id
stringlengths 1
7
| url
stringlengths 31
209
| title
stringlengths 1
117
| text
stringlengths 7
302k
|
|---|---|---|---|
2575 | https://da.wikipedia.org/wiki/Antikvar | Antikvar | Antikvar er et ord, der historisk har antaget forskellige betydninger. Romerne brugte i antikken betegnelsen antiquarius om den, der yndede forældede udtryk (arkaismer). I middelalderen brugtes ordet om afskrivere af gamle bøger, mens det fra renæssancen blev brugt om en lærd, der beskæftigede sig med antikviteter eller oldsager, specielt kunstværker. Der var intet skel mellem historikere og arkæologer, og ordet fungerede som en betegnelse for en bestemt slags historikere.
I den tidligt moderne periode skelnes mellem
lærde antikvarer, der dyrker detailstudier og har et bredt interessefelt med fokus på antikken eller tilsvarende perioder i deres nationers historie, og
moralsk orienterede historikere, der lægger vægt på retorik og den politiske historie.
Antikvarisme er derfor for senere tiders historikere og arkæologer blevet lidt af et skældsord, da den betragtes som overdrevent fokuseret på ligegyldige detaljer og besat af alt gammelt, blot fordi det er gammelt.
Blandt danske antikvarer er Ole Worm i kraft af hans studier af runer og Bertel Bartholin, der var kongelig antikvar, Antiqvarius regius, og beskrev den antikke rejsekappes udseende i afhandlingen Commentarius de pænula (1655).
Ludvig Holberg var en dansk-norsk kritiker af den antikvariske tilgang. I Niels Klims underjordiske Rejse (1741) besvarer hovedpersonen i kapitel 3, §6 et spørgsmål om emnerne for disputatser sådan (gengivet efter Jens Baggesens oversættelse fra 1789):
Jeg sagde ham, at de handlede i Almindelighed om lærde og vigtige Materier, især saadanne, som angik Sæderne, Sproget og Klædedragten hos to gamle Nationer, der i forrige Tider havde fornemmelig blomstret i Europa. Jeg forsikkrede ham, at jeg selv i tre meget lærde Disputatser havde sagt alt, hvad der kunde siges om disse to gamle Nationers Tøfler.
Der ligger heri en slet skjult hentydning til Otto Sperlings afhandling om grækernes og romernes fodbeklædning, Diatribe de crepidis veterum vulgo Pantoffein dictis (1698). Potuanerne hos Holberg bryder ud i latter efter at have hørt om emnerne for disputatser i Niels Klims verden, og det må tages som udtryk for Holbergs holdning til den type emner. Holberg hentyder også til Sperlings afhandling i digtet Democritus og Heraclitus fra Fire Skiemte-Digte (1722).
Heller ikke studiet af den nordiske oldtid fandt Holberg nyttig: I Moralske Tanker (1744) skriver han i libr. III, epigramm. 91:
Herudover, at studere Nordiske Antiqviteter, er ikke andet end at rage udi Mødinger, og et Arbeide, som man til Straf for Forseelse burte dømme visse Folk til, hvis der ikke fandtes saa mange, der frivilligen applicerede sig derpaa, som paa et nyttigt Hoved-Studium.
Samme sted kritiseres det spekulative præg hos antikvarerne:
De Danske Antiqvarii extravagere herudi, og vore Naboer end meere; thi alt hvad som findes paa Jorden bliver Gothisk, og alt hvad som er skeed udi gamle Dage, maa være passeret udi de Nordiske Lande; saa at der fattes ikkun, at Noæ Ark skulde have hvilet sig paa Dovrefield, og Frugten af det forbudne Træe skulde blive til et Svensk Æble.
Senere blev antikvarismen kritiseret af tyskeren Friedrich Nietzsche i bogen Historiens nytte (1874), hvori han skelner mellem et monumentalt, et antikvarisk og et kritisk historiesyn. Det antikvariske havde for Nietzsche sin nytte, men kunne udvikle sig til en blind samlemani, en rastløs skraben sammen af alt, der engang har været til (kapitel tre).
På nutidsdansk bruges udtrykket oftest om en forhandler af brugte bøger, også i formen antikvarboghandler. Udtrykket har dog stadig en vis forbindelse til oldsager, hvilket ses i brugen af ordet i stillingsbetegnelser som rigsantikvar.
Se også
Boghistorie
Litteratur
Torben Damsholt: "Den nationale magtstat 1560-1760" i Historiens historie, bind 10 i Danmarks historie, Gyldendal:København 1992 , s. 53-104
Anne Katrine Gjerløff: "Syn for Sagn. Dansk arkæologi og historie i 1800-tallet", i Historisk Tidsskrift 99:2 (1999), 406-444. (online udgave: http://www.historisktidsskrift.dk/pdf_histtid/99_2/99_2_406.pdf)
Friedrich Nietzsche: Historiens nytte, Gyldendal:København 1996 (tysk original fra 1874 med titlen Vom Nutzen und Nachteil der Historie für das Leben)
Karen Skovgaard-Petersen: "Pontanus' og Meursius' Danmarkshistorier. Nogle betragtninger over deres plads i historiografiens historie", i Historisk Tidsskrift 99:2 (1999), 387-404. (online udgave: http://www.historisktidsskrift.dk/pdf_histtid/99_2/99_2_387.pdf)
Titler
Historie
Arkæologi |
2582 | https://da.wikipedia.org/wiki/Antipode | Antipode | En antipode er en person, som bor på den diametralt modsatte side af Jorden. Ordet bruges også om en modsætning eller en modstander.
Geografiske betegnelser |
2587 | https://da.wikipedia.org/wiki/Antisemitisme | Antisemitisme | Antisemitisme betegner en fjendtlig indstilling til, fordomme overfor eller diskrimination mod jøder. Antisemitisme opfattes generelt som et udtryk for racisme. Antisemitisme kan manifestere sig på mange måder fra nedsættende eller hadefulde udtalelser og diskrimination mod individuelle jøder til organiserede pogromer iværksat af menneskemængder eller myndigheder mod hele jødiske samfund. Udtrykket anvendes i vore dage ofte parallelt med islamofobi.
Begrebets oprindelse
Ordet antisemitisk antages først at være brugt af den østrigske jødiske lærde Moritz Steinschneider i 1860 i en polemik mod franskmanden Ernest Renan, der havde omtalt "semitiske racer" som underlegne i forhold til "ariske racer" - en holdning, som Steinschneider karakteriserede som "antisemitiske fordomme" ("antisemitische Vorurteile"). Den videre udbredelse af ordet antisemitisme tilskrives dog især den tyske agitator og journalist Wilhelm Marr, der anvendte betegnelsen i flere hadefulde antijødiske skrifter i 1880'erne. Mens Renan havde brugt ordet "semitter" som betegnelse for alle, der talte semitiske sprog (deriblandt de arabisk-talende), blev betegnelsen "antisemitisk" af Marr og efterfølgende brugt som synonymt med "antijødisk".
Begrundelser for antisemitisme
Der har været fremført forskellige begrundelser for antisemitiske holdninger i tidens løb, således religiøse, politiske, sociale og racistiske, men grænserne mellem disse er ofte flydende.
Religiøst betinget
Den religiøst baserede antisemitisme har eksisteret siden hellenismen, hvor jøderne opponerede mod den hellenistiske religion. Den er dog især et kristent fænomen, der har eksisteret i det meste af kristendommens historie. Antisemitisme har således i nogle perioder været en officiel del af den kristne kirkes holdninger. Den religiøse antisemitisme har ofte hentet sine argumenter fra Det Ny Testamente, hvor jøder flere steder fremstilles som hævntørstige, nærige og onde. Ikke mindst er ideen om at jøderne var ansvarlige for Jesu død gennem historien blevet fremhævet. I Middelalderen var det en udbredt myte at jøder dræbte kristne børn for at bruge deres blod i jødiske ritualer. Også Martin Luther, der skrev tre voldsomme antijødiske kampskrifter (Brief wider die Sabbather an einen guten Freund (1538), Von den Jüden und iren Lügen (1543) og Vom Schem Hamphoras und vom Geschlechte Christi (1544), er blevet citeret ofte af senere antisemitter.
Religiøs antisemitisme betegnes somme tider som antijudaisme.
Socioøkonomisk betinget
Den socioøkonomisk baserede antisemitisme opstod i middelalderens Europa, hvor der dannede sig jødiske samfund i mange europæiske lande. Ofte var de henvist til at ernære sig ved ganske bestemte erhverv som købmænd og pengeudlånere. Det skabte grobund for forestillinger om jøder som rige og pengegriske.
Racistisk betinget
I slutningen af 1800-tallet voksede en pseudovidenskabelig racelære og raceideologi frem, som i en del udgaver var antisemitisk, og som under nazismen fik skæbnesvangre konsekvenser for de europæiske jøder. Ifølge denne tænkning tilhørte jøder en særlig race, der var underlegen i forhold til andre racer. Ud fra denne genetiske tankegang spillede det ingen rolle om jøder konverterede til en anden religion eller frasagde sig deres kultur, da racemæssige karaktertræk blev anset som umulige at ændre. Efter anden verdenskrig er denne tankegang miskrediteret, og nutidens antisemitisme handler i stedet om jøders kultur, religion og identitet.
Udslag af antisemitisme
Selvom begrebet antisemitisme først blev taget i brug i anden halvdel af det 19. århundrede, er fænomenet langt ældre. Jødeforfølgelser har fundet sted siden antikken. Seleukiden Antiochos 4. Epifanes' forbud mod at udøve jødisk religion i 168 fvtb., der efterfølgende førte til det makkabæiske oprør, nævnes som den første større konflikt med antisemitiske undertoner. I middelalderen blev jøder udvist af en række europæiske lande, mens de andre steder blev tvunget til at leve afsondret i særlige ghettoer. Ved starten af 1. korstog var der store massakrer på jøderne i det tyske Rhinland, hvor de jødiske samfund i byerne Speyer, Worms og Mainz blev ødelagt. Påsken 1475 forsvandt den to og et halvt år gamle Simon fra Trent i Norditalien. Det forlød snart at drengen var bortført og myrdet af jøder. Myndighederne gik til arrest af jøder; de blev udsat for tortur, og flere mandlige jøder henrettet. Simon af Trent skal være helgenkåret af pave Gregor 13.
Andre kendte, voldsomme udslag fandt sted under den spanske inkvisition, Bogdan Khmelnytskijs opstand mod Polen i 1648, hvor titusinder af jøder blev dræbt, og i en række pogromer i Rusland og andre østeuropæiske lande fra slutningen af 1800-tallet. Dreyfus-affæren i Frankrig omkring 1900 var et andet berømt, omend mindre voldsomt eksempel på en udbredt antisemitisme. De tyske nazisters holocaust 1933-45 kostede omkring seks millioner europæiske jøder livet. 1. juli 1946 forsvandt en otteårig dreng fra Kielce. Da han kom til rette to dage senere, fortalte han, at han var blevet holdt fanget af jøder. I de følgende dage spredte der sig rygter om at jøder bortførte og myrdede kristne børn; og 42 jøder, der havde overlevet det nylige holocaust, blev myrdet, og omkring 80 skadet.
Antisemitisme i Danmark
Fra dansk middelalder kendes et brev dateret apostelen Jakobs dag (dvs. 25. juli) 1400, hvor jomfru Ellen Broksdatter skænkede sit gods i Nyrup på Røsnæs til Vor Frues alter i Kalundborg kirke. Til gengæld skulle kirken dagligt afholde messe foran alteret, og årligt en særlig sjælemesse for Ellen Broksdatter. Under gavebrevet hænger segl tilhørende både jomfru Ellen selv, Roskildebispen Peder Lodehat, ærkedegnen, Sorø-abbeden og Kalundborgs borgmester, Peder Brand. Men giveren kan ikke have følt sig overbevist af autoriteternes forsikringer alene, for i gavebrevet trues med forbandelser hvis nogen skulle finde på at misligholde aftalen: "Over ham skal alle den hellige skrifts forbandelser komme, og de hellige fædres forbandelser." Videre skulle vedkommende frasige sig troen ved at håne Bibelen og fornægte Jesus og jomfru Maria; desuden vanhellige sakramenterne dåb og ægteskab ved at voldtage nogen eller lade sig voldtage, samt flå og ofre et dyr over døbefonten; og ved at gifte sig og have samleje med en jøde eller jødinde på alteret.
I nyere tid begyndte jøder at bosætte sig i Danmark sidst i 1600-tallet, og der har lejlighedsvis siden da været eksempler på antisemitiske holdninger og handlinger i Danmark. Det gælder således den litterære jødefejde (Jødefejden 1813) og de antisemitiske optøjer i København og provinsen 1819-20 (Jødefejden 1819-1820). Også i mellemkrigstiden 1918-39 var der antisemitiske strømninger i det danske samfund som en efterklang af begivenhederne uden for landets grænser. I 1917 stiftede en gruppe kunstnere og akademikere således den antisemitiske forening Dansk Forening til Fremmedelementers Begrænsning, senere omdøbt til Dansker-Ligaen. Foreningen fik stor betydning for de danske nazister. I 1930'erne var især den danske avis Jyllands-Posten præget af antisemitiske holdninger. Avisens faste skribent Hans Jacob Hansen med tilnavnet "Flue-Professoren" skrev således om Jødeproblemet og foreslog bl.a. i sine artikler at de danske jøder skulle udelukkes fra bestemte stillinger i samfundet for at gøre det jødefrit.
Antisemitismen spiller ikke nogen stor rolle i det danske samfund i dag, men dyrkes dog i snævre kredse, f.eks. hos de danske nazister i DNSB og i nogle islamistiske fora.
Siden 2015 har Rigspolitiet foretaget en årlig afrapportering af hadforbrydelser. I 2017 registrerede politiet 142 religiøst motiverede hadforbrydelser, hvoraf de 38 var rettet mod jøder. Jøderne var dermed den religiøse gruppe, der tegnede sig som ofre for den næststørste andel af årets hadforbrydelsessager. De fleste religiøst klassificerede hadforbrydelser, nemlig 67, var islamofobiske, idet de var rettet imod danske muslimer. For begge grupper har det registrerede antal været stigende siden 2015.
Antisemitisme og antizionisme
Fremkomsten af zionismen som bevægelse og især oprettelsen af staten Israel i 1948 har ført til en reaktion i form af antizionismen, modstand mod oprettelsen og eksistensen af en jødisk nationalstat. Forholdet mellem antisemitisme og antizionisme har ofte været genstand for debat. Såvel zionisme som antizionisme er grundlæggende ikke-racistiske, politiske holdninger, men i det omfang antizionistisk argumentation låner træk fra antisemitisme, kan den udarte til også at være antisemitisk. I moderne tid er der således konstateret flere racistiske angreb på jøder – som fx graffiti og tilråb – når der har været politisk uro i Israel og de palæstinensiske områder.
Se også
Semitisme
Jøder i Danmark
Xenofobi
Kilder
Eksterne henvisninger
Antisemitisme - undervisningsmateriale fra Gyldendal for 3-6 kl. |
2592 | https://da.wikipedia.org/wiki/Antistof%20%28biologi%29 | Antistof (biologi) | Antistoffer eller immunglobuliner er en vigtig del af kroppens immunforsvar mod fremmede organismer, primært bakterier, svampe, virus og parasitter.
Antistoffer er effektive, fordi de er specialiserede til at kunne "genkende" bestemte immunogener eller antigener, derfor reagerer de hurtigt og præcist når for eksempel en mikroorganisme genkendes. Første gang kroppen udsættes for et antigen dannes et antistof mod dette. Bliver kroppen angrebet igen, er antistofferne klar. Plasmacellerne producerer størsteparten af antistofferne.
Immunglobulinernes fem klasser
Antistofferne kaldes også immunglobuliner, heraf kommer forkortelsen Ig. Antistofferne udgør cirka 20% af plasmaets proteiner. Antistofferne kan inddeles i fem forskellige klasser:
Immunoglobulin G (IgG) (75%), det almindelige antistof i blodplasmaet.
Immunoglobulin A (IgA) (15%), sekretorisk antistof.
Immunoglobulin M (IgM) (10%), første-respons-antistof.
Immunoglobulin D (IgD) (0,2%), findes primært på overfladen af B-lymfocyter og en lille del i blodplasmaet.
Immunoglobulin E (IgE) (0,004%), antistof mod parasitter og allergener.
Immunglobulinernes struktur
IgG
Immunoglobulin G, IgG, ofte benævnt “monomer” selvom molekylet har to identiske halvdele med tilsammen to identiske bindingssæder for antigen. Et molekyle IgG består af to lette kæder (L, korte kæder) hver med et variabelt domæne, V, og et konstant domæne, C, og to tunge kæder (H, lange kæder) hver med et variabelt domæne, V, og tre konstante domæner, C. De lette og tunge kæder er bundet sammen af S-S-broer.
IgA
Immunoglobulin A, IgA, “dimer” med fire bindingssæder for antigen. Et molekyle IgA er opbygget som to IgG-lignende molekyler forbundet med en J-kæde (J for joining) og en sc-kæde (sc for secretory component).
IgM
Immunoglobulin M, IgM, “pentamer” med ti bindingssæder for antigen. Et molekyle IgM er opbygget som fem molekyler, hvoraf de to er forbundet med en J-kæde (J for joining). Til forskel fra IgG har de tunge kæder har et ekstra domæne og består af et variabelt domæne og fire konstante domæner. Monomererne er bundet sammen af S-S-broer.
IgD
Immunoglobulin D, IgD, “monomer” med to bindingssæder for antigen. IgD ligner i opbygning IgG.
IgE
Immunoglobulin E, IgE, “monomer” med to bindingssæder for antigen. IgE ligner i opbygning IgG med den undtagelse at de tunge kæder har et ekstra domæne og består af et variabelt domæne og fire konstante domæner.
IgY
Fugle, krybdyr, padder og lungefisk har immunglobuliner bl.a. i æggehviden, immunglobulin Y, IgY (Y for yolk). IgY er en “monomer” med to bindingssæder for antigen. IgY ligner i opbygning IgE med hensyn til de tunge kæder, der består af et variabelt domæne og fire konstante domæner.
hcIgG
Camelider, dvs kameler, dromedarer, lamaer og guanacoer, er enestående blandt pattedyrene ved at have immunglobuliner, hcIgG (hc for heavy chain), der kun består af to tunge kæder, hver med kun tre domæner, et variabelt domæne og to konstante domæner.
IgNAR
Hajer har også immunglobuliner, IgNAR (NAR for new antigen receptor) der kun består af to tunge kæder, men med hver seks domæner, et variabelt domæne og fem konstante domæner.
sdAbs
Enkeltdomæne-antistoffer, sdAbs (single domain antibodies), populært kaldet nanobodies, består kun af det antigen-bindende domæne - det simpleste antistof, man kan tænke sig - og har potentiale som lægemiddel i en række sygdomme inkl. kræft.
Immunoglobulin bioteknologi
Fremstilling, modificering og anvendelse af immunglobuliner udgør en stor del af den moderne bioteknologi, lige fra produktion af polyklonale og monoklonale antistoffer til deres anvendelse i monitering af sygdomsmarkører, forskning og sygdomsbekæmpelse.
ELISA
Immun-checkpoint
Immunelektroforese (eng.)
Immunohistokemi
Immunteknikker
Immunfluorescens (eng.)
Monoklonale antistoffer
Single-domain antibody (antistof med et enkelt domæne)
Immunglobulin-superfamilien
Immunoglobulin-domænet er en type proteindomæne, der består af en sandwich på to β-ark bygget op af 7-9 antiparallelle β-tråde, der krydser mellem de to β-ark. Typisk består domænet af ca. 125 aminosyrer med en molekylvægt på 12-15 kDa.
Medlemmer af immunoglobulin-superfamilien udgør i hundredvis af proteiner med forskellige funktioner. Eksempler udover antistoffer, er celleadhæsionsmolekyler, kæmpe muskelproteinet titin og receptortyrosinkinaser. Immunglobulin-lignende domæner kan være involveret i bindinger imellem proteiner og imellem proteiner og ligander.
Der skelnes mellem fire underfamilier:
V-sættet (efter Variabel, V-set) med V-type immunglobulindomæne,
C1-sættet og C2-sættet (efter Constant, C1-set, C2-set) med hhv. C1-type og C2-type immunglobulindomæne samt
I-sættet (efter Intermediate, I-set) med I-type immunglobulindomæne.
Se også
Blodproteiner
CRP
Immun-checkpoint
Komplementsystemet
Neutraliserende antistof
Passiv immunisering
Poliovaccine
Vaccination
Vaccine
Kilder/henvisninger
Biologi
Immunforsvar
Proteiner |
2593 | https://da.wikipedia.org/wiki/Tese%20og%20antitese | Tese og antitese | Tese og antitese er et begrebspar, der henviser til et idésæt og dette idésæts modsætning eller modsigelse. Begrebsparret er især kendt fra G.W.F. Hegels (1770 – 1831) og Karl Marx´ 1818 – 1883) filosofiske systemer, hvorefter al personlig og samfundsmæssig udvikling foregår gennem en dialektisk bevægelse fra teorier til modteorier.
Tese og antitese kobles ofte sammen med en påstået efterfølgende syntese, som er en "højere" teori, der er resultatet af tesens og antitesens kamp. Syntesen bliver til en ny tese, der modsiges i endnu en antitese.
Tese og antitese hos Hegel
Hegel mente, at de historiske begivenheder forløber efter et dialektisk skema. Han nævner situationen omkring den franske revolution som et eksempel. Før den franske revolution havde Frankrig den enevældige styreform. Det var tesen: enevælden. Så kom selve revolutionen, oprøret mod enevælden. Det var antitesen: revolutionen. Men Frankrig kunne ikke leve i et vedvarende oprør. På et tidspunkt måtte der komme en styreform, der indeholdt de gode elementer fra enevælden, samtidig med at den indeholdt nogle af de gode ideer, der lå i revolutionen: oplysning, frihed, lighed og broderskab. Oplysningstidens ideer begyndte for alvor at gøre sig gældende i Frankrig efter revolutionen. Det var syntesen: oplysningen.
Det dialektiske skema er her: enevælde – revolution – oplysning. Hegel regner med, at syntesen efter nogen tid vil blive til en ny tese, hvorefter der vil komme en ny antitese.
Skemaet "tese - antitese - syntese" er en pædagogisk forenkling af Hegels dialektiske filosofi. Han brugte aldrig selv disse udtryk.
Tese og antitese hos Marx
Karl Marx (1818-1883) overtog Hegels dialektiske metode, men han brugte den på mere konkrete problemer. De vigtigste modsætninger hos ham er de samfundsmæssige modsætninger. Her tænker han for eksempel på konflikten mellem samfundsklasserne indbyrdes. I de samfundsmæssige processer er der altså modsætninger (tese og antitese), og det er disse modsætninger, der er drivkraften i enhver samfundsmæssig udvikling. Som et resultat af modsætningernes sammenstød bliver der tilvejebragt en løsning, en syntese.
Et eksempel er modsætningen mellem på den ene side det kapitalistiske samfund og de goder der er kommet med det, og på den anden side modstanden mod det kapitalistiske samfunds negative sider (f.eks. udbyttelsen af arbejderklassen). Denne modsætning vil til sidst medføre, at der kommer et socialistisk samfund, forudsiger han. Det socialistiske samfund indeholder både goderne fra det kapitalistiske samfund og goderne ved modstanden mod dets negative sider. Det dialektiske skema er her: det kapitalistiske samfund (tese) – modstanden mod det kapitalistiske samfund (antitese) – det socialistiske samfund (syntese). Senere i udviklingen kommer så endemålet: det kommunistiske samfund.
Se også
Dialektik
Syntese
Georg Friedrich Hegel
Karl Marx
Dialektisk materialisme
Referencer
Litteratur
Justus Hartnack: Hegels logik. Reitzels Forlag 1995.
Z. A. Jordan: The Evolution of Dialectical Materialism. London 1967.
Arne Næss: Filosofiens historie 2. Hans Reitzels Forlag 1991.
Ploug, Anna Cornelia (2020). Indføring i dialektik: Introduktion til G.W.F. Hegels ’Logikkens nærmere begreb og inddeling’. Res Cogitans, 14 (3), 89-94.
Eksterne henvisninger
v:Dialectic algorithm – En algoritme der bygger på principperne for klassisk dialektik
Friedrich Engels: Dialektik der Natur
Lorenz B. Puntel: Lässt sich der Begriff der Dialektik klären (pdf; 307 kB), München 1996
Dieter Wolf (Soziologe)|Dieter Wolf: Zur Methode des Aufsteigens vom Abstrakten zum Konkreten (pdf; 84 kB)
Syntese
Begrebspar
Filosofi
Filosofiske grundbegreber |
2598 | https://da.wikipedia.org/wiki/Anton%20Tjekhov | Anton Tjekhov | Anton Pavlovitj Tjekhov (, ; født 17. januar 1860 i Taganrog, Jekaterinoslav guvernement (nu Rostov oblast), Det Russiske Kejserrige, død 2. juli 1904 i Badenweiler, Det Tyske Kejserrige) er en russisk forfatter.
Tjekhov blev født i havnebyen Taganrog i det sydlige Rusland, hvor han kom fra meget beskedne kår. Bedstefaderen havde været livegen, mens hans egen far med besvær oparbejdede en købmandshandel, som han efter nogle år gik fallit med. Familien måtte af økonomiske årsager flytte til Moskva, hvor det lykkedes sønnen Anton at komme ind ved det medicinske fakultet. I 1884 blev han læge, men havde i hele studietiden forsørget familien til dels ved hjælp af sit skrivetalent. Han havde dog ingen litterære ambitioner, men skrev for at tjene penge. Allerede fra 1879 var han blevet medarbejder ved tidsskriftet Strekosa (guldsmed) og året efter ved flere aviser blandt andet Petersborg-dagbladet Novosti dnja (Dagens Nyheder), hvor han i årenes løb skrev flere hundrede humoristiske fortællinger. Et udvalg af disse historier er samlet i bogen med den lidt vildledende titel Herskab og Slavesjæle. I samme avis udkom desuden i årene 1884-85 kriminalføljetonen ”Jagtselskabet” (udgivet på forlaget Cicero i 1987).
I 1885 opfordrede en af tidens anerkendte skikkelser, forfatteren Grigorovitj, Tjekhov til at bruge sit åbenbare store talent på at skrive mere seriøse ting. Tjekhov begyndte fra nu af at tage sit forfatterskab alvorligt, og han lod sine fortællinger udkomme i tidsskrifter og bøger. I 1888 offentliggjorde han således sin første kortroman, ”Steppen”, i et litterært tidsskrift, og samme år modtog han Pusjkin- Prisen.
Straffekolonien
Selv om ”Steppen” blev meget vel modtaget, var der dem, der mente, at han ikke havde vist tilstrækkeligt samfundsengagement. Man misforstod Tjekhovs bevidste objektivitet og troede, at det vidnede om ligegyldighed. Men at han var mindst lige så optaget af, hvad der foregik i Rusland som tidens øvrige forfattere, fik man at se, da han i 1890 rejste til Sakhalin, en ø for straffefanger. Fra dette ophold skrev han bogen Øen Sakhalin, der fortæller om de forfærdende forhold på stedet.
Nogle af de erfaringer, han fik herfra om den menneskelige fornedrelse under indespærring, brugte han i Sjette Afdeling (1892) – en beretning om lægen Ragin, der bliver spærret inde på det sindssygehospital, hvor han selv er overlæge, fordi han forklarer en patient, at tabet af den ydre frihed ikke betyder noget, når blot man kan bevare den indre. På den mest smertefulde måde opdager han, at dette aldeles ikke er sandt.
Også i de to nævnte prosaarbejder skriver Tjekhov upolemisk og fremlægger problemerne ganske objektivt, så læserne selv kan dømme. Det samme er tilfældet i hans mesterlige novellesamlinger, hvor mange af de vigtigste ting står mellem linjerne, han selv udtaler ingen moral og fælder ingen dom. Der kan for eksempel nævnes ”Damen med hunden” og ”Tre år” og desuden samlingerne ”Den sorte Munk” og ”Biskoppen”. Senere hen skulle Hemingway blive inspireret af Tjekhovs måde at arbejde med det underforståede på. Hos ham bliver det kaldt isbjergsteknikken – altså det faktum, at man kun kan se den lille del af isbjerget, der rager op over vandet – resten er skjult.
Teatret
Skønt Tjekhovs noveller er mindst lige så gode som hans teaterstykker, er det alligevel teaterstykkerne, han i den brede offentlighed er blevet berømt for. I 1887 debuterede han med skuespillet ”Ivanov”, som ikke blev synderlig bemærket. Ni år efter havde skuespillet ”Mågen” premiere i St. Petersborg, hvor det blev en eklatant fiasko. Stykket, der handler om de sørgelige konsekvenser det får, når man tager livsløgnen fra et menneske, var inspireret af Henrik Ibsens ”Vildanden”. Det var først, da Kunstnerteatret i Moskva to år senere i 1898 satte Mågen op igen, at stykket fik succes og det takket være Konstantin Stanislavskijs instruktion. Berømmelsen var nu sikret, publikum elskede det, hvilket også kom til at gælde for de følgende skuespil: ”Onkel Vanja”, ”Tre Søstre” og ”Kirsebærhaven”.
I modsætning til tidens intrigedrama, i første række Ibsens og Strindbergs stykker, er handlingen hos Tjekhov mindre vigtig, hans interesse gælder først og fremmest mennesker og deres skæbner. Som noget nyt brugte han pausen som teknisk finesse, så at publikum fik tid til at tænke over, hvad der lige var blevet sagt. Den måde, hvorpå hans personer ikke hører efter, hvad de andre siger, men kun taler om det, der interesserer dem selv, er gået i arv til det absurde teater i 1960'erne.
I 1892, da Tjekhov var blevet berømt og begyndte at tjene godt, købte han et landsted, Melikhova, i nærheden af Moskva. Her inviterede han sine venner, der kom og slog sig ned for længere tid. Men også egnens syge fik et tilholdssted hos ham. Godset var således altid fyldt med mennesker, forfattere, unge kvinder, der beundrede ham, undertiden nogle slægtninge med deres familie samt lægen på stedet, hvilket alt sammen får os til at tænke på persongalleriet i hans skuespil. Det var her, han skrev ”Mågen” og samlede materiale til sine andre skuespil, hvor han beskriver den hendøende kapitalisme og den fattige adel på deres misligholdte godser omkring århundredeskiftet, før drabet på zaren og revolutionen. Han skildrer livet, der svinder hen, mens man snakker og filosoferer. Vi møder de livsuduelige mennesker, hvis lidelser og længsler og uforløste håb, vi får indblik i omkring tebordet med samovaren. Hans gæstfrihed var således dels et udtryk for hans kærlighed til mennesker, men også at han kunne bruge noget af denne stemning og af samtalerne i sine stykker. I ”Mågen” siger forfatteren Trigorin til Nina: "Jeg fanger hver eneste sætning, hvert eneste ord, De og jeg siger og skynder mig at låse disse sætninger og ord inde på mit litterære lager: Måske får man brug for dem".
I 1887 fik Tjekhov et slemt anfald af den lungetuberkulose, der altid havde været hans tro følgesvend, og som endte med at tage livet af ham i en alder af kun 44 år. Han blev straks indlagt på en privatklinik i Moskva, hvor han opholdt sig en tid. Det følgende år tog han konsekvensen af sit dårlige helbred og flyttede til Jaltas mildere klima. I årenes løb opholdt han sig desuden på adskillige tyske kursteder. På et tidspunkt rejste han, ligeledes af helbredsgrunde, til Nice, men her havde han også et andet ærinde, nemlig at opkøbe bøger af franske forfattere, som han forærede til biblioteket i fødebyen Taganrog; det blev i alt til 70 udgaver af franske klassikere.
Tjekhovs noveller og skuespil tog alle udgangspunkt i det russiske førrevolutionære samfund på hans tid. Alligevel er hans kunst aktuel også for os i dag og vil være det for dem, der kommer efter os. Dette skyldes både hans tidløse personskildringer, hans udsøgte stil og hans nøgterne syn på menneskenes manglende evne for lykken samt hans skepsis over for store ord.
I et interview udtaler Woody Allen: "For mig forbliver Tjekhov uopnåelig: Han skrev fortvivlelsens komedier om menneskets lidelser og længsler. Og mens man på én og samme tid morer sig og sønderrives, er hans kunst så indtrængende og vedkommende."
Referencer
Eksterne henvisninger
Taganrogs Officiel hjemmeside, Tjekhovs Fødeby
Personer fra Taganrog
Skønlitterære forfattere fra Rusland
Dramatikere fra Rusland
Krimiforfattere fra Rusland
Humorister fra Rusland
Journalister fra Rusland
Russere i 1800-tallet
Russere i 1900-tallet |
2599 | https://da.wikipedia.org/wiki/Vesterbro | Vesterbro | Vesterbro er en funktionel bydel i København med 35.213 indbyggere (1. januar 2005). Tidligere var Vesterbro også en administrativ bydel, men fra 1. januar 2007 blev Vesterbro en del af den administrative bydel Vesterbro/Kongens Enghave.
Vesterbro har i de seneste år, i takt med byfornyelsen, blandt nogen opnået status som et smart sted at bo. Efter at have haft et rygte som Københavns luder- og narkomankvarter, hvor kun de fattigste ville bo, er kvarteret det sidste årti i nogle områder blomstret op, dels grundet byfornyelsen, dels fordi de unge, som boede der for ti år siden (fordi det var det eneste sted de havde råd til at bo på SU), nu har fået arbejde, uddannelse og flere penge mellem hænderne. Modsat en tendens i resten af landets bykvarterer er der et stigende antal børnefamilier på Vesterbro.
Der findes stadigvæk pornobutikker på det inderste stykke af Istedgade, og trods en ihærdig politiindsats er der stadig narkomaner på det inderste stykke af Istedgade, især omkring Mariakirken, og prostituerede især ved Halmtorvet og Skelbækgade. Ligeledes har der været problemer med hashklubber forskellige steder i bydelen.
Vesterbros historie
Vesterbro var oprindelig navnet på den brolagte landevej som vestfra førte til byens Vesterport (hvor Rådhuspladsen ligger i dag).
De færreste landeveje var dengang brolagte, men den intense trafik til hovedstaden gjorde brolægning nødvendig. (Sammenlign "Riber Bro" som betegnelse for en gade.)
Der var kun ringe bebyggelse langs Vesterbro, men de som boede der, boede "på Vesterbro".
Da Københavns befæstning i 1850'erne blev nedlagt, blev de jorder langs Vesterbro, som hidtil havde været marker og haver, bebygget, og samtidig blev brugen af navnet "Vesterbro" udvidet til at betegne bebyggelsen langs sidegaderne til den tidligere landevej.
Senere i 1800-tallet ændredes navnet på bydelens hovedgade til Vesterbrogade.
Tilsvarende er navnene på nuværende Nørrebro og Østerbro opstået.
H.C. Andersen skriver i eventyret Den gamle Gadeløgte: "Da vilde det blive bestemt om den skulde sendes ud paa en af Broerne og lyse der." I noterne til den kritiske Eventyr-udgave oplyses hertil: "en af Broerne: dvs. brokvartererne Nørre-, Vester- eller Østerbro." Men eventyret er fra 1847, og dengang eksisterede brokvartererne endnu ikke. Meningen er altså at lygten kunne komme til at lyse på en af udfaldsvejene fra Københavns porte.
Et ganske tilsvarende eksempel på, at et navn som oprindelig betegnede en landevej er blevet navnet på en bydel, har man rimeligvis i det bykvarter (Bezirk) i Wien som hedder Landstraße (se her).
I 1910 åbnede i Eskildsgade Mændenes Hjem, som nu er en selvejende institution, der har åbent hele døgnet på hjørnet af Istedgade og Lille Istedgade.
Gæstgiverier
Heste (gæstgiverier med hestestalde) i området:
Sorte Hest – området fra Tvedes Bryggeri til Bakkehuset (idiotanstalten) på Rahbeks Allé. Selve bygningen "Sorte Hest" er en ombygning i 1771 af de oprindelige bygninger fra 1600-tallet og er Vesterbros ældste bygning, som stadig eksisterer. Adressen på gæstgiveriet "Sorte Hest" var Vesterbrogade 148. Før 1815 hed kroen "Den forgyldte løve".
Gule Hest – området mellem Værnedamsvej og Vesterbrogade 144 (Tvedes Bryggeri). Gule Hest er bygget midt i 1700-tallet og nedrevet i 1885, men lå der hvor Kingosgade nu er anlagt på adressen Vesterbrogade 104-106, mellem Brorsonsgade og Kingosgade. Kroen hed "Haabet" fra 1788.
Hvide Hest – området syd for bygningen Sorte Hest til Tove Ditlevsens Plads, næsten hele det nuværende "Hvide Hest-område". Gæstgiveriet "Hvide Hest" lå på Vesterbrogade 103-107 og blev bygget i 1712, men optrådte formentlig først fra 1740 som gæstgiveri, da bygningerne blev udvidet. Kroen hed dengang "Callundborg Herberg", men blev almindeligvis benævnt "Hvide Hest", de sidste rester blev revet ned i 1995.
Grønne Hest – området fra Dannebrogsgade til Kaalundsgade. Gæstgiveriet "Grønne Hest" lå oprindelig på Vesterbrogade 69-71 (ved Westend) og blev bygget i 1671, som en genopførelse af borgmester Mikkel Vibes oprindelige kro fra 1619, som lå skråt overfor ved starten af Werner Dams Vej (Værnedamsvej). Kroen "Grønne Hest" blev nedrevet i 1866.
Seværdigheder
Tivoli
Palads-biograferne
Cirkusbygningen
Pumpehuset
Hard Rock Café
Vesterbrogade
Frihedsstøtten
Københavns Hovedbanegård
Vesterbros Torv
Det Ny Teater
Københavns Bymuseum
Museumsgaden
Carlsberg-siloen
Sorte Hest
Vega
Enghaveparken
Istedgade
Westend
Halmtorvet
DGI-byen
Øksnehallen
Oehlenschlægersgade
Kendte Vesterbro'ere
Joan Ørting, sexolog
Adam Oehlenschläger, forfatter.
Tove Ditlevsen, forfatter.
Ritt Bjerregaard, politiker.
Liva Weel, sangerinde og skuespillerinde.
Bjørn Hansen, sanger fra Bjørn & Okay.
Dan Turèll, forfatter.
Mascha Vang, blogger.
Mikkel Warming, socialborgmester.
Erik Clausen, multikunstner og filmmager.
Manuel Mustapha Tafat, kunstner og dekoratør
Noter
Litteratur
Hanne Fabricius: "Glemmer du -" (kronik i Skalk 2004 Nr. 4 s. 20-29)
København Skitse til en Generalplan; Stadsingeniørens Direktorat 1954
København Forslag til kommuneplan 1985; Københavns Magistrat, Overborgmesterens Afdeling 1985;
Eksterne henvisninger
Befolkningstallet for Vesterbro
Beskrivelse af Vesterbro fra 1912
Vesterbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv
4. maj-initiativet. Arrangør af fakkeltoget gennem Istedgade til minde om befrielsesaftenen 4. maj 1945.
Faldne på Vesterbro 1943 – 1945. Visualiseret på et Google Map
Herskabeliggørelse – gentrification på dansk, Larsen, Henrik Gutzon & Lund Hansen, Anders (2009) Geografisk Orientering, årg. 39, særnummer, side 33-35 |
2600 | https://da.wikipedia.org/wiki/Antonym | Antonym | Et antonym ("modsætningsord", fra græsk αντι, anti, "imod" + ονομα, onoma, "navn") er et ord der betyder det modsatte af et andet ord.
Eksempler på antonymer kunne være varm og kold, tyk og tynd, op og ned.
Det modsatte af ordet 'antonym' er 'synonym'; ordet 'synonym' er således antonym til ordet 'antonym'.
Se også
Litote
Eksterne henvisninger
Ordtyper
Troper og stilfigurer |
2603 | https://da.wikipedia.org/wiki/Antropologi | Antropologi | Antropologi er læren om mennesket i bred forstand. Der skelnes ofte mellem antropologi, der studerer kultur, sociale strukturer m.m., som politisk antropologi, og biologisk antropologi/fysisk antropologi, der bl.a. studerer menneskehedens biologiske udvikling.
Der skelnes inden for antropologien mellem forskellige traditioner, herunder den amerikanske kulturantropologi, den britiske socialantropologi og til en vis grad kontinentaleuropæisk etnografi (ifølge Etnografisk grundbog af Kirsten Hastrup og Jan Ovesen). Antropologi er nært beslægtet med Etnologi, hvor sidstnævnte er specifikt målrettet kulturer, sociale strukturer, politik og grænsedragninger, snarere end den biologiske antropologi.
Ved hjælp af den antropologiske forskning, ofte opnået gennem feltarbejde, kan man lave synkrone sammenligninger mellem forskellige samfund, eller arbejdet kan munde ud i diakrone fremstillinger over bestemte samfunds udvikling gennem en periode. Den første forskningsretning er særligt interesseret i strukturelle fællestræk ved menneskelige samfund. Den sidste er derimod en kontemporær eller historisk forskning med vægten på "fremmede" kulturer.
Traditionelt har antropologer og etnografer deltagerobserveret i såkaldte "fremmede" kulturer, dvs. uden for den vestlige sfære. Men i takt med den videnskabsteoretiske udvikling i faget sættes der i høj grad også spørgsmålstegn ved forudsætningerne for denne antagelse om det "fremmede" og ligeledes, hvad antropologens rolle og position er i felten og som teoretiker. Antropologer opfattes som havende en "dobbeltrolle" i felten. De er del af de handlinger, de observerer, og de er med til at skabe disse. Men samtidig er de ikke fuldt ud integreret pga. deres forskerrolle, og fordi de som regel kommer fra en anden kulturel baggrund end den, de udforsker.
Antropologiens historie
Antropologi som tradition kan spores tilbage til kolonitidens administrative beskrivelser af de forskellige kolonier samt opdagelsesrejsendes rejsebeskrivelser. Den moderne antropologi i den første halvdel af det 20. århundrede nævner særligt Franz Boas, Edward Burnett Tylor, Bronisław Malinowski og E. E. Evans-Pritchard. I 1970erne var antropologien ofte marxistisk inspireret, men havde ikke en mere langsigtet videnskabsteoretisk indflydelse på faget. 1980erne var præget af postmoderne overvejelser, mens antropologien siden har været meget mere selvsikker om dets unikke bidrag til samfundsvidenskaberne. Særligt omkring forståelse af kulturel kompleksitet, fortolkning af betydningssystemer og som mediator i kulturelle konflikter.
Antropologiuddannelser i Danmark
Der findes forskellige antropologiuddannelser, herunder både ved Københavns Universitet og Aarhus Universitet. På Aalborg Universitet findes faget Teknoantropologi, såvel som man på Syddansk Universitet kan læse Biologisk Antropologi.
Derudover minder antropologien om faget Europæisk Etnologi, som har et langt mere kulturhistorisk perspektiv, såvel som et fokus på Europa og Norden i særdeleshed. Traditionelt har antropologerne, som en del af den koloniale verden, rejst ud og beskrevet "fremmede" folkefærd, mens etnologerne har studeret folkeliv i landendes egne befolkninger.
Litteratur
Hastrup, Kirsten (2020): Klassiske og moderne antropologiske tænkere. Gyldendal
Høiris, Ole (2010): Antropologiens idéhistorie. Aarhus Universitetsforlag
Mogensen, Hanne Overgaard og Karen Fog Olwig (2013): Familie og Slægtskab - Antropologiske perspektiver. Samfundslitteratur.
Eksterne henvisninger
Antropologi.Info
WWW Virtual Library: Anthropology: What is Anthropology?
About.com: Anthropology: A definition
What is Anthropology?
Anthropology in the News Breaking News
Theory in Anthropology
The Moving Anthropology Student Network
Danmarks største antropologiske netværk
Videregående uddannelser i Danmark
Humaniora
Samfundsvidenskab |
2605 | https://da.wikipedia.org/wiki/Antwerpen | Antwerpen | Antwerpen (Flamsk: Antwerpen, vallonsk: Anvers) er en by i Flandern i det nordlige Belgien. Byen ligger i provinsen Antwerpen, tæt ved grænsen til nabolandet Holland. Byen har indbyggere og et areal på 204,51 km².
Havneby
Antwerpen er en af verdens vigtigste havnebyer, da den ligger strategisk placeret ved Schelde-floden. En af de tidligste beboelser blev i 836 plyndret af vikingerne, som herefter anlagde en ny beboelse inklusive borg. Vikingerne forblev flere årtier på stedet.
Opsplitningen af Karl den Stores rige betød, at Schelde-floden kom til at danne grænse mellem det tyske og franske rige. Dette øgede byens strategiske betydning. Antwerpen blev del af hertugdømmet Brabant som et uafhængigt markgrevskab.
I 1500-tallet blev Antwerpen Europas og verdens vigtigste havneby. Det skyldtes, at de habsburgske fyrster, der havde arvet Nederlandene, Spanien, Tyskland og Den Nye Verden, lod havnen blive omdrejningspunktet i deres import fra det nyopdagede Amerika. Desuden var Antwerpens vigtigste konkurrent, den flamske by Brugge, sandet til i løbet af 1400-tallet. Til sidst kom en hel del spanske jøder til byen, efter at de var blevet fordrevet fra Spanien. Byen har stadig et stort jødisk kvarter med mange jøder af ortodoks observans.
Byens forfald kom pludseligt og var en følge af religionskrigene, der kom til at dele Nederlandene i en sydlig del (stort set det nuværende Belgien) og en nordlig del (stort set den nuværende stat Nederlandene). I 1585 besatte spansk-katolske tropper Antwerpen. Halvdelen af befolkningen flyttede nordpå til den nye Republiek der Verenigde Provinciën. Antwerpen skulle fra nu af være en havneby af regional betydning. Faklen som største verdenshavn blev givet videre til det opblomstrende Amsterdam.
Antwerpen har fået sin anden storhedsperiode som havneby fra 1800-tallet op til i dag. Napoleon Bonaparte fik gravet den første moderne dok. Den franske kejser ville have brugt Antwerpen som sin "pistol, rettet mod Det Forenede Kongerige". Den nederlandske konge Wilhelm I satte yderligere skub i udviklingen, efter at Belgien og Nederlandene i en kort periode var blevet genforenet.
Antwerpen står i top 10 over verdens største havnebyer.
Kunstby
Udover at være et økonomisk kraftcenter blev Antwerpen i renæssancen også et vigtigt center for kunst og kultur. Kendte malere, der havde deres værksted i byen, var Pieter Brueghel, Jacob Jordaens, Peter Paul Rubens og Antoon van Dyck. Den nederlandske maler Vincent van Gogh gik på Kunstakademiet i Antwerpen.
Antwerpen har i tidens løb bidraget til den danske kunst og kultur. De danske konger, bl.a. Frederik 2. og Christian 4., fik købt masser af kunst i Antwerpen. Slægten van Steenwinckel, der bl.a. byggede Børsen i København og delvist også Kronborg Slot i Helsingør, kom fra Antwerpen.
I renæssancen var Antwerpen tillige et vigtigt center for bogtryk, bl.a. med den franske slægt Plantin, ophavsmand til skrifttypen med samme navn.
Diamant og mode
Antwerpen er verdens vigtigste handelscenter for diamanter. Halvdelen af verdens slebne diamanter og 85% af verdens rå diamanter får sig en tur gennem Antwerpen. Dette er grunden til, at byen kaldes "verdens diamanthovedstad".
Byen er også hjemsted for et antal moderne flamske tøjdesignere, bl.a. Dirk Bikkembergs, Dries van Noten, Walter Van Beirendonck, Ann Demeulemeester, Dirk Van Saene og Marina Yee (også kendt som The Antwerp Six).
Seværdigheder
Rubensmuseet, malerens palads og arbejdssted midt i byen
Museet for bogtryk, Plantin-Moretus
Vor Frue Katedralen, med 123 m den højeste domkirke i Benelux
Antwerpen huser det første belgiske museum specielt for pommes frites på adressen Groenplaats 12.
Het Steen (borg ved havnen)
Referencer
Eksterne henvisninger
Antwerpen's officielle side
Historisk Museum for bogtryk Plantin-Moretus
Byer i Belgien
Tour de France-byer
Hanse |
2606 | https://da.wikipedia.org/wiki/Anu | Anu | Anu har flere betydninger:
Añu – en planteart (T. tuberosum) i slægten Tropæolum (Tropaeolum)
An – en gud, hvis navn var synonymt med Solens zenit i sumerisk mytologi |
2607 | https://da.wikipedia.org/wiki/Anubis | Anubis | Anubis (også kaldet Anepu eller Yinepu), var en egyptisk døds- og balsameringsgud, der afbildes som en menneskekrop med et sjakalhoved.
Udvikling og Historie
Han mentes oprindeligt at være den 4. søn af Ra, men senere siges det at han er søn af Osiris og Nepthys. Nepthys var gift med Seth og skjulte derfor Anubis efter fødslen i Nildeltaets sumpe for at beskytte ham. Der blev han fundet af guden Isis som opfostrede ham. Anubis ledsagede sin far, Osiris, på hans rejser rundt i verden, og da Osiris blev dræbt af Seth tog Anubis sig af begravelsen. Liget omvandt han med klæde og skabte på den måde den første mumie.
Anubis spillede en rolle ved dommen over de døde, hvor han tillige med Horus forestår vejningen af den afdødes hjerte imod sandhedens symbol, en fjer, medens Thot opskriver resultatet. På grund af sin virksomhed ved dommen over de døde æredes Anubis i hele Egypten. Hovedsædet for hans dyrkelse var Mellemegypten, blandt andet byen Siut ell. Assiut, hvor sjakalen antoges for et helligt dyr. Byen kaldes derfor af grækerne Lykopolis (ulvebyen). Da Anubis og Thot (Hermes) begge tog sig af de døde, forenes de undertiden til ét væsen, som grækerne kalder Hermanubis.
På Ny Carlsberg Glyptotek findes en basalt-statue fra 1.400 f.kr., og en bronze-statue fra 640 f.kr., der begge afbilder Anubis siddende. De regnes blandt de bedst bevarede fra den egyptiske oldtid.
Kendetegn
Udseende: Anubis blev afbildet som et sjakalhovede. Opgave: Han var den gud der skulle ledsage ånderne og sjælene til efterlivet.
Han var også ”Herren over mumieindpakningerne” og ”Skaberen af begravelsesritualet”.
Han deltog også i dommen over de døde ved at veje deres hjerter på Maat’s vægt.
Betydning: Han var en skytsgud for gravpladser og de døde. Derfor fik døde folk tit små statuer og figurer af Anubis med i graven for at beskytte dem.
Eftersom han skabte den første mumie af Osiris blev han som sagt betragtet som ”Herren over mumieindpakning” og ”Skaberen af begravelsesritualet”.
Andet: Anubis er blevet identificeret med den græske gud Hermes.
Se også
Egyptisk mytologi
Eksterne henvisninger
Egyptiske guder
Dødsguder |
2611 | https://da.wikipedia.org/wiki/An%C3%A6mi | Anæmi | Anæmi (fra græsk ἀναιμία anaimía "blodmangel") er blodmangel.
Anæmi er en reduktion i massen af blodets røde celler og dermed den iltbærende kapacitet. Da blodvolumen holdes tilnærmelsesvis konstant medfører anæmi et fald i koncentrationen af hæmoglobin eller erytrocytter.
Hvad der regnes for anæmi afhænger af det enkelte laboratoriums normalværdier, men ét eksempel kunne være et blodhæmoglobin-niveau mindre end 8,2 mmol/l. Næsten 1,62 milliarder mennesker verden over lider af anæmi, hvilket svarer til 24,8% af jordens befolkning.
Årsager til anæmi
Anæmi kan skyldes nedsat produktion af erytrocytter eller øget destruktion af samme. Derudover kan blodtab være en medvirkende faktor.
Anæmi som følge af nedsat produktion af erytrocytter
Mikrocytære
Jernmangel
Sideroblast
Thalassæmi
Kronisk inflammation
Malignitet
Makrocytære
B12 mangel (perniciøs anæmi)
Folinsyremangel
Normocytære
Sekundært til underliggende sygdom
Knoglemarvssygdomme
Anæmi som følge af øget destruktion af erytrocytter
Hæmolytisk anæmi
Det korresponderende adjektiv, "anæmisk", bruges tillige i overført betydning om den eller det, der anses for manglende livskraft og styrke. Fx betyder "hans vers er anæmiske", at pågældende vers mangler kraft og fylde.
Se også
Hjerte (organ)
Noter
Blodsygdomme |
2613 | https://da.wikipedia.org/wiki/An%C3%A6stesi | Anæstesi | Anæstesi (fra græsk an- (nægtelse) og aisthesis (αίσθησης), "fornemmelse") er en række metoder til at gøre hele eller dele af kroppen ufølsom overfor sensoriske input, normalt for at mindske eller undgå smerte; hvis blot smerteindtryk dulmes tales i stedet om analgesi. Ufølsomheden kan opnås igennem anvendelse af flere forskellige slags lægemidler. Hvilken type lægemiddel der anvendes, afhænger af hvilken type bedøvelse, man ønsker at opnå. Der findes tre hovedformer for bedøvelse:
Lokalbedøvelse
Regionalbedøvelse (epidural/spinal)
Narkose
Lokalbedøvelse
Lokalbedøvelse vil sige at kun en mindre del af kroppen bedøves. Denne bedøvelsesform anvendes ofte ved tandbehandlinger og ved mindre kirurgiske indgreb. I de fleste tilfælde injicerer man det lægemiddel, som man ønsker at anvende til en lokalbedøvelse, men der findes dog undtagelser, og ved eksempelvis gastroskopi anvender man i stedet en creme, der bedøver svælget og spiserøret.
Regionalbedøvelse
Regionalbedøvelse indebærer, at lokalbedøvelsesmidlet injiceres ind omkring et nervebundt, således at man ved hjælp af lokalbedøvelsesmidlet ophæver nervernes funktion i det område, man har valgt. Det skaber tab af kulde/varmefornemmelse, smertefornemmelse og undertiden ophævet muskelfunktion svarende til de områder, nerverne går til. Det påvirkede område kan ligge tættere eller fjernere fra indstiksstedet. En særlig type regionalbedøvelse bruges ofte ved fødsler og ved operationer i de nedre dele af kroppen. Lægen kan ved en særlig teknik sprøjte lokalbedøvelsesmiddel ind i epiduralrummet dvs. i det rum, der ligger uden om rygmarven. I folkelig tale kaldes det fejlagtigt en rygmarvsbedøvelse. Man stikker ikke i rygmarven, men som ved enhver anden regionalbedøvelse anbringes lokalbedøvelsesmiddel omkring de nervebundter, det er hensigtsmæssigt at blokere til en fødsel eller operation. Man anvender epidurale teknikker til fødsler, fordi man kan dosere, så moderen er rimelig smertefri under forløbet, mens moderens muskler alligevel fungerer så hun kan føde næsten normalt. Der er dog lidt flere kvinder under epidural smertelindring end kvinder uden, som må forløses instrumentelt.
Regionalbedøvelser anvendes i stor udstrækning i de tilfælde, hvor patienten ønsker at være vågen, eller hvor patienten f.eks. har alvorlig lungesygdom samtidig med den aktuelle. De fleste større kirurgiske indgreb udføres i dag som en kombination af regionalbedøvelse og fuld bedøvelse.
For at dosere korrekt og i det ønskede tidsrum lægger man ofte et kateter, det vil sige en lille slange, ind i det ønskede område, hvor det er hensigtsmæssigt at sprøjte lokalbedøvelsesmidlet ind.
Se også artikel analgesi.
Narkose
Narkose indebærer, at hele kroppen, inklusive hjernen, bedøves. Patienten er dermed bevidstløs. Denne metode anvendes fx, hvis man skal operere på steder, hvor lokalbedøvelse er umulig. Børn bliver næsten altid lagt i fuld narkose, selv ved mindre kirurgiske indgreb. Også voksne kan lægges i narkose.
Narkose bruges også ved elektrochokbehandlinger, men det er fordi der gives muskelafslappende stoffer, så elekrochokket ikke skal medføre uhensigtsmæssige, stærke muskelsammentrækninger, der kan give knoglebrud. Der er totalt hukommelsestab for selve elektrochokket, så man lægger kun patienten i narkose, fordi det er ubehageligt at opdage, at man er ved at blive "lammet".
Samme bedøvelsesmetode anvendes til ubehagelige røntgenundersøgelser og lignende. Der anvendes ikke rutinemæssigt muskelafslappende stoffer til anæstesi.
Ved en række hjerte- og lungelidelser planlægger speciallægen i anæstesiologi strategien for anæstesien ud fra lidelsernes art og hvilken slags kirurgisk indgreb, der skal foretages.
Der er ikke ført bevis for at den ene type bedøvelse generelt er bedre end den anden. Men der er evidens for, hvilke kombinationer af anæstesimetoder der er bedst at anvende ved bestemte operationstyper, og hvordan man skal tage hensyn til eventuelle hjerte-karlidelser.
Anæstesi er et område inden for anæstesiologi.
På danske sygehuse varetager anæstesiafdelingerne typisk følgende opgaver:
Fuldbedøvelse, lokalbedøvelse og regional bedøvelse.
Intensiv behandling. Ofte respiratorbehandling og behandling af kredsløbsforstyrrelser.
Præhospital behandling.
Smertebehandling.
Katastrofemedicin.
Transport mellem hospitaler.
Hjerte-lunge-genoplivning.
Referencer |
2621 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aorta | Aorta | Aorta, legemspulsåren eller hovedpulsåren er en arterie, der udspringer fra venstre hjertekammer, som den adskilles fra af aortaklappen, og strækker sig til 4. lændehvirvel, hvor det deler sig i de to aa. iliacae communes, der forsyner bækkenet og underekstremiteterne. Alt det iltede blod fra lungerne passerer gennem aorta, hvorfra det fordeles via det systemiske kredsløb til kroppens væv.
Aorta inddeles i aorta ascendens, arcus aortae og aorta descendens. Aorta ascendens ligger inden for hjertesækken og begynder ved den tredelte aortaklap, der forhindrer blodet i at løbe tilbage til venstre ventrikel i hjertets afslapningsfase, diastolen. Lige efter aortaklappen afgår de to kranspulsårer, a. coronaria dextra og a. coronaria sinistra, der forsyner hjertet med blod. Den går over i arcus aortae i samme niveau som 2. ribbens ledforbindelse med brystbenet, og løber først opad og lidt bagud for så at tage et hårnålesving i nedadgående retning, hvor den bliver til aorta descendens, omtrent på niveau med underkanten af 4. brysthvirvel. Fra arcus aortae afgår truncus brachiocephalicus, venstre a. carotis communis og venstre a. subclavia. Aorta descendens er forbundet med lungepulsårestammen med et lille ligament, lig. arteriosum, der er en rest af et kar, ductus arteriosus, der i fosterlivet har forbundet de to pulsårer. Normalt inddeles aorta descendens i aorta thoracica, der ligger i brysthulen, og aorta abdominalis, der ligger i bughulen.
Fra et histologisk synspunkt er aorta en elastisk pulsåre. Aortas elasticitet bidrager til at opretholde blodets strømning ud i organismen under hjertets afslapningsfase.
Se også
Aortaaneurisme
Aortaforsnævring
Arteriosklerose
Endearterie
Pulsåre
Kildehenvisninger
Eksterne henvisninger
Arterier |
2623 | https://da.wikipedia.org/wiki/Apanage | Apanage | Apanage er betegnelsen for en årlig pengeydelse (årpenge), der udbetales til eller på forordning af fyrstelige personer i visse lande.
Et tidligt apanagesystem stammer fra 1690, hvor det engelske parlament bevilgede et tilskud til Vilhelm 3. og Maria
.
Danmark
I Danmark modtager regenten og medlemmer af kongehuset apanage i henhold til Grundlovens §§ 10 og 11, og betegnes også Den Kongelige Civilliste eller blot civillisten. Ydelsen skal gøre det muligt for statsoverhovedet at varetage de særlige repræsentative opgaver, der er pålagt regenten, samt at varetage den indvendige vedligeholdelse af de kongelige slotte.
Apanagens størrelse fastlægges af Folketinget, nærmere bestemt i Lov om dronning Margrethe den Andens civilliste fra 1972 (med ændringer fra 2001).
