id
stringlengths 1
7
| url
stringlengths 31
209
| title
stringlengths 1
117
| text
stringlengths 7
302k
|
|---|---|---|---|
3012 | https://da.wikipedia.org/wiki/Polarlys | Polarlys | Sydlys (latin aurora australis) og nordlys (latin aurora borealis) kan ses, når solvinden er kraftigere end normalt med store elektriske udladninger, der slynger elektrisk ladede partikler mod jorden.
Fællesbetegnelsen for sydlys og nordlys er polarlys (aurora polaris).
Partiklerne afbøjes af jordens magnetfelt og spiralerer frem og tilbage mellem jordens magnetiske syd- og nordpol. Med tiden taber de kinetisk energi bl.a. ved at anslå atmosfærens atomer. Når atmosfærens atomer afgiver energien igen ved emission udsender de stråling, bl.a. i form af synligt lys.
Polarlys-mekanismer
Polarlys er et resultat af emissioner af fotoner i jordens øvre atmosfære i omkring 80 km højde, fra ioniserede nitrogen-atomer som genindfanger en elektron, og oxygen- og nitrogen-atomer, der returnerer fra en exciteret tilstand til grundtilstanden. Atomerne ioniseres eller exciteres ved sammenstød med solvindpartikler som kanaliseres ned i atmosfæren langs feltlinjerne fra jordens magnetfelt.
oxygen emissioner Grøn eller brun-rød, afhængigt af energien af de udsendte fotoner.
nitrogen emissioner Blå eller røde. Blå, hvis atomet indfanger en elektron efter at have været ioniseret. Rød, hvis atomet returnerer fra en exciteret tilstand til grundtilstanden.
Solvinden danner også polarlys på andre planeter med et magnetfelt som Jupiter og Saturn.
Dag- og natpolarlys
Dagpolarlyset opstår, når de magnetiske solstorme rammer Jorden forfra; altså den side af Jorden, som vender mod solen. Dagpolarlyset sker mindst 200 km oppe i luften.
Når de magnetisk ladede partikler i solstormene passerer Jorden, fæster de sig til magnetfeltet på Jordens bagside. På grund af deres enorme hastighed (over tre millioner km i timen) vil magnetfeltet strækkes som en elastik. Svalbard er det bedste sted i verden for at observere solvinden koble sig på Jordens magnetfelt. I december og januar, nå det er bælgmørkt på Svalbard, kan man observere fænomenet med optiske kameraer fra Kjell Henriksen-laboratoriet udenfor Longyearbyen og radarstationen Eiscat lige ved. Når elastikken er spændt maksimalt, slår den tilbage med enorm energi mod Jorden, og trænger langt ned i atmosfæren, til 100 km over Jorden hvor natpolarlyset opstår. Derfor er dette langt stærkere end dagpolarlyset - 10 til 100 gange kraftigere. Stærkest lyser natpolarlyset på 70 grader nord (som Tromsø), mens dagpolarlyset sees klarest på 80 grader nord (som Svalbard).
Solstormene varmer atmosfæren op. Da natpolarlyset opstår dybt nede i atmosfæren, holder lufttrykket ovenpå den opvarmede luft på plads som i en trykkoger. Men højere oppe, hvor dagpolarlyset varmer atmosfæren op, er der intet til at forhindre den opvarmede luft i at stige til vejrs. Dagpolarlyset danner dermed en gigantisk luftfontæne, som er 50.000 km høj, og pumper 300 tons oxygen ud i universet i løbet af et døgn. Forskerne ved ikke, hvordan energien i luftpumpen kan blive så kraftig, at luftmolekyler undslipper Jordens gravitationsfelt og forsvinder i universet. Et sted i luftfontænen, mindst 600 km over Jorden, må der ske en energiforvandling, der får luftpartiklernes hastighed til at stige, og det er en bølgeenergi. For at undslippe Jordens tyngdefelt må partiklerne have en fart på 11 km i sekundet. Fænomenet kan ikke undersøges med radarmålinger hverken fra Jorden eller fra satellitter. I dag bremser luftfontænernes modstand satellitterne, så de falder ned i bane, og behøver brændstof for at få farten op igen. Der eksisterer ingen mulighed for at forudsige, hvornår det sker. Med gode rumvejrvarsler vil satellitternes levetid kunne forlænges. De fleste svæver i 400-600 kms højde; men selv satellitter i 800 kms højde påvirkes af luftfontænerne. Jo lavere bane, jo større bremseeffekt er der fra luftfontænen.
Nordlys og nordisk mytologi
I den nordiske mytologi har nordlys en helt speciel funktion. Aserne byggede et gærde omkring Midgård for at beskytte menneskene mod jætterne. Dette gærde blev som resten af verden bygget af urjætten Ymers døde krop. Gærdet blev bygget af hans øjenvipper og ses af og til langt mod nord som lyse striber på himlen – også kaldet nordlys.
Noter
Litteratur
Asgeir Brekke og Alv Egeland: "Nordlys" (Skalks Gæstebog; Wormanium, Højbjerg 1985; , s. 101-110)
Se også
Bohrs atommodel
Solvind, Solplet, Solstorm, Soludbrud
Jordens atmosfære
Kosmisk stråling
Van Allen-bælterne
Lyn i den øvre atmosfære
Røntgen-fluorescensspektroskopi
Kilder/eksterne henvisninger
Nordlys over Danmark 27. september 2011
Polarlyset (Salmonsens Konversationsleksikon 1915-1930)
nordlys og sydlys (fra Den Store Danske)
Rummet.dk
DMI: Hvad er Nordlys?
16. dec 2007, Ing.dk: Magnetiske reb skaber nordlys
Northern Lights Pictures
dmi.dk: Mandag bød på nordlys, med link til video optag et i Danmark
Lys
Rumplasma
Meteorologi
Plasmafysik
Atmosfærisk elektricitet |
3016 | https://da.wikipedia.org/wiki/Auspicier | Auspicier | En auspice (Latin: auspicium, fra auspex; ~ bogstaveligt: "En som ser på fugle") er et varsel. Bliver i dag brugt i betydningen "ledetegn". Det var en måde, hvorpå man tog varsler om fremtiden ved at iagttage fuglenes flugt, måden de lettede på osv. De personer, som var særligt sagkyndige ud i tolkningen af auspicier, kaldte man for augurerne.
Historien fra det gamle Romerrige fortæller om ørnevarsler, særlig om fremtidige kejsere.
I dag tales om "at være under nogens auspicier" – altså ledelse. Denne brug stammer fra det gamle Rom, hvor politiske og militære ledere havde pligt til at tage auspicier og lade sig lede af disse.
Noter
Se også
Vejrvarsel
Ord og vendinger
Spådom |
3017 | https://da.wikipedia.org/wiki/Australske%20Alper | Australske Alper | De Australske Alper er en fælles betegnelse for de højeste bjergkæder i det sydøstlige Australien.
Vigtige områder i de Australske Alper er blandt andre:
Mount Kosciuszko
Mount Bogong
Snowy Mountains
Kosciuszko National Park
Alpine National Park i delstaten Victoria
Bjergkæder i Oceanien |
3023 | https://da.wikipedia.org/wiki/Auteur | Auteur | En auteur er et udtryk, der anvendes om en filminstruktør med et særligt kunstnerisk udtryk. Auteuren er i denne tankegang en kunstner, der formår at sætte sig eget personlige aftryk på de film, som hun laver, hvorimod en såkaldt metteur-en-scene indretter sig selv og sin filmkunst efter gældende normer og konventioner. Begrebet opstod hos kredsen omkring det parisiske tidsskrift Cahiers du Cinema. Ifølge den såkaldte auteur-teori er der en række auteurer, som gennem deres filmkunst brød studiesystemets monopol og skabte film med personlige kunstneriske udtryk. Teorien, der opstod i 1950'erne, pegede på bl.a. John Ford, Orson Welles og Alfred Hitchcock som de store auteurer, men senere blev også instruktører i den ny bølge som fx Claude Chabrol, François Truffaut, Jean-Luc Godard, Eric Rohmer og Jacques Rivette betegnet som sådanne. En af de mest berømte formuleringer af auteurens rolle er Alexandre Astrucs idé om, at instruktøren "skriver med kameraet" som var det en pen.
Oprindeligt blev idéen om at en filminstruktør kunne anses for at være en stor kunstner anset for at være en nærmest kættersk idé. Dette kunstsyn accepterede ikke filmen som kunstform og accepterede derfor heller ikke det synspunkt, at en filminstruktør kunne være en kunstner. Men som tiden er gået er det efterhånden - i hvert fald ifølge nogle forskere - blevet en alment accepteret idé, at instruktører godt kan være i stand til at sætte et personligt præg på deres film, selvom disse film bliver lavet i en meget kommerciel verden. En central idé i autuerteorien er, at den "almindelige test" for en auteur er om, hvorvidt et særkende kommer til syne, når man ser auteurens forskellige film som et samlet hele eller når filmene ses i forhold til hinanden.
Auteurteori
Målet med en auteur-analyse er at belyse, hvorvidt en given film afspejler instruktørens særlige filmiske stil eller dennes særlige tematiske valg. Filmkritikeren Andrew Sarris introducerede i 1962 auteurteorien til et amerikansk publikum med artiklen "Notes on the Auteur Theory in 1962." Heri fremagde han en model, hvor kun instruktøren, der er i stand til at give en film en indre mening kan anses for at være en auteur. I Sarris' øjne skulle en instruktør demonstrere en teknisk kompetence (techne), have sin egen karakteristiske stil (personal style) samt en gennemgående idé i sine værker (interior meaning), før man med rette kunne kalde hende for en auteur. Året efter fik Sarris dog et modsvar fra kritikeren Pauline Kael, som betonede filmselskabernes betydning for den individuelle films udformning og senere er Sarris' essay også blevet kritiseret for ikke at komme med noget bud på, hvordan kritikere kan med rimelighed kan bestemme, hvornår der er en "indre mening" i en film.
Manuskriptforfatteren som auteur
Også filmkritikeren Richard Corliss har argumenteret imod Sarris' essay. I Corliss' bog Talking Pictures: Screenwriters in the American Cinema, 1927-1973 (1974) lægger Corliss i stedet vægt på manuskriptforfatternes centrale rolle i filmproduktion. Corliss skriver således, at Sarris' tilgang "may have done more harm than good in citing the director as the sole author of his film." I stedet for at udvide blikket på flere og flere af de vigtige bidragsydere i filmproduktioner mente Corliss, at Sarris' metode blot endte i "an endless coronation of the director." Corliss skriver, at instruktøren ganske rigtigt har et stort ansvar i skabelsen af en film, men at dette ansvar er over for noget: nemlig et ansvar over for manuskriptet. Instruktøren kan således ødelægge, filme eller forbedre dette forlæg. Corliss påpeger, at "The importance of a director's personal - or even visual - style is not at question here, only the assumption that he creates a style out of thin air instead of adapting it to the equally important styles of the story and performers." Instruktørens udøver altså en anseelig magt, men denne indflydelse rammesættes af manuskriptet og skuespillernes bidrag. Således mener Corliss, at "a screenwriter's work should and can be judged by analyzing his entire career, as is done with a director."
Forfatteren som en struktur i teksten
Filmteoretikeren Peter Wollen kobler i værket Signs and Meaning in the Cinema auteurteorien til strukturalismen. Wollen opfatter auteuren som en ”struktur i teksten,” hvilket skal betyde, at en auteur for Wollen ikke er det samme som instruktøren, der har stået bag filmen. Denne strukturalistiske tilgang søgte så at sige at ”kappe forbindelsen” mellem film og instruktør og dette er blevet set som et forsøg på at lægge afstand fra den noget romantiske kunstopfattelse i auteurdiskursen. Der er dog også den indvending, at andre end instruktører kan have auteurstatus, fx manuskriptforfattere med en særlig stil som fx Charlie Kaufman. Denne pointe ligger i forlængelse af den generelle kritik af auteurteori, der mener, at instruktøren hyldes på bekostning af andre bidragsydere som skuespillere, producere, filmklippere mv. Én kritiker har således påpeget, at hvor auteurteorien har en fortid som en ideologisk position, så bør dens anvendelse i dag ses som blot en blandt mange andre fortolkningsperspektiver.
Filmproduceren som auteur
Filmforskeren Matthew Bernstein har i modsætning til Sarris’ fokus på instruktøren og Carliss’ fokus på manuskriptforfatteren slået et slag for at se filmproducere som auteurer. Ifølge Bernstein selv går denne idé imod den traditionelle auteurdiskurs, der netop mente, at instruktører, der var auteurer, lykkedes med deres kunstneriske projekter på trods – og ikke takket være – af filmindustriens administrative lag. Ifølge Bernstein står produceren for den økonomiske logik, der bragte kunstneriske ambitioner i fare: deres fokus ligger på det økonomiske og ikke det kunstneriske. Som belæg for denne påstand citerer Bernstein Joel Siegel for at have sagt, at det ”is generally nonsensical to speak of producers as creators when, in all but a few cases, they were the enemies of creation.” Men for Bernstein står fx Merian C. Cooper som et eksempel på, en filmproducere godt kan være en auteur i kraft af, hvordan han var en hovedkraft på King Kong (1933). Også produceren David O. Selznicks store indflydelse på Borte med blæsten (1939) er et eksempel på, at en producer kan stå som den primære kreative drivkraft bag en film. Bernstein mener dog, at Val Lewton er det bedste eksempel på en producer-auteur, fordi der går en tydelig rød tråd igennem hans film. Også Walt Disneys indsats som producer får Bernstein til at fremhæve ham som en producer-autuer. Dette var dog undtagelsen i den æra i Hollywoods historie.
Bernstein bemærker, at i Hollywoods senere historie kommer auteurinstruktører som Steven Spielberg, Clint Eastwood og Martin Scorsese til også at fungere som producere på deres egne film. Derudover er der succesfulde samarbejder mellem producere som Brian Grazer og Ron Howard, hvor samarbejdet i Bernsteins optik resulterer i disse kollaboratørers stærkeste arbejde. Dertil kommer produceren Jerry Bruckheimers store succes med blockbustere som Frækkere end politiet tillader (1984), Top Gun (1986), Bad Boys (1995), Armageddon (1998) m.v. Bernstein mener dog ikke, at Bruckheimer kan ses som værende en auteur.
Filmstudiet som auteur
Filmforskeren Jerome Christensen har argumenteret for endnu fokusforskydning væk fra instruktøren som auteur. Christensen mener, at det er filmstudiet, der er den afgørende instans for filmkunstens eksistens, men anerkender også, at dette synspunkt ikke har mange tilhængere inden for filmvidenskaben, der ifølge Christensen (med opbakning fra Richard Maltby) har taget enten et tekstanalytisk fokus eller zoomet ind på filmens økonomiske historie. Dog udpeger Christensen den indflydelsesrige The Classical Hollywood Cinema, som en afgørende undtagelse, der lige præcis kombinerer en ”extraordinary attention to film form with its equally impressive analysis of the industrial system.” Således var Hollywood ifølge Christensen garant for en bestemt type film: ”Responsive to the market and changing practices, Hollywood product may have been elegantly varied, but individual films had no more meaning than the stylish tailfin on a Chevrolet or the newest hue of a Frigidaire.”
Det kollaborative fokus
I stedet for at fokusere på en enkelt auteur i filmproduktion argumenterer filmforskerne Bruce Kawin og Robert L. Carringer for i stedet for at fokusere på samarbejdet i filmproduktion. Kawin skriver således, at problemet med auteurteorien er, at den "may allow the critic to ignore creative collaboration and leap straight to the director." Problemet bliver således, at andre personers indflydelse i filmproduktioner bliver overset: "Many auteurists want to find a single author and let it go at that. Although they may understand that actress Bibi Andersson and cinematographer Sven Nykvist are independent beings, they prefer to analyze every image and instant of Persona as if it proceeded directly from Ingmar Bergman's consciousness. Bergman himself has always been generous in acknowledging the contributions of the group he has worked with and would never endorse such a critical position." Kawin påpeger i denne sammenhæng, at hvor de fleste af Spielbergs film tydeligvis er hans film, så er Indiana Jones filmene tydeligvis mærket af hans samarbejde med George Lucas. Og især en film som Das Cabinet des Dr. Caligari (1920) er i Kawins øjne et eksempel på, hvordan forskellige mennesker kan sætte så stærkt et aftryk på en film, at det er urimeligt at placere noget enkeltindivid som auteuren bag denne film og Kawin indvender i samme ombæring også, at man bliver nødt til også at forholde sig til den kommercielle kontekst for filmproduktion for ikke at overbetone det æstetiske aspekt i ens forståelse af en filmen - altså på bekostning af de produktionsmæssige og økonomiske forhold.
Noter
Filmhistorie
Humaniora |
3025 | https://da.wikipedia.org/wiki/Auto- | Auto- | Forstavelsen auto- er græsk og betyder selv-, f.eks. automobil, selv-kørende; automat, selv-bevægende; autonom selv-bestemmende.
Præfikser |
3038 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bil | Bil | En bil (eller en automobil) er et selvkørende, motoriseret køretøj opfundet i slutningen af det 19. århundrede. Føreren af en bil kaldes en bilist eller chauffør. Automobil betyder slet og ret "selvbevægende" – altså kan bevæge sig af sig selv, men blev på dansk erstattet af det mere mundrette ord bil efter en enquete i dagbladet Politiken i 1902.
Biler kan typiseres efter brug, f.eks. busser (rutebiler, omnibusser), lastbiler, personbiler, varevogne og efter driftsteknik, f.eks. elbiler, hybridbiler.
Den første elektriske bilmærke med virkelig succes i bilindustrien, har været Tesla, der blev grundlagt i 2003 af den succesfulde forretningsmand Elon Musk.
Etymologi
14. marts 1902 blev ordet bil for første gang taget i brug - i Politiken, der havde udskrevet en konkurrence om et afløserord. Om forslaget "bil" skrev journalisten, at det nok var for nyt og dristigt, og at forslaget tøf var det bedste. Alligevel var det "bil", der vandt og blev det fællesnordiske ord, som har fortrængt andre kandidater. Ordet er en forkortelse af "automobil" med ophav i græsk auto og latin mobilis "bevægelig". I fransk og tysk valgte man derimod forleddet "auto". Englænderne fandt en anden løsning seks år tidligere – car. Ordet har sit ophav i et keltisk carr – "vogn", og det kom tilbage til engelsk via latin og fransk i formen carriage med betydningen "vogn, kærre". Det er også ophav til spansk og italiensk carro. I 1826 begyndte amerikanerne at omtale jernbanevogne som car, men i 1896 blev ordet taget i brug om automobiler.
Opfindelsen af benzinmotoren
Benzinmotoren i form af firetaktsprincippet blev opfundet af Alphonse Beau de Rochas - og tyskeren Nikolaus Otto startede i 1876 produktionen af motorer baseret på firetaktsprincippet som beskrevet af Alphonse Beau de Rochas. Der forskellige holdninger om hvem der har opfundet det første bilmærke, den første kilde siger at det var Gottlieb Daimler der opfandt den første bil i 1885. Den anden kilde fortæller, at det var Karl Friedrich Benz i 1885 der opfandt den første benzinmotordrevne bil, og den samme kilde siger at Daimler først opfandt sin bil i 1887. Benz' bil var en trehjulet bil med encylindret benzinmotor og begge kilder er enige om at Daimlers bil var en hestevogn med en éncylindret benzinmotor. Daimlers motor var desuden vandkølet motor anbragt mellem sæderne i hestevognen. Daimlers bil kunne yde 1,1 hk ved 700 omd./min, og bilen havde en tophastighed på 16 km/h. I dag er verdens hurtigste bil målt til at kunne køre 1228 km/h. Navnet er en ThrustSSC.
Forbrændingsmotor
Forbrændingsmotoren stammer helt tilbage til 1600-tallet, da den hollandske fysiker Christiaan Huygens i årene 1673-80 byggede en atmosfærisk krudtmotor, hvor ladningen af krudt drev stemplet op i en cylinder, indtil tyngdekraften stoppede det, hvor derefter blev arbejdsslaget udført på stemplet. Motoren var ubrugelig, da man ikke kunne udskifte ladningen af krudt hurtigt nok. I de næste 200 år prøvede mange opfindere at konstruere en forbrændingsmotor, men det blev ikke rigtig til noget.
I 1860 opstod den første brugbare forbrændingsmotor bygget af franskmanden J. Lenoir. Det var en kopi af dampmaskinen og var drevet af gas, hvor luft-gas-ladningen blev tændt op af et elektrisk tændrør. Motoren var dog uøkonomisk og størrelsen af motoren var op til 8,8 kW. I 1867 byggede de to tyskere N.A. Otto og E. Langen en gasmotor som stod lodret, hvor stemplet i de første 10 % af effekten sugede en luftblanding af gas ind og op, der med det samme blev antændt og drev stemplet med en monteret tandstang opad, indtil bevægelsen blev stoppede af atmosfæretrykket.
I 1885 blev den første encylindrede benzinmotor med firetakts cyklus opfundet af tyskeren Gottlieb Daimler. Daimlers motor var meget lettere end de tidligere motorer og den havde et højere omløbstal. I 1893 kom tyskeren Rudolf Diesel med sin teori for en rationel varmemotor, som skulle erstatte dampmaskinerne, men det lykkedes ham ikke. I 1897 lykkedes det Diesel at lave den første brugelige 13 kW motor, der var encylindret og var vandkølet. Diesels motor var i høj grad bedre end dampmaskinerne.
I løbet af 1950erne og 1960erne blev der lanceret en række af ualmindelige motorkonstruktioner, og den mest løfterige motor var drejestempelmotoren som var lavede af tyskeren Felix Wankel, men bilfabrikkerne ville i bund og grund holde fast i den populære Otto-motor (firetaktmotoren). Otto-motoren er blevet videreudviklet på mange steder, især med hensyn til forbrug, holdbarhed og effekt. Den mest anvendte motor er en firecylindret rækkemotor. Forbrændingsmotoren blev fremstillet med en cylinder, hvor stemplet så kan bevæges op og ned mellem TDP og BDP. TDP var topdødpunktet, og betegnes som stemplets stilling længst væk fra krumtapakslen. BDP var bunddødpunktet, og betegnes som stemplets stilling tættest fra krumtapakslen. Krumtappen er som regel for enden af motoren, som så er forsynet med et svinghjul, der gør motorens omdrejende bevægelser mere jævn. Cylinderen kan enten være luft- eller vandkølet, for at holde materialets temperatur på et lavt niveau.
Bremser
Bilbremser har været hydraulisk aktiverede siden 1930’erne. Der blev i 1970’erne indført tokreds bremsesystemer for at undgå risikoen for bremsesvigt ved en uforberedt opstået læk i det hydrauliske system. Den ene kreds kunne opretholde en stor del af bremsevirkningen i sammenfald af læk i den anden. Skivebremserne har vundet en stor udbredelse siden 1960’erne, fordi skivebremserne er billige i produktion, har en god holdbarhed og er enkle at vedligeholde. Alle kostbare biler er anlagt med skivebremse på alle hjul, men de billige bilmodeller bruger tromlebremser på de bagerste hjul, for så skaffer man en billig løsning på monteringen af håndbremsen.
Kaliber er delen der klemmer bremseklodserne mod skiven, og som holder klodserne på plads. Væsken ved bremsen formidler bremsetrykket fra bremsepedalens til hjulbremserne hydraulisk.
Materialer
I de fleste tilfælde er en bil konstrueret af en stålplade, som så er svejset til en selvbærende enhed. Dørene, motoren og affjedringen er monteret på pladen. Der blive udviklet meget med at bruge andre og lettere materialer, som forskellige kunstoffer eller man kan også bruge aluminium. Man fandt ud af i 1960’erne at ulempen ved at benytte stål på biler var, med de mange sammensvejste profiler kom der et stort antal af lukkede hulrum. I de hulrum kunne der komme ruster af atmosfærisk luft eller af vand. Det viste sig at lakeringen ved de ruster, var stort set umuligt.
Det første automobil
Det første automobil med benzindrevet motor er lavet af Karl Friedrich Benz, grundlæggeren af et berømt bilmærke – Mercedes Benz.
Den første automobil, som var trehjulet, blev opfundet i 1886. Og efter udviklingen af den første bil, gik det kun en vej for Benz. Han blev verdens største producent af automobiler. Men det skulle han ikke hvis man spurgte den franske opfinder, Emile Constant Levassor. Benz fik en konkurrent i Emilie, som i 1891 ændrede automobilets design. Emilie udviklede automobilen ved at placere motoren foran førersædet, i stedet for under det. Det skulle være slut med en automobil, der lignede ”hestevogn”.
Det nye design havde en kæmpe betydning for bilens udvikling. Og de første biler i Europa var kun betragtet for de rige mennesker. Omkring 1890 begyndte amerikaneren Henry Ford at eksperimentere med at bygge biler, og det var så der bilen blev et vigtigt fænomen i den amerikanske verdensdel.
Henry havde en idé om, at han kunne fremstille biler til en meget billig pris og sælge dem i enorme mængder. Ideen bestod i, at bygge biler på samlebånd, sådan at man sparede både tid og penge under produktionen.
Spritbiler
I dag kan man købe biler, som kan køre mere eller mindre på sprit. Almindelige biler kan ifølge DR Viden køre på op til 5% (vandfri) sprit. I Sverige tilsættes 5 pct. ethanol til al benzin der sælges. Der findes også biler, hvis motorer kan køre på op til 85% sprit og mindst 15% benzin. Her er en liste over E85 biler. Nogle få bilmotorer kan køre på 100% sprit. Bemærk at Skycar også kan flyve på 100% sprit.
Selvom sprit bliver til H2O og CO2 i forbrændingsmotorer og brændselsceller, kan sprit godt være CO2-neutralt, hvis CO2 som blev anvendt til at fremstille spritten, oprindeligt kom fra atmosfæren under forbrug af f.eks. solenergi (planter, solceller), vindenergi eller fissionsenergi. Spritten kaldes i så fald bioætanol.
Selvom om samfundet i dag ikke kan lave al spritten der er nødvendig, vil en motorpark (f.eks. bil, lastbiler) som har mulighed for spritanvendelse, stille samfundet som helhed friere i fremtiden. Med de nuværende oliepriser (2006) er sprit, herunder ethanol, dog dyrere at producere og købe end benzin og dieselolie.
Se også
Autolakering | Autoreparation | Auto Europe | Autohjælp
Delebil | Flyvende bil
Færdselsbøder | Spøgelsesbilist
Transport
Kilder
Eksterne henvisninger |
3039 | https://da.wikipedia.org/wiki/Autonom | Autonom | Autonom (græsk: selvstyrende eller uafhængig) har flere betydninger:
Autonomt område – en betegnelse for et område med hel eller delvis uafhængighed af statslige myndigheder.
Autonom (person) – en person knyttet til den venstreorienterede gruppering de autonome eller tilsvarende grupperinger i andre lande.
autonome nervesystem – en del af det menneskelige nervesystem.
Autonomi – er det ikke at være afhængig af andre eller at bestemme over egne anliggender, især om områder og institutioner.
Autonom (dokumentarfilm) – dansk dokumentarfilm fra 1996 instrueret af Tom Elling og Jeffrey Nedergaard |
3053 | https://da.wikipedia.org/wiki/Motorvej | Motorvej | En motorvej er en vej som er forbeholdt hurtigtkørende motorkøretøjer. Motorveje har mindst to vognbaner i hver retning, og vejen kendetegnes ved, at der ikke er niveauskæringer med andre veje, jernbaner, cykelstier osv – en såkaldt facadeløs vej. I midten er vognbanerne adskilt af autoværn eller en meget bred rabat for at forhindre sammenstød med modkørende trafik. Al til- og frakørsel sker på specielle ramper, der fører bilerne op eller ned til den krydsende vej eller for enden af motorvejen, hvis den fortsættes som en anden vejtype. De fleste motorveje har desuden et nødspor i hver side til havarerede køretøjer samt nødtelefoner, hvorfra man altid kan tilkalde hjælp i forbindelse med uheld eller ulykker. Det er også muligt at bestille assistance fra en nødtelefon, hvis man er løbet tør for brændstof.
Motorveje, der krydser hinanden, forbindes med specielle fletningsanlæg, kaldet bl.a. kløverbladsanlæg og trompetanlæg.
Historie
Det første motorvejslignende anlæg var AVUS (Automobil-Verkehrs- und Übungsstraße) i Berlin. Det var en privatfinansieret betalingsvej. Vejen blev påbegyndt i 1912, men blev på grund af 1. verdenskrig først åbnet i 1921. Vejen blev hovedsagelig brugt som test- og væddeløbsbane. Efter nogle år blev AVUS forbundet med det øvrige motorvejssystem i Berlin og er i dag en del af E51, én af Berlins vigtigste motorveje.
Danmark
Det overordnede danske motorvejssystem er udformet som bogstavet H: Venstre del af H'et er den jyske strækning fra grænsen til Frederikshavn og Hirtshals – den vandrette del repræsenterer den gamle hovedvej 1 fra Esbjerg til København – og den højre del af H'et er fra Rødbyhavn i syd til Helsingør i nord. Disse 3 strækninger indgår i det europæiske motorvejsnet som henholdsvis E39, E45, E20, E47 og E55. Disse betegnelser følger ruterne videre gennem Europa. Den røde tråd er, at ulige nummererede ruter er fortrinsvis nord-syd-gående, mens lige numre betegner ruter, der går øst-vest. 1. januar 2014 er der 1175 km offentlige motorveje og 42 km private motorveje (de faste forbindelser) i Danmark.
Primærruter (hovedvej) der er lavet til motorvej. Rute 15, Rute 18, Rute 9, Rute 21, Rute 23, Rute 17, Rute 16.
15 Herning – Aarhus (Herningmotorvejen), Herning Ø - Herning V (Messemotorvejen), Aarhus – Hornslet (Djurslandsmotorvejen), 18 Sinding - Holstebro N (Holstebromotorvejen) Herning-Vejle (Midtjyske Motorvej),
9 Odense-Svendborg (Svendborgmotorvejen), 21 København-Holbæk (Holbækmotorvejen), 23 Elverdam-Dramstrup (Kalundborgmotorvejen), 17 Rødovre-Tværvej N (Frederikssundmotorvejen) 16 København- Allerød (Hillerødmotorvejen) og 8 Kliplev-Sønderborg (Sønderborgmotorvejen)
Primærruter der planlægges som motorvej, Rute 13, Rute 30, Rute 18, Rute 23, Rute 17, Rute 16, Rute 54.
13 Løvel-Klode Mølle (Midtjysk Motorvej) (Hærvejsmotorvejen), 30 Give-Billund (Midtjysk Motorvej) (Hærvejsmotorvejen), 18 Herning N - Sinding (Midtjyske Motorvej), 23 Dramstrup-Kalundborg (Kalundborgmotorvejen), 17 Tværvej N-Frederikssund N (Frederikssundmotorvejen), 16 Allerød- Hillerød N (Hillerødmotorvejen), 54 Næstved-Rønnede (Næstvedmotorvejen).
I Danmark påbegyndes den første motorvej fra Rødbyhavn via Maribo til Sakskøbing d. 14. september 1941 efter pres fra Tyskland. Ved krigens slutning var jordarbejder og broer bygget færdige, men så gik arbejdet i stå. Motorvejen blev først færdigbygget i 1963 i forbindelse med åbningen af Fugleflugtslinjen.
Den første motorvej, der åbnede i Danmark, var "Hørsholmvejen", der blev indviet 23. januar 1956 og gik fra Jægersborg til Brådebæk.
Allerede i 1936 havde nogle af de førende entreprenør- og ingeniørfirmaer i Danmark og Sverige imidlertid præsenteret en plan om et motorvejsnet i Danmark, der i høj grad lignede det nuværende store H, dog uden forbindelsen til Helsingør.
England
I England åbnede den første motorvej (motorway) i 1958 – "M6 Preston Bypass".
Indien
I Indien åbnede den første motorvej Indian National Expressway i 1990. Derefter blev Mumbai-Pune Expressway indviet i 2000.
Man er i gang med at føre Indiens ny motorvejsplan ud i livet: en motorvej fra Indiens største by Mumbai over Bangalore- Chennai- Kolkata- New Delhi og retur til Mumbai. Den kommende motorvej på ca.6000 km skal stå færdig i 2015.
Italien
Den 21. september 1924 blev den første delstrækning af den første egentlige motorvej (Autostrada) åbnet i Lainate nord for Milano i Italien. Strækningen var en del af motorvejen til Varese, det der senere skulle blive til "Autostrada dei Laghi" (Sømotorvejen). Vejen havde kun ét spor i hver retning, men med datidens trafiktæthed var det tilstrækkeligt.
Japan
I Japan åbnede den første motorvej Meishin Expressway i 1963.
Senere åbnede motorvejen mellem Tokyo-Osaka.
Kina
I Kina åbnede den første motorvej (Jingshi Expressway) i 1990. Senere er det gået strækt, og der opføres konstant nye motorveje overalt i Kina mellem de stor byer, såsom Shanghai, Beijing, Chongqing og Shenyang.
I 2010 kan man køre hele strækningen fra Shanghai eller Beijing til Ürümqi på kun motorvej; turen vil tage ca. 2 dage.
Kina har tilsammen pt. ca. 53.000 km motorvej og motortrafikvej.
Nederland
Den første nederlandske motorvej (autosnelweg) åbnede i 1936 mellem Voorburg og Zoetermeer (A12). Det var den første motorvej i Europa med nødspor.
Sverige
Den første rigtige motorvej (motorväg) som anlagdes i Sverige, var vejen mellem Malmö og Lund, som åbnede i 1953. Den var oprindeligt bygget med betonbelægning som de tidlige tyske motorveje.
Tyskland
I Tyskland påbegyndtes den egentlige motorvejsudbygning i slutningen af 1920'erne.
Den første motorvej (Autobahn) åbnede i 1932 mellem Köln og Bonn (A555).
Efter nazisternes magtovertagelse kundgjorde Hitler d. 1. maj 1933 bygningen af et vejnet forbeholdt biler mellem alle større byer i Det tyske Rige. Selskabet "Reichsautobahnen" blev oprettet 25. august 1933, ironisk nok som et datterselskab af Deutsche Reichsbahn.
I 1935 åbnede den første Reichsautobahn mellem Frankfurt og Darmstadt.
Efter planen skulle der færdiggøres ca. 1000 km motorvej hvert år, men som det fremgår af nedenstående liste, var det kun de første år, at udbygningsraten blev holdt.
Udbygningen af det tyske motorvejssystem – "Reichsautobahnen":
Ultimo 1935: 108 km
Ultimo 1936: 1.087 km
Ultimo 1937: 2.010 km
Ultimo 1938: 3.046 km
Ultimo 1939: 3.301 km
Ultimo 1940: 3.737 km
Ultimo 1941: 3.827 km
Ultimo 1942: 3.861 km
Ultimo 1943: 3.896 km
Østrig
I Østrig tog man det første spadestik til West Autobahn ved Salzburg den 7. april 1938 knap en måned efter Østrigs Anschluss til det tyske rige under overværelse af Adolf Hitler. Den 13. september samme år åbnede den første delstrækning af motorvejen. De sidste dele af motorvejen blev færdigbygget i 1970'erne. Motorvejen indgår i europavejsnettet med numrene E55 og E60.
Schweiz
Schweiziske motorveje drives af den schweiziske regering og i mindre grad af individuelle kantoner.
I Schweiz er vejafgift et krav siden 1985 på de fleste veje og motorveje i form af en årlig licens (Omkostninger: 40 Schweiziske franc eller 208 DKK). Den er gyldig for hvert kalenderår, hvor de allerede fra 1. December den nye vignet erstattes.
Den almindelige hastighed grænse er siden 1. Januar 1985 i 120 km/t (tidligere 130 km/t) ved Stadtautobahnen er det i området mellem 60 og 100 km/t. En reduceret hastighed på 80 eller 100 km/t højst gælder også i de fleste af motorvejstunnellerne. Signalisationstafeln består af hvid tekst på en grøn baggrund. Den nummerering er hvid tal på røde søjler.
USA
USA's Interstate Highway System, er et netværk af motorveje i USA. Det har navn efter Dwight D. Eisenhower, som var præsident i 1956, da loven om systemet blev vedtaget, og som var en af systemets foregangsmænd og politiske sponsorer. Systemet er et delsystem inden for det større "National Highway System", som også omfatter U.S. Highways og andre hovedveje.
De store bilfabrikker havde lobbyet for at få etableret et sådant vejnet, og præsidenten, der under 2. verdenskrig, havde set det tyske motorvejsnet, mente, at et sådant net af motorveje ville være en nødvendig udvidelse af det amerikanske forsvarssystem, for ud over forbedringerne af de civile transportmuligheder, ville vejene også kunne anvendes som militære transportveje, for såvel tropper som forsyninger i krisesituationer.
Lande med mest motorvej
USA 94.000 km
Kina 74.000 km
Tyskland 13.000 km
Hastighedsgrænser
Hastighedsgrænserne på motorvejene varierer alt efter, hvilket land man kører i:
I Danmark er den generelle hastighedsgrænse på motorvej 130 km/t, men næsten halvdelen af alle strækninger er dog begrænset til 110 km/t og ganske få til 90 eller 80 km/t.
I Sverige har man 110 eller 120 km/t som hastighedsgrænse på motorvej (90 eller 100 km/t nær store byer).
I Finland har man 120 km/t som hastighedsgrænse på motorvej (100 km/t om vinteren).
I Norge har man 110 km/t som hastighedsgrænse på motorvej (visse steder 90 eller 100 km/t).
I Tyskland har man ingen generel hastighedsbegrænsning, men kan begrænse udsatte strækninger, når særlige hensyn gør sig gældende. På strækninger uden begrænsning er det anbefalet at køre maks. 130 km/t, da overskridelsen kan resultere i en øget selvrisiko i tilfælde af et uheld.
I Storbritannien har man 70 mph (112 km/t) som hastighedsgrænse på motorvej.
I Danmark må man ikke køre på en motorvej med køretøjer, der ikke kan køre 50 km/t lovligt. Desuden må 45-knallerter ikke benytte motorvejene. Af hensyn til den tidligere 40 km/t-grænse blev Ellerter i sin tid typegodkendt til at køre maksimalt 39 km/t.
Omkostninger ved anlæg
Omkostningerne ved motorveje er typisk højere end ved andre typer veje. De skal være bygget til højere hastighed, og krydsning af andre veje og jernbaner skal ske via broer eller tunneler. Omkostningerne ved vejanlæg afhænger i høj grad af, om de bygges i bynært område eller i åbent land. Udvidelse af eksisterende motorvej er dyrere end anlæg af ny motorvej. Iflg. finansloven for 2007 koster en udvidelse af eksisterende motorvej med to yderligere spor 70-100 mio. kr.. På forespørgsel af Transportudvalget oplyser Vejdirektoratet, i et svar til transportminister Trine Bramsen i 2022, at anlæggelse af en ny motorvej i åbent land koster 85-110 mio. kr. pr. kilometer. Anlæggelse af en ny motorvej i bynært område koster 160-250 mio. kr. pr. kilometer.
Anlæggelse af motorveje er udsat for NIMBY-effekten, da mange ikke ønsker motorveje i nærhed deres beboelse.
Trafikulykker
I 2021 mistede 13 livet på danske motorveje.
Andre navne
Autobahn (ty.) og autostrada (it./pl.) lader til at være de eneste udenlandske ord med betydningen "motorvej", som er indgået i dansk.
Se også
Motorveje i Danmark
Motorvejsrasteplads
Motortrafikvej
Transport
Landevej
Europavej
Danmarks Vej- og Bromuseum
Spøgelsesbilist
Elefantvæddeløb
Referencer
Eksterne henvisninger
Schweiziske Kontor for veje ASTRA
autobahn-online.de Historie
DieReichsautobahnen
The History of the Pennsylvania Turnpike
Vejtyper |
3059 | https://da.wikipedia.org/wiki/Avance | Avance | Avance har flere betydninger:
Avance (økonomi) – økonomisk fortjeneste.
Avance (jagt) – en kommando til stående hund. |
3082 | https://da.wikipedia.org/wiki/Avignon | Avignon | Avignon er en by i Frankrig. Den ligger ved bredden af Rhonefloden i Provence. Fra 1307 til 1377 residerede paverne i Avignon. Det historiske centrum har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 1995.
Geografi
Avignon ligger midt i Provence, hvor floden Durance løber ud i Rhonefloden.
Turisme
Seværdigheder
Mange turister kommer til byen for at opleve nogle af de mange seværdigheder som resterne af broen St. Bénezét, der når halvt ud i Rhonefloden, men som før forbandt Rhônes bredder med øen Barthelasse. Og se det store pavepalads med de gamle vægmalerier og ikke mindst den sandstenspudsede bymur omkring det indre Avignon, som smukt spejler sig i Rhonefloden.
Kultur
Teaterfestival
I juli afholdes den traditionelle teaterfestival med teatergrupper og kunstnere fra hele Europa.
De traditionelle teatergrupper viser deres stykker i teatrene i byen, mens de alternative grupper kan opleves på gaderne og på pladserne. Der er alle slags artister og dansere, portrætmalere og mennesker, der har malet sig og står så stille, at folk tror de er statuer - og ikke mindst kan man støde på traditionelle mimere, som lader som om de er inde i en usynlig kasse.
Kilde
Byer i Vaucluse
Verdensarvsområder i Frankrig
Tour de France-byer |
3089 | https://da.wikipedia.org/wiki/Avlsregister | Avlsregister | Et avlsregister er et register over dyr (for eksempel hunde), der ved prøver og udstillinger har vist sig berettigede til brug i avlen.
