forbindelse med angrebene. Felicia Dunn-Jones blev talt med i det officielle dødstal i maj 2007, hun døde fem måneder senere efter at hun havde døjet med dårlige lunger. Cantor Fitzgerald LP, en investeringsbank beliggende på 101. og 105. etage i tårn 1, mistede 658 medarbejdere, hvilket var betydeligt flere end nogen anden arbejdsgiver i World Trade Center. Marsh & McLennan Companies, som ligger umiddelbart under Cantor Fitzgerald på etage 93 og 101, mistede 295 ansatte. I Aon Corporation blev 175 ansatte dræbt. Hertil 343 af New Yorks brandmænd. Af de 343 var 84 af dem ansat ved havnemyndigheden, 37 af dem var medlemmer af Police Department, og yderligere 23 af de dræbte var politifolk ved New York City Police Department. Af alle de mennesker, der stadig var i tårnene da de kollapsede, blev kun 20 personer gravet ud i live.
Genopførelse
Arbejdet med oprydningen og genopretningen efter angrebene foregik i døgndrift. I alt tog det otte måneder for at få ryddet helt op. Rester blev transporteret fra Ground Zero til Staten Island. Den 30. maj 2002 blev der afholdt en ceremoni for officielt at erklære oprydningen for færdiggjort. I 2002 begyndte man på opførelsen af en ny bygning 7. Bygningen blev færdigbygget i maj 2006 nord for det nye World Trade Center. Derudover blev en midlertidig PATH station ved World Trade Center åbnet i november 2003, senere vil den blive erstattet af en permanent station, designet af Santiago Calatrava.
Bag genopførelsen af World Trade Center er mange arkitekter, herunder Larry Silverstein og folk fra havnemyndigheden, hvilket betød at guvernør i New York George Pataki havde en vis autoritet. Hertil kom, at ofrenes familier og folk i de omkringliggende kvarterer ønskede borgmester Michael Bloomberg til at lede genopførelsen. I november 2001 etablerede George Pataki Lower Manhattan Development Corporation (LMDC) som en officiel kommission til at overvåge genopførelsesprocessen. The Memory Foundations, designet af Daniel Libeskind, blev valgt som den overordnede plan for det nye World Trade Center. Planen omfattede et 541 meter højt Frihedstårn (nu kendt som One World Trade Center) samt et mindesmærke og en række højhuse.
Den 13. marts 2006 ankom arbejderne for at fjerne de sidste rester og starte opmålingen. Dette markerede den officielle start på opførelsen af det nationale September 11 Memorial & Museum, dette dog ikke uden protester fra nogle af de omkomnes familiemedlemmer. I april 2006 aftalte havnemyndigheden med Larry Silverstein, at han skulle overdrage rettighederne til at udvikle Frihedstårnet og tårn 5 i bytte for en finansiering med Liberty Bonds for tårn 2, 3 og 4. Den 27. april 2006 blev åbningsceremonien holdt for Frihedstårnet.
I maj 2006 blev Richard Rogers og Fumihiko Maki annonceret som arkitekterne bag tårn 3 og 4. Det endelige design for tårn 2, 3 og 4 blev afsløret den 7. september 2006. Tårn 2 vil få navnet 200 Greenwich Street og vil have en højde af 382 meter og et 96-fod højt spir, hvilket i alt giver 411 meter. Tårn 3 vil få navnet 175 Greenwich Street og vil have en højde af 352 meter samt antenner, der vil give tårnet en højde af i alt 383 meter. Tårn 4 får navnet 150 Greenwich Street og vil have en samlet højde på 288 meter. Den 22. juni 2007 meddelte havnemyndigheden i New York og New Jersey, at man ville bygge en 42-etagers bygning. Kohn Pedersen Fox blev valgt som arkitekt for bygningen.
Opførelsen af One World Trade Center blev mødt med kritik, lige fra selve formgivningen til navneændringen. New Yorks borgmester Michael Bloomberg udtalte i 2003, at Frihedstårnet ikke ville skifte navn til One World Trade Center, han fastslog at navnet skulle være Frihedstårnet.
Populærkultur
World Trade Center var en ikonisk struktur, og man har kunnet opleve tårnene i både tv-shows, tegnefilm, tegneserier, computerspil og musikvideoer. Dele af filmen Godspell blev optaget på toppen af World Trade Center da opførelsen var ved at nå sin afslutning. I filmen The Hot Rock fra sommeren 1971 er der optaget scener af en helikopter, der flyver rundt om tårnene mens de stadig var under opførelse. Den sidste scene i filmen King Kong fra 1976 fandt sted ved World Trade Center. Egentlig skulle scenen have været optaget ved Empire State Building, hvor scenen havde fundet sted i den originale film. Ved hjælp af et svævefly lander Snake Plissken på toppen af World Trade Center i filmen Escape from New York fra 1981.
Begivenhederne omkring den 11. september er sidenhen blevet portrætteret i en række dokumentarprogrammer og film. Nogle af de film, der havde størst succes var Oliver Stones World Trade Center fra 2006 og Paul Greengrass' film United 93. I adskillige film, med premiere kort efter den 11. september 2001, kunne man se World Trade Centers skyline. En af filmene var Spider-Man. Både i episoder af Venner og The Simpsons er World Trade Center blevet filmet.
Scener fra World Trade Center blev fjernet fra film som Sex and the City og The Sopranos, som var produceret efter bombningen. Scenerne blev fjernet af respekt for ofrene.
Mindesmærker
Flag
Om morgenen den 12. september 2001 var overbetjent i New York Gerald Kane og kriminalassistent Peter Friscia medhjælpere på redningsholdet ved Ground Zero. De bemærkede, at det store amerikanske flag, som engang stod foran World Trade Center på Church Street var røget af flagstangen under sammenstyrtningen af bygningerne. De to mænd rekvirerede et antal soldater og brandfolk i området til at sætte en stige til toppen af gadelampen, hvor flaget nu hang. Civilbetjent Friscia klatrede op på stigen til lampen og tog flaget med sig ned. Senere gav man flaget til NASA, hvor det blev transporteret om bord på rumfærgen Endeavour (STS-108), som en del af missionen til Den Internationale Rumstation den 5. december 2001. På flagdagen den 14. juni 2002 blev det amerikanske flag returneret til indbyggerne i New York af Sean O'Keefe, Dom Gorie og besætningsmedlemmerne fra Endeavour i en ceremoni på Museum of Natural History. Flaget er en del af den årlige ceremoni på Ground Zero til minde om ofrene for angrebet.
Tribute in Light
Efter angrebet blev 88 projektører placeret ved siden af det sted, hvor World Trade Center stod. Projektørerne danner to lodrette kolonner af lys til minde om angrebene.
Projektørerne blev lanceret i 2003 for at markere toårsdagen for angrebet og er siden blevet tændt hvert år den 11. september lige siden. Man havde ellers meddelt, at 2008 skulle være det sidste år for Tribute in Light, men de var at se igen i 2009.
Den 17. december 2009 blev det bekræftet, at hyldesten vil fortsætte frem til 2011, indtil tiårsdagen for angrebene.
De, der arbejdede med projektet om opførelsen, kom op med konceptet i ugen efter angrebet. De blev hyret af magasinet The New York Times til at skabe et billede af projektet.
Richard Nash Gould, en arkitekt fra New York, gik til den kommunale kunstforening med konceptet. Han var en del af en virksomhed, hvis kontor lå i World Trade Center. Den 19. september skrev formand Philip K. Howard til borgmester Rudy Giuliani og bad ham om "at overveje at placere to store projektører i nærheden af ulykkesstederne, som skulle lyse lige op i himlen."
Eksterne henvisninger
World Trade Center – Silverstein Properties
World Trade Center – Port Authority of New York & New Jersey
World Trade Center Progress – Port Authority of New York & New Jersey
National September 11 Memorial & Museum at the World Trade Center
Building the Twin Towers: A Tribute – slideshow
www.worldtradecenter.dk – En dansk side
Referencer
Bygninger ødelagt under Terrorangrebet 11. september 2001
Tidligere lovende artikler |
953 | https://da.wikipedia.org/wiki/Hans%20Christian%20Schmidt | Hans Christian Schmidt | Hans Christian Schmidt (født 25. august 1953, Nustrup ved Vojens) er en dansk folketingspolitiker fra Venstre og tidligere minister på en række områder: fødevareminister, miljøminister samt transport- og bygningsminister.
Biografi
Hans Christian Schmidt er landmandssøn fra Sønderjylland. Han tog realeksamen fra Nustrup Skole 1970, handelseksamen fra Haderslev Handelsskole 1971, hf-eksamen fra Kolding Gymnasium 1973 og lærereksamen fra Haderslev Seminarium 1977.
Han blev ansat som lærer på Nustrup Skole 1977, skiftede til Sommersted Skole 1981 i første omgang som lærer og fra 1984 som viceskoleinspektør.
Politisk karriere
Schmidt var formand for VU i Vojens 1977-79 og medlem af vælgerforeningen for Venstre samme sted fra 1978. I 1982 blev han valgt ind i Vojens Kommunalbestyrelse, hvor han sad til 2001. I den periode var han blandt andet formand for Undervisnings- og Socialudvalget 1990-94 og 1998-2001 samt 1. viceborgmester 1998-2001.
Han var sit partis folketingskandidat i Røddingkredsen fra 1994 og blev valgt ind i ved valget 21. september samme år. Her var han miljøpolitisk ordfører 1995-2001 samt medlem af Naturklagenævnet i samme periode.
27. november 2001 blev han udpeget som miljøminister, en post der blev udskiftet med fødevareministerposten 2. august 2004. Ved regeringsomdannelsen september 2007 måtte Schmidt afgive sin post og fortsatte som Venstres gruppeformand i Folketinget.
I 2004 gav Rigsrevisionen Schmidt en alvorlig påtale for kammerateri i forhold til hans tidligere arbejdsplads og hjemkommune. Påtalen medførte blandt andet en ny vejledning, som primært fokuserer på habilitet.
23. februar 2010 blev han udpeget som transportminister, hvilket han fortsatte som frem til 3. oktober 2011.
28. juni 2015 blev han udpeget som transport- og bygningsminister i regeringen Lars Løkke Rasmussen II. Han måtte forlade denne post ved regeringsomdannelsen i november 2016, hvor han blev afløst af Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.
Øvrige tillidsposter
Hans Christian Schmidt har været medlem af Borgerligt Socialt Boligselskabs bestyrelse i Vojens 1986-91 og af repræsentantskabet for Naturgas Syd 1986-90. Han var endvidere medlem af bestyrelsen for Bregnbjergskolen 1986-2001, af lokalrådet (Vojens) i Den Danske Bank 1987-2001 og af Afsnit 8-Udvalget (Børn og unge) 1990-94. Endvidere har han været medlem af Amtsmusikudvalget 1986-90 og af bestyrelsen for Vojens Skøjtehal 1994-2001. Endelig var Schmidt formand for Vojens Kultur- og Musikhus 2000-2001.
2007 blev han Kommandør af 1. grad af Dannebrog. Han bærer også Nordstjerneordenen.
Referencer
Eksterne henvisninger
. Dato: 23. juli 2003.
Hans Chr. Schmidts personlige hjemmeside
Rigsrevisionens beretning om Miljøministeriets forvaltning af Velfærdspuljen.
Fødevareministre fra Danmark
Miljøministre fra Danmark
Danske ministre fra Venstre
Nuværende folketingsmedlemmer fra Venstre
Folketingsmedlemmer i 1990'erne
Folketingsmedlemmer i 2000'erne
Transportministre fra Danmark
Lærere fra Danmark
Regeringen Lars Løkke Rasmussen I
Folketingsmedlemmer i 2010'erne
Modtagere af Nordstjerneordenen
Kommandører af 1. grad af Dannebrog
Personer i Kraks Blå Bog
Regeringen Lars Løkke Rasmussen II
Bygningsministre fra Danmark
Regeringen Anders Fogh Rasmussen I
Regeringen Anders Fogh Rasmussen II |
954 | https://da.wikipedia.org/wiki/Riksdagen | Riksdagen | Riksdagen er Sveriges parlament og har 349 medlemmer med Sveriges riksdags talman som formand. Riksdagen er beliggende i Riksdagshuset på Helgeandsholmen i Stockholm. Rigsdagen bestod med Andra kammaren i perioden 1867 til 1970 af to kamre. I dag har den et kammer.
På svensk (det ene af Finlands officielle sprog) hedder det finske parlament også Riksdagen – det finske navn er Eduskunta.
Riksdagsvalget 202
Den svenske rigsdags mandatfordeling er efter valget i september 202 blev som følger:
Alliance For Sverige blev det største med absolut flertal særligt efter at de havde lukket Sverigedemokraterne ind i varmen efterfølgende kunne Moderaternas formand Ulf Kristersson danne regering
Referencer
Sveriges politik
Parlamenter |
955 | https://da.wikipedia.org/wiki/Henrik%20Qvortrup | Henrik Qvortrup | Henrik Qvortrup (født 13. oktober 1963 i Aarhus) er en dansk journalist, tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet og og tidligere politisk kommentator TV 2 samt tidligere chefredaktør for Se og Hør. Qvortrup har fået en dom efter Se og Hør-sagen. Han blev student fra Århus Statsgymnasium i 1983, og efterfølgende prøvede han både kræfter med jura- og medicinstudiet, inden Qvortrup søgte ind på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvorfra han blev uddannet journalist i 1991.
Siden har Qvortrup arbejdet på Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, BT samt på Ekstra Bladet. Fra 1998 til 2000 var han spindoktor for daværende Venstre-formand Anders Fogh Rasmussen. Fra 2000 til 2001 var han medlem af BTs chefredaktion, inden han blev chefredaktør for ugebladet Se og Hør, i perioden 2001 til 2008. Han byttede i 2009 Se og Hør ud med TV 2, hvor han blev politisk redaktør. I 2011 overtog Anders Langballe den post, og Qvortrup blev i stedet politisk kommentator, hvilket han har været frem til den 29. april 2014, hvor han efter Se og Hør-sagen valgte at trække sig. I Se og Hør-sagen fik Henrik Qvortrup i november 2016 en dom tre måneders ubetinget fængsel, et års betinget fængsel samt 200 timers samfundstjeneste.
Qvortrup var fra 1. juli 2021 og til april 2022 Ekstra Bladets chefredaktør.
Baggrund og tidlig karriere
Han er født og opvokset i Aarhus, søn af en postarbejder og en bankassistent. Moderen er Kirsten Marie Qvortrup og hans søster er Lisbeth Qvortrup, skoleleder på privatskolen N. Kochs Skole i Aarhus. Han har seks børn.
Studentereksamen fra Århus Statsgymnasium , hvor han først begyndte på den matematiske linje, men skiftede til den sproglige studieretning (1983).
Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole (1991).
Arbejder på Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, B.T. samt Ekstra Bladet som politisk reporter (1991-97).
Redaktionschef på Ekstra Bladet (1997-98)
Pressechef (spindoktor) for Anders Fogh Rasmussen (1998-2000).
Medlem af chefredaktionen på B.T..(2000-2001)
Chefredaktør på ugebladet Se og Hør (2001-2008)
Politisk redaktør for TV2 (1. januar 2009 - 29. april 2014)
Ekstra Bladets chefredaktør (1. juli 2021 - 4. april 2022)
Politisk kommentator
Qvortrup deltog fra 2005 og til november 2007 i tv-programmet Jersild & Spin på DR2 som politisk kommentator.
Han forlod det ifølge ham selv af eget valg, efter at han som chef-redaktør af Se og Hør op til Folketingsvalget havde bragt en historie om sort arbejde i Naser Khader's hjem.
Khader-historien fik Qvortrup i stormvejr, og
Naser Khader kaldte Qvortrup et "svin" og den politiske kommentator Ralf Pittelkow kaldte ham "uinteressant" og "den ukronede konge af bullshit i de danske medier".
Se og Hør's Journalistpris
Uddelte for første gang Se og Hør's nystiftede journalistpris den 10. november 2006 til de to Berlingske-journalister Michael Bjerre og Jesper Larsen for deres dækning af grundlaget for Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Prisen er på 150.000 kr.
Er desuden en aktiv foredragsholder, skribent og debattør.
Noter
Journalister fra Danmark
Debattører fra Danmark
Personer fra Aarhus
Spindoktorer
Chefredaktører fra Danmark
Journalister ved BT
Journalister ved Berlingske
Ansatte ved TV 2
Personer i Kraks Blå Bog |
956 | https://da.wikipedia.org/wiki/Jonathan%20Harris | Jonathan Harris | Jonathan Harris (født Jonathan Charasuchin 6. november 1914, død 3. november 2002) var en amerikansk skuespiller bedst kendt fra TV som Bradford Webster i The Third Man og Dr. Zachary Smith i Lost in Space.
Opvækst
Jonathan Harris blev født i New York og voksede op under fattige kår. Familien var russiske emigranter, som havde bosat sig i USA for at finde lykken.
I teenageårene arbejde han på et apotek og besluttede sig for at blive farmaceut. Men efter at have overværet lokale teaerstykker, fik han smag for skuespillet.
I 1942 debuterer han på Broadway, med filmen Heart of the City.
Referencer
Eksterne henvisninger
Skuespillere fra USA
Personer fra New York |
957 | https://da.wikipedia.org/wiki/Persille%C3%B8en | Persilleøen | Persilleøen (spansk Isla del Perejil; engelsk: Perejil Island), er en ubeboet ø i Gibraltarstrædet, 200 meter fra Marokkos kyst og 5 km fra den spanske eksklave Ceuta. Både Spanien og Marokko kræver at have rettighederne til øen.
Selv om både Spanien og Marokko mener, de har rettighederne til øen, er begge enige om situationen, som den står nu, med Persilleøen som et forladt ingenmandsland.
Navn
Navnet La Isla Perejil er spansk og betyder på dansk Persillens Ø. Oprindeligt hed øen Tura, som er berberisk og betyder "tom". I nogle marokkanske medier bliver øen en gang imellem omtalt som "Leila" eller "Laila" som er en afledning af det spanske "La Isla". På arabisk omtales øen nogle gange "Jazirat al-Ma'danus" (جزيرة معدنوس), som er en arabisk oversættelse af det spanske navn. I sin indsættelsestale den 30. juli 2002, nævnte den marokkanske konge dog udelukkende øen ved navnet Tura.
Historie
Øen blev tidligt brugt af berbere til landbrug. Man har dog aldrig fundet spor af disse berbere på øen. I 1415 blev Persilleøen erobret af Portugal sammen med Ceuta. Fra 1580 til 1640 var Portugal og Spanien forenet i Den Iberiske Union, og da unionen brød sammen, forblev øen og Ceuta under spansk kontrol.
Både Spanien og Marokko mener, at øen tilhører deres territorium. I 2002 udmundede uenighederne i en væbnet konflikt. Øen var slet ikke alment kendt af mange spaniere og marokkanere, før en gruppe marokkanske soldater oprettede en militærbase på øen den 11. juli 2002, for at kunne overvåge flygtningestrømmen til Spanien. Spanien så dog øen som en del af sit territorium, og anså denne handling som en krænkelse af landets suverænitet. Begge lande erklærede øen tilhørende dem, Spanien med næsten hele EU i ryggen, bortset fra Frankrig og Portugal, og Marokko havde hele den Arabiske Liga som støtte, med undtagelse i Algeriet, som støttede Spaniens krav på herredømmet over øen. Om morgenen den 18. juli 2002, påbegyndte det spanske militær Operation Romeo-Sierra. Den militære operation var et samarbejde mellem det spanske luftvåben og flåden. På få timer fik de overtaget øen uden større modstand fra den marokkanske hær. Hele operationen blev ledet fra Guardia Civils hovedkvarter i Ceuta. De tilfangetagne marokkanske soldater blev fløjet til Ceuta og frigivet ved grænsen. Hen ad dagen blev det spanske militær afløst af Den Spanske Legion, som var til stede på øen indtil Marokko under pres fra USA gik med til at lade øen være ingenmandseje.
Politik
Konflikten om øen bunder i mere end bare en lille klippeø ud for Marokko. Fra Marokkos side har man udtrykt bekymring for, at øen bliver brugt af smuglere og terrorister. Fra spansk side anså man Marokkos indtagelse af øen som en test, om Spanien ville forsvare Ceuta og Melilla mod et marokkansk angreb. Marokko har nemlig fremsat krav om en overtagelse af de spanske eksklaver samt en masse små klippeøer ved Marokkos kyst.
Øer i Spanien
Nutidens omstridte geografiske områder |
958 | https://da.wikipedia.org/wiki/IBM | IBM | International Business Machines Corporation (IBM) er en multinational teknologi- og konsulentvirksomhed, der leverer IT-serviceydelser og sælger hardware- og softwareprodukter, der hovedsageligt er udviklet i IBM's forsknings- og udviklingslaboratorier. IBM's kunder spænder lige fra store selskaber til mindre og mellemstore virksomheder samt organisationer i både den offentlige og den private sektor. IBM har hovedkontor i Armonk, New York, USA, og IBM Danmark ApS har hovedkontor i Brøndby.
Med over 434.246 ansatte og en omsætning på 104,5 milliarder dollar i 2012, er IBM et af de største og ældste it-firmaer i verden, kun NCR er ældre. IBM har udviklingsafdelinger over hele verden og 16 forskningscentre fordelt på seks kontinenter: Austin, Bangalore, Beijing, Delhi, Dublin, Massachusetts, Melbourne, Nairobi, Haifa, New York, Rio de Janeiro, San Jose, Sao Paulo, Tokyo og Zürich.
I 2009 lancerede IBM Smarter Planet, som er IBM's vision om, hvordan integrerede teknologier kan forandre måden, verden fungerer på. Herunder de teknologier og processer, som indgår i udvikling, fremstilling, køb og salg af varer, levering af services, og flytning af alt lige fra mennesker og penge til olie, vand og elektroner. Siden 2009 har ”Smarter Planet” været omdrejningspunktet for IBM’s aktiviteter inden for såvel hardware og software som services og udvikling.
I 2011 deltog IBM’s supercomputer Watson i quizprogrammet Jeopardy på amerikansk TV, hvor den vandt over to regerende stormestre. Watsons evne til hurtigt og effektivt at strukturere data, finde mønstre og fortolke data er siden blevet udbredt til brancher som sundhedsvæsen - som fx i kampen mod cancer på Memorial-Sloan-Kettering Cancer Center og i finansverdenen.
Watsons forgænger var Deep Blue som i en serie legendariske kampe spillede skak med stormesteren Garri Kasparov.
På grund af størrelsen og det blå logo er firmaet også kendt som Big Blue (Store Blå).
Historie
IBM's historie begyndte flere årtier før udviklingen af computeren – før den tid, produceredes hulkortmaskiner. Oprindeligt hed virksomheden Computing Tabulating Recording Corporation (CTR), der blev oprettet som aktieselskab den 16. juni 1911 i Binghamton, New York. Denne virksomhed var en fusion mellem Tabulating Machine Corporation, Computing Scale Corporation og International Time Recording Company. Direktøren for Tabulating Machine Corporation var på daværende tidspunkt Herman Hollerith. Thomas J. Watson Sr., der grundlagde IBM, blev direktør for CTR i 1914 og administrerende direktør i 1915. Den 14. februar 1924 ændrede CTR sit navn til International Business Machines Corporation (IBM).
Virksomhederne, der fusionerede under CTR-navnet, fremstillede et bredt udvalg af produkter, blandt andre tidsstyringssystemer, vægte, automatiske kødskærere og vigtigst af alt for udviklingen af computeren, hulkortudstyr. Med tiden kom CTR til at fokusere udelukkende på hulkortudstyret og indstillede sine øvrige aktiviteter.
I årene efter 2. verdenskrig og specielt ved starten af den kolde krig valgte IBM at satse på udvikling af computere, en udvikling som Thomas J. Watson, Jr. gennemtrumfede trods modstand fra store dele af virksomheden. I juni 1950, kort efter udbrudet af Koreakrigen fik Watson, Jr. gennemført en undersøgelse af, hvordan IBM kunne bidrage til det nationale forsvar. Undersøgelsen, gennemført af James Birkenstock og Cuthbert C. Hurd anbefalede at IBM skulle bygge computere. Resultatet blev, at IBM 29. april 1952 annoncerede sin første kommercielle computer, IBM 701, beregnet på videnskabelig anvendelse.
I oktober 1952 fik IBM en henvendelse fra MIT's Lincoln Lab, som ønskede at IBM skulle fabrikere de computere, Lincoln Lab var ved at designe til det amerikanske luftforsvar. Store dele af IBM var imod projektet og ønskede at firmaet i stedet skulle satse på en forretning med store penge i: bedre hulkortudstyr. Men Thomas J. Watson, Jr. gennemtvang sin beslutning om at satse på computere, til dels ved at slå på patroistiske motiver – USAs forsvar i den kolde krig. IBM gik ind i samarbejdet på fuld kraft, og i februar 1954 skrev IBM kontrakt på levering af computere til Semi-Automated Ground Environment (kendt som SAGE), en kontrakt som indebar tidens største og mest avancerede computere, og som IBM fortsatte med at levere computere til i 10 år.
I samme periode fik Cuthbert C. Hurd med Watson, Jr.'s støtte gennemført udvikling af en "lillebror" til IBM 701, IBM 650, beregnet til anvendelse i erhvervslivet. Maskinen blev annonceret i december 1955, og der blev inden for de første år leveret 120 maskiner, og skrevet ordre på 750 mere. Maskinen blev kendt som "computerens Model T". IBM var blevet en computervirksomhed, og skulle komme til at dominere computerindustrien de næste 30 år.
Forskellige fakta
Selvom IBM ikke opfandt den personlige computer, blev arkitekturer, som er klonet fra deres oprindelige 1981-design (der var afhængigt af tredjepartskomponenter), industristandarden. Microsoft og Intel blev monopol-leverandører af to af nøglekomponenterne i de kompatible systemer.
Den 19. januar 1993 offentliggjorde IBM et underskud på 4,97 milliarder dollar i 1992, hvilket på daværende tidspunkt var det største virksomhedsunderskud på et år i USA's historie.
IBM's logo blev designet af Paul Rand.
Louis V. Gerstner, Jr. var bestyrelsesformand og administrerende direktør for IBM fra 1. april 1993 indtil 29. januar 2002 hvor Samuel J. Palmisano blev valgt som administrerende direktør. Administrerende direktør for IBM i Danmark er Henrik Bodskov.
IBM-overtagelser i de senere år:
Lotus Development Corporation i 1995 for 3,5 milliarder dollar.
Tivoli Systems i 1995 for 750 millioner dollar.
Sequent Computer Systems i 1999 for 810 millioner dollar.
Informix Software (et køb af aktiver frem for en egentlig overtagelse) i 2001 for 1 milliard dollar.
PricewaterhouseCoopers' Consulting i 2002 for 3,5 milliarder dollar (genberegnet af IBM i august 2003 som 3,9 milliarder dollar).
Rational Software Corporation i 2003 for 2,1 milliarder dollar.
Mærsk Data og DM Data i 2004 for et ukendt beløb
En analyse af IBMs medarbejdere verden over, udført af Geert Hofstede mellem 1967 og 1973, er blevet en af de mest anerkendte kulturteorier i verden.
Se også
ThinkPad
Eksterne henvisninger
IBM's websted i USA
IBM's danske websted
IBM Research
IBM Research i Cambridge
Fodnoter
Etableret i 1911
Leverandører til Det Kongelige Danske Hof
Virksomheder i New York City |
959 | https://da.wikipedia.org/wiki/Clonaid | Clonaid | Clonaid er et firma, som kom på alle mediernes forside, da det i december 2002 påstod, at det havde klonet et menneske. Firmaet menes at have forbindelse til sekten Raelians, der er forholdsvis ukendt, men menes at tro på, at mennesket er skabt af rumvæsener. Sekten mener endvidere, at kloning kan forlænge menneskets liv med mange hundrede år.
Clonaid blev grundlagt i februar 1997 af Raél men i år 2000 gav han ansvaret for Clonaid videre til den raeliananske biskop Dr. Brigitte Boisselier.
Eksterne henvisninger
www.clonaid.com
Genetik
Bioteknologivirksomheder
Bahamas
Kloning |
961 | https://da.wikipedia.org/wiki/Louis%20V.%20Gerstner%2C%20Jr. | Louis V. Gerstner, Jr. | Louis V. Gerstner, Jr. (født 1. marts 1942) var fra 1. april 1993 til 29. januar 2002 administrerende direktør hos IBM, og bestyrelsesformand samme sted i perioden april 1993 – december 2002.
Gerstner, Louis |
968 | https://da.wikipedia.org/wiki/Nilen | Nilen | Nilen (Arabisk: النيل, transliteration: an-nīl; Oldægyptisk: iteru eller Ḥ'pī; Koptisk:piaro eller phiaro) dannes af to floder, der samles i Khartoum i Sudan.
Mindst 65% af Nilens vand kommer fra Den Blå Nil, som udspringer ved Tanasøen i Etiopien.
Resten kommer fra Den Hvide Nil, der udspringer fra Victoriasøen i Uganda, om end denne sø næres af flere andre floder, som nogle medregner til Den Hvide Nil. Derefter passerer den gennem Uganda og Sudan.
Efter disse to floder støder sammen, hedder floden blot Nilen, og løber gennem resten af Sudan og Egypten, før den løber ud i Middelhavet.
Hvis Den Hvide Nil og selve Nilen regnes for én flod, er den med sine 6,650 kilometer, jordens længste. Der har været talt om, at Amazonfloden – regnet fra en af sine bifloder – er længere, da der blev opdaget en ekstra længde, så den er nået op på 6.800 km.
Byerne Khartoum, Aswan og Kairo ligger alle ved Nilen.
Etymologi
I det antikke egyptiske sprog blev nilen kaldt Ḥ'pī eller Iteru, hvilket betyder "flod", og udtrykt af de hieroglyffer der er vist til venstre (direkte itrw, eller 'vand' determinativ). På koptisk er ordene piaro (Sahidic) eller phiaro (Bohairic) hvilket betyder "floden" (direkte p(h).iar-o "den.kanal-stor") stammer fra det samme antikke navn.
Det danske navn Nilen og de arabiske navne en-Nîl og an-Nîl er begge afledt fra det latinske og det oldgræske . Udover dette er etymologien omstridt. En mulig etymologi afledes fra semitisk Nahal betyder "flod". De gængse danske navne "Den Hvide Nil" og "Den Blå Nil" der bruges om flodens hovedvandmasser er afledt fra arabiske navne der tidligere kun blev anvendt om de sudanesiske strækninger der flyder sammen ved Khartoum.
Billeder og mediefiler af Nilen
Kilder
Eksterne henvisninger
Vandløb i Afrika |
969 | https://da.wikipedia.org/wiki/Stephen%20Ambrose | Stephen Ambrose | Stephen Ambrose (født 10. januar 1936, død 13. oktober 2002) var en amerikansk historiker og forfatter til en biografi af Dwight Eisenhower. Skrev også "Kammerater i krig".
Biografiforfattere fra USA
Historikere fra USA |
970 | https://da.wikipedia.org/wiki/Middelgrundsfortet | Middelgrundsfortet | Middelgrundsfortet er opført 1890-94 som en del af Københavns Befæstning, blandt andet med fyld fra udgravningen af Frihavnen. Middelgrundsfortet var verdens største søfort. Arealet af øen, inklusiv bølgebrydere, er på ca. 67.000 m², mens selve landområdet udgør 50.000 m². Den er dermed antagelig verdens største menneskeskabte ø uden fast forbindelse til land.
Historie
Fortet er bygget på 6 meter vand, på det sted hvor Kongedybet og Hollænderdybet mødes i nord. De to andre søforter, som skulle beskytte København mod angreb fra søsiden, var Trekroner Fort og Flakfortet.
Fortets oprindelige hovedbestykning var 5 stk. 30,5 cm kanoner. Middelgrundsfortet blev nedlagt som søfort i 1962. I perioden fra 1965 til 1968 blev fortet ombygget og indrettet til jord-til-luft-missilsystemet HAWK. Raketbatteriet med Eskadrille 541 blev først opstillet på Flakfortet, og dernæst flyttet til Middelgrundsfortet i 1968 eller i 1969. I 1984 blev eskadrillen inklusiv det mobile HAWK-udstyr flyttet ind på fastlandet, til Stevns ved Stevnsfortet.
Middelgrundsfortet kom til at spille en uheldig rolle i forbindelse med den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940. Da det tyske skib med tropperne, som skulle besætte København, om morgenen omkring kl. 4 nærmede sig Middelgrundsfortet sammen med en tysk isbryder, blev der fra fortet afgivet signal til skibene om at stoppe. Da skibene fortsatte, ville man fra fortet afgive et varselsskud, men det var ikke muligt for kanonbesætningen at lade kanonen. De tyske skibe kunne således uantastet fortsætte ind til Langelinie. Episoden har givet anledning til mange myter om sabotage og forræderi, men skyldes uden tvivl, at besætningen på fortet var helt ny i tjenesten og endnu ikke havde lært at betjene kanonen rigtigt.
At kanonen på Middelgrundsfortet "klikkede" fik ingen betydning for besættelsen af Danmark. Der var på intet tidspunkt tale om andet end at afgive et varselsskud. Hvis der skulle have været skudt virkningsskydning mod skibene, skulle der først indhentes tilladelse fra Marineministeriet og desuden skulle fortets 10 cm kanoner have været bemandet. Inden dette var sket, ville skibene for længst være uden for fortets rækkevidde.
Ejerskab post 1998
Privat eje
Fortet blev overdraget til det statsejede Freja ejendomme i 1998, som overtager statens forladte ejendomme med henblik på at videresælge disse.<ref>[https://denstoredanske.lex.dk/Middelgrunden Gyldendals leksikon 'Den Store Danske''']</ref> I 2002 blev fortet solgt til en privat investor for 5 mio. kr. Denne investor ytrede i 2010 ønske om at afhænde øen.
Ungdomsøen
Øen ansås for at være privat ejendom, og grundet øens forfaldne tilstand og deraf følgende fare for at komme til skade, var der ikke offentlig adgang til øen.
I efteråret 2014 blev fortet sat til salg for 16,5 mio. kr. af ejeren Peter Bech, hvilket var betydeligt mindre end de 75 mio. kr. som han forsøgte at sælge det til i 2010. Det blev senere købt af Middelgrundsfonden, med økonomisk støtte fra Nordea-fonden og A.P. Møllerfonden, med hensigten at oprette Ungdomsøen, hvoraf nogle aktiviteter åbnede i August 2019.
Visionen for fonden er i samarbejde med flere af de danske spejderkorps, som kommer til at stå for aktiviteter og de daglige rammer for interesserede lånere af øen, at "give unge en unik oplevelse for selv at skabe og gennemføre aktiviteter, skabe nye fællesskaber på tværs af ungdomskulturer og igangsætte en større ungdomsbevægelse, der rækker ud over middelgrundsfortet". Bestyrelsen for denne fond er udpeget af Det Danske Spejderkorps og KFUM-Spejderne, og alle medlemmer har erfaring fra såvel erhvervs- som spejderlivet.
Aktiviteter på Ungdomsøen
Middelgrundsfonden har fastlagt fem kategorier, som øens aktiviteter skal falde ind under:
SamfundslivDe unge skal kunne afprøve nye metoder til demokratisk deltagelse og gennemføre en lederuddannelse for unge, der skaber en positiv forskel i samfundet.
BæredygtighedProjekter og aktiviteter med udgangspunkt i recycle/upcycle, energiformer og miljøbevidsthed.
FriluftslivØ-naturen giver rum for udfordrende aktiviteter til lands, til vands og i luften, og danner samtidig ramme som soveplads og spiseplads
Kreativitet og fantasiØen skal give unge mulighed for at arrangere og deltage i alt fra koncerter over tegneseriefestivaller til kunstinstallationer.
Innovation og entreprenørskab''
Unge skal kunne prøve deres skæve idéer af og bruge øens faciliteter som iværksætterlaboratorium.
Referencer
Eksterne henvisninger
Middelgrundsfonden, der overtog fortet 1. april 2015.
Tidligere ejers websted
Historie om Middelgrundsfortet
Øer i Øresund
Københavns Befæstning
Øer i København
Ferdinand Meldahl |
971 | https://da.wikipedia.org/wiki/Lars%20Saabye%20Christensen | Lars Saabye Christensen | Lars Saabye Christensen (født 21. september 1953 i Oslo) er en dansk/norsk forfatter.
Han fik i 2002 Nordisk Råds litteraturpris for romanen "Halvbroderen", der regnes for hans hovedværk.
Liv og virke
Baggrund og uddannelse
Saabye Christensen voksede op i Oslo-bydelen Skillebekk, men boede mange år i Sortland i Nordnorge. Begge disse steder er nært knyttet til hans forfatterskab, og optræder i de fleste af hans værker. Han bor i dag på Blindern.
Saabye Christensen studerede litteraturvidenskab, norsk, kunsthistorie og idehistorie ved Universitetet i Oslo.
Forfatterskab
Hans officielle debut var digtsamlingen Historien om Gly fra 1976, der indbragte ham Tarjei Vesaas debutantpris. Hans første bog var imidlertid digtsamlingen Grønt lys, en stencilsamling med digte, som han solgte på gaden.
Saabye Christensen har skrevet en række digte og skuespil, samt flere filmmanuskripter, men har udmærket sig først og fremmest som novellist og romanforfatter. Hans første roman udkom året efter debuten, og hed Amatøren. Gennembruddet kom imidlertid først i 1984 med romanen Beatles som indbragte ham Cappelenprisen og international anerkendelse. Fire år senere fulgte romanen Herman.
I 2001 udkom Halvbroderen for hvilken han modtog Brageprisen og Nordisk råds litteraturpris. Halvbroderen er solgt i over 200.000 eksemplarer og udkommet i 22 lande.
Som forlagskonsulent og i en årrække redaktør for Cappelens debutantantologi Signaler, har Saabye Christensen været en vigtig og kyndig hjælper for nye litterære talenter.
Lars Saabye Christensen er medlem af Det Norske Akademi for Sprog og Litteratur.
I 2006 blev han udnævnt til kommandør af St. Olavs Orden og i 2008 udnævntes han til ridder af den franske Ordre des Arts et des Lettres.
Siden 1993 har han optrådt med bandet Norsk Utflukt, hvor han læser sine egne digte op. Bandet har udgivet fire album: Med lyset på (1993), Diger og gul (1997), Det blå arret (2002) og Tida som går (2004).
Tilknytning til Danmark
Han er søn af den danske arkitekt Mogens Hjort Christensen (1919–2010) og norske Grethe Saabye (1923–2009), og er dansk statsborger.
Saabye Christensen udgav i 2010 digtsamlingen "Mit danske album" om sine danske aner, hvori han bl.a. omtaler danske sportspersonligheder som skøjteløberen Kurt Stille og fægteren Ivan Osiier.
Bibliografi
Værker oversat til dansk
Hørespil
Columbus' ankomst (produceret 1982, genudsendt 1983)
Kvitt eller dobbelt (producereet 1984, genudsendt 1984, 1985 og 1986)
Jokeren (fem deler) (produceret 1987, genudsendt 1987, 1993 og 1995)
Til pengene tar slutt, Al (produceret 1988, genudsendt 1988)
Lyset på yttersida (2001)
Diskografi
Skrapjern og silke (1999), med Ole Henrik Giørtz, Anne Marie Almedal, Kristin Kajander, Elin Rosseland og Anne-Marie Giørtz
Utvalgte noveller (2005), med Liza Marklund og Levi Henriksen
Det kromatiske minnet (2015), med Ole Henrik Giørtz
Norsk Utflukt
Album
Med lyset på (1993)
Diger og gul (1997)
Det blå arret (2002)
Tida som går (2004)
Long Distance Call (2013)
Singler
Diger og gul (1997)
Spettet står i jorda (1997)
Kilder
Eksterne henvisninger
Romanforfattere fra Norge
Novelleforfattere fra Norge
Det Norske Akademi
Modtagere af Nordisk Råds Litteraturpris
Personer fra Oslo
Norsksprogede forfattere fra Norge
Modtagere af Bokhandlerprisen
Vindere af Doblougprisen
Modtagere af Brageprisen
Modtagere af Cappelenprisen
Modtagere af Kritikerprisen
Digtere fra Norge
Manuskriptforfattere fra Norge
Modtagere af Riksmålsforbundets litteraturpris |
972 | https://da.wikipedia.org/wiki/Monsters%2C%20Inc. | Monsters, Inc. | Monsters, Inc. er en amerikansk tegnefilm fra 2001, og den fjerde computeranimerede spillefilm produceret af Pixar Animation Studios. Filmen havde premiere i USA den 2. november 2001, den 26. december 2001 i Australien og den 8. februar 2002 i Storbritannien (og Danmark).
Da filmen havde premiere i USA fik den rekorden for bedst box office for en animeret film og den sjettebedste nogensinde. Monsters Inc. er den 50. højest indtjenende film nogensinde. Filmen vandt en Oscar for bedste sang, Randy Newmans If I Didn't Have You.
Handling
Filmen starter i Monstropolis, en 1930'er agtig retro by, som er beboet af monstre i alle størrelser og former. Monstropolis' kerne er energifabrikken Monsters Inc. eller i daglig tale "MI". Monsters Inc. sender deres ansatte ind gennem døre der teleporterer dem til børns værelser, hvor de skal skræmme børnene. Skrigene fra de skræmte børn er nemlig den energi som byen bruger for at fungere. Den administrerende direktør af Monsters Inc. er et krabbe-lignende monster der hedder Henry J. Waternoose (Henning Moritzen). Top-skræmmeren på Monsters Inc. er James P. "Sulley" Sullivan (Peter Aude), en 2½ m høj behåret, blågrønt monster med horn og violette prikker, hvis bedste ven og bofælle er den lille, grønne og en-øjede Mike Wazowski (Donald Andersen). James P. "Sulley" Sullivan og Mike Wazowski er de to hovedpersoner. Mike er Sulleys assistent.
Sulley er rar og rolig af natur, mens Mike er besat af sin bil og sin kæreste, den Medusa-lignende Celia Mae (Iben Hjejle). Sulleys største konkurrent på Monsters Inc., er den kamæleon-lignende Randall Boggs (Mads Mikkelsen), som er i stand til at ændre sin hudfarve, så han falder i med sine omgivelser, og han er den næstbedste skræmmer, lige under Sulley.
En dag, da Sulley og Mike er på vej til arbejdet, snakker de om at byen lider af energi-mangel, fordi børn i dag ikke er så lette at skræmme, fordi de ser så meget fjernsyn, som gør dem "hårdere" over for frygt. Lige inden de skal hjem efter en lang dag, spørger sekretæren, den dræbersnegle-lignende Rosa, om Mikes rapporter, som skal indleveres. Mike har glemt alt om det, fordi han skal på date med Celia, og Sulley bliver derfor sat til at indlevere papirerne. Da Sulley har fundet rapporterne. opdager han en forladt dør, som ikke er blevet sendt tilbage efter fyraften, selvom at det er imod reglementet at lade døre blive tilbage.
Efter at Sulley har undersøgt døren, opdager han en lille menneskepige (Augusta Christiansen) bag sig, og fordi han mangler adgangskortet til døren, kan han ikke sende hende hjem igen. Fyldt med frygt forsøger Sulley at gemme pigen for nogle medarbejdere, da det i monsterverdenen regnes for livsfarligt at røre et menneske. Efter flere overvejelser tager Sulley pigen med hen til Mike, som nyder en romantisk middag med Celia på en sushirestaurant. Her slipper pigen fra Sulley, og hun skaber panik i restauranten. CDA (Child Detection Agency) tropper op, men Sulley og Mike når at forsvinde hjem med pigen, inden de bliver opdaget.
Pigen overnatter hos Mike og Sulley, og hun bliver snart døbt: "Bøh", fordi hun har det med at sige "bøh!" for at forskrække Sulley. Mike og Sulley finder ud af at hun slet ikke er farlig, men de vil stadig sende hende hjem, så de kan undgå ballade fra CDA. De klæder hende ud som et monster, og får smuglet hende ind i Monsters Inc., hvor de forsøger at finde hendes dør. Mike bliver desværre afsløret af Randall, som godt ved at pigen ikke er hvor hun burde, og han tilbyder at finde hendes dør frem inde i arbejdshallen. Sulley er med på ideen, indtil Mike fortæller ham, at det er Randall, der har fundet døren frem, hvorefter Sulley bliver mistænksom. Mike forsøger at overbevise Sulley om Randalls uskyld ved at selv gå ind på Bøhs værelse, men Randall er inde i værelset, og fanger Mike, fordi han tror, Mike er Bøh. Sulley og Bøh gemmer sig, og ser hvordan Randall har puttet Mike i en kasse, og kører med ham hen til en hemmelig kælder under skræmmefrabrikken. Her får Mike og seerne fremvist et stort vacum-baseret udstyr, som skal bruges til at suge skrig ud af munden på børn, kaldet Skrig-Udtrækkeren. Sulley og Bøh er fulgt efter Randall og Mike distraherer ham mens de befrier ham fra maskinen, og sætter Randalls assistent, Fungus (Anders Bircow), i stedet for.
Senere dukker Sulley op i simulationsrummet, fordi han skal vise nye arbejdere, hvordan man laver det uhyggeligste ansigt, så barnet skriger mest. Bøh, som slipper fra Mike, løber grinende op til Sulley, som ikke opdager hende, hvorefter han begynder at brøle af simulationsdukken – og Bøh. Bøh bryder ud i gråd, og løber væk, men falder på vejen, hvor hendes hætte falder ned, og afslører at hun er det efterlyste menneskebarn. Sulley kigger efterfølgende op på skærmene af sig selv brøle, husker Bøhs bange ansigt, og han mærker hvor skræmt børnene faktisk bliver.
Mike fortæller hurtigt til Waternoose, om Randalls onde plan, men det viser sig at Waternoose faktisk er en af grundlæggerne af Skrig-Udtrækkeren. Fordi han var bange for at firmaet skulle gå konkurs så han Randalls maskine som den eneste udvej, for at redde firmaet. Waternoose forråder Mike og Sulley, og beslutter sig at teleportere dem til Himalaya-bjergene, gennem en ensrettet dør.
Mike og Sulley bliver reddet af Den Afskyelige Snemand (Niels Olsen), som fortæller at der ligger en landsby for foden af bjerget. Efter et skænderi med Mike, sniger Sulley sig ind i monsterverdenen igen, igennem et barns klædeskab i landsbyen – Mike følger dog snart efter. De to opsøger Randall og forsøger at redde Bøh. Bøh, som ikke længere er bange for Randall, angriber ham. Mike og Sulley skubber nu Randall igennem en dør, som hører til et mobilhome i Louisiana, hvor beboerne i huset slår ham, fordi de tror han er en alligator. Mike og Sulley ødelægger døren, som Randall blev skubbet igennem, for at sikre sig at han ikke kommer tilbage foreløbig.
Mike og Sulley bruger nu Bøh for at lokke Waternoose ind til firmaets skræmme-øve-scene. Sulley provokerer Waternoose så meget, at denne til sidst udbryder: "Jeg vil hellere kidnappe 1000 børn, end at lade det her firma dø!". Waternooses udtalelse bliver i al hemmelighed optaget på bånd og han bliver arresteret af CDA. Det bliver også afsløret af lederen af CDA er sekretæren Rosa, som har arbejdet under cover. Bøh bliver efterfølgende sendt hjem, og hendes dør bliver kørt igennem "Dørknuseren".
Under sin tid med Bøh opdagede Sulley, at børns latter giver meget mere energi end deres skrig. Pga. af sin opdagelse bliver Sulley firmaets nye direktør, og firmaet kan fortsætte. Nu skal monstrene gå igennem dørene og få børnene til grine, og snart er byens energi-mangel ovre. I mellemtiden har Mike i al hemmelighed samlet Bøhs dør, og døren mangler kun et enkelt stykke, som Sulley fik for at mindes Bøh, da døren tidligere blev ødelagt. Mike viser nu Sulley døren, og da det sidste stykke bliver sat i, fungerer døren igen. Sulley åbner døren, og man ser ikke Bøh, men hører kun hendes stemme, og filmen ender med at Sulley smiler stort.
Under rulleteksterne vises der flere "bloopers", som forsøger at vise at monstrene i filmen, bare var skuespillere.
Rollebesætning
Andre medvirkende: Puk Scharbau, Lars Lippert, Lukas Forchhammer, Pauline Rehné, Torben Sekov, Henrik Koefoed, Lars Thiesgaard, Peter Røschke, Vibeke Dueholm, Peter Secher Schmidt, Rosalinde Mynster, Thea Iven Ulstrup, Julian T. Kellermann, Timm Mehrens og Andreas Hviid.
Priser
Monsters Inc. vandt en Oscar for bedste sang (Randy Newman med If I Didn't Have You). Den var nomineret i kategorierne "bedste animationsfilm", "bedste lydredigering" og "bedste musik".
Trivia
En fortvivlet Sulley i en scene, lige hvor han tror at Bøh er blevet kørt igennem affaldsprocessoren er en hyldest til Chuck Jones' tegnefilm Feed the Kitty i Merrie Melodies-serien.
Da Sulley bringer Bøh hjem til hendes værelse, giver hun Sulley noget legetøj, hvor meget af det præsenterer Pixar, på en eller anden måde. De mest tydelige er bolden fra Pixars signatur-film, Nemo (fra Find Nemo (som først udkom efter Monsters Inc.) og en Jessie-dukke fra Toy Story 2.
Da Randall bliver banket i mobilhomet, kan man længst til venstre se Pizza Planet bilen fra Toy Story og Toy Story 2. Denne scene hyldede også Græs-rødderne, hvor den samme bil medvirkede (og mere eller mindre) bliver filmet fra samme vinkel.
Under Bøhs toiletbesøg kan man tydeligt høre hende synge i komplete engelske sætninger.
Dinosaureren Rex fra Toy Story optræder i bloppers til sidst i filmen.
Restauranten i filmen kaldes Harryhausen, en henvisning til Ray Harryhausen.
Da Bøh vælter Mikes stabel af CD'er er der en CD som hedder "Crash Monster", en mulig parodi af "Crash Bandicoot".
Da Sulley spørger Den Afskyelige Snemand om der er børn i landsbyen, svarer Snemanden med at der er: "hårde børn, bange børn, børn der klatrer på klipperne", en linje fra 1970'ernes Armour hot dog kendingsmelodi.
På skræmme-resultattavlen er alle undtagen Randall repræsenteret med deres efternavn. Randall repræsenteret med sit fornavn.
I nogle af børneværelserne i filmen hænger der Disneyland-plakater.
Produktion
Modtagelse
Referencer
Eksterne henvisninger
Film fra 2002
Animationsfilm fra USA
Computeranimationsfilm
Oscar for bedste sang |
976 | https://da.wikipedia.org/wiki/Nordisk%20mytologi | Nordisk mytologi | Nordisk mytologi er den overordnede betegnelse for de myter, legender og forestillinger om overnaturlige væsener, der var relateret til den før-kristne nordiske religion. Den har rødder langt tilbage i tiden, men den kendes kun i detaljer fra vikingetiden. Mytologien bestod af fortællinger, som handlede om guders liv og deres virke i verden. Myterne handlede ikke kun om gudernes liv og deres konflikter med andre grupper af guddommelige væsener, men de er også vidnesbyrd om de oplevelser mytefortællerne selv havde i deres liv. Mytologien blev til i et bestemt miljø, og det bestemte de temaer fortællingerne handlede om. De nordiske myter fortæller derfor om menneskets egen evige overlevelseskamp med naturen, om slægters konflikter med andre slægter, og om de sociale spændinger, der var i det menneskelige samfund, selvom disse beskrives som begivenheder i en overnaturlig sfære.
Der fandtes ingen normative tekster, og det materiale, der er bevaret til i dag, er en række mere eller mindre tilfældigt sammenstillede kilder. Det er ud fra dem man har lavet en forskningsmæssig rekonstruktion. Forsker i nordisk religion Jens Peter Schjødt betegner det som et i realiteten generaliseret idealbillede. Nogle af de mytologiske forestillinger og historier kom på den måde til at leve videre i folkloren. Nogle få elementer har på denne måde endda kunnet overleve helt frem til moderne tid; det drejer sig dog mest om forestillinger om mindre betydningsfulde mytologiske skikkelser, fx alfer, vætter, nisser og trolde. Som led i en international nyhedensk strømning, er der i de senere år opstået forskellige grupper, der forsøger at genskabe en religion (Asetro) baseret på den nordiske mytologi.
De myter, som er blevet overleveret til vore dage, blev nedskrevet af kristne forfattere i middelalderen. I før-kristen tid blev de overleveret som mundtlige fortællinger, der blev fortalt videre, fra slægtled til slægtled. Religionsskiftet betød, at mytologien langsomt uddøde som levende tradition, da de institutioner, der understøttede den, forsvandt. Samtidigt blev den overleverede mytologi kun bevaret pga. af den teknik, som kristendommen bragte med sig. I middelalderen var skrivning på pergament nemlig nært knyttet til de kirkelige institutioner, og de personer, der nedskrev mytologien, blev næsten med sikkerhed uddannet et sådant sted.
Historisk baggrund
For vikingetiden er det svært at lave en klar geografisk afgrænsning af Norden, og derved for mytologiens udbredelse. Grænserne var flydende, og når man bevægede sig væk hjemmefra blev de kulturelle forskelle større, og gradvist nåede man ind i et nyt kulturområde. Men trods de store lokale forskelligheder fandtes der en særskilt mytologi og kultur, der blev holdt sammen af det fælles nordiske sprog. Overordnet set udgør den nordiske mytologi en forholdsmæssig ensartet betydningsmæssig verden, der igen er del af et større germansk fællesskab, og længere ude indoeuropæisk.
Den nordiske mytologi byggede hovedsageligt på den ældre germanske; de hedenske guders navne var nært beslægtede i hele det nordvestlige Europa. Det sparsomt overleverede materiale, som stammer fra det germanske område i Nord- og Vesteuropa, viser et nært slægtskab mellem mytologierne. Kristendommen blev den dominerende religion i både det angelsaksiske England og i Tyskland flere hundrede år tidligere end den gjorde i Norden. Den traditionelle hedenske religion blev derfor undertrykt på et tidligere tidspunkt, og inden den hedenske tradition nåede at blive nedskrevet, som de blev i Norden. Af den grund stammer vores viden om de germanske myter hovedsageligt fra middelalderlige litterære kilder fra Skandinavien og Island.
Billeder fra bronzealderen kan forestille tidlige udgaver af kendte guder. Fx er den store mand, som bærer en økse, kendt fra flere helleristninger, identificeret som Thor. Men de kan ikke tolkes ved hjælp af de skriftlige kilder, og derfor kan der ikke etableres en sikker forbindelse mellem bronzealderens og vikingetidens mytologi. De tydelige paralleller mellem solvognen og Skinfaxemyten kan muligvis tolkes som en årtusinder gammel "efterklang" i vikingetiden. Fra jernalderen er der overleveret få og fragmentariske levn til germanske forestillinger og myter, og ud fra dem, kan der påvises en tydelig kontinuitet mellem religionen blandt sydgermanerne fra 1. århundrede e.v.t. til nordgermanerne omkring 1000 e.v.t. Ikonografiske studier af det arkæologiske materiale har påvist en tydelig litterær og motivmæssig kontinuitet fra 500-tallet til 1200-tallet i et område, der omfattede Sverige, Norge, Danmark og England. Arkæologen Lotte Hedeager mener, at det tyder på, at de vigtigste myter i den nordiske mytologi grundlæggende blev overleveret i nogenlunde uændret form gennem hele perioden. Sandsynligvis var den i begyndelsen af perioden kun udtryk for en tradition, der var udbredt indenfor et fåtalligt aristokrati, og først senere nåede den brede befolkning, i hvert fald i Norge og på Island. Germansk kultur var ikke den eneste påvirkning på Norden. Komparative studier har påvist elementer fra såvel keltisk mytologi som samisk eller snarere finsk-ugrisk mytologi; indtil middelalderen var finsk-ugrisk kultur udbredt langt ned i Sydsverige og Norge. Intet tyder dog på, at samisk bjørnekult, laksekult og samiske jagtguder var udbredt i den nordiske kultur.
I vikingtiden havde nordboen ikke noget særegent navn for sin tro. Først i møde med kristendommen kom begrebet forn sið (= fordum skik, gammel skik) om norrøn tro i modsætning til nýr siðr (= ny skik) om kristendommen.
Formidling og overlevering
Den europæiske lærdomstradition blomstrede i Island i perioden lige efter religionsskiftet, og samtidig opstod der en interesse for den skandinaviske fortid, så derfor blev mange af de traditionelle fortællinger nedskrevet og dermed bevaret for eftertiden. John Lindow foreslår, at denne indsamling og nedskrivning af den gamle mytologi er blevet inspireret af kristne tekster, fx Klemens saga. I den er der ligefrem en opfordring til læsning af de hedenske historier, så man den måde kunne opleve gudernes slette karaktér. Han mener på den baggrund, at den teologi, der kommer til udtryk i Yngre Edda er baseret på Romerbrevet 1:18-23. I fortælles det bl.a., at hedningene engang havde kendt den kristne gud, men siden havde vendt sig bort fra ham, for i stedet at begynde at dyrke afguder. Lindow mener, at det forklarer værkets euhemeristiske tilgang. Lindow mener desuden, at allerede de tidligste islandske skrifter, der hovedsageligt bestod af helgenvitae, kan bruges som indirekte levn til fx Thor og Odins betydning, når de beskrives som helgenernes dæmoniske hovedmodstandere i de islandske oversættelser af latinske tekster. I disse tekster, som i reglen er ældre end fx Snorres egentlige mytologiske værker, optræder også flere navne på de øvrige guder. Lindow mener, at det viser, at en omfattende viden om den hedenske mytologi var blevet overleveret i klostrene, da nogle af de karakteristika, der kendes fra den øvrige mytologiske litteratur, også findes i dem.
De fortællinger og forestillinger der knyttede sig til religionen i Norden udviklede sig over tid, og der har været store regionale forskelle. Før middelalderen var den nordiske mytologi næppe en del af en sammenhængende historisk og kulturel enhed. Først da begyndte hedninge, under stærk påvirkning af kristendommen, at forsøge at skabe religiøse institutioner, som vi kender det fra eksempelvis den kristne kultur. Mytologien var i før-kristen tid snarere en dynamisk syntese af nye og gamle forestillinger, fra et stort geografisk område, og var genstand for stadig fornyelse og gendigtning. Myter var ikke kun beretninger, billeder var parallelt med ritualer et andet vigtigt middel til at videreformidle mytologiske traditioner. Den svenske religionsforsker Anders Andrén beskriver den nordiske litteratur som kendetegnet af tableauer eller scener, der bindes sammen med korte verselinjer, dvs. der var en udpræget brug af tekstbilleder i modsætning til fx den græske episke tradition. Billedlige fremstillinger var sandsynligvis længe en helt integreret del af formidlingen af mytologien, samtidigt med at billeder har virket både styrende og begrænsende for motivvalget i fortællingerne. Det betød dog ikke, at den episke tradition var ukendt i Norden.
Myter blev også brugt indenfor en helt bestemt kontekst, dvs. de var levende elementer i et bestemt samfund og bestanddele af en særlig kultur. Den enkelte myte skal derfor tolkes i relation til den tid og det sted den blev brugt eller nedskrevet i. De sociale forhold i samfundet har f.eks. altid haft stor betydning for forståelsen og formidlingen af mytologiske fortællinger. Derfor var det sociale system i den mytiske verden en kopi af den virkelige verdens, og i Norden, hvor slægtsskabsforhold var afgørende for de sociale relationer, var de det også i myterne. Vi må derfor formode, at man i Island har genfortalt myterne på en anden måde og lagt vægt på andre elementer end man gjorde i det øvrige Norden. Kommunikation mellem landene var dog mulig, og Island var på intet tidspunkt isoleret fra det øvrige Norden. Gennem hele vikingetiden og middelalderen foregik der derfor en livlig, om end ikke regelmæssig kulturel udveksling båret af økonomiske transaktioner mellem alle landene i hele Norden. Udover de geografiske forskelle, var der også sociale variationer, da der har været forskel på hvad overklassen og hvad almuen erfarede, fx rejste kongerne ganske ofte, og havde gode internationale forbindelser. En anden væsentlig begrænsning for vores forståelse er det forhold, at de vigtigste skriftlige kilder blev til i Island i 13. til 14. århundrede, da den før-kristne religion ikke længere var levende. Trods disse forbehold er det i dag den mest udbredte opfattelse i forskningen, at der i det store billede har været en høj grad af kulturel kontinuitet i befolkninger i hele det nordiske område, og at de bevarede kilder bygger på ældre før-kristne beretninger, uden nødvendigvis at være direkte afskrivninger.
Karakteristik i forskningshistorien
Før religionsskiftet fandtes der ikke nogen egentlige religiøse institutioner og heller ingen doktriner og kanoniske værker, derfor blev der aldrig udviklet et sammenhængende religiøst system. Den germanske religion var altså ikke nogen egentlig religion i den moderne betydning. De nordiske myter har i stedet udviklet sig fra en etnisk religion, som ikke havde haft en grundlægger, men i stedet havde sit udspring i lokale traditioner og forestillinger. Mytologien var derfor et uensartet netværk af myter og legender, som blev delt af en større befolkningsgruppe, der sprogligt dog var beslægtede med hinanden. Det betyder også, at der fandtes mange forskellige og parallelle versioner af de samme grundmyter. Denne mytologi blev i sin traditionelle form gengivet mundtligt i poetisk form. De enkelte ritualer, navne på overnaturlige væsener og fortællinger om dem fandtes ikke i en fast nedskrevet form, og de varierede derfor mellem de forskellige germanske stammer, både i tid og rum. Mytologien fungerede i sammenhæng med ritualerne, men havde i realiteten kun lidt at gøre med tro, som det kendes fra fx kristen teologi. I det før-kristne samfund var religionen mere et spørgsmål om tradition og sædvane, og om et liv i samspil med andre mennesker og naturen og de kræfter, man mente beboede den. Myterne var derfor med til at sætte ritualerne ind i en overordnet kosmologisk ramme.
En fremherskende teori i 19. århundredes evolutionistiske religionshistorie, var at religion var en metode til rationelt at forklare naturfænomener og begivenheder, men i mangel af naturvidenskabelig viden måtte man bruge overnaturlige forklaringer. Ifølge denne tilgang var de nordiske myter fortællinger om kræfterne bag det de observerede i verden omkring sig. Det ignorerer dog mytologiens sociale og psykologiske aspekter. Myterne fungerede ikke blot som forklaring på en bestemt religiøs praksis eller oprindelsen på et naturfænomen, de har haft deres eget selvstændige liv.
I det 20. århundrede har man i traditionel forskning lagt størst vægt på myternes relation til gudsdyrkelsen. Det har været en udbredt teori, at de mytologiske fortællingers funktion primært var at blive fremført og genfortalt som led i et kultdrama, hvor urtidens begivenheder blev genskabt med ord og handling. Ifølge denne teori blev kultdramaet opfattet som en nødvendighed for verdens fortsatte eksistens. Der er imidlertid intet, der tyder på, at alle myter har haft en rituel rolle. I mange tilfælde kunne de i stedet have haft en kosmologisk eller belærende funktion; ligesom de kunne bruges som eksistentielle forklaringsmodeller. De myter, som udgør den nordiske mytologi, kan derfor også betragtes som udtryk for den ideologi, der prægede den før-kristne kultur, da et andet af myternes formål var at besvare både hvordan og hvorfor verden så ud som den gjorde.
Myterne blev fortalt med udgangspunkt i gudernes verden, men guderne var symbolske repræsentanter for menneskene. Mytologien var således en afspejling af samfundsordenen, og myternes konflikter var symbolske genfortællinger af de konflikter, mytefortællerne kendte fra deres eget liv. De historier, der blev fortalt i myterne, var således ikke bare fortællinger om det store kosmologiske drama, men også om de sociale uligheder, problemer og trusler datidens mennesker oplevede. Det kunne f.eks. være det daglige slid som bonde, mænds dominans over kvinder, og at visse slægter havde større betydning end andre. På den baggrund karakteriserer den australske religionsforsker Margaret Clunies-Ross de myter, vi kender i dag, som redigerede versioner af utallige mundtlige fortællinger, der blev nedskrevet med særlige formål.
Myter og forestillinger blev brugt eller kom til udtryk ved situationer, som krævede forklaringer af mytologisk karakter. Det omfattede både dagligdags forhold, religiøse fester, kriser osv. Mytologien bar derfor præg af at blive brugt i meget forskelligartede situationer, uden der fandtes en overordnet regulerende institution. I lighed med andre af verdens mytologier var nordboernes derfor ikke logisk sammenhængende. Vikingetidens nordboer levede sandsynligvis udmærket med selvmodsigelser i deres verdensbillede, nøjagtig ligesom moderne mennesker gør. Jens Peter Schjødt forklarer det med, at en gud f.eks. ikke var et reelt væsen, men en skikkelse, som befandt sig i et semantisk rum. Det betyder, at selvmodsigende forestillinger sagtens kan eksistere ved siden af hinanden, blot de orienterer sig mod det semantiske centrum. Ud fra dette rum genereres gudens karakteristika. Som et eksemple kan nævnes at Odin altid fremstilles som den vidende, og aldrig som dum, hans klogskab kan derimod spille forskellige roller. Et andet eksempel er Loke, hvis læber i den ene myte syes sammen, mens det overhovedet ikke nævnes i den næste.
Kosmologien
Verden var i den nordiske forestillingsverden ikke ubetinget et godt sted, den indeholdt både gode og onde egenskaber. Kosmologien var præget af frygt, og af idéen om en skrøbelig verdensorden, hvor balancen let kunne forskubbes. Truslen var kaos, repræsenteret af jætterne. Grunden var, at den var blevet skabt ved en udåd, nemlig gennem asernes drab på jætteslægtens stamfar, Ymir. Den mest fyldige beskrivelse af den før-kristne kosmologi findes i Snorre Sturlasons Gylfaginning. Snorre var imidlertid stærkt præget af både klassisk og kristen litteratur. Indflydelsen fra den brede europæiske tradition ses tydeligt i hans genfortælling af myterne. Et eksempel er de lærde middelalderlige teorier om elementlæren i hans genfortælling af de ældste tider i, og dertil etablerede han en topografi for Ginnungagap, med kulde i nord og varme i syd. Det er dog usikkert i hvor høj grad man i før-kristen tid overhovedet havde en så systematiseret verdensopfattelse. Overordnet set er mytologier sjældent logisk sammenhængende, og den nordiske adskiller sig ikke herved. Vikingetidens nordboer levede sandsynligvis udmærket med selvmodsigelser i deres verdensbillede, nøjagtig ligesom moderne mennesker gør. En gud fx, var ikke en reelt væsen, men en skikkelse, som befandt sig i et semantisk rum. Det betyder, at selvmodsigende forestillinger sagtens kan eksistere ved siden af hinanden, blot de orienterer sig mod det semantiske centrum. Ud fra dette rum generes gudens karakteristika.
