Datasets:

alexandrainst

/

scandi-wiki

like 3

Follow

Alexandra Institute 25

133

https://da.wikipedia.org/wiki/Naturopati

Naturopati

Naturopati eller Naturmedicin (naturlægemidler) er naturprodukter anvendt til medicinsk behandling. Mennesket har igennem mange hundrede år benyttet sig af mineralske og animalske produkter til at behandle sygdomme. Brugen af naturmedicin stoppede med den kemiske industri, som dels kunne udvinde de virksomme stoffer fra naturmedicinen, dels kunne syntetisere nye virksomme stoffer. Ligeledes har fremkomsten af et sygehusvæsen, som fortrinsvis holder sig til videnskabeligt dokumenterede metoder i behandlingen af sygdomme, betydet at naturmedicinen er udgået. Naturmedicin har dog siden 1970'erne genvundet en væsentlig interesse uden for det etablerede sundhedssystem. Eksempler på naturmedicin er pilebark som er blevet benyttet som smertestillende middel. Pilebarken indeholder salicylsyre (Salix=pil), som i dag er den virksomme ingrediens i mange industrielt fremstillede produkter til smertebehandling. Eksterne links Læs om naturmedicin på medicin.dk Alternativ behandling

134

https://da.wikipedia.org/wiki/Norden

Norden

Betegnelsen Norden angiver de fem nordiske riger. Betegnelsen menes at hidrøre fra tysk og henviser til beliggenheden i forhold til Tyskland. De nordiske lande udgør en region i Nordeuropa og Nordatlanten, som består af Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, og de selvstyrende områder Ålandsøerne (del af Finland), Færøerne (del af Danmark) og Grønland (del af Danmark). Samerne har også en grad af uafhængighed. Skandinavien bruges undertiden som synonym for Norden, men i de nordiske lande opfattes disse som to forskellige ord, især fordi Skandinavien pr. definition består af landene Danmark, Norge og Sverige. Regionens fem suveræne stater og tre autonome regioner deler en meget fælles historie samt fælles træk i deres respektive samfund, såsom politiske systemer, sprog og den nordiske model. Politisk udgør de nordiske lande ikke en selvstændig enhed, men til gengæld samarbejder de i Nordisk råd. Sprogligt er landene homogene med tre uafhængige sproggrupper, den nordiske som hører til de indoeuropæiske sprog og finsk og sami, som hører til de uralske sprog, såvel som det eskimoisk-aleutiske sprog grønlandsk, som tales i Grønland. De nordiske lande har en samlet befolkning på 27.688.062 (2021) indbyggere spredt ud over et areal på 3.5 million km² (Grønland tegner sig for 60% af arealet). Historie Nordens historie er den fælles historie i de nordiske lande Danmark, Norge og Sverige samt de selvstyrende områder Ålandsøerne (tilhører Finland) samt Færøerne og Grønland (tilhører Danmark). I vikingetiden og den tidligere middelalder betegnedes Norden eller Nordlandene som de nordgermanske stammers område, det vil sige Sverige, Norge, Danmark, Island og Færøerne, men ikke Finland. I dette område talte man et fælles sprog og havde en fælles kultur. Færøerne, Island og Grønlands tilknytning til Nordlandene begyndte i vikingetiden og i den tidlige middelalder blev de første nordiske riger grundlagt. I en del af middelaldertiden var Norden forenet under den danske krone gennem Kalmarunionen (officielt 1397-1524). Unionen ophørte reelt, da Sverige udtrådte i 1521. Norge fortsatte med at være en del af Danmark til 1814, da Norge indgik en tvunget personalunion med Sverige. De nordatlantiske øer, som oprindelig var norske, fortsatte med at tilhøre Danmark. Norge blev selvstændigt i 1905, Finland i 1917 og Island i 1944. Nordisk samarbejde Som en vigtig del af det nutidige nordiske samarbejde grundlagdes Nordisk Råd 1952 og i 1954 Den nordiske pasunion. Helsingforsaftalen var 1962 et vigtigt led i udbygningen af det nordiske fællesskab. 1971 grundlægges Nordisk Ministerråd, som er de nordiske regeringers samarbejdsorgan. Foreningen Norden er grundlagt i 1919 for at udbygge det nordiske samarbejde og forståelse. Der blev oprettet afdelinger i alle de nordiske lande. Foreningen havde en aktiv politisk rolle i forbindelse med stiftelsen af de nordiske institutioner Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd og var med i påvirkningsarbejdet, der bl.a. førte til pasunionen, socialkonvention og sprogkonvention. Europæisk integration De nordiske lande er medlemmer af Europarådet, EØS, FN og med i Schengen-samarbejdet. Norge, Danmark og Island er medlemmer af NATO. På trods af det tætte samarbejde i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd er der betydelige forskelle i landenes europæiske integration. Danmark, Finland og Sverige er medlemmer af Den Europæiske Union (EU), mens Norge og Island er medlemmer af EFTA. Alle lande er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) og en del af Schengen-området. Norge og Island er med i Schengen-området gennem en associeringsaftale med EU. Schengen-samarbejdet og retten til fri bevægelighed og ophold i medlemsstaterne har på mange måder "opslugt" den nordiske pasunion og det fælles nordiske arbejdsmarked. Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd arbejder aktivt med EU-spørgsmål. Siden september 2017 har Nordisk Råd et kontor i Bruxelles. Formålet med Bruxelles-kontoret er at etablere kontakter mellem Nordisk Råd og Europa-Parlamentet. Nordisk Råds første repræsentant i Bruxelles er Matilda af Hällström. Nordiske lande efter befolkning Kronologi over de nordiske lande 1: De oprindelige bosættere fra Færøerne og Island var af nordisk (hovedsagelig norsk) oprindelse med et betydeligt element af kelterne eller piktisk oprindelse (fra Irland og Skotland). 2: bosættere af Jämtland er af norsk – mere specifikt Trøndersk – oprindelse, og deres forfædre grundlagde deres egen stat, som svarer til den islandske fristat, reguleret af Jamtamot, samling af frie mænd. Litteratur Nudansk Ordbog; Lis Jacobsen (red.): Politikens blå Ordbøger, Andet bind; Politikens Forlag 1953 Noter Se også Verdens lande Nordens største byer Eksterne henvisninger www.norden.org Foreningen Norden Nordens sprog med rødder og fødder – Publikation fra NORDSPRÅK, Nordens sprogråd og Nordisk Ministerråd

137

https://da.wikipedia.org/wiki/N

N

N, n er det 14. bogstav i den danske version af det latinske alfabet. Det tilhører gruppen vi kalder konsonanter. Andre betydninger Tegnet N har mange betydninger: Kemisk tegn for kvælstof. Forkortelse for nord. VIN-kode for modelår 1992. N er ved valg til Europaparlamentet partibogstavet for Folkebevægelsen mod EU. n er forkortelse for præfikset nano. N er i fysikken en forkortelse for SI-kraftenheden newton N betegner i statistik størrelsen på en stikprøve. N er det internationale kendingsmærke for køretøjer fra Norge N Nürnberg, Nummerplade Eksterne henvisninger Latinske bogstaver

139

https://da.wikipedia.org/wiki/Nobelprisen%20i%20fysik

Nobelprisen i fysik

Nobelprisen i fysik er en prestigefyldt hæderspris der uddeles en gang om året af det kongelige, svenske videnskabsakademi. Prisen er pr. 2007 på 10 millioner svenske kroner. Der har været seks år, hvor Nobelsprisen i fysik ikke er blevet givet (1916, 1931, 1934, 1940–1942). Modtagere af Nobelprisen i fysik 1901-1910 1901: Wilhelm Conrad Röntgen (1845-1923), Tyskland 1902: Pieter Zeeman (1865-1943), Holland & Hendrik Antoon Lorentz (1853-1928), Holland 1903: Antoine Henri Becquerel (1852-1908), Pierre Curie (1859-1906) & Marie Curie (1867-1934) 1904: Baron Rayleigh (John William Strutt) (1842-1919) 1905: Philipp Eduard Anton von Lenard (1862-1947) 1906: Sir Joseph John Thomson (1856-1940) 1907: Albert Abraham Michelson (1852-1931) 1908: Gabriel Lippmann (1845-1921) 1909: Guglielmo Marconi (1874-1937) & Karl Ferdinand Braun (1850-1918) 1910: Johannes Diderik van der Waals (1837-1923) 1911-1920 1911: Wilhelm Wien (1864-1928) 1912: Nils Gustaf Dalén (1869-1937) 1913: Heike Kamerlingh-Onnes (1853-1926) 1914: Max von Laue (1879-1960) 1915 Sir William Henry Bragg (1862-1942) & Sir William Lawrence Bragg (1890-1971) 1917: Charles Glover Barkla (1877-1944) 1918: Max Planck (1858-1947) 1919: Johannes Stark (1874-1957) 1920: Charles Edouard Guillaume (1861-1938) 1921-1930 1921: Albert Einstein (1879-1955) 1922: Niels Bohr (1885-1962), Danmark 1923: Robert Andrews Millikan (1868-1953) 1924: Karl Manne Georg Siegbahn (1886-1978) 1925: James Franck (1882-1964) & Gustav Hertz (1887-1975) 1926: Jean Baptiste Perrin (1870-1942) 1927: Arthur Holly Compton (1892-1962) & Charles Thomson Rees Wilson (1869-1959) 1928 Sir Owen Richardson 1929: Louis de Broglie 1930 Sir C. V. Raman 1931-1942 1932: Werner Heisenberg 1933: P.A.M.Dirac & Erwin Schrödinger 1935 Sir James Chadwick 1936: Victor Hess 1937: Clinton Davisson & Sir George Thomson 1938: Enrico Fermi 1939: Ernest Lawrence 1940-42: Ingen prisuddeling på grund af 2. verdenskrig 1943-1950 1943: Otto Stern 1944: Isidor Rabi 1945: Wolfgang Pauli 1946: Percy Williams Bridgman 1947: Sir Edward Appleton 1948: Patrick Blackett 1949: Hideki Yukawa 1950: Cecil Powell 1951-1960 1951 Sir John Cockcroft & Ernest Walton 1952: Felix Bloch & Edward Purcell 1953: Fritz Zernike 1954: Max Born / Walther Bothe 1955: Willis Eugene Lamb & Polykarp Kusch 1956: John Bardeen, Walter Houser Brattain & William Shockley 1957: Tsung-Dao Lee & Chen Ning Yang 1958: Pavel A. Tjerenkov, Ilja M. Frank & Igor Tamm 1959: Emilio Segré & Owen Chamberlain 1960: Donald Arthur Glaser 1961-1970 1961: Robert Hofstadter & Rudolf Mössbauer 1962: Lev Landau 1963: Eugene Paul Wigner, J.H.D. Jensen & Maria Goeppert-Mayer 1964: Charles Hard Townes, Nikolaj G. Basov & Aleksandr M. Prokhorov 1965: Sin-Itiro Tomonaga, Julian Schwinger, Richard P. Feynman 1966: Alfred Kastler 1967: Hans Albrecht Bethe 1968: Luis W. Alvarez 1969: Murray Gell-Mann 1970: Hannes Alfvén & Louis Néel 1971-1980 1971: Dennis Gabor 1972: John Bardeen, Leon N. Cooper & John R. Schreiffer 1973: Leo Esaki, Ivar Giæver & Brian Josephson 1974 Sir Martin Ryle & Antony Hewish 1975: Aage Bohr, Ben Roy Mottelson & L. James Rainwater 1976: Burton Richter & Samuel C.C. Ting 1977: Philip Warren Anderson, Sir Neville Mott & John H. Van Vleck 1978: Pjotr L. Kapitsa, Arno Allan Penzias & Robert W. Wilson 1979: Sheldon Glashow, Abdus Salam & Steven Weinberg 1980: James W. Cronnin & Val L. Fitch 1981-1990 1981: Kai M. Siegbahn, Arthur Schawlow & Nicolaas Bloembergen 1982: Kenneth G. Wilson 1983: Subrahmanyan Chandrasekhar & William A. Fowler 1984: Carlo Rubbia & Simon van der Meer 1985: Klaus von Klitzing 1986: Ernst Ruska, Gerd Binnig & Heinrich Rohrer 1987: J. Georg Bednorz & Karl Alexander Müller 1988: Leon M. Lederman, Melvin Schwartz & Jack Steinberger 1989: Norman Foster Ramsey, Hans Georg Dehmelt & Wolfgang Paul 1990: Richard E. Taylor, Jerome Isaac Friedman & Henry Kendall 1991-2000 1991: Pierre-Gilles de Gennes 1992: Georges Charpak 1993: Russell A. Hulse, Joseph H. Taylor Jr. 1994: Bertram N. Brockhouse, Clifford G. Shull 1995: Martin L. Perl, Frederick Reines 1996: David M. Lee, Douglas D. Osheroff, Robert C. Richardson 1997: Steven Chu, Claude Cohen-Tannoudji, William D. Phillips 1998: Robert B. Laughlin, Horst L. Störmer, Daniel C. Tsui 1999: Gerardus 't Hooft, Martinus J.G. Veltman 2000: Zhores I. Alferov, Herbert Kroemer, Jack S. Kilby 2001-2010 2001: Eric A. Cornell, Wolfgang Ketterle, Carl E. Wieman 2002: Raymond Davis Jr., Masatoshi Koshiba, Riccardo Giacconi 2003: Aleksej A. Abrikosov, Vitalij Ginsburg, Anthony Leggett 2004: David J. Gross, H. David Politzer, Frank Wilczek 2005: Roy J. Glauber, John L. Hall, Theodor W. Hänsch 2006: John C. Mather, George F. Smoot – for deres opdagelser der støtter teorien om Big Bang 2007: Albert Fert og Peter Grünberg – for deres forskning i nanoteknologi 2008: Yoichiro Nambu samt Makoto Kobayashi og Toshihide Maskawa – forskning i spontant symmetribrud 2009: Charles K. Kao (lystransmission i fibre til optisk kommunikation), Willard Boyle & George E. Smith (halvlederkreds – CCD-sensor) 2010: Andre Geim og Konstantin Novoselov – for banebrydende forskning i det to-dimensionale materiale grafen 2011-2020 2011: Saul Perlmutter, Brian Schmidt og Adam Riess ("For opdagelsen af universets accelererende udvidelse vha. supernova-observationer") 2012: Serge Haroche og David J. Wineland ("For banebrydende eksperimentelle metoder der muliggøre måling og manipulation af individuelle kvantemekaniske systemer") 2013: François Englert og Peter W. Higgs ("For the theoretical discovery of a mechanism that contributes to our understanding of the origin of mass of subatomic particles, and which recently was confirmed through the discovery of the predicted fundamental particle, by the ATLAS and CMS experiments at CERN's Large Hadron Collider") 2014: Isamu Akasaki, Hiroshi Amano og Shuji Nakamura ("For opfindelsen af effektive blå lysdioder, som har gjort det muligt at fremstille lysstærke og energibesparende hvide lyskilder.")2015: Takaaki Kajita og Arthur B. McDonald ("For opdagelsen af neutrinoers svingninger, som viser, at neutrinoer har masse")'' 2016: David J. Thouless samt F. Duncan Haldane og John M. Kosterlitz for deres forskning inden for topologi 2017: Rainer Weiss, Barry C. Barish og Kip S. Thorne for deres bevis af Einsteins teori om eksistensen af gravitationsbølger 2018: Arthur Ashkin, Gérard Mourou og Donna Strickland for "banebrydende opdagelser inden for laserfysik". 2019: James Peebles samt Michel Mayor og Didier Queloz for "bidrag til vores forståelse af universets evolution og Jordens plads i kosmos". 2020: Roger Penrose samt Reinhard Genzel og Andrea Ghez for "opdagelse af en formation af et sort hul er en robust forudsigelse af den generelle relativitetsteori". 2021-2030 2021: Syukuro Manabe, Klaus Hasselmann og Giorgio Parisi for "banebrydende bidrag til vores forståelse af komplekse systemer". 2022: Alain Aspect, John F. Clausner og Anton Zeilinger for deres "eksperimenter med sammenflettede fotoner, påvisning af brud mod Bell-forskelle og baning af nye veje for kvanteinformationsvidenskab". Referencer Eksterne henvisninger Nobelprize.org Fysik Tidslinjer

140

https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%85bent%20indhold

Åbent indhold

Åbent indhold (fra engelsk: open content) beskriver enhver form for kreativt arbejde (for eksempel artikler, billeder, lyd, video osv.) der er udgivet under en meget fri licens der eksplicit tillader kopiering af informationen. (Et eksempel er GNU Free Documentation License, der bruges af Wikipedia.) "Åbent indhold" bruges somme tider også som beskrivelse af indhold som kan redigeres af alle. Dette til forskel fra en kommerciel udgiver som har ansvaret for hele materialet. Ligesom open source-software til tider beskrives som fri software (ikke at forveksle med freeware), kan åbent indhold beskrives i en mere fri form som frit materiale. Alt åbent indhold er dog frit i henhold til GNU GPL (som eksempel kan nævnes Open Directory. Se eventuelt også public domain, frit indhold og fri software-bevægelsen. Åbent indhold­projekter (i alfabetisk rækkefølge) Aozora Bunko (på japansk) – frie digitale Japanske bøger CapitanCook – Den frie rejseguide Creative Commons www.creativecommons.org ExtinctionLevelEvent.com - Webtegneserie Free Beer www.freebeer.dk – videreudvikling af www.voresoel.dk Free Creations GNUtemberg – http://www.gnutemberg.org/ – på italiensk. Jake – http://jake-db.org/ – forskningssoftware og database hvor indholdet er opbygget efter open source-måden Linux Documentation Project – http://www.tldp.org/ – udarbejdelse af dokumentation til Linux Nupedia – http://nupedia.8media.org/ – peer-reviewed encyklopædi Opencode – http://eon.law.harvard.edu/opencode – sammenslutning for åben forskning og indhold OpenContent http://www.opencontent.org – open source-licenser til information Open Content for Education – http://www.life-open-content.org/ OpenCourseWare – http://web.mit.edu/ocw – deling af universitetsstuderendes undervisningsmateriale Openlaw – http://eon.law.harvard.edu/openlaw – eksperiment med åbent samarbejde om at sammensætte lovmæssige argumenter Open Music Registry – http://www.openmusicregistry.org – deling af musik ved hjælp af en åben audio-licens PlanetMath – http://planetmath.org/ – matematik for folket og af folket. Project Gutenberg http://promo.net/pg/ Projekt Runeberg http://runeberg.org/ Digitalisering af ikke-ophavsretligt beskytter nordisk litteratur. Public Library of Science Wikipedia – https://da.wikipedia.org – fri encyklopædi, og dette websted. Woochi - Vin-encyklopædi World Lecture Hall – http://www.utexas.edu/world/lecture/ – online-kursusmateriale The Worldwide Lexicon Se også public domain-ressourcer, halv-public domain-ressourcer, public domain-billedresourcer Licenser GNU Free Documentation License October Open Game License (OOGL) – en mere åben version af Open Game License Open Publication License – Licens til Open Content Project Open Directory Project License bruges af Open Directory Project Open Game License – Licens til Open Gaming Foundation, som den er lavet af Wizards of the Coast. Kilder/henvisninger Denne liste over åbent indhold-projekter er delvist baseret på The Institutional Design of Open Source Programming i Firstmonday Immaterialret

141

https://da.wikipedia.org/wiki/Odense

Odense

Odense er Danmarks tredjestørste by (efter København og Aarhus) og Fyns største by med . Den er hovedby i Odense Kommune, der d. 1. juli 2022 havde en befolkning på og dermed er Danmarks fjerdestørste kommune efter København, Aarhus og Aalborg kommuner. Eurostat og OECD har anvendt en definition for Odenses Storbyområde (Functional Urban Area), der indbefatter samtlige kommuner i den statistiske landsdel, Fyn, med en samlet befolkning på 504.066 d. 1. juli 2022. Byen ligger ved Odense Å, cirka 3 kilometer syd for Odense Fjord. Odense er stiftsby og var indtil 2006 amtssæde for Fyns Amt og før det Odense Amt. Selvom Odense ikke er hjemby for administrationen i Region Syddanmark, er byen den suverænt største i regionen. Odense har Danmarks tredjestørste hospital efter Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital. Historie Odense er en af Danmarks ældste byer og nævnes første gang på skrift i år 988. Under Odense ligger resterne af en af de 5 kendte trelleborge, Nonnebakken. Navnet Odense stammer fra vikingetiden. Ifølge Snorres kongesagaer kommer navnet af Odinsø, hvor guden Odin skal have boet. Odense har siden sin grundlæggelse været en af Danmarks førende byer og var indtil slutningen af 1800-tallet den største efter København. Byens ældste kvarter rummer mange gamle bindingsværkshuse, bl.a. Ejler Rønnows Gård, Østerbyes Gård og Pernille Lykkes Boder, som indgår i det kulturhistoriske bymuseum, Møntergården. Odense Domkirke, Skt. Knuds Kirke, rummer fire kongegrave: Knud den Hellige efter hvem kirken er opkaldt, Erik 3. Lam – hvis nøjagtige gravsted ikke kendes – og overført fra den nedrevne Gråbrødrekirke Kong Hans og Christian 2.. Foruden de to førstnævnte døde også Frederik 4. i byen, på Odense Slot, som i dag er hjemsted for kommunens by- og kulturforvaltning. Digteren H.C. Andersen er født og opvokset i byen. Odense var i 1805, da H.C. Andersen blev født, Danmarks næststørste by med ca. 6.000 indbyggere (og 500 større husdyr), hvoraf ca. 50 % tilhørte den fattige underklasse, og ca. 10 % af byens borgere var subsistensløse. Han, og andre, kaldte alligevel byen Lille København. Under industrialiseringen midt i 1800-tallet sprængte Odense sine middelaldergrænser og bredte sig i alle retninger. Industrimagnaten C.F. Tietgen var fra Odense, ligesom fabrikanten Thomas B. Thrige. Thriges gamle fabriksbygninger i Skibhuskvarteret eksisterer stadig og har siden februar 2007 dannet rammen om Bazar Fyn med varer fra det meste af verden. Geografi Den ældste del af Odense ligger omkring Odense Å, der går tværs igennem byen. Fra 1796 til 1806 udgravede man Odense Kanal, der gav byen adgang til Odense Fjord. Man oprettede i samme forbindelse Odense Havn. I centrum af byen ligger flere grønne områder, heriblandt Kongens Have, H.C. Andersen Haven, Børnebyen, Lotzes Have, Rosengadeanlægget og Munke Mose. I 2002 grundlagde man Elmelund Skov, hvor der blev plantet 350 hektar. I den vestlige udkant af byen ligger Tusindårsskoven på 74.000 m², der bruges til mange store koncerter hvert år. Erhverv En række større nationale og internationale virksomheder har hovedsæde i Odense, blandt andre Albani (bryggeri, ejes af Royal Unibrew), Universal Robots, Biva Møbler, Bøg Madsen (blomstereksportør), Daells Bolighus (ejes af Harald Nyborg), EuroSko Danmark (frivillig indkøbsforening), Fransa (ejet af Brandtex Group i Brande), GASA (blomstereksportør), GF-Forsikring, Herstal Danmark A/S (isenkram, belysning) H.J. Hansen (vinhandel, metalgenvinding, mm.), Harald Nyborg, Høyer Autodele, Intersport Danmark, Jensens Bøfhus, JO-EL Electric, Kwintet Kansas (arbejdstøj), L'EASY, Le Klint (belysning), Riegens (belysning), Micro Matic (fadølsanlæg), Nyt Syn, Nørgård Mikkelsen (reklamebureau), OBH-guppen, Odense Marcipan, Orifarm (medicinalfirma), Pentabase (biotekfirma), Alphalyse (biotekfirma), Roulunds Rubber, Stof 2000, Alumeco, Damixa, FTZ (autodele), Automester, ALOC (finansiel IT), Thrige Electric, TV 2 Danmark, Juliana (drivhuse og postkasser), Come&Stay/Retail Internet og Wittenborg (automater). I Odense ligger et af Danmarks største og ældste indkøbscentre, Rosengårdcentret, der har 153 butikker med 100.000 m² i et indendørs gågademiljø. Antallet af butikker gør Rosengårdcentret til Danmarks største målt på antal butikker. Rosengårdcentret blev i 2007 kåret som Danmarks bedste shoppingcenter. Centret blevet valgt blandt 24 af Danmarks førende shoppingcentre. Det er detailorganisationen MMM-Klubben, der står bag kåringen. I 2009 vandt centret i lignende konkurrence kategorien "bedste p-pladser". Herudover blev Rosengårdcentret i 2009 nomineret til nordens bedste shoppingcenter. Tarup Center er ligeledes et indkøbscenter i Odense. Uddannelse Odense er i de seneste år vokset som studieby i takt med at byens uddannelsessteder kan tilbyde flere uddannelser, som tidligere kun blev tilbudt i Aarhus eller København. Hvert år trækker byen studerende til både fra Danmark og udlandet fx fra Asien og de tidligere østbloklande Litauen, Polen og Rusland. I dag studerer ca. 13.000 unge på campus i Odense, hvilket gør det til et af de største i Danmark; man kan som følge deraf finde mange koncerter, events, diskotekter og cafeer i Odenses natteliv. Syddansk Universitet, et af Danmarks største universiteter ligger bl.a. i Odense. En gren af University College Lillebælt findes i Odense. Erhvervsakademiet Lillebælt udgøres af uddannelsesinstitutionerne Tietgen, Syddansk Erhvervsskole Odense-Vejle, Kold College og Vejle Handelsskole. Akademiets skoler udbyder korte og mellemlange praksisnære videregående uddannelser, bl.a. diplomuddannelser og professionsbacheloruddannelser. Blandt gymnasier der tilbyder studentereksamen er Sct. Knuds Gymnasium og Tornbjerg Gymnasium, mens Odense Tekniske Gymnasium tilbyder HTX. Derudover findes Dalum Landbrugsskole, Den Sociale Højskole, Det Fynske Kunstakademi, Odense Tekniske Skole og Syddansk Musikkonservatorium. Odense Katedralskole blev grundlagt i 1283 og er blandt landets ældste skoler. Andre skoler tæller Odense Friskole, Ejerslykkeskolen, Mulernes Legatskole, Sankt Albani Skole, Henriette Hørlücks Skole, Sct. Hans Skole, Giersings Realskole og Ådalskolen. De mange studerende har en række kollegier; 4. Maj Kollegiet i Odense, Bikuben Kollegiet Odense, Blangstedgårdkollegiet, Carl Nielsenkollegiet, Christmas Møllers Kollegium, Glanshatten, H.C. Ørstedskollegiet, Hans Tausenkollegiet, Kaj Munk Kollegiet, Langeliniekollegiet, Rasmus Raskkollegiet, Slotsgadekollegiet, Teknisk Kollegium, Thomas B. Thriges Kollegium, Tornbjergkollegiet og Åløkkekollegiet. Demografi Befolkningsudviklingen i Odense har gennem mange år været stagnerende, men har siden 2007 atter været stigende. Langt størstedelen af befolkningen – omkring 75 procent – bor uden for postdistrikt 5000 Odense C, der omfatter centrum, samt en del af de omgivende kvarterer. Odense er af samme grund blevet kaldt "villakvarterernes by". Infrastruktur Infrastrukturen er præget af beliggenheden ved Odense Kanal, som forbinder Odense Havn med Odense Fjord. Den blev bygget i årerne omkring år 1800 og giver adgang fra vandet til byens centrum. Herudover har den haft betydning for infrastrukturen ved placeringen af kraftvarmeværket Fynsværket og den tidligere losseplads på Stige Ø. Odense var en af de første byer, der fik elektricitet i 1891. Trafik Odenses centrale placering på på Fyn, mellem Storebæltsbroen og og den nye og gamle Lillebæltsbro, medfører, at både biler og tog mellem Jylland og Sjælland passerer Odense. Kommunen vedtog i juni 2009 en "Trafik- og mobilitetsplan", som skal forbedre trafikken inden for Ring 2 gennem fokus på gang, cykling og kollektiv trafik. Kommunen har afsat 250 mio. DKK til at implementere planen, som forventes fuldført i 2018. Planen udføres ved at lukke Thomas B. Thriges Gade ved Albani Kirke, så trafikken i stedet ledes rundt om centrum af en parkeringssøgerute og af kanalforbindelsen (deriblandt Odins Bro), der står færdig i 2014. Ved Thomas B. Thriges Gade vil der blive etableret store underjordiske parkeringsanlæg, så det stadig er muligt at køre ind til byen. Derudover suppleres den kollektive trafik med Odense Letbane, der åbner den 28. maj 2022. Tog Landsdelstrafikken går igennem Odense Banegård, der også fungerer som endestation for Svendborgbanen. Der er således hyppig frekvens til København (1t10m.), Stockholm (7t55m.), Hamborg (3t25m.), Esbjerg (1t20m.), Aarhus (1t30m.) og Svendborg (45m). Foruden Odense Banegård betjener stationerne Odense Sygehus, Fruens Bøge og Hjallese byen. Veje Den Fynske Motorvej går gennem den sydlige del af Odense, og der er meget trafik fra de seks frakørsler (nr. 48 til 53). Dette er medvirkende til, at især de sydlige indfaldsveje er præget af meget trafik fra pendlere. I juni 2009 åbnede sidste etape af Svendborgmotorvejen, der løber fra Odense til Svendborg og indgår i primærrute 9. Motorvejen aflaster den gamle landevej, hvor der var megen trafik. Fynske Motorvej syd for Odense og en strækning fra Motorvejkryds Odense til Kertemindevej udgør Odenses yderste ringvej, som kaldes Ring 3. Der er ikke konkrete planer om, at fuldende denne med en vestlig og nordlig del, men i kommunens Trafik- og mobilitetsplan er det vedtaget, at der skal sikres areal til den vestlige del, så den kan bygges, når behovet opstår. Cyklisme Odense har forsøgt at fremme cyklismen gennem flere projekter. Hovedprojektet "Odense – Danmarks Nationale Cykelby" havde bl.a. som mål at øge antallet af cykelture med 20% fra 1996/97 til 2002. Dette blev forsøgt opnået gennem en række forbedringer herunder bedre parkeringsmuligheder og smutveje for cyklister. Odenses fokus på cyklismen fortsætter i Trafik- og mobilitetsplanen, hvor det er et mål, at antallet af cykelture skal vokse med 25% frem til 2012, og med 35% fremtil 2020. Det skal bl.a. ske gennem indførsel af et moderne delecykelkoncept, øge fremkommeligheden for cyklister væsentligt og bedre parkeringsmuligheder. I 2010 deltog Odense på Expo 2010 i Shanghai med en pavillon under titlen Spinning Wheels for at promovere de tiltag, der er gjort for cyklister i Odense. Det var første gang, at en dansk by deltager i en verdensudstilling. Det er muligt at låne bycykler gratis i 24 timer. Letbane I det indre Odense har meget trafik tidligere gået gennem Thomas B. Thriges Gade. Gaden blev i juni 2014 lukket for biltrafik. Planen er at opføre en nyt byområde med 1.100 P-pladser under jorden. Den trafik, der ikke har et ærinde i bymidten har siden 2014 været ført via ny kanalforbindelse over Odense Kanal, hvormed Ring 2 fuldendes. Som led i lukningen af Thomas B. Thriges Gade, opføres en ny 14,5 km lang letbane, der bliver ført gennem gaden og som samtidig forbinder Tarup i det nordvestlige Odense med Odense Stadion, videre over Odense Banegård og Thomas B. Thriges Gade i bymidten og til Rosengårdcentret, SDU og nyt OUH i det sydøstlige Odense. Lufthavn Hans Christian Andersen Airport ligger ved den lille by Beldringe cirka 10 kilometer nordvest for Odense. Indtil kort tid efter åbningen af Storebæltsbroen var der rutefly til København. Lufthavnen har ikke længere nogen særlig påvirkning på Odenses infrastruktur, da der kun er et par enkelte rutefly. Siden 2006 har lufthavnen dog udbudt charterflyvninger, der de senere år har været i kraftig vækst og som fra sommeren 2011 vil nå op på 101 afgange. Havne Lystbåde kan sejle til Odense fra Kattegat, gennem Odense Fjord og Odense Kanal. Det tager cirka halvanden time. Der er gæstepladser i Odense Sejlklub og i inderhavnen. Vælger man inderhavnen, skal man under Odins Bro, der har særlige åbningstider for lystfartøjer. Odense Sejlklub ligger uden for Odins Bro med fem kilometers afstand til centrum. Kultur Som Danmarks tredjestørste by rummer Odense mange forskellige kulturtilbud, og er det kulturelle centrum for Fyn. Odense Teater blev grundlagt i 1796 og er således den næstældste teater i Danmark. Odense Internationale Musikteater er et musikdramatisk teater i byen. Odense Symfoniorkester er blandt de fem landsorkestre og har hjemme i Odense Koncerthus. Hvert år afholdes flere koncerter og festivaller i byen. Dette tæller bl.a. Tinderbox i Tusindårsskoven, Jam Days med fokus på bl.a. jazz, PHONO Festival med fokus på elektronisk musik, Carl Nielsen Festival med fokus på klassisk musik, Warehouse Festival og Generator Festival der er i stil med Copenhagen Distortion. Derudover findes filmfestivalen Odense Internationale Film Festival, der handler om kortfilm og middelaldermarkedet Odense Middelalderdage. I 2022 blev den første Pride Demonstration afholdt i Odense af foreningen Odense Pride. Odense Zoo havde i 2016 omkring 350.000 besøgende, og det er dermed ikke bare byens mest besøgte turistattraktion, men også den eneste attraktion i Odense der er blandt mest besøgte danske turistattraktioner. Den zoologiske have har omkring 150 forskellige dyrearter. Odense Slot ligger centralt i byen tæt ved Odense Banegård, og er blandt andet bygget med sten fra Nyborg Slot. Voldende fra Næsbyhoved Slot ligger ud til Næsbyhoved Sø i den nordlige del af byen. Kulturbotanisk Have er en botanisk have med omkring 9.000 forskellige plantearter. Den blev grundlagt i 1949. Museer Odense Bys Museer har adskillige museer i byen. Carl Nielsen Museet og Carl Nielsens Barndomshjem beskæftiger sig med den danske komponist Carl Nielsen. H.C. Andersens Hus er hovedmuseum for eventyrforfatteren H.C. Andersen, mens H.C. Andersens Barndomshjem er indrettet med en udstilling, hvor digteren voksede op. Sammenlagt har de to museer omtrent 130.000 besøgende årligt. Ved hans hus ligger også Lotzes Have og tæt ved Rosengadeanlægget. Derudover findes Den Fynske Landsby, der er et frilandsmuseum i den sydlige udkant af byen, som får omkring 120.000 besøgende om året. Bymuseet Møntergården får omkring 90.000 besøgende, og det er indrettet i en gammel bindingsværksbygning fra 1646. Derudover findes Mediemuseet, Thriges Kraftcentral samt Børnekulturhuset Fyrtøjet, der alle er en del af museumssammenslutningen. Odense Bunkermuseum ligger under Danhostel Odense i den sydlige ende af byen. Danmarks Jernbanemuseum ligger ligeledes i Odense. Frem til 2014 fandtes Fyns Kunstmuseum, som i dag er en del af Brandts som også har tæller Brandts Klædefabrik. I udkanten af byen ligger Galleri Galschiøt, der er et udstillingssted med værker af Jens Galschiøt. Kunstbygningen Filosoffen er kunst- og kultursted med bl.a. udstillingslokaler. Uden for byen findes trelleborgen Nonnebakken, der har fungeret som forsvarsanlæg i vikingetiden. Byen rummer adskillige kirker heriblandt Fredens Kirke, Sct. Knuds Kirke (Odense Domkirke) og Vor Frue Kirke. Assistens Kirkegård rummer den første hedenske gravplads i Danmark. Sport Odense har gennem tiden sat sit præg på dansk topidræt. Byen har både faciliteterne og de gode sportsfolk. I Odense er der således både foldboldstadion, atletikstadion, cykelbane, multiarena, cricketstadion og ishockeystadion. Hvert år arrangeres Eventyrløbet i byen af Odense Atletik/Odense Gymnastikforening. Der findes også IF Stjernen Odense som er en idrætsforening. Odense Friluftsbad er et udendørs svømmebad i den vestlige ende af byen. Fyens Væddeløbsbane er en hestevæddeløbsbane der ligger i den vestlige del af byen. Den benyttes både til galop og travsport. Fodbold I fodbold har flere klubber præget de bedste danske rækker. De fem klubber Odense Boldklub, B1909, B 1913, OKS og Odense KFUM har hver især opnået gode resultater, og der har i flere omgang være planer om samarbejde og sammenlægninger. I 1980 var der sågar tanker om at lave et fælles hold med de bedste spillere fra de fem klubber. Odense Boldklub forblev selvstændigt og er i dag i Danmarks bedste række og byens førende fodboldklub. B1909 og B1913 har lavet en alliance og spiller i 1. division (sæson 2009/2010) under navnet FC Fyn, mens OKS og Odense KFUM ikke længere er at finde i de bedste rækker. Odense Sport & Event Ved årsskiftet 1990/91 blev den professionelle fodbold i OB skilt ud i Odense Boldklub A/S. Dette selskab fusionerede i 2006 med Odense Congress Center, og derved blev det nye selskab Odense Sport & Event skabt. Udover kongrescenteret rådet dette selskab over det nybyggede Arena Fyn og Odense Stadion, som selskabet har indgået en lejeaftale med Odense Kommune frem til 2033, hvilket giver førsteretten til brug af dette stadion. Selskabet ejer hovedtribunen, som senest er blevet moderniseret i 2005, hvorved man udvidede VIP-faciliteterne. Ud over alle OB's hjemmekampe har selskabet med disse faciliteter mulighed for at afholde internationale sportsbegivenheder. Der er således afholdt f.eks. EM i trampolin, Denmark Open i badminton, World Cup i dressur og Nordea Danish Open i tennis. Herudover spiller håndboldklubben GOG en del kampe i multiarenaen. Odense håndbold fællesskab er en sammenslutning af GOG Svendborg TGI og Handball Club Odense. Cykelsport Odense har store traditioner inden for cykelsport. Danmarks ældste og verdens tredjeældste cykelløb er siden 1894 blevet kørt på Fyn. Det har start og mål i Odense og har international klasse. Den udendørs Odense Cykelbane blev åbnet i 1948 og er stadigt stedet, hvor baneafdelingen af den lokale cykelklub Cykling Odense har hjemme. Banen har også været vært for Danmarksmesterskaberne på bane så sent som i 2004. I et offentlig-privat partnerskab blev der bygget en ny overdækket cykelbane med atletikfaciliter i midten. Den 16. januar 2015 blev banen indviet under navnet Thorvald Ellegaard Arena Odense, opkaldt efter den seksdobbelte verdensmester i sprint, Thorvald Ellegaard. Flere af de bedste danske cykelryttere kommer fra Odense. Således har de nuværende OL-sølvvinderne Casper Jørgensen og Alex Rasmussen cyklet som børn i Odense. Den tidligere verdensmester i sprint og nuværende bestyrelsesmedlem i Den Internationale Cykle Union (UCI) er også fra Fyn. Herudover har eliteholdet Team Energi Fyn hjemsted i Odense. Ishockey Odense Ishockey Klub (OIK) ligger med deres elitehold Odense Bulldogs i landets bedste række. Klubben har aldrig vundet det danske mesterskab, men blev pokalmestre i 2008/2009 og i 2015/2016 Speedway Nicki Pedersen er født i Odense og har vundet flere verdensmesterskaber. Også speedwaykøren Hans N. Andersen er fra Odense, og havde sin debut i Sanderum Knallertklub De to har ligesom den tidligere danske verdensmester fra Fyn Jan O. Pedersen startet karrieren på speedwaybanen i Fjelsted vest for Odense. Svømning Der er flere danske elitesvømmere fra Odense: Både Louise Ørnstedt og Rikke Møller Pedersen har vundet mange medaljer. H2Odense er med ca. 2200 medlemmer er Fyns største forening for vandsport. Foreningen er dannet i 2016 ved fusion af Odense Svømme- og Livredningsforening (OSLF) og Odense Svømmeklub (OSK). Foreningen tilbyder svømmeundervisning, motionssvømning, vandpolo, synkron og elitesvømning. Klima Odense ligger i en klimazone præget af den varme Golfstrøms indflydelse. Dette medfører, at odense er ca. 5 grader varmere end byens breddegrad ellers dikterer. Samtidig ligger byen også i et område, hvor atlantiske lavtryk typisk passerer forbi. Dette gør, at vejret i alle fire årstider er relativt ustabilt med skiftende perioder med regn og sol. Nedbør er moderat året igennem med et lille toppunkt fra juni til august. Sne falder primært fra jul til tidligt i marts, men det bliver sjældent liggende længe. Regn i januar og februar er ligeså almindeligt som sne, og gennemsnitstemperaturen for disse to vintermåneder ligger lidt over frysepunktet. Foråret kan sammenlignes med det kontinentale Europa, men forsinket omkring en uge grundet det kolde omgivende havvand. På samme måde isolerer vandet om efteråret, så klimaet i Odense er mildere i lidt længere tid end ellers. I perioden fra midten af oktober til februar kan en eller to storme (eller endda orkaner) optræde. Storme om sommeren er udsædvanlige. Sommeren er som de andre årstider ofte en blanding af sydvestlige milde, blæsende og regnbringende lavtrykssystemer og perioder med stabile højtryk, der bringer solrigt og relativt varmt vejr med sig. Venskabsbyer Odense har 20 venskabsbyer verden over: Shaoxing, Kina Brno, Tjekkiet Klaksvík, Færøerne Tampere, Finland Schwerin, Tyskland Upernavik, Grønland (siden 1980) Kópavogur, Island Petah Tiqwa, Israel Funabashi, Japan Iksan, Sydkorea Kaunas, Litauen (siden 1992) Groningen, Nederlandene Trondheim, Norge Katowice, Polen Norrköping, Sverige Östersund, Sverige İzmir, Tyrkiet Kyiv, Ukraine St Albans, Storbritannien Columbus, USA Kendte odenseanere H.C. Andersen, forfatter og eventyrdigter Karen Brahe, en lærd adelskvinde. Carl Nielsen, klassisk komponist Kong Knud 4., dansk konge, begravet i Odense Domkirke Carl Frederik Tietgen, erhvervsmand (DFDS, B&W, Danisco og Tuborg) Thomas B. Thrige, opfinder og fabrikant, grundlægger af Thrige-Electric Vera Gebuhr, skuespillerinde Ove Sprogøe, skuespiller Kai Løvring, skuespiller og komiker Birgitte Federspiel, skuespiller Morten Grunwald, skuespiller Richard Møller Nielsen, tidligere fodboldlandsholdstræner Niels Helveg Petersen, Danmarks udenrigsminister 1993-2000 Ebbe Kløvedal Reich, forfatter Bodil Kjer, skuespiller Søren Elung Jensen, skuespiller Allan Simonsen, racerkører Johnny Reimar, sanger Bendt Bendtsen, politiker, tidligere økonomi- og erhvervsminister, nu medlem af Europa-Parlamentet Jesper Theilgaard, Tv-metereolog Lars Liebst, direktør for Tivoli og formand for TV 2 Danmarks bestyrelse Anja Andersen, håndboldtræner, tidligere håndboldspiller Trine Dyrholm, skuespiller Jo Hermann, forfatter Jakob Piil, tidligere professionel cykelrytter Nicki Pedersen, tredobbelt verdensmester i speedway Kristian Pless, tennisspiller Johanne Schmidt-Nielsen, folketingspolitiker Louise Ørnstedt, svømmer Rikke Møller Pedersen, svømmer Peter Eastgate, pokerspiller, vinder af World Series of Poker Caroline Wozniacki, tennisspiller Thomas Helveg, tidligere landsholdsfodboldspiller Claus Bo Larsen, fodbolddommer Jens Galschiøt, billedhugger Børge Outze, grundlægger af Dagbladet Information Dan Jørgensen, politiker MØ, sanger Ritt Bjerregård, politiker Mariann Fischer Boel, politiker, tidligere Europa Kommissær. I 2008 kåret til kåret til Årets Europæer. Viktor Axelsen, badmintonspiller Referencer Eksterne henvisninger Odense Kommunes kulturside VisitOdense H.C. Andersen Information Odense Kirker og kirkegårde i Odense Amt hos Danmarks Kirker, Nationalmuseet Købstæder Havnebyer i Danmark

142

https://da.wikipedia.org/wiki/O

O

O er den femtende bogstav i det latinske alfabet. Den tilhører den gruppe vi kalder vokaler. Andre betydninger Omikron, græsk bogstav Kemisk tegn for ilt (græsk: oxygen) Partibogstavet for Dansk Folkeparti Vejsystemer O Centerring (Næstved) O Centerring (Nykøbing Falster) O Cityring (Fredericia) O Cityring (Grenaa) O Cityring (Haderslev) O Cityring (Herning) O Cityring (Holstebro) O Cityring (Hjørring) O Cityring (Kolding) O Cityring (Skive) O Cityring (Sæby) O Cityring (Thisted) O Cityring (Viborg) O Cityring (Vordingborg) Eksterne henvisninger Latinske bogstaver

143

https://da.wikipedia.org/wiki/Politisk%20parti

Politisk parti

Et politisk parti er en kreds af personer, som tilslutter sig en ideologi eller et sæt grundholdninger. Disse mennesker har sluttet sig sammen for at prøve at påvirke den politiske udvikling. Der er flere veje til påvirkning og eventuel indflydelse: Partiet kan lade sig opstille til valg i parlamenter og lokale råd og søge at få direkte indflydelse dér. Partiet kan også virke som pressionsgruppe (lobbyister) udenfor de folkevalgte organer – f.eks. ved at partiets medlemmer skriver indlæg i aviserne, afholder møder og på anden vis søger at få partiets synspunkter frem i offentligheden. Partiernes ideologier eller grundholdninger bruges ofte til at placere dem på en højre-venstre-skala, således at partier, der er liberalistiske, konservative eller fascistiske ses som højreorienterede, partier med socialliberale træk ses som midterpartier, mens socialdemokratiske eller socialistiske partier ses som venstreorienterede. Partier, som betegner sig selv som nationalsocialistiske eller nazistiske, placerer sig både til højre og venstre på skalaen. Udviklingen i de politiske partiers struktur og arbejdsmetoder afspejler den generelle udvikling i de forskellige samfund og forløber derfor forskelligt i forskellige lande. I parlamentariske regeringer har de fleste politiske partier en valgt leder, som, hvis partiet får absolut flertal ved et valg, eller får støtte til at danne en koalitionsregering og har flertal herindenfor, derefter bliver regeringsleder. I præsidentielle systemer kan præsidenten blive valgt som en repræsentant for sit parti, men i så fald vil han eller hun oftest blive tvunget til at afskære alle direkte bånd til partiet for at kunne tjene hele landet bedst. Koalitionsregeringer dannet af flere partier optræder oftest ved forholdstalsvalg frem for ved flertalsvalg. Partimedlemskab er tendensen blandt støtter af politiske partier at abonnere på eller i hvert fald støtte deres partis synspunkter og politikker i modsætning til synspunkterne præsenteret af andre partier. Differentiering er essentiel for næsten alle partier: de er nødt til at adskille sig fra andre partier på mindst et par punkter, for at de kan konkurrere i politik og vinde valg. Ekstremt partimedlemsskab (partisaner) er også kendt som partisankrig – et partisk begrundet guerillakrig. Ideelle typer af politiske partier Politiske videnskabsfolk har udviklet en række begreber omkring forskellige ideelle typer af politiske partier for bedre at kunne sammenligne dem. Richard Gunther og Larry Diamond skelner mellem fem familier (eller genera, som de kalder det) af politiske partier: elite-baserede partier masse-baserede partier etnisk-baserede partier valg-baserede partier flytnings-partier Hver af disse familier består så igen af forskellige typer partier. For eksempel er de valg-baserede partier underinddelt i personalistiske, programmable og alfavnende-partier. Ud fra denne definition er det amerikanske Republikanske parti et valg-baseret, programmabelt parti, mens det konkurrerende Demokratiske parti er et valg-baseret, alfavnende parti. Partiløse, etparti-, toparti- og flerpartisystemer I et partiløst system eksisterer der ingen officielle politiske partier, eller også er de forbudt ved lov. I partiløse valg opstiller hver kandidat på sine egner præmisser uden noget tilhørsforhold. I partiløse lovgivende forsamlinger er der typisk heller ikke partimæssige opdelinger af for forsamlingen, selvom folk muligvis kan have fælles holdninger. Især mange lokale og regionale råd rundt om i verden er partiløse, men nogle lande har også nationale forsamlinger uden partier. Hvis der ikke er en direkte lovgivning imod partidannelse vil partiløse regeringer ofte udvikle sig til decidere politiske partier. I et etpartisystem er der kun ét parti, som har ret til at sidde med magten. Selvom mindre partier kan have love til eksistere, vil de kun med tilladelse fra det dominerende parti kunne få nogen magt. Dette dominerende parti vil dog ikke nødvendigvis være identisk med regeringen, men i andre sammenhænge vil partiposter i praksis ofte være mere indflydelsesrige end regeringsposterne. I et system med et dominerende parti er oppositionspartier tilladte og der kan endda være en lang og grundlæggende demokratisk tradition, men andre partier har dog ingen reel chance for at få magten. Årsagen til de andre partiers manglende opbakning kan være politiske, sociale, økonomiske eller blot baseret på den offentlige mening. Nogle gange, især i lande uden en længere tradition for demokrati, vil det dominerende parti søge at holde magten gennem patronage eller måske endda valgfusk. I sidstnævnte tilfælde vil forskellen mellem et system med et dominerende parti og så et egentligt etpartisystem blive noget udviskede. Eksempler på dominerende parti-systemer inkludere Folkets Handlingsparti i Singapore samt African National Congress (ANC) i Sydafrika. Tidligere har Institutionelt Revolutionsparti været det dominerende parti i Mexico ind til sidst i 1990'erne og i det sydlige USA har det demokratiske parti været dominerende fra 1880'erne og frem til 1970'erne. Topartisystemer er stater såsom USA og Jamaica, hvor der er to partier, der dominerer så markant, at kandidaturer under andre partier næsten umuligt kan føre til succes. Den sædvanligste politiske fordeling vil være et højreorienteret koalitionsparti over for et venstreorienteret ditto, men ofte vil partierne være såkaldte alfavnende partier, der forsøger at favne så bredt som muligt. Forholdet mellem afstemningssystemet og topartisystemet blev beskrevet af Maurice Duverger og er bedst kendt som Duvergers lov. Flerpartisystemer er systemer med mere end to partier. Nogle lande, såsom Canada eller Storbritannien, har to partier, der er stærkest i landet, men med et tredje parti, der har succes ved valg og derfor i høj grad er med til at præge dagsordenen. Det (eller de) tredje parti kan måske ikke selv være regering, men som støtteparti for en mindretalsregering kan partiet stadig "kræve" magt i forskellige sager. I få tilfælde, for eksempel i Finland, har man et aktivt trepartisystem, hvor alle tre partier på skift har magten. Det er sjældent at et land har mere end tre partier med lige muligheder for at få magten. Ofte ser man også, at et land har talrige partier og hvor ingen af dem kan få magten alene. Derfor må partierne til stadighed skabe koalitionsregeringer. Dette er den nuværende tendens i Irlands politik. Partier og retninger Politiske partier bliver ofte vurderet i et politisk spektrum. Et typisk spektrum er højreorienteret politik, der står for konservatisme og traditionelle værdier, over for venstreorienteret politik, der står for radikalisme. Andre analyser inkluderer flere dimensioner såsom partiers holdning til og accept af parlamentarisk demokrati modsat autoritære og totalitæreattituder, samt økonomisk politikker, hvor de venstreorienterede står for socialdemokratisme, socialisme og kommunisme, mens de højreorienterede foretrækker laissez-faire økonomi. Centralistiske partier adopterer ofte en politikker, der tilsammen gør dem umulige at placere i den ene eller anden gruppe. Økonomisk fundament Politiske partier er økonomisk støttede af bidrag fra deres medlemmer og fra personer og organisationer, som deler deres politiske idealer eller som kan få udbytte af partiets aktiviterer. Stærke støtter kan donere deres arv til partiet efter deres død. Politiske partier, især dem i regeringen, vil være udsat for lobbyisme fra organisationer, virksomheder og interessegrupper, som for eksempel fagforeninger. Penge og gaver til et parti, eller til dets medlemmer, bliver ofte set som "motivationer" på grænsen til bestikkelse. I Storbritannien har der været anklager fremme om at partistøtte er blevet belønnet med medlemskab af Overhuset, og derefter har støtterne kunnet komme i en position, hvor de havde en politisk magt og kan deltage i den lovgivende proces. Mest berømt var Lloyd George, der solgte disse adelskaber. For at undgå denne form for korruption, har parlamentet siden vedtaget, at direkte salg heraf er forbudt ved lov, men sidenhen er dette forsøgt omgået ved at give sin økonomisk støtte i ly af lån, hvilket førte til Penge for adelskab-skandalen. Sådanne aktiviteter her medført, at mange lande har indført enten en øvre grænse for private donationer eller at alle donationer skal oplyses. I Storbritannien har denne øvre grænse medført, at mange politikere og partier kræver at blive støttet af staten, da udgifter til valgkampagner stiger uden grænsen gør det. I Danmark er alle partier statsstøttede, således at partier, der sidder i Folketinget, får støtte ud fra antallet af nuværende mandater, mens alle partier (både i og uden for Folketinget) kan få privat støtte. Dog skal al privat støtte oplyses og redegøres for. Partiers farver og emblemer I hele verden associerer mange politiske partier sig med farver – primært for identifikationens skyld, blandt andet under valgkampe. Disse farver er ofte ens på tværs af landene og fælles for den ideologi, som partierne står for. Rød vil som oftest repræsentere venstreorienterede, kommunistiske eller socialistiske partier. Konservative partier er generelt blå eller sorte, i Danmark grøn. For nylig er denne trend dog blevet vendt om i USA, hvor det konservative republikanske parti har brugt farven rød, mens blå har stået for det liberale demokratiske parti. Lyserød indikerer nogle gange moderat socialisme. Gul bruges af liberalister. Grøn står for grønne eller islamiske partier. Orange bruges nogle gange til nationalisme (som i Holland) eller er reformpolitikkens farve (som i Ukraine). Tidligere har lilla var farven for royalisme (ligesom hvid), men i dag står farven oftere for feministiske partier. Brun eller sort associeres med fascistiske eller nynazistiske partier, henvisende til nazistpartiets brunskjorter eller Mussolinis sortskjorter. Sort anvendes endvidere af en række islamiske partier/organisationer som Boko Haram og Islamisk Stat. Farveassociation er især brugbart som huskeregler, når analfabetisme er udbredt i vælgerskaren. Også hvis det er uhensigtsmæssigt at komme med direkte referencer til enkelte partier (hvis flere partier opstiller under et koalitionsløfte), kan farver bruges mere neutralt til at henvise til hele koalitionen – for eksempel rød-grøn alliance, blå-grøn alliance eller som i Tysklands Jamaica-koalition. Socialistiske partier bruger ofte en rød rose som emblem – og gerne holdt i en knyttet hånd. Kommunistiske partier bruger ofte en hammer, et segl eller begge. Symboler kan tilsvarende være vigtige, hvis analfabetisme er udbredt. Ved Kenyas forfatningsvalg i 2005 brugte de støttende partier en banan som symbol, mens de modsættende partier brugte en appelsin. Internationale sammenslutninger af politiske partier I løbet af det 19. og 20. århundrede blev mange politiske partier organiserede internationalt med andre partier, der fulgte samme politiske linje. Vigtige eksempler er International Arbejderbevægelse (også kaldet Første Internationale), Socialistisk Internationale (også kaldet Anden Internationale), Kommunistisk Internationale (også kaldet Tredje Internationale) samt Fjerde Internationale, der alle er arbejderpartier, eller Liberal International (gul) og International Demokratisk Union (blå). Grønne partier i hele verden har for nylig dannet Global Green-netværket. Politiske partier i verdens lande For baggrundsinformation om politiske partier i forskellige lande, se Politiske partier efter land. For baggrundsinformation om politiske partier i Danmark, se Politiske partier i Danmark. Se også Partikrati (et politisk regime opbygget omkring et eller flere partier) Eksterne henvisninger Politiske ressourcer på nettet

