id
stringlengths 1
7
| url
stringlengths 31
209
| title
stringlengths 1
117
| text
stringlengths 7
302k
|
|---|---|---|---|
2 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ark%C3%A6ologi | Arkæologi | Arkæologi er studiet af tidligere tiders menneskelige aktivitet, primært gennem studiet af menneskets materielle levn. Langt det meste af al menneskelig aktivitet foregik, før vi lærte at skrive, så arkæologi er den vigtigste metode til at studere ældre menneskeskabte samfund.
Metoder
Udgravninger kan foretages på flere måder. Den traditionelle (engelske) arkæologi gik ud fra princippet "find en væg og følg den" ("find a wall and follow it"). Nyere arkæologi består som hovedregel af flere led:
overfladeafsøgninger, hvor arkæologen undersøger et større område for arkæologiske fund og markerer dem,
profilgravninger, hvor arkæologen på bestemte steder lader et lodret profil stå for derved at kunne danne sig et indtryk af de lagserier (stratigrafi), som findes det pågældende sted,
fladeafgravninger, hvor arkæologen udgraver et større eller mindre område og lader alle arkæologisk fund registrere og deres beliggenhed indmåle tredimensionelt for efterfølgende at kunne rekonstruere sammenhængende fund og den eventuelle spredning af dem, der måtte være fundet sted.
Som et led i det arkæologiske arbejde indgår også beskrivelsen af fundene, rekonstruktionen af dem på grundlag af fundne spor og brudstykker (fx af itubrudte lerkar) samt bestemmelse af hvilke(n) type(r), de(t) tilhører og dermed også en tidsbestemmelse og henføring til en arkæologisk kultur.
Arkæologi inddrager mange forskellige hjælpediscipliner i beskrivelsen af vores historie, både de materielle levn som er efterladt, og de skriftlige og billedlige overleveringer eksempelvis i form af arkæologiske illustrationer, således rekonstruktioner. Naturvidenskabelige undersøgelsesmetoder er i stadig udvikling og inddrages i stort omfang. Til datering benyttes eksempelvis dendrokronologi, kulstof 14-datering, kornaftryk og pollenanalyse. I visse tilfælde benyttes også filologi til at skabe sammenhænge mellem historiske og arkæologiske kilder.
Arkæologiske discipliner
Arkæologi beskæftiger sig med den lange periode – som i Danmark begynder med menneskets indvandring til landet for ca. 10-15.000 år siden til vikingetidens ophør omkring slutningen af 1000 tallet e. Kr. og endda senere. Arkæologien kan derfor underinddeles i en række typer alt efter hvilken tid, hvilket emne og hvilket område, der undersøges:
Forhistorisk arkæologi arbejder med forhistoriske perioder (stenalder, bronzealder, jernalder).
Middelalderarkæologi arbejder med den sene vikingetid fra 900/1000 tallet til reformationen i 1536, og nogle middelalderarkæloger medtager også renæssancen til midten af 1600 tallet. Det er almindeligt, at arkæologer også interesserer sig for 17- og 1800 tallet.
Klassisk arkæologi dækker antikken i oldtidens Grækenland og Romerriget. Derudover findes nærorientalsk arkæologi, der omfatter områderne i Mellemøsten og de stor højkulturer i Mesopotamien. Både klassisk og nærorientalsk arkæologi arbejder også med materielle levn, men er påvirkede af både kunsthistorie og kulturhistorie.
Ægyptologi, der udelukkende beskæftiger sig med Det gamle Egypten.
Ved hjælp af eksperimentel arkæologi kan man rekonstruere fundne genstand, og afprøve dem i praksis.
Slagmarksarkæologi undersøger områder, hvor man ved at der har foregået slag. Dette kan strække sig over store perioder fra Varusslaget i år 9, til Slaget ved Agincourt i 1415 og frem til slag under 2. verdenskrig.
Marinarkæologi er den gren af arkæologien der beskæftiger sig med menneskets relation til havet. Undervandsarkæologi omhandler særskilt den del af marinarkæologien, der påtræffes submarint.
Bibelsk arkæologi forsøger at finde arkæologiske genstande, der understøtter biblen.
Etnoarkæologi betegner forskning, hvor man ved besøg hos folkeslag, der endnu lever på en lignende måde som de folk, der arkæologisk udgraves, formodes at have levet, forsøger at danne sig et bedre indtryk af samfundsopbygning og tankegang hos forhistoriske folk. Fremgangsmåden er omstridt blandt arkæologer.
Det siger sig selv, at vilkårene ved arkæologiske udgravninger vil variere meget fra sted til sted og fra udgravning til udgravning.
Arkæologisk kulturforståelse
Arkæologien har lånt det etnografiske kulturbegreb og anvender dettes grupper til at beskrive et givet forhistorisk samfunds overordnede indretning. Som identificeringsbetegnelse anvendes kultur imidlertid i arkæologisk sammenhæng for at betegne en i tid og udbredelse given levevis, fx Hellenistisk kultur, Kurgankulturen eller Ertebøllekulturen.
Den arkæologiske kulturbetegnelse har sin rod i oprindelsen af den moderne arkæologi fra omkring midten af 1800-tallet. Da man gik over til at danne sig billedet af fortidens levevis på grundlag af de jordfund af genstande, beboelseslevn, grave og knogler, som man begyndte at gøre, var det naturligt at knytte en betegnelse til sådanne iagttagne fund for derved at kunne henvise til dem når nye, lignende fund blev gjort. Den første arkæologiske skelnen blev indført af Christian Jürgensen Thomsen, der opdelte genstande efter deres materialegrundlag i henholdsvis stenalder, bronzealder og jernalder. Snart viste det sig, at denne opdeling ikke var tilstrækkelig for at udskille ulige udformninger af samme slags genstande, og behovet for yderligere inddelinger blev snart klart. En af de tidligste underinddelinger var i "den uslebne stenalder" (nu almindeligvis benævnt jægerstenalder) og "den slebne stenalder" (nu almindeligvis benævnt bondestenalder). I begyndelsen var antallet af sådanne betegnelser mangfoldige, og flere betegnelser kunne anvendes side om side om samme kultur. Eksempelvis anvendes betegnelserne stridsøksekultur og enkeltgravskultur endnu i dag om samme kulturform. Nogle gange skelnedes mellem et ældre og et yngre kulturtrin (således endnu i dag skelnes mellem ældre bronzealder og yngre bronzealder). Det var den schweiziske forhistoriker Gabriel de Mortillet, der gjorde sig til talsmand for at inddele karakteristiske arkæologiske fundkomplekser i kulturer som hovedregel - men ikke altid - navngivne efter det sted, hvor de først er fundet eller er mest udprægede.
Kendetegnende for arkæologiske kulturer er forekomsten af materielle ledetyper det vil sige særegne og let genkendelige udformninger af redskaber, begravelsesformer eller lignende. Tidligere anvendte arkæologiske benævnelser som "tragtbægerkultur", "dolktid" og "stridsøksekultur" henviste således til henholdsvis lerkar og våben med karakteristiske former, mens benævnelser som "enkeltgravskultur" og "hellekistetid" henviste til særegne gravformer.
Til trods for, at denne kulturinddeling udvikledes allerede i løbet af det 19. århundrede, var det først i begyndelsen af det 20. århundrede, at arkæologerne for alvor begyndte at formulere principperne bag den anvendte fremgangsmåde. Det er i første række den australske arkæolog Vere Gordon Childe, der konstaterede, at visse materielle fund af våben, smykker, fartøjer, begravelsesritualer og bygningsformer atter og atter blev fundet i de samme sammensætninger og dermed kunne berettige til at bruge betegnelsen kultur for derved at betegne den levevis og den befolkning, der havde frembragt dem.
Dette fik den tyske arkæolog Gustaf Kossinna (1858-1931) til at mene, at han kunne opstille en entydig forbindelse mellem en arkæologisk kulturprovins, en etnisk gruppe og en sproglig enhed. Skønt dette i mange tilfælde kan have en vis rigtighed, er det vigtigt altid at være opmærksom på de forbindelser, der kan være med andre kultursamfund. De kan foranledige, at redskaber og redskabstyper, byggeskik eller begravelsesmåde spredes fx som handelsvarer, gaver, medgift, krigsbytte eller besøgsindtryk. Man må derfor altid holde sig for øje, om det kun er enkelte genstande eller træk i levevis, der er ens flere steder, eller om det er den samlede levemåde.
Et andet område, hvor arkæologerne med tiden har ændret holdning, er, når de skal forklare årsagerne til, at nye kulturer afløser gamle. Tidligere mente man, at sådanne kulturskift måtte forklares ved indvandringer, hvor den tidligere kultur eller livsform blev fortrængt eller undertrykket. I nyere tid ser man dog oftere sådanne kulturskifter forklaret ved, at nye ideer eller teknikker har spredt sig fra et samfund til et andet og formoder, at egentlige folkevandringer har været få, små og ubetydelige. Endnu i dag er der mange kulturskifter, hvor arkæologerne ikke kan blive enige om betydningen af folkevandringer. Blandt de mest omstridte emner er spørgsmålet om stridsøksefolkets eller enkeltgravskulturens mulige indvandring (eller ej) til Vesteuropa fra sletterne nord for Sortehavet.
Et andet nyt træk i arkæologien er, at man i mindre grad bruger udtrykket "kultur" og i stedet taler om "teknokomplekser" (engelsk: Techno-Complex, en forkortelse for Technology-Complexes) for derved at understrege, at man alene betegner genstandskulturen men ikke nødvendigvis den livsform eller den befolkning (herunder i sproglig eller etnisk/national henseende), der har skabt den.
Noter
Litteratur
Geoffrey Bibby: I Dilmun tier ravnen; Wormanium 1971;
Geoffrey Bibby: Spadens vidnesbyrd; Wormanium 1980;
Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Wormanium 1993;
Henrik Tauber: "Det store hvornår? Om den svære kunst at datere fortiden" (Kronik i Skalk 1972 Nr. 1; s. 22-29)
Se også
Primært om skrifter og skriftsprog:
sanskrit
Vediske skrifter
hieroglyffer
Rongorongo
runer
Runesten
Rosettestenen
Helleristning
Linear A
Linear B
Bibelen
Dødehavsrullerne
De apokryfe skrifter
Koranen
Inskriptioner med samme indhold på flere sprog:
Bisutun-inskriptionerne
Fuente Magna og Pokotia-monolitten
Rosettestenen
Primært om anden vidnesbyrd:
stendysse
dysse
Bautasten
Trelleborge
Ertebøllekulturen
Køkkenmøddinger
Fossil
Forstening
Stonehenge
Nazca-linjerne
Sfinksen i Giza
Pyramiderne i Giza
Den store pyramide i Giza
Verdens syv underværker
Lascaux-hulerne
Minoisk civilisation
Eksterne henvisninger
Akademiske discipliner
Videregående uddannelser i Danmark |
3 | https://da.wikipedia.org/wiki/Asien | Asien | Asien er verdens største kontinent, med et areal på cirka 44,58 millioner km².
Kontinentet grænser mod nord, øst og syd til verdenshavet: Det Arktiske hav, Stillehavet og Det Indiske Ocean.
Afgrænsningen mellem Europa og Asien er ikke fast defineret, men angives typisk at gå gennem Uralbjergene, Uralfloden, det Kaspiske Hav, Kaukasus, Sortehavet, Bosporus, Marmarahavet og Dardanellerne (øst for Det Ægæiske Hav) og Det Røde Hav.
Man kan også sige det er superkontinentet Afrika-Eurasien uden Europa og Afrika.
Betegnelsen 'Asien' har været brugt siden oldtiden. Oprindelsen tilskrives det hittitiske assu (=solopgang, øst).
Lande i Asien
Regioner i Asien
Mellemøsten (Nærorienten)
Lilleasien (Anatolien)
Cypern
Levanten
Den Arabiske Halvø
Kaukasus
Den Iranske Højslette
Sydasien (det Indiske Subkontinent)
Sydøstasien
Indokina
Den Malayiske Halvø
Centralasien
Nordasien
Østasien (Fjernøsten)
Referencer
Se også
Asiatiske flag
Verdens lande |
4 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aalborg%20Universitet%20Esbjerg | Aalborg Universitet Esbjerg | Aalborg Universitet Esbjerg (tidligere kendt som AUE og AAUE, men benævnes nu AAU Esbjerg) er organisatorisk en afdeling under Aalborg Universitet, som er geografisk lokaliseret i Esbjerg. AAU Esbjerg er en forsknings- og uddannelsesinstitution med et varieret udbud af uddannelser inden for det ingeniør- og naturvidenskabelige område.
AAU Esbjerg blev skabt ved en fusion i 1995, mellem det daværende Ingeniørhøjskolen Esbjerg og Aalborg Universitet. Universitetet uddanner primært diplom- og civilingeniører, samt bachelorer og kandidater inden for Energiteknik, Kemi- og Bioteknologi, Olie- og Gasteknologi, Byggeri og Anlæg, Maskinteknik, Anvendt Industriel Elektronik og Risk and Safety Management. Siden fusionen er antallet af elever steget støt, og der har været behov for udvidelser af de fysiske rammer i flere etaper. Især har en massiv satsning på informationsteknologi, med oprettelsen af en afdeling for software- og medieteknologi (Department of Software and Media Technology), samt uddannelser der er skræddersyet til olie- og offshore-branchen i Nordsøen, tiltrukket mange studerende. I 2015 blev den nybyggede C2-fløj, hvori der er topmoderne laboratorier til både Kemi- og Energi- uddannelserne, samt kontorer og grupperumsfaciliteter, indviet samtidig med en renovering og modernisering af B- og C1-fløjene. AAU Esbjerg danner p.t. (november 2014) rammen om hverdagen for ca. 700 studerende og 110 ansatte.
Studenterorganisationen på AAU-Esbjerg hedder DSR-SE, og studenterbaren "Smuthullet".
Historik
Det der i dag er Aalborg Universitet Esbjerg, hviler på et fundament som blev påbegyndt i 1964, da Esbjerg Bygningsteknikum blev oprettet. Dette skete efter en årelang indsats med at overbevise centraladministrationen om behovet for tekniske uddannelser i Esbjerg. En række lokale entreprenører havde et stort behov for teknisk kyndige medarbejdere til brug i deres virksomheder, og det lykkedes dem at overbevise København om at dette behov skulle opfyldes med en lokal ingeniøruddannelse. Dette forhindrede dog ikke en omtumlet tilværelse de første år, hvor institutionen flere gange var lukningstruet, men den fik lov at bestå, og kunne i 1968 flytte ind i nyetablerede bygninger på stedet, hvor universitetet også i dag er lokaliseret.
Ekstern henvisning
Aalborg Universitet Esbjerg
Smuthullet
Aalborg Universitet
Uddannelsesinstitutioner i Esbjerg
Universiteter i Danmark |
5 | https://da.wikipedia.org/wiki/Anders%20Fogh%20Rasmussen | Anders Fogh Rasmussen | Anders Fogh Rasmussen (født 26. januar 1953 i Ginnerup Sogn) er en dansk politiker, der fra 27. november 2001 til 5. april 2009 var Danmarks statsminister, samt NATO's generalsekretær fra 1. august 2009 til 30. september 2014.
Fogh Rasmussen var formand for Venstre fra 1998 til 17. maj 2009.
Anders Fogh Rasmussen er storkorsridder af Dannebrogordenen, har modtaget Fortjenstmedaljen i guld og er placeret i rangfølgens 2. klasse nr. 1. Som statsminister var han placeret i 1. klasse nr. 4.
Anders Fogh Rasmussen blev i sine unge år i Venstres Ungdom ofte kaldt "Røde Anders", fordi han gik ind for økonomisk demokrati. Øgenavnet kastede han dog af sig, da han lod sig inspirere af den liberale filosof Robert Nozick i bogen Fra socialstat til minimalstat (1993). Politiske iagttagere er enige om, at Fogh siden 1993 igen er gået mod midten.
Den 4. april 2009 blev Fogh Rasmussen udpeget til generalsekretær for NATO. Dagen efter trådte han tilbage som statsminister. Han tiltrådte som generalsekretær 1. august 2009 og beholdt denne stilling i godt 5 år.
Baggrund
Anders Fogh Rasmussen er søn af gårdejer Knud Rasmussen og hustru Martha Rasmussen, født Fogh. Han er født i Ginnerup Sogn på Djursland og opvokset i landsbyen Hvidding (Vorning Sogn) ved Hammershøj mellem Randers og Viborg.
Han blev sproglig-samfundsfaglig student fra Viborg Katedralskole i 1972 og cand.oecon. fra Aarhus Universitet i 1978.
Anders Fogh Rasmussen er gift med pædagog Anne-Mette Rasmussen. Sammen har de tre børn. Den ældste, Henrik Fogh Rasmussen, har involveret sig som samfundsdebattør, blandt andet med bogen Amerikanske tilstande. Familien boede en overgang i Skals, den ikke store landsby, der også talte tidligere landbrugsminister Bjørn Westh og tidligere fiskeriminister Henning Grove.
Parret var bosiddende i Bruxelles nogle år, men har beholdt deres hus i Nærum.
Han var konsulent i Håndværksrådet 1978-1987.
Politiske karriere
Stifter af og formand for Liberal Ungdom (1970-1972).
Landsformand for Venstres Ungdom (1974-1976).
Medlem af Venstres hovedbestyrelse (1973-1978) og igen fra 1984 og frem.
Formand for Venstres oplysningsudvalg (1984 og frem).
Næstformand for Venstres landsorganisation (1985 og frem).
Medlem af Folketinget den 1. oktober 1978.
Formand for Folketingets Boligudvalg (1981-1986).
Medlem af Folketingets Finansudvalg (1982-1987).
Næstformand for ditto (1994-1998).
Formand for Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg (1993-1998).
Medlem af folketingsgruppens bestyrelse (1984-1987) og (1992-2001).
Politisk ordfører (1992-1998).
Formand for folketingsgruppen og partiets statsministerkandidat (1998-2001).
Næstformand for Udenrigspolitisk Nævn (1998-2001).
Ministerhverv
Skatteminister i Poul Schlüters regering (10. september 1987 – 19. november 1992), og samtidig
Økonomiminister fra (18. december 1990 – 19. november 1992). Anders Fogh trådte tilbage som Økonomiminister efter en sag om "kreativ bogføring" vedrørende køb af it-udstyr for 35 mio. kr. i Skatteministeriet og vildledning af Folketinget. Han blev afløst af Peter Brixtofte.
Statsminister (27. november 2001 – 5. april 2009).
Tillidshverv
Medlem af forretningsudvalget i Dansk Ungdoms Fællesråd (1976-1978).
Medlem af LOF's landsstyrelse (1979-1981).
Medlem af repræsentantskabet for Nørgaards Højskole, Bjerringbro (1984-1987 og igen fra 1993 og frem).
Medlem af repræsentantskabet for Sparekassen i Skals (1985-1987).
Medlem af repræsentantskabet for Byggeriets Realkreditfond (1986-1987).
Medlem af repræsentantskabet for Forsikringsselskabet Østifterne (1987 og frem).
Medlem af bestyrelsen for investeringsforeningen Andelsinvest (1987 og igen fra 1995).
Medlem af Pristalsnævnet (1982-1987).
Medlem af Overfredningsnævnet (1985-1987).
Medlem af Landsskatteretten, Lønningsrådet og Udetillægsnævnet (1986-1987).
Medlem af bestyrelsen for Skals Håndarbejdsskole (1993 og frem).
Medlem af Nationalbankens repræsentantskab (1996-2001) og af bestyrelsen (1998-2001).
Deltog i Bilderberggruppens konference i 2000 og 2002.
Andre poster
Anders Fogh Rasmussen deltager i Bilderberggruppen, en eksklusiv gruppe der af globaliseringskritikkere bliver kaldt for en hemmelig ’verdensregering’. Ingeborg Philipsen, Københavns Universitet, som har studeret Bilderbergfænomenet, oplyser, at Bilderberggruppen diskuterer bag lukkede døre, absolut intet kommer ud til offentligheden. Formålet med møderne er i følge Anders Eldrup, konferencens danske koordinator, citat:
Stab
Departementschefer
Nils Bernstein (1. november 2001 – 1. oktober 2005)
Karsten Dybvad (1. oktober 2005 – 5. april 2009)
Særlige rådgivere (spindoktorer)
Michael Kristiansen (1. november 2001 – 1. oktober 2005)
Michael Ulveman (1. oktober 2005 – 5. april 2009)
Michael Ulveman (1. august 2009 – 7. April 2021)
Ministersekretariatschef
Pui Ling Lau (2001-2003)
Forhold til pressen
Anders Fogh blev af oppositionen i Folketinget og dagspresse kritiseret for sin tilgang til medierne og brugen af spindoktorer i forsøg på styring af informationer i medierne. Antallet af særlige rådgivere blev under Foghs regeringsperiode fordoblet i forhold til antallet under den tidligere regering. Anders Fogh og hans 18 ministre havde ansat 52 særlige rådgivere og pressefolk. Årligt brugte regeringen Fogh omkring 32 mio. kr. på at informere borgerne og sælge sin politik via medierne.
I forbindelse med dokumentarfilmen Den Hemmelige Krig på DR om udlevering af krigsfanger fra Afghanistan til USA anklagede Anders Fogh DR for ikke at være uvildig i sin dækning og hævdede, at DR burde iværksætte en intern undersøgelse af, hvorledes de fremsatte påstande var fremkommet, ligesom også Forsvarsministeriet og en række artikler i Nyhedsavisen kritiserede filmen. DR afviste at indlede en intern undersøgelse, men i stedet iværksatte fagbladet Journalisten, i samarbejde med Center for Journalistik ved Syddansk Universitet en undersøgelse, der konkluderede, at filmens påstande var journalistisk holdbare..
Anders Fogh kom under kritik, da han i et interview i forbindelse med Muhammedkrisen udtalte til den arabiske TV-station Al-Arabiya, at han ikke selv ville have publiceret Muhammedtegningerne. Og at udtalelsen kunne ses som en camoufleret undskyldning til den muslimske verden.
Anders Fogh afviste 670 forespørgsler fra journalist Bo Elkjær, Ekstra Bladet, om et interview vedrørende Irak-krigen. I juni 2007 opfordrede Ombudsmanden Anders Fogh til enten at acceptere at lade sig interviewe af Elkjær eller at give en saglig og konkret begrundelse for ikke at gøre det. Fogh fastholdt sin afvisning og vakte opsigt, da det er uhyre sjældent, at myndigheder eller myndighedspersoner sidder en ombudsmandsindstilling overhørig. I august 2007 fik Bo Elkjær dog sit interview med statsministeren.
Økonomisk politik
Anders Fogh Rasmussens eftermæle med hensyn til den økonomiske politik har været lidt blakket. I et rundspørge blandt en række økonomer i Politiken i 2010 blev Anders Fogh Rasmussens regering udråbt til at føre den næstdårligste økonomiske politik af alle regeringer siden 1970'erne, kun undergået af Anker Jørgensens regeringer. Økonomiprofessor Nina Smith talte ved den lejlighed om 10 års spildt økonomisk politik med henvisning til manglende reformer og fastfrysningen af ejendomsværdiskatten, som forværrede boligboblen.
Tidligere overvismand, professor Niels Kærgård har senere direkte sammenlignet Anders Fogh Rasmussens politik med tidligere statsminister Anker Jørgensens: "... Da Fogh Rasmussen i 2009 trådte tilbage, var økonomien på vej ud i den mest omfattende finansielle krise siden 1930erne, og arbejdsløsheden steg med uhørt hast. Men det var ikke det værste, for der var trods alt en generel international krise (i øvrigt ligesom Anker Jørgensens problemer i høj grad skyldtes oliekriserne). Det værste var de langsigtede strukturelle problemer. Alle beregninger viser, at der i Fogh Rasmussens periode ikke blev gennemført reformer, der forberedte Danmark på de langsigtede problemer, der var på vej som følge af en stigende ældrebyrde, Nordsøoliens udtømning og en manglende dansk konkurrenceevne."
Han fortsætter: "Årsagerne til, at de to statsministres regeringer kom så galt af sted, var i øvrigt meget parallelle. Begge stod over for nogle problemer, som krævede et opgør med etablerede, populære synspunkter, der var uforenelige med de økonomiske realiteter ... For Fogh Rasmussen var problemet, at skattestoppet blev den dominerende hovedmålsætning uden at man var villig til at erkende, at et skattestop (herunder for nogle skatters vedkommende et stop i nominel værdi) var uforenelig med en fortsat opretholdelse af et velfærds-niveau med bl.a. stigende overførselsindkomster. Der blev ikke lavet tilstrækkeligt med reformer under højkonjunkturen."
Udenrigspolitik
EU-østudvidelsen 2004
Under det danske EU-formandskab i 2004 blev EU udvidet med en række nationer i Øst- og Centraleuropa. De afgørende forhandlinger blev ledet af Anders Fogh under det danske EU-formandskab i 2002. Udvidelsen fandt sted fra 1. januar 2004 (under irsk formandskab).
Spekulationer om internationale topposter
I 2006 skrev Berlingske, at Lars Løkke Rasmussen primo 2004 var kørt i stilling til at overtage statsministerposten, så Anders Fogh kunne blive formand for EU-Kommissionen, der skulle nybesættes medio 2004. Når Fogh ikke fik posten, gik spekulationerne på, at det skyldtes Danmarks EU-forbehold; en spekulation som Frankrigs daværende premierminister François Fillon dog afviste.
I 2008 blev Anders Fogh Rasmussen igen nævnt i medierne som mulig kandidat til posten som den første formand for Det Europæiske Råd. Ud over de danske EU-forbehold vurderedes hans muligheder ved den lejlighed dog også at være svækket af forholdet til den muslimske verden efter Muhammed-tegningerne. Berlingskes korrespondent Ole Bang Nielsen formulerede det på denne måde: "Det er svært for EU at være repræsenteret på den internationale scene af en politiker, der er erklæret "persona non grata" af hovedparten af de muslimske lande."
Generalsekretær for NATO
Den første spekulation om Anders Foghs kandidatur som NATO's generalsekretær kom frem, da Financial Times den 12. februar 2009 udråbte den danske statsminister som mulig kandidat til topposten i NATO. Få dage efter blev spekulationen forstærket, da den politiske kommentator Hans Engell den 13. februar udtalte, at Anders Fogh inden en måned ville blive udnævnt til generalsekretær for NATO. Snart fik Anders Foghs kandidatur opbakning fra Tyskland, Frankrig og Storbritannien, og da USA den 21. marts meddelte, at de også ville støtte Fogh, så udnævnelsen ud til at være på plads. Men da alle lande i NATO skal være enig om, hvem der skal have posten som generalsekretær, og dermed havde veto, viste der sig at være et problem. Gentagne gange udtalte toprådgivere for Tyrkiets regeringsparti, at Tyrkiet ikke ville acceptere Anders Fogh, angiveligt på grund af hans lave popularitet i den muslimske verden efter Muhammed-krisen. En anden begrundelse for den tyrkiske modstand var, at den kurdiske tv-station Roj, der ifølge Tyrkiet er talerør for terrororganisationen PKK, havde haft mulighed for at sende fra København, selvom Tyrkiet siden 2005 har krævet tv-stationen lukket. Spekulationerne om Tyrkiets modstand blev dog afvist, da Tyrkiets præsident Abdullah Gül ved et pressemøde den 27. marts udtalte: "Vi er ikke imod nogen personer, heller ikke Rasmussen, hvis han bliver kandidat". Dermed mente mange analytikere, at vejen var ved at være banet for Anders Fogh, som i øvrigt havde afvist sit kandidatur gentagne gange.. Den 2. april 2009 erklærede Fogh sit kandidatur til generalsekretærposten i NATO. To dage senere, den 4. april 2009, blev Fogh generalsekretær for NATO., og dagen efter udnævnelsen trådte Fogh Rasmussen tilbage som dansk statsminister.
Efter 5 år som generalsekretær blev Fogh den 1. oktober 2014 afløst på posten af Jens Stoltenberg. Efter sin fratræden som generalsekretær oprettede Anders Fogh Rasmussen sin egen konsulentvirksomhed, "Rasmussen Global".
Under coronaviruspandemien i foråret 2020 søgte han om knap 100.000 kr. i lønkompensation fra statens hjælpepakker til erhvervslivet.
Rådgiver for den ukrainske præsident
Den 27. maj 2016 oplyste dr.dk at Anders Fogh Rasmussen skal være rådgiver for den ukrainske præsident, Petro Porosjenko.
Allerede under et NATO-topmøde i Wales i september 2014 knyttede Anders Fogh Rasmussen og Porosjenko nære kontakter. Ukraines præsident Petro Poroshenko mødtes med NATO-lederne og vedtog en fælles erklæring, der skitserede konkrete skridt for at øge NATO-Ukraine-partnerskabet, og Fogh Rasmussen stillede "en handlingsplan om at gøre NATO mere lydhør overfor, hvad han kaldte Ruslands "aggressive adfærd" i Ukraine, og alle andre sikkerhedsmæssige udfordringer" i udsigt. Efterfølgende holdt Fogh Rasmussen og Porosjenko fælles pressemøde, og netop Rasmussens tidligere rolle som generalsekretær i NATO har været afgørende for Porosjenkos valg af rådgiver.
Priser
Anders Fogh Rasmussen er kåret til årets laks i 2004 af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske for sine udtalelser som privatperson om, at homoseksuelle skulle have mulighed for at blive gift i kirken.
Ordener
Storkors af Dannebrogordenen (7. april 2009)
Fortjenstmedaljen i guld (17. december 2002)
Trestjerneordenen (Storofficer)
Den litauiske Fortjenstorden (Storkors)
Den polske Republiks Fortjenstorden
Egekrone-Ordenen
Forbundsrepublikken Tysklands Fortjenstorden
Fortjenstordenen (Benemerência)
Nordstjerneordenen
Pedro Joaquin Chamorro-Orden (Storkors)
Ruben Dario-Ordenen
Stara Planina-Ordenen
Stjerneordenen
Sydkorsordenen
Bibliografi
Opgør med skattesystemet (1979).
Kampen om boligen (1982).
Fra socialstat til minimalstat (1993)
Vera og Benefica (2006)
Bidrag til bøger
Den truede velstand (1980).
Slaget om landsbyen (1981).
Liberal Ungdom gennem 75 år (1983).
Handelen år 2000 (1985).
Bolig og økonomi (1987).
Danmark år 2000 (1987).
Arbejdslyst og velfærd – En umulig cocktail? (1993).
Skrevet om Anders Fogh Rasmussen
Anders Fogh Rasmussen – I godtvejr og storm, Biografi af Thomas Larsen, Forlaget Gyldendal (2001), .
Fogh – Historien om en statsminister, Biografi af Anne Sofie Kragh, Forlaget People's Press (2004), .
Fogh, Krag, Schlüter og Stauning : Danmarks store statsmænd, Mads Qvortrup, Borgen, 2009. .
Der hvor man vakler – Syv markante mænd om deres livs udfordringer, Tim K. Christensen, Borgen, 2009. .
Kære statsminister! – løgnen om krigen i Irak, Bo Elkjær, , Ekstra Bladets Forlag, 2008. .
Historiske registreringer
14. august 2004 - Statsminister Anders Fogh Rasmussen modtager prisen Årets Laks ved Copenhagen Pride for sin udtalelse om, at bøsser og lesbiske bør kunne indgå ægteskab
Se også
Folketingsvalg 2001
Folketingsvalg 2005
Folketingsvalg 2007
Regeringen Anders Fogh Rasmussen I
Regeringen Anders Fogh Rasmussen II
Regeringen Anders Fogh Rasmussen III
Noter
Eksterne henvisninger
Anders Fogh Rasmussens på Facebook
Hele bogen Fra Socialstat til Minimalstat online
Gammelt portrætfoto
Statsministre fra Danmark
Økonomiministre fra Danmark
Skatteministre fra Danmark
Danske ministre fra Venstre
Regeringen Anders Fogh Rasmussen III
Tidligere folketingsmedlemmer fra Venstre
Folketingsmedlemmer i 1970'erne
Folketingsmedlemmer i 1980'erne
Folketingsmedlemmer i 1990'erne
Folketingsmedlemmer i 2000'erne
Økonomer fra Danmark
Generalsekretærer for NATO
Formænd for Venstres Ungdom
Modtagere af Nordstjerneordenen
Storkors af Dannebrog
Modtagere af Fortjenstmedaljen i guld
Personer i Kraks Blå Bog
Storofficerer af Trestjerneordenen
Æresdoktorer
Alumni fra Aarhus Universitet
Studenter fra Viborg Katedralskole
Regeringen Anders Fogh Rasmussen II
Regeringen Anders Fogh Rasmussen I |
8 | https://da.wikipedia.org/wiki/Astronomi | Astronomi | Astronomi (græsk: αστρονομία = άστρον + νόμος, bogstaveligt, "stjernernes lov") er videnskaben, som omfatter observation og forklaring af hændelser udenfor Jorden og dens atmosfære. Astronomien regnes for en af de ældste videnskaber, idét man må formode at de allertidligste mennesker må have bemærket og spekuleret over de himmellegemer, der kan ses med det blotte øje; stjerner, Solen, Månen samt visse planeter og til tider kometer og stjerneskud.
Discipliner
Astronomien underinddeles i en række discipliner, der behandler forskellige astronomi-relaterede emner, fænomener og objekter, f.eks.:
Astrometri, eller "stjernemåling"; studiet af objekters position og bevægelser på himlen. Hertil hører det system af himmelkoordinater, man bruger til at stedfæste positioner på himlen.
Astrofysik; studiet af de fysiske love og processer, der styrer Universet, og de objekter, som findes i det.
Kosmologi er studiet af Universet som helhed. Det er den del af den teoretiske astrofysik, der beskæftiger sig med Universets udvikling og struktur; herunder hvordan Universet opstod og hvordan det eventuelt en gang vil "ende".
Den "praktiske", såkaldt observerende astronomi inddeles efter de strålingsformer fra universet som vi kan observere. Man taler således bl.a. om:
Optisk astronomi handler om de objekter der kan registreres som lys, dvs. indenfor den synlige del af det elektromagnetiske spektrum. Enten med det blotte øje eller under brug af kikkerter (teleskoper).
Infrarød astronomi minder om optisk astronomi, fordi infrarødt lys ligger lige udenfor det område, der kan ses af det menneskelige øje – dog er instrumenter til infrarød astronomi tilpasset den længere bølgelængde. Da Jordens atmosfære også leverer infrarød stråling, er det til tider nødvendigt at bruge instrumenter om bord i rumfartøjer udenfor atmosfæren.
Højenergi-astronomi er studiet af elementarpartikler og elektromagnetisk stråling med høj energi, f.eks. ultraviolet stråling, røntgenstråling og kosmisk stråling. Da atmosfæren absorberer visse af disse typer stråling, kan det blive nødvendigt at foretage denne form for observationer med instrumenter i rumfartøjer.
Radioastronomi er den del af astronomien, der undersøger de radiobølger, der kommer til os fra de naturlige processer og fænomener, der foregår ude i rummet. Radiobølger kan trænge igennem bl.a. de støvskyer i Universet, som spærrer for det synlige lys, og dermed fortælle om ting, som den optiske astronomi ikke kan afsløre.
Litteratur
Toulmin, Stephen & June Goodfield (1964): Verdensbilledet. Astronomiens idéhistorie. Steen Hasselbalchs Forlag
Se også
Big Bang
Solplet
Astronomisk enhed
Astrologi
Eksterne henvisninger
Astronomisk Selskab Danmark
Dansk Selskab for Rumfartsforskning
rummet.dk
Videregående uddannelser i Danmark |
9 | https://da.wikipedia.org/wiki/A | A | A a er det første bogstav i det latinske alfabet samt det danske alfabet. Det er en vokal.
Bogstavet A kan spores tilbage gennem det græske alfabets bogstav alpha (stort Α, lille α) til det semitiske ’aleph (hebraisk א, arabisk ا). Det græske navn alpha er ligeledes lånt fra det semitiske navn ’aleph, der egentlig betyder "okse"; bogstavet forestiller et oksehoved, men er i sin græske og latinske form vendt på hovedet, således at hornene vender nedad: A.
Det semitiske bogstav betegner en strubelyd lig det danske stød, /ˀ/. I græsk, der ikke kender de semitiske strubelyd, kom bogstavet til at betegne vokalen /a/, og det er også den almindelige lydværdi i latin og de afledte alfabeter. På dansk bliver det både udtalt som "fladt" (lukket) [æ] (ane) og som et "klart" (åbent) [a] (arne). På engelsk bliver det udtalt som [æ] (man), [a] (father) eller [ei] (same).
I det hexadecimale talsystem repræsenterer A et ciffer med værdien 10.
Latinske bogstaver |
10 | https://da.wikipedia.org/wiki/Anders%20And | Anders And | Anders Fauntleroy And er en berømt figur i Disneys tegnefilm og tegneserier. Selv om han ikke er særligt populær i USA, optræder han i mange ugeblade i Europa: I Norge, Tyskland, Sverige, Danmark, Holland, Italien med flere. Hans første optræden var i tegnefilmen "The Wise Little Hen" (Den kloge lille høne) fra 9. juni 1934. Hans karakteristiske stemme blev indtalt af radiokomikeren Clarence Nash, der siden fast lagde stemme til.
Efter Nash' død i 1985 overtog tegnefilmsdubberen Tony Anselmo. Det var i øvrigt Nash selv, der trænede Anselmo til at lyde som Anders And. I Danmark har tre lagt stemme til Anders And: Bjarne H. Hansen, Dick Kaysø og Peter Zhelder. Dick Kaysø og Peter Zhelder lægger stadigvæk stemme til ham.
Anders And, der oftest bor på "Paradisæblevej" i Andeby, har de tre nevøer Rip, Rap og Rup, som i de fleste tilfælde bor hos ham. Desuden er han nevø af Joakim von And og har et godt øje til Andersine And, som han i visse tilfælde er forlovet eller kæreste med, ellers kæmper han om hendes gunst med sin Fætter Højben.
Anders And på film
Anders And var en bifigur til filmen Den lille kloge Høne, han havde et langt spidst næb og en utrolig kort lunte; der skulle ikke meget til for at udløse et raserianfald hos ham. Klassikerne er fra 1930'erne, hvor Mickey, Fedtmule og Anders er et trekløver, der er film som Mickeys Campingvogn, Tårnuret og Ensomme Spøgelser. Fred Spencer og Dick Lundy var animatorer. Efterhånden opnåede anden større popularitet, hvad der ikke rigtig huede Disney, der ikke brød sig om den krakilske and. Men Anders blev forfremmet til hovedfigur i en serie film, der begyndte med Anders And og Strudsen i 1938. Med den var "ande-teamet" hos Disney født: instruktøren Jack King og assistenterne Carl Barks (den senere serieskaber), Chuck Couch, Harry Reeves og Jack Hannah. Han var stadigvæk en hidsigprop, men han blev gjort mere nuanceret, og nye figurer blev tilføjet som nevøerne Rip, Rap og Rup, kæresten Andersine And og i en enkelt film fætter Guf.
Krigsindsats
Under anden verdenskrig gjorde krigsudgifterne det nødvendigt at indkræve skat fra ca 15 millioner amerikanere, der aldrig tidligere havde været skattebetalere. Modstanden mod denne nye byrde var betydelig, og finansminister Henry Morgenthau satte Walt Disney i gang med en propagandafilm for at motivere folk til at betale den nye skat med godt humør. Prisen for at lave og distribuere filmen var på ca US$ 80.000. Beløbet udløste politisk debat i senatet. Senator Sheridan Downey fra Californien gik god for filmens positive virkning på folks holdning, og kaldte Anders And "one of our great national characters". New York Times kaldte filmen for "den mest effektive moralfilm udgivet af regeringen" og mente, den havde skabt "en godmodig accept af en tung byrde".
I udgangspunktet udtrykte Morgenthau skuffelse over, at Disneys film gjorde Anders til filmens stjerne, i stedet for den lille figur Mr. Taxpayer (= hr. Skattebetaler). Disney svarede oprørt: "Jeg har givet jer Anders And. Det tilsvarer at få Clark Gable tildelt fra MGM." Det bøjede Morgenthau sig for, og filmen blev færdiggjort i en fart.
Der blev også lavet film om Anders And i militærtjeneste, som han selvfølgelig gør meget klodset. Mest kendt er Der Fuehrers Face fra 1943, i dag tilgængelig på youTube, hvor anden drømmer, at han er i diktaturstaten Nutziland. Desuden medvirkede han i to mindre kendte spillefilm, Saludos Amigos 1943 og The Three Caballeros 1945, der gav et lystigt billede af livet i Latinamerika.
Efterkrigstiden
Efter krigen blev omgivelserne mere hjemlige, men næppe mere fredfyldte. I 1947 overtog Jack Hannah pladsen som instruktør. Filmene handlede ofte om klammeri med andre, det være sig en bi, Chip og Chap eller noget, han mislykkedes med. Anders var her ofte plageånden, hvis egne drillerier slog tilbage som en boomerang.
Fjernsynets fremmarch i 1950'erne satte snart stopper for de korte tegnefilm, og Jack Hannah blev sat til at redigere Disneys tv-shows og kæde de korte tegnefilm sammen i et længere forløb. Her blev Anders gjort mere sympatisk, men det var eksperten i alt, Raptus von And, der gjorde mest for tv-showet. I et andet tv-show Disney Sjov medvirkede Anders i tv-serierne Rip, Rap og Rup på eventyr, Bonkers, og Rap Sjak. I Rip, Rap og Rup på eventyr, var han sjældent med, men fik et nyt tøj. I Rap Sjak var hans matrostøj skiftet ud med en hawaii-skjorte med røde og hvide blomster. I Bonkers var han også med en kort tid.
Anders And – hans personlighed og verden
Avisstriben
Anders And gik til tegneserien allerede tidligt efter sin debut i 1934, hvor han i avisstriber optrådte med sin makker fra The Wise Little Hen, Peter Gris. Fra den 10. februar 1935 blev han en del af Mickeys avisstribe som musens kujonagtige og drillesyge ven, men fra 1936 kaprede han hovedrollen i Silly Symphony-striben. Forfatteren Ted Osborne og tegneren Al Taliaferro, der stod bag serieudgaven af The Wise Little Hen, pressede på, og da det blev en succes kunne forfatteren Bob Karp i samarbejde med Taliaferro lave andens egen avisstribe.
Det blev en populær serie. I de allertidligste serier var Anders en hidsig, ondskabsfuld og pueril and med langt spidst næb og hænder, der knap kunne skelnes fra vinger. Senere blev han mere voksen, da han fik ansvaret for sine tre nevøer Rip, Rap og Rup, og kæresten Andersine kom til sammen med Bedstemor And.
Tegneseriehæftet
Tegneseriefiguren Anders And blev senere udviklet yderligere af Carl Barks. I de tidlige tegnefilm var han for det meste doven og hidsig; men for at gøre hans figur brugbar til en tegneserie besluttede Barks at udvide hans personlighed. Anders' mest gennemgående karaktertræk er hans notoriske uheld, som desuden har den narrative funktion at give adgang til spændende eventyr, uden at serien udvikler sig for meget. På denne måde kan Anders eksempelvis blive involveret i alverdens skattejagter, og da han altid ender med at miste den fundne gevinst, kan alle historierne starte fra samme udgangspunkt.
For at give Anders en verden at bo i, skabte Barks byen Andeby i den amerikanske stat Calisota (som er en blanding af de to amerikanske stater Californien og Minnesota) med indbyggere som den rige onkel Joakim von And, den heldige Fætter Højben og den dygtige opfinder Georg Gearløs.
Anders lægger med sit engelske navn Donald Duck i øvrigt navn til donaldismen, fankulturen omkring Disney-tegneserier og -tegnefilm, som den norske forfatter Jon Gisle udviklede med sin bog af samme navn.
Anders bor i Andeby på Paradisæblevej 111 med sine tre nevøer Rip, Rap og Rup. De er stort set identiske, men de kan i nogle historier identificeres på, hvilken farve kasket de har på.
Ifølge Disneytegneserieforfatteren Don Rosa var Anders født et eller andet sted omkring 1920 – men dette er ikke officielt. Ifølge Carl Barks' stamtræ (senere udviklet og genbygget af Don Rosa for den danske udgiver Egmont Serieforlaget) er Anders' forældre Hortensia von And og Rapmus And. Anders har en søster ved navn Della And, men hverken hun eller Anders' forældre optræder i tegnefilmene eller tegneserierne bortset fra særlige steder som eksempelvis i Her er dit liv, Joakim. Ifølge Don Rosa er Anders og Della tvillinger.
Fra tegnefilmen "Mr. Duck Steps Out" har Anders' kæreste været Andersine And, men han går i stadig fare for at miste hende til den heldige Fætter Højben. I nogle italienske historier er Anders også superhelt under dæknavnet Stålanden.
Anders' onkel, Joakim von And, er den rigeste and i verden.
Sammen med onkelen og nevøerne Rip, Rap og Rup har Anders And rejst jorden rundt til mange forskellige lande og steder. Blandt disse er landet Langtbortistan, hvis navn blev opfundet af den danske oversætter Sonja Rindom og senere er gledet ind i almindeligt, dansk sprogbrug.
I de tidlige historier af Carl Barks havde Anders en hale, der stak langt bagud. Han havde langt næb og lang hals, og hans matrostrøje havde fire knapper. Hans lange hals passede godt til egenskaben nysgerrighed og det lange næb til hans hidsighed, hvilket var to egenskaber, der prægede ham mest. Disse tidlige historier var også præget af en grov komik i stil med tegnefilmene.
Siden fik han et mere strømlinet udseende og kortere næb (dog ikke så kort som visse tegnere i 1960'erne gjorde det!) og kun to knapper på trøjen, et udseende de øvrige andetegnere også tager til sig. Her blev hans natur også mere sammensat, og han ligner mest af alt en tragisk helt. Komikken kommer mere og mere til at ligge i replikkerne.
Stålanden
Anders And optræder særligt i jumbobøgerne med en hemmelig identitet i form af superhelten Stålanden. Figuren er inspireret af Batman og er skabt af den italienske forfatter Guido Martina i samarbejde med kunstneren Giovan Battista Carpi i 1969 i hans italienske navn Paperinik. Ofte tegnet af Romano Scarpa.
I lighed med inspirationskilden er han maskeret og har et hav af tekniske opfindelser, som han bruger i kamp mod forbryderne og – overvejende! – i kamp for at redde sit andet jeg, Anders And, ud af kniben. Den eneste, som kender hans hemmelige identitet, er opfinderen Georg Gearløs, som har udstyret gamle 313 med moderne udstyr og finurligheder. Det er ikke så tit at Stålanden optræder; næsten kun i Jumbobøger, men har dog også optrådt i Anders And-bladene med en gæstehistorie, hvor Stålanden kæmper mod en tidligere fjende, som nu havde kaldt sig Lord Hvalros.
Den moderne Ståland
Efter at Stålanden i starten af 1990'erne ikke var benyttet så meget af historieskriverne, forsvandt han næsten ud af Disney-universet indtil 1996, hvor en ny serie, Stålanden på nye eventyr, startede med Stålanden i hovedrollen (umiddelbart inspireret af Marvel universet). Denne relancering af Stålanden gav karakteren det ekstra, der skulle til for at få et godt comeback.
I modsætning til størstedelen af Anders And-tegneserier har denne serie en sammenhængende forløb. I serien optræder kun sjældent de andre figurer fra de normale Anders And tegneserier; oftest er det kun en kort birolle eller en reference, men til gengæld er en mængde nye figurer kommet til.
Serien starter med, at Anders And er ansat som vicevært i Ducklair Tower, et højhus bygget af mangemilliardæren Everett Ducklair, en fremragende videnskabsmand og opfinder, som forlod Andeby og drog til et tibetansk kloster, Dhasam-Bul. Anders finder Globus, en kunstig intelligens skabt af Ducklair, samt Ducklair's arsenal af våben og opfindelser. Dette bliver starten på Anders' liv som Stålanden.
En mængde temaer var ofte i centrum for historierne, bl.a. tidsrejser og Tidspolitiets kamp med tidspiraterne fra Organisationen, invasion fra rummet af de magtsyge evronianere, Stålandens samarbejde med FBI og meget mere.
Serien fik en fornyelse i 2001, hvilket ændrede markant på historierne. Everett Ducklair vender tilbage, slukker Globus, smider Stålanden ud af Ducklair Tower og genopretter sit gamle imperium. Undervejs bliver Ducklair's to døtre afsløret. De hader begge Everett af grunde, der ikke bliver afsløret til fulde, selvom det bliver antydet, at Everett skilte sig af med deres mor på en eller anden måde.
Denne fornyelse holdt 18 numre, før serien blev afsluttet, dog uden at historierne fik en slutning.
Kulturkanonen
Barks-historien Anders And og den gyldne hjelm fra 1954 kom i 2006 med i Kulturministeriets kulturkanon.
Blad nummer 3000
I august 2013 kom blad nummer 3000 regnet fra de danske blade
Berømte tegnere/forfattere
Carl Barks
Al Taliaferro
Daniel Branca
Don Rosa
Daan Jippes
Tony Strobl
Romano Scarpa
Giorgio Cavazzano
Vicar
Marco Rota
William van Horn
Se også
Anders And & Co.
Jumbobog
Tegneserie
Kilder
Eksterne henvisninger
Se Anders Ands stamtræ af Don Rosa
Anders And-figurer
Kulturkanonen
Tegnefilm fra USA
Tegneserieænder
Hollywood Walk of Fame |
12 | https://da.wikipedia.org/wiki/Andersine%20And | Andersine And | Andersine And er en figur i Disneys tegnefilm og tegneserier. Hun optrådte første gang i tegnefilmen Mr. Duck Steps Out den 7. juni 1940; i tegneserier optrådte hun første gang i Al Taliaferros avisstriber om Anders And den 4. november 1940. I starten havde hun på filmene en stemme ligesom Anders And bare i mindre toneleje, men den blev senere erstattet med en ordinær, mørk kvindestemme. I tv-serien Rap Sjak har Andersine fået et mere dameagtigt udseende, uden den karaktaristiske sløjfe, samt en leguan ved navn Nuller. Der er hun reporter i sit tv-program, som hedder Hvad I Alverden. I Hos Mickey arbejder hun som en, der rerseverer pladser til Disney-gæsterne. I serien er hun også fan af Prinsesse Ariel fra Disney-filmen Den lille havfrue.
Hos Carl Barks og andre tegnere til seriealbum flirter hun tit med fætter Højben, men hun er officielt Anders' kæreste, og mange tegneserier handler om de to figurers rivalisering om hende.
I nogle historier i Anders And & Co. omtales de som forlovede.
I Danmark lægger Annette Heick stemme til Andersine.
Eksterne henvisninger
Andersine And på Andeby.dk
Anders And-figurer |
13 | https://da.wikipedia.org/wiki/Amurleopard | Amurleopard | Amurleoparden er en race af leoparden. Den lever i regionen Primorskij i det sydøstlige Rusland, hvilket er et område, hvor størstedelen er dækket af skov. Når den fugtige og varme monsun om sommeren blæser fra Stillehavet, kan temperaturen nå op på 40 grader. Om vinteren strømmer derimod iskold luft ned fra Sibirien og temperaturen kan falde til -30 grader. Under disse ekstreme forhold lever de sidste vilde amurleoparder, der omkring 2007 talte 14-20 voksne og 5-6 unger. Kattene har fået navn efter floden Amur.
Med sin meget tykke vinterpels og store øjepletter er amurleoparden forskellig fra den mere almindelige afrikanske leopard. Af udseende minder amurleoparden næsten om en brun sneleopard.
Referencer
Lexopen
Zoonyt 2002 3 Efterår
Eksterne henvisninger
Leoparder |
14 | https://da.wikipedia.org/wiki/Amur | Amur | Amur (evenkisk: Тамур, ; , ; , ; manchuisk: , , ) er en 2.824 km lang flod i det sydøstligste Sibirien. Amur dannes, hvor floden Sjilka fra Jablonovy-bjergene flyder sammen med Argun fra Hinggan-bjergene. Amur danner over en lang strækning grænsen mellem det kinesiske Manchuriet og Rusland, inden den løber mod nord ved Khabarovsk for at udmunde i det Okhotske Hav nær Tatarstrædet.
Amurs flodsystem
Med et afvandingsareal på 1.855.000 km² har Amur det 4. største i Rusland efter Jenisej, Ob og Lena og er verdens 10. længste flodsystem. Amurs flodsystem fra kildefloden Arguns uspring er 4.444 km langt. og omfatter 10.610 floder (hvoraf 1.684 vandløb er kortere end 10 km) og 61.426 søer med et areal på 10 599 km² (herunder stagnerende Torreyskie søer).
Amurs floddal betragtes som tre afsnit: i den øverste del af Amurs løb, til udmundingen af floden Zeja, ca. 880 km, er strømhastigheden 5,3 km/t, i den midterste del af Amurs løb, fra udmundingen af Zeja til udmundingen af Ussuri, ca. 975 km, er strømhastigheden 5,5 km/t, og i den nedre del af Amurs løb, fra udmundingen af Ussuri til Nikolaevsk-on-Amur, ca. 966 km, er strømhastigheden 4,2 km/t.
Regn udgør 75% af den årlige afstrømning fra Amur og sommer- og efterårsregnskyl medfører store udsving i vandstanden, der har væsentlig indflydelse på forholdene i floden og floddalen. Vandstanden i flodlejet stiger op til 10-15 meter i de øverste og midterste dele af floden og op til 6-8 m på den nedre del af Amur. Amur oversvømmer floddalen 4-6 gange årligt i forbindelse med kraftige nedbør. I de midterste og nedre dele af Amur er der observeret oversvømmelser i en brede på op til 10-25 km i op til 70 dage, hvilket kan resultere i delvis oversvømmelse af større byer som Blagovesjtjensk, Khabarovsk. I 1897, 1928 og 1956 var der omfattende oversvømmelser. Efter opførelsen af vandkraftværker på de vigtigste bifloder Zeja, Bureja og Sunkhuatszjan er sommer/efterårs oversvømmelserne i floden og mindre udtalte i den nederste del og øger kun vandstanden med 3-6 m. Amurs øvre løb fryser i begyndelsen af november, den nederste del i slutningen af november. Amur er isfri fra slutningen af april i de nedre dele, i begyndelsen af maj i de øvre. Amur er sejlbar i hele sin længde.
Ved udmundingen af Amur i Okhotske Hav er tidevandet mellem 1,5 og 2,6 m.
Byer
Byerne Blagovesjtjensk, Heihe, Khabarovsk, Amursk, Komsomolsk-na-Amure og Nikolajevsk-na-Amure liggere ved Amur.
Bifloder
Se også
Amurleopard (Panthera pardus orientalis)
Amurtiger (Panthera tigris altaica)
Amur-Korktræ (Phellodendron amurense)
Kilder
Eksterne henvisninger
Vandløb i Kina
Floder i Khabarovsk kraj
Floder i Jødiske autonome oblast
Floder i Zabajkalskij kraj
Floder i Amur oblast |
16 | https://da.wikipedia.org/wiki/Biologi | Biologi | Biologi er studiet af liv (organismer). Ordet er sammensat af de to græske ord bios, som betyder liv, og logia der kan oversættes med "læren om".
Biologiens historie
Biologien kan føre sine rødder tilbage til det gamle Grækenland. Specielt Aristoteles (384 f.Kr. – 322 f.Kr.) gjorde mange iagttagelser om dyr og planters levevis og organiserede disse iagttagelser i teorier. Teorierne holdt sig i mere eller mindre uforandret form helt frem til 1400- og 1500-tallet.
I 1600-tallet blev mikroskopet opfundet og banede dermed vej for en mindre revolution inden for faget. Fx så man for første gang små encellede dyr, bakterier og sædceller. Mikroskopet var med til at rykke kraftigt til diskussionen omkring livets oprindelse, og om hvorvidt liv kunne opstå spontant. En diskussion som fortsatte helt op til Louis Pasteurs forsøg i 1800-tallet og Charles Darwins udgivelse af Arternes oprindelse (The Origin of Species by Means of Natural Selection) i 1859. Evolutionsteorien blev udviklet af Charles Darwin og var drivkraften i de fremskridt som blev gjort inden for biologien i de følgende år.
Wilhelm Johannsen “opfandt” navnet gen i begyndelsen af det 20. århundrede og dette sammen med opdagelsen af, at de nedarvede egenskaber ligger gemt i kromosomer, medførte store fremskridt inden for arvelighedslæren igennem den første del af det 20. århundrede.
I 1953 fastslog James Watson og Francis Crick strukturen af DNA, det molekyle hvori det genetiske arvemateriale opbevares i alle kendte, levende organismer.
Personer med væsentlig indflydelse på biologiens historie
Aristoteles
Anton van Leeuwenhoek
Carl von Linné
Francesco Redi
Charles Darwin
Louis Pasteur
Johann Gregor Mendel
James Watson
Francis Crick
Martinus Beijerinck
Sergei Winogradsky
Forskellige grene inden for biologi
Biologer studerer generelle principper for hvordan levende organismer virker og er organiseret:
På det molekylære plan i molekylærbiologi, biokemi og genetik.
På det mikroskopiske plan i cellebiologi og fysiologi
Archaea – Arkebakterier
Monera – Bakterier
Protista – Mere komplekse encellede organismer og alger
Fungi – Svampe, gærceller
Plantae – Planter
Botanik
Animalia – Dyr, inklusive mennesker
Zoologi
Entomologi
Zoopatologi
Adfærd
Etologi
Kryptozoologi
På individplan i anatomi og etnologi
På populationsniveau med økologi
Skatologi
Humanbiologi
Ifølge nyere forskning; bl.a.
Tree of Life web project: Life on Earth
bliver organismer klassificeret på en nyere måde – se organisme og systematik.
Svenskeren Carl von Linné var den første der forsøgte at opdele alt levende i en systematik; hans Systema naturae bruges (med lidt ændringer) den dag i dag.
Et af de centrale emner inden for biologi er evolution, som er en teori der blev underbygget af Charles Darwin. En organismes evolution kan studeres ved hjælp af molekylærbiologi, hvor man analyserer gener og proteiner. Evolution kan også studeres som palæontologer gør det, ved at studere fossiler.
Billeder
Se også
Biolog
Kemi
Naturvidenskab
Økologi
Glykobiologi
Eksterne henvisninger
Biologi ved Københavns Universitet Introduktion til biologiuddannelsen ved Københavns Universitet.
Bioteknologi ved DTU Introduktion til uddannelserne og forskningen ved Danmarks Tekniske Universitet.
BIOWEB – Lær biologi på internettet
Science Daily: 2003-10-31, Scientists Find Evolution Of Life Helped Keep Earth Habitable
17 December, 2003, BBCNews: Oldest evidence of photosynthesis Citat: "... If their findings are correct, life was very sophisticated, very early on in Earth history," said Buick ... But life may be older and more robust than we thought ..."
Vejvisere:
Biology I Reference Sites
Animalia Kingdom Reference Sites
Plant Kingdom Reference Sites
Microbiology Web Sites
Cell Biology – School and University – Graphics
Alphabetical list of bio sites
Videregående uddannelser i Danmark
Naturvidenskab
Akademiske discipliner
Skolefag |
18 | https://da.wikipedia.org/wiki/B | B | B, b er det andet bogstav i det latinske alfabetet.
Bogstavet B blev ikke brugt i etruskisk, fordi dette sprog ikke havde stemt lukkelyd. Alligevel var etruskerne bekendt med bogstavet, som var afledt af det græske beta. Dets latinske lydværdi skyldtes højst sandsynligt græsk indflydelse. Det semitiske bogstav bet blev også udtalt som /b/. Den originale baggrund for symbolet var 'hus'.
I det hexadecimale talsystem repræsenterer B et ciffer med værdien 11.
Eksterne henvisninger
Latinske bogstaver |
19 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bak | Bak | Bak er i skibsterminologi betegnelsen for den forreste del af skibsdækket, gerne opbygget.
Skibsterminologi |
21 | https://da.wikipedia.org/wiki/Barkentine | Barkentine | En barkentine er i skibsterminologi betegnelsen for et fartøj med mindst tre master hvoraf kun den forreste fører råsejl, mens de øvrige har gaffelsejl. Blev også omtalt som skonnertbarker.
Historie
Barkentiner var almindelige fra omkring 1800 til begyndelsen af 1900-tallet. De kombinerede hurtigheden fra råsejlene med manøvredygtigheden fra gaffelsejlene. Da deres sejlføring krævede mindre mandskab end barkernes, overlevede de typisk i længere tid i konkurrencen med damp- og motorskibene.
Skema over tremastede sejlskibe
Noter
Flere barkentiner
Se også
Transport
Eksterne henvisninger
Skibstyper |
22 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bom%20%28skibsteknologi%29 | Bom (skibsteknologi) | En bom er i skibsterminologi betegnelsen for et rundholt i et sejls underkant, gerne forbundet med masten fortil.
Bom er det plattyske ord for træ (højtysk: Baum).
Se også
Bom (redskabsgymnastik)
Skibsterminologi |
23 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bov | Bov | Bov har flere betydninger:
Stednavne
Bov (Burkal Sogn) – en bebyggelse og et ejerlav i Burkal Sogn, Aabenraa Kommune
Bov (Padborg) – en landsby mellem Kruså og Padborg nær grænsen til Tyskland og et ejerlav i Bov Sogn, Aabenraa Kommune
Bov Sogn – et sogn i Aabenraa Provsti (Haderslev Stift)
Bov Kommune – indtil 2007 en kommune i Sønderjyllands Amt
Bylderup-Bov – en by i Aabenraa Kommune.
Andet
Bov (udskæring) – skulderpartiet på et slagtet dyr
Bov (skibsterminologi) – forenden af et skib eller båd
Bove ud – gøre et anker klar til at lade falde
Se også
Slaget ved Bov – det første feltslag under Treårskrigen 1848-50, ved landsbyen Bov
Bovport – den forreste port (åbning) på en færge
Bovspryd – en svær stang, der peger fremad og opad fra skibets forende |
25 | https://da.wikipedia.org/wiki/Brig | Brig | En brig er i skibsterminologi betegnelsen for et tomastet fartøj der fører råsejl på begge master.
Se også
Transport
Brigantine
Eksterne henvisninger
Skibstyper |
26 | https://da.wikipedia.org/wiki/Brigantine | Brigantine | En brigantine er i skibsterminologi betegnelsen for et tomastet fartøj, der på forreste mast, (fokkemasten), kun fører råsejl. På stormasten føres råsejl og
evt. gaffelsejl. Typen dukker op i slutningen af 1600-tallet, og findes i flere varianter. Den betegnes også som en snau (snav, snov). Typen udvikles efterhånden til den større brig med bramsejl på begge master.
Kilder
Se også
Transport
Skibstyper |
27 | https://da.wikipedia.org/wiki/Birem | Birem | En birem var en skibstype fra antikken. Navnet kommer fra latinsk biremis, ("to årer"), og betegner en type galej, hvor roerne var fordelt over to dæk. Den græske betegnelse er διήρης (dieres), og derfor bruges ordet "diere" også til at betegne denne skibstype. Biremen var i nogle hundrede år det vigtigste krigsskib i Middelhavet, men blev så afløst af trieren, der havde en ekstra række årer. Galejer med to rækker årer fortsatte med at eksistere, i form af handelsskibe og lette opklaringsskibe.
Oprindelse
De tidligste illustrationer af søslag - for eksempel Ramses III's gravkapel fra det 12. århundrede f.v.t. - vises skibe med én række roere, og det er tydeligt, at skibene primært var platforme for bueskytter og andre krigere med kasteskyts. I Homers beretning om den trojanske krig (cirka 1200 f.v.t) omtales flere skibe, men det fremgår, at deres væsentligste opgave var at transportere krigere frem til en kamp, der foregik på landjorden.
Det markante skift i søkrigsførelsen kom med opfindelsen af vædderstævnen. Casson mener, at den fandt sted lidt efter 1000 f.v.t. og han sammenligner effekten af den med det, der skete, da søartilleriet blev opfundet omkring 2.500 år senere. Vædderstævnen stillede helt nye krav til skibenes udformning. De lange slanke skibe var let byggede og dermed sårbare over for angreb. Desuden havde de en vendediameter, der gjorde dem mindre egnede til selv at angribe. Svaret på dette problem var at gøre skibene kraftigere og fordele roerne på to rækker, så der ud over de sædvanlige roere i bunden af skibet også kom en række roere på en dæk over dem.
Med den ekstra række roere var biremen født, men man ved ikke, hvor i Middelhavsområdet det skete først. Der findes græske vaser fra det 7. århundrede f.v.t., hvor man kan se vædderstævn og et ekstra dæk (til bueskytter m.v.), men kun én række roere, hvorimod den assyriske kong Sankeribs palads havde illustrationer af ægte biremer, med to rækker roere, og et ekstra dæk til krigere ovenover. Vægfrisen i Ninive viste formentlig de fønikiske indbyggere i Tyr, der flygtede over havet efter Sankeribs angreb omkring år 700. På den baggrund har Casson vurderet, at fønikerne var ophavsmænd til de første biremer.
Anvendelse
Udviklingen af biremen betød at tidligere tiders pentekontere (med 25 årer i hver side) og triakontere (med 15 årer i hver side) nu blev bygget som kortere skibe med samme antal årer, men med roerne fordelt på to niveauer. Biremerne havde en mast, der kunne lægges ned, og rigningen bestod af et firkantet råsejl. Datidens søkrig blev overvejende udført med almindelige handelsskibe, og kun de rigeste bystater havde midler til at opbygge egentlige flåder af krigsskibe. I 490 f.v.t. rådede bystaten Athen således kun over to egentlige krigsskibe, som blev suppleret med 48 handelsskibe. På samtidige illustrationer ses skibene oftest med kun én række årer, hvilket tyder på, at man til dagligt brug sparede på besætningen. I løbet af det 5. århundrede f.v.t. overtog trieren - som havde en ekstra række roere - pentekonterens rolle som det vigtigste krigsskib.
Udviklingen af trieren betød imidlertid ikke, at biremen forsvandt. For eksempel blev der i de lande, der opstod efter Alexander den Stores død bygget galejer, der havde to eller tre rækker årer som biremer eller trierer, men som havde flere roere ved hver åre. Dionysius I af Syrakus (ca. 432–367 f.v.t.) har fået æren af at have indført "femmere" og "seksere", hvor der var hemholdsvis fem og seks roere, der delte tre rækker årer mellem sig. I Karthago greb man ideen med dobbelt bemanding af årerne og videreudviklede den type pentekontere, der havde årer i to niveauer, til en quadrirem, hvor hvert niveau havde to roere. Quadriremen havde stort set samme størrelse som den klassiske trier, og dens kompakte form gjorde den til et hurtigt og modstandsdygtigt skib, og typen blev anvendt i de fleste flåder i Middelhavet i adskillige hundrede år. Efter Alexander den Stores død i 323 f.v.t. konkurrerede de stater, hans generaler skabte, hårdnakket om magten til søs. Kilderne fortæller, at Antigonos - der regerede over store dele af Lilleasien og de omkringliggende øer - fik bygget tre "Niere" og 10 "Tiere", og sagkundskaben mener, at disse meget store skibe var biremer med to rækker årer. Galejer med mere end tre eller fire roere i hver side kaldes typisk en polyrem.
Biremerne fortsatte gennem antikken som lette krigsskibe, og i Romerriget var liburniaen det vigtigste hurtige skib, anvendt til piratjagt, patruljering og transport af vigtige personer og meddelelser. Liburniaen var en birem, men i forhold til den traditionelle græske model var rigningen udbygget med en lille formast og et forsejl, der især gjorde gavn ved styring af skibet. Efter det Vestromerske riges fald blev biremen det centrale krigsskib i den byzantinske (østromerske) flåde, nu udrustet med græsk ild, og omtalt som dromon. Pryor skriver, at dromonen fandtes i en let udgave med én række årer og en kraftigere version, med to rækker, altså en birem. Op gennem middelalderen blev der fortsat bygget galejer af birem-typen, men fra omkring det 12. århundrede begyndte landene omkring Middelhavet at standardisere deres galejer til en slank type med én række årer, enten med to mand per åre eller også med to mand, der sad forskudt for hinanden - i samme niveau - med hver sin åre. Sidstnævnte type var især populær i de italienske bystater Genua og Venedig, og den blev videreudviklet med flere roere, der delte samme åbning i skibssiden. De største galejer havde også kun én række årer, men flere mand per åre. Herefter forsvandt biremen - forstået som et skib med årer i to niveauer.
De vigtigste galejtyper i Middelhavet i antikken
Noter
Litteratur
Coates, John, The Naval Architecture and Oar Systems of Ancient Galleys, i Morrison, John S. & Gardiner, Robert (red.), The Age of the Galley: Mediterranean Oared Vessels Since Pre-Classical Times. Conway Maritime, London, 1995. , side 127-141.
Morrison, John, The Hellenistic Oared Warships 399-31 BC, i Morrison, John S. & Gardiner, Robert (red.), The Age of the Galley: Mediterranean Oared Vessels Since Pre-Classical Times. Conway Maritime, London, 1995. , side 66-77.
Pryor, John H., Geography, technology and war: Studies in the maritime history of the Mediterranean 649-1571. Cambridge University Press, Cambridge. 1992. 0-521-42892-0 link til detaljer
Pryor, John H. From Dromôn to Galea, i Morrison, John S. & Gardiner, Robert (red.), The Age of the Galley: Mediterranean Oared Vessels Since Pre-Classical Times. Conway Maritime, London, 1995. , side 101-116.
Wallinga, H.T., The Ancestry of the Trireme, i Morrison, John S. & Gardiner, Robert (red.), The Age of the Galley: Mediterranean Oared Vessels Since Pre-Classical Times. Conway Maritime, London, 1995. , side 36-48.
Skibstyper
Antikken
Menneskedrevne søfartøjer |
30 | https://da.wikipedia.org/wiki/Carl%20Barks | Carl Barks | Carl Barks (født 27. marts 1901, død 25. august 2000) var tegner og forfatter dels hos Walt Disney Companys tegnefilmafdeling, dels hos forlag der lavede tegneserier for Walt Disney Company.
Barks begyndte at arbejde for Disney Company i 1935, et år efter Anders Ands debut.
Han var bl.a. med i andeteamet som assistent og in-betweener med instruktøren Jack King og Chuck Couch, Harry Reeves og Jack Hannah og var med til at lave tegnefilm som Donald's Nephews (1938), Donald's Cousin Gus (1939), Timber (1941), The Vanishing Private (1942) og The Plastics Inventor (1944).
Barks stoppede frustreret over arbejdsbetingelserne i 1942. Barks fik senere arbejde hos Western Publishing, hvor han fra begyndelsen håbede på selv at skabe nye figurer, men han blev kun bedt om at lave Anders And-tegneserier. Han lavede dog tidligt en række serier med Bruno Bjørn, en bjørn med det samme koleriske temperament som anden.
Barks producerede serier i de næste tre årtier. Ud over at give Anders And en mere behagelig og knap så hidsig personlighed, omgav han ham med en række excentriske og farverige figurer som Joakim von And – den rigeste and i verden, Fætter Højben – Anders' ufattelig heldige fætter, opfinderen Georg Gearløs, Bjørne-banden, troldkvinden Hexia de Trick og Grønspætterne – den verdensomspændende spejder-organisation. Han "opdagede" også grundstoffet bombastium.
De som arbejder hos Disney eller dets licenshavere, gjorde det først anonymt; historierne bar kun Disneys navn og et kort identifikationsnummer. Læserne af Anders And- og Onkel Joakim-historierne op gennem 1940'erne, 50'erne og 60'erne navngav derfor deres yndlingstegner med synonymet Den gode tegner.
Årsagen til det anonyme, men meget rammende navn var at udgiveren af Disney-tegneserier – Western Publishing – ikke ønskede at skaberne skulle komme i kontakt med deres fans og derfor forsøgte at forhindre enhver kommunikation mellem dem. De var bl.a. bange for at skaberne af serierne ville kræve langt mere i løn hvis deres popularitet blev kendt.
Alligevel lykkedes det omkring 1965 for fans – gennem Disney-studierne – at finde frem til at Den gode tegners virkelige navn var Carl Barks. I dag er det mere reglen end undtagelsen at Disney-tegnere og -forfattere krediteres i bladene.
Barks' historier var populære ikke kun blandt børn, men også blandt voksne. Til trods for at Barks kun har rejst meget lidt, har han ladet sine ænder rejse kloden rundt til de mest mærkelige og afsides steder.
Carl Barks gik på pension i 1966, men han fortsatte med at skrive en del historier for Western. Han begyndte at lave oliemalerier med scener fra sine historier, og de blev hurtigt mange penge værd.
Carl Barks besøgte Danmark i 1994 som led i en Europa-turné arrangeret af Egmont. Han ankom 9. juni med Oslobåden og besøgte de næste 4 dage bl.a. Tivoli, Nationalmuseet (hvor 28 af hans malerier var udstillet) og Det Kulørte Bibliotek.
Carl Barks døde den 25. august 2000, 99 år gammel.
I Danmark var han hovedleverandør af andehistorier fra det første nummer af Anders And & Co. i 1949 til 1963, hvor andre andetegnere gradvis overtog pladsen. Takket være hans store popularitet er hans historier genoptrykt i senere numre, og aldrig tidligere oversatte historier er blevet trykt. Tillige er flere af hans lange andehistorier udgivet som solohæfter og månedshæfter fra Gutenberghus.
I et stort fællesnordisk projekt blev Carl Barks' komplette Disney-tegneserier genudgivet 2005-2008 i 30 luksusbind i 10 kassetter som Carl Barks' Samlede Værker. I Norge fortsætter serien med Barks' andet arbejde (vittighedstegninger, ikke-Disney-tegneserier, tegnefilmsskitser og malerier) i fire bind samt to oversigtsbøger om Barks arbejder.
Som den eneste udlænding blev Carl Barks en del af den danske kulturkanon i 2006 med den lange historie Anders And og den gyldne hjelm.
Bibliografi
Michael Barrier, Carl Barks and the Art of Comic Book, USA 1981, kan findes på Inducks.
Donald Ault, Carl Barks Conversations, University Press of Mississippi, Jackson (Mississippi) 2003, kan findes på Inducks. Aults bog indeholder samtlige interviews som Barks har givet mellem 1962 og 2000 (Thomas Andrae, Michael Barrier, Bill Blackbeard, E. B. Boatner, Glenn Bray, Paul Ciotti, Sébastien Durand, Bob Foster, Didier Ghez, Stephen Gong, Leonardo Gori, Bruce Hamilton, Gottfried Helnwein, Markku Kivekas, Michael Naiman, Bill Spicer, Francesco Stajano, Klaus Strzyz, Edward Summer, Erik Svane, Don Thompson, Maggie Thompson, Malcolm Willits, Nicky Wright, og Lynda Ault).
Litteratur
Jakob Stegelmann: Den gode tegner (Aschehoug, 1995 – )
Peter Hartung: Manden og anden (Bogfabrikken, 1994 – )
S. Vraa, P.B. Pedersen & P. Spærhage: Det komplette danske Carl Barks indeks (Århus Tegneserieloge, 4. udg. 1999 – )
Steffen Kronborg: Carl Barks-andalyser – en andtologi (Eget forlag, 1986 – )
Steffen Kronborg: Andre andalyser – en ny andtologi (Eget forlag, 1988 – )
Brian Iskov: Den store Troldspejlsbog (Forlaget Carlsen, 2010)
"Ethvert Givent Menneske" interview med Erik Svane, Rackham # 3, April 2001, forside & s 8-12
Se også
Disney-tegneserier af Carl Barks
Kildeangivelser
Eksterne henvisninger
Carl Barks' samlede værker
Carl Barks af Peter Barks Kylling
Carl Barks oliemalerier
Video-klip med Carl Barks
Carl Barks på ComicWiki
Den gode tegner på ComicWiki
Indeks i INDUCKS
Disney
Anders And-tegnere
Tegneserietegnere fra USA
Tegneserieforfattere fra USA
Personer fra Oregon
Disney Legends |
32 | https://da.wikipedia.org/wiki/C | C | C er det tredje bogstav i det danske og latinske alfabet. I det etruskiske sprog stemte lukkelyde, så de overtog det græske gamma for at skrive /k/. I begyndelsen brugte romerne C for både /k/ og /g/. Måske på et endnu tidligere tidspunkt, var det alene /g/, mens de brugte K for /k/. Enkelte hævder, at det semitiske gîmel var et billede af en kamel. /k/ udviklede ganelyd og velare allophoner på latin, højst sandsynlig efter etruskisk indflydelse. Derfor har bogstavet C mange forskellige lydværdier i dag. Blandt disse /k/ og /s/ på fransk, /k/ og /T/ (som engelsk Th i Thin) i europæisk spansk, /k/ og /tS/ (som engelsk Ch) i italiensk.
Se også Alfabet#Udtale.
I det hexadecimale talsystem (og andre talsystemer med grundtal større end 12) repræsenterer C et ciffer med værdien 12.
Eksterne henvisninger
Latinske bogstaver |
34 | https://da.wikipedia.org/wiki/CPU | CPU | Central Processing Unit (forkortet "CPU"), også kaldet centralenhed eller i daglig tale blot processor. Historisk set er CPU'en en separat enhed, men i dag bruges begrebet til at betegne hele mikroprocessorer, hvori CPU'en er den centrale regneenhed. CPU'erne foretager størstedelen af beregningerne i en computer (fx en PC eller et indlejret system).
Der findes forskellige typer af CPU'er. De mest kendte i personlige computere er fra Intel, AMD, Sun, Motorola og Transmeta. Det ses ofte, at man sætter flere CPU'er sammen i en computer (SMP) for at opnå større regnekraft.
CPU'ers "hastighed" angives med SI-enheden for frekvens Hertz (Hz) til at betegne, hvor mange regnecyklusser, de kan gennemføre per sekund. Fra 1970'eren og indtil årtusindskiftet blev CPU-frekvenser angivet i megahertz og siden i gigahertz.
Kerner
Kernen i CPU'en er der, hvor beregningerne foretages, og det er almindeligt, at producenterne indlægger flere kerner i en CPU. Designet af hver kerne er identisk, og de kan foretage samme type beregninger med samme hastighed. At producere en processor med flere kerner letter designomkostningerne betydeligt, da man, i stedet for at designe en dobbelt så stor og effektiv kerne, kan nøjes med at anvende flere af samme arkitektur og lade dem udføre beregningerne sideløbende. At udnytte en CPU med flere kerner stiller krav til de programmer, man kører på computeren, da programmerne skal optimeres til at sprede de nødvendige beregninger ud over alle kernerne. Mange programmer er begrænset til kun at udnytte en kerne, og derfor kan ydedelsesforbedringerne for et enkelt program være minimale ved at bruge en CPU med flere kerner. Flere kerner kan imidlertid være en stor fordel, hvis man kører flere krævende programmer på sin computer samtidig, da programmerne kan deles ud over kernerne.
AMD var først på markedet med en 2-kernet processor, som hed Athlon X2. Intel lavede derefter deres Pentium D processor. I dag ser man CPU'er med mere end 22 kerner i servermiljøer.
Pipelining
I dag benytter de fleste CPU'er instruktionspipelining, der betyder, at en CPU kan starte en ny instruktion hver cyklus. Visse CPU'er kan have 10-20 instruktioner i gang samtidigt.
Single Instruction Multiple Data (SIMD)
Nogle CPU'er understøtter også SIMD – vektor processering. Hos Intel Pentium 4 hedder det MMX/SSE/SSE2, og i Motorola's G4 hedder det AltiVec Velocity Engine.
Både pipelining og SIMD gør CPU-hastigheden potentielt hurtigere, men pipelining kræver, at oversættere (eng. compiler) flytter rundt på instruktionsrækkefølgen, så de bliver optimeret til pipelining. For at SIMD skal udføre programmer hurtigere, er det nødvendigt at optimere dem til det.
CPU-arkitekturer
Hoved-CPU-arkitekturen i en PC eller et indlejret system afgør almindeligvis også, hvilke styresystemer (eng. Operativ System, OS) der kan anvendes:
Intel x86, Intel Pentium.
AMD x86, AMD K5, K6. Anvendes i PC, som f.eks. kan køre DOS, Microsoft Windows eller en Unix variant: Linux, FreeBSD og OpenBSD.
Motorola, IBM PowerPC G3, G4, G5. Anvendes i IBM's CHRP. Apple Macintosh kan f.eks. køre Apple Mac OS X (FreeBSD- og MACH-baseret).
SUN Sparc, UltraSparc. Anvendes i PC som f.eks. kan køre SUN Solaris.
Acorn (nu Intel) ARM, StrongARM.
Intel Xscale (ARM baseret).
Transmeta
Crusoe. Crusoe processoren kan effektivt simulere en x86 processor.
Efficeon. Transmeta.com: Efficeon , Efficeon CPU Chosen by HP for Blade PC
Eksterne henvisninger
Google: Processors
Apple: What is AltiVec?
x86, Pentium og Xeon serierne. (PC)
K5, K6, Athlon, ThunderBird. (PC)
Sun Sparc
680xx (Amiga/Macintosh), PowerPC (Macintosh)
Crusoe (PDA og notebooks)
INSTRUCTION PIPELINING
13 May, 2002, Nasa hunts net for shuttle parts
CPU hastigheder
"Chaos in computer performance", Hugues Berry fra det franske forskningsinstitut for information og automation, INRIA. (pdf)
Noter |
36 | https://da.wikipedia.org/wiki/Danmark | Danmark | Danmark, officielt Kongeriget Danmark, er et land i Skandinavien og en suveræn stat. Det er den sydligste af de skandinaviske nationer, sydvest for Sverige og syd for Norge, og det grænser op til Tyskland mod syd. Grønland og Færøerne indgår også i den danske stat som rigsdele med selvstyre indenfor Danmarks Rige (Danmarks forhold til rigsdelene kaldes Rigsfællesskabet).
Danmark er omgivet af flere have: Vesterhavet (Nordsøen), Skagerrak og Kattegat på henholdsvis vest-, nord- og østsiden af Jylland, og Kattegat og Østersøen henholdsvis nord og syd for de danske øer.
Danmark består af halvøen Jylland og 443 navngivne øer, småøer og holme, med de største øer Sjælland, Nørrejyske Ø og Fyn. Landet er kendetegnet ved flad, dyrkbar jord og sandkyst, lav højde og tempereret klima. Danmark har et samlet areal på 43.094 km², heraf er vandarealet på 700 km²; det samlede areal inklusive Grønland og Færøerne er 2.210.573 km².
De tidligste sikre tegn på menneskelig tilstedeværelse i dagens Danmark er fra den ældre stenalder for ca. 10.000 år siden. Landets tidlige historie er præget af skiften mellem ekspansionsfaser (i vikingetiden ikke mindst under Knud den Store, senere i middelalderen under Valdemarerne og i Kalmarunionen) og indimellem disse opløsningsperioder og borgerkrige. Den seneste danske borgerkrig var Grevens Fejde i 1534–36, der ledte til reformationen i Danmark 1536. De følgende århundreder blev præget af svenskekrigene, der efterhånden førte til Danmarks tab af Skånelandene. Forfatningsmæssigt blev det hidtidige adelsvælde i 1660 afløst af enevælden. Med underskrivelsen grundlovsdag 1849 af den danske grundlov blev en mere repræsentativ styreform indledt, og ved systemskiftet 1901 slog parlamentarismen igennem. Industrialiseringen i Danmark fra 1800-tallets midte forandrede landet gennemgribende og satte gang i en langvarig økonomisk vækst. Tyskernes besættelse af Danmark under 2. verdenskrig førte til en udenrigspolitisk nyorientering, så Danmark i 1949 blev medlem af NATO. I 1973 blev Danmark medlem af EF (nu EU).
1. oktober 2022 var folketallet 5.928.364. Ved den første folketælling i 1735 var der 718.000 danskere. Siden da er befolkningstallet steget stort set uafbrudt, primært fordi den forventede levealder er blevet meget længere. Derudover har der siden 1960'erne i de fleste år været positiv nettoindvandring til Danmark. 1. januar 2021 udgjorde indvandrere og efterkommere som defineret af Danmarks Statistik i alt 817.000 personer, svarende til 14 % af den samlede befolkning.
Dansk er det officielle sprog. Danmark har konstitutionelt monarki, og statsministeren fungerer som regeringschef, mens Folketinget er den lovgivende forsamling. Landet er inddelt i fem regioner og 98 kommuner.
Danmark betragtes med et bruttonationalprodukt på 2.504,2 milliarder kr. i 2021 (427.700 kr. pr. indbygger) som et rigt land. Velstanden skabes hovedsageligt i servicesektoren, hvor omkring 80 % af de beskæftigede arbejder.
Etymologi
Danmark (Denamearc) nævnes i et manuskript der også indeholder den Angelsaksiske Krønike, nærmere betegnet The Abingdon Chronicle II. I manuskriptet, som menes at være nedskrevet i det 11. århundrede, genfortælles Orosius på angelsaksisk, og i det pågældende afsnit berettes om nordmanden Ottar – den angelsaksiske genfortælling blev i ældre tid traditionelt tilskrevet Alfred den Store (849–899). Den latinske sammenstilling In marca vel regno Danorum forekommer hos den østfrankiske krønikeskriver Regino af Prüm som her skildrer Otto I i år 965 indkalder til bispe-møde.
Ordet Danmark er også nævnt på Jellingstenene, som daterer sig til år ca. 950.
Ordet Danmark består af to led. Forstavelsen "Dan-" henviser til danerne eller, ifølge Saxo, til sagnkongen Dan. Der er utallige referencer til daner forskellige steder i Europa hos både antikkens græske og romerske historikere (som Gregor af Tours, Jordanes og Procopius) og hos middelalderens (som Adam af Bremen, Beowulf, Widsith og Ældre Edda)
På norrønt blev folket i flertal kaldt "danir", som kan betyde noget i retning af "fladlandsbeboere". "Daner" er sandsynligvis en afledning af det indoeuropæiske *dhen-, som betyder "flade, fladt bræt".