Denne lov angiver også de palæer og slotte, der hører ind under "civillisten":
Amalienborg
Det Gule Palæ
En del af Christiansborg Slot
Fredensborg Slot
Sorgenfri Slot
Gråsten Slot
Jagtslottet Eremitagen
Kongehuset modtager 112 mio. kr. fra Staten i 2015. Dronning Margrethe modtager de 78,4 mio. kr. i apanage; Prinsesse Benedikte 1,2 mio. kr. (1,5%).
Herudover modtager kronprins Frederik 19,3 mio. kr. og prins Joachim 3,4 mio kr. i årpenge. Kronprinsesse Mary modtager 1,93 mio. kr. (10%) af de årpenge, der tilfalder kronprins Frederik.
Dronning Margrethe, prinsgemalen, prinsesse Benedikte, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie betaler hverken registrerings- eller vægtafgift af erhvervede motorkøretøjer, indkomstskat eller moms. Dog er de underlagt de almindelige regler for betaling af arve- og gaveafgift samt ejendomsskatter.
Prins Joachims tidligere hustru, grevinde Alexandra modtog årpenge fra staten – i alt 2,1 millioner. Derudover modtog grev Ingolf 1,5 millioner kroner. Hverken Alexandra eller greven indgik i arvefølgen til den danske trone.
Den 23. juni 2017 kom det frem, at grevinde Alexandra, som den første nogensinde, valgte at frasige sig sin apanage. Dette fik virkning fra den 22. juli 2020, da hendes yngste søn, Prins Felix, fyldte 18 år.
Referencer
Monarki
Det danske monarki
Offentlig økonomi |
2625 | https://da.wikipedia.org/wiki/Apartheid | Apartheid | Apartheid (afrikaans: separation, adskilthed), var et system til raceadskillelse i Sydafrika fra 1948, til de indledende forhandlinger i 1990-1993, kulminerende i demokratiske valg i 1994.
Under apartheid blev mennesker klassificeret i racegrupper – de største var Sort, Hvid, Farvet og Asiatisk. De blev separeret fra hinanden med magt ud fra de raceklasser, der var blevet lavet. Størstedelen af den sorte befolkning blev sendt til steder kaldet ”hjemlande”. Det var egentligt meningen, at de skulle fungere, som om de havde selvstyre, men de kom mere til at fungere som Amerikas reservater til de oprindelige amerikanere, indianerne.
Mange af de sorte som blev sendt til deres ”hjemland” havde i virkeligheden aldrig nogensinde set det område. Formålet med loven var, at sorte, selvom de boede i et hvidt område, ikke havde nogen som helst stemmeret eller indflydelse på det område de boede i. Det eneste sted, hvor de havde noget der lignede rettigheder, var i deres ”hjemland”.
Undervisning, læger, og andre offentlige ting blev også delt op, og dem der var tilgængelige for sorte var generelt langt dårligere end andre.
Racefordeling før Apartheid
Den første gang ordet ”apartheid” dokumenteret blev brugt var i 1917 i en tale af Jan Christiaan Smuts, som i 1919 blev premierminister i Sydafrika.
Selvom skabelsen af apartheid ofte bliver tillagt det afrikaansdominerede styre i 1948-1994, var det delvist det britiske kolonistyre, som introducerede racistiske forhold med deres paslove i Cape Colony og Natal i 1800-tallet. Dette betød, at de kunne regulere antallet af sorte, der rejste mellem sorte stammeregioner og hvide og farvedes byer.
Paslovene gjorde det ikke bare ulovligt for sorte at tage til hvide områder, men det blev også ulovligt for sorte at bevæge sig mellem distrikterne i de hvides områder uden et underskrevet pas. Sorte måtte ikke være udenfor efter solnedgang, og skulle altid have deres pas på sig.
Valget i 1948 og de efterfølgende love
Nationalistpartiet (NP) vandt ved et tæt løb over Smuts' Forenede Parti. NP fusionerede med Afrikaans Partiet (AP). Regenten i Sydafrika var nu Daniel Francois Malan.
Regeringen begyndte med det samme at indføre apartheid. De første ændringer var at ulovliggøre ægteskab mellem to forskellige racer.
”Group Areas Act” i 1950 blev hjertet i det apartheidsystem, der geografisk skilte racer.
”Seperate Amenities Act” i 1950 startede de mest racistiske opdelinger, f.eks. separate parker, strande, busser, hospitaler, skoler og universiteter. Der blev også strammet op på paslovene; sorte og farvede skulle nu have identifikation på sig 24 timer i døgnet. Disse id blev en slags pas, der forhindrede sorte i at ”trænge ind” på hvide områder. Sorte måtte ikke bo i, eller endda besøge, ”hvide byer” uden speciel tilladelse, og de måtte ikke bo i større byer, medmindre de arbejdede der.
Deres familie måtte ikke bo sammen med dem, hvilket skilte mænd fra deres koner og forældre fra deres børn.
Afskaffelsen af sort og farvet stemmeret
J.G. Strijdom, som afløste Malan som premierminister, satte sig som sit første mål at fjerne de sørgelige rester der var tilbage af de sortes og farvedes stemmeret.
Regeringen i 1951 prøvede at indføre en lov som fjernede sortes stemmeret, men det Forenede Parti satte spørgsmålstegn ved loven. Retten afsagde derefter loven som ubrugelig. Dette var, fordi to tredjedele i parlamentet skulle stemme ja til loven. Regeringen prøvede derefter at indføre en lov, som gav den større afgørelsesret end højesteretten, men denne lov afsagde appelretten. I 1955 ændrede regeringen en lov, så der nu sad 89 i parlementet i stedet for 49, og efter nogle få ændringer sad der nu 77 medlemmer af Nationalistpartiet (NP) i disse sæder. I 1956 blev det ulovligt for sorte og farvede at stemme.
Strijdom fortsatte med at indføre racistiske love, og apartheid forværredes.
Love under apartheidstyret
De større apartheidlove var, som følger:
1949 – Ulovliggørelse af blandet ægteskab.
1950 – Seksuelt forhold mellem en hvid person og en person af anden race blev ulovliggjort.
1950 – Alle borgere skulle registreres som sort, hvid, farvet eller asiatisk.
1950 – Sydafrikanske Kommunistparti (SKP) blev ulovliggjort sammen med alle andre partier som regeringen fandt kommunistiske. Medlemskab i SKP kunne straffes med op til ti års fængsel. Justitsministeren accepterede loven.
1950 – Group Areas Act, hjertet i apartheid. Denne lov delte forskellige racegrupper op i forskellige beboelsesområder.
1951 – Sorte fik tildelt en separat ”placebo”-regering. Denne havde ingen egentlig funktion; den kunne ikke vedtage eller ændre nogen love, heller ikke foretage andre ændringer.
1951 – Regeringen kunne lovligt nedrive sorte slumkvarterer uden varsel eller kompensation.
1951 – En lov blev vedtaget, som tvang hvide til at betale for ordentlige boliger til sorte, som arbejdede i byerne. Fattige sorte kunne nu få job og bo i byerne, men det forstærkede voldsomt de hvides had til de sorte, at deres skatter skulle sættes op på grund af dem.
1953 – Forskellige racer måtte ikke dele offentlige drikkefontæner, toiletter, puslerum, osv. Næsten alle eksisterende af disse steder var tildelt de hvide. Overtrædelse af loven blev straffet med flere års fængsel.
1953 – Sorte måtte kun gå på regeringsejede skoler. Dette ulovliggjorde alle privatskoler, hvor sorte blev behandlet pænt.
1954 – Opstramning af lovene om sort emigration til byerne. Færre sorte kom nu ind.
1956 – En lov blev vedtaget, som lovliggjorde racistisk diskriminering på arbejdspladser, såsom dårligere arbejdsforhold, lavere løn til sorte og racistiske kommentarer til de sorte.
1958 – En større lov blev vedtaget, som skabte nogle territorier til sorte med deres egen regering. Målet var at disse territorier på et tidspunkt ville blive selvstændige fra Sydafrika. I praksis regerede den sydafrikanske regering stadig over disse territorier. Regeringerne var kun ”placebo”. 80% af befolkningen i Sydafrika var sort. 10% af Sydafrika blev tildelt sorte. Disse territorier blev kendt som "hjemlande"
1959 – Penge blev sendt til hjemlandene i håb om at skabe arbejdspladser og bedre velfærd. Pengene blev i stedet stjålet af i forvejen rige hvide.
1959 – Universiteterne blev delt op mellem hvide, farvede og indere.
1967 – Regeringen stoppede industriel udvikling i ”hvide byer”, og flyttede det til grænserne tæt på ”hjemlandene”. Målet var, at sorte ville flytte til ”hjemlandene”, da de nu kunne bo der og stadig arbejde på industri i de hvide områder. Loven havde ringe effekt, da næsten ingen hvide gad følge loven. Sorte var ligeglade med dem, der gjorde, da det alligevel var næsten umuligt at få pastilladelser til at krydse grænsen to gange om dagen.
1970 – ”Sort Hjemland Borgerskabsloven” ændrede status på de sorte beboere i hjemlandene, så de officielt ikke længere var sydafrikanske borgere. Dette medførte at hvide blev den teoretiske dominerende race i Sydafrika. Dette blev aldrig globalt accepteret, og hjemlandene blev internationalt stadig anset for en del af Sydafrika.
1974 – En mindre lov blev vedtaget. Loven gjorde, at sorte nu skulle begynde at tale halvt så meget engelsk som afrikaans på gymnasierne.
Apartheid var implementeret af loven. En større lov tillod regeringen at tildele forskellige niveauer af tilladelser til forskellige racer. De følgende restriktioner var ikke kun sociale, men var strengt indført ved lov. For eksempel:
Ikke-hvide måtte ikke føre erhverv eller professionelle praksisser i de hvide områder uden tilladelse. De skulle i stedet flytte til hjemlandene.
Transport og civile faciliteter var også opdelte. De sortes busser stoppede ved de sortes stoppesteder, og de hvides busser stoppede ved de hvides stoppesteder. Første- og andenklasses togkupéer var hvide, og trejdeklasses var sorte.
Hospitaler og ambulancer var delte. Hvide hospitaler var af god standard med veluddannede læger. Sortes var det modsatte.
Sorte hospitaler var ofte grotesk underbemandede, og mange af lægerne var elendigt uddannede.
Sorte måtte ikke bo, eller arbejde, i de hvides områder uden et pas.
Passet fik øgenavnet ”et [dum]mepas”. Kun sorte med ”Sektion 10”-rettigheder var ekskluderet fra denne lov.
Det vil sige sorte, der var emigreret til byerne før anden verdenskrig.
Pas blev kun givet til sorte med ”ordentligt” arbejde. Familie skulle efterlades tilbage i ikke-hvide områder. Mange hvide ansatte sorte som husholdere, som boede i små skure uden for familiens grund.
Et pas gjaldt kun for et distrikt. Et distrikt var ca. på størrelse med en bydel. (Hasle/Skejby/Brabrand etc.)
Sorte uden gyldigt pas blev deporteret til et hjemland. Politiet patruljerede hvide områder for at fange ”illegale” sorte. Dette skadede økonomien voldsomt ved at forhindre sorte i frivilligt at arbejde på arbejdspladser, der havde mangel på ansatte.
Sorte måtte ikke ansætte hvide mennesker. Sorte fik først tilladelse til at være medlem i en fagforening sidst i firserne.
I 1970'erne fik et hvidt barn tildelt ti gange så mange penge i undervisningssystemet som et sort barn. Sorte blev kun undervist i de mest grundlæggende ting, før de blev sendt ud på arbejdsmarkedet. Efter 1959 skulle sorte gå på andre universiteter end hvide. Alle eksisterende universiteter blev tildelt hvide, og meget få andre dårlige bygninger og haller blev i hast omdannet til nogle elendige sorte universiteter.
Sorte betjente måtte ikke arrestere hvide mennesker uden særlig tilladelse, der kun gjaldt den enkelte situation. Det vil sige, at en hvid kunne udføre kriminalitet lige foran øjnene på en sort betjent, uden at han kunne gøre noget.
Sorte måtte ikke købe øl, vin eller spiritus med en alkoholprocent over 12%.
Hvide blikkenslagere og elektrikere måtte ikke installere ledningsnet og vandrør i sortes huse. Næsten alle blikkenslagere og elektrikere var hvide, da sorte havde meget dårlige uddannelsesfaciliteter. Dette efterlod næsten alle sorte i forstæderne og ghettoerne uden strøm og rindende vand.
Sorte måtte ikke bruge de hvides gode strande, men fik tildelt nogle elendige strækninger med skarpe sten, tang og brandmænd. Biblioteker, offentlige bade, fodgængerbroer, driveinbiografer, kirkegårde, parker, fodgængerovergange, offentlige toiletter og taxier var også alle raceopdelte. De hvide havde hovedsageligt bedre af alle disse ting.
Mange andre ting var også raceopdelte.
Sorte måtte ikke gå i teatret eller biografen i hvide områder. Der var nærmest ingen biografer, teatre, restauranter eller hoteller i sorte områder. De fleste hoteller og restauranter i hvide områder tillod ikke sorte (bortset fra som ansatte), medmindre regeringen havde givet tilladelse (til diplomater etc.).
Ifølge loven måtte sorte ikke være med til de hvides gudstjenester. Denne lov blev dog ekstremt sjældent overholdt, og kirkerne var et af de eneste steder, hvor racer kunne blandes uden lovens indblanding.
Hvis en hvid var fører af en bil, måtte der ikke sidde en sort på forsædet, hvis vedkommende var af det modsatte køn.
Sortes skattefrikort var på 360 rand om året. Hvides skattefrikort var på 750 rand om året.
En rand svarede på dette tidspunkt til 5-6 kroner. En rand er nu i skrivende stund 51 øre værd.
De fleste sorte mistede deres sydafrikanske statsborgerskab, da de flyttede (eller blev deporteret) til et hjemland. De kunne derfor ikke få et pas og kunne ikke komme ind i Sydafrika.
Afrikansk kultur skulle undertrykkes i medierne. Det vil sige ingen afrikansk folkemusik i radioen, ingen afrikanske programmer i TV, etc.
Farveklassificering
Befolkningen var opdelt i fire grupper: sort, hvid, asiat (mest indere) og farvet.
Farvet betød en person af blandet europæisk og bantu, khoisan eller malaisisk nedstamning.
Regeringen opfandt indviklede og komplekse regler fyldt med smuthuller (for regeringen), så næsten alle, der var lidt brunlige i huden, kunne klassificeres som farvet. Forskellige medlemmer af en famillie kunne pludselig finde sig opdelt i hvide og farvede, selvom de i virkeligheden alle var hvide. Farvede skulle pludselig forlade deres familier, og de hjem, hvor de måske havde boet i mange år, for at flytte til separate landsbyghettoer og modtage dårlig undervisning – dog bedre end den, sorte sydafrikanere modtog.
Modstandsbevægelser
ANC og PAC
ANC, African National Congress, begyndte for første gang åben modstand i 1949 i form af strejker, ignorering af love, offentlig forstyrrelse og demonstrationer. Disse fortsatte gennem halvtredserne med nogle voldsomme sammenstød.
I 1960 forlod nogle medlemmer ANC for at forme det mere militante Pan Africanist Congress. De begyndte først med nogle landsdækkende demonstrationer mod de forhadte paslove.
Den 21. marts 1960 samledes sorte i Sharpeville, en større sort ghettoforstad, for at demonstrere mod kravet om altid at skulle have ID på sig. Der var mellem 5000 og 20000 mennesker. De største tal kom fra politiet, som ønskede at understrege den store fare, de havde været i. Massen samledes omkring den lokale politistation, hvor de sang sange, om at de ikke havde deres ID eller pas på sig. En gruppe på 300 betjente åbnede ild mod mængden, hvor de slog 69 ihjel og sårede 186. Alle ofre var sorte, og størstedelen var blevet skudt i ryggen. Menneskemængden var ubevæbnet. Mange hvide vidner fortalte, at de ikke opfattede de sorte som voldelige eller truende på nogen måde. Oberst J. Pienaar, den ledende politimester den dag, sagde: ”Horder af indfødte omringede stationen. De kastede sten på min bil. Hvis de kan finde på dét, så må de lære det på den hårde måde”. Regeringen ulovliggjorde herefter ANC og PAC.
I 1961 begyndte de nu ulovlige PAC at blive mere militante. De anskaffede sig våben og begyndte at demonstrere på mere voldelig vis; ofte ved hjælp af trusler, bomber og mord. Selvom deres enheder detonerede bomber i hvide restauranter, indkøbscentre, biografer og foran regeringsbygninger, opfattede staten dem ikke som en militær trussel, da deres (PAC's) våben var statens langt underlegne. ANC slog også i starten af 60'erne ind på en militant kurs med en militant organisation – nationens spyd – stiftet af Nelson Mandela, på baggrund af ANC's bestyrelses accept. Det var denne organisations aktiviteter, samt planerne om guerillakrigsførelse, der ledte til Nelson Mandelas lange fængselsophold. Mange andre modstandsbevægelser fulgte efter.
Hvid modstand
Mens størstedelen af hvide sydafrikanere støttede apartheidsystemet, var der også en minoritet imod det. I parlamentære valg i halvfjerdserne og firserne stemte mellem 15% og 20% på det liberale ”Progressive Party”, hvis leder, Helen Suzman, i mange år var den eneste modstand til apartheid i parlamentet.
Der var også voldelig hvid modstand organiseret af ”Africa Resistance Movement”, ARM, som sprængte flere bomber ved elværker og togstationer.
Internationale sanktioner
Den 6. november 1962 vedtog FN en resolution som fordømte apartheid.
Den 7. august 1963 startede FN et frivilligt stop af våbenhandel med Sydafrika.
Sanktioner fra FIFA og andre internationale sportsorganisationer formidlede også kritik af apartheid. Det skete f.eks. i form af en boykot ved OL i Montreal 1976, som protest mod New Zealands deltagelse, idet landets rugbylandshold havde gennemført landskampe mod Sydafrika. I en undersøgelse fra 1977 gav hvide sydafrikanere udtryk for, at manglende mulighed for at deltage i international sport var en af de tre mest skadelige konsekvenser af apartheid.
Efter Soweto-oprøret i 1976 blev stoppet af våbenhandel obligatorisk den 4. november 1977, og Sydafrika blev internationalt isoleret.
Mange konferencer blev afholdt hvor FN fordømte Sydafrika, f.eks ”World Conference Against Racism” i 1978 og 1983.
En antihandelsbevægelse startede, og FN pressede investorer til at stoppe med at investere i sydafrikanske firmaer eller firmaer, der handlede med Sydafrika. Sydafrikanske sportshold måtte ikke deltage i internationale kampe, og sydafrikansk kultur og turisme blev boykottet. I slutningen af firserne stoppede firmaer i USA, England og 23 andre lande med at handle med sydafrikanske firmaer, fabrikker eller banker. Sverige sendte både finansiel og moralsk støtte til ANC. Olof Palme udtalte en uge før sin død: ”Apartheid kan ikke ændres, det skal elimineres.”
Krig i Sydafrika
I 1980 var verden efterhånden begyndt at være beslutsomt imod apartheidregimet. Landets regering og meget af den hvide befolkning så på landet som en fæstning belejret af sorte anarkister og kommunisme. Landet gjorde en stor indsats for at finde smuthuller i de internationale sanktioner, og regeringen udviklede endda atomvåben ved hjælp af Israel.
Offentligt syntes regeringen ikke, at det var en mulighed at forhandle med ANC. Dette efterlod regeringen med en mulighed: at bekæmpe dens modstandere med militær magt.
En belejringsmentalitet opstod hos mange hvide, og selvom de godt var klar over, at en borgerkrig mod den sorte befolkning ikke kunne vindes, så foretrak de stadig dette over at ”give op” og reformere deres styre. Brutale handlinger af politiet og militæret syntes fuldstændigt retfærdige.
De stater, der stødte op til eller lå meget tæt på Sydafrika, var alle imod apartheid, men mange af dem var økonomisk afhængige af landet. I 1980 formede de ”Southern African Development Co-ordination Conference”, forkortet SADCC. Formålet med SADCC var at skabe mere økonomisk udvikling i området og at skære ned på afhængigheden af Sydafrika. Mange af landene tillod også de flygtede medlemmer af ANC og PAC at etablere militære baser i deres lande. Nogle andre afrikanske lande støttede også modstandsbevægelserne materielt og moralsk.
Sydafrika havde en politik om at angribe mulige ”terroristbaser" i nabolandene. Disse angreb var hovedsageligt fikseret mod ANC, PAC og SWAPO, en namibisk modstandsbevægelse. Angrebene var mest en slags hævn for bombesprængninger og sabotage i Sydafrika og Namibia. Sydafrika støttede også organisationer i andre lande, der bekæmpede spredningen af kommunisme i det sydlige Afrika.
Nogle af Sydafrikas krigspolitikker var:
Støtte til antiregeringsguerillagrupper, som UNITA i Angola og RENAMO i Mozambique.
Militære angreb i omkringliggende stater.
Bombetogter i omkringliggende stater.
Fuldstændig invasion af Angola. Dette var delvist for at støtte UNITA, men også et forsøg på at udrydde nogle SWAPO-baser.
Snigmord af ANC-ledere i andre lande. Ruth First blev dræbt af en bombe i Maputo, og ”dødsgrupper” forsøgte at udføre snigmord i Brussels, Paris og Stockholm samt bombninger og tyverier i London.
Undtagelsestilstand
I de sidste år af apartheidstyret i Sydafrika var landet mere eller mindre konstant i undtagelsestilstand. Undtagelsestilstanden fortsatte indtil 1990, hvor F. W. de Klerk blev præsident.
AIDS-epidemi. I 1982 døde den første person af AIDS i landet. I de næste ti år, fra 1982 til 1992, døde over 1000 af AIDS. I de næste fire år døde yderligere 9000. Næsten alle døde var sorte. Mange sorte forsøgte at etablere organisationer for at stoppe epidemien men uden held. De manglede penge, men staten fokuserede mere på tuberkulose end HIV.
Begyndelsen på enden
Den mest voldelige tid i firserne var fra 1985-88, da regeringen under ledelse af P. W. Botha startede en kampagne mod al opposition.
I tre år patruljerede politi og soldater rundt i sydafrikanske byer i pansrede mandskabsvogne og kampvogne, hvor de destruerede sorte besætterlejre og tilfangetog tusinder af sorte og farvede. Nogle af dem, der blev tilbageholdt, døde. Nogle begik selvmord, andre døde ved uheld, og andre igen blev koldblodigt myrdet af regeringen. Censurlove prøvede at skjule det for offentligheden ved at forbyde mediedækning. ANC og PAC svarede igen ved at detonere bomber i restauranter, inkøbscentre og foran regeringsbygninger, hvor de dræbte og sårede både civile og politikere.
Det var ANC's mål at gøre det umuligt at styre de sorte forstadsghettoer ved at tvinge beboerne til at stoppe med at betale skat og angribe byledere og deres familier med benzinbomber. Beboere, der nægtede at overgive sig, blev myrdet ved at få placeret et brændende bildæk om halsen. Hvis sorte blev beskyldt for at have købt fra hvides butikker, tvang medlemmer dem til at indtage sæbespåner og petroleum.
I denne periode døde der over 100 mennesker hver måned af sort-mod-sort vold.
Dette tal steg til over 250 per måned mellem 1990 og 1993.
I begyndelsen af 1980'erne begyndte den hvide regering at indse, at der var brug for nogle ændringer. Deres største bekymring var den hvide population, der på halvtreds år var faldet fra 20% af landets befolkning til 16%. Landets minister P. W. Botha sagde i en tale til nationen, at folk skulle ”tilpasse sig eller dø".
I 1984 skete der en vis reformering. Mange apartheidlove blev trukket tilbage blandt andet pasloven. En ny forfatning blev introduceret, som gav nogle flere rettigheder til mange af de ikke-hvide racer – dog ikke til de sorte. Botha gennemførte ikke sin fulde reform, da han ”ikke ville forhandle med grupper, der kommunikerede ved hjælp af vold”.
Protester og modstand fortsatte med fuld styrke – Sydafrika blev mere og mere militant adskilt. Nynazistiske militære grupper blev også dannet, specifikt ”Afrikaner Weerstandsbewegning” forkortet AWB, ledet af Eugéne Terra'Blanche. Oppositionen ”United Democratic Front”, forkortet UDF, blev også formet omkring dette tidspunkt (1984). UDF havde mange medlemmer og var ledet af ærkebiskop Desmond Tutu og præsten Allan Boesak. De krævede, at regeringen droppede deres reformer og i stedet afskaffede apartheid og eliminerede hjemlandssystemet.
Det internationale pres og de medfølgende sanktioner begyndte at ramme landet, og randens værdi styrtdykkede. Medierne blev censureret, og ved slutningen af 1988 var 30.000 mennesker i årenes løb blevet tilbageholdt og tusinder tortureret. I 1986 erklærede president Botha til parlamentet, at Sydafrika var ”vokset fra” apartheid. Regeringen begyndte med at indføre nogle små reformer i retning mod racelighed, mens de holdt medierne og antiapartheiddemonstrationerne i et jerngreb. Politiet rykkede ind i forstadsghettoerne i et forsøg på at skære ned på antallet af demonstrationer, men de slog mange mennesker ihjel i forsøget.
Mens sikkerheden stadig strammedes i Sydafrika, forlod mange hvide landet som flygtninge. Internationalt pres på Bothas regering voksede stadig, og USA og Storbritannien foreslog nu aktivt Sydafrika at afslutte forhandlinger til fordel for den sorte befolkning.
Afviklingen af apartheid og racelighedens begyndelse
Efter et hjerteslag måtte Botha træde af pladsen som premierminister den 13. februar 1989.
Han blev efterfulgt senere på året af partifællen F. W. de Klerk.
I sin åbningstale til parlamentet i februar 1990 erklærede han, at han ville løfte de diskriminerende love og fjerne forbuddet mod ANC, UDC, PAC og kommunistpartiet SACP.
Mediecensuren blev løftet, og de Klerk løslod uskyldige fanger.
Den 11. februar 1990, 27 år efter han første gang var blevet sat i fængslet, kunne Nelson Mandela endelig gå ud af Victor Verster fængslet som en fri mand.
Fra 1990 til 1991 blev apartheid afskaffet.
I en folkeafstemning i marts 1992, det sidste kun-hvide valg afholdt i Sydafrika, stemte den hvide befolkning ja, og gav dermed regeringen beføjelser til at skabe en ny forfatning sammen med ANC, PAC, UDF og andre grupper.
I december 1992 gav den nye forfatning lige politiske rettigheder til alle racer.
Efter måneders problemer blev der endelig sat en valgdato, dog på stor menneskelig bekostning. Politisk vold eksploderede over hele landet på dette tidspunkt, efter mordet på lederen af det sydafrikanske kommunistparti Chris Hani.
Hani, en populær leder, blev snigmyrdet i 1994 i Dawn Park i Johannesburg af Janusz Wallus, en antikommunistisk polsk flygtning som havde nære forbindelser til det nynazistiske AWB.
I 1993 garanterede forfatningen lige rettigheder for alle racer og gav dem lige ytringsfrihed, stemmeret, samt utallige andre ændringer.
Ved midnat den 26.-27. april 1994 blev det gamle flag hejst ned, mens den gamle nationalsang blev sunget, og det nye flag blev hejst, til lyden af den nye nationalsang.
Valget fandt sted fredeligt.
ANC vandt valget med 62.7%. De fik derfor ikke lov til at omskrive forfatningen efter deres ønsker, da dette krævede mindst 66,7% af stemmerne.
27. april er efterfølgende udpeget som offentlig helligdag i Sydafrika under betegnelsen Frihedsdagen.
Som led i forsoningsprocessen etableredes i 1995 Sandheds- og forsoningskommissionen (kendt som TRC el Truth and Reconciliation Commission) med Desmond Tutu som formand, og kommissionen afgav sin endelige rapport den 28. oktober 1998.
I 1993 fik Klerk og Mandela sammen Nobels Fredspris.
Referencer
Eksterne henvisninger
"Hvad var apartheid?" fra organisationen Afrika Kontakt
Samfund
Racisme
Sydafrikas historie |
2631 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aphelium | Aphelium | Aphelium, også kaldet aphel, engelsk: aphelion, er det punkt i en komet- eller planetbane, der er fjernest fra Solen (græsk Helios) (modsat perihelium). Udtrykket er en solspecifik udgave af den mere generelle betegnelse apoapsis, som angiver det punkt i et mindre legemes bane omkring et større, hvor der er størst afstand mellem de to.
Apheltid betegner det tidspunkt, hvor himmellegemet er fjernest fra Solen.
I 2019 var Jorden i aphelium den 4. juli kl. 22 GMT og afstanden til Solen var 1,016754 au eller 152,104 millioner km.
I 2020 er Jorden i aphelium den 4. juli kl. 12 GMT og afstanden til Solen vil være 1,016694 au eller 152,095 millioner km.
Se også
Perihel og aphel
Henvisninger
Himmelmekanik
Solen
Topologiske begreber i astronomi |
2632 | https://da.wikipedia.org/wiki/APID | APID | Application Process Identifier, forkortet APID, er en teknisk parameter for valg af (lyd)data ved digitale transmissioner.
Telekommunikation |
2640 | https://da.wikipedia.org/wiki/Apollon | Apollon | Apollon (, ) er lysets og sangens gud i græsk mytologi. Da digtningen er styret af strenge krav til rytme og metrum, er han også mådeholdets og den lysende forstands gud. Han sættes derfor gerne over Dionysos, der var vildskabens og lidenskabernes gud. Apollon er søn af Zeus og Leto og tvillingebror til Artemis/Diana. Han er musisk og festlig, men også krigerisk og hævngerrig. Apollon er far til Aristaios.
Sagn
Apollon blev en af grækernes mægtigste guder. Da Leto var gravid med Apollon, måtte hun flygte fra den jaloux Hera, Zeus' kone. Leto flakkede om for at finde et sted, der turde modtage hende og det ventede barn. Hun fandt et fristed på den omdrivende ø Delos, og her bragte hun Apollon og hans tvillingesøster Artemis til verden.
Apollon kan sende sine dødbringende pile overalt og er også en aggressiv gud. Han vogter over menneskene, så længe de er rene og moralsk ansvarlige.
Hans attributter er buen og lyren; æbletræet er indviet til ham.
Med kvinderne har Apollon ikke det store held, de vil ikke vide af ham. Det går bedre på det krigeriske område: han erobrer Delfi fra Gaia. På Delfi, hvor han og hans søster er født, har Apollon sit orakel, der råder i moralske sager. Han overtog Delfi efter at have gjort det af med den gamle hersker over stedet, Python, og kom i den forbindelse med i klubben af dragedræbende guder.
I Iliaden er han på trojanernes side mod grækerne.
Apollon kom til Foikos, hvor han i en snæver dal ved foden af det tvetoppede bjerg Parnassos nedlagde en frygtelig slange ved navn Pyton eller Delfyne med sine pile. Sikkert er det grunden til, at han er hovedguden i helligdommen ved Delfi.
Apollons hyppigst anvendte attribut Foibos dækker over modsætningerne i hans væsen; det kan betyde »Den blændende, skræmmende« og »Den strålende rene, rensende«. På den ene side er han den sølvbuevæbnede fjerntrammer, hvis pile spreder pest og pludselig død. På den anden side er han den rensende og helbredende guddom, selv et skønhedens lysende ideal, rank og ædel med gyldne lokker. Som ondtafværgeren, der bringer sundhed og trivsel, overstråler han endog Helios som solgud.
Størst anseelse opnåede Apollon som orakelgud i Delfi, hvor hans officielle navn er Loksias. Her forkyndte han fader Zeus’ vilje gennem sin præstinde Pythia, når stater eller enkeltpersoner bad om råd. Oraklet i Delfi var i lange tider Grækenlands højeste religiøse autoritet, som søgte at stifte fred mellem guder og mennesker.
Han var den første græske gud, som romerne overtog under navnet Apollo.
Stamtræ
Se også
Kithara (strengeinstrument)
Lyre (strengeinstrument)
De græske guders familietræ
Noter
Eksterne henvisninger
(s. 867-871)
Græske guder
Romerske guder
Muser |
2641 | https://da.wikipedia.org/wiki/Apollonia%20%28helgen%29 | Apollonia (helgen) | Apollonia er navnet på en helgen. Hun fik slået alle sine tænder ud, og døde som martyr omkring 250 i Alexandria. Hun er skytshelgen for tandlæger.
Apollonia var en from, ældre dame, der levede i Alexandria i 200-tallet, hvor hun også led martyrdøden. 240'erne var ikke præget af kristenforfølgelser generelt, men lokale anti-kristne kampagner forekom. Således udbrød der en forfølgelse af kristne i Alexandria i 249, og Apollonia blev herunder pågrebet af en vred menneskemængde, der truede hende, og en mand gav hende så hårdt et slag i ansigtet, at alle hendes tænder røg ud. Apollonia blev tvunget med uden for byen, hvor et stort bål var blevet tændt. De vrede mennesker truede nu med at kaste hende på bålet, hvis hun ikke ville afsværge sin tro. Apollonia lod som om hun ville føje dem, og idet de slap taget i den gamle kvinde, bad hun en kort bøn, og sprang selv ind i bålet.
I middelalderen begyndte der at dukke mange relikvier op, der mentes at stamme fra denne helgeninde. Det var gerne tænder eller dele af hendes kæbe. Pave Pius 6. (1775-99) brød sig ikke om denne relikviedyrkelse, og beordrede, at alle de Apollonia-tænder, der var genstand for dyrkelse rundt omkring i Italien, skulle samles sammen og smides i Tiberen. Kassen, hvori Apollonia-tænderne blev lagt, vejede efter sigende omkring 3 kilo.
Folk bad Apollonia om lindring for tandpine, og hun blev tandlægernes skytshelgen. Hun afbildes gerne som en ung kvinde med enten en tandlægetang i hænderne eller en halskæde, hvori der hænger en eller flere af hendes tænder.
Sankt Apollonia kan ses på et kalkmaleri i Gislinge Kirke og hun pryder også hjemmesiden for tandlægeskolen i Århus. I Viborg blev der i 1994 opstillet en bronzestatue af Apollonia, udført af kunstneren Hanne Varming. Statuen er opstillet i Sankt Leonis Gade, på det sted, hvor ”Lones Kilde” tidligere havde sit udløb. Det blev sagt om kilden, at dens vand var meget rent og klart, og kunne lindre og dulme tandpine.
Kilder/henvisninger
Lexopen
Helgenbiografi på www.katolsk.no
Artikel om Apollonia fra Tandlægebladet
Sankt Apollonia-statuen i Viborg
Helgener
Tjek fødsels- og dødsår |
2648 | https://da.wikipedia.org/wiki/Jesu%20disciple | Jesu disciple | Jesu disciple (af latin discipulus = elev) var Jesu tilhængere,
Disciple og apostle
En discipel er elev af en åndelig lærer, og både Johannes Døberen (Matt 9,14) og farisæerne havde disciple.
Ifølge Det nye testamente havde Jesus mange disciple. Han udvalgte tolv, som han kaldte sine apostle; de skulle være hans udsendinge. Disse havde et særlig nært forhold til Jesus, og deltog i den sidste nadver.
I Johannesevangeliet 6,66 står, at mange af disciplene forlod Jesus efter hans tale i Kapernaums synagoge. Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham. Andre disciple forblev hans tilhængere, og blev udnævnt til hans apostle. Den største, Paulus, "hedningenes apostel", var imidlertid ikke blandt Jesu tilhængere, mens Jesus levede. Jesus udnævnte de tolv apostle (af græsk ἀπόστολος/apóstolos = sendebud). Betegnelsen "apostel" brug".
hvorfra es også om markante skikkelser i kirkehistorien; Ansgar hyldes som "Nordens apostel", Hans Egede som "Grønlands apostel
Apostlenes vigtigste opgave kom efter Jesu død og opstandelse med Missionsbefalingen. De tolv apostle grundlagde historiens første kristne menighed, nemlig i Jerusalem. Derefter drog de på historiens første missionsrejse beskrevet i Apostlenes gerninger. På denne baggrund kaldes Kirken "apostolisk", og katolske biskopper regner sig som apostlenes efterfølgere.
Antal og navne
Hos Markus, Matthæus og Lukas er Peter, Jakob den Ældre og Johannes Jesu nærmeste. I Johannesevangeliet er Peter perifer, og Jakob og Johannes nævnes slet ikke. I stedet omtales apostlene Nathanael - som traditionen forklarer som Bartholomæus - og Nikodemus (Joh. 3,1-21, 7,45-51 og 19,39-42). De to nævnes ikke i de tre første evangelier. Navnelisten over de øvrige apostlene er med hos Markus og Matthæus, som om antallet tolv er det vigtige, og navnene af mindre betydning.
I Apostlenes gerninger tillægges tallet tolv stor betydning, som en parallel til Israels tolv stammer. Alligevel siges der intet andet end navnene på ni af de tolv apostle. Der fokuseres på Peter, men heller ikke han omtales efter kapitel 15. Ellers hører vi kun om Paulus, som slet ikke var en af "de tolv" og aldrig mødte Jesus. I Johannesevangeliet 6,67 henvender Jesus sig uden nærmere forklaring til "de tolv": Jesus spurgte da de tolv: "Vil I også gå jeres vej?"
Apostlenes heste er en almindelig vending for gåben.
I Markusevangeliet og Matthæusevangeliet nævnes:
Simon Peter
Jakob den Ældre, Zebedæus' søn
Johannes
Andreas
Filip
Bartholomæus
Matthæus
Thomas
Jakob den Yngre, Alfæus' søn
Thaddæus
Simon Zelotes
Judas Iskariot
Lukasevangeliet nævner Judas, Jakobs søn, men ikke Thaddæus; af den grund er det en udbredt opfattelse, at der er tale om den samme.
Efter korsfæstelsen døde Judas Iskariot, og de andre apostle udvalgte ved lodtrækning Matthias som ny apostel. Derimod blev ingen valgt til erstatning for Jakob, efter at kong Herodes lod ham halshugge ved sværd.
I Thomas-evangeliet benævnes en anden Judas "tvillingen Judas" (Didymos Judas), så han kan skelnes fra Judas Iskariot.
Noter
Eksterne henvisninger
Personer i Det Nye Testamente
Jødekristne
Kirkeledere |
2655 | https://da.wikipedia.org/wiki/Teknisk%20apparat | Teknisk apparat | Et teknisk apparat, teknisk indretning, teknisk anordning, teknisk enhed er fx mekaniske, hydrauliske eller elektroniske genstande, med en teknisk funktion - og som er sammensat af et antal tekniske dele.
Sædvanligvis bruges apparat-betegnelsen kun om redskaber, som er sammensat af et antal dele. Man vil næppe kalde en lup eller en proptrækker apparat. Der synes at skulle være et mekanisk element til stede.
Se også
TV-apparat - elektronisk apparat
Eltavle - hvis ældre: Elektrisk apparat; nyere så elektronisk apparat grundet indbygget elektronik
Maskine - mekanisk apparat
Teknik
de:Apparat |
2672 | https://da.wikipedia.org/wiki/Finland | Finland | {{Infoboks land2
| lokalt_navn =
| konventionelt_lang_navn = Republikken Finland
| almindeligt_navn = Finland
| billede_flag = Flag of Finland.svg
| billede_våbenskjold = Coat of arms of Finland.svg
| symbol_type = Rigsvåben
| symbol_type_artikel = Finlands rigsvåben
| billede_kort = Finland in European Union.svg
| kort_tekst =
| nationalmelodi = (finsk)<small>(svensk)"Vores land"</small>
| hovedstad = Helsinki
| bredde_d=60 |bredde_m=10 |bredde_ns=N |længde_d=024 |længde_m=56 |længde_øv=E
| største_by = hovedstad
| officielle_sprog = Finsk og svensk
| regionale_sprog = Samisk
| demonym = finne, finsk
| regeringsform = Parlamentarisk republik
| leder_titel1 = Præsident
| leder_navn1 = Sauli Niinistö (Kok.)
| leder_titel2 = Statsminister
| leder_navn2 = Sanna Marin (SDP)
| leder_titel3 = Formand for parlamentet
| leder_navn3 = Matti Vanhanen (Centern)
| optagetEUdato = 1. januar 1995
| uafhængighedsform = Selvstændighed
| etableret_begivenhed1 = Autonomifra Sverige
| etableret_dato1 = 29. marts 1809
| etableret_begivenhed2 = Erklæretfra det Sovjetiske Rusland
| etableret_dato2 = 6. december 1917
| etableret_begivenhed3 = Anerkendt
| etableret_dato3 = 4. januar 1918
| areal_placering = 64
| areal_størrelse = 1 E11
| areal = 338.424
| procent_vand = 10
| befolkningstal_anslået = 5.509.717
| befolkningstal_anslået_år = 2017
| befolkningstal_anslået_placering = 112
| befolkningstal_folketælling = 5.180.000
| befolkningstal_folketælling_år = 2000
| befolkningstæthed = 18,1
| befolkningstæthed_placering = 20
| BNP_KKP_år = 2010
| BNP_KKP = 185,979 mia. USD
| BNP_KKP_placering =
| BNP_KKP_pr._indbygger = 34.585 USD
| BNP_KKP_pr._indbygger_placering =
| BNP_nominelt = 239,232 mia. USD
| BNP_nominelt_placering =
| BNP_nominelt_år = 2010
| BNP_nominelt_pr._indbygger = 44.488 USD
| BNP_nominelt_pr._indbygger_placering =
| Gini = 26,9
| Gini_placering =
| Gini_år = 2000
| Gini_kategori = lav
| HDI_år = 2011
| HDI = 0,882
| HDI_placering = 22
| HDI_kategori = meget høj
| valuta = Euro (€)
| valutakode = EUR
| tidszone = EET
| utc_forskel = +2
| tidszone_sommertid = EEST
| utc_forskel_sommertid = +3
| dato_format = d.m.åååå
| kører_på = højre
| internetdomæne = .fi, .ax1
| telefonkode = 358
| kendingsbogstaver (bil) = FINSF
| luftfartøjsregistreringskode = OH
| fodnote1 = .eu-domænet er også brugt, da den er delt med andre medlemmer af EU. .ax-domænet er reserveret til det autonome Åland.
}}
Finland (svensk Finland, finsk: Suomi), officielt Republikken Finland (svensk: Republiken Finland, finsk: Suomen tasavalta), er et land i Nordeuropa. Det grænser op til Sverige i nordvest, Norge i nord, og Rusland i øst. Syd for Finland, på den anden side af Finske Bugt, ligger Estland. Som et nordisk land tilhører Finland den geografiske region Fennoskandinavien, der foruden Finland også består af Skandinavien (Danmark, Norge og Sverige). Af Finlands 5,54 millioner indbyggere (2020) bor størstedelen i den sydlige del af landet. 88,7 % af befolkningen er etniske finner, som taler det uralske sprog finsk, der ikke er beslægtet med de skandinaviske sprog. Landets anden hovedgruppe er finlandssvenskerne, som taler svensk (5,3 %). Finland er med sine 338.445 kvadratkilometer det ottendestørste land i Europa og det tyndest befolkede land i EU (18 indbyggere pr. kvadratkilometer). Landet er en parlamentarisk republik bestående af 293 fastlandskommuner (primo 2021) samt én selvstyrende region, Ålandsøerne med 16 kommuner. I hovedstaden Helsinki bor omkring 650.000 mennesker, mens der i Hovedstadregionen bor cirka 1,4 millioner mennesker, som samlet står for en tredjedel af landets BNP.
Der har boet mennesker i Finland, siden isen trak sig tilbage for cirka 11.000 år siden. De første indbyggere var jægere og samlere, som brugte stenredskaber, der deler karakteristika med værktøj fundet i Estland, Rusland og Norge. Lertøj gjorde sit indtog i 5.200 f.Kr, da den kamkeramiske kultur kom til det finske område. Landbruget blev sandsynligvis først indført, da enkeltgravskulturen kom til det sydlige Finlands kystområder for omkring 5.000 år siden. I bronze- og jernalderen handlede man aktivt med andre fennoskandinaviske såvel som baltiske kulturer. Ved udgangen af jernalderen bestod det nuværende Finland af tre kulturelle områder: Det egentlige Finland, Tavastland og Karelen.
Fra slutningen af 1200-tallet blev Finland gradvist integreret i det svenske rige. Det skete først og fremmest som følge af korstog, men også gennem svensk kolonisering af de finske kyster. I dag er svensk stadig et af Finlands to officielle sprog. I 1809 blev Finland indlemmet i Det Russiske Kejserrige som et selvstændigt storfyrstendømme. I 1906 blev Finland det første land i Europa, der gav alle sine voksne indbyggere stemme- og valgret. I 1917 erklærede Finland sig i kølvandet på Den Russiske Revolution for uafhængigt.
I 1918 blev den unge stat ramt af borgerkrig. På den ene side stod de probolsjevikiske røde, som blev støttet af Sovjetrusland, og på den anden de hvide med støtte fra Det Tyske Kejserrige. Efter et mislykket forsøg på at indføre monarki blev landet officielt en republik. Under 2. verdenskrig forsøgte Sovjetunionen gentagne gange at invadere Finland. Landet formåede at bevare sin uafhængighed, men mistede store dele af Karelen, Salla, Kuusamo, Petsamo og nogle øer til russerne. I 1955 blev Finland medlem af FN og har siden da forholdt sig neutralt i militærpolitiske anliggender. VSB-aftalen af 1958 gav dog Sovjetunionen en vis indflydelse på finsk politik under Den Kolde Krig. I 1969 blev Finland medlem af OECD, i 1994 af NATO’s Partnerskab for fred, i 1995 af EU, i 1997 af Euro-Atlantiske Partnerskabsråd og i 1999 af Eurozonen. I maj 2022 har Finland ansøgt om optagelse i NATO.
Finland blev relativt sent industrialiseret, og finnerne levede primært af landbrug indtil 1950’erne. Efter 2. verdenskrig krævede og opnåede Sovjetunionen, at Finland betalte krigsskadeserstatning i form af materiel såsom skibe og maskiner, hvilket tvang landet ind i en industrialisering. Landet udviklede hurtigt en stærk økonomi og opbyggede et udbygget velfærdssamfund baseret på den skandinaviske model. Finland er i dag et af verdens rigeste lande og topscorer, når det gælder uddannelse, økonomisk konkurrenceevne, borgerrettigheder, livskvalitet og levevilkår."Tertiary education graduation rates—Education: Key Tables from OECD" . OECD iLibrary. 14 June 2010. doi:10.1787/20755120-table1. Hentet 6. marts 2011."The 2009 Legatum Prosperity Index". Prosperity.com. Archived from the original on 29. oktober 2009. Hentet 4. februar 2010. Finland vurderes således at have et af de bedste uddannelsessystemer i Europa, verdens bedste demokrati og regnes i mange undersøgelser blandt de allerbedste lande i verden at leve i. I 2015 lå Finland på førstepladsen på både World Human Capital-listen og pressefrihedsindekset. Landet har siden 2011 rangeret som det mest stabile land i verden og har desuden den næsthøjeste grad af ligestilling mellem mænd og kvinder.Gender Gap Report (PDF). WEF.
Etymologi
Finland
To runestene er blandt de første skrevne vidnesbyrd om navnet Finland. I Uppland i Sverige findes en sten (U 582) med inskriptionen "finlonti". På Gotland kan man på en sten (G 319) læse påskriften "finlandi", der menes at være fra 1200-tallet.
Suomi
Oprindelsen til navnet Suomi (finsk for Finland) er usikker, men ordet kan have udviklet sig fra det protobaltiske ord "*zeme", der betyder "land". Ud over de sprog, der er tætbeslægtede med finsk (de østersøfinske sprog), bruges dette ord også i de baltiske sprog lettisk og litauisk. Alternativt er det indoeuropæiske ord "*gʰm-on", der betyder "menneske" (jævnfør gotisk "guma" og latin "homo"), blevet foreslået via et lån som "*ćoma". Ordet henviste oprindeligt kun til provinsen Egentliga Finland og senere til den nordlige kyst af Den Finske Bugt, hvor nordlige områder som Österbotten ikke hørte med så sent som i det 1700-tallet. Tidligere teorier foreslog en afledning fra "suomaa" ("lavmoseland") eller "suoniemi" ("lavmosenæs"). Andre forskere har peget på paralleller til "saame" (samerfolket i det nordlige Finland) eller "Häme" (et finsk folk og en provins). Disse teorier anses i dag for at være gendrevet.
Historie
Forhistorie
Ifølge arkæologiske fund blev det område, der nu kendes som Finland, beboet senest for omkring 10.500 år siden, i stenalderen, da isen trak sig tilbage efter den sidste istid. Genstande fundet efter disse første bosættere har samme karakteristiske træk som tilsvarende genstande fundet i Estland, Rusland og Norge. De tidligste beboere var jægere og samlere, der brugte stenredskaber. De første eksempler på potteskår stammer fra 5.200 f.Kr. ved indledningen til den kamkeramiske kultur. Enkeltgravskulturen i de sydlige, kystnære dele af Finland daterer sig til mellem 3.000 og 2.500 f.Kr. og menes at være indført simultant med, at det første landbrug opstod. Også efter landbrugets indførelse fortsatte jagt og fiskeri med at spille en vigtig rolle i en tid med langsomt øget velstand.
Bronzealderen (1.500-500 f.Kr.) og jernalderen (500 f.Kr.-1.200 e.Kr.) var karakteriseret ved ret sporadisk kontakt med andre kulturer i det fennoskandinaviske område og Østersøregionen. Der er ikke enighed om, hvornår der første gang blev talt uralske og indoeuropæiske sprog i det, der nu er Finland. I løbet af det første årtusind efter vor tidsregning blev et tidligt finsk talt i hvert fald i landbrugsbosættelser i det sydlige Finland, mens samisk var sproget, man talte i størstedelen af resten af området.
Den svenske periode
Kong Erik Eriksson var formodentlig den første af de svenske konger, der fra midten af det 12. til midten af det 13. århundrede sikrede Sverige overherredømmet over hele Finland. Det skete i forbindelse med de nordiske korstog, hvor de kristne konger i specielt Danmark og Sverige sammen med tyske fyrster søgte at udbrede kristendommen til de hedenske stammer i Østersøegnene. I århundrederne herefter slog en del svenskere sig ned, især i kystområderne af landet, og svensk blev det dominerende sprog i overklassen, i administrationen og i uddannelsesvæsenet; finsk var primært et sprog brugt af bønderne, gejstligheden og de lokale domstole i de områder, der primært var beboet af finner.
Under reformationen konverterede finnerne efterhånden til lutheranismen efter den svenske konges konvertering. I det 16. århundrede udgav Mikael Agricola det første trykte værk på finsk. Det første universitet i landet, Det kongelige Akademi i Åbo, blev etableret i 1640. Finland blev ramt af en voldsom hungersnød 1696-97, hvorunder omkring en tredjedel af landets befolkning omkom. I det 18. århundrede lå Sverige ofte i krig med Rusland, og det førte til, at Finland i to omgange blev besat af russiske styrker. Disse to perioder kendes som henholdsvis den Stora ofreden (1714–21) og den Lilla ofreden (1742–43). I denne periode var "Finland" betegnelsen for området mellem den Botniske Bugt og Rusland.
Russisk overherredømme
I begyndelsen af det 19. århundrede kom Sverige og Rusland igen i krig med hinanden i det, der kendes som den finske krig (1808–09). Denne gang sejrede russerne, og Finland blev erobret af zar Alexander 1. Landet blev derpå et selvstyrende storfyrstendømme i personalunion med det russiske imperium. I 1811 indlemmede Alexander også de russiske provinser Viborg og Kexholm. Disse provinser, "Gammel Finland", er blevet erobret fra Sverige i 1743 or 1721. Landet fik i høj grad lov til at passe sig selv, hvilket – i tråd med de nationalistiske strømninger over hele Europa – gav plads til en finsk national forståelse, især fra omkring 1860, hvor det finske sprog efterhånden blev det dominerende. Udgivelsen af det finske nationale epos Kalevala (1835) medvirkede til dette, og i løbet af århundredet blev svensk afløst af finsk også i administrationen, selv om det først var i 1892, at finsk blev ligestillet med svensk ved domstolene. Landet fik også egne frimærker og møntfod, den finske mark (fra 1860).
En ny hungersnød i 1866-68 kostede omkring 15% af den finske befolkning livet. Det førte til mindskede økonomiske krav fra det russiske overherredømme samt forøgede investeringer i landet fra Rusland, og snart voksede Finlands økonomi voldsomt. Alligevel var BNI per indbygger under en tredjedel af den, der fandtes i Storbritannien på samme tid.
I 1906 blev der indført almindelig valgret i storfyrstendømmet Finland. Efterhånden blev forholdet mellem Finland og Rusland spændt, da den russiske regering forberedte skridt til at indskrænke finnernes autonomi. Således var folkestyret i praksis meningsløst, idet zaren skulle godkende alle love, som var vedtaget af det finske parlament. Der blev derfor skabt grobund for uafhængighedsønsker blandt radikale liberalister og socialister.
Borgerkrig og selvstændighed
Efter Februarrevolutionen i Rusland blev Finlands position som en del af det russiske imperium et emne for diskussion, især i socialdemokraterne i Rusland. Mens det var klart, at zaren var overhoved for Rusland, var det mindre oplagt, hvem der egentlig kunne siges at stå i spidsen for Finland efter revolutionen. Parlamentet, som havde socialdemokratisk ledelse vedtog den såkaldte Magtbeføjelseslov, som gav den afgørende autoritet til parlamentet. Dette blev afvist af den russiske provisoriske regering og af højrefløjspartierne i Finland. Den provisoriske regering opløste det finske parlament med magt, hvilket socialdemokraterne betragtede som ulovligt, idet retten til at gøre sådan var fjernet fra russerne ved Magtbeføjelsesloven.
Nye valg blev afholdt, og højrefløjen vandt med snævert flertal. Nogle socialdemokrater nægtede at acceptere resultatet og hævdede fortsat, at opløsningen af parlamentet var uden retslig baggrund (og at det afholdte valg var ugyldigt). De to næsten lige store politiske blokke, højrefløjen og socialdemokraterne, stod stejlt over for hinanden.
Oktoberrevolutionen i Rusland ændredes situationen endnu en gang. Højrefløjen vendte med ét rundt og begyndte at genoverveje deres beslutning om at blokere for overførelsen af den højeste udøvende magt fra den russiske regering til Finland, da radikale kommunister overtog magten i Rusland. Men for ikke at komme til at se ud, som om de bøjede sig for den socialdemokratiske Magtbeføjelseslov fra nogle måneder forinden, erklærede højrefløjen i stedet Finland selvstændigt den 6. december 1917.
Det udløste i 1918 en kort og meget bitter borgerkrig, som prægede landet i årene derefter. Krigen blev officielt indledt 27. januar ved to uafhængige begivenheder. Regeringen påbegyndte en afvæbning af de russiske styrker i Österbotten, og samtidig forsøgte socialdemokraterne at gennemføre et regeringskup. I begge tilfælde blev der affyret skud, og ved kupforsøget lykkedes det socialdemokraterne at få kontrol over det sydlige Finland og Helsingfors, men den hidtidige højrefløjsregering (de hvide) fortsatte med at holde gang i et parlament i eksil fra Vaasa. Denne situation satte gang i borgerkrigen, hvorunder de hvide med støtte fra det tyske kejserrige sejrede over de røde. Efter krigen blev titusinder af røde og mistænkte sympatisører internerede i lejre, hvor tusinder døde ved henrettelse eller som følge af underernæring eller sygdom. Et indædt social og politisk fjendskab blev herved skabt mellem de røde og de hvide og vedblev at herske helt til efter vinterkrigen. Borgerkrigen samt aktivistiske ekspeditioner til Sovjetunionen betød desuden øgede spændinger i relation til den store nabo mod øst.
Efter en overgang med et monarki blev Finland en republik efter præsidentmodellen med Kaarlo Juho Ståhlberg valgt som landets første præsident i 1919. Den finsk-russiske grænse blev fastslået ved Tartutraktaten i 1920 og fulgte nogenlunde den historiske grænse, men gav Petsamo og områdets havne ved Barentshavet til Finland, så landet kom til at ligge mellem Norge og Rusland. Det finske demokrati undgik at blive genstand for et sovjetisk kup og overlevede den antikommunistiske Lappobevægelse. Forholdet mellem Finland og Sovjetunionen var spændt, og forbindelsen med Tyskland var heller ikke for god. Det finske militær blev oplært i Frankrig i stedet, og forbindelserne til Sverige og resten af Vesteuropa blev styrket.
I 1917 var befolkningstallet på 3 millioner. En landbrugsreform på kredit blev gennemført efter borgerkrigen. Det førte til en stigning i den del af befolkningen, der selv havde kapital. Omkring 70% af befolkningen var beskæftiget i landbruget og 10% i industrien. De største eksportmarkeder var Storbritannien og Tyskland.
Anden verdenskrig
Under anden verdenskrig var Finland allieret med aksemagterne, Nazityskland, Italien og andre pro nazistiske stater som bl.a. Ungarn og Rumænien. Finland kæmpede to gange mod Sovjetunionen: Første gang i vinterkrigen 1939–40, efter at Sovjetunionen havde angrebet landet, og igen i fortsættelseskrigen i 1941-44 i kølvandet på operation Barbarossa, i hvilken Nazityskland invaderede Sovjetunionen. I 872 dage belejrede tyskerne Leningrad, Sovjetunionens næststørste by. Belejringen af Leningrad resulterede i omkring en million døde af byens befolkning. Finske tropper kontrollerede nogle områder omkring byen, men nægtede selv at angribe eller lade tyskerne bruge disse områder som basis for deres angreb; det er fortsat et kontroversielt emne, om de finske tropper primært var behjælpelige med belejringen eller var modstræbende i dette. Efter at have kæmpet mod en stor sovjetisk offensiv i juni-juli 1944 fik finnerne våbenstilstand, men snart efter fulgte Laplandskrigen i 1944–45, hvor Finland trængte tyske styrker ud af Nordfinland.
Traktaterne, der blev undertegnet med Sovjetunionen i 1947 og 1948, indeholdt forpligtelser, begrænsninger og skadesudbedringer for Finland foruden flere territoriale afgivelser, som allerede var begyndt med fredstraktaten i Moskva i 1940. Som et resultat af de to krige blev Finland tvunget til at afstå det meste af Karelen, området omkring Salla og Petsamo, hvilket udgjorde omkring ti procent af landets areal og tyve procent af dets industrielle kapacitet, herunder havnene i Vyborg og Liinakhamari – sidstnævnte en isfri havn ved Barentshavet. Næsten hele befolkningen i disse områder, omkring 400.000 mennesker, flygtede efter denne aftale. Finland undgik at blive besat af Sovjetunionen og beholdt sin selvstændighed, men anden verdenskrig kostede landet omkring 93.000 faldne soldater, hvilket i forhold til landets samlede befolkning var det tredjehøjeste under krigen.
Finland valgte ikke at tage imod Marshall-hjælp som følge af Sovjetunionens indirekte pres. Imidlertid sørgede USA hemmeligt for udviklingsbistand og støttede det stadigt antikommunistiske Socialdemokrati i håbet om at bevare Finlands selvstændighed. I bestræbelserne på at skabe samhandel med vestlige magter som Storbritannien samt for at opfylde deres forpligtelser om reparationer i Sovjetunionen kom der for alvor tryk på industrialiseringen i Finland. Som eksempel blev virksomheden Valmet skabt for at skabe materialer til krigsskadeserstatninger. Men også efter at reparationsforpligtelserne var afsluttet fortsatte Finland, der var fattig på visse ressourcer, der er nødvendige i en industrialiseret nation (som olie og jern), med at have tætte handelsforbindelser med Sovjetunionen inden for bilaterale rammer.
Den kolde krig
I 1950 var halvdelen af den finske arbejdskraft beskæftiget i landbruget, mens en tredjedel boede i byområder. De nye jobs inden for fremstilling, service og handel tiltrak snart folk til byerne. Det gennemsnitlige antal fødsler pr. kvinde faldt fra et babyboom på 3,5 i 1947 til 1,5 i 1973. Da de store årgange var klar til arbejdsmarkedet, kunne økonomien ikke skabe arbejdspladser hurtigt nok, og hundredvis emigrerede til det mere industrialiserede Sverige, flest i 1969–70. Finland blev efterhånden en ikke ubetydelig part i internationale relationer og blev i 1955 medlem af Nordisk Råd, den eneste vestlige samarbejdsorganisation, som Sovjet dengang accepterede for Finland. Sommer-OL 1952 i Helsinki bragte mange internationale gæster til landet, og Finland var med bakke op om lettelser i verdenshandelen via deltagelse i Verdensbanken, den Internationale Valutafond og GATT-aftalen.
