id
stringlengths 1
7
| url
stringlengths 31
209
| title
stringlengths 1
117
| text
stringlengths 7
302k
|
|---|---|---|---|
1112465 | https://da.wikipedia.org/wiki/Donausletten | Donausletten | Navnet Donausletten kan henvise til flere steder og artikler:
Donausletten (Bulgarien)
Den Rumænske slette omtales nogen gange som Donausletten.
de dele af Store ungarske slette der ligger i Slovakiet og Serbien omtales som Donausletten
Et område i det bayerske lavland kaldes også Donausletten. |
1112466 | https://da.wikipedia.org/wiki/Marie%20Katrine%20Rasch | Marie Katrine Rasch | Marie Katrine Rasch (født: 3. november 1991) er en dansk skuespiller. Hun har medvirket i filmene Send mere slik fra 2001, Møgunger fra 2003 og Forbrydelser fra 2004. I 2003 havde hun en rolle på Husets Teater i forestillingen "Alle hans gerninger".
Kilder og henvisninger
Børneskuespillere fra Danmark |
1112467 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bude%C5%9Fti | Budeşti | Budești (Romani: Budeshti) er en lille provinsby i distriktet Călărași i Muntenien, Rumænien. Byen administrerer tre landsbyer: Aprozi, Buciumeni og Gruiu. Den blev officielt en by i 1989, som et resultat af Rumæniens landdistriktsreform.
Byen har indbyggere.
Geografi
Byen ligger i det sydvestlige hjørne af Bărăgan-sletten, hvor floden Dâmbovița løber ud i Argeș.
Budești ligger i den vestlige del af Călărași-distriktet, på grænsen til distriktet Giurgiu. Den ligger i en afstand af 30 km sydøst for Bukarest, landets hovedstad, og 77 km vest for Călăraşi, distriktets hovedsæde.
Kilder og henvisninger
Byer i distriktet Călărași |
1112468 | https://da.wikipedia.org/wiki/Daniel%20Guld | Daniel Guld | Daniel Guld (født 9. december 2000 i Tilst) er en cykelrytter fra Danmark, der kører for .
Referencer
Eksterne henvisninger
Personer fra Aarhus
Mandlige cykelryttere fra Danmark |
1112470 | https://da.wikipedia.org/wiki/Peter%20Birch | Peter Birch | Peter Birch (født 15. juni 1962 i Randers) er en dansk teolog som blev biskop i Helsingør Stift i 2021. Han efterfulgte Lise-Lotte Rebel, da hun som gik på pension.
Peter Birch er født i 1962 i Randers. Han voksede op i Ebeltoft og blev student fra Grenå Gymnasium i 1981. Han startede teologistudiet på Københavns Universitet i 1982. Han var et semester på Kirchliche Hochschule i Vestberlin i 1988 og afsluttede studiet i København i 1989.
Han var præst i Grøndalskirken i København NV 1990-1994 og kirkeredaktør hos Kristeligt Dagblad 1994-2000. Herefter var han forlagschef hos Det Danske Bibelselskab og Vajsenhuset 2000-2006, hvor han forestod udgivelse af 2003-udgaven af Den Danske Salmebog. Birch var sognepræst i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn 2006-2013 og sognepræst i Hellerup Kirke samt provst i Gentofte Provsti 2013-2021. Peter Birch blev valgt til ny biskop i Helsingør Stift i oktober 2020 efter Lise-Lotte Rebel. Han fik 53 % af stemmerne i første valgrunde ved bispevalget. Han blev bispeviet 31. januar 2021 i Helsingør Domkirke og tiltrådte embedet per 1. februar 2021.
Peter Birch var bestyrelsesmedlem i Danmarks Provsteforening 2016-2020 og foreningens formand 2018-2020.
Han har skrevet flere bøger, blandt andet Salmemaraton (2008) om de danske salmer sammen med organist Lars Sømod Jensen, og redigeret Hymns in English med et udvalg af de danske salmer i engelsk oversættelse sammen med Birgit Meister og Anita Hansen Engdahl.
Peter Birch blev udnævnt til Ridder af Dannebrog i januar 2020.
Referencer
Biskopper over Helsingør Stift
Personer fra Randers
Alumni fra Københavns Universitet
Faglitterære forfattere fra Danmark
Riddere af Dannebrog |
1112473 | https://da.wikipedia.org/wiki/Semjon%20Budjonnyj | Semjon Budjonnyj | Semjon Mikhailovitj Budjonnyj ( ; født 13 april (25. april gregoriansk kalender) 1883 på landejendommen ”Kosjurin”, Kalmytskij okrug i Vojska Donskogo Oblast (Don-kosakkernes land]) [nuværende Rostov oblast] 26. oktober 1973) var en Russisk Kavaleriofficer og militær kommandør under den Russisk-japanske krig, Den russiske borgerkrig, Polsk-Sovjetiske krig samt 2. verdenskrig. Han var en af de 5 første sovjetiske marskaler og tæt politisk allieret med Joseph Stalin.
De tidlige år
Semjon Budjonnyjs forældre var landarbejdere og børn af tidligere livegne. Faderes familie var efter livegenskabets ophør flyttet fra Voronesj til det rigere landbrugsområde ved Don, men kosakkerne betegnede dem for ”ikke-bosatte bønder” og udøvede hånds- og halsret over disse tilflyttere. Budjonnyjs far (Mikhail Ivanovitj) drog som landarbejder rundt mellem landsbyerne i området indtil han mødte og giftede sig med Melanja Nikititjna Jemtjenko. Forældrene slog sig ned på gården ”Kosjurin” og det var her Budjonnyj blev født i 1883. Gården lå nær landsbyen ”Platovskaja” (Proletarskij distriktet i Rostov oblast), hvor de boede frem til 1890. Efter et kort ophold i Stavropolregionen flyttede familien til en gård 40 kilometer vest for Platovskaja, hvor Budjonnyj som niårig begyndte at arbejde hos først en købmand og senere hos en smed, som lærte ham at læse og skrive.
I efteråret 1903 blev Budjonnyj indkaldt til militæret og under den Russisk-japanske krig fra 1904-05 blev han som kavalerist sendt til Manchuriet til genopbygning af det 26. kosakregiment. Efter krigen fortsatte han sin tjeneste i militæret i Primoskij dragon regimentet, der var udstationeret udenfor Vladivostok. I 1907 blev han optaget på St. Petersborg officerrideskole, hvorfra han afsluttede sin eksamen som den bedste i sin årgang med rang af juniorofficer. Han returnerede til sit regiment, hvor han virkede som rideinstruktør. Ved starten af 1. verdenskrig blev Budjonnyj tilknyttet en reserve kavaleri dragon bataljon.
1. Verdenskrig
I september 1914 blev han tiknyttet 18. Severskij dragonregiment opkaldt efter den danske kong ”Christian den IX”, der var en del af den Kaukasiske Kavaleridivision og som var indsat på østfronten. Her blev han første gang hædret med en orden (Sankt Georg korset af 4. klasse), for at angribe en tysk forsyningskonvoj ved Brzezina i det nuværende Polen, selvom der fra de overordnede officerer var generel modvilje eller uduelighed.
I november 2016 blev den Kaukasisike Kavaleridivision overflyttet til den kaukasiske front, for at kæmpe mod Det Osmanniske Rige. Her kom Budjonnyj i klammeri med en overordnet sergentmajor i dragonen om den dårlige behandling af soldaterne og manglen på føde. Sergentmajoren havde slået ud efter Budjonnyj, der svarede igen ved at slå officeren ned. Soldaterne havde bakket Budjonnyj op og forklaret, at officeren var blevet sparket af en hest. Budjonnyj fik frataget sin orden, men kunne have været stillet for en krigsret (militær) og dømt til døden.
Budjonnyj fortsatte dog med at gøre sig fortjent til at blive dekoreret med Sankt Georg korset. Ordenens 4. klasse blev tildelt for anden gang i forbindelse med kampene omkring Van (nuv. østlige Tyrkiet). Han modtog ordenens 3. klasse
for kampene mod tyrkerne ved Mandalij på vejen mod Baghdad og ordenens 2. klasse for at arbejde bag fjendens linjer i 22 dage. Ordenens 1. klasse fik han efter det lykkedes ham at fange en underofficer og seks mand.
Revolutionerne
Efter tsarstyrets fald med februarrevolutionen i 1917 blev Budjonnyj valgt til formand for eskadronkomiteen og medlem af regimentskomiteen, som på dette tidspunkt befandt sig i Jekatarinofeld (nuv. Bolnisi), små 50 kilometer fra Tblisi. Da den Kaukasiske kavaleridivision i begyndelsen af juli blev flyttet til Minsk, blev der fortaget nye valg blandt soldaterne og Budjonnyj blev valgt som formand for regimentsudvalget og næstformand for divisionskomiteen. I praksis fungerede han som formand for divisionskomiteen, fordi formanden kort tid efter valget blev syg af tuberkulose. Aktiviteterne i soldaterkomiteerne skete under ledelse af bolsjevikernes militære organisation på den russiske vestfront og partiorganisationen i Minsk. Budjonnyj blev personligt forbundet med Mikhail Frunse, der under Kornilov-oprøret var stabschef for de revolutionære tropper i Minsk-regionen.
I tiden op til den bolsjevikiske revolution havde de anbefalet generalerne og de ledende officerer til at forlade Minsk og de fleste sluttede sig til Piłsudskijs legion i Polen, mens de mest ivrige tsartilhængere flygtede til det sydlige Rusland, hvor de søgte støtte hos de monarkistisk indstillede kosakenheder.
Da nyheden om sejren i oktoberoprøret i Petrograd nåede frem til fronten, ønskede Budjonnyj at trække sine bolsjevik-sindede regimenter til Severskij-stepperne, så de derfra kunne organisere og forsvare sovjetmagten. Ved afstemning blandt soldaterne var der imidlertid større opbakning bag et forslag om at demobilisere, så de kunne tage hjem og få jord til at opbygge et liv i fred.
Budjonnyj valgte herefter selv at tage et våben og en saddel og vende tilbage til Platovskaja i Don-regionen, så han der på stedet kunne kæmpe for sovjetterne.
Røde Kavaleri
Efter sin hjemvenden til sin hjemegn, blev han den 12. januar 1918 valgt til formand for byens ”Arbejder-, bonde-, kosak- og soldater sovjet”. Den 18. februar 1918 blev Budjonnyj indvalgt som medlem af præsidiet for Salsk distriktet, hvor han blev formand for landdistriktsafdelingen. Natten til den 23. februar organiserede han en enhed på 24 personer, der ville tilbageerobre Platovskaja fra de hvide styrker og Budjonnyj fik snart tilknytning fra en masse nye rekrutter. Om morgenen havde han fået befriet 400 indbyggere og de havde dræbt 350 hvide soldater. Hans enhed bestod nu af 520 mand, hvoraf han den 27. februar oprettede det, som senere skulle blive kendt som den første 120 mand store eskadron i det ”Røde Kavaleri”, kendt som 1. kavaleriarme ( ). Med tiden blev han valgt til bataljonschef.
Budjonnyj mødtes med Stalin og Vorosjilov i juli 1918 og begge støttede idéen om oprettelsen af et kavalerikorps, der skulle kæmpe på den bolsjevikiske side i borgerkrigen. Da Trotskij (Folkekommissæren for militære anliggender) efterfølgende besøgte det sydlige Rusland, sagde han til Budjonnyj, at kavaleriet var ”en meget aristokratisk familie af soldater, der bliver kommanderet af prinser, baroner og grever”.
På trods af Trotskij blev den 1. kavaleriarme oprettet i oktober 1918 i Tsaritsyn med Boris Dumenko () som kommandant og med Budjonnyj som næstkommanderende.
Budjonnyj blev medlem af det Russiske Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne) i 1919. I løbet af sommeren 1919, mens det Røde Kavaleri kæmpede mod de Hvides general Anton Denikin, beskrev Trotskij dem samtidig som ”Budjonnyjs korps, en horde og Budjonnyj - deres ataman bagmand … Han er dagens Stenka Rasin og hvorhen han vil lede dem, der vil de gå: I dag for de røde, i morgen for de Hvide.”
Imidlertid skaffede Budjonnyj sig en spektakulær sejr i borgerkrigens største kavalerislag, da han i oktober angreb og besejrede den Hvide hærs korps ledet af Konstantin Mamontov (). Den 25. oktober udsendte Trotskij en besked hvori han forudsiger, at den Hvide hær ikke vil kunne rejse sig efter dette nederlag, og hylder Budjonnyj som ”en ægte arbejder- og bondekriger”.
Under den Polsk-Sovjetiske krig
Da Polen erklærede sin uafhængighed, var der ingen aftale mellem deres regering og de sovjetiske autoriteter om hvor grænserne skulle trækkes. I april 1920 fik Budjonnyjs kavaleri til opgave, at drive de polske tropper ud af det, der i dag er Ukraine. Den 5. juni tog han del i generobringen af Kyjiv og over de næste få dage, blev polakkerne drevet vestover. I starten af krigen fik Budjonnyj tildelt den sydlige front, som var under Stalins kommando. Den 15. august spurgte han den øverstkommanderende for de sovjetiske styrker i Polen, Mikhail Tukhatjevskij, om lov til at trække mod nord og hjælpe til med indtagelsen af Warszawa. Med Stalins accept søgte han først at indtage Lviv. Uden at dette lykkedes blev han omdirigeret mod nord; men på dette tidspunkt var Tukhatjevskij styrker trængt tilbage, hvilket medførte en generel tilbagetrækning af de sovjetiske styrker. Efter at Budjonnyj tabte slaget ved Komarów, måtte han trække sig tilbage til sovjetisk kontrolleret område.
Budjonnyj deltog i tilbageerobringen af Krim under den sidste fase af borgerkrigen.
Omdømme
Uanset nederlaget i Polen var Budjonnyj en af Sovjetruslands militære helte ved afslutningen af borgerkrigen. Sammen med Semjon Timosjenko og Kliment Vorosjilov var han en af lederne i hærens kavaleriklike, der støttede Stalin
I 1920, skrev den sovjetiske komponist Dmitrij Pokrass () sangen "Budjonnyjs March", som var en af de første sange, der blev populær over hele Sovjetunionen.
Forfatteren Isaak Babel () red sammen med Budjonnyj kavaleri i Polen og publicerede en række noveller om oplevelserne, der modtog verdensomspændende anerkendelse som en af de største bidrag til sovjetlitteraturen – men som fornærmede Budjonnyj i en sådan grad, at Budjonnyj ”foretog et udfald på tryk” i marts 1924 og krævede, at det Røde Kavaleris omdømme skulle beskyttes mod ”bagvaskelse” af en ”degenereret litterat”. Dette fremprovokerede et svar fra Maksim Gorkij, den dengang mest kendte nulevende russiske forfatter, men i 1928 vendte Budjonnyj i et brev til Gorkij tilbage til sit angreb og anklagede Babel for ”ondskabsfuld, bevidst og arrogant bagvaskelse”, som Gorkij sagde var en ”ufortjent fornærmelse”.
William Reswick, en korrespondent for det amerikanske nyhedsbureau AP beskrev en festligholdelse backstage pi em opera om 10 årsdagen for revolutionen, hvor:
Senere militær karriere
Fra 1921–1923 var Budjonnyj næstkommanderende for det Norkaukasiske militære Distrikt. Budjonnyj ankom 1923 til Tjetjenien med en proklamation fra den Centrale Eksekutivkomite, der annoncerede oprettelsen af den Autonome Tjetjenske Region. Samme år blev han også blev han også udpeget som assisterende kommandør for den Røde Hærs Kavaleri. I perioden 1924-37 var han inspektør for kavaleriet i den Røde Hær. Han brugte megen tid og kræfter på organisering og ledelse af ridefaciliteter og udvikling af nye hesteracer.
Budjonnyj blev anset for en modig og farverig kavaleriofficer, men udviste foragt for værktøjerne i moderne krigsførelse, særdeles overfor kampvogne, som han sammen med Grigorij Kulik () betegnede som ”uegnede til nogensinde at kunne erstatte kavaleriet”. Dette bragte ham i direkte konflikt med Tukhatjevskij, som var ansvarlig for våbenudvikling og som forudså den nært forestående mekaniske krigsførelse. Selv efter arrestationen af Tukhatjevskij stoppede den Røde Hær ikke med at udvikle mekaniserede styrker i stor skala og hver front havde adskillige sådanne korps tilknyttet som et andet kampled omkring 1940-41; men Budjonnyj blev aldrig kritiseret for at have et andet synspunkt, fordi han var en trofast allieret med Stalin og Vorosjilov.
Budjonnyj dimitterede fra Frunse Militær Akademiet i 1932. I 1934 blev han kandidatmedlem af SUKPs centralkomite.
Rolle under Den store udrensning
Tidligt under udrensningerne blev Budjonnyj udpeget som kommadør over Moskvas militære distrikt, muligvis fordi Stalin var nervøs for et militærkup, fordi han havde besluttet at slå ned på to af de best populære bolsjevikker, Nikolaj Bukharin og Aleksej Rykov. Da Bukharin forsøgte at forsvare sig selv på et plenarmøde i SUKPs centralkomite den 26. februar 1937, havde Budjonnyj højlydt skreget af ham og kaldt ham en jesuit. Da en kommission den følgende dag skulle afgøre skæbnen for de to mænd, havde Budjonnyj opfordret til, at de blev skudt.
Budjonnyj fik forelagt politbureauets (Stalins) forslag dateret den 24. maj 1937 om at udelukke marskal Tukhatjevskij og den højt rangerede partifunktionær Jan Rudsutak fra partiet og overdrage deres sager til sikkerhedstjenesten for at have deltaget i ”Trotskistisk-højreorienteret konspiration og spionage”. Budjonnyj havde i marginen på sin kopi af forslaget skrevet: ”Ubetinget ja. Det er nødvendigt at afslutte disse udskud”.
Den 11. juni var Budjonnyj en af dommerne ved retssagen for Tukhatjevskij og syv andre kommandører, der blev henrettet og som var starten på den store udrensning af officerer i den Røde Hær. Under retssagen afgav Budjonnyj vidneforklaring om at Tukhatjevskis bestræbelser på at oprette uafhængige kampvognskorps var så ubetydelige i forhold til kavaleriet og så ulogisk, at det svarede til bevidst ”ødelæggelse”.