Myterne
Den store overordnede fortælling i mytologien var historien om forholdet mellem guderne og jætterne. De udgjorde yderpolerne i den kosmologiske ramme, og handlingen i de enkelte myter stammede fra spændingerne mellem dem. Det fjendtlige forhold skyldtes det første drab, og hævngerrigheden var i mange tilfælde igangsætter for konflikten i den enkelte myte. Fjendskabet mellem de to ætter ville dog først kulminere ved Ragnarok, hvor de i kamp ville udslette hinanden. Den overordnede fortælling i mytologien handlede derfor om, hvordan guderne med efterhånden mere og mere desperate midler forsøger at udskyde det uundgåelige. Aktørernes placering i det kosmologiske rum afgjorde deres roller i mytens fortælling. Verden blev opfattet som en skive, hvor gudernes hjem lå i centrum, og de øvrige væsener befolkninger deres egne hjemverdner uden om. Jætterne og de andre af gudernes fjender, var placeret i periferien længst væk fra centrum, mens menneskene levede midt i mellem. Nederst lå underverdenen, her lå bl.a. dødsriget, men det var også hjem for andre kræfter. Kollektivt optrådte guderne som skabende, styrende, rådende og bindende magter. Noget der i myterne blev udtrykt gennem ord i neutrum pluralis; fx goð, regin, rögn, bönd og höpt. De var repræsentanter for den rette verdensorden, udtrykt gennem regelbundetheden i døgnets rytme og årets regelmæssige gang med spiring, høst og vinter, år og fred, de sociale grundmønstre og loven. Det forhindrede dog ikke guderne på individuel basis, at omgå reglerne, ligesom der ikke er bevaret forestillinger om at individuelle guddomme vil reagere på krænkelser af loven, hvis det ikke berørte gudens eget funktionsområde.
I flere af myterne blev handlingen igangsat af en guds begær efter noget, der var placeret i periferien, hvilket medførte en rejse derud for at finde det. Overordnet set kunne myterne udspille sig i to forskellige planer: der var det horisontale, hvor aktørerne rejste mellem de forskellige verdener på det jordiske plan, og der var det vertikale, hvor man rejste til underverdenen. Handlinger, der involverede rejser den modsatte vej, fra periferien til det mytologiske centrum, opfattes altid som negative trusler mod verdensordenen. De gik mod den normale retning, og underminerede derfor asernes magtposition. Balancen blev altid genoprettet af gudernes handlinger, der pegede ud af. I myter, der involverede en horisontal bevægelse mellem gudernes og jætternes verden, lykkedes gudernes planer altid, det samme skete kun sjældent eller aldrig i myter, som omhandlede vertikale rejser til dødsriget og underverdenen. De blev også beskrevet som umådeligt farefulde, og indebar en risiko for, at man aldrig vendte tilbage.
Ifølge Clunies-Ross skal modsætningen mellem guder og jætter forstås som billeder på tre vigtige modsætningspar i nordboernes verdensforståelse; de var natur kontra kultur, kvindelighed kontra mandlighed og orden kontra uorden. Til gengæld var det gode og det onde ikke nødvendigvis en del af denne modsætning. De nordiske guder var ikke udelukkende gode, og deres modstandere var ikke udelukkende onde. De to ætter repræsenterede i stedet to forskellige dele af verden. Jætterne stammede fra urtiden, og havde derfor enorm styrke og besad den største indsigt i verdens indretning, mens guderne var vogtere af verdensordenen. Guderne, og især aserne, var associeret med kulturen, mens jætterne var associeret naturen. Kultur og natur blev ikke opfattet som adskilte fænomener. Derimod var kulturen forbedret natur, og var et billede på menneskets samfund. Aserne var erobrere og herskere, men de behøvede også jætternes kræfter, kundskaber, ejendele og frugtbarhed, ligesom menneskene var helt og aldeles afhængige af naturen for at overleve.
Det var guderne, der havde etablerede den kosmiske orden, og de var derved garanter for kulturelle fænomener som fx retfærdighed, lov, visdom og orden. Deres modstandere derimod var repræsentanter for naturens ukontrollabel kræfter, der bl.a. omfattede kaotiske kræfter, frugtbarhed og døden. De udgjorde dermed en konstant trussel, både mod det guderne og menneskene havde opbygget. Fortællingerne beretter derfor om kraftfulde og handlekraftige guider (aser), og om krigere i konstant kamp der var vant til ufred, plyndring og ulykker, mens gudernes modstandere konstant søgte at ændre magtbalancen i verden til deres fordel. Clunies-Ross har foreslået, at der dertil fandtes en gruppe af andre langt farligere uhyrer, der ikke tilhørte jætternes slægt, men som udgjorde deres egen. Det var dyriske væsener, som i myterne fremstilles uden motivation og forklaring af deres handlinger. Gruppen omfattede bl.a. hunden Garm, Nidhug, Midgårdsormen, gygrerne og måske endda Udgårdsloke, Surt og Muspell. Ifølge hende udgjorde de deres helt egen mytologiske gruppe, der kun repræsenterede destruktion og kaos, modsat jætterne, der også var knyttet til positive egenskaber, som fx frugtbarhed og skabelse. Andre mytologiske skikkelser var bl.a. dværge og mennesker, der dog sjældent spillede andet end en birolle i de myter som guderne optrådte i. Aserne og vanerne sørgede for lov, orden og frugtbarhed, samt gav viden om fortiden og fremtiden, inspiration til skjaldekunsten, støttede konger så de sejrede i slag og bød de døde krigere velkommen i deres rige.
Myterne blev fortalt fra gudernes perspektiv, deres hovedinteresse var opretholdelse af den sociale orden i verden, og derved deres egen magtposition. For at forhindre, at jætterne etablerede deres egen verdensorden, måtte guderne tage alle kneb i brug. Gudernes brug af vold, snyd og bedrag for at nå deres mål og besejre deres fjender kunne retfærdiggøres ved, at det var selve verdens eksistens, der var på spil. I realiteten var aserne og jætterne meget nært beslægtede, da Odins egen mor var jætte. Trods det meget tætte forhold, bliver forskellene mellem aser og jætter i meget høj grad understreget i alle myter. Det skyldes ifølge Clunies-Ross, at selvom figurerne i myterne optrådte som antropomorfiske skikkelser, så handlede fortællingerne i høj grad også om ideologi og sociale imperativer. Et vigtigt budskab i mange af myterne var fx, at kulturen var en forbedring af naturen og dens ressourcer. Man var afhængige af naturens rigdomme, men de fik først deres sande værdi i det øjeblik de blev en del af den ordnede kultur, dvs. havde fået form og funktion.
Myter
De myter, der er overleveret til moderne tid, er blevet bevaret i forskellige former. Nogle som digte, i det der ligner en oprindelig form, andre som prosafortællinger. Hentydninger i den nordiske litteratur, viser dog, at mange myter er gået tabt. I nogle tilfælde kendes flere udgaver af samme fortælling, nogle gange fokus på forskellige episoder. Disse forskelligartede fortællinger er i nyere tid blevet samlet til en egentlig mytologi; bl.a. af den danske religionshistoriker Vilhelm Grønbech.
Grønbech har medtaget en række heltesagn, der indeholder elementer af mytologisk karaktér, og hvor der optræder guddommelige væsener. Til forskel fra gudemyterne foregik sagnene ikke i en urtid, men i en historisk fortid. I før-kristen tid var skellet mellem det religiøse og det ikke-religiøse imidlertid ikke skarpt, og de to sfærer indvirkede på hinanden. Og fordi fortællingerne om fortidens helte foregik i en mytologisk ramme, havde de en funktion indenfor den religiøse sfære.
Nedenfor følger en liste med de myter og fortællinger, Grønbech har inkluderet i sin genfortælling Nordiske myter og sagn. Listen består af Grønbechs titel, kategorisering, samt hvilke kildetekster den fortællingen er blevet konstrueret på grundlag af. Dertil er føjet en række fortællinger, der ikke er inkluderet i Grønbechs udvalg. Det drejer sig hovedsageligt om rammefortællingerne for gådelege med mytologisk indhold, eller myter der kun kendes fragmentarisk. Listen omfatter desuden en nyere kategorsiering af Clunies-Ross; hun skelner mellem horisontale myter, der indeholder en bevægelse mellem gudernes og jætternes verden, og vertikale myter, omhandler rejser til dødsriget og underverdenen. Hun mener også, at mytologien kan inddeles i fire forskellige tidsepoker; den første kaotiske skabelse, gudernes omskabelse og guldalder, den tredje historiske epoke, præget af konflikten mellem aser og jætter, og det tidsrum de fleste af gudemyterne finder sted i. Den sidste igangsættes af Balders død og afsluttes med undergangen. Den omfatter menneskenes historie.
Kosmologien
I de norrøne skrifter var skabelsesmyten fortalt som en ordning af et univers i tid og rum hvor verden blev løftet ud af et ubeskriveligt Ginnungagap. Det var den begivenhed, som fastlagde og definerede de grundlæggende regler for både samfundet og religionen. Odin var den dominerende skikkelse i skabelsesberetningen, men han gjorde det aldrig alene, og skabte aldrig ud af intet. Selvom den mandlige skaberkraft var den dominerende i fortællingerne, det betyder det nemlig ikke at den kvindelige ikke fandtes. Vægten ligger på den maskuline, udfarende og aggressive skaberkraft, mens den feminine og mere passive skubbes i baggrunden. Alligevel findes der flere tegn på, at jættekvinder også spillede en aktiv rolle i dele af skabelsesprocessen. Clunies-Ross har på den baggrund betegnet skabelsesmyten som asernes gennemtvingelse af et bestemt samfundssystem, hvor de selv, og de egenskaber, de repræsenterede, fik forrang.
I Norden kaldte man "stedet" før verdens skabelse Ginnungagap, det var et uhyre svælg, der var fyldt med energier og potentiale, men som også var uden form og orden. De første væsener i denne verden var Ymir, han beskrives som androgyn, frugtbar, men også passiv og ubevidst (sovende), det andet var koen Audhumbla, som Gro Steinsland beskriver som en repræsentant for feminin omsorg, fordi den sørger for mælk til Ymir. Af Ymir udsprang jætternes slægt, der således blev den første i verden. Fra koen stammede en anden slægt, Bures, da den slikkede ham fri af stenen. Bures slægt var aserne, kaldet Burs sønner. De havde både bevidsthed og fri vilje, og var derfor i stand til at skabe verden ud fra potentialet i Ginnungagap. Sammen med sine brødre slog Odin Ymir ihjel, og de omformede derpå hans krop, så den blev til verden, som vi kender den, med landjord, hav, himmel og bjerge. Odin byggede sin egen borg i centrum, og hans fjender blev sendt ud i mod periferien. Men Odin og asernes omskabelse var kun mulig gennem drabet på deres egen stamfar på mødrene side. Det var, som Steinsland beskriver det, et offer, der leverede materiale til verden.
Den allerførste tid efter skabelsen beskrives som en lykkelig guldalder, men den blev afbrudt af tre jættekvinders ankomst til Asgård. Det var et signal om, at guderne ikke besad den totale kontrol over verden. Clunies-Ross foreslår, at deres tilstedeværelse repræsenterede muligheden for exogame forhold, hvilket guderne imidlertid forbød, da de frygtede konsekvenserne for deres magtposition, hvis de tillod ægteskaber på tværs af slægterne. Og at de introducerede seksuel reproduktion, og dermed livet og døden.Dværgene og menneskene blev skabt for at imødegå truslen fra jætterne (se nærmere: Ask og Embla). En anden kvinde, Gullveig, der også ankommer til Asgård i urtiden, ender med at blive dræbt. Gullveigsmyten er svær at tyde, Steinsland spekulerer i, at hun måske var et aspekt af Freja som sejdudøver? Det, der kan læses ud af mytefragmentet i Vølvens spådom, er at hendes død førte til krig mellem de to gudeslægter, aser og vaner. En mands drab på en kvinde var i det nordiske samfund en niddingsdåd. Resultatet af krigen, var at vanerne også blev underlagt asernes dominans, men blev dog placeret over alle andre slægter. Denne inferiøre position skyldtes deres dumhed under fredsafslutningen, hvor de afviste de gidsler aserne udvekslede, fordi de ikke forstod deres værdi, og sendte deres egne bedste mænd, Njord og Frej, til aserne.
Der er ingen myte eller noget mytefragment, som peger hen på eksistensen forestillinger om en skabelse ex nihilo, som det fx kendes fra kristen tradition. Skabelse foregik i nordisk sammenhæng ud fra noget, der allerede eksisterede, om end i ufærdig og rå tilstand. Fokus lå derfor på håndværksmæssige færdigheder, og koncepter som inspiration og håndværk var nært forbundne. Clunies-Ross ser dette som en af grundene til, at feminin skaberkraft blev nedtonet, idet kvinder kun skabte ufærdige ting, der først fik guddommelighed gennem mandlig omskabelse.
Undergangen
Ragnarokforestillingen går som en rød tråd gennem store dele af mytologien. Den har ganske sikkert gamle rødder, men Steinsland mener, at den i vikingetiden har fået stærkere betydning gennem påvirkning fra de kristne dommedagsforestillinger. Både fordi kristendommen i sig selv blev mere udbredt i Norden da, men også fordi eskatologi fik større betydning indenfor kristendommen i perioden omkring år 1000. Steinsland mener endvidere, at de kilder, hvor Ragnaroksmotivet dominerer stammer sandsynligvis fra miljøet omkring Ladejarlerne. Forestillingen om verdens undergang var især præget af tre motiver: Kosmiske katastrofe, sammenbruddet af den sociale orden og kampen mellem guder og jætter.
I mytologien var asernes væsentlige fordel i forhold til de andre magter deres overlegne intelligens, og ved hjælp af den, kunne de tilegne sig kundskaber og kræfter, der kunne afværge verdens skæbne, så kaosmagterne ikke fik overtaget. Efter Gullveigsepisoden fulgte imidlertid den næste katastrofe for guderne, Balders død. Det var en udstilling af gudernes ultimative magtesløshed overfor de destruktive kræfter i verden. Og det betød, at det ikke længere var muligt at standse den negative udvikling, som vil føre til det ordnede univers’ undergang. Ved det sidste slag i verden, skulle guderne stå overfor jætternes hær, der var forenet med de største og farligste uhyrer. Det var drabet på Ymir, som gav jætterne grund til hævn, for i det nordiske slægtssamfund var et drab på ét medlem af slægten et slag mod hele slægten.
Mytologiske væsener
De mytologiske skikkelser tilhørte forskellige slægter af overnaturlige væsener, der under ét ofte blev omtalt som vætter. Nogen af dem optræder som navngivne individer i mange myter, og deres tilhørsforhold til bestemte slægter er utvetydige. Andres familieforbindelser og karaktér er mere gådefulde. Både guderne og jætterne udgjorde deres egne socialgrupper, der fungerede i parallelle samfund, der bestod af familier og klaner. Selv jætterne levede i familiemønstre, der lignede menneskenes og gudernes. Clunies-Ross mener på den baggrund, at jætterne ikke blev opfattet som egentlige kaosvæsener, da de i realiteten levede i velordnede samfund. Årsagen til konflikten mellem guder og jætter lå, i følge hende, snarere i at aserne nægtede jætterne, at få del i deres egen magt og behandle dem som ligeværdige. I periferien af den mytologiske verden var der grupper af væsener, der tilsyneladende ingen sociale strukturer havde, fx levede de ofte som enlige forældre, og børnene havde dyreform.
I den mytologiske verden var der tre hovedgrupper, der havde hovedrollen i myterne; aser, vaner og jætter. Dertil kom subklasser af de dominerende slægter; bl.a. dværge, alfer og mennesker. Den sociale orden, der kendetegnede mytologien, svarede til den virkelige verden, her var de selvejende bønder den dominerende samfundsklasse. Den øvrige del af befolkningen, som udgjorde majoriteten og som bestod af tjenestefolk, frigivne og trælle, kunne ikke agere frit på samme måde som bondens familie, de var totalt afhængige af husherren og fruen. Jætterne fungerede ikke kun som repræsentanter for en fjendtligsindet natur, men kunne også være et billede på de ikke velstående befolkningsgrupper eller fremmede.
Den middelalderlige litteratur var særligt fokuserede på de store navngivne guders gerninger, og derfor er det såkaldt høje mytologi der er blevet bevaret til vore dage. Det betyder, at mytologien for de øvrige mytologiske magter kan være langt mere righoldig end hvad det overleverede kildemateriale bærer præg af. I flere tekster er der påvist hentydninger til mytologiske forhold omkring disse magter, der ellers er fuldkommen ukendte.
Guderne
Guderne (norrønt: goð/guð) var en magtfuld særgruppe af overnaturlige væsener. Deres indbyrdes forhold var meget forskellige, og de spillede derfor forskellige roller i mytologien. De guder, som optrådte i myterne, var ofte personlige og navngivne, mens andre grupper var mere diffuse, ligesom jætterne hvoraf nogle få optrådte som individuelle figurer, mens andre var anonyme. Andre grupper, som fx norner, vølver, diser og valkyrier, optrådte i reglen som kollektiver, selv om enkelte af dem også optræder med navn i forskellige fortællinger. Guderne tilhørte som nævnt ovenfor to slægter, den mest magtfulde og den vi kender flest navne fra, var asernes slægt, den anden var vanernes. De to grupper besad forskellige evner og opførte sig på forskellig vis, og denne opdeling strækker sig tilsyneladende langt tilbage i forhistorisk tid.
Vaneguderne står primært for rigdom og frugtbarhed, Njord for søfart, handel og ejendom, mens hans børn Frej og Freja står for frugtbarhed og seksualitet. Vanerne, især Freja, var også associeret med sejd, en form for magi der gjorde udøveren i stand til at kontrollere andre og opnå hemmelig viden, sejd blev dog af nordboerne anset som en farlig og upassende praksis. Nogle myter beretter om en stor krig mellem de to slægter, der havde fundet sted engang i urtiden. Siden har de imidlertid indgået en fred og de tre vaneguder Njord, Frej og Freja boede i den mytologiske nutid hos aserne i Asgård; det var et resultat af en aftale om udveksling af gidsler som sikring af freden. I moderne tid er det blevet foreslået at vanerne repræsenterede en gammel indfødt religion i Norden, mens aserne blev indført sydfra, og at krigen symboliserede dette religionsskifte. Et synspunkt der dog atter stort set er blevet forladt.
Asernes slægt omfatter nogle af de mest populære og kendte guder, fx Odin og Thor. Disse to guddomme fremstår som to vidt forskellige skikkelser. Odin er en kompleks figur med mange attributter, nogle af dem hemmelighedsfulde eller endda en smule skumle. Han er den mest magtfulde figur i den nordiske mytologi, vis og kyndig udi magi, men er også forræderisk og benytter gerne bedrageri for at nå sine mål. I forklædning drager han ofte ud, enten for at tilegne sig rigdom, magi eller for at intervenere i menneskenes affærer. Han fungerer derfor også som krigsgud og støtter magtfulde krigere, selvom han til slut gerne forråder dem, så de dør og derpå kan slutte sig til ham efter døden. I sine kilder fremtræder han især som de professionelle krigeres gud og kongernes gud. Hans mest berømte våben er spyddet Gungner, hans hest er den ottebenede Sleipner og hans hjem er Valhalla, hvor han samler de bedste krigere som skal kæmpe for ham i den sidste krig Ragnarok. Thor fremstilles som en langt simplere og mindre intelligent figur, hvilket har ført til en beskrivelse af ham som en folkelig gud. Han er fysisk meget magtfuld, og bevæbnet med sit kraftigste våben, hammeren Mjølner er han et af de allerstærkeste væsener i den nordiske mytologi. Han beskytter Asgård mod angreb udefra og kæmper mod jætter og uhyrer. I nogle historier er han ledsaget af Loke, en flertydig person der i nogle tilfælde optræder som en vittig spilopmager, og andre gange som en ondsindet forræder, hvis handlinger i sidste ende vil afslutte gudernes herredømme og iværksætte Ragnarok.
De mytologiske væsener defineredes ud fra en række forskellige faktorer. Den vigtigste var oprindelse og genealogi, dvs. familieforhold. Slægtskabet havde igen betydning for deres domicil, dvs. deres position i det mytologiske landskab. Andre faktorer der karakteriserede det enkelte mytologiske individ var fysiske attributter, karakteristiske ejendele, sociale relationer og de handlinger og rejser de foretog. De magiske ejendele fungerede som eksternaliserede manifestationer af deres natur og handlinger, der både blev markeret gennem fremstillingen og brugen af dem. Gudernes ting forstærkede deres kræfter og gjorde dem næsten uovervindelige. Til aserne knyttede der sig en række begreber relateret til orden, samling og styring, fx bånd og lænker (norrønt: bönd og höpt) og rådsmagt (norrønt: rögn/regin). Det betød ikke at aserne ikke var afhængige af andre magter, som nævnt ovenfor var de ikke almægtige. Deres magt hvilede på kontrol, noget der potentielt kunne brydes. De beboede verdens centrum, hvilket betød, at deres magt blev svagere, jo længere man bevægede ud mod periferien. Længst ude ved verdens kant holdt de farligste, mest utæmmede og de ubundne magter til. Aserne var således ikke transcendente guder, der udefra styrede verden, men var selv en del af den. I en kristen helgenvita (Agatha saga) fremstilles Odins gerninger som meget lidt daddelværdige, selv for en hedning. John Lindow tolker dette som et tegn på, at guder som Odin og Freja nok blev opfattet som magtfulde skikkelser, men ikke som moralske forbilleder heller ikke i før-kristen tid.
Menneskene spillede kun en lille rolle i myterne. De blev skabt med det formål at være krigere for guderne og fylde verden ud, så jætternes territorium ikke blev stort. I sagnene havde mennesker en betydeligt større rolle. Der er mange strukturelle ligheder mellem de nordiske heltesagn og gudemyter, bl.a. i motiv valget. Sagnene har haft en funktion, der mindede om myterne, dvs. normsættende og ideologisk. Heltesagn var fortællinger om almindelige og dødelige mennesker, men som foregik på et guddommeligt plan. Selvom de giver udtryk for at finde sted i historisk tid, er de derfor rige på mytisk stof.
Myte og ritual
Mytologien udgør i sig selv ikke et helhedsbillede af religionen, handlinger og sociale manifestationer har ligeså stor betydning. I mytiske sammenhænge blev ritualer udført med det formål at regulere og opretholde den gældende verdensorden, da guderne i myterne brugte rituelle handlinger til at overvinde deres fjender med. Når ritualer optrådte som en del af handlingen i myterne, var det målet at udskyde eller afværge den uafvendelige død. I myterne associeres ritualer således med gudernes ønske om at tilegne sig større styrke eller mentale evner, med det formål at opnå en fordel over deres fjender. De mytiske ritualer fungerede som idealiseret forbillede for de virkelige. Ved at bidrage med en mytologisk begrundelse, skabte myten en direkte forbindelse til mytisk tid, og etablerede et helligt rum, hvor nutid og urtid blev sammensmeltet gennem parallelle handlinger. Ofring var et væsentligt element i flere af myterne. Der optrådte to former for offer, enten af sig selv eller en legemesdel, eller at kollektivet ofrer en fremmed for at afværge en krise. Ofringer fungerede som et forsvar mod det ukendte, ukontrollable og uventede, som fx sygdom, hungersnød, krig osv. I myterne var ofrene antropomorfiske, men i sagaerne var det udelukkende dyr. Menneskeofringer var tilsyneladende forbeholdt konger og adel.
Den mytologi, der beskrives i Snorres middelalderlige litterære fremstillinger, bærer præg af forfatterens ønske om orden. Han har indordnet guderne efter et klassisk græsk mønster, hvor de tildeles individuelle funktioner. I heldigste fald peger de tilbage til den før-kristne kult, men det er højst usikkert. De store navngivne guder, der optræder i myterne, blev hovedsageligt dyrket i officielle sammenhænge. I dagligdagen har andre guddomme sandsynligvis haft større betydning for den enkelte. Der kan have eksisteret lokale mytologier for lokale guddomme. En af dem, Thorgerd Helgebrud, kan være overeleveret som et brudstykke i Håkon Jarls saga. De nordiske myter blev ikke nødvendigvis fremført som egentlige skuespil, selvom deres komposition viser indikationer i den retning, fx i form af middelalderlige levn til lyriske og rytmiske fortællinger. Desuden er der hentydninger til brugen af sange i forbindelse med ritualer hos Adam af Bremen.
Efterliv
I renæssancen opstod den første akademiske interesse for den før-kristne nordiske mytologi i kølvandet på den klassiske interesse i det øvrige Europa. I den sammenhæng blev Saxo Grammaticus' Gesta Danorum første gang oversat til dansk i 1514. I årene derefter begyndte indsamlingen af islandske manuskripter fra middelalderen, og de første bearbejdninger af den ældre islandske litteratur blev udgivet. I 1555 udgav Olaus Magnus sit værk Historia de gentibus septentrionalibus om Nordens folkeliv. Og i 17. århundrede blev de første videnskabelige studier af norrøn mytologi offentliggjort. Ole Worm var pioner i den forbindelse, og hans arbejde fik derfor stor indflydelse længe efter. I samme periode blev eddadigtene oversat til latin, Peder Resens Edda Islandorum fra 1665 var særlig prominent. Den og andre oversættelser øgede kraftigt kendskabet til den hedenske nordiske mytologi udenfor Norden. Med den romantiske bølge fik vikingernes mytologi et folkeligt gennembrud, og har i nyere tid især spillet en prominent rolle i nationalromantiske sammenhænge, ved f.eks. i digtning og historieskrivning at hævde en særlig nordisk egenart. Denne strømning kan bl.a. genfindes i den danske nationalsang Der er et yndigt land, hvor der er en reference til Freja, og i det danske militær, hvor militærbaser i udlandet navngives med udgangspunkt i mytologien; i Irak: Camp Yggdrasil, Camp Danevang og Camp Einherjer, og i Afghanistan: Camp Viking.
Et andet resultat af den øgede folkelige interesse i hedensk mytologi var fremvæksten af rekonstruktionistiske neopaganistiske bevægelser i begyndelsen af 20. århundrede. En af de mest fremtrædende i denne periode var den tysk-østrigske okkultist Guido von List. Denne tidlige bevægelse blev efter anden verdenskrig delvist kompromitteret af relationer til nazismen. Siden 1970'erne har der i både Europa og USA været en genopblomstring af neopaganisme, hovedsageligt manifesteret i asetrosfælleskabet, fx Forn Siðr i Danmark.
Moderne kultur
Nordisk mytologi fik en fornyet opblomstring i litteraturen og kunsten i tilknytning til den romantiske strømning i 19. århundrede. I Danmark har især N.F.S. Grundtvig haft stor indflydelse på den folkelige opfattelse af mytologien, mens det internationalt især har været Richard Wagners brug af litterære temaer fra mytologien i sin operacyklus Der Ring des Nibelungen, der har haft betydning for kendskabet.
I 1900-tallet har fantasy-litteraturen været stærkt influeret, hovedsageligt pga. J.R.R. Tolkiens værker; særligt det posthume værk Silmarillion var stærkt påvirket af nordeuropæiske myter og legender. Men det har især været hans roman trilogi Ringenes Herres popularitet, der lagt grunden for den store udbredelse af figurer baseret på væsener fra nordisk mytologi, fx dværge, elvere og jætter i fantasygenren. Sidenhen har den også været inspirationskilde til værker i andre litterære og populærkulturelle genrer. I Danmark har Peter Madsens tegneserie Valhalla vundet stor popularitet, ligesom Lars-Henrik Olsen romanserie om Erik Menneskesøn. I USA og internationalt har bl.a. Marvel Comics' The Mighty Thor og American Gods og The Sandman af Neil Gaiman vundet stor udbredelse.
Indenfor heavy metal er elementer af norrøn mytologi tilbagevendende temaer hos bands som Manowar og Amon Amarth. Og i Skandinavien er der opstået en hel genre kaldet Viking metal, hvor sange og album baseres på myter og eddadigte.
I spilverdenen findes der referencer til mytologien i adskillige titler, heriblandt World of Warcraft, Age of Mythology, Final Fantasy, Ragnarok Online og Tomb Raider Underworld.
Kilderne
I før-kristen blev der kun nedskrevet meget få brudstykker af tekst, der kan relateres til mytologien; det drejer sig hovedsageligt om kortfattede runeindskrifter, som kun giver mening, når de sammenlignes med yngre og mere omfattende kilder. I højmiddelalderen nedskrev kristne lærde de beretninger, som i dag er vores hovedkilder til den nordiske mytologi, men de er i høj grad præget af forfatternes kristne baggrund, og derfor skal de som kilder til den før-kristne mytologi behandles med varsomhed. En anden kildegruppe er de materielle levn, herunder især billeder af mytologiske begivenheder. Men uden hjælp fra de middelalderlige skrifter er det heller ikke muligt at tolke deres motiver.
Et væsentligt problem i studiet af nordisk mytologi er, at der ikke er overleveret samtidige nordiske kilder til religionen, alt er enten skrevet af udlændinge eller blevet til efter religionsskiftet. Det betyder, at vi i realiteten ikke har andet end indicier. En prædiken, som findes i Hauksbók fra ca. 1300, er sandsynligvis den ældste nordiske tekst, der er skrevet om nordisk religion. I realiteten er det en oversættelse efter et engelsk forbillede, men den bekræfter, at navnene på de vigtigste nordiske guder var Odin, Thor og Frigg, og at de blev anset som paralleller til de romerske guder Merkur, Jupiter og Venus. Dvs. for forfatteren var der ingen forskel på nordiske og græsk-romerske guder.
Mytologien er i høj grad overleveret gennem skjaldedigtning, måske derfor Odin fremstilles som den største gud; Thor er ellers den mest fremtrædende i myterne, mens Odin havde størst betydning for skjaldene. Litteratur krævede i middelalderen store ressourcer, og var derfor forbeholdt de rigeste, kilderne favoriserer derfor overklassens religion. Den middelalderlige litteratur var desuden særligt fokuseret på gudernes gerninger, derfor kan mytologien vedrørende de øvrige mytologiske magter været langt mere righoldig end hvad det overleverede kildemateriale bærer præg af. I flere tekster er hentydninger til mytologiske forhold, der ellers er fuldkomment ukendte. John Lindow spekulerer i at Trondhjem måske var et hedensk centrum, i en periode, hvor de norske konger var blevet kristne. Og at det var her hvor mange af de mytologiske tekster, der blev samlet i Island, var blevet til.
Skriftlige kilder
Vikingetidens kultur var hovedsagelig mundtlig, men man rådede også over et skriftsprog i form af runerne. Det egnede sig imidlertid ikke til lange tekster, og blev ikke brugt til overlevering af fx mytologien. Det betyder ikke nødvendigvis at en egentlig skriftkultur var ukendt, da den fandtes i flere af nabolandene. Grunden til at der ikke udviklede sig en skriftkultur i Norden før religionsskiftet var sandsynligvis, at der ikke fandtes et behov for det. Den skriftlige nordiske litteratur stammer derfor hovedsageligt fra middelalderen. Den islandske litteratur er blevet brugt til at rekonstruere al nordisk og germansk religion med. Jens Peter Schjødt mener, at det kan forsvares med at Island ikke på noget tidspunkt var isoleret fra det øvrige Norden. Men han understreger samtidigt, at det er vigtigt at holde sig for øje, at det islandske samfund var meget forskelligt fra det øvrige Nordens, hvilket sandsynligvis må have haft indflydelse på religionen. Ligesom disse tekster reelt kun indeholder beskrivelser af islændingenes og nordmændenes mytologier. Sammenligninger af især arkæologisk materiale fra den øvrige Norden og de islandske tekster viser dog, at de forestillinger som optræder i bl.a. Eddaerne også har været velkendte i både Danmark og Sverige.
Et andet væsentligt problem ved at benytte de islandske tekster er forfatternes religiøse baggrund, der var kristen. Snorre Sturlason var bagmanden til den vigtige mytologiske tekst Yngre Edda. Han var kristen, men besad en meget stor viden om den traditionelle religion. Han var også skjald, og skrev sit værk som en lærebog for yngre skjalde, der i hans samtid tilsyneladende ikke nødvendigvis kendte den mytologiske baggrund for de kenninge, de benyttede i deres skjaldedigte. Vores viden om den nordiske mytologi skyldes i høj grad ham, da hans intention med sit værk var, at uddybe og forklare de ældre religiøse digte. Snorre Sturlason var dog stærkt præget af kristendommen og de antikke traditioner. Han lavede en systematiseret fremstilling af den gamle mytologi med udgangspunkt i den græsk-romerske litterære tradition. Den struktur, der præger hans beskrivelse af Nordens gudeverden, var derfor sandsynligvis langt mere systematisk end den reelt havde været i før-kristen tid. Dertil kommer, at Snorres tolkningsmodel til oprindelsen var euhemeristisk, dvs. baseret på idéen om en historisk kerne i myterne. Det var en udbredt forklaringsmodel for hedenske myter i datidens kristne lærdomsmiljø.
Både den Ældre Edda, de islandske ættesagaer, Snorre Sturlasons Yngre Edda og de andre af hans skrifter etc. må tolkes på baggrund af at de er skrevet i kristen middelalder og ikke måtte stride mod opfattelsen af det kristne verdensbillede som det eneste sande; verden var skabt af kristendommens Gud, og menneskets syndefald i Edens have var ophav til al hedensk tro og kult, der ville blive besejret af Kristus i tidens fylde ved at slægter og land blev kristnet. Men pga. hans forklaringer og beskrivelser af det mytologiske materiale, benyttes de gerne som udgangspunkt i tolkningen af andre tekster. Den centrale kilde til den nordiske mytologi er den Ældre Edda. Dateringen af digtene er meget usikker, men indholdet stammer sandsynligvis fra før-kristen tid, mens formen kan være yngre.
Flere romerske kilder til sydgermanernes religion stammer helt tilbage fra romersk jernalder. De viser glimt af en mytologi der havde klare paralleller til den, der kendes fra de nordiske middelalderlige kilder. De ældste beskrivelser stammer fra de første århundreder før og efter vor tidsregning; den eneste af de klassiske tekster, hvor der kan spores paralleller til vikingetidens religion er Tacitus’ værk Germania fra 98 e.v.t.. Fra germansk jernalder kendes også en række romerske og græske kilder, de omfatter biografier om kristne missionærer og fortællinger om de germanske stammers og kongeslægters forhistorie (fx Procopius, Jordanes, Gregor af Tours, Paulus Diaconus og Beda). Andre kildetyper omfatter så forskellige teksttyper som lovsamlinger, beslutninger fra kirkemøder, dåbsløfter, pavebreve, prædikener, stamtavler for angelsaksiske adelsfamilier og person og stednavne. Disse kilder er dog i reglen vanskelige at tolke, og forståelsen af dem baseres derfor ofte med tilbageslutninger fra andre kilder. Angelsaksiske stamtavler Kun ganske få fortællinger med mytologisk indhold er blevet bevaret fra det sydgermanske område, det drejer sig om bl.a. Trylleformlerne fra Merseburg og Nordendorfspændet. De indeholder navne på guddomme, der både er kendte og ukendte i det nordiske materiale.
Størstedelen af vor viden om den nordiske mytologi er derfor baseret på middelalderlig skjaldekundskab og fortællinger nedskrevet af den tids munke og krønikeskrivere. Disse tekster er gerne blevet til med en kristen eller romantisk historiekonstruktion for øje. En af dem var Adam af Bremen, der skrev sit værk om ærkebispesædet Hamborg-Bremens historie på bestilling af biskoppen der; det inkluderede et afsnit om Nordens historie og geografi. En anden var den danske klerk, Saxo, der i Gesta Danorum berettede den danske kongemagts rødder tilbage til sagnkongernes tid, og gav derved den daværende danske kongemagt en historisk begrundelse og legitimation, til det trak han både på ældre sandsynligvis mundtligt overleverede sagn og legender og islandsk materiale.
Disse skriftlige kilder blev næsten udelukkende skrevet ud fra et mandligt synspunkt, hvilket ifølge Clunies-Ross forklarer det, hvorfor kvindelige aktører fylder så lidt i myterne og har normalt har en passiv rolle. Runesten og stednavne tyder dog på, at kvinder reelt har spillet en større i de nordiske samfund end litteraturen viser. Vi ved imidlertid ikke om der har eksisteret en mytologi med fokus på kvindelige guddomme.
Arkæologiske kilder
Udover det skriftlige materiale findes en del ikke-skriftlige kilder, der kan supplere de skriftlige kilder, det drejer sig bl.a. om arkæologiske fund. De bevarede nordiske runesten udgør fx et værdifuldt materiale, som i skrift og afbildning kan indeholde levn til den mytologi, vi præsenteres mere uddybende for i Eddaen. Andre germanske folk har derudover bevaret sagn og myter, som komplementerer de nordiske fortællinger. En anden fundkategori er grave, da gravgaver ofte kan tolkes som afspejlinger af forestillinger, der kan genfindes i mytologien.
I fundmateriale, som stammer helt tilbage fra stenalderen er der blevet konstateret tegn på religiøse forestillinger; fx tyder skålformede fordybninger på de sten, der dækkede stendysserne, på at man på det tidspunkt ofrede enten til de døde selv, eller til guddomme relateret til dem. Men da der intet skriftligt er overleveret om de religiøse forestillinger menneskene havde i Norden før jernalderen, fordi der ikke er blevet overleveret skriftligt materiale til det, er det imidlertid umuligt at konstatere nogen form for kontinuitet mellem vikingetidens mytologi og stenalderens eller bronzealderens. De afbildninger, som findes på fx helleristninger Sydskandinavien, kan derfor ikke tolkes på grundlag af de mere end 2.000 år yngre myter fra Island.
Fra romersk og germansk jernalder begynder der at dukke fund op, som med stor sikkerhed kan relateres til den kendte før-kristne mytologi; det drejer sig fx om guldbrakteater med afbildninger af Odin eller Tyr. Andre er dog blevet udstyret med billeder, hvis motiver er fuldstændigt ukendte for os; fx guldhornene. Fra 4. århundrede findes også spor efter mytologiske forestillinger, som efterhånden forsvandt igen; her begyndte man flere steder i Norden at begrave de afdøde i skibssætninger eller rigtige både, de skulle bruges til at fragte den døde til dødsriget. I nogle tilfælde er der fundet en mønt i den dødes mund. Det tyder på at den græske myte om Charon havde en direkte nordisk parallel.
Andre levn
Hvilke navne der var gudenavne ved vi primært fra middelalderens historier, men forekomsten af de eller beslægtede navne i andre sammenhænge kan også give yderligere information om mytologien. I folketroen er der op til nyere tid overleveret flere forestillinger om afdøde forfædre og naturfænomener, der også kendes fra den før-kristne mytologi. Og beretninger om mytologiske væsener som fx alfer, dværge, huldrefolk o. lign. bygger med stor tydelighed på ældre fortællinger. Med få undtagelser har de kun været mindre guddomme, som har levet videre efter religionsskiftet; en væsentlig undtagelse er Odin, som mange steder i fx Tyskland og Sverige førte den vilde jagt. Folkloristiske forestillinger kan vise nogle af de karakteregenskaber guder og andre overnaturlige væsener blev tillagt førhen.
Ugedagene blev oprindeligt opkaldt efter de vigtigste guder, en praksis, der blev indlånt fra Romerriget. Det navn man brugte i de germanske områder var en parallel til det romerske. Derfor kan nogle af nordboernes opfattelser af deres guder i jernalderen kan påvises, ved at sammenligne dagenes latinske og nordiske navne og de egenskaber, der blev tillagt de romerske guder. Fx er dies Mercurii blev oversat med onsdag, hvilket viser at Merkur blev anset som en parallel til Odin. tilsvarende blev dies Jovis (Jupiter til torsdag (Thor) og dies Martis (Mars til tirsdag (Tyr).
Fordelingen af stednavne, der er dannet af gudenavne, kan ofte bruges som indikation af hvilke guder og gudinder, som blev dyrket i bestemte områder. I nordiske stednavne indgår følgende guders navne med sikkerhed: Thor, Njord, Ull, Frø/Frej, Odin, Tyr, Frigg og Freja. Andre navne, der sandsynligvis er blevet brugt omfatter Vidar, Balder, Høder og Skade. De kollektive betegnelser diser, vaner og alfer forekommer også. Også i personnavne indgik der ofte en guds navn, bl.a. følgende Thor, Frø/Frej, Odin, valkyrienavne og muligvis Tyr, dertil kom også betegnelser på guder, såsom gud, as, ragn/regin (gudemagt), dis og alf.
Se også
De nordiske guders familietræ
Romersk mytologi
Græsk mytologi
Vendisk mytologi
Vikingetiden
Edda digtene
Nordisk saga
Nordisk religion
Hedenskab
Kristendommens indførelse i Norden
Referencer
Litteratur
Andrén, Anders (1991); Förhållandet mellom texter, bilder och ting, i Steinsland, Gro & al. (red.); Nordisk hedendom : et symposium, Odense: Odense Universitetsforlag.
van Baal, J. & van Beek, W.E.A (1985); Symbols for Communication
Bæksted, Anders (1984); Nordiske guder og helte,
Clunies-Ross, Margaret (1994); Prolonged echoes: Old Norse myths in medieval Northern society, Vol. 1 , The myths.
Guðnason, Bjarni (1981); The Icelandic Sources of Saxo Grammaticus i (red.) Karsten Friis-Jensen; Saxo Grammaticus, a Medieval Author Between Norse and Latin Culture. København 1981
Grønbech, Vilhelm (1924); Nordisk religion, i Edvard Lehmann (red.); Illustreret Religionshistorie København 1924
Grønbech, Vilhelm; Nordiske myter og sagn, 6. udgave 2002 (1. udgave 1927)
Holtsmark, Anne (1989); Norrøn mytologi. Tru og myter i vikingatida.
Hedeager, Lotte (1999); Skandinavisk dyreornamentik: Symbolsk repræsentation af en før-kristen kosmologi. i; Ingrid Fuglestvedt, Terje Gansum og Arnfrid opedal (red.); Et hus med mange rom: vennebok til Bjørn Myhre på 60-årsdagen. AmS-Rapport 11A fra Arkeologisk museum i Stavanger: 219-237. (online udgave )
Davidson, H. R. Ellis (1964); Gods and myths of Northern Europe, 1979
Hoftun, Oddgeir (2001); Norrøn tro og kult ifølge arkeologiske og skriftlige kilder, Oslo: Solum Forlag.
Hoftun, Oddgeir (2004); Menneskers og makters egenart og samspill i norrøn mytologi, Oslo: Solum Forlag.
Hoftun, Oddgeir (2008); Kristningsprosessens og herskermaktens ikonografi i nordisk middelalder, Oslo: Solum Forlag.
Hultkrantz, Åke; Vem är vem i nordisk mytologi, Prisma,
Janson, Henrik (2013),'Edda and "Oral Christianity": Apocryphal Leaves of the Early Medieval Storyworld of the North', i: The Performance of Christian and Pagan Storyworlds. Non-canonical Chapters of the History of Nordic Medieval Literature, L. Boje Mortensen och T. Lehtonen, (Turnhout: Brepols), s. 171-197.
Kure, Henning (2010); I begyndelsen var skriget - Vikingetidens myter om skabelsen, Gyldendal,
Kofod, Aase & Warmind, Morten (1989); Old var Årle
Lindow, John (2001); Norse Mythology and the Lives of the Saints; i Scandinavian Studies, fall 2001, vol. 73, no. 3 ISSN 0036-5637
Meulegracht Sørensen, Preben; Kapitler af Nordens litteratur i oldtid og middelalder; 2006
Nordal, Gudrun (1994); Odinsdyrkelse på Island, i Schjødt, Jens Peter (red.); Myte og ritual i det før-kristne Norden.
Näsström, Britt-Mari; Blóta, sóa och senda. Om offer i fornskandinavisk religion, i Schjødt, Jens Peter (red.); Religion och samhälle i det förkristna Norden.
Ravn, Mads (1998); Kan vi erkende religion i forhistoriske grave? i Lisbeth Bredholt Christensen & Stine Benedicte Sveen (red.); Religion og materiel kultur. 1998
Schjødt, Jens Peter (1999a); Det førkristne Norden: religion og mytologi
Schjødt, Jens Peter (2007); Hvad er det i grunden vi rekonstruerer?; i Religionsvidenskabeligt tidskrift, nr. 50, 2007 ISSN 0108-1993
Sharpe, Eric J. (1997); Comparative Religion, a History.
Steinsland, Gro (2005); Norrøn religion : myter, riter, samfunn, Oslo: Pax forlag.
Ström, Folke (1985); Nordisk hedendom; Tro och sed i förkristna tid, Akademiförlaget
Willis, Tarrin; The Third Grammatical Treatise, and Ole Worm’s Literatura Runica; i Scandinavian Studies: Winter 2004, vol. 76 no. 4 ISSN 0036-5637
Eksterne henvisninger
heimskringla.no – norrøne tekster i original version og dansk oversættelse
Projekt Runeberg – Edda i svensk oversættelse
Billeder fra nordisk mytologi
Germansk mytologi
Rundtur i den Nordiske Mytologi
CyberSamurai Encyclopedia – Nordisk mytologi (engelsk)
Kindir – debat forum om asatro og nordisk mytologi
Nordisk Mytologi som religion
Website med en database over alle danske runeindskrifter. Fremstillet af Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet.
Jernalder |
979 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bangkok | Bangkok | Bangkok (officielt Krung Thep Maha Nakhon - thailandsk กรุงเทพฯ กรุงเทพมหานคร - i daglig tale oftest forkortet til Krung Thep, og officielt internationalt navn Krung Thep Maha Nakhon (Bangkok)) er Thailands hovedstad. Byens officielle navn kan oversættes til "Englenes Storslåede By" eller i kort daglig tale som "Englenes By".
Byen ligger på østsiden af floden Chao Phraya og har 5.588.222 indbyggere, ifølge folketælling i 2020, heraf 2.570.572 mænd og 2.917.004 kvinder, samt 100.346 udlændinge (indbyggertallet er reelt højere, da mange er registreret som fastboende i deres hjemprovins). Krung Thep Maha Nakhon udgør en af Thailands 77 provinser og er en af de hurtigst voksende byer i verden. Hovedstaden med forstæder er med sine indbyggere en af de 25 befolkningsrigeste byer i verden.
Etymologi
Krung Thep Maha Nakhon Amon Rattanakosin Mahinthara Ayuthaya Mahadilok Phop no-ppharat Ratchathani Burirom Udomratchaniwet Mahasathan Amon Piman Awatan Sathit Sakkathattiya Witsanukam Prasit,(thailandsk: กรุงเทพมหานคร อมรรัตนโกสินทร์ มหินทรายุธยามหาดิลก ภพนพรัตน์ ราชธานีบุรีรมย์ อุดมราชนิเวศน์ มหาสถาน อมรพิมาน อวตารสถิต สักกะทัตติยะ วิษณุกรรมประสิทธิ์),er Krung Thep Maha Nakhon (Bangkok)s officielle navn, hvilket er det længste bynavn i verden.Navnet kan oversættes til: Englenes by, den storslåede by, Den Grønne Smaragd Buddhaes residens, den uindtagelige by (Ayutthaya) af guden Indra, verdens storslåede hovedstad udstyret med ni dyrebare ædelstene, den lykkelige by, der bugner af et enormt kongeligt palads, der ligner den himmelske bolig, hvor den reinkarnerede gud hersker, en by givet af Indra og bygget af Vishnukarn.
Historie
Bangkok blev grundlagt som en lille kinesisk handelsstation i en sydlig bugt i Chao Praya-floden i 1400-tallet, hvor Ayutthaya længere nordpå var kongerigets hovedstad. Navnet Bangkok stammer fra Bahng Gwak, hvor "bahng" eller blot "bang", betyder "sted, man kan komme til fra vandvej" på thailandsk, for eksempel fra en flod eller kanal ("klong" på thailandsk). "Bang" kendes fra adskillige navne, for eksempel Bangrak, også skrevet Bang Rak, og Bangna. "Gwak", betyder "oliventræ" på thailandsk, hvilket bliver "stedet med oliventræer" eller "oliventræ-plantagen". G i "Gwak" udtales som K, så det bliver "Kwak", altså "Bahngkwak". Senere oprettede også Portugal en handelsstation og Frankrig et fort, Bangkok Fortress (dansk: Bangkokfæstningen), på stedet. Franskmændene blev dog fordrevet efter en belejring i 1688.
Efter Autthayas fald og efterfølgende totale ødelæggelse i 1767 af hærstyrker fra Burma, anlagde den thailandske hærlederen Taksin en ny hovedstad, Thonburi, længere sydpå i en sumpet bugtning af Chao Phraya floden, over for handelsstationen Bangkok. Da general Chakri overtog magten og blev den første konge i Chakri-dynastiet, Rama I, flyttede han hovedstaden til den modsatte side af Chao Phraya og anlagde en by med kanaler til afvanding af sumpen, senere omtalt som Østens Venedig.
Chakris forbillede for den ny hovedstad var Ayutthaya, en flodslynge og en kanal blev brugt til at skabe en ø. Ayuthhaya blev også indskrevet i byens ny lange navn med "...den uindtagelige by (Ayutthaya) af guden Indra...", i kort form blev navnet Krung Thep Maha Nakhon, Englenes Storslåede By, som blev Kongeriget Rattanakosins hovedstad fra 1782. I 1800-tallet blev byen centret for landets modernisering efter vestlig indflydelse under kongerne Rama IV (Mongkut) og Rama V (Chulalongkorn). Kongeriget, der i udlandet var kendt som Siam, bestod i 150 år indtil 1932, hvor det blev ændret til konstitutionelt monarki og få år senere navngivet Thailand i 1939.
I daglig tale, bruges Bangkok-siden og Throburi-siden, når der henvises til den ene, eller den anden, flodside af byen. Bangkok er to distrikter i Krung Thep Maha Nakhon, henholdsvis Bangkok Yai (Store Bangkok) og Bangkok Noi (Lille Bangkok). Thonburi forblev en selvstændig by og provins indtil 1971 mens Bangkosiden hed Phra Nakhon-provinsen. I 1971 blev de to provinser lagt sammen til Krung Thep Maha Nakhon, som fra 2022 også er byens officielle navn. I 1975 blev Bangkok Metropolitan Administration etableret og byen blev en særlig administrativ enhed, under ledelse af en valgt guvernør med fireårig embedsperiode.
Regeringskontorer
Parlamentet er flyttet tre gange siden ophøret af konstitutionelt monarki i 1932. Ananta Samakhom-tronsalen var hjemsted for kongerigets første parlament fra 1933 til 1974. Derefter flyttede lovgivere til en ny parlamentsbygning ved siden af Dusit Zoo, den var i brug indtil slutningen af 2018, hvor parlamentet flyttede ind i et delvist færdigbygget nyt kompleks ved Chao Phraya-floden. Den 1. maj 2021 indviedes det ny parlament med navnet "Sappaya Sapasathan", der på dansk betyder samlingssted for gode gerninger. Det er verdens største parlaments-kompleks med et etageareal på 424.000 kvadratmeter og samtidig verdens næststørste administrative bygning efter USAs forsvarsministerium, Pentagon. Bygningen huser 5.000 medarbejdere og har parkering til 2.000 biler. Konstruktionen blev påbegyndt i 2013 og kostede 22,9 milliarder baht (cirka 4,5 milliarder kroner) at bygge.
Befolkningsudvikling
Klima
Krung Thep Maha Nakhon har et tropisk klima og har ry for at være byen med verdens højeste gennemsnitstemperatur.
Kilde: Weatherbase
Luftforurening
Krung Thep Maha Nakhon kan i perioder lide under smog, især i begyndelsen af 2019 var der periodevis problemer med for høje koncentrationer af luftbårne småpartikler. Myndighederne forsøgte at løse problemet, ved at sprøjte forstøvet vand ud over byen, for at få de luftbårne støvpartikler til at dale ned. Ifølge US Air Quality Index 2019 var Krung Thep Maha Nakhon den 9. mest smog-forurenede by i verden. En anden thailandsk by i indekset er Chiang Mai, der indtager 3.pladsen.
Afvanding, kanaler og oversvømmelser
Sommertid er Thailands regntid, hvor Krung Thep Maha Nakhon og andre byer kan opleve kraftige monsun-storme. I de senere år har skybrud produceret mere nedbør, end de overbebyrdede dræningssystemer og kanaler kan afvande, hvilket ofte medfører oversvømmelse i flere byens gader. Det gør ikke forholdene bedre, at byen synker med en hastighed på mere end en centimeter om året og derved kan risikere, at være under havets overflade inden år 2030. For at begrænse fremtidige oversvømmelser har byen og lokale organisationer indledt flere projekter, herunder en omfattende vandforvaltningsplan, ligesom større grønne parkområder omlægges med reservoir, der kan holde på regnvandet.
Trafik
Thailands net af jernbaner, kanaler og veje udgår fra Krung Thep Maha Nakhon.
Vejnet
Hovedvejsnettet er et af de bedste i Sydøstasien, og selv om det vedvarende udbygges, er det alligevel utilstrækkeligt. Særligt i og omkring Krung Thep Maha Nakhon er behovet for bedre veje stort, fordi byen har bredt sig ukontrolleret. Trafiksituationen betegnes som kaotisk med mange dødsulykker. Statistisk er trafikken i Thailand den farligste i verden målt på antal årlige trafikdrab pr. 100.000 indbyggere.
I 2018 anvendte 65 % af byens pendlere private køretøjer, mens kun 35 %, svarende til 2,7 millioner passagerer, benyttede offentlige transportmidler som busser, tog, metro og vandbusser samt taxi og andre muligheder som fx tuk-tuk. I myldretiden er gennemsnitshastigheden blot 15-20 kilometer i timen. Hver dag kører ekstra 1.000 nyregistrerede køretøjer ud på vejene i Krung Thep Maha Nakhon. En del af de eleverede motorvejer er betalingsveje, drevet af selskabet MRT.
Jernbaner
Fire jernbanelinjer udgår fra Krung Thep Maha Nakhons hovedbanegård, Hua Lamphong, henholdsvis med nord, nordøst, øst og syd. Sporvidden er såkaldt metre gauge (meterspor), hvor sporbredden er 1.000 millimeter – til sammenligning er den danske sporvidde normalspor på 1.435 millimeter. Den første strækning fra Krung Thep Maha Nakhon til Nakhon Ratchasima åbnede i 1890. Jernbanerne, State Railway of Thailand, drives af Staten. Jernbanelinjerne er enkeltsporet, men under udbygning til dobbeltspor på flere strækninger.
Seks højhastigheds-strækninger er under bygning eller er planlagt, to i samarbejde med Japan fra Krung Thep Maha Nakhon til Chiang Mai og til Phitsanulok, samt to i samarbejde med Kina til Nakhon Ratchasima og derefter videre via Udon Thani til Vientiane i Laos, hvorfra der påtænkes forbindelse til Kina og Europa. Airport link blev i marts 2018 godkendt til udvidelse med højhastighedstog mellem Krung Thep Maha Nakhons to internationale lufthavne, Don Mueang og Suwarnabhumi, og videre til U-Tapao-lufthavnen syd for Pattaya i Rayong. Rejsetiden for sidstnævnte strækning forventes at blive 45 minutter. Den resterende planlagte strækninger til Hua Hin er et privat projekt i en tidlig planlægningsfase. På den 650 kilometer lange strækning til Chiang Mai vil toget angiveligt af omkostningshensyn maksimal kunne køre med en fart af 200 kilometer i timen, i stedet for oprindeligt påtænkte 300 kilometer i timen.
I forbindelse med de ny højhastighedsbaner bygges i Krung Thep Maha Nakhon en ny hovedbanegård, Bang Sue Central Station, der bliver Sydøstasiens største. Banegården er planlagt at skulle åbne i 2020. Den vil erstatte Hua Lamphong-hovedbanegården, som blev taget i brug i 1916.
Kanaler og vandveje
Både kanalerne gennem byen og floden Chao Phraya spiller fortsat en vis rolle for transporten, med adskillige vandbuslinjer og flodpramme til godstransport.
Offentlig transport
Ud over et udstrakt net af buslinjer betjenes Krung Thep Maha Nakhon af et ekspanderende bybanenet på 109 kilometer af højbanetog (fra 1999), det såkaldte Skytrain, og Metro undergrundsbane (siden 2004). Begge baner er under kraftig udbygning med fem nye linjer, der er planlagt til at være færdige mellem 2020 og 2022. Skytrain drives af selskabet BTS (Krung Thep Maha Nakhon Mass Transit System Public Company Limited) og metrolinjerne af MRT (Bangkok Expressway and Metro Public Company Limited). Desuden findes et ekprestog til Suvarnabhumi lufthavnen, Airport Rail Link, drevet at statens jernbaner (State Railway of Thailand). Alle bybanerne har såkaldt normalspor (1.435 millimeter).
Eksisterende linjer:
Sukhumvit Line, Skytrain (1999, senest udbygget 2017)
Silom Line, Skytrain (1999, senest udbygget 2013)
Blue Line, Metro (2004, senest udbygget 2017)
Airport Rail Link, lufthavnslink (2010)
Purple Line, Metro (2016)
De nye linjer:
Gren Line (North), 18 kilometer fra Morchit til Kukot (2020).
Pink Line, 34 kilometer Metro fra Tiwanont til Nam-Indra-Roads (2020).
Yellow Line, 30 kilometer MRT monorail (oprindelig planlagt som Metro) fra Lad Prao, Rachadapisek og Sri Nakrin roads (2020).
Orange Line, 21 kilometer Metro fra Minburi, Ramkamhaeng og Praram 9 roads (2022).
Red Line, fra Bang Sue til Rangsit (2022).
Der er flere end 80.000 taxier registreret i Krung Thep Maha Nakhon. Desuden findes der cirka 50.000 motorcykeltaxi og omkring 8.000 tuk-tuk, trehjulede motorcykler, også kaldt auto rickshaw.
Lufthavne
Krung Thep Maha Nakhon har to lufthavne, begge internationale, henholdsvis den oprindelige Don Muaeng (DMK), fra 1914, der i dagprimært betjener lavprisflyselskaber og charterfly, og den nyere Suvarnabhumi (Bangkok, BKK), der åbnede i 2006.
Gadehunde
Krung Thep Maha Nakhon havde i 2018 anslået omkring 640.000 gadehunde (ofte kaldt soi dogs, hvor "soi" betyder gade på thai). Organisationen Soi Dog Foundation (SDF), steriliserer og vaccinerer gadehunde – og katte – mod seks almindeligt forekommende sygdomme, inklusive hundegalskab (rabies), der har været udbredt i visse områder af Thailand. SDF har fokus rettet mod Krung Thep Maha Nakhon, efter succesfuld indsats andre steder, blandt andet Phuket, hvor bestanden af gadehunde faldt fra omkring 80.000 i 2003 til cirka 6.500 i 2018. Alle steriliserede og vaccinerede dyr får et SDF-nummer tatoveret i øret, som dokumentation for, at de er sikre. Thailands regering har som mål at udrydde rabies i løbet af 2019 med en landsomfattende kampagne, hvor såvel hunde som katte registreres og tilbydes gratis vaccination. Målet er at nå 80 % af nationens samlede bestand.
Kultur og oplevelser
Parker
Nær det kongelige Dusit Palads, ved Ananta Samakhom tronsalen, blev Krung Thep Maha Nakhons zoologiske have, Dusit Zoo, anlagt i 1938. I 2018 blev det besluttet at lukke dyreparken og midlertidigt flytte dyrene til nationens andre zoologiske haver, indtil en ny dyrepark er færdigbygget. Den er planlagt til at åbne i Pathum Thanis, i Thanya Buri-distriktet, i det nordlige Krung Thep Maha Nakhon, hvor kong Vajiralongkorn har doneret et område på 48 hektar, det er tre gange så stort som i den nu lukkede Dusit Zoo-park.
Turisme
Før 1960 var turisme meget begrænset. Der var kun angivet 15 hoteller i Krung Thep Maha Nakhon med en samlet kapacitet på mindre end 1.000 værelser. I løbet af 1960'erne boomede en begyndende turisme og flere end 50 nye hoteller blev bygget i denne periode.
Krung Thep Maha Nakhon blev besøgt af knap 23 millioner rejsende med mindst én overnatning i 2018, hvilket, for fjerde år i træk, placerede byen på førstepladsen for besøgende, foran tidligere nummer 1, London, med 19,1 millioner besøgende på andenpladsen, og Paris med 15,9 millioner som nummer tre ifølge Mastercard Global Destination Cities Index 2019, der ranglister 162 turistbyer i hele verden. Gennemsnitsophold var i 2017 på 4,7 nat, med et dagsforbrug på 173 USD. Omsætningen udgjorde 16,36 milliarder USD (cirka 100 milliarder DKK), hvilket rakte som nummer fem målt efter besøgsomsætning. Førstepladsen indtog Dubai med 29,7 milliarder USD (cirka 175 milliarder DKK). Euromonitor International havde i 2017 Bangkok på andenpladsen med 21,2 millioner besøg, efter Hong Kong med 26,6 millioner besøgende, mens London 19,2 millioner lå på tredjepladsen. Til sammenligning fik København en 65. plads.
De tre største nationaliteter for udenlandske besøgende i 2018 var Kina med 29 procent, 6,2 millioner, og Japan med 6 procent, 1,3 millioner, samt Sydkorea med 6 procent, 1,2 millioner.
Et af de gennem omtale, film og romaner, bedst kendte turistområder i Krung Thep Maha Nakhon er Khao San Road, beliggende i den gamle bydel nær Grand Palace. Her udgør europæiske rygsæksrejsende omkring 70 % af gæsterne, resten hovedsageligt kommer fra Asien.
Referencer
Eksterne henvisninger
TouristThailand.org – Bangkok Information
Byer i Thailand |
980 | https://da.wikipedia.org/wiki/Dave%20Williams | Dave Williams | David "Dave" "Stage" Williams (født 29. februar 1972, død 14. august 2002) var forsanger i bandet Drowning Pool. Han blev fundet død i bandets tourbus den 14. august 2002.
Referencer
Sangere fra USA |
981 | https://da.wikipedia.org/wiki/Fredensborg%20Slot | Fredensborg Slot | Fredensborg Slot ved Esrum Sø i Nordsjælland har særstatus blandt de danske slotte som regentens mest benyttede residens efter Amalienborg. Slottet er et barokslot fra 1700-tallet, og det danner ofte rammen om større officielle statsbesøg og familiebegivenheder i kongefamilien. Den tilhørende slotshave er et af Danmarks største historiske haveanlæg.
Etymologi
Navnet Fredensborg forekommer allerede i 1719 i amtsforvalterens regnskab. Det har altså forud været bestemt, at slottet skulle bære dette navn og være et mindesmærke over den lykkeligt tilendebragte krig. I bygningsregnskaberne brugtes dog stadig navnet "Østrup", indtil hovedbygningen i 1722 stod færdig, og kongen officielt gav slottet det nye navn.
Projektet
Rygter vil vide, at det var Frederik IV selv, der tegnede slottet, men kongehuset angiver Johan Cornelius Krieger som arkitekt.. Det tidligste projekt bærer da også præg af at være tegnet af en amatør. Projektet viser en villa med for mange vinduer til at være i rigtig italiensk stil, og samtidig som villapræget understreges af en trekantgavl, ses en pukkellignende kuppel over taget. Foran hovedbygningen, der var i to etager eller stokværk men med en høj kælder, var projekteret en ottekantet gård med lavere fløje (i forhold til hovedbygningen) til hoffet samt heste og kareter. Arkitekten Johan Cornelius Krieger rettede projektet, fjernede trekantgavlen og gav kuplen en anden rejsning. I projektet er kuppelsalen hele bygningens midtpunkt og tillige udgangspunkt for et antal radiale veje i den tilhørende park. Foran kuppelsalen var en vestibule, mod haven en havesal, til siderne de kongelige gemakker.
Beskrivelse
Slottet var færdigt i 1724. Arbejderne var under ledelse af bygmestrene Johan Conrad Ernst og Johan Cornelius Krieger, men hovedbygningen var opført af Marcantonio Pelli. Det var en firkantet, ikke videre stor bygning kun med 80 fod façade, opført i italiensk stil: midten af bygningen dannedes af kuppelsalen, til hvilken alle de andre værelser stødte op. Den ottekantede gård begrænsedes af hovedbygningen og 7, et stokværk høje bygninger, de såkaldte fløje, af hvilke den lige for hovedbygningen havde hovedporten og et lille spir med ur. Over porten stod indhugget (vist af Didrick Gercken, der også har forfærdiget en buste af Frederik IV over indgangsdøren til Fredensborg Slotskirke):
Da Kriig og Orlogs-Tiid ved Gud en Ende fik,
Blev Fredensborg opbygt af Fjerde Friderich,
Og at det Freds-Paulun skal Krigens Minde være,
Saa fik det Navn af Fred og Friderich at bære.
Midt i gården stod og står endnu Fredens eller Enighedens statue, vistnok et italiensk arbejde; derimod er fontænen der omgav den, nu forsvunden. Desuden lå der et så kaldt Domestikhus vest for ottekanten. Uden om slottet lå to haver, en større, der som en halvcirkel med alléer og gange lå foran slottet, og en mindre der lå vest for slottet, hvor nu Marmorhaven ligger.
Slottet og dets omgivelser var udstyrede med en stor mængde, til dels fra Frederiksborg og Amalienborg hentede statuer og andre billedhuggerarbejder af sten og bly, der nu for det meste er forsvundne. Værelserne var udstyrede med prægtige stukarbejder, således loftet i den nuværende kuppelsal (dengang "Spisegemakket") og havesal (af italieneren Carlo Enrico Brenno). Den 11. oktober 1726 indviedes den af Krieger byggede slotskirke, hvor alter (alterbilledet af Hendrik Krock), prædikestol, kongestol og døbefont er af billedhugger Friedrich Ehbisch.
Slottets indre
Slottets indre har mange seværdigheder. Kuppelsalen (Fredssalen), der går gennem hele bygningen og får sit lys fra kuppelen, er som nævnt prydet med malerier af Mandelberg, Abildgaard og Ryde. Stukaturarbejdet er som nævnt af Brenno; de 4 prægtige marmorportaler ved dørene er efter et tvivlsomt sagn gaver til kong Frederik IV fra storhertug Gian Gastone de Medici (Johan Gasto af Toscana); desuden Havesalen, hvis loftsmalerier af Krock og stukaturarbejder af Brenno også er nævnt; også i andre værelser findes der loftsmalerier af Krock.
Den tidligere meget værdifulde malerisamling er nu betydelig formindsket, idet meget af det bedste er flyttet til den kongelige malerisamling. Foruden af Havesalen gives her billeder af den russiske pavillon, der findes i slotshaven, og af kejser Alexander III’s villa, som ligger uden for haven til højre for opkørselen til slottet. Den første stod oprindelig på udstillingen i København 1888, men opstilledes i haven 1889, efter at en russisk privatmand havde skænket den til staten. Villaen købtes af kejseren 1885.
Ruderne i Fredensborg Slot bærer på underskrifter af mange af slottets gæster.