Ordet Danmark kan altså have betydet "fladlandsbeboernes grænseland" og var muligvis i begyndelsen begrænset til skovene i Slesvig, altså danernes grænseland til tyskerne mod syd.
"Mark" blev på oldhøjtysk og angelsaksisk brugt i betydningen "grænseland", og den politiske tone genfindes også i ordet, og embedet, markgrevskab, ligesom endelsen muligvis også har forbindelse til skovområder som Finnmark eller Telemark.
Mens "Danmark", i almindelig sprogbrug entydigt refererer til konge-riget og nationalstaten Danmark, så dukker identiske eller lignende stednavne også op i den svenske geografi: , sogn i Uppsala län; Dannemark, en ø i skærgården ved Göteborg, et skovområde i Karlshamn, Blekinge; Dannemarka, Västra Götalands län, vest for Vättern.
Historie
Forhistorie fra oldtid til vikingetid (10500 f.Kr. – 1047 e.Kr.)
Den danske forhistorie før stenalderen er mest geologisk historie, fordi der ikke er sikre tegn på mennesker. Man har spekuleret i, at neandertalere for 100.000 år siden eller mere har opholdt sig i det nuværende Danmark, men der er ikke klare tegn herpå. For cirka 15.000 år siden begyndte indlandsisen at vige nordpå i forbindelse med en klimaændring. Herpå fulgte i de næste årtusinder tre forskellige indvandringsbølger til Danmark: For ca. 10.000 år siden (ca. 8.000 f.Kr.) indvandrede nogle jægere og samlere, som ifølge DNA-analyser var små og meget mørkhudede med grå eller blålige øjne. Derefter fulgte for ca. 6.000 år siden (4.000 år f. Kr.) det folk, der bragte agerbrug til landet, og dermed lod bondestenalderen afløse jægerstenalderen. Og ca. 1.000 år senere (omkring 3.000 f.Kr.) kom endelig et hyrdefolk (kendt som Jamna-kulturen) med oprindelse i Østeuropa, der med stor sandsynlighed medbragte det indoeuropæiske sprog, som dansk nedstammer fra.
Cirka 1700 f.Kr. begyndte bronzealderen i Danmark, og cirka 500 f.Kr. fulgte jernalderen. Sidstnævnte var underinddelt i keltisk jernalder, romersk jernalder og germansk jernalder. Allerede i slutningen af jernalderen, dvs. i 700-tallet, kan der have eksisteret en stærk, dansk centralmagt. Herom vidner det kolossale forsvarsværk Dannevirke og Kanhavekanalen Samsø.
Den danske historie indledes i det 8. århundrede, hvor de skriftlige kilder begynder at omtale forholdene her. Den nordiske regions forhistoriske tid, og såvel den efterfølgende vikingetid, omtales også, selv af historikerne, som oldtid. Her begynder de nordfra-kommende (danske, svenske og norske) vikinger at hærge og handle i det meste af Europa. På den måde er vikingetiden en overgangsfase mellem forhistorien og den danske middelalder. Fra denne tid stammer Jellingstenene og Gorm den Gamle, som er den første konge i den traditionelle danske kongerække. I vikingetiden kaldtes Danmark for Tanmaurk. Danske og skandinaviske vikinger spillede i det meste af vikingetiden en stormagtsrolle i Europa, bl.a. på grund af den stærke flåde. Fra slutningen af 800-tallet blev der grundlagt danske bosættelser i England, og i 1013 og igen i 1016 erobrede danske konger hele England. Efter Knud den Store blev vikingeimperiet igen svækket, og England gik tabt. Da Svend Estridsen fik tronen i 1047, var Danmarks tid som vikingemagt forbi.
Middelalder (1047–1536)
Efter ca. 1050 begynder en periode, hvor en mere fredelig kontakt med det øvrige Europa fik stadigt stigende betydning, f.eks. med indførelse af kristendommen, kulturpåvirkninger og nye driftsformer for landbrugene. Andre tre forhold fik også større betydning: kongernes forsøg på at øge deres indenlandske magt, deres forsøg på at udvide det udenrigske magtområde, f.eks. under Valdemarerne, og striden med Hanseforbundet.
Den indenlandske magtkamp stod først mellem stormændene på den ene side og kongemagten og kirken på den anden. Senere blev det til en strid mellem kirken og kongemagten. Udenrigspolitisk forsøgte man at skabe og fastholde et østersørige, kulminerende i Kalmarunionen af 1397. Samarbejde med Hanseforbundet var en handelsmæssig nødvendighed, men også et konstant politisk problem. Dette byforbund fik stor indflydelse på landets forhold og var i perioder den reelle magt i landet.
Reformationen og tabte krige (1536–1660)
I 1534-36 oplevede Danmark sin sidste borgerkrig i form af Grevens Fejde mellem borgere og bønder på den ene side og adelen på den anden. Den førte til reformationen i 1536 med overgang til en luthersk protestantisme og tab af pavens og kirkens indflydelse, der udgjorde et markant skifte i Danmarks historie. Kongerne inddrog kirkegodset og stod på den baggrund stærkt over for adelen, dog blev meget af rigdommen brugt til krigsførelse. Tydeligst er dette eksemplificeret ved renæssancekongen Christian IV, der nok lod opføre smukke bygninger mange steder i landet, men som led alvorlige nederlag ved sin deltagelse i trediveårskrigen i Tyskland. Den fortsatte kamp mod Sverige medførte nederlag på nederlag med stadige tab af territorier, først øerne i Østersøen, men senere også danske kerneprovinser som Skånelandene ved Freden i Roskilde i 1658.
Enevælde, tab af Norge og Guldalder (1660-1848)
Umiddelbart efter Karl Gustav-krigene gennemførte kongen et statskup i 1660, hvor han afskaffede den gamle forfatning og indførte enevælden med støtte fra borgerskabet. En ny embedsadel voksede frem ved kongernes gunst, og byernes borgere fik efterhånden øget indflydelse. Landet var præget af den kulturelle påvirkning fra Frankrig og af kongernes tyskprægede forvaltning. Med stavnsbåndets ophævelse og senere med andre reformer inden for landbruget fik landet økonomisk fremgang. Denne blev afbrudt af Englandskrigene, da englænderne bombarderede København i 1807 og tog den danske flåde. Danmarks sluttede sig til Napoleon, mens Sverige allierede sig med England. Med freden i Wien (1815) blev Danmarks union med Norge opløst. I 1813 oplevede Danmark en statsbankerot, men fra 1830'erne startede den såkaldte kornsalgsperiode, en langvarig højkonjunktur for landets vigtigste erhverv, landbruget. Kulturelt blev perioden en opgangstid for f.eks. dansk filosofi, digtning og billedkunst (guldalderen) med forfattere som f.eks. H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig.
Demokrati, industrialisering og besættelse (1849-1945)
Det danske monarki bestod efter freden i Wien af kongeriget og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg samt kolonierne. Fordi Slesvig var et dansk len med både dansk- og tysktalende befolkning, hvorimod Holsten og Lauenborg var med i det Tyske forbund, udbrød der stridigheder mellem tilhængerne af Helstats- og Ejderpolitikken, som hver havde sit nationale synspunkt. Dette førte til et oprør mod Danmark og den 1. Slesvigske Krig, som Danmark med hjælp fra England vandt. I forbindelse med revolutionerne i Europa i 1848 fik Danmark en demokratisk styreform med grundloven i 1849.
De underliggende brudlinjer i det sønderjyske spørgsmål var dog ikke fjernet, og i 1864 brød den 2. Slesvigske Krig ud. Den tidligere støtte fra udlandet var der ikke længere, og hæren led nederlag, især i slaget ved Dybbøl. Resultatet blev tabet af hertugdømmerne, herunder også den dansktalende del af Slesvig.
Omkring 1870 kom industrialiseringen i gang i Danmark, og den blev fremmet ved anlægget af et tætmasket jernbanenet og af talrige færge- og fragtbådsforbindelser mellem landsdelene.
Samtidig betød opsvinget i landbruget (andelsbevægelsen), der begyndte med mælkecentrifugen i 1878, en forøget købekraft hos landbefolkningen og førte til et befolkningsoverskud, hvilket accelererede den tilstrømning fra land til by, som var begyndt allerede ti år før – fra 1870. Dermed fik byerhvervene en kærkommen reserve af billig arbejdskraft.
Husning af disse mange tilflyttere skete meget vilkårligt, hvilket ikke bremsede de epidemier, som hærgede København og de større provinsbyer allerede 16 år før andelsbevægelsen kom i gang. Gennem kloakering, oprettelse af skoler og udbygning af sundhedsvæsnet fik man dog efterhånden sat skik på folkesundheden.
På arbejdsmarkedsfronten lykkedes det at dæmpe uroen, da det danske arbejdsmarked ved storkonflikten i 1899 fik sin grundlov, hvor fagbevægelsen anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og arbejderne fik ret til at organisere sig. De sidste årtier af 1800-tallet blev præget af en langvarig forfatningskamp. Det godsejerdominerede parti Højre havde regeringsmagten i over 30 år (1870–1901), selvom oppositionspartiet Venstre havde flertal i Folketinget i det meste af perioden. I 1901 kom endelig systemskiftet, hvor Venstreministeriet Regeringen Deuntzer blev dannet. Siden har parlamentarismen været hovedreglen i Danmark.
Danmark holdt sig uden for 1. verdenskrig, og forsyninger til de krigsførende lande gav arbejde og indtjening til mange. Efterhånden fik kvinderne også valgret (1915), og det tyske nederlag i 1918 medførte en folkeafstemning, så Nordslesvig blev genforenet med Danmark 15. juni 1920, men afstemningen efterlod et tysk mindretal i Danmark og et dansk i Tyskland. Den økonomiske krise i 1930'erne betød massearbejdsløshed, men også forbedring af samfundets støtte til dårligt stillede. Bl.a. som følge af genoprustningen af de europæiske stormagter kom der atter gang i produktionen i Danmark. Tyskland holdt Danmark besat under 2. verdenskrig indtil 5. maj 1945, og Bornholm var derefter besat af sovjetiske tropper indtil den 5. april året efter. Den danske regering vedblev under den tyske besættelse at fungere indtil 1943, men der opstod efterhånden en modstandsbevægelse, der var medvirkende til, at landet kunne tælles med blandt de allierede lande, der oprettede FN i 1945. Island, der i 1918 var blevet et selvstændigt land i personalunion med Danmark, forlod i 1944 efter en folkeafstemning unionen og udråbte en republik.
Efterkrigstid (1945–1990)
I årene efter 2. verdenskrig var Europa delt ideologisk og efter landegrænser. Frygten for Sovjetunionen førte til, at Norge og Danmark valgte at deltage i NATO (1949). Det gav dog samtidig landet adgang til Marshall-planen, der var ment som en støtte til genopbygning af de europæiske lande. Det skabte gode tider i landet, og kommunismen mistede efterhånden taget i den brede befolkning. Storpolitisk var situationen fastlåst, og det gav meget få manøvremuligheder i dansk udenrigspolitik, men på det økonomiske område var der dog plads til ændringer. Herunder udbygningen af velfærdssamfundet, som regeringer af forskellig politisk observans var aktivt medvirkende til at forme. I 1960'erne skete en stor tilgang af kvinder til arbejdsmarkedet sideløbende med en stærk udbygning af den offentlige sektor. I løbet af 1960'erne kom der gang i forhandlingerne om dansk deltagelse i EF (det senere EU), og i 1972 bekræftede en folkeafstemning Danmarks optagelse i fællesskabet. Ved flere senere afstemninger blev samarbejdet trinvis udvidet. Med oliekrisen i 1973 startede en økonomisk recession, ligesom jordskredsvalget samme år førte til politisk ustabilitet. Samtidig havde Danmark et kronisk underskud på betalingsbalancen. Fra 1982 førte forskellige regeringer ledet af Poul Schlüter en stram økonomisk politik, der kulminerede med "kartoffelkuren". Årtiet blev på denne baggrund betegnet som "fattig-firserne".
Efter Den Kolde Krig (1990–)
Med jerntæppets fald i 1989, Tysklands genforening i 1990 og Sovjetunionens opløsning i de følgende år blev der skabt helt nye vilkår for dansk udenrigspolitik, der blev langt mere aktiv: Støtte til de baltiske lande, udvidelsen af NATO, øget integration i EU og militær deltagelse i aktioner på Balkan, i Afghanistan og Irak. I 1990 havde Schlüter-regeringernes stramme økonomiske politik skabt overskud på betalingsbalancen for første gang siden 1962. I løbet af 90'erne lykkedes det under Poul Nyrup Rasmussens regering at nedbringe arbejdsløsheden væsentligt. Den såkaldte kickstart satte gang i en højkonjunktur, og arbejdsmarkedsreformer med vægt på aktiv arbejdsmarkedspolitik formindskede den strukturelle ledighed. I flere bølger fik landet en stærk tilstrømning af udenlandske statsborgere, især fra den tredje verden, der kom hertil dels som flygtninge og dels som familiesammenførte. Efterhånden viste det sig at indvandringen skabte problemer, og diskussionen om hvilken politisk linje der skal lægges, har været og er stadig et aktuelt tema.
Udenrigspolitisk var årtiet der startede med årtusindskiftet, præget af terrorangrebet i USA den 11. september 2001, som udløste krigen i Afghanistan og senere i Irak, hvor den amerikansk ledede koalition af villige lande med dansk deltagelse angreb Irak og styrtede Saddam Husseins regering.
I 2005 tegnede 12 danskere hver en satirisk tegning af islams profet Muhammed for at sætte fokus på at ytringsfriheden var truet, hvilket førte til reaktioner fra muslimer i Danmark og udlandet. Efter tegningerne har spekulationer gået på, om Danmark skulle blive et mål for terror.
Indenrigspolitisk førte VK-regeringerne ledet af Anders Fogh Rasmussen en kontraktpolitik med skattestoppet som grundlag for den økonomiske politik. Fogh Rasmussen tilbragte 8 år i statsministeriet, indtil han trak sig tilbage for at overtage posten som generalsekretær i NATO.
Efterfølgeren, Lars Løkke Rasmussen tiltrådte i 2009 under finanskrisen, som bl.a. medførte stigende arbejdsløshed og et stort underskud på statsfinanserne. I 2011 blev han afløst af en S-SF-R-regering under Helle Thorning-Schmidt, der i det store og hele videreførte forgængerens økonomiske politik. I 2015 blev hun igen afløst af Lars Løkke Rasmussen, først i spidsen for en ren Venstre-regering og fra november 2016 i en koalitionsregering sammen med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
Et af de store økonomiske spørgsmål i årene lige efter årtusindskiftet var, hvorvidt den danske finanspolitik var holdbar på lang sigt i lyset af de forventede kommende befolkningsændringer med flere ældre. Efter flere økonomiske forlig, der har forbedret de langsigtede offentlige finanser, har såvel regeringen som de økonomiske vismænd siden 2012 vurderet, at finanspolitikken nu er holdbar på lang sigt. Ifølge vismændene vurderes finanspolitikken endda at være overholdbar, sådan at de fremtidige offentlige udgifter bliver mindre end skatteindtægterne.
Politik og regering
Danmark har konstitutionelt monarki, og det politiske system tager udgangspunkt i Grundloven af 1849. Statsministeren, Mette Frederiksen, er regeringschef. Før Grundloven af 1849 udgjorde Kongeloven fra 1665 det centrale stykke lovgivning i den danske forfatning. Visse dele af loven gælder fortsat. Danmark har repræsentativt demokrati, som i visse tilfælde afholder folkeafstemning ved vigtige beslutninger.
Rigsstyrelse
Monarken, Dronning Margrethe, er statsoverhoved med ceremonielle opgaver. Hun er afskåret fra at udføre politiske opgaver, men har en formel rolle i forhold til udnævnelse af og afskedigelse af regeringer og underskrivelse af vedtagede love. Disse opgaver er der dog fastlagt (i praksis ufravigelige) procedurer for.
Magtens tredeling
Styret er opdelt mellem de tre magter, den udøvende magt, som ligger hos regeringen, den lovgivende magt som ligger hos Folketinget og den dømmende magt, som ligger hos domstolene. Grundloven siger, at både monarken og Folketinget udgør den lovgivende magt, men dette betyder i praksis regeringen og Folketinget. Danmark har den evangelisk-lutherske kirke som statsreligion, men Grundloven sikrer religionsfrihed. Dog skal den danske regent være af evangelisk-luthersk tro.
Folketinget er landets parlament og lovgivende magt, som består af 179 medlemmer, hvoraf to vælges fra Færøerne og to fra Grønland. De fire mandater plejer hverken at stemme for eller imod i forbindelse med indenrigspolitiske forhold, men støtter dog som regel i krisesituationer det parti, de føler sig tættest knyttede til. Folketingsmedlemmerne vælges ved forholdstalsmetoden, men kandidaterne opstilles lokalt, hvormed politikerne bevarer en vis afhængighed af de lokale valgkredse. Folketinget har siden 1961 en spærregrænse på 2 %, men et kredsmandat kan give adgang. Valg holdes hvert fjerde år, men statsministeren kan opløse Folketinget når som helst og udskrive et nyt valg. Det seneste folketingsvalg blev afholdt d. 1. november 2022. Regeringen kan ikke have et flertal imod sig i Folketinget; regeringen behøver således ikke at have et flertal bag sig og kan således bestå af partier, der samlet har mindre end halvdelen af Folketingets pladser. Folketingsmedlemmerne mødes fire gange om ugen til debat.
Traditionelt har de fleste danske regeringer været mindretalsregeringer med støtte fra ikke-regeringspartier, og samarbejde hen over midten har været mest typisk. Socialdemokratiet og Venstre har haft størst indflydelse som regeringsbærende partier siden systemskiftet i 1901. Regeringen Lars Løkke Rasmussen III var en trepartiregering med 22 ministre. Den 27. juni 2019 blev den afløst af regeringen Mette Frederiksen, en socialdemokratisk mindretalsregering med tre støttepartier. Ministrene udpeges af statsministeren og behøver ikke at sidde i Folketinget eller være i noget parti.
Domstolene er uafhængige af regering og folketing. Højesteret er den øverste domstol og har det sidste ord ved tvister og tvivlsspørgsmål ift. loven. Højesteret har dermed en vis politisk betydning, da de i sidste ende kan dømme lovforslag og politiske handlinger ulovlige i forhold til Grundloven. EU-domstolen har efterhånden også form af øverste myndighed på mange områder i landet, ligesom Højesteret også har rettet ind efter Menneskerettighedsdomstolen, jf. Jens Olaf Jersilds Grønjakkesag.
Grundloven af 1953 sikrer – i fællesskab med indarbejdelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i dansk lov i 1992 – danske borgeres menneskerettigheder. I 2017 placerede Transparency International Danmark som det næstmindst korrupte land i verden efter New Zealand. Den amerikanske organisation Freedom House rangerer Danmark som "frit" med hensyn til politiske rettigheder og borgerlige frihedsrettigheder.
Udenrigsforhold og militær
Danmark er medlem af forskellige sammenslutninger som f.eks. EU, FN, NATO og Nordisk Råd. Som medstifter af NATO afbrød Danmark i efterkrigstiden halvandet århundredes neutralitet og forsøgte under koldkrigstiden at knytte de østeuropæiske lande til Vesten, heriblandt de baltiske lande (Estland, Letland og Litauen). Danmark har været medlem af EU (tidligere EF) siden 1973 og hører her til blandt de frihandelsorienterede EU-lande. Opbakningen til medlemskabet er generelt høj i Danmark, samtidig med at befolkningen er skeptisk overfor at afgive yderligere suverænitet til EU.
Ved en folkeafstemning i 1992 sagde et flertal nej til Maastricht-traktaten. I en folkeafstemning fra 2000 stemte danskerne nej til at udskifte den danske krone med euroen som valuta, og i 2015 var der i en anden folkeafstemning flertal imod at ophæve det danske retsforbehold indenfor EU. I fem andre folkeafstemninger om EF-/EU-spørgsmål har der omvendt været et flertal for deltagelse: I 1972 (medlemskab af EF), i 1986 (EF-pakken), i 1993 (Edinburgh-aftalen), i 1998 (Amsterdam-traktaten) og i 2014 (Patentdomstolen).
Efter krisen om Muhammed-tegningerne boykottede flere muslimske lande danske produkter i protest mod den danske regerings afvisning af at fordømme disse tegninger. En af Danmarks ambassader blev af samme årsag udsat for brandstiftelse. Forholdet til de fleste muslimsk regerede lande er siden blevet forbedret, mens islamister endnu i 2010 fremsatte trusler mod danske interesser.
Eftersom Arktis rummer relativt store mængder af olie og naturgas, som Grønland grænser op til sammen med Canada, USA, Norge og Rusland, er der opstået tvist mellem de enkelte om retten til området.
Norden er en vigtig ideologisk samarbejdspartner, som Danmark har tætte kulturelle bånd til. Landene handler meget med hinanden, og deres indbyggere kan rejse frit i hinandens lande. I de seneste par år har de to medlemmer i Rigsfællesskabet, Grønland og Færøerne, fået større medbestemmelse på udenrigspolitiske områder, såsom geopolitiske emner samt søgning efter olie. Danmark har altid givet FN opbakning både politisk og økonomisk, men de danske NGO'er og private organisationer varetager også en væsentlig andel af den bilaterale bistand. Danmark bidrager årligt med 0,75 % af bruttonationalindkomsten i samlet udviklingsbistand. og forsøger at støtte sine 20 primære samarbejdslande i den tredje verden på områder som økonomisk vækst, social- og miljøforhold.
Det danske forsvarsbudget for 2010 var på ca. 23 milliarder kroner, og forsvarsudgifterne udgør dermed 1,06 % af BNP. Det danske forsvar består af de fire grene Hæren, Hjemmeværnet, Søværnet og Flyvevåbnet. Mænd har værnepligt, men langt fra alle skal aftjene den – det afgøres, hvem der skal, ved lodtrækning. Kvinder (og de mænd som ikke blev udtrukket) kan vælge at aftjene frivillig militærtjeneste. Årligt aftjener omtrent 6500 unge danske kvinder og mænd militærtjeneste. Tjenestetiden varer 4-12 måneder afhængig af tjenestested.
Efter 2. verdenskrigs afslutning måtte Danmarks militær næsten bygges op fra grunden. Til dette arbejde blev der bl.a. ydet støtte fra USA og andre allierede i NATO, som Danmark var med til at stifte i 1949. Da der siden den kolde krigs afslutning ikke har været nogen trusler om invasioner af landet, har man i stedet indsat styrkerne i udlandet for at støtte konfliktramte lande i at dæmpe og forebygge konflikter. Siden terrorangrebet 11. september 2001 har Danmark desuden aktivt deltaget i terrorbekæmpelsen. De tre største internationale engagementer har været i Kosovo (KFOR), Afghanistan (ISAF) og Irak (MNF-I).
Rigsfællesskabet, regioner og kommuner
Udover det egentlige Danmark, der ligger i Skandinavien, omfatter den danske stat også de to selvstyreområder Grønland og Færøerne. Områderne hører ifølge grundlovens §1 til Kongeriget Danmark og er dermed underlagt Folketinget og regeringen. De to områder har dog begge egen folkevalgt forsamling og et landsstyre ledet af henholdsvis en landsstyreformand (Grønland) og en lagmand (Færøerne). Færøerne opnåede hjemmestyre i 1948 og Grønland i 1979. De to områder er dog ikke fuldt uafhængige, f.eks. skal folkeskolerne udover det lokale sprog undervise i dansk. Staten yder økonomisk bloktilskud til begge områder, ligesom staten yder bloktilskud til regionerne og kommunerne i Danmark. Udenrigsforhold varetages som hovedregel af regeringen i København med inddragelse af både Grønland og Færøerne, når det vedrører disse. Hvert område repræsenteres også ved to pladser i Folketinget.
Danmark er inddelt i fem regioner og 98 kommuner. Regionerne blev oprettet 1. januar 2007 og erstattede de tidligere 13 amter. På samme tid blev kommunerne samlet til større enheder, og deres antal blev reduceret fra 270 til 98. De nye regioners største ansvar er at administrere sundhedssektoren.
Regionerne er Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland.
Ertholmene er ikke del af en kommune, men hører under Forsvarsministeriet.
Uddannelsesvæsen
Uddannelserne i Danmark er tilgængelige for landets borgere. Finansieringen foregår gennem skatter og for privatskolernes vedkommende også via en vis egenbetaling. I 2001 var der 1683 folkeskoler. Antallet var faldet til 1084 i 2019. Antallet af børn i folkeskolen faldt med 4,5 % fra 2007 til 2016, mens børn i fri- og privatskoler blev 3,9 % flere. I Danmark er der i følge grundlovens §76 ikke skolepligt, men undervisningspligt, hvilket betyder, at alle skal have undervisning fra 0-9. klasse. Forældrene kan vælge mellem folkeskolen, private grundskoler og hjemmeundervisning. Derefter – eller evt. efter et frivilligt ekstra skoleår i 10. klasse – er der mulighed for at tage en ungdomsuddannelse i form af enten en erhvervsrettet ungdomsuddannelse eller en gymnasial uddannelse. Omkring 140 institutioner tilbyder almen studentereksamen, og der var sammenlagt knap 150.000 studerende på stx, htx, hhx og hf i 2018.
Der bliver derefter udbudt en lang række forskellige videregående uddannelser på forskellige niveauer og indenfor diverse erhverv.
Der findes i alt otte universiteter i Danmark, hvoraf det ældste er Københavns Universitet, som blev grundlagt i 1479. København Universitet er ligeledes landets største med lige over 38.000 studerende i 2019. Derudover findes Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Roskilde Universitet som alle er polyfakultære universiteter, samt Danmarks Tekniske Universitet, Copenhagen Business School og IT-Universitetet i København, der er monofakultære. Sammenlagt havde de danske universiteter i 2018 omkring 150.000 studerende.
Professionshøjskoler eller såkaldte university colleges findes spredt ud over hele landet. Desuden findes uddannelsesinstitutioner indenfor musik, kunst og arkitektur.
En specialitet i det danske uddannelsessystem er de danske folkehøjskoler, som især er inspireret af N.F.S. Grundtvigs og Christen Kolds tanker. Det er eksamensfri kostskoler med vægt på livsoplysning og personlig og samfundsmæssig dannelse.
Geografi
Danmark er med sit samlede areal på 43.094 km² (landareal 42.394 km²) verdens 132. største land og er i både samlet areal og i landareal mindre end Slovakiet og lidt større end Schweiz. Landarealet i Estland (42.388 km²) er på størrelse med Danmarks landareal. Danmark ligger i Skandinavien, beliggende i det nordlige Europa, og grænser kun til Tyskland mod syd. Landet er omgivet af flere have: Vesterhavet mod vest, Skagerrak mod nord, Kattegat og Øresund, og Østersøen mod syd. Mellem disse have findes mange sunde og bælter: Dels Limfjorden (som er et sund) mellem Vesterhavet og Kattegat, dels Lillebælt, Storebælt og Øresund mellem Kattegat og Østersøen og dels en lang række mindre farvande mellem øerne. Den største del af arealet udgør halvøen Jylland (23.872 km²), mens resten fordeler sig på 1419 øer, heraf 443 navngivne. De tre største øer er Sjælland, Den Nørrejyske Ø (Vendsyssel-Thy) (siden 1825, nuværende åbning siden 1862) og Fyn.
Topografi
Det lille land har på grund af det store antal mindre øer og fjorde en af Europas længste kystlinjer på 7.314 km. Der er 368 kilometer fra det nordligste punkt på Skagens Nordstrand til det sydligste punkt på Gedser Odde og 452 kilometer fra det østligste punkt på Østerskær til det vestligste punkt på Blåvands Huk. En cirkel med samme samlede areal som Danmark ville have en omkreds på 736 km med en diameter på 234 km (landareal: 730 hhv. 232,33 km). Visse steder findes der mange små søer. Landskabet er generelt fladt med sletter, klinter og klitter og Lammefjord som det laveste punkt på landjorden med -7,5 m. Det højest ikke-menneskeskabte punkt er Møllehøj ved Skanderborg med 170,86 m, næsthøjest Yding Skovhøj med 170,77 m og endelig Ejer Bavnehøj med 170,35 m. Disse punkter er alle beliggende i samme område, kaldet Ejer Bjerge, nogle km sydvest for Skanderborg.
Landskabet varierer på de forskellige landsdele: Østdanmark har et varieret terræn. Heriblandt har Bornholm et specielt landskab med grundfjeld. Vestjyllands landskab består af agermarker, plantager og smalle enge. Nordjylland har sandede kyster med storklitter og lave forsumpede sletter.
Klima og miljø
Danmarks klima er tempereret. Vintrene er milde med en gennemsnitstemperatur på 0 grader celsius i januar og februar og somrene er kølige med en gennemsnitstemperatur 15,7 grader celsius i august. Der er regionale forskelle i temperatur, nedbør og sol. Undertiden kan der forekomme kolde, kontinentalt prægede vintre, kaldet isvintre, ligesom der kan forekomme hede somre. Den højeste temperatur, som siden 1874 er blevet målt i Danmark er 36,4 °C, hvilket blev målt 10. august 1975 på Holstebro Flyveplads. Den laveste temperatur, som siden 1874 er blevet målt på dansk jord, er -31,2 °C, som blev målt i Hørsted i Thy 8. januar 1982.
Danmarks flora tilhører den tempererede løvskovszone. Sammenlignet med andre lande i Europa er floraen forholdsvis artsfattig. De danske skove er nogenlunde ligeligt fordelt på løv- og nåleskov. Rødgranen er det almindeligste træ, da det dækker 16 % af skovarealet, mens bøgetræer står for 13 %. Træer som eg, ask og elm er sjældne i den danske natur. Dyrelivet ligner dyrelivet i resten af Centraleuropa. Udbygningen af infrastrukturen forhindrer dyrenes genpulje i at blive større, hvilket er årsag til, at mange arter er truede eller uddøde i Danmark. Den samlede bestand af 22 arter af danske agerlandsfugle er faldet med 36 % mellem 1990 og 2008. Dette anses for at være en indikator for faldende biodiversitet i agerlandet.
Verdensarv
7 natur- og kulturelle områder i Danmark og 3 i Grønland vurderes at være så enestående i global sammenhæng, at de er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.
Det drejer sig bl.a. om:
Stevns Klint;
Vadehavet – der strækker sig langs både den danske, tyske og nederlandske kyst;
Ilulissat Isfjord
Aasivissuit – Nipisat
Kujataa Grønland
Økonomi
Bruttonationalproduktet var i 2021 på 2.504,2 milliarder kr., mens BNP pr. indbygger var 427.700 kr. Da Danmark også modtager betydelige nettorenteindtægter fra udlandet, var bruttonationalindkomsten endnu større, nemlig 2.584,2 mia. kr. Danmark er dermed et relativt rigt land. Landet er samtidig karakteriseret ved en ret høj andel af befolkningen i beskæftigelse, hvilket ikke mindst skyldes kvindernes erhvervsfrekvens. Landet har i europæisk sammenhæng en relativt lav ledighed, stor udlandsformue, ingen nettogæld og en lav, men stigende indkomstulighed.
Erhvervsstruktur
Den danske arbejdsstyrke tæller omkring 3 millioner personer. 79,9 % af de beskæftigede arbejder i serviceerhverv, mens 17,8 % er tilknyttet industrien eller bygge- og anlægssektoren. Landbruget, der engang var landets hovederhverv, er i forhold hertil i vore dage en mindre vigtig økonomisk faktor for beskæftigelsen: Kun godt 2 % (61.000 personer) er beskæftiget i landbrug og gartneri, mens 4.700 personer eller 0,2 % arbejder inden for skovbrug og 2.100 personer (0,1 %) ved fiskeriet (november 2020).
Det dyrkede areal i Danmark udgjorde i 2018 63 % af landets samlede areal, hvilket var den højeste dyrkningsintensitet i verden.
Fiskeri udgør omkring 3 % af den samlede vareeksport, og de største fiskerihavne (målt på værdien af de landede fisk) ligger i Skagen, Hanstholm, Thyborøn, Hirtshals og Hvide Sande.
Danmark var i 2021 verdens sjettestørste søfartsnation efter Grækenland, Kina, Singapore, Japan og Hong Kong målt på bruttotonnage. I alt 774 handelsskibe sejlede under dansk flag.
Valutaforhold og udenrigsøkonomi
Den danske valuta er kronen. Gennem den europæiske valutakursmekanisme (ERM II) fører Danmark fastkurspolitik over for euroen, så valutakursen altid ligger på omtrent 7,45 kroner pr. euro. Dette medfører, at Nationalbanken altid må tilpasse den danske pengepolitik i forhold til Den Europæiske Centralbanks politik. Efter at Danmark ved en folkeafstemning i september 2000 valgte at beholde kronen i stedet for at indføre euroen som valuta, er der stor politisk opbakning til at fortsætte fastkurspolitikken på ubestemt tid. Det gør Danmark relativt unikt blandt andre vestlige lande, idet landet dermed i dag er det eneste OECD-land, der fører fastkurspolitik, hvor landets samhandelspartnere typisk enten følger en inflationsmålsætning eller har erstattet deres nationale valuta med euroen.
Danmarks økonomi er meget afhængig af samhandel med udlandet. I 2021 udgjorde importen således 52,5 % og eksporten 59,7 % af BNP. Danmark fører traditionelt en ret frihandelsorienteret politik, blandt andet gennem landets medlemskab af EU, OECD og WTO.
Danmark er nettobidragyder til EU, dvs. den danske stat betaler mere til EU, end landet modtager. I 2019 var det danske nettobidrag til EU på 7,6 mia. kr. eller 0,3 % af Danmarks bruttonationalindkomst.
Offentlige finanser og beskatning
Danmarks økonomi er bygget op om den skandinaviske velfærdsmodel, der garanterer alle borgere sociale ydelser. Den udbyggede velfærdsstat medfører en stor offentlig sektor og et tilsvarende højt skattetryk, der i 2021 var på 47,4 % af BNP. For de 10 % af skatteyderne, der betalte topskat i 2016, var marginalskatten i gennemsnit 56,4 % inklusive arbejdsmarkedsbidrag. For alle skattepligtige personer tilsammen var den gennemsnitlige marginalskat på arbejdsindkomst i 2016 på 38,9 %.
Økonomiske udfordringer
Ved indgangen til 1980'erne havde den danske økonomi betydelige balanceproblemer i form af høj og stigende ledighed, høj inflation og vedvarende underskud på betalingsbalancen. Samtidig var den offentlige gæld stigende. Inflationen blev siden langvarigt lav og stabil, ikke mindst på grund af Danmarks troværdige fastkurspolitik. Betalingsbalanceunderskuddet satte rekord i 1986, men er siden 1990 vendt til et vedvarende betalingsbalanceoverskud (dog med undtagelse af 1998). Ændringen skyldtes dels den langvarige lavkonjunktur 1997-2003, hvor investeringerne var lave, og dels en stigende national opsparing, blandt andet på grund af udbredelsen af tvungne arbejdsmarkedspensioner samt en række skattereformer, der har reduceret rentefradraget. I 2021 havde Danmark et overskud på betalingsbalancen på ca. 219 mia. kr. og en udlandsformue på 1.888 mia. kr. eller 75 % af BNP.
Ledigheden nåede i 1993 sit rekordniveau i efterkrigstiden på 12 % af arbejdsstyrken. Det skyldtes både, at der på det tidspunkt var en kraftig lavkonjunktur, og at den strukturelle ledighed var høj. Såvel bedre konjunkturer som en række reformer, der har skabt den danske ”flexicurity”-model og dermed begrænset strukturledigheden, har siden skabt et stort fald i ledigheden. I 2008 nåede bruttoledigheden et lavpunkt på 2,7 %. På grund af finanskrisen steg ledigheden igen og var i 2012 på 6,1 %, hvorefter den igen begyndte at falde. Den registrerede bruttoledighed var 3,7 % i 2021.
Også den danske offentlige nettogæld nåede at blive betalt under de gode tider i 1990'erne og 2000'erne, så den offentlige sektor i 2008 havde en nettoformue på knap 108 mia. kr. Under finanskrisen blev denne formue igen vendt til en, omend ret beskeden, offentlig nettogæld. Ved udgangen af 2021 havde den offentlige sektor imidlertid igen oparbejdet en finansiel nettoformue på 277 mia. kr. eller 11 % af BNP. Et mere alvorligt strukturelt problem for de offentlige finanser har dog været den fremtidige befolkningsudvikling med flere ældre. Det har været baggrunden for en række tiltag siden 2005, der skal fremtidssikre de offentlige finanser, startende med velfærdsforliget i 2006. Det vurderes i dag, at disse tiltag har været mere end tilstrækkelige til at sikre, at finanspolitikken er holdbar på lang sigt.
Dansk økonomi præges i dag af andre udfordringer. Danmark kom økonomisk relativt godt igennem coronaviruspandemien, men i efteråret 2021 begyndte inflationen at stige såvel i Danmark som i de øvrige vestlige lande, og i 2022 nåede den højere niveauer end i mange år. Blandt mere strukturelle udfordringer er ønsket om at omstille produktionen og forbruget til at være -neutrale på lang sigt samt et ønske om at iværksætte såkaldte andengenerationsreformer, der kan forøge produktiviteten og befolkningens uddannelsesniveau og beskæftigelse.
Samtidig er indkomstfordelingen blevet mere ulige i de seneste årtier. Ifølge Danmarks Statistiks opgørelser er Gini-koefficienten steget fra 22,1 i 1987 til 29,7 i 2020, en stigning på ca. 35 pct. Ifølge en opgørelse fra Eurostat i 2020 ligger Danmark på en niendeplads, hvad angår lighed i indkomstfordelingen.
Infrastruktur
Danmarks infrastruktur er veludbygget og generelt i god stand og består hovedsageligt af almindelige landeveje, motorveje og et jernbanenet med to primære togselskaber, Arriva og DSB. Danmark var i 2000 nr. 29 i verden blandt lande med flest kilometer motorvej pr. indbygger. Lastbiler er oftest den del af transportkæden, der leverer godset til den endelige destination, og dominerer derfor den danske godstransport. Den står også for ca. 80 % af den samlede godstransport, skibe og færger udgør ca. 19 %, mens jernbanen står for kun ca. 1 % af den indenlandske godstransport. Cirka 196 millioner passagerer rejste 2013–2014 årligt på jernbanenettet. Der findes fem internationale lufthavne i Danmark, hvor Kastrup Lufthavn med sine knap 21 millioner passagerer årligt er Skandinaviens største lufthavn. Den fungerer som lufthavn ikke bare for danskere, men også for store dele af den sydsvenske befolkning. Andre store lufthavne er Billund i Jylland og Aalborg, Esbjerg og Aarhus.
Danmark har et omfattende færgenetværk i både ind- og udland. Færgerne spillede tidligere en vital rolle mellem landsdelene, men efter at faste forbindelser etableredes over Lillebælt (1935) og Storebælt (1997–98), spiller færgerne primært en rolle for småøerne. I 2017 udgjordes det danske færgenetværk af i alt 71 ruter - 52 indenrigsruter og 19, der gik til udlandet.
DR er Danmarks offentlige broadcaster, og landet har 26 tv-stationer plus 51 repeatere. Internet og mobiltelefon er meget udbredt, og der findes mere end dobbelt så mange mobil- som fastnettelefoner.
Energiforsyning
Det danske endelige energiforbrug var i 2018 på 104 gigajoule pr. indbygger, hvilket var ca. 6 % mere end EU-gennemsnittet på 98 gigajoule. Energien anvendtes til transport, produktionsprocesser samt opvarmning og elforbrug i husholdningerne. Olie (39 %), naturgas (15 %), kul (9 %) og vedvarende energi (32 %) er de væsentligste energikilder i Danmark.
Den danske udvinding af olie og naturgas fra Nordsøen har spillet en betydelig rolle i Danmarks energiregnskab siden 1980'erne. Siden 2004 har Nordsø-produktionen dog været for nedadgående. Danmark var nettoeksportør af olie i perioden 1993-2017. Hvad den samlede energibalance angår, har aktiviteterne i Nordsøen og en stigende produktion af indenlandsk energi betydet, at Danmark blev selvforsynende med energi i 1997 og bevarede en selvforsyningsgrad på over 100 % (dvs. landet var netto-eksportør af energi) til og med 2012. I 2013 blev landet igen netto-importør, da selvforsyningsgraden faldt til 93 %. I 2019 var selvforsyningsgraden 70 %. I 2013 var Danmark målt på produktionens størrelse nr. 39 blandt verdens 125 olieproducerende lande.
Vedvarende energi spiller en stigende rolle i energiforsyningen. Mens det samlede energiforbrug har været nogenlunde konstant siden 1990, er produktionen af vedvarende energi steget 288 % fra 1990 til 2019. Blandt EU-landene havde Danmark i 2018 den fjerdehøjeste andel af vedvarende energi i energiforbruget, nemlig 32 % mod EU-gennemsnittet på 15 %. Sverige, Letland og Finland havde en højere andel. I 2018 udgjorde energi fra vindkraft ca. 20 % af den samlede vedvarende energiproduktion, mens produktionen af halm, træ og bionedbrydeligt affald stod for ca. 69 %. Betragter man alene elektricitetsproduktionen, udgjorde vindkraften 40 % af den samlede elkapacitet i 2019.
En betydelig del af landets varmeenergi kommer fra kraftvarmeværker, hvor overskydende varme fra elproduktionen bruges i fjernvarmenettet. Denne produktionsmetode er betydelig mere udbredt i Danmark end i resten af verden på grund af det relativt store varmebehov i Danmark, den tilstrækkelige befolkningstæthed og en bevidst politisk linje med bl.a. tilslutningspligt til kraftvarmeværker. Udnyttelsen af overskudsvarmen fra elproduktionen forøger kraftværkernes virkningsgrad og dermed den samlede energieffektivitet betydeligt.
Demografi
Ifølge Danmarks Statistik havde Danmark 1. januar 2021 en befolkning på 5.840.045 indbyggere, hvoraf personer med dansk oprindelse (inklusive færøsk og grønlandsk) udgjorde 86,0 % (5.023.000 personer), indvandrere 10,6 % (618.000 personer) og efterkommere som defineret af Danmarks Statistik 3,4 % (200.000 personer). Af de 817.000 indvandrere og efterkommere har ca. en tredjedel en vestlig baggrund og to tredjedele en ikkevestlig baggrund.
I Danmark bor ca. 16.700 personer født i Grønland og ca. 10.600 personer født på Færøerne. Der findes ikke en egentlig statistik over antallet af grønlændere og færinger og deres efterkommere i Danmark. En undersøgelse fra 2006 viste dog, at der boede knap 22.000 færingeri Danmark. I 2007 blev antallet af grønlændere i Danmark opgjort til knap 19.000.
Fordeling
Befolkningen er geografisk set ujævnt fordelt: I Østdanmark bor ca. 250 personer pr. km², mens der vest for Storebælt bor omkring 100 personer pr. km², på Fyn 150 indbyggere per km2. I hovedstaden København bor lidt over 1 million eller ca. en femtedel af hele landets befolkning. 85% af befolkningen bor i byer. Der findes et tysksindet mindretal i Sønderjylland.
17,5 % af befolkningen er 15 år eller yngre, mens knap 20 % er 65 år eller ældre.
Indvandring
Der er indbyggere fra over 200 forskellige oprindelseslande i Danmark. I 2020 er de 10 største grupper fordelt på oprindelsesland tyrkere, polakker, syrere, rumænere, tyskere, irakere, folk fra Libanon, Pakistan, Bosnien-Hercegovina og Iran.
Indvandringen til Danmark var ret beskeden indtil 1960'erne, men tog så et opsving omkring 1970 og efter midten af 1980'erne. Ændringen skyldes især indvandring af gæstearbejdere og flygtninge og i anden omgang mulighederne for familiesammenføring. Desuden foregår der efterhånden en væsentlig indvandring på grundlag af studieopholdstilladelser. Stramninger af reglerne for flygtninge og familiesammenføring har siden medført et fald i disse kategorier, mens etableringen af et frit arbejdsmarked mellem Danmark og resten af EU efterhånden har medført en væsentlig indvandring fra andre EU-lande, især Tyskland og Polen.
Befolkningsudvikling
Ifølge nogle beregninger var der ca. 1 million danskere i 1200-tallet, men landbrugskrise i 1300-tallet, den sorte død og andre epidemier reducerede siden befolkningen, så tallet 1 million først blev nået igen i 1800-tallet. Den første folketælling af Danmarks indbyggere går helt tilbage til 1735, hvor folketallet udgjorde ca. 718.000. Fra 1769 til 1900 mere end tredobledes indbyggertallet.
Ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning vil der i 2060 være ca. 6.397.000 indbyggere i Danmark – knap 10 % flere end i dag. Heraf vil personer af dansk oprindelse udgøre 79,8 %, indvandrerne 12,4 % og efterkommerne 7,8 %. Knap 57 % af indvandrerne og efterkommerne vil komme fra ikkevestlige lande.
Sprog
Dansk, som er det officielle sprog, tales overalt i landet. Dansk består af mange dialekter og kan deles ind i tre hovedgrupper: Østdansk, ødansk og jysk. Tysk er som det eneste andet sprog officielt anerkendt som minoritetssprog i Danmark (i Sønderjylland). Engelsk er et meget udbredt fremmedsprog.
Religion
Danmark har grundlovssikret religionsfrihed. I en meningsmåling fra 2016 anførte 17 % af danskerne, at religion var meget vigtig i deres liv. Ifølge en anden meningsmåling i 2017 betegnede 48 % af danskerne sig som ikke-troende.
73,8 % af den danske befolkning var i januar 2021 medlem af den evangelisk-lutherske danske folkekirke. 37 år tidligere, i 1984, var tallet 91,6 %. Tal for Danmarks Statistik fra 2016 viste, at det især var personer i alderen 20-40 år, som meldte sig ud af folkekirken. Derudover er der ca. 150.000 medlemmer af de øvrige anerkendte kristne trossamfund, hvoraf den Katolske Kirke i Danmark er den største med ca. 45.000 tilknyttede. Dernæst kommer Jehovas Vidner med 14.000 tilknyttede, ca. 5.000 medlemmer af henholdsvis Baptistkirken i Danmark, pinsekirkerne og Metodistkirken i Danmark, og 4.300 mormoner.
Med nettoindvandring fra bl.a. en række muslimske lande i de sidste 50 år er islam i Danmark blevet landets næststørste religion med ca. 4,4 % af befolkningen i 2020 (256.000 mennesker). Der er omkring 170 moskeer i Danmark. Ifølge Center for Samtidsreligion ved Aarhus Universitet var der i 2020 op imod 35.000 buddhister i Danmark, 23-25.000 hinduer og 2.000 sikher. Ifølge Det Jødiske Samfund i Danmark er der ca. 6.000 danske jøder – de fleste dog sekulære.
Kultur
Det danske folk rangeres ofte som et af de mest tilfredse folk i hele verden. I OECD's indeks 2017 over befolkningernes selvrapporterede tilfredshed er danskerne den befolkning, hvor livstilfredsheden er næsthøjest, kun overgået af nordmændene.
Værdier
Dansk kultur forstået som de værdier, holdninger, vaner, skikke og særlige forhold, der udgør den nationale identitet, kan næppe afgrænses præcist. Den officielle Danmarkskanon fra 2016 giver dog et bud i form af de 10 værdier, som fik størst tilslutning blandt de godt 300.000 danskere, der deltog i kanon-afstemningen:
Velfærdssamfundet
Frihed
Tillid
Lighed for loven
Kønsligestilling
Det danske sprog
Foreningsliv og frivillighed
Frisind
Hygge
Den kristne kulturarv
De 10 øvrige værdier, der deltog i afstemningen, var andelstanken, det deltagende folkestyre, folkelige bevægelser, folkeoplysning, håndværk, begrænset magtdistance, landskaber og bygningskultur, medmenneskelighed, plads til forskellighed og Danmark i verden.
Mad og drikke
Traditionelt bygger det danske køkken på de planter og dyr, som er blevet dyrket, avlet eller fanget i landet. I bondekøkkenet i hele middelalderen og frem til midt i 1800-tallet var hovedbestanddelene således rugbrød og øl. I nyere tid er de gamle danske madtraditioner blevet suppleret med mange former for importerede fødevarer og madretter: Rugbrød og frikadeller har fået konkurrence af pizza, burger og kebab. Danskerne har på verdensplan det største eller et af de største forbrug af kød pr. indbygger på over 100 kg årligt.
Det mest almindelige måltidsmønster består af tre hovedmåltider (morgenmad, frokost og aftensmad), hvoraf aftensmaden for de fleste er det største og vigtigste måltid. Det er karakteristisk, at frokosten, måltidet midt på dagen, meget ofte er et koldt måltid, ofte en medbragt madpakke med smørrebrød. Festudgaven af dette hverdagsmåltid, det store kolde bord, er en sammensætning af kolde og lune retter med brød, der ofte serveres ved højtider som jul og påske.
Stegt flæsk med persillesovs blev i 2014 i en mediedækket afstemning med 63.000 deltagere kåret til at være Danmarks nationalret. Retten fik 27.893 stemmer og vandt dermed stort over de øvrige retter. Smørrebrød og hakkebøf fulgte på de næste pladser.
Musik
De første kendte komponister fra Danmark var tyskerne C.E.F. Weyse og Friedrich Kuhlau fra slutningen af 1700-tallet. Sammen med J.P.E. Hartmann blev Niels W. Gade toneangivende i dansk musik i 1800-tallet. Carl Nielsen fra starten af 1900-tallet er den eneste internationalt kendte danske, klassiske komponist.
Pop/rockgruppen Shu-bi-dua er med seks millioner solgte albums det bedst sælgende navn i Danmark nogensinde.
Popgrupper som Aqua og Cartoons synger både i og uden for Danmark, og flere danske rockmusikere synger på engelsk. Af andre genrer har hiphop-gruppen Den Gale Pose gjort sig bemærket internationalt, ligesom heavy metalgruppen Volbeat har haft stor succes i USA, og er blevet nomineret til en Grammy. De har solgt over 3 millioner albums på verdensplan. Ligeledes har popgruppen Lukas Graham modtaget flere internationale nomineringer og har blandt andet opnået over 1,25 mia. streams på deres internationale hit "7 Years" i juli 2022.
Film
I begyndelsen af 1900-tallet, i stumfilmens æra, var Danmark en stor filmnation. Nordisk Films Kompagni, det senere Nordisk Film, blev grundlagt i 1906. Omkring 1910 startede landets guldalder inden for stumfilm, der varede frem til omkring 1920, hvor Danmark førende på verdensplan inden for filmproduktion.
I moderne tid har dansk film fået international anerkendelse, ikke mindst for sin vilje til at eksperimentere. I 1995 udviklede danske filminstruktører en helt ny filmart, "Dogme 95", der udfordrede filmreglerne og skabte stor international opmærksomhed. Biograffilmproduktionen var på 18 biograffilm i 1975. I 2017 fik 36 danske film biografpremiere (inklusive 10 dokumentarfilm). De danske films markedsandel er normalt mellem 20 og 30 % af alle biografbesøg i Danmark. Blandt berømte filminstruktører er Carl Th. Dreyer, Lars von Trier, Bille August, Thomas Vinterberg og Susanne Bier.
Der er også lavet flere dokumentarfilm om Danmark, blandt andre Danmarksfilmen fra 1935, Danmark 1960 og turistfilmen Danske billeder fra 1971, skrevet af henholdsvis Poul Henningsen, Tørk Haxthausen og Klaus Rifbjerg.
Litteratur
Den første danske litteratur stammer helt tilbage fra 400 f.Kr. Den ældste runesten, Kallerupstenen, er fra 700-tallet. Senere kom nedskrivninger af sagn og folkeeventyr man kender fra 1100- og 1200-tallet. En del af den første danske litteratur er derfor også de islandske sagaer og Snorre Sturlasson, som tilhørte den fælles nordiske litteratur dengang. Saxo Grammaticus fra 1100-tallet er den første store danske forfatter, selvom han skrev på latin. Lidt dansk litteratur kendes fra middelalderen i øvrigt, men først i løbet af den spirende oplysningstid begyndte den danske litteratur for alvor med Ludvig Holbergs stadig aktuelle komedier. Som forløber for romantikken kan nævnes Johannes Ewald og Jens Baggesen. Det Moderne Gennembrud i perioden 1870-90 knæsatte en mere realistisk stil og gjorde strømningens hovedpersoner som Georg Brandes, Henrik Pontoppidan og Herman Bang kendte langt ud over landets grænser. Den bedst kendte dansker er dog forfatteren H.C. Andersen, der er kendt for sine mange eventyr, for eksempel "Den Lille Havfrue" og "Den grimme ælling".
Tre danskere har modtaget nobelprisen i litteratur; Karl Adolph Gjellerup og Henrik Pontoppidan (begge i 1917) og Johannes V. Jensen (i 1944).
Arkitektur
Den danske arkitektur har sin tid helt tilbage hos vikingerne. Den blev mere betydelig i middelalderen, da de første kirker i romansk og gotisk stil blev bygget rundt om i hele landet. Frederik 3. og Christian 4. fik hollandske og flamske designere til at bygge storslåede kongeslotte og paladser i nederlandsk renæssancestil. I sin sene regeringstid kunne Christian 4. også indføre barokstilen, som var populær i en vis periode. Den neoklassiske arkitektur kom oprindeligt fra Frankrig, men blev langsomt indført af danskere, som i stigende grad udtrykte stilen. En produktiv periode med historicisme endte med at udvikle sig til den nationalromantiske stil. Fra 1930'erne vandt den moderne stilart funktionalisme frem. Moderne værker af danske arkitekter er Sydney Opera House og Storebæltsbroen.
Danmark har fem kultursteder på UNESCO's Verdensarvsliste: Jellingstenene, Kronborg Slot, Roskilde Domkirke, Brødremenigheden i Christiansfeld og parforcejagtlandskabet i Nordsjælland. Desuden optræder landbrugsområdet Kujataa i Grønland på verdensarvslisten.
Sport
Danmark har flere populære sportsgrene. Fodbold er landets mest populære sport, med en rig historie fra den internationale konkurrence. Danmarks strande og vandløb er populære steder for fiskeri, kano, kajak og en bred vifte af andre vand-tema sportsgrene. Andre populære sportsgrene er golf, tennis, cykling og indendørs sportsgrene som badminton, håndbold og forskellige former for gymnastik. I speedway-racing har Danmark vundet flere verdensmesterskaber, herunder VM i Speedway og Speedway World Cup i 2006 og 2008.
I 1992 vandt herrelandsholdet i fodbold EM.
De nationale håndboldhold har vundet en række medaljer i tidens løb. I EM-historien på mændenes side er det blevet til i alt seks medaljer, nemlig to guldmedaljer (2008, 2012), en sølvmedalje (2014) og tre bronzemedaljer (2002, 2004 og 2006). De største triumfer for herrelandsholdet var dog, da man blev verdensmestre i 2019 og 2021.
Referencer
Bibliografi
Eksterne henvisninger
På dansk
Statsministeriets hjemmeside
Folketingets officielle hjemmeside
Danmarks Statistik
DMI, vejr klima og hav
Turistinformation om Danmark
På engelsk
Danmark på det nu frie Encyclopaedia Britannica Eleventh Edition (kan findes på s. 23-43)
Danmark
Medlemsstater af Europarådet |
37 | https://da.wikipedia.org/wiki/DSR-SE | DSR-SE | DSR-SE eller De Studerendes Råd – Studentersamfundet Esbjerg, og er studenterorganisationen på Aalborg Universitet Esbjerg. DSR-SE består af et forretningsudvalg bestående af 8 personer og 1 formand, samt 2 suppleanter. Udover forretningsudvalget er der to underudvalg: Aktivitetsudvalget (AU) og De Studerendes Sikkerhedsudvalg (SSU). DSR-SE har pr. maj 2002 ca. 320 medlemmer.
Eksterne henvisninger
DSR-SEs hjemmeside: http://www.dsr-se.dk
Studenterorganisationer ved Aalborg Universitet
Uddannelse i Esbjerg |
39 | https://da.wikipedia.org/wiki/Dansk%20Selskab%20for%20Rumfartsforskning | Dansk Selskab for Rumfartsforskning | Dansk Selskab for Rumfartsforskning blev stiftet den 20. september 1949 og beskæftiger sig med at udbrede kendskabet til de mange aspekter vedrørende rumfart. Selskabet består af flere forskellige faggrupper, i forskellige interesseområder.
Ekstern henvisning
Dansk Selskab for Rumfartsforskning
Rumfartsorganisationer
Etableret i 1949
Foreninger fra Danmark |
40 | https://da.wikipedia.org/wiki/D | D | D er det 4. bogstav i det latinske alfabet. Bogstavet D kommer fra delta i det græske alfabet, hvilket har tegnene Δ (stort delta) og δ (lille delta).
I det hexadecimale talsystem repræsenterer D et ciffer med værdien 13.
Eksterne henvisninger
Latinske bogstaver |
41 | https://da.wikipedia.org/wiki/Dadaisme | Dadaisme | Dada (fra fransk dada, 'gyngehest', 'kæphest'), også kaldet dadaisme, er en strømning inden for billedkunst og litteratur, der startede i Zürich og senere fandt vej til Berlin, Köln, Hannover, Paris og New York. Dada eksisterede officielt 1916-1924, og var en direkte forløber for surrealismen.
Historie
Dada havde ikke noget entydigt program, men kan bl.a. ses som en reaktion mod erfaringen af 1. verdenskrig med en mistro til autoriteter og til det herskende, meningsfulde sprog.
Blandt de dadaistiske kunstformer er lyddigte og vrøvledigte, collager og fotomontager. Ofte brugtes tilfældighedselementer som en upersonlig, kreativ drivkraft. Det ofte absurde udtryk har en særlig poetisk virkning og nogle gange (især i den tyske gren af dada) en karakter af politisk udsagn.
Navnet "dada" blev "opfundet" af en tysk forfatter ved navn Hugo Ball, omend bevægelsens stifter Tristan Tzara også påstod at have været ophavsmand til udtrykket. "Det intelligente menneske er nu ren standard," sagde Tzara i Zürich i 1915. "Det, vi mangler, er idiotiet. Dada bruger alle sine kræfter på at etablere idiotiet overalt." Kunstmaleren Hans Richter sagde: "Vi ville frembringe et nyt slags menneske, befriet fra fornuftens tyranni, banalitet, generaler, fædreland, nationer, kunsthandlere, mikrober, opholdstilladelser og fortiden. Grundprincippet var at forarge befolkningen." Iført et jakkesæt af skinnende blåt pap og en heksehat, fremførte Hugo Ball sit første bidrag, digtet Karawane, i en natklub i Zürich.
Der findes mange forklaringer af ordet "dada", og det kan betyde en række forskellige ting på forskellige sprog. En af forklaringerne er, at navnet "dada" blev valgt pga. stilartens karakteristisk barnlige stil, og henviser til den barnlige "da-da"-frase som en guttural og tilsyneladende tilfældig lyd, der æstetisk kan minde om sider af den virvariøse litteratur og kunst. På rumænsk betyder udtrykket "ja", mens det på fransk kan hentyde til en gyngehest.
Et eksempel på et dadaistisk kunstværk er Marcel Duchamps bearbejdning af Leonardo da Vincis berømte maleri af Mona Lisa. Mona Lisa er i Duchamps udgave blevet forsynet med overskæg. Titlen på hans billede er L.H.O.O.Q. Når den udtales på fransk (dvs. bogstaverne hver for sig), lyder det som "elle a chaud au cul", hvilket betyder "hun er varm i røven". Desuden minder titlen om det engelske ord "look" – altså en temmelig direkte opfordring til beskueren.
Tidlige udøvere
Guillaume Apollinaire — Frankrig
Hans Arp — Schweiz, Frankrig og Tyskland
Hugo Ball — Schweiz
Johannes Baader — Tyskland
John Heartfield — Tyskland
Arthur Cravan — USA
Jean Crotti — Frankrig
Theo van Doesburg — Holland
Marcel Duchamp — Frankrig og USA
Max Ernst — Tyskland
Elsa von Freytag-Loringhoven — USA, Tyskland
George Grosz — Tyskland
Marsden Hartley — USA
Raoul Hausmann — Tyskland
Emmy Hennings — Schweiz
Hannah Höch — Tyskland
Richard Huelsenbeck — Schweiz og Tyskland
Marcel Janco — Schweiz (født i Rumænien)
Clément Pansaers — Belgien
Francis Picabia — Schweiz, USA og Frankrig
Man Ray — USA og Frankrig
Meg Gröss — USA og Tyskland
Hans Richter — Tyskland, Schweiz og USA
Kurt Schwitters — Tyskland
Sophie Taeuber-Arp — Schweiz
Tristan Tzara — Schweiz og Frankrig (født i Rumænien)
Beatrice Wood — USA og Frankrig
Ilia Zdanevich (Iliazd) — Georgien og Frankrig
International dada-måned
I december 2005 udråbte borgmester Boog Highberger i Lawrence, Kansas, en international dada-måned, bestående af 4. februar, 1. april, 28. marts, 15. juli, 2. august, 7. august, 16. august, 26. august, 18. september, 22. september, 1. oktober, 17. oktober og 26. oktober.
Kilde
Eksterne henvisninger
Stilperioder
Begivenheder i 1916 |
43 | https://da.wikipedia.org/wiki/Della%20And | Della And | Della And er en figur i Disneys tegneserier. Hun er datter af Hortensia von And og Rapmus And, født i 1920. Hendes tvillingebror er Anders And. Hun er mor til Rip, Rap og Rup And og hendes mand er bror til Andersine And hvilket gør hende til Andersines svigerinde.
Eksterne henvisninger
Den officelle danske forskningsside indenfor della forskning
Stamtræet
Se også
Anders And
Tegneserie
Anders And-figurer
it:Famiglia Duck#Della Duck |
44 | https://da.wikipedia.org/wiki/Don%20Rosa | Don Rosa | Keno Don Hugo Rosa (ofte kaldet Don Rosa, født 29. juni 1951 i Louisville, Kentucky i USA) er en berømt tegner og forfatter af Anders And-tegneserier. Han betragtes af mange som en af de bedste andetegnere siden Carl Barks.
Don Rosas lidenskab for tegneserier stammer fra hans barndom, hvor han voksede op med dem. Han tegnede også selv små tegneserier – både med de kendte disneyfigurer og med andre, som han selv fandt på. Drømmen om en karriere som tegneserieskaber var dog i første omgang kun en drøm. Han blev bygningsingeniør fra University of Kentucky og overtog familiefirmaet.
I 1987 besluttede han sig for at forfølge sin gamle barndomsdrøm; han tog chancen og kontaktede den amerikanske udgiver af disneytegneserier for at høre, om de kunne bruge ham. Han fik chancen, og snart udkom den første serie fra hans hånd, Solens søn.
Et af Don Rosas mest kendte værker er Her er dit liv, Joakim. Han er også kendt for sit detaljerede stamtræ over andefamilien, et forsøg på at katalogisere de mange mere eller mindre flygtige figurer, som har besøgt Andeby igennem tiderne, og som er opfundet af forskellige tegnere/manusforfattere.
Mange af Don Rosas serier bygger videre på gamle serier af Barks, og i modsætning til andre nutidige andetegnere foregår alle hans serier i 1950'erne (med undtagelse af nogle historier om Joakim von Ands fortid). Det var nemlig netop i de år, at Barks regnedes for at være på højdepunktet af sin karriere. Det kan for eksempel ses på omgivelserne i Andeby og på biler, brugen af telegraf og andre ting. Hvis Joakim von And brugte computer eller mobiltelefon i en Rosa-historie, ville det være en anakronisme. I ganske få har han dog tegnet moderne ting, som i historien "Anden, som faldt ned fra himlen" og "Gyldne tider".
Den opmærksomme læser af Don Rosas tegneserier vil bemærke, at der i det første eller andet billede på første side i de fleste af Rosas serier er skjult et lille D.U.C.K., som står for: Dedicated to Unca Carl from Keno ("dedikeret til onk'l Carl fra Keno"). En lille hilsen fra Rosa til sit forbillede og inspirator Carl Barks. Et andet kendetegn er, at han ofte skjuler små Mickey Mouse-hoveder i sine tegninger.
Desværre er Don Rosas syn gennem de seneste år blevet dårligere. Det og den lave betaling han fik for sine historier, fik i 2008 Rosa til at indstille sin karriere som andetegner.
Udgivelser på dansk
Foruden at Don Rosas historier jævnligt dukker op i det danske Anders And-blad, kan hans historier også læses i kronologisk rækkefølge i Egmont Serieforlagets udgivelser i serien Hall of Fame. Udgivelserne i bogform på dansk omfatter:
Her er dit liv, Joakim
Don Rosa: Hall of Fame 1
Don Rosa: Hall of Fame 2
Don Rosa: Hall of Fame 3
Don Rosa: Hall of Fame 4
Don Rosa: Hall of Fame 5
Don Rosa: Hall of Fame 6
Don Rosa: Hall of Fame 7
Don Rosa: Hall of Fame 8
Don Rosa: Hall of Fame 9
Don Rosa: Hall of Fame 10
Don Rosa-udgivelser i Anders And & Co.
1990
Nr. 1 Dus med dyrene Anders And
Nr. 2 Samlerdille Anders And
Nr. 3 Flyvefisk Anders And
Nr. 8 Skatten på bjerget Onkel Joakim (1-2)
Nr. 9 Skatten på bjerget Onkel Joakim (2-2)
Nr. 10 Nostrildamus’ forbandelse Onkel Joakim
Nr. 17 Tilbage til Usleravnekrog Anders And (1-4)
Nr. 18 Tilbage til Usleravnekrog Anders And (2-4)
Nr. 19 Tilbage til Usleravnekrog Anders And (3-4)
Nr. 20 Tilbage til Usleravnekrog Anders And (4-4)
Nr. 35 Gensyn med fortiden Onkel Joakim (1-4)
Nr. 36 Gensyn med fortiden Onkel Joakim (2-4)
Nr. 37 Gensyn med fortiden Onkel Joakim (3-4)
Nr. 38 Gensyn med fortiden Onkel Joakim (4-4)
Nr. 46 An(d)lægsgartneren Anders And
1991
Nr. 4 Da tiden stod stille Anders And
Nr. 22 Anden, som faldt ned fra himlen Anders And
Nr. 24 Bunden er nået Anders And
Nr. 29 Arvefjender Onkel Joakim
Nr. 35 Dybt at falde Anders And
Nr. 45 Gensyn med dværgindianerne Onkel Joakim (1-3)
Nr. 46 Gensyn med dværgindianerne Onkel Joakim (2-3)
Nr. 47 Gensyn med dværgindianerne Onkel Joakim (3-3)
1992
Nr. 6 Super-helt for en dag Anders And
Nr. 45 Præriens bedste and Onkel Joakim
Nr. 47 Gyldne tider Onkel Joakim
1993
Nr. 2 Kobberkongen fra Montana Onkel Joakim
Nr. 11 Den nye slotsherre Onkel Joakim
Nr. 18 Savannens skræk Onkel Joakim
Nr. 24 Det store næbdyr Onkel Joakim
Nr. 29 Kongen af Klondike Onkel Joakim (1-3)
Nr. 30 Kongen af Klondike Onkel Joakim (2-3)
Nr. 31 Kongen af Klondike Onkel Joakim (3-3)
Nr. 39 Det forheksede sølvfad Onkel Joakim
Nr. 45 Milliardæren fra Ødelyng Overdrev Onkel Joakim
1994
Nr. 10 Slaget om Fort Andeby Onkel Joakim
Nr. 15 Verdens rigeste and Onkel Joakim (1-3)
Nr. 16 Verdens rigeste and Onkel Joakim (2-3)
Nr. 17 Verdens rigeste and Onkel Joakim (3-3)
Nr. 21 Gaverne der gik i fisk Anders And
Nr. 22 Eneboeren i Andeby Onkel Joakim
Nr. 23 Fødselsdagsånden Anders And
1995
Nr. 13 Rejsen til jordens indre Onkel Joakim (1-3)
Nr. 14 Rejsen til jordens indre Onkel Joakim (2-3)
Nr. 15 Rejsen til jordens indre Onkel Joakim (3-3)
Nr. 24 Tilbage til fortiden Onkel Joakim
Nr. 39 Fantasillionær på skrump Onkel Joakim (1-3)
Nr. 40 Fantasillionær på skrump Onkel Joakim (2-3)
Nr. 41 Fantasillionær på skrump Onkel Joakim (3-3)
1996
Nr. 4 Opgør i Klondike Onkel Joakim (1-3)
Nr. 5 Opgør i Klondike Onkel Joakim (2-3)
Nr. 6 Opgør i Klondike Onkel Joakim (3-3)
Nr. 21 Strandet i tiden Onkel Joakim (1-3)
Nr. 22 Strandet i tiden Onkel Joakim (2-3)
Nr. 23 Strandet i tiden Onkel Joakim (3-3)
Nr. 26 Shambalas skat Anders And
Nr. 32 En skæv dag i Andeby Onkel Joakim
Nr. 52 Opgør i spøgelsesbyen Onkel Joakim (1-3)
1997
Nr. 1 Opgør i spøgelsesbyen Onkel Joakim (2-3)
Nr. 2 Opgør i spøgelsesbyen Onkel Joakim (3-3)
Nr. 19 Et øje for detaljer Anders And
Nr. 26 En ganske særlig overraskelse Onkel Joakim
Nr. 33 Pengetank på afveje Onkel Joakim (1-3)
Nr. 34 Pengetank på afveje Onkel Joakim (2-3)
Nr. 35 Pengetank på afveje Onkel Joakim (3-3)
Nr. 42 Den rene T.I.T.E.L.T.E.R.R.O.R. Grønspætterne
1998
Nr. 4 Fødselsdags-forbandelsen Anders And
Nr. 23 Den Sorte Ridder Onkel Joakim (1-2)
Nr. 24 Den Sorte Ridder Onkel Joakim (2-2)
Nr. 52 Cowboy-kaptajnen på Cutty Sark Onkel Joakim (1-2)
Nr. 53 Cowboy-kaptajnen på Cutty Sark Onkel Joakim (2-2)
1999
Nr. 9 Hollænderens hemmelighed Onkel Joakim (1-2)
Nr. 10 Hollænderens hemmelighed Onkel Joakim (2-2)
Nr. 25 Streng opdragelse Anders And
Nr. 30 Tilbage til Den Forbudte Dal Onkel Joakim (1-2)
Nr. 31 Tilbage til Den Forbudte Dal Onkel Joakim (2-2)
Nr. 48 Jagten på guldmøllen Onkel Joakim (1-3)
Nr. 49 Jagten på guldmøllen Onkel Joakim (2-3)
Nr. 50 Jagten på guldmøllen Onkel Joakim (3-3)
2000
Nr. 27 Skatten på havets bund Onkel Joakim
Nr. 40 De tre caballeros vender tilbage Anders And (1-3)
Nr. 41 De tre caballeros vender tilbage Anders And (2-3)
Nr. 42 De tre caballeros vender tilbage Anders And (3-3)
Nr. 51 Til angreeeb! Onkel Joakim
2001
Nr. 14 Mønt på afveje Onkel Joakim
Nr. 17 Anstrengende avislæsning Onkel Joakim
Nr. 21 Angreb på pengetanken Bjørne Banden
Nr. 29 Gensyn med fortiden (Tralla-la) Onkel Joakim
Nr. 43 Korsridderkongernes krone Onkel Joakim (1-3)
Nr. 44 Korsridderkongernes krone Onkel Joakim (2-3)
Nr. 45 Korsridderkongernes krone Onkel Joakim (3-3)
2002
Nr. 11 Glem det! Onkel Joakim
Nr. 19 Georgs første opfindelse Georg Gearløs (1-2)
Nr. 20 Georgs første opfindelse Georg Gearløs (2-2)
Nr. 39 Brushanen fra Corte Culebra Onkel Joakim (1-3)
Nr. 40 Brushanen fra Corte Culebra Onkel Joakim (2-3)
Nr. 41 Brushanen fra Corte Culebra Onkel Joakim (3-3)
2003
Nr. 29 Da tiden stod stille Anders And
Nr. 43 Skrald og skatte Onkel Joakim
2004
Nr. 9 Tempelriddernes skat Onkel Joakim (1-3)
Nr. 10 Tempelriddernes skat Onkel Joakim (2-3)
Nr. 11 Tempelriddernes skat Onkel Joakim (3-3)
Nr. 27 Den sorte ridder glorper igen Onkel Joakim (1-2)
Nr. 28 Den sorte ridder glorper igen Onkel Joakim (2-2)
Nr. 29 Kong Joakim den første Onkel Joakim
2005
Nr. 3 De tre Caballeros rider igen – igen Anders And (1-3)
Nr. 4 De tre Caballeros rider igen – igen Anders And (2-3)
Nr. 5 De tre Caballeros rider igen – igen Anders And (3-3)
Nr. 29 Solens søn Onkel Joakim
2006
Nr. 22 Fangen ved Sølvstrømmen Onkel Joakim (1-3)
Nr. 23 Fangen ved Sølvstrømmen Onkel Joakim (2-3)
Nr. 24 Fangen ved Sølvstrømmen Onkel Joakim (3-3)
Tillæg
1991 Nr. 2 Skatten på havets bund Onkel Joakim
1991 Nr. 13 Gensyn med fortiden (Tralla-la) Onkel Joakim
1991 Nr. 42 Kong Joakim den første Onkel Joakim
1992 Nr. 30 Her er dit liv Joakim (kap. 1+2) Onkel Joakim
1993 Nr. 30 Solens søn Onkel Joakim
1993 Nr. 42 Det forsvundne bibliotek Grønspætterne
1994 Nr. 7 Fra Andeby til Lillehammer Anders And
1995 Nr. 4 Kong Krøsus' skatkammer Onkel Joakim
1995 Nr. 42 Columbuskortene Anders And
1998 Nr. 6 Eldorados sidste hersker Onkel Joakim
2001 Nr. 7 Gensyn med fortiden Onkel Joakim
2001 Nr. 15 Gensyn med dværgindianerne Onkel Joakim
2002 Nr. 49 Onkel Joakim i drømmeland Onkel Joakim
2006 Nr. 6 Dus med dyrene Anders And
2011 Nr. 28 Her er dit liv Joakim (kap 0-4) Onkel Joakim
2011 Nr. 29 Her er dit liv Joakim (kap 5-8) Onkel Joakim
2011 Nr. 30 Her er dit liv Joakim (kap 9-12) Onkel Joakim
Fodnoter
Eksterne henvisninger
Don Rosa interview i Finland
Don Rosa på ComicWiki
Anders And-tegnere
Tegneserietegnere fra USA
Personer fra Kentucky
Modtagere af Orla-prisen
Personer fra Louisville |
45 | https://da.wikipedia.org/wiki/Danmarks%20Socialdemokratiske%20Ungdom | Danmarks Socialdemokratiske Ungdom | Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) er en politisk ungdomsorganisation baseret på socialdemokratismen. DSU har siden stiftelsen haft tætte bånd til arbejderbevægelsen, og udgør i egen optik dennes politiske ungdomsorganisation.
DSU er medlem af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), International Union of Socialist Youth (IUSY), Young European Socialists (YES) og Forbundet Nordens Socialdemokratiske Ungdom (FNSU).
DSU er med 50 aktive afdelinger og 2.000 medlemmer Danmarks næststørste politiske ungdomsorganisation målt på medlemmer (efter Venstres Ungdom).
DSU og Socialdemokratiet
DSU er tilknyttet Socialdemokratiet og samarbejder i forbindelse med kampagne og valgkampe. DSU er derudover repræsenteret i Socialdemokratiets hovedbestyrelse og kongres som delegerede. Samtidig er DSU blevet det forum hvorfra en stor del af fremtidens Socialdemokratiske politikere udklækkes.
Ved folkeafstemningen om retsforbeholdet den 3. december 2015 anbefalede DSU sammen med moderpartiet Socialdemokratiet et ja.
Historie
DSU blev stiftet i 1920 efter splittelsen mellem socialdemokrater og kommunister på baggrund af 1. verdenskrig og den russiske revolution.
I 1919 havde et flertal i den socialdemokratiske ungdomsorganisation, Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF), brudt med partiet og var 9. november 1919 med til at grundlægge Venstresocialistisk Parti, som i 1920 blev til Danmarks Kommunistiske Parti. En række SUF-afdelinger, som ikke ønskede at bryde med partiet, stiftede i stedet DSU.
I en del år brugtes forkortelsen DsU (med lille s), fordi retstavningen indtil 1945 foreskrev at Danmark og navneordet Ungdom stavedes med stort. Det blev dog også brugt efter 1945 for ikke at støde sammen med Dansk Skak Union.
DSU har i hele sin levetid været rugekasse for mange mennesker, som senere er blevet ledende skikkelser i Socialdemokratiet. Blandt dem statsminister Jens Otto Krag, udenrigsminister Per Hækkerup og forsvarsminister Hans Hækkerup. Blandt den nuværende generation af socialdemokratiske politikere har bl.a. Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov og Mette Frederiksen en fortid i DSU. Også Johanne Schmidt Nielsen startede sin politiske karriere i DSU Odense.
I efteråret 2017 forlod DSU's formand Lasse Quvang Rasmussen pludselig sin formandspost. DSU's hovedbestyrelse konstituerede derpå Frederik Vad Nielsen som ny forbundsformand, og han blev siden i april 2018 genvalgt som forbundsformand på DSU's kongres. I 2019, hvor der verserede flere sager i pressen om seksuelle krænkelser i andre ungdomspartier, kom det offentligt frem, at Lasse Quvang Rasmussen i 2017 havde måttet gå af i utide på grund af grænseoverskridende adfærd overfor flere kvindelige DSU'ere.
Da Danmark i juni 2019 fik en socialdemokratisk regering, blev den af den politiske kommentator Noa Redington kaldt en ”DSU-regering”, da 15 ud af de 20 ministre var tidligere aktive i DSU.
Skolevalg
DSU har deltaget i alle tre skolevalg, der har været afholdt af Dansk Ungdoms Fællesråd og Folketinget. Ved skolevalg 2015 fik DSU og Socialdemokratiet 17,6 % af stemmerne svarende til 32 mandater i Folketinget og blev dermed valgets næststørste parti.
Ved skolevalg 2017 fik DSU og Socialdemokratiet 15,6 % af de afgivne stemmer svarende til 28 mandater og blev igen næststørst. Ved skolevalg 2019 lykkedes det DSU og Socialdemokratiet at erobre positionen som Danmarks største parti blandt skoleeleverne med 22,6 % af de afgivne stemmer svarende til 41 mandater. Ved Skolevalg 2021 blev DSU også størst med 23,4 % af stemmerne.
Struktur
DSU er bygget op af en lang række lokalafdelinger, som er de mindste lokale led. Disse afdelinger indgår i distriktsorganisationer, der følger storkredsgrænserne. En ikke-udtømmelig liste kan findes på DSU-afdelinger og DSU-distrikter.
DSU's ledelse består af to dele: Et kongresvalgt forretningsudvalg på 9 medlemmer og en hovedbestyrelse, som består af formændene fra lokalafdelingerne, distriktsekretærene og forretningsudvalget.
Samtidig har Frit Forum, beskrevet senere i artiklen, en helt speciel status og har egne aktiviteter. Dog har Frit Forum-afdelingerne status som DSU-afdelinger på lige fod med de "normale" afdelinger.
Ydermere har DSU en række udvalg og grupper. Et aktivitets- og kursusudvalg (forkortet AKU) står for planlægning og afvikling af DSU's kursusweekender, et internationalt udvalg (forkortet IU) koordinerer DSU's mange partnerskabs- og udviklingsprojekter i primært Asien, Mellemøsten og Nordafrika, et fagligt udvalg (forkortet FAU) koordinerer fagpolitiske indsatser og politikudvikling, og en redaktion tager sig af DSU's medlemsblad DSU'eren. Derudover findes en række ad hoc-projektgrupper.
DSU er derudover medejer af kursusejendomen Ankersminde, opkaldt efter Anker Jørgensen, som ligger et stykke uden for Vissenbjerg på Fyn. Her afholdes der weekendkurser, sommerlejre, samt andre aktiviteter. Den anden ejer er DUI-Leg og Virke.
Frit Forum
I DSU findes også Frit Forum, der tidligere var en selvstændig socialdemokratisk studenterorganisation. Siden 1973 har Frit Forum formelt været en del af DSU. Samarbejdet med DSU er primært en formalitet, idet Frit Forum og DSU bejler til forskellige medlemssegmenter. Frit Forum retter sig mod universitetsstuderende, der ikke nødvendigvis er under 30 år, hvorimod DSU er en regulær ungdomsafdeling for Socialdemokrater under 30 år. Frit Forum har selvstændig ledelse, det såkaldte studentersekretariat, men afdelingerne i de forskellige universitetsbyer fungerer i reglen autonomt. Mange socialdemokrater har startet deres karriere i Frit Forum; bl.a. Erhard Jakobsen (foreningens stifter), Poul Nyrup Rasmussen, Svend Auken og Mogens Lykketoft.
Nuværende formand for Frit Forum er Birk Grave
Formænd
1920-1927 Christian Christiansen
1927-1929 Hans Hedtoft
1929-1933 Johannes Hansen
1933-1937 H.C. Hansen
1937-1942 Poul Hansen
1942-1946 Victor Gram
1946-1952 Per Hækkerup
1952-1958 Børge Jensen
1958-1961 Niels Kristensen
1961-1967 Ejner Hovgaard Christiansen
1967-1970 Hans Carl Nielsen
1970-1974 Niels Enevoldsen
1974-1978 Frode Møller Nicolaisen
1978-1982 Finn Larsen
1982-1986 Jan Petersen
1986-1990 Jens Christiansen
1990-1992 Anette Berentzen
1992-1996 Henrik Sass Larsen
1996-2000 Morten Bødskov
2000-2004 Kristian Madsen
2004-2008 Jacob Bjerregaard Jørgensen
2008-2012 Peter Hummelgaard
2012-2014 Camilla Brejner Schwalbe
2014-2016 Alexander Grandt Petersen
2016- 2017 Lasse Quvang Rasmussen
2017-2022 Frederik Vad Nielsen
2022-nu Katrine Evelyn Jensen
Forretningsudvalget
Forretningsudvalget vælges på kongressen og udgør sammen med DSU's Hovedbestyrelse den øverste myndighed mellem DSU's kongresser, der typisk afholdes i lige årstal i Store Bededagsferien. Seneste kongres blev afholdt 27-29 maj 2022 i Vejen Idrætscenter.
Medlemmer af forretningsudvalget:
Forbundsformand: Katrine Evelyn Jensen, DSU Favrskov
Forbundssekretær: Signe Kaulberg Jespersen, DSU Roskilde
Næstformand: Carl Emil Lind Christensen, DSU Ballerupkredsen
Øvrige medlemmer af Forretningsudvalget:
Daniel Buur Christensen, DSU Herning (Hovedbestyrelsessekretær)
Mads Hvidbjerg Kristensen, DSU Vesterbro-Sydhavnen (International sekretær)
Astrid Seerup Haas, DSU Roskilde (Afdelingssekretær Østdanmark)
Stine Falk Eiby, DSU Randers (Afdelingssekretær Vestdanmark)
Mads Nikolaj Simonsen, DSU Amager (Faglig sekretær)
Anne Katrine Dalsgaard, DSU Skanderborg (Kursussekretær)
Socialdemokratiske folketingsmedlemmer, der startede i DSU
Blandt tidligere DSU'ere der efter 2019-valget sidder i den socialdemokratiske folketingsgruppe er:
Mette Frederiksen , tidligere medlem af DSU's forretningsudvalg
Ane Halsboe-Jørgensen
Anne Paulin
Benny Engelbrecht
Bjørn Brandenborg
Henrik Dam Kristensen
Henrik Sass Larsen, forbundsformand for DSU fra 1992-1996
Jeppe Bruus
Julie Skvosby
Kaare Dybvad, tidligere medlem af DSU's forretningsudvalg
Kasper Sand Kjær
Lea Wermelin, tidligere medlem af DSU's forretningsudvalg
Magnus Heunicke
Mogens Jensen
Morten Bødskov, forbundsformand for DSU fra 1996-2000
Nick Hækkerup
Nicolai Wammen
Peter Hummelgaard Thomsen, forbundsformand for DSU fra 2008-2012
Rasmus Horn Langhoff, tidligere medlem af DSU's forretningsudvalg
Rasmus Prehn
Simon Kollerup
Eksterne henvisninger/kilder
DSUs websted
YES – Young European Socialists
International Union of Socialist Youth
Afdelinger i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom
Noter
Litteratur
Christiansen, Erik (1970): Ung i politik. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom 1920-1970, Haderslev
Etableret i 1920
Socialdemokratiske organisationer |
47 | https://da.wikipedia.org/wiki/Dybgang | Dybgang | Dybgang er i skibsterminologi betegnelsen for afstanden fra vandlinjen til underkanten af skibets køl.
Skibsterminologi |
48 | https://da.wikipedia.org/wiki/Esbjerg | Esbjerg | Esbjerg er Danmarks femtestørste by med og ligger i Sydvestjylland. Den er desuden hovedby for Esbjerg kommune og det vestlige Jyllands største byområde med direkte forbindelse til Kolding og Odense via motorvej E20 og jernbanen.
Havnen er drivkraften i Esbjerg, og de mange offshore-aktiviteter er den største faktor. Desuden fungerer Esbjerg Havn som færgehavn og udskibningshavn for leverancerne til Horns Rev Havmøllepark. Byen har engang været Danmarks største fiskerihavn.
Nordøst for byen ligger Esbjerg Lufthavn.
Esbjerg er inden for sport især kendt for sin traditionsrige fodboldklub EfB og Ishockeyklub Esbjerg Energy, der spiller deres hjemmekampe på Blue Water Arena og i Granly Hockey Arena.
Indenfor kultur er Esbjerg hjemsted for Esbjerg Rock Festival, som er blevet arrangeret hvert år siden 1991 i Vognsbølparken og Musikhuset Esbjerg designet af Jørn og Jan Utzon.