Finland var officielt neutralt i den kolde krig, men befandt sig i en slags gråzone mellem Vesten og Sovjetunionen. Den finsk-sovjetiske pagt fra 1948 om venskab, samarbejde og gensidig bistand gav Sovjetunionen en vis indflydelse på finsk indenrigspolitik. Dette udnyttede præsident Urho Kekkonen i stort omfang mod sine modstandere og sikrede sig et effektivt monopol på sovjetrelationer fra 1956 og frem, hvilket var afgørende for hans fortsatte popularitet. I landets politik var der en tendens til at undgå lovgivning og udtalelser, der kunne opfattes som antisovjetiske. Dette fænomen fik betegnelsen "finlandisering" af den tyske presse og har siden fået en bredere betydning for et forhold, hvor et land efterhånden de facto mere eller mindre skjult underordner sig en anden stat.
Trods de tætte relationer til Sovjetunionen forblev Finland en del af den vesteuropæiske markedsøkonomi. Mange virksomheder profiterede af handelsprivilegierne med Sovjetunionen, hvilket også er med til at forklare den udbredte støtte til den prosovjetisk politik fra forretningslivet i Finland. Den økonomiske vækst i efterkrigstiden var stor, og i 1975 var Finlands BNI den 15. største i verden. I 1970'erne og 1980'erne opbyggede landet et af de mest omfattende velfærdsstater i verden. Finland forhandlede sig frem til en aftale med EEC (en forgænger for EU), der næsten ophævede told mellem landet og EEC fra 1977, selv om Finland ikke var en del af fællesskabet.
I 1981 måtte Kekkonen trække sig tilbage af helbredsgrunde efter 25 år på præsidentposten. I de følgende år oplevede Finland en dyb recession som følge af blandt andet fejlberegnede makroøkonomiske beslutninger, en bankkrise, kollapset af Sovjetunionen, der var den hidtidigt vigtigste handelspartner, samt en global økonomisk nedgang. Nedgangen nåede bunden i 1993, hvorefter Finland i de følgende år oplevede en solid økonomiske vækst.
Nyeste historie
I lighed med de øvrige nordiske lande har Finland liberaliseret sin økonomi siden slutningen af 1980'erne. Reguleringen af finansielle og produktmarkedsmæssige forhold blev løsnet. Nogle statslige virksomheder blev privatiserede, og der har været gennemført nogle mindre skattenedsættelser. Finland blev medlem af EU i 1995 og Eurozonen i 1999, og i 2002 udskiftede landet den finske mark med euroen.
Befolkningen ældes efterhånden med en fødselsrate på 10,42 pr. 1000 indbyggere, hvilket giver en fertilitet på 1,8. Med en aldersmedian på 41,6 år er Finland et af de lande i verden med den ældste befolkning, og halvdelen af de personer, der har valgret, estimeres til at være 50 år eller ældre. Som i mange andre europæiske lande forventes Finland, hvis der ikke gennemføres reformer eller åbnes for meget større immigration, at komme til at kæmpe med den demografiske aldersspredning, også selv om den makroøkonomiske situation er i bedre stand end de fleste andre veludviklede lande.
Politik
Det politiske system er defineret af Finlands grundlov. Landet er et repræsentativt demokrati, som tidligere bestod af et semipræsidentielt parlamentisk system, men nu er præsidentposten stort set et repræsentativt embede. Landets indbyggere stemmer ved lokale valg, parlamentsvalg og valg til Europa-Parlamentet.
Ifølge grundloven er Finlands præsident statsoverhoved og ansvarlig for udenrigspolitik (hvortil ikke hører EU-forhold) sammen med kabinettet. Præsidenten er endvidere øverstbefalende, stadfæster lovene og udpeger ministre og højere tjenestemænd samt giver disse deres afsked. Præsidenten vælges ved direkte valg for en seksårs periode og kan genvælges én gang. Den nuværende præsident er Sauli Niinistö (Samlingspartiet).
Finlands parlament (, ) er et etkammersystem med 200 sæder. Det har til opgave at beslutte de generelle love i landet, at ændre love og grundloven, gennemtvinge kabinettets afskedigelse samt omgøre præsidentens vetoer. Parlamentets beslutninger kan ikke gøres til genstand for retslig prøvelse. Parlamentet nedsætter forskellige udvalg, der lytter til eksperter og forbereder lovgivning. Valg til parlamentet foregår ved proportionale valg for fireårs perioder. Parlamentets formand er for øjeblikket Matti Vanhanen (Centerpartiet). Kabinettet har i praksis magten i landet. I spidsen står statsministeren, og derudover består kabinettet af udvalgte ministre samt "ex officio"-medlemmet, justitiekansleren. Kabinettets sammensætning besluttes af parlamentet ved flertalsvalg, og det kan ændres ved et mistillidsvotum. Den nuværende statsminister er Sanna Marin (Socialdemokraterne).
Siden den lige valgret blev indført i 1906 har parlamentet været domineret af Centerpartiet (tidligere Landbounionen), Samlingspartiet og Socialdemokratiet, som gennem tiden har været nogenlunde lige store og tilsammen har opnået 65-80% af stemmerne. Efter 1944 var kommunisterne er betragtelig faktor i nogle årtier. Ved valget i 2011 fik partiet De Sande Finner bemærkelsesværdig fremgang fra 5 til 39 pladser i parlamentet, hvorved partiet blev større end Centerpartiet. Det selvstyrende Ålandsøerne har egne valg, og ved valget i 2007 blev De Liberale på Åland det største parti.
Sammenlignet med resultaterne fra Rigsdagsvalget i 2015 blev udfaldet ved Rigsdagsvalget i april 2019 følgende:
Lov og ret
Det retlige system er delt mellem retsinstanser for civile og kriminelle forhold og retsinstanser for forvaltningen af forholdet mellem offentligheden og de administrative organer. Finsk lovgivning er kodificeret og baseret på svensk lov og i bredere perspektiv på borgerlig ret og romerretten. Retssystemet for civile og kriminelle forhold består af lokale retsinstanser, regionale appelretsinstanser og en højesteret, og på forvaltningssiden har man forvaltningsdomstole og en forvaltningshøjesteret. Ved siden af disse to retsgrene har man enkelte specialdomstole i visse grene af forvaltningen. Der er også en rigsret for kriminelle anklager mod visse højtstående poster.
Der er en meget høj grad af tillid hos befolkningen til landets sikkerhedsinstitutioner. Den samlede kriminalitet i Finland er ikke høj i sammenligning med resten af EU. Dog er der visse kriminalitetstyper, hvor landet har høje tal; således er det relative mordtallet det højeste i Vesteuropa med mere end 32 mord pr. en million indbyggere.
Finland har en lav grad af korruption og har i mange år hørt til blandt de allerbedste lande i verden på området. Blandt forklaringerne på dette nævner Transparency International, at landet har en stor åbenhed i forvaltningen, høj BNI per indbygger, højt uddannelsesniveau, lav ulighed og høj prioritering af menneskerettigheder. Landet er dog ikke perfekt, og der har været rejst kritik fra GRECO om skjult partistøtte i forbindelse med parlamentsvalg. Dette udløste en politisk skandale i landet, da oplysningerne om de reelle støttebeløb kom frem i årene efter valget.
Udenrigsrelationer
Ifølge grundloven er det præsidenten, der står i spidsen for Finlands udenrigsforhold i samarbejde med parlamentet. Dette gælder ikke EU-forhold, som parlamentet alene styrer. Landet gør et stort arbejde for at fremme internationalt samarbejde, og den tidligere præsident Martti Ahtisaari, der sad på posten 1992-2000, modtog i 2008 Nobels fredspris for sin indsats.
Inden for EU har Finland skiftet holdning til et fælles forsvar, som man først ikke ville modsætte sig, men senere med udenrigsminister Erkki Tuomioja og præsident Halonen i spidsen officielt er gået imod.
Velfærdsstaten
I slutningen af 1980'erne havde Finland et af verdens mest veludviklede velfærdssystemer, der sikrede rimelige levevilkår for alle finner. Siden da er der foretaget visse nedskæringer, men systemet er stadig et af de mest omfattende i verden. Systemet, der blev skabt næsten fuldstændigt i løbet af de første tredive år efter anden verdenskrig, havde sit udspring i en traditionel nordisk tro på, at staten ikke forsøger at hindre borgernes velbefindende, men kan gribe ind på en ordentlig måde på deres vegne. Ifølge nogle socialhistorikere var grundlaget for denne opfattelse en relativt fredelig historisk udvikling, der havde tilladt en gradvis opståen af frie og uafhængige bønder i de nordiske lande og begrænset adelens magt, og den efterfølgende dannelse af en magtfuld højreorienteret politisk dominans. Finlands historie har været mere turbulent end de øvrige nordiske landes historie, men ikke værre, end at landet uden større problemer har kunnet følge deres udvikling på det sociale område.
Militær
Det finske forsvar består af et korps af professionelle soldater (primært officerer og teknisk personel), der i disse år står i spidsen for indkaldte værnepligtige og en større gruppe reservister. Standardberedskabet er på 34.000 uniformerede personer, hvoraf 25% er professionelle soldater. Landet har generel værnepligt for alle mandlige unge, der på et tidspunkt efter det fyldte 18 år skal aftjene seks til tolv måneders militær værnepligt eller tolv måneders civil værnepligt. Militærnægtere kan aftjene en alternativ civil værnepligt, og kvinder kan frivilligt melde sig som værnepligtige, hvilket gøres af omkring 500 kvinder årligt.
Det finske forsvar støtter partnerskab med vestlige institutioner som NATO, Vestunionen og EU, men er forsigtige med at undgå at blande sig i politik. Landet har dog i lyset af Ruslands invasion af Ukraine i 2022 den 18. maj 2022 ansøgt om medlemskab af NATO. Det finske militærbudget er på €2 milliarder, hvilket svarer til 1,4-1,6 % af landets BNI. Militærudgifterne er de sjettehøjeste i EU, og de tredjehøjeste, hvis man også indregner værnepligten. Frivillig udsendelse på militærmissioner er populære, og finske tropper deltager i fredsbevarende missioner under FN, NATO og EU mange steder i verden.
Det finske forsvar står under den øverstbefalendes kommando, som står direkte under præsidenten, hvad angår store militære beslutninger. Forsvaret består af en hær, en flåde og et luftvåben. Grænsekontrollen hører egentlig under indenrigsministeriet, men den kan inddrages under forsvaret, hvis der er behov for det.
Geografi
Finland er et af verdens nordligst beliggende lande. Det ligger mellem 59° og 71° N samt 20° og 32° Ø, og omkring en tredjedel af landet ligger nord for polarcirklen. Hvis man ser på hovedstæder, er det blot Reykjavik i Island, der ligger nordligere på verdensplan end Helsinki. Landet er længst i nord-sydlig retning med 1.160km mellem det sydligste punkt, Hangö, og det nordligste, Nuorgam. Den længste øst-vestlige strækning er på 540km, som er afstanden mellem Ilomantsi og Närpes. Med udgangspunkt i landets kulturgeografiske opdeling taler man om "Nordfinland" fra omkring det sted, hvor Oulujärvi ligger, selv om søen objektivt set ligger lidt syd for midten. Samtidig kalder man landskabet omkring Jyväskylä for "Midtfinland", selv om det reelt ligger et pænt stykke mod syd.
Landet grænser op til Rusland mod øst med en grænselængde på 1.269 km, mens grænsen mod Norge mod nord er på 716 km, og grænsen mod Sverige mod nordvest er på 536 km og hovedsageligt udgøres af elvene Konkämä, Muonio og Torne. Derudover afgrænses Finland af forskellige dele af Østersøen: Mod vest af Botniske Bugt og mod syd af Finske Bugt. Vandet fra praktisk taget alle søer og elve i Finland ender på et tidspunkt i Østersøen; eneste undtagelse er de vandløb, der strømmer fra den nordlige side af Maanselkä, hvis vand ender i Ishavet. På grund af ringe fordampning og den stadige ferskvandstilstrømning er saltindholdet i havene omkring Finland væsentligt mindre end i verdenshavene. Med en salinitet på mindre end 0,3% er dele af Bottenbugten helt mod nord så brakvandspræget, at man her også finder ferskvandsfisk i havet.
Finland er de tusinde søers land. Mere præcist har landet 187.888 søer (større end 500 m²) og 98.050 øer. Den største sø Saimaa er den fjerdestørste i Europa. Størstedelen af øerne finder mand i skærgården i det sydvestlige af landet omkring Turku. Ålandsøerne, der hører til Finland, ligger et stykke fra skærgården med blot 38km til Sverige.
Det finske landskab er primært formet i forbindelse med istiden. Isen var tykkere og smeltede senere i Fennoskandinavien end i resten af Europa. Erosionen i forbindelse med isens smeltning har skabt et fladt landskab med få bakker. Det højeste fjeld Halti med sine 1.324 meter ligger i den nordvestlige del af Lapland på grænsen mellem Norge og Finland. Det højeste fjeld, hvis top ligger i Finland, er Ridnitšohkka på 1.316 meter og ligger tæt ved Halti.
Isen, der trak sig tilbage, efterlod landet med moræneaflejringer i formationer med åse. Det er højderygge med lag af grus og sand, der i grove træk strækker sig fra nordøst mod sydvest, hvor kanten af isen engang gik til. Blandt disse højderygge er tre med det fælles navn Salpausselkä, der forløber i det sydlige af landet, primært i øst-vestlig retning. Efter at have været presset ned af de enorme ismængder blev det finske område i tiden efter isens smeltning udsat for en landhævning, som stadig finder sted.
Ud over de mange søer er landskabet præget af skovområder, og en meget lille del er opdyrket landområde. Skove dækker 86 % af arealet, hvilket betyder, at Finland er det mest skovdækkede land i Europa. Skovene består af fyr, gran, birk og andre træsorter. Finland er Europas største tømmerproducent og blandt de største i verden.
Landskabet består for størstedelen (omkring 75 % af landarealet) af taiga med nåletræer og lavmose, mens kun en mindre del er opdyrket land. Den mest almindelige stentype er granit, som man finder overalt, og som er synlig, hvis der ikke er jord, der dækker den. Moræneler er den mest almindelige type jord, som typisk er dækket af et tyndt lag humus af biologisk oprindelse. Morr-udvikling finder man i de fleste skovbunde, undtagen hvor afvandingen er dårlig. I disse områder finder man blandt andet tørvemoser.
Klima
Klimaet mod syd er nordligt tempereret, mens det i det meste af landet er et fugtigt og koldt fastlandsklima, karakteriseret ved kolde, enkelte gange meget kolde vintre og relativt varme somre. Mod syd varer vinteren typisk omkring fire måneder, og der ligger ofte sne fra midt i december til begyndelsen af april. Ved sydkysten kan det veksle mellem sne og tøvejr flere gange, inden der kommer mere permanent sne. På de koldeste vinterdage når temperaturen mod syd ofte under -20 °C, mens den de varmeste sommerdage kan nå op omkring 30 °C. Man finder ikke egentlig arktisk tundra i Finland, der ligger næsten præcist på taigabæltet, dækket af skove. Alpin tundra finder man i det bjergrige Lapland mod nord, mens der gror eg på sydkysten og øerne herudfor.
Somrene varer i det sydlige Finland omkring fire måneder (fra midt i maj til midt i september). I det nordlige Finland, specielt i Lapland, er subpolarklima dominerende med kolde – af og til strenge – vintre og relativt varme, men korte somre (2-3 måneder), idet landet typisk er sneklædt i omkring seks måneder fra oktober til først i maj.
Landets placering mellem 60 og 70° N i den kystnære zone af Eurasien er den vigtigste faktor i klimaet. Her finder man både spor af kystklima og af fastlandsklima afhængig af vindretningen. Finland ligger tæt nok på Atlanterhavet til at nyde godt af varmen fra Golfstrømmen, hvilket er forklaringen på det i betragtning af den nordlige placering usædvanligt varme klima.
Klimaet er varmt nok til at gøre det muligt at avle korn mod syd i landet, men ikke mod nord.
En fjerdedel af Finlands territorium ligger nord for Polarcirklen, og solen går derfor ikke ned om sommeren over en periode på 73 dage, og senere om vinteren står den ikke op i en periode på 51 dage.
Administrativ opdeling
Den basale administrative opdeling af Finland er i kommuner, som der findes 309 af fra begyndelsen af 2021. Kommunerne står for halvdelen af de offentlige udgifter i landet og finansierer disse med en kombination af kommuneskat, statstilskud og anden indtjening. Størstedelen af kommunerne har under 6.000 indbyggere. Kommunerne med flest indbyggere er centreret om de største byer og er følgende:
Hovedstadsområdet, der består af Helsinki, Vantaa, Espoo og Grankulla, udgør en konurbation på over en million indbyggere, men tværgående samarbejde på kommuneplan sker kun på visse områder efter fælles beslutning i disse kommuner.
På niveauet over kommuner findes 70 økonomiske regioner og 19 landskaber. Disse styres af de kommuner, der indgår i enhederne, der kun har begrænset magt. Ålandsøerne har som landskab en særlig position, idet den har en høj grad af selvstyre.
Fra og med 2010 er det finske fastland desuden opdelt i seks statslige regionsforvaltninger, der erstattede de tidligere seks len (indtil 1997 var der tolv len). Statens ämbetsverk på Åland er statens repræsentant i det selvstyrede landskab.
Natur
I Finland finder man samlet set omkring 42.000 arter af dyr, planter og svampe, herunder 65 arter af pattedyr. Artsrigdommen er ikke helt så stor, som den kendes under sydligere himmelstrøg, men landets udstrakte naturområder byder dog på mange dyrearter, man kun sjældent ser andre steder i Europa.
Allemandsretten tillader i Finland alle mennesker at bevæge sig i naturen med visse begrænsninger. Det er også tilladt at samle bær og svampe samt at fiske. Jagt og fiskeri er i Finland en udbredt fritidsfornøjelse.
Flora og vegetation
Man finder tre økozoner i Finland. Størstedelen af landet er taiga, som er kendetegnet ved en kort vegetationsperiode, hvor planterne er aktive, næringsfattig jord, hvorpå træer kun vokser langsomt, præget af nåletræer og et begrænset antal træsorter. Fyr (50 %) og graner (30 %) er de dominerende træer, mens den mest typiske løvtræstype er birk (16,5 %). Jordbunden er dækket af blåbærris og mos, mod nord også med lav.
Kun ved sydvestkysten og på de derudforliggende øer og skær finder man tempereret løvfældende skov. Her vokser også træsorter, der ellers ikke forekommer i Finland, eksempelvis eg. Det allernordligste af Lapland er i stort omfang skovløst; på lavere områder finder man kun enkelte hårdføre birketræer, mens de højere områder har en tundra-agtig vegetation.
En tredjedel af Finland er oprindeligt moseland, og omkring halvdelen heraf blev i løbet af 1900-tallet drænet, så det kunne opdyrkes. Mod syd dominerer tørverige højmoser, mens der mod nord er aapamoser. Størstedelen af moselandet er dækket af skov.
Fauna
Elgen er meget udbredt i Finland. Selv om omkring en tredjedel af bestanden nedlægges hvert år, forbliver den ved udløbet af jagtsæsonen stabil på over 100.000 dyr. For biltrafikken udgør den store elgbestand en reel fare, da et sammenstød altid resulterer i svære skader. Mod nord i landet finder man overalt rensdyr. De omkring 200.000 rensdyr er delvist tæmmede og går frit rundt hele året, indtil ejerne om efteråret driver dyrene sammen og udvælger sig de eksemplarer, der skal slagtes. De vilde skovrensdyr er langt sjældnere. Engang var denne art vidt udbredt i store dele af Finland, men mod slutningen af 1800-tallet var den udryddet, indtil der i 1950'erne igen indvandrede en lille population fra Rusland i Kajanaland og Nordkarelen. I den sydlige og vestlige del af landet er der fra Nordamerika indført virginiahjorte, der har klaret sig godt og etableret en bestand.
Antallet af rovdyr er vokset i takt med fredninger gennem de seneste mange år. Antallet af både de finske brune bjørne og losser er i disse år på over 1.000 individer, mens der er omkring 200 ulve. Der drives i et vist omfang jagt på disse dyr. I den finske del af Lapland lever der et mindre antal jærve. Polarræven, der tidligere var meget almindelig i store dele af landet, blev næsten udryddet af pelsjægere i begyndelsen af 1900-tallet. Den røde ræv er meget udbredt, og i de seneste årtier har mårhunden bredt sig fra Rusland.
Saimaa-ringsælen er en sælart, der udelukkende findes i søområdet ved Saimaa. Det er lykkedes at redde denne sjældne ferskvandsunderart af ringsælen fra at uddø gennem en målrettet fredning, og sælen er blevet et symbol på naturbeskyttelsen i Finland. Der er også lavet særlig beskyttelse for europæiske flyveegern, der i EU kun findes i Finland og Estland.
Af fugle findes der i Finland mere end 430 arter, herunder kongeørn og havørn sammen med hønsefugle som urfugl, tjur, hjerpe og dalrype samt talrige vandfuglearter. Sangsvanen regnes for den finske nationalfugl på grund af dens rolle i den finske mytologi. Denne art er også et eksempel på vellykket fredning: I 1950'erne var der ikke mere end 15 ynglende par, mens bestanden siden er vokset til omkring 1.500.
Økonomi
Finland har en højt industrialiseret markedsøkonomi med et BNP per indbygger som i England, Frankrig, Tyskland eller Italien. Landets hovedsektor er service med 71,4 % fulgt af fabrikation og viderebearbejdning med 28 %, mens primærproduktionen (landbrug, skovbrug og fiskeri samt minedrift og råstofudvinding) udgør 3,5 %. I forhold til eksporten er den økonomisk største sektor fabrikation. De største brancher her er elektronik (14,1 %), maskineri, køretøjer og andre fremstillede metalprodukter (24 %), trævarer (11,5 %) og kemikalier (9,4 %).
Af naturlige råstoffer har Finland tømmer, flere mineraler og rent vand. Skovbrug, papirfabrikation, landbrug er politisk følsomme områder i forhold til befolkningen på landet. Storhelsinki genererer omkring en tredjedel af landets BNI. Landet har blandt andet udviklet en stor produktion af avanceret elektronik.
Finland er meget involveret i den globale økonomi, og international handel udgør omkring en tredjedel af BNI. Størst samhandel har landet med Tyskland, Rusland, Sverige, Storbritannien, USA, Nederlandene og Kina. Handelspolitikken er givet af landets medlemskab af EU, hvor Finland mest går ind for frihandel, når man undtager landbrugsområdet. Finland er det eneste af de nordiske lande, der er trådt ind i Eurozonen.
Landets klima og jordbund medfører udfordringer i forhold til planteavl. De ret korte dyrkningssæsoner bliver ind imellem generet af tidlig nattefrost, men indflydelsen fra Golfstrømmen medfører gennemgående et relativt mildt klima, og Finland har omkring halvdelen af den samlede dyrkningsegnede jord, der ligger nord for 60° N bredde. Den årlige nedbørsmængde er normalt tilstrækkelig, men den falder primært i vinterperioden, og derfor trues planteavlen ind imellem om sommeren af tørke. Som modtræk mod klimaet har landmændene satset på hurtigt modnende og frostresistente plantearter, og de har kultiveret mange af de sydvendte skråninger samt tidligere, næringsrige vandområder for at sikre høsten selv i år med frost i sommerperioden. De fleste marker har tidligere været enten skov eller sump, og jorden har som regel krævet meget kalkning og års kultivering for at neutralisere rester af surbund og udvikle frugtbarheden. Vanding har normalt ikke været nødvendig, men til gengæld har der flere steder været brug for dræning for at lede vand væk fra markerne. Det finske landbrug er normalt regnet for at være ret effektivt sammenlignet med de fleste andre europæiske lande.
De enorme skove spiller en væsentlig rolle i landets økonomi og er grundlaget for Finlands placering som et verdens førende tømmerproducenter samt leverandører af råmaterialer til konkurrencedygtige priser for de betydningsfulde brancher, der forbruger dette tømmer. Som med landbruget har regeringen gennem mange år haft en betydelig rolle i skovbruget med regulering af træfældning, støtte til udvikling af tekniske hjælpemidler og etablering af langtidsplanlægning til sikring af, at landets skove kan fortsætte med at levere materiale til træbehandlingsindustrien. For at holde fast i Finlands konkurrencemæssige forspring inden for træprodukter har landets myndigheder øget skovningen til tæt op imod landets økologiske balancepunkt. I 1984 offentliggjorde regeringen en Skovplan 2000, som land- og skovbrugsministeriet havde skabt. Heri arbejdede man med en 3 % stigning pr. år af tømmerproduktionen, idet man samtidig sørgede for at bevare skovområder til rekreative formål med mere.
Den private sektor giver arbejde til omkring 1,8 millioner mennesker, hvoraf omkring en tredjedel har en videregående uddannelse. Omkostningerne for en ansat i den private sektor pr. time var i 2004 på € 25,1. Pr. 2008 svarede det gennemsnitlige indkomstniveau (justeret for købekraft) til den i Italien, Sverige, Tyskland og Frankrig. I 2006 arbejdede 62 % af arbejdsstyrken for virksomheder med under 250 ansatte, der stod for 49 % af den samlede omsætning.
De erhvervsaktive finner i arbejde udgjorde 66 %, og arbejdsløsheden var på 8,4 % i 2010. 18 % af indbyggerne er uden for arbejdsmarkedet i en alder af 50, mens mindre end en tredjedel er i arbejde som 61-årige. Ufinansierede pensioner og løfter om fx sundhedsforsikringer er store økonomiske trusler, selv om Finland er bedre rustet til denne fremtid end lande som Frankrig og Tyskland. Den direkte offentlige gæld er estimeret til 48,4 % af BNI i 2010. I 2007 var den gennemsnitlige opsparing pr. husstand på -3,8 %, og husstandene havde en gæld på 101 % af den årligt disponible indtægt, hvilket svarer til niveauet i Vesteuropa. Andelen af ejendomme, der ejes af beboerne, er på cirka 60 %.
Pr. 2006 var der 2,4 millioner husstande i Finland, og den gennemsnitlige størrelse heraf var på 2,1 personer; 40 % af husstandene bestod af én person, 32 % af to personer og 28 % af tre personer eller flere. Der var 1,2 millioner beboelsesejendomme, og det gennemsnitlige areal pr. person i disse var på 38 m². Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for boliger, grunden ikke medregnet, var på € 1.187, mens den gennemsnitlige kvadratmeterpris for grunde var på € 8,6. 74 % af alle husstande havde mindst én bil. Der er næsten 2,9 millioner personbiler og næsten 0,5 millioner andre køretøjer i landet pr. 2010.
Omkring 92 % har mobiltelefon, og 83,5 % (2009) har internetforbindelse i hjemmet. Det samlede gennemsnitlige forbrug pr. husstand er på € 20.000, hvoraf boligudgifter udgør omkring € 5.500, transport omkring € 3.000, mad og drikke (alkohol ikke medregnet) cirka € 2.500, fritid og kultur cirka € 2.000. Når man indregner købekraften svarer husstandenes forbrug omtrent til niveauet for Sverige, Tyskland og Italien. Ifølge Invest i Finland steg det private forbrug med 3 % i 2006, og tendenserne i forbruget gik på flere varige forbrugsgoder, kvalitetsprodukter og produkter til velvære.
Uddannelse og forskning
Størstedelen af den primære og sekundære undervisning styres på kommuneniveau. Selv om de fleste skoler blev grundlagt som private, er der nu kun omkring 3 % af alle elever, der går på privatskoler (mest i Helsinki-området). Undervisning før den almindelige skolegang finder kun sted i beskedent omfang, mindre end i de fleste andre EU-lande. Børnene starter normalt på egentlig undervisning i en alder af syv år. Den primære uddannelse tager normalt seks år, og overbygningen (den nedre del af den sekundære undervisning) tager tre år; begge disse niveauer drives af kommunerne.
Der er ret fleksible pensa, som er besluttet af Undervisningsministeriet og Uddannelsesudvalget. Uddannelse er obligatorisk mellem 7 og 16 år. Efter denne basisuddannelse kan de unge enten gå direkte ud i arbejdslivet eller tage en erhvervsmæssig eller en gymnasial uddannelse (højere sekundær uddannelse). Erhvervsskolerne forbereder eleverne til arbejdet med et fag. De akademisk orienterede gymnasier, der har højere adgangskrav, munder ud i abitur (studentereksamen) og giver adgang til de videregående uddannelser (tertiær uddannelse).
På det tertiære uddannelsesniveau findes der to retninger, der stort set er adskilte og ikke har noget videre samarbejde. Det drejer sig om de professionsorienterede polyteknisk institutioner og de forskningsrettede universiteter. Uddannelse er gratis, og leveomkostningerne for de studerende dækkes i stort omfang af staten gennem uddannelsesstøtte. Der er 20 universiteter og 30 polytekniske læreanstalter i Finland. Helsinki Universitet er på den globale rangliste i 2011 rangeret som nummer 89. World Economic Forum har vurderet, at Finland har verdens bedste videregående uddannelser i 2011. Omkring 40 % af befolkningen har en videregående uddannelse, hvilket er en af de højeste andele i verden. Andelen af internationale studerende udgør 3 % totalt på de videregående uddannelser, hvilket er en af de laveste andele i OECD; på de mest avancerede uddannelser er tallet 7,3 %, hvilket stadig er et pænt stykke under OECD-gennemsnittet på 16,5 %.
Over 30 % af de studerende på videregående uddannelser studerer naturvidenskabelige fag. Blandt de områder, hvor finske forskere har haft væsentlige bidrag, er skovforbedring, miljøvidenskab, neurale netværk, lav-temperatur fysik, hjerneforskning, bioteknologi, genetisk teknologi og kommunikation.
Finland har en lang tradition for voksenuddannelse, og i 1980'erne modtog næsten en million finner en eller form for voksenuddannelse hvert år. 40 % heraf gjorde af hensyn til deres job. Voksenuddannelse finder sted på flere forskellige måder, som aftenskole, studie- og kursuscentre, arbejderinstitutioner og folkehøjskoler. Studiecentre gør det muligt for folk at sammensætte deres egne studieplaner med støtte fra staten. Folkehøjskolerne, der er inspireret fra Danmark, gør det muligt for folk i alle aldre at tage et ophold på flere uger med undervisning i fag fra håndværk til økonomi.
Finske forskere er blandt de mest produktive i verden. I 2005 publicerede de det fjerdehøjeste antal videnskabelige artikler pr. indbygger i OECD-landene. I 2009 blev der indgivet 1.804 patentansøgninger i landet.
Energi
Enhver kan gå ind på det frie og overvejende privatfinansierede og fysiske nordiske energimarked, som handles på Nord Pool, siden sommeren 2007 en del af NASDAQ OMX Group. Dette har givet mere konkurrencedygtige priser på energi sammenlignet med det øvrige EU. I 2011 havde Finland de laveste el-priser i EU for firmaer (sammen med Estland og Bulgarien).
Det samlede energiforbrug i Finland i 2010 var på 1,46 millioner TJ, hvilket var en stigning på 10 % i forhold til året før. El-forbruget var på 87,7 TWh, hvilket var en stigning på 8 % fra året forinden. Finland har ud over tørv og træ ikke naturlige kulbrintebaserede råstoffer. Omkring 10-15 % af elektriciteten i landet produceres som vandkraft, en noget mindre andel end de mere bjergrige nabolande Sverige og Norge. I 2008 udgjorde vedvarende energi (heraf primært vandkraft og forskellige træbaserede energiformer) 30,5 % af det samlede forbrug, hvilket er højt sammenlignet med gennemsnittet i EU på 10,3 %.
I Finland er der fire privatdrevne atomreaktorer, der tilsammen stod for knap 35 % af landets energiproduktion i 2014. Dertil kommer et atomforsøgsanlæg i Espoo. En femte reaktor, der efter planen vil være driftsklar i Olkiluoto i 2018, vil yde yderligere 1.600 MW. En varierende del af Finlands elektricitet (5-17 %) importeres fra Rusland (via en ca. 3 GW-forbindelse), Sverige og Norge.
Finland gik ind for på betingelserne i Kyoto-aftalen og inden for EU omkring udledning af drivhusgasser. Dette kan komme til at give dyrere energipriser, hvilket forstærkes af nogle ældre produktionsanlæg, der snart står til nedlæggelse. Energiproducenterne vil snart komme til at øge produktionen af atomkraftbaseret energi yderligere, idet det finske parlament i juli 2010 gav grønt lys for etableringen af yderligere to reaktorer.
Transport
Finland har et stort vejsystem, der fortrinsvis bruges til indenlandsk varefragtning og persontransport. Den årlige udgift til vejene på omkring € 1 milliard finansieres af afgifter på køretøjer og brændstof, der indbringer henholdsvis € 1,5 milliard og € 1 milliard.
Den vigtigste internationale passagerlufthavn er Helsinki-Vantaa Lufthavn, der havde over 13 millioner passagerer i 2008. Oulu Lufthavn er næststørst, og i alt er der i landet 25 lufthavne med faste ruter. Tre flyselskaber, Finnair, Blue1 og Finncomm Airlines, alle med base i Helsinki-Vantaa, opererer såvel indenrigs som udenrigs. Helsinki har en god placering for storcirkelruter mellem Vesteuropa og Fjernøsten.
Der er 5.865 km jernbaner i Finland, og herpå opererer det statsejede VR Group, som har en markedsandel af passagertransport på 5 % (af hvilke 80 % foregår i Storhelsinki) samt 25 % af varetransporten. Fra december 2010 blev der indviet en højhastighedsrute mellem Helsinki og Sankt Petersburg, som opereres af Karelian Trains, et joint venture samarbejde mellem VR Group og Ruslands Jernbaneselskab. Denne service betjenes af de såkaldte "Allegro"-tog, der klarer turen mellem de to byer på tre en halv time (se også oversigt over samtlige Jernbanestrækninger i Finland).
Størstedelen af varer, der transporteres til eller fra Finland, går med skib, og havneafgifterne er lave. Vuosaari Havn i Helsinki er den største containerhavn efter sin færdiggørelse i 2008, og andre større havne finder man i Oulu, Kotka, Hamina, Pori og Rauma. Der findes færgefart med udgangspunkt i Helsinki og Turku med forbindelser til Talinn, Mariehamn og Stockholm.
Industri
Finland blev hurtigt industrialiseret efter anden verdenskrig og nåede en BNI per indbygger svarende til Japans eller Storbritanniens i begyndelsen af 1970'erne. Fra starten var der to store hovedgrupper af industrier: Metalindustrien og trævareindustrien. Metalindustrien omfattede skibsbygning, metalarbejde, bilindustri, motorer og elektronik samt produktion af metaller (stål, kobber og krom). Nogle af verdens største krydstogtskibe er bygget i Finland. Trævareindustrien omfatter skovning, tømmerproduktion, papirmasse og papir og er opstået som en logisk følge af landets store skovressourcer (77 % af landet er dækket af skov, hvoraf størstedelen gendannes efter fældning). Inden for papirindustrien finder man mange af verdens største firmaer i landet (Ahlstrom, M-real og UPM).
Efterhånden er Finlands økonomi blevet mere forgrenet, og nu er der ud over de nævnte grene også elektronik (blandt andet Nokia), måleudstyr (Vaisala), transportbrændstof (Neste Oil), kemikalier (Kemira), rådgivende ingeniører (Pöyry) og informationsteknologi (fx Rovio Mobile, kendt for spillet Angry Birds). Desuden er den overordnede erhvervsstruktur ændret, så servicesektoren er i vækst, mens industriproduktionen falder i betydning; landbrug er kun en mindre sektor. Trods denne tendens er produktion til eksport fortsat mere betydningsfuld i Finland end i det øvrige Vesteuropa, hvilket gør Finland mere følsom over for globale økonomiske svingninger.
En rapport fra Economist Intelligence Unit udsendt i september 2011 placerer Finland som nummer to efter USA på en benchmark af IT-industriens konkurrenceevne baseret på seks nøglepunkter: Generelt forretningsmiljø, teknologisk infrastruktur, arbejdskapital, lovgivning, offentlig støtte til branchens udvikling samt forskning og udvikling.
Offentlig regulering
Finske politikere har ofte efterlignet de øvrige nordiske lande og den skandinaviske velfærdsmodel. De nordiske lande har gået ind for frihandel og har taget relativt godt imod veluddannede indvandrere gennem det seneste århundrede, om end indvandring i Finland er et relativt nyt fænomen. Niveauet af handelsbeskyttelse har været relativt lille med undtagelse af landbrugsprodukter.
Finland ligger i toppen på de fleste områder inden for økonomisk frihed, selv om skatteniveauet er ganske højt, og arbejdsmarkedet er ret ufleksibelt. Finland står som nummer 17 (8 i Europa) på Index of Economic Freedom for 2012. Mens produktionssektoren trives, har OECD påpeget, at servicesektoren kunne have stor glæde af forbedringer i den offentlige regulering.
IMD har placeret Finland som det 15. mest konkurrenceorienterede i 2011. World Economic Forum placerede landet som nummer fire i 2011–12.
Økonomer har peget på, at årsagen til den økonomiske vækst i høj grad skal findes i reformer i produktmarkederne. Ifølge OECD er Finland et af de lande inden for de første 15 EU-lande med absolut mindst regulering af produktmarkederne og af de finansielle markeder. De nordiske lande har været pionerer inden for liberaliseringen af blandt andet energi og postvæsen i Europa. Lovgrundlaget er mere gennemskueligt, og bureaukratiet inden for forretningsverdenen er mindre end i de fleste andre lande. Ejendomsretten er vel beskyttet, og kontraktmæssige aftaler overholdes. Finland ligger sammen med Danmark på en delt andenplads på listen over de mindst korrupte lande i verden. Landet ligger nummer 11 på listen over lande rangeret efter, hvor let det er at lave forretning. Dette skyldes blandt andet, at det er let at handle på tværs af grænser (placering som nummer 6), overholde kontrakter (nr. 11) og klare insolvens (nr. 5).
Ifølge finsk lov skal lønmodtagere overholde nationale overenskomster, der genforhandles med få års mellemrum for forskellige brancher. Overenskomsterne vedtages, hvis mere end 50 % af lønmodtagerne støtter dem, hvilket i praksis kræver medlemskab af fagforeninger. Graden af faglig organisering er høj (ca. 70 %), særligt i middelklassen. Det regnes for usædvanligt, hvis det ikke er muligt at opnå en national overenskomst inden for en branche.
Turisme
I 2005 gav turismen i Finland anledning til en omsætning på € 6,7 milliarder, hvilket var fem procent højere end året forinden. Denne omsætning dækker over mere end fire millioner besøgende. Turister i Finland kan først og fremmest nyde landskabet i landet med de talløse fyrre- og grantræer, det kuperede terræn og en labyrint af søer og vige. Store dele af landskabet finder man i uberørt tilstand, og der er i alt 35 nationalparker fra sydlige bredder af den Finske Bugt til Laplands høje fjelde. Der findes også bymæssige områder med et rigt udbud af kulturelle aktiviteter. Rejser med cruisefærger mellem de største havnebyer i det østlige af Østersøen, heriblandt Helsinki, Turku, Stockholm, Tallinn og Travemünde er en vigtig faktor i den finske turistbranche.
Finland er et af de lande, der hævdes at være hjemsted for julemanden, der ifølge de lokale skal bo i Korvatunturi i det nordlige Lapland. I det samme område, som ligger nord for Polarcirklen, er der midt om vinteren polarnat, hvor solen ikke går op i dagevis. Lapland ligger så langt mod nord, at man jævnligt kan opleve polarlys som følge af kraftig solvind i efteråret, vinteren og foråret. Om sommeren er der midnatssol, og længst mod nord går solen ikke ned i 73 dage.
Af udendørs aktiviteter i Finland kan fremhæves langrendsskiløb, golf, lystfiskeri, lystsejlads, sejlture på søerne, vandreture og kajakroning. Finland er rigt på dyreliv, og dette udnyttes af fugleelskere til iagttagelse af de mange arter, men også af jægere, der nedlægger dyr som elge, rensdyr og harer, der alle er almindelige i landet.
På slottet Olavinlinna i Savonlinna afholdes årligt Savonlinna Operafestivalen, der tiltrækker mange turister fra udlandet.
Demografi
Der bor for tiden cirka 5,4 millioner mennesker i Finland, som dermed har en befolkningstæthed på 16 indbyggere per kvadratkilometer, hvilket er det tredjemindste i Europa efter Norge og Island. Befolkningen har altid været koncentreret i områderne mod syd, hvilket er blevet endnu mere udtalt i forbindelse med urbaniseringen i det 20. århundrede. De største byer hører til Storhelsinki-området med Helsinki, Espoo og Vantaa. Af øvrige store byer finder man Tampere, Turku og Oulu.
Andelen af udlændinge i Finland var i 2021 på 8,5 %, hvilket er blandt de laveste andele i EU. Heraf kommer de fleste fra Estland, Rusland, Irak, Sverige, Somalia og Jugoslavien. Børn af udlændinge får ikke automatisk finsk statsborgerskab. Hvis de er født i Finland og ikke kan få statsborgerskab i et andet land, bliver de finske statsborgere.
Sprog
Der er to officielle sprog i Finland: finsk, som tales af 86,5% af finnerne, og svensk, som tales af finlandssvenskerne, som udgør 5,2 % af befolkningen. I skolesystemet er det obligatorisk at blive undervist i "det andet sprog" end ens eget, og tosprogethed er ganske almindeligt forekommende i dele af landet. Samisk har været officielt sprog i samernes hjemstavnsområder siden 1992 − det tales af 0,034 af befolkningen. Herudover anerkendes også finsk-romani og finsk tegnsprog i grundloven. De øvrige nordiske sprog samt karelsk indtager i visse sammenhænge også en særlig status.
Finsk er et af de østersøfinske sprog, der er en undergruppe af de uralske sprog. Sproget er et af blot fire officielle EU-sprog, der ikke tilhører de indoeuropæiske sprog. Finsk er nærmest beslægtet med estisk og lidt mere fjernt med samisk og ungarsk.
Svensk er det eneste officielle sprog på Ålandsøerne. Finlands historie og det nordiske samarbejde giver dette sprog en placering, der er markant forskellig fra andre minoritetssprog.
Mod nord i Lapland bor der 8.000-9.000 samer, og de anerkendes som et oprindeligt folk. Lidt under en fjerdedel af dem taler samisk som deres modersmål per 2010. Der er tre samiske sprog, der tales i Finland: Nordsamisk, inarisamisk og skoltsamisk. Finsk-romani tales af 5.000-6.000 mennesker, der normalt taler finsk. Finsk tegnsprog tales af 4.000-5.000 mennesker som første sprog. Finske tatarer, en minoritetsgruppe, der flyttede til Finland under det russiske herredømme mellem 1870'erne og 1920'erne, består af cirka 800 mennesker, der taler tatarisk. Minoriteternes ret (især samerne, svensktalende finner og romani-talende) til at holde fast i deres kultur og sprog er beskyttet af den finske grundlov.
Sprog talt af indvandrere omfatter russisk (1,6 % af befolkningen), estisk (0,9%), arabisk (0,7%), engelsk (0,5%), somali (0,4%), persisk (0,3%), kurdisk (0,3%), kinesisk (0,3%) og albansk (0,2%).
De mest udbredte fremmedsprog er engelsk (70 %), tysk (18 %) og fransk (3 %). Der undervises obligatorisk i engelsk i folkeskolen fra 3. eller 5. klassetrin (i enkelte skoler kan der i stedet vælges andre sprog). Tysk, fransk eller russisk udbydes som andet fremmedsprog fra 8. klassetrin, mens et tredje fremmedsprog kan vælges i gymnasier eller på universiteter.
Norsk og til en vis grad dansk, der er nært beslægtet med svensk, kan forstås af et mindretal, men disse sprog er kun lidt repræsenteret i skolesystemet.
Religion
Omkring 3,8 millioner finner (68,7 % i 2019) er medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke i Finland. Der er tale om en af de største evangelisk-lutherske kirker i verden, når man ser på andelen af medlemmer, selv om denne er faldet noget de seneste år. Den næststørste gruppe på 28,5% har ikke nogen religiøs overbevisning. Et lille mindretal på 1,1% tilhører den ortodokse kirke. Resten udgøres af forholdsvis små grupper af primært katolikker, protestanter, jøder og muslimer samt meget små kristne grupper.
De største lutherske og ortodokse kirker er statskirker i Finland med særlige roller i statslige ceremonier og i skolerne.
I 2019 blev 62,2 % af de finske børn døbt, mens 77,4 % af de 15-årige blev konfirmeret i 2019, og næsten alle begravelser foregår i kristent regi. Imidlertid er størstedelen af lutheranerne ikke faste kirkegængere, men kommer kun i kirkerne ved særlige lejligheder som til jul, bryllupper og begravelser. I forbindelse med en EU-undersøgelse i 2010 svarede 33 % af finnerne, at de tror der er en Gud, 42 % svarede at de tror, der findes en eller anden form for kraft uden for dem selv, mens 22 % ikke tror, der findes nogen af delene.
Sundhed
Forventet levealder i Finland er 82,89 år for kvinder og 75,79 år for mænd i 2011. Der er 265 personer for hver læge i landet. 18,9 % af udgifterne til sundhedspleje betales direkte af borgerne selv, mens 76,6 % finansieres af skatteindtægter.
En international rapport viser fra 2011 viser, at Finland er det land i verden, der har færrest tilfælde af dødfødsler, idet blot to ud af tusind fødsler får dette udfald.
Samfund
Det finske familieliv er centeret omkring kernefamilien. Forbindelser til den øvrige familie er ofte noget begrænset, og finnerne skaber ikke klaner, stammer eller lignende strukturer af nogen politisk betydning. Ifølge en UNICEF-undersøgelse har børn i Finland det fjerdebedst i verden (efter Nederlandene, Sverige og Danmark).
Efter at have undersøgt forholdene for kvinder over hele verden konkluderede Population Crisis Committee i 1988, at Finland er et af de bedste lande at leve i for kvinder i hele verden (næstbedst efter Sverige). Undersøgelsen baserede sig på sundhed, uddannelse, økonomi og retslig beskyttelse. Finland var det første land i Europa, der gav kvinderne stemmeret (i 1906), og i 1980'erne var omkring en tredjedel af parlamentsmedlemmerne kvinder, lige som tre ud af fire kvinder arbejdede uden for hjemmet. I den periode var der dog stadig en del ulighed mellem kønnene, især på lønområdet, hvor kvinderne typisk blot tjente to-tredjedele af den løn, mænd fik.
Ligestillingsloven, der trådte i kraft i 1987, forpligtede Finland til at skaffe kvinderne fuld ligeret. I slutningen af årtiet blev der opstillet en køreplan for, hvornår en række mål på dette område skulle nås inden udgangen af det 20. århundrede. Der blev blandt andet gjort en indsats for at få flere kvinder ind i traditionelle mandeerhverv og omvendt, idet det ikke specielt handlede om at give kvinder særbehandling, men at give alle lige ret. Desuden blev der arbejdet på at få flere kvinder ind på lederposter.
Kultur
Finsk kultur har traditionelt været påvirket af kultur fra Vesteuropa via Sverige, men også den store handelspartner Tyskland, samt fra Rusland. Efter anden verdenskrig der desuden kommet kulturpåvirkninger fra USA, men skønt den øgede urbanisering giver anledning til større internationalt udsyn, er der fortsat tydelige spor af en landlig tradition samt den nære adgang til naturen. Et særligt kulturelt fænomen, der er dybt fæstet i Finland, er brugen af saunaer, en tradition der også har spredt sig til andre dele af verden.
Litteratur
Skønt man kan sige, at der har eksisteret litteratur på finsk, siden Mikael Agricola i 1500-tallet oversatte Det Nye Testamente til finsk efter reformationen, blev der kun skrevet ganske få betydningsfulde værker på dette sprog indtil det 1800-tallet, hvor den finske romantiske bevægelse fik sit gennembrud. Under indflydelse af dette indsamlede Elias Lönnrot finske og karelske folkelige digte og arrangerede dem og udgav dem som Kalevala, det finske nationalværk. Fra denne periode finder man også en række poeter og romanforfattere, der skrev på finsk, blandt andet Aleksis Kivi og Eino Leino. Men samtidig var der en række skribenter i denne nationale opvågnen, der skrev på svensk, heriblandt nationaldigteren Johan Ludvig Runeberg samt Zachris Topelius.
Efter Finlands uafhængighed dukkede en række moderne forfattere op, heriblandt den finsktalende Mika Waltari og den svensktalende Edith Södergran. Frans Eemil Sillanpää blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1939. Erfaringerne fra anden verdenskrig medførte en tilbagevenden til en mere national synsvinkel sammenlignet med optagethed af internationale strømninger, repræsenteret ved for eksempel Väinö Linna. Ud over Kalevala og Waltari er den mest oversatte finske forfatter den svensktalende Tove Jansson, hvis illustrerede børnebøger om Mumitroldene er kendt over store dele af verden.
Nutidens finske litteratur er rig og forgrenet, og de populære nyere forfattere er Arto Paasilinna, Iikka Remes, Kari Hotakainen, Sofi Oksanen og Jari Tervo. Finlandia-prisen er landets mest respekterede litteraturpris og uddeles årligt.
Billedkunst
Inden for billedkunsten har der været mange finske bidrag inden for kunsthåndværk og industrielt design. Den mest kendte finske billedhugger fra 1900-tallet er formodentlig Wäinö Aaltonen, der huskes for sine monumentale buster og skulpturer. Finsk arkitektur er kendt over det meste af verden, og en af de mest kendte arkitekter fra 1900-tallet er nok Eliel Saarinen (kendt blandt andet for Helsinki Hovedbanegård) og hans søn Eero Saarinen samt Alvar Aalto, der var med til at introducere funktionalismen i arkitektur til Finland, lige som han er berømt for sit arbejde med møbler, tekstiler og glaskunst.
Musik
En stor del af musikken i Finland er influeret af traditionel karelsk musik og tekster, som man blandt andet finder i "Kalevala". Karelsk kultur opfattes som det reneste udtryk for de gamle finske myter og livsanskuelser. Musikken er i mindre grad påvirket af germansk musik end af traditionel nordisk folkemusik, som i stort omfang erstattede traditionen fra Kalevala. Den finske folkemusik har gennem de seneste årtier gennemgået en proces, hvor man har søgt tilbage til rødderne og bragt resultaterne op til nutiden, hvor folkemusikken i en vis grad har påvirket den populære musik. Samerne i Norge, Sverige og Finland er inden for musikken kendt for deres stærkt spirituelle sange kaldet joik.
Den første finske opera blev skrevet af den tyskfødte Fredrik Pacius i 1852. Pacius skrev også musik til Runeberg digt "Maamme", som blev Finlands nationalsang. I 1890'erne var den finske nationalisme med udgangspunkt i "Kalevala" udbredt, og Jean Sibelius brød igennem med sin vokalsymfoni "Kullervo". Han modtog et stipendium, så han kunne studere runosangerne i Karelen, og hans popularitet steg, så han blev Finlands første rigtigt kendte musiker og komponist. I 1899 skrev han "Finlandia", der blev et af symbolerne under finnernes kamp for selvstændighed. Sibelius er fortsat en af Finlands mest markante kulturpersonligheder og et symbol på nationen.
I nyere tid har Finland et meget afvekslende klassisk musikmiljø. Fordi finsk klassisk musik kun har eksisteret i lidt over hundrede år, er en del af komponisterne stadig i live, heriblandt Einojuhani Rautavaari, Aulis Sallinen, Kaija Saariaho og Magnus Lindberg. Ligeledes stammer en række internationalt kendte dirigenter fra Finland, som Esa-Pekka Salonen, Osmo Vänskä, Jukka-Pekka Saraste og Leif Segerstam, og blandt de tilsvarende kendte klassiske udøvende musikere kan nævnes sangerne Karita Mattila og Soile Isokoski, violinisten Pekka Kuusisto samt pianisten Olli Mustonen.
"Iskelmä" er den traditionelle finske betegnelse for en let, populær sang (svarende til det tysk "Schlager"). Den finske populære musik er ofte knyttet til dans, som man også kender det fra fx Sverige. Tangoen er en af de mere populære danse. Blandt den nyere populærmusik i landet er en hel del lavet af en række rock- eller jazzmusikere samt hiphoppere og udøvere af andre lignende musikformer. Blandt de kendte navne er 22-Pistepirkko, Bomfunk MC's og Poets of the Fall.
I begyndelsen af 1960'erne begyndte de første finske rockgrupper at dukke op. De spillede ofte instrumentalmusik inspireret af blandt andet The Shadows. Omkring 1964 kom Beatlemaniaen til Finland, og den affødte en yderligere udvikling hen imod et egentligt lokalt finsk rockmiljø. Fra sidst i 1960'erne og op gennem 1970'erne begyndte musikerne for alvor at skrive rockmusik selv frem for at fremføre oversatte internationale hits. Nogle af de progressive rockgrupper fra den tid, særligt Tasavallan Presidentti og Wigwam, blev internationalt respekteret, men opnåede ikke egentlig kommerciel succes uden for landets grænser. Det gjaldt også for Hurriganes, der spillede en mere traditionel rock, der dog opnåede en vis succes i Sverige. I 1980'erne kom også punk-rocken til Finland repræsenteret ved fx Terveet Kädet, mens glam rocken fik sine foregangsmænd i gruppen Hanoi Rocks. Sidstnævnte var måske et af de navne, der satte sig flest spor internationalt, idet Guns N' Roses blandt andet var inspireret af gruppen.
I de seneste årtier er der opstået en lang række heavy metal-grupper i Finland, og en del af disse har slået igennem internationalt. Det gælder for eksempel HIM og Nightwish; således solgte HIM's album Dark Night fra 2005 til guldplade i USA. Apocalyptica har gjort sig bemærket ved at tilføre klassiske strygerinstrumenter i klassisk heavy metal. Af andre kendte metal-grupper kan nævnes The Rasmus og Children of Bodom. Desuden vandt gruppen Lordi Eurovision Song Contest 2006 med sangen "Hard Rock Hallelujah", der befinder sig i grænselandet mellem hård rock og heavy metal.
Film
Finsk film er mange gange blevet beskyldt for at være kedelige, men instruktører som Aki Kaurismäki, Mauritz Stiller, Spede Pasanen og Hollywood-immigranten Renny Harlin har de seneste årtier formået at gøre denne fordom til skamme.
Medier og kommunikation
Ud fra Finlands status som en af de rigeste nationer i verden samt landets fokus på gennemsigtighed i beslutningsprocesserne og på ligeret er det ikke så overraskende, at landet også har den mest frie presse i verden. Der findes i disse år cirka 200 aviser, 320 populære tidsskrifter, 2.100 specialtidsskrifter og 67 kommercielle radiostationer i Finland som supplement til den landsdækkende station, fem nationale public service-radiokanaler og tre digitale radiokanaler. Hvert år produceres der omkring tyve spillefilm, der udgives omkring 12.000 bogtitler og sælges 12 millioner plader.
Mediekoncernen Sanoma udgiver Helsingin Sanomat, der med et dagligt oplag på 383.361 i 2010 og en daglig læserskare på cirka 945.000 er den største avis i landet. Sanoma udgiver ligeledes tabloidavisen Ilta-Sanomat, den forretningsorienterede Taloussanomat samt står bag tv-kanalen Nelonen. Den anden store mediekoncern er Alma Media, der udgiver over 30 tidsskrifter samt avisen Aamulehti, tabloidavisen Iltalehti og den forretningsorienterede Kauppalehti''. Finnerne er sammen med de øvrige nordiske landes befolkninger samt japanerne de folkeslag i verden, der læser mest avis.
YLE, der er Finlands nationale radio- og tv-station, står bag fem tv-kanaler og tretten radiokanaler, der anvender begge de officielle sprog. YLE finansieres af en licens, der er obligatorisk for alle tv-ejere samt af afgifter fra private tv-distributører. Alle tv-kanaler udsendes digitalt, såvel jordbaseret som via kabel. Nordic Broadcasting (ejet af Bonnier og Proventus Industrier) ejer den kommercielle tv-kanal MTV3 og den kommercielle radiokanal Radio Nova.
Omkring 89 % af alle finner bruger jævnligt Internettet, og 42 % har en smartphone til personligt brug. Alle finske skoler og biblioteker har Internetadgang og computere. I oktober 2009 forpligtede Finlands transport- og kommunikationsminister sig til sikre, at alle personer i landet skulle være i stand til at tilgå Internettet med en minimumshastighed på 1 MB/s i begyndelsen af juli 2010.
Nationale fridage
De nationale fridage i Finland kan opdeles mellem kristne højtider og sekulære fridage. De vigtigste kristne højtider er jul, nytårsdag, helligtrekongersdag, påske, Kristi himmelfartsdag, pinse, sankthans og allehelgensdag. De borgerlige fridage er 1. maj og uafhængighedsdagen (6. december), lige som både nytårsdag og sankthans efterhånden primært har sekulær karakter. Jul er den højtid, der fejres mest, og der er normalt fri 24.-26. december.
Mad
I finsk madlavning udnytter man ofte de planter og dyr, der findes i landet. Med de mange skove er der store mængder af bær, fx tyttebær og blåbær, der samles om efteråret. Blandt de afgrøder, der dyrkes, er roer, der udover til dyrefoder også bruges i madlavningen; anvendelsen heraf er dog faldende i de senere år.
Fra dyreverdenen er fisk en almindelig spise, især i de kystnære områder, og elg- og rensdyrkød forekommer ofte på de finske borde. Kød af husdyr er dog det mest almindelige, og her er svine- og oksekød samt kylling mest almindeligt.
Blandt de retter og madvarer, der er karakteristiske for Finland, er kaalikääryleet (en slags kåldolmer), hernekeitto (gule ærter), viili (et surmælksprodukt), pulla (et lidt sødt kardemommebrød), sima (mjød) samt det store traditionelle joulupöytä (julebord) med en række forskellige retter som skinke, laks, sild og forskellige gryderetter.
Sport
En række sportsgrene er populære i Finland. Pesäpallo, der er en variant af baseball, regnes normalt for at være nationalsporten, men de mest populære sportsgrene, hvad angår mediedækning, er nærmere formel 1-løb, rally, ishockey og fodbold.
I ishockey hører Finland traditionelt til verdenseliten og har vundet VM-titlen fire gange: 1995, 2011, 2019 og 2022. En række af de bedste finske ishockeyspillere har opnået store karrierer i den nordamerikanske liga NHL, fx Teemu Selänne og Saku Koivu. Finlands fodboldlandshold har aldrig kvalificeret sig til VM- eller EM-slutrunden, men en række finske spillere har haft fine karrierer i klubber i de store ligaer, fx Jari Litmanen, Sami Hyypiä, Jussi Jääskeläinen, Antti Niemi og Mikael Forsell.
I forhold til landets størrelse har Finland produceret ganske mange topkørere inden for motorsport. Således har hele tre finske kørere vundet VM-titlen i formel 1-løb: Keke Rosberg (1982), Mika Häkkinen (1998 og 1999) samt Kimi Räikkönen (2007). Inden for rally har en række verdensmestre været fra Finland, blandt andre Marcus Grönholm, Hannu Mikkula og Ari Vatanen.
Med landets nordlige beliggenhed og de lange perioder af året, hvor der er sne, er det ikke så underligt, at Finland også har produceret en lang række store skisportsstjerner. Især inden for skihop har finner gjort sig positivt bemærket med blandt andet sportens i særklasse mest vindende atlet, Matti Nykänen, der vandt fire OL-guldmedaljer og hentede fem verdensmesterskaber. Blandt de seneste års store navne er Janne Ahonen. De fleste succeser er kommet inden for de nordiske discipliner, mens blandt andet Kalle Palander og Tanja Poutiainen i de senere år også har været med i toppen i de alpine discipliner.
Gennem årene har der været en række af bemærkelsesværdige atletikudøvere fra Finland. De tre mellem- og langdistanceløbere, Hannes Kolehmainen, Paavo Nurmi og Ville Ritola vandt således tilsammen atten guld- og syv sølvmedaljer ved olympiske leger i begyndelsen af 1900-tallet. Blandt arvtagerne fra disse tre var Lasse Virén, der ved OL i 1972 og 1976 vandt fire guldmedaljer. Ud over i løb har der været store finske atleter inden for blandt andet spydkast.