Et halvt århundrede efter retssagen indrømmede de sovjetiske myndigheder, at alle otte anklagede var uskyldige. ”Beviserne” bestod af tilståelser frembragt under tortur. To uger efter deres henrettelser sendte Budjonnyj en besked til Vorosjilov der afslørede at Tukhatjevskij oprindeligt havde trukket sin tilståelse tilbage, men alligevel konkluderede Budjonnyj, at alle otte var ”patenterede spioner … siden 1931 og nogle af dem havde endog tidligere ormet sig ind til os siden revolutionens start.
Senere, fordi den store udrensning fortsatte, nåede NKVD at undersøge og arrestere Budjonnyj. Budjonnyjs svar var at tage sin tjenesterevolver (Nagant M1895) frem og ringe til Stalin og kræve at han fik agenterne fjernet. Stalin efterkom kravet og hændelsen blev aldrig drøftet senere.
I december 1937 fik Budjonnyj tildelt en datja med frugttræer, hindbær- og stikkelsbærbuske, en arbejdshest, en sort ko og en gris, der vejede 550 pund.
Under 2. verdenskrig
I juli-september 1941 var Budjonnyj øverstbefalende ( ) for de sovjetiske væbnede styrker på den sydvestlige og sydlige front overfor den tyske invasion af Ukraine. Invasionen begyndte som en del af Tysklands Operation Barbarossa som blev iværksat den 22. juni.
Budjonnyj opererede under strikte ordrer fra Stalin (som forsøgte at detailstyre krigen i dens begyndende stade) om ikke at måtte trække sig tilbage under nogen omstændigheder, hvorefter Budjonnyjs styrker efterhånden blev omringet under Slaget om Uman og slaget om Slaget om Kijev (1941). Katastroferne der fulgte disse omringninger kostede Sovjetunionen 1,5 million soldater, dræbte eller tilfangetagne. Dette var en af de største omringninger i den militære historie.
Den 13. september 1941 bliver Budjonnyj fyret af Stalin som syndebuk og erstattet af Semjon Timosjenko. Han fik ikke igen lov til at kommandere soldater i krig. Først blev han fra september-oktober 1941 sat i spidsen for Reserve Fronten og senere øverstbefalende for tropperne i den Nord-Kaukasiske retning og kommandør for den Nord-Kaukasiske Front i april-maj 1942, - men blev fjernet fra posten da tyskerne nærmede sig og blev i stedet udpeget som den Røde Hærs kavaleriinspektør fra 1943, ligesom han honorære poster.
På trods af hans mod som kavalerikommandør anså hans medofficerer Budjonnyj som demonstrativt inkompetent i forhold til at lede en hær i mekaniseret krig. Kort efter krigen fortalte marskal Konev den jugoslaviske kommunist, Milovan Đilas: ”Budjonnyj vidste ikke meget og han studerede aldrig noget. Han viste sig selv at være fuldstændig inkompetent og han tillod, at der blev begået forfærdelige fejl
På grund af hans exceptionelle indsats under borgerkrigen, nød han fortsat Stalins beskyttelse og fik aldrig nogen virkelig straf for katastrofen i Kijev.
1945 til 1973
Efter krigen blev Budjonnyj udnævnt til USSRs viceminister landbrug med ansvar for hesteopdræt. Da han blev pensioneret beholdt han sit medlemskab af den Øverste Sovjet.
Budjonnyj døde i 1973 af en hjerneblødning i en alder af 90 år. Han blev begravet med fuld militær honnør i Kremlmurens nekropolis i en af de 12 individuelle grave placeret mellem
Lenins mausoleum og Kremlmuren. Blandt kistebærerne ved hans begravelse var generalsekretæren for SUKP Leonid Bresjnev og forsvarsministeren Andrej Gretjko.
Andre bidrag og eftermæle
Budjonnyj skrev sine memoirer i et omfattende flerbindsværk, hvor han beskrev de stormfulde år under revolutionen ligesom hverdagslivet i 1. kavaleriarmé. Han blev ofte mindet for sin tapperhed i mange populære sovjet-sange, herunder ”Det Røde Kavaleris Sang” ( ) og ”Budjonnyjs March”. Den karakteristiske uniformsgenstand, den Røde Hærs hat ”Budjonovka”, er opkaldt efter Budjonnyj. Han er også gentagne gange omtalt i kavaleribeskrivende værker af Isaak Babel. Babel havde oprindelig som reporter for en sovjetisk avis begyndt at dække Budjonnyj under den Pols-sovjetiske krig. Budjonnyj var også en anerkendt hesteopdrætter, der skabte en ny hesterace, Budjonnyj hesten, der stadig findes i et stort antal i Rusland. Hesten er kendt for sin høje præstationsevne indenfor sport og udholdenhed.
Semjon Budjonnyj var også en amatør Bajan harmonikaspiller, der indspillede nogle vinylplader i USSR med sin ven, kosak bajanisten Grigorij Sajtsev, omtalt som ”Duo af bajanister” ().
Militærakademiet for signaltropper i Sankt Petersborg er opkaldt efter Budjonnyj.
Personlige liv
Budjonnyjs første kone var den kosakiske analfabet Nadesjda Ivanovna. De blev gift i 1903 umiddelbart inden han gik ind i militæret og han så hende ikke i syv år. Efter den bolsjevikiske revolution rejste hun sammen med ham med i det Røde kavaleri, hvor hun organiserede mad og medicinske forsyninger. I årene 1920-23 boede parret med familien Vorosjilov i Jekatarinoslav. De flyttede til Moskva i 1923.
I 1924 blev Nedesjda Ivanovna dræbt af et pistolskud. Hendes død skabte en række historier. Mikhail Soloviev, en sovjetisk officer der slog sig ned i vesten efter at have været taget til fange tidligt under Den store Fædrelandskrig, påstod at Budjonnyj havde slået hende ihjel, efter at hun havde konfronteret ham med hans utroskab. Budjonnyj fortalte sin datter fra et senere ægteskab, at hun – sandsynligvis utilsigtet – havde skudt sig selv, da deres ægteskab var gået i stykker
I 1925 giftede Budjonnyj sig med sangerinden Olga Stefanovna Mikhajlova, der var ca. halvt så gammel som ham og datter af en jernbanearbejder fra Kursk. Efter at de blev gift blev hun optaget på konservatoriet i Moskva, tog eksamen i 1930 og blev tilknyttet Bolsjojteatret. I henhold til den kroatiske kommunist Ante Ciliga, blev medlemmer af den kommunistiske ungdomsorganisation Komsomol så chokerede over at se ham med sin nye brud på en banket, hvor han kyssede hendes hænder, at de truede med at lave en skandale som partiautoriteterne ”måtte bruge en meget fast hånd for at kvæle”.. Olga blev arresteret i 1937 efter nogle eskapader, der involverede udlændinge, hvorefter hun blev anklaget for spionage og idømt 8 års ophold i en fjerntliggende straffelejr. Hun blev med tiden løsladt efter at hun havde været fængslet i 19 år. Budjonnyj blev skilt fra hende før september 1937.
Derefter giftede Budjonnyj sig med Olgas kusine, Marija Vasiljevna, en 33 år yngre student, som efter Olgas arrestation lavede mad til ham. Dette ægteskab varede indtil hans død. De havde to sønner, Sergej (født i 1938) og Mikhail (født i 1944), og en datter Nina (født 1939).
Noter
Referencer
Litteratur
Projektet 100 generaler på sitet http://100.histrf.ru. (russisk: Буденный Семен Михайлович,13 апреля 1883 – 26 октября 1973)
() På hjemmesiden ”Militær litteratur” Militera.lib.ru ()
()
()
Politikere fra Sovjetunionen
Militærfolk fra Rusland
Marskaller
Begravelser i Kremlmurens nekropolis |
1112476 | https://da.wikipedia.org/wiki/Armel%20Bella-Kotchap | Armel Bella-Kotchap | Armel Bella-Kotchap (født d. 11. december 2001) er en tysk professionel fodboldspiller, som spiller for Premier League-klubben Southampton og Tysklands landshold.
Baggrund
Bella-Kotchap er født i Paris, Frankrig, og er søn af den tidligere camerounske fodboldspiller Cyrille Florent Bella. Han flyttede med sin familie til Tyskland som barn.
Klubkarriere
VfL Bochum
Bella-Kotchap begyndte sin karriere hos VfL Bochum, hvor han gjorde sin professionelle debut i april 2019.
Southampton
Bella-Kotchap skiftede i juni 2022 til Southampton.
Landsholdskarriere
Ungdomslandshold
Bella-Kotchap har repræsenteret Tyskland på flere ungdomsniveauer.
Seniorlandshold
Bella-Kotchap debuterede for Tysklands landshold den 26. september 2022.
Titler
VfL Bochum
2. Bundesliga: 1 (2020-21)
Referencer
Eksterne henvisninger
Personer fra Paris
Fodboldspillere fra Tyskland
Fodboldlandsholdsspillere fra Tyskland
Fodboldspillere fra VfL Bochum
Fodboldspillere fra Southampton F.C.
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022 |
1112477 | https://da.wikipedia.org/wiki/Landbetjent | Landbetjent | En landbetjent er en politibetjent, som gør tjeneste i et landdistrikt i en politikreds. I 2008 fandtes der 140 landbetjente i Danmark, mens der i 2017 var cirka 20 tilbage.
Se også
Politikredse i Danmark
Referencer
Eksterne henvisninger
På patrulje med landbetjenten, artikel om en landbetjent på Sydøstfyn. Euroman, 18. januar 2017.
Politi i Danmark |
1112484 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ahura%20Mazda | Ahura Mazda | Ahura Mazda ( 𐬨𐬀𐬰𐬛𐬁 𐬀𐬵𐬎𐬭𐬀; ), også kendt som Oromasdes, Ohrmazd, Ahuramazda, Hoormazd, Hormazd, Hormaz og Hurmuz, er skaberguden i zoroastrisme. Han er den første og hyppigst påkaldte ånd i Yasna. Ordets bogstavelige betydning Ahura er "herre", og det af Mazda er "visdom".
Referencer
Guder |
1112495 | https://da.wikipedia.org/wiki/Paradise%20%28Danmark%2C%20s%C3%A6son%201%29 | Paradise (Danmark, sæson 1) |
Deltagere |
1112496 | https://da.wikipedia.org/wiki/B%C4%83r%C4%83gan-sletten | Bărăgan-sletten | Bărăgan-sletten ( [kɨmˈpi.a bərəˈɡanuluj]) er en steppeslette i det sydøstlige Rumænien. Den udgør en stor del af den østlige del af den Rumænske slette. Regionen er kendt for sin sorte jord der er rig på humus og er hovedsageligt et korndyrkningsområde.
Det er mod syd og øst afgrænset af floden Donau, og i nord af Buzău- og Călmățui- floderne, der begge er bifloder til Donau. Den vestlige grænse er en linje, der forbinder byerne Buzău, Urziceni, Budeşti og Oltenița. Sletten dækker praktisk talt distrikterne Ialomița og Călărași, og strækker sig ind i den sydlige del af distrikterne Buzău og Brăila.
Byen Bukarest er ikke en del af Bărăgan, men ligger på Vlăsiei-sletten .
Større bycentre
Brăila – 180.302 (2011)
Călărași – 65.181 (2011)
Slobozia – 48.241 (2011)
Fetești – 30.217 (2011)
Byerne Buzău, Urziceni og Oltenița grænser op til sletterne, men betragtes ikke som en del af den egentlige sletter.
Historie
På grund af mangel på skov i fortiden, var Bărăgan en vigtig rute for de migrerende folk, der strejfede i området, der i dag udgør det sydøstlige Rumænien. Bărăgan-steppen blev traditionelt brugt som græsgang af hyrderne i Karpaterne (inklusive Transsylvanien), men blev omdannet til agerjord i anden halvdel af det 19. århundrede.
Den blev, af de kommunistiske myndigheder, brugt som et lejrområde under Bărăgan deportationerne i 1950'erne. Omkring 40.000 politiske fanger, inklusive Banat-schwabere, blev flyttet hertil fra den vestlige del af landet.
Klima
Bărăgan-sletten har et barskt klima med varme og tørre somre og inkluderer det sted, hvor den højeste temperatur nogensinde i Rumænien blev registreret: 44,5 °C , i Ion Sion, i august 1951. Vintrene er kolde og udsat for virkningerne af en type snestorm, kendt som "crivăț" (også et navn for sletten, afledt af det cumanske sprog for "sted, hvor snestormen raser").
På grund af klimaet er det et af de mest ugæstfrie områder i Rumænien.
I sin roman, Ciulinii Bărăganului (Tidslerne på Baragan), beskriver den rumænske forfatter Panait Istrati Bărăgan-sletten som følger:
Referencer
Panait Istrati, The Thistles of the Bărăgan, Vanguard Press, New York, 1930
Deporteret til Bărăgan 1951–1956 Walther Konschitzky, Peter-Dietmar Leber og Walter Wolf, Haus des Deutschen Ostens, Munchen, 2001 uihei.com via web.archive.org hentet 26. december 2022
Compulsory Relocation to the Baragan Franz Josef Beisser, From the book ‘Grossjetscha im Banat’ uihei.com via web.archive.org hentet 26. december 2022
Rumæniens geografi |
1112500 | https://da.wikipedia.org/wiki/Belphegor%20the%20Mountebank | Belphegor the Mountebank | Belphegor the Mountebank er en britisk stumfilm fra 1921 af Bert Wynne.
Medvirkende
Milton Rosmer som Belphegor
Kathleen Vaughan som Pauline de Blangy
Warwick Ward som Laverennes
Nancy Price som de Blangy
Margaret Dean som Madeleine
Peter Coleman som Fanfaronade
Leal Douglas som Catherine
R.Heaton Grey som Comte de Blangy
A.Harding Steerman som Duc de Sarola
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra Storbritannien
Britiske film fra 1921
Dramafilm fra Storbritannien |
1112501 | https://da.wikipedia.org/wiki/Beyond%20%28film%20fra%201921%29 | Beyond (film fra 1921) | Beyond er en amerikansk stumfilm fra 1921 af William Desmond Taylor.
Medvirkende
Ethel Clayton som Avis Langley
Charles Meredith som Geoffrey Southerne
Earl Schenck som Alec Langley
Fontaine La Rue som Mrs. Langley
Winifred Kingston som Viva Newmarch
Lillian Rich som Bessie Ackroyd
Charles K. French som Samuel Ackroyd
Spottiswoode Aitken som Rufus Southerne
Herbert Fortier som Dr. Newmarch
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921
Dramafilm fra USA |
1112502 | https://da.wikipedia.org/wiki/Beyond%20Price | Beyond Price | Beyond Price er en amerikansk stumfilm fra 1921 af J. Searle Dawley.
Medvirkende
Pearl White som Sally Marrio
Vernon Steele som Philip Marrio
Nora Reed som Valicia
Arthur Gordini som Lester Lawton
Louis Haines som J. Peter Weatherby
Maude Turner Gordon som Mrs. Florence Weathersby
Byron Douglas som Norbert Temple
Ottola Nesmith som Mrs. Temple
Dorothy Walters som Mrs. Dusenberry
Dorothy Allen som Lizzie
Jack Baston
Charles Sutton
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921 |
1112503 | https://da.wikipedia.org/wiki/Drengen%20fra%20Pinkstone | Drengen fra Pinkstone | Drengen fra Pinkstone er en amerikansk stumfilm fra 1921 af B. Reeves Eason.
Medvirkende
B. Reeves Eason Jr. som Patches
Fred Herzog som Whiskers
Lee Shumway som John Wellborn
Molly Shafer som Mrs. Lane
Gertrude Olmstead som Sally
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921 |
1112504 | https://da.wikipedia.org/wiki/Big%20Game%20%28film%20fra%201921%29 | Big Game (film fra 1921) | Big Game er en amerikansk stumfilm fra 1921 af Dallas M. Fitzgerald.
Medvirkende
May Allison som Eleanor Winthrop
Forrest Stanley som Larry Winthrop
Edward Cecil som Jean St. Jean
Zeffie Tilbury som Sarah Winthrop
William Elmer som Spike McGafney
Sidney D'Albrook som Henri Baptiste
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921 |
1112512 | https://da.wikipedia.org/wiki/Rum%C3%A6niens%20landdistriktsreform | Rumæniens landdistriktsreform | Rumæniens landdistriktsreform eller det Rumænske program for systematisering af landdistrikterne var et reformprogram, som blev gennemført af Nicolae Ceaușescus Rumænien primært i slutningen af 1980'erne. De juridiske rammer for dette program blev etableret allerede i 1974, men det begyndte først for alvor i marts 1988, efter at de rumænske myndigheder gav afkald på status som Mest begunstigede nation (WTO) og den amerikanske menneskerettighedskontrol, der fulgte med den. Det erklærede mål med dette program var at eliminere forskellene mellem byer og landdistrikter ved administrativt at nedlægge halvdelen af Rumæniens 13.000 landsbyer og flytte deres indbyggere til hundredvis af nye "agroindustrielle centre" inden 2000. Programmet blev kendt i Europa med protester fra flere lande – primært Ungarn – samt et belgisk-ledet initiativ for at redde de rumænske landsbyer ved at "adoptere" dem. Inden for et år, den 18. april 1989, stod det første parti af 23 nye agroindustrielle byer færdigt. Kun én ny by blev skabt mellem 1974 og 1988, da Ceaușescu fokuserede sin opmærksomhed på andre projekter. Skønt afbrudt af den rumænske revolution i december 1989, blev mindst tre yderligere landdistrikter i en fremskreden systematiseringstilstand i sidste ende også omdannet til byer.
Byer oprettet under Systematisering
Programmet blev forsinket, med kun 24 nye byer erklæret i 1989 ud af de 100 forventede i 1990. Disse 24 agroindustrielle byer er anført nedenfor:
Transsylvanien
Biho (distrikt)
Valea lui Mihai - Selvom landbruget forblev dominerende, blev der udviklet småindustrier. Der blev bygget omkring 30 boligblokke i centrum.