Historie
Esbjerg er opstået omkring den havn, som staten fra 1868 byggede som erstatning for havnene i Altona og Husum, der havde været det danske monarkis vigtigste nordsøhavne, men som var gået tabt ved hertugdømmernes afståelse i 1864 ved afslutningen på 2. Slesvigske Krig. Før denne tid var området en øde og forladt egn. Man havde også set på Hjerting som en mulig ny havn.
Baggrund
Esbjerg havde i 1800 20 indbyggere, i 1840 13 indbyggere, i 1860 30 indbyggere.
I 1860 lå ved Esbjerg Kleve (navnet kommer måske af "æs" i betydningen fiskemadding (svarende til Esrum Sø) eller af "ese", i betydningen løftes, hæve sig) i Jerne Sogn to gårde, og stedet havde 30 indbyggere. Nu er der ikke meget af skrænten at se: en del styrtede ned ved storm i 1881 og 1882, og resten er omtrent blevet slugt af havneanlæggene. Fra begyndelsen bestod befolkningen kun af ingeniørerne og deres assistenter samt den skiftende arbejderskare, men snart begyndte nybyggerne at indfinde sig: den første var smedemester Frants Møller, hvis forretning udviklede sig til et stort jernstøberi og maskinværksted (Jensen & Olsen), og efterhånden som anlægget skred frem, pulserede livet stærkere og stærkere: "Husene voksede op som Paddehatte", den ene store forretning efter den anden grundlagdes, mange rigtignok for snart igen at forsvinde, men en del slog også varig rod, og udviklingen foregik i det hele efter en for danske forhold ukendt målestok og blev i samtiden sammenlignet med byudviklingen i USA.
I 1875 havde byen ifølge en folketælling i oktober 1.006 indbyggere. Af de optalte indbyggere var ankommet 30 i 1868, 134 i 1869, 83 i 1870, 57 i 1871, 63 i 1872, 90 i 1873, 204 i 1874 og 342 i 1875. På samme tid var byens eneste industri et skibsbyggeri.
I 1874 fik man jernbaneforbindelse til Fredericia og Varde, hvilket hurtigt fik byen til at udvikle sig. Allerede i 1870 kom den første byplan, der skulle sørge for, at den hastige vækst blev styret nogenlunde. Byplanen var tegnet af landinspektør Wilkens og bestod af et tilnærmet rektangulært gadenet i tilknytning til den nye dokhavn, hvis anlæg blev startet i 1868. I takt med byens hastige vækst blev gadenettet udvidet efter samme princip, så byen omkring århundredeskiftet bestod at et omfattende rektangulært gadenet, til dels tilpasset landskabet.
Udviklingen frem til 1. verdenskrig
Esbjerg udvikledes sig hurtigt. Der oprettedes den ene institution efter den anden, således lodsstation og toldsted (med kreditoplag 1890, frilager 1900) samt jernbanestation 1874, postekspedition 1875, telegrafstation og apotek 1883. Byen fik kirke 1887, egen præst 1891, distriktslæge og herredsfoged 1893, kommunalt selvstyre pr. 1. januar 1894, idet den udskiltes af Jerne Sogn og endelig blev den ved lov af 19. marts 1898 ophøjet til købstad fra 1. januar 1899. To år før var et af Esbjergs større vartegn, Vandtårnet, blevet bygget efter tysk forbillede.
Havnen
Havnen blev anlagt ifølge Lov af 24. april 1868 (efter, at flere steder for dens beliggenhed som Ribe, Hjerting, Skallingen og Ringkøbing havde været på tale) for at skaffe Nørrejylland en udførselshavn, da Sønderjylland var gået tabt i 1864, og landets produkter, navnlig kreaturer, for en stor del måtte udføres over marsken og Hamborg for at finde vej til England.
Det første anlæg, der lededes af ingeniørerne Carlé (til 1872) og E. Petersen (forarbejderne var dog gjort af C.G. Bruun), bestod væsentlig af en ca. 5 ha stor dokhavn, kostede ca. ½ mio. kr og skulle efter bestemmelsen være færdig til januar 1871, men åbnedes først i august 1874, og den 20. august 1878 var havnen fuldendt med en dybde af 4½ m i forhavnen og 4 m i dokhavnen. Men da var man allerede gået i gang med nye arbejder som forlængelse af den nordre mole og uddybning af dokhavnen og havnerenden, hvilke var tilendebragte i begyndelsen af 1881, og anlægget stod da i næsten 2 mio. kr. De afsluttende arbejder viste sig imidlertid snart utilstrækkelige, blandt andet måtte dokhavnen have samme dybde som forhavnen, og 1886-1888 anlagdes en ny forhavn (vandbygningsdirektør V. Kolderup-Rosenvinge), lige som en 4 m dyb fiskerihavn, og der foretoges en ombygning af dokhavnens sluser, svære jernporte, der åbner sig indad og således giver vandet adgang i flodtiden, mens de holder det tilbage i ebbetiden (flodskiftet er ca. 1½ m). Senere blev der stadig foretaget nye ombygninger og udvidelser; således blev i finansårene 1895-96 og 1899-1900 dokhavnen forbedret ved ombygning af slusen, uddybning til 6 m og nye kajer samt en mindre ophalingsbedding, og samtidig uddybedes den søndre forhavn til 6 m, og 1901-02 anlagdes en ny fiskerihavn vest for dokhavnen med 4 ophalingsbeddinger. Ved alle disse arbejder kom havnen til at stå i ca. 5½ mio. kr. Endelig påbegyndtes der ved Lov af 4. maj 1907 nye betydelige udvidelser mod nord med en indtil 5,7 m dyb fiskerihavn og en trafikhavn mellem denne og de tidligere anlæg, alt beregnet til ca. 4 mio. kr og væsentlig afsluttet 1914. Af bygninger på havneterrainet fremkom foruden en toldkammerbygning, administrationsbygningen, Det forenede Dampskibsselskabs kontorbygning, et silopakhus og Statens Eksportslagteri og fiskepakhuse.
I tilknytning til havnen anlagdes en rednings- og stormvarselsstation. Samme år, som havnen åbnedes, 1874, begyndte regelmæssig dampskibsfart på London (Thameshaven), i 1875 kom der regelmæssig forbindelse med Newcastle, og i 1888 udvidedes farten til Parkestone og Hull, alt med understøttelse af staten besørget af Det forenede Dampskibsselskab. Havnen blev derved en af landets største udførselshavne, og den stod kun tilbage for København og Aarhus. Der udførtes navnlig kvæg, flæsk, kød, smør, æg og fisk, især til England; men også indførslen steg år for år, især af kul, salt, gødning, foderstoffer, sukker og petroleum. Havnens betydning forøgedes meget betydeligt ved den omstændighed, at den vanskeligt fryser til endog i de strenge isvintre, når landets fleste havne er utilgængelige. Af udførslen i 1913 nævnes: ca. 98,7 mio. kg flæsk, 34,3 mio. kg smør, 10.300 stk hornkvæg (1912: ca. 20.000) og 9,6 mio. snese æg. Toldindtægterne var samme år 447.200 kr. I 1910 indkom 868 skibe (deraf 702 dampskibe) med i alt 184.108 t gods, hvoraf 767 i udenrigsk fart med 130.182 t, og udgik 871 skibe (deraf 704 dampskibe) med 159.564 t gods, deraf i udenrigsk fart 790 skibe med 158.632 t. Samme år var toldstedets handelsflaade 155 skibe med i alt 23.401 t drægtighed, deraf var 41 dampskibe med 21.514 t drægtighed og 104 motorskibe med 1.527 t drægtighed, desuden 33 mindre fartøjer på under 4 t.
Fiskeri
Ifølge fiskeriberetningen var der 1901 i tolddistriktet 403 fiskere, som med 1 damper, 11 kuttere, 42 dæksbåde og 80 mindre både fiskede for en værdi af 506.237 kr., næsten udelukkende rødspætter og kuller.
Industrier m.m.
Navnlig i de par årtier lige før og efter århundredeskiftet opstod særdeles mange store handelsforetagender og industrielle anlæg, således flere store margarinefabrikker, smør- og æggepakkerier, møllerier, 1 brød- og gærfabrik, 1 bayersk- og hvidtølbryggeri, 1 spritfabrik, 1 andelsmejeri, flere store slagterier, deriblandt Esbjerg Svineslagteri og Statens Eksportslagteri, 1 tarmrenseri, 1 fiskerøgeri, cinders- og koksfabrikker, soda- og sæbefabrikker, 1 tobaksfabrik, 1 eddikebryggeri, 1 uldspinderi, 1 klæde- og uldvarefabrik, jersey- og normalfabrik, flere store maskinfabrikker, 1 rebslageri og sejlmageri, savskærerier, 1 korkvarefabrik, teglværker, 1 cementvarefabrik, 1 skotøjsfabrik, 1 sukkervarefabrik, 1 petroleumsaftapningsanstalt, garveri, flere store rederier med mere.
Banker
Af pengeinstitutter nævnes Esbjerg-Fanø Bank, oprettet 1892, Handelsbanken, oprettet 1896, fra 1898 filial af Handelsbanken i København, og en filial af Varde Bank.
Befolkningsudviklingen
Frem til 1. verdenskrig var befolkningsudviklingen i Esbjerg købstad følgende: 30 indbyggere i 1860, 460 i 1870, 1.529 i 1880, 4.111 i 1890, 13.355 i 1901, 15.665 i 1906, 18.208 i 1911 og 18.925 i 1916. Allerede i begyndelsen af århundredet var der imidlertid sket en begyndende udvikling af forstæder i Jerne Sogn: Boldesager havde i 1906 517, i 1911 840 og i 1916 1.019 indbyggere, Jerne by havde i 1906 428 og i 1911 518 indbyggere, og Frederiksberg havde i 1911 336 og i 1916 322 indbyggere således, at indbyggertallet for hele byen inklusive forstæder var i 1911 19.384 indbyggere og i 1916 20.266 indbyggere.
I henhold til en opgørelse var næringsfordelingen i 1890 i Esbjerg følgende: 399 ernærede sig af immateriel virksomhed, 57 af jordbrug, 9 af gartneri, 138 af fiskeri, 2.243 af håndværk og industri, 654 af handel og omsætning, 223 af søfart, 325 af daglejervirksomhed, 49 af formue og 14 ved almisse.
I henhold til en opgørelse var næringsfordelingen i 1906 i Esbjerg købstad følgende: 846 ernærede sig af immateriel virksomhed, 234 af landbrug, skovbrug og mejeri, 813 af fiskeri, 7.080 af håndværk og industri, 2.528 af handel og omsætning, 3.206 af samfærdsel, 265 levede af egne midler, 355 levede af offentlig understøttelse inkl. pension, 338 havde ikke angivet indkomstkilde.
Mellemkrigstiden
Havnens udvikling
I mellemkrigstiden udviklede Esbjerg sig til landets vigtigste eksporthavn for varer. Havnens import og eksport var altovervejende forbundet med handel på udlandet, men transport til og fra andre danske havne var helt marginal. Havnens bagland omfattede det meste af Jylland og Fyn. Dette gjaldt fx eksporten af kød og flæsk, som blev transporteret med jernbane fra Odense, Vendsyssel via Aalborg, Randers og ad den jyske diagonalbane samt fra Struer via Holstebro og ad den nordjyske længdebane til Esbjerg; også fra Viborg via banen til Skjern blev transporteret mindre mængder. Æg fulgte de samme ruter, mens smøreksporten kun skete fra hele Jylland. Esbjergs bagland for importeret kul og koks var betydeligt mindre: hovedmængderne gik til Ribe, Bramming, Varde og Skjern, mens mindre mængder nåede.steder mellem Ribe og Tønder, Vejen, Kolding, Ringkøbing og Holstebro, men de fjerneste områder mistede efterhånden betydning.
Esbjergs betydning som eksporthavn afspejles ved, at ca. 69,0 % af Danmarsk flæskeeksport, 44,5 % af smøreksporten, 48,0 % af ægeksporten og 54,4 % af fiskeeksporten gik over Esbjerg havn. Eksporten via Esbjerg udgjorde i 1938-39 125.807 ton flæsk, 69.056 ton smør, 48.245 ton æg, 30.780 ton fisk
Fiskeri
I mellemkrigstiden havde Esbjerg udviklet sig til Danmarks vigtigste fiskerihavn med en samlet værdi af fangsten på 7,5 mio. kr for årene 1935-38 mod 2,5 mio. kr i Skagen, 2,3 mio. kr i Tyborøn , 1,6 mio. kr i Frederikshavn, mens alle andre havne lå under 1 mio. kr. Den samlede fangstværdi udgjorde for hele Danmark 42,7 mio. kr, dvs. Esbjergs andel udgjorde 17,6%. Fangstmængderne udviste dog store udsving fra år til år.
Befolkningsudviklingen
Gennem mellemkrigstiden var Esbjergs indbyggertal stigende: i 1916 18.925, i 1921 21.251, i 1925 24.131, i 1930 27.405, i 1935 30.714, i 1940 33.155 indbyggere. Samtidig voksede forstadsbebyggelser frem i Jerne Kommune og efterhånden også Guldager Sogn.
Note: * = opgjort under Jerne
Ved folketællingen i 1930 havde Esbjerg 27.405 indbyggere, heraf ernærede 1.610 sig ved immateriel virksomhed, 8.854 ved håndværk og industri, 4.968 ved handel mm, 4.739 ved samfærdsel, 2.863 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.976 ved husgerning, 2.162 var ude af erhverv og 233 havde ikke oplyst indkomstkilde.
Efterkrigstiden
Efter 2. verdenskrig fortsatte Esbjerg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 43.241 indbyggere i købstaden, i 1950 48.205 indbyggere, i 1955 50.921 indbyggere, i 1960 55.171 indbyggere og i 1965 55.882 indbyggere. De ældre forstæder i Jerne Kommune blev indlemmet i købstaden allerede 1. april 1945, men samtidig udviklede forstadsområderne sig i Guldager Kommune (Strandvejen og Sæding by). og nye forstæder kom til i Brøndum Kommune (Spangsbjerg og Gjesing by).
Udviklingen bevirkede, at der i begyndelsen af 1960-erne nedsatte et byudviklingsudvalg for Esbjerg-egnen, som også omfattede de omgivende sognekommuner, herunder Fanø.
Geografi
I området i og omkring Esbjerg ligger flere naturområder. Vadehavet går helt fra Esbjerg til det nordlige Holland. Derudover er der fuglesøen ved Sneum Sluse og Marbæk-området.
Politik
Borgmestre
I 1899, hvor Esbjerg var blevet købstad, fik byen sin første borgmester, Jørgen Lyngbye, der, som tiden dikterede, var valgt ud af fire ansøgere af Christian 9.. Inden da hørte administrationen ind under Jerne-Skads Sogneråd. Her blev den første repræsentant fra Esbjerg valgt ind i 1871. Som følge af Esbjergs store vækst fik byen dog sit eget sogneråd i 1894 og fik status som sognekommune. Jørgen Lyngbye var dog ikke fra Esbjerg med fra Frederiksberg og blev da også borgmester i Helsingør efter endt embede i Esbjerg. Lyngbye var desuden uden for partierne. Efter ham fulgte Knud Holch, der er byens hidtil eneste konservative borgmester. Efterfølgende blev borgmestrene valgt ved afstemning, og byen har været ledet af skiftevis socialdemokratiske og venstre-borgmestre. I perioden fra 1929 til 1993 sad socialdemokraterne på borgmesterposten på nær fem år i 1950'erne med Hans Nissen på posten. Den socialdemokratiske æra blev afløst af Johnny Søtrup, der var borgmester fra 1994 og frem til udgangen af 2017. Den nuværende borgmester er Jesper Frost Rasmussen, der ligesom Johnny Søtrup er fra Venstre.
Byvåben
Esbjerg byvåben daterer sig til 1903, hvor det erstattede det uofficielle våben, der var blevet tegnet før byen blev købstad. Det gamle byvåben fra 1892 kan stadig ses ved Esbjerg gamle Ting- og Arresthus. Det nuværende byvåben, som også er Esbjerg ny kommunes våben er et lindetræ og to ankre i sølv på en blå baggrund. Lindetræet skulle symbolisere Esbjergs første lindetræ. Våbnet blev lavet i forbindelse med åbningen af Esbjerg banegård i 1904.
Venskabsbyer
Esbjerg har haft venskabsbyer siden 1948, hvor formålet var social og kulturel udveksling, men siden da er også udveksling af erfaringer og økonomisk samarbejde blevet en vigtig del. Kommunalreformen 2007 førte også ændringer med sig, da Esbjerg kommune da blev sammenlagt med Bramming og Ribe kommuner. I dag har Esbjerg kommune følgende venskabsbyer:
- Eskilstuna (Sverige)
- Fjardabyggd (Island)
- Jyväskylä (Finland
- Sukkertoppen (Maniitsoq) (Grønland)
- Stavanger (Norge)
- Suzhou (Kina)
- Stettin (Polen)
- Tórshavn (Færøerne)
Erhverv
Om noget er byen Esbjerg knyttet til Esbjerg Havn, der er årsagen til, at byen gik fra at være ingenting i 1868 til at være Danmarks femtestørste i dag. Fiskeriet har tidligere haft en meget stor betydning for havnen og byen, men de senere år har havnearealerne skiftet funktion fra losning af fisk til lastning af dele til offshore-aktiviteter. Vindmøllerne fylder i den sammenhæng rigtigt meget. Omkring havnen findes også faciliteterne for blandt andet Maersk Olie og Gas, samt en række andre offshore-virksomheder, der understøtter olie- og gasproduktionen i Nordsøen.
Med havnen som drivende faktor er der i Esbjerg-området ca. 11.000 arbejdspladser inden for olie og gas og ca. 2.500 inden for alt lige fra design til installation og service af havvindmølleparker. Så alle aspekter af de største energiformer på havet er dækket ind af virksomheder i Esbjerg-området. Byen har over 1.000 rådgivende ingeniører med speciale i energi, og på uddannelsesområdet vokser antallet af bachelor- og kandidatuddannelser med fokus på både fossile og vedvarende energiformer.
Havnen bliver herudover stadig benyttet til godstransport primært via containere.
Flere store virksomheder som Hjem-Is og Danish Crown har lukket deres aktiviteter i byen de seneste år, og ligeledes har Vestfrost flyttet sin produktion. Af andre store virksomheder kan følgende nævnes:
Blue Water Shipping
Viking Life Saving Equipment
TripleNine Fish Protein a.m.b.a. (999)
Cocio - chokolademælk
Semco Maritime A/S - offshore-industri
Claus Sørensen Gruppen - frysehuse til fiskeindustrien
C & D Foods A/S
Esbjerg Mejeri - kendt for Matilde kakaomælk
Fra 1916 til 1991 eksisterede Esbjerg Bank. Den blev fusioneret med Varde Bank.
Transport og infrastruktur
Tog
Fra Esbjerg Station går både InterCityLyn og InterCitytog til København og Københavns Lufthavn. Der går også regionaltog til Aarhus og Vejle. Forbindelse med Arriva til Nibøl, Skjern og med Vestbanen til Nørre Nebel.
Skib
Fra Esbjerg sejler rederiet DFDS's fragtskibe 5-6 ugentlige afgange til Immingham i midt-England. Disse medtager kun et begrænset antal passagerer, da de engelske myndigheder kræver, at man transporterer fragt for at kunne indrejse i denne havn. Tidligere sejlede et moderne ro-pax-skib med plads til mere end 600 passagerer til Harwich (Parkeston Quay) i syd-England. Denne rute ophørte pr. 30/9-2014.
Der går også mindre skibe til den nærliggende ø i Vadehavet, Fanø. Man kan desuden komme på havnerundfart eller opleve sæler på nærmeste hold med udflugtsbåde.
Demografi
Indbyggertallet i Esbjerg har siden 1870 vokset hurtigt fra knap 500 indbyggere til cirka 70.000 i 1970. Siden 1970'erne er befolkningstallet stabilt omkring 71.000. Det toppede i år 2000, hvor indbyggertallet var på 73.412.
Kultur
Attraktioner og seværdigheder
Esbjerg har en række museer heriblandt Esbjerg Fiskeri- og Søfartsmuseum, Esbjerg Kunstmuseum, Esbjerg Museum, Bogtrykmuseet, Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Historisk Samling fra Besættelsestiden og Esbjerg Spejdermuseum.
Motorfyrskib nr. 1 er et fyrskib bygget i 1914, som var i brug helt frem til 1988 og er i dag åbent for turister.
På Natur- og kulturformidlingscentret Myrthuegård formidles naturen ved Varde Ådal og fugle i Vadehavsområdet.
Byen er særlig berømt for skulpturen Mennesket ved Havet, der er skabt af Svend Wiig Hansen, men også lysskulpturen Stjernedrys er nævneværdig.
Musik
Esbjerg har et rigt musikliv, og på de to store spillesteder Musikhuset Esbjerg og Tobakken bliver der afholdt koncerter med både danske og internationale navne. I forbindelse med Esbjerg Festuge bliver der afholdt koncerter på Torvet, og en anden årlig tilbagevendende kulturbegivenhed er Esbjerg Rock Festival, der er blevet afholdt siden 1991.
Byen huser den ene afdeling af Syddansk Musikkonservatorium samt Esbjerg Ensemble, der spiller klassisk kammermusik.
Derudover findes cirkus-teater og kulturhuset Fugl Føniks, Esbjerg Børne- og Ungdomsteater og Ungdomskulturhuset Konfus.
Esbjerg Kulturskole tilbyder uddannelse inden for musik, og i 1988 blev Esbjerg Amatør Orkester etableret. Orkestret har omkring 40 medlemmer.
Bygningsværker
Det gamle Ting- og Arresthus
Det lille kapel
Esbjergværket
Esbjerg Vandtårn
Sankt Nikolaj Kirke
Sædden Kirke
Jerne Kirke
Sport
Fodboldklubben Esbjerg forenede Boldklubber spiller pr. 2016 i Superligaen. Hjemmekampene spilles på Blue Water Arena. Desuden har EfB Ishockey (nu videreført i Esbjerg Energy) også stor succes, og har således vundet Superisligaen adskillige gange. De spiller på Granly Hockey Arena.
Esbjergs største idrætsklub er Esbjerg Svømmeklub, der med mere end 2000 medlemmer har formået at gøre sig bemærket både nationalt og internationalt. Klubben har stolte traditioner og har bl.a. fosteret verdensmesteren Jacob Carstensen og den 5-dobbelte OL-deltager Mette Jacobsen. Klubben har siden 1996 haft gode faciliteter i form af Svømmestadion Danmark.
I 2016 åbnede GAME StreetMekka en afdeling i Esbjerg med faciliteter til forskellige former for gadeidræt og gadekultur.
Fra 1978-2008 blev North Sea-mesterskabet afholdt i Esbjerg.
Årets by
1997
Esbjerg blev i 1997 kåret som "Årets By", fordi der hersker et unikt samarbejde mellem private og offentlige virksomheder, som blandt andet resulterede i opførelsen af Musikhuset, Svend Wiig Hansens statue "Mennesket ved havet" og ombygningen fra elværk til musikkonservatorium.
2006
Esbjerg blev kåret som "Årets By" i 2006 på grund af "byens samlede arbejde med unge talenter inden for idræt, musik og billedkunst". Særligt nævneværdigt er projektet med eliteidrætsklasserne på Vestervangskolen. Projektet går i al sin enkelthed ud på, at eliteidræts udøvere på 7.-10. klassetrin får mulighed for at kombinere eliteidræt og skolegang på en forsvarlig måde.
Uddannelse
Esbjerg arbejder på at blive en mere attraktiv studieby, hvilket har med ført et stærkt samarbejde mellem lokale virksomheder og Esbjerg Kommune i Education Esbjerg fra januar 2020, hvor både borgmester Jesper Frost Rasmussen og byrådsmedlem Sarah Nørris er repræsenteret i bestyrelsen. Education Esbjerg er da også ledet af tidligere mangeårige rektor på Esbjerg Gymnasium Erling Petersson. Esbjerg som attraktiv studieby er et led i en satsning på at trække flere borgere og kvalificeret arbejdskraft til byen.
Universiteter, professionshøjskole og erhvervsakademi
Syddansk Universitet Esbjerg (tilbyder især merkantile uddannelser, sociologi og idræt & sundhed)
Aalborg Universitet Esbjerg (udbyder især ingeniøruddannelser)
University College Syddanmark (tilbyder 12 velfærdsuddannelser)
Erhvervsakademi Vest
Gymnasier
Esbjerg Gymnasium og HF
Rybners - fusion mellem Esbjerg Handelsskole og Esbjerg Statsskole, Rybners Gymnasium og senere EUC Vest og Esbjerg Tekniske Gymnasium
Andre uddannelser
Udover disse findes der følgende skoler og uddannelser:
Noter
Litteratur
Arne Gaardmand: Dansk Byplanlægning 1938-1992; Arkitektens Forlag 1993;
V. V. Hassing: "Esbjergs nutidige og fremtidige Betydning for Trafikken samt Byens Næringsforhold" (Nationaløkonomisk Tidsskrift: Ny række, Bind 4; 1886)
Erik Kaufmann: "27 slags planer. Oversigt over og kritisk analyse af den offentlige fysiske planlægning i Danmark", SBI-byplanlægning 4, Statens Byggeforskningsinstitut, København 1966.
Henning Mørch: "Flytningerne til og fra en by og dens forstæder – Esbjerg 1965" (Geografisk Tidsskrift, Bind 69; 1970)
"Esbjerg" (i: Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind VII (1918); s. 454-456)
Knud Stenshøj: "Esbjerg i Tal" (i: Esbjerg 1868-1943; s. 344)
J.P. Trap: "Esbjerg Handelsplads" (Kongeriget Danmark, 2. Udgave 6. Deel. Amterne Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færøerne. Sted-Register og Supplement; 1879; s. 479-483)
J.P. Trap: "Esbjærg" (Kongeriget Danmark, 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; 1904; s. 710-718)
Villads Villadsen: "Byens plan" (i: Sys Hartmann og Villads Villadsen: Byens huse - Byens plan; 2. udgave; København 1985; )
Aage Aagesen: "Esbergs erhvervsgeografiske Betydning" (i: Esbjerg 1868-1943; s. 322-343)
Aage Aagesen: "Oprindelsen af Esbjergs Befolkning" (Geografisk Tidsskrift, Bind 47; 1944) (Aagesen 1944a)
Aage Aagesen: "Om Danske Havnes Bagland belyst ved Kultransporter" (i: Det Danske Marked Nr. 2, 1944; s. 1-17) (Aagesen 1944b)
Eksterne henvisninger
Kommunens Hjemmeside
Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Købstæder
Havnebyer i Danmark
Handelspladser i Danmark |
49 | https://da.wikipedia.org/wiki/Europa%20%28flertydig%29 | Europa (flertydig) | Europa har flere betydninger:
Europa – et kontinent og verdensdel
Europa (måne) – en af Jupiters måner
Europa (mytologi) – en af Zeus' elskerinder i den græske mytologi
Europa (film) – en film af Lars von Trier
Europe – et svensk hard rock musikband
Europa (jolle) – en form for sejlbåd
Europa (webportal) – en webportal, der ejes og drives af Den Europæiske Union |
50 | https://da.wikipedia.org/wiki/EUC%20Vest | EUC Vest | EUC Vest, Esbjerg blev i 2014 lagt sammen med det almene Gymnasium & HHX. I den sammenhæng ændres navnet til Rybners Kursuscenter i Esbjerg. Rybners Kursuscenter er i dag efteruddannelsesområdet under Rybners der repræsentere det alment Gymnasium, HHX, Teknisk Skole, Handelsskolen, Teknisk Gymnasium & Rescue Center Denmark i Esbjerg.
Eksterne henvisninger
www.rybnerskursuscenter.dk
Tekniske skoler i Danmark
Uddannelsesinstitutioner i Esbjerg |
51 | https://da.wikipedia.org/wiki/Den%20Europ%C3%A6iske%20Rumorganisation | Den Europæiske Rumorganisation | ESA er en forkortelse for European Space Agency (Den Europæiske Rumorganisation), og er en sammenslutning af europæiske lande indenfor rumfart og rumforskning. Organisationen har hovedkvarter i Paris, Frankrig.
Historie
Forløberen for ESA var ESRO (European Space Research Organization) og ELDO (European Launcher Development Organisation). Aftalen om oprettelsen af ESA ved sammenlægning af disse to organisationer blev vedtaget ved plenarforsamlingen den 30. maj 1975 og trådte i realiteten i kraft dagen efter.
Medlemslande
ESA består af 22 medlemslande: Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Luxembourg, Nederland, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Canada har en særlig status som samarbejdende land.
I 2003 var der ca. 1.920 ansatte i ESA og årsbudgettet var på 2.700 millioner €.
Projekter
Nogle af projekterne:
Ariane 4 og Ariane 5 raketterne til at opsende satellitter
ASIM - Atmosphere-Space Interactions Monitor - udforskning af den øvre del af atmosfæren (stratosfæren og mesosfære op til 100 km), og herunder lokalisere og registrere sprites, jets og elvere i tilknytning til lyn og tordenvejr
Cassini-Huygens – udforskning af Saturn og dens måner.
Cluster II — "Rumba", "Samba", "Salsa" og "Tango". Fire satellitter (opkaldt efter danseretninger) der undersøger magnetosfærens dynamik.
Cryosat – observation af ændringer i Jordens is-dække
Den Internationale Rumstation – i samarbejde med andre lande
Columbusmodulet – laboratoriemodul til ISS
Envisat – den hidtil mest avancerede miljøsatellit
Galileo – et satellitbaseret positionsbestemmelsessystem
Giotto — pansret sonde, der undersøgte Halleys Komets kerne på nært hold.inaktiv.
Hipparcos – astrometrimission – stjernekortlægningsprojekt 1989-1993. inaktiv.
INTEGRAL – måling af rummets gamma- og røntgenstråling for at lære mere om universets udvikling
ISO — infrarødt teleskop i lavt jordkredsløb. inaktiv.
Mars Express – sonde i kredsløb om Mars
Planck-rumteleskopet - kortlagde detaljer i Universets tidligste udvikling fra kort tid efter Big Bang med dansk udviklede spejle fra DTU Space - (aktiv 2009-2013)
Rosetta – første rumfartøj der skal følge en komet fra snavset snebold til aktiv komet med haler. Har en lander med.
SMART-1 – sonde i kredsløb om Månen, der skal teste ny teknologi.inaktiv.
SMART-2 — to satellitter skal manøvrere i formation, som om de hang sammen. Forudsætningen for Darwin, LISA og XEUS. endnu ikke opsendt.
SOHO — forpost, 1,5 mio km fra Jorden, til at advare mod soludbrud.
Ulysses (Odysseus) – udforskning af solens poler
Venus Express – sonde i kredsløb om Venus
XMM-Newton — røntgenteleskop i jordkredsløb.
European Extremely Large Telescope
ESA-centre
Udover hovedkvarteret i Paris har ESA fire store centre:
ESTEC, the European Space Research and Technology Centre (Det Europæiske Rumforsknings- og Teknologicenter), har hovedansvaret for udvikling af rumfartøjer og tilknyttet teknologi og er placeret i Noordwijk, Nederland
ESOC, the European Space Operations Centre (Det Europæiske Kontrolcenter), har ansvaret for kontrollen med ESA satellitterne efter opsendelsen og er placeret i Darmstadt, Tyskland
35 meters parabolantenne i New Norcia, Australien.
35 m antenne, Cerebros, Spanien.
15 m antenne, Kourou, Fransk Guiana.
EAC, the European Astronauts Centre (Det Europæiske Astronautcenter), træner europæiske astronauter til fremtidige missioner og er placeret i Köln i Tyskland
ESRIN, the European Space Research Institute (Det Europæiske Rumforskningsinstitut), indsamler, gemmer og fordeler de indsamlede data og er også ESA's informationsteknologicenter. Det er placeret i Frascati nær Rom i Italien.
ESA opsender sine raketter fra Kourou i Fransk Guiana, fordi det kun ligger 5 grader fra ækvator.
ESA's astronautkorps
ESA's astronautkorps.
– Jean-François Clervoy
– Samantha Cristoforetti
– Frank De Winne
– Léopold Eyharts
– Christer Fuglesang
– Alexander Gerst
– André Kuipers
– Andreas Mogensen
– Paolo Nespoli
– Luca Parmitano
– Timothy Peake
– Thomas Pesquet
– Hans Schlegel
– Roberto Vittori
ESA TV
ESA TV er den officielle tv-station for ESA. Stationen sendes kun pr. satellit fra Eutelsat Hot Bird. I modsætning til NASA TV sender ESA TV ikke døgnet rundt, men kun i perioder, og stationen er derfor ikke særlig aktiv.
Se også
ESOC, ESA's kontrolcenter i Darmstadt
EUMETSAT
Eksterne links
ESA TV's Officielle hjemmeside
ESA
ESA-traktaten (pdf)
Rumfartsorganisationer
Etableret i 1975 |
52 | https://da.wikipedia.org/wiki/Encyklop%C3%A6di | Encyklopædi | En encyklopædi er en samling af tekst, figurer, billeder, lyd og/eller video, der beskriver den menneskelige viden enten i almindelighed eller inden for et afgrænset felt.
Etymologi
Ordet kommer via middelalderlatin encyclopaedia fra græsk enkyklios paideia, af en 'i, ind' og kyklos 'kreds, ring' og paideia 'opdragelse, undervisning'.
Encyklopædiens historie
En encyklopædi kan være generel, så den indeholder artikler om alle mulige emneområder. Den Store Danske Encyklopædi og Wikipedia er generelle encyklopædier.
Den kan også være specifik, så den specialiserer sig i et enkelt eller nogle få emneområder (eksempelvis fysik eller medicin).
En encyklopædi er tilnærmelsesvis det samme som et leksikon, dog har en encyklopædi længere og mere uddybende artikler.
Den store Encyclopédie, ou dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers var en tidlig – og den første "moderne" – encyklopædi, hvis første bind udkom i Frankrig i 1751, med Denis Diderot og Jean le Rond d'Alembert som hovedredaktører.
En af de allerstørste encyklopædier er Yongle-encyklopædien, som den kinesiske kejser Yongle iværksatte så tidligt som i 1403. Den blev fuldendt omkring fem år senere efter at mere end 2.000 forskere og embedsmænd havde arbejdet med kæmpeværket, der oprindeligt var på 11.000 bind og næsten 1 million sider. Desværre eksisterer der i dag kun omkring 400 bind.
En encyklopædist er en forfatter af en encyklopædi eller dele deraf. Blandt kendte encyklopædister kan nævnes Jean le Rond d'Alembert og Denis Diderot.
Encyklopædiens historie i Danmark
Danmarks første encyklopædi er fra det 19. århundrede og var det af overlærer Hans Ancher Kofod udgivne Conversations-Lexicon eller encyclopædisk Haandbog over de i selskabelig Underholdning og ved Læsning forekommende Genstande, Navne og Begreber (osv.), med adskillige Forandringer og Tillæg overs. efter den tyske Originals sidste Oplag (28 bind, København 1816-28) dvs. en oversættelse af 3. og til dels 4.-5. udgave af det tyske Konversations Lexikon af Friedrich Arnold Brockhaus, et for sin tids danske boghandlerforhold meget betydeligt foretagende, der også fik en stor udbredelse i Danmark og Norge, og som forblev det grundigste standardopslagsværk indtil slutningen af 1800-tallet. I værkets subskriptionsplan, fremsættes en liste over encycklopædiens vigtigste fordele: "1) den, som ikke har Ævne til at anskaffe sig en Bogsamling, erstatte denne Mangel, da han deri vil finde det Vigtigste af alle Kunster og Videnskaber rigtigen og tydelig beskrevet; 2) den, som eier en Bogsamling, vil ikke behøve at eftersøge det, han ønsker at vide, i mange forskjellige Værker, men vil her i en Hast kunne finde det i alphabetisk Orden, derhos i hvilke Bøger det findes og hos hvilke Forfattere Gjenstanden omhandles; 3) den, som ikke besidder videnskabelig Dannelse, vil her finde det Vigtigste af Videnskaberne og Kunsterne paa en fattelig Maade beskreven, og hans Mangel paa Studering vil derved erstattets".
En snes år efter, at dette værk var blevet afsluttet, startede cand. theol. Peter Larsen den næste danske encyklopædi: Almeennyttigt Dansk Konversations-Lexikon over det Videværdigste i Naturen, Livet, Kunsten og Videnskaben, fra den ældste til den nyeste Tid, efter Brockhaus’ tyske Original, nyeste Udg. Med udførligere Behandling af de nordiske Riger. Udgivet af et Selskab (8 bind, København 1849-60, 2. udgave i 6 bind, 1870-73).
Da 1854 Forlagsbureauet i København var blevet oprettet, hvis virksomhed særlig skulle være rettet på større foretagender, var tilvejebringelsen af et navnlig på afsætning i Danmark og Norge beregnet Nordisk Conversationslexikon et af dets første planlagte foretagender. Under redaktion af Christian Frederik Ingerslev udkom fra 1857 dette arbejde, hvis 5. og sidste bind blev færdigt 1863. Det vandt en forholdsvis betydelig udbredelse, så at et 2. oplag, ligeledes i 5 bind, kunne udkomme 1870-78, redigeret af dr. Carl Johan Fogh, dr Sophus Heegaard og genealogen Johannes Peter Frederik Königsfeldt. Tidsforholdene krævede dog snart en helt ny omarbejdelse med en talrigere stab af også norske og svenske medarbejdere, og under redaktion af overlærer Anton Frederik Pullich og prof. Gustav Storm i Kria, til hvem fra 4. bind dr. phil. W. Mollerup sluttede sig, udkom derefter i et betydeligt oplag 3. udgave (6 bind med supplement) 1883-90, hvortil 1894 føjedes et særskilt bind Illustrationer og Kort (224 blade), for en stor del gengivelse af det til sidste udgave af Brockhaus hørende illustrationsmateriale, udfyldt med adskilligt nyt
materiale vedrørende nordiske forhold. Et uddrag af dette værks 2. udgave var Forlagsbureauets Kortfattet Haandleksikon (2 bind, 1879-80), redigeret af bibliotekar Emil Elberling og overlærer Pullich.
1889 udkom i 1 bind Dansk Folkebibliotheks Konversationsleksikon. 1891 begyndte udgivelsen af Allers illustreret Konversations-Leksikon redigeret af George Lütken
(6 bind, 1891-99; ny udgave 1906 ff.) og af Illustreret Konversations-Leksikon. En Haandbog for alle, redigeret af Frederik Winkel Horn (9 bind, 1891-1900; ny udgave ved Erling Rørdam, 1906 ff.).
Samtidig begyndte det i stor stil anlagte og af en kreds af mere end 200 fagmænd i Danmark og Norge, til dels også i Sverige, originalt udarbejdede Salmonsens store illustrerede Konversations Leksikon. En nordisk encyklopædi under medvirkning af Jens Braage Halvorsen, som særlig redaktør for Norge (fra 11. bind afløst af Karl Fischer), redigeret af Christian Blangstrup (København 1892-1907, 18 bind og et supplementsbind; ny udgave 1915-1930).
Sammenligning af danske encyklopædier
Antal opslag i forskellige danske encyklopædier:
Se også
Leksikon
Naturalis Historia – Encyklopædi, skrevet af Plinius den Ældre i 1. årh. e.v.t.
Yongle-encyklopædien – Kinesisk kæmpeværk fra begyndelsen af 1400-tallet.
Sydrak – En slags tidlig encyklopædi fra midten af 1200-tallet
Noter
Referencer
Kilder
Andre Nicolet, Encyklopædier og Konversationslexika gennem tiderne, J.H. Schultz, 1946.
Eksterne henvisninger
Salmonsens konversationsleksikon, 1918
Enzyklothek. Historische Nachschlagewerke – Digital library
Meyers Konversations-Lexikon 4.ed. 1885-1892
De første 10 bind af H.A. Kofods Conversations-Lexicon fra 1817-20 kan læses på Internet Archive.
Biblioteks- og informationsvidenskab |
54 | https://da.wikipedia.org/wiki/Egmont | Egmont | Egmont har flere betydninger:
Egmont (drengenavn) – dansk drengenavn.
Egmont (mediehus) – mediehus i Danmark, som udgiver mange ugeblade.
Egmont (musik) – ouverture og scenemusik af Beethoven.
Egmont (skuespil) – skuespil af Goethe.
Egmont Fonden – fond.
Egmont H. Petersens Kollegium – kollegium for studerende.
Egmont Højskolen – folkehøjskole.
Egmont Studentergaard – kollegium for studerende. |
56 | https://da.wikipedia.org/wiki/E | E | E, e er det femte bogstav i det latinske alfabet.
Andre betydninger
e står for elementarpartikelen
partibogstav for Klaus Riskær Pedersen og tidligere for Danmarks Retsforbund.
kendingsbogstav for biler fra Spanien.
romertal for 250.
i musikken er det den 3. tone i den diatoniske C-dur skala.
betegnelsen for vitamin E.
E! – en amerikansk underholdnings-tv-kanal
i det hexadecimale talsystem repræsenterer ved E, et ciffer med værdien 14.
E-nummer – kode på tilsætningsstoffer til fødevarer.
e (Eulers tal) er et transcendent tal med omtrentlig værdi 2,71828. Tallet e er grundtallet for den naturlige logaritme.
Eksterne henvisninger
Latinske bogstaver |
57 | https://da.wikipedia.org/wiki/Elin%20Reimer | Elin Reimer | Elin Reimer-Nielsen (født 7. marts 1928 på Frederiksberg, død 17. september 2022 i Virum) var en dansk skuespillerinde. Hun spillede kokkepigen Laura, som regerede i familien Varnæs' køkken i tv-serien Matador. En anden fremtrædende rolle var som den hidsige fru Olsen i Krummerne.
Hun blev Ridder af Dannebrog i 1984.
Udvalgt filmografi
Film
Tv-serier og andet i tv
Hædersbevisninger
1981: Tagea Brandts Rejselegat
1984: Ridder af Dannebrog
Kilder
Eksterne henvisninger
Dansk Kvindebiografisk Leksikon
Riddere af Dannebrog
Skuespillere fra Danmark
Modtagere af Tagea Brandts Rejselegat
Personer i Kraks Blå Bog (afdøde)
Personer i Dansk Kvindebiografisk Leksikon
Personer fra Frederiksberg
Modtagere af Ole Haslunds Kunstnerfonds legat |
65 | https://da.wikipedia.org/wiki/F | F | F, f er det sjette bogstav i det latinske alfabet. Den tilhører den gruppe af bogstaver vi kalder konsonanter.
Andre betydninger
Tegnet F har mange betydninger:
F er en forkortelse for den/det følgende:
I musikken 4. tone i den diatoniske C-dur skala (F (tone)).
Kemisk tegn for fluor.
Romertal for 40.
Botanisk: Form
Den afledte SI-enhed for elektrisk kapacitet farad.
Partibogstav for Socialistisk Folkeparti
Kendingsbogstav for biler fra Frankrig
Temperaturskalaen Fahrenheit.
Det musikalske udtryk forte.
fysikkens betegnelse for kraft.
Litterært: følgende side (ff betyder: flere følgende sider)
I det hexadecimale talsystem repræsenterer F et ciffer med værdien 15.
Eksterne henvisninger
Latinske bogstaver |
66 | https://da.wikipedia.org/wiki/Fugle | Fugle | Fugle (latinsk: Aves) er tobenede, landlevende hvirveldyr, der lægger æg og har næb og fjer. De fleste fugle kan flyve og er ligesom pattedyr varmblodede. Fugle udgør en klasse blandt hvirveldyrene.
Der findes omkring 10.000 kendte, nulevende arter, hvilket gør fuglene til den mest artsrige gruppe af de firelemmede dyr, tetrapoderne. De findes i alle typer miljø, lige fra Arktis til Antarktis. I størrelse varierer fuglene fra den 5 centimeter lange bikolibri til den 270 centimeter høje struds. Fossilfund tyder på, at fuglene udviklede sig fra dinosaurerne i juratiden for 150-200 millioner år siden, og den tidligst kendte fugl er Archaeopteryx fra slutningen af denne periode. De fleste palæontologer mener, at fuglene er de eneste efterkommere af dinosaurerne, der forsvandt i den globale masseuddøen for omkring 65,5 millioner år siden.
Fugle adskiller sig fra alle andre dyr ved deres fjerdragt. Karakteristisk er også for de nulevende fugle, at de har næb uden tænder, at de lægger æg med hård skal, har et højt stofskifte, et hjerte med fire kamre, en tøndeformet krop, og et let, men stærkt skelet. Hos alle fugle udvikles de forreste lemmer til vinger, og de fleste fugle kan flyve. Undtaget er strudsefugle, pingviner og visse endemiske arter, der lever på øer. Fugle har også et unikt fordøjelses- og respirationssystem, der er stærkt tilpasset flyvning. Visse fugle, især kragefugle og papegøjer, regnes for at være blandt de mest intelligente dyr. Flere forskellige fuglearter er observeret udfærdige og benytte værktøj, og mange sociale arter er i stand til at overføre viden fra den ene generation til den anden.
Mange arter trækker kortere eller længere distancer. Et eksempel er nattergalen, der trækker til Afrika. Dette er generelt den ene af tre store, årlige energiposter hos fuglene. De to andre er yngletid og fældning af fjer. For standfuglene er det overvintringen under krævende forhold, der energimæssigt svarer til trækket.
Fugle er sociale. De kommunikerer både med visuelle signaler og gennem sang. Deres sociale adfærd viser sig også ved flokdannelse eller "mobning" af prædatorer. De fleste fuglearter er monogame, normalt blot i en enkelt ynglesæson, undertiden dog i årevis, og sjældent livslangt. Andre arter er polygame, enten med flere hunner for hver han eller omvendt. Æggene lægges sædvanligvis i en rede og ruges af forældrefuglene. De fleste fugle passer ungerne i en kortere eller længere periode efter klækningen.
Mange arter har økonomisk betydning, især gennem jagt eller landbrug. Andre arter, især visse sangfugle og papegøjer, er populære kæledyr.
Fugle-ekskrementer bruges visse steder i verden som gødning (guano). Fugle spiller en fremtrædende rolle inden for alle dele af kulturlivet, lige fra religion over poesi til populærmusik.
Siden 1600-tallet er 120-130 fuglearter uddøde som følge af menneskelig aktivitet. Omkring 100 andre var allerede på det tidspunkt forsvundet. I øjeblikket er omkring 1.200 arter truet af udryddelse på grund af menneskelig aktivitet, selvom der gøres forsøg på at beskytte dem.
Overlevende dinosaurer
Nyere forskning tyder på, at fuglene er meget nært beslægtet med den uddøde gruppe af dinosaurer, kaldet Dromaeosaurer. Det var hurtigløbende øgler på to ben, med en stor, karakteristisk klo på begge fødder. Dermed er fuglene direkte efterkommere af dinosaurerne (Dinosauria). De udviklede sig herfra i jura-tiden for 150-200 millioner år siden. Den tidligst kendte fugl menes at være den 150 millioner år gamle Archaeopteryx, der blev fundet som fossil i 1861.
Danmarks fugle
I Danmark har man truffet 467 forskellige fuglearter, heraf er 178 ynglende, mens 100 andre ses regelmæssigt på træk gennem landet. Størrelsen varierer fra den lille fuglekonge (5 gram) til den omkring 11 kilo tunge knopsvane.
Knopsvanen er Danmarks nationalfugl, og en stor del af verdens bestand af knopsvaner findes faktisk i Danmark. I øvrigt er der få andre fugle, der er typiske for Danmark. De fleste ynglefugle er også almindelige i det øvrige Central- og Vesteuropa og Sydskandinavien.
Danmarks nærhed til den nordlige nåleskovszone i Skandinavien betyder, at her lever en del ynglefugle, der ellers kun træffes nord for landet. Eksempelvis I tinksmed, trane og hjejle, som yngler i de jyske hedeområder.
Det nordvesteuropæiske kystområde er unikt ved at huse en del ynglende fuglearter, man ellers kun finder langt længere mod nord, eksempelvis arktiske fugle som havterne, bramgås, edderfugl, stenvender og almindelig ryle. Danmarks mange lavvandede kyster gæstes to gange årligt af trækkende ande- og vadefugle, der især om efteråret fouragerer her. De lavvandede kyster huser om vinteren en stor del af Europas bestande af svaner og dykænder.
Hvert forår og efterår passerer tusinder af rovfugle og småfugle landet på vej til eller fra det nordlige Skandinavien.
Anatomi og fysiologi
Fuglenes anatomi og fysiologi udviser flere unikke tilpasninger, som gør dem i stand til at flyve. Eksempelvis et let skelet og en let, men kraftfuld muskulatur. Dertil kommer unikke hjerte-, kar-, og åndedrætssystemer, et meget højt stofskifte og en høj iltoptagelsesevne. Udviklingen af et næb har ført til evolutionære tilpasninger angående fordøjelsessystemet. Alle disse anatomiske specialiseringer gør, at fugle placeres i sin egen klasse inden for hvirveldyrene.
Blandt nulevende dyr er det nemt at adskille fugle fra de andre dyr rent anatomisk, og det er ikke flyveevnen, men fjerdragten, som er deres mest typiske træk. Ingen andre dyr har fjer, hvilket alle fugle har. Derimod er det ikke alle fugle, som kan flyve, hvilket mange andre dyr kan. Kigger man derimod på de palæontologiske fund af fossiler, bliver det straks sværere at adskille fugle fra fjerklædte dinosaurer. Dog har man ikke fundet nogen dinosaurer med en fod konstrueret som fuglenes, det vil sige med en bagudrettet "storetå", som gør det muligt for fuglene at gribe om et træs grene eller lignende. En anden anatomisk egenskab er fuglenes sammenvoksede halehvirvler, som danner deres enlige haleben.
Fuglene er desuden ensvarme æglæggere med vinger, der kan forstås som omdannede forben. De har tre fingre, hvoraf kun finger nummer to er nogenlunde veludviklet. De har et næb uden tænder og har tøndeformede kroppe.
Nogle arter har formået at anvende kemisk forsvar mod predatorer. Visse stormfugle kan udstøde en ubehagelig olie mod en angriber, og nogle arter af slægten pitohui fra Ny Guinea udsondrer et kraftfuldt neurotoxin i huden og fjerene.
Fugle har to køn: Han og hun. Fugles køn bestemmes af Z- og W-kønskromosomer, i stedet for X- og Y-kromosomer hos pattedyr. Hannerne bærer to Z-kromosomer (ZZ), og hunnerne bærer et W-kromosom og et Z-kromosom (WZ). Hos næsten alle arter bestemmes et individs køn ved befrugtningen. Dog har et studie af kratkalkun (Alectura lathami) peget på temperaturafhængig kønsbestemmelse hos denne art, hvor højere temperaturer under rugningen medfører en højere andel hunner end hanner.
Skelet
Fugles kroppe er lette i forhold til deres størrelse. Den væsentligste årsag er deres lette skelet, der ofte kun udgør cirka 10 procent af kropsvægten. Blandt andet har flere af knoglerne og kraniet store luftfyldte hulheder, der har forbindelse til åndedrætssystemet. Kranieknoglerne er sammenvoksede, og kraniet har ingen suturer. Øjenhulerne er store og adskilt af en knoglevæg. Rygraden er delt i fem dele: Halsdel, brystdel, lændedel, bækkendel og haledel. Antallet af halshvirvler er meget varierende, og de er meget bevægelige i forhold til hinanden. Derimod er bevægeligheden begrænset i de øvre brysthvirvler og mangler helt i de nederste ryghvirvler. Til forskel fra de aller fleste andre hvirveldyr har fugle et varierende antal halshvirvler. Det største antal (25) ses hos svaner, mens nogle papegøjer kun har 11. De nederste ryghvirvler er sammenvoksede med bækkenet og danner synsacrum. Ribbenene er forfladede, og brystbenet er tilpasset for at kunne danne fæste for flyvemusklerne, bortset fra hos de fuglegrupper, der mangler flyveevnen. Forbenene er i modsætning til mange andre tetrapoder modificerede til at være vinger.
Hos duer udgør skelettet kun 4,5 procent af kropsvægten. Stabilitet skabes for eksempel ved, at flere af fuglens knogler, blandt andet nogle af ryghvirvlerne samt nøgleben og hofteben, er sammenvoksede og danner noget, der kan sammenlignes med en indre rustning.
Fordøjelse
Hos fugle, ligesom hos krybdyr, udskiller nyrerne restprodukter fra blodomløbet og udsondrer det som urinsyre, ikke urinstof eller ammoniak. Urinsyre udsondres sammen med fækalier som halvfaste ekskrementer (fugleklatter), eftersom fugle ikke har separat urinblære eller urinrør. Visse fugle, som kolibrier, har dog mulighed for at udsondre størstedelen af de kvælstofholdige restprodukter som ammoniak. Fugle udsondrer også kreatin, snarere end kreatinin hos pattedyr. Disse stoffer, ligesom tarmenes udsondringer, kommer ud af fuglens kloakåbning. Kloakåbningen er en åbning som anvendes til meget: restprodukter forlader kroppen gennem den, fugle parrer sig ved at forene deres kloakåbninger, og hunner lægger æg gennem den. Desuden gylper mange fuglearter ufordøjede føderester op, hvilket oftest drejer sig om hår, fjer, knogler eller lignende. Fuglenes fordøjelse er unik, idet de både kan have en kro (udvidelse af spiserøret) for opbevaring af føden og en kråse. Kråsen indeholder slugte sten, der anvendes til at findele føden, for at kompensere for de manglende tænder. De fleste fugle er stærkt tilpassede til en hurtig fordøjelse, for at understøtte flyvningen, da de derved bliver lettere. Visse trækfugle formår desuden at formindske størrelsen af nogle af indvoldene før trækket.
Åndedrætssystem
Fuglene har et af de mest komplekse åndedrætssystemer af alle dyregrupper. Udover lunger har fugle også et antal luftsække, der står i forbindelse med lungerne og med hulrum i knoglerne. Efter indånding går 75 procent af den friske luft forbi lungerne og strømmer ind i de bageste luftsække og knoglehulrum, der fyldes med luft. De øvrige 25 procent af luften går direkte ind i lungerne. Når fuglen ånder ud, strømmer den anvendte luft ud fra lungerne og den gemte friske luft fra luftsækkene tvinges samtidig ind i lungerne. Dermed får en fugls lunger hele tiden adgang til frisk luft, både under ind- og udånding.
Fugle frembringer lyde ved anvendelse af organet syrinx, der er beliggende i den nederste del af luftrøret. Det sker ved, at membraner sættes i svingninger ved hjælp af et eller flere par muskler.
Fuglenes hjerte har fire kamre og den højre aortabue giver ophav til den systemiske cirkulation (til forskel fra hos pattedyr, hvor den venstre bue er involveret). Den nedre hulvene modtager blod fra ekstremiteterne via det renale portalsystem (et karsystem med forbindelse til nyrerne), der er unikt for fugle. Til forskel fra pattedyrene har de røde blodlegemer hos fuglene en cellekerne.
Regulering af kropstemperatur
Alle fugle har en kropstemperatur på 40 °C plus/minus 2 °C. Præcis som pattedyr har de en normal daglig fluktuation af kropstemperaturen på 1-2 °C. Dagaktive fugle har deres temperaturmaksimum om dagen, mens de nataktive har den om natten. Disse cykler styres altså af lysmængden.
De fleste fugle er endoterme, homoioterme og termoregulerende. Det vil sige, at de producerer deres egen varme, deres kroppe forsøger at holde en konstant temperatur og deres kroppe regulerer selv temperaturen. Derimod er mange mindre fugle heteroterme, hvor de er endoterme, homoioterme og termoregulerende om dagen, men poikiloterme og bradymetaboliske (af græsk: brady (βραδύ) = "langsom"), når de sover. Dette indebærer, at de i løbet af natten har en varierende temperatur og et meget lavt (langsomt) stofskifte. Andre fugle, eksempelvis pingviner, er regionalt heteroterme, hvor deres temperatur i ben og vinger er forskellig fra resten af kroppen. Blodkarrene i ben og vinger fungerer som varmevekslere, der beholder varmen i kroppen og dermed forbliver ben og vinger kolde. Fodens hudtemperatur hos en pingvin, der står på isen, kan være 0 °C.
Flyveevne
De fleste fugle kan flyve, hvilket adskiller dem fra næsten alle andre hvirveldyr. Flyvning er den almindeligste måde at bevæge sig fra sted til sted for de fleste fuglearter, og flyvning anvendes ved yngelpleje, fødesøgning, flugt fra predatorer og, hos mange arter, for at flytte sig mellem yngleområdet og overvintringsområdet (træk). Fuglene har på forskellig vis tilpasset sig flyvning, blandt andet med et letvægtsskelet, to store flyvemuskler og modificerede forben (vinger). Vingens form og størrelse afgør normalt fuglens flyvemåde. Mange fugle kombinerer aktiv flugt (med vingeslag) med mindre energiintensiv glideflugt. Omkring 60 nulevende fuglearter mangler flyveevnen, ligesom mange uddøde fugle. Den manglende flyveevne opstår ofte hos fugle på isolerede øer, sandsynligvis på grund af begrænsede ressourcer og fravær af landrovdyr. Selvom de mangler flyveevnen, anvender pingviner den samme muskulatur og de samme bevægelser, for at "flyve" gennem vandet som alkefugle, skråper og vandstære.
De fleste fugles anatomi og fysiologi er tilpasset flyvning og aerodynamikken spiller derfor en stor rolle. Løftekraften opnår fugle ved en kombination af vingens form, præcis som på et fly, og af at slå med vingerne. Fuglens vingebevægelser skaber en kraft, der løfter fuglen, men den føres også fremad. Ved lave hastigheder er det frem for alt vingens bevægelse nedad, der skaber opdrift, men jo højere hastighed fuglen har desto større opdrift skabes også af den opadgående vingebevægelse. De kraftigste muskler hos fuglene er dem, der sørger for vingebevægelserne og disse muskler er fæstet ved den store brystbenskam. Til forskel fra eksempelvis mennesker og heste forekommer der ikke nogen fysiologisk forandring i bevægelsesmekanikken, når fuglen skifter fra en langsom til en hurtig bevægelse, men den er derimod kontinuerlig og uden en brat forandring af muskelbevægelser eller vingeslagsmønster. Modsat er der forskel i bevægelsesmønstret mellem trav og galop hos heste eller mellem gang og løb hos mennesker.
Nervesystem og sanser
Nervesystemet hos fugle er stort i forhold til deres størrelse. Den mest udviklede del af hjernen er den, der styrer de funktioner som har forbindelse til flyvning, mens lillehjernen koordinerer bevægelser i øvrigt og storhjernen styrer adfærdsmønster, orientering, pardannelse og redebygning. De fleste fugle har dårlig lugtesans, med nævneværdige undtagelser som kiwier, vestgribbe og stormfugle. Fugles ører savner yderøre, men er dækkede af fjer og hos visse ugler i slægterne Asio, Bubo og Otus danner fjerene toppe som ligner ører. Det indre øre har en snegl, men den er ikke spiralformet som hos pattedyr.
Synssans
Fugles synssans er veludviklet. Sammenlignet med pattedyr har de forholdsvist et betydeligt større øjeæble og ofte en bedre skarphed i synet og et mere udviklet farvesyn. Synet hos de fleste fugle omfatter et bredt farvespektrum, der strækker sig fra kortbølget ultraviolet lys til langbølget rødt lys. Deres øjne lader også til at have en evne til at opfatte såvel polariseret lys som jordens magnetfelt. Den veludviklede synssans udnytter fuglene til eksempelvis fødesøgning, orientering, udvælgelse af mage og opdagelse af rovdyr.
Søvn
Der findes store ligheder mellem søvn hos fugle og søvn hos pattedyr, hvilket er en af grundene til at man forstiller sig at søvn hos højere dyr, med dens opdeling i REM- og ikke-REM-søvn, er udviklet evolutionært sammen med varmblodethed. Evnen til unihemisfærisk søvn deler fuglene med eksempelvis de vandlevende pattedyr, hvilket vil sige evnen til at sove med kun en hjernehalvdel ad gangen, mens den anden er vågen.
Fjer og fjerdragt
Fjer er et træk, der er unikt for fugle. De understøtter flyvning, giver isolering der hjælper ved varmeregulering, og anvendes ved positurer, kamuflage og visuelle signaler. Der findes flere typer af fjer, som hver tjener deres formål. Fjer er udvækster fra overhuden som sidder fast i huden og kun opstår i specifikke hudområder, kaldet fjerbede. Mønstret for disse fjerbedes fordeling anvendes indenfor taksonomi og systematik. Fjerenes arrangering og udseende på kroppen, det vil sige fjerdragten som helhed, kan variere hos den enkelte fugleart alt efter alder, social status og køn.
Fjerdragten fældes regelmæssigt. De fleste arter fælder en gang om året, men nogle kan have to fældningsperioder. Store rovfugle bruger flere år på at gennemføre en komplet fældning af alle fjer. Fældningsmønstret varierer alt efter art. Visse taber og fornyr vingens svingfjer i en bestemt rækkefølge eksempelvis fra de yderste fjer og indefter (centripetalt) eller omvendt (centrifugalt). Et lille antal arter, såsom ænder og gæs, taber alle svingfjer på en gang og er midlertidigt uden flyveevne.
Centripetale fældninger af styrefjer ses fx hos hønsefugle. Centrifugal fældning forekommer f.eks. i styrefjerene hos spætter og træløbere, selvom fældningen her begynder med det næstinderste par styrefjer og slutter med det centrale fjerpar således at fuglen beholder en funktionel hale for klatring. Det generelle mønster hos spurvefugle er, at håndsvingfjerene erstattes udad, armsvingfjerene indad og styrefjerene udad fra midten. Inden de bygger rede får hunnerne hos de fleste arter en nøgen rugeplet, fordi de mister fjer nær bugen. Huden på dette sted er godt udrustet med blodårer og gør det nemmere at varme æggene under rugningen.
Fjer kræver pleje, og fugle pudser og plejer derfor fjerene dagligt. I en undersøgelse brugte de i gennemsnit 9% af dagen på fjerpleje. Næbbet anvendes til at fjerne fremmedelementer og til at påføre olieudsondringerne fra gumpekirtlen. Disse udsondringer er med til at bevare fjerenes fleksibilitet og hæmmer tilvæksten af bakterier som nedbryder fjerene. Dette kan suppleres med udsondringer fra myrer, der af fuglen indgnides i fjerene, for at bekæmpe fjerparasitter.
Skæl
Fugles skæl består af samme keratin som næb, kløer og sporer. De ses især på tæer og mellemfod, men kan befinde sig højere oppe på vristen hos visse fugle. De fleste fugleskæl overlapper ikke tydeligt, bortset fra hos isfugle og spætter.
Fugleembryoet begynder sin udvikling med blød hud. På fødderne kan hudens yderste lag (hornlaget) keratiniseres, fortykkes og danne skæl.
Fjer kan blandes med skæl på visse fugles fødder. Fjersække kan ligge mellem skællene eller til og med direkte under dem, i det dybere hudlag læderhuden. I dette sidste tilfælde kan fjer komme frem direkte gennem skællene og omgives helt af deres keratin.
Økologi
Økologi er et forholdsvist nyt felt, der indenfor fuglene beskriver deres indbyrdes forhold til hinanden samt deres forhold til omgivelserne. Tidligere troede man, at fuglene var uforandelige, men man ved nu at de ved naturlig selektion hele tiden forandrer sig. F.eks. er alle fugleungerne i et kuld en smule forskellige. De fugle der overlever er dem, der er bedst tilpasset deres omgivelser og de andre fugle. Fugles økologi dækker derfor så forskellige områder som deres valg af føde, trækket bort fra kulde, valg af ynglested og kommunikation.
Føde og fødesøgning
Verdens fuglearter er specialicerede i mange forskellige typer af føde. De kan f.eks. leve af nektar, frugt, hele planter, frø, ådsler eller mindre dyr (endda andre fugle). Da fugle ikke har tænder er deres fordøjelsessystem afpasset til at bearbejde utygget føde som sluges i hel tilstand.
De fugle som har mange forskellige måder at skaffe sig føde og som æder mange forskellige slags føde kaldes generalister. Andre koncentrerer deres anstrengelser om specielle fødeemner og anvender specielle metoder for at få fat i disse. De kaldes specialister. Mange arter vælger fødeemner som de kan tage i små mundfulde, af fx insekter, hvirvelløse dyr, frø eller frugter. En del arter som fluesnappere jager insekter ved pludselig at angribe, f.eks. fra en gren i et træ.
Nektarædere såsom kolibrier, solfugle og lorier (en slags papegøjer) har børstelignende tunger og i mange tilfælde også næb, der evolutionært er særligt udformede så de passer med bestemte blomster, der på deres side også netop er tilpassede de pågældende nektarædere. Kiwier og vadefugle med lange næb søger efter hvirvelløse dyr. Vadernes varierende næblængder og fourageringsteknikker betyder, at der opstår forskellige økologiske nicher. Lommer, dykænder, pingviner og alke jager deres bytte under vandet med vinger eller fødder som middel til at drive sig fremad gennem vandet, mens luftbårne prædatorer såsom suler, isfugle og terner styrtdykker efter byttet.
Flamingoer, tre arter af hvalfugle (Pachyptila) og visse ænder er filtratorer. Gæs og ænder er først og fremmest græsædere.
Visse arter, deriblandt fregatfugle, måger og klover lever af kleptoparasitisme, hvor de stjæler føden fra andre fugle. Kleptoparasitisme menes at yde et supplement til den føde som arten selv jager, snarere end at være kilde til hovedbestandelen af føden. Et studie af stor fregatfugl (Fregata minor) som stjal fra maskesule (Sula dactylatra) vurderede, at fregatfuglene højst stjal 40% af deres føde og i gennemsnit kun stjal 5%.
Andre fugle er ådselædere. Visse af disse, fx gribbe, er specialiserede i dette, mens andre som måger, kragefugle eller andre rovfugle er opportunister.
De fleste fugle er dagaktive, men visse fugle som eksempelvis mange ugler og natravne er nataktive eller aktive ved skumring og dæmring, og mange vadefugle søger føde, når tidevandet er passende, hvad enten det er nat eller dag.
Træk
Mange fuglearter trækker for at drage fordel af globale forskelle i temperaturer og få så god tilgang til fødekilder og yngleområder som muligt. Typen af træk varierer mellem de forskellige fuglegrupper. Mange landfugle, kystfugle og vandfugle gennemfører årlige langdistancetræk, som normalt udløses af dagslysets skiftende længde samt vejrforholdene. Disse fugle kendetegnes ved at de tilbringer yngletiden i de tempererede eller arktisk-antarktisk områder og en ikke-yngletid i de tropiske områder eller på den modsatte halvkugle.
Før trækket øger fuglene mængden af kropsfedt betydeligt og mindsker tilmed størrelsen af en del af deres organer. Trækket kræver store mængder energi, især når fuglene må krydse ørkner og havområder uden mulighed for at tanke op. Normalt kan landfugle flyve omkring 2500 km og kystfugle kan flyve op til 4000 km uden stop, men nogle af disse fugle kan dog flyve endnu længere, fx den lille kobbersneppe, der er målt trække op til 10.200 km uden stop. Havfugle gennemfører også lange træk. Det længste årlige træk tilhører den sodfarvede skråpe (Puffinus griseus). Denne art yngler i New Zealand og Chile og tilbringer den nordlige halvkugles sommer med at søge føde i det nordlige Stillehav udfor Japan, Alaska og Californien, hvilket betyder en årlig rundtur på 64.000 km. Andre havfugle spredes efter yngletiden og kommer langt omkring, men har ingen bestemt trækrute. Albatrosser som yngler i det Sydlige Ishav gennemfører ofte cirkumpolare rejser udenfor yngletiden.
Visse fuglearter gennemfører kortere træk, hvor de kun tager så langt som det er nødvendigt, for at undgå dårligt vejr eller finde føde. Invasionsarter som de nordlige finker er en sådan gruppe og kan sædvanligvis et år findes det ene sted og året efter et andet sted. Denne type af træk sættes ofte i forbindelse med mangel på føde. Arter kan også trække kortere distancer over dele af sit udbredelsesområde, hvor individer fra højere breddegrader trækker ind i artsfællernes etablerede udbredelsesområde. Andre arter er kun delvist trækfugle, så kun en del af populationen, sædvanligvis hunner og subdominante hanner, trækker. I visse regioner kan en stor del af arterne være delvist trækfugle. I Australien har undersøgelser blandt landfugle vist, at 44% af ikke-spurvefugle og 32% af spurvefugle var delvist trækfugle. Træk i bjerge mellem forskellige højdeniveauer er en form for kortdistancetræk, hvor fugle tilbringer yngletiden i højderne og trækker længere ned i ugunstige perioder. Det udløses oftest af temperaturforandringer og sker normalt, når de sædvanlige områder også bliver ugæstfrie på grund af mangel på føde. Visse arter kan også være nomadiske. De har da intet bestemt yngleområde og flytter rundt afhængig af vejret og tilgængeligheden af føde. Kakaduer og egentlige papegøjer (familien Psittacidae) er hverken trækfugle eller standfugle, men anses enten for at foretage spredningstræk, invasionstræk, være nomadiske eller gennemføre små og uregelmæssige træk.
Fugles evne til at kunne vende tilbage til et helt bestemt sted over store afstande har været kendt i længere tid. I et eksperiment som udførtes i 1950'erne fandt en almindelig skråpe hjem til sin koloni på øen Skomer udfor det sydvestlige Wales efter 13 dage tidligere at være blevet sluppet løs ved Boston på USAs østkyst, 5140 kilometer væk. Fugle navigerer under trækket ved hjælp af flere forskellige metoder. Dagaktive fugle anvender solen til at orientere sig efter om dagen, mens stjernerne anvendes om natten. Fugle som anvender solen kompenserer for solens skiftende position ved at anvende et indre ur. Ved fuglenes orientering efter stjernerne på den nordlige halvkugle udnyttes stjernebilledernes stilling omkring Nordstjernen. Disse måder at orientere sig på understøttes hos nogle arter også af en evne til at fornemme jordens magnetfelt ved hjælp af specialiserede fotoreceptorer (synsceller).
Hvile og søvn
Fugles høje stofskifte i døgnets aktive timer modsvares af hvile på andre tidspunkter. Sovende fugle anvender ofte en slags søvn, hvor de alligevel kan være på vagt: perioder med hvile afbrydes af hurtige "kig", hvor fuglene kortvarigt åbner øjnene, hvilket gør det muligt for dem at være på vagt overfor trusler og tillader hurtig flugt. Man har i stor udstrækning antaget, at sejlere kan sove mens de flyver, men dette er ikke bekræftet eksperimentelt. Man mener dog, at visse former for søvn også er mulige under flyvning. Visse fugle har nemlig demonstreret evnen til at falde i en dyb søvn med kun den ene hjernehalvdel ad gangen. Fuglene har tendens til at udnytte denne evne, hvis de står yderst i en flok. Dette tillader øjet som befinder sig i den modsatte side af den sovende hjernehalvdel at holde udkig efter rovdyr. Denne adaptation er også blevet observeret hos havpattedyr. At sove i fællesskab er almindelig blandt fugle, da det sænker varmetabet og mindsker risikoen for at blive overrasket af rovdyr. Sovepladserne udvælges ofte med henblik på varmeregulering og sikkerhed.
Mange sovende fugle bøjer hovedet over ryggen og stikker næbbet ind mellem rygfjerene, mens andre placerer næbbet mellem brystfjerene. Mange fugle hviler på et ben, mens andre trækker benene op mellem fjerene, især i koldt vejr. Fugle som sidder på grene har en senelåsende mekanisme, der hjælper med at holde fast om grenen, mens de sover. Mange jordlevende fugle, som vagtler eller fasaner, sover i træer. Nogle få papegøjer af slægten Loriculus sover hængende med hovedet nedad. Visse kolibrier kommer i en slags dvale-agtig tilstand om natten, hvor deres stofskifte bliver langsommere. Denne adaptation findes også hos næsten hundrede andre arter, deriblandt uglesvaler og natravne. En art, amerikansk poorwill (Phalaenoptilus nuttallii), falder til og med i vinterdvale. Fugle har ingen svedkirtler, men de kan køle sig ned ved at placere sig i skyggen, stille sig i vand, gispe, gøre deres overflade større, bevæge halsen op og ned eller anvende andre specielle typer adfærd.
Kommunikation
Fugle kommunikerer først og fremmest med visuelle og auditive signaler, der kan anvendes mellem forskellige arter eller indenfor samme art.
Fugle anvender undertiden fjerdragten, for at afgøre og hævde social dominans, f.eks. for at vise sig frem som det sker hos arter med seksuel selektion, eller ved anvendelsen af truepositurer, som hos solriksens (Eurypyga helias) efterligning af et stort rovdyr, for derved at skræmme fx mindre rovfugle og beskytte ungerne. Variationen i fjerdragten tillader også identificering af fuglene, især at adskille forskellige arter. Den visuelle kommunikation blandt fugle indbefatter også ritualiserede bevægelser og positurer, der har udviklet sig fra handlinger uden signalværdi som pudsning af fjerdragten, justering af fjerene, hakken med næbbet eller anden adfærd. Disse ritualiserede bevægelser eller positurer kan signalisere aggression eller underlegenhed eller kan bidrage til at knytte ynglepar tættere sammen. De mest omfattende ritualer sker i forbindelse med kurtiseringen, hvor "danse" ofte er blevet udviklet af komplekse kombinationer af mange forskellige enkelte bevægelser. Hannernes ynglesucces kan afhænge af "kvaliteten" af sådanne bevægelser eller positurer.
Fuglestemmer
Fugle kan frembringe en mængde forskellige lyde, med en mængde forskellige formål, deriblandt at vurdere eller tiltrække en potentiel mage, skabe samhørighedsbånd, gøre krav på eller forsvare et territorium, identificere andre individer (såsom når forældrefugle leder efter unger i kolonier eller når mager genforenes ved yngletidens begyndelse), advare andre fugle om potentielle farer (undertiden med specifik information om truslens karakter) eller kunne svare individer af samme art.
Grunden til at fugle i forhold til andre dyr i så høj grad anvender sig af lyde hænger sandsynligvis sammen med deres typiske størrelse og deres bevægemåde. En typisk fugl på størrelse med en bogfinke ville i en stor skov have svært ved at gøre sig bemærket overfor artsfæller, hvis den ikke anvendte sig af lyde. Da fuglen bevæger sig flyvende, er det vanskeligt selv med en god lugtesans at benytte sig af duftstoffer som mange pattedyr gør. Lyde i den rigtige tonehøjde kan derimod trænge igennem vegetationen og blive opfattet af artsfæller.
Det man oftest forstår ved fuglestemmer er spurvefuglenes sang og kald. Disse lyde frembringes i stemmeorganet syrinx, der befinder sig hvor luftrøret forgrener sig i de to bronchier, og er den almindeligste form for lyde som fuglene anvender til deres kommunikation. Disse lyde kan inddeles i sang, lokkekald, advarselskald, subsang og tiggekald. Lokkekald kaldes også flugtkald eller bare kald. Flugtkaldet har navn efter, at det ofte benyttes i flugten, det vil sige flyvende (ikke flygtende). Subsang er ofte svag, kvidrende og variabel i forhold til artens normale sang. Den synges om foråret af især unge hanner og kan tolkes som en slags "øvesang". De forskellige lyde anvendes således i forskellige situationer og i forskellige perioder i fuglens liv. Mange arter har et stort repertoire af lyde, mens andre praktisk talt er stumme.
Fuglenes lydkommunikation kan være meget kompleks. Visse arter kan synge med begge sider af syrinx uafhængigt af hinanden, hvilket tillader to forskellige sange at bleve fremført samtidig, altså at synge i duet med sig selv.
Nogle fugle anvender også mekaniske lyde til at kommunikere. Eksempelvis kan bekkasiner i flugten frembringe lyde med vibrerende hale- eller vingefjer, spætter tromme med næbbet på et hårdt underlag, storke knebre ved at slå næbhalvdelene sammen, ringduer slå vingerne sammen over ryggen eller fasaner baske med vingerne.
Flokdannelse
Mens mange fugle i hovedsagen er territoriehævdende eller lever i små familiegrupper, kan andre fugle leve i store flokke. De største fordele ved flokdannelse er sikkerheden i at være mange og den deraf øgede effektivitet ved fødesøgning, fordi det enkelte individ skal bruge mindre tid på at holde vagt. Forsvar mod prædatorer er særlig vigtig i de miljøer som skove, hvor pludselige angreb fra prædatorer er almindeligt og mange øjne kan give en tidlig varsling om faren. Dette har ledt til udviklingen af flokke, hvor individer fra forskellige arter søger føde sammen. Disse flokke består sædvanligvis af mange arter i hver små antal, som får sikkerhed ved tilsammen at være mange, men samtidig dog potentielt har større indbyrdes konkurrence om resurserne. Blandt ulemperne ved flokdannelse er, at socialt underordnede fugle udsættes for mobning af mere dominante fugle, og i visse tilfælde også mindsket effektivitet ved fødesøgning.
Fugle forener sig undertiden også med ikke-fugle. Styrtdykkende havfugle samarbejder med delfiner og tunfisk, som driver fiskestimer sammen tæt på overfladen. Næsehornsfugle har en mutualistisk relation til arter i manguster-slægten Helogale (desmerdyr), hvor de søger føde sammen og advarer hinanden om rovfugle og andre prædatorer i nærheden.
Ynglebiologi
Fuglenes reproduktionsperiode, fra kurtisering og parring til det tidspunkt, hvor ungerne er selvstændige, kaldes yngletid. De fleste arter har et territorium, det vil sige et større eller mindre område som de forsvarer på forskellig måde. Visse fugle yngler mange sammen i kolonier, mens andre yngler alene. Mange fugle bygger en rede, der kan være alt lige fra en lav fordybning i jorden til at bestå af en stor grendynge. Selve parringsakten sker oftest på en gren eller på jorden. Dog parrer de fleste andefugle sig på vandet og sejlere parrer sig i luften. Parringen sker oftest ved at hannens og hunnens kloak kommer i kontakt med hinanden, så sæden kan overføres. Normalt begynder hunnen æglægningen 3-4 dage efter de første parringer. Hos de fleste arter deltager begge køn i æggenes udrugning. Visse arter, fx gøgen, er redesnyltere og lægger æg i andre fugles reder og overlader helt rugning og opfodring til disse fugle. De fleste fugle lægger flere æg, sædvanligvis med et døgn mellemrum. Rugetiden kan variere fra ti dage hos visse spurvefugle til 80 dage hos albatrosserne. Klækningen tager fra nogle minutter hos mindre fugle op til flere timer, igen hos albatrosserne. Fugle kan opdeles i tre grupper alt efter hvor længe ungerne bliver i reden og hvor udviklede de er ved klækningen: redeflyende, redeblivende eller et sted midt imellem (semi-precociale, redeblivende men fødes med dun).
Forbindelsen mellem kønnene
De allerfleste (omkring 95%) af verdens fuglearter er monogame, det vil sige at de to mager lever sammen, i det mindste en enkelt sæson, men i visse tilfælde i flere år eller indtil en af parterne dør. Monogami muliggør ungernes pasning af begge mager, hvilket er særlig vigtigt for fuglearter, hvor dette er en forudsætning for ungernes succesfulde opvækst. Blandt mange monogame arter er parringer med andre end magen ("utroskab") almindelige. Disse "udenomsægteskabelige" parringer sker sædvanligvis mellem dominante hanner og hunner, der danner par med subdominante hanner, men kan hos ænder også være en følge af tvang fra hannens side. For hunnen kan mulige fordele ved parring udenfor parret være at få bedre gener til sit afkom og at forsikre sig imod mulig infertilitet hos magen. Hannen hos arter, hvor "udenomsægteskabelige" parringer er udbredt, overvåger nøje sin mage for at sikre sig, at det afkom som han passer faktisk også er hans.
Udover monogami findes hos fuglene også polygyni, hvor en enkelt han parrer sig med flere forskellige hunner. Dette ses eksempelvis hos struds, fasan og gærdesmutte. Det omvendte, polyandri, er forholdsvis sjældent, hvor en enkelt hun parrer sig med flere forskellige hanner. Dette ses eksempelvis hos svømmesnepper som odinshanen. Efter at have lagt æggene kan udrugning og pasning af ungerne overlades til hannen, mens hunnen lægger et nyt kuld æg hos en anden han. Nogle arter er både polyandriske og polygyne, f.eks. pungmejsen. Polygami (polygyni eller polyandri) opstår hos arter, hvor det er muligt for blot en enkelt forældrefugl at opfostre ungerne alene. Endelig findes blandt fuglene også promiskuitet. Dette ses især hos fuglearter, hvor hannerne optræder på en såkaldt arena ("danseplads") og hunnerne her parrer sig med de hanner, der virker mest imponerende. Hunnerne besøger arenaen flere gange og kan parre sig med forskellige hanner fra gang til gang. Et eksempel på dette ses hos brushanen.
Inden selve parringen findes som regel et parringsspil eller en kurtiseringsadfærd, der oftest udføres af hannen. I de fleste tilfælde er denne adfærd ret enkel og involverer en form for sang. Det er som regel fuglearter med sange af længere varighed, der benyttes til at tiltrække en hun, f.eks. nattergal eller sanglærke, mens korte sange som hos bogfinke i højere grad benyttes til at forsvare territoriet. Nogle arter benytter en bestemt type sang til at tiltrække hunner og en anden type overfor andre hanner. Dette ses f.eks. hos munk, hvor en fløjtende sang især anvendes til at tiltrække en hun, mens en pludrende sang anvendes i territoriehævdelsen. Hunner foretrækker hanner med en varieret sang. Kurtiseringsadfærden kan også bestå i flyveopvisninger eller dans og spil som hos urfugl. Det er normalt hunnen, der vælger mellem hannerne, men hos de polyandriske svømmesnepper er dette omvendt: de mere enkelt farvede hanner vælger mellem de kraftigt farvede hunner. Magerne udfører som regel madning, næbkontakt og gensidig fjerpudsning efter at fuglene er udparrede.
Territorium, redebygning og rugning
Mange fugle forsvarer aktivt et territorium imod andre individer fra samme art i løbet af yngletiden. At opretholde et territorium betyder at fødekilderne forbeholdes egne unger. Arter som ikke forsvarer et territorium med hensyn til føde såsom havfugle og sejlere, yngler ofte i kolonier i stedet. Dette anses for at skaffe beskyttelse mod prædatorer. Kolonirugende fugle forsvarer kun selve redepladsen og konkurrencen mellem og indenfor arterne om disse redepladser kan være meget stor.
Alle fugle lægger amniotiske æg med hård skal, der mest består af calciumcarbonat. Hulerugende arter har normalt hvide eller blege æg, mens arter med åbne reder lægger kamuflagefarvede æg. Der findes dog mange undtagelser for dette mønster: de jordrugende natravne har blege æg og giver i stedet kamuflage med deres fjerdragt og flyver sjældent af reden, selv ved forstyrrelser. Arter som er ofre for redesnyltere har varierende ægfarver, så chancen er større for at opdage en snylters æg, hvilket tvinger hunner af redesnyltere til afpasse deres æg til værtsfuglens.
Fugleæg lægges normalt i en rede. De fleste arter bygger ret kunstfærdige reder, der kan være skålformede, kuppelformede, flade, fordybede i jorden, opdyngede eller udgravede. Visse fuglereder er dog meget primitive. Albatrossens rede er ikke mere end en fordybning i jorden. De fleste fugle bygger rede beskyttede steder og skjult for rovdyr, men store og kolonirugende fugle – som har en større evne til at forsvare sig – kan bygge reder mere åbent. Under redebygningen anvender visse arter plantemateriale fra planter med parasithæmmende gifte, for at forbedre ungernes overlevelseschancer, og fjer anvendes ofte til at isolere reden. Nogle fuglearter har ingen rede, eksempelvis natravne og sandhøns. Lomvier, kjover og enkelte pingviner, ruger det enlige æg mellem kroppen og fødderne. Et fravær af rede er særligt almindeligt hos jordrugende arter, hvor de nyklækkede unger er redeflyende.
Rugningen, som optimerer temperaturen for fostrets udvikling, begynder normalt efter det sidste æg i kuldet er lagt. Hos monogame arter deles rugningen sædvanligvis mellem forældrene, mens ofte en enkelt forældrefugl er helt ansvarlig for udrugningen hos polygame arter. Varmen fra forældrene overføres til æggene ved hjælp af en eller flere rugepletter, der er områder på bugen eller brystet med nøgen hud på de rugende fugle. Rugning kan være en energikrævende proces. Adulte albatrosser, for eksempel, taber så meget som 83 gram per dag af deres kropsvægt under rugningen Varmen til udrugningen af æg hos tallegallahøns (Megapodiidae) kommer enten fra solen, rådnende plantemateriale eller vulkansk aktivitet. Rugetiden, der regnes fra sidste æg er lagt til det sidste æg klækker, varierer fra 10 dage (hos visse spætter, gøge og spurvefugle) til over 80 dage (hos albatrosser og kiwier).
Forældrenes pasning af ungerne
Når ungerne klækkes, varierer ungernes udviklingstadium fra hjælpeløs til selvstændig, afhængig af fugleart. De såkaldt redeflyende (precociale) er fjerklædte ved klækningen og straks i stand til at forlade reden. Til forskel fra disse er de redeblivende (altriciale) unger typisk mere eller mindre ubevægelige, nøgne og blinde. Fugle som måger og terner, hvis unger forbliver ved redestedet, men er veludviklede, kaldes semi-precociale. De redeblivende behøver hjælp til at holde varmen og må passes i længere tid end de redeflyende.
Længden og karakteren af forældrenes pasning varierer kraftigt mellem de forskellige fuglegrupper og arter. Et ekstremt tilfælde er tallegallahøns, hvor forældrenes omsorg ophører, når æggene klækkes. Den nyklækkede unge graver sig selv ud fra boet uden hjælp af forældrene og kan straks klare sig selv. Andre ekstremer repræsenteres af mange havfugle som passer ungerne i meget lang tid. Længst varer yngelplejen hos stor fregatfugl (Fregata minor), hvis unger har brug for op til seks måneder, før de kan flyve og derefter fodres af forældrene i yderligere op til 14 måneder.