Sommer-OL 1952 blev afholdt i Helsinki, og der har været afholdt VM i atletik i Finland i 1983 og 2005.
Blandt de foretrukne motionssportsgrene i Finland kan nævnes floorball, stavgang, motionsløb, cykelløb og skiløb.
Noter
Eksterne henvisninger
Generel information og rejseinformation om Finland
Discover Finland with Suomifani.com
Finland Online Community
Medlemsstater af Europarådet
Republikker |
2689 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ordbog | Ordbog | En ordbog er et opslagsværk, der indeholder sproglige og faktuelle oplysninger om et sprogs ordforråd med forklaringer på det samme sprog og/eller med oversættelse til et andet sprog. De fleste ordbøger ordner opslagsordene i alfabetisk rækkefølge, men nogle ordbøger ordner opslagsordene efter fagemner.
Ordbogstyper
Man kan skelne mellem forskellige slags ordbøger:
En etsproget (monolingval) ordbog behandler kun et sprog, fx Nudansk Ordbog
En tosproget (bilingval) ordbog behandler to sprog, fx en dansk-engelsk ordbog
En Polyglot der er flersproglig
En almensproglig ordbog behandler de almindelig ord i et sprog, fx dansk
En fagordbog behandler sproget inden for et eller flere fagområder.
En fagordbog, der behandler mange forskellige fag, fx en erhvervsordbog, kaldes en flerfagsordbog
En ordbog, der behandler et enkelt fag, fx en juridisk ordbog, kaldes en enkeltfagsordbog
En ordbog, der behandler en del af et fagområde, fx en kontraktretlig ordbog, kaldes en delfagsordbog
Den videnskabelige disciplin, der beskæftiger sig med fagordbøger hedder fagleksikografi, som også hentyder til ordbogens forlængelse: et leksikon og en encyklopædi.
Den videnskabelige disciplin, der beskæftiger sig med den teoretiske og praktiske udarbejdelse af ordbøger kaldes leksikografi, og kan inddeles i undergrupper, fx fagleksikografi, der er videnskaben om udarbejdelse fagordbøger. Den, der beskæftiger sig med teoretisk og/eller praktisk leksikografi, kaldes en leksikograf.
Der er to hovedtyper af ordbogsfunktioner.
De kommunikationsrelaterede funktioner henviser til ordbogen som hjælpemiddel til at forstå tekster, producere tekster, revidere tekster eller oversætte tekster.
De vidensrelaterede funktioner henviser til ordbogen som hjælpemiddel "hvis du vil vide mere" om et specifikt emne eller bare vil opbygge viden mere generelt.
Normalt er der for hvert ord en eller flere af følgende type oplysninger: retskrivning, betydning(er), eventuelle synonymer, grammatik herunder tilhørsforhold til ordklasser og bøjningsformer, eksempler på ordets anvendelse, ordets udviklingshistorie (etymologi), ordets udtale fx i lydskrift og hvordan ordet oversættes til et andet sprog.
En ordbog dækker ikke nødvendigvis alle ord.
For eksempel fandt en analyse af et et korpus med Oxford Advanced Learner's Dictionary of Current English, som har næsten 70.000 ordbogsopslag, at 3% af korpusets ord ikke fandtes i ordbogen.
Historie
Den ældst kendte kinesiske ordbog (尔雅, Erya), hvis forfatter/e er ukendt/e, dateres til begyndelsen af 3. århundrede f.Kr. Denne ordbog organiserer de kinesiske skrifttegn og inddeler de kinesiske skrifttegn i semantiske grupper. Målet med denne inddeling var at forklare den sande betydning af et ord brugt i ældre litteratur.
En anden tidlig ordbog, der stadig benyttes i et vist omfang, blev skrevet på latin i løbet af den romerske kejser Augustus’ regeringstid. Den er kendt som De Significatu Verborum (Om betydningen af ordene) og var udarbejdet af Verrius Flaccus. Sextus Pompeius Festus udgav senere en redigeret udgave af ordbogen, der siden blev efterfulgt af endnu en udgave, skrevet af Paulus Diaconus. Verrius Flaccus' ordbog bestod af en sammendrag af svære og forældede ord, hvis betydning blev belyst vha. citater fra tidlige romerske forfattere.
Den største ordbog i verden, hvad angår antallet af opslag, er den nederlandske "het Woordenboek der Nederlansche Taal (WNT)" (Ordbog over det nederlandske sprog). Det tog 134 år, fra 1864 til 1998, at færdiggøre værket, og det omfatter omtrent 400.000 opslagsord, på 45.805 sider i 92.000 bind. Den er i dag tilgængelig online wnt.nl.nl.
Den mest omfattende ordbog til engelsk er Oxford English Dictionary, som blev påbegyndt i 1860 og afsluttet i 1928. Der blev det allerede nødvendigt at udarbejde et supplementsbind, der tog yderligere fem år at færdiggøre.
Ordbøger til det danske sprog
Det første store danske ordbogsprojekt, som ville dække hele det danske ordforråd, var Matthias Moths Ordbog fra ca. 1700 (først publiceret i 2012, online). Den blev en af hovedkilderne for Videnskabernes Selskabs Ordbog, der udkom 1793-1905. På grund af den lange udgivelsesperiode var den forældet, længe før den var færdig. Derfor blev det nødvendigt at udgive Ordbog over det danske sprog, som udkom i 28 bind 1919-1955 med fem supplementsbind 1992-2005. Fra 2005 var den tilgængelig som netordbog. Den beskriver det danske sprog i perioden 1700-1955 og er udarbejdet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
De vigtigste ordbøger, der beskriver det moderne danske sprog, er Den Danske Ordbog (Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal), Politikens Nudansk Ordbog og Den Danske Netordbog. Sidstnævnte er tilgængelig som netordbog for abonnenter og er udarbejdet af Center for Leksikografi, mens Den Danske Ordbog har været frit tilgængelig som netordbog siden november 2009.
Andre ordbøger som EDB-Ordbogen fokuserer på et mindre emneområde. I forbindelse med dialektforskning har Aarhus Universitet oprettet center for Jysk med navn Peter Skautrup, der er ved at oprette en Jysk ordbog. Mere specielle typer af ordbøger er fx rim-, synonym-, slang-, krydsords- og antonym-ordbøger. Sådanne ordbøger er ikke, eller kun delvis, ordnet alfabetisk, men opstilles ofte efter andre principper. Online-ordbogen er muligvis ved at udvikle sig til sin egen genre, idet informationsteknologien muliggør udstrakt brugerdeltagelse og giver gode muligheder for at udarbejde alternative ordbøger. Online versionerne af ordbøgerne giver nye muligheder for at lave søgninger, der ikke tidligere har været mulige med de traditionelle ordbøger. Dette har f.eks. medfødt nye muligheder for kryds og tværs løsere, hvor en krydsordsordbog nu kan finde løsninger som passer til netop løserens tomme felter.
Den mest udbredte danske ordbog er Dansk Sprognævns retskrivningsordbogen, som kun indeholder ganske få oplysninger om hvert ord.
Bilingvale og monolingvale ordbøger
Hvis en ordbog er to-sproget, kaldes den bilingval, og hvis den er ét-sproget kaldes den monolingval. Ordbøger som retskrivningsordbogen og Den Danske Netordbog er monolingvale ordbøger, mens ordbøger som Ordbogen.com's dansk-engelsk/engelsk-dansk ordbog er bilingvale.
Online-ordbøger
I de seneste år er der dukket flere online-ordbøger op på internettet, hvilket har medført tilbagegang for de trykte ordbøger. Gyldendal har derfor måttet afskedige over halvdelen af medarbejderne i ordbogsafdelingen.
Wikipedia har et søsterprojekt, der er online-ordbøger:
Den danske Wiktionary – en fri ordbog i samme ånd som Wikipedia. Mere end 10.000 ord.
Den engelske Wiktionary. Mere end 3.262.000 ord heraf mange danske samt engelske med oversættelse til dansk.
Efter at det blev annonceret i 2016 har Wikidata også beskrevet ord for mange forskellige sprog herunder dansk.
For eksempel findes over 24.000 ordbogsopslag om Bokmål.
Litteratur
Henning Bergenholtz og Sven Tarp (red.): Manual i fagleksikografi. Systime, 1995. .
Poul Lindegård Hjorth, Danske ordbøgers historie, Præsentationshæfte 12, DSL / Reitzel, 1983 [K58]. Oprindeligt udkommet som kapitel II i Vilkår for ordbogsarbejde i Danmark ... Betænkning nr. 967, Ministeriet for kulturelle anliggender, 1982.
Fodnoter
Biblioteks- og informationsvidenskab |
2690 | https://da.wikipedia.org/wiki/Frederiksborg%20Amt | Frederiksborg Amt | Frederiksborg Amt var fra 1970 til 2006 et dansk amt. Det lå i Hovedstadsregionen, og dækkede Horns Herred og det nordøstlige Sjælland. Frederiksborg Amt regnedes ofte for synonymt med Nordsjælland da amtet eksisterede. Efter Strukturreformens ikrafttræden den 1. januar 2007 blev området en del af Region Hovedstaden.
Ved valg til Folketinget indtil 2006 udgjorde amtet Frederiksborg Amtskreds, en af Danmarks amtskredse.
Kommuner
Amtet bestod af de følgende 19 primærkommuner:
Bemærkninger
Rudersdal Kommune blev udover Birkerød Kommune dannet af Søllerød Kommune beliggende i Københavns Amt.
Furesø Kommune blev udover Farum Kommune dannet af Værløse Kommune beliggende i Københavns Amt.
Den sammenlagte kommune bestående af Frederiksværk og Hundested kommuner hed i begyndelsen Frederiksværk-Hundested Kommune, men skiftede 1. januar 2008 navn til Halsnæs Kommune.
Egedal Kommune blev udover Stenløse og Ølstykke kommuner dannet af Ledøje-Smørum Kommune beliggende i Københavns Amt.
Administration
Frederiksborg Amts amtsgård lå i Hillerød. 7 forskellige personer nåede at tjene som amtsborgmestre i Frederiksborg Amt, men Jørgen Christiansen sad af to omgange. Heraf var første gang (i 1982) på midlertidig basis, efter Svenn Schmidt døde i embedet.
Referencer
Se også
Tidligere amter af samme navn:
Frederiksborg Amt (1662-1793)
Frederiksborg Amt (før 1970)
Frederiksborg Amts Avis
Nordsjælland
Kilder
Danmarks Statistik, Statistikbanken.dk
Danmarks amter (1970-2006)
Etableret i 1970
Ophørt i 2006 |
2691 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kommune | Kommune | Kommune (fra fransk: commune og latin: communis, 'fælles', af kon- og munus 'hverv') er i mange lande den mindste politiske og organisatoriske enhed. Kommunen udøver et nærmere bestemt selvstyre over visse anliggender, som er fælles for kommunens borgere.
Historisk har det været meget skiftende, hvilke områder der har været henlagt til kommunernes forvaltning og hvilke, der er blevet varetaget af andre dele af den offentlige forvaltning.
Danmark
I slutningen af middelalderen havde kommunerne mange opgaver, men under enevælden blev kommunernes opgaver indskrænket. Ved indførelsen af grundloven i 1849 blev kommunernes selvstændighed til at fastlægge sine opgaver lovfæstet, dog underlagt statens tilsyn, jf. Grundloven § 82. Det blev begyndelsen på det decentrale system, vi kender i dag.
I nutidens velfærdssamfund spiller kommunerne en hovedrolle. Hovedopgaverne er folkeskoler, børnepasning, ældrepleje, sundhed, socialforsorg, folkeregister, arbejdsmarked, miljø og teknik, redningsberedskab, museer, biblioteker og mange steder også forsyning af el, vand og varme. Finansieringen af kommunerne sker dels ved tilskud fra staten – det såkaldte bloktilskud – og særlige kommunale indkomst- og ejendomsskatter samt eventuelle indtægter fra kommunale virksomheder, f.eks. forsyningsvirksomheder.
Kommunens øverste ledelse er kommunalbestyrelsen (i København dog Borgerrepræsentationen), som vælges for fire år ad gangen. Valgperioden begynder d. 1. januar, selv om valget finder sted den tredje tirsdag i november året før. Lederen af kommunalbestyrelsen kaldes borgmester, og er i de fleste kommuner den eneste fuldtidsbeskæftigede politiker. Kommunalbestyrelsen består af et ulige antal medlemmer. Den kommunale administration ledes af en kommunaldirektør. Dermed er kommunaldirektøren den øverste embedsmand i kommunen.
På trods af det grundlovssikrede kommunale selvstyre i § 82; så er kommunerne underlagt et vist tilsyn, som varetages af Ankestyrelsen, jf. lov om kommunernes styrelse § 47.
Fra d. 1. april 1970 blev inddelingen i dels sognekommuner (landkommuner, som lå i et af de 24 amter og var under tilsyn af deres amt), dels købstadskommuner (bykommuner, som ikke var en del af et amt, men var under tilsyn af Indenrigsministeriet) i Danmark ændret til fordel for 277 kommuner (til tider benævnt primærkommune), som alle lå i en amtskommune og var under tilsyn af denne amtskommune. Antallet af kommuner blev reduceret, da Sengeløse kommune blev en del af Høje-Taastrup Kommune og Dragør Kommune blev skabt ved sammenlægning af Store Magleby Sogn og Dragør Sogn, så der var 275 kommuner fra 1. april 1974 til 1. januar 2003. Den 1. januar 2003 blev Bornholms Amt og 5 kommuner lagt sammen, så antallet af kommuner blev nedsat til 271. Betegnelsen for dette område er Bornholms Regionskommune. 1. januar 2006 fusionerede Ærøskøbing og Marstal og dannede Ærø Kommune, og antallet af kommuner nåede således 270.
Den 1. januar 2007 blev antallet af kommuner reduceret fra 270 til 98 som følge af Strukturreformen. De nye kommuner fik samtidig tilført flere opgaver og mere personale fra amterne og staten, bl.a. miljø- og trafikområdet (pånær hovedlandevejene, som hører under Vejdirektoratet), samt praktiske opgaver som fx pasfornyelse. Dermed bortfaldt den hidtidige praksis med at både primærkommuner og amtskommuner behandlede f.eks. kommuneoverskridende miljøsager og trafiksager. Yderligere bortfaldt amtskommunernes opgaver med at fungere som kontrolorgan for kommunernes behandling, særligt hvis der var uenighed mellem primærkommunerne. Ligeledes bortfaldt den kontrolfunktion som amtskommunernes havde udført vedrørende pleje- og psykiatriområdet i primærkommunerne.
Frankrig
En fransk kommune er en juridisk person, og den råder over et budget, som baseres på overførsler fra den franske stat
og lokale indtægter i form af skatter. Kommunen har ansvaret for administrationen af den lokale infrastruktur, men
derudover er borgmesteren i sin egenskab af statens repræsentant pålagt en række pligter vedrørende registrering af
fødsler, vielser, skilsmisser, dødsfald m.m. Borgmesteren råder ligeledes over den lokale
politimyndighed.
Kommunen er den mindste, administrative enhed i Frankrig. Den består af et klart defineret areal, der i store træk
svarer til en mindre by eller en større landsby med de nærliggende landsbyer og bebyggelser. Kommunen er en del af et departement, hvor også cantoner og arrondissementer er underenheder.
Pr. 1. januar 2009 var der 36.680 kommuner i Frankrig – heraf 112 i de oversøiske territorier.
Færøerne
På Færøerne er der 30 kommuner. Hver kommune har en valgt kommunalbestyrelse (eller byråd).
Skotland
Kommuner i Skotland hedder council areas og er administrative enheder som har overtaget efter de tidligere counties.
Kommunernes opgaver omfatter bl.a. skoler, brandvæsen, sociale problemer og kultur.
Hver kommune ledes af et byråd (council), som vælges hvert fjerde år ved forholdstalsvalg.
En stor del af kommunernes indtægter består af overførsler fra den britiske stat, men en del kommer fra kommunalskatten (council tax), som opkræves pr. bolig, ikke pr. person
Sverige
I Sverige har man 290 kommuner, som ofte er store af areal og almindeligvis omfatter både by- og landområder. Hovedbyen i en kommune kaldes centralort på svensk.
Kommunernes opgaver er for størstedelens vedkommende bestemt af kommunalloven og finansieres af kommuneskat, afgifter og statsbidrag.
Hver kommune har en folkevalgt kommunalbestyrelse, der træffer beslutninger om kommunale spørgsmål. Desuden vælges en kommunstyrelse, der leder kommunens arbejde. Kommunale beslutninger kan ankes gennem laglighetsprövning (lovlighedsretssag) eller förvaltningsbesvär (forvaltningsklage).
Norge
I Norge er der 356 kommuner, pr. 1. januar 2020.
Kilder
Eksterne henvisninger
Kommunernes Landsforening
Danmarks lokaladministration 1660-2007
Danske byers historie – Dansk Center for Byhistorie
Se også
Den danske kommunalreform i 1970
Kommunalpolitik |
2693 | https://da.wikipedia.org/wiki/B%C3%B8rnejod | Børnejod | Børnejod er en opløsning af merbromin i vand, der tidligere blev brugt til til desinfektion og sårrensning på børn, fordi den ikke fremkalder svie. Opløsningen har en stærkt rød farve.
Præparatet kaldes ikke børnejod, fordi det indeholder stoffet jod, men fordi det bruges i stedet for jod – eller rettere for jodspiritus (jodsprit).
Merbromin har også følgende benævnelser:
2,7-Dibromo-4-hydroxymercurifluorescein dinatrium
Kviksølvdibromfluorescein
Mercurochrome
Børnejod bruges ikke mere, fordi det indeholder kviksølv.I dag vaskes sår med vand og sæbe, for ikke at belaste miljøet og fordi klorhexidin kan give hudirritation.
Desinfektionsmidler |
2695 | https://da.wikipedia.org/wiki/Harald%20Bl%C3%A5tand | Harald Blåtand | Harald Blåtand, Harald Gormsson, Harald den Gode eller Harald Gormsen ((oldnordisk: Haraldr Blátönn; ; ; ) ukendt fødselsår, død senest 987) var søn af kong Gorm den Gamle og dronning Thyra Dannebod. Han var konge i Danmark fra omkring 958 eller 964 til sin død omkring 985(-87). Han blev efterfulgt af sin bror Toke Gormsen som konge af Danmark.
Hans regeringstid blev præget af det spændte forhold til Danmarks naboer mod syd, dels venderne langs Østersøens sydkyst, dels det tysk-romerske rige, hvis kejser Otto den Store vha. missionærer søgte at indføre kristendommen i sine nabolande. Harald lod sig kristne tidligt i sin regeringstid og imødekom dermed den store tyske nabo, men gik samtidig i gang med at befæste grænsen mod syd ved Dannevirke og Hedeby. Harald giftede sig med Tove, datter af den vendiske fyrst Mistivoj, og knyttede således bånd til de vendiske naboer. Efter kejser Ottos død i 983 angreb Harald mod syd, men blev slået tilbage. Som modtræk til truslen om tysk fremrykning byggede Harald på kort tid omkring 980 de store ringborge Fyrkat og Aggersborg i Jylland, Nonnebakken på Fyn og Trelleborg på Sjælland og Skåne, og hans rige må have omfattet hele det nuværende Danmark og Skåne. Omkring 985 ragede Harald uklar med sin søn Svend. Det kom til kamp, og Harald måtte flygte til Jomsborg, hvor han døde kort efter.
Harald Blåtand og faderen Gorm
Om Haralds fader Gorm (eller Vurm, orm) fortæller en dansk biskop til den tyske krønikeskriver Adam af Bremen, at han var
"... om jeg må sige, en overordentlig farlig orm og ikke så lidt fjendtligt indstillet over for de kristne. Han stræbte efter fuldstændigt at udslette kristenheden blandt danerne og fordrive præsterne fra sit land. Han lod adskillige af dem dræbe under tortur."
Imidlertid invaderede Henrik Fuglefænger slavernes område og siden danernes land, hvor han indsatte en markgreve og lod saksiske kolonister bosætte sig, dog uden at omvende kongen. Ingen af de norrøne/islandske kilder omtaler dog Gorm som fjendtligt indstillet over for kristendommen. De danske krøniker og kilder omtaler heller ikke Gorm som en, der bevidst slog kristne ihjel. End ikke Saxo, der ellers i vid udstrækning lægger sig tæt op ad Adam af Bremens beskrivelse af Gorm den Gamle.
Harald den Gode fremstilles af Adam som velvilligt indstillet over for de kristne (modsat faderen Gorm). Under den tyske kejser Otto den Store 936-973 viede ærkebiskop Adaldag af Hamburg/Bremen i 948 tre biskopper til at virke i Danmark. I Slesvig indsattes biskop Hored, i Ribe Liafdag og i Aarhus Reginbrand. At Harald Blåtand kan have regeret allerede i 940'erne (samtidigt med faderen) støttes af oplysninger fra Svend Estridsen: Ved sin død var Harald ”alderstegen og kropsligt svag” og skal have regeret i 50 år. Tallet er næppe korrekt, men angiver en meget lang regeringstid. Da Harald døde omkring 985-87, kan hans regeringstid godt være begyndt i 940'erne.
Harald var muligvis konge eller medkonge i 954, da den landsforviste norske konge Erik Blodøkse døde i England, og hans hustru Gunhild med sine sønner fik ophold hos Harald, der opdrog Eriks og Gundhilds søn Harald Gråfeld som sit fosterbarn; men samtidig fortæller Heimskringla at Gunhild og hendes sønner først opholdt sig på Orkneyøerne, men de kan være kommet til Danmark nogle år efter. Ifølge Roskildekrøniken var både Gorm og Harald og senere Harald og Svend Tveskæg samkonger. Det lyder ikke umuligt, da dendrokronologiske undersøgelser af træet i gravkammeret i Nordhøjen i Jelling viser, at det er fældet sent i 958. Hvis Gorm blev begravet dér, må han også være død omkring det tidspunkt. Alternativt viser dendrokronologiske undersøgelser fra Sydhøjen i Jelling, at arbejdet på denne høj blev påbegyndt i 964, så dette kan også være sammenfaldende med Gorms dødsår.
Roskildekrøniken nævner, at Harald Blåtand styrede landet i 15 år, mens faderen levede, mens knytlingesagaen fortæller, at Harald var konge i 30 år, mens kong Gorm stadig levede. De to krønikers angivelse af, hvor længe Harald styrede Danmark under de sidste år af Gorms levetid, skal næppe tages bogstaveligt; der var tale om "et tidsrum af en vis længde".
Ægteskaber og børn
Harald Blåtand var gift med Tove datter af den vendiske fyrst Mistivoj. En runesten, som Tove lod rejse til minde om sin moder, er den eneste kilde om hende: Runestenen i Sønder Vissing ca. midt mellem Aarhus og Jelling har teksten: ”Tofa (Tove), Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre dette dødeminde efter sin moder. Det vides ikke, om Tove er moder til noget eller nogen af Haralds kendte børn.
Af andre af Haralds hustruer nævner Adam af Bremen Gunhild og Saxo Gyrid, en søster til Styrbjörn fra Svearike. Hun må være Haralds sidste hustru og næppe mor til nogle af Haralds kendte børn.
Børn
Hiring omtales af Adam af Bremen (den eneste der nævner denne søn), som oplyser, at Harald sendte ham til England med en hær, men at han blev myrdet der. Hiring opfattes ofte som en forvanskning af det nordiske navn Ring, et navn der også optræder i den danske kongerække før Harald Blåtands tid dels hos kong Ring (på latin: Anulo), der kortvarigt var konge i år 812, dels i navneformen Sigurd Ring, som er den nordiske navneform på en konge, formentlig fra sidste del af 700-tallet. Nogle (bl.a. Poul Engelhardt) hævder endda, at 2 forskellige konger bar navnet Sigurd Ring – den anden var konge i 812.
Svend Tveskæg, senere dansk konge
Håkon, som herskede i Samland
Thyra, som først blev gift med sveakongen Styrbjørn, siden med den norske kong Olav Tryggvason
Gunhild, som blev gift i England.
Et tidligt oversættelsesforsøg af indskriften på Asmildstenen, der blev fundet i 1950, ville sandsynliggøre, at indskriften refererede til Harald Blåtand, og at der på stenen således skulle optræde to navngivne (ellers ukendte) døtre af Harald Blåtand. Ingen senere oversættelser kommer dog frem til noget om Harald Blåtand. De foreslåede døtre i den tidlige oversættelse skulle være:
Mo Haraldsdatter
Thorgny Haraldsdatter
Harald Blåtand bliver kristen
Ifølge Adam af Bremen skal den tyske kong Otto den Store have foretaget et togt op i Jylland og i et slag have vundet over kong Harald og tvunget ham til at indføre kristendommen hos danerne: "Harald selv modtog straks efter dåben sammen med sin hustru Gunhild og deres lille søn, som vor konge stod fadder til og døbte Svein Otto. Ved samme lejlighed blev den del af danernes land, som ligger på denne side af havet og af den lokale befolkning kaldes Judland, opdelt i tre bispedømmer og lagt ind under bispesædet i Hammaburg." Samme oplyser imidlertid i skolion 20: "I det Herrens år 966 omvendte en mand ved navn Poppo danerne til troen. Han bar i overværelse af vidner et stykke hvidglødende jern, der havde form af en handske, uden at blive skadet. Kong Harald, som så dette, opgav sin afgudsdyrkelse og lod sig med hele sit folk omvende til den sande gudsdyrkelse. Poppo blev forfremmet til biskop."
Runeteksten, som Tove gjorde, giver en yderst værdifuld belysning af den politiske situation i Danmark midt i 900-tallet: Giftermål handlede om politik. Adskillige af tidens nordiske konger hentede deres brude fra det vendiske område syd for Østersøen. Området var delt mellem flere stammer. Fra Kiel til Warnowfloden, som munder ud ved Rostock, lå obotritternes land. Området strakte sig sydpå langs Elben. Vigtige centrer var Lübeck, Oldenburg, Plön, Scharstorf og Ratzeburg. Fra floden Warnow mod sydvest til floden Mildenitz herskede Warnavi, som havde nære relationer til obotritterne, ligeledes Linones langs grænsefloden Elben samt stammen Drewani i området ved Hannover. Øst for obotritterne boede liutizierne, som med sine fire stammer herskede over området fra Warnow mod øst til floden Oder. Øen Rügen var Ranernes hjemland.
I 960'erne skete en mærkbar kristning i slavernes område. Haralds svigerfar Mistivoj havde år 967 sikret den obotrittiske overhøjhed over stammen Wagierna i øst. Året efter grundlagdes biskopstiftet i Oldenburg. Mistivoj antog selv den kristne tro, hvilken han synes at have holdt fast ved resten af sit liv. Han døde i klostret Bardowiek og havde nære kontakter med biskopperne i Oldenburg, af hvilke den første var Egward. For Adam berettede Svend Estridsen, at på den tid var der uafbrudt fred mellem obotritterne og kejser Otto 1., og at slaverne var skatteskyldige til den tyske kejser.
I 973 deltog Harald som tributpligtig i rigsdagen i Quedlinburg under Otto den Store.
Haralds giftermål med Tofa kan være indgået netop i 960'erne. År 974 omtales hans søn Svend som et lille barn. Rimeligvis var Harald allerede ved ægteskabets indgåelse kristen med tanke på både hans svigerfars trosindstilling og fyrstemagt.
Hvad vi ved om Haralds ægteskab med Tofa og tributforhold til den tyske kejser bestyrker oplysningerne om tidsrummet for Haralds dåb. Om Adam af Bremens præcise fastsættelse af dåben til år 966 er korrekt, kan ikke bekræftes af andre kilder.
Den store runesten og kirken mellem de to gravhøje i Jelling præsenterer kong Harald som kristen. Runestenens tekst lyder: Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina. sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna.
"Harald konge bød gøre dødeminde dette efter Gorm sin fader og efter Thorvi (Thyre) sin moder, den Harald som (for) sig vandt Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne."
Teksten viser, at der er tale om tre gode gerninger, som Harald fandt fortjente at blive husket:
at have sikret sig herredømmet over hele Danmark,
at have sikret sig herredømmet over Norge,
at have gjort danerne kristne.
Herredømmet over hele Danmark
Danske konger har eksisteret i det mindste fra begyndelsen af 800-tallet. Ifølge de frankiske rigsannaler - der er skrevet i årbogs-format - gennemførte en dansk konge, Godfred, i 804 i Sliestorp forhandlinger med Karl den Store. I 808 berettes om Gudfreds angreb på slaviske områder og ødelæggelsen af handelspladsen Reric. Efter at Godfred var dræbt i 810, sluttede kejseren fred med Godfreds brodersøn og efterfølger kong Hemming, og året efter bekræftedes freden ved et møde ved Ejderen, hvor 12 navngivne stormænd fra hver side besvor freden, deriblandt Osfrid de Sconaowe, det vil sige "Asfred af Skåne" – hvilket må tages som vidnesbyrd om det danske riges udstrækning fra Sønderjylland mod sydvest til Skåne mod øst. At riget har strakt sig til Vestfold i nord ses af den frankiske rigsannal fra 814. At dette rige endnu eksisterede i slutningen af 800-tallet er bevidnet ved to rejseberetninger ved nordmanden Ottar og angelsakseren Wulfstan, samlet omkring år 900 af kong Alfred af Wessex som tillæg til en oversættelse til angelsaksisk af Orosius verdenshistorie fra 5. århundrede.
I første tredjedel af 900-tallet er denne rigsenhed imidlertid blevet opløst: Adam af Bremen kan med Svend Estridsen som kilde oplyse om et rige skabt ved den svenske kong Olavs erobring, senere styret af sønnerne Chnob og Gurd. Videre: "Efter Olaph, sveonernes første mand…, som regerede over danerne sammen med sine sønner, indtog Sigerich hans plads. Han havde ikke regeret længe, før kong Sveins søn, Hardegon, som kom fra nordmannernes land, frarøvede ham tronen. Det er uklart, om disse mange danerkonger eller rettere tyranner herskede samtidigt, eller om de levede kort tid efter hinanden." Dette svenske Hedeby-styre er bevidnet ved to runesten rejst af Gnupas hustru Asfrid over sønnen, kong Sigtryg:
Haddeby-sten 2 oplyser med svenske runer: "Asfrid gjorde dette dødeminde efter Sigtryg, hendes og Gnupas søn" og
Haddeby-sten 4 med danske runer: "Asfrid Odinkarsdatter gjorde dette dødeminde efter kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn. Gorm ristede runerne."
Endvidere oplyser Widukind i sin Sakserkrønike fra omkring 970, at Henrik 1. (Henrik Fuglefænger) af Østfranken i 934 drog med en hær mod danerne, gjorde dem skatskyldige og tvang deres konge Chnuba til at lade sig døbe." Der kan derfor på dette tidspunkt – hvor Gorm var konge i Jelling – have fandtes et lille særrige i Hedeby med et svensk dynasti, først underkuet af den tyske hersker, siden fordrevet helt fra magten. Men på den anden side kan Widukinds oplysning også være fejlagtig, idet Adam af Bremen også nævner et felttog (ligeledes foretaget af Henrik Fuglefænger) som ikke rammer Gnupa, men derimod Gorm den Gamle. Desuden stammer de fleste af Widukinds oplysninger fra klostrets annaler, og i dem står der intet om Chnuba eller dåben.
Forholdene i Hedeby-området de næste tiår er ukendte, men ifølge Adam af Bremen skal Hedeby omkring 974 være blevet erobret af kejser Otto 2., men i 982 indtog danerne den borg, Otto havde ladet opføre i grænselandet, og senere – sammen med obotritternes fyste Mistivoj afbrændte de Hamborg. Tilsvarende oplyser tyske annaler, at Harald i 973 havde foretaget et angreb hinsides Elben, men blev tvunget til at slutte fred, yde en afgift og stille sin søn som gidsel, mens Thietmar af Merseburg for året 974 oplyser, at Otto 2. havde besejret "de oprørske danskere" ved at gennembryde den saksiske grænsevold og opføre en ny, fremskudt grænseborg (dette bekræftes af det norrøne skjaldekvad, Vellekla), dog med tilføjelsen, at borgen blev generobret i 983 efter Ottos død.
To runesten bevidner den danske erobring:
Haddeby-sten 1: "Kong Sven satte sten efter sin hirdmand Skarde, som var draget vestpå, men nu fandt døden ved Hedeby" og
Haddeby-sten 3: "Thorulv, Svens hirdmand, rejste denne sten efter sin fælle Erik, som fandt døden, da "drenge" belejrede Hedeby; men han var styresmand, en såre god "dreng"."
At Sven i begge tilfælde er Svend Tveskæg virker plausibelt. At han har anført hirden tør udledes af teksterne, og når han på den ene sten omtales som konge, må han enten have været medkonge – eller stenen er rejst, efter han blev konge).
Om Haralds ord henviser til en tidligere generobring af Hedeby-området eller først til begivenhederne i 983 er uklart, men der er ikke overlevet oplysninger om andre steder inden for riget, der i Haralds tid har været adskilt fra dette. At Harald fortsat var konge sandsynliggøres af samarbejdet med svigerfaderen om afbrændingen af Hamborg.
Herredømmet i Norge
Adam af Bremen oplyser om Haralds magt i Norge: "I Norwegien var Hakkon hersker, indtil nortmannerne fordrev ham, fordi han opførte sig ret så overmodigt. Harald fik ham genindsat med magt og gjorde ham velvilligt indstillet over for Kristi tilhængere… Da Hakkon havde regeret i 35 år, afgik han ved døden. Som sin arving til tronen efterlod han Hartild, der samtidig regerede over danerne og normannerne."
I Norge havde Erik Blodøkse hersket en tid. Han blev tvunget i landflygtighed med sin hustru Gunhild og sine mange sønner. Efter at Erik var død i England, kom resten af familien til Harald Blåtand og blev der vel modtagne. En af sønnerne, Harald Gråfeld, skal være blevet antaget af kong Harald til sin fostersøn. Omkring år 960 tog Eriksønnerne magten i Norge. Hakon jarl sad på denne tid som hersker i Trondheim, men han blev snart fordrevet af Eriksønnerne. Hakon blev trods dette vel modtaget af Harald i Danmark, som formentlig havde sine interesser i specielt Viken-området, det vil sige omkring Oslofjorden, og så disse truede af de stadigt mægtigere Eriksønner. Gennem list myrdedes Harald Gråfeld. Snorre Sturlason beretter, at kong Harald samlede 600 skibe og sejlede til Norge med Hakon jarl. Hakon fik landet, Eriksønnerne måtte flygte til Orkneyøerne og Harald sejlede derefter hjem. Dette skal være sket omkring år 970, og det er sandsynligvis dette overherredømme, Jellingstenen henviser til.
Byggerier og anlæg
En række byggerier og anlæg af betydeligt omfang fandt sted i Haralds regeringstid og tillægges kongen pga. deres størrelse eller art:
Jellinganlægget, herunder Jellinghøjene og den store Jellingsten og palisaden.
Kirkebyggeri i Jelling samt tillige hævdet, men ikke påvist, i Roskilde.
Dannevirkes hovedvolds fornyelse
Kovirke
Trelleborgene
Ravningbroen
Udbygningen af borganlægget omkring Aros(Aarhus)
Tilsammen vidner de om Haralds foretagsomhed.
Jellinganlægget
De to store jordhøje i Jelling på hver sin side af kirken er opført med korte mellemrum. De to høje har sandsynligvis været under opførelse på samme tid. De to høje er rejst hen over et ældre gravminde, en meget stor skibssætning og nøjagtig i dennes akse, ligesom den store runesten står midt mellem højene.
Nordhøjen, der tillige rummer et gravkammer, er påbegyndt omkring 960.
Sydhøjen er påbegyndt omkring 964. For Sydhøjens vedkommende ser det ud til, at byggeriet er sket med et par afbrydelser. Der har sandsynligvis stået en mindre, aflang træbygning på toppen, men dens nærmere karakter og tidsfæstelse er uklar.
Den store Jellingsten meddeler at mindesmærket var opført af Harald over sin fader og sin moder. Det menes, at de to høje er sat til minde over hver af forældrene, selv om der kun er fundet et gravkammer i den ene. Den hædrende omtale af Harald er muligvis en tilføjelse til den oprindelige tekst.
Den 1,4 km lange palisade, der omkransede hele anlægget, blev opført omkring 968.
Det formodes også, at der har været et større bygningsanlæg i Jelling, som bærer præg af at være et militært område i 981.
Haralds kirker
Under Jelling Kirke er fundet spor efter tre trækirker, hvoraf den ældste menes at være opført af Harald.
Adam af Bremen oplyser, at Harald efter sin død blev ført til Treenighedskirken i Roskilde, som han havde ladet opføre.
Dannevirkes hovedvolds fornyelse
Det ældste Dannevirke stammer fra anden halvdel af 600-tallet med en nykonstruktion af volden omkring 737 samt endnu en ombygning fra begyndelsen af 800-tallet. Omkring 968 er Hovedvolden (undtagen den nordligste del, der også kaldes Nordvolden) blevet udsat for en omfattende ombygning. Ligeledes opførtes på samme tid Forbindelsesvolden fra Hovedvolden til den ringvold, der fandtes omkring Hedeby.
Kovirke
Kovirke ligger syd for Hovedvolden og Forbindelsesvolden. Kovirkes snorlige forløb løber fra de fugtige enge omkring Rejde Å mod vest til Selk Nor ved Slien mod øst. Ved dette anlæg har man opnået en bedre forsvarsmæssig udnyttelse af de landskabelige forhold ved et langt kortere voldanlæg end Hovedvolden og Forbindelsesvolden tilsammen; til gengæld mister disse enhver betydning – Kovirke udgør en fremskudt fæstning. Kovirke er ikke sikkert dateret men menes efter sin karakter at være opført efter genvindelsen af grænselandet i 983. I så fald kunne forklaringen på den fremskudte placering være, at eftersom Hovedvolden og Forbindelsesvolden ikke havde kunnet modstå Otto den Stores angreb i 974, er disse forsvarsværker så at sige blevet kasseret til fordel for et helt nyt og bedre udformet anlæg.
Trelleborgene
Trelleborgene er navnene på fire (eller sandsynligvis syv) træbyggede borge opført rundt om i det danske rige omkring 980-981. Hertil regnes:
Trelleborg ved Hejninge på Sjælland
Nonnebakken i Odense på Fyn
Fyrkat ved Hobro i Nordjylland
Aggersborg ved Limfjorden
sandsynligvis Borrering ved Lellinge og
Borgeby i Skåne samt en borg i Trelleborg benævnt Trelleborg, der fremviser ligheder. En endelig bestemmelse af disse må dog afvente flere arkæologiske undersøgelser. Også andre anlæg kan have forekommet.
Fælles for de danske anlæg er deres geometriske konstruktion: det er cirkelborge, med volde og V-formet voldgrav foran. De indre borgpladser er inddelt i kvarterer bestående af 4 krumhuse omkring en lukket plads (for Aggersborgs vedkommende i tredobbelt udgave, for det sjællandske Trelleborgs vedkommende med en ydre husrække langs et ydre voldanlæg). Om formålet med disse anlæg har der været delte meninger: man har anset dem for militærkaserner for forberedelse af angrebene på England, eller som borge til undertvingelse af de stedlige befolkninger ved Danmarks samling eller som forsvarsanlæg mod fjendtlige angreb på rigets ulige del fra en ydre fjende. Skønt disse forklaringer ikke udelukker hinanden, svækkes den første ved fravær af vidnedsbyrd om engelske forbindelser og ved borgenes forsvarsmæssige karakter. Den anden forklaring svækkes af manglende begrundelse for en sådan rigssamling, hvis Hedeby-området (hvor en sådan borg ikke er fundet) var den eneste del af landet, der påviseligt var adskilt fra rigsfællesskabet i perioder, hvortil kommer påvisningen af en handelsplads ved sjællandske Trelleborg, hvilket ikke virker sandsynligt for en tvangsborg. Derimod synes det rimeligt, at kong Harald efter Otto den Stores hærtog op i Jylland i 974 måtte have fundet det fornødent at lade opføre en række regionale forsvarsanlæg, der kunne modstå et første angreb indtil hjælp fra de andre borge måtte komme til undsætning. At Aggersborg er større end de andre trelleborge kunne skyldes nærheden til Norge, der jo lå under Harald.
De brandspor, der er fundet ved Fyrkat, Trelleborg på Sjælland og senest Borrering, skal måske ses i forbindelse med Haralds afsættelse som konge.
Broen ved Ravning
En 700 meter lang træbro Ravningbroen over Vejleådalen ved landsbyen Ravning omkring 10 km syd for Jelling er dateret til 980 – 985. Broen er således fra samme tid som flere andre store anlæg tilskrevet kong Harald, og også broen har med sin størrelse et præg, der gør det nærliggende, at Harald har bygget den. Det er muligt, at broen har spillet en rolle i en samlet forsvarsplanlægning i sammenhæng med trelleborgene og forstærkningen af Aros borgen samme år.
Befæstning af Aarhus
Aarhus var allerede i begyndelsen eller midten af 900-tallet blevet stærkt befæstet, måske som følge af uroligheder.
Volden om den gamle bykerne er delvist bevaret og kan ses ca. 4 m under gadeniveau på Vikingemuseet. Byens forsvarsanlæg blev ligeledes forstærket af kong Harald Blåtand i 980 e.Kr.
At Aarhus ligger i centrum af den nord/sydgående forsvarslinje som Vikingeborgene udgør, har ført til spekulationer om en militær sammenhæng mellem Aarhus befæstning og disse borge.
Haralds endeligt
Harald blev i sin alderdom afsat som konge. Saxo fortæller om årsagen til det: "Siden udbød Harald hele rigets flåde for ikke at være dårligt rustet til et kæmpeværk, han havde for. Han befalede, at folk og fæ med forenede kræfter skulle slæbe en vældig stor sten fra stranden, hvor den lå ovre i Jylland, op til hans mors gravhøj, hvor han ville rejse den som mindesmærke". Denne opgave brød flådens høvedsmænd sig ikke om, og fik sønnen Svend – der var blandt dem – ophidset mod faderen. Kongen havde kun haft tanke for stenflytningen, men efter at være blevet underrettet af et medlem fra flådemandskabet "angrede kongen, at han havde spændt folk i åget som andet fæ, for i det samme, han opgav at slæbe stenen videre og bad mandskabet lade den ligge og i stedet gribe til våben, fik han folkenes stivsind og trods at føle. Hæren harmedes over den hån, han havde vist den ved at sætte den til sådan hæderløs syssel og vægrede sig nu ved at gribe til våben for ham, der havde lagt dem under åget."
Om Haralds sidste levetid beretter Adam af Bremen, at der opstod uro blandt de kristne danskere, da "Svein Otto, den store danerkonge Harolds søn, forsøgte først flere anslag mod sin fader og planlagde dernæst sammen med dem, som denne havde tvunget til at antage kristendommen, at afsætte den nu aldrende og svagelige konge. Pludselig indgår da danerne en sammensværgelse, afsværger deres kristne tro, indsætter Svein som konge og erklærer Harold krig.... I denne ulykkelige krig, der var værre end en borgerkrig, led Harold og hans folk nederlag. Han selv flygtede såret fra slagmarken, gik om bord i et skib, og undslag til slavernes by Jumne. Her tog man mod forventning – befolkningen var jo hedninge – gæstfrit imod ham. Han var imidlertid svækket af sine sår, og få dage efter afgik han ved døden bekendende sig til Kristus. En senere beretning angiver, at hans lig af hæren blev transporteret til hans hjemstavn, hvor det blev begravet i Roscald by i den kirke, som han selv havde ladet opføre til ære for den hellige Treenighed."
Sammenstillet giver de to beretninger en rimelig forklaring på oprøret mod Harald: flytningen af tunge sten (som den store Jellingsten) og misbrug af hæren til byggeopgaver – måske parret med, at sønnen Svend var leder af hirden – har skabt en situation, hvor et oprør mod kong Harald havde let ved at finde sin leder i kongesønnen. At tiden fra oprørets udbrud til kongens død var meget kort, lader Adam af Bremens fremstilling ikke tvivl om; sandsynligvis skete det i 985/986. Hvis det er rigtigt, at Haralds selvbesmykkelse på den store Jellingsten er en senere tilføjelse til den oprindelige, forældrehædrende, tekst, og hvis denne er sket efter 983, kunne begivenhedsforløbet i hovedtræk være dette: på sine ældre dage og efter genvindelsen af Hedeby-området har Harald gjort sine tilføjelser og besmykket den gamle mindesten med billeder. Det har været for meget for hirden, som i sin tid slæbte stenen til Jelling og havde dette i bitter erindring og måske også bevidstheden om, at det var Svend, der som hirdfører og medkonge på sin faders vegne havde genvundet Hedeby. Et oprør er brudt ud, man har valgt kongesønnen og hirdens fører Svend som sin leder, det er kommet til slag mellem fader og søn (måske har Harald i første omgang søgt tilflugt på sine trelleborge, hvilket kunne forklare brandspor ved Fyrkat og Trelleborg), Harald led nederlag, blev såret og flygtede til Jumne, hvor han døde af sine sår.
Olaf Olsen har stillet sig tvivlende over for tidspunktet for Harald Blåtands død Ved at flytte denne fra 985/86 til 979 fik han placeret Svend ved kongemagten på det afgørende tidspunkt, hvor Vikingeborgene blev opført. Denne teori er senere udbygget af Poul Skaaning, men generelt er historikere skeptiske overfor denne ændring i Danmarkshistorien.
Anetavle
Tilnavnet "Blåtand"
Tilnavnet Blåtand optræder første gang i Roskildekrøniken fra 1140 og én gængs forklaring er, at Harald må have haft en iøjnefaldende dårlig tand, der har været blå (eller sort, da "blå" også betød mørk).
En anden forklaring kan ifølge museumsinspektør ved Kongernes Jelling Hans Ole Mathiesen være, at Harald gik i blåt tøj. Den blå farve var nemlig den dyreste, så ved at gå i blåt understregede Harald sin kongeværdighed.
En tredje teori er, at "thandr" både kunne betyde fyrste og tand, og da "blå" var alle nuancer af blå, altså alt fra den lyseste lyseblå til den mørkeste sort, og derfor kan han også være blevet kaldt "Harald den Sorte Fyrste".Og det forsvarer jo at hans søn, Svend, kunne slå sin egen far ihjel.
Bluetooth
"Blåtand" () bruges om den trådløse Bluetooth-teknologi designet af den svenske telekommunikationsvirksomhed Ericsson. Teknologien bruges til trådløs forbindelse mellem computere, mobiltelefoner, PDA'er, printere osv. Bluetooth-kommunikationsprotokollen er opkaldt efter kongen, angiveligt på grund af hans evner til kommunikation mellem forskellige fraktioner.
Bluetooths logo bygger på runerne for hans initialer, H og B (i den yngre futharks version) (hhv. og )
Populærkulturen
Harald Blåtand ses portrætteret i film og på tv:
Røde Orm og Langskibet fra 1964 (produceret af Warwick Film Productions og Avala Film), med Clifford Evans som King Harald.
Vølvens forbandelse fra 2009 (produceret af Cosmo Film), med Kim Bodnia som Harald Blåtand.
Borgeby Slott. Ett tusenårigt drama fra 2012 (produceret af det skånske SundTV), med Björn Jakobsen som Harald Blåtand.
Trivia
DSB's IC3-togsæt nr. 35 er adopteret af Hobro og den 4. maj 1991 døbt Harald Blåtand. Indvendigt er toget udsmykket med Jellingsten og borgplaner.
Se også
Haraldsguldet
Gesta Wulinensis ecclesiae pontificum
Schaprode
Noter
Litteratur
Adam af Bremens krønike (oversat og kommenteret af Allan A. Lund); Wormianum, 2000;
Christian Adamsen: "Til hele rigets værn" (i Skalk 2004 nr. 6, s. 29-31)
Harald Andersen: "Borgenes brug" (i Skalk 1979 nr. 4, s. 16-17)
Harald Andersen: "Ringborgenes alder" (i Skalk 1984 nr. 2, s. 15)
Harald Andersen: "Sydhøjen" (i Skalk 1985 nr. 3, s. 11-15)
Harald Andersen: "Gåden om Gorm" (i Skalk 1988 nr. 2, s. 18-28)
Harald Andersen: "Cirkelborg" (i Skalk 1989 nr. 6, s. 27-28)
Harald Andersen: "Den tomme Jellinghøj" (i Skalk 1994 nr. 2, s. 3-9)
Harald Andersen: "Man tvinges til at overveje" (i Skalk 1995 nr 1, s. 20-31)
Harald Andersen: "Den byggeglade konge" (i Skalk 2003 nr. 1, s. 20-27)
H.Hellmuth Andersen: "Vandt sig hele Danmark" (i Skalk 1985 nr. 2, s. 18-27)
Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund; 2. udgave; Akademisk Forlag, Universitetsforlaget i København, 1977;
Ole Bernt Henriksen: Harald Blåtand; Lindhardt og Ringhof, København, 1972;
Mikkel Hule: "De historiske sten" (i Skalk 1994 nr. 2, s. 18-27)
Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid. Yngre jernalder og vikingetid 400-1050 e.Kr.; Gyldendal, Viborg, 2004;
Kåre Johannessen: "Naboskab" (i Skalk 2001 nr. 5, s. 13-17)
Niels Lund: Harald Blåtands død; Roskilde Museums Forlag, Skjern, 1998;
Niels Lund: Jellingkongerne og deres forgængere; Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Gylling, 2020;
Erik Moltke: Runerne i Danmark og deres oprindelse; Forum, København, 1976;
Anders W. Mårtensson: "Borgeby" (i Skalk 1997 nr. 2, s. 10-16)
Anders Olling og Hans Henrik Havsteen: Gorm Den Gamle, Harald Blåtand & Svend Tveskæg; Lindhardt og Ringhof, 2017;
Sven Rosborn: Den skånska historien. Vikingarna; Lund, 2004;
Sven Rosborn & Tomas Sielski: Vikingekongens guldskat; Malmø, 2021
Eksterne henvisninger
Jellingprojektet
Kongerækken på Geni
Sture Bolin: "Danmark och Tyskland under Harald Gormsson. Grundlinjer i dansk historia under 900-talet" (Scandia, Bind IV (1931), s. 184-209)
Aksel E. Christensen: Mellem vikingetid og Valdemarstid. Et forsøg paa en syntese; Historisk Tidsskrift, Bd. 12, rk. 2; 1966
Aksel E. Christensen: Historiske Identifikationsmuligheder/Hvilken (kong) Svend belejrede Hedeby?; Historisk Tidsskrift, Bd. 12, rk. 5; 1971
Vilh. la Cour: Hvem byggede "forbindelsesvolden mellem Haddeby nor og Danevirke sø?; Historisk Tidsskrift, Bd. 8, rk. 2; 1909
Vilh. la Cour: Kong Gorm og Dronning Tyre; Historisk Tidsskrift, Bd. 9, rk. 5; 1926
Svend Ellehøj: Olav Tryggvesons fald og Venderne; Historisk Tidsskrift, Bd. 11, rk. 4; 1953
Kr. Erslev: Dronning Tyre og Dannevirke; Historisk Tidsskrift, Bd. 9, rk. 6; 1929
Lis Jacobsen: Kong Haralds og Kong Gorms Jelling-Monumenter; Scandia, Bd. 4; 1931; s. 234-269
Lis Jacobsen: "Runeindskrifternes vidnesbyrd om kampene omkring Hedeby. Fra Harald Gormssøn til Sven Estridsøn." (Scandia, Vol 8, Nr 1 (1935); s. 64-79)
Henrik Larsen: Hvad Ret havde Gorm den Gamle og hans Slægt til Danmarks Throne?, Historie/Jyske Samlinger, Bd. 5, Rk. 3; 1937
Michael Linton (anmeldelse af: Poul Skaaning: Harald Blåtands sidste kamp. Trelleborgene og brydningerne i dansk vikingetid 979-983); Historie/Jyske Samlinger, Ny rk., 19; 1991
Erik Moltke: Runologisk datering/Hvilken (kong) Svend belejrede Hedeby?; Historisk Tidsskrift, Bd. 12, rk. 5; 1971
Sven Rosborn: Den skånska historien. Vikingarna; Malmö 2004.
Bent Østergaard: Sven Estridsens danmarkshistorie. Danmarks politiske historie ca. 890-985; Historie/Jyske Samlinger 1994.
DR Undervisning: Trelleborg: Blåtands skrøbelige bastion
Nationalmuseet - Jellingprojektet: "Harald Blåtand i Ledreborg Park"
Harald 01 Blåtand
Harald 01 Blåtand
Danskere i 900-tallet
Personer fra vikingetiden
Tjek fødsels- og dødsår
Harald 01 Blåtand
Personer i Dansk Biografisk Leksikon
Personer der er konverteret til kristendommen |
2699 | https://da.wikipedia.org/wiki/Applikation | Applikation | Applikation har flere betydninger:
applikation (udsmykning), påsyet pynt.
Softwareapplikation, computerprogrammer som tjener et brugerformål.
Funktionsapplikation, anvendelse af en matematisk funktion. |
2718 | https://da.wikipedia.org/wiki/April | April | April, måned med navn fra latin (mensis) Aprilis, anden måned efter romersk kalender, af uvis oprindelse. Måske af Apru, et etruskisk låneord for græsk Afrodite. Eller måske *ap(e)rilis (= den følgende, den næste) fra den indoeuropæiske rod *apo- (= borte, væk), med suffikset -ilis, som angav navn på måneder. Gammelt engelsk navn Eastermonað efter en frugtbarhedsgudinde, der også gav navn til påsken (Easter).
Ældre danske navne for april var fåremåned eller græsmåned.
I kunsten er april emnet for Bjørnstjerne Bjørnsons digt fra 1870, Jeg vælger mig april, og Poul Martin Møllers
digt Grøn er Vaarens Hæk fra omkring 1820 benævnes "aprilvise".
På engelsk lyder første bisætning af T.S. Eliots digt The waste land "April is the cruellest month".
April i Danmark
Normaltal for april
Middeltemperatur: 7,2 °C
Nedbør: 38 mm
Soltimer: 188
Vejrrekorder for april måned
1888 – Den koldeste april med en middeltemperatur på 2,5 °C.
1893 – Den tørreste med kun 3 mm nedbør.
1922 - Den laveste lufttemperatur målt i april: -19,0 °C i Store Vildmose.
1936 – Den vådeste med hele 98 mm nedbør.
1937 – Den solfattigste med kun 84 soltimer.
1974 – Tangerede med tørkerekorden på 3 mm fra 1893.
1993 - Den højeste lufttemperatur målt i april: 28,6 °C i Regstrup ved Holbæk.
2011 – Den varmeste april med en middeltemperatur på 9,9 °C. Max- og minimumtemperaturen var hhv. 22,5 og -1,6 °C
2019 – Den solrigeste med hele 274 soltimer
Jeg vælger mig april af Bjørnson
Jeg vælger mig april!
I den det gamle falder,
i den det ny får fæste;
det volder lidt rabalder -
dog fred er ej det bedste,
men at man noget vil.
Jeg vælger mig april
fordi den stormer, fejer,
fordi den smiler, smelter,
fordi den evner ejer,
fordi den kræfter vælter -
i den blir somren til!
April af Vilhelm Bergsøe April - coquette!
Snart hård, snart veg,sig, er det alvor eller blot leg?
Nu suser du barsk,nu vifter du blid,
du vintergækkes og narres tid!Du sner med solskin, skifter signalerne,
hagler og hyler, gør stor hurlumhej.Men dine løfter? Ja, dem løser maj.
Fra Aprilstrejf af Herman Wildenwey
April, du har bristende kno-pper
og fører dig smilende jomfrubly,
som om du vil sætte en stopper
for fordums ry?
...
Men selv om april har spundet
hen over skoven sit grønne slør,
april har sandelig kunnet
narre én før...
Egernparret
misser mod solen og har sine tvivl:
April har vel aldrig
narret sig selv april?
Ekstern henvisning
Dmi: Månedens vejr
Måneder |
2719 | https://da.wikipedia.org/wiki/Apsis | Apsis | Apsis (plur. apsider) kommer af græsk hapsis = "runding" eller "mange kantet". Ordet brugtes oprindelig om korrundingen i en kirke. Herfra er det overført, så det kan bruges om bagagepladsen i et telt.
Eksterne henvisninger
Kirkearkitektur
Bygningsdele |
2721 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aptering | Aptering | Aptering er betegnelsen for den indre, faste indretning af et skib. Der tænkes hermed først og fremmest på alt, hvad der har med beboelses- og opholdsrum for mandskabet og eventuelle passagerer at gøre. Men aptering kan også omfatte indretning af kabys, motorrum og styrehus, telegrafistrum etc. Apteringen omfatter også alt det, som hører til disse rum: Sove-, skabs- og stuveplads, køkkenudstyr, badeudstyr, elektrisk installation og meget mere. På færger er apteringsarbejdet særligt omfattende, fordi der skal tages hensyn til passagerernes komfort.
At foretage aptering eller at aptere vil sige at færdiggøre skibets indretning med alt dette udstyr.
Aptering af et skib foregår af naturlige grunde som noget af det sidste under skibets bygning, og færdiggørelsen sker ofte efter skibets stabelafløbning. Derved frigøres den bedding, hvor skibets skrog, dæk, overbygning og fremdrivningsmidler mv. blev bygget, så den kan anvendes til næste nybygning.
Skibes uregelmæssige form og de betingelser, der kan opstå under sejlads, stiller en del særlige krav til apteringen, som derfor foretages af håndværkere, som er specialiserede i dette arbejde. En af disse specialiserede faggrupper er skibstømrerne (sommetider lidt bredere kaldet skibsbyggerne), der trods navnet ikke kun arbejder med træ, men også f.eks. med stål, aluminium og glasfiberarmeret polyester.
Se også
Skibsterminologi
Skibsterminologi |
2724 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aqua | Aqua | Aqua (latin for vand) har flere betydninger:
Aqua (band) – dansk-norsk popgruppe
Aqua (brugerflade) – primære tema i Apple Computer Mac OS X brugerflade.
AQUA Akvarium og Dyrepark – ferskvands-akvarium i Silkeborg (Nordeuropas største da det åbnede i 1993) |
2725 | https://da.wikipedia.org/wiki/Akvaplaning | Akvaplaning | Akvaplaning eller dækslip forekommer når et køretøj på grund af vådt føre mister vejgrebet. Et vandlag mellem hjul og vej nedsætter friktionen, så bilen glider af sted nærmest som en slæde.
Fænomenet opstår typisk nedenfor en bakke i en dal med dårlig vandafledning. Kan dog også opstå mange andre steder, hvis der f.eks. falder regn hurtigere end det kan nå ned i en kloak.
Årsager til akvaplaning
Motoren yder trækkraft gennem hjulene og dækkenes slidbane til at give en kontrolleret hastighed. Slidbanen giver også styring og nedbremsning ved at føreren kontrollerer vinklen på slidbanen i forhold til ligeudstillingen, samt gennem styringen af bremserne. Mønsteret på slidbanen er designet til at fjerne vand mellen slidbane og underlaget, hvilket giver en højere mulig traktion med overfladen – selv ved våde vejbaner. Således giver traktion mulighed for at hjulet kan rotere, samt til at yde rullemodstand, nedbremsning og styrekraft.
Køretøjer med hjul er designede til at fungere optimalt når der er traktion mellem det roterende hjul og vejens overflade. Enhver friktionsløs overflade kan tvinge et køretøj til at miste styring, hvis dækkene mister kontakten til vejen.
Køretøjet vil så miste bremse- og styrekraft til hjulene forårsaget af den mistede kontakt med vejen. Resultatet er et fuldstændigt tab af normal kontrol over køretøjet og det vil glide indtil det enten kolliderer med en genstand eller til friktionen er genopnået. Sandsynligheden for at akvaplaning opstår øges, hvis køretøjets er ubalanceret, dets moment er højt, kører med for lavt dæktryk, slidte dæk eller møder høj vandstand.
Akvaplaning er særligt farligt ved brug af cruise control, da den øgede reaktionstid og mangel på pedalføling kan forårsage en uvarslet acceleration. Problemet med systemet er, at det vil forsøge at accelerere mens køretøjet har ulige træk på hjulene. Dette kan få køretøjet til at dreje til siden med mindst træk. Det samme problem kan opstår, hvis føreren benytter enten speeder- eller bremsepedalen ved et ulige træk. Når bilen bremser vil den så dreje mod siden med bedst træk.