Hunedoara (distrikt)
Aninoasa - Et minecenter i den øvre Jiu Valley .
Maramureș (distrikt)
Seini - Hovederhverv: landbrug, dyreavl og frugtavl. Radio Free Europe, 1989, Radio Free Europe Research, Volume 14, Issues 22-26, p. 8</ref>
Mureș (distrikt)
Iernut
Sibiu (distrikt)
Avrig - The Mechanical Works at Mârșa (Mecanica Mârșa) var det vigtigste industrianlæg i området.
Tălmaciu - Flere træfabrikker og en tekstilfabrik. Der blev bygget blokke på i alt 480 lejligheder.
Valakiet
Argeș (distrikt)
Colibași - Placering af Automobile Dacia, Rumæniens første bilfabrikant. To nationale forskningsinstitutter - for bilteknik og nuklear teknologi - var også placeret der.
Brăila (distrikt)
Ianca - En model for agroindustrielle byer i flade områder.
Însurăței - Der blev bygget blokke på i alt 330 lejligheder, hvoraf 200 var placeret i centrum.
Buzau (distrikt)
Nehoiu - En model for agroindustrielle byer i bjergområder.
Pogoanele - Blokke på i alt 200 lejligheder blev bygget i centrum.
Călărași (distrikt)
Budești
Lehliu Gară - Dets vigtigste industrianlæg var et datterselskab af en tøjfabrik baseret i Bukarest.
Fundulea - Tre vigtige landbrugsforskningsinstitutter var baseret der, de fleste af deres ansatte pendlede fra Bukarest.
Giurgiu (distrikt)
Bolintin-Vale - En satellit i Bukarest.
Mihăilești - Det meste af den tidligere landsby raseret og genopbygget for at gøre plads til Donau-Bukarest-kanalen . Besøgt af Ceaușescu flere gange. Der blev bygget blokke på i alt 3.500 lejligheder.
Gorj (distrikt)
Bumbești-Jiu
Rovinari - Allerede en by pr. 9. december 1981.
Olt (distrikt)
Piatra Olt
Scornicești - Byen med den mest imponerende rekord af medaljer, udmærkelser og titler i det socialistiske Rumænien, herunder "Helten fra den nye agrariske revolution". Den nye by havde en fabrik, der fremstillede autoreservedele, en tøjfabrik, et bryggeri, et mejeri og en fjerkræfarm.
Dobruja
Constanța (distrikt)
Basarabi - En indre havn for Donau-Sortehavskanalen . Der var også to store vingårde.
Negru Vodă - Der blev bygget blokke med i alt 341 lejligheder.
Ovidiu
Moldavien
Bacău (distrikt)
Dărmănești
Referencer
Rumæniens historie |
1112518 | https://da.wikipedia.org/wiki/Christian%20Alsted | Christian Alsted | Christian Alsted (født 18. november 1961 i Horsens er biskop i Metodistkirken for Norden og Baltikum.
Alsted er født i Horsens i 1961 og blev student fra Horsens Gymnasium i 1980. Han er uddannet teolog på metodistkirkens nordiske teologiske seminarium i Gøteborg (Sverige) i 1984 og har en Doctor of Ministry-grad fra Asbury Theological Seminary, Kentucky (USA) fra 2002.
Han var præst i metodistkirken i Esbjerg og Varde fra 1984 til 1989, og fra 1989 til 2009 var han præst i Jerusalemskirken i København. Alsted blev valgt til biskop for metodistkirken i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland og Litauen i februar 2009 og startede som biskop 1. maj samme år. Han blev valgt for en periode på otte år og genvalgt i oktober 2016.
Bispekontoret er i København ved siden af Jerusalemskirken. Alsted har som biskop for syv lande omkring 180 rejsedage om året. Der er omkring 24.000 metodister i stiftet, heraf omkring halvdelen i Norge.
Alsted har haft en række tillidsposter i metodistkirken, blandt andet formand for Metodistkirkens Historiske Selskab og Landsarkiv, for Copenhagen Gospel Festival og for Metodistkirkens Salmebogskommission. Internationalt har han været formand for verdensrådet for koordinering af United Methodist Churchs forskellige virksomheder og for European Methodist Council, som er en paraplyorganisation for tolv metodistkirker i Europa.
Christian Alsted har skrevet Worship Change to Reach Non-Christians in the Traditional Danish Evangelical Free Church. Han var ansvarshavende redaktør for Salmer & Sange for Metodistkirken i Danmark (Salmebog 2006) og er medforfatter til flere bøger om kirkelige emner.
Christian Alsted er gift med Elisabeth Flinck, og de har tre voksne børn og svigerbørn og børnebørn.
Referencer
Metodistiske præster
Biskopper fra Danmark |
1112521 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Atlantic%20Cup | The Atlantic Cup | The Atlantic Cup er en fodboldturnering. Turneringen blev startet i 2011 af de tidligere engelske og svenske fodboldspillere Brian Horne og Hans-Jürgen Stefan Schwarz.
Flere danske hold har igennem årene deltaget i turneringen samt flere forskellige hold rundt omkring fra i verden. Turneringen er en træningsturnering der spilles i Portugal.
De danske hold der har deltaget er: AGF, FC København, Brøndby IF, Silkeborg IF, FC Midtjylland, Lyngby BK, og AaB.
Referencer
Fodboldligaer
Fodboldturneringer i Portugal
Etableret i 2011 |
1112522 | https://da.wikipedia.org/wiki/Dmitrij%20Patrusjev | Dmitrij Patrusjev | Dmitrij Nikolaevitj Patrusjev (, født 13. oktober 1977) er en russisk bankmand og politiker i Landbrugsministeriet for Den Russiske Føderation; et departement han har været minister for siden 18. maj 2018.
Dmitrij Patrusjev er søn af Nikolaj Patrusjev, der er forhenværende FSB-direktør og nuværende sekretær for Ruslands Sikkerhedsråd. Ifølge den russiske analytiker og historiker Valerij Solovej, regnes sønnen Dmitrij Patrusjev som fremtidig politisk favorit til at afløse Vladimir Putin som præsident og dermed hele Ruslands leder.
Efter offentliggørelsen af Navalny 35, en liste over russiske menneskerettighedsovertrædere samt en redegørelse for Ruslands invasion af Ukraine 2022, er der bl.a. blevet iværksat sanktioner mod Patrusjev af Australia, Canada og Storbritannien.
Biografi
Dmitrij Patrusjev blev født i det daværende Leningrad (nu Sankt Petersborg) i efteråret 1977. Han opnåede en akademisk grad inden for ledelse i 1999 efter at have afsluttet sit studium på Statsuniversitetet for ledelse. Han studerede fra 2002 til 2004 på det Diplomatiske akademi for det russiske udenrigsministerium med "Verdensøkonomi" som speciale og tog en embedseksamen fra Akademiet for FSB i 2006.
Videnskabelig aktivitet
Patrusjev forsvarede sin Ph.d-afhandling 16. april 2003 ved Sankt Petersborgs universitetsinstitut for økonomi og finansiering, omhandlende det organisatoriske og økonomiske grundlag for kvalitetsstyring i forskningsinstitutioner, med G. N. Ivanova som vejleder. I bedømmelsesudvalget sad B. V. Pryankov and P. M. Shavkunov. Med V. V. Korelin som vejleder, opnåede han en doktorgrad i økonomi på Sankt Petersborgs Universitet 3. juli 2008 med afhandlingen "Stats- og markedsregulatorer i skabelsen og gennemførelsen af industripolitikken: Casen om naturlige monopoler i brændstof-energikomplekset", der havde V. V. Glukhov, A. V. Kruglov og S. A. Uvarov som bedømmere.
Karriere
Fra 1999 til 2002 arbejdede han for Ruslands transportministerium.
I 2004 fik han en stilling hos VTB Banken og har siden 2007 været bankens vicepræsident.
Fra 2010 til 2018 var han bestyrelsesformand og medlem af bestyrelsen for Den Russiske Landbrugsbank. Under Patrushevs formandskab udvidede banken sine mange forskellige produkter og tjenester til enkeltpersoner og virksomheder. Nye forsikrings- og investeringsforretningsområder blev etableret, og banken øgede sin støtte til Ruslands landbrugsindustrielle kompleks. Desuden steg landbrugsbankens låneportefølje i perioden fra 2010 til 2017, hvor beløbet slutteligt blev anslået til at være 2,97 billioner rubler.
Fra 2016 til 2021, var han medlem af Gazproms bestyrelse.
Landbrugsminister
Patrusjev blev 18. maj 2018 udpeget som landbrugsminister og ministergenvalgt til Mikhail Misjustins kabinet den 21. januar 2020. Under ledelse af Patrusjev blev statsprogrammet "Integreret udvikling af landdistrikter" implementeret. Ved udgangen af 2020 dækkede den 82 republikker i Den Russiske Føderation og berørte 6 millioner mennesker.
Virksomhedsledelse
Siden 2016, har Patrusjev været medlem af PJSC Gazproms bestyrelse, og siden 2018 har han fungeret som formand for Den Russiske Landbrugsbank JSC.
Privatliv
Dmitrij Patrusjev er ugift. Han har seks børn: tre sønner og tre døtre.
Hans far, Nikolaj Platonovitj Patrusjev, er russisk statsmand, forhenværende FSB-direktør fra 1999 til 2008 og har siden 12. maj 2008 været sekretær for Ruslands Sikkerhedsråd. Hans mor, Elena Nikolaevna Patrusjeva (født 1955), arbejdede som læge i ultralyddiagnostik og var ansat i Vnesheconombank. I 1993 grundlagde hun sammen med Boris Gryzlov samt andre klassekammerater og kolleger til sin mand Borg LLP, der specialiserede sig i eksport af skrot. Patrusjev har en bror, Andrej, kendt som tidligere vicegeneraldirektør for offshore-projektudvikling hos Gazprom Neft og tidligere generaldirektør for Gazprom Neft Shelf. Siden 2021 har Andrej Patrusjev bestredet stillingen som generaldirektør for Ruslands arktiske politik.
Dmitrij Patrusjevs æresbeviser
Æresordenen (26. oktober, 2016) - for at bidrage til tilrettelæggelsen af kredithjælp til det landbrugsindustrielle kompleks
Medalje "For tjenester til Den Tjetjenske Republik" (26. december 2017)
Hædret som landbrugshjælper for Den Tjetjenske Republik (15. april 2022)
Fortjenstdiplom fra Landbrugsministeriet i Den Russiske Føderation - for kontinuerligt og samvittighedsfuldt arbejde i landbrugssektoren
Diplom fra Sammenslutningen af Russiske Banker - for at bidrage til udviklingen af det russiske banksystem
Brancheprisen "Årets bankmand" (2015)
Referencer
Født i 1977
Politikere fra Rusland
Personer fra Leningrad oblast |
1112524 | https://da.wikipedia.org/wiki/Clifton | Clifton | Clifton (tegneserie) – en tegneserie med hovedfigur Clifton
Clifton, Arizona – en by i Arizona, USA |
1112525 | https://da.wikipedia.org/wiki/GuldBageren%20Ligaen%202012-13 | GuldBageren Ligaen 2012-13 | GuldBageren Ligaen var den 77. sæson af Damehåndboldligaen.
Turneringens struktur
De tolv hold i ligaen møder hver modstander én gang ude og én gang hjemme, hvilket giver 22 kampe. Derefter kvalificerer de seks øverste hold sig til slutspillet. Holdene, der ender på 7.- til 11.-pladsen spiller et kvalifikationspil til den efterfølgende sæson af ligaen, mens nr. 12 rykkede direkte ned i 1. division.
De tolv hold i ligaen spiller om det danske mesterskab i form af et grundspil på 22 kampe, hvor holdene møder hver modstander én gang ude og én gang hjemme. Grundpillet efterfølges af et slutspil, hvortil de seks bedstplacerede hold i grundspillet kvalificerer sig. De fordeles i to puljer med tre hold i hver, der mødes ude og hjemme, i alt seks kampe. De hold, der slutter som nr. 1 og 2 i grundspillet tager ét point med over i slutspillet, mens de øvrige ikke tager nogle points med over. Nr. 1, 3 og 6 fra grundspillet havner i gruppe 1. Nr. 2, 4 og 5 havner i gruppe 2.
Nr. 1 og 2 fra hver slutspilspulje går videre til semifinalerne, hvor man spiller en ude- og hjemmekamp, hvorfra de samlede vindere mødes i DM-finalen, og de to tabere spiller om bronzemedaljerne. Såvel finalerne og bronzekampene afgøres ligeledes over to kampe.
I den anden ende af tabellen bliver nr. 7, 8, 9, 10 og 11 samt nr. 2, 3 og 4 fra 1. division fordelt i to puljer med fire hold i hver. De møder hinanden én gang hjemme og én gang ude, hvorefter nr. 1 og 2 kvalificerer sig til ligaen i næste sæson, mens 3'erne mødes i op til tre kampe om den sidste plads i ligaen. Taberen af disse kampe samt nr. 4 i hver pulje må nøjes med 1. division den efterfølgende sæson. Det hold, der slutter på sidstepladsen (dvs. nr. 12) rykker direkte ned i 1. division og erstattes af vinderen af denne. Nummer 7 og 10 i ligaen havner i gruppe 1 sammen med nr. 2 og 4 fra 1. division, mens nr. 8, 9 og 11 havner i gruppe 2 sammen med nr. 3 fra 1. division. Nr. 7 og 8 fra ligaen starter kvalifikationsspillet med 2 points, nr. 9 og 10 starter med 1 point, mens de resterende hold indleder kvalifikationen uden points.
Klubber
Stilling
Stillingen i grundspillet efter 22 runder.
1Aalborg DH startede sæsonen med -2 point, som en konsekvens af klubbens insolvens.
1Slagelse DH blev erklæret konkurs d. 13. februar 2013 og blev dermed tvangsnedrykket til 2. division. Alle holdets kampe blev nulstillet.
Resultater
1Hjemmehold er angivet på venstre side og udeholdet langs toppen.
2Slagelse DH spillede ikke sæsonen færdig, som følge af klubbens konkurs 13. februar 2013.
Slutspil
De seks bedste hold fra grundspillet spillede i medaljeslutspillet. Holdene blev inddelt i to grupper med tre hold, der begge spillede en dobbeltturnering alle-mod-alle. Holdene, der sluttede på første- eller andenpladsen i grundspillet, startede slutspillet med 1 point. De to bedst placerede hold i hver af de to grupper kvalificerede sig til DM-semifinalerne.
Pulje 1
Pulje 2
Semifinaler
Bronzekamp
Finale
Ligakvalifikationsspillet
Nr. 7 (FIF) og 8 (Skive fH) fra ligaen starter kvalifikationsspillet med 2 points, nr. 9 (SønderjyskE Håndbold) og 10 (Aalborg DH) starter med 1 point, mens de resterende hold indleder kvalifikationen uden points.
Resultaterne betød at ligaholdene SønderjyskE Håndbold, Skive fH, HC Odense og FIF sikrede sig endnu en sæson i Damehåndboldligaen.
Pulje 1
Pulje 2
Oprykningskamp
De to hold, der sluttede på tredjepladserne i gruppespillet, spillede om den sidste ledige plads i Damehåndboldligaen 2012-13.
Aalborg DH sikrede sig endnu en sæson i Damehåndboldligaen efter to sejre over Ringkøbing Håndbold.
Referencer
Damehåndboldligaen |
1112526 | https://da.wikipedia.org/wiki/Clifton%20%28tegneserie%29 | Clifton (tegneserie) |
Seriebladet Tempo
Seriebladet Tempo blev udgivet af Egmont Serieforlaget 2008-2009.
<li>Clifton: Irsk ballade
Clifton-albumserier
Første serie
Udgivet af Winthers Forlag 1978.
Sagen om Wilkinson
Tyven, der lo
Anden serie
Udgivet af Carlsen Comics 1983-1990.
Tre sager for Clifton
Syv dage til at dø
En hjertesag
Leoparden er løs
En blodig weekend
Altid beredt!
For skole, konge og fædreland
Sir Jason
Hukommelse på afveje
Røde ører og varmt bly
Spejdere og spioner
Tredje serie
Udgives af Shadow Zone siden 2018. Indeholder nyere lange historier.
Clifton og højredrejningen
Just married
Clifton arkiverne
Udgives af Shadow Zone siden 2019. Indeholder de længere historier i kronologisk orden.
Clifton arkiverne 1
Clifton arkiverne 2
Kilder
Clifton arkiverne 2, ISBN 978 87 92048 85 1
bedetheque.com
Tegneserier fra Belgien |
1112531 | https://da.wikipedia.org/wiki/Shadow%20Zone | Shadow Zone | Shadow Zone er et dansk forlag, der udgiver tegneserier. Det blev startet i 2007 under navnet Shadow Zone Media. Ejer og redaktør er Bjarne Kristensen.
Eksterne links
Forlagets hjemmeside
Forlagets facebookside
Forlag fra Danmark Etableret i 2007 |
1112536 | https://da.wikipedia.org/wiki/J.S.%20Breinholt | J.S. Breinholt | Jens Stockholm Breinholt (født 21. juli 1839, død 4. januar 1912) var en dansk proprietær og bankdirektør. Han var medlem af Folketinget for Lemvigkredsen i 1897-1898.
Breinholt var søn af proprietær Niels Munk Breinholt og fødtes på dennes proprietærgård Sønder Vinkel i Heldum Sogn ved Lemvig i 1839. Breinholt var uddannet landmand og overtog sammen med en bror Sønder Vinkel i 1872. Han blev eneejer da broren døde i 1885. I 1874, da Lemvig Bank stiftedes, blev Breinholt bankens første administrerende direktør.
Han blev valgt til Folketinget for Lemvigkredsen 17. november 1897 ved et suppleringsvalg, som afholdtes efter C.P. Aabergs død. Han repræsenterede Højre. Breinholt fik ved valget 1180 stemmer mod 1030 til modkandidaten Elias Sandbæk fra Venstre (Venstrereformpartiet). Han genopstillede ikke ved næste ordinære valg i april 1898.
Breinholt var bror til proprietær N.B. Breinholt, som sad i Landstinget i næsten 40 år fra 1870 til 1910.