144

https://da.wikipedia.org/wiki/Politik

Politik

Politik (fra græsk: (πολιτεία)) er et begreb, der både kan referere til processen med hvilken en gruppe tager beslutninger for at styre eller påvirke udviklingen inden for et område, og til de institutioner, der gennemfører beslutningerne i praksis samt selve indholdet i den politiske diskurs (det der foreslås gennemført). Der skelnes således mellem de politiske handlinger (en: politics), de politiske institutioner (en: polity) og det politiske indhold (en: policy) På trods af, at betegnelsen sædvanligvis anvendes inden for statens ramme, kan politik observeres i alle menneskelige gruppeinteraktioner, inklusive virksomheder samt akademiske og religiøse institutioner. Det politiske system anskues ofte ved hjælp af modeller, hvor der skelnes mellem systemperspektivet og aktørperspektivet. Fagene Statskundskab og politologi, (dvs. politiske studier) har studiet af politiske processer som fokusområde og undersøger anvendelsen af politisk magt. I bredeste forstand inddrager begrebet politik såvel landenes organisatoriske opbygning fra statsoverhovedet over parlamentet ned til borgeren som politiske fænomener internationalt. Definitioner og afgrænsninger Fagene statskundskab og politologi har udviklet en række definitioner og afgrænsninger, som benyttes bredt i lærebøger indenfor disse fag. Komparativ politik omfatter systematiske undersøgelser af politiske institutioner, organisationer, processer og adfærd på lokalt, nationalt og international plan.. Der findes en række forslag til definitioner, der dækker begrebet politik eller alternative synsvinkler på dette begreb: Ordbogsdefinitioner – for eksempel "kunsten og videnskaben at regere" Tekstbogsdefinitioner – for eksempel "konfliktløsningsproces, hvor støtte mobiliseres og vedligeholdes for kollektive projekter". Teoretikere, som Harold Lasswell, der definerede politik som "hvem får hvad, hvor, hvornår og hvordan." David Easton, som definerede at "Politik er den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund" Samt praktikere som: Mao Zedong, som sagde at "Politik er krig uden blodsudgydelser, mens krig er politik med blodsudgydelser" Otto von Bismarcks kryptiske bemærkning, "Politik er kunsten af opnåelighed" og "Politik ist die Kunst des Möglichen" / "Politik er det muliges kunst". Olof Palme "Politik er at ville". Sådanne relativt enkle definitioner er problematiske, fordi de ikke tager højde for samtlige politiske aspekter, som både omhandler fordeling af økonomiske ressourcer, ideologiske skillelinjer og værdikonflikter samt problemidentifikation og problemløsning. En mere kompleks definition blev foreslået af Erik Rasmussen, som udviklede og udvidede David Eastons definition til: "Politik er fastsættelse og fordeling af værdier med gyldighed for et samfund.". Magt og politik En række teoretikere knytter begreberne magt og politik tæt sammen. Politisk magt defineres af Max Weber som muligheden for at gennemtrumfe ens egen vilje overfor andre, mens Hannah Arendt konstaterer at "politisk magt svarer til den menneskelige evne til ikke blot reagere, men reagere i fællesskab." Autoritet er muligheden for at håndhæve love, kræve lydighed, at kommandere, at bestemme eller til at dømme. En regering er den enhed, der har autoriteten til at lave og håndhæve regler eller love. Legitimitet er en egenskab, en regering kan opnå ved at opnå og anvende magt efter accepterede standarder og principper. Suverænitet er muligheden for en regering at udøve kontrol over sit eget territorium uden indflydelse udefra. Politisk teori Mange filosoffer, politiske tænkere og praktiserende politikere har givet deres syn på, hvordan politik opstår i et samfund, hvorfor politik er nødvendigt og hvori den politiske magt består. En væsentlig distinktion kan drages mellem, den klassiske skole, der definerer "politik" som hovedsagelig udtryk for nationalstatslige interesser og den neoklassiske skole, der definerer politik som ”kampen om samfundsmæssige værdier”. Begrebet suverænitet er centralt for forståelsen af politik i statsligt regi og samspillet mellem stater i internationale relationer. Politik er traditionelt oftest studeret i forbindelse med regeringer og parlamenter, men i de senere har diskurser også præget forskningen i politiske emner. En anden teori, formuleret i en biopolitisk kontekst og baseret på evolution, er at politik er et makro-værktøj opfundet af mennesket til at organisere sig selv for at opnå fælles overlevelse for hele gruppen eller samfundet. I praksis formålet, begrundelsen og udførelsen af politik for at organisere og fremme overlevelse. Politisk historie Tidlig historie og etymologi V.G. Childe beskriver overgangen i menneskelige samfund, der skete omkring 6. årtusinde f.Kr. som en urban revolution. En af fordelene ved denne nye form for civilisation var ikke-landbrugsrelaterede håndværk (såsom præster og advokater), skatter og nedskrivning, som alle kræver tætbeboede områder – bystater.. Politikkens oprindelse Ordet politik er afledt af det græske ord politeia (πολιτεία), der igen er afledt af det græske ord for bystat, "polis". Begrebet er brugt helt tilbage i antikkens Grækenland på Platon og Aristoteles' tid. Erhvervsmæssige, religiøse, akademiske og andre former for politiske samfund, især dem der er begrænset af mangel på ressourcer, indeholder dominanshierarkier og derfor politik. Den tidligere form for regering er organiserede stammer. At de ældste regerede blev til monarki, og ledsaget af militære landvindinger, førte det til et feudalistisk system, hvor en enkelt familie dominerede de politiske affærer i en helt samfund. Monarkier har eksisteret i den ene eller anden form i de sidste 5 årtusinder. En naturlig tilstand I 1651 publicerede Thomas Hobbes sit meget berømte værk, Leviathan, i hvilket han foreslår en model for tidlig menneskelig udvikling som redegør for oprettelsen af regering. Hobbes beskriver en ideel naturlig tilstand, i hvilken ethvert menneske har lige rettigheder til alle ressourcer i naturen og er fri til at bruge alle midler til at tilegne sig disse ressourcer. Han påstår, at en sådan tilstand medfører en "krig, hvor alle er mod alle" (bellum omnium contra omnes). Yderligere noterer han, at mennesker vil indgå i sociale kontrakter og vil opgive visse rettigheder mod passende beskyttelse. Hobbes kom med en anden påstand: at løsningen på dette aggressionsproblem var en centraliseret, autoritær stat, ledet af en fyrste, som han kaldte Leviathan. Hobbes argumenterede således for enevælde. Nation og folk John Locke var i modsætning til Hobbes af den opfattelse, at det var statens opgave at sikre det enkelte individs frihed, lighed og suverænitet. John Locke fik dermed stor indflydelse på fremtidige grundlove. En af hans vigtige fremhævelser kommer han med i ”Et brev om tolerance”. Staten kan sætte regler for mennesker som individer, men den kan aldrig skabe en tvunget overbevisning. Hermed mentes, at mennesker havde ret og dermed fri vilje til at vælge. Et af hans grundprincipper var, at staten ikke skulle kunne påvirke det enkelte individs frihed og krænke den. Hvis staten gjorde det, var det en menneskeret at være kritisk og gøre oprør. Locke var tilhænger af princippet om magtens tredeling, som Montesquieu senere gav sin principielle udformning. Med den amerikanske forfatning, der blev vedtaget den 17. september 1787 af Forfatningskonventet i Philadelphia, blev tredelingsprincippet stadfæstet. Her blev magtapparatet tredelt med en lovgivende forsamling med to kamre som er Repræsentanternes hus og Senatet, som tilsammen danner Kongressen, en udøvende magt, som ledes af præsidenten og en dømmende magt, som ledes af Højesteret. Omtrent samtidig krævede oprørerne under den franske revolution frihed, lighed og broderskab. I begyndelsen af 1800 - tallet påpegede David Ricardo den stærke sammenhæng mellem politik og økonomi i forhold til staternes faktiske handlinger. I Til kritikken af den politiske økonomi og hovedværket Kapitalen tilsluttede Marx sig Ricardos opfattelse af sammenhængen mellem politik og økonomi, men kritiserede samtidig hans værdiforståelse. Mens Locke og Ricardos tænkning danner baggrund for liberalismen, anses Marx for at være den revolutionære socialismes grundlægger. I midten af 1800 - tallet fik de demokratiske bevægelser indflydelse på den politiske udvikling (især i Europa), og dette udmøntede sig i forfatninger baseret på folkestyre og flertalsstyre samt respekt for en række grundlæggende rettigheder, som ikke blot omfattede politiske rettigheder (fx ytrings- og foreningsfrihed), men også økonomiske rettigheder (fx den private ejendomsret). Politik i det moderne og senmoderne samfund Politologer fremhæver som et kendetegn ved politik i moderne og senmoderne samfund, at udviklingen går hen imod større kompleksitet, hvor mangfoldige sagsforhold, der tidligere hørte til civilsamfundet og livsverden er blevet offentligt reguleret. National politik I praksis opbygges nationale politiske systemer oftest hierarkisk op baseret på det enkelte lands styreform. Et diktatur er et system med et centraliseret magtapparat, hvor lovgivende, dømmende og udøvende magt ikke er adskilt, og hvor en enkelt person eller en mindre gruppe (fx militære ledere) udøver magten uden at skele til moralske og etiske konsekvenser. I et demokrati er landet normalt opbygget med udgangspunkt i lovgivning og med et magtadskillelsesprincip, opdelt i: Lovgivende magt – der laver og formulerer lovgivningen Udøvende magt – der sikrer lovens adlydelse Dømmende magt – der dømmer folk i henhold til loven Hvilke organer og institutioner, der sidder med hvilken magt, og hvordan disse vælges eller udpeges, har stor betydning for det enkelte lands politik. System og aktørperspektivet Det afgørende spørgsmål i en systemanalyse er at kortlægge, hvilke samfundsinteresser, der tilgodeses i systemets strukturelle forhold. Systemanalysen anvendes til at kortlægge formelle strukturer og udlede de krav, som opgaveløsningen stiller, hvis den skal foregå rationelt og ideelt. Forenklet udtrykt angiver systemanalysen, hvorledes det politiske indhold i de politiske institutioner ville forme sig, hvis de politiske handlinger alene afspejlede rationel sagsbehandling. Et system er derfor en idealtype, hvis grundlæggende strukturer udgør et funktionelt netværk, som skal bemandes. Aktørperspektivet kan både tage udgangspunkt i det handlende subjekt og i organiserede grupper, der handler i en fælles interesse. Perspektivet omfatter både formelle og uformelle interesser, der kan knyttes til deltagere i den pågældende organisation og de konkrete styrkeforhold, der udspilles blandt disse deltagere. Forskellen er således perspektivet, forskeren anlægger. Hvis denne sætter fokus på systemet, vil analysen omfatte dets opbygning, funktion og opgaveløsning. Aktøranalyser vil derimod koncentrere sig om interesse - varetagelse , magtforhold og aktørernes kompetencer. Staten kan både opfattes som et system og som en aktør. I en systemanalyse af det danske politiske system vil man ofte inddrage overvejelser over, hvilket niveau, der er relevant som udgangspunkt for analysen.. Hvis analysen har staten som aktør som perspektiv vil den opfattes som repræsentant for den fælles interesse . Systemerne Systemer kan opdeles efter deres funktioner eller efter deres normative status. Denne kan fx inddeles i demokratiske og diktatoriske systemer. David Easton udarbejdede en model model for det politiske systems samvirke med omgivelserne. Der er tale om et åbent system, hvor det politiske systems vedtagelser er afhængige af befolkningens krav til og opfattelse af den førte politik. Den førte politik ændres løbende, alt efter befolkningens respons. Interesseorganisationer, græsrodsbevægelser og massemedier har en stor betydning for formidlingen af krav til systemet og systemets respons på disse krav. Medierne betegnes ofte som den fjerde statsmagt, fordi de ofte sætter dagsordenen for de politiske debatter og især i konfliktsituationer fremstår som borgernes talerør til politikerne, ligesom de videregiver de politiske aktørers budskaber til borgerne. Derfor opfatter nogle politiske analytikere massemedierne som et integreret led i det politiske system. Aktørerne Overordnet er der i aktøranalyser fokus på beslutningsprocesserne. I politologien udviklede beslutningstagen som et selvstændigt forskningsområde sig i løbet af 1950’erne med udgangspunkt i den såkaldte Rational Choice teori. I løbet af 1980'erne blev temaer som fælles værdier og deres betydning for dagsordensfastsættelse, samt legitimiteten i de gennemførte beslutninger væsentlige fokusområder i aktøranalyserne. Efter årtusindskiftet har begrebet postfaktuel været benyttet om tendensen til, at data og faktuelle oplysninger har mindre betydning i den politiske debat end tidligere, hvilket blandt andet medfører, at eksperternes analyser nedprioriteres. Ledere I spidsen for en national aktør (et land) står statsoverhovedet, som kan være præsident, kejser, konge, fyrste og så videre, og som er landets officielle overhoved ud af til. Denne person har politisk betydning i mange lande, men i andre lande er statsoverhovedet blot en kransekagefigur, som ikke har nogen reel politisk indflydelse. Det er for eksempel tilfældet i Danmark og i mange andre konstitutionelle monarkier. Regeringslederen (eller regeringschefen) er det enkelte lands regerings overhoved. I nogle systemer vil dette være den samme person som statsoverhovedet, mens det er andre systemer er en anden og muligvis helt uafhængig person. I de nordiske lande er regeringslederen for eksempel statsminister, i andre lande er det premierministeren, i Tyskland og Østrig er det kansleren og i alle disse lande er det en anden person end statsoverhovedet. Men i andre lande er regeringslederen præsident, og dermed også statsoverhoved. Det er for eksempel tilfældet i USA. Både regeringsleder og statsoverhoved kan være folkevalgte eller parlamentsvalgte, men posten som statsoverhoved kan lige så vel være historisk eller karismatisk betinget og måske endda gå i arv – som det for eksempel er tilfældet i et monarki. I et konstitutionelt monarki er monarken kun formelt regenten, mens den reale magt ligger hos de folkevalgte.. Regering Regeringen er det udøvende organ i et land. I parlamentariske lande vælges regeringen af parlamentet og har regeringen vælger så en regeringsleder, mens det i lande med præsidentielle systemer er præsidenten alene, der udvælger sin regering. I semi-præsidentielle systemer vil præsidenten være statsoverhoved og ofte folkevalgt, men parlamentet vælges uafhængigt af præsidenten, og parlamentet vælger så efterfølgende en regering. Dette kan medføre, at regering og præsident har modstridende interesser og derfor hver især svære ved at opnå hvad de ønsker. Regeringen har som oftest den øverste magt over ministerierne eller sekretariaterne i landet. Parlament Parlamentet er den lovgivende forsamling i et land. Parlamentets medlemmer (parlamentarikerne) er som oftest folkevalgte, men ved et tokammersystem kan dele af parlamentet være elitært udvalgt, men dette kammer vil da ofte have begrænset magt i forhold til det folkevalgte kammer. Eksempler på tokammersystemer er Storbritannien, hvor Underhuset er den egentlige lovgivende folkevalgte forsamling, mens Overhuset er et adeligt kammer med fødte medlemmer, der har begrænset magt. Netop grundet den arvede, indirekte valgte eller meget lange ret til at sidde i det øverste kammer i et tokammersystem, så forsøges overkammeret oftest begrænset i deres magt – især med hensyn til indflydelse på den udøvende og dømmende magt, hvor nogle overkamre gennem historien har haft betydning og derfor illegitimeret magtbalancen i landet. I forbundsstater, hvor landet er en samling af delstater, bruges ofte et tokammersystemer, hvor de to kamre deler den lovgivende magt ligeligt og derfor skal blive enige, på trods af, at kun det ene kammer er direkte folkevalgt. Overkammeret repræsenter nemlig delstaterne. I for eksempel USA´s Kongres er underkammeret, Repræsentanternes Hus, folkevalgt, mens overkammeret, Senatet, er befolket med senatorer der repræsenterer de enkelte stater. I USA var det tidligere således, at senatorerne blev udpegede af delstats-regeringerne, og derfor var senatets medlemmer meget indirekte valgt, men i dag er senatorerne på direkte valg i de enkelte delstater. I lande med kun et enkelt kammer vil dette alene have den lovgivende magt, og det vil som oftest være direkte folkevalgt. Ofte navngives både parlament, men også de to kamre, så de henvises til uden om deres retmæssige navne. Se parlamenter for en liste over verdens landes parlamenter og deres navne. Domstole Domstolen er den dømmende magt. Domstolene kan være mange og være specialiserede til forskellige sager. Nogle domstole i et land kan tage sig at bestemte sager, eller kun tilgås af bestemte personer, mens andre er mere åbne og kan tage sager fra den enkelte borger. Ligeledes er domstolene opdelt i civile domstole, som afgør civile søgsmål, og statslige domstole, der afgør statslige søgsmål. Mange lande har også en forfatningsdomstol, som er den eneste, der tager sig af sager relateret direkte til det enkelte lands forfatning. Partier og valg Oftest organiserer de enkelte medlemmer af et parlament sig i politiske partier, der samles om enten en fælles ideologi eller blot en række fællessager, som de går ind for. Ofte (især historisk set) kan partier placeres på det politiske spektrum fra de venstreorienterede over de centralistiske til de højreorienterede. Men der findes mange andre skalaer, som politiske partier kan inddeles efter – ofte lokalt for de enkelte landes opbygninger. For eksempel kan der i lande med monarki være royalister, der ønsker at bevare monarkiet, over for republikanere, der ønsker en republik i stedet. Politiske valg bruges til at vælge politikere eller partier til forskellige autoritære embeder. Det kan for eksempel være valg til parlamentet, til præsidentposten eller indirekte valg, hvor personer vælges til at vælge andre personer (for eksempel USA's valgmandssystem). Politiske valg er en af grundstenene i moderne demokratier, og sikring af fair valg gennem valgreformer er derfor én af de vigtigste opgaver for at sikre demokratiske styrer. Der findes mange forskellige valgsystemer, lige som der findes forskellig regler for, hvem, der kan stille op; hvordan, man kan stille op; hvem, der kan stemme; samt hvem, der bliver valgt. Den svenske politolog Björn Molin har udarbejdet en en model, der i generaliseret form illustrerer politiske partiers valg af standpunkt. Her fremhæves det, at partiernes strategi for at opnå politisk indflydelse blandt andet omfatter en vurdering af kontinuiteten og en vurdering af populariteten. Geopolitiske enheder I mange lande er især den udøvende magt fordelt på mange ministerier, men ofte også geografisk. Dette medfører et hierarki af geopolitiske, administrative enheder med staten øverst og indtil flere niveau herunder. For eksempel har Danmark indtil kommunalreformen i 2007 haft staten øverst, amterne herunder og kommunerne nederst. Nogle lande (for eksempel miniputstater) har måske kun ét niveau, mens store lande (som Folkerepublikken Kina) kan have op til 5 eller 6 niveauer. De enkelte geopolitiske enheder har da ofte en selvstændighed i forhold til det overliggende organ, og kan derfor udøve loven og foretage egne beslutninger inden for den enkelte enheds jurisdiktion. Den enkelte enhed kan også have sit eget "statsoverhoved" (for eksempel en borgmester, guvernør, senator eller tilsvarende), sit eget "parlament" (for eksempel et byråd) samt sine egne valg til dette parlament. International politik International politik beskriver de enkelte landes udenrigsrelationer i forhold til verden omkring dem, men også hvorledes verden omkring et land har forventninger og krav til landet på trods af de enkelte nationers suverænitet. Teori Der er overordnet set tre hovedbetragtninger inden for international politik: Realisme er forventningen om, at udenrigsrelationer altid er konfliktfyldte og at de enkelte nationer kun tænker på sig selv ind til de bliver konfronteret med (truslen om) krig. Idealisme er troen på, at diplomati kan løse alle konflikter, og at al krig kan undgås. Liberalisme er en mellemvej, hvor man forventer at kunne komme langt med diplomati, og at de fleste men ikke alle væbnede konflikter (eller trusler herom) kan undgås.. Praksis I praksis repræsenteres de fleste landes udenrigsrelationer ved deres udenrigspolitik. Herunder hører også medlemskab af diverse internationale organisationer, såsom toldunioner, økonomiske unioner, militære unioner, ikkeangrebspagter med videre. Det kan for eksempel være medlemskab af NATO, FN, EU eller tilsvarende. Dansk politik Den politiske debat i Danmark har efter finanskrisen har vist, at der blandt Folketingets partier er en større vilje end tidligere til at reformere det universelle princip for velfærdsstaten. Mest velfærdsskeptisk blandt Folketingets partier i er formentlig Liberal Alliance, som ønsker mere personlig frihed og en markant reduktion af den offentlige sektor. De Radikale, der historisk set har været medvirkende til de afgørende beslutninger om velfærdsydelserne, har gennem deres formand, Margrethe Vestager, varslet en mulig ændring af de universelle ydelser til pensionisterne. En reform, der trækker i denne retning, må betegnes som ”velfærdsskeptisk” og en afgørende ændring af partiets tradition. Enhedslisten, der arbejder for et socialistisk samfund, ønsker at velfærdssamfundet skal styrkes og fornyes. Også Dansk Folkeparti er udsprunget af en velfærdskritisk tradition, Fremskridtspartiets politik for afvikling af den offentlige sektor. Pia Kjærsgaard og de andre udbrydere, der dannede DF brød med denne tradition og partiet er bl.a. fortaler for en udbygning af ældreplejen og hospitalsvæsenet. Det er i forskningsdebatten blevet påpeget, at Venstre og De Konservative hovedsageligt har fungeret velfærdspositivt i Folketinget, hvor de både som regeringsansvarlige og i opposition har udtrykt opbakning til den danske velfærdsstats mål. Også udlændingepolitik og EU har været væsentlige temaer i den danske politiske debat siden årtusindeskiftet. Politik i verdens lande For at se de enkelte landes politiske strukturer, se da politik i verdens lande, hvor der også vil være en oversigt over statsoverhoved samt regeringsleder i det enkelte land. Se også Magtudredningen Offentlig politik Noter Referencer Otto von Bismarck; bemærkning, 11. august, 1867 Gompers, Samuel; “Men of Labor! Be Up and Doing,” leder, American Federationist, May 1906, p. 319 Mao Zedong; Forelæsning, Maj 1938. "On Protracted War," udvalgte værker, bind 2 (1965).) Politik – en definition Litteratur Andersen, Jørgen Goul (2006): Politik og samfund i forandring, bind 1 og 2, revideret udgave, Columbus, Christiansen, Peter Munk & Asbjørn Sonne Nørgaard (2013):Demokrati, magt og politik i Danmark (Grundbøger til samfundsfag), 2. udgave, Gyldendal. Kaspersen, Lars Bo: Klassisk og moderne politisk teori, Gyldendal. . March, James G. & Olsen, Johan P.:(1989) Rediscovering institutions organizational basis of politics, the The Free Press. Eksterne henvisninger Politik ved Leksikon.org POLITIK – magt, identitet og bevægelser Politik i det moderne samfund Samfundsvidenskab

145

https://da.wikipedia.org/wiki/P

P

P er det sekstende bogstav i det latinske alfabet og i det danske alfabet. Den tilhører gruppen vi kalder konsonanter. Andre betydninger Tegnet P har mange betydninger. Kemisk tegn for fosfor. VIN-kode for modelår 1993. p er forkortelse for præfikset piko og angiver at tallet skal ganges med 10-12. P er forkortelse for præfikset peta og angiver at tallet skal ganges med 1015. P var partibogstavet for Fælles Kurs. P rimer på bogstaverne: d,e,c,g,t,v,b P kan bruges som en smiley der rækker tunge: :P Eksterne henvisninger Latinske bogstaver

146

https://da.wikipedia.org/wiki/Q

Q

Q, q er det syttende bogstav i det latinske alfabet og i det danske alfabet.. Den tilhører gruppen vi kalder konsonanter. I Tyrkiet har Q (i lighed med X og W) været forbudt, fordi bogstaverne anvendes i kurdisk. Disse bogstaver forekommer imidlertid i engelske ord, der hyppigt bruges internationalt, såsom show; og præsident Erdoğan lovede derfor i 2013 at tillade dem. Den danske sprogforsker Rasmus Rask anbefalede i et skrift fra 1830'erne ikke q i det danske sprog: Andre betydninger Tegnet Q har mange betydninger: Romertal for 500 (almindeligere er D). Q er indenfor elektronikken betegnelsen for en svingningskreds' godhed. Q er navnet på et månedsblad. Q var partibogstavet for Kristeligt Folkeparti (nu: K – Kristendemokraterne). Q (efter tysk Quelle, kilde, Q-kilden)  : "Tokildehypotesen" blev første gang fremsat af den tyske teolog Christian Hermann Weisse i 1838. Hypotesen går ud på, at der ligger to kilder til grund for Mattæusevangeliet og Lukasevangeliet. Den ene er Markusevangeliet, mens den anden kilde er en (tabt) talekilde/logiakilde, der fik den internationalt accepterede betegnelse Q (efter tysk Quelle). Q er tegnet for kvinder. Q er tegnet for de rationale tal. Referencer Eksterne henvisninger Latinske bogstaver

147

https://da.wikipedia.org/wiki/Rumfart

Rumfart

Rumfart betegner rejse eller transport i rummet. Der skelnes mellem bemandede og ubemandede rummissioner. Historie Mennesket har i umindelige tider drømt og skrevet om at rejse i rummet. Det giver sig blandt andet udtryk i en blomstrende science fiction-litteratur. Konstantin Tsiolkovskij (1857-1935) fra Rusland betragtes som rumfartens fader. I slutningen af det 19. århundrede beskrev han teknologien for at kunne rejse i rummet, i særdeleshed raketmotoren. I USA eksperimenterede Robert Goddard (1888-1945) i 1920'erne og 1930'erne med raketter med flydende brændstof i forholdsvis ubemærkethed. Den store praktiske udvikling fandt sted i Tyskland under den 2. verdenskrig, hvor rumalderen blev indledt 3. oktober 1942 med opsendelsen af en A4-raket, forløberen for V2-raketten, fra Peenemünde under ledelse af Wernher von Braun. Ud over den militære anvendelse dannede den grundlaget for raketten til brug for rumforskningen. Den egentlige rumalder startede den 4. oktober 1957 hvor Sputnik 1, verdens første kunstige satellit, blev opsendt fra Bajkonur-kosmodromenen i Sovjetunionen. Laika blev det første større dyr i rummet den 3. november 1957 – og det første større dyr, der døde i rummet (af varme, ca. 6 timer efter opsendelsen). Det første menneske i rummet var Jurij Gagarin den 12. april 1961 om bord på Vostok 1, Valentina Tereshkova var den første kvinde i rummet den 16. juni 1963 om bord på Vostok 6, mens Neil Armstrong som det første menneske satte foden på Månens overflade den 21. juli 1969. Den første landing på en komet med et ubemandet landingsmodul skete den 12. november 2014 da landingsmodulet Philae landede på kometen Churyumov-Gerasimenko efter en ti års rumrejse. Den 2. september 2015, blev den første dansker nogensinde sendt ud i rummet. Andreas Mogensen tog fra Bajkonur i Kazakhstan på en 10 dages rumrejse til Den Internationale Rumstation. Rakettens historie Ideen til at fremstille raketter stammer fra middelalderen. Det drejede sig om at skyde pile med ild i mod sine fjender. I år 1232 sendte kineserne ”rigtige” raketter mod fjenden. I dette tilfælde mod mongolerne i slaget ved Kai Fung Fu. Det var også Kina der opfandt de første fyrværkeriraketter. De mere kraftige krigsraketter blev første gang fremstillet af William Congreve i 1800, og Danmark var nogle af de første til at opleve dem. Det skete i 1807 hvor 300 Congreveraketter blev sendt mod København under Københavns bombardement. På dette tidspunkt var det kun sket en gang før, at en by blev bombarderet med raketter. Herfra udviklede raketterne sig efterhånden til at blive mere avancerede. I begyndelsen af 1900-tallet begyndte Robert H. Goddard at eksperimentere med raketter, bl.a. raketter med flydende brændstof. Den russiske gymnasielærer Konstantin Tsiolkovskij var forfatteren til den første bog om raketter, og om hvordan man kunne bruge flydende brændstof i stedet for krudt. Den moderne raket Den moderne raket blev opfundet af Robert Goddard, som brugte flydende brændstof og en speciel dyse, der fik raketten til at yde mere fremdrift. Robert Goddard indså, at ved at tilføre raketten en tilpas høj hastighed kunne man få en nyttelast til at gå i kredsløb om Jorden. Herefter skrev han bogen A Method of Reaching Extreme Altitudes, hvori han beskrev muligheden for at sende ting i kredsløb om Jorden. Goddard blev til grin på grund af bogen, men få årtier senere sendte Sovjetunionen Sputnik 1 i kredsløb om Jorden, ved hjælp af en raket, som helt byggede på de principper Goddard havde fastlagt. Omkring Anden Verdenskrig fremstilledes en ny raket. Raketten skulle bruges til at lægge fjendens byer i ruiner og fik navnet V2. Under krigen blev en V2-raket sendt ind over London. Det gjorde så meget indryk, at USA efter krigen overtog raketterne samt de videnskabsmænd som stod bag V2. Både USA og Sovjetunionen var interesseret i at få placeret et sprænghoved på raketten. Begge parter var også villige til at sætte atomvåben i dem, så de kunne have atomvåben ude i rummet. Men vigtigst mente både USA og Sovjetunionen at man måtte udforske rummet noget mere. USA og Sovjetunionen kæmpede bravt for at få den første genstand ud i rummet. USA mente selv at de var teknologisk stærkest, så det kom som et chok da russerne sendte en R7 raket, med Sputnik 1 i, i kredsløb om Jorden. Sputnik 1 var den første kunstige satellit som blev sendt i kredsløb om kloden. Efter at Sputnik 1 var sendt i rummet, stod det klart for USA at de ikke skulle lægge rummet bag sig. USA satsede alt på at fremstille enorme raketter som skulle sende ting ud i rummet. I 1958 lykkedes det så USA at sende deres første satellit Explorer 1 ud i rummet. USA troede nu, at de var ved at indhente Sovjetunionens forspring i rumkapløbet. Men det skulle vise sig at Sovjetunionen var meget længere fremme. Den 12. april 1961 sendte Sovjetunionen deres Vostok 1 ud i rummet. I raketten sad Jurij Gagarin, en russisk kosmonaut. Raketten gik i kredsløb om Jorden, og Jurij Gagarin tilbragte 1 time og 48 minutter i rummet. Sovjetunionen havde sendt deres første mand ud rummet, og derved den første i verdenshistorien. USA var endnu engang langt tilbage i rumkapløbet. Men det skulle vise sig at de fik medgang. USA og Sovjetunionen havde nu sat gang i kapløbet om Månen. Sovjetunionen mislykkedes gang på gang, og USA havde nu indhentet Sovjetunionens forspring. USA begyndte at tænke på en ny raket. De fremstillede en raket, som teoretisk og fysisk skulle bringe folk til månen. Raketten blev kaldt Saturn V, og skulle blive et af USA’s bedste investeringer. USA var klar til at sende deres første Saturn V raket mod månen den 27. januar 1967. USA og NASA’s månemissioner blev kaldt for Apollo-programmet. Den 27. januar 1967 forberedte USA sig på at sende Apollo 1 af sted. Raketten og besætninger var parate, men en brand i landingsmodulet dræbte de 3 astronauter om bord, før de var sendt ud af rampen. USA havde ikke råd til at miste flere mennesker, så de satsede på mere sikre missioner. Den 20. juli 1969 var USA klar til at forsøge en mission til månen igen. Om bord var de tre astronauter Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins. Rejsen gik utroligt nok uden problemer, og månelandingsfartøjet landede i månens uberørte støv. Da støvet omkring fartøjet lagde sig, steg besætningen ud. Armstrong steg ud først, og sagde med sine velkendte ord: ”That's one small step for [a] man, one giant leap for Mankind”. Apollo 11 var den største succes USA havde haft, gennem tidens løb. Apolloprogrammet udførte i alt 6 månelandinger. Men et forsøg blev en total fiasko, og blev en kamp om overlevelse frem for en kamp mod månen. Nemlig Apollo 13. Apollos Saturn V raketter var blevet for dyre at bruge, så NASA begyndte at fremstille genanvendelige raketter, rumfærger. Apollo 11 Den 16. juli 1969 opsendtes Apollo 11 fra Kennedy Space Center i Florida. Målet var Månen. Besætningen bestod af astronauterne Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins. Fire dage senere landede Armstrong og Aldrin i månelandingsmodulet Eagle i Stilhedens Hav på Månen. Den 21. juli kravlede Armstrong ud af månelandingsmodulet, ned af stigen og satte foden på Månen med de berømte ord: 'That's one small step for [a] man, one giant leap for mankind.' USA havde vundet kapløbet om at komme først til Månen. Astronauterne kunne i triumf placere det amerikanske flag på dens overflade. Derefter tog de nogle stenprøver, hvorefter turen gik hjemad. 24. juli 1969 landede Apollo 11 i Stillehavet. Der blev astronauterne samlet op af hangarskibet USS Hornet. Om bord var den amerikanske præsident Richard Nixon for at byde dem velkommen tilbage til Jorden. Senere samme år landsatte Apollo 12 ligeledes mennesker på Månen. I alt foretog amerikanerne 6 månelandinger. Den sidste fandt sted i 1972. Siden dengang har intet menneske befundet sig mere end højest nogle få hundrede kilometer over Jordens overflade. Apollo 13 Apollo 13 var den syvende bemandede mission i Apollo programmet. Det skulle have været den tredje månelanding, der skulle have fundet sted i Fra Mauro højlandet. Men i stedet blev missionen berømt for den eksplosion, der skete i servicemodulet og den efterfølgende vanskelige, men succesfulde redningsmission tilbage til Jorden. Mens rumskibet var på vej mod Månen, eksploderede ilttank nummer 2 i servicemodulet, da besætningen tændte for et ”piskeris”, der skulle røre rundt i den flydende ilt. Eksplosionen beskadigede andre dele i servicemodulet, herunder ilttank nummer 1. Eksplosionen skyldtes at ”piskeriset” var blevet konstrueret tidligt i designfasen. Efterfølgende var den elektriske spænding i servicemodulet blevet forøget, men det var der ikke blevet taget højde for i piskeriset, og derfor smeltede det. Ilden fik trykket i tanken til at stige til mere end 7MPa og tanken eksploderede. Tabet af begge ilttanke betød at der ikke længere kunne produceres strøm og den planlagte månelanding måtte aflyses. I stedet skulle rumskibet passere rundt om Månen og vende tilbage til Jorden. Hele verden fulgte med i redningsmissionen på fjernsynet, mens besætningen fik hjælp fra jordkontrollen, som kæmpede med at få rumskibet tilbage til Jorden. Månelandingsfartøjet spillede en stor rolle som redningsbåd. Efter eksplosionen var der kun strøm til 10 timer i kommandomodulets nødbatterier, og den skulle bruges til landingen. Et af de største problemer var at månelandingsmodulet var bygget til at to mand kunne opholde sig der i to dage – nu skulle tre mand opholde sig der i fire dage. Filtrene til fjernelse af kuldioxid fra udåndingsluften kunne ikke klare den ekstra belastning, og reservefiltrene i kommandomodulet havde en anden form, og kunne ikke umiddelbart bruges til noget fornuftigt. Men det lykkedes at bygge en tilkobling af forskellige stumper om bord. For at fartøjet kunne vende tilbage til Jorden var en kursændring nødvendig. Normalt ville det nemt kunne klares med servicemodulets raketmotor, men man ville ikke risikere at bruge den, da man ikke vidste om den havde taget skade. I stedet for brugte man månelandingsfartøjets landingsmotor. Den blev, oven i købet tændt endnu en gang for at foretage en mindre kurskorrektion, selvom den kun var bygget til at kunne tændes én gang. Før landingen måtte besætningen afkaste såvel månelandingsfartøj som servicemodul. Først da fik de mulighed for at se den omfattende skade, som var forårsaget af eksplosionen. Ifølge legenden skete ulykken med ilttanken d. 13. april, kl. 13:13 (Houstontid): På den efterfølgende pressekonference, begyndte Jim Lovell sin redegørelse med ordene "I am not a superstitious person". Rumstationer Rumstationer er kunstigt skabte konstruktioner, der har til formål at tillade mennesker at leve i rummet udenfor Jordens atmosfære. En rumstation adskiller sig fra andre bemandede rumfartøjer ved ikke at have større selvstændigt fremdriftssystem eller mulighed for at lande. I stedet bruges andre fartøjer til at transportere materiel og personer til og fra rumstationen. Rumstationer er designet til middellange ophold i rummet i perioder på uger, måneder og endda år. Med et rumskib er missionen, op, udfør og ned igen. Med en permanent base i rummet er der helt andre muligheder for at få større forståelse for, hvad det vil sige at være væk fra planeten. Men det er ikke nemt at overleve i rummet, og det er en dyr fornøjelse, når alle fornødenheder skal bringes op med raket fra Jorden. Rumalderen var dårligt skudt i gang, før man begyndte at arbejde på idéen om en rumstation. Det var den visionære Wernher Von Braun, som introducerede idéen for amerikanerne, men Sovjetunionen kom først og har, indtil samarbejdet om den Internationale Rumstation, været verdensmestre i rumstationer. Den Internationale Rumstation giver forskere en unik mulighed for at afprøve nye idéer og udvikle nye former for materialer og strukturer, men mest af alt fungerer den som en værdig udfordring for internationalt samarbejde i megaklassen. Med dens astronomiske budget, dens avancerede teknologier og dens udfordrende placering, danner Rumstationen rammen om et omfattende samarbejde på tværs af nationer. Der har i årernes løb været mange rumstationer som f.eks.: Saljut: De første rumstationer var Saljut-stationerne, som der samlet blev bygget syv af. Bortset fra Salyut 2, der gik tabt i kredsløb, nåede alle Saljut-stationerne at få besøg af kosmonauter. Den første af de 7 blev sendt op i 1971 og hed Saljut 1. Skylab: Skylab var USA's eneste rumstation før arbejdet på den Internationale Rumstation. Skylab blev sendt op i 1973 og blev besøgt af tre hold astronauter. Mir: Som afløser for Saluyt-stationerne opsendte Sovjet rumstationen Mir. Dette ord betyder både betyder "fred" og "verden" på russisk. Mir var opbygget af flere moduler som blev opsendt i årene 1986 – 1996. Dødsstødet kom i marts 2001, hvor den aldrende rumstation fik lov at brænde op i atmosfæren efter at have været bemandet uafbrudt i 10 år, en rekord som stadig holder. ISS: Den Internationale Rumstation eller ISS (International Space Station) er en rumstation i kredsløb om jorden i en højde af ca. 386 km. Rumstationen kommer til at veje 450 ton. Rumstationen bevæger sig med en fart på 27.700 km/t og fuldfører næsten 16 kredsløb rundt om jorden per døgn. Den samlede pris inkl. 10 års drift løber op i 300 mia. DKK. Den Internationale Rumstation er med en pris på omkring 700 milliarder kroner det dyreste bygningsværk i menneskets historie. Oprindeligt var den Internationale Rumstation et projekt som amerikanerne kaldte ”Freedom”, men efter den kolde krig sluttede, blev det muligt at arbejde sammen med andre lande. ISS er et samarbejde mellem 21 lande: USA, Rusland, Canada, Japan, Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Spanien, Schweiz, Storbritannien, Sverige, Tyskland og Østrig. Det er dog USA, der leder den overordnede mission. De europæiske lande, som deltager, er samlet kaldet ESA, det europæiske rumagentur. Byggeriet af ISS startede i november 1998 med opsendelsen af det russiske Zarya-modul. Med tiden er der kommet flere moduler til, og efter planen skal rumstationen være færdig i 2010. Byggeriet blev på tragisk vis forsinket, da rumfærgen Columbia forulykkede i februar 2003 på vej tilbage til Jorden. Det grundlæggende formål med den Internationale Rumstation er forskning i vægtløshed. Der sker utrolige ting med de materialer, dyr og planter, vi kender fra Jorden, når de ikke længere skal overkomme tyngdekraften. Bare det at være i rummet er stadigvæk en stor udfordring, og en del af formålet med rumstationen er naturligvis også at vise, at det kan lade sig gøre at bygge en rumstation i den størrelse med alle de tekniske problemer, det fører med sig. Det er gode erfaringer til en lang mission til Mars. Det europæiske Columbus-modul blev opsendt i starten af 2008, og giver mulighed for at udføre en række avancerede eksperimenter, bl.a. med dansk deltagelse. I Columbus kan tre astronauter ad gangen gennemføre eksperimenter indenfor en lang række forskellige områder, fx medicin, biologi og fysik. Astronauter Astronaut (from græsk "astron", "stjerne"; og "nautes", "skipper") kan oversættes til "stjernefarer" (el. rejsende blandt stjernerne) og er den vestlige betegnelse for en rumrejsende. Den russiske betegnelse er kosmonaut, den kinesiske er taikonaut. Astronaut er et af de mest udfordrende job i verden. At blive sendt ud i rummet er meget fysisk krævende og udfordrer astronauten meget. Derfor er jobbet som astronaut heller ikke muligt for alle. Selvom man slipper igennem den hårde udvælgelsesproces er man langtfra færdig, herefter er der mange års træning og forberedelse, før de kan gøre sig håb om at blive sendt ud i rummet. Månen er forsat den længste afstand, et menneske nogensinde har rejst fra Jorden. Astronauterne, som arbejder i rummet på den Internationale Rumstation, er aldrig mere end 400 km oppe, men med den planlagte Mars-mission kan det ændre sig inden for de næste par årtier. Alle de store rumorganisationer som NASA, ESA og JAXA har planer på at rejse til månen, og alle vil på længere sigt oprette permanente baser, som skal bruges til at komme videre Mars og måske andre planeter i solsystemet. Sidst et menneske stod på Månen var for primært for at vise, at det var muligt at rejse til Månen. Næste gang de rejser til Månen mener de det for alvor, og det er der god grund til. Månen ligger nemlig rigtig godt til at være springbræt for Jorden til resten af universet. Den lave tyngdekraft, fravær af atmosfære og de rige mineralforekomster gør det til et perfekt sted at have en rumhavn. Hvordan bliver man astronaut? For at overhovedet at komme i betragtning hos det europæiske astronautkorps, skal man først vælges til astronautkandidat i Danmark, som ikke er så nemt at blive. For at blive udvalgt skal man igennem et hårdt udskilningforløb, hvor alle de ikke egnede som ikke lever op til de høje krav bliver skilt fra, så man til sidst står tilbage med de bedste af de bedste. For at kunne blive astronaut er der en række forskellige krav som man skal kunne opfylde, som højde, vægt, uddannelse osv. Opfylder man disse krav skal man videre til en mere specifik og grundig bedømmelse hvor ens personlighed og helbred bliver testet grundigt. Læger, tandlæger, øjenlæger, psykologer og forskere tester, om ansøgerne er gjort af det rette astronaut-stof. De vil blandt andet sikre sig, at kroppen er stærk nok til at klare de skrappe påvirkninger under en rum-flyvning, og at man kan fungere i en gruppe. De undersøger også, om man har simultankapacitet, dvs. evnen til at overvåge og reagere på flere sansepåvirkninger på én gang. Simultankapacitet er nemlig én af de egenskaber, man har allermest brug for som astronaut. Hvis man så er så heldig at blive dansk astronautkandidat, er næste skridt en ny optagelsesrunde hos det europæiske astronautkorps, der holder til i Köln i Tyskland. Igen skal man testes og undersøges af diverse psykologer og læger. Men denne gang bliver ansøgerne også udsat for en række hårde fysiske prøver, som foregår i trykkamre, roterende stole, centrifuger og flyvemaskiner osv. At få én af de eftertragtede adgangsbilletter til astronautkorpset er kun første skridt på den lange vej til at blive sendt af sted på mission i rummet. Før man kan gøre sig nogen forhåbninger om at rejse uden for Jordens atmosfære, skal man gennem flere års hård træning. For hver time, en astronaut kommer til at tilbringe i rummet, har han eller hun tilbragt hundrede- eller tusindvis af træningstimer på astronautcenteret i Köln eller i træningscentre i Rusland og USA. Først bruger astronauterne omkring et år på at lære at betjene teknisk udstyr og på at blive gode til at arbejde sammen med hinanden. De simulerer også de vægtløse tilstande i rummet ved blandt andet at dykke i store vandbassiner iført rumdragter. Det andet år som astronaut bliver som regel brugt på at specialisere sig inden for navigation, rummedicin, teknisk vedligeholdelse eller noget helt fjerde. Under hele det forløb holder de sig i form. Når så astronauterne endelig får en rummission, går en hård træning til missionen i gang. Her træner den kommende besætning de forskellige faser i missionen til hudløshed. Fra man bliver optaget i astronautkorpset til at man bliver sendt på sin første mission går der mindst 4-5 år. Så for at blive astronaut skal man igennem en lang og hård uddannelse, men det giver også et job som mange går og drømmer om. Den første danske astronaut er Andreas Mogensen. Rakettens fysik En raket virker i princippet på samme måde som en ballon, når man slipper luften ud af mundingen på den. En ballon og en raket går begge to på Newtons tredje lov, som siger at ”for hver aktion er der en lige så stor og modsat rettet reaktion”. Det vil sige at ballonen presser luft ud i af mundingen med én kraft, og at den så bevæger sig med en tilsvarende kraft den anden vej. Som sagt virker en raket på samme måde som ballonen. Raketten presser en gas ud af dysen, og bevæger sig ved hjælp af den kraft den modsatte vej.For at fremstille gassen skal ilt og brændstof ind i et kammer, hvor det brændes af, og udvikler en varm gas, som giver fremdrift. For at forhindre raketten i at komme ud af kurs, er der placeret nogle styrefinner på siden. Nogle raketter, heriblandt NASAs Saturn V raket, har et redningstårn på toppen af raketten. Det har til formål at løfte rumfartøjet fri af raketten, og bringe dette til landing på jorden, i tilfælde af et større uheld med raketten under opsendelsen. En meget vigtig del af raketten er dens top. Toppenes form varierer fra raket til raket, og ud fra hvilket formål raketten har. Typer af baner Man kan skelne mellem forskellige former for rumfart: ballistiske baner hvor sonden efter opsendelsen falder tilbage til Jorden uden at gå i kredsløb kredsløb hvor en satellit sendes i kredsløb om Jorden (eller et andet himmellegeme) interplanetar rejse hvor rumsonden foretager en rejse mellem legemer i solsystemet interstellar rejse hvor rumsonden foretager en rejse mellem stjernerne. intergalaktisk rejse hvor rumsonden foretager en rejse mellem galakserne. For at kunne kaldes en rejse i rummet, har FAI defineret en grænse på 100 km over Jordens overflade. USA anvender også en 50 mile grænse. Personer, der har passeret denne grænse, er rumrejsende eller astronauter. Se også Rumforskning Rumkapløbet Rumhavn R-7 Semjorka Protonraket Bemandet rumfart Vostok Mercury Voskhod Gemini Sojuz Apollo Saljut Skylab Rumfærgen TMK (USSR) Mir Den Internationale Rumstation Shenzhou SpaceShipOne Ubemandede rummissioner Pioneer Luna Zond Venera Mars Ranger Mariner Surveyor Lunar Orbiter Viking Voyager Vega Fobos Discovery Astronaut Rumstationer Rumturisme Privat rumfart Kolonisation af rummet Rumkatastrofer Udforskning af Mars Noter Eksterne henvisninger Dansk Selskab for Rumfartsforskning Rummet.dk SpaceWeather.com -- News and information about meteor showers, solar flares, auroras, and near-Earth asteroids Spacedaily.com Space.com: Force Fields and 'Plasma' Shields Get Closer to Reality

148

https://da.wikipedia.org/wiki/Rusland

Rusland

{{Infoboks land2 | lokalt_navn = | konventionelt_lang_navn = Den Russiske Føderation | almindeligt_navn = Rusland | billede_flag = Flag of Russia.svg | billede_våbenskjold = Coat of Arms of the Russian Federation.svg | symbol_type = Våbenskjold | billede_kort = File:Russian Federation (orthographic projection) - Annexed Territories disputed.svg | kort_bredde = 220px | kort_tekst = Grøn: Rusland i EurasienLysegrøn: Omtvistede områder (Krim, Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja.) | nationalt_motto = Intet | nationaldag = 12. juni (Ruslands Dag siden 1992) | nationalmelodi = "Государственный гимн Российской Федерации" Rusland (, fra græsk: Ρωσία, Rōsía) eller Den Russiske Føderation (, ; IPA: [rɐsʲijskəjə fʲɪdʲɪratsɨjə]) er et land i Eurasien. Med 17.075.200 km² er Rusland arealmæssigt det største land i verden, der dækker mere end en ottendedel af Jordens beboede landområde, og har den niende største befolkning, med over 144 millioner indbyggere i slutningen af marts 2016. Den europæiske vestlige del af landet er meget tættere befolket og urbaniseret end den østlige del; omkring 77% af befolkningen bor i europæisk Rusland. Ruslands hovedstad Moskva er en af de største byer i verden; andre større bycentre er Sankt Petersborg, Novosibirsk, Jekaterinburg, Nisjnij Novgorod og Kasan. Strækkende sig over hele Nordasien og meget af Østeuropa spænder Rusland over 11 tidszoner og omfatter en bred vifte af landformer. Fra nordvest til sydøst deler Rusland landegrænser med Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen og Polen (begge med Kaliningrad oblast), Hviderusland, Ukraine, Georgien, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Kina, Mongoliet og Nordkorea. Landet deler havområder med Japan ved det Okhotske Hav og den amerikanske delstat Alaska på tværs af Beringstrædet. Østslaverne opstod som en genkendelig gruppe i Europa mellem 200- og 700-tallet. Grundlagt og styret af en væringsk krigerelite og deres efterkommere, opstod den middelalderlige stat Rus i 800-tallet. I 988 konverterede krigereliten til ortodoks kristendom fra det Det Byzantinske Rige. Med konverteringen indledtes en omfattende byzantinsk afsmitning på de slaviske kulturer, der senere blev definerende for den russiske kultur i det næste årtusinde. Rus blev efterfølgende opsplittet i en række mindre slaviske stater; de fleste af de slaviske stater blev løbet over ende af den mongolske invasion og blev vasalstater under den nomadiske Gyldne Horde i 1200-tallet. Storfyrstendømmet Moskva genforenede lidt efter lidt de omkringliggende russiske fyrstendømmer, opnåede uafhængighed fra den gyldne horde og kom til at dominere Kijevrigets kulturelle og politiske arv. I 1700-tallet blev landet stærkt udvidet gennem erobring, annekteringer og udforskning til at blive Det Russiske Kejserrige, der var det tredjestørste imperium i historien, og strakte sig fra Polen i vest til Alaska i øst. Efter den russiske revolution blev den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik den største og ledende del af Unionen af socialistiske sovjetrepublikker, verdens første konstitutionelle socialistiske stat. Sovjetunionen spillede en afgørende rolle i de allieredes sejr i 2. verdenskrig, og blev en supermagt og rival til USA under den kolde krig. Sovjet-æraen resulterede i nogle af de vigtigste teknologiske fremskridt i 1900-tallet, herunder opsendelsen af verdens første satellit og opsendelsen af det første menneske i rummet. I slutningen af 1990 havde Sovjetunionen verdens næststørste økonomi, verdens største militær og det største lager af masseødelæggelsesvåben. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 opstod femten uafhængige republikker fra Sovjetunionen: Rusland, Ukraine, Hviderusland, Kasakhstan, Usbekistan, Armenien, Aserbajdsjan, Estland, Georgien, Kirgisistan, Letland, Litauen, Moldova, Tadsjikistan, Turkmenistan; Russiske SFSR rekonstituerede sig som Den Russiske Føderation og anerkendtes som Sovjetunionens efterfølgerstat. Rusland er en semipræsidentiel føderal republik. Rusland har det 12. største nominelle BNP og sjette højeste købekraftsparitet i 2015. Ruslands omfattende mineral- og energiressourcer er de største reserver i verden, hvilket gør det til en af de førende producenter af olie og naturgas globalt. Landet er et af de fem anerkendte atomvåbenlande og besidder det største lager af masseødelæggelsesvåben. Rusland er en stormagt såvel som en regional magt og er blevet karakteriseret som en potentiel supermagt. Landet er permanent medlem af FN's sikkerhedsråd samt medlem af G20, Europarådet, Asia-Pacific Economic Cooperation (APEC), Shanghai Cooperation Organisation (SCO), Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og World Trade Organisation (WTO) samt er det ledende medlem af Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG), Den kollektive sikkerhedspagt (CSTO) og et af fem medlemmer af Den eurasiske økonomiske union (EAEU) sammen med Armenien, Hviderusland, Kasakhstan og Kirgisistan. Etymologi Navnet Rusland er afledt af Rus, , . Rus kommer fra det tidlige middelalderlige Rusfolk, væringske købmænd og krigere, der rejste over Østersøen og grundlagde middelalderbyen Novgorod, og senere Kijevriget, en middelalderlig stat, der fortrinsvis var befolket af østslavere. Landet Rusfolket beboede blev kaldt Русская Земля af indbyggerne, som kan oversættes som "russisk land" eller "russernes land". Ruslands nuværende navn, Россия , stammer fra den byzantinsk græske betegnelse for Kijevriget, , . En gammel latinsk version af navnet Rus er Ruthenia, der hovedsagelig blev anvendt om de vestlige og sydlige regioner af Rus, der støder op til det katolske Vesteuropa. For at skelne den oprindelige stat fra andre stater, der er afledt af den, betegnes den på slavisk Киевская Русь ; på dansk Kijevriget i moderne historiografi. På dansk omtales indbyggere i Rusland som "russere". Der er to russiske ord, der almindeligvis oversættes til dansk som "russere", , , der betyder "etniske russere" og , , der betyder "borgere i Rusland, uanset etnicitet". Oversættelser til andre sprog skelner ofte ikke mellem disse to grupper. Historie Russisk politik kan groft inddeles i en præ-sovjetisk, sovjetisk og postsovjetisk periode. I den præ-sovjetiske periode var Rusland et enevældigt monarki med en stærk zar i spidsen. Denne periode var præget af en ekspansionistisk tilgang som følge af at Rusland ikke havde (eller har) naturlige grænser. På grund af denne svaghed følte russerne, at den eneste måde, hvorpå de kunne opnå sikkerhed, var gennem ekspansion via et stærkt militær. Denne tilgang til omverdenen ændrede sig ikke med bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917. I Sovjetunionens tidlige år var opfattelsen, at den selv var svag og kapitalismen stærk. Det var derfor nødvendigt at konsolidere magten. Det var da også først fra 1945, at Sovjetunionen rigtigt følte sig "konsolideret" med sejren over det fascistiske system i Vest. Herefter begyndte Den Kolde Krig, der blev præget af et våbenkapløb mellem Sovjetunionen og Vesten. Denne periode varede til engang i 1970'erne, hvor Sovjetunionen og USA underskrev en række aftaler om våbenkontrol. I slutningen af 1980'erne afbrød Sovjetunionen støtten til de østeuropæiske kommunistiske regimer med den konsekvens, at de begyndte at falde fra hinanden. I 1991 brød Sovjetunionen sammen, da præsidenten Boris Jeltsin, præsident for RSFSR valgte at trække Rusland ud af Sovjetunionen, hvormed Sovjetunionen reelt ophørte med at eksistere. Den efterfølgende periode blev præget af et "oligarkiets diktatur", hvor russiske oligarker fik stor indflydelse på den førte politik. Boris Kagarlitsky taler om en symbiose mellem på den ene side staten og på den anden oligarkiet. Oligarkerne hjalp blandt andet Boris Jeltsin med at blive genvalgt. Dette syntes at vare ved indtil 1999, hvor Vladimir Putin blev valgt til præsident. Han indførte en skrappere kurs overfor oligarkiet. Hans præsidentperiode blev således kendt for en række arrestationer og nationaliseringer af virksomheder, som oligarkerne under Boris Jeltsin købte for en slik.. En uge før valget i 2000 udtalte Putin, at oligarkiet vil "'ophøre med at eksistere". Rusland under Vladimir Putin Vladimir Putin blev udpeget som Jeltsins efterfølger den dag, han blev valgt til premierminister, og valgt til præsident i 2000 med 52,9% af stemmerne. I Rusland er der kutyme for, at den som er premierminister også bliver valgt som præsident. Imidlertid var det ikke kun denne udpegning, som hjalp ham til magten. Hvor det i Vesten er et plus at have politisk erfaring, kan det være et minus i Rusland. Hans manglende erfaring gjorde, at han ikke var indblandet i Jeltsintidens mange intriger . I samme perioder var Rusland præget af usikkerhed som følge af den dårlige økonomi såvel som uroligheder i Tjetjenien og det nordlige Kaukasus. Økonomien retter sig op som følge af stigende oliepriser, mens Putin sætter hårdt mod hårdt i Tjetjenien, hvor det lykkes ham at indsætte Ramzan Kodyrov som en loyal præsident. En anden udfordring som møder Putin er parlamentsvalget i 2003, som partier der støtter ham vinder. Forenet Rusland får 49,3% af pladserne i Statsdumaen mod Kommunistpartiets 11,6% . Den store udenrigspolitiske udfordring blev det amerikanske missilskjold, som medførte at temperaturen mellem de to lande faldt til frysepunktet. Det medførte blandt andet at ABM traktaten blev ophævet, hvilket fik russerne til at føle sig truet blandt andet fordi amerikanerne kan og kunne udkonkurrere dem økonomisk, og dermed opnå atomar overmagt. I 2004 blev han genvalgt med 71,3% af stemmerne. Geografi Rusland er det største land i verden; landets samlede areal er 17.125.200 km².Regions of Russia. Social and economic indicators 2015 Russian Federal State Statistics Service. Hentet 26. juli 2017, på engelsk. I juli 2017 var der 28 UNESCO-verdensarvssteder i Rusland, 44 UNESCO-biosfærereservater, 50 nationalparker og 110 naturreservater. Landet strækker sig nord-syd mellem breddegraderne 41° N og 82° N og vest-øst mellem længdegraderne 19° Ø og 169° V. Ruslands territoriale ekspansion skete stort set i slutningen af 1500-tallet i zar Ivan IV's regeringstid under ledelse af kosakken Jermak Timofeevitj, på et tidspunkt, hvor de konkurrerende fyrstendømmer hovedsageligt i den europæiske del af Rusland var blevet forenet under Zar-Rusland. Timofejevitsj mønstrede en hær og drog mod øst, hvor han besejrede næsten alle de lande, der havde været underlagt mongolerne og besejrede deres hersker, Khan Kutjum. Rusland har omfattende naturressourcer, herunder store forekomster af tømmer, olie, naturgas, kul, malme og andre mineralressourcer. Grænselande Rusland er det land i verden, der har flest landfaste naboer, i alt 14. Af disse var 8* tidligere en del af Sovjetunionen: Topografi Den længste afstand i Rusland er omkring 8000 km langs en geodætisk linje. Punkterne er i vest den 60 km lange Wisłalandtange nær grænsen til Polen, der adskiller Gdanskbugten fra Wisłabugten ved Østersøen og i sydøst Kurilerne syd for Kamtjatkahalvøen mellem det Okhotske Hav og Stillehavet. Den længste afstand langs en længdegrad er 6.600 km fra hinanden langs en geodætisk linje. Punkterne er i vest, den samme landtange på grænsen til Polen, og i øst, Ratmanova øen. Den Russiske Føderation spænder over 11 tidszoner. Det meste af Rusland består af store områder med sletter, der mod syd hovedsageligt er steppe og mod nord dækket af store skovområder, med tundra langs nordkysten. 10% af verdens dyrkbare landbrugsjord ligger i Rusland. De sydlige grænser er præget af bjergkæder, i Kaukasus, med Elbrus, der med 5.642 m er det højeste bjerg både i Rusland og Europa og Altaj, med Belukha, som med 4.506 m er det højeste punkt i Sibirien uden for det Russisk fjernøsten; og i de østlige dele, såsom Verkhojanskij bjergkæden og vulkanerne på Kamtjatka-halvøen, med Kljutjevskaja Sopka, der på 4.750 m er den højeste aktive vulkan i Eurasien samt det højeste punkt i Asiatisk Rusland. Uralbjergene, der er rig på mineralressourcer, udgør en nord-syd-gående bjergkæde, der deler Europa og Asien. Rusland har en omfattende kystlinje på over 37.000 km langs Arktis og Stillehavet, samt langs Østersøen, Azovhavet, Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Barentshavet, Det Hvide Hav, Karahavet, Laptevhavet, Det Østsibiriske Hav, Tjuktjerhavet, Beringshavet, Det Okhotske Hav og Det Japanske Hav forbinder Rusland med Arktis og Stillehavet. Ruslands store øer og øgrupper omfatter Novaja Zemlja, Franz Josefs Land, Severnaja Zemlja, Nysibiriske øer, Wrangeløen, Kurilerne og Sakhalin. Diomedeøerne, hvoraf Ratmanova øen er russisk og Lille Diomedeø er amerikansk, ligger kun 3 km fra hinanden, og den russiske Kunasjir-øen ligger omkring 20 km fra den japanske Hokkaido. Rusland har tusindvis af floder og indre vandområder, der giver landet en af verdens største overfladevandressourcer. Landets søer indeholder ca. en fjerdedel af verdens flydende ferskvand. Det største og mest fremtrædende af Ruslands ferske vandområder er Bajkalsøen, verdens dybeste, reneste, ældste og mest rummelige ferskvands sø. Bajkal alene indeholder over en femtedel af verdens friske overfladevand. Andre større søer omfatter Ladoga og Onega, de to største søer i Europa. Rusland er efter Brasilien det land der har flest ferskvandressourcer. Af landets 100.000 floder, er Volga den mest berømte, både som længste flod i Europa, og den store rolle floden har spillet i russisk historie. De sibiriske floder Ob, Jenisej, Lena og Amur er blandt de længste floder i verden. Klima Den enorme størrelse af Rusland og mange områders store afstand til havet resulterer i at det fugtige kontinentalklima er fremherskende i alle dele af landet bortset fra tundraen og længst mod sydøst. Bjergene mod syd forhindrer varme luftmasser fra Det Indiske Ocean at strømme ind over stepperne, mens de vestlige og nordlige sletter gør landet åbent for arktiske og atlantiske påvirkninger. Størstedelen af det nordeuropæiske Rusland og Sibirien har et subpolarklima med ekstremt hårde vintre i de indre områder af det nordøstlige Sibirien (specielt Republikken Sakha, hvor den nordlige kuldepol er placeret med den rekordlave temperatur på -71,2 °C) og mere moderate vintre andre steder. Både striben af land langs kysten af Ishavet og Ruslands arktiske øer har polarklima. Den kystnære del af Krasnodar kraj ved Sortehavet, især i Sotji, har et fugtigt subtropisk klima med milde og våde vintre. I mange regioner i Østsibirien og Fjernøsten er vinteren tør i forhold til sommeren; andre dele af landet oplever mere jævn nedbør over årstiderne. Vinternedbør i de fleste dele af landet falder normalt som sne. Regionen langs Nedre Volga og Det Kaspiske Hav, samt nogle områder i det sydligste Sibirien, har steppeklima. I hele landet er der i praksis kun to årstider, vinter og sommer. Foråret og efteråret er der normalt korte perioder med forandring mellem ekstremt lave og ekstremt høje temperaturer. Den koldeste måned er januar (februar ved kysten); Den varmeste er normalt juli. Store temperaturintervaller er typiske. Om vinteren er de laveste temperaturen mod nord og øst. Somre kan være ganske varme, selv i Sibirien. Det indre af kontinentet er de tørreste områder. Biodiversitet Fra nord til syd er den Østeuropæiske Slette, også kendt som russiske slette, i rækkefølge arktisk tundra, nåletræs taiga, tempereret løvfældende skov, græsarealer (steppe) og halvørken (i Det Kaspiske Havs kystegne). Ændringerne i vegetationen afspejler de forskellige klimatiske forhold. Sibirien understøtter en lignende sekvens, dog er de største områder taiga. Rusland har verdens største skovreserver, kendt som "Europas lunger", kun overgået af Regnskoven i Amazonas i mængden af kuldioxid, skovene absorberer. Der er 266 pattedyrarter og 780 fuglearter i Rusland. I alt er 415 dyrearter er blevet optaget i Den Russiske Føderations rødliste fra 1997 og er nu beskyttet. Demografi Ifølge en folkeoptælling i 2002, består den russiske befolkning primært af etniske russere (79,8 %), dernæst tartarer (3,8 %), ukrainere (2 %), bashkirer (1,2 %), chuvash (1,1 %) samt andre (12,1%). Derudover består den russiske befolkning af armenere og tjetjenere. Tilsammen udgør disse befolkningsgrupper 140.041.247 ifølge et 2009 estimat. Den største del af befolkningen hører til aldersgruppen 15-64 årige med en lille overvægt af kvinder, hvilket også gør sig gældende for de to andre befolkningsgrupper (0-14 og dem over 65 år). I sidstnævnte gruppe er der dog langt flere kvinder end mænd. Den russiske befolkning svinder ind, hvilket vil sige, at der dør (16,06 / 1000) flere end der fødes (11 / 1000). Således toppede væksten i den russiske befolkning i 1991 med 148.704.000 russere for herefter at svinde ind til i 1994 til blot 148.306.000. I 2009 blev væksten i befolkningen registreret til at være negativ på cirka 0,1% i følge Verdensbanken. Religion Den største religion i Rusland er ortodoks kristendom (70-80%), islam (8-9%), andre kristne (1-2%), buddhister (0,6%) og jøder (0,3%). Ifølge den russiske forfatning skal den russiske stat garantere for befolkningens rettigheder uafhængigt af deres religiøse ståsted såvel som køn, etnicitet etc. Større byer Moskva, Sankt Petersborg, Novosibirsk, Jekaterinburg, Nizjnij Novgorod, Samara, Omsk, Kazan, Tjeljabinsk, Rostov ved Don, Ufa, Volgograd, Perm, Krasnojarsk, Voronezj, Saratov, Krasnodar, Toljatti, Izjevsk, Uljanovsk, Barnaul, Vladivostok, Jaroslavl, Irkutsk, Tjumen, Makhatjkala, Khabarovsk, Novokuznetsk, Orenburg, Kemerovo. Økonomi Pengevæsen Landbrug, skovbrug og fiskeri Landbrug står for kun 4,9% af Ruslands bruttonationalprodukt, men det er blevet mere effektivt end tidligere. I 1980'erne måtte Rusland importere store mængder hvede fra USA. Siden 2001 er Rusland blevet nettoeksportør af hvede, takket være bedre styring og bedre kornsorter. Blandt de mest betydningsfulde afgrøder er hvede, byg, kartofler og sukkerroer. De seneste år har Rusland, efter at have udbygget dele af landbruget, eksporteret en del korn, 16,5 millioner tons i 2008 – mest byg og hvede. Sibiriens skove (taiga) dækker et areal på mere end 3 millioner kvadratkilometer, og der vokser en femtedel af hele verdens træer. Siden Sovjetunionens fald har den russiske regering inviteret udenlandske firmaer til at fælde skovene for at få gang i økonomien. Der kommer masser af illegalt fældet tømmer fra Rusland til Europa. WWF (Verdensnaturfonden) mener at næsten 50% af tømmeret er fældet ulovligt, det vil sige, at tømmeret er blevet fældet uden der er blevet givet lov til det. Tømmereksporten er ekspanderet kraftigt, i 1994 blev der solgt for 1,650 millioner dollars tømmer, men i 2003, blev der solgt for hele 3,500 millioner dollars, det er over en fordobling på bare 9 år. Fiskeri er et vigtigt erhverv i Rusland. Man eksporterer 1,5 millioner tons fisk hvert år til lande i hele verden, og i Rusland er forbruget af fisk lige så stort. Fisk er en meget populær mad i Rusland, men for mange fattige familier i Rusland er det blevet en dyr luksus. I 1990 blev den russiske fiskeflåde solgt til et privat eget firma. Efter det, besluttede det firma, som blev kaldt ”Nordfisk”, kun at fange torsk, for brændstoffet var blevet for dyrt til at sejle efter sild, makrel og sardiner fordi de var meget længere væk end torsken var. Derudover var det var lettere at komme af med torsken i Norge end de andre fisk, og desuden var den norske pris langt bedre end i Rusland. Men der var en dominoeffekt ved dette, og det var at ledigheden steg i Rusland, for de steder hvor fabrikkerne havde større afdelinger med sild, makrel eller sardiner havde de ikke brug for lige så mange arbejdere i de afdelinger, og der var ikke plads til dem i torskeafdelingen. Fiskeproduktionen er derfor også faldet siden 1990. I 1996 var produktionen oppe på næsten 5 mil. tons, men i 2008 3,5 mil. tons. Rusland eksporterer en del fiskekonserves til Kina, Japan og Europa. Råstofudvinding Industri Politik Regeringsform Ifølge Ruslands forfatning er landet en føderal semipræsidentiel republik, hvor præsidenten er statsoverhoved, og premierministeren er regeringschef. Den Russiske Føderation er fundamentalt struktureret som et repræsentativt demokrati med flere politiske partier, hvor den føderale regering består af tre grene: Lovgivende magt: Tokammerparlamentet Ruslands føderale forsamling, består af det 170 medlemmers store Føderationsråd og den 450 medlemmers store Statsduma, de to kamre opgave er at vedtage føderale love, erklære krig, godkende traktater, kontrol over budgetter og beskatning og kan stille præsidenten for rigsret. Udøvende magt: Præsidenten er den øverstkommanderende for de Ruslands væbnede styrker, kan veto lovforslag, inden de bliver lov, og udpeger regeringen i Rusland (kabinet) og andre embedsmænd, som administrerer og håndhæver føderale love og politikker. Dømmende magt: Forfatningsdomstolen, Højesteret og lavere føderale domstole, hvis dommere udnævnes af Føderationsrådet efter indstilling fra præsidenten, fortolker love og kan afvise love, som de anser for forfatningsstridige. Præsidenten vælges ved almindelige valg for en seksårig periode (berettiget til en anden periode, men ikke til en tredje periode på hinanden følgende). Regeringens ministerkollegiet sammensættes af premierministeren og hans stedfortrædere, ministre og udvalgte andre individer; Alle udpeges af præsidenten på premierministerens anbefaling (mens udnævnelsen af premierministeren kræver statsdumaens samtykke). Ledende politiske partier i Rusland omfatter Forenede Rusland, Det Kommunistiske Parti, Liberaldemokratisk Parti og Retfærdigt Rusland. I 2013 blev Rusland klassificeret som det 122. 167 lande i demokratiindekset, udarbejdet af The Economist Intelligence Unit, mens World Justice Project i øjeblikket rangerer Rusland som 80. af 99 undersøgte lande med hensyn til retsstatsprincipper. Administrative inddelinger Rusland har i alt 85 administrative områder, der hver har 2 delegerede i forbundsrådet, som er overhuset i Ruslands parlament. De 85 områder er af 6 forskellige typer som har forskellige grader af selvstyre: 22 republikker har egen grundlov, parlament og præsident. De har selvstyre på mange områder og er normalt hjemland for et bestemt ikke-russisk folkeslag. 46 oblaster er den mest udbredte føderale enhed. 9 krajer er som oblasterne, men er sædvanligvis mere perifere og tyndtbefolkede. 1 autonom oblast, den Jødiske autonome oblast. 4 autonome okrugerer har mere selvstyre end oblasterne, men mindre end republikkerne. De har normalt en dominerende etnisk minoritet. 3 føderale byer: Moskva, Sankt Petersborg og Sevastopol. De 85 områder er fordelt på 8 føderale distrikter, der med deres administrationsbyer er: Centrale føderale distrikt (Moskva) Sydlige føderale distrikt (Rostov ved Don) (inklusiv Krim) Nordvestlige føderale distrikt (Sankt Petersborg) Volgas føderale distrikt (Nisjnij Novgorod) Nordkaukasiske føderale distrikt (Pjatigorsk) Fjernøstlige føderale distrikt (Khabarovsk) Sibiriske føderale distrikt (Novosibirsk) Urals føderale distrikt (Jekaterinburg) De 22 autonome republikker er Adygeja, Altaj, Basjkortostan, Burjatia, Dagestan, Ingusjetien, Kabardino-Balkarien, Kalmykija, Karatjajevo-Tjerkessien, Karelija, Khakasija, Komi, Marij El, Mordovija, Nordossetien–Alania, Sakha (Jakutien), Tatarstan, Tjetjenien, Tjuvasjien, Tyva, Udmurtien samt det ulovligt okkuperede Krim. Ruslands udenrigspolitik Medlemskab af internationale og regionale organisationer: Barentsrådet EACP Europarådet Forenede Nationer (FN) Den Internationale Valutafond (IMF) OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) Partnerskab for fred Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG) Østersørådet Den Russiske Føderation er anerkendt i folkeretten som en efterfølgerstat af det tidligere Sovjetunionen. Rusland fortsætter med at overholde Sovjetunionens internationale forpligtelser og har indtaget USSR's faste sæde i FN's sikkerhedsråd, medlemskab i andre internationale organisationer, rettigheder og forpligtelser i henhold til internationale traktater og ejendom og gæld. Rusland har en mangesidig udenrigspolitik. Fra 2009 opretholder føderationen diplomatiske forbindelser med 191 lande og har 144 ambassader. Udenrigspolitikken fastlægges af præsidenten og udføres af Ruslands udenrigsministerium (). Som den tidligere supermagts efterfølgerstat bliver Ruslands geopolitiske status ofte debatteret, især i forhold til den unipolære og multipolære situation i det globale politiske system. Mens Rusland almindeligvis accepteres som værende en stormagt, har en række verdensledere,Netanyahu declares Russia as superpower Russia Today News lærde, kommentatorer og politikere i de senere år karakteriseret landet som en supermagt eller potentiel supermagt. Som et af de fem faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd spiller Rusland en vigtig rolle i opretholdelsen af international fred og sikkerhed. Landet deltager i Mellemøstkvartetten og sekspartsforhandlingerne med Nordkorea. Rusland var medlem af G8, Europarådet, OSCE og APEC. Rusland tager som regel en ledende rolle i regionale organisationer som SNG, EAEU, CSTO og SCO. Rusland blev den 39. medlemsstat af Europarådet i 1996. I 1998 ratificerede Rusland Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Retsgrundlaget for EU's forbindelser med Rusland er partnerskabs- og samarbejdsaftalen, som trådte i kraft i 1997. Aftalen minder om parternes fælles respekt for demokrati og menneskerettigheder, politisk og økonomisk frihed og engagement i international fred og sikkerhed. I maj 2003 blev EU og Rusland enige om at styrke deres samarbejde på grundlag af fælles værdier og fælles interesser. Tidligere præsident Vladimir Putin havde fremført et strategisk partnerskab med tæt integration i forskellige dimensioner, herunder etablering af fælles rum mellem EU og Rusland. Siden Sovjetunionens opløsning har Rusland udviklet et venligere forhold til USA og NATO. NATO-Rusland-rådet blev oprettet i 2002 for at tillade USA, Rusland og de 27 allierede i NATO at arbejde sammen som lige partnere for at udvikle mulighederne for samarbejde. Rusland opretholder stærke og positive forbindelser med andre BRICS-landene. Indien er den største kunde af russisk militært udstyr, og de to lande har omfattende forsvarsmæssige og strategiske kontakter. I de seneste år har landet styrket de bilaterale bånd især med Folkerepublikken Kina ved at underskrive en venskabstraktat samt opbygge Olierørledning Østsibirien-Stillehavet og en gasledning fra Sibirien til Kina. Et vigtigt aspekt i Ruslands forhold til Vesten er kritikken af Ruslands politiske system og menneskerettigheder (herunder LGBT-rettigheder, ytringsfrihed og rapporter om dræbte journalister) af vestlige regeringer, massemedier og de førende demokrati- og menneskerettighedsvagthunde. Navnlig anser sådanne organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch at Rusland ikke har sikret tilstrækkelige demokratiske rettigheder og ikke tillader sine borgere at have politiske rettigheder og borgerlige friheder.Human Rights Watch on Russia and Chechnya HTW.org Freedom House, en international organisation finansieret af USA, rangerer Rusland som "ikke fri" og citerer "omhyggeligt konstruerede valg" og "fravær" af fri debat. De russiske myndigheder afviser disse påstande og kritiserer især Freedom House. Det russiske udenrigsministerium har kaldt 2006-rapporten om frihed i verden som "præfabrikeret", hvori det hedder, at menneskerettighedsspørgsmålene er blevet til et politisk våben, især af USA. Ministeriet hævder også, at organisationer som Freedom House og Human Rights Watch bruger udvælgelse af "isolerede fakta, som naturligvis kan findes i ethvert land" og ophøjer dem til dominerende tendenser. Kultur Kulturen i Rusland er præget af den russiske befolkning så vel som andre nationaliteter i Rusland samt russisk-orienterede grupper uden for Rusland. Russisk kultur kan således være meget forskelligartet. Folkelore og køkken Der er over 160 forskellige etniske grupper og oprindelige folk i Rusland. Landets store kulturelle mangfoldighed spænder fra etniske russere med deres slaviske ortodokse traditioner, tatarer og basjkirere med deres tyrkisk muslimske kultur, buddhistiske nomadiske burjatere og kalmukker, shamanistiske folkeslag i de nordlige områder og Sibirien, bjergfolk i det nordlige Kaukasus, og finsk-ugriske folkeslag i det russiske nordvest og Volgaområdet. Kunsthåndværk, som Kirov legetøj, khokhloma, gzjel og palekh miniaturer repræsenterer vigtige dele af den russiske folkekultur. Oprindeligt russisk tøj består af kaftan, kosovorotka og usjanka for mænd, sarafan og kokosjnik for kvinder, begge køn anvender bastskoene lapti og filtstøvlerne valenki. Kosakkers tøj fra det sydlige Rusland består bl.a. af mandskappen burka og kosakhuen papakha, som de deler med befolkningen i det nordlige Kaukasus. Det russiske køkken er meget varieret og har elementer fra de mange etniske grupper, og har påvirket køkkenet i store dele af det tidligere Sovjetunionen. I det russiske køkken anvendes fisk, fjerkræ, svampe, bær og honning. Ved dyrkningen af rug, hvede, byg og hirse produceres ingredienserne til de forskellige brød, pandekager og korn, samt for drikkene kvas, øl og vodka. Mørkt brød er populært i Rusland, der er en del af rugbrødsbæltet. Supper og gryderetter inkluderer sjtsji, borsjtj, ukha, soljanka og okrosjka. Smetana (et syrnet flødeprodukt, der minder om cremefraiche) tilsættes ofte til supper og salater. Piroger (), blini og syrniki (dessert pandekage) er forskellige pandekager og indbagte retter. Kylling Kijev, pelmeni og sjasjlyk er populære kødretter. Andre kødretter omfatter fyldte kålruller (), der som regel er fyldt med kød. Salater omfatter olivier-salat, vinegret () og sild i pels (). Ruslands store antal etniske grupper har karakteristiske folkemusik-traditioner. Typiske originale russiske musikinstrumenter er gusli, et instrument tilsvarende det mellemeuropæiske citar, balalajka, zjalejka, et rørbladsinstrument, og garmon. Folkemusikken har haft en betydelig indflydelse på russiske klassiske komponister, og i moderne tid er det en kilde til inspiration for en række populære folkemusikere. Russiske folkemusik sange, såvel som patriotiske sovjetiske sange, udgør størstedelen af det verdensberømte Røde Hærs kor og andre populære ensemblers repertoire. Russere har mange traditioner, herunder ophold i banja, et dampbad, der minder om sauna. Gamle russiske folklore har rødder i den hedenske slaviske religion. Mange russiske eventyr og episke bylinaer er blevet animationsfilm, eller til spillefilm af fremtrædende instruktører som Aleksandr Ptusjko (Ilja Muromets, Sadko) og Aleksandr Rou (Morozko, Vasilisa den smukke''). Russisk digtere, herunder Pjotr Jersjov og Leonid Filatov, har skabt en række velkendte poetiske fortolkninger af klassiske russiske eventyr, og i nogle tilfælde, ligesom Aleksandr Pusjkin, også skabt helt originale populære eventyrdigte. Arkitektur Siden kristningen af Kijevriget har russisk arkitektur i årstal først og fremmest været præget af den byzantinske arkitektur. Bortset fra de centrale befæstninger (kremlerne), var de vigtigste stenbygninger i Kijevriget ortodokse kirker med deres mange kupler, ofte forgyldte eller smukt malede. Aristotile Fioravanti og andre italienske arkitekter bragte renæssancens strømninger til Rusland fra slutningen af 1400-tallet, mens der 1500-tallet byggedes flere kirker, bl.a. Vasilij-katedralen, med pyramidetag. På den tid var løgkuplen helt udviklet. I 1600-tallet blomstrede byggeri med ornamentik i Moskva og Jaroslavl, efterhånden banedes vejen for Narysjkinskij barok i 1690'erne. Efter Peter den Stores reformer fulgte skiftene af arkitektoniske stilarter i Rusland generelt de vesteuropæiske strømninger. 1700-tallets smag for rokoko arkitektur førte til at Bartolomeo Rastrelli og hans tilhængere fik udsmykningsopgaver. Under Katarina den Stores og hendes barnebarn Aleksandr I's regeringstid blomstrende af den neoklassiske arkitektur, især i hovedstaden Sankt Petersborg. Anden halvdel af 1800-tallet blev domineret af de nybyzantinsk og russiske revival stilarter. 1900-tallet var præget af Art nouveau, Konstruktivisme og Sovjetisk monumental klassicisme. Litteratur I begyndelsen af 1700-tallet under den russiske oplysningstid fik udviklingen af russisk litteratur et løft af værker af Mikhail Lomonosov og Denis Fonvizin. I det tidlige 1800-tal fremvoksede en moderne russisk tradition, der frembragte nogle af de største forfattere i russisk historie. Denne periode, også kendt som den Russiske guldalder, indledtes med Aleksandr Pusjkin, der betragtes som grundlæggeren af det moderne russiske litterære sprog og ofte beskrives som den "russiske Shakespeare". Dette fortsatte ind i 1800-tallet med poesi fra Mikhail Lermontov og Nikolaj Nekrasov, skuespil af Aleksandr Ostrovskij og Anton Tjekhov, samt prosa af Nikolaj Gogol og Ivan Turgenev. Lev Tolstoj og Fjodor Dostojevskij er blevet beskrevet af litterære kritikere som de største romanforfattere til alle tider. I 1880'erne var de store romanforfatteres tid forbi, og noveller samt poesi blev de dominerende genrer. De næste årtier blev kendt som den russiske poesis sølvalder, da den tidligere dominerende litterære realisme blev erstattet af symbolisme. Førende forfattere af denne æra omfatter digtere såsom Valerij Brjusov, Vjatjeslav Ivanov, Aleksandr Blok, Nikolaj Gumiljov og Anna Akhmatova samt romanforfattere såsom Leonid Andreev, Ivan Bunin, og Maksim Gorkij. Russisk filosofi blomstrede i 1800-tallet, hvor den var splittet op i en vestlig fløj, der ville efterligne Vestens politiske og økonomiske modeller, og en slavofil fløj, der ønskede at udvikle Rusland som en unik civilisation. Sidstnævnte gruppe inkluderede bl.a. Nikolaj Danilevskij og Konstantin Leontev, grundlæggerne af eurasianisme. I dens efterfølgende udvikling havde russisk filosofi altid en stærk forbindelse til litteratur, og filosoffer interesserede sig for kreativitet, samfundet, politik og nationalisme. Russisk kosmisme og religiøs filosofi havde ligeledes stor indflydelse. I slutning af 1800-tallet og i starten af 1900-tallet var de betydningsfulde filosoffer bl.a. Vladimir Solovjov, Sergej Bulgakov og Vladimir Vernadskij. Efter den russiske revolution i 1917 forlod mange prominente forfattere og filosoffer landet - herunder Bunin, Vladimir Nabokov og Nikolaj Berdjaev - mens en ny generation af talentfulde forfattere gik sammen i et forsøg på at skabe en selvstændig arbejderkultur, der kunne understøtte den nydannede sovjetiske stat. I 1930'erne blev der udøvet øget censur overfor litteraturen, så den i større udstrækning ville afspejle statens version af socialistisk realisme. I slutningen af 1950'erne blev begrænsningerne lettet, og i 1970'erne og 1980'erne ignorerede forfattere i stigende grad de officielle retningslinjer. Førende forfattere i sovjettiden omfatter romanforfatterne Jevgenij Zamjatin (emigrerede), Ilf og Petrov, Mikhail Bulgakov (censureret) og Mikhail Sjolokhov samt digterne Vladimir Majakovskij, Jevgenij Jevtusjenko, og Andrej Voznesenskij. Sovjetunionen var også en stor producent af science fiction, skrevet af forfattere som Arkadij og Boris Strugatskij, Kir Bulytjov, Aleksandr Beljaev og Ivan Jefremov. Traditionen for russisk science fiction og fantasi fortsættes i dag af mange forfattere. Referencer Se også Russiske zarer Oktoberrevolutionen Sovjetunionen Eksterne henvisninger www.rusland.dk – Informationer om Rusland Litteratur Fleron, Frederic J., Jr., Hoffmann, Erik. P. (1980). "From Cold War to Competitive Coexistence: Western Diplomacy, the Strategic Balance, The Global Economy, the Third World, International Communism, and Soviet Foreign Policy", pp. 289–300 i Fleron, Frederic J., Jr., Hoffmann, Erik. P. (red.), The Conduct of Soviet Foreign Policy, Aldine Publishing Company Kagarlitsky, Boris (2002). Russia under Yeltsin and Putin, London: Pluto Press Remmington, Thomas F. (2008), "Politics in Russia", pp. 358–403, i: Almond, Gabriel Al, Powerl, G. Bingham Jr., Dalton, Russel J., Strøm, Kaare (2008),Comparative Politics Today. A World View, Pearson Longman Medlemsstater af Europarådet SNG Føderale republikker