To- eller trehjulede køretøjer med runde profildæk (f.eks. cykler og motorcykler vil sjældent opleve akvaplaning på normal vej. Kontaktområdet med vejen er nærmest formet som en kano, der effektivt vil skubbe vandet væk. Hastigheder på over 300 km/t kan være nødvendige for at opnå akvaplaning på smalle, runde profildæk.
Tab af vejgreb ved lavt vand
Akvaplaning opstår, når der er store mængder vand på vejbanen. Men selv små mængder vand på vejen kan få en bil til at miste styringen. Denne er dog anderledes end ved akvaplaning.
Dækkene bibeholder trækkraft på vejen ved hjælp af en særlig friktionsmekanisme, hvor dækkets gummi bliver presset ned i små uregelmæssigheder i vejoverfladen. Når en vej bliver lidt våd vil vandet fylde disse uregelmæssigheder op – dog uden at flyde over. Når den lille dækdel, der er i kontakt med vejen, ruller over vil der blive lukket af over uregelmæssighederne. Vand kan i sin natur ikke blive komprimeret særligt godt, så hver uregelmæssighed vil forhindre dækket i at lukke helt af, hvilket kan medføre tab i trækkraft og forårsage et mindre tab (dog ikke nødvendigvis totalt) af kontrol over køretøjet.
Se også
Frysende våde vejbaner (isslag)
Islag
Jesusfirben – firbenet løber så hurtigt at det aquaplaner henover vandet.
Stradograf – måling af vejbanens friktion
Eksterne henvisninger
Trafikken.dk om akvaplaning
Hjul
Vejtilstande
Meteorologi |
2727 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ara | Ara | Araer er en slægt af papegøjer. De kan blive op til 75 år i fangenskab og har som spætterne to fremadvendte og to bagudvendte tæer på hver fod. Fuglene lever af nødder og frugter, som de med deres specialiserede næb er eksperter i at knække og pille. Araer er populære som kæledyr, men desværre er de fleste ara-arter truet, da deres levesteder hastigt forsvinder og mange individer er indfanget for at blive eksporteret som kæledyr.
Flest arter findes i den slægt der også på latin hedder Ara. Ordet er sikkert en forvanskning af det spanske ord huacamayo (fra indiansk, udtales wakamajo) der betyder papageøje (gennem tysk papagaio).
De mest almindelige arter i slægten er lyserød ara (Ara macao), blågul ara (Ara ararauna) og mørkerød ara (Ara chloropterus), der endnu ses i handelen selvom førstnævnte er omfattet af CITES liste I. Desuden findes arter der er blandt de sjældneste fugle i verden såsom Spixara (Cyanopsitta spixii), der indtil for nylig kun var kendt i et eksemplar i naturen, men som nu måske er (ud)død.
Araer er alle store og langhalede og findes i Syd- og Mellemamerika. Hyacinthara (Anodorhynchus hyacinthinus) er således den længste papegøje i verden.
Klassifikation
Slægt: Ara
Ara ararauna – (blågul ara, blå ara, gulbrystet blå ara)
Ara glaucogularis – (blåstrubet ara, caninde-ara)
Ara militaris – (soldaterara)
Ara ambiguus – (stor soldaterara, grøn ara)
Ara macao – (lyserød ara)
Ara chloropterus – (mørkerød ara)
Ara rubrogenys – (rødøret ara, brunkindet ara)
Ara severus – (dværgara)
Andre arter i papegøjefamilien hedder også "ara" på dansk, f.eks
Anodorhynchus hyacinthinus – (hyacintara)
Anodorhynchus leari – (indigoara)
Cyanopsitta spixii – (spixara)
Orthopsittaca manilata – (rødbuget dværgara, rødbuget ara)
Primolius couloni – (blåhovedet dværgara)
Primolius maracana – (rødrygget dværgara)
Primolius auricollis – (gulnakket dværgara)
Diopsittaca nobilis – (blåpandet dværgara, Hahn's ara)
Kilder
Danske navne på alverdens FUGLE Arkiveret version fra juli 2013.
Gill, F & D Donsker (Eds). 2015. IOC World Bird List (v 5.1). . Arkiveret
Noter
Se også
Papegøjer |
2730 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aragonien | Aragonien | Aragonien eller Aragon (spansk Aragón) er en provins i det nordlige Spanien, men var tidligere et selvstændigt kongerige (el reino de Aragón), som i middelalderen bestod af de aragonske provinser: Aragonien, Catalonien og Valencia og de Baleariske Øer i alt 106.800 km². Hovedstaden er Zaragoza. De fleste talte og taler catalansk, hvad der har skabt et modsætningsforhold til de spansktalende castilianere. Det viste sig under den spanske borgerkrig 1936-39, hvor Castillien i store træk var på de oprørske falangisters side, mens catalanerne støttede republikken til det sidste.
Historie
Kongeriget Aragonien opstod under kampene mod maurerne ("la reconquista"), idet en del vestgoter flygtede op i bjergene og dannede småstater, der efterhånden udbredte sig mod syd. Et par af disse småriger var Sobrarbe og Ribagorza, der ca. år 1000 kom under kongerne af Navarra. En af dem, Sancho den Store, overgav landet til sin søn Ramiro, der 1035 antog titlen Konge af Aragonien.
Alfons 1. af Aragonien erobrede i 1118 Zaragoza fra maurerne og gjorde byen til rigets hovedstad. Ved giftermål blev Aragonien i 1162 forenet med Catalonien. Desuden erhvervedes landskaberne Roussillon og Montpellier (som i dag hører under Frankrig), så Aragonien efter Castilien var halvøens mægtigste kristne rige. En tid havde Aragonien også magten over øerne Sardinien og Sicilien. Efterhånden erobrede Aragonien de nærliggende mauriske kongeriger. I 1238 fik man Valencia, og i 1343 Balearerne. Peter 4. (5. september 1319 – 6. january 1387) forsøgte først gennem en retssag at opnå herredømmet over Mallorca, men erobrede øen i en krig, inden sagen var afgjort. Da Ferdinand 2. af Aragonien i 1469 ægtede Kastiliens arving, Isabella, blev grunden lagt til den forening af Aragonien og Castilien, som blev virkeliggjort, da Johan 2. af Aragonien døde i 1479.
Af alle Europas stater var Aragonien den, der først udviklede sig til et konstitutionelt monarki. Derfor er dets forfatningshistorie betydningsfuld. Kongens magt blev tidligt begrænset af en rigsdag (Cortes), der var delt i 4 stænder (gejstlighed, højadel, lavadel og byernes borgere). I 1287 måtte Kong Alfons 3. udstede et "Unionsprivilegium", der betød, at Cortes skulle sammenkaldes hvert år i Zaragoza, og forsamlingen fik ret til at vælge kongens statsråd og kåre en anden konge, hvis han forfulgte noget medlem af Cortes med retssager uden stændernes samtygge. Ganske vist ophævede Peter 4. "Unionsprivilegiet" i 1348, og i stedet blev der indsat en myndighed mellem regering og folk, som skulle udjævne alle stridigheder mellem kronen og stænderne.
Også efter foreningen med Castilien beholdt Aragonien sin frie forfatning, og først efter den Spanske Arvefølgekrig mistede Aragonien sin grundlov og sine rettigheder. Den sidste rigsdag i Aragonien blev afholdt i 1720. Aragonien tog ivrigt del i Carlistkrigene i det 19. århundrede, men landet blev splittet, så Øvre-Aragonien stod på Isabellas side, mens Nedre-Aragonien støttede Carlos.
Befolkning
I 2006 boede 50,8% af Aragoniens befolkning i hovedstaden Zaragoza. Huesca er den eneste anden by i regioen med en befolkningen på mere end 50.000.
Størstedelen af Aragoniens befolkning, 71,8%, bor i provinsen Zaragoza; 17,1% i Huesca og 11,1% i Teruel.. Befolkningstætheden i regionen er den næstlaveste i Spanien: kun 26,8/km² (efter Castilla-La Mancha). De tættest befolkede områder er i floddalen ved Ebro, specielt omkring Zaragoza og udløberen af Pyrenæerne, mens de mindst befolkede områder ligger højere oppe i Pyrenæerne, samt i den sydlige tørre Teruеlprovins.
Kun fire byer har mere end 20.000 indbyggere: Zaragoza 650.000; Huesca 50.000; Teruel 33.700 og Calatayud 20.000.
Sprog
Ud over spansk, der forstås og tales af stort set alle i regionen, tales der stadig aragonisk i de bjergrige nordlige amter i Pyrenæerne, specielt i det vestlige Ribagorza, Sobrarbe, Jacetania samt Somontano og er også genstand for en genopliven, som et middel for at styrke den regionale identitet. Der tales catalansk i egnene i det østlige Ribagorza, La Litera, Bajo Cinca, Bajo Aragonien-Caspe, Bajo Aragonien og Matarraña. Den catalansktalende stribe hedder La Franja.
Geografi
Med den lave befolkningstæthed er store områder af Aragonien stadig vild uberørt natur. Det er et område med store kontraster, både klimatisk og geologisk, fra de grønne dale og sneklædte tinder ved Pyrenæerne til de tørre sletter og øde bakker i syd.
Relief
Aragoniens Pyrenæer omfatter storartede og variede landskaber med høje tinder, dybe dale, tætte skove og spektakulære vandfald. Dets tinder tæller bl.a. Aneto (3.404 m), det højeste i bjergkæden, Monte Perdido (3.355 m), Perdiguero (3.221 m) og Cotiella (2.912 m).
Ordesa National Park, tæt på grænsen til Frankrig, kan prale af nogle af de flotteste landskaber i Europa med dens slugter, huler, talrige vandfald og et varieret dyreliv, hvoraf mange arter er endemisk til Pyrenæerne. Parken er også et af de sidste reservater for rovfugle i bjergene. Om sommeren ses mange flotte bjergsommerfugle og blomster, mens området om vinteren er et yndet skisportssted.
I Pyrenæernes udløbere findes den berømte klippeformation Mallos de Riglos. Gamle slotte ligger på de ensomme bakker, hvoraf det mest berømte er det storslåede Loarre.
Længere mod syd ligger Ebrodalen, der vandes fra floden Ebro, er et rigt og frugtbart landbrugsområde, dækket med vidtstrakte marker med hvede, byg og andre frugt- og grønsagsafgrøder. Mange smukke og lidet kendte bebyggelser, slotte og romerske ruiner præger landskabet. Nogle af de mest betydningsfulde byer er Calatayud, Daroca, Sos del Rey Catolico og Caspe.
Syd for Zaragoza og Ebrodalen stiger landskabet igen indtil Sistema Iberico, den bjergkæde der adskiller Ebrodalen fra Meseta og sletterne ved Castilla-La Mancha. Det højeste bjerg i denne kæde er Moncayo (2.313 m), og selv om her falder mindre sne end i Pyrenæerne, ligger her mange skisportssteder.
Klima
Aragoniens klima bestemmes af højdeforskellene. Aragonien deles i fem klimazoner: meget koldt – i Pyrenæerne; et koldt stop imellem Pyrenæerne såsom ved Albarracín; tempereret – i Pyrenæerne og iberiske pre-bjergområder; et halvvarmt område – i den centrale forsænkning, og meget varmt i lavningerne ved Martín-Ebro-floden, Sariñena og Matarraña.
I midten af Aragonien, der kun ligger 200 m over havets overflade, ligger middeltemperaturen omkring 14-15 °C. Nord og syd for Ebrodalen, hvor landskabet rejser sig til 500 m over havets overflade, falder temperaturen med to grader. I bjergene, mellem 600 m og 1000 m ligger temperaturen mellem 11 °C og 12 °C.
Kultur
Mod syd ligger Teruel, berømt for sin Mudejar arkitektur, der ses i katedraler, kirker og tårne. Andre bemærkelsesværdige byer mod syd er bl.a. Albarracin, Alcañiz og Valderrobres.
Visse middelalderlige momumenter i Teruel og Zaragoza er beskyttet af UNESCOs Verdensarvsliste.
Den traditionelle dans er kendt som Jota (musik) og er en af de hurtigste i Spanien.
Køkken
Med sine frodige græsgange i Pyrenæerne, dominerer lam, oksekød og mejeriprodukter ikke overraskende det aragoniske køkken. Desuden kan nævnes skinke fra Teruel, olivenolie fra Empeltre og Arbequina, longaniza fra Graus, regnbueørred, laks, vildsvin, trøfler og vilde svampe fra de øvre floddale i regionerne Jacetania, Gallego, Sobrarbe og Ribagorza, vine fra Cariñena (DO), Somontano, Calatayud og Campo de Borja samt frugt, specielt pærer, fra dets frugtbare nedre dale. Regionen har også en unik lokal haggis, kendt som chireta, og flere interessante retter med alt godt fra havet som forskellige krabbepostejer, der efter gammel overtro kan forebygge sygdomme.
Referencer
Se også
Albigensiske korstog
Eksterne henvisninger
Aragoniens officielle hjemmeside
Salmonsens om Aragonien |
2731 | https://da.wikipedia.org/wiki/Arals%C3%B8en | Aralsøen | Aralsøen var en sø i det centrale Asien mellem Kasakhstan og Usbekistan. Den er nu opsplittet i 3 Nord-Aralsøen, Vest-Aralsøen og Barsakelmessøen ind imellem.
Aral var tidligere verdens fjerdestørste sø med et areal på omkring 68.000 km², men siden 1960'erne er søens areal decimeret på grund af en omfattende afvanding til landbrug i området ved at vende de tilstrømmende floder Syr Darya og Amu Darya for at gøre bomuldsdyrkning muligt.
Miljøkatastrofe
Konsekvensen af indtørringen har været en miljøkatastrofe af enormt omfang. Ikke bare er livsgrundlaget for den lokale befolkning ødelagt, men den indtørrede søbund er forurenet med kemikalier som kunstgødning og pesticider, der er et sundhedsproblem, der spredes med vinden.
Indtørringen har bl.a. medført en stærk stigning i søens saltbalance og tab af mange fiskerijobs. Dette har gjort det muligt for danske fiskere at rådgive om udsætning af bl.a. skrubber, som nu fiskes. Det forventes at søen vil være helt forsvundet i 2020, medmindre et FN-projekt med en nordlig dæmning lykkes. Hvor der tidligere var vand, er der nu en masse rustne skibe, som er dømt til at blive hvor de er, på grund af vandmangel.
På øen Vozrozhdeniye i søen havde det sovjetiske biologiske våbenprogram Biopreparat et udendørs testcenter, hvor aber blev udsat for for eksempel miltbrand og pest.
Henvisning
Søer i Asien
Kasakhstans geografi
Usbekistans geografi
Endorheiske søer |
2733 | https://da.wikipedia.org/wiki/Arbejdsmarkedsfonden | Arbejdsmarkedsfonden | Arbejdsmarkedsfonden blev dannet i 1999 i henhold til skattereformen af 1998, bedre kendt som Pinsepakken, ved sammenslutning af tre fonde, nemlig Aktiveringsfonden, Dagpengefonden og Sygedagpengefonden.
Fonde fra Danmark |
2736 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ardennerne | Ardennerne | Ardennerne er et skov- og bakkeområde (under 700 m højde) i Belgien, Luxembourg og Frankrig.
Et af de sidste store slag på vestfronten under 2. verdenskrig blev udkæmpet her: ardenneroffensiven i december 1944, hvor Hitler havde beordret en tysk offensiv mod de engelske og amerikanske styrker. Slaget blev udkæmpet under særdeles barske betingelser med sne og stærk kulde. I begyndelsen havde tyskerne en vis succes, men da vejret klarede op, kunne de allierede sætte massive luftstyrker ind i kampen, og tyskerne måtte trække sig tilbage.
Galleri
Eksterne henvisninger
Skove
Belgiens geografi
Luxembourgs geografi
Frankrigs geografi |
2740 | https://da.wikipedia.org/wiki/Areal | Areal | Areal er en kvantitet, som udtrykker udstrækningen af en to-dimensionel overflade eller form – i et plan (fladt).
Areal kan forstås som mængden af materiale med en given tykkelse, som ville være nødvendig til at danne en model af formen, eller mængden af maling, der er nødvendig for at dække en (glat) overflade med et enkelt malingslag.
Areal er den to-dimensionelle analog til længden af en kurve (et én-dimensionelt begreb) – eller rumfanget af et faststof (et 3-dimensionelt begreb).
Arealet af en form kan måles ved at sammenligne formen med kvadrater med en kendt størrelse – f.eks. SI-enheden kvadratmeter (m2). Én kvadratmeter er arealet af et kvadrat med en sidelængde på én meter.
En form med et areal på 3 kvadratmeter vil have det samme areal som 3 af disse kvadrater. I matematik er enhedskvadratet defineret til at have arealet én, og arealet af enhver anden form eller overflade er et dimensionløst reelt tal.
Der er adskillige velkendte formler for arealer af simple former såsom trekanter, rektangler og cirkler. Ved at anvende disse formler kan arealet af enhver polygon beregnes ved hjælp af opdeling af polygonen i trekanter.
For former med kurvede grænser kan infinitesimalregning anvendes til at beregne arealet. Faktisk var problemet med at bestemme arealet af flade figurer/former en af de store motivationer for den historiske udvikling af infinitesimalregning.
For en faststof form som f.eks. en kugle, kegle eller cylinder kaldes deres grænseoverflade for dets overfladeareal. Formler af overfladearealer af simple former blev beregnet af antikkens grækere, men beregningen af overfladearealer af mere komplicerede former forudsætter normalt infinitesimalregning med flere variable.
Areal spiller en vigtig rolle i moderne matematik. Ud over arealets indlysende vigtighed inden for geometri og infinitesimalregning er arealet relateret til definitionen af determinanter i linear algebra og er en grundlæggende egenskab af overflader i differentialgeometri.
I analyse defineres arealet som en delmængde af planet ved hjælp af Lebesgue-målet,
selvom ikke alle delmængder er målelige. Generelt ses arealet inden for højere matematik som et specielt tilfælde af rumfang for to-dimensionelle omegne.
Enheder
Der findes mange forskellige enheder for flademål. Mange af de ældre arealenheders omregningsfaktorer er forskellige fra land til land. SI-enheder med eventuelt tilhørende SI-præfiks er derimod ens overalt:
Den officielt anerkendte afledte SI-enhed for flademål er kvadratmeter og angives ofte som m². Kvadratmeter er afledt af SI-enheden meter og kan have et SI-præfiks. Men det er dog sjældent dette benyttes, da man i stedet sætter præfikset foran grundenheden meter:
Kvadratcentimeter (0,0001 m² = 10−4 m²).
Kvadratkilometer (1.000.000 m² = 106 m²).
Andre anvendte enheder
Arealenheder, som bruges i dag.
Anvendte danske enheder
Ar (100,00 m²).
Hektar (10.000,00 m²).
Anvendte udenlandske enheder
Square foot (sq ft) i USA (0,09290304 m²).
Square yard (sq yd) i USA (0,83612736 m²) (1 yard = 3 feet).
Square perch i USA (25,2928526 m²) (1 perch = 5,5 yard).
Acre i USA (4046,8564224 m²) (1 acre = 43,560 square feet = 160 square perch).
Square mile (sq mi) i USA (2,5899881103 m²) (1 square mile = 640 acres).
Ældre enheder
Mange af de ældre enheder er landespecifikke.
Ældre danske enheder
Kvadrattomme (0,000684 m²).
Kvadratfod (0,0985 m²) – eller: 12 x 12 tommer = 144 Kvadrattommer.
Kvadratalen (0,39 m²) – eller: 2 x 2 fod = 4 kvadratfod.
Kvadratfavn – eller: 3 x 3 alen = 9 kvadratalen.
Penning (14,37 m²) – eller: 2 x 2 favne = 4 kvadratfavne.
Album (57,46 m²) – eller: 4 x 4 favne = 4 Penning.
Fjerdingkar (172,38 m²) – eller: = 3 Album – kan også ses som et areal på 12 x 36 alen.
Skæppe (689,50 m²) – eller: = 4 Fjerdingkar land, kan også ses som et areal på 36 x 48 alen og med en diagonal på 60 alen (det vil sige 3-4-5 Phytagoras! – og dermed triangulering for sikker opmåling).
Tønde land (5.516 m²) – eller: = 8 Skæpper.
Kvadratmil (56.738.255 m²) – eller: 12.000 alen x 12.000 alen, cirka 7,5 x 7,5 kilometer.
Kilder/referencer
Se også
Danske enheder
Rumfang
Længdemål
Geometri
Elementær geometri |
2741 | https://da.wikipedia.org/wiki/Arena | Arena | Arena kan hentyde til flere artikler:
Stadion – Et stadion kan også kaldes en arena
Arena (album) – et album med Duran Duran fra 1984.
Arena (kampplads) – en kampplads.
Arena (magasin) – tidligere dansk månedsmagasin til mænd (2006-2009).
Arena (scene) – en scene i cirkus eller amfiteater.
Arena Fyn – sportsarena i Odense.
Arena Nord – sports- og kulturcenter beliggende i Frederikshavn.
Arena (svømmeudstyr) – svømmeudstyr fra producenten Arena
Arena (virksomhed) – en dansk radio/tv-producent fra Horsens.
Cirkus Arena
Forlaget Arena
Se også
Veltins-Arena |
2742 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ares | Ares | Ares () er krigens gud i græsk mytologi og var Afrodites elsker. Han er søn af Zeus og Hera og broder til Hefaistos og skulle desuden være en blodig og brutal kriger. Han nævnes også blandt de modigste og stærkeste guder på Olympen. Sagn om ham fortæller, at han forede sin seng med huden fra sine faldne fjender. Ares er også kendt under det romerske navn Mars.
Se også
De græske guders familietræ
Græsk mytologi
Ares I – NASAs næste generation af løfteraket-systemer
Kilder/henvisninger
Græske guder |
2747 | https://da.wikipedia.org/wiki/Argot | Argot | Argot er et ofte fantasifuldt og humoristisk særsprog hos en del faggrupper. Det er ikke altid lige stuerent og har en lidt afvigende betydning af ordene.
Dette indforståede dagligsprog blandt fagfæller kendes hos læger og sygeplejersker, præster, degne, lærere, kirkemusikere og gravere, musikere, skuespillere og teaterfolk, arkitekter og ingeniører samt hos murere, snedkere og tømrere, typografer, fodterapeuter, skræddere og bogholdere etc.
Ordet stammer fra fransk og blev brugt om tyves jargon, men bruges nu om klikesprog generelt.
Se også
Fagsprog
Jargon
Slang
Verlan
Fagudtryk |
2749 | https://da.wikipedia.org/wiki/Argument | Argument | Argument har flere betydninger:
Argument indgår i den retoriske struktur Argumentation.
Argument er en formel logisk struktur, se Logik.
Argument er vinklen når et komplekst tal er på polær form - se komplekst tal.
Argument er en værdi, et objekt, en reference til et objekt, som overføres til en funktion.
Se også
Parameter - flertydig
Variabel - flertydig |
2750 | https://da.wikipedia.org/wiki/Argumentation | Argumentation | Argumentation er det hovedsagelige fokus i fagområdet argumentationsteori, der er iblandt de underdiscipliner man finder inden for filosofi.
Sammen med logik, der er en anden underdisciplin i filosofi, så undervises man i argumentationsteori i at argumentere for sine synspunkter.
Det indbefatter, at man lærer at identificere grundelementerne i argumenter for at kunne både gennemskue styrken af andres måde at argumentere på
samt forme utvetydige, gyldige og empirisk sande argumenter selv.
Et andet fagområde, hvor argumentation indgår, er retorisk argumentation.
Her stifter man bekendtskab med forskellige argumentationsformer, retoriske virkemidler og andet inden for kommunikation, typisk med udgangspunkt i Stephen Toulmins argumentationsmodel.
Til forskel fra argumentationsteori, så er retorisk argumentation dog ikke en af filosofiens underdiscipliner.
Man kan se forskellen mellem de to fagområder på følgende måde:
Hvor argumentationsteori arbejder med sandheden, gyldigheden og tvetydigheden af argumenter, så arbejder retorisk argumentation med leveringen af argumenter,
i forhold til at overbevise andre.
Logik
Retorik |
2756 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ariadnetr%C3%A5d | Ariadnetråd | Betegnelsen ariadnetråd bruges om hjælp ud af vanskelig situation. Opkaldt efter sagnet om Ariadne, der gav Theseus en tråd til at finde ud af labyrinten, som uhyret Minotauros var spærret inde i.
Eksterne henvisninger
Ord og vendinger
Rebarbejde
en:Ariadne's thread |
2759 | https://da.wikipedia.org/wiki/Arie | Arie | En arie (italiensk for luft) er en musikalsk betegnelse for en ekspressiv melodi, der som regel, men ikke altid, udføres af en sanger. Betegnelsen bruges nu næsten udelukkende om et selvstændigt stykke musik for én stemme, der akkompagneres af et orkester.
Arier forekommer hyppigt i opera, men også i genrer som oratorium og kantate.
Nogle komponister skrev også koncertarier, som ikke er en del af et større værk. Det gælder fx "Ah perfido" af Beethoven og "Conservati fedele" af Mozart.
Arien historisk belyst
Arien forekommer første gang i det 14. århundrede; med tiden udviklede arier sig fra simple melodier til mere komplekse former. I det 17. århundrede blev arien skrevet i en tredelt form, ABA; disse arier kendes som da capo-arier. Arien er blevet et fast element i opera med en lang række underarter (aria cantabile,aria agitata, aria di bravour og så videre). I midten af det 19. århundrede fyldte arierne så meget i mange operaer, at de egentlig blot var en lang række af arier, hvorved de næsten helt havde fortrængt recitativet, mens andre operaer (fx af Wagner) var helt gennemkomponerede, så grænserne mellem afsnit udviskes og egentlige arier ikke kan identificeres.
En arietta er en kort arie.
Vigtige arier
Links
The Aria Database
Opera |
2766 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aritmetik | Aritmetik | Aritmetik (gr. arithmetiké, læren om tal, af gr. arithmos, tal) er en gren af matematikken, der studerer de fundamentale principper ved visse aritmetiske operationer på tal.
De traditionelle operationer er addition (+), subtraktion (-), multiplikation (*) og division (/); men også de lidt mere avancerede rødder og eksponent er en del af aritmetikken.
Aritmetiske operationer udføres i forhold til de forskellige operationers prioritet.
Denne prioritet er som følger:
eksponenter, potenser
multiplikation, division
addition, subtraktion
Rødder indgår under potenser, da de kan skrives således:
Mere generelt:
Disse er vigtige at huske, når ligninger skal løses.
Aritmetik med naturlige tal, heltal, rationale tal og reelle tal bliver der undervist i på folkeskoleniveau.
Udtrykket aritmetisk bruges sommetider også om talteori.
Prioriteringsrækkefølge
Først demonstreres, hvorledes simple ligningssystemer løses. Man skal ALTID gøre det samme på begge sider af lighedstegnet:
Fremgangsmetoden
Her vises vha. konstanter, hvordan regnereglerne skal benyttes korrekt:
De rigtige fremgangsmåder skal nu huskes,
Først, potenser
Vi har to potenser, en ved
og
, hhv. den første skal ganges ud, mens den sidste ikke kan forkortes mere end allerede.
Anden, division/multiplikation
Da ganges ind i parenteserne osv.
Ovenstående to ligninger kan man selv vælge, hvilken der falder bedst i smag.
Se også
Associativitet
Kommutativitet
Distributivitet
Matematiske discipliner
Matematikundervisning |
2768 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ark | Ark | Ark eller ARK har flere betydninger:
Ark (tidsskrift) – et dansk kulturtidsskrift
Pagtens Ark – fra bibelen, den kiste hvor tavlerne med de ti bud blev opbevaret
Noahs ark – fra bibelen, det skib Noa sejlede i under syndfloden
Århus Rugby Klub – Danmarks for tiden største rugbyklub, 2011
Se også
Skib – et fladbundet skib kan kaldes en "ark"
Kiste – en stor kiste kan kaldes en "ark"
Papir – kan leveres i "ark" (ex. A4-ark) eller "trykark"
Arken – et kunstmuseum for moderne kunst
Bibelske udtryk |
2770 | https://da.wikipedia.org/wiki/Arkadien | Arkadien | Arkadien er en græsk region, den dækker den midterste del af Peloponnes. Der bor ca. 100.000 mennesker på 4.400 km², og regionen er dermed den tredjetyndest befolkede i Grækenland. Hovedstaden er Tripoli.
Ikke at forveksle med
Acadia – et nybyggersamfund i fransk Canada.
Litteratur
Thomas Heine Nielsen, Arkadien : region og identitet, Museum Tusculanum, 1996. (Studier fra sprog- og oldtidsforskning, nr. 327 = 106. bind = Årgang 1996). .
Regionale enheder i Peloponnes
Peloponnes |
2774 | https://da.wikipedia.org/wiki/Arketype | Arketype | Arketype. Af græsk arhkétypos, forbillede, mønster, ideal.
Ordret oversat betyder ordet den første.
Forestillingen om noget almenmenneskeligt og eviggyldigt. Arketypiske motiver og billeder kendes fra myter og eventyr.
Arketypen er i sig selv (tysk an sich) et tomt element, en form eller matrix, som indeholder muligheder.
Inden for jungiansk dybdepsykologi (analytisk psykologi) anvender Carl Gustav Jung begrebet om nogle formodede nedarvede grundmønstre og urbilleder i psykens ubevidste. Om arketypen udtaler han blandt andet, at arketypens egentlige væsen ikke kan bevidstgøres, da den er transcendent. En arketype kan ikke tolkes og defineres endeligt.
Arketypiske billeder (i drømme) kan ifølge Jung fx være solopgang, slange, konge, cirkel, kvadrat, guld og kors.
Arketypiske drømme formodes af jungianere at være fremtidsrettede og har som formål at bringe personen i kontakt med livsopgaven.
Weblinks
Einführung in die Archetypen des Unbewussten nach C.G. Jung
Se også
Anima
Den store Moder
Drømmetydning
Skyggen (psykologi)
Selvet
Vismanden
Idé
Mem
Richard Dawkins
Jungs psykologi
Psykologi |
2776 | https://da.wikipedia.org/wiki/Arkitekt | Arkitekt | En arkitekt er en person, der formgiver vore fysiske omgivelser, eksempelvis bygninger, byer, haver eller møbler.
Betegnelsen "arkitekt" kommer fra græsk (arkhi-, mester + tekton, bygger) og kan oversættes til bygmester; erhvervet er da også lige så gammelt som den græske kultur, der i vidt omfang benyttede arkitekter.
Arkitektfaget spænder i dag bredt over by- og landskabsplanlægning, bybygning/byrumsindretning, byggeteknik, bygningskunst, bygge- og anlægsvirksomhed, visuel kommunikation, industrielt design mm.
Det gængse forløb indenfor et byggeri er, at arkitekten (eller bygningskonstruktøren) projekterer, evt. i samarbejde med ingeniører, et forslag som godkendes af bygherren. Arkitekten eller bygningskonstruktøren vælger, med mindre andet er givet, hvilke entreprenører der skal udføre de forskellige entrepriser f.eks. murer, tømrer, VVS mm. Herefter udarbejdes tidsfølgeplan som indeholder skæringspunkter, hvor forskellige delentrepricer skal være færdige. Gennem løbende byggemøder holdes parterne orienteret om byggeriets fremskriden, overholdelse af tidsfrister, eventuelle problemer mm. Arkitekten følger evt. gennem en byggepladsleder/bygningskonstruktør byggeriets gang for at sikre sig, at alt går rigtigt til. Ved færdiggørelse af tagkonstruktionen holdes med alle implicerede et rejsegilde. Ved byggeriets afslutning afholdes indvielse der markerer byggeriets afslutning.
Mens alt tegnearbejde tidligere blev udført på papir/manifold med penne, tegnetrekanter, omsætningsmålestok m.m. bliver tilsvarende arbejde i dag udført på computer ved hjælp af avancerede tegneprogrammer som f.eks. Revit, MicroStation, AutoCad, 3ds max, Rhino mv. Det giver udover store editeringsmæssige fordele også mulighed for meget virkelighedstro rumlig visualisering inkl. virtuelle "3D-vandringer" gennem det projekterede. De avancerede tegneprogrammer anvender i stigende grad BIM-modeller. BIM-modeller muliggør digital udveksling af modeller/underlag mellem faggrupper, samt øget information om mængder og koordinering af bygningsdele.
Arkitekter kan være selvstændige og/eller indgå i tegnestuesammenhæng på flere måder. Eller arbejde i det offentlige som projektledere og sagsbehandlere i kommunernes udviklingsafdelinger og tekniske forvaltninger mv. På grund af den høje arbejdsløshed i faget skønnes det, at kun ca. 30% af de færdiguddannede arbejder som arkitekt i traditionel forstand.
Arkitekten har hovedvægten på det æstetiske/form/mæssige og udfører tegningsarbejde. Ingeniøren beregner og dimensionerer konstruktionerne. Bygningskonstruktøren hjælper med byggetekniske forhold såsom tekniske detaljetegninger og snit.
Arkitektstudiet findes i København på Kunstakademiets Arkitektskole og i Aarhus på Arkitektskolen Aarhus. Studiet tager 5 år og afsluttes med et afgangsprojekt. Fra og med 2015 bliver studerende kun optaget gennem en optagelsesprøve. Man skal dog have en studentereksamen eller tilsvarende, for at kunne søge om optagelse. Der er stærk adgangsbegrænsning på studiet, da det har været et meget populært fag i mange år, og mange vælger at tage supplering ved hjælp af kunsthøjskolerne. Man kan også tage søsteruddannelsen som Landskabsarkitekt (cand.hort.arch) på Det Biovidenskabelige Fakultet, hvor der bliver optaget via karaktersnit.
Arkitekt-titlen er ikke beskyttet, men efter bestået afgangseksamen fra en af de nævnte skoler kan man kalde sig cand.arch. Kandidater fra en af arkitektskolerne kan opnå medlemskab af Akademisk Arkitektforening, deraf titlen arkitekt M.A.A.
Se også
Berømte arkitekter
Arkitektur
Bygningskonstruktør
Design
Havearkitekt
It-arkitekt
Landskabsarkitekt
Indretningsarkitekt
Møbelarkitekt
Eksterne henvisninger
Videregående uddannelser i Danmark
Stillingsbetegnelser |
2781 | https://da.wikipedia.org/wiki/Arktis | Arktis | Arktis er området omkring Nordpolen. Den største del udgøres af Ishavet, men også de allernordligste landområder af Europa, Asien og Nordamerika henregnes til Arktis.
Ligesom Antarktis har Arktis lave temperaturer året rundt, dog især om vinteren, hvor det er mørkt døgnet rundt. I sommerhalvåret er der til gengæld lyst hele tiden.
Summit, der er det højeste punkt på indlandsisen, har en årlig gennemsnitstemperatur på -32 grader. Juli er med sine -12 grader i gennemsnit den varmeste måned, og februar den koldeste med -42 grader. På kolde dage kan temperaturen komme ned på omkring -60 grader, mens der også kan være 0 om sommeren.
Dyrelivet
Dyrelivet er fortrinsvis knyttet til havet, der er rig på plankton, som er føde for bl.a. krill, der igen er føde for såvel fisk, havpattedyr og hvaler. Foruden et stort antal arter af fisk og skaldyr lever der et større antal arter af sæler og havpattedyr.
De vigtigste havpattedyr er:
Sæler
Hvaler
Hvalros (Odobenus rosmarus)
Isbjørn (Ursus maritimus) (grønlandsk: Nanoq) regnes i økologisk henseende til havpattedyrene, fordi den tilbringer det meste af sit liv på havisen og visse steder føder sine unger i drivisen.
Af større landdyr er der:
Rensdyr (Rangifer tarandus)
Moskusokse (Ovibos moschatus) (grønlandsk: umingmak = den langskæggede)
Snehare (Lepus timidus) og Arktisk snehare (Lepus arcticus)
Polarulv (Canis Lupus) (grønlandsk: amaroq)
Jærv (Gulo gulo luscus) (grønlandsk: kukigfajoq)
Polarræve i forskellige farvevarianter
Af smådyr kan nævnes:
Hermelin (Mustela erminea) (grønlandsk: ukaliatsiaq)
Halsbåndlemming
Knap 150 af verdens 9.000 arter af fugle yngler i Arktis og kun godt halvdelen har deres største udbredelse her. Den begrænsende faktor er ikke så meget kulden i sig selv, men den tilgængelige føde. I Grønland yngler 19 arter, som er knyttet til havet. Af disse har kun syv af arterne udelukkende arktisk udbredelse, mens de øvrige yngler langs tempererede kyster.
Se også
Arktisk Råd
Antarktis
breddekreds
Datolinjen
Jævndøgn
Lyse nætter
Længdekreds
Meridian
Nordpolen
Polarkreds
Solhverv
Sankthans
Sydpolen
Vendekreds
Ækvator
Eksterne henvisninger
Planetary Visions: The Geography of the Poles Se 2D og 3D videofilm. |
2783 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ark%C3%A6isk | Arkæisk | Arkæisk har sin oprindelse i det græske ord archaios som kan oversættes til "gammel". Ordet anvendes om noget der er oldtids-, fortids-, old- eller gammeldags.
Som eksempel kan nævnes geologiske dannelser, i forhistorisk tid.
Se også arkaisk.
Tid |
2784 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ark%C3%A6olog | Arkæolog | En arkæolog beskæftiger sig med arkæologi og fortrinsvis spor efter menneskets kulturelle eller håndværksmæssige virke, altsammen på grundlag af materielle fund. Tidligere end 1800-tallet havde arkæologi en lidt anden betydning, hvilket også afspejles i det danske ord oldgransker.
I Danmark er fagarkæologer fortrinsvis ansat på statsanerkendte museer, hvor de beskæftiger sig med indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling af den materielle kultur fra oldtid, middelalder og renæssance. Et mindre antal er også ansat på Aarhus Universitet og Københavns Universitet, i statsforvaltningen samt som konsulenter i det private erhvervsliv.
En amatørarkæolog har ingen formel uddannelse, og praktiserer arkæologi på hobbyplan. Nogen gange i samarbejde med de arkæologiske museer, og er ofte organiseret i amatørarkæologiske foreninger.
Uddannelse
Man kan studere arkæologi på universitetet. I Danmark kan der studeres forhistorisk arkæologi og klassisk arkæologi på Aarhus Universitet eller Københavns Universitet, mens middealderarkæologi kun udbydes på Aarhus Universitet og nærorientalsk arkæologi kun tilbydes som kandidatuddannelse på Carsten Niebuhr Afdelingen ved Københavns Universitet. Ligeledes kan studiet biologisk antropologi involvere arkæologi. Det er et suppleringsfag for humaniorastuderende ved Syddansk Universitet.
Indtil 2017 udbød Aalborg Universitet en kandidatuddannelse i marinearkæologi i Esbjerg.
Eksempler på arkæologer
Fiktive arkæologer
Indiana Jones,
Lara Croft,
Daniel Jackson, USA
Referencer
Eksterne henvisninger
Se også
Amatørarkæolog
Arkæologi |
2786 | https://da.wikipedia.org/wiki/Arles | Arles | Arles er en fransk by beliggende ved Rhônedeltaets begyndelse.
Den blev grundlagt i 46 f.Kr. af Julius Cæsar på bredden af Rhônefloden, hvor man kunne overskue Camarguedeltaet. Den rummer stadig vidnesbyrd om den romerske fortid i form af en torveplads (forum) og nogle buegange, som er indbygget i domkirken. Byen kendes også som "Galliens lille Rom" på grund af de mange rester af romerske monumentalbygninger (teater, bade og amfiteater). Amfiteatret kunne i sin tid rumme 20.000 mennesker, og det bruges endnu til forskellige arrangementer, særligt de årlige tyrefægtninger. Museet i Arles rummer gode samlinger af gallo-romerske fund.
Det var også her, at Vincent van Gogh lavede nogle af sine kendte malerier.
Byens romerske og romanske monumenter blev opført på UNESCO's Verdensarvsliste i 1981.
Personer fra Arles
Jeanne Calment (1875-1997), personen med det længste dokumenterede liv nogensinde
Djibril Cissé (født 1981), fodboldspiller
Anne-Marie David (født 1952), sangerinde
Gaël Givet (født 1981), fodboldspiller
Christian Lacroix (født 1951), modedesigner
Se også
AC Arles
Eksternt henvisninger
Turistkontoret i Arles
Byer i Provence-Alpes-Côte d'Azur
Verdensarvsområder i Frankrig |
2787 | https://da.wikipedia.org/wiki/Armada | Armada | Armada er en stor flåde af bevæbnede krigsskibe.
Armada er også den officielle betegnelse for den spanske flåde. Armadaen har en historie med succes, begyndende med opdagelsen af Amerika af Cristobal Colón eller Christoffer Columbus i 1492.
I 1588 sendte Filip 2. en massiv armada med henblik på at invadere England. Englænderne fik med hjælp af nederlænderne og vejret spredt armadaen og ødelagde den spanske flåde.
Nutidens armada er en stor, moderne flåde.
Se også
Spanske armada
Militær enhed
Flåder |
2788 | https://da.wikipedia.org/wiki/Armatur | Armatur | Armatur kommer fra fransk og betyder støttestruktur.
På dansk er et armatur er normalt enten et blandingsbatteri (en vandhane), en vandmåler eller en lampe, typisk til lysstofrør, men også visse lamper til almindelige pærer betegnes som armaturer. Bemærk at det kun er holderen, ikke den komplette lampe, der er et armatur.
Belysning
Vandforsyning |
2789 | https://da.wikipedia.org/wiki/H%C3%A6r | Hær | En hær betegner almindeligvis landmilitære styrker i modsætning til f.eks. marine og luftvåben. Indenfor en hær finder man typisk en række våbenarter, eksempelvis:
Infanteri
Kavaleri
Artilleri
Pansertropper
Ingeniørtropper
Forsyningstropper
Telegraftropper
Sanitetstropper
Faldskærmstropper
Specialstyrker
Hierarki
En hær vil som regel være opdelt i en række enheder, hvis benævnelser kan variere afhængigt af hvilken våbenart, der er tale om, ligesom betydningen af betegnelserne kan variere fra land til land. Fra den største til den mindste enhed vil man typisk finde:
Armégruppe
Armé
Armékorps
Division
Brigade (Rom: Legion)
Regiment
Bataljon (Artilleriet: Afdeling)
Kompagni (Kavaleriet: Eskadron; Artilleriet: Batteri)
Deling
Gruppe
De enkelte våbenarter opererer ikke på egen hånd, men vil typisk indgå som dele af en større militær enhed, f.eks. en brigade eller en division.
Ledelse
En hærs øverste ledelse vil typisk bestå af en hærchef og hans stab samt en række organisationer, der varetager forskellige overordnede opgaver. Det kan f.eks. være anskaffelse af materiel. For hver våbenart vil der typisk være en inspektør, der med sin stab varetager forskellige opgaver, f.eks. omkring personalet (uddannelse, forfremmelser, forflytninger) eller organisatoriske spørgsmål. Samtidig fungerer inspektørerne som eksperter ifh. til hærens øverste ledelse.
Stående hær
En stående hær er en hær bestående af fuldtids professionelle soldater der er parate til indsættelse med kort varsel. De adskiller sig fra reservister der kun indkaldes i tilfælde af krig eller naturkatastrofer. Stående hære er dyre at opretholde og derfor ofte af begrænset størrelse. Men de er ofte mere effektive, bedre udstyret, trænet og forberedte til konflikter end en til lejligheden mobiliseret hær.
Historie
Stående hære har eksisteret siden antikken. De ægyptiske faraoer havde stående hære, ligeledes kendtes det i antikkens Grækenland og Rom (legion).
Efter Roms fald anses de osmanniske janitsjarer for at have været den første stående hær i Europa. Den franske kong Karl VII rejste i det 15. århundrede den første stående hær i Vesteuropa. Formålet her var dog mere at beskæftige de mange soldater der havde deltaget i den nyligt afsluttede Hundredårskrig, så de ikke tog til plyndringer. Mere kontroversiel var opbygningen af stående hære i 17. århundredes Storbritannien og senere USA. Nogle mente dette ville give for stor magt til statsoverhovederne, og underminere den civile kontrol med militæret, hvilket til slut ville resultere i tyranni.
Den engelske filosof Adam Smith argumenterede i sit skelsættende værk Nationernes velstand (bog V, kap. 1, del 1) fra 1776 at stående hære er et tegn på et moderne samfund, eftersom moderne krige kræver større kunnen og disciplin.
Siden det 18. århundrede har stående hære været en central del i forsvaret af majoriteten af de mere økonomisk velstillede nationer.
Se også
Hæren – Hæren udgør det danske forsvars landmilitære del.
Militær |
2798 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aron | Aron | Aron var israelitternes første ypperstepræst, en ældre bror til Moses. Søsteren Mirjam var den ældste af de tre.
Aron omtales både i Biblen og Koranen. Ifølge Det gamle testamente voksede han og Mirjam op i Egyptens østlige grænseland - modsat Moses, der opholdt sig ved faraos hof.
Talsmand for Moses
Brødrene var gamle mænd - Moses 80 år, Aron 83 - da Gud skal have sagt til Moses: "Se, jeg gør dig til gud for farao, og Aron, din bror, skal være din profet. Alt det, jeg befaler dig, skal du sige, og din bror Aron skal tale til farao, så han lader israelitterne gå ud af sit land.> Som Gud havde befalet, smed Aron sin stav foran farao og hoffet, og den blev til en slange. Men faraos troldmænd gjorde ligeså; kastede hver sin stav, der blev til slanger. Men Arons stav slugte deres stave." At ikke kun Moses var udvalgt af Gud, men også hans bror, fremgik, da Gud lod Arons stav sætte skud, blomstre og bære modne mandler. Den var staven for Levis hus, levitterne.
Den aronitiske velsignelse
Gud sagde til Moses: "Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem:"Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred."
Sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem." Den aronitiske velsignelse bruges i både jødisk og kristen gudstjeneste. Siden 1500-tallet afslutter den den danske højmesse.
Guds drab på to af hans sønner
Aron giftede sig med Elisheba, datter af Amminadab og søster til Nahshon. Med hende fik han sønnerne Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar. Elisheba er den oprindelige version af pigenavnet Elisabeth.
Arons sønner Nadab og Abihu blev begge ombragt af Gud, efter at deres far havde bragt syndofferet, brændofferet og måltidsofferet, og Gud havde godtaget dem ved at lade sin ild slå ned i dem på alteret. De to brødre havde taget hver sit fyrbækken, tændt dem og lagt røgelse på ilden; men ilden var ikke indviet, da de bar den ind for Herrens ansigt, og det havde han forbudt dem. En ild slog ud fra Herren og fortærede dem, så de døde for Herrens ansigt. Foran sine døde brorsønner sagde Moses til deres far Aron: "Det er jo det, Herren sagde: 'På dem, som kommer mig nær, viser jeg min hellighed, og for hele folket viser jeg min herlighed.'''" Men Aron tav. Så kaldte Moses på Mishael og Elsafan, sønner af Arons farbror Uzziel, og sagde til dem: "Kom herhen; fjern jeres slægtninge fra helligdommen og bær dem uden for lejren!" De bar dem så udenfor lejren med kjortlerne på. Moses sagde videre til Aron og hans overlevende sønner Eleazar og Itamar, at de ikke måtte følge de sædvanlige regler for sørgende, som at lade håret hænge løst og rive sit tøj itu, "for så skal I dø, og Herrens vrede ramme hele menigheden; jeres brødre, hele Israels hus, skal begræde den brand, Herren har antændt. Og I må ikke forlade indgangen til Åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø, for I har Herrens salvningsolie på jer." De adlød, og Moses instruerede dem videre i, at når de gik ind i teltet igen, måtte de hverken drikke vin eller øl, "for så skal I dø. Det skal være en eviggyldig ordning for jer, slægt efter slægt, for at I kan skille helligt fra uhelligt og urent fra rent, og for at I kan belære israelitterne om alle de love, som Herren har kundgjort for dem gennem Moses." Moses efterlyste også syndofferbukken, som var bragt frem som offer. Da mindede Aron sin bror om, at både syndoffer og brændoffer var båret frem for Guds ansigt samme dag, "og så er noget sådant overgået mig! Havde det været godt i Herrens øjne, hvis jeg havde spist syndoffer i dag?" Det svar godtog Moses.
Ifølge Fjerde Mosebog døde Aron, angiveligt 123 år gammel, inden israelitterne krydsede Jordanfloden, og blev gravlagt på bjerget Hor (hebraisk: הֹר הָהָר, Hor Ha-Har''). Dette modsiges dog af Femte Mosebog, hvor han døde og blev gravlagt på et sted kaldt Moser. Hans søn Eleazar blev præst efter ham.
Efterkommere
Johannes Døberens forældre - præsten Zakarias og jomfru Marias slægtning Elisabeth - omtales i Lukasevangeliets 1. kapitel begge som Arons efterkommere. I en anden oversættelse er kun Elisabeth efterkommer af Aron.
Noter
Eksterne henvisninger
Personer i Det Gamle Testamente
Islams profeter |
2805 | https://da.wikipedia.org/wiki/Arres%C3%B8 | Arresø | Arresø er Danmarks største sø målt efter areal. Søen er beliggende i Nordsjælland og har afløb til Roskilde Fjord gennem Arresø Kanal i Frederiksværk. Der er en lang række tilløb til Arresø, hvoraf Pøleå er det mest betydende. Langs Arresøs vestside er der flere højdedrag, eksempelvis Maglehøj ved Frederiksværk og Arrenakke Bakker, hvorfra der er en fornem udsigt over søen. Øst for Frederiksværk strækker halvøen Arrenæs sig ud i Arresø.
Arresø indgår i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Historisk
I forhistorisk tid – før yngre stenalder – var Arresø et lavvandet saltvandsområde og omtaltes som Brødemose Sund. Det var et sund eller åbent fjordsystem. Mellem Roskilde Fjord og Kattegat gik et smalt sund over Sandet, Karsemosen og Melby Overdrev. Landhævninger efter sidste istid og strandvoldsdannelser af flyvesand bevirkede, at sundet blev en fjord, Arrefjord. De seneste 2.500 år har søen været ferskvandet. Arresø har således været en klarvandet sø med en sigtedybde på cirka 3 meter.
I middelalderen blev der langs med Arresøs bredder anlagt tre befæstede anlæg: Dronningholm Slot, Annisse på Hovgårds Eng og Asserbo voldsted.
I 1500-tallet var landområderne ved Kattegatkysten i et par hundrede år plaget af omfattende sandflugt, der lukkede for forbindelsen mellem Arrefjord og Kattegat og Roskilde Fjord. Fjordsystemet blev i første omgang til en såkaldt strandsø. Afløbet fra søen kunne imidlertid i nedbørsrige perioder ikke i tilstrækkeligt omfang aflede regn- og smeltevand, hvilket afstedkom store årstidsbestemte oversvømmelser. Da flere gårde og marker på den måde gik tabt, voksede utilfredsheden på egnen. Lukningen af adgangen til havet medførte, at udskylningen af næringssalte fra de omliggende jorder til søen ikke blev transporteret videre til havet. I kombination med efterfølgende vækst af alger i den lavvandede sø fik Arresø sin karakteristiske grøn-brune farve.
I 1717-1720 besluttede kong Frederik 4. at få stabiliseret vandstanden i søen. Han lod soldater og svenske krigsfanger grave en kanal gennem bakkerne ud til Roskilde Fjord, langt væk fra sandflugten. Højdeforskellen mellem Arresø og Isefjorden muliggjorde at der langs kanalen fra 1728 kunne opføres vandmøller. Den gravede kanal ledte således ikke alene vand fra Arresø til Roskilde Fjord, den ledte også til, at Frederiksværk opstod og udviklede sig til Danmarks første egentlige industriby. Ved kanalens øvre del sattes stemmeværker til at kunne kontrollere højden på vandspejlet på over fire meter.
Oprindelsen til navnet
Forleddet er det oprindelige navn på søen og betyder "Den brune". Efterleddet -sø er en senere tilføjelse.
Vandet i Arresø
I 1832 blev højden på vandspejlet fastsat til at skulle reguleres via stemmeværket til 4,27 meter over havoverfladen. I vinterhalvåret måtte vandet ikke stige herover, i sommerhalvåret medio maj til 1. oktober skulle det stå 12 tommer under.
Ved ombygningen af den eksisterende sluse ved broen i 1977 blev indrettet en maksimal åbningshøjde på 2,05 meter svarende til 0,62 meter over vinterflodemålet, 4,28 meter over havet. Landvæsenkommissionen henstillede i 1962 til, at Arresøs niveau, ved manøvring af sluseanlægget, ikke bør overstige kote 3,97 meter. Overstiger vandstanden 3,97 DNN (svarer til 3,90 DVR90) ved Arresødalbroen, skal sluserne være helt åbne.
Igennem århundreder har søen været karakteriseret ved sin grøn-brune farve. Årsagen er, at søen er lavvandet og har en ringe gennemstrømning. I sommerhalvåret varmes vandet hurtigt op, og algerne formerer sig flittigt.
Vandet i Arresø er forurenet i en grad, som gør det uegnet til badning. Forureningen tog fart i begyndelsen af 1900-tallet, da Hillerød omkring 1920'erne blev kloakeret og ledte urenset spildevand via Pøleå ud i Arresø. Mængden af spildevand steg drastisk, da mange boliger fik moderne vandskyllende toiletter Den stigende industrialisering var også en væsentlig faktor i forureningen. I begyndelsen af 1950'erne gik det for alvor galt. Søen modtog nu også spildevand fra omegnskommunerne Helsinge, Frederiksværk og Skævinge i så store mængder, at Arresø blev en af landets mest forurenede søer. I dag ledes spildevandet til renseanlæg, og der er genskabt mange småsøer i oplandet til søen, hvilket betyder, at Arresø får tilført langt mindre mængder næringsstoffer sammenlignet med tidligere.
Natur
Arresøs opland består for en stor dels vedkommende af dyrkede landbrugsarealer, men derudover findes der flere større bysamfund og betydelige skovarealer. Søen er lavvandet og næsten overalt med bredzoner af rørskov.
Flere områder af søen er på forskellig vis fredet, blandt andet af hensyn til rastende stor skallesluger og fiskeørn samt ynglende havørn, rørhøg og rørdrum. Et stort antal andre fuglearter yngler eller raster i området.
Frederiksborg Amt vedtog inden amtets nedlæggelse 1. januar 2007 at etablere en sti rundt om hele søen, Arresøstien. Efter en række indvendinger i henhold til borgeres klageadgang er projektet foreløbig udsat.
Arresø er udpeget som EF-Habitatområde nr. 118 og EF-Fuglebeskyttelsesområde nr. 106.
EF-Habitatområde nr. 118
Omfatter Arresø, Ellemose og Lille Lyngby Mose og er på 4.760 hektar.
Udpegningen er foretaget på grund af forekomsten af stor vandsalamander, Molinia-enge på kalkrige, tørveholdige eller ler- og siltrige jorde samt alkaliske lavmoser. Bøgeskove med Asperulo-Fagetum.
EF-Fuglebeskyttelsesområde nr. 106
Området består af Arresø og dækker et 4.610 hektar stort areal.
Udpegningen er sket på baggrund af forekomsten af ynglende rørdrum og rørhøg samt store forekomster af stor skallesluger på træk.
Fisk i Arresø
Der er registreret 17 fiskearter: skalle, brasen, sandart, aborre, hork, ål, gedde, løje, rimte, rudskalle, tre- og nipigget hundestejle, flire, regnløje, karusse.
suder, brasenskalle – noget over gennemsnittet for danske søer – men forventeligt i forhold til søens størrelse. Tilstanden i bestanden er noget svingende. Undersøgelser af søens fiskebestand i årene 2001, 2004 og 2007 konkluderede, at søens tilstand svinger mellem dårlig og ringe. Der er for mange små fisk, og mængden af fredfisk er stor i forhold til rovfisk. Sandart og aborre er de vigtigste rovfisk – geddens muligheder er begrænset af dårlig sigt og manglende undervandsplanter.
Der forventedes en midlertidig bedring i Arresø de kommende år.
Noter
Se også
Vandløb
Vandvej
Eksterne kilder/henvisninger
sns.dk: Tisvilde Hegn Vest Asserbo
Arrenæs Frederiksværk, Skov- og Naturstyrelsen, Vandreture i Statsskovene nr. 66
Arresø
Fredede arealer i Danmark
Søer i Halsnæs Kommune
Søer i Gribskov Kommune
Søer i Hillerød Kommune
Nationalpark Kongernes Nordsjælland |
2810 | https://da.wikipedia.org/wiki/Arrondissement | Arrondissement | Et arrondissement er en administrativ geografisk inddeling der findes i flere lande, blandt andet Frankrig.
Frankrig er pr. 2006 inddelt i 101 départements, der er inddelt i 342 arrondissements – heraf 13 oversøiske og 20 i det centrale Paris.
Et arrondissement er yderligere inddelt i et antal cantoner. Endvidere er det sådan, at hovedbyen i et arrondissement enten er præfektur eller underpræfektur i departementet.
De tre folkerigeste communes, Paris, Lyon og Marseille, er dertil inddelt i 45 såkaldte arrondissements municipaux (kommunale arrondissementer):
Paris: 20
Marseille: 16
Lyon: 9
Se også
Arondissementer i Paris
Frankrigs administrative inddeling
Frankrigs subnationale enheder |
2815 | https://da.wikipedia.org/wiki/Artemis | Artemis | Artemis (græsk: ) er i græsk mytologi jagtens, skovens og dyrenes gudinde. Hun er datter af Zeus og Leto og tager sig af fødsler, jomfruelighed og frugtbarhed. Hun er tvillingesøster til Apollon. Hun er på en gang god og tilgivende og ubarmhjertig og streng. Jægere må dræbe skovens dyr, men som offer til hende; ellers vil hun straffe den, som har myrdet dyret.
Hun var efter en anden tradition agerbrugets og månens gudinde.
Religionshistorisk er der enkelte fælles træk hos Artemis og Freja og Frigg fra den nordiske mytologi.
Hendes attributter er buen og hjorte.
Hendes festdag var d. 13. august.
Navn
Artemis er kendt under flere navne og flere tilnavne. I romersk mytologi blev hun senere kaldt Diana og i etruskisk mytologi fik hun formen Artume. Andre navne hun har været kendt under::
Hekate: I en periode i antikken blev Artemis opfattet som identisk med Hekate, den oprindelige præ-olympiske månegudinde og frugtbarheds-daimon.
Selene: Meget senere blev hun identificeret med Selene, og hun erstattede hende som månegudinde, lige som tvillingbroren Helios blev solgud.
Karyatis: Artemis blev også optaget af Karyatis (Karya). Hendes præstinde blev tiltalt med titlen Melissa, som betyder «honningbi» (femininformen af Melisseus, en legendarisk konge af Kreta).
Agrotora: Som Agrotora blev Artemis specielt identificeret som gudinde og beskytter af jægere.
Afaia: Hun blev ofte forbundet med Aphaea, en gudinde fra øen Egina.
Potnia: Som Potnia (eller Potnia Theron) var Artemis beskytter af vilde dyr. Denne benævnelsen blev for eksempel brugt af Homer.
Kourotrofos: Som Kourotrofos var hun beskytter af børn og unge mennesker.
Locheia: Som Locheia, var hun gudinde for børnefødsler og jordemødre.
Cynthia: Artemis var nogen gange kendt som Cynthia, som kommer af bjerget Cynthus, hendes fødested på øen Delos.
Phoebe: Nogen gange brugte hun navnet Phoebe, femininformen af broren Apollons navn Phoebus.
Dyrkning af Artemis og Diana
Tilbedelse af Artemis var ikke så udbredt på fastlandet i oldtidens Grækenland, men i Anatolien var hendes tilbedelse stærkt udbredt. Byen Efesus er det mest kendt af de asiatiske centre for dyrkning af Artemis. Her blev der opført et tempel til ære for hende som blev så stort og pragtfuldt, at Herodot sammenlignede det med pyramiderne. Artemistemplet i Efesos er et af verdens syv underværker.
Ifølge Apostlenes Gerninger i Bibelen føler en efesisk smed sig truet af apostelen Paulus’ prædikener om den nye tro, og råber oprørt og ivrig ud »Stor er efesernes Artemis!« til hendes forsvar (ApG. 19:28). I Romerriget blev hun i særdeleshed dyrket bjerget Tifata ved Capua og i hellige skove som Aricia, Latium. Hendes ypperstepræst boede i Aricia, og hans stilling gik videre til den, som kunne dræbe den siddende ypperstepræst med en gren fra et træ i skoven.