Hobbydyr
Avl
Informationskataloger |
3093 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ayatollah | Ayatollah | Āyat Allāh (egl. ‘Guds tegn el. mirakel’, moderne dansk retskrivning Ayatollah, , ) er en hæderstitel, tildelt de ledende islamiske retskyndige (faqīh) og øverste religiøse autoriteter (marjaʿ al-taqlīd; egl. ’kilde til efterlevelse’). Titlen er særskilt anvendt inden for Tolvershiisme. Betegnelsen blev først bredt kendt (og anvendt) i kølvandet på den islamiske revolution i Iran og dennes leder, oftest tiltalt som (stor)ayatollah Khomeini (d. 1989). Hermed blev betegnelsen ayatollah (substantiv) en fast del af det danske sprog fra år 1979. Udover at nævne at ordets oprindelse er fra arabisk, blev en ayatollah defineret som en ”islamisk religiøs og kulturel leder med stor indflydelse, også ofte politisk”. Andetsteds blev betegnelsen betegnet som ”(ærestitel for) shiamuslimsk religiøs leder, teolog og retslærd, ofte også med politisk magt”. Senere danske religions- og islamforskere har tilsvarende præsenteret en definition eller beskrivelse af termen, oftest trykt i leksika, med varierende terminologi, vægtning og præsentation. En mere nutidig og mere sammenfattende definition er: ”oprindeligt en hæderstitel, der i moderne kontekst udelukkende anvendes identisk med en akademisk rang eller stillingbetegnelse af prominente Shīʿa-lærde”.
Etymologi
Betegnelsen ayatollah (, arabisk: ”آية الله”, translitteration: ”Āyat Allāh”, transskription: ”Ayat Allah”, oversættelse: ”Ayatollah”, IPA: [ɑjaˈtʌla]) er dannet af de to arabiske ord āya (آية, tegn, mirakel, under) og Allāh (الله, Allah, Gud) og oversættes generelt som ’Guds tegn’ eller ’Guds mirakel’. Med en vis sikkerhed har det sin oprindelse i den koraniske frase:,
Oprindeligt blev betegnelsen ayatollah først tildelt som æres- eller hæderstitel til en enkelt højtstående religiøs lærd i det 14. århundrede. Siden da har betegnelsen gennemgået en betydningsudvikling, hvor det nutidigt anvendes til generelt at betegne enhver højtstående religiøs lærd og som personnavn. Inden for det religiøse hierarki har tyngdepunktet også ændret sig fra at være en titel til nu at anvendes som et prædikat, betegne en profession eller religiøs rang. I moderne kontekst er det disse sidstnævnte betydninger, der tillægges betegnelsen ayatollah. Med den nutidige brug af betegnelsen ayatollah er det også blevet almindeligt at tiltale klassiske lærde (dvs. prominente religiøse lærde forinden betegnelsen blev anvendt som hæderstitel) med selv samme prædikat/titel/profession. Således kan der i moderne litteratur læses om ayatollaher fra tidlig islamisk tidsregning, hvor termen er anvendt retrospektivt.
Betegnelsen storayatollah (, arabisk: ”آية الله العظمی”, translitteration: ”Āyat Allāh al-ʿUẓmā”, transskription: ”Ayat Allah al-Uzma”, oversættelse: ”Storayatollah”, IPA: [ˈsdoɐ̯-ɑjaˈtʌla]) er dannet af samme ord som ayatollah, med tilføjelsen af det danske præfiks ”stor” (al-ʿuẓmā). Som betegnelsen ayatollah fra slutningen af d. 18. århundrede begyndte at blive anvendt synonymt med prominente lærde, opstod der i religiøse kredse et ønske om at skelne mellem ayatollaher af forskellig religiøs rang. I denne henseende blev der skelnet mellem en prominent lærd (ayatollah) og eliten eller den største lærd (storayatollah)., Hertil skriver Iman M. Kashi bl.a.:
Sprogbrug
I nutidig sprogbrug, både fagtekniske og general brug, adskilles der mellem et religiøst embede og den faktiske frase 'Guds mirakel' ved specificering af sidstenævnte ved brug af forholdsordet 'fra', dvs.: ”Āyat min Allāh” ('mirakel fra Gud').
Historie
Fra tidlig islamisk tid er prominente islamiske lærde blevet tiltalt med æres- eller hæderstitler. Iblandt Shīʿa-lærde kan blandt andet nævnes al-Mufīd (’den gunstige’) for Muḥammad b. Muḥammad b. al-Nuʿmān (d. 1022), al-Ṣadūq (’den sandfærdige’) for Muḥammad b. ʿAlī (d. 991) og Shaykh al-Ṭāʾifa (’denominationens overhoved’) for Muḥammad b. Ḥasan al-Ṭūsī (d. 1067). Tilsvarende blev titler som Thiqat al-Islam (’pålidelig autoritet i islam’), Muḥaqqiq (’lærd’), ʿAllāma (’doktor’) og Āyat Allāh (ayatollah) tildelt særskilte individer som kendetegn for deres særskilte roller som islamiske personligheder. F.eks. blev Muḥammad b. Yaʿqūb al-Kulaynī kaldt ’Thiqat al-Islam’ i det 10. århundrede; Muḥammad al-Ghazālī blev tildelt titlen ’Ḥujjat al-Islām’ i det 11. århundrede; Jaʿfar b. Ḥusayn al-Ḥillī blev kaldt ’Muḥaqqiq’ i det 13. århundrede; og Ḥasan b. Yūsuf al-Ḥillī blev tiltalt både som ’ʿAllāma’ og ayatollah i det 14. århundrede. I de efterfølgende århundreder blev disse hæderstitler udelukkende anvendt til betegnelsen af jf. særskilte individer. Det var først fra begyndelsen af det 19. århundrede og fremad, at titlerne begyndte at blive anvendt i en bredere forstand, dette i omtale af andre lærde.
Ud fra et historisk perspektiv var Yūsuf b. Al b. al-Muahhar, bedre kendt som al-ʿAllāma al-Ḥillī, det første individ, der blev tiltalt som ”ayatollah” (Āyat Allāh). Helt op til kort før den islamiske revolution i Iran var termen dog alligevel begrænset til en håndfuld prominente lærde. Før da blev disse lærde normalt tiltalt som Ḥujjat al-Islām. Først i efterspillet af den persiske grundlovsrevolution (1905-1907) blev betegnelsen retrospektivt anvendt om Ākhūnd Mullā Kāẓim al-Khurāsānī, Ḥajj Mīrzā Ḥusayn Mīrzā Khalīl, Sheik ʿAbd Allāh al-Māzandarānī og andre ligemænd. Under og efter revolutionen blev termen bredere anvendt til også at betegne mellemklasselærde – særskilt om velkendte individer ved de islamiske seminarier (ḥawza ʿilmiyya) i byerne Najaf og Qom. Med dette var der et voksende ønske om at kunne sondre mellem ”almindelige ayatollaher” (dvs. enhver lærd af renommé og faglig dygtighed) fra ”eliten af ayatollaher” (dvs. de mest kyndige og bedste inden for islamisk viden). Hertil blev sidstnævnte kategori over tid tiltalt som storayatollaher (Āyat Allāh al-ʿUẓmā). Sayyid Muḥammad Ḥusayn Borujerdi (d. 1962) var først til at blive tiltalt som storayatollah.
Anvendelse
Betegnelsen ayatollah bruges i vidt forskellige sammenhænge indenfor Tolvershiisme; de ovenfor præsenterede definitioner dækker i praksis kun over et af disse anvendelsesområder, der oftest fører til misforståelser og -brug; selv i nutidig daglig anvendelse i det 21. århundrede. Eksempelvis skriver islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen i sin anmeldelse (2006) af Lene Kühles ”Moskeer i Danmark – islam og muslimske bedesteder” (2005) (jf. uddrag).
Følgende redegør for de forskellige anvendelsesområder af termen ayatollah, både dets oprindelige, klassiske og moderne brug:
Hæderstitel
I sin originale betydning af ordet blev betegnelsen ayatollah anvendt som hæderstitel, indtil den for alvor vandt frem som en generel betegnelse for enhver prominent religiøs lærd. Denne periodes begyndelse er markeret med Yūsuf b. Al b. al-Muahhar. Derudover gengiver islamisk litteratur andre individer, der også blev tiltalt som ayatollah i ordets oprindelige betydning. Mullā Muḥammad Bāqir al-Majlisī (d. 1698) anvendte samme betegnelse om sin læremester Shams al-Dīn Muḥammad al-Makkī. Tilsvarende anvendte Ḥajj Mīrzā Ḥusayn Nūrī (d. 1902) denne titel om Sayyid Muḥammad Mahdī Baḥr al-ʿUlūm (d. 1797) og endnu senere anvendte Sheik ʿAbbās al-Qummī den samme titel i omtale af Sheik Murtaḍā al-Anṣārī (d. 1864), Sheik Ḥusayn al-Najafī og Sayyid Muḥammad Ḥusayn al-Shīrāzī (d. 1894). Som hæderstitel blev betegnelsen ikke anvendt blandt Shīʿa fra Libanon, Pakistan og Indien, og af irakiske lærde blev den udelukkende anvendt i omtale af lærde af iransk oprindelse. I sin oprindelige betydning bar betegnelsen præg af en religiøs og spirituel titel. Betegnelsen ayatollah anvendes ikke længere i sin originale eller oprindelige forstand som hæderstitel.
Akademisk rang
I den moderne omtale og beskrivelse af en ayatollah, er dette næsten udelukkende som en akademisk grad eller profession iblandt religiøse Shīʿa-lærde. Her dækker betegnelsen over den øverste gruppe af lærde (specielt indenfor teologi og retsvidenskab), hvor de har dokumenteret deres faglige og intellektuelle kvalifikationer i en større afhandling (risāla). Først efter at denne afhandling er godkendt af en eller flere allerede anerkendte ayatollaher, vil den pågældende fremover tiltales som ayatollah. Som en profession indebærer betegnelsen ayatollah at man hermed også figurerer som en religiøs autoritet (marjaʿ al-taqlīd; egl. ’kilde til efterlevelse’) der kan udstede islamiske kendelser (fatwa) på basis af de islamiske love (sharīʿa) - oftest også som offentlig kendt prædikant. Herudover vil de største ayatollaher blive tiltalt som storayatollah, oftest med millioner af ”følgere” på verdensplan. I sin betydning af en akademisk rang bære betegnelsen præg af religiøs eller spirituel autoritet.
Islamisk lærd
I daglig tale (blandt shiamuslimer) anvendes termen også i en bred forstand til omtale af enhver islamisk lærd (ʿālim), både indenfor Shiisme og Sunnisme. Hermed fungerer termen som et tilnavn eller betegnelse af en bestemt (øvre) religiøs gruppe eller klasse. Et slående eksempel herpå er Iran (hvor majoriteten af befolkning bekender sig til Shiisme), hvor termen også anvendes i tiltale af prominente Sunnī lærde i og udenfor landet. Tilsvarende anvendelsesområdet akademisk rang, bliver betegnelsen ayatollah her anvendt med fokus på dets religiøse og spirituelle elementer.
Personnavn
”Ayatollah” er et velkendt drengenavn, tilsvarende ”Ayatollahi” som pigenavn, særskilt iblandt Shiamuslimer. ”Ayatollahy”, som udledt fra ayatollah, er også et gængst efternavn i Iran. I denne kontekst er hverken det religiøse, spirituelle eller politiske element af betegnelsen ayatollah af signifikant, nok snarere er det i sin bogstavelige betydning (dvs. ”Guds tegn”) og noble betydning og karakter af betegnelsen anvendes som personnavn.
Beslægtede betegnelser
Der findes en række beslægtede betegnelser, specielt spirituelle eller religiøse fagudtryk, der helt eller delvist er overlappende med betegnelsen ayatollah (indenfor diverse anvendelsesområder):
Imam
Imām (moderne dansk retskrivning imam) er ligesom ayatollah en term, der har diverse anvendelsesmuligheder og bruges i forskellige kontekster. I daglig omtale af en imam er det med henblik på en ”leder af muslimsk gudstjeneste” eller mere nutidigt en ”islamisk leder af bønnen i en moské”. I sin tekniske betydning betegner en imam inden for Shiisme et særskilt embede, der er guddommeligt tildelt tolv standspersoner og på hinanden efterfølgere af profeten Muhammed. I kølvandet af at termen ayatollah blev mere almenkendt som enhver prominent lærd, blev bl.a. Khomeini omtalt som ’imam’ for netop at adskillige hans unikke rolle fra andre prominente lærde (jf. uddrag (dateret 1981)). Selvom titlen imam her udelukkende refererer til den brede definition af termen (dvs. som ’leder’), tillægges termen alligevel en speciel rolle inden for Shiisme – dette netop som en religiøs signifikant fagterm, der generelt omtaler de tolv ufejlbarlige imamer. Generelt anvendes termen imam og ayatollah næsten aldrig sidestillende – her refererer førstnævnte term enten til bønnelederen eller en af de ufejlbarlige imamer, hvor sidstnævnte er en reference til islamiske retskyndige (faqīh) og øverste religiøse autoriteter (marjaʿ al-taqlīd).
Ruhollah
Rūḥ Allāh (translittereret Rūḥullāh egl. ‘Guds ånd‘, generelt transskriberet til dansk som Ruhollah) er en æres- og hæderstitel, der kan sidestilles med ayatollah i sin originale betydning., Betegnelsen er i en historisk kontekst kun anvendt om en mindre håndfuld ayatollaher, mere nøjagtigt kun om Ruhollah Khātamī (d. 1988) og Ruhollah Khomeini (d. 1989). I forlængelse af at betegnelsen ayatollah blev mere alment brugt om enhver kyndig retslærd, vandt ærestitlen ’Ruhollah’ også frem som en særskilt betegnelse for stamfaderen/stamfædrene til den islamiske revolution. I moderne tid bruges ærestitlen Ruhollah efterhånden udelukkende om Khomeini – enten efter ayatollah (dvs. Ayatollah Ruhollah Khomeini) eller helt uden (dvs. Ruhollah Khomeini).
Marja
Betegnelsen marjaʿ (udledt fra marjaʿ al-taqlīd, bogstaveligt ‘efterlevelseskilde‘) er en moderne term, der har sin oprindelse i det 20. århundrede som hæderstitel tildelt ledende shia-islamiske retskyndige. I daglig tale anvendes betegnelsen oftest synonymt med en storayatollah, der særskilt har udarbejdet en religiøs afhandling (risāla), der kan efterleves af lægmænd (hvorfra navnet marjaʿ al-taqlīd udspringer). Selvom termen først har vundet indpas igennem de sidste årtier, har selve funktionen af en nuværende marja i klassisk forstand altid været eksisterende blandt tidligere prominente religiøse lærde. I dette perspektiv tales der ofte om marja'er i et retrospektivt perspektiv. Beføjelsen og efterlevelsesgraden af nulevende marja’er er imidlertid et omdiskuteret emne. I praksis er det oftest dennes efterlever (til tider fejlagtigt omtalt som følger), der i større eller mindre grad tillægger sin marja en større grad af religiøs og politisk efterlevelse (jf. afsnit Autoritet).
(Stor)mufti
Termerne ayatollah og storayatollah må ikke forveksles eller sidestilles med henholdsvis mufti og stormufti. Dikotomisk anvendes førstnævnte termer udelukkende inden for Shiisme, og sidstnævnte anvendes udelukkende inden for Sunnisme. Den essentielle forskel på en (stor)ayatollah og (stor)mufti er den, at en ayatollah efterleves, følges og vælges af individet, hvorimod en mufti er statsansat som religiøs autoritet for et kollektivt muslimsk fællesskab.Anskuet udelukkende fra et religiøst hierarki eksisterer der et vist idéfællesskab mellem begge betegnelser (eftersom de begge udgør eliten eller den øvre gruppe af religiøse lærde); skønt dette er deres hverv, profession og funktion markant anderledes.
Stillingsbetegnelse
Selvom Shīʿa-lærde generelt har været modvillige med at præsentere en stringent struktur af deres religiøse autoritet og lederskab, blev dette en naturlig og uundgåelig realitet i kølvandet på den islamiske revolution i Iran og forsat op gennem 1980’erne. Her blev præsenteret et religiøst hierarki på syv overordnede niveauer:
Ṭalabah (teologistuderende)
Thiqat al-Islām (’pålidelig autoritet i islam’)
Ḥujjat al-Islām (’islams bevis’)
Ḥujjat al-Islām wa al-Muslimīn (’islams og muslimernes bevis’)
Āyatullāh (ayatollah)
Āyatullāh al-ʿuẓmā (storayatollah)
Nāyib-i imām (Imamens repræsentant)
Storayatollaher
Det er vanskeligt at estimere, hvor mange ayatollaher der findes på verdensplan, selvom der i runde tal er tale om flere hundreder. Særligt interessant er storayatollaher, der findes i mere begrænset omfang. Selv blandt storayatollaherne er der visse, der har opnået at blive efterlevet af flere millioner muslimer på verdensplan. Denne elitegruppe af storayatollaher udgør ikke flere end en enkelt håndfuld storayatollaher på verdensplan, hvoraf der særskilt i moderne tid kan fremhæves Abū al-Qāsim al-Mūsawī al-Khūʾī (1899-1992), Khomeini (1902-1989) og ʿAlī al-Ḥusaynī al-Sistanī (1930–).
Autoritet
Sideløbende med den betydningsudvikling, termen ayatollah har gennemgået de sidste syv århundreder, har betegnelsen gennemgået en udvikling inden for sfæren af religiøs, spirituel og politisk autoritet. I sin oprindelige betydning beskrev termen en hæderstitel tildelt prominente lærde udelukkende på basis af deres spirituelle og religiøse egenskaber samt faglig dygtighed inden for deres respektive studiefelt af islam. Som betegnelsen ayatollah udviklede sig til en akademisk rang og stillingsbetegnelse i nutidig forståelse, er termen i langt højere grad blevet tolket og forbundet med den politiske sfære. Denne udvikling skal ses i lyset af den dogmatiske udvikling inden for shiisme, hvor tidlige Shia-lærde oftest betragtede sig selv som passive temporære ledere for den ventede frelserkarakter Imam Mahdi, der over tid så et voksende behov for også at varetage samfundsmæssige og socialpolitiske forhold indtil ankomsten af imamen. En kronologisk historielæsning af ayatollah-embedet afspejler i høj grad den indledende ikke-politiske tilgang, som betegnelsen var præget af siden det 14. århundrede; der senere udvikler sig til et semi-politisk embede i slutningen af det 18. århundrede (hvor visse lærde var fortalere for samfundsregulering i et begrænset omgang); og som i nyere tid er kulmineret med Ruhollah Khomeinis fulde politiske fortolkning af embedet. Det er derimod langt fra alle ayatollaher, der i samme grad som Ruhollah Khomeini tillæger embedet politisk betydning, hvor majoriteten af nulevende (stor)ayatollaher stadig betragtes som ikke- eller semi-politiske i deres udlægning af (stor)ayatollahens politiske autoritet.
Kvindelige ayatollaher
Generelt er lærdembedet associeret med det mandlige køn inden for islamisk retsvæsen, dette selvom et begrænset antal kvinder også har udmærket sig (i rang) gennem historiens gang og er blevet tildelt titlen ayatollah. Hvad angår betegnelsen ayatollah, er denne aldrig blevet anvendt i sin originale (og nu forældede) betydning som hæderstitel for en kvindelig retslærd. I kontekst af den mere moderne betydning af ayatollah (i form af en akademisk rang), anvendes denne til tider også om kvindelige retskyndige. Betegnelsen ayatollah i omtale af kvindelige lærde er dog sjælden, og tendensen er oftest, at de tiltales som mujtahida eller ʿalima (religiøs [kvindelig] lærd).
Dertil kommer hele diskussionen om, hvilken aktiv rolle en religiøs kvindelig lærd kan indtage i det offentlige liv, og i hvor vidt omfang hendes religiøse kendelser (fatwa) er gyldige og bør efterleves af muslimer, der betragter sig selv som hendes tilhængere. Inden for Shiisme er netop dette punkt et emne for kontroverser, da der både er lærde, der taler for og imod dette.
Noter
Referencer
Litteratur
Primær:
Kashi, Iman. Shiisme – Oprindelse, Tro & Praksis . København, 2012 | .
(EIs) Encyclopaedia Islamica (2008–), red. W. Madelung og F. Daftary | .
(EI2) Encyclopaedia of Islam, 2. udgave (1960–2005), red. .J. Bearman, Th. Bianquis, C.E. Bosworth, E. van Donzel og W.P. Heinrichs et al.
(EIr) Encyclopædia Iranica (1996–), red. E. Yarshater et al. (online).
Afandī Iṣfahānī, ʿAbd Allāh. Riyāḍ al-ʿulamāʾ (red. Aḥmad Ḥusaynī og Maḥmūd Marʿashī) (Qom, 1401 AH/1981).
al-Amīn, Muḥsin. Aʿyān al-Shīʿa (Beirut, 1403 AH/1983).
Matīnī, Jalāl. Baḥthī darbārah-yi sābaqa-yi tārīkhī-yi alqāb wa ʿanāwīn-i ʿulamā dar madhhab-i Shīʿa (“Spirituelle titler indenfor Shiʿisme i Iran”) i Īrān-nāmah bd. I, nr. 4 (1362 Sh./1976).
Sekundær:
The Oxford Encyclopedia of the Islamic World, red. John L. Esposito. Oxford Islamic Studies Online (online, begrænset adgang).
(EQ) Encyclopaedia of the Qurʾān (2001-2006), red. J. D. McAuliffe et al. | .
Videre læsning
Bøger
Kashi, Iman. Shiisme – Oprindelse, Tro & Praksis . København, 2012 | .
Algar, Hamid. Religion and state in Iran 1785-1906. Berkeley-Los Angeles, 1969.
Akhavi, Shahrough. Religion and Politics in Contemporary Iran: Clergy-State Relations in the Pahlavī Period. New York, 1980 | .
Amanat, Abbas. In Between the Madrasa and the Marketplace: The Designation of Clerical Leadership in Modern Shi῾ism i In Authority and Political Culture in Shi῾ism, redigeret af Said Amir Arjomand, s. 98–132. New York, 1988 | .
Arjomand, Said Amir. Ideological Revolution in Shi῾ism i In Authority and Political Culture in Shiʿism, redigeret af Said Amir Arjomand, s. 178–209. New York, 1988 | .
Arjomand, Said Amir. The Turban for the Crown: The Islamic Revolution in Iran. New York and Oxford, 1988 | .
Arjomand, Said Amir. The Shadow of God and the Hidden Imam: Religion, Political Order and Societal Change in Shi'ite Iran from the Beginning to 1890. Chicago, 2010 (ny udgave) | .
Bakhash, Shaul. The Reign of the Ayatollahs: Iran and the Islamic Revolution. London, 1986 | .
Fisher, Michael M. J. Iran: From Religious Dispute to Revolution. Wisconsin, 2003 (ny udgave) | .
Hairi, Abdul-Hadi. Shiʿism and constitutionalism in Iran. Leiden 1977 | .
Nasr, Vali. The Shia Revival: How Conflicts within Islam Will Shape the Future. New York, 2007 (ny udgave) | .
Takim, Liyakatali. The Heirs of the Prophet: Charisma and Religious Authority in Shiʿite Islam. Albany, New York, 2006 | .
Walbridge, Linda S., (red.) The Most Learned of the Shiʿa: The Institution of the Marjaʿ Taqlid. New York, 2001 | .
Akademiske artikler/tidskrifter
Moaddel, Mansoor. The Shi’i Ulama and the State in Iran 1986, Theory and Society | JSTOR.
Se også
Akhond
Marja
Mujtahid
Mullah
Sayyid
Sheik
Ulama
Eksterne henvisninger
Artikler
ĀYATALLĀH (1987, opdateret 2011), Encyclopædia Iranica af H. Algar | (online).
Ayatollah (2. udgave), The Oxford Encyclopedia of the Islamic World (Oxford Islamic Studies Online) af Jean Calmard | (online, begrænset adgang).
Eksempler på officielle (stor)ayatollahers websider
The Office of the Supreme Leader, Sayyid Ali Khamenei (webside)
The Official site of the Grand Ayatollah Sayyid, Ali Husaini Sistani (webside)
The Official Website of Grand Ayatollah Fazel Lankarani (webside)
The Official Website of Grand Ayatollah Makarem Shirazi (webside)
Official website of H.E. the religious authority Sayyed Mohammad Hussein Fadlallah (webside)
Eksempler på storayatollahers retsvidenskabelige afhandlinger
"Islamic Laws" according to the Fatawa of Ayatullah al Uzama Syed Ali al-Husaini Seestani (webdokument tekst)
"Contemporary Rulings in Shi'i Law" in accordance with the rulings (fatawa) of Ayatullah al-'Uzma al-Sayyid 'Ali al-Husayni al-Seestani (webdokument tekst)
Shia-islam
Stillingsbetegnelser
Arabiske ord |
3095 | https://da.wikipedia.org/wiki/Azimut%20%28astronomi%29 | Azimut (astronomi) | Azimut betegner retningen til et himmellegeme, målt i grader, langs horisonten fra nord mod øst. Denne vinkel udgør den ene af de to koordinater til himmellegemet
Vinklerne kan måles med et azimutalinstrument.
Sammenhængen mellem azimut og de mere dagligdags betegnelser for verdenshjørnerne fremgår af denne tabel:
Ekstern kilde/henvisning
Politikens Nudansk Ordbog 1. udgave 1999
Koordinatsystemer i astronomi
Vinkelenheder
Vinkel |
3105 | https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%98dipus | Ødipus | Ødipus var en græsk sagnkonge (på græsk: Οἰδίπους, Oidipous), der spillede en vigtig rolle i den thebanske sagnkreds. Ødipus var søn af Laios og Iokaste.
Historien
Udsættelsen
Kong Laios af Theben var blevet spået af oraklet i Delfi, at fik han en søn, ville denne søn dræbe ham og gifte sig med sin mor. Da Laios fik et drengebarn med sin dronning Iokaste, besluttede han af skræk for orakelsvaret at bede en af sine hyrder om at sætte den lille dreng ud i ødemarken. For at være sikker på, at han ikke kunne bruges som slave, overskar han drengens akillessener. Hyrden fulgte ikke ordren, men gav barnet videre til en hyrde fra den nærliggende bystat Korinth. Den hyrde overgav drengen til kongeparret i Korinth, Polybos og Merope. De syntes om drengen, og da de selv var barnløse, tog de ham til sig og gav ham navnet Ødipus, der betyder "svullenfod" på grund af hans vansirede hæle.
Oraklet i Delfi
Således voksede Ødipus op som tronarving af Korinth, uvidende om sit rigtige ophav. Han udviklede sig til at blive en stærk og ædel ung mand. Ved en fest var der dog en, der en dag kom med antydninger om, at Ødipus var af fremmed herkomst, og da han forsøgte at udfritte sin mor om emnet, afviste hun ham. Ødipus drog da til Delfi for at få klarhed. Oraklet var som sædvanligt ikke spor klart. Pythia sagde: "Flygt fra din far, for møder du ham igen, vil du dræbe ham og derefter ægte din mor og avle børn med hende." Da Ødipus fik dette svar af Apollon, vovede han ikke at vende tilbage til Korinth, hvor han jo troede, at hans far og mor var. I stedet tog han vejen mod øst; mod Theben. Ved korsvejen ved Parnassos mødte han en fornem herre med følge. Da herolderne bad ham om at vige, vågnede stoltheden hos Ødipus, der jo var kongesøn, og et skænderi udviklede sig til et slagsmål, hvor Ødipus dræbte både herolder, følge og den fornemme herre. Kun kusken undslap og vendte tilbage til Theben for at rapportere, at kong Laios - for ham var det - var dræbt af røvere.
Sfinxen
Ødipus fortsatte sin vandring uden videre tanker på hændelsen, og nåede sletten ved Theben. Den var bevogtet af et uhyre, der kaldtes sfinksen, og som stillede alle fremmede tilrejsende en gåde på liv og død. Kunne de ikke løse den, blev de dræbt af den skrækindjagende sfinks: "Hvad har én stemme, fire fødder, siden to fødder, til sidst tre fødder og er stærkest på færrest fødder?" Ødipus svarede: "Mennesket, da mennesket kravler på alle fire fra fødsel, går på to ben midtvejs i livet og tre ben ved livets ende (stok = tredje ben)." Sfinksen faldt død ned fra sin klippetop. Indbyggerne i Theben var begejstrede for deres redningsmand og udnævnte ham til konge. Ødipus ægtede enken efter den døde konge, Iokaste, uvidende om, at hun var hans egen mor. Med hende ved sin side levede han i fremgang og fik sønnerne Polyneikes og Eteokles og døtrene Antigone og Ismene
Pesten
Efter nogle år udbrød der i Theben en frygtelig pest. Mange døde, og kornet rådnede på markerne. Ødipus havde som konge ansvar for at formilde guderne, og sendte Iokastes bror Kreon til Delfi for at spørge oraklet om, hvad han skulle gøre. Sofokles lader i sit skuespil Ødipus rex udtryk for, at krigsguden Ares havde sendt pesten, skønt ingen andre kilder knytter Ares til sygdomssmitte eller epidemier.
Pythia erklærede, at Theben var fortabt, hvis ikke man fandt den gamle kong Laios' morder. Ødipus satte straks en undersøgelse i gang og tilkaldte seeren Teiresias. Denne vægrede sig først, men røbede til sidst, at Laios blev dræbt i et vejkryds. Ødipus blev nu urolig; han havde jo selv dræbt en mand i et vejkryds. Iokaste beroligede ham med, at ikke alle sandsigere har ret. Da dukkede hyrderne op, som fandt Ødipus, og kunne bekræfte historien, hvor oraklets spådom var gået i opfyldelse. Iokaste hængte sig, mens Ødipus stak sine øjne ud.
Landflygtighed
Ødipus' sønner drev ham bort fra byen, men de to døtre fulgte ham. Han endte i landsbyen Kolonos - i dag en bydel i Athen - som blind tigger. Her fandt han frem til det område, der var eumenidernes helligdom. Han forlangte da, at kongen i Athen, Theseus, skulle bringes derhen. Datteren Ismene ankom i stedet med besked om, at Ødipus var ønsket hjemme i Theben for at velsigne sin søn Eteokles, som derved håbede at undgå en grum skæbne, forudsagt af oraklet. Det sagde Ødipus nej til, og da Theseus ankom, lovede Ødipus ham at velsigne Athen, hvis han måtte blive, dø og begraves i Kolonós. Da Kreon kom med trusler om krig, mens han holdt Ødipus' to døtre som gidsler for at sikre sig Ødipus' tilbagekomst, sørgede Theseus for at jage Kreon på flugt og sætte de to piger fri. Dernæst dukkede Ødipus' anden søn, Polynikes, op for at få hjælp af sin far til sin krig for at vinde magten i Theben fra sin bror og Kreon. I stedet forbandede Ødipus sønnen, og forudsagde, at de to brødre kom til at dø for hinandens hånd. Det begyndte at tordne, og Ødipus erklærede, at han var ved at dø. Sammen med kong Theseus og sine døtre Ismene og Antigone gik han ind i en skjult del af lunden og afventede sin død, som kun Theseus var vidne til. Fra Ødipus' grav i Kolonós modtog Athens hans velsignelser og beskyttelse, og Theben hans forbandelser, skønt hans to døtre vendte tilbage til hjembyen i håb om at få afværget krig og oprør. I Kolonós blev hans grav dyrket, som havde han været en hero.
Sagnet er dramatiseret af Sofokles i en trilogi. I hans skuespil Ødipus rex (Kong Ødipus) mangler Ødipus den skyld, der ellers gør heltens undergang mere udholdelig for tilskuerne. Forbandelsen over hans far for at have voldtaget sin elev Khrysippos nævnes ikke af Sofokles; den voldtagne drengs far Pelops havde bedt om, at Laios skulle forblive barnløs eller, hvis han fik børn, myrdes af sin egen søn. I Sofokles' skuespil omtales denne slægtsforbandelse slet ikke. Hele handlingen foregår egentlig i fortiden, der gradvis rulles op. Denne tilbageskuende fortælleteknik er efterlignet af mange senere dramatikere, såsom Ibsen i Gengangere. Ydermere genkendes den i kriminalromanens fortælleteknik.
Budskab
Ødipus har altid vandret i blinde, da skæbnen er bestemt på forhånd.
Noter
Se også
Ødipuskompleks
Personer i græsk mytologi
Sagnhelte
Konger i græsk mytologi |
3106 | https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%98jentr%C3%B8st | Øjentrøst |
Øjentrøst (Euphrasia) er en slægt af Gyvelkvæler-familien. Den er udbredt på alle kontinenter (undtagen Antarktis), herunder i det tempererede område af Europa og Asien. Det er en- eller flerårige halvsnyltere med grenede, ofte rødlige stængler og modsatstillede blade, der er besat med kirtelhår. Blomsterstandene er endestillede med bladagtige støtteblade og 5-tallige, tolæbede blomster, der rørformede til klokkeformede med hvide til violette kroner. Frugterne er kapsler med mange frø.
Vanskelig afgrænsning
Afgrænsningen er vanskelig mellem arterne i slægten Øjentrøst. Spids Øjentrøst kan opfattes som bestående af flere former, der undertiden opfattes som arter. I Danmark drejer det sig om Svensk Øjentrøst, Kirtel-Øjentrøst, Spinkel Øjentrøst, Nordisk Øjentrøst, Klit-Øjentrøst og Kort Øjentrøst, der alle kan opfattes som former af Spids Øjentrøst. Man kan altså i Danmark kun adskille tre arter med nogenlunde sikkerhed fra hinanden: Læge-Øjentrøst, Spids Øjentrøst og Lyng-Øjentrøst
Beskrevne arter
Kalkøjentrøst (Euphrasia rostkoviana) - blev formodet udryddet, men er dukket op igen i en skov ved Ringsted.
Lyngøjentrøst (Euphrasia micrantha)
Lægeøjentrøst (Euphrasia officinalis)
Spids øjentrøst (Euphrasia stricta)
Andre arter
Euphrasia collina
Euphrasia hibiscus
Euphrasia subexserta
Noter
Gyvelkvæler-familien |
3107 | https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%98l | Øl | Øl er en alkoholisk drik, der fremstilles ved en bryggeproces, hvori der indgår malt, vand og gær. Der findes desuden en lang række andre ingredienser, der i større eller mindre omfang finder anvendelse i brygningen af visse øltyper. Almindeligvis vil der være tale om humle (eller andre kilder til bitterstoffer, som for eksempel Porse), men også for eksempel råfrugt, chokolade, lakrids, koriander, stjerneanis og forskellige sukkerprodukter, som kandis, moskovado og/eller honning anvendes. Malten fremstilles hovedsageligt af byg, men andre kornsorter, såsom hvede, anvendes også.
Forskellige typer af øl er gennem historien blevet brygget forskellige steder i verden – og nogle områder i for eksempel Tyskland og Belgien er kendt for helt bestemte ingredienser og bryggemetoder. I Danmark kan øl spores helt tilbage til bondestenalder. I historisk tid har øl haft en væsentlig betydning, både økonomisk og kulturel, i Danmark, og nu om stunder har Carlsberg global gennemslagskraft, mens mikrobryggerier har stor indflydelse i Danmark.
Brygning af øl
Der findes ikke én måde at brygge øl på, idet mange bryggere har udviklet deres egne metoder, som giver præcis den øl, de ønsker. Der er desuden forskel på, om øllet brygges på forskellige traditionelle måder, eller om øllet brygges ved moderne og højteknologiske processer. Hovedtrinene i processerne er dog de samme, selvom begge metoder har hver deres fordele.
Brygningsprocessen består af tre hovedfaser, mæskning, urtkogning og gæring. De grundlæggende råvarer til ølbrygning er vand, malt, humle og gær.
Maltning
Maltningen er processen, hvor malten klargøres til mæskningen. Fremstillingen af malten foregår i tre underprocesser: støbning, spiring og tørring. Malten består oftest af byg, men til visse øltyper anvendes hvede, rug eller blandinger heraf.
Maltningsprocessen indledes af støbningen, hvor malten henligges i et vandbad i 48 timer. Herved optager malten tilstrækkeligt vand til at starte spiringsprocessen. Vandet skiftes tre gange, og kornet gennemblæses med luft for at sikre en tilstrækkelig koncentration af ilt i malten.
Efterfølgende, under spiringen, hviler malten. Her holdes temperatur og fugtighed konstant ved at blæse afkølet, mættet luft gennem malten. Temperaturen holdes omkring 16 °C. Under spiringen starter produktionen af enzymer, herunder α-amylase og β-amylase, der nedbryder stivelsen i kornet til mindre saccharider, β-glukanase, der nedbryder cellulosen i cellevæggen og proteaserne: carboxypeptidase og endopeptidase, der nedbryder proteiner i cellerne. Efter 4-5 dage stoppes spiringen ved at tørre malten. Tørringstemperaturen har stor indflydelse på øllets smag og farve. F.eks. tørres malten til en lager ved temperaturer op til ca. 85 °C, hvor en pale ale tørres ved 90-100 °C. Tørringstemperaturen kan, for nogle øltyper, nå op på 200 °C.
Mæskning
Mæskningen er processen, hvor den tørrede malt klargøres til urtkogningen. Formålet med mæskningen er at omsætte stivelsen i malten til de fermenterbare saccharider: glucose, maltose, maltotriose og dextriner.
Mæskningen startes ved, at malten valses og hældes i opvarmet vand. Malt indeholder en række enzymer med forkellige pH- og temperaturoptima. Hvis temperaturen overskrider det enkelte enzyms optimum, kan de denaturere og derved ødelægges. Derfor starter man med at lade de enzymer, der kræver den laveste temperatur, arbejde først. Enzymet phytase er aktivt ved en temperatur omkring 30-52°C. Phytase spalter kornets fosforlager (phytinsyre), og i denne proces frigives der samtidigt hydrogenioner til urten, der sænker pH-værdien. Denne proces kan forbedre miljøet for de enzymer, der katalyserer hydrolysen af stivelsen i malten.
I temperaturområdet 50-55°C er det protaserne, der har optimale arbejdsbetingelser. Disse enzymer spalter længere proteinkæder og har derved en klarende effekt. Dette trin benyttes ofte, hvis der benyttes hvedemalt i blandingen, da hvedemalt indeholder mange proteiner, som ubehandlet gør øl uklart.
De vigtigste enzymer for mæskningen er de to enzymer, der katalyserer den krævede hydrolyse af stivelsen, α-amylase og β-amylase. β-amylase har temperaturoptimum ved 63-65°C og en pH-værdi omkring 5-5,5. β-amylase spalter de lange kæder af stivelse til glukose og maltose, som begge er sukkerarter, som gær senere har meget nemt ved at gære videre på.
Efterfølgende hæves temperaturen til 65-68°C Herved forekommer der en gelatinisering af amylopektinen, hvorved α-amylase har forøget mulighed for at hydrolysere denne. Stivelsen i byg består af 75% amylopectin, der er lineære kæder af glukose, α-1,4 bindinger, med forgreninger for hver 12-24 glukosemolekyle, α-1,6 bindinger. Både α-amylase og β-amylase kan nedbryde α-1,4 bindinger. α-amylase hydrolyserer bindingerne ved forgreningerne på amylopectinen og leverer derved substrat til β-amylasen. De resterende 25% af stivelsen udgøres af amylose, der er en lineær glukosepolymer med α-1,4 bindinger. Til sidst i mæskningen er størstedelen af stivelsen omsat til mindre saccharider, primært maltose, men også glukose, maltotriose og forgrenede dextriner. Herudover indeholder mæsket proteiner, polypeptider og aminosyrer[1]. Mæskningen afsluttes som regel ved at hæve temperaturen til 75 - 80 °C, hvorved enzymerne denatureres. Mæskningsprocessen varer typisk 1,5 - 2 timer. Ved hjælp af filtrering adskilles de faste og flydende dele af mæsken, henholdsvis "mask" og "mæsk". Masken kan bl.a. bruges som kvægfoder, mens mæsket sendes til kogning. Det er indholdet af sukkerstoffer i mæsket, der har størst betydning for alkoholprocenten. Dette indhold kan f.eks. ligge mellem 11 og 14% tørstof, hvad der vil give øl af pilsnerstyrke. Enheden betegnes også som "% Plato".
Urtkogning
Urtkogningen er processen hvor mæsket koges sammen med humle og eventuelle krydderier. Det er den sidste proces før fermenteringen og varer typisk 1 - 2 timer.
Humlen tilsættes mæsken under urtkogningen, der herefter udgør urten. I nogle tilfælde koges humlen separat, hvorefter filtratet overføres til mæsket. Der findes en række forskellige humlesorter med specifikke smagsegenskaber, derfor anvendes der ofte flere humlesorter. Da kogetiden for de forskellige humlesorter varierer, tilsættes de løbende under urtkogningen. Kogning af humlen har flere formål, herunder at:
Ødelægge endnu aktive enzymer
Sterilisere urten, så vildgær og bakterier dræbes
Udskille uønskede stoffer i urten, herunder proteiner, harpikser og tannin
Isomerisere α-syrer fra humlen til iso-α-syrer og overføre disse til urten
Afkoge flygtige stoffer, der kan give det endelige øl en bismag
Kogetiden afhænger primært af, hvor høj en koncentration af iso-α-syrer, der ønskes i urten. Det er de antibakterielle α- og β-syrerer, der giver øllet den bitre smag. α-syrene forekommer i højere koncentrationer i humlen end β-syrene. De er tungtopløselige i vand og skal derfor isomeriseres, før de overføres til vandfasen. Her skelnes der mellem bitterhumle, smagshumle og aromahumle. Opdelingen bygger på, hvordan man udnytter humlen. Bitterhumlen er den, der skal give øllet dets bitterhed. For at udtrække det meste af α-syren koger man typisk bitterhumlen i 60-90 minutter. Smagshumlen koges med i 15-30 minutter, hvorved humleolierne opløses i urten. Koges smagshumlen længere, vil de flygtige humleolier afdampe. Aromahumlen koges kun med de sidste 5-10 minutter, da aromastofferne let forgår. I enkelte øl tilsættes der også humle ved den første fermentering, hvilket giver en meget karakteristisk humlesmag. Efter 60 min. stoppes urtkogningen, og urten afkøles til den ønskede temperatur og filtreres. Herefter kan fermenteringsprocessen påbegyndes
Fermentering
Fermenteringen er processen, hvor gær omsætter sukkerstofferne i urten til alkohol, og er den sidste fase i produktionen af øl.