150

https://da.wikipedia.org/wiki/Religion

Religion

Ordet religion kommer af det latinske religare, der betyder "at binde", "fortøjre", "forpligte". Religion kan dermed siges at være systematiserede tanker over, hvad man som menneske er forpligtet på og bundet af. I de store monoteistiske verdensreligioner, herunder kristendommen, islam og jødedommen, spiller Gud en væsentlig rolle i denne sammenhæng. Begrebet bruges dog også om polyteistisk religion. Nu om dage bruges ordet 'religion' i mindst tre betydninger: trosretning, fænomen og fag: Betydningen trosretning: Som trosretning er en religion et mere eller mindre sammenhængende system af antagelser, som religionens tilhængere anser for sande. Antagelserne har ofte karakter af en forklaring på tilværelsens grundlæggende spørgsmål og indeholder ligeledes ofte retningslinjer for, hvordan samme tilværelse bør leves. Betydningen fænomen: Som et fænomen optræder religion som en aktiv faktor i sociale og personlige affærer, nogen gange som et stabiliserende faktum og andre gange som en revolutionær kraft. Betydningen fag: Som fag beskæftiger religion/religionsvidenskab sig især med religion set udefra som et kulturelt fænomen, mens den akademiske teolog i højere grad beskæftiger med religion set fra dennes eget perspektiv. Religionsfaget i Danmark var oprindeligt forkyndende, men er blevet et mere neutralt orienterende fag. I nogle lande er religionsundervisning henvist til privatundervisning, idet staten erklærer sig sekulær - f.eks. Frankrig). Etymologi Antikken Religio havde flere betydninger på latin: 'Gudsfrygt', 'fromhed', 'hellighed', men også hensigt, betænkelighed, skrupler, pligt, samvittighedsfuldhed eller overtro. De tidligste skriftkilder for anvendelsen af begrebet findes i Plautus's komedier (ca. 250–184 f.Kr.) og hos Cato den Ældre (234–149 f.Kr.). Ifølge Cicero (106-43 f.Kr.) stammer religio fra relegere, med den bogstavelige betydning 'gen-oplæse, gen-samle, gen-udvikle', men forstået som 'overvejende, med omhu'. Cicero tolkede her med tanke på tempelkulten, for hvilken der gjaldt en nøjeregnende agtsomhed. Denne religio – den samvittighedsfulde overholdelse af overleverede regler – modstillede han superstitio – efter den oprindelige betydning af ekstase – som en overdreven form for religiøsitet, eksempelvis at bede eller ofre i dagevis. I det 4. århundrede gav den kristne apologet Lactantius en anden etymologisk oprindelse for religio, nemlig i religare med den bogstavelige betydning 'binde sig til' og i forståelsen trosbåndet som binder den troende til Gud. Dette var også en polemik mod Ciceros skelnen mellem religio og superstitio. Betydningshistorie Begrebet religio henholdsvis religiosus blev brugt om middelalderens kirkeordner. Betydningen findes bevaret i den romersk-katolske kirkes kirkeret . I middelalderen og i den tidlige moderne tid kunne de troendes fællesskab blive beskrevet gennem begreberne – (latin) fides- 'tro' – (latin) lex – 'lov' og – (latin) secta – 'retning, parti'. Religion kom til at betyde en lære, der alt efter overbevisning kunne holdes for falsk eller sand . Først efter reformationen, og specielt i oplysningstiden kom en mere abstrakt betydning til, i lighed med de nutidige udlægninger af religions-begrebet . I de fleste ikke-europæiske sprog fandtes ikke nogen præcis oversættelse af ordet religion førend det 19. århundrede . Udvikling I alle de traditionelle menneskekulturer man har kendskab til, har religion spillet en rolle. Der har dog været en løbende udvikling hvor nye former for levevis har afspejlet sig i nye former for religion. Generelle trends En del af udviklingen er foregået parallelt (men forskudt i tid) over hele verden, og der er også eksempler på udviklinger i religion der ikke er universelle, men er foregået tilstrækkeligt ofte til at man kan tale om en generel trend. Animisme I de isolerede kulturer hvor levevisen mest ligner den man forventer af præhistoriske samfund (jæger- og samlerkulturer), har religionen form af animisme, troen på at dyr, planter og selv livløse genstande som sten er besjælede. I disse samfund er det dog svært at skelne mellem kultur, religion og videnskab. Religionen kan her ses som et middel til overførsel af erfaringer fra en generation til en anden, i form af anekdoter om hvordan man bedst holder sig venner med ånderne. Animismen er derfor et godt bud på menneskehedens oprindelige religion, og man kan hævde at religionen er lige så gammel som menneskeheden. Hvis man definerer menneskehedens begyndelse som det punkt hvor sproget har muliggjort at en generation har kunne videregive sine erfaringer til den næste, er religion et godt bud på den mekanisme der har været brugt. I mange animistiske kulturer fungerer dyr som en identitetsskabende mekanisme, hvor en persons totem er med til at definere hans egenskaber som menneske. Animismen i sin oprindelige betydning kan i dag kun findes blandt meget isolerede kulturer, men fra animistiske kulturer har moderne vestlige samfund importeret en række fænomener. For eksempel har shamanismen i dag gjort et begrænset comeback. Polyteisme I bysamfund har forbindelsen til naturen været mindre direkte, og i de fleste kulturer opbygget omkring bysamfund er animismen blevet erstattet af en form for polyteisme, hvor man i stedet for ånder i de enkelte ting, har guder der repræsenterer fænomener, eksempelvis frugtbarhedsguder eller krigsguder. Religion bliver stadig brugt til formidling af erfaringer, men hvor anekdoterne om ånderne primært handlede om menneskets forhold til naturen, handler anekdoterne om guderne i højere grad om menneskenes forhold til hinanden, hvilket afspejler de ændrede levevilkår i byerne. Religion har heller ikke længere monopol på formidling af viden, faglig kunnen bliver nu formidlet direkte, uden reference til guderne (selvom der selvfølgelig stadig er skytsguder for de enkelte fag). Det første trin i en adskillelse mellem religion og videnskab er taget. I de polyteistiske samfund dukker begrebet tro op, i betydningen trofast. Når en person tror på en (eller flere) af sin verdens gudekreds, betyder det ikke han benægter eksistensen af de øvrige guder, blot at han i sine handlinger forsøger at være tro mod de idealer som hans udvalgte gud eller guder står for. På denne måde overtager guderne den identitetsskabende funktion som totemdyret stod for tidligere. I dag er hinduismen den mest udbredte polyteistiske religion (eller samling af religioner, alt efter hvordan man ser hinduismen). Monoteisme I nogle polyteistiske samfund har en af guderne (i form af dens tilhængere) overtaget magten i den åndelige verden (folkets bevidsthed), og de øvrige guder er reduceret til enten aspekter af denne ene gud, eller til underordnede roller som engle og dæmoner. De fleste af de monoteistiske religioner er lovreligioner, hvor Gud står som en autoritær faderskikkelse. Denne udvikling afspejler som oftest stærkt centraliserede og autoritære samfund. I de monoteistiske religioner er identitetsskabelsen reduceret til hvilke aspekter, underordnede guder, eller helgener man henvender sig til. Kristendommen er i dag den mest udbredte monoteistiske religion med ca. 2,2 mia. tilhængere. På andenpladsen findes islam med omtrent 1.8 mia. tilhængere. Særlig udvikling i Østen I det østlige Asien dukkede en række ideer op der ikke hører under de generelle trends beskrevet tidligere, og som i høj grad har præget udviklingen i den del af verden. Det primære eksempel er buddhismen, der er et filosofisk system med mange religiøse træk, men hvor guder ikke længere optræder som et centralt begreb. I stedet er fokus på selvudvikling. De fleste buddhistiske kulturer har dog bibeholdt elementer fra hinduismen, og flere steder fungerer buddhismen som supplement til en lokal gudekreds. I og med at buddhismen er rettet indad, har den haft succes i, og været med til at forme, meget stabile samfund. Særlig udvikling i Vesten Tilsvarende har kulturområdet omkring Middelhavet, specielt Mellemøsten og Europa opfostret nogle ideer udenfor de generelle trends, der har påvirket både området selv og senere resten af verden gennem kolonialismen. Kristendom Kristendommen udsprang af den monoteistiske lovreligion jødedommen, men i nogle udlægninger af kristendommen blev lov erstattet af frelse som det centrale begreb. Den nye religion vandt hurtigt udbredelse hos slaver, også udenfor den gamle religions domæne. Frelsen har to aspekter, den synd der leder til behovet for frelse, og den kærlighed som frelsen udgør. Ved at skifte vægten mellem de to aspekter alt efter situationen, har kristendommen kunne tilpasse sig en foranderlig verden. Renæssancen og modernismen I den europæiske renæssance ønskede et monoteistisk samfund at genskabe tabt storhed fra en polyteistisk kultur, hvilket førte til, at spørgsmålet om gudernes eksistens for første gang blev et seriøst emne. René Descartes udviklede et logisk bevis på Guds eksistens, mens Blaise Pascal opsatte en rationel kalkule for at vise, at det var mest fordelagtig at tro på Gud (se Pascals trossats). Immanuel Kant og Søren Kierkegaard mente at Guds eksistens ikke kunne bevises, og hævdede, at et trosspring var nødvendigt. Herved blev videnskab og religion endelig adskilt, og samtidig opstod den moderne forståelse af tro i form af "tro på eksistens". Dette åbnede filosofisk op for, at man kunne undlade at foretage dette trosspring, hvilket fritænkere og senere ateister gjorde (eller rettere, undlod at gøre). En række filosofiske strømninger i modernismen opstod eller fik ny energi i kølvandet på denne ændring. Ingen af disse havde dog egenskaber, der gjorde at de kunne betegnes som religioner. Det nærmeste, man kommer, er sekulær humanisme. Det er meget få, der bekender sig til sekulær humanisme, men man kan argumentere for, at de værdier, sekulær humanisme står for, gennemsyrer de vestlige samfund i dag. Af mere organiserede bevægelser, der udspringer af modernismen, og som har haft stor betydning for hvordan verden ser ud i dag, kan nævnes kommunismen og liberalismen. Politik kunne således være med til at skabe identitet, og det samme kunne stammetilhørsforhold (hvorved nationalismen opstod), og mere dagligdags ting som arbejdsplads, fag, eller sport. Nyere tid I det politiske og kulturelle miljø i den vestlige verden har relativismen slået rod i takt med, at samfundene bliver mere og mere multikulturelle. I relativismen er der ikke kun en sandhed; i stedet ses de forskellige religioner og verdensbilleder som ligeordnede tilgangsvinkler til at forstå verden med. Blandt kristne og til dels muslimer i den vestlige verden er der også en stor gruppe, der bekender sig til religionens ritualer, symboler og den moral, de kan udlede fra den, men afviser de mystiske og overnaturlige elementer. Disse mennesker kaldes kulturkristne og kulturmuslimer. Udtrykket bredkirkelighed er beslægtet hermed. De polyteistiske og monoteistiske religioner dominerer, sammen med buddhismen, stadig verden af i dag. I de samfund hvor modernismens gudløshed har slået stærkest igennem, er en række nye religioner, samt nye fortolkninger af gamle religioner, dukket frem. Behovet for religion gør sig stadigt stærkt gældende. Absolut sandhed I nogle religioner er det en udbredt holdning blandt tilhængerne at deres religion er den eneste rigtige, og at de andre enten er falske religioner, eller i hvert fald udtryk for falske eller mangelfulde fortolkninger. Den holdning deles dog langt fra af alle religiøse personer, og hvor udbredt den er varierer fra religion til religion. Blandt monoteister er der mange der mener, at de forskellige monoteistiske religioner alle dyrker den samme Gud, blot under forskellige navne. Denne opfattelse er særlig nærliggende i den vestlige verden, hvor de store monoteistiske religioner har en fælles historie. Jødedommen er historisk set en religion der kun omfatter et enkelt folk. De har forbud mod at dyrke andre guder, men det forbud omfatter ikke andre folkeslag. I kristendommen er det samme forbud som oftest tolket universelt, eftersom kristendommen ikke længere er reserveret jøder. Forbuddet mod afgudsdyrkelse i kristendommen bliver endda nogle gange fortolket som et forbud mod andre værdier end de rent bibelske, som for eksempel en søgen efter materiel velstand. I Koranen omtales andre religioner specifikt, hvor jødedommen og kristendommen karakteriseres som værende sande i dets originale budskab som sendebudene formanede, men derefter mangelfulde og misvisende efter ændringer i skrifterne, mens de øvrige er falske. Blandt polyteister er der mange der mener, at guderne i andre gudekredse enten blot er andre navne for de samme guder (en ret nærliggende tanke hvis man sammenligner den græske og den romerske gudekreds), eller at det er andre guder lige så virkelige som ens egne, som man blot ikke dyrker. Det kan være fordi man ikke har hørt om dem, eller fordi de er knyttet til et andet folkeslag. Et eksempel på dette er anekdoterne om kristne missionærer, der fandt de indfødte meget lydhøre når de fortalte om Jesus og Maria, og ivrige efter dyrke denne nye Gud. Men til gengæld ganske uforstående når missionærerne samtidig insisterede på at det betød, at de skulle holde op med at dyrke deres gamle guder. Hvis man ser på kristendommens indførelse i Danmark i det lys, er det også forståeligt man ser eksempler på at folk har gået med både Thors hammer og et kristent kors på samme tid. For en polyteist repræsenterede det ikke en modstrid. Nogle personer mener at alle religioner er udtryk for menneskets forsøg på at forstå Gud, eller alternativt, for Guds forsøg på at nå ud til menneskene. Således er de alle udtryk for ufuldkommen sandhed. Missionsbefaling Hvordan en missionsbefaling skal fortolkes afhænger af hvordan den enkelte religion ser på andre religioner. Det er langt fra alle religioner der har en missionsbefaling, men det er religionerne med en missionsbefaling der er mest synlige, i form af deres missionærer. For de religioner der er knyttet til et bestemt folk, giver en missionsbefaling ikke mening. Ekspansion betyder udryddelse, fordrivelse eller dominans over andre folkeslag, snarere end konvertering. For de religioner der i deres tilhængeres øjne repræsenterer en absolut sandhed, går missioneringen meget naturligt ud på at overbevise andre om denne sandhed. For polyteistiske religioner kan missionering i nogle tilfælde ses som en magtkamp mellem guder, hvor hver gud konkurrerer om at få flest tilhængere. Organisation Nogle religioner er organiseret i et centralt styret hierarki i ordets oprindelige betydning. Det bedst kendte eksempel på et sådant religiøst hierarki er den katolske kirke, men såmænd også den danske folkekirke er organiseret i et hierarki (med kirkeministeren, Folketinget og landets regent som øverste myndighed). Den tidligere sunni institutionaliseret islam har efter afskaffelsen af kalifatet ingen øverste religiøs myndighed. Organisationen på nationalt og lokalt plan eksisterer fortsat, men i mindre formaliseret grad end hos den katolske kirke. Indenfor shia islam antager (verdslig) autoritet af standspersoner (betegnet som imamer) der for evig tid fungerer som det øverste centrale styre. Institutionaliseret shia islam i det tidligere safaviderige og nutidige Iran fungere i højere grad som repræsentanter eller midlertidige styre indtil den øverste standsperson vender tilbage. Hermed eksisterer organisationen på regionalt og nationalt plan stadig. Visse religiøse samfund forsøger helt at undgå en central overbygning, og organiserer sig i stedet i små selvstændige menigheder. Endelig kan religiøse samfund helt undgå en formel organisation, og i stedet basere sig på individuel tro, evt. kombineret med vismænd hvis autoritet bygger på personligt ry. Eksempler på dette er new age bevægelsen, og til dels shamanisme. Religion og religiøsitet I afsnittet religionsudvikling er religion beskrevet primært som et kulturelt fænomen. Men religion har også en individuel side, hvor religion bliver til drivkraften i den enkelte persons liv. Som oftest er det i den religion man i forvejen tilhørte gennem sin kultur og opdragelse at man finder inspirationen, men det er ikke altid tilfældet. Nogle religioner har ritualer der er designet til at fremelske en sådan religiøs inspiration. Her er nogle årsager som ofte bliver givet blandt folk der finder religion udover hvad de har med hjemmefra: Religion kan dække et følelsesmæssigt behov. Det kan være frygt for døden, et behov for at tro, at der er en højere mening med tilværelsen, ønsket om at blive elsket eller om at deltage i et fællesskab. For nogen kan dette medføre, at man "shopper" rundt efter den religion, der bedst dækker ens behov, så religion bliver et udtryk for en søgen efter identitet. Nogle mener rationelt eller empirisk at kunne udlede eksistensen af guder eller andre overnaturlige fænomener. Endelig kan religiøsitet bygge på personlige religiøse oplevelser, såsom mirakler eller åbenbaringer. Litteratur Augustin (2018): Bekendelser. Visdomsbøgerne Dworkin, Ronald (2021): Religion uden gud. Dworkin Hinge, Helle (2012): Religion. Gyldendal Jensen, Jeppe (2019): Religion. AUF Kierkegaard, Søren (2010): Frygt og bæven. Det lille Forlag. Nielsen, Klaus Bo (2012): Kinesisk religion og livsanskuelse. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag Pedersen, Jens Toft Ravn & Bjarne Olesen og Silje Lyngar (2016): “Hinduismens brændpunkt”. Systime Eksterne henvisninger Google katalog – religion Kristeligt Dagblads religionsportal. Noter Videregående uddannelser i Danmark

151

https://da.wikipedia.org/wiki/Rapmus%20And

Rapmus And

Rapmus And er en figur i Disneys tegneserier. Han blev født i Andeby, Calisota, USA i 1875. Hans forældre var Andtonius And og Andrea Blisand (også kaldet Bedstemor And). Fra en tidlig alder, var det tydeligt, at han havde et meget modbydeligt temperament. Han arbejdede på sine forældres gård frem til 1902, hvor han mødte Hortensia von And, og de blev forlovede. Han begyndte med at arbejde for hendes bror Joakim von And. I 1908 hjalp han Hortensia og hendes søster Andrea von And med at drive deres brors forretning. I 1920 giftede han sig endelig med Hortensia, og senere samme år fik de to tvillinger: Anders And Della And Han arbejdede stadig hos Joakim von And indtil 1930, hvor alt familiesammenhold mellem Joakim og resten af familien gik i opløsning. Rapmus trak sig tilbage, og det vides ikke præcist hvornår han døde. Ifølge tegneren Don Rosa døde Rapmus i 1952 i en alder af 77 år. Kilder Eksterne henvisninger Stamtræet Se også Anders And-figurer it:Quackmore Duck nl:Woerd Snater Duck pl:Kaczor Kwaczymon

152

https://da.wikipedia.org/wiki/Rip%2C%20Rap%20og%20Rup

Rip, Rap og Rup

Rip, Rap og Rup (Engelsk: Huey, Dewey and Louie) er en fiktionel trillingesøskendeflok og Anders Ands tre næsten identiske nevøer. De blev født i 1940 i Andeby. De blev skabt af Ted Osborne og Al Taliaferro og optrådte første gang i en avistegneserie 17. oktober 1937, på film i filmen Donalds Nephews i 1938, der var tydeligt inspireret af tegneserien uden at følge den slavisk. Historie og kendetegn De er Anders' søster Della Ands sønner. Rip, Rap og Rup blev sendt til Anders midlertidigt, efter at deres far var kommet på hospitalet på grund af nogle kanonslag, der eksploderede under hans stol. Det formodes, børnene stod bag nummeret. Senere blev de tilbageleveret til forældrene for så uden forklaring at vende tilbage til Anders, der adopterede dem i 1942. Oprindeligt var de rene møgunger a la Knold og Tot, men hos Carl Barks blev de efterhånden mere nuancerede og intelligente. I hans tidlige historier kan de stadig være møgunger, men i de senere er de kloge og selvopofrende, det sidste var en egenskab, der viste sig tydeligt i julehistorien Jul i Pengeløse. De har ofte problemer med deres onkel, som børn kan have med forældre. I senere serier er det blevet dem, der er de kloge, og ofte må de hjælpe deres onkel ud af de kniber, som han roder sig ud i. Et karakteristisk træk i både film og serier er, at de siger hver sin stump af en sætning, "deles" om at sige den. Da de på udseendet ligner hinanden, bærer de næsten altid kasketter, der er lidt forskellige. Rips kasket er sort og rød, Raps kasket er sort og blå, og Rups kasket er sort og grøn. I serierne er deres trøjer oftest sorte, men kan især på film være henholdsvis røde, blå og grønne. I de fleste af deres historier medvirker også deres onkel Anders og Joakim von And. De er 10-stjernede generaler i den verdensomspændende organisation Grønspætterne. I 1987 gik de over til TV-mediet, hvor de er hovedpersoner i Rip, Rap og Rup på eventyr, og i 1996 i Rap Sjak, hvor de denne gang er blevet teenagere, med hver deres personlighed. Rip er gruppens leder, mens Rap er en computer-nørd, og Rup er en sportsnørd. Efter Rap Sjak vendte ællingerne tilbage til deres oprindelige børnealder i tv-serien Hos Mickey, som et rockband, under navnene "The Quackstreet Boys", "Quack Sabbath", eller "The Splashing Pumpkins"(Parodier på Backstreet Boys, Black Sabbath, og The Smashing Pumpkins). Rip, Rap, Rup og...? I en tegneserie så man, at tegneren havde lavet en fjerde. I en anden historie er der flere hundrede nevøer. Ofte bliver der også byttet om på deres kasketter. Berømte tegnere/forfattere Carl Barks Don Rosa Tony Strobl Romano Scarpa Al Taliaferro Kilder Eksterne henvisninger Stamtræet Se også Tegneserie Anders And-figurer Tegnefilm fra USA

153

https://da.wikipedia.org/wiki/R

R

R er den attende bogstav i det latinske alfabet og i det danske alfabet. Eksterne henvisninger Tegnet R har mange betydninger: R (eller rettere r-lyden) repræsenteres af Р i det kyrilliske alfabet. R er romertal for 80. Se R (romertal). R og r er forkortelse for store og lille radius. Se radius. R sættes på post, der sendes rekommanderet (anbefalet). Se rekommanderet post. R angives ved benyttelse af temperaturenheden Réaumur. Se Réaumur. R benyttes ved SMS-beskeder til at forkorte ordet er eller på engelsk are. Se R (SMS). R angiver ved sportsudsendelser i fjernsynet, at der er tale om langsom gengivelse. Se Langsom gengivelse. R er symbolet for gaskonstanten. Se Gaskonstanten. R var tidligere partibogstav for Kommunistisk Arbejderparti. R er en ofte benyttet forkortelse for partiet Radikale Venstre. R er en forkortelse for Ridder af Dannebrog. R er en forkortelse for det engelske reverse (da. bakke) og angiver bakgearet på en gearstang. Se Bakgear. R er i stelnumre VIN-kode for modelår 1994. R (statistikprogram) R (film) I det Fonetisk alfabet|fonetiske alfabet benyttes Romeo for R. ._. er morsekoden for R. Eksterne henvisninger Latinske bogstaver

154

https://da.wikipedia.org/wiki/Seriema

Seriema

En seriema (latin: Cariama cristata) er en særpræget fugl, der er den ene af kun to fuglearter i familien af seriemaer. Den anden art i familien er chungaen. Seriemaen er halvt så stor som en nandu, har et rovfuglelignende næb, ser ud som en sekretærfugl, løber lige så hurtigt som en struds og har et gennemtrængende skrig, som kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der befinder sig i nærheden. Seriemaen lever i det østlige Sydamerika. Dens fjerdragt er ikke særlig farvestrålende, brungrå på oversiden og lys på undersiden. Men ben og næb er kraftigt røde, og lige foran øjnene har den en top af lange, stride fjer, der altid holde sig oprejst i en form for vifte. Seriemaen færdes næsten udelukkende på jorden, men bliver den presset af en udholdende fjende, letter den – dog kun for en kort bemærkning. De lange ben og de korte tæer er glimrende løberedskaber, og i kortere perioder kan seriemaen opnå en hastighed på ikke mindre end 70 km i timen. Af føde indtager seriemaen insekter og mindre hvirveldyr. Seriemaen er nødt til at fange sit bytte med næbbet. Seriemaens bagtå sidder så højt oppe på benet, at tæerne ikke kan gribe om byttet. I stedet griber den sit bytte med næbbet, kaster det mod jorden, hvorefter den fortærer det bid for bid, eller sluger det i en mundfuld, hvis der er tale om et mindre bytte. Eksterne kilder/henvisninger Gill, F & D Donsker "Family Links" i IOC World Bird Names. Version 3.3 (udgivet 30. januar 2013) på www.worldbirdnames.org Danske navne på alverdens FUGLE Arkiveret version fra juli 2013. http://www.arthurgrosset.com/sabirds/red-leggedseriema.html Lexopen Zoonyt 2002 3 Efterår Bolivias fugle Brasiliens fugle Paraguays fugle Uruguays fugle Serimaer

155

https://da.wikipedia.org/wiki/Romertal

Romertal

Romertal er et additivt talsystem, som stammer fra etruskerne, og som blev overtaget af Romerriget og har dannet grundlag for flere af de latinske bogstaver. Baggrund Det etruskiske/romerske talsystem dominerede i Europa i næsten 2.000 år. Imidlertid er romertal svære at håndtere, og matematiske beregninger blev generelt foretaget på en "abacus" af græsk abax = "bræt" eller "regnebræt". Før det Hindu-Arabiske talsystem blev taget i brug, optalte, adderede og subtraherede folk med en abacus – en forløber for vore dages regnemaskine, sandsynligvis opfundet af de gamle sumerere i Mesopotamien. Grækerne og romerne brugte småsten eller metalskiver som tælleværk. De flyttede disse på afmærkede brætter for at løse matematiske problemer. Senere blev tælleskiverne trukket på strenge monteret i en ramme. De tidlige abacus'er havde ti tælleskiver pr. streng. Den moderne udgave har en delelinje. Tælleskiver over linjen tæller fem; dem under, en. Det er unødvendigt at håndtere tællere større end fem i værdi. Gennem tiden har det mere bekvemme titalsystem, der opererer med nulfunktionen (dvs. de "arabiske tal") erstattet romertal. I dag bruges romertal til at angive årstal på monumenter og grundsten samt i regentnumre (eksempelvis Frederik IX). De kan også bruges til at nummerere indledningssider i bøger, bindnummer for bøger i flere bind, og timerne på ure. På klippekort for bus/ tog, angives måneden ligeledes med romertal. De bruges også til at angive "take-nummeret" på et klaptræ forud for en filmoptagelse samt sidst i rulleteksterne til at angive udgivelsesåret for den færdige film. Regler for romertal Syv bogstaver betegner tallene i det romerske system: I = 1 V = 5 X = 10 L = 50 C = 100 (Centum) D = 500 M = 1000 (Mille) Romertal skal skrives så kort som muligt, typisk ved brug af disse regler: Hvis et mindre tal skrives før et større tal, trækkes tallet fra det store, for eksempel IV = 5 – 1 = 4. Hvis et mindre tal skrives efter et stort tal, lægges tallet til det store, for eksempel VI = 5 + 1 = 6. Største tal skal stå til venstre, undtagen hvis der trækkes fra. I, X, C og M må lægges til en, to eller tre gange, og skal stå sammen når de lægges til. I, X og C må kun trækkes fra én gang, og kun således: I kan kun stå foran V og X for værdien IV = 4 og IX = 9. X kan kun stå foran L og C for værdien XL = 40 og XC = 90. C kan kun stå foran D og M for værdien CD = 400 og CM = 900. V, L og D må kun bruges én gang. En streg over et tegn tilkendegiver multiplikation med 1.000: V = 5.000 De største mulige romertal med de 7 grundtal henholdsvis uden og med tusindmultiplikator er: MMMCMXCIX = 3.999 og MMMCMXCIXCMXCIX= 3.999.999 I intervallet 1-3999 svarer det decimale heltal 3888 til det længste romertal med 15 bogstaver: MMMDCCCLXXXVIII Ovenstående regler bliver dog ikke overholdt stringent; for eksempel bliver DCCCC brugt som 900 i stedet for det kortere CM, hvilket kan ses på administrations bygningen for Panama Kanalen fra 1914 hvor der står "Administration Panama Canal A.D. MDCCCCXIV". Andre bogstaver har også været anvendt til at betegne beløb. For eksempel: S = 7 O = 11 F = 40 R = 80 Y = 150 H = 200 K = 250 G = 400 Q = 500 N = 900 Z = 2000 P = 400 eller 4000 Der har desuden været anvendt et tegn, der minder om et sammensat CD, (ↀ, en cirkel med en lodret diagonal) for 1000. Derfor skrives 500 som en halv cirkel = D. Der gælder yderligere regler for, hvad der kan betragtes som 'pæne romertal'. Fx kan 396 ikke skrives ICICICIC. Konstruktioner som IIX er set i romerske skrifter som 8, men er diskutable former. Man bør holde tegn fra samme titalspotens samlet, altså bruge CMXCIX ((1000-100)+(100-10)+(10-1)) i stedet for IM (1000-1). Nul I år 525 begyndte romerne at bruge ordet nulla for tallet nul. Omkring år 725 kender man til et tilfælde hvor symbolet N er brugt for nul sammen med traditionelle romertal (i Bedes angivelser af månens størrelse ved jævndøgn). Nul er således kommet sent ind i romertallene. Det at romerne oprindeligt ikke har haft et enkelt bogstav til at angive nul, har fået mange til fejlagtigt at tro at romerne slet ikke kunne angive nul. Om nulla kan betegnes som et romertal i sig selv eller bare er navnet på tallet, er et rent definitionsspørgsmål. Romertal fra 1 til 109 = Bemærk at nul blev skrevet som nulla Omregning af decimale heltal til romertal Følgende procedurer omregner decimale heltal 1-3999 til romertal iflg. ovenstående regler. Som eksempler er valgt at omregne 3824 og 1908 til romertal Fremgangsmåde: Heltallet nedbrydes i 1000'er, 100'er, 10'ere og 1'ere: 3824 = MMMDCCCXXIV 1908 = MCMVIII Computerprogram Nedenstående computerprogram, der er skrevet i Visual Basic, omregner decimale heltal i intervallet 1-3999 til romertal. Public Function Dec2Rom(T as Integer) as String Dim Rom as String If T > 3999 Or T < 1 Then Dec2Rom = "Heltallet ligger uden for intervallet" Else Rom = Choose(T \ 1000 + 1, "", "M", "MM", "MMM") T = T Mod 1000 Rom = Rom + Choose(T \ 100 + 1, "", "C", "CC", "CCC", "CD", "D", "DC", "DCC", "DCCC", "CM") T = T Mod 100 Rom = Rom + Choose(T \ 10 + 1, "", "X", "XX", "XXX", "XL", "L", "LX", "LXX", "LXXX", "XC") T = T Mod 10 Rom = Rom + Choose(T + 1, "", "I", "II", "III", "IV", "V", "VI", "VII", "VIII", "IX") Dec2Rom = Rom End If End Function Angivelsen IIII på urskiver På urskiver er tallet 4 oftest skrevet som IIII i stedet for IV. Oprindelsen til denne tradition er ikke kendt, men der er blevet foreslået en række mulige forklaringer: Én tradition siger, at kong Ludvig 14. af Frankrig beordrede sine urmagere til at anvende denne form, hvorefter skikken slog an. Da romertallene var i brug i den egentlige romertid, var rigets øverste gud Jupiter, og hans navn blev stavet IVPPITER. Af den grund holdt nogle sig tilbage med at skrive 4 som IV og nogle brugte i stedet IIII (dette kan ses på solure fra perioden), og den tradition har således overlevet til vor tids mekaniske ure. En mere simpel årsag kan være, at notationen først IV stammer fra tiden efter romerrigets fald, mens IIII er den ældre form, som der så har været tradition for at fortsætte i urmagerkredse Endelig er det foreslået, at formen IIII giver en bedre visuel symmetri for urskivens 12 tal, da den indebærer, at kun bogstavet I anvendes i de fire første tal, mens bogstavet V kun anvendes i de fire næste, og bogstavet X i de fire sidste tal. Eller som en variant heraf, at IIII resulterer i en bedre visuel balance med det modstillede VIII. Noter Referencer Eksterne henvisninger http://www.saack.dk/romertal.shtml Nederst på denne side er der en lommeregner, der kan konvertere romertal til arabertal, og omvendt. Talsystemer Antikken Etruskerne

156

https://da.wikipedia.org/wiki/Richterskalaen

Richterskalaen

Richterskalaen bliver brugt til at måle styrken af jordskælv. Skalaen blev skabt af seismologen Charles Francis Richter fra Californien i 1935. Skalaen måler vibrationernes styrke for at bestemme, hvor kraftigt jordskælvet er. Richterskalaen var i sin oprindelige definition en logaritmisk skala med grundtal 10: For hvert trin på skalaen bliver den målte amplitude af rystelserne 10 gange større. Dette svarer (for moderate rystelser) til, at den samlede energi frigjort i skælvet bliver 103/2 ≈ 31,6 gange større. I moderne seismologi benyttes dog primært en energibaseret definition, fordi den for skælv over styrke ca. 7 giver et bedre billede af skælvets sande omfang end den amplitude-baserede. Skalaen kaldes sommetider for den åbne richterskala, fordi der ikke er noget fast minimum eller maksimum. Der findes ingen 'lukket' richterskala, hvorfor præfikset 'åben' er overflødigt, både i praksis og i teorien. Medens et jordskælvs absolutte størrelse angives på Richterskalaen, så angives den tilsyneladende størrelse på Mercalliskalaen. Mercalliskalaen er en intensitetskala, som afhænger af jordskælvets størrelse, og hvor langt væk iagttageren er, og på hvilken undergrund iagttageren befinder sig. Således kan selv meget store jordskælv opleves med en intensitet langt nede på Mercalliskalaen, hvis blot iagttageren er langt nok væk. Seismiske bølger Vibrationerne er forskellige, idet der forekommer tre forskellige seismiske bølger: P-bølger, S-bølger og L-bølger. P-bølger er de primære bølger; de bevæger sig hurtigst og presser ligesom energien frem fra centrum. S-bølger eller sekundære bølger er de næst hurtigste og bevæger sig op og ned og ryster jordlagene; S-bølger kan ikke gennemtrænge flydende materialer, så de kan ikke passere jordens kerne. L-bølger eller overfladebølger bevæger sig tæt ved overfladen og kan medføre store ødelæggelser. I de seneste 100 år er over en million mennesker omkommet ved jordskælv. Mellem 1906 og 2005 har der været 13 jordskælv i størrelsesordenen 8,5 til 9,5 på Richterskalaen. Skalaen Oprindeligt havde Richter tænkt, at skalaen kun skulle være til lokalt, kalifornisk brug; men den vandt hurtigt udbredelse til seismologer verden over. Richter havde skabt skalaen i nært samarbejde med sin kollega, Beno Gutenberg; men vistnok var Gutenberg så genert ved at interviewes, at Richter blev ansigtet udad, og derfor fik skalaen opkaldt efter sig. Den er uden øvre grænse. Selv sagde Richter, at naturen sætter grænsen, ikke skalaen. Teoretisk kan det derfor godt lade sig gøre at komme op over styrke 10; men det er endnu ikke blevet målt. 2 Mærkes sjældent af mennesker. 2,5 Energi tilsvarende et moderat lynnedslag. 3,5 Energi tilsvarende et kraftigt lynnedslag. 4 Føles af mennesker, og der er mulighed for ødelæggelser. 5 Energi tilsvarende en gennemsnitlig tornado. 6 Energi tilsvarende atombomben i Hiroshima. Ødelæggelser med dødsofre. 7 Kraftige skælv, omfattende skader, dødsofre og iblandt tsunamier. 8 Energi tilsvarende verdens største atomsprængning. 9 Svære ødelæggelser. Jordskælv i Danmark I Danmark har vi cirka to til ti gange om året et lille lokalt jordskælv, der ligger i skalaen mellem 1,5 til 4,5. Det er mest sandsynligt at mærke et jordskælv, hvis man befinder sig i Thy eller Nordsjælland. Det seneste jordskælv, som mærkedes i Danmark, skete den 16. september 2018 kl. 10:57 og havde en styrke på 3,4 på Richterskalaen ved Holstebro (56.36N 8.66E). Før det var det seneste den 19. februar 2010 klokken 22:09 og havde en styrke på 4,7 på Richterskalaen. Jordskælvets epicenter lå 45 km nordvest for Thyborøn. Jordskælvet kunne mærkes i hele Nordjylland, og dele af Midt- og Vestjylland samt enkelte steder i Norge. Der har så vidt vides ikke været nogen dødsfald ved jordskælv i Danmark. I 2008, da et jordskælv på 4,7 på Richterskalaen ramte Sjælland i cirka fem sekunder om morgenen d. 16. december, døde dog en kat og en skildpadde. Se også Seismologi Jordskælv Momentmagnitude Mercalliskalaen Kilder Seismologi Pladetektonik Skalaer

157

https://da.wikipedia.org/wiki/Ra

Ra

Ra, ofte også skrevet som Re, var solguden i det gamle Egypten. Denne periode i Egyptens historie var præget af eksistensen af mange forskellige guder og faraoerne blev anset som personificeringer af guder. Ra var solguden i Heliopolis samt øverste dommer. Andre guder, der søgte almindelig anerkendelse, forbandt deres navn med hans, for eksempel Amon-Ra. Der knyttede sig flere myter til Ra og hans guddommelige virke. En af myterne om Ra berettede, at han hver morgen blev født af gudinden Nut – ikke som et lille barn – men som en voksen gud, der sprang ned i sin båd og begyndte at sejle hen over himlen. Man mente, at Ra rejste i en Manjetbåd. Mandskabet var en række forskellige guder. Over himlen ville båden sejle gennem de tolv provinser, som repræsenterede de tolv dagtimer. Om aftenen nåede han ned på den anden side af Jorden. Der stod hans mor parat og slugte ham. Næste morgen blev han født igen, og sådan fortsatte det, år ud og år ind. En anden myte gik ud på, at Ra altid var på rejse. Om dagen gik turen hen over himlen, men når det blev aften, forsvandt han ned i en mørk underverden, de dødes land. Under denne rejse blev han kaldt Auf, der betyder lig. Hans båd blev kaldt Mesektetbåden på hans rejse gennem de tolv nattetimer. I underverdenen var Ra en ond og sort gud, som alle var bange for. Det var ikke altid nogen let sejlads på disse skibe. I løbet af dagen skulle Ra besejre sin største fjende, en slange ved navn Apophis. Et stort slag blev udkæmpet mellem Ra og Apophis. Ra var normalt vinderen, men på stormfulde dage eller under en formørkelse troede egypterne, at Apophis var sejrherren og slugte solen. Da ingen vinde blæste i underverdenen, var Ra nødt til at stole på forskellige uvenlige ånder og dæmoner til at hjælpe med at slæbe hans båd langs floden. De gamle egyptere troede på, at når man var død kom man hen til et land, der lignede Nildalen. Der skulle man leve i evig lyksalighed sammen med guderne. I begyndelsen troede man, at det kun var de kongelige der havde et liv efter døden. Men i Det ny rige var det også alle andre. Ra var konge over guderne. Ra gjorde alt for at både guder og mennesker havde det godt, men når han blev trodset var det solens øje der blev sendt ned for at råde bod på tingene. Ra havde flere forskellige navne; Først på dagen hed han Khepri og lignede en skarabæ, fordi egypterne troede at det var en skarabæ der skubbede solen op om morgenen. Om middagen hed han Re-Harakhte, han lignede et menneske med falkehoved og med en solskive på hovedet. Til sidst om aftenen hed han Atum. For egypterne bestod universet i begyndelsen kun af et urhav, indtil Solen, personificeret i guden Ra, steg op over havet fra et æg. Ra havde fire børn, guderne Shu og Geb samt gudinderne Tefnut og Nut. Tefnut og Nut blev til atmosfæren, og begge stod på Geb, Jorden, mens Shu blev til himlen. Over dem herskede Ra. Geb og Nut fik to sønner, Seth og Osiris, samt to døtre, Isis og Nephthys. Osiris efterfulgte Ra som konge over Jorden, assisteret af sin kone, søsteren Isis. Imidlertid hadede Seth sin bror og dræbte ham. Isis sørgede og balsamerede sin mands krop, hjulpet af guden Anubis. Takket være Isis' skønhed og charme genopstod Osiris og blev til underverdenens hersker, hersker over de døde. Horus, som var søn af Osiris og Isis, besejrede Seth i et slag og blev således konge over Jorden. Den officielle statsreligion i Egypten under det mellemste rige (2134–1668 f.Kr.) havde Ra som overgud, indtil det attende dynasti, hvor farao Amenhotep III, omdøbte Ra til Aton, en gammel betegnelse for Solens fysiske kraft og styrke. Aton var en solskive med mange lysende arme. Større omvæltninger skete, da Amenhotep III's søn, Amenhotep IV, proklamerede, at Aton var den eneste, sande gud. Efter Amenhotep IV's død vendte tingene dog tilbage til tidligere tider, idet der atter blev flere guder. Se også Egyptisk mytologi Egyptiske guder Solguder

158

https://da.wikipedia.org/wiki/Rigning

Rigning

Et skibs rigning er i skibsterminologi en samlet betegnelse for master, tovværk og sejl. Sejlene benyttes til at fange vinden og drive skibet frem på vandoverfladen. Den stående rigning består dels af masterne og dels af tovværk der støtter og afstiver masterne, mens den løbende rigning justerer sejlenes stilling, så de giver optimal fremdrift. Skibstyper efter rigning Benævnelser på skibs- og bådtyper er fremkommet ved at se på ligheder i skrogform, sejlføring, lasttype og desuden er der regionale forhold og tidsalder, der betyder noget for benævnelserne og kategoriseringerne. Her er vist nogle rigningstyper, der har været almindelige i Danmark, og som har givet navn til skibstyper. Master Danske sejlførende fragtskibe brugte master, der var sat sammen af én, to eller tre stænger. En mast der består af ét stykke benævnes en pælemast og blev anvendt på jagt og galease. En mast i to stykker, en undermast og en topstang, kaldes en skonnertrigget mast. En mast i tre stykker benævnes en fuldrigget mast og er sat sammen af undermast, mærsestang og topstang (eller bram- og røjlstang). En skonnert har to eller flere skonnertriggede master med gaffelsejl på alle master foruden diverse stagsejl og topsejl. Stormasten er lavere end mesanmasten ved to maste, ellers er mastene omtren lige høje. En ketch har en stormast der er højere end mesanmasten. En fuldrigger (eller fuldskib) har tre eller flere fuldriggede master med råsejl på alle master foruden mesan og diverse stagsejl. Der fandtes desuden utallige skibstyper der fremkom ved at have mastetyperne blandet. Nogle af disse rignings- og skibstyper kan ses ovenfor. Sejl Der benyttes sejl i mange forskellige udformninger på sejlbåde og sejlskibe. Her ses et udvalg: Sejl sys i forskellige typer sejldug af varierende kvalitet. Sejldug laves i hamp, bomuld, forskellige typer plastic samt blandingsmaterialer. Tovværk Det der afstiver masterne kaldes stående gods; det man kontrollerer sejlene med, kaldes løbende gods. Rebarbejde Skibstyper

159

https://da.wikipedia.org/wiki/Rundholt

Rundholt

Et rundholt er i skibsterminologi betegnelsen for en rund træstang, bruges om alle master, bomme, ræer og så videre om bord på skibet. Holt er det plattyske ord for træ (højtysk: Holz). Skibsterminologi

160

https://da.wikipedia.org/wiki/R%C3%A5

Rå

Rå kan henvise til flere artikler: Rå (skibsterminologi) – i skibsterminologi betegnelsen for et rundholt, der sidder på tværs af en mast og bærer et sejl (flertal: ræer) Rå, Sverige – et fiskerleje i Skåne ved Øresund Rådyr – hvor hunnen kaldes for en "rå" (flertal: råer) Råkost – "rå" mad der altså stadig er ukogt/uforarbejdet, især grønsager Rå, Hillested er en bebyggelse i Hillested Sogn på Lolland

161

https://da.wikipedia.org/wiki/R%C3%A5sejl

Råsejl

Et råsejl er i skibsterminologi betegnelsen for et firkantet sejl der udspændes på en rå. Sejltypen er særdeles gammel: der sad råsejl på de nordiske vikingeskibe, såvel som på Columbus' skibe da han fandt Amerika. De sidste store sejlskibe, Klipperne, havde alle råsejl. På de fleste mellemstore og små sejlskibe er råsejl for mandskabskrævende. Her benyttes andre typer, som f.eks. gaffelsejl eller bermudasejl. Fuldmast med sejl Sejlene på en fuldrigget mast er fra oven: skysejl eller stængestagsejl røjl eller bovenbramsejl overbramsejl underbramsejl overmærssejl undermærssejl (for eksempel) storsejl Det underste sejl navngives efter masten. På fokkemasten (forreste mast) er det som her, en fok. På stormasten benævnes det storsejl. De øvrige benævnes tilsvarende. Overmærssejlet på stormasten bliver til store overmærssejl, røjlen på fokkemasten bliver til fore røjl og underbramsejlet på mesanmasten mesanunderbramsejl. Benævnelserne kan variere en del efter skibstypen. En fuldrigget mast, er en mast der udover er taklet med råsejl både har mærs og salling. Sejlet Rigningen omkring et råsejl: Toplente – bærer noget af råens vægt, holder den vandret Rånok – her gøres toplente og braser fast Nokgårding Rebknyttelse Buggårding Halse – styrer sejlet forover Skøde – styrer sejlet agterover Rebtalje -bruges til at hale sejlet et stykke op, så det kan rebes med rebknyttelserne Givtov – bruges sammen med nok- og buggårdingen til at opgive sejlet Bras – styrer råen Eksterne henvisninger Jens Kusk Jensen: Haandbog i Praktisk Sømandsskab 4. udg. 1924 (Genoptryk, Høst & Søn, København 1993) C.L.L. Harboe: Dansk Marine-Ordbog 1839 (Genoptryk, Høst & Søn, København 1979) Skibsterminologi Energioverførsel