Historie
Lysthuset
På det sted, hvor nu slotskroen ligger, fandtes i det 17. århundrede en ladegård, Østrup, som tillige med en anden nærliggende gård, Ebbekjøb, ejedes af dronning Sophie Amalie, der ofte om sommeren boede der. Ebbekøb var dog allerede før midten af det 18. århundrede revet ned (kun Ebbekøb Vang i nærheden af Frederiksborg minder endnu om den). I 1660’erne ejedes Østrup "kvit og frit", af dronningens kammertjener, senere baron Jacob de Petersen, som i 1670 solgte gården til Ulrik Frederik Gyldenløve, der atter afhændede den i 1678 til Christian V. Både denne og sønnen Frederik IV besøgte ofte stedet på grund af dets skønhed, og den sidste lod kort efter sin tronbestigelse foretage nogle byggearbejder på Østrup (et nyt "Lysthus“). Men det hele blev ham dog snart for trangt, og da den kostbare store nordiske Krig lakkede mod enden, virkeliggjorde han sin længe nærede plan at bygge et lystslot der, idet han 20. April 1719 befalede at nedrive "Sparepenge" ved Frederiksborg og lade stenene føre til Østrup. Samme år blev grundvolden lagt, og i 1720 tog man fat på opførelsen af hovedbygningen, der har stået færdig ved begyndelsen af 1722. Indtil da var bygningen bleven kaldt "Østrup Slot", først på kongens fødselsdag, 11. oktober 1722, fik den navnet Fredensborg.
Frederik IV opholdt sig i de sidste år af sit liv for en stor del på Fredensborg, i alt fald var han der "gerne ganske Sommeren igennem og langt ud paa Vinteren nogle Aar", men under Christian VI blev det anderledes. Da stod slottet for det meste forladt, dels fordi det nye kongepar havde ubehagelige minder om den af dem lidet yndede dronning Anna Sophie, dels fordi dronning Sophie Magdalene ligefrem fik afsky for slottet, efter at hendes moder, Christine Sophie, markgrevinde af Kulmbach, var død her den 23. august 1737; før dette dødsfald havde hoffet dog af og til været på Fredensborg, efter den tid skete det næsten ikke mere. Det beboedes dog fra 1740 af dronningens søster, enkefyrstinden Sophie Caroline af Ostfriesland (der døde 1764 på Sorgenfri Slot).
Frederik V
Derimod gjorde Frederik V Fredensborg til så at sige sin stadige sommerresidens og holdt et glimrende Hof der, hvilket nødvendiggjorde store byggearbejder. I Christian VI’s tid var der kun foretaget få forandringer; der var kommet nogle tilbygninger, men det vigtigste var dog, at man fra 1741 havde begyndt at forhøje hovedbygningen under Thurahs ledelse. Efter at disse arbejder vare tilendebragte 1749, toges der fat på en hovedreparation af slottet, havesalen blev dekoreret af Hänel og Fabris, nye tilbygninger opførtes, og endelig blev der, da pladsen stadig var for lille, opført fra 1753 under ledelse af Thurah og Eigtved de 4 pavilloner på hjørnerne af hovedbygningen, lige som også de 4 hjørnespir ved kuppelen opførtes. Hvor omfattende disse arbejder have været, kan ses af, at der i 1750—57 udbetaltes til dem ca. 138.470 rigsdaler af kongens kasse. Ligeledes blev slotshaven på ny udsmykket, og der blev forfærdiget nye billedhuggerarbejder (således de 4 "sanser“, hvoriblandt "Lugtesansen" af Hänel, der endnu står i marmorhaven). 1760—61 foretoges nye omfattende byggearbejder, og i de følgende år omdannedes efter den franske arkitekt Jardins, Marmorkirkens bygmesters, plan slotsparken og haven i den skikkelse, som de nu omtrent have, blot at de nu til dels er i engelsk Stil. Marmorhaven og Nordmandsdalen anlagdes. Park og have udgjorde ca. 150 tdr. ld. Det er fra disse år (1760—69), at de fleste af havens store billedhuggerarbejder, navnlig af Joh. Wiedewelt, stamme; han har således udført de to store vaser og de 4 årstider, der står nær ved slottet, de to kolossale statuer af Danmark og Norge (hans ypperste arbejder på Fredensborg), der findes foran slottet på to store postamenter, grupperne Perseus og Andromeda, Æneas og Anchises, og Paris og Helena; på "Skibsbakken" en skibssøjle eller "Columna Rostrata" med indskriften "Fortissima concilia tutissima Anno 1762" (formodentlig sigtende til den politiske stilling til Rusland. Søjlen fra 1762 blev 1784 erstattet af en ny). Monumentet af sten og marmor, prydet med et sten- og et marmorhoved og forsynet med en runeindskrift, der fortæller, at Frederik IV har rejst disse sten og Frederik V ladet riste runerne (Monumentet er stukket i kobber efter et maleri af Jens Juel, med underskrift: "Forblommet Antique i Fredensborg Hauge efter Kong Frederik V’s af Wiedewelt udførte Tanke.").
En betydelig, men lidet værdifuld udsmykning fik haven i 1765 ved opstillingen af de 55 sandstensfigurer i Nordmandsdalen, forestillende norske, færingske og islandske bønder af J.G. Grund (han har selv beskrevet dem og ladet dem stikke i kobber 1773); bedre er dennes to år efter rejste "Colonne triumphale" i midten af kredsen. Fra denne periode stamme også Mandelbergs malerier i Kuppelsalen, ligesom i det hele malerisamlingen på slottet betydelig forøgedes under Frederik V.
Det var også på denne tid, at den lille by voksede op om slottet; allerede i 1764 havde den "Anseende af en Flek eller liden Kiøbstad".
Juliane Marie
Efter denne konges død blev Fredensborg enkesæde om sommeren og langt ud på efteråret for enkedronningen Juliane Marie. På hendes tid blev fløjen midt for slottet nedbrudt, mens de øvrige "fløje“ blev forhøjede med et stokværk, og de to endepavilloner blev byggede. Under Juliane Maries første enkeår har livet på Fredensborg været mere stille; hverken Christian VII eller Caroline Mathilde ville besøge hende, skønt de ofte opholdt sig på det nærliggende Hirschholm. Efter 1772 , da hun fik stor indflydelse efter Struenses fald, vendte de store dage tilbage: hoffet holdtes hyppigt her, og den lille kronprins (senere Frederik VI) opdroges her; i haven vises den lille stengrotte, som han selv skal have muret (på en sten i nærheden findes årstallet 1779, måske året for grottens tilblivelse). Efter Guldbergs fald 1784 måtte enkedronningen selv underholde sit hof på Fredensborg, hvor hun døde den 10. oktober 1796.
Christian VIII
Derefter var det foreløbig forbi med Fredensborgs glanstid. Slottet stod nu tomt i en del år. Da prins Christian (Christian VIII) vendte hjem fra sit korte kongedømme i Norge 1814, bestemte Frederik VI. Fredensborg til hans bolig; men det ombestemtes kort efter, da prins Christian af Hessen døde på Odense Slot, som tronfølgeren da fik tillige med guvernementet over Fyns Stift; hans søster, Juliane Sophie, opholdt sig derimod en tid på Fredensborg om sommeren.
Det tomme slot
Senere stod Fredensborg forladt og forfaldt; det benyttedes en tid til husarkaserne og kadetskole eller til fribolig for afskedigede embedsmænd; ja det blev endog lejet ud til private folk. Byens folk fik lov til at holde bal i salene, 1855 holdtes der folketingsvalg i Kuppelsalen. Parken, som også var forfalden, fandt imidlertid allerede i 1833 en kyndig og talentfuld havekunstner i R. Rothe; han omdannede den til dels i engelsk stil, men bibeholdt dog noget af det gamle, navnlig de store, lige alleer (Kæmpealleen, eller Bredealleen, Dybealléen eller Sukkenes Allé osv.), han åbnede udsigtspunkter over søen osv.; og endelig dæmrede også en bedre tid for slottet, da Frederiksborg slot brændte 1859. Det blev atter bestemt til sommerbolig for kongen, kasernen måtte fortrække, og den 14. december 1861 drog Frederik VII derind; men det var dog kun korte besøg, han aflagde i de følgende år (sommeren 1862 modtog han der de norske og svenske studenter og kort efter kong Karl XV), da han egentlig ikke yndede stedet.
Frederik VII
Under det nye kongehus kom derimod Fredensborg ret til ære og værdighed, ja det har under dette nået en berømmelse som aldrig tidligere. Straks den første sommer 1864 boede kongefamilien her, og siden den tid har det jævnlig været dens residens om sommeren og langt ud på efteråret og et samlingssted for kongeparrets børn og slægtninge. Det smukke, inderlige familieliv har fordunklet mindet om de glimrende fester fra Frederik V’s tid, og de hyppige besøg, som prinsen og prinsessen af Wales, kongen og dronningen af Grækenland osv., og navnlig kejser Alexander III af Rusland og kejserinden aflagde, har hendraget hele Europas opmærksomhed på slottet. For kongefamilien er selvfølgelig Fredensborg rigt på mærkedage, således 23. juni 1866 deklaration af prinsesse Dagmars forlovelse med den russiske storfyrsttronfølger (Alexander III), 27. maj 1870 prinsesse Thyras konfirmation i slotskirken, prinsesse Thyras og hertugen af Cumberlands ophold på slottet efter deres vielse i København 21. december 1878, fakkeltoget 22. oktober 1885 i anledning af prins Valdemars og prinsesse Maries vielse i Frankrig samme dag, og brudeparrets modtagelse af byen 8. december samme år, festlighederne den 7. september 1887 i anledning af dronningens 70-årige fødselsdag, prins Vilhelm af Glücksborgs bisættelse i slotskirken den 13. september 1893, dagen før ligets overførelse til Roskilde m. m.
Slotsforvaltere på Fredensborg Slot
Galleri
Se også
Chaluphuset
Nordmandsdalen
Ruderne i Fredensborg Slot, hvor der er indridset navne fra en lang række gæster.
Noter
Litteratur
Frederik Weilbach, Fredensborg Slot, 1928.
Fredensborg Slot og Slotshave af Ulla Kjær, Bente Scavenius og Christine Waage Rasmussen, København 2013,
Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme (SLKE)
Lexopen
Residensslotte i Danmark
Fredede slotte og herregårde i Danmark
Slot |
985 | https://da.wikipedia.org/wiki/Dannebrog | Dannebrog | Dannebrog er det i Danmark almindeligt anvendte navn for Danmarks nationalflag. Det er rødt med et hvidt kors, der når til siderne af flaget.
Korsflag kendes fra flere steder, men altovervejende i Nordeuropa, først og fremmest de andre nordiske landeFinland, Sverige, Norge og Islandsamt de autonome områder Åland og Færøerne, og tillige fra det baltiske område, Oldenborg med flere steder, herunder som byflag (fx Pärnu i Estland).
Flaget menes normalt at stamme fra den danske korstogsperiode i 1100-1200-tallet. Den første dokumenterede brug er dog i Valdemar Atterdags våbenskjold fra anden halvdel af 1300-tallet. En velkendt myte om flagets oprindelse angiver, at flaget faldt ned fra himlen under Valdemar Sejrs slag ved Lyndanisse i 1219 mod esterne. De tidligste versioner af sagnet placerer imidlertid denne begivenhed i et slag ved Fellin i 1208. Det drejer sig om to beretninger fra starten af 1500-tallet fra henholdsvis teologen og krønikeskriveren Christiern Pedersen og munken Peder Olsen, som sandsynligvis bygger på den samme, nu ukendte, kilde.
Etymologi
Det er almindeligt accepteret, at ordets andet led (-brog) betegner en form for tøjstykke.
Det har været foreslået, at det første led (danne-) er den samme som i ord som Danevirke og Danmark, altså "dan(sk)ernes". Det har ført til den traditionelle udlægning af ordet som: "danernes fane". En anden mulighed, der har vundet mere indpas i nyere tid, er, at ordet er beslægtet med "dan", det frisiske ord for "rød(farvet)". Denne teori støttes af, at tillægsordet "dannebroget" betyder "rødt med hvide prikker" eller "rødbroget".
Udseende
Den officielle røde farve på Dannebrog kaldes normalt bare for dannebrogsrød. Det tekniske navn på farven er pantone 186C (og farven på orlogsflaget pantone 194C).
Pantone 186C svarer i RGB farver til R224 G024 B054 og HEX koden er #E31836.
Pantone 194C svarer i RGB farver til R172 G002 B052 og HEX koden er #AC0234.
Andre data i standarden (DS 359 'Flagdug') er:
Rivstyrke: Mindst 76 newton i kædetrådene og 62 newton i skudtrådene.
Materiale (fra og med 2005): 100% polyester.
Vægt: 130 – 175 gram pr. m².
I en forordning fra 1748 er målene for koffardiflagene blevet fastsat, og de samme mål gælder for Dannebrog. Målene er illustreret i figuren til højre (28:37).
Når bagkanten er vokset (til 28:37 med en slidkant), er det dels fordi, man ville have noget at klippe af, når flaget blev slidt, dels fordi flaget ikke smældede så meget, når det var langt og smalt, dels er det en påvirking fra vimplerne, og dels er forkanten på et flag mere udstrakt end bagkanten, og derfor bør flagets midte være forskudt imod stangen, for at det ser rigtigt ud på afstand.
Ud fra en historisk betragtning var flaget i begyndelsen kvadratisk (efter solkorset) og blev først ved reformationen ændret til et galgekors – det nuværende udseende. De kvadratiske versioner kan bl.a. ses hos Gelre (se nedenfor) samt i mange tidlige danske militære faner.
Forholdet mellem flagstang og dannebrogs højde bør være 5:1 (10 m flagstang – dannebrog 200 cm højt).
Ved flag på halv stang (begravelser) skal underkanten af flaget være midt på flagstangen.
Myten om Dannebrogs fald fra himlen
Dannebrogs oprindelse er knyttet til en populær myte, der fortæller, at flaget skulle være faldet ned fra himlen som et tegn fra Gud under et slag i Estland i starten af 1200-tallet. De tidligst dokumenterede gengivelser af myten er fra 1500-tallet i form af dels forfatteren af Danske Krønike fra 1520'erne Christiern Pedersen og dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde. Både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Begge ser ud til at bygge på den samme, nu ukendte kilde, der omtaler myten i forbindelse med et ellers ukendt korstog til Livland i 1208. Peder Olsen ændrede imidlertid dateringen af slaget til 1219, og en række historikere har fulgt ham siden. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, Collectanea, til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527, lyder:
"Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220)."
Historikeren Arild Huitfeldt gav Dannebrogsmyten den endelige form, som vi kender i dag, i sin krønike fra 1599, hvor han tidsfæstede den til slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. I sin krønike overlod Huitfeldt det dog til læseren at bedømme, hvorvidt flaget blev givet til Valdemar Sejr af paven som et korstogsmærke, eller om beretningen om faldet fra himlen skulle tages som symbol for, at sejr alene tildeles af Gud. Den senere danske historieskriver Thomas Bartholin var derimod i sin historie om Dannebrogsordenen uenig med Huitfeldt. Bartholin erklærede sig overbevist om, at flaget var faldet ned fra himlen i 1219 som et sandt mirakel.
Sagnet om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede, men lignende historier om guddommelige tegn fra himlen findes i en række andre lande. Således fortæller en myte om den romerske kejser Konstantin den Store, at han i en åbenbaring så korsets tegn på himlen og hørte en røst sige ordene In hoc signo vinces ("I dette tegn skal du sejre") før et afgørende slag mod en rival i 312. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar - altså en tradition, der tidsfæstes til næsten samme tidspunkt som den danske. Det portugisiske sagn kan have været kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.
Myten om Dannebrogs fald fra himlen anses for at have været mindst lige så vigtig som flaget i sig selv for den danske nationalfølelse og selvforståelse, der voksede frem i løbet af 1800-tallet. Et eksempel er maleren Christian August Lorentzens berømte og handlingsmættede genrebillede fra 1809 af slaget ved Lyndanisse, hvor man ser skyerne åbne sig og flaget dale ned over slagmarken. Et andet vigtigt eksempel er B.S. Ingemanns meget populære historiske roman om Valdemar Sejr, skrevet i 1826, hvor toget til Estland og flagmyten også indgår.
Historie
Danske bannere før Dannebrog
Ifølge traditionen har danske konger tilbage i vikingetiden brugt en ravnefane med Odins ravn broderet i sort på rød bund, når de drog i krig. Kong Knud 2. den Store skulle således have ført et ravnebanner i slaget ved Ashington i Essex i 1016
Korsflag i middelalderen
Korset var et meget benyttet symbol i middelalderen, og farverne rød og hvid går igen flere steder i forskellige kombinationer fra denne tid. Det engelske flag er således en hvid dug med et rødt kors. Ifølge professor i middelalderhistorie Kurt Villads Jensen var der stor symbolværdi i farverne rød og hvid, fordi de symboliserede blod og renhed og dermed var knyttet til den bibelske fortælling om Jesus. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra Biblioteca Nacional i Madrid viser væringer fra Miklagård omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Kombinationen af rød flagdug med hvidt kors dukker også op en del steder i middelalderen, således i fyrstehuset Savoyen, hos det tysk-romerske rige og hos den kristne munkeorden Johanniterordenen, ligesom den samme type flag blev brugt i Frankrig og af byerne Wien, Pisa og Gdansk. Flagets design var dermed velkendt og hyppigt brugt, allerede inden den første dokumenterede brug i Danmark i 1300-tallet.
Det danske korsflags oprindelse
Det er uvist, hvornår Dannebrog først begyndte at blive anvendt af de danske konger. Historisk vides det anvendt i hvert fald siden Valdemar Atterdags regeringstid i 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold Gelre (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke",der viser rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag. Ligeledes i Bellenville-våbenbogen 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet Denenbroce over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret senest fra Valdemar Atterdags tid, men kan også være betydelig tidligere. Mønter, der viser et korsbanner, blev således slået i Danmark allerede under Valdemar den Store, der regerede 1154-82. Det menes derfor normalt, at flaget har sin oprindelse i det danske korstogsengagement, der begyndte under Valdemar den Store.
Den danske 1800-tals-historiker A.D. Jørgensen beskæftigede sig med spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse i flere tidsskriftsartikler. Han diskuterede bl.a. spørgsmålet, om korsflaget kunne være overtaget fra johanniterne under Valdemar Atterdag eller være givet som korstogstegn af paven, men tilbageviste begge muligheder. Han opstillede derpå en selvstændig hypotese om, at korsmærket blev antaget af den danske konge netop i forbindelse med slaget ved Lyndanisse ved biskop Theodoriks mellemkomst. Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optrådte ifølge Jørgensen som missionær både hos liverne og esterne i forskellige episoder med sagnagtige træk. I 1201 fik han en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland. Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder, hvorefter han ifølge Jørgensen sluttede sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland. Da tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og Jørgensen forestillede sig, at han så "lånte" johanniternes korsbanner. Jørgensen forestillede sig, at esterne under slaget ved Lyndanisse i 1219 kunne have angrebet biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som blev opfattet som hovedbanneret (= kongens banner). Det skulle således være det senere Dannebrog, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om. Theodorik døde under slaget, og Jørgensen forestillede sig videre, at omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning efter slaget måtte have været uklare. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel". Jørgensen selv understregede dog, at denne hypotese på intet punkt havde konkret støtte i de skriftlige kilder, og at "kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge."
Dannebrogs senere historie
Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede da Lübecks våben, fordi han ønskede, at han var herre over denne by. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til de tysk-romerske kejseres hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag. Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit segl, og siden har det indgået i alle danske rigsvåbener.
Under krigen i Ditmarsken i 1500 anvendte den danske konges hær et Dannebrogsflag, som 1500-tallets historieskrivere opfattede som det originale fra 1219, "nedfalden fra himlen til kong Valdemar II". Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. De ophængte det i kirken i Wöhrden, og det blev først generobret af danskerne i 1559 – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig Domkirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.
I borgerkrigen Grevens fejde anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme.
Nyere tid
Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner. Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag; derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for. 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.
I 1807 digtede B.S. Ingemann:
"Vift højt på Kodans bølgeblodrøde Dannebrog"
og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog. I 1830'erne og 1840'erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. Der blev dog indført flagforbud for borgere i 1834. I 1842 blev Dannebrog regimentsfane i hele hæren, og i 1854 fik almindelige danske borgere ret til at hejse Dannebrog (dog ikke splitflag), da flagforbuddet blev ophævet igen.
Lovgivning
Skik og brug
Der er ingen dansk lovgivning, der direkte regulerer borgernes flagning med Dannebrog, men en række regler på enkeltområder og sædvane dækker en del af brugen.
En udbredt skik er, at flaget først må hejses ved solopgang, dog aldrig tidligere end klokken 08.00, og flaget tages ned senest ved solnedgang. Flag kan godt forblive oppe, såfremt det er belyst med projektør eller lignende.
Det er en udbredt skik, at Dannebrog aldrig må røre jorden, da flaget som udgangspunkt altid må behandles med værdighed. En myte siger også, at hvis Dannebrog rører jorden, vil Danmark komme i krig igen. Hos spejderbevægelsen er der en særlig procedure omkring flaghejsning.
Regler for offentlige myndigheders brug af Dannebrog
Officielle flagdage
Om flagning til minde om 2. verdenskrig
Når man flager med flere landes flag
Officielle flag
Rigets flag/Splitflaget er Kongeriget's officielle symbol og må kun anvendes af statsinstutioner (med få undtagelser – se nedenfor) som forsvaret og kongehuset. Kongeriget Danmarks suverænitetsflag – rigets flag – føres fra Batteriet Sixtus på Marinestation København (ex Flådestation Holmen).
Som flag fører hæren og flyvevåbnet det samme splitflag som øvrige statsinstitutioner, mens søværnet i stedet fører et såkaldt orlogsflag, der har en mørkere rød farve end almindelige flag; kraprød eller i denne sammenhæng oftest omtalt som orlogsrød. Flaget følger dog samme dimensioner som de øvrige splitflag.
Desuden har Kongehuset og andre statsinstitutioner ofte deres egne flag. Det er normalt et splitflag med et særligt mærke indsat enten hvor korsarmene mødes eller i øverste venstre hjørne af flaget.
Kongelige flag
Det nuværende kongeflag blev indført 16. november 1972 da Margrethe 2. indførte en ny version af kongevåbenet. Kongeflaget er et splitflag med kongevåbenet i et hvidt kvadrat i midten.
Andre kongelige flag
Historiske kongelige flag
Private, der må flage med splitflag
En række andre har særlig tilladelse til at flage med splitflag eller har flaget uden at lovhjemlen har været kendt.
Salmonsens Konversationsleksikon fra 1919 har en liste over private borgere og institutioner, der har ret til at flage med splitflag.
Skipperforeningen i København
Flagmagerlavet (som Skilt)
Studenterforeningen
Klampenborg Badeetablissement
Bryggeriet Carlsberg, ved kongelig reskript af 10. oktober 1876
Officersforeningen
Den Kongelige Porcelænsfabrik
Det kgl. danske Haveselskab
Skamlingsbankeselskabet, siden 1891
Det kgl. Vaisenhus
Søofficersforeningen
Marienlyst Badeetablissement
Grevskabet Lerchenborg
Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn 1888
Polyteknisk Forening, studenterforeningen ved DTU, der har lov til at flage med splitflag, da den er indstiftet ved kongelig forordning.
Desuden kan "herboende danske tilhørende, dæksbåde (halvdæksbåde), som udelukkende er bestemt til lystfart" føre det såkaldte yacht-flag, der er et orlogsrødt splitflag, med teksten Y.F. skrevet med gylden skrift i øverste venstre kvadrant.
Andre private organisationer
Følgende private organísationer har efter sigende ret til at føre splitflag. Der mangler dog dokumentation for dette.
Livsforsikringsanstalten af 1871
Roforeninger under Dansk forening for Rosport, Splitflag med DFfR med gylden skrift i øverste venstre kvadrant
Udtjente flag
Danmarks-Samfundet anbefaler, at man tilintetgør et udtjent og ikke-præsentabelt Dannebrog – enten ved at brænde det selv eller lægge det som affald, der sendes til forbrænding. Det skal sikre, at flaget ikke ender med at blive brugt uhensigtsmæssigt som fx pudseklud.
Se også
Bornholmsflaget
Ærøs flag
Danmarks-samfundet
Finlands flag
Flagdag
Nationalflag
Nordens flag
Norges flag
Savoyens flag minder meget om Dannebrog.
Johanniterordenen#Malteserordenen i nutiden - Malteserordenens flag minder meget om Dannebrog
Skånelands flag
Sveriges flag
Trelleborg Byvåbnet for den skånske by Trelleborg er et tårn smykket med to flag. Det var oprindeligt Dannebrogsflag.
Valdemarsdag
Vendelbrog
Noter
Litteratur
Sven Tito Achen: Heraldikkens femten glæder; København 1978;
Janus Møller Jensen: Denmark and the Crusades, 1400-1650. Udgivet af Brill, 2007. Revideret udgave af ph.d.-afhandling forsvaret ved Syddansk Universitet, 2005.
John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i Skalk 2001, nr. 6, s. 20-27)
Eksterne henvisninger
Dannebrog. Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet
Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge
Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969, s. 7-81)
A. D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (Historisk Tidsskrift, 4. række, Bind 5; 1875)
A. D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (Historisk Tidsskrift, 6. række, Bind 1; 1887)
J. O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (Danske Studier 1951; s. 34-48)
E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (Historisk Tidsskrift, Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566)
Flagets historie, i Dansk Marinehistorie af Johnny E. Balsved,
Nordisk Flagselskab
De Kongelige Flag på kongehuset.dk
Danmark i middelalderen
Nordiske korsflag
Nationale flag |
986 | https://da.wikipedia.org/wiki/S%C3%B8ndag | Søndag | Søndag er den første ugedag i mange engelsktalende lande, men i Danmark (og efter ISO-standarden på området) har det siden 1. januar 1973 været den sidste ugedag.
Dette har indvirkning på ugenummereringen, da den første uge i året i det danske kalendersystem er den uge, der indeholder årets første torsdag. I de lande, som har søndag som første ugedag, er den uge den første, som indeholder årets første onsdag.
Navnet søndag, er en rest af den hedenske betegnelse "Solens dag". Ordet stammer fra oldnordisk sunnudagr, som betyder solens dag.
Omkring år 300 kom betegnelsen Herrens dag (latin: dies dominicus) på banen. Fra denne betegnelse stammer f.eks. det italienske domenica, det spanske domingo og det franske dimanche. Det første koncil i Nikæa i 325 vedtog, at søndagen skulle være den kristne helligdag og ikke lørdagen.
Ugedage |
987 | https://da.wikipedia.org/wiki/Den%20lille%20Havfrue | Den lille Havfrue | Den lille havfrue er en skulptur på Langelinie i København, der byder velkommen i Københavns Havn og er en af Danmarks største turistattraktioner. Den illustrerer H.C. Andersens eventyr Den lille Havfrue. Skulpturen er skænket af brygger Carl Jacobsen og udført af billedhuggeren Edvard Eriksen. Som model til skulpturen brugte Edvard Eriksen sin kone, Eline Eriksen. Statuen blev opstillet på Langelinie den 23. august 1913.
Senere historie
I september 2006 blev skulpturgruppen Det genmodificerede Paradis af kunstneren Bjørn Nørgaard indviet ved Langelinie. Denne skulpturgruppe står få hundrede meter fra Den lille Havfrue, og en af skulpturerne i gruppen er også en havfrueskulptur: Den genmodificerede Havfrue.
I 2010 var originalstatuen flyttet til Shanghai i et halvt år i forbindelse med Expo 2010. I stedet var der på dens plads på Langelinie opstillet en skærm, der live viste statuen på pavillonen i Shanghai.
Den lille Havfrue kom tilbage på sin plads 20. november 2010 kl. 14.00.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen, overborgmester Frank Jensen og Kinas ambassadør Xie Hangsheng tog imod statuen på Langelinie.
Hærværk
Havfruen mistede første gang sit hoved i 1964. Det var savet af, og hverken hovedet eller den skyldige er fundet. Kunstneren Jørgen Nash påstod at kende forbryderen, men nægtede at afsløre identiteten. I 1997 beskrev han i sin erindringsbog En havfruemorder krydser sit spor, at han havde smidt det afskårne hoved i Utterslev Mose.
Den 22. juli 1984 gik det ud over venstre arm. Den blev savet af; men gerningsmændene meldte sig et par dage senere medbringende armen, der forholdsvis hurtigt kunne sættes på igen. Regningen til gerningsmændene var dog betydelig.
Anden gang havfruen mistede hovedet var i 1998. I løbet af natten havde ukendte gerningsmænd savet statuens hoved af med en nedstryger. De kontaktede pr. telefon freelancefotografen Michael Forsmark Poulsen tidligt på morgenen, og han informerede politiet efter at have taget billeder af statuen. De følgende dage gik historien verden rundt på alverdens tv-stationer og aviser. Tre dage senere blev statuens hoved fundet, da gerningsmændene igen kontaktede fotografen, som tjente omkring 100.000 kr. på sine billeder af Den lille Havfrue med det manglende hoved. Michael Forsmark Poulsen blev anholdt og sigtet for selv at have øvet hærværket, men blev to uger senere atter løsladt. I november 1998 blev sigtelserne mod ham og to andre opgivet.
Den 11. september 2003 af ukendte gerningsmænd væltet ned fra sin sten, muligvis ved hjælp af sprængstof.
Den 30. maj 2017 blev havfruen malet rød. Hærværket var tilsyneladende politisk motiveret, for på jorden foran statuen var der med rød farve skrevet "Danmark defend the whales of the Faroe Islands" (Danmark, beskyt Færøernes hvaler).
Senest den 3. juli 2020 blev soklen påmalet teksten "RACIST FISH", mens der blev sat klistermærker over statuens bryster samt det ene knæ.
Kopier
Ved reetablering af statuen efter hærværk kan bronzestøberen støtte sig til, at der findes to gipskopier af den. Statuen ved Langelinie i København har altid været en kopi af den originale skulptur, som Edvard Eriksens arvinger er i besiddelse af. Familien sælger kopier af statuen.
Der står derfor kopier af statuen i Solvang i Californien; i Kimballton i Iowa; på Forest Lawn-kirkegården i Glendale i Californien, hvor Walt Disney ligger gravlagt..
I Vancouver i Canada står en figur, som ikke er en nøjagtig kopi, men nærmere en Parafrase, men også en bronzestøbning, kaldet girl in wet suit ("pige i våddragt").
Ophavsret
Ophavsretten til billeder og andre gengivelser af statuen varetages af selskabet Edvard Eriksens Arvinger I/S. Selskabet har i flere tilfælde fremført krav i størrelsesordenen 10.000 kroner mod medier, der har anvendt billeder, hvor statuen er hovedmotivet. David Trads, der har været chefredaktør på et medie, der har modtaget et krav, har betegnet varetagelsen af ophavsretten som absurd: "Det er absurd, at nogle dovne arvinger skal score kassen på en lille statue, der sidder ude i havet".
I 2020 gav Københavns Byret arvingerne ret til et stort krav på 285.000 kroner mod Berlingske for at have benyttet en satiretegning lavet af Rasmus Meisler af Den Lille Havfrue.
Dommen blev i 2022 stadfæstet i landsretten. Berlingske har fået godkendt at få prøvet sagen ved Højesteret.
Den 1. januar 2030 ophører ophavsrettens beskyttelsestid til statuen, da Edvard Eriksen til den tid har været død i 70 hele år.
Kilder
Eksterne henvisninger
Den lille havfrue på VisitCopenhagen
Københavnske seværdigheder
Turisme i Danmark
Skulpturer i Danmark
Østerbro
Monumenter i København |
989 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mellem%C3%B8sten | Mellemøsten | Mellemøsten er et geopolitisk og kulturelt område, som sædvanligvis dækker det sydvestlige Asien og Egypten.
Området består af landene omkring den sydøstlige del af Middelhavet og øst herfor, samt af landene ved den Persiske Bugt. Det er ikke klart defineret, hvilke lande, der tilhører regionen.
Navnets ophav
Betegnelsen "Mellemøsten" blev opfundet i 1902 af den amerikanske søofficer Alfred T. Mahan, der skrev for Londons National Review. Her benyttede han det nye ord i sin opfordring til briterne om at forstærke flådestyrkerne i den Persiske Bugt. Den amerikanske historiker Roderic Davison forklarer Mahans Mellemøsten som "et ubestemmeligt område, der bevogter en del af søvejen fra Suez til Singapore". Begrebet "Mellemøsten" spillede på "Det nære østen" og "Det fjerne østen", som allerede var gået ind i sproget.
Lande i Mellemøsten
Bahrain
Cypern
Forenede Arabiske Emirater
Irak
Iran
Israel
Jordan
Kuwait
Libanon
Oman
Palæstina
Saudi-Arabien
Syrien
Tyrkiet (asiatiske del)
Yemen
Qatar
Egypten (Sinai-halvøen)
En ældre betegnelse for samme område er Nærorienten.
Betegnelsen bruges som regel i politiske, økonomiske, historiske og lignende sammenhænge. I geografiske sammenhænge anvendes ofte betegnelsen Vestasien. Her er landene beliggende i Afrika dog ikke medtaget.
Henvisninger
Se også
Verdens lande
Geografi efter kontinent |
990 | https://da.wikipedia.org/wiki/J%C3%B8dedom | Jødedom | Jødedommen er jøders traditionelle religion og den ældste af de tre store monoteistiske verdensreligioner. Centralt i jødedommen står en række hellige skrifter, væsentligst jødedommens hellige bog, Tanakh (Det Gamle Testamente], og dernæst Talmud. Jødedommen praktiseres af ca. 14 mio. mennesker over hele verden, heraf flest i Israel (ca. 6 mio.) og USA (ca. 5 mio.). I Danmark bor der ca. 6.500 jøder. Ca. 0,2% af verdens befolkning er jøder. Kristendommen og islam kan spore deres forhistorie tilbage til jødedommens tidlige former. Jødedommen er en såkaldt "etnoreligiøs" religion, dvs. at den er knyttet til det jødiske folk.
Ordene "jøde" og jødisk" er – ud over at være religiøse betegnelser – også etniske betegnelser. Det vil sige: De angiver et tilhørsforhold til det jødiske folk. Det indebærer traditionelt at børn, der er født af en jødisk mor betegnes som jøder. Herudover tælles også dem der er konverteret til jødedommen (som religion). I de officielle statistikker regnes almindeligvis kun med personer der selv betegner sig som jøder, hvad enten de praktiserer religionen eller ikke. Som etnisk betegnelse er der ikke tale om en national bestemmelse, idet jøder tilhører forskellige nationer over hele verden.
Grundtræk
Jødedommen er en monoteistisk religion og lærer som sådan at der kun er én Gud, Jahve, som alene er tilbedelsesværdig. Denne Gud er almægtig, alvidende og evig og har åbenbaret sig selv for det jødiske folk som beskrevet i de jødiske hellige skrifter, ifølge hvilke han også udvælger netop dette folk som sit eget og forsyner dem med 613 påbud og forbud, de såkaldte mitzvot, hvis overholdelse er central i jødisk religion. Denne Gud må ikke afbildes, og hans navn må ikke udtales. I de jødiske hellige skrifter forekommer hellignavnet JHVH (tetragrammet), hvilket ved højtlæsning erstattes med adonai (Herren), hashem (Navnet) eller lign.
Som centrum for det jødiske religiøse og kulturelle liv står synagogerne som forsamlingshuse for den jødiske menighed, hvor også den jødiske gudstjeneste afholdes hver sabbat. En anden central rolle spiller rabbinere, religiøse lærde der er uddannet i jødisk tradition og lov, og som ofte fungerer som overhoveder for individuelle menigheder.
Omskæring af drengebørn på ottendedagen efter fødslen er en helt central rite. Omskæring regnes for et tegn på den pagt med Gud, som forbinder drengebarnet med Abrahams slægt, det jødiske folk – og Gud selv. Selve omskæringen foretages af en særlig uddannet lægmand (mohel) og fejres som en stor glædesfest. I Danmark er der nu om dage krav om at en læge overværer indgrebet, der som regel finder sted efter hjemkomsten fra hospitalet.
Slægten og familien spiller en overmåde vigtig rolle i såvel de jødiske forestillinger som i den konkrete levevis. Ved bryllupsritualet i synagogen forenes parret under en baldakin (chuppah), som opstilles i synagogen. Parret vies på grundlag af de samme gammeltestamentlige tekster som bruges i den kristne kirke, dog oftest i en anden redaktion og oversættelse. Vielsen kan i princippet ophæves igen i henhold til særlige religiøse kontrakter, som kan udarbejdes af parterne og rabbineren, dvs. den jødiske religiøse specialist og lovkyndige der bestyrer menighedens liv.
Helligdage
De jødiske fester og helligdage (haggim) tager som regel udgangspunkt i centrale begivenheder i det jødiske folks historie.
Sabbat
Den vigtigste helligdag i jødedommen er sabbatten; en ugentlig helligdag, der fejres fra solnedgang om fredagen til solnedgang om lørdagen. Sabbatten tager som sit forbillede beretningen fra 1. Mosebog, hvor Gud efter på seks dage at have arbejdet med at skabe verden, hvilede på syvendedagen. Sabbatten tjener således som en hviledag der samler hele familien, og hvor det ikke er tilladt at arbejde. Sabbatten er foreskrevet i de ti bud.
Pesach
En af de vigtigste fester i jødedommen er Pesach, svarende til den kristne påske. Pesach, der betyder "forbigang" fejres til minde om udfrielsen fra slaveriet i Egypten (exodus). Udtrykket Forbigang henviser til dødens engel, der skulle slå alle førstefødte ihjel men netop gik forbi de jødiske huse, hvor der var smurt blod fra slagtede lam på dørstolperne. Højtiden kaldes også "De usyrede brøds fest", fordi usyret brød spiller en central rolle både før og under festen. Huset renses omhyggeligt for alt syret (gæret), og alt husgeråd der har været i berøring med syrede fødevarer erstattes af særligt Pesach-service. Højtidens centrale begivenhed er seder, et fællesmåltid der afholdes på festens første aften, hvor der spises en række traditionelle retter der er symbolsk knyttet til udvandringen fra Egypten.
Shavuot
Ifølge 3. Mosebog er jøderne forpligtet til at tælle syv uger fra Pesachs anden dag. Efter disse 49 dage kommer man frem til Shavuot-festen. Shavuot betyder egentlig "uger". På shavuot takker jøderne Gud for modtagelsen af Torah.
Sukkot
Sukkot eller løvhyttefesten ihukommer israelitternes vandring gennem ørkenen efter flugten fra Egypten og falder sammen med frugthøsten. Sukkot fejres ved at bygge små hytter, der dekoreres med frugt og grøntsager. I disse hytter spiser og sover man de syv dage festivalen varer.
Rosh Hashanah
Rosh Hashanah betyder "årets begyndelse (egentlig hoved)" og fejres som det jødiske nytår, om end højtiden falder på den 7. måned i den jødiske kalender. Festen fejrer verdens skabelse og indleder de såkaldte bodsdage, ti dage, der varer til Yom Kippur, under hvilken folk opfordres til at undskylde over for dem, de har gjort uret.
Yom Kippur
Forsoningsdagen Yom Kippur var i førkristen tid den dag om året, hvor den jødiske ypperstepræst trådte ind i templets allerhelligste rum for at udføre et ritual der skulle skaffe hele det jødiske folk soning for deres synder. I moderne jødedom er dagen helliget bøn, faste og bodsgerninger centreret om renselse og Guds nåde. Yom Kippur er således kulminationen på bodsdagene og regnes ofte for den mest betydningsfulde enkeltstående helligdag.
Chanukah
Chanukah eller Hanukkah er den jødiske lysfestival. Ordet Chanukah betyder "at dedicere", og helligdagen falder typisk omkring den kristne jul. På den første dag tændes et lys, på den anden to og så videre de næste otte dage Chanukah varer. Det skal symbolisere de otte dage hvor den jødiske gruppe Maccabeerne fik en lampes olie til at vare otte dage, selv om der kun var beregnet olie nok til en dag. Helligdagene er blevet mere populære efter at julen har fået større kulturel plads i den vestlige verden og anses nu for at være helligdage specielt til børn. I den forbindelse er det skik at give gaver hver dag, og give familien chokolademønter kendt som Hanukkah Gelt (Gelt er et yiddish ord, der, som det tyske 'Geld', betyder penge).
Historie
Tilhængere af jødedommen sporer deres religion tilbage til patriarken Abraham, der regnes for jødernes stamfader, der sluttede pagt med Jahve.
Israelitternes 12 stammer var under sagnkongerne David og Salomon angiveligt samlet i et rige med Salomons tempel i Jerusalem som vigtigste helligdom. Der findes dog ikke historiske eller arkæologiske beviser for det. Før 586 f.Kr. synes polyteisme at have været udbredt blandt israeliterne. Arkæologiske fund giver det indtryk at israeliternes religion ikke adskilte sig væsentligt fra kanaanæisk religion. El blev dyrket som gudernes konge og verdens skaber, og El udpegede Jahve som stammegud for israelitterne. Ashera blev dyrket som frugtbarhedsgudinde og El/Jahves kone, og deres søn var tordenguden Baal. Disse guddomme blev dyrket på helligsteder og i helligdomme rundt om i landet. Efter Salomon blev riget ifølge Bibelen delt i et nordrige, Israel, med kongelige templer i Dan og Bethel samt et sydrige, Juda, med kongeligt tempel i Jerusalem. De ti stammer i Israel blev løbet over ende af assyrerne i 722 f.Kr. hvorefter disse ti stammer ophørte med at eksistere. I 622 f.Kr. centraliserede kong Josia af Juda ifølge Biblen religionsudøvelsen, så ofringer herefter kun måtte foregå i templet i Jerusalem. Den babylonske kong Nebukadnesar erobrede Juda i 586 f.Kr., i hvilken forbindelse han ødelagde templet i Jerusalem og førte en del af indbyggerne i eksil i Babylon.
Det babylonske eksil varede indtil 536 f.Kr., da perserkongen Kyros løslod jøderne og lod dem vende hjem, hvor de genopbyggede templet i 515 f.Kr. I de efterfølgende århundreder fik jødiske hellige skrifter omtrent den form de har i dag, men forfatterne/redaktørerne har også trukket på langt ældre kilder. Herefter overlever hebræisk som helligt sprog, mens jøderne begyndte at tale aramæisk eller græsk til daglig. Samaritanerne var efterkommere af israelitter og kanaanæere fra nordriget Israel, som overlevede den assyriske besættelse, og disse anså Mosebøgerne som deres hellige skrifter. Da jøderne imidlertid ikke anså dem for racerene, bliver deres religion normalt regnet som en selvstændig religion. Frem til 70 e.Kr. opstod divergerende retninger af jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essenerne synes at have været de væsentligste. Endvidere opstod en række messianske og/eller apokalyptiske bevægelser, hvoraf en udvikler sig til kristendommen. Et oprør mod romerne endte med Jerusalems ødelæggelse og nedbrænding af templet i 70 e.Kr. Med nedbrændingen af templet ophører jødedommen som offerreligion.
Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som bygger videre på farisæerne, samt kristendommen som hurtigt udskilte sig som en selvstændig religion.
Kilder |
992 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mara%20%28pattedyr%29 | Mara (pattedyr) | Maraen (latin: Dolichotis patagona) er i familie med marsvinet, men ligner mere en hare. Den kaldes derfor også for pampasharen. Maraen er en forholdsvis stor gnaver med lange, meget tynde ben. Maraen lever i pampas og busket steppe i det centrale og sydlige Argentina.
Kilder/henvisninger
Lexopen
http://www.zoo.dk
Københavns Zoo
Marsvinfamilien |
993 | https://da.wikipedia.org/wiki/Humboldtpingvin | Humboldtpingvin | Humboldtpingvin (latin: Spheniscus humboldti) er en pingvinart, der lever ved Sydamerikas vestkyst, ved Chile og Peru.
Udseende
Humboldtpingvinen vejer 4,2-5,0 kg og er cirka 67-72 cm i højden. Kønnene ligner hinanden, men hanner er ofte større end hunnerne. Hver humboldtpingvin har et individuelt mønster af prikker på brystet, hvilket kun ses ved tropiske pingviner. Den er også den eneste af pingvinerne som har et område med kød ved næbbets start.
Føde
Humboldtpingvinen jager i havet, og man mener at den bruger lugtesansen til at spore sig ind på byttet. Pingvinen lever af små fisk, blæksprutter, krill, krebsdyr, ansjoser og makreller. Byttet kan have en længde på 36-270 mm. Den sluger altid fiskene med hovedet først, da byttets gæller og finner ellers kan sætte sig fast i spiserøret.
Reproduktion
Humboldtpingvinen bygger rede på øer eller klippestykker på fastlandet. Som redemateriale bruges små grene, sten og fæces. Hunnen lægger to æg to gange om året og udrugningen varer 42-45 dage. Æggene klækker med 2-4 dages mellemrum, da de også lægges med 2-4 dages mellemrum. Afkommet bliver fodret fra begge forældres kro i 10-12 uger, hvorefter de udvikler en vandtæt fjerdragt og selv kan jage i havet. Ungerne har grå dunfjer fra klækningen, og vil først begynde at ligne voksne pingviner efter 12-14 måneder.
Fældning
Pingviners fjerdragt beskytter dem mod vand og virker som isolator. Når pingvinen fælder (udskifter fjerdragten) er fjerene ikke længere beskyttende og den må derfor holde sig på land. Pingvinen kan ikke jage i tiden hvor fældningen foregår, men har forinden fedet sig op. Det tager omkring 21 dage, før den nye fjerdragt er klar og pingvinen igen kan gå i vandet og jage. I det sydlige Peru fælder humboldtpingvinerne i januar-februar, hvor de i det nordlige og centrale af Chile gør det en måned senere.
Hybrid-eksemplar
København Zoo havde i slutningen af 1980'erne en enkelt springpingvinhun sammen med sine humboldtpingviner. Hunnen fik efter mange parringsforsøg en unge, som viste sig at være halvt af hver, altså en hybrid. Den døde efter et års tid af stofskifterelaterede problemer, formentlig netop forårsaget af hybridiseringen.
Noter
Perus fugle
Stillehavets fugle
Pingviner |
995 | https://da.wikipedia.org/wiki/Hectors%20delfin | Hectors delfin | Hectors delfin (Cephalorhynchus hectori) er en hvalart i delfinfamilien, der lever omkring New Zealand. Det er en af verdens mindste hvaler med en længde på kun 1,4 meter og vægt på 50 kg. Det er en truet art, og bestanden ved Nordøen er kritisk truet af udryddelse.
Udseende
Hectors delfin er den mindste af delfinerne. En udvokset delfin er 120-160 centimeter lang og vejer 40–60 kg. Hunnen er lidt større end hannen. Hectors delfin er mere kompakt end andre delfiner og uden et synligt næb. Det tydeligste kendetegn for Hectors delfin er dens afrundede rygfinne. Dens lighed med et Mickey Mouse-øre har gjort, at delfinen i New Zealand undertiden kaldes "Mickey Mouse Dolphin".
Ud over rygfinnen er haleparti og luffer sorte. Desuden er snudespidsen sort, og fra øjet til luffen findes et mørkt felt. På undersiden er Hectors delfin hvid, og et hvidt fingerformet felt strækker sig op på siden bagud mod halen. Hannen af den almindeligste underart C. h. hectori, der lever omkring Sydøen, har et stort mørkt hjerteformet felt omkring kønsslidsen på den ellers hvide underside. Resten af delfinens krop er blågrå.
Levevis
Hectors delfin lever i små grupper med 2 – 12 individer. Grupperne af delfiner er ikke rigtige familiegrupper, ligesom hos spækhuggerne. I stedet skifter Hectors delfiner tit gruppe. Kun delfinmoderen og dens kalv holder sig tæt sammen. En Hectors delfin kan blive omkring 20 år. Når hunnen er mellem 7 og 9 år, kan hun blive drægtig. Den kan nå at få omkring 4 – 6 unger i løbet af sit liv.
Unger
Hectors delfin føder sine unger om foråret og om sommeren. Ungen fødes under vandet og som regel med halen først som hos andre tandhvaler. Moderen kan hjælpe ungen op til overfladen, så den kan trække vejret. Ungen er, når den bliver født, omkring 77 centimeter lang.
I forhold til landpattedyrene er det relativt nemt for delfiner og andre hvaler at føde, for ungen har ingen hofteben, der kan være i vejen og moderen har kun et rudimentært bækken. Fostrets rygfinne og luffer ligger sammenfoldet, for ikke at komme i vejen under fødslen. Når ungen bliver født, har den striber på siderne. De skyldes at ungen ligger sidelæns bøjet inde i moderen med hovedet nær halen. Der dannes på den måde folder i huden, hvilket efter fødslen kan ses som vertikale striber. Striberne kan findes på begge sider af kalven, da fostret i løbet af drægtighedsperioden kan være bøjet til begge sider. Der går seks måneder, før striberne forsvinder.
Ungen lever af moderens mælk i den første tid. Dievorterne sidder i hudfolder på moderes bug. Når ungen skal die, vippes de ud af hudfolden. Ungens tunge, der er frynset af fjerlignende hår, omkranser dievorten og mælken sprøjtes ind i ungens mund.
Føde
Hectors delfin lever af fisk, f.eks. "sprat" (fisk beslægtet med brisling) og "yelloweyed mullet" (multe), som er små stimefisk. Delfinerne kan også tage krabber, hummere og krill.
Hectors delfin har brug for meget føde i forhold til dens størrelse. Den lever i vand, der kan blive helt ned til 6 grader, så den skal derfor have mindst 4 kg føde i døgnet.
Udbredelse
Hectors delfin findes kun omkring New Zealand. Bestanden blev i 2016 anslået til at være 15.000 individer. Den holder til i lavvandede områder, normalt mindre end 1 kilometer fra kysten. Den ses også ved flodmundinger og vides at foretage korte vandringer op ad floder.
Der findes to underarter, hvor C. h. hectori, den mest almindelige underart, findes omkring Sydøen, og den kritisk truede Mauis delfin (C. h. maui) findes ud for Nordøens nordvestlige kyst.
Trusler
Hectors delfin bliver fanget i fiskenet og drukner. Mange af de delfiner, man finder døde langs med New Zealands kyst er døde på den måde. Delfinen kan ikke høre ekkoet fra nettet, fordi trådene er så tynde, at de kun sender et meget svagt ekko tilbage, men delfinen kan se og høre fiskene i nettet og vil forsøge at fange dem.
Man prøver, ligesom med marsvinene i Danmark, at finde løsninger på dette problem. F.eks. er det forsøgt at sætte små højttalere på fiskenettene. Når lyden af en spækhugger afspilles under vandet, flygter delfinerne. Man sætter desuden små plader på nettene, som gør det muligt for delfinen at registrere nettet med sin sonar.
En hun af Hectors delfin får kun en enkelt kalv hvert andet eller tredje år. Derfor tager det mange år at øge bestanden.
Blandt delfinens naturlige fjender tæller både spækhugger og hajer som brednæset syvgællet haj (Notorynchus cepedianus) og blåhaj (Prionace glauca). Desuden kan de newzealandske sæler af og til også jage Hectors delfin.
Også forurening er en trussel mod Hectors delfin. Et olieudslip eller udslip af andre giftige kemikalier i havet omkring New Zealand ville være en katastrofe. Derfor har New Zealand meget strenge regler for hvor olietankere må sejle, så de ikke risikerer at gå på grund.
Kilder og eksterne henvisninger
Delfiner
Dagens artikel
Dyr fra New Zealand |
997 | https://da.wikipedia.org/wiki/Alger | Alger | Alger kan på baggrund af deres størrelse inddeles i to overordnede grupper:
Mikroalger: encellede organismer, der sammen med cyanobakterier udgør planteplanktonet, selvom ingen af delene er planter.
Makroalger eller tang: større flercellede alger som f.eks. blæretang. Her hører grøn- og rødalger til planterne.
Disse grupper er ikke systematiske. Mikroalgerne omfatter furealger (dinoflagellater), glaucofytter, gulalger, haptophycéer, kiselalger (diatoméer), rekylalger og øjealger samt visse grønalger. Makroalgerne udgøres af de andre grønalger, brunalgerne og rødalgerne.
De fleste alger kan udføre fotosyntese og mange af dem er vigtige primærproducenter i akvatiske økosystemer. Alger i planteplankton er en vigtig kilde til bestemmelse af graden af næringsindhold i vand. Hvis der findes mange grønalger (dog ikke fra ordenen af desmidiacéer) og en lav artsdiversitet i planteplanktonet, tyder det på at det undersøgte område er næringsbelastet.
Cyanobakterier (der tidligere kaldtes blågrønalger), furealger og visse andre mikroalger kan være giftige og kan være en sundhedsrisiko for mennesker og dyr, både gennem fødekæden, ved algeopblomstring og i overfladevand, der bliver brugt som drikkevand.
Tang vokser normalt på forskellig dybde. Tang af grønalgegruppen vokser nærmest vandoverfladen, rødalger vokser på 10-30 meters dybde, og brunalger vokser midt imellem.
Systematik
Gruppen alger (eller tang) er "falsk", på samme måde som f.eks. skaldyr der omfatter både muslinger, snegle og krebsdyr, eller grøntsager der omfatter både frugter som f.eks. tomat og rødder som f.eks. gulerod. Sådanne betegnelser er relevante for at vi som mennesker kan beskrive hvad vi ser ud fra form og farve alene. En sådan falsk gruppe kaldes indenfor den fylogenetiske systematik for en parafyletisk gruppe, dvs. en gruppe hvis medlemmer deler en fælles stamform, men hvor ikke alle efterkommere af den stamform er medregnet.
Blågrønalger opfattes i dag slet ikke som en form for alger og betegnes i stedet cyanobakterier. Disse hører til domænet Eubacteria – bakterier.
Blågrønalger spiller imidlertid alligevel en væsentlig rolle inden for algernes og planternes systematik, idet man ifølge endosymbiontteorien mener at grønkorn (med klorofyl) oprindeligt var netop cyanobakterier som blev assimileret af fødesøgende mikroorganismer uden at blive nedbrudt.
De organismer som i dag betegner som alger tilhører alle domænet Eucaryota, men er inden for denne gruppering placeret i vidt forskellige rækker. Grupperingen er i dag hovedsageligt baseret på generationen af endosymbionti, typen af klorofyl og antallet af flageller.
Første generation af endosymbionti (dvs. første assimilation af grønkorn) dækkes af gruppen Archaeplastida, hvorunder bl.a. planteriget findes repræsenteret:
Archaeplastida
Rødalger (Rhodophyta)
Glaucophyta – mikroskopiske grønne alger
Planter
Stængelplanter
Grønalger
Charofytter (Charophyta) – omfatter bl.a. kransalger
Gruppen Archaeplastida ses således at omfatte dels egentlige planter, og dels en lang række ret forskellige organismer, der alle under ét omtales om alger. Og allerede inden for denne gruppe er algerne ret forskellige: Rødalger er røde, de lever i saltvand og kendt af alle, da de ofte ses på stranden. De øvrige er grønne og lever hovedsageligt i ferskvand. Men også grønalgerne er almindelig kendt fra stranden, da de findes i både saltvand og ferskvand. Kransalger er derimod kendt af de færreste, selvom de også er makroskopiske, ikke er sjældne og ganske karakteristiske. Men de lever i ferskvand og forveksles derfor oftest med andre vandplanter. Glaucophyta er derimod mikroskopiske og dårligt kendt, selv af videnskaben.
I en alternativ opdeling er Charophyta splittet op og kransalge-klassen inkluderet i Viridiplantae mens resten af Charophyta er indlemmet i grønalgerne. Dette er udtryk for nogen usikkerhed omkring slægtskabet mellem stængelplanter og grønalger. Den dominerende opfattelse er, at kransalge-klassen er den type nulevende alger der står de nulevende stængelplanter nærmest. Ser man indenfor stængelplanter, er opfattelsen derimod at det er levermosserne der står algerne nærmest blandt de nulevende planter, og levermosser ligner – i hvert fald ved første øjekast – mere nogen af de mere primitive grønalger.
Blandt organismer med anden og tredje generation af endosymbionti finder vi de meget almindelige brunalger, der også kendes fra stranden samt en række mindre kendte alger. Brunalgerne hører til gruppen Stramenopila, der hovedsageligt omfatter forskellige former for alger. Desuden findes en rækkes mikroskopiske alger i riget Protista.
Forvekslinger
Ud over at alger som beskrevet udgør en meget forskelligartet gruppe, både hvad angår form, størrelse og systematik, så er der også en række andre plantegrupper der fra tid til anden forveksles med alger.
Ålegræs er en blomsterplante der lever hele sit liv neddykket i saltvand. Mange opfatter den dog, da den findes i havet, som en form for tang på linje med grønalger og brunalger
Alger kan danne belægninger på f.eks. træværk eller fliser – oftest grønne eller brune. Samme levevis kendetegner laver der i virkeligheden er symbiotiske organismer mellem alger og svampe. Laver indeholder således alger, ligesom alger indeholder grønkorn, men laver er ikke alger.
Levermosser kan også danne skorpeagtige kolonier, der af mange forveksles med alger, men levermosser er faktisk primitive stængelplanter.
Algegifte
Toksin-producerende alger kan forgifte muslinger og havlevende dyr, som derved kommer til at udgøre en risiko for mennesker og dyr ved at forårsage forgiftninger, bl.a. skaldyrsforgiftning. Toxinerne inddeles normalt i tre hovedgrupper: DSP-toxin (Diarrhetic Shellfish Poisoning toxin), som er en diarréfremkaldende gift, PSP-toxin (Paralytic Shellfish Poisoning toxin) og NSP-toxin (Neurolytic Shellfish Poisoning toxin), som er nervegifte, og ASP-gift (Amnesic Shellfish Poisoning toxin), som kan skade hjernecellerne og give varigt hukommelsestab. Dertil kommer Ciguatera-toxin eller CFP-toxin efter den engelske betegnelse Ciguatera Fish Poisoning.
Samfundsgavnlige og kommercielle perspektiver
Alger bruges allerede i dag i stor stil som fødevare, energiproduktion og forureningsbekæmpelse eksempelvis, men de har muligvis et endnu større potentiale som nytteorganismer. I Danmark forskes der i fremtidige anvendelser på blandt andet AlgeCenter Danmark i Grenå i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Kattegatcentret, Ocean Centre Denmark og Teknologisk Institut.
Tangalger har været anvendt som mad samt lægemiddel i mindst 8.200 år. De er uforlignelige som næringskilde, da de indeholder mindst 10 gange så mange mineraler som planter, der dyrkes på landjorden, og de er utroligt rige på vitaminer, deriblandt B12. Alger opsuger næring fra havvandet direkte gennem cellevæggene og indeholder stort set alle grundstoffer.
Som medicin er tangalger tillagt antibiotiske virkninger, og de har evnen til at styrke kroppens modstandskraft. Grønne alger har en kolesterolsænkende virkning, og brune alger udrenser kroppen for tungmetaller vha stoffet alginat. Alginat optager tungmetaller og radioaktive stoffer, men kan ikke selv optages i kroppen.
Se også
Død zone
Spiselige alger
Noter
Eksterne henvisninger
Botany Department at the University of the Western Cape: The world of algae
No, Systematikk: Protoctista, alger og algelignende organismer
http://www.algaebase.org/
CAUP – Culture Collection of Algae of Charles University of Prague
January 07, 2003, Scientific American: Snow Algae Absorb Greenhouse Gas (CO2) Citat: "...Chlamydomonas nivalis...Although the findings are preliminary, they suggest that photosynthesis in a square meter of snow could soak up five grams of carbon each year..."
2003-12-22, ScienceDaily: Desert Dust Enables Algae To Grow Citat: "...Algae that received desert dust grew considerably better than algae which did not. The researchers also discovered that algae grew less well on desert dust from Mauritania than desert dust from Namibia..."
Susse Wegeberg og Claus Felby: Introduktion til alger – en grundig indføring i algernes biologi
AlgeCenter Danmark Centerets egen hjemmeside |
998 | https://da.wikipedia.org/wiki/Art | Art | Arten (species, forkortet sp., flertal: spp.) er den grundlæggende systematiske enhed inden for biologien. Arten defineres ofte som en naturlig gruppe af populationer, hvor udveksling af gener finder sted (eller kan finde sted) og som i forhold til forplantning er isoleret fra andre grupper. Det vil sige at kun individer inden for samme art kan parre sig og få forplantningsdygtigt afkom. Dette kaldes det biologiske artsbegreb. For organismer, der formerer sig ukønnet eller ved selvbestøvning, må arter afgrænses ud fra ligheder og forskelle mellem forskellige individer. Nogle dyrearter kan i fangenskab hybridisere og få fertilt afkom, men da dette ikke vil ske i naturen, selv om de mødes her, betragtes de som forskellige arter.
Eksempel
To heste kan parre sig og få et føl, der igen kan få føl med andre heste – hestene tilhører derfor samme art. En hest og et æsel kan også parre sig og deres unger kaldes enten muldyr eller mulæsel, afhængig af hvem der er moren, men muldyret eller mulæselet kan (normalt) ikke få unger, da de oftest er sterile. Af den grund regnes hest og æsel som to forskellige arter. Det samme princip gælder også for planterne. Denne naturskabte afgrænsning mellem to arter kaldes en artsbarriere. Den kan af og til gennembrydes, når ellers sterile krydsninger spontant eller kunstigt får gennemført en kromosomfordobling. Se f.eks. Vadegræs (Spartina pectinata).
Arter over for hybrider
Man kan dog godt komme ud for, at arter kan krydses og får blandet afkom, men hybriden vil kun kunne bestå på steder, hvor ingen af forældrearterne kan klare sig. Dette er et særligt udpræget problem med Rododendron (Rhododendron) og Tjørn (Crataegus), fordi disse slægter breder sig voldsomt efter skovbrand eller stormfald. Da hybriderne bliver frugtbare i en yngre alder end arterne, kan de dominere i en periode, men når skoven lukker sig, så fortrænges hybriderne og kun de specialiserede arter kan overleve i skovens dybe skygge eller ude i lyset i sumpe, på ur og i kalksten, m.m.
Flere artsbegreber
Fordi det biologiske artsbegreb kan være besværligt at anvende i praksis, er der efterhånden skabt en række andre artsbegreber:
Morfologisk artsbegreb Arterne adskiller sig fra hinanden ved deres bygning. Dette begreb er blevet meget anvendt gennem tiden.
Økologisk artsbegreb Definerer en art som en gruppe af organismer, der udfylder samme niche. Krydsninger mellem to nærtstående arter vil ikke være optimalt tilpasset til forældrearternes nicher og vil ikke klare sig i konkurrencen.
Evolutionære artsbegreb Også kaldet det kladistiske eller fylogenetiske artsbegreb. Naturen er dynamisk, ikke statisk - alle arter ændrer sig med tiden og bliver, hvis de ikke uddør som følge af konkurrence, naturkatastrofer m.v., til én eller flere nye arter. Det evolutionære artsbegreb minder om det biologiske, men inddrager tidsdimensionen, det vil sige at en art udvikler sig over tid og at nye arter opstår ved artsdannelse. Individer der fylogenetisk har samme stamfader tilhører samme art.
Pluralistisk artsbegreb En art er et samfund af populationer, der formerer sig og lever inden for en bestemt niche i naturen.
Se også
Systematik
Evolutionsteori
Kilder
Lars Skipper: Hvad er en art? Citat: "...Arten er den eneste [klassifikations-kategori] der eksisterer i virkeligheden, alle andre (slægter, familier, ordener m.v.) er indført for overskuelighedens skyld..."
Eksterne henvisninger
2003-12-31, ScienceDaily: Working On The 'Porsche Of Its Time': New Model For Species Determination Offered Citat: "...two species of dinosaur that are members of the same genera varied from each other by just 2.2 percent. Translation of the percentage into an actual number results in an average of just three skeletal differences out of the total 338 bones in the body. Amazingly, 58 percent of these differences occurred in the skull alone. "This is a lot less variation than I'd expected," said Novak..."
2003-08-08, ScienceDaily: Cross-species Mating May Be Evolutionarily Important And Lead To Rapid Change, Say Indiana University Researchers Citat: "...the sudden mixing of closely related species may occasionally provide the energy to impel rapid evolutionary change..."
2004-01-09 ScienceDaily: Mayo Researchers Observe Genetic Fusion Of Human, Animal Cells; May Help Explain Origin Of AIDS Citat: "...The researchers have discovered conditions in which pig cells and human cells can fuse together in the body to yield hybrid cells that contain genetic material from both species..."What we found was completely unexpected," says Jeffrey Platt, M.D..."
2000-09-18, ScienceDaily: Scientists Unravel Ancient Evolutionary History Of Photosynthesis Citat: "...gene-swapping was common among ancient bacteria early in evolution..."
2004-06-07, Sciencedaily: Parting Genomes: University Of Arizona Biologists Discover Seeds Of Speciation Citat: "...There's a huge amount of biodiversity out there, and we don't know where it comes from. Evolutionary biologists are excited to figure out what causes what we see out there--the relative forces of selection and drift--whether things are adapting to their environment or variation is random..."
2005-07-05, Sciencedaily: Trees, Vines And Nets -- Microbial Evolution Changes Its Face Citat: "... EBI researchers have changed our view of 4 billion years of microbial evolution...In all, more than 600,000 vertical transfers are observed, coupled with 90,000 gene loss events and approximately 40,000 horizontal gene transfers...A few species, including beneficial nitrogen-fixing soil bacteria, appear to be 'champions'of horizontal gene transfer; "it's entirely possible that apparently harmless organisms are quietly spreading antibiotic resistance under our feet," concludes Christos Ouzounis..."
2005-11-11, Sciencedaily: Lateral Thinking Produces First Map Of Gene Transmission Citat: "...Their results clearly show genetic modification of organisms by lateral transfer is a widespread natural phenomenon, and it can occur even between distantly related organisms... it was assumed that transfer of genes could only be vertical, i.e. from parents to offspring..."
Økologi
Biologi |
999 | https://da.wikipedia.org/wiki/Brakvand | Brakvand | Brakvand er vand som er en mellemting mellem salt- og ferskvand. Brakvand optræder især i indhave og kystområder, hvor udstrømmende ferskvand opblandes i havvandet. Brakvand har en salinitet, dvs. saltholdighed, på mellem 0,5 promille og 35 promille.
Se også
Saltvand
Ferskvand
Salinitet
Kilder/Henvisninger
Hjemmesiden: http://www.naturligvis.u-net.dk/
Vand
Oceanografi |
1000 | https://da.wikipedia.org/wiki/Decimeter | Decimeter | Decimeter (SI-symbol dm) er en måleenhed til måling af længde i metersystemet, der er det samme som en tiendedel meter, der er den grundlæggende SI-enhed for længde. Deci- er præfix til SI-enheden
I videnskabelig notation kan decimeter skrives som 1 x 10-1 m eller 1 E-1 m. C'et udtales som /s/ modsat i decameter.
En decimeter svarer til 10 centimeter og 100 millimeter.