Referencer
Folketingsmedlemmer i 1890'erne
Folketingsmedlemmer fra Højre (1881-1915) |
1112542 | https://da.wikipedia.org/wiki/Danilo%20Pereira | Danilo Pereira | Danilo Luís Hélio Pereira (født d. 9. december 1991) er en portugisisk professionel fodboldspiller, som spiller for Ligue 1-klubben Paris Saint-Germain og Portugals landshold.
Baggrund
Pereira blev født i Bissau, Guinea-Bissau og flyttede med sin familie til Portugal da han var fem år gammel.
Klubkarriere
Parma
Pereira kom igennem ungdomsakademiet hos Benfica, men Benfica valgte ikke at give ham en professionel kontrakt. Han skiftede herefter til italienske Parma, hvor han skrev sin første professionelle kontrakt i august 2010. Pereira tilbragte lejeafter hos græske Aris Thessaloniki og hollandske Roda JC i sin tid hos Parma.
Marítimo
Pereira vendte i august 2013 tilbage til Portugal da han skiftede til Marítimo. Han tilbragte to sæsoner med klubben, hvor han spillede som fast mand på førsteholdet.
Porto
Pereira skiftede i juli 2015 til FC Porto i en aftale som gjorde ham til Marítimos dyreste salg nogensinde. Han etablerede sig med det samme på Porto-holdet, og blev i hans debutsæson kåret som årets spiller i klubben.
Efter Héctor Herrera forlod klubben i juli 2019, blev Pereira til holdets nye anfører.
Paris Saint-Germain
Pereira skiftede i oktober 2020 til Paris Saint-Germain på en lejeaftale med en købsobligation. Aftalen blev officelt gjordt permanent i maj 2021.
Landsholdskarriere
Ungdomslandshold
Pereira har repræsenteret Portugal på flere ungdomsniveauer.
Seniorlandshold
Vitinha fik debut for Portugals landshold den 31. marts 2015.
Titler
Porto
Primeira Liga: 2 (2017-18, 2019-20)
Taça de Portugal: 1 (2019-20)
Paris Saint-Germain
Ligue 1: 1 (2021-22)
Coupe de France: 1 (2020-21)
Trophée des Champions: 2 (2020, 2022)
Portugal
Europamesterskabet: 1 (2016)
UEFA Nations League: 1 (2018-19)
Individuelle
SJPF Primeira Liga Årets hold: 2 (2016, 2017)
FC Porto Årets spiller: 1 (2016)
Referencer
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Portugal
Fodboldlandsholdsspillere fra Portugal
Fodboldspillere fra Parma FC
Fodboldspillere fra Aris Thessaloniki F.C.
Fodboldspillere fra Roda JC
Fodboldspillere fra C.S. Marítimo
Fodboldspillere fra FC Porto
Fodboldspillere fra Paris Saint-Germain
Deltagere ved det europæiske mesterskab i fodbold 2016
Deltagere ved det europæiske mesterskab i fodbold 2020
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022 |
1112545 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bicazkl%C3%B8ften | Bicazkløften | Bicaz-kløften (rumænsk: Cheile Bicazului, ungarsk: Békás-szoros) er en kløft i Rumænien, beliggende i den nordøstlige del af landet, i distrikterne Neamț og Harghita. Den ligger i den centrale del af Hășmaș-bjergene, og det er en del af Bicazului-Hășmaș Nationalpark.
Kløften blev udskåret af vandet i floden Bicaz, og den fungerer som en passage mellem de rumænske provinser Moldova og Transsylvanien.
Det er en lokalitet hvor man kan se murløber, en sjælden klippeboende fugl.
Nationalvej DN12C passerer gennem kløften. Vejen langs de 8 kilometer kløft, går ofte i serpentiner med klippe på den ene side og et rent fald på den anden side, er en af de mest spektakulære køreture i landet. I kløften ligger også Lacul Roșu (den røde sø), med sine traditionelle hytter, hoteller i 980 meters højde.
Cheile Bicazului er et af de vigtigste bjergklatring i Rumænien.
Referencer
360° Panorama af Bicaz Gorge
En samling billeder fra Bicaz Gorge
Billeder fra Bicaz Gorge
Rejseplan og kort Bicaz Gorge
Bicaz Gorge kunst billeder
Rumæniens geografi |
1112553 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Big%20Punch | The Big Punch | The Big Punch er en amerikansk stumfilm fra 1921 af John Ford.
Medvirkende
Buck Jones som Buck
Barbara Bedford som Hope Standish
Jack Curtis som Jed
George Siegmann som Flash McGraw
Jack McDonald
Al Fremont
Jennie Lee
Edgar Jones
Irene Hunt
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921 |
1112554 | https://da.wikipedia.org/wiki/Big%20Town%20Ideas | Big Town Ideas | Big Town Ideas er en amerikansk stumfilm fra 1921 af Carl Harbaugh.
Medvirkende
Eileen Percy som Fan Tilden
Kenneth Gibson som Alan Dix
James Parrott som Spick Sprague
Lon Poff
Laura La Plante som Molly Dorn
Leo Sulky som George Small
Harry DeRoy
Lefty James som Warden
Lawrence A. Bowes
Paul Kamp
Paul Cazeneuve
Clarence Wilson
Jess Aldridge
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921 |
1112555 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Bigamist%20%28film%20fra%201921%29 | The Bigamist (film fra 1921) | The Bigamist er en britisk stumfilm fra 1921 af Guy Newall.
Medvirkende
Guy Newall som George Dane
Ivy Duke som Pamela Arnott
Julian Royce som Herbert Arnott
Barbara Everest som Blanche Maitland
A. Bromley som Richard Carruthers
Dorothy Scott som Constance Carruthers
Douglas Munro
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra Storbritannien
Britiske film fra 1921 |
1112556 | https://da.wikipedia.org/wiki/Besserwisserne | Besserwisserne | Besserwisserne er et politisk TV-program på TV2 der udkommer hver fredag. Værten Ask Rostrup inviterer hver uge kendte politiske kommentatorer − såkaldte Besserwissere − i studiet for at analysere hvad der er sket i den forgangne uge i dansk politik.
"Bezzerwissere" som har deltaget i programmet, inkluderer bl.a.:
Hans Engell, politisk kommentator
Søs Marie Serup, politisk kommentator
Noa Redington, politisk kommentator
Jarl Cordua, polittisk kommentator
Lars Trier Mogensen, politisk kommentator, Information
Elisabet Svane, politisk analytiker, Politiken
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T.
Bent Winther, politisk kommentator, Berlingske
Erik Holstein, politisk kommentator, Altinget.dk
Jesper Vestergren, politisk analytiker, TV 2
Hans Redder, politisk redaktør, TV 2
Niels Thulesen Dahl, politisk analytiker, Jyllands-Posten
Casper Dall, politisk redaktør, Avisen Danmark
Referencer
Tv-programmer fra TV 2 Danmark |
1112562 | https://da.wikipedia.org/wiki/Jonathan%20David | Jonathan David | Jonathan Christian David (født d. 14. januar 2000) er en canadisk professionel fodboldspiller, som spiller for Ligue 1-klubben Lille OSC og Canadas landshold.
Baggrund
David blev født i New York City, USA til forældre fra Haiti. Han flyttede tilbage til Port-au-Prince i Haiti med sin familie da han var tre måneder gammel. Da han var seks år gammel, flyttede han med sin familie til Canada, og bosatte sig i Ottawa.
Klubkarriere
Gent
Efter at have haft prøvetræning med flere klubber i Europa, skiftede David i januar 2018 til belgiske KAA Gent, hvor han skrev sin første professionelle kontrakt. Han gjorde sin debut for førsteholdet i august 2018, og imponerede med det samme, da han hurtigt etablerede sig som fast mand på holdet. Han scorede i 2019-20 sæsonen 18 sæsonmål i Belgiens 1. Division A, og sluttede dermed som delt topscorer sammen med Dieumerci Mbokani.
Lille
David skiftede i august 2020 til Lille OSC i en aftale som gjorde ham til den dyreste canadiske fodboldspiller nogensinde. Efter en dårlig start på sin tid i klubben, da han kun scorede 2 mål på en halvsæson, så havde han sit store gennembrud i den anden halvdel af 2020-21 sæsonen, da han scorede 11 mål og spillede en essentiel rolle i at Lille vandt deres første mesterskab i 10 år.
Landsholdskarriere
Ungdomslandshold
David har repræsenteret Canada på flere ungdomsniveauer.
Seniorlandshold
David debuterede for Canadas landshold den 9. september 2018.
Titler
Lille
Ligue 1: 1 (2020-21)
Trophée des Champions: 1 (2021)
Individuelle
CONCACAF Gold Cup Tuneringens hold: 1 (2019)
CONCACAF Gold Cup Topscorer: 1 (2019)
Belgiens 1. Division A Topscorer: 1 (2019-20)
Årets mandelige fodboldspiller i Canada: 1 (2019)
Belgiens 1. Division A Årets spiller: 1 (2019-20)
Referencer
Eksterne henvisninger
Personer fra New York City
Fodboldspillere fra Canada
Fodboldlandsholdsspillere fra Canada
Fodboldspillere fra KAA Gent
Fodboldspillere fra Lille OSC
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022 |
1112567 | https://da.wikipedia.org/wiki/Elias%20Sandb%C3%A6k | Elias Sandbæk | Elias Petersen Sandbæk (født 13. juli 1852, død 14. april 1918) var en dansk gårdejer og politiker. Han sad i Folketinget fra 1898 til sin død i 1918.
Sandbæk var søn af gårdejer Peter Fjordside og blev født i Nees Sogn øst for Nissum Fjord 13. juli 1852. Han blev landbrugsuddannet og gik på Askov Højskole før han i 1877 erhvervede en gård på 4 tønder hartkorn i Nees Sogn. Han havde gården indtil 1902.
Sandbæk var medlem af Nees sogneråd i mange år og sognerådsformand i 4 år. I 1897 stillede han op til et suppleringsvalg til Folketinget i Lemvigkredsen som blev afholdt fordi kredsens medlem af Folketinget siden 1861, gårdejer C.P. Aaberg var død, Sandbæk tabte valget til J.S. Breinholt fra Højre (1881). Han valgt til gengæld det ved ordinære folketingsvalg i 1898 og alle efterfølgende valg og sad Folketinget fra 5. april 1898 til sin død i 1918.
Han repræsenterede Venstrereformpartiet og senere Venstre.
Sandbæk døde på Rigshospitalet 14. april 1918.
Referencer
Folketingsmedlemmer i 1890'erne
Folketingsmedlemmer i 1900'erne
Folketingsmedlemmer i 1910'erne
Tidligere folketingsmedlemmer fra Venstre
Folketingsmedlemmer fra Venstrereformpartiet |
1112576 | https://da.wikipedia.org/wiki/Cheile%20Bicazului-H%C4%83%C8%99ma%C8%99%20Nationalpark | Cheile Bicazului-Hășmaș Nationalpark | Nationalparken Cheile Bicazului - Hășmaș ( Bicazkløften - Hășmaș-bjergene) er beliggende i det nordøstlige Rumænien, i bjergkæden de Østlige Karpater. Det beskytte område er en del af distrikterne Neamț og Harghita.
Parkadministrationen ligger i Izvoru Mureșului i Harghita-distriktet.
Parkens vigtigste geologiske seværdigheder er:
Cheile Bicazului (Bicazkløften), en dyb kløft ved floden Bicaz
Lacu Roșu (den røde sø) – en naturlig dæmningssø
Hășmaș-bjergene
Parkernes areal på 6.575 ha er opdelt i to zoner: den særlige fredningszone (78 %) og beskyttelseszonen (22 %).
Naturreservater:
Bicaz Gorge (Neamț County – 1.600 hektar og Harghita County – 2.128 hektar)
Lacu Roșu
Cheile Șugăului (10 hektar)
Avenul Licaș (5 hektar)
Hășmașul Mare Massivet, Piatra Singuratică (den ensomme sten) og Hășmașul Negru (800 hektar)
Se også
Beskyttede naturområder i Rumænien
Referencer
Parkens hjemmeside
Nationalparker i Rumænien |
1112578 | https://da.wikipedia.org/wiki/Hagbart%20Berg | Hagbart Berg | Hagbart Berg (født 16. oktober 1874, død 1. marts 1936 i Slagelse) var en dansk postmester og politiker. Han sad i Folketinget for Venstre fra 1918 til 1924 og fra 1926 til 1929.
Berg var søn af lærer Jens Nikolaj Poulsen Berg (1827-1881) og Dorthe Marie Jensen (født Agergaard; 1835-1909). Familien var engageret i politik hvor både faren og farbroren C. Berg, som sad i Folketinget i mange år, var venstremænd. Berg var bror til seminarieforstander og kvindesagsforkæmper Birgitte Berg Nielsen. Han blev gift i 1907 med Kirsten Kirstine Jeppesen (1880-1957).
Berg blev født i Vandborg vest for Lemvig 16. oktober 1874. Han afsluttede sin skolegang med præliminæreksamen i 1891 og blev ansat i Postvæsenet som postekspedient i Lemvig i 1901. I 1921 blev han postmester i Bjerringbro og siden i 1926 i Ringkøbing og i 1932 i Slagelse.
Han var aktiv i politik hele livet, først i Venstrereformpartiet og senere i Venstre. Han var byrådsmedlem i Lemvig 1906-1908 og 1910-1918. Berg var formand for Venstres organisation i Lemvigkredsen fra 1913. Han stillede op ved folketingsvalget 1913 i Rudkøbingkredsen men tabte til P. Munch. Han stillede op og blev valgt i Lemvigkredsen ved folketingsvalget i 1918 idet kredsens hidtidige folketingsmedlem Elias Sandbæk for Venstre var død kort før valget. Han blev genvalgt indtil 1924 og var igen i Folketinget fra folketingsvalget 1926 til 1929. Han blev ikke valgt ved folketingsvalgene i 1929 og 1932 og stillede derefter ikke op igen.
Berg var formand for Venstres folketingsgruppe 1926-1929 og formand for Venstre i Jylland 1924-1927. Han var hovedbesyrelsesmedlem i Danmarks Afholdsforening 1928-1930.
Referencer
Eksterne henvisninger
Hagbart Berg i Dansk Biografisk Leksikons 3. udgave (1979-1984)
Folketingsmedlemmer i 1910'erne
Folketingsmedlemmer i 1920'erne
Tidligere folketingsmedlemmer fra Venstre |
1112579 | https://da.wikipedia.org/wiki/Louise%20Herping%20Ellegaard | Louise Herping Ellegaard | Louise Herping Ellegaard (født i 1980) er en dansk iværksætter og investor i DR's forretnings-program Løvens Hule. Hun er opvokset i Ansager og har haft sine ungdomsår på Grindsted Gymnasium. Hun studerede en bachelor i historie på SDU og udviklede idéen til Clio sammen med en veninde fra hendes studietid og en programmør. Clio blev officielt grundlagt i 2006 af Janus Benn Sørensen, Louise Herping og Lasse Guldsborg. CLIO som er landets største platform med digitale læringsmidler til folkeskolen. I 2018 solgte hun og hendes partnere deres andel i Clio til den svenske mediekoncern Bonnier for ca. 300 millioner kr.
Louise Herping har siden investeret i flere tech-virksomheder. Hendes portefølje består i dag bl.a. af Maneno, My Monii, On Robot, Pentalock og Tiimo. Ifølge cvr-registeret er hun god for omkring 90 mio. kr.
Referencer
Eksterne henvisninger
herping.dk, officiel hjemmeside
Iværksættere fra Danmark
Investorer i Løvens Hule |
1112584 | https://da.wikipedia.org/wiki/Tre%20Br%C3%B8dre | Tre Brødre | Tre Brødre eller De Tre Brødre kan blandt andet henvise til:
Tre Brødre (Riga) – betegnelse for tre bygninger i Letlands hovedstad Riga
De tre brødre (smykke) – nu forsvundet smykke fra middelalderen |
1112591 | https://da.wikipedia.org/wiki/VM%20i%20bandy%202023%20%28kvinder%29 | VM i bandy 2023 (kvinder) | Verdensmesterskabet i bandy for kvinder 2023 er det 11. VM i bandy for kvinder gennem tiden, og mesterskabet bliver arrangeret af Federation of International Bandy. Turneringen bliver afviklet indendørs i Eriksson Arena i Åby, Sverige i perioden 28. marts - 2. april 2023. Sverige er VM-værtsland for tredje gang, og det er andet år i træk, at mesterskabet bliver spillet i Åby.
Den 22. december 2023 kunne Svenska Bandyförbundet og Federation of International Bandy offentliggøre, at mesterskabet skulle spilles i Eriksson Arena i Åby med Växjö kommun, Växjö & Co og Åby/Tjureda IF som værter for turneringen. Mesterskabet bliver for første gang afviklet som et samlet mesterskab for både mænd og kvinder, og for første gang er der ikke to års pause mellem to VM for kvinder.
De fire bedste hold spiller i A-VM om den egentlige VM-titel, mens de øvrige tilmeldt hold spiller B-VM om placeringerne fra 5.-pladsen og nedefter.
Arena
Mesterskabet afvikles indendørs i Eriksson Arena i Åby i Småland, Sverige – ca. 20 km nord for Växjö.
Format
De ???? hold er inddelt i to niveauer. I A-VM spiller de fire bedste hold fra sidste VM, mens de øvrige hold spiller B-VM om 5.- til ????.-pladsen.
Kampene i A-VM bliver spillet 2 × 45 minutter, mens kampe i B-VM bliver spillet 2 × 30 minutter.
A-VM
Indledende runde
Semifinaler
Bronzekamp
Finale
B-VM
Indledende runde
Semifinaler
Bronzekamp
Finale
Samlet rangering
Hædersbevisninger
Organisationskomiteen hædrede følgende spillere efter mesterskabet. Priserne blev uddelt ved afslutningsbanketten i den . april 2023.
Se også
VM i bandy 2023 (for mænd)
Kilder / eksterne henvisninger
Noter
2023 (kvinder)
Bandy i 2023
Sport for kvinder
Bandy i Sverige |
1112604 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bicaz%20%28flod%29 | Bicaz (flod) | Bicaz () er en højre biflod til floden Bistrița i Rumænien. Dens udspring er i Hășmaș-bjergene. Dens øverste løb, opstrøms fra Lacul Roșu (Røde Sø), kaldes også Vereșchiu. Andre bifloder til Lacul Roșu er Pârâul Oii (Oaia), Licoș og Suhard. Den løber ud i Bistrița i byen Bicaz. Den er 39 km lang og har et afvandingsområde på 566 km².