162

https://da.wikipedia.org/wiki/RAM

RAM

RAM (akronym for Random Access Memory) er arbejdshukommelse i computere. RAM er det sted i en computer, hvor styresystemkomponenter, computerprogrammer og anden data, der bliver brugt meget, bliver opbevaret så der er hurtig adgang til dem. Fordelen ved RAM er, at det er meget hurtigere at læse fra og skrive til end en harddisk, cd-rom eller diskettedrev. RAM er flygtigt. Det betyder, at til forskel fra fx en harddisk mister RAM'en al data, der har været lagret i den, når computeren afbrydes. Faktisk kan man sammenligne RAM med modellen af menneskets korttidshukommelse. Den kan også kun klare en vis mængde information på en gang, derefter er den nødt til at rydde op og måske lægge noget ned i langtidshukommelsen, som fx kan være en harddisk, diskdrev og USB-nøgle. Når computerens styresystem bedes om at allokere hukommelse, når der ikke er mere ledig RAM, vil det muligvis ty til swapping. Statisk og dynamisk RAM Der findes forskellige måder at lave denne type hukommelse på, og i grove træk skelner man mellem dynamisk og statisk RAM: I dynamisk RAM eller DRAM, "huskes" hver bit af en kondensator, som lades op eller "tømmes" for elektrisk ladning alt efter om pågældende bit skal være "0" eller "1". Fordelen ved denne type RAM er, at der kræves færre komponenter (blot én enkelt kondensator) pr. bit "lagerplads" end i statisk RAM, men da kondensatorerne har en ganske lille kapacitet og i praksis ikke kan gøres helt tabsfri, vil de opladede kondensatorer "glemme" deres indhold i løbet af ganske få millisekunder. Derfor kræver dynamisk RAM et såkaldt refreshing-kredsløb, som med ganske korte intervaller læser hver eneste bit, og sørger for at "genfylde" de ladede kondensatorer. Statisk RAM eller SRAM, består af en flip-flop for hver bit, der skal kunne "opbevares". Det kræver flere komponenter for den samme mængde "data-lagerplads" end dynamisk RAM og vil derfor være dyrere. Det nødvendige mikrochip areal er typisk en faktor 4 større for samme teknologi-stade. Til gengæld kræves der ikke noget kredsløb til refreshing. Integrerede kredsløb Computerhukommelse

163

https://da.wikipedia.org/wiki/Syddansk%20Universitet%20Esbjerg

Syddansk Universitet Esbjerg

Syddansk Universitet – Esbjerg (SDU-Esbjerg) er en del af Syddansk Universitet, beliggende i Esbjerg. Her uddannes primært indenfor folkesundhedsvidenskab og økonomi. Endvidere er der en kandidatuddannelse i marinarkæologi og en bacheloruddannelse i sociologi og kulturanalyse. Forskere fra især Institut for Historie har sammen med Fiskeri- og Søfartsmuseet (også i Esbjerg) etableret et virtuelt forskningscenter: Center for Maritime og Regionale Studier, CMRS. Fra juni 2006 er det tidligere Center for Forskning og Udvikling i Landdistrikter, CFUL lagt ind under SDU's samfundsvidenskabelige fakultet, nu som Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter, IFUL, foreløbig med placering i det tidligere Erhvervsudviklingscenter EU-Vest. Nyt campus 2020 Den flyttede SDU Esbjerg sit campus fra universitetsområdet ved Niels Borhsvej, som var delt med Aalborg Universitet Esbjerg, til nybyggede faciliteter ved Degnevej opført for 120 millioner kroner. Her deler det nu i stedet campus med University College Syddanmark. I forbindelse med flytningen blev Danmarks største frihedsarkiv, Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940-1945, skilt fra SDU og er i dag placeret sammen med Esbjerg Museum. Eksterne henvisninger Syddansk Universitet – Esbjerg Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter Center for Maritime og Regionale Studier Referencer Esbjerg Uddannelsesinstitutioner i Esbjerg Universiteter i Danmark

165

https://da.wikipedia.org/wiki/Sputnik-satellitter

Sputnik-satellitter

Sputnik (russisk: Спутник, ”ledsager eller drabant”) var fællesnavnet på de første sovjetiske satellitter; Sputnik 1, 2 og 3. På grund af hemmelighedskræmmeri blev mange sovjetiske satellitter ikke omtalt offentligt og vestlige medier benævnte diverse sovjetiske rumfartøjer Sputnik. Efterhånden opdagede medierne dog, at Sovjetunionen anmeldte deres opsendte satellitter under navnet Kosmos til FN. Da Vostok-fartøjerne blev testet ubemandede med hunde og dukker (Ivan Ivanovitj ≈ 'Jens Hansen') benævnte Sovjetunionen dem internt for Korabl Sputnik (Sputnik-skibe). Da Sovjetunionen opsendte rumsonder til Månen og Mars, benævnte de vestlige medier disse som henholdsvis Lunik and Marsnik. De korrekte navne er Luna og Mars. Kilde Ridpath, I: The Illustrated Encyclopedia of Astronomy and Space, 1979, Thomas Y. Crowell, Ekstern kilde/henvisning Sputnik 1 Satellitter Begivenheder i 1957

166

https://da.wikipedia.org/wiki/Skandinavien

Skandinavien

Skandinavien betegner et landområde i det nordlige Europa, som består af Danmark, Norge og Sverige. De tre lande deler deres skandinaviske sprog og i stor grad deres kultur og historie. Moderne Norge og Sverige er placeret på den skandinaviske halvø, mens det moderne Danmark består af Jylland, de jyske øer, Sjælland og Fyn. Den præcise afgrænsning afhænger af, om man læner sig op ad den moderne brug af udtrykket, eller om man baserer sin antagelse på ordet “Skandinavien”, som optræder på skrift første gang i romeren Plinius den Ældres Naturalis Historia fra 77 e.Kr. Sprogforskere mener, at ordet Skandinavien har samme udspring som det old­germanske ord Skåne. Det betød muligvis “farlig ø”. Ordet Skan er synonymt med Skåne, som ligger i det sydligste Sverige. Plinius beskrev netop “Scatinavia” som én af 23 øer mod nord. I det efterfølgende århundrede hævdede Claudius Ptolemæus, at Skandinavien var den største af de tre “skandiske øer” øst for det nuværende Jylland. Romerne var formentlig ikke klar over, at det nuværende Sverige og Norge er landfast med resten af det europæiske kontinent. På dansk omfatter Skandinavien i dag Danmark, Norge og Sverige, mens den skandinaviske halvø kun er betegnelsen for Norge og Sverige. Dette område kaldes sammen med Grønland, Færøerne, Island og Finland for Norden. På f.eks. engelsk kan ordet Scandinavia henvise både til Skandinavien og Norden. De sydlige og langt mest folkerige områder i Norden har et tempereret klima. Skandinavien strækker sig til nord for polarcirklen, men har et relativt mildt vejr sin breddegrad taget i betragtning som følge af Golfstrømmen. Mange af de skandinaviske fjeldområder har et alpint tundra-klima. Der er mange søer og moræneryg, som er arven fra den sidste istid, der sluttede omkring 10.000 år siden. De danske, norske og svenske sprog danner et dialektkontinuum og er kendt som de skandinaviske sprog. Alle anses for at være indbyrdes forståelige med hinanden. Færøsk og islandsk omtales som ø-skandinaviske sprog, da de kun er indbyrdes forståelige med kontinentale skandinaviske sprog i et meget begrænset omfang. Finsk og samisk er relateret til hinanden, samt ungarske, estiske og flere mindretalssprog, der tales i det vestlige Rusland. Derimod er de helt uden forbindelse til svensk, norsk og dansk. Finsk og samisk omfatter imidlertid flere ord, der er blevet optaget som afsmitning fra de omkringliggende sprog. Udtrykkene Skandinavien og skandinaviske blev taget i brug i 1700-tallet for de tre skandinaviske lande. Overblik Langt størstedelen af befolkningen i Skandinavien er skandinaver. De nedstammer fra flere (nord)germanske stammer, der oprindeligt beboede den sydlige del af Skandinavien og det nordlige Tyskland. De germanske stammer talte et germansk sprog, der udviklede sig til oldnordisk. Disse folk blev kendt som nordboere i den tidlige middelalder. Vikingerne er populært forbundet med nordisk kultur. Islændinge og færinger nedstammer især, men ikke udelukkende, fra folk kendt som skandinaver. Mange af de oprindelige skandinaver, der bosatte sig i Finland er blevet blandet med det finske folk under århundreder, men Finland er stadig officielt tosproget. Finlands største befolkningsgruppe er finnerne, hvis modersmål er enten finsk (omkring 95 %), svensk eller begge dele. Det svensktalende mindretal bor hovedsagelig på kysten fra byen Porvoo i Den Finske Bugt, til byen Kokkola, op i den Botniske Bugt. Ålandsøerne, en autonom provins i Finland, der ligger i Østersøen mellem Finland og Sverige, er helt svensktalende. Det ekstreme nordlige Norge, Sverige og Finland, samt den mest nordvestlige del af Rusland, er hjemsted for regionens oprindelige indbyggere, dagens mindretal af samiske folk. Samerne boede oprindeligt i langt større områder i Skandinavien og Finland. I nyere historie er mennesker af mange forskellige oprindelser flyttet til Skandinavien og har dannet store minoriteter, den største, er dog finnerne af Sverige. I slutningen af tidlige middelalder blev talrige germanske småriger og høvdigedømmer forenet i de tre riger Danmark, Norge og Sverige. Landene tog kristendommen til sig. Den erstattede den nordiske mytologi. Finland, samt dele af Estland, har med jævne mellemrum været under skandinavisk herredømme i længere tid ad gangen. Skandinavien har, på trods af mange krige i løbet af årene siden dannelsen af de tre riger, været politisk og kulturelt tætte, selvom de konstellationer og alliancer, der har været, er skiftet gennem århundreder. Igennem hele 1400-tallet blev Skandinavien forenet i Kalmarunionen. Nationerne samarbejder i dag primært i Den Europæiske Union eller i Nordisk Råd. Terminologi og brug Brugen af navnet Skandinavien som en bekvem generel betegnelse for de tre riger Danmark, Norge og Sverige er forholdsvis ny. Ifølge nogle historikere blev det vedtaget og indført i 1700-tallet på et tidspunkt, hvor ideer om en fælles arv begyndte at dukke op og udvikle sig til den tidlige litterære og sproglige Skandinavisme. "Scandinavia" blev første gang brugt af studerende agitatorer for Pan-Skandinavismen i 1830'erne. Den populære brug af ordet i Sverige, Danmark og Norge som et samlende begreb blev etableret i 1800-tallet gennem digte, eksempelvis H.C. Andersens "Jeg er en Skandinav" fra 1839. Efter et besøg i Sverige blev Andersen en tilhænger af tidlig politisk Skandinavisme. I et brev, hvori han beskriver digtet til en ven, står der: "Pludselig forstod jeg, hvor relateret svenskerne, danskerne og nordmændene egentlig er, og med denne følelse skrev jeg: "Vi er ét folk, vi kaldes skandinaver! '". Den historiske populære brug afspejles også i det valgte navn for det fælles delte, skandinaviske flyselskab, Scandinavian Airlines, der oprindeligt var ejet i fællesskab af regeringerne i de tre lande, sammen med private investorer. På dansk, norsk og svensk omfatter Skandinavien Danmark, Norge og Sverige. I engelsk sprogbrug bruges Skandinavien sommetider upræcist om alle de nordiske lande. Etymologi Ordet nævnes første gang hos den latinske naturvidenskabsmand Plinius den Ældre (23-79) i formen Scadinauia og tydes som en sammensætning af germansk *skadin- (skade, (klippe)skær) og 'aujō' (ø). Stednavnet Skåne (norrønt Skáney), der betegner Skandinaviens sydspids, kommer sandsynligvis af dette *Skadinaujō. Den græske geograf Ptolemaios taler om fire øer ved navn Skandiai i Østersøen øst for Jylland, tre små og én stor (Fyn, Lolland, Sjælland og Skåne, som Ptolemaios forvekslede med en ø.) Den gotiske historieskriver Jordanes (omkring 485-552) fortæller, at goterne stammede fra øen Scandza, der i den nordlige del midt på sommeren i 40 døgn i træk har dagslys og omvendt ved midtvinter i lige så lang tid intet dagslys ser. Det er uvist, om Skandia er en forkortelse af *Skadinaujō eller en selvstændig afledning. I det oldengelske Beowulf-kvad finder vi formen Scedenigge. Historisk-politisk struktur 1: De oprindelige bosættere fra Færøerne og Island var af nordisk (hovedsagelig norsk) oprindelse, med et betydeligt element af Kelterne eller piktiske oprindelse (fra Irland og Skotland). 2: bosættere af Jämtland er af norsk-mere specifikt Trøndersk-oprindelse og deres forfædre grundlagde deres egen stat svarer til den islandske en reguleret af Jamtamot samling af frie mænd . Se også Skandinaviens historie Verdens lande Skandinaviske bjerge Nordsøen Skandinavisme Germaner Referencer Eksterne henvisninger northvegr.org: Jordanes om 'Scandza'

167

https://da.wikipedia.org/wiki/Sverige

Sverige

Sverige (svensk: Sverige), officielt Kongeriget Sverige (svensk: Konungariket Sverige), er et land i Nordeuropa. Det grænser op til Norge mod vest og Finland mod øst. Sverige er forbundet med Danmark via en bro- og tunnelforbindelse over Øresund i sydvest. Det er med sine 450.295 kvadratkilometer, heraf landareal 407.311 km², EU’s 3. største land. Med godt 10,5 millioner indbyggere har Sverige dog en forholdsvis lav befolkningstæthed med 25,5 indbyggere pr. kvadratkilometer landareal (september 2022). Størstedelen af landets befolkning lever i den sydlige del af landet. Omkring 87 % af svenskerne lever i byområder på over 200 indbyggere. Efter OECDs definition bor 41% af indbyggerne i byområder på over 50.000 indbyggere. Siden forhistorisk tid har Sverige været befolket af de germanske folkeslag götere og sveere. Sydsverige er hovedsagelig landbrugsland, mens størstedelen af det nordlige Sverige er dækket af skov. Til trods for dets nordlige beliggenhed har Sverige et mildt klima. Det skyldes først og fremmest landets omfattende kystlinje. Sverige tilhører den geografiske region Skandinavien. Det konstitutionelle monarki Sverige er et parlamentarisk demokrati med en monark som statsoverhoved. Hovedstaden Stockholm er også landets største by. Den lovgivende magt udgøres af Riksdagen, der består af ét kammer med 349 medlemmer. Regeringen udgør med statsministeren i spidsen landets udøvende magt. Sverige er en enhedsstat bestående af 21 len og 290 kommuner. Sverige opstod som en samlet nation i middelalderen. I det 17. århundrede nåede Sverige sin største udstrækning og blev en regulær stormagt. Landet bevarede sin stormagtsstatus indtil begyndelsen af det 18. århundrede. De svenske konger mistede gradvist deres territorier uden for Skandinavien i løbet af det 18. og 19. århundrede, og landets europæiske indflydelse nåede sin afslutning med Ruslands annektering af Finland i 1809. Sverige har ikke deltaget i krigshandlinger siden 1814, hvor Norge med militær magt blev tvunget ind i en personalunion under den svenske konge. Sverige har siden da forholdt sig neutral i udenrigspolitiske anliggender. Personalunionen med Norge blev opløst i 1905 og de svenske grænser har ikke rykket sig siden da. Selvom Sverige formelt afholdt sig fra at vælge side under verdenskrigene, engagerede de svenske myndigheder sig i humanitære projekter. Svenskerne tog bl.a. imod flygtninge fra det tyskbesatte Europa under 2. verdenskrig. Sverige blev optaget i EU den 1. januar 1995. Landet har dog afvist medlemskab af Eurozonen. Sverige er også medlem af FN, Nordisk Råd, Europarådet, WTO og OECD. Det svenske samfund baserer sig på den skandinaviske velfærdsmodel, der bl.a. yder offentlig sundhed og uddannelse til sine borgere. Landet er et af verdens rigeste lande og rangerer højt på mange internationale målinger over livskvalitet, sundhed, uddannelse, demokratiske rettigheder, økonomisk konkurrence, lighed, velstand og udvikling. Sverige har haft århundredelang tradition for neutralitet, men har i nyere tid blandt andet samarbejdet med NATO, og landet ansøgte i maj 2022 om optagelse i organisationen i lyset af Ruslands invasion af Ukraine, der var fundet sted nogle måneder forinden. Etymologi Navnet Sverige er første gang dokumenteret i det episke digt, Beovulfkvadet, fra 1000-tallet, under navneformen Swēorice. Fra slutningen af 1200-tallet er det dokumenteret under formen Swerike. Mod slutningen af 1400-tallet havde navnet ændret sig til Swerighe, i 1600-tallet blev det ændret til Swerghe og Swirghe. Gustav II Adolf anvendte formen Swirge. I dag anvendes formen fra den sene middelalder, Sverige. På dansk har også formen Sverrig været i brug. På Amager ligger Sverrigsgade. Historie Sverige opstod som en selvstændig enhedsstat i middelalderen. I det 17. århundrede ekspandere landet til et imperium, som blev en af de toneangivende nationer i Europa i det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede. Det meste af det erobrede land uden for den skandinaviske halvø gik tabt i løbet af det 18. og det 19. århundrede; den østlige del af landet, det nuværende Finland, blev tabt til det Russiske Kejserrige i 1809. Den seneste krig, Sverige aktivt har været en del af, var i 1814, hvor landet med militære midler tvang Norge med ind i en personalunion. Siden har Sverige haft fred og praktiseret "alliansfrihet i fred syftande till neutralitet i krig" ("alliancefrihed i fredstid og neutralitet i krigstid"). Sverige har været medlem af EU siden 1. januar 1995 og er medlem af OECD. Forhistorie Sveriges forhistorie begynder i Allerødtiden, en relativt varm periode omkring 12.000 f.Kr. i slutningen af ældre stenalder, hvorfra man har fundet arkæologiske vidnesbyrd om lejre for rensdyrjægere fra Brommekulturen. Disse første indbyggere i landet var fulgt med kanten af indlandsisen fra Weichsel-istiden, der efterhånden som den trak sig tilbage, nåede det, der nu er det sydligste Sverige. De første indbyggere var jægere og samlere, som især levede af rigdommene i Østersøen. Der er kun gjort meget sparsomme fund fra stenalderen i det meste af Sverige. Der er fundet tilvirkede flintesten i Skåne dateret omkring 9.000 f.Kr., og jægere og samlere har langsomt spredt sig nordpå. Omkring 4000 f.Kr. var der i Danmark og det sydligste Sverige indført landbrug og husdyrhold, der sandsynligvis tilsvarende har spredt sig langsomt nordpå. Omkring begyndelsen af bronzealderen begunstigede et særdeles mildt klima, at befolkningen voksede i hele Sydskandinavien. En række arkæologiske fund fra store handelssamfund understøtter teorien om, at især det sydlige Sverige var tæt befolket i bronzealderen; helt til Stockholm er der fundet spor fra denne tid. Fra jernalderen er det sandsynligt, at forskellige større magtområder har udviklet sig i Sverige. Tacitus beskrev i sin Germania i 98 e.Kr. en betydende stamme i det svenske område med navnet "sveer" ("kendt ikke blot for deres våben og mænd, men for deres skibe"); disse folk havde skibe med bove i begge ender (langskibe). Hvilke konger ("kuningaz"), der regerede disse sveere, er ukendt, men den nordiske mytologi kan fremvise en lang række sagnkonger, hvoraf nogle peger tilbage til de sidste par århundreder før vor tidsregning. Lokalt har man behersket skrift i form af runer, som har været brugt af eliten i det sydlige Skandinavien så langt tilbage som 2. århundrede e.Kr., men de sparsomme eksempler, man har fundet fra romertiden, er korte inskriptioner på genstande, mest af navne på mænd. Disse inskriptioner viser, at folk i Sydskandinavien på den tid talte urnordisk, en forløber for svensk og andre nordiske sprog. I det 6. århundrede omtalte Jordanes to stammer, som han benævnte "suehans" og "suetidi", som levede i Scandza. De to navne menes at referere til den samme stamme. Suehanserne, fortalte han, havde meget fine heste i lighed med thyringi-stammen. Snorri Sturluson skrev, at den svenske konge på samme tid, Adils, havde de fineste heste på sin tid. Suehanserne kunne levere sorte ræveskind til det romerske marked. Senere nævnte Jordanes "suetidi", som menes at være en latiniseret udgave af sveer. Han skrev, at suetidierne er de højeste af stammerne sammen med danerne, som var beslægtet med dem. Senere omtalte han også andre skandinaviske stammer, som var lige så høje. Fra et udgangspunkt i det sagnomspundne Scandza, som menes at svare til nutidens Götaland i Sverige, krydsede gotere Østersøen tidligere end 2. århundrede e.Kr. og endte i Skytien ved bredden af Sortehavet i nutidens Ukraine, hvor de har afsat arkæologiske spor i Tjernjakhovskij-kulturen. I det 5. og 6. århundrede blev dette folkeslag delt i visigoter og ostrogoter, som etablerede sig efter Romerrigets fald som stærke stater som efterfulgte romerne på den Iberiske Halvø og i Italien. Krimgotiske samfund lader til at have overlevet intakt indtil slutningen af det 18. århundrede. Der har sandsynligvis ikke været et sammenhængende svensk herskabsområde sent i jernalderen og i vikingetiden, men snarere forskellige rivaliserende konge/høvdinge-dømmer. Kilder nævner Götaland og Svealand som to autonome stærke regioner. Det sydlige Sverige var i jernalderen sandsynligvis kulturelt knyttet tættere til områder i Danmark. Omkring Ystad er der fundet spor af en større handelsplads fra cirka 600-700 e.Kr. Vikingetiden og middelalderen Vikingetiden i Sverige varede i store træk fra det 8. til det 11. århundrede. Det menes, at svenske vikinger og gotlændere især rejste øst- og sydpå til Finland, Baltikum, Rusland, Hviderusland, Ukraine, Sortehavet og så langt væk som til Bagdad. Vejen gik ad Dnepr over Konstantinopel, og på denne rute foretog de adskillige plyndringer. Den byzantinske kejser Theofilos værdsatte disse folks store militære evner og bad dem om at blive hans personlige vogtere, kendt som Væringgarden. De svenske vikinger, kaldet ruser, menes at være stamfædre til kievruserne. Den arabiske opdagelsesrejsende Ahmed Ibn Fadlan beskriver disse vikinger således: De mange vikingetogter er i stort omfang dokumenteret i form af runesten, der er fundet over store dele af den sydlige halvdel af Sverige. Det vides ikke, hvornår og hvor det svenske kongedømme opstod, men listen over Sveriges regenter begynder sædvanligvis ved konger, der regerede i både Svealand og Götaland som samlet område, begyndende med Erik Sejrsæl. De to områder havde tilbage til antikken været to selvstændige områder; i Beovulfkvadet beskrives legenden om en krig mellem de to nationer i det 6. århundrede. Kulturelle fremskridt I begyndelsen af vikingetiden var der ved det nuværende Ystad i Skåne og Paviken på Gotland blomstrende handelscentre. Der er gjort fund fra, hvad der menes at være en stor markedsplads fra 7. eller 8. århundrede i Ystad. I Paviken, der var et vigtigt knudepunkt for handel med Baltikum i det 9. og 10. århundrede, er der fundet rester af en stor havn fra vikingetiden med gårde, hvor man byggede skibe og lavede håndværk. Mellem 800 og 1000 bragte den livlige handel store mængder sølv til Gotland, og ifølge nogle forskere akkumulerede gotlænderne i den periode mere sølv end resten af den skandinaviske befolkning tilsammen. Ansgar får som regel æren for at have indført kristendommen i landet i 829, men den nye religion havde ikke for alvor held med at fortrænge den traditionelle nordiske mytologi før op i det 12. århundrede. I løbet af det 11. århundrede blev kristendommen den dominerende religion, og fra omkring 1050 blev Sverige regnet som et kristent rige. I perioden mellem 1100 og 1400 var Sverige ved at dannes og konsolideres som en enhed, og landet var præget af interne stridigheder samt af kappestrid mellem de nordiske kongeriger. De svenske konger gik i gang med at ekspandere det svenskkontrollerede område i Finland, hvilket skabte konflikter med ruserne, der ikke længere havde forbindelser med Sverige. Feudale institutioner i Sverige Hvis man ser bort fra Skåne, der på den tid var dansk, udviklede der sig i Sverige aldrig rigtig feudalisme, som man kender det fra resten af Europa. Bondestanden forblev derfor i det store hele en fri klasse af landbrugere gennem det meste af Sveriges historie. Slaveri var ikke særlig udbredt i landet, og det, der fandtes, blev afskaffet med blandt andet indførelsen af kristendommen, af vanskelighederne med at skaffe slaver øst for de baltiske områder samt bydannelsen i Sverige før det 16. århundrede. Faktisk blev både slaveri og livegenskab afskaffet ved et dekret af kong Magnus Eriksson Tidligere slaver blev herpå optaget i bondestanden eller blev arbejdere i byerne. Perioden var præget af fattigdom, og Sverige var generelt et tilbagestående land på den tid, hvor byttehandel var dominerende i landets økonomi. Det kunne for eksempel foregå på den måde, at bønder i Dalsland transporterede deres smør til mineområdet i Sverige, hvor de byttede det for jern, som de efterfølgende fragtede til kysten, hvor de byttede jernet for fisk, som de havde brug for som fødemiddel, mens jernet blev sendt til udlandet med skibe. Pesten i Sverige I det 14. århundrede blev Sverige ramt af den sorte død, som førte til en nedgang i befolkningstallet. I den periode fik byerne efterhånden større rettigheder og var under stor indflydelse af tyske købmænd fra Hanseforbundet, der særlig var aktivt i Visby. I 1319 var den kun treårige Magnus Eriksson blevet konge af Sverige og Norge. Drengens alder bidrog til monarkiets faldende indflydelse i området, og stærke adelsslægter begyndte at spille en stadig større rolle og fik tiltvunget sig stadig større rettigheder. Hans efterfølger blev hans, nevø Albrecht af Mecklenburg, men den stigende magt blandt adelige og bybefolkningerne betød Albrechts fald, og svenskerne vendte sig nu mod det danske kongehus for at finde en efterfølger. Kalmarunionen og svensk løsrivelse fra dansk styre I 1397 blev Norge, Danmark og Sverige forenet under Danmarks Margrete 1. i Kalmarunionen. Det viste sig dog hurtigt, at svenskerne, i særdeleshed adelen, ikke var tilfreds med at blive styret fra Danmark. Der var ikke tale om en politisk union, og igennem det 15. århundrede forsøgte Sverige at modstå et dansk centraliseret styre under den danske konge. Således etablerede man den første Riksdag i 1435, en institution, der de følgende århundreder skulle få betydelig magt i landet. Omkring 1500 var det Sture-slægten, der sad på magten, og flere medlemmer af den familie var rigsforstandere i landet og søgte at rive Sverige løs af det danske styre. Stridighederne kulminerede, da Christian 2. foranstaltede det Stockholmske Blodbad i form af en massakre på 82 ledende svenskere. Dette førte til forøget modstand mod danskerne, og Sverige brød ud af Kalmarunionen i 1523, hvor den svenske krone blev genindført og Gustav Vasa blev valgt til konge. Denne begivenhed indledte ældre vasatid i Sverige, af nogle omtalt som grundlæggelsen af det moderne Sverige. Ældre vasatid Noget af det første, der skete efter Gustav Vasas kroning, var at stække den katolske kirkes magt, hvilket førte til reformationen, der dog først officielt blev indført under Karl 9. På den økonomiske front brød Gustav Vasa Hanseforbundets kontrol over den svenske handel med Baltikum. Hanseforbundet var officielt blevet stiftet i Lübeck i Nordtyskland i 1356. Forbundet søgte at opnå borger- og handelsrettigheder fra prinser og regenter i lande og byer langs Østersøkysten. Til gengæld tilbød det en vis beskyttelse, idet forbundet med sin egen krigsflåde var i stand til at holde østersøområdet fri for sørøvere. De koncessioner, som Hanseforbundet opnåede, var blandt andet, at kun indbyggere fra forbundets byer havde lov til at drive handel fra deres havne. De stræbte efter at undgå alle former for told og skatter. Med sådanne koncessioner drog store flokke af Lübeck-købmænd til Stockholm, hvor de snart kom til at dominere byens økonomi, og de var i stort omfang skyld i, at havnen i Stockholm gjorde byen til den største og mest betydningsfulde i landet. Hansekøbmændenes handel bestod for to tredjedeles vedkommende af import af tekstil og en tredjedel af salt, mens udførslen først og fremmest bestod af jern og kobber. Imidlertid blev svenskerne efterhånden trætte af hansemonopolet på handelen, der mest blev drevet af indvandrede tyskere, og som betød, at indkomsten fra handelen i stort omfang blev kanaliseret til Tyskland. Da Gustav Vasa brød hansemonopolet, blev han derfor betragtet som en stor helt af sit folk. Historien betragter nu Gustav som grundlæggeren af den moderne svenske nation. Det fundament, han lagde, tog dog tid at udvikle, men da det endelig skete, og Sverige trådte ind i sin stormagtstid, betød den svenske tradition for frie bønder, at en større del af den økonomiske gevinst gik i deres lommer end i en feudal landadels. Den svenske stormagtstid I det 17. århundrede blev Sverige en af de store magter i Europa. Forinden havde Sverige været et fattigt og tyndt befolket land i udkanten af den europæiske civilisation uden nogen særlig magt eller noget specielt rygte i resten af verden. Landet opnåede sin store berømmelse i Europa under Gustav Adolfs regering, hvor Sverige erobrede landområder mod syd og øst fra Danmark, Rusland og Polen-Litauen i en række konflikter, herunder Trediveårskrigen. I denne langvarige konflikt erobrede Sverige omkring halvdelen af staterne i det tysk-romerske rige. Gustav Adolf havde planer om at blive den næste tysk-romerske kejser ved at herske over et forenet Skandinavien og det tysk-romerske rige. Han døde imidlertid i slaget ved Lützen (1632), inden han kunne realisere sin plan. Efter Sveriges eneste større nederlag i trediveårskrigen i slaget ved Nördlingen (1634) mindskedes den prosvenske opbakning i de tyske småstater, som en efter en frigjorde sig fra det svenske overherredømme, indtil Sverige blot havde enkelte områder ud til Østersøen i form af Svensk Forpommern, Bremen-Verden og Wismar tilbage. Undervejs i krigen menes de svenske tropper at have ødelagt 2.000 slotte, 18.000 landsbyer og 1.500 byer i Tyskland, en tredjedel af alle de tyske byer. Ekspansionen gik også ud over Danmark-Norge, hvorfra Sverige i flere krige, herunder Karl Gustav-krigene, erobrede vigtige provinser. Mest markant var det, da Danmark ved Roskildefreden i 1658 måtte opgive Skånelandene (Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm) til Sverige. Under den store nordiske krig måtte Sverige i 1710 efter 200 år trække sig ud af det nordlige Baltikum. Dermed sluttede Sveriges hegemonialstilling i Østersøen. I frihedstiden forsøgte Riksdagen, der var den regerende magt, flere gange at genvinde den tabte stormagtsstatus, men efter hattenes krig 1741-43 mod Rusland, måtte Sverige afstå store dele af Finland og endeligt opgive stormagtsdrømmene. I midten af det 17. århundrede var Sverige Europas tredjestørste land målt på areal, kun overgået af Rusland og Spanien. Landet nåede sin største udbredelse under Karl 10. Gustav efter Roskildefreden. Mod slutningen af århundredet blev Sverige og i særdeleshed Finland ramt af en voldsom hungersnød, der kostede en tredjedel af den finske befolkning livet og også var hård ved befolkningen i selve Sverige. Den lange periode på konstant krigsfod tærede på Sveriges økonomi, og det blev Karl 11., der kom til at bruge megen af sin regeringstid på at genskabe et økonomisk fundament samt et slagkraftigt militær. Arven til hans søn, Karl 12. var en af de fineste våbenbeholdninger i verden, en stor stående hær og en fremragende flåde. Sveriges største trussel på den tid, Rusland, havde en større hær, men var langt bagefter Sverige i udstyr og træning. Karl 12. blev kendt som "Krigerkongen", og han tilbragte en stor del af sin regeringstid i felten i en periode, der var præget af den Store Nordiske Krig (1700-1721), hvor Rusland, Danmark samt andre af Sveriges naboer udfordrede den trussel, som Sverige selv udgjorde. I begyndelsen af denne havde Sverige stor succes og nedkæmpede den russiske hær så effektivt i slaget ved Narva i 1700, at Rusland lå åben for en svensk invasion. Svenskerne valgte i stedet at koncentrere sig om Polen-Litauen, hvilket gav russerne ro til at genopbygge og modernisere sin hær. Karl besluttede nogle år senere at invadere Rusland, men denne gang måtte han se sin hær lide et afgørende nederlag i slaget ved Poltava i 1709. Dette blev begyndelsen til enden på Sveriges stormagtstid. Medvirkende til den svenske tilbagegang var også, at hjemlandet blev ramt af pesten, der blandt andet i høj grad gik ud over Stockholm, hvor omkring en tredjedel af befolkningen omkom mellem 1710 og 1713. Trods dette søgte Karl 12. at invadere Norge i 1716, men erobringen fik en brat ende, da Karl døde under belejringen af Frederiksten i 1718. Kongens død nedbrød strukturen og organisationen af togtet, og de svenske tropper trak sig derpå ud af Norge uden at være blevet besejret. Nogle få år senere, i 1721, sluttede den Store Nordiske Krig med freden i Nystad, der kostede Sverige store landarealer og sin placering som en europæisk stormagt, en placering som arvefjenden Rusland i stedet overtog. Den Store Nordiske Krig kostede svenskerne 200.000 mand, deraf en fjerdedel fra det nuværende Finland. I det 18. århundrede havde Sverige ikke nok ressourcer til at opretholde sine landområder uden for Skandinavien og måtte se dem overtaget af andre nationer. Denne proces kulminerede i 1809, hvor Sverige efter en kort tabt krig mod Det Russiske Kejserrige måtte afgive hele kontrollen over Finland til russerne. Finland havde siden middelalderen mere eller mindre været under svensk kontrol. I et forsøg på at genetablere den svenske dominans i Østersøområdet indgik Sverige alliance mod sin ellers traditionelt allierede og velgører, Frankrig, i Napoleonskrigene. Frankrig og dets allierede, heriblandt Danmark-Norge, tabte det afgørende slag ved Leipzig til koalitionen, og Sverige fik som led i Kielerfreden i 1814 tildelt Norge som erstatning for landets provinser i Nordtyskland. Da Norge søgte at hævde sig som suveræn nation, invaderede Karl 13. Norge, og landet måtte acceptere at indgå med Sverige i en personalunion, der fungerede til 1905. Siden denne invasion har Sverige ikke deltaget i kamphandlinger og har værnet om sin neutralitetsstatus. Sveriges nyere historie I løbet af det 18. og 19. århundrede skete der i Sverige en betydelig stigning i befolkningstallet, hvilket forfatteren Esaias Tegnér i 1833 tilskrev "freden, [koppe]vaccinen og kartoflerne" ("freden, vaccinet och potaterne"). Mellem 1750 og 1850 fordobledes befolkningen i landet. Dette medførte en omfattende udvandring af svenskere til Amerika i de følgende årtier, og denne udvandringsbølge var med til at undgå sultkatastrofer og social oprør i landet. På højdepunktet af bevægelsen udvandrede over 1 % af den svenske befolkning årligt i løbet af 1880'erne. På trods af denne enorme immigration forblev Sverige fattigt og bevarede en økonomi baseret næsten udelukkende på landbrug i en tid, hvor resten af Vesteuropa, herunder Danmark, overgik til industribaseret økonomi. De fleste udvandrere udså sig Amerika som stedet, hvor de kunne få et bedre liv. Det anslås, at i perioden 1850-1910 udvandrede over en million svenskere til USA. I begyndelsen af det 20. århundrede boede der flere svenskere i Chicago end i den næststørste by i fædrelandet, Göteborg. De fleste svenske immigranter flyttede til Midtvesten, i særlig grad til Minnesota, mens mindre grupper slog sig ned andre steder i USA og i Canada. På trods af den langsommelige proces med at industrialisere Sverige til langt op i det 19. århundrede skete der en række forandringer i agrarøkonomien på grund af nyskabelser og den store befolkningstilvækst. Blandt de nye tiltag var indhegning af marker, markant forøget opdyrkning af landarealer og indførelsen af nye afgrøder som kartofler. Da de svenske bønder aldrig havde været livegne, som det var almindeligt i stort set resten af Europa, begyndte den svenske bondekultur at påtage sig en kritisk rolle i politiske debat, noget der har fortsat op til nutiden med Centerpartiet, der i lighed med det danske Venstre har rødder i bondebevægelsen. Fra 1870 til udbruddet af 1. verdenskrig kom der omsider fart i industrialiseringen, som medførte, at industriproduktionen i den periode overtog pladsen som dominerende i den svenske økonomi, hvilket har været gældende næsten til nutiden. Stærke græsrodsbevægelser dukkede op i Sverige i anden halvdel af det 19. århundrede (fagforeninger, afholdsbevægelsen og en række uafhængige religiøse grupper), og disse var med til at skabe de demokratiske spilleregler, der siden har været bærende i landets kultur og politik. Denne proces var gennemført omkring tiden for 1. verdenskrig. Den industrielle revolution i det 20. århundrede skabte yderligere forandring af landet, idet en betydelig del af landbefolkningen i takt med denne rykkede ind til byerne for at arbejde i fabrikkerne, og en stor del blev involveret i socialistiske fagforeninger. En kommunistisk revolution blev afværget i 1917, hvorpå man igen indførte parlamentarismen, og landet blev demokratiseret. Sverige under verdenskrigene Sverige holdt sig officielt neutralt under både første og anden verdenskrig, selv om neutraliteten under sidstnævnte har været omstridt. Sverige var under en stor del af denne krig under indflydelse af Nazityskland, idet forbindelserne til den øvrige verden var begrænset på grund af tyske blokader. Den svenske regering så sig ikke i stand til at gå imod tyskerne og indgik derfor samarbejde med den store magt mod syd på forskellige områder. Sverige leverede også stål og maskindele til Tyskland under hele krigen. Men samtidig hermed ydede landet støtte til den norske modstandsbevægelse, og i 1943 tog det imod jøder fra Danmark, der flygtede fra deportation til koncentrationslejrene. Også Finland oplevede svensk støtte under Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen med frivillige og materiel. Mod slutningen af krigen begyndte Sverige at spille en rolle i det humanitære arbejde, og talrige flygtninge, heriblandt jøder fra mange af de nazistiskbesatte områder i Europa, blev reddet, delvist som følge af svensk deltagelse i redningsaktioner for indsatte i koncentrationslejrene med de hvide busser, og delvist fordi Sverige fungerede som tilflugtssted for flygtninge, primært fra de nordiske lande og Baltikum. Den svenske diplomat Raoul Wallenberg og hans kolleger skal have reddet op imod 100.000 ungarske jøder. På trods af dette har der været rejst både intern og ekstern kritik over, at Sverige ikke gjorde mere for at bekæmpe nazismen, også selv om det kunne have betydet besættelse af landet. Efterkrigstiden Som erklæret neutralt land holdt Sverige sig uden for de to store forsvarspagter, der opstod efter 2. verdenskrig, NATO og Warszawapagten, og landet forblev neutralt under den kolde krig, men på uofficiel basis havde Sverige gennem sine ledere tætte forbindelser til USA og andre vestlige stater i denne periode. Efter krigen nød Sverige godt af at have et intakt produktionsapparat, social stabilitet samt mange naturressourcer til at udvide sin industri, der kom til at hjælpe med genopbygningen af Europa. Sverige indgik i Marshallplanen og i OECD. I størstedelen af efterkrigstiden sad socialdemokraterne, med tætte forbindelser til fagforeningerne og industrien, solidt på magten i landet. Regeringen støttede aktivt udviklingen af en internationalt konkurrencedygtig produktionssektor bestående særligt af store virksomheder. Sverige var med til at grundlægge EFTA, en gruppe lande, der i 1960'erne ofte blev kaldt "De syv" i modsætning til EF, hvis lande blev kaldt "De seks". I lighed med de mange andre lande verden over oplevede Sverige økonomisk tilbagegang på grund af oliekriserne i 1973-74 og 1978-79. I løbet af 1980'erne satsede Sverige på at omstrukturere sin industri, hvorunder fx skibsbyggeri blev nedprioriteret, og træmasse kom til at indgå i en moderniseret papirfremstilling, stålindustrien blev specialiseret på færre områder, mens den mekaniske fremstilling i stort omfang gik over til it-baseret styring. Mellem 1970 og 1990 steg skattebyrderne med over 10 %, en ret beskeden stigning sammenlignet med andre vesteuropæiske lande. Efterhånden kom det offentlige til at stå for over halvdelen af landets BNI, og Sveriges placering på listen over lande rangordnet efter BNI pr. indbygger faldt i denne periode. Nyeste historie En bristet ejendomsboble skabt af utilstrækkelig kontrol med låntagning kombineret med international recession og en politik, der vekslede mellem at fokusere på at nedbringe arbejdsløsheden og at nedbringe inflationen, resulterede i en finanskrise i begyndelsen af 1990'erne. Sveriges BNI faldt i den forbindelse med omkring 5 %. I 1992 fik valutaspekulation Sveriges Nationalbank til kortvarigt at hæve dag-til-dag-renten til 500 %. Regeringens svar på dette var at beskære de offentlige udgifter og sætte gang i en række reformer med henblik på at skærpe Sveriges konkurrenceevne; blandt disse midler var reduktion goderne i velfærdsstaten og privatisering af offentlige opgaver. Majoriteten af politikerne gik ind for medlemskab af EU, og folkeafstemningen herom gav 52 % opbakning for dette ved valget 13. november 1994, hvorpå Sverige blev optaget i EU pr. 1. januar 1995. Sverige står fortsat uden for militære samarbejdsorganisationer, men har deltaget i øvelser med NATO og andre lande, samtidig med at landet intensivt har samarbejdet med andre europæiske lande inden for forsvarsteknologi og våbenindustri; blandt andet er nogle af de våben, USA har anvendt i Irak, fremstillet i Sverige. Endvidere har Sverige en lang tradition for at deltage i internationale fredsbevarende missioner, heriblandt i de senere år i Afghanistan, hvor svenske tropper er under NATO-ledelse, samt i EU-baserede operationer i Kosovo, Bosnien-Hercegovina og Cypern. På baggrund af Ruslands invasion af Ukraine det år ansøgte Sverige 18. maj 2022 om medlemskab af NATO. Politik Sverige er et konstitutionelt monarki med Carl 16. Gustaf som den siddende konge. Monarkiets magt er hovedsageligt begrænset til repræsentative og ceremonielle funktioner. Samtidig har landet parlamentarisk og repræsentativt demokrati, hvorved den egentlige magt i landet ligger hos Riksdagen. Riksdagen, der har ét kammer, vælger statsministeren, der udpeger sin regering. Riksdagen har 349 medlemmer, der findes ved frie valg, der afholdes hvert fjerde år på den tredje søndag i september. Det politiske system Sverige har en forfatning, der består af fire grundlove (Samling av grundlagar): Regeringsformen, Successionsordningen, Trykkefrihedsforordningen og Ytringsfrihedsgrundloven. Dertil kommer Riksdagsordningen, der har status mellem de fire grundlove og øvrige almindelige love. Regeringsformens første paragraf lyder således: Den lovgivende magt i Sverige udøves af Riksdagen, mens den udøvende magt, der implementerer lovene, ligger hos statsministeren og regeringen. Den dømmende magt, domstolene, er uafhængig af de to øvrige instanser. Sverige har ikke nogen obligatorisk prøvelsesret, men et lovråd (lagrådet) gennemgår nye love, med mindre regeringen over for Riksdagen kan begrunde at undlade dette. Beslutninger fra Riksdagen og regeringsdekreter kan erklæres for ulovlige, hvis de er åbenbart i modstrid med grundlovene, men på grund af, at prøvelsesretten ikke er obligatorisk, har dette i praksis kun beskeden betydning. Nye love kan foreslås af regeringen eller af riksdagsmedlemmer. Riksdagens medlemmer vælges ved forholdstalsvalg for fire år ad gangen. Grundlovene kan ændres af Riksdagen ved simpelt, men absolut flertal; vedtagelsen skal finde sted ad to gange, hvorimellem der skal have været afholdt valg til Riksdagen. Socialdemokraterne har spillet en ledende rolle i svensk politik siden 1917, efter at de mest revolutionære forlod partiet for at danne Vänsterpartiet. Siden 1932 har regeringen været domineret af Socialdemokraterne, og kun efter fem valg (1976, 1979, 1991, 2006 og 2010) har centrum-højreblokken haft tilstrækkelig støtte i Riksdagen til at kunne danne regering. Dårlig økonomisk styring siden begyndelsen af 1970'erne og særligt efter finanskrisen i begyndelsen af 1990'erne har medført, at Sverige har haft et mindre ensidigt politisk system, der i højere grad minder om de fleste øvrige europæiske landes systemer. Ved riksdagsvalget 2006 dannede Moderaterne sammen med Centerpartiet, Folkpartiet og Kristdemokraterna Allians för Sverige og vandt flertal i Riksdagen. Sammen dannede de regering med Moderaternas leder Fredrik Reinfeldt som statsminister. Alliansen var oppe imod en samlet venstreblok ved riksdagsvalget i Sverige 2010, hvor for første gang Sverigedemokraterna kom ind i Riksdagen. Alliansen vandt valget, men havde ikke selv flertal, og da ingen af de to store grupper ønskede at samarbejde med Sverigedemokraterna, blev resultatet, at Reinfeldt fortsatte som statsminister for en mindretalsregering. Efter riksdagsvalget i 2014 blev socialdemokraten Stefan Löfven statsminister en mindretalsregering med Miljöpartiet de Gröna. Vänsterpartiet er ikke i regeringen, men er støtteparti. Ved valget 2018 blev der dannet en ren socialdemokratisk regering, og ved valget i 2022 vandt en centrum-højre-koalition under ledelse af Moderaterne snævert, hvilket resulterede i, at Ulf Kristersson fra Moderaterne blev ny statsminister. Ved valget til Europa-Parlamentet har partier, der ikke har formået at komme over spærregrænsen til Riksdagen formået at opnå repræsentation. Det gælder Junilisten (2004–2009), Piratpartiet (2009–2014) og Feministiskt initiativ (2014-nuværende). Politisk historie Sverige har været et monarki i omkring tusind år, en del af årene under skiftende kontrol af et parlamentarisk system. Begrebet "riksdag" stammer fra 1540'erne, men det første møde med repræsentanter for de forskellige dele af landet og fra flere socialgrupper, som diskuterede forhold af betydning for landet som helhed, fandt sted allerede i 1435 i Arboga. Ved møder under Gustav Vasa mellem 1527 og 1544 var der for første gang repræsentanter for alle fire stænder (kirke, adel, borgere og bønder) til riksdagsmøde. Monarkiet blev arveligt fra 1544. Den lovgivende magt har været delt mellem kongen og Riksdagen. Den udøvende magt var delt mellem kongen og et adelsråd indtil 1680, hvorpå et enevældigt kongedømme tog sig af denne opgave. Som en reaktion på nederlaget i den store nordiske krig blev parlamentarismen introduceret i 1719, den såkaldte frihedstid, efterfulgt af tre organisatorisk forskellige konstitutionelle monarkier i 1772, 1789 og 1809. Det sidste indeholdt flere borgerlige rettigheder. Parlamentarismen blev genindført i 1917, da kong Gustav 5. efter en lang kamp accepterede at udnævne regeringen ved flertalsafgørelser i parlamentet. I 1918-1921 blev den generelle og lige stemmeret indført. Parlamentarismen blev bevaret af kongens efterfølger Gustaf 6., indtil en grundlov i 1975 i praksis fjernede kongens politiske magt. Oprindeligt bestod Riksdagen af to kamre, og i 1866 blev Sverige formelt set et konstitutionelt monarki med et førstekammer bestående af personer valgt indirekte via lokale råd samt et andetkammer med personer, der var valgt ved direkte valg. I 1971 blev Riksdagen ændret til at bestå af ét kammer. Sverige har tradition for stor politisk deltagelse af almindelige mennesker i form af de mange folkelige bevægelser (Folkrörelser), hvoraf de mest markante er fagforeningerne, uafhængige kristne grupper, afholdsbevægelsen, kvindebevægelsen og i nyere tid bevægelsen for piratvirksomhed for intellektuel ejendom. Den stærke politiske interesse giver sig udslag i høje valgdeltagelser, som dog de seneste årtier har været for nedadgående til at ligge på omkring 80 %, men det seneste valg gav en stigning til 84,6 %. Svenske politikere har i en årrække nydt meget stor tillid hos befolkningen, men den er de senere år faldet betydeligt og ligger nu under den tillid, som de nordiske naboers politikere nyder i de respektive lande. Det juridiske system Det juridiske system er opdelt i retsinstanser, der håndhæver henholdsvis civile retssager og straffesager, samt specialretsinstanser, som har ansvaret for det juridiske forhold mellem offentligheden og regeringen eller andre offentlige myndigheder. Sveriges retssystem er opdelt i lokale retsinstanser (tingsrätter), regionale appelretsinstanser (hovrätter) og en højesteret (Högsta domstolen). Højesteret består af seksten dommere (justistieråd), som udpeges af regeringen, men er i øvrigt uafhængig af Riksdagen, og regeringen kan ikke blande sig i højesterets arbejde. Retshåndhævelsen udføres af flere landsdækkende instanser. Det svenske politi (Polisen) er en regeringsmyndighed, der løser politiopgaver. Den nationale indsatsstyrke er en specialenhed inden for den nationale kriminalitetsopklaringsafdeling. Säkerhetspolisen står for kontraspionage, anti-terroraktiviteter, beskyttelse af forfatningen og beskyttelse af sårbare objekter og personer. I en EU-undersøgelse fra 2005 blev kriminaliteten i Sverige bedømt til at være middel i forhold til de øvrige EU-lande. På trods heraf opfatter befolkningen risikoen for at blive udsat for kriminalitet for højere end i EU i gennemsnit. Det er især faren for at blive overfaldet, for kvinder for at blive udsat for seksualforbrydelser, for at blive udsat for hadkriminalitet samt for at blive bedraget i handel, der opfattes at være højere i Sverige end i det øvrige EU. Til gengæld er svenskerne ikke så bekymrede for at opleve indbrud, biltyveri eller narkotikarelateret kriminalitet. Udenrigsrelationer Gennem hele det 20. århundrede har Sveriges udenrigspolitik været baseret på princippet om ikke at indgå i alliancer i fredstid og neutralitet i krigstid. Den svenske regering har fulgt en uafhængig kurs om alliancefrihed i fredsperioder på en måde, så neutraliteten kunne opretholdes i tilfælde af krig. Sveriges neutralitetsdoktrin bliver normalt sporet tilbage til det 19. århundrede, idet Sverige senest var i krig i 1814 (mod Norge). Under anden verdenskrig opretholdt landet sin neutralitet ved hverken at tilslutte sig De Allierede eller Aksemagterne. Dette har været omdiskuteret, idet Sverige i visse tilfælde tillod Nazityskland at benytte svenske jernbaner til at transportere tropper og forsyninger, særligt jernmalm fra minerne i Nordsverige, idet jernet var vitalt for den tyske krigsmaskine. Omvendt bidrog Sverige også indirekte til forsvaret af Finland i Vinterkrigen og tillod træningen af norske og danske tropper i landet efter 1943. I koldkrigsperioden kombinerede Sverige sin politik om alliancefrihed og lav profil i internationale forhold med en sikkerhedspolitik baseret på en stærk national sikkerhed. Funktionen af det svenske militær var at afskrække fra angreb på landet. Samtidig opretholdt landet dog relativt tætte, men uformelle forbindelser med den vestlige blok, især inden for udveksling af efterretninger. I 1952 blev en svensk DC-3 skudt ned over Østersøen af et sovjetisk MiG-15-jagerfly. Senere efterforskning påviste, at DC-3'eren faktisk indsamlede informationer til NATO. Et andet fly, en Catalina SAR, blev et par dage senere sendt ud for at eftersøge DC-3'eren, men det blev også skudt ned af det sovjetiske luftvåben. Som et eksempel på, at svenskerne forsøgte at balancere sin politik, kan nævnes, at daværende statsminister Olof Palme besøgte Cuba i 1970'erne og markerede sin støtte til Cuba i taler i den forbindelse. Fra slutningen af 1960'erne forsøgte Sverige at spille en mere aktiv, men stadig uafhængig rolle på den internationale scene. Landet involverede sig betydeligt i internationale fredsforhandlinger, særligt via FN, og ofte i forhold til den tredje verden. Efter mordet på Olof Palme i 1986 og afslutningen af den kolde krig har Sverige taget en mere traditionel udenrigspolitisk rolle, men landet er fortsat aktivt involveret i fredsbevarende missioner og opretholder et betydeligt budget til ulandsbistand. I 1981 stødte en sovjetisk Whiskey-klasse ubåd "U137" på grund tæt på den svenske flådebase i Karlskrona. Efterforskningen har aldrig endegyldigt påvist, om ubåden satte sig fast på grund af navigationsfejl, eller om det var en fjendtlig spionagehandling med henblik på at skaffe viden om det svenske militær. Hændelsen bevirkede en diplomatisk krise mellem Sverige og Sovjetunionen. Siden 1995 har Sverige været medlem af den Europæiske Union, og som konsekvens af en ny sikkerhedsmæssig situation i verden har landets udenrigspolitiske doktrin siden til dels ændret sig, således at Sverige nu spiller en mere aktiv rolle i det europæiske sikkerhedssamarbejde. Militær Sverige opererer med et totalforsvar bestående af de væbnede styrker og civilforsvaret. De svenske væbnede styrker (Försvarsmakten) er et regeringsstyret organ, der refererer til den svenske forsvarsminister og er ansvarlig for de svenske militære operationer i fredstid. Den vigtigste opgave for styrkerne er at oplære og udsende fredsbevarende styrker til verdens brændpunkter samtidig med, at de skal opretholde det langsigtede mål med at kunne forsvare landet i tilfælde af krig. De væbnede styrker er opdelt i hæren, luftvåbnet og flåden. Den overordnede for de væbnede styrker er den Øverstbefalende (Överbefälhavaren, forkortet ÖB), som er den officer i landet, der har højest rang. Indtil 1974 var landets overhoved, kongen, pro forma øverste militære leder, men i praksis var det en klar vedtagelse op gennem det 20. århundrede af, at monarken ikke i praksis ville fungere som militær leder. Sidste gang, en svensk konge forsøgte at hævde sin ret til at bestemme og tilsidesætte regeringen i militær sammenhæng, var Gustav 5.'s aktion kort før første verdenskrig i den såkaldte "borggårdskrise". Kongens handling blev der opfattet som en bevidst provokation af den etablerede måde, hvorpå skulle regeres. Posten som Øverstbefalende blev oprettet i 1939; før den tid, fra slutningen af det 19. århundrede og frem, refererede de ledende officerer for henholdsvis hæren og flåden direkte til regeringen (og kongen), idet der ikke fandtes nogen øverste kommando for militæret inde for egne rækker. Indtil afslutningen på den kolde krig blev næsten alle unge mænd indkaldt til almen værnepligt. I de senere år er antallet af indkaldte mandlige værnepligtige faldet markant, mens til gengæld antallet af frivillige kvindelige rekrutter er steget lidt. I rekrutteringen er man efterhånden gået over til at udvælge de mest motiverede frem for de, der på andre måder er egnede til militærtjeneste. En lov tilsiger, at alle udsendte soldater skal være frivillige. I 1975 havde man 45.000 værnepligtige, mens tallet for 2003 var faldet til 15.000. Fra 1. juli 2010 er Sverige gået helt væk fra almen værnepligt og erstattet af en tre måneder lang frivillig grundtræning, hvorfra de militære styrker fremover henter deres folk. Svenske enheder har deltaget i fredsbevarende aktioner i Demokratiske Republik Congo, Cypern, Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Liberia, Afghanistan og Tchad. I de seneste år har en af de vigtigste opgaver for de svenske væbnede styrker været at etablere en svenskledet EU-kampgruppe med bidrag fra Norge, Finland, Irland, Letland og Estland. Denne nordiske kampgruppe kunne i 2008 være operationsklar på ti dage og havde, trods den svenske ledelse, sit hovedkvarter i Northwood ved London. Administrativ inddeling Sverige er en enhedsstat, som er inddelt i 21 län (provinser). I hver län er der en länsstyrelse, som er udnævnt af regeringen. Länsstyrelsen ledes af en landshøvding, som udpeges for seks år ad gangen. Länene har rødder tilbage til 1634, hvor de blev indstiftet af Axel Oxenstierna. Länsstyrelsernes hovedansvar er at koordinere udviklingen af länene ud fra de retningslinjer, der afstikkes i landspolitikken. I hver län er der også et landsting, som vælges ved direkte valg af länets befolkning. Hvert län er yderligere opdelt i en række kommuner, i alt 290 pr. 2005. Den politiske ledelse af kommunerne ligger hos de kommunfullmäktige, der træffer beslutninger om kommunale spørgsmål. Der kan være mellem 31 og 101 kommunfullmäktige i en kommune, afhængig af kommunens størrelse, og der afholdes valg hertil hvert fjerde år samtidig med valgene til Riksdagen. Kommunerne er opdelt i 2.512 församlinger (sogne). Denne opdeling stammer oprindeligt fra Svenska kyrkan, men anvendes desuden i forbindelse med valg og folketællinger. Der har også tidligere været andre historiske opdelinger af Sverige i provinser og regioner (landskap). De fleste svenskere føler endnu i dag en samhørighed med hjemmelandskapet snarere end med länet. Byer Listen omfatter byområder i Sverige, der i 2010 havde mere end 50.000 indbyggere. Uden for Stockholm defineres et byområde som et sted, hvor der ikke er over 200 meter mellem bygningerne. Geografi Sverige ligger i Nordeuropa på den østlige side af den skandinaviske halvø mellem 55. og 70. nordlige breddekreds og stort set mellem 11. og 25. østlige længdekreds (en del af øen Store Drammen ligger lige vest for 11. østlige længdekreds). Med sine 450.295 km² er Sverige arealmæssigt det 56. største land i verden, det fjerdestørste land i Europa og det største land i Norden. Landet grænser op til Norge mod vest og nord, til Finland mod nordøst og til Danmark via Øresundsforbindelsen mod sydvest. Der er maritime grænser til de tre nævnte lande samt til Tyskland, Polen, Rusland (Kaliningrad og selve Rusland, Litauen, Letland og Estland. De omgivende havområder er Bottenbugten og Bottenhavet, der er en del af Østersøen på øst og sydsiden af landet, mens Skagerrak, Kattegat og Øresund ligger mod sydvest. Sverige er en del af det geografiske område Norden. Det langstrakte kystområde mod øst til den Botniske Bugt og Østersøen påvirker klimaet i landet, og det samme gør de skandinaviske bjerge, den lange bjergkæde, der mod vest adskiller Norge og Sverige. Rigsgrænsen har siden det 18. århundrede ganske nøje fulgt vandskellet i denne bjergkæde. Elvene i det nordlige Sverige løber derfor som regel mod øst fra de skandinaviske bjerge og kan undertiden blive ganske brede (de såkaldte norrlandselve). Det sydlige Sverige består primært af landbrugsland, men landets mest udbredte landskabsform er skov, idet 60 % af det samlede areal (75 % af landarealet) er skovdækket. Sveriges skovareal udgør den vestligste del af den eurasiske taiga. Befolkningstætheden er størst i den sydlige del af landet, især i Mälardalen, Bergslagen, Øresundsregionen samt Västra Götalands län. I det sydlige Götaland, i det såkaldte sydsvenske højland, finder man en mangfoldighed af vandområder, både søer og elve, hvor de sidstnævnte løber i alle retninger på vej mod havet. Vandløbene er derfor som regel ikke nær så lange eller vandrige som elvene mod nord. I det mellemste Sverige og i Götaland finder man dog Sveriges største elv, når det gælder gennemstrømning og afvandingsområde i form af Klarälven-Göta älv, som blandt andet også omfatter søen Vänern. Sverige er usædvanligt rig på søer af alle størrelser. Landets laveste punkt er Hammarsjön nær Kristianstad på 2,41 m under havets overflade, mens det højeste punkt er Kebnekaise på 2.111 m over havets overflade. Landets største øer er Gotland og Öland, mens Vänern og Vättern er de største søer; Vänern er den tredjestørste sø i Europa efter Ladoga og Onega i Rusland. Sverige er 1.572 km fra nord til syd med en største bredde på omkring 500 km. Træ, vandkraft og jern er tre af landets vigtigste naturresourcer; derudover udvindes der også mangan (i Østersøen), kobber, bly, zink, guld, sølv, uran, arsenik, wolfram og feldspat. Natur Som følge af Sveriges store udstrækning i nord-sydlig retning er der store forskelle i vegetationen i landet. Man kan skelne på hårdførhedszoner (for plantede træer og afgrøder) samt på vegetationsregioner med den naturlige udbredelse af en lang række planter. Ud fra sidstnævnte perspektiv opdeler man Sverige i fem hovedregioner: Den sydlige løvskovsregion Den sydlige nåleskovsregion Den nordlige nåleskovsregion Fjeldbirkregionen Den træløse fjeldregion Karakteristisk for den sydlige løvskovsregion er, at den er en udløber af Nordvesteuropas løvskovsområde, men den mest markante faktor er dog fraværet af naturligt udbredte graner. Der findes områder tilplantet med gran, men på grund af de store afstande mellem årringene kan disse graner kun anvendes til papirproduktion. Fra 1980'erne har man i stigende grad igen plantet løvtræer på arealer, hvor der tidligere har været dyrket graner, bortset fra de steder, hvor granerne bruges til juletræer. Regionen omfatter vestkysten, store dele af Skåne og det sydlige Blekinge, og den præges af især af bøg samt ædle løvtræssorter. Elmen er dog næsten forsvundet på grund af elmesyge. På sandede arealer vokser der birk og skovfyr. Af mere eksotiske træsorter længst mod syd kan nævnes avnbøg og valnød. Syddelen af Öland tilhører den sydlige løvskovsregion, men udgør en undtagelse fra resten af regionen, idet granen her er naturligt udbredt. Den sydlige nåleskovsregion præges – som navnet siger – af nåletræer med indslag af blandt andet bøg og eg. Bøgens nordgrænse giver en opdeling af denne region i to underregioner. Bøg forekommer naturligt, blandet med nåletræer, indtil omtrent en linje fra midten af Bohuslän til Oskarshamnområdet med en eksklave på Västgötasletten. Den sydlige nåleskovsregions nordlige grænse bestemmes af grænsen for egens naturlige udbredelse. Den nordlige nåleskovsregion er præget af gran og skovfyr med indslag af birk, el, asp og lignende småtræer. Når der forekommer ædle løvtræer, er de i princippet altid plantet af mennesker. Den nordlige nåleskovsregion er en direkte udløber af den russisk-finske taiga. Jo længere man kommer nordpå, jo mere spredt bliver træbevoksningen. I Norrbottens län står træerne så spredt, at man knap kan tale om skov. I lavområderne op mod de store fjelde mod nord finder man fjeldbirkregionen, hvor fjeld-birken udgør den eneste større vegetation. Der forekommer desuden lavere bevoksning som blomster, lav og blåbærris. Kommer man over en vis højde i fjeldene finder man den træløse fjeldregion. Trægrænsens højde afhænger af breddekredsen og er for eksempel højere i bjergene i Dalarne end ved Riksgränsen. Denne landskabstype kan udgøres af gletsjer eller frilagt klippe, men også områder med lave sommervegetation hører til herunder. Klima Det meste af Sverige har tempereret klima med fire tydelige årstider og relativt milde temperaturer gennem hele året trods sin nordlige beliggenhed. Landet kan klimatisk set opdeles i tre områder: Den sydlige del har kystklima, den mellemste del har regnfuldt fastlandsklima, og den nordligste del har subpolarklima. Sammenlignet med andre lande på samme breddekreds er Sverige varmere og tørrere, hvilket skyldes påvirkningen fra Golfstrømmen. For eksempel har det centrale og sydlige Sverige meget varmere vintre end mange områder i Rusland, Canada og det nordlige USA. Som følge af landets nordlige beliggenhed varierer dagenes længde betydeligt. Nord for polarcirklen har man midnatssol i en del af sommeren samt polarnat i en periode om vinteren. I Stockholm er der dagslys omkring atten timer i slutningen af juni, mens der i slutningen af december blot er cirka seks timers dagslys. Der er mellem 1100 og 1900 timer med solskin om året i Sverige. Temperaturerne varierer meget mellem nord og syd. Den sydlige del af landet har varme somre og kolde vintre, mens den nordlige del har kortere, køligere somre samt længere, koldere og mere snefyldte vintre. Den højeste temperatur, der nogensinde er registreret i Sverige, er 38 °C, der blev målt i Målilla i 1947, mens den laveste temperatur er -52,6 °C målt i Vuoggatjålme i 1966. I gennemsnit falder der mellem 500 og 800 mm nedbør om året i Sverige, hvilket er noget under det globale gennemsnit. I den sydvestlige del af landet falder der mellem 1000 og 1200 mm, og i visse bjergområder mod nord op mod 1900 mm årligt. Mod syd falder blot omkring 10 % af nedbøren som sne, mens denne andel stiger mod nord, og særligt i den vestligste del af det allernordligste Sverige i bjergene mod Norge falder omkring halvdelen af nedbøren som sne. Herunder ses fire eksempler på klimaet i Sverige. Økonomi Økonomisk historie Sverige har siden jernalderen haft en omfattende udenrigshandel, som ofte har været baseret på ret få vigtige import- og eksportvarer. Eksporten har mest haft basis i landets råvarer, først og fremmest jernmalm og tømmer. I perioden, hvor Sverige blev samlet, fra omkring 1250 til slutningen af det 14. århundrede, blev handelen i Sverige domineret af tyske købmænd (det var først i det 17. århundrede, at Sverige selv blev en handelsnation), der især brugte Visby som basis. I det 16. århundrede var over 90 % af befolkningen beskæftiget i landbruget, og deres økonomi byggede på selvforsyning. De vigtigste importvarer var salt til konservering af levnedsmidler samt tekstiler for især at tilgodese de højere stænders behov. Eksporten var domineret af jernmalm og kobber. På den tid var Sverige et stærkt specialiseret råstofeksporterende land. I løbet af det 18. århundrede blev det svenske landbrug revolutioneret, hvilket medførte en yderligere ekspansion af den svenske økonomi. Revolution gav øget udbytte per person, højere grad af arbejdsdeling, øget markedsproduktion samt skabelse af kapital. Fra det 16. århundrede begyndte Sverige efterhånden at føre en merkantilistisk politik, noget der blev forstærket i det følgende århundrede. Den økonomiske ekspansion i stormagtstiden i et 17. århundrede indebar, at Sverige søgte at udvide sin handel mod Øst- og Centraleuropa. Dette mislykkedes dog, idet den russiske og polske eksport gik i andre retninger end mod Sverige. Derimod havde Sverige stort held med at afsætte sit kobber og jern i betragteligt større omfang på verdensmarkedet. Denne øgede ekspansion, der til dels byggede på subsidier, medførte fra midten af århundredet en forøget pengemængde og inflation (omkostnings- og prisstigninger) samt underskud på statens finanser. Det var handlen og industrien, der især havde statens bevågenhed i det 18. århundrede. I det 19. århundrede investerede staten betragtelige summer i infrastrukturen på den måde, at der blev dannet flere finansielle institutioner som banker. Omkring 1850'erne nærmede Sverige sig også liberalismens ideal, hvad angår frihandelsprincippet. Tolden på levnedsmidler blev sænket, alle eksport- og importforbud, bortset fra et forbud mod eksport af jernmalm (1809–1857), blev afskaffet. Fra midten af århundredet skete der gradvis en overgang til en endnu mere ureguleret markedsøkonomi i takt med industrialiseringens gennembrud. Store økonomiske forandringer fører til nye institutionelle ordninger, hvilket man ser fra slutningen af det 19. århundrede, hvor forøgelsen af industriarbejdet førte til dannelse af fagforeninger, sygekasser og arbejdsgiverforeninger. Det 20. århundrede var industriens århundrede, hvor industriproduktionen voksede voldsomt, modnedes og samtidig kontinuerligt forandrede sig. I 1960'erne var Sverige blevet et af de rigeste lande i verden, hvis man ser på BNI per indbygger. I dette årti oplevede Sverige med resten af Europa et økonomisk opsving, hvilket fandt sted på baggrund af en periode med øget frihandel. I 1970'erne steg det offentlige forbrug i Sverige, hvilket var med til at stabilisere økonomien i en periode med store konjunkturudsving. Der skete efterhånden en afmatning af værdistigningen, inflationen steg, og man fik en voksende arbejdsløshed, idet økonomien gik i stagflation. Mellem 1970 og 1990 faldt den økonomiske vækst kraftigt, hvilket skabte problemer i de offentlige finanser. Statens dereguleringspolitik i kombination med en stærkt ekspansiv finansiel politik i 1980'erne skabte en økonomisk krise i 1990'erne. Finanskrisen 1990–1994 blev skabt af en stærk lavkonjunktur med store underskud på de offentlige budgetter. Monetarismen kan siges at have fået større indflydelse på den økonomiske politik efter krisen i 1990'erne med dens prioritering af at stabilisere pengemængden for at dæmpe inflationen. En lavkonjunktur i kølvandet på den såkaldte dot com-boble fandt sted i perioden 2000–2002 og ramte den overvurderede it-sektor hårdt. Den svenske økonomi Sveriges valuta er svensk krone (SEK). Landets købekraftsjusterede bruttonationalprodukt var i 2011 på 384,6 milliarder internationale dollar. BNI per capita var samme år på 40.705 dollar. Den gennemsnitlige indkomst per indbygger var i 2010 på 28.400 SEK. I april 2013 var arbejdsløsheden i Sverige på 8,4 %, et stykke under EU-gennemsnittet på 11 %. Ungdomsarbejdsløsheden (alderen 15-24 år) var i samme måned på 24,7 %, hvilket er en smule over EU-gennemsnittet på 23,5 %. Arbejdsløsheden i Sverige var i den nævnte måned den højeste i Norden, både samlet, og hvis man betragter ungdomsgruppen alene. Sverige havde i 2011 den laveste lønspredning inden for OECD-landene. Sveriges økonomiske vækst er stor sammenlignet med de øvrige europæiske lande; i fjerde kvartal 2010 var væksten i BNI på hele 7,3 %. De vigtigste erhvervssektorer i Sverige er service, skovbrug, industri samt minedrift. Andre sektorer af betydning er jordbrug (de vigtigste jordbrugsprodukter er hvede, kartofler, sukkerroer og kvæg) og fiskeri. Sveriges vigtigste eksportprodukter omfatter maskiner, papir, træprodukter, jern, stål, køretøjer sammen med elektronik og telekommunikationsprodukter. Sveriges økonomi er stærkt rettet mod eksport og handel med udlandet; eksporten har de senere år udgjort omkring 50 % af landets BNI. Sveriges industristruktur består i usædvanlig høj grad af store, internationalt orienterede koncerner. Wallenberg-koncernen har haft en, sammenlignet med andre industrialiserede lande, usædvanlig stor indflydelse på den svenske børs og har på et tidspunkt kontrolleret over 30 % af børsværdien. Sverige har markedsøkonomi med en omfattende skattefinansieret offentlig sektor og derigennem udligning af indkomsterne. Private virksomheder står for cirka 90 % af landets industrielle produktion. Servicesektoren udgør cirka 70 % af BNI. Landbruget står for omkring 1 % af BNI og beskæftiger samtidig omkring 1 % af arbejdsstyrken. Landet har et moderne distributionssystem, fine interne og eksterne kommunikationsmidler og en veluddannet arbejdsstyrke. Handel med andre europæiske lande udgør en betydelig del af Sveriges udenrigshandel; Tyskland er samlet set den vigtigste handelspartner, fulgt af Norge. Maskiner og køretøjer stod for 41,9 % af eksportartiklerne i 2013. Sverige har været medlem af EUs indre marked siden 1995, men efter et nej ved folkeafstemningen i 2003 er landet ikke fuldgyldigt medlem af eurozonen. Sverige har været medlem af OECD siden dannelsen i 1961. Offentlige finanser Sveriges udbud af offentlige ydelser og socialforsikringer er omfattende. Skattetrykkets andel af BNI er blandt de højeste i verden. Den offentlige sektor har gennem de seneste år gennemgået en bevægelse mod etablering af offentlige selskaber samt privatisering. I nyere historie har de offentlige finanser ikke altid balanceret. Sverige har, særligt siden midten af 1970'erne, akkumuleret en statsgæld, der per 31. maj 2013 er på 1.211 milliarder svenske kroner. Dette giver en bruttogæld på cirka 32 % af BNI, svarende til 122.000 kroner per indbygger. BNI-andeler har dog været større, på omkring 80 %, men er siden slutningen af 1990'erne på vej nedad. Staten har samtidig store aktiver, og da aktiverne overstiger gælden, har Sverige ingen nettogæld, men har tværtimod reelt et overskud. Sverige havde i 2008 et nettokrav på 24 % af BNI over for omverdenen. Overskuddet er en følge af, at den offentlige sektor i det seneste tiår har opnået store budgetoverskud, i gennemsnit på cirka 2 % af BNI per år. I 2008 var overskuddet på 135 milliarder kroner, hvilket først og fremmest skyldtes salg af offentlige foretagender. Som en følge af det finansielle overskud, der ikke blev modsvaret af en øgning af indenlandske investeringer, har Sverige brugt 7 % af landets samlede ressourcer til kapitaleksport i de seneste ti år. En så stor kapitaleksport er usædvanlig blandt industrilandene. Den svenske centralbank – Sveriges Riksbank – fører en inflationsstabiliserende politik med et eksplicit inflationsmål på 2 % årligt. Nationalbankens beslutning må ikke påvirkes af de valgte politikere og er stærkt afhængig af renteudviklingen i euro- og dollarområderne. Sociale forhold Sverige ligger ifølge Human Development Index på syvendepladsen i verden målt på levestandard med indeksværdien 0,916 (af 1,0). Også på andre målinger ligger Sveriges velfærd højt. Ligheden i indkomst er blandt de højeste i verden med en Gini-koefficient på 23 per 2005, og fattigdomsniveauet i landet er et af de allerlaveste i verden, uanset om man ser på absolutte eller relative tal. Der har dog siden omkring år 2000 været tendenser til både øget indkomstulighed og fattigdom, og en opgørelse fra 2008 fra Tjänstemännens centralorganisation viste, at hver tredje arbejdsløs ikke var medlem af en arbejdsløshedskasse og var dermed blot garanteret en indkomst svarende til eksistensminimum. År 2015 var 71 procent af arbejdsstyrken medlem af en arbejdsløshedskasse. Social kapital og korruption Sverige er et af de lande i verden, der har den højeste sociale kapital, dvs. at tilliden borger til borger og borger til myndigheder er meget høj. En effekt af en høj social kapital er en lav korruption. Korruptionen i Sverige er i lighed med de fleste øvrige vesteuropæiske lande lav. På Transparency Internationals årlige liste ligger landet som nummer fire over, hvordan befolkningens opfattelse af korruptionen er, mens korruptionskontrollen er opgjort til 99 %. På listen over samle korruptionsindeks lå Sverige i 2011 på en fjerdeplads efter New Zealand, Danmark og Finland. Videnskab og teknologi Sverige har fostret en række markante navne inden for naturvidenskaben og teknologien. I 1739 blev Kungliga Vetenskapsakademien oprettet, og nogle af de første medlemmer heraf var Carl von Linné, fader til systematikken inden for biologien, og Anders Celsius, der har lagt navn til celsius-temperaturskalaen. En række store industrivirksomheder blev grundlagt af pionerer som Gustaf Dalén (AGA), der modtog Nobelprisen i fysik, Alfred Nobel, der opfandt dynamitten og grundlagde Nobelprisen, Lars Magnus Ericsson, grundlægger af Ericsson-telekommunikationsselskabet, mens Erik Wallenberg er ophavsmand til Tetra Pak, opbevaring af fødevarer. I nutiden er der fortsat fokus på videnskab og udvikling i Sverige. Samlet set gik i 2007 3,68 % af BNI (offentlige og private midler) til dette formål, den næststørste andel i verden. Statens udgifter til dette formål udgør 0,93 % af BNI, størst i verden. Blandt de europæiske lande topper Sverige, når det gælder offentliggørelsen af videnskabeligt arbejde, målt pr. indbygger. Uddannelse Børn i alderen 1-5 år er garanteret plads i børnehave (svensk: förskola, daglig tale: dagis). Der er undervisningspligt for børn i alderen 6 til 16 år, og en altovervejende del af børnene går i skole, enten kommunale eller private. I PISA-undersøgelser opnår de svenske 15-årige resultater, der er tæt på OECD-gennemsnittet. Efter afslutningen af 9. klasse fortsætter omkring 90 % af eleverne i gymnasiet, der i Sverige omfatter både bogligt orienterede og erhvervsorienterede retninger (svarende til de danske gymnasiale uddannelser og erhvervsgrunduddannelser). Skolesystemet i Sverige er overvejende skattefinansieret. Den svenske regering har behandlet offentlige og private skoler ens, efter at man i 1992 indførte begrebet skolpeng, et beløb til dækning af undervisning, der følger den enkelte elev. Dette princip var Sverige først efter Holland til at indføre, og det medfører, at private kan oprette en skole, som modtager et fast basisbeløb fra kommunen for de børn, der går i skolen. Skolefrokost er gratis for alle elever i Sverige, og skolerne tilskyndes til også at tilbyde morgenmad. Der er en række universiteter og andre højere læreanstalter i Sverige. De ældste er Uppsala Universitet, Lunds Universitet, Göteborgs Universitet og Stockholms Universitet. I 2003 havde 32 % af svenskerne en højere uddannelse, hvilket rakte til en femteplads blandt OECD-landene. I lighed med flere andre europæiske lande støtter den svenske regering internationale studerendes uddannelse i landet ved at betale for uddannelsen; dog har Riksdagen for nylig besluttet, at dette ikke længere gælder for studerende, der kommer fra lande uden for EU/EØS samt Schweiz. Infrastruktur Kollektiv trafik Siden 1983 har den kollektive trafik i Sverige været organiseret på län-niveau. I hvert län findes en trafikansvarlig, der har ansvaret for den kollektive trafik i länet. Den mest almindelige måde at organisere trafikken på er via et länstrafikselskab, som i mange tilfælde ejes ligeligt af landstinget og kommunerne i länet. Der findes dog også andre konstruktioner. Trafikselskabets opgave er at sikre lokal bustransport i større byer samt regional bustransport i länet. Nogle trafikselskaber driver også nogle jernbanebanestrækninger samt andre trafikformer. Rikstrafiken er en statslig myndighed, der har ansvaret for at sikre kollektiv fjerntrafik, dvs. trafik på tværs af länene, samt mere lokal kollektiv trafik i områder, hvor länene ikke selv ser sig i stand til at finansiere dette – først og fremmest i Norrland. Det statslige jernbaneselskab SJ, der tidligere har drevet de fleste strækninger i landet, fungerer på markedsvilkår og opererer i dag primært fjernruterne i landet, mens lokale strækninger i flere tilfælde er afgivet til private selskaber eller länstrafikselskaberne. Den kollektive trafik ud af landet er som hovedregel ikke offentlig støttet med trafikken til Narvik som en undtagelse. Energi Sveriges elproduktion er baseret på atomkraft og vandkraft. I 2011 stod vandkraften for 45,2 % af elproduktionen svarende til 67 TWh, mens atomkraften stod for 39,3 % svarende til 58 TWh. Landet har ti atomkraftværker fordelt på anlæggene i Forsmark, Oskarshamn og Ringhals. Vandkraften er koncentreret til opdæmninger af elvene i det nordlige af landet. Sverige har ingen udvinding af råolie og er dermed afhængig af import af dette. I 2012 importerede man 24 millioner m³ råolie. Veje Sverige har et vejnet på anslået 212.000 kilometer (pr. 2001). De sydlige dele af landet har det mest udbyggede vejnet. Det gælder frem for alt tætbefolkede områder som Skåne, Göteborg, den svenske vestkyst samt Östergötland og Stockholmsregionen, som har et omfattende vejnet. Mindre veje i tyndtbefolkede egne kan være grusveje. Det gælder især for Norrland, den nordligste halvdel af Sverige. Fra Skåne går der motorveje til Danmark over Øresundsbroen og til Göteborg, Stockholm og Uppsala. E4 på strækningen fra Helsingborg til Axmartavlan lige nord for Gävle holder to køreretninger fuldstændig adskilt, mens denne vej længere mod nord er i en noget mangelfuld stand. Der arbejdes med planer om at føre E4 uden om centrum i Sundsvall og Umeå. Desuden arbejdes der på at udbygge E6 fra Uddevalla til den norske grænse. Jernbaner Sveriges jernbanenet er blevet udbygget fra midten af det 19. til midten af det 20. århundrede, hvorefter en del strækninger, frem for alt i mindre befolkede områder, er blevet nedlagt. Den samlede jernbanestrækning omfattede i 2001 omkring 11.106 kilometer, hvoraf 9.400 kilometer er elektrificeret. Jernbanenettet er meget ulige fordelt i Sverige med flest jernbaner de tættest befolkede egne. Stockholm er et knudepunkt, hvorfra der er forbindelser til de fleste områder i landet samt til Danmark, Norge og – via jernbanefærge – til Tyskland. Strækningen via Haparanda til Finland bruges for tiden kun til godstransport. De områder, hvor togtrafikken er mest udbygget og afgangene hyppigst, er Stockholm og omegn, Göteborg og omegn samt Skåne. Blandt de områder, hvor jernbanenettet er mindst udbygget, findes de fleste i Norrland, og nogle områder har bare en eller to baner. Flytrafik I Sverige findes der et antal internationale lufthavne, hvoraf Arlanda ved Stockholm er den største med omkring 20 millioner passagerer årligt. Derefter kommer Landvetter ved Göteborg, Skavsta ved Stockholm, Sturup ved Malmø og Kallax ved Luleå i Nordsverige. Fra disse lufthavne opererer et antal internationale flyselskaber. SAS er fortsat det største selskab, men andre selskaber som Lufthansa og Ryanair har også markante andele af trafikken. Af andre internationale selskaber findes Finnair, Air France, British Airways, Continental Airlines og Aeroflot. Indenrigs er der sammen med SAS et antal selskaber, der flyver på de mest trafikerede strækninger, heriblandt Malmö Aviation og lavprisselskabet Norwegian. På de mindre strækninger opererer især Skyways og Nextjet, der også tilbyder videretransport med SAS. Søfart Søfarten har haft stor betydning for Sverige op gennem historien, ikke mindst fordi landet med sin geografiske beliggenhed i praksis kan betragtes som et ørige. Landet har en af Europas længste kyststrækninger og mange havne med gode dybdeforhold, og størstedelen – over 70 % – af udenrigshandelen foregår derfor via skib. Der var i 2008 registreret 262 lastfartøjer og samlet set 2141 fartøjer i Sverige, hvortil kommer en række fartøjer registreret i udlandet. De vigtigste havne er Göteborg, Stockholm, Helsingborg og Trelleborg. Telefoni I 2011 var der i Sverige 49 fastnettelefonabonnementer og 119 mobiltelefonabonnementer per 100 indbyggere. Fastnettelefonien er for nedadgående (58 abonnementer per 100 indbyggere i 2008), mens mobiltelefonien er stigende (108 abonnementer per 100 indbyggere i 2008). Demografi Sverige havde 9.580.424 per 30. april 2013. Befolkningstallet stiger med 60-80.000 om året, hvilket for tre fjerdedeles vedkommende skyldes overskud i migration (omkring 50.000 flere indvandrere end udvandrere i 2012). Befolkningstætheden er på 21,9 per km², og landet ligger som nummer 84 i verden efter befolkningstal og nummer 157 efter befolkningstæthed. Befolkningstætheden er overordnet set størst i det sydlige af landet. Den gennemsnitlige levealder for kvinder var i 2011 83,7 år og for mænd 79,8 år; disse tal er steget gennem en række år, hvilket skyldes en betragtelig formindskelse af dødeligheden som følge af hjerte/karsygdomme. Alderssammensætningen i 2012 var nogenlunde jævn for aldersgrupperne op til omkring 65 år, hvorefter andelene falder markant. Dog er andelen af børn omkring 10-15 år markant lavere end aldrene før og efter, hvor især aldersgruppen 20-25 til gengæld er lidt over gennemsnittet. Spædbarnsdødeligheden er en af de laveste i verden og var under 3 per 1000 indbyggere i 2010. Fertiliteten var i 2009 på 1,94 børn per kvinde. De første forfædre til nutidens svenskere ankom til Sverige for 12-13.000 år siden og bosatte sig først i Skåne-området. Den nyeste forskning tyder på flere forskellige veje til landet: Jæger-samlere fra Mellemøsten over Balkan, fra Centralasien via Sydeuropa, fra Centralasien lige vestpå, fra Sydøstasien via Sibirien samt stenalderagerdyrkere, som må være ankommet engang efter 4200 f.Kr. Yderligere forskning tyder på, at etniske svenskere for størstedelens vedkommende (cirka 80 %) stammer fra jæger-samlerfolkene og i mindre grad (cirka 20 %) fra de senere tilkommende agerdyrkere. Samerne har status som oprindeligt folk og indvandrede østfra for mellem 8000 og 5000 år siden. Der findes nu om stunder omkring 17.000 samer i Sverige. Mod nord indvandrede tidligt finner til Sverige, og efterkommerne af disse er især en gruppe, der taler tornedalsfinsk. En tilsvarende senere gruppe er sverigefinnerne, der blandt andet findes omkring Rattvik og omkring Orsa. Derudover er der indvandret romaer og jøder; begge disse befolkningsgrupper kendes tilbage til det 16. og 17. århundrede, men især fra det 19. århundrede. I det 17. århundrede indvandrede flere tusinder vallonere til Sverige. Efter anden verdenskrig er indvandringsmønsteret ændret, så det især har været folk fra de nordiske lande (Finland, Norge og Danmark), mellemeuropæere (tyskere, polakker, kroatere, albanere, serbere og bosniere), folk fra Lilleasien (tyrkere, irakere, iranere, kurdere, assyrere, syrere, libanesere) samt folk fra enkelte andre lande (Grækenland, Chile, Somalia), der er kommet til Sverige. Samlet set levede der i 2012 667.232 personer, svarende til 7 %, af udenlandsk herkomst i Sverige. Samme år var 1.473.256 personer i Sverige født i udlandet, deraf 875.227 med svensk statsborgerskab. Sprog 1. juli 2009 blev der vedtaget en lov, der officielt gjorde svensk til hovedsproget i Sverige, og som samtidig angiver, at svensk er det officielle sprog for Sverige i internationale sammenhænge. De anerkendte minoritetssprog i landet er samisk, meänkieli (tornedalsfinsk), finsk, romani og jiddisch. De to sidstnævnte sprog er såkaldte ekstraterritoriale, hvilket vil sige, at de ikke er bundet til bestemte områder eller regioner. De øvrige minoritetssprog har en stærkere stilling end de ekstraterritoriale, idet de personer, der taler de berørte sprog i visse kommuner har ret til at kontakte myndigheder og til ældrepleje på deres eget sprog. Ifølge lovgivningen skal der findes akademisk forskning og undervisning på hvert af de fem minoritetssprog ved mindst ét universitet i landet. Svensk tegnsprog har en stilling, der ligner de nationale minoritetssprog. Älvdalsk er i de senere år begyndt at blive betragtet som et selvstændigt sprog, men ikke endnu officiel status som minoritetssprog. Indvandring og udvandring Indvandringen i Sverige i middelalderen var beskeden set i forhold til den samlede befolkning, og den skete især i form af tyske købmænd og håndværkere i byerne. Fra det 17. til begyndelsen af det 19. århundrede var der restriktioner mod indvandring af personer, der ikke var protestanter, hvilket i den periode i praksis først og fremmest var katolikker og jøder. Efter anden verdenskrig steg indvandringen i Sverige kraftigt. I 1950'erne og 1960'erne kom der efterhånden et stigende antal indvandrere fra Sydeuropa til landet for at arbejde. I perioden 1941–2010 har Sverige taget imod 3.018.381 indvandrere, mens der i samme periode er udvandret 1.668.894. I perioden 1980–2011 i alt 395.929 asylansøgere fået bevilget permanent opholdstilladelse i landet, og af disse stammer størstedelen fra det tidligere Jugoslavien. I efterkrigstiden op til 1980 kom de fleste indvandrere fra Finland, Tyskland, Polen, Iran, det tidligere Jugoslavien, Vietnam, Chile, Argentina og Uruguay. Senere er mange indvandrere kurdere, assyrere, syrere, arabere, palæstinensere, marokkanere og andre folkeslag fra Mellemøsten og Nordafrika. I 2011 fik 12.726 asylansøgere bevilget opholdstilladelse i landet. I 2009 indvandrede 102.280 personer til Sverige, hvilket er rekord for et år; til denne gruppe hører dog også 13.985 oprindelige svenskere, der vendte tilbage til landet. Folkeslag med de største andele af indvandrere til Sverige i 2011 kan ses af tabellen herunder (gruppen af svenskere er folk, der har været udvandret, men er vendt tilbage igen): I 2011 udvandrede 51.179 svenskere til andre lande. Landene med flest modtagere af svenske udvandrere var: Religion Sverige er et af verdens mindst religiøse lande. Religionssociologiske undersøgelser viser, at et sted mellem 46 og 85 % af befolkningen kan kategoriseres som ateistisk, agnostisk eller ikke-troende (på Gud). Trods dette var 53,9 % af den svenske befolkning per 31. december 2021 medlemmer af Svenska kyrkan, en luthersk gren af kristendommen, men medlemstallet er nedadgående. Svenska kyrkan var tidligere statskirke i Sverige, og dens vilkår og eksistens foreskrives fortsat i en lov fra 1998. Loven trådte i kraft i 2000, da forholdet mellem kirke og stat blev ændret. Trods det relativt høje medlemstal af Svenska kyrkan er den religiøse aktivitet i form af deltagelse i gudstjenester ikke ikke særlig omfattende. Andelen af børn, der døbes, var i 2021 på 35,2 % af samtlige nyfødte og 57,9 % af de nyfødte med tilknytning til en kirke. Andelen af vielser, der blev foretaget i en kirke, var samme år 23,5 %, mens 66,8 % af begravelserne fandt sted i kirkeligt regi. En lang række andre religioner er repræsenteret i Sverige, blandt andet som følge af indvandringen fra mange forskellige dele af verden. Katolicisme, den græsk-ortodokse kirke, islam og frikirkelige menigheder er forholdsvis almindelige. Gruppen af muslimer var ud fra en løs definition på omkring 400.000 i 2006. Af denne gruppe anslås omkring 5 % (cirka 25.000) at være aktivt praktiserende religionen forstået på den måde, at de deltager i fredagsbønnen og beder fem gange om dagen). Andre religioner med mindre tilhængerantal er buddhisme, jødedom, hinduisme og bahai. Desuden er der små grupper, der bekender sig til moderne asetro samt den traditionelle samiske religion. Kultur Svensk kultur er en del af de nordiske, germanske og vestlige kulturområder. Den svenske kultur inden for musik, litteratur og musik kommer derfor primært til udtryk gennem disse traditioner. Den offentlige støtte til kulturen er omfattende i Sverige, og den folkelige opbakning til en række kulturelle aktiviteter er stor, blandt andet inden for korsang. Kønsforskellene er små i Sverige, der ligger på en fjerdeplads på globalt plan inden for dette område. Der er en ret liberal holdning til seksualitet, herunder homoseksualitet, i landet, og en lov fra 2009 har givet fuld ligestilling for homoseksuelle til ægteskab, både kirkelig og borgerlig. Helligdage Den svenske helligdagskalender består hovedsagelig af bredt udbredte protestantiske helligdage som jul og påske. Der fejres desuden en række årlige begivenheder, hvoraf nogle stammer tilbage fra førkristen tid. Blandt disse er midsommer, der afholdes den fredag og lørdag, der ligger nærmest den 21. juni. Om fredagen fejres midsommarafton med dans omkring majstangen (midsommarstången), hvilket oftest sker hen på eftermiddagen. Lørdagen er midsommardagen, der regnes som helligdag. Af andre fejringer kan nævnes valborgsaften 30. april, hvor der er tradition for at afbrænde bål. Sankta Lucia-dagen, 13. december, fejres med optog af børn, der bærer lys; dagen markerer også julens snarlige komme og vintersolhverv. Med en stærk arbejderbevægelse er 1. maj national fridag og her som i en række andre lande genstand for demonstrationer og taler, mens Sveriges nationaldag, 6. juni, siden 1995 ligeledes er fridag. Musik Sverige har en rig musikalsk tradition, der spænder fra middelalderlige folkeviser til moderne hiphop. Musikken hos de førkristne nordboer er gået tabt i historien, selv om man har forsøgt at genskabe den baseret på fund af instrumenter fra vikingebosteder. De instrumenter, man har fundet, omfatter luren, simple strengeinstrumenter, træfløjter og trommer. Det er muligt, at dele af vikingernes musiktraditioner har overlevet i den ældste svenske folkemusik. I nutiden er der en betydelig folkemusikscene i Sverige, hvor man dels dyrker musikken i dens oprindelige tradition, dels fortolker den i en nutidig kontekst, hvor folkemusikken for eksempel kan kombineres med moderne musikformer som jazz eller rock. I folkemusikken finder man undertiden det unikt svenske instrument nøgleharpen, der fx anvendes af den traditionelt orienterede gruppe Väsen; grupper, der kobler folkemusik med moderne elementer, omfatter blandt andet Kebnekajse, Hedningarna, Garmarna og Nordman. Samerne bidrager til musikken med den traditionelle joik, en sangform knyttet til den samiske, animalistiske åndelighed. Blandt de kendte komponister i den svenske musikhistorie finder man Carl Michael Bellman, der betragtes som noget af en nationalskjald, der har inspireret en række nyere visesangere. Inden for den klassiske musik finder man Johan Helmich Roman, der undertiden omtales som fader til den svenske musik. Han blev efterfulgt af komponister som Franz Berwald, romantikerne Hugo Alfvén, Wilhelm Peterson-Berger og Wilhelm Stenhammar. Modernismen repræsenteredes i Sverige af blandt andet Hilding Rosenberg, mens der inden for nyklassicismen kan nævnes Lars-Erik Larsson. Blandt de klassiske musikalske udøvere kendes internationalt en række svenskere. Jenny Lind, der i midten af det 19. århundrede turnerede verden over, blev kaldt den "svenske nattergal", og i det 20. århundrede opnåede Jussi Björling og Birgit Nilsson stor international succes. Endvidere kan nævnes dirigenten og korlederen Eric Ericson, der regnes som en af hovedmændene bag det svenske "kormirakel". I det 20. århundrede har den rytmiske musik fået stor gennemslagskraft i Sverige, og svenske musikere har inden for dette område haft betydelig international succes. Jazzen er repræsenteret af blandt andre Arne Domnerus og Lars Gullin, mens Björn Skifs og Abba var de første pop-rock musikere, der slog deres navne fast internationalt. Skifs nåede toppen på den amerikanske hitliste i 1974 med "Hooked on a Feeling", mens Abbas store succes indledtes med sejren i Eurovision Song Contest 1974 med sangen "Waterloo", som blev fulgt op af knap ti år med en succes, der er uden sidestykke i svensk musik. Flere andre navne har dog også opnået international succes siden, heriblandt Roxette, Ace of Base og The Cardigans. En række sangskrivere har ligeledes gjort sig bemærket på den internationale scene, blandt andet Denniz Pop, Max Martin og Thomas G:son. Inden for house/techno/eurodance kendes navne som Swedish House Mafia, Avicii, Basshunter og Eric Prydz uden for landets grænser. Inden for Sveriges grænser har dansebandmusikken haft stor succes siden 1970'erne med navne som Vikingarna, Thorleifs, Wizex og Lasse Stefanz. Litteratur Den første litterære tekst, man kender fra Sverige, er Rökstenen, en runesten fra omkring år 800. Med kristningen af landet omkring 1100 blev latin det gængse sprog for de skrivende munke, og der findes kun ganske få tekster på oldsvensk bevaret fra middelalderen. Det var først i det 16. århundrede, da det svenske sprog efterhånden blev standardiseret, at svensk litteratur begyndte at blomstre op. Standardiseringen af sproget skyldtes i stort omfang den fulde oversættelse af Bibelen til svensk i 1541, den såkaldte Gustav Vasa-bibel. Efterhånden som uddannelsesniveauet steg, og samfundet blev mere verdsligt, dukkede de første betydelige svenske forfattere op fra det 17. århundrede. Georg Stiernhielm var den første, der skrev egentlig svensksproget, klassisk poesi, mens Johan Henric Kellgren var den første, der skrev prosa i større sammenhænge. Af andre skribenter fra det 18. og 19. århundrede kan nævnes Carl Michael Bellman og August Strindberg, hvor sidstnævntes socialrealistiske teaterstykker fortsat spilles verden over. Fra det 20. århundrede kendes blandt andet de to Nobelprisvindere Selma Lagerlöf og Pär Lagerkvist. I nyere tid opnåede Astrid Lindgren kolossal succes over hele verden med sine børnebøger, og inden for den genre kender man også Gunilla Bergströms Alfons Åberg-bøger og Sven Nordqvists serie om Peddersen og Findus. Sverige har ligeledes opnået stor udbredelse inden for krimigenren med forfattere som Jan Guillou, Henning Mankell, Liza Marklund og Stieg Larsson. Billedkunst Svensk billedkunst har historisk set især været præget af strømninger fra det kontinentale Europa. De tidligste værker, man kender, er helleristninger i form af symboler, figurer og andre afbildninger, der kan dateres så langt tilbage som til 7000 f.Kr. En af de første, kendte billedkunstnere var Balle den Røde fra omkring år 1000. Med kristendommens indførelse fulgte også en ny form for ikonografi, og kirkerne i særligt det mellemste Sverige blev i stort omfang dekoreret med kalkmalerier, blandt andet af Albertus Pictor i det 15. århundrede. Fra Sveriges stormagtstid kendes billedkunstnere som David Klöcker Ehrenstrahl og Erik Dahlbergh, og i frihedstiden i det 18. århundrede fik kulturen et opsving, der blandt andet gav sig udslag i den specielle gustavianske stil med billedhuggeren Johan Tobias Sergel som en af eksponenterne. Den følgende periode med økonomisk stagnation gik ud over den etablerede billedkunst, men til gengæld blomstrede almuemaleriet i begyndelsen af det 19. århundrede. Denne folkelige kunstform er fastholdt op til nutiden. Mod slutningen af århundredet virkede to navne, der også var kendte uden for landet, nemlig Carl Larsson og Anders Zorn. I det 20. århundrede dukkede mange nye stilarter op, heriblandt modernismen repræsenteret ved blandt andre Gösta Adrian-Nilsson og ekspressionismen ved Sven "X-et" Erixson. Siden 1960'erne har der været et bredt spektrum af billedkunstformer og kunstnere, hvoriblandt kan nævnes Lars Vilks. Teater og scenekunst Den svenske scenekunsts centrum er Dramaten i Stockholm. Her har instruktører som Ingmar Bergman og Lars Norén sat flere forestillinger op. I den lettere genre kender man blandt andet Povel Ramel samt parret Hans Alfredson og Tage Danielsson kendt som HasseåTage. Abba-musikerne Benny Andersson og Björn Ulvaeus har siden gruppens opløsning blandt andet skabt flere musicals, der også har haft succes internationalt. Film Sverige var tidligt en filmmæssig stormagt med instruktører som Victor Sjöström og Mauritz Stiller, der skabte betydelige stumfilm, inden de sammen med stjerneskuespilleren Greta Garbo drog til Hollywood, et eventyr, der for Stillers vedkommende dog ikke blev forløst. Efter en periode i 1930'erne med fokus på folkekomedier var folk som Alf Sjöberg og Gustaf Molander under anden verdenskrig med til at hæve det kunstneriske niveau og derved bane vejen for svensk films mest kendte instruktør, Ingmar Bergman, der fik sit gennembrud i 1950'erne med film som Det syvende segl og Ved vejs ende, der gav ham et navn over hele verden. Hans film Jomfrukilden og Som i et spejl blev belønnet med Oscar for bedste fremmedsprogede film to år i træk, og film som Persona, Hvisken og råb, Høstsonaten samt Fanny og Alexander (sidstnævnte også lavet som tv-serie) var med til at cementere hans ry. Bergmans mangeårige filmfotograf Sven Nykvist blev også bemærket og arbejdede desuden sammen med internationale instruktører som Woody Allen, Roman Polanski, Andrej Tarkovskij og Nora Ephron. Blandt de øvrige instruktører, der markerede sig i anden halvdel af det 20. århundrede, var Vilgot Sjöman, der især blev kendt for sine seksuelt frigjorte Jeg er nysgerrig-film, samt Bo Widerberg, der blev Oscar-nomineret tre gange for blandt andet filmene Oprøret i Ådalen og Lærerinden. Senere fulgte Lasse Hallström, der fik et stort gennembrud med Mit liv som hund, og som har fået en stor Hollywood-karriere med film som Æblemostreglementet og Chocolat. Andre nyere navne er Roy Andersson med film som Sange fra anden sal og Lukas Moodysson med Fucking Åmål og Lilja 4-ever. Ud over Garbo har en række andre svenske skuespillere markeret sig internationalt. Der kan nævnes Ingrid Bergman, Max von Sydow, Stellan Skarsgård, Lena Olin og Noomi Rapace, der alle har optrådt i store Hollywood-produktioner samt i andre internationale sammenhænge. Arkitektur Inden det 14. århundrede var de fleste bygninger opført i tegl eller af træ, men efterhånden forskød dette sig imod sten som byggemateriale. Blandt de tidligste svenske stenbygninger var romanske kirker på landet. Mange af kirkerne i Skåne er i realiteten danske, da området på det tidspunkt var dansk. Således er Lund Domkirke fra det 12. århundrede i dansk tradition lige som den noget ældre kirke i Dalby, mens en række andre kirker er opført i hanseatisk tradition, som kirkerne i Ystad, Malmø og Helsingborg. Katedralerne i de øvrige dele af Sverige blev opført, så de også var boliger for biskopperne. Skara Domkirke blev bygget i tegl i det 15. århundrede, og Uppsala Domkirke blev opført i det 16. århundrede. Fundamentet til Linköping Domkirke blev lagt i 1230, det anvendte materiale var kalksten, og opførelsen tog 250 år. Blandt de øvrige ældre bygningsværker finder man vigtige fæstningsværker som Borgholm Slot og Visby-ringmuren. Omkring 1520 i Gustav Vasas regeringstid begyndte opførelsen af store herregårde, fæstningsværker og slotte. Nogle af de mest imponerende af disse er Kalmar Slot, Gripsholm Slot og Vadstena Slot. De følgende par århundreder var domineret af barok efterfulgt af rokoko. Kendte projekter fra den tid omfatter Karlskrona, hvis centrale del er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste, samt Drottningholm Slot. I forbindelse med Stockholmudstillingen i 1930 fik funkis-stilen sit gennembrud og kom til at dominere arkitekturen de følgende årtier. Et vigtigt projekt i denne stil var millionprogrammet fra 1960'erne og 1970'erne. Den nyeste tendens i svensk arkitektur er skyskrabere, som ellers ikke er udbredte i Norden. Især Malmø og Stockholm har eksempler på skyskrabere på 80 m og højere, men de forekommer typisk enkeltstående i modsætning til i nogle forretningskvarterer i store byer i resten af verden. Turning Torso i Malmø var indtil 2022 den højeste skyskraber i Norden og den næsthøjeste beboelsesbygning i Europa. Den højeste svenske skyskraber er Karlatornet med 245 meters højde. Medier Svenskerne er et af de mest avislæsende folk i verden, og næsten alle byer har en lokal avis. De største morgenaviser er Dagens Nyheter (liberal), Göteborgs-Posten (liberal), Svenska Dagbladet (liberal/konservativ) og Sydsvenska Dagbladet (liberal). De største aftenblade er Aftonbladet (socialdemokratisk) og Expressen (liberal). Den reklamefinansierede gratisavis Metro International opstod i Stockholm. Sveriges radio- og tv-udsendelser var i mange år statsmonopoliseret, og licensfinansieret radioudsendelse begyndet i 1925. En ny kanal åbnede i 1954, og en tredje kanal i 1962 som modsvar til piratradioudsendelser. I 1979 blev der åbnet for ikke-kommercielle nærradiostationer og i 1993 for kommercielle stationer. Licensbaseret tv-transmission blev indledt i 1956, og den blev suppleret af en ekstra ekstra kanal i 1969. De to kanaler, som siden slutningen af 1970'erne har været drevet af Sveriges Television, havde monopol indtil 1980'erne, hvor kabel- og satellit-tv blev mulig. Den første svenske satellit-station var TV3, som indledte sine udsendelser fra London i 1987. Den blev fulgt op af Kanal 5 i 1989 og TV4 i 1990. I 1991 vedtog Riksdagen at tillade kommercielle kanaler at bruge det jordbaserede udsendelsesnet, og TV4 blev den første station, der fik tilladelse hertil og begyndte transmissioner ad den kanal i 1992. Omkring halvdelen af befolkningen er forbundet til kabelnet. Digitale transmissioner blev indledt i 1999, og den sidste analoge udsendelse fandt sted i 2007. Det svenske køkken Det svenske køkken er i lighed med de øvrige nordiske køkkener traditionelt nøjsomt. Fisk (særligt sild), kød, kartofler og mælkeprodukter spillede fra tidens morgen centrale roller i føden. Brugen af krydderier var begrænset. Blandt de kendte svenske retter er köttbullar (traditionelt serveret med sovs, kartofler og tyttebærsyltetøj), pandekager, ludfisk samt smörgåsbord. Akvavit er en populær destilleret spiritus, der har en stor kulturel betydning. Knækbrødet har en lang tradition, der er bevaret og tilpasset nutidens behov, mens surströmming (fermenteret sild) er en særlig nordsvensk specialitet, hvis rygte (måske i højere grad end selve retten) kendes over store dele af verden. Maden har en vigtig placering i en række svenske traditioner. Til julen hører blandt andet juleskinke, sylte og forskellige fiskeretter som sild og laks, ved midsommer spises der ofte marinerede sild med nye kartofler og rømme efterfulgt af jordbær med fløde, i sensommeren er der tradition for krebsegilde og mortensaften spises gås. Sport Svenskerne er meget sportsglade, og mere end halvdelen af befolkningen er aktive i organiseret sport. De to mest populære sportsgrene tilskuermæssigt er ishockey og fodbold. Fodbold er endvidere den idræt, som har flest organiserede medlemmer, fulgt af forskellige former for hestesport. Derefter følger golf, atletik, håndbold, floorball, basketball og bandy. Svensk idræt har fostret mange store resultater i tidens løb. Tre Kronor, det svenske ishockeylandshold, er et af det allerbedste i verden med adskillige VM- og OL-titler, heriblandt VM-titlen for 2013. Sveriges fodboldlandshold har flotte VM-resultater at se tilbage på, idet det blev til VM-sølv på hjemmebane i 1958 samt bronze i 1950 og 1994. En af nutidens helt store fodboldstjerner, Zlatan Ibrahimovic, er omdrejningspunktet på landsholdet i disse år. Herrehåndboldlandsholdet var i en årrække i 1990'erne og først i 2000'erne et af verdens allerbedste hold og vandt i den periode to VM-, fire EM- og tre OL-guldmedaljer. Blandt de individuelle sportsgrene har flere svenskere gjort sig bemærket i blandt andet atletik, heriblandt Carolina Klüft og Stefan Holm, og en gylden generation af svenske tennisspillere vandt talrige Grand Slam-titler fra 1970'erne op til 1990'erne med Björn Borg, Mats Wilander og Stefan Edberg i spidsen. I en periode var svenske bordtennisspillere nogle af de få, der kunne matche de ellers så suveræne kinesiske spillere; Jan-Ove Waldner var en af svenskernes spydspidser med adskillige VM-, EM- og OL-medaljer. Af andre svenske stjerner kan nævnes bokseren Ingemar "Ingo" Johansson, skiløberen Ingemar Stenmark og golfspilleren Annika Sörenstam. Sommer-OL blev afholdt i Sverige i 1912, og slutrunden om VM i fodbold fandt sted i landet i 1958. Også andre store mesterskaber har fundet sted i Sverige, heriblandt EM i fodbold, samt inden for ishockey, curling, skisport, svømning og atletik. Noter og referencer Litteratur Kjellberg, Anders (2000) "Facklig organisering och partsrelationer i Sverige och Danmark" , i Flemming Ibsen & Steen Scheuer (red.) Septemberforliget og det 21. århundrede. Historiske perspektiver og fremtidens dilemmaer, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København 2000, sid 53-68. Eksterne henvisninger VisitSweden.com – Den officielle svenske hjemmeside for rejse- og turistinformation Skiferie – Turistinformation & oplevelser för Skiferie i Sverige Sydsverige.dk – dansk portal med rejse- og turistinformation Kulturelle forskelle mellem Danmark og Sverige – Dansk-svensk referencemateriale med citater og links til primær/sekundærkilder på nettet. Konstitutionelle monarkier Medlemsstater af Europarådet Kongeriger Monarkier i Europa