1 dm3 (en kubikdecimeter) er det samme som én liter.
Se også
SI-præfiks
Længdeenheder |
1001 | https://da.wikipedia.org/wiki/Eghjort | Eghjort | Eghjorten (Lucanus cervus) er en bille i familien hjortebiller.
Udseende
Hannen bliver op til 9 cm lang – til sammenligning er en tændstikæske knap 6 cm. Den er Europas største bille. Hannen og hunnen er meget forskellige, da hannen er udstyret med meget store og kraftige "horn", som den bruger i kampe med andre hanner om hunnens gunst. Eghjortehunnen mangler de store gevirer, og er desuden noget mindre end hannen. Hvis man ikke kender eghjorten, kunne man tro de to køn tilhører to forskellige arter.
Udbredelse
Eghjorten har tidligere været betragtet som uddød i Danmark, hvor Æbelø var berømt for sine store bestande. I 1924 blev en fredning af Æbelø gennemført, som havde til formål at beskytte eghjortene. 23 store gamle egetræer ved Æbeløgård blev hermed fredet og eghjortene måtte fra da af hverken dræbes eller fanges. Fredningen hjalp øjensynligt ikke, i 1954 blev den sidste eghjort set på Æbelø, mens det ellers sidst kendte eksemplar blev set ved Vejle Fjord omkring 1970.
Den 4. juni 2008 offentliggjorde Skov- og Naturstyrelsen i en pressemeddelelse, at et ægtepar boende ved Hareskoven havde fundet et eksemplar af billen i deres have. Fundet blev betegnet som "sensationelt".
Man mener, at dens forsvinden kan hænge sammen med, at Danmark ligger på nordgrænsen for dens udbredelsesområde, dog har fældning af gamle ege- og bøgetræer i den moderne skovdrift sandsynligvis været den største synder.
Genindførsel
I 2013 blev nye bestande af eghjortelarver sat ud fire steder i Danmark. Et femte sted, Dyrehaven nord for København, blev larver og voksne eghjorte sat ud. Der er tale om en bestand af tyske og sydsvenske eghjorte og eghjortelarver. Arten er ikke bedømt i forhold til den danske rødliste, fordi den endnu ikke har formeret sig naturligt, hvor den er genudsat.
Levevis
Eghjorten lever som larve i jorden i egetræets rødder og i trøskede træer og egestubbe. Efter 5 år forpupper den sig i yderligere et år, før den udspringer som voksen bille og kan findes på skovbunden. Som voksen lever eghjorten af egetræets saft, som specielt løber fra gamle træers sprukne bark.
Billeder
Eksterne kilder/henvisninger
Martin, Ole, "Eghjorten i Danmark", Naturens Verden, nr. 6-7/2000, vol. 83, side 26-35.
Fund i Danmark (Fugleognatur.dk)
Danmarks Miljøundersøgelser – Den danske Rødliste – Eghjort
Naturstyrelsen – Eghjort
Danmarks Fauna: Victor Hansen og K. Henriksen. Biller VI. Torbister. G.E.C. Gads Forlag. København 1925.
Biller
Danske arter i Habitatdirektivet |
1003 | https://da.wikipedia.org/wiki/Faunaforurening | Faunaforurening | Hvis dyr, der ikke naturligt hører til en bestemt naturtype, slippes løs dér, vil de af og til kunne overleve og måske endda fortrænge de dyr, der lever naturligt på stedet. Det fænomen hedder faunaforurening.
Det er sket i stor stil f.eks. på New Zealand, hvor der oprindeligt ikke levede pattedyr udover flagermus. Mange fugle på New Zealand er udviklet til ikke at kunne flyve. Men da pattedyr som f.eks. katte og rotter kom til øen, blev disse fugle et meget let bytte. Kun få af de oprindelige indfødte fugle, der ikke kan flyve, findes i dag, heriblandt kiwierne og takaheen.
Men faunaforurening sker også i Danmark, hvor f.eks. mink fra minkfarme er sluppet ud. De udkonkurrerer naturlige, danske smårovdyr og æder mange fugles æg. Også den iberiske skovsnegl, måske bedre kendt under navnet "dræbersneglen", er en faunaforurening i Danmark. Da den ingen naturlige fjender har her i landet, kan den sprede sig uforstyrret og fortrænge vores egne sneglearter.
Se også
floraforurening.
Kilder/Henvisninger
Hjemmesiden: http://www.naturligvis.u-net.dk/
Biologi |
1005 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ferskvand | Ferskvand | Ferskvand er fx vand i vandløb, indsøer og grundvand med mindre end 0,05% salt. Det kommer fra nedbør og anvendes renset som drikkevand. 1 l ferskvand vejer 1 kg. Kun 2,5 % af Jordens vand er ferskvand.
Se også
Antarktis’ iskappe
Brakvand
Saltvand
Ferskvandsfisk
Eksterne henvisninger
11. dec 2001, Ing.dk: Nyt ferskvandsanlæg til små sejlbåde Den britiske ingeniør Michael Niven har fremstillet et anlæg, der kan lave rent ferskvand af havvand, ved at det slæber lige under vandoverfladen efter en sejlbåd.
Watermaker – waterlog
US: Freshwater Flow Charts 1995
Vand |
1006 | https://da.wikipedia.org/wiki/Filtrator | Filtrator | En filtrator er et dyr, der lever af plankton. De filtrerer plankton fra vandet ved at føre store mængder vand hen over en si, det kan være f.eks. finmaskede gæller eller et lignende finmasket net. Planktonet bliver dermed sigtet ud af vandet. Fra sien bliver planktonet transporteret til dyrets mund og slugt.
Kilder/Henvisninger
Zoologi |
1007 | https://da.wikipedia.org/wiki/F%C3%B8dek%C3%A6de | Fødekæde | I et økosystem er en fødekæde (d)en rækkefølge, som organismer æder hinanden i. Et eksempel kan f.eks være en myg, der bliver ædt af en musvit, som selv bliver ædt af en kat. Hvis et led forsvinder, vil hele systemet bryde sammen. Hvis myggen i det lidt forsimplede eksempel forsvinder, vil musvitten dø af sult. Hvis musvitten forsvinder, vil katten dø af sult.
I begge de to eksempler kan det dog kun gå så galt, hvis dyrene kun har ét fødeemne. Naturens fødekæder er dog meget mere komplicerede, sådan at der er mange flere led og løkker. F.eks. kunne musvitten også blive ædt af en duehøg, og musvitten kunne have overlevet ved at æde fluer i stedet for myg. Myggen kunne blive ædt af en solsort eller en svale, og katten kunne lige så godt have ædt kattemad eller mus. Derfor er det mere dækkende at tale om fødenet.
I Grønland er der siden årtusindskiftet konstateret et stort fald i bestanden af lemminger, hvilket har haft katastrofale følger for en række rovdyr.
Kilder/referencer
Se også
Miljø
Organisk materiale
Græsningsfødekæde
Mikroplast
Nedbryderfødekæde
Plastforurening
Fødenet
Trofisk økologi
Økologi |
1008 | https://da.wikipedia.org/wiki/Geologi | Geologi | Geologi er en geovidenskab, der som emne har den faste jordklode med dens bjergarter og jordarter og disses sammensætning, dannelse og omdannelse gennem tiden. Geologi beskæftiger sig med jordklodens materialer (fx granit, marmor, basalt, sandsten eller moræne), med de processer som danner materialerne (her tilsvarende: krystallisation ved størkning af magma, metamorfose af kalksten, vulkanudbrud, aflejring i havet, aflejring fra en gletsjer) og med de lange tidsrum, gennem hvilke processerne virker. Indenfor geologien studeres også solsystemets klippeplaneter og måner, fx Mars og Månen. Den geologiske videnskab overlapper de andre geovidenskaber, fx hydrologi, geofysik og meteorologi, samt biologi, gennem underdisciplinen palæontologi, studiet af fortidens dyr og planter.
I deres videnskabelige arbejde benytter geologer sig af en række forskellige metoder og faglige angrebsvinkler, som ofte tager udgangspunkt i underdisciplinerne
petrologi, dvs materialernes sammensætning (fx kornstørrelsesfordeling eller kemisk opbygning),
strukturgeologi, dvs den overordnede opbygning (fx lagdeling, laghældning, foldning eller forkastning, fx som følge af jordskælv) eller
geomorfologi, dvs den form, som materialerne fremtræder med i landskabet (fx klitter og klinter dannet for nylig, dødislandskaber eller hedesletter dannet under istiderne, og på en større både geografisk og tidsmæssig skala fx dannelse af bjergkæder og pladetektonik).
Almindelige geologiske arbejdsmetoder er fx kortlægning i felten, udførelse af boringer med prøvebeskrivelse samt mekaniske og kemiske analyser, geofysiske målinger (fx seismik eller borehulslogging) og numerisk modellering. Det grundvidenskabelige arbejde har ofte enten til formål at opnå en bedre forståelse af de geologiske processer eller nå frem til en mere detaljeret forståelse af den historiske geologi og Jordens historie, fx aktuelt forståelsen af samspillet mellem atmosfærens indhold af kuldioxid samt Jordens klima, temperatur og havniveau. Til undersøgelse af Jordens historie redegøres for rækkefølgen og alderen af de forskellige geologiske dannelser. Her spiller metoder til datering en vigtig rolle, enten relativt vha. fossiler eller årringe eller absolut vha. radioaktivt henfald eller luminescens.
Langt de fleste landes universiteter har geologiske forskningsinstitutter, og de fleste lande har desuden nationale geologiske undersøgelser, som typisk tager sig af kortlægning af råstoffer, geotermiske reservoirer, grundvand, sårbar natur og følger af klimaforandringer.
Etymologi
Ordet "geologi" kommer af geo- (fra græsk ge = "jord") og -logi (fra græsk -logia = "lære, samling"), og betyder "læren om jorden".
Jordens opbygning
I stil med andre klippeplaneter fremviser Jordens indre en lagdelt opbygning, idet der inderst er en kerne, dernæst en kappe og yderst en skorpe, se figur. Skorpen er ganske tynd i forhold til hele kloden, omtrent som skrællen på et æble i forhold til hele æblet.
Jordens kerne består mest af metallerne jern og nikkel, som i den indre kerne er på fast form og i den ydre kerne er flydende. Denne kolossale mængde jern bidrager væsentligt til Jordens tyngdekraft og magnetfelt. Kappen og skorpen er begge domineret af silikater, mineraler som indeholder silicium. Kappen består mest af tunge jern- og magnesiumrige silikater, mens der i skorpen findes en højere andel af lettere silikatmineraler rige på aluminium, natrium, kalium og calcium. Kappen er delt i en nedre og en øvre del, hvor den øvre del igen er delt i en fast øverste del, lithosfæren, og en flydende nedre del, asthenosfæren. Grænsen mellem disse to dele af kappen er ikke karakteriseret ved noget skift i materialets sammensætning, kun ved om materialet er fast eller flydende. I modsætning hertil sker der på grænsen mellem skorpen og kappen, den såkaldte Moho-diskontinuitet, et skift i materialets sammensætning, idet kappen består af tungere mineraler end skorpen og dermed har større densitet end skorpen. Skorpen flyder så at sige på kappen, som isbjerge på havet. Og som med isbjerge er det pga isostasi sådan med jordens landoverflade, at jo højere den rager op over havet, i bjergområder og på højsletter, jo dybere fortsætter skorpen her ned i kappen og jo tykkere er lithosfæren, mens skorpen under oceanerne er ganske tynd, helt ned til 3 km (se figur).
Pladetektonik
Jordens skorpe er opdelt i et antal plader, dels tykke kontinentalplader og dels tynde oceanbundsplader. Som oprindeligt foreslået af Alfred Wegener forskyder disse plader sig i forhold til hinanden, typisk med nogle få cm om året, fordi der i den underliggende kappe foregår en strømning af materiale i et tilsvarende antal kæmpestore konvektionsceller, en strømning som øverst oppe i asthenosfæren griber fat i lithosfærens underside og fører skorpepladen sidelæns med sig. Pladernes grænser er præget af voldsomme geologiske processer, såsom vulkanisme og jordskælv, langs alle tre typer af pladegrænser, nemlig
konstruktive pladegrænser, typisk langs midtoceaniske rygge, hvor pladerne glider fra hinanden og der i den opståede åbning trænger magma frem fra kappen og danner ny oceanbund, typisk i form af basalt, foruden at der forekommer jordskælv og egentlige vulkanudbrud, som fx i Island eller på Galapagos-øerne,
destruktive pladegrænser, hvor en oceanbundsplade støder sammen med en tykkere og lettere kontinentalplade, hvorved oceanbundspladen ledsaget af jordskælv skubbes ned under kontinentalpladen i en hældende subduktionszone, hvor den gradvist smelter og omdannes til opstigende magmalegemer, som fører til vulkanisme, som fx i Japan og langs Sydamerikas vestkyst,
transforme pladegrænser, hvor to plader flyttes sidelæns i forhold til hinanden, typisk ledsaget af jordskælv, som fx langs San Andreas-forkastningen i Californien.
Bjergkæder dannes typisk, hvis to kontinentalplader støder sammen, så at materialerne i kollisionszonen pga pladsmangel skubbes i vejret. Himalaya er således dannet ved sammenstødet mellem den indiske og eurasiske plade, mens Alperne er dannet, fordi den afrikanske plade er stødt sammen med den eurasiske. Men bjergkæder dannes også ved subduktionszoner, fx er Andesbjergene dannet i forbindelse med, at Nazca-pladen føres ned under den sydamerikanske plade.
På denne måde vokser kontinentalpladerne sig efterhånden større, på bekostning af oceanbundspladerne. Den ældste oceanbund er således omkring 200 mio år gammel, mens mange kontinenter har en kerne, der er over 3 mia år gammel.
Materialer
Geologiske undersøgelser vil ofte tage udgangspunkt i de geologiske materialer, hvad enten det er hårde sten og klipper, kaldet bjergarter, eller blødere og løsere lag af fx ler, sand, kalk eller organiske materialer som tørv eller gytje, under ét kaldet jordarter. Både bjergarter og jordarter er opbygget af korn bestående af mineraler, hvori forskellige grundstoffers atomer er arrangeret yderst regelmæssigt i et krystalgitter. Bjergarter og jordarter kan derfor opfattes som blandinger af forskellige typer mineralkorn i forskellige mængdeforhold, og sammensætningen af bjergarter og jordarter kan følgelig variere meget mere end sammensætningen af mineraler.
Mineraler
Mineralerne kan betragtes som de mindste geologiske byggesten. I et bestemt mineral er et bestemt udvalg af grundstoffer til stede i et bestemt mængdeforhold, i kvarts, med formlen SiO2, således silicium og ilt i mængdeforholdet Si:O = 1:2. Den meget regelmæssige opbygning af atomer i et mineral gør, at et bestemt mineral danner krystaller af en bestemt geometrisk form, som fx kan være kubisk, trigonal eller hexagonal, altså hhv terningformet, trekantet eller sekskantet.
Et bestemt mineral er kendetegnet ved en række fysiske egenskaber, som kan afprøves på forskellig vis:
Glans: hvor meget lys reflekteres fra mineralets overflade; man skelner også mellem ikke-metallisk og metallisk glans
Farve: kan veksle fra glasklar til ugennemsigtig (opak), i alle mulige farver; mineralske urenheder kan ændre farven
Stregfarve: den farve som fås når mineralet stryges mod en ru porcelænsplade
Hårdhed: mineralets modstandsdygtighed mod at blive ridset; måles i Mohs' hårdhedsskala
Spaltelighed: hvor let mineralet kan kløves langs sine spalteflader, og hvor mange forskellige retninger det kan kløves i, og hvorledes disse flader fremtræder
Massefylde: hvor tungt er mineralet, målt i g/cm3
Brus: visse mineralers overflade bruser, når man hælder saltsyre på, fx calcit
Magnetisme: magnetiske mineraler kan testes med en magnet
Smag: visse mineraler har smag, hvis man putter dem på tungen, fx stensalt
Lugt: visse mineraler har en karakteristisk lugt.
Tyndslib
Desuden kan de fleste mineraler identificeres ud fra deres optiske egenskaber vha gennemfaldende lys. Dette undersøges typisk ved brug af tyndslib, hvor udsavede bjergartsstykker slibes ned til en tykkelse på typisk 30 mikrometer, hvorved mineralkornene bliver gennemsigtige. Tyndslibet lægges i et mikroskop og belyses nedefra med polariseret lys. Vha endnu et polfilter placeret over tyndslibet og vinkelret på det nedre polfilter kan mineralerne nu identificeres bl.a. ud fra deres dobbeltbrydning.
Bjergarter og jordarter
I bjergarter kan mineralkorn være sammensat på et væld af forskellige måder, og bjergarter navngives og klassificeres især efter kornenes kemiske og mineralogiske sammensætning, tekstur og størrelse, egenskaber som også afspejler bjergartens dannelse. Der er oftest gradvise overgange i disse egenskaber fra et bjergartsnavn til det tilstødende, og et bjergartsnavn dækker derfor ikke over en ganske bestemt sammensætning, men over et spænd af forskellige sammensætninger. Alle bjergarter kan inddeles i tre overordnede grupper:
Magmatiske bjergarter
Magmatiske bjergarter dannes når varm opsmeltet stenmasse, magma, stiger opad og størkner, enten på stor dybde i jordens skorpe (plutoniske bjergarter) eller ved jordoverfladen (vulkanske bjergarter). Magmatiske bjergarter er de mest udbredte, idet omkring 65% af Jordens skorpe består af disse bjergarter. Heraf er 66% basalt og gabbro, 16% er granit og 17% er granodiorit og diorit. Kun 0.6% er syenit. Oceanbundsplader består af 99% basalt, mens kontinentalplader er rige på granit og lignende kvartsrige bjergarter.
Metamorfe bjergarter
Når bjergarter føres dybt ned i jordens skorpe, fx i subduktionszoner, omdannes de ved højt tryk og temperatur til metamorfe bjergarter. Disse viser ofte en stribet struktur i stil med lagdeling, men her kaldet foliation. Det er dog for det meste mineralsammensætningen, som afgør bjergartsnavnet. Skifre er folierede bjergarter præget af glimmermineraler såsom biotit. Gnejser er også folierede, med vekslende lyse og mørke bånd og ofte granitisk sammensætning. Myloniter er dannet ved nedknusning af udgangsbjergarter. Eksempler på metamorfe bjergarter uden foliation er marmor (dannet fra kalksten), fedtsten, serpentin, kvartsit (dannet fra sandsten) og hornfels.
Sedimentære bjergarter
Sedimentære bjergarter, som også omfatter de blødere jordarter, er dannet ved aflejring på jordens overflade eller havbunden af sedimentpartikler. Sedimentære bjergarter er meget ofte lagdelte og indeholder gerne fossiler. Lersten, lerskifer og siltsten udgør tilsammen 65% af alle sedimentære bjergarter, fulgt af sandsten med 20-25% og kalksten med 10-15%. Omkring 8% af jordskorpen består af sedimentære bjergarter.
Sammenhængen mellem de forskellige overordnede grupper fremgår af diagrammet til højre. Det ses hvordan de forskellige typer bjergarter kan omdannes til hinanden ved forskellige processer, og hvordan disse processer bevirker, at materialerne gennem tid vil kunne gennemløbe en geologisk cyklus, fx på denne måde: en magmatisk bjergart, fx granit, løftes i vejret ved en bjergkædefoldning; ved forvitring og erosion nedbrydes bjergarten til sedimentpartikler; disse partikler aflejres som sedimentære bjergarter, fx sand og ler; disse dækkes med yngre sedimenter og begraves efterhånden så dybt, at de pga højt tryk og temperatur omdannes til metamorfe bjergarter, fx glimmerskifer eller amfibolit; når disse bjergarter føres endnu dybere ned i skorpen, vil de til sidst begynde at smelte op og omdannes til magma; senere kan dette magma igen stige til vejrs og begynde at udkrystallisere som en magmatisk bjergart. Hermed er ringen sluttet.
Processer
Siden Jorden blev dannet for næsten fem mia år siden, da en roterende sky af kosmisk støv fortættedes til en kugle af fast stof, er dette stof gennem hele den efterfølgende tid konstant blevet udsat for forandringsprocesser, af to forskellige drivkræfter eller energier. Dels en indre, eller endogen, nemlig radioaktiv stråling i Jordens indre, en stråling hvis varme smelter sten, fremkalder vulkanisme, flytter kontinentalplader rundt og presser bjergkæder i vejret. Dels en ydre, eller exogen, nemlig Solens stråling, som skaber strømning i atmosfæren og verdenshavene og frembringer nedbør, som står bag nedbrydning af bjergene og transport og aflejring af det herved fremkomne sediment.
Stof og energi
I alle de processer, som fører til dannelse af jordklodens forskellige bjergarter, indgår altid overførsel af forskellige former for energi eller varme, og man skelner her mellem endoterme processer, der forbruger varme, og exoterme processer, der frigiver varme. Geologiske processer kan derfor anskues fra en termodynamisk vinkel, idet processerne altid medfører, at bjergarternes bestanddele føres fra en mere ustabil til en mere stabil tilstand, med lavere energi end udgangstilstanden. Stof kan befinde sig i enten ustabil, metastabil eller stabil tilstand, se figuren. I den ustabile tilstand vil stoffet næsten spontant reagere med omgivelserne og gennem en geologisk proces antage en ny stabil form. I den metastabile tilstand skal dog først ske en energitilførsel, så tærsklen overvindes. På denne måde søger stof hen mod en tilstandsform med størst mulig stabilitet og lavest mulig energi. Dette udtrykkes inden for termodynamikken vha Gibbs fri energi, som er et mål for, hvor villigt en bestemt proces forløber, og som kan opfattes som termodynamisk potentiel energi.
Inden for et givet geologisk rum eller system er det altid temparatur, tryk og stofsammensætning (også benævnt T, P og X) som afgør, hvordan disse forandringsprocesser forløber og hvad deres slutprodukter bliver. Følgelig vil en petrolog ud fra studier af bjergarternes kemiske og mineralogiske sammensætning kunne udtale sig om tryk- og temperaturforholdene på dannelsestidspunktet. Hvis forholdene for et bjergartssystem har ændret sig gennem tiden, fordi tryk, temperatur eller stofsammensætning ændrede sig, vil petrologen ligeledes kunne udtale sig om, hvordan og hvornår i den geologiske historie dette er foregået.
Energien som driver processerne er enten styret af tyngdekraften, som kinetisk eller potentiel energi, eller styret af varmetilførsel, enten i form af stråling fra solen eller fra jordens indre, eller som friktionsvarme fra solens og månens tidevandspåvirkning af jordkloden, se tabellen.
Varme kan flyttes på tre måder:
ved konduktion overføres varmen vha en temperaturforskel, som fx når en stegepande varmes op af en kogeplade
ved konvektion bevæges varmere stof mod områder med koldere stof, som fx når vand i en gryde på komfuret begynder at cirkulere
ved stråling afgiver legemer elektromagnetisk energi, som fx når radioaktivt kalium, uran eller thorium henfalder i jordens indre.
Det er den konstante vekselvirkning mellem jordens varmeenergi og tyngdekraft der som omtalt nedenfor driver de indre processer plutonisme, vulkanisme og metamorfose, foruden de pladetektoniske processer.
Indre processer
Det er radioaktivt henfald af kalium, uran og thorium, som frembringer den endogene energi. Energien varmer kappens materiale op, så det bringes til at cirkulere i store konvektionsceller, hvor det nogle steder stiger til vejrs og andre steder synker ned.
Plutonisme
Opstigende smelte, eller magma, vil kunne dels presse, dels smelte sig vej frem mod jordens overflade, hvor det kan komme til syne i form af vulkaner. Det meste af den opstigende magma forbliver dog under overfladen, hvor det kan intrudere, dvs presse sig ind i og opsprække overliggende faste lag og danne sværme af mere eller mindre stejle intrusive gange, eller trænge ind langs vandrette sprækker, løfte lagene op og udfylde hulrummet med magma. Når tilstrømningen af magma standser, begynder magmaet langsom at størkne, og bliver herved til en plutonisk bjergart.
De første mineraler som udkrystalliserer fra smelten er dem med højest smeltepunkt, typisk olivin. I takt med den faldende temperatur begynder nu også pyroxen, og dernæst plagioklas, alkalifeldspat og til sidst kvarts at udkrystallisere. Mens denne bjergartsdannelse står på, vil smelten gradvist komme til at indeholde en større og større andel af mineralkorn, på bekostning af den flydende smelte, som til gengæld skifter kemisk sammensætning, i takt med at mineralkornene dannes og ganske langsomt synker til bunds i det magmafyldte kammer. Den tilbageværende restsmelte vil have en helt anderledes kemisk sammensætning end det oprindelige magma, og vil ofte være beriget på sjældne grundstoffer, som er svære at indplacere i de almindelige mineraler. Derfor er plutoniske bjergarter dannet fra restsmelter ofte interessante med henblik på indvinding af malme, fx ædelmetaller eller sjældne jordarter. Kryolitforekomsten ved Ivittuut i Sydgrønland er et eksempel på en restsmelte rig på fluor.
Vulkanisme
Når et opstigende magma baner sig vej helt op til Jordens overflade, kastes magmaet under frigivelse af gasser, og nu kaldet lava, ud på jordoverfladen eller havbunden, og der dannes en vulkan. Et vulkanudbruds forløb og vulkanens form styres i høj grad af lavaens temperatur og kemiske sammensætning. Jo varmere lavaen er, jo mere tyndtflydende er den, men også indholdet af silicium har stor betydning, idet silicium-fattig lava, også kaldet basaltisk lava, er mere tyndtflydende end silicium-rig eller rhyolitisk lava. Jo mere tyktflydende lavaen er, jo sværere er det for gasserne at undvige, og drevet af det høje tryk fra gasserne eksploderer denne type lava derfor nærmest ud af vulkanen, i form af en blanding af finkornet aske og større pimpsten og vulkanske bomber. Derimod vil gasserne nemmere kunne undvige den tyndtflydende basaltiske lava, som derfor strømmer ganske roligt ud på jordoverfladen, som det ses i vulkanerne på Hawaii og til dels også Etna på Sicilien. Tyktflydende rhyolitisk lava giver ofte vulkaner med den velkendte kegleform, som fx Fuji i Japan, mens den tyndtflydende lava ofte blot vil løbe ud på overfladen og danne lavamarker eller plateaubasalter.
Den gas som frigives under vulkanudbrud består mest af vanddamp, foruden mindre mængder kuldioxid og svovldioxid, og ligesom med aske og lava kan det være store mængder gas der frigives. Under et udbrud i 1940-erne frigav den mexikanske vulkan Parícutin således på en enkelt dag 18.000 tons vand. Det er dette vand, som kommer fra Jordens indre og gennem hele Jordens historie er kastet ud ved utallige vulkanudbrud, som i dag udgør vandet i verdenshavene, i floderne, i søerne og i atmosfæren.
Metamorfose
Når en bjergart udsættes for stigende tryk og temperatur, fx i en oceanbundsplade som skubbes ned under en kontinentalplade, vil bjergarten på tilstrækkelig stor dybde blive så varm at den smelter og omdannes til flydende magma. Men længe inden da vil stigende tryk og temperatur også fremkalde ændringer i bjergarten, ændringer som foregår mens stoffet stadig er i fast form. Denne metamorfose (græsk: formændring) foregår typisk i temperaturintervallet 200 °C til 850 °C.
Når, jf foregående afsnit, et varmt magma intruderer overliggende faste og koldere bjergarter, får den lavere temperatur i de nye omgivelser magmaet til at danne krystaller, hvorved der afgives varme. Magmaet følger Le Chateliers princip: det modvirker den lavere temperatur ved at varme omgivelserne op. Omvendt vil oceanbundsbasalt på vej ned i en varmere og varmere subduktionszone søge at modvirke temperaturstigningen ved at omdanne sig til nye mineraler og krystalformer, under optagelse af varme, og således også følge Le Chateliers princip. Ved de fleste metamorfe processer optages der varme i materialerne, i modsætning til de plutoniske processer, som normalt afgiver varme til omgivelserne. Man snakker om at metamorfe processer er endoterme, mens plutoniske processer er exoterme.
En basaltbænk fra et vulkanudbrud består typisk af forholdsvis store olivin- og pyroxenkrystaller i en finkornet matrix af plagioklas. De store krystaller er dannet langsomt på magmaets vej op mod overfladen, mens den finkornede matrix er dannet på kort tid, fordi magmaet efter vulkanudbruddet afkøles meget hurtigt på landoverfladen og størkner. Bringes en sådan basaltbænk nu ned mod højere tryk og temperatur, vil den finkornede matrix på et tidspunkt blive kemisk og termodynamisk ustabil. De små krystaller dannet ved lavt tryk og temperatur ved overfladen bliver nu gradvist og i fast form omdannet til nye mineraler eller nye, større krystaller, som er mere stabile under de nye forhold med højt tryk og temperatur.
Forskellige typer af ændringer i temperatur, tryk og stofsammensætning fører til forskellige former for metamorfose:
regional-metamorfose finder typisk sted under bjergkædedannelse, når tektoniske plader kolliderer og presser materiale dybere ned i skorpen, så at både temperatur og tryk stiger, mens materialet udsættes for omfattende forskydningsspændinger og deformationer; producerer fx glimmerskifer og gnejs, som begge fremstår som lagdelte eller stribede,
kontakt-metamorfose finder sted når intruderende magma opvarmer de tilgrænsende bjergarter, så her er det kun temperaturen der stiger, ikke trykket; producerer fx den finkornede og meget hårde hornfels,
hydrotermal metamorfose finder sted, når der i forbindelse med magmaintrusion presses væske, grundvand eller havvand, ind i de tilstødende bjergarter, og her er det især stofsammensætningen som ændres; store væskemængder kan gennemstrømme sådanne bjergarter, og hvis væsken indeholder sjældne stoffer, kan der dannes malmbjergarter, fx guldmalm,
chok-metamorfose finder sted hvor meteoriter rammer Jorden, og her er det eksplosivt stigende tryk og temperatur, som styrer processerne; producerer stærkt opsprækkede og nogle gange delvist opsmeltede bjergarter, hvor almindelig kvarts kan være omdannet til højtryksvarianter, eller polymorfer, af kvarts, fx coesit og stishovit.
Ydre processer
Det er lyset og strålingen fra Solen, der tilfører den exogene energi, der driver de ydre processer. Disse finder sted ved jordens overflade, hvor den faste jords bjergarter og jordarter mødes med den gasformige atmosfære, samt med hydrosfæren og biosfæren, hvis fysiske og kemiske egenskaber adskiller sig radikalt fra forholdene under jordoverfladen.
De ydre processer kan opfattes som en rækkefølge af processer, der ved jordens overflade tager fat i bjergarter dannet i jordens indre og omdanner dem til nye bjergarter. Rækkefølgen af ydre processer vil typisk være således:
forvitring nedbryder en bjergart i mindre bestanddele, også kaldet sediment,
erosion fjerner de nedbrudte bestanddele, sedimentet, og frembringer herved nye landskaber,
transport fører sedimentet afsted, enten med vand, vind eller is,
aflejring placerer bestanddelene et nyt sted og danner herved en ny bjergart, en sedimentaflejring,
diagenese tilpasser aflejringens egenskaber til et nyt fysisk og kemisk miljø, i takt med at aflejringen bliver dækket med nye, yngre aflejringer.
Vandets kredsløb
Tilstedeværelsen af vand er en forudsætning for langt de fleste af de ydre processer. Som omtalt nedenfor er det vandige opløsninger af syrer og ioner, som muliggør kemisk forvitring; det er frossent vand i jorden der muliggør frostsprængninger i fysisk forvitring; det er oftest ved hjælp af vand eller is, at sediment eroderes, transporteres og aflejres; og selv diagenese dybt under jordoverfladen kræver tilstedeværelse af vand.
Vandet ved jordens overflade udgør den såkaldte hydrosfære, som både omfatter gasformig vanddamp i atmosfæren, flydende vand i oceaner, floder og søer, grundvand i jordens indre og is i iskapper, gletsjere og permafrost. Hydrosfæren omfatter i alt 1,386 mia km3 vand, hvoraf 97,5% er saltvand og 2,5% er ferskvand. Det er solens energi, der konstant får vand til at flytte sig fra en tilstand, et vandreservoir til en anden tilstand, et andet reservoir, se figur. Der finder faktisk også en udveksling af vand sted med jordens indre. En hel del vand føres ned i jordens indre i pladetektoniske subduktionszoner, mens omvendt store mængder vanddamp føres ud i atmosfæren under vulkanudbrud. Faktisk er alt vand i hydrosfæren oprindeligt kommet ud gennem vulkaner.
Forvitring
Sammenlignet med forholdene i jordens indre udviser atmosfæren som følge af solstråling og jordens både daglige og årlige rotation kraftige og pludselige temperatursvingninger; samtidig indeholder atmosfæren både vand, ilt og kuldioxid. I forening skaber dette et både fysisk og kemisk agressivt miljø for bjergarterne, som ved jordoverfladen udsættes for både fysisk og kemisk forvitring. Nede i dybet hvor bjergarterne blev dannet, var de i fysisk og kemisk ligevægt med deres omgivelser, men det er ikke længere tilfældet, når de ved jordoverfladen kommer i kontakt med atmosfæren. I kombination med den trykaflastning, bjergarterne oplever ved at blive ført op til jordoverfladen, vil temperatursvingninger nemt føre til dannelse af små hårfine sprækker (). I koldt klima vil der i disse sprækker kunne forekomme frostsprængning af bjergarten, som derved sønderdeles.
Pga indhold af kuldioxid er regnvand altid let surt, og i områder med vegetation vil nedbrydning af plantemateriale også frigive kuldioxid. Sammen med vand danner kuldioxid kulsyre, som vil kunne angribe mineralkornenes overflader og vha hydrolyse fx omdanne feldspat til lermineraler. Hvor hydrolyse af feldspat er en forholdsvis langsom proces, er kulsyres nedbrydning af calcit i kalkbjergarter noget som går langt hurtigere, og noget som kan føre til dannelse af underjordiske hulrum, som det ses i drypstenshuler og karstlandskaber. Jernholdige mineraler som fx olivin, pyroxen eller biotit vil ved kemisk forvitring reagere med luftens ilt, eller oxidere, og danne jernoxider eller -hydroxider, også kendt som okker eller rust, og med en karakteristisk gulbrun eller rødbrun farve. Forskellige mineraler reagerer forskelligt på forvitringsprocesserne: kvarts er meget modstandsdygtigt over for såvel fysisk som kemisk forvitring, mens fx olivin og pyroxen nedbrydes relativt nemt. Generelt gælder, at mineraler med højt smeltepunkt forvitrer nemmere end mineraler med lavt smeltepunkt.
Fysisk forvitring sønderdeler bjergarter, så deres overflade bliver større og nemmere tilgængelig for den kemiske forvitring, som omdanner oprindelige mineraler til nye eller til opløste ioner. Ved en fuldstændig forvitring er udgangsbjergarten fuldstændig omdannet til forvitringsprodukter, som fx for granits vedkommende er kvartskorn, lermineralkorn og opløste ioner.
Jordbund
Afhængig af klimaforhold og bjergarternes sammensætning vil fysisk og kemisk forvitring omdanne bjergarterne i jordoverfladen ned til en vis dybde, som i Danmark typisk er 1-2 m, men i troperne, hvor den kemiske forvitring er meget mere aggressiv, typisk når helt ned til 10 m dybde. Den fysiske sønderdeling gør overfladelagene porøse og i stand til at optage vand, og her vil planter begynde at gro. Når de dør og nedbrydes, frigives der kuldioxid, som forstærker den kemiske forvitring og fører til opbygning af et næringsrigt muldlag, så at vegetation vil brede sig og sende rødder ned gennem den friske bjergart længere nede. Herved forstærkes forvitringen yderligere. Den øgede vandgennemstrømning vil vaske partikler ud af de øvre lag og længere ned, hvor de ophobes. På denne måde udvikles der en lagdeling af de øverste lag under jordoverfladen, det såkaldte jordbundsprofil, hvis sammensætning især afhænger af klimaet, udgangsbjergarten og det tidsrum jordbundsdannelsen har stået på. I det tempererede danske klima med udbredte moræne- og smeltevandsaflejringer er især to typer jordbund fremherskende, nemlig luvisol eller brunjordsprofilet udviklet på moræneaflejringer og podsol eller askejordsprofilet udviklet på sandaflejringer, specielt dem i SV-Jylland, som ikke var isdækkede under sidste istid.
Erosion og landskab
Erosion betyder afgnavning på latin. Erosionsprocesser er i høj grad et resultat af tyngdekraften. Regnvand vasker ned over skråninger og skyller sediment ud i floder. Floder gnaver i deres underlag eller i bredderne og fører sediment bort. Bredderne kan blive undermineret af erosion, så hele skråninger skrider nedad. Bølger æder sig ind i en kystklint, og tidevandsstrømme spuler dybe render i havbunden. En gletsjer sliber sig ganske langsomt, men med stor kraft ned i sit underlag. Et jordskælv kan gøre, at slappe, men stabile aflejringer pludselig bliver flydende og løber bort som en mudderstrøm. Grundvandsstrømme og floder fører store mængder af opløste salte ud mod havet.
Man skelner mellem tre overordnede former for erosion:
ved partikel-erosion flyttes sedimentpartiklerne enkeltvis, enten af vand, vind eller is,
ved masse-erosion flyttes et sammenhængende legeme af jord eller klippe, som det fx sker ved jord- eller stenskred,
ved kemisk erosion opløses en bjergart, typisk kalksten, og der kan dannes hulrum og jordfaldshuller.
Partikel-erosion er normalt en udramatisk proces, når fx regndråber opslemmer finkornede sedimentkorn i sig, eller når regnvand ned ad skråninger samler sig til strømme, som river større sedimentkorn med sig. Det strømmende vand kan efterhånden skære V-formede dale ud i landskabet, og kraftig erosion af denne slags kan omforme et oprindeligt jævnt skrånende landskab til såkaldte badlands helt gennemskåret af V-dale. Hvis der ikke er nogen vegetation, vil vinden kunne løfte finkornede partikler og blæse dem sammen i klitter, som det ses langs kyster eller i ørkener. Støvstorme er i stand til at fjerne store mængder ler og silt og føre det flere hundrede km bort. Det anslås, at støvstorme hvert år fjerner op mod 200 mio tons sediment fra Sahara. Under sådanne storme kan støvskyerne ses fra rummet, og luften kan indeholde op til 1.000 tons støv pr km3.
Masse-erosion kan enten ske som en katastrofal, pludselig begivenhed, som når en bjergside i kraftigt regnvejr bliver ustabil og skrider ned i dalen nedenfor, ofte med ødelæggelser til følge. Eller der kan være tale om en mere umærkelig proces, ofte fremkaldt af skift mellem frost og tø, hvor jorden på en skråning vil hæve sig lidt i frostvejr, for så at sætte sig igen, når det bliver tø, men med en lille forskydning ned ad bakke. Denne krybning kan over en årrække flytte meget store sedimentmængder ned ad en skråning. På skovbevoksede skrænter med krybning vil træernes stammer forneden krumme ind i skrænten, fordi krybningen hele tiden vipper træet lidt væk fra skrænten, hvilket træet kompenserer for ved at rette sig op.
Kemisk erosion forbindes mest med karstlandskaber og drypstenhuler, dannet ved at surt regnvand i kalkstensrige egne siver ned gennem sprækker i kalkstenen, opløser denne og danner underjordiske hulrum. Processen foregår kun i kalksten over grundvandsspejlet, og selvom Danmark er rig på kalksten, findes her stort set ingen karst, fordi langt det meste danske kalksten ligger under grundvandsspejlet. Kalkopløsning har dog ført til dannelse af jordfaldshuller, både på Stevns og Møn.
Transport og aflejring
Transport og aflejring er nært forbundne processer, fordi al transport før eller siden uundgåeligt vil efterfølges af aflejring. En aflejrings udseende, egenskaber og beskaffenhed styres af aflejringsmiljøet, dvs. de fysiske, kemiske og biologiske forhold på stedet, herunder fx landskabets udformning, klimaet og sedimentets beskaffenhed. Man skelner mellem fire transportmedier:
strømmende ferskvand i vandløb, hvor vandet drives ned mod havet af tyngdekraften,
havvand, som drives af havstrømme, tidevandskræfter eller af vind,
vind, som drives af forskelle i atmosfærens lufttryk,
gletsjeris, som kan opfattes som frosne vandløb, der igen drives mod havet af tyngdekraften.
Ferskvand
Vand som strømmer hen over et underlag, fx bunden af en bæk, vil påvirke dette underlag med en forskydningsspænding, som bl.a. afhænger af vanddybden og underlagets hældning. Når vandet i bækken bevæger sig hen over løst sediment, vil det kunne rive sedimentkornene med sig. Jo hurtigere vandet strømmer, jo større korn rives med. Hvis strømhastigheden aftager, vil de store korn synke til bunds, mens de små korn fortsætter med at blive transporteret. Således skilles de forskellige kornstørrelser ad, hvorved sedimentet bliver sorteret. Hjulströms diagram, se figur, viser i hvilken tilstand et korn med en bestemt størrelse vil befinde sig, når vandet strømmer med en bestemt hastighed.
De fleste ferskvandsaflejringer dannes ud fra det sediment, som floder på deres vej mod havet fører med sig. Nær sit udspring højt oppe i terrænet vil en flod normalt løbe i en ret stejl kanal eller flodseng, så at strømhastigheden er stor, og dermed den maksimale kornstørrelse af sediment, floden kan transportere. Her vil flodens aflejringer være grovkornede, fx sand eller grus med sten. På sin vej mod havet vil flodens strømhastighed aftage, i takt med flodsengen bliver fladere og fladere, og flodaflejringerne bliver tilsvarende mere og mere finkornede, efterhånden domineret af fint sand og silt.
De sandpartikler, som det strømmende flodvand fører hen over flodsengen, vil som oftest samle sig i strømribber, orienteret nogenlunde vinkelret på strømretningen. Ribberne er opbygget af skrå lag, såkaldt krydslejring, som hælder i vandet strømretning. Sådanne sedimentstrukturer kan derfor i gennemskåret stand bruges til at afgøre, i hvilken retning floden er strømmet, se illustration.
Ved en flods udløb i havet falder strømhastigheden markant, så at aflejringen af sediment øges. Sedimentet danner her gerne et delta, hvis udformning styres af, om kysten det pågældende sted er domineret af tidevand, som det fx ses ved Ganges' udmunding i det indiske ocean, eller af bølger, som det fx ses ved Rhônes og Nilens udmunding i Middelhavet. Hvis havet hverken er præget af tidevand eller bølger, kan deltaet bygges langt ud i havet og få form som en fuglefod, som det fx ses ved Mississippis udmunding i den mexikanske golf. Themsens og Elbens udmunding i Nordsøen foregår på steder med så kraftigt tidevand, at der her ikke dannes et delta, men i stedet et estuarie.
Havvand
Havet får størstedelen af sin tilførsel af sediment fra floderne, men tilføres også sediment ved erosion af kystklinter og i form af vindbåret støv fra støvstorme i ørkener. Ude til havs flyttes det meste sediment med tidevandsstrømme og havstrømme, men langs med kysterne er det især bølgeaktivitet, der transporterer, men også sorterer sedimentet. Nordsøen gnaver sig til stadighed ind i klinterne på Jyllands vestkyst, ved fx Bovbjerg og Rubjerg Knude, og det eroderede materiale føres i brændingszonen langs med kysten væk fra klinterne. Hvert år passeres Grenen ved Skagen således af ca. 1 mio m2 sand og grus, mens Blåvandshuk ved Esbjerg passeres af ca. 400.000 m2 materiale.
Denne omfattende kystparallelle materialevandring fører til dannelse af en række forskellige kystlandskaber, fx:
klinter dannes hvor fremspringende landområder udsættes for bølgeenergi, idet bølgernes erosion af klintfoden får klinten til med jævne mellemrum at styrte sammen, hvorved der bliver materiale tilgængelig for kystparallel materialevandring,
strande dannes på flade kyststrækninger præget af moderat bølgeenergi, med en netto tilførsel af sand eller grus, som danner strandvolde inde på stranden og revler ude i vandet; bl.a. pga forskellen i kemisk forvitring indeholder tropiske strande næsten aldrig grus, mens arktiske strande ofte er meget grovkornede,
krumodder dannes bag fremspring eller knæk på kysten, hvor materiale ført langs kysten vil kunne komme i læ og blive aflejret, fx Skagens Odde, som stadig vokser, eller Holmsland Klit, som i dag helt har afskåret Ringkøbing Fjord fra Nordsøen,
barrierekyster dannes på meget flade kyststrækninger med stor tilførsel af materiale, hvor revlerne efterhånden kan vokse sig op over havniveau og derved afskære havområdet ind mod land og omdanne det til en lagune; ses fx langs Køge bugt, hvor en naturlig barrieredannelse, som fandt sted op gennem 1900-tallet i 1970-erne blev hjulpet kunstigt på vej ved anlæggelsen af det rekreative område Køge Bugt Strandpark.
En flods strømhastighed er normalt for høj til, at de finkornede sedimentpartikler, ler og tildels silt, kan aflejres, selv ikke i flodens nedre løb og i deltaet, og en stor del af dette sediment føres derfor helt ud i havet. Langs kysten vil bølger forhindre aflejring af finstoffet, men før eller siden vil havstrømme eller tidevandsstrømme føre sedimentet væk fra kysten og ned på større vanddybde, hvor vandet er roligere. Her vil finstoffet kunne synke ned på havbunden, idet faldhastigheden følger Stokes’ lov.
Vind
Vind er luft som strømmer, og når vinden transporterer sediment sker det grundlæggende på samme måde som når vand strømmer hen over et underlag og påvirker dette med en forskydningsspænding. Vinds forskydningsspænding er dog meget mindre end vands, fordi densitet og viskositet for luft er meget mindre end for vand, hhv. ca. 800 og 60 gange. For at vinden skal kunne transportere og aflejre sediment må jordoverfladen være vegetationsløs og bestå af løst sediment. Vindaflejret sediment findes derfor overvejende i ørkener og langs kyster. Når vindhastigheden hen over det tørre sand på fx en strand når en vis størrelse, kaldet vindtærsklen, vil vinden kunne sætte sandkornene i bevægelse. Korn mindre end ca. 0,1 mm transporteres som svæv, som kan hænge i luften i lang tid. Korn større end ca. 0,4 mm kan vinden ikke løfte fri af overfladen, men den kan trille dem hen over stranden. Korn med størrelser herimellem transporteres ved, at de hopper fra sted til sted, og ved deres nedslag enten selv hopper videre eller overfører deres bevægelsesenergi og slår andre korn op i et hop, i stil med kuglerne på et billardbord. Partikler i svæv transporteres meget hurtigere end partikler der hopper, som igen transporteres hurtigere end partikler der triller. Dette medfører, at vindtransporteret sediment gennemgår en meget effektiv sortering, som gør, at det sand som fx klitter består af har næsten samme kornstørrelse.
Når vinden blæser hen over en tør overflade, fjernes alle fine partikler og kun grus og sten bliver liggende tilbage, på det der nu er omdannet til en afblæsningsflade. Sandkornene hopper afsted i vinden, men en opragende forhindring, fx en sten, vil kunne bremse sandkornenes hop ved at danne læ, så at løst sand vil kunne samle sig og begynde dannelsen af en klit. Når klitten når en vis størrelse, vil den selv kunne danne tilstrækkeligt læ til at mere sand samler sig, og klitten begynder at vokse. Når klitter når en vis størrelse, vil de begynde at vandre, som det fx ses med Råbjerg Mile. Klitter er ofte halvmåneformede: i ørkener vil klittens sider vandre hurtigere end midten, og der udvikles en barkhan, eller halvmåneklit. Langs kyster med fugtigt klima, som fx den jyske vestkyst, vil vindbrud kunne rive vegetationen op og danne klitter, hvor midten bevæger sig hurtigere end siderne, såkaldte parabelklitter.
Netop vindbrud med deraf følgende sandflugt har tidligere i Danmark været et stort problem, både langs den jyske vestkyst og langs Sjællands nordkyst. Sandflugten var især slem under den lille istid, fra engang i 1500-tallet og til begyndelsen af 1800-tallet. Allerede i 1539 udstedte Christian 3. forbud mod, at man brugte hjelme og marehalm fra klitterne til husdyrfoder og tagdækning, og forbuddet blev gentaget og udvidet i Christian 5.'s Danske lov fra 1683.
Hvor klitter består af det sand vinden fører med sig, bliver den finere silt og ler ført længere bort, hvor den vil falde ned og danne lag af løss på jordoverfladen. Løss forekommer almindeligt i Mellemeuropa, i Kina og det amerikanske Midtvesten, hvor det pga sin store frugtbarhed danner grundlag for en omfattende landbrugsproduktion.
Is
I Nordeuropa forekommer usorterede moræneaflejringer hyppigt, foruden i bjergrige egne længere sydpå, men geologerne blev først gradvist i løbet af 1800-tallet klar over, hvordan disse lag var dannet, lag som man har fundet i alle tempererede egne af Jorden. Tidligere havde man forestillinger om, at denne regelløse blanding af alle kornstørrelser måtte være dannet under en voldsom oversvømmelse, i stil med og formentlig inspireret af den bibelske syndflod. Men studier af schweiziske gletsjere fik omkring 1800 meteorologen Horace-Bénédict de Saussure til at konkludere, at gletsjerne tidligere havde haft større udbredelse. Denne påstand blev i 1840-erne dokumenteret af en anden schweizer, botanikeren og geologen Louis Agassiz, og derefter begyndte geologer verden over at kigge på disse regelløse aflejringer, i Danmark kendt som Rullestensformationen, med nye øjne.
I kolde egne med kraftigt snefald vil en del af vinterens sne kunne blive liggende sommeren over, fx på nordvendte skråninger, for så næste vinter at blive dækket med ny sne. Herved dannes et permanent snedække, og i takt med snelaget bliver tykkere, bliver sneen gradvist presset sammen og omdannet til is, idet massefylden stiger fra ca 0,06 g/cm3 for løs sne til 0,9 g/cm3 for is. Hvis et sådant lag is på skrånende underlag når en tykkelse på omkring 30 m, vil isen blive plastisk deformeret og begynde at flyde nedad, som en meget tyktflydende væske: en gletsjer er dannet. I dag er 11% af Jordens landoverflade til stadighed dækket af sne og is. For 20.000 år siden var det tilsvarende tal 30%. Igennem Kvartærtiden har klimaforandringer mange gange fået isens udbredelse til at veksle på lignende måde, idet varme mellemistider er blevet afløst af kolde istider.
Når en gletsjer glider hen over et landskab, vil den erodere underlaget og føre sediment med sig, idet sedimentet efterhånden føres hørere og højere op i isen. En gletsjer kan transportere alle kornstørrelser, selv store blokke, og den kan transportere over lange afstande. Dammestenen er Danmarks største sten, og den er samlet op af en gletsjer i et svensk grundfjeldsområde og lagt ved Hesselager på Fyn. Specielt i området tæt ved isranden vil gletsjere kunne lægge materiale fra sig, i form af moræneaflejringer. En moræne vil et bestemt sted altid bestå af det materiale, som gletsjeren har samlet op på sin vej hen til dette sted. Danske moræner er derfor ofte lerede og kalkholdige, fordi den danske undergrund er rig på ler- og kalkbjergarter. I det øvrige Skandinavien, hvor grundfjeld og andre hårde bjergarter dominerer undergrunden, vil moræner ofte være sandede, grusede og stenede, men lerfattige.
Når gletsjere smelter bort fra et område, efterlader de et landskab præget af glaciale landskabsformer, som enten er dannet af selve gletsjeren eller af de store mængder smeltevand, som til stadighed er løbet ud af denne. Hvis gletsjeren pga skift til koldere klima eller mere snefald rykker frem, vil den kunne skubbe jordlagene op foran sig, ligesom en bulldozer, og danne randmoræner. En mildning i klimaet eller mindre snefald vil omvendt kunne få gletsjeren til at smelte tilbage, og efterlade et landskab fx præget af bundmoræne, dødishuller, åse og kame-bakker, se figur.
Gletsjere er således meget følsomme over for klimaændringer, idet deres størrelse netop styres af balancen mellem tilførsel af kulde, især i form af ny sne øverst på gletsjeren og tilførsel af varme, især i form af afsmeltning af gammel is nederst på gletsjeren. Bliver klimaet mildere, vil afsmeltningen af vand overhale tilførslen af sne, mens det omvendte er tilfældet, hvis klimaet bliver koldere. Siden kuldeperioden Den Lille Istid er mange gletsjere blevet mindre, en tendens som i årtierne omkring år 2000 pga den globale opvarmning er blevet voldsomt forstærket, også hvad angår de kolossale isdækker i Antarktis og Grønland. I sommeren 2019 begyndte klimaaktivister i Island og Schweiz at afholde begravelsesceremonier for gletsjere, som var smeltet så meget tilbage, at de ikke længere bevægede sig.
Diagenese
I takt med at sediment gennem længere tid aflejres i et bestemt område, fx i et floddelta eller på havbunden ud for deltaet, vil der her opbygges en tykkere og tykkere lagserie. De nederste dele af lagserien bliver efterhånden begravet så dybt under havbunden, at både tryk og temperatur begynder at stige, og herved kan aflejringen blive påvirket af diagenese. Dette er en omdannelse, som udover tryk og temperatur især styres af aflejringens permeabilitet og porevandskemi, og diagenetiske processer kan enten være mekaniske eller kemiske.
Når sedimentet begraves stadig dybere under overfladen, bevirker det øgede overlejringstryk, altså trykket fra de overliggende lag, at sedimentkornene udsættes for mekanisk sammenpresning, hvorved porevandet mellem sedimentkornene tvinges ud og herefter typisk vil søge opad, vel at mærke hvis aflejringen har en tilstrækkelig permeabilitet, så at væske kan strømme gennem den. Leraflejringer presses nemmere sammen end sandaflejringer, og i dybtliggende vekslende lag af sand og ler ses ofte, at lerlagene er stærkt sammenpressede, mens sandlag stadig fremstår med nogenlunde samme tykkelse som da de i sin tid blev aflejret.
Det mobiliserede porevand indeholder ofte kalk eller kisel på opløst form, og hvis disse opløste ioner når frem til steder i aflejringerne, hvor de kemiske betingelser er gunstige, så kan de udfældes som cement i porerummene. Herved hærdnes sedimentet, hvorved en sandaflejring fx omdannes til en sandsten. I sandsten er calcit og kvarts de almindeligste cementdannende mineraler, men afhængig af porevandets ionsammensætning kan cementen også forekomme som fx siderit (FeCO3), gips (CaSO4), baryt (BaSO4) eller pyrit (FeS2).
Da transport og aflejring er nært forbundne processer, kan man lære meget om en sedimentaflejrings aflejringsmiljø ved at studere aflejringen. Men i takt med, at diagenese omdanner en aflejring, bliver det sværere og sværere at udtale sig om aflejringsmiljø. Når aflejringen bliver begravet så dybt, at temperaturen når op over 200-300 °C, afløses diagenese af metamorfose, som indebærer meget mere radikale ændringer af aflejringen. Lermineraler vil fx omdannes til forskellige glimmermineraler og krystallerne vokser i størrelse, så de oprindelige sedimentstrukturer efterhånden udviskes.
Flint
De fleste kalksten, i Danmark fx skrivekridt og bryozokalk, indeholder flintlag og -knolde, og denne flint er dannet som følge af diagenetiske processer i kalkstenen. Det oprindelige kalksediment består langt overvejende af skaldele af calciumkarbonat, men er ofte iblandet skaldele fra organismer, der danner skaller af kisel, fx diatomeer, radiolarer og kiselsvampe. Porevandet i kalksediment er ofte ganske basisk, hvilket efterhånden fører til opløsning af kiselskallerne, som så findes som opløste ioner. Hvis der lokalt i kalksedimentet findes områder med surt porevand, fx omkring rådnende rester af større dyr, kan den opløste kisel her udfældes som flintlegemer.
Hydrokarboner
Når organisk sediment, fx tørv eller gytje, aflejres under iltfri forhold, vil det organiske materiale kunne undgå nedbrydning og i stedet blive bevaret. Når sådanne organiske lag begraves tilstrækkeligt dybt og varmes tilstrækkeligt op, udsættes de for diagenetiske forandringer, der kan omdanne dem til de økonomisk vigtige råstoffer kul, råolie og naturgas. Under denne indkulning vil det organiske materiale gradvist blive beriget på kulstof, på bekostning af ilt og brint, der frigives til porevandet, typisk i form af vand, kuldioxid og metan, som indgår i komplekse organiske forbindelser, der vil søge opad, da de er lettere, har mindre densitet, end det omgivende sediment. Møder disse forbindelser på deres vej op mod havbunden impermeable lag, fx af fedt ler, vil de kunne samle sig i olie- eller gasfelter.
Tidsrum
Det er meget forskelligt, hvor hurtigt geologiske processer forløber. Jordskælv varer fra sekunder til minutter. Når floder i bjergene ved tøbrud går over deres bredder og fører store mængder mudder, sand og sten med sig ned i dalene, varer det timer eller dage. Når revler langs sandstrande flyttes udad eller indad, varer det dage eller uger. Disse processer forløber så hurtigt, at vi mennesker umiddelbart kan erkende dem som processer, som at jorden under os forandres.
Men de fleste geologiske processer foregår kun ganske langsomt. Umiddelbart betragtet ser fx kystlinjer, floder eller bjerge ikke ud til at forandre sig det fjerneste, men betragtet over længere tidsrum, fx hundredetusinder eller millioner af år, sker der store forandringer. Den pladetektoniske havbundsspredning langs den midtatlantiske ryg medfører, at Sydamerika fjerner sig fra Afrika med ca. 3 cm om året, mens stillehavspladen føres ned under den asiatiske plade med ca. 10 cm om året. Når man i bjerge 3 km over havet kan finde fossiler af 15 mio år gamle havlevende organismer, må bjergene have hævet sig ca. 0,2 mm om året. For 40.000 år siden var Skandinavien tynget ned af vægten af sidste istids iskappe. Når man i dag i området kan finde gamle kystaflejringer op til 500 m over havniveau, må det betyde, at Skandinavien lige siden har hævet sig op til omkring 1 cm om året. Erosion kan kvantificeres ud fra opmåling og sammentælling af nedbrudsprodukter fra mekanisk og kemisk forvitring, og for det nordamerikanske kontinent har det givet en erosionsrate på 0,03 mm pr år. Det tager således i størrelsesordenen nogle hundrede millioner år at anlægge et ocean, ca 20 mio år at løfte et bjerg i vejret og ca 100 mio år at bryde det ned igen til havniveau.
Geologisk tid
I 1654 fremlagde den irske ærkebiskop James Ussher resultatet af sine undersøgelser af Jordens alder, baseret på Det gamle Testamente, hvorefter Jorden skabtes (af Gud) i år 4.004 f.Kr. Men kendskabet til hårde bjergarter med hvad tilsyneladende var indlejrede dyrerester, eller fossiler, fx muslingeskaller, gav allerede i Renæssancen de lærde en fornemmelse af, at Jorden var skabt meget tidligere. Der skulle dog to vigtige videnskabelige opdagelser til, før vejen var banet for, at Jordens alder kunne øges betragteligt, i forhold til biskop Usshers alder: Dels da Niels Stensen i sin afhandling fra 1669 om fossilholdige bjergarter i Toscana påviste, at den hårde bjergart som omgav fossilerne, oprindeligt måtte have været blød og uhærdnet, og at alle bjergarter derfor ikke som beskrevet i Biblen blev dannet på én gang, men ved en række forskellige processer gennem et tidsrum. Dels da James Hutton i 1785 på baggrund af undersøgelser af erosions- og aflejringshastigheder i datidens skotske landskaber sandsynliggjorde, at alle geologiske lag var dannet, ikke ved voldsomme pludselige begivenheder som den bibelske Syndflod, men ved rolige og landsomme, og dermed tidkrævende processer. Hermed var der åbnet op for, at Jordens alder kunne være betydeligt ældre end som angivet i Biblen.
Der var nu også åbnet op for, at man kunne opfatte de forskellige geologiske lags dannelsestidspunkter som punkter på en tidslinje, på to måder:
relativ alder: et lags dannelsestidspunkt set i forhold til et andet lags
absolut alder: et lags dannelsestidspunkt målt i år før nu.
Relativ datering
Stensens og Huttons opdagelser kan sammenstilles i disse grundlæggende regler:
1. Aktualitetsprincippet siger, at de nutidige geologiske processer er foregået på nogenlunde samme måde og med nogenlunde samme hastighed gennem den geologiske historie.
2. Overlejringsloven siger, at i en lagserie af vandrette og uforstyrrede lag vil et overliggende lag være yngre end et underliggende, for et lag vil aflejres på sit underlag og ikke under det; i en lagserie vil derfor de øverste lag være yngst og de nederste lag ældst.
3. Reglen om oprindelig vandrethed siger, at sedimenter aflejres i vandrette lag, for kun på et nogenlunde vandret underlag vil sediment kunne falde til ro og danne et lag.
4. Reglen om oprindelig udbredelse siger, at et sedimentlag oprindeligt er udbredt til alle sider, indtil det gradvist tynder ud eller erstattes med et lag med anden sammensætning; når vi i dag i en udgravning eller klint kan se sidelæns ind på et lag, så har dette lag oprindeligt haft større udbredelse.
5. Reglen om skæring siger, at en forkastning eller gang er yngre end den bjergart den gennemskærer; skærer en forkastning eller gang en bestemt lagserie, men ikke en overliggende lagserie, er forkastningen (gangen) yngre end den nedre lagserie, men ældre end den overliggende. Samme regel gælder også, når en intrusion skærer sig gennem en sedimentlagserie.
6. Reglen om inklusioner siger, at hvis en plutonsk eller sedimentær bjergart indeholder fragmenter (inklusioner) af en anden bjergart (fx stykker af en vulkans pibe revet med af opstrømmende lava, eller stumper af det kalkunderlag, hen over hvilket en gletsjer er gledet) så må disse inklusioner være ældre end bjergarten, og bjergarten yngre end inklusionerne.
Op gennem 1800-tallet udgjorde disse regler en vigtig del af grundlaget for en omfattende, frugtbar og efterhånden verdensomspændende kortlægning og relativ datering af geologiske lag. Man begyndte at opstille den geologiske tidsskala, med inddeling i æon, æra, periode og epoke, se figur nedenfor. Studiet af lagenes indhold af fossile dyr og planter, palæontologien, blev et vigtigt hjælpeværktøj i opstilling af denne tidsskala, hjulpet godt på vej af det store fokus på evolution og naturlig udvælgelse, som Darwins Arternes Oprindelse afstedkom ved sin udgivelse i 1859.
Absolut datering
Tallene i tidsskalaen ovenfor er mio år før nu, og Jordens alder er således godt fire en halv mia år, dvs op mod 800.000 gange ældre end biskop Usshers alder, som ikke blev bestridt før end et godt stykke ind i 1800-tallet. Op gennem 1800-tallet forsøgte fysikere at bestemme Jordens (og Solens) alder, bl.a. ved at regne på den varme, som tyngdekraftens sammentrækning af Solens enorme masse frembragte, hvilket gav en alder på 20-40 mio år. Ikke længe efter opdagelsen i 1890-erne af radioaktivitet fik man et dateringsredskab, måling af radioaktivt henfald i mineraler, hvilket frem mod midten af 1900-tallet gav Jorden en alder tæt på den nugældende. Radiometrisk datering er stadig en meget brugt metode til fastsættelse af absolutte aldre for bjergarter. Skemaet viser data for en række almindeligt brugte radioaktive isotoper.
Historisk geologi
Inden for disciplinen historisk geologi bruges de forskellige geologiske principper og værktøjer til at genfortælle og forstå Jordens historie. Med fokus på de geologiske processer, som forandrer Jordens overflade og indre, og ved brug af stratigrafiske, strukturgeologiske og palæontologiske undersøgelser har man kunnet rekonstruere store dele af den lange række af meget forskellige geologiske hændelser, foruden udviklingen af dyre- og planteliv, som har givet jordkloden sit nuværende udseende. Her er listet et udvalg af vigtige begivenheder i Jordens 4,53 mia år lange historie:
4,6 mia år (Hadal) Jorden dannes, med glohed overflade, men stadig uden atmosfære, så meteorer og kometer slår ned i stort tal (Det store Bombardement).
3,8 mia år (Eoarkæikum) Temperaturen ved jordoverfladen falder, og oceanerne begynder at dannes; forløberen for DNA-molekylet optræder første gang.
3,5 mia år (Palæoarkæikum) Encellede bakterier dukker op. Nogle bakterier begynder at udskille ilt i atmosfæren.
1,1 mia år (Stenium) Kønnet formering optræder første gang.
750 mio år (Neoproterozoikum) Det tidligst kendte superkontinentet Rodinia begynder at bryde op Ca. 200 mio år senere samler kontinenterne sig igen i superkontinentet Pannotia. De første istider indfinder sig - og Varanger-istiden fører til en helt tilfrosset jord.
555 mio år (Ediacarium) Flercellede organismer bliver almindelige i havene, hvoraf nogle med meget bizart udseende.
500 mio år (Kambrium) Havene domineres af små og store hvirvelløse dyr, som trilobiter, søliljer, armfødder og blæksprutter. De første hvirveldyr opstår, og udvikler sig til fisk.
450 mio år (Ordovicium) De første dyr på land er primitive leddyr, som udvikler sig til skorpioner, edderkopper, mider og tusindben.
420 mio år (Silur) Landplanter breder sig gradvist, og ændrer hermed jordoverfladens landskaber, hvor nye levesteder opstår.
360 mio år (Devon) Firbenede fisk indtager landjorden, som dækkes med frøplanter og store skove. Verdenshavene danner grobund for store revdannelser.
252 mio år (Perm-Trias-udslettelsen) Mere end 96% af livet i havet og 70% af livet på landjorden forsvinder i den største massudryddelse nogensinde; ammoniter er blandt de overlevende.
250 mio år (Trias) Superkontinentet Pangæa dannes. Nåleskove, krybdyr og synapsider (forløbere for pattedyr) er almindelige.
225 mio år (Trias) De første dinosaurer og pattedyr dukker op; superkontinentet Pangæa er i opbrud.
130 mio år (Kridt) Mens den nuværende fordeling af kontinenter og oceaner efterhånden begynder at tage form, dukker de første blomsterplanter frem; dinosaurer hersker på landjorden, mens mange nye arter af benfisk dukker op.
65 mio år (Kridt-Palæogen-grænsen) En stor asteroide slår ned på Yucatan-halvøen, og ammoniter og dinosaurer uddør, mens fugle og pattedyr overlever katastrofen.
4 mio år (Pliocæn) I Afrika opstår de først menneskelignende væsner. De første moderne istider udrydder mange store pattedyr.
130.000 år (Saale-istiden) Det moderne menneske, Homo sapiens, optræder første gang. De ældste hulemalerier, tegn på menneskelig bevidsthed, er 60.000 år gamle.