Efter kogningen af humlen skal urten nedkøles til den temperatur, som passer til den specifikke gærtype. Ved brygning af Ale er dette typisk 24 - 27 °C, mens en pilsner f.eks. fermenteres ved lavere temperaturer, fra 15 °C. Når gæren tilsættes urten, påbegyndes fermenteringsprocessen, der består af fire faser:
Lagfasen
Vækstfasen
Fermenteringsfasen
Sedimentationsfasen
I lagfasen tilsættes gæren den oxiderede urt. I denne fase falder pH, da gæren udnytter fosfat i urten og danner H+. Her anvendes gærens glykogenlager som energikilde. Sukkerarterne der findes i urten, kan ikke nedbrydes af gæren i denne fase. Bryggeren regulerer temperatur og tilsætningsraten af gær til urten, for at denne proces varer 8-24 timer.
Herefter starter vækstfasen, hvor gæren anvender sine glykogenlagre til respiration, hvilket kommer til udtryk i form af skum på overfladen. I denne fase formeres gæren logaritmisk ved knopskydning. Under vækstfasen forekommer en tredobling af celleantallet i urten. I denne fase produceres kuldioxid og aromastoffer.
Fermenteringsfasen indtræder, når gæren har opbrugt ilten. Fermenteringen foregår derfor anaerobt. I denne fase omdanner gæren de sukkerarter som findes i urten, til ethanol, kuldioxid og aromastoffer. Den dannede kuldioxid vil også fordrive evt. tilbageværende ilt, hvilket sikrer anaerobe forhold. Under fermenteringen danner gæren en række uønskede biprodukter, herunder fusel-alkoholer og fedtsyrer. Disse biprodukter har en bismag og er uønskede i større koncentrationer under fermenteringen. Gæren fermenterer ofte i 4-14 dage, hvorefter den flokkulerer og sedimenterer. Her genopbygger gæren sine glykogenlagre og går i dvale. Urt, indeholdende 10-12% sukkerstoffer, vil have en endelig ethanolkoncentration på 4-5%vol.
Efter sedimentationsfasen kan øllet overføres til den endelige beholder, f.eks. flaske eller fad. Nogle bryggere vil her vælge at tilsætte en lille mængde sukker til øllet, før det overføres til den endelige beholder. Dette vil vække gæren igen og sætte gang i eftergæringen, som giver den kuldioxid, der er i øllet – og som yderligere udvikler smagen og hæver alkoholprocenten en smule. I visse, og typisk mere industrialiserede bryggeprocesser, vil man vælge at pasteurisere og filtrere øllet, hvilket fjerner alle gærrester, og i stedet tilsætte kuldioxiden fra flaske; en såkaldt tvangskarbonering.
Ølgær
Ølgær er en encellet svamp, som anvendes til produktion af alkohol. Gærens effekt i ølbrygning har været ukendt op til 1857, hvor Louis Pasteur opdagede, at gæren var en levende organisme, der producerede ethanol vha. en fermenteringsproces. Efter opdagelsen af gærens evne til at fermentere under anaerobe forhold har bryggere anvendt rendyrkede gærkulturer til at brygge øl af ensartet kvalitet. Til ølbrygning anvendes to overordnede gærtyper; topgær og bundgær. Topgæring er af gærstammen Saccharomyces cerevisiae, som anvendes til brygningen af ale, porter og stout, hvorimod bundgæren er af stammen Saccharomyces carlsbergensis, primært anvendes til at brygge pilsner og bock.
Vands indflydelse på brygget
Vand udgør ca. 90% af det færdige øl, og indholdet af mineraler har indflydelse på smagen af produktet. Vandets hårdhed er et mål for koncentrationen af bikarbonat-, calcium- og magnesiumioner i vandet og måles i mg/L og har stor indflydelse på øllets smag og skum.
Ioners smagsegenskaber i brygget
Natriumioner giver øllet en saltet smag, såfremt koncentrationen ligger mellem 150- 200 mg/L. Ligger koncentrationen under 100 mg/L, kan det give en sødme, og hvis koncentrationen er over 250 mg/L, giver det en harsk og sur smag. Kaliumioner bidrager med en saltet smag, hvis koncentrationen er over 500 mg/L. Der er et naturligt højt indhold af kalium i øl, som kan ekstraheres fra malten, koncentrationen ligger mellem 300-500 mg/L. Der kan tilsættes kaliumklorid for at øge indholdet af klorioner, som er med til at give en større aromatisk fylde. Magnesiumioner giver en bitter og sur smag. Smagen øges, når koncentrationen overstiger 70 mg/L. Calciumioner er smagsneutrale i de koncentrationer, der oftest forekommer, men modvirker magnesiumionernes indflydelse på smagen. Derfor smager magnesiumionerne mindre kraftigt, hvis koncentrationen af calciumioner hæves. Jern(III)ioner giver en metallisk og skarp bismag, fra koncentrationer på 0,5 mg/L. Ionerne kan smages ved koncentrationer ned til 0,1 mg/L. Sulfationer medfører en tør og skarp smag i øllet. Ionerne øger bitterheden i øllet, selvom koncentrationen af iso-humulon forbliver konstant. Disse egenskaber øges, når koncentrationen af sulfationer ligger mellem 200-400 mg/L.
Ølskum
Ølskums opbygning og kvantitet afhænger af øltypen. Ved dannelse af ølskummet har boblerne brug for et nukleation-site, der er en grov overflade i en beholder, hvori gas er fanget. Det er disse indkapslede gasbobler, der danner et nukleation-site for boblerne i øllet. Øllet er overmættet med kuldioxid og evt. nitrogen. Gasserne diffunderer over i mikroboblerne ved nukleationsitet, som vokser, river sig løs og stiger mod overfladen, hvor de udgør skummet, det oprindelige nukleation-site bevares efter løsrivelsen.
Stabiliteten af ølskummet afhænger af alkoholprocenten. Den mest stabile tilsand opnås ved en ethanolkoncentration på ca. 3%vol. Ølskummets stabilitet afhænger af en blanding af ethanol og proteiner, som danner komplekse reaktioner med andre tensioaktive stoffer på overfladen af øllet, herunder iso-α-syrer, en række af proteiner, polypeptider og pektin, der ikke er af aromatisk betydning i brygningen, men kan fungere som en stabilisator for skummet fra koncentrationer på 30 ppm. Ølskummets stabilitet afhænger af følgende faktorer
Syrer fra humlen
Proteinkoncentrationen
Metalioner
Koncentrationen af gas
Pektin
Der er ligeledes faktorer, som har en negativ indvirkning på ølskummets stabilitet. Stofferne skal have så lav en koncentration som muligt for at øge ølskummets stabilitet. De negative faktorer er listet herunder:
Lipider
Aminosyrer
Ethanolkoncentrationer over 3%vol
Gærs protease
Overdreven modifikation af malt
Der er påvist en sammenhæng mellem ølskummets stabilitet og to proteiner fra malt; lipid transfer protein, LTP1, og protein Z4. LTP1 påvirker stabiliteten, når den reagerer med andre proteiner. LTP1 og Z4 er tolerante over for høje temperaturer og er resistente over for proteinnedbrydelse. Disse egenskaber medfører, at de kan modstå forskellige påvirkninger under brygningsprocessen.
Øltyper
Den mest udbredte øltype i Danmark er pilsner, men globalt varierer øllet med mange forskellige typer. Der er to hovedtyper, nemlig over- og undergæret øl, hver med mange forskellige undertyper. Flertallet af undertyperne tilhører den overgærede kategori, mens et mindretal, herunder pilsnertypen, er undergæret.
Undergærede øl
Undergæret øl gærer langsomt (typisk 1-2 uger) ved lav temperatur (mellem 0 og 10°), og der anvendes almindeligvis enstrengede gærstammer. Ved undergæring arbejder gæren meget langsomt med omdannelsen af sukkerstofferne i urten til alkohol, hvorfor de synlige gærpartikler falder til bunds og danner et gærlag i bunden af gæringsbeholderen – deraf betegnelsen undergæring. Lagringen sker oftest i store tanke på bryggeriet. Tankene er typisk koniske i bunden, hvilket gør det nemt at fjerne gæren. Langt det meste øl, der brygges i Danmark, er undergæret. Det meste kommercielle øl er brygget ved undergæring, da dette giver et meget stabilt og forudsigeligt resultat.
Eksempler: Lager og Pilsner.
Overgærede øl
Overgæret øl gærer hurtigt (typisk 3-6 døgn) ved mellem 20 og 30 grader og ved disse temperaturer er gæren så aktiv, at den danner et tykt skumlag i toppen af gæringsbeholderen – deraf betegnelsen overgæring. Gæringen er ikke så nem at kontrollere. Øllet færdigmodnes oftest på flaske eller fad. Overgæret øl har som regel mere maltaroma, blandt andet på grund af den varme gæring og særlige gærstammer. Øl der er gæret på denne måde, kaldes almindeligvis for ale.
Eksempler: Ale, Trappist, Porter, Stout, India Pale Ale, Weizenbier, Witbier, Belgisk Ale, Bitter, Mild Ale og Scottish Ale.
Spontant/vildtgærede øl
Er den ældste form for gæring. Der anvendes et naturligt kompleks af gærstammer og bakterier, hvilket gør styringen af processen (og udviklingen af smagsstoffer) ekstremt vanskelig. Den færdigkogte urt stilles i et åbent kar, hvorefter mikroorganismerne finder vej til urten, hvilket gør processen fuldstændigt afhængig af de lokale forhold.
Eksempler: Lambic
Historie
Brygningen af øl startede for ca. 10.000 år siden i det, der dengang var Egypten og Mesopotamien. Her var øllet en grødet masse, brygget på brød. Øl har været anset for at være en hellig drik i Mesopotamien, og havde sin egen gudinde ved navn Ninkasi. De første spor af ølbrygning i norden stammer fra Egtvedpigen, som havde en krukke med spor af hvedeøl med sig i graven. Egtvedpigen stammer fra bronzealderen og blev begravet 1370 f.Kr..
I middelalderen blev der produceret øl på flere klostre. Øllet blev både anvendt til eget forbrug, til besøgene og eksport, da dette gav en god indtægt. Munkene kom forskellige urter i øllet, og i 822 introducerede de humle, hvilket gav bitterhed og forøget holdbarhed. Det var på daværende tidspunkt ikke muligt at bestemme mængden af humle, der skulle anvendes til brygningen, hvilket medførte varierende kvalitet af øllet. I 1200-tallet fandt tyskerne ud af at beregne, hvor meget humle der skulle tilsættes.
Især i England mødte humleøllet modstand, primært pga. at de var nødsaget til at importere det. Her mente bryggerne at øllet kun skulle brygges ud fra vand, gær og malt. Hollændere påbegyndte i 1400-tallet brygning af humleøl i England. De blev her anklaget for at gøre folk syge, ved at forgifte øllet. I 1516 blev renhedsloven vedtaget af Wilhelm den 4., som var hertug af Bayern. Denne lov påbød at øllet kun måtte indeholde vand, malt og humle. Loven mødte modstand og blev ophævet i 1988 af EU- domstolen. Selvom loven er ophævet, er der stadig mange bryggerier, der brygger herefter. Herunder ses en liste over nævneværdige hændelser i øllets senere historie:
1516: Det tyske Reinheitsgebot indføres i Bayern.
1838: Første lagerøl brygges i Danmark på Kongens Bryghus i København
1842: Pilsnerøl brygges for første gang i byen Plzeň, Tjekkiet.
1847: Carlsberg grundlægges.
1856: Ceres grundlægges.
1859: Albani grundlægges.
1865: Fuglsang grundlægges i Haderslev.
1873: Tuborg grundlægges.
1874: Carlsberg lancerer den første danske flaskeøl.
1883: Emil Chr. Hansen rendyrker for første gang ølgær på Carlsberg Laboratorium.
1970: Carlsberg og De Forenede Bryggerier (Tuborg) fusionerer.
1989: Bryggerierne Faxe Jyske A/S dannes ved en fusion mellem Jyske Bryggerier A/S (Ceres, Urban og Thor) og Faxe Bryggeri).
Hvidtøl var indtil midten af 1800-tallet stort set eneste øltype i Danmark, bortset fra importeret tysk øl, der var kendt for at være stærkere (det vil sige kendt for at have en højere alkoholprocent). Under Krogens ombygning til Kronborg var dagsrationen til håndværkere og soldater flere liter øl dagligt, men det var svagt øl, der ikke gav den beruselse, vi i dag forbinder med øldrikning. At man dengang drak øl i stedet for vand var af hygiejniske grunde. Brøndvand kunne være dårligt – især i de tætbefolkede bymiljøer – men idet øllet undervejs i brygprocessen blev kogt, var vandet dermed også pasteuriseret, og ølgæremnerne udkonkurrerede ligeledes andre mikroorganismer og erstattede dermed skadelige mikroorganismer med gavnlige (jævnfør mælkesyrning).
Det første bryggeri uden for København, der solgte øl på flaske, var Wiibroes Bryggeri (stiftet af Carl Wiibroe) i Helsingør. Indtil da måtte de, der ikke selv bryggede, hente øl hos bryggeren i egne kander (ca. 1,93 liter) eller købe et helt anker (ca. 37,68 liter). I mellemkrigstiden skiftede bryggerierne ølankrene ud med stakitøl – en glasballon på 5 eller 10 liter (i sjældne tilfælde 3 liter) med tilhørende tremmekurv og patentlukke. De var lettere at rengøre før næste påfyldning.
I de seneste år er interessen for øl i Danmark vokset betydeligt, og udvalget af forskellige øltyper har været i kraftig vækst. I takt med udviklingen er en række bryggerier med en begrænset produktion – mikrobryggerier – og brygværtshuse etableret rundt omkring i landet. I 1998 stiftedes foreningen Danske Ølentusiaster, der arbejder for udbredelsen og kendskabet til god øl. Udviklingen af ølindustrien har været medvirkende til at Danmark markerer sig globalt inden for gastronomi og mikrobryggeriernes udvikling tegner sig ligeledes som et af Danmarks helt store potentialer inde for innovation.
Dansk ølforskning
I 1875 blev Carlsberg laboratoriet grundlagt af J. C. Jacobsen, med henblik på at forske i de forskellige brygningsprocesser. Forskningen har bl.a. medført, at der i dag anvendes rendyrkede gærsvampe under brygningen. På laboratoriet introduceres pH-skalaen, der senere blev videreudviklet af Johannes Nicolaus Brønsted.
På Carlsberg laboratoriet fokuseres der på forskellige områder, herunder kogetider, enzymaktivitet, forbedring af gærstammer, råmaterialer samt måle- og overvågningsmetoder, for at forbedre processerne. Emil Chr. Hansen, der var forstander for den fysiologiske afdeling på laboratoriet i perioden 1879-1901, gjorde det muligt at rendyrke gæren. Denne opdagelse havde stor betydning for Carlsberg og har revolutioneret gærindustrien. Johan Kjeldahl, som var forstander for den kemiske afdeling i perioden 1876-1900, udviklede en metode, der gjorde det muligt at bestemme nitrogenmængden, som var i de kemiske forbindelser og i råmaterialerne. Metoden anvendes i dag, bl.a. til proteinbestemmelser. Søren Peter Lauritz Sørensen, der var forstander for den kemiske afdeling i perioden 1901-1938, indførte bl.a. pH-skalaen, og har derudover været indstillet til nobelprisen 13 gange, 8 i kemi og 5 i fysiologi (8).
Fadøl
Fadøl er øl som sædvanligvis serveres fra en beholder (som regel kaldet fustage, fad, anker eller keg) normalt på 10-20 liter, men kan være på op til 50 liter. Det er typisk restauranter og Pub's der har fadølsanlæg. Man kan også få dem i små udgaver med tre-fem liter i.
Fadølsanlæg
Fadølsanlæg er en fustage, der kobles sammen med henholdsvis tappehanen og en trykflaske indeholdende CO2.
Se også
Sake
Cider
Vores Øl – Reklameslogan og open source ølbrygning.
Bryggeri – Liste over danske og udenlandske bryggerier.
Mikrobryggeri – Liste over danske mikrobryggerier.
Referencer
Eksterne henvisninger
Øllets biologi
Øl – verdens første svar på anvendt bioteknologi. Undervisningsmateriale fra Carlsbergs Laboratorium
Det Danske Ølakademi
Bryggeriforeningen
Danske Ølentusiaster |
3121 | https://da.wikipedia.org/wiki/Nyk%C3%B8bing%20Mors | Nykøbing Mors | Nykøbing Mors er en by på det østlige Mors i Limfjorden med . Nykøbing ligger i Morsø Kommune og hører til Region Nordjylland.
Geografi
Nykøbing er den største by på Mors og øens kulturelle centrum. Ca. halvdelen af øens beboere bor i området omkring Nykøbing. Byen ligger 6 km N for Sallingsundbroen, der forbinder Mors og Salling. Nykøbing Mors ligger 31 km N for Skive i Salling og 30 km SØ for Thisted i Thy.
Historie
Middelalderen
Nykøbing nævnes første gang den 13. juli 1299, da kongen, Erik Menved, under striden med kirken for sin gæld til ærkebispen tilbød Esger Juul blandt andet gods den "Købstad, som kaldes Nykjøbing paa Morsø". Den var da altså kongens by; senere har vel en af kongerne skænket en del af byen til det nærliggende, i det 14. århundredes slutning anlagte Dueholm Kloster, idet det i 1423 siges, at kongen og klosteret ejede største delen af byen, det vil sige at indbyggerne var deres vornede. Byen, hvis bebyggelse må antages at være begyndt midt i det 13. århundrede, havde fra først af ingen egen sognekirke, men uden for den lå der 2 landsbyer, Vettels og Venner, og for dem og Rolstrup var Sankt Clemens Kirke sognekirke. Patronatsretten til denne blev af biskoppen i Børglum, Sven, i slutningen af det 14. århundrede overladt til klosteret, der så gjorde den til Nykøbing sognekirke, og de nævnte byer gik op i den. At byen for en del skylder klosteret sin opkomst, kan vel ikke betvivles, og duen i seglet tyder også på det. Byen havde i middelalderen foruden et Helligåndskapel i det mindste eet gilde, et præstegilde, måske også et Sankt Gertruds Gilde. Også dens for sejlads og handel heldige beliggenhed har bidraget til dens fremme, og den har vistnok efterhånden indtaget en mere selvstændig stilling over for de gejstlige herrer. Dens handelsprivilegier blev flere gange bekræftede og udvidede af kongerne, således i 1460, i 1560 og i 1571.
Renæssancen
Efter Reformationen blev klosterskolen, der oprindelig stod "mellem Byen og Møllen", flyttet til Nykøbing, hvor den bestod indtil 1739 som byens latinskole. Det var Vendsyssels første superintendent, Peder Thomsen, der skaffede byen skolen og som ophjalp den ved at henlægge kalentets eller præstegildets forskellige ejendele til skolens og kirketjenernes nytte.
I sommeren 1560 brændte hele byen (blandt andet "Provstegaarden") på 14 huse nær, hvorfor den ved brev af 3. juli samme år i tre år blev fritaget for al landsknægtehold og byskat, lige som den fik lov til at benytte det skib, som ellers skulle udrustes til rigets tjeneste, til at hente tømmer med. Den 4. februar 1573 eftergav Frederik II byen dens restance af tidligere års skatter, da borgerne ved ildebranden og anden skade var så forarmede, at de ikke kunne betale den.
Under enevælden
Nykøbing vedblev langt op i nyere tid at være en lille by: i 1672 havde den kun 343 indbyggere og i 1769 547 indbyggere. Dens tilbagegang skyldes vistnok for en del tilbagevendende voldsomme ildebrande: den 20. oktober 1715 brændte den bedste del af byen omkring kirken, som led en del, og den 24. august 1 748 brændte 48 gårde tillige med kirketårnet. Den besværlige sejlads på Limfjorden hæmmede også al handel og omsætning. Et vendepunkt for Nykøbing (såvel som for Thisted) blev Agger Tanges gennembrud i 1825. Byen fik snart sit eget toldsted.
Den tidlige industrialisering
Anlægget af Frederik VIIs Kanal ved Løgstør og senere jernbanen bragte byen yderligere fremgang.
Nykøbing havde omkring 1900 årlig 7 markeder: 1 i februar med heste og kvæg, 1 i marts og 1 i juni med heste, 1 i april med kreaturer, 1 i juli, 1 i september og 1 i oktober med heste, kvæg og får. Torvedag var hver lørdag, hveranden lørdag mellem Mikkelsdag og jul med levende kreaturer.
Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 1 bogtrykkeri, 1 stampemølle, der drives med dampkraft, 1 jernstøberi, 2 teglværker, 1 dampbrænderi, 2 ølbryggerier, 1 cikoriefabrik og 1 uldspinderi. Af fabrikker og industrier havde byen i 1872: 1 bogtrykkeri, 1 stampemølle, der drives med dampkraft, 1 jernstøberi, 2 teglværker, 2 ølbryggerier, 1 tobaksfabrik og 1 uldspinderi. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 1 jernstøberi (N.A. Christensen & Co., omkring 240 arbejdere, årlig produktion omkring 10.000 kakkelovne, 5.000 komfurer, 40-50.000 gryder foruden andet støbegods), 1 cigar- og tobaksfabrik (Damborgs, omkring 150 arbejdere, årlig produktion 125.000 pund kardusskrå, 270.000 pund røgtobak, 20.000 pund spunden skrå og 3 mio. cigarer og cigaretter), 1 uldspinderi og klædefabrik, 1 rørvævsfabrik, 1 plovjernsfabrik, 2 ølbryggerier, 1 kalkværk, 1 teglbrænderi med mere samt 3 bogtrykkerier.
I Nykøbing blev udgivet 3 aviser: "Morsø Avis", "Morsø Folkeblad" og "Morsø Dagblad".
Nykøbings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.398 i 1850, 1.746 i 1855, 2.034 i 1860, 2.246 i 1870, 2.723 i 1880, 3.607 i 1890, 4.492 i 1901, 6.060 i 1906 og 6.918 i 1911.
Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 362 levede af immateriel virksomhed, 136 af jordbrug, 35 af gartneri, 133 af fiskeri, 165 af søfart, 1.383 af industri, 676 af handel, 519 af forskellig daglejervirksomhed, 121 af deres midler, og 77 nød almisse. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 6.060, heraf ernærede 351 sig ved immateriel virksomhed, 367 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 377 ved fiskeri, 3.245 ved håndværk og industri, 888 ved handel med mere, 439 ved samfærdsel, 155 var aftægtsfolk, 204 levede af offentlig understøttelse og 34 af anden eller uangiven virksomhed. Foruden byens hovederhverv, handel, håndværk og fabriksdrift, udgjorde jordbrug og fiskeri væsentlige næringsveje. Af stor betydning for byen havdeden i 1873 påbegyndte færgefart mellem Nykøbing og Glyngøre været. Ifølge Fiskeriberetningen beskæftigede fiskeriet 1897-98 24 både, der fiskede for en værdi af omkring 38.000 kr., særlig flynder, torsk, ål, også hummer og rejer.
Mellemkrigstiden
Gennem mellemkrigstiden var Nykøbings indbyggertal overvejende stagnerende: i 1916 7.743, i 1921 8.352, i 1925 8.440, i 1930 7.982, i 1935 8.177, i 1940 8.119 indbyggere. Nogen forstadsudvikling skete ikke.
Ved folketællingen i 1930 havde Nykøbing 7.982 indbyggere, heraf ernærede 482 sig ved immateriel virksomhed, 3.023 ved håndværk og industri, 1.179 ved handel mm, 677 ved samfærdsel, 653 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 628 ved husgerning, 1.215 var ude af erhverv og 125 havde ikke oplyst indkomstkilde.
Efterkrigstiden
Efter 2. verdenskrig fortsatte Nykøbing sin svage befolkningsvækst. I 1945 boede der 8.825 indbyggere i købstaden, i 1950 9.187 indbyggere, i 1955 9.293 indbyggere, i 1960 9.326 indbyggere og i 1965 9.127 indbyggere.
Efter kommunalreformen i 1970
Nykøbing Mors var købstad, indtil dette begreb blev afskaffet med kommunalreformen i 1970. Her blev Nykøbing hovedby i Morsø Kommune, der desuden omfattede alle øens sognekommuner. Morsø Kommune forblev selvstændig efter kommunalreformen i 2007.
Infrastruktur og transport
20. november 1873 overtog Nykøbing Kommune den ældgamle færgefart over Sallingsund efter at staten havde anlagt en færgehavn ved Glyngøre.
15. maj 1884 åbnedes Sallingbanen fra Skive til Glyngøre. 1. april 1885 overtog Statsbanerne færgeruten og begyndte at forberede dens udbygning til jernbanefærgerute, som blev åbnet 1. oktober 1889 sammen med jernbanestationen i Nykøbing.
Nykøbing Mors Station fik en betydelig godstrafik. Ved færgelejet lå der en ekspeditionsbygning til persontrafikken. Den findes stadig som restaurant på Jernbanevej 3. Stationens øvrige bygninger er revet ned, og stationsarealet er benyttet til vej, rådhus og plejehjem.
Ingen af planerne om at føre jernbanen videre hen over Mors blev realiseret, men et projekt om en statsbane fra Nykøbing til Solbjerg nåede at blive sat i gang. I retning af Tødsø blev der bygget 4 km banetracé uden skinner samt flere viadukter, bl.a. Højbro, der stadig findes vest for det tidligere stationsterræn.
I 1930'erne begyndte man at diskutere Sallingsundbroen. Spørgsmålet var, om jernbanen skulle føres til Nykøbing over broen, hvilket ville blive meget dyrt. Men en ren vejbro kunne koste Sallingbanen livet og blev først realiseret, da banen alligevel var på vej til at blive nedlagt.
Persontrafikken på Sallingbanen ophørte 23. maj 1971, og banen fortsatte som godsbane til 1979. Jernbanefærgen og dermed godstrafikken til Nykøbing ophørte 1. oktober 1977 - et halvt år før Sallingsundbroen stod færdig 30. maj 1978.
Det er gratis at køre med de lokale busser på øen. Det er dog kun buskørsel på selve øen, der er gratis. Buskørsel der kører udover øen, til eks. Skive og Thisted skal der indløses billet til.
Erhverv
Morsø Jernstøberi blev grundlagt i 1853 som N.A. Christensens Jernstøberi, der producerede alt fra staldvinduer og gravkors til komfurer, potter og pander. I dag producerer virksomheden brændeovne, der sælges i hele verden.
Royal Consul Europe blev grundlagt i 1958 for at distribuere symaskiner i Danmark og andre lande. Consol Solcenter åbnede det første solcenter i 1978, og nu er der mere end 250 i Danmark, England, Skotland, Tjekkiet og Tyskland. Firmaerne har stadig hovedsæde i Nykøbing.
Hama blev grundlagt i 1961 som Malte Haaning Plastic, der lavede sugerør og andre plasticartikler. I dag er hovedproduktet rørperler, der sælges til over 50 lande i hele verden.
Uddannelse
Dueholmskolen
Morsø Gymnasium
EUC Nordvest som har handelsskole og HG-uddannelse
Landbrugsskolen
Morsø Produktionsskole der tilbyder EGU (Erhvervsgrunduddannelsen).
Kultur
En af Danmarks ældste biografer ligger i hjertet af Nykøbing. Bio Mors blev åbnet 2. november 1924 i en dristig arkitektur med sandstenssøjler og indrettet med marmor og ædelt træ, de bedste teaterstole og et moderne varmesystem. Siden starten af 1980'erne har den været den eneste biograf på Mors. Den var ved at gå ned i starten af 1990'erne, men drives nu af en forening med ca. 80 aktive medlemmer.
Limfjordsteatret var tidligere egnsteater for Viborg Amt, men efter nedlæggelse af amterne er det nu egnsteater for Morsø og Skive Kommuner og har et tæt samarbejde med Thisted Kommune. Det er et professionelt teater, der turnerer hele landet rundt. Teaterbygningen er desuden ramme om flere koncerter året rundt, arrangeret i samarbejde med Morsø Musikforening.
Attraktioner og seværdigheder
Dueholm Kloster er en af byens ældste nuværende bygninger og omtales første gang, da den bliver overdraget til Johanniterordenen i 1370 af biskop Svend. Siden 1909 har klosteret huset Morslands Historiske Museum, der også rummer Morsø Lokalhistoriske Arkiv.
Dansk Støberimuseum er også en afdeling af Morslands Historiske Museum. Det fortæller Morsø Jernstøberis historie fra 1853 til nu og er indrettet i nogle af de bevarede fabriksbygninger, hvor bl.a. de velkendte Morsø-brændeovne blev fremstillet.
Nordens største blomsterpark, Jesperhus ligger lige udenfor Nykøbing og indbefatter udover blomsterpark med junglezoo også feriecenter med campingplads, svømmehal, bowlingcenter osv.
Dansk Skaldyrcenter er en forsknings- og udviklingsinstitution, der har til huse i Morsø Skibsværfts tidligere faciliteter på Ørodde og ligger midt i det område, hvor man i generationer har fisket muslinger, østers og andre skaldyr. Hvert år afholdes der Skaldyrsfestival, der trækker mange folk til byen for at smage på alt godt fra Limfjorden.
Sport
En af Danmarks ældste idrætsforeninger, Nykøbing Mors IF, holder til i byen. Byen er også hjemsted for håndboldligaklubben Mors-Thy Håndbold, der tidligere hed HF Mors. Den holder til i det nybyggede kulturcenter, Jyske Bank Mors Arena.
Venskabsbyer
Kankaanpää
Flekkefjord
Bollnäs
Bukoba
Misburg-Anderten (en bydel i Hannover)
Notabiliteter
Aksel Sandemose
Nykøbing Mors er kendt som fødested for Aksel Sandemose. Han har opnået en vis herostratisk berømmelse for at have inspireret Janteloven. Det er dog næppe helt retfærdigt at identificere byen med den fiktive by Jante fra værket En flygtning krydser sit spor, da Sandemose ved flere lejligheder udtrykker sig positivt om byen i sine værker.
Andre
Thomas Dalgaard, Fodboldspiller
Tommy Troelsen, fodboldspiller og tv-vært
Henning Enoksen, fodboldspiller
Kaj Kvistgaard Poulsen, fodboldspiller
Henriette Mikkelsen, håndboldspiller
Mogens Jensen, folketingsmedlem for Socialdemokratiet
Asbjørn Riis, wrestler
Rikke Wölck, skuespiller
Poul Ørum, forfatter
Lasse Frisk, Rapper og filmskaber
Kasper Villaume, pianist og komponist
Finn Have, kunstmaler
Poul Erik Søe, journalist, forfatter og højskoleforstander
Malte Houe, Filmskaber
Anne Plejdrup, Reality Deltager
En lang række kunstnere har valgt at bosætte sig i Nykøbing Mors, heriblandt forfatterne Jens Smærup Sørensen og Knud Sørensen.
Noter
Eksterne henvisninger
J.P. Trap: Kongeriget Danmark, 3. Udgave 4. Bind: Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers Amter; Kjøbenhavn 1901; s. 208-215
Købstæder
Havnebyer i Danmark |
3127 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bagbord | Bagbord | Bagbord er et nautisk udtryk, der betegner venstre side af et skib eller fly set agtenfra (bagfra).
Bagbord side er markeret med rød lanterneføring.
I forbindelse med sejlbåde betyder "bagbord halse" at vinden kommer ind fra venstre. Hvis man har bagbord halse, skal man vige.
Udtrykket bagbord stammer oprindeligt fra Vikingetiden, hvor man havde styreåren (roret) i højre side. Rorsmanden, som holdt styreåren med begge hænder, stod med ryggen [bak] mod bådens venstre side (bagbord). På engelsk hedder bagbord port (havn), da man i middelalderen lagde til kaj i bagbord side, for ikke at styreåren kom i klemme mellem skibet og kajen.
Boarding i lufthavne
Passagerer boarder fly i bagbord side. Fly kan evakueres fra begge sider, men lufthavnens infrastruktur er indrettet til at udveksle passagerer via jetbroer i bagbord side. Luftkaptajnen sidder i bagbord side og har nemmere ved at parkere flyet tæt på terminalbygningen i sin side.
Se også
Styrbord
Skibsterminologi |
3130 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bahuvrihi | Bahuvrihi | Bahuvrihi er et ord, som er sammensat af et adjektiv og et substantiv, og hvis betydning er forskellig fra betydningen af de to enkelte ord. For eksempel er en rødkælk en fugl, mens en rød kælk har en anden betydning. Ordet bahuvrihi stammer fra sanskrit, hvor det betyder det at have for meget ris.
Ordtyper |
3134 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bajadere | Bajadere | En Bajadere (fra portugisisk: bailadeira, "danserinde") er en indisk danserinde, der er Devadasi, ("guds tjener") i et tempel; men også kan underholde ved f.eks bryllupper.
Dansere
Indien
Stillingsbetegnelser |
3136 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bajadser | Bajadser | Bajadser (ital. orig. I Pagliacci) er en opera af Leoncavallo fra 1892. Handlingen udspiller sig i Calabrien år 1865. Ved den danske førsteopførelse sang Vilhelm Herold titelrollen.
Kilder/henvisninger
Operaer på italiensk |
3137 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bajkals%C3%B8en | Bajkalsøen | Bajkalsøen (, ) er en sø i det sydlige Sibirien i Rusland mellem Irkutsk oblast (overvejende mod vest) Republikken Burjatia (overvejende mod øst).
Bajkalsøen er den største ferskvandssø i Asien med et areal på 31.494 km². Det er den dybeste sø i verden med en dybde på 1.637 m, og samtidig er det den sø i verden, der har det største volumen og rummer 20 % af jordens samlede ferskvandsresourcer.
Den er jordens ældste sø og vurderes til at være 25 millioner år gammel. De fleste andre store søer i verden er ikke mere end 5.000-10.000 år gamle. De blev til efter den seneste istid, hvor store huller i landskabet blev fyldt med vand. Bajkal blev ikke dækket af is under istiden, og en stor del af søens flora og fauna er intakt. 93 % af dyrearterne er endemiske for Bajkalsøen. Det er f.eks. nerpaen, også kaldet Bajkalsælen, og laksefisken omul.
Geologer mener, at søen opstod som følge af et gigantisk jordskælv for ca. 35 mio. år siden, da det indiske subkontinent ramte Asien. Efter jordskælvet og i forbindelse med kontinentsammenstødet rejste Himalayabjergene sig, og der blev slået en revne i jordskorpen fra Sibirien og ud til det Okhotske Hav ved Stillehavet. Søen rammes hvert år af 2000 rystelser og jordskælv. Jordskælvene medfører, at søen bliver omkring 1-2 cm bredere og dybere hvert år. Dette menes også at være grunden til dens høje alder.
Angara er den eneste flod, der har sit udspring i Bajkal, og den løber vestpå væk fra søen og ud i den store sibiriske flod Jenisej. 336 store og små floder har deres udløb i Bajkal. Den største flod, der udmunder i søen, er Selenga, som leverer halvdelen af søens vand.
I 1996 blev Bajkalsøen optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.
Noter
Eksterne henvisninger
Lake Baikal Homepage Engelsksproget hjemmeside med oplysninger om dyre- og planteliv, geologi, Den transsibiriske jernbane og meget mere. Flere foto-serier.
Jenisej-flodsystemet
Søer i Rusland
Søer i Asien
Verdensarvsområder i Rusland
Irkutsk oblasts geografi |
3138 | https://da.wikipedia.org/wiki/Baker%20Street | Baker Street | Baker Street er en gade i den gamle del af London. Husnummeret 221 B er verdenskendt, selv om adressen og dens beboere aldrig har eksisteret. Baker Street 221 B blev nemlig Sherlock Holmes' adresse i London i de udødelige bøger af Sir Arthur Conan Doyle. Der findes derfor i dag i nummer 239 et Sherlock Holmes museum.
Baker Street tube station er også navnet på en station på Londons undergrundsbane (London Underground).
Veje i London
Sherlock Holmes |
3144 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bakst%C3%B8rn | Bakstørn | I skibsterminologien betyder "at have bakstørn" at vaske op, gøre rent om læ. Også om den mand hvis tur det er at gøre dette.
Eksterne henvisninger
Skibsterminologi |
3149 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bakterier | Bakterier | Bakterier (af græsk βακτήριον baktērion, "lille stav") er éncellede mikroskopiske organismer uden cellekerner eller andre organeller, dvs. at arvemassen i cellen ikke er adskilt fra resten af cellen af en kernemembran. Bakterier (også kaldet eubakterier) regnes til prokaryoterne, dvs. "før kerne", som også omfatter arkæer (tidligere kaldet arkebakterier/urbakterier). De klassificeres i dag som to selvstændige domæner, mens eukaryoterne (éncellede og flercellede organismer med cellekerne) udgør et tredje domæne.
Bakterier kan opdeles i to typer baseret på opbygningen af deres cellemembran – grampositive og gramnegative. De kan have meget forskelligt udseende, runde, stavformede eller spiralformede.
De får deres energi fra vidt forskellige kilder, f.eks. ved nedbrydning af førne (dødt organisk materiale), fotosyntese eller radioaktiv stråling. De udgør et vigtigt led i fødekæder, f.eks. ved kvælstoffiksering fra jordens atmosfære, og udfører vigtige processer i eukaryoters stofskifte.
Studiet af bakterier kaldes for bakteriologi og er en gren inden for mikrobiologien.
Forekomst
Bakterier (og arkæer) findes i alle økosystemer på jorden, i varme kilder, i radioaktivt affald, i havet, dybt nede i jordskorpen og inde i alle højere organismer. Visse bakterier kan endog leve i ekstrem kulde eller i vacuum. De fleste arter af bakterier er stadig ukendte for videnskaben. Årsagen er, at de fleste bakterier ikke kan fremavles i et laboratorium og derfor er deres vækstforhold ukendte. I gennemsnit findes der 40 millioner bakterier i et gram jord og en million bakterier i en milliliter ferskvand. I alt er der omkring 5×1030 bakterier på jorden, og de udgør en biomasse, der overstiger alle dyr og planter tilsammen.
Skønsvis findes der 10 gange flere bakterier end menneskeceller i et menneske, hvor de fleste celler findes i tarmen eller på huden. Enkelte bakterier kan være sygdomsfremkaldende (patogene), men de fleste er ufarlige. Blandt de symbiotiske bakterier findes adskillige, blandt andet
Streptococcus faecium
Endococcus faecium
Enterococcus bifido
Bakteriologiens historie
Bakterier blev første gang observeret af Anton van Leeuwenhoek i 1676 igennem et selvlavet mikroskop. Han kaldte dem "animalcules" (latin: små dyr) og offentliggjorde sine observationer i en række breve til The Royal Society. Navnet bakterie blev først indført i 1828 af Christian Gottfried Ehrenberg. I 1835 definerede Ehrenberg Bacterium som en slægt af ikke-sporedannende stavbakterier, modsat Bacillus, der var en slægt af sporedannende stavbakterier.
Louis Pasteur viste i 1859, at gæring (se fermentering) skyldes vækst af mikroorganismer. (Gær og mug, der ofte forbindes med gæring, er dog ikke bakterier, men snarere svampe.) Pasteur og hans samtidige Robert Koch var tidlige fortalere for teorien om, at sygdomme skyldes mikrober.
Robert Koch var en foregangsmand inden for medicinsk mikrobiologi og forskede i kolera, miltbrand og tuberkulose. I sin forskning inden for tuberkulose beviste Koch endelig den mikrobielle årsag til sygdommene og modtog i 1905 Nobel-prisen for opdagelsen. I Kochs postulater opstillede han fire kriterier for, om der er en årsagssammenhæng mellem en mikrobe og en sygdom, og disse postulater anvendes den dag i dag.
Selv om man vidste i det 19. århundrede, at bakterier var skyld i mange sygdomme, kendte man dog ingen effektive antiseptisk behandling. I 1910 udviklede Paul Ehrlich Salvarsan, det første antibiotikum mod bakterien Treponema pallidum — spirokæten der forårsager syfilis. Ehrlich blev belønnet med Nobel-prisen i 1908 for sit arbejde med immunologi og opfandt metoden med farvning til at opdage og identificere bakterier, hvilket blev grundlaget for Gramfarvning og Ziehl-Neelsen-farvning.
Med bakteriologen Alexander Flemings opdagelse af penicillin i 1928 indledtes en betydningsfuld periode med produktion i 1939 af det første antibiotika til hurtig og effektiv behandling af infektioner.
Et vigtigt skridt i bakteriologien var opdagelsen i 1977 af Carl Woese, at arkæer (arkebakterier) er en separat udviklingsgren. Denne nye fylogenetiske systematik baseredes på DNA-sekventeringen of 16S ribosomal RNA og opdelte prokaryoterne i to evolutionære domæner ud af tre domæner.
Efter mange års brug af antibiotika opstår problemet: antibiotikaresistens, dvs tab af følsomhed over for antibiotika, tab af mulighed for at slå bakterierne ned og standse bakterieinfektionerne. Al brug af antibiotika vil medføre et selektionspres, der gør, at de følsomme bakterier dør, og de resistente trives. Udviklingen har medført udbredelsen af multiresistente bakterier som MRSA og CC398, der udgør en stor udfordring for sundhedssektoren. Der pågår i 2012 en diskussion om problemets omfang og løsning.
Tidlig evolution
Stamfaderen til moderne bakterier var en encellet mikroorganisme, som var de første livsformer på jorden for omkring 4 milliarder år siden. For omkring 3 milliarder år siden var alle organismer mikroskopiske, og bakterier og arkæer var de dominerende livsformer. Der eksisterer fossiler efter bakterier fra omkring 3,5 milliarder år siden, som f.eks. stromatolitter, men de kan ikke anvendes til at rekonstruere bakteriernes evolutionshistorie eller datere tidspunktet for bestemte bakteriers oprindelse på grund af manglende morfologiske kendetegn. Derimod kan man af deres DNA-materiale aflæse den bakterielle afstamning, og dette antyder, at bakterierne først skilte sig ud fra arkæerne/eukaryoternes linje.
Bakterier var også involveret i den anden store evolutionære udskilning mellem arkæer og eukaryoter. Her opstod eukaryoter ved at bakterier trængte ind i stamformerne for de eukaryote celler, der måske selv var beslægtet med arkæerne, og indgik endosymbiotiske forhold som organeller i cellerne. Dette gælder f.eks. mitokondrierne og hydrogenosomerne, der opstod ved at tidlige eukaryoter opslugte en alpha-proteobakterie, der kunne omdanne druesukker til energibærende ATP-molekyler), uden at fordøje den. Disse indgår stadig som organeller i alle eukaryotiske celler, sommetider i reduceret form. Senere hen har nogle eukaryoter, der allerede indeholdt mitokondrier, opslugt nogle cyanobakterie-lignende organismer, og dette førte til dannelsen af grønkorn i alger og planter. Der findes også alger, der er opstået af senere endosymbiotiske begivenheder, ved at de har opslugt en anden eukaryot alge og på den måde har udviklet et "andengenerations-organel".