168

https://da.wikipedia.org/wiki/Sport

Sport

Sport som begreb forbindes generelt med konkurrence. Den internationale sportsorganisation SportAccord definerer ligeledes begrebet "sport" som et begreb, hvor der skal indgå et konkurrencemoment. Sport udøves under fastsatte regler, således at der kan konkurreres enten individuelt eller holdmæssigt mod modspiller(e). Historie De første konkurrencer i Danmark fandt sted efter engelsk forbillede i sidste halvdel af 1800-tallet. Sporten havde sit udspring i adelige friluftsaktiviteter og senere vandt indpas i borgerskabet, hvorefter industrisamfundets arbejdere tog sporten til sig. Der opstod således sportskonkurrencer og sportsklubber inden for flere discipliner. Sportens værdier flugtede med industrisamfundets værdier som sigtede på at producere og forbedre resultater og rekorder. Sportens idémæssige og moralske baggrund bygger på engelsk ’gentlemankultur’ og amatøridealer. Den franske baron Pierre de Coubertin kombinerede de moderne engelske sportsidealer med de antikke græske lege og bidrog med ’olympismen’ til genfødslen af de olympiske lege i 1896. Dansk Idræts Forbund (DIF) blev stiftet den 14. februar 1896 , hvor formålet var at varetage sportsforeningernes interesser. Bevæggrunden for stiftelsen af DIF var idéen om at få konstrueret ensartede amatør- og konkurrenceregler samt at få etableret en organisation, der kunne varetage sportens interesser over for offentlige myndigheder. Sportsorganisationer Den største paraplyorganisation for dansk sport eller idræt hedder Danmarks Idræts-Forbund, der organiserer adskillige specialforbund, der igen repræsenterer endnu flere sportsgrene. Foruden disse organisationer eksisterer der mange klubber, der i foreningskulturen tilbyder mangfoldige sportsgrene, men som ikke er organiseret under omtalte organisationer, selvom der kan være tale om de samme sportsgrene. Sport er opdelt i mange forskellige sportsgrene. Overordnet kan sportsgrenene inddeles i indenfor stående overkategorier: Atletik f.eks. maratonløb, diskoskast, stangspring, etc. Boldspil f.eks. fodbold, håndbold, qianball, etc. Cykling f.eks. landevejsløb, etapeløb, enkeltstart, etc. Frisbeespil f.eks. ultimate, discgolf, Double Disc Court, freestyle frisbee og guts frisbee. Gymnastik f.eks. barre, rytmisk gymnastik, trampolin, dans, etc. Kampsport f.eks. boksning, fægtning, taekwondo, den moderne form for kendo, etc. Luftsport f.eks. svæveflyvning, hanggliding, faldskærmsudspring, etc. Motorsport f.eks. formel 1, speedway, bilorienteringsløb, etc. Multisport f.eks. triatlon, duatlon, biatlon, etc. Vandsport f.eks. dykning, kapsejlads, vandpolo, etc. Vintersport f.eks. curling, skihop, langrend, etc. Sport med dyr f.eks. travløb, agility, military, etc. ESport f.eks. csgo, league of legends, dota 2, etc. Se også listen over sportsgrene. Olympiske Lege Sportsgrenene kan via deres nationale sportsorganisation kan søge optagelse på det olympiske program. Nationale sportsorganisationer Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger Danmarks Idræts-Forbund Dansk Atletik Forbund Internationale sportsorganisationer SportAccord (Sportsorganisation der organiserer internationale sportsforbund) EAA (European Athletic Association) IAAF (International Association of Athletics Federation) Eksklusion af sportsdiscipliner E-sport Af Danmarks Idrætsforbunds Årsrapport fremgår det, citat: Efterfølgende har formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, stadfæstet DIF's holdning overfor e-sport i januar 2017, citat: Korruption og bestikkelse i sport Der eksisterer flere eksempler på korruption i sportsverden. I år 2016 brugte Englands landstræner i fodbold, Sam Allardyce, sin stilling til at forhandle en aftale på 400.000 pund samt tilbyde vejledning af forretningsfolk i at "omgå" Football Association-regler. Se også Idræt, olympiske sportsgrene, amatør, professionel, motion, nøgenhed i sport, sportswashing Referencer Eksterne henvisninger Kultur

171

https://da.wikipedia.org/wiki/S

S

S, s er det 19. bogstav i det latinske alfabet og i det danske alfabet. Andre betydninger Tegnet S, s har mange betydninger S er kemisk symbol for svovl s er forkortelse for SI-tidsenheden sekund S er forkortelse for SI-enheden siemens S er forkortelse for kompasretningen syd $, dollartegnet, er tegnet for valutaen dollar S er kendingsbogstavet for motorkøretøjer fra Sverige S er partibogstav for Slesvigsk Parti S bruges i aviser og andre medier som forkortelse for Socialdemokraterne, selvom deres partibogstav er A S Stuttgart, Nummerplade S er i stelnumre VIN-kode for modelår 1995 Eksterne henvisninger Latinske bogstaver

173

https://da.wikipedia.org/wiki/Skonnert

Skonnert

En skonnert er i skibsterminologi betegnelsen for et skib rigget med to eller flere skonnertriggede master; et hurtigtgående fartøj med minimum fokkemast og stormast, som bærer langskibs sejl på alle master, som dog også kan føre råsejl på fokkemasten enten som topsejl eller som bredfok. I vore dage betegner skonnert et sejlskib med to master med gaffel- eller bermudarig og med den agterste mast højest. Tremastede skonnerter har for det meste tre lige høje master. Orlogsskonnerter I sømilitær sammenhæng var skonnerterne ret ubetydelige. De blev brugt på linje med brigger som vagtskibe og til opmåling og udforskning af farvande. Da artilleriet blev kraftigere fra 1850'erne, fik de en ny karriere som en slags søgående kanonbåde. Fra 1861 til 1876 blev der bygget seks danske orlogsskonnerter. Se også Transport Eksterne henvisninger Links Skonnerten Martha, se endvidere Skonnerten Martha Skibstyper

174

https://da.wikipedia.org/wiki/Skrog%20%28flertydig%29

Skrog (flertydig)

Skrog kan henvise til flere artikler: Skrog (fjerkræ) – afpillet skelet af fjerkræ Skrog (person) – svag person Skrog (frugt) – betegnelsen for den uspiselige del af en frugt Skibsskrog – skibets 'krop'

175

https://da.wikipedia.org/wiki/Sk%C3%B8de%20%28skibsterminologi%29

Skøde (skibsterminologi)

Et skøde er i skibsterminologi betegnelsen for en line, der bruges til at styre et sejls underkant. Skibsterminologi

176

https://da.wikipedia.org/wiki/Spant

Spant

Spant er i skibsterminologi betegnelsen for det tømmer og/ eller stål, der udgør skibets skelet. Elementer i en flyvemaskines skelet kaldes også spanter. Spanternes primære opgave er fastgørelse af skibsklædning samt afstivning af fartøjets konstruktion. For stålskibe blev skibsklædninger tidligere fastgjort og samlet ved nitning, i dag anvendes næsten altid svejsning. Flere spantesystemer er i anvendelse, blandt andet langskibs-, tværskibs- og kombinerede systemer. Spanterne tjener til at give skibet form og styrke og kan betragtes som skibets sideben, udgående fra kølen, der er skibets rygrad. De egentlige spanter ligger i et plan lodret på skibets diametralplan, det midterste og bredeste benævnes midterspantet. I skibets ender danner spanter en større eller mindre vinkel med diametralplanet, de benævnes kantespanter. På spanter befæstes skibets klædninger og dæksbjælkerne, der bærer skibsdækkene. I træskibe er spanter dannet af to lag, hvis enkelte stykker forløber hinanden, det ene består af bundstokken, et buet stykke tømmer, der med midten af sin bugt hviler på kølen, den forlænges opefter med en eller flere oplængere efter skibets størrelse og øverst hangeren; det andet lag består nederst af sitterserne, der støder mod hinanden oven på kølens midte, opefter forløber de ligeledes i oplængere og ender i stødholter. Spanter sammenboltes til et hele og fastholdes endvidere til kølen ved kølsvinet, en svær bjælke, der går fra stævn til stævn langs kølen oven på spanter. Kølsvin og spanter boltes til kølen med lange kobberbolte. Disse spanter kaldes fastespant, mellem dem anbringes lettere byggede spanter, fyldespanter. I jernskibe er spanter sammenbyggede af plader og vinkler og består af bundstok, der er en plade, der går fra kiming til kiming, og hvortil spantevinklen nittes; på modsat side af denne nittes kontravinklen, og oven over bundstokken nittes spanter og kontravinkel sammen. I større jernskibe haves ogsaa langskibs s., de saakaldte stringere, til at give langskibsstyrke. Spantebukke er bukke, der benyttes til at rejse spanter på beddingen, hvor skibet bygges. Spanteloft er et stort loftsgulv, hvorpå samtlige spanter til et skib opridses i fuld størrelse. Spanterids er en tegning, der viser formen af alle skibets spanter. Eksterne henvisninger Salmonsens Konversationsleksikon, bind XXI, s. 1059 (opslag: Spanter) Skibsterminologi

177

https://da.wikipedia.org/wiki/Stag

Stag

Stag er i skibsterminologi betegnelsen for en line (typisk en stålwire) der afstiver masterne i skibets længderetning. Betegnelsen bliver også brugt om en beslægtet anvendelse i konstruktionen af broer, de såkaldte skråstagsbroer, hvor skrå stag, som kan være indstøbt i beton, holder brodækket oppe. Kilder Skibsterminologi

178

https://da.wikipedia.org/wiki/Stagsejl

Stagsejl

Et stagsejl er i skibsterminologi betegnelsen for et trekantet sejl, der som regel sættes på stag mellem skibets master eller som forsejl. Skibsterminologi

179

https://da.wikipedia.org/wiki/Stang%20%28skibsterminologi%29

Stang (skibsterminologi)

En stang er i skibsterminologi betegnelsen for en ekstra sektion, som forhøjer den egentlige mast. Skibsterminologi Energioverførsel

180

https://da.wikipedia.org/wiki/Styre%C3%A5re

Styreåre

En styreåre er i skibsterminologi betegnelsen for en bredbladet åre på skibets styrbords side, som man styrer skibet med. Romerske skibe havde en styreåre på hver side i skibets agterende, forbundet med en tværstang. Ved at skyde stangen til den ene eller anden side kunne rorgængeren ændre stillingen på begge ror samtidig. Vikingernes skibe var udstyret med én styreåre på højre side. Derfor kaldes højre side af skibe endnu i dag for styrbords side (venstre side kaldes bagbords side). I den tidlige middelalder begyndte man at konstruere skibene med et stavnror centreret i forlængelse af skibets køl. Dette var mere hensigtsmæssigt end én styreåre, da det ikke stak dybere end det øvrige skib, og styrede lige effektivt uanset om skibet krængede til den ene eller den anden side. Der har også eksisteret skibe med to styreårer, antagelig dog kun brugt en ad gangen, i den læ side. Se også Ror Eksterne henvisninger Lawrence V. Mott, The development of the rudder, Texas A&M Press, 1997. . Skibsterminologi Energioverførsel

181

https://da.wikipedia.org/wiki/St%C3%A6vn

Stævn

En stævn eller stavn er i skibsterminologi betegnelsen for den ene ende på et skib, som regel forstavnen, men undertiden også agterstavnen. Skibsterminologi

182

https://da.wikipedia.org/wiki/Skibstyper

Skibstyper

Skibstyper er et begreb som kan anvendes gruppevis på forskellige skibe og fartøjer i forbindelse med deres oprindelse, opbygning, konstruktion, anvendelse, funktion etc. Gruppering Fiskeri Fiskekutter Fiskesmakke Hvalfanger Kutter Trawler Fragtskibe (Cargofartøjer) Bulk carrier – massegodsskib som transporterer malm, kul og andet bulkgods. Coaster – mindre fragtskib til brug i mindre farvande. Containerskib Gastanker – til transport af LNG-, LPG- og andre gasarter med samme fysiske egenskaber Kemikalietanker – Solvent- og produkttanker til transport af farlige stoffer Køleskib Supertanker (skib) Ro-Ro skibe (Roll on/Roll off) Fyrskibe Færger Cruisefærge Færge Jernbanefærge Hjælpefartøjer Forsyningsskib (offshore) Isbryder Redningsbåd Slæbebåd Krigsskibe Aviso Fregat Forsyningsskib (militær) Hangarskib Hjemmeværnskutter Kanonbåd Kaperskib Korvet Krigsskib Krydser Landgangsskib Linjeskib Minelægger Minerydningsfartøj, Minestryger Patruljefartøj Slagskib Torpedobåd Undervandsbåd Lystfartøjer 12-meter Havkapsejler Kragejolle Lystbåd Mindre fartøjer Chalup Færøbåd Jolle Kajak, Nau Konebåd Lægter (lastfartøj) Sivbåd Udriggerkano, Proa Passagerskibe- og både Krydstogtsskib – et ofte spektakulært passagerskib, der anløber destinationer med turister Sejlskibe Bark Barkentine Brig Brigantine Evert – fladbundet sejlskib til sejlads på lave vanddybder Fløjte (skib) Fuldrigger Galease Hukkert Jagt (skib) Ketch Klipper Krejert Kuf Kogge Lugger Pinasse Sjægt Skonnert Skonnertbrig Skude Slup Smakke Snau Tjalk Snekke Yacht Yawl Windjammer Specialskibe Boreskib – skib til boring efter olie. Bugserbåd Flydekran – fartøj til håndtering af svært materiel på vanskeligt tilgængelige steder. Heavyliftskib Inspektionsskib Kabelskib – skib til nedlægning af el- og telefonkabler etc. på sø- og havbund. Pram, Mudderpram Udenfor gruppering Birem – skib fra oldtiden Caravela rotunda Dampskib Hovercraft – luftpudefartøj drevet af luftpropellere. Hjuldamper Hydrofoilfartøj Dhow Dromon Galej Galeoth Galleon Junke Karavel Karak Katamaran Kongeskib Kølbåd Langskib Long-tail båd Trimaran Trier Vikingeskib Ostindienfarer