De vigtigste bifloder til floden er:
Bifloder fra venstre: Licoș, Suhard, Cupaș, Lapoș, Șugău, Țepeșeni, Capra (eller Pârâul Jidanului), Chișirig, Pârâul Izvorului, Neagra, Tașca, Hamzoaia
Bifloder fra højre: Pârâul Oii, Bicăjel, Bardoș, Surduc, Dămuc, Ticoș, Floarea, Secu
Bicazkløften er en del af Cheile Bicazului-Hășmaș National Park.
Referencer
Vandløb i Rumænien |
1112605 | https://da.wikipedia.org/wiki/Carsten%20Myllerup | Carsten Myllerup | Carsten Myllerup (født 2. august 1971) er en dansk filminstruktør.
I 2003 debuterede han som spillefimsinstruktør med ungdomsgyseren Midsommer. I 2005 instruerede han Oskar & Josefine. Han har været instruktør på en række afsnit af Hotellet, Jesus & Josefine, Anna Pihl, Sommer, "Lulu og Leon" og "Den 2. side".
Eksterne henvisninger
Filminstruktører fra Danmark |
1112607 | https://da.wikipedia.org/wiki/Karla%20Larsen%20Moltsen | Karla Larsen Moltsen | Karla Larsen Moltsen (født 29. december 2007 i Ganløse) er en dansk skuespillerinde.
Karriere
Karla Larsen Moltsen startede sin karriere med at lave amatørteater og fik sin første rolle i DRs julekalender Julehjertets hemmelighed (2022), hvor hun spillede hovedrollen ved navn Karen.
Filmografi
Tv-serier
Referencer
Eksterne henvisninger |
1112608 | https://da.wikipedia.org/wiki/Sylvester%20J%C3%B8rgensen | Sylvester Jørgensen | Sylvester Jørgensen (født 24. november 1821 i Uglbjerg, Dejbjerg Sogn, død 4. januar 1881) var en dansk gårdmand og politiker. Han var medlem af Folketinget valgt i Ringkøbingkredsen i 1855, 1856-1864 og 1866-1872.
Jørgensen var søn af gårdejer Jørgen Petersen. Han blev udlært som både snedker og stenhugger. I treårskrigen 1848-1850 deltog han som trænkonstabel. Jørgensen købte gården Hustedgård i Hanning Sogn, nabosogn til hans fødesogn, i 1851. Her anlagde han et teglværk og forbedrede jorden med blandt andet mergling.
Jørgensen var medlem af sogneforstanderskabet i Hanning 1854-1858. Han stillede op mod folketingsmand pastor Vilhelm Schøler i Ringkøbingkredsen ved valgene i 1853 og 1854 men kunne ikke opnå valg. Jørgensen opnåede dog valg ved suppleringsvalget, som blev afholdt 13. marts 1855, efter at Schøler havde nedlagt sit mandat. Ved det ordinære folketingsvalg 14. juni samme år tabte han imidlertid til konsejlspræsident P.G. Bang. Bang nedlagde sit folketingsmandat i 1856, og Jørgensen vandt igen et suppleringsvalg 30. december det år. Han blev genvalgt to gange, men tabte ved folketingsvalget i 1864 til skolelærer C.J. Fjord. Jørgensen opnåede igen valg ved folketingsvalget i juni 1866 og sad igen i Folketinget til folketingsvalget 1872, hvor han tabte til gårdejer C.H. Holm. Ved valget i 1873 stillede Jørgensen forgæves op i Holstebrokredsen. Han tilhørte Venstre i starten af sin folketingskarriere, men gik efterhånden over til Højre.
Jørgensen var tillige medlem af Rigsrådets Folketing 1864-1866 for Ringkøbingkredsen.
Referencer
Folketingsmedlemmer i 1850'erne
Folketingsmedlemmer i 1860'erne
Folketingsmedlemmer i 1870'erne
Medlemmer af Rigsrådets Folketing |
1112610 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bits%20of%20Life | Bits of Life | Bits of Life er en amerikansk stumfilm fra 1921 af Marshall Neilan.
Medvirkende
Wesley Barry som Tom Levitt
Rockliffe Fellowes
Lon Chaney som Chin Gow
Anna May Wong som Toy Sing
Noah Beery, Sr. som Hindoo
John Bowers
Teddy Sampson
Dorothy Mackaill
Edythe Chapman
Frederick Burton
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921
Dramafilm fra USA |
1112611 | https://da.wikipedia.org/wiki/For%20sin%20Broders%20%C3%86re | For sin Broders Ære | For sin Broders Ære er en amerikansk stumfilm fra 1921 af David Smith.
Medvirkende
Jean Paige som Jessie Gordon
James Morrison som Harry Blomefield
George Webb som Jack Beckett
Bobby Mack som Derby Ghost
John Steppling som Squire Gordon
Leslie T. Peacocke som Lord Wynwaring
Adele Farrington som Lady Wynsaring
Chick Morrison som John Manly
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921
Dramafilm fra USA |
1112612 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Black%20Panther%27s%20Cub | The Black Panther's Cub | The Black Panther's Cub er en amerikansk stumfilm fra 1921 af Emile Chautard.
Medvirkende
Florence Reed som Mary Maudsley / Faustine
Norman Trevor som Sir Marling Grayham
Henry Stephenson som Clive
Paul Doucet
Don Merrifield som Charles Beresford
Henry Carvill som Lord Whitford
Louis R. Grisel
Earle Foxe som Lord Maudsley
William Roselle som Hampton Grayham
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921
Dramafilm fra USA |
1112613 | https://da.wikipedia.org/wiki/De%20sorte%20Roser | De sorte Roser | De sorte Roser er en amerikansk stumfilm fra 1921 af Colin Campbell.
Medvirkende
Sessue Hayakawa som Yoda
Myrtle Stedman som Blanche De Vore
Tsuru Aoki som Blossom
Andrew Robson som Benson Burleigh
Toyo Fujita som Wong Fu
Henry Herbert som Harry
Harold Holland som Cleary
Carrie Clark Ward som Bridget
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921
Dramafilm fra USA |
1112614 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Blasphemer | The Blasphemer | The Blasphemer er en amerikansk stumfilm fra 1921 af O.E. Goebel.
Medvirkende
George Howard - John Harden
Augusta Anderson - Mrs. Anderson
Irving Cummings
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921
Dramafilm fra USA |
1112615 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Blazing%20Trail%20%28film%20fra%201921%29 | The Blazing Trail (film fra 1921) | The Blazing Trail er en amerikansk stumfilm fra 1921 af Robert Thornby.
Medvirkende
Frank Mayo som Bradley Yates
Frank Holland som Dr. Pickney Forbes
Verne Winter som Chipmunk Grannis
Bert Sprotte som Hank Millicuddy
Madge Hunt som Ma Millicuddy
Mary Philbin som Talithy Millicuddy
Lillian Rich som Carroll Brown
Ray Ripley som Lewis Van Dusen
Joy Winthrop som Hulda Mews
Helen Gilmore
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921
Dramafilm fra USA |
1112616 | https://da.wikipedia.org/wiki/Blind%20Hearts | Blind Hearts | Blind Hearts er en amerikansk stumfilm fra 1921 af Rowland V. Lee.
Medvirkende
Hobart Bosworth som Lars Larson
Wade Boteler som John Thomas
Irene Blackwell som Mrs. Thomas
Collette Forbes som Hilda Larson
Madge Bellamy som Julia Larson
Raymond McKee som Paul Thomas
William Conklin som James Curdy
Lule Warrenton som Rita
Henry Hebert som James Bradley
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921
Dramafilm fra USA |
1112617 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Blot | The Blot | The Blot er en amerikansk stumfilm fra 1921 af Lois Weber.
Medvirkende
Philip Hubbard som Andrew Theodore Griggs
Margaret McWade som Mrs. Griggs
Claire Windsor som Amelia Griggs
Louis Calhern som Phil West
Marie Walcamp som Juanita Claredon
William H. O'Brien
Gertrude Short
Larry Steers
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921
Dramafilm fra USA |
1112618 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Blue%20Fox%20%28film%20fra%201921%29 | The Blue Fox (film fra 1921) | The Blue Fox er en amerikansk stumfilm fra 1921 af Duke Worne.
Medvirkende
Ann Little som Ann Calvin
J. Morris Foster som John Densmore
Joseph W. Girard som Hawk Baxter
Charles Mason som Robert Winslow
William LaRock som Tarka
Lon Seefield
Fred L. Wilson
Hope Loring
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921 |
1112620 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bistri%C8%9Ba%20%28Siret%29 | Bistrița (Siret) | Bistrița (rumænsk udtale: [ˈbistrit͡sa] (kaldes også Bistrița Aurie eller Bistrița Moldoveană; ) er en flod der løber i de rumænske regionerMaramureș, Bukovina og Moldavien (det meste af dens længde). Det er en højre biflod til floden Siret. Ved Chetriș, nær Bacău, løber den ud i Siret. Dens udspring er i Rodna-bjergene, ved foden af bjerget Gârgalău. Den løber gennem distrikterne Bistrița-Năsăud, Suceava, Neamț og Bacău . Byerne Vatra Dornei, Bicaz, Piatra Neamț, Roznov, Buhuși og Bacău ligger langs floden. Bistrița er 283 km lang, og dens afvandingsområde er 7.039 km2.
Den øvre del af floden er også kendt som Bistrița Aurie ().
Følgende steder er der blevet bygget dæmninger over floden Bistrița:
Topoliceni
Izvorul Muntelui
Pângărați
Vaduri
Piatra Neamț
Reconstrucția
Racova
Gârleni
Lilieci
Bacău
Byer og landsbyer
Følgende byer og landsbyer ligger langs floden Bistrița, fra kilden til mundingen: Șesuri, Cârlibaba Nouă, Valea Stânei , Botoș, Ciocănești, Iacobeni, Argestru, Vatra Dornei, Cozăneto șori , Cozăneto șori, Cozănetoi, Chiăt Satu Mare, Crucea, Holda, Holdița, Broșteni, Lungeni, Frasin, Mădei, Pârâul Cârjei , Borca, Soci, Pârâul Pântei , Bușmei, Farcașa, Popești , Frumosu , Pârâul faguluii , Largului, Călugăreni, Bistricioara, Ceahlău, Chirițeni, Grozăvești, Buhalnița, Ruginești, Izvoru Alb, Bicaz, Capșa, Tarcău, Straja, Oanțu, Pângărați, Preluca, Vaduria, Vadura , doulia , doulia ., Brășăuți, Săvinești, Roznov, șovoaia, Zănești, Ruseni, Podoleni, Rediu, Costișa, Frunzeni, Buhuși, Blăgești, Racova, Buda, Gura Văii , Gârleni De Sus, Gârleni , Itești .
Bifloder
Følgende floder er bifloder til floden Bistrița (fra kilden til mundingen):
Venstre: Bârjaba, Vulcănescu, Mostim, Tinosu Mare, Iurescu, Bretila, Țibău, Cârlibaba, Afinetu, Valea Stânei, Andronic, Botoș, Gropăria, Oița, Brezuța, Fieru, Chianța, Fieru, Ghiența, Chianța, Frumușana, Izvorul Arseneasa, Colbu, Arama, Chiril, Cojoci, Fieru, Pârâul Fagului, Izvorul Casei, Leșu, Holda (eller Puzdra), Holdița, Cotârgași, Pietroasa, Leto, Sabasa, Fărca, Hangu, Bola, St., Buhalnița, Potoci, Capșa, Pângărați, Pângărăcior, Valea Mare, Cuejdiu, Frăsinel, Cracău, Câlneș, Români, Lețcana, Racova, Valea Rea.
Til højre: Putreda, Tomnatecu Mare, Tomnatecu Mic, Bila, Lala, Rotunda, Izvorul Șes, Zacla, Valea Rusăi, Măgura, Fundoaia, Stânișoara, Valea Bâtcii, Izvorul Gândacului, Diaca, Humor, Scorăuzel, Pâ Marăuzel, Pâ Marăuzel, Scorăr, Tisa, Ciotina, Haju, Dorna, Neagra, Arin, Cozănești, Ortoaia, Bolătău, Rusca, Oșoiu, Sunători, Valea Lutului, Izvoru Rău, Bârnărel, Pârâul Born, Bârâul Cornuepten, Cârâul Cornuepten , Cârâul Cornuepten, Cârâul Cornuepten, Ruseni, Zahorna, Roșeni, Pârâul Duruitorilor, Bistricioara, Schit, Răpciunița, Țiflic, Valea Strâmtorilor, Izvorul Alb, Secu, Izvorul Muntelui, Coșușna, Bicaz, Bicaz Potoc, Crasni, Crasna, Crasna, Crasna, Crasna, Crasni, Sasca, Calul, Iapa, Nechit, Poloboc, Dragova, Buda, Trebeș .
Referencer
Vandløb i Rumænien
CS1: Kilder på rumænsk (ro)
Koordinater på Wikidata |
1112621 | https://da.wikipedia.org/wiki/Richard%20Gerstl | Richard Gerstl | Richard Gerstl (født 14. september 1883 i Wien, Østrig-Ungarn; død 4. november 1908 i Wien) var en østrigsk portræt- og landskabsmaler.
Som 15-årig begyndte Gerstl at studere ved "Allgemeine Malerschule" hos Christian Griepenkerl på Kunstakademiet i Wien, og sommermånederne 1900 og 1901 tilbragte han i den ungarske maler Simon Hollósys modernistiske kunstnerkoloni i Nagybánya.
Gerstl tog 1908 livet af sig ved hængning.
Referencer
Eksterne henvisninger
Richard Gerstl hos Richardgerstl.com
Richard Gerstl hos Austria-forum.org
Biografi hos Richard-gerstl.info
Erste deutsche Richard Gerstl-Retrospektive in Frankfurt, 2017 (Første tyske retrospektive udstilling i Frankfurt)
Malere fra Østrig
Personer fra Wien |
1112624 | https://da.wikipedia.org/wiki/Inga%20Skj%C3%A6rris | Inga Skjærris | Inga Skjærris (tidligere Inga Skjærris Nielsen) (født 6. oktober 1943) er tidligere lokalpolitiker og borgmester i 1988-1989 for den nu nedlagte Ramsø Kommune. Inga Skjærris var opstillet for Venstre og sad i byrådet i mange år og var tillige folketingskandidat.
Inga Skjærris har desuden været engageret i idræt, socialt arbejde og ældreområdet. Hun har bl.a. siddet i Danmarks Idrætsforbund, Narkotikarådet og Landsforeningen af Væresteder. I 1987 var Inga Skjærris medforfatter af ”Betænkning om breddeidretten i Danmark”. Hun har i en årrække desuden været formand i Viby Idrætsforening og er nu næstformand. Inga Skjærris er desuden formand for Boligselskabet Roskilde SYD (tidligere Ramsø Ældreboligselskab).
Hun blev i 2001 kortvarigt landskendt pga. uregelmæssigheder i forbindelse med kommunalvalget, hvor der var mistanke om, at der uretmæssigt var sat kryds ud for hendes navn på 70 stemmesedler. Den påståede valgsvindel havde dog ingen betydning for resultatet. Efter længere tids efterforskning blev sigtelsen frafaldet og sagen henlagt.
Kilder
Borgmestre fra Venstre |
1112629 | https://da.wikipedia.org/wiki/Christian%20Krarup%20Fjord | Christian Krarup Fjord | Christian Johan Lodberg Krarup Fjord (født 14. november 1822, død 20. juli 1879) var en dansk skolelærer og politiker. Han sad i Folketinget i 1864-1866 og 1869-1876.
Fjord var søn af skolelærer og gårdejer Jesper Nielsen Fjord og bror til professor ved Landbohøjskolen N.J. Fjord. Han blev født 14. november 1822 i Gammelsogn i Gammel Sogn på Holmsland. Han blev uddannet lærer på Lyngby Seminarium i Lyngby på Djursland i 1842 og efterfulgte sin far som skolelærer i Gammelsogn i 1849. Han beholdt lærerembedet til sin død og var også i omkring 30 år direktør for Ulfborg Hind Herreders Brandforskring for Løsøre. I 1867 stiftede han Ringkøbing og Omegns Forbrugsforening som han blev formand for.
Fjord stillede op til valget til Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848 i Ringkøbing, men blev kun nummer tre efter sognepræst Vilhelm Schøler i Staby og godsejer A.E.M. Tang som blev valgt.
I 1864 stillede han op til Folketingsvalget i Ringkøbingkredsen mod Sylvester Jørgensen, som havde været kredsen folketingsmand siden 1856, og vandt valget med 36 flere stemmer end Jørgensen. Fjord genopstillede ikke ved valget i juni 1866. Han stillede op igen ved folketingsvalgene i 1869, 1872 og 1873 i Hjertingkredsen (den senere Esbjergkreds), hvor han vandt over konsul J.K. Bork fra Fanø alle tre gange. Fjord blev ikke genvalgt ved Folketingsvalget i 1876, men tabte til lærer Albrecht Hviid. Han opstillede ikke igen. Politisk var han tættest på Højre.
Han stillede også op til Rigsrådets Folketing ved valget i 1865, men trak sit kandidatur før valghandlingen.
Referencer
Folketingsmedlemmer i 1860'erne
Folketingsmedlemmer i 1870'erne |
1112633 | https://da.wikipedia.org/wiki/Janus%20Bygningen | Janus Bygningen | Janus Bygningen i Tistrup er hjemsted for Vestjyllands kunstmuseum. Bygningen er kendt for at lægge hus til den årlige Kunstnernes Sommerudstilling.
Bygningen, der er opført i 2000 og ligger på Lærkevej 25, er opkaldt efter den romerske gud Janus.