Hos nogle arter passer begge forældrefugle ungerne både i redetiden og efter de er fløjet af reden, mens kun den ene mage gør dette hos andre arter. Hos visse arter hjælper andre medlemmer af samme art - sædvanligvis nært beslægtede til yngleparret såsom afkom fra tidligere kuld – til med at opfodre ungerne. Denne adfærd er særlig almindelig blandt kragefugle, men er observeret hos så forskellige arter som klatresmutte (Acanthisitta chloris) og rød glente. Hos de fleste dyregrupper er det usædvanligt at hannen passer ungerne. Hos fugle er dette derimod ganske almindeligt – mere end hos nogen anden gruppe af hvirveldyr. Selvom forsvaret af territorium og rede, rugning og fodring af unger ofte er delte opgaver mellem magerne, findes der undertiden en arbejdsdeling, hvor den ene mage udfører alt eller det meste af en bestemt opgave.
Tidspunktet for hvornår ungerne bliver flyvefærdige varierer stærkt. Blandt alkefugle forlader ungerne hos arter af slægten Synthliboramphus, såsom hvidbrynet dværgalk, allerede redestedet natten efter at de er klækket og følger forældrefuglene ud på havet, hvor de opfodres udenfor rækkevidde af landlevende rovdyr. Også andre arter, såsom ænder, fører tidligt deres unger bort fra reden. Hos de fleste arter forlader ungerne dog først reden lige inden, eller straks efter, de er blevet flyvefærdige. Det varierer i hvor høj grad forældrefuglene fodrer ungerne efter de er blevet flyvefærdige. Albatrossens unger forlader reden på egen hånd og får ingen yderligere hjælp, mens andre arter fortsætter med at fodre ungerne som supplement til den føde, de selv kan skaffe sig. Hos nogle arter ledsager ungerne deres forældrene under det første træk.
Redeparasitter
Redeparasitter eller redesnyltere er fugle, der lægger deres æg i en fremmed fugls rede mellem de æg som allerede findes i kuldet. Blandt de dyr der snylter gennem at overlade opfostringen af sit afkom til et andet dyr, udgør fuglene en større andel end nogen anden dyregruppe. Efter at en redesnylter har lagt æg i en anden fugls rede, accepteres dette ofte af værtsfuglen på bekostning af dets eget kuld.
Nogle redesnyltere lægger altid deres æg i andre fugles reder, da de evolutionært har mistet evnen til at opfostre egne unger, mens andre redesnyltere kun lejlighedsvis lægger æg i andre fugles (artsfællers) reder og gør dette for at øge mængden af afkom udover det som de selv er i stand til at opfostre. Cirka hundrede fuglearter, deriblandt arter af honningsgøge, trupialer, astrilder og andefugle, får afkom udelukkende ved parasitisme. De mest kendte arter tilhører dog gøgene, der er en familie med knap 150 arter, hvoraf en del er redesnyltere. Nogle redesnyltere er tilpasset således at deres æg klækker før værtsfuglens egne æg, hvilket betyder at redesnylteres unger kan nå at skubbe de andre æg ud af reden, inden de klækker. Snyltere sikrer sig dermed at være alene om den føde som værtsfuglene bringer til reden.
Fugle som symbol
Fugle har stor symbolværdi. F.eks. har ørnen været et yndet symbol for mange konger gennem tiden, og svanen et symbol for de nordiske lande. Mange lande har udpeget en nationalfugl. I 1984 blev knopsvanen kåret som Danmarks nationalfugl. I de øvrige nordiske lande er solsorten, vandstæren, sangsvanen, jagtfalken og strandskaden nationalfugle for henholdsvis Sverige, Norge, Finland. Island og Færøerne.
Inddeling i ordener
Nedenfor er vist en oversigt over de nulevende fugles inddeling i ordner. Den største orden er spurvefuglene, der ses nederst.
Kladogrammet er fremkommet ved sammenligning af fuglearternes arvemateriale (DNA). Den præcise inddeling er meget usikker, men det er nogenlunde sikkert, at de øverste syv ordner hører til de ældste udviklingslinjer blandt fuglene. De yngste er placeret nederst. De fleste fuglearter tilhører ordnen spurvefugle.
Der er i parentes vist eksempler på arter eller fuglegrupper inden for hver orden. Tallene angiver det omtrentlige antal fuglearter, som indbefatter uddøde arter siden 1500-tallet. Inddelingen i ordner følger IOC World Bird List version 3.3 (udgivet 30. januar 2013). Her er fuglene opdelt i 40 ordner med i alt 10.625 forskellige arter, inklusiv 151 uddøde arter siden begyndelsen af 1500-tallet.
Sibley-Ahlquists taksonomi
I 1990'erne revolutionerede en ny klassificering af fuglene baseret på DNA, kaldet Sibley-Ahlquists taksonomi, opfattelsen af fuglearternes indbyrdes slægtskab.
Her klassificeres arterne ud fra en kladistisk synsvinkel.
Denne taksonomi var meget anderledes end tidligere inddelinger, der tog udgangspunkt i Linnés system. F.eks. omfattede ordenen af storkefugle nu også pingviner, lommer, lappedykkere, pelikaner, mågevadefugle og rovfugle, der alle tidligere var selvstændige ordner. Der er senere udviklet mere præcise metoder til at studere fuglenes slægtskab vha. DNA, hvilket har betydet mange ændringer i forhold til klassifikationen nedenfor. F.eks. er de nævnte fuglegrupper ovenfor igen blevet selvstændige ordner.
Analysen af fuglenes DNA giver en mængde data, som behandles elektronisk ved hjælp af computere. Det er derfor blevet muligt at benytte en finere inddeling end tidligere, så man nu ofte ser fuglene inddelt i først underklasser, derefter infraklasser, parvklasser, overordner, ordner, underordner, infraordner, parvordner, overfamilier, familier, underfamilier, tribuser, undertribuser og til sidst slægter og arter. Forskellige analysemetoder giver dog stadig ofte helt forskellige resultater..
Klasse: Aves
Underklasse: Neornithes
Infraklasse: Eoaves
Parvklasse: Ratitae
Orden: Struthioniformes (Strudsefugle)
Orden: Tinamiformes (Tinamuer)
Infraklasse: Neoaves
Parvklasse: Galloanserae
Overorden: Gallomorphae
Orden: Craciformes
Orden: Galliformes (Hønsefugle)
Overorden: Anserimorphae
Orden: Anseriformes (Andefugle)
Parvklasse: Turnicae
Orden: Turniciformes (Løbehøns)
Parvklasse: Picae
Orden: Piciformes (Spættefugle)
Parvklasse: Coraciae
Overorden: Galbulimorphae
Orden: Galbuliformes
Overorden: Bucerotimorphae
Orden: Bucerotiformes
Orden: Upupiformes
Overorden: Coraciimorphae
Orden: Trogoniformes (Trogoner)
Orden: Coraciiformes (Skrigefugle)
Parvklasse: Coliae
Orden: Coliiformes (Musefugle)
Parvklasse: Passerae
Overorden: Cuculimorphae
Orden: Cuculiformes (Gøgefugle)
Overorden: Psittacimorphae
Orden: Psittaciformes (Papegøjer)
Overorden: Apodimorphae
Orden: Apodiformes (Sejlere)
Orden: Trochiliformes (Kolibrier)
Overorden: Strigimorphae
Orden: Musophagiformes (Turakoer)
Orden: Strigiformes (Ugle-ordenen)
Overorden: Passerimorphae
Orden: Columbiformes (Duefugle)
Orden: Gruiformes (Tranefugle)
Orden: Ciconiiformes (Storkefugle)
Orden: Passeriformes (Spurvefugle)
Se også
Fredsdue
Fuglefjeld
Fuglenes oprindelse
Fugles alder
Fugletræk
Vinterfodring af fugle
IUCNs rødlister
Uddøde fugle
Liste over kritisk truede fugle
Liste over sårbare fuglearter
Liste over truede fugle
Rødlistede fugle i Europa 2021
Noter
{{reflist|2|refs=
<ref name=Payne>Payne, Robert B. [https://web.archive.org/web/20120226062512/http://www.ummz.umich.edu/birds/resources/families_otw.html Birds of the World, Biology 532]. Læst 2012-02-26</ref>
}}
Kilder
Rudolf Schreiber, Anthony W. Diamond, Sven G. Nilsson, Staffan Ulfstrand (1987) Skydda fåglarna,
Stafan Ulfstrand (2004). Jordens fågelfauna - ett Newtonskt försök till överblick, "Vår Fågelvärld", nr. 2, udgivet af Sveriges ornitologiska förening.
Per Ericson (i interview, 2006-09-19), Fåglarnas evolutionära historia kartlagd'', Tidningarnas Telegrambyrå
University of California, Berkeley: Are Birds Really Dinosaurs? Citat: "...In fact, the evidence is overwhelmingly in favor of birds being the descendants of a maniraptoran dinosaur...Some researchers today do not agree that dinosaurs gave rise to birds, and are working to falsify this theory, but so far the evidence for the theory has swamped their efforts...."
birding.com: Are Birds Dinosaurs? Citat: "...YES they are...NO they are not..."
Tree of Live web project: Neornithes, Modern Birds Quote: "...Introduction...Whether modern birds are most closely related to dinosaurs or crocodylian ancestors is a point of current debate...."
BBCNews, 6 March, 2002, 'Modern' feathers found on Chinese dino
13 October 2005 BBC News: Bird-like dinosaur forces rethink Citat: "...A rooster-sized dinosaur with a long, slender snout and wing-like limbs is forcing a rethink on bird evolution...The authors say the discovery of Rahonavis and Buitreraptor have long and wing-like forelimbs could imply that flight evolved twice, once in birds and once among this group of Gondwanan dromaeosaurs..."
Systema naturae 2000 (classification) – Taxon: Class Aves
Eksterne henvisninger – fuglesange
ASU-Ask A Biologist – Birds of the Southwest (stor online database med lydeksempler)
Eksterne henvisninger
Tree of Life web project: Neornithes, Modern Birds
Netfugl (www.netfugl.dk)
Birdlife Internationals database over fuglearter.
Birdlife Internationals taksonomi.
Avionary – Fugle i Vest- og Central-palaearktis i 46 sprog
University of Michigan: Aves (birds)
BBCNews, 8 August, 2002, Crows prove they are no birdbrains
BBCNews, 16 December, 2002, Mystery of bird 'V' formation solved
2004-05-14, Sciencedaily: Following Earth's Magnetic Field: Chemical Reaction In Birds Provides Sense Of Direction During Migratory Flights Citat: "...Migratory birds have long been known to possess a magnetic compass that helps them find the correct direction during their migratory flights...Now, our study points to what we need to look for a molecular substrate for certain chemical reactions. That is, we can rule out magnetic materials in birds’ beaks and elsewhere..."
1 February, 2005, BBC News: Feathered friends no bird brains Citat: "...Birds can perform amazing tasks beyond the reach of cats and dogs, the Avian Brain Nomenclature Consortium of 29 world neuroscientists found..."
Fugle, billeder af fugle Danmarks fugle – naturgalleri + fuglestemmer
Fra maj 2022 har alle verdens fugle fået et dansk navn: https://www.dof.dk/images/grupper/navne/dokumenter/Navne_pa_alverdens_fugle._Systematiske_danske_engelske_og_tyske_navne.xlsx
Hobbydyr
Dinosaurer
Mesozoikum |
67 | https://da.wikipedia.org/wiki/Fysik | Fysik | Fysik (over fra viden om natur) handler om stof, energi og bevægelse i den natur, der omgiver mennesket. Det er en af de mest fundamentale videnskabelige discipliner, og dens primære mål er at forstå, hvordan universet opfører sig.
Fysik er en af de ældste akademiske discipliner og, via inklusionen af astronomi, muligvis den ældste. I størstedelen af de to foregående årtusinder har fysik, kemi, biologi og visse grene af matematik været en del af naturfilosofi, men under den videnskabelige revolution i 1600-tallet voksede disse naturvidenskabsgrene frem som deres egne unike forskningsområder. Fysik overlapper med mange tværfaglige forskningsområder som biofysik og kvantekemi, og grænserne for fysik er ikke skarpt afgrænset. Nye ideer i fysik forklarer ofte fundamentale mekanismer, der er genstand for andre forskningsfelter og kan være sætte en ny retning for forskning i andre akademiske discipliner som matematik og filosofi.
Fremskridt i fysik muliggør ofte fremskridt i nye teknologier. Eksempelvis har udvikling og forståelse af elektromagnetisme, faststoffysik og kernefysik ledt direkte til udviklinegn af nye produkter, der har ændre det moderne samfund meget, som bl.a. fjernsyn, computere, hårde hvidevarer og atomvåben; forskning i termodynamik ledte til udviklingen af industrialiseringen og udvikling i mekanik har inspireret udviklingen af infinitesimalregning.
Overblik
Fysik er tæt forbundet med andre naturvidenskaber, specielt kemi, med viden om atomer og de kemiske forbindelser de danner.
Kemi trækker på mange felter fra fysikken, for eksempel kvantemekanik, termodynamik og elektromagnetisme. Men kemiske fænomener er tilstrækkeligt varierede og komplekse til at kemi normalt betragtes som en separat disciplin.
Inddeling af fysik
I lighed med andre naturvidenskaber kan fysik grundlæggende deles op i eksperimentalfysik og teoretisk fysik. Eksperimentalfysikken er optaget af at opstille nye eksperimenter for derved at samle empiri, mens teoretiske fysikere opstiller modeller, der kan forklare de eksperimentelle resultater og komme med forudsigelser. Af og til regnes computerfysik for at være en tredje gren.
Eksperimentalfysik
Fysikeksperimenter har til formål at besvare et spørgsmål, som eksperimentalfysikeren har. For eksempel er et typisk gymnasieforsøg at lade en bold falde frit for at se, hvor hurtigt den falder afhængigt af højden. Et godt eksperiment er kendetegnet ved, at værdien af interesse kan måles præcist, og at alle faktorer, der kan påvirke resultatet, er under kontrol eller bliver taget højde for, når resultaterne analyseres. I eksemplet med bolden skal et stopur fx være præcist nok til at måle faldtiden, mens faldhøjden skal måles præcist med fx et målebånd. Af størst betydning for resultatet er luftmodstanden, så for at udelukke den bør bolden være tung samt have en form, der giver lav luftmodstand. Når dette eksperiment fungerer godt, kan eksperimentalfysikeren til gengæld genintroducerer luftmodstanden for at måle dens effekt i et nyt eksperiment.
Teoretisk fysik
Teoretisk fysik har til opgave at sætte resultaterne fra eksperimentalfysik i system for derved at forstå, hvordan virkeligheden fungerer og for at komme med forudsigelser om, hvilket udkomme eksperimenter vil have, hvis de udføres på en anden måde.
I eksemplet med bolden vil en simpel model for dens opførsel være Galileis faldlov, der siger, at bolden er udsat for en konstant tyngdeacceleration. Derved kan faltiden som funktion af højden udledes, og de eksperimentelle værdier kan bruges til at bestemme tyngdeaccelerationen. En mere generel model ville være Newtons tyngdelov sammen med Newtons anden lov; disse er så fundamentale, at de kan beskrive både boldens fald samt planeternes baner. Det er generelt af interesse at opstille teorier, der kan forklare så mange eksperimentelle resultater som muligt, da teorien dermed repræsenterer en mere grundlæggende forståelse.
Alternativt kan Galilei faldlov gøres mere kompliceret ved at tilføje et bidrag fra luftmodstanden. Det er her især godt, hvis modellen kan forklare, hvordan luftmodstanden afhænger af det faldende objekts form. Da kan teorien bruges til at forudsige, hvilken form er nødvendig for at opnå en bestemt luftmodstand, så industrien i sidste ende fx kan producere aerodynamiske biler og ikke-aerodynamiske faldskærme.
Grundlæggende teorier
Den teoretiske fysik kan grundlæggende deles op i klassisk fysik, der betragter fysik som fundamentalt deterministisk, og kvantefysik, som i stedet beskriver virkeligheden som stokastisk. Den klassiske fysik kan udledes fra kvantefysikken og er således ofte at foretrække, hvis systemet, der undersøges, ikke opfører sig på en måde, der kun kan forklares med kvantefysik. En forståelse af begge områder er et vigtigt fundament for fysikeren og en fast del af fysik-uddannelsen.
Det er ikke nødvendigvis entydigt, hvorvidt en given model er klassisk eller kvantefysisk, og visse modeller passer ikke ind i opdelingen.
Klassisk fysik
Klassisk fysik var den første grundlæggende teori for fysik og blev udviklet over århundreder op til omkring år 1900. Den klassiske fysik er kendetegnet ved at modellere systemer som værende grundlæggende deterministiske. Klassisk mekanik gælder generelt for makroskopiske systemer. Klassisk fysik kan også tage højde for materialeegenskaber såsom ledningsevne og viskositet, men kan ikke forklare oprindelsen af disse egenskaber.
Klassisk mekanik
Den mest kendte formulering af klassisk mekanik er Newtons love. Isaac Newton beskriver alle fysiske interaktioner med en kraft, der er en vektorstørrelse. Et legeme, der påvirkes af en kraft, vil begynde at accelerere, der også er en vektor. Ifølge Newtons anden lov er kraften proportional med accelerationen , hvor proportionalitetskonstanten er legemets masse .
Et massivt legeme skal altså bruge mere tid til at nå op på en given hastighed. I dagligdagen opleves dette fx ved, at lastbiler har brug for større bremselængde end andre biler, der har mindre masse.
Newtonsk gravitation
Samtidig med klassisk mekanik blev den første teori for gravitation udviklet. I denne teori tiltrækker alle legemer hinanden med en kraft, der er proportional med masserne og , men omvendt proportional med afstanden i anden:
Enhedsvektoren angiver, at kraften på det ene objekt virker i retningen af de andet objekt, og det negative fortegn viser, at kraften er tiltrækkende.
Klassisk elektrodynamik
I den klassisk model for elektromagnetisme - dvs. lys, elektricitet og magnetisme med mere - påvirker elektrisk ladede legemer også hinanden med en kraft. En af de tidligste lovmæssigheder er Coulombs lov, der har næsten samme form som Newtons tyngdelov:
Masserne er her udskiftet med de to legemers ladninger og , mens det negative fortegn angiver, at legemer med samme fortegn ladninger vil frastøde hinanden. Denne ligning gælder dog kun for stationære ladninger - såkaldt elektrostatik - mens elektromagnetisme mere generelt kan modelleres med Maxwells ligninger.
Termodynamik og statistisk mekanik
Termodynamikken er studiet af, hvordan et system udveksler energi med omgivelserne og udøver et arbejde. Termodynamikken blev udviklet i 1800-tallet for at få en bedre forståelse for dampmaskinerne, der havde vundet indpas ifm. den industrielle revolution. Termodynamikken analyserer sådanne systemer ved at fokusere på de makroskopiske egenskaber; dvs. uden at tage højde for mindre dele såsom atomer. Et kendt resultat inden for termodynamik er fx idealgasligningen, der relaterer volumen, tryk og temperatur for en gas.
I takt med termodynamikkens udvikling opstod den statistiske mekanik, da der i stigende grad var brug for også at forstå de mikroskopiske grunde til termodynamiske resultater. En tidlig pioner var Ludwig Boltzmann, der udviklede teorien om atomer. Med dem kunne James Clerk Maxwells kinetiske gasteori forklare idealgasligningen. Da delsystemerne er så små, har den statistiske mekanik dog ofte brug for at indrage kvantefysikken.
Relativistisk fysik
Relativitetsteorien blev udviklet af Albert Einstein i starten af 1900-tallet, i det han påstod, at lysets fart i vakuum er den samme i alle inertialsystemer. Dvs. at to personer vil måle den samme hastighed, selvom de bevæger sig i forhold til hinanden. Dette var baseret på, at Michelson-Morley-eksperimentet netop ikke kunne måle en forskel.
I den klassiske mekanik vil lysets målte fart - ligesom alle andre objekters fart - derimod afhænge af, hvor hurtigt observatøren bevæger sig. Dette kendes fra dagligdagen, hvor en bil, der kører 70 km/t, vil opleve at en anden bil kører 10 km/t, selvom den kører 80 km/t i forhold til vejen.
Relativitetsteorien er altså en teori om rum og tid. Den er et brud med den klassiske mekanik, selvom den heller ikke er kvantemekanisk.
Speciel relativitetsteori
Den specielle relativitetsteori er den simpleste, men mest udbredte, version. Den beskæftiger til med en flad rumtid, hvilket er uden gravitation. Et af de kendte tankeeksperimenter er tvillingeparadokset, der siger, at en tvilling, der rejser i en rumraket tæt på lysets hastighed, vil ældes meget mindre end den anden tvilling, der bliver på Jorden.
En mere tydelig og praktisk konsekvens er masse-energi-ækvivalensen, der siger, at et legemes masse er proportionalt med den bundne energi , hvor proportionalitetskonstanten er lysets fart kvadreret .
Denne energi kan delvist frigives, hvilket benyttes i kernekraft.
Generel relativitetsteori
Den generelle relativitetsteori bygger oven på den specielle relativitetsteori, men beskæftiger sig nu med det krumme rum, hvilket vil sige, at bevægelser i lige linjer ikke længere er lige. På denne måde forklarer teorien gravitation og giver bedre forudsigelser end Newtons tyngdelov.
Den generelle relativitetsteori er fx blevet brugt til at forudsige eksistensen af sorte huller.
Kvantefysik
Kvantefysikken blev udviklet fra omkring år 1900 som svar på yderligere observerede afvigelser fra den klassiske mekanik. Et af de første skridt blev gjort af Max Planck, der viste, at en kvantisering af lys -vha. Plancks konstant - kunne beskrive varmestrålingen fra et sortlegeme. Det blev yderlige observeret, at lys både kan opføre sig som en bølge uden en bestemt position og en partikel med en klar position (partikel-bølge-dualiteten). Louis de Broglie foreslog, at denne dualitet også gælder for andre partikler og estimerede deres bølgelængde.
Schrödinger-ligningen
En af de første og mest udbredte modeller er Schrödinger-ligningen, der beskriver et system med en bølgefunktion, der er relateret til sandsynlighedstætheden for, at systemet er i en given tilstand. Deri ligger det grundlæggende stokastiske ved kvantemekanikken.
Standardmodellen
Den mest moderne og etablerede model er derimod Standardmodellen, der beskriver alle fundamentale interaktioner med undtagelse af gravitation. De andre fundamentale interaktioner er elektromagnetisme, stærk kernekraft og svag kernekraft.
Retninger inden for fysik
Astrofysik
Astronomi
Atomfysik
Biofysik
Kondenserede stoffers fysik
Faststoffysik
Gastrofysik
Geofysik
Kernefysik
Kosmologi
Partikelfysik
Sociofysik
Statistisk fysik
Historie
Fysikken kan siges at starte med naturfilosoffen Aristoteles i Antikkens Grækenland, men den første moderne fysiker regnes normalt for at være Galileo Galilei.
Fysikere
Forskning i fysik bedrives af en fysiker, der typisk er uddannet inden for fysik, men vedkommende kan også få sin viden fra uddannelse i andre naturvidenskabelige, ingeniørmæssige eller matematiske områder. En fysiker kan udover forskning også beskæftige sig med uddannelse, anvendelse samt andre jobs, der ikke nødvendigvis er anses for at være fysikerjobs. Den tyske forbundskansler Angela Merkel (2005-nu) er uddannet fysiker.
Foreslåede teorier
Strengteori – Tolkning af kvantemekanikken
Begreber
Stof – Antistof – Partikelfysik (elementarpartikel, subatomar partikel) – Boson – Fermion
Symmetri – Bevarelseslove – Masse – Energi – Inerti – Vinkelhastighed – Spin
Tid – Rum – Dimension – Rumtid – Længde – Hastighed – Kraft – Bevægelsesmængde – Impuls
Bølge – Bølgefunktion – Harmonisk oscillator – Magnetisme – Elektricitet – Elektromagnetisk stråling – Temperatur – Entropi – Fysisk information
Partikler
Atom – Proton – Neutron – Elektron – Kvark – Foton – Gluon – W-boson – Z-boson – Graviton – Neutrino – Partikelstråling
Tabeller
Fysiske konstanter – Grundlæggende SI-enheder – afledte SI-enheder – SI-præfiks – Konvertering af enheder
Beslægtede områder
Matematisk fysik – Astronomi – Astrofysik- Biofysik – Elektronik – Ingeniørvidenskab – Meteorologi – Nanoteknologi
Uløste problemer
Fysikkens uløste gåder
Se også
Fysikkens filosofi
Noter
Referencer
Eksterne henvisninger
The 9 Biggest Unsolved Mysteries in Physics. Livescience
Fagsiden for fysik på Københavns Universitetsbibliotek, det Kgl. Bibliotek
ScienceDaily Magazine
Open Questions in Physics
AIP Physics News
BBC News Sci/Tech
Videregående uddannelser i Danmark
Gymnasiefag
Akademiske discipliner |
68 | https://da.wikipedia.org/wiki/Fald%20%28skibsterminologi%29 | Fald (skibsterminologi) | Et fald er i skibsterminologi betegnelsen for det tov eller den wire der er fastgjort i toppen af et sejl, og hvormed det hejses op.
Fald er fællesbetegnelsen for alle fald, mens et mere specifikt fald kan betegnes f.eks. fokkefald eller storfald, der bruges til at hejse henholdsvis fokken og storsejlet.
Kilder
Rebarbejde
Skibsterminologi |
69 | https://da.wikipedia.org/wiki/Fokkemast | Fokkemast | En fokkemast er i skibsterminologi betegnelsen for den forreste mast på et flermastet skib.
Skibsterminologi
Energioverførsel |
70 | https://da.wikipedia.org/wiki/Frigang | Frigang | Frigang har flere betydninger:
Frigang (teknik)
Frigang (fængsel) |
71 | https://da.wikipedia.org/wiki/GNU%20Free%20Documentation%20License | GNU Free Documentation License | GNU Free Documentation License (GFDL eller GNU FDL) er en copyleft-licens til åbent indhold, designet af Free Software Foundation (FSF) til GNU projektet. Den er pendanten til GNU General Public License for åbent indhold. Den seneste version er 1.3. For at et dokument kan være dækket af GFDL skal man specifikt inkludere en note om ophavsret under GFDL.
Licensen er designet til softwaredokumentation, lærebøger, og andet reference- og instruktionsmateriale, men kan anvendes til ethvert tekstbaseret værk, uanset indholdet. Licensen indebærer, at enhver kopi af materialet, selv hvis det er modificeret, har samme licens som det oprindelige materiale. Disse kopier må sælges, men hvis de massefremstilles, skal de være til stede i et format som gør det muligt at foretage yderligere ændringer.
Wikipedia er det største referenceprojekt som bruger licensen på nuværende tidspunkt. Alle Wikipedia-artikler er indtil 2009 udgivet til offentligheden under GNU Free Documentation License. Fra 2009 bruger wikipedia dog tillige Creative Commons-licensen. Se Wikipedias tekst om ophavsret for flere oplysninger. Wikipedia har også en kopi af teksten til GNU Free Documentation License, sådan som det er krævet af GFDL.
Om GDFL
Sekundære afsnit
Licensen adskiller eksplicit "dokumentet" fra "sekundære afsnit", som ikke må integreres i dokumentet, men som er på forsiden, indledende afsnit eller som appendiks. Sekundære afsnit kan indeholde information om forfatterens eller udgiverens stilling i forhold til indholdet, men intet omkring indholdet selv. Mens dokumentet kan redigeres som man har lyst, og essentielt er dækket af en licens der ligner (men ikke er kompatibel med) GNU General Public License, så har nogle af de sekundære afsnit forskellige restriktioner, primært designet til at kunne kreditere de tidligere forfattere.
Mere specifikt skal forfatterne af tidligere versioner krediteres, og visse "invariante afsnit" specificeret af den oprindelige forfatter, og som omhandler dennes relation til indholdet, må ikke ændres. Hvis indholdet ændres, skal titlen ændres (med mindre de oprindelige forfattere giver tilladelse til at bevare titlen). Licensen har også bestemmelser for håndtering af tekst på forsider og bagsider af bøger, såvel som historik ("History"), takke-afsnit ("Acknowledgements"), dedikationer ("Dedications") og påtegninger ("Endorsements").
Anvendelse af GFDL
Materiale for hvilket kommerciel redistribution er forbudt
Materiale for hvilket kommerciel redistribution er forbudt kan generelt ikke anvendes i et dokument under GFDL-licens, f.eks. en Wikipedia artikel, fordi licensen ikke udelukker kommerciel genanvendelse. Dog er der visse specifikke tilfælde, hvor kommerciel anvendelse falder ind under det amerikanske begreb Fair Use eller tilsvarende regler i andre lande, f.eks. danske regler for citering. Et godt eksempel på en sådan fri og kommerciel anvendelse er parodiering.
Kritik af GFDL
Mange mennesker og grupper, bl.a. Debian projektet (som er baseret på deres Debian Free Software Guidelines), anser GFDL for en ikke-fri licens. Begrundelsen er at GFDL tillader "invariant" tekst som ikke må ændres eller fjernes, og at forbuddet mod systemer til administration af digitale rettigheder også påvirker legitime anvendelser.
Der er blevet gjort en række indvendinger mod GNU FDL, og visse kritikere har anbefalet at anvende alternative licenser (såsom Creative Commons licensen) eller endda GNU GPL. Debian projektet har en detaljeret oversigt over indvendinger ,
og Nathanael Nerode har også opsummeret sine indvendinger . Blandt de ofte fremførte argumenter mod GFDL er:
For bred DRM-klausul
GNU FDL indeholder den følgende bestemmelse:
You may not use technical measures to obstruct or control the reading or further copying of the copies you make or distribute. (Du må ikke benytte tekniske midler til at forhindre eller kontrollere aflæsningen eller fremstillingen af yderligere kopier af de eksemplarer du fremstiller eller distribuerer).
En kritik af denne formulering er at den er for bred, fordi den også gælder for private kopier der ikke distribueres. Det betyder at du ikke må gemme kopier af dokumenter i et proprietært filformat eller bruge kryptering.
Richard Stallman sagde om den ovenstående formulering debian-legal mailinglisten:
"Det betyder at du ikke kan publicere dem ved hjælp af DRM systemer for at begrænse indehaverne af eksemplarerne. Det er ikke meningen at den skal referere til anvendelsen af kryptering eller adgangskontrol til filer. Jeg vil tale med vores advokat og se om den sætning skal præciseres."
Invariante afsnit
Et værk under GNU FDL kan hurtigt blive besværliggjort fordi titlen skal ændres, og en liste over tidligere titler skal bevares. Dette kan føre til en situation hvor der er en hel serie af titelblade og dedikationer, i hver og en kopi af en bog hvis den har en lang forhistorie. Disse sider kan aldrig fjernes, i hvert fald ikke før værket bliver offentligt eje når ophavsretten udløber.
Inkompatibel med GPL begge veje
GNU FDL er inkompatibel begge veje med GPL: dvs. materiale under GNU FDL kan ikke blive en del af et program under GPL, og teksten fra et GPL program kan ikke komme under GFDL. Af denne grund er stumper af kode ofte under dobbelt licens så de kan optræde i dokumentationen.
Byrder ved trykning
GNU FDL kræver at man ved trykning af et dokument dækket af licensen skal inkludere: "this License, the copyright notices, and the license notice saying this License applies to the Document are reproduced in all copies" (denne licens, angivelser af ophavsret, og licensens bemærkning om at dokumentet er omfattet af licensen er gengivet i alle eksemplarer). Det vil sige at hvis du printer en kopi af en artikel hvor teksten er dækket af GNU FDL, skal du også inkludere en angivelse af ophavsret og en fysisk udprintning af GNU FDL som i sig selv er et dokument af en betydelig størrelse.
Historik
GFDL blev frigivet som udkast i sidste del af 1999. Efter nogle revisioner blev version 1.1 frigivet i marts 2000, og version 1.2 i november 2002.
Andre licenser for åbent indhold
Visse af disse blev udviklet uafhængigt af GNU FDL, mens andre udvikledes som svar på det man anså som fejl i GNU FDL.
Creative Commons "CC-by-sa" og "CC-nc-sa" licenserne
Design Science License
Open Content License
Open Publication License
Se også
Battleon.com
Ophavsret
Copyleft
Fri software
GNU
Åbent indhold
Open hardware
Free machine
Share-alike
Softwarelicenser
Eksterne henvisninger
Den officielle licens, version 1.3
Ressourcer der diskuterer GFDL:
GNU Free Documentation License
Udkast til Debians holdningstilkendegivelse om GFDL
Why You Shouldn't Use the GNU FDL – hvorfor du ikke skal bruge GNU FDL.
The Free Universal Encyclopedia And Learning Resources
Immaterialret
Fri software-licenser |
72 | https://da.wikipedia.org/wiki/G | G | G, g er det syvende bogstav i det latinske alfabet. Det er en konsonant. Bogstavet kommer før H og efter F.
Andre betydninger
Tegnet G har mange betydninger.
Romertal for 400.
I musikken 5. tone i den diatoniske C-dur skala (G (tone)).
g er forkortelse for SI-masseenheden gram.
G er forkortelse for SI-præfikset giga og angiver at tallet skal ganges med 109.
G er enheden for gravitation (tyngdekraft).
G er den universelle gravitationskonstant.
g er en enhed for normal-tyngdeaccelerationen 1 g ca.= 9,82 m/s^2.
Var/er partibogstavet for De Grønne.
Eksterne henvisninger
Latinske bogstaver |
73 | https://da.wikipedia.org/wiki/Google | Google | Google Inc. er en amerikansk software- og It-virksomhed. Virksomheden er især kendt for sin søgemaskine på internettet "Google". Søgemaskinen er i dag den største søgemaskine på internettet.
Googles forretningsområder spænder vidt og der tilbydes en række It- og softwareservices. Der tilbydes også en række andre produkter gennem en række af datterselskaber. Google Inc. er et datterselskab til Alphabet Inc.
Det er verdens mest populære website.
Historie
Google blev oprettet i 1998 af to ph.d.-studerende ved Stanford University, Larry Page og Sergej Brin. Det oprindelige navn på søgemaskinen var Backrub, som senere blev til Google, navngivet efter tallet googol (1 googol er et et-tal efterfulgt af 100 nuller).
I 2006 opkøbte Google YouTube og i dag uploades der over 300 timers video til websitet i minuttet.
"’Don’t be evil’ blev i årene frem kendt verden over. Fra 2001 og frem til 2009 steg antallet af medarbejdere fra 200 til 20.000 og antallet af søgninger ifølge analysevirksomheden ComScore fra tusinde eller hundredtusinde til 17 millioner i minuttet. "
Produkter
Google Android
Google Android som blev lanceret i år 2007, Android er googles styresystem til tablets, mobiltelefoner, ure, tv og tavlecomputere. Android er baseret på Linux og er open source. I 2014 var Android det mest brugte styresystem til mobile enheder. Der er over 1.000.000 apps på Google Play, som er Googles pendant til Apples App Store.
Google Now
Google Now som blev lanceret den 27. juni 2012 er en personlig assistent man kan spørge hvordan vejret er i morgen, hvem opfandt Google eller hvad man nu ellers vil spørge om. Google Now sporer også ens pakker og viser flytider. Google Now er foreløbig kun på engelsk.
Google Glass
Google Glass som blev lanceret i 2012 og er nogle briller som har et hovedmonteret display (hmd).
Google Search
Google har revolutioneret søgemaskinen på internettet ved at være opbygget over en algoritme, holdt yderst hemmelig af bagmændene, som giver brugeren langt mere relevante søgeresultater end hos konkurrerende søgemaskiner.
Gmail
Google har også lanceret andre typer tjenester på nettet, blandt andet en webbaseret e-mail-service, Gmail. Som en nyhed tilbød man fra start 1 GB gratis lagerplads, hvilket siden er vokset til over 15 GB og man købe sig op til 30 TB lagerplads. Til gengæld forbeholder Google sig retten til at præsentere reklamer, der knytter sig til ord og begreber i den modtagne post. Reklametypen hedder AdSense, idet målet er at tilbyde reklamer, der er relevante for den enkelte bruger – i modsætning til massereklamer. Google skriver følgende "I 2000 introducerede vi AdWords, et selvbetjeningsprogram til at lave reklamekampagner online. I dag hjælper vores annonceringsløsninger – herunder display-, mobil- og videoannoncer samt de helt almindelige tekstannoncer, som vi introducerede for mere end et årti siden – tusindvis af virksomheder med at vokse sig større og få succes."
Google webmaster tools
For at støtte Googles integration i website-management stiller Google en service til rådighed for webmasters og hjemmesidearbejdere i form af Google webmaster tools.
Google Scholar
I efteråret 2004 lanceredes Google Scholar, der er beregnet på at hjælpe studerende og forskere med at finde relevant materiale. Det gøres bl.a. ved at indeksere tidsskrifter og bøger, der ikke nødvendigvis er frit tilgængelige online. Google Scholar er stadig under afprøvning. Fra 2006 er Scholar også blevet tilgængeligt på dansk.
Google Earth
I Google Earth tilbyder man adgang til satellitfotografier af områder på jorden, herunder især den vestlige verden. Det er et krævende program (udgivet til Windows, Mac og Linux), der endnu kræver installation af programmer på maskinen. Alternativet Google Maps er mindre krævende udstyrsmæssigt, men har til gengæld ikke så mange funktioner.
Google Apps for Work
Google Apps for Work er en pakke af software til støtte af samarbejde og produktivitet baseret på cloudcomputing. Google Apps, hvis første udgave kom i 2006, er beregnet på virksomheder og organisationer.
Kritik og kontroverser
Google er vokset hurtigt og har skabt nærmest monopol på området for søgeindeks, hvilket har givet anledning til debat.
Først og fremmest handler det om reklamer, som finansierer foretagendet. Google er eksperter i at skabe netop de få, men rigtige reklamer på en websted eller i forbindelse med et elektronisk brev. Det kræver f.eks. adgang til følsomme data fra brugerne, hvilket af nogle betragtes som en trussel mod privatlivets fred og som et skridt nærmere det totale overvågningssamfund.
Men det handler også om, hvem der skal bestemme, hvilken side der skal vises først i forbindelse med en internetsøgning (rangordning). Igen kommer reklamer med i billedet, idet annoncører kan købe plads på resultatsiden, hvilket anfægter søgningens neutralitet.
En anden sag handler om ophavsret, hvor Google henviser til beskyttede sider. Her har Google fjernet den oprindelige henvisning og henviser i stedet til klageren. Google var på et tidspunkt i færd med en digitalisering af store amerikanske biblioteker, hvor ophavsretten også kunne krænkes, samtidig med at relevante annoncer i forbindelse med bøgernes indhold ikke var/er lige populært i alle litterære kredse.
I en global verden kan der ligeledes være problemer med håndtering af ophavsret, der varierer fra land til land. Her grænses der op til censur.
Krænkelser af patenter på søgemaskiner kan også blive et problem, f.eks. har Yahoo! sagsøgt Google for at have misbrugt en af deres ideer (Googles AdSense vs. Yahoo!'s Overture).
Nyeste skud på stammen er TrackMeNot, som er et letvægts baggrundsprogram med det formål at forvirre Googles søgemaskine, for derved at skjule brugernes aktuelle søgninger, så Google ikke kan lagre faktisk information omkring brugerens søgning.
TrackMeNot udsender periodisk tilfælde søgninger i forskellige søgemaskiner, såsom AOL, Yahoo!, ASK, Google, og Bing som derved forvirrer diverse søgemaskiner i deres logging af brugerinformationer.
I 2014 blev Google idømt en bøde på 150.000 € af det franske datatilsyn CNIL, for ikke at overholde fransk lovgivning om beskyttelse af personlige oplysninger.
Spøg og skæmt
Aprilsnar
I 2011 kom Google med to aprilsnarer:
Aprilsnar 2011: Når man søger på Google efter skrifttype Helvetica ændres webstedet i skrifttype Comic Sans.
Googles har en ny måde at sende email på med G-Mail, som kaldes Google Motion. Når man vil sende en email skal man lave bevægelser som for eksempel at åbne en konvolut for at åbne en email. → [https://mail.google.com/mail/help/motion.html Historien]
Easter egg
Et eksempel på et såkaldt easter egg kan opleves ved en søgning efter "Atari breakout", i Google billeder hvilket vil ændre de fremkomne billeder til "mursten", i stil med Ataris spil Breakout.
Google Doodle
En Google Doodle er en særlig, midlertidig ændring af logoet på Googles søgemaskines forside, der er beregnet til at fejre helligdage, arrangementer, resultater og mennesker.
Kilder
http://politiken.dk/kultur/medier/ECE917514/er-google-alligevel-lidt-ond/
Her er verdens mest populære hjemmesider - Computerworld 2009
Referencer
Eksterne henvisninger
Google
google scholar
google glass
android
youtube
Virksomheder i San Francisco
Etableret i 1998 |
74 | https://da.wikipedia.org/wiki/Gaffel | Gaffel | En gaffel var oprindeligt udformet ligesom en stegegaffel, det vil sige at det er den oprindelige form som er bevaret i stegegaffelen: Et håndtag med kun to lange parallelle spidser til at spise med. Derfra har der udviklet sig flere betydninger af gaffel:
Gaffel (bestik) – et redskab til at spise med, som regel med fire let krummende ben.
Gaffel (indskydning) – indenfor artilleriets indskydning betegner en gaffel den afstand, observatøren flytter træfningen med.
Gaffel (rundholt) – i et rundholt bærende et langskibs sejl, med to ben omkring masten.
Gaffel (skak) – en gaffel i et spil skak er en dobbelttrussel.
Gaffel (telefon) – på en telefon lå eller hang hørestykket og senere mikrotelefonen i en holder, der kaldtes en gaffel efter udformningen, med to grene.
Gaffel (telekommunikation) – indenfor telekommunikationen er en gaffel en kredsløbstype, hvor en duplexlinje deles op i en sende- og en modtagelinje.
Gaffeltruck – et køretøj, som løfter med to pinde.
Forgaffel – den konstruktionsdel, der bruges til at fastholde forhjulet på et køretøj.
Stemmegaffel |
75 | https://da.wikipedia.org/wiki/Galease | Galease | En galease er i skibsterminologi betegnelsen for en krydsning mellem galeonen og galejen, som havde flere rækker årer samt to master med latinersejl.
En galease er et tomastet sejlskib med skrog som en jagt og rigget med gaffelsejl. Den forreste mast, Stormasten, er lidt højere end den agterste, Mesan.
Se også
Transport
Skibstyper
Menneskedrevne søfartøjer |
76 | https://da.wikipedia.org/wiki/Galeon | Galeon | En galeon er i skibsterminologi betegnelsen for et fartøj, udviklet fra koggen, men uden dennes høje overbygning forrest.
Se også
Transport
Galion
Middelaldervåben
Skibstyper |
77 | https://da.wikipedia.org/wiki/Forside | Forside | Wikipedia administration |
78 | https://da.wikipedia.org/wiki/HTML%20%28flertydig%29 | HTML (flertydig) | HTML har flere betydninger:
HTML – Hypertext Markup Language er et opmærkningssprog
HTML-farver – web-sikre farver
HTML-redigeringsværktøj – et software-program til oprettelse og redigering af hjemmesider |
79 | https://da.wikipedia.org/wiki/HTML | HTML | HyperText Markup Language (HTML) er et opmærkningssprog, der primært har til formål at få tekst og billeder på en hjemmeside til at virke som links til andre HTML-sider. Markup betyder at opmærke, og HTML bruges til at strukturere hjemmesider og bestemme det indhold der vises. HTML bliver ofte brugt sammen med CSS og Scriptsprog såsom JavaScript der udvider muligheden for at bestemme design og specielt bruger-input på hjemmesider.
HTML kan eksempelvis bruges til at markere en tekst som overskrift eller brødtekst, arrangere i punktopstillinger eller tabeller, og hyperlink kan indsættes som klikbar tekst. Dermed kan webbrowsere skelne teksttyper og vise indholdet formateret efter den type, det er markeret som. Overskrifter vises med forstørret, fed skrift og hyperlink med blå skrift. HTML giver også mulighed for indlejring af billeder. HTML-filer bruges på internettet, især på World Wide Web.
HTML-side
Hver HTML-side kan være en hjemmeside, men oftest vil det være flere html-sider, der ligger under ét domæne, der kaldes en hjemmeside. Et bedre navn er derfor websted, website eller site.
Historie
HTML-sproget blev opfundet af fysikeren Tim Berners-Lee i 1990, under sit arbejde på CERN-atomforskningsinstituttet i Geneve i Schweiz. Formålet var at give forskerne på instituttet et simpelt markup-sprog (opmærkningskode) til at dele deres forskningsresultaters med hinanden på CERNs intranet.
HTML er baseret på SGML, Standard Generalized Markup Language, en international standard til opmærkning af tekster, så de kan præsenteres på fysiske enheder.
SGML opmærker en tekst: overskrift, brødtekst, lister og lignende, men fortæller ikke hvordan overskriften skal se ud. Udseendet bestemmes af den enhed teksten vises på. Samme tekst vil se meget forskellig ud fra enhed til enhed. Idéen med HTML var at det skulle være effektivt og enkelt, der var derfor ikke tænkt meget på at gøre teksten præsentabel og flot på tværs af platforme.
HTML gennemgik en række ændringer fra 1991-1993, i juli 1994 udløb det seneste RFC udkast, senere samme år blev udkastet til HTML 2.0 færdiggjort og november 24, 1995 blev der formelt udgivet en version som efterfølgende udvidelser af HTML skulle baseres på. Udgivelsen af HTML 2.0 fik navnet RFC1866.
HTML udkast før 1995
HTML 1.0
Denne udgave af HTML blev skabt før World Wide Web Consortium, for alvor var etableret. HTML 1.0 blev derfor ikke formelt specificeret. HTML 1.0 indeholdt få formateringskoder, man kunne hverken vælge baggrundsfarve eller baggrundsbillede. Man havde heller ingen indflydelse på, hvilken skrifttype teksten var skrevet med, så alle hjemmesider lignede hinanden med samme grå baggrund, blå tekst-links og Times New Roman som skrifttype.
Billeder skulle være i GIF-formatet. De fleste hjemmesider på den tid indeholdt ingen billeder. HTML 1.0 blev kun brugt i browserne Mosaic og Lynx (Lynx var kun tekstbaseret og virkede under UNIX).
HTML 1.1
Den nye version blev skabt af holdet bag browseren Netscape, for at understøtte Netscapes funktioner. Der var på dette tidspunkt et stærkt begrænset antal browsere til rådighed, og det var almindeligt at tilføje dén kode, der passede til den specifikke browser man arbejdede med.
HTML versioner
HTML 2.0
Den første udgave af HTML blev offentliggjort i 1995 som en internet standard. Med denne version af HTML kom flere formateringskoder til, såsom valg af baggrundsfarve. Det blev muligt at lave formularer i begrænset omfang, så brugeren kunne indtaste data, som administratoren af hjemmesiden så kunne gøre brug af. Tabeller (CSV) blev også en del af HTML 2.0.
The World Wide Web Consortium blev dannet mellem version 1 og 2 med Tim Berners-Lee som leder og HTML 2.0 blev formelt specificeret. Det forhindrede dog ikke udviklerne af browserne i at tilføje deres egne koder, hvilket gjorde det vanskeligt for web designeren med sit editor-program at forudsige præsentationen hos slutbrugeren, afhængig af browser.
HTML 3.2
I version 3.2 blev der tilføjet flere formateringskoder, som kunne bruges til at styre indholdet på hjemmesiden. 3.2 indeholdt også understøttelse af CSS 1 (Cascading Style Sheet level 1). Idéen var at CSS skulle indeholde formateringskoden og strukturen skulle skrives i HTML, på den måde blev struktur og udseende adskilt og fastlagt med hver deres kode. Da browserne ikke understøttede alle funktioner af CSS endnu, var CSS imidlertid ikke så anvendeligt. Det var derfor stadig formateringskoderne i HTML, der skulle bruges til at bestemme sidens udseende.
HTML 4.0
Hidtil havde udviklingen af HTML givet flere og flere formateringskoder og fjernet HTML fra den oprindelige tanke om et standardiseret markup language (opmærkningssprog eller kode under redigering i en web editor), der strukturer tekst, billeder, videoer med Macromedia hjælpeprogrammet Flash Player (senere et Adobe produkt), interaktive elementer (som ved chat funktioner eller uploade kommentarer i et særlig opmærket kommentarfeltfelt; indbygget mail funktion på hjemmesiden. Betalingssystemer til online handel etc. foruden en række andre hjælpeprogrammer, hvoraf mange blev integreret i web browseren på den enhed, HTML-siden blev downloadet på og gør det muligt for andre enheder der downloader eller logger sig på en hjemmeside, så det så ud på nogenlunde samme måde (ikke bare indholdsmæssigt men også i web designet). Formålet med HTML 4.0 var at vende tilbage til den oprindelige idé om at adskille struktur og præsentation. Derfor blev de fleste formateringskoder taget ud af HTML og lagt over i CSS.
HTML 5
Se artiklen HTML5
HTML's grundprincipper
Eksempel
Elementer og attributter
HTML består af et fast antal elementer, der kan tildeles en række egenskaber. Et element består af et åbnings-tag <elementnavn> der angiver starten på elementet og et lukke-tag </elementnavn> der angiver enden af elementet.
Elementerne html og body starter og afslutter indholdet på en side. Elementet body kan kun bruges en gang. Et element kan indeholde andre elementer, for at få vist overskriften på en side i browseren skal koden struktureres som i følgende eksempel:
<!DOCTYPE html>
<html>
<body>
<h1>overskrift</h1>
</body>
</html>
Et eksempel på et element er en overskrift. I HTML-koden sættes et åbnings-tag foran den tekst, der skal være overskrift og et lukke-tag efter teksten: <h1>Min overskrift</h1> Her er åbnings-tag <h1> og lukke-tag </h1>
Overskriftelementet ligger inden i <body>-elementet, som ligger i HTML-elementet.
Læses ovenstående koden af en browser vil baggrunden af siden være standardfarven fra browseren og der vil på siden stå "overskrift" med stor skrifttype.
Browseren læser koden en linje af gangen og vil læse koden på følgende måde:
Linje 1: Dokumentet skal læses som HTML.
Linje 2: HTML koden starter.
Linje 3: Sidens indhold starter.
Linje 4: Teksten skal vises som den største overskriftstype.
Linje 5: Sidens indhold slutter.
Linje 6: HTML koden slutter.
Følgende kode indholder en attribut i body elementet, der bestemmer baggrundsfarven på siden.
<!DOCTYPE html>
<html>
<body bgcolor="blue">
<h1>Min overskrift</h1>
</body>
</html>
CSS
CSS står for Cascading Style Sheets, og definerer hvordan HTML-elementer skal fremvises. CSS skrives i style-tags, Styles var tilført til HTML for at løse problemer i HTML 4.0.
Styles håndterer formateringen i HTML dokumenter, på den måde kunne HTML gå tilbage til kun at definere indholdet af et dokument som eksempelvis:
<h1>Dette er en overskrift</h1>
<p>Dette er et afsnit</p>
CSS gør det nemmere at bestemme og redigere i, hvordan HTML-elementer skal vises. Formateringskoden gemmes som regel i eksterne CSS-filer. External Style Sheets kan ændre udseendet og layoutet af sider på en hjemmeside, blot ved at redigere en enkelt fil helt uafhængigt af sidens indhold.
Baggrunden for at skille struktur og præsentation
Den seneste udvikling af HTML har gjort mere for at skille strukturen af en hjemmeside fra udseendet. Strukturen har til formål at fortælle den enhed og browser, der skal gengive hjemmesiden, hvad de enkelte dele er. Ideelt set skal HTML-koder blot give browseren beskeden: her begynder HTML-siden, her er sidens titel, her begynder indholdet, her er en overskrift, her er et billede, her er et link, her er en tabel, her slutter indholdet osv.
I det tilfælde hvor hjemmesidedesigneren ikke bruger formateringskoder, vil browseren vise siden med en standardformatering. Det betyder, at den kan komme til at se meget forskellig ud, afhængigt af hvilken browser, brugeren benytter.
Nedenfor ses et eksempel på HTML kode skrevet uden formateringskoder, og hvordan koden vil blive vist på en browser
Vedligeholdelse
Før implementeringen af CSS var det besværligt at ændre udseende på en hjemmeside. Hvis baggrundsfarven på en hjemmeside skulle ændres, var det nødvendigt at åbne hver enkelt side og skrive HTML koden om.
Ved at skrive hele formateringen i et CSS-dokument og lade HTML-dokumentet til hvert side referere til det ene CSS-dokument, kunne ændringer på store hjemmesider laves hurtigt ved at ændrer i koden på CSS-dokumentet.
Præsentation på forskellige enheder
I takt med at flere og flere forskellige enheder med forskellige skærmstørrelser og Skærmopløsninger benyttes til at vise hjemmesider, bliver CSS også endnu mere vigtigt til at sørge for at hjemmesiderne kan vises på de forskellige enheder, på en overskuelig måde hvor en mindre skærm ikke gør en hjemmeside besværlig at læse indhold og navigere på. Et specifikt Style Sheet til hver enhed benyttes til at løse dette problem, som ikke kan løses i HTML alene. Når hjemmesiden indlæses i browseren, vil koden så benytte den CSS-fil der passer til den største opløsning enhedens skærm understøtter.
Hvis der er skrevet CSS-filer til flere forskellige opløsninger, vil hjemmesiden vises bedre på tværs af flere skærmstørrelser. Det vil dog sjældent være nødvendigt at skrive mere end 2 CSS-filer, en til computerskærm og en til mobilskærm.
Editorer og WYSIWYG
Mange værktøjer kan bruges i web-udvikling med funktioner som Syntax Highlighting, Autofuldførelse og Faneblade. På den måde behøver en webudvikler ikke at skrive meget kode, og derfor heller ikke at have intimt kendskab til kodens opbygning og anvendelse. Der opstår dog nemt problemer når man overlader noget af ansvaret til et værktøj.
Mange amatører benytter disse værktøjer, det kan give problemer når hjemmesider laves uden at tænke på sikkerhed. I sidste ende kan hjemmesiden udsættes for Hacker-angreb hvor indholdet kan ændres mod ejerens vilje og hackerne kan få adgang til personlige oplysninger.
Generelt kan enhver Teksteditor benyttes til at skrive HTML-kode såsom Notepad i Windows.
HTML sammenlignet med XHTML
XHTML er en videreudvikling af HTML. XHTML er baseret på XML, alle XML baserede sprog kan således anvendes med XHTML.
XHTML har flere funktioner end HTML men er mere følsom overfor fejl i koden. Små fejl kan i HTML stadig resultere i en brugbar hjemmeside, hvor de samme fejl i XHTML vil give en fejl i programmet så siden slet ikke vises. Det kræver derfor en større ekspertise at arbejde i XHTML.
I mange tilfælde vil det være uhensigtsmæssigt at arbejde i XHTML. HTML kan ofte spare meget tid og besvær med det samme slutresultat.
Eksterne henvisninger
W3C's hjemmeside: HTML validering mm.
W3schools: HTML reference (engelsk)
HTML analysator (engelsk)
World Wide Web Consortium
Markup language
Akronymer |
82 | https://da.wikipedia.org/wiki/Hortensia%20von%20And | Hortensia von And | Hortensia von And er en figur i Disneys tegneserier. Hun blev født i 1876 i Glasgow, Skotland. Hendes forældre var Frederik von And og Clementine O'And. Hun har fra hun var helt lille haft et ubehageligt temperament.
I 1902 kom hendes ældre bror Joakim von And til Skotland, og tog hende og deres søster Andrea von And med sig. Da Joakim etablerede Andeby, Calisota, USA som sin hjemmebase, begyndte han med at rejse jorden rundt, for at udvide sit finansielle imperium. Fra 1902 til 1930 styrede hans søstre det hele fra hjemmebasen, mens han var væk. I løbet af disse år mødte hun sin kæreste Rapmus And, som hun giftede sig med i 1920. Senere samme år fødte hun to tvillinger. Hendes søn fik navnet Anders And og datteren Della And. Af de to, var det kun drengen der arvede sin mors temperament. Ved en kamp med Joakim i 1930 stoppede alt sammenhold mellem ham og hans familie.
Eksterne henvisninger
Stamtræet
Se også
Anders And-figurer
en:Clan McDuck#Hortense McDuck
no:McDuck-klanen#Lillegull McDuck
pl:Hortensja McKwacz |
83 | https://da.wikipedia.org/wiki/Her%20er%20dit%20liv%2C%20Joakim | Her er dit liv, Joakim | Her er dit liv, Joakim (Originaltitel The Life and Times of Scrooge McDuck) er en tegneserie af Don Rosa om Joakim von And. Serien er på 209 sider og følger de største begivenheder i Joakims liv mellem 1867 og 1947. Tegneserien giver også information om mange andre figurer relateret til Joakim von And – både familiært og på anden vis. Den er både skrevet og tegnet af Don Rosa, som altid har været fascineret af Joakim von And.
Da Rosa i 1991 begyndte at skrive og tegne på den serie, der skulle fortælle den rige ands livshistorie, hentede han alle sine oplysninger om Joakim (det han kalder Barksian facts) fra Carl Barks' historier. Hvis Onkel Joakim i en af Carl Barks' historier fremsagde en bemærkning om sin ungdom, så uddybes den med stor sikkerhed et eller andet sted i denne serie.
Serien udgør det eneste forsøg på at skabe en fastlagt kronologi og stamtavle for ande-familien, og skabte af samme grund en del kontrovers da den udkom. Mange mente at historierne om ænderne hentede en del af deres kraft idet universet omkring dem var så løst defineret. Tegnerne fik dermed friheden til at skabe netop den baggrundshistorie som de havde brug for til at fortælle en given historie. Således kan man igennem årene finde adskillige, forskellige historier om hvordan onkel Joakim tjente sin første 25-øre. Kritikerne var bange for at en sådan, samlet historie ville indskrænke denne frihed, og ironisk nok var Don Rosas store talent en del af grunden til kritikken. Don Rosa bliver af mange anset for at være Carl Barks' værdige efterfølger, og med det ry er det naturligt at en udgivelse af dette omfang, vil få en meget stor autoritet sit område. Carl Barks udtalte således om historien, at han ville ønske at den aldrig var udkommet.
Serien udkom delvist i Anders And & Co. og delvist som tillæg til bladet, og den blev i 1997 samlet i én stor bog, Joakim von And – Her er dit liv, i anledning af Joakim von Ands 50 års jubilæum. For fans af Disney-tegneren Don Rosa, er bogen prikken over i'et i ens samling. Da den udkom, blev den revet væk fra hylderne, og i dag skal man være meget heldig for at få fat i et eksemplar af bogen. Hvis man endelig får fat i et, skal man være forberedt på at skulle betale en pæn sum penge for det.
Bogen er på 272 sider og består af 12 kapitler samt et yderst grundigt forord (også skrevet af Don Rosa); ét til bogen og ét til hvert kapitel.
Indhold
Kapitel 1: Den sidste von And (1877-1880)
Kapitel 2: Mississippiflodens konge (1880-1882)
Kapitel 3: Præriens bedste and (1882-1883)
Kapitel 3,2: Cowboy-kaptajnen på Cutty Sark (1883)
Kapitel 4: Kobberkongen fra Montana (1883-1885)
Kapitel 5: Den nye slotsherre (1885)
Kapitel 6: Savannens skræk (1886-1889)
Kapitel 6,2: Opgør i spøgelsesbyen (1890)
Kapitel 7: Det store næbdyr (1893-1896)
Kapitel 8: Kongen af Klondike (1896-1899)
Kapitel 8,2: Fangen ved Sølvstrømmen (1897)
Kapitel 8,3: Opgør i Klondike (1898)
Kapitel 9: Milliardæren fra Ødelyng Overdrev (1899-1902)
Kapitel 10: Slaget om Fort Andeby (1902)
Kapitel 10,2: Brushanen fra Corte Culebra (1906)
Kapitel 11: Verdens rigeste and (1909-1930)
Kapitel 12: Eneboeren i Andeby (25. december 1947)
Der er en forsideillustration til hvert kapitel, og der er selvfølgelig også gemt en D.U.C.K.-dedikation på forsiden og en i hvert indledningsbillede. Hvis du har svært ved at finde D.U.C.K.-dedikationerne, kan du få hjælp i forordet til at finde dem.
Originaltitler:
The Last of the Clan mcDuck (Lo$ chapter 1)
The Master of the Mississippi (Lo$ chapter 2)
The Buckaroo of the Badlands (Lo$ chapter 3)
The Cowboy Captain of the Cutty Sark (Lo$ chapter 3,2)
Raider of the Copper Hill (Lo$ chapter 4)
The New Laird of the Castle mcDuck (Lo$ chapter 5)
The Terror of the Transvaal (Lo$ chapter 6)
The Vigilante of Pizen Bluff (Lo$ chapter 6,2)
Dreamtime Duck of the Never-Never (Lo$ chapter 7)
King of the Klondike (Lo$ chapter 8)
The Prisoner of White Agony Creek (Lo$ chapter 8,2)
Hearts of the Yukon (Lo$ chapter 8,3)
The Billionaire of Dismal Downs (Lo$ chapter 9)
The Invader of Fort Duckburg (Lo$ chapter 10)
The Sharpie of the Culebra Cut (Lo$ chapter 10,2)
The Empire-Builder from Calisota (Lo$ chapter 11)
The Richest Duck in the World (Lo$ chapter 12)
Lo$ står for Life of Scrooge ("The Life and Times of Scrooge McDuck" er den fulde titel)
Eksterne henvisninger
Her er dit liv, Joakim på I.N.D.U.C.K.S.
Her er dit liv, Joakim på ComicWiki
Disneyzonen – Dele af artiklen stammer herfra med tilladelse
Anders And-universet
Litteratur i 1997 |
84 | https://da.wikipedia.org/wiki/Hobby | Hobby | At have en hobby vil sige at man laver noget i sin fritid, som man interesserer sig for.
Det kan f.eks. være:
Samlinger : Brevpapir, frimærker (filateli), glansbilleder, klistermærker, mønter (numismatik), pins, postkort (deltiologi), receptkuverter, telekort, servietter, kuglepenne, øletiketter, modeltog.
Skabende : Havedyrkning, håndarbejde, kunsthåndværk, maleri, foto, sang, tegning, musik, modelbygning, scrapbooking.
Underholdning : Spil, geocaching, læsning af bøger eller tegneserier og videospil.
Materiel kultur |
85 | https://da.wikipedia.org/wiki/H | H | H, h er det ottende bogstav i det latinske alfabet. Den tilhører den af gruppe af bogstaver som kaldes konsonanter.
Andre betydninger
H er et tegn med flere betydninger:
H er et mindre anvendt romertal for 200.
H er kendingsbogstav for biler fra Ungarn (latin: Hungaria).
H er den 7. tone i den diatoniske C-dur skala (H (tone)).
h er en forkortelse for time (latin: Hora, engelsk: hour).
H er det kemiske tegn for grundstoffet brint (latin: Hydrogen).
h er betegnelsen for Plancks konstant.
H er SI-enheden for elektrisk induktans, henry.
h er SI-præfiks for hekto (dansk: Hundrede).
(H) bruges om advokater, der har møderet for Højesteret.
H var/er bogstavet for Det Humanistiske Parti.
H bruges som tegn til landingspladser for helikoptere.
H anvendes som forkortelse for hovedbanegård, f.eks. København H.
H benyttes som symbol for Hannover på tyske nummerplader.
Linje H er en S-togslinje i København. Der har tidligere været en anden linje med samme betegnelse.
Eksterne henvisninger
Latinske bogstaver |
86 | https://da.wikipedia.org/wiki/Internet | Internet | Et internet er betegnelsen for et netværk af computernetværk, som er koblet sammen. Ofte taler man om internettet, der så betegner et globalt netværk af datanet-værter (computere). Internettet er en af de vigtigste opfindelser fra det 20. århundrede. Ikke fordi det i sig selv er noget teknisk vidunder, men på grund af de store konsekvenser det allerede har for vores måde at leve vores liv på, selv om det kun har nået større udbredelse inden for de seneste 16 år.
Internettet har stor samfundsmæssig betydning, blandt andet på områder som international vidensdeling, kommunikation, handel, mediebranchen og sociale netværk.
Hjemmesider har gjort det muligt at hente information fra hele verden. E-mail, Voice over IP (VoIP) og chat har allerede delvist erstattet breve og den traditionelle telefon. Internetmedier har trukket læsere og annoncer væk fra aviser og magasiner, og Video on demand er begyndt at være et alternativ til fjernsynet. Brancher som banker, rejsebranchen, forlag og boghandlere samt pladebranchen har fået vendt op og ned på den måde kunderne betjener sig selv på eller måden de køber varer. Samtidigt benytter millioner sociale netværk til at holde forbindelse og kommunikere med familie, venner og kollegaer.
Historie
Grundstenene til internettet blev lagt i 1960'erne af det amerikanske forsvar, først og fremmest med etablering af Arpanettet og senere af de civile netværksstrukturer CSNET, BITNET og NSFNET. Internettet måtte ikke have en central computer, hvor alle informationer var lagret på en harddisk. Primært for at undgå at store mængder data kunne fjernes med et slag. Internettet udviklede sig derfor som et decentralt computernetværk. Efterhånden blev en række forskningsinstitutioner koblet på nettet; først forskningsinstitutioner inden for militærindustrien og efterretningsvæsnet og senere almindelige universiteter.
I 1981 var 213 computere fra forskellige universiteter bundet sammen – 10 år efter var tallet mere end 300.000. I 1996 brugte 12 procent af danskerne internet i gennemsnit to timer om ugen. 88 procent brugte ikke internet.
I juli 2007 havde 83 procent af den danske befolkning ifølge Danmarks Statistik adgang til internettet fra hjemmet.
I 2010 viste en undersøgelse af ovenstående firma, at hele 91 procent af den danske befolkning, havde adgang til internet i deres husstand.
Webbaseret teknologi
I det øjeblik en teknologi bliver web-baseret, opnår den en potentiel brugermasse, som er lig med antallet af brugere på nettet. Derfor er det flere gange i de forløbne år set, at en ny teknologi eller et begreb er blevet verdensberømt i løbet af ganske kort tid. Dette fænomen medførte blandt andet en IT-boble i slutningen af 1990'erne, hvor mange firmaer og koncepter blev overvurderet og gik konkurs, netop fordi det er så svært at vurdere en idés potentiale på internettet.
Nedenfor er listet en række af de ting, som internettet blandt andet har ført med sig:
E-mail
Chats
Websteder
VoIP
Onlinebooking
Video on demand
Søgemaskiner
Webshops
Teknisk definition
Internettet er et WAN-datanet, der forbinder andre mindre datanet. Ordet internet er sammensat af inter, som betyder mellem, og net, som refererer til et datanet. Dataterminaludstyr (f.eks. computere) på internettet kommunikerer med hinanden via protokoller.
Det største offentligt tilgængelige datanet i verden kaldes i daglig tale også simpelthen internettet. Nettet er organiseret i domæner. World Wide Web er den del af internettet, som kan nås via HTTP-protokollen.
Internettet benytter IP (OSI lag 3) som bæreprotokol og for eksempel TCP, UDP, ICMP og IGMP på OSI lag 4. Eksempler på TCP-baserede protokoller på OSI lag 5: POP3, IMAP, SMTP, FTP, HTTP, HTTPS, Telnet, NNTP. Alle disse protokoller er dokumenteret i såkaldte RFC'er.
Eksempler på andre meget brugte protokoller og andet: PPP, SLIP, LDAP, SSL, VRML og P2P.
Nogle af de mest kendte ting, der gør brug af disse protokoller er e-mail, nyhedsgrupper, FTP, World Wide Web, Gopher, SSH, finger og IRC. Ud af disse er World Wide Web og e-mail de mest brugte, og en masse andre ting er bygget oven på disse.
Privatpersoner og private virksomheder opnår forbindelser til internettet ved at abonnere på en internetforbindelse fra en internetudbyder. Forsknings- og undervisningsinstitutioner er ofte forbundet til et forskningsnet.
Man kan tilslutte en computer til internettet på forskellige måder:
Som privat bruger var den mest udbredte metode via et modem, der var tilsluttet en telefon. Forbindelser via modem er stadig meget udbredt.
I de senere år det blevet mere almindeligt med en såkaldt bredbåndsforbindelse, f.eks. en ADSL-forbindelse, mobilt bredbånd, eller via antenneforeningens kabel, der deles med radio- og tv-signaler.
De fleste virksomheder og institutioner har et netkort i hver computer, der er forbundet til et LAN, og det er normalt forbundet til internet via en router og ADSL eller en hurtigere forbindelse. Imellem router og lokalnet kan evt. anvendes en firewall.
Se også
Digital dannelse
Noter
Referencer
Samfund |
87 | https://da.wikipedia.org/wiki/Den%20Internationale%20Rumstation | Den Internationale Rumstation | Den Internationale Rumstation (engelsk: International Space Station eller forkortet ISS) er en rumstation i kredsløb om jorden i en højde af ca. 386 km. Rumstationen vejer ca. 450 ton. Rumstationen bevæger sig med en fart på 27.700 kilometer i timen og fuldfører næsten 16 kredsløb rundt om jorden per døgn.
Den samlede pris inkl. 10 års drift løber op i 300 mia. DKK.
I klart vejr kan man sommetider se den på nattehimlen med det blotte øje. Lige før solopgang og igen efter solnedgang vil den stå klarest på himlen, grundet solens spredning i atmosfæren. Her vil den lyse som en kraftig stjerne, som bevæger sig jævnt, men hurtigt over himlen.
Stationens første modul, kaldet Zarja, blev opsendt i 1998 af Rusland. Rumstationen er en fusion af Ruslands og USA's planlagte Mir 2 og Freedom-rumstationer. Canada, Japan, og 11 medlemmer af det europæiske rumsamarbejde ESA er juniorpartnere, mens Brasilien er løst tilknyttet. Danmark deltager i projektet – som er verdens største videnskabelige projekt nogensinde. ISS har trods Columbias havari været permanent bemandet siden forrige århundrede. (Bemærk at ISS kortvarigt har været ubemandet under rumvandringer, f.eks. d. 30. marts i 24 minutter da Sojuz TMA-9 skulle skifte plads.)
NASA's rumfærger er forældede og ikke i brug længere. Ruslands Sojuz er derfor den eneste mulighed for at få kosmonauter til ISS. SpaceX er i gang med at teste Dragon kapslen, som igen vil få NASA til at være i stand til at sende astronauter i rummet og til ISS. Den vil blive sendt af sted på en genbrugelig Falcon 9 raket, som skal gøre det billigere og mere effektivt at sende astronauter af sted.
Statistik
Pr. 4. september 2015 har 220 personer besøgt rumstationen, hvoraf 79 har været der to gange, og 28 tre gange og seks har været der fire gange (tallene inkluderer de ni, der er om bord i øjeblikket). Den faste besætning har svinget mellem to og seks, og det er den 45. besætning i øjeblikket. I alt 88 mænd og 11 kvinder har været om bord som ISS-besætningsmedlemmer. Samlet set har rumstationen været besøgt af 33 kvinder. Indtil nu har eneste dansker på rumstationen været Andreas Mogensen, der var på stationen i 8 dage fra 4. september 2015.
Da der skulle være mange astronauter på en rumfærge, er der også flest amerikanere: 141, mens russerne har haft 43 om bord. Europa har haft 16, Japan og Canada har begge haft syv om bord, mens Brasilien er tilknyttet med én. Som et led i Ruslands leje af raketbasen i Kasakhstan, har der også været to kasakhere om bord. Der har ligeledes været en turist fra et ikke-deltagerland, nemlig Sydafrika om bord. I øvrigt har ISS været udflugtsmål for syv turister med billetpriser på 150 mio. danske kroner. Malaysias og Sydkoreas rumfartsagenturer har begge haft en forsker om bord.For detaljer, se Besøgende til den Internationale Rumstation
De nyeste rumfærger; Discovery, Atlantis og Endeavour har fløjet til rumstationen med forsyninger, moduler og mandskab 37 gange, de russiske tresædede Sojuz-rumkapsler har regelmæssigt besøgt rumstationen hver sjette måned (omkring april og oktober) 44 gange og 59 russiske ubemandede Progress fragtfartøjer er kommet med omkring 2,5 tons forsyninger hver. Fem ATV'er fra ESA har hver leveret otte ton forsyninger mens JAXA har opsendt fem HTV'er. De private SpaceX og Orbital Sciences har opsendt henholdsvis seks Dragon- og tre Cygnus-kapsler. Endelig har to russiske Protonraketter opsendt Zarja- (Заря = morgengry) og Zvezda- (Звезда = stjerne) modulerne og to R-7-raketter (af nogle kaldet Sojuz-raket) har leveret to mindre Pirs- (Пирс = kaj) og Poisk (Пoиск = søg) -moduler.
Opbygningen af rumstationen
ISS er et forskningscenter i rummet med mange forskningsprojekter i det vægtløse miljø. Stationen har været beboet med besætninger på 3 personer siden 2000, den første besætning hed ISS Ekspedition 1. I løbet af 2009 skal besætningerne udvides fra tre til seks personer og rumstationen udvides fortsat for at få strøm, rensningsanlæg, plads og andre livsfornødenheder til større besætninger.
Trykregulerede moduler
ISS er sammensat af moduler og er stadig under konstruktion. Den færdigbyggede rumstation vil bestå af fjorten trykregulerede moduler med et samlet rumfang på cirka 1.000 m³ . Højt oppe i Jordens atmosfære, i termosfæren, hvor ISS opholder sig er det nødvendigt at trykregulere opholdsstederne for menneskene om bord på rumstationen. Modulerne kaldes derfor Trykregulerede moduler : Pressurised modules. Disse moduler omfatter laboratorier, rum til sammenkobling, luftsluser, opholdsrum og knudepunkter : Node .
Størstedelen er allerede i kredsløb men der er seks resterende moduler der endnu ikke er fragtet til rumstationen og tilkoblet. Hvert modul er transporteret til rumstationen med enten en rumfærge, Protonraket eller en R-7 raket.
Nedenfor er modulernes funktion og formål beskrevet.
Andre ISS komponenter
Integrated Truss Structure
Er rygraden på ISS, en stor tværgående bom, som visse ISS-elementer og de store solpaneler er tilkoblet. Sektionerne i styrbords side benævnes S1 til S6, sektionerne i bagbords side benævnes P1 til P6 (eng. port = bagbord) og midtersektionen benævnes S0. S2 og P2 findes ikke, da de skulle være Freedoms styreraketter. På ISS har de russiske moduler styreraketterne. Solpanelerne består af to vingepar i hver side: 34 m lange, 12 m brede og kan producere 32,8 kilowatt hver. Der er også monteret radiatorer til at komme af med spildvarmen. En 85 m lang jernbane løber på langs af tværbommen. På den kører MT-troljen (Mobile Transporter) med robotarmen Canadarm2 og to CETA-trækvogne (Crew Equipment and Translation Aid).
Multi-Purpose Logistics Module (MPLM)
MPLM er store containere der lastes om bord på rumfærgerne til at transportere store mængder nyttelast til og affald fra rumstationen. Containerne er bygget af det italienske rumfartsagentur ASI og de er navngivet efter berømte italienere: Leonardo, Raffaello og Donatello. NASA-ansatte med interesse for Teenage Mutant Ninja Turtles har retrospektivt tænkt på tre af de fire ninjaturtles da de designede emblemet.
ExPRESS Logistics Carrier skal påmonteres tværbommen.
(ELC-1 og ELC-2), ankom med STS-129-missionen i 2009.
(ELC-3 og ELC-4), ankommer i løbet af 2010.
Pressurized Mating Adapter (PMA)
Til sammenkobling af rumfartøjer med uens koblingsmekanismer fx russisk/amerikansk, er der tre PMA'er på rumstationen: PMA-1, PMA-2 og PMA-3.
Diverse robotarme
Canadarm2 (MSS)
Dextre Special Purpose Dexterous Manipulator (SPDM)
Kibō Remote Manipulator System
Orbiter Boom Sensor System (OBSS), benyttes på rumfærgen.
European Robotic Arm (ERA) med software fra Terma, ankommer i løbet af 2010 (STS-132).
Om bord på rumstationen
Astronauterne der bebor rumstationen opholder sig på rumstationen fra cirka 3 til 7 måneder ad gangen. Menneskekroppen er ikke skabt til at opholde sig i et vægtløst miljø så der skal tages forholdsregler for at holde astronauterne i god form. Manglen på tyngdekraft svækker muskler og knogler, ligeledes er manglen på friske råvarer et problem for tilførsel af vitaminer, mineraler og proteiner i næringsmidler.
Beboerne følger et nøje planlagt skema for hvornår de skal spise, arbejde, dyrke motion og hvile.
Arbejde
Mange former for arbejde skal udføres på rumstationen. Ud over de planlagte arbejdsopgaver kan der forekomme situationer der kræver handling og ekstra arbejde.
Laboratoriearbejde
De mange eksperimenter og forsøg på rumstationen kræver en eller anden form for interaktion. For biologiske forsøg kan der være planter der skal vandes og dyr der skal fodres.
Vedligeholdelse af rumstationen
Udvendig vedligeholdelse af rumstationen kræver at astronauterne iføres rumdragter og går på rumvandringer. Større vedligeholdelsesprojekter og udbygning af rumstationen sker som regel i forbindelse med et rumfærgebesøg. Rumfærgen er det eneste fartøj med så stort et lastrum at der er plads til de store moduler. De mindre projekter foretages af rumstationens besætning.
Rengøring og hygiejne
Svamp og mug er et problem i indelukkede rum der ikke udluftes og ISS er ingen undtagelse.
Andre opgaver
Kommunikation med de forskellige kontrolcentre er en del af den daglige plan. I perioder er der noget større arbejdsopgaver fx ved modtagelse af rumfartøjer, reboots og rumvandringer.
Livsfornødenheder
Der er 16 solopgange og 16 solnedgange i løbet af et døgn på rumstationen, men man forsøger at planlægge beboernes døgn efter et jorddøgn på 24 timer. Tidszonen på rumstationen er GMT og i astronauternes daglige skema er der afsat otte timers søvn, en time før sengetid har de en hviletid på cirka en time for at falde til ro og få ordentlig søvn. De får også afsat tid til privatliv, så de kan kommunikere med deres familie på Jorden. Der er også afsat til måltider og motion.
Se også
Columbusmodulet
Rumfart
Kilder
Eksterne henvisninger
NASA: Where is the International Space Station?
Internationale Rumstation opbygge – oppe simulering |
88 | https://da.wikipedia.org/wiki/Internet%20Explorer | Internet Explorer | Windows Internet Explorer (tidligere Microsoft Internet Explorer, ofte forkortet IE) var en webbrowser fra Microsoft. Internet Explorer var en af de mest udbredte browsere hvis udbredelse toppede i 2002-2003 med en markedsandel på 95 %. Pr. 2022 var IE's markedsandel 0,38%.
Den seneste version af Internet Explorer var version 11. Internet Explorer til Macintosh udvikles ikke længere – den seneste udgave var version 5.2.
Historie
Internet Explorer startede som en af mange browsere baseret på OEM-licenser af pionerproduktet Spyglass Browser, en teknologi der ved version 4 stort set var skrevet ud af produktet. Spyglass baserede sig på Mosaic fra NCSA, der var blandt de allerførste browsere.
Internet Explorer blev først rigtig udbredt fra version 3, der blev frigivet 13. august 1996. I slutningen af 1990'erne kæmpede Internet Explorer og Netscape Navigator om at overtage positionen som den mest udbredte browser – en position som Netscape Navigator havde indtaget få år forinden. Netscape Navigator 3 blev frigivet få dage efter Internet Explorer 3 og herefter var browserkrigen for alvor skudt i gang. Med udgivelsen af Internet Explorer 4 (oktober 1997) fik Microsoft det trumfkort der kunne afgøre browserkrigen. Browseren var hurtigere end Netscape Navigator 4 (frigivet juni 1997) og den kunne håndtere dynamiske sider bedre end modparten.
Da Internet Explorer 4 blev frigivet, havde Netscape Navigator en markedsandel på ca. 72 %. To år senere, i 1999, var det faldet til blot 35 % mens Internet Explorers markedsandel i samme periode steg fra ca. 17 % til 62,5 %.
Version 5 udkom med Windows 98 SE, 10. juni 1999. Den bød bl.a. på understøttelse af XML og XSL. Version 5.5 udkom i juli 2000, bl.a. med forbedret understøttelse af HTML- og CSS-standarderne.
27. august 2001 udkom Internet Explorer 6. Nyt i version 6 var bl.a. indførelsen af en doctypekontakt der gjorde det muligt at få browseren til at benytte to forskellige regelsæt til håndteringen af HTML og CSS – ét der svarede til tidligere udgaver af Internet Explorer og ét der i højere grad levede op til de officielle webstandarder fra W3C.
18. oktober 2006 udkom Internet Explorer 7, der blandt indeholder et indbygget antiphishingfilter, tabbed browsing mv. Som en nyhed har IE 7 også faneblade, kendt fra Mozilla Firefox og Netscape Navigator.
Den 12. januar 2016 stoppede Microsoft med at tilbyde sikkerhedsopdateringer og tekniske support til Internet Explorer versioner ældre end Internet Explorer 11. Internet Explorer 11 er dermed den sidste version af Internet Explorer.
Om udbredelsen af Internet Explorer
En årsag til Internet Explorers store udbredelse kan være, at den er integreret med styresystemet Microsoft Windows og distribueres sammen med det. Dette gav anledning til en retssag, som det amerikanske justitsministerium og 20 delstater anlagde mod Microsoft i 2000. Microsoft blev beskyldt for at misbruge sin dominerende position på markedet for styresystemer til at opnå en uretmæssig andel af markedet for webbrowsere. Sagen endte i 2002 med et forlig. En række af de delstater, der var med til at anlægge sagen, mente ikke, at forliget gik langt nok, men forliget blev i 2004 stadfæstet af USA's højesteret.
Udgaver
Internet Explorer 1, 16. august 1995, system Windows 3.1 og Windows 95.
Internet Explorer 2, 22. november 1995, system Windows 3.1, Windows 95 og Windows NT.
Internet Explorer 3, 13. august 1996, system Windows 3.1, Windows 95 og Windows NT.
Internet Explorer 4, oktober 1997, system Windows 3.1, Windows 95, Windows NT og Windows 98.
Internet Explorer 5, 18. marts 1999, system Windows 3.1, Windows 95, Windows NT, Windows 98, Windows ME og Windows 2000.
Internet Explorer 6, 27. august 2001, system Windows 98, Windows Me, Windows 2000 og Windows XP.
Internet Explorer 7, 18. oktober 2006, system Windows XP og Windows Vista.
Internet Explorer 8, 19. marts 2009, system Windows XP, Windows Vista og Windows 7
Internet Explorer 9, 14. marts 2011, system Windows Vista og Windows 7
Internet Explorer 10, 4. september 2012, system Windows 7, Windows 8 og Windows Server 2012
Internet Explorer 11, 17. oktober 2013, system Windows 8 og Windows 7
Referencer |
89 | https://da.wikipedia.org/wiki/I | I | I, i er det niende bogstav i det latinske alfabet.
Andre betydninger
Tegnet I har mange betydninger:
Romertal for 1
Pronomen (stedord) for jer, jeres
Præposition (forholdsord) eller adverbium (biord) sammen med mange andre ord
Kemisk tegn for iod
Matematisk symbol for den Imaginære enhed
Kendingsbogstav for biler fra Italien
Er partibogstavet for Liberal Alliance.
En norsk heavy metal-supergruppe, se I (band)
Prikken over i'et
Prikken over i'et går igen i flere sprog og stammer måske fra fransk i 11. århundrede, da prikken blev indført. Over det græske bogstav iota (ι) og over det latinske I fandtes prikken ikke. Den blev fuldstændiggørelsen af i'et, fordi den forhindrede at bogstavet forveksledes med andre. Begrebet tøddel er blevet brugt som betegnelsen for prikken som en del af et skrifttegn.
På dansk dækker betegnelsen over det, der færdiggør en ting. Et jordbær på en lagkage kan være prikken over i'et. Det kan også betegnes som på engelsk The Final Touch. Prikken over i'et betyder mere eller mindre at man laver de sidste detaljer til produktet.
I det tyrkiske alfabet findes I med og uden prik:
I ı – hverken prik over det store eller det lille bogstav (eksempel Diyarbakır, prik over det første i, ikke det andet).
İ i – prik over både det store og det lille bogstav (eksempel İstanbul, med prik).
Se også
Ɨ – et I med en streg
Eksterne henvisninger
Latinske bogstaver |
91 | https://da.wikipedia.org/wiki/JydskeVestkysten | JydskeVestkysten | JydskeVestkysten, fork. JV, er Danmarks største regionale nyhedsmedie målt både på antallet af ugentlige brugere af jv.dk, der er en halv million og antallet af ugentlige læsere, der ifølge Kantar Gallup i 2021 var på 185.000 Det udkommer i Syd- og Sønderjylland og har sit hovedsæde i Esbjerg. JydskeVestkysten udkommer dagligt i ni udgaver – Esbjerg, Varde, Kolding, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Vejen og Billund, hver med sin egen lokalsektion. Foruden i de nævnte byer er der også redaktioner i Ribe og Grindsted. Avisen beskæftiger i alt 100 journalistiske medarbejdere . Foruden indholdet til JydskeVestkysten laver medarbejderne også stoffet til 17 ugeaviser med i alt 332.000 ugentlige læsere: Esbjerg, Bramming, Ribe, Tønder, Sønderborg, Aabenraa, MidtSyd (Toftlund), Haderslev, Kolding, Vamdrup, Ny Tirsdag (Rødding), Vejen, Billund, Grindsted, Varde, Ølgod og Vesterhavsposten (Nr. Nebel).