183

https://da.wikipedia.org/wiki/Styresystem

Styresystem

Et styresystem, operativsystem eller styreprogram (kort OS) er en samling af systemsoftware til at håndtere adgangsrettigheder, resurser og yde fælles services for andet software, som kører "ovenpå" dem. Overvågningsprogrammer, bootloadere, kommandofortolkere og skrivebordsmiljøer er dele af styresystemets kernekomponenter. Styresystemet er i ikke-flygtig digital hukommelse (ROM) - eller hentes til flygtig digital hukommelse (RAM), via en bootloader under opstart af et computersystem. (Det er ikke obligatorisk med et eksplicit styresystem på et computersystem, fx har mange indlejrede systemer et monolitisk program, som håndterer apparatet, de er en del af.) Formålet med et styresystem er at tilbyde administratorerne, programmørerne og slutbrugerne en lettere administrationsgrænseflade, programmørgrænseflade og slutbrugergrænseflade - uanset grænsefladetype, som fx kan være en kommandofortolker eller et skrivebordsmiljø. Det som folk nu om stunder forbinder med begrebet, består af flere del-elementer hvoraf en del tidligere blev anset som værende separat fra styresystemet. Hvad der "hører sig til" et styresystem er også noget der varierer i forskellige kredse. Fx var det i MS-DOS almindeligt at teksteditorer, tekstbehandlingsprogrammer og regnearksprogrammer havde hver deres samling af printerdrivere og hver deres samling af skrifter. De forskellige printerdriver og skrifter (med egen softwarelicens) var typisk inkompatible med andre programmer. Nyere styresystemer har overtaget forvaltningen af fx printerdrivere og skrifter. Det betyder i princippet at uanset hvilket program som anvendes på styresystemet, haves adgang til alle printerdrivere og skrifter. Hvis man senere får eller køber flere printere (med printerdrivere) og flere skrifter, skal de kun installeres én gang i styresystemet. Det sparer arbejdstid og evt. fejlfinding, da man ikke behøver at have og installere separate printerdrivere og skrifter i sine programmer. Elementer i et styresystem Følgende viser hvilke dele der kan være i et moderne styresystem: Kernen (på engelsk kernel) er den centrale del af et styresystem. Dens opgave er at kontrollere ressourcer som hukommelse (ram) og tilgang til datalagerplads og eksterne enheder samt at fordele CPU-ressourcer til de forskellige applikationsprogrammer. Drivere, moduler eller sub-systemer, hvis formål er at standardisere grænsefladen til forskellig hardware eller software. Det kan være standard-printer-drivere der "oversætter" et billede i computerens hukommelse til data som en specifik printerenhed forstår. Det kan være filsystemer som administrerer harddiskens store mængder af data ved hjælp af indekser med meta-data, det, som vi kender som filnavne og foldere. Det kan være sub-systemer, som OpenGL eller Direct3D, der lader programmer bruge mulighederne i et 3D-kort ved hjælp af en konsistent grænseflade, uden at kende til kortets egenskaber. Kommandofortolkeren (CLI) (Unix-teminologi: Shellen eller "skallen") er det program, brugeren anvender til at kommunikere med systemet. Ofte er det et tekstbaseret program, som brugeren starter programmer med ved at skrive programkald på en kommandolinje. Det er udbredt på MAC computere og PC computere, at brugeren anvender grafiske brugerflader – hos Microsoft Windows til PC eller Mac OS til MAC, ofte kaldt skrivebordet eller desktop. De tilsvarende grafiske brugerflader i UNIX ikke PC-standard – og Linux ikke PC-standard -verdenen (såsom CDE, KDE og Gnome) er et selvstændigt programmodul, som man kan vælge at installere, og er således ikke, som hos Microsoft og Apple, indbygget i operativsystemet. Den tekstbaserede kommandoprompt på MAC terminal – op i 1978 på UNIX Bourne-shellen, er fortsat en stærk grænseflade på såvel UNIX som Linux, og er stærkt udviklet med C shell, KornShell og Born Again Shell. Microsoft DOS Shell er fortsat at finde i Windows og er kommet til i Mac OS's version 10, og som er flittigt brugt i server- og mainframe-miljøer, hvor alsidighed og automatiseringsmuligheder er højere vægtet end brugervenlighed. Microsofts Power Shell har på adapteret flere de mange avancerede programmeringsfaciliteter, som man træffer i UNIX og Linux-miljøerne. Overstående punkter er nok det minimale man forventer at finde i et styresystem i dag, men de fleste leveres med flere dele, eller har det som valgfri mulighed, som for eksempel: En form for "windowing system", der gør det muligt for programmer at få en "del" af skærmen, og modtage input fra brugeren i disse vinduer. Primært til personlige computere, systemer hvor der er tilkoblet en grafisk terminal, servere og mainframes får primært deres inputs via andre grænseflader. Et "widget toolkit", som er et bibliotek af brugerflade-elementer som knapper og tekstfelter, til brug i programmers vinduer. Både for at undgå at skulle programmere de samme ting flere gange til flere programmer, men også for at få et ensartet udseende i alle programmer. Det sidstnævnte demonstreres glimrende af at styresystemer der leveres med et toolkit, som Windows og Mac OS, har et gennemgående ensartet udseende, mens styresystemer hvor det er trejdeparts-programmer, ofte har et vekslende udseende. Ekstra programmer i form af små nytteprogrammer som "lommeregnere", adressekartoteker, multimedie-afspilningsprogrammer, tekstredigeringsprogrammer, internet-browsere, e-mail-programmer, med mere. Disse er ikke direkte nødvendige for brugen af styresystemet, men medleveres ofte. Mens Windows og Mac OS, der i de tidlige 80ere blev designet med den personlige computer for øje, efterhånden har bevæget sig ind på servermarkedet i de nyeste versioner, så har Unix, som blev designet til time-sharing-systemer (det man i dag ville kalde mainframes) gået den anden vej i form af OpenBSD, NetBSD, FreeBSD og diverse GNU/Linux-distributioner, som i dag kan køre på computere der ellers ville blive betragtet som for små til at kunne køre den mindste version af et styresystem. Man har enmdda set MAC mini kører som server, med styresystemmer 'MAC OS X server'. Der er også et væld af mere eller mindre nicheprægede styresystemer fra de største mainframes til håndholdte PDA'er ("Personal Data Assistant"), specialiserede real-time-systemer og embedded systems, der tilbyder forskellige variationer af delelementer, velegnet til forskellige formål. Illustration med styresystemer, versioner og tidsakse Se også Liste over en lang række styresystemer Batteristyresystem Datalogi

184

https://da.wikipedia.org/wiki/Tegneserie

Tegneserie

En tegneserie består af mindst to billeder, der indbyrdes hænger sammen og er afhængige af hinanden, og som fortæller en fremadskridende handling. Billederne kan være med eller uden ramme. Tegneserieudgivere superhelte inklusive: DC Comics (Superman, Batman, Wonder Woman og Teen Titans) og Marvel Comics (Hulk, Spider-Man, X-Men, Fantastic Four og andet Marvel-karaktere). Disney univers tegn inklusive: Mickey Mouse og Anders And. En tegneserie kan være uden tekst (f.eks. Ferd'nand), men som oftest indeholder den tekst i talebobler og i forklarende tekstrammer (f.eks. Anders And). Den kan i enkelte tilfælde være uden talebobler og kun indeholde forklarende og fortællende tekstrammer (f.eks. Prins Valiant).En kendt serie helt uden tekster er den tyske Vater und Sohn af Erich Ohser, alias E.O. Plauen, der har været meget benyttet i tyskundervisningen i Danmark som udgangspunkt for at træne fri formulering. En tegneserie kan gøre brug af forskellige effekter for at tydeliggøre meningen. Den kan benytte sig af lydord eller af et efterhånden alment kendt billedsymbolsprog. Den enkleste form for tegneserie er den afsluttede, humoristiske avisstribe, men formen er blevet udviklet til den mere komplicerede hæfte- og albumform. En kunstnerisk videreudvikling af den almindelige tegneserie kaldes også en grafisk roman (eng.: "graphic novel"), som især Will Eisner er kendt for. Den spæde barndom Noget tilsvarende tegneserier kendes fra oldtiden, såsom hulemalerier, ægyptiske vægmalerier, middelalderens gobeliner (Bayeux-tapetet) og kirkernes kalkmalerier. I dens spæde barndom blev tegneserierne ikke opfattet som et seriøst medium. Knold og Tot, der startede 1896, regnes ofte som den første tegneserie; men samme år kørte serien The Yellow Kid, og kunstneren Rodolphe Töpffer havde allerede i 1820'erne lavet illustrerede fortællinger. I 1896 fik Richard Outcault trykt en serie i New York Journal som hed Hogans Alley. Dette var den første tegneserie med et fast persongalleri, med personer som The Yellow Kid. Hvilken den første tegneserie var, vil alligevel afhænge af, hvordan man definerer fænomenet. De første år var der ikke de senere så velkendte talebobler, man skrev personernes replikker under billedet præcis som vittighedstegninger. Men lydordene begyndte deres indtog tidligt på billederne, og bidrog til, at tegneserier ofte blev opfattet som et barnligt medium. Modstand Blandt tegneseriernes skarpeste kritikere var den tysk-amerikanske psykiater Fredric Wertham (1895-1981), der påstod, at der var sammenhæng mellem ungdomskriminalitet og læsning af tegneserier. Hans bog The Seduction of the Innocent fra 1954 førte til, at der i USA blev oprettet en comics code med strenge retningslinjer for, hvad der kunne vises i en tegneserie. Seduction of the Innocent førte til høringer i Kongressen og selvcensursystemet the Comics Code, der i udgangspunktet var frivilligt, men ikke kunne undgås, da de forlag, der ikke underlagde sig forhåndscensuren, ikke fik tegneserier distribueret eller solgt. Først i 2011 forsvandt denne Comics Code. "Tegneserier vil virke skadeligt på det store flertal af de børn, som får fat i dem, fordi de vænner dem af med at læse en sammenhængende tekst og skaber et usundt behov for sensation," skrev viceskoleinspektør i Rødding Chr. Winther i et indlæg i Folkeskolen tidligt i 1950'erne. Politiken bragte en artikelserie af journalisten Tørk Haxthausen, udgivet i 1955 i bogform (Opdraget til terror), hvor han angreb tegneseriernes fordummende voldsforherligelse. Med amerikanske kilder søgte han at dokumentere, at læsning af tegneserier fik børn til at begå voldshandlinger, mord og utilsigtet selvmord – fordi serierne angiveligt fik børn til at tro, at de kan flyve ligesom Superman. "Foruden førerdyrkelsen og den usandsynlige ophobning af det naiveste, pseudovidenskabelige sludder, rummer superhelteserierne også en højst tvivlsom seksualmoral, tydeligst udtrykt i de serier, hvor hovedpersonen er en eller anden form for super-kvinde. De overnaturlige damer synes at nære et glødende had til alt mandkøn; når som helst lejligheden byder sig, mishandler de et eller andet stakkels mandfolk, og i næsten hver eneste serie ser man dem optræde med en pisk i hånden." Især forholdet mellem Batman og Robin blev opfattet som problematisk, som en opfordring til pæderasti, fordi "ellers normale drenge fik vakt en usund, homoseksuel nysgerrighed," skrev Haxthausen. Skolelærerne og Folkeskolen engagerede sig i kampen mod de farlige tegneserier, og der blev afholdt forældremøder for at advare mod tegneserier. Bladene Superman og Fantomet blev lukket i 1954 og Kong Kylie i 1955 ud fra den udbredte tro på, at tegneserier gjorde børn til vaneforbrydere. Samme år omtalte Folkeskolen rosende, at sankthansbålet i Enghaveparken afbrændte en figur af Fantomet. "Københavnerungdom gør det hedt for kulørte "helte"", stod der på skiltet, og Folkeskolen tilføjede: "Gid det må være mere end en tom demonstration! Pæne bladhuse, der tjener penge på braset, kunne passende følge eksemplet fra Allers etablissement, indtil de ansvarlige myndigheder får sig taget sammen til at nægte valuta til importen." På denne baggrund nedsatte undervisningsminister Julius Bomholt 27. januar 1955 et udvalg, som skulle tilrettelægge en bekæmpelse af "den kulørte litteratur". Som ministeriets repræsentant i udvalget sad kontorchef Vagn Jensen, som var stærkt engageret og anbefalede lovgivning på området. Han fremlagde et forslag for udvalget om helt op til et års fængsel for at udbrede "skrifter, der enten ved sit emne eller ved den måde, hvorpå det er behandlet, kan virke forrående, herunder forvirrende eller nedbrydende på børns og unges opfattelse af, hvad man kan eller bør gøre". Loven skulle derimod ikke anvendes overfor lovovertrædere, som havde handlet i "egenskab af indehaver af forældremyndighed". Forældre måtte altså godt købe det påstået skadelige læsestof til egne børn. Bomholts "Udvalg vedr. Børn og Unges Læsning" for at "undersøge og overveje problemerne omkring den underlødige og nedbrydende litteratur, med særligt henblik på at fremkomme med forslag, der kan fremme udbredelsen af bedre læsestof hos børn" havde som medlemmer Chr. Winther, repræsentanter for Dansk Ungdoms Fællesråd, foreningen for skolepsykologer, forlags- og boghandlerbranchen, pædagogiske eksperter og socialrådgiverforeningen. Udvalget blev kaldt "det Kulørte Udvalg" og afgav sin betænkning i 1960, hvor de påpegede det vide spænd mellem "sadistiske horror comics over uskadelige eller endog værdifulde billedserier". Betænkningen, kendt som "den kulørte betænkning", vakte ingen interesse i befolkningen, og blev kun omtalt i nogle få aviser. I 1956 sluttede Norge sig til et fælles nordisk kontaktudvalg for bekæmpelse af tegneserier, hvor Vagn Jensen var formand. Kontaktudvalget mente, at der burde investeres kr 50.000 årligt til bekæmpelse af tegneserierne. Haxthausen beskrev i 1955 Tintin som "et mærkeligt spidst tegnet foretagende, en bastard mellem den humoristiske serie og eventyr-serien. Handlingen er tit uhyggelig og grov." - mens en bibliotekslektør i 1968 beskrev Tintin sådan: "Der er noget næsten uskyldigt og naivt over denne tegneserie, der er meget velskrevet og meget levende, og en lækkerbisken for alle børn fra 9-årsalderen."<ref name=sh> Haxthausen, der tilhørte den progressive venstrefløj, beskrev "seriefabrikanternes sindssyge fantasi", hvor "førerdyrkelsen" og "unge homoseksuelle" fremmede afvigende seksualitet. Vagn Jensen udtalte i 1961, at "den kriminelle fare ved ikke at forbyde tegneserier er større end ved at forbyde dem". Haxthausen vedgik i 1989, at kritikken var urimelig, mens Vagn Jensen forblev stærkt kritisk. Stilarter Der er som udgangspunkt tre stilarter: ligne claire, comic-dynamic og realisme. Realisme Realismen fokuserer på at være meget detaljeret og realistisk i proportioner, farver og skyggelægning/skravering. Der forekommer som regel ikke fartstriber i denne stilart, hvilket der f.eks. ofte gøres brug af i de to andre. Kendte eksempler på denne stil er Jerry Spring, Blueberry og Thorgal. Ligne claire "La ligne claire" er fransk for "den rene linje". Det er et begreb for en tegnestil, der benyttes i mange af de belgiske tegneserier, der netop har en ren og præcis streg. Stilen er mestret og forfinet af Hergé op igennem 1940'erne, og mange andre tegnere blev inspireret og fulgte i hans fodspor. Stilen er karakteriseret ved, at stregerne generelt har den samme tykkelse, hvorved alle genstande i billedet får samme betydning, i modsætning til for eksempel en mere kalligraferet linjestil, hvor linjens varierende tykkelse bruges til at angive mere tyngde eller fokus på genstande. "Ligne claire" karakteriseres yderligere ved, at der ofte bruges klare, flade farver, samt en kombination af karikerede figurer på en ret realistisk baggrund. Brugen af skygger er sparsom, og alle elementer i et panel er trukket op med sort streg. Stilen havde størst udbredelse i de sene 1940'ere og 1950'erne, men dens popularitet faldt op igennem 1960'erne og blev snart set som gammeldags af nyere tegnere. Stilen blev navngivet "ligne claire" af den hollandske tegneserieskaber Joost Swarte i 1977. Comic-dynamic "Comic-dynamic" er betegnelsen for en tegnestil der, som navnet antyder, er mere dynamisk orienteret end f.eks. "ligne claire". Stilen er tydelig i serier som Splint & Co., Lucky Luke, Henrik og Hagbart o.lign. Tegningerne er meget dynamiske, med en spændstig streg, der ofte varierer i tykkelse, hvilket giver vægt og accent til figur eller billede. Tegnere, der arbejder med denne stil, bliver nogle gange beskrevet som tilhørende Marcinelle-skolen efter den belgiske by Marcinelle, hvor forlaget Dupuis havde sit hovedkvarter, og bladet Spirou blev produceret. Mange tegnere ved bladet tegnede i denne stil. Tegneseriekunstnere Robert Crumb Will Eisner Franquin Jean Giraud Erich von Götha Hergé Milo Manara Michael Manning Morris Peyo Georges Pichard Gary Roberts Tom Sutton Marten Toonder Albert Uderzo Tegneserieskabere Charles Addams J.M. Charlier René Goscinny Carl Barks Pierre Christin og Jean-Claude Mézières – (science fiction-tegneserien Linda og Valentin) François Bourgeon Se også Tegneserie-stilarter Onlinetegneserier Manga Seriehæfte, tidsskrift, ugeblad Druuna Jenny Everywhere Sweet Gwendoline Referencer Litteratur Dansk tegneseriebibliografi 1847-2005. Den store komiklex, 5. udgave. Forlaget Pegasus, 2006. . Alt om danskudgivede tegneserier i perioden 1847-2005. Eksterne henvisninger Tegneseriemuseet i Danmark Litteratur

185

https://da.wikipedia.org/wiki/T

T

T, t er det 20. bogstav i det latinske alfabet og i det danske alfabet; det stammer fra det græske tau. I de nyeuropæiske sprog bruges t som regel med lydværdien [t]; stumt bogstav er t i franske ord som parquet, huguenot; "mouilleret" [t] betegnes i tjekkisk ved t’. Græsk θ gengav romerne ved th, og denne skrivemåde er beholdt i mange nyeuropæiske sprog, skønt th nu som oftest betegner den almindelige t-lyd (fransk théâtre, engelsk Thomas, tysk Thron); i engelsk udtales th dog i flere ord som [þ]: Theodor, method, fremdeles haves [þ] i engelske ord som thing, bath, worth, mens th betegner den stemte lyd [ð] i engelske ord som this, that, with, bathe. I nuværende dansk retskrivning bruges som oftest stavemåder som teater, matematik og så videre; th beholdes dog som regel i navne som Thor, Thomsen, Thisted og så videre og i det gamle ord thi (derfor). I de germanske sprog svarer t normalt til indoeuropæisk d: latin duo, dansk to, latin domare, dansk tæmme, latin ventus, dansk vind (se også Lydforskydning). I dansk er fællesnordisk t efter vokal blevet til lyden [ð], skrevet d. Skrivemåden med t er dog beholdt i enkelte ord: at, det, fremdeles i participiumsendelser som elsket og så videre. Et nyt t i forlyd er opstået i dansk af fællesnordisk þ: tie, oldnordisk þegja, tag, oldnordisk þak. Anvendelser Tegnet T har mange anvendelser: t er forkortelse af ton t. med punktum er en forkortelse af time t er forkortelse for tara, dvs. vægten af emballagen. T er forkortelse for præfikset tera T er en forkortelse for tesla T er atomtegn for isotopen tritium T er i stelnumre VIN-kode for modelår 1996 Eksterne henvisninger Latinske bogstaver

186

https://da.wikipedia.org/wiki/Tyskland

Tyskland

Tyskland (), officielt Forbundsrepublikken Tyskland (), er et land i Central- og Vesteuropa. Det har et samlet areal på 357.582 kvadratkilometer og landareal på 348.672 kvadratkilometer. Det meste af landet har et tempereret klima. Føderationen Tyskland er en parlamentarisk republik bestående af 16 delstater. Det er med omkr. 83,7 millioner indbyggere (31. marts 2022) EU’s folkerigeste land. Det gav en befolkningstæthed på 238 indbyggere per km2, 100 mere end i Danmark. Landets hovedstad samt største by er Berlin, mens dets største byområde er Ruhr-distriktet, der bl.a. består af Dortmund og Essen. Tysklands øvrige største byer er Hamborg, München, Köln, Frankfurt am Main, Stuttgart, Düsseldorf, Leipzig, Bremen, Dresden, Hannover og Nürnberg. Siden antikken har det nordlige Tyskland været befolket af adskillige germanske folkeslag. Området blev kaldt Germanien allerede før år 100. Under folkevandringstiden spredte de germanske stammer sig også mod syd. Fra det 10. århundrede udgjorde de tyske områder en vigtig del af Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation. Nordtyskland blev i løbet af det 16. århundrede centrum for den protestantiske reformation. I 1815 blev Det Tyske Forbund dannet i kølvandet på det tysk-romerske riges kollaps. Martsrevolutionen (1848-49) førte til, at det såkaldte Frankfurterparlament indførte demokratiske rettigheder. Nationalstaten Tyskland opstod i 1871, da størstedelen af de tysktalende stater forenedes under preussisk herredømme i Det Tyske Kejserrige. Efter 1. verdenskrig og Novemberrevolutionen (1918-19) blev kejserdømmet væltet til fordel for den parlamentariske Weimarrepublik. Den nazistiske magtovertagelse i 1933 kulminerede hurtigt i dannelsen af Det Tredje Rige, hvis diktatoriske styreform bl.a. førte til 2. verdenskrig og holocaust. Efter 2. verdenskrig blev Tyskland splittet i to stater: Det demokratiske Vesttyskland og det socialistiske Østtyskland. De to lande blev genforenet den 3. oktober 1990. Det 21. århundredes Tyskland er en stormagt. Landet er verdens 4. største økonomi og en førende magt inden for adskillige industrielle og teknologiske områder. Tyskland er både verdens 3. største eksportør såvel som importør. Det er et industrielt højindkomstland med en meget høj levestandard. Det tyske samfund er veluddannet og produktivt. Tyskerne nyder godt af en høj grad af velfærd, heriblandt et offentligt sundhedsvæsen og uddannelsessystem. Tyskland var i 1957 med til at grundlægge EØF og i 1993 EU. I 1999 var landet med til at grundlægge Eurozonen. Tyskland er medlem af Schengen, FN, NATO, G7 (tidligere G8), G20 og OECD. Det har verdens 9. største forsvarsbudget. Tyskland er kendt for sin rige kulturhistorie og har fostret adskillige betydningsfulde kunstnere, filosoffer, musikere, sportsudøvere, videnskabsmænd, ingeniører, opfindere og entreprenører. Navn og begreb Ordet tysk stammer fra det gammelhøjtyske theodisk, diutisk, der er afledt af det oldgermanske theoda "folk" i betydningen "talende folkesproget", i modsætning til latin, der brugtes af gejstlige og lærde. Tyskland er først i 1990, blevet til den stat det er i dag. Navnet Tyskland har gennem historien dækket over vidt forskellige og komplekse statsdannelser: Det Tysk-romerske rige, der i meget varierende form bestod fra cirka 962 til 1806. Det tyske forbund 1815–66, der domineredes af Østrig og Preussen. Det Tyske Rige, der dækker over tre perioder fra Tysklands samling i 1871 frem til 1945: Det tyske kejserrige 1871-1918 Weimar-republikken 1919-1933 Det tredje rige 1933-1945 Forbundsrepublikken Tyskland BRD (Vesttyskland) 1949–1990 Den Tyske Demokratiske Republik DDR (Østtyskland) 1949-1990 Forbundsrepublikken Tyskland genforenet fra 1990 Navnet Tyskland blev indtil midten af 1800-tallet brugt udelukkende om det område, hvor der taltes tysk og ikke om en nationalstat. Det omfattede det tysktalende Østrig og områder i Polen, Böhmen (det nuværende Tjekkiet) og i Sønderjylland. Først under preussisk ledelse i 1871 (den lilletyske løsning uden Østrig) blev Tyskland en fast geografisk enhed. Fra 1949 til oktober 1990 var Tyskland delt i henholdsvis Vesttyskland, officielt BRD, i vest og Østtyskland, officielt DDR, i øst. Historie Forhistorie og oldtid Tyskland er hjemsted for en række interessante forhistoriske menneskefund. Der er spor af fortidsmenneskelig aktivitet til for 700.000 år siden. Neanderthal-mennesket havde sin gang i Tyskland indtil det blev fortrængt af det moderne menneske for omkring 40.000 år siden. Efter istiden havde sluppet sit greb i Europa, blev Tyskland hjemsted for stadig flere mennesker. I løbet af den yngre stenalder gik Tyskland bort fra jæger- og samlerlivet og begyndte at dyrke jorden og holde husdyr. De første skriftlige beretninger om mennesker i Tyskland findes hos grækerne og romerne fra omkring 500 år f. kr.. De omtaler keltiske stammer i syd og germanske stammer i nord. I løbet af de næste århundreder bevægede de germanske stammer sig længere mod syd og fortrængte snart den keltiske kultur i Sydtyskland, kun i de schweiziske alper kunne kelterne holde sig fast. Mange flod- og bynavne i Sydtyskland vidner om deres tilstedeværelse. Slaget i Teutoburger-skoven (Varusslaget) i Niedersachsen i år 9 e.Kr., hvor germanere under Hermann udslettede en hel romersk hær, der var på vej længere ind i Tyskland, satte en stopper for romernes fremfærd mod nord i det germanske område. Romerne prøvede aldrig for alvor igen at udvide deres territorium øst for Rhinen. Fra 58 f. kr. til 455 e. kr. var områderne vest for Rhinen og områderne syd for Donau under romersk kontrol. Grænsen mellem romerriget og de germanske stammer løb omtrent langs den nuværende sproggrænse mellem germansk og romansk. De vigtigste romerske byer var Colonia Agrippinensium (Köln), Augusta Treverorum (Trier), Mogontiacum (Mainz) og Augusta Vindelicorum (Augsburg). Selv om der var modsætninger mellem romerne og germanerne, fandt der også en ivrig kulturel og økonomisk udveksling sted. Den førte til udvikling blandt de germanske stammer. Romeren Tacitus skrev en etnografisk-historisk beretning om germanerne 98 e.Kr. Germanske folkevandringer Allerede 120 f.Kr. havde romerne oplevet de germanske folkevandringers styrke, da kimbrere (sandsynligvis fra Himmerland), teutonere og ambronere vandrede mod syd i store tal og var tæt på at overvinde romerne i deres italienske kerneland. Men med hunnernes indmarch i det østlige Europa 376 e.Kr. blev en endnu voldsommere migration indledt, da store skarer flygtede eller blev fordrevet mod vest. Samtidig svækkedes det vestlige romerrige kraftigt og åbnede for germanske stammers indtog i Frankrig. Alemanniske, burgundiske og vandalske stammer etablerede kongeriger i det meste af Vesteuropa. I løbet af det 7. århundrede begyndte germanerne også at brede sig ind i det delvist affolkede område øst for Elben, hvor forskellige slaviske stammer holdt til. Området var endnu i højmiddelalderen præget af slavisk sprog og kultur, og de fleste stednavne i Østtyskland er af slavisk oprindelse (Berlin, Dresden etc.). Det frankiske rige I Frankrig etablerede en stærk germansk kongeslægt sig som herskere. Frankernes kongedømme varede i flere århundreder under det merovingiske dynasti og derefter under det karolingiske. Den første karolinger var Karl Martell, der i 732 stoppede arabernes fremtrængen i Slaget ved Poitiers. Karl den Store, som blev kronet som kejser i år 800, erobrede Bayern i 788 og Niedersachsen i 804. Han kom til at kontrollere det meste af dagens Tyskland og Frankrig og var den mægtigste mand i Europa. Hans rige strakte sig helt til Ejderen, hvor han havde kontroverser med nogle af de første danske konger, bl.a. Godfred. Det tysk-romerske rige (843-1806) Efter den frankiske kong Ludvigs død blev de frankiske lande ved traktaten i Verdun i 843 delt i en vestlig del, der kom til at blive Frankrig, en østlig del, der kom til at blive det tysk-romerske rige, og en central del (det nordlige Italien, Burgund, Elsass og Lothringen), der skulle blive genstand for tysk-fransk rivalisering i de næste 1100 år. Da den sidste karolinger døde i 911, overgik tronen til Konrad 1. og i 919 til Henrik Fuglefænger (Heinrich der Vogler), stamfar til Sachsendynastiet, hvis søn Otto den Store igen blev kejser i 962, året, der betegner fødslen af Det Hellige Romerske Rige af den tyske Nation. Mens den vestlige del af Frankerriget udviklede sig til den franske, centralistiske stat, vedblev det tysk-romerske rige at være præget af et meget stort antal territorialfyrster, der dygtigt arbejdede sammen for at indskrænke den tyske kejsers magt, hver gang han forsøgte at få fuld kontrol over området. Det tyske kejserrige blev et valgkejserdømme, hvor syv kurfyrster (med ret til at kåre (vælge)) havde en magtfuld placering, mens de mindre stater gennem forskellige aftaler forsøgte at holde sammen mod de store. Systemet sikrede på mange måder en bevarelse af riget, men var samtidig rigidt og konservativt. Det blev en fast skik at vælge kejseren fra de habsburgske konger fra Østrig, det stærkeste medlem af riget. Reformationen og Trediveårskrigen Reformationen havde sit udspring i de tyske småstater. Efter nogle mindre religionskrige i det 16. århundrede brød trediveårskrigen ud i 1618 med Tyskland som midtpunkt. Det var en ødelæggende krig, der først havde religiøse, men senere rent magtpolitiske motiver. Krigen hærgede landene voldsomt, og efter 30 år som kampplads for de europæiske stormagters hære var Tysklands indbyggertal faldet fra 17 til 10 millioner . Enevælden I løbet af det 17. og 18. århundrede blev enevælden indført efter fransk forbillede i mange tyske stater. Det betød en rivalisering mellem de forskellige dele af riget. Det protestantiske Preussen under især Frederik den Store kom godt gennem denne udvikling. Så godt, at han kunne udfordre den tyske kejser fra det stærke, katolske Østrig. Modsætningen mellem de to vigtigste medlemmer af rigsfællesskabet var med til at svække rigets sammenhængskraft i det 18. århundrede. Især under Syvårskrigen, hvor Preussen og Østrig kæmpede mod hinanden, var riget tæt på opløsning. Hverken Østrig eller Preussen var i stand til at stoppe Napoleon Bonaparte og hans franske værnepligtshær, der i 1806 fejede al modstand til side og gav det skrantende tyske rige dødsstødet. Det Tyske forbund (1815-1866) Efter det tysk-romerske riges sammenbrud og Napoleons nederlag ved Waterloo blev de europæiske landes grænser stukket ud ved kongressen i Wien i 1815. Tyskland blev ikke forenet. I stedet blev en løs konføderation skabt med to dominerende medlemmer: Preussen og Østrig, og mange af de over hundrede småstater blev samlet i større konge- og fyrstedømmer. I de følgende tiår kendt som restaurationen (genoprettelsen) forsøgte monarkierne at bekæmpe liberale strømninger, der havde bredt sig efter den franske revolution. Liberalismen var tæt forbundet med nationalisme og med kravet om et forenet Tyskland. I 1848 udbrød der uroligheder i Berlin, og kong Frederik Vilhelm 4. af Preussen blev tvunget til at love en forfatning. En nationalforsamling, valgt i alle tyske stater, mødtes i Frankfurt am Main for at vedtage en ny konstitution. Imidlertid løb den liberale bevægelse ud i sandet, og kongen nægtede at acceptere forslaget til en forfatning for et forenet Tyskland på et demokratisk og forfatningsmæssigt grundlag. Det tyske kejserrige (1871-1918) Preussens militære sejre over Danmark i 1864 og især over Østrig i slaget ved Königgrätz 1866 og over Frankrig i den fransk-preussiske krig 1870-71 betød, at konkurrenterne var slået af banen, og Preussen alene kunne grundlægge et samlet Tyskland. Ved udråbelsen af det tyske kejserrige i Versailles i januar 1871 blev Preussens kongeslægt gjort til kejsere over det Tyske Rige. Det omfattede alle de større og mindre stater i Tyskland, der før havde været mere eller mindre selvstændige. I årtier havde valget stået mellem den stortyske og lilletyske løsning: med eller uden Østrig. Men Preussen havde nu effektivt kørt Østrig ud på et sidespor, og Tyskland blev samlet uden Østrig. Selv om kejserriget havde en valgt rigsdag, blev regeringen udnævnt af kejseren, som havde central politisk magt. Otto von Bismarck, jernkansleren, havde med sin strategiske sans og vilje til krig som magtredskab været hjernen bag Preussens kolossale opstigning, men da kejser Wilhelm 1. (kejser 1871-1888) døde og blev fulgt af Frederik 3. (1888) og dennes søn Wilhelm 2. (1888-1918) mistede Bismarck sin indflydelse. Første verdenskrig Kejserriget var en epoke med stor økonomisk vækst og industrialisering. Og samtidig øget nationalfølelse og militarisme. Bismarcks realpolitiske linje var erstattet af en aggressiv kurs, der stræbte efter at udvide tyske interesser i Europa. Og gennem kolonisering og flådepolitik også i resten af verden. Det sidste var en torn i øjet på England. Frankrig nærede ønske om hævn efter nederlaget til tyskerne i 1871, hvor det afstod Alsace/Elsass og Lorraine/Lothringen. Der var udsigt til krig. Den 1. august 1914 brød 1. verdenskrig ud. Efter fire års blodig stillestående krig måtte Tyskland erkende nederlaget, uden at der havde været fjendtlige tropper på tysk jord. Med traktaten i Versailles 1919 blev Tyskland holdt ansvarlig for 1. verdenskrig og pålagt enorme krigsskadeserstatninger. Tyskland mistede store områder til Polen, Frankrig og Belgien, og Nordslesvig kom tilbage til Danmark efter en folkeafstemning (genforeningen i 1920). Nederlaget betød kejserrigets endeligt: kejseren abdicerede, og de tyske socialdemokrater udråbte det Tyske Rige som republik. Weimarrepublikken (1919-1933) Weimarrepublikken var et forsøg på at etablere et liberalt og demokratisk Tyskland. Regeringen hæmmedes dog af store økonomiske problemer og forfatningens organisatoriske svaghed. I de tidlige år var det oprør og kupforsøg fra både nationalister og kommunister, og hyperinflationen i 1923 knækkede økonomien. De næste år blev forholdene bedre, efterhånden som trykket fra krigsskadeerstatningerne mindskedes. Vellykkede koalitionsregeringer genskabte ro og orden indtil den store verdensøkonomiske krise efter børskrakket i 1929. Under den nye økonomiske tilbagegang var forholdene under hyperinflationen i frisk erindring, og en antidemokratisk opposition mod Versaillestraktaten undergravede Weimarrepublikken. Både det Nationalsocialistiske tyske Arbejderparti (NSDAP), tyske monarkister og kommunisterne udnyttede denne stemning og den øgede arbejdsløshed, og staten var ikke i stand til at opretholde lov og orden. Nazityskland (1933-1945) Adolf Hitler kunne sætte Weimarrepublikken ud af funktion i 1933 med andre partiers hjælp og med vold og trusler. Efter at NSDAP blev det største parti i begge valg i 1932 (dog uden flertal i Rigsdagen) udnævnte præsident Paul von Hindenburg Hitler til rigskansler den 30. januar 1933. Efter Rigsdagsbranden i februar 1933 blev kommunistpartiet forbudt. Efter valget i marts 1933 fik Hitler stadig ikke flertal i Rigsdagen, men de kommunistiske mandater blev annulleret, og ved hjælp af de øvrige partiers stemmer fik Hitler det to tredjedeles flertal, som var nødvendigt efter forfatningen og gav ham beføjelser til at regere alene. Kun det socialdemokratiske SPD stemte mod denne bemyndigelseslov. Da Hindenburg døde i august 1934, begik Hitler statskup og overtog også embedet som præsident. Han undergravede systematisk alle demokratiske institutioner og indførte meget strenge regler for jøder og politiske modstandere; de sidste blev allerede fra 1933 interneret i de nyoprettede KZ-lejre. I løbet af 30'erne brød Tyskland flere gange åbenlyst bestemmelser i Versaillestraktaten, uden at Storbritannien eller Frankrig greb ind, selv om Tyskland endnu ikke havde militær af betydning. Efter anneksionen af Østrig i marts 1938 (Anschluss) blev det tyskbefolkede Sudeterland annekteret fra Tjekkoslovakiet i oktober samme år efter München-aftalen mellem Tyskland og Storbritannien. I marts 1939 annekterede Tyskland hele den vestlige halvdel af Tjekkoslovakiet (de gamle østrigske provinser Böhmen-Mähren). Det var ikke en del af aftalen, og England og Frankrig gav Tyskland et ultimatum. 2. verdenskrig Polen genopstod efter 1. verdenskrig og havde kunnet udvide sit areal med store områder, hvor der levede et stort tysk mindretal (bl.a. den polske korridor der delte det østlige Tyskland i to). Hitler ønskede derfor at erobre landet. Også for at få livsrum og vise den slaviske races underlegenhed . 1. september 1939 angreb Tyskland Polen fra vest, og den 17. september angreb Sovjetunionen fra øst. Delingen af Polen og Østeuropa var allerede fastlagt i Molotov-Ribbentrop-pagten. England og Frankrig erklærede krig mod Tyskland. Det blev begyndelsen på 2. verdenskrig. I 1940 besatte Tyskland Danmark, Norge, Belgien, Nederlandene, Luxemburg og Frankrig. Sovjetunionen blev angrebet i 1941 samtidigt med Grækenland og Jugoslavien. I forbindelse med Japans angreb på USA i december 1941 erklærede Hitler også krig mod USA. Tyskland og Japan, tabte krigen i 1945. Italien kapitulerede allerede i 1943. Store dele af Europa, ikke mindst Tyskland, lå i ruiner. Krigen førte til enorme menneskelige lidelser, en total nedbrydning af Tysklands politiske og økonomiske strukturer og en deling af landet. Tyskland mistede store områder i øst. Den tyske befolkning blev fordrevet igen og erstattet af polakker og sovjetborgere. Efterkrigstiden Tyskere refererer ofte til 1945 som Stunde Null for at beskrive landets totale sammenbrud. Selv om visse storbyer var jævnet med jorden, så var al tysk industri dog ikke ødelagt, og store dele af infrastrukturen var stadig intakt. Allerede ved Jalta-konferencen i februar 1945 var de tre store allierede nationer, USA, Storbritannien og Sovjetunionen, blevet enige om at dele Tyskland i fire besættelseszoner efter sejren. Ved Potsdam-konferencen blev denne ordning bekræftet og den tyske grænse mod øst lagt fast ved floderne Oder og Neisse, hvor den stadig er. Det betød at over 10 millioner tyskere skulle udvises fra de tyske provinser øst for Oder-Neisse-linjen (Schlesien, Østpreussen og Pommern). Kort efter Potsdam-konferencen begyndte uenighederne mellem Sovjetunionen og de vestallierede at vise sig. De kulminerede i 1948 med Berlin-blokaden, den sovjetiske blokade af den af de vestallierede del af Berlin, som lå isoleret midt inde i østblokken. Sovjetunionens påskud var utilfredshed med den nyindførte møntreform i de vestlige besættelseszoner. Takket være en vestallieret luftbro kunne den vestberlinske befolkning brødfødes. I 1949 blev to tyske stater grundlagt. De tre vestlige besættelseszoner, den franske, britiske og amerikanske, blev til Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland), og den sovjetiske zone blev til den kommunistiske stat DDR (Østtyskland). BRD Vesttysklands forhold til udlandet var i årtierne efter krigen præget af de ødelæggelser og folkedrab, som Tyskland var ansvarlig for under 2. verdenskrig. Målet var fra begyndelsen at genskabe tilliden til Tyskland i verden og på den måde også opnå økonomisk og politisk handlefrihed. I 1952 indgik den første tyske forbundskansler Adenauer en aftale mellem Vesttyskland og Israel, hvorefter Vesttyskland forpligtede sig til at betale tre mia. D-Mark i erstatning til tysk-jødiske fordrevne. I 1955 besøgte Adenauer Sovjet og genoptog diplomatiske forbindelser. Det betød at 2 mio. af de ca. 3,3 mio. tyske krigsfanger i Sovjet kunne vende hjem fra fangenskab. I 1955 indgik Danmark og Tyskland i forbindelse med Vesttysklands indtræden i Nato en aftale om mindretallene ved den dansk-tyske grænse (København-Bonn-erklæringerne). Årene efter Willy Brandts tiltræden i 1969 var præget af afspænding mellem Øst og Vest. I 1970 indgik Vesttyskland en samarbejdsaftale med DDR. Brandt besøgte mindesmærket for opstanden i den jødiske ghetto i Warszawa, og Polens og Sovjets overtagelse af de tidligere tyske østområder (Oder-Neisse-Grænsen) blev anerkendt. DDR Utilfredsheden med det østtyske styre førte i 1953 til arbejderopstanden i Østberlin. I løbet af 1950'erne steg antallet af flygtninge fra DDR til Vesttyskland voldsomt, og den socialistiske stat var ved at blive drænet for især højtuddannede borgere. I 1961 lukkede det østtyske regime under Walter Ulbricht grænsen med Berlinmuren. Berlinrepublikken Efter Sovjetunionens sammenbrud i slutningen af 1980'erne bredte det folkelige pres for reformer sig til de kommunistiske østlande og også til DDR. Bølger af østtyskere flygtede gennem Tjekkoslovakiet og Ungarn til Vesttyskland, og der opstod demonstrationer og protester mod det østtyske styre, det strengeste kommunistiske regime i Østeuropa. Begivenhederne er kendt som die Wende (vendepunktet). Berlinmuren faldt den 9. november 1989, da DDR's regering i forvirring bevilgede fri udrejse. Tysklands genforening fandt sted, da DDR blev omdannet til fem delstater, der blev optaget i Forbundsrepublikken Tyskland den 3. oktober 1990. Dagen er nu Tysklands nationaldag. Efter genforeningen har Tyskland især arbejdet på at forbedre infrastrukturen i de østlige delstater og få dem op på økonomisk niveau med de vestlige. Resultatet varierer, da høj arbejdsløshed er et problem i mange østlige dele af landet. Internationalt indtager Tyskland en stadig vigtigere rolle, og landet er en dominerende (men ofte diskret) deltager i EU. Politik Politisk system Valg til Forbundsdagen (Bundestag) finder sted hvert fjerde år. Der er ikke sket væsentlige ændringer i valgsystemet, siden det blev indført i 1949. Det bygger på en kombination af valg i enkeltmandskredse med udjævningsmandater, således at forholdstallet bestemmer hvor mange mandater partierne får. Der er gennemført en række forholdsregler, der skal modvirke politisk splittelse som i Weimar-republikken: En relativt høj spærregrænse på 5% gør det svært for nydannede partier at blive valgt ind, landsdækkende folkeafstemninger er ikke tilladt, der kan ikke udskrives valg uden for de faste valgperioder, og forbundskansleren har en særlig stærk stilling. Hun kan kun væltes, hvis der kan dannes flertal for en anden regering. Selv om forbundsdagen kan ændre grundloven (med 2/3 flertal), er visse friheds- og menneskerettigheder "eviggyldige" og kan ikke ophæves. Forbundsrepublikkens statsoverhoved er forbundspræsidenten, der vælges ved indirekte valg for en periode på 5 år og ikke har politisk magt. Richard von Weizsäcker blev valgt i 1984 og genvalgt i 1989. Han blev efterfulgt af Roman Herzog og dernæst af Johannes Rau. Den 31. maj 2010 valgte forbundspræsident Horst Köhler som den første i embedet at træde tilbage før tid, efter at han er blevet beskyldt for at udtale, at Tyskland brugte de væbnede styrker til at beskytte økonomiske interesser i Afghanistan. Formanden for det tyske overhus, Forbundsrådet, socialdemokraten Jens Böhrnsen overtager stillingen midlertidigt. Efter det første fællestyske valg i december 1990 bestod forbundsregeringen af de borgerlige partier Christlich Demokratische Union/Christlich Soziale Union (CDU/CSU) og Freie Demokratische Partei (FDP), mens Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD), miljøpartiet Bündnis 90/Die Grünen og kommunisternes arvtagere Partei des Demokratischen Sozialismus (PDS, nu Die Linke) var i opposition. Udenrigsrelationer I dag anses Tyskland for at have bidraget væsentligt til Den Europæiske Unions fremgang og til samlingen af det østlige og vestlige Europa. Tyskland har i de senere år optrådt med større selvsikkerhed på mange områder. Det tidligere forbud mod tyske tropper uden for Tysklands grænser er ophævet, og der er nu også tyske soldater udstationeret i bl.a. Afghanistan. Tyskland arbejder, bl.a. med britisk og fransk støtte, på at få en fast plads i FN's sikkerhedsråd. Delstater Forbundsrepublikken Tyskland består af 16 Länder (forbundslande eller delstater), hvoraf tre, Berlin, Bremen og Hamborg er bystater. Forbundslandene har væsentlige beføjelser indenfor bl.a. kultur- og skolepolitik, men også finans- og skattepolitik kan de i nogen grad selv styre. Delstaterne har hver deres egen politistyrke. På forbundsniveau findes tre politistyrker, bl.a. Bundeskriminalamt. Grænsen mellem delstaternes og forbundsregeringens beføjelser og den bedst mulige administrative opdeling er til stadig debat. Der er stor forskel på forbundslandenes økonomi og størrelse, og sammenslutninger mellem forbundslande er blevet diskuteret, men ikke gennemført (f.eks. Berlin-Brandenburg og en "Nordstat" af Slesvig-Holsten, Hamborg, Bremen, Niedersachsen og Mecklenburg-Vorpommern). Derudover har bl.a. større regioner end amtskommunerne været foreslået. Tyskland er administrativt inddelt på omtrent samme måde (dvs. bortset fra delstaterne), som Danmark var før 1. april 1970. De 16 forbundslande er opdelt i 294 Kreise (amtskommuner) (57 millioner indbyggere, gennemsnitligt 194.000 per amtskommune (ikke opdateret)) og derudover i 106 købstadskommuner (1. juli 2021). 19. april 2022 var der 10.784 kommuner (derudover findes 2 beboede (opdateret januar 2020) af i alt over 200 (ikke opdateret) kommunefri områder) (Diskussion:Tyskland#Antal_kommuner_i_Tyskland) i Tyskland med et gennemsnitligt landareal på over 32 km² (uden at tage hensyn til de kommunefri områder) og gennemsnitligt omkring 7.500 indbyggere (5.200 indbyggere i kommuner, der tilhører en amtskommune) (Danmark:432,59 km²;over 13 gange større areal; gennemsnitligt cirka 8 gange flere indbyggere, nemlig over 60.300 (juli 2022)). Heraf var 106 købstadskommuner, som ikke tilhører en amtskommune, fra midten af 2021 (Eisenach er igen blevet en del af Wartburgkreis). Disse købstadskommuner havde cirka 25 millioner indbyggere tilsammen, 233.000 indbyggere per købstadskommune (ikke opdateret). Den mest folkerige var Berlin, som samtidig udgør éen købstadskommune. Det samme er tilfældet med Hamborg. Især i de nye delstater i det østlige Tyskland er der efter genforeningen foretaget sammenlægninger af kommuner og amtskommuner, der nu har omkring 16.161.000 indbyggere (1. januar 2021 inklusive hele Berlin) heraf 12.499.707 (31.12.2020;ca 30.000 færre 31.12.2021) i de 5 nye delstater uden Berlin. Indbyggertallet var lavere 31.12.2013 med 12.497.500 indbyggere, hvorefter det steg i 2014 og 2015 for derefter at falde igen. Der var over 18,8 millioner indbyggere i området (inkl. Vestberlin med 2,13 mio. (31.12.1989) og 16.674.600 (31.12.1988) i DDR) 1988 og 1989. Den samlede fertilitet nåede sit laveste niveau på 0,772 i det østlige Tyskland (uden Vestberlin) i 1994. Ifølge en fremskrivning er det laveste skøn for befolkningstal i det østlige Tyskland per 31.12.2060 cirka 2,5 millioner lavere end i 2020. Nationale symboler Siden 2. verdenskrig har Tyskland været meget tilbageholdende med anvendelse af nationalsymboler. Siden genforeningen, og særlig ved fodbold-VM i Tyskland 2006, er brugen af nationale symboler igen blevet mere accepteret, men stadig forbundet med tilbageholdenhed. Nationalsang Den tyske nationalsang er officielt tredje vers af Deutschlandlied eller Lied der Deutschen, der blev skrevet af den nationalliberale Hoffmann von Fallersleben i 1841 på den østrigske kejserhymnes melodi af Joseph Haydn fra 1797. Brugen af de to første, nu uofficielle vers forbindes ofte med nynazistiske synspunkter. Flag Det sort-rød-gyldne tyske flags historie går tilbage til befrielseskrigene mod Napoleon Bonaparte omkring 1813, hvor det Lützowske Frikorps af tyske studerende havde sort, rød og gul som kendemærke. Farverne blev til symbol for det første forbund af nationale, tyske studenter (Burschenschaft). Frem til revolutionen i 1848 blev det sort-rød-gyldne flag et symbol for de nationalliberales ønske om et forenet Tyskland og deres kamp mod monarker og fyrster i de mange tyske småstater. Det blev til nationalflag i Weimarrepublikkens fra 1918-1933, indtil Hitler erstattede det med hagekorsfanen. I 1949 valgte både DDR og Vesttyskland igen det sort-rød-gyldne flag, bl.a. for at undgå symboler der havde forbindelse til Preussen og nazismen, og for at vise forbindelsen til den liberale og demokratiske tyske bevægelse i 1800-tallet (DDR lagde vægt på den revolutionære sammenhæng). Ved siden af den tyske flag bruges også delstaternes flag som for eksempel Slesvig-Holstens flag. Nationaldag Siden genforeningen 3. oktober 1990 har denne dag været Tysklands nationaldag. Dagen kaldes også Tag der Deutschen Einheit. Fra 1954 til 1990 var Vesttysklands nationaldag den 17. juni, med samme titel, dagen for østtyskernes forgæves folkeopstand mod det kommunistiske styre i 1953 (arbejderopstanden i Østberlin). I DDR var der to nationaldage, den 8. maj, dagen for Nazitysklands endegyldige kapitulation i 1945, og den 7. oktober, dagen hvor DDR i 1949 blev grundlagt. Militær Ved oprettelsen af forbundsrepublikken i 1949 havde man ingen militære styrker. De vestlige allierede, der stadig havde tropper i det besatte Tyskland, tillod det ikke. Med den begyndende kolde krig og den aggressive sovjetiske politik i Østeuropa, ønskede de vestallierede dog at også Vesttyskland skulle kunne forsvare sig mod østblokken. Vesttyskland fik derfor lov til at oprette en hær i 1955 og blev samtidig medlem af den nordatlantiske alliance NATO. Det tyske forsvar, Forbundsværnet (Bundeswehr), består af hær, luftvåben og søværn. Der var ca. 284.000 tjenestegørende soldater i disse værn i 2006, og den militære reserve var på 344.700. Udgifterne til det tyske militær ligger på 28,4 mia. Euro og udgør 1,2 % af Tysklands BNP. Der er i Tyskland ni måneders værnepligt for alle mænd, men man kan alternativt udføre Zivildienst (hvilket indebærer ni måneders tjeneste i sociale institutioner, redningsvæsen eller lignende), et års udlandsophold for den tyske stat eller 6 års ansættelse i brandvæsen eller civilforsvar. Værnepligten i Tyskland er siden den 1. juli 2011 udsat ved loven Wehrrechtsänderungsgesetz og erstattet af en frivillig værnepligtstjeneste. USA's militær er stadig til stede forskellige steder i Tyskland, bl.a. med den store luftbase Ramstein og yderligere en base i Büchel. Mange af de amerikanske sårede soldater fra Irakkrigen blev behandlet på et amerikansk militærhospital i den bayerske by Landshut. USA har ifølge visse kilder omkring 150 atomvåben opmagasineret på deres luftbaser i Tyskland. Se også Forbundspræsident, Tyskland Forbundskansler, Tyskland Geografi Forbundsrepublikken Tyskland dækker et areal på 357.000 km². Fra det nordligste punkt i List på øen Sild ved den danske grænse og til det sydligste punkt ved Oberstdorf i Alperne ved Østrig er afstanden godt 850 km, og fra den østligst beliggende by Görlitz ved den polske grænse til det vestligste punkt ved grænsen til Holland er der ca. 600 km. Den nordlige tredjedel af Tyskland ligger i det nordeuropæiske lavland og består hovedsageligt af fladt morænelandskab præget af istidens smeltevandsdale, som nogle af Nordeuropas største floder løber igennem. Langs nordsøkysten mellem Holland og Danmark er landskabet præget af marskområder med et væld af diger. Mod Østersøen er kystområdet væsentlig mildere, og kysten minder om den danske med en del indlandsfjorde (især i Sydslesvig). Længere mod syd, i Midttyskland, hæver det tyske mellemhøjland, Mittelgebirge, sig med højder på over 500 meter og enkelte bjerge op til 1500 meters højde. Skiferbjerge langs Rhinen mod vest, Vogelsberg og Rhön i Midttyskland, samt Sudeterbjergene mod øst vidner om vulkansk aktivitet i fortiden. Helt mod syd rejser de tyske alper sig med Zugspitze (2.962 meter) som højeste punkt. De tyske alper består mest af kalksten, som Alperne ved deres bevægelse mod nord har skubbet foran sig. Klima Tyskland ligger i den tempererede klimazone i Mellemeuropa, men danner overgang fra kystklima præget af vestenvind og Golfstrømmen til det østligere Europas kontinentalklima. Således hersker der ligesom i Danmark et udpræget kystklima i Nordtyskland, mens man i den centrale, østlige og sydlige del af Tyskland har fastlandsklima med koldere vintre og varmere somre. I Saarland og Rhindalen i det vestlige Tyskland har man hele året rundt det varmeste klima. Her målte man den tyske temperaturrekord på 40,3 °C i 2003. I Baden i sydvest har man den højeste gennemsnitstemperatur på 11 °C. De koldeste områder er i det sydligste Tyskland, hvor højdeforskellen i Alperne giver kolde vintre med megen sne. Ved Funtensee i Berchtesgaden målte man i 2001 -45,9 °C. I Oberstdorf findes den laveste årlige gennemsnitstemperatur, bare 6 °C. Hamborg har en middeltemperatur i den koldeste måned på 0,4 °C og i den varmeste på 16,6 °C. De tilsvarende temperaturer i München, der har fastlandsklima, er henholdsvis -1,7 °C og 17,3 °C. Den gennemsnitlige nedbør pr. år i Hamborg er 744 mm og i München 948 mm. Effekter af global opvarmning Monitoringrapporten fra den tyske forbundsregering fra 2019 viser følgende billede for Tyskland: De sidste par år har været meget varme og præget af lange perioder med tørke og ekstreme vejrbegivenheder som storme og kraftigt regn. Somrene i 2003, 2018 og 2019 var de varmeste nogensinde registreret. Lufttemperaturen er steget med 1,5 °C fra 1881 til 2018. I de seneste årtier er der en tendens til stigende varmeekstremer. Især er antallet af varme dage (>30 °C) steget markant. For eksempel døde i 2003 omkring 7.500 mennesker mere, end man kunne forvente uden en varmebølge. Måneder med grundvandsniveauer under gennemsnittet bliver markant hyppigere. I sommermånederne indeholder floder mindre og mindre vand. Havniveauet i Østersøen og Nordsøen stiger markant. Dette medfører en stigning i intensiteten af stormbølger. Varigheden af vegetationsperioderne bliver længere og længere. Et eksempel er æblets blomstringsperiode. Andelen af bøg er faldet i sammenligning med bedre tørretilpassede træarter i varme og tørre naturlige skovreserver. Effekter af stigende opvarmning er også tydelige i markant forhøjede vandtemperaturer i søer og Nordsøen. Økonomi Forbundsrepublikken Tyskland udgør sammen med USA og Japan de tre største industrilande i den vestlige verden. Tyskland er per 2022 verdens tredjestørste største eksportnation. Eksporten er per 2022 mere end det dobbelte af lande som Japan og Frankrig. Det meste af den enorme tyske eksport kommer fra industrigrene som automobiler (og dele m.m. dertil), maskinindustri og kemisk industri og elektronk. Den sociale markedsøkonomi er grundlag for den økonomiske politik. Denne model blev udviklet i slutningen af 1940'erne af forbundsrepublikkens første finansminister Ludwig Erhard, der ønskede en fri markedsøkonomi efter angelsaksisk model, men også et stærkt, statsligt system der skulle tage sig af de mennesker, som markedet ikke kunne tage sig af. Selv om de store økonomiske problemer efter genforeningen er begyndt at aftage, er der stadig stor forskel på levestandarden i de vestlige og østlige delstater. Perioder med arbejdsløshed rammer særlig hårdt i de østlige delstater. Væksten nåede et lavpunkt i 2003 med en negativ vækst på -0,2 %. De senere år er det dog gået gradvis fremad, og i 2006 nåede man 2,8 %. Tyskland ser nu for første gang ud til at kunne opfylde Euro-samarbejdets krav om et maksimalt underskud i procent af BNP på 3 %, den såkaldte Maastricht-grænse. Selvom landets økonomiske situation på grund af større strukturelle problemer stadig ikke er optimal, opnåede man dog i første halvår 2007 for første gang siden genforeningen et overskud på statens finanser. Befolkning Demografi Tyskland har en anslået befolkning på 83.166.711 indbyggere pr. 2019, hvilket gør det til det folkerigeste i EU og nummer to i Europa efter Rusland. Da Tyskland med sine 357.021 km² kun er det syvendestørste land i Europa, er Tyskland samtidig en af verdens tættest befolkede større nationer. Der er dog betydelige regionale forskelle i befolkningstætheden. Større befolkningskoncentrationer findes i Nordrhein-Westfalen koncentreret i Ruhr-distriktet, Rhein-Main området omkring Frankfurt, i Hamborg, München og omkring Berlin. De tyndest befolkede områder finder man især i det østlige og allernordligste Tyskland med Mecklenburg-Vorpommern som den tyndest befolkede delstat. 75 millioner eller 91 % af befolkningen er tyske statsborgere; af disse har 7,2 millioner indvandrerbaggrund. De sidstnævnte fordeler sig i to grupper: Rester af en større tysk befolkning spredt ud over Østeuropa, og som kan få statsborgerskab ud fra tyske aner eller andet tilhørsforhold. Efterkommere af indvandrere fra Tyrkiet, Italien, Grækenland m.v. Indbyggere med fremmed statsborgerskab udgjorde i 2005 6.755.811 millioner, hvoraf tyrkere er den største gruppe med 2,3 millioner. De øvrige grupper er for en stor dels vedkommende EU-borgere (2,1 mio.), med italienere (540.810), polakker (326.596) og grækere (309.794) som de vigtigste grupper. En stor del af de resterende ikke-tyske statsborgere kommer fra tidligere sovjetstater og især eks-Jugoslavien med ca. 700.000. Den tyske fødselsrate er blandt de laveste i verden, men befolkningstallet holdes dog oppe af indvandring. Siden starten af 2007 har man kunnet konstatere et stigende antal fødsler, som man tilskriver den forbedrede økonomiske situation og ændringer i børnepengesystemet. Indfødte etniske mindretal er danskere i Sydslesvig (ca. 50.000), nationale frisere (ca. 20.000), sorbere i Sydøsttyskland (ca. 60.000) samt sinti og roma (sigøjnere, ca. 70.000). Religion Den romersk-katolske kirke omfatter 27,2 % af Tysklands indbyggere, protestantiske kirker (især lutherske, men også reformerte) 24,9 %, islam 5,2 %, og 38,8 % af befolkningen betegner sig som konfessionsløse, et af de højeste tal på verdensplan. I det katolske Bayern spiller religionen fortsat en stor rolle, mens mange områder i det tidligere Østtyskland har en meget lav grad af religiøsitet efter det areligiøse, kommunistiske styre. Siden antikken har Tyskland tilhørt den vesterlandske, kristne religionssfære. Martin Luthers lære udsprang i Tyskland og bredte sig sidenhen især i det nordlige Tyskland. I Sydtyskland slog den dels ikke rod i samme grad og blev dels trængt tilbage under modreformationen. Derfor kan man meget groft dele Tyskland op i et nordligt, protestantisk og et sydligt og vestligt, katolsk område. Der er dog også protestantiske egne i det sydlige Tyskland, særligt i Württemberg og Franken. I Nordtyskland er bl.a. Münster i Nordvesttyskland og en del af øen Nordstrand i Sydslesvig katolsk præget. Der er ingen statskirke i Tyskland, men de anerkendte kirkesamfund har en særlig stilling som offentlige, selvejende instanser. Staten står for at opkræve kirkeskat, og kirkerne modtager støtte fra staten. Sprog Det officielle sprog i Tyskland er tysk, der er et vest-germansk sprog. Derudover findes der en række regionale dialekter, der ofte adskiller sig meget fra hinanden i udtalen. Ved siden af det tyske sprog er der en række officielle mindretalssprog, herunder bl.a. dansk, sorbisk og frisisk Byer i Tyskland De fjorten største tyske byer er: Berlin 3.644.826 Hamburg 1.841.179 München 1.471.508 Köln 1.085.664 Frankfurt 753.056 Stuttgart 634.830 Düsseldorf 619.294 Leipzig 587.857 Dortmund 587.010 Essen 583.109 Bremen 569.352 Dresden 554.649 Hannover 538.068 Nürnberg 518.365 Det største byområde er Ruhr-distriktet med omkring 5,5 millioner indbyggere. Transport Tyskland er med sin centrale placering i Europa et trafikknudepunkt specielt for transport af varer, men også for persontransport. Man har forsøgt at imødegå den stærkt stigende godstransport på motorvejene ved at indføre afgifter for lastbiler (Maut). Jernbaner Den første tyske jernbane var den nu nedlagte forstadsbane mellem Nürnberg og Fürth, der blev indviet 7. december 1835. Den første tyske jernbane til at forbinde to byer var strækningen Leipzig-Dresden fra 1837. Det tyske jernbanenet administreres i dag af Deutsche Bahn og omfatter efter en del nedlæggelser ca. 38.000 km skinner. Der foregår store investeringer i jernbanenettet, der især går til udvidelse og forbedring af de mest befærdede strækninger mellem storbyerne. ICE-3 er det hurtigste tyske tog med ca. 250 km i timen, der gør det muligt at køre turen fra Hamborg til Frankfurt am Main på 3 timer og 19 minutter. Veje I romersk tid opstod et vejnet, der siden forfaldt. De første organiserede landeveje blev bygget i det 18. århundrede, men med bilen kom der for alvor gang i vejbyggeriet. Verdens første motorvej blev bygget i det sydvestlige Berlin i 1921. I løbet af 1930'erne og især fra 1960 til 1980 blev motorvejsnettet udvidet kraftigt. Det tyske motorvejsnet er i dag 13.183 kilometer (2020). Tæt trafik med køer af timers varighed på de store rejsedage forekommer, især i området omkring Ruhr-distriktet. Skibsfart En meget stor del af den tyske udenrigshandel foregår med skib, hvorfor Tyskland har nogle af verdens største havne i Hamborg, Wilhemshaven og Bremerhaven ud til Nordsøen, men en stor del af varerne udskibes også fra Rotterdam i Holland. Tyskland har et veludbygget net af kanaler, der forbinder de store tyske floder med hinanden. Det er muligt at sejle fra Hamborg til Donau i syd. De vigtigste sejlbare floder er Main, Weser, Elben og Rhinen. De vigtigste kanaler er Kielerkanalen eller Nord-Østersø-kanalen (påbegyndt af den danske kong Christian 7. som Ejderkanalen), der kan benyttes af meget store skibe, og Main-Donau-Kanalen, der kobler det sydøstlige Tyskland sammen med resten af landet. Havnen i Duisburg i Ruhr-distriktet er Europas største indlandshavn. Luftfart Tyskland har mange større lufthavne, hvoraf Frankfurt am Main er den største og vigtigste. Den er med 52,2 millioner passagerer årligt den tredjestørste på europæisk plan og den største målt i fragt. München er næststørst i Tyskland med 26 millioner passagerer. Til sammenligning betjener Kastrup lufthavn hvert år cirka 21 millioner. I alt er der 430 større og mindre lufthavne i Tyskland. Det nationale tyske luftfartsselskab er Lufthansa. Kultur Den tyske kultur har helt indtil 1800-tallet, i modsætning til mange andre nationale kulturer, udelukkende kunnet definere sig selv gennem det fælles sprog, fordi man ikke havde en nationalstat. Derfor følte f.eks. Mozart sig som tysker og ikke østriger, og derfor regner man den jødiske Franz Kafka fra det tyske mindretal i Prag til tysk litteratur, fordi han skrev på tysk. I slutningen af 1700-tallet kunne Goethe spørge sig selv: "Hvad er Tyskland?", og svare at det var der hvor den tyske tunge lød, og der hvor tyske sæder og skikke blev dyrket. Tyskland har en glorværdig kultur- og videnskabshistorie, der indbefatter mange af de største kunstnere og videnskabsfolk i verden. Under Nazityskland flygtede mange af de største tyske ånder fra landet, og denne kulturelle og videnskabelige åreladning har været mærkbar op til vor tid. Kunst Tyske malere har været indflydelsesrige på vestlig kunst gennem historien. Albrecht Dürer, Hans Holbein den yngre, Matthias Grünewald og Lucas Cranach den ældre var vigtige tyske kunstnere i renæssancen, Peter Paul Rubens og Johann Baptist Zimmermann i barokken, Caspar David Friedrich og Carl Spitzweg i romantikken, Max Liebermann i impressionisme og Max Ernst i surrealisme. Flere tyske kunstnergrupper er dannet i det 20. århundrede, såsom November Group eller Die Brücke og Der Blaue Reiter i ekspressionisme. Den Neue Sachlichkeit opstod som en mod-stil til det i løbet af Weimarrepublikken. Efter 2. Verdenskrig, har de vigtigste bevægelser neoekspressionisme, performancekunst og konceptkunsten udviklet sig, med bemærkelsesværdige kunstnere som Joseph Beuys, Gerhard Richter, Jörg Immendorff, HA Schult, Bazon Brock, Wolf Vostell, Aris Kalaizis, Neo Rauch og Andreas Gursky (fotografi).Større kunstudstillinger og festivaler i Tyskland er Documenta, Transmediale og Art Cologne. Litteratur Den første tyske litteratur stammer fra middelalderen med den berømte mytiske Nibelungenlied, men det er først i løbet af oplysningstiden i det 18. århundrede at tysk litteratur gør sig bemærket på verdensscenen. Fx Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller, der især prægede klassikken; Friedrich Hölderlin fra romantikken; Heinrich Heine som repræsentant for den politisk nationalliberale Vormärz-litteratur. Brødrene Grimm samlede tyske folkeeventyr og grundlagde den tyske sprogforskning. I det 20. århundrede vandt flere tyskere Nobelprisen i litteratur: Theodor Mommsen (1902), Paul Heyse (1910), Gerhart Hauptmann (1912), Thomas Mann (1929), Hermann Hesse (1946), Heinrich Böll (1972) og Günter Grass (1999). Andre betydningsfulde forfattere fra det 20. århundrede er Christa Wolf, Gottfried Benn, Bertolt Brecht og Arno Schmidt. Den tyske regering søger gennem Goethe-instituttet, der har filialer over hele verden, at gøre tysk kultur og litteratur kendt og bremse det tyske sprogs tilbagegang som verdenssprog. Bogmessen i Frankfurt er en af verdens vigtigste litterære begivenheder. Filosofi og videnskab Tyske tænkere har været blandt de ledende bidragydere til filosofi og videnskabsteori. Gottfried Wilhelm Leibniz, Immanuel Kant, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Karl Marx, Arthur Schopenhauer, Albert Einstein, Friedrich Nietzsche og Martin Heidegger er nogle af mest berømte, men især i fortsættelsen af den kritiske marxistiske idé har Theodor Adorno, Max Horkheimer og siden Jürgen Habermas gjort sig bemærket. Max Weber anses for at være grundlægger af sociologien som videnskab, og indenfor nyere sociologi har Ulrich Beck med sine kosmopolitiske ideer og Niklas Luhmann været indflydelsesrige. Musik De største klassiske tyske komponister er Johann Sebastian Bach, Ludwig van Beethoven, Georg Friedrich Händel, Robert Schumann, Richard Wagner, Johannes Brahms og Richard Strauss. I dag er Tyskland verdens fjerdestørste marked for musik og har indflydelse på forskellige musikgenrer. Nina Hagen har været en vigtig del af punk-bevægelsen, popdronningen Nena blev berømt især med sin "99 Luftballons", mens Kraftwerk og Einstürzende Neubauten i 70'erne og 80'erne var banebrydende inden for elektronisk musik. I udlandet er det i dag hovedsagelig Rammstein, US5 og Tokio Hotel der gør sig bemærket, hvor de har skabt et stort publikum selv om de synger på tysk. På det tyske marked er Udo Lindenberg, Herbert Grönemeyer, Dieter Bohlen, Die Ärzte, Die Prinzen, Wir sind Helden, Panik, Xavier Naidoo og Udo Jürgens populære. Tyskland har vundet Eurovision Song Contest to gange. I 1982 med Nicole og "Ein Bisschen Frieden" og i 2010 med Lena Meyer-Landrut og "Satellite". Film De allertidligste tyske film stammer fra Weimarrepublikkens dage, hvor bl.a. Fritz Lang blev verdensberømt. Under Nazityskland blev Leni Riefenstahl banebrydende med sine propagandafilm, der glorificerede nazismen, men beundres for deres nyskabende filmiske æstetik. Efter 2. verdenskrig gik der nogle år, før filmproduktionen for alvor kom i gang. En af de første efterkrigsfilm, der behandlede krigstiden, var Bernhard Wickis Broen fra 1959. I 60'erne brød instruktører som Volker Schlöndorff og Rainer Werner Fassbinder igennem. Nye navne i 70'erne var Werner Herzog og Wim Wenders. Fra 80'erne kendes navne som Wolfgang Petersen og Margarethe von Trotta. Genforeningens nærmest lammende virkning på tysk kulturliv ramte også filmen i et årti, men i begyndelsen af det nye århundrede er den blomstret op med eksempler som Florian Henckel von Donnersmarcks De andres liv, Oliver Hirschbiegels Der Untergang, Marc Rothemunds Sophie Scholls sidste dage, Detlev Bucks Knallhart og Wolfgang Beckers Good bye, Lenin!. Sport I 2006 var der 27 millioner aktive sportsudøvere i Tyskland. Sport er en vigtig del af fritidslivet, og landet har en stolt sportshistorie med et væld af titler og medaljer. Landet ligger nr. 3 på medaljelisten for OL. Blandt de mest populære sportsgrene er fodbold klart nummer ét med 6 millioner aktive fodboldspillere og 170.000 klubber. Tyskland blev i 2014 verdensmester i herrefodbold for fjerde gang. De har vundet verdens herrefodboldmesterskaber i 1954, 1974, 1990 og 2014. De blev nummer tre ved VM i fodbold 2006, som afholdtes i Tyskland. Den tyske Bundesliga er en af verdens største ligaer. Andre populære sportsgrene er håndbold, hockey, (bord)tennis og basketball. Inden for vintersport er Tyskland som regel også godt repræsenteret. Køkken Det tyske køkken varierer meget fra region til region og er tit mere beslægtet med regionernes nabolande end med øvrige dele af Tyskland. Spaghetti-lignende retter er populære i det sydlige Tyskland, mens kartofler og kålretter hører Nordtyskland til. Typisk for det tyske køkken er de mange typer pølser, og generelt er et tysk måltid tungt, syrligt og salt. Af tyske specialiteter kan nævnes surkål (Sauerkraut), Spätzle (nudler fra Württemberg) og Knödel (store mel- eller brødboller). Der er mange forskellige traditionelle kødretter, især af svin. Med de mange indvandrere er italienske, græske, indiske og tyrkiske restauranter blevet allestedsnærværende. Øl Tyskland har en meget gammel tradition for ølbrygning, og nogle bryggerier kan føre deres historie næsten 1.000 år tilbage. Weihenstephaner nær München er grundlagt i 1040 og regnes for verdens ældste bryggeri. Der er mange bryggerier i Tyskland. I Bayern er tætheden størst, og især mod nord i Franken ligger der ca. 250, flest omkring Bamberg. I de senere år er interessen for tysk øl steget i udlandet, og de største mærker kan fås mange steder i Danmark. Det tyske øl er underlagt et gammelt Reinheitsgebot. Vin Der dyrkes vin i Rhin-, Mosel- og Nahedalene, men også i Baden-Württemberg og omkring Dresden. Rødvinen kan sjældent måle sig med andre landes, men de tyske hvidvine er højt værdsat. Tyske rødvinsdruer er fx Spätburgunder (Pinot Noir) og Dornfelder. Den bedste hvidvinsdrue er Riesling og en krydsning af denne: Müller-Thurgau. Vinene er underkastet et indviklet navne- og kvalitetssystem. Noter Kilder Eksterne henvisninger www.deutschland.de – crossmediales, mehrsprachiges Deutschland-Portal Statistikportal.de Tysklands Forbundsregering Forbundspræsidenten Forbundsdagen deutschland-panorama.de Tysk.dk DK-Forum.de (dansk-tysk debatforum) Medlemsstater af Europarådet Føderale republikker