Eksterne henvisninger
Kunstmuseer i Danmark
Bygninger, konstruktioner og anlæg i Varde Kommune
Vardemuseerne |
1112636 | https://da.wikipedia.org/wiki/H%C4%83%C8%99ma%C8%99-bjergene | Hășmaș-bjergene | Hășmaș-bjergene (rumænsk: Munții Hășmaș; ungarsk: Hagymás-hegység) er kalkstens- og sandstensmassiv beliggende i Rumænien, i gruppen Indre Østkarpater i de Østlige Karpater. De tilhører Bistrița-bjergene og grænser op til Giurgeu-bjergene mod nord, Tarcău-bjergene mod øst, Ciuc-bjergene mod syd og Harghita-bjergene mod vest.
Hășmaș-bjergene omfatter mange klipper og kløfter, såsom Bicazkløften og Panaghia-klippen. Den højeste top er Hășmașul Mare som er 1.793 moh.
I bjergene ligger Nationalparken Cheile Bicazului-Hășmaș. Der er en sø kendt som Lacul Roșu ("Den Røde sø"), der er en en naturlig dæmningssø opkaldt efter det røde ler på stedet.
Referencer
Bjerge i RumænienØstkarpaterne |
1112640 | https://da.wikipedia.org/wiki/Nye | Nye | Nye er en udviklingsby og kommende satellitby til Aarhus beliggende i Elev Sogn. Byen er en stationsby og ligger i Aarhus Kommune under Region Midtjylland.
Byen ligger 10 kilometer fra Aarhus centrum og i forlængelse af landsbyen Elev mod nord og Lystrup to kilometer mod øst.
Nye huser Nye letbanestation, der forbinder byen med Aarhus, Djursland og oplandsbyer.
Nye er et byudviklingsprojekt hvor første etape er under opførsel. Første etape udgøres af ca. 650 boliger, institution og dagligvarebutik. Byggeriet blev igangsat i 2016, mens de første beboere flyttede ind i 2018.
Når nye er færdigudviklet vil bydelen huse op til 15.000-17.000 indbyggere og strække sig til Egå Engsø og Djurslandmotorvejen mod syd.
Udviklingen af Nye foregår i et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Aarhus Vand og Tækker Group.
Nye blev i 2022 tildelt Byplanprisen for visionær og naturbaseret byudvikling.
Kilder
Byer i Aarhus Kommune
Satellitbyer i Danmark |
1112644 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mia%20Lerdam | Mia Lerdam | Mia Lerdam (født 1. juli 1982) er en dansk skuespillerinde.
Filmografi
Tv-serier
Referencer
Eksterne henvisninger
Skuespillere fra Danmark |
1112648 | https://da.wikipedia.org/wiki/Lacul%20Ro%C8%99u | Lacul Roșu | Lacul Roșu eller den Røde Sø er en naturlig dæmningssø i distriktet Harghita i Rumænien. Den ligger i Hășmaș-bjergene, på det øvre løb af Bicaz-floden, og ligger ved foden af bjerget Hășmașul Mare, nær Bicazkløften, i en afstand af 26 km fra Gheorgheni og 30 km fra Bicaz.
Søen blev dannet efter sammenbruddet af en skråning på grund af jordskælvet den 23. januar 1838 kl. 18:45, der målte 6,9 på Richter-skalaen. Jordskredet blokerede Bicaz-flodens løb, og søen dannede sig bag denne dæmning.
Ved de seneste målinger, foretaget i 1987, har søen en omkreds på 2,830 m, og dækker et område på 11,47 ha, og rummer 587,5 m3 vand. Søen ligger i en højde af 983 moh. i en lavning med et fremherskende subalpint klima.
Beliggenhed
Den Røde Sø ligger mellem Suhardul Mic og Suhardul Mare-toppene på nordsiden, Podu Calului-bjergene mod sydvest, Licaș- og Chișhovoș-bjergene mod nordvest, Făgetul Ciucului-toppen mod nordøst, og Muntele Ucigaș (Dræberbjerget) mod øst.
Søen får vand fra fire store vandløb og 12 årstidsvarierende vandløb, hvoraf de vigtigste er Vereșchiu, Licaș, Suhardul og Pârâul Oii (Oaia). Søen munder ud i Bicazfloden, der løber mod Bicaz-kløften, omkring 4 km mod nordøst.
Søens dannelse
Selvom Den Røde Sø er relativ ny, diskuteres forholdene og tidspunktet for sødannelsen meget. Under dannelsen var søområdet et vanskeligt tilgængeligt område, økonomisk uudforsket. Ifølge Franz Herbich blev Den Røde Sø dannet i 1838. Dette er også begrundet i jordskælvet den 23. januar 1838, som blev gentaget i februar og kunne have forårsaget et jordskred. Et andet dannelsesår er 1837, hvilket kan argumenteres med at der var meget voldsomme storme og kraftige regnskyl. Om denne periode skriver Ditrói Puskás Ferenc i sit værk, "The History of Borsec ". Det væsentlige er at søen blev dannet ved at den lermasse, der blev aflejret under den sidste istid på den nordvestlige skråning af Mount Ghilcoș skred ned og lukkede dalen.
Kort efter at dalen var blevet lukket , blev granskoven oversvømmet, og træerne blev forstenede, hvilket gav en sjælden særegenhed til hele landskabet. I de første dannelsesår er søen udvidet yderligere - cirka en kilometer højere i ådalen, men med tiden eroderede den naturlige dæmning, og vandstanden stabiliserede sig på det nuværende niveau.
Turisme
Omgivelserne ved søen har et behageligt mikroklima. Dalen er stort set fri for vind, meget ren luft rig på naturlige aerosoler, naturskønne omgivelser giver fremragende betingelser for dem, der søger efter kilder til naturlig rekreation. Siden 1900-tallet har der været rekreative kurbade - en turisme, der har skabt udvikling i området.
Referencer
360° billede og flere billeder fra Lacul Roșu
Søer i Rumænien
Koordinater på Wikidata |
1112652 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kathy%20Whitworth | Kathy Whitworth | Kathrynne Ann "Kathy" Whitworth (født 27. september 1939, død 24. december 2022) var en amerikansk professionel golfspiller. Gennem sin karriere vandt hun 88 turneringer på LPGA-Touren, hvilket er flest af alle på LPGA og PGA Touren. Whitworth blev derudover nummer to 93 gange på LPGA, og i 1981 blev hun den første kvindelige spiller, der nåede $1 million i indtjening. Hun er optaget i World Golf Hall of Fame.
Referencer
Eksterne henvisninger
Golfspillere fra USA |
1112654 | https://da.wikipedia.org/wiki/Erik%20Lallerstedt%20%28arkitekt%29 | Erik Lallerstedt (arkitekt) | Erik Julius Lallerstedt (født 19. april 1864 på Färingsö, død 2. februar 1955 i Stockholm) var en svensk professor og arkitekt med særlig fokus på nationalromantik og klassicisme i sin skabelse af arkitektur.
Biografi
Erik Lallerstedt blev født i 1864 på Skå-Edeby Gods i Ekerö kommun, Färingsö. Mellem 1882 og 1889 studerede han på Kungliga Tekniska högskolan og på Kungliga Akademien för de fria konsterna i Stockholm. Fra 1890 til 1944 drev han sin egen tegnestue i hovedstaden, men fra 1893 arbejdede han desuden som arkitekt ved Överintendentsämbetet.
Et af hans tidlige værker er Sankt Peters Kirke i Stockholm (1900-1901). Han blev hurtigt kendt for sin monumentale teglstensarkitektur, oprindeligt tilpasset jugendstil og svensk nationalromantisk design, eksempelvis Trygghuset i Stockholm fra 1906. Den Kungliga Tekniska högskolans bygninger (KTH) (1911–1940) er derimod mere nyklassicistisk prægede og betragtes som ét af hans vigtigste arkitektoniske værker. I perioden 1907-1929 var han tilmed professor ved KTH.
Forsikringsselskabet Thule bestilte både ham og Ture Ryberg til at designe selskabets pompøse hus på Kungsträdgårdsgatan i Stockholm, kendt som et solidt og stilfuldt klassicistisk bygningsværk. Erik Lallerstedt tegnede et stort antal bygninger til Postverket rundt omkring i Sverige, eksempelvis posthuset og riksbankkontoret på Stora Torg i Kristianstad (1916-1917), posthuset i Åsele (1926), posthusbygningen i Kristinehamn (1927), posthusbygningen i Umeå (1928) og Postgirot-bygningen i Stockholm (1930). Sammen med David Helldén og Sigurd Lewerentz designede han Malmö stadsteater, nu Malmö Opera og Musikteater (1944).
Erik Lallerstedt var far til arkitekten Lars-Erik Lallerstedt og bedstefar til designeren Lars Lallerstedt og restauratøren Erik Anders Lallerstedt.
Udvalgt arbejde
I kronologisk tidsrækkefølge:
Konstakademiens hus, Stockholm, 1893–1896 (om- og tilbygget)
Hemse Kirke, Gotland, 1896 (renovering)
Bromska palatset, Stockholm, 1898–1900 (med Ludwig Peterson)
Kungsholms församlingshus, 1899–1902
Stockholm–Västerås–Bergslagens Järnvägar, stationshuse og stationsforstanderboliger
Vansbro station i Vansbro, 1899
Sankt Peters Kirke, Upplandsgatan 12, Stockholm, 1901
Härnösands enskilda bank, (senere Wermlandsbanken), Kungsträdgårdsgatan 16, Stockholm, 1901 (med Ture Stenberg)
Sankt Matteus Kirke, Dalagatan 80-82, Stockholm, 1901–1903
Waxholms Hotell, Vaxholm, 1903
Trygghuset, Birger Jarlsgatan 32, Stockholm, 1907–1910
Etageejendom, Baldersgatan 4, Stockholm (Lärkstaden), 1909–1910
Kungliga Tekniska högskolan, Stockholm, 1914–1917 + senere udvidelse
Thulehuset, Kungsträdgårdsgatan 14, Stockholm, 1915–1917 (med Ture Ryberg)
Studentpalatset, Norrtullsgatan 2-6, Stockholm, 1925–1926
Posthuset Odengatan/Dalagatan, Stockholm, 1928–1929
Postgirot-bygningen Klara norra kyrkogatan 12-16, Stockholm, 1930–1938
Östra station, Roslagsbanan, Stockholm, 1932 (med Albin Stark)
Posthuset Fridhemsgatan, Fridhemsgatan 7-11 på Kungsholmen, Stockholm, 1938
Malmö stadsteater (nu Malmö Opera), Malmö, 1944 (med David Helldén og Sigurd Lewerentz)
Billeder
Litteratur
Bedoire, Fredric: Erik Lallerstedt (arkitekt) i Svenskt biografiskt lexikon (1977-1979).
Linde Bjur, Gunilla; Engström Krister (2010). Stationshus: järnvägsarkitektur i Sverige. Stockholm: Balkong. side 234-245. Libris 10736916. ISBN 9789185581160.
Stockholms byggnader, Prisma, Stockholm 1977.
Svensk arkitektur 1664–1970, Byggförlaget 1986.
Hans Hellström, Postens byggnader genom tiderna, Stockholm 1996.
Eksterne henvisninger
Erik Lallerstedt/kulturnav.org
Erik Lallerstedt/sites.google.com/site/prittsel
Digitaltmuseum.org/011034076711/lallerstedt-erik-1864-1955
Portrattarkiv.se/details
Kilder
Arkitekter fra Sverige
Professorer fra Sverige |
1112655 | https://da.wikipedia.org/wiki/Fundulea | Fundulea | Fundulea er en landbrugsby i distriktet Călărași i Muntenien, Rumænien. Den ligger på Bărăgan-sletten, ca. 30 km øst for hovedstaden Bukarest, i den historiske region Valakiet. Den har en befolkning på indbyggere. Motorvejen A2 og floden Mostiștea passerer gennem dens nærområde. To landsbyer er administreret af byen: Alexandru Ioan Cuza og Gostilele. Den blev officielt en by i 1989, som et resultat af Rumæniens landdistriktsreform.
Funduleas udkant har tidligere haft en militærbase under den rumænske hær. Byen er hjemsted for et landbrugsinstitut, Det nationale institut for forskning og udvikling af landbruget (, INCDA). Et reservoir, kendt som Fundulea-søen, får vand fra Mostiștea, er et populært sted for sportsfiskeri.
Byen har indbyggere.
Kilder og henvisninger
Byer i distriktet Călărași |
1112656 | https://da.wikipedia.org/wiki/Troldehjertets%20Hemmelighed | Troldehjertets Hemmelighed | Troldehjertets Hemmelighed er en fortsættelse af julekalenderen Julehjertets hemmelighed (2022).
Plot
Det er tæt på midsommer og den 13-årige Karen bager kager på livet løs i sin lille butik. Det helt store samtaleemne i byen er forlovelsen mellem Karens storebror, den fattige staldkarl Rasmus og herregårdsdatteren Marie Louise. Pludselig dukker en pige ved navn Rebekka op i byen. Hun er sjov og vild og hende og Karen bliver hurtigt veninder. Kort tid efter dukker endnu en fremmed op i byen. En mystisk mand ved navn Cornelius. Han siger, at han leder efter en trold og har et magisk troldehjerte med til at hjælpe sig.
Medvirkende
Liste over afsnit
Afsnittene har både en lang titel, som er den DR anvender i deres kommunikation, samt en kort titel bestående af ét ord, som kun fremgår af grafikken i introduktionen i det enkelte afsnit.
Referencer
Eksterne henvisninger
Danske tv-serier fra 2020'erne |
1112658 | https://da.wikipedia.org/wiki/Federal%20Correctional%20Institution%2C%20Oakdale | Federal Correctional Institution, Oakdale | Federal Correctional Institution, Oakdale (FCI Oakdale) er et amerikansk føderalt fængsel med lav sikkerhed for mandlige indsatte i Louisiana. Det er en del af Oakdale Federal Correctional Complex (FCC) og drives af Federal Bureau of Prisons, en afdeling af det amerikanske justitsministerium. Det blev åbnet i 1990.
Komplekset består af to faciliteter:
Federal Correctional Institution, Oakdale (FCI Oakdale I): en lav-sikkerhedsfacilitet.
Federal Correctional Institution, Oakdale (FCI Oakdale II): en lav-sikkerhedsfacilitet.
FCI Oakdale er beliggende i det centrale Louisiana, 35 miles syd for Alexandria og 58 miles nord for Lake Charles.
Kendte indsatte
Nuværende og tidligere indsatte
Se også
Federal Bureau of Prisons
Referencer
Eksterne henvisninger
Officiel hjemmeside
Etableret i 1990
Fængsler i USA |
1112662 | https://da.wikipedia.org/wiki/Afdeling | Afdeling | Ordet afdeling betyder bl.a. del af et hele - og har flere specialiseringer:
Artilleriafdeling
Sygehusafdeling
Filmtitler:
Afdeling D
Afdeling Q
DR's regionale afdelinger |
1112670 | https://da.wikipedia.org/wiki/Til%20S%C3%B8s | Til Søs | Til Søs er en amerikansk stumfilm fra 1921 af Buster Keaton og Eddie Cline.
Medvirkende
Buster Keaton
Edward F. Cline
Sybil Seely
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921
Komediefilm fra USA |
1112671 | https://da.wikipedia.org/wiki/General%20Custers%20sidste%20Kamp%20%28film%20fra%201921%29 | General Custers sidste Kamp (film fra 1921) | General Custers sidste Kamp er en amerikansk stumfilm fra 1921 af Marshall Neilan.
Medvirkende
James Kirkwood Sr. som Bob Hampton
Wesley Barry som Dick
Marjorie Daw
Pat O'Malley som Lt. Brant
Noah Beery Sr. som Slavin
Frank Leigh som Murphy
T. D. Crittenden som Gen. Custer
Tom Gallery som Rev. Wyncoop
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1921
Dramafilm fra USA |
1112672 | https://da.wikipedia.org/wiki/Landsbyens%20sk%C3%B8nhed | Landsbyens skønhed | Landsbyens skønhed er en britisk stumfilm fra 1921 af Donald Crisp.
Medvirkende
Donald Crisp som Lachlan Campbell
Mary Glynne som Flora Campbell
Alec Fraser som Lord Malcolm Hay
Dorothy Fane som Kate Carnegie
Jack East som Posty
Langhorn Burton som John Carmichael
Jerrold Robertshaw som Earl
Adeline Hayden Coffin som Margaret Howe
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra Storbritannien
Britiske film fra 1921
Dramafilm fra Storbritannien |
1112683 | https://da.wikipedia.org/wiki/Portret%20neznakomtsa | Portret neznakomtsa | Portret neznakomtsa () er en russisk spillefilm fra 2022 af Sergej Osipjan.
Medvirkende
Jurij Butorin som Oleg
Kirill Pirogov som Nikolajev
Ksenija Putepova som Inga
Galina Tjunina som Peresvetova
Polina Kutepova som Tamara
Madlen Dzjabrailova som Nelli
Nikita Tjunin som Lavrentjev
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022 |
1112684 | https://da.wikipedia.org/wiki/Svinger%C3%BD | Svingerý | Svingerý () er en russisk spillefilm fra 2022 af Dmitrij Fiks og Andrejs Ekis.
Medvirkende
Dmitrij Nagijev som Igor
Irina Pegova som Irina
Ilja Noskov som Andrej
Darja Rudenok som Svetka
Natalja Rudova som Olga
Olesja Sudzilovskaja som Tatjana
Ivan Zlobin som Ivan
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022 |
1112685 | https://da.wikipedia.org/wiki/Neposlusjnik | Neposlusjnik | Neposlusjnik () er en russisk spillefilm fra 2022 af Vladimir Kott.
Medvirkende
Viktor Khorinjak
Taisija Vilkova
Aglaja Tarasova
Tatjana Orlova
Maksim Lagasjkin
Anton Eskin
Sergej Selin
Aleksandr Sinjukov
Jurij Kuznetsov
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022
Komediefilm fra Rusland |
1112687 | https://da.wikipedia.org/wiki/Odinnadtsat%20moltjalivykh%20muzjtjin | Odinnadtsat moltjalivykh muzjtjin | Odinnadtsat moltjalivykh muzjtjin () er en russisk spillefilm fra 2022 af Aleksej Pimanov.