Geologiens historie
I Oldtidens Grækenland fremkom flere filosoffer med teorier om Jordens oprindelse. Aristoteles beskrev de geologiske forandringers langsomhed. Hans efterfølger ved Lyceum, filosoffen Theofrastos, blev berømt for sit arbejde Peri lithon ("Om sten"), som forblev den klassiske lærebog helt til Oplysningstiden. Han beskrev her mange mineraler, malme og forskellige slags marmor og kalksten, og han forsøgte at gruppere mineraler ud fra hårdhed. I romertiden lavede Plinius den ældre en oversigt over mange mineraler og metaller og beskrev rav som et fossil fra fyrretræer. Inden for krystallografi opdagede han, at diamanter har oktaedrisk krystalstruktur. Abu Rayhan Biruni (973-1048) lavede en beskrivelse af de geologiske forhold i Indien. I Kina fremsatte Shen Kuo (1031-1095) en hypotese om landdannelse eller geomorfologi: ud fra observationer af marine fossiler i Taihangbjergene, som ligger langt fra Stillehavet, foreslog han at landet var dannet ved landhæving, erosion og aflejring af silt fra floder. Hans fund af fossilt bambus i et tørt og ugæstfrit område i Shaanxi ledte ham på tanken om klimaændringer.
Lægen Georgius Agricola (1494–1555) skrev den første afhandling om minedrift og metaludvinding, De re metallica libri XII i 1556, med tillægget Buch von den Lebewesen unter Tage. Han beskrev vindenergi, vandkraft, smelteovne, transport af malm, udvinding af natrium, svovl og aluminium. Danske Niels Stensen (1638–1686) opstillede omkring 1670 nogle grundlæggende stratigrafiske lovmæssigheder, bl.a. overlejringsloven, som siger at i en lagserie vil de øverste lag være aflejret sidst og de nederste være aflejret først.
I 1600-tallets Europa var geologiske studier stærkt præget af kirken. Den norske præst Michel Pedersøn Escholt udgav i 1657 værket Geologia Norvegica om jordskælvs teoretiske og teologiske baggrund, foruden beskrivelser af bl.a. grotter, jordgasser og vulkaner. I 1696 udgav briten William Whiston A New Theory of the Earth, hvor han redegjorde for, hvordan Syndfloden havde dannet jordens klipper og lagserier. Også tyskeren Abraham Werner beskæftigede sig med Syndfloden og foreslog at bjergarter, herunder også basalt og granit, var blevet udfældet fra havvand, i en teori kendt som neptunisme.
1700-tallet: neptunisme og plutonisme
I 1700-tallet tegnede Jean-Étienne Guettard og Nicolas Desmarest franske geologiske kort og lavede de første beskrivelser af vulkanske bjergarter i Frankrig. William Smith (1769–1839) tegnede nogle af de første geologiske kort over Storbritannien og kortlagde lagserier ved at studere deres fossiler. Ved siden af ham regnes James Hutton ofte som den første moderne geolog. I 1785 udgav han i Edinburgh Theory of the Earth. Han mente jorden måtte være ældre end tidligere antaget, fordi nedbrydning af bjerge og aflejring af sediment tager lang tid. Hutton gik især til angreb mod de geologer, som var fortalere for teorier for Jordens dannelse, som byggede på Bibelens beretning om Syndfloden. Han hævdede, at det var vulkanske processer, der skabte bergarterne.
I 1700-tallet fik man gennem minedrift en øget forståelse for stratigrafi. I 1741 begyndte man at undervise i geologi ved det franske naturhistoriske museum. I 1749 udgav den franske naturhistoriker Georges-Louis Leclerc sin Histoire Naturelle, hvor han gik til angreb på de bibel-inspirerede dannelsesteorier fra bl.a. Whiston Ud fra studier af kugler som afkøles konkluderede han, at Jordens alder ikke var omkring de 6.000 år som Bibelen siger, men snarere 75.000 år.
Den geologiske videnskab var på denne tid præget af kampen mellem to konkurrerende teorier: neptunisterne, opkaldt efter den romerske havgud Neptun og anført af Abraham Gottlob Werner, forestillede sig at alle typer bjergarter, også fx basalt og granit, var dannet ved udfældning i havet; plutonisterne, som havde navn efter den græske gud for underverdenen Pluton og var anført af James Hutton, mente derimod, alle hårde og krystallinske bjergarter var dannet i jordens indre, ved høj temperatur. Plutonisterne skulle vise sig at gå af med sejren i den videnskabelige strid, men Werner indskrev sig alligevel i historien, bl.a. med bogen Von den äusserlichen Kennzeichen der Fossilien, hvor han præsenterede et klassifikationssystem til mineraler.
1800-tallet: stratigrafi og aktualitetsprincip
William Smith, Georges Cuvier og Alexander Broignart var alle foregangsmænd inden for stratigrafiske undersøgelser vha fossiler. Efter udgivelsen af Cuvier og Broignarts bog Description Geologiques des Environs de Paris i 1811 øgedes interessen for denne nye disciplin. I 1833 introducerede Adam Sedgwick den geologiske periode Kambrium, på grundlag af studier af bjergarter i Wales. Roderick Murchison fortsatte kortlægningen af Wales og reviderede Sedgewicks inddeling med indførelsen af Silur-perioden. Samtidig fremlagde den skotske geolog Charles Lyell en inddeling af Tertiærtiden basert på stratigrafiske studier i Skotland.
I løbet af 1800-tallet blev aktualitetsprincippet bredt accepteret blandt geologerne, som afløsning for 1700-tallets katastrofeteorier, ikke mindst efter udgivelsen af Charles Lyells Principles of Geology i 1830, hvor han vha nye observationer fra England, Frankrig, Italien og Spanien videreudviklede Huttons ideer om gradualisme som grundprincip for dannelse af geologiske lag. Lyell var stærkt medvirkende til at indføre doktrinen om, at geologiske processer foregår på samme måde og med samme hastighed i dag som i fortiden, og dette aktualitetsprincip blev snart almindeligt accepteret, også af Charles Darwin, som havde været med Sedgwick på ekskursioner i Wales og som læste Lyells bog med stor interesse. Da Darwin i 1859 fremsatte sin evolutionsteori i Arternes Oprindelse, henviste han i stor udstrækning til Lyell.
Fra gammel tid og et stykke ind i 1800-tallet havde geologerne haft et forklaringsproblem med de såkaldte erratiske blokke, løse blokke og marksten og strandsten af bjergarter, som kun fandtes faststående langt borte, se figur med rombeporfyr. En forklaring på hvordan de erratiske blokke blev flyttet fik man med fremkomsten af isteorien, forestillingen om at de store områder med erratiske blokke, især Nordeuropa og Nordamerika, tidligere havde været dækket af indlandsis og gletsjere. De meget hyppigt forekommende usorterede moræne-aflejringer i disse områder kunne nu forklares som afsat af gletsjere under en række istider i Kvartærperioden, en periode karakteriseret ved hyppige og voldsomme klimaforandringer.
1900-tallet: geosynklinalteori og kontinentaldrift
Spørgsmålet om hvordan bjergkæder dannes havde længe optaget geologerne, men en gangbar teori fremkom ikke før end i sidste halvdel af 1800-tallet, da de amerikanske geologer James Hall og James Dwight Dana ud fra studier i Appalacherne fremlagde deres geosynklinalteori. I begyndelsen af 1900-tallet videreudviklede de tyske geologer Leopold Kober og Hans Stille teorien, hvorefter bjergkæder dannes fordi jordkloden pga afkøling trækker sig lidt sammen, så at skorpen pga sammenpresning begynder at få 'rynker', i form af store komplekse sedimentbassiner, eller gensynklinaler, som senere kan presses op og blive til bjergkæder.
I det hele taget blev 1900-tallet præget af en øget interesse for Jordens indre, i voksende erkendelse af, at mange af de processer, hvis resultater ses ved jordoverfladen, må have fundet sted op til titals km under overfladen. I 1910 påviste den kroatiske geolog Andrija Mohorovicic ud fra undersøgelser af jordskælvsbølgers udbredelseshastigheder, at jordens skorpe i omkring 35 km dybde, kendt som Moho-diskontinuiteten og vekslende fra op til 70 km under kontinenterne til ned til kun 5 km under oceanerne, blev afløst af en flydende kappe. Der skulle komme flere vigtige opdagelser inden for seismologi og måling af jordskælvsbølger, bl.a. da tyske Beno Gutenberg i 1913 kunne anslå dybden til Jordens kerne, og danske Inge Lehmann i 1936 påviste, at det fandtes både en indre og en ydre kerne.
Op gennem 1800-tallet blev man efterhånden klar over, at Jorden var ældre end som så, og i takt med at man udviklede og raffinerede den radiometriske datering af mineraler og bergarter, nåede Jordens alder i begyndelsen af 1900-tallet op omkring 2 milliarder år. Samtidig blev den geologiske tidsskala videreudviklet og stadigt mere nøjagtig.
Det større geologiske tidsperspektiv var formentlig en del af inspirationen bag de første teorier om kontinentaldrift, dels fremsat i 1908 af den amerikanske glacialgeolog Frank Bursley Taylor og tre år senere, og uafhængigt heraf og beskrevet noget mere detaljeret, af den tyske geograf Alfred Wegener. Kontinenterne udgjorde ifølge Wegener oprindeligt et sammenhængende landområde, et superkontinent som han kaldte Pangæa. Wegener mente at Pangæa på et tidspunkt sprækkede op i de nuværende kontinenter, som derefter drev afsted på Jordens kappe, som tømmerflåder på havet. Wegener og den britiske pioner inden for geokronologi Arthur Holmes blev begge bestyrket i deres tro på superkontinentets eksistens, idet de nu adskilte kontinenters kystkonturer, bjergartsfordeling og dyreliv passede påfaldende godt sammen på tværs af opsprækningerne, hvis man samlede kontinenterne igen, se figur. Men selv om denne teori også gav en forklaring på, hvordan bjergkæder dannes, blev den gennem et halvt århundrede mest betragtet med skepsis.
I 1929 opdagede den japanske geofysiker Motonori Matuyama, at Jordens magnetfelt skiftede retning på et tidspunkt midt i Kvartærtiden, så at den magnetiske nordpol og sydpol byttede plads. Under 2. Verdenskrig udviklede man magnetometre til at afsøge havområder for fjendtlige ubåde, og efter krigen bemærkede geofysikere, at data fra disse afsøgninger viste underlige og umiddelbart uforklarlige magnetiseringsmønstre, se figur. I løbet af 1950-erne blev det efterhånden klart, at disse magnetiske anomalier var udtryk for en række af sådanne palæomagnetiske skift i Jordens magnetfelt, og at anomalierne i virkeligheden viste striber af nydannet oceanbund langs spredningszoner på havbunden. Hermed havde man påvist kontinentaldriften, det at kontinenter og oceaner bevæger sig i forhold til hinanden.
Efterkrigstiden: pladetektonik og bassinanalyse
Under navnet pladetektonik skulle teorien om kontinentaldrift fra slutningen af 1960-erne give anledning til et af de vigtigste paradigmeskift i den geologiske videnskab. Det blev nu muligt at forklare vulkaners og bjergkæders placering, forekomsten af jordskælv, hvorfor oceanerne er dybest tæt på land og hvorfor skorpen under oceanerne er yngre, tyndere og tungere end under kontinenterne. Canadieren John Tuzo Wilson påviste, at når Hawaii-øerne ligger som på linje, skyldes det at Stillehavspladen bevæger sig hen over en hotspot, et område i kappen med opstigende magma og vulkanisme. Han var også med til at påvise, at den kaledoniske bjergkæde blev dannet, da Iapetushavet, en forløber for Atlanterhavet, blev lukket ved et sammenstød mellem kontinentalplader. Siden har man fundet mange tegn på, at kontinentalplader er drevet fra hinanden og stødt sammen et utal af gange gennem Jordens historie, og en sådan cyklus med spredning efterfulgt af kollision kaldes en wilson-cyklus.
Indvinding af hydrokarboner (olie og gas) blev efter 2. Verdenskrig helt afgørende for energiforsyningen i store dele af verden. Olie og gas findes typisk i forbindelse med strukturelle fælder i sedimentære bassiner, hvor der under gunstige forhold er aflejret organisk materiale. Den meget intense og omkostningstunge efterforskning efter kulbrinteforekomster, typisk med en kombination af seismiske undersøgelser og boringer, har givet en meget mere detaljeret forståelse af dannelsen og opbygningen af sådanne bassiner, fx i Nordsøen.
Metoder
Geologer har en række forskellige faglige metoder og discipliner til rådighed i deres arbejde, se liste nedenfor. Meget ofte tager arbejdet udgangspunkt i et bestemt geografisk område, hvis geologiske forhold ønskes belyst. Her skelnes mellem
kortlægning: identifikation og optegning af områdets forskellige bjergarter, ud fra områdets petrografiske, geomorfologiske og strukturgeologiske karakteristika,
tolkning: udredning af områdets geologiske dannelseshistorie, dvs. ud fra resultater af kortlægning at beskrive, i hvilken rækkefølge og gennem hvilke processer områdets sammensætning af bjergarter er dannet.
I en typisk geologisk undersøgelse samler geologer altså ude i felten data om bjergarternes petrografi (sammensætning), stratigrafi (lagdeling) og strukturgeologi (lagenes indbyrdes placering og deformationer), hvorefter man hjemme på kontoret sammenstiller alle disse data i en tolkningsmodel.
Andre geologer vælger, i forlængelse af Aktualitetsprincippet at undersøge, hvordan geologiske processer i vore dage finder sted, fx i floder, i havet og i gletsjere, mens endnu andre forsker i grænseområdet mellem ydre og indre processer
Fagdiscipliner
Den geologiske videnskab kan opdeles i en lang række underdiscipliner, bl.a.
Mineralogi – studiet af mineralers sammensætning, struktur, dannelse og forekomst
Petrologi – studiet af sammensætning, forekomst og dannelse af bjergarter, hvad enten sedimentære, magmatiske eller metamorfe
Geomorfologi – studiet af landskabsformer og landskabsdannende processer på og ved jordens overflade
Strukturgeologi – studiet af bjergarters geometri, lagstilling og deformationer
Stratigrafi ─ studiet af lagdelte bjergarters fremtræden, indbyrdes placering og korrelation
Palæontologi – studiet af fortidens dyre- og planteformer, og livsformernes udvikling gennem geologisk tid
Kvartærgeologi og glaciologi – studiet af bjergarter og processer fra Kvartærperiodens istider og mellemistider
Hydrogeologi og geokemi – studiet af de hydrauliske og kemiske processer, der finder sted i vandet i jorden
Geofysik – studiet af jordkloden vha fysiske målinger, af fx tyngdekraft, magnetfelt, radioaktivitet, udbredelse af akustiske (seismiske) eller (geo-)elektriske signaler
Vulkanologi – studiet af vulkanernes bjergarter og processer
Ingeniørgeologi – den praktiske anvendelse af geologisk viden i forbindelse med bygge- og anlægsopgaver
Malmgeologi, oliegeologi og økonomisk geologi – den praktiske anvendelse af geologisk viden i forbindelse med indvinding af råstoffer
Se også
Jordens historie
Jordens alder
Geologisk tidsskala
Danmarks geologi
Bornholms geologi
Grønlands geologi
Palæontologi
Jordbundslære
Landskabsform
Geologisk aflejring
Sten og jordtyper
Evolution
Exogeologi – andre himmellegemers geologi
Geografi
Geofysik
Henvisninger
Noter
Referencer
Litteratur
På dansk
Axel Garboe (1959): Geologiens Historie i Danmark, Bind I: Fra myte til videnskab. Fra de ældste tider til 1835 (med Norge til 1814). Reitzels Forlag, 283 sider
Axel Garboe (1961): Geologiens Historie i Danmark. Bind II: Forskere og Resultater. Reitzels Forlag, 522 sider
På engelsk
.
.
.
.
På norsk (bokmål)
.
Film
Geologi - er det egentlig videnskab? (1980), instrueret af geologen og maleren Per Kirkeby.
Eksterne henvisninger
"Geologiens 10 største opdagelser". Videnskab.dk.
Akademiske discipliner
Videregående uddannelser i Danmark |
1009 | https://da.wikipedia.org/wiki/Globetrotter | Globetrotter | En globetrotter er en person, der rejser Jorden rundt eller blot er meget berejst. Det engelske udtryk er efterhånden gået ind i det danske sprog, men tidligere blev også ordene jordtraver eller jordomrejser anvendt.
I Danmark findes der mindst to kendte klubber for globetrottere: De Berejstes Klub og Eventyrernes Klub.
Kilder/Henvisnigner
Lexopen
Turisme |
1010 | https://da.wikipedia.org/wiki/Grundstof | Grundstof | Et grundstof er et kemisk stof, der udelukkende består af atomer med samme atomnummer (dvs. har samme antal protoner i kernen) – for eksempel jern, der udelukkende består af jernatomer Fe, eller brom, der i ren form udelukkende består af molekyler med formlen Br2.
Vand er derimod en kemisk forbindelse bestående af molekyler, der er sammensat af flere forskellige atomer – et iltatom O og to brintatomer H med formlen H2O, så vand er ikke et grundstof.
Atomer er bygget op af protoner, neutroner og elektroner. Det samlede antal af neutroner og protoner kaldes for nukleoner. Alle grundstoffer har et forskelligt antal protoner, som også er det man kalder atomnummeret (Z). Antallet af neutroner kan variere, og antallet af neutroner kaldes neutrontallet og betegnes med N. Antallet af nukleoner (protoner + neutroner) kaldes massetal (A). Det vil altid være lige mange elektroner og protoner i et grundstof, og da elektroner har en lige så stor negativ ladning, protoner har en positiv er grundstoffet neutralt ladet udadtil.
Man kender 118 forskellige grundstoffer. Der er lavet en oversigt over grundstofferne, som kaldes det periodiske system. Der findes 92 naturligt forekommende grundstoffer på Jorden, de resterende er fremstillet kunstigt. Plutonium, nummer 94 i det periodiske system, er det tungeste grundstof, som dannes i naturen. Mange tunge, og supertunge, grundstoffer er fremstillet i laboratorier.
Atomer består af en lille kerne indeholdende positivt ladede protoner og neutrale neutroner. Protoner og neutroner kaldes også kernepartikler eller nukleoner. Rundt om kernen kredser en sky af elektroner med forskellige energiniveauer afhængigt af, hvor i skyen elektronerne befinder sig. Det er antallet af protoner, der afgør, hvilket grundstof der er tale om. Atomer af samme grundstof, der dog indeholder et andet antal af neutroner, kaldes for grundstoffets isotoper. Som udgangspunkt har grundstoffet lige mange protoner og elektroner (dvs. et neutralt ladet atom), men fordi mange grundstoffer gerne vil følge oktetreglen (også kaldet ædelgasreglen), vil grundstoffet enten afgive eller optage elektroner. På den måde opstår ioner, som enten er positivt eller negativt ladede afhængigt af om atomet er oxideret eller reduceret.
Alle grundstoffer har deres eget unikke kemiske symbol, der er gældende over hele verden, uanset hvad grundstoffet hedder på det enkelte sprog. Jern har symbolet Fe, også på dansk, og natrium har symbolet Na, også i de engelsksprogede lande, hvor natrium hedder "sodium". Selv kemibøger skrevet med kyrilliske bogstaver eller med kinesiske skrifttegn bruger de vedtagne latinske bogstaver på grund af det internationale samarbejde.
MF = Massefordelingen
Radius repræsenterer den empiriske værdi. Kun i tilfælde hvor denne ikke kendes (bl.a. ædelgasserne), er der brugt en teoretisk værdi.
GSI = GSI Helmholtz Centre for Heavy Ion Research - (artiklen på engelsk Wiki).
Kilder/Henvisninger
Grundstoftabel: Værdier, datoer o.a. er fundet på andre sider af wikipedia
Grundstoftabel: Indhold i atmosfæren er for grundstofferne 1 til 109 fra Henning Henriksen & Erik Pawlik: Bogen om Grundstofferne, 1998, Gyldendal, .
Morgan, John W., and Edward Anders. "Chemical composition of earth, Venus, and Mercury." Proceedings of the National Academy of Sciences 77.12 (1980): 6973-6977.
Eksterne henvisninger
Interaktivt periodisk system
Supertunge grundstoffer
9 October 2003, PhysicsWeb: Darmstadt gets credit for new elements Citat: "...IUPAC has also officially approved a proposal from GSI that element 110 – which was also discovered at the German lab – should be known as darmstadtium (Ds)..."
Number 672 #1, February 2, 2004, AIP: Element 115 Has Been Discovered Citat: "...The long lifetime observed for element 115 suggests that physicists might be getting closer to the "island of stability,"..."
Se også
Grundstoffer efter atomnummer – hvor andre navneformer end de ovenstående er anført
Grundstoffer (alfabetisk)
Unobtainium |
1011 | https://da.wikipedia.org/wiki/Gr%C3%B8bling | Grøbling | Grøbling (tysk: grüppelung) er en teknik, som bruges til indvinding af land ved Vadehavet. Langs slikgårde graves vinkelret på kysten parallelle render og grøfter, der hjælper overskydende vand til at løbe af vaden. På den måde kan man opnå større områder, som kun dækkes af vand i mindre grad, så tilført materiale kan nå at bundfældes. Den enkelte rende kaldes for en grøble, og det højereliggende areal mellem to render kaldes en ager. Disse grøbler kan være ca. ⅓ m dybe op til 2 meter brede og anlægges med en indbyrdes afstand på 3-4 m eller mere. Den klæg, der er gravet op, bliver lagt på den mellemliggende ager. Dernæst må man vente på, at grøblen fyldes med klæg igen, som så atter graves op og så fremdeles. På denne måde opnås, at agrene efterhånden kommer til at ligge højere end normalt højvande.
Grøbling kan kombineres med andre teknikker, fx bygning af dæmninger eller "låninger" på flere hundrede meter vinkelret ud fra kysten. Formålet med disse dæmninger er at modvirke kyststrømmen og dæmpe bølgeslag for derved at gøre vandet roligere og således fremme aflejringen.
Når man således efterhånden har fået et areal egnet til indvinding, afspærres området fra havet med et såkaldt sommerdige, der kun er beregnet til at modstå mindre stormfloder. Det område (kog), der således er indvundet, kan anvendes til græsning for kreaturer om sommeren. Hvis der skere en fortsat grøbling udad, vil senere en ny kog kunne inddiges, og det gamle sommerdige vil så kunne forhøjes til en størrelse, hvor det er trygt at bosætte sig bag det.
Formålet med grøblinger er at forbedre dræningsforholdene, men også at hæve dele af vaden op til et niveau, hvor planter kan indvandre. Især strandannelgræs og vadegræs spiller en stor rolle som landvindingsplanter, som fastholder det materiale, der er opslemmet ved højvande. Etablering af slikgårde, faskingærder og grøblinger har spillet en betydelig rolle for dannelsen af den nuværende marsk i det nordvesteuropæiske marskområde.
Udformning
På sandede vader er agerbredden normalt 6 meter og grøblerne 25 x 60 cm med skråt afskårne kanter. Den opgravede materialemængde er omkring 1/8 m3 pr løbende meter, hvilket indebærer en forøgelse af overfladen med ca. 2 cm i gennemsnit. Det opgravede materiale forsøges så vidt muligt fordelt således, at det er højst midt på ageren for derved at fremme afstrømningen. I praksis bliver overfladen hurtigt udjævnet og fremstår som svagt hvælvede forhøjninger, mens grøblerne fremtræder som flade, brede lavninger.
Virkemåde
Grøblingerne fungerer på den måde, at når tidevandet begynder at stige, vil det først trænge ind i grøblerne, som ret hurtigt fyldes. Derefter vil det stige til op over kanten og strømme til siderne, hvor det afgiver det medførte materiale på samme måde som ved levéer. Når ebbe sætter ind, vil vandet hurtigt blive samlet i grøblelavningerne, hvor vandstanden derefter er langsomt faldende under ebben. Sammenlignet med en naturlig vadeoverflade, hvor der dannes store pytter i lavninger, vil det grøblede område for langt større deles vedkommende blive tør. Fordampningen bevirker, at der på det grøblede areal også tæres på grundvandet i længere tid en på en naturlig vade, og grundvandet vil derfor blive mere sænket på et grøblet areal end på en naturlig vade. En bivirkning heraf er, at sandormen fortrænges fra agrene og samles i renderne.
Efter det første år bør grøblingen gentages næste år og vil allerede da vise ændringer i forhold til en naturlig vade. Ageroverfladen styrkes og grøblerenderne bevares bedre. Den mere fuldstændige udtørring under ebbe bevirker, at der dannes en skorpe. Det fine leragtige materiale samles i grøblerne og vil ved udtørring på agrene styrke overfladen. Dog kan grøblede men ellers ubeskyttede arealer på udsatte steder opleve ødelæggelse af bølgeslag i form af erosionshuller i grøblerenderne og undertiden også på agrene.
Det videre forløb skyldes indvandring af sandsamlende planter, først kveller men især annelgræs. Ved denne bevoksning stabiliseres overfladen væsentligt, og sedimentationen fremmes. Derved kommer den egentlige marskdannelse i gang. I takt med, at overfladehøjden vokser, vil overskyldning under højvande blive sjældnere, og kun renderne fyldes under højvande. Mange steder tilføjes kun større materialemængder ved vandstigninger over middelhøjvandsniveauet, men for at sikre dræning og undgå forsumpning må grøblerne fortsat oprenses.
Noter
Litteratur
N.H. Jacobsen: Skibsfarten i det danske Vadehav; Kjøbenhavn 1937
B. Jakobsen og Kr.M. Jensen: "Undersøgelser vedrørende landvindingsmeioder i Det danske Vadehav" (Geografisk Tidsskrift, Bind 55 (1956); s. 21-61)
B. Jakobsen, Kr.M. Jensen og Niels Nielsen: "Forslag til landvindingsarbejder langs den sønderjyske Vadehavskyst" (Geografisk Tidsskrift, Bind 55 (1956); s. 62-87)
Eksterne henvisninger
Projekten Naturligvis
Vadehavet
Kystsikring
de:Grüppel |
1012 | https://da.wikipedia.org/wiki/Hektar | Hektar | En hektar (ha) er et areal på 10.000 kvadratmeter (m²) eller 0,01 km², hvilket er samme størrelse som et kvadrat på 100 meter × 100 meter. Til en kvadratkilometer går der 100 hektar.
Hektar betyder 100 ar altså hekto-ar, som så er blevet til hektar.
Hektar bruges ofte til at angive landområders areal og svarer til lidt under to tønder land (én tønde er 5.516,24 m², og således 1,812 tønder land).
Se også
Danske måleenheder
Ar (enhed) (a)
Kvadratkilometer (km²)
Kvadratmeter (m²)
Tønde land
Areal
Referencer
Eksterne links
Konverter hektar til andre arealmål
Arealenheder |
1013 | https://da.wikipedia.org/wiki/Hydrogenion | Hydrogenion | Ved en hydrogenion (H+) forstås almindeligvis et hydrogenatom, der har mistet sin elektron. En sådan hydrogenion går nemt i forbindelse med andre partikler (elektroner, atomer og molekyler) og ses derfor kun i fri tilstand, når den er i gasform eller befinder sig i et næsten tomt rum (næsten vakuum). Ifølge IUPAC anbefales hydrogenion dog som den generelle betegnelse for alle ioner af hydrogen og dets isotoper, både positivt og negativt ladede.
Kationer og anioner
Når hydrogen mister sin elektron, kan følgende kationer dannes:
Hydron: navn for den positive ion af en hvilken som helst hydrogenisotop (H+)
Proton: 1H+ (kationen af protium, isotopen uden neutroner)
Deuteron: 2H+ eller D+ (kationen af deuterium)
Triton: 3H+ eller T+ (kationen af tritium)
Når hydrogen optager en ekstra elektron, dannes en anion kaldet hydridion, der er det generelle navn negativt ladede hydrogenioner af en hvilken som helst isotop (H−).
Anvendelser
Hydrogenioner driver enzymet ATP-syntase i fotosyntesen. Dette sker når hydrogenioner skubbes på tværs af membranen og derved danner en høj koncentration inde i tylakoidmembranen og en lav koncentration i cytoplasmaet. På grund af osmose vil hydrogenionen dog tvinge sig selv ud af membranen ved hjælp af ATP-syntasen.
Hydrogenioner er også vigtige i forbindelse med pH, fordi de er ansvarlige for om en kemisk forbindelse er sur eller basisk. Vand opspaltes og danner H+ og hydroxid. Denne proces kaldes for vands autoprotolyse.
Kilder/henvisninger
Kationer
Syre-base-kemi
no:Hydrogenion |
1014 | https://da.wikipedia.org/wiki/H%C3%A6moglobin | Hæmoglobin | Hæmoglobin (også Hb) er et protein, der findes i de røde blodlegemer hos mennesket og mange dyr. I blodet sørger hæmoglobin for at transportere ilt fra lungerne ud til kroppens væv som musklerne og hjernen. Her overgives ilten til proteinet myoglobin, og affaldsstoffet kuldioxid optages og transporteres med tilbage til lungerne, hvor det udskilles til udåndingsluften.
Hæmoglobin nedbrydes i milten til det gulbrune galdefarvestof bilirubin, der udskilles med galden fra leveren. Hæmoglobin er det stof, som gør blodet rødt, idet dets jernindhold giver den røde farve.
Hæmoglobin forekommer i forskellige former. Hos voksne mennesker dominerer den form, der hedder hæmoglobin A, mens hæmoglobin F dominerer i fosterstadiet. Molekylvægten for hæmoglobin A er 64458.
Struktur
Hæmoglobin består af globiner, der er kæder af polypeptider hver sammenknyttet med en såkaldt hæmgruppe. Hver hæmgruppe indeholder jernionen Fe+2 (ferrojern) og kan derfor binde et iltmolekyle (O2). Globinkæderne kan have en forskellig sammensætning af aminosyrer. Hos pattedyr består den mest almindelige type af hæmoglobin af fire (to par) sådanne globiner og kaldes derfor en tetramer (fire monomerer). Hos mennesket og mange primater er det ene par to ens α-kæder, mens det andet par er to ens β-, γ-, δ- eller ε-kæder (det vil sige alfa-, beta-, gamma-, delta- eller epsilonkæder). En α-kæde har 141 aminosyreenheder, mens en β-kæde har 146 aminosyreenheder.
Hos voksne består hæmoglobin mest almindeligt af to α-kæder og to β-kæder. Til hver kæde er der bundet en hæmgruppe med en ikke-kovalent binding. En hæmgruppe består af en porfyrin-ring med Fe(II) i midten, hvortil der er bundet en histidin. Ilt bindes til hæmoglobin ved at bindes til jernionen.
Porfyrinringen er opbygget af fire pyrrolringe bundet sammen af methen-broer. På to af pyrrolringene sidder vinylsidegrupper, mens der på de to andre sidder propionatgrupper. På alle fire ringe sidder en methylgruppe. Det præcise navn for hæmgruppen er ferro-protoporfyrin IX.
En globinkæde er en foldet polypeptidkæde, der udgør en afgrænset del af proteinet. Aminosyresammensætningen af en α-kæde og en β-kæde er 18 % identiske. Der er 141 aminosyrerester i en α-kæde og 146 i en β-kæde. I en β-kædes polypeptidkæde er der otte helixer, der inddeler kæden i otte dele (navngives: A-H). I en α-kæde er D-segmentet erstattet af et loop.
Tertiærstrukturen af α- og β-kæder ligner hinanden meget. De er symmetrisk relaterede ved en to-fold rotation. De fire kæder er bundet sammen af interaktioner; hovedsageligt mellem α1-β1 og α2-β2 (35 aminosyrerester), men der er også få interaktioner mellem α1-α2 og β1-β2 (19 aminosyrerester). De fleste interaktioner er hydrofobe, men hydrogenbindinger og ionbindinger er også med til at holde proteinet sammen. Visse interaktioner mellem α1-β2 og α2-β1 medfører konformationsændringer, som har betydning for iltbindingen.
Konformationsændring ved binding af ilt
Når hæmoglobin binder ilt, ændres proteinets kvaternærstruktur. Denne strukturændring sker udelukkende over α1-β2 kontaktfladen (også kaldet interface), således at hæmoglobins dobbeltsymmetri bibeholdes. Bindingen af ilt roterer α1β1-dimeren ca. 15º i forhold til α2β2-dimeren, hvilket bevirker, at nogle atomer ved α1-β2 kontaktfladen flytter sig op til 6 Å (Ångstrøm) i forhold til hinanden.
Den kvaternære konformation af deoxyhæmoglobin (hæmoglobin uden ilt) kaldes T-state (T for ”tense”), mens den tilsvarende for oxyhæmoglobin kaldes R-state (R for ”relaxed”). Ligeledes hedder de forskellige tertiære konformationer af de enkelte subunits T- og R-states for hhv. deoxy- og oxyHb. R-formen har højere iltaffinitet end T-formen.
T-formen er stabiliseret af et netværk af saltbroer i C-terminalen, som brydes i dannelsen af R-formen. R-state stabiliseres ved bindingen af ilt.
Ved konformationsændringerne i overgangen fra T- til R-state brydes T-formens saltbroer vha. den energi, der frigives ved jerns binding til ilt. Man kender ikke den præcise rækkefølge i hvilken de forskellige trin i overgangen sker.
I T-state befinder Fe(II) sig 0,6 Å ude af hæm-planen på samme side som den proximale histidin, fordi bindingerne mellem jern og porfyrin er for lange til, at Fe(II) kan ligge i porfyrin-planen, og fordi porfyrin danner en slags kuppel, som forhindrer jern i at ligge dér.
Ved iltbindingen forandres hæmgruppens elektronkonfiguration, hvilket eliminerer kuppeldannelsen og får Fe(II)-porfyrin-bindingerne til at trække sig 0,1 Å sammen, således, at jern bevæger sig ind i hæm-planen. Under denne bevægelse ”trækker” jern den proximale histidin og dennes bundne F-helix (de otte helixer i globinkæden navngives A til H) med sig, hvilket styrker Fe-O2-bindingerne, fordi den steriske hindring mellem ilt og hæmgruppen mindskes.
Overgangen fra R- til T-state sker sandsynligvis i muskelvævet, hvor iltkoncentrationen er lav, og T-state derfor er mest stabil.
Kontaktfladerne mellem α1-β2 og α2-β1 har kun to stabile positioner, som styrkes af to ækvivalente sæt hydrogenbindinger. I begge disse konformationer passer sub-units som puslespilsbrikker.
Derimod ville mellemliggende positioner skabe stor sterisk spænding, så strukturen ville være meget ustabil. En enkelt subunit eller dimer kan derfor ikke ændre konformation uafhængigt af de andre, hvilket giver anledning til kooperativiteten af hæmoglobins iltbinding.
Kooperativitet
I protein-sammenhæng betyder kooperativitet, at bindingen af ligand eller substrat til én subunit af proteinet, ændrer proteinets overordnede konformation på en sådan måde, at bindingen af ligander til de øvrige subunits sker lettere end bindingen af den første.
En deoxyhæmoglobin-subunit, som binder ilt, er tvunget til at forblive på T-formen, fordi den overordnede konformation af hele tetrameren er T-state. Denne T-form har imidlertid reduceret iltaffinitet, sandsynligvis fordi dens Fe-O2-binding strækkes længere end dens almindelige længde pga. den steriske frastødning mellem hæmgruppen og ilten, og i β-delene pga. nødvendigheden af at flytte valin E11 væk fra iltbindingsstedet.
Efterhånden som mere ilt bindes til tetrameren, opbygges denne steriske spænding i de subunits, som har bundet ilt, indtil den er stærk nok til at få hele molekylet til at gå over til R-state. Den steriske spænding stammer fra energien i Fe-O2-bindingen. De subunits, som endnu ikke har bundet ilt, kommer altså også på r-formen, som har større iltaffinitet end t-formen. Derfor bindes ilt lettere til de resterende subunits end til den første. Faktisk bindes det fjerde iltmolekyle til hæmoglobin 100 gange lettere end det første.
Hvis man fjerner de C-terminale aminosyrerester, som danner t-formens stabiliserende saltbroer, antager deoxyHb en form, som ligner den normale form for oxyHb. Hermed mindskes den kooperative effekt, fordi proteinet allerede er (næsten) i R-state.
Det samme er tilfældet, hvis man fjerner den proximale histidin. Dog viser undersøgelser, at hæmoglobin uden den proximale histidin stadig udviser en smule kooperativitet, hvilket viser, at hæmgrupperne også ”kommunikerer” med hinanden uden om denne aminosyrerest. Man kender endnu ikke de nøjagtige mekanismer for denne øvrige kommunikation, men den kan involvere bevægelser af proteingrupper i kontakt med hæmgruppen, af den distale histamin på de fire subunits samt af valin E11 på β-delene.
Globindelen har altså stor betydning for iltbindingsaffiniteten. Derudover gør den også iltbindingen reversibel, hvilket er nødvendigt (ellers ville hæmoglobin ikke ”aflevere” ilten til vævet). Uden globindelen ville Fe(II) bundet til hæmgruppen oxideres irreversibelt til Fe(III) ved tilstedeværelse af ilt. Dette sker gennem formationen af et kompleks mellem to hæmgrupper.
Fe(III) kan ikke binde ilt, fordi dens sjette ligand-bindingsposition optages af et vandmolekyle. Globin forhindrer oxidationen ved at ”lukke porfyrin-Fe(II)-komplekset inde”, så det ikke kan reagere med noget. Globins aminosyrer skaber en sterisk hindring, så to hæmgrupper ikke kan mødes, og dermed at oxidationen til Fe(III) ikke kan finde sted.
Iltbinding
Når ilt bindes til hæmoglobin, sænkes pH i blodbanen lidt, og der frigives protoner. Hvis der fjernes protoner fra hæmoglobin, stimuleres proteinet til at binde ilt. Dette kaldes Bohr-effekten. Hvis pO2 (iltens partialtryk) er lav i kapillærerne, vil hæmoglobin optage H+. Selvom R-state har høj iltaffinitet, vil den bundne ilt afgives, fordi iltkoncentrationen i vævet er lav.
Reaktionen katalyseres af kulsyreanhydrase i erythrocytten. Det optagne H+ vil provokere hæmoglobin til at frigive den bundne ilt, så pH genoprettes. Optagelsen af H+ vil også stimulere dannelsen af bicarbonat, og derved fremme transporten af CO2 bundet til hæmoglobin. Hvis pO2 er høj, vil ilt bindes til hæmoglobin, så de bundne protoner frigives sammen med CO2. CO2 kan transporteres enten direkte ved at bindes til N-terminalen som carbamat eller indirekte ved at hæve koncentrationen af bicarbonat ved Bohr-effekten. Protonerne som frigives ved carbamat- dannelsen bliver delvist optaget gennem Bohr-effekten, og derved frigives en større mængde ilt end hæmoglobin ellers ville frigive. Deoxyhæmoglobin binder mere CO2 som carbamat end oxyhæmoglobin gør, og CO2 har, ligesom H+, derfor betydning for hæmoglobins iltaffinitet.
Hæmoglobin kan også binde Cl-, og koncentrationen af disse ioner har også betydning for iltaffiniteten. Det meste Cl- bindes, ligesom CO2, til hæmoglobins deoxy-form i N-terminalen. Cl- bindes når forlader erythrocytten, da der skal være ens ladning på begge sider af membranen. Chloridionen bindes mellem N-terminalens aminogruppe valin 1 α2 og arginin 141 α1. Cl- bindes altså til hæmoglobin for at erstatte bicarbonat og stabilisere proteinet. I T-state er det midterste hulrum i proteinet større end i R-state, så der er flere Cl--ioner i hulrummet i T-state end i R-state. Cl- stabiliserer T-state ved at de positive ladninger reduceres gennem ”electrostatic shielding”. Derfor har Cl- betydning for iltaffiniteten.
Når α-subunits reagerer med cyanat, sker der en carbamoylation af N-terminalens aminogruppe. Hvis de blandes med almindelige β-subunits, mangler det påvirkede hæmoglobin 20-30 % af den normale Bohr-effekt. Dette skyldes at Cl- ikke er til stede i carbamoylateret deoxyhæmoglobin. Normalt har N-terminalen en pKa omkring 8, men på deoxyformen er N-terminalen påvirket af Cl-, som hæver dens pKa ved at binde protoner. N-teminalen er normalt kun delvist ladet, men pKa-skiftet får N-teminal-aminogrupperne til at binde mange flere protoner i T-state end i R-state. N-terminalen i α-subunits bidrager altså til Bohr-effekten.
Det samme gør β-subunits. Fjernes C-terminalens histidin 146 β, reduceres Bohr-effekten med 40 %. Dette skyldes, at der normalt dannes en saltbro mellem histidin 146 β’s imidazol-ring og aspartat 94 β i samme subunit i T-state. Saltbroen stabiliserer proteinet i T-state og øger pKa i imidazol-ringen til 8,0 hvilket gør det lettere at protonere molekylet.
Denne saltbro findes ikke i R-state, så pKa falder til den normale værdi på ca. 6,5, og da pH er omkring 7,4 i blodet, vil histidin 146 være uprotoneret i oxyhæmoglobin. Man har altså redegjort for 60-70% af Bohr-effekten. Overflade-histidiner deltager også i Bohr-effekten, hvor små ændringer i pKa-værdien vil influere på hvor mange protoner der bindes af histidin. pKa for disse histidiner påvirkes af skiftet fra T-state til R-state. En høj koncentration af protoner, vil fremme frigivelsen af ilt.
D-2,3-bifosfoglycerat (BPG) dannes i det røde blodlegeme og kan bindes stærkt til deoxyhæmoglobin. Derigennem falder hæmoglobins iltaffinitet, fordi BPG holder hæmoglobin i deoxy-formen. Hvis BPG ikke er til stede i kapillærerne, frigives meget lidt ilt, eftersom hæmoglobins iltaffinitet øges, når BPG ikke er til stede. Bindingen af BPG til deoxyhæmoglobin, svækkes af høje saltkoncentrationer, hvilket indikerer, at bindingen er ionisk. BPG har fem anioniske grupper, som bindes til en ring af otte kationiske sidegrupper på de to β-subunits i deoxyhæmoglobins midterste hulrum. De anioniske grupper på BPG er ikke længere væk fra de kationiske grupper på begge β-subunits, end at der kan dannes hydrogenbindinger og saltbroer mellem dem.
Ved konformationsændringen fra T- til R-state vil de to β H-helixer indsnævres, så BPG afgives, fordi hulrummet bliver for småt til at BPG kan være der. Desuden gøres afstanden mellem β-subunits’enes N-terminaler større, så afstanden er for stor til, at der kan dannes hydrogenbindinger mellem N-terminalerne og BPG’s fosfatgrupper. T-state stabiliseres af BPG ved at det krydsbinder de to β-subunits, så hæmoglobins iltaffinitet sænkes, da BPG sætter sig på iltens plads. Modsat både BPG og IHP (inositol hexafosfat) kan NO, som binder stærkere til hæmoglobin end ilt gør, tvinge hæmoglobin ind i R-state, og derved fjerne ilt fra kapillærerne.
BPG medvirker til højdeadaptation. Højdeadaptation er en stigning i mængden af hæmoglobin per erythrocyt og en stigning i antallet af erythrocytter. Det tager flere uger at opnå denne tilstand fuldstændigt. Dog kan en enkelt dag i højderne bevirke, at man har en mærkbar højdeadaptation. Adaptationen opnås ved at BPG-koncentrationen stiger. Dette bevirker, at der sker et fald i iltaffinitet, og derfor sker der en stigning i den mængde af ilt, som hæmoglobin afgiver i kapillærerne. Kommer man ned til et lavere niveau, så vil mængden af BPG hurtigt falde og iltaffiniteten stige.
Ved højdeadaptation sker der også en tilbageholdelse af CO2, som giver et fald i pH og derved sænker hæmoglobins iltaffinitet. Dette er medvirkende til en øget afgivelse af ilt til vævet, men er uafhængigt af tilstedeværelsen af BPG.
Hvis opstigningen sker for hurtigt, kan kroppen ikke vænne sig til ændringerne i omgivelserne, og man får højdesyge, som i værste fald kan være dødelig.
Ovenstående afsnit beskriver allosteriske interaktioner mellem hæmoglobin og forskellige ligander. Allosteriske interaktioner er når en bestemt ligands binding til et protein afhænger af en anden ligand bundet et andet sted på proteinet.
Der findes forskellige modeller, der beskriver den kooperative binding af ligander. En model er symmetri-modellen, hvor bindingsaffiniteten kun afhænger af proteinets kvaternære tilstand.
Iltafgivelse
Som nævnt bevirker den lave iltkoncentration i vævene, at hæmoglobin vil afgive sin bundne ilt, selvom proteinet er i sin højaffinitetskonformation (R-state).
Undersøgelser har vist, at anæmipatienter, hvis blod kun indeholder halvt så meget hæmoglobin som normalt, kan leve (næsten) normalt. Tværtimod vil en rask person, som pludseligt får halvdelen af sine iltbindingssteder blokeret af kulilte (CO) dø, fx som når en person begår selvmord ved at lukke sig inde i en bil og lukke udstødning ind uden af lufte ud. Forklaringen er, at hæmoglobin har større affinitet for CO end for ilt, og når CO bindes, fastlåses hæmoglobin i R-state, så ilten ikke kan afgives til vævene. Derved kvæles man, populært sagt, i vævet i stedet for i lungerne. Anæmi-patienterne får transporteret mindre ilt, men da det afgives til vævene (som det skal), kan de leve forholdsvis normalt.
Kilder
Donald and Judy Voet Hemoglobin Middlebury College
Wikibooks:Hemoglobin
Blod
Proteiner |
1016 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kiselalger | Kiselalger | Underrækken Diatomeae kiselalger – tidligere rækken Bacillariophyta – også kaldet diatoméer, hører til planteplanktonet og er levende organismer. De indeholder klorofyl, et grønt stof, der bruges i omdannelsen af solens lys til energi. Algerne har to skaller dannet af kisel, der sidder sammen som låget sidder på en madkasse. Skallerne har små huller, som algen optager næring og udskiller affaldsstoffer igennem. Nogle af disse organismer har små børster og pigge som de bruger til at holde sig svævende i vandet med.
Disse alger blev før i tiden kun inddelt i to grupper: de centriske, der hovedsagelig lever i de frie vandmasser, og de pennate, som især er bundlevende. Algerne er brune eller brungule, de pennate alger kan af og til farve havbunden helt gulbrun, hvis de forekommer i store mængder, f.eks. på de vanddækkede lavvandede, områder i Vadehavet.
Række kiselalger (Bacillariophyta) eller diatoméer
Fragilariophyceae
Fragilariophycidae
Bacillariophyceae
Centriske kiselagler Centrales
Eunotiophycidae
Bacillariales
Bacillariophycidae
Pennate kiselagler Pennales
Coscinodiscophyceae
Thalassiosirophycidae
Coscinodiscophycidae
Biddulphiophycidae
Lithodesmiophycidae
Corethrophycidae
Cymatosirophycidae
Rhizosoleniophycidae
Chaetocerotophycidae
Se også
Mikroorganisme
Moler
Kilder/Henvisninger
Hjemmesiden: http://www.naturligvis.u-net.dk/
Systema Naturae 2000: Phylum Bacillariophyta
Systema naturae 2000 (classification) – Taxon: Subphylum Diatomeae |
1017 | https://da.wikipedia.org/wiki/Milj%C3%B8 | Miljø | Miljø betyder "omgivelser" og dækker også vore relationer med dem.
Et arbejdsmiljø består af indeklima, siddestillinger, farven på væggene, om der er grønne planter, om der er kaffemaskine, flinke kollegaer og chefer m.m.. Arbejdsmiljøets er også det psykiske arbejdsmiljø på en arbejdsplads.
I videre forstand gælder det naturmiljøet, naturen som temperaturen, plantedækket, vinden, havstrømme, regnmængde, luftforurening og vandmiljø.
I forbindelse med vor forståelse af naturen og menneskets relationer med den er der omfattende konsekvenser. Det er ofte problemer som luftforurening, vandforurening eller klimaændringer og menneskeskabt klimaforandring: Global opvarmning.
Ordet Miljø bruges i sociale sammenhænge om grupper af mennesker med tilknytning til hinanden f.eks. det autonome miljø, rockermiljøet, narkomiljøet, samt om specielle sociale omgivelser som filosofisk miljø og musikalsk miljø.
Kilder/Henvisninger
Hjemmesiden: http://www.naturligvis.u-net.dk/
Litteratur
Miljøministeriet: Natur og miljø 2002, 2002,
Eksterne henvisninger
Miljøstyrelsen: Information om virksomhedernes miljøforhold
Information om virksomheders miljøforhold
Miljø og samfund
Jordens biologiske miljø |
1018 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mudder%C3%A6der | Mudderæder | Mudderædere er små dyr, der lever i vand. Et eksempel kunne være sandormen. Disse dyr spiser sandet og mudderet på bunden, men de lever egentlig ikke af det mudder og sand de spiser, men af alle de tusindvis af små alger, der sidder på de enkelte sandkorn.
Kilde
http://www.naturligvis.u-net.dk/
Dyr |
1019 | https://da.wikipedia.org/wiki/Myoglobin | Myoglobin | Myoglobin er det molekyle, som overtager ilten fra blodets hæmoglobin og binder den ude i musklerne. Myoglobin virker ved et lavere iltpartialtryk end hæmoglobin, og "overtager" derved iltmolekylerne.
Iltmolekylet, som hæmoglobin afleverer i muskelkapillærene, hopper fra myoglobin til myoglobin indtil det når mitokondriet, hvor det skal bruges i respirationsprocessen.
Myoglobin har ingen kvarternær struktur, hvilket også gør, at den kun har en enkelt hæmgruppe bundet til sig. Dette medfører selvfølgelig, at myoglobin kun kan binde et O2.
Myoglobin er grundet denne ene hæmgruppe heller ikke noget allosterisk protein, med en kooperativ effekt.
Fysiologi
Proteiner
Biokemi |
1020 | https://da.wikipedia.org/wiki/Organisk%20materiale | Organisk materiale | Organisk materiale eller organisk stof er en samlet betegnelse for alle levende og døde organismer, dyr, planter og mikroorganismer om f.eks. plankton og rådnende plantedele og sidst men ikke mindst dyrs ekskrementer. Denne "suppe" er en ren energibombe for mikroorganismerne.
På landjorden vil det døde, organiske materiale lægge sig oven på jorden og danne et lag af førne og noget vil ende på bunden af havene som sediment. Det skaber fødegrundlaget for hele fødenettet af nedbrydere. Under særlige forhold (kulde, syre i jorden, iltmangel eller tørke) kan nedbryderne ikke holde trit med opbygningen af førne. Derved bliver laget af organisk materiale langsomt tykkere. På den måde opstår mosernes tørv og steppernes metertykke humuslag.
Alle organiske materialer indeholder carbon (kulstof) og næsten alle indeholder hydrogen (brint f.eks. kulhydrater, proteiner og DNA)
Se også
Biomagnifikation
Fødekæde
Gødning
Miljø
Organisk kemi
Persisterende organiske forurenere
Plastforurening
Økologi
Sten og jordtyper
Jordbundsforhold
Eksterne henvisninger
Hjemmesiden: http://www.naturligvis.u-net.dk
Økologi
Materialer |
1022 | https://da.wikipedia.org/wiki/Pesticid | Pesticid | Et pesticid er betegnelsen for en gift, der er beregnet til at kontrollere for eksempel planter, insekter, svampe, gnavere og andre organismer, der opfattes som skadelige. På grund af pesticidernes biologiske aktivitet, omtales de som aktivstoffer og udgør derfor også en potentiel sundhedsrisiko for mennesker, idet for eksempel mange pesticider har hormon-lignende aktivitet, er lipofile, dvs. fedtopløselige; de er svært nedbrydelige i menneskekroppen og i naturen og betegnes derfor som persisterende organiske forurenere.
I Danmark må der kun bruges pesticider, der er optaget på listen over godkendte bekæmpelsesmidler. Som overalt i verden er landbruget også i Danmark den danske storforbruger af pesticider, og der er en diskussion i offentligheden om forbrugets størrelse og begrænsning, specielt under hensyn til nedsivning af pesticiderne til grundvandet. Miljøministeriets statistik indeholder fra 2012 oplysninger om både behandlingshyppighed og pesticidbelastningsindikator. Behandlingshyppigheden viser, hvor mange gange markernes sprøjtes, mens belastningsindikatoren viser, hvad der sprøjtes med, og hvor meget miljø og sundhed belastes. For om muligt at begrænse bi-sygdommen CCD har EU i april 2013 indført et to-årigt forbud mod tre neonicotinoider (clothianidin, imidacloprid og thiametoxam), der er nogle meget anvendte og meget toxiske insekticider.
Giftighed
Pesticiders farlighed angives ved LD50.
Pesticider skal være mærket på etiketten med en klassificering af deres akutte giftighed:
Tx – Meget giftigt. Der skal speciel tilladelse til at sælge, købe eller bruge disse midler. Tilladelse hertil gives af miljøstyrelsen.
T – Giftigt. Der skal registrering og tilladelse til at sælge midlerne. Midlerne må kun anvendes erhvervsmæssigt.
Begge klasser har en mærkat med dødningehoved.
Xn – Sundhedsskadelig. Der er ingen generelle begrænsninger af midlerne i denne klasse.
Xi – Lokalirriterende. Der anbefales brug af handsker og masker ved anvendelse af disse midler.
Brandfarlig. Midler med denne etiket må ikke udsættes for høje varmegrader.
Ud over de nævnte faresymboler kan midlerne også være forsynet påtegninger såsom:
Ætsende -Eksplosiv -Brandnærende – Yderst eller Meget Brandfarligt.
Bimærke med påskriften Farlig for bier eller Meget farlig for bier giver erstatningspligt ved skader på bier.
Bemærk, at klassificeringen intet siger om pesticiders langsigtede virkning på mennesker. Der er talrige eksempler på f.eks. svampemidler, der har lav, akut giftighed, men som viser sig at kunne fremkalde både kræft og vedvarende ændringer af arveanlæggene (mutagent stof).
Miljøstyrelsens råd og vejledning Oversigt over de tyve mest anvendte.aktivmidler i Danmark og deres udvaskelighed.
Pesticiders kemi
Tidligere var det aktive stof i mange pesticider organiske klorforbindelser, såsom Hexachlorbenzen (også kaldet HCB, perchlorbenzen eller PCB) DDT, dicofol, heptachlor, endosulfan, chlordane, aldrin, dieldrin, endrin, mirex og pentachlorphenol. Mange af disse pesticider blev forbudt med Stockholm Konventionen af 2001 om persisterende organiske forurenere og andre organiske forurenere .
I dag er det aktive stof i pesticider phosphater og carbamater, der således stort set har erstattet de organiske klorforbindelser.
Pesticidforbruget i Danmark
Pesticider benyttes især i landbruget. Igennem årene er der sket en stigning til et forbrug i 2011 på i alt 4239 ton regnet som sprøjtemiddel aktivstoffer. Det er en stigning på 338 ton fra det foregående år, svarende til næsten 9 %. Stigningen skyldes hovedsagelig skyldes øget brug af glyfosat.
Godkendte sprøjtemidler brugt i Danmark må ikke kunne nå det danske drikkevand i mængder der overstiger bestemte grænseværdier (regeringens programerklæring fra 2009). Der er konstateret spor i grundvandet efter sprøjtemidlerne bentazon, dichlorprop, mechlorprop og MCPA og nedbrydningsprodukter og spor over grænseværdien af andre både tilladte og forbudte pesticider.
Pesticider brugt i Danmark
Dichlorprop - det mest benyttede aktivstof i Danmark i perioden 1963 til 2000 - nu ikke tilladt
MCPA eller 2-methyl-4-chlorophenoxy-eddikesyre
glyfosat eller glyphosat
maneb
TCA eller trichloreddikesyre - intet salg efter1988
mechlorprop eller 2-[(4-chlor-o-tolyl)oxy]propionsyre
natriumchlorat
metamitron
chlormequat chlorid
arsenpentoxid
mancozeb
2,4-D eller 2,4-dichlorfenoxy-eddikesyre
atrazin under handelsnavnene: Aatrex, Aktikon, Alazine, Atred, Atranex, Atrataf, Atratol, Azinotox, Crisazina, Farmco Atrazine, G-30027, Gesaprim, Giffex 4L, Malermais, Primatol, Simazat, Weedex, Zeapos og Zeazin
simazin under handelsnavnene: Simazin, Gesatop Quick, Linocin, Meduron, Topuron og Trevox
terbuthylazin
Isoproturon, IPU, Isoprofuron, Izoproturon, Ipuron eller Panron (ulovligt pesticid) med nedbrydningsproduktet MD-IPU, 3-(4-isopropylphenyl)-1-methylurinstof
linuron
diuron
diazinon
metribuzin
metsulfuron-methyl
tribenuron-methyl
thifensulfuron-methyl
chlorsulfuron
bentazon
dichlobenil
Metylisotiazolinon
Se også
Acaricid (midegift)
Bactericid (bakteriegift)
Biodiversitet
Den sjette store massedød
Evighedskemikalier
Fungicid (svampegift)
Herbicid (ukrudtsgift)
Insektdøden
Insecticid (insektgift))
Isoproturon, IPU, Isoprofuron, Izoproturon, Ipuron eller Panron (ulovligt bekæmpelsesmiddel)
Nematicid (rundormegift)
Rodenticid (gnavergift, "rottegift")
Tributyltin
Off-label-godkendelse
Reference
Eksterne links
Pesticider, Biosite
Ing.dk, 10.10.2003: Ukendte jordbakterier æder pesticidrester
Per Hansen: Pesticider og deres anvendelse – pesticidrester
12 Worst Hormone-Disrupting Chemicals & Their Health Effects. Livescience
SEGES: Middeldatabasen
Litteraturhenvisninger
Naturens Verden, nr. 2/2000, vol. 83 (Særnummer om pesticider).
Miljø og samfund
Planteværn |
1024 | https://da.wikipedia.org/wiki/Plankton | Plankton | Plankton er en fællesbetegnelse for de oftest små, encellede organismer – mikroorganismer, der lever frit svævende i havet. Gruppen omfatter meget små organismer, men til gengæld er der helt ufattelige mængder af dem i havet. I en liter havvand findes mere end 10-20 millioner. Gruppen er derfor også det nederste led i havets fødekæde.
At være planktonisk betyder at drive med strømmen, i modsætning til nektonisk, der kan svømme mod strømmen (hvaler, fisk og blæksprutter). Portugisiske orlogsmænd er sensu stricto plankton.
Plankton bliver normalt inddelt i 2 grupper:
Planteplankton, (fytoplankton) (Græsk phyton, "plante") er alger og autotrofe bakterier. De får energi via fotosyntese og lever øverst i vandmasserne, fordi de behøver lys fra Solen for at overleve.
Dyreplankton (zooplankton) (Græsk zoo: "dyr") er protozoer, små krebsdyr (f.eks. krill, vandlopper) samt æg, sæd og larver fra større dyr.
Planktonnets maskestørrelser
Megaplankton — 20-200 cm — gopler, tang.
Makroplankton — 2-20 cm — rejer, havstikkelsbær, pilorme.
Mesoplankton — 0,2-20 mm — tanglopper, krabbelarver, hummerlarver.
Mikroplankton — 20-200 μm — diatoméer, amøber, dinoflagellater, radiodyr.
Nanoplankton — 2,0-20 μm — Kalkflagellater
Picoplankton — 0,2-2 μm — cyanobakterier (tidligere benævnt blågrønalger), arker
Kilder/referencer
Hjemmesiden: http://www.naturligvis.u-net.dk/
Castro, P. og Huber, M.:Marine Biology, 1997, WCB Publishers,
Eksterne henvisninger
Danmarks Fiskeriundersøgelser: Fisk der æder dyreplankton Planktivore
Oceanografi |
1025 | https://da.wikipedia.org/wiki/Plastisk%20ler | Plastisk ler | Plastisk ler er en fed, rød, grøn eller grå lerart, der let kan formes. Plastisk ler er aflejret i Palæogen for 54-38 millioner år siden, og findes i Danmark på Røsnæs, ved og under Lillebælt, på Æbelø og i Midtjylland. Plastisk ler bruges bl.a. til letklinker og kattegrus.
Indenfor geoteknik har det plastiske lers egenskaber meget stor betydning, idet vekslende vandoptagelse og udtørring kan betyde alvorlige sætninger i bygninger, der er funderet på plastisk ler.
Noter
Kilder/Henvisninger
Hjemmesiden: http://www.naturligvis.u-net.dk/
Sedimentære bjergarter
Danmarks bjergarter
Ler |
1026 | https://da.wikipedia.org/wiki/Promille | Promille | Promille betyder tusindedele. Ordet stammer fra latin og betyder “per tusind”. Promille angives ofte vha. tegnet ‰ – eller alternativt “o/oo”, hvis ikke specialtegnet er tilgængeligt.
1 promille er 1/10 procent. Eksempelvis er 25‰ = 25/1000 = 0,025 = 2,5%
Se også
Alkoholpromille
ppm
ppb
ppt
SI-præfiks
Mængdeenheder
Præfikser |
1027 | https://da.wikipedia.org/wiki/1969 | 1969 | Konge i Danmark: Frederik 9. 1947-1972
Se også 1969 (tal)
Begivenheder
Januar
1. januar – et regulativ ved forsvaret bestemmer, at alle værnepligtige fremover skal tiltales med navn i stedet for nummer
8. januar - strejker blandt studenter og lærere i Californien mod Vietnamkrigen
16. januar - studenten Jan Palach sætter ild til sig selv på Wenzelspladsen foran Nationalmuseet i Prag i protest mod den sovjetisk-ledede invasion af Tjekkoslovakiet. Han dør tre dage senere
30. januar - The Beatles optræder sammen for sidste gang. Det sker på taget af Apple-bygningen i London
Februar
3. februar – Yassir Arafat bliver af Den palæstinensiske nationalkongres udnævnt til leder af PLO.
Marts
2. marts - de første testflyvninger med Concorde-flyet foretages i Toulouse
10. marts - James Earl Ray idømmes 99 års fængsel for mordet på Martin Luther King
13. marts - IKEA åbner sin først butik i Ballerup. (Flytter senere til Taastrup)
17. marts – Golda Meir fra Milwaukee, Wisconsin, USA, vælges som Israels ministerpræsident. Hun bliver den anden folkevalgte kvindelige regeringschef.
April
1. april - Arbejdsanvisningen får nyt navn: Arbejdsformidlingen.
7. april - Den første Internetstandard, RFC 1, udsendes.
17. april - generalsekretær for Tjekkoslovakiets kommunistparti, Alexander Dubček, fjernes og erstattes af Gustáv Husák
17. april - Sirhan Sirhan kendes skyldig i drabet på Robert F. Kennedy
Maj
6. maj – Limfjordstunnelen mellem Aalborg og Nørresundby åbnes for trafik. Begivenheden fejres med en hel festuge i de to nordjyske købstæder
25. maj – Statskup i Sudan
30. maj - den danske straffelovs forbud mod pornografiske billeder ophører og Danmark bliver det første land i verden, der frigiver pornografi
Juni
8. juni - Spanien lukker sin grænse mod Gibraltar
20. juni - Vikingeskibshallen i Roskilde indvies
24. juni - med stort flertal siger den danske befolkning nej til at give de 18-årige stemmeret. 445.066 siger ja - 1.638.562 siger nej
28. juni – Stonewall Riots i New York City, der er blevet et symbol for de homoseksuelles kamp for frigørelse og ligeberettigelse
Juli
14. juli - El Salvadors hær angriber Honduras efter omfattende uroligheder, der er udløst af en fodboldkamp mellem de to lande, og Fodboldkrigen er en realitet
18. juli - Senator Edward Kennedy kører galt i bil ved Chappaquidick Island broen; hans passager Mary Jo Kopechne dør ved ulykken
19. juli - englænderen John Fairfax kommer velbeholden til Fort Lauderdale i Florida, USA, efter som den første nogensinde at have foretaget en rotur solo over Atlanterhavet i øst-vestlig retning
20. juli – Apollo 11 lander på Månen.
21. juli – Neil Armstrong betræder som det første menneske Månens overflade. Se: Månelanding.
August
12. august - 3 dages gadekampe begynder i Londonderry i Nordirland efter en protestantisk march gennem byen
12. august - Givskud Zoo åbner
14. august - Storbritanniens premierminister Harold Wilson sætter tropper ind i Nordirland for at bringe uroligheder mellem katolikker og protestanter til ophør - dog uden held
15. august – Woodstock festivalen åbner under sloganet "3 Days of Peace & Music".
18. august - på grund af faldende omsætning i butikkerne i Helsinge indfører man kys i stedet for rabat. Kunder, der ønsker det, kan få et kys af ekspedienten efter afsluttet handel. De, der ikke vil kysses, får et negerkys (en flødebolle). Omsætningen begynder med det samme at stige
September
1. september - Oberst Muammar al-Gaddafi vælter kong Idris I's styre i Libyen. Dagen bliver herefter Libyens nationaldag
19. september – Der afholdes valg til Vesttyskland Forbundsdag
28. september - Murchison-meteoritten ramte Jorden kl. 10.58, nær byen Murchison, Victoria i Australien.
Oktober
12. oktober - Sovjetiske Sojuz 7 sendes i kredsløb
14. oktober – Tage Erlander afgår som Sveriges statsminister og efterfølges af Olof Palme og regeringen Palme I
22. oktober – Willy Brandt tiltræder som Vesttysklands forbundskansler
22. oktober – Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) aflytningscentral under Københavns Universitet i Kejsergade afsløres
29. oktober - den første forbindelse mellem to computere etableres på ARPANET, der er forgængeren for Internettet
November
3. november - Frederikssundsvejstunnelen åbnes
12. november - My Lai-massakren under Vietnamkrigen bliver afsløret
14. november - Apollo 12 opsendes
18. november - Apollo 12 lander på månen som det andet bemandede rumfartøj
18. november - DR's pejlevogn begynder jagten på "sortseere"
25. november - Justitsministeriet udsteder et cirkulære om, at alle gæstearbejdere skal have arbejdstilladelse inden ankomsten til Danmark
December
6. december – Landsorganisationen af Elever (LOE) stiftes ved en generalforsamling i Århus.
12. december – Danmark frigiver billedpornografi som det første land i verden.
16. december – Dødsstraffen bliver afskaffet i Storbritannien.
Født
Januar
3. januar – Michael Schumacher Syv dobbelt verdensmester i Formel 1.
5. januar – Marilyn Manson engelsk shock rock-sanger, født Brian Hugh Warner.
14. januar – Jason Bateman, amerikansk skuespiller.
21. januar – Gitte Lillelund Bech, dansk folketingsmedlem 1999-.
Februar
11. februar – Jennifer Aniston, amerikansk skuespillerinde.
28. februar – Robert Sean Leonard, amerikansk skuespiller.
Marts
1. marts – Javier Bardem, spansk skuespiller.