187

https://da.wikipedia.org/wiki/Trimaran

Trimaran

En trimaran er i skibsterminologi betegnelsen for et treskroget fartøj, gerne med et stort midterskrog og to mindre sideskrog, som alle er forbundet over vandlinjen. Nogle trimaraner kan sejle med en fart af ca. 40...60 km/t (25...35 knob). Med sat sejl kan man mærke accelerationen som følge af selv mindre vindstød. Ekterne henvisninger Billede af 60 fods trimaran i Egå marina Se også katamaran, båd, skib, transport, pantamaran Skibstyper Flerskrogsjoller

190

https://da.wikipedia.org/wiki/Underholdning

Underholdning

Underholdning er kunsten at holde mennesker beskæftiget på en måde så de har det sjovt eller føler sig åndeligt eller intellektuelt stimuleret. Underholdning bliver tit formidlet gennem et medie som for eksempel musik, tv, radio, teater, tegneserier eller andet. Se også Spil Cirkus Sightseeing

191

https://da.wikipedia.org/wiki/Ungdomsorganisation

Ungdomsorganisation

En ungdomsorganisation er en organisation, der har unge mennesker som medlemmer og ledere. Frivillige ungdomsorganisationer findes indenfor en lang række emneområder. Nogle ungdomsorganisationer beskæftiger sig med emner, der er af særlig interesse for unge, mens andre arbejder med almene emner ud fra en ungdomssynsvinkel. Der findes et stort antal ungdomsorganisationer i Danmark. Mange af dem er medlem af Dansk Ungdoms Fællesråd.

192

https://da.wikipedia.org/wiki/U

U

U, u er det 21. bogstav i det latinske alfabet og i det danske alfabet. Andre betydninger Tegnet U har flere betydninger: Kemisk tegn for uran. Biokemisk forkortelse for nukleinsyren uracil Tegnet u kan betyde atommasseenhed Partibogstav for partierne Demokratisk Fornyelse og De Uafhængige Symbol for elektrisk spænding i Ohms lov Bruges som forkortelse "You" Eksterne henvisninger Latinske bogstaver

193

https://da.wikipedia.org/wiki/Virtual%20Reality%20Modeling%20Language

Virtual Reality Modeling Language

Virtual Reality Modeling Language forkortet VRML er et scriptingsprog, der benyttes til beskrivelse at tredimensionelle modeller, der kan fortolkes som virtual reality af en browser, således at man virtuelt kan vende og dreje de pågældende modeller, bevæge sig rundt imellem dem og beskue dem fra alle vinkler. Sproget kan beskrive interaktion mellem objekterne samt interaktion med brugeren og kan ligesom HTML indeholde klikbare hyperlinks. Derudover kan der være indbygget multimedieelementer, og der er mulighed for at arbejde med avatarer. Konstruktion af VRML-filer Filformatet er ligesom ved HTML og Javascript, ASP-kode, PHP-kode mm. et almindeligt tekstformat, og filerne kan således dannes med en almindelig teksteditor. Imidlertid findes der også værktøjer i form af særlige VRML-editorer til at lette arbejdet. Nogle af disse er af WYSYWYG-typen (se eksempler), andre hjælper blot med til at få styr på syntaksen. Den virtuelle struktur De virtuelle objekter i VRML består af nogle få grundelementer, der kan skaleres og flyttes samt roteres om henholdsvis x-aksen y-aksen og z-aksen i en 3-dimensional verden. Disse kan også kombineres vilkårligt og dermed definere nye elementer, der kan genbruges i det uendelige. Der kan desuden være 3-dimensionale verdener inden i andre 3-dimensionale verdener, altså med hver deres x-akser, y-akser og z-akser. Med såkaldte prototyper kan der konstrueres nye parametriserede grundelementer (Nodes) ud over de, der fra starten er indbygget i sproget. Der kan således med temmelig få kodeliner bygges meget komplekse virtuelle 3D-modeller, inkluderende dynamik og interaktion med brugeren, og det er muligt at inkludere færdiglavede modeller, der foreligger som selvstændige eksterne VRML-moduler. Hvis man har et lager af disse, kan man således bruge dem som byggeklodser ved konstruktion af nye virtuelle 3D-verdener. De eneste betingelser for at 3D-virkningen kan opnås som tilsigtet er, at koden er syntaktisk korrekt, samt at VRML-filerne gemmes med filefternavnet ".wrl". Visning over internettet i en browser For at virtual reality modellerne kan vises i en browser, kræves det at man har installeret en særlig plug-in til formålet. Der finders flere forskellige sådanne til de mest populære browsere på markedet, og som det er gratis at installere og bruge. Det er muligt at embedde (integrere, indlejre) VRML-3D-verdener i almindelige HTML-websider i form af 3D-vinduer. Hvis man gør det, bør man imidlertid sikre sig, at brugerne får en forståelig fejlmelding, såfremt deres browsere ikke er i stand til at vise VRML, og der bør være vejledning om, hvor man kan finde den plug-in, man i givet fald stal have installeret for at kunne se 3D-verdenen. Sprogets oprindelse og aktuelle status Version 1.0 af sproget blev i 1995 defineret ud fra SGI's (det daværende Silicon Graphics, Inc.) filformat "Inventor" og kunne kun beskrive statiske verdener. Version 2 af sproget, "VRML 97" tilføjede interaktion og blev ophøjet til en ISO-standard (14772-1:1997). Standarden bliver i øjeblikket vedligeholdt af Web3D Consortium. Se også Autodesk 3ds Max – Avanceret professionelt 3D-værktøj især brugt til produktionm af 3D-spil (kan eksportere til VRML) Flux (program) Google Sketchup – Nemt WYSYWYG 3D-skitseringsværktøj for arkitekter og designere. Google Earth – 3D-modeller af bygninger etc. skabt med Google Sketchup kan eksporteres hertil. X3d – en videreudvikling af VRML Referencer Eksterne henvisninger The Annotated VRML 97 Reference – on-line indføring og håndbog vedrørende syntaksen i VRML 97 Web3D Repository – links til VRML-modeller samt en række programmer der kan vise VRML-filer Tredimensionel model af Rundetårn Eksempler på modeller Internetteknologi Grafiske filformater

196

https://da.wikipedia.org/wiki/V

V

V, v er det 22. bogstav i det danske alfabet og i det latinske alfabet. Andre betydninger V har flere betydninger: Romertal – V angiver tallet 5 van eller von – v er en forkortelse af det hollandske eller tyske indskudsnavn van eller von, som begge betyder fra Vanadium – V er det kemiske tegn for vanadium Velocity – v er en forkortelse for fysisk-hastighed Venstre – V er partibogstav for det danske politiske parti venstre Vest – V er forkortelse for den geografiske retning vest Volt – V er forkortelse for den elektriske spændingsenhed volt Volumen – V er en forkortelse for en rumfangsenhed V-tegn – et håndtegn Stelnummer – V er VIN-kode for modelår 1997 Eksterne henvisninger Latinske bogstaver

197

https://da.wikipedia.org/wiki/Vindenergi

Vindenergi

Vindenergi eller vindkraft er et udtryk for den kinetiske energi, som vinden indeholder. Den er en indirekte form for solenergi og kan derfor betegnes som vedvarende energi der skåner miljøet. Vindenergien er i mange hundrede år blevet udnyttet af menneskerne. Det begyndte med at udnytte vinden til at fremdrive sejlskibe eller balloner, eller til at udrette mekanisk arbejde ved hjælp af vindmøller. I nutiden omdannes vindenergi til elektricitet via vindkraftværker (elektricitetsproducerende vindmøller), der transducerer en spænding i vindkraftværkets vindturbine. Dannelsen af vindenergi Solenergiens uregelmæssige indstråling på jordoverfladen bevirker en forskellig opvarming af Jordens atmosfære, vand- og landmasserne. Så er en side af Jorden, natsiden, bortvendt fra solen, tilmed er den solare indstråling i nærheden af ækvator større end ved polen. Allerede gennem den herved opståede temperatur- og dermed også lufttrykforskellen, kommer luftmasserne mellem zonerne om ækvator og polen da også mellem Jordens dag og natside, i bevægelse. Jordens rotation bidrager ligeledes til at sætte luftmasserne i bevægelse, og rotationsaksens skævstilling til jordfladen, der danner jordbanen gennem omkredsning af Solen, (ekliptikale flader) fører til årstidernes luftstrømninger. Der udvikler sig højtryk og lavtryksområder. Da Jorden drejer sig, er de flydende luftmasser udsat for under indflydelse af den fra rotationen resulterende corioliskraft; den strømmer derfor ikke i en lige linje til målet. Derimod danner der sig på nord- og sydhalvkuglen hvivler med forskellig drejeretning. På nordhalvkuglen strømmer luftmasserne (set fra rummet) mod urretningen ind i et højtryksområde og i urets retning ud af højtrykområdet. På sydhalvkuglen er orienteringen omvendt. Til disse globale forstyrrelser kommer der også de lokale indflydelser til, så vinden opstår. På grund af de forskellige specifikke varmekapaciteter opvarmet af vand opvarmer landjorden sig om dagen hurtigere end vandet, og der blæser om dagen gennem de opståede trykforskelle en vandholdig vind på land. Om natten afkøles landmasserne sig hurtigere end vandet, og det giver den modsatte effekt. Til og lige med kan vinden over vandet udvikle sig uhindret, således at der særlig i kystområderne opstår en regelmæssig og stærk vind. Også gennem bjergformationer og andre lokale udprægninger (f.eks byer), kan der opstå vindstrømninger, der ofte gennem indskrænkede forhindringer (dyse-effekten) bliver forstærket. Vindens styrke afhænger i de lavere luftlag af hvilke landskabselementer der er i området. Vand, marker, skov eller bebyggelser danner forskellig modstandsgrader, der beskriver luften ved jordoverfladens friktion. Denne effekt fører til en forringelse af vindhastigheden, afhængig af højden over jordfladen. Udnyttelse af vindenergi Vindenergien er gennem tiderne blevet udnyttet af menneskerne til mange forskellige formål, som f.eks til fremdrift af skibe og balloner og til udnyttelse af mekanisk arbejde ved hjælp af vindmøller. Efter opdagelsen af elektriciteten og opfindelsen af den elektriske generator lå også tanken om at udnytte vindenergien til fremstilling af elektricitet nær. Med forskning og udvikling inden for vindenergi specialiserede man sig også i opbygningen af vingeformer, og bygningen af store vindkraftanlæg. Siden oliekrisen i 1970'erne er der blevet forsket i alternative muligheder for energiforsyning og dermed også udviklingen af de moderne vindkraftanlæg. Vindenergianlæg kan indsættes til elproduktion i alle klimazoner, på havet og i alle landformer (ved kysterne, inde i landet og i bjergområder). Udnyttelsen af vindenergi gennem vindkraftanlæg afhænger af størrelsen af vindens fart i navlehøjde, strømmens salgpris og af anlægs og infrastrukturomkostningerne. De største udvindere af vindenergi til elproduktion er USA, Tyskland, Kina og tidligere Spanien. I Danmark er ca. 20 % af strømproduktionen produceret af vindkraftværker og har dermed Verdens største andel af elproduktion med vindkraft. I nogle regioner i Danmark og Tyskland ligger andelen endnu højere. I Danmark, Tyskland og Spanien var den politiske vilje afgørende for vindenergiens udvikling. Det førte i de tre lande til udviklingen af en ny stor industrigren. Danmark, Tyskland og Spanien har i nutiden den største produktion af vindkraftanlæg. Danmark har en førende stilling i produktionen af vindkraftværker (elektricitetsproducerende vindmølle]r). Vestas er (2006) verdens største producent af vindkraftværker. Andre store vindmøllefabrikanter er Siemens Wind Power (Danmark), GE Power (USA) og Gamesa (Spanien). Verdens største vindkraftværk i drift er på 9,5 MW og bygges af Vestas, men det forventes, at de i fremtiden kan blive endnu større. General Electric arbejder for eksempel på en mølle på 12 MW. Se også Energistrategi Distribueret elproduktion Elektricitetens historie i Danmark Noter Eksterne henvisninger Energinet Mølle database Samling med 300+ danske vindmøller. (Not working on 1/1/2011) Dansk Mølle Forum Hjemmeside for alle interesserede i de gamle vand- og vindmøller. Danmarks ældste vindmølle Alt om vindmøller fra Nordisk Folke center

198

https://da.wikipedia.org/wiki/Vestas%20Wind%20Systems

Vestas Wind Systems

Vestas Wind Systems A/S () er en dansk fabrikant af vindmøller til fremstilling af elektrisk energi. Virksomheden regnes for at være verdens førende inden for sit felt og den største – målt på antal opstillede enheder. I 2010 havde Vestas opstillet mere end 41.000 vindmøller i 65 lande fordelt over 5 kontinenter. Vestas blev grundlagt af Peder Hansen i 1945 under navnet VEstjysk-STålteknik A/S, hvis navn blev forkortet til Vestas. Dengang fremstillede virksomheden hårde hvidevarer, og begyndte at producere landbrugsudstyr. Under den anden oliekrise i 1970'erne begyndte Vestas at undersøge vindmøllens potentiale som en alternativ, ren energikilde. I 1979 leverede Vestas de første vindmøller. Branchen oplevede et regulært boom i begyndelsen af 1980'erne, men i 1986 blev Vestas tvunget til at gå i betalingsstandsning, fordi markedet i USA kollapsede. Det skyldtes ændringen af en særlig skattelovgivning, der ellers havde sikret fordelagtige forhold for etablering af vindmøller. Vestas har siden da udviklet sig fra en pioner i branchen med en medarbejderstab på omkring 60 personer i 1987 til en global, højteknologisk og markedsførende virksomhed, der beskæftiger mere end 17.000 medarbejdere. I 1997 gik Vestas på børsen for at få tilført kapital til den fremtidige vækst og udvikling. Det resulterede i, at Vestas blev opkøbt af et hollandsk konsortium med storbanken ABN AMRO i spidsen. To år senere udvidedes aktiekapitalen yderligere. I 2002 takkede Johannes Poulsen af efter næsten femten år som administrerende direktør, og blev erstattet af den hidtidige økonomidirektør Svend Sigaard. Sigaard præsiderede frem til 2005. I disse år blev der ikke blot strammet op i organisationen, men der indledtes også en ny fase i selskabets historie. De første offshore vindmøller blev leveret i 2002 til Horns Rev, men måtte tages ned igen på grund af fejl i transformatorerne. Det illustrerede sårbarheden i forsyningskæden og gav anledning til at øge selvforsyningsgraden i de følgende år. I 2004 blev Vestas fusioneret med en anden dansk vindmølleproducent, NEG Micon A/S. Samme år overtog Siemens den danske vindmølleproducent Bonus Energy i Brande. Globale energigiganter som Siemens og General Electric gik for fuld kraft ind i vindmølleindustrien og indledte konsolideringsbølgen. Samarbejdsvanskeligheder mellem Vestas og NEG Micon førte til et ledelsesskifte, og den 1. maj 2005 tiltrådte Ditlev Engel som administrerende direktør i virksomheden. En måneds tid efter Engels tiltrædelse offentliggjorde han sin strategi for Vestas for 2005-2008: "The Will to Win". Den omfattede blandt andet en ny vision for Vestas: vind, olie, gas og erklærerede, at vindkraft skal være en energikilde på linje med olie og gas. Vestas lancerede den nye strategi, Nr. 1 inden for moderne energi, i august 2007 for at styrke sin markedsførende position og understrege det faktum, at vindkraft er en energikilde på linje med olie og gas. Vestas blev yderst hårdt ramt under den økonomiske krise – omkring 5.000 danske medarbejdere i Vestas blev fyret under krisen. Den 21. august 2013 blev adm. direktør Ditlev Engel fyret efter en række år med dårlige resultater. Engel blev afløst af svenskeren Anders Runevad, der kom til fra svenske Ericsson. Historie Vestas' historie strækker sig tilbage til 1898, da H.S. Hansen (1876-1953) etablerede sin første smedevirksomhed i byen Lem i Vestjylland. Han fik succes på grund af sin store idé-rigdom og virkede inspirerende på mange af sine smedesvende, som senere etablerede deres egne foretagender. Det bevirkede, at Lem efterhånden udvikleðe sig til et kraftcenter for smedehåndværket. I 1928 etablerede han sammen med sønnen Peder Hansen (1906-1992) firmaet Dansk Staalvindue Industri, som fremstillede stålvinduesrammer til industribygninger. På grund af materialemangel lå virksomheden stille under 2. verdenskrig, men sammen med ni kolleger omdannede Peder Hansen i 1945 familiefirmaet til et aktieselskab under navnet VEstjysk-STålteknik A/S, der efterfølgende blev forkortet til Vestas. I 1956 startede Vestas en produktion af ladeluftskølere til Burmeister & Wains skibsværft. Allerede i 1959 købte Peder Hansen de øvrige aktionærer ud og blev eneejer. I løbet af 1950'erne og 1960'erne ekspanderede Vestas stærkt. Virksomheden udnyttede landbrugets mekanisering og en stærk international industrialisering og vækst til at udvikle en række metalprodukter til både det danske og internationale marked, specielt landbrugsvogne og hydrauliske kraner til lastbiler. I 1960'erne rundede virksomheden 120 ansatte. Oliekrisen i 1970'erne gav nye ideer, og man kastede blikket på alternativ energi i form af vindmøller. Den første mølle fra fabrikken kom på markedet i 1979. I 1979-80 havde Vestas ordrer på i alt 36 vindmøller. Fremtiden tegnede lyst, da man kom ind på markedet i blandt andet USA, men i oktober 1986 måtte Vestas gå i betalingsstandsning, da de særlige skattelove der gjorde det attraktivt at bygge vindmøller i Californien bortfaldt, hvilket trak tæppet væk under Vestas. Kreditorerne havde over 100 mio. kr. til gode, og Finn Hansen blev koblet ud af Vestas. Store dele af produktionen blev frasolgt, og Vestas Wind Systems A/S blev dannet med Johannes Poulsen som administrerende direktør. Johannes Poulsen og ca. 60 ansatte begyndte et nyt kapitel i historien om Vestas, som nu kun ville beskæftige sig med vindenergi. I 1989 blev de sidste af 100 møller i Vestas' hidtil største møllepark i Danmark sat i drift. Møllerne var serieproducerede og havde pitch-regulering og mikroprocessor, hvilket var gennemgående i flere år fremover. Virksomheden havde for alvor vind i sejlene og havde blandt andet i 1991 en omsætningsfremgang på 35% – samme år som mølle nummer 1.000 fra Vestas blev opstillet på dansk grund. Der var også fremgang på en række udenlandske markeder som Tyskland og Storbritannien, og der blev etableret samarbejde med virksomheder i bl.a. Spanien. Samarbejdet i Spanien kastede i år 2000 den hidtil største enkeltordre af sig, da der skulle bygges 1.800 møller til et spansk energiselskab, og i maj måned samme år stod det nye fabriksanlæg i Nakskov færdig og bestod af i alt 22.000 kvadratmeter til produktion af 32 og 39 meter lange vinger til MW-møller. I januar 2001 blev Vestas valgt som vindmølleleverandør til det første store offshore-projekt i Nordsøen, Horns Rev Havmøllepark, ud for Esbjerg. Parken blev opført hen over sommeren 2002 og blev verdens hidtil største havvindmøllepark med en kapacitet på 160 MW. Den valgte mølletype var Vestas V80-2,0 MW og den forventede ordre var på ca. 1 mia. kr. I 2001 fik Vestas også deres første kontrakt med olielandet Iran, der bestilte komponenter til 123 vindmøller til en samlet værdi af 200 mio. kr. Dermed fik Vestas et gennembrud i Mellemøsten, hvor der er en voksende interesse for alternativ og miljørigtig energi. Den 1. december 2001 solgte Vestas sin andel i den spanske vindmølleproducent Gamesa Eólica S.A. på grund af strategiske uenigheder mellem de to firmaer, salgspris 2,1 mia. kr. I april 2002 trådte Johannes Poulsen tilbage som koncernchef og overlod denne post til tidligere økonomidirektør Svend Sigaard. Året efter offentliggjorde Vestas planerne om at fusionere med konkurrenten NEG Micon. Dermed skabtes verdens største vindmølleproducent. Fusionen gav dog problemer, og virksomheden måtte nedjustere kraftigt, lige før Ditlev Engel tiltrådte som ny koncernchef per 1. maj 2005. Siden da har koncernen arbejdet efter den nye strategi "The Will to Win" med en række konkrete finansielle målsætninger. I 2008 landede omsætningen på godt 6 mia. euro med et overskud efter skat på 511 millioner euro. Ved udgangen af 2008 var der knap 20.000 ansatte i Vestas på verdensplan. Den 21. august 2013 blev administrerende direktør Ditlev Engel fyret på grund af dårlige resultater og et stort underskud. Svenskeren Anders Runevad overtog posten. I maj 2017 var omkring 46 pct. ansat inden for produktionen, 41 pct. arbejdede med salg og service, mens de resterende 13 pct. var beskæftiget med udvikling og andre funktioner. I 2017 omsatte Vestas for 74,6 milliarder kroner og fik et nettoresultat på 6,7 milliarder kroner. I september 2018 havde Vestas cirka 5000 ansatte i Danmark, og i alt cirka 24.300 ansatte i 79 forskellige lande. Vestas-aktien Vestas har passeret 100 milliarder i markedsværdi, og har i de seneste år oplevet en stor interesse for selskabets aktie. I 2007 var Vestas-aktien blandt de mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs, og aktiekursen steg fra kurs 242 den 1. januar 2007 til kurs 552 den 31. december 2007. Siden har aktien taget en voldsom rutsjetur, men er nu ved at genvinde det tabte og lå primo maj 2009 omkring 400. Vestas' aktie er i dag en folkeaktie. Ultimo juni 2013 havde Vestas 172.071 navnenoterede aktionærer inklusive depotbanker. De navnenoterede aktionærer ejede 92,8 pct. af selskabets aktiekapital. 167.587 danske aktionærer ejede ultimo juni 2013 omkring 59 pct. af Vestas, hvis aktier er 100 pct. frit omsættelige. Vestas ejer 0,7 pct. af aktiekapitalen, der ultimo 2012 udgjorde 1.455.813 aktier svarende til EUR 48 mio. Aktierne er købt i henholdsvis 2006, 2007, 2009 og 2011. I forbindelse med fyringen af adm. direktør Ditlev Engel eksploderede handlen med Vestas'-aktier den 21. august 2013 – den dag blev der handlet for mere 655 millioner kroner aktier. Økonomisk krise Vestas har gennem mange år gået for at være en økonomisk gigant på den danske scene, men heller ikke Vestas slap uden om den økonomiske krise i slutningen af 2000'erne, da ledelsen i april 2009 meddelte, at der skulle afskediges 1.900 medarbejdere, deraf 1.275 i Danmark. Den 26. oktober 2010 gennemførte Vestas en større fyringsrunde, idet 3.000 medarbejdere, heraf knap 2.000 i Danmark blev afskediget. Samtidig blev det annonceret, at produktionen i Rudkøbing, Nakskov, Skagen og Viborg vil blive nedlagt. Dette vurderes som en katastrofe for udkantsområderne i Danmark. I 2012 blev yderligere 2.335 stillinger nedlagt, primært i administrationen og produktionen i hele Europa – heraf 1.300 i Danmark og Vestas' datterselskab Vestas Towers i Varde lukkede. Som led i en spareplan lukkede Vestas kontorerne i Randers og København, og flyttede dem til selskabets hovedkontor i Aarhus. Vestas har også meldt ud, at der i løbet af 2013 skal skæres stillinger væk, så selskabet ved udgangen af 2013 vil beskæftige omkring 16.000 ansatte. På trods af de kriseramte år for Vestas, formåede selskabet alligevel at vende kursen i 2013. Siden da har Vestas' aktie være stødt stigende i kurs, og i 2020 steg aktien med 140 . Administrerende direktør siden 1928 1928-1984 grundlægger Peder Hansen 1984-1986 Finn Hansen 1986-2002: Johannes Poulsen 2002-2005: Svend Sigaard 2005-2013: Ditlev Engel 2013–2019: Anders Runevad 2019-: Henrik Andersen Referencer Eksterne henvisninger Vestas' hjemmeside Etableret i 1945 OMXC25 Virksomheder i Aarhus

199

https://da.wikipedia.org/wiki/Vant

Vant

Vant er i skibsterminologi betegnelsen for en line (i dag typisk en stålwire) der afstiver masterne på tværs af skibet. Flertal af "vant" er "vant" eller "vanter". Vantet kan være forsynet med tværgående liner, vævlinger, så søfolk og evt. marinesoldater kan entre op i vantet. Skibsterminologi

200

https://da.wikipedia.org/wiki/Wikipedia

Wikipedia

Wikipedia er en internetencyklopædi, der forekommer i flere sprogversioner, udelukkende med frit indhold og ingen reklamer (selvom donationer accepteres), baseret på et åbent samarbejde igennem en model, hvor brugere kan redigere ved hjælp af internet-baserede applikationer som webbrowsere, kaldet wiki. Det er det største og mest populære generelle referenceværk på internettet, og i april 2019 var det blandt de mest populære hjemmesider ifølge Alexa rangeringsystem. Wikipedia ejes og drives af Wikimedia Foundation, en almennyttig organisation der drives ved hjælp af donationer for at kunne være uafhængig. Wikipedia blev lanceret den 15. januar 2001 af Jimmy Wales og Larry Sanger. Sanger fandt på navnet, som en portmanteau af wiki (det hawaiianske ord for "hurtig") og "encyclopedia". Oprindeligt var det udelukkende en engelsksproget encyklopædi, men andre sprogversioner blev hurtigt udviklet. Det er dermed den sprogversion af Wikipedia med flest artikler. Tilsammen har de over 300 sprogversioner af hjemmesiden mere end 40 millioner artikler på 301 forskellige sprog og i februar 2014 nåede siden 18 milliarder sidevisninger og næsten 500 millioner unikke besøgende om måneden. I 2005 udgav Nature en artikel, hvor 42 artikler om forskellige videnskabelige emner blev sammenlignet fra Encyclopædia Britannica og Wikipedia, hvor man fandt, at Wikipedias niveau af præcision og rigtighed nærmede sig Britannicas, selvom kritikere har foreslået, at hvis man havde udvalgt en tilfældig gruppe blandt alle artikler eller havde fokuseret på samfundsvidenskab eller omstridte sociale problemer. Det efterfølgende år skrev Time magazine at den åbne dørs politik tillod at hvem som helst kunne redigere, og at det gjorde det til den bedste encyklopædi i verden, og det hyldede Jimmy Wales' vision. Wikipedia er blevet kritiseret for at udvise systematisk bias, for at fremstille en blanding af "sandheder, halve sandheder og nogle løgne", og for at være genstand for manipulation og spin i forbindelse med kontroversielle emner. I 2017 annoncerede Facebook at siden ville hjælpe læsere med at detektere fake news ved at foreslå links til relaterede Wikipedia-artikler. YouTube annoncerede lignende planer i 2018. Den danske udgave blev påbegyndt den 1. februar 2002. Den danske Wikipedia har artikler pr. . Bærende principper De tre bærende principper på Wikipedia, der tilsammen definerer dens niche på World Wide Web er: Den er, eller sigter på at blive, primært en encyklopædi. Den er en wiki, det vil sige den kan redigeres af hvem som helst. Den er med åbent indhold under Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported. Wikipedia støttes af Richard M. Stallman og Free Software Foundation. Stallman påpegede brugbarheden af en "fri universel encyklopædi" før Wikipedia blev startet. Software og hardware Oprindeligt startede Wikipedia med at køre på UseModWiki, skrevet af Clifford Adams. Den 26. januar 2002 skiftede den engelske Wikipedia program fra UseModWiki til PHP og MySQL. Den 25. september 2002 skiftede den danske Wikipedia over til samme program. Projektet kører på mange dedikerede servere, der er placeret i Florida, USA og tre andre steder i verden. Disse servere er ansvarlige for Wikipedia på alle sprog og for postlisterne. Wikipedia modtager mellem 2000-7000 sidevisninger per sekund. Over 200 servere er blevet sat op for i fællesskab at kunne håndtere den enorme mængde trafik. Mobil adgang til Wikipedia Mobile enheder kan tilgå de mobile udgaver af Wikipedia. Den første mobile udgave formateret til WAP (wapedia.mobi ) har eksisteret siden 2004 – og siden 2009 til andre mobile enheder inkl. iPod, Android-enheder, og Kindle (da.m.wikipedia.org og en.m.wikipedia.org). Brugerhierarki Alle der er koblet til Internettet kan læse og skrive i Wikipedias artikler. Bidrag angives med IP-adressen. Personer der har lyst til at bidrage med mere, kan oprette sig som brugere. Dette er gratis og har en del fordele – primært overskuelighed. Enkelte kontroversielle artikler kan være semibeskyttet; dvs. låst for bidrag fra IP-adresser. Alle kan bekæmpe vandalisme og brugere der er blevet erfarne indenfor wikiprocedurerne kan vælges til administratorer. Administratorer kan slette artikler, blokere brugere og beskytte artikler. Der er p.t. administratorer på den danske Wikipedia Brugere oprettes som administratorer af bureaukrater (Bureaucrats) der også kan ændre brugernavne. Administratorer kan få taget deres rettigheder, hvis de udøver magtmisbrug. Det gøres af forvaltere (Stewards). Forvaltere vælges en gang om året ved demokratiske afstemninger. Wikipedias styrke er blandt andet at udnytte diverse brugeres evner. Nogle ved en masse om et emne, men formulerer sig dårligt. Andre aner intet om emnet, men kan rette stavefejl, tegnsætning o.lign. Nogle brugere har kæpheste, som at bekæmpe dåsedansk og patruljerer da.wikipedia.org regelmæssigt. Erfarne brugere kan wikificere nye brugeres bidrag – indsætte hyperlinks, billeder, links til andre sprog, kategorier mm. Popularitet Sammenlignet med andre sites på dansk er den danske Wikipedia godt besøgt og lå december 2013 på en 20. plads. I november 2013 var der omkring 40,4 millioner sidevisninger, eller 56.000 sidevisninger i timen. Sammenlignet med andre sites besøgt fra Danmark, er Wikipedia (alle sprogversioner medtaget) også godt besøgt og lå december 2013 på en 6. plads. Den danske Wikipedia er ikke repræsenteret på FDIMs statistik (viser kun sites under .dk), men hvad sidevisninger angår, lå dansk Wikipedia i oktober 2013 mellem 12. og 13.-pladsen, mellem politiken.dk og jp.dk Se også Åbne uddannelsesressourcer - Open Educational Resources Kilder/referencer Eksterne henvisninger Wikipedias flersproglige forside ted.com: Talks Jimmy Wales: How a ragtag band created Wikipedia Video om brug af Wikipedia fra Crash Course Wikier Onlineencyklopædier Etableret i 2001 Nydannelser

201

https://da.wikipedia.org/wiki/Wiki

Wiki

En wiki er et websted, hvor enhver ved hjælp af en browser kan oprette, vedligeholde og forfatte webdokumenter og websider i samarbejde med andre. En wiki er en moderne teknologi (web 2.0), som muliggør, at mange brugere i fællesskab opbygger indhold/viden. En wiki sætter grupper i stand til at organisere og dele indhold og viden på en organisk og fri måde. En wiki bruger typisk et simpelt opmærkningssprog til at formatere teksten med. Nogle wikier tilbyder dog WYSIWYG funktionalitet, så en bruger ikke behøver sætte sig ind i det anvendte opmærkningssprog før wikien kan anvendes. Indtastede ændringer og tilføjelser er for nogen wikiers vedkommende umiddelbart tilgængelige uden at indholdet bliver gennemlæst af andre, dvs. også uden at ændringerne er blevet explicit accepteret eller godkendt først. Den resulterende samling af hypertekstdokumenter, også kaldet enten "wiki" eller "WikiWikiWeb", er typisk produceret af adskillige brugere Mange wikier kan med det samme genkendes på deres brug af WikiOrd (eller CamelCase). Disse produceres ved at bruge stort startbogstav for hvert ord og fjerne mellemrummene mellem ordene; dette medfører, at frasen automatisk laves til et link (Wikipedia bruger ikke længere CamelCase). Ellers kan der være en knap eller en tekst, der hedder edit (redigér), som tillader at redigere i siden med det samme, og uden at man skal søge om lov. Wiki er kort form af wiki wiki der betyder "hurtig" på hawaiiansk og udtales "viki" på dansk Historie Den orignale WikiWikiWeb blev skabt af Ward Cunningham i 1995. Han opfandt og navngav Wiki konceptet, og skabte den første version af en WikiWiki server med anvendelse af Perl-programmeringssproget. Enkelte er af den opfattelse at alene Ward's wiki bør kaldes Wiki (med stort W) eller WikiWikiWeb. Wiki-vandalisme Den åbne filosofi bag mange wikier er, at alle må redigere og gemme sider. Det forhindrer ikke brugerne i at ødelægge eller modificere sider til noget direkte forkert. Når de ødelægger sider, kaldes det for wiki-vandalisme. Studier fra IBM viser, at sider udsat for wiki-vandalisme har en levetid på ca. 5 min. (de 5 min. gælder kun i den engelske udgave af Wikipedia), før den tidligere version bliver genoprettet af en anden bruger. Undersøgelserne viser ydermere at 97 % af vandalismen foretages af anonyme brugere. Wiki-software Der er mange programmer, der frit kan anvendes til at styre en wiki. Det mest udbredte for øjeblikket er nok MediaWiki der blandt andet anvendes til Wikipedia. I firmaerne er TWiki det mest udbredte program. Wiki i undervisning Udbredelsen af wikier har åbnet muligheden for brugen i læringskontekst. Wikien kan bruges i undervisningen af såvel studerende som undervisere, som alle har mulighed for at oprette og redigere i artikler og sammen udbygge en fælles vidensdatabase. Wikien kan bruges som et opslagsværk af nuværende og kommende studerende og styrker samtidig de studerendes kommunikationsevner og brug af it. Underviseren kan anvende Wikipedia til e-læring, hvilket vil betyde at wikiredigeringer vil være synlige for alle, eller om han hellere skal anvende en wiki fra et lukket e-læringssystem som Blackboard Learning System. Hvis formålet er at opbygge en vidensdatabase blandt de studerende, er dette at foretrække. E-læring i virksomheder Wikier kan også anvendes til e-læring i virksomheder. Man kan fx bruge det til at dele viden mellem forskellige afdelinger i en virksomhed og mellem virksomhedens filialer i forskellige lande. På et intranet for en virksomhed kan forskellige afdelinger hjælpe hinanden med viden om fx kulturel adfærd over for leverandører i Kina og på den måde dele erfaringer og viden, så de kan forhindre støj og sammenbrud i kommunikationen mellem to kulturelle modsætninger. Forskellige wikier Wikipedia Uncyclopedia MinecraftWiki Bulbapedia Elder Scrolls Wiki Wookieepedia Se også MediaWiki MoinMoin TWiki WikiMatrix Eksterne kilder/henvisninger WelcomeVisitors – Portland Pattern Repository Wikiprofile Wikicareer Wikisoft The Wiki Way: Collaboration and Sharing on the Internet / Bo Leuf, Ward Cunningham. – Addison-Wesley Longmann, April, 2001.

205

https://da.wikipedia.org/wiki/W

W

W, w, dobbelt-v er det 23. bogstav i det danske alfabet og det latinske alfabet. Andre betydninger Tegnet W har mange betydninger. Betegnelse for måleenheden watt, se effekt Kemisk tegn for wolfram (engelsk: tungsten) W-boson VIN-kode for modelår 1998 Historie Ligaturen "uu" eller "vv" brugtes i oldhøjtysk og i den tidligste oldengelske skrifttradition, for at udtrykke den germanske labiovelær approksimant som i moderne engelsk udtale af "water". På denne tid udtaltes lyden i ordet "vand" på denne måde i alle germanske sprog, ikke kun i engelsk. Latin og de romanske sprog havde allerede mistet denne lyd og havde erstattet den med en labiodental hæmmelyd "v", som i moderne dansk. Det var den lyd, bogstavet "v" stod for. Derfor foretrak de vestgermanske skrivere helst at indføre et nyt tegn for den særegne germanske lyd, mens de skandinaviske alligevel blev tilfredsstillet af det latinske "v". I det angelsaksiske runealfabet havde man brugt runen ᚹ "wynn" for at betegne denne lyd, og angelsakserne indførte runen som bogstavet Ƿ i det latinske alfabet som en erstatning af "uu". Runen blev imidlertid erstattet med "uu" igen efter den Normanniske erobring af England. Senere blev "uu"/"vv" til ét bogstav, nemlig "w". Der var nemlig ingen forskel mellem bogstaverne "u" og "v" i tidlig latinsk skift. Dette er også grunden til, at bogstavet kaldes "dobbelt-v" på dansk, men "dobbelt-u" på engelsk. På grund af senere lydændringer er udtalen af bogstavet "w" i tysk (og ligeså af "v" i dansk "vand") blevet stort set identisk med udtalen af bogstavet "v" i de romanske sprog. Den oprindelige udtale er bevaret i engelsk og i jyske dialekter. W i dansk i dag Bogstavet W er forholdsvis nyt i dansk, og bruges udelukkende i fremmedord og navne. W blev før 1980 i dansk regnet som variant af V og alfabetiseredes sammen med dette bogstav. (Denne alfabetisering var også gældende indtil 2006 på svensk). Referencer Eksterne henvisninger Latinske bogstaver

207

https://da.wikipedia.org/wiki/X

X

X, x er det 24. bogstav i det danske alfabet (det 23. i det latinske alfabet). Romerne lånte Χ (chi) fra grækerne og brugte det som tegn for lydforbindelsen ks, hvilken værdi det havde hos grækerne i Syditalien, medens de østlig boende grækere (ionerne m.fl.) brugte X som tegn for kh og betegnede ks ved Bogstavet Ξ (ksi). Blandt de moderne europæiske folk, som bruger det latinske alfabet, har mange (tyskere, hollændere, italienere, polakker og tjekker) enten helt opgivet brugen af x som lydtegn eller indskrænket dets brug til fremmedord; også i dansk bruges x kun lidet: efter den nu autoriserede retskrivning kun i nogle fremmedord, men ombyttes ellers med ks. På spansk brugte man x ("equis") tidligere med lydværdien x på steder, hvor nu skrives j, eksempelvis Don Quixote, nu Don Quijote. I de sprog, som vedvarende bruger x, er det som regel tegn for ks, sjældnere (som engelsk exact, anxiety, fransk exécuter, Xénophon) for stemt gz. Med lydværdien s bruges det i almindelig dansk, norsk og svensk Udtale som forlyd (Xenofon, xylograf), ligeledes i de spanske ord som expectación, extremidad, og i franske ord som soixante, Bruxelles; den tilsvarende stemte lyd [z] betegnes ved x i franske ord som deuxième, dix-huit. Stumt tegn er x i slutningen af franske ord som bijoux, crucifix, Bordeaux. X benyttes i mange sammenhænge: X repræsenterer tallet 10 (ti) i romertallene. x betegner i matematikken en ubekendt størrelse. Alle bogstaver kan bruges, men x er mest udbredt. Brugen kan spores tilbage til det babyloniske ord ?ay 'thing' som blev stavet med begyndelsesbogstavet x i oldspansk eller (ifølge andre kilder) en forkortelse af Latin causa, som var en oversættelse af det arabiske š. Multiplikationstegnet kryds; ×. Krydsprodukttegnet kryds; ×. Abscissen i et koordinatsystem. Et kryds i spil, som for eksempel "kryds og bolle". Bruges på engelsk som forkortelse. Eksempler: Xmas (Christmas), Xtal (Crystal), reXn (reaction) and Xing (crossing). Man kan træffe på Xiania (Kristiania, nuv. Oslo.) The X Window System (Refereres uformelt som 'X') er et stykke open source software udviklet af MIT. Programmet muliggør at andre programmer kan fremvise vinduer på grafiske terminaler. Det er mest anvendt på Unix-systemer og afledte systemer af Unix, men er også tilgængeligt for andre operativsystemer. VIN-kode for modelår 1999 Latinske bogstaver

208

https://da.wikipedia.org/wiki/X-bunden%20arv

X-bunden arv

X-bunden arv er nedarvning af egenskaber, som er placeret på X-kromosomet. Farveblindhed og blødersygdommen hæmofili er eksempler på X-bunden arv. Eksterne henvisninger http://www.wolsing.dk/biologi/opslag/x/x_bunden_arv.html Genetik

209

https://da.wikipedia.org/wiki/X-enhed

X-enhed

X-enhed (forkortet XE) er en enhed til måling af meget små afstande, for eksempel bølgelængden af gamma- og røntgenstråler. X-enhed indførtes 1925 af Manne Siegbahn og er cirka 1,00202 · 10−13 meter, det vil sige cirka 10−4 nanometer. Omkring 1965 begyndte X-enhed at blive erstattet af Ångstrøm som er 0,1 nm. Kilder Længdeenheder

210

https://da.wikipedia.org/wiki/K%C3%B8nskromosom

Kønskromosom

De fleste dyr og mange planter har et antal kønskromosomer. Kønskromosomer er kromosomer, der er fordelt forskelligt mellem de to køn. Det korrekte antal kønskromosomer ligger fast for hver arts to køn, men kan variere mellem arter. Ændringer i systemet af kønskromosomer er ofte involveret i artsdannelse. I kønsbestemmelsessystemer, hvor et køn har to ens kønskromosomer, betegnes dette køn homogametisk, mens det køn, som har to forskellige kønskromosomer, betegnes heterogametisk. Pattedyr – X/Y-systemet Hos pattedyr har hunkøn to X-kromosomer, hankøn har et X-kromosom og et Y-kromosom. X-kromosomet er det største, og Y-kromosomet er en muteret udgave af X-kromosomet. I hunners celler deaktiveres det ene X-kromosom i en proces kaldet X-inaktivering, da dobbelt antal af generne på X-kromosomet kan være skadeligt på samme måde som forkert antal af gener på de andre kromosomer (autosomerne) kan være. Hannerne danner to typer sædceller, en type med et Y-kromosom og en type med et X-kromosom, og dette afgør afkommets køn. Det formodes at pattedyrs Y-kromosom opstod for ca. 180 millioner år siden. Mennesker I en normal celle har mennesker 22 par almindelige kromosomer, kaldet autosomer, udover kønskromosomerne. Kromosomfejl ved kønskromosomerne: XXY = Klinefelter syndrom (dreng), hyppighed = 1 ud af 660 XXX = Trisomi X (pige), hyppighed = 1 ud af 1000 XYY = Dobbelt-Y (dreng), hyppighed = 1 ud af 1000 X0 = Turner (pige), hyppighed = 1 ud af 2000 Af ovennævnte kromosomfejl er det kun XYY der ikke giver væsentlige udviklingsforstyrrelser. Men de andre kromosomfejl er stadig langt mindre skadelige end kromosomfejl ved autosomerne. Autosomale kromosomfejl fører næsten altid til fosterdød, ofte så tidligt at kvinden aldrig når at opdage hun har været gravid. X/O-systemet Hos græshopper, kakerlakker og beslægtede dyr afgøres køn alene af antallet af X-kromosomer; der findes ikke noget Y-kromosom i de arter. Genotypen XX giver hunner, mens genotypen XO (udtales X-nul) giver hanner. Hannerne producerer to typer sædceller, enten med eller uden et X-kromosom, og det afgør afkommets køn. Z/W-system Hos visse fisk, fugle og sommerfugle afgøres kønnet af ægcellen i stedet for af sædcellen. Hanner har genotypen ZZ, mens hunner har genotypen ZW. Hunnen producerer to typer ægceller, en type med Z-kromosom og en type med W-kromosom, og dette afgør afkommets køn. Kønsopdeling uden kønskromosomer Nogle dyr har separate køn uden at have kønskromosomer. I de fleste arter af myrer og bier afgøres kønnet af antallet af autosomer. Hunnerne er diploide, dvs. de har to homologe kopier af hvert kromosom, mens hannerne er haploide og altså kun har en kopi af hvert kromosom. Kønnet bestemmes her af om ægget er blevet befrugtet; hanner fødes af ubefrugtede æg, og mangler derfor den ekstra kopi af hvert kromosom som diploide organismer har, og er faderløse. Denne mekanisme kan være en fordel med henblik på at regulere balancen mellem kønnene; hvis der ikke er hanner nok til at befrugte hunnernes æg vil der blive født flere hanner, så manglen på hanner bliver udlignet. Kønskromosomer hos planter Mange plantearter har også adskilte køn, som resultat af kønskromosomer. Dadelpalmer og spinat anvender X/Y-systemet, mens nogle typer jordbær anvender Z/W-systemet. Se også Y-kromosom Adam Kilder http://danmark.primavi.com/wordlist/ Lademanns leksikon http://www.bioweb.dk Focus etbindsleksikon, Gjellerup 1976 "Biology, concepts & connections", 4th edition (2003). Campbell, Reece, Mitchell, Taylor. Eksterne links Kromosomer

211

https://da.wikipedia.org/wiki/X-mas

X-mas

X-mas er en lagerøl pilsner brygget af Royal Unibrew og laven i både en hvid og blå udgave. Øllen sælges hvert år op til jul som en julebryg og frigives på J-dag. Historie Den hvide X-mas (Hvidgran) blev første gang brygget i 1968 af Thor-bryggeriet i Randers og var den første danske julebryg i guldølsklassen. Øllen var tiltænkt den jyske marked og kom først til salg på Sjælland i 1996. Den blå variant, Blågran, kom på markedet i 1993. Begge øl har siden 1999 været en del af Royal Unibrews "Royal-serie". Selve udtrykket X-mas er en engelsk forkortelse af Christmas, der betyder jul. Referencer Eksterne henvisninger Ølmærker fra Danmark Royal Unibrew Etableret i 1968 Julemad

212

https://da.wikipedia.org/wiki/X-Men

X-Men

X-Men, på dansk også kaldet Projekt X, er en amerikansk tegneserie udgivet af Marvel Comics, der omhandler en gruppe superhelte. Serien udgives også på dansk af forlaget Egmont. Gruppen X-Men X-Men er en gruppe mutanter, der bruger deres individuelle overnaturlige evner til at bekæmpe forbrydere og superskurke. X-men bliver som regel også udsat for had og forfølgelse fra den omgivende verden. Gruppens leder er professor Charles Xavier, også kaldet 'Professor X'. Xavier grundlagde X-Men som en skole for unge mutanter med særlige evner i en drøm om, at mutanter (Homo superior) og mennesker (Homo sapiens) kunne leve sammen. Medlemmer Gennem tiderne har bl.a. følgende været en del af X-men: Cyclops, Jean Grey, Wolverine, Ice man, Beast, Angel, Rogue og endog deres ærkefjende Magneto. Fjender Blandt X-mens vigtigste fjender kan nævnes: Magneto, Apocalypse, Onslaught og Juggernaut. De vigtiste superskurkegrupper i X-Men-universet er Brotherhood og Hellfire Club. Tolkning X-Men er ofte blevet tolket som en socialpolitisk kommentar hvor mutantene er metaforer for religiøse og etniske minoriteter som føler sig undertrykt. Professor X er i den sammenhæng blevet sammenlignet med afroamerikanske borgerrettighedsforkæmpere som Martin Luther King Jr. og Magneto med den mere militante Malcolm X. Udgivelser X-Men udkom første gang på amerikansk i 1963. På dansk udkom serien første gang – under titlen X-Mændene – fra 1973-1974. Fra 1984-1998 er serien udkommet under navnet Projekt X, og siden 1999 under den amerikanske titel X-Men. I oktober 2004 var Egmont Serieforlaget nået til dansk X-Men nummer 127. Mutanten 'Wolverine' har også været udgivet på dansk som selvstændigt blad i 4 numre under titlen Jærven i 1996 og 12 numre under titlen Wolverine i 2001-2002, ligesom forlaget G. Floy Studios har udgivet album med ham. Andre medier På trods af succesen som tegneserie, gik der mange år før X-men fik deres første TV-show (en tegnefilm på Fox), og mange år efter dette før biograffilmen X-Men kom på tapetet (2000, 20th Century Fox). I 2003 blev den anden biograffilm med X-Men, kaldet X2, udsendt og i 2006 kom den tredje film X-Men: The Last Stand. Senere fulgte en reboot af serien, med X-Men: First Class (2011), X-Men: Days of Future Past (2014) og X-Men: Apocalypse (2016). Eksterne henvisninger X-Men på ComicWiki X-Men på marvel.com Tegneserier fra USA

215

https://da.wikipedia.org/wiki/Xantelasma

Xantelasma

Xantelasma er gule, flade pletter, almindeligvis omkring øjnene, består af fedt. Ordet har sin oprindelse i græsk. Ordet xanthom er identisk med xantelasma. Hudsygdomme Øjensygdomme

216

https://da.wikipedia.org/wiki/Xanten

Xanten

Xanten er en by i Tyskland, nærmere bestemt i Nordrhein-Westfalen. Xanten har en femskibet romansk-gotisk domkirke (13. – 16. århundrede). Romerne grundlagde Castra Vetera I, som en militærlejr her i cirka år 15 f.Kr. Under et oprør blev denne militærlejr ødelagt, og et nyt Castra Vetera II blev bygget i år 70 efter kristus. I 1614 blev der indgået en fred i Xanten efter stridighederne om hvem der skulle arve hertugdømmerne Jülich og Cleve I Nibelungenlied er Xanten føde- og hjemsted for Siegfried. Notable personer ca. 1075, Norbert af Xanten (død 1134), katolsk biskop og grundlægger af Præmonstratenserordenen 1230, Gottfried Hagen (død 1299), skriver i Köln 1794, Diederich Franz Leonhard von Schlechtendal (død 1866), botaniker 1828, Georg Bleibtreu (død 1892), maler 1829, Johannes Janssen (død 1891), historiker 1935, Reinhart Maurer, filosof Eksterne henvisninger Byer i Nordrhein-Westfalen Hanse

217

https://da.wikipedia.org/wiki/Xanthin

Xanthin

Xanthin er et organisk stof som forekommer blandt andet i lever, blod og visse blæresten. Det er en fysiologisk vigtig kvælstofforbindelse nærmere bestemt en purinbase, som i organismen dannes af puriner for eksempel adenin. Med andre ord er xanthin et intermediat i nedbrydningen af puriner til nitrogenholdige ekskretionsprodukter. Xanthin opstår også ved spontan hydrolytisk deaminering af guanin i DNA, hvilket repareres ved base excision repair. Xanthin er sammen med uracil, sukkerstoffer og fosfater fundet i en meteor som faldt ned i Østrig i 1969. De er de grundlæggende komponenter, der skal bruges til at danne dna. Dette har givet anledning til omstridte teorier om at meteorer kan have bragt de organiske molekyler som blev brugt i de første livsformer, til Jorden .. Referencer Biokemi Fysiologi

222

https://da.wikipedia.org/wiki/Xanthos

Xanthos

Xanthos er en oldtidsby i Lykien i det sydvestlige Lilleasien. Det ligger lidt vest for den moderne by Kaş Xanthos blev år 545 f.Kr. ødelagt af perserne og år 42 f.Kr. ødelagt af Brutus. Oldtidsbyen har gravmonumenter fra senarkaisk tid. Ved kysten ligger Patara. Området blev optaget på UNESCO's Verdensarvsliste i 1998. Kilder Eksterne henvisninger Jan Zahle, Harpyiemonumentet i Xanthos. En lykisk Pillegrav. Vol 289 i Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, Museum Tusculanums Forlag, København, 1975. Verdensarvsområder i Tyrkiet

223

https://da.wikipedia.org/wiki/Xanthippe

Xanthippe

Xanthippe var Sokrates' hustru i det antikke Athen. Parret havde tre sønner. Navnet "Xanthippe" betød "blonde hoppe", af gammelgræsk ξανθός "xanthos" (= blond) og ‘ιππος "hippos" (= hest). Der fandtes mange græske personnavne med tilknytning til heste, fx Filippos = hesteven og Hippokrates = hestetæmmer, mens Xanthippus (= blonde hest) var far til Perikles. I græsk mytologi vandt Pelops prinsesse Hippodamia, samt hendes trone, efter at have besejret og dræbt hendes far i et stridsvognløb; og Hippomenes vandt Atalanta, samt hendes trone, ved at besejre hende i et kapløb. Hippos i et gammelgræsk navn tyder på en aristokratisk familie. Endnu en grund til at tro, at Xanthippe var af fornem familie, er, at hendes ældste søn fik navnet Lamprokles i stedet for Sofroniskos efter Sokrates' far. I det antikke Athen var skikken nemlig at opkalde ens første barn efter den mest berømte af barnets bedstefædre. Xanthippes far hed formodentlig Lamprokles. Når det ældste barn fik navn efter sin morfar, har morfaren været af højere rang end farfaren. Xanthippes næstældste søn blev opkaldt efter sin farfar Sofroniskos. Eftermæle Der kendes få sikre fakta om Xanthippe. Hun nævnes dog ofte for sin skarpe tunge, og siges at være den eneste, der kunne lukke munden på Sokrates (og den eneste, der nogensinde slog ham i en diskusssion). Xenofon skildrer hende som en arrig kvinde, stridslysten og ondsindet. Hun skulle efter sigende have haft et dårligt temperament og været personificeringen af en rappenskralde. Imidlertid må Sokrates heller ikke have været særlig let at leve sammen med, da han (i modsætning til sofisterne) ikke tog sig betalt for sin undervisning. Hans eneste bidrag til husholdets økonomi var således – siges det – mad og gaver fra venner, samt de tilfældige mønter, han fandt på sine daglige vandreture rundt i Athen. I sin dialog Symposion hævder Xenofon, at Sokrates beskrev Xanthippe som "den vanskeligste at komme overens med af alle de kvinder, der findes". I en anekdote kommer Sokrates hjem til hende og skældes huden fuld, førend han er kommet gennem døren, hvor hun afsluttende overhælder ham med en bøtte snavsevand (i nogle versioner er der endog tale om en natpottes indhold). Sokrates skal have svaret på sit sædvanlige, flegmatiske vis: "Efter torden kommer regn." Da Sokrates i Xenofons Symposion bliver spurgt, hvorfor han giftede sig med Xanthippe, svarer han, at han er som den mand, der ønsker at blive rideekspert, og derfor vælger en temperamentfuld hest: "Jeg ønsker at have med mennesker at gøre enkeltvis, og beskæftige mig med menneskeheden generelt, og derfor mit valg af ægtefælle. Jeg ved, at hvis jeg kan tolerere hendes ilterhed, så kan jeg med lethed knytte mig til ethvert menneske." Henvisninger Litteratur Focus etbindsleksikon, Gjellerup 1976 Lademanns Leksikon Lademann Fremmedordbog, 1987 Personer fra antikkens Grækenland Tjek fødsels- og dødsår Kvinder i antikken