Medvirkende
Makar Zaporozjskij som Vsevolod Bobrov
Aljona Kolomina som Abby
Pavel Krajnov som Vadim Sinjavskij
Jevgenija Lapova som Victorija Strelkova
Andrej Cjernysjov som Pepper
Sofja Sjutkina som Aleksandra Jelisejeva
Olga Lerman som Valerija Vasiljeva
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022
Dramafilm fra Rusland |
1112688 | https://da.wikipedia.org/wiki/Odnazjd%C3%BD%20v%20pust%C3%BDne | Odnazjdý v pustýne | Odnazjdý v pustýne () er en russisk spillefilm fra 2022 af Andrej Kravtjuk.
Medvirkende
Aleksandr Robak som Sjaberov
Pavel Tjinarjov som Zjilin
Aleksandr Metjolkin som Makarskij
Jekaterina Nesterova som Jamila
Igor Gordin
Polina Pusjkaruk
Vitalija Kornijenko
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022
Krigsfilm fra Rusland
Dramafilm fra Rusland |
1112689 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mister%20Nokaut | Mister Nokaut | Mister Nokaut () er en russisk spillefilm fra 2022 af Artjom Mikhalkov.
Medvirkende
Viktor Khorinjak som Valerij Popencjenko
Andrej Titjenko
Oleg Tjugunov
Sergej Bezrukov som Grigorij Kusikjants
Angelina Stretjina som Tanja
Inga Strelkova-Oboldina som Jevgenija
Jevgenija Dmitrijeva som Rufina
Viktor Verzjbitskij
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022
Dramafilm fra Rusland
Biografiske film |
1112690 | https://da.wikipedia.org/wiki/Papy | Papy | Papy () er en russisk spillefilm fra 2022 af Armen Ananikjan, Anna Matison, Karen Oganesjan og Sergej Judakov.
Medvirkende
Dmitrij Nagijev som Volkov
Sergej Bezrukov som Aleksandr
Jurij Stojanov som Vasilij Vinogradov
Mark Bogatyrjov som Zakharov
Igor Jijikine som Konstantin
Vladislav Semiletkov som Artjom
Julija Rutberg som Inessa Andrejevna
Karina Andolenko som Natasja
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022 |
1112691 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mnogoetazjka | Mnogoetazjka | Mnogoetazjka () er en russisk spillefilm fra 2022 af Anton Maslov.
Medvirkende
Darja Sjjerbakova som Kira Kalasjnikova
Denis Nikiforov som Anton Kalasjnikov
Natalja Sjvets som Viktorija "Vika" Kalasjnikova
Jevgenij Antropov som Vanja
Natalja Zemtsova som Masja
Tatjana Dogileva som Tamara
Marija Karpova som Olja Petrova
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022
Dramafilm fra Rusland |
1112693 | https://da.wikipedia.org/wiki/Lehliu-Gar%C4%83 | Lehliu-Gară | Lehliu Gară er en lille by midt i Bărăgan-regionen i distriktet Călărași, Muntenien, Rumænien, med en jernbanestation og en national vej, der forbinder kysten Constanța og distriktshovedstaden Călăraşi. Desuden passerer den nye A2-motorvejen i nærheden, ved at gå til havet. Byen blev officielt en by i 1989, som et resultat af Rumæniens landdistriktsreform og har indbyggere.
Området er et smukt netværk af indbyrdes forbundne søer midt på Bărăgan-sletten er landbrugslandet næsten udelukkende dyrket med korn. Der er store skove med stor biodiversitet.
Byen administrerer tre landsbyer: Buzoeni, Răzvani og Valea Seacă. Buzoeni ligger sydvest for Lehliu Gară og er en afsidesliggende og isoleret landsby med smukke landskaber, skove, søer, bakker og store dyrkede arealer. Gennemsnitsalderen i Buzoeni er 45 år. Befolkningen her lever normalt et meget roligt liv og bevarer en livsstil fra fortiden med lidt moderne indflydelse.
De vigtigste økonomiske sektorer er landbrug og kunsthåndværk. En vigtig arbejdsgiver er biodieselfabrikken fra det portugisiske selskab Martifer, som åbnede i 2007.
Kilder og henvisninger
Byer i distriktet Călărași |
1112695 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mikel%20Oyarzabal | Mikel Oyarzabal | Mikel Oyarzabal Ugarte (født d. 21. april 1997) er en spansk professionel fodboldspiller, som spiller for La Liga-klubben Real Sociedad og Spaniens landshold.
Klubkarriere
Real Sociedad
Oyarzabal kom igennem ungdomsakademiet hos Real Sociedad. Han fik sin debut for førsteholdet i oktober 2015, og han etablerede sig med det samme som en fast mand i truppen efter sin debut.
Oyarzabal scorede det vindene mål i Copa del Rey-finalen 2020 imod Athletic Bilbao, da Sociedad vandt deres første trofæ i 34 år.
Landsholdskarriere
Ungdomslandshold
Oyarzabal har repræsenteret Spanien på flere ungdomsniveauer. Han var del af Spaniens trup som vandt U/21-Europamesterskabet i 2019.
Olympiske landshold
Oyarzabal var del af Spaniens trup, som vandt sølv ved sommer-OL 2020.
Seniorlandshold
Oyarzabal debuterede for Spaniens landshold den 29. maj 2016 i en venskabskamp mod Bosnien.
Titler
Real Sociedad
Copa del Rey: 1 (2019-20)
Spanien U/21
U/21-Europamesterskabet: 2019
Spanien U/23
Sommer-OL Sølvmedalje: 1 (2020)
Referencer
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Spanien
Fodboldlandsholdsspillere fra Spanien
Fodboldspillere fra Real Sociedad
Deltagere ved det europæiske mesterskab i fodbold 2020
Fodboldspillere ved sommer-OL 2020
Deltagere for Spanien ved sommer-OL 2020
Olympiske sølvmedaljevindere fra Spanien
Olympiske medaljevindere i fodbold |
1112696 | https://da.wikipedia.org/wiki/Khotju%20zamuzj | Khotju zamuzj | Khotju zamuzj () er en russisk spillefilm fra 2022 af Sonja Karpunina.
Medvirkende
Miloš Biković som Sergej Navasjin
Kristina Asmus som Ljubov "Ljuba" Judina
Sergej Gilev som Robert Morozov
Marina Aleksandrova som Inga Raevskaja
Julija Aug som Anna Judina
Oleg Komarov
Anastasija Ukolova som Margarita Klementieva
Agnija Kuznetsova som Karina
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022
Komediefilm fra Rusland |
1112697 | https://da.wikipedia.org/wiki/Podelniki | Podelniki | Podelniki () er en russisk spillefilm fra 2022 af Jevgenij Grigorjev.
Medvirkende
Jaroslav Mogilnikov som Ilja
Jura Borisov som Pjotr
Jelizaveta Jankovskaja som Nastja
Pavel Derevjanko som Vitja
Konstantin Balakirev som Sasja
Marina Manytj som Katja
Jakov Sjamsjin som Oleg
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022 |
1112719 | https://da.wikipedia.org/wiki/Storbritanniens%20Spejl | Storbritanniens Spejl | Storbritanniens Spejl (engelsk: Mirror of Great Britain) var et smykke, der var en del af Storbritanniens kronregalier under Jakob 6. af Skotland og 1. af Englands regeringstid. I 1625 blev smykket pantsat og anses som mistet.
Beskrivelse
Smykket blev beskrevet i en opgørelse fra 1606 således:Stykke, et stort og rigt dekoreret smykke af guld kaldet STORBRITANNIENS SPEJL, der består af en meget fin, flad diamant, en meget fin flad rubin, to andre diamanter skåret på langs, den ene kaldet stenen af bogstavet H. for Skotland, udsmykket med små diamanter, to runde perler, og en fin diamant skåret i facetter, købt af Sancy.I Skotlands Nationalgalleriers samling findes der et portræt af Jakob 6. og 1. af John de Critz fra 1604, hvor kongen bærer Storbritanniens Spejl som et hattesmykke. Kongen bar og blev portrætteret med andre smykker på en lignende måde, såsom de Tre Brødre og en "fjer" af guld med diamanter.
Historie
Da dronning Elizabeth 1. døde i 1603 efter en regeringsperiode på 45 år, var hun den sidste direkte efterkommer af Henrik 8. Som "jomfrudronning" forblev hun ugift og uden børn til sin død. Den skotske konge, Jakob 6. af Skotland, havde den bedste ret til tronen gennem sin oldemor, Margaret Tudor, og så tidligt som i 1601 begyndte og fastholdte engelske politikere en hemmelig korrespondance med Jakob 6. Korrespondancen var med henblik på at Jakob 6. skulle overtage den engelske og irske trone, hvilket han gjorde som Jakob 1. i 1603. Han var den første monark til at realisere Aftalen om Evig Fred fra 1502, som bragte det skotske huset Stuart ind i arvefølgen for det engelske huset Tudor.
For at markere betydningsfuldheden af denne "Kronernes Union", blev der bestilt flere stykker kunst og skatte, hvoraf Spejlet var iblandt dem. Smykket blev lavet omkring år 1603 af en ukendt juveler – sandsynligvis den bedst kendte af Jakob 6. og 1.'s guldsmede, skotten George Heriot, som havde rejst med kongen fra Edinburgh til London. For at samle de forskelle delelementer af Spejlet, havde kongen sandsynligvis tilladt eller beordret, at eksisterende smykker fra Elizabeth 1.'s tid skulle deles op.
Smykket blev udfærdiget i guld med fem hovedsten isat: fire farveløse diamanter og en rød rubin. Rubinen og en af diamanterne var skåret i en pudeform, mens de sidste to var aflange. En af disse aflange diamanter var kendt som Great H of Scotland eller Great Harry (dansk: Skotlands Store H, Store Harry). Denne diamant havde tilhørt Jakob 6. og 1.'s mor, Marie Stuart, som havde fået stenen i gave af Henrik 2. af Frankrig. Den sidste sten, hængende under de fire andre sten som kan ses i portrættet fra 1604, var Sancy-diamanten. Sancy-diamanten havde oprindeligt tilhørt Karl den Dristige, Hertug af Burgund, ligesom de Tre Brødre, en anden af Jakob 6. og 1.'s kronregalier. Diamanten var blevet erhvervet i det 16. århundrede af den franske diplomat Nicolas de Harlay, seigneur de Sancy. Diamanten tog navn efter de Harlay, som senere solgte den til kongen af Storbritannien. Smykket var også dekoreret med to store perler og et antal mindre diamanter. En samtidig kilde estimerede den samlede pris på Spejlet til over 70.000 pund. Jakob 6. og 1. brugte typisk smykket som et hattesmykke, med rubinen til venstre for diamanterne.
Da Jakob 6. af Skotland og 1. af England døde i marts 1625 blev smykket arvet af hans søn, Karl 1. af England. I hans årtier lange stridigheder med det engelske parlament, der ultimativt ledte til borgerkrig, fastholdte Karl 1. sin guddommelige ret som hersker, hvilket betød kongens personlige ejerskab over kronregalierne, såsom Spejlet. I 1625, plaget af finansielle problemer, tog Karl 1. det drastiske skridt at pantsætte flere vigtige dele af de britiske kronregalier i Nederlandene, sandsynligvis i Haag, et af knudepunkterne for smykke- og ædelstenshandel. Selvom Karl 1. formåede at skrabe nok penge sammen til at kunne generhverve udvalgte smykker og juveler i 1639, rakte det ikke til at kunne generhverve Spejlet. Smykket blev sandsynligvis solgt til juveleren og ædelstenshandleren Thomas Cletcher, som registrerede et smykke med stor lighed til Spejlet i sin skitsebog med en note, at det var "kommissioneret af Conic Jacobus". Denne teori styrkes endvidere af det faktum, at Cletcher igen fungerede som mellemmand eller køber da Karl 1.'s hustru, dronningen Henriette Marie, forsøgte at sælge endnu flere kronregalier i 1644.
Spejlets rejse som et selvstændigt stykke smykke slutter efter salget. Smykket blev splittet op og dens hovedsten blev solgt eller genbrugt i andre smykker. De to sidste perler blev solgt i 1630 af James Maxwell, 1st Earl of Dirletoun, kammerjunker til kongen. Sancy-diamanten var den eneste del af Storbritanniens Spejl som blev generhvervet af den britiske krone, men diamanten blev senere pantsat af Karl 1.'s søn, Jakob 2. af England, hvorefter den indgik i Frankrigs kronregalier. Sancy-diamanten er i dag en del af Louvres samling i Paris.
Referencer
Storbritanniens kronregalier |
1112720 | https://da.wikipedia.org/wiki/M.P.%20Christiansen | M.P. Christiansen | Mads Peder Christiansen (født 26. december 1817, død 3. januar 1905 var en dansk gårdejer og politiker. Han var medlem af Folketinget fra 1873 til 1890.
Christiansen var søn af gårdejer Christian Terkelsen. Han blev født 26. december 1817 i Ny Sogn vest for Ringkøbing. Han lærte landbrug og købte i 1841 en forfalden gård i Lønborg Sogn sydvest for Skjern som han satte i stand og solgte igen i 1852. Han købte så en stykke jord fra hovedgården Søgård i Ny Sogn som han bebyggede. I 1876 købte han også en lille gård i nabosognet Gammel Sogn som han solgte videre til en svigersøn.
Han var medlem af sognerådet i Lønborg Sogn 1848-1852, og medlem af sognerådet i Ny Sogn 1856-1858 og var 1871-1873 sognerådsformand i sognet. Fra 1856 til 1865 han var medlem af Ringkøbing Amtsråd. Christiansen var også sandflugtskommissær og forligskommissær samt bestyrelsesmedlem i Ulfborg og Hind Herreders Landboforening, heraf formand 1862-1865.
Christiansen stillede op til folketingsvalget 1858 i Ringkøbingkredsen mod kredsens daværende folketingsmand, Sylvester Jørgensen, og tabte snævert med 27 stemmers forskel. Ved valget i 1873 stillede op igen og vandt denne gang over Chr.H. Holm. Christiansen forblev i Folketinget til 1890 hvor han ikke stillede op længere og blev afløst af J.C. Christensen. I Folketinget tilhørte han Det Forenede Venstre. Ved splittelsen af Forenede Venstre i 1878 fulgte han Berg og var med ved dannelsen Det Danske Venstre i 1884.
Christiansen blev udnævnt til kammerråd i 1862 men frasagde sig titlen i 1868. Han 3. januar 1905.
Referencer
Folketingsmedlemmer i 1870'erne
Folketingsmedlemmer i 1880'erne
Folketingsmedlemmer i 1890'erne
Tidligere folketingsmedlemmer fra Venstre
Sognerådsformænd fra Danmark
Kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Venstre
Amtsrådsmedlemmer fra Venstre
kammerråder fra Danmark |
1112722 | https://da.wikipedia.org/wiki/Sigurd%20Lewerentz | Sigurd Lewerentz | Sigurd Lewerentz (født 29. juli 1885 på Sandö i Bjärtrå kirkesogn i Västernorrlands län, død 29. december 1975 i Lund) var en svensk arkitekt, der fortsat regnes som én af Sveriges mest internationalt anerkendte arkitekter.
Biografi
Lewerentz blev født på Sandö nogle kilometer sydøst for Kramfors i Västernorrlands län og var søn af Gustaf Adolf Lewerentz og Hedvig Mathilda Holmgren.
Han uddannede sig oprindeligt som maskiningeniør ved Chalmers tekniska högskola i Göteborg (1905–08) og kom senere i arkitektlære i Tyskland., hvor han bl.a. studerede sammen med Hans Westman, Ragnar Östberg og Ivar Tengbom.
Sigurd Lewerentz åbnede sin egen tegnestue i Stockholm i 1911 og blev tilknyttet arkitekten Gunnar Asplund (1885-1940). Sammen lavede de et vindende bidrag til Skogskyrkogården i Stockholm ved en konkurrence 1914-15. Dette projekt blev oprindeligt gennemført af begge arkitekter, men de sidste faser blev udført af Asplund alene. Sigurd Lewerentz og Asplund blev udpeget som hovedarkitekter ved Stockholmudstillingen i 1930, men bagefter blev Lewerentz desillusioneret og vendte sig væk fra arkitekturen i mange år. Fra 1940 drev han en fabrik, der producerede vinduer og andet arkitektonisk inventar af eget design.
Mellem 1933 og 1944 skabte Lewerentz sammen med sine kolleger Erik Lallerstedt og David Helldén, hvad der betragtes som et af mesterværkerne i funktionalistisk arkitektur, nemlig det oprindelige Malmö stadsteater (nu Malmö Opera og Musikteater). Foyeren betragtes som særlig smuk med sine åbne overflader og markante marmortrapper og er prydet med en række kunstværker af kunstnere som Carl Milles og Isaac Grünewald. Lewerentz blev tildelt Prins Eugens Medalje for sin arkitektur i 1950.
I det sidste årti af sit liv designede han to kirker, Markuskirken i Björkhagen i Stockholm (1956) og Sankt Petri Kirke i Klippan, Skåne (1963–66), som genoplivede hans karriere inden for arkitektur. Sankt Petri Kirke ligger i en østlig bydel i periferien af denne lille by. Kirkens orientering er korrekt, idet alteret står overfor vestdørene. Den er firkantet i form, hvilket giver et mere intimt gudstjenesteritual i en cirkel, der kan føres tilbage til den tidlige kristendom og signalerer en religiøs parallel til en søgen efter det enkle og væsentlige. Denne idé er særlig fremherskende i Lewerentz's kirkebyggerier og kan ses i bygningernes detaljegrad, materialevalg, lysets kvalitet og kirkerummenes genklang.
Han fortsatte med at arbejde med konkurrenceforslag og møbeldesign helt op til sin død i Lund i 1975.
Lewerentz's samlede produktion var lille, men af meget høj kvalitet. I en nekrolog offentliggjort i The Architectural Review roser James Codrington hans bygninger for deres "dristige, ofte robuste brug af materialer" og deres "udefinerbare atmosfærer" og "stedsans".