Unge piger blev indviet i Artemiskulten, når de kom i puberteten, men før de giftede sig (noget der som regel fandt sted lige efter puberteten, og som de selv ikke havde meget kontrol over). De skulle lægge alt jomfrueligt udstyr på Artemis' alter. Det kunne for eksempel være legetøj, dukker eller deres hårlokker.
Diana (Artemis i den romerske latinske version) er afledt af ordet diviana ("den skinnende"). I et tempel på Aventinerhøjen i Rom blev Diana tilbedt hovedsagelig af slaver og de lavere klasser. Slaver kunne bede om asyl og få det tildelt i et af hendes templer. Det svarer til at besejrede folkeslag underlægger sig deres sejrsherres vilje. Det ligger muligvis i dianadyrkelsens forbindelse til hendes hjemstavn i Anatolien og Grækenland.
Det blev afholdt flere fester til ære for Artemis, heriblandt Artemis Orthia-festivalen i Sparta den 13. august i Brauronia, Brauron
Artemis' fødsel og barndom
Da Hera opdagede, at Leto var gravid ved Heras egen mand, Zeus, blev hun som hun havde for vane rasende skinsyg, og hun forbød Leto at føde på terra firma – dvs. fastlandet eller på nogen af øerne i havet. Leto fandt da på at føde på Delos, som bevægede sig rundt i havet og hverken var fastland eller en rigtig ø. I taknemmelighed over, at øen tilbød Leto et fristed til at føde Zeus' børn Artemis og Apollon, blev øen fæstet til havbunden med fire søjler og viet til Apollon. En anden myte fortæller, at Hera kidnappede Ilithyia, gudinden for barnefødsler, for at forhindre at Leto kunne føde, men de andre guder greb ind og tvang Hera til at slippe hende fri igen. Artemis blev født først, hvorefter hun hjalp moren med Apollons fødsel. I en tredje version blev Artemis født dagen før Apollon på øen Ortygia, og hun hjalp moren over havet til Delos næste dag, hvor Leto fødte Apollon.
Da Artemis var tre år sad hun på far Zeus' knæ og bad ham opfylde nogle ønsker. Hun bad om uendelig jomfrudom, hunde med hængende ører, som skulle trække hendes vogn, og nymfer til jagtkammerater. Faren opfyldte hendes ønsker. Alle hendes ledsagere var jomfruer, og hun vogtede sin egen renhed og kyskhed særdeles nøje.
Historier om Artemis
Actaeon
Den thebanske prins og jæger Actaeon kom tilfældigvis forbi Artemis, mens hun badede nøgen i en skovsø. Han stoppede og stirrede, forbløffet over hendes skønhed. Han blev så henført, at han ved et uheld trådte på en kvist, så Artemis opdagede ham. Hun blev så oprørt over hans uvelkomne blik, at hun straks forvandlede ham til en hjort og sendte hans egne hunde efter ham for at dræbe ham. Han blev revet i stykker af de blodtørstige hunde, som aldrig vidste, at hjorten de dræbte var deres herre. En anden version fortæller, at Actaeon pralede med, at han var en bedre jæger end Artemis, og at hun forvandlede ham til en hjort, som blev ædt af hendes hunde (eller hans egne hunde, begge versioner kendes).
Det er den episode, der hentydes til, når Jægerkoret i Johan Ludvig Heibergs syngespil, Elverhøj (1828) synger:
Møder en Nymfe dig,
Lad hende skjøtte sig,
Jæger, o lad hende fare!
Husk, at Actæon fik
Straf for et dristigt Blik,
Jæger, o tag dig i Vare!
Adonis
Nogle versioner af historien om Adonis fortæller, at Artemis eller Ares (som var hendes elsker i denne historie) sendte et vildsvin efter Adonis for at dræbe ham. Den version er noget tvivlsom taget i betragtning af i hvor høj grad hun værnede om sin kyskhed.
Siproites
Siproites fra Kreta så Artemis bade nøgen, og hun forvandlede ham til en kvinde. Den fuldstændige historie om Siproites er ikke overlevet i nogen af mytografernes værker, men hændelsen er nævnt i en bisætning af Antoninus Liberalis.
Orion
Efter at have forladt gudinden Eos blev Orion tilhænger af Artemis. Hun dræbte ham, men årsagerne til drabet varierer:
Orion og Artemis var forlovet. Men hendes bror, Apollon, mente ikke, at det var passende for hende at gifte sig med en dødelig. Apollon overtalte Orion til at gå ud i vandet og udfordrede Artemis til at forsøge at ramme den knapt synlige plet (som faktisk var Orions hoved) med en pil fra bredden. Hun ramte og dræbte ham.
Orion voldtog en af Artemis' kvindelige tilhængere. Artemis sendte derefter Scorpio en skorpion for at dræbe ham, og begge blev placeret på stjernehimmelen som stjernebilleder. Den historien forklarer, hvorfor stjernebilledet Skorpionen står op på himmelen, lige efter at Orion begynder at gå ned – skorpionen jager Orion. Orions hund blev til Sirius, hundestjernen.
Kallisto
En af Artemis' tilhængere Kallisto mistede sin mødom til Zeus, som var kommet til hende forklædt som Artemis. Rasende forvandlede Artemis hende til en bjørn. Kallistos søn Arkas var nær ved at dræbe sin mor under en jagt, men Zeus eller Artemis nåede at stoppe ham og satte dem begge på himmelen som stjernebillederne Store Bjørn og Lille Bjørn.
Agamemnon og Ifigenia
Artemis straffede Agamemnon for at dræbe et helligt rådyr i en hellig skov og prale af, hvor god en jæger han var. Da han søgte at komme med i den trojanske krig, stoppede Artemis vinden, og hans skibe blev liggende. Khalkhis spåede Agamemnon, at den eneste måde han kunne blødgøre Artemis på, var at ofre sin datter Ifigenia til hende. I en version gjorde han det, men andre versioner hævder, at han ofrede et rådyr i hendes sted og sendte Ifigenia til Krimhalvøen for at skaffe flere dyr til ofring til Artemis.
Niobe
Niobe var dronning af Theben og gift med Amphion. Hun pralede med sin overlegenhed over Leto, fordi hun havde fjorten børn (Niobider), syv drenge og syv piger, mens Leto kun havde to. Som straf for hendes praleri dræbte Apollon hendes sønner, mens de dyrkede idræt, og Artemis dræbte døtrene. De brugte forgiftede pile til myrderierne. I nogle versioner blev nogle af Niobiderne reddet (sædvanligvis Chloris). Efter at have set sine døde sønner, tog Amphion sit liv (eller han svor hævn og blev dræbt af Apollon). En knust Niobe flygtede til bjerget Siplyon i Anatolien og blev enten til sten, mens hun græd, eller begik selvmord. Hendes tårer skabte floden Achelous. Zeus gjorde alle Thebens indbyggere til sten, så ingen kunne begrave Niobiderne. Men den niende dag begravede guderne dem selv.
Taygete
Taygete var en af plejaderne, som tilbad Artemis. Zeus havde set sig varm på hende og forfulgte hende, hvorefter Artemis forvandlede hende til et dådyr for at redde hende. Men Zeus voldtog hende, mens hun var bevidstløs, hvorved hun undfangede Lacedaemon, den mytiske grundlægger af Sparta.
Otus og Ephialtes
Otus og Ephialtes var brødre og kæmper, som engang bestemte sig for at storme gudernes bjerg Olympos. Det lykkedes dem at kidnappe Ares, som de holdt fanget i en krukke i tretten måneder. Artemis måtte love Otus at ligge med ham for at få Ares fri, men Ephialtes blev jaloux, og brødrene begyndte at slås. Artemis forvandlede sig til et dådyr og hoppede ind imellem dem. Brødrene ville ikke lade det undslippe og kastede deres spyd, men traf hverandre, og de døde begge to.
Meleagridene
Efter at Meleager var død, forvandlede Artemis sine sørgende søstre Meleagridene til perlehønes.
Chione
Artemis dræbte Chione på grund af hendes hovmod og forfængelighed.
Atalanta og Øneus
Artemis reddede spædbarnet Atalanta fra at fryse ihjel, efter at faren havde forladt hende nøgen på en bjergtop. Hun sendte en hunbjørn for at amme barnet, som senere blev opfostret hos jægere. Andre historier fortæller at Atlanta deltog i jagten på det kalydonske vildsvin, som Artemis havde sendt for at ødelægge Calydon fordi kong Øneus havde glemt hende under høstofringen.
Artemis i kunsten
På det græske fastland blev Artemis typisk afbildet med en halvmåne og med bue og pile lavet af Hephaestus og kyklopene. Disse pile fik kvinder til at dø i barsel – en stærk kontrast til hendes rolle som gudinde for barnefødsler. Broren Apollon viser også lignede kontraster; selv om han var gud for helbredelse, bragte han også spedalskhed, rabies og gigt.
I Anatolien, specielt i Efesos, blev Artemis hovedsagelig dyrket som jord- og frugtbarhedsgudinde, beslægtet med Kybele. I modsætning til afbildningerne med pil og bue blev hun her afbildet med mange runde kugler på brystet – enten bryster eller oksetestikler.
Artemis i nyhedenskaben
Mange tilhængere af nyhedenskab, som dyrker Artemis, specielt i hellenistiske sekter i USA, ser ud til at overse mange af oldtidens myter. Myterne tolker de nyhedenske ganske abstrakt – mest som metaforer. Artemis sikrer tilbedernes velvære, og hun velsigner dem, som respekterer naturen.
I moderne artemisdyrkning er hun gudinde for rigdom, magi, overflod, frugtbarhed, jagt og langt liv. Mange som praktiserer magi, dyrker Hekate og anerkender Artemis for hendes menneskekærlighed. Selve tilbedelsen af Artemis omfatter afbrænding af olie og brød, rituelle natlige jagter, knæfald og intense bønner.
Troende mener, at Artemis opfylder mange bønner, og at hun velsigner sine tilbedere – både mænd og kvinder.
Stamtræ
Se også
De græske guders familietræ
Kilder
Tobias Fischer-Hansen & Birte Poulsen (red.), From Artemis to Diana – The Goddess of Man and Beast, Museum Tusculanums Forlag, 2009. .
Eksterne henvisninger
Theoi Project: Guide to Greek Mythology: Artemis ''Internetside med udtømmende information om Artemis.
Græske guder
Barndomsgudinder
Naturgudinder
Frugtbarhedsgudinder |
2821 | https://da.wikipedia.org/wiki/Artikel | Artikel | Artikel (af latin articulus = lille led) har flere betydninger:
Artikel (skrift) – et afgrænset skrift, som en del af avis eller tidsskrift
Artikel (ting) – en ting af en bestemt type f.eks. el-artikel
Artikel (grammatik) – et grammatisk kendeord
Se også
Jura – hvor en "artikel" er et punkt i en vedtægt |
2823 | https://da.wikipedia.org/wiki/Artilleri | Artilleri | Artilleri ( for "tildanne" over for "værksted") er svært skyts og betegner samtidig våbenarten knyttet hertil.
Feltartilleri
Feltartilleriet benytter krumbanevåben, som normalt bruges til indirekte beskydning af et mål, hvor artilleriet ikke kan se målet. Målopfattelse og indskydning foregår ved en observatør, enten på jorden eller i luften. Når indskydningen har fundet sted, skydes der "virkningsskydning", det vil sige med alle artilleripjecer på een gang.
Moderne artilleri kan anvende en lang række forskellige ammunitionstyper, herunder lys- og røggranater, brisant (fragmentations)-ammunition og styrede granater (eksempelvis laserstyrede som LGB-våben). Moderne artilleri kan også anvende raketkastere i stedet for granater, et eksempel er MLRS.
Luftværnsartilleri
Enhed opstillet til at sikre enheder samt objekter mod angreb fra luften. Luftværnsartilleri kan bestå af én eller flere af disse våbentyper: Kort-, mellem- og langdistancemissiler samt diverse maskinkanontyper. Luftværnsartilleriet er støttet af en eller anden form for kontrol og varslingsenhed, der kan varsle om luftfartøjer samt ved hjælp af IFF afgøre, om de indkomnende fly, droner eller missiler er egne eller fjendtlige.
Målopklaring
Målopklaringsenheder dækker over et bredt spektrum af enhedstyper, lige fra en enkelt soldat med en radio (artilleriobservatør eller observationsofficer) til en større enhed, der har mulighed for at hente information fra droner og radar. Fælles for disse er, at de indsamler information om mulige mål til de skydende enheder.
I Danmark ligger alle artillerikapaciteter ved 1. Danske Artilleriafdeling ved Hærens Kamp- og ildstøttecenter (HKIC) i Oksbøllejren.
Artilleritransport
Feltartilleri blev tidligere trukket af heste. Hestene trak en tohjulet forstilling, som kanonen blev gjort fast til under transport. I forstillingen var der ammunition og redskaber til at reparere og grave volde rundt om kanonen. Til hver kanon kunne der være en ekstra forstilling med en tohjulet granatkarre trukket efter. Dette øgede ammunitionsmængden betragteligt. Artilleristerne kunne deles om at sidde på forstillingen under march.
I 1916 angreb den britiske hær med kampvogne for første gang, men det blev hurtigt klart, at nyvundet terræn skulle sikres med artilleri. Den mudrede vestfront besværliggjorde heste- og traktortrukket artilleris mobilitet, så i 1917 ombyggede briterne 48 kampvognschassiser (Gun Carrier Mark I) til at bære 60 punds kanoner eller 6 tommer haubitser. Kanonen kunne let afkobles fra vognen, hvis det var nødvendigt. Gun Carrier Mark I beskyttede ikke artilleristerne under skydning og blev ikke brugt i kamp – grundet manglende frontgennembrud.
Til at følge med lynkrigens kampvogne i 2. verdenskrig blev der produceret selvkørende artilleri, der beskyttede artilleristerne mod håndvåben og granatsplinter.
Eksterne henvisninger
Artilleriet.dk
Dansk M109 A3
Dansk M270 MLRS
Militær |
2829 | https://da.wikipedia.org/wiki/Arvemasse | Arvemasse | Arvemassen, den genetiske arv, arvematerialet eller genomet udgør det molekylære grundlag for at biologiske egenskaber overføres fra forældre til afkom. Summen af et individs genetiske præg betegnes dets genotype eller arvelighedspræg. Et individs observerbare egenskaber, dets fænotype dannes i et komplekst samspil mellem individets genotype og de miljøpåvirkninger, som individet modtager. Den videnskab, som studerer biologisk arv, betegnes genetik.
Genomet defineres som det fuldstændigt sæt gener for en organisme. Ud fra genomet kan hele organismen (for eksempel et menneske) i princippet rekonstrueres. Molekylærbiologisk, dvs. i den moderne bioteknologi, biokemi og genetik benyttes termen genom for at betegne den komplette genetiske information indeholdt i kromosomerne som sekvensen (dvs. rækkefølgen) af baser i DNA såvelsom det ikke-kodende DNA samt mDNA og cDNA.
For mennesket, ’’homo sapiens’’ er genomet DNA’et i de 23 par kromosomer plus de små DNA-molekyler i mitochondrierne. I det haploide humane genom, som findes i ægceller og sædceller, er det ca. 3 milliarder basepar, og i det diploide humane genom i de somatiske celler er det ca. 6 milliarder basepar. Deraf udgør en lille del (mindre end 2%, se billedet) de 20344 gener der koder for proteiner. Kendskabet til menneskets genom bruges nu med stort udbytte i sundhedsforskning, i antropologi og retsvæsen, og der er stor forventning til fremskridt i diagnose og behandling af sygdomme og ny indsigt i mange områder af biologien, indbefattet evolutionen. Hurtig udvikling af genteknologien medfører lettere og lettere adgang til analytiske data: sekvensen af genomets DNA-baser.
To celleorganeller indeholder deres eget, separat nedarvet arvemateriale: mitochondrieer indeholder mDNA på typisk 16.600 basepar og grønkorn indeholder cpDNA på typisk mellem 120.000 og 170.000 basepar. Indeholdet af separat DNA afspejler en symbiotisk evolution af cellen.
Man regner med at kendskabet til genomer vil få stor betydning inden for en lang række felter. Studier af genomer forventes således at give en detaljeret forståelse af evolutionen og en ny molekylær basis for innovative anvendelser på mange områder som f.eks. landbrug, kriminologi og miljø. Kortlægningen af grisens genom har allerede klarlagt at grisen har ændret sig gennem avl i tusinder af år.
Genomers størrelse
Siden bestemmelsen af det første genom med 3.569 basepar i 1976 er der sket en forbløffende teknologisk udvikling i bestemmelse af DNA-sekvenser, så man nu kan bestemme et komplet genom på milliarder af baser på få timer, og der kendes nu komplette genomer fra mange virus, bakterier, planter og dyr.
Det mindste genom er bestemt for en virus, Bakteriofag MS2 med 3.569 basepar; Megavirus har det største virus-genom på 1.259.197 basepar; bakteriegenomer er mellem 139.000 og 13 millioner basepar, og det største genom er hidtil bestemt for en amøbe, Polychaos dubium med 670 milliarder basepar.
Bananfluens genom er på 139,5 millioner basepar fordelt på omkring 15.682 gener.
Det største genom for et hvirveldyr er fundet for lungefisken Protopterus aethiopicus med 133 milliarder basepar. Det største genom fundet for en plante er for
Ginkgo biloba med mere end 10 milliarder basepar.
Det humane genom har 3,2 milliarder basepar.
Genomers organisation
Det humane genom omfatter sekvensen for 20.344 proteiner – betydeligt mindre end man havde forventet, men de protein-kodende sekvenser udgør kun 1,5% af det totale genom. Resten af sekvenserne er associeret til såkaldt ikke-kodende RNA, Ikke-kodende DNA eller sekvenser for regulerende DNA, introns og sekvenser uden kendt funktion samt transposoner inkl. retrotransposoner(se billedet).
The Human Genome Project
Et stort anlagt internationalt forskningssamarbejde fra 1990 til 2003 resulterede i en fuldstænding kortlægning af den menneskelige genom. Ti år senere har forskerne et billede af den genetiske variation mellem individuelle personer.
Det humane genom
Det humane genom indeholder kun 20.344 gener, betydeligt mindre end forventet. Den individuelle forskel på to menneskers genom, ligegyldigt hvilke mennesker på Jorden, er typisk 0,1%.
Forskellen mellem menneskets genom og menneskeabernes genomer er bare lidt større, men stadigvæk meget små. Chimpansens gener er 99%, gorillaens er 98% og orangutangens er 97% de samme som menneskets gener.
Genernes Rolle
Den rolle, som generne spiller, varierer fra egenskab til egenskab. Den betydning, som generne spiller, betegnes som arveligheden. Arveligheden er defineret som den del af den samlede variation, som findes i en population, som kan forklares ved genetisk variation. I og med arveligheden er en andel, så er den mellem 0 og 1.
Arveligheden afhænger af en hel række faktorer. Arveligheden varierer således fra egenskab til egenskab. Nogle egenskaber er næsten rent genetisk bestemt. Et eksempel herpå er øjenfarve. Et individs genotype bestemmer stort set dets fænotype for øjenfarve. Men eftersom der er et element af tilfældighed i dannelsen af afkommets genotype, så er der stadig tilfældighed i, hvilken øjenfarve et afkom får. I den modsatte ende af skalaen spiller genetik en meget beskeden rolle for mange sygdomme i landbrugets husdyr. For mange sygdommes vedkommende forklarer genetik kun mellem 1 og 5% af den samlede variation. Miljøvariation spiller her en meget større rolle.
Mængden af genetisk variation påvirker genetikkens rolle. Mange populationer af planter er naturligt meget indavlede. Det betyder, at de har meget lidt genetisk variation. Den variation, som observeres i en indavlet population, må derfor forklares ved miljømæssige årsager. Arveligheden vil her være 0. Havde man i stedet observeret en population med genetisk variation, ville en del af den observerede variation skyldes genetiske årsager, og arveligheden ville ikke være 0.
Mængden af miljømæssig variation spiller en rolle for arveligheden. I et ensartet miljø vil en relativt større del af den samlede, observerede variation skyldes genetisk variation end i et variabelt miljø, hvor miljøet bidrager mere til den samlede variation.
Der skelnes mellem arvelighed i bred og i snæver forstand. Arvelighed i bred forstand er den andel af den samlede fænotypiske variation, som skyldes genetik. Arveligheden i snæver forstand er den del af den samlede genetiske variation, som bidrager til lighed mellem slægtning, og som kan udnyttes avlsmæssigt.
Arveligheden er en parameter, som beskriver variation indenfor en population. Den har ingen udsagnskraft om årsager til forskelle mellem populationer. En egenskab kan have en høj arvelighed, men forskelle mellem populationer kan alligevel være forårsaget udelukkende af miljømæssige forskelle. Et eksempel herpå er højde hos mennesker. Højde har en høj arvelighed. Ikke desto mindre skyldes de store forskydninger - både op og ned - i menneskers ikke genetik, men ændringer i leveforholdene.
Slægtskab
Slægtskab i genetisk forstand er den andel af deres gener, som to individer har til fælles på grund af den måde, som de er i familie med hinanden. To individer deler gener, hvis generne er identiske ved arv. To gener er identiske ved arv, hvis generne er kopier af det samme gen i en tidligere generation. En forælder og et barn dele halvdelen af deres gener identisk ved arv, eftersom halvdelen af barnets gener er kopieret fra hver forælder. To helsøskende vil ligeledes dele halvdelen af deres gener. To halvsøskende vil dele en fjerdedel af deres gener ved arv. Fjernere og fjernere slægtninge vil dele mindre og mindre andele af deres gener. For en egenskab, hvis arvelighed er høj, så vil individer, som deler en stor del af deres gener ved arv, ligne hinanden. Er arveligheden lav, så spiller slægtskab en mindre rolle for lighed mellem slægtninge.
Gener og Arvelighed
Grundlaget for biologisk nedarvning af egenskaber er dannelsen af kønsceller i meiosen og kønscellerrnes sammensmeltning for at danne en zygote. I dannelsen af kønsceller kopieres halvdelen af en forælders kromosomer til kønscellen. De kromosomer, som findes i kønscellen, vil være en sammenblanding af forælderens homologe kromosomer. Afkommets genotype fremkommer ved kombinationen af de kromosomer, som kommer fra de to kønsceller.
En del egenskaber bestemmes af gener på kønskromosomerne, deres nedarvning er kønsbunden. Almindeligvis er det egenskaber, som bestemmes af X-kromosomet.
Nogle få egenskaber hos mennesker bestemmes af gener på Y-kromosomet. Disse nedarves udelukkende fra far til søn.
Visse sygdomme forårsages af genfejl i mitochondrierne. Hos mennesker nedarves mitochondrierne kun fra mor til barn. Denne type egenskaber nedarves derfor kun fra mor til afkom.
Anvendelser af Arvelighed
Kendskab til arveligheden spiller en rolle f.eks. i rådgivning om genetiske sygdomme og i avlsmæssig forædling af dyr og planter.
Arveligheden kan findes på flere måder. I medicinsk genetik er den vigtigste kilde til information studier af ligheder mellem en- og toæggede tvillinger. Toæggede tvillinger deler i snit lige så mange gener med hinanden, som almindelige helsøskende gør. Enæggede tvillinger deler alle deres gener med hinanden. Hvis enæggede tvillinger ligner hinanden mere end toæggede tvillinger gør for en bestemt egenskab, så betyder det, at arvelighed spiller en rolle for pågældende egenskab. Det er muligt at beregne genetikkens rolle ud fra denne information. Tvillingestudier har faglige kredse været udsat for en omfattende kritik.
I rådgivning om visse genetiske sygdomme spiller arveligheden en rolle. Nogle sygdomme forårsages af fejl i et eller få gener. Her vil der ofte være udviklet genetisk tests, som gør det muligt med stor sikkerhed at forudsige et barns risiko for at udvikle en sygdom. I andre tilfælde, hvor et stort antal gener spiller en rolle, må andre statistiske metoder benyttes. For egenskaber med høj arvelighed vil børnenes risko for at udvikle en sygdom som en eller begge forældre have været høj, mens for egenskaber med lav arvelighed vil forældrenes sygdom spille en mindre rolle for børnenes risiko.
I husdyr og planter, hvor man der findes omfattende datasæt og store stamtræer, kan disse data udnyttes til at finde graden af arvelighed. Hvis slægtninge ligner hinanden mere for en given egenskab, end individer i populationen gør i gennemsnit, så betyder det, at genetik spiller en rolle for udprægningen af denne egenskab. Jo højere arveligheden i snæver forstand for en bestemt egenskab er, jo mere effektivt vil avlsarbejde være til at forandre egenskaben.
Teknisk Definition
Arveligheden i bred forstand H2 defineres som forholdet mellem den genetiske varians VG delt med den fænotypiske varians VP:
.
Arveligheden i snæver forstand h2 defineres som forholdet mellem den additive genetiske varians VA og den fænotypiske varians:
.
Forskellen på de to definitioner er, at H2 beskriver den del af samlede variation, som kan henføres til genetiske effekter. h2 beskriver den del af den samlede variation, som nedarves fra forældre til afkom. Under alle praktiske forhold gælder det, at H2 er større end h2. Der er eksisterer situationer, hvor der er genetisk variation for en egenskab, men hvor genetik ikke bidrager til lighed mellem slægtninge. Det svarer til, at H2 > 0, men h2 = 0.
"Missing heritability"
Der har i de sidste mange år været forsket intensivt i at identificere gener, som påvirker en lang række gener. Mange gener, som påvirker egenskaber i mennesker, andre og dyr og i planter, er blevet identificeret. Imidlertid er det sådan, at den samlede variation, som kan forklares ved de enkeltgener, som er identificeret, er i reglen er meget mindre, end den rolle, som genetik spiller ud fra estimater af arveligheden på basis af f.eks. tvillingestudier. Den forskel betegnes manglende arvelighed (af engelsk "missing heritability"). Mulige forklaringer for eksistensen af manglende arvelighed er, enten eksistensen af mange gener, hvis effekt hver især er for lille til at blive opfanget, eller eksistensen af stærke vekselvirkninger mellem forskellige gener.
Ukønnet Formering
Ved ukønnet formering, som er almindeligt i planter, og som findes i visse dyregrupper, dannes afkommets genotype som en kopi af morens genotype. Nye genotyper dannes kun ved, at der over tid opsamles mutationer.
Genotype-Miljøinteraktioner
Forkelle mellem genotyper kan afhænge af det miljø, som genotyperne udtrykkes i. Dette betegnes genotype-miljøinteraktioner. Genotyper, som giver et dyr en fordel i et varmt miljø, vil således ofte være til ulempe i et koldt miljø og omvendt.
Epigenetik
Der er tilfælde, hvor biologisk præg kan overføres fra forældre til afkom, uden at dette beror på variation i generne. Dette betegnes epigenetik. Et eksempel herpå er alleler, hvis udprægning i fænotypen afhænger af, om de er arvet fra faren eller moren.
CRISPR
CRISPR er det nyeste molekylærbiologiske værktøjssæt og er blevet omtalt som “den genetiske schweizerkniv” fordi det kan anvendes til genmodificering. Derfor har CRISPR-teknologien fundet anvendelse bl.a. til studier og behandling af gendefekter og indenfor planteforædling, se f.eks.
Se også
Allel
Det molekylære ur
DNA, DNA-sekventering, Genbank, Genetik, Genteknologi, Ikke-kodende-DNA, Junk-DNA
Epigenetik
Transposon
Endogen retrovirus
Konsensussekvens
Mikrobiom
Molekylær evolution
Nordisk Genbank
Restriktionsenzym
Shine-Dalgarno-sekvensen
Henvisninger
Eksterne links
Et genom er et komplet sæt gener. Det etiske råd, Undervisning
Mit smukke genom af Lone Frank
Et genom har mange historier. Videnskab.dk
Louis XVI's blod fundet i et græskar. Videnskab.dk
Oldgammelt heste-DNA giver ny viden om evolution. Videnskab.dk
The New Genetics. NIH
Metagenomics: Mand og Mikrobe. BioZoom
Biologi
Bioteknologi
Cellebiologi
Genetik
Molekylærbiologi |
2832 | https://da.wikipedia.org/wiki/Asbest | Asbest | Asbest er et byggemateriale, der tidligere har vundet stor udbredelse pga. dets ildfasthed og varmeisolerende egenskaber. Asbest tåler temperaturer op til 900 grader Celsius og er ikke brændbart. Af samme grund var asbest et hyppigt benyttet materiale til isolering og brandsikring, indtil det af flere omgange blev forbudt i 1970'erne og 1980'erne i Danmark. Asbest har også været benyttet til laboratorieudstyr, f.eks. i de såkaldte asbestnet og til brandbeskyttende dragter og -handsker.
Asbest er lavet af naturligt forekommende mineraler, der sidder sammen i en fin fiberstruktur. Netop de fine fibre er skyld i, at asbest ikke længere er lovligt at anvende, da støvet fra asbest kan give asbestose (stenlunger), som er en kronisk lungesygdom. Fibrene i asbeststøv kan blive ekstremt tynde – de er typisk 3,0-20,0 µm i længden og helt ned til 0,01 µm i bredden. Det er langt tyndere end de 3 μm, der er diameteren på de tyndeste forgreninger i lungerne. Asbeststøvet ophober sig i lungerne og kan ikke fjernes igen. Derfor kan asbestose forværres lang tid efter, indåndingen af asbest er ophørt. Asbestose viser sig typisk først 10-20 år efter, man blev udsat for asbeststøv og er uhelbredelig. Asbestose kan med tiden føre til Lunge- og lungehindekræft.
I Danmark blev store mængder asbest anvendt i fabrikationen af Eternit, hvilket har givet mange af arbejderne såvel som deres familier problemer med bl.a. lungehindekræft. Der blev desuden anvendt asbest i en lang række materialer, bl.a. puds, gulvbelægning, fliseklæber, tapet, maling og i rørisolering. Brugen af asbest i isolering af varmeinstallationer har været meget udbredt i 1960'erne og starten af 1970'erne hvorfor asbest ofte vil være at finde i ældre fyrrum samt tilstødende rum med rørføring. I modsætning til rockwool- eller glasuldsbaseret isolering smuldrer porøs asbestisolering i meget fine støvfragmenter ved den mindste påvirkning. Det skal bemærkes at rørisoleringen ofte består af både brunt papir, porøst materiale og malet gaze, og at disse elementer kan indeholde asbest i varierende mængder. Hvor asbest-cement tagplader indeholder op mod 10% hvid (chrysolit) asbest kan rørmaterialer indeholde op mod 80% asbest bestående af både hvid og brun (amosit) asbest som er langt farligere.
Eksterne henvisninger
Arbejdstilsynets bekendtgørelse om asbest
Asbestos and Occupational Health in the World
Referencer
Forurening
Byggematerialer
Silikatmineraler
Kræftfremkaldende stoffer |
2845 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ask | Ask | Ask kan hentyde til flere artikler:
Almindelig Ask – er en træart.
Ask-slægten – er en slægt af træer.
Ask (materiale) – er veddet af asketræer.
Ask (drengenavn) – er et drengenavn.
Ask og Embla – var ifølge nordisk mytologi de første på jorden.
Ask (Astrup Sogn) – en bebyggelse i Astrup Sogn, Ning Herred.
Ask på Askøy – en bebyggelse i Askøy kommune, Hordaland, Norge.
ASK - forkortelse for det tidligere Akademisk Studenterkursus på Nørrebro i København (i 2020 omdøbt til Nørrebro Gymnasium) |
2854 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aspekt | Aspekt | Aspekt kan betyde et af følgende:
Synsvinkel
Aspekt (IT) – En implementation af et tværgående hensyn i et IT-system. Se Aspektorienteret programmering.
Aspekt (grammatik) – Et element i verbets bøjning, der sætter tidspunktet for verbets handling i forhold til andre handlinger
Aspekt (studiekreds) – en studiekreds for eksperimenterende kunstnere stiftet af Jørgen Nash og Martin Jepsen i 1958. |
2866 | https://da.wikipedia.org/wiki/Assens | Assens | Assens er en fynsk by (og tidligere købstad) med beliggende ved Lillebælt. I Kong Valdemars Jordebog er Assens opført med navnet Asnæs, hvilket betyder et næs bevokset med asketræer. Byen ligger i Assens Kommune og hører til Region Syddanmark.
Historie
Assens (Asnæs) nævnes i kong Valdemars Jordebog 1231, hvor den med sit tilliggende er ansat for 20 mark guld. Hvornår den er blevet købstad, vides ikke, men den har endnu huse, der er bygget i 1260. I 1514 besluttede Christian 2., at borgerne i Assens herefter skulle betale tiende af deres og byens jorder, som de hidtil havde betalt til Gangtofte (Gamtofte) og Kerndorp (Kærum) kirker, til Vor Frue Sognekirke i Assens, og nogle dage efter gav han byen et protektorium i almindelig form og stadfæstelse af de privilegier, som var givet til borgmester, råd og menighed i Assens af kong Hans og konger før ham, samt ret til at nyde de friheder, som borgerne i Odense havde fået af de tidligere konger, som de allerede havde kongens godkendelse af. I 1524 blev privilegierne stadfæstet af Frederik 1., men det præcise indhold er ikke kendt, da byens arkiv blev bortført af de svenske tropper under besættelsen i 1657—60. Ligesom flere af de fynske byer hørte Assens til "Kongens Fadebur", det vil sige at kongen var byens direkte herre og havde ret til direkte eller gennem sin byfoged skat og sagefald af byen (i kong Hans' tid udgjorde det 450 mark årligt). Dens navn forekommer flere gange i middelalderen, således i 1305, da Erik Menved udstedte privilegierne for Svendborg herfra, og 1396, da dronning Margrethe 1. og Erik af Pommern mødtes i Assens til forhandling med de holstenske grever. En stor del af byens betydning lå i, at den var det almindelige overfartssted fra Fyn til Jylland, en omstændighed, som dog også havde sine ulemper, da den medførte overførsel af tropper, gæsteri (pligt til at huse rejsende) og lignende. Den havde kun én sognekirke, Vor Frue (foruden højalteret havde den altre for Sankt Birgitte, Helligkors, Sankt Catharine og Sankt Gertrud), flere gilder, deriblandt et Sankt Jørgens Gilde, et Helligåndshus og et kloster.
Provsten i Tofte havde hvervet som forstander for Helligåndshuset, en stiftelse for fattige og syge, i hvilken plejen formodentlig er blevet udført af en slags gejstligt broderskab. Perioden, hvor stiftelsen fungerede, og beliggenheden kendes ikke; det nævnes første gang i 1472, da Eiler Hardenberg og Otto Skinkel gav det to gårde i Balslev og Viby. I begyndelsen af det 16. århundrede overgav provsten det øjensynligt til Karmeliterordenen, muligvis for at bygningerne i stedet kunne benyttes til det Vor Frue eller Karmeliterkloster, som på det tidspunkt blev grundlagt i Assens; til gengæld skulle så klosteret opføre et nyt hospital. Takket være den første prior, prædikanten Morten Petersen, blev klosteret ganske hurtigt anerkendt, men efter Petersens fratræden i 1514 gik det hurtigt tilbage for det, og i 1515 blev karmeliterne forpligtet til at overlevere provsten i Tofte alle Helligåndshusets klenodier, breve og privilegier mod at beholde dets bygninger og kapel og opføre det nye Helligåndshospital. Hospitalet blev tilsyneladende opført i "Sankt Gertruds Kloster", som Resen siger, har ligget på pladsen mellem Strandgade, Strandgyde, Ramsherredgyde og Ramsherred. Vor Frue Kloster blev relativt hurtigt nedlagt, især som følge af reformatoren Peder Laurentsens indsats; han havde været munk her. I 1530 blev bygningerne overdraget til borgmesteren og rådet med henblik på nedrivning; hvor de har ligget, vides ikke.
Lidt uden for byen har der ligget et kapel (en mark kaldes endnu Kappelmarken) og en sundhedskilde.
Renæssancen
Efter reformationen, som hurtig vandt indpas i Assens, båret frem af den ovennævnte Laurentsen og Chr. Skrok, bragte Grevens Fejde en hård tid for byen. Den erklærede straks sin støtte til Christian 2. I marts 1535 begyndte Johan Rantzau at belejre byen, og dagen efter slaget ved Øksnebjerg, den 12. juni 1535, blev den stormet og plyndret, efter at en stor del af borgerne havde forladt den. Byen blev hårdt beskattet og desuden efter sigende straffet med, at dens gamle befæstning med ringmure og porttårne blev revet ned, men dette er vist kun for en del rigtigt. I 1628 fik byen ifølge kongelig ordre atter en befæstning bestående af en vold, som tilsyneladende havde fem bastioner og en foranliggende grav; i volden var der fire murede porte, som antagelig stammede fra den gamle befæstning, og af ringmurene har man såvel noget syd for Adelgade som ud til stranden, der tidligere har gået langt højere op, fundet fundamenter i det 19. århundrede. Foruden de fire stenporte, som havde navn efter de gader, de lukkede for: Strandport, Ladegaardsport, Ramsherredsport og Østerport (nedrevet hhv. 1859, 1841, 1851 og 1845), kom der, vistnok i det 18. århundrede, to stakitporte til, Kongens Port og Mølleport (i Ny Adelgade og Damgade).
Byen rejste sig ganske hurtigt efter Grevens Fejde og gjorde senere i det 16. århundrede Nyborg rangen stridig som Fyns næstmest betydende by. Men velstanden fik et alvorligt knæk ved Svenskekrigen 1657—60. Assens var måske den by på Fyn, der led mest. Den blev plyndret 30. januar 1658 og senere ofte brandskattet og pint med indkvarteringer. Skaden ansloges af byens mænd i 1660 til over 59.900 rigsdaler.
Under enevælden
I 1672 havde den 1.084 indbyggere, og 1769 var tallet kun steget til 1.139. I det 19. århundrede voksede den derimod betydeligt.
Assens har haft en latinskole, som blev nedlagt i 1740.
Assens anno 1778
"Assens" Købstad i Assens Amt, Fyens Stift, ligger 5 mile fra Odense, 4 fra Faaborg og 4 fra Middelfart. Byens våben er et lam med en fane 1591.
Kirken er anseelig med et ottekantet tårn og et ottekantet spir, på den østre side et mindre ottekantet spir, alt med bly belagt, der kaldes Vor Frue Kirke og fik en del tilbygninger 1500 af Peder Berrildsen. Prædikestolen er et smukt billedhuggerarbejde, stærkt forgyldt, døbefonten er også meget smuk.I byen er to danske skoler, fem fattigboder. Rådstuen består af to etagers bindingsværk. Nu er der kun en borgmester, som tillige er byfoged, og en by- og rådstueskriver. Bytinget holdes om tirsdagen.
Af private bygninger er der 260, hvoriblandt en del store gårde, dog alle af bindingsværk, som på nogle år er meget forbedrede og forsikret for 70.300 rigsdaler i brandkassen. Der er 13 gader, et torv og fire grundmurede poste (vandpumper).
Indbyggerne består af 5 gejstlige, 11 kongelige betjente, 10 købmænd, 103 håndværkere, i alt 170 borgere og 830 personer, foruden en eskadron
dragoner.
Byen har fem skibe, en jagtbåd og nogle både. Havnen er temmelig god, da et rev fra næsset skyder sig langt ud i havet og gør at fartøjerne kan ligge i sikkerhed. Færgerne er to åbne smakker, en postjagt og to store både.Byens jorder er 176 tønder 6 skæpper hartkorn. Enhver har sin del for sig selv. Der er to korn- og grynmøller og en stampemølle til et feldberederi ved en bæk lige uden for byen. Konsumptionen er 2.830 rigsdaler. Markeder holdes den 27. juni, 7. oktober og 28. oktober.
Ved Assens er der tre kilder, den ene ved strandbredden kaldet en helligkilde. Den anden ligger noget derfra ved strandbredden og den tredje oppe på marken, den har ypperligt vand.
Den tidlige industrialisering
Anlægget af den fynske hovedbane, der formindskede byens opland, såvel som ophøret af den regelmæssige dampskibsforbindelse med Sønderjylland efter krigen i 1864 skadede byen en del, og indbyggertallet aftog ret betydeligt de nærmeste årtier. Fra begyndelsen af 1880'erne begyndte den dog atter at vokse som følge af anlæggelsen af Assens-Tommerup-banen i 1884.
Assens' befolkning var som helhed stigende i slutningen af 1800-tallet, men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 2.963 i 1850, 3.262 i 1855, 3.589 i 1860, 3.461 i 1870, 3.196 i 1880, 4.026 i 1890, 4.665 i 1901, 4.645 i 1906 og 4.629 i 1911.
Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet blandt andet:
Assens Sukkerfabrik (et stort bygningskompleks mod sydvest uden for byen, opført 1883—84 efter tegninger af professor Ove Petersen, tilhørende De Danske Sukkerfabrikker; den producerede årligt 12 à 15 millioner pund sukker; under roekampagnen beskæftigede den omtrent 250, uden for den 70 arbejdere). Sukkerfabrikken havde to roebaner (og en tredje fra Salbrovad) og fire saftstationer tilknyttet. Sukkerfabrikken lukkede ved udgangen af 2006, og omdannet til idrætshallen Arena Assens og rådhus i 2011.
Et svineslagteri (i nærheden af sukkerfabrikken, opført 1883—84 efter tegninger af arkitekt Levy, tilhørende det 1897 oprettede aktieselskab "De danske Svineslagterier" i København)
Bayersk- og hvidtøls-"Bryggeriet Vestfyen" (et 1885 oprettet aktieselskab, aktiekapital 117.000 kr.; den årlige produktion var omtrent 3.000 td. bayersk og 2.000 td. hvidtøl)
Et jernstøberi og maskinfabrik (22 arbejdere)
En klædefabrik (14—15 arbejdere)
En vand- og dampmølle (Kaals Mølle)
En chokoladefabrik
En kødvarefabrik
To kalkværker
En hattefabrik
Byen fik gasværk i 1855.
I Assens blev udgivet tre aviser: Assens Avis, Assens Amts Avis og Aarup Folkeblad.
Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890:
416 levede af immateriel virksomhed
1673 af håndværk og industri
741 af handel og omsætning
157 af søfart
25 af fiskeri
212 af jordbrug
24 af gartneri
584 af forskellig daglejervirksomhed
147 af deres midler
42 nød almisse
5 var i fængsel.
I landdistriktet var fordelingen
23 levede af immateriel virksomhed
32 af jordbrug
93 af industri
6 af handel
47 af søfart
77 af forskellig daglejervirksomhed
Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 4.645, hvor beskæftigelsen fordelte sig således:
296 ernærede sig ved immateriel virksomhed
269 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift
91 ved fiskeri
2.246 ved håndværk og industri
775 ved handel med mere
508 ved samfærdsel
252 var aftægtsfolk
128 levede af offentlig understøttelse
80 af anden eller uangivet virksomhed.
Mellemkrigstiden
Gennem mellemkrigstiden var Assens indbyggertal svagt stigende:
Ved folketællingen i 1930 er der opregnet følgende erhvervsfordeling:
321 ernærede sig ved immateriel virksomhed
2.140 ved håndværk og industri
694 ved handel mm
466 ved samfærdsel
201 ved landbrug, skovbrug og fiskeri
385 ved husgerning
552 var ude af erhverv
83 havde ikke oplyst indkomstkilde
Med indvielsen af Lillebæltsbroen i 1935 mellem Middelfart og Snoghøj mistede Assens sin betydning som knudepunkt for trafikken mellem Fyn og Jylland, og byens udvikling stagnerede i midten af 20. århundrede.
Efterkrigstiden
Efter 2. verdenskrig fortsatte Assens sin stagnerende befolkningsudvikling. I tilknytning til købstaden fremvoksede to forstæder i Gamtofte Kommune.
Økonomi og erhverv
Byen rummer mange små og mellemstore virksomheder, herunder chokoladeproducenten Summerbird, bryggeriet Vestfyen, sæbeproducenten Plum og Skandinavisk Tobakskompagni. I mange år var byens skibsværft, Assens Skibsværft A/S etableret i 1850, en af de største arbejdsgivere i byen.
Byen har eget kraftvarmeværk på 16 MW fyret med lokal biomasse, solceller på 6,2 MW, og en vindmølle på 1,3 MW.
Kultur
Assens indviede i 2004 et stort kulturhus, Tobaksgården, med biograf, udstillingssal, teater- og koncertsal, café, musikskole og turistbureau. Bygningerne har været anvendt til fremstilling af tobaksprodukter i en periode fra 1883, men huset har rødder tilbage til 1682.
Attraktioner og seværdigheder
Fire af Museum Vestfyns fem afdelinger ligger i Assens: Ernsts Samlinger, Toldbodhus, Willemoesgården og lokalarkivet.
I lighed med Varde og Køge Mini-By finder man en model af det gamle Assens, Assens Miniby, med foreløbig mere end 60 huse.
Tro og religion
Byens sognekirke, Vor Frue Kirke, stammer fra det 15. århundrede og har et ottekantet tårn.
I byen findes desuden
Vor Frelsers Kirke er en katolsk kirke, der blev opført i 1926-1927.
Jehovas Vidner har en rigssal på Vagtelvænget.
Idræt
Assens har forskellige faciliteter idrætsfaciliteter i og omkring byen: Træningsbaner, stadion og en byhal.
Den 17. juni 2011 blev et nyt idrætscenter, Arena Assens indviet i Assens. Arenaen er delvist indrettet i den tidligere saftstation, der var en del af Assens Sukkerfabrik. Arenaen er nabo til Assens' rådhus, som er indrettet i andre af sukkerfabrikkens bygninger. Arenaen har to store haller, en café (Saftstationen), træningscenter og en række mindre lokaler til holdtræning.
Venskabsbyer
Ljusdal
Oeversee
Berømte bysbørn
Peter Willemoes, søhelt. Født i Assens i 1783 og faldt under slaget ved Sjællands Odde i 1808. 200-året for hans død blev i 2008 blev fejret med forskellige arrangementer rundt i byen.
Dankvart Dreyer, guldaldermaler. Født i 1816 i Assens.
Jens Adolf Jerichau, billedhugger. Født i 1816 i Assens. Æresborger i byen.
Frederik Ernst, sølvvarefabrikant i byen. Født i 1898 i Assens. Æresborger i byen og grundlægger af Ernsts samlinger, en kunstsamling der har til huse i byen.
Jens Toldstrup født Anton Ingersøn Jensen, modstandsmand. Født 1915 i Assens.
John Eriksen, fodboldlandsholdsangriber. Født 1957 i Assens.
Helle Ib, politisk kommentator for B.T. Født 1965 i Assens.
Jacob Gade, dansk komponist, violinist og dirigent som bosatte sig i Assens 1943
Peter Brandes (født 1944), dansk maler, grafiker, billedhugger og fotograf
Referencer
Litteratur
Holk, Hans: Provincial-Lexicon over Dannemark, 1778.
Eksterne henvisninger
Assens-portalen
Købstæder
Byer i Assens Kommune |
2867 | https://da.wikipedia.org/wiki/Assens%20Miniby | Assens Miniby | Assens Miniby blev stiftet i 1990, og formålet var at skabe en historisk miniby. Der er på nuværende tidspunkt bygget cirka 60 små minihuse, som er nøjagtige til mindste detalje. Foreningen bag Assens Miniby har deres daglige virke i kulturhuset Tobaksgården, mens selve minibyen ligger på Toftevej (mellem Solvænget og Ramsherred) nogle hundrede meter derfra.
Referencer
Eksterne henvisninger
Assens Minibys hjemmeside
Miniby
Museer i Region Syddanmark
Minibyer i Danmark
Museer etableret i 1990
miniby |
2896 | https://da.wikipedia.org/wiki/Assur | Assur | Ashur, Assur eller Asur har flere betydninger:
Assyrien:
byen Assur, den første hovedstad i Assyrien
Ashur, den vigtigste gud assyrisk mytologi (senere identificeret med Anshar)
Ashur Et almindeligt fornavn blandt det assyriske folk
Assur (Bibelen) – barnebarn til Noa omtalt i første Mosebog.
Asur – en landsby i Kumbakonam taluk af Thanjavur distriktet, Tamil Nadu, Indien
Ashur, Bushehr – en landsby i Iran
Asur folket – en stamme, der lever primært i den indiske delstat Jharkhand
Se også
Asura- guder i hinduisme og buddhisme |
2906 | https://da.wikipedia.org/wiki/Astma | Astma | Astma (fra græsk ἅσθμα, ásthma, "stønnen") er en kronisk betændelse i luftvejene. Almindelige symptomer er åndenød, hoste, trykken for brystet og stakåndethed..
Der er også besværet vejrtrækning og spasmer i vævet i luftvejsvæggene.
Astma skyldes genetiske og miljømæssige faktorer. Diagnosen baseres som regel på symptomer, reaktion på behandlingen og lungefunktionsmåling med spirometri. Klinisk klassificeres det efter symptomernes frekvens, forceret ekspirationsvolumen på et sekund (FEV1), dvs. den mængde luft, patienten kan puste ud i løbet af det første sekund, og peak flow-målinger. Astma kan også klassificeres som atopisk (udefravirkende) eller ikke-atopisk (indefravirkende), hvor atopi henviser til et anlæg for at udvikle type-1-hypersensitivitet.
Akutte symptomer behandles med inhalation af beta-2 agonister (f.eks salbutamol) og orale kortikosteroider, typisk binyrebarkhormon. I meget alvorlige tilfælde gives intravenøse kortikosteroider, magnesiumsulfat, og det kan være nødvendigt at indlægge patienten. Symptomerne kan forebygges ved at undgå udløsende faktorer som allergener og irritationskilder og ved hjælp af inhalation af kortikosteroider. Langtidsvirkende beta-agonister (LABA) eller leukotrienantagonister kan anvendes sammen med inhalerede kortikosteroider, hvis astmaen stadig ikke kommer under kontrol. Forekomsten af astma er steget betydeligt på verdensplan siden 1970'erne.
I 2011 var der 235–300 millioner astmapatienter i verden,, og sygdommen var skyld i 250.000 dødsfald årligt.
Tegn og symptomer
Astma kendetegnes ved tilbagevendende åndenød, stakåndethed, trykken for brystet og hoste.Der kan hostes slim op fra lungerne, men det kan ofte være sejt. Når et anfald er ved at være overstået kan der komme pus på grund af høje niveauer af hvide blodceller ( eosinofiler). Symptomerne er som regel værst om natten og tidligt om morgenen, ved motion eller i kold luft. Nogle patienter viser sjældent symptomer (og så i forbindelse med udløsende faktorer), mens andre kan have tydelige og hyppige symptomer.
Associerede lidelser
Astmapatienter kan få flere andre lidelser som gastroøsofageal refluks (tilbageløb af mavesyre fra mavesækken til spiserøret), bihulebetændelse og søvnapnø. Psykologiske lidelser forekommer også hyppigere. 16–52% har angstlidelser, og 14-41% lider af humørsvingninger. Det vides dog ikke, om astma giver psykiske lidelser, eller om psykiske lidelser fører til astma.
Årsager
Astma skyldes et samspil mellem komplekse og ikke helt belyste miljømæssige og genetiske årsager. Disse faktorer afgør både, hvor alvorlig sygdommen bliver, og hvor godt den reagerer på behandling.
Man mener, at den seneste forøgelse i astmatilfældene skyldes ændrede (arvelige faktorer ud over dem, der relateres til DNA sekvensen) og et ændret levemiljø.
Miljø
Mange miljøfaktorer er sat i forbindelse med udviklingen og forværringen af astma. Det gælder også allergener, luftforurening og andre miljøkemikalier. Rygning under graviditeten og efter fødslen er sat i forbindelse med en større risiko for at udvikle astmalignende symptomer. Lav luftkvalitet som følge af trafikforurening eller høje ozon- niveauer er både sat i forbindelse med udviklingen af astma og med, at den bliver voldsommere. Udsættes man indendørs for flygtige organiske forbindelser, kan det udløse astma. Det gælder f.eks.formaldehyd. Også phtalater i PVCforbindes med astma hos børn og voksne. Det samme gælder, hvis man udsættes for et højt niveau afendotoxiner.
Man kan få astma, hvis man eksponeres for indendørs allergener. Almindelige indendørs allergener erhusstøvmider, kakerlakker, dyreskæl og mug. Det har ikke vist sig effektivt at bekæmpe husstøvmider. Visse virusinfektioner på luftvejene kan øge risikoen for at få astma, hvis man rammes af dem som lille barn. Det gælder bl.a. respiratorisk syncytialvirus og rhinovirus (forkølelse). Dog kan visse andre infektioner mindske risikoen.
Hygiejnehypotesen
Hygiejnehypotesen er en teori, der forklarer de højere astmatal i hele verden som et direkte og utilsigtet resultat af, at man ikke som barn udsættes for ugiftige bakterier og vira. Det er blevet foreslået, at grunden til, at vi udsættes mindre for bakterier og vira til dels er øget renlighed og mindre familier i de moderne samfund.Hygiejnehypotesen synes at understøttes af lavere astmatal på gårde og i husholdninger med kæledyr.
Brug af antibiotika tidligt i livet er blevet sat i forbindelse med udviklingen af astma.Også fødsel ved kejsersnit forbindes med en øget risiko (anslået 20-80%) for astma. Denne øgede risiko tilskrives manglen på sunde bakteriekulturer, som den nyfødte kunne have erhvervet sig ved passagen gennem fødselskanalen. Der er forbindelse mellem astma og velstand.
Genetik
Familiehistorie er en risikofaktor for astma, da mange forskellige gener er involveret. Hvis en enægget tvilling er ramt, er sandsynligheden for at den anden får sygdommen cirka 25%. Ved udgangen af 2005 er 25 gener sat i forbindelse med astmas i seks eller flere forskellige populationer, deriblandt:GSTM1, IL10,CTLA-4, SPINK5,LTC4S, IL4R og ADAM33. Mange af disse gener har forbindelse med immunsystemet eller er med til at mildne betændelsestilstande. Selv blandt disse gener er resultatet ikke entydigt i alle testede populationer trods mange og gentagne studier. I 2006 var over 100 gener sat i forbindelse med astma alene i et genetisk associations-studie, og der findes hele tiden flere.
Nogle genetiske varianter kan kun give astma, når de kombineres med specifikke miljøeksponeringer. Et eksempel er et bestemt enkeltnukleotidpolymorfi i CD14-regionen og eksponering for endotoxiner (et bakterielt produkt). Man kan blive udsat for endotoxiner fra flere miljøkilder bl.a. tobaksrøg, hunde og landbrug. I disse tilfælde afgøres risikoen for astma både af en persons gener, og hvor voldsom eksponeringen var.
Sygdomme
En kombination af atopisk eksem, høfeber og astma kaldes atopi. Man har størst fare for at udvikle astma, hvis man har haft atopisk sygdom. Folk med enten eksem eller snue får meget oftere astma. Astma er blevet sat i forbindelse med Churg–Strauss' syndrom, en autoimmun sygdom og med vasculitis (betændelse i væggen af et blodkar). Personer med visse typer nældefeber kan også opleve astmasymptomer.
Der er en forbindelse mellem fedme og risikoen for astma. Begge dele er steget i de seneste år. Der kan være flere faktorer i spil bl.a. nedsat lungefunktion på grund af fedtopbygning og det faktum, at fedtvæv fører til en proinflammatorisk tilstand.
Betablokkere som propranolol kan udløse astma hos udsatte personer. Kardioselektive betablokkere ser dog ikke ud til at være farlige for patienter med mild eller moderat astma. Andre medikamenter kan også give problemer: ASA, NSAIDs og ACE-inhibitorer.
Forværring
Nogle personer kan have stabil astma i flere uger eller måneder for så pludseligt at få et akut anfald. Det varierer fra person til person, hvordan man reagerer på forskellige faktorer. De fleste personer kan udvikle en svær forværring ud fra flere udløsende faktorer.
Faktorer i hjemmet, som kan udløse en svær astmaforværring, omfatter støv, dyreskæl (særligt fra katte og hunde), allergener fra kakerlakker og skimmelsvamp.Parfume forårsager ofte akutte anfald hos kvinder og børn. Både virus- og bakterieinfektioner i de øvre luftvej kan forværre sygdommen. Psykologisk stress kan muligvis forværre symptomerne; man mener, at psykologisk stress forandrer immunsystemet og derved øger den inflammatoriske reaktion på allergener og irritationskilder i luftvejene.
Patofysiologi
Astma skyldes en kronisk inflammation i luftvejene, som øger den omkringliggende glatte muskulaturs sammentrækningsevne. Dette er en af flere faktorer, som fører til anfald med indsnævrede luftveje og det velkendte symptom med hvæsende vejrtrækning. Indsnævringen vil oftest fortage sig med eller uden behandling.Luftvejene vil i visse tilfælde forandre sig. Typiske luftvejsforandringer omfatter et øget antal eosinofile granulocytter og en fortykkelse aflamina reticularis. Luftvejenes glatte muskulatur kan blive kronisk forstørret med en deraf øget mængde slimkirtler til følge.Andre berørte celler omfatter: T-celler, makrofager og neutrophile granulocytter. Andre af immunforsvarets dele kan også være involveret, herunder bl.a. cytokiner, kemokiner, histamin og leukotriener.
Diagnose
Selv om astma er en velkendt sygdom, er der ikke nogen universelt anerkendt definition. Global Initiative for Asthma definerer astma som ”en kronisk inflammatorisk sygdom i luftvejene, i hvilken mange celler og celledele spiller en rolle. Den kroniske inflammation er forbundet med overfølsomme luftveje, hvilket medfører periodisk tilbagevendende episoder med hvæsende vejrtrækning, stakåndethed, trykken for brystet og hosten særligt om natten eller tidligt om morgenen. Disse episoder er typisk forbundet med en udtalt, men skiftende blokering af luftstrømmen i lungen, som ofte vil fortage sig enten af sig selv eller som følge af behandling”.Der findes på nuværende tidspunkt ikke nogen nøjagtig test, og diagnosen stilles ofte ud fra symptommønsteret samt ud fra, hvordan patienten reagerer på behandling over tid. Man kan forvente en astmadiagnose, hvis man i anamnesen har konstateret: periodisk hvæsende vejrtrækning, hosten eller vejrtrækningsbesvær og disse symptomer opstår eller forværres som følge af motion, virusinfektion, allergener eller luftforurening.Spirometri benyttes da til at bekræfte diagnosen. Det er sværere at stille diagnosen på børn under seks år, da de er for små til, at man kan benytte spirometri.
Spirometri
Spirometri anbefales som hjælp til at diagnosticere og håndtere sygdommen. Det er den eneste gode astmatest, der findes. Hvis det FEV1, som måles med denne metode, forbedres med mere end 12% efter indgivelse af et bronkodilaterende (luftvejsudvidende) middel som salbutamol, er dette med til at understøtte diagnosen. Dette kan dog også være normalt for personer med let astma, hvor astmaen ikke er i fuldt udbrud. En test af diffusionskapaciteten kan hjælpe med at skelne astma fra KOL. Det vil være fornuftigt at udføre en spirometritest en gang hvert eller hvert andet år for at følge med i, hvor godt patientens astma er kontrolleret.
Andre metoder
En methakolintest udføres ved, at patienten inhalerer stadigt større koncentrationer af et lægemiddel, som gør, at luftvejene indsnævres på personer, der er disponeret for astma. Hvis testen er negativ, betyder det, at patienten ikke har astma. Et positivt testresultat er derimod ikke specifikt afgrænset til astma.
Andre tegn, der understøtter en astmadiagnose, omfatter følgende: Hvis der på mindst tre dage inden for en uge, over en periode på mindst to uger, måles en afvigelse i peak flow-værdien (den maksimale lufthastighed ved udånding) på mindst 20%; hvis der måles en forbedring af peak flow-værdien på mindst 20% efter forudgående behandling med salbutamol, prednison eller inhalerede kortikosteroider; eller hvis der måles en forværring af peak flow-værdien på mindst 20%, efter patienten er blevet udsat for en anfaldsudløsende faktor. En PEF-test giver dog mere varierende resultater end en spirometri, hvorfor det ikke anbefales at benytte denne test, når der stilles diagnose rutinemæssigt. Testen kan være et nyttigt redskab til den daglige selvmonitorering hos de patienter, der har moderat til svær astma, og til at måle, hvor effektive nye lægemidler er. Testen kan også være nyttig ift. at vurdere, hvilken behandling man skal give patienter med akut forværret astma.