20. marts – Yvette Cooper, britisk parlamentsmedlem for Labour Party 1997-.
21. marts – Pia Daa, keramiker og smykkerdesigner på Kronborg Slot.
24. marts – Peter Jensen, dansk designer.
27. marts – Petra Nordlund, svensk journalist og nyhedsoplæser.
April
3. april – Ben Mendelsohn, australsk skuespiller.
6. april – Paul Rudd, amerikansk skuespiller.
25. april – Renée Zellweger, amerikansk skuespillerinde.
Maj
1. maj – Wes Anderson, amerikansk filminstruktør.
13. maj – Iben Sønderup, dansk politiker og kvindesagsforkæmper.
14. maj – Cate Blanchett, australsk skuespillerinde.
20. maj – Jon Meacham, amerikansk forfatter (vinder af Pulitzerprisen) og redaktør.
Juni
7. juni – Prins Joachim, Prins af Danmark.
11. juni – Peter Dinklage, amerikansk skuespiller.
19. juni – Trine Pallesen, dansk skuespillerinde.
24. juni – Sissel Kyrkjebø, norsk sangerinde.
Juli
23. juli – Peter Glüsing, dansk journalist og pressechef.
24. juli – Jennifer Lopez, amerikansk sangerinde.
28. juli – Malou Aamund, dansk politiker.
August
4. august – Max Cavalera, brasiliansk sanger.
7. august – Domino Harvey, britisk lykkejæger.
18. august – Christian Slater, amerikansk skuespiller.
18. august – Edward Norton, amerikansk skuespiller.
19. august – Matthew Perry, canadisk skuespiller.
26. august – Karen Ellemann, dansk minister.
26. august – Lars Ranthe, dansk skuespiller.
28. august – Jack Black, amerikansk skuespiller.
28. august – Jason Priestley, canadisk skuespiller.
September
3. september – Søren Solkær, dansk fotograf.
25. september – Catherine Zeta-Jones, wallisisk skuespiller.
28. september – Anders W. Berthelsen, dansk skuespiller.
29. september – Erika Eleniak, amerikansk skuespillerinde.
30. september - Peter Lauritsen, dansk professor i overvågning.
Oktober
1. oktober - Zach Galifianakis, amerikansk skuespiller.
3. oktober – Gwen Stefani, amerikansk musiker.
15. oktober – Peter Grønborg, dansk journalist og studievært.
19. oktober - Trey Parker, amerikansk skuespiller.
30. oktober – Stanislav Gross, Tjekkiets præsident 2004-.
November
4. november – Matthew McConaughey, amerikansk skuespiller.
11. november – Claus Riis Østergaard, dansk skuespiller.
12. november − Tilde Harkamp, dansk filminstruktør.
13. november − Gerard Butler, skotsk skuespilller.
19. november − Stine Holm Joensen, dansk skuespillerinde.
December
2. december – Charlotte Munck, dansk skuespiller.
4. december – Jay-Z, amerikansk rapper.
13. december – Tony Curran, skotsk skuespiller.
14. december – Natascha McElhone, engelsk skuespillerinde.
28. december – Linus Torvalds, finsk opfinder af Linux.
Dødsfald
Januar
2. januar – Julius Bomholt, forhenværende kulturminister (født 1896).
8. januar – Kristian Hindhede, dansk civilingeniør og fabrikant (født 1891).
19. januar – Jan Palach, tjekkisk historiestudent som satte ild på sig selv som en protest mod den sovjetledede invasion (født 1948).
29. januar – Allen Welsh Dulles, amerikansk direktør for CIA (født 1893).
Februar
2. februar – Boris Karloff, engelsk skuespiller (født 1887).
3. februar – Al Taliaferro, amerikansk tegneserietegner (født 1905).
5. februar – Thelma Ritter, amerikansk skuespillerinde (født 1902).
8. februar – Haldor Hald, dansk biskop, teolog og korshærschef (født 1907).
12. februar – Victor Gram, dansk politiker (født 1910).
18. februar – Edouard Mielche, dansk skuespiller (født 1905).
23. februar – Saud af Saudi-Arabien, konge af Saudi-Arabien (født 1902).
26. februar – Levi Eshkol, Israels premierminister 1963-69 (født 1895).
26. februar – Karl Jaspers, tysk filosof og psykiater (født 1883).
Marts
18. marts – Kristian Knuth, dansk kammerherre, hofjægermester og modstandsmand (født 1886).
27. marts – Ingeborg Suhr, dansk seminarieforstander og forfatter (født 1871).
28. marts – Dwight D. Eisenhower, amerikansk general, præsident 1953-61 (født 1890).
April
2. april – Ib Andersen, dansk tegner, grafiker og arkitekt (født 1907).
Maj
2. maj – Franz von Papen, tysk politiker (født 1879).
19. maj – Coleman Hawkins, amerikansk jazzmusiker (tenorsaxofon) (født 1904).
28. maj – Stig Iuul, dansk jurist og retshistoriker (født 1907).
31. maj – Hans Schreiber, dansk komponist, pianist og dirigent (født 1912).
Juni
22. juni – Judy Garland, amerikansk skuespiller og sanger (født 1922).
29. juni – Poul Sørensen, dansk politiker, minister og partiformand (født 1904).
Juli
3. juli – Brian Jones, engelsk guitarist i The Rolling Stones (født 1942).
5. juli – Leo McCarey, amerikansk filminstruktør (født 1898).
5. juli – Walter Gropius, tysk arkitekt (født 1883).
23. juli – Helle Klint Bentsen, dansk billedhugger (født 1887).
30. juli – Jørgen Jørgensen, dansk filosof (født 1894).
August
6. august – Theodor W. Adorno, tysk filosof (født 1903).
9. august – Sharon Tate, amerikansk skuespiller (født 1943).
17. august – Ludwig Mies van der Rohe, tysk arkitekt (født 1886).
September
2. september – Ho Chi Minh, daværende nordvietnamesisk præsident og opretter af Viet Minh (født 1890).
15. september – Vilhelm Fischer, dansk farmaceut, direktør og borgmester (født 1877).
19. september – Niels Hansen, kgl. dansk kammersanger (født 1880).
Oktober
12. oktober – Sonja Henie, norsk skøjteløber og skuespiller (født 1912).
15. oktober – Harald Salling-Mortensen, dansk arkitekt (født 1902).
21. oktober – Jack Kerouac, amerikansk forfatter (født 1922).
November
3. november – Leo Frederiksen, dansk landsretssagfører (født 1894).
5. november – Johannes Juul, dansk afdelingsingeniør, opfinder og vindmøllepioner (født 1887).
18. november – Joseph P. Kennedy, Sr., amerikansk politiker (født 1888).
23. november – Knud Kyhn, dansk maler og keramiker (født 1880).
December
9. december – Fanny Jensen, dansk politiker, forbundsformand og minister (født 1890).
16. december – Leo Mathisen, dansk komponist og jazzpianist (født 1906).
23. december – Eiler Jensen, dansk forbundsformand (født 1894).
Nobelprisen
Fysik – Murray Gell-Mann
Kemi – Derek H. R. Barton, Odd Hassel
Medicin – Max Delbrück, Alfred D. Hershey, Salvador E. Luria
Litteratur – Samuel Beckett
Fred – International Labour Organization (I.L.O.), Geneve.
Økonomi – Ragnar Anton Kittil Frisch, Jan Tinbergen
Sport
Ryder Cup, golf – USA 16-Storbritannien 16. USA beholder trofæet
12. januar - Danmarks herrelandshold i fodbold vinder 5-1 over Bermuda på Bermuda
15. januar - Danmarks herrelandshold i fodbold taber 2-1 til Surinam
22. januar - Danmarks herrelandshold i fodbold taber 3-0 til Mexico, i Mexico
6. maj - Danmarks herrelandshold i fodbold vinder 3-1 over Mexico i Københavns Idrætspark
27. maj - Danmarks herrelandshold i fodbold vinder 2-0 over Irland i Københavns Idrætspark
15. juni - Danmarks herrelandshold i fodbold vinder 3-2 over Ungarn i Københavns Idrætspark
25. juni - Danmarks herrelandshold i fodbold taber 1-0 til Sverige i Københavns Idræftspark
1. juli - Danmarks herrelandshold i fodbold vinder 6-0 over Bermuda på Aalborg Stadion
19. juli - belgieren Eddy Merckx vinder Tour de France
10. september - Danmarks herrelandshold i fodbold vinder 5-2 over Finland i Københavns Idræftspark
11. september - Tom Bogs bliver europamester i mellemvægtsboksning, da han i Idrætsparken vinder over italieneren Carlos Duran over 15 omgange
21. september - Danmarks herrelandshold i fodbold taber 2-0 til Norge i Oslo
15. oktober - Danmarks herrelandshold i fodbold spiller 1-1 mod Irland på Dalymount Park
22. oktober - Danmarks herrelandshold i fodbold taber 3-0 til Ungarn i Budapest
Musik
22. februar - The Beatles indspiller for sidste gang som samlet gruppe
12. marts - Paul McCartney gifter sig med fotografen Linda Eastman
20. marts - John Lennon gifter sig med Yoko Ono i Gibraltar
29. marts – fire lande bliver udråbt som vindere af den 14. udgave af Eurovision Song Contest: Storbritannien, Spanien, Holland og Frankrig. Konkurrencen blev afholdt i Madrid, Spanien
23. maj - den første rockopera, Tommy, udgives af gruppen The Who
5. juli - The Rolling Stones giver en gratis koncert i Hyde Park
18. august - Jimi Hendrix spiller som det sidste navn på Woodstock-festivalen
20. august - de fire medlemmer af The Beatles indspiller for sidste gang som samlet gruppe i forbindelse med færdiggørelsen af albummet Abbey Road
22. august - det sidste officielle foto af The Beatles samlet bliver taget
26. september - The Beatles udgiver Abbey Road
1. november - Beatles' sidste album ”Abbey Road” indtager førstepladsen på hitlisterne denne dag. Her bliver albummet 11 uger i træk
15. november - det første album med søskendeparret Karen og Richard Carpenter (Offering) udkommer. Albummet bliver aldrig den store salgssucces, men en single derfra - en coverversion af Beatles-nummeret Ticket to Ride - bliver et stort hit
26. november - The Band får i USA en guldplade for deres album The Band
Leonard Cohen udgiver Songs From a Room
David Bowie: Space Oddity
The Stooges: The Stooges
Captain Beefheart: Trout Mask Replica
Burnin Red Ivanhoe: M144
Led Zeppelin udgiver Led Zeppelin
Gasolin' dannes.
Zager and Evans udgiver sangen In the Year 2525
Film
Easy Rider med Peter Fonda, Dennis Hopper og Jack Nicholson
5. oktober - første afsnit af Monty Pythons Flyvende Cirkus udsendes i Storbritannien
Bøger
Per Højholt: 6512
Ole Lund Kirkegaard: Orla Frøsnapper
Referencer
Eksterne henvisninger
69
Artikler om enkelte år |
1028 | https://da.wikipedia.org/wiki/1968 | 1968 | Konge i Danmark: Frederik 9. 1947-1972
Se også 1968 (tal)
Begivenheder
Januar
2. januar – Verdens anden vellykkede hjertetransplantation blev udført på tandlægen Philip Blaiberg; transplantationen blev udført af den sydafrikanske læge Christian Barnard. Patienten døde dog et halvt år efter.
5. januar – Alexander Dubcek blev generalsekretær for det tjekkoslovakiske kommunistparti.
11. januar – Sverige indfører moms.
13. januar – Arveprins Knuds søn, Ingolf, gifter sig borgerligt med isenkræmmer Terneys datter Inge fra Lyngby og mister dermed arveretten til den danske trone.
15. januar – Sovjetunionen opsender det bemandede Sojuz 5 luftfartøj.
15. januar – En orkanagtig storm over Danmark koster 9 mennesker livet. Heriblandt 3 legende børn ved Rørkjær Skole, da taget blæser af skolen og lander på børnene.
21. januar – Et amerikansk B-52 Stratofortress bombyfly med 4 brintbomber styrter ned ved North Star Bay tæt på Thule Air Base i Grønland. Thuleulykken medfører omfattende debat i den efterfølgende Thule-sag.
23. januar – Ved folketingsvalget mister regeringspartiet Socialdemokratiet 7 mandater. Statsminister Jens Otto Krags regering går kort efter af, og afløses af en regering ledet af den radikale Hilmar Baunsgaard.
30. januar – 8. juni Nordvietnameserne foretager en lang række modangreb på de amerikansk styrker i Vietnam også kaldet Tet-offensiven
Februar
1. februar - Saigons politigeneral Nguyen Ngoc Loan skyder på åben gade foran snurrende tv-kameraer en vietcong-soldat ved en ren henrettelse. Handlingen vækker afsky over hele verden
5. februar - den radikale Karl Skytte vælges til formand for folketinget
6. februar - Danmarks Radio sender nu farvefjernsyn fra alle sendere
Marts
16. marts – I Vietnamkrigen dræber amerikanske soldater mindst 347 civile i landsbyen My Lai i Vietnam.
April
2. april - Det Centrale Personregister bliver etableret og alle med dansk folkeregisteradresse i Danmark tildeles et CPR-nummer.
4. april – Martin Luther King myrdes.
4. april - Apollo 6, et ubemandet rumfartøj opsendes med en Saturn V raket
11. april - den tyske studenterleder Rudi Dutschke bliver skudt i Berlin. Han overlever dog, men forlader sit hjemland og ender senere i Århus, hvor han i 1979 dør af følgevirkningerne fra attentatet
18. april - en oliemagnat køber den gamle London Bridge og sender den sten for sten til USA
25. april - 52 omkommer, da en passagerfærge kæntrer 1.500 meter uden for havnen i Wellington, New Zealand
Maj
Maj – Langvarige studenteruroligheder i Frankrig får støtte fra arbejdere og tjenestemænd. Uroen får præsident Charles de Gaulle til at søge beskyttelse og støtte hos de franske hærenheder i Tyskland. Opstanden falder sammen, da de kommunistiske fagforeninger indgår et kompromis med regeringen
1. maj - den første Legoland åbner i Billund
16. maj - Folketinget vedtager en dagsorden om, at fredelige demonstrationer med politisk sigte er en af folkestyrets umistelige rettigheder
17. maj - i Frankrig går studenter og arbejdere efter mange dages opstand i gaderne i protestmarch over forholdene på skoler og universiteter i Paris og andre byer
25. maj - S-togs-linjen Holte-Hillerød med stationerne Birkerød og Allerød indvies
31. Maj – den danske skuespiller og entertainer Preben Uglebjerg bliver dræbt i en voldsom trafikulykke
Juni
6. juni - Robert F. Kennedy myrdes på Hotel Ambassador i Los Angeles
7. juni - Godtfred Kirk Christiansen åbner det 8 tønder land store Legoland
8. juni - borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther Kings formodede morder, James Earl Ray, bliver anholdt i London, England
24. juni – Kronprins Frederik døbes i Holmens Kirke
August
1. august – Hassanal Bolkiah bliver kronet som sultan af Brunei
21. august - Sovjetisk-dominerede Warszawapagt tropper invaderer Tjekkoslovakiet og knuser et oprør kendt som Foråret i Prag
26. august - Margrethe-spiret på Roskilde Domkirke brænder under et restaureringsarbejde
September
6. september - Kongeriget Swaziland i det sydlige Afrika bliver en selvstændig nation inden for Det Britiske Statssamfund
12. september – Den danske bokser Tom Bogs vinder sin første EM-titel, da han foran 12.000 tilskuere i Idrætsparken i København stopper letsværvægteren Lothar Stengel i 1. omgang
15. september - Sverige afholder Riksdagsvalg til Rigsdagen
29. september - Jørn Hjorting og Danmarks Radio lancerer "Dansktoppen"
Oktober
2. oktober – 200-300 studenter og civile bliver dræbt under urolighederne i Mexico den såkaldte Tlatelolco massakre
5. oktober - under katolske borgerretsforkæmperes demonstration i Londonderry i Nordirland mod diskriminationen af katolikker, kommer det til blodige gadekampe med protestanter. Dermed indledtes terroristgruppernes kamp om Nordirland
11. oktober - Apollo 7, det første bemandede Apollo-rumfartøj, opsendes med astronauterne Wally Schirra, Donn Fulton Eisele og Walter Cunningham om bord
11. oktober - den første Olsen Banden-film har premiere
12. oktober - Spansk Guinea bliver selvstændigt under navnet Ækvatorialguinea
12. oktober - de 19. olympiske lege åbner i Mexico
14. oktober - James Hines fra USA bliver den første nogensinde, der løber under 10 sekunder i 100 meterløb i finalen under OL i Mexico City med tiden 9,95 sekunder. Først i 1983 gentages denne bedrift
16. oktober- de to sorte amerikanske atleter, Tommie Smith og John Carlos, udelukkes fra det amerikanske hold efter at have givet en Black Power-hilsen i forbindelse med en medaljeceremoni under Sommer-OL 1968
20. oktober - Jacqueline Kennedy, præsident Kennedys enke, indgår ægteskab med Aristoteles Onassis. Det sker på den privatejede ø Skorpios
November
1. november - USA’s præsident Lyndon B. Johnson standser de amerikanske bombetogter over Nordvietnam
2. november - Danmark sætter varmerekord i november med 18,5 °C målt ved Præstø
5. november - Richard Nixon vinder en kneben valgsejr over Hubert Humphrey og bliver USA's 37. præsident
12. november - USA's højesteret omstøder en delstatslov fra Arkansas, som forbyder undervisning i evolutionsteorien i offentlige skoler
15. november - Verdens hidtil største passagerskib RMS Queen Elizabeth tages ud af drift. Skibet var på 83.673 bruttoton, var 314 meter langt og 36 meter bredt
21. november - Stud. psych. Finn Ejnar Madsen erobrer talerstolen fra rektor på Københavns Universitetet ved årsfesten
24. november - London–Sydney Marathon igangsættes ved Crystal Palace
December
9. december - Douglas Engelbart præsenterer første gang en computermus
15. december - det vedtages, at alle danske værnepligtige fra 1. januar 1969 skal tiltales ved navn i stedet for nummer
24. december - Apollo 8 går i kredsløb omkring Månen for første gang
Født
Januar
9. januar – Joey Lauren Adams, amerikansk skuespiller.
28. januar – Sarah McLachlan, canadisk sanger og sangskriver.
29. januar – Edward Burns, amerikansk skuespiller.
Februar
8. februar – Gary Coleman, amerikansk skuespiller (død 2010).
18. februar – Molly Ringwald, Amerikansk skuespillerinde.
27. februar – Ståle Solbakken, norsk fodboldtræner.
Marts
6. marts – Moira Kelly, Amerikansk skuespillerinde.
30. marts – Celine Dion, canadisk sangerinde.
April
1. april – Alexander Stubb, finsk udenrigsminister og medlem af EU-parlamentet
5. april – Mette Lisby, dansk stand-up komiker og skuespiller.
6. april – Jakob Ejersbo, dansk forfatter (død 2008).
18. april – Jørn Pedersen, dansk politiker og borgmester.
Maj
7. maj – Traci Lords, Amerikansk skuespillerinde.
12. maj – Cecilie Frøkjær, dansk journalist og tv-vært.
26. maj – Kronprins Frederik, dansk kronprins.
28. maj – Kylie Minogue, australsk sangerinde og skuespillerinde.
Juni
1. juni – Jason Donovan, Australsk skuespiller og sanger.
2. juni – Jingdong Zhang, dansk-kinesisk elektrokemiker og professor (død 2021)
5. juni – Marc Rieper, tidligere dansk professionel fodboldspiller.
13. juni – Morten Rotne Leffers, dansk skuespiller (død 1998).
Juli
21. Juli – Brandi Chastain, Amerikansk fodboldspiller.
23. juli – Ronny Lerche, dansk cykelrytter (død 1999).
30. juli – Sofie Gråbøl, dansk skuespiller.
August
5. august – Marine Le Pen, fransk politiker.
5. august – Colin McRae, skotsk rallykører (død 2007).
8. august – Christophe Dupouey, fransk cykelrytter (død 2009).
9. august – Gillian Anderson, amerikansk skuespiller.
22. august – Casper Christensen, dansk stand-up-komiker.
September
18. september - Janus Kodal, dansk digter og forfatter.
25. September - Will Smith, Amerikansk rapper og skuespiller.
Oktober
12. oktober – Hugh Jackman, australsk skuespiller.
28. oktober – Juan Orlando Hernández, honduransk politiker og forretningsmand.
November
4. november − Martin Buch, dansk skuespiller.
22. november – Sidse Babett Knudsen, dansk skuespiller.
December
28. december – Brian Steen Nielsen, dansk fodboldspiller og -manager.
Dødsfald
Januar
2. januar – Edith Buemann Psilander, dansk skuespiller (født 1879).
5. januar – Alv Ringereide, norsk maler (født 1907).
20. januar – Leo Swane, dansk forfatter, kunsthistoriker og museumsdirektør (født 1887).
21. januar – Kirsten Auken, dansk overlæge og forkæmper for seksualoplysning (født 1913).
Februar
18. februar – Alice O'Fredericks, dansk filminstruktør (født 1900).
21. februar – Gunnar Lauring, dansk skuespiller (født 1905).
22. februar – Peter Arno, amerikansk tegner (født 1904).
Marts
4. marts – Ellen Price, kgl. dansk solodanser (født 1878).
20. marts – Carl Th. Dreyer, dansk filminstruktør (født 1889).
25. marts – Arnulf Øverland, norsk forfatter (født 1889).
26. marts – Harry Felbert, dansk musik og kapelmester (født 1916).
27. marts – Jurij Gagarin, sovjetisk kosmonaut (født 1934). – flyveulykke
30. marts – Bobby Driscoll, amerikansk barneskuespiller (født 1937).
April
4. april – Martin Luther King, amerikansk borgerrettighedsforkæmper (født 1929). – myrdet
4. april – Torben Meyer, dansk hofblikkenslager og visesanger (født 1879).
7. april – Jim Clark, skotsk racerkører (født 1934).
7. april – Gunnar Biilmann Petersen, dansk arkitekt og grafiker (født 1897).
19. april – Poul Reumert, dansk skuespiller (født 1883).
26. april – John Heartfield, tysk kommunistisk grafiker (født 1891).
Maj
3. maj – Tavs Neiiendam, dansk skuespiller og forfatter (født 1898).
6. maj – Toivo Mikael Kivimäki, finsk statsminister (født 1886).
16. maj – Gerda Ploug Sarp, dansk maler og tegner (født 1881).
24. maj – Oskar Hansen, dansk forfatter og journalist (født 1895).
24. maj – Ellen Nielsen, kgl. dansk operasanger (født 1890).
28. maj – Kees van Dongen, hollandsk billedkunstner (født 1877).
31. maj – Preben Uglebjerg, dansk skuespiller og entertainer (født 1931).
Juni
1. juni – Helen Keller, amerikansk forfatter og aktivist (født 1880).
6. juni – Robert F. Kennedy amerikansk præsidentkandidat (født 1925). – myrdet
14. juni – Salvatore Quasimodo, italiensk digter og nobelprismodtager (født 1901).
15. juni – Wes Montgomery, amerikansk jazzguitarist (født 1923).
29. juni – Hans Egede Budtz, dansk skuespiller (født 1889).
Juli
23. juli – August Tørsleff, dansk maler (født 1884).
28. juli – Otto Hahn, tysk kemiker og nobelprismodtager (født 1879).
August
19. august – George Gamow, russisk/amerikansk fysiker (født 1904).
September
4. september – Knud Højgaard, dansk ingeniør og entreprenør (født 1878).
Oktober
10 oktober - Finn Alfred Olesen, Grønlænder født i Arsuk- halv dansk
.15. oktober – Eik Skaløe, dansk musiker og sanger (født 1943). – selvmord
16. oktober – Freddie Frinton, engelsk komiker (født 1909)
19. oktober – Hans Kurt, dansk sanger og skuespiller (født 1909).
20. oktober – Frithiof Brandt, dansk filosof og psykolog (født 1892).
November
1. november – Georg Papandreou, græsk politiker og tre gange ministerpræsident, fader til senere ministerpræsident Andreas Papandreou; (født 1888).
9. november – Jan Johansson, svensk jazzpianist (Jazz på svenska) og komponist (Pippi Langstrømpe) (født 1931). – bilulykke.
25. november – Upton Sinclair, amerikansk forfatter (født 1878).
28. november – Enid Blyton, engelsk børnebogsforfatter (født 1897).
December
5. december – Vincent Næser, dansk læge og bladudgiver (født 1888)
7. december – Sigurd Elkjær, dansk forfatter og overlærer (født 1885)
9. december – Christen Lyngbo, dansk maler (født 1871)
10. december – Karl Barth, schweizisk teolog (født 1886)
12. december – Tallulah Bankhead, amerikansk skuespiller (født 1902)
20. december – John Steinbeck, amerikansk forfatter og nobelprismodtager (født 1902)
20. december – Axel Petersen, dansk fodboldspiller (født 1887)
22. december – Otto Gelsted, dansk forfatter og journalist (født 1888)
24. december – Knud Rex, dansk skuespiller (født 1912)
30. december – Trygve Lie, norsk FN-genralsekretær (født 1896)
Sport
Herlev Ishockey Klub bliver grundlagt – Af Torben With, Jørgen Raae og Poul Andersen
23. juni - Danmarks fodboldlandshold vinder 5-1 over Norge
12. september – Tom Bogs besejrer Lothar Stengel på knockout i 1. omgang i Idrætsparken og vinder europamesterskabet i professionel letsværvægtsboksning
25. setpember - det tjekkoslovakiske fodboldlandshold vinder i Idrætsparken 3-0 over Danmark. Alligevel jublede danskerne, der havde stor sympati Tjekkoslovakiet, der en måned tidligere var blevet invaderet af Sovjetunionen
18. oktober - Bob Beamon sætter sin fantastiske verdensrekord i længdespring med 8,90 m ved OL i Mexico City – en rekord der skal komme til at holde i 23 år
20. oktober - ved OL i Mexico vinder amerikaneren Dick Fosbury guld i højdespring med et spring på 2,24 meter. Han chokerer hele verden med sin specielle springteknik, hvor han vender ryggen mod overliggeren, det såkaldte "Fosbury Flop"
Nobelprisen
Fysik – Luis W. Alvarez
Kemi – Lars Onsager
Medicin – Robert W. Holley, Gobind Khorana og Marshall W. Nirenberg, USA. (Den genetiske kode.)
Litteratur – Yasunari Kawabata
Fred – René Cassin
Film
11. oktober – Den første af de 14 Olsen Banden-film, af makkerparret Erik Balling og Henning Bahs har premiere. Den sidste er fra 1998
Musik
22. februar - Johnny Cash og June Carter bliver forlovet
8. april - Spanien vinder årets udgave af Eurovision Song Contest, der blev afholdt i Royal Albert Hall, London, med sangen "La, la, la" af Massiel. Dette var første gang konkurrencen blev vist i farver
19. september - Savage Rose (bestående af brødrene Anders og Thomas Koppel og sangerinde Anisette) debuterer i Tivolis Koncertsal
1. november - George Harrison's LP, ”Wonderwall” bliver udgivet. Det er det første soloalbum fra et af Beatles-medlemmerne
22. november – The Beatles udgiver deres Hvide Album med titlen "The Beatles"
26. november - Rockgruppen Cream med blandt andet Eric Clapton giver afskedskoncert i Royal Albert Hall i London
30. november - Diana Ross and the Supremes indtager førstepladsen på den amerikanske hitliste med sangen ”Love Child”, hvor den dengang lidt kontroversielle sang blev i to uger
Black Sabbath dannet i Birmingham.
Eksterne henvisninger
68
Artikler om enkelte år |
1030 | https://da.wikipedia.org/wiki/Fil%20%28dataobjekt%29 | Fil (dataobjekt) | En fil på en computer er en sekvens af bytes gemt som en enhed, typisk på en harddisk, diskette, cd eller et andet lagringsmedie.
En fil er et abstrakt koncept; det der ser ud som en enkelt fil fra programmets synspunkt, kan i praksis være gemt som små stumper data forskellige steder på lagringsmediet, eller endda på forskellige lagringsmedier.
Filer laves af computerprogrammer og som regel følger de et forudbestemt filformat (eller filtype) med bestemte filegenskaber. En fil er et computerprogram eller en dokumentfil.
En oversigt over filerne på et lagringsmedie (eller en delmængde af filerne), kan findes som henvisninger i et filkatalog, der også kendes under navne som et directory eller i den mere abstrakte udgave en mappe eller en folder. I filkataloget er ud over navnet på filen, lagret metadata om filen; såsom dato for oprettelse, dato for ændring, dato for sidste brug, adgangsrettigheder og meget mere. Typen af oplysninger varierer fra forskellige filsystemer.
Se også
Bundle - Apple filobjekt bestående af mindst en mappe og fil, som håndteres som et objekt dvs en ikon
Datalogi |
1031 | https://da.wikipedia.org/wiki/Filendelse | Filendelse | En filendelse er nogle ekstra bogstaver man angiver efter det sidste punktum i et filnavn således, at man hurtigt kan se filens type. Ofte anvendes i stedet for filendelse.
I DOS og i de grafiske brugerflader i Windows og de UNIX-lignende GNU/Linux-styresystemer behandles filer forskelligt afhængigt af filtypen. I kommandolinje-orienterede grænseflader - undtagen MS-DOS - behandler styresystemet som regel ikke filendelser specielt.
I øvrigt har binære datatyper - billeder, dokumenter, arkivformater etc. - ofte de første bytes i filen sat til en sekvens - de såkaldte magic bytes, og en form for metadata. Ligeledes findes BOM-signaturen for Unicode-16 og -32 tekst-filer.
I parentes bemærket kan man med tegnene "!#" eller foranledige at en tekstfil eksekveres som et program. Eks.
#!/bin/awk -f
# Tæl linjerne
BEGIN {
n = 0
}
{ n += 1 }
END {
print n
}
De indledende tegn fungerer her som magic bytes.
Nogle typiske filendelser:
<filnavn>.<filendelse>
.$$$ - Backupfil/ PFE
.a - statisk linket programmodul.
.AIF(F) - Audio Interchange File Format.
.ASF - Active Streaming Format. Microsoft-format for lyd, billede, video.
.AU - Audio file. Suns lydformat i Java.
.AVI - Audio Video Interleaved. Microsoft-format til video.
.BAK - Backupfil
.bdf
.BK1 - Backupfil
.BMP - BitMaP-billedfil. Uden tab af billedinformation. Fylder meget.
.c, - .C, .cc, .c++ : kildekode i programmeringssproget C og C++.
.CGI Perlscript. Se .PL
.class - – oversat java.
.COM - Program. Dette er et gammelt format, som stort set er afløst af EXE-formatet.
.CSS - Cascading StyleSheet.
.CSV - Comma Separated Values, kommaseparerede værdier.
.DAT - Data (diverse).
.DLL - Dynamic Link Library – Programmodul, som først indlæses når der er brug for det.
.DOC - Microsoft Word 97-2003-dokument eller dokumenter generelt.
.DOCX - Microsoft Word 2007-dokument
.DTD - Document Type Definition.
.EXE - Program
.FLA - Macromedia Flash – programmets egen arbejdsfil
.GIF - GIF-billedfil
.gz - gzip-pakket fil.
.h - include eller header-fil til C/C++.
.HT0 - HTML-backup.
.HTM/.HTML: - Tekst til internettet.
.IDX - Navneregister i tekstformat.
.INI - INI-fil. Indstillinger til et program.
.java - java-kildekode
.JPG/.JPEG - JPEG-billedfil, komprimeret.
.LOG - Logfil i eksempelvis ws_ftp
.MAP - Imagemap.
.md5 - – MD5-kontrolsum.
.MDB - Microsoft Access-database.
.MPG - MPEG-video.
.MP3 - MP3-Lydfil.
.MRC - MicroMarc (BIBSYS)
.NAV - TOC-DEF…? Se SSH.
.ODB - OpenDocument Database, databasefil
.ODG - OpenDocument Graphic File, vektorgrafiksfil
.ODP - OpenDocument Presentation, præsentationsfil
.ODS - OpenDocument Spreadsheet, regnearksfil
.ODT - OpenDocument Text Document, tekstbehandlingsfil
.OGG - Ogg Vorbis lydfil
.OLD - Backupfil
.ONE - Microsoft OneNote-fil
.PCT - PICT – billedfil
.PDF - Portable Document Format. Acrobat.
.PL - Perl-script.
.PNG - Portable Network Graphic-billedfil
.PPP - Serif PagePlus-fil
.PPT - Microsoft PowerPoint 97-2003-præsentation
.PPTX - Microsoft PowerPoint 2007-præsentation
.PSD - Adobe Photoshop-billedfil.
.RA - RealNetworks-lydfil (Real Audio var den første originale filtype)
.RAR - Komprimeret arkivfil.
.RAM - RealNetworks-videofil/metafil.
.RM - RealNetworks-videofil (RealMedia)
.RP - RealNetworks-slideserie.
.RPM - RealNetworks-metafil. Se også .RAM.
.RT - Real -ekst.
.RTF - RichTextFormat-tekstfil. Kan læses af næsten alle tekstbehandlingsprogrammer.
.SRS - Search & Replace-script.
.SSH - SGML-stylesheet.
.SHTM(L) - Server-baseret HTML.
.song - filer findes kun på virtuelle musikstudier eller online som www.audiosauna.com
.SWF - Flash-animation
.SXC - OpenOffice.org regneark
.SXI - OpenOffice.org præsentation
.SXW - OpenOffice.org tekst
.SYS - Systemfil
.tar - TapeARchive-fil (arkivfil).
.TIF/.TIFF - Tagged Image File Format – billede. Et af de mest anvendte formater i den trykte presse. Kompression uden tab af information. Kan åbnes af de fleste billedprogrammer.
.TTF - TrueType font fil
.TMP - Midlertidig fil
.TXT - Tekst-fil.
.WAV - Lydfil
.WPD/.WP5 - WordPerfect-fil.
.XLS - Microsoft Excel 97-2003-regneark
.XLSX - Microsoft Excel 2007-regneark
.ZIP - Komprimeret arkivfil.
Metadata |
1032 | https://da.wikipedia.org/wiki/Filegenskaber | Filegenskaber | Filegenskaber er metadata for filer. Metadata kan indeholde oplysninger om filnavn, dateringer for oprettelse/ændringer/åbning, filstørrelse, diskforbrug, placering i filsystemet, brugerrettigheder samt forskellige attributter. Attributterne kan for eksempel sættes for arkivering/backup, synlig/skjult, skrivebeskyttelse mv. En attribut er enten aktiveret eller deaktiveret. Forskellige filsystemer har forskellige muligheder for egenskaber og attributter. Eksempelvis skelner Windows' NTFS-system ikke mellem store og små bogstaver, og håndterer derfor FilNavn.txt og filnavn.TXT som samme fil, hvorfor 2 filer med disse navne ikke kan placeres på samme lokation i filtræet i Windows.
Skrivebeskyttelse
Du kan for eksempel vælge at skrive-beskytte en fil. Det vil sige at der ikke kan skrives information til filen, og at den derfor ikke kan ændres (medmindre du, eller en anden, vælger at slå skrivebeskyttelsen fra).
Du kan aktiver skrivebeskyttelse af en fil på 2 måder. Via Windows. Eller via. MS-DOS.
Windows
Her skal finde filen i sti-finder.
Højre klik på filen og vælg egenskaber.
Nede ved Attributer, sætter du hak i skrivebeskyttelse.
MS-DOS
Åbne en MS-DOS Prompt.
Gå til det bibliotek hvor filen ligger.
skriv følgende
attrib <filnavn> +s
Skjult/Hidden
Du kan også vælge at skjule din fil. Dette gør at man ikke lige umiddelbart kan se filen og derfor ikke ved den er der. Man kan dog slå Windows til at kunne se ALLE slags filer. Med ved en standard, ser man den dog ikke. Disse filer er typisk også System filer, og man skal så derfor ikke RØRE eller PILLE ved dem. Hvis man gør kan det være at computeren ikke virker mere.
Windows
Her skal finde filen i sti-finder.
Højre klik på filen og vælg egenskaber.
Nede ved Attributer, sætter du hak i Skjult / Hidden.
MS-DOS
Åbne en MS-DOS Prompt.
Gå til det bibliotek hvor filen ligger.
skriv følgende
attrib <filnavn> +h
Active
Dette er bare så Systemet kan se at denne fil kan være aktiv i et andet program og kan være den bliver redigeret eller anden.
Windows
Her skal finde filen i sti-finder.
Højre klik på filen og vælg egenskaber.
Nede ved Attributer, sætter du hak i Active.
MS-DOS
Åbne en MS-DOS Prompt.
Gå til det bibliotek hvor filen ligger.
skriv følgende
attrib <filnavn> +a
System
Dette er en system fil og skal derfor ikke PILLES ved. Denne kan man ikke aktiver selv, dette gør systemet selv.
Datalogi |
1034 | https://da.wikipedia.org/wiki/Styresystemer | Styresystemer | Liste over et udvalg af styresystemer.
Et styresystem er den basale software på en computer som gør det muligt af afvikle computerprogrammer, lagre data og udnytte maskinen ressourcer.
Historisk vigtige tidlige styresystemer
CTSS (fra MIT)
ITS
Multics (fælles projekt mellem Bell Labs, GE og MIT)
SDS 940
Tenex
THE styresystemet (af Dijkstra og andre)
UNIX
Tidligere proprietære styresystemer til mikrocomputere
Apple DOS
Commodore PET, Commodore VIC-20 og Commodore 64 fra Commodore International
Den første IBM PC (tre styresystemer blev tilbudt: USCD Psystem, CP/M-86 og PC-DOS)
Flex (af Technical Systems Consultants til Motorola 6800-baserede mikrocomputerere: SWTPC, Tano, Smoke Signal Broadcasting, Gimix, etc.)
mini-FLEX (af TSC til 5,25"-disketter på 6800-baserede maskiner)
Sinclair Micro og QX, etc.
TI99-4
TRS-DOS, ROM OS'er (stort set Microsoft BASIC-implementeringer med filsystemsudvidelser)
Unix-lignende og andre systemer der overholder POSIX-standarden
AIX (Unix fra IBM)
AtheOS (fortsat som Syllable, kodeforgrening)
BSD (Berkeley Software Distribution, en variation af Unix til DEC VAX-hardware)
Coherent (Unix-emulerende styresystem fra Mark Williams Co. til pc'er)
Cromix (Unix-emulerende styresystem fra Cromemco)
Debian
Digital UNIX (som blev HP's Tru64)
DNIX
Fedora
FreeBSD (stammer fra UC Regents' opgivne udgave af CSRG's 'BSD Unix')
GNU/Hurd
GNU/Linux (også kaldet Linux efter navnet på kernen)
HP-UX fra HP
IRIX fra SGI
Linux (se GNU/Linux)
Mac OS X fra Apple Computer
Menuet
Minix (studie-styresystem udviklet af Andrew Tannenbaum i Holland)
NetBSD (BSD-variant, en af CSRG-efterkommerne)
OpenBSD (BSD-variant, en af CSRG-efterkommerne
OS-9(til Morotola 6809-baserede maskiner)
OS-9/68k (til Motorola 680x0-baserede maskiner)
OS/360
OS-9000 (OS-9 skrevet i C til Intel og andre processorer)
OSF/1 )
Plan 9 (netværksstyresystem udviklet af Bell Labs)
QNX (POSIX, mikrokerne-styresytem; normalt et "real time"-indkapslet styresystem)
RiscOS
SCO UNIX (fra SCO, købt af Caldera og omdøbt til SCO)
Solaris fra Sun Microsystems
SunOS fra Sun Microsystems (blev Solaris)
System V (en udgave af AT&T Unix, 'SVr4' var den fjerde mindre udgave)
Ubuntu GNU/Linux
Ultrix (DEC's første udgave af Unix til VAX og PDP-11, baseret på BSD)
UniCOS
UNIflex (Unix-emulerende styreystem af TSC til DMA-kapable Mototola 6809-baserede computerere; f.eks. SWTPC, GIMIX, ...)
UNIX (styresystem udviklet af Bell Labs omkring 1970, oprindeligt af Ken Thompson)
Xenix (Microsofts licenserede udgave af Unix til forskellige hardwareplatforme)
z/OS (seneste udgave af IBM's mainframe-styresystem)
Generisk/mærker, ikke-UNIX og andre
AROS (Amiga Research Operating System)
BS2000 af Siemens AG
Control Program/Monitor-80 (CP/M)
CP/M-86 (CP/M til Intel 8088/86 fra Digital Research)
DR-DOS (MS-DOS-kompatibel fra Digital Research, senere fra Novell og siden Caldera)
FLEX9 (af TSC til Motorola 6809-baserede maskiner; efterfølger til FLEX)
FreeDOS (Open source styresystem der er et alternativ til MS-DOS)
Mach (fra CMU's forskning i styresystemskerner)
MorphOS af Genesi
MP/M-80
MS-DOS (Microsoft-udviklet styresystem til IBM PC-kompatible maskiner)
NetWare af Novell
NewOS
NeXTSTEP (der, mere eller mindre, blev Mac OS X af NeXT)
Oberon/operating system (udviklet på ETH-Zurich af Niklaus Wirth og andre)
OS-9 (Unix-emulerende styresystem fra Microware til Motorola 6809-baserede mikrocomputere)
OS-9/68k (Unix-emulerende styresystem fra Microware til Morotola 680x0-baserede computerere; videreudvikling af OS-9)
PC-DOS (IBM's udgave af DOS til pc'er)
Plan 9, Inferno (netværksstyresystem fra oprindeligt Bell Labs Computer Research)
Primos af Prime Computer
QDOS (udviklet hos Seattle Computer Products af Tim Paterson til de nye Intel 808x-CPU'er; licenseret til Microsoft – blev MS-DOS/PC-DOS)
SkyOS
SSB-DOS (af TSC til Smoke Signal Broadcasting; en variant af FLEX i den fleste henseender)
TempleOS
TripOS
TUNES
VME af International Computers Limited (ICL)
UCSD P-system
Acorn
Arthur
ARX
RISC OS
RISCiX
Amiga
AmigaOS
Amix
Atari ST
MiNT
MultiTOS
TOS
Apple/Macintosh
Apple DOS
GS/OS
Mac OS
Mac OS X
ProDOS
Be Incorporated
BeIA
BeOS
Digital/Compaq/HP
AIS
ITS (til PDP-6 og PDP-10)
OS-8
RSTS/E (kørte på flere maskiner, primært PDP-11'ere)
RSX-11 (flerbruger, multitasking-styresystem til PDP-11'ere)
RT-11 (enkeltbruger-styresystem til PDP-11)
TENEX (fra BBN)
TOPS-10 (til PDP-10)
TOPS-20 (til PDP-10)
VMS (by DEC til serien af VAX-minicomputere, Alpha og Itanium; senere omdøbt til OpenVMS)
WAITS
IBM
AIX (en udgave af Unix)
ALCS
Basic Operating System (første system frigivet til System 360, som en midlertidig løsning)
DOS/VSE
IBM i (tidligere OS/400 og i5/OS)
MFT (senere kaldet OV/VS1)
MVS (seneste variant af MVT)
MVT (senere kaldet OV/VS2)
OS/2
OS/360 (første planlagte styresystem til System 360-arkitekturen)
OS/390
SVS
TPF
PC-DOS (alias MS-DOS når købt fra Microsoft)
VM/CMS
z/OS
Microsoft
Microsoft Windows
Windows 1.0
Windows 2.0
Windows 3.0
Windows 3.1
Windows 95
Windows 98
Windows ME
Windows NT 3.1 (udviklet hos Microsoft af et hold under ledelse af David Cutler)
Windows 7
Windows NT 3.5
Windows NT 4.0
Windows 2000 (alias Windows NT v5.0)
Windows Server 2003
Windows Vista (codename Longhorn)
Windows XP (alias Windows NT v5.1)
Windows 8
Windows 10
Midori internt kodenavn for udvikling af nyt Microsoft styresystem
MS-DOS
Windows CE (kompakt udgave, til håndholdte computere)
Windows Phone 7
Windows Phone 8
Xenix (licenseret udgave af Unix; solgt til SCO i 1990'erne)
PDA'er
Android
EPOC
Palm OS
Pocket PC
Symbian OS
Windows CE
Lister |
1035 | https://da.wikipedia.org/wiki/Windows%2095 | Windows 95 | Windows 95 er et 16-/32-bits styresystem med en grafisk brugerflade.
Styresystemet blev udgivet den 24. august 1995 af Microsoft.
Windows 95 er en videreudvikling af de tidligere MS-DOS og Windows-versioner. Styresystemet har mange grafiske forbedringer og er mere brugervenligt end tidligere versioner af Windows. Det blev et af de meste solgte styresystemer nogensinde. Noget af forklaringen på dette var, at det var bagudkompatibelt med Windows 3.1 og DOS og kunne køre på blot 4MB RAM.
De tidlige versioner af Windows 95 indeholdt webbrowseren Internet Explorer 3.0. Internet Explorer blev integreret med Windows, da Internet Explorer 4.0 udkom. Dette medførte mange forbedringer af den grafiske brugergrænseflade. Grundet denne integration blev Microsoft kritiseret for konkurrenceforvridende praksis på webbrowsermarkedet. Dette var et centralt punkt i den senere retssag.
Windows 95 havde et enormt reklamebudget bag sig, og med på Windows 95-cd'en var sangen Start Me Up af Rolling Stones (reference til indførelsen af Start-knappen). Det siges, at mange grundet hypen købte cd'en uden at vide hvad Windows 95 egentlig var for noget.
Udgaver
Systemkrav
Referencer
Ekstern henvisning
Windows 95 Systemkrav(Eng)
Beskrivelse af Windows 95 OEM Service Release 1(Eng)
Microsoft Windows
Microsoft styresystemer |
1037 | https://da.wikipedia.org/wiki/Windows%2098 | Windows 98 | Windows 98 (kodenavn: Memphis) er et grafisk operativsystem, der blev udgivet d. 25. juni 1998 af Microsoft som efterfølger til Windows 95. Som dens forgænger er det et hybrid 16-bit/32-bit monolithic produkt baseret på MS-DOS.
Den første version er angivet med version nummer 4.10.1998, eller 4.10.1998A, hvis den er blevet opgraderet med en Security CD fra Microsoft. Windows 98 Second Edition (SE) er angivet med version nummer 4.10.2222A, eller 4.10.2222B, hvis den er blevet opgraderet med en Security CD fra Microsoft. Efterfølgeren til Windows 98 er Windows Me.
Windows 98 Second Edition
Windows 98 Second Edition (eller blot Windows 98 SE) er en opdatering af Windows 98, udgivet d. 5. maj 1999. Den indeholder reparationer af en lang række mindre problemer, bedre understøttelse af USB, og en udskiftning af Internet Explorer 4.0 med den betydelig hurtigere Internet Explorer 5. Også inkluderet er Internet Connection Sharing, der tillader flere computere på et LAN netværk at deles på en enkelt Internet forbindelse ved hjælp af Network Address Translation. Andre funktioner i opdateringen er Microsoft NetMeeting 3.0 og integreret understøttelse af DVD-ROM drev. Det er dog ikke en gratis opdatering til Windows 98, men et stand alone-produkt. Dette kan give problemer hvis et program kræver Windows 98 SE, men brugeren kun ejer Windows 98. På Cd'en medfølger også en valgfri installation af Microsoft Plus! temaer til Windows 98.
Nye driverstandarder
Windows 98 var det første operativsystem som brugte Windows Driver Model (WDM). Der blev dog ikke lagt meget vægt på at gøre denne information kendt, og de fleste hardwareproducenter fortsatte derfor med at udvikle drivere til den gamle driver-standard, VxD. Dette resulterede i en misforståelse, hvor folk troede at Windows 98 kun understøttede VxD drivere. WMD-standarden spredte sig nogle år efter dens udgivelse, mest gennem Windows 2000 og Windows XP, da disse systemer ikke er kompatible med den ældre VxD standard. Selv om hardwareproducenterne i dag ikke udvikler deres drivere specielt til Windows 98, vil drivere skrevet i WDM standarden stadig virke sammen med Windows 98-baserede systemer.
Systemkrav
Både Windows 98 og Windows 98 SE kan have problemer med harddiske på over 32 Gigabyte (GB). Dette problem opstår kun med særlige Phoenix BIOS indstillinger. En software opdatering er dog blevet udgivet for at ordne dette problem.
Pressedemonstration
Udgivelsen af Windows 98 skete med en bemærkelsesværdig presse demonstration på Comdex i April 1998. Microsoft CEO Bill Gates gjorde særligt opmærksom på hvor let det var at bruge, og for understøttelsen af Plug and Play (PnP) enheder. Da program manageren Chris Capossela indsatte en scanner i et forsøg på at installere den, skete der imidlertid det, at operativsystemet crashede og viste en "Blue Screen of Death".
Udgaver
Support
Microsoft planlagde at stoppe support af Windows 98 d. 16. januar 2004. Men da operativsystemet stadig var populært
(27% af Google's sidebesøg var af Windows 98 systemer i Oktober-November, 2003), valgte Microsoft at opretholde support til d. 11. juli 2006. Support af Windows Me sluttede også på denne dato.
Referencer
Ekstern henvisning
Windows 98 Systemkrav (Eng)
Microsoft Windows
Microsoft styresystemer |
1038 | https://da.wikipedia.org/wiki/Stjernetegn | Stjernetegn | Et stjernetegn er en af 12 lige dele af ekliptika, som vestlig astrologi traditionelt anvender. Hver stjernetegn er inddelt i 30° af ekliptika, og de 12 dele udgør således tilsammen 360°. Stjernetegn anvendes, når der lægges et horoskop. Startpunktet for denne inddeling plejer at udgå fra Solens position ved forårsjævndøgn. Stjernetegnene er navngivet efter de stjernebilleder, der i antikkens Grækenland lå indenfor de respektive pladser i Zodiac.
Oversigt over stjernetegnene
Tabellen viser de styrende planeter, de fire klassiske elementer, de tre kvaliteter og den tilknyttede periode i kalenderåret
De fire elementer
Hver stjernetegn er forbundet med ét af de fire klassiske elementer, vand, ild, jord og luft. Ild og luft er positive eller ekstroverte tegn hvorimod vand og jord er negative introverte feminine tegn.
De tre kvaliteter
Stjernetegn inddeles tillige i tre grupper, kaldet de tre kvaliteter eller de tre dynamikker. Hver af de tre kvaliteter afspejler tre forskellige grundtilgange til livet. De tre forskellige kvaliteter er : Kardinal, fast og bevægelig. Hver af de tre kvaliteter indeholder et stjernetegn fra hver af de fire elementer.
De tre kvaliteter indeholder følgende stjernetegn:
Kardinal: Vædderen, Krebsen, Vægten og Stenbukken.
Fast: Tyren, Løven, Skorpionen og Vandmanden.
Bevægelig: Tvillingerne, Jomfruen, Skytten og Fiskene.
Stjernetegnenes symboler
Hvert tegn betegnes med et særligt symbol som angivet i tabellen nedenfor. Udover stjernetegnets danske navn er angivet den latinske eller græske betegnelse. Siden den oprindelige inddeling har stjernebillederne flyttet sig ca. 30° i forhold til Jorden, hvorfor det reelt er det stjernebillede, der ligger før det foregående tegn som i dag er inden for inddelingen. Det er dog ikke alle astrologer, der tager hensyn til denne diskrepans. Nedenunder er den kalendariske periode som hvert stjernetegn traditionelt omfatter med en vis variation fra år til år angivet:
Noter
Se også
Zodiac
Dyrekreds
Eksterne links
Symboler
Astrologi
Pseudovidenskab |
1039 | https://da.wikipedia.org/wiki/Biorytme | Biorytme | En biorytme er et begreb, der hævdes at kunne forklare/forudsige forskellige aspekter ved en persons liv gennem analyse af simple matematiske svingninger. De fleste forskere mener, at biorytmer er et uvidenskabeligt koncept, og at forudsigelser ved hjælp af biorytmer er lige så præcise som forudsigelser baseret på tilfældigheder. og anser konceptet som pseudovidenskab.
Svingningerne hævdes at ske på de intellektuelle, følelsesmæssige og fysiske områder.
Den fysiske periode er på 23 dage
Den psykiske periode er på 28 dage
Den intellektuelle periode er på 33 dage
Når ens svingninger er i toppen, er det en dag hvor der kan ske noget godt for en, og man skal bruge dagen til noget godt. Når ens svingninger er i bund, er det en dag man bør tilbringe under dynen eller hjemme.
Se også
Stjernetegn
Numerologi
Noter
Eksterne henvisninger
Avanceret beregning af biorytmer Personlig, par- og holdanalyse
Detaljeret beregning af biorytmer med uddybende information
Simpel biorytmeberegning på nettet
Pseudovidenskab |
1040 | https://da.wikipedia.org/wiki/Margrethe%202. | Margrethe 2. | |
|}
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II (Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid, Danmarks dronning; født 16. april 1940 på Amalienborg Slot) er siden 14. januar 1972 Danmarks regent. Hun er datter af kong Frederik 9. og Dronning Ingrid. Margrethe II var gift med prins Henrik (prinsgemalen), med hvem hun har sønnerne kronprins Frederik og prins Joachim.
Margrethe efterfulgte sin far ved dennes død den 14. januar 1972. Efter hendes tiltrædelse blev hun den første kvindelige monark i Danmark siden Margrete 1. Som monark har hun den næstlængste regeringstid af alle danske monarker kun overgået af Christian 4.
Formalia
Margrethe II er Danmarks dronning i medfør af Tronfølgeloven af 1953, og tilhører den glücksburgske slægt. Dronningen tituleres Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, i tiltale Deres Majestæt.
Idet Margrethe II er barnebarn af Margareta af Connaught er hun nr. 220 i den britiske tronfølge.
Liv
Fødsel og opvækst
Prinsesse Margrethe blev født den 16. april 1940 i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg Slot i København i sin farfar Kong Christian 10.'s regeringstid. Hun var datter af kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid af Danmark. Hun er opkaldt efter sin mormor Margareta og har også arvet Margaretas kælenavn Daisy. Hendes far var ældste søn af kong Christian 10. og dronning Alexandrine af Danmark. Hendes mor var eneste datter af kronprins Gustav Adolf (senere kong Gustaf 6. Adolf) og kronprinsesse Margareta af Sverige. Hendes fødsel fandt sted en uge efter Nazi-Tysklands invasion af Danmark i 1940.
Prinsesse Margrethe blev døbt i Holmens Kirke i København den 14. maj 1940. Hendes faddere var kong Christian 10., prins Knud af Danmark, prins Axel af Danmark, kong Gustav 5. af Sverige, kronprins Gustaf Adolf af Sverige, prins Gustaf Adolf af Sverige og prins Arthur af Storbritannien. Hun fik navnene Margrethe efter sin mormor, prinsesse Margaret af Storbritannien, Alexandrine efter sin farmor, prinsesse Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin og Ingrid efter sin mor. Eftersom hendes farfar kong Christian 10 også var konge af Island, da hun blev født, modtog hun også det islandske navn, Þórhildur, der indeholder det islandske bogstav Þ.
I 1944, da Margrethe var fire år gammel, blev hendes første søster prinsesse Benedikte født. Hun giftede sig senere med prins Richard zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg. To år senere, i 1946, blev hendes næste søster prinsesse Anne-Marie født. Hun blev senere gift med kong Konstantin 2. af Grækenland.
Den 20. april 1947 døde kong Christian 10., og hendes far besteg tronen som kong Frederik 9.
Tronfølger
Ved kong Frederik 9.'s tronbestigelse var Tronfølgeloven af 1853 gældende og fastlagde, at der kun var mandlig tronfølge i Danmark. Da kongeparret kun havde døtre, skulle tronen efter tronfølgeloven overgå til kong Frederiks yngre broder arveprins Knud og siden til dennes ældste søn, prins Ingolf. Med Grundloven af 5. juni 1953 blev Landstinget nedlagt og den parlamentaristiske sædvane indskrevet i lovteksten. Samtidig ændredes Tronfølgeloven, så der indførtes delvist kvindelig arvefølge til tronen, dog således at sønner fortsat havde fortrinsret for døtre. Da Frederik 9. kun havde døtre, blev prinsesse Margrethe dermed tronfølger.
Prinsesse Margrethe blev konfirmeret på Fredensborg Slot den 1. april 1955.
På sin 18-års fødselsdag i 1958 blev hun optaget i statsrådet, hvor hun ledede møderne under sin fars fravær.
Uddannelse
Hun gik i folkeskole på N. Zahles Skole i København, men tog i 1959 studentereksamen som privatist ved et studenterkursus, der var oprettet på Amalienborg til hende og hendes veninde, Birgitta Juel til Juelsberg. Margrethe har deltaget i forskellige studier i Danmark, Frankrig og England: Hun har taget filosofikum ved Københavns Universitet i 1960, fulgte arkæologi ved Girton College på Cambridge University fra 1960-1961, statskundskab ved Aarhus Universitet fra 1961-1963 samt forskellige studier ved Sorbonne i 1963 og ved London School of Economics i 1965. Under sit ophold i London traf hun den franske grev Henri-Marie-Jean-André de Laborde de Monpezat, der var legationssekretær ved den franske ambassade i London.
Ægteskab
Den 10. juni 1967 blev hun i Holmens Kirke gift med den franske diplomat Henri-Marie-Jean André, greve de Laborde de Monpezat, der herefter fik titlen prins Henrik og blev tituleret Hans Kongelige Højhed Prins Henrik
Margrethe fødte den 26. maj 1968 tronarvingen Frederik André Henrik Christian (kronprins Frederik). Den 7. juni 1969 fulgte parrets anden søn Joachim Holger Waldemar Christian (prins Joachim).
Dronning
Ved sin fars død den 14. januar 1972 besteg hun tronen som Margrethe 2. af Danmark. Hun blev udråbt som dronning fra Christiansborg Slots balkon af statsminister Jens Otto Krag den 15. januar 1972. Dronningen valgte som valgsprog: Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke.
Dronning Margrethe er i virkeligheden kun den første dronning af Danmark med dette navn. Margrete 1., der regerede Danmark fra 1376 til 1412, havde aldrig titel af dronning af Danmark, men derimod valgt til "fuldmægtig frue og husbond" og omtalte sig selv som "Margrete af Guds nåde, Valdemar Danekonges datter". Hun var først formynder for sin søn Oluf, og ved hans død i 1387 valgte Rigsrådet Margrete til regent med titel af "formynder af hele Danmarks rige". Hun var dog frem til 1380 også formelt dronning af Norge, qua hustru til Håkon 6.
Margrethe 2. er dermed den første regerende dronning af Danmark. Muligheden for kvindelig arvefølge blev først indført med kongeloven af 1665, derefter afskaffet i 1853, for igen at blive indført med grundlovsændringen af 1953.
Margrethe 2.s tronbestigelse fandt sted på et tidspunkt, hvor det såkaldte 68'oprør havde skabt en demokratisk luftning, der ikke harmonerede særligt godt med eksistensen af et arveligt kongedømme. For første gang siden 1920 dukkede republikanske tanker op, og en gallupundersøgelse konstaterede, at 50 procent af befolkningen var mod monarkiet og 50 procent for. Men det republikanske røre var en overfladeboble i en situation, hvor befolkningen nok så meget gik op i debatten om, hvorvidt Danmark skulle tilslutte sig EF, og i 1973 indtraf oliekrisen, der satte de politiske økonomiske spørgsmål i forgrunden.
Dronning Margrethe blev farmor første gang den 28. august 1999, da prins Joachim og hans daværende hustru prinsesse Alexandra (nu Alexandra, grevinde af Frederiksborg) fødte prins Nikolai. Siden fulgte yderligere syv børnebørn, hvoraf tronarvingen Christian Valdemar Henri John, søn af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, fødtes den 15. oktober 2005.
Enke
Dronningen blev enke, da hendes mand prins Henrik døde kl. 23.18, d. 13 februar 2018. Han blev bisat fra Christiansborg Slotskirke tirsdag den 20. februar 2018.
50-års jubilæum
Dronningens 50-års jubilæum, som monak for Danmark, blev markeret den 14. januar 2022 med fejringer senere på året.
Opgaver
Ifølge Danmarks Riges Grundlov er Danmarks styreform konstitutionelt monarki, hvilket betyder at monarken er statsoverhoved i et land med en demokratisk valgt regering. Monarkens beføjelser er i hovedsagen reguleret gennem en forfatning.
I Danmark er monarken afskåret fra alene at udføre politiske handlinger, da dette er regeringen og Folketingets opgave. Love skal underskrives af regenten og af den ansvarlige fagminister, før de er gyldige. Endvidere har dronningen en vigtig rolle i forhold til udnævnelse af og afsked af regeringer. Dronningen har i forbindelse med en såkaldt dronningerunde en vigtig opgave i at udpege den person, der kan mønstre størst opbakning og dermed også skabe grundlag for at danne regering. Når en folketingsvalgt person har skabt grundlag for en regering, der ikke har et flertal i mod sig i Folketinget, vil personen meddele Dronningen dette og anbefale en regeringsudnævnelse på dette grundlag. Dronningerunder er ikke en lovmæssig bestemmelse, men derimod en nyere praksis indført første gang i 1909 under Frederik 8.
Udenlandske ambassadører afleverer deres akkreditiver til dronningen, når de begynder deres hverv i Danmark.
Dronningen står endvidere i spidsen for statsbesøg – både ved udenlandske delegationernes besøg i Danmark og danske besøg i udlandet.
Dronningen deltager også i en lang række begivenheder i Danmark, f.eks. indvielser, jubilæer og premierer ligesom dronningens sommertogt med Kongeskibet Dannebrog til danske byer (herunder Grønland og Færøerne) giver dronningen lejlighed til at besøge lokale initiativer og lokalt erhvervsliv.
Dronningen står endvidere for uddelingen af officielle statslige ordener i Danmark, af hvilke de fleste tildeles efter indstilling fra de enkelte fagministerier. Dronningen har endvidere ret til at udnævne nye adelstitler i Danmark, en ret hun hidtil har benyttet to gange i sin regentperiode.
Dronning Margrethe afholder offentlig audiens i repræsentationslokalerne på Christiansborg og holder hvert år den 31. december kl. 18.00 en radio- og tv-transmitteret tale til det danske folk.
Residenser
Den danske stat stiller en række slotte til rådighed for Dronningen som bolig og til repræsentative formål som ramme om hendes virksomhed som statsoverhoved. Derudover ejer regentparret enkelte slotte og ejendomme privat.
De fire palæer på Amalienborg Slot i København er kongefamiliens hovedresidens. Dronningen har selv residensbolig i Christian IX's Palæ og anvender desuden Christian VII's Palæ som gæstebolig og til repræsentative formål.
Desuden står dele af Christiansborg Slot i København til rådighed for dronningen og anvendes til officielle formål som audienser, statsråd, gallamiddage og nytårskur.
Fredensborg Slot benyttes som bolig i forårs- og efterårsperioden, mens Marselisborg Slot i Århus (regentens private ejendom) og Graasten Slot i Sønderjylland benyttes en del af sommeren.
Derudover ejede regentparret vinslottet Château de Cayx i Frankrig, hvor de indtil prinsens død hvert år holdt sommerferie under private former.
Interesser
Dronningen er kendt for sin store arkæologiske interesse og har deltaget i flere udgravninger, bl.a. i Etrurien. Interessen for arkæologi delte hun med sin nu afdøde svenske morfar Gustaf 6. Adolf af Sverige.
Dronningen har også mangeartede kunstneriske interesser og evner. Hun har f.eks. i 1970 tegnet Danmarks julemærke og Grønlands julemærke fra 1983. I 1977 illustrerede hun den danske bibliofiludgave af J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre. Det skete under pseudonymet Ingahild Grathmer. Siden illustrerede hun Historierne om Regnar Lodbrog 1979 og Bjarkemål 1982 samt Poul Ørums Komedie i Florens 1990. I 2000 illustrerede hun Henrik, prinsgemalens digtsamling Cantabile.
I 1987 designede dronning Margrethe kostumer til tv-teatrets Hyrdinden og skorstensfejeren. Hun modtog Modersmål-Prisen i 1989 og lavede i 1991 scenografi og kostumer til balletten Et Folkesagn på Det Kongelige Teater. I 1999-2000 lavede hun découpager til tv-filmen Snedronningen om H.C. Andersens eventyr af samme navn. Hun skrev desuden manuskript og lagde stemme til fortælleren. I hun med til at skrive manuskriptet og lave scenografien til filmen De Vilde Svaner fra 2009 efter H.C. Andersens eventyr af samme navn. Dronningen har også designet og broderet messehagler til Fredensborg Slotskirke, Kronborg Slotskirke, Ammassalik/Tasiilaq Kirke, Haderslev Domkirke og Århus Domkirke samt lavet bispekåber til Helsingør Stift, Viborg Stift, Haderslev Domkirke og Århus Domkirke.
Senest har hendes malerier opnået betragtelige priser på både nationale og internationale kunstauktioner. Hendes kunst betegnes som naturalistisk med en stor del approberet realisme – evnen til at omsætte konkrete synsindtryk og billeder til flerdimensionelle indtryk på et lærred. Bl.a. Michael Ancher og L.A. Ring brugte samme metode.
Dronningens interesse for kunst er stor, og hun har har haft adskillige udstillinger på danske og udenlandske museer. Eksperter er ikke enige om kunstens kvalitet. Fx lød der protester, da en leder af Statens Museum for Kunst købte og udstillede to malerier af dronningen.
Interview med Politiken om klimaforandringer
I et interview fra Politiken, der blev bragt den 11. april 2020, skabte dronningen debat eftersom hun ikke entydigt anerkender, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Dronningen udtalte, at hun ikke var sikker på, at klimaforandringerne og den globale opvarmning var "direkte" menneskeskabte:
Dronningen giver aldrig udtryk for partipolitiske interesserer, men bevæger sig dog ind på et utrolig omdiskuteret politisk emne.
Udtalelsen affødte kritik fra flere klimaeksperter og forskere, samt debat i medierne og på Christiansborg, om hvad hendes apolitiskhed tillod hende at udtale sig om i offentligheden. Sikandar Siddique en løsgænger i Folketinget (tidligere repræsenterende partiet Alternativet) skrev bl.a. at Kongehuset omgående burde trække interviewet tilbage. Flere klimaforskere udtalte i den forbindelse at der ikke er nogen tvivl om, at klimaforandringerne er menneskeskabt, men støttede samtidig andre af hendes holdninger (se kapitel nedenfor).
"Ikke panikke"
I interviewet med Politiken siger dronning Margrethe også, at man skal undgå at gå i panik over klimaets nuværende situation:
Og denne bemærkning har fået støtte fra det videnskabelige samfund:
Anetavle
Portrætter og buster
Et antal buster af dronningen er gennem årene blevet udført, f.eks.:
Harald Isenstein en buste fra 1973 der blev opstillet i Korsør Rådhus.
Hans Pauli Olsen en buste fra 1997, i Frederiksborgmuseet.
Flere portrætter er malet af dronningen.