Litteratur
Ahlin, Janne (1985/2015). Sigurd Lewerentz, Arkitekt Stockholm: Byggförlaget. Park Books, 2015. ISBN 978-3906027487
Bedoire, Fredric; Wickman Kerstin, Wenander Vicki, Glennow Ewa, Lindström Jonas (2017). Lewerentz: ett mästerverk. Stockholm: Bokförlaget Langenskiöld. Libris 19802130. ISBN 978-91-88439-05-5
Björkquist Karin, Corbari Sébastien, red (2021) (på engelska). Sigurd Lewerentz - pure aesthetics St. Mark's Church. Zurich: Park Books. ISBN 9783038602439
Blundell Jones, Peter (2002). Modern Architecture through case studies (Architectural Press) ISBN 978-0750638050
Constant, Caroline (1994) (på engelska). The woodland cemetery: toward a spiritual landscape : Erik Gunnar Asplund and Sigurd Lewerentz 1915-61. Stockholm: Byggförl. Libris 7678753. ISBN 9179880606
Lewerentz, Sigurd; Caldenby Claes, Caruso Adam, Lind Sven Ivar, Hultin Olof, Krause John, Perlmutter Michael (1997). Two churches: Två kyrkor. Stockholm: Arkitektur. Libris 7754423. ISBN 9186050400
Lewerentz, Sigurd; Flora Nicola, Giardiello Paolo, Postiglione Gennaro, Stanton David (2002) (på engelska). Sigurd Lewerentz: 1885-1975 (1. ed.). Milano: Electa. Libris 8834014. ISBN 1-904313-05-1
Örn, Johan; Kieran Long, Andersson Mikael, Dehlin Johan, Myrehed Per, Sanner Kalle, Andersson Thomas, Bergström Anders (2021). Sigurd Lewerentz: dödens och livets arkitekt. Stockholm: ArkDes. Libris n2qr5lx8lghtxkwd. ISBN 9789187447174
Eksterne henvisninger
Campo Ruiz, Ingrid. (2015) Lewerentz in Malmo: Intersections between Architecture and Landscape. Doctoral Thesis, Escuela Técnica Superior de Arquitectura de Madrid, Universidad Politécnica de Madrid.
Fernández Elorza, Héctor. Asplund versus Lewerentz. (2014). Doctoral Thesis, Escuela Técnica Superior de Arquitectura de Madrid, Universidad Politécnica de Madrid.
Ridderstedt, Lars. (1998). Adversus populum: Peter Celsings och Sigurd Lewerentz sakralarkitektur 1945-1975 : (the religious architecture of Peter Celsing and Sigurd Lewerentz 1945-1975). Uppsala: Uppsala University, 1998.
Kilder
Arkitekter fra Sverige
Ingeniører fra Sverige |
1112752 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ruslands%20annektering%20af%20Krim | Ruslands annektering af Krim | I februar og marts 2014 invaderede Rusland og annekterede Krim-halvøen fra Ukraine. Denne begivenhed fandt sted i kølvandet på
Majdan-revolutionen og er en del af den bredere den russisk-ukrainske krig. Den russiske regering er imod etiketten "annektering", hvor Putin forsvarer folkeafstemningen som værende i overensstemmelse med princippet om folks selvbestemmelse.
Referencer
Krimkrisen 2014 |
1112754 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mosti%C8%99tea | Mostiștea | Mostiștea er en venstre biflod til floden Donau i Rumænien. Den løber gennem den kunstige sø Mostiștea. Dens kilde er nær landsbyen Dascălu, nordøst for Bukarest. Den munder ud i Donau nær Mânăstirea. Den er 92 km lang og dens afvandingsareal er 1.758 km².
Floden (og dens bifloder) er hovedsageligt dannet af kunstige søer (bălți på rumænsk), som løber ind i hinanden, indtil de når Mânăstirea. Der danner den den største sø ved floden, Mostiștea-søen, og den er inddæmmet. Efter dæmningen løber floden, der her er kunstigt kanaliseret, i omkring 10 km mod Donau, gennem Canalul Dorobanțu (Dorobanțu-kanalen).
Byer og landsbyer
Følgende byer og landsbyer ligger langs floden Mostiștea, fra kilden til mundingen: Dascălu, Petrăchioaia, Sineşti, Belciugatele, Fundulea, Tămădău Mare, Sărulești, Gurbănești, Gurbănești, Gurbănești, Gurbănești, Gurbănești, Valeȃti, Măneşti, Mănăti, Mănăti, Valeşin
Bifloder
Følgende floder er bifloder til floden Mostiștea (fra kilden til mundingen):
Fra venstre: Valea Livezilor, Colceag, Vânăta, Argova
Fra højre: Belciugatele, Corâta
Vandløb i Rumænien
CS1: Kilder på rumænsk (ro)
Donaus bifloder
Koordinater på Wikidata |
1112756 | https://da.wikipedia.org/wiki/Niels%20M%C3%B8lgaard | Niels Mølgaard | Niels Mølgaard (født 16. februar 1943 i Hæstrup syd for Hjørring, død 13. marts 2003) var en dansk civilingeiør og politiker. Han var medlem af Folketinget for Danmarks Retsforbund 1973-1975 og 1977-1981.
Mølgaard var søn af Peter og Johanne Mølgaard. Han blev student fra Hjørring Gymnasium i 1960 og uddannet civilingeniør fra Danmarks Tekniske Højskole i 1966. Herefter var han værnepligtig 1966-67 og patentkonsulent 1966-68. Han var ansat som sekretær i Jern- og Metalindustriens Sammenslutning 1967-74 og som overingeniør i Dansk Standardiseringsråd fra 1976.
Han var bestyrelsesmedlem i Danmarks Retsforbunds Ungdom 1962-64 og organisationens formand 1966-68. Han var medlem af Retsforbundets landsledelse fra 1968 til 1974 og af forretningsudvalg fra 1970 til 1974 og Retsforbundets næstformand 1975-77.
Mølgaard var i 1962 med til at stifte Folkebevægelsen mod EF og blev medlem af dets forretningsudvalg.
Han blev valgt til Folketinget ved jordskredsvalget 4. december 1973 og var medlem til valget 8. januar 1975 hvor Retsforbundet ikke kom over Folketingets spærregrænse. Han blev ikke valgt ved folketingsvalget i 1977, men blev stedfortræder og indtrådte i Tinget 3. marts 1977 da Kirsten Brøsted nedlagde sit mandat. Mølgaard blev genvalgt ved valget i 1979. Han formand for Retsforbundets folketingsgruppe 1977-78 og fra 1979.
Referencer
Folketingsmedlemmer i 1970'erne
Folketingsmedlemmer i 1980'erne
Tidligere folketingsmedlemmer fra Retsforbundet
Politikere fra Folkebevægelsen mod EU |
1112757 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mangalia | Mangalia | Mangalia (rumænsk udtale:maŋˈɡali.a, ), gammel Callatis (; andre historiske navne: Pangalia, Panglicara, Tomisovara), er en by og en havn ved kysten af Sortehavet i den sydøstlige del af distriktet Constanța, Norddobrogea, Rumænien. Byen har indbyggere.
Mangalia kommune administrerer også flere badebyer om sommeren: Cap Aurora, Jupiter, Neptun, Olimp, Saturn, Venus.
Historie
Den græske by Callatis eksisterede indtil midten af det 7. århundrede under dette navn. Livet i byen blev genoptaget fra det 10. århundrede. I det 13. århundrede kom Callatis til at hedde Pangalia. kaldte den Tomisovara og grækerne kaldte den Panglicara. Fra det 16. århundrede fik sit nuværende navn, Mangalia.
En græsk koloni ved navn Callatis blev grundlagt i det 6. århundrede f.Kr. af byen Heraclea Pontica. Dens første sølvmønt blev slået omkring 350 f.Kr. I 72 f.Kr. blev Callatis erobret af den romerske general Lucullus og blev henført til den romerske provins Moesia Inferior. I løbet af det 2. århundrede e.Kr. byggede byen defensive befæstninger, og under de romerske kejsere Septimius Severus og Caracalla fortsatte prægningen af mønter. Callatis blev udsat for flere invasioner i det 3. århundrede e.Kr. men kom sig i det 4. århundrede e.Kr. og genvandt sin status som et vigtigt handelscentrum og havneby. Fra det 7. til det 11. århundrede var byen under det Første Bulgarske Rige.
Kilder og henvisninger
Byer i distriktet Constanța |
1112765 | https://da.wikipedia.org/wiki/Roditeli%20strogogo%20rezjima | Roditeli strogogo rezjima | Roditeli strogogo rezjima () er en russisk spillefilm fra 2022 af Nikita Vladimirov.
Medvirkende
Jevgenij Tkatjuk som Boris Litvin
Alisa Freindlich som Vera Litvina
Aleksandr Adabasjjan som Valentin Litvin
Olga Medynitj som Svetlana
Igor Khripunov som Misha
Vladimir Sytjjov
Valerija Fjodorovitj
Elena Rufanova
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022
Komediefilm fra Rusland |
1112766 | https://da.wikipedia.org/wiki/Pervyj%20Oskar | Pervyj Oskar | Pervyj Oskar () er en russisk spillefilm fra 2022 af Sergej Mokritskij.
Medvirkende
Tikhon Zjiznevskij som Ivan Maiskij
Anton Momot som Lev Alperin
Darja Zjovner som Juna
Andrej Merzlikin som Ilja Kopalin
Nikita Tarasov som Leonid Varlamov
Vasilij Misjjenko
Stanislav Strelkov som Nikolaj Vlasik
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022
Krigsfilm fra Rusland |
1112767 | https://da.wikipedia.org/wiki/Otorvi%20i%20vybros | Otorvi i vybros | Otorvi i vybros () er en russisk spillefilm fra 2022 af Kirill Sokolov.
Medvirkende
Sofja Krugova som Masja
Viktorija Korotkova som Olja
Anna Mikhalkova som Vera
Aleksandr Jatsenko som Oleg
Olga Lapsjina
Vitalij Khaev
Daniil Steklov
Igor Grabuzov
Nikolaj Schreiber
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022 |
1112768 | https://da.wikipedia.org/wiki/1941.%20Kr%C3%BDlja%20nad%20Berlinom | 1941. Krýlja nad Berlinom | 1941. Krýlja nad Berlinom () er en russisk spillefilm fra 2022 af Konstantin Buslov.
Medvirkende
Maksim Bitjukov som Jevgenij Preobrazhenskij
Sergej Puskepalis som Semjon Zjavoronkov
Gela Meskhi som Vladimir Kokkinaki
Andrej Kharenko som Khokhlov
Sergej Gilev som Výdrin
Jevgenij Antropov som Katjanov
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022
Dramafilm fra Rusland
Krigsfilm fra Rusland |
1112769 | https://da.wikipedia.org/wiki/Artek%3A%20Bolsjoje%20putesjestvie | Artek: Bolsjoje putesjestvie | Artek: Bolsjoje putesjestvie () er en russisk spillefilm fra 2022 af Karen Zaharov og Armen Ananikyan.
Medvirkende
Daniil Bolsjov som Roma Kovalev
Aleksej Onezjen som Jarik Lebedev
Elizaveta Anokhina som Nikoletta Osipova
Daniil Muravjov-Izotov som Elisej Osipov
Mikhail Galustjan som Sergej Kurotjkin
Jekaterina Klimova
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022
Komediefilm fra Rusland |
1112770 | https://da.wikipedia.org/wiki/D%C3%BDsjite%20svobodno | Dýsjite svobodno | Dýsjite svobodno () er en russisk spillefilm fra 2022 af Sergej Bodrov.
Medvirkende
Jevgenij Tkatjuk som Ilja
Polina Agurejeva som Tjerkasova
Polina Pusjkaruk som Vera
Ilja Del
Mikhail Trojnik
Kristina Sjnajder
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022
Dramafilm fra Rusland |
1112771 | https://da.wikipedia.org/wiki/Nika%20%28film%29 | Nika (film) | Nika () er en russisk spillefilm fra 2022 af Vasilisa Kuzmina.
Medvirkende
Jelizaveta Jankovskaja som Nika Turbina
Vitalija Kornijenko
Anna Mikhalkova
Ivan Fominov som Ivan
Ivan Brovin som Roma
Jegor Trukhin som Jasja
Jevgenij Sangadzjiev som Igor
Ivan Makarevitj som Larik
Nikolaj Denisov som Jevgenij Jevtusjenko
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022 |
1112772 | https://da.wikipedia.org/wiki/Amanat%20%28film%20fra%202022%29 | Amanat (film fra 2022) | Amanat () er en russisk spillefilm fra 2022 af Rauf Kubayev og Anton Sivers.
Medvirkende
Arslan Murzabekov som Imam Shamil
Amin Khuratov som Jamalutdin
Kamil Murzabekov
Varvara Komarova som Elisabeth "Lisa" Olenina
Antonina Stepakova
Andrej Sokolov som Nikolaj I
Andrej Fomin som Aleksandr II
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022
Dramafilm fra Rusland |
1112773 | https://da.wikipedia.org/wiki/Moj%20papa%20-%20vozjd | Moj papa - vozjd | Moj papa - vozjd () er en russisk spillefilm fra 2022 af Jegor Kontjalovskij.
Medvirkende
Dmitrij Nagijev
Maria Mironova
Jevgenij Romantsov
Fjodor Dobronravov
Roman Madyanov
Natalja Arinbasarova
Maksim Lagasjkin
Olga Khokhlova
Referencer
Eksterne henvisninger
Russiske film fra 2022
Komediefilm fra Rusland |
1112777 | https://da.wikipedia.org/wiki/Safe%20%28film%29 | Safe (film) | Safe er en amerikansk actionfilm fra 2012, skrevet og instrueret af Boaz Yakin, med Jason Statham i hovedrollen. Statham spiller den tidligere wrestler og eks-betjent Luke Wright, som skal beskytte en begravet lille pige. Hun bliver jagtet af den russiske mafia, den kinesiske triade og korrupte New York-betjente.
Kilder og henvisninger
Film fra 2012Film fra USA |
1112779 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ole%20Flygaard | Ole Flygaard | Ole Flygaard (født 25. april 1929 i Ringkøbing, død 25. november 2002) var en dansk økonom og politiker. Han var medlem af Folketinget for Danmarks Retsforbund 1973-1975 og 1979-1981.
Flygaard var søn af stationsforstander Marius Thøger Pedersen Flygaard og Anna Elisabeth Flygaard og blev født 25. april 1929 i Ringkøbing. Han tog realeksamen fra Ringkøbing Kommunale Skole i 1945 og blev matematisk student fra Vestjysk Gymnasium i 1948. Herefter studerede han økonomi ved Københavns Universitet 1948-1955 og blev cand.polit. i 1955.
Flygaard var overassistent i A/S Nordisk Brandforsikring 1956-57 og sekretær i Statens Ligningsdirektorat i 1957 og sekretær ved Amtsligningsinspektoratet for Frederiksborg Amt i Hillerød i 1959. Han var timelærer ved Hillerød Handelsskole og Handelsgymnasium 1962-63 og blev i 1963 adjunkt, inspektør og studieleder på skolen. Han var direktør for Nakskov Handelsskole og Handelsgymnasium 1965-69 og blev i 1969 lektor ved Ålborg Handelsgymnasium. Han underviste på flere bankskoler fra 1963 og underviste i nationaløkonomi samt erhvervs- og samfundsbeskrivelse på Handelshøjskolens Ålborg-afdeling fra 1969. Flygaard var endvidere tilknyttet Forvaltningshøjskolens afdeling i Ålborg fra 1970 samt Den Sociale Højskole i Ålborg 1971-73.
Flygaard var landsformand for Handelsskolernes Lærerforening 1977-79. Han skrev mange artikler og anmeldelser af økonomisk litteratur. Han var redaktør af Retsforbundets blad "Vejen Frem" 1960-65 og medlem af partiets forbundsråd 1967-78 med afbrydelser.
Ved jordskredsvalget 4. december 1973 blev Flygaard valgt til Folketinget for Danmarks Retsforbund i Nordjyllands Amtskreds og var medlem til valget 8. januar 1975 hvor Retsforbundet ikke kom over Folketingets spærregrænse. Han blev ikke valgt ved folketingsvalget i 1977, men blev stedfortræder og indtrådte i Tinget 15. marts 1979 da Svend Hjortlund Christensen nedlagde sit mandat. Han havde forinden i 1978 og 1979 ved to lejligheder været midlertidigt folketingsmedlem som stedfortræder for Hjortlund Christensen. Flygaard blev genvalgt ved valget i 1979.
Referencer
Eksterne henvisninger
Folketingsmedlemmer i 1970'erne
Folketingsmedlemmer i 1980'erne
Tidligere folketingsmedlemmer fra Retsforbundet
Alumni fra Københavns Universitet |
1112782 | https://da.wikipedia.org/wiki/Al-Nassr%20FC | Al-Nassr FC | Al-Nassr Football Club (arabisk: نادي النصر السعودي) er en saudiarabisk fodboldklub fra Riyadh. Klubben spiller på nuværende tidspunkt i Saudi Professional League, den bedste række i Saudi-Arabien.
Historie
Al-Nassr FC blev grundlagt i 1955, og blev professionaliseret i 1960. De rykkede for første gang op i den bedste række i 1963, og vandt deres første mesterskab i 1975. Klubben var i løbet af resten af 1900-tallet en af de mest succesfulde hold i landet, og vandt 6 mesterskaber, med den seneste i 1995. Herefter kom der dog en tør periode for klubben, før at de endeligt vandt deres næste mesterskab i 2013-14 sæsonen. Deres seneste mesterskab var i 2018-19 sæsonen. Klubben hentede i december 2022 verdensstjernen Cristiano Ronaldo.
Titler
Nationale titler
Saudi Professional League: 9 (1974-75, 1979-80, 1980-81, 1988-89, 1993-94, 1994-95, 2013-14, 2014-15, 2018-19)
King Cup: 6 (1974, 1976, 1981, 1986, 1987, 1990)
Saudi Crown Prince's Cup: 3 (1972-73, 1973-74, 2013-14)
Saudi Super Cup: 2 (2019, 2020)
Saudi Second League: 1 (1963)
Internationale titler
Asian Cup Winners' Cup: 1 (1997-98)
Asian Super Cup: 1 (1998)
GCC Champions League: 2 (1996, 1997)
Nuværende trup
Referencer
Eksterne henvisninger
Etableret i 1955
Fodboldklubber i Saudi-Arabien
Riyadh |