Klassifikation
Astma klassificeres klinisk ud fra symptomernes hyppighed, den forcerede ekspirationsvolumen på et sekund (FEV1) og peak flow-værdien. Astma kan også klassificeres som atopisk (udefra virkende) eller ikke-atopisk (indefra virkende) afhængigt af, om symptomerne er fremtvunget af allergener (atopisk) eller ej (ikke-atopisk). Astma klassificeres efter alvorsgrad; på nuværende tidspunkt findes der ikke nogen entydig metode ud over denne til at klassificere forskellige undertyper af astma. Det er et afgørende mål inden for astmaforskning at finde metoder til at identificere undergrupper af astma, der reagerer positivt på forskellige behandlingsformer.
Selvom astma er en kronisk obstruktiv tilstand, betragtes den ikke som værende beslægtet med KOL, da denne betegnelse referere specifikt til kombinationer af irreversible sygdomme som f.eks. bronkiektasi, kronisk bronkitis og lungemfysem. I modsætning til disse sygdomme er blokeringen af luftvejene ved astma ofte reversibel, men hvis sygdommen ikke behandles, kan astmaens kroniske inflammation medføre, at lungerne blokeres irreversibelt, fordi luftvejene omformes. Astma påvirker bronkierne i modsætning til lungeemfysem, der påvirker alveolerne.
Forværring af astma
En akut astmaforværring omtales ofte som et “astmaanfald”. De typiske symptomer er åndenød, hvæsende vejrtrækning og trykken for brystet. Dette er de primære symptomer på astma, men nogle personer vil kun opleve hosten, og i svære tilfælde kan luftbevægelsen være stærkt begrænset, således at der ikke kan høres nogen hvæsen.
Under et astmaanfald opstår der symptomer som aktivering af de accessoriske respirationsmuskler (sternokleidomastoid-musklen og scalenermusklerne i nakken), overoppustet bryst, og der kan forekomme pulsus paradoxus (en puls, der er svagere under indånding og stærkere under udånding). Hud og negle kan desuden få en blå farve pga. iltmangel.
Ved en let forværring vil peak flow-værdien være ≥200 L/min eller ≥50% af den forventede bedste værdi. En moderat forværring defineres som en værdi mellem 80 og 200 L/min eller mellem 25% og 50% af den forventede bedste værdi, mens en svær forværring defineres som ≤ 80 L/min eller ≤25% af den forventede bedste værdi.
Akut svær astma, tidligere kendt som status asthmaticus, er en akut astmaforværring, der ikke reagerer på normale behandlingsformer med bronkodilatorer og kortikosteroider. Halvdelen af alle tilfælde skyldes infektioner, mens andre tilfælde skyldes allergener, luftforurening eller utilstrækkelig eller uhensigtsmæssig anvendelse af medicin.
Svær, ustabil astma er en særlig form for astma, som er kendetegnet ved tilbagevendende, svære anfald. Svær, ustabil astma af type 1 er en sygdom, som har en stor variabilitet i peak flow'et selv under kraftig medicinering. Svær, ustabil astma af type 2 er en velkontrolleret astma, hvor der pludseligt indtræffer tilfælde af svær forværring.
Motionsfremkaldt
Motion kan fremkalde bronkokonstriktion hos såvel astmapatienter som hos andre. Det forekommer hos de fleste astmapatienter og hos op til 20% blandt folk uden astma. Blandt sportsudøvere forekommer det hyppigere for elitesportsudøvere. Procenten svinger fra 3% for bobslædekørsel til 50% for cykling og 60% for langrend. Det kan forekomme i al slags vejr, men det er mest almindeligt, når det er tørt og koldt. Inhalerede beta-2-agonister synes ikke at forbedre præstationen for folk uden astma, men orale doser kan give større udholdenhed og styrke.
Erhvervsfremkaldt
Astma som følge af (eller forværret af), at man på sin arbejdsplads udsættes for stoffer, man ikke kan tåle, er en hyppigt anmeldt erhvervssygdom. Dog bliver mange tilfælde ikke anmeldt eller godkendt. Det anslås, at 5-25% af alle astmatilfælde hos voksne er arbejdsrelaterede. Nogle hundred forskellige stoffer er involveret, og de mest almindelige er isocyanater, korn- og træstøv, kolofonium, loddeflus, latex, dyr og aldehyder. De erhverv, der forbindes med den højeste risiko er bl.a. sprøjtemalere, bagere og andre i fødevareindustrien, sygeplejersker, folk der arbejder med kemikalier, folk der arbejder med dyr, svejsere, frisører og folk i tømmerindustrien.
Differentialdiagnose
Mange andre sygdomme kan give symptomer, der minder om astma. Hos børn bør sygdomme i de øvre luftveje såsom høfeber og bihulebetændelse også overvejes ligesom andre grunde til blokerede luftveje såsom: indånding af fremmedlegemer, forsnævring af luftrøret ellerlaryngotracheomalaci, vaskulære ringe, hævede lymfeknuder eller svulster på halsen. Hos voksne bør man overveje KOL, kongestiv hjerteinsufficiens, svulster i luftvejene samt hoste efter indtagelse af ACE-inhibitorer. Både hos børn og voksne kan stemmebånsdysfunktion udvise samme symptomer.
Man kan have KOL samtidig med astma, og det kan være en komplikation ved kronisk astma. De fleste over 65, der har obstruktive lungesygdomme, har astma og KOL. KOL kan skelnes fra astma pga. et øget antal neutrofile hvide blodlegemer i luftvejene, abnormt tykke bronkievægge og øget glat muskelmasse. Dog undersøges det ikke så grundigt, da KOL og astma behandles efter samme principper: Kortikosteroider, langtidsvirkedende beta-agonister og rygestop. Symptomerne minder meget om astma, forbindes med cigaretrøg, alderdom, færre tilbagefald efter behandling med bronkodilatorer og en mindre risiko for, at familien bliver disponeret for allergiske sygdomme.
Forebyggelse
Der er ikke meget, der tyder på, at forebyggende tiltag mod astma virker. Nogle ser lovende ud, bl.a. at udsætte børn for mindre eller ingen røg både i livmoderen og efter fødslen, amning, og at komme i daginstitution eller leve i store familier, men ingen af dem er godt nok understøttet til at blive anbefalet til denne indikation. Det kan være godt at være i kontakt med kæledyr fra en ung alder. Ellers er der ikke entydige tegn på, hvad det betyder at være i kontakt med kældedyr, og man anbefaler kun at fjerne kæledyr fra hjemmet, hvis en person udviser allergiske symptomer over for kæledyret. Det har ikke vist sig effektivt at følge en diæt under graviditet eller amning, så det anbefales ikke. Det kan hjælpe at reducere eller fjerne stoffer, som folk ikke kan tåle, på arbejdspladsen.
Behandling
Der er ingen kur for astma, men symptomerne kan reduceres. Der bør udarbejdes en personlig plan for proaktiv overvågning og behandling af symptomerne. Planen bør omfatte, at man udsættes mindre for stoffer, man er allergisk overfor, at der tages prøver for at vurdere sværhedsgraden af symptomer samt anvendelsen af medicin. Behandlingsplanen bør nedskrives og indeholde råd om ændring af behandlingen, så den følger symptomændringer.
Den mest effektive behandling af astma er at identificere udløsende faktorer, såsom cigaretrøg, kæledyr eller aspirin og undgå dem helt. Hvis det ikke er nok at undgå de udløsende faktorer, anbefales det at anvende medicin. Lægemidler skal bl.a. udvælges ud fra, hvor alvorlig sygdommen er, og hvor tit symptomerne forekommer. Astmamedicin inddeles i hovedkategorierne hurtigtvirkende og langtidsvirkende.
Bronkodilatorer bør anvendes til kortvarig lettelse. Patienter, som kun har anfald ind imellem, har ikke brug for andre lægemidler. Hvis sygdommen er mild, men vedvarende (med mere end to anfald om ugen), bør man tage en lav dosis inhalerede kortikosteroider eller orale leukotrienantagonister eller enmastcellestabilisator. Til patienter, som har daglige anfald, anvender man en højere dosis inhalerede kortikosteroider. Hvis der sker en moderat eller voldsom forværring, skal man også tage kortikosteroider oralt.
Ændring af livsstil
De mest almindelige udløsende faktorer er allergener, røg (tobak og anden), luftforurening, ikke-selektive betablokkere og mad, der indeholder sulfit. Rygning og passiv rygning kan mindske effekten af lægemidler som kortikosteroider. Bekæmpelse af støvmider med fx luftfiltrering, kemikalier, støvsugning, overmadrasser har ingen virkning på astmasymptomer.
Lægemidler
Lægemidler mod astma inddeles i to hovedkategorier: Hurtigtvirkende, der bruges mod akutte symptomer, og langtidsvirkende, der bruges til at forebygge forværring.
Hurtigtvirkende
Korttidsvirkende beta2-adrenerg receptoragonister (SABA), dvs beta 2-stimulerende medicin, såsom salbutamol er første behandling mod astmasymptomer.
Antikolinerge (cholin-hæmmende) lægemidler, såsom ipratropiumbromid, giver ekstra lindring, når de bruges sammen med SABA hos patienter med moderate eller svære symptomer. Hvis patienten ikke kan tåle SABA, kan man bruge antikolinerge bronkodilatorer.
Ældre og mindre selektive adrenerge agonister, såsom inhaleret adrenalin er næsten lige så effektivt som SABA. Men de anbefales ikke, da de måske stimulerer hjertet for kraftigt.
Langtidsvirkende
Kortikosteroider anses for den mest effektive langtidsvirkende behandling. Det er bedst at tage medicinen som inhalation, bortset fra hvis sygdommen er svær og vedvarende, så kan det være nødvendig med tabletform. Sædvanligvis skal man tage inhalerede kortikosteroider en til to gange om dagen alt efter, hvor alvorlige symtpomerne er.
Langtidsvirkende beta-adrenerge receptoragonister (LABA), dvs beta-stimulerende midler, såsom salmeterol og formoterol kan afhjælpe astma hos voksne, når de tages sammen med inhalerede kortikosteroider. Det er ikke sikkert, det virker hos børn. Hvis man tager dem uden steroider, stiger risikoen for alvorlige bivirkninger,og selv sammen med kortikosteroider kan der være en let forhøjet risiko.
Leukotrienantagonister (såsom montelukast) kan tages i tillæg til inhalerede kortikosteroider typisk sammen med LABA. Der er utilstrækkelige beviser til at understøtte brugen af dem ved akut forværring. Det er den foretrukne ekstrabehandling af børn under fem år efter inhalerede kortikosteroider.
Mastcellestabilisatorer (såsom natriumkromoglicat) er et alternativ til kortikosteroider, som dog ikke anbefales.
Doseringsmetoder
Lægemidlerne doseres typisk med inhalationsspray (MDI) kombineret med en åndingsbeholder (spacer) eller med pulverinhalator. Åndingsbeholderen er en cylinder, der blander lægemidlet med luft, så det bliver nemmere at indtage en fuld dosis af stoffet. Man kan også bruge et forstøverapparat. Forstøverapparater og åndingsbeholdere er lige effektive hos patienter med milde til moderate symptomer, men det vides ikke, om det gør nogen forskel hos patienter med svære symptomer.
Uønskede bivirkninger
Hvis man bruger inhalerede kortikosteroider i konventionelle doser er der en minimal risiko for uønskede bivirkninger. Der er bl.a. risiko for at udvikle grå stær og muskelsvækkelse.
Anden medicin
Når astma ikke reagerer på normal medicin, er der andre muligheder både i akutte tilfælde og til at forebygge opblussen. I akutte tilfælde er det bl.a.:
Ilt for at afhjælpe hypoxi, hvis iltmætningen kommer under 92%.
Intravenøs behandling med magnesiumsulfat har vist sig at udvide bronkierne, når det bruges sammen med anden behandling ved svære, akutte astmaanfald.
Heliox, en blanding af helium og ilt, kan også overvejes i svære tilfælde, der ikke reagerer på behandling.
Intravenøs salbutamol bruges kun i ekstreme tilfælde, da ingen undersøgelse har vist, om det virker.
Tidligere blev Methylxanthiner (såsom theofyllin) brugt meget, men de giver ikke meget ekstra sammen med inhalerede beta-agonister. Det er omdiskuteret, om de skal bruges ved akut forværring.
Ketamin fremkalder dissociativ anæstesi og kan i teorien anvendes, når det bliver nødvendigt med intubering og respirator hos patienter, som er tæt på åndedrætsstop. Der er dog ingen kliniske forsøg, der understøtter det.
Hvis en patient har svær, ukontrolleret astma, der ikke kan styres af inhalerede kortikosteroider og LABA, kan bronkial termoplastik være en mulighed. Det vil sige, at man forsyner luftvejsvæggen med varmeenergi ved hjælp af en serie bronkoskopier. Det kan give flere anfald i de første måneder, men det ser ud til, at de falder efterfølgende. Det vides ikke, hvordan det virker efter første år.
Alternativ behandling
Mange astmapatienter søger alternativ behandling som andre med kroniske lidelser. Undersøgelser viser, at cirka 50% søger en eller anden form for ukonventionel behandling. Der er ikke meget data, der understøtter nytten af de fleste af disse behandlingsmetoder. Der er ikke meget belæg for, at C-vitamin skulle hjælpe. Akupunktur kan heller ikke anbefales, da der ikke er belæg for, at det hjælper. Intet tyder på, at ioniske luftrensere virker på astmasymptomer eller giver bedre lungefunktion. Det gælder både positive og negative iongeneratorer.
Ikke meget tyder på, at "manuel terapi", såsom osteopati, kiropraktik, fysioterapi og respirationsterapi virker på astma. Buteyko åndedrætsmetoden til kontrol af hyperventilering kan føre til et mindre medicinforbrug, men det hjælper ikke på lungefunktionen. Derfor mente et ekspertpanel ikke, at der var evidens nok til at anbefale det.
Prognose
Prognosen for astma er generelt god især for børn med mild astma. I de sidste årtier er dødeligheden faldet på grund af bedre diagnosticering og behandling. Globalt set fører det til moderat eller svær funktionsnedsættelse hos 19.4 millioner mennesker per 2004 (16 millioner af dem bor i lande med lave eller mellemindkomster). Halvdelen af alle børn, der får astma, lider ikke af det efter ti år. Der er konstateret ændringer i luftvejene, men det vides ikke, om dette er til gavn eller skade.Det ser ud til, at kortikosteroider forhindrer eller mindsker nedsat lungefunktion.
Epidemiologi
I 2011 led 235–300 millioner mennesker i verden af astma, og cirka 250.000 mennesker dør af sygdommen hvert år. Procenten svinger fra land til land mellem 1% og 18%. Det er mere udbredt i i-lande end i u-lande. Derfor er procenten lavere i Asien, Østeuropa og Afrika. I i-landene er sygdommen mest udbredt blandt socialt udsatte, mens den derimod mest rammer de velstående i u-landene. Det er uvist, hvorfor der er denne forskel. Lande med lave og mellemindkomster står for mere end 80% af dødeligheden.
Astma rammer drenge dobbelt så hyppigt som piger, men for svær astma er procenten den samme. Til gengæld forekommer sygdommen oftere hos voksne kvinder end mænd, og den er mere udbredt blandt unge end hos ældre.
På verdensplan er astma blevet mere udbredt fra 1960'erne til 2008, og det har været anerkendt som et stort offentligt helbredsproblem siden 1970'erne. I i-landene var tallene højest midt i 1990'erne, da stigningen på det seneste har fundet sted mest i u-landene. Cirka 7% af USA's befolkning har astma, og i Storbritannien er det 5%. I Canada, Australia og New Zealand er tallene omkring 14–15%.
Historie
Astma var kendt i Det gamle Egypten, og det blev behandlet ved at drikke en mikstur af røgelse, der blev kaldt kyphi. Sygdommen blev navngivet som et specifikt åndedrætsproblem af Hippokrates omkring 450 f.Kr. Det moderne navn er baseret på det græske ord for "stønnen". I 200 f.Kr. mente man, at det i hvert fald delvis skyldtes følelser.
I 1873 prøvede en af de første moderne medicinske afhandlinger at forklare sygdommens patofysiologi, mens en afhandling i 1872 konkluderede, at astma kan kureres ved at gnubbe brystet med kloroform liniment. Medicinsk behandling i 1880 omfattede intravenøs behandling med et stof ved navn pilocarpin. I 1886 udarbejdede F.H. Bosworth en teori om en forbindelse mellem astma og høfeber. Adrenalin blev først nævnt som behandling af astma i 1905. Man begyndte at anvende oralt indtagede kortikosteroider i 1950'erne, mens inhalerede kortikosteroider og selektive, korttidsvirkende beta-agonister blev almindelige i brug i 1960'erne.
Fra 1930'erne til 1950'erne var astma kendt som en af de "syv hellige" psykosomatiske sygdomme. Man mente, årsagen var psykisk, og behandlingen var tit baseret på psykoanalyse og anden samtaleterapi. Psykoanalytikerne tolkede den astmatiske, hvæsende hiven efter vejret som barnets undertrykte råb på sin mor, og derfor mente de, at behandling for depression var særligt vigtig for individer med astma.
Astma (også skrevet asthma) eller reversibel obstruktiv luftvejssygdom er en immunologisk sygdom, der medfører mere eller mindre reversible anfald af åndenød. Det er en form af type-1-hypersensitivitet, hvor bronkiolerne er mindre end normalt på grund af betændelse og spasmer i vævet i luftvejsvæggene. En astmatiker kan opleve piping (en pibende lyd, der følger åndedrættet) i brystet og åndenød særligt efter fysisk arbejde, sindsbevægelser, ekstreme temperaturer, kontakt med allergener eller ved infektioner. Men også på bestemte tider eller i forbindelse med at man står op eller går i seng. Ved pludselige anfald af åndenød kan medicinsk førstehjælp eller sygehusindlæggelse være nødvendigt. Astma bliver behandlet med en række medikamenter som inhalation eller oral indtagelse og også injektion.
Første gang begrebet astma (græsk ἂσθμα, "kortåndethed"). blev brugt var i Iliaden af Homer. Han brugte ordet om den frygtelige kvælning, Hektor døde af. (Iliaden, Sang 15, v. 9–11). Ordet blev brugt med betydingen ‘kort-åndethed’ af Aischylos i Perserne og af Platon i Republikken. I den nuværende medicinske betyding blev begrebet først brugt af Hippokrates i Aforismerne.
Symptomer og tegn
Hovedsymptomet på astma er piping i brystet som resultat af obstruktion af luftvejene. Hoste, nogle gange produktiv med klart slim, er også almindelig. Symptomerne er meget forskellige, ofte med en pludselig begyndelse og udløst af de ovenfor nævnte faktorer. Symptomerne er ofte tydeligere om natten eller ved opvågning. Øget luftvejsobstruktionen fører til åndenød. Astma kan optræde sammen med sure opstød særligt hos ældre.
Tegn på astma er piben i brystet, hurtig vejrtrækning, længere udåndingsfase end indåndingsfase, indtrækning af vævet mellem ribbenene og over kravebenet og skulderbladene, oppustning af brystkassen og rhonchi (boblende lyde hørbare i stetoskop). Ved alvorlige anfald kan patienten være cyanotisk (blå som resultat af iltmangel); patienten kan have brystsmerter og kan i særligt alvorlige tilfælde miste bevidstheden. Mellem anfaldene er mange patienter symptomfri.
Diagnose
I de fleste tilfælde kan lægen stille diagnosen på grundlag af typiske symptomer og tegn. De typiske hurtige ændringer i luftvejsobstruktion kan påvises ved fald i lungefunktionen ved tests udført spontant, efter fysisk aktivitet eller efter inhalation af histamin eller metakolin; og ses af bedring efter inhalation af et bronkodilator+medikament. Blodprøver viser gerne, at eosinofilniveauet og IgE-nivauet er højere end normalt.
Mange med astma har allergier: Positive allergitester støtter astmadiagnosen og kan være til hjælp for at finde udløsende faktorer, det er muligt at undgå. En del astmatikere har fået påvist gastroøsofagal refluksygdom (GERD). I nogle af de tilfælde kan det vise sig, at GERD er det underliggende problem. Andre undersøgelser som røntgenbillede eller CT-scanning kan være nødvendige for at udelukke andre lungesygdomme.
I de senere år har man også fundet, at en del patienter med persistent moderat til alvorlig astma også har obstruktiv søvnapné . I disse tilfælde viser det sig ofte, at behandling af søvnapneen også bedrer behandlingsprognosen for astma.
Patienter med persistent sygdomsbillede og dårlig behandlingsrespons bør også udredes for eventuel alfa 1-antitrypsinmangel.
Patologi
Mekanismer
Man tror nu, at aktivering af udsatte sansningsnerver som C-fiber udløser den indledende bronkokonstriktion.
Aktivation af mastceller af allergenen fører til udløsning af store mængder histamin og IgE.
Lymfocytter infiltrerer den bronkiale mucosa («fodringen» af luftvejen).
Hævelse (ødem) af den bronkiale mucosa.
Den glatte muskulatur i bronkiolerne tykner og indsnævrer derved passagen.
Øget niveau af eosinofile granulocyter
Mucus-plugger
Remodellering (forvrængning) af luftvejen.
Patogenese
Det underliggende problem ser ud til at være immunologisk: Unge børn med tidlige stadier af astma viser tegn på stærk betændelse i luftvejene.
Man har fundet, at relativ alfa 1-antitrypsinmangel er overrepræsenteret i patienter med atopisk astma.
Epidemiologien kaster lys på patogenesen: Hyppigheden af astma ser ud til at være øgende verden over; astma er almindeligere i mere velstående lande og desuden i højere socioøkonomiske grupper inden for de enkelte lande.
En hypotese er, at astma er en “hygienisk sygdom”: I naturen bliver småbørn udsat for bakterier lige efter fødslen, og de “slår dermed” Th1-lymfocyt-cellerne til i immunsystemet som tager sig af bakterielle infektioner. Hvis denne påvirkning ikke er tilstrækkelig (hvilket nogle tror den ikke er i moderne, rene omgivelser), kan astma og andre allergiske sygdomme udvikle sig. Denne «hygienehypotese» kan måske forklare forøgelsen i astma blandt velstående grupper.
En anden hypotese, der ligner den forrige en smule, går på den del af vort immunsystem, der hjælper os med at kontrollere parasitter som bændelorm. Th2-lymfocytene og eosinofil-cellene, der værner os mod indvoldsorme er de samme, der spiller en central rolle i allergiske reaktioner. I den vestlige verden er disse parasitter nu blevne sjældne – men immunresponssystemet er det samme og bliver udløst af visse allergener hos en del mennesker.
En tredje hypotese giver luftforurening skylden for øgningen i antallet astmatikere. Mens det er velkendt, at omfattende udsættelse for visse industrikemikalier kan medføre akutte astmaanfald, er det ikke bevist, at disse udgør den specifikke årsag til stigningen i astmatilfælde. I Vesteuropa er udslippet af de fleste atmosfæriske luftforureningsstoffer gået markant ned i de sidste 40 år, mens astmafrekvensen er gået op.
Typiske udløsende faktorer inkluderer:
Inhalerede allergener, så som:
Husstøvmider.
Kakerlakafføring.
Pollen af f.eks. hassel, el, birk, ær, græs og burod.
Mugsvampesporer.
Hudskæl af husdyr.
Irritanter som f.eks. tobaksrøg, udstødning fra motorer, mekanisk støv, svovldioxid eller parfume og andre stærke lugte.
Kold luft.
Fysisk aktivitet.
Luftvejsinfektion.
Aspirin (acetylsalicylsyre) og lignende medikamenter.
Emotionelt stress.
Behandling
Symptomatisk
Episoder med piping i brystet og åndenød responderer oftest på inhalationsbronkodilatorer, som virker ved at de afspænder den glatte muskulatur i luftvejsvæggene. Ved alvorligere tilstande er det ofte nødvendigt at give patienten inhaleret, oral eller intravenøs kortison som undertrykker betændelsen og reducerer hævelsen i luftvejsvæggerne.
Bronkodilatorer (almindeligvis inhalerede)
Korttidsvirkende selektiv beta 2-agonist (f.eks. albuterol (salbutamol), terbutaline)
Antimuskariniske preparater (f.eks. ipratropium, oxitropium)
Ældre præparater med en mindre selektiv effekt på adrenergiske reseptorer er epinephrine og ephedrine i tablet- eller inhalationsform; i modsætning til andre lægemidler for astma er disse receptfrie lægemidler i USA (som Primatene).
Systemiske kortisonpreparater (f.eks. prednisone, prednisolone, dexamethasone).
Oxygen til lettelse af oxygenmangelen, der viser sig ved ekstreme astmaanfald.
Hvis GERD er en del af anfaldet, så er det nødvendigt at behandle det, så det ikke udløser betændelsesprocessen igen.
Forebyggende
Udløsende faktorer som husdyr og aspirin bør udredes og behandles med. Astmatikere med mere eller mindre daglige symptomer vil oftest have udbytte af regelmæssig medicinbrug. Den mest effektive forebyggende lægemiddeltype er kortisonpreparater til inhalation.
Inhalerede kortisonpreparater (fluticasone, budesonide, beclomethasone, mometasone)
Langtidsvirkende betaadrenerge antagonister (salmeterol, formoterol)
Leukotrienmodifikatorer (montelukast, zafirlukast)
Mastcellestabilisatorer (natriumkromoglikat (lomudal, nedocromil)
Næseskylning menes at kunne lindre eller afhjælpe astma.
Se også
Allergisk astma
Anafylaktisk shock
Aspirinudløst astma
Kronisk astmatisk bronkitis
Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL)
Trichloramin
Fodnoter
Mujica, V.R.; Rao S.S.: «Recognizing atypical manifestations of GERD; asthma, chest pain, and otolaryngologic disorders may be due to reflux.» Postgrad Med J 1999;105:53-55. PMID 9924493.
Jenkins, C.; Costello, J.; Hodge, L.: «Systematic review of prevalence of aspirin induced asthma and its implications for clinical practice.» BMJ 2004;328:434. PMID 14976098.
Inwald, D. ... [et.al.]: «Oxygen treatment for acute severe asthma.» BMJ 2001;323:98-100. PMID 11451788.
Noter
Eksterne henvisninger
Se demonstrationsfilm af, hvordan du bruger din astmainhalator på medicin.dk
Allergi
Luftvejssygdomme |
2909 | https://da.wikipedia.org/wiki/Astrallegeme | Astrallegeme | Et astrallegeme er, ifølge forskellige trosretninger (heriblandt antroposofien og teosofien), et ikke-materielt, usynligt legeme knyttet til den menneskelige bevidsthed. Astrallegemet har form omtrent som den menneskelige krop, og antages ofte at befinde sig på astralplanet.
Se også
Astralprojektion
Aura
Nærdøds-oplevelser
Ud af kroppen-oplevelse
Sjælerejser
Eksterne henvisninger
Astralrejser
Spiritualitet
Okkultisme
Shamanisme |
2910 | https://da.wikipedia.org/wiki/Astrid%20Lindgren | Astrid Lindgren | Astrid Lindgren (født Astrid Anna Emilia Ericsson 14. november 1907 i Näs ved Vimmerby i Småland, død 28. januar 2002 i Stockholm) var en svensk forfatter kendt over hele verden især for sine børnebøger om blandt andre Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg.
Livsforløb og familieliv
Astrid Ericsson blev født den 14. november 1907 og voksede op på præstegården Näs i Vimmerby i Småland, som hendes forældre Samuel August Ericsson (1875-1969) og Hanna Jonsson Ericsson (1879-1961) forpagtede. Astrid var andet barn i en søskendeflok på fire: storebroren Gunnar (1906-1974) og lillesøstrene Stina (1911-2002, gift Hergin) og Ingegerd (1916-1997, gift Lindström).
Fra Astrid var fem år, kunne hun læse og læste alt, hvad hun kom i nærheden af. Som 13-årig fik hun udgivet en stil i lokalavisen, hvor hun senere blev ansat.
Som 18-årig og journalistelev på Vimmerbytidningen blev hun gravid. Barnets far, avisens chefredaktør, ville gifte sig med hende, hvilket hun afslog og flyttede til Stockholm. Sønnen Lars blev født den 4. december 1926 på Rigshospitalet i København. Han døde i 1986. Hun havde fået hjælp fra en advokat til at klare formaliteterne, og Rigshospitalet viste sig at være det eneste sygehus i Skandinavien, der tog imod fødende kvinder uden at orientere myndighederne, så hun undgik at oplyse, hvem faderen til barnet var. Sønnen var i familiepleje hos familien Stevens de første år, før han i 1929 blev hentet hjem til Stockholm, efter at hans plejemor var blevet syg. I mellemtiden havde Astrid sparet op af sin beskedne løn og besøgt sønnen, så tit hun kunne. I begyndelsen boede de i et værelse, hun havde lejet, og da der ikke var børnehaver eller dagplejer, var det værtinden, der passede sønnen i dagtimerne. Næste forår blev drengen anbragt hos forældrene på Näs. I Stockholm uddannede Astrid sig til sekretær og fik arbejde som kontorist og stenograf. Hun blev boende i Stockholm resten af livet.
I 1928 begyndte Astrid som sekretær i Motormännens Riksförbund, hvor hun mødte sin kommende ægtemand, Sture Lindgren (1898-1952), som var forbundets kontorchef. De giftede sig i april 1931, og hun tog hans efternavn. De flyttede ind i en toværelses lejlighed i Vulcanusgatan, og Lars blev hentet til Stockholm. Sammen fik Astrid og Sture datteren Karin den 21. maj 1934. Astrid Lindgren holdt da op med at arbejde ude og var hjemme hos børnene til 1937. Hver aften fortalte hun eventyr for dem.
I 1941 flyttede familien til en lejlighed i Dalagatan 46 med udsigt over Vasaparken. I tråd med sit beskedne og uhøjtidlige væsen boede hun resten af sit liv i den treværelses lejlighed.
Karin giftede sig i 1958 med Carl-Olof og bærer efternavnet Nyman. Sønnen Lars var da allerede gift, og Lindgren måtte vænne sig til at leve alene, da Sture døde i 1952.
Arbejdsliv
Parallelt med sit store forfatterskab arbejdede Astrid Lindgren, fra hun var 40 år og de næste 25 år som forlagsredaktør på forlaget Rabén & Sjögren, der udgav alle hendes bøger. Hendes voksenliv og arbejdsliv, bortset fra forfatterskabet, kender man ikke meget til, da hun værnede om sit privatliv.
Forfatterskabet
Lindgren har beskrevet sin far, Samuel August, som en stor fortæller, der ned til de mindste detaljer kunne livagtiggøre mennesker, miljø og situationer i det smålandske landskab. Faren var meget vigtig for hende, og flere af hans historier genfinder man i hendes bøger. Forældrenes kærlighedshistorie finder man i Samuel August fra Sevedstorp og Hanna i Hult: barndomsminder og essays, der udkom på svensk i 1975.
Meget af forfatterskabet er præget af opvæksten i Småland i begyndelsen af 1900-tallet. Herfra hentede hun naturen og miljøet til de fleste af sine bøger.
I 1930'erne skrev hun to historier til magasinet Landsbygdens jul. Selve forfatterskabet begyndte med historien om Pippi Langstrømpe og varede helt til den sidste bog om Ronja Røverdatter, der udkom, da Lindgren var 74 år gammel.
Historierne om Pippi Langstrømpe begyndte i vinteren 1941, da den syv år gamle Karin lå syg med lungebetændelse og bad sin mor fortælle en historie om Pippi Langstrømpe, et navn hun spontant fandt på. Historierne voksede, men det kneb med at få dem skrevet ned. Først tre år senere, da Astrid Lindgren forvred foden, fik hun nedskrevet historierne for at give dem til Karin som gave på hendes 10-års-fødselsdag.
I 1944 udkom Astrid Lindgrens første bog Britt-Mari lättar sitt hjärta, der gav hende andenpladsen i en børnebogskonkurrence. Året efter vandt hun med manuskriptet om Pippi Langstrømpe, som hun i en anden version havde fået retur fra et forlag. Pippi Langstrømpe blev begyndelsen på en ny epoke i børnebogsverdenen, og hun blev et symbol på det frie menneske, der trodser konventioner og autoriteter og befrier barnet og børnelitteraturen for tung moralisme.
Da Lindgren debuterede som forfatter, var hun inde i en periode med sygdom, ængstelse og bekymring for familien. Særligt efteråret 1944 havde været meget krævende, og hun var spontant begyndt at skrive med stor glæde. Skriveriet blev en flugt fra virkeligheden og en terapi, når bekymringerne satte ind, og hun kom styrket ud. Når jeg skrev, var jeg utilgængelig for alle problemer.
For børn har Lindgren skrevet idylliske historier, detektivhistorier og bøger om ensomme børn. Desuden har hun skrevet essays og bøger for voksne, samt billedbøger, sangtekster og film- og teatermanuskripter. Omkring 40 film er baseret på hendes bøger.
Ifølge Jo Tenfjord lo Lindgren altid af dem, der ville psykologisere hendes bøger. Hvis nogen var prætentiøse på hendes vegne og stillede spørgsmål, som hun syntes var uvæsentlige, kunne hun pludselig spørge på smålandsk dialekt: "Hvor meget koster en almindelig brun hest?" Der er sagt om hende, at hun beholdt barnet i sig hele livet. Selv sagde hun, at hun altid havde "en sorts lekfullhet inför livet". Hun mente, at børn havde en særlig humor, og at den skulle være til stede i bøger for børn. Ligeledes lå det hende på sinde, at børn skulle kende til sorg, ondskab og død. Det findes i verden, og børn må forholde sig til det. Særlig i historien om Brødrene Løvehjerte skriver hun om døden. Et kendt citat fra bogen er:
På spørgsmålet om, hvorfor hun valgte at skrive for børn, har hun svaret:
Astrid Lindgren modtog i 1958 den internationale H.C. Andersen-medalje, også kaldet børnelitteraturens Nobelpris.
Der er blevet gættet på, at Lindgren gemte sig bag pseudonymet Bo Balderson.
Oversættelser
Lindgrens bøger er blevet oversat til næsten 90 sprog i 102 lande og har solgt over 100 millioner eksemplarer.
Pippi Langstrømpe var den første af Lindgrens bøger, der blev oversat til tysk. Den var allerede blevet afvist af fem tyske forlag, før et nystartet forlag i 1949 udgav bogen. Lindgren forblev trofast over for forlaget, som blandt andet af den grund er blevet et af de største i Tyskland.
Den franske oversættelse af Pippi Langstrømpe kom i 1951 og var strengt censureret for det, som blev anset for at være anarkisme og provokationer. På fransk hedder hun Fifi Brindacier, og den ucensurerede udgave kom først på fransk i 1995.
Politisk engagement
Astrid Lindgren var meget politisk aktiv, og i de sidste 30 år af sit liv deltog hun ofte i samfundsdebatten.
Hun var mod svensk medlemskab af EU, forsvarede husdyrs rettigheder og var aktiv i miljødebatten.
Den 10. marts 1976 blev der i dagbladet Expressen trykt et af hendes eventyr, Pomperipossa i Monismanien, efter at Lindgren havde opdaget, at hun betalte 102 procent i skat. Finansminister Gunnar Sträng sagde under riksdagsdebatten, at forfatteren måtte have regnet forkert, at hun var god til eventyr, men ikke kunne regne. Han måtte senere erkende, at det ikke var tilfældet. Astrid Lindgren, der havde haft ret fra begyndelsen, foreslog, at de to skulle bytte arbejde, nu hvor det havde vist sig, at det var Sträng, der var god til eventyr, men ikke kunne regne.
Begivenheden gav anledning til et skatteoprør i Sverige, og socialdemokraterne fik kritik for udformningen af skattesystemet og de hånlige bemærkninger, finansminister Sträng og regeringen havde udtalt om Lindgren. Samme efterår tabte de svenske socialdemokrater med Olof Palme i spidsen regeringsmagten ved riksdagsvalget, og de borgerlige kunne danne regering for første gang siden 1936.
Nogle år senere, i 1988, blev en ny dyreværnslov vedtaget under statsminister Ingvar Carlsson. Den fik navnet Lex Lindgren, men Lindgren omtalte den som "fesen", da den ikke holdt det, den lovede. Hendes engagement var alligevel med til i højere grad at åbne forbrugernes øjne for dyrs rettigheder.
Den 3. september 1997 oprettede Astrid Lindgren stiftelsen "Min ko vill ha roligt" (min ko vil have det sjovt), som arbejder for dyrs rettigheder.
I forbindelse med at Lindgren blev tildelt de tyske boghandleres fredspris i 1978, skrev hun talen Aldrig våld! ("Aldrig vold!"). Efter at have læst talen, ønskede arrangørerne ikke, at hun skulle holde den, fordi talen sammenlignede vold i hjemmet med vold i verden, hvilket de mente ville oprøre det tyske publikum. Lindgren selv mente, at når man gav prisen til en børnebogsforfatter, måtte man regne med, at hun ville tage udgangspunkt i børnenes verden, og hvis hun ikke fik lov til at holde talen, ville hun ikke møde op. Hun holdt talen, der blev trykt i store oplag og fik gennemslagskraft. Året efter fik Sverige en lov mod børnemishandling.
Før Sveriges folkeafstemning om kernekraft i 1980, tog Lindgren klar stilling imod den.
Gennem hele livet kæmpede Lindgren først og fremmest for børns rettigheder. Margareta Strømstedt skriver flere steder i sin biograf om hende, at Lindgren havde dårlig samvittighed over ikke at kunne tage sig af sin søn de første år. Det kan have været en af årsagerne til, at hun var så stærkt engageret i børns rettigheder, ikke mindst i sine bøger.
Begravelsen
Astrid Lindgren døde den 28. januar 2002 i sin lejlighed efter kort tids sygdom på grund af en virusinfektion. Allerede i 1988 havde hun truffet aftale med en kvindelig præst om sin begravelse. Lindgren blev begravet på kvindedagen den 8. marts 2002 fra Storkyrkan, domkirken i Stockholm. Hun blev 94 år.
Priser i Astrid Lindgrens navn
Astrid Lindgren-prisen blev indstiftet i 1967 af bogforlaget Rabén & Sjögren og gives som en påskønnelse af svenske forfattere i børnebogsgenren.
Litteraturprisen til minde om Astrid Lindgren blev indstiftet i 2002 af Sveriges regering. Prisen uddeles til børnebogsforfattere, illustratorer eller organisationer, som fremmer børn og unges læsning og rettigheder i Astrid Lindgrens ånd.
Biografier og bøger om Astrid Lindgren
Astrid Lindgren – en livsskildring af Margareta Strømstedt, 1977, 1999.
Astrid Lindgren – Vildtoring och lägereld af Vivi Edström, 1992.
Astrid Lindgren och sagans makt af Vivi Edström, 1997.
Astrid i vida världen af Kerstin Kvint, 1997.
Grattis Astrid 90 år af Rabén & Sjögren, 1997.
Astrid från Vimmerby af Lena Törnqvist, 1998.
Pippi og Sokrates: filosofiske vandringer i Astrid Lindgrens verden af Jørgen Gaare og Øystein Sjaastad 2000.
Pippi Långstrump als Paradigma. Die deutsche Rezeption Astrid Lindgrens und ihr internationaler Kontext af Astrid Surmatz 2005.
Från Astrid till Lindgren af Vladimir Oravsky, Kurt Peter Larsen og anonym, 2007.
Denne dag, et liv – en Astrid Lindgren-biografi af Jens Andersen, Gyldendal, 2014.
Opkaldt efter Astrid Lindgren
Astrid Lindgrens skola, Vimmerby.
Astrid Lindgrens gata, Vimmerby, Norrtälje og Ystad.
Astrid Lindgrens Terrasse, Stockholm (del af Vasaparken).
Astrid Lindgrens Barnsjukhus, Solna.
Astrid Lindgrens berg, Hansta naturreservat (1989).
Astrid Lindgrens Vej, Silkeborg.
Asteroide nr. 3204.
De svenske forskningsatellitter Astrid 1 (1995) og Astrid 2 (1998).
Astrid Lindgren-skolerne (Die Astrid-Lindgren-Schulen) i Tyskland, kaldet AL-Schule, over 100 skoler.
Eventyret om Astrid Lindgrens barndom, Christina Björk og Eva Eriksson.
Udvalgte bøger af Astrid Lindgren
Pippi Langstrømpe.
Karlsson på taget.
Emil fra Lønneberg.
Kalle Blomkvist.
Mio, min mio (1954).
Grynet (1960 – på svensk Madicken).
Vi på Krageøen (1964 på baggrund af manuskriptet til en TV-serie).
Brødrene Løvehjerte (1973) (Filmatiseret i 1977 af Olle Hellbom).
Ronja Røverdatter (1981) (Filmatiseret i 1984 af Tage Danielsson og musical i 1991).
Alle vi børn i Bulderby (1949).
Priser og udmærkelser
1945 – Svenska Dagbladets litteraturpris.
1950 – Nils Holgersson-plaketten.
1956 – Deutscher Jugendliteraturpreis.
1958 – H.C. Andersen-medaljen.
1963 – Astrid Lindgren blev som den første børnebogsforfatter indvalgt i Samfundet De Nio.
1970 – Expressens Heffaklump.
1970 – Tysk boghandels fredspris.
1970 – Litteraturfrämjandets hæderspris Guldskeppet.
1971 – Svenska Akademiens store pris.
1975 – Litteris et Artibus.
1977 – Svenska Deckarakademins pris för børn- og ungdomskrimier.
1978 – Illis Quorum.
1986 – Stiftelsen Selma Lagerlöfs litteraturpris.
1987 – Tolstojmedaljen.
1990 – Gustaf Fröding-stipendiet.
1994 – Right Livelihood Award-prisen for hendes unikke forfatterskab tilegnet børns rettigheder og respekt for deres individualitet.
1997 – Mensaprisen.
1997 – Årets svensker i verden.
2000 – Æresdoktor ved Linköpings Universitet.
2001 – Grammis (Juryns hederspris) – "for her unique authorship dedicated to the rights of children and respect for their individuality."
Noter
Eksterne henvisninger
Astrid Lindgren (på svensk)
DR Tema om Astrid Lindgreni anledning af forfatterens 100 års fødselsdag.
Se også
Svensksprogede forfattere
Unge Astrid - en film fra 2018
Fantasyforfattere
Børnebogsforfattere fra Sverige
Medlemmer af Samfundet De Nio
Svensksprogede forfattere fra Sverige
Kvindelige forfattere i det 20. århundrede
Modtagere af Pråsprisen |
2913 | https://da.wikipedia.org/wiki/Astrologi | Astrologi | Astrologi (fra græsk: αστρολογία = άστρον, astron, "stjerne" + λόγος, logos, "lære") eller stjernetydning er læren om angivelige forbindelser mellem himmellegemer og Jorden, samt kunsten at spå om fremtidige hændelser og skæbner, baseret på stjernernes stilling.
Her indgår ulige esoteriske og pseudovidenskabelige traditioner eller systemer, ifølge hvilke kendskab til himmellegemers, primært solen, månen og planeternes indbyrdes positioner og relative bevægelser kan bruges til at forklare menneskelige egenskaber, og til dels forudsige vigtige begivenheder i et menneskes liv. En udøver af astrologi kaldes en astrolog.
Traditionel astrologi
I Babylons storhedstid skelnede man ikke mellem videnskab og magi, spådomme og udregning af kalendere. De græske jonere antog den babylonske astronomi, men afviste astrologien. Først 300 år senere, efter Aleksander den Stores erobring, gjorde astrologien sit indtog i den græske verden. Det samme gentog sig ved Romerrigets sammenbrud. Middelalderens intellekt var tågelagt af fænomener som astrologi og alkymi; først ved oplysningstidens frembrud kom der gradvis orden i sagerne. Noget har dog overlevet, som når vi bliver syge af "influenza"; ordet er italiensk for "indflydelse", og viser til den gang, man tænkte sig, at influenza og anden sygdom skyldtes stjernernes indflydelse.
Kendte astronomer som Tycho Brahe og Johannes Kepler beskæftigede sig med at sætte horoskoper op.
Forskellen på den vesterlandske og indiske astrologi er groft sagt, at man i den vesterlandske følger præcessionen og dermed årstiderne (tropisk astrologi), medens man i den indiske orienterer sig efter fiksstjernerne (siderisk astrologi), således at tegnene, der i øvrigt har samme navne, ligger fast i forhold til fiksstjernekredsen. Desuden er zodiaken i den indiske astrologi inddelt i 27 såkaldte månehuse.
Kinesisk astrologi er baseret på en tolvårsrytme svarende til et omløb af planeten Jupiter. I den keltiske astrologi opereres med 13 tegn.
Moderne vesterlandsk astrologi
I vore dage praktiseres astrologien stadig. De fleste danske ugeblade og magasiner bringer de meget populære stjernetegnshoroskoper. Ifølge professionelle astrologer er det dog kun individuelle horoskoper baseret på en personers fødested og fødselstidspunkt der kan tillægges værdi som kilde til selvindsigt og terapeutisk værktøj.
I lighed med astronomer benytter moderne astrologer data i form af astrologiske tabeller, såkaldte ephemerider, som indeholder informationer om himmellegemernes skiftende positioner.
Nogle astrologer er af den opfattelse at himmellegemernes indbyrdes positioner afspejler sider af et menneskets liv uden at determinere det. Denne opfattelse kaldes af de pågældende astrologer synkronicitet. Begrebet optræder hos Paracelsus og er siden benyttet af Jung.
Andre astrologer hævder derimod at sammenhængen mellem himmelske og jordiske hændelser er kausal. Et trivielt eksempel på at himmelske forhold styrer jordiske begivenheder er at vi går på arbejde om dagen, dvs. når Solen er over horisonten, og sover om natten, når den er under horisonten.
Der findes astrologer som forsøger at forklare astrologien ud fra videnskablige principper, men for de fleste er astrologi en teknik som forener intuitive og analytiske fremgangsmåder.
Kritik af astrologien
I marts 1958 blev 2.000 spædbørn, født den måned i London med kort tids mellemrum, udvalgt til at deltage i et videnskabeligt eksperiment. Forskerne fulgte dem de følgende 45 år, og kunne i 2003 oplyse, at forskningsresultaterne afsandede enhver sammenhæng mellem fødselsøjeblik og videre liv. Man studerede 100 ulige faktorer, indbefattet IQ, uddannelse, civilstand, angstniveau, aggressivitet og andre egenskaber, som astrologer hævder at kunne forudsige ud fra himmellegemernes stilling på fødselstidspunktet. Geoffrey Dean fra universitetet i Perth og hans team gennemgik yderligere 40 studier, der involverede spådomme fra 700 astrologer, og konkluderede med, at astrologernes påstande samsvarede med resultaterne ved ren gætning.
Hvis man opfatter astrologi som en nomotetisk videnskab, dvs. en disciplin der på baggrund af systematiserede iagttagelser opstiller generelle lovmæssigheder, er astrologiens påstande som andre videnskabelige teorier sårbare for kritik. De påstående sammenhænge mellem himmelske og jordiske begivenheder burde i givet fald kunne verificeres, eller for så vidt som de har karakter af konkrete forudsigelser, falsificeres.
De fleste videnskabsfolk anser i dag astrologi for pseudovidenskab. Talrige videnskabeligt udførte forsøg har ikke kunnet påvise nogen af de antagede sammenhænge mellem himmelske og jordiske begivenheder. Troværdigheden af astrologien er yderligere undergravet ved, at stjernetegnene ikke eksisterer som fysiske ansamlinger af stjerner, men kun opleves således i kraft af et simpelt synsbedrag. Endvidere ødelægges troværdigheden ved, at de folkeligt stærkt benyttede "soltegn" (det stjernetegn, man mener, man er født i), ikke længere passer pga. jordaksens præcession. Mere generelt hviler astrologiens antagelser om at bestemte symbolske essenser (f.eks. karakteren af et stjernebillede) findes som virkelige fysiske fænomener ude i verden (makrokosmos) hvor de via skjulte korrespondenser påvirker det enkelte menneskes tilværelse (mikrokosmos), på antagelser der er typiske for vestlig okkult tradition siden antikken, og som i dag rubriceres som overtro. Det sidste er et relativistisk begreb, da der ikke kan være noget over naturen og derfor ikke noget egentlig overtroisk. Man kan derfor kun mene, at noget er overtro. Man kan ikke vide, om det er det.
Astrologi og moderne videnskabsfilosofi
Astrologiens metoder hører som alle psykologiske tolkningsmodeller ind under begrebet åndsvidenskab og anses derfor i almindelighed som værende pseudovidenskabelige. De står i klar modsætning til almindelig videnskabelig forskning, da de ikke lever ikke op til kravene for anerkendt videnskabsteoretisk opstilling. Disse kræver ifølge kritisk rationalisme mulighed for falsifikation. De hører ind under begrebet tro i form af antagelser, der af mangel på falsificerbarhed hverken kan be- eller afkræftes. De har således intet empirisk grundlag for at komme i betragtning som en egentlig videnskabelig teori.
Man kan ifølge den kritiske rationalismes filosofi kun afgøre, hvad en ting ikke er, og kun efter intersubjektiv målestok. Aldrig hvad den er, da der ikke findes nogen sikker objektiv bedømmelse af noget som helst. Forsøg herpå betegnes som empirisk generalisering, hvilket erfaringen viser at kunne føre til fejlagtige konklusioner. Fasifikation anses således som mere sikker end verifikation . Denne tydelige begrænsning af det videnskabelige erkendelsesområde indeholder til gengæld en høj grad af relativ sikkerhed for de ved gendrevet falsifikation vedtagne teoriers rigtighed. Således kan ingen tro helt afvises. Men denne kan naturligvis kun anerkendes som værende af personlig karakter og altid bero på et frit valg af verdenssyn, hvis tolkning ligger udenfor det intersubjektive erfaringsområde. Den kan derfor i empirisk forstand aldrig komme i betragtning som nogen egentlig videnskabelig teori.
Samtidig kan kategorisering af moderne astrologi som overtro, hvilket er almindeligt indenfor logisk positivisme, ifølge Karl Popper afvises som en i videnskabsfilosofisk forstand ikke-bevislig påstand, da den forsøger at falsificere en teori, der af mangel på mulighed for intersubjektiv erfaring netop ikke er falsificerbar. De manglende forudsætninger for at opstille en videnskabelig teori udelukker samtidig en sikker begrundelse for at kunne afvise astrologien som overtro. Forsøg på at omgås denne regel må således ifølge Popper anses for at være lige så meningsløse som forsøg på at give det pågældende system eller trosform almindeligt anerkendt videnskabelig gyldighed. Det skyldes, at ingen tro kan afvises som andet end tro. Mennesket kender ikke naturen og kan derfor ikke med sikkerhed udtale sig om det såkaldt "overnaturlige". Teoretisk set er intet overnaturligt. Kun videnskabeligt uforklarligt som værende udenfor det intersubjektive erfaringsområde. Det samme gælder i princippet for alle trosformer, som har et verdenssyn, der kan forsvares gennem filosofisk logik.
Forskellen mellem tro og overtro bliver dermed et spørgsmål om logisk begrundelse for frit valg af metafysisk verdenssyn og kan efter Poppers mening aldrig blive et videnskabeligt spørgsmål. Med respekt for det frie valg kan man således frit mene, at ens eget åndelige verdenssyn er den "rigtige" tro, mens det fravalgte kan forkastes som "overtroisk". Men det vil naturligvis altid bero på en personlig vurdering. Mangel på gensidig respekt trosformerne imellem er farlig og medvirkende til at udvikle fanatisk brug af teorier, der hver især udmærket kan være rigtige, men som til syvende og sidst ikke kan bevises. Det er værd at bemærke, at det samme gælder for enhver form for videnskabsteori. Men dog med den væsentlige forskel, at sidstnævntes lovmæssige rigtighed kan bekræftes intersubjektivt. Denne bekræftelse er ifølge Popper den eneste virkelige forskel på tro og videnskab.
Astrologi som psykologi
Astrologiens værdi i den moderne verden er som sagt "kun" af åndsvidenskabelig betydning og anvendes af moderne astrologer som en holistisk indfaldsvinkel til en alternativ form for psykologi, der kan benævnes kosmopsykologi. Planeterne opfattes ikke længere som overnaturlige guder, men som emanationer af et tidløst, ubevægeligt og uendeligt selv, som alle elementer gennem bevægelse i tid og rum antages at være kun relativt adskilte dele af. Dette selveksisterende selv er uden begyndelse eller slutning, men eksisterer ved egen kraft som en konstant tilblivelse gennem en tidløs evolutionsproces. Astrologi er dermed tæt forbundet med ideen om reinkarnation.
De planetariske stillinger i fødelshoroskopet henviser til evner udviklet i en tidligere tilstand, og horoskopet er kun brugbart til forudsigelse ved en korrekt tolkning af disse kombineret med en viden om personens handlinger i den nuværende situations frie valg. Det kan være overordentligt svært og er ofte behæftet med fejltolkninger. Det skyldes ikke mindst, at selve horoskopet kun er en ramme, der anvendes til at indsætte planeterne i et logisk system eller spil. Dette system er ren fiktion. De 12 tegn indgår i en cirkel på 360 grader delt med 12, hvilket giver hvert tegn 30 grader, som inddeles i fire kvadranter bestemt ud fra jævndøgns og solhvervspunkterne. De har derfor intet at gøre med stjernebillederne, som nogen ellers tror. Et horoskop inddeles ud over de 12 astronomisk fastlagte tegn i 12 såkaldte huse, der antages at repræsentere de 12 tegn. Tre huse i hver kvadrant. Ascendanten eller det såkaldte første hus bestemmes ud fra fødselsøjeblikket og viser starten af første kvadrant i horoskopet. Tilsvarende gælder for, 4, 7 og 10ende hus i forhold til de tre andre kvadranter. Kvadranternes placering i horoskopet har derfor intet at gøre med de astronomiske kvadranter. Disses placering gælder kun for de 12 tegn. Deres placering ligger helt fast. Ligesom de fire punkter for jævndøgn og solhver ligger lige så fast som Jordens drejning om solen. Kvadranterne i horoskopet kan inddeles forskelligt alt efter den ramme, man ønsker at sætte planeterne i. Det er alene planeternes metafysiske virkning, der udgør substansen i astrologien. Deres position på himlen er astronomisk bestemt, men placeringen i horoskopet har kun lidt med med astronomi at gøre. Det er yderst sjældent, at tegn og hus ligger samme sted. Det medvirker til at udvide tolkningsmulighederne. Horoskopet udgør en kosmopsykologisk ramme, der anvendes til at sætte planeterne i et system, der giver mening gennem et symbolsk billede af mennesket placeret i et metafysisk kosmos. Derfor vil en erfaren astrolog kun udtale sig om sandsynligheder og naturligvis undgå at komme med bedrevidende påstande om fremtiden, der i langt de fleste tilfælde nemt kan falsificeres. Det sidste er en væsentlig årsag til, at astrologien klart kan afvises som en eksakt videnskab. Moderne astrologi adskiller sig således kun fra traditionel psykologi ved dens anerkendelse af visse former for metafysisk erkendelsesteori. Dens determinisme er kun gældende hvad fortidige handlinger angår. Mennesket har altid muligheden for gennem det frie valg at ændre et sandsynligt mønster for fremtiden. En moderne astrolog ses derfor mere som en rådgiver end som en spåmand.
Det moderne, kosmopsykologiske syn på astrologi er en form for naturalistisk panteisme, der benytter sig af ideerne om en i naturen forekommende immanent metafysik og bekæmpes på grund af sine monistiske ideer stadig af de ortodokse kirkesamfund, da den ikke som disse sætter noget i metafysisk filosofisk forstand virkeligt dualistisk skel mellem skaber og skabning. Mennesket ses som sin egen skæbnes herre. Det, han har gjort ved andre, har han gjort - og vil fortsat gøre - ved sig selv. Hans glæder og sorger er resultater af tidligere udførte handlinger, og hans fremtid afhænger fuldstændig af, hvordan han vælger at behandle andre og dermed også sig selv.
Verdens tilsyneladende flerhed opfattes som en realistisk illusion i tid og rum skabt ved selvets for opretholdelse nødvendige bevægelse. Denne er af eksistentiel nødvendighed og foregår uden begyndelse eller afslutning, da virkeligheden, der opfattes som uendelig, nødvendigvis må bekræftes af sin endelige modsætning. Alt eksisterende i tid og rum kan således logisk set karakteriseres som en illusion. Den endelige løsning på dette logiske paradoks kaldes selvrealisation eller nirvana. Herved ophæves tilknytningen til omgivelserne, som læses og forsøges tolket gennem horoskopet og planeternes stillinger. Astrologi kan således ses som et illusionsnummer, men denne illusion opfattes dog som relativt virkelig og helt på lige fod med den tilsyneladende verden, der realistisk set kun er selvet og intet andet.
Referencer
Eksterne henvisninger
Edward Zerin: Popper on God: The lost interview. Skeptic 6.2 (1998)
Pseudovidenskab
Esoterik
Spiritualitet |
2914 | https://da.wikipedia.org/wiki/Astronaut | Astronaut | En astronaut ( = stjerne og nautēs = søfarende; stjernefarer) er en person der tager på rumfart, eller i hvert fald har gjort en karriere ud af at gøre sig klar til at tage på rumfart. Det er i princippet mulig at blive astronaut, hvis man er statsborger i et land, der er tilknyttet en rumfartsorganisation, f.eks. det europæiske ESA, USA's NASA eller de russiske, kinesiske, indiske eller japanske rumfartsorganisationer.
I Sovjetunionens rumprogram brugte man benævnelsen kosmonaut ( = universet og nautēs = søfarende; rejsende i Universet), en betegnelse der fortsat benyttes af den Føderale russiske rumfartsorganisationen. Tilsvarende bruges navnet taikonaut om astronauter fra Kina. Indien barsler med et bemandet rumprogram fra 2015 af og deres rumfarende er allerede døbt vyomanauter (af sanskrit: himmel eller rum).
De første astronauter
I april 1961 blev Jurij Gagarin det første menneske i rummet, han var en af de udvalgte til træning som kosmonaut i USSR i 1960. De andre udvalgte kosmonauter var German Titov, Pavel Beljajev, Valerij Bykovskij, Konstantin Feoktistov, Boris Jegorov, Vladimir Komarov, Aleksej Leonov, Andrijan Nikolajev, Pavel Popovitj.
Valentina Teresjkova (1963) og Svetlana Savitskaja (1982) var de første kvindelige kosmonauter.
I maj 1961 blev Alan Shepard den første amerikaner i rummet efterfulgt af Virgil Grissom, John Glenn, Scott Carpenter, Walter Schirra, Gordon Cooper, John Young, James McDevitt, Edward White, Charles Conrad, Frank Borman, James Lovell, Thomas Stafford, Neil Armstrong, David Scott, Eugene Cernan, Michael Collins, Richard Gordon. De blev udvalgt til NASAs træningsprogram Astronaut Gruppe 1 og 2 i 1959.
Sally Ride (1983) og Judith Resnik (1984) var de første kvindelige astronauter fra USA.
Dengang udvalgte USA testpiloter til at flyve de første bemandede rumfartøjer, det var ikke underligt eftersom det var testflyvninger de foretog.
De tidlige missioner var farlige, d. 23. oktober 1960 omkom cirka 150 personer på Bajkonur-kosmodromen, den såkaldte Nedelinkatastrofe blev opkaldt efter marskal Mistrofan Nedelin, der ledede projektet. Nedelinkatastrofen var et forsøg på at reparere en R-16 raket der stod med fuld brændstofstank på affyringsrampen. En raketmotor blev tændt ved en teknisk fejl, og en kraftig eksplosion med hydrazin og salpetersyre slog de omkringværende ihjel inklusiv Nedelin selv.
Kosmonauten Valentin Bondarenko omkom i en trykkabine der brød i brand under træning d. 23. marts 1961.
I USA skete en lignende ulykke i d. 27. januar 1967 Virgil Grissom, Edward White og Roger Chaffee indebrændte i Apollo 1's trykkabine.
Kosmonauten Aleksej Leonov var det første menneske der bevægede sig udenfor et rumfartøj for at gå på rumvandring d. 18. marts 1965. Han og kollegaen Beljajev overlevede turen efter en række dramatiske begivenheder; Leonovs rumdragt blev pustet op, da han var ude i rummet, pga. trykket. Den oppustede rumdragt blev så stor at han havde svært ved at komme ind i rumskibet igen. Han måtte sænke trykket i rumdragten for at komme tilbage igennem luftslusen. Da fartøjet skulle genindtræde i Jordens atmosfære var der tekniske problemer med navigationssystemet, piloten måtte styre fartøjet manuelt og helt ude af kurs landede de på et øde sted i Sibirien. De måtte overnatte i sneen med bål tændt, mens ulve nærmede sig, indtil en helikopter fandt dem om morgenen.