Historie
JydskeVestkysten er partipolitisk uafhængig og har som sit formål at støtte demokrati og sammenhængskraft med rod i det lokale. På lederplads udtrykker avisen et borgerligt-liberalt grundsyn. JydskeVestkysten blev skabt i 1991 som en fusion mellem dagbladet Vestkysten og Jydske Tidende. I 1993 kom Folkebladet Sydjylland (Kolding Folkeblad) til. Avisens rødder går dog helt tilbage til 1786, hvor første udgave af Ribe Stiftstidende så dagens lys.
JydskeVestkysten var fra 1991-2013 ejet ligeligt af Det Berlingske Officin og Den Sydvestjydske Venstrepresse. Den Sydvestjyske Venstrepresse købte i 2013 Berlingske ud og overtog samtidig Berlingskes avistrykkeri i Kolding samt Berlingskes ugeaviser i Kolding, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg. JydskeVestkysten blev under selskabsnavnet Syddanske Medier i 2015 en del af Jysk Fynske Medier i en fusion, der også omfattede Fynske Medier og Jyske Medier.
Siden 2017 har chefredaktøren for JydskeVestkysten været Mads Sandemann.
Opslagstal og læsertal
I 2008 udkom avis i 68.460 eksemplarer mandag-lørdag og 76.019 søndag.
Læsertal
I 2017 havde JV 125.000 læsere, men i 2018 blev dagbladet læst af 118.000 mennesker.
Ifølge MediaWatch er Jydske Vestkystens læsertal faldet fra 127.000 til 117.000 personer i løbet af årene 2017-19.
Fra andet halvår 2017 til andet halvår 2018 har JydskeVestkysten mistet en del af læserskaren med et fald fra 125.000 til 118.000 læsere.
Referencer
Eksterne henvisninger
jv.dk
Digitaliserede udgaver af JydskeVestkysten i Mediestream
Læs om JydskeVestkysten i opslagsværket "De Danske Aviser"
Aviser fra Jylland
Syddanske Medier
Virksomheder i Esbjerg
Etableret i 1991 |
92 | https://da.wikipedia.org/wiki/Jylland | Jylland | Jylland er halvøen, der udgør den vestlige del af Danmark og den eneste del af Danmark, der er landfast med det europæiske kontinent. Den danske del af Jylland omfatter 29.777 km² og udgør dermed mere end 2/3 af det samlede danske areal. Fra Skagen i nord til grænsen ved Padborg i syd er der 337 kilometer. Fra Fornæs i øst er der 174 kilometer til vestkysten ved Bovbjerg. Jylland havde 2.528.129 indbyggere i 2009, svarende til 46 procent af Danmarks befolkning. Befolkningstætheden var 85 indbyggere/km² i 2009. Den tyske del omfatter Slesvig-Holsten, men dette medregnes oftest ikke i daglig tale.
Nørrejyske Ø medregnes Nordjylland og er Danmarks næststørste Ø, med sit areal på 4.686 km².
Næsten halvdelen af befolkningen i Jylland, 1,2 millioner, bor i det østjyske bybælte, Byregion Østjylland, der går fra Randers i nord til Haderslev i syd med et areal på 9.997 km².
Den Jyske Halvø
Jyllands historiske sydgrænse er ved Ejderen, men der er ikke enighed om, hvorvidt Sydslesvig skal regnes med til Jylland i dag. Syd for Ejderen ligger Holsten, som geografisk ligger på Den Jyske Halvø, men ikke har været en historisk del af Jylland. Den Jyske Halvø har ingen fast sydgrænse, men går længst ned til Elben eller til punktet hvor halvøen snævrer sig ind (en linje fra Elbens munding til Lübeck). Den kaldes også den Cimbriske Halvø, Jylland-Holsten eller Jylland-Slesvig-Holsten.
Efter tysk, national opfattelse – i hvert fald før genforeningen i 1920 – begyndte Jylland først nord for Kongeåen. Slesvig/Sønderjylland og især Holsten blev ikke regnet med til Jylland. Tyske historikere har ofte fremført den opfattelse, at det sønderjyske område var beboet af angler i oldtiden, i modsætning til jyder længere mod nord, men dette er usikkert.
Jylland (nord for Ejderen) var et af de tre lande i det middelalderlige danske rige med eget landsting og udgjorde, sammen med Fyn, sit eget retsområde, hvor jyske lov var gældende.
Inddeling
Historisk inddeles Jylland i Sønderjylland eller Slesvig, der er området mellem Ejderen og Kongeåen, og Nørrejylland, der er området nord for Kongeåen. Nørrejylland er altså et andet begreb end Nordjylland. Nørrejylland var en del af Kongeriget Danmark, men Sønderjylland var fra middelalderen et hertugdømme og dansk len.
Sønderjylland bruges dels om hele Slesvig, også det tyske Sydslesvig, dels kun om Nordslesvig. Sønderjylland regnes som regel ikke med til Sydjylland, men i stedet findes begrebet Syd- og Sønderjylland som et fælles navn for de tidligere Sønderjyllands, Ribe og Vejle amter.
Nørrejylland inddeles traditionelt i Nordjylland, Østjylland og Vestjylland. Midtjylland og Sydjylland er lidt nyere begreber. Det meste af Midtjylland var historisk og kulturelt en del af Vestjylland. I modsætning til Sønderjyllands grænser er grænserne mellem de nørrejyske regioner ikke faste.
Navn
Jylland hed på middelalderdansk Iutland, der betyder "jydernes land", idet første led af ordet kommer fra middelalderdansk iuthær, svarende til norrønt jótar. Det er muligvis samme ord som det norrøne ýtar "mænd". Den græske geograf Ptolemæus kaldte Jylland for Kimbrikē chersonēsos, dvs. Kimbrernes halvø. En alternativ opfattelse er, at grækeren Ptolemæus kan have misforstået sin latinske kilde, og at originalen i stedet nævner en bugt.
På latin (senlatin) hedder Jylland Jutlandia.
Landskab
Det jyske landskab er præget af de omgivende have og den såkaldte istidsrand eller hovedstilstandslinjen. Hermed betegnes den linje, hvortil isen nåede under den seneste istid. Linjen går nord-syd op gennem midten af Jylland og drejer derefter stik vest omkring Viborg.
Området vest for isranden er udjævnet af smeltevandet fra isen og er derfor generelt meget fladt med sandede hedesletter og enkelte bakkeøer. Området øst og nord for isranden er derimod præget af moræneaflejringer og er meget kuperet. Nordjylland er stedvis præget af en tredje landskabstype, hævet havbund med flade kystsletter.
Ned gennem midten af Jylland lidt øst for isranden går den Jyske højderyg. Den danner vandskel, så vandløb løber enten mod øst eller vest herfra og ud til havet. Højderyggen og vandskellet har fra gammel tid haft stor betydning for samfærdsel og bebyggelse i Jylland. Langs vandskellet går bl.a. Hærvejen, som derved så vidt muligt undgår at krydse fjorde og åer. Af samme grund er de fleste østjyske købstæder opstået ved bunden af en fjord, så de ligger tæt ved vandskellet og samtidig har forbindelse til havet.
Vest for Jylland ligger de danske vadehavsøer og De Nordfrisiske Øer.
Vestkysten er Jyllands vestlige kyst ud til Nordsøen.
Historie
Jylland var i de første tre århundreder efter Kristus delt i et jysk kulturområde i det nordlige del og et angelsk i det sydlige del . Det jyske kulturområde rådede over store dele af Jylland fra Limfjorden i nord til Olgerdiget og Vidåen i syd og kaldes i den arkæologiske litteratur den jyske sydgruppe. Anglernes område lå i det nuværende Sydslesvig. Formentlig mellem 300 og 500 e. Kr. (efter anglernes udvandring til de britiske øer) blev hele Jylland lagt under danerne . I 737 udbyggedes Danevirke mellem Trenen og Østersøen (undersøgelser af de første jordvolde i Danevirke antyder dog, at disse blev bygget allerede i årtierne omkring år 500 og muligvis stammer forudgående volde tilbage fra 400-tallet). I 811 blev Ejderen i en fredsaftale mellem Karl den Store og den danske konge Hemming anerkendt som grænse mellem dansk og frankisk magtområde. Den danske delegationen bestod dengang både af medlemmer fra Jylland, de danske øer og Skåne. Betydende danske handelsbyer var dengang Hedeby (senere Slesvig), Århus (vikingetidens Aros) og Ribe. Den vigtigste handelsvej var den nord-syd-gående Hærvej. Havnen i vikingebyen Aros forbandt Jylland med Norge, Sverige samt Østersøen. Middelalderens landsting blev holdt i Urnehoved (Sønderjylland) og Viborg (Nørrejylland).
Historiske steder i Jylland
Der findes mange gamle myter og sagn fra Jylland. Men den mest kendte er nok sagnet om Amled (Prinsen af Jylland), som er kendt fra Saxo Grammaticus's værk Gesta Danorum (ca. 1185). En gravhøj uden for landsbyen Ammelhede i Virring Sogn (Randers Kommune) er i dag navngivet som Hamlets Grav. Historien om Amled blev udødeliggjort i Shakespeares drama om Hamlet fra 1603.
På kirkegården i Vestervig i Thy kan man endvidere finde gravstedet hvor liden Kirsten og Prins Buris ligger begravet. Den kendte folkevise handler om hvordan Kong Valdemar lod sin søster danse til døde fordi hun blev med barn med dronning Sofies bror prins Buris.
Oprindeligt er den mindste jellingsten i Jelling i Midtjylland rejst af Gorm den Gamle søn af Hardeknud omkring år 955, den første officielle konge i Danmark. Den store Jellingsten er rejst af Gorm den Gamles søn Harald Blåtand. Danske sagnkonger fra Jelling dynastiet menes at være begravet i Jelling. Den første danske domkirke opførte vikingekongerne i Århus, der allerede var blevet domkirkeby omkring år 970. Kirken er Danmarks ældste stenbygning og er stadig bevaret som museum (Vor Frue Kirke – Kryptkirken).
Administrativ inddeling
Regioner
Ved strukturreformen den 1. januar 2007 afløstes amterne af de nye regioner. Jylland er inddelt i tre regioner:
Region Nordjylland
Region Midtjylland
Region Syddanmark, der også omfatter Fyn med omliggende øer.
De tidligere amter
Ved kommunalreformen i 1970 blev Jylland inddelt i syv amter:
Nordjyllands Amt
Ribe Amt
Ringkjøbing Amt
Sønderjyllands Amt
Viborg Amt
Vejle Amt
Århus Amt
Største byer i Jylland
Aarhus (249.709) • Aalborg (113.417 (136.017 inkl. Nørresundby)) • Esbjerg (71.576) • Randers (60.656) • Kolding (57.197) •
Horsens (53.807) • Vejle (51.341) • Herning (46.279) • Silkeborg (42.724) • Fredericia (39.716) •
Viborg (35.893) • Holstebro (34.241) • Sønderborg (27.237) • Hjørring (24.762) • Frederikshavn (23.339) • Haderslev (21.213) • Skive (20.633) indbyggere.
I den tyske del af Jylland, er Hamborg med 1,774,242 indbyggere.
Kirkelig inddeling
Indenfor Folkekirken inddeles Jylland i fem stifter:
Aalborg Stift
Viborg Stift
Århus Stift
Ribe Stift
Haderslev Stift (før Slesvig Stift)
Ældre inddeling
I middelalderen var Jylland inddelt i 14 sysler, hvoraf nogle stadig gælder som landskabsnavne:
Vendsyssel
Thysyssel
Himmersyssel
Hardsyssel
Sallingsyssel
Ommersyssel
Åbosyssel
Loversyssel
Jellingsyssel
Almindsyssel
Vardesyssel
Barvidsyssel
Ellumsyssel
Istedsyssel
Syslerne var underinddelt i herreder, hvoraf nogle endnu er almindelig kendt. Herrederne var grundlag for ejendomsinddelingen indtil for få år siden. Herrederne er underinddelt i sogne.
Referencer
Halvøer i Danmark |
94 | https://da.wikipedia.org/wiki/Joakim%20von%20And | Joakim von And | Joakim von And, også kaldet onkel Joakim, er en figur i Disneys tegneserier skabt af Carl Barks. Han så første gang dagens lys i historien Jul på Bjørnebjerg i december 1947, hvor han er en nærig, gnaven og bitter gammel and, der hader alt og alle. I senere historier fik han et lysere sind og blev mere generøs, men nærigheden er hans hovedegenskab. Han er dog i Barks-serierne og andre amerikansktegnede serier ikke egentlig ondskabsfuld – det kan han være indimellem i de italiensktegnede serier, som vi i Danmark mest kender fra Jumbobøgerne.
Oprindelse
Joakim von Ands navn hos Disney er Scrooge McDuck, hvor navnet Scrooge er efter gnieren Ebenezer Scrooge i Charles Dickens’ julefortælling A Christmas carol fra 1843. Barks havde dog også haft Andy Gumps gnavne onkel i tankerne, fra tegneserien The Gumps.
Den største forandring ved Joakims udseende, har været - bortset fra det forkortede næb, som hos Anders - hans briller, der i den første historie var fæstet bagved hans ører(!), men senere reduceres til en lorgnet, balancerende på hans næb. I den første historie klædte han sig flere gange om; senere er hans antræk altid en høj hat ("Jeg købte denne hat for 2 dollars i 1910, og den vil stadig vare i mange år!") og en ulden frakke ("- som jeg købte på et loppemarked i Skotland i 1902!") og gamacher. Dertil altid den samme spadserestok, selv om han ejer en spadserestokfabrik.
Her er dit liv, Joakim
Tegneserieforfatteren, Don Rosa, lavede på årene 1987-2006, en biografi til Joakim von And. Ifølge den, burde Joakim blive født år 1867.
Joakim von And og hans verden
Joakim von And er søn af Frederik von And og Clementine O'And, og havde to søstre, Andrea von And og Hortensia von And. Han er Anders Ands onkel (egentlig morbror, da Anders er søn af Hortensia), og den rigeste and i verden. Han har selv tjent hele sin formue, fra han udvandrede fra ludfattige kår i Skotland. Han har været guldgraver i Klondike. Han bor i en kæmpemæssig pengetank, hvorfra han kan se ud over hele Andeby. Han elsker at dykke ned i sine penge som en delfin, grave sig igennem dem som en muldvarp – og kaste dem op i luften, så de regner ned over ham.
Han har arbejdet hårdt for sin rigdom og har en lykkemønt, som er den første dime (på dansk er den blevet til en 25-øre), han tjente. Den står i en montre på kontoret. Når han mister den, forfølger ulykkerne ham med store økonomiske tab. I Barks' historier afskriver Joakim dog selv, at der er magi med i spillet, og siger, han kun beholder mønten af sentimentale grunde.
Hans ærkefjender er Bjørnebanden, der altid er ude efter hans penge. I senere serier fik han en ny fjende, heksen Hexia de Trick, hvis ønske er mere beskedent end Bjørnebandens; hun vil "bare" have hans lykkemønt for at smelte den om til en amulet og blive en rig heks.
Don Rosa har skrevet en lang, fortsat serie om Joakim von Ands liv kaldet Her er dit liv, Joakim. Hans navn varierer fra land til land - og på latin hedder han Scrugulus Anas
I 1987 gik han til tv-mediet som fast figur i Rip, Rap og Rup på eventyr, hvor hans danske stemme blev indtalt af skuespiller John Hahn-Petersen – på glistrupsk bornholmsk.
Joakim von And (eller JvA, som er hans logo på de fleste produkter, han sælger) bor på Bilbremsebakken nr. 1 i en kæmpe pengetank. Pengetanken blev bygget, da han kom til Andeby. Det er her han anbringer sine midler, men hele tiden frygter nye angreb fra Bjørnebanden og Hexia de Trick. Han ejer 98,8 procent af Andebys forretninger, banker, fabrikker, restauranter, boligejendomme osv.
Berømte tegnere/forfattere
Carl Barks
Don Rosa
Tony Strobl
Romano Scarpa
Referencer
Eksterne henvisninger
Joakim von And
Stamtræet
Anders And-figurer
Fiktive rige personer |
95 | https://da.wikipedia.org/wiki/J | J | J, j er det tiende bogstav i det latinske alfabet. Det tilhører den gruppe af bogstaver vi kalder konsonanter.
Andre betydninger
Tegnet J har mange betydninger:
Forkortelse for joule (afledt SI-enhed for energi),
Kendingsbogstav for biler fra Japan.
J var ved valg til Europaparlamentet partibogstavet for Junibevægelsen.
Juliet står for J i NATO's fonetiske alfabet, som bruges af bl.a. piloter.
Bogstavnavn
Bogstavets navn er jod [jɔð] og kommer via tysk af det græske bogstavnavn iota. Bogstavet havde tidligere navnet je [je:ˀ] på dansk.
J som variant af I
Da J er opstået som en grafisk variant af I, skelnede man ikke tidligere mellem navnene på de to bogstaver. J blev brugt i begyndelsen af ord i stedet for stort I. Der er tradition for at udtale det som "I" i initialer for historiske personer, f.eks. i J.P. (Jens Peter) eller J.C. (Jens Christian). Dette gælder endnu:
H.J. Hansen, vinhandler og dennes odenseanske vinfirma
J.C. Christensen, politiker
J.C. Jacobsen, brygger, grundlægger af Carlsberg
J.P. Jacobsen, forfatter
J.P. Nielsen, redaktør og folketingsmand
Derfor er der også opstået den strengt taget fejlagtige skrivning I.P. og I.C. for disse navne, f.eks. I.P. Jacobsens Plads i Thisted, I.C. Christensens Vej i Ringkøbing og I. L. Tvedes Vej i Helsingør (opkaldt efter Jens Peter Jacobsen, Jens Christian Christensen og Jens Levin Tvede).
Eksterne henvisninger
Latinske bogstaver |
96 | https://da.wikipedia.org/wiki/Julia%20Roberts | Julia Roberts | Julia Fiona Roberts (født 28. oktober 1967 i Atlanta, Georgia, USA) er en amerikansk skuespillerinde. Hun fik sit internationale gennembrud i rollen som escortpigen Vivian Ward i den romantiske komedie Pretty Woman. Vandt en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle for titelrollen i Erin Brockovich.
Baggrund
Roberts blev født i Smyrna i Georgia 28. oktober 1967. Forældrene blev skilt i 1972. Hendes far, Walter Grady Roberts, arbejdede som repræsentant og skuespiller. Moderen Betty Lou Bredemus, arbejdede som sekretær i en kirke og som skuespiller. Moderen giftede sig igen, mens hendes far døde af kræft fire år senere.
Som ung ville Roberts være dyrlæge. Men efter at hun var færdig på Smyrnas Campbell High School tog hun med sin søster til New York for at uddanne sig til skuespiller. I New York begyndte hun som model for Clicks modelling samtidig med at hun blev undervist af en skuespiller.
Privatliv
Roberts mødte sin kommende ægtemand, kameramanden Daniel Moder, under indspilningen af filmen The Mexican i 2000. Roberts og Moder blev gift den 4. juli 2002 på hendes ranch i Taos i New Mexico. Magasinet People har kåret Roberts til en af verdens 50 smukkeste kvinder otte gange.
Filmografi
Firehouse (1987) (ikke krediteret) – Babs
Satisfaction (også kendt som Girls of Summer 1988) – Daryle Shane
Baja Oklahoma (1988) (TV) – Candy Hutchins
Mystic Pizza (1988) – Daisy Arujo
Blood Red (1989) – Maria Collogero
Det stærke køn (Steel Magnolias, 1989) – Shelby Eatenton Latcherie
Pretty Woman (1990) – Vivian 'Viv' Ward
Leg med døden (Flatliners, 1990) – Rachel Mannus
I seng med fjenden (Sleeping with the Enemy1991) – Sara Waters/Laura Burney
Dying Young (1991) – Hilary O'Neil
Hook (1991) – Tinkerbell
Pelikan notatet (The Pelican Brief, 1993) – Darby Shaw
I Love Trouble (1994) – Sabrina Peterson
Prêt-à-porter (1994) – Anne Eisenhower
Before Your Eyes: Angelie's Secret (1995) (tv-film, stemme: fortæller)
Something to Talk About (også kendt som Grace Under Pressure 1995) – Grace Bichon
Mary Reilly (1996) – Mary Reilly
Michael Collins (1996) – Kitty Kiernan
Alle siger I Love You (Everyone Says I Love You, 1996) – Von
Min bedste vens bryllup (My Best Friend's Wedding, 1997) – Julianne Potter
Farlige teorier (Conspiracy Theory, 1997) – Alice Sutton
Stepmom (1998) – Isabel Kelly
Notting Hill (1999) – Anna Scott
Runaway Bride (1999) – Maggie Carpenter
Erin Brockovich (2000) – Erin Brockovich
The Mexican (2001) – Samantha Barzel
America's Sweethearts (2001) – Kathleen "Kiki" Harrison
Ocean's Eleven (også kendt som 011, 2001) – Tess Ocean
Grand Champion (2002) – Julia, gravid billetekspedient
Full Frontal (2002) – Catherine/Francesca
Confessions of a Dangerous Mind (2002) – Patricia Watson
Mona Lisa Smile (2003) – Katherine Ann Watson
Closer (2004) – Anna
Ocean's Twelve (2004) – Tess Ocean
Myremobberen (Ant Bully) (2006) – Hova (stemme)
Charlottes tryllespind (Charlotte's Web) (2006) – Charlotte (stemme)
Charlie Wilson's War (2007) – Joanne Herring
Fireflies in the Garden (2008) – Lisa Waechter
Duplicity (2009) – Claire Stenwick
Valentine's Day (2010) – Captain Kate Hazeltine
Eat, Pray, Love (2010) – Elizabeth Gilbert
Ben is Back (2018)
Referencer
Litteratur
Steve Pond: "Pretty Woman" ja, mon ikke! (Det fri aktuelt, 10.8.1990)
Kevin O'Sullivan: Fra starlet til superstar (Berlingske Tidende, 28.4.1991)
Nicolas Barbano: Hun er stadig en Pretty Woman (PS Pige-Special nr. 10, 1994)
Nicolas Barbano: Verdens mest sexede filmstjerner (PS Pige-Special nr. 3, 1995)
Hjalte Brasen: Bambi bli'r voksen (Levende Billeder nr. 115, 1995).
Tina Jøhnk Christensen: Ikke længere America's Sweetheart (Børsen, 1.4.2009)
Eksterne henvisninger
Personer fra Atlanta
Skuespillere fra Georgia
Oscar for bedste kvindelige hovedrolle |
97 | https://da.wikipedia.org/wiki/Jubii | Jubii | Jubii er den første danske søgemaskine. Internetportalen blev startet den 31. juli 1995 af Jakob Faarvang og senere overtaget af Cybernet-stifterne Martin Thorborg, Henrik Sørensen, Kasper Larsen og Andreas Jürgensen fra internetudbyderen Cybernet på Frederiksberg, og havde i begyndelsen henvisninger til 200 danske websteder. Med tiden voksede Jubii og blev grundlæggerfirmaets hovedaktivitet, mens Internet-udbyderdelen blev solgt fra. For at få tjenesten til at løbe bedre rundt økonomisk, blev der i februar 1996 indført bannerreklamer.
I november 2000 blev Jubii opkøbt af Lycos Europe.
Jubii blev 1. januar 2009 købt tilbage på danske hænder af administrerende direktør gennem de sidste 5½ år Peter Post Lundsgaard.
I december 2013, blev Jubii overtaget af Nordjyske Medier .
Jubii ophørte som selvstændig virksomhed i 2021.
Referencer
Eksterne henvisninger
Jubii.dk
Om Jubii
Søgemaskiner
It-virksomheder i Danmark
Virksomheder i København |
98 | https://da.wikipedia.org/wiki/KFUM-Spejderne%20i%20Danmark | KFUM-Spejderne i Danmark | KFUM-Spejderne i Danmark er Danmarks næststørste spejderkorps og havde 28.921 medlemmer ved udgangen af 2017. KFUM-Spejderne blev stiftet 28. september 1910 af Jens Grane. Korpset bestod oprindeligt udelukkende af drenge, men har siden 1982 bestået af både drenge og piger. Både piger og drenge er organiseret i verdensorganisationen WOSM. Uniformerne er grønne, og tørklæderne er bordeauxrøde.
KFUM-Spejderne i Danmarks formål er at oplære børn og unge til selvstændighed, medansvar, demokratisk livsholdning og mellemfolkelig forståelse i overensstemmelse med den internationale spejderbevægelses idé. KFUM-Spejderne i Danmark er tilknyttet den internationale spejderorganisation – The World Organization of The Scout Movement (WOSM)
KFUM står i denne forening for: Kristlig Forening for Unge Mænd, men personer har også brugt følgende betydning selvom at det ikke er den officielle: Kristlig Forening for Unge Mennesker efter at kvinder også kunne blive optaget i foreningen.
KFUM-Spejderne i Danmark ejer og driver Houens Odde Spejdercenter ved Kolding.
Enhederne
Spejderarbejdet foregår i omkring 450 lokale grupper spredt over hele landet. Grupperne varierer i størrelse fra små grupper med under 20 medlemmer op til de største grupper med omkring 200. En spejdergruppe består af en eller flere af følgende enheder:
3-6 år: Familiespejder
0.-1. klasse: Bæverflok
2.-3. klasse: Ulveflok
4.-5. klasse: Juniortrop
6.-8. klasse: Spejdertrop
9.kl – 17 år: Seniortrop
17 år og opefter: Roverklan
Distrikter
Distriktet et serviceorgan for dets grupper. Det skal hjælpe grupperne med at lave det bedste spejderarbejde for børn og unge. Det gør det i samarbejde med korpsets ansatte udviklingskonsulenter, som deler områderne Fyn/Sjælland og Jylland.
KFUM-Spejderne er inddelt i 35 distrikter:
Aalborg
Aggersborg
Bastrup – (Nedlagt i 2013)
Bornholm
Danehof
Djursland
Ermelunden
Fionia
Gudenå
Guldhorn
Hærulf
Hærvejens
Hafnia
Hardsyssel
Hjorte
Ho Bugt
Kongeå
Lindorm
Lovring
Lundenæs Len
Lyngens
Marselis
Midtjyske
Munkebjerg
Nordøstjyske
Nydam
Odsherred
Ole Rømer
Sct. Georg
Skamling
Suså
Thy
Valdemar
Vestlimfjord
Vest-Vendsyssel
Vesterbro
Østvendsyssel
Nedlæggelsen af Bastrup Distrikt
Igennem en længere årrække havde distriktet haft meget lav tilslutning til distriktsarrangementer og havde svært ved at finde medlemmer til distriktsstaben. Flere grupper i distriktet havde været mere orienteret mod nabodistrikterne, og den geografiske sammensætning af Bastrup blev vurderet af flere grupper som uhensigtsmæssig.
Grupperne i Bastrup Distrikt begyndte at drøftet fremtiden for distriktet i samarbejde med korpsets udviklingskonsulenter og Hovedbestyrelsen i 2012. Denne proces mundede i efteråret 2012 ud i, at grupperne fra Bastrup ønskede distriktet nedlagt og i stedet at blive tilknyttet nabodistrikterne.
På denne baggrund besluttede Hovedbestyrelsen i januar 2013 at imødekomme indstillingen om nedlæggelse af distriktet og at afsøge mulighederne for at tilknytte grupperne fra det tidligere Bastrup Distrikt til nabodistrikterne Ole Rømer, Hjorte og Ermelunden.
På baggrund af positive tilbagemeldinger fra grupper og distrikter besluttede Hovedbestyrelsen på sit møde søndag d. 26. maj 2013 at godkende fordelingen af grupperne fra Bastrup Distrikt.
Grupperne fra Bastrup Distrikt blev fordelt således:
Bæverlov – og løftet
Bæverloven lyder:
Bævere leger sammen
Bævere arbejder sammen
Bævere holder sammen
Bæverløftet lyder:
"Jeg lover at gøre mit bedste for at lytte til Guds ord, holde bæverloven og være en god ven."
Ulvelov – og løftet
Ulveloven lyder sådan her:
en ulv adlyder den gamle ulv
en ulv giver aldrig tabt
Ulveløftet lyder sådan her:
"Jeg lover at gøre mit bedste for at lytte til Guds ord, holde ulveloven og hver dag gøre noget for at glæde andre."
Spejderløftet og Spejderloven
Spejderløftet lyder sådan her:
"Jeg lover at gøre mit bedste for at lytte til Guds ord, holde spejderloven og hver dag gøre noget for at glæde andre."
Når løftet er afgivet, går man ikke til spejder, man er spejder.
Spejderloven lyder sådan her:
En spejder:
lytter til guds ord
er hjælpsom
respekterer andre
værner naturen
er til at stole på
tager medansvar
finder sin egen mening
Spejderloven er et ideal, som alle spejderne bør leve efter, så godt spejderen nu engang kan.
Korpslejr
Hvert 5. år afholder KFUM-Spejderne korpslejr – lejren placeres et nyt sted hver gang. Den seneste korpslejr blev afholdt i Skive i 2010 under navnet SEE 20:10 (Scout Explorer Event 2010). Der er ikke blevet afholdt korpslejr siden 2010 pga. KFUM-Spejdernes deltagelse i Spejdernes Lejr.
Liste over korpslejre
1916 Bramsnæsvig – 126 deltagere
1920 Skamlingsbanken – over 1000 deltagere
1925 Trelde Næs – ca. 2200 deltagere
1930 Fænø – ca. 2400 deltagere
1935 Jubilæumslejren Hjortekær – ca. 3000 deltagere
1946 Sønderborg (1945 lod sig ikke gøre pga krigsafslutningen) – ca. 10.100 deltagere
1950 Fredericia – ca. 7000 deltagere
1955 Bornholm – ca. 7500 deltagere
1960 Moesgård – ca. 8000 deltagere
1965 Trelleborglejren – ca. 9300 deltagere
1970 Holstebrolejren – ca. 7000 deltagere
1976 Møllelejren (Assenbæk) – ca. 8400 deltagere
1980 Langeskovlejren – ca. 13.400 deltagere
1985 Frederikshavnlejren – ca. 16.400 deltagere
1990 Holbæklejren – Den største korpslejr med ca. 20.700 deltagere
1996 Sønderborglejren (1995 blev fravalgt som korpslejrår pga. Verdensjamboree i Holland) – ca 18.000 deltagere
2000 Randerslejren – ca. 16.500 deltagere
2005 Guldborgsundlejren – ca. 15.000 deltagere
2010 Skive – SEE 20:10 – ca. 16.000 deltagere
Spejdernes Lejr
KFUM-Spejderne deltog også i den første Spejdernes Lejr i 2012 ved Holstebro.
2012 Spejdernes Lejr 2012 ved Holstebro – 37.334 deltagere fra 40 forskellige lande
2017 Spejdernes Lejr 2017 ved Sønderborg - 37.000 deltagere
2022 Spejdernes Lejr 2022 skal afholdes på Hedeland 30km fra København
2026 Spejdernes Lejr 2026
Eksternt link
KFUM-Spejderne i Danmark
Noter
Spejderkorps fra Danmark
Danmark |
99 | https://da.wikipedia.org/wiki/K%C3%B8benhavn | København | København er Danmarks hovedstad og med landets største byområde omfattende 18 kommuner eller dele heraf.
Den indre by havde 809.314 indbyggere d. 1. juli 2022 og er af Danmarks Statistik defineret som bestående af Københavns Kommune (areal: 90,10 km2; befolkningstal: 647.509 1. juli 2022), Frederiksberg Kommune (areal: 8,70 km2; befolkningstal: 104.094 1. juli 2022), Tårnby Kommune (areal: 66,10 km2; befolkningstal: 43.042 1. juli 2022) og Dragør Kommune (areal: 18,30 km2; befolkningstal: 14.669 1. juli 2022.
København er desuden centrum i Øresundsregionen, som er det største storbyområde i Norden. Øresundsregionen dækker i alt over 20.754,63 km2 i det østlige Danmark og Skåne i Sverige og havde et indbyggertal på 4.136.082 d. 1. juli 2022, hvoraf 2.711.554 boede i de danske dele per d. 1. januar 2022.
Byen ligger på øen Sjællands østkyst; en anden del af byen strækker sig til Amager og er af Øresund afskilt fra Malmø, Sverige. Øresundsforbindelsen forbinder de to byer via motorvej og jernbane.
Københavns historie kan føres tilbage til omkring år 700, hvor der lå et mindre fiskerleje, hvor byens centrum nu er. København blev Danmarks hovedstad i starten af 1400-tallet. Med udspring i 1600-tallet konsoliderede den sin position som et regionalt magtcentrum med dens institutioner, forsvarsværker og tropper. I løbet af renæssancen var byen de facto Kalmarunionens hovedstad, værende hovedsæde for kongehuset, der regerede et flertal af nutidens nordiske regioner i en personalunion med Sverige og Norge med den danske monark som statsoverhoved. Byen blomstrede som et kulturelt og økonomisk centrum i Skandinavien under unionen i over 120 år, fra 1400-tallet indtil begyndelsen af 1500-tallet, da unionen opløstes ved Sveriges udmeldelse. Efter et pestudbrud og brande i 1700-tallet undergik byen en genopbygningsperiode. Dette inkluderede opførslen af det eksklusive kvarter Frederiksstaden og stiftelsen af institutioner såsom Det Kongelige Teater og Det Kongelige Danske Kunstakademi. Efter yderlige ulyksaligheder i det 19. århundrede, da Horatio Nelson angreb den dansk-norske flåde og bombardere byen, bragte genopbygningen i løbet af Den danske guldalder et neoklassicistisk præg over københavnsk arkitektur. Senere, efter Anden Verdenskrig, fostrede Fingerplanen byudviklingen langs fem S-togslinjer med København som centrum.
Siden årtusindskiftet har København gennemgået en stærk by- og kulturudvikling, faciliteret ved investeringer i dens institutioner og infrastruktur. Byen er Danmarks kulturelle, økonomiske og administrative centrum; den er én af hovedfinanscentrene i Nordeuropa med Københavns Fondsbørs. Københavnsk økonomi har bevidnet en rivende udvikling i servicesektoren, især igennem initiativer omhandlende informationsteknologi, lægemidler og ren teknologi. Siden færdiggørelsen af Øresundsforbindelsen, er København i stigende grad blevet integreret med den svenske landsdel Skåne og dens største by Malmø, formende Øresundsregionen.
Med et antal broer, der forbinder de forskelle kvarterer, er bylandskabet præget af parker, promenader og havnefronter. Københavns vartegn inkluderer Tivoli, Den lille Havfrue, Amalienborg, Christiansborg, Rosenborg, Marmorkirken, Børsen, Glyptoteket, Nationalmuseet, som er signifikante turistattraktioner.
København huser Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Museum, CBS, IT-Universitetet i København. Københavns Universitet er med stiftelsen i 1479 Danmarks ældste universitet. København er hjemsted til fodboldklubberne F.C. København og Brøndby IF. Copenhagen Marathon startede i 1980. København er en af verdens mest cykelvenlige byer.
Movia står for al kollektiv trafik i Region Hovedstaden, undtagen Bornholm. Københavns Metro, indviet i 2002, opererer i Indre København.
Navnet
Før middelalderen har navnet på byen sandsynligvis været Havn. I middelalderen hed byen på gammeldansk Køpmannæhafn; et navn der oversat til moderne dansk betyder købmændenes havn og er et udtryk for den betydning, købmændene havde for byen på dette tidspunkt.
En række andre navne bygget over det oprindelige danske navn for byen bruges på forskellige sprog. Som eksempler kan nævnes svensk Köpenhamn, tysk og nederlandsk Kopenhagen, engelsk Copenhagen, italiensk Copenaghen, fransk og spansk Copenhague, portugisisk Copenhaga, latin Hafnia, tjekkisk Kodaň, islandsk Kaupmannahöfn og færøsk Keypmannahavn.
I 1923 blev den latinske udgave af navnet basis for navngivningen af det netop opdagede grundstof hafnium, idet opdagelsen skete på det nuværende Niels Bohr Instituttet.
Kaldenavne
Som det hører storbyer til har København også kaldenavne og endda flere af slagsen:
Kongens København: gennem århundrederne har skiftende konger sat deres præg på hovedstaden. Det gælder navnlig Christian IV, der foruden at udvide området inden for byvoldene til det tredobbelte bidrog med bygninger som Rosenborg, Rundetårn og Børsen.
Byen med de skønne tårne: turistslogan skabt af brygger Carl Jacobsen i 1910. Det hentyder til de mange tårne og spir, der dengang som nu sætter sit præg på navnlig Indre By, og hvortil den generøse brygger i øvrigt også selv bidrog i form af spiret på Nikolaj Kirke.
Wonderful Copenhagen ("vidunderlige København"): både et turistslogan gjort kendt af skuespilleren Danny Kaye, der sang om byen i en film fra 1952 om H.C. Andersen, og navnet på byens officielle turistorganisation, Wonderful Copenhagen.
Af og til ses desuden Nordens Paris, men denne smigrende sammenligning med Byernes by er i modsætning til de andre ikke eksklusiv, da den deles med både norske Tromsø og danske Aalborg.
Afgrænsning og definition
I daglig tale bruges navnet "København" både om byen som helhed, der omfatter hele eller dele af 17 andre kommuner, men det ses også brugt om kun Københavns Kommune. Nærværende artikel omfatter byen som helhed.
Det samlede byområde defineres geografisk af Geodatastyrelsen (med den såkaldte polygonmetode), hvor vandarealer fratrækkes. Metoden følger FN's retningslinjer, hvor et byområde for at blive betragtet som samlet ikke må have mere end 200 meter mellem husene (parker og lignende ikke medregnet). Dog tæller Geodatastyrelsen stadig hele Københavns og Tårnby kommuner med, til trods for at der i heri indgår store helt ubebyggede arealer, f.eks. på det vestlige Amager, Saltholm og Peberholm. Området optager lidt over 450 km2, men selve byen København optager langt fra denne geografiske størrelse. Danmarks Statistik får derefter antallet af indbyggere via CPR. Det er også Danmarks Statistik der præsenterer de samlede oplysninger.
Selvom byområdet er klart afgrænset fra myndighedernes side, anvender de forskellige betegnelser for det. Geodatastyrelsen anvender København, mens Danmarks Statistik benytter Hovedstadsområdet, og på vejskiltene langs indfaldsvejene har Vejdirektoratet valgt Storkøbenhavn. København er imidlertid den eneste af de tre betegnelser, der er autoriseret af Stednavneudvalget. Det er dog i alle tilfælde det samme område, der menes.
Mange indbyggere i Københavns forstæder identificerer sig dog i højere grad med den kommune, de bor i. Dette kan være for at distancere sig fra Københavns Kommune, der som langt den største kommune naturligt ofte stjæler billedet. I praksis er København dog så tæt bebygget, at man mange steder kun vanskeligt kan se, hvor grænserne mellem de enkelte kommuner faktisk går. Udenforstående vil dog typisk betragte byen som en helhed, selvom der her af og til også ses en tendens til enten at indskrænke til Københavns Kommune eller udvide til hele Hovedstadsregionen. Derfor opgives Københavns indbyggertal nogle steder til ca. 0,6 mio. (kommunens) eller ca. 2,0 mio. (storbyregionens), hvor det rette er (pr. 1. januar 2020).
Yderligere har en række administrative inddelinger brugt København eller hovedstaden i deres navn. For eksempel omfatter Region Hovedstaden også Bornholm, uanset at denne ø ligger ca. 130 km væk, og det tidligere Københavns Amt omfattede trods navnet ikke Københavns Kommune, selvom amtets hovedsæde i en årrække lå der.
Historie
Historie frem til 1100-tallet
Der er gjort en del fund fra forhistorisk tid i Københavnsområdet. Ved bygningen af Amager Strandpark fandt man f.eks. levn af en kystnær boplads fra yngre stenalder. Gravhøje i forstæderne tyder på menneskelig aktivitet i forhistorisk tid, og mange af bynavnene i nærheden af København vidner derudover om grundlæggelse af byer i det storkøbenhavnske område i vikingetiden.
Indtil for nylig var det ældste spor efter bymæssig bebyggelse i Københavnsområdet inden for voldene fra omkring år 1000, hvor der er fundet spor fra et mindre fiskerleje dér, hvor København ligger i dag. Fiskerlejet lå lige nord for Københavns Rådhus omkring Mikkel Bryggers Gade, der dengang lå ud til havet. Men i forbindelse med udgravning af Metroen har man fundet spor af bådebroer ved Gammel Strand, der daterer sig helt tilbage til omkring år 700. Ved udgravningen til metrostationen ved Kongens Nytorv har man endvidere fundet spor af en gård fra vikingetiden.
1043-1536: Middelalderen
Første gang forløberen til København under navnet "Havn" nævnes i kilderne, er i forbindelse med et søslag mellem Svend Estridsen og den norske konge Magnus den Gode i 1043. Derefter er der tavshed om byens skæbne i de næste ca. 120 år.
Det er sandsynligt, at byen i løbet af 1100-tallet har kunnet profitere på den centrale placering mellem de store domkirkebyer Lund og Roskilde og dermed har været et vigtigt punkt for trafik og handel mellem de to byer. Den naturlige havn samt den lille ø Slotsholmen, som var let at forsvare, har sikkert også givet byen store fordele. I anden halvdel af 1100-tallet brydes tavsheden om byen, da Saxo nævner, at pave Urban 3. i 1186 stadfæster at den lille by "Hafn", sammen med en række andre byer, som Kong Valdemar tidligere har givet til biskop Absalon fortsat skal tilhøre Absalon. Det nøjagtige årstal for Kong Valdemars gave kendes ikke, da det gavebrev, som Absalon fik med, er forsvundet. Fra omkring 1167-1171 byggede Absalon en borg og en bymur på stedet.
Under Absalons ledelse begyndte byen at vokse. Især i 1200-tallet udvidede byen sig, så den efterhånden kom til at dække en større del af området mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen. Gråbrødre Kloster samt kirkerne Vor Frue, Skt. Peder (nu Skt. Petri) og Skt. Nikolai blev alle bygget i første halvdel af det 13. århundrede. Det 13. århundrede var en urolig tid i dansk historie, hvilket kom til udtryk i skiftende bispers og kongers indædte kamp om retten til byen. Biskop Jakob Erlandsen kunne dog i 1251 tvinge den pressede kong Abel til at overgive ham byen, og denne biskop gav i 1254 byen dens første stadsret. Fem år senere, i 1259, blev byen angrebet og plyndret af den rygiske fyrst Jaromar.
Efterhånden begyndte byen at vokse sig til rigets største og mest betydningsfulde, selvom den endnu ikke var blevet hovedstad. Selvom byen var den største boede der dog stadig under 5.000 indbyggere og dermed kun nogle få hundrede færre i byer som Ribe og Århus. Placeringen midt i riget med en naturlig havn ved en vigtig søhandelsvej var ideelt. I 1419 lykkedes det endelig en dansk konge, Erik af Pommern, permanent at tage magten over byen fra kirken, og i 1443 gjorde Christoffer III byen til kongelig residensby. I 1479 blev universitetet grundlagt. København var nu landets vigtigste by.
Under reformationen og Grevens Fejde stillede byens borgere sig på den tabende Christian II's side.
1536-1814: Renæssance, enevælde og oplysningstid
færdiggjort
Christian IV fik stor betydning for København. Under ham blev byens gamle mure, der hidtil havde ligget langs Gothersgade omkring 1647 flyttet, så de gik langs den nuværende jernbanelinje mellem Nørreport og Østerport udenom det af Christian IV nyanlagte Nyboder. Københavns volde blev også udvidet med forsvarsanlæg af det nyanlagte område Christianshavn.
Fra 1658-1660 under Første Karl Gustav-krig var København som sidste område i riget under dansk kontrol, men under belejring af de svenske tropper anført af Karl X Gustav. I februar 1659 forsøgte svenskerne at indtage byen ved et stormløb, men en fælles indsats fra soldater og byens borgere holdt dem tilbage. Efter det mislykkede stormløb holdt svenskerne dog byen belejret helt frem til 27. maj 1660. Som udløber af Freden i København indførtes enevælden i 1660 under Frederik III og København blev en endnu vigtigere by i Danmark, fordi det var herfra den stadigt mere centralistiske danske stat blev styret. Som en del af denne proces fik København i 1660 en ny ledelsesform ved navn Stadens 32 mænd, som var en forløber til den nuværende Borgerrepræsentation.
I 1711-1712 hærgede en af de værste pestepidemier i Københavns historie. Pesten kostede cirka 22.000 af byens omkring 60.000 indbyggere livet. Nogle år efter gik det endnu en gang galt, da lige over en fjerdedel af byens bygninger gik op i røg ved en bybrand i 1728.
Inspireret af europæiske ideer grundlagde man i 1748 Frederiksstaden nord for Kongens Nytorv med Amalienborg som den flotteste del. I sidste halvdel af det 18. århundrede oplevede København under den Florissante periode en enorm opgangstid som følge af den profitable handel med de stridende magter, England og Frankrig. Opgangsperioden sluttede dog for en tid, da først Christiansborg brændte i 1794 og siden en bybrand i 1795 hærgede den indre by, og derefter kom den britiske flåde for at afkræve Danmark sin flåde, hvilket udløste Slaget på Reden 1801, som en del af Napoleonskrigene. Dele af byen blev også skadet i den konflikt. Skaderne havde dog langt fra det omfang som de skader, den landsatte britiske hær forvoldte under det engelske bombardement af byen i 1807, hvor store områder af byen brændte ned, idet det britiske militær brugte raketter. Den middelalderlige Vor Frue Kirke gik også op i flammer. Udfordringerne for Danmark og København slutter med statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge, og den medfølgende handel fra København til Norge, i 1814.
Fra 1814 til 1. verdenskrig
Danmark og København var efter de tumultariske begivenheder i årene op til 1814 endt som et lille, fattigt land. Der var derfor ikke umiddelbart råd til at genopbygge de offentlige bygninger, der var blevet ødelagt af bombardementet, som Vor Frue Kirke og universitetet, før et godt stykke op i 1800-tallet. Da der endelig kom gang i økonomien, affødte dette en enorm udvikling og det meste af Københavns indre by er præget af genopbygningerne efter brandene og bombardementet. Kulturelt set kom København til at danne rammen om en af dansk histories mest givende kulturepoker, Guldalderen, som prægedes af bl.a. C.F. Hansen, Bertel Thorvaldsen og Søren Kierkegaard. Herefter fulgte industrialiseringen i anden halvdel af det 19. århundrede. Efter en stor koleraepidemi i 1853 besluttede man endelig at nedlægge de gamle volde.
Det blev nu tilladt at bygge permanent, grundmuret nybyggeri uden for voldene. Denne frigivelse i kombination med en meget liberal byggelovgivning førte til et byggeboom i brokvartererne og en betydelig forøgelse af indbyggertallet. Omkring 1800 boede der cirka 100.000 mennesker i hovedstaden, og i starten af det 20. århundrede boede der næsten 500.000.
De nye bydele blev meget forskellige: Frederiksberg og Østerbro blev borgerskabets kvarterer; Nørrebro og Vesterbro blev derimod arbejdernes bydele.
Som erstatning for den gamle fæstning vedtog Estrup-regeringen fra 1886 byggeriet af det store befæstningsbyggeri, herunder Vestvolden. Det var Danmarks største arbejdsplads og er kun senere overgået af Storebæltsforbindelsen. Opførelsen af store projekter som Frihavnen (1894), Rådhuset (1905) og Hovedbanegården (1911) satte også sine spor. København var blevet en industriel storby, hjemsted for virksomheder i international målestok såsom Burmeister & Wain, Østasiatisk Kompagni og Det Store Nordiske Telegrafselskab.
Efter en svag start (Slaget på Fælleden) fik arbejderbevægelsen sit gennembrud i 1900-tallets hovedstad, hvor finansborgmesterposten i 1903 blev overtaget af fagforeningsmanden Jens Jensen. I 1901 gennemførte kommunen en indlemmelse af en række sogne bl.a. Brønshøj og Valby, og i 1902 indlemmedes Sundbyernes Kommune. Kommunens areal blev dermed tredoblet og efterlod Frederiksberg som en enklave i Københavns Kommune.
Fra 1. verdenskrig til i dag
Dette afsnit beskriver perioden fra starten af 1. verdenskrig i 1914 til i dag. Neutralitetspolitikken medførte, at København ikke blev særligt påvirket af 1. verdenskrig. De såkaldte gullaschbaroner tjente mange penge på aktiespekulation og på at eksportere kødprodukter til Tyskland. Efter 1. verdenskrig var der knaphed på de fleste ting, og en stor arbejdsløshed var medvirkende til en del uro fra især de københavnske arbejderkvarterer. I 1922 gik den københavnsk centrerede Landmandsbanken fallit og trak mange med i faldet.
Fra 1917 havde Socialdemokratiet flertal i kommunens styrelse. Det medførte en øget offentlig forsorg, kommunalt boligbyggeri m.m. Anlæggelsen af Fælledparken og andre parker var et andet udslag af kommunens nye social- og sundhedspolitiske program, der bl.a. som følge af boligkriserne i 1908 og 1916 fokuserede på at bygge boliger, der ikke var påvirket af byggespekulation. I takt med at der blev bygget på jorderne uden for Søerne og på arealerne omkring bl.a. Brønshøj og Valby, som var blevet slået sammen med Københavns Kommune i 1901, nærmede København sig omkringliggende byer som Lyngby, Herlev og Rødovre. Og efterhånden blev disse til forstæder. Af mangel på egnet jord i den indre by kom meget af byudviklingen til at foregå omkring disse byer. Denne udvikling blev også hjulpet af mere kollektiv trafik, bl.a. åbningen af S-togslinjerne fra 1934.
Under 2. verdenskrig blev København ligesom resten af Danmark besat af tyske tropper. Flere bygninger blev under besættelsen ødelagt enten ved sabotage eller ved angreb fra de allierede styrker. Heriblandt kan nævnes, at Shellhuset, der var hovedkvarter for Gestapo, den 21. marts 1945 blev bombet af britiske fly. Under dette angreb blev Den Franske Skole på Frederiksberg ramt, og mange børn blev dræbt. Mange industribygninger i København blev også sprængt i luften af den danske modstandsbevægelse. En af de største folkelige protester mod vilkårene under tyskernes besættelse var Folkeopstanden i 1944
Efter krigen fik den stigende bilisme en stadig større betydning for byens udvikling, og dette fik fingerplanens ideer om et København bygget op omkring den kollektive S-togstrafik til at blive lidt udvandet. Nogle forstæder voksede op væk fra S-togsnettet. I 1960'erne syntes udviklingen i Københavns Kommune at være gået nærmest i stå, mens man i forstadskommunerne byggede på livet løs. Gladsaxe Kommune under Erhard Jakobsen og Albertslund er eksempler på denne udvikling i Københavns omegnskommuner.
Det indre København oplevede derimod en nedgangstid fra 1960'erne med udflytning af industri og indbyggere. Denne udvikling begyndte at vende omkring 1990. Især med byfornyelsesplanerne fra 1991 blev mange nedslidte kvarterer langsomt men sikkert eftertragtede. Med bygningen af metroen og boliger langs havnen er den indre by blevet bundet bedre sammen. Bygningen af Øresundsbroen i 2000 har forbundet København med det vestlige Skåne, og byen forstærkede dermed sin status som centrum for Øresundsregionen.
Mens Ungdomshuset på Jagtvej eksisterede, var især Nørrebro-området jævnligt præget af voldsomme demonstrationer, der udgik herfra. Dette kulminerede i forbindelse med nedrivningen af huset i marts 2007, og ebbede ud i midten af 2008, hvor der blev lavet et nyt hus til de unge i Nordvest. Siden har der ikke været store demonstrationer med udgangspunkt i bevægelsen omkring Ungdomshuset.
Boligmarkedet i byen var i perioden ca. 2002–2007 sammen med resten af landet præget af en boligboble. Dette stoppede som i resten af Danmark i 2006/2007, hvor der oplevedes store prisfald. København kom sig dog hurtigt og det københavnske boligmarked har siden 2009 været præget af stigende priser og i dag (2021) ligger priserne højere end priserne gjorde på toppen i 2006. I starten af perioden blev det ligeledes muligt at vurdere andelsboliger efter markedspris. Dette åbnede det ellers lukkede andelsboligmarked op, og i stedet for at blive handlet gennem lukkede lister og nogle gange penge under bordet, handles andelsboliger nu oftest i fri handel. I bobleperioden var det populært at bosætte sig i Malmø i Sverige og arbejde i København. I 2021 har der igen været store prisstigninger og nogle politikere talte om yderligere begrænsninger i mulighederne for låneoptagelse, mens andre talte om at det ikke var nødvendigt.
I 2020 blev København ligesom resten af Danmark og resten af verden ramt af Coronaviruspandemien. Myndighederne anbefalede hjemmearbejde og lukkede forlystelseslivet ned.
Fremtidsplaner
Frem til omkring 2025 er der i Københavns Kommune planlagt fire større udvidelsesområder, der skal skaffe plads til 45.000 nye københavnere; Ørestad syd for Field's og på Amager Fælled, Nordhavnen, Valby omkring Ny Ellebjerg Station og Carlsberg-grunden nord for Carlsberg Station skal bebygges. Ligeledes er det planen at det tidligere godsbaneområde mellem Dybbølsbro Station og Hovedbanegården skal bebygges, dog primært med erhverv, bl.a. hoteller og Ikea. Alle områderne er enten gamle industriområder eller landindvinding, bortset fra Amager Fælled som er oprindelig strandeng. Ligeledes planlægger Københavns kommune en meget stor udbygning i det nordøstlige havneområde i form af Lynetteholmen.
Frederiksberg Kommune planlægger i den foreløbige kommuneplan 2021 byudvikling omkring bl.a. Nordens Plads og Hospitalsgrunden hvor Frederiksberg Hospital tidligere lå. Derudover er fokus på bevarelse og huludfyldelse med enten nybyg eller grønne områder.
I Rødovre er der tre primære byudviklingsområder Rødovre Nord, Bykernen (omkring Rødovre Centrum) og Rødovre Syd. Ved Bykernen undersøges bl.a. mulighederne for at lave et metrostop ved at forlænge en af de eksisterende metrolinjer.
En stor udfordring med de mange ekstra beboere bliver at få plads til trafikken i byen. Udvidelsen i 2019 af metroen med Cityringen og bygning af letbane langs ring 3 fra Lyngby til Ishøj skal skabe endnu mere sammenhæng i den københavnske kollektive trafik. Der har ligeledes i mange år været snak om en Østlig Ringvej om de centrale dele af byen. En mulighed er at den østlige ringvej kan gå over Lynetteholmen.
Geografi
Geografisk set ligger København på det nordøstlige Sjælland med en del af byen på øen Amager. Det vestlige København strækker sig forholdsvist fladt længere ind på Sjælland, mens man mod både nord og syd kan opleve mere kuperet terræn. I det nordvestlige København rejser sig f.eks. omkring Søborg og Høje Gladsaxe en større bakkekæde med højder op til 50 meter over havet. Disse bakkede landskaber i det nordlige København gennemskæres af en del søer og Mølleåen. Pga. højden i Gladsaxe-området har man her placeret Gladsaxesenderen og Københavns vandforsyning. I den sydvestlige del af København hæver en kalkforskydning sig ved Carlsbergforkastningen. De mere centrale dele af København består primært af fladere landskab, afvekslingsvis i Valby og Brønshøj med mindre hvælvede bakker. To dalsystemer følger fra nordøst til sydvest disse små bakkekæder. I den ene dal finder man søerne, i den anden finder man Damhussøen. Disse mindre dale gennemskæres af åerne Harrestrup Å og Ladegårdsåen. Amager og det meste af den indre by er fladt kystnært land.
Geologisk set hviler København ligesom det meste af Danmark på et istidspræget grundmorænelandskab, der igen hviler på en hårdere undergrund af kalksten. Visse steder i området er der blot ti meter ned til kalklaget, der under bygningen af metroen voldte betydelige problemer.
Klima
København ligger i en klimazone præget af den varme Golfstrøms indflydelse. Dette medfører, at København er ca. 5 grader varmere end byens breddegrad ellers dikterer. Samtidig ligger byen også i et område, hvor atlantiske lavtryk typisk passerer forbi. Dette gør, at vejret i alle fire årstider er relativt ustabilt med skiftende perioder med regn og sol.
Nedbør er moderat året igennem med et lille toppunkt fra juni til august. Sne falder primært fra jul til tidligt i marts, men det bliver sjældent liggende længe. Regn i januar og februar er ligeså almindeligt som sne, og gennemsnitstemperaturen for disse to vintermåneder ligger lige omkring frysepunktet.
Foråret kan sammenlignes med det kontinentale Europa, men forsinket omkring en uge grundet det kolde omgivende havvand. På samme måde isolerer vandet om efteråret, så klimaet i København er mildere i lidt længere tid end ellers. I perioden fra midten af oktober til februar kan en eller to storme (eller endda orkaner) optræde. Storme om sommeren er sjældne.
Sommeren er som de andre årstider ofte en blanding af sydvestlige milde, blæsende og regnbringende lavtrykssystemer og perioder med stabile højtryk, der bringer solrigt og relativt varmt vejr med sig. Forekomsten af kraftige lavtryk, der f.eks. kan forårsage storme forefindes relativt sjældent. Mere sjældent er det med orkaner, men de forekommer også. I perioden omkring juli falder der gennemsnitligt mest nedbør, op til 57 mm.
Miljø og forurening
København er anerkendt som en af de mest miljøvenlige byer i verden. Meget af byens miljøsucces kan tilskrives en stærk kommunalpolitik kombineret med en fornuftig national politik. I 1971 etablerede Danmark et miljøministerium og var det første land i verden til at implementere en miljølov i 1973.
Efter en stor indsats for at forbedre vandkvaliteten i havnen bl.a. med etablering af rensningsanlæg og overløbsbassiner, kan man nu svømme i havnen, og der bliver hvert år arrangeret en svømmekonkurrence i kanalen omkring Christiansborg. Ligeledes er der etableret flere havnebade i den indre havn. Udover en forbedring af vandkvaliteten i havnen er der ligeledes arbejdet på at forbedre vandkvaliteten i byens søer. Gentofte Sø er en af de reneste søer i regionen, og der kan bl.a. findes sjældne orkideer i vådområdet.
Jorden i Københavns byzone er som udgangspunkt lettere forurenet. Denne forurening kan f.eks. stamme fra bilers udstødning eller industriens udledning af røg og støv. Derudover er der mange områder i København, hvor der er forurening af højere grad. Dette kan skyldes, at der har ligget forurenende virksomheder på grunden, som farverier eller benzinstationer, at der er deponeret affald eller af andre grunde.
København oplever lige som andre storbyer problemer med luftforurening og larm fra biler, busser og lastbiler. Man regner med, at hvert år dør omkring 500 københavnere tidligere end ellers som følge af forurening. I 2007 viste en undersøgelse, at den femtedel af Københavns indbyggere, der boede nærmest de mest befærdede gader, havde dobbelt så stor risiko for at dø tidligere end normalt. Fra 2010 er der dog etableret en miljøzone, hvor alle lastbiler skal have partikelfiltre på. Zonen er fra 2020 blevet udvidet til hele København og Frederiksberg kommuner og skærpet til at gælde alle ældre varebiler, busser og lastbiler. Frem mod 2025 skærpes reglerne yderligere, så køretøjerne skal opfylde skrappere udledningskrav.
I de senere år er der kommet ekstra fokus på at markedsføre sig på miljøområdet og især Københavns Kommune arbejder målrettet med dette. I 2001 blev der bygget en stor offshore vindmøllefarm lige uden for den københavnske kyst på Middelgrunden, der producerer omkring 4 % af byens elektricitet. Der er forslag fremme om at placere flere møller ved bl.a. Nordhavnen og Lynetten. Som belønning for en langvarig indsats inden for helhedsorienteret miljøplanlægning modtog Københavns Kommune i 2006 European Environmental Management Award, og hele byen København blev i 2009 kåret som Europas grønneste by i The Economist. Også nyere artikler nævner København som den grønneste by; bl.a. Culture Trip (2020), og Travel Earth (2020).
Politik
Byen København styres politisk af ovenstående 18 kommuner og 2 regioner. Derudover er der samarbejder på tværs af kommuner, regioner og lande.
Kommunerne
De fleste kommuner i Københavnsområdet har socialdemokratiske borgmestre. Det gælder Københavns Kommune og størstedelen af kommunerne på Vestegnen. Kommunerne uden socialdemokratisk borgmester er Frederiksberg Kommune i den centrale del af byen, de to nordlige kommuner Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Hertil kommer Høje-Taastrup, Vallensbæk og Glostrup mod vest samt Greve Kommune længst mod sydvest.
Regionerne
Størstedelen af København er placeret i Region Hovedstaden, der er dannet i forbindelse med Strukturreformen i 2007 af de tidligere Københavns og Frederiksborg amter samt kommunerne København, Frederiksberg og Bornholm.
En del af Københavns sydvestlige kvarterer ligger i Region Sjælland.
Regionernes vigtigste opgaver er sygehusområdet, herudover ejes i fællesskab Movia, det kollektive trafikselskab i Østdanmark (dog uden Bornholm). De to regioner udgør også i fællesskab en af Danmarks fire beskæftigelsesregioner. Gymnasierne, sygeplejeskolerne og tekniske skoler, AMU-centre og øvrige kortere videregående uddannelser er alle fra og med 2007 i lighed med øvrige uddannelser selvejende institutioner finansieret af staten, mens folkeskoler, daginstitutioner og plejehjem hører under de enkelte kommuner.
Politik på tværs af grænser
Kommunerne i de enkelte regioner har et samarbejde i henholdsvis Kommunekontaktråd Hovedstaden og Kommunekontaktråd Sjælland. Her samarbejdes især om de tilbud, der gives borgerne.
Fra 1974-1989 fungerede Hovedstadsrådet som et centralt planlægningsorgan for hele hovedstadsregionen og HUR fungerede med omtrent samme formål fra 2000-2006.
En del af Københavns nærmeste satellitbyer som Birkerød og Lillerød betragtes som en del af Storkøbenhavn, og det politiske arbejde på kommunalt niveau om byen København involverer derfor ofte disse kommuner. Kommunerne på den københavnske vestegn står i den forbindelse ofte samlet under Vestegnssamarbejdet og har samlede politiske udspil.
Region Hovedstaden, Region Sjælland, Københavns og Frederiksberg Kommune, Bornholms Regionskommune samt Kommunekontaktråd Hovedstaden og Sjælland deltager sammen med tilsvarende myndigheder fra Skåne i Öresundskomiteen, som er en regionalt samarbejde om at fjerne grænsehindringer ved at bo og arbejde i Øresundsregionen.
Demografi og samfund
København er den mest befolkede by i Danmark og én af de mest befolkede i de nordiske lande. Af statistiske årsager, anser Danmarks Statistik Byen København for bestående af Københavns Kommune plus tre omegnskommuner: Dragør, Frederiksberg og Tårnby. Deres samlet befolkning er 763.908 (per december 2016).
Københavns Kommune er langt den mest befolkede i landet og én af de mest befolkede nordiske kommuner med 644.431 indbyggere (per 2022). Der var en demografisk højkonjunktur i 1990’erne og de første årtier efter årtusindskiftet, i det store og hele grundet indvandring til Danmark. Ifølge statistikken fra første kvartal af 2022, var 73,7 % af kommunes befolkning af dansk herkomst, defineret som havende mindst én forældre født i Danmark med dansk statsborgerskab. Meget af de tilbageværende 26,3 % er af indvandrebaggrund (20,3 %) eller efterkommere af indvandrere (6 %).[5] Der er ingen officielle statistikker for etniske grupper. Grafen viser de mest hyppige oprindelseslande for københavnske indbyggere. Største fremmedgruppe er pakistanere (1,3 %), tyrkere (1,2 %), irakere (1,1 %), tyskere (1,0 %) og polakker (1,0 %).
Ifølge Danmarks Statistik, har Københavns Omegn et større befolkningsantal på 1.280.471 (per 1. januar 2016). Københavns Omegn består af kommunerne i København samt Frederiksberg plus 16 øvrige kommuner. Hovedstadsområdet har totalt 2.016.285 indbyggere (per 2016). Hovedstadsområdet er defineret af Fingerplanen. Siden åbningen af Øresundsforbindelsen i 2000, er pendling mellem Sjælland og Skåne steget hurtigt, der har ledt til et bredere interforbundet område. Kendt som Øresundsregionen, har den 4,1 millioner indbyggere (hvoraf 2,7 millioner (august 2021) bor i de danske dele af regionen.
Religion
Et flertal (56,5 %) af dem, som bor i Københavns Stift, er medlemmer af Folkekirken, og tallet er faldende. Den nationale katedral, Vor Frue Kirke, er én af talrige kirker i København. Der er også flere andre kristne menigheder i byen, hvoraf den største er romersk-katolsk.
Udenlandsk indvandring til København, der er steget i løbet af de sidste tre årtier, har bidraget til stigende religiøs diversitet; Hamad Bin Khalifa Civilisation Center åbnede i 2014. Islam er den andenstørste religion i København, der udgør anslået 10 % af befolkningen. Selvom der ingen officielle statistiker er, anslås det at, en signifikant andel af de estimerede 175.00-200.000 muslimer i landet bor Københavns Omegn, med den højeste koncentration på Nørrebro og på Vestegnen. Der er også op imod 7000 jøder i Danmark, med de fleste bosat i København, hvor der er flere synagoger. Jøder har en lang historie i byen og den første synagoge i København blev bygget i 1684. I dag kan de danske jøders historie opleves på Dansk Jødisk Museum i København.
Indbyggertal i København gennem tiderne:
Fingerplanen og "Det indre storbyområde"
Da København består af mange kommuner, er det vanskeligt at dele byen op i by og forstad. Men i Fingerplanen fra 1947 finder man et ikke-administrativt område, der benævnes Det indre storbyområde. Dette område omfatter den bebyggede del af Københavns Kommune (en del af Vestamager regnes hverken for "by" eller "park" men for "ikke urbant område"). Øvrige kommuner eller dele deraf inkluderet i området er Frederiksberg, Gentofte, Hvidovre, store dele af Herlev, Rødovre og Gladsaxe kommuner samt mindre dele af Tårnby og Brøndby Kommuner.
Området omfatter omkring 180 km² og har cirka 925.000 indbyggere (mellem 900.000 og 950.000), og intet af området er at betragte som forstad. "Den indre storby" er en hårdere fortolkning af bybegrebet end hvad f.eks. Danmarks Statistik bruger i begrebet "byområde". Tallet kan bruges til sammenligning med andre storbyer. F.eks. er tilsvarende tal for Stockholm ("innerstaden") kun 300.000. Planen er aldrig blevet vedtaget officielt i noget forum, men det pædagogisk visuelle udtryk i planen har vist sig at være så stærkt, at beslutningstagere lokalt og centralt har fulgt planens tanker.
Livskvalitet
I en årrække har København rangeret højt i internationale livskvalitetsundersøgelser. Dens stabile økonomi samme med dens uddannelsestilbud og sociale sikkerhedsniveau gør den attraktiv for lokale såvel som besøgende. Selvom den er én af verdens dyreste byer, er den også en af de mest beboelige med dens kollektive transport, cykelfaciliteter og miljøtiltag. For at løfte København til ”mest beboelige by” i 2013, udpegede dens åbne pladser, stigende aktivitet på gaderne, byplanlægning til fordel for cyklister samt fodgængere, og for indbyggere bylivstilskyndende træk med vækning af fællesskab, kultur og cuisine. Andre kilder har rangeret København højt for dens forretningsmiljø, tilgængelighed, restauranter og miljøplanlægning. Trods en topscore på livskvalitet, var dens score lav for medarbejderaktivitet og prisoverkommelighed.
Kultur og oplevelser
Musik, teater og opera
Det ældste og mest berømte teater i hovedstaden er det i 1748 grundlagte kongelige Teater placeret for enden af Kongens Nytorv. Teatret har siden dets grundlæggelse været den nationale scene for teater, skuespil, opera og ballet. Teatret har en stor scene benævnt Gamle scene, som kan rumme ca. 1.600 tilskuere. Inden for de sidste år har opera og skuespil dog fået selvstændige bygninger. Operaen blev bygget i 2005 på Holmen over for Amalienborg og kan huse op til 1.703 tilskuere. Skuespilhuset kom til i 2008 ved Kvæsthusbroen ved Nyhavn. Den Kongelige Danske Ballet kan stadig findes på Det Kongelige Teaters gamle scene. Da den er grundlagt i 1748, er den en af de ældste ballettrupper i Europa. Den er hjemsted for Bournonvilleballetstilen.
Udover de mere traditionelle tilbud som teater, opera og ballet, som Det Kongelige Teater kan byde på, findes der et væld af andre teatre, der byder på nyfortolkninger af klassiske teaterstykker samt helt nye stykker og genrer, som Folketeatret og Nørrebro Teater.
København har igennem mange år haft en stor jazzscene. Jazzen kom til København i 1960'erne, hvor amerikanske jazzmusikere som Ben Webster, Thad Jones og Dexter Gordon flyttede til byen. Musikalsk samledes de på Jazzhus Montmartre, som i 1960'erne var det europæiske centrum for den moderne jazz. Jazzklubben lukkede i 1995, genåbnede i maj 2010, men forventes igen at lukke i 2020/2021 grundet udfordringer opstået i forbindelse med nedlukningen grundet coronaepidemien. Hvert år i juli måned fejres Copenhagen Jazz Festival, som fylder spillesteder og pladser med jazzkoncerter.
Det vigtigste sted for rytmisk musik i København er Vega på Vesterbro, som er blevet valgt til "bedste koncertsted i Europa" af det internationale musikmagasin Live Pumpehuset og Den Grå Hal er ligeledes populære indendørs koncertsteder. De største indendørs koncerter bliver afholdt i Parken, hvor der er plads til op imod 55.000 tilskuere. De største udendørs koncerter arrangeres ofte i Valbyparken, herunder Grøn Koncert, som har sluttet turneen i København siden 1985 og siden 2017 også er startet i København.
For gratis underholdning kan man gå en tur op ad Strøget, især mellem Nytorv og Højbro Plads, der sen eftermiddag og aften forvandler sig til et improviseret treringscirkus med musikere, tryllekunstnere, jonglører og andre gadeoptrædener.
Museer
Som Danmarks hovedstad rummer København nogle af de vigtigste samlinger om dansk historie og kultur, men enkelte museer har også samlinger af stor international kvalitet. Nationalmuseet, der blev grundlagt i 1807, er det vigtigste museum i Danmark for kultur- og historie. Museet rummer bl.a. et væld af oldtidsfund med uvurderlige genstande som f.eks. Solvognen. Ny Carlsberg Glyptotek fremviser ligeledes en bred samling af genstande fra forhistorisk tid til i dag. Museet har antikke samlinger fra Mesopotamien, Egypten inklusive en stor samling mumier, det gamle Grækenland med et stykke fra Parthenonfrisen, der er af international kvalitet, og forskellige artefakter fra det gamle Rom. Glyptoteket er helt unikt og det eneste af sin slags i de Nordiske lande.
Statens Museum for Kunst er landets største kunstmuseum med store samlinger og ofte udstillinger med nyere kunst. Thorvaldsens Museum fra 1848 med Bertel Thorvaldsens mange figurer var byens første egentlige kunstmuseum. Den Hirschsprungske samling rummer mest malerier fra Guldalderen og af skagensmalerne. Den moderne kunst fremvises primært i Arken i Ishøj og Louisiana i Humlebæk nord for København.
Davids Samling rummer udover dansk kunst og kunsthåndværk en af de ti væsentligste samlinger af islamisk kunst i den vestlige verden. Krigsmuseet fra 1838 rummer en enorm samling af krigsmateriel fra middelalderen og frem til nyere tid.
De naturhistoriske museer er repræsenteret med Botanisk Have, Geologisk Museum og Zoologisk Museum. De tre museer har indgået et samarbejder, Statens Naturhistoriske Museumog forventes samlet i en bygning ved Botanisk have i 2024 som et nationalt naturhistorisk museum. Eksperimentarium og Tycho Brahe Planetarium omhandler generel fysik og astronomi.
København rummer også mere specialiserede museer som Arbejdermuseet, Frihedsmuseet, Københavns Bymuseum, Storm P Museet og Enigma (forventes åbnet i 2022), der er en efterfølger til Post & Tele Museum.
Parker, skove, søer og strande
København har en række parker, hvor de to største er Valbyparken og Fælledparken på hhv. 64 og 58 ha. Valbyparken er derudover omgivet af fodboldbaner og kolonihaver. Der er (pr. 2021) ved at blive bygget en strand i vandkanten mod Københavns Havn. Den store plæne i parken lægger bl.a. plads til Grøn Koncert. Fælledparken på Østerbro er blandt de mest besøgte attraktioner i Danmark med flere millioner besøgende om året. Den tredjestørste park i København er Frederiksberg Have (32 ha). Her kan man bl.a. nyde udsigten til Norman Fosters elefanthus i Zoologisk Have, som optager den vestlige del af haven.
Udover parker har byen nogle meget åbne naturområder, hvor det største er Amager Fælled på 223 ha. Amager Fælled består af ca. en fjerdel oprindelig strandeng og tre fjerdele opfyldt havbund. Fælleden er løbende blevet indskrænket og har afgivet arealer til bl.a. Ørestad og boldbaner. Der er pt. ved at blive gjort klar til at blive bygget i den sydlige del. Dette byggeri skaber (pr. 2021) meget debat i særligt de københavnske medier og i den københavnske politik. Derudover er der Sydhavnstippen, som er et 40 ha naturområde med masser af dyreliv og planteliv.
En anden meget populær park er Kongens Have i det centrale København med Rosenborg Slot. Parken har været åben for publikum siden starten af 1700-tallet. Centralt i byen langs de tidligere volde findes en række parker, hvoraf Tivoli er den mest kendte.
Noget særligt for København er, at flere kirkegårde ligeledes har en dobbeltfunktion som parker, dog kun for stille aktiviteter. Assistens Kirkegård, hvor H.C. Andersen blandt andet ligger begravet, er et vigtigt grønt åndehul for Indre Nørrebro. Det er officiel politik i København, at alle indbyggere i 2015 skal kunne nå en park eller strand til fods på mindre end 15 minutter.
København har udover parker også en række skove, herunder Vestskoven (15 km²) i den vestlige del og Hareskoven (9 km²) i den nordvestlige del. Dyrehaven (11 km²) ligger i den nordlige del og indeholder både skov, slette og en golfbane.
Lige vest for ringen af parker fra de gamle volde findes Københavns Indre Søer. Af andre markante søer findes Damhussøen og bl.a. Utterslev Mose og Bagsværd Sø.
København har en række sandstrande. Den største er Amager Strandpark, der åbnede i 2005, som inkluderer en 2 km lang kunstig ø og totalt 4,6 km sandstrand. Derudover findes bl.a. strande ved Bellevue og Charlottenlund langs nordkysten og Brøndby langs sydkysten. Strandene er suppleret af flere havnebade langs havnefronten. Det første og mest populære af disse er placeret ved Islands Brygge.
Medier og film
Mange danske medieselskaber har deres hovedsæde i København. Det statsfinansierede DR startede sine radioaktiviteter her i 1925. I starten af 1950'erne var virksomheden ligeledes ansvarlig for at udbrede fjernsyn til hele landet. I dag har medievirksomheden adskillige fjernsyns og tv-kanaler, som styres fra DR Byen, bygget i 2006/07 i Ørestad. Det Odense-baserede TV 2 har samlet sine københavnske aktiviteter på Teglholmen.
To af de tre store landsdækkende aviser Politiken og Berlingske samt de to store tabloidaviser Ekstra Bladet og BT har hovedkontor i København. Ydermere har Jyllands-Posten en redaktion i byen. 2003 fusionerede Politikens Hus med Morgenavisen Jyllands-Posten og dannede selskabet JP/Politikens Hus. Berlingske, grundlagt i 1749 er Danmarks ældste avis. Berlingske Media, som bl.a. udgiver Berlingske er ejet af den London-baserede Mecom Group. Derudover findes en lang række lokalaviser som Vesterbro Avis. Andre medievirksomheder inkluderer Aller Media, som er den største udgiver af ugentlige og månedlige magasiner i Skandinavien, Egmont, som bl.a. står bag Nordisk Film, og Gyldendal, den største danske bogudgiver.
København har ligeledes en relativ stor film- og tv-industri. Filmbyen, der ligger på en nedlagt militærbase i forstaden Hvidovre, huser adskillige filmselskaber og studier. Blandt filmselskaberne er Zentropa, hvori filminstruktøren Lars von Trier er medejer, som står bag adskillige internationale filmproduktioner og som var en af grundlæggerne af dogmebevægelsen. Historisk var København, og især selskabet Nordisk Film, i 1910'erne og 1920'erne centrum for filmindustrien i Nordeuropa med hundredvis af årlige filmproduktioner. Nordisk Film i Valby producerer stadig mange film og har i dag 1.200 medarbejdere (pr. 2006) og er den største producent og distributør af elektronisk underholdning i Norden.
Restauranter og caféer
Den største koncentration af cafeer er i Indre By, Østerbro og Vesterbro. Den første københavnske cafe åbnede i 1831 på Hotel D’Angleterre, men det var først med åbningen af Café Sommersko i 1976, at cafekulturen for alvor kom til København, og der er nu over 300 cafeer spredt over hele byen.
Det københavnske natteliv er centreret omkring Indre by, Nørrebro og Vesterbro, bl.a. Laurits Betjent, Nasa, Rust og Vega.
Inden for det seneste årti har København for alvor markeret sig med restauranter, der kan måle sig blandt de bedste. Mest fremtrædende er Noma, med 2 stjerner i Michelin-guiden siden 2007, som derudover er blevet udnævnt som den bedste restaurant i verden. Udover Noma havde København 11 restauranter, der har fået én stjerne i Michelinguiden pr. 2021. Med 18 stjerner er København den by i Norden med flest stjerner, hvilket har været tilfældet i en årrække. I 2016 fik Restaurant Geranium som den første danske restaurant nogensinde tre Michelinstjerner (der er den højeste score), hvilket de har fastholdt siden.
Pølsevognen har traditionelt været det foretrukne spisested for den lille sult, men udfordres nu af burgerbarer, pizzeriaer, shawarma- og sushi-barer og lignende. Smørrebrødsrestauranter er en anden type frokostbeværtning, som er kendetegnende for København.
København er den hovedstad i verden, hvor økologisk mad har den største markedsandel. Et ud af ti indkøb er økologisk i København.
Sport
København repræsenterer en lang række sportsgrene og er i Danmark ofte førende på området. Af større sportsanlæg findes bl.a. Parken, men også f.eks. Brøndby Stadion, Farum Park og Gladsaxe Stadion til fodbold, Østerbro Stadion til atletik, Ballerup Super Arena til banecykling, Rødovre Skøjte Arena til ishockey, Brøndbyhallen til håndbold og Bagsværd Rostadion til roning.
Det største danske stadion Parken, som ligger på Østerbro, er både hjemmebane for det danske fodboldlandshold og fodboldklubben F.C. København. F.C. København har i en årrække været meget dominerende i den danske Superliga med tretten mesterskaber siden 2000. Derudover er København bl.a. hjemby for fodboldklubberne Brøndby IF, AB, B.93, Frem og Fremad Amager. Af større fodboldstadioner findes udover Parken også Brøndby Stadion (som er Danmarks næststørste), Gladsaxe Stadion og Farum Park. Østerbro stadion er byens største stadion til atletik.
Inden for håndbold er KIF Kolding København det største københavnske hold. De har dog udelukkende et herrehold tilknyttet håndboldligaen. KIF Kolding København er en delvis videreførsel af AG København, som fusionerede med Kolding IF Håndbold. Til trods for stor succes i Champions League foråret 2012, kom AG København pludselig i økonomisk krise i sommeren samme år, der 31. juli 2012 førte til at klubben indgav en konkursbegæring.
Inden for atletik er det især klubben Sparta, der har gjort sig bemærket og herreholdet har vundet Danmarksturneringen i atletik 29 år i træk frem til 2014 og dameholdet har vundet Danmarksturneringen i atletik 17 år i træk frem til 2014. Copenhagen Athletics Games afholdtes i perioden 2005–2007, og før det afholdtes Copenhagen Games (1973-1986). Begge stræbte efter at vise atletik i verdensklasse.
DM i ishockey for herrer blev indtil midten af 1970'erne vundet mange gange af de københavnske klubber KSF og Rungsted IK. Siden da er DM primært blevet vundet af jyske klubber, mens Rungsted Seier Capital og Rødovre Mighty Bulls har skiftet til at være Københavns bedste ishockeyhold for herrer. På kvindesiden har Hvidovre Ishockey Klub været meget dominerende i DM med 8 mesterskaber i de 10 turneringer siden 2011, ofte med Herlev IK som nærmeste konkurrent.
København har en lang tradition for roning og har leveret flere landsholdsroere. DSR, som er Danmarks største roklub, og Kvik, der begge ligger i Svanemøllebugten, har hvert år siden 1895 roet den traditionsrige svanemøllematch. Derudover findes en række andre klubber bl.a. Københavns Roklub og Bagsværd Roklub.
København kan vise en række golfbaner, bl.a. Københavns Golf Klub i Dyrehaven og Royal Golf Center i Ørestad. Royal Golf Center er blevet anlagt med henblik på at kunne afholde PGA-turneringer.
I Københavns Kommune er der blevet lagt planer om at gøre København til vært for fremtidige internationale sportsbegivenheder. København var i 2009 vært for World Outgames, som er en international sportsbegivenhed for homoseksuelle. Og ambitionen om afholdelse af verdensmesterskaber i f.eks. håndbold og ishockey forstærkes p.t. af opførelsen af Copenhagen Arena.
For hestesport findes i de nordlige forstæder den i 1891 åbnede Charlottenlund Travbane, som er Nordens ældste. Ligeledes mod nord findes også Klampenborg Galopbane. Fra 1922 til 1976 eksisterede i Tårnby ligeledes Amager Travbane.
København var en af værtsbyerne ved Europamesterskabet i fodbold 2020, som blev i juni og juli 2021. Der blev afvikles tre gruppespilskampe og en ottendedelsfinale i Parken.
1. etape af Tour de France 2022 blev 1. juli kørt som en enkeltstart i byens centrum.
Venskabsbyer
Venskabsbyer er i Danmark på kommunalt niveau. Københavns Kommune har fx et søsterbysamarbejde med Beijing og et sektorsamarbejde med Buenos Aires. De fleste af nabokommunerne har ligeledes valgt at have venskabsbyer. Der er derfor omkring 85 (pr. 2009) udenlandske byer, som på den måde har en del af København som venskabsby.
Uddannelse og forskning
Grundskoler kan findes over hele byen, både private og offentlige. Som i resten af Danmark er langt de fleste skoler offentlige folkeskoler, som styres og finansieres af kommunerne. For København kommune går ca. 72 % af eleverne i offentlig skole, mens det for de omkringliggende kommuner ligger højere. De private skoler oprettet under friskoleloven omfatter traditionelle grundtvig-koldske friskoler, større privatskoler (typisk opstået som realskoler), lilleskoler, kristne friskoler, katolske skoler, muslimske skoler, tyske mindretalsskoler, steinerskoler, freinetskoler m.fl. De private skoler finansieres med 75 % af staten og 25 % af forældrebetaling.
Ungdomsuddannelser, der kan opdeles i erhvervsrettede og gymnasiale uddannelser kan findes over hele byen. Blandt de mere kendte kan nævnes Gefion Gymnasium, Det frie Gymnasium og Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Desuden ligger landets ældste 2-årige STX-uddannelse i København, nemlig Nørrebro Gymnasium. Indtil 2020 bar institutionen navnet Akademisk Studenterkursus.
Ud over folkeskoler og gymnasier har en del af landets højere uddannelsesinstitutioner til huse i København. Københavns Universitet er Danmarks ældste universitet. Det blev indviet i 1479, og universitetets ældste bygninger ligger på Frue Plads, hvor Københavns ældste hus ligger i universitetsgården. I 2007 blev den tidligere Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole på Frederiksberg og Danmarks Farmaceutiske Universitet fusioneret med Københavns Universitet, som nu har 5.500 forskere og næsten 40.000 studerende. Derudover har KU afdelinger på det nordlige Amager og sundhedsvidenskab på Panum Instituttet på Østerbro.
Copenhagen Business School, der tidligere blev kaldt Handelshøjskolen i København, har til huse i fire moderne bygninger på Frederiksberg. Skolen har ca. 19.000 studerende og 675 fastansatte forskere. IT-Universitetet i København, blev oprettet i 1999 som en del af CBS, men er fra 2003 et selvstændigt universitet, der dog stadig samarbejder med CBS. Der går mere end 2.500 studerende på universitet, hvor man kan uddanne sig til cand.it..
Ingeniøruddannelserne er samlet på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby. Udover den primære lokalitet i Lyngby har DTU ligeledes afdelinger i bl.a. Helsingør og Risø. Samlet har institutionen ca. 7.000 studerende.
På Holmen ligger en campus med flere institutioner med kunstneriske og kreative fag. Det drejer sig bl.a. Statens Teaterskole, Den Danske Filmskole og Kunstakademiets Arkitektskole. Øvrige kreative fag kan f.eks. studeres på Danmarks Designskole og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Der findes to professionshøjskoler og to erhvervsakademi i København, der har uddannelser som lærer, sygeplejerske, byggeri, design, ledelse mm. Professionshøjskolen UCC og Professionshøjskolen Metropol har begge ca. 10.000 studerende, mens KEA (Københavns Erhvervsakademi) har ca. 3.000 studerende. Dertil kommer Niels Brock Copenhagen Business College
Danmarks Biblioteksskole lå også tidligere i København med op imod 2.000 studerende., men uddannelsen er ikke længere en selvstændig uddannelsesinstitution, men er i dag en mindre del af Institut for Kommunikation på Københavns Universitet.
Udover den forskning, der varetages på offentlige institutioner varetages rigtig meget forskning af private virksomheder, som fx, Novo Nordisk og Lundbeck.
Økonomi
Hovedstadsområdet er som landets største byområde et naturligt økonomisk kraftcenter for landet, men også for det sydlige Sverige spiller byområdet en vigtig økonomisk rolle.