224

https://da.wikipedia.org/wiki/Xantofyl

Xantofyl

Xantofyl er et gult farvestof, beslægtet med karotin, som findes i plantecellers grønkorn. Cellebiologi

225

https://da.wikipedia.org/wiki/Xantogen-forbindelse

Xantogen-forbindelse

En xantogen-forbindelse er en organisk svovlforbindelse der blev opdaget i 1823 af den danske kemiker Zeise (1789-1847). Organiske forbindelser

227

https://da.wikipedia.org/wiki/Xantoprotein-reaktion

Xantoprotein-reaktion

Xantoprotein-reaktionen er en kemisk reaktion til påvisning af proteinstoffer. Reaktionen viser sig ved, at proteiner ved opvarmning med koncentreret salpetersyre danner gule forbindelser, der ved opløsning i baser giver en orangerød farve. Biokemi

229

https://da.wikipedia.org/wiki/Xarel-lo

Xarel-lo

Xarel·lo er en hvidvinsdrue, der er udbredt i det nordøstlige Spanien og især bruges til cava – sammen med druerne Parellada og Macabeo. Druesorter

232

https://da.wikipedia.org/wiki/Xenia%20%28pigenavn%29

Xenia (pigenavn)

Xenia er et pigenavn med oprindelse i det græske ξενία, der betyder "tjenerinde" eller "gæstfrihed". Varianter af navnet er Xena, Ksenia, Kseniya og Ksenija. Navnet er ikke specielt almindeligt i Danmark, hvor 756 personer bar et af navnene i 2017 (660 hed Xenia). Kendte personer med navnet Xenia Alexandrovna, russisk storfyrstinde. Xenia Lach-Nielsen, dansk skuespiller. Navnet anvendt i fiktion Xenia Onatopp er en person i James Bond-filmen GoldenEye (1995); hun spilles af Famke Janssen Referencer Pigenavne

233

https://da.wikipedia.org/wiki/Xenie

Xenie

Xenie er et botanisk udtryk for det fænomen, at støvkornet ved bestøvningen influerer på frugtdele uden for kimroden, især frøhviden. Botanik

238

https://da.wikipedia.org/wiki/Xenofanes

Xenofanes

Xenofanes of Kolofon , c. 570 – c. 478 Fvt.) var en græsk filosof, teolog, digter og kritiker af religiøs polyteisme. Xenofanes bliver anset som en af de vigtigste førsokratiske filosoffer. Eusebius, der citerer Aristokles fra Messene, siger, at Xenofanes var grundlæggeren af en filosofilinje, der kulminerede i Pyrrhonisme. Denne linje begynder med Xenofanes og går gennem Parmenides, Melissos fra Samos, Zenon fra Elea, Leukippos, Demokrit, Protagoras, Nessas of Chios, Metrodoros fra Chios, Diogenes of Smyrna, Anaxarkos og til sidst Pyrrhon. Det har siden antikken også været almindeligt at betragte Xenofanes som lærer af Zenon fra Elea, der var Parmenides kollega og generelt forbundet med den Eleaterniske skole, men i dag er den almindelige opfattelse ligeledes, at dette er forkert. Xenofanes blev født i byen Kolofon i Jonien. Han levede et liv på farten efter at have flygtet fra Jonien i en alder af 25, da perserne overtog landet. Han fortsatte med at rejse i hele den græske verden for yderligere 67 år og endte til sidst i de græske kolonier i, hvad der nu er Italien og Sicilien. Nogle lærde siger, at han levede i eksil i Sicilien. Kendskabet til hans synspunkter stammer fra fragmenter as hans poesi, der overlever som citater med senere græskere forfattere. At bedømme ud fra disse kritiserede og satiriserede hans elegiske og jambiske poesi en bred vifte af ideer, herunder Homer og Hesiod, troen på antropomorfe gudernes panteon og grækernes ærbødighed for atletik. Han er den tidligste af de græske digtere, der hævder udtrykkeligt at skrive til fremtidige generationer og skabe "berømmelse, der når hele Grækenland og aldrig dør, mens de de græske sange lever." Referencer Førsokratikere Oldgræske filosoffer

240

https://da.wikipedia.org/wiki/Xenofobi

Xenofobi

Xenofobi (af græsk xenos = "fremmed" + phobos = "frygt, flugt") er en følelse og eventuelt fysisk udtryk af stærk frygt for eller mistro til fremmedhed og til fremmede, herunder internt migrerende der opfattes som udefrakommende eller udefrakommende uden statsborgerskab. Anvendelse Xenofobi og racisme anvendes ofte synonymt, men er adskilte fænomener. Mens racisme har udgangspunkt i race-begrebet, der kort sagt forskelsbehandler mennesker med et racetilhørsforhold, der er forskelligt fra ens eget, beskriver xenofobi, baseret på forestillingen om utålelig fremmedhed, en utryghed over for det fremmede så stor, at den bliver irrationel og indebrændt (angst). Da xenofobiske følelser ofte opleves komme til udtryk over for mennesker med identiske fysiologiske træk (når disse ankommer, vender hjem eller migrerer til stater eller områder, hvor befolkningen betragter dem som ikke-tilhørende fremmede), bliver den fobiske fremmedangsts udtryk ofte forvekslet med racistiske motiver. Xenofobi og racisme regnes dog blot for to reaktioner blandt mange udtryk for diskrimination. Forskning Ifølge sociobiologien er grundlæggende og biologisk affødte emotioner – såsom fysisk begær, tab, frygt, glæde oa. – dele af et biologisk overlevelsesdirektiv, der styrer den fortsatte evolutionære genselektion. Med sociobiologiens øjne opstår xenofobi ud af dybereliggende følelser og må derfor generelt betragtes som et biologisk fænomen. Sociologien, derimod, ser de basale emotioner raffineret af menneskehedens adfærdsregulerende sociale styring til mere komplekse følelser som erotik, sorg, had osv.. Udviklede følelser, der forstærker den komplekse samfundsdannelse, som i gensidighed virker selvforstærkende på følelsernes kompleksitet. Jo mere komplekst samfund, desto mere komplekse følelser, og desto mere komplekst samfund osv. Trods uenighed om ophavet for nutidsmenneskers handlinger – i de oprindelige individuelt biologiske grundfølelser eller i de samfundsmæssigt raffinerede følelsesdeifinitioner – kan sociobiologien og sociologien enes om, at blandt de grundlæggende emotioners "sentimentale strukturer" kan også "xenofobi, etnocentrisme og racisme betragtes som afkom af adaptiv, genetisk bias". Dvs. en nedarvet og/eller tillært overlevelsesmekanisme. Som kulturraffineret biologisk forsvar regner sociologien dog kun xenofobi for én blandt mange tillærte, mere udviklede følelser. Xenofobi ses som et løbende forstærket resultat af en moderne stats "symbolske og normative systemer, som legitimerer integrerende eller ekskluderende processer". Altså et rationelt arbejdende samfundssystem, der kan opleves bevidst at forskelsbehandle borgere. Fobisk adfærd over for fremmede, et kompleks af "holdninger, fordomme og adfærd, der afviser, ekskluderer og ofte bagvasker og tilsværter mennesker alene baseret på den opfattelse, at disse er udefrakommende eller fremmede for fællesskabet, samfundet eller oplevelsen af national identitet", springer i følge sociologien ikke ud af intet, men vokser på et grundlag af allerede eksisterende racistiske, etniske, religiøse, kulturelle eller nationale fordomme i den enkelte. Følgevirkninger af xenofobi Følelsen, at ens land eller ens nære og kære er direkte truet af en anden nation eller kultur, kan føre til frygt for at blive indblandet, komme til skade, miste elskede, miste vaner og privilegier. Denne fremtidsprojektion kan slå over i irrationel angst for mennesker, som den angste synes ligner mennesker fra nationen eller kulturen, der er årsag til frygten. Ligeledes kan medier og politikeres negative omtaler af f.eks, fremmedlandes religiøse praksis skabe en frygt for lignende i eget land. Følelsen af magtesløshed - at man ikke kan afhjælpe eller afbøde sin frygt - kan over tid bliver til det indebrændte irrationale, som vi benævner angst. En direkte virkning af nationalxenofobi kan være, at samfundet lukker sig om sig selv og gennem vanskeliggørelse af indvandring forhindrer introduktionen af nye ideologier, idéer, opfindelser og tankeprocesser. International negativ omtale kan tillige påvirke turismen, salg af varer til udlandet, udveksling af studerende, investeringer i nationale virksomheder, og sekundært påvirke hele nationens psykologiske velbefindende, når disse tab bliver åbenlyse. Som en bibemærkning kan nævnes, at disposition over for depression anses for grundlagt under opvæksten, hvorved en national nedtrykthed har magt til negativt at påvirke kommende generationers opfattelse af fremtiden. Historie I 1990’erne fik xenofobiske udtalelser følgeskab af vækst i racistisk vold. Fremvæksten i xenofobi kan betragtes som forskellig fra den gamle form for racisme, der førte til nazisme og fascisme, hvis man betragter disses idiologiske rødder og udløsere. Tilsvarende er det muligt at tale om en “ny racisme”, der udviklede sig i efterkrigstiden, da racisme ikke længere havde rod i biologiske, men snarere i kulturelle forskelle. To udløsere til væksten i xenofobiske og racistiske bevægelser angives at være 1) nye migrationsmønstre som følge af internationaliseringen af arbejdskraften, og 2) globaliseringens øgede konkurrence mellem stater, som har affødt løntrykkeri og nedgang i sociale ydelser, uddannelse og sundhedsvelfærd især af betydning for marginaliserede borgere. Begge udløsere er medvirkende til at skabe national frygt for fremmed konkurrence om arbejdspladser og lokal velfærd, som gennem SoMe-panik kan udmønte sig i racisme (dvs. aggressiv selv-beskyttende adfærd mod migranter) og nationalisme (dvs. kravet om, at Staten yder befolkningen bedre beskyttelse mod udefrakommende). Forskning har vist, at svær økonomisk ulighed i et samfund afføder spændinger og fører til racistiske og xenofobiske manifestationer, hvor alle, der regnes for udefrakommende eller fremmede, ofte migranter, flygtninge, asylansøgere, internt fordrevne og ikke-nationale mennesker, kan blive mål for overgreb. Samtidig observeres ingen direkte overensstemmelse mellem et stort antal flygtninge på den ene side og xenofobiske og racistiske reaktioner på den anden. Social deroute i særlige grupper og politiske højrefløjsorganisationer er alt, der skal til for at gøre fremmedfrygten åbenlys som xenofobi. Lovlighed Om diskrimination skriver Institut for Menneskerettigheder: Bliver den xenofobiske frygt udadvendt og udtrykker sig i hadsk tale eller direkte overgreb rettet mod mennesker, som vedkommede forbinder med sine frustrationer, kan man sige at den udøvende er xenofobisk. Xenofobi er en følelse og ikke i sig selv ulovlig, men som bekendt er overgreb på andre mennesker strafbare, uanset hvor bange man er. Noter Fobier

241

https://da.wikipedia.org/wiki/Xenofon

Xenofon

Xenofon (cirka 430 f.Kr.- cirka 354 f.Kr.) var en græsk officer og forfatter. 'Xenofon blev født i Athen omkring 425 f.Kr. i en velhavende familie. Han viser i sine værker, at han er veluddannet med godt kendskab til den toneangivende litteratur. I 20-års alderen mødte han filosoffen Sokrates og sluttede sig til hans kreds. Xenofon var stærkt præget af den berømte filosof og bevarede gennem hele livet en indgående interesse for emner som etik, opdragelse og pædagogik sammen med skepsis for demokratiet. Han deltog i Kyros' oprør 401 f.Kr. og anførte mesterligt de 10.000 grækeres hjemtog. Han var stabsofficer hos Agesilaos af Sparta og måtte gå i eksil fra 394 f.Kr. Under sin landsforvisning boede Xenofon på et landsted nær ved Olympia sammen med sin kone og to børn. Her begyndte han det forfatterskab, som han er berømt for 2400 år efter. Xenofon skrev både praktiske håndbøger om ridning og hesteopdræt, værker om økonomi og statsforfatning, om den gode familiefar og egentlige historiske værker. Hans bog Anabasis regnes for den første krigsreportage. Hans erindringer om Sokrates (Memorabilia) går for at være en af verdens første biografier, lige som Kyrupædien ("Kyros' opdragelse") kaldes verdenshistoriens første dannelsesroman. Alt i alt tre nyskabelser, der har overlevet til vores tid. Derudover skrev han Hellenika, et historisk værk der skulle tage tråden op, hvor Thukydid slap. Således beskriver han de dele af Den Peloponnesiske Krig, som Thukydid ikke nåede. Mens hans værker lever videre, forsvinder Xenofon næsten fuldstændigt fra historien efter at have bosat sig på landstedet. Vi ved bare, at han 371 f.Kr. måtte flygte til Korinth, hvor han opholdt sig et generelt amnesti til landsforviste fra Athen. Sandsynligvis benyttede han sig af det og vendte tilbage til sin fødeby, hvor han døde ca. 354 f.Kr. Litteratur Due, Bodil Kulturmødet mellem græker og barbar hos Xenofon i På randen af det ukendte. Århus 2003. Eksterne henvisninger David Bloch: "Xenophons Samfundsøkonomiske Vision. En Analyse af Poroi" (AIGIS 2001, 2) David Bloch og Adam Schwartz (oversættelse af): "Xenophon: Anabasis III" (AIGIS 2001, 1) David Bloch og Adam Schwartz (oversættelse af): "Xenophon: Anabasis IV" (AIGIS 2001, 1) David Bloch og Adam Schwartz (oversættelse af): "Xenophon: Anabasis V" (AIGIS 2001, 1) David Bloch og Adam Schwartz (oversættelse af): "Xenophon: Anabasis VI" (AIGIS 2001, 1) David Bloch og Adam Schwartz (oversættelse af): "Xenophon: Anabasis VII" (AIGIS 2001, 1) David Bloch og Adam Schwartz: "Xenophon, Det persiske felttog eller Anabasis, oversat og udgivet med indledning og noter af David Bloch og Adam Schwartz, Museum Tusculanums Forlag, København 2002 (Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse)" (AIGIS 2002, 2) Jean Christensen: "Misothebaios? Om Xenophons skildring af Theben i Hellenika" (AIGIS 2001, 1) Ebbe Egense: "Divinatoriske ofringer i Xenofons Anabasis" (AIGIS 2002, 1) Ivar Gjørup (oversættelse af): "Xenophon: Hieron. Samtale om Magten" (AIGIS 2001, 1) Henrik Nisbeth: "Xenofons Sokratesbillede" (AIGIS 2001, 2) Rasmus Gottschalck Rasmussen (oversættelse af): "Xenophons Om Ridekunsten" (AIGIS 2004, 2) Adam Schwartz: "Xenophons lederskab i Anabasis" (AIGIS 2004, 1) Forfattere fra antikkens Grækenland Historikere fra antikkens Grækenland Militærfolk Tjek fødsels- og dødsår

245

https://da.wikipedia.org/wiki/Xenokrates

Xenokrates

Xenokrates (født ca. 396 f.Kr., død ca. 314 f.Kr.) var en græsk filosof og en af Platons elever og efterfølgere. Han var fattig, men meget veltalende. Han talte så godt for sig, siges det, at en fuld ung mand (Polemon), blev så imponeret af Xenokrates tale at han umiddelbart blev afholdsmand resten af sit liv og begyndte at studere filosofi og efterfulgte Xenokrates som forstander for Platons akademi. Xenokrates delte filosofien ind i logik (dialektik), fysik (naturfilosofi) og etik. Han anses ofte for at være den første der forsøgte at skelne mellem sindet, kroppen og sjælen. Han hævdede, at virkeligheden er en kombination af erkendelse, kundskab og opfattelse. Oldgræske filosoffer

246

https://da.wikipedia.org/wiki/Xenokrati

Xenokrati

Xenokrati er græsk og kommer af ordene xeno (fremmed eller gæst) og kratia og betyder fremmedherredømme. Vi har i Danmark senest haft et xenokrati, da tyskerne i 1940 til 1945 havde besat landet. Styreformer

249

https://da.wikipedia.org/wiki/Xenon

Xenon

Xenon er det 54. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Xe. Xenon er en tung, farveløs og lugtfri ædelgas, og findes i små mængder i jordens atmosfære. Xenon er generelt meget lidt reaktiv, men xenon deltager i nogen få kemiske reaktioner, såsom dannelsen af xenonhexafluoroplatinat, som var den første forbindelse med en ædelgas.. Naturligt forekommende xenon består af 9 stabile isotoper. Herudover kendes over 40 ustabile isotoper, som gennemgår radioaktivt henfald. Isotopsammensætningen af xenon er et vigtigt værktøj i studiet af den tidlige historie om vores solsystem. Xenon-135 er produktet af kernefission, og absorberer neutroner i en atomreaktor. Xenon bliver brugt i blitzlamper, buelamper og til universel narkose. Den første excimerlaser brugte et xenon-dimer-molekyle (Xe2) som dets lasermedium og de tidligste laserkonstruktioner brugte blitzlamper til at excitere, eller "pumpe" lasermediet. Xenon bliver også brugt til at lede efter hypotetiske WIMP (weakly interacting massive particles) og som drivmiddel i ion-motorer til rumfartøjer. Historie Xenon blev opdaget i England af William Ramsay og Morris Travers den 12. juli 1898, kort efter at de havde fundet to andre ædelgasser, krypton og neon. De fandt xenon i en destillationsrest, efter de havde fordampet dele af flydende luft. Ramsay forslog at den nye gas skulle kaldes xenon efter det græske ord ξένον [xenon], intetkøns singularis form af ξένος [xenos] som betyder fremmed, mærkelig eller vært. I 1902 anslog Ramsay, at mængdeforholdet af xenon i jordens atmosfære er 1 til 20 millioner.. I 1930'erne begyndte ingeniør Harold Edgerton at undersøge stroboskop-teknologi til højhastigheds-fotografering: Det ledte til at han opfandt xenon-blitzlyset, hvor lys dannes ved at sende en kortvarig elektrisk strøm igennem et rør fyldt med xenon. I 1934 kunne Edgerton skabe lysglimt så kort som et mikrosekund med denne metode. I 1939 begyndte Albert R. Behnke Jr. at undersøge årsagen til "fuldesygen" blandt dybhavsdykkere. Han eksperimenterede med forskellige luftblandinger i sine forsøgspersoners indåndingsluft, og opdagede at dette fik dykkerne til at fornemme en dybdeændring. Ud fra hans resultater konkluderede han, at xenon kunne bruges som en narkose. Selvom Lazharev fra Rusland tilsyneladende undersøgte xenon som en narkose i 1941, så blev den første rapport som bekræftede xenon-narkose først udgivet i 1946 af J. H. Lawrence, som udførte førsøg på mus. Xenon-narkose blev første gang brugt som en operationsnarkose i 1951 af Stuart C. Cullen, som med succes opererede to patienter. I 1960 opdagede fysiker John H. Reynolds, at isotopfordelingen af xenon i visse meteoriter afviger fra xenon her på Jorden; meteoriterne indeholdte mere 129Xe. Han udledte at det var et henfaldsprodukt, af den radioaktive isotop 129I. Denne isotop spaltes langsomt af kosmisk stråling og nuklear fission, men den produceres kun i større mængder i en supernova-eksplosion. Da halveringstiden på 129I (16 millioner år) er forholdsvis kort på en kosmilogisk skala, formodes det, at der har indtruffet sådan en eksplosion relativt kort tid før Solsystemet blev dannet, hvorved "råmaterialerne" til solsystemet (og dermed også meteoriterne) er blevet beriget med 129I. Denne supernova kan meget vel også have startet det kollaps af en interstellar gas- og støvsky, der ledte til vores solsystems dannelse. Xenon og de andre ædelgasser er tidligere blevet betragtet som fuldstændig kemisk inaktive, og ude af stand til at danne forbindelser med andre stoffer. Men mens Neil Bartlett underviste ved University of British Columbia, opdagede han at gassen platinhexafluorid (PtF6) var et stærkt oxidationsmiddel, som kunne oxidere ilt (O2) og derved danne dioxygenylhexaflouroplatinat (O2+[PtF6]−). Idet Ilt og xenon næsten har samme første ioniseringspotentiale, indså Bartlett at platinhexafluorid måske også kunne oxidere xenon. Den 23. marts 1962 blandede han de to gasser og dannede den første kendte forbindelse af en ædelgas, xenonhexaflouroplatinat. Barlett troede dens sammensætning var Xe+[PtF6]−, men senere forskning viste at det muligvis var en blanding af forskellige xenon-holdige salte. Sidenhen er mange andre xenon-forbindelser blevet opdaget og nogle ædelgasforbindelser af argon, krypton og radon er også blevet identificeret, herunder argonflourohydrid (HArF), kryptondiflourid (KrF2) og radonflourid (). Forekomst Der findes små mængder xenon i jordens atmosfære, 0,087±0,001 ppm (μL/L), samt i gasser afgivet fra nogle mineralkilder. Nogle radioaktive xenonisotoper, for eksempel 133Xe og 135Xe, er produceret ved neutron bestråling af fissible materialer inde i en atomreaktor. Kommercielt produceres xenon som et biprodukt ved separation af luft til ilt og nitrogen. Separationen foregår ved fraktionsdestillering i et dobbelt søjle anlæg. Den flyende ilt som der bliver produceret indeholder en lille mængde krypton og xenon. Ved ydeligere fraktionsdestillering, kan man opnå en blanding på 0,1%-0,2% af krypton og xenon, som ekstraheres enten ved hjælp af adsorption på silicagel eller ved destillering. Til sidst separeres blandingen af krypton og xenon ved hjælp af destillering. Til ekstraktion af 1 liter xenon fra luften, bruges der 220 W·h. Globalt blev der i 1998 produceret cirka 5000-7000m3 xenon og på grund af dette, er xenon meget dyrere end de andre lette ædlegasser. Cirka prisen for at købe små mængder ædelgasser i Europa i 1999 var: 10€/L for xenon, 1€/L for krypton og 0,2€/L for neon. Xenon er relativt sjældent i solens atmosfære, på jorden og i asteroider og kometer. Atmosfæren på planeten Mars har samme mængde xenon som på Jorden, nemlig 0,08 ppm,, men i Mars' atmosfære er der en større andel af 129Xe i forhold til jordens- og solens atmosfære. Da denne isotop er blevet dannet ud fra radioaktivt henfald, har man antaget at Mars har mistet det meste af dens oprindelige atmosfære, højst sandsynligt inden for de første 100 millioner år efter planeten blev dannet. Hvis man så ser på planeten Jupiter, som har usædvanligt meget xenon i dens atmosfære, omkring 2,6 gange så meget som solens.. Denne store mængde xenon i Jupiters atmosfære er endnu ikke forklaret, men grunden kunne være en hurtig og tidlig opbygning af planetesimaler, før den protoplanetariske skive begyndte at opvarmes. (Ellers var xenon ikke blevet fanget i det tidlige solsystems mange is-planetesimaler). Inden for solsystemet er den nukleare fraktion for alle xenons isotoper 1,56 × 10−8 eller 1 ud af 64 millioner af dens totale masse.. Grunden til at der ikke er så meget xenon i jordens atmosfære, kan muligvis forklares af den kovalente binding af xenon til ilt i kvarts, dermed reduceres de udgående gasser af xenon, som ellers ville have endt i atmosfæren.. I modsætning til de lettere ædelgasser, så dannes xenon ikke i en stjernes normale stjernenukleosyntese-proces. Grundstoffer som er tungerer end 56Fe forbruger energi i stedet for at frigive energi, så der ikke er nogen energimæssig "gevinst" for en stjerne i at danne xenon.. I stedet for dannes der mange isotoper af xenon ved en supernova-eksplosion.. Karakteristika Et xenon-atom er karakteriseret til at have en kerne med 54 protoner. Ved standardtemperatur og -tryk, har rent xenon gas en densitet på 5,761 kg/m3, dvs. omkring 4,5 gange overflade densiteten af jordens atmosfære, 1,217 kg/m3. På flydende form har xenon en densitet op til 3,100 g/mL, hvor densitets maksimum forekommer ved trippelpunktet. Under de samme forhold, har xenon på fast form densiteten 3,640 g/cm3, hvilket er højere end gennemsnits densiteten for granit, 2,75 g/cm3. Ved tryk i gigapascal størrelsen, tvinger man xenon i en metalisk fase. Xenon hører til gruppen af nul-valens grundstoffer, også kendt som ædle- eller inertegasser. Xenon er inert ved de fleste af de mest kendte kemiske reaktioner (for eksempel forbrænding), på grund af at den har 8 elektroner i yderste skal. Dette giver en stabil lav energi konfiguration hvor de ydre elektroner sidder tæt sammen. Men xenon kan oxideres ved brug af kraftige oxidationsforbindelser (for eksempel platinhexafluorid) og mange xenonforbindelser er blevet syntetiseret. I et rør fyldt med xenon-gas, udsender xenon et blåt eller lavendelblå agtigt skær når man sætter strøm til. Skæret som xenon udsender, strækker sig over det visuelle spektrum, dog er linjerne i det blå område kraftigere og grunden til at det er et blåligt skær. Isotoper Naturligt forekommende xenon består af 9 isotoper (man har forudsagt at isotoperne 124Xe, 134Xe og 136Xe gennemgår et dobbelt betahenfald, men da ingen nogensinde har observeret dette, har man antaget at de er stabile). Xenon er det grundstof med næstflest stabile isotoper, kun overgået af tin som har 10 stabile isotoper.. Ud over de 8 stabile isotoper, så kendes over 40 ustabile isotoper som er blevet undersøgt. Den ikke-naturlige isotop 135Xe har en væsentlig betydning for driften af nuklear fissionsreaktorer (atomreaktorer). 135Xe har et stort neutrontværsnit for termoneutroner, 2,65 barner, så den fungerer som en neutron absorbere eller "gift" som kan sænke hastigheden på kernereaktionen eller stoppe den helt, efter den har været i drift i en periode. Dette blev opdaget i de første atomreaktorer som blev bygget i forbindelse med det amerikanske Manhattan Project til plutoniumproduktion. I atomreaktorer findes høje koncentrationer af stråling fra radioaktive xenonisotoper, på grund af udledningen af fissionsgasser som stammer fra sprækkede brændselsstave eller fra spaltningen af uran i kølevandet. Da xenon er et sporingsstof for to moderisotoper, er xenon et værdifuldt værktøj når det kommer til at studere dannelsen af solsystemet, da man kan se på forholdet af xenonisotoper i metoritter. Iod-xenon datering giver tiden imellem nukleosyntesen til kondensationen af faste objekter fra solsystemets dannelse. Xenonisotoper er også et vigtigt værktøj til at forstå jordisk differentiation. Forbindelser Den første kemiske xenonforbindelse blev syntetiseret i 1962 og var xenonhexafluoroplatinat. Efterfølgende er der blevet syntetiseret mange andre xenon forbindelser, blandt andet: xenondifluorid (XeF2), xenontetrafluorid (XeF4), xenonhexafluorid (XeF6), xenontetroxid (XeO4) og natriumperxenat (Na4XeO6). Et yderst eksplosivt stof, xenontrioxid (XeO3) er der også blevet lavet. Størstedelen af de mere end 80 kendte xenon forbindelser, indeholder enten elektronnegativt flour eller ilt. Når xenon er bundet til andre atomer (såsom brint og carbon), er de oftes en del af det molekyle som indeholder flour eller ilt. Nogle xenon forbindelser er farvet, men de fleste er farveløse. I 1995 annoncerede Markku Räsänen og hans medarbejdere fra Helsinkis Universitet, Finalnd, en ny xenonforbindelse, xenondihydrid (HXeH) og senere xenonhydridhydroxid (HXeOH), hydroxenoacetylen (HXeCCH) og andre xenon indeholdende molekyler. I 2008 annoncerede Khriachtchev forbindelsen HXeOXeH dannet ved fotolyse af vand i en kryogen xenon matrix. Deuterium molekylerne: HXeOD og DXeOH er også blevet fremstillet . Ud over at xenon kan danne kemiske forbindelser, så kan xenon også danne klatrater (et stof hvor xenon atomerne bliver fanget inde i det krystalliske gitter af en anden forbindelse). Et eksempel på dette er xenonhydrat (Xe·5,75H2O), hvor xenonatomerne besætter ledige pladser i vandmolekylets gitter. Der er også fremstillet en deutereret version af dette hydrat. Sådanne hydrat klatrater kan også forekomme naturligt, under den betingelse at der skal være et højt tryk, for eksempel i Lake Vostok under den antarktiske is. Klatrat dannelse kan også bruges til fraktionsdestillering af xenon, argon og krypton. Xenon kan også danne endohedrale komplekser, hvor xenonatomet er fanget inde i fullerenmolekylet. Når xenon atomet er fanget i fulleren, kan man overvåge det ved hjælp af 129Xe Kernemagnetisk resonans (NMR) spektroskopi. Ved at bruge denne teknik kan man analysere de kemiske reaktioner i fullerenmolekylet, på grund af xenon atomets følsomhed overfor kemisk skift i dens miljø. Dog kan xenon atomet også have en elektrisk indflydelse på reaktiviteten af fullerenmolekylet. Anvendelser Selvom xenon er en sjældent og dyrt at udvinde af jordens atmosfære, så anvendes xenon stadig til en række formål. Belysning og optik Gasudladningslamper Xenon bliver brugt i lysudledende apparater såsom: xenon blitzlys, som bliver brugt i fotografiske blitz- og stroboskoplamper. Til at eksitere lasere i dets aktive lasermedium, hvilket generer koherens lys, og nogen gange brugt i bactericid lamper. I den første solid-state laser, som blev opfundet i 1960, blev exciteret af en xenon blitz lampe og i lasere brugt til inertifusion, bruger også en xenon blitz lampe. Kontinuerlig, kort buet, høj tryks xenon bue lamper, kan næsten sammenlignes med farve temperaturen for sol lyset ved middagstid og bliver derfor brugt i sol simulatorer. Det er kromaciteten af disse lamper, som tilnærmer sig en opvarmet sortlegemeradiator, som har samme farvetemperatur som solen. Efter de blev introduceret i 1940'erne, begyndte disse lamper at erstatte carbon-buelamper i filmprojektorer. Mere specifikt finder man carbon-buelamper i 35mm og IMAX filmprojektorer samt selvkørende HID forlygter. Disse buelamper er en perfekt kilde til ultraviolet stråling med en kort bølgelængde og har en kraftig emission nær det infrarøde spektrum, hvilket bliver brugt i nogle nattesynssystemer. Den individuelle celle i en plasmaskærm er en blanding af xenon og neon, som bliver lavet om til plasma ved hjælp af elektroder. Vekselvirkningen af plasmaen sammen med elektroderne genererer ultraviolette fotoner, der derved eksiterer med den fosforbelagte forside af skærmen. Xenon bliver også brugt som et "startergas" i højtryks-natriumlamper. Xenon har den laveste termiske konduktivitet samt den laveste ionisationspotentiale af alle de ikke-radioaktive ædelgasser. Og da det er en ædelgas, så reagerer den ikke med den andre kemiske reaktioner som der er, når lampen bruges. Den lave termiske konduktivitet minimere det termiske tab inde i lampen når den er i funktion og dens lave ionisation potentiale gør at lampen er nemmere at starte op når den er kold, da det væsentligt sænker den spænding der skal til for at få isolatoren til at blive elektrisk ledende. Laser I 1962 opdagede en gruppe forskerer på Bell Laboratories at xenon kunne bruges i lasere og senere fandt de ud af at laseren blev kraftigere hvis man tilførte helium til lasermediumet. Den første excimerlaser brugte en xenon dimer (Xe2), som fik tilført strøm fra en stråle af elektroner for at producere stimuleret emission ved en ultraviolet bølgelængde på 176 nm. Xenonchlorid og xenon flurid har også været brugt til excimer (eller, mere korrekt, exciplex) lasere. Xenon chlorid excimerlaseren bliver blandt andet brugt i enkelte tilfælde af hudlæger. Narkose Xenon bliver også brugt som narkose selvom det er en dyre løsning. Trods prisen, så er narkosemaskiner som bruger xenon begyndt at kunne ses på det europæiske marked. Der er forslået to virkemiddeler for xenon narkose. Den første indvoldvere hæmning af calcium ATPase pumpen, hvilket går ud på at xenon fjerner calcium (Ca2+) i cellemembranens synapse. Dette resulterer i en tilpasningsændring når xenon binder sig til den ikkepolære side inde i proteinet. Det andet virkemiddel forkuserer på de ikke specifikke vekselvirkninger mellem narkosemiddelet og lipid membranen Xenon har en minimum alveolær koncentration (MAC) på 71%, hvilket gør den 50% mere kraftig end N2O som et narkosemiddel. Derfor kan det bruges i koncentrationer med ilt, hvilket formindsker chancen for hypoxia. I modsætning til lattergas (N2O), så er xenon ikke en drivhusgas og er derfor anset som et miljøvenligt narkosemiddel. På grund af den høje pris på xenon, er det nødvendigt med et lukket system, så gassen kan blive genanvendt (efter at gassen, på hensigtsmæssig vis, er blevet filtreret for forurening imellem brug). Medicinsk billeddannelse Gamma udledningen fra radioisotopen 133Xe kan for eksempel bruges til at scanne (og derved danne billeder) af hjerte, lunger og hjernen ved hjælp af SPECT metoden. 133Xe er også blevet brugt til at måle blodgennemstrømning. Andet Inden for atomkraft, bliver xenon brugt i bubblekamre, i følere og indenfor andre områder hvor høj molmasse og inert natur er ønskværdige. Ved atomprøvesprængninger, dannes der de to radioaktive xenonisotoper 133Xe og 135Xe. Ved at spore disse to isotoper, kan man holde øje med om Traktaten om forbud mod sprængning af atomvåben i vores atmosfære, det ydre rum og under vandet (engelsk: Treaty banning Nuclear Weapon Tests In The Atmosphere, In Outer Space And Under Water) bliver overholdt af de lande som skrev under på den. Isotoperne bliver desuden brugt til at detektere atomvåbensprængninger udført af øvrige lande, såsom Nordkorea. Flydende xenon bliver også brugt som et medie, når der ledes efter de hypotetiske WIMPs (Weakly Interacting Massive Particles). Når en WIMP kolliderer med en xenonkerne, skulle den rent teoretisk snuppe en elektron og danne primær scintillation. Ved at bruge xenon, skulle dette energiudbrud fremtræde under samme omstændigheder som partikler forårsaget ved for eksempel kosmisk stråling. Med XENON-eksperimentet ved Laboratori Nazionali del Gran Sasso i Italien er dette ikke lykkedes endnu. Selvom der ikke er opdaget nogen WIMPs, har eksperimentet stadig indsnævret egenskaberne for mørkt stof, samt nogle andre fysiske modeller. De nuværende detektorer hos Gran Sasso National Laboratory har vist følsomhed på højde med de bedste kryogendetektorer og deres følsomhed vil blive forøget i 2009. Xenon er det foretrukne brændstof i ion-motorer på rumskibe, på grund af dets lave ioniseringsenergi per atommasse og dens egenskab for at blive opbevaret på flydende form nær stuetemperatur (under højt tryk) og nemt omdannes igen til gas så den kan drive motoren. Fordi xenon ikke er kemisk reaktivt, gør det xenon til et miljøvenligt brændstof og mindre korroderende overfor ion-motoren i forhold til andre brændstoffer som for eksempel kviksølv og cæsium. Xenon blev først brugt som brændstof for ion-motorer i satelitter i 1970'erne. Senere blev det brugt som drivmiddel i Europas SMART-1 rumskib og for de 3 ion-motorer på NASAs Dawn Spacecraft Kemisk bruges de perxenate forbindelser som oxidationsmidler i analytisk kemi. Xenon bruges også ofte i proteinkrystallografi. Ved høje tryk (5 til 50 atm) binder xenonatomer til hydrofobe hulrum i proteinet, hvilket ofte danner isomorfe tungatom-derivater af meget høj kvalitet. Disse kan bruges til at løse faseproblemet (fysik). Xenonforgiftning Xenonforgiftning er et fænomen, hvor xenon dannes ved radioaktive henfald i kernereaktorer. Efter et stykke tid med et voksende mængde af xenon kan der være problemer med at starte reaktoren igen. Dette kendes som xenonforgiftning. Man kan sikre en jævn udbrænding ved at kontrollere brændselsstængerne. Forholdsregler Xenon gas kan opbevares sikkert i lukkede glas eller metal beholdere ved standardbetingelser, men xenon vil med lethed opløse plastik og gummi og vil derfor ligeså stille forsvinde fra en beholder produceret af disse materialer. Xenon i sig selv er ikke giftigt, dog opløses det i blodet og hører under den type af stoffer som trænger igennem blod-hjerne-barrieren og forudsager en mild kirurgisk narkose når den inhaleres sammen med større mængder ilt. Mange xenon forbindelser er meget eksplosive og giftige på grund af dets stærke oxidative egenskaber. Lydens hastighed i xenon gas er 169m/s, det er langsommere end i atmosfærisk luft, hvilket betyder at når man inhalerer xenon, så vil man have et dybere stemmeleje i modsætning til hvis man inhalerer helium, hvor man får et højere stemmeleje. Ligesom helium, så tilfredsstiller xenon ikke kroppens behov for ilt og man kan risikere kvælning. På grund af dette, tillader mange universiteter ikke længere denne demonstration. Da xenon er en dyr gas, blev gassen sulfidhexaflourid brugt i stedet for, da den næsten har samme molekylær vægt (146 imod 131). Dog er der også risiko for kvælning ved brug af denne gas. Det er muligt at trække vejret i disse tunge gasser såsom xenon og sulfidhexafluorid når de er blandet med 20% ilt (igen skal det nævnes at xenon ved disse koncentrationer forventes at fremkalde bevidstløshed som lå man i almindelig narkose). Lungerne blander gasserne meget effiktivt og meget hurtigt, så de tunge gasser bliver udåndet sammen med det overskydende ilt i lungerne og når ikke at ophobe sig i bunden af lungerne. Der er dog en fare forbundet med at indånde tunge gasser i større mængder. Et eksempel er hvis en person går ind i en beholder med denne farveløs og lugtfrie gas, han kan uden at ane det indånde disse gasser og være i fare. Xenon anvendes dog sjældent i disse mængder, dog er faren der altid hvis en tank eller beholder bliver opbevaret på et dårligt ventileret sted. Se også Xenonlampe Referencer Eksterne henvisninger WebElements.com – Xenon USGS Periodic Table – Xenon EnvironmentalChemistry.com – Xenon Xenon as an anesthetic Ædelgasser

250

https://da.wikipedia.org/wiki/Xenotransplantation

Xenotransplantation

Xenotransplantation er transplantation af celler, væv eller organer på tværs af arter. Af xenos = fremmed, og transplantation = overførsel af væv. Eksempelvis arbejdes der på at overføre nerveceller, hjerte og lever fra svin til mennesker. Kilder og Eksterne henvisninger Website om etik indenfor bioteknologi Se også Bartley P. Griffith Hjertetransplantation Lægevidenskab

252

https://da.wikipedia.org/wiki/Xerasi

Xerasi

Xerasi er det græske ord for en hudsygdom med abnorm tørhed og skørhed af håret, der går i stå i væksten. Hudsygdomme

253

https://da.wikipedia.org/wiki/Xerasia

Xerasia

Xerasia er en hårsygdom, hvor håret bliver tørt og skørt. Xerasia kommer fra det græske ord xeros, der betyder "tør." Referencer Sygdomme

255

https://da.wikipedia.org/wiki/Jerez%20de%20la%20Frontera

Jerez de la Frontera

Jerez de la Frontera, sherryens hjemby, tidligere stavet Xeres de la Frontera. "X"-lyden (som på kastiliansk svarer til -ch i tysk ach eller gælisk loch) skrives i dag med et "j". I de latinamerikanske lande udtales lyden mere som sj- (som i sjæl). Så når man udtaler Xeres som de gør i Sydamerika, får man "sjeres". Derfor siger englænderne og vi sherry. Blandt andre bliver brændevinen Brandy de Jerez produceret i byen. Eksterne henvisninger Byer i Andalusien

256

https://da.wikipedia.org/wiki/Xeroderma%20pigmentosum

Xeroderma pigmentosum

Xeroderma pigmentosum er betegnelsen for en sjælden hudsygdom med lysudslæt og efterfølgende pigmentering. I slutstadiet dannes multiple hudcancere. Det er en recessivt arvelig sygdom, der skyldes nedsat evne til at reparere på DNA-skader i cellernes arvemateriale. Xeroderma er græsk for tør hud eller pergamenthud. Hudsygdomme

257

https://da.wikipedia.org/wiki/Xerofagi

Xerofagi

Xerofagi (græsk) betyder "tør føde". De gamle kristne holdt en fasteperiode, hvor de alene indtog tør føde. Kristendom i antikken

259

https://da.wikipedia.org/wiki/Xeroftalmi

Xeroftalmi

Xeroftalmi er græsk for øjentørsot, en øjensygdom som opstår ved mangel på A-vitamin. Sygdommen er alvorlig især for børn. Xeroftalmi giver udtørring og henfald af øjets horn- og bindehinde, og kan i værste tilfælde give blindhed. Mangelsygdomme

260

https://da.wikipedia.org/wiki/Xerofyt

Xerofyt

Xerofyt er et ord af græsk oprindelse for en tørkeplante. Med det skal forstås en plante, som er tilpasset et liv i tørt klima, for eksempel ved at have vokslag eller hår på blade og stængler, eller ved at være en sukkulent. Eksempler på dette er tørbundsplanter som lyng fra heden og marehalm fra klitterne. Øvrige eksempler er kaktus, sukkulenter og Sankt Hans-urt. Sådanne planter har nedsat transpiration på grund af fordampningsnedsættende tilpasninger, for eksempel tætte hår og tyk Kutikula (et voksagtigt lag, på bladenes overflade, som beskytter mod fordampning). Veludviklet styrkevæv forhindrer, at planten falder sammen ved lav saftspænding. Se også Tag-Hårstjerne Xerotisk Plantetyper

261

https://da.wikipedia.org/wiki/Xerografi

Xerografi

Xerografi (af græsk xeros, 'tør', og grafos, 'skrift') er en reproduktionsmetode, hvor trykformen oplades med negativ elektricitet og belyses gennem det, som skal gengives. Denne opladning bliver kun på de ubelyste steder, herefter sprøjtes et farvepulver henover trykformen. Farvepulveret tiltrækkes alene af de opladede steder. Det herefter fremkomne billede kan overføres til papir. Xerografi har siden 1959 været udnyttet i fotokopimaskiner. Xerografi har givet navn til virksomheden Xerox. Trykning og typografi Elektrostatik he:מכונת צילום#זירוגרפיה

263

https://da.wikipedia.org/wiki/Xerotisk

Xerotisk

Xerotisk (fra oldgræsk ξηρός, tør) betyder "udtørrende" eller "udtørret". I de subtropiske og tropiske dele af verden, hvor vandmangel er den største trussel mod plantevækst, har man en særlig havetype, den xerotiske have, dvs. en tørkepræget have. Det er anlæg, som er skabt sådan, at kunstvanding ikke er nødvendig. Det opnår man ved at udnytte skygge, dugdannelse og et udvalg af særligt tørketålende planter, f.eks. sukkulenter og kaktusarter. Se også Xerofyt Typer af haver

264

https://da.wikipedia.org/wiki/Mundt%C3%B8rhed

Mundtørhed

Mundtørhed eller Xerostomi af det græske ξηρός xeros, der betyder "tør", og στόμα stoma, der betyder "mund". Xerostomi kan være en sygdom eller et symptom. Ramte Xerostomi er en lidelse, som ca. 10 pct. af befolkningen lider af. Hyppigheden er mindst i de yngre årgange og anslås til ca. 20 pct. i aldersgruppen 70+. Mundtørhed i form af tørre, sarte og vulnerable slimhinder ses ofte hos følgende: Patienter med Sjøgrens syndrom. Patienter med sukkersyge. Patienter i kemoterapi og strålebehandling . Ældre, medicinerede patienter. Protesepatienter med svamp. Cigaret- og cannabis-rygere. Brugere af visse stoffer (eksempelvis methamphetamine) og kokain. Behandling En god mundhygiejne er vigtig for at undgå huller i tænderne. F.eks. brug af tandstikkere/ tandtråd samt der til den daglige tandbørstning kan anbefales elektrisk tandbørste. Brug tandpasta med fluor og endvidere anbefales tandbørstning til også at ske både før og efter måltiderne. Herudover kan forsøges tiltag, der kan forøge spytsekretionen eller man kan supplere med mundskyllevæske med klorhexidin til at fugte slimhinderne. Visse typer mundskyllevæsker kan dog misfarve tænderne efter længere tids brug. Protesebærere kan suge syrlige pastiller og patienter med egne tænder kan suge sukkerfrie syrlige pastiller tilsat fluor fx Xerodent – en sukkerfri sugetablet, der fås på apoteket. Spytprodukter Drik vand eller drik ”kunstigt spyt”, som laves af: 1 del vand, 1 del glycerin og citron-dråber efter smag. Skyl munden efter behov og synk eller spyt ud bagefter. Har man protese tages den ud før man skyller. Af andre kunstige spytprodukter kan nævnes: Spytstimulerende tygge- og sugetabletter, sukkerfrit tyggegummi, sugetabletter, fluortyggegummi, spray og gelé, der er godt under proteser. Referencer Symptomer Odontologiske sygdomme

265

https://da.wikipedia.org/wiki/Serse

Serse

Serse (HWV 40) er en opera seria i tre akter af Georg Friedrich Händel. Den blev uropført i London den 15. april 1738. Librettoen er tilpasset af en ukendt person fra en libretto af Silvio Stampiglia til en af Giovanni Bononcini komoneret opera af samme navn fra 1694. Stampiglias libretto var selv baseret på anden libretto af Nicolò Minato, der var blevet sat i musik af Francesco Cavalli i 1654. Operaen foregår i Persien i 480 f.Kr. og er kun meget løst baseret på Xerxes 1. som historisk personlighed. Rollen som Serse blev oprindelig sunget af en kastratsanger, men udføres nu normalt af en mezzosopran eller en kontratenor. Åbningsarien, "Ombra mai fu", der synges af Xerxes til et træ (platanus orientalis), er en af Händels bedst kendte melodier og spilles ofte i et orkestralt arrangement, der er kendt som Händels "Largo" (selvom Händel bruger betegnelsen "larghetto" i partituret). Værket blev opført Danmark af Den Ny Opera, som havde premiere på Musikhuset Esbjerg i 2011 med den norske mezzosopran Tuva Semmingsen i titelpartiet. Komposition og premiere I slutningen af 1737 bestilte King's Theatre i London Händel til at skrive to nye operaer. Den første var Faramondo, der fik premiere den 3. januar 1738, hvor Händel allerede havde påbegyndt arbejdet på den næste, Serse. Han komponerede første akt mellem 26. december 1737 og 9. januar 1738, anden akt var klar 25. januar og tredje akt senest den 6. februar. Händel lagde sidste hånd på partituret den 14. Serse blev uropført på King's Theatre i Haymarket den 15. april 1738. Den første opsætning var en total fiasko. Publikum kan have været forvirret over værkets nyskabende karakter. I Serse havde Händel, i modsætning til de andre operaer han havde skrevet for London, inkluderet buffo-elementer. Selv om dette havde været typisk for det 17. århundredes venetianske værker som fx Cavallis oprindelige komposition til librettoen, var der, i 1730'erne, opstået en forventning om, at opera seria skulle være helt alvorlig uden nogen sammenblanding af tragedie- og komediegenrerne eller figurer af høj eller lav klasse. Musikforskeren Charles Burney mente, at Serse ikke var meget værd som opera betragtet: "I have not been able to discover the author of the words of this drama: but it is one of the worst Handel ever set to Music: for besides feeble writing, there is a mixture of tragic-comedy and buffoonery in it, which Apostolo Zeno and Metastasio had banished from serious opera" ("Jeg har ikke været i stand til at spore forfatteren til dette drama: men det er et af de værste Handel nogensinde har sat i musik: for udover svage linjer har det en blanding af tragi-komik og klovneri, som Apostolo Zeno og Metastasio havde forvist fra seriøs opera"). Et andet usædvanligt forhold ved Serse er antallet af korte, enkeltstående arier i én sats, hvor en typisk opera seria på Händels tid blev næsten altid bestod af lange da capo-arier i tre satser. Dette slog særligt Jarlen af Shaftesbury, der overværede premieren og beundrede operaen, da operaen ellers ville være blevet meget lang. Senere opførelser Serse forsvandt fra scenen i næsten tohundrede år, idet den første moderne forestilling fandt sted i Göttingen den 5. juli 1924 i udgave, der var forberedt af Oscar Hagen. I 1926 blev operaen i denne version opført mindst 90 gange i 15 forskellige tyske byer, et grundlag for Serses vedvarende succes. Ifølge Winton Dean er Serse Händels mest populære opera hos det moderne publikum efter Giulio Cesare in Egitto. Netop de træk ved operaen, som det 18. århundredes lyttere fandt så foruroligende – de korte arier og tilsætningen af komiske elementer til opera seria – kan være det, der gør, at værket appellerer til moderne mennesker i det 20. og 21. århundrede. En komplet indspilning blev foretaget i 1979. En særligt rost produktion, sunget på engelsk, kom op på English National Opera i 1985 for at markere 300-årsdagen for komponistens fødsel. Forestillingerne blev dirigeret af Sir Charles Mackerras og instrueret af Nicholas Hytner, der også oversatte librettoen; Ann Murray sang titelpartiet, mens Valerie Masterson var Romilda, Christopher Robson Arsamene og Lesley Garrett Atalanta. Roller Synopsis Xerxes, der betragter sit elskede platantræ, ser Romilda, datter af hans vasal Ariodate, og beslutter sig for at gifte sig med hende. Romilda og Xerxes' bror, Arsamene, elsker imidlertid hinanden, mens Romildas søster, Atalanta, er fast besluttet på at vinde Arsamene. Amastre, Xerxes' forlovede, som han har forladt for Romilda, skjuler sig som en mand og udspionerer Xerxes. Xerxes sender Arsamene bort, som sender en besked om sin evige troskab til Romilda gennem sin tjener Elviro, forklædt som blomstersælger. Beskeden bliver først overgivet til Atalanta, som straks undfanger en plan. Hun fortæller Elviro, at Romilda har opgivet Arsamene og besluttet sig for at blive dronning og beskeden fra Xerxes, idet hun hævder, at den var henvendt til hende. Xerxes beslutter at bortgifte Arsamene til Atalanta; Romilda beslutter alligevel at forblive tro mod den mand, hun elsker. Ved broen over Hellespont fortæller Xerxes Ariodate, at hans datter Romilda efter kongens ønske skal giftes med et medlem af Xerxes' familie. Xerxes forfølger Romilda indtil Amastre i forklædning starter en kamp for at aflede hans opmærksomhed. Romilda overtaler Xerxes til at lade hende løse problemet og glædes, da hun erfarer, at Amastre gjorde det for at redde hende. Arsamene og Romilda mødes igen og kæmper, indtil Elviro trækker Atalanta ud for at forklare sagen, og hun erklærer, at hun vil finde en anden. Elviro bemærker, at en storm nærmer sig broen og synger en sang til Bacchus. Romilda og Arsamene er glade over at blive genforenet, selv om hun er nødt til at skjule ham, mens broderen forfølger sin sag. Romilda fortæller Xerxes, at han skal have hendes fars samtykke, før hun kan adlyde kongens befaling; Arsamene er utilfreds. Xerxes gentager, at Ariodate at Romilda skal giftes med et medlem af Xerxes' familie; Ariodate tror fejlagtigt, at han henviser til broderen Arsamene og ikke til ham selv og går glad hjem for at forberede brylluppet. Xerxes fortæller så Romilda, at hun vil gifte sig med ham. Romilda afslører, at Arsamene har kysset hende, Xerxes erklærer, at han vil dræbe sin egen bror, og Romilda accepterer at gifte sig med Xerxes for at skåne Arsamenes liv. Arsamene og Romilda kommer ind til Ariodates plads, hvor han glad kundgør, at de skal gifte sig på kong Xerxes' kommando. De ved ikke hvad de skal tro, men er glade over at gøre det. Efter Arsamene og Romildas bryllup kommer Xerxes ind, klar til sit bryllup. Han bliver opbragt over at erfare, at hans vasal netop har giftet hans brud bort til hans bror. Da Amastre i forklædning dukker op, kalder Xerxes på nogen, der kan hævne ham. Amastre spørger, om han vil have hende til at dræbe forræderen, den, der efter at have været så højt elsket, jagtede en anden. Da Xerxes kræver, at hun gør det, afslører Amastre sig overfor Xerxes, der bliver skamfuld over sin troløshed og beder hende dræbe sig i stedet. Amastre, der stadig er forelsket i ham, nægter, og Xerxes tilbyder hende at være hans dronning igen. Diskografi En DVD-optagelse af sceneproduktionen fra 1985 blev lavet i 1995, da opsætningen blev genoptaget med samme dirigent og solister. Udsendt af Arthaus Musik. EMI: En optagelse fra 2003 på italiensk med Anne Sofie von Otter og Elizabeth Norberg-Schulz med William Christie og "Les Arts Florissants". Udsendt af Virgin Veritas i 2004. BMG: En optagelse fra 1998 med Jennifer Smith, Lisa Milne, Susan Bickley, Brian Asawa, David Thomas m.fl. Nicholas McGegan dirigerer Hannover Band and Chorus (75605 51312 2). Noter Referencer Dean, Winton: "Handel's Serse" i Opera and the Enlightenment, red. Thomas Bauman (Cambridge University Press, 1995) Best, Terence: Tekst i hæftet Virgins CD-optagelse dirigeret af Christie Eksterne links Libretto Operaer på italiensk Operaer af Georg Friedrich Händel

266

https://da.wikipedia.org/wiki/Xerxes%201.%20af%20Persien

Xerxes 1. af Persien

Xerxes 1. (خشایارشا) ( 518 f.Kr.–465 f.Kr.) var persisk konge fra 485 f.Kr. til 465 f.Kr.. Han tilhørte Achæmenide-dynastiet og var søn af Dareios I. Xérxēs (Ξέρξης) er den græske form for det oldpersiske Xšayāršā, der betyder "heltenes hersker". Xerxes 1. foretog i 480-479 f.Kr. et mislykket togt mod Grækenland. I 480 f.Kr. lykkedes det at erobre store dele af Grækenland, herunder Athen, men Xerxes 1. blev besejret i søslaget ved Salamis. I 479 f.Kr. led Xerxes 1. det endelige nederlag ved Platæa. Hans grav er udhugget i klippen ved Naqsh-i-Rustam tæt ved Persepolis. Invasionen af det græske hovedland Dareios I efterlod til sin søn opgaven med at straffe athenerne, naxianerne og eretrianerne for deres indgreb i den joniske opstand og det persiske nederlag ved Marathon. Fra 483 f.Kr. forberedte kong Xerxes sin ekspedition med omhu: En kanal blev gravet gennem landtangen på halvøen Athos, to broer blev bygget over strædet Hellesponten, forsyninger blev samlet i en station ved vejen gennem Thrakien. Ifølge Herodot endte Xerxes' første forsøg på bygge bro over Hellesponten med at en storm ødelagde hør- og papyrusbroen. Xerxes beordrede, at Hellesponten blev pisket 300 gange, og at slavelænker blev kastet i vandet, hvorefter en tjener spottede: "Du bitre vand! Min herre pålægger dig denne straf, fordi du har fornærmet ham, skønt han ikke har gjort dig noget ondt. Men kong Xerxes vil overskride dig, hvad enten du vil eller ej. Det er med god grund, at intet menneske ofrer til dig, du der både er snavset og salt!" Xerxes' andet forsøg på at bygge broen var en succes. Xerxes sluttede forbund med Karthago og fratog Hellas støtten fra de mægtige monarker af Syrakus og Agrigento. Desuden valgte mange mindre hellenske stater persisk side: især Thessalien, Theben og Argos. Xerxes drog med en stor flåde og hær. Herodot hævdede, at der var over to millioner soldater fra Sardes i foråret 480 f.Kr. Xerxes sejrede i de indledende kampe. I slaget ved Thermopylæ kæmpede en lille hærstyrke anført af spartanernes kong Leonidas mod den meget større persiske styrke, men blev nedkæmpet. Efter Thermopylæ blev Athen erobret, og athenerne og spartanerne blev drevet tilbage mod deres sidste forsvarslinje ved Korinths landtange og ud i den Saroniske Bugt. Ved Artemis var udfaldet af kampen tvivlsomt, da store storme havde ødelagt græske skibe. Kampen blev også standset tidligere, da hellenerne hørte om nederlaget ved Thermopylæ og trak sig tilbage. Xerxes var forledt til at angribe den græske flåde under ugunstige forhold. Xerxer er nævnt i Bibel i Esters bog hvor han kaldes Ahasverus. Personer i antikken Persere Irans Regenter

268

https://da.wikipedia.org/wiki/Xhosa-krigene

Xhosa-krigene

Xhosa-krigene handlede om Xhosa-folkets modsættelse af de nederlandske, tyske og britiske kolonisters ekspansioner i Kap-provinsen i perioden 1779-1879. De enkelte Xhosa-krige Første Xhosa-krig Anden Xhosa-krig Tredje Xhosa-krig Fjerde Xhosa-krig Femte Xhosa-krig Sjette Xhosa-krig Syvende Xhosa-krig Ottende Xhosa-krig Niende Xhosa-krig Tiende Xhosa-krig Afrikanske krige Sydafrikas historie

269

https://da.wikipedia.org/wiki/Xi%20%28bogstav%29

Xi (bogstav)

Xi (Ξ ξ) er det 14. bogstav i det græske alfabet. I det latinske alfabet translittereres det som x eller ks. Udtales som [ks], der dog i danske låneord simplificeres til [s] i forlyd, fx Xerxes [Særkses]. Computer I unicode er Ξ U+039E og ξ er U+03BE. Græske bogstaver

270

https://da.wikipedia.org/wiki/Xi%20Jiang

Xi Jiang

Xi Jiang (Si Kiang) er en flod i Asien. Xi Jiang har en længde på 1930 km. Udspringer i Kina på Yunnanhøjsletten under navnet Nanpan jian, forløbet af floden går østover og Xi Jiang udmunder i det Sydkinesiske Hav vest for Hongkong. Deltaet forbundet med floden strækker sig 145 km ind i landet og omfatter også Perlefloden. Xi Jian har et afvandingsområde på ca. 602.000 km². Vandløb i Kina

271

https://da.wikipedia.org/wiki/Xiamen

Xiamen

Xiamen er en subprovinsiel by i Fujian-provinsen i Kina. Xiamen var tidligere kendt som Amoy. Den har et areal på 1.565 km2, og en befolkning på 2.520.000 mennesker (2009). Administration Xiamen administerer seks distrikter: Haicang distrikt (海沧区) Huli distrikt (湖里区) Jimei distrikt (集美区) Siming distrikt (思明区) Tong'an distrikt (同安区) Xiang'an distrikt (翔安区) Myndigheder Den lokale leder i Kinas kommunistiske parti er Zhao Long, pr. første kvartal 2021. Klima Noter Subprovinsielle byer i Kina Fujian

272

https://da.wikipedia.org/wiki/Xi%27an

Xi'an

Xi'an (kinesisk 西安 Xī'ān, tidligere stavet Sian) er hovedstaden i Shaanxi-provinsen i Kina. Der bor ca. 3,2 mio. i selve byen og 7,8 mio. i stor-Xian. Før Ming-dynastiet gav byen navnet Xi'an hed byen Chang'an og var Kinas hovedstad for Tang-dynastiet (619-907) med hovedcenter i Damingpaladset, der i dag er under restaurering. Byen har en velbevaret bymur fra 1370. Mausoleet for Qin Shi Huang (秦始皇) og hans terracotta hær ligger 40 km øst for byens forstæder. Klima Myndigheder Den lokale leder i Kinas kommunistiske parti er Wang Hao. Borgmester er Li Mingyuan, pr. 2021. Noter Eksterne henvisninger

274

https://da.wikipedia.org/wiki/Xiangtan

Xiangtan

Xiangtan (kinesisk: 湘潭; pinyin: Xiāngtán) er en by på præfekturniveau ved floden Xiangjiang i provinsen Hunan i det sydlige Kina. Præfekturet har et areal på 5,006 km² og en befolkning på 2.880.000 mennesker (2007). Administrative enheder Xiangtan består af to bydistrikter, to byamter og et amt: Bydistriktet Yuetang (岳塘区), 206 km², 330.000 indbyggere, sæde for lokalregeringen; Bydistriktet Yuhu (雨湖区), 74 km², 370.000 indbyggere; Amtet Xiangtan (湘潭县), 2.513 km², 1,12 millioner indbyggere; Byamtet Xiangxiang (湘乡市), 2.003 km², 890.000 indbyggere; Byamtet Shaoshan (韶山市), 210 km², 100.000 indbyggere. Trafik Kinas rigsvej 107 fører gennem området. Den løber fra Beijing til Shenzhen (ved Hongkong, og passerer provinshovedstæderne Shijiazhuang, Zhengzhou, Wuhan, Changsha og Guangzhou. Kinas rigsvej 320 går gennem området. Den begynder i Shanghai og løber mod sydvest til grænsen mellem provinsen Yunnan og Burma. Undervejs passerer den blandt andet Hangzhou, Nanchang, Guiyang, Kunming og Dali. Kendte personer fra Xiangtan-området Mao Zedong (fra forstaden Shaoshan) Peng Dehuai Qi Baishi Zeng Guofan Bypræfekturer i Hunan Byer i Kina