Morfologi
Bakterier udviser en stor variation af former og størrelser, kaldet morfologier. Bakterielle celler har en størrelse på ca. en tiendedel af en eukaryot celle og er typisk 0,5–5,0 mikrometer lange. Undtagelsesvist er nogle få arter — for eksempel, Thiomargarita namibiensis og Epulopiscium fishelsoni — op til en halv millimeter lange og er synlige for det blotte øje; E. fishelsoni når op på 0,7 mm. Blandt de mindste bakterier er medlemmerne af slægten Mycoplasma, som kun måler 0,3 mikrometer, på størrelse med de største vira. Nogle bakterier kan være endnu mindre, men disse ultramikrobakterier er ikke godt undersøgt.
De fleste bakterier er enten kugleformede, kaldet kokker (latin sing. coccus, fra græsk κόκκος-kókkos, korn, frø), eller stavformede, kaldet baciller (latin sing. bacillus, fra latin baculus, stav). Bakterier er aflange i forbindelse med svømning. Nogle stavformede bakterier, kaldet vibrio, er svagt buede eller komma-formede; andre kan være spiralformede, kaldet spiriller, eller stramt oprullede, kaldet spirokæter. Et lille antal arter er tetraeder- eller terningformede. Fornylig har man opdaget bakterier dybt under jordens skorpe, som gror som lange stave med et stjerneformet tværsnit. Disse bakteriers store overflade i forhold til rumfang må være en fordel for dem i næringsfattige omgivelser. Denne store variation af former er bestemt af den bakterielle cellevæg og cytoskelet og er vigtig, fordi den kan påvirke bakteriens evne til at skaffe næring, hæfte sig til overflader, svømme gennem væsker og undslippe rov.
Mange arter af bakterier lever som enkeltvise celler, mens andre samler sig i karakteristiske mønstre: Neisseria danner par, såkaldte diploider, Streptococcus danner kæder, og Staphylococcus grupperer sig som en "drueklase". Bakterier, som f.eks. Actinobacteria, danner lange tråde (filamenter), som ofte kan være omsluttet af et hylster med mange individuelle celler. Visse typer, så som arter af slægten Nocardia, danner endda komplekse grenede filamenter i stil med visse svampes mycelie.
Bakterier klæber sig ofte til overflader som en tæt film kaldet biofilm. Sådanne film kan have en tykkelse på få mikrometer op til en halv meter og kan indeholde flere bakteriearter, protister og arkæer. Bakterier, der lever i biofilm, udviser et komplekst system af celler og bestanddele mellem cellerne, der kan danne sekundære strukturer så som mikrokolonier med et netværk af kanaler for næringsstoffer. I naturlige miljøer såsom jord eller planters overflader er flertallet af bakterier bundet til overfladen i biofilm. Biofilm er også vigtige inden for medicin, da disse strukturer ofte er tilstede ved kroniske bakterie-infektioner eller infektioner på implantater, og bakterier, der er beskyttet i en biofilm er meget sværere at bekæmpe end enkeltvise bakterier.
Det er nogle gange muligt med endnu mere komplekse ændringer. For eksempel kan Myxobacteria ved mangel på næringsstoffer søge efter celler omkring dem i en proces kaldet quorum sensing. Cellerne vandrer hen imod hinanden og samler sig som ét nærende legeme op til 500 mikrometer stort med omkring 100.000 bakterieceller. I disse nærende legemer udfører bakterierne hver sin opgave, og dette samarbejde er en simpel type flercellet organisme. For eksempel vil cirka hver tiende celle vandre op til toppen af sådan et nærende legeme og specialisere sig til et dvalende stadium kaldet myxospores, som er mere modstandsdygtig over for udtørring og andre miljømæssige forhold end de almindelige celler.
Cellestrukturer
Indre celleopbygning
Bakterier er omgivet af en cellevæg, eller cellemembran, bestående af lipider. Membranen omslutter cellens indhold og fungerer som en barriere for at holde næringsstoffer, proteiner og andre vigtige bestanddele af cytoplasmaet inden for cellen. Da bakterier er prokaryoter, indeholder de hverken en cellekerne eller organeller, der er omgivet af en membran som for eksempel grønkorn og mitokondrier, eller andre organeller i eukaryoter såsom Golgiapparat eller endoplasmatisk reticulum. Cellevæggen er også opbygget helt anderledes end hos planter.
Tidligere anså man bakterier for blot at være et simpelt hylster for cytoplasma, men opdagelsen af bestanddele i cellen såsom et prokaryot cytoskelet, og særlige placeringer af proteinet i cytoplasmaet har vist en større grad af kompleksitet. Disse indre celle-områder kaldes "bakterielle hyperstrukturer". Mere specialiserede strukturer som f.eks. carboxysomet er omgivet af polyeder-formede proteinskaller i stedet for lipidmembraner. Det er i disse "polyeder-organeller", bakteriens metabolisme foregår, mens det hos eukaryoter foregår i membran-afgrænsede organeller.
Mange biokemiske processer, så som energitransport, foregår ved, at molekyler diffunderer igennem membraner, et princip, der også anvendes i batterier. Det generelle fravær af indre membraner i bakterier betyder, at reaktioner såsom elektrontransport foregår igennem cellemambranen mellem cytoplasmaet og periplasmaet.
Bakteriers DNA
Arvematerialet er et cirkulært DNA-molekyle og eventuelt et eller flere plasmider. Der er ikke nogen decideret cellekerne, men inden i cellen er der et kromosom samt plasmider. En bakteries genom kan være mellem 139.000 og 13 millioner basepar. I forhold til eukaryote organismer indeholder en bakteries (og andre prokaryote celler) genom kun information for dannelse af meget få proteiner, det kan være enzymer. Det vil altså sige at der ikke sker nær så mange biokemiske processer i bakterier som i eukaryote celler.
Et plasmid er et lille stykke cirkulært DNA som kun indeholder gener. Hvis de findes i en bakterie eller en encellet eukaryot kan plasmidet kopieres uafhængigt af den replikation cellen ellers foretager. Dette plasmid kan, hvis det indeholder gener for for eksempel antibiotikaresistens, gøre at bakterien er resistent over for antibiotika. Bakterien kan kopiere plasmidet og overføre det til andre bakterier som så også er resistente mod antibiotika.
Celledeling sker meget hurtigt hos bakterier. Det er samtidig en meget simpel proces. Det fungerer ligesom eukaryoternes mitose (bakteriekromosomet og plasmiderne fordobles og cellen deler sig i to identiske celler). Det er på grund af bakteriers evne til at formere sig så hurtigt at det er en god idé at stille madvarer i køleskabet. Hvis forholdene er helt rigtige er bakterier nemlig i stand til at formere sig på blot to timer. De fleste bakteriers enzymer fungerer dårligt ved køleskabstemperatur samt ved vands kogepunkt. Bakterier har dog en stor tilpasningsevne, hvilket også hænger sammen med at de kan udveksle plasmider og derved arvemateriale. Denne udveksling af arvemateriale skaber stor variation blandt bakterier og det kan udnyttes godt, blandt andet til at rense forurenede marker. Det kan dog også være skidt for mennesker, da nogle bakterier gør os syge. Før i tiden kunne man behandle bakterieinfektioner med antibiotika, men nu har nogle bakterier udviklet et resistent gen over for antibiotika hvilket gør, at antibiotikaen ikke altid slår bakterierne ihjel længere.
Metabolisme
Bakterier udviser en ekstrem variation inden for metabolisme.
Traditionelt har man defineret bakteriers taksonomi ud fra deres type af metabolisme, men denne opdeling stemmer ofte ikke overens med den moderne genetiske klassifikation.
Bakteriers metabolisme karakteriseres på basis af tre overordnede kriterier: Energikilden, kulstofkilden og elektrondonoren.
En bakteries kulstofmetabolisme er enten heterotrof, hvor kulstofkilden er organisk materiale, eller autotrof, hvor kulstoffet fikseres fra luftens kultveilte. Heterotrofe bakterier omfatter også forskellige typer af parasitter. Typiske autotrofe bakterier er de fototrofe cyanobacteria, grønne svovlbakterier og visse purple bacteria, men også mange kemolitotrofe arter som f.eks.nitrifierende eller svovl-oxiderende bakterier.
Patogene bakterier
Bakterier som salmonella, listeria, E. coli og campylobacter kan alle være årsag til madforgiftning. Campylobacter er den hyppigste årsag til madforgiftning i Danmark med 3.728 rapporterede tilfælde. På Mads Clausen Instituttet ved Syddansk Universitet er man ved at udvikle en "bakteriescanner", der skal være i stand til at finde og identificere de enkelte typer af bakterier i madvarer på få sekunder. I dag tager det fra to til fem dage at undersøge og analysere forekomsten af bakterier i madvarer.
Se også
Antibiotika
Arker
Coliforme bakterier
Gramfarvning
Hospitalsinfektion
Livets træ
Mikrobiom
Resistens
Kødædende bakterier
Fodnoter
Kilder
Afsnit 03 Prokaryoter i Biologi C+B, Systime
Eksterne henvisninger
Hvad er en bakterie? Videnskab.dk
Uden bakterier dør vi alle sammen. Videnskab.dk
Kidnapning af bakterie blev starten på alle planter. Videnskab.dk
Människans normalflora - okänt universum med nyckelroll för framtidens livsmedelsforskning
17. januar 2012, videnskab.dk: Uden bakterier dør vi alle sammen
Metagenomics: Mand og Mikrobe. BioZoom
January 07 2005, iol: Pollution-eating bugs found in sewage sludge Citat: "...They published the genetic sequence of the bug, called Dehalococcoides ethenogenes Strain 195, and said it showed some surprising flexibility...Different strains break down perchloroethylene or PCE, a chlorinated solvent used for dry cleaning; trichloroethylene, used to clean metal parts; chlorobenzenes, used to produce the now-banned pesticide DDT; and polychlorinated biphenyls or PCBs, compounds that were once used as coolants and lubricants in transformers..."Just by picking up these mobile genetic elements from other bacteria, Dehalococcoides strains seem able to adapt and to take advantage of opportunities as they present themselves," Zinder said in a statement. The researchers said their findings suggest the bacteria may have developed the ability to munch chlorinated solvents fairly recently, the researchers said...."
Danskere skaber gennembrud i forståelsen af bakterier. Videnskab.dk
:wikispecies:Bacteria
Økologi
Prækambrium |
3152 | https://da.wikipedia.org/wiki/Balance | Balance | Balance har flere betydninger:
Ligevægt –
Balance (regnskab) – formuestilling inden for regnskab.
Balance (band) – Dansk musikgruppe |
3156 | https://da.wikipedia.org/wiki/De%20Baleariske%20%C3%98er | De Baleariske Øer | De Baleariske Øer eller Balearerne (officielt catalansk navn: Illes Balears, spansk navn: Islas Baleares) er en øgruppe i det vestlige Middelhav. Den består af øerne Mallorca, Menorca, Formentera, Ibiza (catalansk: Eivissa), Cabrera og Conillera.
Området er både en provins og en selvstyrende region i Spanien med Palma de Mallorca som hovedstad. Øernes officielle sprog er catalansk og spansk.
Balearerne har et mildt klima og turisme er en hovednæringsvej. Landbrug er også vigtig, særlig på Mallorca. Indbyggerne taler for det meste catalansk. Der er mange fortidsminder på Balearerne, flest efter fønikerne, romerne og maurerne.
Mellem øerne og det spanske fastland ligger Det Baleariske Hav.
Historie
123 f.Kr.: Romersk provins
426 e.Kr.: Erobret af vandalerne
534: Erobret af østromerne
798: Erobret af araberne, kom senere ind under kalifatet i Còrdoba
1229-32: Erobret af Aragon
1262-1346: Eget kongedømme, Mallorca
1708-56 og 1763-82: Menorca besat af englænderne
Balearerne var, på nær Menorca, under nationalistisk kontrol under den spanske borgerkrig, og var en vigtig strategisk base for den nationalistiske marine.
Øerne
Øgruppen har også givet navn til musikgenren Balearic Beat.
Eksterne kilder og henvisninger
Officiel webside |
3157 | https://da.wikipedia.org/wiki/Balkon | Balkon | En balkon er f.eks. en altan, etage i teatersal eller en svalegang.
En fransk altan er et rækværk foran en dør, der kan åbnes, men er ikke en balkon.
Se også
bygning
gesims
svalegang
Kilder/henvisninger
Bygningsdele |
3159 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ballast | Ballast | Ballast er i skibsterminologien betegnelsen for vægt til trimning af et skib.
Der bruges typisk sten, vand eller metalblokke.
Brugen af ballastvand (specifikt det forhold at man har pumpet det ud igen) kan betyde spredning af invasive arter.
Ballastvant har bl.a. medvirket til at amerikansk ribbegople (Mnemiopsis leidyi) har spredt sig fra dens naturlige leveområde ud for den amerikanske østkyst til Europa og Asien.
I Danmark fastsætter Ballastvandsbekendtgørelsen rammer for håndteringen af ballastvand for at forebygge spredning af invasive arter.
Referencer
Skibsterminologi |
3160 | https://da.wikipedia.org/wiki/Balle | Balle | Balle har flere betydninger:
Stednavne
Balle (Bredsten Sogn) – en bebyggelse og et ejerlav i Bredsten Sogn
Balle (Bryndum Sogn) – en bebyggelse i Bryndum Sogn
Balle (Hadsten Sogn) – en bebyggelse og et ejerlav i Hadsten Sogn
Balle (Kalvehave Sogn) – en bebyggelse og et ejerlav i Kalvehave Sogn
Balle (Nørre Nissum Sogn) – en bebyggelse i Nørre Nissum Sogn
Balle (Odder Sogn) – en bebyggelse og et ejerlav i Odder Sogn
Balle (Rosmus Sogn) – en bebyggelse og et ejerlav i Rosmus Sogn
Balle (Silkeborg) – bydel i Silkeborg
Balle Sogn (Silkeborg) – et sogn i Silkeborg Kommune
Balle (Todbjerg Sogn) – en bebyggelse og et ejerlav i Todbjerg Sogn
Balle (Vester Nebel Sogn) – en bebyggelse i Vester Nebel Sogn
Andre betydninger
Balle (runerister) - en svensk runerister fra 1000-tallet
Balle (presset materiale) – en hø- eller halmballe pakket i en kompakt enhed. Bruges også i genvindingsindustri, hvor papir, pap, plast og lignende presses i baller.
Balle (enhed) – mængdeenhed for papir, svarer til 20 ris
Se også
Bal – møbelsnedkerværktøj til blankpolering af overflader
Balde – en legemsdel
Skideballe – en irettesættelse
Balle, Nicolai Edinger – fra 1783 til 1808 biskop over Sjælland |
3162 | https://da.wikipedia.org/wiki/Balletdanser | Balletdanser | En balletdanser () er en person, der danser i klassisk eller moderne ballet.
Danserne har et hierarki og strenge kønsroller. Det kræver mange års omfattende uddannelse og korrekt teknik at blive en del af et professionel balletkompagni. Balletdansere har høj risiko for skader på grund af det krævende arbejde.
Balletdansere begynder deres uddannelse i en alder af seks til 11 år. Ansøgere over 12 år skal indstilles af en anerkendt balletpædagog og kan blive optaget på dispensation. Undervisningen består af både almindelig skoleundervisning og balletundervisning. Skoleundervisningen svarer til folkeskolens og afsluttes med 9. klasse.
Hierarki
Danmark
Solodanser er øverste trin på karrierestigen.
Solister kan både danse hovedpartier og mindre roller i korpset.
Korpsdanser udgør størstedelen af kompagniet.
Aspiranter er færdige med 9. klasse og kan indgå i et treårige aspirantprogram.
Karakterdanser er tidligere dansere, der fortsætter i karakterroller, efter de har nået pensionsalderen på 40 år.
Balletbørn går på Det Kongelige Teaters Balletskole.
Se også
Det Kongelige Teaters Balletskole
Referencer
Danser
Uddannelse i Danmark
Stillingsbetegnelser |
3163 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ballistisk%20tabel | Ballistisk tabel | En ballistisk tabel er en tabel, der blandt andet viser et projektils, som f.eks. en riffelkugles eller en artillerigranats, bane ved forskellige indskydningsafstande, projektilvægte og projektiler, samt ordinater.
Udarbejdelse af ballistiske tabeller for kanoner var et af hovedformålene med konstruktionen af ENIAC.
Ballistik
Ammunition |
3164 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ballotering | Ballotering | Ballotering er en valgmetode der kan bruges til hemmelig afstemning.
Afstemningen foregår ved at kandidaterne hver især bliver tildelt en farve, og én farve bliver tildelt værdien "blank stemme". De stemmeafgivende vælger efter tur en kugle fra en beholder med farvede kugler.
Antallet af kugler i hver farve skal være mindst lige så stort som antallet af stemmeafgivende. Kuglebeholderen har en dimension, der tillader stemmeafgiveren og ingen andre at se, hvilken farve der tages. Stemmeafgiveren tager kuglen i sin hule hånd og anbringer kuglen i stemmeurnen.
Passer antallet af kugler i stemmeurnen med antallet af stemmeafgivende, er valget gyldigt, og kandidaten, hvis farve der er flest kugler af, har vundet.
Afstemningslære |
3167 | https://da.wikipedia.org/wiki/Balsamering | Balsamering | Balsamering (fra græsk balsamon af semitisk basama (= at dufte) ) er behandling af lig for at undgå forrådnelse.
Egyptisk balsamering
Balsamering var forbeholdt et laug, der holdt sin teknik hemmelig; men Herodot har alligevel fået så megen information, at han har kunnet beskrive processen. Fattige blev lagt 70 dage i natrum, som måske var natriumklorid, måske natron, men i hvert fald tørrede den døde krop ud før begravelse. Fremgangsmåden ved velstående egyptere begyndte med, at man fjernede hjerne. Med hammer og mejsel trængte man ind gennem næseborene. En lang krog blev stukket ind og rørte rundt i hjernen. Når hovedet så blev lagt over på siden, løb hjernemassen ud. I en mumie, opbevaret i Zagreb, fandt man ved CT-scanning i 2008 et ni cm langt stykke af en type stilk eller stængel i hjernen. Redskabet var åbenbart knækket i processen med at få kvindens hjerne ud, og forklarer, hvorfor man normalt anvendte hjælpemidler af metal til det brug.
Dernæst skar man et snit over venstre hoftekam. Herigennem blev lever, tarme, lunger og mavesæk hentet ud. De blev skyllet med vin, renset med røgelse og lagt i separate urner, kaldt kanoper. Hjertet blev ikke rørt. Den dødes mave blev fyldt med revet myrra, bark fra kassia (der minder om kanel) og andre velduftende stoffer. Så blev kroppen syet sammen og lagt i natrum i 70 dage. Derefter blev den vasket og viklet ind i linnedstrimler. Som ekstra beskyttelse blev liget i sit hylster af linned påsmurt oljer og voks over det hele. Efter flere tusinde år danner disse stoffer et hårdt, sort lag, der ofte fejlagtigt blev taget for at være asfalt – hvoraf ordet "mumie", der netop betyder "asfalt" på persisk.
For mindre velstående egyptere blev der sprøjtet cedertræsolje ind i endetarmen, til bughulen var fyldt. Endetarmen blev så lukket med en prop. Mavesæk og indvolde opløstes gradvis i oljen, proppen blev så fjernet, og alt løb ud, før legemet blev lagt i natrum i 70 dage, til det var udtørret. Karl den Store blev forsøgt balsameret efter den egyptiske metode, hvad der viste sig yderst resursekrævende.
Nyere tid
Svend Tveskæg blev balsameret i England før han blev hjemført til Danmark. I Sverige er konger som Gustav Vasa (død i 1560) og Erik 14. (død i 1577) blevet balsameret. Sprit blev taget i brug i 1500-tallet, senere sammen med kviksølvforbindelser, arsenik, terpentin og voks. Karl 12.s lig blev behandlet med 70 ingredienser. I USA kom balsamering i brug under den amerikanske borgerkrig og praktiseres stadig i nogen grad, som regel ved at formalin og alkohol sprøjtes ind i blodårer og bughule. Ansigtsformen søges bevaret ved injektioner af voks.
Lenin, Stalin, Mao Zedong, Kim Jong Il og Kim Il Sung blev balsameret som en del af personkulten omkring dem. Helt frem til vore dage har balsameringskunsten, der blev anvendt på Lenins lig, skabt en international efterspørgsel efter russiske balsamerere. I 1904 overtog Ola Stua en lille gård i Stuaveien 121 i Nittedal. Ola Stua var leder for en lille kristen forsamling, "Stuamenigheden". Da han døde i 1920'erne, blev han "med alle sine ejendele" bisat i et gravkammer på ejendommen sammen med to kvinder. De tre er balsameret og ligger i gravkammeret i hver sin sarkofag.
Noter
Se også
Mumie
Ægyptologi
Frysetørring
Taksidermi
Eksterne henvisninger
Død |
3170 | https://da.wikipedia.org/wiki/Baluchistan | Baluchistan | Baluchistan (el. Balochistan) er en region beliggende i grænseområdet mellem Iran, Pakistan og Afghanistan. Den omfatter et areal på omkring 300.000 km². Regionen er opkaldt efter den etniske gruppe baluch (el. baluchi), der udgør en majoritet af befolkningen i regionen. Baluch-folket er et iransk folkeslag, der kom vestfra og bosatte sig i regionen omkring år 1000. De fleste taler sproget baluchi.
Den pakistanske del af regionen ligger i provinsen af samme navn, se Baluchistan, Pakistan
Personer fra Baluchistan
Karima Baloch (1983-2020) - aktivist, der kæmpede for Baluchistan uafhængighed fra Pakistan og blev medtaget på BBC's liste over 100 inspirerende og indflydelsesrige kvinder i 2016.
Referencer
Irans geografi
Afghanistans geografi
Pakistans geografi |
3174 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bambus | Bambus | Bambus (Bambusoideae) er en samlebetegnelse for forveddede græsser fra subtropiske og tropiske egne og dermed teknisk set græs. Den omfatter ca. 1.000 arter, som er inddelt i ca. 90 slægter.
Bambus har hjemme i de tropiske fugtige områder i Østasien. De lange stængler er hårde som ben og de er hule. Bambus har en vandret grenet rodstok med tætte skud. De sidste kan vokse med op til 30 centimeter i døgnet. Der findes dog arter, der kan vokse næsten en meter om dagen. Man har endda observeret en plante, der voksede 121 cm på 24 timer.
Bambus kan danne store ufremkommelige skove. De største bambus kan blive 40 meter høje og 30 centimeter tykke. De blomstrer først, når de bliver ca. 60 år eller med et mellemrum på ca. 60 år. Herefter visner hovedparten af de overjordiske dele af planten. En del planter dør helt, men de fleste overlever, og der vokser efter kort tid nye skud frem fra det underjordiske rodnet, hvorefter planten fortsætter sin cyklus.
En mindre bambusart kan vokse i danske haver og kan overleve vinteren. Deres stængler, som kan fås i mange tykkelser, bliver brugt til en lang række formål, herunder husbyggeri, møbler, vandrør, broer, både, musikinstrumenter, legetøj, husgeråd, papir og tekstiler.
Før i tiden har bambus været så speciel, at man imiterede det med træ.
Bredemuseet har en imiteret bambusstol.
Danmarks største bambussamling findes i det zenbuddhistiske kloster i Østermarie på Bornholm.
Pandaen lever næsten udelukkende af nye skud og blade fra bambus. Mennesker kan spise de unge skud, og et kiselindhold i rørene anvendes som medicin.
Undertribe Arthrostylidiinae
Actinocladum
Alvimia
Arthrostylidium
Athroostachys
Atractantha
Aulonemia (Matudacalamus)
Colanthelia
Elytrostachys
Glaziophyton
Merostachys
Myriocladus
Rhipidocladum
Undertribe Arundinariinae
Acidosasa
Ampelocalamus
Arundinaria
Borinda
Chimonocalamus (Sinarundinaria)
Drepanostachyum
Fargesia
Ferrocalamus
Gaoligongshania
Gelidocalamus
Himalayacalamus
Indocalamus
Oligostachyum
Pseudosasa
Sasa
Thamnocalamus
Yushania
Undertribe Bambusinae
Bambusa (Dendrocalamopsis)
Bonia (Monocladus)
Dendrocalamus (Klemachloa, Oreobambos, Oxynanthera, Sinocalamus)
Gigantochloa
Dinochloa
Holttumochloa
Kinabaluchloa (Maclurochloa, Soejatmia)
Melocalamus
Sphaerobambos
Thyrsostachys
Undertribe Chusqueinae
Chusquea (Dendragrostis, Rettbergia)
Neurolepis (Planotia)
Undertribe Guaduinae
Apoclada
Eremocaulon (Criciuma)
Guadua
Olmeca
Otatea
Undertribe Melocanninae
Cephalostachyum
Davidsea
Leptocanna
Melocanna (Beesha)
Neohouzeaua
Ochlandra
Pseudostachyum
Schizostachyum
Teinostachyum
Undertribe Nastinae
Decaryochloa
Greslania
Hickelia
Hitchcockella
Nastus
Perrierbambus
Undertribe Racemobambodinae
Racemobambos (Neomicrocalamus, Vietnamosasa)
Undertribe Shibataeinae
Brachystachyum
Chimonobambusa
Indosasa
Furebambus (Phyllostachys)
Qiongzhuea
Semiarundinaria
Shibataea
Sinobambusa
Temburongia (incertae sedis)
Anvendelsesområde
Bambus finder anvendelse i mange sammenhænge. Eksempelvis anvendes bambus inden for:
Asiatisk kampkunst/kampsport hvor bambus anvendes som træningsredskab. I Indien anvendes bambus som træningsredskab i forbindelse med Silambam og i Japan i forbindelse med Kendo.
Møbelindustrien
Noter
Nytteplanter fra Asien
Naturmaterialer |
3178 | https://da.wikipedia.org/wiki/Band | Band | Band er et nutidigt udtryk for orkester. Ordet har engelsk oprindelse. Et band består af to eller flere musikere, der spiller på samme – eller på forskellige instrumenter, evt. ledsaget af sang. Et band med over tolv musikere kaldes et bigband. Af øvrige underkategorier kan f.eks. nævnes: Brassband, danseband, steelband, jazzband, rockband og coverband.
Se også |
3183 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bande%20%28flertydig%29 | Bande (flertydig) | Bande har flere betydninger:
Bande - en gruppe af gode venner eller familie med identificerbare ledelse og intern organisation.
Mafia
Rand, kant, f.eks. billardbande eller rundt om banen i floorball
Grimt sprog |
3189 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bangladesh | Bangladesh | Bangladesh, officielt Folkerepublikken Bangladesh (; ), er en suveræn stat i Sydasien. Før 1971 var landet en del af Pakistan og hed Østpakistan. Grænselandene er Indien mod vest, nord og øst og Myanmar mod øst. Mod syd ligger det Indiske Ocean. Bangladesh har indbyggere (1.273 per km2), og landarealet er 130.170 km², hvilket omtrent er på størrelse med Englands landareal og omtrent tre gange større end Danmarks.
Bangladesh er et forholdsvist nyt land, der har haft en turbulent levetid med diktatur og siden 1992 demokrati. Indtil 1947 var landet en del af det engelske koloniherredømme. Efter englændernes tilbagetrækning blev Indien delt op i det hinduistiske Indien og det muslimske Pakistan. Bangladesh var det daværende Østpakistan, mens det, der i dag kendes som Pakistan, kaldtes Vestpakistan. Bangladesh erklærede sig uafhængigt af Pakistan i 1971, hvilket udløste Bangladeshkrigen, hvorefter landet efter intervention fra Indien opnåede uafhængighed og status som selvstændig stat.
Etymologi
Navnet Bangladesh blev oprindeligt skrevet som to ord, Bangla Desh. I 1950'erne brugte bengalske nationalister disse ord til politiske møder i Østpakistan. Ordet Bangla er hovedbetegnelsen både for Bengal regionen og Bengali-sproget. Den tidligste reference til ordet daterer tilbage til Nesari tallerkenen fra 805 e.Kr. Ordet "Vangaladesa" er fundet i sydindiske skrifter fra det 11. århundrede.
Ordet fik officiel status under Bengal Sultanatet i det 14. århundrede. Shamsuddin Ilyas Shah udråbte sig selv som "Shah af Bangala" i 1342. Ordet Bangla blev det mest anvendte navn for regionen under den islamiske periode. Portugiserne omtalte regionen som Bengala i det 16. årundrede.
Oprindelsen af ordet Bangla er uklar, men teorier peger tilbage til bronzealderens proto-Dravidiske stamme, det austriske ord "Bonga" (Solgud) og jernalderens Vanga Kongerige. Indo-Aryan suffikset Desh stammer fra sanskrit-ordet deśha, som betyder "land". Ud fra det kan det formodes, at navnet Bangladesh betyder "Bengals land"
Historie
Frem til lige efter 2. verdenskrig var Bangladesh en del af den britiske koloni Britisk Indien. Dagens Bangladesh omfatter det, som den gang var den indiske provins Østbengalen.
Ved Indiens deling i 1947 blev Britisk Indien delt i den sekulære stat Indien og den islamiske stat Pakistan. Bengalen blev delt i to, den vestlige del forblev i Indien, mens den østlige del kom med i Pakistan. Denne del fik navnet Østpakistan, men lå 1.500 km fra resten af landet (Vestpakistan, det nuværende Pakistan).
Vestpakistan dominerede den nye stat fuldstændig, både politisk og kulturelt. Dette oprørte mange i Østpakistan, da denne del af landet havde den stærkeste økonomi samt et eget sprog, som ikke er nærmere beslægtet med urdu, Pakistans officielle sprog.
Efter politiske partier, som gik ind for uafhængighed for Østpakistan, vandt valgene i 1971 med en overvældende majoritet, begyndte en proces med at frigøre sig fra Vestpakistan. Dette blev gjort under ledelse af Sheikh Mujibur Rahman.
Den pakistanske hær var fuldstændig domineret af Vestpakistan og gik ind for at stoppe løsrivelsen. Den 25. marts 1971 begyndte et blodbad: i løbet af tre dage blev 50.000 civile bengalere dræbt af hæren. Ti millioner mennesker måtte flygte til Indien, og Rahman blev arresteret. Før han blev arresteret, kom han med en formel uafhængighedserklæring den 26. marts 1971.
Bangladeshkrigen
Indien greb ind til fordel for Bangladesh, og invaderede Pakistan den 4. december. I løbet af to uger var den pakistanske modstand knust, og Rahman kunne vende tilbage som det uafhængige Bangladeshs første premierminister.
Sheikh Mujibur Rahman blev dræbt ved et attentat den 15. august 1975. Den 3. november gennemførte militæret et kup, men allerede den 7. november blev lederen, generalmajor Khaled Mosharraf, væltet ved et modkup.
General Ziaur Rahman blev nu landets stærke mand. Han blev senere også valgt til præsident ved valgene i 1978. Rahman blev myrdet i maj 1981, og Bangladesh blev styret af militæret frem til 1991, da Bangladesh blev demokratisk.
Begum Khaleda Zia, enken efter Ziaur Rahman, vandt valget og blev premierminister. Hun blev genvalgt i 1996 men blev senere samme år væltet. Fra 2001 kom hun tilbage i position som leder af en koalitionsregering.
Politik
Bangladesh er politisk styret af en parlamentarisk regering. Præsidenten er statsoverhoved, dog uden reel magt, mens regeringen er ledet af premierministeren. Der er to store partier, der skiftes til at have regeringsmagten, henholdsvis Bangladesh National Party og Awami League. Partierne er ideologisk ikke langt fra hinanden, men er alligevel i voldsom opposition. Attentatforsøg mod politikere samt strejker er et ofte set fænomen. I august 2004 var der et granatangreb mod oppositionslederen. Det førte til, at 21 af oppositionspartiets medlemmer blev dræbt, og at lederen af partiet blev såret. I januar 2005 blev den tidligere finansminister dræbt i et andet granatangreb, og flere andre attentatforsøg har fundet sted. Politisk er landet ustabilt.
Bangladesh er et moderat muslimsk land uden voldsom religiøs fundamentalisme.
Udenrigspolitik
Regionalt samarbejde i Sydasien
Bangladesh er sammen med de øvrige lande i Sydasien medlem af SAARC (en forkortelse for South Asian Association for Regional Cooperation). SAARC blev stiftet i december 1985 med det formål at fremme det regionale samarbejde inden for regionen, samt øge samhandel mellem landene og styrke Sydasiens økonomisk udvikling. Organisationen har hovedsæde i Kathmandu, Nepal, og følgende stater er medlemmer: Bangladesh, Bhutan, Indien, Maldiverne, Nepal, Pakistan og Sri Lanka samt fra april 2007 også Afghanistan.
Administrativ inddeling
Bangladesh er inddelt i syv administrative divisioner, hver opkaldt efter deres respektive divisionelle hovedbyer: Barisal (বরিশাল), Chittagong (চট্টগ্রাম), Dhaka (ঢাকা), Khulna (খুলনা), Rajshahi (রাজশাহী), Sylhet (সিলেট) og Rangpur (রংপুর).
Divisionerne er underinddelt i distrikter (zila). Der er 64 distrikter i Bangladesh, der hver er underinddelt i upazila (underdistrikter) eller thana (politistationer). Området inden for hver politistation, undtagen dem i metroområderne, er inddelt i flere unioner, hvor hver union består af flere landsbyer. I metroområderne er politistationerne inddelt i bydistrikter, der hver er yderligere underinddelt i mahallaer. Der er ingen folkevalgte embedsmænd i divisionerne, distrikterne og upazilaerne, og administration består kun af regeringsmænd. Direkte valg holdes i alle unioner (eller bydistrikter); og der vælges en formand og et antal rådsmedlemmer. I 1997 gennemførtes en lov, der reserverede tre pladser (ud af tolv) i hver union til kvindelige kandidater.
Dhaka er hovedstaden og den største by i Bangladesh. Blandt andre store byer kan nævnes Chittagong, Rajshahi, Rangpur, Khulna, Sylhet og Barisal. Disse metrobyer har borgmestervalg, mens andre kommuner vælger en formand. Borgmestre og formænd vælges for perioder af fem år.
Geografi
Landets geografiske udstrækning svarer til cirka tre gange Danmarks størrelse, og det er omtrent ligeså fladt, dog med enkelte perifere bjergregioner. Bangladeshs geografiske placering betyder, at det fungerer som en tragt for vandet fra tre af de store floder, der kommer fra bjergregionerne nordpå og munder ud i landet: Brahmaputra, Ganges og Meghnafloderne. Denne tragtformation samt de voldsomme mængder vand, der falder i monsunperioden, medfører, at store dele af befolkningen bliver nødt til at flytte i de perioder, hvor vandmasserne er mest voldsomme. Hvert år lider landet af oversvømmelser, der blandt andet nedbryder den i forvejen sparsomme infrastruktur.
I Indien kan vandkraftværket og dæmningen ved Ganges indløb i Bangladesh, Farakka være årsag til en del problemer i Bangladesh. Dæmningen leder vandet uden om Bangladesh, hvilket medfører at saltvandet fra Bengal bugten trænger ind i Bangladesh og skaber vanskeligheder for landbrug. Når smeltevandet fra bjergene i Himalaya kommer om sommeren åbner Farakka-værket for sluserne mod Bangladesh og skaber derved store oversvømmelser.
Klima
Bangladesh har et tropisk klima med milde vintre fra oktober til marts og varme, fugtige somre mellem marts og juni. Mellem juni og oktober varer monsun-sæsonen, hvor årets største regnmængder falder. Naturkatastrofer, såsom oversvømmelser, tropiske cykloner, tromber og Bores indtræffer næsten hvert år. Dette i kombination med afskovning og erosion kan give katastrofale konsekvenser.
I november 2007 døde over 2.300 personer i cyklonen Sidr, som ramte store dele af landet.
Økonomi
I Bangladesh er det nominelle GNI per capita i $ steget fra 380 i 2000 til 400 i 2003. Til sammenligning er tallene for Danmark henholdsvis 31.450 og 33.570.
Bangladesh har, siden det blev uafhængigt, taget adskillige tiltag inden for den økonomiske sektor og følger en liberal markedsøkonomi. På det politiske område forsøger man at tiltrække udenlandske investeringer ved at give de udenlandske investorer en række fordele, blandt andet fordelagtige skattefradrag. Som udenlandsk investor kan man blandt andet etablere 100 % udenlandsk ejede selskaber og et joint venture med en lokal privat partner eller med en partner fra den offentlige sektor.
Den største eksportvare fra Bangladesh er tekstiler, der i 2003-2004 udgjorde ca. 75 % af den samlede eksport. Selvom der også er en vis eksport af te, læder og frosne rejer, skaber den store afhængighed af eksport fra tekstilsektoren en vis usikkerhed i økonomien overfor ændringer i verdensøkonomien. EU er landets største handelspartner, og aftager næsten 20 % af landets eksport.
Bangladesh er et fattigt, overbefolket og ineffektivt styret land. Cirka halvdelen af GDP ($ 61,94 milliarder, 2004) frembringes fra servicesektoren, selvom næsten to tredjedele af indbyggerne arbejder i landbrugssektoren, hvor ris er den vigtigste afgrøde. Der er adskillige større forhindringer for en voksende økonomi. De årlige cykloner og oversvømmelser, de dårlige havnefaciliteter, en voksende arbejdsstyrke, der ikke kan absorberes af landbrugssektoren, forsinkelser i udnyttelse af naturressourcer (naturgas), manglende elektricitetsforsyning, og langsom implementering af økonomiske reformer er alt sammen med til at forhale udviklingen.
De økonomiske reformer forsinkes i mange tilfælde af politiske uoverensstemmelser og korruption på alle niveauer. Selvom der er mange hindringer, har der alligevel været en støt økonomisk vækst på ca. 5 % de sidste mange år. Mange bangladeshiske virksomheder var i 2004 generelt baseret på afhængighed af billig arbejdskraft og lokale ressourcer og afhængighed af udenlandske virksomheders teknologioverførsel.
Industri
Størstedelen af landets industriproduktion består af tekstiler. Tekstilindustrien i Bangladesh ekspanderede stærkt i løbet af 1980'erne, da det lave lønniveau tiltrak udenlandsk kapital. 40 % af kvinderne i Bangladesh arbejder indenfor denne sektore, mange under meget dårlige arbejdsforhold. Tekstiler udgør 75 % af eksportvørdien, og Bangladesh overgås kun af Kina i den internationale handel med tekstiler (ready-made garments, RMG). I 2013 blev der afsløret elendige forhold i denne industri, og en større dødsulykke førte til, at regeringen forøgede mindstelønnen til 5.300 Taka (68 dollar) fra december 2013.
Ved starten af en virksomhed er der adskillige udfordringer, der skal overkommes. Verdensbanken har opstillet nogle indikatorer for at starte en virksomhed i forskellige lande. På baggrund af indekset er det muligt at foretage en sammenligning af at starte ensartede virksomheder i Danmark og Bangladesh. Indikatorerne er selvfølgelig generelle og vil formodentlig afvige fra en individuel virksomheds erfaringer og oplevelse.
For at starte en virksomhed er der for hvert enkelt land en række lovregulerede procedurer, der skal finde sted mellem stifter og eksterne partnere som for eksempel myndigheder, advokater og revisorer. I Danmark viser listen, at det er nødvendigt med 4 procedurer i gennemsnit, hvor det i Bangladesh er 8. I Danmark tager det i gennemsnit 4 dage at gennemgå disse procedurer, hvor det i Bangladesh tager 35 dage. Hvis der mellem to parter opstår en kontraktuel tvist ud fra lignende forudsætninger i henholdsvis Danmark og Bangladesh, kræver det i Danmark i gennemsnit 14 procedurer, der tidsmæssigt fylder 83 dage, fra sagsøger har lagt sag an, til kontrakten bliver fuldbyrdet af domstolen, hvor det i Bangladesh kræver 29 procedurer og tager 365 dage. Det er ikke muligt at komme med en sikker og præcis vurdering af længden af en sådan retssag, men tallene er med for at give en forestilling om de forskelle, der er mellem Danmark og Bangladesh.
Ud fra ovenstående indeks fra Verdensbanken fremgår det, at der er væsentlige forskelle på virksomhedsstart i Danmark og Bangladesh. Tilsyneladende er det nemmere i Danmark. Selv om Verdensbankens indeks er generelt, giver det alligevel en indikator til virksomheder, der overvejer at ekspandere til Bangladesh.
Demografi
Befolkningstallet er blandt det største i verden, og er anslået til 162 mio. (2016), hvoraf de fleste indbyggere lever under fattigdomsgrænsen. Befolkningstætheden svarer rundt regnet til, at hele den danske befolkning flyttede nord for Limfjorden.
Det forventes at befolkningen når 250 mio. i år 2050. Indbyggertallet i 1951 var 44 millioner.
Bangladesh's befolkningsvækst var blandt de højeste i verden i 1960'erne og 1970'erne, da befolkingstallet voksede fra 65 til 110 millioner. Med indførelsen af prævention i 1980'erne, formindskedes befolkningstilvæksten. Fertilitetsraten var i 2016 på 2,13, lavere end den var i Indien (2,33) og Pakistan (2,68). Befolkningen er relativt ung med 34% som er 15 år eller yngre og 5% 65 år eller ældre. Forventet levealder ved fødslen er estimeret at være 70 år for både mænd og kvinder i 2012. På trods af den hurtige økonomiske vækst, så lever 43% af befolkningen stadig under fattigdomsgrænsen, hvilket betyder, at man lever for mindre end 1,25 $ om dagen.
Det officielle sprog er bengali, mens engelsk er det andet sprog og er bredt benyttet i undervisning og i forretningsverdenen. Bengali folk udgør 98% af den samlede befolkning.