Niels Strøbeks maleri af dronningen stående ved vindue med Amalienborg Slotsplads i baggrunden fra 1975 samt nok et maleri af Strøbek fra 1977 gengivende den kunstneriske dronning.
Franciska Clausens maleri af den siddende dronning er fra 1977.
malede i 1978 et ansigtsportræt af dronningen.
malede i 1979 et portræt af en siddende dronning, billedet hænger nu i Søofficers-Foreningen.
Preben Hornungs maleri på Frederiksberg Slot er fra 1981.
Preben Hornung lavede yderligere et maleri af dronningen i 1983, hvor hun er iført Hosebåndsordenens dragt.
og endelig et maleri fra 1985 af Preben Hornung med dronningen i lang blå kjole. Nu på Frederiksborgmuseet.
Et maleri af Dmitri Zhilinsky fra 1993 hænger på Fredensborg Slot.
Et andet maleri fra 1993 er udført af Henrik Have og hænger i Scleroseforeningen.
Niels Strøbeks maleri fra 1998 findes på Århus Rådhus.
Thomas Kluge har også malet to portrætter, et ansigtsportræt i 1995 og et gallaportræt fra 1999-2000.
Jørgen Bobergs Portræt af H.M. Dronning Margrethe II er fra 2000.
Michael Kvium lavede sit portræt af dronningen i 2010.
Mikael Melbye malede et portræt i 2011, der hænger på Christiansborg.
Lars Physants billede At skabe billeder af billeder fra 2015 blev til på bestilling fra Nationalmuseet.
Andy Warhol udfærdigede i 1985 en række næsten ikonografiske serigrafier af dronningen i vanlig popkunst-stil.
Titler, prædikater, æresbevisninger og æresudnævnelser
Fuld officiel titel
Af Guds Nåde Danmarks Dronning
Titler og prædikater fra fødsel til død
14. maj 1940 – 17. juni 1944: Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Margrethe af Danmark og Island
17. juni 1944 – 5. juni 1953: Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Margrethe af Danmark
5. juni 1953 – 15. januar 1972: Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Margrethe til Danmark, Tronfølgeren
15. januar 1972 – nu : Hendes Majestæt Margrethe II, Danmarks Dronning
Æresbevisninger
Danske dekorationer
Grønlandske dekorationer
Udenlandske ordener og hæderstegn
Æresudnævnelser
Royal Fellow of the Society of Antiquaries of London, 1974
Honorary Fellow ved London School of Economics, 1975
Lucy Cavendish College, Cambridge, 1989
Girton College, Cambridge, 1992
Æresdoktor (Doctor of Laws) ved University of Cambridge, 1975
Æresdoktor ved University of London, 1980
Æresdoktor ved Islands Universitet, 1986
Æresdoktor ved University of Oxford, 1992
Æresdoktor ved University of Edinburgh, 2000
Æresborger (Honorary Freedom) City of London, 2000
Paris' Universiteters Rektorats Medalje (La Medaille de la Chancellerie des Universités de Paris), 1987
Æresmedlem af Kungl. Vitterhets Historie og Antikvitets Akademien, 1988
Indbudt medlem af Ski-Idrettens Fremme, Oslo
Æresmedlem af Sammenslutningen af Danske Scenografer, 2010
Kongelig Mayestaits Acteurs
Protektioner
Se også
Dronning Margrethe 2.s anetavle
Tronfølgerens forlovelse
Noter
Referencer
Litteratur
Eksterne kilder/henvisninger
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II på Kongehusets hjemmeside.
Regerende dronninger af Danmark
Huset Glücksburg
Protestantiske monarker
Danskere i 1900-tallet
Danskere i 2000-tallet
Riddere af Serafimerordenen
Storkors af Æreslegionen
Storkors med kæde af Den Islandske Falkeorden
Storkors med kæde af Sankt Olavs Orden
Personer i Dansk Kvindebiografisk Leksikon
Personer i Dansk Biografisk Leksikon
Storkommandører af Dannebrog
Personer fra København
Kommandører af Storkorset af Trestjerneordenen
Personer i Kraks Blå Bog
Alumni fra Aarhus Universitet
Riddere af Hosebåndsordenen
Modtagere af Modersmål-Prisen
Storkors af Frelserens Orden
Storkors med kæde af Den Italienske Republiks Fortjenstorden |
1041 | https://da.wikipedia.org/wiki/1940 | 1940 | Konge i Danmark: Christian 10. 1912-1947
Se også 1940 (tal)
Begivenheder
Januar
1. januar – Statsminister Thorvald Stauning holder en radiotransmitteret nytårstale til danskerne, bl.a. om landets svage forsvar.
8. januar – I Storbritannien bliver smør, bacon og sukker rationeret
Februar
21. februar - det tyske luftvåben vil have lov til at besætte Ålborg lufthavn i forbindelse med angrebet på Norge. Adolf Hitler godkender, at Danmark besættes militært for at lette angrebet på Norge
Marts
12. marts. – Vinterkrigen afsluttes med Fredstraktaten i Moskva
16. marts - tyskerne bomber Scapa Flow flådebase i nærheden af Skotland
April
4. april – Sovjetunionen påbegynder Katynmassakren uden for den russiske by Smolensk, hvor omkring 15-20.000 polske officerer og højtstående folk blev henrettet og begravet i massegrave. Massakren varer ved lidt over en måned, før alle polakkerne er henrettet med nakkeskud.
9. april – Danmark og Norge besættes af tyske styrker under 2. verdenskrig i operation Weserübung. Den danske regering aftaler en fredspolitik med den tyske besættelsesmagt, og skåner derfor den danske befolkning mod militære overgreb og ødelæggelser. (Fredsforhandlingen ophørte i 1943 med Augustoprøret)
10. april - foreløbig samlingsregering dannes med Thorvald Stauning som statsminister
12. april – Færøerne og Island besættes af Britiske tropper for at undgå tysk besættelse
18. april - digterpræsten Kaj Munk maner i en prædiken i Sønderborg til modstand mod den tyske besættelsesmagt
25. april - Storbritanniens besættelsesstyrker på Færøerne anerkender Merkið som Færøernes flag og afslutter dermed en mangeårig strid mellem færingerne og Danmark
29. april - den norske Kong Haakon og den norske regering flygter til England
Maj
1. maj - de Olympiske Lege 1940, der skulle ha været afholdt i Helsinki, bliver aflyst, grundet WWII
5. maj - i London dannes en norsk eksilregering
8. maj - Nazityske soldater i hollandske uniformer krydser den hollandske grænse for at indtage nogle broer med henblik på det kommende felttog
9. maj - Rumænien stiller sig under tysk beskyttelse
9. maj - RAF indleder natlige bombetogter over mål i Tyskland
10. maj – Tyskland invaderer Belgien og Holland, for at kunne marchere rundt om Maginotlinjen ved grænsen.
10. maj – England besætter Island som et modtræk mod den tyske besættelse af Norge.
10. maj – Neville Chamberlain trækker sig og Winston Churchill bliver Premierminister af Storbritannien
12. maj - nazisterne krydser Maas og indleder erobringen af Frankrig
13. maj - i sin første tale til nationen siger Winston Churchill ordene: Jeg har intet at tilbyde andet end blod, slid, tårer og sved
14. maj – Dronning Wilhelmina af Nederlandene og hendes regering flygter til London
14. maj - Rotterdam bombarderes af tyske lufttropper, og Nederlandene overgiver sig til Nazityskland
15. maj – den nederlandske hær overgiver sig
15. maj - Nylonstrømper kommer på markedet i USA
17. maj - tyske tropper erobrer Bruxelles, og den belgiske regering må flytte til Ostende
24. maj - Igor Sikorsky gennemfører den første flyvning i en helikopter med én motor
26. maj – Dunkirk evakuering af Britiske tropper fra Frankrig starter.
28. maj – Den belgiske hær overgiver sig.
Juni
3. juni - Paris lider under voldsomme tyske luftbombardementer
4. juni – evakueringen fra Dunkerque slutter. 300.000 britiske soldater blev evakueret
7. juni - Kong Haakon 7. af Norge, kronprins Olav og den norske regering forlader Tromsø og går i eksil i London
9. juni - Norge kapitulerer til Tyskland
10. juni – Kongeriget Italien erklærer krig mod England og Frankrig
10. juni – Canada erklærer krig mod Italien.
10. juni – Norge overgiver sig til de tyske tropper.
12. juni – 13.000 britiske og franske soldater overgiver sig til den tyske general Erwin Rommel ved Saint-Valery-en-Caux
13. juni - den franske premierminister Paul Raynaud udsender en sidste appel om amerikansk intervention i krigen
14. juni – Paris kommer under tysk besættelse.
14. juni – en gruppe på 728 polske politiske fanger fra Tarnów bliver de første indsatte i Auschwitz koncentrationslejr
16. juni - Maginot-linjen, "den uindtagelige franske forsvarslinje", opgives til den tyske værnemagt
16. juni - Marskal Philippe Pétain bliver fransk statsminister.
17. juni - et tysk bombefly af typen Junkers Ju 88 rammer Lancastria med fire bomber. Skibet er fyldt til bristepunktet med soldater og passagerer, der er under evakuering fra fastlandet, til England. Ingen ved hvor mange der var om borg og mistede livet - men det var op imod 6.500 omkomne
18. juni - Adolf Hitler og Benito Mussolini mødes i München
21. juni - Frankrig overgiver sig officielt til tyskerne efter invasionen, og en våbenhvile underskrives dagen efter
22. juni - i den samme togvogn og på samme sted (Compiègne-skoven i Frankrig) som våbenstilstanden i 1. verdenskrig i 1918 blev aftalt indgår Frankrig våbenstilstand med Tyskland og kapitulerer dermed
23. juni - Hitler besøger det nyligt besatte Paris
27. juni - Sovjetunionen rykker ind i Rumænien, efter at kong Karol har nægtet at afstå Besarabien og Bukovina
28. juni – General Charles de Gaulle bliver officielt anerkendt af England som "Leder af alle frie franskmænd – uanset hvor de befinder sig." – ("Leader of all Free Frenchmen, wherever they may be")
Juli
5. juli - Vichy-regeringen i Frankrig afbryder forbindelserne med England
10. juli – Slaget om England begynder
10. juli - i Frankrig får Philippe Pétain overdraget magten i Vichy-regeringen af nationalforsamlingen
13. juli - Adolf Hitler udsender direktiv nr. 14, der giver ordre om forberedelse af invasion af England
20. juli - Danmark melder sig ud af Folkeforbundet
August
3. august – Sovjetunionen annekterer Litauen
3. august - Italien invaderer Britisk Somaliland
4. august - engelske og franske skibe udlægger miner i norsk farvand
5. august – Sovjetunionen annekterer Letland.
6. august – Sovjetunionen annekterer Estland
7. august - Tyskland annekterer Elsass-Lothringen
20. august - Lev Trotskij angribes med en ishakke i Mexico City. Han dør af sårene den følgende dag
23. august - Tyskland starter bombningerne af London
25. august - de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen, der er besat af Sovjetunionen, bliver indlemmet i Sovjetunionen
September
2. september – USA og Storbritannien indleder officielt samarbejde. 50 amerikanske destroyere bliver flyttet til England. Som gengæld får USA adgang til britiske baser i Nordsøen, Vestindien og Bermuda i 99 år
2. september - Ubåden Sunnfish torpeder og sænker M/S Pionier i Skagerrak. 338 af de ombordværende 823 mister livet
4. september - Slaget om England begynder, efter at Hitler har truet med at udslette britiske byer efter engelske angreb på München. Det indledes med 57 dages luftbombardement.
7. september – Tyskland indleder en 57-nætters bomberegn af London
11. september - Winston Churchill forbereder det engelske folk på tysk invasion
12. september – En gruppe franske børn opdager Lascaux-hulerne
13. september - Benito Mussolinis italienske styrker på cirka 300.000 mand begynder et erobringstogt mod Egypten. De kun 30.000 britiske soldater i landet trak sig umiddelbart tilbage, dog kun for senere at gå succesrigt til modangreb. Efter flere ugers offensiv blev 200.000 italienere taget til fange, og Mussolinis drøm om at erobre Nordafrika bristede
15. september - massive tyske luftangreb på London, Southampton, Bristol, Cardiff, Liverpool og Manchester. Slaget om England afsluttes med sejr til RAF
23. september - Japanske tropper rykker ind i Indokina
25. september - den tyske Rigskommissær i Norge, Terboven, etablerer et diktatur i Norge, med Vidkun Quisling som regeringschef.
27. september – Tyskland, Kongeriget Italien og Japan underskriver tremagtspagten
Oktober
4. oktober - Adolf Hitler og Benito Mussolini mødes ved Brennerpasset
9. oktober - Winston Churchill vælges til leder af britiske konservative parti
12. oktober - tyskerne udsætter Kriegsmarines Operation Seelöwe (invasionen af England) til foråret 1941
28. oktober - Italien invaderer Grækenland, men bliver 14 dage senere presset tilbage til Albanien
November
1. november - i det besatte Warszawa forbyder tyskerne jøderne at forlade ghettoen, som er blevet omkranset af en mur
5. november – Franklin D. Roosevelt vælges til præsident i USA for 3. gang
5. november – Folketælling for Kongeriget Danmark
7. november - Tacoma Broen styrter sammen. Videobilleder er siden gået verden rundt. Ingen mennesker kom dog noget til
10. november - angreb med torpedobomber ødelægger den italienske flåde ved Taranto
16. november - Bornholms Lufthavn indvies, og der starter én daglig ruteflyvning til København
18. november - Italiens udenrigsminister Galeazzo Ciano møder Adolf Hitler, som er sur pga. den italienske invasion af Grækenland
25. november - Søren Spætte optræder for første gang i en tegnefilm
27. november - det tyske Luftwaffe bomber Liverpool
December
19. december - Kyösti Kallio, Finlands præsident (1937-40) dør ved et akut slagtilfælde i armene på marskal Mannerheim på Helsingfors Banegård
Født
Januar
4. januar – Helmut Jahn, tysk-amerikansk arkitekt.
5. januar – Yuri Ershov, russisk matematiker.
11. januar – Jens Brenaa, dansk skuespiller.
17. januar – Troels Trier, dansk sanger.
22. januar – John Hurt, engelsk skuespiller (død 2017).
30. januar – Poul Steen Larsen, dansk bibliotekar og boghistoriker.
Februar
16. februar – Sten Bramsen, dansk tv-vært og tilrettelægger (død 1990).
23. februar - Peter Fonda, amerikansk skuespiller (død 2019).
26. februar - Hans-Rüdiger Etzold, tysk fagbogsforfatter.
Marts
7. marts – Rudi Dutschke, tysk studenterleder (død 1979).
7. marts – Ebbe Kløvedal Reich, dansk forfatter og redaktør (død 2005).
9. marts – Mads Øvlisen, dansk erhvervsleder.
11. marts – Ove Weiss, dansk redaktør.
21. marts – Benny Holst, dansk musiker og komponist.
31. marts – Erik Magnussen, dansk keramiker og designer (død 2014).
April
3. april – Wolf Kahler, tysk skuespiller.
13. april – Sven Holm, dansk forfatter (død 2019).
16. april – Dronning Margrethe 2. på Amalienborg.
18. april – Leif Sylvester Petersen, dansk multikunstner
25. april – Al Pacino, amerikansk skuespiller.
Maj
12. maj – Lill Lindfors, svensk sanger og entertainer.
16. maj – Ole Ernst, dansk skuespiller (død 2013).
18. maj - Colin Addison, engelsk tidligere professional fodboldspiller.
23. maj – Lone Dybkjær, dansk politiker og statsministerfrue (død 2020).
26. maj – Levon Helm, amerikansk trommeslager i The Band (død 2012).
27. maj – Stig Hoffmeyer, dansk skuespiller (død 2022).
Juni
23. juni – Adam Faith, engelsk sanger og skuespiller (død 2003).
Juli
1. juli – Peder Nyman, dansk avistegner (død 2001).
7. juli – Ringo Starr, engelsk trommeslager.
10. juli – Tommy Troelsen, dansk fodboldspiller (død 2021).
29. juli – Ole Lund Kirkegaard, dansk forfatter (død 1979).
31. juli – Otto Møller Jensen, dansk skuespiller (død 1996).
August
4. august – Abdurrahman Wahid, indonesisk politiker (død 2009).
4. august – Frederik Nørgaard, dansk politiker.
31. august – Dorrit Willumsen, dansk forfatter.
September
12. september – Joachim Frank, tysk-amerikansk biofysiker og nobelprismodtager.
Oktober
6. oktober – Niels Bjerrum, dansk kemiker og professor.
9. oktober – Bodil Nyboe Andersen, dansk nationalbankdirektør og bestyrelsesformand.
9. oktober – John Lennon, engelsk musiker (død 1980). – myrdet
14. oktober – Cliff Richard, engelsk sanger.
19. oktober – Michael Gambon, irsk skuespiller.
20. oktober – Jesper Langberg, dansk skuespiller (død 2019).
23. oktober – Ellie Greenwich, amerikansk sangskriver (død 2009).
23. oktober – Pelé, brasiliansk fodboldspiller(død 2022).
November
15. november − Ulf Pilgaard, dansk skuespiller.
15. november − Peter Lawætz, rektor for Danmarks Tekniske Universitet 1977−1986.
17. november − Luke Kelly, irsk musiker og sanger fra The Dubliners (død 1984)
23. november − Egon Clausen, dansk forfatter.
29. november − Seán Cannon, irsk musiker fra The Dubliners.
December
11. december – Lone Helmer, dansk skuespiller (død 1997).
21. december – Frank Zappa, amerikansk musiker og sangskriver (død 1993).
24. december – Henrik Hassenkam, tidl. generaldirektør i DSB (død 2011).
31. december – Lone Scocozza, dansk sociolog.
Ulla Raben, dansk tv-producer.
Dødsfald
Januar
2. januar – John Christensen, dansk maler (født 1896).
23. januar – Soffy Walleen, dansk skuespiller (født 1861).
24. januar – Martinus Galschiøt, dansk forfatter og redaktør (født 1844).
Februar
10. februar – Carl Lund, dansk teatermaler (født 1855).
12. februar – Svend Aggerholm, dansk skuespiller (født 1875).
17. februar – Julius Paulsen, dansk maler (født 1860).
26. februar – Michael Hainisch, østrigsk jurist og forbundspræsident (født 1858).
Marts
1. marts - Anton Hansen Tammsaare, estisk forfatter (født 1878).
9. marts – Louis Levy, dansk forfatter, journalist og teaterkritiker (født 1875).
13. marts – Gustav Holm, dansk kommandør og Grønlandsforsker (født 1849).
16. marts – Selma Lagerlöf, svensk forfatterinde (Gösta Berlings saga) (født 1858).
April
26. april – Carl Bosch, tysk kemiker og nobelprismodtager (født 1874).
Maj
20. maj – Verner von Heidenstam, svensk forfatter og nobelprismodtager (født 1859).
25. maj – Marie Krøyer, dansk maler (født 1867).
Juni
29. juni – Paul Klee, schweizisk maler og grafiker (født 1879).
Juli
1. juli – Peder Møller, dansk violinist (født 1877).
10. juli – Ernst Kaper, dansk rektor og borgmester (født 1874).
15. juli – Robert Wadlow, verdens højeste mand (født 1918).
20. juli – Gerda Wegener, dansk tegner, illustrator og maler (født 1885).
22. juli – Marie Bregendahl, dansk forfatter (født 1867).
August
3. august – Egill Rostrup, dansk skuespiller, teaterinstruktør og professor (født 1876).
5. august – Johannes Buchholtz, dansk forfatter (født 1882).
18. august – Walter P. Chrysler, amerikansk fabrikant (født 1875).
21. august – Lev Trotskij, russisk revolutionær (født 1879). – myrdet
22. august – Emil Marott, dansk redaktør og politiker (født 1856).
30. august – Sir Joseph John Thomson, engelsk fysiker. Modtog nobelprisen i fysik i 1906 (født 1856).
September
26. september – Harald Gad, dansk arkitekt (født 1884).
Oktober
12. oktober - Tom Mix, amerikansk skuespiller (født 1880).
16. oktober – Christian Kølle, dansk maler og litograf (født 1858).
20. oktober – Erik Gunnar Asplund, svensk arkitekt og professor (født 1885).
27. oktober – Fini Henriques, dansk komponist (født 1867).
November
9. november – Neville Chamberlain, britisk premierminister (født 1869).
December
19. december – Kyösti Kallio, finsk præsident (født 1873).
21. december – F. Scott Fitzgerald, amerikansk forfatter (Den store Gatsby) (født 1896).
25. december – C.N. Hauge, dansk politiker og minister (født 1870).
Nobelprisen
Fysik – Ingen prisuddeling.
Kemi – Ingen prisuddeling.
Medicin – Ingen prisuddeling.
Litteratur – Ingen prisuddeling.
Fred – Ingen prisuddeling.
Musik
L'accordéonniste
Film
Vivien Leigh vinder en Oscar for sin rolle i Borte med blæsten.
Barnet, dansk film.
En desertør, dansk film.
En ganske almindelig pige, dansk film.
En pige med pep, dansk film.
Familien Olsen, dansk film.
I de gode gamle dage, dansk film.
Jeg har elsket og levet, dansk film.
Jens Langkniv (film), dansk film.
Pas på svinget i Solby, dansk film.
Sommerglæder, dansk film.
Sørensen og Rasmussen, dansk film.
Vagabonden, dansk film
10. september - Charlie Chaplins Diktatoren, som er en ætsende parodi på Hitler, har premiere
Bøger
Hvem ringer klokkerne for – Ernest Hemingway
Eksterne henvisninger
40
Artikler om enkelte år |
1044 | https://da.wikipedia.org/wiki/Prins%20Henrik%20%281934-2018%29 | Prins Henrik (1934-2018) | Hans Kongelige Højhed Prins Henrik (født Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat 11. juni 1934 i Talence, død 13. februar 2018 på Fredensborg Slot) var Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.s ægtemand. Han var søn af greve André de Laborde de Monpezat (død 1998) og grevinde Renée de Monpezat, født Doursennot (død 2001). Han blev døbt Henri Marie Jean André, greve de Laborde de Monpezat.
Prins Henrik voksede op i Frankrig, men boede senere flere steder, særligt i Sydøst- og Østasien. Efter aftjent værnepligt gik han ind i diplomatiet, og det var som sekretær ved den franske ambassade i London, han mødte den daværende tronfølger prinsesse Margrethe. Parret blev gift 10. juni 1967 og fik to sønner: Kronprins Frederik og prins Joachim.
Som tronfølgerens, senere dronningens, mand havde prins Henrik en række officielle forpligtelser, men han påtog sig desuden en række opgaver og protektorater i foreninger og lignende. Endvidere var han kunstinteresseret og selv kunstnerisk skabende, hvilket blandt andet kom til udtryk i flere digtsamlinger samt en række skulpturer. Han holdt fast i sit franske ophav, hvilket blandt andet kunne spores i opdragelsen af hans sønner og hans kulinariske smag. I den forbindelse købte han sammen med dronningen godset Château de Cayx, hvorfra der siden er produceret rødvin, som blandt andet har været serveret ved officielle middage arrangeret af kongehuset.
Opvækst og ungdom
Prins Henrik tilbragte sine tidlige år i Fransk Indokina, hvor hans velhavende far havde arvet nogle industrivirksomheder. I 1939 vendte han med sin familie tilbage til slægtsgodset Le Cayrou i Frankrig. Han gik indtil 1947 på jesuiterklosterets skole i Bordeaux og 1948-1950 på gymnasiet i Cahors, hvor han blev student. I 1950 tog han til Hanoi, hvor han indtil 1952 gik på et fransk gymnasium. 1952-57 studerede han jura og statskundskab ved Sorbonne i Paris samt kinesisk og vietnamesisk ved École Nationale des Langues Orientales. Senere studerede han orientalske sprog i Hong Kong og Saigon.
Efter at have aftjent sin værnepligt i Algeriet 1959-62 blev han ansat i Asien-afdelingen i Frankrigs udenrigsministerium. 1963-67 var han ambassadesekretær ved Frankrigs ambassade i London, og det var her, han mødte den danske tronfølger første gang.
Ægteskab
Henri de Monpezat blev forlovet med danske tronfølger, den senere dronning Margrethe 2. af Danmark i september 1966.
Året efter blev de gift den 10. juni 1967 i Holmens Kirke i København. Ved brylluppet fik han prædikatet, titlen og navnet Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark.
Regentparret har to børn, kronprins Frederik (født 26. maj 1968) og prins Joachim (født 7. juni 1969), samt otte børnebørn. I 2005 tog prins Henrik titlen prinsgemal for at markere forskellen mellem dronningens ægtemand og det stigende antal yngre prinser i kongefamilien.
Tilbagetrækning fra officielle pligter
I nytårstalen, som dronning Margrethe holdt nytårsaften 2015, oplyste hun, at prinsgemalen ville trække sig tilbage fra offentligheden og kun i begrænset omfang deltage i officielle begivenheder.
Den 14. april 2016 frasagde han sig titlen som prinsgemal og skulle fremover kaldes prins Henrik. Valget blev ifølge hoffets kommunikationschef truffet, da det passede bedre til hans nye tilværelse som pensionist.
Kontroverser
Det var uundgåeligt, at prins Henrik havde hele sin åndelige arv med sig i bagagen, da han kom til Danmark. Den afspejlede sig blandt andet i hans tøjstil, hans interesse for fransk mad og i hans syn på opdragelse. Herom udtalte han:
Senere kvitterede kronprins Frederik i en tale:
Det danske sprog
Da Henrik blev dansk gift, blev det også nødvendigt for ham at lære dansk. Det tog tid og var ikke let for ham. I forbindelse med vielsen holdt Henrik en tale, hvori han blandt andet udtalte:
Udtalelsen, der fandt sted på det nydeligste dansk, vakte stor genklang i befolkningen. Men trods sprogkurser i dansk, kunne prins Henrik i virkeligheden fortsat ikke tale sproget. Han havde lært talen udenad, som han selv senere udtrykte det: "som en papegøje".
Prinsen havde bl.a. i selvbiografien Skæbne forpligter udtrykt sin frustration over den danske befolknings modtagelse af ham. Han lærte hurtigt et forståeligt dansk, men det havde affødt kritik, at han var blevet ved med at tale sproget med accent, selvom han i forvejen talte fem sprog: modersmålet fransk samt spansk, kinesisk, vietnamesisk og engelsk. Prinsen ærgrer sig over, at han ikke forstod, hvor vigtigt det var at tale godt dansk. Andre imødegik kritikken af hans dansk, fx fandt forfatteren Leif Hjernøe det umenneskeligt at kræve perfekt dansk af ham.
En medvirkende årsag til, at prinsen talte med accent, var, at der i 1960'erne, hvor han kom til landet, slet ikke fandtes en tradition for undervisning i dansk som fremmedsprog. Den er først kommet i takt med indvandring til landet, med etablering af sprogskoler, større forståelse for betydningen af målrettet undervisning i dansk og uddannelse af specialiserede dansklærere. Prins Henriks svigerdøtre, Alexandra, Mary og Marie, har alle tre nydt gavn af denne udvikling. De taler dansk uden accent takket være den langt bedre undervisning i dansk, de har modtaget.
Prinsgemal
Da Henrik blev gift med Margrethe, stod Danmark over for et hidtil uløst spørgsmål: man havde aldrig tidligere haft en mandlig ægtefælle til en kvindelig tronfølger og havde derfor ikke fået afklaret prins Henriks nye position. Også af sin far blev prins Henrik advaret mod den udfordring, han gik ind til: "Du må have afklaret, hvad din position bliver". Det skete ikke. Prinsen fik efter ægteskabets indgåelse et kontor på Amalienborg med en sekretær, men uden fastlagte opgaver og uden egne midler til disposition. "En flagrende skygge i dronningens skygge. En general uden generalstab" har han senere selv beskrevet den situation, han befandt sig i.
Men Henrik var ikke en mand, der kun ville være sin hustrus ægtemand. I 1969 begyndte han at arbejde for Dansk Røde Kors og International Røde Kors. Senere begyndte han at arbejde som ambassadør for dansk erhvervsliv og blev protektor for Verdensnaturfonden og Europa Nostra, der arbejder for at sikre bygningskulturarven i Danmark. Dermed fortsatte han den tradition, at kongelige ægtefæller påtager sig vigtige samfundsmæssige opgaver og giver dem den anerkendelse og prestige, som følger med den kongelige titel.
Men dermed var udfordringerne ikke løst. Prinsen havde også været frustreret over sin position internt i kongehuset. Efter 15 år i Danmark gjorde han opmærksom på, at han fik lommepenge af sin kone. Det blev ændret, så det var fastlagt i finansloven, hvor stor en del af dronningens apanage der gik videre til prinsen.
Tilbage var spørgsmålet om Henriks titel. Da dronningen ikke kunne deltage i nytårskuren 2002, fordi hun var faldet og havde brækket et par ribben, blev kronprins Frederik vært ved modtagelsen af ambassadørerne. Prins Henrik protesterede mod at blive degraderet fra nummer to til nummer tre – efter sin egen søn. Prins Henrik tog herefter en lang tænkepause, hvor han gav BTs hofreporter Bodil Cath et interview, der vakte enorm opsigt, da det blev offentliggjort 2. februar 2002. Heri udtalte prinsen blandt andet:
"Efter min overbevisning skal et ægtepar være ligeværdigt, uanset hvilken rolle i samfundet parret måtte indtage. Danmark kunne have gjort mig til statsprins, rigsprins, kongegemal, hvad ved jeg. Det er en forglemmelse, måske en uvilje. Men det er ikke titlen, der er afgørende, men bevidstheden om, at jeg har en rolle, en funktion."
Resultatet blev, at Henriks officielle stilling blev ændret fra "prins" til "prinsgemal". Det blev blandt andet begrundet med, at der var mere end en prins Henrik.
Ifølge Ekstra Bladet havde han i interviews til det franske blad Point de Vue i 2007 og 2013 kritiseret, at en dronnings ægtemand ikke bliver konge ligesom en konges kone bliver dronning. Ved folkeafstemningen i 2009, hvor drenge og piger blev ligestillet i tronfølgen, blev prinsen spurgt om sin generelle holdning til ligestilling og svarede:
Så blussede debatten op igen, og der var kortvarigt et flertal i Folketinget for, at prinsen kunne få titel af konge, hvis kongehuset ønskede det. Det havde hoffet ingen kommentar til, men der var højlydte protester i partiernes bagland.
Selv nægtede prinsen at have sagt, at han ville være konge, og Bodil Cath mener, at han "aldrig...har haft noget ønske om at tage taktstokken fra dronningen. Han vil bare respekteres som hendes mand." Hun foreslog at ændre tiltalen Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen til Hans Majestæt Prinsgemalen for så vidt muligt – dvs. uden at bruge ordet konge – at ligestille ham, dels med hans hustru, så de begge blev majestæter, dels med hans svigermor, der var Hendes Majestæt Dronning Ingrid, og hans svigerdatter, der skal være Hendes Majestæt Dronning Mary. På Stéphanie Surrugues spørgsmål, om han vil tage imod titlen majestæt, svarer han: "Ja. Naturligvis. Men jeg tror nu, at det er for sent." Flere medier har omtalt ham som "Kong Henrik" efter hans offentlige ønske om at få titlen konge.
I 2017 udtalte prinsen via kongehusets kommunikationschef, at han ikke ønskede at blive begravet i Roskilde Domkirke med dronningen, som det ellers havde været planlagt, med henvisning til, at han i livet ikke var sidestillet med hende og derfor heller ikke skulle ligestilles i døden.
Forhold til dansk humor
Det er ofte fremhævet, at prinsens humor og venlighed var af en typisk dansk beskaffenhed, for eksempel sagde jagtkammeraten grev Ditlev Knuth-Winterfeldt, at han "mestrer i dén grad den danske humor; vi driller hinanden meget".
Sygdom, død og bisættelse
Prins Henrik var i sommeren 2017 indlagt først på Skejby Sygehus og sidenhen på Rigshospitalet, i forbindelse med forskellige smerter og infektioner. Under indlæggelserne fik han blandt andet foretaget en ballonudvidelse på grund af forsnævringer på pulsåren i bækkenet. Den 6. september 2017 udsendte kongehuset en pressemeddelelse om, at prinsen led af demens.
Prinsen blev igen indlagt den 28. januar 2018 på Rigshospitalet, denne gang på grund af en godartet tumor i venstre lunge. Den 9. februar 2018 meddelte kongehuset, at prinsens tilstand var alvorligt forværret. Prinsens ældste søn Kronprins Frederik hastede hjem fra vinter-OL i den sydkoreanske by Pyeongchang for at besøge sin syge far. Kronprins Frederik var til stede ved legene i kraft af sit medlemskab af Den Internationale Olympiske Komité.
Umiddelbart efter udmeldingen om prinsens forværrede tilstand fik prins Henrik flere besøg fra kongefamilien. Kronprinsesse Mary var sammen med prins Christian og prinsesse Isabella de første til at besøge den alvorligt syge prins Henrik den 9. februar 2018. Senere samme dag ankom dronning Margrethe, prins Joachim og sønnerne prins Nikolai og Felix til Rigshospitalet.
Den samlede danske kongefamilie (dronning Margrethe, kronprinsparret, prins Joachim, prinsesse Marie og alle otte børnebørn) aflagde den 10. februar 2018 prins Henrik besøg på Rigshospitalet og forlod hospitalet igen efter 40 minutter.
Den 13. februar 2018 meddelte kongehuset i en pressemeddelelse, at prins Henrik var blevet overført fra Rigshospitalet til Fredensborg slot, hvor han ønskede at tilbringe sin sidste tid sammen med sine nærmeste. I samme pressemeddelelse forlød det også, at prinsens tilstand stadig var alvorlig.
Onsdag den 14. februar 2018 blev det meddelt, at prins Henrik var sovet stille ind på Fredensborg Slot dagen forinden klokken 23:18, omgivet af sin hustru og sine to sønner.
Prins Henriks kiste blev kørt i rustvogn fra Fredensborg Slot til Amalienborg den 15. februar 2018 kl. 10.
Den 16. februar 2018 blev kisten transporteret fra Amalienborg til Christiansborg Slotskirke, hvor Prins Henrik lå på castrum doloris. Båren blev placeret på en katafalk overdækket med et klæde i purpur fløjl. Officerer fra Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Hjemmeværnet stod på skift æresvagt omkring Prins Henriks båre. Hvert vagthold bestod af otte officerer, hvor én var chef med rang af oberst eller kommandør samt én næstkommanderende med rang af oberstløjtnant eller kommandørkaptajn. Derudover var der to majorer eller orlogskaptajner, to kaptajner eller kaptajnløjtnanter og to premierløjtnanter.
Prins Henrik blev bisat fra Christiansborg Slotskirke tirsdag den 20. februar 2018. Bisættelsen blev forestået af kgl. konfessionarius Erik Norman Svendsen. Halvdelen af hans aske blev spredt ud over de danske farvande. Den anden halvdel blev nedsat i en urne i haven ved Fredensborg Slot.
Prins Henriks betydelige samling af afrikanske artefakter og asiatiske jader blev i august 2019 sat til salg hos
Bruun Rasmussen Kunstauktioner, og overskuddet skal gå til to fonde.
Vinbonde
Siden 1974 ejede regentparret vinslottet Château de Cayx i nærheden af prinsens barndomshjem Château le Cayrou i Cahors. Vinene fra Cayx distribueres over hele verden. I starten var de ikke så populære, fordi de havde et højt syreindhold, men prinsen valgte at træde ud af det kooperativ, hans far havde opbygget, for selv at investere i et moderne vineri med avanceret udstyr og lagringskælder med store nye egetræsfade, så vinen kunne fadlagre i kælderen i 3-4 år og blive blødere og mindre aggressiv.
Vinproduktionen indgår ikke i hoffets regnskab, men er udskilt i et aktieselskab, hvor prinsen indtil sin død var hovedaktionær og hans to sønner minoritetsaktionærer.
Kunstnerisk aktivitet
Prinsen var — ligesom dronningen — udøvende kunstner, men viste det først for offentligheden senere og har boltret sig i andre kunstarter end dronningen: hovedsagelig poesi og skulptur, men også porcelænsmaling, musikkomposition og tegning. De to ægtefæller supplerede hinanden og kunne lide at arbejde sammen, bl.a. har dronningen illustreret flere af prinsens digtsamlinger. Publikum fik et indblik i regentparrets kunstneriske samspil, da kunstmuseet ARoS i Aarhus 12. oktober 2013 til 2. marts 2014 viste udstillingen Pas de Deux Royal med omkring 150 værker. Den udstilling satte publikumsrekord på museet med 285.510 besøgende.
Poesi
Prinsen skrev digte siden ungdommen, men i de første mange år kun til skrivebordsskuffen. I 1982 lod han digtsamlingen Chemin faisant trykke på Poul Kristensens forlag i 150 eksemplarer, som aldrig blev sat til salg, men udelukkende brugt som gaver. I offentligheden debuterede han først som digter i 2000 med digtsamlingen Cantabile, hvis 1. oplag på 5.000 eksemplarer blev revet væk. Prinsen skrev digtene på fransk, men de fleste digtsamlinger har en dansk oversættelse eller rettere gendigtning. Flere af hans digte er blevet sat i musik, bl.a. Cantabile, som danner baggrund for en symfonisk suite af samme navn, komponeret af Frederik Magle og uropført af DR SymfoniOrkestret under ledelse af Thomas Dausgaard ved to koncerter i anledning af prinsens 70- og 75-års fødselsdage i 2004 og 2009.
I forbindelse med udgivelsen af digtsamlingen Frihjul i 2010 udtalte prinsen: "Jeg ser poesi som en mulighed for fordybelse i en overfladisk tid præget af nyheder og underholdning, der gør os rodløse og rastløse. Poesi nærmer os verdens sande væsen, i poesien kan man nærme sig de evige spørgsmål som kærlighed, ensomhed og døden."
Skulptur
Sidst i 1970'erne kontaktede prinsen Kunstakademiet og blev oplært af billedhuggeren Poul Holm Olsen. Det kom der en række små fabeldyr og abstrakte figurer ud af. Et af prinsens værker, en torso i bronze, var opstillet i skulpturparken ved Marselisborg Slot, da Jyllands-Posten i 2002 inviterede direktøren for ARoS, Jens Erik Sørensen, på rundgang. Uden at vide, hvem kunstneren var, kommenterede museumsdirektøren:
Museumsdirektøren huskede denne skulptur og tog den med i Sculpture by the Sea i 2009. Her fik prinsen sin ilddåb som billedhugger, under hård kritik fra den etablerede kunstverden. Senere blev et udvalg af de små figurer skaleret op og støbt i bronze. Bronzeskulpturerne står fortrinsvis i de kongelige slotsparker. En er på lokale foreningers initiativ opstillet ved indkørslen til Strib på Fyn. 27. maj 2015 afslørede prinsen en af sine skulpturer hos transportvirksomheden DSV i Hedehusene.
Den 27. juni 2015 afslørede prinsen sin bronzeskulptur Fabeldyret, som var blevet købt af Christina og Claus Hembo, der ejer Christina Jewelry & Watches. Jeg er meget glad for, at den ender her. Jeg er glad for Herning, og jeg håber, at hele Herning bliver glad for den, sagde prinsen, efter at han og Christina Hembo havde afsløret skulpturen. Den kom til at stå ved indgangen til ur- og smykkefirmaets nye domicil, som prinsen ved samme lejlighed indviede.
Musik
Prinsen var en dygtig pianist. Den 8. marts 1970 spillede han 2. sats af Beethovens 3. klaverkoncert med Det Kongelige Kapel, dirigeret af sin svigerfar Frederik IX. Ved DR Koncerthusets åbning i januar 2009 dirigerede Prinsen DR Radiosymfoniorkestret. I 2013 indgik han i et utraditionelt samarbejde med rockbandet Michael Learns To Rock, hvor han spillede klaver i en indspilning af nummeret "Echo".
Prinsen skrev små kompositioner, bl.a. for jagthorn.
Gastronomi
Prins Henrik medvirkede i flere bøger om gastronomi, som han insisterede på at betragte som en kunst. Hans grundholdning var, at alt fra dyret skal bruges, så hans jagtkammerater og andre nære venner har måttet lægge gane til specialiteter som æselpølse, hjerne og testikler.
Titler & tiltaleformer, ordener, æreshverv og protektioner
11. juni 1934 – 10. juni 1967: Greve Henri de Laborde de Monpezat
10. juni 1967 – 2005: Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark
2005 – 14. april 2016: Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen
14. april 2016 – 13. februar 2018: Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark
Ordener
: Ridder af Elefantordenen (R.E.) (1967)
: Storkommandør af Dannebrogordenen (S.Kmd.) (1973)
Udenlandske dekorationer
: Ridder af Serafimerordenen (S.Sph.) (1972)
Æreshverv i udvalg
Præsident for WWF Verdensnaturfonden i Danmark
Ærespræsident for Kongelig Dansk Yachtklub
Ærespræsident for Prinsens Livregiments soldaterforening
Formand for komiteen Kong Frederik den Niendes hæderspris for fortjenstfuld indsats for dansk eksport
Æresformand for America's Cup Danmark A/S
Medlem af bestyrelsen for De Danske Kongers Kronologiske Samling
Protektioner
Herunder en liste med de vigtigste af prinsens protektioner efter 2013. En del af prinsens tidligere protektioner blev i 2013 overført til H.K.H. Prinsesse Marie.
Danmarks Jægerforbund
De danske Forsvarsbrødre i København
Dansk Kennel Klub
Dansk Røde Kors
Ebbe Muncks Mindefond (sammen med H.M. Dronningen)
Ensomme Gamles Værn
Frøslevlejrens Venner
Fregatten Jylland
Junior Chamber Danmark
Københavns Drengekor
PTU - Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede
Lions Club i Danmark
NaturBornholm
Ordenshistorisk Selskab
Vesterbro Ungdomsgård
Det Nationale Hestesportcenter Vilhelmsborg
Zoologisk Have
Europæisk Region for Gastronomi i 2017
Priser
Prinsen modtog 1. juni 2011 prisen som "Årets Europæer" om bord på Kongeskibet Dannebrog. Europabevægelsen lagde blandt andet vægt på hans mangeårige virke i organisationen Europa Nostra.
Prinsen blev den 20. maj 2014 kåret som æreskunstner i Østermarie ved en velbesøgt gallakoncert i Østermarie Kirke. Han kvitterede med at oplæse egne digte på fransk. Derefter fik han i lighed med de foregående 24 æreskunstnere opkaldt en lokalitet efter sig. Det blev Prinsgemalens Jagtvej, inspireret af, at han hvert forår sammen med sine jagtkammerater var på bukkejagt i Almindingen på Bornholm. I 2015, hvor prinsen skulle foreslå sin efterfølger som æreskunstner, pegede han på den franskfødte trubadur Claude Chichon, der bor i Aarhus. Prinsen læste igen egne digte på fransk, mens Claude Chichon sang dem og akkompagnerede sig selv på klaver. I 2016 blev accordeonisten Bjarke Mogensen æreskunstner. Han havde tidligere modtaget et legat fra prinsens fond, og derfor deltog prinsen igen i æreskunstnerkåringen. Han læste to af sine egne digte på fransk og afslørede efter koncerten sammen med æreskunstneren skiltet med Bjarke Mogensens Trækrute.
Anetavle
Bibliografi
Simone de Beauvoir: Alle mennesker er dødelige (oversættelse sammen med H.M. Dronningen under pseudonymet H.M. Vejerbjerg 1981)
Prins Henrik – Samtaler med Lise Lander (1981)
Chemin faisant (franske digte 1982 under navnet Henri de Monpezat)
Destin oblige og dansk udgave Skæbne forpligter (selvbiografi 1996)
Ikke altid gåselever : Prins Henriks bedste opskrifter (sammen med Jakob Johannsen og Ole Raffel 1999)
Cantabile (digtsamling), gendigtet på dansk af Per Aage Brandt 2000
Les escargots de Marie Lanceline (fortællinger 2003)
Château de Caïx : Stedet, vinen og maden (2004)
Philippe Viguié Desplaces: Intimité royale og dansk udgave Fotos fra Prins Henriks private album (2004)
Murmures de vent / Hviskende brise (digte med den franske version på venstresiderne og Peter Poulsens danske gendigtning på højresiderne, 2005)
Til glæde for ganen : Nye opskrifter til et kongeligt køkken (2005)
Helt Magnifique! – Franske kokke ved Det Danske Hof (sammen med Barbara Zalewski 2007)
Les bleues à l'âme – Tarnimi tungujortut - Blå mærker på sjælen (digtsamling på fransk, grønlandsk og dansk, baseret på digte fra "Hviskende brise", skrevet sammen med kunstneren Kristian Olsen Aaju og forfatteren Peter Poulsen, 2009)
Roue-libre / Frihjul (digte, gendigtet af Peter Poulsen med illustrationer af H.M. Dronningen og kunstneren Maja Lisa Engelhardt, 2010)
Fabula: Poésie et sculpture / Digt og skulptur (digtsamling med fotografier af prinsens skulpturer 2011)
La part des anges : poèmes (digtsamling 2013)
Dans mes Nuits sereines - I mine lykkelige nætter (digtsamling oversat af Niels Lyngsø og illustreret med H.M. Dronningens akvareller, 2014)
Se også
Kongelige og fyrstelige titler
Gemal
Fodnoter
Noter
Litteratur
Elisabeth Saugmann: Prins Henrik 1934-2018. Forlaget mellemgaard, 2018.
Stéphanie Surrugue: Enegænger – Portræt af en prins. Politikens Forlag, 2010.
Jens Erik Sørensen (red.): Pas de deux royal, ARoS Aarhus Kunstmuseum, 2013.
Eksterne kilder/henvisninger
Kongehusets hjemmeside
Prinser fra Danmark
Personer fra Frankrig
Prinsgemaler
Storkommandører af Dannebrog
Admiraler fra Danmark
Generaler fra Danmark
Kogebogsforfattere fra Danmark
Digtere fra Danmark
Oversættere fra Danmark
Storkors med kæde af Sankt Olavs Orden
Ordenskanslere fra Danmark
Kommandører af Storkorset af Trestjerneordenen
Modtagere af Nersornaat i guld
Dansksprogede forfattere fra Danmark
Bridgespillere
Generaler i Flyvevåbnet
Billedhuggere fra Danmark
Kunstsamlere fra Danmark
Pianister fra Danmark
Personer i Kraks Blå Bog (afdøde)
Bogsamlere fra Danmark
Diplomater fra Frankrig |
1045 | https://da.wikipedia.org/wiki/Audhumbla | Audhumbla | Audhumbla (eller Ødhumbla) er urkoen: det første væsen i nordisk mytologi. Jætten Ymer kommer til og lever af Audhumlas mælk. Af jætten Ymer dannes hele vores verden: himmel og skyer, jord og klippe osv. Audhumla slikker salt af en sten og danner af stenen Asernes stamfader Buri. Og mange har den opfattelse at han selv var jætte, men nej han blev slikket fri fra en saltsten og var ikke nogen kæmpe blot et nyt væsen i universets tomrum kaldet: Ginnungagap. Eftersom Ymer er alle kæmpers/jætters* forfader: Men Buri kom ud af en sten og var overhovedet ikke samme størrelse som Ymer selv, han er far til Borr/Burr, og HAN bliver forfader til gudeslægten aserne, og ud af ymer skabte Odin, Vili og Ve Midgård.
*Note: alle jætter kommer fra Ymer se reference: Völuspá Hinn Skamma kapitel 5 i Gylfaginning:
Stanza 7.
Eru völur allar
frá Viðolfi,
vitkar allir
frá Vilmeiði,
en seiðberendr
frá Svarthöfða,
jötnar allir
frá Ymi komnir.
-
Stanza 7.
Alle vølver
stammer fra fra Witolf,
Alle troldmænd
stammer fra Willharm,
Og tryllesange
stammer fra sorthovederne;
Alle jætter, er fra Ymer komne.
Se også
De nordiske guders familietræ
Völuspá hin skamma
Hyndluljóð
Yngre Edda
Eksterne henvisninger
Skabninger i nordisk mytologi |
1046 | https://da.wikipedia.org/wiki/1934 | 1934 | Konge i Danmark: Christian 10. 1912-1947
Se også 1934 (tal)
Begivenheder
Februar
9. februar - Jugoslavien, Rumænien, Grækenland og Tyrkiet danner Balkan-ententen som forsvar mod Bulgarien i de ofte forekommende grænsestridigheder i perioden
Marts
26. marts - Køreprøver bliver indført i England
April
3. april – Københavns første S-togs-linje åbnes (Frederiksberg – Vanløse – Nørrebro – Hellerup)
Maj
7. maj - Verdens største perle (Lao-tzes Perle) bliver fundet ved Palawan på Filippinerne i en kæmpemuslingeskal. Den er 24 cm lang og 14 cm i diameter og vejer 6,37 kg.
15. maj - Kārlis Ulmanis etableret et autoritært regime i Letland
23. maj - parret Bonnie og Clyde, som er efterlyst for mord og røveri, lokkes i baghold ved Gibland i Louisiana, hvor de skydes af politifolk
30. maj - Nazisterne i Tyskland indleder retssager mod påståede kommunister
Juni
9. juni - Anders And ser dagens lys i Den kloge lille høne
13. juni - Adolf Hitler og Benito Mussolini mødes i Venedig. Efter mødet omtaler Mussolini Hitler som "en tosset lille abe"
30. juni – De lange knives nat i Tyskland hvor blandt andre Ernst Röhm bliver arresteret og efterfølgende myrdet
August
2. august – Adolf Hitler bliver tysk Führer og bliver dermed både statsoverhoved og rigskansler
September
4. september - i Nürnberg deltager over 750.000 tilhængere i Nazi-partiets kongres
18. september – Sovjetunionen tilslutter sig Folkeforbundet
19. september - Bruno Hauptmann arresteres for kidnapning af Charles Lindberghs søn. Han henrettes senere for forbrydelsen, formentlig uden at være skyldig.
Oktober
9. oktober - en attentatmand fra den kroatiske facistiske terrororganisation Ustaše dræber i Marseille kong Alexander 1. af Jugoslavien og den franske udenrigsminister Louis Barthou
12. oktober - Peter 2. bliver konge i Rumænien efter sin myrdede fader kong Alexander
15. oktober - Kinas Sovjetiske Republik falder for Chiang Kai-sheks tropper
16. oktober – Den lange march: Kinas kommunistiske partis Folkets Befrielseshær indleder sit militære tilbagetog
December
1. december - Sergej Kirov bliver myrdet på gaden i Leningrad
27. december - den persiske regering beslutter, at landet Persien for fremtiden skal hedde Iran
29. december - Japan frafalder Washington Naval Treaty fra 1922 og London Naval Treaty fra 1930
Født
Januar
1. januar – Gheorghe Dinică, rumænsk skuespiller (død 2009).
20. januar – Finn Bentzen, dansk tegner, forfatter, producer og instruktør (død 2008).
Februar
7. februar – Edward Fenech Adami, maltesisk politiker.
8. februar – Anne Jerichow, dansk programvært og udsendelsesleder (død 2004).
11. februar – John Surtees, britisk racerkører (død 2017).
15. februar - Georg Ursin, dansk jurist og forfatter (død 2013).
15. februar - Gurli Plesner, kgl. dansk operasanger (død 1993).
21. februar - Rue McClanahan, amerikansk skuespillerinde (død 2010).
Marts
9. marts – Jurij Gagarin, første menneske i rummet (død 1968). – flyulykke.
25. marts – Jytte Abildstrøm, dansk skuespillerinde og teaterdirektør.
April
3. april - Jane Goodall, britisk primatolog, etolog mm.
5. april - Ib Glindemann, dansk jazzmusiker (død 2019).
16. april - Victor "Vicar" José Arriagada Ríos, spansk tegneserieskaber (død 2012)
25. april – Edith Brodersen, kgl. dansk operasanger (død 1979).
29. april – Birgitte Price, dansk skuespiller og teaterinstruktør (død 1997).
Maj
30. maj – Aleksej Leonov, russisk kosmonaut (død 2019).
Juni
6. juni – Albert 2. af Belgien, belgisk konge.
11. juni – Henrik, dansk prinsegemal (død 2018).
29. juni – Henning Kronstam, kgl. dansk balletchef og -danser (død 1995).
Juli
1. juli – Sydney Pollack, amerikansk filminstruktør (død 2008).
1. juli – Claude Berri, fransk filminstruktør (død 2009).
12. juli – Van Cliburn, amerikansk pianist.
16. juli – Povl Ole Fanger, dansk forsker og professor (død 2006).
August
1. august − Peter Dommisch, tysk skuespiller (død 1991).
2. august – Valery Bykovskij, sovjetisk kosmonaut (død 2019).
22. august – Erik Stinus, dansk digter (død 2009).
22. august - Norman Schwarzkopf, amerikansk general (død 2012).
September
4. september – Otto Brandenburg, dansk sanger, musiker og skuespiller (død 2007).
4. september - Eduard Khil, russisk baryton, også kendt som Trololo-manden (død 2012).
8. september - Peter Maxwell Davies, britisk komponist (død 2016).
21. september – Leonard Cohen, canadisk digter, sangskriver og sanger (død 2016).
Oktober
9. oktober – Adolph Johannes Brand (skiftede senere navn til Abdullah Ibrahim), sydafrikansk pianist.
15. oktober – Poul Borum, dansk forfatter (død 1996).
29. oktober – Prins Richard, tysk prins (død 2017).
November
9. november - Carl Sagan, amerikansk astronom og astrobiolog (død 1996).
December
5. december – Grete Klitgaard, dansk refrænsangerinde (død 1964).
5. december – Joan Didion, amerikansk forfatter (død 2021).
9. december – Morten Grunwald, dansk skuespiller (død 2018).
9. december – Judi Dench, engelsk skuespillerinde.
21. december – Ole Eduard Fischer Madsen, dansk fodboldlandsholdsspiller (død 2006).
28. december – Maggie Smith, engelsk skuespiller.
Dødsfald
Januar
5. januar – Paul Fischer, dansk maler (født 1860).
6. januar – Herbert Chapman, engelsk fodboldtræner (født 1878).
11. januar – Fritz Johannsen, dansk civilingeniør og direktør (født 1855).
29. januar – Fritz Haber, tysk kemiker og nobelprismodtager (født 1868).
Februar
14. februar – Frederik Jensen, dansk film- og revyskuespiller (født 1863).
17. februar – Albert I af Belgien, konge i Belgien 1909 – 1934 (født 1875).
23. februar – Edward Elgar, engelsk komponist (født 1857).
24. februar – Sophus Müller, dansk oldforsker, arkæolog og professor (født 1846).
Marts
4. marts – Matilde Bajer, dansk kvindesagsforkæmper (født 1840).
9. marts - Susanne Lindberg, dansk cykelrytter (født 1871).
13. marts - Fielder Jones, amerikansk baseballspiller (født 1871)
17. marts – Christian Gulmann, dansk journalist og chefredaktør (født 1869).
April
3. april - Frederik Dalgas, dansk direktør (født 1866).
8. april – Frank C. Mars, amerikansk grundlægger (født 1883).
10. april – Hans Parkov, dansk politiker og borgmester (født 1857).
15. april – Karl Dane, dansk/amerikansk komiker og skuespiller (født 1886).
Maj
17. maj – Cass Gilbert, amerikansk arkitekt (født 1859).
23. maj – Bonnie Parker og Clyde Barrow, amerikansk forbryderpar (født hhv. 1910 og 1909).
25. maj – Gustav Holst, engelsk komponist (The Planets) (født 1874).
Juni
10. juni – Frederick Delius, engelsk komponist (født 1862).
10. juni – L.P. Gudme, dansk arkitekt (født 1861).
24. juni - Elith Reumert, dansk skuespiller og forfatter (født 1855).
30. juni – Kurt von Schleicher, tysk kansler (født 1882).
Juli
2. juli - Ernst Röhm, tysk officer og chef i SA, myrdet i fængsel (født 1887).
4. juli – Marie Curie, polsk/fransk fysiker, kemiker og nobelprismodtager (født 1867).
August
2. august – Paul von Hindenburg, tysk militær- og statsmand (født 1847).
September
9. september – Roger Fry, engelsk maler (født 1866).
Oktober
5. oktober – Jean Vigo, fransk filminstruktør (født 1905).
15. oktober – Raymond Poincaré, fransk præsident (født 1860).
17. oktober – Santiago Ramón y Cajal, spansk læge og nobelprismodtager (født 1852).
22. oktober – Jesper Tvede, dansk arkitekt (født 1879).
24. oktober – Harald Ostenfeld, dansk biskop (født 1864).
November
16. november – Carl von Linde, tysk ingeniør og opfinder (født 1842).
December
7. december – C.M.T. Cold, dansk poltiker, minister og skibsreder (født 1863).
30. december – Peter Cornelius, kgl. dansk kammersanger (født 1865).
Nobelprisen
Fysik – Ingen uddeling
Kemi – Harold Clayton Urey
Medicin – George Hoyt Whipple, George Richards Minot, William Parry Murphy
Litteratur – Luigi Pirandello
Fred – Arthur Henderson
Sport
4. februar – I Århus Svømmehal sætter hollænderen Willy den Ouden ny verdensrekord i 100 yards frisvømning: 59,8 sekunder.
11. februar – På hjemmebane i Oslo vinder Sonja Henie VM i kunstskøjteløb for ottende gang.
16. februar – Det første seksdagesløb i København skydes i gang.
24. februar – Willy den Ouden sætter i Amsterdam ny verdensrekord i 100 m frisvømning: 1:05,4 minutter.
17. april – Else Jacobsen sætter ny europarekord i 100 m brystsvømning med tiden 1:25,2 minutter i Århus Svømmehal.
28. april – Manchester City FC vinder den engelske FA Cup i fodbold.
1. maj – B.93 vinder danmarksmesterskabet i fodbold 1933-34 foran B 1903 og Frem.
6. maj – B.93 vinder Københavnsmesterskabet i fodbold 1933-34.
21. maj – Fodboldlandskamp i Københavns Idrætspark: Danmark – Polen 4-2.
10. juni – AGF vinder det jyske mesterskab i fodbold.
10. juni – Italien bliver verdensmestre i fodbold på hjemmebane i Rom ved at slå Tjekkoslovakiet i finalen: 2-1 efter forlænget spilletid.
17. juni – Danmark taber 3-5 til Sverige i en fodboldlandskamp i København.
6. juli – Fred Perry vinder Wimbledon-turneringen i tennis.
24. juli – Den danske løber Henry Nielsen sætter på Stockholms Stadion ny verdensrekord i 3000 m-løb med tiden 8:18,4 minutter.
18. august – VM i landevejscykling for amatører bliver vundet af Kees Pellenaers fra Holland.
18. august – Den danske kajakroer Jørgen Bohm vinder EM i 10 km kajakroning.
23. september – I Oslo vinder Norge fodboldlandskampen over Danmark med 2-1.
7. oktober – Tysklands fodboldlandshold sejrer med 5-2 over Danmark i Københavns Idrætspark.
5. november – B.93 og Frem spiller 0-0 i pokalfinalen i fodbold.
18. november – B.93 sikrer sig "the double" ved at vinde pokalfinaleomkampen mod Frem med 4-2.
30. november – Det andet seksdagesløb nogensinde i København sættes i gang.
Film
Barken Margrethe af Danmark, dansk film.
Flugten fra millionerne, dansk film.
Lynet, dansk film.
Skaf en sensation, dansk film.
Ud i den kolde sne, dansk film.
Bøger
Karen Blixen: Seven Gothic Tales (engelsk førsteudgave af Syv fantastiske fortællinger)
Agatha Christie: Mordet i Orientekspressen
Robert Graves: Jeg, Claudius
Henry Miller: Krebsens vendekreds
Henry Roth: Kald det søvn
Eksterne henvisninger
34
Artikler om enkelte år |
1048 | https://da.wikipedia.org/wiki/1967 | 1967 | Konge i Danmark: Frederik 9. 1947-1972
Se også 1967 (tal)
Begivenheder
Januar
2. januar – Ronald Reagan bliver guvernør i Californien
Februar
22. februar - Indonesiens præsident Ahmed Sukarno træder tilbage og afløses af general Mohammed Suharto
26. februar - USA indleder ny offensiv mod Vietcong i Vietnam
Marts
12. marts - Indira Gandhi vælges til leder af Kongrespartiet og udnævnes til premierminister
April
15. april - i New York demonstrerer 250.000 amerikanere mod krigen i Vietnam
21. april – Militærkup i Grækenland under ledelse af forbindelsesofficerer til CIA
24. april – Den sovjetiske kosmonaut Vladimir Komarov omkommer, da han styrter til jorden med Sojuz 1
Maj
1. maj - Anastasio Somoza Debayle bliver Præsident i Nicaragua
30. maj - Den Igbo-dominerede sydøstlige region i Nigeria erklærer sig uafhængig under navnet Biafra, hvilket udløser en tre år lang borgerkrig
Juni
5. juni – starten på Seksdageskrigen mellem Israel og Egypten, Jordan, Syrien og Irak
6. juni - Egypten lukker Suez-kanalen, da Israel besætter Gaza under Seksdageskrigen
9. juni - komponisten Thomas Koppel får Carl Nielsen prisen
9. juni - poeten Poul Sørensen får Aarestrup medaljen.
10. juni – Kronprinsesse Margrethe 2. og Prins Henrik giftes i Holmens Kirke
10. juni - Seksdageskrigen slutter, da Israel og Syrien enes om en våbenhvile
14. juni – København fejrer 800 års fødselsdag med verdens længste kaffebord med 80.000 kopper kaffe og 100.000 rådhuspandekager på Strøget.
14. juni - det amerikanske rumfartøj Mariner 5 opsendes mod planeten Venus
14. juni - lærere har ikke længere lov at slå børnene i danske skoler
19. juni - det første “MZ” lokomotiv ankommer til Helsingør for DSB
25. juni - Verdens første globale tv-transmission bliver sendt. Programmet har titlen “Our World”
Juli
3. juli – Den socialdemokratiske regering under Jens Otto Krag indfører moms i Danmark. Momsen er på 10%. Indførelsen af momsen vanskeliggør samarbejdet med SF i Det Røde Kabinet.
August
1. august - Israel annekterer Øst-Jerusalem
5. august - den 2277 meter lange Salazar-bro over Tejo åbnes
10. august - to lyntog kolliderer ca 4 km øst for Odense station. Ved Lyntogsulykken omkom 11 personer og 17 blev alvorligt kvæstet.
September
3. september – Sverige indfører højrekørsel
15. september - Feltmarskal Abdel Hakim Amer, som førte de egyptiske styrker under seksdageskrigen mod Israel i juni, begår selvmord.
20. september - Postnummersystemet indføres i Danmark
Okober
3. oktober - Dansk Undergrunds Consortium (DUC) finder naturgas i Nordsøen, men er usikre på om det er rentabelt at udvinde den
4. oktober – Sultan Omar Ali Saifuddien af Brunei abdicerer frivlligt, og hans søn, Hassanal Bolkiah, bliver sultan den følgende dag
5. oktober - Hassanal Bolkiah bliver sultan af Brunei efter hans far, Omar Ali Saifuddien, har abdiceret
6. oktober - i San Francisco mødes omkring 100 hippier for at erklære hippien for død. Ønsket er at den frie amerikaner bliver det nye begreb for selvsamme
9. oktober - den argentinsk-fødte guerillakæmper Che Guevara, som har støttet Fidel Castros kamp på Cuba, dræbes i et baghold ved landsbyen La Higuera, nær Vallegrande, Bolivia, 39 år gammel
10. oktober - Ydre rum-traktaten, underskrevet af mere end 60 nationer d. 27. januar, træder i kraft
27. oktober - det danske politiet indfører spiritusprøver ved hjælp af balloner
30. oktober - Brian Jones fra the Rolling Stones får ni måneders fængsel for narkotikabesiddelse
November
10. november - Marie Lock-Hansen myrdes i sit hjem på Hestehavevej i Århus. Herved skabes en af danmarkshistoriens største mordgåder
13. november - den græske militærjunta indfører et totalforbud mod import af danske varer
27. november - Præsident Charles de Gaulle nedlægger veto mod engelsk indtræden i EF
December
3. december – den sydafrikanske hjertekirurg Christian Barnard foretager historiens første hjertetransplantation
13. december - Kong Konstantin må forlade Grækenland, da hans forsøg på at vælte militærjuntaen fejler
15. december - Krag-regeringen falder
17. december – udbrydere fra SF stifter Venstresocialisterne, VS.
18. december – den engelske spion Kim Philby udnævnes til 'Sovjetunionens helt' i Moskva.
Født
Januar
7. januar – Peter Reichhardt, dansk skuespiller.
20. januar – Sigurd Barrett, dansk musiker og komponist.
Februar
10. februar – Laura Dern, Amerikansk skuespillerinde.
14. februar – Stine Bierlich, dansk skuespillerinde (død 2007).
20. februar – Kurt Cobain, amerikansk musiker (død 1994).
24. Februar — Lars Mikkes, dansk multi-kunstner.
25. februar – Andreas Bo Pedersen, dansk skuespiller.
Marts
9. marts – Ellen Hillingsø, dansk skuespiller.
25. marts - Benni Chawes, dansk sanger, sangskriver, pianist.
April
19. april - Dar Williams, amerikansk singer-songwriter
Maj
6. maj – Philippa Bulgin, dansk rocksanger (død 1994).
Juni
3. Juni - Lars Hjortshøj, dansk skuespiller.
4. juni - Malene Bach, dansk billedkunstner.
Juli
11. juli - Felicia Feldt, svensk manuskriptforfatter og forfatter.
25. juli – Matt LeBlanc, amerikansk skuespiller.
27. juli – Anette Støvelbæk, dansk skuespiller.
August
1. august - Anders Samuelsen, dansk politiker.
6. august - Lone Yalçınkaya, dansk politiker.
9. august - Nicolaj Kopernikus, dansk skuespiller.
21. august - Serj Tankian, amerikansk/armensk sanger i System of a Down.
29. august – Jiří Růžek, tjekkisk fotograf.
September
5. september - Jesper Koch, dansk komponist.
21. september - Suman Pokhrel, nepalesisk digter
Oktober
10. oktober - Gavin Newsom, guvernør i Californien, USA
24. oktober - Tina Siel, dansk sangerinde.
28. oktober – Julia Roberts, Amerikansk skuespillerinde.
November
2. november - Thomas Sandberg, dansk multiartist.
7. november – David Guetta, fransk DJ
22. november – Mark Ruffalo, amerikansk skuespiller.
December
12. december – Peter Oliver Hansen, dansk skuespiller.
18. december – Morten Staugaard, dansk skuespiller.
Dødsfald
Januar
3. januar – Jack Ruby, amerikansk natklubejer som skød præsident Kennedys morder (født 1911).
3. januar – Mary Garden, skotsk operasanger (født 1874).
10. januar – Finn Lassen, dansk skuespiller (født 1904).
19. januar – Casimir Funk, polsk biokemiker (født 1884).
31. januar – Poul Henningsen, dansk forfatter, arkitekt og designer (PH-lampe) (født 1894).