Tidligere var København præget af en række store industrielle virksomheder som Burmeister & Wain og Dansk Sojakagefabrik. København var ligeledes udgangspunkt for C.F. Tietgens omfattende netværk af virksomheder (Privatbanken, Det Store Nordiske Telegrafselskab, De Danske Spritfabrikker m.fl.). Fra anden verdenskrigs afslutning er den tunge industri i lighed med tilsvarende tendenser i resten af Europa dog flyttet uden for byen eller helt ud af landet, og København er i højere grad blevet en vidensby.
Politisk set er det meste af centraladministrationen placeret i København, hvor de fleste ministerier har kontorer på eller i området omkring Slotsholmen. Ligeledes er de fleste styrelser placeret i Københavnsområdet, hvilket sammen med de mange private vidensarbejdspladser giver et højt specialiseret arbejdsmarked med mange videnstunge job.
Københavnsområdet er hjemsted for en håndfuld stærke forretningsklynger inden for områderne biotek, cleantech, IT og shipping. Klyngerne inden for biotech og cleantech har mange overlap, inden for f.eks. biomasseproduktion. Begge klynger støttes af klyngeorganisationer til vækst og fremme af industrierne. Inden for biotech er klyngeorganisationen Medicon Valley og inden for cleantech/miljøteknologi er det den nystiftede Copenhagen Cleantech Cluster. Klynger har fået et større fokus fra regionalpolitisk side, da klynger som cleantech-klyngen dækker over mere end 350 virksomheder og ca. 30.000 arbejdspladser.
Flere af de største danske virksomheder har hovedsæder i byområdet; specielt virksomheder inden for den farmaceutiske industri (Novo Nordisk, Lundbeck, Ferring m.fl.) og skibsfart (A.P. Møller-Mærsk, Torm, D/S Norden, J. Lauritzen) er vigtige for områdets økonomi. Ligeledes præger flere store finansielle koncerner sammen med Nationalbanken det centrale København herunder Danske Bank, Nordea Bank Danmark og Nykredit. Carlsberg, ISS og Skandinavisk Tobakskompagni er andre store selskaber, der har hovedsæde i Københavnsområdet.
Turisme
Ifølge turistorganisationen HORESTA landede antallet af hotelovernatninger i hovedstadsregionen i 2018 på ca. ni mio., hvilket er ca. 1 mio. flere end 2012. De fleste udenlandske turister i København kommer fortsat fra Sverige, Norge og Tyskland.
Hoteller
I København findes fem 5-stjernede hoteller, der bl.a. tæller Hotel Nimb i Tivoli og Hotel Skt. Petri i Indre By. En omfattende ombygning i 2012–2013 af det berømte Hotel D'Angleterre på Kongens Nytorv har gjort hotellet til Københavns eneste 6-stjernede hotel.
København har i alt 12 hoteller med flere end 300 værelser og Europas største vandrehjem, Danhostel Copenhagen City på Kalvebod Brygge, med i alt 1020 sengepladser. Byens – og Skandinaviens – største hotel er det 75 meter høje Bella Sky Comwell i Ørestad med i alt 812 værelser fordelt på to tårne. Radisson Blu Scandinavia Hotel ved Islands Brygge er med sine 86 meter og 26 etager Danmarks højeste hotel. 8 ud af Københavns 11 største hoteller er bygget i det 21. århundrede, hvorimod Admiral Hotel i Frederiksstaden, der åbnede i 1978, ligger i en bygning opført i 1787. Også Radisson Blu Royal Hotel af Arne Jacobsen fra 1960, er værd at nævne. Det ligger centralt ved Vesterport.
Krydstogtturisme
Siden 1990'erne har krydstogtturismen – ligesom mange andre store havnebyer i Europa og resten af verden – været i betydelig vækst i København. I perioden 2005-2012 øgedes antallet af anløb med over 100, og antallet af passagerer næsten fordobledes i takt med, at tonnagen er blevet større. I Københavns Havn lægger krydstogtskibene til kaj i tre forskellige – og fra 2014 fire – områder: Langeliniekaj, Nordre Toldbod, Frihavnen og Nordhavnen (åbner i 2014). I 2012 lagde et krydstogtskib til kaj i Københavns Havn 372 gange med i alt 840.000 passagerer, hvilket var den hidtil bedste sæson i både København og resten af Danmark. Dermed er København Skandinaviens største krydstogthavn og Nordeuropas næststørste kun overgået af Southampton.
Erhvervsklynger
Københavnsområdet er hjemsted for en håndfuld stærke forretningsklynger inden for områderne biotek, cleantech, IT og shipping. Klyngerne inden for biotech og cleantech har mange overlap, inden for f.eks. biomasseproduktion. Begge klynger støttes af klyngeorganisationer til vækst og fremme af industrierne. Inden for biotech er klyngeorganisationen Medicon Valley og inden for cleantech/miljøteknologi er det den nystiftede Copenhagen Cleantech Cluster. Sidstnævnte regnes som en af de stærkeste i verden, blandt andet som følge af årlige vækstrater på over 10 % indenfor eksport.
Indenfor shipping er aktiviteterne samlet i The Danish Maritime Cluster, der har center i København. Det er en af verdens førende maritime klynger, og står for 24 % af Danmarks eksport og 10 % af den samlede danske produktion. Klyngen som helhed beskæftiger 80.000 mennesker i selve virksomhederne og 35.000 i relaterede erhverv, hvoraf størstedelen findes i de store shippingfirmaer i København. Klyngen har en lang række partnere indenfor uddannelse og forskning, herunder blandt andre CBS, Københavns Universitet og DTU. Organiseringen af klyngen ledes af Maritime Development Center og Europe, som også er lokaliseret i byen.
Indenfor finans-IT har man ligeledes en erhvervsklynge. Mens finans og IT udgør 5 % af Danmarks generelle beskæftigelse, er tallet 14 % for Region Hovedstaden. Siden 2009 har man i organisationen Copenhagen Finance IT Region forsøgt at udvikle og fastholde branchen i regionen. En af udfordringerne er, at 50 % af arbejdspladserne i sektoren er risikoudsat i forhold til outsourcing, mod 25 % for servicesektoren generelt. Klyngeorganisationen har en række partnere, herunder CBS, Finansrådet, Dansk Metal og DI ITEK.
Detailhandel
Strøget og Købmagergade er de to største shoppinggader med de største og mest almindelige butikker, mens mange af sidegaderne har de mere "skæve" butikker. På Gammeltorv ved Strøget ligger Caritasbrønden, som regnes som et af de fineste mindesmærker fra renæssancen. I brokvartererne fungerer især hovedgaderne, som Nørrebrogade, Amagerbrogade og Østerbrogade ud fra centrum som traditionelle handelsgader.
I det centrale København ligger stormagasinerne Magasin du Nord, Illum og Illums Bolighus, mens indkøbscentre findes flere forskellige steder i byen med Fields i Ørestad, City 2 i Taastrup og Fisketorvet ved Dybbølsbro som de største. I de centrale bydele tæller andre centre bl.a. Amager Centret, Frederiksberg Centret, Nørrebro Bycenter og Spinderiet i Valby, ligesom Københavns Hovedbanegård og Københavns Lufthavn også rummer en del butikker. I forstadsområderne findes bl.a. Lyngby Storcenter, Glostrup Storcenter og Rødovre Centrum.
Arkitektur og byplanlægning
København er berømt for at have balance mellem ny og gammel arkitektur og en homogen bygningsmasse i 5-6 etagers højde. I 2008 vedtog Borgerrepræsentationen, at Indre By skal friholdes for højhuse. Således fremstår store dele af Indre By ganske velbevaret på trods af historiske bybrande og bombardementer, selv om mange af de berømte tårne og spir er af nyere dato. Store bybrande har dog betydet, at der ikke er ret mange bygninger ældre end 1728 tilbage. Modsat f.eks. Stockholm er København præget af punktvise fornyelser af bygningsmassen frem for voldsomme rydninger af større kvarterer. Samtidig har økonomien ofte lagt bånd på de mest ambitiøse projekter, hvorfor knopskydningsløsninger som ved Statens Museum for Kunst er udbredt. Store dele af Indre By er underlagt bygningsfredning.
Nogle af de ældste bygninger i indre by er Sankt Petri Kirke fra 1400-tallet og Konsistoriehuset fra ca. 1420. Christian 4. indtager en særlig plads i byens historie. Ikke blot fordoblede han byens areal og anlagde Christianshavn og Nyboder, men han var også hovedstadens første byplanlægger. Af alle kongens mange pragtbyggerier fremstår Børsen (1619–25) i nederlandsk renæssancestil som et enestående bygningsværk i europæisk arkitektur. Barokkens København er ligeledes repræsenteret med det berømte snoede trappespir på Vor Frelsers Kirkes tårn.
Den nye bydel Frederiksstaden, som blev igangsat i 1749, blev præget af rokokostilen. Centralt blev der anlagt en stor plads, Amalienborg Slotsplads med fire adelspalæer, der omkranser Rytterstatuen af Frederik 5.. Hele kvarteret er optaget i Kulturkanonen.
Efter byens brand 1795 og englændernes bombardement 1807 skulle store dele af byen genopføres. Det blev til huse, med afskårne hjørner, for at brandstigerne kunne komme omkring hjørnerne. Det meste af Indre By præges af denne arkitektur.
Voldenes fald (1856) blev startskuddet på en utøjlet tid, hvor nye kvarterer hastigt skød op. I brokvartererne og på Gammelholm opstod en afgrundsdyb forskel på de dekorerede facader mod gaden og de mørke baggårde og små lejligheder.
En af 1900-tallets største arkitekter Arne Jacobsen introducerede modernismen i Danmark og prægede byen med bl.a. Royal Hotel (1960) og Nationalbanken (1978).
Efterkrigstidens planlægning af hovedstadsområdet blev understøttet af Fingerplanen (1947). Fingerplanen fastlagde, at den bymæssige fortætning fremover primært skulle koncentreres i korridorer langs S-banenettet, mens mellemrummene skulle friholdes til grønne områder.
1970'erne og 1980'erne var præget af international modularkitektur uden særpræg samt en byggeiver, der hovedsagelig var koncentreret omkring forstadskommunerne, oftest i form af elementbyggeri i beton. I de centrale dele af København var der i perioden mest fokus på bysaneringer, denne gang rettet mod de kummerlige baggårdskarreer i brokvartererne.
I begyndelsen af 1990'erne var Københavns Kommune i krise, men der var dog overskud til at igangsætte store bevarende byfornyelsesprojekter på Vesterbro og på Amagerbro. Anlæggelsen af Ørestad skulle være med til at trække hovedstaden op af hængedyndet.
Mod slutningen af århundredet begyndte en reel opblomstring i arkitekturen med tilbygningerne til Statens Museum for Kunst og Det Kongelige Bibliotek. Derefter fulgte markante bygninger som Operaen, Skuespilhuset og Tietgenkollegium i Ørestad Nord.
Højhuse og tårne
København har længe været en tætbebygget men ikke særlig høj by. Dette skyldes bl.a. en stor respekt for byens historiske tårne og meget strenge lokalplaner. I de seneste 100 år har den generelle maksimale bygningshøjde været ca. 25 meter. Dette har medført, at de højeste bygninger i Indre By til dato er tårne og spir på Københavns Rådhus, Christiansborg, Vor Frelsers Kirke og Nikolaj Kunsthal.
De højeste bygninger i København er Herlev Hospital på 120 m og tårnet på Christiansborg på 106 m. Den højeste menneskeskabte struktur i København er dog Gladsaxesenderen på 220 meter. Toppen af Gladsaxesenderen er med sine 267 m (inkl. 47 m naturlig højde) det tredjehøjeste punkt i Danmark efter to andre sendemaster. Domus Vista på Frederiksberg var indtil Turning Torso i Malmø indviedes i 2005 Nordens højeste bolighus men er nu kun det næsthøjeste.
Infrastruktur og transport
Transport
I 1947 blev Fingerplanen udarbejdet. Selvom den aldrig er blevet vedtaget i et officielt forum, har den haft stor betydning for København. Sportrafikken fra centrum foregår således i dag ud ad de fem fingre samt i en nyere finger over Amager og Øresund til Skåne i Sverige. Denne finger skaber også forbindelse til Københavns Lufthavn. Også flere af de store indfaldsveje følger fingrene. Til forskel for sportrafikken er der flere ringveje, som skaber forbindelse mellem de ydre områder af byen. Bl.a. Høje-Taastrup Kommune har sammen med de øvrige kommuner i Vestegnssamarbejdet planlagt trafik, boliger og grønne områder i overensstemmelse med Fingerplanens visioner.
Pendling i København har været et emne siden starten af 1900-tallet. Efter etableringen af Frederiksberg, var der borgere som arbejdede i en kommune, men boede i en anden. Deres skatteforhold var derfor genstand for debat. Efterhånden som byen voksede, kom dette til at gælde for flere og flere områder. I 1992 blev der pendlet fra omtrent halvdelen af Sjælland og i 2004 blev der pendlet fra hele Sjælland. Efter Øresundsforbindelsens bygning i 2000 er det også blevet almindeligt at pendle fra Malmø. Pendling med fly er ikke så almindeligt, men finder dog sted fra især Aalborg og Bornholm.
Langs jernbanerne ind mod København er mange pendlere organiseret i såkaldte pendlerklubber, der taler pendlernes sag. Der findes pendlerklubber fra de fleste større byer, som fx fra Roskilde, Køge og Sorø. En af de største pendlerklubber er Pendlerklubben Kystbanen, som organiserer pendlere langs Kystbanen.
Gang
I centrum af København foregår meget transport i gang, og op imod 80 % af den samlede færdsel i bymidten foregår til fods. Langt de fleste københavnske veje har fortove langs vejsiderne. I store træk er det kun motorvejene, der ikke har fortove. Dette gør, at det er muligt relativt sikkert at bevæge sig rundt til fods. Der er ligeledes installeret mange fodgængerfelter, hvoraf de fleste findes ved lyskryds.
København har en del gågader, hvor det ikke er tilladt at køre bil hvoraf den mest kendte er Strøget. Ligeledes findes der en del gader omkring strøget, der også har gågadestatus, som fx Købmagergade. I forstæderne er der bl.a. en gågade i Ballerup, hvor den 500 m lange Centrumgaden har gågadestatus.
Cyklisme
I København cyklede ca. 40-50 % af indbyggerne i 2013-2019 til arbejde eller uddannelse hver dag.
Et kendetegn ved København er de mange cykelstier, der ofte gør cyklen til et mere hensigtsmæssigt transportmiddel. Københavns Kommune har en strategi om at gøre København til verdens bedste cykelby. Et af målene er, at 50 % af københavnerne skal tage cyklen på arbejde eller til uddannelse i 2020. Som en del af denne strategi er Nørrebrogade blevet delvist lukket for biler
København blev i 2019 kåret til den mest cykelvenlige by af det amerikanske magasin Wired.
Bilisme og parkering
Den indre by er trafikalt præget af middelalderbyens vejplanlægning, hvorfor bil- og buskørsel er svært. Uden for søerne og på Amager er det stadig de gamle landeveje, der er de vigtigste. Herunder hører Vesterbrogade, Nørrebrogade, Østerbrogade og Amagerbrogade. De større indfaldsveje er Lyngbymotorvejen, Hillerødmotorvejen, Frederikssundmotorvejen, Holbækmotorvejen og Køge Bugt Motorvejen. Indfaldsvejene bruges i stor stil af pendlere til at komme til og fra arbejde.
Vitalt for biltrafikken er systemet af ringveje i København. Som omkransning af brokvartererne løber Ring 2 og længere ude de to ringveje Ring 3, af almindelig vej standard, og motorvejen Motorring 3. Endnu længere ude, mellem Ishøj og Kgs. Lyngby er Motorring 4/Ring 4 mellem Ishøj og Kgs. Lyngby, hvor de sydligste 15 km er motorvej og de nordligste 11 km er almindelig vej.
De fleste steder i København er der gratis parkering. Dette gælder dog ikke for de indre bydele, hvor man som udgangspunkt skal betale for parkering. Uden for betalingsområder er der ligeledes områder, hvor der er tidsbegrænsning på parkering. Beboere i Københavns Kommune kan købe en beboerparkeringslicens, der gælder for det nærmeste område.
Kollektiv transport
Den gamle betegnelse for "Hovedstadsområdet" virker stadig som et zoneinddelt lokaltrafikområde med fælles billetsystem og betjenes af en kombination af busser, metro, S-tog og regionaltog og i periferien af området lokalbaner. S-togene bruges såvel på korte strækninger i den indre by som tilbringere fra forstæderne og til transport i og mellem disse. Den samlede offentlige transport i hovedstadsområdet er blevet anslået til 3,5 mia. personkilometer i 2006, heraf 33 % med S-tog, 33 % med regional- og fjerntog og 25 % med bus.
I modsætning til en række andre storbyer er de forskellige trafikarter trods fælles takstsystem underlagt hver deres selskab. Busserne hører under Movia, metroen under Metroselskabet, S-tog, regionaltog og fjerntog under DSB og lokalbanerne under Hovedstadens Lokalbaner.
Lufthavne
Københavns Lufthavn i Kastrup er Skandinaviens største med cirka 27 millioner passagerer om året. Den betjener ud over indbyggerne på Sjælland også indbyggere i Skåne og det øvrige Sydsverige, der med tog over Øresundsbroen let kan komme direkte til lufthavnen. Kastrup har en indenrigs- og to udenrigsterminaler. I 2009 startede byggeriet af en ny terminal "CPH GO" (tidl. Swift). Kastrup Lufthavn er forbundet med resten af København med bus, tog og metro.
Med det formål at forkorte rejsetiden til Aarhus, har Samsø Air Service søgt, og fået, tilladelse til at flyve med vandflyver mellem København og Aarhus. Rejsetiden forventes at være på en time. Ruten forventes at åbne april 2014. Ruten åbnede i maj 2016, og går mellem Nordre Toldbod 29 og Østhavnsvej 37 i Aarhus.
Omkring København findes ligeledes Roskilde Lufthavn, som fungerer primært som lufthavn for taxifly, privatfly og skoleflyvning, og Grønholt Flyveplads, som dog er en privat flyveplads med meget begrænset trafik.
Havne
Københavns Havn har været vigtig for byen siden dens grundlæggelse. Havnen er løbende blevet udbygget og dækker i dag et stort areal mellem Svanemøllebugten og Sjællandsbroen. De sidste årtier er de centrale og sydlige dele af havnen dog blevet omdannet til bolig- og erhvervsformål. Havneaktiviteter foregår derfor fortrinsvis i Nordhavnen, Langelinie og ved Prøvestenen.
Selskabet bag havnen er i dag fusioneret med Malmö Havn og driver de to havne under navnet Copenhagen Malmö Port.
Fra København er der færgeforbindelse til Oslo (Norge) og Swinoujscie (Polen).
København Havn anløbes af 250-300 krydstogtskibe hvert år, og havnen en af de største anløbshavne for disse i Nordeuropa. Havnen (og byen) er ligeledes flere gange kåret som den bedste anløbshavn for krydstogtskibe i Europa og verden.
Der er lystbådehavne ved Svanemøllehavnen, Prøvestenen og flere andre steder. Lystbådehavnen ved Svanemøllehavnen er Danmarks største med plads til 1.170 både.
Forsyning og bortskaffelse
Københavns har stabile leverancer af vand, el, telefoni og andre leverancer, som sikrer at byen kan fungere.
I 1580 blev den første fælles vandforsyning i København etableret ved at der blev ført en ledning fra Emdrup Sø over Nørreport til hhv. Gammeltorv, Amagertorv og Købmagergade.
Siden 1859 hvor Københavns første vandværk blev bygget, har københavnerne hovedsagelig fået leveret grundvand. Fra 1859 fra 14 kildepladser langs Harrestrup Å. Siden Søndersø Vandværk ved Farum (1891), Thorsbro Vandværk ved Ishøj (1905), Nybølle Vandværk og Islevbro Vandværk (1923), Marbjerg Vandværk (1934), Lejre Vandværk (1939), Slangerup Vandværk (1954) og Regnemark Vandværk ved Køge Å (1964). Disse vandværker indvinder fra 56 kildepladser. Herfra pumper man grundvand op fra undergrunden. Gennem tiderne har flere andre kildepladser måttet lukke som følge af industriforurening, forurening fra landbruget eller fordi oppumpning af for meget vand har haft skadelige virkninger lokalt på vandløb, søer mv. Eksperimenter med at blande overfladevand i det almindelige grundvand har ikke afgørende ændret ved dette. Vandet er gennem tiderne blevet opbevaret først i Damhussøen og Sankt Jørgens Sø, senere Cisternerne i Søndermarken, Brønshøj Vandtårn og Bellahøj Højdebeholder. I dag opbevares vandet hovedsagelig på Tinghøj i Gladsaxe. Det var Københavns Vand og tidligere Københavns Vandforsyning, der stod for levering af drikkevand til det meste af København, indtil 2001 hvor det blev overtaget af Københavns Energi, og i 2013 af HOFOR som et samarbejde mellem en del af hovedstadsregionens kommuner. El, telefoni mv. leveres som udgangspunkt af store leverandører som DONG og TDC, men der er også mindre selskaber, der bidrager.
København har de senere årtier skabt gode muligheder for at affaldsprodukter fra produktion og husholdninger kan skaffes af vejen med etablering af forbrændingsanlæg og rensningsanlæg. De mere specialiserede og farlige affald håndteres som i de andre danske kommuner af Nordgroup i Nyborg.
Varme i København leveres i høj grad af fjernvarme eller naturgas. I Københavns Kommune leveres dette af HOFOR via et net af fjernvarmerør, som dækker omkring 85 % af det opvarmede areal. De øvrige kommuner er også godt med, med enten fjernvarme eller naturgas og der er udbredt fjernvarme eller naturgas i bl.a. Hvidovre og Gentofte kommuner.
I store dele af byen er det muligt, at få gas via byens distributionsnet. Denne bygas bruges i områder med fjernvarme primært til bl.a. madlavning, men i områder uden fjernvarme også til opvarmning af boliger og vand. Det er også Københavns Energi, der står for distributionen af gas i det meste af byen, ligesom de tager sig af kloaknettet.
Selskabet R98 stod for renovationen i Københavns og Frederiksberg Kommune, men fra marts 2010 er dette blevet overtaget af private vognmænd.
Hospitaler og ambulancetjeneste
Det største hospital i København – og Danmark – er Rigshospitalet, som ligger på Østerbro ved Fælledparken. Hospitalet er i stand til at behandle stort set alle typer patienter og har ofte den største ekspertise inden for et givet fagområde. Hvidovre Hospital er også et af de største hospitaler og har bl.a. den største fødselsafdeling. Bispebjerg Hospital og Herlev Hospital er blandt de andre store offentlige hospitaler i København. Udover de offentlige hospitaler er der ligeledes en række privathospitaler, som typisk henvender sig til bestemte patientgrupper bl.a. Herlev Privathospital og Københavns Privathospital.
Ansvaret for ambulancetjenesten i København ligger hos Region Hovedstaden, som har udliciteret opgaven til primært Falck. Københavns Brandvæsen dækker Københavns centrum og den nordlige del af Københavns Kommune, mens Frederiksberg Brandvæsen varetager kørslen på Frederiksberg og i Vanløse.
Politi og redningsberedskab
For Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner varetages politiopgaverne af Københavns Politi. De har hovedsæde på Politigården tæt ved Hovedbanegården. Politiopgaverne i de øvrige kommuner varetages for de vestlige forstæder af Københavns Vestegns Politi med hovedsæde i Albertslund og for de nordlige forstæder af Nordsjællands Politi med hovedsæde i Helsingør.
Redningsberedskabet er et kommunalt ansvarsområde, men opgaven kan sendes i udbud, og derfor udfører en privat entreprenør mange steder opgaven. De forskellige kommuner, der udgør København har valgt forskellige løsninger. Inde i byen (Københavns og Frederiksberg kommuner), på Amager, samt mod vest har man kommunalt ejede brandvæsener, mens Falck varetager opgaven i de øvrige kommuner rundt om København. Ved større eller mere komplicerede hændelser, som fx oversvømmelsen af Lyngbymotorvejen ifbm. skybruddene i 2011 og 2014, står det statslige beredskab klar med hjælp.
Berømte københavnere
Noter og kilder
Noter
Kildehenvisninger
Litteratur
Eksterne henvisninger
Omfattende samling af litteratur om København trykt før 1920
Københavns befolkningstal
Selskabet for Københavns Historie
Frederiksberg Kommune
Hjemmeside for turisme i København
Museer i København og Omegn
Gennemgang af Københavns Vandforsyning.
Købstæder
Byer på Sjælland
Havnebyer i Danmark
Tour de France-byer |
100 | https://da.wikipedia.org/wiki/Konger%C3%A6kken | Kongerækken | Kongerækken, forstået som den danske kongerække, er en liste over Danmarks regenter (monarker) gennem tiderne.
Egentlig begynder kongerækken vel nok engang i det 7. eller 8. århundrede, da Danmark i al kendt historisk tid har været et monarki, men da navnene på alle Danmarks konger gennem tiden, eller deres indbyrdes rækkefølge, ikke kendes med fuld sikkerhed, kan en ubetinget korrekt kongerække ikke uden videre opstille uden et antal forbehold. Dette har ført til, at man gennem årene har set adskillige varierende eksempler på, hvordan Danmarks kongerække skulle opstilles og forstås.
Siden midten af det 19. århundrede har den overvejende mest almindelige præsentation af kongerækken begyndt med Gorm den Gamle, da historikerne har været enige om, at med denne konge og hans efterfølgere, var man på nogenlunde sikker historisk grund både med hensyn til kongernes (og de regerende dronningers) navne, og deres indbyrdes rækkefølge. Dog er det ikke ualmindeligt at anerkende, at også Gorm den Gamles far Hardeknud (også kaldet Knud 1.) var dansk konge, selvom tidspunktet for hans regering og omfanget af hans rige hidtil har stået uklart. Hvis man begynder en dansk kongerække med Hardeknud, betyder det dog ikke dermed, at der ikke godt kan have været én eller flere andre konger i Danmark samtidigt med Hardeknud. Af eksempler på offentligt fremviste eller offentliggjorte udgaver af den danske kongerække, der ikke begynder med kongerne Hardeknud og/eller Gorm, fra det seneste halve århundrede, varieres der en del med hensyn til, hvilken konge disse varianter af kongerækken begynder med. Chlochilaicus, Ivar Vidfadme, Ongendus, Harald Hildetand, Sigfred og Godfred ses som nogle af de konger, som forskellige offentliggjorte udgaver af kongerækken vælger at angive som den første konge i rækken, men enkelte udgaver forsøger sig dog også med at lade kongerækken begynde helt tilbage med Skjoldungerne.
Ud over selve Danmark har Danmarks regenter gennem årene dog også i perioder regeret over en række andre områder og riger såsom Gotland, Rügen, Dansk Estland, Hertugdømmerne, Island, Norge og Sverige og i kortere perioder tillige England m.fl..
Kongerækken består, uanset rækkens starttidspunkt, af flere forskellige skiftende slægter, men siden Gorm den Gamle har alle monarkerne dog haft en fælles afstamning, uanset hvad man gennem de efterfølgende tider har kaldt de forskellige danske kongeslægter.
Monarkens rolle er også blevet ændret meget gennem tiden, men monarken har stadig en vigtig funktion som nationalt samlingspunkt i Danmark og kongerækken udfylder en funktion som historisk og kronologisk pejlemærke. At den samme slægt har regeret i Danmark i henved 1100 år (og måske mere) fremhæves også ofte som noget særegent for Danmark sammenlignet med de fleste øvrige af verdens nationer.
Gorm den Gamle, som mange udgaver af kongerækken har som den første konge, selvom frankiske annaler, krønikeskriveren Adam af Bremen og andre værker dog beviser eksistensen af ca. 25 historisk tilforladelige konger før Gorm den Gamle, var konge fra i hvert fald 930'erne og til i det mindste 958 eller måske endda nogle år senere (963 og 964 er to af de nyeste bud for et muligt dødsår for Gorm d. Gamle). Han nævnes på Jellingstenene sammen med hustruen Thyra Dannebod og sønnen Harald Blåtand.
Det danske kongehus oplister selv en version af kongerækken på deres hjemmeside, der begynder med netop Gorm den Gamle og Knud 1./Hardeknud.
Konger før Gorm den Gamle
Gorm den Gamles placering som den første i kongerækken kan bygge på ældre tiders historieforskning: Før man nærstuderede de frankiske annaler fra 800-tallet, var den første konge af Danmark, man kendte fra hjemlige annaler Knud den Store, der nævnes i den første danske annal fra Lund. Men man kendte også til faderen Svend Tveskæg fra engelske annaler og Svend Tveskægs far Harald Blåtand samt Gorm den Gamle fra Jellingstenene, hvor der nævnes "Gorm konge" og navnet "Danmark". Gorm den Gamle var dermed den første konge af "Danmark", man kendte til (når man så bort fra uhistoriske sagnkonger fra f.eks. Saxos Danmarkshistorie) og muligvis derfor indsatte man ham som den første i kongerækken.
Nyere tiders historieforskning i frankiske årbøger samt krønikeskriveren Adam af Bremens værker har vist, at der optræder hele 17 konger før Gorm den Gamle i de frankiske årbøger fra 800-tallet. Adam af Bremens værk medtager 6 andre konger fra 900-tallet.
Ikke desto mindre udelades disse tidlige konger ofte fra kongerækken, og mange følger dermed traditionen med Gorm den Gamle som den første konge, et valg der måske også er funderet i en vis uklarhed i forhold til, hvorvidt disse tidligere konger har regeret over et rige, der kan anses for at have været på størrelse med det nuværende Danmark. I de frankiske annaler nævnes kongerne som herskere over Jylland, Fyn, Skåne og Vestfold, men i Adam af Bremens krønike er der ingen beskrivelser af rigets størrelse, og derfor har nogle af kongerne omkring Sigtrygs regeringstid muligvis kun regeret over Jylland eller Sønderjylland, ligesom der stadig ikke er nogen tilfredsstillende forklaring på, at Harald Blåtand ifølge Den Store Jellingsten "vandt sig hele Danmark", som ud af de frankiske årbøger ser ud til at have været samlet næsten 300 år før. Endnu mere forvirring skaber det, at Gorm den Gamle nævner ordet "Danmark" på Den Lille Jellingsten.
De danske kongers kontrol af "Danernes mark"
Mange historikere mener derfor, at det danske rige blev opløst i slutningen af 800-tallet, og at Adam af Bremens konger fra Helge til Gorm den Gamle kun regerede over Jylland. Dette kan forklare Harald Blåtands oplysning om, at han "vandt sig hele Danmark", da Danmark på det tidspunkt betød "det danske grænseområde". (Sætningen kan dog også forklares med Haralds erobring af området omkring Hedeby i 970'erne.)
Dette "grænseområde" bliver nævnt i en rejsebeskrivelse, der blev skrevet af englænderen Wulfstan og normanneren Ottar i 880'erne (som tillæg til den engelske konge Alfred den Stores oversættelse af Paulus Orosius’ senromerske verdenshistorie); de omtaler Halland, Sjælland, Skåne, Lolland-Falster og Langeland som "Danmark" (Denemearc), mens de bare omtaler Jylland som "Jylland". Beretningen er dog ikke altid lige pålidelig; f.eks. bliver det nævnt, at Møre, som er et fylke i Vestnorge, ligger mellem Blekinge og Öland. Men beretningen siger altså, at "Danmark" blev brugt som betegnelse for landene øst for Storebælt. (Den kan dog også tolkes som, at forfatterne ikke kendte navnene på andre områder end Jylland, og at Jylland underforstået var en del af "Denemearc").
Teorien om Harald Blåtands erobring af "Danmark" støttes dog af, at der er fundet spor efter kongsgårde i Lejre (der i overleveringen har været et kongeligt magtcentrum). For dette kan tyde på, at "Danmark" (der i rejsebeskrivelsen svarer til Skåne, Halland og Sjælland m. omkringliggende øer) også har været et selvstændigt rige med egen konge, der havde sæde i Lejre, i modsætning til den jyske konge, der havde sæde i Jelling. Den Lille Jellingsten omtaler Gorm den Gamles kone Thyra som "Danmarks pryd", hvilket kan tyde på, at Thyra har været en kongelig person fra "Danmark", og at Harald Blåtand derfor har kunnet gøre krav på riget øst for Storebælt.
Ingen af de teorier, der angår dette spekulative område, er nogensinde blevet verificeret, og derfor vælger mange at starte kongerækken med Gorm den Gamle, da han og hans søn er de første, om hvem vi ved, at de har brugt ordet "Danmark" om deres riger.
Knud 1.
Et problem, med hensyn til hvilke konger der medregnes i rækken, er, at den første konge med navnet Knud normalt er benævnt som Knud "den anden" den Store. Grunden til det er, at siden Knud den Hellige, i et brev, kaldte sig selv for Knud den fjerde, er det blevet konvention at tælle tilbage fra ham. Enkelte påpeger dog også muligheden, at Knud den Hellige har ment, at han var Svend Estridsens fjerde søn.
Der er flere muligheder for, hvem Knud den 1. var:
Nogle håndskrifter af Adam af Bremens værk nævner en "Hardegon" inden Gorm den Gamle, hvilket af nogle er blevet udlagt som "Hardeknud". Nogle årbøger oversætter navnet på den danske konge Gnupa til Knud. Dette kan være rigtigt, da den samme rune på det tidspunkt stod for både g og k. I slutningen af 900-tallet er der en, som i Danelagen slår mønter med navnet Knud. I Snorre Sturlasons værk Heimskringla omtales en "Gorm Hardeknudsøn" (der normalt identificeres med Gorm den Gamle); denne Hardeknud kan muligvis identificeres som førnævnte "Hardegon". I Óláfs saga Tryggvasonar en mesta (Den større saga om Olav Tryggvason) omtales Gorm d. Gamle eksplicit som søn af Knud (1.)/Hardeknud (der også i islandsk tradition benævnes med variantnavnene Hordeknud, Horda Knud og Knud Haardbo). Ifølge denne tradition var Knud/Hardeknud angiveligt opkaldt efter en Knud den fundne, der dog ikke var konge af Danmark. Kongehuset omtaler i deres kongerække (under beskrivelsen af Gorm den Gamle) Adam af Bremens "Hardeknud" som Knud 1. Hardeknud, hvilket også nævnes i Gyldendals værk "Danmarkshistorien", så på trods af nogle modstridende beviser, anses han ofte for at være Knud 1.
Kongerækken
Kongerækken gælder disse områder:
Kongeriger:
Danmark (Indtil 1380)
Danmark og Norge (1380-1389) (inkl. Færøerne, Island og Grønland)
Kalmarunionen (1389-1536) (Danmark, Norge (inkl. Færøerne, Island og Grønland) og Sverige (til 1523) (inkl. Finland)
Danmark-Norge (1536-1814) (inkl. Færøerne, Island og Grønland)
Danmark (Fra 1814) (inkl. Færøerne og Grønland og indtil 1918 Island)
Kongeriget Island (1918-1944)
Hertugdømmer, fyrstendømmer og grevskaber:
Slesvig (indtil 1864)
Fyrstedømmet Rygien (1168-1259 & 1311-1325 (og 1814-1815))
Grevskabet Holsten (1448-1474)
Hertugdømmet Holsten (1474-1864) inklusiv Ditmarsken (1559-1864)
Grevskabet Oldenburg (1667-1773) inklusiv Delmenhorst
Hertugdømmet Lauenburg (1815-1864)
Jellingdynastiet
Jellingdynastiet er opkaldt efter byen Jelling, hvor Gorm den Gamle havde et kongesæde. Kilderne og overleveringerne om dynastiets baggrund og grundlæggelse er indbyrdes modstridende, men fra og med Gorm den Gamles far Hardeknud, der nok selv regerede i starten af 900-tallet, er forskere og historikere nogenlunde enige om, at vi er på dynastisk og familiemæssig forholdsvis sikker grund. Hardeknud bliver nævnt af bl.a. krønikeskriverne Adam af Bremen og Snorri Sturluson. Alle danske konger fra og med Gorm den Gamle tilhører dette dynasti med undtagelse af Magnus den Gode.
Den Oldenborgske (og dermed også den Glücksburgske slægt) er således i genealogisk forstand en sidegren af Jellingdynastiet.
Der er for så vidt muligt anvendt samtidige portrætter (hvor dette giver mening), men de fleste portrætter i afsnittet om Jellingdynastiet (frem til 1448) er ikke samtidige (pt. er 12 portrætter af Jellingdynastiets konger samtidige, 1 portræt (en buste) er en moderne rekonstruktion på baggrund af afdødes kranium, og 19 portrætter er ikke-samtidige, heraf er en del fra 1600-tallet) og kan ikke forventes at have nogen lighed med regenten.
Norske kongeslægt (Harald Hårfagers efterslægt)
Da Hardeknud døde i 1042 blev Magnus den Gode, der siden 1035 havde været konge af Norge, tillige konge af Danmark. Han døde fem år senere. Magnus var den eneste danske konge af Hårfagerslægten (se norsk Wikipedia: Hårfageræten), og menes at være den eneste til ikke at nedstamme fra Gorm den Gamle eller dennes far Hardeknud.
Jellingdynastiet (igen)
Svend Estridsen var barnebarn af Svend Tveskæg gennem sin mor Estrid Svendsdatter. Da tronen derfor måtte passere gennem en kvinde for at nå til ham regnes Svend Estridsen og hans efterkommere for at være en sidegren af Jellingdynastiet. Svend Estridsens agnatiske efterkommere på den danske trone slutter i 1412 med Margrete 1., men alle senere monarker nedstammer så fra Svend Estridsen gennem forskellige kvindelige led. Det vil altså sige, at der foreligger en udbrudt række af danske monarker siden 1047, der alle nedstammer fra Estrid Svendsdatter, der ved sønnens regeringstiltrædelse i 1047 blev titulær dronning, den eneste gang dette er forekommet i danmarkshistorien.
Svend Estridsens afstamning på fædrene side var, Ulf (far), Thorgils (farfar) og Bjørn (oldefar). Via sin farfar Thorgils var Svend fætter til den engelske konge Harold II og den engelske dronning Edith.
De eneste personer i rækken af 'regenter' i Danmark, der kan være lidt tvivl om, hvorvidt disse nedstammer fra Svend Estridsen, er de holstenske grever Gerhard 3. og Johan "den Milde", der periodevis i 1320'erne og 1330'erne var pantelensherrer i Danmark og for Gerhards vedkommende tillige rigsforstander for en tid. Kilderne om disse grevers forfædre er ikke nødvendigvis helt entydige, men en del kunne dog tyde på, at Gerhard godt kan have været en efterkommer af Knud Lavard, Svend Estridsens barnebarn. Det kan dog i hvert fald fastslås, at såvel Gerhards som Johans hustruer og børn var efterkommere af Svend Estridsen.
Et mere komplet billede over, hvem der styrede landet i den tidlige middelalder eller hvem der kæmpede om eller bejlede efter magten i denne periode fordrer dog, at man foruden, hvem der var landets officielle konger, også kigger på, hvem der var med- eller modkonger, regenter og medregenter, rigsforstandere og tronprætendenter. En mere komplet liste over disse sammenvævede magtforhold i denne periode kan man finde her.
Huset Oldenborg
I løbet af 1300-tallet smeltede de danske, norske og svenske kongelinjer sammen i Erik af Pommern, der i 1397 blev kronet som konge af Kalmarunionen (Danmark, Norge og Sverige). Men da hans efterfølger, Christoffer af Bayern døde barnløs i 1448 var der ingen nærtbeslægtede arvinger, og Kalmarunionens fremtid var ustabil. Det danske rigsråd besluttede sig for at tilbyde grev Adolf 8. af Holsten kronen, for da han både var efterkommer af Erik Klipping (af Danmark), Håkon 5. Magnusson (af Norge) og Magnus Ladelås (af Sverige) kunne han blive konge i alle tre riger.
Adolf sagde dog nej til tronen, og tilbød i stedet sin søstersøn Christian som konge. Herefter besteg Christian den danske trone som Christian 1. Svenskerne havde dog i mellemtiden valgt Karl Knutsson som konge, og fik Karl indsat som konge i Norge. Efter en del diplomatiske forhandlinger og krigstogter lykkedes det dog Christian at blive konge i Norge og senere i Sverige. Men forholdet til Sverige var spændt, og i 1523 brød unionen sammen.
Huset Glücksborg
I midten af 1800-tallet var der krise i den danske tronfølge. Kongen, Frederik 7. havde ingen børn, og Arveprins Ferdinand havde heller ingen børn (født indenfor ægteskabet). Man tilbød derefter tronfølgerembedet til kongens faster Louise Charlotte af Danmarks' søn Frederik af Hessen, der var oldebarn af Frederik 5., men han sagde nej, til fordel for sin søster, Louise af Hessen-Kassel. Louise gav dog også afkald på sit krav og henviste i stedet til sin mand, Christian af Glücksburg, der var oldebarn af Frederik 5. og nedstammede i direkte mandlig linje fra Christian 3.
I 1845 døde Frederik af Hessen, og i 1863 døde arveprins Ferdinand. Da Frederik 7. døde et halvt års tid senere, kunne Christian derefter bestige tronen som Christian 9.
Tronfølger
Tronfølgen (udover tronfølgeren)
Efter regeringstid
Dette er en liste over de danske monarkers regeringstider. Der har været en del borgerkrige i den danske kongerækkes historie og flere kongemord, hvilket, nogle steder, har ført til en del temmelig lave regeringslængder; de nederste på listen regerede mindre end et år, mens Christian 4. regerede næsten 60 år. Den gennemsnitlige regeringstid ligger på ca. 20 år.
Listen kan sorteres efter navn, regeringstid og regeringsperiode.
Den nuværende monark
Skulle Margrethe 2. stadigvæk regere den:
4. september 2027, i en alder af 87, vil hendes regeringstid opnå Frederik 6.'s samlede regentperiode på (såfremt Margrethe 2.'s 11 dage som regent for sin far i januar 1972 regnes med, vil Margrethe 2. allerede nå op på siden af Frederik 6.'s regentperiode d. 24. august 2027).
10. december 2031, i en alder af 91, vil hun passere Danmarks hidtil længst regerende monark, Christian 4.
Stamtræ
Stamtræet omfatter alle danske regenter og medlemmerne af den danske tronfølge
Danske regenter er angivet med fed skrift og konger af andre lande er markeret med kursiv skrift. Der er kun angivet ægtefæller til personer, der var forældre og/eller bedsteforældre til senere konger. Børn, der aldrig nåede voksenalderen er ikke medtaget (børnebørn til Margrethe II er dog medtaget uanset alder).
Stamtræet er baseret på biografierne i Dansk Biografisk Leksikon.
Jellingdynastiet
Den norske Magnus den Gode (dansk konge 1042-1047) tilhørte ikke Jellingdynastiet.
Oldenborgske slægt
Glücksburgske slægt
{{stamtræ | | | | | | | FRE |y| ING | | KNU |y| CAR | | FEO | | ALE | | GOR | | OLU |FRE=Frederik 9.|ING=Ingrid|KNU=Arveprins Knud|CAR=Caroline-Mathilde|FEO=Prinsesse Feodora|ALE=Prinsesse Alexandrine-Louise|GOR=Prins Gorm|OLU=Oluf af Rosenborg}}
Tronprætendenter
Foruden de, der har besiddet formel kongemagt i Danmark i kortere eller længere tid (fra 1½ måned til næsten 60 år), så har der været adskillige andre, der i perioder har gjort krav på eller aspireret til den danske trone på forskellig vis.
Nogle af de første tronprætendenter, vi kender til i danmarkshistorien, gør sig gældende i 810'erne, hvor der var mange hurtige tronskift i perioden 812-814.
Nogle tronprætendenter lykkedes efter et antal forsøg med at blive konger f.eks. Svend Estridsen, men for de fleste af dem, vi vil betegne som tronprætendenter, forblev ambitionen om en titel som konge af Danmark uopfyldt.
Der findes vist ingen samlet oversigt over alle mulige tronprætendenter til den danske trone gennem tiden, men en væsentlig del af dem, der har været tale om, kan findes her.
Den regerende danske monarks afstamning
De fleste monarkier i det 21. århundrede baserer sig på princippet om, at monarkens rolle er arvelig, og at de skiftende monarker derfor helst skal tilhøre den samme slægt. Enkelte monarkier, som f.eks. Malaysia og Vatikanet er dog valgmonarkier, hvorfor der ikke er en given slægtsmæssig forbindelse mellem de skiftende statsoverhoveder.
I Danmark har langt de fleste regenter, der har fulgt efter hinanden, tilhørt den samme slægt eller haft en fælles afstamning. Det betyder ikke som udgangspunkt, at den siddende monark nedstammer fra alle forgængerne, da flere af disse ikke har (kendte) efterkommere til vore dage, men det betyder dog, at den regerende monark nedstammer fra et ganske betragteligt antal af sine forgængere i embedet.
I det 21. århundrede ses det derfor, at den regerende monark i Danmark nedstammer fra mere end halvdelen af samtlige de danske monarker og regenter der har været, siden Gorm d. Gamle regerede i det 10. århundrede. For de danske regenter, der regerede før Gorm d. Gamle er oplysningerne om deres efterkommere dog ofte behæftet med ganske stor usikkerhed, hvorfor et dækkende billede af disse familieforhold ikke lader sig tegne med sikkerhed.
Afstamning fra tidligere danske monarker
Følgende tidligere danske monarker/regenter kan den nuværende regerende danske monark med sikkerhed eller med stor sandsynlighed spore sin afstamning tilbage til:
Konger før Svend Estridsen
Harald danernes konge (regerede i 700-tallet)
Harald Klak
Hardeknud ('Knud 1.')
Gorm den Gamle
Knud Danaást
(Harald Blåtand)
Svend Tveskæg
Middelalderens konger (1047-1448)
Svend Estridsen
Knud den Hellige
Erik Ejegod
Niels
Magnus den Stærke
Harald Kesja
Knud 5.
Valdemar den Store
Valdemar Sejr
Erik Plovpenning
Abel
Christoffer 1.
Erik Klipping
Oldenborgske og Glücksborgske monarker
Christian 1.
Hans
Christian 2.
Frederik 1.
Christian 3.
Frederik 2.
Christian 4.
Frederik 3.
Christian 5.
Frederik 4.
Christian 6.
Frederik 5.
Christian 9.
Frederik 8.
Christian 10.
Frederik 9.
Pantelensherrer mm. fra den 'kongeløse tid'
Pånær i Skåne, var der ingen konge i Danmark i perioden 1332-1340. Derimod sad en række pantelensherrer inde med den reelle magt i det meste af riget. Den senere Oldenborgske og Glücksborgske danske kongeslægt nedstammer tillige fra begge de to vigtigste af disse pantelensherrer.
Johan den Milde
Gerhard af Holsten
Det nuværende danske kongehus nedstammer ikke' fra nogen af de to svenske konger (Magnus Smek og hans søn), der i perioden 1332-1360 regerede Skånelandene i personalunion med Sverige.
Monarker som den regerende kongefamile ikke nedstammer fra
Et mindre antal af de monarker, der har været i Danmark, har kendte efterkommere til vore dage, uden at de dog er eller kan påvises at være forfædre til nutidens danske kongefamilie. Det drejer sig om følgende konger:
Christoffer 2.
Christian 7.
Frederik 6.
Endvidere er der et par konger, hvis efterslægt vist endnu ikke er undersøgt fuldt ud, men hvor det altså ikke (på nuværende tidspunkt) kan påvises, at de er stamfædre til den nuværende danske kongefamilie. Det drejer sig om:
Magnus den Gode
Christian 8.
Kongemagtens styreformer gennem tiden
Kongen (eller dronningen) har altid været et nationalt samlingspunkt, og det er også regentens vigtigste opgave i dag. Kongen har dog før haft meget magt, og er gået fra at være hyldet på et landsting eller fællesting til at blive valgt af Rigsrådet og styret af adelsmænd, derefter få den uindskrænkede magt, for til sidst at blive folkets samlingspunkt og Danmarks upolitiske diplomat.
Valgkongedømme
Indtil 1660 var Danmark et valgkongedømme; kongen blev valgt af folket selv. Fordi kongen blev valgt, kunne alle i teorien blive konger, men stormændene holdt sig som regel til den ældste søn af den forhenværende konge. Dette var muligvis fordi, man anså kongeslægten for at være guddommeligt udvalgt; og de danske konger hævdede da også at stamme fra Skjold, der skulle have været søn af den nordiske gud Odin (derfor kaldte de danske konger sig undertiden skjoldunger). Så selvom riget var et valgkongedømme, var det stadig vigtigt at den samme slægt blev på tronen.
Da valgkongedømmet ikke havde nogen fast tronfølgelov var kongeværdigheden heller ikke begrænset til mandslinjen. Svend Estridsen kunne derfor godt blive konge, selvom han nedstammede fra Svend Tveskæg gennem sin mor og ikke sin far, og Margrete 1. kunne blive regent, selvom hun var en kvinde.
Det var en gammel tradition, at kongerne skulle vælges på de tre landsting i Viborg, Ringsted og Lund (ét ting i Jylland, Sjælland og Skånelandene). Denne procedure betød, at der kunne være op til tre konger samtidig ved en deling af riget. For eksempel udbrød borgerkrigen 1146-1157, da Svend Grathe blev slået til konge i Ringsted og Lund, mens Knud 5. blev det samme i Viborg. Senere i 1154 kom Valdemar til som den tredje konge, og i sommeren 1157 indgik de tre så et forlig om at dele riget mellem sig, et forlig der dog i praksis blot holdt nogle uger.
Valgretten tilkom alle frie, våbenføre mænd, men i 1200-tallet blev Rigsrådet dannet. Rigsrådet var en forsamling af højst 30 af de mest magtfulde stormænd i Danmark. Dette betød en indskrænkning af valgkredsen, og stormændene kunne dermed lettere få valgt en konge efter deres forgodtbefindende. I 1282 under Erik Klipping blev håndfæstningen indført. Kongen skulle altid underskrive håndfæstningen, hvori han lovede gode kår til folket (og især til stormændene, der forhandlede med kongen om håndfæstningen). Stormændenes formål med håndfæstningen var dog først og fremmest at begrænse kongens magt og holde fast på stormændenes privilegier, da kongen risikerede afsættelse, hvis han brød den.
Kongens magt var således på den tid indskrænket af de bestemmelser, som håndfæstningerne indeholdt, hvilket ofte betød, at adelen med håndfæstningens bestemmelser kunne sætte grænser for kongens midler og muligheder.
Arvekongedømme
Indførelsen af Enevælden
I 1660 efter anden Karl Gustav-krig indkaldte kong Frederik 3. til stændermøde 8. september. Formålet var at finde en løsning på den skrækkelige finanssituation, krigen havde forårsaget. Men en allieret gejstlighed og borgerskab fik finansforhandlingerne i baggrunden til fordel for et spørgsmål om selve rigets forfatning. 8. oktober 1660 foreslog de at indføre arveligt monarki for at beskære adelens privilegier. 13. oktober gav adelen efter for presset fra konge, kirke og borgerskab og Frederik 3. blev herefter arvekongehyldet. Kongen benyttede herefter den efterfølgende tid til at underskrive Enevoldsarveregeringsakten, hvilket også gjorde kongen enevældig. I 1665 blev Kongeloven (enevældens grundlov) endvidere udstedt.
Da enevælden var vedtaget betød det, at kongen gik fra at være stormændenes leder, som de selv valgte og afsatte, til at være leder for hele riget og have magten over alt og alle.
Indførelsen af Konstitutionelt monarki
Efter revolutionsbølgerne i Europa (især i Frankrig) i 1848 opstod et ønske om en demokratisk grundlov. I 1849 blev grundloven vedtaget og dermed blev Danmark et konstitutionelt monarki og kongens magt indskrænket kraftigt.
Kongen (eller dronningen) fik derefter den opgave at repræsentere Danmark diplomatisk udadtil og være et folkeligt samlingspunkt. Desuden har monarken siden 1909 været den, der udnævnte de kongelige undersøgere, der er blevet benyttet i forbindelse med forhandlinger om dannelsen af en ny regering efter et folketingsvalg.
Fodnoter
Kilder
Litteratur
Fabricius, Knud (1944). Danmarks konger, København: Jespersen og Pio
Lauring, Palle (1961). Regis Daniae – Danske konger på mønter og medaljer, København: Høst & Søn.
Paludan-Müller, Caspar (1971). De første konger af den Oldenborgske slægt, København: C.A. Reitzels Forlag
Jørgensen, Stig (1987): Danmarks kongemagt og dens fødsel, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
Lauring, Palle (1990). Danmarks konger, 2. udgave, København: Høst & Søn.
Scocozza, Benito (1997). Politikens bog om danske monarker, København: Politikens Forlag.
Nielsen, Kay (1998). Danmarks konger og dronninger, 3. udgave, Askholm.
Lauring, Palle (1998). Danske konger og dronninger, København: Høst & Søn.
Stilling, Niels Peter (2000). Politikens bog om Danmarks kirker, København: Politikens Forlag.
Bisgaard, Lars (2004). Danmarks konger og dronninger, København: Gyldendal.
Olsen, Rikke Agnete (2005). Kongerækken, København: Lindhardt og Ringhof.
Turèll, Chili (2005). Danske konger & dronninger – En Illustreret Hurtig-Guide, Gudrun.
Nielsen, Kay (2007). Danmarks kongelige familier i 1000 år, Askholm.
Aamund, Jane (2007). Bag damen stod en Christian – Uhøjtidelige portrætter af kongerækkens Christianner og de kvinder, de levede med., 3. udgave, København: Høst & Søn.
Falbert, Bent (2008). Kongerækken forfra og bagfra, København: Ekstra Bladets Forlag.
Krambs, Karsten (2009). Vikingetidens konger, Underskoven.
Hartmann, Nils (2010). Historien om Danmarks konger og dronninger fortalt for børn, København: Gyldendal.
Dehn-Nielsen, Henning (2010). Danmarks konger og regenter, 3. udgave, København: Bogforlaget Frydenlund.
Lyngby, Thomas (2013). Danmarks første konger, Hillerød: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.
Lund, Niels (2020). Jellingkongerne og deres forgængere, Gylling: Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Rosborn, Sven & Tomas Sielski (2021). Vikingekongens guldskat'', Malmø: Rivengate AB.
Eksterne henvisninger
Kongerækken – Kongehuset – på kongehuset.dk
danmarkshistorien.dk : Kongerækken
Kongerækken | Gyldendal – Den Store Danske
66 danske monarker – på fredericiashistorie.dk
Danmarks Konger
Den danske kongerække – Danish monarchs – på GENI.com
Danske Monarker fra Gorm den Gamle – på roennebech.dk
Gorm den Gamles stamtræ – på kongehuset.dk
Oldenborgernes stamtræ – på kongehuset.dk
Glückborgernes stamtræ – på kongehuset.dk
Se også
Konge
Dronning
Danske sagnkonger
Danmarks dronninger
Chlochilaicus
Steder opkaldt efter danske kongelige
Den danske tronfølge
Nuværende suveræne monarker
Danmarks historie
Danmark
Danmark i middelalderen |
101 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kemi | Kemi | Kemi (, ) er studiet af de basale atomare byggesten i naturen, og hvordan de kan kombineres til at danne stoffer i fast fase, væskefase og gasfase, som former liv og alt andet, vi kender. Kemien undersøger molekyler i alle aspekter fra deres dannelse, til deres vekselvirkninger og helt til den måde, hvorpå de går i stykker.
Atomer
Atomteorien er en grundlæggende teori indenfor kemien. Teorien siger, at alt stof er dannet af en mængde meget små enheder kaldet atomer.
En af de første love, der blev opdaget, og som ledte til fremkomsten af kemien som en videnskab, er stofbevarelsesloven. Loven siger, at der ikke sker nogen ændring i atomantallet under en almindelig kemisk reaktion. Det betyder, at hvis man starter med 10.001 atomer og lader disse gennemgå en række kemiske reaktioner, så vil man stadig have 10.001 atomer, når reaktionerne er løbet til ende.
Stofmængden – antallet af molekyler angivet i mol – kan imidlertid sagtens være forandret, idet der i kemiske reaktioner brydes kemiske bindinger (og dannes nye). Herved dannes der (som regel) nye molekyler, som hver især kan indeholde flere eller færre atomer, og dermed er stofmængden ændret.
Eksempel:
2 H2 + O2 → 2 H2O
Hvis 6 mol dihydrogen (brint) reagerer fuldstændigt med 3 mol dioxygen (ilt), dannes der 6 mol vand. Den samlede stofmængde (antallet af molekyler) er altså gået fra 9 mol til 6 mol. Massen vil ligeledes være den samme, når der er gjort rede for den energi, der er tilført eller fjernet.
Stofferne angives at være i en af 4 forskellige tilstandsformer: fast (s), flydende (l), gas (g) samt vandig opløsning (aq).
Kemien studerer disse atomers interaktioner med hinanden, nogle gange som enkeltatomer, men oftere kombineret med (bundet til) andre atomer i form af ioner og molekyler. Disse atomer, ioner og molekyler kan reagere med hinanden (når man fx brænder træ, kombineres iltatomer fra luften med kulstofatomer og brintatomer i træet), eller de kan reagere med lys og andre former for stråling (et fotografi dannes ved, at lys ændrer molekyler på en film).
En af de tidlige opdagelser var, at atomerne næsten altid er kombineret med hinanden i et bestemt talforhold, hvilket har dannet grundlag for valensbegrebet.
En anden vigtig opdagelse var, at ved en given kemisk reaktion vinder eller mister man altid den samme mængde energi. Denne opdagelse har ledt frem til vigtige koncepter som kemisk ligevægt, termodynamik og kinetik.
En vigtig teori til beskrivelse af kemiske fænomener er kvantemekanikken. Denne teori er kompleks, ikke-intuitiv og svær at forstå og håndtere, og ofte bruger man simplere teorier til at forudsige udfaldet af kemiske eksperimenter. Disse teorier (fx syre/base-reaktioner) dækker hver især et snævrere område, men de er langt nemmere at forstå og bruge.
Se også
Gummibibelen
S.P.L. Sørensen
Johannes Nicolaus Brønsted
Johan Kjeldahl
Eksterne henvisninger
Kemiens historie , Biografier af betydningsfulde kemikere (på eng.) , 100 Greatest Discoveries of Chemistry. Youtube
Fagside for kemi på Københavns Universitetsbibliotek
Kemisk Institut – Københavns Universitet
Biokemisk leksikon, Biosite
Videregående uddannelser i Danmark
Naturvidenskab
Gymnasiefag
Akademiske discipliner |
102 | https://da.wikipedia.org/wiki/K | K | K, k er det ellevte bogstav i det latinske alfabet. Det er er en konsonant og stammer fra det græske kappa, som igen er lånt fra det fønikiske kaf.
Andre betydninger
Tegnet K har mange betydninger:
K er indenfor kemi tegnet for Kalium.
k er forkortelse for præfikset kilo.
K er forkortelse for Kelvin: SI-enheden for temperatur.
Kc bruges som forkortelse for ligevægtskonstanten.
k er Boltzmanns konstant, som er 1,38066 · 10-23 J/K
Vitamin K – af betydning for blodets evne til at størkne. K for koagulation (="størkne").
K er partibogstavet for Kristendemokraterne
K var partibogstavet for Danmarks Kommunistiske Parti, før dette gik over til at stille op gennem Enhedslisten.
Kendingsbogstav for biler fra Cambodja.
K er et slang for ordet Okay.
Eksterne henvisninger
Latinske bogstaver |
103 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kogge | Kogge | En kogge er en skibstype, som udvikledes af Hanseforbundet i middelalderen. Koggerne spillede en betydelig rolle i den middelalderlige skibsfart, ikke mindst i Nordvesteuropa og Østersøen.
Beskrivelse (definition)
Koggerne havde kun en mast og førtes med et såkaldt råsejl. En kogge havde ret stævn og var bygget med en flad bund uden køl, hvilket gjorde det muligt for skibet at blive stående ved ebbe uden at kæntre samt at kunne anløbe grunde havne eller strande. Den flade bund var bygget i kravelteknik, hvor bordplanken ligger stumt mod hinanden uden overlapning. De høje sider og stævne var derimod bygget med klink, hvor bordplankerne overlapper hinanden. Et andet kendetegn ved en kogge er, at de tværgående bjælker, såkaldte "betabjælker" går ud gennem skrogets sider. De ældste kogger har haft sideror, men de senere fik de stævnror.
Historie
Koggen var i middelalderen det bedste nordeuropæiske fartøj til varefragt.
Efter Lübecks etablering i midten af 1100-talet og fremkomsten af samvirket mellem stæderne i det nordlige Tyskland i form af et Hanseforbund, overtog dette en betydende rolle i handel og skibsfart på havet i hele det nordlige Europa. For Hansaen gjaldt det at gøre skibene så rummelige for last som muligt for at skaffe det bedst mulige udbytte ved varefragten. De oprindelige nordiske skibe af vikingetype var derimod hurtige og kunne gå ind ved lavvandede kyster, men de var med undtagelse af de såkaldte knarr, ikke byggede til at kunne tage større mængder gods om bord. Med koggerne indførtes en helt ny skibstype i hele det nordlige Europa. Blandt andet indebar byggeriet af kogger indførelsen af teknikken med kravelbygning i Skandinavien, tidligere anvendt i blandt andet Middelhavsområdet. Koggerne byggedes med kravel i bunden for at gå over til sædvanlig bordlægning i klink ved skibets sider og stævne. Skibene blev tillige bygget på en helt anden måde end vikingeskibene. Da saven blev taget i brug ved skibsbyggeri i stedet for at kløve bordplanken med en økse ud af stammen opnåedes en mere rationel udnyttelse af træet, og dette blev af voksende betydning i takt med, at knaphed på egnet træ med tiden voksede.
Skibenes længde var omkring 20 meter, de var brede og høje og derfor med stor lasteevne. En normalstor kogge kunne fragte op imod 80 ton last. Tiden krævede store lasterum: i bevarede regnskaber for årene 1398-1400 indførtes eksempelvis fra Malmö til Lübeck henholdsvis 32.600, 27.800 og 29.100 store tønder sild. Lübeck var blot en af mange stæder, som Malmö i datiden drev samhandel med. Disse transporter med sild skulle tilmed ske i en begrænset periode i det tidlige efterår.
Den første skriftlige omtale af en kogge stammer fra året 1206 og angår en tysk undsætningsaktion til Riga. Der er imidlertid fundet kogger stammende allerede fra 1100-tallet. Den ældste kogge er fundet i det nordvestlige Jylland. I Bremens havn gjordes i 1962 et unikt fund af en yderst velbevaret kogge. Denne var 23,5 meter lang og 7,5 meter bred. 40 par spanter udgjorde sammen med den øvrige fortømring et konstruktionsskelet, til hvilket bordplankerne var fæstede. Højden midtskibs var 5,3 meter og ved det over dette byggede agterkastel 7,5 meter. Skibet er ved dendrokronologi dateret til ca. 1380.
Fund af andre kogger (gennemgående mindre velbevarede end Bremerkoggen) er gjort flere steder i det nordlige Europa: Zuiderzee og Almere i Holland, i Danmark ved Kolding, Kollerup, Skagen, ved Vejby strand og den såkaldte Lille Kregme-kogge (begge i Nordsjælland), i Norge på Sellöerne og i Sverige fra Helgeandsholmen, Mollösund, Bossholmen ved Oskarshamn og ved Skanör.
Danske fund af koggevrag
Litteratur
Line Dokkedal: "Kolding-kogge" (Skalk 2001, nr. 5, s. 9-13)
Karen Frifelt: "Bremerkoggen" (Skalk 1977, nr. 2, s. 16-17)
Hans Jeppesen: "Ummelandsfarer på afveje" (Skalk 1979, nr. 4, s. 3-8)
Jørgen Lønstrup og Ingrid Nielsen: "Mellem tvende have" (Skalk 1997, nr. 4, s. 20-30)
Ole Crumlin-Pedersen, Jørgen Steen Jensen, Anne Kromann, Niels-Knud Liebgott: "Koggen med guldskatten" (Skalk 1976, nr. 6, s. 9-15)
Eksterne henvisninger
Ole Crumlin-Pedersen: "Cog-kogge-kaag, træk af en frisisk skibstypes historie" (Handels- og Søfartsmuseets årbog 1965; s. 81-144)
Ole Crumlin-Pedersen: "En kogge i Roskilde" (Handels- og Søfartsmuseets årbog 1966; s. 39-57)
Hans Jeppesen: "Kollerupkoggen, et vragfund i en ralgrav" (Handels- og Søfartsmuseets årbog 1979; s. 65-74)
Skibstyper
Hanse |
104 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kalfatring | Kalfatring | Kalfatring er i skibsterminologi betegnelsen for det værk, der fylder mellemrummene (nåderne) mellem plankerne ud og gør dem vandtætte. Ordet bruges også om arbejdet med at anbringe eller udbedre dette værk.
Ordet betyder ligeledes det at stoppe værket i nåderne og at gøre værket vandtæt og vejrbestandigt ved at stryge det med beg.
Se også
Kalfatrejern
Eksterne henvisninger
http://www.baskholm.dk/haandbog/haandbog.html
Skibsterminologi |
105 | https://da.wikipedia.org/wiki/Karavel | Karavel | En karavel er i skibsterminologi betegnelsen for et fartøj med affladet agterspejl, og overbygning for og agter. Karavellen har 2-3 master med latinersejl eller med råsejl på de to forreste master.
Skibstypen blev udviklet i Portugal i 1300-tallet og var i 1400-1600 udbredt i Middelhavsområdet. Portugal benyttede skibstypen ved de oceangående ekspeditioner. Christopher Columbus' ekspedition, der ledte til europæisk genopdagelse af Amerika blev gennemført med en flåde af karaveller, herunder skibet Pinta.
Se også
Skibstyper
Eksterne links
Karavellen banede vejen for europæisk dominans. Videnskab.dk 2018
Skibsbyggeri i 1400-tallet
Middelalderskibe
Skibstyper |
106 | https://da.wikipedia.org/wiki/Katamaran | Katamaran | En katamaran er i skibsterminologi betegnelsen for et fartøj med to ens parallelle skrog, der er forbundet over vandlinjen.
Se også
Trimaran - Båd - Skib - Transport - Pantamaran
Topcat - let sejlbådsklasse af katamarantypen
Eksterne henvisninger
http://www.catamaran.co.uk/UKCRA_Home.html
Skibstyper
Flerskrogsjoller |
107 | https://da.wikipedia.org/wiki/Klinkbygning | Klinkbygning | En klinkbygning er i skibsterminologi betegnelsen for en skrogkonstruktion, hvor underkanten af den overliggende planke rager ud over kanten af den underliggende planke. Vikingeskibe var klinkbyggede.
Se modsætningsvis kravelbygning.
Fordelene ved klinkbygning er at plankerne ikke behøver at være så tykke, og at båden på grund af den mindre vægt lettere kan trækkes på land, hvor der ikke er havne. Svagheden er, at man helst skal bruge førsteklasses træ, hvilket er dyrere. Desuden er det svært at øge bordbredden på midten af båden, og derfor bliver bordene smalle ved bådens ender.
Klinkbyggede træbåde blev i 2021 anerkendt af UNESCO som levende kulturarv og sat på listen over immateriel kulturarv.
Referencer
Skibsterminologi |
108 | https://da.wikipedia.org/wiki/Klyver | Klyver | En klyver (fra hollandsk kluiver; kluif = klo) er i skibsterminologi betegnelsen for et trekantet forsejl (en fok), som sættes på et forstag mellem fokkemast og bovspryd.
På en skonnert er klyveren det midterste forsejl og sidder mellem jageren (forrest) og fokken.
Skibsterminologi |
109 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kravelbygning | Kravelbygning | Kravelbygning er i skibsterminologi betegnelsen for en skrogkonstruktion hvor de langsgående planker ("bord") ligger kant mod kant.
Ordet selv er lånt fra plattysk og stammer oprindeligt fra skibstypen karavel, der netop var bygget på den beskrevne måde.
Se modsætningsvis klinkbygning, som blandt andet blev brugt i vikingeskibene.
Eksterne henvisninger
Otto Christian Uldum: "Kravelbygning fra Middelhavet til Østersøen" (Handels- og Søfartsmuseets årbog 2003; s. 45-60)
Se også
Kalfatring
Skibsterminologi |
110 | https://da.wikipedia.org/wiki/Krydse | Krydse | At krydse er i skibsterminologi betegnelsen for at bevæge sig op mod vinden i en zigzagkurs.
Skibsterminologi |
111 | https://da.wikipedia.org/wiki/K%C3%B8l | Køl | En køl er i skibsterminologi betegnelsen for bund-last, deraf navnet "køl-båd". Kølen stikker ud på undersiden af båden, og forhindrer båden i at kæntre. Derudover forebygger den afvigelse fra kursen og forebygger at båden driver sideværts.
Både uden køl kan være udrustet med et bevægeligt sværd.
Se også
Kølen – et stjernebillede.
Kølen – 'De skandinaviske bjerge', som adskiller Norge og Sverige.
Skibsterminologi |
112 | https://da.wikipedia.org/wiki/Larry%20Sanger | Larry Sanger | Larry Sanger (født 16. juli 1968 i Bellevue (Washington) og opvokset i Anchorage (Alaska), USA) er bedst kendt som medgrundlægger af Wikipedia, sammen med Jimmy Wales.
Sanger var blevet ansat af Wales' selskab, Bomis, som chefredaktør på Nupedia, et projekt med det formål at skabe en frit tilgængelig encyklopædi. Som en reaktion på sine frustrationer over Nupedias langsomme fremgang foreslog Sanger i januar 2001 oprettelsen af en wiki til at accelerere artikelskrivningen, og denne wiki blev til Wikipedia. På grund af sin stilling som chefredaktør for Nupedia stod Sanger i spidsen for Wikipedia-projektet og formulerede mange af dets oprindelige retningslinjer.
I det efterfølgende år fortsatte Sanger med at arbejde på, og øge udbredelsen af, Nupedia- og Wikipedia-projekterne, indtil Bomis i februar 2002 var nødt til at nedlægge hans stilling. Da han ikke mente, at han kunne leve op til posten som chefredaktør, nu som bidragsyder på deltid, forlod Sanger kort tid efter Nupedias chefredaktørstol. Uden Sangers ledelse var der kun lille fremdrift i Nupedia-projektet, mens Wikipedia fortsatte med at vokse.
I mellemtiden er Sanger vendt tilbage til den akademiske verden og er nu lektor ved Ohio State University, hvor han underviser i filosofi.
I 2006 begyndte Larry Sanger projektet Citizendium.
Ekstern henvisning
Larry Sanger annoncerer sin fratræden fra Nupedia (på engelsk)
http://citizendium.org/
Wikipedia-personer
Iværksættere fra USA
Universitetslektorer
Filosoffer fra USA
Amerikanere i 1900-tallet
Amerikanere i 2000-tallet |
113 | https://da.wikipedia.org/wiki/Landbrug | Landbrug | Landbrug er en menneskelig aktivitet, hvor fødevarer og andre råvarer frembringes ved dyrkning af kulturplanter og avl på visse dyr. "Landbrug" bruges også om selve ejendommen hvor aktiviteten foregår – også kaldet en bondegård.
Landbrugets historie
De ældste sikre oplysninger om kultivering af jord til kulturplanter er Abu Hureyra i Syrien, hvor befolkningen i en tør kuldeperiode under Yngre Dryas dyrkede rug. Men det var først en tid efter at denne vanskelige kuldeperiode ophørte, omkring 8 800 f.Kr, at der plads til en øget befolkningstilvækst i skråningerne i Den frugtbare halvmåne i Mellemøsten, med intensiv hvededyrking i den nordlige del af Tyrkiet, Syrien og intensiv bygdyrking i Israel og Jordan. I samme periode begyndte man majsdyrkning i Mexico og risdyrkning i Kina.
Menneskene i Mellemøsten har dyrket jorden omkring 10000 f. Kr., på Balkan siden omkring 7000 f.Kr, i Nordvest-Europa omtrent siden år 5000 f.Kr, og i Norden fra omkring 4000 f.Kr.
Kulturdyrkningen spredte sig hurtigt til store dele af jordkloden og udviklede sig til at menneskene blev fastboende og fik et madvareoverskud som har muliggjorde by- og statsdannelse.
Omkring 3900 f.Kr. kom af landbrugskulturen til det nordeuropæiske område. Kosten ændredes og stammer nu hovedsagelig fra landbrugsdyrkningen.
Landbrugets grene
Foruden at producere fødevarer og foder til husdyr producerer nutidens landbrug også energikilder som brændsel, halm og korn samt råvarer til tekstilproduktionen.
Dyrkning af korn, frø, græs og roer.
Havebrugsdyrkning af grønsager, blomster, planter og dyrkning af svampe.
Husdyrhold med mælkeproduktion, kødproduktion, pelsdyrproduktion og ægproduktion.
Nærtbeslægtet med landbruget er skovbruget, der bl.a. frembringer tømmer til byggeriet. Svåel landbrug som skovbrug er eksempler på jordbrug.
Udtrykket gårdbrug kan enten betyde det samme som landbrug eller betegne en enkelt gård med både jord og dyr. En person som driver landbrug, kan kaldes bonde eller gårdejer.
Nye begreber som økologisk landbrug, specialproduktion, hobbybrug og kulturlandskab har efterhånden fået en stor betydning for landbruget i Danmark og lignende lande.
Der findes forskellige typer af strøelse som fx halm, sand, savsmuld og tørv, hvor halm har været den mest brugte gennem det danske landbrugs historie, fordi det har været let tilgængelig og har nogle gode egenskaber .
Landbrugets problemer
Den industrialiserede svineproduktion med stort antibiotikaforbrug har medført en sundhedsmæssig problemstilling ved fremkomsten af resistente bakterier, MRSA CC398 meticillin-resistent Staphylococcus aureus. CC398 findes nu i mange danske svinebestande og forårsager i stigende grad infektioner hos mennesker.
Dog er det danske antibiotikaforbrug blandt de laveste i Europa.
Landbrug i Danmark
Som i andre udviklede lande har landbruget i Danmark været det helt dominerende erhverv i det meste af landets historie, men udgør i dag kun en forsvindende lille del af landets økonomi. I 1820 stod de danske primære erhverv, hvoraf landbruget var det helt dominerende, for 59 % af alle beskæftigede og 55 % af værditilvæksten. Derefter er andelen faldet jævnt siden industrialiseringen i Danmark i 1800-tallet og videre gennem det 20. og 21. århundrede. I 2011 stod landbrug og gartneri tilsammen for 1,1 % af Danmarks bruttoværditilvækst. Andelen af beskæftigelsen er dog lidt større, da værditilvæksten pr. ansat i landbruget er noget lavere end gennemsnittet for alle brancher. I 2010 stod landbrug, gartneri og skovbrug for 1,0 % af bruttoværditilvæksten, men 2,6 % af alle beskæftigede i Danmark. Landbruget spiller dog i flere sammenhænge en større rolle i dansk økonomi, end den meget lille andel af produktionen i sig selv angiver. Erhvervet er således en vigtig leverandør af råvarer til fødevareindustrien. Samtidig udgør eksporten af landbrugsprodukter stadig en betydelig andel af Danmarks samlede eksport.
I efterkrigstiden har landbruget været præget af en kraftig koncentration, sådan at der er kommet færre, men større bedrifter. Sideløbende er der sket en betydelig teknologiudvikling og effektivisering. I 1959 var der i alt omkring 200.000 landbrugsbedrifter med et gennemsnitligt areal på 16 hektar, mens der i 2008 var 43.000 bedrifter med et gennemsnitsareal på 61 hektar. Kun knap halvdelen, ca. 20.000 bedrifter, var heltidsbedrifter. Samtidig er der sket en løbende specialisering. Over halvdelen af alle bedrifter var uden husdyr i 2008, og over 80 pct. af såvel malkekøer som svin stod i specialiserede bedrifter.
Landbruget er præget af en række strukturproblemer. Der er sket betydelige stigninger i landbrugets produktivitet i de seneste årtier, men samtidig er der en klar tendens i retning af, at de relative priser på landbrugsprodukter i forhold til andre produkter har været faldende. Det danske landbrug er i dag på samme måde som landbruget i de øvrige EU-lande stærkt afhængig af den betydelige økonomiske støtte, som EU's landbrugspolitik indebærer. EU's landbrugsordninger, der især er til fordel for den vegetabilske produktion, har således medført, at vegetabilske produkter har fået betydelig større vægt i forhold til animalske produkter i den danske landbrugsproduktion siden 1972, hvor Danmark trådte ind i EU. I 1972 udgjorde animalske produkter 89 % af produktionsværdien (svin alene stod for 42 % og mejeriprodukter for 26 %). I 2010 udgjorde værdien af svineproduktionen 30 %, mejerivarer 19 % og animalsk produktion i alt 65 % af den samlede danske landbrugsproduktion, mens vegetabilske produkter var steget fra 11 % i 1972 til 35 % i 2010.
Se også
Jordbrug
Havebrug
Svedjebrug
Skovagerbrug
Økologisk landbrug
Dyrkningssystem
Landbrugsredskaber
Noter
Eksterne henvisninger
Biodiversiteten er truet af kobber fra landbruget |
114 | https://da.wikipedia.org/wiki/L%20%28flertydig%29 | L (flertydig) | L har flere betydninger:
L (bogstav) er det 12. bogstav i det danske alfabet.
L er romertallet for 50.
(L) bruges om advokater, der har møderet for Landsret.
L er kendingsbogstavet for motorkøretøjer fra Luxembourg.
l – forkortelsen for SI-rumfangsenheden liter.
l – dansk forkortelse for størrelsen lille og engelsk forkortelse for størrelsen large (på dansk stor).
L er partibogstavet for Danmarks Kommunistiske Parti Marxister-Leninister.
L er en mesterdetektiv fra mangaen Death Note |
115 | https://da.wikipedia.org/wiki/Leopard%20%28flertydig%29 | Leopard (flertydig) | Leopard kan referere til flere forskellige ting:
Leopard – et kattedyr.
Amurleopard – underart af leopard
Sneleopard – ikke en rigtig leopard
Leopard 2 (kampvogn) – en tysk produceret kampvogn.
Leopard (bil) – en polsk luksusbil.
Nissan Leopard – en bilmodel fra Nissan.
Leopard (skib) – dansk tørlastskib, der blev kapret i januar 2011.
Se også
Leopardskildpadde – (Geochelone pardalis) er en skildpadde
Mac OS X – version 10.5 har kodenavn "Leopard"
Søleopard – en stor sæl
Leoparden – italiensk roman og film |
116 | https://da.wikipedia.org/wiki/Latinersejl | Latinersejl | Et latinersejl er i skibsterminologi betegnelsen for et trekantet sejl, som sættes på et langskibs rundholt.
Kilder
I. C. Campbell, "The Lateen Sail in World History" , Journal of World History, 6.1 (1995), 1–23
Eksterne henvisninger
Skibsterminologi |
117 | https://da.wikipedia.org/wiki/Leaellynasaura | Leaellynasaura | Leaellynasaura er en uddød slægt af dinosaurer fra familien af hypsilofodonter. Der er fundet en enkelt art i slægten, Leaellynasaura amicagraphica. Det var et lille 1 meter langt, adræt og tobenet dyr, der umiddelbart kunne ligne en kænguru. Dyret havde en lang hale, et lille hoved og små forben og var planteæder.
Dyrets kranium viser, at der var ekstraordinært god plads til synscentret, og det bliver af palæontologer tolket som om, at dyret udviklede et specielt syn, så det bedre kunne se i de lange mørke måneder. De var i sving året rundt og gik ikke i hi som andre dyr. De vandrede heller ikke bort fra kulden om vinteren, som for eksempel rener gør i dag.
Måske var dyret også dækket af et lunende fjerlag. Forskerne har ganske vist ikke fundet spor af fjer på netop Leaellynasaura amicagraphica, men andre fossiler har afsløret fjerklædte dinosaurer.
Kilder
Systema naturae 2000 (classification) – Taxon: Genus †Leaellynosaura
Dinosaurer |
118 | https://da.wikipedia.org/wiki/Labyrintodont | Labyrintodont | En labyrintodont var en 4-5 meter lang paddelignende svømmer med et bizart stort og fladt hoved. Dyret trivedes tilsyneladende godt under de polare forhold, længe efter at den var uddød i de fleste andre egne af verden. Forskerne regner med, at den blev udkonkurreret af krokodillerne i de varme vande, mens den fik lov at beholde det iskolde vand for sig selv.
Uddøde dyr |
121 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mir%20%28rumstation%29 | Mir (rumstation) | Mir (Мир), sovjetisk rumstation opsendt i 1986. I 1991 overtog Rusland stationen efter Sovjetunionens sammenbrud. Mir betyder både "fred" og "verden" på russisk. Mir skulle oprindeligt afløses af Mir 2, men Rusland valgte i stedet for at gå med i Den Internationale Rumstation (ISS).
Mir styrtede planmæssigt ned i Stillehavet ud for New Zealand i 2001.
Rumstationen var blevet for gammel og var ikke længere sikker at opholde sig i. Derfor besluttede Rusland sig for at lade Mir styrte ned til Jorden.
Størstedelen af den 136 ton tunge rumstation brændte op på sin vej gennem jordens atmosfære, men op mod 20 tons rester af rumstationen nåede hele vejen ned gennem atmosfæren og styrtede i Stillehavet.
Stationen var bygget til at kunne holde i tre år, men fungerede altså i 16 år. I løbet af de 16 år boede over 100 kosmonauter og astronauter i Mir i kortere eller længere perioder. En enkelt russisk kosmonaut, Sergej Krikaljov, tilbragte sammenlagt (over 2 perioder) lidt over 2 år om bord på Mir.
Efter kommunismens fald i Østeuropa deltog syv amerikanske, to tyske og en fransk astronaut som langtidsbesætningsmedlemmer på Mir. En britisk konkurrence (Project Juno) gav vinderen Helen Sharman syv dage om bord på Mir i maj 1991 og "Tokyo Broadcasting System" købte syv dage i december 1990 om bord på Mir til en journalist (Toyohiro Akiyama).
Den 1. oktober 1988 fortalte den amerikanske sanger John Denver at han var blevet tilbudt af komme på et syv dags besøg på rumstationen Mir i december 1989. Dog forlangte russerne at han skulle betale 10 mio. dollars som skulle dække både træning og bolig og som han kunne begynde på i april eller maj samme år.
Mir-modulerne
Rumstationen Mir blev opbygget ved sammenkobling af flere moduler, som hver for sig blev opsendt i kredsløb. Kernemodulet (opsendt i 1986) var beboelse og kontrolcenter. Kvant (1987) og Kvant-2 (1989) indeholdt videnskabelige instrumenter og besætningens badefaciliteter. Kristall (1990) havde smelteovne og en luftsluse. Spektr (1995) fungerede som beboelses- og arbejdsrum for de amerikanske astronauter. Priroda (1996) foretog jordobservationer. Adaptermodulet Mir Docking Module (1996) gav en sikker og stabil sammenkobling med NASA's rumfærger, uden at komme i karambolage med Mirs solcellepaneler.
Mir blev forsynet og vedligeholdt ved hjælp af bemandede Sojuz-kapsler og ubemandede Progress-fragtfartøjer. 25. juni 1997 kolliderede Progress M-34 forsyningsfartøjet med Spektr og gjorde det ubrugeligt i lang tid. Den 23. februar 1997 udbrød der også brand om bord.
Mirs moduler og forbindelsesfartøjer havde symbolske navne. Kvant betyder "kvantum", et navn som kommer fra dets opgave med research i astrofysik, hvor stationen blev brugt til at måle det elektromagnetiske spektrum, herunder røntgenstråling. Kristall betyder "krystal", da et væsentligt formål for stationen var at udvikle teknologier til brug for vægtløs materialeproduktion. Spektr betyder "spektrum", navngivet efter sine atmosfæriske sensorer. Priroda betyder "natur", og den kikkede ned på Jorden. Progress betyder "fremskridt", Sojuz betyder "union", opkaldt efter USSR (Sovjetskij Sojuz = Sovjetunionen), og det at rumfartøjet var sammensat af tre mindre moduler.
Mir-flyvninger
6 Protonraketter med moduler.
31 Sojuz-taxi'er med personel.
64 Progress-fragtfartøjer med forsyninger.
9 rumfærgeflyvninger med personel og forsyninger.
Se også
Rumfart
Referencer
Rumstationer |
122 | https://da.wikipedia.org/wiki/Middelalderen | Middelalderen | Middelalderen er den ene af fire store tidsperioder i Europas historie: antikken, middelalderen, renæssancen og nyere tid. Den er en periode i Europas historie fra ca. 500 til ca. 1400. Den begyndte med det Vestromerske Riges fald i 476 e.Kr. og varede indtil renæssancen (ca. 1400 - ca. 1600). Middelalderen er altså perioden mellem antikken og renæssancen. Middelalderen bliver delt i tidlig middelalder, højmiddelalder og senmiddelalder.
Invasioner, befolkningsnedgang, flytning fra byerne og hele folkeslag, som var begyndt i senantikken, fortsatte i den tidlige middelalder. Under folkevandringstiden flyttedes store befolkningsgrupper som germanere, der etablerede nye kongeriger i resterne af det Vestromerske Rige. I 600-tallet e.Kr. blev Nordafrika og Mellemøsten, der havde været en del af Det Byzantinske Rige, en del af Umayyade-kalifatet, et islamisk rige. Selvom der skete store samfundsmæssige og politiske ændringer, var overgangen fra antikken ikke fuldstændig. Det Byzantinske Rige eksisterede stadig i øst, og var fortsat et stort rige med megen magt. Rigets lov Corpus Juris Civilis blev genopdaget i Norditalien i 1070 og blev beundret meget i middelalderen. Mod vest blev de få romerske institutioner optaget i kongerigerne. Klostrene blev grundlagt, og togter for at kristne det hedenske Europa fortsatte. Frankerne under Karolingerne etablerede kortvarigt Det Carolingske Rige omkring 800 e.Kr. Det dækkede store dele af Vesteuropa, men gik i opløsning efter borgerkrige og invasioner fra vikingerne i nord, ungarere fra øst og saracenere fra syd.