Kultur
Litteratur
Det ældste bevis for litteratur i Bangladesh er Mahasthan Brahmi inskriptionen, der daters tilbage til 3. århundrede f.Kr.. I tiden under Guptariget, blomstrede Sanskrit literaturen i regionen. Bengali udvikledes fra Sanskrit og Magadhi i det 11. århundrede. Bengali literaturen er en tusind år gammel tradition.
Arkitektur
Den arkitektoniske tradition i Bangladesh har en 2.500 år gammel historie. Terrakotta arkitektur er et særtegn for Bengal. Præ-Islamisk Bengali arkitektur nåede sit højdepunkt under reached Palariget, da Pala Skolen for Skulpturel Kunst etablerede store strukturer som f.eks. Somapura Mahavihara. Islamisk arkitektur begyndte at udvikledes under Bengal Sultanatet, da lokal terrakottastil påvirkede middelalderens konsturktioner af moskeer. Adina Moskeen var den største moske, der blev bygget i det indiske subkontinent.
Køkken
Hvid ris danner base for det bengalske køkken, sammen med mange grøntsager og linser. Risretter inkluder også bengalsk biryani, pilaf og khichuri. Sennep, ghee, solsikkekerneolje og frugt chutney er udbredt i bengalsk madlavning. Fisk er hovedkilden til protein i det bengalske køkken. Hilsa, en slags indisk sild, er nationalfisken og er meget populær i Bangladesh. Rogn er en delikatesse. Mad fra havet er en vigtig del af det bengalske køkken, specielt hummere, rejer og tørfisk. Af kød spises der mest kylling, oksekød, lammekød, hjortekød, and og due.
Sport
Cricket er en af de mest populære sportsgrene i Bangladesh, efterfulgt af fodbold. Landsholdet i cricket deltog for første gang i VM i Cricket i 1999, og året efter fik holdet tildelt status som elite Test cricket. Bangladesh har fem stormestre i skak. Blandt disse var Niaz Murshed den første stormester i Sydasien. Indenfor rytmisk gymnastik, blev russeren Margarita Mamun, som stammer fra Bangladesh, verdensmester i 2013 og 2014.
Kabaddi er en meget populær sport i Bangladesh og betragtes som nationalsport. Andre populære sportsgrene er bl.a. hockey, tennis, badminton, håndbold, basketball, volleyball, skak, skydesport og lystfiskeri. National Sports Council styrer 42 forskellige sportsorganisationer.
Se også
Verdens lande
Bygningskollapset i Bangladesh 2013
Bangladeshkrigen
Noter
Eksterne henvisninger
Lande i Asien
Britisk Indien
Republikker |
3191 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bankerot | Bankerot | Bankerot er et i dansk lovsprog sjældent brugt udtryk for en stats konkurs ell. fallit.
Det stammer fra det italienske banca rotta – en sønderbrudt disk – fordi bankierernes bænk ell. disk i de norditalienske handelsstæder i middelalderen blev sønderbrudt, når de ikke kunne opfylde deres forpligtelser.
I fransk lovsprog bruges endnu ordet banqueroute om en tilregnelig fallit, mens bankruptcy i engelsk og nordamerikansk lovsprog er det eneste tekniske udtryk for fallit.
Danmark oplevede en statsbankerot i 1813 ovenpå Napoleonskrigene.
Makroøkonomi |
3199 | https://da.wikipedia.org/wiki/Baptistkirken | Baptistkirken | Baptistkirken er et kristent trosamfund inden for den protestantiske tradition. Baptistkirken blev stiftet i 1609 af de engelske prædikanter John Smyth (ca. 1570 – ca. 28. august 1612) og Thomas Helwys (ca. 1575 – ca. 1616).
Baptist stammer fra et græsk ord: βαπτίζω, der udtales bap-ti-so og betyder døber.
Med over 100 millioner medlemmer heraf 739,678 i Europa er baptisterne de talrigeste inden for den protestantiske tradition i verden, og har flere tilhængere end de lutherske kirker. Der findes baptistkirker i næsten alle verdens lande, og der er specielt mange i USA, særligt i sydstaterne og blandt den mørke befolkning, hvoraf cirka tre fjerdedele er baptister.
De første danske baptister stiftede den første frikirke i Danmark i 1839. De var med i kampen om religionsfrihed, som blev vedtaget i grundloven af 1848. I dag tæller Baptistkirken i Danmark ca. 5300 medlemmer fordelt på 55 lokale menigheder.
Kirken bruger lige som Pinsekirken og Missionsforbundet voksendåb (i kirkens sprogbrug bekendelsesdåb eller troendes dåb). Til Baptistkirken i Danmark er også knyttet Danske Baptisters Spejderkorps forkortet DBS og Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund forkortet BBU.
Medlemmer i lande
Noter
Eksterne henvisninger
BaptistKirken i Danmark
Baptistkirke i Flensborg
Baptisternes Verdensalliance
Baptisternes medlemsrapport 2010
Kirkesamfund
Medlemmer af Kirkernes Verdensråd
Medlemmer af Danske Kirkers Råd
Baptistkirker i Danmark |
3202 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bar | Bar | Bar kan henvise til flere artikler:
Bar (enhed) – måleenhed for vand-, gas- og lufttryk
Bar (Montenegro) – en by i Montenegro
Bar (Ukraine) - en by i Vinnitsja oblast i det centrale Ukraine
Bar (etablissement) i form af et lokale eller en virksomhed
BAR (våben) Browning Automatic Rifle
Chokoladebar – en stang chokolade, ofte med fyld
Se også
Bardisk - en disk i en bar.
Nøgenhed – at være utildækket/"bar"
Barre (flertydig) |
3212 | https://da.wikipedia.org/wiki/Barberen%20i%20Sevilla | Barberen i Sevilla | Barberen i Sevilla (Il barbiere di Siviglia, ossia L'inutile precauzione) er en opera buffa i to akter af Gioachino Rossini til en libretto af Cesare Sterbini. Librettoen er baseret på Pierre Beaumarchais' komedie Le Barbiér de Seville (1775) og var oprindeligt en opéra comique. Operaen er Rossinis mest kendte og har udkonkurreret andre komponisters operaer med samme motiv med undtagelse af Wolfgang Mozarts opera Figaros Bryllup. Rossini komponerede sit værk som 23-årig og det hed Almaviva, ossia L'inutile precauzione. Premieren fandt sted den 20. februar 1816 på Teatro Argentina i Rom. Værket var en af de første italienske operaer, der blev opført i Amerika. Det fik amerikansk premiere på Park Teater i New York den 29. november 1825. Operaen er en af de mest populære musikalske komedier og er kaldt opera buffaen over alle opere buffe.
Historie
Giovanni Paisiello havde skrevet en opera baseret på skuespillet, ligesom Nicolas Isouard havde lavet sin operaversion af det i 1796. Selv om Paisiellos værk dominerede som den førende udgave i en tid, blev det Rossinis nyere version, der kom til at udgøre en grundpille i operarepertoiret.
Rossinis opera følger det første af Pierre Beaumarchais' skuespil om Figaro, mens Mozarts opera om Le nozze di Figaro, komponeret 30 år tidligere i 1786, er baseret på anden del af Beaumarchais' trilogi. Beaumarchais' oprindelige version blev uropført i 1775 i Paris på Comédie-Française på slottet i Tuilerierne.
Rossini var bemærkelsesværdigt produktiv, idet han færdiggjorde i gennemsnit på to operaer om året i 19 år, mens han i nogle år nåede op på at skrive hele fire. Musikforskere mener, at han komponerede musikken til Il Barbiere di Siviglia på blot knap tre uger. Nogle af temaerne i den berømte ouverture er lånt fra to tidligere Rossini-operaer, Aureliano in Palmira og Elisabetta, regina d'Inghilterra.
Den første opførelse den 20. februar 1816 blev en katastrofal fiasko: Publikum hvæsede ad og hånede værket hele vejen igennem, og den tekniske gennemførelse var præget af flere uheld. Mange i publikum var dog tilhængere af en af Rossinis rivaler, Giovanni Paisiello, der appellerede til "pøbelmentaliteten" for at provokere resten af publikum til ikke at bryde sig om operaen. Paisiello havde allerede komponeret sin version af historien og mente, at Rossinis nye version var en hån mod hans værk. Bl.a. var Paisiello og hans tilhængere mod brugen af en basso buffa, som ellers var normalt i komisk opera. Den anden opførelse fik imidlertid en helt anden skæbne og blev en stor succes. Det er skæbnens ironi, at det oprindelige franske skuespil Le Barbier de Seville oplevede noget lignende og gik fra en modvillig modtagelse til at blive publikumsfavorit på blot en uge.
Som en fast bestanddel af operarepertoiret ligger Il barbiere di Siviglia nummer fem på Opera Americas liste over de 20 mest opførte operaer i Nordamerika. Rollen som Rosina er skrevet til en koloraturalt, men bliver oftest sunget af en koloraturmezzo og har tidligere og også i nyere tid, været sunget i en transponeret version for sopran; fx har Marcella Sembrich, Maria Callas, Roberta Peters, Gianna D'Angelo, Victoria de los Angeles, Beverly Sills, Lily Pons, Diana Damrau, Kathleen Battle og Luciana Serra sunget rollen. Berømte Rosina-mezzosopraner ter Marilyn Horne, Teresa Berganza, Lucia Valentini Terrani, Cecilia Bartoli, Joyce DiDonato, Jennifer Larmore, Elīna Garanča og Vesselina Kasarova. Ewa Podleś, en berømt alt, har også sunget partiet.
Roller
Synopsis
Sted: Sevilla
Tid: 17. århundrede
Første akt
På en offentlig plads uden for dr. Bartolos hus spiller nogle musikere, mens en fattig student ved navn Lindoro synger en serenade til ingen nytte op mod Rosinas lukkede vindue (Ecco ridente in cielo). Lindoro, der er grev Almaviva i forklædning, håber at få den smukke Rosina, fordi hun elsker ham og ikke på grund af hans penge. Almaviva betaler musikerne, som går og lader ham gruble over sagen.
Figaro kommer ind (Largo al factotum della città). Da Figaro var ansat af greven, beder han ham om hjælp til at møde Rosina og tilbyder ham penge, hvis det lykkes (All'idea di quel metallo). Figaro råder greven til at forklæde sig som en drukken soldat med ordre om indkvartering hos Bartolo, så han får adgang til huset. Figaro modtager en rig belønning for dette forslag.
Rosina kender kun greven ved navnet Lindoro, som hun nu skriver til (Una voce poco fa). Da hun forlader rummet, kommer Bartolo og Basilio ind. Bartolo er mistænksom over for greven, og Basilio tilråder, at han bliver bragt af vejen ved at skabe falske rygter om ham (La calunnia è un venticello).
Da de to er gået, kommer Rosina og Figaro ind. Han beder Rosina skrive et par opmuntrende ord til Lindoro – som hun allerede har skrevet (Dunque io son ... tu non m'inganni?). Selv om hun overraskes af Bartolo, formår Rosina at narre ham, om end han stadig er mistænksom (A un dottor della mia sorte).
Da Berta forsøger at forlade huset, mødes hun af greven forklædt som beruset soldat. Af frygt for den berusede mand løber hun til Bartolo, og han forsøger at fjerne soldaten, men det lykkes ikke . Greven hvisker til Rosina, at han er Lindoro og giver hende et brev. Det gør Bartolo mistænksom. Han kræver at få at at vide, hvad der står på papiret, Rosina har i hænderne, men hun narrer ham ved at udlevere sin vaskeriseddel. Bartolo og greven begynder at skændes, og Basilio, Figaro og Berta kommer ind. Støjen tiltrækker den vagthavende og hans mænds opmærksomhed. Almaviva behøver dog kun nævne sit navn for at blive frigivet. Bartolo og Basilio er overrasket. (Fredda ed immobile).
Anden akt
Almaviva dukker igen op ved lægens hus, denne gang forklædt som sanglærer og vikar for den angiveligt skrantende Basilio, som normalt underviser Rosina i sang. I første omgang er Bartolo mistænksom, men han lader Almaviva komme ind, da greven giver ham Rosinas brev. Bartolo skitserer sin plan om at bringe Lindoro i miskredit, da han mener, at Lindoro er en af grevens tjenere, som er opsat på at forfølge kvinder for sin herre. For ikke at lade sanglæreren alene med Rosina, beder lægen Figaro barbere ham i musikværelset (Don Basilio! – Cosa veggo!).
Da Basilio pludselig dukker op, bliver han bestukket af Almaviva til at foregive at være syg. Da Bartolo opdager det trick, driver han alle ud af stuen og skynder sig hen til notaren for at få udarbejdet en ægtepagt for sig selv og Rosina. Han viser også Rosina det brev, hun skrev til "Lindoro" og overbeviser hende om, at Lindoro blot er Almavivas lakaj.
Det er tordenvejr. Greven og Figaro klatrer op ad en stige til altanen og ind i rummet gennem et vindue. Rosina viser Almaviva brevet og giver udtryk for at være blevet forrådt og for sin hjertesorg. Almaviva afslører sin identitet, og de to forsones. Mens Almaviva og Rosina er henrykte over hinandens selskab, forsøger Figaro at få dem til at forlade stedet. To mennesker høres nærme sig hoveddøren, og parret forsøger at forlade stuen ved hjælp af stigen, men de bliver så klar over, at den er fjernet. De to, der nærmer sig, er Basilio og notaren, og Basilio får så valget mellem at acceptere bestikkelse og være vidne eller få to kugler i hovedet – et nemt valg, siger han. Han og Figaro bevidner underskrifterne på ægtepagten mellem greven og Rosina. Bartolo braser ind, men for sent. Den perplekse Bartolo, som havde fjernet stigen, pacificeres ved at få lov til at beholde Rosinas medgift.
Diskografi
Noter
Eksterne henvisninger
Libretto
Libretto
Operaer på italiensk
Operaer af Gioacchino Rossini |
3214 | https://da.wikipedia.org/wiki/Barde | Barde | Barde kan være flere ting:
Barde (sanger) – En digter og sanger. Synonymt med skjald.
Barde (hval) – en si-plade af horn hos bardehvaler.
Barde (by) – En by i Midt- og Vestjylland.
Et slægtsnavn. |
3217 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bardun | Bardun | En bardun er et stykke snor, tovværk, stålwire eller andet, som bruges til at holde master, telte eller andre objekter opretstående med.
Forsynes f.eks. en mast med én bardun fra toppen af masten til et fastgørelsespunkt på jorden i en vis afstand fra masten, forhindres masten i at vælte i retninger væk fra fastgørelsespunktet. Ved brug af tre eller flere barduner kan man på den måde "udelukke" samtlige retninger masten kunne falde i, og derved tvinge den til at blive stående.
På sejlskibe kaldes en bardun nu for vant.
I 1800-tallet blev "bardun" beskrevet som "Tov, med hvilket Stængerne paa et Skib holdes fast".
Henvisninger
Eksterne henvisninger
Popular Mechanics jan 1905: The best method of fastening guy logs (Popular Mechanics)
Rebarbejde
Telte |
3219 | https://da.wikipedia.org/wiki/Baret | Baret | En baret (baskerhue) er en blød hue med flad puld, en såkaldt fladhue.
Baret i forsvaret
Den bruges blandt andet af det danske forsvar, hvor barettens farve angiver våbenart og hvor et regimentsmærke viser tilhørsforholdet.
Se også
Hovedbeklædning
Huer |
3224 | https://da.wikipedia.org/wiki/Barokken | Barokken | Barokken er en vestlig kulturperiode, som begyndte i første del af 17. århundrede i Rom. Barokken opstod i forlængelse af modreformationen som en arkitektonisk stil, der skulle demonstrere den katolske kirkes magt. Den er kendetegnet ved drama og storhed i skulpturer, malerier, litteratur, dans og musik.
Barokkens popularitet blev støttet af den Romerskkatolske kirke, som ved Tridentinerkoncilet besluttede, at kunsten skulle vise religiøse temaer med inddragelse af stærke følelser . Aristokratiet brugte også barokarkitekturen og malerkunstens dramatiske stil til at imponere gæster og vise overvældende magt. Barokke paladser er bygget omkring en indgang med pladser, store trapper og modtagelsesrum af stigende rigdom.
Etymologi
Ifølge Oxford English Dictionary og Ordbog over det danske Sprog kommer barok fra det portugisiske ord "barroco", spansk "barroco" eller fransk "baroque", som alle betyder en "ujævn eller uperfekt perle". Ordets endelige oprindelse er uvis. , men nogle kilder henviser til middelalderlatin, hvor termen baroco anvendes i logikken.
På dansk kan barok i daglig tale også betyde svulstigt, grovkornet, plat, overdrevent, udførligt og unødigt kompliceret. Denne brug af ordet kan spores tilbage til den franske filosof Michel de Montaigne."
Barokkens udvikling
Fra omkring år 1600 medførte kravet om ny kunst det, som i dag kendes som barokken. Ved Tridentinerkoncilet (1545-63) behandlede den romersk-katolske kirke emnet repræsentationel kunst og krævede, at malerier og skulpturer i kirkelig sammenhæng skulle tale til den jævne snarere end den velinformerede. Det kom til at tjene som inspiration for barokken, der blomstrede en generation senere. Denne drejning mod et populistisk syn på kirkebygningens- og udsmykningens funktion ses af mange kunsthistorikere som det, der skabte fornyelse fra Caravaggio og Carraccibrødrene i Rom.
Barokstilen flyttede sig bevidst fra det 16. århundredes manneristiske humor og intellektuelle kvaliteter mod en direkte pirring af sanserne. Den gjorde brug af en ikonografi, som var direkte, jævn, åbenlys og dramatisk. Barokkunsten udnyttede de brede og heroiske tendenser hos Annibale Carracci og hans skole og fandt inspiration i andre kunstnere som Caravaggio og Federico Barocci, som i dag kan kaldes 'ur-barok'.
Små tegn på barokken findes også i Michelangelos og Correggios værker.
Et af de mest pompøse resultater af enevældens iscenesættelse er Versailles-slottet uden for Paris (færdiggjort i perioden 1669 - 85)
Mange paralleller findes mellem barokmaleri og "barokmusik". I musikken blomstrer forskellig fraselængde, harmoni, ekkovirkning og kontrapunkt. De erstattede polyfonien, og instrumenternes særpræg blev tydeligere. En lignende fascination af simple, stærke og dramatiske udtryk findes i digtningen, hvor klare, bredt synkoperede rytmer erstattede sammenbundne forklarende metafysiske metaforer. De blev i England brugt af sværmeriske mannerister som John Donne i sindbilleder, som var stærkt påvirkede af visioner inden for malerkunsten. De kan spores i John Miltons episke barokdigt Paradise Lost og i Thomas Kingos digtning.
Selv om barokken fra slutningen af 1720'erne i Frankrig blev fulgt af rokokoen i møbler, malerier og kunstindustri, var barokarkitekturen på mode til nyklassicismens fremkomst i 1770. Det napolitanske barokpalads Casertapaladset blev først påbegyndt i 1752.
Barokkens malerier virker mindre flertydige, mindre esoteriske og mystiske. Barokke poseringer afhænger af contrapposto ("kontrapost") spændingen i figurer som bevæger skuldrene og hofterne i modsatte retninger. Det fik skulpturerne se ud, som om de var på nippet til at bevæge sig; som Berninis David.
De senere mere tørre, rene og mindre dramatiske stadier af det 18. århundredes arkitekturstil kaldes "senbarok". Den akademiske ny-palladianske arkitekturstil blev brugt af William Kent i Storbritannien. Kents møbler er påvirket af barokmøbler fra Rom og Genova.
Heinrich Wölfflin definerede barokken som den periode, hvor ovalen erstattede cirklen som centrum for komposition – balancen erstattede organiseringen omkring en akse – og hvor farver og effekter begyndte at blive tydelige. Protestantiske kunsthistorikere har fokuseret på, at barokken blev udviklet i en tid, hvor den romersk-katolske kirke reagerede på mange revolutionære kulturelle bevægelser og ny videnskab og nye former for religion— Reformationen. Den svulmende og monumentale barok er en stil, som kunne give paven et formelt, respektindgydende virkemiddel til at genoprette Kirkens prestige. Den blev udviklet i Rom, hvor barokarkitekturen fornyede de centrale områder med den vigtigste reformation og blev et symbol på den katolske modreformation.
Barokmalerier
En typisk barokmaler er Peter Paul Rubens. Hans malerier af Marie de Medici fra Palais du Luxembourg i Paris (nu i Louvre), er en katolsk malers hyldest til en katolsk mæcen: Barokken er en idé om monarki, ikonografi, malingshåndtering og sammensætning såvel som afbildningen af rum og bevægelse.
Der er stor forskel på italiensk barokmaleri fra Caravaggio til Cortona, men begge søgte den følelsesmæssige dynamik.
Kunstnerne brugte skeletter, dødningehoveder (vanitasmotivet) og timeglas. Alt dette for at vise at livet er kort og overfladisk. Især vanitasmotivet dominerede i barokkens malerkunst og litteratur.
Stil
Barokken er et kulturfænomen, der udsprang fra den katolske kirke i kølvandet på dens modreformation, og er et forsøg på at vise kirkens overvældende magt.
Barokkens overdådige kunst – både malerkunst, musik og litteratur – var pr. definition præget af overklassen. Derudover ville barokken ikke indfange virkeligheden, men i stedet iscenesætte en illusion og gøre det hele meget sensuelt, sanseligt og drømmeagtigt.
I klædedragtshistorien er barokkens mest prominente skikkelser Ludvig XIV også kaldet "Solkongen". Barokmoden blomstrede fra 1620 til 1715. En barokkjole kendetegnes af et overdrevent forbrug af stof, svulmende skørter og mange udsmykninger i form af perler, ædle stene, blonder, broderi, bånd, brocher og kniplinger. Kjolerne var udringede, og kniplinger skulle dække, men ikke skjule. Herrens kjole var med detaljer som possementsknapper og paspolerede knaphuller, påsyede lommer og dybe læg. Ved kjolens revers og ærmer var der kalvekrøs og kniplingsmanchetter. En lang paryk fuldendte mandsdragten.
Slottene er udsmykket prangende. Spejlsale og illusioner blev brugt for at få rummene til at virke større og mere intimiderende. Haverne skulle have symmetriske gange, der pegede mod regentens trone. Buske og træer blev klippet i forme: fx figurer eller dyr. Fontænerne var kunstværker i sig selv, og skulpturer en del af haveinventaret.
Stilperioden lå mellem renæssancen og rokokoen.
Thomas Kingo klædte sig og udtrykte sig i barokkens stil.
Barokkens musik
Nye musikformer som operaen, koncerten og sonaten kom til. Musikken gik fra renæssancemusikkens polyfonske kirkemusik over i en mere underholdningspræget og harmonisk lyd. Der blev gjort større brug af instrumenter, og som resultat begyndte der at komme flere professionelle musikere. Barokkens komponister er:
Diderik Hansen Buxtehude
Domenico Scarlatti
Georg Friedrich Händel
Henry Purcell
Jean-Philippe Rameau
Johan Adolph Scheibe
Johann Sebastian Bach
Antonio Vivaldi
Dansk barok
Der er stor forskel på barokkens udtryk i kunsten på tværs af egnsdele og lande.
Den nordiske barok adskiller sig fra den italienske, franske og meget tunge østrigsk-tyske barok.
Den danske barok er lettere end dens sydeuropæiske forbilleder. Der er mange bevarede barokke bygninger i Danmark, blandt andet Clausholm, som i sammenligning med lignende tyske anlæg er meget stilrent og uden ornamentik.
Noter
Se også
Stilperiode med en oversigt over de forskellige stilperioder
Stilperioder |
3226 | https://da.wikipedia.org/wiki/Barometer | Barometer | Barometer (Græsk báros „tung, vægt“ og μέτρον métron "måler" - tyngdemåler - vægt) er et måleinstrument til at måle luftens tryk.
Indtil hen imod midten af 17. århundrede kendte man ikke til lufttrykket, der skyldes luftens vægt (se lufthavet), og man vidste ikke, at luften overhovedet havde tyngde.
Allerede fra Antikken havde man pumper og hæverter, men man antog ligesom Aristoteles, at deres virkning skyldtes, hvad man kaldte »Naturens skræk for det tomme rum« (latin horror vacui). I 1640 så Galileo Galilei, at en sugepumpe ikke kunne hæve vand højere end ca. 10 m, og han forklarede dette ved at antage, at Naturens skræk for det tomme rum er begrænset. Galileis elev Evangelista Torricelli førte 1643 sagen væsentlig videre, og han antog, at den samme ubekendte årsag, som kunne drive vand op til en højde af ca. 10 m, kun ville være i stand til at løfte det 13,6 gange så tunge kviksølv 1/13 af de 10 m, altså omtrent 760 mm. For at undersøge dette fyldte Torricelli et glas-rør med kviksølv. Det var ca. 1 m langt og tilsmeltet i den ene ende. Han holdt derefter en finger for den åbne ende af røret, mens han vendte op og ned på det, og satte derpå den åbne ende af røret ned i en beholder med kviksølv; da han derefter gav slip med fingeren, sank kviksølvet i glasrøret virkelig også så meget, at det næsten stod de 760 mm højere i glasrøret end i den åbne beholder. Torricelli konkluderede, at luften på grund af sin vægt udøver et tryk, der kan måles ved den højde, som luften kan trykke kviksølv op i et lufttomt rum.
På opfordring af Blaise Pascal foretog Florin Perrier i 1648 et lignende forsøg på toppen af Puy-de-Dôme, hvor det viste sig, at kviksølvet kun blev trykket op til en højde, der var ca. 80 mm mindre end ved foden af bjerget. Hermed var det endelig bevist, at luftens vægt er årsagen til lufttrykket, og at det er samme tryk, der er årsag til de fænomener, man tidligere havde betragtet som konsekvenser af horror vacui. Torricellis forsøgsanordning var det første barometer, og efter ham kaldtes et barometer af den type, han havde brugt, ofte et torricellisk rør, ligesom det tomme rum oven over kviksølvet i glasrøret har fået navnet det torricelliske vakuum.
Allerede Torricelli lagde mærke til, at kviksølvet ikke altid stod lige højt i barometret, men at kviksølvhøjden kunne variere nogle centimeter, og han lagde mærke til, at denne variation stod i forbindelse med vejrforholdene. En stor kviksølvhøjde var det almindeligste i godt vejr og en lille højde almindeligst i blæsende, regnfuldt vejr. Barometrets store anvendelse og udbredelse hviler på den iagttagelse, og herfra stammer også dets danske, men nu forældede navn, vejrglas.
Barometertyper
I tidens løb har der været mange forskellige detail-konstruktioner af barometre.
Barometrene, man anvender i dag, kan deles i tre hovedgrupper:
Kviksølvbarometer
Barometer, hvor lufttrykket, som ovenfor beskrevet, holder ligevægt i forhold til vægten af en kviksølvsøjle.
Aneroidbarometer
Barometertype, der blev konstrueret af franskmanden Lucien Vidi i (1847).
Et aneroidbarometer består i hovedsagen af en lukket dåse af tyndt bølgeblik eller et lukket, krumt, tyndvægget metalrør, der forandrer form, når lufttrykket udenom ændres. Formforandringen bliver gennem et vægtstangssystem overført til en viser, der peger på en inddelt skala, hvis inddelinger er afsatte ved sammenligning med et kviksølvbarometer. Dåser og rør er praktisk talt lufttomme for at undgå den komplikation, som temperaturvariationers indflydelse på den indesluttede luft ellers ville medføre. Aneroidbarometre er langtfra så pålidelige som kviksølvbarometre; de påvirkes som regel af temperaturvariationer, og ændrer sig i tidens løb, hvorfor de af og til må kontrolleres ved sammenligninger med kviksølvbarometre. De er lettere at transportere og håndtere (de indeholder ikke kviksølv eller anden væske), og desuden som regel billigere end kviksølvbarometre, og de er i de fleste tilfælde tilstrækkelige til brug i det praktiske liv. De kan fremstilles så små, at de kan bæres i en lomme. Hvert aneroidbarometer har sin temperaturkorrektion. Tyngdens ændringer har derimod ingen indflydelse på disse barometres angivelse af lufttrykket.
Såvel kviksølvbarometer som aneroidbarometer kan fremstilles som selvregistrerende apparater og kaldes da barografer eller barometrografer. Et kviksølvbarometers stand kan registreres enten ad fot. (?fotografisk?) eller mekanisk vej, det sidste enten ved en registrering af vægten af kviksølv i det torricelliske rør eller ved hjælp af en svømmer på kviksølvoverfladen. Mindre nøjagtige, men til praktisk brug som regel fuldstændig tilstrækkelige, er de barografer, der er bygget efter aneroidprincippet. På aneroïdbarometerets viser er i så tilfælde anbragt en pen, der til enhver tid optegner standen på et papir, der af et urværk føres forbi pennen. Samtidig er aneroidbarometret gerne fremstillet med flere dåser koblet sammen, for at give større udslag, og dermed nemmere aflæsning. Sådanne apparater har fundet meget stor udbredelse også i det praktiske liv på grund af det let overskuelige og lærerige billede, sådanne registreringer giver, af forandringerne i lufttrykket. Medens man ved jordens overflade så at sige udelukkende anvender kviksølvbarografer til videnskabeligt brug, er man til undersøgelser i de højere luftlag henvist til at benytte aneroidbarografer. Disse instrumenter bygges da meget lette, og man må sørge for, at temperaturens indflydelse på apparatet bliver så lille eller så regelmæssig som mulig. Ofte sammenbygges disse instrumenter med et termometer for temperaturmåling (barotermograf), og / eller med et hygrometer for fugtighedsmåling (barotermohygrograf). Ved sådanne sammenbygninger tegner alle skrivende organer på samme tromle, hvorved man kan nøjes med et urværk.
Kogebarometer
Et Kogebarometer også kaldet hypsometer) er et måleinstrumenter, som kan bruges til at bestemme vandets kogepunkt, som igen viser lufttrykkets størrelse.
Se også
Finimeter
Manometer
Kilder
Måleinstrumenter |
3227 | https://da.wikipedia.org/wiki/Barre%20%28gymnastikredskab%29 | Barre (gymnastikredskab) | En barre er et redskab, der anvendes i redskabsgymnastik, hvor ordet betegner et sæt af to stænger.
Mænd bruger to stænger, der er placeret parallelt og i samme højde. Øvelser i barren består af en række svingelementer, som suppleres med saltoer, vendinger og statiske momenter, hvor gymnasten viser styrke og kropskontrol.
Se også
Forskudt barre
Redskabsgymnastik
Gymnastikredskaber |
3231 | https://da.wikipedia.org/wiki/Barrow%20Island | Barrow Island | Barrow Island henviser til tre forskellige øer:
Barrow Island, England – delvis kunstig ø, som er en del af byen Barrow-in-Furness, England.
Barrow Island, Queensland – en del af Great Barrier Reef Marine Park, Australien.
Barrow Island, Western Australia – subtropisk ø beliggende nordvest for Australien. |
3233 | https://da.wikipedia.org/wiki/Baryton%20%28stemme%29 | Baryton (stemme) | Baryton (på engelsk baritone) er en mandsstemme, der ligger mellem tenor og bas. Omfanget ligger normalt mellem A-e1.
Udtrykket bruges også om musikinstrumenter, der er bygget til at frembringe dybere toner end normalt, for eksempel barytonsaxofoner eller baritone-guitarer.
Desuden betegner det tredjestemmen i trestemmig sang i de musikformer, der bruger en overstemme, kaldet tenor som andenstemme, barytonen ligger så under melodien. Eksempler er bluegrass og forskellige folkemusikformer.
Sang
Instrumentrelaterede musikbegreber
he:קולות (מוזיקה)#בריטון |
3234 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bas | Bas | Bas har flere betydninger:
Basstemme – den dybeste stemme i et musikstykke,.
Bas (sangstemme) – den dybeste mandsstemme.
Bas (instrument) – musikinstrument med dybe toner, herunder oftest:
El-bas – elektrisk bas, det samme som basguitar.
Kontrabas - akustisk bas
Se også
Generalbas – er en spilleteknik, hvor man skaber akkompagnement ved at improvisere harmonier ud fra basnoder.
Førerhund i grønlandsk hundespand, af hunderacen grønlandshund.
Det dybeste instrument i en musikinstrumentfamilie, f.eks. kontrabas, bassaxofon eller tuba.
BAS |
3237 | https://da.wikipedia.org/wiki/Base | Base | Base kan have flere betydninger:
Base (grundtal) – Matematisk betegnelse, for grundtallet for en potens.
Base = nukleotid - i biokemien benyttes ofte udtrykket base synonymt med nukleotid når talen falder på DNA og RNA, jvf basepar.
Base (kemi) – Kemisk forbindelse, der er modstykket til en syre, og karakteriseres ved at den kan optage en brint-ion.
Base (militær) – station for militære enheder.
Base (OpenOffice.org) – En del af kontorpakken OpenOffice.org
Se også
Søjlebase |
3238 | https://da.wikipedia.org/wiki/Basel | Basel | Basel (; italiensk og ; eller Basel) er Schweiz' tredjestørste by med indbyggere, mens byen har 690.000, hvis man medregner forstæder. Basel ligger i det nordvestlige Schweiz ved bredden af Rhinen. Byen er et stort industricenter for kemisk og farmaceutisk industri. Basel grænser op til både Tyskland og Frankrig.
Basel betragtes almindeligvis som den kulturelle hovedstad i Schweiz. Basel er berømt for sine mange museer, lige fra Kunstmuseum, den første kunstsamling, der er tilgængelig for offentligheden i verden (1661) og det største kunstmuseum i Schweiz, til Fondation Beyeler og Museum of Samtidskunst (Basel), det første offentlige museum for samtidskunst i Europa. Fyrre museer er spredt over hele bykantonen, hvilket gør Basel til et af de største kulturcentre i forhold til dets størrelse og befolkning i Europa.
Universitetet i Basel, Schweiz ældste universitet (grundlagt i 1460) og byens århundreder lange engagement i humanisme, har gjort Basel til et sikkert tilflugtssted til tider med politisk uro i andre dele af Europa for så bemærkelsesværdige mennesker som Erasmus af Rotterdam, Holbein-familien, Friedrich Nietzsche, og i det 20. århundrede også Hermann Hesse og Karl Jaspers.
I 2020 blev Basel rangeret blandt de ti mest levedygtige byer i verden af Mercer sammen med Zürich og Genève.
Se også
Basel-konventionen
Referencer
Eksterne henvisninger
Basels hjemmeside (tysk, fransk, engelsk)
Basel Tourismus' hjemmeside (tysk, fransk, engelsk, italiansk, spansk, etc.)
Basels museer (tysk, fransk, engelsk)
Byer i Schweiz
Frie rigsstæder |
3240 | https://da.wikipedia.org/wiki/BASIC | BASIC | BASIC er en forkortelse for Beginners All-purpose Symbolic Instruction Code. BASIC er et nemt forståeligt programmeringssprog udviklet i slutningen af 1960'erne til undervisningsformål. BASIC er normalt et fortolket sprog og fandt allerede tidligt en stor udbredelse som programmeringssprog til personlige computere og hjemmecomputere. Det har desværre vist sig, at Basic ofte fører til spaghettikode, hvorfor det sjældent anvendes mere i sin oprindelige form. I Danmark anvendtes ofte en avanceret udgave af BASIC, kaldet COMAL. COMAL, der var udviklet i Danmark, havde tidligt en stor udbredelse i undervisningssektoren, blandt andet fandtes COMAL på Regnecentralens microdatamater Piccoline og Partner.
BASIC har haft et meget dårligt ry som programmeringssprog. I de tidlige versioner var der meget ringe muligheder for at struktureret programmerne. Eksempelvis var det ikke muligt, at definere procedurer som kunne genbruges flere steder i programmet. Da der blev brugt linjenumre var der ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem programliniernes placering på skærmen og den rækkefølge programlinjerne blev udført i. Edsger Dijkstra kritiserede brugen af BASIC i undervisninssammenhæng i Selected Writings on Computing: A Personal Perspective.
I disse dage lever BASIC blandt andet videre i Microsoft's Visual Basic pakke, med hvilket man hurtigt kan udvikle kraftige Windows-programmer. Denne success er videreført af andre firmaer til f.eks. RealBASIC til Mac OS computere og DarkBASIC til udvikling af computerspil. Disse moderne versioner af BASIC-sproget kompilerer frem for at fortolke.
VBscript som bruges på dynamiske websider i ASP er en forenklet form af Visual Basic.
Eksterne kilder/henvisninger
The Jargon File (Public Domain)
How do we tell truths that might hurt?
Programmeringssprog |
3241 | https://da.wikipedia.org/wiki/Basilika | Basilika | Ordet basilika kommer af græsk: basilike (stoa) = "kongelig (søjlehal). Det er en bygningstype, som stammer fra det klassiske Rom og Grækenland, og som i sin oprindelige form bestod af et hovedrum, midterskibet, med sideskibe på langsiderne. Midterskibet var som regel højere og bredere end sideskibene, og det kunne være udbygget med en apsis i den ene eller begge ender. Væggene mellem midterskibet og sideskibene var gennembrudt, så der dannedes kolonnader eller buegange.
Basilikatypen blev fastholdt længe i de romerske kirker, og den dannede forbillede for de ældste kirker i store dele af det øvrige Europa. Typen blev efterhånden udviklet til den romanske basilikakirke, der var tilført træk som tværskibe, hvælvinger og tårne. Ribe og Viborg domkirker er eksempler på de romanske basilikakirker. Typen blev fortsat udviklet i gotikken, hvor midterskibet blev forhøjet, så der kunne indsættes vinduer over sideskibene. Århus Domkirke er et eksempel på en gotisk basilika.
Ekstern henvisning
The Early Christian Basilica
Se også
Hallekirke.
Kirkearkitektur
Romersk arkitektur |
3242 | https://da.wikipedia.org/wiki/Basis | Basis | Basis har flere betydninger:
Basis - Grundvold, grund, støttepunkt, grundlag.
Basis - Fodstykke
Basis - Basis (tilledning) – styreledning på en transistor
Basis - Udgangspunkt.
Basis - Remsæt (del af oppakningssystem i det danske forsvar indtil 1990'erne).
Basis - Navn for en fraktion indenfor LOE, aktiv i perioden 1984-85, som vandt bestyrelsesflertallet i organisationen i februar 1985.
Matematisk basis
Kilder/henvisninger |
3243 | https://da.wikipedia.org/wiki/Basketball | Basketball | Basketball er en holdsport med to hold, der hver har fem spillere på banen ad gangen. Point scores ved at kaste en basketballbold i modstanderholdets kurv. Vinderen er det hold, som scorer flest points i løbet af en kamp. Basketball er blandt de mest populære og udbredte sportsgrene i verden. Som konkurrencesport spilles basketball indendørs, men sporten er også udbredt udendørs, hvor man bl.a. spiller streetball.
Historie
Basketball er en af få sportsgrene, som kan føres tilbage til en enkelt opfinder, canadieren dr. James Naismith, som var idrætslærer på YMCA Training School (i dag Springfield College) i Springfield, Massachusetts. Han ledte efter en idrætsgren, som kunne dyrkes indenfor om vinteren. Den måtte ikke være for voldsom og skulle passe ind i en aflukket gymnastiksal. Efter flere forgæves forsøg nedskrev han i 1891 de første regler for basketball. Den første officielle kamp blev spillet i 1892.
Spillet er blevet udviklet med tiden. Bl.a. var den første kurv en ferskenkurv med bund i, så man måtte bruge en stav til at få bolden ud. Først senere fandt man på at fjerne bunden og senere igen at udvikle en metalring med net, som vi kender i dag.
Internationalt blev basketball oprindeligt organiseret sammen med bl.a. håndbold i IAHF (International Amateur Handball Federation), som blev dannet i 1928 i forbindelse med OL i Antwerpen, men i 1932 brød basketball ud og det internationale basketballforbund, FIBA, blev dannet. I 1936 blev basketball olympisk disciplin.
Internationalt har USA domineret sporten bl.a. takket være udbredelsen på college-niveau og verdens stærkeste professionelle liga, NBA. NBA har lidt andre regler end man benytter i hhv. college og under det internationale basketball forbund FIBA, men internationalt har man flere gange tilpasset reglerne, så de nærmede sig dem, man benytter i NBA.
Den olympiske basketballturnering regnes for den mest prestigefyldte internationalt set, ikke mindst siden FIBA tillod professionelle spillere at deltage fra 1992, hvor USA stillede med det første Dream Team. USA har siden opvisningsturneringen i 1904 vundet OL-guld i 13 ud af 17 olympiske basketballturneringer (i 1980 deltog USA ikke i legene i Moskva). Sovjetunionen vandt i 1972 og 1988, Jugoslavien i 1980 og Argentina i 2004. Først med Argentinas sejr i 2004, hvor USA blev nr. tre, blev USA's dominans ved OL endeligt brudt, idet det var første gang USA blev slået, hvor de havde mulighed for at stille deres bedste hold. USA
Pga. den amerikanske dominans er mange af de mest udbredte basketballtermer engelske, f.eks. kaldes en spilstyrer for en Point guard, en returbold hedder en rebound osv.
Basketball i Danmark
Også i Danmark var basketball i starten forbundet med håndbold. Danmarks Basketball Forbund (DBBF) blev dannet i 1947, og de første danmarksmesterskaber blev afviklet i 1958. Danmark deltog i de europæiske mesterskaber i 1951, 1953 og 1955 med placeringerne nr. 14 (af 18), nr. 16 (af 17) og 18 (af 18). Blandt de første danske landsholdsspillere var fleste håndboldspillere, bl.a. Knud Lundberg. Først i 2005 rykkede Danmark op i A-gruppen (de bedste 24 lande i Europa) igen. Det førte til kvalifiakationskampe til EM i 2007, hvor Danmark endte på en fjerdeplads (af fire) i kvalifikationsgruppen. Derefter deltog Danmark i den kombinerede kvalifikations- og nedrykningsturnering i 2007, hvor det blev til nedrykning til B-gruppen.
I Danmark hedder den bedste liga for herrer Basketligaen og for kvinder Dameligaen.
Store klubber gennem tiden har været Bakken Bears, Svendborg Rabbits, Aabyhøj IF Basketball, Falcon, BK Amager, Basketballklubben BMS, Viby IF Basketball, Virum, Horsens IC, Stevnsgade, Hørsholm, Solrød, Roskilde, SISU, Værløse Basketball Klub og Team FOG Næstved,. De regerende danske mestre for herrer er Bakken Bears og for kvinder SISU.