Februar
6. februar – Martine Carol, fransk skuespiller (født 1920).
9. februar – C.O. Bøggild-Andersen, dansk historiker, filosof og forfatter (født 1898).
14. februar – Peter Schindler, dansk teolog og præst (født 1892).
17. februar – Victor Schiøler, dansk pianist og læge (født 1899).
18. februar – J. Robert Oppenheimer, amerikansk fysiker (født 1904).
Marts
6. marts – Nelson Eddy, amerikansk sanger og skuespiller (født 1901).
14. marts – Therkel Mathiassen, dansk arkæolog og etnograf (født 1892).
31. marts – Rodion Malinovskij, russisk politiker, hærchef og minister (født 1898).
April
1. april − Sixten Sason, svensk industridesigner (født 1912).
10. april – Aage Winther-Jørgensen, dansk skuespiller (født 1900).
19. april – Konrad Adenauer, tysk forbundskansler (født 1876).
24. april – Vladimir Komarov, sovjetisk kosmonaut (født 1927). – Omkom under landingen med Sojuz 1.
29. april – Anthony Mann, amerikansk skuespiller og filminstruktør (født 1906).
Maj
5. maj – Holger Tornøe, dansk arkitekt og stifter af FDF (født 1881).
9. maj – Svend Pedersen, dansk programchef i DR (født 1913).
12. maj – Henry Nielsen, dansk skuespiller (født 1890).
15. maj – Edward Hopper, amerikansk maler (født 1882).
19. maj – Estrid Ott, dansk forfatter og journalist (født 1900).
22. maj – Langston Hughes, afrikansk amerikansk forfatter (født 1902).
23. maj – Lauritz Ritzau, dansk direktør (født 1885).
30. maj – Claude Rains, engelsk skuespiller (født 1889).
Juni
5. juni – Anton Frederiksen, dansk arkitekt (født 1884).
10. juni – Spencer Tracy, amerikansk skuespiller (født 1900).
24. juni – Kai Normann Andersen, dansk film- og revykomponist (født 1900).
29. juni – Jayne Mansfield, amerikansk skuespiller (født 1933).
Juli
6. juli – Poul Bang, dansk filminstruktør og -producent (født 1905).
8. juli – Vivien Leigh, engelsk skuespiller (født 1913).
17. juli – John Coltrane, amerikansk jazzmusiker (født 1926).
21. juli – Albert Lutuli, sydafrikansk politiker og nobelprismodtager (født 1898).
22. juli – Carl Sandburg, amerikansk digter (født 1878).
August
1. august – Richard Kuhn, østrigsk biokemiker og nobelprismodtager (født 1900).
13. august – Jane Darwell, amerikansk skuespiller (født 1879).
15. august – René Magritte, belgisk maler (født 1898).
17. august – Herbert P.A. Jerichow, dansk direktør (født 1889).
27. august – Brian Epstein, engelsk band manager (The Beatles) (født 1934).
September
2. september – Theodor Christensen, dansk dokumentarfilmsinstruktør (født 1914).
13. september - Varian Fry, amerikansk journalist (født 1907).
26. september – Kristen Bording, dansk politiker og minister (født 1876).
Oktober
3. oktober – Woody Guthrie, amerikansk sanger og komponist (født 1912).
3. oktober – Axel Østrup, dansk tegner, arkitekt og manuskriptforfatter (født 1898).
5. oktober – Henry Lohmann, kgl. dansk skuespiller (født 1924).
6. oktober – Per Gundmann, dansk skuespiller (født 1906).
7. oktober – Norman Angell, britisk forfatter, journalist, politiker og nobelprismodtager (født 1872).
7. oktober – Jimmy Gold, skotsk skuespiller (født 1886).
7. oktober – Viggo Forchhammer, dansk sangpædagog, lektor og forfatter (født 1876).
8. oktober – Clement Attlee, engelsk politiker og minister (født 1883).
9. oktober – Che Guevara, argentinsk revolutionær (født 1928) – henrettet
17. oktober – Puyi, Kinas sidste kejser (født 1906).
20. oktober – Jan Petersen, norsk arkæolog og forfatter (født (1887).
21. oktober – Ejnar Hertzsprung, dansk kemiker og astronom (født 1873).
24. oktober - Christian Brochorst, dansk skuespiller (født 1907).
26. oktober – Maria Garland, dansk skuespiller (født 1889).
26. oktober – Victor Montell, dansk skuespiller (født 1886).
29. oktober – Julien Duvivier, fransk filminstruktør (født 1896).
November
1. november – Paula Illemann Feder, dansk skuespiller (født 1893).
7. november – John Nance Garner, amerikansk vicepræsident (født 1868).
December
2. december – Sigfred Pedersen, dansk digter, journalist og anmelder (født 1903).
10. december – Otis Redding, amerikansk sanger (født 1941).
Nobelprisen
Fysik – Hans A. Bethe
Kemi – Manfred Eigen, Ronald George Wreyford Norrish, George Porter
Medicin – Ragnar Granit, Haldan Keffer Hartline, George Wald
Litteratur – Miguel Ángel Asturias
Fred – Ingen uddeling
Sport
Ryder Cup, golf – USA 23½-Storbritannien 8½
Børge Krogh taber europamesterskabet i letvægt, da han i Madrid bliver stoppet i 8. omgang af udfordreren Pedro Carrasco
25. maj - Celtic F.C. bliver den første klub nord for Alperne, der vinder den europæiske mesterholdsturnering i fodbold efter 2-1 i finalen over Inter FC.
Musik
8. april – Storbritannien vinder den 12. årlige udgave af Eurovision Song Contest, som blev afholdt i Wien, Østrig, med sangen "Puppet on a String" af Sandie Shaw
29. april - Aretha Franklin udgiver singlen Respect
1. maj - i Las Vegas, USA, bliver Elvis Presley og Priscilla Beaulieu gift
1. juni - The Beatles udgiver albummet Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band
9. november - Musikbladet ”Rolling Stone” udkommer for første gang
Steppeulvene udgiver albummet Hip
The Doors udgiver albummet The Doors
Film
Bonnie and Clyde, instrueret af Arthur Penn
Once Upon a Time in the West, instruktør Sergio Leone
Bøger
Hundrede års ensomhed – Gabriel García Márquez
Eksterne henvisninger
67
Artikler om enkelte år |
1050 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kronprins%20Frederik | Kronprins Frederik | |
|-
|
|}
H.K.H. Kronprins Frederik, Prins til Danmark, greve af Monpezat, (Frederik André Henrik Christian, født 26. maj 1968) er tronarving til den danske trone og er en del af det danske kongehus. Frederik er den ældste søn af Dronning Margrethe II og Prins Henrik. Kronprins Frederik er desuden (pr. 1.1 2011) nr. 322 i den britiske tronfølge.
Han er uddannet i statskundskab, og har haft en lang karriere i Forsvaret i alle tre værn. Han har bl.a. været i eliteenheden Frømandskorpset. Han har siden 2015 været generalmajor i Hæren og Flyvevåbnet samt kontreadmiral i Søværnet.
Han blev gift med Mary Donaldson i 2004 og parret har siden fået fire børn.
Han har desuden interesse for og deltaget i flere sportsgrene. Han har løbet marathon og deltaget i Vasaloppet, samt i flere sejlsportskonkurrencer på højt niveau. I anledning af hans 50-års fødselsdag blev løbet Royal Run arrangeret i landets fem største byer.
Endvidere er kronprinsen engageret i og interesserer sig for moderne kunst og postmoderne kunst.
Tidlige liv
Prins Frederik blev født den 26. maj 1968 på Rigshospitalet i København som det første barn af den daværende prinsesse Margrethe, ældste datter af Kong Frederik 9. og Dronning Ingrid og tronarving til den danske trone, og Prins Henrik. Da han blev født, var hans morfar konge af Danmark, mens hans oldefar var konge af Sverige.
Han blev døbt den 24. juni 1968 i Holmens Kirke i København med navnene Frederik André Henrik Christian. Han blev opkaldt efter sin morfar, Kong Frederik 9. og fortsatte dermed den danske tradition for, at tronarvingen bliver navngivet enten Frederik eller Christian. Han fik sine øvrige navne efter sin farfar, André de Laborde de Monpezat; hans far, Prins Henrik; og hans oldefar, Kong Christian 10.. Frederiks faddere var hans farbror Grev Etienne de Laborde de Monpezat, hans moster Dronning Anne-Marie af Grækenland, Prins Georg af Danmark, Baron Christian de Watteville-Berckheim, Storhertuginde Joséphine-Charlotte af Luxembourg og Birgitta Juel Hillingsø.
Frederiks eneste bror, Prins Joachim, blev født et år efter Frederik i 1969. Frederik 9. døde den 14. januar 1972, og Frederiks mor besteg tronen som Dronning Margrethe 2., mens Frederik selv blev kronprins.
Uddannelse og civil karriere
Kronprinsen gik i folkeskole på Krebs' Skole fra 1974-81, heraf som privatelev på Amalienborg Slot 1974-76, og igen på Krebs' Skole fra 3. klasse. I årene 1982-83 var han kostskoleelev på École des Roches, Normandiet i Frankrig og blev student fra Øregård Gymnasium i 1986. I 1989 begyndte han statskundskab ved Aarhus Universitet, herunder ét år på Harvard Universitet (1992-93) under navnet Frederik Henriksen. Herefter arbejdede han tre måneder den danske FN-mission i New York. I 1995 afsluttede han studiet i statskundskab med et resultat over gennemsnittet. Hans afsluttende opgave var en analyse af de baltiske staters udenrigspolitik, lande som han har besøgt flere gange gennem studierne.
Fra oktober 1998 til oktober 1999 var kronprinsen udstationeret som 1. ambassadesekretær ved den danske ambassade i Paris.
Kronprinsen ytrede i starten af 2007 ønske om at blive medlem af den Den internationale Olympiske Komité. Det medførte en debat, om det er muligt for kronprinsen at fungere i en politisk komité. I 2009 modtog han undervisning i formidling for at øge sine chancer i IOC.
I oktober 2009 blev han valgt som medlem af Komitéen for en periode på 8 år med 77 stemmer for og 7 imod. I 2017 blev han genvalgt for en 8-årig periode.
Kronprinseparret har virket som mæcener ved bestilling af vægmalerier i deres nye palæ på Amalienborg. Bl.a. har maleren Jesper Christiansen skabt malerier på palæets vægge.
Militær karriere
Kronprinsen har gjort tjeneste i både Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet, og han er officer af alle værn. Ved officielle lejligheder optræder kronprinsen ofte i Søværnets officersuniform. Det er bemærkelsesværdigt, at kronprinsen har gjort tjeneste ved den maritime eliteenhed Frømandskorpset. Det var her, han fik sit kælenavn Pingo, angiveligt fordi der gik hul på hans frømandsdragt, og den blev fyldt med vand, så han lignede pingvin da han gik på kajen.
Da han deltog i Ekspedition Sirius 2000, en kommerciel ekspedition med hundeslæde i Nordøstgrønlands nationalpark, opstod den udbredte misforståelse, at han gjorde tjeneste ved Sirius-patruljen.
Den 8. april 2015 blev han udnævnt til kontreadmiral i Søværnet og samtidigt til generalmajor i Hæren og Flyvevåbnet.
Forhold og ægteskab
Kronprinsen fik sin første kæreste, Mie Egmont, da han gik i gymnasiet i 1986.
I 1988 blev han kæreste med Birgitte Vollerslev, men forholdet sluttede igen samme år.
Han havde et kort forhold til tv-værten Nina Klinker Stephensen i 1990, som han mødte på Aarhus Universitet.
Han var kærester med Malou Aamund fra 1990. Nytårsaften mellem 1991 og 1992 blev parret stoppet i kronprinsens bil og Aamund fik en bøde på 4000 kr for at køre bil i spirituspåvirket tilstand og for ikke at have kørekort. Forholdet stoppede kort efter i 1992.
Fra omkring 1994 var han kæreste med modellen Katja Storkholm. Forholdet sluttede i 1996.
Kronprins Frederik havde et forhold med Maria Montell fra omkring 1996. Hun flyttede sammen med ham på Amalienborg i 1998, men samme år stoppede forholdet.
I 1999 blev han kæreste med Bettina Ødum. I sommeren 2000 blev hun fotograferet topløs på en båd ved Saint Tropez i Middelhavet, der blev bragt som forside på Se og Hør. Dette diskvalificerede hende ifølge flere til at blive landets fremtidige dronning. Forholdet stoppede officielt i marts 2001.
Mary Donaldson
Kronprins Frederik mødte Mary Donaldson i Australien i år 2000 under OL i Sydney. Parret blev kærester i 2001. De blev forlovet i 2003.
Kronprins Frederik blev den 14. maj 2004 gift med Mary Elizabeth Donaldson (født 5. februar 1972 i Tasmanien, Australien). Vielsen fandt sted i Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke, og bryllupsfesten blev holdt på Fredensborg Slot.
Børn
Christian Valdemar Henri John, født den 15. oktober 2005.
Isabella Henrietta Ingrid Margrethe, født den 21. april 2007.
Vincent Frederik Minik Alexander, født den 8. januar 2011, kl. 10.30 (tvilling).
Josephine Sophia Ivalo Mathilde, født den 8. januar 2011, kl. 10.56 (tvilling).
Sport
Sejlsport
Kronprins Frederik har sideløbende med sit kongelige hverv gjort sig bemærket som en talentfuld kapsejler primært i bådklasserne drage og Farr 40. Begge kronprinsens både bærer navnet Nanoq.
Han har flere gange deltaget i DM i dragesejlads.
Ved DM i 2011 var han nummer to under konkurrencen,
men endte som nummer fire.
Ved Europamesterskaberne i 2003 opnåede Kronprins Frederik en fjerdeplads.
Han har også deltaget i flere VM i dragesejlads.
Løb
Hans første løb foregik i 1988, hvor han deltog i Eremitageløbet i Dyrehaven under navnet K.P. Frederik.
Han deltog i Copenhagen Marathon første gang i 1992. Han blev tilmeldt om aftenen inden løbet, så meget få vidste, at han deltog. Under træningen havde han kun deltaget i ét officielt, som var et 10-kilometers stafetløb i Marselisborgskovene i Aarhus. Han gennemførte marathonløbet i tiden 3 timer og 22 minutter.
Kronprins Frederik har løbet seks maratonløb med 3:06:49 som bedste tid, som han opnåede ved Copenhagen Marathon i 1994. Senere samme år deltog han i New York City Marathon.
I anledning af hans 50-års fødselsdag blev der arrangeret et åbent motionsløb den 21. maj 2018 i landets fem største byer kaldet Royal Run. Kronprinsen løb en engelsk mil (1,609 km) i fire af byerne og 5 km i København. Mere end 70.000 personer deltog, hvilket gjorde det til det største løb i Danmark målt på antallet af tilmeldte.
Andre sportspræstationer
Han gennemførte det 90 km lange langrendløb Vasaloppet 2012 på 6:36:32 svarende til en placering som nummer 5532,
og i 2013 blev han placeret som nummer 4137 med bruttotiden 6:37:19.
I 2010 deltog han i et mountainbikeløb på 103 km i Grib Skov. Han måtte dog udgå efter omkring 70 km efter at være blevet påkørt af en anden løbsdeltager og punktere.
I 2013 gennemførte han det franske én-dags cykelløb La Marmotte (174,4 km cykling over 5.180 højdemeter) i tiden 08:35:51.
I 2013 gennemførte han Ironman Copenhagen i tiden 10:45:32, og han blev derved den første kongelige i verden, som har gennemført en ironman. Han sluttede som nr. 650 ud af de 2600 deltagere.
Skildringer
Flere bøger er skrevet om Kronprinsen: Per Eilstrups Kronprins Frederik: Arving til verdens ældste monarki og Karin Palshøj og Gitte Redders Frederik (2008), hvor kronprinsen fortalte om sit privatliv.
Satirisk behandling er ikke så udbredt som om Dronningen.
I dagbladet Politikens stribe At tænke sig optræder Kronprins Frederik som "Hans Højhastighed Kromprins Fredehik".
I 2009 kommenterede Kunstnerduoen Surrend satirisk Kronprins Frederiks IOC kandidatur med en provokerende plakat.
Kronprins Frederik er også blevet anvendt som model for hovedpersonen i Niels-Ole Rasmussen samfundsatiriske fremtidsroman Kongen af Ragnarok.
Inspireret af Johannes V. Jensen Bræen skildrer Rasmussens bog en lederskikkelse der er "gudsløs, begavet og sporty overlever – en helt uden aber dabei".
Nørrebro Teater kombinerede i 2014 standup og teatrets fortælleform i den satirisk komedie Kronprinsen og Danmark, hvor Mick Øgendahl spillede kronprinsen.
Manuskriptet til en biopics, der vil skildre Kronprinsens liv i 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne, er under udarbejdelse og biograffilmen er planlagt til at have Christian Tafdrup som instruktør.
I 2014 var to tv-serier om Kronprinsen og kongefamilien også på bordet, den ene med Jesper Waldvogel Rasmussen som manuskriptforfatter og med titlen Kongen af Danmark.
Kontroverser
Under Stormen Egon d. 10. januar 2015, hvor alle større broer var lukket, krydsede kronprins Frederik Storebæltsbroen to gange i sin bil, sammen med en følgebil med livvagter, for at komme til Jyske Bank Boxen i Herning, hvor han skulle deltage i en prisuddeling for sportsfolk. Det blev kaldt "livsfarligt" af Sund & Bælts direktør Leo Larsen. Både kronprinsen og PET beklagede efterfølgende episoden, men historien blev alligevel bragt i flere internationale medier. Livvagten blev i første omgang sigtet for overtrædelse af færdselsloven, men sagen blev droppet igen.
Anetavle
Titler, prædikater og æresbevisninger
Titler og prædikater
24. juni 1968 – 15. januar 1972: Hans Kongelige Højhed Prins Frederik til Danmark
15. januar 1972 – 29. april 2008: Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik til Danmark
29. april 2008 – nu: Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik til Danmark, Greve af Monpezat
Æresbevisninger
Danske dekorationer
: Ridder af Elefantordenen (R.E.) (1972)
: Storkommandør af Dannebrogordenen (S.Kmd.) (2004)
Udenlandske dekorationer
: Storkors af Sydkorsorden
: Storkors af Rio Branco Orden
: Storkors af den Hvide Roses Orden
: Storkors af Ordre National du Mérite
: Storkors af Æresordenen
: Storkors af Den Islandske Falkeorden (I.F.1.) (1996)
: Ridder Storkors af Krysantemum Orden
:Kommandør af Storkorset af Trestjerneordenen
: Ridder Storkors af Adolph af Nassaus civile og militære Fortjenstorden
: Ridder Storkors af Den Nederlandske Løves Orden
: Modtager af medaljen til minde om Kong Willem-Alexanders kroning 2013
: Storkors af Ojaswi Rajanya Orden
: Storkors af Sankt Olavs Orden (1990)
: Ridder af Serafimerordenen (S.Sph.) (1993)
: Modtager af Kong Carl XVI Gustaf's 70 års Fødselsdagsmindetegn
: Ridder Storkors af Chula Chom Klao Orden
: Storkors af 1. klasse af Bundesverdienstkreuz
Se også
Kongelige og fyrstelige titler
Program for besøg på Færøerne, juni 2005
Carlsberg Crown, et lejlighedsbryg i anledning af brylluppet
Brylluppet mellem kronprins Frederik og Mary Donaldson
Henvisninger
Litteratur
Eksterne henvisninger
H.K.H. Kronprins Frederik – Kongehuset.dk
Panoramafotos fra bryllupet (Quicktime)
Lov om årpenge for kronprins Frederik
Prinser fra Danmark
Kronprinser
Personer fra København
Huset Glücksburg
Officerer fra Danmark
Søofficerer fra Danmark
Riddere af Serafimerordenen
Storkommandører af Dannebrog
Storkors af Den Islandske Falkeorden
Politologer fra Danmark
Storkors af Sankt Olavs Orden
Kommandører af Storkorset af Trestjerneordenen
Modtagere af Nersornaat i guld
IOC
Grever fra Danmark
Personer i Kraks Blå Bog
Alumni fra Aarhus Universitet |
1054 | https://da.wikipedia.org/wiki/Hugin%20og%20Munin | Hugin og Munin | Hugin og Munin er i nordisk mytologi Odins to ravne, som hver dag bringer nyt fra alverden. De to ravne fløj hver morgen ud i verden og hver aften kom de tilbage – satte sig på Odins skuldre og fortalte ham, hvad der var sket i den nordiske verden – både gudernes og menneskenes.
De to oldnordiske navne Hugin og Munin betyder Tanken og Mindet. Hugin betyder at komme i hu – på mere nudansk at have i tankerne, Munin betyder han som mindes. Fuglene er altså dem, der tænker mere over tingene og husker længere end almindeligt.
Den lille sølvfigur Odin fra Lejre fra omkring år 900, der blev fundet under udgravninger ved Gammel Lejre i 2009 viser Odin på sin tronstol Lidskjalv omgivet af bl.a. Hugin og Munin.
Eksterne henvisninger
Skabninger i nordisk mytologi
Odin |
1055 | https://da.wikipedia.org/wiki/Asg%C3%A5rd | Asgård | I nordisk mytologi er Asgård (Godheim) den verden hvor guderne (både aser og vaner) bor. Udenom Asgård ligger Midgård og Udgård (Jotunheim).
Indgangen fra Midgård til Asgård er over regnbuen Bifrost, der bliver bevogtet af Heimdal.
Steder i nordisk mytologi |
1056 | https://da.wikipedia.org/wiki/Asynje | Asynje | En asynje er en gudinde af aseslægten i nordisk mytologi.
Det er en kvindelig as.
Asynjernes ledere er Sif og Frigg, Thors og Odins koner.
De mødes og tager vigtige beslutninger, i skjul.
en:Asynjur |
1057 | https://da.wikipedia.org/wiki/Balder | Balder | Balder (norrønt: Baldr) er en nordisk guddom, hvis rolle i mytologien er meget omstridt. Han omtales i myterne som den smukkeste af alle aser og søn af gudernes konge Odin og Frigg. Sammen med sin hustru Nanna har han sønnen Forsete. Hans bolig er Breidablik. Balder bliver almindeligvis beskrevet som retfærdighedens gud i religionshistorien. Myten om Balders død er blandt de mest kendte i nordisk mytologi, og den genfortælles eller refereres i flere andre fortællinger. I myten bliver Balder dræbt af et skud fra Høder med en mistelten. Hans mor havde ellers taget alt i verden i ed, så de lovede aldrig at skade ham. Kun misteltenen havde hun fundet så undselig, at hun ikke fandt det nødvendigt at tage den i ed. I mytologien fremstilles Balder mere som en passiv gud end aktivt handlende, men han tildeles alligevel en helt central placering i det store kosmologiske drama af flere religionsforskere, da hans død markerer indledningen på de begivenheder, der fører til verdens undergang. Efter Ragnarok skal Balder atter vende tilbage fra dødsriget.
Etymologi og oprindelse
Oprindelsen af navnet Balder er usikker, men det er blevet foreslået, at det betyder "den lysende" eller "herren". Jan de Vries mente, at hans navn betød "den tapre" (jf. engelsk: The Bold One), men det er siden blevet afvist, da det ikke giver mening i forhold til de kendte myter. Billeder på brakteater fra jernalderen viser muligvis Balder blive ramt af misteltenen, hvilket kan være en indikation af mytens høje alder.
Karakteristik
I islændingen Snorre Sturlasons mytologiske værker bliver Balder udelukkende fremstillet som en god og renfærdig, men også passiv gud. Hos Snorre findes bl.a. denne beskrivelse: Om ham er der kun godt at sige. Han er den bedste, og han prises af alle. Han er saa herlig og klar af Ydre, at det lyser omkring ham, og det hvideste af alle Græsser sammenlignes med Baldrs Øjenvipper. Deraf kan du danne dig et Begreb om hans Skønhed, baade med Hensyn til Haar og Skikkelse. Han er den viseste af Aserne, den mildeste og den, der taler skønnest. Men hans Natur er saaledes beskaffen, at ingen af hans Bestemmelser kan overholdes. Han bor paa det Sted, som hedder Bredeblik, det er paa Himlen. Paa dette Sted kan der intet urent være, som det siges her:
Bredeblik det hedder, hvor Baldr bygged
sig en Sal til Bolig;
der i Landet ligger, som jeg ved,
færre Fare-Runer.
Dette står i kontrast til den krigeriske halvgud, man møder hos den næsten samtidige Saxo Grammaticus, og som fører krig mod den anderledes renfærdige Hød om Nanna. I de islandske eddadigte, der var Snorres hovedkilde, findes der imidlertid tegn, der tyder på at Balder også blev opfattet som en mere ufredelig, fx i digtet Lokasenna, hvor Frigg siger, at Loke næppe ville kunne slippe levende ud af hallen, hvis hendes søn Balder havde været tilstede. Dette støttes også af kenninge i skjaldedigte, da der i dem optræder mere krigeriske navne som Hær-Balder, Spyd-Balder og Kamp-Balder.
I Balder optræder i en anden myte fra Snorres Edda, da han engang blev genstand for Skades hengivenhed og hun ønskede sig ham som mand. Se Skades valg.
Den norske religionsforsker Gro Steinsland finder ingen tegn på en egentlig balderskult. Hun bygger primært denne antagelse på, at vi ikke kender nogen stednavne, der med sikkerhed kan knyttes til ham.
Balders død
Betydningen og oprindelsen til myten om Balders død har altid og er stadig meget omdiskuteret indenfor forskningen. Der findes derfor ingen alment accepteret tolkningsmodel. Myten kendes ikke i samlet form fra én kilde, men dele af den fortælles eller referes i flere forskellige kilder; bl.a. Baldrs draumar, hvor drømmen, der varsler hans forestående død, er det centrale element, Gylfaginning, der fortæller om drabet, hvordan Odin forsøger at få ham tilbage fra Hel og hans bålfærd Völuspá, hvor drabet er det afgørende vendepunkt i den større kosmologiske fortælling om verdens skæbne, samt forskellige referencer til myten i bl.a. Varftrudnismál, Lokasenna og skjaldedigtet Húsdrápa.
Myten består af en række episoder. Den første begynder med at Balder har onde drømme, der varsler hans kommende død. I digtet Baldrs draumar reagerer Odin på de dårlige varsler ved at ride til Hel, for at udspørge en vølve om betydningen af dem. Han får det svar, at skæbnen er uafvendelig, og at Ragnarok vil følge Balders død.
I Gylfaginning (48) nævnes Balders drømme også. Her reagerede guderne ved, at Frigg tog Ed paa, at Ild og Vand, Jærn og alslags Malm, Stene, Jorden, Træerne, Sygdommene, Dyrene, Fuglene, Edderen, Ormene skulde skaane Balder. Men Loke fik lokket ud af hende, at det kun misteltenen, der ikke havde sværget på ikke at skade Balder. Misteltenen er en snylteplante, og i Völuspá fungerer den som et dødssymbol, der vokser på Yggdrasil. Loke lokkede derpå Høder til at skyde med misteltenen på Balder, som faldt død om, da han blev ramt. Det er den største Ulykkesgerning, der er gjort blandt Guder og Mennesker. Mens guderne begravede Balder på sit skib Hringhorni red Hermod til Helheim, for at få Balder tilbage. Da Balders krop blev lagt på bålet, brast Nannas hjerte så hun døde. Hun blev derpå lagt ved sin mands side i skibet. Odin gav sin ring Draupnir som gravgave. Det fortælles, at guderne måtte have hjælp af jættekvinden Hyrrokin til at skubbe Balders skib ud i vandet, hvilket end ikke Thor var i stand til.
På samme tidspunkt var Hermod nået frem til Helheim, hvor Hel lovede at lade Balder vende tilbage, hvis alt i hele verden ville græde for ham. Som den eneste nægtede var jættekvinden Tøkk at gøre det, og Balder måtte blive i Helheim. I digtet Völuspá fremgår det, at Balder vil vende tilbage efter Ragnarok, og at han vil blive forliget med Høder. Myten afsluttes dog ikke med Balders død, da et sådant drab måtte udløse en blodhævn. Da drabsmanden, Høder, selv var af både Balders og Odins egen æt, måtte hævneren ikke være af den samme æt, og derfor måtte det blive det et barn af en jættekvinde. Vha. bedrag lykkedes det Odin at befrugte Rindr, som fødte sønnen Vali, som én nat gammel dræbte Høder.
Den anden bagmand var Loke, og digtet Lokasenna fortæller hvordan guderne udstødte ham af deres kreds. Selvom han skjulte sig blev han fanget af guderne, der bandt ham indtil Ragnarok.
Saxos version
Saxos fortælling om Høtherus (Høder) og Balderus (Balder) i Gesta Danorum er i kraft af sammenfaldet mellem hovedpersonernes navne en parallel til Snorres og eddadigternes version; men der er så mange forskelle mellem dem, at de kun vanskeligt kan opfattes som den samme fortælling. Den væsentligste forskel er, at Balderus optræder som skurken, og er en aktivt handlende part i kampen mellem Høtherus og ham. Denne kamp fremstilles tillige som en krig mellem to grupper om en kvinde. I Saxos fortælling er Balderus ligesom hos Snorre usårlig, men dræbes alligevel af Høtherus med et magisk sværd. Ligesom i den islandske version føres Balderus til Hel, og hævnes af en søn, Odininus (Odin) har fået med Rinda. Baggrunden for disse to parallelle versioner er ukendt. Anders Bæksted spekulerer i, om Saxos udgave enten bygger på en ellers tabt østnordisk tradition, eller om han digtede sin egen historie på grundlag af en ufuldstændig overlevering af den islandske version.
Andre versioner
Lejrekrøniken, der sandsynligvis er ældre end både Saxos og Snorres værker, indeholder en kort euheumeriseret historie om sakserkongens søn Hother (Høder) og kong Haddings datter. Her fortælles det, at Hothbrod først dræbte Othens (Odin) søn Balder i et slag, og derpå forjog Othen og Thor. Tilslut blev Hothbrod dræbt af Othens søn. Historien slutter med oplysningen om at Hother, Othen, Balder og Thor sidenhen fejlagtigt blev opfattet som guder.
Den svenske religionsforsker Birger Nerman har foreslået at historien om brødrene Hæðcyn og Herebeald, der optræder i Beowulf, bygger på myten om Høders drab på Balder. Men Liberman finder det usandsynligt, da der udover et vist sammenfald i navne broderdrabet ikke er nogen ligheder mellem de to fortællinger.
Tolkninger
Gro Steinsland har identificeret to traditionelle tolkningsmodeller af Baldersmyten. Ifølge den ene har Balders død været relateret til mytologien omkring Odin som krigsgud. Den nederlandske lingvist Jan de Vries har fx foreslået, at myten var knyttet til en initiationsrite, hvor den unge kriger indvies til Odin ved at gennemleve en mytisk død, og derpå genopstå som Våle. Dvs. den hørte til Valhallaforestillingerne, hvor krigeren efter sin død genopstod som medlem af Odins hær. En anden fremtrædende repræsentant for denne tradition er den engelske filolog Gabriel Turville-Petre. I den anden, blev Balder tolket som en død og genstanden frugtbarhedsgud. Indenfor denne tradition bliver han ofte sammenlignet med mellemøstlige guddomme hvis død var en dramatisering af årstidernes skiften vha et kultdrama, som fx Baal, Tammuz og Adonis. Prominente repræsentanter for denne tradition er bl.a. Gustav Neckel og Frands Rolf Schröder. Steinsland finder imidlertid alvorlige problemer i begge modeller. Det fx svært at knytte Balder sammen med den udprægede krigeriske valhallaidelogi, så længe han udtrykkeligt fremstilles som en fredelig og passiv gud. På den anden side mener hun heller ikke, at Balder ikke kan være koblet til årstiderne, da han netop ikke vender tilbage fra døden før efter Ragnarok, da en helt ny verden er opståen. Anatoly Liberman mener ligefrem at et sådanne komparative forklaringer ikke giver mening, hvis de ikke er funderet i det lokale religiøse system, hvor myten blev fortalt.
Frederik Stjernfeldt har i sin tolkning af Baldersmyten karakteriseret Balder som en syndebuk, og gør ham derved til et passivt offer for Lokes intriger. Denne tolkning betyde, at Loke i realiteten bliver til mytens egentlige hovedperson. På baggrund af en struktualistisk analyse tolker Jens Peter Schjødt ligeledes Loke, som en figur, der er essentiel for forståelsen af myten. Han repræsenterer skæbnen, som nordboerne opfattede som den vigtigste drivkraft i deres liv. John Lindow karakterisrer Balders død som den helt centrale episode i den kosmiske kamp mellem guderne og jætterne.
Fornylig har den russiske filolog Anatoly Liberman foreslået, at historien om Høders drab på Loke er et levn efter en ældre mytologi, hvor Balder blev opfattet som himmelgud og beskytter af liv og lys, mens hans bror Høder var gud for underverdenen, som i nogle områder måske var identisk med Loke. Han mener, at Saxos og Snorres versioner er resultatet af bearbejdninger, hvor fragmenter af den oprindelige myte er blevet kombineret med andet mytologisk materiale. Han mener desuden, at misteltenen oprindeligt ikke var en del af myten, da denne plante var ukendt i Norden i oldtiden. Det har efter hans mening snarere været tagrør.
Balder og Kristus
Sophus Bagge foreslog i 1881 at beskrivelsen af Balder i Gylfaginning var inspireret af de kristne legender om Jesus. Et af argumenterne for den sammenligning er at Balder af Snorre blev omtalt som "den hvideste af aser", hvilket således er blevet karakteriseret som en parallel til nordboernes navn for Jesus, Hvidekrist. Andre lighedspunkter, der er blevet draget frem, er deres rolle som lidende og gode guder, der dør som uskyldige, ligesom kristendommens dualistiske kamp mellem det gode og onde er blevet genfundet i konflikten mellem Loke og Balder. Denne sammenligning er dog stærkt omdiskuteret.
Eponymer
Planter
[[Fil:Tripleurospermum perforatum.JPG|right|thumb|250px|Lugtløs kamille (Matricaria perforata)]]
I Gylfaginning bliver planten Lugtløs kamille (Matricaria perforata) kaldet Balders bryn. I Norge har den stadig dette navn.
Referencer
Litteratur
Bæksted, Anders (1994); Nordiske guder og helte. (2. udgave)
Lassen, Annette (2000); Höðr’s Blindness and the Pledging of Óðinn’s Eye: A Study of the Symbolic Value of the Eyes of Höðr, Óðinn and fiórr PDF-version
Liberman, Anatoly (2004); "Some Controversial Aspects of the Myth of Baldr," i; Alvíssmál 11, pp. 17–54 PDF-version
Lindow, John (1997); Murder and Vengeance Among the Gods: Baldr in Scandinavian Mythology. Suomalainen Tiedeakatemia/Academia Scientiaram Fennica.
Steinsland, Gro (2005); Norrøn religion.
Stjernfeldt, Frederik (1990); Baldr og verdensdramaet''.
Turville-Petre, Gabriel (1964); Myth and Religion of the North: The Religion of Ancient Scandinavia. New York: Holt, Rinehart and Winston.
Se også
De nordiske guders familietræ
Eksterne henvisninger
Aser
Odins sønner
Fertilitetsguddomme |
1058 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bifrost%20%28nordisk%20mytologi%29 | Bifrost (nordisk mytologi) | I nordisk mytologi er Bifrost (norrønt biv-röst; det bævrende vejstykke) regnbuen. Det er broen der forbinder Asgård, hvor guderne bor, med Midgård, hvor menneskene bor.
På toppen af Bifrost ligger Himmelbjerget, hvor asen Heimdall bor. Han kan se græsset gro og høre ulden vokse på fåret. Bifrost skal slå revner og gå til grunde ved Ragnarok, når ildjætten Surt – konge af Muspelheim – og hans hær krydser den.
Referencer
Eksterne henvisninger
Steder i nordisk mytologi |
1059 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bilskirner | Bilskirner | I nordisk mytologi er Bilskirner tordenguden Thors bolig. Det ligger i egnen Trudvang og har 540 rum. Boligen er faktisk den største i Asgård – endda større end Valhal, den har bare ikke en gildesal i midten som Valhal har.
Thor bor her sammen med sin kone Sif, sin datter Trud og sin søn Modi.
Når de ikke er hos deres forældre bor også Tjalfe og Røskva her. Ifølge visse versioner siges det endvidere, at Høner bor i de inderste gemakker og aldrig viser sig.
Steder i nordisk mytologi
Thor |
1060 | https://da.wikipedia.org/wiki/Breidablik | Breidablik | Breidablik er inden for den nordisk mytologi Balders bolig. Dets tag er af sølv, der hviler på piller af guld. På Breidablik findes intet ondt eller urent. Sammen med konen Nanna, har de sønnen Forsete, der bor på Glitner.
Den bliver kort nævnt i digtet Gylfaginning og lildt mere i Grímnismál, begge i Snorri Sturlusons Yngre Edda. Derudover nævnes Breidablik ikke i noget bevaret kildemateriale.
Referencer
Steder i nordisk mytologi |
1061 | https://da.wikipedia.org/wiki/Fensale | Fensale | I nordisk mytologi er Fensale Friggs hus i Asgård. Fensale betyder sump-salene.
Steder i nordisk mytologi |
1062 | https://da.wikipedia.org/wiki/Nanna | Nanna | Nanna (eller Nana) er et nordisk pigenavn, som betyder "dristig" eller "modig". Omkring 12.000 danskere bærer et af disse navne ifølge Danmarks Statistik.
Kendte personer med navnet
Nanna Ditzel, dansk designer.
Nanna Lüders Jensen, dansk sangerinde.
Nanna Simonsen, dansk kogekone.
Mytologiske skikkelser
Nanna er Balders kone i den nordiske mytologi.
Nanna er månegud i den babyloniske/assyriske mytologi.
Navnet anvendt i fiktion
Mordofferet i tv-serien Forbrydelsen hedder Nanna Birk Larsen.
Nana er en dansk børne-tv-serie fra 1987 med Sebastians titelsang.
"Nanna" er et af numrene på Gasolin' 2-albummet fra 1972.
Nana er titlen på en roman af Emile Zola.
Kilder
Pigenavne |
1063 | https://da.wikipedia.org/wiki/Gjallarhornet | Gjallarhornet | Gjallarhornet (eller Gjallerhornet) er i nordisk mytologi den kæmpelur som Hejmdal skal bruge ved Ragnarok for at advare aserne om at jætterne kommer. Mimers drikkehorn er også blevet nævnt som Gjallerhornet.
I tredje bind af den danske Valhalla-tegneserie, Odins væddemål (1982), overtager Odins to brødre Vile og Ve kommandoen i Asgård og flytter til asernes forfærdelse Gjallarhornet til Valhal, hvor det ikke kan gøre nogen nytte, da jætterne jo ville være over broen før der bliver blæst i hornet.
Artefakter i nordisk mytologi
Blæseinstrumenter
Eskatologi i nordisk mytologi |
1065 | https://da.wikipedia.org/wiki/Sif | Sif | I nordisk mytologi er Sif gudinde af aseslægten og gift med Thor. Hun har børnene Modi, Ull og Trud. Dog er Thor ikke far til Ull.
Sif er gudinde for slægterne og ægteskabet samt stærke afkom ( børn )
Sif skildres som en smuk kvinde, men tilbageholdende, og det er ikke meget, der berettes om hende. Sif har guldhår efter at Loke engang som en ond spøg klippede alt hendes rigtige hår af. Thor blev sur og tvang Loke til at skaffe Sif guldhår, smedet af de tre dværge Ivalde-sønnerne. Håret voksede fast på Sifs hoved og gror nu som rigtigt hår. Det berettes, at Sif foretrækker at udøve sin magi ved at bruge det gyldne hår.
Sif har sønnen Ull, men hvem der er fader til ham, fortælles ingen steder. I fortællingen om Ægirs gilde, hvor Loke sviner alle guderne til, afslører Loke, at Sif engang har været Thor utro med ham. Men ellers regnes hun som en kysk og tro hustru.
Nogle kilder beretter at Sif kan se ind i fremtiden, men dette er dog ikke nævnt i Edda-digtene. I nogle af de ældre germanske kilder bliver det nævnt, at Sif er en svane-gudinde, og at hun derfor kan antage denne form.
Sif er også en af heltinderne i Marvel Comics tegneserie ”Thor”. I 2011 filmatiseringen af tegneserien spilles Sif af skuespillerinden Jaimie Alexander.
Eksterne links
Valkyrietowers homepage for the goddess Sif
Marvels homepage for Sif
Homepage for the movie “Thor”
Interview with actor Jaimie Alexander
Se også
De nordiske guders familietræ
Eksterne henvisninger
Asynjer
Thor |
1066 | https://da.wikipedia.org/wiki/Yggdrasil | Yggdrasil | I nordisk mytologi er verdenstræet Yggdrasil (også kendt som livets træ, skæbnetræet og verdenstræet) et vældigt asketræ eller måske snarere den evigtgrønne Yr / Almindelig taks. Odins tilknytning til træet fremgår af navnet. "Yggdrasil" betyder "Yggs hest", og Ygg (= den skrækkelige) er et af Odins mange tilnavne. Når verdenstræet kaldes "Odins hest", ligesom galgen kaldes "hængt mands hest", henviser det til Odins selvofring, da han hængte sig for at vinde visdom.
Træets krone, der altid er grøn, når helt op til himlen, og dets tre rødder ender i tre forskellige verdener. En af rødderne går til Asgård, gudernes hjem; den anden til Jotunheim, hvor jætterne bor; og den tredje går til det underjordiske Hel. Under hver rod springer en kilde frem. Under jætternes er det Mimers brønd med visdommens vand; under Asgård er det Urds brønd, hvor guderne samles til ting og afsiger dom. Urd er den norne, der kender verdens og menneskernes skæbne. Fra Urds brønd henter nornerne hver dag vand til træet, og den dug, der falder fra dets blade, holder Jorden grøn. Nederst under træet ligger helvedesbrønden Hvergelmer, hvor dragen eller slangen Nidhug gnaver på træets rod.
I Yggdrasils krone lever fire hjorte, Dain, Dvalin, Dunør og Duratro, der æder træets blade. I toppen sidder ørnen Ræsvælg (= ligsluger), der er en jætte i ørneskikkelse, som med vingeslagene forårsager vind og storm; og på dens næb sidder høgen Vedfolner (= vejrfalmet, bleget af vejr og vind) og skuer ud over verden. Vedfolner er det væsen, der er højest placeret i verden. Et lille egern, Ratatosk (= gnavertand), piler op og ned ad stammen og bringer nyt fra rødderne til toppen. Ved træets fod ligger seks store og mange mindre slanger.
Under Ragnarok bliver træet revet op med rode og brændt som følge af de store skovbrande.
Se også
Nordisk kosmologi
Referencer
Eksterne henvisninger
Norse inspired art
Oluf Olufsen Bagge: Verdensbildet, 1847
Kunstnerisk fremstilling af Yggdrasil
Steder i nordisk mytologi
Træer i fiktion |
1067 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ratatosk | Ratatosk | I nordisk mytologi er Ratatosk et egern, der piler op og ned mellem Yggdrasils top og rødder for at bringe nyheder.
Ratatosk er budbringer mellem verdenerne og kan bevæge sig frit fra is til ild og alt imellem. Han taler med alle, både aser og norner.
Fra Grimners kvad hos kong Gejrrød:
Ratatosk er et rendende egern
på asken Yggdrasil,
ørnens ord skal han ovenfra bære
og sige Nidhug forneden.
Fra Thøger Larsens oversættelse Nordens Gudekvad 1926
Skabninger i nordisk mytologi |
1068 | https://da.wikipedia.org/wiki/Prins%20Joachim | Prins Joachim | Hans Kongelige Højhed Prins Joachim (Joachim Holger Waldemar Christian prins til Danmark, greve af Monpezat) (født 7. juni 1969) er prins til Danmark. Han er yngste søn af Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. og prins Henrik.
Han boede på Schackenborg Slot i Sønderjylland, men bor nu dels i Paris, dels på Emiliekildevej i Gentofte Kommune. Han er nr. 6 i arvefølgen til den danske trone og nr. 325 i arvefølgen til den britiske trone.
Han tilhører den franske grevelige slægt de Laborde de Monpezat gennem sin far, Hans Kongelige Højhed Prins Henrik (født Henri-Marie-Jean André de Laborde de Monpezat). Og han nedstammer kognatisk fra det Glücksborgske kongehus, som er hans mor dronning Margrethe 2.s fædrene slægt. Han er tiptipoldebarn af Christian 9. og den britiske dronning Victoria.
Er i motorsportskredse kendt for at køre racerløb i veteranbiler.
Dåb og konfirmation
Døbt den 15. juli 1969 i Århus Domkirke. Hans faddere er hans moster prinsesse Benedikte af Danmark; hans farbror Jean Baptiste de Laborde de Monpezat; kong Harald V af Norge; og prinsesse Christina af Sverige.
Konfirmeret den 10. juni 1982 i Fredensborg Slotskirke.
Ægteskaber og børn
Han blev gift første gang den 18. november 1995 i Frederiksborg Slotskirke med frøken Alexandra Christina Manley. Parret blev separeret den 22. september 2004 og skilt den 8. april 2005. I 2007 giftede prinsesse Alexandra sig med Martin Jørgensen.
Prinsen forlovede sig den 3. oktober 2007 med frøken Marie Cavallier. De giftede sig den 24. maj 2008 i Møgeltønder Kirke, hvor Marie Cavallier blev prinsesse Marie.
Børn
Prins Nikolai William Alexander Frederik, født den 28. august 1999. Søn af prins Joachim og grevinde Alexandra.
Prins Felix Henrik Valdemar Christian, født den 22. juli 2002. Søn af prins Joachim og grevinde Alexandra.
Prins Henrik Carl Joachim Alain, født den 4. maj 2009. Søn af prins Joachim og prinsesse Marie.
Prinsesse Athena Marguerite Françoise Marie, født den 24. januar 2012. Datter af prins Joachim og prinsesse Marie.
Ingen af Joachims fire børn er stilet som kongelige højheder, men blot som højheder ifølge det danske hof. Det blev meddelt af Det Danske Kongehus den 28. september 2022, at fra den 1. januar 2023 vil alle hans fire børn blive kendt som Hans eller Hendes Excellence Greve/grevinde af Monpezat. De vil ikke længere have deres fyrstetitel. Prinsen gav udtryk for, at han var meget ked af sin mors beslutning.
Uddannelse og erhvervsbaggrund
Prins Joachim gik på Krebs' Skole i perioden 1974-1982, heraf på Amalienborg i perioden 1974-76. I perioden 1982-1983 var Prins Joachim kostskoleelev på , Normandiet i Frankrig. I 1986 blev Prins Joachim student fra Øregaard Gymnasium, og i perioden 1986-1987 arbejdede han på en farm ved Wagga Wagga i Australien.
I 1991-1993 gennemførte Prins Joachim agrar-økonomuddannelsen på Den Classenske Agerbrugskole Næsgaard på Falster.
For at opnå en bred forretningsmæssig erfaring har Prins Joachim udover sin landbrugsmæssige baggrund været ansat hos A.P. Møller - Mærsk gruppen i henholdsvis Hong Kong og Frankrig i perioden 1993-1995. Prins Joachim ejer og driver land- og skovbrug. Landbrugsjorden er bortforpagtet til Schackenborg Fonden.
Militærkarriere
Prins Joachims militære karriere begyndte i 1987 som rekrut i Dronningens Livregiment. I 1988 blev Prins Joachim udnævnt til sergent, og i 1989 fulgte udnævnelsen til løjtnant af reserven. Efter udnævnelsen til løjtnant gjorde Prins Joachim fra 1989-1990 tjeneste som delingsfører i en kampvognseskadron ved Prinsens Livregiment. Prins Joachim blev i 1990 udnævnt til premierløjtnant af reserven og i 1992 fulgte, efter gennemførelse af videreuddannelsestrin I for officerer af reserven (VUT I), udnævnelse til kaptajn af reserven. Fra 1996 til 2004 var Prins Joachim chef for en kampvognseskadron i mobiliseringsstyrken ved Prinsens Livregiment, og fra 2005 tilknyttet Danske Divisions stab som major af reserven. Efter udnævnelse til oberstløjtnant af reserven i 2011 blev Prins Joachim udpeget til chef for Forbindelsesofficersgruppen i Totalforsvarsregion Fyn, Syd- og Sønderjylland. I april 2015 blev Prins Joachim udnævnt til oberst af reserven i Hæren.
Den 1. november 2015 tiltrådte Prins Joachim i en ny stilling som særlig sagkyndig i Forsvaret i forhold til implementeringen af et nyt totalstyrkekoncept med det formål at styrke anvendelsen af frivillige i Hjemmeværnet og personel af reserven. Prins Joachim påbegyndte i september 2019 Frankrigs højst rangerende militære lederuddannelse på École Militaire i Paris. Uddannelsen består af to dele, der afvikles ved henholdsvis Centre des Hautes Études Militaires (CHEM) og Institut des Hautes Études de la Défense Nationale (IHEDN). Prinsen er den første danske officer, der har gennemført den samlede uddannelse.
I september 2020 tiltrådte Prins Joachim som forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Paris. Stillingen besættes for tre år med mulighed for forlængelse. Med ansættelsen blev Prins Joachim udnævnt til brigadegeneral i Hæren.
Helbred
I juli 2020 fik han en blodprop i hjernen. Kongehuset offentliggjorde få dag senere, at han ikke ville få mén.
Protektor for
Aalborg Zoo
Astma-Allergi Danmark
AQUA Ferskvands Akvarium
CBS Case Competition
CARE Danmark
Chakoten - Dansk Militærhistorisk Selskab
Copenhagen Historic Grand Prix
Danmarks Fotomuseum
Danmarks Tekniske Museum
Dansk Rugby Union
Danmarks Kartoffel Råd
Danmarks-Samfundet
"De Blå Baretter"
Den Danske Brigadeforening
Den Danske Strygerkonkurrence
Det Danske Drengekor
Diabetesforeningen (Landsforeningen for Sukkersyge)
DGI Sønderjylland
Esbjerg Kunstmuseum
Fjord&Bælt
Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse
Frihedsmuseets Venner's Fond
Gammel Estrup - Herregårdsmuseet
Grænseforeningen
Hjemsted Oldtidspark
Hjerl Hede
Hærvejsmarchen
KZ & Veteranfly Klubben, Danmark
Natur- og Råstofprisen
Dansk Skoleidræt
Løgumkloster Refugium og Kong Frederik 9.'s Klokkespil
Reserveofficersforeningen i Danmark
Selskabet for Nydamforskning
Skoleskibet Danmark
Skov- og Naturstyrelsens naturforvaltningsprojekt Red snæblen, Vadehavets laksefisk
Søbygård
Sønderjyllands Symfoniorkester
Unge Forskere
Våbenhistorisk Selskab
Titler, prædikater og æresbevisninger
Titler og prædikater
15. juli 1969 – 29. april 2008: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim til Danmark
29. april 2008 – nu: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim til Danmark, greve af Monpezat
Æresbevisninger
Danske dekorationer
: Ridder af Elefantordenen (R.E.) (1972)
: Storkommandør af Dannebrogordenen (S.Kmd.) (2004)
Udenlandske dekorationer
: Storkors af Sankt Olavs Orden (No.St.O.1) (1991)
Greve af Monpezat
Det blev den 30. april 2008 offentliggjort fra Kongehuset at "... Hendes Majestæt Dronningen har besluttet, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen samt Hans Kongelige Højhed Prins Joachim tillægges titel af greve af Monpezat. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary samt Hendes Kongelige Højhed Prins Joachims kommende ægtefælle frk. Marie Cavallier vil som følge heraf føre titlen grevinde af Monpezat.
Titlen føres endvidere af efterkommere født i lovligt ægteskab, i overensstemmelse med de almindelige regler, der gælder herom, hvilket vil sige, at titlen greve af Monpezat videreføres af mandlige descendenter, medens kvindelige descendenter fører titlen komtesse af Monpezat. ..."''
Derfor er Prinsens titel herefter: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, greve af Monpezat.
Anetavle
Se også
Kongelige og fyrstelige titler
Livristsagen
Kilder
Referencer
Litteratur
Eksterne henvisninger
Kongehuset.dk om Prins Joachim
Lov om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim
Prinser fra Danmark
Huset Glücksburg
Personer fra København
Officerer fra Danmark
Storkommandører af Dannebrog
Storkors af Sankt Olavs Orden
Ordenskanslere fra Danmark
Grever fra Danmark
Personer i Kraks Blå Bog
Rigsstyrere og rigsforstandere fra Danmark |
1069 | https://da.wikipedia.org/wiki/Einherjer | Einherjer | Einherjer (norrønt: einherjar) er i nordisk mytologi vikingekrigere der er faldet ærefuldt i kamp og fundet værdige af Valkyrierne til at bo i Valhal.
Einherjerne øver sig i kamp hver eneste dag på Idasletten foran Valhal. Hvis nogle bliver sårede, heles de igen inden aftenens drikkegilde i Valhals store sal, så alle kan more sig og være klar til næste dags kamp.
Ved Ragnarok kæmper einherjerne mod jætterne.
Se også
Afsnittet Einherjerne i artiklen Mennesket i nordisk religion
Odin |
1071 | https://da.wikipedia.org/wiki/Hel%20%28Lokes%20datter%29 | Hel (Lokes datter) | Hel (jfr. tysk hehlen og latin celaere = den skjulende, skjulersken fra protoindoeuropæisk *ḱēl- og protogermansk *helaną, *huljaną) er i nordisk mytologi dødsriget Hels herskerinde, en skrækindjagende skikkelse, som er datter af Loke og jættekvinden Angerboda. Dermed er hendes søskende Midgårdsormen og Fenrisulven.
Om Hel fortælles det, at hun er halvt blåsort og forrådnet som et lig, og halvt kødfarvet som et levende menneske. Hendes navn lever videre i udtryk som at slå "i hjel"; egentlig "i Hel". Hendes navn har også givet ophav til "helvede".
Hendes tre halvsøskende er Vale, Narfe og Sleipner. I folketroen er Hel mor til julens djævel Krampus.
I sin tid blev hun taget fra sin mors haller af guderne for at kastes ned i Niflheim, hvor hun fik magt over ni verdener, så hun kunne anvise de døde deres retmæssige opholdssted. Oprindeligt kom alle døde sandsynligvis til Hel i døden, men efter at troen på Valhal kom, var det kun de, som døde af sygdom eller alderdom, der kom til hende. Alle, der faldt i kamp, kom til Valhal.
Alt i Hels rige har triste eller negative navne. Hendes sal hedder Eljudnir, der betyder "den regnvåde". Hendes fad hedder Hunger, og hendes kniv hedder Sult. Hendes træl kaldes Gangdoven og hendes trælkvinde Ganglad. Hendes dørtærskel kaldes Faldende-fare, hendes seng hedder Kør, der betyder "sygeleje", og om sengen hænger forhænget "Broget ulykke".
I myten om Balder møder vi Hel, som ikke er meget for at lade Balder vende tilbage til de levendes verden. Men hvis han virkelig er så elsket, som der siges, vil hele verden vel også græde over ham. Og hvis guderne kan få alt i verden til at græde over Balders død, vil Hel lade ham vende tilbage til de levendes verden. Myten fortæller at alt og alle græd undtagen Loke, der var forklædt som en gammel kone.
Noter
Se også
De nordiske guders familietræ
Eksterne henvisninger
Jætter
Underverdenens guder |
1072 | https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%85rv%C3%A5ngen | Årvången | Årvången er i nordisk mytologi en af de to heste der trækker solen over himlen (de har flere navne).
Skabninger i nordisk mytologi |
1073 | https://da.wikipedia.org/wiki/Angerboda | Angerboda | Angerboda, er en jættekvinde i nordisk mytologi. Hun har tre børn med Loke: Dødsgudinden Hel, Midgårdsormen og Fenrisulven.
Se også
De nordiske guders familietræ
Jætter |
1074 | https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%85rvalde | Årvalde | Årvalde er i nordisk mytologi jætte og far til Idi, Tjasse og Gang.
Jætter |
1077 | https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%98rboda | Ørboda | Ørboda er i nordisk mytologi en jættekvinde, der er gift med Gymer og mor til Gerd og Bele.
Jætter |
1078 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ymer%20%28nordisk%20mytologi%29 | Ymer (nordisk mytologi) | Ymer (norrønt Ymir eller Aurgelmir) findes ved skabelsen (nordisk mytologi). Her er Ymer urjætten, der fødte de første jætter. Ifølge Snorri Sturluson's lærebog for skjalde, Edda, blev Ymer dræbt af Odin, Vile og Ve. Verden blev skabt af hans krop.
Kødet blev til jorden
Blodet til verdens have.
Hans knogler til bjergene på jorden.
Tænderne til sandet og stenene.
Håret blev til skovene.
Hjernen til skyerne.
Hjerneskallen til himmelvælvingen.
I eddadigtene Grímnismál og Vafþrúðnismál, samt Vølvens Spådom fra den ældre Edda optræder Ymer også i forbindelse med verdens skabelse, men denne version adskiller sig på en række punkter fra Snorris lærde kristne gendigtning.
Den danske billedhugger Kai Nielsen skabte i 1912 skulpturen Ymerbrønden der viser Ymer diende ved urkoen Audhumbla.
Surmælksproduktet ymer er opkaldt efter jætten.
Kilder/referencer
Jætter |
1079 | https://da.wikipedia.org/wiki/Skade%20%28nordisk%20mytologi%29 | Skade (nordisk mytologi) | I nordisk mytologi er Skade en jættekvinde. Hendes far var Tjasse, som aserne slog ihjel (se Tjasse bortfører Idun).
Skade blev meget vred og tog til Asgård for at få hævn. Aserne betalte bod ved at lade hende vælge en mand blandt aserne og kaste Tjasses øjne op på himlen som stjerner.
Skade ville helst have Balder til mand, men sådan gik det ikke (se Skades valg).
Se også
De nordiske guders familietræ
Eksterne henvisninger
Jætter |
1080 | https://da.wikipedia.org/wiki/H%C3%B8der | Høder | Høder (også stavet Hoder eller Hother) er Odins søn i den nordiske mytologi. Han er blind og dræber Balder ved et uheld (narret af Loke) med en pil af misteltenen (se Balders død).
Se også
De nordiske guders familietræ
Eksterne henvisninger
Aser
Odins sønner |
1082 | https://da.wikipedia.org/wiki/Hr%C3%A6sv%C3%A6lg | Hræsvælg | I nordisk mytologi er Hræsvælg (Ræsvelg) en jætte i form af verdens største ørn. Den bor mod nordøst og danner ifølge Vafþruðnismál vindene og bølgerne med sine store vingeslag. Hræsvælg betyder ligsluger.
Jætter |
1085 | https://da.wikipedia.org/wiki/Jotunheim | Jotunheim | Jotunheim eller Udgård er jætternes hjemsted i norrøn kosmologi, omtalt i kvadene i den ældre Edda Vølvens spådom, Skirnismål og Trymskvida, og af enkelte skjalde, deriblandt Tjodolv den kvinverske i sit kvad Haustlong, vers 7.
Jotunheim er også bosted for vætter, der ikke nødvendigvis er jætter, og er adskilt fra Asgård og Midgård med vandløb og en jernskov, og regnes som en af de ni verdener.
I tidlige kilder er Jotunheim placeret østpå, mens det i senere kilder forflyttede sig gradvis nordpå i takt med folks ændrede verdensbillede. Saxo har i Gesta Danorum beskrevet kong Gorms og Thorkel Adelfars sejlads til jætternes land, hvor de også besøgte Udgårds-Loke. Saxos beretning minder om et eventyr fra brydningstiden mellem hedendom og kristendom. Skrymer var Udgårds-Loke i forklædning.
Loke regnes som en af aserne, selv om han var født i Jotunheim, og hans far var jætten Fårbaute. Men alfader Odin blandede blod med Loke, og de blev derfor fosterbrødre.
Bjergområdet Jotunheimen i Norge har navn efter den mytologiske Jotunheim.
Noter
Steder i nordisk mytologi |
1086 | https://da.wikipedia.org/wiki/Gere%20og%20Freke | Gere og Freke | I nordisk mytologi er Gere og Freke Odins to ulve. Navnene betyder henholdsvis "den grådige" og "den glubske". De ligger ved Odins fødder og hjælper ham i krig. Serveres der mad for Odin, giver han det omgående videre til ulvene.
Den lille sølvfigur Odin fra Lejre fra omkring år 900, der blev fundet under udgravninger ved Gammel Lejre i 2009 viser Odin på sin tronstol Lidskjalv omgivet af ravnene Hugin og Munin og med en udsmykning af tronstolens ryg, som viser eller symboliserer ulvene Gere og Freke.
Eksterne henvisninger
Skabninger i nordisk mytologi
Odin |
1088 | https://da.wikipedia.org/wiki/As | As | AS, As, aS, A/S og as har flere betydninger:
Videnskab og teknologi
Arsen – et grundstof.
. AS – Reuters Instrument kode til Amsterdam
attosekund, 'as' – en SI-enhed af tid der svarer til 10−18 sekunder.
attosiemens, 'aS' – en SI-enheden for kapacitans (elektrisk ledningsevne) svarende til 10−18 Siemens.
Autonomous system – Internetprotokol (IP) routing prefixes
Organisationer
Aktieselskab eller A/S, en type af dansk aktiebaseret virksomhed
Aksjeselskap eller A/S, en type af norsk aktiebaseret virksomhed
Aktsiaselts, en type af estisk aktiebaseret virksomhed
Akademiska Sångföreningen eller Akademisk mandskor i Helsinki, et finsk kor
Medicin
Aspergers syndrom, en autisme spektrum forstyrrelse
Angelman syndrom, en neuro-genetisk sygdom
Ankyloserende spondylitis, en systemisk gigt i rygsøjlen og relaterede samlinger
Aorta stenose, en hjerteklapfejl
Autistiske spektrum
Steder
As Sogn – herunder bl.a.:
As Hoved (areal)
As Hede (bebyggelse)
As Ore (bebyggelse)
As Strandby (bebyggelse)
As Vig (bebyggelse, vandareal)
.as – Amerikansk Samoa, landekode
As, Belgien – en kommune i Belgien
Aš – en by i Tjekkiet
Australien – forældet NATO – landekode
Folk
Aserne kaldes "ás", "áss", eller "ǫ́ss" i nordisk mytologi
Ossetere blev kaldt As eller Asi af georgiere og russere i fortiden
Aung San, burmesiske nationalistiske
Anderson Silva, kampsport fighter
Andet
Tone – navnet på en tonen, som er en ½ tone under a (b for A)
As (romersk mønt) – den mindste møntenhed i Romerriget.
Aleihi A'salam – arabisk for Fred Være Med Ham.
Aftenshowet – et direkte aktualitetsprogram på DR1 |
1093 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ydale | Ydale | Ydale eller Ydalir (= Takstrædalen) er i nordisk mytologi guden Ulls hjemsted i udkanten af Asgård. Yr eller Y- var norrønt for takstræ, men blev senere til I- i stednavne som Ikast, Irup og Isted.
Ydale omtales kun i 5. vers af i Grimnismål i Ældre Edda, hvor Odin forklædt som Grimne fortæller Agnar om Ulls bosted, der i øvrigt nævnes som nr 2 (efter Thors Trudvang) af de tolv gudehjem, digtet opremser. Åbenbart har guden Ull været vigtig for digteren.
Ydale er stedet,
hvor Ull byggede
sine sale selv;
guderne overdrog
Alfheim til Frej
i tidernes morgen som tandgave.
Referencer
Steder i nordisk mytologi |
1094 | https://da.wikipedia.org/wiki/V%C3%B8lven | Vølven | Vølven henviser nogle steder til Groa, en vølve med helbredende evner. I Vølvens spådom optræder en vølve ved navn Heid.
Groa omtales i myten Thors kamp med Hrungner, der er kendt både fra Skáldskaparmál og Snorres Gylfaginning. Ifølge myten er hun gift med Aurvandil.
Gro er også navnet på en død vølve omtalt i Groa-galderet (= Groas tryllesang). Når hendes søn Svipdag af sin onde stedmor tvinges på frierfærd til gudinden Menglad, tvinges han til nekromantik for at vække sin mor til live, så hendes galdre (tryllesange) kan beskytte ham undervejs.
Viktor Rydberg mente, at disse to vølver var den samme person, fordi Aurvandils hustru Groa og Svipdags mor af samme navn begge omtales som gode vølver. Ud fra navnet tolkede han skikkelsen som en frugtbarhedsgudinde. Men så gammelt er navnet Groa ikke. Etymologisk knyttes det til norrønt gróa (= at gro, vokse, jfr "grøde"), men anvendelsen som navn på en vølve kan skyldes påvirkning fra det keltiske navn Groach/Gruach, med dobbeltbetydningen "(gammel) kvinde" og "spåkone" eller "heks".
I Vatnsdæla saga fra 1200-tallet optræder en kvinde ved navn Groa, mor til Slette-Bjørn og efterkommer af hersen Gorm i Svitjod. I Gange-Rolvs saga optræder en Groa, der faktisk omtales som vølve og mor til bersærken Tord; hun skal også have fundet hans fosterbror Grim yderst på Læsøs strand.
I vikingetiden var Groa åbenbart et populært pigenavn, for ti personer af dette navn omtales i Landnamsbogen.
Et lignende navn dukker op igen, da Saxo i Gesta Danorum omtaler sagnkongen Gram, søn af Alvild og kong Skjold, og af Saxo sammenlignet med Herkules. Kong Gram skal have befriet den svenske prinsesse Gro fra et ægteskab med en jætte, og derefter giftet sig med hende.
Noter
Se også
Groa-galderet
Jætter
Spiritualitet |
1095 | https://da.wikipedia.org/wiki/Agnar | Agnar | Agnar er i nordisk mytologi søn af sagnkongen Geirrød. Han overtager Geirrøds kongerige, når denne dør.
Agnar er omtalt i kvadet Grímnismál, hvor det beskrives, hvordan han hjælper Odin (forklædt som Grimnir) med at undslippe Geirrøds tortur.
Folkesagnfigurer fra Norden |
1096 | https://da.wikipedia.org/wiki/Alfheim | Alfheim | Alfheim er i nordisk mytologi Frejs bolig i Asgård.
Alfheim er beboet af lysalfer også kaldet elverfolk eller ellefolk. Alfheim regeres af Frej.
Se også
Alf (nordisk mytologi)
Mytologi
Steder i nordisk mytologi
Frej |
1098 | https://da.wikipedia.org/wiki/Alsvin%20og%20Alst%C3%A6rk | Alsvin og Alstærk | Alsvin (også: Alsvinn) og Alstærk er i nordisk mytologi de to heste, der trækker solen over himlen som skarpt bliver forfulgt af ulven Skoll som hver aften indhenter dem og sluger solen. Egl. “den meget hurtige” (af allr, hel, og svinnr, hurtig) og “den årvågne”. De to heste kaldes også Alsin og Arvak.
Fra Grímnismál:
Heste i nordisk mytologi |