I højmiddelalderen, som begyndte efter år 1000, steg befolkningstallet i Europa i takt med den teknologiske og landbrugsmæssige udvikling, der også lod handlen blomstre.
Den middelalderlige varmeperiode gjorde, at landbrugsproduktionen steg.
Der var to måder at organisere samfundet:
Godssystemet organiserede bønderne i landsbyer, der lejede jorden og arbejdede for adelen
Feudalisme var et politisk system, hvis riddere og lavadel tjente som soldater mod retten til at leje jord og herregårde.
Korstogene, det første foregik i 1095, var kristne vesteuropæiske forsøg på at erobre det hellige land fra muslimerne. Konger blev overhoveder for centraliserede nationalstater, der reducerede kriminalitet og vold, men gjorde idealet om et samlet kristent rige mindre sandsynligt. Det intellektuelle liv blev markeret af skolastik, en filosofi der kombinerede tro og fornuft, og grundlæggelsen af universiteter. Blandt de store bedrifter ved ovrgangen til senmiddelalderen er Thomas Aquinas' teologi, Giottos malerier, Dante og Chaucers poesi, Marco Polos rejser og gotikken i katedralerne i fx Chartres.
Senmiddelalderen blev præget af modgang som hungersnød, pest og krig. Det reducerede befolkningstallet i Europa betydeligt. Mellem 1347 og 1350 hærgede den sorte død, og omkring en tredjedel af europæerne omkom. Kontroverser, kætteri og det vestlige skisma i den katolske kirke foregik samtidigt med strid mellem stater, civile stridigheder og bondeoprør i kongerigerne. Kulturel og teknologisk udvikling ændrede det europæiske samfund. Det afsluttede senmiddelalderen og begyndte moderne tid.
Terminologi og periodeinddeling
Middelalderlige forfattere opdelte historien i "verdens seks aldre" ud fra de seks skabelsesdage i Bibelen, eller "de fire riger" ud fra Daniels Bog" 2:40. De betragtede deres egen tid som den sidste inden verdens undergang. Når de refererede til deres egen tid, omtalte de den som "moderne". I 1130'erne refererede humanist og digter Petrarca til førkristen tid som antiqua (= antikken) og til den kristne periode som nova (eller "ny"). Leonardo Bruni var den første historiker, der brugte den tredelte periodeinddeling i sin bog History of the Florentine People (1442). Bruni og senere historikere argumenterede med, at Italien var genvundet efter Petrarcas tid, og de tilføjede en tredje periode til hans to.
Ordet "middelalder" ses første gang på latin i 1469 som media tempestas eller "mellemtid". Det stod i en udgave af Apulejus fra Madaura, udgivet i Rom. Udtrykket kom i mange varianter: medium aevum eller "middelalder", anvendt første gang i 1604, og media saecula eller "middelaldre", først brugt i 1625. Synonymet på engelsk, medieval (eller mediaeval eller mediæval) er afledt af medium aevum. De italienske renæssancehumanister betragtede perioden mellem antikken og renæssancen som en periode, hvor kulturen gik tilbage. De gav derfor perioden betegnelsen ”middelalderen” (”mellemalderen”). Med den betegnelse ville de udtrykke, at der var tale om en periode mellem to store perioder. Middelalderen var en parentes mellem antikkens storhed og renæssancens genfødte storhed. De opfattede denne ”barbariske” tidsalder som ”den mørke middelalder”.
Det mest almindelige tidspunkt for middelalderens begyndelse, er 476 e.Kr. året for de sidste vestromerske kejseres fordrivelse fra Italien, og brugt første gang af Bruni. For Europa som en helhed betragtes året 1500 ofte som middelalderens afslutning, men der hersker ikke en universel enighed om tidspunktet. Ud fra sammenhængen angives Christopher Columbus' første rejse til Amerika i 1492, Konstantinopels fald til tyrkerne i 1453 eller reformationen i 1517 som periodens afslutning. Engelske historikere bruger ofte slaget ved Bosworth Field i 1485 som enden på middelalderen. For Spanien regnes kong Ferdinand 2.s død i 1516, dronning Isabella 1. af Kastilien i 1504 eller erobringen af Granada i 1492. For Italiens vedkommende sluttede middelalderen allerede i 1300-tallet med digteren og humanisten Francesco Petrarca (1304-1374, der regnes for at være humanismens og den italienske renæssances far.
Historikere fra romansk-talende lande opdeler typisk middelalderen i to: en tidlig "høj" og en senere "lav" periode. Engelsktalende historikere, der følger deres tyske kolleger, opdeler normalt middelalderen i tre perioder: "tidlig", "høj" og "sen". I 1800-tallet blev hele perioden ofte omtalt som "den mørke middelalder", men i opdelingen bruges dette udtryk kun om tidlig middelalder.
Efter første verdenskrig og pres fra historikerne Henri Pirenne og Johan Huizinga blev denne tredeling almindelig:
Tidlig middelalder (ca. 500-1000)
Højmiddelalder (ca. 1000-1300)
Senmiddelalder (ca. 1300-1500)
Det Senromerske Rige
Romerriget havde sin største udstrækning i det første århundrede efter år 1 e.Kr.; i de næste to århundreder oplevede riget en langsom nedgang, og dets kontrol over de yderste territorier mindskedes. Økonomiske problemer som inflation, og eksternt pres på grænserne førte til krisen i det tredje århundrede, hvor nogle kejsere fik tronen for hurtigt at blive erstattet af nye. De militære udgifter steg støt under det tredje århundrede, hovedsageligt som følge af krig med Sassaniderne, som blev genoplivet i midten af 300-tallet. Hæren blev fordoblet i størrelse og kavaleriet og mindre enheder blev erstattet af den romerske legion som den primære taktiske enhed. Behovet for indkomst ledte til at skatterne steg, og antallet af curiale eller jordejere faldt, og færre var villige til at drive virksomhed i deres fødeby. Flere bureaukrater var nødvendige i centraladministrationen for at kunne håndtere hærens behov. Det førte til klager fra civile om, at der var flere skatteindkrævere end skattebetalere.
Kejser Diocletian (regerede 284–305) delte riget i to administrative dele i 286 e.Kr: i en østligt og et vestligt rige. Riget blev ikke opfattet som delt i to af dets indbyggere eller herskere, da love og regler i den ene del også blev betragtet som gældende i den anden. I 330 efter borgerkrige genetablerede Konstantin den Store (regerede 306–337) byen Byzans som den nye hovedstad i det østlige rige; Konstantinopel. Diocletians reformer styrkede regeringens bureaukrati, reformerede skatteopkrævelse og styrkede hæren, hvilket købte riget tid, men som ikke for alvor løste de problemer, som de stod overfor; blandt andre voldsomt skattetryk, nedgang i fødselsraten og pres på grænserne. Borgerkrige mellem rivaliserende kejsere blev almindelige mod midten af 300-tallet. Det trak hæren hjem fra grænserne og gav invaderende styrker fodfæste. I meget af 300-tallet blev det romerske samfund stabiliseret i en ny form, der adskilte sig fra den tidligere antikken med et større spænd mellem rig og fattig, og de mindre byers vigtighed blev mindre. En anden årsag var kristendommens indførsel eller omvendelsen af riget til kristendommen, der var en gradvis proces, som foregik fra 100- til 400-tallet.
I 376 fik goterne, der flygtede fra hunnerne, kejser Valens' tilladelse (regerede 364–378) til at bosætte sig i den romerske provins Thrakien på Balkan. Bosætningen gik ikke nemt, og da romerne fejlbedømte situationen og handlede derefter, begyndte goterne at plyndre. Valens, der forsøgte at slå uroen ned, blev dræbt i kamp med goterne under slaget ved Adrianople den 9. august 378. Sammen med truslen fra stammer i nord skabte interne stridigheder, særligt i den kristne kirke, problemer. I 400 invaderede visigoterne det Vestromerske Rige, og selvom de kortvarigt blev tvunget ud af Italien, plyndrede de Rom i 410. I 406 krydsede Alanere, Vandaler og Suevi ind i Gallien; og over de næste tre år spredte de sig i hele Gaul, og i 409 krydsede de Pyrenæerne ind i det moderne Spanien. Folkevandringstiden begyndte, da mange forskellige folkeslag, til at begynde med hovedsageligt germanere, flyttede over hele Europa. Frankere, alemannere og burgundere endte alle i det nordlige Gallien, mens anglere, saksere og jyder bosatte sig i Storbritannien, og vandalerne søgte over Gibraltarstrædet, hvorefter de erobrede Africa. I 430'erne begyndte hunnerne at invadere riget; deres konge Attila (regerede 434–453) ledte invasioner ind i Balkan i 442 og 447, Gallien i 451 og Italien i 452. Truslen fra hunnerne eksisterede frem til Attilas død i 453, hvor hunnernes konføderation, som han havde ledet, faldt fra hinanden. Disse invasioner af stammer ændrede fuldstændigt den politiske og demografiske sammensætning, der havde eksisteret i det Vestromerske Rige.
Mod slutningen af 400-tallet var den vestlige del af riget opdelt i mindre politiske enheder, der blev styret af stammer, der havde invaderet i begyndelsen af århundredet. Afsættelsen af den sidste vestromerske kejser, Romulus Augustulus, i 476 er traditionelt angivet som afslutningen på det Vestromerske Rige. I 493 var den italienske halvø blevet erobret af ostrogoterne. Det Østromerske Rige, som ofte omtales som det Byzantinske Rige, efter det Vestromerske Riges fald, havde kun ringe mulighed for at udøve kontrol over de tabte vestlige territorier. De byzantinske kejsere opretholdt deres ret til territorierne, men på trods af at ingen af de nye konger i vest turde at udråbe sig som kejser, kunne Byzans' kontrol over det vestlige rige ikke opretholdes. Generobringen af områder omkring Middelhavet og den Apenniniske halvø (goterkrigen) under Justinians (regerede 527–565) regeringstid var den eneste, og midlertidige, undtagelse.
Tidlig middelalder
Nye samfund
Den politiske struktur i Vesteuropa ændrede sig med afslutningen på et forenet romersk imperium. Selvom flytningen af mennesker i denne periode normalt bliver beskrevet som "invasioner", var de ikke udelukkende militære ekspansioner, men migrationer af hele befolkningsgrupper i riget. Disse folkevandringer blev hjulpet på vej af, at den vestromerske elite nægtede at støtte hæren eller betale skat, der ville have gjort det muligt for militæret at undertrykke migrationen. Kejserne i 400-tallet blev ofte kontroleret af stærke militærfolk som Stilicho (død 408), Aetius (død 454), Aspar (død 471), Ricimer (død 472) eller Gundobad (død 516), der helt eller delvist var af ikke-romersk herkomst. Da rækken af vestromerske kejsere ophørte, havde mange af de konger, som erstattede dem, samme baggrund. Ægteskaber mellem de nye konger og den romerske elite var almindelige. Det ledte til en fusion af romersk kultur og de invaderende stammers traditioner, fx de folkeforsamlinger, der tillod at frie mandlige stammemedlemmer havde mere at sige i politiske spørgsmål, end det var almindeligt i den romerske stat. Materielle genstande fra romerne og de invaderende stammer, som er fundet ved arkæologiske udgravninger, er ofte meget ens, og stammernes genstande blev ofte lavet som efterligninger af romerske forlæg. Meget af den videnskabelige og skriftlige kultur i de nye kongeriger var også baseret på romerske intellektuelle traditioner. En vigtig forskel var det gradvise tab af skatteindkomsten for de nye regeringer. Mange af de nye politiske enheder støttede ikke længere deres hære igennem skat, men baserede sig mere på at give dem land eller leje. Det betød, at der var mindre brug for skatteindtægter, og således forfaldt det romerske skattesystem. Krig var almindelig mellem kongerigerne. Slaveriet aftog, da tilgangen af slaver blev mindre, og samfundet blev mere landligt.
Mellem 400- og 700-tallet udfyldte nye folkeslag og personer det politiske tomrum, som den romerske centralregering havde efterladt. Ostrogoterne, en gotisk stamme, bosatte sig i romersk Italien i slutningen af 400-tallet under Theoderic den Store (død 526) og etablerede kongerige, der markerede sig ved samarbejde mellem ostrogoterne og italienerne, i hvert fald til de sidste år af Theodorics styre. Burgunderne bosatte sig i Gallien efter et tidligere rige var blevet ødelagt af hunnerne i 436, og de etablerede et nyt kongerige i 440'erne. Mellem nutidens Geneve og Lyon, og det voksede og blev til Burgund i slutningen af 400-tallet og begyndelsen af 500-tallet. Andre steder i Gallien etablerede frankerne og keltiske bretoner små stater. Franken var centreret om det nordlige Gallien, og den første konge som der kendes noget til var Childeric 1. (død 481). Hans grav blev fundet i 1653, og den er bemærkelsesværdig for dens gravgaver af våben og guld.
Under Childerics søn Clovis 1. (regerede 509–511), grundlægger af det Merovingianske dynasti, udvidede det frankiske kongerige og konverterede til kristendommen. Briterne, der var i familie med de indfødte i Britannia – det moderne Storbritannien - bosatte sig i det nuværende Bretagne. Andre monarkier blev etableret af det Visigotiske Kongerige på den Iberiske Halvø, Suebi i Nordvestiberien og Vandalriget i Nordafrika. I 500-tallet bosatte lombarderne sig i Norditalien, hvor de erstattede det ostrogotisk kongerige med en gruppe hertugdømmer, der nogle gange valgte en konge til at herske over dem alle. Mod slutningen af 500-tallet var dette arrangement erstattet af et permanent monarki Langobardkongedømmet.
Invasionen bragte nye etniske grupper til Europa, selvom visse regioner modtog en større tilvækst af nye folkeslag end andre. I Gallien bosatte de invaderende sig i langt højere grad i nordøst end i sydvest. Slaverne bosatte sig i Central- og Østeuropa og på Balkanhalvøen. Folkeslagenes bosættelser blev ledsaget af en ændring af sprog. I det Vestromerske Rige blev latin gradvist erstattet af sprog baseret på latin: romanske sprog. Ændringen foregik over flere hundrede år. Græsk forblev fortsat sproget i det Byzantinske Rige, men slavernes migration tilføjede slaviske sprog til Østeuropa.
Det Byzantinske riges overlevelse
Mens Vesteuropa oplevede dannelsen af nye kongeriger, forblev det Østromerske Rige intakt og oplevede en økonomisk genopblomstring, der varede til begyndelsen af 600-tallet. Der var værre invasioner i den østlige del af riget; de fleste foregik i Balkanområdet. Freden med Sassaniderne, Roms traditionelle fjende, holdt igennem det meste af 400-tallet. Det østlige rige blev præget af tættere relationer mellem den politiske stat og den kristne kirke, hvor doktrinære forhold fik en vigtig position i rigets politik, som de ikke havde haft i det Vestromerske Rige. Juridisk udvikling inkluderede kodificeringen af romersk lov; den første var Codex Theodosianus som blev færdiggjort i 438. Under kejser Justinian 1. (regerede 527–565) blev der nedfældet endnu en samling lovtekster; Corpus Juris Civilis. Justinian overså også opførslen af Hagia Sophia i Konstantinopel og generobringen af Nordafrika fra Vandalerne og Italien fra Ostrogoterne, under Belisarius (død 565). Erobringen af Italien var ikke fuldstændig, da et dødeligt udbrud af pest i 542 ledte til at resten af Justinians regeringstid blev fokuseret på forsvar frem for erobring.
Ved kejserens død havde Byzans kontrol over det meste af Italien, Nordafrika og en lille del af det sydlige Spanien. Justinians generobring er blevet kritiseret af historikere for at have overudvidet hans rige og sat scenen for den Islamiske ekspansion, men mange af de udfordringer som Justinians efterfølgere stod overfor var ikke bare forårsaget af overbeskatning for at kunne betale for hans krige, men også den grundlæggende civile natur i riget, hvilket gjorde det vanskeligt at rejse en hær.
I det østlige rige tilføjede slavernes langsomme infiltration af Balkan yderligere udfordringer til Justinians efterfølgere. Det begyndte gradvist, men i slutningen af 540'erne var der slaviske stammer i Thrakien og Illyrium, og de havde besejret en kejserlig hær nær Edirne i 551. I 560'erne begyndte avarere at udvide deres område på den nordlige side af Donau; mod slutningen af 500-tallet var de den dominerende magt i centraleuropa og var rutinemæssigt i stand til at tvinge de østlige kejsere til at betale troskab. De forblev en stærk magt indtil 796.
Riget fik flere problemer, da kejser Maurice (regerede 582–602) engagerede sig i persisk politik, da han blandede sig i en tronfølgestrid. Det førte til en periode med fred, men da Maurice blev afsat, invaderede perserne og under kejser Heraclius (regerede 610–641) kontrollerede de store dele af riget med Egypten, Syrien og Anatolien til Heraclius formåede at generobre det. I 628 sikrede riget en fredsaftale og fik alle de tabte områder tilbage.
Det vestlige samfund
I Vesteuropa uddøde nogle af de ældre romerske elitefamilier, mens andre blev mere involveret i eklastiske end sekulære affærer. Værdier fra latinsk lære og uddannelse forsvandt stort set, og mens læsekundskab forblev vigtig, blev det mere en praktisk egenskab end et tegn på status. I 300-tallet drømte Hieronymus (død 420) at Gud bebrejdede ham at bruge mere tid på at læse Cicero end på at læse biblen. I 500-tallet havde Gregory af Tours (død 594) en lignende drøm, men i stedet for at blive irettesat for at læse Cicero, var det for at lære stenografi. I slutningen af 500-tallet var den primære måde at videregive religiøse buskaber i kirken gået bort fra at være i bogform, og over til musik og kunst. De fleste intellektuelle bedrifter søgte mod at imitere klassisk læring, men nogle originale værker blev skabt samt flere orale kompositioner, som i dag er gået tabt. Sidonius Apollinaris' (død 489), Cassiodorus' (ca. 585) og Boethius (død ca. 525) var typiske værker for perioden.
Der skete også en ændring blandt lægmand, da aristokratiets kultur fokuserede mere på storslåede fester og banketter afholdt i haller end på litterære sysler. Elitens tøj var rigt dekoreret med juveler og guld. Herremænd og konger støttede krigere, der dannede rygraden i militæret. Familiebånd blandt eliten var vigtigt, og det samme var dyder som loyalitet, mod og ære. Disse bånd medførte familiefejder blandt aristokratiet, som dem som Gregory af Tours var involveret i, og som foregik i merovingiansk Gallien. De fleste fejder synes at være blevet stoppet med betaling af kompensation eller mandebod. Kvinder tog hovedsagelig del i det aristokratiske samfund som koner eller mødre til mænd, hvoraf rollen som moder til en hersker i merovingiansk Gallien var særlig prominent. I angelsaksiske samfund betød fraværet af mange barneherskere, at rollen som dronningmoder var mindre vigtig, men det blev komponeret ved den større udbredelse af abbedisser på klostrene. Kun i Italien ser det ud til, at kvinder altid blev betragtet som under beskyttelse og kontrol af deres mandlige familiemedlemmer.
Bondesamfundet er dokumenteret langt dårligere end adelens. Det meste stammer fra arkæologiske fund. Der findes kun ganske få nedskrevne kilder, som dokumenterer bondestandens liv før 800-tallet. De fleste beskrivelser af de lavere klasser kommer fra lovtekster eller fra overklassen. Jordejer-mønstrene i vesten var ikke ensartede; nogle områder var fordelt mellem mange små jordejere, mens det andre steder var én eller få personer, der sad på store sammenhængende jordområder. De forskelle gjorde, at bondesamfundet havde mange former: nogle blev domineret af aristokratiske jordejere, mens andre havde mere selvstyre. Visse bønder boede i store bosætninger, der kunne have op mod 700 indbyggere, mens andre boede i mindre grupper med en lille håndfuld familier, og andre boede på isolerede gårde spredt ud over landet. I nogle områder boede folk som en blanding af to eller flere af førnævnte systemer. Til forskel fra den senromerske periode, var der ikke et skarpt skel mellem det juridiske system for frie bønder og aristokratiet, og det var muligt for frie bønder at blive en del af aristokratiet over flere generationer gennem militærtjeneste under en magtfuld herremand.
Romerske byliv og kultur ændrede sig meget i den tidlige middelalder. Selvom de italienske byer fortsat var beboede, blev de væsentligt mindre. Roms befolkning gik eksempelvis fra flere hundrede tusinde til omkring 30.000 i slutningen af 500-tallet. Romerske templer blev omdannet til kirker, og bymurene forblev i brug. I Nordeuropa blev byerne også mindre, mens monumenter og offentlige bygninger blev plyndret for byggematerialer. Etableringen af nye kongeriger betød ofte, at de byer, som blev valgt til hovedstad, voksede. Selvom der havde været jødiske samfund i mange romerske byer, så oplevede jøderne perioder med forfølgelse efter overgangen til kristendommen. Officielt blev de tolereret, og i nogle tilfælde blev de opfordret til at bosætte sig i nye områder.
Islam vokser
Der var tilgang til den religiøse tro i det østlige rige og Iran i slutningen af 500- og begyndelsen af 600-tallet. Judaisme var en aktivt missionerende tro, og mindst én arabisk leder konverterede til den. Kristendommen havde aktive missionære, der konkurrerede med persiske zarathustrianister om finde folk at omvende, hvilket især foregik på den Arabiske Halvø. Disse tråde blev samlet ved fremkomsten af Islam i Muhammads levetid (død 632). Efter hans død erobrede islamiske tropper store dele af det østlige rige og Person, begyndende med Syrien i 634–635 og nåede Egypten i 640–641, Persien mellem 637 og 642, Nordafrika i den sidste halvdel af 600-tallet og Den Iberiske Halvø i 711. I 714 kontrollerede islamiske styrker store dele af regionen, som de kaldte Al-Andalus.
Den islamiske erobring nåede sit højdepunkt midt i 700-tallet. Muslimernes nederlag i slaget ved Tours i 732 ledte til frankernes generobringen af det sydlige Frankrig, men den primære årsag til den islamiske udbredelse i Europa var Umayyade-kalifatets undergang og overgangen til Abbaside-kalifatet. Abbasiderne flyttede deres hovedstad til Baghdad og var mere koncentreret om Mellemøsten end Europa, og de mistede kontrollen over dele af de muslimske lande. Umayyadernes efterkommere overtog Den Iberiske Halv, aghlabiderne kontrollerede Nordafrika mens tuluniderne blev herskere over Egypten. Omkring midten af 700-tallet begyndte der at opstå nye handelsmønstre i Middelhavsregionen; handel mellem frankerne og araberne erstattede den gamle romerske økonomi. Frankerne handlede med tømmer, pelsværk, sværd og slaver mod silke og andre tekstiler, krydderier og ædelmetaller fra araberne.
Handel og økonomi
Migrationerne og invasionerne i 300- og 400-tallet forstyrede de etablerede handelsnetværk omkring Middelhavet. Afrikanske varer blev ikke længere eksporteret til Europa og begyndte at forsvinde fra interiører, og i 600-tallet fandtes de kun i få byer som Rom og Napoli. Mod slutningen af 600-tallet blev afrikanske varer ikke længere tilgængelige i Vesteuropa bl.a. som følge af den islamiske erobring. Erstatningen af varer, som kom langvejsfra, med lokale produkter var en tendens igennem alle de gamle lande i Romerriget og foregik gennem hele den tidlige middelalder. Dette var især markeret i lande, der ikke havde kyst til Middelhavet som bl.a. Gallien og Britannien. Ikke-lokale varer i arkæologiske udgravninger er normalt luksusvarer. I Nordeuropa var handelsnetværkene ikke alene lokale, men varerne var også simple, med lidt keramik og andre komplekse produkter. Omkring Middelhavet var keramik stadig udbredt og er handlet over mellemlange afstande af handelsnetværk og ikke kun lokalt.
De forskellige germanske stater i vesten havde alle mønter, der imiterede de romerske og byzantinske mønter. Guld blev fortsat anvendt til mønter til slutningen af 600-tallet, hvor det blev erstattet af sølv. Den grundlæggende frankiske sølvmønt var denarius eller denier, mens angelsaksernes version hed penny. Fra disse områder spredte denieren eller pennyen sig til resten af Europa i 600- til 900-tallet. Der blev ikke slået Kobber- eller bronzemønter, og ejheller mønter i guld bortset fra i Sydeuropa. Der blev ikke slået sølvmønter i forskellig enhed, idet det var sølvvægten, der var afgørende for værdien.
Kirke og klostervæsen
Kristendommen var en stor forenende faktor mellem Øst- og Vesteuropa før den arabiske erobring, men erobringen af Nordafrika splittede de maritime forbindelser til disse områder. Den byzantinske kirke afveg i højere grad i sprog, praksis og liturgi. Den østlige kirke brugte græsk i stedet for det vestlige latin. teologiske og politiske forskelle opstod og mod begyndelsen af 700-tallet var uenigheder som den byzantinske billedstrid, præsters ægteskab og statskontrol over kirke blevet så store at de kulturelle og religiøse forskelle var større end lighederne. Det formelle brud, kaldet det store skisme, kom i 1054, da paven og patriarkatet af Konstantinopel kom i strid om det pavelige overherredømme og ekskommunikerede hinanden, hvilket ledte til at kristendommen blev opdelt i to; den vestlige gren kaldet romerskkatolske kirke og den østlige gren kaldet den østortodokse kirke.
Den eklastiske struktur fra Romerriget overlevede bevægelserne og invasionerne stort set intakt i vesten, men pavedømmet blev fik en mindre vigtig rolle, og få vestlige biskopper vendte sig mod biskoppen i Roms råd for religiøst eller politisk lederskab. Mange af paverne før 750 var mere optaget af Byzans' affærer end østlige teologiske kontroverser. Pave Gregor 1.s (pave 590-604) register eller arkiv med kopier af breve er bevaret, og af de mere end 850 breve så omhandler langt størstedelen emner i Italien eller Konstantinopel. Den eneste del af Vesteuropa, hvor pavedømmet havde indflydelse, var Storbritannien, hvor Gregor havde sendt den Gregorerske mission i 597 for at omvende angelsakserne til kristendommen. Den irske mission var primært aktiv i Vesteuropa mellem 400- og 600-tallet, hvor de først tog til England og Skotland, og derefter videre til kontinentet. Under munke som Columba (død 597) og Columbanus (død 615), grundlagde de klostre, underviste i latin og græsk, og nedskrev sekulære og religiøse værker.
Under den tidlige middelalder oplevede befolkningen udbredelsen af klostrene i vesten. Klostervæsnets form blev afgjort af traditioner og ideer, der stammede fra Ørkenfædrene i Egypten og Syrien. De fleste europæiske klostre var af en type, der fokuserede på samfundets oplevelse af det spirituelle liv, kaldet kenobitisme, hvor Pachomios (død 348) var den store pioner i 300-tallet. Klostrenes idealer spredte sig fra Egypten til Vesteuropa i 400- og 500-tallet via hagiografisk litteratur som bl.a. Antonius' liv. Benedikt af Nurcia (død 547) skrev Benedikts Regel for det vestlige klostervæsen i begyndelsen af 500-tallet, der detaljeret beskrev det administrative og spirituelle ansvar som munkesamfundet havde. Munkene og klostrene havde en stor effekt på det religiøse og politiske liv i den tidlige middelalder, og i forskellige tilfælde fungerede de som en fond eller jordholder for magtfulde familier, centre for propaganda eller kongelig støtte til nyerobrede områder, og som base for missionering. De var den primære og nogle gange eneste institution med uddannelse og læsefærdigheder i et område. Mange af de bevarede manuskripter på latin af klassiske værker blev kopieret i klostrene i den tidlige middelalder. Munke blev også forfattere til nye værker, inklusive historie, teologi og andre emner, som blev nedskrevet af personer som Beda (død 735), en munk fra Nordengland, som skrev i slutnigen af 600-tallet og begyndelsen af 700-tallet.
Karolingerigets Europa
Det Frankiske Kongerige i det nordlige Gallien blev opdelt i flere kongeriger kaldet Austrasien, Neustrien og Burgund i løbet af 500- og 600-tallet, som alle blev hersket af Merovinger, som afstammede fra Clovis. 600-tallet var en tumultarisk periode med krige mellem Austrasien og Neustrien. Disse krige blev udnyttet af Pipin (død 640), Major Domus for Austrasien, som blev magten bag landets trone. Senere medlemmer af hans familie arvede hans rolle, og fungerede som rådgivere og regenter. En af hans efterkommere, Charles Martel (død 741), vandt slaget ved Poitiers i 732, der stoppede muslimernes fremmarch over Pyrenæerne. Storbritannien var opdelt i flere små stater, der blev domineret af kongerigerne Northumbria, Mercia, Wessex og East Anglia, som var efterkommere af folk fra den angelsaksiske invasion. Mindre kongeriger i nutidens Wales og Skotland var stadig under de oprindelige bretonere og piktere. Irland var opdelt i endnu mindre politiske enheder, normalt kendt som stammeriger, under kongers kontrol. Der var muligvis op mod 150 lokale konger i Irland af forskellig betydning.
Karolingerne, der var efterkommere af Karl Martell, overtog kontrollen af kongerigerne Austrasien og Neustrasien under et kup i 753 ledet af Pipin 3. (regerede 752–768). En samtidig krønike hævder, at Pipin søgte og fik autoritet til sit kup fra Pave Stefan 2. (pave 752-757). Ved hans død i 768 overgik kongeriget til hans to sønner, Karl (regerede 768–814) og Karloman (regerede 768–771). Da Karloman døde af naturlige årsager blev Karl forhindret i at overtage tronen af Karlomans unge søn, der indsatte sig selv som konge og forenede Austrasien og Neustrien. Karl, der er mere kendt som Karl den Store, påbegyndte en systematisk udvidelse i 774, der forenede en stor del af Europa, og han endte med at kontrollere et område, der dækkede det moderne Frankrig, Norditalien og Sachsen. I krigene, som fortsatte ind i 800-tallet, belønnede han sine allierede med krigsbytte og landområder. I 774 besejrede Karl den Store langobarderne i Lombardiet. Det afværgede truslen om deres invasion af pavedømmet og påbegyndte Kirkestaten.
Kroningen af Karl den Store som kejser juledag år 800 bliver betragtet som en vendepunkt i middelalderen, der markerer vendepunktet for det Vestromerske Rige, siden den nye kejser herskede over en stor del af det område, som tidligere var kontrolleret af de vestlige kejsere. Det markerer også en ændring i Karl den Stores forhold til det Byzantinske Rige, da kejsertitlen viste karolingernes ligeværd med den byzantinske stat. Der var flere forskelle mellem det nyeetablerede Karolingske Rige og både det gamle Vestromerske Rige og det efterfølgende Byzantinske Rige. Frankens landområder havde kun få mindre byer. Størstedelen af indbyggerne var bønder, der boede på små gårde. Der foregik kun lidt handel, og meget af det var med De Britiske Øer og Skandinavien og ikke med det gamle Vestromerske Rige, der havde handelsnetværk centreret om Middelhavet. Riget blev administreret af et omrejsende hof, der rejste med kejseren samt omkring 300 officielle embedsfolk - grever - som administrerede de forskellige grevskaber som riget var delt i. Præster og biskopper var embedsmænd som de kejserlige embedsmænd missi dominici, som var omrejsende inspektører og problemløsere.
Karolingisk renæssance
Karl den Stores hof i Aachen var centrum for den kulturelle opblomstring, som nogle gange kaldes den "karolingiske renæssance". Litteraturen trivedes og det samme gjorde kunst, arkitektur, jura og liturgiske og skriftstudier. Den engelske munk Alcuin (død 804) blev inviteret til Aachen og medbragte uddannelse, som var tilgængelig i klostrene i Northumbria. Karl den Stores kancelli - eller skrivekontor - brugte den skrift, som i dag kaldes karolingisk minuskel, Det tillod en almindelig skrivestil, der udviklede kommunikationen over store dele af Europa. Karl den Store betalte for ændringer i den kristne liturgi, der pålagde en romersk kirketjeneste i hans riger og gregoriansk sang i liturgisk musik til kirkerne. En vigtig aktivitet for de lærde i denne periode var at kopiere, rette og formidle de grundlæggende religiøse tekster og sekulære emner med målet om læring og uddannelse. Der blev skrevet nye værker om religiøse emner og lærebøger. Lingvistikere fra denne periode ændrede det latinske sprog og gik fra klassisk latin, som var brugt i Romerriget, over til en mere fleksibel form, som bedre mødte behovene fra kirken og regeringen. Under Karl den Stores regeringstid ændrede sproget sig så meget fra klassisk latin, at det blev kaldt middelalderlatin.
Det Karolingiske Riges undergang
Karl den Store planlagde at fortsætte den frankiske tradition med at opdele sit kongerige imellem alle sine arvinger. Men han kunne ikke, da kun én søn, Ludvig den Fromme (regerede 814–840), var i live i 813. Umiddelbart inden Karl den Store døde i 814 kronede han Ludvig som sin efterfølger. Hans 26 års regeringstid medførte flere opdelinger af riget mellem hans sønner. Borgerkrigen i 829 mellem de forskellige alliancer mellem far og sønner gjaldt kontrollen over de forskellige dele. Til slut anerkendte Ludvig sin ældste søn, Lothar 1. (død 855), som kejser og gav ham Italien. Ludvig opdelte resten af riget mellem Lothar og Karl den Skaldede (død 877), sin yngste søn. Lothar fik Østfranken med begge sider af Rhinen og østover. Det gav Karl Vestfranken og et rige mod den vestlige side af Rhinlandet og Alperne. Ludvig den Tyske (død 876), den mellemste søn, der havde gjort oprør mod sin fader til det sidste, fik lov at beholde Bayern som lånt land af sin ældre bror. Opdelingen blev omstridt. Pepin 2. (død efter 864), kejserens barnebarn, gjorde oprør om Aquitaine, mens Ludvig den Tyske forsøgte at annektere hele Østfranken. Ludvig den Fromme døde i 840, mens riget stadig var i kaos.
En tre år lang borgerkrig fulgte efter hans død. Ved Traktaten i Verdun (843) blev der etableret et kongerige mellem floderne Rhinen og Rhône til Lothar, som han kunne have sammen med sit land i Italien, og hans kejsertitel blev anerkendt. Ludvig den Tyske fik kontrol over Bayern og den østlige del af nutidens Tyskland. Karl den Skaldede fik Vestfranken, der bestod af størstedelen af nutidens Frankrig. Karl den Stores børnebørn og oldebørn opdelte deres kongeriger mellem deres arvinger. Det endte al intern sammenhæng. I 987 fortsatte det karolingiske dynasti i de vestlige landområder med kroningen af Hugo Capet (regerede 987–996) som konge. I de østlige dele af riget var dynastiet forsvundet i 911, da Ludvig Barnet døde, og man i stedet valgte Konrad 1. (regerede 911-918), som ikke var i familie med forgængeren.
Det Karolingiske Riges undergang blev ledsaget af invasioner, migrationer og fjendtlige plyndringer. Langs Atlanterhavet og de nordlige kyster hærgede vikingerne, som også havde plyndret de Britiske Øer og havde bosat sig der og på Island. I 911 fik vikingehøvdingen Rollo (død ca. 931) lov til at bosætte sig i Normandiet af den frankiske kong Karl den Enfoldige (regerede 898-922). Den østlige del af de frankiske kongeriger, særligt i Tyskland og Italien, var under stadige angreb fra Ungarn til ungarernes nederlag under lechfeldslaget i 955. Abbasidsdynastiets undergang betød, at den islamiske verden blev opdelt i mindre politiske stater, hvoraf nogle begyndte at ekspandere ind i Italien på Sicilien, samt over Pyrenæerne ind i de sydlige dele af de frankiske kongeriger.
Nye kongeriger og byzantinsk genopblomstring
Lokale konger gjorde en indsats for at bekæmpe de invaderende styrker, hvilket ledte til nye politiske enheder. I Angelsaksisk England fik Alfred den Store (regerede 871-899) en aftale med de invaderende vikinger i slutningen af 800-tallet, hvilket resulterede i danske bosættelser i Northumbria, Mercia og dele af East Anglia. Mod modten af 900-tallet havde Alfreds efterfølgere erobret Northumbira og genoprettet den engelske kontrol over det mest af det sydlige Storbritannien. I det nordlige Storbritannien forenede Kenneth MacAlpin (død ca. 860) pikterne og skotterne i Kongeriget Alba. I begyndelsen af 900-tallet var det Liudolfingerne blevet etableret i Tyskland, og det var engageret i at fordrive ungarerne. Denne indsats kulminerede i 962 med kroningen af Otto den Store (regerede 936-973) som Tysk-romersk kejser. I 972 sikrede han anerkendelse af sin titel fra det Byzantinske Rige, hvilket blev beseglet med hans søns Otto 2. (regerede 967-983) ægteskab med Theophanu (død 991), der var datter af den tidligere byzantinske kejser Romanos 2. (regede 959–963). Mod slutningen af 900-tallet var Italien blevet inddraget i den ottonianske sfære efter en periode med ustabilitet; Otto 3. (regerede 996–1002) brugte meget af den sene del af hans regeringstid i kongeriget. Kongeriget Vestfranken var blevet mere opdelt, og selvom kongerne formelt regerede, så lå en stor del af den politiske magt hos lokale herremænd.
Missionering i Skandinavien i 800- og 900-tallet hjalp med at styrke kongeriger som Danmark, Norge og Sverige, som fik magt og landområder. Nogle konger konverterede til kristendommen, men ikke alle før efter 1000, og skandinaverne ekspanderede og koloniserede i Europa. Udover bosættelser i Irland, England og Normandiet forgik der bosættelser i det der blev Kijevriget og Island. Svenske handelsfolk og plyndringsmænd rejste op af de russiske floder, og forsøgte sågar at erobre Konstantinopel i 860 og 970. Det kristne Spanien, der oprindeligt var fordrevet til en lille del af den Iberiske Halvø mod nord, udvidede langsom mod syd i 800- og 900-tallet og etablerede Kongeriget Asturien og Kongeriget León.
I Østeuropa genoplivede det Byzantinske Rige dets medgang under kejser Basileios 1. (regerede 867–886) og hans efterfølgere Leo 4. (regerede 886–912) og Konstantin 7. (regerede 913–959), medlemmer af det makedonske dynasti. Handelen genopblomstrede og kejserne styrede udbredelsen af en ensartet administration i alle provinserne. Militæret blev reorganiseret, hvilket gjorde det muligt for kejserne Johannes 1. (regerede 969–976) og Basileios 1. (regerede 976–1025) at udvide rigets grænser til alle sider. Det kejserlige hof var centrum for en genoplivning af den klassiske læring, en proces der blev kendt som makedonsk renæssance. Forfattere som John Geometres (fl. i starten af 900-tallet) skrev hymner, digte og andre værker. Den missionære indsats resulterede i, at moravianere, bulgarer, folk fra Böhmen, polakker, ungarere og slavere, der boede i Kijevriget blev kristnet. Disse konverteringer bidrog til grundlæggelsen af politiske stater i de landområder, hvor disse befolkningsgrupper boede; Stormähren, Bulgarien, Böhmen, Polen, Ungarn og Kijevriget. Bulgarien, der var blevet grundlagt omkring 680, nåede på sit højdepunkt et område, der gik fra Budapest til Sortehavet, og fra floden Dnepr til Adriaterhavet. I 1018 overgav de sidste bulgarske adelige sig til det Byzantinske Rige.
Kunst og arkitektur
Der var kun få større stenbygninger mellem Konstantins basilikaer i 300-tallet og 700-tallet, men mange mindre fra 400- og 500-tallet. I begyndelsen af 700-tallet genoplivede det Karolingiske Rige basilika-arkitekturen. Et af kendetegnene ved basilikaerne var brugen af transept, eller "arme" i en kors-formet bygning, som går vinkelret på skibet. Andre kendetegn ved den religiøse arkitektur var kryds og monumentale indgangspartier, normalt mod vest.
Karolingisk kunst blev skabt til hoffet og de klostre og kirker, som de støttede. Den var præget af forsøget på at genskabe romersk og byzantinsk kunsts stolthed og klassicisme, men var også påvirket af insulær kunst fra de Britiske Øer. Den integrerede energien fra irsk keltisk og angelsaksisk kunsts ornamenter med Middelhavsområdets former som bogen, og etablerede meget af det, som var kendetegnende for resten af middelalderen. Overlevende religiøse værker fra den tidlige middelalder er hovedsageligt illuminerede manuskripter og udskårne elfenben, der oprindeligt var fremstillet til metalgenstande, som siden er omsmeltet. Genstande i ædelmetal var de mest prestigefyldte kunstgenstande, men alle er gået tabt bortset fra nogle få kors som Lotharkorset, adskillige relikvier, arkæologiske fund som den angelsaksiske begravelse ved Sutton Hoo og depotfundene Gourdonskatten fra merovingiansk Frankrig, Guarrazarskatten fra visigotisk Spanien og Nagyszentmiklósskatten fra det byzantinske område. Der er bevaret flere store brocher og fibulaer eller ringfibler som tilsyneladende har været en vigtig del af elitens personlige udsmykning. Fx Tara-brochen. Rigt dekorerede bøger var hovedsageligt evangelier og de er bevaret i stort tal. Fx den irske Book of Kells, Lindisfarne-evangelierne og den kejserlige tyske Codex Aureus von St. Emmeram, der er en af de få i sit originale klenodiebind i guld med juveler. Karl den Stores hof synes at have været ansvarlig for indførelsen af den figurative monumentale skulptur i kristen kunst, og mod slutningen af perioden var legemstore figurer som Gero korset i Køln almindelige i vigtige kirker.
Militær og teknologisk udvikling
I det senromerske rige var den vigtigste militære udvikling forsøg på at etablere et effektivt kavaleri og den fortsat udvikling af højt specialiserede soldater. Etableringen af den tungt pansrede katafraktsoldat som kavaleri var en vigtig enhed i 400-tallets romerske hær. Forskellige invaderende stammer sammensatte deres militær på forskellig måde: Angelsakserne i Storbritannien var en primær infanterienhed. Vandalerne og visigoterne havde en stor del kavaleri i deres hære. I den tidlige periode med invasioner var stigbøjlen ikke brugt til krigsførelse. Det gav kavaleriet begrænset anvendelse, primært som choktropper, da rytterne ikke kunne lægge fuld vægt i deres stød og slag, fordi de ikke sad godt nok på hesten. Den største ændring i militærteknologien i invasionsperioden var, at hunnerne indførte kompositbuen, der var den tidligere langbue overlegen. En anden udvikling var udbredelsen af langsværd, skælpanser og senere lamelrustning.
Vigtigheden af infanteri og let kavaleri aftog i begyndelsen af det Karolingiske Rige, mens specialtrænet tungt rytteri blev mere udbredt. Anvendelsen af værnepligt blandt den frie del af befolkningen blev mindre i samme periode. Selvom en stor del af da karolingiske hære var rytteri, så var en stor andel i den tidlige periode tilsyneladende beredent infanteri frem for egentligt kavaleri. En undtagelse var angelsaksiske England, hvor hærene stadig bestod af værnepligtige, kendt som en fyrd, som blev ledet af overklassen. Inden for militærteknologi var en ændring at armbrøsten vendte tilbage. Den havde været kendt i Romerriget, og begyndte at optræde som våben på de europæiske slagmarker i slutningen af den tidlige middelalder. En anden ændring var stigbøjlen, der gjorde kavaleriet mere effektivt. En teknologisk udvikling, som ikke bare blev brugt af militæret, var hesteskoen, som gjorde det muligt at anvende heste i klippeterræn og på is.
Højmiddelalderen
Samfund og økonomi
Højmiddelalderen var en periode med enorm befolkningsudvikling. Det antages, at Europas befolkning voksede fra 35 til 80 mio. fra omkring år 1000 til år 1347. Bedre landbrugsformer, nedgang i slaveri, varmere klima og fraværet af store invasioner har sandsynligvis været medvirkende årsager. Op mod 90 % af befolkningen var bønder, der boede på landet. Mange boede ikke længere på isolerede gårde, men var derimod samlet i små samfund, normalt tilknyttet en herregård eller en landsby. Disse bønder var ofte underlagt adelige herremænd, og de betalte dem leje og andre services i et system kaldet godssystemet. Der var stadig få frie bønder i denne periode, og der var flere i Sydeuropa end i Nordeuropa. Skovrydning for landbruget og for at tilskynde bønder til at bosætte sig på ryddet skovareal bidrog også til befolkningstilvæksten.
Andre dele af samfundet var adelstanden, gejstligheden og borgerne. Adelen, både adelige og ridderne, udnyttede herregårdene og bønderne, selvom de ikke ejede jorden, men fik tildelt rettighederne til indkomsten fra herregården eller andre landsområder gennem feudalsystemet. I 1000- og 1100-tallet blev disse områder eller len betragtet som arvelige, og de fleste steder var det ikke længere muligt at opdele landområderne imellem alle arvingerne, som i den tidlige middelalder. I stedet gik de fleste len og landområder til den ældste søn. Adelens dominans var bygget på kontrol over landet, deres militærtjeneste som tungt kavaleri, kontrol over borge og forskellig immunitet og undtagelser fra skatter og andre påbud. Borge, der var bygget af træ og senere i sten, kom til i 800- og 900-tallet som svar på tidens uroligheder, og de gav beskyttelse mod invasioner og gav herremændene mulighed for at forsvare sig mod rivaler. Kontrol over borge gav også mulighed for, at adelen kunne modsige kongen eller andre herremænd. Adelen var lagdelt: kongerne og de fornemste adelige kontrollerede mange bønder, store landområder og i mange tilfælde også andre adelige. Under dem var den lavere adel, der havde autoritet over mindre landområder og færre personer. Ridderne var lavest i dette system; de kontrollerede ikke noget land og de skulle tjene adelsfolk, der rangerede over dem.
Gejstligheden var opdelt i to:
sekulær gejstlighed, som levede ude i verden
regulære gejstlighed, som levede under religiøst styre og som typisk var munke. I hele perioden var munke en meget lille del af hele befolkningen, som regel under 1 %. De fleste i den regulære gejstlighed kom fra adelen, der var den samme klasse, som tjente som rekruteringsmateriale til de højere niveau i den sekulære gejstlighed. I sognene kom præsterne ofte fra bondeklassen. Borgere var i en lidt usædvanlig situation, idet de ikke passede ind i den traditionelle tredelte opdeling af samfundet i adelige, gejstlighed og bønder. I løbet af 1100- og 1200-tallet udvidede borgeres rang sig, i takt med at byerne voksede sig større og nye urbane områder opstod. I hele middelalderen var andelen af befolkningen, som boede i byerne, aldrig mere end 10 %.
Jøderne spredte sig over Europa. Der blev etableret samfund i Tyskland og England i 1000- og 1100-tallet, men i Spanien, hvor de længe havde boet under muslimerne, kom under kristent styre, og de blev udsat for stigende pres for at konvertere til kristendommen. De fleste jøder var i byerne, da de ikke havde lov til at eje land eller være bønder. Udover jøderne var der andre ikke-kristne i udkanten af Europa; hedenske slavere i Østeuropa og muslimer i Sydeuropa.
Kvinder i middelalderen var officielt underlagt en mand, hvad enten det var deres far, mand eller formynder. Enker havde væsentlig mere kontrol over deres liv, men var stadig begrænset ved lov. Kvindernes arbejde bestod generelt i hushold og andre opgaver i hjemmet. Bondekoner var som regel ansvarlige for husholdningen, passe børn og for haven og husdyr tæt ved hjemmet. De kunne supplere indkomsten ved at spinde eller brygge øl. De hjalp til med høsten. Kvinder i byen var ansvarlige for husholdningen, men kunne også være engageret i handel efter land og efter periode. Adelskvinder var ansvarlige for husholdningen, og det forventedes, at de drev herregården, hvis deres mand eller mandlige familiemedlem var ude at rejse. De var som regel ikke med i opgaver der berørte militæret eller regeringen. Inden for kirken kunne de blive nonner eller abedisser, da de ikke kunne blive præster.
I Central-, Norditalien og i Flandern voksede flere byer sig så store og rige, at de fik en grad af selvstyre. Det stimulerede den økonomiske vækst og skabte miljø for nye typer handelsforeninger. Kommercielle byer langs Østersøens kyster gik ind i et samarbejde kaldet Hansaen, og de italienske maritime republikker som Venedo, Genova og Pisa udvidede deres handel i Middelhavet. Store handelsmarkeder blev etableret og blomstrede i Nordfrankrig i denne periode. Det gjorde det muligt for italienske og tyske købmænd at handle med hinanden og med franske købmænd. I slutningen af 1200-tallet blev der fundet nyt land og nye sejlruter til Fjernøsten som beskrevet i Marco Polos Rejser skrevet af en af de handelsfarende Marco Polo (død 1324). Udover nye handelsmuligheder gjorde forbedringer i landbruget og teknologien, at man kunne forbedre udbyttet fra afgrøderne, så handelsnetværkene kunne udvides. Den øgede handel bragte nye måder at behandle penge på til Europa, og guldmønter blev slået først i Italien og senere i Frankrig for at sprede sig til andre lande i Europa. Nye former for handelskontrakter opstod. Det gav købmændene mulighed for at dele risikoen ved nye handelseventyr. Bogholderiet blev også forbedret, bl.a. som følge af indførelsen af dobbelt bogholderi; akkreditiver opstod også og gjorde overførslen af penge nemmere.
Statsmagtens øgede indflydelse
Højmiddelalderen var den periode, hvor de moderne nationer i vesten blev etableret. Kongerne i Frankrig, England og Spanien konsoliderede deres magt og etablerede stabile regeringsinstitutioner. Nye kongeriger som Ungarn og Polen, efter deres konvertering til kristendommen, blev centraleuopæiske magter. Magyarer (ungarere) havde bosat sig i Ungarn omkring år 900 under kong Árpád (død ca. 907) efter en serie invasioner i 800-tallet. Pavedømmet, der længe var forbundet med en ideologi om uafhængighed fra sekulære konger, fremsatte for første gang deres verdslige magt og myndighed over hele den kristne verden; det pavelige monarki nåede sit højdepunkt i begyndelsen af 1200-tallet under Innocent 3. (pave 1198-1216). De nordiske korstog og udvidelsen af kristne kongeriger og militærordner ind i tidligere hedenske områder Østersøregionen og Finland bragte tvungen assimilering til mange indfødte i europæisk kultur.
I den tidlige del af højmiddelalderen blev Tyskland regeret af det ottonianske dynasti, som kæmpede med at få kontrol over de magtfulde hertuger, der herskede over stamhertugdømmerne, der gik tilbage til folkevandringstiden. I 1204 blev de erstattet af det salianske dynasti, som havde et opgør med pavestolen under kejser Henrik 4. (regerede 1084–1105) over kirkens udnævnelser som en del af investiturstriden. Hans efterfølgere fortsatte striden mod pavestolen samt mod den tyske adel. En periode med ustabilitet fulgte efter kejser Henrik 5.s død (regerede 1111-25), da han ikke efterlod sig nogle arvinger, indtil Frederik 1. Barbarossa (regerede 1155-90) overtog kejsertronen. Selvom han herskede effektivt så forblev de grundlæggende problemer, og hans efterfølgere havde fortsat problemer ind i 1200-tallet. Barbarossas barnebarn Frederick 2. (regerede 1220–1250), der også var arving til Siciliens trone igennem sin moder, havde gentagne sammenstød med pavestolen. Hans hof var berømt for dets lærde og han blev ofte beskyldt for kætteri. Han og hans efterfølgere havde mange problemer, inklusive mongolernes invasion af Europa i midten af 1200-tallet. Mongolerne splittede først Kijevrigets hertudømmer og derefter invaderede de Østeruopa i 1241, 1259 og 1287.
Under Huset Capet begyndte det franske monarki langsomt at udvide sin autoritet over adelen med udgangspunkt i Île-de-France for at udøve mere kontrol over landet i 1000- og 1100-tallet. De stod overfor en magtfuld rival i hertugerne af Normandiet, der i 1066 under Vilhelm Erobreren (hertug 1035-1087) erobrede England (regerede 1066-87) og skabte et imperium der strakte sig over kanalen, og som i forskellige former overlevede resten af middelalderen. Normannerne bosatte sig også på Sicilien og Syditalien, da Robert Guiscard (død 1085) gik i land her i 1059 og etablerede et hertugdømme, der senere blev til Kongeriget Sicilien. Under Henrik 2.s (regerede 1154-89) huset Angevin og hans søn Richard 1. (regerede 1189–99), regerede Englands konger over England og store dele af Frankrig, hvilket blev bragt ind i familien igennem Henrik 2.s ægteskab med Eleanor af Aquitaine (død 1204), der var arving til en stor del af Sydfrankrig. Richards yngre bror, John (regerede 1199–1216), mistede Normandiet og resten af de nordfranske besiddelser i 1204 til den franske kong Philip 2. Augustus (regereede 1180–1223). Dette ledte til utilfredshed blandt den engelske adel. Johns overdrevne beskatning i forsøg på at betale for at generobre Normandiet ledte i 1215 til Magna Carta, der bekræftede den frie mands rettigheder og privilegier i England. Under Henrik 3. (regerede 1216–72), Johns søn, blev der gjort yderligere indrømmelser overfor adelen, og den kongelige magt blev endnu mindre. Det franske monarki fortsatte med at tage land fra adelen i slutningen af 1100- og 1200-tallet, og bragte flere territorier i kongeriget under kongens personlige magt og centraliserede den kongelige administration. Under Louis 9. (regerede 1226–70), steg den kongelige prestige yderligere, da han fungerede som talsmand for det meste af Europa.
På den Iberiske Halvø begyndte de kristne stater, der havde været begrænset til den nordvestlige del af halvøen, at skubbe tilbage mod de islamiske stater i syd i en periode kaldet Reconquista. Omkring år 1150 var det kristne nord smeltet sammen til fem større kongeriger; León, Castilien, Aragonien, Navarre og Portugal. Sydiberien var fortsat under islamisk styre, i første omgang under Córdoba-kalifatet, som gik i opløsning i 1031 og blev til et skiftende antal mindre stater kaldet taifaer, som kæmpede med de kristne indtil Almohad-kalifatet reetablerede en centralmagt over det sydlige Iberien i 1170'erne. Kristne styrker avancerede igen i begyndelsen af 1200-tallet, hvilket kulminerede i generobringen af Sevilla i 1248.
Korstogene
I 1000-tallet overtog seldsjukker-dynastiet meget af Mellemøsten; de besatte Persien i 1040'erne, Armenien i 1060'erne og Jerusalem i 1070. I 1071 besejrede den tyrkiske hær den byzantinske hær under slaget ved Manzikert, og de tog den byzantinske kejser Romanus 4. (regerede 1068–71) til fange. Tyrkerne kunne herefter invadere Lilleasien, hvilket var et hårdt slag for Det Byzantinske Rige, idet tyrkerne erobrede en stor del af befolkningen og de vigtigste økonomiske regioner. Selvom Det Byzantinske Rige regrupperede og til en hvis grad kom sig, så fik de aldrig samme kontrol over Lilleasien, og måtte ofte være i defensiv. Tyrkerne havde dog også problemer; de mistede kontrollen over Jerusalem til Fatamid-kalifatet fra Egypten, og de led under en række interne borgerkrige. Byzantinerne stod også overfor det genoplivede Bulgarien, der i slutningen af 1100-tallet og 1200-tallet spredte sig over Balkan.
Formålet med korstogene var at erobre Jerusalem fra muslimerne. Det første korstog blev igangsat af Pave Urban 2. (pave 1088-99) under Clermont-kancelliet i 1095, som svar på den byzantinske kejser Alexios 1. Komnenos' (regerede 1081–1118) bøn om hjælp mod de invaderende muslimer. Urban lovede aflad til enhver der deltog. Titusindevis af personer fra alle samfundsklasser blev mobiliseret over hele Europa, og de erobrede Jerusalem i 1099. Under korstogene blev der udført pogrommer mod lokale jøder, der ofte foregik, når korsfarerne forlod deres hjemland for at drage mod øst. Disse var især brutale under det første korstog, hvor jødiske samfund i Köln, Mainz og Worms blev ødelagt, og andre samfund i byer mellem floderne Seinen og Rhinen også oplevede ødelæggelser. En anden følgevirkning af korstogene var grundlæggelsen af en ny klostertype, de militære ordener tempelridderne og johanniterordenen, som forenede klosterlivet med militærtjeneste.
Korstogene konsoliderede deres erobringer i korsfarerstater. I 1100- og 1200-tallet var der en serie konflikter mellem disse stater og de omkringliggende islamiske stater. Appeller fra disse stater til pavestolen ledte til yderligere korstog, såsom det tredje korstog, der blev udført for at generobre Jerusalem, som var blevet erobret af Saladin (død 1193) i 1187. I 1203 blev det fjerde korstog omdirigeret fra Det Hellige Land til Konstantinopel, og de erobrede byen i 1204, hvor de etablerede Det Latinske Kejserrige og svækkede Det Byzantinske Rige meget. Byzantinerne generobrede byen i 1261, men fik aldrig deres tidligere styrke tilbage. I 1291 var alle korsfarerstaterne blevet erobret, selvom Kongeriget Jerusalem overlevede på Cypern i flere år efter.
Paverne indkaldte til korstog, der skulle foregå andre steder end i Det Hellige Land; i Spanien, Sydfrankrig og langs Østersøens kyster. De spanske korstog blev en del af Reconquista af Spanien fra muslimerne. Selvom tempelridderne og johanniterordenen tog del i de spanske korstog blev der også etableret lignende spanske religiøse ordener, hvoraf de fleste blevet en del af de to største ordener Calatravaordenen og Santiago-ordenen ved starten af 1100-tallet. Nordeuropa var uden for kristen indflydelse indtil 1000-tallet, og flere steder blev genstand for de nordiske korstog i 1100- til 1300-tallet. Disse korstog blev også grundlaget for nye militære ordener som Sværdbroderordenen. En anden orden, Den Tyske Orden, som egentligt var grundlagt i en korsfarerstat, fokuserede hovedsageligt sin aktivitet i Østersøområdet efter 1225, og i 1309 flyttede man hovedkvarteret til Ordensborgen Malbork i Preussen.
Intellektuelt liv
I 1000-tallet førte udviklingen i filosofi og teologi til øget intellektuel aktivitet. Der var debat mellem realister og nominalister over konceptet universel. Filosofisk debat blev stimuleret af genopdagelsen af Aristoteles og hans vægt på emperisme og rationalisme. Lærde som Peter Abelard (død 1142) og Peter Lombard (død 1164) indførte logikken i teologi. I slutningen af 1000-tallet og begyndelsen af 1200-tallet blev katedralskoler udbredt i Vesteuropa. Det signalerede et skift fra klostrenes læring til at viden og uddannelse foregik ved katedraler og i byer. Katedralskolerne blev senere erstattet af universiteter, der blev etableret i de største europæiske byer. Filosofi og teologi fusionerede i skolastik, der var et forsøg fra de lærde i 1100- og 1200-tallet på at forene de vigtigste tekster, primært Aristoteles' og biblen. Denne bevægelse forsøgte at anvende en systematisk tilgang til sandhed og fornuft, og det kulminerede i Thomas Aquinas' (død 1274) tanker, og hans værk Summa Theologica eller Opsummering af Teologi.
Ridderlighed og den høviske kærligheds ethosb udviklede sig ved hoffet blandt de kongelige og adelige. Det blev udtrykt i hverdagsprog frem for på latin, og det blev beskrevet i digte, historier, legender og populære sange, der blev spredt af troubadourer og omrejsende musikere. Ofte var historierne skrevet ned i chansons de geste eller "sange om store gerninger" som Rolandskvadet eller Hildebrands Sang. Der blev også skrevet sekulære og religiøse historier. Geoffrey af Monmouth (død ca. 1155) forfattede Historia Regum Britanniae, der er en samling historier og legender om Kong Arthur. Andre værker var åbenlyst historiske, som Otto von Freisings (død 1158) Gesta Friderici Imperatoris, der beskriver kejser Frederick Barbarossas genringer, eller William af Malmesburys (død ca. 1143) Gesta Regum om Englands konger.
Juridiske studier udviklede sig i 1100-tallet. Både sekulær lov og kanonlov eller eklastisk lov blev studeret i højmiddelalderen. Sekulær lov eller romerret udviklede sig meget ved opdagelsen af Corpus Juris Civilis i 1000-tallet, og omkring år 1100 blev der undervist i romerret på universitetet i Bologna. Det ledte til nedskrivningen og standardiseringen af juridiske retningslinjer over hele Vesteuropa. Kanonisk lov blev også studeret, og omkring år 1140 nedskrev munken Gratian, der var lærer i Bologna, et værk om kanonlov: Decretum, som blev et standardværk på området.
Blandt resultaterne af den græske og islamiske indflydelse i tiden var overgangen fra romertal til talsystemet decimal positionstalsystem og opfindelsen af algebra, der gjorde mere avanceret matematik mulig. Astronomien blev udviklet efter oversættelsen af Ptolemæus' Almagest fra græsk til latin i slutningen af 1100-tallet. Medicin blev også studeret og udviklet, særligt i Syditalien, hvor islamisk medicin påvirkede Salernoskolen.
Teknologi og militær
I 1000- og 1200-tallets Europa var der økonomisk vækst, og nye produktionsmetoder blev udviklet. Den største teknologiske udvikling var opfindelsen af vindmøllen, de første mekaniske ure, fremstillingen af spiritus og brugen af astrolabium. Konkave briller blev opfundet omkring år 1286 af en ukendt italiener, der arbejdede i eller tæt på Pisa.
Udviklingen af trevangsbrug med vekseldrift af afgrøderne øgede udbyttet af landsbrugslandet. Udvikling af ploven gjorde det muligt at dyrke landbrug i tungere jord. Det blev hjulpet af kumteselen, der førte til brug af arbejdsheste frem for okser. Heste er hurtigere end okser og har brug for færre græsning; det gavnede trevangsbruget.
Udviklingen i byggeteknologien ledte til opførelsen af katedraler, borge, rådhuse, byhuse, broer og tiendelader. Skibsbygningen blev også forbedret med brugen af ribbe og planke-metoden frem for den gamle romerske metode med tapsamlinger. Brugen af latinersejl og ror gede skibenes hastighed.
Militæret brugte mere infanteri med specialtropper. Sammen med det stadigt dominerende tunge kavaleri kom ofte armbrøstskytter, både som kavaleri og infanteri, samt sappører og ingeniører. Armbrøste, der havde været kendt siden slutningen af antikken, blev mere udbredt som følge af, at belejringskrig blev mere populær i 900- og 1000-tallet. Den mere udbredte brug af armbrøste ledte til at hjelme med lukket visir, tunge rustninger og panser til heste. Sortkrudt blev kendt i Europa i 1300-tallet. Kanoner blev brugt første gang i 1320'erne og håndholdte skydevåben blev brugt i 1360'erne.
Arkitektur, kunst og musik
I 900-tallet havde etableringen af kirker og klostre ledt til udviklingen af stenarkitektur, der udviklede det romerske formsprog, hvilket afledte til typen som "romansk stil". Hvor det var muligt genanvendte man materialer fra romerske teglsten og stenbygninger. Begyndelsen blev kendt som førsteromansk, der var en stil som blomstrede og spredte sig i Europa i en ualmindeligt homogen form. Umiddelbart inden år 1000 var der en stor bølge af opførsler af stenkirker overalt i Europa. Romanske bygninger har store kraftige stenvægge, åbninger med halvrunde buer, små vinduer og, særligt i Frankrig, hvælvinger. De store portaler med malede skulpturer i relief blev en central del af facaderne, særligt i frankrig, og kapitælsøjler blev ofte udskåret med scener fra fortællinger med fantasifulde monstre og dyr. Ifølge kunsthistorikeren C. R. Dodwell, "blev stort set alle kirker i vesten dekoreret med vægmalerier", hvoraf kun få er bevaret. Simultant med udviklingen i kirkearkitektur blev der udviklet en særlig europæisk form for borgarkitektur, som blev vigtig for både politik og krigsførsel.
Romansk kunst, særligt metalarbejde, var den mest sofistikerede i mosankunst, hvor vigtige kunstneriske personer inkluderer Nicholas af Verdun (død 1205), og en næsten klassisk stil ses i døbefonten i Sankt Bartholomæuskirken i Liege, der står i kontrast til den samtidige Gloucesterlysestagen. store illuminerede bibler og salmebøger var den typsike form for luksusmanuskripter, og vægmalerier blomstrede i kirkerne, ofte efter et skema med en "dommedagsskildring" på vestvæggen, en Majestas Domini mod øst og en fortælling af bibelske scener ned igennem kirkeskibet, eller som det bedst bevarede eksempel, i Klosterkirken Saint-Savin-sur-Gartempes tøndehvælvede loft.
Fra begyndelsen af 1100-tallet udviklede franske arkitekter og stenhuggere gotikken, der blev markeret ved brugen af ribhvælv, spidsbuer, stræbepiller og store glasmalerier. Stilen blev primært brugt i kirker og katedraler og den fortsatte med at blive brugt frem til 1500-tallet i store dele af Europa. Klassiske eksempler på gotisk arkitektur inkluderer Domkirken i Chartres og Notre-Dame de Reims i Frankrig samt Salisbury Cathedral i England. Glasmalerier blev et vigtigt element i kirkernes design, der fortsatte med store vægmalerier, men de fleste er i dag gået tabt.
I løbet af denne periode begyndte praksissen med illuminerede manuskripter langsomt at overgå fra klostrene til lægfolk, således at ifølge Janetta Benton "bragte de fleste munke deres bøger til værksteder omkring år 1300", og tidebøger udviklede sig til en form for andagtsbog for lægfolk. Metalarbejde fortsatte med at være den mest prestigefyldte form for kunst; emaljearbejde fra Limoges i frankrig var en populær og relativt overkommelig form for emalje til relikvier og kors. I Italien gjorde Giovanni Cimabue og Duccio innovationer, efterfulgt af Trecentomesteren Giotto di Bondone (død 1337), at panelmalerier og freskoer blev mere sofistikerede og deres status steg. Større rigdom i 1100-tallet ledte til en større produktion af sekulær kunst; mange udskårne genstande i elfenben som spillebrigger, kamme og små religiøse figurer er bevaret.
Kirkeliv
Reformer i klosterlivet blev en vigtig ting i løbet af 1000-tallet, hvor eliten begyndte at bekymre sig om, at munkene ikke fulgte de regler der bandt dem til et fuldstændigt religiøst liv. Abbediet Cluny, der blev grundlagt i Mâcon i Frankrig i 909, blev etableret som en del af Benediktinreformen, der var en større reform i det monastiske liv som følge af denne frygt. Cluny fik hurtigt et ry for strenghed og stringens. Det søgte at fastholde en høj kvalitet i det spirituelle liv, og fik pavens beskyttelse og man valgte abbeden uden lægmænds indblanding, hvorved man vedligeholdt økonomisk og politisk uafhængighed fra lokale herremænd.
Monastiske reformer igangsatte en ændring i den sekulære kirke. Idealet som den var baseret på blev bragt til pavestolen for Pave Leo 9. (pave 1049–1054), og det gav uafhængighed til præsternes ideologi, hvilket ledte til investiturstriden i slutningen af 1000-tallet. Dette involverede Pave Gregor 7. (pave 1073–1085) og kejser Henry 4., som oprindeligt havde kæmpet om udnævnelser af biskopperne, som var en diskussion der udviklede sig til en krig om ideer som investitur, præster der giftede sig og simoni. Kejseren så beskyttelse af kirken som en af sine ansvarsområder, men ville også beholde retten til at kunne udpege biskopper i sine egne lande, mens pavestolen insisterede på kirkens uafhængighed fra sekulære herremænd. Disse problemer forblev uløste efter kompromiset i 1122 kaldet Wormskonkordatet. Uenigheden repræsenterede en vigtig scene i skabelsen af det pavelige monarki separat fra og på lige fod med de øvrige autoriteter, der gjaldt for lægmand. Det havde også den permanente konsekvens, at de tyske prinser fik magt på bekostning af den tyske kejser.
Højmiddelalderen var også en periode med store religiøse bevægelser. Udover korstogene og klosterreformerne så søgte folk at deltage i nyt religiøst liv. Nye klosterordener blev grundlagt, heriblandt Karteuserordenen og Cistercienserordenen. Særligt sidstnævnte blev hurtigt udvidet i de tidlige år under Bernard af Clairvaux' (død 1153) guide. Disse nye ordener blev etableret som modsvar til den følelse som lægmand havde, at benediktinerklostrene ikke længere mødte lægmands behov, der udover at have et ønske om at gå ind i det religiøse liv ønskede at vende tilbage til et mere aflukket og hermetisk form for monastisk kristendom eller leve et liv som discipel. Pilgrimsfærde blev tilskyndet. Gamle pilgrimssteder som Rom, Jerusalem, Santiago de Compostela-katedralen og nye steder som som Basilica di San Nicola og Santuario di San Michele Arcangelo i Italien var populære.
I 1200-tallet blev tiggermunkordener, Franciskanerordenen og Dominikanerordenen, der levede et liv i fattigdom og levede af tiggeri godkendt af paven. Religiøse grupper som Valdesere og Humiliatordenen forsøgte også at vende tilbage til den tidlige kristnedom i midten af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet, men de blev dømt som kættere af pavedømmet. Andre sluttede sig til katharerne, en anden bevægelse der blev dømt for kætteri af pavedømmet. I 1209 blev katharerne elimineret under et korstog, som var rettet mod dem, det albigensiske korstog, i en kombination med den middelalderlige inkvisition.
Senmiddelalderen
Krig, hungersnød og pest
De første år af 1300-tallet blev mærket af hungersnød, der kulminerede i den store hungersnød 1315–1317. Årsagerne til den store hungersnød inkluderede en langsom overgang fra den middelalderlige varmeperiode til den lille istid, der gjorde befolkningen sårbar over for dårligt vejr, der gav fejlslagen høst. Årene 1313–14 og 1317–21 var meget regnfulde i hele Europa, hvilket resulterede i udbredt misvækst og dårlig høst over hele Europa. Klimaændringen, som gav en lavere gennemsnitstemperatur på hele kontinentet i 1300-tallet, blev fulgt af økonomisk nedgang.
Disse problemer blev fulgt op med den sorte død i 1347, der var en pandemi, som spredte sig over hele Europa i de følgende tre år. Dødstallet var sandsynligvis omkring 35 millioner i Europa, hvilket svarer til omtrent en tredjedel af befolkningen. Byer blev særlig hårdt ramt, fordi folk boede tæt. Store landområder blev meget tyndt befolket, og i nogle områder blev markerne ikke dyrket. Lønningerne steg, da herremænd forsøgte at få den reducerede arbejdsstyrke til at arbejde på deres marker. Yderligere problemer var lav leje og lavere efterspørgsel på mad, hvilket skar en del af indkomsten for landbruget. Folk i byerne følte, at de havde ret til bedre betaling, og flere oprør opstod rundt omkring i Europa. Blandt disse var jacquerie-oprøret i Frankrig, Peasants' Revolt i England og oprører i byerne Firenze i Italien og Gent og Brugge i Flandern. Det trauma som pesten medførte gjorde folk mere gudfrygtige i Europa, hvilket blev manifisteret ved grundlæggelsen af velgørenhedstiltag, flagellanternes selvpineri og at give jøderne skylden for pesten. Dette blev ikke bedre, da pesten vendte tilbage af flere omgange i 1300-tallet og resten af middelalderen.
Samfund og økonomi
Samfundet i hele Europa blev forstyrret af pestens hærgen. Landområder der kun havde givet lille udbytte blev nu forladt, da de overlevende kunne få fat i mere frugtbar landbrugsjord. Selvom livegenskab blev mindre i Vesteuropa blev det mere almindeligt i Østeuropa, hvor herremænd pålagde det deres lejere og forpagtere, som tidligere havde været frie. De fleste bønder i Vesteuropa formåede at ændre det arbejde, som de tidligere skulle gøre for deres herremænd, til i stedet at blive en betalt leje i kontanter. Andelen af livegenskab blandt bondestanden gik fra omkring 90 % til 50 % mod slutningen af perioden. Herremænd blev også mere bevidste om fælles interesser med andre herremænd, og de slog sig sammen for at udnytte de privilegier, som de havde fået fra regeringen. Delvis som følge af pres fra herremændene forsøgte regeringer at lovgive sig til at vende tilbage til de økonomiske betingelser fra før den sorte død. Ikke-gejstlige folk blev i højere grad i stand til at læse og skrive, og byernes befolkning begyndte at imitere adelstandens interesse for ridderlighed.
Jødiske samfund blev udvist fra England i 1290 og fra Frankrig i 1306. Selvom nogle fik lov at komme tilbage til Frankrig, så var det langt fra alle, og mange jøder emigrerede mod øst, hvor de bosatte sig i Polen og Ungarn. Jøderne blev smidt ud af Spanien i 1492 og blev spredt til Tyrkiet, Frankrig, Italien og Holland. Bankvæsnet blev udviklet og udbredt i Italien i 1200-tallet og forsatte op igennem 1300-tallet, hvor det blev hjulpet på vej af krig og pavedømmets behov for at flytte penge imellem forskellige kongeriger. Mange bankfirmaer lånte penge til adelen, med stor risiko, og nogle gik konkurs, når konger misligeholdt deres lån.
Staten genfødes
Stærke, monarkibaserede nationalstater voksede frem i hele Europa i senmiddelalderen, særligt England, Frankrig og de kristne kongeriger på den Iberiske Halvø; Aragonien, Castilien og Portugal. Den lange konflikt i perioden styrkede kongernes kontrol over deres kongeriger, og det gik hårdt ud over bondestanden. Kongen profiterede på krigsførslen, der udvidede deres beføjelser og øgede mængden af land som de kontrolerede direkte. For at kunne betale for krigene var det nødvendigt at skatteindkrævning blev mere effektiv og skatterne blev ofte højere og højere. For at kunne opkræve skatterne fik repræsentative organer som Det engelske parlament og Frankrigs generalstænder mere magt og autoritet.
Igennem 1300-tallet forsøgte de franske konger at udvide deres indflydelse på bekostning af adelens besiddelser. De løb ind i problemer, da de forsøgte at konfiskere den engelske konges besiddelser i det sydlige Frankrig, hvilket ledte til hundredårskrigen, som foregik fra 1337 til 1453. Tidligt i krigen under Edward 3. (regerede 1327–77) og hans søn Edward, den sorte prins (død 1376), vandt de slagene ved Crécy og Poitiers, erobrede Calais, og fik kontrol over meget af Frankrig. Dette resulterede næsten i at det franske kongerige disintegrerede under de tidlige år af krigen. I begyndelsen af 1400-tallet, hvor Frankrig igen var ved at gå i opløsning bl.a. med Slaget ved Agincourt, blev en stor del af den franske adel slået ihjel. I slutningen af 1420'erne gjorde Jeanne d'Arcs (død 1431) deltagelse at krigslykken vendte, og dette ledte til flere Franske sejre og erobringen af Englands sidste besiddelser i Sydfrankrig i 1453. Prisen var dog høj, da befolkningen mod slutningen af hundredsårskrigen sandsynligvis var omkring halvdelen af, hvad den havde været ved starten på konflikten. Omvendt havde krigen en positiv effekt på den engelske nationalidentitet, hvor den fik samlet forskellige lokale identiteter til et samlet nationalt ideal. Konflikten med Frankrig hjalp også med at skabe en national kultur i England, der adskilte sig fra den franske kultur, som tidligere havde været den dominerende indflydelse. Den engelske langbues dominans begyndte i begyndelsen af hundredårskrigen, og kanoner blev brugt første gang i åbent slag ved Crécy i 1346.
I nutidens Tyskland fortsatte det Tysk-romerske rige med at regere, men kejserkronen skulle vælges hver gang, og der var derfor ikke noget stabilt dynasti, hvorfra der kunne skabes en stærk stat. Længere mod øst voksede kongerigerne Polen, Ungarn og Böhmen sig stærke. På den Iberiske Halvø fortsatte de kristne kongeriger med at erobre land fra de muslimske kongeriger ; Portugal fokuserede på at ekspandere oversøisk i 1400-tallet, mens de andre kongeriger kæmpede med problemer om arvefølgende.Watts Making of Polities p. 340 Efter at have tabt hundredårskrigen påbegyndte England en lang borgerkrig kaldet rosekrigene, som varede til op i 1490'erne og først sluttede, da Henry Tudor (regerede 1485–1509 som Henrik 7.) blev konge og konsoliderede sin magt med en sejr over Richard 3. (regerede 1483–85) ved Bosworth i 1485. I Skandinavien konsoliderede Margrete 1. sin magt over Danmark, Norge og Sverige med kalmarunionen, der stod ved magt indtil 1523. Den store magt i Østersøen var Hansaen, der var en kommerciel konføderation af bystater der drev handel fra Vesteuropa til Rusland. Skotland fik frigjort sig fra den engelske dominans under Robert the Bruce (regerede 1306–29), der formåede til at få paven til at anerkende ham som konge i 1328.
Det Byzantinske Rige kollaps
Selvom de palaiologiske kejsere generobrede Konstantinopel fra vesteuropæerne i 1261 blev de aldrig i stand til at få kontrol over hele det tidligere imperium. De kontrollerede kun en lille del af Balkanhalvøen nær Konstantinopel, byen selv og nogle kystområder langs Sortehavet og omkring Det Ægæiske Hav. De tidligere byzantinske områder i Balkan blev opdelt mellem Kongeriget Serbien, Andet Bulgarske rige og bystaten Venedig. De byzantinske kejseres magt blev truet af en ny tyrkisk stamme kaldet ottomanerne, der etablerede sig i Anatolien i 1200-tallet og støt udvidede området op igennem 1300-tallet. Ottomanerne udvidede deres rige ind i Europa, hvilket reducerede Bulgarien til en vasalstat i 1366 og de erobrede Serbien efter Slaget ved Kosovo i 1389. Vesteuropæerne mobiliserede de kristne i Balkanområdet og startede et nyt korstog i 1396, hvor der blev sendt en stor hær til Balkan, hvor den blev besejret under slaget ved Nicopolis. Konstantinopel faldt endeligt til ottomanerne i 1453.
Kontroverser med kirke
I det tumultariske 1300-tal ledte uenigheder over ledelsen af kirken til Avignon-pavedømmet fra 1305-78, også kaldet det "Babyloniske fangenskab af pavedømmet" (en reference til det babyloniske fangenskab af jøderne), og herefter til det store skisma der varede fra 1378 til 1418, hvor der var to og senere tre rivaliserende paver, der var blev støttet af flere forskellige lande. Kirkelige embedsmænd indkaldte til konsilet i Konstanz i 1414, og året efter afsatte rådet én af de rivaliserende paver, hvilket efterlod to tilbage. Yderligere afsættelse fulgte, og i november 1417 valgte rådet Martin 5. (pave 1417–31) som pave.
Udover skismet blev kirken også udfordret af teologiske kontroverser, hvoraf nogle endte med kætteri. John Wycliffe (død 1384), en engelsk teolog, blev dømt som kætter i 1415 for at sige, at lægmand skulle have adgang til biblen, samt for sine holdninger til nadveren, der ikke stemte overens med kirkens doktrin. Wycliffes lære havde indflydelse på to store kætteriske bevægelser i senmiddelalderen; Lollarderne i England og hussiterne i Böhmen. Den böhmiske bevægelse blev igangsat af Jan Hus' lære. Han blev ligeledes brændt på bålet i 1415 efter at være blevet dømt som kætter af konsilet i Konstanz. Hussiterkirken overlevede igennem middelalderen, på trods af at være genstand for et korstog. Der blev lavet andre kætterbeskyldninger mod bl.a. tempelridderne, der resulterede at de blev undertrykt i 1312, og dele af deres store rigdom blev delt mellem den franske kong Philip 4. (regerede 1285–1314) og johanitterordenen.
Pavedømmet udviklede messen yderligere i senmiddelalderen, hvor kun præsterne måtte deltage i vinen som en del af nadveren. Dette skabte yderligere afstand mellem gejstligheden og lægmand. Pilgrimsfærde fortsatte, ligesom dyrkelse af relikvier og troen på djævlens magt gjorde. Mystikere som Meister Eckhart (død 1327) og Thomas à Kempis (død 1471) skrev værker, der lærte lægmand at fokusere på deres indre spirituelle liv, hvilket lagde grundstene til reformationen. Udover mysticisme blev troen på hekse og hekseri udbredt, og i slutningen af 1400-tallet var kirken begyndt støtte befolkningen i deres frygt for hekse med de første domsafsigelser i 1484 og udgivelsen af Malleus Maleficarum 1486, der blev den mest populære håndbog for heksejægere.
Videnskab, intellektuelle og opdagelsesrejser
I senmiddelalderen ledte teologer som John Duns Scotus (død 1308) og William af Ockham (død ca. 1348), til en reaktion mod skolastikken, idet de gjorde oprør mod brugen af fornuft til tro. Deres arbejde underminerede den dominerende platoniske ide om at noget var "universielt". Ockham insisterede på at fornuft opererede uafhængigt af tro, hvilket gjorde det muligt at separere teologi og filosofi. Juridiske studier blev præget af en stabil udvikling af romersk lov til områder som tidligere havde været styret af sædvaneret. Den eneste undtagelse på denne tendens var i England, hvor common law fortsat var fremherskende. Andre lande nedskrev deres love; lovskrifter blev bekendtgjort i Castilien, Polen og Lituaen.
Uddannelse forblev hovedsageligt fokuseret på at træne fremtidige gejstlige. Den grundlæggende indlæring af bogstaver og tal forblev fortsat familiens eller den lokale landsbypræsts opgave, men sekundære trivium-emner, som grammatik, retorik, logik, blev studeret på katedralskoler eller skoler i byerne. Kommercielle sekundære skoler blev mere udbredt og nogle italienske byer havde mere end én af disse. Universiteter spredte sig også i Europa i 1300- og 1400-tallet. Læsefærdighederne blandt befolkningen steg; et estimat på dette er, at omkring 10 % af mændene og 1 % af kvinderne kunne læse omkring år 1500.
Udgivelser af folkelig litteratur steg med udgivelser af bl.a. Dante (død 1321), Petrarch (død 1374) og Giovanni Boccaccio (død 1375) i 1300-tallets Italien, Geoffrey Chaucer (død 1400) og William Langland (død ca. 1386) i England, og François Villon (død 1464) og Christine de Pizan (død ca. 1430) i Frankrig. Meget litteratur havde fortsat en religiøst karakter, og selvom en stor del stadig blev skrevet på latin, så opstod der et nyt behov for helgenernes liv og emner i den folkelige litteratur. Det blev også brugt i Devotio Moderna-bevægelsen, hvor særligt dannelsen af Brødrene af Fælleslivet spillede ind, men også værker af tyske mystikere som Meister Eckhart og Johannes Tauler (død 1361). Teater udviklede også en ny form med mysteriespil, der blev arrangeret af kirken. Mod slutningen af perioden ledte udviklingen af bogtrykkekunsten i omkring 1450 til, at der blev etableret egentlige forlag rundt i Europa omkring år 1500.
Tidligt i 1400-tallet begyndte landene på Den Iberiske Halvø at sponsorere opdagelsesrejser uden for Europa. Prins Henrik Søfareren af Portugal (død 1460) sendte en ekspedition, der opdagede De Kanariske Øer, Azorerne og Kap Verde, mens han levede. Efter hans død fortsatte opdagelsesrejserne; Bartolomeu Dias (død 1500) sejlede syd om Kap Det Gode Håb i 1486 og i 1498 sejlede Vasco da Gama (død 1524) syd om Afrika til Indien. De samlede spanske monarkier Castilien og Aragonien betalte Christoffer Columbus' (død 1506) opdagelse af Amerika. Den engelsk sponsorerede John Cabots (død 1498) rejse i 1497 til Cape Breton under Henrik 7.
Teknologisk og militær udvikling
En af de store udviklinger i den militære sfære i senmiddelalderen var den større mængde af infanteri og let kavaleri på slagmarken. Englænderne benyttede også langbueskytter, men andre lande formåede ikke at skabe lignende styrker med samme succes. Rustningen blev fortsat udviklet, hvilket blev motiveret af, at armbrøsten blev kraftigere. Pladerustning kunne beskytte soldater mod armbrøstbolte og hagebøsser. Stagevåben nåede nye højdepunkter med flamske og schweiziske infanterihære med pike og andre lange spyd.
I landbrug brugte man i højere grad får med lang uld, der gjorde det muligt, at spinde stærkere tråde. Spinderokken erstattede den traditionelle håndrok, hvilket tredoblede produktionen. En mindre raffineret teknologi, der stadig havde stor effekt på dagliglivet var brugen af knapper til at lukke tøj med, som gjorde det muligt at lave bedre pasform, uden at skulle binde tøjet fast, til den person der bar det. Vindmøller blev udviklet med opfindelsen af tårnmøllen, hvilket gjorde det muligt at dreje den øverste del af møllen mod den retning, hvorfra vinden kom. Højovnen optrådte i Sverige omkring år 1350, hvilket øgede mængden af jern der kunne blive produceret, og kvaliteten blev samtidig forbedret. Den første patentlov i 1447 i Venedig beskyttede opfindernes rettigheder over deres opfindelser.