Regler
Der findes forskellige regler alt efter turnering og organisationen, der arrangerer dem. De nedenfor angivne regler er dem, der spilles efter internationalt, dvs. FIBAs regler (senest opdateret 1. august 2010 ).
Selve spillet
To hold spiller mod hinanden med fem spillere på hver sit hold. Spillet går ud på at score i modstandernes kurv og forhindre dem i at score i ens egen kurv.
Banens dimensioner
Der spilles på en bane, som er 28 meter lang og 15 meter bred. Man kan nationalt give dispensation til baner ned til 26 meters længde og 14 meters bredde.
Alle linjer på banen skal have samme farve og være 5 cm bredde. De yderste linjer (bag- og sidelinjer) angiver banens udstrækning og er ikke en del af banen.
Der er en midtercirkel med 1,80 meter radius til dommerkastet, der starter kampen.
Straffekastlinjerne i hver ende af banen er 3,60 meter brede og ligger 5,80 meter fra baglinjen.
Tresekundsfelterne er de rektangulære områder på banen, som afgrænses af baglinjerne, de
forlængede straffekastlinjer og de linjer, som udgår fra baglinjerne, med deres yderkanter
2,45 m fra baglinjens midtpunkt. Disse linjer, bortset fra baglinjerne, er dele af
tresekundsfeltet.
Et holds trepointsområde er hele banen med undtagelse topointområdet nærmest modspillernes kurv. Topointområdet er afgrænset af en bue med centrum præcist under kurvens centrum og en radius på 6,75 meter og af to parallelle linjer, som udgår vinkelret fra baglinjen, med den ydre kant 0,90 m fra inderkanten af sidelinjerne. Afstanden fra punktet på gulvet til indersiden af baglinjens midtpunkt er 1,575 m. Trepointslinjen er en del af topointsfeltet – ikke af trepointområdet.
Ikke-angrebsfejlområdernes er en halvcirkel med en radius på 1,25 meter målt fra det punkt på gulvet, der er præcis under centrum af kurven til halvcirklens inderkant. Området afgrænses 1,2 meter fra baglinjen (Linjen under pladen).
Halvcirklerne er ikke en del af ikke-angrebsfejlområderne.
1,2 meter fra hver ende af banen sidder der 3,05 meter oppe en kurv på en plade. Kurven er 45 cm i diameter og pladen er 1,8 x 1,05 meter.
Fra et hold får boldkontrol har holdet 24 sekunder til at ramme modstanderens ring med bolden, hvis ikke dette lykkes gives bolden til modstanderen. Det angribende holds spiller må kun opholde sig i feltet i 3 sekunder ad gangen ellers gives bolden til modstanderen.
Udstyr
På øverste FIBA-niveau (OL, VM, EM osv.) skal der være et rødt lys i kanten af pladen, som lyser, når en periode slutter (så man kan afgøre om en scoring er tællende).
Boldene der anvendes er str. 6 (724-737 mm og 510-567 g) for damer og str. 7 (749-760 mm i omkreds og 567-650 g) for mænd. Der findes desuden en minibold i str. 5 til de yngste spillere, se børneregler.
For at kunne afvikle en kamp skal man derudover have:
Kampur (På FIBA-niveau skal uret stoppe automatisk, når der blæses i dommerfløjten).
Kampprotokol.
Scoringstavle.
24-sekundersanlæg (en del danske haller har ikke dette udstyr, så dommerne må administrere 24-sekundersreglen manuelt).
Stopur til timeouts.
Lydsignaler (horn) til at annoncere periodestop mv.
Fejlskilte til personlige fejl.
Fejlskilte til holdfejl inkl. indikator af opnået holdfejl.
Pil eller andet til at angive retten til boldbesiddelse ved "holdt bold".
Holdene og spilletøjet
Man skal mindst være fem spillere for at kunne starte en kamp. Derudover må man have udskiftningsspillere, så man maksimalt når op på 12 spillere i alt. På udskiftningsbænken må man derudover have en coach (udskiftningsleder) og evt. en assistant coach.
Spillernes positioner består af en SF (Small Forward), en PF (Power forward), en SG (Shooting guard), en PG (Point guard) og en C (Center (basketball)). Hver spiller har sin egen unikke egenskab, som de bringer videre i spillet.
Holdene skal have ens spilledragter på med én dominerende farve på hhv. trøje og bukser. Tøjet skal være nummereret (i FIBA-turneringer fra 4-40). Begge hold skal have mindst to farver at spille i – derfor ser man ofte vendbart spilletøj. Normalt spiller hjemmeholdet i lyst tøj, mens udeholdet spiller i mørkt tøj.
Spilletid
Holdene spiller 4×10 minutters (4×12 i NBA) effektiv spilletid. Og her er virkelig tale om effektiv spilletid: Hver gang der er et spilstop (angivet ved dommerfløjt), stoppes tiden. Den startes først igen, når en spiller på banen rører bolden efter indkast. I de sidste to minutter af ordinær spilletid og ekstra perioder stoppes tiden også ved scoring.
Hvis en kamp står uafgjort efter fuld tid, spilles der ekstra perioder á 5 minutter, indtil man har fundet en vinder.
Scoring
Der bliver givet 2 point for en scoring fra to-pointfeltet og 3 point, hvis man skyder fra trepointområdet (bag trepointslinjen 6,75 meter fra kurven). Man må gerne lande inden for trepointslinjen, men hvis man blot rører 3-pointslinjen med fødderne, mens man er på vej op i skuddet, tæller scoring kun 2 point. Straffekast giver ét point pr. kast. Straffekast tildeles ved fejl i scoringsforsøg, holdfejl eller tekniske/usportslige fejl.
Alle scoringer noteres i kampprotokollen med spillernummer mv.
Holdt bold og skiftende boldbesiddelse
Hvis to spillere fra hver sit hold begge får godt fat i bolden, og ingen af dem kan få kontrol over den uden unødig voldsomhed, dømmes der jump ball
Reglen om skiftende boldbesiddelse er blevet indført for at undgå de mange dommerkast, man tidligere så i basketball. Efter denne regel får holdene tildelt bolden efter tur, hvor der tidligere har været dommerkast, f.eks. holdt bold og periodestart. Den første boldbesiddelse regnes fra et hold får boldkontrol efter det dommerkast, som starter kampen.
Forseelser
Ved en forseelse får modstanderen bolden på side- eller baglinjen. En række af de vigtigste forseelser i basketball er:
Ude: Bolden er først ude, når den har rørt gulvet eller andet, der er placeret uden for banen. En spillers placering på banen angives af hans/hendes fødder. En spiller må altså godt hoppe ud over f.eks. sidelinjen og skubbe bolden i spil igen. Hvis han/hun derimod har rørt gulvet uden for banen, bagklædningen ved kurven eller en væg før vedkommende når bolden, er den ude.
Skridt: Når man holder bolden i hænderne, må man ikke gå mere end to skridt med den, før man slipper den – enten til en dribling, en aflevering eller et skud. Hvis man ligger eller sidder på gulvet med bolden, må man ikke forsøge at rejse sig. Man må godt pivotere med bolden (dvs. holde én fod i gulvet og bevæge den anden).
Dobbelt dribling: Når man har samlet bolden op efter en dribling, må man ikke drible igen. Man må ikke slå bolden ned med to hænder på en gang.
Spil med foden: Man må ikke spille bolden med foden. Hvis en forsvarer spiller bolden med foden, nulstilles 24-sekunders uret.
3-sekunder: En angriber må ikke befinde sig i 3-sekunders feltet (angivet i afsnittet om udstyr) længere end 3 sekunder i træk. Hvis spilleren ikke har indflydelse på spillet, skal han dog ikke tælles med.
Tæt opdækning: Hvis en spiller er tæt opdækket, skal han eller hun aflevere, drible, skyde eller trille bolden inden for fem sekunder.
8-sekunder: Når et hold har fået boldbesiddelse på egen banehalvdel, skal bolden over midten inden der er gået 8 sekunder.
24-sekunder: Fra et hold har fået boldbesiddelse, må der ikke gå længere end 24 sekunder, før de har skudt på kurven. De 24 sekunder nulstilles først, når bolden rammer selve kurven, dvs. at det ikke er nok at ramme pladen eller i nærheden af kurven. Der nulstilles også ved fejl eller hvis en forsvarer spiller bolden med foden.
Tilbagespil: Hvis et hold har bolden på modstandernes banehalvdel, må de ikke spille bolden til egen banehalvdel.
Ulovlig blokering af skudforsøg: Hvis bolden har været på sit højeste punkt og er på vej ned mod kurven, må man ikke blokere skuddet. Det samme gælder, hvis bolden har rørt pladen. I begge tilfælde dømmes der scoring. Hvis dommeren afbryder spillet, eller tidssignalet lyder under skuddet, må man ikke blokere det under nogen omstændigheder.
Fejl
Fejl dømmes for at regulere elementet af personlig kontakt i basketball. Der kan dømmes personlige fejl, usportslige fejl og tekniske fejl. Desuden kan der dømmes fejl til bænken.
Fejl noteres i protokollen, hvad enten der er tale om almindelige eller tekniske/usportslige fejl.
Hvis fejlen er begået mod en spiller, som er i scoringsforsøg, tildeles der straffekast. Hvis scoringsforsøget går i, tæller scoringen og angriberen får et enkelt bonuskast (And 1). Hvis scoringforsøget brændes får angriberen et antal straffekast svarende til typen af scoringsforsøg (to kast ved almindeligt scoringsforsøg, tre kast ved 3-points scoringsforsøg).
Særlige fejl:
Dobbeltfejl: Hvis to modstandere laver personlig fejl på hinanden på samme tid, tildeles de hver en fejl i protokollen, men fejlene udligner hinanden og spillet genoptages efter hvem der havde boldkontrol.
Usportslig fejl: Hvis man begår kontaktfejl uden at forsøge at spille bolden eller kontakten er unødigt hård er det en usportslig fejl, hvor modstanderen får straffekast efterfulgt af indkast ud for midterlinjen.
Diskvalificerende fejl: Grov usportslig optræden af spillere eller bænk. To usportslige fejl medfører også diskvalifikation. En coach kan diskvalificeres for to tekniske fejl til ham/hende selv eller tre til bænken. Ved diskvalifikation skal man gå direkte i omklædningsrummet.
Teknisk fejl: Dømmes for at bryde samarbejdet med dommere og officials om at afvikle kampen korrekt. Det gælder f.eks.:
Hvis man ikke følger advarsler fra dommerne
Hvis man berører eller taler til dommere, officials mv. på en uhøflig måde.
Krænkende sprog eller gebærder.
Chikane af modstander eller at vifte hænderne foran øjnene på modstanderen for at hindre dennes syn.
Forsinkelse af spillet ved at tage bolden efter scoring eller forhindre et hurtigt indkast.
Simulering af fejl.
Gribe fat i ringen, så ringen bærer spillerens vægt, medmindre det er kortvarigt umiddelbart efter et dunk eller vurderes til at være et forsøg på at undgå skade hos en selv eller en anden spiller.
Hvis en spiller dømmes for 5 fejl bliver denne udvist resten af kampen, i tilfælde af at dette sker vil en ny spiller indsættes så der igen er 5 spillere på holdet.
Noter og referencer
Eksterne henvisninger
Danmarks Basketball-Forbund
International Basketball Federation
Se også
Basketballtermer
Streetball
Danmarks Basketball-Forbund
Indendørs sport |
3247 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bassstr%C3%A6det | Bassstrædet | Bassstrædet er et 240 km bredt stræde, der ligger mellem Australien og Tasmanien.
Europæiske opdagelsesrejsende opdagede strædet i 1798, da Matthew Flinders fandt frem til det. Flinders opkaldt strædet efter den opdagelsesrejsende George Bass.
Stræder (farvand) |
3248 | https://da.wikipedia.org/wiki/Basta | Basta | Basta (af ital. bastare, "være tilstrækkelig(t)") har flere betydninger:
Basta (udråb) – udråb fra italiensk, der kan oversættes med “nok!” “slut!” eller tilsvarende.
Basta (TV-program) – dansk TV-program
Axa-Basta – en hollandsk producent af bl.a. lygter og låse til cykler.
Referencer |
3252 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bastilledagen | Bastilledagen | Bastilledagen er Frankrigs nationaldag. Dagen fejres den 14. juli med lystighed i gaderne og en militærparade på Avenue des Champs-Élysées i Paris.
Bastillen var en middelalderborg midt i Paris. Den var omgivet af 30 meter høje mure og brede dybe voldgrave. Under enevælden tjente den som fængsel.
Den 14. juli 1789 blev Bastillen stormet af vrede og oprørte borgere. Da en del af kongens livgarde sluttede sig til oprøret med fem kanoner, overgav kommandanten sig. Folket stormede ind, afhuggede hans hoved, satte det på en lanse og bar det i triumf rundt i Paris' gader. Stormen på Bastillen indvarslede den franske revolution.
Eksterne henvisninger
Frankrig
Nationaldage |
3253 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bastion | Bastion | En bastion er et fremskud i en fæstningsvold. Bastioner er som regel polygonformede, men kan også være runde, som det ses på device forts i South East England som Deal og Sandown Castle.
Se også
Kurtine
Voldanlæg
Kilder/henvisninger
Fæstningsanlæg |
3257 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bataljon | Bataljon | En bataljon (afledt af : bataille for 'slagsmål') er en militær enhed på 450–1.000 mand, inddelt i 3-5 kompagnier.
Indenfor artilleriet bruges i stedet betegnelsen afdeling eller artilleriafdeling.
Chefen for en bataljon er oberstløjtnant.
Kamptropper i Danmarks Hær
En infanteribataljon/motoriseret infanteri består typisk af
et stabskompagni
tre infanteri/motoriserede infanterikompagnier.
En panserinfanteribataljon består typisk af
et stabskompagni
to panserinfanterikompagnier
en kampvognseskadron
et motoriseret infanterikompagni.
En panserbataljon består typisk af
en stabseskadron
to kampvognseskadroner (tre eskadroner fra 1994-2011)
et panserinfanterikompagni (PNINFKMP)
et motoriseret infanterikompagni (1961-1994)
En Opklaringsbataljon består typisk af
en stabsdeling
tre opklaringseskadroner (to eskadroner fra 2005)
Se også
Hær
Panserbataljon
Kilder
Militære enheder |
3258 | https://da.wikipedia.org/wiki/Batavia | Batavia | Batavia har flere betydninger:
Historiske stednavne
Batavia – er det latinske navn for Nederland (Holland).
Jakarta – den indonesiske by Jakarta hed indtil slutningen af 2. Verdenskrig Batavia.
Moderne stednavne
Batavia (Illinois) – by i Illinois, USA
Batavia (Ohio) – by i Ohio, USA
Batavia (New York) – by i New York, USA
Transport
Batavia (skib) – det største skib i det Hollandske Ostindiske kompagnis flåde. Det er et museumsskib i dag
Batavia Air – indonesisk flyselskab
Andet
Batavia (TV) – er navnet på et dansk tv-produktionsselskab, der primært beskæftiger sig med dokumentarfilm. http://www.batavia.dk |
3266 | https://da.wikipedia.org/wiki/Batteri%20%28flertydig%29 | Batteri (flertydig) | Batteri har flere betydninger:
Batteri - elektrisk batteri.
Batteri (militær) en artillerienhed, som kan besætte en kanonstilling.
En (stor) mængde af noget ensartet – "et helt batteri flasker".
En speciel opstilling i skak.
Batteri – en større mængde fyrværkeri sat til at afskydes i en længere serie. |
3269 | https://da.wikipedia.org/wiki/Baudouin%20af%20Belgien | Baudouin af Belgien | Baudouin () (7. september 1930 – 31. juli 1993) var konge af Belgien fra 1951 til sin død i 1993. Baudouin efterfulgtes af sin bror Albert.
Navn
Navnet Baudouin er ofte blevet brugt inden for flamsk- og wallonsktalende fyrsteslægter. Det er en moderne udtale af det nederfrankiske navn Balduin.
Biografi
Baudouin blev født den 7. september 1930 på Château de Stuyvenberg i Bruxelles som andet barn og ældste søn af Kronprins Leopold af Belgien (den senere Kong Leopold 3.) og Kronprinsesse Astrid, født prinsesse af Sverige. Han blev tronfølger med titel af Hertug af Brabant ved sin bedstefars død den 17. februar 1934.
Under 2. Verdenskrig kom han og hans familie i tysk fangenskab og var derefter i eksil i Schweiz. Han tiltrådte som konge ved sin fars abdikation den 17. juli 1951.
Kong Baudouin døde den 31. juli 1993 i Motril i Spanien. Da han ikke havde børn, blev han efterfulgt som konge af sin lillebror, Albert.
Ægteskab
Kong Baudouin giftede sig den 15. december 1960 i Bruxelles med den spanske adelsdame Doña Fabiola de Mora y Aragon (1928-2014). Hun var belgiernes dronning fra 1960 til 1993.
Eftermæle
Kong Baudoin har helt klart sat sine spor; i Bruxelles har han to stadioner opkaldt efter sig. Det i Bruxelles Wolluwé St. Lambert. Det andet stadion befinder sig tæt ved Atomium.
Anetavle
Eksterne henvisninger
Huset Sachsen-Coburg-Gotha
Konger af Belgien
Katolske monarker
Personer fra Bruxelles |
3272 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bazooka%20%28flertydig%29 | Bazooka (flertydig) | Bazooka bruges i flere sammenhænge:
Bazooka – et amerikansk udtryk for et panserværnsvåben.
Bazooka (instrument) – musikinstrumentet "Bazooka", som lagde navn til panservænsvåbnet "Bazooka".
Bazooka (Kollektiv) – BZ-hus i København (1982-1983)
Bazooka (tyggegummi) – for det amerikanske tyggegummimærke.
Bazooka (gruppe) – er en amerikansk jazz gruppe. |
3273 | https://da.wikipedia.org/wiki/BBC | BBC | British Broadcasting Corporation (BBC) er Storbritanniens nationale public service-udbyder af radio og tv, der desuden har en række internationale kanaler – deriblandt nyhedskanalen BBC World News og BBC Prime, der er en eksportkanal, der kun kan modtages uden for Storbritannien.
Kanalerne BBC1/BBC2 mfl. sendes ukodet fra satellitten Astra 2D på positionen 28,5 grader Øst. Selv om signalet er søgt snævert rettet mod de britiske øer, er det muligt at modtage i Danmark med en parabolantenne i størrelsen fra cirka 80 cm – 1,5 meters diameter.
Galleri
Eksterne henvisninger
BBCs websted (på engelsk)
Om modtagelse af Astra 2D (på engelsk)
Etableret i 1922
Medier fra Storbritannien
Public service-medier
Medlemmer af European Broadcasting Union |
3275 | https://da.wikipedia.org/wiki/Strandbred | Strandbred | En strandbred er et stykke land, der ligger lige ud til havet, hvor der som oftest er aflejret sand fra havet.
Strandbredden er en typisk randzone, et område mellem to biotoper, hvor planter og dyr fra dem begge mødes og udnytter de skiftende nicher i fællesskab.
Tangloppen er et godt eksempel på et dyr, der har tilpasset sig de meget svingende forhold på strandbredden. Alle ved, at de findes i hundredvis under hver eneste tangbunke, men de er faktisk glimrende svømmere og færdes lige så godt ude i vandet.
Se også
Strand
Enårig vegetation på stenede strandvolde (Naturtyper i Danmark)
Vådområdetyper |
3278 | https://da.wikipedia.org/wiki/Beat | Beat | Beat har flere betydninger:
Underholdning og fiktion
Musik og akustik
Beat - Taktslag en underdeling af en takt (beat bruges som synomym).
Beatmusik – er elektrisk forstærket rytmisk musik, forkortes ofte beat.
Beat - grundrytmen i jazz
Beat - betegnelse for 1. og 3. taktslag i 4/4-takten i jazz, i modsætning til afterbeat
Beat - betegnelse for en energisk (jazz)rytme
Off-beat - er de rytmiske accenter mellem de fire taktslag
Beat (tv·2-album) – er det tredje album af det danske band tv·2.
Beat (album) – et album med King Crimson
Beats by Dr. Dre - et mærke af hovedtelefoner
Film
Beat (film fra 2000) – en film om forfatteren William Seward Burroughs, instrueret af Gary Walkow med Courtney Love og Kiefer Sutherland.
Andet
Beat (tidsskrift) – et tidsskrift om rockmusik.
Beat - et tysk drengenavn |
3280 | https://da.wikipedia.org/wiki/Beatmusik | Beatmusik | Beatmusik er elektrisk forstærket rytmisk musik, der har en enkel grundrytme med tydelige markeringer på 2. og 4. slag i takten, som vandt sin udbredelse i slutningen af 1960'erne. I Danmark var beatgrupperne Young Flowers, Burnin Red Ivanhoe og Savage Rose dominerende i slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne. I slutningen af 1960'erne kaldtes denne musikform også med det nedsættende udtryk for pigtrådsmusik.
Litteratur
Thorkild Bjørnvig: Oprør mod neonguden : Et essay om beat, 1970
Musikgenrer |
3283 | https://da.wikipedia.org/wiki/Beatifikation | Beatifikation | Beatifikation eller saligkåring er et romersk-katolsk ritual, hvor paven erklærer en afdød person beatus (fem. beata; = "salig"). Beatifikationen gør, at personen kan anråbes, dog kun indenfor et bestemt område og ikke indenfor hele Kirken. Beatifikationen følger efter en succesfuld undersøgelse af personens livsførelse og eventuelle skrifter og mirakler. Undersøgelsen indledes som regel af den lokale biskop, og efter at denne har sagt god for vedkommende, videreføres undersøgelsen af Kongregationen for Salig- og Helgenkåringsprocesser i Rom.
I de fleste tilfælde følges en beatifikation af en kanonisering, sådan at hele Kirken kan få lov til at anråbe personen.
Charles de Foucauld er et eksempel på en person, der er blevet beatificeret. Af andre eksempler kan nævnes Knud den Helliges søn Karl, der lige som sin far blev myrdet, og som senere blev genstand for anråbelse i Flandern, hvor han var greve.
Se også
Helgenkåring
Oversigt med liste over helgennavne
Romerskkatolske kirke
Helgener
gl:Beato |
3284 | https://da.wikipedia.org/wiki/Beatnik | Beatnik | Betegnelsen beatnik blev første gang brugt af journalisten Herb Caen i en artikel i avisen San Francisco Chronicle den 2. april 1958. Caen fandt på betegnelsen ved at modificere den tidligere brugte betegnelse beatgenerationen ved at tilføje den russiske endelse "-nik", inspireret af Sputnik. Det har muligvis været Caens hensigt at portrættere medlemmerne af beat-generationen i et negativt lys ved med den nye betegnelse at antyde, at de var uamerikanske. Jack Kerouacs betegnelse, "beat-generationen", havde mere positive konnotationer ved at associere beat-generationen med ord som den musikalske definition af beat og de religiøse konnotationer af det engelske ord beatitude, dvs. salighed.
Gradvist blev betegnelsen "beat-generationen" erstattet af "beatnik", selvom historikere stadig henviser til den første betegnelse. Siden 1958 er "beatnik" blevet brugt til at betegne en anti-materialistisk litterær bevægelse, der begyndte med Kerouac i 1948, og som strakte sig ind i 1960'erne. Mange historikere har hævdet, at beatnik-filosofien med dens anti-materialisme og grundlæggende sjælesøgende etos har påvirket sangtekster hos populære grupper i 1960'erne, f.eks. Pink Floyds første plader og The Beatles, samt været en forløber for hippie-generationen.
I slutningen af 1950'erne var der en tendens blandt unge studerende og håbefulde skribenter til at efterligne forfattere som Kerouac og John Clellon Holmes. Typisk havde mændene fipskæg og gik med alpehuer, rullede deres egne cigaretter og spillede på bongotrommer. Kvindemoden omfattede sort trikot og langt lige hår. Det var et oprør mod datidens middelklasses standarder, der forventede, at kvinder fik deres hår permanentet.
Medlemmerne af subkulturen foretrak ofte vin, kaffe eller te frem for mere almindelige drikkevarer som f.eks. øl og spiritus. Marijuana blev også forbundet med beatnik-subkulturen. I 1950'erne blev beatknikkernes syn på stoffer yderligere påvirket af forfatteren Aldous Huxleys populære bog The Doors of Perception.
Generelt var beatnik-filosofien modkulturel, anti-materialistisk og med vægt på betydningen af at forbedre ens indre selv frem for at forbedre ens materielle status. På trods af forsøgene på at antyde en forbindelse med kommunismen var der ingen direkte forbindelse mellem beatnik-filosofien (som den kom til udtryk hos de førende forfattere) og den kommunistiske filosofi, andet end den modvilje, som begge bevægelser nærede mod kapitalismen. Denne forbindelse er dog af tvivlsom karakter pga. det tydelige åndelige element i beatnik-filosofien, i modsætning til den marxistiske filosofis anti-spirituelle holdning. For eksempel begyndte mange beatnik-forfattere at dyrke østens religioner, f.eks. buddhismen og taoismen.
De fleste beatniks var liberale og lettere venstreorienterede; mange af dem støttede de sortes kamp for lige rettigheder, og de var åbne over for afrikansk-amerikansk kultur og kunst, hvilket afspejles i beatnik-musik og -litteratur, f.eks. deres forkærlighed for jazz. I denne henseende var beatniks forud for deres tid i betragtning af de ofte anstrengte raceforhold i det amerikanske samfund.
Der findes desuden et programmeringssprog med samme navn – se Beatnik (programmeringssprog)
Denne artikel er en oversættelse af artiklen Beatnik på den engelske Wikipedia.
Amerikansk kultur
Sociologi |
3291 | https://da.wikipedia.org/wiki/Becifring | Becifring | En becifring angiver, hvilken akkord, der skal spilles. I stedet for at skrive harmonien ud i noder, bruges en kombination af bogstaver, tal samt tegn.
Syntaks: grundtone[m(mol)] [+ tilføjede toner][+ændring af treklang][+ /(bastone)]
Eksempler på typer af becifringer:
C – C-dur
Cm – C-mol
C7 – C-dur med tilføjet lille septim
Cm7 – C-mol med tilføjet lille septim
Cm7b5 (alternativt Cø) – C-mol med lille septim og sænket kvint (halvformindsket akkord)
Cdim (alternativt Co) – formindsket akkord, udelukkende små tertser
Cmaj7 (alternativt CΔ7 eller CΔ) – C-dur med tilføjet stor septim
Csus4 – kvartkvintforudhold, tertsen er erstattet af kvarten
F/c – F-dur med kvinten i bassen (funktionsharmonisk ofte en C-dur med hævet terts og kvint, et såkaldt kvartsekstforudhold)
C+ – C-dur med kvinten hævet et halvt trin, udelukkende store tertser (forstørret akkord)
C6/9 – C-dur med sekst og none tilføjet
C/a – C-dur med a som tilføjet bastone
C/3 – C-dur med tertsen (3. trin) i bassen
Gadd9 – G-dur med tilføjet none, men uden septim
G11 – G-dur med tilføjet 7-9-11’er (ofte noteret reduceret som F/g eller evt. Dm7/g)
E♭9 – Es-dur med tilføjet stor none (og lille septim)
E♭9 – E-dur med tilføjet lille none (og lille septim)
F♯7♯9 – Fis-dur med lille septim og forstørret none
Andre becifringseksempler:
Csus2 – C med sekund som terts-erstatning
C5 – den såkaldte "power-akkord"
Musikteori
et:Akord#Akordi tähistus |
3293 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bedrageri%20%28flertydig%29 | Bedrageri (flertydig) | Bedrageri har flere betydninger:
Bedrageri – økonomisk snyd.
Utroskab – kaldes nogle gange også for bedrageri.
Se også
Bedrag (flertydig)
Forræderi
Bondefangeri |
3299 | https://da.wikipedia.org/wiki/Beelzebub | Beelzebub | Beelzebub eller Beelzebul er i Det Ny Testamente dæmonernes overherre og bliver også identificeret med Satan.
Navnet kan føres tilbage til Baal-Zebub, der var konge i filistrenes by Ekron. Dette navn betyder på semitisk herre over fluerne og blev anvendt af William Golding i romanen Fluernes Herre.
I antikke sammenhænge optræder der en lille, om nogen, betydningsmæssig forskel på Beelzebub og den polyteistiske semitiske gud ved navn, Ba‘al. Monoteistiske, jødiske henvisninger til Baal var næsten udelukkende nedsættende og voksede sig til at blive brugt blandt andre begreber for Satan. Navnet optræder senere som navnet på en dæmon eller djævel, ofte byttet ud med Beelzebul.
Undersøgelser har forsøgt at tolke betydningen af Baal i sammenhænge for at afgøre den specifikke årsag til denne konnotation, og der har været alle mulige forskellige religiøse teorier. Det er gennemgående ukendt, hvorvidt og i hvilken grad den anti-hedenske indstilling hos tidlige hebræere bundede i en anti-matriarkalsk synsvinkel eller i en opstået modvilje mod de almindelige hedenske frugtbarhedsritualer.
Manga
Beelzebub (her "Belzebub") er også navnet på djævelens søn i den kendte manga, Sand Land. Denne manga er forfattet af Akira Toriyama, som også har brugt samme navn i sin verdensberømte mangaserie Dragon Ball.
Kilder
Matthæusevangeliet 12:24-25
Eksterne henvisninger
Det Nye Testamente
Dæmoner |
3309 | https://da.wikipedia.org/wiki/Behaviorisme | Behaviorisme | Behaviorisme er en retning indenfor psykologi, der tager afsæt i studier af direkte observerbar adfærd. Den oprindelige behaviorisme tillægger ikke mentale tilstande nogen betydning, modsat fx moderne kognitionspsykologi. Psyken betragtes som en "black box", man kan studere input (sanseindtryk) og efterfølgende output (adfærd), men ikke de mentale processer der foregår mellem de to. Retningen er i det store og hele uddød, omend dele af dens forskningsresultater er indoptaget som almen viden indenfor andre psykologiske retninger.
Behaviorismen blev grundlagt af John Watson i 1913. Han mente, at hvis psykologien skulle være videnskabelig, så måtte den holde sig til at beskrive organismers adfærd (dvs. faktiske bevægelse af kroppen) og ignorere de subjektive tilstande, som fænomenologerne interesserede sig for.
En tidlig variant opstod med Pavlovs forsøg med hunde, der påviste eksistensen af betingede reflekser. Inden for læring beskæftiger behaviorismen sig med at selektere for og imod aktiv adfærd, hvad B.F. Skinner (fadderen til den senere "radikale behaviorisme") kaldte for operant betingning.
Den klassiske betingning
Ivan Pavlovs eksperiment med hunde
Den klassiske betingning er inspireret af den russiske fysiolog, Ivan Pavlov (1849-1936), som i 1890'erne udførte berømte eksperimenter om hunds fordøjelsesprocesser. I løbet af disse eksperimenter opdagede han, at hundene ikke blot savlede, når de lugtede og så mad, men at de lige så langsomt også begyndte at savle, når de udelukkede så hundeskålen. Dette var starten på det, som han senere skulle kalde 'betinget reaktion', der kan beskrives som en indlært reaktion (f.eks. at savle blot ved synet af hundeskålen). Som modsætning hertil er 'ubetinget reaktion', der kan beskrives som en naturlig reaktion - f.eks. når hunden savler ved synet eller lugten af mad.
Senere blev dette eksperiment udviklet, således at Pavlov lod en klokke ringe flere gange, før maden blev serveret. Herefter kunne Pavlov observere, at hunden begyndte at savle blot ved lyden af klokken. Dermed havde en betinget reaktion opstået, da hunden havde lært at forbinde lyden af klokken med mad.
John Watsons behaviorisme
John Watson (1878-1958) betragtes som grundlæggeren af behaviorismen. Startskuddet blev sat i 1913. Baggrunden for behaviorismens opståen var især et opgør med psykoanalysen, som herskede stort i den videnskabelige psykologi på dette tidspunkt. Watson ønskede at skabe en psykologien, som havde en større grad af objektivitet og videnskabelighed, end han mente psykoanalysen repræsenterede. Psykologien skulle kun fokusere på den observerbare og iagttagelige adfærd, mente han. Alt andet var pseudovidenskabeligt og derfor irrelevant for en videnskabelig psykologi.
Watson blev stærkt inspireret af Pavlovs hundeforsøg, og med baggrund i dette skabte han 'den klassiske betingning'. Den klassiske betingning kan beskrives på følgende måde: Stimuli (S) skaber en bestemt reaktion (R) (S → R). Man kan derfor sige, at den, som indlærer, ikke er aktiv i denne proces.
For at undersøge den klassiske betingning og hvilken adfærd der er medfødt, og hvilken der er indlært, udførte Watson eksperimentet med det lille barn, Albert, og en hvid rotte ('Albert og den hvide rotte'). Med dette eksperiment ville han vise, at frygten for rotter ikke er naturligt medfødt (altså ubetinget reaktion), men derimod indlært (betinget reaktion). Han ville betinge en frygt hos Albert for den hvide rotte. Han gjorde dette ved, at han lavede en ubehagelig metallisk lyd, hver gang han fremviste den hvide rotte for Albert gentagne gange. Han kunne herefter vise, at Albert udviklede en frygt for rotten efterfølgende, da han begyndte at græde kraftigt, når han var sammen med rotten. Denne reaktion var der ikke naturligt før, da Albert ikke havde nogle problemer med at være sammen med rotten. Albert begyndte også efter dette at udvise frygt over for genstande, som blot lignede den hvide rotte.
Den operante betingning
B. F. Skinner
En senere markant skikkelse i behaviorismen er B. F. Skinner (1904-1990). Skinner stod bag den operant betingning. Den operante betingning kan beskrives som modsat af den klassiske betingning, forstået på den måde, at i den operante betingning er den, som indlærer, aktiv. Dermed ser den operante betingning ud på følgende måde: Reaktion skaber stimulien (R → S).
Skinner foretog undersøgelser med udgangspunkt i den såkaldte Skinnerboks for at undersøge den operante betingning nærmere. Skinnerboksen kan beskrives som et bur med en foderpedal, som en rotte så kan trykke på for på den måde at opnå en belønning i form af mad. Med dette fandt Skinner ud af, at rotten indlærte en adfærd på baggrund af, at adfærden medfødte en belønning - altså den operante betingning.
Skinner mente, at positiv forstærkning (dvs. belønning) og negativ forstærkning (dvs. at undgå at opnå noget negativt (f.eks. bøde)) af adfærd var langt mere effektive metoder til at forstærke en ønsket adfærd end straf.
Referencer
Psykologi |
3311 | https://da.wikipedia.org/wiki/Beige | Beige | Beige
Beige er en farve. Den er nærmest lys gråbrun, ligesom et glas mælk med meget lidt kaffe i. Nogle beklædningsgenstande kan være beige, f.eks. bukser.
Farver |
3312 | https://da.wikipedia.org/wiki/Beijing | Beijing | Beijing (, pinyin: Běijīng) (på dansk også kendt som Peking) er Folkerepublikken Kinas hovedstad. Navnet betyder "nordlig hovedstad", mens Nanjing betyder "sydlig hovedstad". Beijing har permanent været Kinas administrative hovedstad siden 1949 og var også inden da hovedstad i kortere og længere perioder. Beijing, der ligger i den nordøstlige del af landet, er en af de 4 kommuner, der i Kinas administration svarer til en provins og nyder tilsvarende uafhængighed. Beijing var den største by i verden før 1828.
I det centrale Beijing boede 1. januar 2007 7,6 millioner mennesker. I Beijings metroområde har indbyggere. Arealet af Beijing med omegn er cirka halvt så stort som Belgien.
Beijing er Kinas politiske og kulturelle centrum, mens Kinas folkerigeste by, Shanghai, derimod kan siges at være Kinas økonomiske centrum, i skarp konkurence med Hongkong. Under hele byens lange historie har Beijing udviklet en mangfoldig og unik kulturarv. Mest kendt er Den Himmelske Freds Port (Tiān'ānmén), der fører ind til Den Forbudte By og det kejserlige palads og tempel i Den Forbudte By, som siden 1987 har været på UNESCOs liste over verdens kulturarv. På UNESCOs verdensarvsliste findes også Himlens Tempel, Sommerpaladset, Lamatemplet Yonghegong og Konfuciustemplet.
Uden for byen, men derimod inden for byens politiske grænser, findes også et antal pragtfulde kulturmindesmærker som fx den kinesiske mur i nord og nordvest og Minggravene. Den kinesiske stat har sin egen betegnelse over nationale, historiske minder og kulturskatte under statslig beskyttelse, hvilken indeholder 98 bygninger, anlæg eller andre objekter i Beijing.
I Beijing findes bl.a. Den Himmelske Freds Plads (Tian'anmen-pladsen), der var skueplads for et studenteroprør i 1989. Oprøret blev slået ned med hård hånd af det kinesiske diktatur. Ved den Himmelske Freds Plads ligger også indgangen til Den Forbudte By.
Sommer-OL i 2008 blev afholdt i Beijing mellem 8. august og 24. august. En OL-bydel er vokset op lige nord for centrum. Majoriteten af idrætsvirksomheden havde rum der, men visse sportsgrene afholdtes i andre byer; herunder fodbold i Qinghuangdao, Shanghai, Shenyang og Tianjin, ridning i Hongkong og sejlads ud for kystbyen Qingdao i Shadong-Provinsen.
Byens navn
Få byer har haft så mange forskellige navne som Beijing. Da byen for første gang blev omtalt i 1121 f. Kr., benævnedes den Ji. Senere blev den hovedstad i fyrstedømmet Yan (svale), og de kinesiske digtere og skjalde bruger endnu i dag dette meget poetiske navn til at omtale byen.
Under Tangdynastiet (618-907) hed byen Youzhou. I 986 erobredes den af Khitanerne og skiftede navn til Yanjing (Svalernes hovedstad). I 1135 blev dette navn ændret til Zhongdu (Byen i midten). Under Yuandynastiet (fra og med 1271) blev byen kaldt Dadu (Den store hovedstad) på kinesisk og Khanbalik (Khanens by) på mongolsk, et navn der i Europa blev kendt gennem Marco Polos rejsefortællinger. Efter mongolernes riges fald i 1368 flyttede Hongwu, den første kejser i Kinas Mingdynasti, Kinas hovedstad til Nanjing (Den sydlige hovedstad). En senere kejser af Mingdynastiet, Yongle (1403-1424), flyttede sin egen residens og dermed hele Kinas hovedstad tilbage, således at Beijing igen blev Kinas hovedstad.
Kun i det i dag mest almindelige transskriptionssystem, Hanyu Pinyin, skrives byens navn Beijing, hvilket også har påvirket dansk sprogbrug.
I flere europæiske lande, blandt andre Storbritannien, har man allerede officielt ændret benævnelsen af byen fra Peking til Beijing. Navnet Beijing betyder Nordlig hovedstad, mens Nanjing, en by sydligere i Kina, betyder Sydlig hovedstad. Dongjing, (Østlig hovedstad), er den kinesiske betegnelse for Japans hovedstad, Tokyo. I de perioder i 1900-tallet, hvor Beijing ikke var rigets hovedstad, bar den navnet Beiping (Peiping).
I Nordkina og i standardkinesisk er udtalen Běijīng, hvor tonetegnene betyder faldende og derefter stigende på e'et og højt, uafbrudt tonefald på i'et.
Romaniseringen (det transskriberede stavningssæt) Peking opstod med fransk-katolske missionærer i slutningen af det 17. århundrede og gengiver ganske godt datidens udtaler. Det var også den transskription, der blev anvendt i det officielle kinesiske postkort, som blev fastlagt i slutningen på Qingdynastiets tid og blev anvendt i en ganske stor bid af det 20. århundrede.
Klima
Administrativ inddeling i Beijing
Storbyområdet i Beijing er inddelt i 4 områder med i alt 18 distrikter:
Det Indre Hovedstadsdistrikt (engelsk: Core Districts of Capital Function)
Areal: 92,39 km2
Indbyggertal: 2.052.000 (2005)
Distrikter: Chongwen, Dongchen, Xicheng, Xuanwu
Det Ydre Hovedstadsdistrikt (engelsk: Urban Function Extended Districts)
Areal: 1.275,93 km2
Indbyggertal: 7.480.000 (2005)
Distrikter: Chaoyang, Fengtai, Haidan, Shijingshan
Det Nye Bydistrikt (engelsk: New Districts of Urban Development)
Areal: 6.295,57 km2
Indbyggertal: 4.116.000 (2005)
Distrikter: Changping, Daxing, Fangshan, Shunyi, Tongzhou
Det Økologiske Beskyttelsesdistrikt (engelsk: Egological Preservation Development District)
Areal: 8.746,65 km2
Indbyggertal: 1.732.000 (2005)
Distrikter: Huairou, Mentougou, Miyun, Pinggu, Yanqing
Myndigheder
Den kommunale leder i Kinas kommunistiske parti er Cai Qi. Borgmester er Chen Jining, pr. 2021.
Venskabsbyer
Se også
Beijing Review
Referencer
Eksterne henvisninger |
3319 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bel%20%28enhed%29 | Bel (enhed) | Bel er en logaritmisk måleenhed, som udtrykker forholdet af en fysisk størrelse relativt til et specificeret eller underforstået referenceniveau.
Bel anvendes f.eks. til angivelse af effektforhold, spændingsforhold og strømforhold. Benyttes indenfor telekommunikationen, trådløs kommunikation, lydmålinger og optiske målinger.
En bel (symbol B) og en tiendedel bel: decibel (forkortet dB) udtrykker et forhold mellem to værdier og er beregnet ved hjælp af logaritmer:
For effektforhold
For effekterne P1 og P2 gælder det, at forholdet mellem dem er:
De 10, der ganges med, er bare en omsætning til decibel.
Af formlen ses, at forholdet 1:1 svarer til 0 dB, mens 10:1 er 10 dB, 100:1 er 20 dB og 1:100 er -20 dB.
Hvis en effektdæmpning i et transmissionsled er 100 gange (20 dB) og dæmpes yderligere til halvdelen af effekten (3 dB) er den totale dæmpning 20 + 3 = 23 dB.