Edward White var den første amerikaner på rumvandring 3. juni 1965.
Neil Armstrong betræder Månen som det første menneske i 1969, den hidtil største begivenhed i rumfartens historie. Armstrongs rejsefæller på turen var Michael Collins og Buzz Aldrin.
Astronautuddannelse i nyere tid
Kravene til at blive astronaut har ændret sig siden 1960'erne. Det er stadig et job med risici, men måske ikke så direkte farefuldt som de første rumflyvninger. Uddannelsen er blevet længere og kravet er mere end at være en modig testpilot.
For at blive astronaut hos Den Europæiske Rumorganisation (ESA) skal følgende være opfyldt: Alder mellem 27 og 37 år, Højde mellem 153 og 190 cm, Vægt mellem 50 og 95 kg, Videregående uddannelse indenfor naturvidenskab, f.eks. som ingeniør, læge, fysiker eller kemiker, gerne med erfaring indenfor forskning og fx en ph.d.-grad. Piloterfaring, dykkercertifikat osv. ses også som en fordel.
Derudover skal man have et godt helbred og have personlige egenskaber som gør at man kan færdes i isolation i længere tid, med høj stresstærskel, god samarbejdsevne og et roligt temperament. Hård fysisk træning og krævende arbejde skal man også have lyst og vilje til. At man har disse evner bliver testet ved detaljerede helbredsundersøgelser, psykolog-samtaler og orthostatisk stresstest.
Hvis man består alle disse test og har adgangskravene kan man blive udvalgt til at komme til samtale, på baggrund af samtalerne optages man til ESA’s astronautkorps og derefter starter uddannelsen. Uddannelsen foregår hos European Space Agency i Køln, Tyskland
Uddannelsen tager flere år, det meste af tiden går med at simulere forholdene i rummet. Under uddannelsen er der mulighed for at komme til bl.a. Houston.
Kravene for at blive astronaut hos den amerikanske rumfartsadministration (NASA) er nogenlunde de samme som hos ESA .
NASA har et undervandslaboratorium NEEMO til at forberede astronauter på længere tid i rummet.
Efter endt uddannelse når og hvis man udvælges til en mission skal man bruge op til 4-5 år på at forberede og træne til denne mission.
Danske astronauter
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling søgte i 2004 danske astronautkandidater. De fik 266 ansøgere og Astronautudvalget under Danmarks Rumcenter udvalgte tre mænd:
Ph.d. Jesper Nygård, Københavns Universitet.
Ph.d. Bo Stenhuus, DTU.
Ph.d. Ronnie Vang, Aarhus Universitet.
Den europæiske rumfartsorganisation ESA søger i 2008 ti nye astronauter og Helge Sander (V) har presset på for at en dansker bliver blandt de ti. I princippet kan andre danskere end de tre officielle astronautkandidater blive en af ESA's nye astronauter, da alle interesserede fra ESA-landene kan søge. De danske astronautkandidater har fået flyvecertifikater af Flyvevåbnet for at forbedre deres chancer.
Den 20. maj 2009 udvalgte ESA den 32-årige Andreas Mogensen til nyt medlem af ESAs astronautkorps. Andreas Mogensen har en ph.d. som rumfartsingeniør fra University of Texas og har arbejdet med vindmøller, olieefterforskning og rumfart. Andreas Mogensen blev opsendt til ISS den 2. september 2015, og blev dermed den første dansker i rummet.
Astronautjobbet i nyere tid
De fleste astronauter håber på at blive udvalgt til en rummission, inden astronauterne bliver sendt ud i rummet for første gang arbejder de ofte på f.eks. et kontrolcenter for at komme grundigt inde i procedurerne.
Eksempler på arbejdspladser for astronauter:
Kontrolcentre. (Kontrolcentre svarer til lufthavnens kontroltårn og flyveledere.)
Testpiloter.
Rejse i rummet og udføre rumvandringer.
Bo på en rumstation i længere tid.
Virksomheder der producerer rumfartsteknologi.
Månen eller måske i fremtiden Mars.
Når astronauter udvælges til en mission begynder uddannelsen til missionen. Alt efter om man har speciale som pilot, forsker eller ingeniør får man tildelt en rolle på missionen der passer til kvalifikationerne. Hos NASA der planlægger missionerne med rumfærgerne uddannes forskere og ingeniører til "missionsspecialister" og piloterne uddannes til at flyve rumfærgen som kaptajn eller pilot. Et af besætningsmedlemmerne skal have en medicinsk uddannelse.
Kaptajnen
Kaptajnen (: Commander) er lederen ombord på rumfartøjet.
Piloten
Piloten var 2. pilot på en eller to rumfærgemissioner før han/hun selv fløj som kaptajn.
Systemoperatør
Systemoperatør (: Flight Engineer, : Бортинженер) assisterer kaptajnen på flyvninger til og fra den Internationale Rumstation.
Missionsspecialisterne
Missionsspecialisterne (: Mission Specialist) får tildelt et nummer til deres missionsspecialist-titel og til hvert missionsspecialist-nummer hører bestemte opgaver og en bestemt plads på rumfærgen.
Missionsspecialist – sidder i cockpittet, styrer robotarmen –
Missionsspecialist – er flymaskinist og overvåger instrumenterne i mellem piloterne på op- og nedturen, Rumvandring -
Missionsspecialist – sidder ved kabinevinduet, ledende rumvandrer.
Missionsspecialist – sidder i kabinen, Overvåger besætningens blodtryk og puls.
Missionsspecialist – sidder i kabinen, Overvåger besætningens blodtryk og puls.
Missionsspecialist – sjældent brugt.
Nyttelast-specialist
Nyttelast-specialist (: Payload Commander eller Payload specialist) en af missionsspecialisterne. Varetager opgaver i forbindelse med medbragte forskningsprojekter eller vigtigt udstyr der kan kræve specialviden.
Gæste-astronaut
Gæsteastronaut (: Payload specialist); på NASA's missioner var der i årene 1983 til 2003 ofte også en såkaldt Payload specialist med, denne person har en specialviden i forhold til den pågældende mission. Gæsteastronauten havde nødvendigvis ikke en astronautuddannelse, men en videnskabelig uddannelse og deltog i træningen til missionen. En gæsteastronaut kunne også komme fra et andet land, da man skal have amerikansk statsborgerskab for at blive NASA-astronaut.
At bo på en rumstation
At opholde sig i rummet i længere tid stiller større krav til teknologien såvel som fysiologiske og psykologiske faktorer.
Menneskekroppen er skabt til at leve under de forhold der er her på Jorden. Det tryk der er ved havets overflade er normalt for mennesket, vores muskler bliver holdt i gang af tyngdekraften, at svæve rundt i vægtløshed i rummet er en unormal tilstand for menneskekroppen. Rumsyge der minder meget om køresyge er en af prøvelserne man udsættes for når man rejser i rummet. Balancenerven bliver forvirret af vægtløsheden, man bliver utilpas, får kvalme og risikerer at kaste op.
Vægtløsheden kan give muskel- og ledproblemer, astronauterne skal forebygge ved at dyrke motion mindst 2 timer i døgnet.
Mangel på D-vitamin kan føre til knogleskørhed, størstedelen af D-vitamin optages gennem huden fra sollys, på en rumstation tilføres huden intet sollys. For at undgå knogleskørhed skal astronauterne have tilført ekstra D-vitaminer og kalcium.
Tarmsygdomme kan også opstå på de lange missioner, maden skal være langtidsholdbar så man spiser meget dåsemad om bord på en rumstation. For at undgå tarmproblemer skal astronauterne have tilført ekstra fibre og probiotika.
Selvom besætninger er udvalgt med psykologiske profiler der passer til jobbet, er det sin sag at opholde sig i flere måneder i små lukkede rum uden privatliv.
Saljut og Skylab
De første rumstationer blev bygget i 1970'erne, de første forsøg var en serie af mindre sovjetiske rumstationer hvor der kun var plads til få kosmonauter om bord. Saljut 1 var den første i serien, men det lykkedes ikke kosmonauterne at komme om bord på rumstationen på det første besøg, da rumskibet ikke kunne sammenkobles med stationen. På det andet besøg lykkedes det at komme om bord på rumstationen hvor besætningen på 3 kosmonauter opholdt sig i 3 uger. Besætningen Georgij Dobrovolskij, Vladislav Volkov og Viktor Patsajev skulle bl.a. forsøge at dyrke grøntsager i et drivhus, det lykkedes ikke særlig godt. De skulle også træne musklerne for at undgå knogleskørhed, men rumstationen kunne ikke holde til motionscyklernes rumlen, så de fik ikke dyrket motion. På grund af noget røgudvikling opstod der uenighed imellem kosmonauterne efter de havde været på rumstationen i 10 dage. Kontrolcenteret i Rusland besluttede at give besætningen en fridag for at undgå yderligere stress. Efter 3 ugers ophold var der tegn på hjemve, desværre omkom kosmonauterne på vejen tilbage til Jorden. En utæthed i rumfartøjet gjorde at ilten forsvandt men hvis de havde båret trykdragter havde de haft mulighed for at overleve og ved alle efterfølgende landinger blev der benyttet trykdragter.
I 1973 sendte USA rumstationen Skylab op, men den første mission blev sendt af sted for at reparere rumstationen der havde taget skade under opsendelsen. En solskærm der skulle skygge for de kraftige solstråler var gået i itu det medførte at der var temmelig varmt om bord på Skylab. Temperaturen var over 50 °C hvilket kunne medføre giftige gasarter. Solpanelerne der skulle sørge for energiforsyningen på rumstationen skulle også repareres. Astronauterne Pete Conrad, Paul Weitz og Joseph Kerwin måtte udføre en besværlig rumvandring for at få solskærm og solpaneler til at virke. Den første besætning var 18 dage på Skylab.
Et lignende scenario skete for den sidste besætning på Saljut 7 i 1985. Kosmonauterne Vladimir Dzjanibekov og Viktor Savinykh ankom til en frossen rumstation uden strøm. Det lykkedes dem at få både lys og varme til at virke efter et par dages arbejde med hue, halstørklæde og vanter på, og en del af værktøjet var en lommelygte, mens de overnattede i det rumfartøj de var ankommet i.
På Skylabs sidste mission i 1974 fik NASA en lektion i stress-håndtering; den hårde kommanderende tone fra kontrolcenteret udløste en strejke hos besætningen der bestod af Gerald Carr, William Pogue og Edward Gibson.
Mir
I løbet af de 14 år Mir var i kredsløb fra 1986 til 2001 var der i alt 79 astronauter/kosmonauter på besøg.
Mange rekorder der blev sat på Mir holder stadig i dag (2008).
Valerij Poljakov opholdt sig i 14 måneder (437 døgn) på Mir og har rekorden i det længste ophold i rummet.
Et Sojuz-fartøj (Sojuz TM-6) skulle i 1988 retur til Jorden fra Mir og Vladimir Ljakhov og Abdul Ahad Mohmand fik problemer ved genindtræden, efter gentagne forsøg lykkedes det, men med et par dages forsinkelse.
Sergej Krikaljov er rekordholder i den længste sammenlagte tid i rummet (803 døgn). Mens Krikaljov opholdt sig på Mir blev Sovjetunionen (USSR) i 1991 opløst til en række mindre stater. Mir der havde været sovjetisk blev til en russisk rumstation og Krikaljov skiftede på den måde nationalitet mens han var i rummet. Han blev også den første kosmonaut der fløj om bord på en amerikansk rumfærge.
Rumprogrammerne der hidtil havde været adskilte som værende enten amerikanske eller tidligere sovjetiske/russiske begyndte at have delvis fælles rumprojekter, den første fællesmission (STS-60) fandt sted 1994 hvor en amerikansk rumfærge besøgte MIR.
Eileen Collins blev den første kvindelige pilot og kaptajn, hun var med som pilot på Mir missionen hvor rumfærgen for første gang besøger MIR (dog uden sammenkobling) på mission (STS-63) i 1995. Collins blev også den kaptajn der foretog en 360° vending med rumfærgen før en sammenkobling med Den Internationale Rumstation i 2005.
Shannon Lucid (USA) satte rekord som den kvinde der har været længst tid i rummet (188 døgn), det skete mens hun var om bord på Mir i 1996, rekorden varede til 2007 hvor Sunita Williams satte ny rekord (195 døgn).
På Mir blev udfordringerne for besætningen for som rumstationen blev ældre opstod der større og flere udfordringer. Ildebrand, sammenstød, strømsvigt, mangel på ilt og sammenbrud på køleanlæg var problemer der opstod, problemerne blev løst til tider med stor kreativitet.
I 1997 skulle et ubemandet forsyningsfartøj (Progress) sammenkobles med Mir, sammenkoblingen endte i et sammenstød, sammenstødet satte gang i en kædereaktion af uheld. Strømmen gik, ilt lækkede, navigationssystemet kunne ikke benyttes situationen blev på et tidspunkt så kritisk at besætningen var ved at gå om bord på redningsfartøjet. Det lykkedes dog det russiske kontrolcenter at få sendt nogle kommandoer til rumstationen ud fra Michael Foales meget kreative beregninger med hans tommelfinger som fast punkt i forhold til stjernerne.
Kulturelle forskelle og sprogbarrierer blev også en del af udfordringerne da amerikanske astronauter og russiske kosmonauter skulle bo og arbejde på samme rumstation.
Den Internationale Rumstation
USA og Rusland havde hver for sig planlagt en rumstation; Rusland ville bygge Mir-2, USA ville bygge Freedom og efter en række politiske beslutninger blev der enighed om at opbygge en fælles rumstation sammen med internationale juniorpartnere. Canada, Japan og Europa indvilgede i at deltage og i 1998 påbegyndtes bygningen af Den Internationale Rumstation (ISS).
På rumstationen arbejder astronauterne med udbygning og vedligeholdelse af rumstationen eller forskningsprojekter. Deres arbejdsdage er planlagt så de får den søvn og hvile de har behov for. Der kommer jævnligt forsyningsfartøjer med forsyninger, udstyr, besætningsmedlemmer og besøgende.
Der har fra 2000 indtil marts 2011 været 26 faste besætninger på Den Internationale Rumstation, en fast besætninger kaldes også "ISS Ekspedition":
Rumturister og andre rumrejsende
Fænomenet Rumturisme er rejsende der selv betaler for turen i rummet.
Rumturister
Amerikaneren Dennis Tito var den første selvfinansierede rumturist (2001). Han har tidligere været ansat som forsker på Jet Propulsion Laboratory hos NASA.
Anousheh Ansari var den første og er indtil videre den eneste kvindelige rumturist (2006).
Man kan hvis man har penge nok, købe en billet hos Space Adventures, Ltd. eller hos én af de mange nye rumfirmaer og flyve som rumturist. Det er dog foreløbigt kun det amerikanske firma Virgin Galactic, der kan tilbyde en tur til rummets grænse (til over 100 kilometers højde med rumskibet SpaceShipTwo) inden for en overskuelig fremtid.
Mindst to danskere har allerede købt billetter, nemlig forretningsmændene René Gross Kærskov og Per Wimmer, bosiddende i udlandet. Hvornår de sendes op er ukendt, men én af dem bliver sandsynligvis den første danske rumturist.
Andre rumrejsende
Andre er blevet sendt op med rumfærgen af mere politiske årsager; senator Jake Garn (republikaner) (1985) og kongresmedlem Bill Nelson (1986) (demokrat) var politikere.
Salman Al-Saud prins af Saudi-Arabien var gæste-astronaut på en mission hvor en arabisk satellit skulle sættes i kredsløb (1985).
Christa McAuliffe var en skolelærer der blev tilbudt en rumrejse for at øge den amerikanske rumfartsadministration NASAs popularitet i og interesse fra offentligheden. Hun skulle med rumfærgen Challenger på mission STS-51-L (1986) og undervise på direkte TV fra rummet. Missionen endte i en katastrofe da rumfærgen styrtede ned, efterfølgende har NASA ville ikke længere have ikke-astronauter om bord på rumfærgerne. Ikke fordi hun på nogen måde havde indflydelse på hændelsen, men fordi Rogers-kommissionen der undersøgte ulykken, konkluderede at rumfærgerne ikke var sikre fartøjer og civile burde ikke medbringes.
Sovjetunionen tilbød med Interkosmos-programmet rumydelser til sine allierede. Det handlede om satellitopsendelser, instrumenter på sovjetiske satellitter eller blot satellitkommunikation. 12 lande sendte hver én mand (oftest forsvarsministerens søn) på en forlænget uge til en Saljutrumstation eller Mir.
Danske rumrejsende
Organisationen Copenhagen Suborbitals er ved at udvikle en raket, der kan sende én person på en suborbital flyvning ud i rummet. Kristian von Bengtson er designeren af rumfartøjet og Peter Madsen skulle oprindelig udvikle den måske første danske bemandede rumraket. I 2014 forlod Peter Madsen Copenhagen Suborbitals og er nu aktiv i RML Space Lab; en danskbaseret gruppe der er ved at udvikle en raket og rumkapsel.
Referencer
Eksterne henvisninger
Astronauters helbred er en dansk hjertesag ESA Lokal Information Danmark
Danske astronauter slået tilbage til start ing.dk
Stillingsopslag: Rummand søges tv2.dk
Helle og Henrik Stub, Rejsen ud i rummet – de første 50 år, []
Jim Winchester, Space Missions – From Sputnik to SpaceShipOne, []
Astronaut Selection and Training NASA
Living and Working in Space NASA
Rumfart
Stillingsbetegnelser |
2915 | https://da.wikipedia.org/wiki/Astronom | Astronom | En astronom beskæftiger sig videnskabeligt med og er uddannet inden for astronomi.
Dvs. en person, der dyrker læren om universet og himmellegemerne.
Uddannelse
Uddannelse til astronom foregår typisk på universiteter og i Danmark på Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Uddannelsen varer 5 år. Der undervises i matematik og atomfysik og i emner som Solen, planeterne og sorte huller.
Amatørastronom
En amatørastronom er en person som har astronomi, altså observation af himmellegemer, som hobby dog uden at leve af det. Mange betydningsfulde observationer er gjort af amatørastronomer, og på trods af udviklingen af nye teknologisk avancerede instrumenter er meget store dele af verdensrummet langtfra kortlagt.
Berømte danske astronomer
Tycho Brahe
Ole Rømer
Ejnar Hertzsprung
Bengt Strömgren
Referencer |
2922 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aswan | Aswan | Aswan (200.000 indb.) er en by i den sydlige del af Egypten. Aswan ligger på Nilens østbred ved Nilens Første Katarakt. Her snævrer floden sig ind, deler sig i flere arme omkring klippepartier og flere øer, blandt andet Elephfantine, ligesom katarakten er karakteriseret ved flere strømfald, der har gjort floden vanskeligt sejlbar herfra. Aswan ligger nær Aswandæmningen, og byen er hovedsæde i gouvernementet Aswan. Aswan ligger i en af Jordens tørreste regioner, og der går normalt adskillige år mellem hvert regnskyl og det præger fortsat enkelte af de nubiske beboelsesområder, hvor mange huse ikke er forsynet med tag. I Egyptens tidlige historie var Aswan (oldtidens Syene) i lange perioder landets grænseby mod syd, og byen var et vigtigt handelscentrum. Der findes mange kulturhistoriske oldtidsminder og seværdigheder i og omkring Aswan. De gamle egyptiske geografer og astronomer antog, at byen lå direkte under Solens nordlige vendekreds, og at Solen lige netop stod lodret over byen, når den var i sin nordligste position (ved sommersolhverv omkring den 21. juni). Et kig på et moderne landkort viser, at Aswan faktisk ligger ganske tæt på, og kun godt 50 km nord for vendekredsen.
Se også
Aswandæmningen
Eksterne henvisninger
Byer i Egypten |
2932 | https://da.wikipedia.org/wiki/Athen%C3%A6um | Athenæum | Athenæum har flere betydninger:
Athenæum (tempel) – tempel for Athene, den græske gudinde for visdommen
Athenæum (museum) – museum for arkitektur og design i Chicago
Athenæum (forlag) – dansk bogforlag
Athenæum (tidsskrift) - dansk tidsskrift
Athenæum (læseselskab) – et københavnsk læseselskab fra 1800-tallet
Athenæum (institut) – institut for højere dannelse
Athenæum (klub) – klub i flere byer, bl.a. London
Athenæum (hotel) – hotel i flere byer, bl.a. London
Se også
Ateneum – et kunstmuseum i Helsinki |
2933 | https://da.wikipedia.org/wiki/Atlantis | Atlantis | Atlantis er et sagnland, som den græske filosof Platon benyttede som et eksempel på en idealstat i sine dialoger Kritias og Timaios. Han beskrev det som oprettet af Poseidon og beliggende i Atlanterhavet og fortalte, hvordan hovedstaden var omgivet af mægtige cirkelformede kanaler med et palads i centrum, og hvorledes landet til sidst forsvandt under havets overflade. Historien blev gennem det meste af oldtiden set som en litterær fiktion, og først hen mod antikkens slutning begyndte nogle kommentatorer af Platons værker at anse historien for sand. Gennem middelalderen og især i nyere tid voksede interessen for Atlantis, og man identificerede landet med de forskelligste områder, som Helgoland eller Antarktis.
Platon angav at Atlantis sank i det 10. årtusinde f.Kr..
Skandinavien
Olof Rudbeck den ældre var en betydelig svensk videnskabsmand, der som ung opdagede menneskets lymfesystem. Da han i 1660'erne ville udarbejde et landkort over området ved Mälaren, fandt han, hvad han mente var påfaldende ligheder mellem stednavne dér og ved Middelhavet. Som et resultat skrev han værket Atlantica i fire bind på i alt ca 3.000 sider, udgivet fra 1679 til 1702. Af værket fremgår, at Skandinavien er civilisationens vugge, Atlantis, og at svensk er verdens ursprog, som blandt andet hebraisk og latin udvikledes fra. Rudbeck sluttede, at ikke kun Atlantis, men også Hades og Olympen lå på "wåra Atlantiska Õö", som han kaldte Skandinavien. Han sendte en ekspedition til Nordkalotten på jagt efter Hades. Oldtidens guder og helte havde efter hans mening enten været svenskere eller besøgt Sverige. Nordkap og Kullen var minder om Herkules' bedrifter, mens Øresund (og ikke Gibraltarstrædet) var de egentlige "Herkules' søjler". Ligeledes var Tjøme det Thymaterion, som Gibraltar-farerne Hanno og Skylax havde besøgt i århundrederne f.Kr. Skylax havde ifølge Rudbeck også besøgt Arendal og Grimstad.
Hans teorier nærede heller ikke hans samtid den helt store tiltro til. Holberg skrev en satire over Rudbecks skrifter, og Diderot anførte i sin encyklopædi Rudbeck som et eksempel på, hvorfor man ikke skal blande mytologi og etymologi sammen.
Spanien
Ifølge Professor Richard Freund og National Geographic er Atlantis fundet lidt nord for Cadiz i Dona Ana-parken i marsken.
Mr Villarías-Robles er skeptisk overfor professor Richard Freunds påstande.
Arkæologen Jorge Bonser har gravet i samme område og skrevet om det.
Santorini
En anden baggrund for sagnet kan være den vulkanske eksplosion, der ødelagde øen Thera/Santorini i slutningen af det 17. århundrede f.Kr. Mange arkæologer hævder, at eksplosionen må være foregået cirka 1530/1500 baseret på det arkæologiske materiale. Herimod rejser omfattende naturvidenskabelige dateringer sig. Stort set alle større kulstof-14 undersøgelser indikerer en dato i sidste halvdel af det 17. århundrede f. Kr., og iskerneboringer på Grønland og årringsstudier indikerer også væsentlige atmosfæriske begivenheder i denne periode, men ikke 1530/1500. I øvrigt er de traditionelle arkæologiske dateringer bundet op på den usikre egyptiske kronologi, hvor man opererer med en høj, mellemste og lav kronologi, hvor det i mange år har været kutyme at anvende den mellemste. Thera-undersøgelserne tyder dog på, at det er den høje egyptiske kronologi, der bør anvendes. Mange arkæologer er overbevist om det.
Se også
Mu
Kilder/referencer
Eksterne henvisninger
gutenberg.org: Books: Atlantis
Atlantis could not possibly have existed, from the Committee for the Scientific Investigation of Claims of the Paranormal
Atlantis in Andalusia, Antlanteans and Sea Peoples
Alan F. Alford: The Atlantis Secret (Eridu Books, 2001)
Pseudohistorie
Fiktive steder
Esoterik
Pseudoarkæologi
Mytologiske steder
Fiktive civilisationer |
2936 | https://da.wikipedia.org/wiki/Atmosf%C3%A6re | Atmosfære | Atmosfære har flere betydninger:
Atmosfære (enhed) – måleenhed for tryk
Atmosfære (stemning)
Atmosfære (kemi) – inaktiv beskyttende gas
Atmosfære (himmellegeme) – gas-lag omkring en planet eller lignende
Jordens atmosfære – samlebetegnelse for diverse sfærer:
Magnetosfære –800-5000 km højde
Exosfære – 690-800 km højde – sidste lag mellem atmosfæren ogdet ydre rum.
Termosfære – 85-690 km højde – ionosfæren og Nordlys
Ionosfære – den del af Jordens atmosfære der er elektrisk ladet.
Mesosfære (atmosfære) – 50-85 km højde – det lag i Jordens atmosfære som ligger over stratosfæren og under termosfæren.
Stratosfære – 20-50 km højde – den del af atmosfæren der overlejrer troposfæren – ozonlaget i dette lag.
Troposfære – 0-20 km højde – indeholder bl.a. biosfæren |
2939 | https://da.wikipedia.org/wiki/Atom | Atom | Atom er et grundlæggende begreb i fysikken og kemien. Et atom udgør den absolut mindste del af et grundstof. Et atom kan eksistere selvstændigt, men er oftest bundet til andre atomer, der enten kan tilhøre det samme grundstof eller andre grundstoffer, hvorved der dannes et molekyle.
Etymologi
Ordet atom stammer fra det oldgræske ord ἄτομος (átomos), der betyder udelelig. Ordet er en sammensætning af det negative præfiks "a-" med "τομή," ordet for skære, og átomos kan derfor oversættes til "ikke skærbar" eller ”udelelig”.
Historie
Demokrits atomteori
Demokrit (/dɪˈmɒkrɪtəs/; græsk: Δημόκριτος, Dēmókritos, der betyder "udvalgt af folket";
(ca. 460- ca.370 f.Kr.)) var en oldgræsk præ-sokratisk filosof fra Abdera, der primært huskes i dag for sin formulering af, hvad der menes at være den første atomteori. Ifølge Demokrits hypotese er alt i verden sammensat af små enheder, som han kaldte "átomos".
Ifølge Demokrits teori er atomer fysisk udelelige; desuden antages det, at der mellem atomer er et tomt rum; at atomer er uforgængelige og at de altid har været og altid vil være i bevægelse; at der er et uendeligt antal atomer og at der er forskellige slags atomer, som varierer med hensyn til form og størrelse. Demokrit foreslog sammen med Leucippus og Epikur de tidligste teorier om atomers former og forbindelse. De ræsonnerede, at et materiales fasthed bestemtes af formen på de involverede atomer. Desuden blev forbindelser mellem atomer forklaret med at de enkelte atomer var forsynet med vedhæftninger: nogle med kroge og øjne, andre med kugler og fatninger, der muliggjorde at de kunne knyttes til hinanden. Om massen af atomer sagde Demokrit: "Jo større en udelelig er, jo tungere er den".
Det er vanskeligt at adskille Demokrits bidrag fra de bidrag hans mentor Leukippos kom med, da de ofte nævnes sammen i tekster. Deres spekulationer om atomer, hentet fra Leukippos, har en forbigående og delvis lighed med det 19. århundredes forståelse af atomstruktur, hvilket har fået nogle til at betragte Demokrit som mere en videnskabsmand end andre græske filosoffer; dog hvilede deres ideer på meget forskellige grundlag. De antikke ideer var baseret på filosofiske ræsonnementer, snarere end på resultaterne af videnskabelige forsøg; den moderne atomteori er således ikke baseret på de antikke ideer.
Daltons atomteori
I begyndelsen af 1800-tallet analyserede den engelske kemiker John Dalton eksperimentelle data indsamlet af ham selv og andre forskere og opdagede et mønster nu kendt som "loven om de multiple proportioner". Han bemærkede, at når grundstoffer danner forbindelser indbyrdes, vil forholdet mellem vægtmængden af det ene grundstof og vægtmængde af et andet grundstof, som det forener sig med, forholde sig som et helt tal — som ofte et lille tal. Efter opdagelsen af dette mønster foreslog Dalton, at et grundstof kombineres med andre grundstoffer i form af enheder, der indbyrdes har den samme vægt, og han besluttede at kalde disse enheder "atomer".
For eksempel er der to typer tinoxid: den ene er et sort pulver, der er 88,1 % tin og 11,9 % oxygen, og den anden er et hvidt pulver, der er 78,7 % tin og 21,3 % oxygen. Justerer man disse tal, er der i den sorte oxid omkring 13,5 g ilt for hver 100 g tin, og i den hvide oxid er der omkring 27 g ilt for hver 100 g tin. 13,5 og 27 danner et forhold på 1:2. Dalton konkluderede, at i disse oxider er der for hvert tinatom henholdsvis et eller to oxygenatomer tinoxid (SnO) og tindioxid (SnO2).
Dalton analyserede også jernoxider. Der er én type jernoxid, som er et sort pulver, som er 78,1% jern og 21,9% oxygen; og der er et andet jernoxid, der er et rødt pulver, som er 70,4% jern og 29,6% oxygen. Justerer man disse tal, er der i den sorte oxid omkring 28 g ilt for hver 100 g jern, og i den røde oxid er der omkring 42 g ilt for hver 100 g jern. 28 og 42 danner et forhold på 2:3. I disse respektive oxider er der for hvert to jernatomer to eller tre iltatomer: jern(II)oxid (Fe2O2; skrives normalt som FeO) og jern(III)oxid (Fe2O3).</ref> Romertallene II og III i parentes angiver jernatomets valens.
Niels Bohrs atommodel
I 1913 foreslog den danske fysiker Niels Bohr en model, hvor elektronerne i et atom blev antaget at kredse om kernen, men kun kunne gøre det i et begrænset sæt af baner og kun kunne springe mellem disse baner som følge af bestemte ændringer af energi svarende til absorption eller stråling af en foton. Denne kvantisering blev brugt til at forklare, hvorfor elektronernes kredsløb er stabile (givet at ladninger i acceleration, inklusive cirkulær bevægelse, normalt mister kinetisk energi, som udsendes som elektromagnetisk stråling, se synkrotronstråling), og hvorfor grundstoffer absorberer og udsender elektromagnetisk stråling i bestemte spektre.
Senere samme år leverede Henry Moseley yderligere eksperimentelt bevis til fordel for Niels Bohrs teori. Disse resultater forfinede Ernest Rutherfords og Antonius van den Broeks model, som foreslog, at atomet i sin kerne indeholder en række positive kerneladninger, der er lig med dets (atomare) nummer i det periodiske system. Indtil disse eksperimenter var atomnummeret ikke kendt som en fysisk og eksperimentel størrelse. At nummeret er lig med den atomare kerneladning er stadigvæk den accepterede atommodel i dag.
Kemiske bindingerer mellem atomer blev forklaret af Gilbert Newton Lewis i 1916, som vekselvirkningerne mellem grundstoffernes elektroner. Eftersom et grundstofs kemiske egenskaber kunne have lighed med andre grundstoffer i henhold til det periodiske system, foreslog den amerikanske kemiker Irving Langmuir i 1919, at dette kunne forklares ved, at elektronerne i et grundstofs atom var forbundet eller grupperet på en eller anden måde, som havde lighed med organiseringen i andre grundstoffer. Således mentes grupper af elektroner at optage et antal elektronskaller omkring kernen.
Bohrs atommodel var den første komplette fysiske model af atomet. Den beskrev atomets overordnede struktur, hvordan atomer binder til hinanden, og forudsagde brints spektrallinjer. Bohrs model var ikke perfekt og blev suppleret af den mere nøjagtige Schrödinger-model, men den var tilstrækkelig til at fjerne tilbageværende tvivl om, at stof er sammensat af atomer. For kemikere havde ideen om atomet været et nyttigt værktøj til at forstå kemiske processer, men fysikere var i tvivl om, hvorvidt stof virkelig består af atomer, da ingen endnu havde udviklet en komplet fysisk model for atomet.
Schrödinger-modellen
Stern-Gerlach-eksperimentet i 1922 gav yderligere bevis på atomegenskabernes kvantenatur. Når en stråle af sølvatomer blev ført gennem et specielt formet magnetfelt, blev strålen opdelt på en måde, der var korreleret med retningen af et atoms vinkelmoment, eller spin. Da denne spin-retning i begyndelsen er tilfældig, forventes strålen at afbøje i en tilfældig retning. I stedet blev strålen opdelt i to retningskomponenter, svarende til, at atomets spin var orienteret op eller ned i forhold til magnetfeltet.
I 1925 udgav Werner Heisenberg den første konsekvente matematiske formulering af [[kvantemekanik]ken. Et år tidligere havde Louis de Broglie foreslået pilotbølge-teorien: at alle partikler opfører sig som bølger til en vis grad, og i 1926 brugte Erwin Schrödinger denne idé til at udvikle Schrödingers ligning, en matematisk model for atomet baseret på en alternativ bølgemekanik, der beskrev elektronerne som tredimensionelle bølger snarere end punktformede partikler.
En konsekvens af at bruge bølger til at beskrive partikler er, at det er matematisk umuligt at opnå præcise værdier for både positionen og impulsen af en partikel på et givet tidspunkt. Dette blev kendt som usikkerhedsprincippet, formuleret af Werner Heisenberg i 1927. Ifølge dette princip ville man aldrig kunne måle eksakt, hvor en given elektron befinder sig, men kun kunne angive dens position indenfor et interval af sandsynlige værdier for impuls og omvendt.
Denne model var i stand til at forklare observationer af atomær adfærd, som tidligere modeller ikke kunne, såsom visse strukturelle og spektrale mønstre af atomer større end hydrogen. Således blev modellen af atomet, hvor elektronerne bevægede sig som planeter omkring kernen, kasseret til fordel for en, der beskrev en elektronskal som et diffust område, med orbitale zoner omkring kernen, hvor en given elektron med størst sandsynlighed vil kunne blive observeret.
Opbygning af et atom
Hvert atom er sammensat af en kerne og en eller flere elektroner der er bundet til kernen. Kernen er lavet af en eller flere protoner og et antal neutroner. Tilsammen kaldes protoner og neutroner for nukleoner. Kun den mest almindelige variant af brint har ingen neutroner.
Kernen er kun ca. en hundredetusindedel af atomets samlede størrelse, men rummer næsten hele atomets masse. Mere end 99,94% af et atoms masse udgøres således af kernen. Protonerne har en positiv elektrisk ladning, elektronerne har en negativ elektrisk ladning, og neutronerne har ingen elektrisk ladning. Hvis antallet af protoner og elektroner er lige store, så er atomet elektrisk neutralt. Hvis et atom har flere eller færre elektroner end protoner, så har det en samlet negativ eller positiv ladning, - sådanne atomer kaldes ioner.
Atomnummeret angiver antallet af protoner i kernen, og definerer hvilket kemisk grundstof atomet tilhører. For eksempel er ethvert atom, der indeholder 29 protoner, kobber. Antallet af neutroner definerer grundstoffets isotop. For eksempel er et kobberatom med 34 neutroner kobber-63 (29+34) (Cu-63) og med 36 neutroner er det kobber-65 (Cu-65); naturligt kobber er omkring 70% Cu-63 og resten er Cu-65.
Et atoms elektroner tiltrækkes af protonerne i atomkernen gennem den elektromagnetiske kraft. Protonerne og neutronerne i kernen tiltrækkes af hinanden gennem kernekraften. Denne kraft er normalt stærkere end den elektromagnetiske kraft, der støder de positivt ladede protoner fra hinanden. Under visse omstændigheder bliver den frastødende elektromagnetiske kraft stærkere end kernekraften. I dette tilfælde deler kernen sig og resulterer i dannelse af nye atomer med en anden masse og ladning, hvilket vil sige nye grundstoffer. Et sådant resultat kaldes for nukleart henfald. Hvis f.eks. et svovlatom (atomnummer 16) spaltes i to lige store dele, vil resultatet være to iltatomer (atomnummer 8) og ikke længere svovl.
Atomer som basis for kemiske forbindelser
Atomer kan binde sig til et eller flere andre atomer ved kemiske bindinger for at danne kemiske forbindelser såsom molekyler eller krystaller af salte. For eksempel var tårnene på mange af vores slotte oprindeligt lavet af rent kobber, men i årenes løb blev overfladen kombineret med ilt-, kulstof- og svovlatomer for at lave en grøn patina kalder ir på kobberet. Atomers evne til at binde sig til hinanden i kemiske forbindelser er ansvarlig for de fleste af de fysiske ændringer, der observeres i naturen. Kemi er den disciplin, der studerer disse ændringer.
Notation
Atomkernen i et grundstof med nukleoner og protoner skrives som . Fx skrives carbon-14 som eller ofte blot .
Neutrontallet er ikke nødvendigt at have med i denne notation, men er relateret til de andre tal ved:
Referencer
Eksterne henvisninger
https://portals.clio.me/dk/fysikkemi/emner/stof-kredsloeb/fysikkemi/atomer/
https://www.anisotropela.dk/encyclo/atom_dk.html
http://www.holismen.dk/Naturfag/Atomer/Atomer.htm
Atommodeller
En atommodel er en model til beskrivelse af atomets opbygning.
Se også
Fysik
Partikelfysik
Subatomar partikel
Proton
Neutron
Elektron
Foton
brintatomet
Atommodel (Bohr)
Atommodel (bølge)
Noter
Grundstoffer
Atomfysik |
2940 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kernev%C3%A5ben | Kernevåben | Kernevåben, mest kendt som atomvåben, er bomber, der anvender radioaktivt materiale som sprængsats. Man skelner mellem
Atombomben, som virker ved fission (spaltning) af atomkerner af tunge grundstoffer, f.eks. af uran eller plutonium.
Brintbomben, som virker ved kernefusion (sammensmeltning) af atomkerner af lette grundstoffer, typisk isotoper af brint.
De såkaldte "beskidte bomber" indeholder kemisk sprængstof, der er pakket med ekstremt giftigt, radioaktivt materiale, som ved detonationen spredes ud over et stort område og gør det ubeboeligt. Beskidte bomber er altså ikke kernevåben i snæver forstand.
Atombomben
Atombomben blev "opfundet" af Leó Szilárd, der ansøgte om patent d. 4. juli 1934. Bomben blev udviklet i USA under 2. verdenskrig i et gigantisk projekt med kodenavnet Manhattan-projektet under ledelse af fysikeren J. Robert Oppenheimer og testet ved en prøvesprængning (Trinitytesten) den 16. juli 1945 i Jornada del Muerto-ørkenen i New Mexico.
I en atombombe spaltes uran (eller plutonium) til lettere kerner og neutroner, der medvirker ved spaltningen af nye kerner osv. i en kædereaktion under frigivelse af store energimængder. For at kædereaktionen kan løbe løbsk og udvikle sig til en eksplosion, skal enten massen eller tætheden af fissionsmaterialet være større end en vis kritisk værdi. Atombomben kan derfor konstrueres efter to forskellige principper. I det ene tilfælde sammenføjes to klumper uran (Hiroshima), hvorved massen bliver overkritisk. I det andet tilfælde sammenpresses en klump plutonium (White Sands, Nagasaki), hvorved tætheden bliver overkritisk.
Ved angivelsen af en atombombes sprængkraft sættes den frisatte energi i relation til brændværdien af det kemiske sprængstof trotyl, trinitrotoluen (TNT). Sprængkraften af en atombombe ækvivalerer typisk 21 kiloton TNT-ækvivalent. Den største konventionelle bombe, der er konstrueret, har en sprængkraft af størrelsesorden 10 ton TNT, hvilket betyder, at atombomben er cirka tusind gange mere slagkraftig end noget våben, verden hidtil havde kendt.
Ved sprængning af atombomber i atmosfæren, slippes adskillige radioaktive stoffer ud i atmosfæren. Disse radioaktive stoffer spredes og falder senere til jorden som radioaktivt nedfald, hvilket skaber store sundhedsmæssige og miljømæssige problemer.
Lande med Atomvåben
USA
Rusland
Kina
Storbritannien
Frankrig
Pakistan
Indien
Israel
Nordkorea
Brintbomben
Brintbomben blev opfundet af Edward Teller og testet ved en prøvesprængning i 1952 på øen Elugelab i Ewinetok-atollen, som er en af Marshall-øerne i Stillehavet.
I en brintbombe sammensmeltes isotoper af brint til helium ved en termonuklear reaktion under frigivelse af enorme energimængder. I brintbomben eftergøres de processer, som forløber i Solens indre under høj temperatur og stort tryk. For at muliggøre kernesammensmeltningen er man nødt til at anvende en atombombe som tændsats, og detoneringen af den bidrager væsentligt til energiudviklingen.
Det stod hurtigt klart at brintbomben var et endnu mere frygtindgydende våben end atombomben, eftersom sprængkraften er af størrelsesorden tusind gange så stor, altså af størrelsesorden 5-50 megaton TNT. Den kraftigste brintbombe, der hidtil er detoneret er bomben Tsar Bomba, der blev sprængt af Sovjetunionen den 30. oktober 1961.
Brintbomben har ikke været anvendt i væbnede konflikter.
Tsar Bomba
Tsar Bomba er historiens hidtil største og kraftigeste prøvesprængning af et kernevåben og fandt sted i Novaya Zemlya i Rusland den 30. oktober 1961. Bombens sprængkraft var til at starte med på 100 megaton TNT, men man valgte at halvere kraften til ca. 50 megaton TNT (10 gange så meget sprængstof som blev anvendt under hele 2. verdenskrig).
Ildkuglen nåede en diameter på 8 km, hvormed den rørte jorden og kom næsten lige så højt op som flyet, der smed den, og den kunne tydeligt ses og mærkes op til 1.000 km væk, hvor den smadrede ruder i Finland og forvoldte mindre strukturelle skader andre steder. Den intense varmestråling ville have forårsaget tredjegradsforbrændinger indtil 100 km fra ground zero. Paddehatteskyen nåede en højde af 62 km (7 gange Mount Everest), før den forsvandt ud af atmosfæren og var et sted mellem 30-40 km i diameter. Den seismiske chokbølge kunne stadig måles på dens tredje jordomrejse. Den målte et sted mellem 5-5,25 på Richterskalaen.
50 megaton er omtrent 2,1*1017 joule, processen varede 39 nanosekunder, producerende 5,4*1024 Watt (5,4 yottawatt). Det svarer til at man i dette korte tidsrum producerede ca. 1,4 % af den energi, Solen udleder i samme tidsrum, eller at man ville dække verdens nuværende energibehov i 3,4 timer. USA's største brintbombe, B41, kunne teoretisk nå 25 megaton TNT – halvt så meget kraft som Tsar Bomba, selvom den største, de nogensinde har testet, "kun" var på 15 megaton TNT.
Brintbombemagter
USA
Rusland
Kina
Storbritannien
Frankrig
Pakistan
Indien
Israel?
Nordkorea?
Historisk betydning
For at undgå en blodig invasion af de japanske hovedøer, som ville koste noget nær 1 million amerikanske soldater livet, valgte den amerikanske regering at bruge atombomben for at tvinge Japan til at overgive sig betingelsesløst. Den første atombombe (Little Boy) blev kastet over Hiroshima den 6. august 1945, og tre dage efter fulgte endnu en (Fat Man) over Nagasaki. Herefter kapitulerede Japan.
Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki forandrede efter manges mening verden for altid. Bl.a. havde naturvidenskaben i manges øjne endegyldigt mistet sin uskyld, fordi naturvidenskabsfolk på afgørende vis havde medvirket ved udviklingen af atombomben.
Siden 2. verdenskrig har kernevåben spillet en central rolle i det politiske spil mellem nationerne, især under Den kolde krig. Sovjetunionen fik sin første atombombe i 1949 og sin første brintbombe i 1953.
Den udbredte frygt for de katastrofale følger af en atomkrig har afstedkommet traktaten om ikke-spredning af kernevåben, hvis formål er at fastholde antallet af nationer, som disponerer over kernevåben (p.t. USA, Rusland, Indien, Pakistan, Kina, Storbritannien, Frankrig og Israel) og samtidig nedsætte antallet af sprænghoveder.
I nutiden er en af de alvorligste trusler, at terrororganisationer vil gøre brug af miniatombomber eller beskidte bomber. Mistanken om at Irak var ved at udvikle kernevåben var f.eks. den officielle forklaring på USA's invasion af landet under Irakkrigen.
Nordkorea gennemførte en prøvesprængning af et kernevåben i oktober 2006. FN's sikkerhedsråd blev nogle dage senere enige om en resolution, der indførte sanktioner mod Nordkorea. Der vil dog sandsynligvis gå lang tid, før landet selv kan udvikle et kernevåben, som det er praktisk muligt at anvende – medmindre landet får assistance fra udlandet. Det er endda blevet foreslået, at det ikke var en prøvesprængning, da de målte rystelser fra sprængningen kan være forårsaget af almindeligt sprængstof i stor mængde.
Nordkorea nedlagde i slutningen af 2007 sit atomprogram efter løfter om olie og naturgas til at dække det energibehov, som Kim Jong-il hævdede hans atomprogram skulle bruges til. Man foretog dog en ny prøvesprængning den 25. maj 2009. Den nye test nåede ifølge russiske seismologer op på ca. 20 kiloton, hvilket svarer meget godt til andre landes førstegangstester. Den 3. september 2017 foretog Nordkorea angiveligt en succesfuld test af en brintbombe, der vil kunne monteres på et Interkontinentalt ballistisk missil.
Referencer
Eksterne henvisninger
BioNyt Videnskabens Verden nr. 165+166+169 Tema: Atombombens udvikling, Den Kolde Krig, Uheld og risiko ved atomvåben. bionyt.dk/169
Terney, O. (2018) Atomvåben: Uheld og risiko. Teknikkens fejlbarlighed – Menneskelig svigt. BioNyt Videnskabens Verden nr. 169.
The true scale of nuclear weapons will give you serious anxiety. ScienceAlert 2016
Forskelligt info og andre ting med A-Bomber
"En vetenskapsman och en flygexpert om Hiroshima" (Teknisk Tidskrift; Årgång 76. 1946; s. 506)
Lars Carlbom: "Atombombens verkningar" (Teknisk Tidskrift; Årgång 76. 1946; s. 1257-1262)
CNN omkring USA's 5.113 atomsprænghoveder
Atomvåpen og USA - Hemmeligholdte atombombefilmer offentliggjort
Våben |
2942 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aton | Aton | Aton har flere betydninger:
Aton (gud) – solgud fra oldtidens Ægypten
Ubetonet
Tonløs |
2946 | https://da.wikipedia.org/wiki/Atrium | Atrium | Et atrium (flertal atrier eller atriummer) eller aula er et mindre gårdrum afgrænset af omkringliggende bygning og er i klassisk forstand ikke nødvendigvis overdækket. Det kan også være et frodigt gårdrum, som de lidt finere arabere havde i gammel oldtid.
Bygningsdele
Romersk arkitektur |
2950 | https://da.wikipedia.org/wiki/X2 | X2 | X2 er en teknologi – udviklet af 3COM – til transmission af data over normale telefonlinjer med en hastighed på op til 56.600 bps. X2 blev sammenlagt med K56Plus fra Rockwell Semiconductor (nu Conexant) og dannede herefter K56flex.
Kilde
Datatransmission |
2951 | https://da.wikipedia.org/wiki/Atrofi | Atrofi | Atrofi (fra græsk , atrophia, "afmagring") er et lægeligt udtryk som betegner svind af væv, legeme eller organ. Årsagen til denne tilstand kan være normal fysiologisk udvikling, mangelfuld ernæringstilstand, nedsat brug eller alderdom.
Histologi
Atrofi dækker over to principielt forskellige begreber. Både faldende celletal, og svind i cellemasse – kombinationer er også muligt.
Tab af cellemasse er fx det der sker, når muskler svinder under langvarig sygdom, eller fedtceller skrumper ved slankekur/sult. Der er det samme antal celler i de enkelte muskler, men de enkelte celler er blevet betragteligt mindre. På dette punkt, er atrofi i modsætning til hypertrofi.
Tab af celler, ses fx i tarmen, under langvarig underernæring. Der bliver ikke nydannet celler, når de gamle dør, derfor falder antallet af celler. Atrofi modsvarer her hyperplasi.
Atrofi, i form af falende celletal, dækker over begreberne nekrose, der dækker over patologisk celledød, eller apoptose der er naturlig og styret celledød.
Hvis atrofien er sygelig kan de danske udtryk (vægt-)svind, svindsot eller tæring anvendes synonymt.
Botanisk
Også planter kan atrofieres. Ved begyndende vandmangel, tabes saftspændingen, men ved langvarig udtørring svinder cellerne ind og planten begynder at blive gullig at se på, man siger, at "den visner". Når skaden er sket, og planten er helt tør, siger man i stedet "den er visnet". På den måde skelnes der i dansk sprog mellem atrofieringsfasen og dødsfasen hos planter.
Se også
Hjerneatrofi
Hyperplasi
Hypertrofi
Multipel system atrofi
Neoplasi
Spinal muskulær atrofi
Fysiologi
Histologi
Botanik |
2953 | https://da.wikipedia.org/wiki/XAML | XAML | XAML (forkortelse for eXtensible Application Markup Language, udtales /ˈzæməl/) er et deklarativt XML-baseret sprog udviklet af Microsoft til blandt andet at oprette og tildele værdier til objekter i .NET Frameworket. Det er udgivet under en særlig Microsoft licens Open Specification Promise, der kort fortalt betyder at Microsoft ikke vil sagsøge konkurrenter hvis de bruger XAML i deres produkter.
XAML bruges i Windows Presentation Foundation (WPF), Silverlight og Windows Workflow Foundation.
I WPF og Silverlight bruges XAML til at beskrive brugergrænsefladen dvs knapper, menuer, animation mv. men alt hvad man kan gøre i XAML kan også gøres i C# ved at instantiere WPF-klasser. Fordelen ved at lave brugergrænsefladen i XAML er at man kan designe brugergrænseflade i et designværktøj, der ikke kræver kendskab til programmeringssprog som C#.
Programmeringssprog |
2956 | https://da.wikipedia.org/wiki/Xanadu | Xanadu | Xanadu er en amerikansk film fra 1980 instrueret af Robert Greenwald. Olivia Newton-John spiller med i filmen.
Stednavnet stammer oprindeligt fra Shan-du, der er en by i Mongoliet nævnt af Marco Polo. Herefter optræder det som Xanadu i en bog af Samuel Purchas.
Den væsentligste kilde for inspiration med hensyn til navnet er nok Coleridges digt Kublah Khan.
Et par andre steder det er benyttet, er i Orson Welles' filmklassiker Citizen Kane, i en af Kim Larsens sange, og i Jan Kjærstads bog Forføreren.
Kilder/henvisninger
http://www.xanadu.com.au/general/faq.html#7
Musicalfilm fra USA
Amerikanske film fra 1980 |
2979 | https://da.wikipedia.org/wiki/Attribut | Attribut | Attribut har flere betydninger:
Attribut (sprog) - led der lægge sig til et navneord
Attribut (kendetegn) – kendetegn til en person eller gud
Attribut (datalogi) – Indenfor datalogi er en attribut en specifikation, som definerer en egenskab af et objekt, element - eller fil |
2986 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aubergine | Aubergine |
Aubergine (Solanum melongena) er en op til 1,5 meter høj plante med lavendelblå blomster. Aubergine dyrkes for sine frugter, der findes i mange varianter. De typiske er aflange eller ægformede og violette i farven. Aubergine tilhører samme familie som kartoffel og tomat, men den stammer oprindelig fra Sydøstasien.
Sorter
Auberginer findes i mange forskellige sorter, der giver vidt forskellige frugter. Den mest kendte i Danmark er den violette variant – hvis farve også kendes som auberginefarvet.
Andre varianter er små og runde, stribede eller ægformede. Det engelske navn er eggplant – og den kaldes også ægplante på dansk.
Anvendelse
Auberginer kan grilles, dampes, gratineres, paneres og indbages. Aubergine indgår i traditionelle middelhavsretter som Ratatouille, İmam bayıldı og Moussaka.
Frugtkødet er hvidt og svampet i konsistensen, og de store violetfarvede frugter skrælles ofte før brug, da skrællen har en bitter smag. De småfrugtede sorter kan spises med skræl.
Se også
Grøntsag
Kilder/henvisninger
Nytteplanter fra Asien
Bær
Natskygge |
2995 | https://da.wikipedia.org/wiki/Audit%C3%B8r | Auditør | En auditør er en forhørsleder.
I Forsvarets Auditørkorps er auditøren en undersøgelsesleder. Auditøren og dennes medhjælpere, auditørfuldmægtige fungerer herudover som anklager i militære straffesager ved by- og landsretterne (ved Højesteret er det generalauditøren og dennes fuldmægtige, der udgør anklagemyndigheden). Auditøren og auditørfuldmægtigene skal være uddannet jurister, cand.jur.
Transport- og Energiministeriet har egen auditør – "Auditøren under Transport- og Energiministeriet".
Militær
Jurister
Dataindsamling
Retspersonale |
2999 | https://da.wikipedia.org/wiki/Augur | Augur | En augur var en præst, især i Etruskerriget og Det gamle Rom. Hans hovedopgave var at tolke fuglenes flugt, skrig og æden.
Det kaldtes "at tage auspicier". Augurerne varslede krig, handel og religion og var af betydning for hele det romerske samfund. Den romerske historiker Livius skriver (VI.41): auspiciis hanc urbem conditam esse, auspiciis bello ac pace domi militiaeque omnia geri, quis est qui ignoret? ("Hvem kender ikke til, at denne by kun blev grundlagt efter et helligt bestik, at alt vedrørende krig og fred, hjemme såvel som ude, kun blev udført efter at tage helligt bestik?").
Ikke alle troede på varslerne. Heller ikke augurerne selv, der smilede indforstået til hinanden: med "augursmil". Søren Kierkegaard brugte udtrykket om sin tids præster.
Se også
Romerske præsteembeder
:Kategori:Spiritualitet
Religion
Romerriget
Embeder i det Antikke Rom
Spådom |
3002 | https://da.wikipedia.org/wiki/August | August | August måned er opkaldt efter Augustus, romersk kejser. Ældre dansk navn er Høstmåned.
Det er en ofte hørt misforståelse at det er kejser Augustus som var skyld i, at august har 31 dage, ifølge denne legende fordi han ikke ville acceptere at måneden han omdøbte efter sig selv skulle blive kortere end juli, som var opkaldt efter hans forgænger og adoptivfar Julius Cæsar. Ændringen skyldes imidlertid ikke Augustus, men blev gennemført af Cæsar i år 45 f.Kr., hvor han forlængede måneden der oprindeligt havde 29 dage med to ekstra. Månedens oprindelige latinske navn var Sextilis
August i Danmark
Normaltal for august
Middeltemperatur: 16,9 °C
Nedbør: 82 mm
Soltimer: 197
Vejrrekorder for august måned
1885 - Den laveste lufttemperatur målt i august: -2,0 °C i Varde.
1891 – Den vådeste med hele 167 mm nedbør.
1902 – Den koldeste august med en middeltemperatur på 12,8 °C. Max- og minimumtemperaturen var hhv. 23,5 og 1,0 °C.
1947 – August 1947 satte 2 vejrrekorder. Det var både den solrigeste med hele 291 soltimer, og den tørreste med kun 10 mm nedbør.
1975 – Den højeste lufttemperatur nogensinde målt i Danmark. 36,4 °C i Holstebro (10. august).
1980 – Den solfattigste med kun 113 soltimer.
1997 – Den varmeste august med en middeltemperatur på 20,4 °C. Max- og minimumtemperaturen var hhv. 32,6 og 6,2 °C.
Ekstern henvisning
Dmi: Månedens vejr
Måneder |
3003 | https://da.wikipedia.org/wiki/Auktion | Auktion | Auktion er et offentligt salg til højstbydende. Auktioner benyttes til salg af f.eks. kunstgenstande, antikviteter, fuldblodsheste og biler. En autoriseret auktionsholder er ansvarlig for forløbet.
Der findes flere typer af auktioner.
Den traditionelle auktion, hvor en auktionarius modtager bud fra budgivere i et auktionslokale eller i en telefon. I dagene inden auktionen afholdes et eftersyn, og der trykkes et auktionskatalog.
Online-auktionen, hvor bud kun kan afgives elektronisk. Ved en online auktion trykkes intet katalog, og eftersynet foregår under auktionen, der typisk strækker sig over en uge.
Laveste unikke bud auktion er en auktion, hvor den som opnår det laveste unikke bud vinder auktionen. For at opnå et unikt bud kræver det ganske enkelt at man er den eneste som har det bud, og det laveste siger sig selv. Der findes mange udbydere af denne type auktioner, og de fleste steder vil man have muligheden for at vinde en række auktioner meget billigt.
De online auktioner deles i dem, der som de traditionelle auktioner baserer sig på kommisionssalg fra en rekvirent, og dem, der ikke inddrager en mellemmand, men er en direkte handel imellem køber og sælger. Ved kommisonssalg vurderes en indleveret effekt af en vurderingsekspert. Ved en direkte handel mellem køber og sælger bliver effekten ikke vurderet. QXL og Ebay er eksempler på auktioner, hvor der handles direkte imellem køber og sælger.
Ved køb og salg på auktion betales et salær til auktionsfirmaet. Salæret beregnes som en procentdel af hammerslagssummen. Moms betales af hammerslagspris og salær.
Mange traditionelle auktionsfirmaer er siden årtusindskiftet helt eller delvist blevet online auktioner.
Se også
Hollandsk auktion
Forretningsmodeller |
3007 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aura | Aura | Aura er i forskellige esoteriske eller spirituelle kredse det felt af farvede energier, som omgiver mennesker. Auraer, i ovennævnte esoterisk/spirituel forstand, kan ikke konstateres videnskabeligt, men forestillingen er udbredt i new age kredse, hvor man mener, at clairvoyante kan se en persons personlighed og vurdere hans helbred i auraen.
Ifølge esoteriske læresystemer består auraen af flere lag, der afspejler forskellige af menneskets facetter og muligheder, -fysiske/mentale formåen, ubalancer, svagheder, -fortid, nutid, fremtid osv.
Etymologi
Ordet oprinder fra det græske αύρα, ávra "brise", "pust" eller "nimbus". Det er kommet til dansk via latin aura, der betyder "lysskær", "livsånde", "åndepust" eller "brise".
Se også
Chakra
Glorie
Eksterne henvisninger
19 October 2004, Nature: Auras may be generated in the brain Citat: "...Synaesthetic woman sees colours around faces and names...People with synaesthesia, perhaps one in 2,000 by conservative estimates, get two-for-one sensory experiences. They feel music, taste art, and often see colours around words or things...He is intrigued by the idea that synaesthesia could explain auras, but doesn't see a way to prove it..."
May 2003, Scientific American: Hearing Colors, Tasting Shapes Citat: "...People with synesthesia--whose senses blend together--are providing valuable clues to understanding the organization and functions of the human brain...For them the senses--touch, taste, hearing, vision and smell--get mixed up instead of remaining separate..."
Esoterik
Spiritualitet
Pseudovidenskab |
3009 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aureole | Aureole | Aureole har flere betydninger:
Aureole betyder glorie og berømmelse.
Aureole er en restaurantkæde i Las Vegas og New York.
Aureole (ballet) er en ballet af Paul Taylor fra 1962. |
3011 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aurora%20%28gudinde%29 | Aurora (gudinde) | Aurora er i romersk mytologi gudinden for morgenrøden.
Aurora fornyer sig selv hver morgen ved daggry og flyver over himlen og bebuder morgenens ankomst. Hun har en broder (solen) og en søster (månen). Hun har haft mange mænd og har fire sønner: vindene fra nord, syd, øst og vest.
En af hendes mænd var Tithonus. Aurora bad Zeus om at give ham udødelighed. Aurora glemte dog at spørge om at give ham evig ungdom, så Tithonos ældes for evigt.
William Shakespeare omtaler Aurora i Romeo og Julie.
Romerske guder |