Et signals reelle størrelse er også muligt at angive ud fra en oplyst reference.
Hvis f.eks. et signal har størrelsen 0,0001 watt (0,1 mW), ligger det 10 dB under 1 mW og kan angives som -10 dBmW eller bare -10 dBm.
For f.eks. spændingsforhold eller strømforhold
For andre forhold – f.eks. enten to spændings- eller to strøm-værdier; X1 og X2 gælder det, at forholdet mellem dem er:
De 10, der ganges med, er bare en omsætning til decibel.
dB-udtryk
Når signalers størrelse skal angives, enten relativt eller reelt, angives ofte hvilken størrelse, dB-tallet henfører til.
dBA anvendes i akustikken om den menneskelige hørelse. 0 dBA passer nogenlunde med den nederste grænse for hvad vi kan høre (et lydtryk på 20 mikropascal ved frekvensen 1 kHz). En ændring på ca. 10 dBA opfattes dobbelt så stort, mens den mindste ændring i lydniveaeu, som mennesker kan skelne er en ændring på ca. 1 dBA. A-et i dBA er ikke relateret til akustik, men refererer til en frekvensmæssig vægtning, der modsvarer den menneskelige hørelse.
dBc benyttes om f.eks. en senders egenstøj, der angives i antal dB under (lavere end) bærebølgen, dBc(arrier). Bruges også om sidebånd, når man taler om modulation målt i en spektrumanalyse.
dBd benyttes når en antennes forstærkning opgives i forhold til en almindelig dipolantenne.
dBi benyttes når en antennes forstærkning opgives i forhold til en isotropantenne (en teoretisk konstruktion).
dBm er en reel værdi ud fra signalets størrelse i forhold til 1mW (milliwatt). 0 dBm er derfor 1 mW, mens 10 dBm er 10 mW og 20 dBm er 100 mW. I størrelser under 1 mW vil tallet ifølge ovenstående formler være negativt, således er -10 dBm lig 0,1 mW og -30 dBm er 0,001 mW (eller 1 μW (mikrowatt)). Skal man regne antal dBm om til spændinger, er man nødt til at tage indgangs/udgangs-impedansen med i udregningerne.
dBmV angiver det samme, blot i forhold til millivolt. Her skal bemærkes at dBm ofte som en selvfølge henføres til mW, mens man skal huske at skrive dBmV, hvis man regner i spænding. Måleinstrumenter, der måler i ren spænding, f.eks. en spektrumanalysator kan dog angive dBmV som dBm. Begreberne er nemme at rode sammen, specielt når en spændingsændring på 6dB (2 gange) medfører en effektændring på 6 dB (4 gange).
dBμV anfører på samme måde signalets størrelse i forhold til 1 mikrovolt.
Se også
Neper og Mol (enhed)
Logaritme
Elektroniske begreber og fænomener
Telekommunikation |
3323 | https://da.wikipedia.org/wiki/Belchers%20havslange | Belchers havslange | Belchers havslange (latin: Hydrophis belcheri) er en slange med et giftigt bid. Den har et venligt temperament og skal normalt udsættes for hårdhændet behandling før den bider. De fleste som bides, er fiskere som røgter garn, men heraf er det kun en fjerdedel som forgiftes, eftersom slangen sjældent injicerer særligt megen af sin gift. Af denne grund og på grund af sit rolige væsen, betragtes den ikke generelt som særlig farlig.
Giften er stærk, men giftigheden af denne slanges gift er flere gange blevet draget i tvivl, og flere herpatologer og slange-entusiater udnævner Enhydrina schistosa og Oxyuranus microlepidotus til at have den farligste gift.
Beskrivelse
Den er hvid med sorte striber , og har en flad hale som den bruger til at svømme.
Den har ingen naturlige fjender ud over mennesker.
Generelt om havslanger
Havslanger har brug for en ekstrem gift for med det samme at kunne dræbe et bytte. Medens en slange på landjorden kan forfølge en mus på flugt, vil en slange i havet ikke have en jordisk chance for at finde et bytte, der slipper væk. Mørket kombineret med det grumsede vand og de mange gemmesteder på havbunden gør det umuligt at genfinde dyret. Derfor skal slangen kunne lamme sit byttedyr på et øjeblik.
Noter
Havslanger |
3325 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bel%C3%A9m | Belém | Belém er en by i det nordlige Brasilien og hovedstaden og den største by i delstaten Pará. Byen har et indbyggertal på 1.380.836 (2010), med forstæder 2.040.843 (2010).
Kilder |
3328 | https://da.wikipedia.org/wiki/Tusindfryd%20%28art%29 | Tusindfryd (art) |
Tusindfryd (Bellis perennis) eller Bellis er en 5-15 cm høj urt, der i Danmark vokser meget almindeligt på lysåbne steder. Tusindfryd er velkendt som ukrudt i græsplæner.
Beskrivelse
Tusindfryd er en flerårig urt med en rosetdannende vækstform. Bladene er omvendt ægformede og helrandede med få, grove takker. Begge bladsider er hårede og lysegrønne.
Blomstringen sker gennem hele den frostfrie tid mellem marts og oktober. Blomsterkurven er margeritagtig og sidder for enden af en bladløs stilk. Skivekronerne er gule og rørformede, mens randkronerne er hvide med rødlige spidser. Frøene modner godt og spirer villigt.
Rodnettet er groft trævlet og sidder på korte jordstængler, der også danner udløbere.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,10 × 0,20 m (10 × 10 cm/år), heri ikke medregnet eventuelle udløbere med nye rosetter.
Voksested
Planten er vildtvoksende på fugtig og lysåben, næringsrig bund med jævnlig nedbidning af græsser og andre høje urter. Denne tilpasning har gjort den effektiv som deltager i græsplænernes plantesamfund.
Kilder
Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. .
Eksterne henvisninger
Arne og Anna-Lena Anderberg: Den virtuella floran, Naturhistoriska riksmuseet
Ukrudtsplanter
Flerårige urter
Hvide blomster |
3330 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bellmanprisen | Bellmanprisen | Bellmanprisen er en svensk litteraturpris som uddeles årligt af Det svenske Akademi med en prissum på 250.000 svenske kroner. Den er stiftet af Anders Zorn og opkaldt efter Carl Michael Bellman.
Prismodtagere
Kilder/henvisninger
Svenska Akademien
Litteraturpriser fra Sverige
Litteratur fra Sverige |
3331 | https://da.wikipedia.org/wiki/Belo%20Horizonte | Belo Horizonte | Belo Horizonte ([] er den sjette største by i Brasilien, og hovedstad i delstaten Minas Gerais, liggende i den sydøstlige del af landet, 444 km fra Rio de Janeiro, 586 km fra São Paulo og 716 km fra hovedstaden Brasília. Byen ligger 858 meter over havet.
Med en befolkning på 2.375.444 (2010), med forstæder 5.413.627 (2010), er Belo Horizonte, eller "BH" (udtales "beagá"), som den ofte omtales lokalt, et økonomisk og kulturelt center, og landets sjettestørste by og tredjestørste byområde.
Byen blev grundlagt i 1897.
I 1940 blev Brasiliens senere præsident Juscelino Kubitschek udnævnt som byens borgmester.
Seværdigheder
I bydelen Pampulha findes en arkitektonisk perlerække af bygninger, særligt omkring en kunstig sø, skabt i 1940erne. Fremhæves bør Capela de São Francisco de Assis (Igreja da Pampulha), og kunstmuseet Museu de Arte da Pampulha (MAP), der begge er tegnet af den verdensberømte arkitekt Oscar Niemeyer. Museu de Arte da Pampulha (Pampulha's kunstmuseum) er en bygning, der oprindeligt er bygget som casino, men blev lukket i 1946, da spillevirksomhed blev forbudt i landet.
Seværdig er også „Mangabeiras“-parken og byparken. Førstnævnte ligger i byens sydlige del, og giver et flot vue over metropolen.
I Pampulha ligger delstatens største stadion Mineirão.
Infrastruktur
Byen har tre lufthavne, hvoraf Aeroporto Internacional Tancredo Neves Confins (CNF) er den største. Confins ligger 42 km fra centrum, mens Aeroporto da Pampulha (PLU) i bydelen Pampulha blot ligger cirka 14 km fra byens centrum. Endvidere findes Aeroporto Carlos Prates, der dog ikke benyttes til ruteflyvning. De to førstnævnte har daglige forbindelser til de fleste større byer i Brasilien.
Kilder |
3337 | https://da.wikipedia.org/wiki/Prinsesse%20Benedikte | Prinsesse Benedikte | Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte til Danmark, Prinsesse af Sayn-Wittgenstein-Berleburg (Benedikte Astrid Ingeborg Ingrid, født 29. april 1944) er en dansk prinsesse, der er den næstældste datter af Kong Frederik den 9. og Dronning Ingrid. Hun er lillesøster til Dronning Margrethe 2. og storesøster til Dronning Anne-Marie.
Hun giftede sig i 1968 med Prins Richard til Sayn-Wittgenstein-Berleburg, med hvem hun har tre børn. Ved ægteskabets indgåelse bevarede prinsesse Benedikte sin titel som Prinsesse til Danmark og sin plads i den danske tronfølge, og hun repræsenterer ofte sin storesøster ved officielle og halv-officielle lejligheder.
Fødsel og familie
Prinsesse Benedikte blev født den 29. april 1944 i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg i København i sin farfar Kong Christian 10.'s regeringstid. Hun var det andet barn og anden datter af daværende Kronprins Frederik og Kronprinsesse Ingrid af Danmark. Hendes far var den ældste søn af Kong Christian 10. og Dronning Alexandrine af Danmark. Hendes mor var eneste datter af Kronprins Gustav Adolf (senere Kong Gustav 6. Adolf) og Kronprinsesse Margareta af Sverige.
Hendes fødsel fandt sted under Nazi-Tysklands besættelse af Danmark. Dagen efter prinsessens fødsel, 30. april 1944, besluttede folk fra modstandsgruppen Holger Danske at affyre 21 salutbomber i Ørstedsparken. Modstandsmanden Hans Edvard Teglers var brudt ud af BOPA, og havde sluttet sig til Holger Danske sammen med sine erfarne folk, som Leif Bruhn Petersen der hjalp til med salutten, og som derfor i maj blev skudt og dræbt af Gestapo på Rådhuspladsen.
Hun blev døbt den 24. maj 1944 i Holmens Kirke i København. Hendes faddere var Kong Christian 10. og Dronning Alexandrine, Prins Gustav, Kong Gustav 5. af Sverige, Sigvard Bernadotte, Sir Alexander Ramsay, Dronning Elizabeth af Storbritannien, Prinsesse Caroline-Mathilde, Prinsesse Margaretha og Prinsesse Ingeborg af Sverige. Ved dåben modtog hun navnene Benedikte Astrid Ingeborg Ingrid.
Fire år før hendes fødsel, i 1940, var hendes storesøster Prinsesse Margrethe blevet født. Og to år efter hendes fødsel, i 1946, blev hendes yngre søster Prinsesse Anne-Marie født. Hun blev senere gift med Kong Konstantin 2. af Grækenland.
Opvækst
Prinsesse Benedikte voksede op med sine søstre i Frederik 8.s Palæ på Amalienborg. Somrene tilbragte familien på Graasten Slot i Sønderjylland.
Den 20. april 1947 døde hendes farfar, Kong Christian 10., og Benediktes far besteg tronen som Kong Frederik 9.
Ændring i Tronfølgeloven
Ved kong Frederik 9.'s tronbestigelse var Tronfølgeloven af 1853 gældende og fastlagde, at der kun var mandlig tronfølge i Danmark. Da kongeparret kun havde døtre, skulle tronen efter tronfølgeloven overgå til kong Frederiks yngre broder arveprins Knud og siden til dennes ældste søn, prins Ingolf. Med Grundloven af 5. juni 1953 blev Landstinget nedlagt og den parlamentaristiske sædvane indskrevet i lovteksten. Samtidig ændredes Tronfølgeloven, så der indførtes delvist kvindelig arvefølge til tronen, dog således at sønner fortsat havde fortrinsret for døtre. Da Frederik 9. kun havde døtre, blev prinsesse Margrethe dermed tronfølger, og Prinsesse Benedikte blev nummer 2 i tronfølgen efter sin storesøster.
Ægteskab og børn
Ved den daværende Prinsesse Beatrix af Nederlandenes bryllup i 1966 mødte Prinsesse Benedikte sin fremtidige mand, den tysk-svenske Prins Richard til Sayn-Wittgenstein-Berleburg. De giftede sig den 3. februar 1968 i Fredensborg Slotskirke.
Parret har tre børn:
Gustav Frederik Philip Richard, født 12. januar 1969.
Alexandra Rosemarie Ingrid Benedikte, født 20. november 1970.
Nathalie Xenia Margareta Benedikte, født 2. maj 1975.
Frederik 9.s samtykke
Da prinsesse Benedikte giftede sig, fik hun kongens samtykke, men med en række forbehold:
I tilfælde af at prinsesse Benedikte bliver nærmeste arving til tronen, skal hun tage permanent ophold i Danmark,
Prins Richard skal ligeledes tage permanent ophold og ansøge om dansk indfødsret,
For at beholde arveret til tronen skal deres børn (og disses arvinger):
tage permanent ophold i Danmark,
når de bliver nærmeste arving til tronen,
dog senest når de når den undervisningspligtige alder efter dansk lovgivning.
ansøge om dansk indfødsret når de bliver myndige.
Samtykket gør, at prinsesse Benedikte stadig har arveret til den danske trone.
Da ingen af prinsesse Benediktes børn har taget permanent ophold i Danmark i forbindelse med undervisningspligten, må de formodes at have fraskrevet sig retten til at arve den danske trone. Dronning Margrethe har i øvrigt to sønner, fem sønnesønner og tre sønnedøtre, som alle har arveret før prinsesse Benedikte (og hendes børn).
Hofstat
Prinsesse Benediktes hofstat med fire ansatte hører til på Amalienborg.
Formandskaber
Pigespejdernes Fællesråd
Den Danske Komité til Støtte for Internationale Spejderformål
Protektioner
Danske protektioner
Aktive Kvinder i Danmark - Landsforeningen
Alzheimerforeningen
Boligfonden for enlige mødre og fædre
Dansk BørneAstma Center
Dansk Forening for Rosport
Parasport Danmark
Dansk Køre-Forbund
Dansk Orchide Klub
Dansk Ride Forbund
Dansk Varmblod
De grønne pigespejdere
Den Kongelige Ballets Venner
Det Danske Spejderkorps
Elsass Fonden
Foreningen Hestens Værn
Fredensborg Slotskirkes Pigekor
Espergærde Gymnasiums Internationaliseringsprojekt
Gentofte Grønlands Komité
Gudmund Schacks Mindefond
Jacob A. Riis Museet i Ribe
JDRF-Fonden for diabetesforskning
Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser
Landsforeningen til bekæmpelse af Cerebral Parese
Landsorganisationen Danske Daginstitutioner
Margrethe-Skolen
Museet på Koldinghus
OK-Fonden
Pindstrup-Centret
REHAB
Sankt Annæ Pigekor
SOS Børnebyerne, Danmark
The International Women's Club i København
Verdensdiabetesfonden
Udenlandske protektioner
The Olave Baden-Powell Society (OB-PS)
Foundation for Allergy Research in Europe
The Juvenile Diabetes Foundation International
Jacob Riis Settlement House
Verein zur Förderung spastisch Gelähmter und Behinderter Wittgenstein e.V.
Konzerte im Schloss Berleburg
World Breeding Federation for Sport Horses
Dronning Isabella Fonden
Dansk KFUK i London
Titler, prædikater og æresbevisninger
Titler og prædikater
24. maj 1944 – 17. juni 1944: Hendes Kongelige Højhed Benedikte Astrid Ingeborg Ingrid prinsesse af Danmark og Island
17. juni 1944 – 5. juni 1953: Hendes Kongelige Højhed Benedikte Astrid Ingeborg Ingrid prinsesse af Danmark
5. juni 1953 – 3. februar 1968: Hendes Kongelige Højhed Benedikte Astrid Ingeborg Ingrid prinsesse til Danmark
3. februar 1968 – nu: Hendes Kongelige Højhed Benedikte Astrid Ingeborg Ingrid prinsesse til Danmark, prinsesse af Sayn-Wittgenstein-Berleburg
Æresbevisninger
Danske dekorationer
: Ridder af Elefantordenen (R.E.) (1947)
: Storkommandør af Dannebrogordenen (S.Kmd.) (1993)
: Dannebrogordenens Hæderstegn (D.Ht.)
: Prins Henriks Mindemedaille (Pr.H.Mm.)
: Erindringsmedaillen i anledning af Hendes Majestæt Dronning Margrethes og Hans Kongelige Højhed Prins Henriks guldbryllup (G.Em.)
: Erindringsmedaille i anledning af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II's 40 års regeringsjubilæum (R.40.Em.)
: Erindringsmedaille i anledning af Hendes Majestæt Dronningens 70-års fødselsdag (Em.16.apr.2010)
: Erindringsmedaille i anledning af Hans Kongelige Højhed Prinsgemalens 75-års fødselsdag (Em.11.juni.2009.)
: Erindringsmedaillen i anledning af H.M. Dronning Margrethe II's 25 års regeringsjubilæum (R.E.m.)
: Erindringsmedaillen i anledning af H.M. Dronning Margrethes og H.K.H. Prins Henriks sølvbryllup 10.6.92 (S.E.m.)
: Mindemedaljen i anledning af hundredårsdagen for Kong Frederik IX's fødsel (M.M.11.marts 1899-1999)
: Mindemedaljen i anledning af hundredårsdagen for Kong Christian X's fødsel (M.M.26.sept.1870-1970)
: Dronning Ingrids Mindemedaille (Dr.I.M.M.)
: Erindringsmedaillen i anledning af 50-års dagen for Hendes Majestæt Dronning Ingrids ankomst til Danmark (Dr.I.E.M.)
: Hjemmeværnets Fortjensttegn (Hjv.Ft.)
Udenlandske dekorationer
: Storkors af San Martins Orden, (A.S.M.1)
: Storkors af Kroneorden, (B.K.1)
: Storkors af Hvide Roses Orden, (Fi.H.R.1)
: Storkors af St. Olgas Orden (Gr.O.1)
: Storkors af St. Sofias Orden (Gr.S.1)
: Storkors af Fortjenstorden (It.F.1)
: Storkors af Adolph af Nassaus civile og militære Fortjenstorden (N.A.1)
: Storkors af Oranje Husorden (N.O.H.D)
: Storkors af Sankt Olavs Orden (No.St.O.1) (1974)
: Pavestolens æreskors "Pro Ecclesia et Pontifice", (P.E.&P)
: Storkorskæde af Isabella den Katolske Orden, (Sp.I.K.D.1)
: Kommandør med Storkors af Nordstjerneordenen
: Kong Carl XVI Gustaf's 70 års Fødselsdagsmindetegn (Sv.C.XVI.G.70.Jubt.)
: Storofficer af Den Tunesiske Republiks Orden (Tun.R.O.2)
: Storkors af Fortjenstorden (Ty.F.R.F.1)
Anetavle
Benedikte deler i sagens natur anetavle med sine søstre Margrethe og Anne-Marie.
Referencer
Litteratur
Eksterne henvisninger
H.K.H. Prinsesse Benedikte – Kongehuset .dk
Prinsesser fra Danmark
Huset Glücksburg
Storkommandører af Dannebrog
Storkorskommandører af Nordstjerneordenen
Storkors af Sankt Olavs Orden
Huset Sayn-Wittgenstein
Personer fra København
Personer i Kraks Blå Bog
Æresdoktorer |
3342 | https://da.wikipedia.org/wiki/Benelux | Benelux | Benelux er en europæisk region bestående af landene Belgien, Nederlandene, og Luxembourg. Navnet er skabt ved at sammensætte første stavelse fra hvert lands navn. Det bruges nu i bred forstand om de tre lande, men blev skabt i forbindelse med oprettelsen af den økonomiske union Benelux (Benelux Economische Unie/Union Économique Benelux).
Toldunion
Toldunionen blev aftalt i 1944 og trådte i kraft 1948 med det formål at fremme den frie bevægelighed af arbejdskraft, kapital, tjenesteydelser og varer de tre lande imellem. Stiftelsen bidrog til udviklingen frem mod Den Europæiske Union (EU).
Kriminalitetsbekæmpelse
I 2004 blev det desuden aftalt, at medlemslandenes politistyrker gerne må overskride hinandens landegrænser i kampen mod den internationale kriminalitet. Aftalen går et skridt videre end Schengen-samarbejdet.
Eksterne henvisninger
Benelux´ hjemmeside |
3345 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bengali%20%28sprog%29 | Bengali (sprog) | Bengali er et indoeuropæisk sprog som tales i Bangladesh og Indien. Nærmere bestemt er det et indoarisk sprog i den indoiranske sproggruppe. Det tales af omkring 190 millioner mennesker i Bangladesh og de indiske delstater Vestbengalen og Assam, foruden blandt immigranter i Vesten og Mellemøsten. Det er derved det 5. mest talte sprog i verden (efter mandarin, hindi/urdu, spansk og engelsk.
Området som sproget tales i, kaldes traditionelt Bengalen.
Kampen for bengali i Bangladesh
I perioden 1947-1971, da Østbengalen eller Østpakistan (vores dages Bangladesh) var en del af Pakistan, blev det bengalske sprog fokuspunkt og grundlaget for den nationale identitet for østbengalerne, hvilket i sidste ende førte til oprettelsen af den selvstændige stat Bangladesh, hvor bengali nu er officielt sprog.
Omkring 1950-52 rejste den voksende middelklasse i Østpakisten sig til en opstand som blev kendt som "Sprogbevægelsen". Det kulminerede 21. februar 1952, da mange unge og studenter blev dræbt af politiet i en demonstration med krav om anerkendelse af bengali som nationalsprog i Østpakistan. 21. februar mindes i dag i Bangladesh som sprogmartyrernes dag, og af UNESCO som international modersmålsdag.
Skrift
Bengali skrives sædvanligvis med sit eget bengali-alfabet. Det er et stavelsesalfabet der minder om devanagari som bruges til sanskrit og hindi og andre indoariske sprog. Hvert symbol repræsenterer en stavelse, og andre symboler kan tilføjes for at ændre eller undertrykke stavelsens vokal. Konsonantgrupper er ofte indikeret ved sammensætning af to symboler.
Retskrivningen er baseret på en ældre version af sproget uden nogle vokalsammenfald som er sket i talesproget, så den kan ikke beskrives som fonetisk.
Indoariske sprog
Sprog i Indien
Sprog i Bangladesh |
3349 | https://da.wikipedia.org/wiki/Benjamin | Benjamin | Benjamin er et hebraisk navn fra Det Gamle Testamente.
Navnet har flere betydninger:
Den yngste søn
Søn af højre hånd
Søn af syden
Lykkens søn
Benjamin bliver forkortet til Ben, se Ben (drengenavn).
Cirka 7800 danskere hedder Benjamin ifølge Danmarks Statistik.
Kendte personer med navnet
Benjamin Franklin, amerikansk journalist, forfatter, videnskabsmand, politiker og diplomat
Benjamin Britten, engelsk komponist og pianist
Benjamin Jacobsen, dansk forfatter
Benjamin Koppel, dansk musiker og forfatter
Benjamin Stamme
Benjamin Stamme var én af Israels 12 stammer. Stammen blev næsten udryddet ved Slaget ved Gibeah. Stammen genopstod, og den er senere blevet omtalt som Israels mindste stamme.
Ifølge Første Samuelsbog kapitel 9 kom Kong Saul, der var Israels første konge, fra Benjamin Stamme. Det samme gjorde Apostlen Paulus (oprindeligt Saul eller Saulus) ifølge kapitel 3 i Brevet til Filipperne.
Andet
Benjamin Media, et dansk forlag.
Benjamin-sagen, en sag hvor 18-årige Benjamin Schou dør under en anholdelse på Rådhuspladsen i København.
Noter og referencer
Drengenavne |
3350 | https://da.wikipedia.org/wiki/Benny%20Goodman | Benny Goodman | Benjamin David Goodman (født 30. maj 1909, død 13. juni 1986) var en amerikansk klarinettist og orkesterleder. Benny Goodman var en af de første hvide, der fik succes som jazzmusiker og -orkesterleder. Han fik tilnavnet "King of Swing". Ved at tage Teddy Wilson med i 1930erne, var han den første som havde hvide og sorte musikere i samme band.
Goodmans klarinetspil var af så høj teknisk kvalitet, at han med succes dyrkede et klassisk repertoire. Han var således flere gange med i indspilninger af Mozarts klarinetkvintet (op. 581) og store klarinetkoncerter som Carl Nielsens.
Diskografi
Goodman påbegyndte de første optagelser til album i 1928, hvilke senere blev inkluderet i A Jazz Holiday, som først blev udgivet i 1973.
A Jazz Holiday (1928, Decca)
Benny Goodman and the Giants of Swing (1929, Prestige)
BG and Big Tea in NYC (1929, GRP)
Eksterne henvisninger
Jazzmusikere fra USA
Klarinettister fra USA
Hollywood Walk of Fame |
3351 | https://da.wikipedia.org/wiki/Benny%20Hansen | Benny Hansen | {{Infoboks skuespiller
| wikidata = alle
| ingen_wikidata =
|navn = Benny Hansen
|bgcolour =
|image =
|imagesize =
|caption =
|fulde navn = Benny Leif Hansen
|fødselsdato = 22. februar 1944
|fødselssted = Roskilde, Danmark
|dødsdato =
|dødssted = Hjørring, Danmark
|nationalitet = Dansk
|andre navne =
|aktiveår = 1958-1998
|partnertype =
|partner =
|kæreste =
|ægtefælle =
|børn =
|forældre =
|bopæl =
|beskæftigelse = Skuespiller
|hjemmeside =
|kendte roller = Fede i Matador
|oscarpriser =
|emmypriser =
|tonypriser =
|goldenglobepriser =
|baftapriser =
|fagpriser =
|cesarpriser =
|goyapriser =
|afipriser =
|filmfarepriser=
|olivierpriser =
|geminipriser =
|grammypriser =
|Screen Actors Guild =
|teenchoiceadwardspriser =
|bodilpriser =
|robertpriser =
}}
Benny Leif Hansen f. Larsen (født 22. februar 1944 i Roskilde, død 27. august 1998 i Hjørring) var en dansk skuespiller. Han spillede maleren Fede i tv-serien Matador''.
Han kom ind på Det kongelige Teaters elevskole i 1965 og læste bl.a. hos Tove Bang.
Han fik herefter fast ansættelse på teatret frem til 1980.
I 1975 optråde han med stor succes i Helsingør Revyen.
Han ligger begravet på Holmens Kirkegård.
Filmografi
Noter
Eksterne henvisninger
Skuespillere fra Danmark
Personer fra Roskilde
Danskere i 1900-tallet |
3353 | https://da.wikipedia.org/wiki/Beowulf-klyngesystemer | Beowulf-klyngesystemer | Et Beowulf-klyngesystem er en type supercomputer, der består af en masse Linux-maskiner koblet sammen i et datanet.
Se også
Kilder/henvisninger
Eksterne henvisninger
Beowulf.Org The Beowulf Cluster Site
Google: Beowulf
Klyngecomputere |
3355 | https://da.wikipedia.org/wiki/Berceuse | Berceuse | Berceuse er en musikalsk genre med instrumental- eller vokalmusik som f.eks. en sang – hvor sang og musik er skrevet med henblik på falde i søvn, især brugt i forbindelse med mindre børn. Derefter kaldes en berceuse tit en vuggevise.
Eksterne henvisninger
Languages from the Cradle Et EU-Lingua støttet projekt, der indsamler europæiske vuggeviser.
Kompositionsformer |
3359 | https://da.wikipedia.org/wiki/Beriberi | Beriberi | Beriberi er en sygdom, som følger af mangel på tiamin (B1-vitamin). Ordet kommer fra singalesisk, hvor beri betyder svaghed. Symptomerne ved beriberi er bl.a. forhøjet blodtryk, muskelsvækkelse, mental forvirring og forstyrrelser af hjerterytmen.
Eksterne henvisninger
Mangelsygdomme |
3361 | https://da.wikipedia.org/wiki/Beringstr%C3%A6det | Beringstrædet | Beringstrædet eller Beringsstrædet er et stræde, der skiller Rusland fra Alaska. Beringstrædet har navn efter den danske polarforsker Vitus Bering, der krydsede strædet i 1728. Han ville finde ud af, om Sibirien i Asien og Alaska i Nordamerika var landfaste.
Beringstrædet er 83 km bredt på det smalleste sted og omkring 30–50 meter dybt.
Se også
Bering-landbroen
Stræder (farvand) |
3362 | https://da.wikipedia.org/wiki/Berit%20Hjelholt | Berit Hjelholt | Berit Ann-Mari Hjelholt, født Eriksson (født 21. september 1920 i Munsala, Finland, død 30. Juli 2016 i Fjerritslev) var en dansk væver og kirkekunstner, mest kendt for sit billedtæppe til Folketingssalen.
Berit Hjelholt blev uddannet i mønstertegning og tekstilformgivning i på Aalto-universitetet i Helsinki. I 1949 blev hun gift med den danske modstandsmand Gunnar Hjelholt og flyttede i den forbindelse til Danmark. Sammen var de på en lang række udlandsrejser til bl.a. Indien, Thailand, Hawaii, Japan og USA; indtryk som inspirerede hende i hendes senere vævearbejde. I årene 1964-67 studerede hun japansk og kalligrafi ved Københavns Universitet. I 1969 flyttede familien til Nordjylland, hvor Hjelholt fik atelier og kursusejendom.
Hun har bl.a. udført store billedtæpper til Ellebæk Kirke (1989) og kapellet på Viborg Kirkegård (1990) samt alterudsmykning til Gundsømagle Kirke (1992).
Berit Hjelholt udførte bl.a. vægtæppet med titlen Som en rejselysten flåde (1987), som i knap tre årtier hang bag talerstolen i folketingssalen på Christiansborg. I 2016 valgte Folketingets præsidium på daværende formands Pia Kjærsgaards initiativ, at deponere tæppet på Vendsyssel Kunstmuseum, hvor man i forvejen har en del af Hjelholts arbejder i samlingen.
Berit Hjelholt var medlem af Kunstnersammenslutningen Corner.
Hjelholt var tante til politikeren Uffe Elbæk.
Referencer
Eksterne henvisninger
Berit Hjelholt Dansk Kvindebiografisk Leksikon
Claus Grymer: Tæpper vævet af livets tråde Kristeligt Dagblad, 4. oktober 2000.
Kunstnere fra Danmark
Modtagere af Tagea Brandts Rejselegat
Personer i Dansk Kvindebiografisk Leksikon
Personer i Kraks Blå Bog (afdøde)
Modtagere af Ole Haslunds Kunstnerfonds legat
Tekstilkunstnere fra Danmark |
3363 | https://da.wikipedia.org/wiki/Berkeley%20%28flertydig%29 | Berkeley (flertydig) | Berkeley kan henvise til flere artikler:
Berkeley – en by i Californien
University of California, Berkeley – et universitetscampus, som ligger i byen Berkeley i staten Californien
Personer
George Berkeley – en filosof (1685-1753)
Xander Berkeley – amerikansk skuespiller |
3364 | https://da.wikipedia.org/wiki/Berlin | Berlin | Berlin (Tysk [bɛʁˈliːn]) er hovedstaden i Tyskland og hjemsted for den tyske regering og parlament. Tillige er Berlin en af Tysklands 16 delstater. Delstaten og byen Berlin er helt omgivet af delstaten Brandenburg og ligger ved floden Spree i det østlige Tyskland. Pr. 31. december 2020 havde byen 3.664.088 indbyggere.
Berlin har været hovedstad for kurfyrstendømmet Brandenburg, for kongeriget Preussen (1701-1918), for det Tyske kejserrige (1871-1918), for Weimarrepublikken (1919-1933), for Nazi-Tyskland (1933-1945) og for DDR (1949-1990 kun den østlige del). Siden genforeningen den 3. oktober 1990 er Berlin igen hele Tysklands hovedstad, men bybilledet er stadig præget væsentligt af de 47 år, hvor Berlins østlige og vestlige del udviklede sig uafhængigt af hinanden.
Berlin har i løbet af sin meget omskiftelige status og tilværelse spillet en stor rolle i mange verdenshistoriske begivenheder og er efter genforeningen igen blevet et af de vigtigste kulturelle og politiske centre i Europa. Udover at være et centralt og vigtigt trafikknudepunkt har byen også utallige verdensberømte kulturelle institutioner og førsteklasses forskningscentre og universiteter. Byen er et af de mest besøgte turistmål i Europa.
Historie
Oprindelse
Navnet Berlin er af uklar oprindelse, men hævdes at stamme fra et gammelt uddødt slavisk sprog, vendisk, hvor ordet "Berlin" skulle betyde "sump". De første beretninger om byer i området stammer fra det 12. og 13. århundrede, hvor den nuværende Berlin-forstad Spandau i 1197 nævntes. I 1209 nævntes Köpenick, i 1237 Cölln og i 1244 nævntes for første gang Berlin. Disse to vendiske landsbyer, Berlin og Cölln, skulle i løbet af middelalderen smelte sammen til én by.
Huset Hohenzollern kommer til
I 1415 blev huset Hohenzollern givet markgrevskabet over kurfyrstendømmet Brandenburg, hvori Berlin lå centralt placeret. Denne status skulle huset beholde til slutningen af 1. verdenskrig, først som markgrever, senere som konger af Preussen og til sidst som kejsere af Tyskland. I 1451 blev Berlin gjort til Hohenzollernes residensby, hvormed Berlins daværende status som fri hansestad ophørte. Berlin blev nu hovedbyen i kurfyrstendømmet Brandenburg, men levede alligevel i middelalderen en forholdsvis ubetydelig tilværelse i det nordøstlige Tyskland, der dengang udgjorde periferien af det tysk-romerske rige.
Trediveårskrigen havde ligesom for resten af Tyskland også fatale følger for Berlin. Omkring en tredjedel af husene i byen blev ødelagt og befolkningstallet halveret. I 1640 efterfulgte Friedrich Wilhelm, også kaldet den store kurfyrste, sin far som kurfyrste, og dette skulle vise sig at blive startskuddet for Brandenburg og Berlins rivende udvikling. Kurfyrst Friedrich Wilhelm startede en meget tolerant indvandringspolitik, og mens kristne udbrydergrupper blev udsat for stadig stigende forfølgelse i andre lande, så udviste kurfyrst Friedrich Wilhelm religiøs tolerance. Ediktet fra Potsdam 1685 var for eksempel en invitation til de franske huguenotter, der i tusindtal strømmede til Berlin, hvor deres evner og talenter var med til at udvikle byen. Omkring 1700 var ca. 20 procent af Berlins indbyggere franske, dertil kom mange protestantiske tyskere fordrevet fra Polen, Bøhmen og Østrig.
I 1688 kom Frederik I til som kurfyrste, og med hans kroning som konge i Preussen i 1701 blev Berlin nu hovedstad i det voksende kongedømme Preussen. Hans søn og efterfølger, Frederik Vilhelm I, der var konge fra 1713-1740, satsede frem for alt på at konsolidere Preussens magtbase. Dette gjorde han ved at opbygge en imponerende hær for et så forholdsvis lille europæisk land. Måske som konsekvens af dette, blev Preussen aldrig angrebet, og Frederik Vilhelm I's tilnavn som "soldaterkongen" dækker over det faktum, at han faktisk aldrig rigtig var i krig.
Frederik II, også kendt som Frederik den Store, blev i 1740 konge i Preussen. Under hans regeringstid voksede Preussens betydning og dermed også Berlins størrelse. Efter syvårskrigen, hvor Frederik II havde været uhyre tæt på totalt nederlag, etablerede Preussen sig som den femte stormagt i Europa. Det habsburgske rige (Østrig) havde nu ikke eneret på stormagtstatus i det tysk-romerske rige. Frederik den Store gjorde byen Berlin til et intellektuelt kraftcenter i det nordtyske område, og med sin meget oplysningsprægede tankegang formåede han at tiltrække mange store tænkere. Voltaire havde blandt andet sin gang der et stykke tid.
Det 19. århundrede – Industrialisering
Med det tyske riges sammenbrud i 1806, og Napoleons endegyldige nederlag nogle år senere, kunne Preussen indtage en stadigt stærkere position i Tyskland, hvor de mange nordtyske småstater nu lænede sig op ad Preussen for beskyttelse. Det nordtyske forbund konsoliderede Preussens magt. Berlin voksede dermed i størrelse og betydning. Efter i 1866 at have slået den største konkurrent i det tyske område, Østrig, kunne Preussen med sejren over Frankrig i 1871 samle Tyskland under preussisk ledelse. Berlin blev nu hovedstad for det andet tyske rige, og Hohenzollern-slægten blev kejsere. Industrialiseringen fik samtidig Berlin til at vokse dramatisk og gjorde byen til Tysklands økonomiske centrum. Berlin blev i sidste tredjedel af det 19. århundrede oversået med monumentale bygninger og flere mindesmærker, heriblandt den imponerende Siegessäule til minde om sejrene over Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1871. Stilen var typisk nyklassicistisk for perioden, der også gik under navnet "Gründerzeit".
Det 20. århundrede
1918-1945
I 1918 udråbtes Weimarrepublikken i den tyske hovedstad. I løbet af 20'erne blev stadigt flere forstæder indlemmet i Berlin. Den seneste officielle udvidelse af bygrænsen fandt sted i år 1920, og Berlin var nu en af verdens største byer med omkring 4 millioner indbyggere. Ligesom Paris inkluderer Boulogneskoven og Vincennesskoven ville man også i Berlin tilføre to større parkområder både øst og vest om selve byen der skulle inkluderes i selve det oficielle byområde. Det blev til Grünewald i sydvest og Berliner Stadtforst i sydøst.
Byen var i 20'erne kendt for at rumme et utroligt spændende og frit kulturmiljø, hvor mange grænser, bl.a. seksuelle, blev afprøvet.
I 1933 kom Adolf Hitler og NSDAP til magten og satte en stopper for denne udvikling. Folketinget, der Reichstag sattes i brand i marts 1933, og nazisterne lod bygningen stå tom som en ruin. Nazisterne gjorde hurtigt livet utåleligt for det store og for byen meget vigtige jødiske mindretal på 170.000 indbyggere. Alligevel opnåede Berlin sin største befolkning i 1940, da byen talte 5 millioner indbyggere. Under 2. verdenskrig blev Berlin udsat for over 250 flyvebombardementer af forskellige størrelser under årene 1942-1945, heraf 16 gange med såkaldte "Thousand-plane bombings". Hele kvarterer blev smadret, og mange indbyggere døde i bomberegnen.
I de sidste dage af krigen under Slaget om Berlin blev byen en blodig kampplads mellem tyske og sovjetiske soldater, indtil de tyske styrker i byen kapitulerede den 2. maj 1945. Dog opgjordes det i sommeren 1945, at ca. 1/3 af Berlins boliger stadig var uskadte. De sydvestlige dele havde klaret sig forholdsvis godt, men enkelte bygninger i Berlin-Mitte som fx Görings luftfartsdepartement og luksushotellet Hotel Adlon var mirakuløst uskadte i maj 1945. (Hotel Adlon brændte dog i tresserne, men blev senere genopbygget).
Kold krig og Berlins deling
Efter krigen blev Berlin delt op i fire sektorer, en britisk, fransk, amerikansk og sovjetisk sektor. Det var meningen, at byen skulle regeres gennem samarbejde, men den stigende antagonisme mellem øst og vest fik byen til at gå midt over i en af Sovjetunionen kontrolleret østlig og en af de allierede administreret vestlig del, hvor vidt forskellige forhold herskede. Som en konsekvens af dette forhold forsøgte Sovjetunionen at tiltvinge sig magten over også den vestlige del af byen med en blokade af Berlin i 1948, der dog mislykkedes takket være en luftbro. Utilfredsheden med det sovjetiske styre i Østberlin udløste den 17. juni 1953 en større opstand, der blev slået blodigt ned. Strasse des 17. Juni i midten af byen er opkaldt efter dette oprør.
Den østlige del af byen, Østberlin, blev hovedstad i det i 1949 oprettede DDR, mens Vestberlin blev en vesttysk enklave midt i et østblokland, og dermed et udstillingsvindue for vestlig demokrati og fri markedsøkonomi. Berlin var dermed et vitalt centrum i den kolde krig.
Berlin var det eneste sted, hvor østtyskere uden problemer kunne komme til Vesttyskland, og som en konsekvens af alarmerende høje flygtningetal fra øst til vest forsøgte DDR's ledelse under Walther Ulbricht med held at dæmme op for denne strøm ved at bygge en mur gennem Berlin. Den 13. august 1961 blev Berlin skåret over i to dele. Berlins befolkning blev med et adskilt i en østlig og vestlig del. Som svar på bygningen af muren holdt USA's præsident John F. Kennedy i 1963 sin berømte Ich bin ein Berliner-tale foran Vestberlins rådhus, Rathaus Schöneberg. Muren, som om noget kom til at symbolisere jerntæppet og delingen af Europa, blev bevogtet med minefelter, pigtråd og soldater frem til 1989, da det socialistiske regime mistede kontrollen over landet. Flere hundrede mennesker blev dræbt under flugtforsøg over muren i løbet af den kolde krig.
Murens fald
I 1989 blev grænseposterne åbnet for østtyskerne efter stort og vedvarende pres for reformer fra den østtyske befolkning. De næste dage gik Berlins befolkning ud på gaderne til spontan folkefest. I løbet af en nat blev muren overflødiggjort, med den tyske genforening den 3. oktober 1990 blev muren endelig officielt ligegyldig, og Berlins to adskilte bydele kunne samles igen. I dag er der ikke meget tilbage af den, kun få steder kan man se resterne af den.
I den såkaldte hovedstadsbeslutning afgjorde Forbundsdagen den 20. juni 1991, at Berlin skulle være den nye hovedstad i det genforenede Tyskland, hvilket trådte i kraft i 1999. Regeringen og mange af de vigtige ministerier flyttede fra Bonn til Berlin i 1999, og byen fremstår igen som et af Europas vigtigste politiske og kulturelle centre.
Politik
Som hovedstad
Tysk politik på nationalt niveau finder hovedsageligt sted i regeringskvarteret beliggende lidt nord for Tiergarten og lige i nærheden af Brandenburger Tor. Her finder man det tyske parlament, Bundestag, det tyske forbundsråd, Bundesrat, kanslerens regeringsbygning, Bundeskanzleramt, og mange andre vigtige institutioner og ministerier. Dog har nogle ministerier stadig til huse i den tidligere vesttyske hovedstad Bonn.
Det første parlament i den nye genforenede tyske stat besluttede i 1991 med Hauptstadtbeschluss efter meget lang debat og med stemmerne 338 for og 320 imod at flytte den tyske hovedstad fra Bonn i vest til Berlin. Flytningen blev gennemført i 1999.
Som delstat
Siden den 3. oktober 1990, den officielle genforeningsdag, har Berlin været en af Tysklands 16 delstater. Den er ligesom Hamburg og Bremen en såkaldt "bydelsstat".
Berlins lovgivende forsamling, Berlins parlament, kaldes Abgeordnetenhaus von Berlin. Det har 149 pladser og har til huse i das Rote Rathaus på Alexanderplatz.
Berlins regering kaldes senatet og består af otte senatorer. Lederen for senatet kaldes regerende borgmester, som i denne funktion repræsenterer både byen og delstaten. Franziska Giffey (SPD) er den nuværende regerende borgmester (2021). Berlin har næsten altid været domineret af socialdemokrater.
Berlin er én kommune, og byens distrikter er således ikke kommuner. De er derfor i høj grad afhængige af senatet og senatsforvaltningen. Hvert distrikt har dog egen borgerrepræsentation (tysk: Bezirksverordnetenversammlung), som er valgt af distriktets borgere. Der vælges 55 medlemmer af distriktets råd, hvoraf en bliver distriktsborgmester. De 12 distriktsborgmestre udgør tilsammen et råd, der kan rådgive delstatsparlamentet.
Staten Berlin har i dag 4 pladser ud af 69 i det tyske Forbundsråd.
Regerende borgmestre i Berlin
Borgmesterposten i Vestberlin var især under den kolde krig en meget afgørende post. Eksempelvis kunne Willy Brandt ved hjælp af borgmesterposten og sin fremtrædende rolle under John F. Kenned]s besøg i Berlin 1963 promovere sig selv og dermed bane vejen til valget som forbundskansler i Vesttyskland.
Regerende borgmestre i Vestberlin 1948 til 1991
Ernst Reuter (SPD) (7. december 1948 − 29. september 1953)
Walther Schreiber (CDU) (22. oktober 1953 − 11. januar 1955)
Otto Suhr (SPD) (11. januar 1955 − 30. august 1957)
Franz Amrehn (CDU) (30. august 1957 − 3. oktober 1957) som kommissær
Willy Brandt (SPD) (3. oktober 1957 − 1. december 1966)
Heinrich Albertz (SPD) (1. december 1966 − 19. oktober 1967)
Klaus Schütz (SPD) (19. oktober 1967 − 2. maj 1977)
Dietrich Stobbe (SPD) (2. maj 1977 − 23. januar 1981)
Hans-Jochen Vogel (SPD) (23. januar 1981 − 11. juni 1981)
Richard von Weizsäcker (CDU) (11. juni 1981 − 9. februar 1984)
Eberhard Diepgen (CDU) (9. februar 1984 − 16. marts 1989)
Walter Momper (SPD) (16. marts 1989 − 24. januar 1991)
Regerende borgmester i den samlede by Berlin fra 1991
Eberhard Diepgen (CDU) (24. januar 1991 − 16. juni 2001)
Klaus Wowereit (SPD) (16. juni 2001 − 11. december 2014)
Michael Müller (11. december 2014 – 2021)
Franziska Giffey (2021 - )
Venskabsbyer
Byvåben og flag
Berlins våben er en oprejst sort bjørn. Våbnets herkomst er uklar. Man har spekuleret i, at det kan være en henvisning til grundlæggeren af Mark Brandenburg, Albrecht "Bjørnen" (Albrecht Bär). Våbenmotivet har også været forklaret som en tolkning af byens navn, men det er mindre sandsynligt da navnet højst sandsynligt stammer fra ordet brl, et slavisk ord som betyder myr. Bjørnen ses første gang i et segl fra 1280. Gennem historien er det optrådt i forskellige kombinationer med Preussens og Brandenburgs ørne. Først i 1800-tallet blev bjørnen byens våben frem for den brandenburgiske ørn.
Berlins flag viser bjørnen på en hvid baggrund med en rød stribe over og under. Flaget forekommer i to varianter. Byens ordinære flag, det som Berlins indbyggere frit må hejse, har bjørnen stående frit i det hvide felt. Delstatsflaget, som byens offentlige myndigheder bruger, har bjørnen i et kronet våbenskjold. Flagene blev officielt indført i 1954.
Distrikterne i Berlin har egne våben og flag. Våbnene er særegne for hver enkelt af de tolv distrikter, men de har alle en murkrone, hvor skjoldet med bjørnen indgår.
Administrative distrikter
Berlin har siden 2001 været opdelt i tolv administrative distrikter (tysk: Bezirke), der alle har egne borgerrepræsentationer. Det største distrikt befolkningsmæssigt er Pankow i nordøst med 409.335 (2020) indbyggere, mens det arealmæssigt største er det sydøstlige distrikt Treptow-Köpenick, der strækker sig over 168 km² – mere end otte gange så meget som Friedrichshain-Kreuzberg. Indtil reformperioden fra 1998-2001 bestod byen af treogtyve distrikter, der gik tilbage til inddelinger fra før Berlinmurens fald i 1989, hvor Vestberlin var inddelt i tolv og Østberlin i elleve distrikter.
Geografi
Berlins rådhus´ nøjagtige geografiske placering er 52° 31' 6" nordlig bredde og 13° 24' 30" østlig længde. Den største længde i øst-vestlig retning er ca. 45 km, den største udstrækning i nord-sydlig retning er cirka 38 km. Byens areal er på cirka 892 km². Berlin er helt omgivet af delstaten Brandenburg og ligger i det østlige Tyskland, blot 70 km vest for grænsen til Polen.
Berlins centrum befinder sig i et istid-præget landskab mellem højderyggene Barnim nordøst for Berlin og Teltow sydvest for Berlin som en del af det større område der kaldes Berlin Urstrømsdal. Landskabet omkring Berlin blev dannet i den yngste del af den sidste istid, Weichselistiden. For cirka 20.000 år siden var området omkring Berlin dækket af flere hundrede meter indlandsis. Da isen omkring Berlin begyndte at smelte for cirka 18.000 år siden opstod den urstrømsdal som Berlin befinder sig i.
Den historiske og ældste del af Berlin ligger ved det smalleste og dermed mest farbare sted af denne dal, som Spree følger i øst-vestlig retning. Spree gennemløber dermed det meste af Berlin.
I det vestlige distrikt Spandau munder Spree ud i Havel, der løber fra syd mod nord. Havel som oprindeligt var en istidsrende danner de store søer Tegeler See og Grosser Wannsee vest for Berlin.
I dag er Berlin vokset ud over urstrømsdalen, så store dele af byen nu breder sig ud over højderyggene Barnim og Teltow.
Det højeste punkt i Berlin er Grosse Müggelberg med 115,4 m.o.h. i distriktet Treptow-Köpenick. Det næsthøjeste, Teufelsberg 114,7 m.o.h. i Charlottenburg-Wilmersdorf, består af ruinaffald fra bombardementerne i Berlin under 2. verdenskrig. De laveste punkter er Havel-søerne i vest med 32 m.o.h.
Klima
Berlin ligger i en tempereret klimazone. Den årlige gennemsnitstemperatur ligger på 8,9 °C og den årlige nedbørsmængde er på 581 mm. De varmeste måneder er juli og august med 18,5 hhv. 17,7 °C, og de koldeste måneder er januar og februar med -0,6 hhv. -0,3 °C i gennemsnitstemperatur. Den mest regnfyldte måned er juli med gennemsnitligt 70 mm og den tørreste måned er marts med gennemsnitligt 31 mm.
Natur
I Berlin er omkring 18 procent af byarealet skov. Byskoven udgør 29 hektar og er den største i Tyskland. Den mest kendte skov er Grunewald i vest, hvor der ligger en række søer kendt som Grunewaldseenkette, og som grænser op mod floden Havel.
Großer Wannsee er en stor sø i Berlin, som krydses af floden Havel. Søen udgør 260 hektar. Området ved Wannsee er et af de mest eksklusive boligområder i Berlin.
Müggelsee er den største af søerne i Berlin, og omfatter 7,4 km². Søen og Müggelberge, som udgør det højeste punkt i Berlin, opstod under tidsperioden pleistocen.
Großer Tiergarten er en 212 hektar stor park i bydelen Tiergarten midt i Berlin. Navnet betyder "store dyrehave" og hentyder til de vildsvin og det råvildt, som det prøjsiske aristokrati gik på jagt efter.
Demografi
Berlin har i dag en befolkning på godt 3,6 millioner indbyggere (2020), hvilket gør byen til klart den største by i Tyskland, større end den næststørste Hamburg og tredjestørste München tilsammen. Metropolregionen, som også omfatter områder i delstaten Brandenburg, har omkring 4,5 millioner indbyggere.
Frem til midten af 1600-tallet var Berlin sparsomt befolket, men efter trediveårskrigens hærgen var ophørt, begyndte byen at vokse. Især takket være kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburgs immigrationspolitik øgedes befolkningen fra omkring 6.000 i 1648 til 57.000 i 1709. Eftersom det hovedsageligt var huguenotter som slog sig ned i byen har mange af Berlins indbyggere stadig den dag i dag franske aner. Omkring 1800 mener man at op i mod 20 % af befolkningen var fransktalende. Byen passerede 100.000 indbyggere i 1740 og milliongrænsen blev nået i 1875.
Gennem Stor-Berlin-lovene i 1920 øgedes befolkningen til omkring 4 millioner, da mange af de efterhånden sammenvoksede forstæder nu også blev talt med. Under anden verdenskrig faldt befolkningen på grund af civile og militære tab og flugt. Sidenhen har befolkningstallet ligget forholdsvis konstant på mellem 3,1 og 3,5 millioner.
Berlin har altid taget imod en del immigranter. Efter huguenotterne i 1600-tallet fulgte i 1800-tallet mange østeuropæere. Efter anden verdenskrig kom mange gæstearbejdere fra især Sydeuropa, særligt Italien og Tyrkiet til Vestberlin, og fra Vietnam til Østberlin.
Ovenikøbet kommer mange tyskere fra andre dele af Tyskland til Berlin på grund af byens kulturelle og politiske betydning. Under den kolde krig var indbyggerne i Vestberlin fritaget for værnepligt, og mange medlemmer af 68-bevægelsen søgte til byen på grund af dens liberale samfundsklima.
Distriktet Kreuzberg fik efterhånden den største tyrkiske befolkning udenfor Tyrkiet, og er kendt for sit særprægede folkeliv, sine lave boligpriser og sin alternative kultur. I alt bor der 200.000 mennesker med tyrkisk baggrund i Berlin, hvilket gør distriktet til det område med den største koncentration af tyrkere udenfor Tyrkiet.
Berlin er især kendetegnet af en enorm befolkningsudskiftning. Siden genforeningen har 1.7 mio. indbyggere forladt byen, mens 1.8 mio. andre er kommet til. Op til i dag har Berlin en befolkningsudskiftning langt højere end det gennemsnitlige. Alene i år 2004 flyttede 115.267 til Berlin, heraf 42.063 fra udlandet. På samme tid forlod 113.581 indbyggere byen, heraf 31.244 til udlandet.
.
Sprog
Tysk er det officielle og mest talte sprog i Berlin. Den lokale dialekt i Berlin kaldes "Berlinisch" og er distinkt anderledes end den omkransende regionale Brandenburger-dialekt. Dialekten er som hovedstadsdialekt præget af mange forskellige påvirkninger både fra regionale dialekter i Tyskland, men også fra udenlandske indbyggere. Således er Berlinisch blevet påvirket af en lang række af de forskellige folkeslag, der er flyttet til byen i tidens løb, fransk, flamsk, jiddisch og senest tyrkisk.
Religion
Af byens 3,4 millioner indbyggere er 22,3 % protestanter, 9,1 % katolikker, 2,7 % tilhængere af andre kristne konfessioner, 6,2 % muslimer og 0,6 % tilhængere af andre religioner. Hele 59 % er officielt konfessionsløse, hvilket anses for at være det højeste tal i den vestlige verden (2007). Størstedelen af de officielt konfessionsløse har protestantisk oprindelse, da det især var i det ikke-religiøse tidligere protestantiske DDR, hvor mange vendte protestantisme og religion ryggen.
Berlin er sæde for et protestantisk bispedømme, som tilhører Evangelische Kirche Berlin-Brandenburg-schlesische Oberlausitz. Endvidere er byen sæde for et katolsk ærkebispedømme. Som reaktion på tvangsforeningen af den lutherske kirke og den reformerte (calvinistiske) tradition opstod i 1800-tallet Selbständige Evangelisch-Lutherische Kirche, også kaldet "den gammellutherske kirke". Fra 1800-tallet har også baptister været repræsenteret i Berlin, og er med sine 36 menigheder den største frikirke i hovedstaden. De driver også flere diakonale institutioner.
Berlins jødiske menighed, som blev grundlagt i 1671, har ca. 12.000 medlemmer, men antallet af personer med jødisk oprindelse er nok større. Byen har 11 synagoger og flere andre jødiske institutioner, bl.a. to rituelle bade, Jüdisches Krankenhaus Berlin (det jødiske hospital i Berlin), jødisk museum, jødisk gymnasium og Jüdischer Friedhof Berlin-Weißensee, den største jødiske gravplads i Europa. Berlin har den hurtigst voksende jødiske befolkning i verden udenfor Israel, efter at et stort antal jøder fra de tidligere sovjetrepublikker har valgt at slå sig ned i byen efter kommunismens sammenbrud.
Den islamiske menighed blev grundlagt i 1922. Byens ældste moské blev bygget mellem 1923 og 1925 i Wilmersdorf. Berlin har endvidere to buddhistiske templer og en voksende dansk menighed.
Økonomi
I 2017 udgjorde Berlins bruttonationalprodukt 136,6,3 mia. €, mens det i delstaten Brandenburg var 69,1 mia. € med en befolkning på 2/3 af Berlins.
Hvis man sammenligner Berlins bruttonationalprodukt pr. indbygger med andre regioner i EU (EU-27: 100) opnår Berlin et indeks på 118, Brandenburg 89 og Tyskland samlet set 124 (2016).
Over 80 % af Berlins virksomheder hører til i den tertiære sektor. Berlins arbejdsløshed er med 7,9 % i september 2018 stadig over landsgennemsnittet.
I 1999 var Berlin (Tyskland) med til at grundlægge Eurozonen.
Medier
Berlin er hjemsted for mange medievirksomheder, såvel lokale, nationale som internationale.
Den offentligt ejede radio- og tv-station Rundfunk Berlin-Brandenburg har sit hovedsæde i byen ligesom de kommercielle tv-stationer MTV Germany, TV.Berlin og Welt har det. Den internationale tyske broadcaster Deutsche Welle har ligeledes sin produktion placeret i Berlin. Derudover har de fleste nationale kanaler et studie i byen. Endelig findes der adskillige kommercielle lokalradioer, bl.a. Hundert,6 og Berliner Rundfunk 91,4.
Berlin har Tysklands største udvalg af aviser med ikke mindre end tre lokale dagblade (Berliner Morgenpost, Berliner Zeitung og Der Tagesspiegel) og tre lokale tabloidaviser (Berliner Kurier, B.Z. samt en lokal udgave af Bild). Derudover har en lang række nationale aviser af forskellig politisk observans hovedsæde i byen – f.eks. Die Welt, Junge Welt, Neues Deutschland og die tageszeitung. Flere ugeaviser, eks. Junge Freiheit, udgives også fra Berlin. Der udgives desuden tre magasiner, der fokuserer på hovedstadens tilbud indenfor kultur og underholdning – tip og 030, der kommer hver 14. dag og det engelsksprogede Exberliner, der kommer månedligt – og som er byens eneste engelsksprogede publikation.
Berlin rummer desuden hovedsæderne for to af de største bladhuse og udgiverselskaber Tyskland: Springer Nature, Walter de Gruyter og Axel Springer Verlag. Sidstnævnte udgiver udover Berliner Zeitung også Tysklands største tabloidavis, Bild.
Også indenfor film er Berlin en vigtig by. Over 1.000 film og tv-produktionsselskaber har hjemme i byen, der har over 270 biografer. Over 300 nationale og internationale co-produktioner filmes i byen hvert år. Et af verdens ældste filmstudier, Studio Babelsberg, ligger i Potsdam tæt ved Berlin. Byen er desuden hjemsted for Det Europæiske Filmakademi, ved Potsdamer Platz ligger Filmmuseum Berlin, og Berlin er hvert år værtsby for den internationale filmfestival Berlinalen.
Turisme
Berlin er en af de mest besøgte storbyer i verden. I 2001 kunne byen notere sig 11 millioner overnatninger. Siden da er tallet takket være udvidelse og nybygning af hoteller vokset, så der i 2016 kunne noteres 30,1 millioner overnatninger fordelt på 12,7 millioner turister. Byen er dermed efter Paris og London det tredjemest besøgte rejsemål i Europa.
En tredjedel af gæsterne kommer fra udlandet. Hovedattraktionerne er for turisterne den specielle mangefacetterede arkitektur, de mange historiske steder, museer, festivaler, natteliv og gode indkøbsmuligheder.
Detailhandel
En kendt handelspromenade i Berlin er Kurfürstendamm med mange hoteller, forretninger og restauranter. Gaden lå i Vestberlin og fik sit nuværende udseende i tiden under delingen af byen. Den ødelagte Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche markerer boulevardens østlige ende. Kirkens tårnruin er bevaret, og der er bygget en ny kirke ved siden af, den går spottende under betegnelsen "Pudderdåsen", på grund af dens lidt specielle udseende.
I østlig retning går Kurfürstendamm over i Tauentzienstraße, hvor KaDeWe (Kaufhaus des Westens), Europas største varehus og kendt for sit eksklusive udvalg, ligger. Her ligger også det såkaldte Europa-Center, bygget mellem 1963 og 1965. Bygningen med 22 etager indeholder en række forretninger, restauranter, kontorer og en udsigtsplatform. I nordøstlig retning ligger Berlins største park, Tiergarten.
Infrastruktur
Som hovedstad i en af Europas største stater, og som en af de mest betydende storbyer på kontinentet, byggede man i Berlin allerede fra slutningen af det 19. århundrede et særdeles omfangsrigt transportsystem. Efter opførelsen af Berlinmuren i 1961 blev byens transportnet skåret over i to dele, der betjente respektive den vestlige og den østlige del af byen. I tiden for den kolde krig blev U-bahn-nettet udbygget i Vestberlin, mens man i Østberlin satsede på sporvognstrafik. Dette ser man stadig tydeligt i dag.
Berlin har i dag et af Europas største og mest komplette offentlige transportnet, hvor 15 S-togs-linjer, ni undergrundsbanelinjer, 23 sporvognslinjer, seks færgelinjer langs Spree og Havel samt 150 buslinjer muliggør en meget hurtig rejsetid overalt i Berlin. Den 26. maj 2006 blev Berlins nye hovedbanegård indviet.
Kollektiv trafik
Den kollektive trafik i Berlin består af S-Bahn (331,5 km længde/ 375,8 millioner passagerer i 2006) – som bestyres af S-Bahn Berlin GmbH – af U-Bahn (144,2 km / 456,8 mio. passagerer), Straßenbahn (187,7 km / 171,3 mio. passagerer), bus (1.626 km / 407,1 mio. passagerer), samt et antal flodfærger bestyret af Berlins Trafikadministration BVG.
S-Bahn er for størstepartens vedkommende et overjordisk jernbanenet, mens U-Bahn er byens undergrundsjernbanesystem. Dog kører de nord-sydlige S-Bahn som undergrundsbane og store dele af den sydlige U1 kører som overjordisk bane(Også store dele af U5 kører over jorden i de østlige dele af byen).
Sporvognene (Straßenbahn eller tram) er næsten udelukkende i brug i den østlige del af byen, det tidligere Østberlin. Busser betjener passagerer overalt i byen, men tjener hovedsageligt som forbindelse mellem den indre del af byen og de ydre forstæder.
Næsten al kollektiv trafik har samme billetsystem. Og der findes en tredje type af tog der kan bruges indenfor Berlin-Brandenburgs trafikområde, RE-Bahn eller "Regionalbahn". Disse tog standser kun på de største stationer i det centrale Berlin, men hvor S-Bahn ikke findes, standser regionaltogene dog på lidt tættere afstande. De fleste regionaltog kører udenfor den fælles trafikzone Berlin-Brandenburg (ca. 20 km udenfor Berlins by og delstatsgrænse; Umland Berlin), men udenfor dette område er billetterne for det fælles (og i tre zoner inddelte) billetsystem ikke brugbare. Indenfor Berlin kører RE-Bahn flere steder parallelt med S-Bahn, men benytter andre spor. (I alt må der findes mindst 4 spor disse steder, som fx på højbanen "Stadtbahn").
Den indre by gennemskæres fra vest mod øst af en hovedjernbanelinje, som benyttes af både S-Bahn og regionale og internationale tog. Denne hovedlinje passerer forbi byens største jernbanestationer, Berlin-Charlottenburg, Berlin Zoologischer Garten, Berlin Hauptbahnhof, Bahnhof Berlin Friedrichstraße, Bahnhof Berlin Alexanderplatz, og Berlin Ostbahnhof.
Den anden del af Berlins jernbanesystem består af en S-Bahn-ring rundt omkring den indre del af byen. Her kører toge i cirkel i hver sin retning. Disse ringtoge stopper ved en lang række kombinerede U-Bahn/S-Bahn stationer. Ringen er forbundet med føromtalte hovedlinje i vest ved stationen Westkreuz og i øst ved stationen Ostkreuz (for regionaltogen findes også en ydre ringbane "Außerring" der dog ikke er helt komplet).
Endelig er der en nord-sydgående jernbanelinje, der forbindes med ringen ved Südkreuz og Gesundbrunnen, to af de største S-Bahn-stationer i Berlin.
Flytrafik
Berlin havde tre kommercielle lufthavne, Flughafen Berlin-Tegel (TXL), Flughafen Berlin-Tempelhof (THF), og Flughafen Berlin-Schönefeld (SXF), som tilsammen havde 33,0 millioner passagerer fordelt på 165 destinationer i 2016. 120 destinationer var europæiske. Tempelhof er dog allerede lukket, og Tegel vil lukke i Juni 2012, når den nye storlufthavn BER Willy Brandt åbner syd for byens grænser.
Schönefeld er den største lufthavn, og der er påbegyndt udvidelser af denne lufthavn og en efterfølgende lukning af de to andre lufthavne. Den nye lufthavn kommer til at hedde Berlin Brandenburg International, og arbejdet er påbegyndt. Schönefeld ligger lige udenfor byens sydøstlige grænse i delstaten Brandenburg, mens de andre ligger inde i delstaten Berlin.
Cyklisme
Berlin har et forholdsvis udviklet net af både egentlige og blot afmærkede cykelstier, men er derudover også tilsluttet en række overnationale cykelstier, her bl.a. en til København. Langs det tidligere murforløb løber Berliner Mauerweg, hvor man også kan cykle.
Autobahn
Den indre by er omgivet af en komplet Autobahn-motorringvej (A 10, Berlins byring) med en omkreds på ca. 200 km.
Fra A 10 findes afkørsler til følgende motorveje ud af byen:
A 111 i retning nordvest (Hamburg og Rostock)
A 113 i retning sydøst (Dresden og Cottbus)
A 115 i retning sydvest (Hannover og Leipzig)
A 114 i retning nord (herunder Neubrandenburg, Stralsund og Sassnitz - Bundesstraße 96 og Szczecin (Stettin) i Polen - Motorvej A11)
Skibsfart
Berlins placering langt inde i landet gør skibstrafikken afhængig af floder og søer som vandveje, som der er en del af i området omkring Berlin. Med kanaler kan flodbåde komme mod vest til Elben, Weser og i sidste ende Rhinen, mod øst er der igennem Oder-Havel-Kanalen forbindelse til Oder op til den polske grænse og derigennem til Østersøen. De fire havneanlæg i byen har nok varetransport til at gøre Berlin til den næststørste indenlandske havn i Tyskland.
Kultur
Berlin er kendt vidt omkring for dens talrige kulturinstitutioner, hvoraf mange er verdenskendte, og dens meget varierede kulturudbud. Især i 1920'erne var byen et af hovedcentrene for europæiske kultur med en for tiden meget vovet og udfordrende kulturscene. Efter nazisternes magtovertagelse blev der sat en brat stopper for dette. Først efter genforeningen i 1990 er kulturscenen i Berlin igen blomstret op, men det er sket i et imponerende tempo.
Teatre og opera
Berlins teaterliv er berømt for sin store variation mellem de store nationale scener, og de mindre helt skæve avantgarde-teatre. Dets image fra 1920'ernes Berlin, hvor byen var trendsættende inden for især teatergenren, er i nogen grad bevaret op til i dag, hvor mange teaterkendere tit kigger på Berlins udvikling som teaterby for at pejle sig frem til det nyeste inden for teaterverdenen.
De mest berømte teatre i Berlin er Berliner Ensemble, Volksbühne, Schaubühne am Lehniner Platz, Theater des Westens, Renaissance-Theater, Deutsches Theater Berlin, Maxim-Gorki-Theater, GRIPS-Theater samt Friedrichstadt-Palast.
I Berlin findes tre operahuse: Staatsoper Unter den Linden, Deutsche Oper Berlin og Komische Oper. Det ældste og mest traditionsrige er operahuset Unter den Linden, der har budt på opera siden 1741. Komische Oper åbnede i 1892 først som teater og ligger i umiddelbar nærhed af Statsoperaen. Deutsche Oper åbnede i 1912 i Charlottenburg. Det var det eneste operahus i Vestberlin under delingen af byen 1961-1989.
Natteliv og festivaller
En stor andel af Berlins befolkning består af unge mennesker, og det er måske grunden til, at Berlin er en af de europæiske byer med det mest aktive natteliv.
Efter murens fald i 1989 blev mange bygninger i det tidligere Østberlin midlertidigt forladt, mange af disse bygninger havde ikke været renoveret siden 2. verdenskrig. Unge benyttede lejligheden til at besætte disse bygninger, og ud af dette kom et væld af forskellige undergrundsaktiviteter fx nogle af de større natklubber Kunst Haus Tacheles, og techno-klubber som Tresor, WMF, Ufo, E-Werk, den berømte Kitkatclub samt Berghain.
Karneval der Kulturen er en multietnisk gadeparade, som fejres hvert år ved pinse, og CSD (Christopher Street Day) er Europas største homoseksuelle begivenhed, der fejres hvert år den sidste weekend i juni, og den støttes åbent af bystyret. En af de mest berømte gadefester var udendørs techno-fest Loveparade midt i juli (1989-2006), hvor omkring en million feststemte mennesker på diverse rusmidler festede igennem i Berlins centrum, hovedsageligt i den store park Tiergarten.
Udover disse karnevaller og fester så afholdes der i Berlin hvert år den store filmfestival Berlinalen, hvor der uddeles en guld- og sølvbjørn (bjørnen er Berlins vartegn. Desuden er der kulturfestivallen Berliner Festspiele samt jazzfestivalen JazzFest Berlin.
Berlin anses for at være en slags europæisk hovedstad for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede.
Ifølge mange guider, har Berlin det højeste antal homo-barer af alle verdens byer. Det største homo-kvarter ligger ved U-Bahn-stationen Nollendorfplatz i Schöneberg i den vestlige del af Berlin.
I nordøst, i Prenzlauerberg findes der flest homo-barer ved stationen Schönhauser Allee. I det sydlige Berlin ligger der især homo-barer i Kreuzberg (Görlitzer Bahnhof eller Kottbusser Tor) og ved Mehringdamm. I Kreuzberg ligger den populære Club Culture House og SO36. I Mehringdamm finder man en af byens mest kendte homoklubber Schwuz ("schwul" betyder bøsse på tysk). Her finder man også Schwules Museum (Bøssemuseet).
Museer
Berlin råder over et stort antal museer, nogle af dem verdensberømte. Især er det værd at bemærke den såkaldte Museumsinsel (museumsøen) beliggende i den nordlige del af Spree-øen. Museumsøen blev dannet på kongelig ordre i 1841. Ifølge denne forordning skulle den nordlige del af Spree-øen omdannes til et "område viet til kunsten og oldtidskundskaben". Kort efter blev Altes Museum og Neues Museum, og i 1876 kom også Alte Nationalgalerie et af de flotte museer på øen.
Også Pergamon Museum, med Pergamonaltret, befinder sig på øen.
Museumsøen er blevet optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.
Frem til 2. verdenskrig var museer og kunstsamlinger i Berlin koncentreret på denne museumsø, men i løbet af den kolde krig og opsplitningen af Berlin mistede øen sin store status og store dele af kunstsamlingerne blev spredt ud over byen til forskellige andre museer. DDR genopbyggede de meget beskadigede museumsbygninger og benyttede dem som museumscentrum for den kommunistiske stat.
Efter murens fald i 1989 og genforeningen året efter lagde man Øst- og Vestberlins samlinger sammen og delte dem ud på tre forskellige museumscentre, den førnævnte Museumsinsel, Kulturforum Tiergarten og det i Vestberlin placerede Museumszentrum Dahlem.
Jüdisches Museum Berlin er et kæmpestort forholdsvis nyt museum, der beskæftiger sig med jøderne historie i Tyskland. Det imponerende bygningsværk er tegnet af den verdensberømte arkitekt Daniel Liebeskind.
Andre nyere museer er DDR-Museum ved katedralen og miniaturebyen Loxx på øverste etage i indkøbscentret Alexa ved Alexanderplatz.
Blandt de mange andre museer er Filmmuseum Berlin på Potsdamer Platz samt Museum für Naturkunde, et af verdens største naturhistoriske museer med blandt andet verdens største fundne dinosaur-skelet og et fossil af archaeopteryx.
Arkitektur
Brandenburger Tor (Brandenburg-porten) blev bygget af Johann Gottfried Schadow mellem 1788 og 1791, og er Berlins varemærke. Den er inspireret af propylæerne på Akropolis i Athen, og er kronet med sejrsgudinden Victoria. Porten udgør den vestlige ende af gaden Unter den Linden, som fører til Museumsinsel i Spree og Berliner Dom. Under den kolde krig lå Brandenburger Tor i Østberlin, blot få meter fra grænsen mellem vest og øst.
I nærheden af Brandenburger Tor ligger Rigsdagsbygningen, Kanzleramt og Schloss Bellevue.
I samme område ligger Staatsoper Unter den Linden, bygget i rokokostil i 1743, det preussiske statsbibliotek, bygget 1774–1780, det barokke tøjhuset i Berlin, bygget 1695–1706 efter plan af Andreas Schlüter, og den katolske kirkes hovedkirke i Berlin, St. Hedwigskatedralen, bygget 1747–1773. Französischer Dom på Gendarmenmarkt var i 1600-tallet midtpunktet i det franske kvarter. Humboldt-Universität zu Berlin ligger også ved Unter den Linden.
Oranienburger Straße var før 2. verdenskrig centrum for det jødiske kvarter, og omfatter bl.a. den kendte Neue Synagoge, bygget 1866, og Kunsthaus Tacheles. I østlig retning ligger byens ældste jødiske gravplads. Den mere berømte jødiske gravplads i Berlin-Weissensee er den største jødiske gravplads i Europa.
Øst for Spreeinsel ligger Alexanderplatz, med talrige forretninger og restauranter. Alexanderplatz var den gamle Østberlins centrum og hovedplads. I umiddelbar nærhed ligger Fernsehturm, med 368 meter Tysklands højeste bygning. Der ligger også den gotiske Marienkirche og Rotes Rathaus, sæde for byregeringen i Berlin. To statuer, en mandlig og en kvindelig, med blikket rettet mod rådhusindgangen, skal minde om alle ruinerne efter krigen.
I den østlige del af Berlins centrum er også den gamle bydelen Prenzlauer Berg en stor seværdighed. Det samme gælder forretningsgaderne Schönhauser Allee og Kastanienallee.
Fra foråret 2006 er DDRs tidligere parlament, Palast der Republik, som står på Spreeinsel ved siden af Museumsinsel, under nedrivning. Der hvor Palast der Republik stod skal Berliner Stadtschloss, Berlins byslot, genopbygges. Slottet var vinterresidens for Brandenburgs, Preussens og Tysklands herskere. Der er planer om at bruge slottet som museum, som en udvidelse af Museumsinsel.
Potsdamer Platz er et trafiknudepunkt i Berlins centrum, og her mødes flere store gader, undergrundslinjer og s-togslinjer. Pladsen blev anlagt af kong Frederik Vilhelm 1. af Preussen i 1741. Frem til 1940 var Potsdamer Platz den travleste plads i hele Europa. Efter krigen lå den i ruiner og blev delt af muren. Efter genforeningen fik pladsen hurtigt ny liv, og der er nu bygget en række nye bygninger, bl.a. mange forretninger og restauranter. Med en markering på bakken vises hvor muren engang gik.
Berlin har en række slotte, deriblandt Schloss Charlottenburg, et barokt repræsentationsslot for Hohenzollerne bygget fra 1695, med en betydelig malerisamling. Andre slotte omfatter Zitadelle Spandau, Schloss Schönhausen og det klassicistiske Schloss Tegel, tidligere hjemsted for naturforskeren og geografen Alexander von Humboldt.
Udenfor Berlin, i nabobyen Potsdam, ligger det verdensberømte slotsanlæg Sanssouci. Her finder man også «Tysklands Hollywood», Babelsberg.
Sport
Der findes talrige sportsklubber i Berlin. En del af disse er professionelle klubber, som deltager i nationale tyske turneringer på højt plan.
Berlin er hjemby for Hertha BSC, et fodboldhold i Bundesligaen. Berlin er også hjemby for et andet fodboldhold nemlig 1. FC Union Berlin. ALBA Berlin er et basketballhold, som har vundet det nationale mesterskab alle årene fra 1997 til 2003.
Berlin skulle have arrangeret olympiske sommerlege i 1916, men dette blev aflyst på grund af krigen. Byen arrangerede imidlertid sommerlegene i 1936, der dog blev præget af den nazistiske propaganda. I 2006 blev finalen i verdensmesterskabet i fodbold spillet i Berlin. Berlin Marathon og atletikstævnet ISTAF finder også årligt sted i Berlin. Det samme gør en af verdens ældste tennisturneringer for kvinder. Da Berlin forsøgte at få OL i 2000, blev mange sportsanlæg udbygget eller renoveret. I forbindelse med fodbold-VM blev Olympiastadion fuldstændig renoveret.
Forskning og uddannelse
Berlin er hjemsted for en lang række velrenommerede videnskabs- og forskningsinstitutioner. I alt ca. 195.000 studerende (2018/19) har deres daglige gang på byens fire universiteter, fire kunstakademier, syv produktionshøjskoler og 12 privatejede højere læreanstalter.
Alene de fire universiteter i Berlin havde i 2020 110.000 studerende, fordelt på Humboldt-Universität zu Berlin med omkring 44.000 studerende, Freie Universität Berlin med omkring 38.000 studerende, Technische Universität Berlin med omkring 33.000 studerende samt Universität der Künste Berlin med ca. 4.300 studerende.
De medicinske fakulteter Charité for Freie Universität Berlin og Humboldt-Universität zu Berlin blev i 2003 lagt sammen, og har siden da været det største medicinske fakultet i Europa. Freie Universität Berlin og Humboldt-Universität zu Berlin hører endvidere til en af Tysklands blot 11 eliteuniversiteter.
Årligt tilflyder der vidensmiljøet i Berlin 1,8 milliarder Euro, over 13 procent af tyske patenter kommer fra dette videnskabs- og forskningsmiljø, der beskæftiger over 50.000 tusinde undervisere, forskere og ansatte.
Kendte bysbørn
Alexander von Humboldt (14. september 1769 – 6. maj 1859 i Berlin) var universalgeni.
Franziska van Almsick (født 5. april 1978) er tidligere topsvømmer, verdens- og europamester.
Guido Buchwald (født 24. januar 1961) er tidligere fodboldspiller og verdensmester i 1990.
Herbert Marcuse (19. Juli 1898 – 29. Juli 1979), tysk-amerikansk sociolog og filosof.
Joachim Fest (8. december 1926 – 11. september 2006) var historiker, journalist og forfatter.
Jürgen Prochnow (født 10. juni 1941) er skuespiller.
Liv Lisa Fries (født 31. oktober 1990) er skuespiller.
Marlene Dietrich (27. december 1901 – 6. maj 1992 i Paris) var skuespiller og sanger.
Max Riemelt (født 7. januar 1984) er tysk skuespiller
Nina Hagen (født 11. marts 1955) er Punk-sangerinde.
Sonja Gerhardt (født 2. april 1989) er skuespiller.
Thomas Häßler (født 30. maj 1966) er tidligere fodboldspiller og verdensmester i 1990.
Jérôme Boateng (født 3. september 1988) er tidligere fodboldspiller og verdensmester i 2014.
Se også
Tyske kommuner (tysk Wikipedia)
Tyske delstatsregeringer (tysk Wikipedia)
Litteratur
R. G. Grant: Berlinmuren. Holte: Flachs, 1998. – 64 s.
Antony Beevor: Berlin: faldet, 1945. Valby: Borgen, 2002. – 519 s.
Karl Christian Lammers: Hovedstad Berlin 1871-2000: magt, monumenter og erindring København: Schønberg, 2000. – 249 s.
Henrik Vering, Kirstine Therkelsen: Turen går til Berlin, 13. udgave, København: Politikens Forlag, 2004. – 144 s.
Noter
Eksterne henvisninger
Officielt websted
BerlinMitte.info 90 billeder med korte tekster på tysk om Berlin i det 20. århundrede
Ode til Berlin: Kronik om Berlin, der primært omhandler kultur, litteratur, kunst og historie. Bragt hos Fiktion & Kultur.
kort over S-Bahn, U-Bahn og RE-Bahn
Spor fra anden verdenskrig i Berlin i dag
Hanse |
3367 | https://da.wikipedia.org/wiki/Berthe%20Qvistgaard | Berthe Qvistgaard | Berthe Viola von Rehling Qvistgaard (født 11. august 1910 i København, død 23. oktober 1999 på Frederiksberg) var en dansk skuespiller og instruktør. Berthe Qvistgaard var den første rektor for Statens Teaterskole i København, en post hun bestred i perioden 1967-1979.
Udvalgt filmografi
De bør forelske Dem (1935)
Giftes-nej tak (1936)
I dag begynder livet (1939)
Pas på svinget i Solby (1940)
Familien Olsen (1940)
Far skal giftes (1941)
Tobiasnætter (1941)
Tror du jeg er født i går? (1941)
Regnen holdt op (1942)
Et skud før midnat (1942)
Baby på eventyr (1942)
Det ender med bryllup (1943)
Jeg mødte en morder (1943)
Besættelse (1944)
Mens porten var lukket (1948)
Hold fingrene fra mor (1951)
Vores fjerde far (1951)
Min søn Peter (1953)
Ung leg (1956)
Jeg elsker dig (1957)
Mariannes bryllup (1958)
Tro, håb og trolddom (1960)
Flemming og Kvik (1960)
Det stod i avisen (1962)
Ta' det som en mand, frue (1975)
Trællenes oprør (1979)
Johnny Larsen (1979)
Trællenes børn (1980)
Busters verden (1984)
Samson og Sally (1984)
Manden i månen (1986)
Sidste akt (1987)
Strit og Stumme'' (1987)
Eksterne henvisninger
KVINFO: Berthe Qvistgaard i Dansk Kvindebiografisk Leksikon
Skuespillere fra Danmark
Teaterinstruktører fra Danmark
Bodilprisen for bedste kvindelige birolle
Politikere fra DKP
Berthe
Personer i Dansk Kvindebiografisk Leksikon
Personer i Kraks Blå Bog (afdøde)
Modtagere af Tagea Brandts Rejselegat
Personer fra København
Modtagere af Ole Haslunds Kunstnerfonds legat
Rektorer fra Danmark
Danskere i 1900-tallet
Modtagere af Teaterpokalen |
3368 | https://da.wikipedia.org/wiki/Berufsverbot | Berufsverbot | Berufsverbot (tysk) eller ansættelsesforbud (dansk) er i Tyskland et forbud mod ansættelse i offentlige stillinger af personer, som er mistænkt for forfatningsfjendtlig indstilling.
Adenauererlaß
Allerede Adenauer-Erlaß (på dansk Adenauer-bekendtgørelsen) fra september 1950 forbød ansættelse af angiveligt forfatningsfjendtlige personer. Retsgrundlaget var artikel 3 i den tyske lov om tjenestemænd, som blev indført under nazisternes styre i januar 1937. Baggrunden for Adenauer-Erlass var den voksende kolde krig. Loven rettede sig både mod højre- og venstreekstremistiske grupperinger; men den blev også anvendt mod andre kritiske stemmer. Et prominent offer var den danske sydslesviger Karl Otto Meyer, som havde udtalt sig kritisk om genoprustningen efter krigen, og som derefter blev suspenderet som lærer. Han blev dog tre år senere genindsat efter vundet retssag.
Radikalenerlaß
I 1972 udsendte forbundskansler Willy Brandt og delstaternes regeringsledere et cirkulære, der blev kendt som Radikalenerlaß (på dansk Ekstremistbekendtgørelse). I 1975 vedtog forbundsdagen en lov med samme indhold, der blev godkendt af forfatningsdomstolen samme år. Loven indførtes under indtryk af ungdomsoprøret og marxismens fremgang på skoler, universiteter og andre offentlige institutioner. Den ramte især medlemmer af kommunistiske partier samt autonome, men i et vist omfang også pacifister. Loven mødte hård kritik både i Tyskland og i udlandet. I 1980'erne ophævede eller indskrænkede flere tyske delstater ansættelsesforbudet.
Eksterne henvisninger
Tysklands politik
Ansættelsesret
Tysklands love |