Senmiddelalderlig kunst og arkitektur
Senmiddelalderens Europa svarer nogenlunde til Trecento og den tidlige renæssances kulturperiode i Italien. Nordeuropa og Spanien fortsatte med at bruge gotik stil, som blev stadig mere detaljeret i 1400-tallet, stort set til slutningen af perioden. International gotik var en høvisk stil, der nåede meget af Europa omkring år 1400, og der blev produceret mesterværker som Très Riches Heures du Duc de Berry. Overalt i Europa fortsatte både kvantiteten og kvaliteten af den sekulære kunst med at vokse, og i 1400-tallet blev købmandsklassen i Italien og Flandern vigtige mæcener for kunstnere. De bestilte små portrætter af sig selv i olie og flere luksusgenstande som smykker, udskårne genstande i elfenben, cassone-kister og majolika-keramik, som Hispano-Moresque-keramik, der hovedsageligt blev produceret af Mudéjar-pottemagere i Spanien. Selvom de kongelige havde store samlinger af guldgenstande, er kun ganske lidt bevaret bortset fra Coupe de sainte Agnès (Kongelige Guldkop). Italiensk silkeproduktion udviklede sig, så vestlige kirker og eliten ikke længere behøvede import fra Det Byzantinske Rige eller den Islamiske verden. I Frankrig og Flandern blev gobeliner som The Lady and the Unicorn en stor luksusindustri.
Store skulpturer på gotiske kirker gav plads til flere skulpturer indenfor, og gravsteder blev dekoreret, og andre detaljer som prædikestole blev gange rigt udskåret som Giovanni Pisanos prædikestol i Sant'Andrea. Malede og udskårne altertavler i træ blev almindelige, særligt i kirker med mange sidekapeller. Tidlige hollandske malere som Jan van Eyck (død 1441) og Rogier van der Weyden (død 1464) konkurrerede med italienerne, og det samme gjorde illuminerede manuskripter længere nordpå, hvor der i 1400-tallet begyndte at blive fremstillet store værker og samlinger af den sekulære elite, der bestilte verdslige bøger, særligt om historie. Fra omkring 1450 blev trykte bøger hurtigt populære, selvom de stadig var meget dyre og forbeholdt overklassen. Der var omkring 30.000 inkanubeler eller værker trykt før år 1500, hvor illuminerede manuskripter kun blev bestilt af kongelige og få andre. Meget små træsnit, stort set alle religiøse, kunne købes selv af bønder i dele af Norderuopa fra midten af 1400-tallet. Dyrere graveringer blev købt af den rigere del af befolkningen og havde flere motiver.
Moderne opfattelse
Middelalderen bliver ofte omtalt som en "periode med uvidenhed og overtro" der placerede "religiøse autoriteters ord over personlig erfaring og rational aktivitet." Dette er et ry, som perioden har fået både under renæssancen og oplysningstiden, hvor lærde og videnskabsfolk foretrak at opretholde en stærk kontrast mellem deres intellektuelle kultur og middelalderen. Renæssancens videnskabsfolk så middelalderen som en periode med nedgang fra den fine kultur og civilisation fra antikken; i oplysningstiden mente man, at fornuft var bedre end tro, og man så derfor middelalderen som en periode med uvidenhed og overtro.
Andre argumenterer for at fornuft blev relativt højt værdsat i middelalderen: Videnskabshistorikeren Edward Grant skriver, "Hvis revolutionære rationelle tanker blev udtrykt [i 1700-tallet], var det kun muligt som følge af en lang middelalderlig tradition, der etablerede brugen af fornuft som en af de vigtigste menneskelige aktiviteter". Modsat hvad mange tror, skriver David Lindberg, at "senmiddelalderens lærde sjældent oplevede tvangsmagt fra kirken, og ville opfatte sig selv som frie (særligt inden for naturvidenskab) til at følge fornuft og observationer hvorend de ledte hen".
Karikaturen af perioden ses også i mere specifikke forestillinger og begreber. En fejlopfattelse, der først opstod i 1800-tallet og som stadig er meget almindelig, er at folk i middelalderen troede at Jorden var flad. Dette er ikke sandt, idet lektorer på middelalderens universiteter ofte argumenterede med beviser, der viste at Jorden var en sfære. Lindberg og Ronald Numbers, der er en anden ekspert i perioden, skriver at der "var stort set ingen kristne lærde i middelalderen, som ikke anerkendte [Jordens] kugleform og sågar kendte den omtrentlige diameter". Andre misforståelser som at "kirken forbød obduktioner og dissikeringer i middelalderen", "kristendommens udbredelse stoppede antikkens videnskab" eller "den kristne kirke i middelalderen undertrykte naturfilosofiens udvikling" bliver alle citeret af Numbers som eksempler på udbredte myter, der stadig optræder som historiske fakta, selvom de ikke støttes af moderne historisk forskning
Noter
Referencer
Litteratur
Robert Bartlett: The Making of Europe – Conquest, Civilization and Cultural Change 950-1350, Allen Lane 1993 (Penguin Books 1994 )
Per Ingesman, Ulla Kjær, Per Kristian Madsen og Jens Vellev (red.): Middelalderens Danmark. Kultur og samfund fra trosskifte til reformation, Gad: København 1999
Per Ingesman og Bjørn Poulsen (red.): Danmark og Europa i senmiddelalderen, Århus 2000:
Fred C. Robinson: "Medieval, the Middle Ages" i Speculum 59:4 (1984), s. 745-56
Else Roesdahl (red.): Dagligliv i Danmarks middelalder. En arkæologisk kulturhistorie'', Gyldendal: København 1999
Yderligere læsning
Eksterne henvisninger
ORB The Online Reference Book of Medieval Studies Academic peer reviewed articles and encyclopedia.
The Labyrinth Resources for Medieval Studies.
NetSERF The Internet Connection for Medieval Resources.
De Re Militari: The Society for Medieval Military History
Medievalmap.org Interactive maps of the Medieval era (Flash plug-in required).
Medievalchronicles.com Middelalderartikler og nyheder - Billeder og vidoer fra middelalderen
Medieval Realms Learning resources from the British Library including studies of beautiful medieval manuscripts.
Medievalists.net Nyheder og artikler om perioden
Historiske epoker
Holocæn |
123 | https://da.wikipedia.org/wiki/Musik | Musik | Musik opfattes traditionelt som en sammensætning af toner, der synges eller spilles på et instrument. En tænketank i USA definerede musik som "mønstre af lyde, der varierer i højde og varighed og som frembringes af følelsesmæssige, sociale, kulturelle og intellektuelle grunde". Den bredeste definition er, at musik er organiserede lydbegivenheder der opfattes æstetisk. Musik kan inddeles i tre hovedgrupper:partiturmusik, det vil sige den nedskrevne musik, populærmusik og den mundtlig overleverede musik som folkeviser, børnesange og skillingsviser.
Historie
Se musikhistorie.
Musik anvendes overalt i verden. Samtlige kulturer har udviklet og brugt musikken til for eksempel dans og fest. Musikken er højst sandsynligt opstået meget tidligt i menneskets historie. Mennesket har dyrket musik i flere tusinde år. I Slovenien er der fundet nogle 53.000 år gamle fløjter af ben, som neandertalere har spillet på.
Anvendelse
Se musiker.
I dag findes der mange raffinerede bud på musik. Et fællestræk er, at der er specielle rammer og stilarter inden for al musik; hver genre har en speciel instrument-besætning. Den afrikanske musik består for det meste af trommer og sang, den asiatiske og mellemøstlige af strengeinstrumenter og den vestlige folkemusik domineres af trommer og strengeinstrumenter.
Traditionel musik spilles af en eller flere musikere, sammensat til et band (bruges i bl.a. folke-, og rockmusik) eller et orkester (bruges i bl.a. klassiske sammenhænge) afhængig af sammenhængen. For at blive en kvalificeret og anerkendt klassisk musiker tager mange en musisk uddannelse på eksempelvis et musikkonservatorium.
Musik gengives på papir med noder og becifringer. Man skelner mellem melodi, rytme, klang og harmoni (også kaldet harmonik).
Mange steder i naturen genkendes melodiske elementer – i fuglesang, hvalsang osv. På samme måde kan vind og vand have musikalske kvaliteter. Naturens lyde er ikke frembragt som musik, og er derfor ikke musik i snæver forstand. Dog kan man lytte til dem musikalsk, og de vil da kunne opfattes som musik i ordets bredere forstand. Det samme gælder kulturelle lyde, fx industrielle maskiner eller diverse støjfænomener.
Instrumenter
Se musikinstrument.
Traditionel musik spilles på instrumenter. De klassiske instrumenter deles op i fire hovedkategorier: tangentinstrumenter som klaver, marimba og vibrafon, strengeinstrumenter som ukulele, banjo og guitar, blæseinstrumenter som mundharmonika, sækkepibe og trompet slagtøj som djember, bon-go trommer, conga trommer og almindelige trommesæt.
Musikkens genre afhænger af atmosfæren, vokalen (sangen), rytmen, evt melodien, hastigheden i sangen samt valget af instrumenterne. For eksempel har metal musik mere guitar end trompeter som i Jazz eller klassisk musik. Metal musik har dog de fleste instrumenter med sig, som Lumsk og Emily Autumn som kan spille violin, slipknot med DJ og Flogging Molly med irsk musik blandet sammen med punk.
Ud over de traditionelle instrumentkategorier findes utallige alternative, elektriske og elektroniske instrumenter, som Synthezisere og El-guitar.
Der findes stort set akustisk inden for alle instrumenter, undtaget synthesizere, mikrofoner og DJ-boards.
Akustisk betyder at man kan spille på instrumentet uden at skulle tilslutte instrumentet til en højtaler. Der findes dog halv-akustiske instrumenter, der både kan tilsluttes en forstærker / højtaler med et Jack stik eller kabel, men kan også høres uden elektronisk "indgriben". Halv-akustiske instrumenter er for det meste strengeinstrumenter, men der findes dog enkelte andre instrumenter, der hører under genren "halv-akustisk"
Der findes et utal af instrumenter i den store verden. Alt lige fra Afrikanske trommer som djember til de mere populære instrumenter som sækkepiber, trompeter eller blokfløjter.
Musikgenrer
Se musikgenre.
Musik deles op i forskellige genrer efter geografisk placering, besætning og spillestil. Musikgenrer er en måde at klassificere musik på, og bruges tit til at beskrive musik.
Komponister
Se komponist.
Komponister skaber musik efter deres egne principper og ideer, og de skriver det ofte ned, så det ikke går tabt så musikere kan spille deres stykker. Ordet komponist stammer fra den klassiske musik, hvor de Klassiske komponister skrev store værker til hele orkestre. Ikke al musik er komponeret af komponister, idet en del musik improviseres frem eller opstår som et kollektivt produkt.
Se også
Musikteori
Klassiske komponister fra det 20. århundrede
Dansk Melodi Grand Prix
Musikudtryk
Operaer
Operette
MuSoc
Auditiv perception
Akustik
Høresans
Lyd
Musikmuseet
Referencer
Eksterne henvisninger
Musik og sang på gaden Artikel på Dansk Folkemindesamlings site www.dagligliv.dk |
124 | https://da.wikipedia.org/wiki/Microsoft | Microsoft | Microsoft Corporation er et af verdens største it-firmaer med base i Redmond ved Seattle i delstaten Washington i det nordvestlige USA.
Microsoft har været repræsenteret i Norden siden 1985, da datterselskabet Kista blev oprettet i Stockholm. I 1989 blev det danske datterselskab Microsoft Danmark oprettet. Microsoft Danmark har hovedkontor i Lyngby.
Selskabet er blandt andet kendt for Microsoft Windows, Office, Internet Explorer og Edge-browseren som blev lanceret sammen med Windows 10 d. 29. juli 2015.
Historie
1975-1985: Begyndelsen
Microsoft blev grundlagt af Bill Gates og Paul Allen i 1975. Firmaets første produkt var en BASIC-fortolker til microcomputeren Altair 8800. Microsoft indgik i 1981 en kontrakt med IBM om at levere et styresystem til deres kommende produkt, den første pc. Microsoft havde på det tidspunkt ikke et styresystem på lager, men købte en CP/M-klon ved navn QDOS, som de omdøbte til PC-DOS.
IBM lod Microsoft beholde rettighederne til DOS, hvilket næppe var sket hvis IBM i tide havde indset pc'ens potentiale.. Pc'en blev en stor succes, ikke mindst efter at Compaq og sidenhen andre lancerede klon-pc'er, dvs. computere, der var kompatible med IBM's pc. Microsoft markedsførte DOS til de øvrige pc-producenter under navnet MS-DOS, og DOS blev hurtigt de facto-standarden på pc'er. Hermed var grunden lagt til Microsofts dominans på pc-platformen.
Bill Gates var Microsofts første administrerende direktør, og siden 1981 var han også formand for firmaets bestyrelse. I 2000 overgik chefstolen til Steve Ballmer, der havde været ansat i firmaet siden 1980, mens Gates fortsatte som bestyrelsesformand og chefsoftwarearkitekt.
1985-1995: OS/2 og Windows
I august 1985 startede Microsoft og IBM sammen udviklingen af nyt styresystem kaldet OS/2.
Den 20. november 1985 udgav Microsoft sin første version af Microsoft Windows, oprindeligt en grafisk forlængelse for MS-DOS-styresystemet.
I 1989 lancerede Microsoft sit flagskib, kontorpakken Microsoft Office. Den var sammensat af applikationer som Microsoft Word og Microsoft Excel.
Microsoft lancerede Windows 3.0 den 22. maj 1990. Windows genererede på dette tidspunkt større indtægter til Microsoft end OS/2, og selskabet besluttede at flytte flere ressourcer fra OS/2 til Windows. Populariteten af OS/2 dalede i de efterfølgende år, og Windows blev hurtigt det dominerende styresystem på pc-platformen.
Under overgangen fra MS-DOS til Windows sikrede successen fra Microsoft Office at firmaet kunne tage store markedsandele fra sine konkurrenter såsom WordPerfect og Lotus 1-2-3. Ifølge The Register påstod Novell, den daværende ejer af WordPerfect, at Microsoft anvendte sit kendskab til kernen i DOS og Windows til at få Office til at køre hurtigere end sine konkurrenter. I sidste ende blev Microsoft Office det dominerende kontorprogram med en markedsandel langt større end dens konkurrenter.
Den 27. juli 1993 frigav Microsoft sit første serveroperativsystem, Windows NT 3.1. Det var et professionelt styresystem med Windows 3.1-brugergrænseflade, men en helt anden kerne.
Den 24. august 1995 frigav Microsoft en ny version af Windows, Windows 95, der bl.a. bød på en helt ny brugergrænseflade, herunder en ny "Start"-knap. De første fire dage efter dets lancering blev der solgt mere end én million eksemplarer.
1995-2005: Internet og juridiske spørgsmål
Den 26. maj 1995, efter Bill Gates' interne "Internet Tidal Wave memo", begyndte Microsoft at udvide sit produktudbud til computernetværk og World Wide Web. Den 24. august 1995 blev en større online-tjeneste, MSN (Microsoft Network), iværksat som en direkte konkurrent til AOL. MSN blev en paraplybetegnelse for Microsofts online-tjenester.
Microsoft fortsatte med at oprette filialer på nye markeder i 1996, begyndende med et joint venture med NBC om at oprette en ny 24-timers nyhedskanal, MSNBC.
I 1997 blev Internet Explorer 4.0 frigivet til både Mac OS og Windows, hvilket markerede begyndelsen på overtagelsen af browser-markedet fra det rivaliserende firma Netscape. I oktober indgav det amerikanske justitsministerium et beslutningsforslag i den amerikanske Federal District Court, hvori man erklærede, at Microsoft havde overtrådt en aftale underskrevet i 1994, og justitsministeriet anmodede retten om at beordre Microsoft til at holde op med at levere Internet Explorer sammen med Windows.
I 1998 frigav Microsoft Windows 98, en opgradering af Windows 95 med indarbejdelse af en række internet-fokuserede funktioner og støtte til nye typer af enheder.
Den 3. april 2000 blev en dom afsagt i sagen "USA versus Microsoft". Microsoft blev fundet skyldig i monopoldannelse og dømt til at blive delt op i to adskilte enheder. Opdelingen blev senere omstødt af en føderal appeldomstol.
Windows XP blev frigivet den 25. oktober 2001. Windows XP kombinerede programkoden fra det professionelle Windows NT og de forbrugerorienterede Windows 95 og 98 i ét operativsystem. XP indførte en ny grafisk brugergrænseflade, den første ændring i brugergrænsefladen siden Windows 95.
Xbox var Microsofts første forsøg på spillekonsolmarkedet, som tidligere var domineret af Nintendo og Sony. Der opstod uro i marts 2004, hvor en antitrust-retssag var anlagt mod Microsoft af EU for at misbruge sin dominans med Windows-styresystemet. I sidste ende resulterede det i en dom med en bøde på 497 millioner euro (613 millioner amerikanske dollars).
En af Microsofts forretningstaktikker, beskrevet af en medarbejder som "embrace, extend and extinguish" (omfavn, udvid og udryd) går ud på at 'omfavne' en konkurrerende standard eller produkt, så udvide den med deres egne tilføjelser og derefter gøre den uforenelig med den oprindelige standard. Derefter kan den bruges til at udrydde konkurrenten, eventuelt ved at gøre det umuligt for konkurrenten at bruge Microsofts nye version af standarden.
Mange firmaer og regeringer har i tidens løb sagsøgt Microsoft for brug af denne taktik og der er afsagt domme mod selskabet for milliarder af dollars.
Microsoft hævder at strategien ikke er anti-kompetitiv (konkurrenceudryddende), men snarere 'en måde at gennemføre kundernes ønsker'.
2006-nu: Vista og andre overgange
Microsoft købte i 2002 den danske udvikler af økonomi- og ERP-software, Navision, og indlemmede virksomheden i Microsoft Business Solutions-divisionen (MBS). Afdelingen i Vedbæk blev Microsofts første udviklingsafdeling i Europa og er stadig firmaets største uden for USA. Microsoft har også tidligere opkøbt andre ERP-firmaer, herunder Great Plains og Solomon og har i dag samlet alle produkterne under navnet Microsoft Dynamics, hvor de tidligere danskudviklede produkter Axapta og Navision nu hedder henholdsvis Dynamics Ax og Dynamics Nav.
Den 27. juni 2008 blev Bill Gates pensioneret fra den daglige aktivitet i virksomheden. Han beholdt dog i to år en stilling som chefsoftwarearkitekt (Chief Software Architect) og beholdt også sin stilling som bestyrelsesformand.
Windows 10, udgivet i august 2015, er Microsofts nyeste operativsystem. Det er efterfølgeren til Windows 8/Windows 8.1 og Windows 7. Windows 10 vil være frit tilgængeligt for alle, også dem der har piratkopieret tidligere versioner af Windows, i et år fra udgivelsen. Dette er gjort for 1) At få en større markedsandel i Kina, hvor mange har piratkopieret tidligere versioner af Windows, og 2) For at spare på at kunne lukke supporten af tidligere versioner af Windows.
Produkter
Firmaets mest populære produkter er operativsystemet Windows – efterfølgeren til DOS – og kontorpakken Office, der bl.a. inkluderer tekstbehandlingsprogrammet Word, regnearket Excel samt e-mail- og kalenderprogrammet Outlook.
Firmaet markedsfører i mindre omfang hardware (tastaturer, mus mv.) samt spilkonsollen Xbox og udbyder desuden en række online-tjenester, herunder besked- og opkaldsnetværket Skype.
Firmaets produkter og marketingstrategier er de senere år i stigende grad blevet genstand for debat, særlig som følge af en række anklager om monopollignende virksomhed og ufin virksomhedsetik, der på verdensplan har været fremsat mod firmaet, specielt af konkurrenter.
I 2006 meldte Microsoft, at firmaet havde påbegyndt et nyt projekt kaldt Project Argo. Dette projekt viste sig at være en konkurrent til de mange håndholdte multimedieafspillere, heriblandt den kendte iPod. Denne afspiller går i dag under navnet Zune.
Brugerkultur
Teknisk reference for udviklere og artikler til forskellige Microsoft-magasiner såsom Microsoft Systems Journal (eller MSJ) er tilgængelig via Microsoft Developer Network, ofte kaldet MSDN. MSDN tilbyder også abonnementer for virksomheder og enkeltpersoner, og de mere dyre abonnementer tilbyder normalt adgang til pre-release beta-versioner af Microsoft-software. I de seneste år har Microsoft lanceret et community for udviklere og brugere, der har overskriften Channel9, som giver mange moderne features såsom en wiki og et internetforum. Et andet EF-websted, der giver daglige videocasts og andre tjenester, On10.net, blev lanceret den 3. marts 2006.
Det meste af den gratis, tekniske support tilgængelig via Microsoft er leveret gennem online Usenet-nyhedsgrupper (i de tidlige dage blev det også leveret på CompuServe). Der er flere af disse nyhedsgrupper for næsten alle produkter, Microsoft leverer, og ofte er de overvåget af Microsoft-ansatte. Folk, der er nyttige på nyhedsgrupper, kan vælges af andre jævnbyrdige eller Microsoft-ansatte til Microsoft Most Valuable Professional (MVP)-status, hvilket kvalificerer personer til en særlig social status ud over muligheden for at opnå lavere priser og andre fordele.
Microsoft versus IBM
Dommer Thomas Penfield Jackson fandt det i sin 207 sider lange kendelse klart, at på grund af IBM's markedsføring af Lotus SmartSuite, og andre alternativer til Microsoftprodukter (f.eks. World Book Electronic Encyclopedia i forhold til Microsoft Encarta), havde Microsoft straffet IBM med højere priser, sene licenser til Windows 95 og tilbageholdelse af teknisk support.
IBM opnåede først Windows 95 OEM-rettigheder, 15 minutter før Windows 95 blev frigivet (24. august 1995). På grund af denne usikkerhed blev IBM-pc'er solgt uden Windows 95, mens Compaq, HP og andre føjelige selskaber solgte pc'er med Windows 95 fra første dag.
Sagsanlæg mod danske virksomheder
Den 10. december 1997 modtog Sorø Micro Soft et sagsanlæg fra Microsoft med krav om ændring af forretningens navn. Sorø-firmaet havde registreret navnet allerede i 1979, og da navnet Microsoft først blev registreret i 1989, kunne den danske virksomhed dokumentere ejerskab til navnet i længere tid end Microsoft, som måtte opgive navneretssagen mod Sorø Micro Soft.
Kilder
Eksterne henvisninger
Microsoft Danmark
Microsoft (International)
Etableret i 1975
Selskaber noteret på NASDAQ
Seattle |
126 | https://da.wikipedia.org/wiki/Matematik | Matematik | Matematik (fra oldgræsk μάθημα; máthēma: 'viden, læring, studie') er et vidensområde, der omfatter emner som tal (aritmetik og talteori), formler og relaterede strukturer (algebra), former og rummene, hvori de er indesluttet (geometri), og mængder og deres ændringer (kalkulus og analyse). De fleste matematiske aktiviteter involverer brugen af ren fornuft til at opdage eller bevise egenskaberne ved abstrakte objekter, som består af enten abstraktioner fra naturen eller – i moderne matematik – enheder, der er fastsat med bestemte egenskaber, kaldet aksiomer. Et matematisk bevis består af en række anvendelser af nogle deduktive regler på allerede kendte resultater, herunder tidligere beviste teoremer, aksiomer og (i tilfælde af abstraktion fra naturen) nogle grundlæggende egenskaber, som betragtes som sande udgangspunkter for teorien i betragtning.
Matematik bruges i videnskaben til modelopsætning af fænomener, som så tillader forudsigelser at blive lavet ud fra eksperimentelle love. Den matematiske sandheds uafhængighed af enhver eksperimentering indebærer, at nøjagtigheden af sådanne forudsigelser kun afhænger af modellens tilstrækkelighed. Upræcise forudsigelser, snarere end at være forårsaget af forkert matematik, indebærer behovet for at ændre den anvendte matematiske model. For eksempel kunne Merkurs perihelion-præcession først forklares efter fremkomsten af Einsteins generelle relativitetsteori, som erstattede Newtons tyngdelov som en bedre matematisk model.
Matematik er essentielt inden for videnskab, iværksætteri, lægemidler, finans, datalogi og samfundsvidenskab. Nogle områder af matematik, såsom statistik og spilteori, er udviklet i tæt korrelation med deres anvendelser og er ofte grupperet under anvendt matematik. Andre matematikområder udvikles uafhængigt af enhver applikation (og kaldes derfor ren matematik), men praktiske applikationer opdages ofte senere. Et passende eksempel er problemet med heltalsfaktorisering, som går tilbage til Euklid, men som ikke havde nogen praktisk anvendelse før den blev brugt i RSA-kryptosystemet (til computernetværkssikkerhed).
Historisk dukkede konceptet om et bevis og dets tilhørende matematiske stringens først op i græsk matematik, især i Euklids Elementerne. Siden begyndelsen var matematik i det væsentlige opdelt i geometri og aritmetik (manipulation af naturlige tal og brøker), indtil det 16. og 17. århundrede, hvor algebra og infinitesimalkalkulus blev introduceret som nye områder af emnet. Siden da har samspillet mellem matematiske innovationer og videnskabelige opdagelser ført til en hurtig stigning i udviklingen af matematik. I slutningen af det 19. århundrede førte matematikkens grundlæggende krise til systematiseringen af den aksiomatiske metode. Dette gav anledning til en dramatisk stigning i antallet af matematikområder og deres anvendelsesområder. Et eksempel på dette er Matematikfagsklassifikationen, som oplister mere end 60 matematikområder på første niveau.
Definition
Matematikken er en deduktiv og abstrakt videnskab, som bygger på logiske metoder. I den moderne definition er det undersøgelsen af aksiomatisk definerede abstrakte strukturer ved brug af logik, læren om sandt og falsk, som er det fælles udgangspunkt. De specifikke strukturer, der undersøges, har ofte deres udgangspunkt i naturvidenskaben, oftest i fysikken. Men i modsætning til naturvidenskaben beskriver matematikken en uvirkelig ideel verden, hvor for eksempel rette eller parallelle linjer findes modsat den virkelige verden. Matematikere definerer og undersøger også strukturer udelukkende af hensyn til matematikkens udvikling af egne regler, for eksempel fordi de finder ud af, at en struktur giver en samlende generalisering, eller at der findes et værktøj, der kan hjælpe i flere forskellige grene af matematikken.
Der findes dog ikke nogen alment accepteret definition på, hvad matematik er. Aristoteles definerede faget som "videnskaben om størrelser", og denne definition var fremherskende frem til 1700-tallet. Men da den matematiske forskning i løbet af 1800-tallet i stigende grad blev præget af logisk strenghed og desuden begyndte at opdyrke nye felter som gruppeteori og projektiv geometri, som ikke primært handler om målelige størrelser, begyndte der blandt matematikere og filosoffer at dukke en række nye definitioner op. I dag arbejder man inden for matematisk filosofi med tre overordnede måder at definere faget på, nemlig en logicistisk, som anser matematik for at høre under logikken, en intuitionistisk, som lægger vægt på de tankerækker og tankebaner, som matematikere følger i deres arbejde med at opnå ny indsigt, samt en formalistisk, hvor det væsentlige er hvordan man håndterer matematiske symboler efter visse grundantagelser. Man er dog langtfra enige om, hvilken af disse overordnede måder giver den bedste forståelse af matematikkens natur.
Ganske mange matematikere er ligeglade med, hvordan matematik skal defineres, eller mener at det er umuligt at gøre. Der er heller ikke enighed om, hvorvidt matematik er videnskab eller kunst. Nogle bruger den simple definition, at "matematik er det som matematikere laver".
Historie
Historisk set er matematikken opstået ud fra behovet for at lave beregninger i handel, for at opmåle land og for at forudsige astronomiske begivenheder. Disse tre behov kan groft relateres til en bred underopdeling af matematikken i studiet af algebra, rum og infinitesimalregning.
En vigtig del af grundlaget for den matematiske videnskab blev lagt i antikkens Grækenland, hvor især Euklids lærebog Elementerne fra omkring år 300 f.Kr. skulle vise sig at få kolossal betydning for matematikundervisningen helt frem til engang i 1900-tallet. Bogen er en samling af grundlæggende definitioner, samt udledninger af matematiske objekter og begreber baseret på disse definitioner, udledninger baseret udelukkende på logisk-deduktiv bevisførelse. Herved sikres, at hvis udgangspunktet for en udledning er sand, så bliver resultatet det også. Matematik kom herved til at fremstå som en videnskab som fremlagde absolutte sandheder.
I antikkens Grækenland anså man matematikken for at omhandle og beskrive virkeligheden, og denne forestilling holdt sig til langt op i 1800-tallet. Men nye matematiske opdagelser, bl.a. Cantors arbejde inden for mængdelære med uendelige mængder og Gauss' erkendelse af, at Euklids bevis for det såkaldte parallelpostulat var problematisk, førte til nye måder at anskue matematikken på. Cantors arbejde med uendelige mængder viste sig at medføre en logisk modstrid, som gjorde det nødvendigt at omdefinere aksiom-begrebet, så det fra at udtrykke en absolut sandhed om virkeligheden i stedet blot skulle være fri for modsigelser og ikke længere nødvendigvis beskrive virkeligheden. Gauss' arbejde med geometri førte til udvikling af den ikke-euklidiske geometri, hvor man fx godt kan have flere parallelle linjer gående gennem samme punkt og hvor vinkelsummen i en trekant ikke altid er 180 grader, geometriske egenskaber som senere viste sig anvendelige i Einsteins relativitetsteori.
Udspring, anvendelighed og skønhed
Matematik er i tidens løb udsprunget af en række forskellige praktiske problemer, såsom handel, landmåling, arkitektur og astronomi. I dag kan alle videnskaber fremvise problemstillinger, som kan løses ved hjælp af matematik, og den matematiske videnskab skaber også selv løbende nye sådanne problemstillinger. Det var f.eks. ved at kombinere fysisk forståelse med matematisk logik at fysikeren Richard Feynman indførte brugen af kurveintegraler inden for kvantemekanik. Strengteorien, som forsøger at give en samlet beskrivelse af universets opbygning vha de fire fundamentale naturkræfter, er på lignende vis en stadig inspirationskilde til ny matematisk indsigt.
Noget matematik har kun relevans inden for de områder, hvor den er udviklet, og her kan den bruges til at opnå større indsigt. Men ofte har matematisk indsigt udviklet inden for ét område vist sig anvendelig inden for andre områder. Man skelner her ofte mellem ren matematik og anvendt matematik, men erkendelser inden for den rene matematik viser sig ofte senere at kunne anvendes i praksis, som fx talteori inden for kryptografi.
Den kendsgerning at selv den 'reneste' matematik ofte har praktiske anvendelsesmuligheder har Eugene Wigner kaldt "matematikkens urimelige effektivitet". Som på andre områder har den megen ny videnskabelige indsigt den senere tid ført til en specialisering, så at matematik i dag kan opdeles i flere hundrede underdiscipliner. Inspireret af områder uden for matematikken har mange discipliner inden for anvendt matematik udviklet sig til selvstændige discipliner, såsom sandsynlighedsregning, statistik, operationsanalyse og datalogi.
For mange matematisk interesserede er der et aspekt af skønhed knyttet til matematik, og man beskriver faget med udtryk som elegance, æstetik og indre skønhed, foruden enkelhed og almengyldighed. Man finder skønhed i et enkelt og elegant bevis, som fx Euklis bevis for, at der er uendelig mange primtal, eller en snild metode til at øge hastigheden af udregninger, som fx Fast Fourier Transform. Matematikeren G. H. Hardy har udtrykt, at dette aspekt af skønhed i sig selv er nok til at retfærdiggøre studiet af ren matematik, en skønhed der bl.a. kan beskrives med ord som betydning, uforudsethed, uundgåelighed og økonomi.
Matematisk forskning søger ofte at afdække afgørende træk ved et matematisk objekt. Det videnskabelige trofæ man stræber efter er at kunne formulere en sætning, der karakteriserer objektet ud fra disse træk. Eksempler på særligt kortfattede og åbenbarende matematiske bevisførelser er samlet i bogen Proofs from THE BOOK.
Den popularitet, som underholdningsmatematik nyder, er et tegn på, at mange ynder at sysle for sjov med matematiske opgaver. Omvendt støder filosoffer stadig på problemer inden for matematikkens filosofi, fx vedrørende det matematiske bevis' væsen.
Notation, sprog og strenghed
Mange af de symboler og tegn, som bruges i matematisk notation, blev først taget i brug i løbet af 1500-tallet, fx lighedstegnet og større end- og mindre end-tegnene. Tidligere var matematisk tænkning blevet skrevet ud i tekst, hvilket faktisk begrænsede mulighederne for nye videnskabelige landvindinger. Det var Euler, som indførte megen af den moderne matematiske notation, en notation som letter den matematiske forståelse for den professionelle. Derimod afskrækkes begyndere inden for faget ofte af notationen, fordi matematisk argumentation både er mere abstrakt og mere kryptisk end sædvanlig sprogbrug, hvor det er nemmere at forstå sammenhængen mellem et ord (fx ko) og den fysiske genstand (her et pattedyr af drøvtyggerfamilien), ordet refererer til. I modsætning hertil er matematiske symboler og begreber abstrakte, uden sidestykker i den fysiske verden, og desuden ofte med udvidede betydninger, hvor et enkelt symbol kan repræsentere flere forskellige handlinger eller begreber.
Også når man ser bort fra notationen med symboler og tegn kan matematikeres sprog være svært at forstå for begyndere. Almindelige ord som eller og kun har en mere præcis betydning end i dagligsprog, mens andre ord som åben, legeme og gruppe refererer til bestemte matematiske forestillinger, som ikke har med ordenes sædvanlige betydning at gøre. Matematikere bruger også fremmedord som homomorfi og integrabel, som ikke giver mening uden for matematikken. Grunden til, matematikere bruger en særlig notation og et særligt sprog er ønsket om at kunne udtrykke sig med større præcision end hvad dagligsprog tillader. Man taler om matematisk strenghed.
Matematisk bevisførelse er dybest set et spørgsmål om logisk strenghed. Bevisførelsen resulterer i sætninger, som er udledt fra aksiomer ved hjælp af systematisk logik. Herved undgår man falske sætninger udledt ud fra fejlslutninger, som der har været mange eksempler på, se tekstboks. Graden af nødvendig strenghed har vekslet gennem matematikkens historie: de gamle grækere forlangte detaljeret bevisførelse, men på Isaac Newtons tid var man begyndt at tage lidt lettere på tingene. Dette medførte efterhånden visse uhensigtsmæssigheder, så at man i 1800-tallet igen vendte sig mod detaljeret logisk analyse og formel bevisførelse. I dag diskuterer matematikere, hvorvidt og hvordan man kan bruge computere til at udlede sætninger: da omfattende og indviklede beregninger er svære at efterprøve, kan beviset for sådanne sætninger være fejlbehæftet, hvis computerens software er fejlbehæftet. Der er dog udviklet hjælpeprogrammer (eng: proof assistants), som kan foretage en fuldstændig gennemgang og afprøvning af alle trinene i lange, indviklede beviser, som fx Feit-Thomsons sætning, hvis bevis på tryk fylder mere end 1.000 sider.
Matematiske discipliner
I dag er matematik baseret på logik og bevisførelse. Historisk set er matematikken opstået ud fra behovet for at lave beregninger i handel, for at opmåle landområder og jordlodder og for at forudsige astronomiske begivenheder. Disse tre behov kan groft relateres til en bred underopdeling af matematikken i studiet af hhv tal, rum og infinitesimalregning, også kaldet algebra, geometri og analyse.
Logik og mængdelære
Hvor matematikeres arbejde oprindeligt udelukkende bestod i beregninger, opstod efterhånden et behov for at få formaliseret de regler, man regnede efter. Dette var baggrunden for udviklingen af matematisk logik, hvor filosofiens logiske tænkning anvendes inden for matematiske discipliner. Ud fra nogle få grundlæggende logiske sandheder, kaldet aksiomer, søger man vha logisk argumentation at nå frem til nye sandheder af mere indviklet natur om specifikke matematiske problemstillinger. Omkring år 1900 søgte David Hilbert at formalisere matematikken ved at opstille al matematik i et system af aksiomer, som bl.a. skulle afhjælpe nogle logiske problemer i Euklids geometri, men senere viste Kurt Gödel i sin ufuldstændighedssætning, at dette ikke lader sig gøre. De første årtier af 1900-tallet blev præget af en krise inden for matematikken, hvor man (forgæves, skulle det vise sig) søgte at afdække et sådant fuldstændigt forklarende system, i stil med Hilberts.
I mængdelæren beskæftiger man sig med samlinger af objekter. Dette felt blev især udviklet af Georg Cantor i slutningen af 1800-tallet, bl.a. som et forsøg på at opnå en bedre forståelse af uendelighedsbegrebet. Mængdelæren er blevet en vigtig matematisk disciplin, som mange i dag opfatter som et helt afgørende redskab inden for praktisk talt alle områder af matematik.
Kombinatorik
I mange situationer står man over for at skulle udvælge elementer fra en mængde efter visse kriterier, og man kan nu spørge, hvor mange valgmuligheder der er i hver af sådanne situationer. Hvis elementerne skal vælges i en bestemt rækkefølge, som fx de optrædende ved en bestemt festivalkoncert eller farverne i et flags (vandrette eller lodrette) striber, kalder man valgmulighederne for permutationer, og her gælder alment, at hvis man skal udvælge q elementer fra en mængde på n elementer, kan dette gøres på
forskellige måder, hvor størrelsen (læses "n fakultét") er lig produktet af alle tallene fra n til 1:
I andre situationer udvælger man elementer fra en mængde i tilfældig rækkefølge, fx når man fra et almindeligt spil kort deler 13 kort ud til hver af 4 spillere. En sådan hånd af 13 kort kaldes en kombination, og her gælder alment, at hvis man skal udvælge q elementer fra en mængde på n elementer, kan dette gøres på
forskellige måder. I tilfældet med kortspillet er der tale om
eller godt 635 mia forskellige kombinationer.
Sandsynlighedsregning
I hverdagen stilles man ofte over for at skulle vurdere, hvor sandsynligt det er at noget bestemt vil indtræffe. Ved mange af sådanne hændelser er det svært eller umuligt at udtale sig præcist om sandsynligheder, fx udfaldet af en fodboldkamp eller et straffespark, mens det i andre situationer godt kan lade sig gøre. Dette gælder fx udfaldet af spil med en terning. De 6 mulige udfald af et terningkast udgør tilsammen udfaldsrummet U for eksperimentet ’at kaste en terning’,
Sandsynlighederne for hvert udfald beskrives af en tilknyttet funktion, kaldet en stokastisk variabel ('stokastisk' hentyder til, at udfaldet af eksperimentet er tilfældigt og altså ikke kan forudsiges). Spiller man med en terning, så er sandsynligheden p for at slå 1 eller 2 eller 3 eller 4 eller 5 eller 6 øjne i hvert tilfælde 1/6, svarende til, at der er tale om et symmetrisk sandsynlighedsfelt. Det gælder her, som for ethvert udfaldsrum, at summen af sandsynlighederne for de forskellige udfald er lig med 1:
Hvis man spiller med to terninger, fås et udfaldsrum med elementer, idet hver terning kan falde på 6 forskellige måder. Normalt vil man ikke i et terningespil, som fx matador eller meyer, skelne mellem udfald med samme øjensum, som fx {1,2} og {2,1}, eller {1,3}, {2,2} og {3,1}, men blot registrere, at summen af øjnene er 3, hhv. 4. Udfaldsrummet for spil med to terninger kan derfor opdeles i 11 delmængder, kaldet hændelser, se figur.
Det simpleste eksperiment inden for sandsynlighedsregning er kast med en mønt, som har to mulige udfald, plat eller krone, og i tilfælde af en symmetrisk mønt hver med sandsynligheden s=½. Hvis man udfører et eksperiment med at kaste en mønt 5 gange, får man således et udfaldsrum med forskellige udfald. Disse fordeler sig på hændelserne '5 krone', '4 krone', '3 krone' osv, og sandsynlighederne for disse hændelser kan beskrives vha binomialfordelingen
hvor q er antal krone, n er antal kast, mens s er sandsynligheden for krone i et kast.
Aritmetik og talteori
Mennesker og samfund har fra de tidligste tider haft brug for at kunne håndtere tal. Først indførtes de naturlige tal 1, 2, 3, 4 osv. Senere blev tallet 0 indført, og negative tal, foruden rationale tal som 1/2 og -2/3, samt de reelle tal som fx og pi, og senest de komplekse tal, som udvider talbegrebet fra at omfatte punkter langs en en-dimensionel tallinje til at omfatte punkter i en to-dimensionel plan. Med alle disse grupper af tal kan man lave beregninger ved hjælp af de fire regningsarter addition, subtraktion, multiplikation og division (også kaldet hhv at lægge sammen, trække fra, gange og dividere). Ud over regningsarterne kan man foretage procentregning, uddragning af rødder og potensopløftning.
Ved beregninger er det især divisionsoperationen, der kan være tidkrævende, og matematikere begyndte tidligt at undersøge mængden af divisorer for heltal, altså hvilke heltal der går op i andre heltal. Dette førte til studiet af primtal (heltal uden divisorer), som er en klassisk disciplin inden for talteori, men fx også studiet af fuldkomne tal (heltal, hvor summen af divisorerne er lig tallet, se figur).
De gamle ægyptere havde udviklet et system til brøkregning baseret på stambrøker (brøker med tælleren 1), og multiplikationer blev udført efter et system af fordoblinger og additioner ved hjælp af tabeller af formen 2/n; man brugte fx brøken 256/81 som tilnærmelse til pi.
De gamle grækere opdagede, at ikke kan skrives som en brøk, at det altså ikke er et rationalt tal, men et irrationalt, og deres opdagelse af, der findes irrationale tal menes på den tid at have afskedkommet en forskningsmæssig krise inden for matematik.
{| style="border:1px solid #999; text-align:center; margin: auto;" cellspacing="15"
| || || || ||
|-
| Naturlige tal|| Heltal || Rationale tal || Irrationale tal || Komplekse tal ||
|-
| ||
|-
| Aritmetik || Talteori
|}
Algebra
Algebra er en vigtig matematisk disciplin, som mange skoleelever i en eller anden form stifter bekendskab med, i Danmark typisk i løbet af gymnasiet, i USA i high school. Undervisningen i algebra bygger videre på elevernes kendskab til aritmetik, men hvor aritmetik drejer sig om at behandle bestemte tal, arbejder man i algebra med tal med ukendt, konstant eller skiftende størrelse. Ved hjælp af disse algebraiske størrelser, samt en særlig algebraisk notation og de aritmetiske regneregler, er det muligt at beskrive forholdet mellem forskellige talstørrelser på formel og præcis måde, og dermed angive almene løsninger for en lang række beregningsopgaver. Inden for såvel naturvidenskab i almindelighed som matematik i særdeleshed findes der mange kvantitative sammenhænge, såsom andengradsligningen (se figur), som er beskrevet ved hjælp af algebraiske ligninger. Undersøgelsen af metoder til at løse ligninger fører til studiet af abstrakt algebra. Det for fysikerne vigtige begreb vektorer, der er generaliseret til vektorrummet og studeret i lineær algebra, tilhører de to grene algebra og rum.
Elementær algebra
Inden for algebra anvendes en særlig notation og sprogbrug til behandling og udregning af talstørrelser, se figuren med udtrykket . Udtrykket er opbygget af tre led, som hver er adskilt af operatorerne + eller –, og hvert led består af et antal faktorer, som kan være enten koefficienter, variable eller eksponenter. Faktorerne skal ganges med hinanden, men gangetegnene udelades normalt og er underforståede, når der ikke er mellemrum mellem faktorerne. Med leddet menes underforstået , mens der med menes . En koefficient er en konstant (her kendt) talværdi, som skal ganges med den eller de variable, som har ukendte talværdier, og som eventuelt skal opløftes til den (her kendte) potens, som eksponenten angiver.
I analogi med almindeligt sprog kan faktorer, led og udtryk opfattes som hhv bogstaver, ord og sætninger, og videre kan i logisk forstand et led opfattes som en genstand eller et begreb, mens et udtryk kan opfattes som en sandhed eller påstand. I algebra bruges bogstaver til alle slags faktorer. De første bogstaver i alfabetet (fx , og ) bruges typisk til koefficienter eller konstanter, mens dem sidst i alfabetet (fx , og ) bruges til variable, ofte skrevet i kursiv.
Beregning fungerer inden for algebra på samme måde som inden for aritmetik, dvs addition, subtraktion, multiplikation, division og potensopløftning.
Led med variable med højest potens skrives til venstre, fx til venstre for . Koefficienter lig med 1 udelades normalt (fx skrives som ), ligesom eksponenter lig med 1 (fx skrives som ). Er eksponenten nul, er resultatet altid 1 (fx er altid lig med 1), dog undtaget , som ikke giver mening.
Elementær algebra er en udbygning af aritmetik, som kan håndtere beregninger af mere overordnet karakter, idet bestemte tal erstattes med mere generelle bogstaver, jf disse eksempler med variable:
Variable kan symbolisere tal med ukendt værdi. Hvis fx temperaturen D en dag er 10 grader højere end temperaturen F den foregående dag, kan sammenhængen mellem temperaturerne beskrives som .
Variable gør det muligt at beskrive et problem generelt, uden at angive størrelsen af de tal som indgår. Man kan fx angive 5 minutter som sekunder. Et mere generelt algebraisk udtryk for antallet af sekunder er , hvor m er antal minutter.
Variable gør det muligt at beskrive matematiske sammenhænge mellem størrelser som varierer. Fx er sammenhængen mellem en cirkels omkreds c og diameter d givet ved udtrykket .
Variable kan bruges til at beskrive matematiske egenskaber. Fx er det en grundlæggende egenskab ved addition, at den er kommutativ, således at addendernes orden er ligegyldig, hvilket vha algebra kan skrives .
Komplekse tal
I 1500-tallet forsøgte italienske matematikere at finde rødder til tredje- og fjerdegradsligninger og stødte på det problem, at løsningerne i visse tilfælde indebar kvadratrødder af negative tal, hvilket er meningsløst.Man søgte bl.a. efter en metode til at finde rødder i tredjegradsligninger af formen
En sådan blev fundet, af både Scipione del Ferro omkring 1515, Niccolò Tartaglia i 1539 og af Gerolamo Cardano i 1545:
Så længe udtrykket er positivt, er der ikke problemer, men er det negativt, kan man ikke tage kvadratroden af det. Italieneren Rafael Bombelli fik dog den mærkelige ide at regne videre, selv når udtrykket under kvadratroden var negativt. Han kiggede på ligningen
som vha Cardanos formel kunne omskrives til
Bombelli fandt nu en sammenhæng mellem udtrykkene og , idet
,
samt tilsvarende
og kunne nu indsætte i udtrykket ovenfor
,
som er løsning til ligningen. Så på trods af, udregningerne indeholder meningsløse kvadratrødder af negative tal, kommer der et brugbart resultat ud af dem. Dette førte til, man indførte en såkaldt imaginær enhed
og ved hjælp af den en helt ny slags tal, de komplekse tal , der skrives på formen
Den franske filosof René Descartes tog afstand fra kvadratrødder af negative tal og indførte betegnelsen "imaginær" for dem i afhandlingen La Géométrie fra 1637. Det er dog hans betegnelse "imaginær" der i dag ligger til grund for valget af bogstav til tallet i.
Hvor de reelle tal , og deres delmængder, de naturlige tal , de hele tal og de rationale tal alle kan opfattes som punkter på en tallinje, skal de komplekse tal opfattes som punkter i en todimensionel talplan, se figur. Med komplekse tal kan man udføre samme slags operationer som med reelle tal, dvs med de fire regningsarter. Addition af komplekse tal svarer fx til parallelforskydning i planet, mens multiplikation svarer til en drejning efterfulgt af en strækning omkring nulpunktet. I modsætning til polynomier af reelle tal, som ikke nødvendigvis har rødder, har komplekse polynomier altid rødder, og således har et n-te gradspolynomium altid n rødder.
Det komplekse talbegreb blev i midten af 1800-tallet af den irske matematiker W.R. Hamilton udviklet til kvaternion-begrebet, hvor et tal kan opfattes som et punkt i et fire-dimensionelt rum:
hvor og er reelle tal, mens og er kvaternion-enheder, se tabel.
Vektorer
Det er ofte hensigtsmæssigt at kunne regne med størrelser, som både angiver en størrelse og en retning, fx når meteorologer laver kort over vindforhold eller når en flyveleder skal holde styr på flyene omkring en lufthavn. Hertil anvender man vektorer, som gerne afbildes som pile, med en retning og længde. I matematisk notation bruges enten en pil over bogstavet eller fed skrift:
Regning med vektorer bruges mange steder inden for især fysik og grafik, og vektorbegrebet blev udviklet i første halvdel af 1800-tallet, i et samarbejde mellem matematikere og fysikere.
Man kan regne med vektorer på nogenlunde samme måde som med tal, idet man kan lægge vektorer sammen, trække dem fra hinanden og gange dem med hinanden. Addition af to vektorer kan udføres geometrisk ved at tegne vektorerne op, så de ligger i forlængelse af hinanden, og summen bliver så den vektor, som er defineret af det tilsvarende parallelogram, se figur. Ganges en vektor a med et tal (også kaldet en skalar) k, fås en vektor ka, som er parallel med a, har længden k|a| og hvis retning i forhold til a er bestemt af, om k er positiv eller negativ. Skal man trække en vektor b fra en vektor a, begynder man med at gange b med -1, og så lægge de to vektorer sammen: a - b = a + (-b)
Ofte vil man afbilde vektorer i et koordinatsystem, og nu kan vektorberegninger udføres med koordinater, enten vist som en søjle (kolonne):
eller en række af vektorkoordinater:
eller .
Tredimensionelle vektorer repræsenteres på lignende vis:
Man kan også arbejde med vektorer i højere dimensioner, her en almen repræsentation af n-dimensionel vektor:
Abstrakt algebra
Som det er fremgået, er talbegrebet flere gange gennem matematikkens historie blevet udvidet: først brugte man kun hele tal, dernæst udvidede man med brøker til rationale tal, dernæst med irrationale tal til reelle tal, dernæst med kvadratrødder af negative tal til komplekse tal. Siden er også de firedimensionelle kvaternioner kommet til, for ikke at nævne de ottedimensionelle oktonioner. Det har faktisk vist sig principielt umuligt at konstruere et talbegreb som er tilpas omfattende til at beskrive alle tænkelige matematisk problemstillinger, og det er i det lys, den abstrakte algebra har udviklet sig.
I abstrakt algebra beskæftiger man sig overordnet med mængder og regneregler (kompositioner), fx en binær operation •, der ud fra to elementer m og n fra en given mængde konstruerer et nyt element m • n, som gerne må tilhøre samme mængde, men ikke nødvendigvis gør det. En sådan operation vil være underlagt regler analoge til dem, som gælder for sædvanlig addition eller multiplikation, mens naturen af det der kommer ud af operationen ikke nødvendigvis er kendt, især hvis de to elementer m og n ikke er af enkel natur.
Hvis man spiller matador med to terninger, står på plads k og fx slår m og n øjne, kan man enten først flytte m pladser og dernæst n pladser, eller omvendt, eller man kan flytte alle øjnene på en gang, igen på to måder, så der i alt er fire måder at nå sin nye plads på. Hvis man med betegner den operation at flytte sin bil et antal pladser, bliver den nye plads nemlig enten
eller , dvs den associative lov er opfyldt, eller
eller , dvs den kommutative lov er opfyldt.
Algebra kan ofte knyttes til geometri, og undertiden også til fysiske objekter fra den virkelige verden. Fra geometrien kendes de fem regulære polyedre: tetraeder, hexaeder, oktaeder, dodekaeder og ikosaeder. Inden for krystallografi kan disse polyedre vha forskellige symmetrier underopdeles i 219 krystallografiske grupper, hvilket er et antal man også er nået frem til inden for abstrakt algebra. Dette er bemærkelsesværdigt i lyset af, at algebra ikke på nogen måde forholder sig til eller lader sig begrænse af den fysiske virkelighed. Lignende eksempler kan findes i kemi, atomfysik og kvantemekanik.
I abstrakt algebra arbejder man med overordnede strukturer, for eksempel:
en gruppe er en mængde med én tilknyttet binær operation, fx , mængden af hele tal og operationen addition, se tekstbox,
en ring er en mængde med to tilknyttede binære operationer, fx , mængden af rationale tal og operationerne multiplikation og addition,
et legeme er en mængde, hvorpå alle fire regnearter kan udføres.
De rationale tal, de reelle tal og de komplekse tal er alle eksempler på legemer.
Geometri
Sammen med aritmetik er geometri en af matematikkens ældste discipliner. Geometri betyder landmåling, og netop nøjagtig landmåling var af stor vigtighed i de tidlige agerbrugsbaserede flodkulturer i Egypten og Mesopotamien: "Hvordan opdeler man en mark i lige store stykker? Hvordan prissætter man et stykke jord ud fra dets areal? Hvilken af disse to grunde ligger nærmest floden? Hvordan skal den kommende kanal planlægges, så den bliver så kort som muligt?" I geometri undersøger man plane eller rumlige figurer mht størrelser, form, afstand og indbyrdes placering.
Studiet af rummet starter med studiet af geometri, først den euklidiske geometri og trigonometri i det sædvanlige tredimensionale rum, men senere også generaliseret til ikke-euklidisk geometri som spiller en central rolle i den generelle relativitetsteori. De moderne områder differentialgeometri og algebraisk geometri generaliserer geometri i forskellige retninger: differentialgeometri fremhæver begreberne koordinatsystemer, glathed og retning, mens geometriske objekter i algebraisk geometri beskrives som løsninger til et sæt af ligninger. Gruppeteori undersøger på en abstrakt måde begrebet symmetri og giver en sammenhæng mellem studiet af rum og struktur. Topologi giver en sammenhæng mellem studiet af rum og studiet af ændring ved at fokusere på begrebet kontinuitet.
Syntetisk og analytisk geometri
Det var i oldtidens Grækenland, geometrien blev udviklet til perfektion, som beskrevet i Euklids Elementer fra omkring 300 f.Kr. Helt frem til et stykke op i 1800-tallet var geometri stadig euklidisk og beskæftigede sig med punkter, linjer, cirkler, planer, afstande, vinkler, flader og kurver som grundlæggende begreber. Den græske matematiker Theaitetos studerede regulære polyedre, dvs. rumlige legemer sammensat af regulære og kongruente polygoner, og han opdagede, at der kun findes fem regulære polyedre, de såkaldte platoniske legemer. Platon har lagt navn til legemerne, fordi han senere postulerede, de fire af legemerne symboliserede de fire elementer, man dengang mente alt stof var sammensat af.
Hvor algebra og geometri i lange perioder af matematikkens historie ikke havde særligt meget med hinanden at gøre, sker der i løbet af 1600-tallet noget afgørende. Franskmanden Descartes udgav i 1637 en lærebog i geometri, hvor han indførte koordinatsystemet og definerede planen med en x-akse henad og en y-akse opad. Hvor geometri tidligere udelukkende blev udført vha passer og lineal og i overensstemmelse med de euklidiske aksiomer, såkaldt klassisk eller syntetisk geometri, kunne de to områder nu knyttes tæt sammen, idet geometriske figurer kunne beskrives vha. algebraiske ligninger og kartesiske koordinater, de sidste opkaldt efter Descartes, se figur, og denne nye geometri kaldes analytisk geometri.
Både geometrisk og algebraisk set er det nemt at gå fra at betragte et todimensionelt til et tredimensionelt koordinatsystem, svarende til man går fra at betragte plane til at betragte rumlige figurer. Geometrisk set er det derimod ikke nær så ligetil at gå videre, og betragte firedimensionelle legemer, mens dette uden videre lader sig gøre inden for algebra. Denne mulighed blev benyttet i Einsteins relativitetsteori, hvor den fjerde dimension er tiden.
Ikke-euklidisk geometri
Euklids geometri var baseret på et antal selvindlysende sandheder, eller aksiomer, som fx at "et linjestykke kan konstrueres ved at forbinde to vilkårlige punkter", eller "et linjestykke kan forlænges i det uendelige til begge sider". Men et af Euklids aksiomer voldte gennem lang tid matematikerne problemer, nemlig det såkaldte parallelpostulat: "Igennem et givet punkt kan man tegne én og kun én linje, som er parallel med et givet linjestykke." Dette postulat var ikke så selvindlysende som Euklids øvrige aksiomer, og mange forsøgte at opstille et bevis for postulatet, først arabiske matematikere i 11. århundrede og senere europæiske matematikere gennem middelalderen og renæssancen. Først omkring 1815 påviste Gauss og Schweikart, uafhængigt af hinanden, at Euklids aksiom simpelthen ikke var korrekt, og fremlagde grundlaget for det, som Gauss kaldte ikke-euklidisk geometri.
Denne nye geometri kunne deles i to, nemlig elliptisk geometri, hvor man undersøger figurer på en kugleflade, og hvor vinkelsummen i en trekant viser sig at være større end 180 grader, dels hyperbolsk geometri, hvor man undersøger figurer på konkave flader, fx en sadel, og hvor vinkelsummen i en trekant viser sig at være mindre end 180 grader.
Fraktaler
I begyndelsen af 1900-tallet opdagede man overraskende egenskaber ved simple geometriske figurer, hvis disse figurer blev ændret vha gentagne iterationer. Dette gælder fx Kochs snefnug, hvor hver af siderne i en ligesidet trekant i hver iteration dele i tre, hvor så det midterste stykke fjernes og erstattes af en ny mindre ligesidet trekant, se figur. Det viser sig, at i takt med man laver flere og flere iterationer går den fremkomne figurs areal mod 8/5 af den oprindelige trekants areal, mens omkredsen går mod uendelig. Her har man altså at gøre med en figur med endeligt areal, men uendelig stor omkreds.
Den franske matematiker Gaston Julia studerede i 1920-erne iterationer af komplekse andengradspolynomier af typen
og opdagede, at størrelsen af c er afgørende for, om de fremkomne talrækker
går mod uendelige eller endelige værdier. Efter ham er Juliamængden opkaldt, som er grænsen mellem talrækker der ved iteration går mod uendelig (divergerer) og talrækker der ikke går mod uendelig (konvergerer),
se eksempel i figur. Julia og hans samtidige kollega P. Fatou var hæmmet af, det store regnearbejde ved disse studier skulle udføres i hånden, så da Benoit Mandelbrot 60 år senere genopdagede Fatous og Julias arbejde, i forbindelse med analyse af kaotisk støj inden for telekommunikation, kunne han bruge computerkraft til at videreføre deres tanker, med det som Mandelbrot nu kaldte fraktaler. Mandelbrotmængden er en afbildning i den komplekse talplan af de værdier af c, opdelt i komponenterne
som adskiller konvergerende fra divergerende værdier. Mandelbrot benyttede i sine afbildninger oprindeligt kun farverne sort (for konvergerende c-værdier) og hvid (for divergerende c-værdier), men i 1980-erne fandt amerikaneren J.H. Hubbard på at farvelægge Mandelbrots hvide punkter efter, hvor mange iterationer der skulle til før talrækken divergerede, hvilket har afstedkommet de ofte meget smukke afbildninger af fraktaler.
En grundlæggende egenskab ved fraktaler er deres selv-similaritet, det at deres former hele tiden gentages i mindre og mindre skala. Dette fænomen ses også mange steder i naturen, fx i floders erosionsmønstre eller et lyns bane gennem luften, foruden i udformningen af mange planter, fx bregneblade og blomkålens frugt. Mandelbrot stillede allerede i 1960-erne i en artikel spørgsmålet: Hvor lang er Storbritanniens kystlinje? Svaret afhænger selvfølgelig af, hvilket landkort man bruger til at måle kystlinjen ud fra, sådan at jo mere detaljeret kortet er, jo længere bliver kystlinjen, på samme måde som omkredsen af Kochs snefnug øges for hver ny iteration.
Analyse og infinitesimalregning
I begyndelsen af 1700-tallet påstod astronomen Edmund Halley, på baggrund dels af den komet han selv så i 1682, dels af historiske optegnelser af kometpassager i 1531 og 1607, at der i alle tilfælde var tale om den samme komet, at den havde en omløbstid omkring solen på 76 år, og at den derfor ville vise sig igen i 1758. Dette fik andre astronomer til at lave deres egne beregninger på, hvornår kometen ville vise sig, og et af problemerne var her at beregne placeringen af et himmellegeme som bevæger sig i en elliptisk bane og derfor aldrig bevæger sig med konstant hastighed, men enten hvert øjeblik øger sin hastighed, på vej ind mod solen, eller hvert øjeblik taber i hastighed, på vej væk fra solen, se figur. Det skulle vise sig, at sådanne matematiske problemer med størrelser, som hele tiden ændrer sig, kunne løses, hvis man inddelte planetens bane i små intervaller, og lod størrelsen af intervallerne gå mod 0, såkaldte infinitesimaler. Så i infinitesimalregning regner man i princippet med uendeligt små størrelser - og dette har vist sig at have praktisk anvendelse inden for en lang række fagområder, ikke kun fysik og astronomi, men fx også økonomi.
Funktionsanalyse
Ved problemer som det ovennævnte er det nødvendigt at kende sammenhørende værdier for et (himmel-)legemes position eller hastighed til bestemte tidspunkter. Det var bl.a. med dette formål, man indførte begrebet matematisk funktion. Her knyttes to talmængder, definitionsmængden og værdimængden, sammen ved hjælp af en regneforskrift, som fører fra et element i definitionsmængden til et element i værdimængden; sagt med andre ord er definitionsmængden input og værdimængden output for regneforskriften. Man afbilder ofte funktionen som en graf, se figur.
Analyse af funktioner er en vigtig disciplin, som også indgår i gymnasieelevers matematikundervisning. Man vil typisk analysere en funktion ved at kigge på dens graf, og undersøge
hvad der er definitionsmængde og værdimængde for funktionen,
hvor funktionen skærer koordinatsystemets akser,
i hvilke intervaller funktionen er monoton, dvs. voksende eller aftagende, og om der er ekstremumspunkter (maksimale eller minimale værdier),
om funktionen nærmer sig asymptotisk til akser eller linjer,
om funktionen er symmetrisk, enten omkring en linje eller et punkt.
Blandt de simpleste funktioner er lineære funktioner af typen
som fx kan bruges til at beskrive dagligdags situationer som hvor meget man gennem en bestemt periode skal betale i husleje eller p-afgift, idet så er tiden, er beløb pr måned eller minut, og et evt depositium eller startgebyr. Lineære funktioner bruges ofte til at beskrive en sammenhæng mellem to variable, fx ud fra daglige målinger af udendørs temperatur og forbrug af fjernvarme eller ispinde.
Blandt de meget anvendte funktioner er polynomierne, som generelt kan skrives
hvor er konstanter, og osv er heltal, mens er den variable. Nøjes man med de to sidste led i ovenstående, fås en lineær funktion, som altså kan betragtes som et såkaldt førstegradspolynomium. Tager man de tre sidste led, fås et andengradspolynomium.
Differentialregning
Vil man fortsætte med at analysere en funktion, kan man undersøge grafens hældning i et bestemt punkt , dvs hældningen af en tangent, som rører grafen, se figur. Denne hældning angiver, hvorledes funktionen ændrer sig omkring punktet, og den kan beskrives med dette udtryk, hvor det græske bogstav bruges til at angive en (lille) ændring i funktionsværdien (y-værdien), , når man på x-aksen går det lille skridt fra til ():
Denne brøk kaldes for differenskvotienten for omkring . Hvis funktionen , og dermed også dens graf, er sammenhængende og ikke knækker i , vil differenskvotienten have en grænseværdi, når går mod , kaldet differentialkvotienten for i :
Når en sådan grænseværdi findes, siger man at funktionen er differentiabel i , og funktionen kaldes den afledede funktion til . Størrelsen er et i princippet uendeligt lille tal, en såkaldt infinitesimal. Et problem ved differentialregning er netop, at nævneren i differenskvotienten går mod 0, når man skal udregne grænseværdien, og man kan jo ikke dividere med 0. For mange funktioners vedkommende er det dog muligt at omskrive differenskvotienten, så leddet forsvinder fra nævneren, fx for funktionen :
Når går mod , går differenskvotienten for således mod .
Eksempler på hyppigt brugte afledede funktioner er:
Man kan anvende de algebraiske regnearter på funktioner på samme måde som på tal, og differentialkvotienterne kan udregnes efter følgende regler:
(konstant gange funktion)
(sum af to funktioner)
(forskel mellem to funktioner)
(produkt af to funktioner)
(kvotient mellem to funktioner)
(sammensat funktion - kædereglen)
Regning med differentialkvotienter finder udstrakt anvendelse inden for fysik, men bruges også inden for mange andre praktiske områder, fx optimering i forbindelse med arealudnyttelse eller materialeforbrug, eller inden for økonomi og psykologi.
Integralregning
En meget anvendt type funktionsanalyse er at bestemme arealet under funktionens graf. I den højre figur under afsnit Funktionsanalyse herover, med en bils hastighed som funktion af tiden, vil arealet S svare til den tilbagelagte vejstrækning i tidsrummet a til b. Kurven kunne også repræsentere forbrug af fx vand, el eller varme pr tidsenhed, og arealet S ville så svare til det samlede forbrug i tidsrummet a til b.
På figuren herover er en sådan funktions areal under grafen tilnærmet med søjler med ens bredde , dels med funktionsværdier over grafen, som lagt sammen giver en såkaldt oversum , dels med funktionsværdier under grafen, som tilsvarende sammenlagt giver en såkaldt undersum . I animationen gøres søjlerne efterhånden smallere og mere talrige, og man kan vise, at hvis funktionens graf er sammenhængende, eller kontinuert, i intervallet fra a til b, så vil oversummer og undersummer efterhånden mødes i en grænseværdi kaldet integralet af funktionen over intervallet fra a til b:
Hvor summationstegnet symboliserer en sum af et endeligt antal elementer, symboliserer integraltegnet (også kaldet et langt s) således en sum af uendeligt mange elementer. Funktioner med denne egenskab kaldes integrable funktioner, og når man på denne måde integrerer en funktion , vil man ofte kunne gøre det vha en såkaldt stamfunktion , idet integralet så er lig stamfunktionens tilvækt på intervallet a til b (se figur):
Integrable funktioner hænger nøje sammen med differentiable funktioner, idet det at integrere en funktion er det modsatte af at differentiere den, hvilket er udtrykt i infinitesimalregningens hovedsætning. Når man differentierer en funktion , fås differentialkvotienten , og når man integrerer denne funktion , fås igen stamfunktionen . Ligesom i differentialregning gælder i integralregning visse regneregler for stamfunktioner:
Integralerne i de tre linjer herover indeholder ikke grænser, fx a og b, og er såkaldt ubestemte integraler, i modsætning til integralerne i de to foregående linjer, som indeholder grænser og derfor er såkaldt bestemte integraler. Bestemte integraler er altså tal, nemlig arealer under funktionskurver, fx i et interval fra a til b, mens ubestemte integraler blot er regneforskrifter – som så kan bruges til udregning af sådanne arealer.
Mens det i differentialregning altid er muligt at opskrive et funktionsudtryk for en funktions diffentialkvotient, gælder dette i integralregning kun for visse funktioner, omend mange. Skal man integrere et produkt af to funktioner, kan det gøres således:
Og kædereglen for differentiation af sammensatte funktioner kan også bruges, hvis man skal finde frem til en stamfunktion, ved substitution:
Eksempler på hyppigt brugte stamfunktioner er:
Generelt gælder for brøker med en funktion i nævneren og dens afledede i tælleren:
Differentialligninger
Mange praktiske situationer kan beskrives kvantitativt vha en funktion og dens afledede funktion. Fx vil en kande med varm te jo efterhånden stå og blive afkølet. Fra fysikkens varmelære vides, at afkølingens hastighed har at gøre med forskellen på teens temperatur og den omgivende lufts temperatur. Dette kan skrives
hvor er teens temperatur som funktion af tiden , er teens afkølingshastighed, fx målt i grader pr minut, er lufttemperaturen og en proportionalitetskonstant, som bl.a. afhænger af luftens, tepottens og teens varmeledningsevne og varmefylde. I ligningen indgår altså både funktionen og dens afledede , og en sådan ligning kaldes en differentialligning.
En hyppigt forekommende type af differentialligning er
som for fx kan beskrive, hvordan størrelsen af en kapital indsat til bestemt rente vokser med tiden. Er , kan ligningen fx beskrive henfald af stråling fra et radioaktivt materiale. Man kan vise, at løsninger til ligningen er funktioner af typen
hvor er en konstant og er eksponentialfunktionen.
Skal man beskrive væksten af en population, af fx mennesker eller dyr, vil populationen jo vokse med en hastighed, der har at gøre med populationens størrelse, fx
som giver eksponentiel vækst. Dette kan fint beskrive radioaktivt henfald, hvor antal radioaktive partikler går mod 0, eller forrentning af en kapital, hvor kapitalens størrelse med tiden går mod uendelig. Men i mange situationer vil der være grænser for væksten, fx som følge af, der kun er så og så meget plads eller mad til rådighed. Her må tallet i udtrykket ovenfor aftage, efterhånden som populationen vokser, fx lineært som , hvor har at gøre med vækstraten og (for maksimum) står for den øvre grænse for væksten. Differentialligningen kan så i stedet skrives
og man kan vise, at denne ligning har løsningen
Denne ikke-eksponentielle form for vækst kaldes logistisk vækst.
I differentialligninger af typen
kan det svare sig at omskrive vha den symbolske brøk for differentialkvotient
Selvom udtrykket t.v. for lighedstegnet ikke er nogen egentlig brøk, har det vist sig, man godt kan regne med den som sådan, og omskrive ovenstående til
Denne metode kaldes separation af de variable.
Computernes indflydelse
For at tydeliggøre og undersøge matematikkens fundament udviklede man områderne mængdeteori, matematisk logik og modelteori.
Da computere i sin tid blev opfundet, blev flere omkringliggende problemer tacklet af matematikere, og det ledte til områderne beregnelighed og informationsteori. Mange af disse spørgsmål er nu undersøgt under teoretisk datalogi.
Foruden ved numerisk analyse har computere også hjulpet til ved emner som kaosteori, som handler om at mange dynamiske systemer i naturen adlyder love, der gør, at deres adfærd bliver uforudsigelig i praksis, selvom det er deterministisk i teorien.
Kaosteori er tæt forbundet med fraktal geometri.
Se også
Nedenstående gruppering af emner repræsenterer én måde at organisere matematikkens grene på.
Tal
Tal – Naturlige tal – Heltal – Rationale tal – Reelle tal – Komplekse tal – Legemer – Kvaternioner – Oktonioner – Sedenioner – Hyperreelle tal – Surreelle tal – Ordinaltal – Kardinaltal – Heltalsfølge – Matematiske konstanter – Talnavne – Uendelig
Struktur
Algebraisk geometri – Matematisk analyse – Lineær algebra – Universel algebra
Diskret matematik
{| style="border:1px solid #999; text-align:center; margin: auto;" cellspacing="15"
| || || || ||
|-
| Kombinatorik || Mængdeteori || Beregnelighed || Kryptologi || Grafteori
|}
Kombinatorik – Mængdeteori – Sandsynlighedsregning – Statistik – Beregnelighed – Diskret matematik – Kryptologi – Grafteori – Spilteori
Anvendt matematik
Mekanik – Numerisk analyse – Optimering – Sandsynlighed – Statistik
Diverse
Matematisk sætning
Andengradsligning
Tredjegradsligning
Matematiker
Matematisk skønhed
Matematikkens historie
Matematisk notation
Königsbergs syv broer
Litteratur
Udenlandsk
Davis, Philip J.; Hersh, Reuben: The Mathematical Experience. Birkhäuser, Boston, Mass., 1980. En skånsom introduktion til matematikkens verden.
Rusin, Dave: The Mathematical Atlas, http://www.math-atlas.org. En tur gennem de forskellige grene i moderne matematik.
Weisstein, Eric: World of Mathematics, http://www.mathworld.com. En online encyklopædi om matematik.
Planet Math, http://planetmath.org. En online encyklopædi om matematik under konstruktion. Bruger GNU Free Documentation License, så det tillader importering til Wikipedia. Bruger TeX markup.
Mathematical Society of Japan: Encyclopedic Dictionary of Mathematics, 2nd ed. MIT Press, Cambridge, Mass., 1993. Definitioner, teoremer og referencer.
Michiel Hazewinkel (ed.): Encyclopaedia of Mathematics. Kluwer Academic Publishers 2000. En oversat og udvidet version af den sovjetiske matematik encyklopædi, i ti (store) bøger, det mest komplette og autoritative værk der er tilgængeligt. Også som paperback og på CD-ROM.
Gullberg, Jan: Mathematics—From the Birth of Numbers. W.W. Norton, 1996. Et encyklopædisk overblik over matematikken i et nutidigt og simpelt sprog
Dansk
Torben Braüner: Logikkens Muligheder og Grænser. Aktuel Naturvidenskab, 6, 2006.
Lærebøger
Formelsamlinger
Noter
Referencer
Eksterne henvisninger
Opgaver
Aritmetik og købmandsregning på FVU
Ordbøger
The Definitive Glossary of Higher Mathematical Jargon
Generel
Wolfram: Eric Weisstein's World of Mathematics
Citater om matematik
Mathematische Kleinigkeiten (forældet side?)
The Prime Pages
MathPuzzle.com
Historie
Egyptian Mathematics
Noter til: Whitehead og Russell (1910-12): Principia Mathematica
Jørgen Ebert (1995): Komplekse tal - en historisk og aksiomatisk introduktion. Forlaget Minor
Videregående uddannelser i Danmark
Akademiske discipliner
Folkeskolefag
Gymnasiefag
Formelle videnskaber |
127 | https://da.wikipedia.org/wiki/Magdeburg | Magdeburg | Magdeburg ved Elben er hovedstad i den tyske delstat Sachsen-Anhalt.
Byen var tidligere en fri rigsstad. Her søgte forfulgte lutheranere tilflugt omkring 1550.
I 1035 fik Magdeburg ret til at holde udstillinger og møder, som danner grundlag for de bylove, der er kendt som Magdeburgrettighederne. Disse love blev forbillede for hele Central- og Østeuropa. Besøgende fra mange lande begyndte at handle med Magdeburg.
I 1200-tallet blev Magdeburg medlem af Hanseforbundet. Med mere end 20.000 indbyggere var Magdeburg en af de største byer i det Tysk-romerske rige. Byen havde søhandel mod vest, Flandern, med landene ved Nordsøen og opretholdt trafik og samkvem bl.a. med Braunschweig. Borgerne kæmpede konstant mod ærkebiskoppen og blev næsten uafhængig af ham i slutningen af 1400-tallet.
I 1524 blev Martin Luther kaldt til Magdeburg, hvor han prædikede og forårsagede byens frafald fra den romersk-katolske kirke. Reformationen havde hurtigt fundet tilhængere i byen, hvor Luther havde været skoledreng. Kejser Karl V bandlyste gentagne gange den uregerlige by, der havde tilsluttet sig Torgau-alliancen og det Schmalkaldiske forbund. Da byen ikke havde accepteret Augsburg-Interimet (1548), blev byen belejret (1550-1551) af Moritz af Sachsen på kejserens kommando, men bevarede sin uafhængighed. Ærkebispestyret blev afløst af forskellige administratorer, der tilhørte de protestantiske dynastier. I de følgende år opnåede Magdeburg ry som højborg for protestantismen og blev den første større by, der udgav skrifter af Luther. I Magdeburg skrev Matthias Flacius og hans tilhængere deres anti-katolske pamfletter og Magdeburgcenturierne, hvori de hævdede, at den romersk-katolske kirke var blevet Antikrists rige.
I 1657 gennemførte borgmester og fysiker Otto Guerike (efter 1666 Otto von Guericke) sit kendte eksperiment med luftens tryk med de magdeburgske halvkugler. Byens universitet er opkaldt efter ham.
Musikgruppen Tokio Hotel blev dannet i byen.
Se også
Magdeburg Domkirke
SC Magdeburg
Eksterne kilder/henvisninger
Byer i Sachsen-Anhalt
Byer langs Elben
Frie rigsstæder
Hanse |
128 | https://da.wikipedia.org/wiki/M | M | M, m er det 13. bogstav i det latinske alfabet. Den tilhører gruppen vi kalder konsonanter.
Andre betydninger
Tegnet M har mange betydninger.
m er forkortelse for SI-længdeenheden meter
m er forkortelse for præfikset milli.
M er forkortelse for præfikset mega.
M er romertallet for 1000.
M er Minoritetspartiets partibogstav.
M for Metro.
M er en film instrueret af Fritz Lang.
M! er et tidsskrift for mænd.
M, fiktiv person fra James Bond-universet
Eksterne henvisninger
Latinske bogstaver |
129 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mesanmast | Mesanmast | En mesanmast er i skibsterminologi betegnelsen for den agterste (bagerste) mast på et flermastet skib.
Skibsterminologi
Energioverførsel |
130 | https://da.wikipedia.org/wiki/Norge | Norge | Norge (norsk: Norge (bokmål) eller Noreg (nynorsk); nordsamisk: Norga; lulesamisk: Vuodna; sydsamisk: Nöörje), officielt Kongeriget Norge (fra oldnordisk: Norðvegr ('Nordvejen')), er en skandinavisk enhedsstat i form af et konstitutionelt monarki, der består af den vestlige del af den skandinaviske halvø samt Jan Mayen, Svalbard og Bouvetøen. Norge har et areal på 385.207 km² og et indbyggertal på 5,455.582 (30. juni 2022). Det er det næsttyndest befolkede land i Europa. Den længste grænse går mod øst til Sverige, mod nord til Finland og Rusland. Med den næstlængste kystlinje i verden, afgrænses resten af landet havet: Barentshavet mod nord, Norskehavet mod vest, Nordsøen mod sydvest og Skagerrak mod syd. Landets hovedstad er Oslo. Norge gør krav på territorierne Dronning Maud Land og Peter I's Ø i og ved Antarktis, men disse krav er ikke alment anerkendt.
Det første norske aftryk på verdenshistorien kom i vikingetiden, hvor mænd fra Norge og det øvrige Norden drog ud i en stor del af Europa samt mod nord og vest. Vikingerne var både handelsmænd og røvere, der blandt andet nåede Grønland og Nordamerika. Vikingetiden blev efterhånden afløst af kristendommen, og den norske indflydelse i omverdenen, der nåede sit største omfang i midten af 1200-tallet, svandt efterhånden ind. Norge blev en del af en union med Danmark, hvor magten lå gennem mere end fire århundreder, inden landet i 1814 fik sin egen grundlov. Det blev i første omgang ikke til selvstændighed, idet Sverige invaderede landet, men svenskerne gav Norge et udstrakt selvstyre. Nationalfølelsen blev i løbet af det 19. århundrede en stadig vigtigere faktor i Norge, der først blev selvstændigt i 1905 .
Under første verdenskrig var Norge neutralt, men led alligevel store tab primært i den store handelsflåde. Ved indgangen til 2. verdenskrig forsøgt Norge igen at holde sig neutralt, men blev invaderet af Nazi-Tyskland i 1940 og besat til 1945. Efter krigen opgav Norge neutraliteten og var blandt grundlæggerne af NATO. Opdagelsen sidst i 1960'erne af store oliereserver i havbunden ud for Norge har ført til stor velstand. Ved afstemninger i 1972 og 1994 har den norske befolkning modsat sig landets medlemskab af EU.
Norges regeringsform er konstitutionelt monarki med parlamentarisme med Harald 5. som konge og Jonas Gahr Støre (Arbeiderpartiet) som statsminister. Landet er administrativt opdelt i fylker og kommuner. Samerne har et vist selvstyre og indflydelse på dets traditionelle områder gennem Sametinget og Finnmarksloven. Selv om landet ikke er medlem af EU, har Norge tætte forbindelser til unionen og dens medlemslande samt til USA. Norge deltager i internationale militæraktioner i bl.a. Afghanistan, Kosovo, Sudan og Libyen. Norge er også medlem af en række internationale institutioner som FN, Europarådet, Nordisk Råd, EØS, WTO og OECD; desuden deltager Norge i Schengen-samarbejdet.
Norge har rige forekomster af olie og naturgas samt en række mineraler og tømmer, ferskvand, vandkraft og fødevarer fra havet. Landet har det fjerdestørste BNI pr. indbygger i verden, især som følge af de rige olieforekomster, der har gjort Norge til den største olie- og gasproducent pr. indbygger uden for Mellemøsten. Landet er præget af den skandinaviske velfærdsmodel med ret til offentlige sundhedsydelser, uddannelse og sociale ydelser. I flere år siden 2000 har Norge ligget øverst på den verdensomspændende Human Development Index, der sætter tal på befolkningens udvikling på en række punkter, der ikke direkte har med økonomi at gøre. I 2011 lå Norge desuden øverst på demokrati-indekset.
Historie
Forhistorien
De første beboere i Norge hører til Ahrensburgkulturen (11. til 10. årtusinde f.Kr. fra ældre stenalder, som er en del af yngre dryas, den sidste kuldeudløber af Weichsel-istiden. Kulturen er navngivet efter landsbyen Ahrensburg 25 kilometer nord for Hamborg i Slesvig-Holsten, hvor der er udgravet pileskafter og trækøller. De tidligste spor efter bosættelser er fundet langs kysten, hvor den store iskappe efter sidste istid først smeltede (mellem 11.000 og 8.000 f.Kr.). De ældste fund er stenredskaber, der kan dateres til mellem 9.000 og 6.500 f.Kr. fundet dels i Finnmark (Komsakulturen) mod nord, dels i Rogaland (Fosna-Hensbackakulturen) mod sydvest. Teorien om to helt forskellige kulturer blev i 1970'erne regnet for forældet. Fund langs hele kysten overbeviste arkæologerne om, at forskellen mellem de to kulturer ganske enkelt kan henføres til forskellene i de redskaber, der blev anvendt, ikke til selve kulturen. Dyrelivet ved kysten skabte livsgrundlag for fiskere og jægere, som kan have fundet frem til de sydlige kyster omkring 10.000 f.Kr., hvor indlandet fortsat var dækket med is. Det er nu den almindelige opfattelse, at de arktiske folk senere kom fra syd og fulgte kysten nordpå. Nogle kan være ankommet langs den isfri kyst på Kolahalvøen, men det er der er kun sparsomme beviser for.
På den sydlige kyst er der fundet spor efter bosteder fra omkring 5.000 f.Kr. Fund fra disse bosteder giver en klarere forståelse af livet blandt fiskere og jægere. Redskaberne varierer i størrelse og form og er oftest lavet af forskellige stenarter. Der er fundet helleristninger især i nærheden af fiske- og jagtområder. Indhugningerne viser byttedyr som hjorte, rensdyr, elge, bjørne, fugle, sæler, hvaler og fisk (især laks og helleflyndere), dyrearter centrale for livets opretholdelse hos beboerne ved kysten. Helleristningerne ved Alta i Finnmark er de mest omfattende i Skandinavien. De er ristet nær ved kysten i en lang fortsat periode fra 4.200 f.Kr. til 500 f.Kr. og markerer landjordens opdukken fra havet efter sidste istid.
Bronzealderen
Mellem 3.000 og 2.500 f.Kr. ankom nye folk til Østnorge (enkeltgravskulturen). De var urindoeuropæiske landbrugere, der dyrkede korn og holdt kvæg og får. Jæger-fiskerfolket på vestkysten blev også efterhånden fortrængt af landbrugere, men jagt og fiskeri vedblev at være brugbart som sekundært livsgrundlag.
Fra omkring 1.500 f.Kr. kom bronzen efterhånden til landet, men brugen af sten til redskaber fortsatte; der var kun få varer i Norge, der kunne byttes for bronzen, der derfor var sjælden. De få bronzefund er ofte rigt udsmykkede våben og brocher, som kun høvdinge havde råd til. Store dysser med grave blev anlagt nær havet så langt nordpå som ved Harstad samt inde i landet i det sydlige Norge; de er karakteristiske for perioden. Motiverne i helleristningerne adskiller sig fra dem, man kender fra stenalderen. Billeder af solen, dyr, træer, våben, skibe og mennesker er stærkt stiliserede og skal formodentlig være fertilitetssymboler med tilknytning til de religiøse forestillinger.
Jernalderen
Der er kun få fund fra den tidlige jernalder (de sidste 500 år f.Kr.). De døde blev brændt, og deres grave indeholder kun få gravgenstande. Gennem de første 400 år e.Kr. kom folk i kontakt med det romerskbesatte Gallien. Man har fundet omkring 70 romerske bronzegryder, ofte brugt som urner. Kontakten med mere civiliserede folkeslag mod syd gav kendskab til runer, og de ældste kendte runeinskriptioner stammer fra det 3. århundrede. På den tid øgedes det beboede område. Det kan spores ved koordineringen af topografi, arkæologi og stednavne. De ældste enkeltstående navne som "nes", "vik" og "bø" ("næs", "vig" og "gård") er meget gamle og stammer formodentlig fra bronzealderen, mens de ældste sammensatte navne med suffikser som "vin" ("eng") og "heim" ("bosted"), som i Bjorgvin (Bergen) og Saeheim (Seim) stammer fra det første årtusind e.Kr.
Folkevandringstiden
Da germanske stammer i det 5. århundrede vandrede sydover, forårsagede deres indfald Romerrigets undergang. Det afspejles i Norge af rige fund som høvdingegrave med fornemme våben og guldgenstande. Forsvarsbefæstninger blev anlagt på stejle klipper. Udgravninger har afsløret stenfundamenter for gårde på 18 til 27 meter i længden – i et enkelt tilfælde hele 46 meter – hvor tagene blev båret af træstolper. Disse huse var hjem, hvor flere generationer og husdyr boede under samme tag. Fra denne periode og senere (år 600-800) kan man spore spirende tendenser til samfundsdannelser. Forsvarsværker kræver samarbejde og lederskab, så dannelsen af småstater af en slags med en forsvars- og administrativ organisering må have eksisteret.
Disse stater havde basis i klaner eller stammer fx hordere fra Hordaland i det vestlige Norge. I det niende århundrede havde hver af disse små stater ting (lokale eller regionale forsamlinger), hvor man forhandlede og afgjorde uenigheder. Disse tingsteder, mange med hørg (altre) lå ofte på de ældste og bedste gårde, ejet af høvdinge eller velhavende bønder. Med de regionale ting kom efterhånden større enheder med forsamlinger af repræsentanter fra flere områder. På denne måde gik udviklingen mod skabelsen af lagtinget (forsamling til forhandling og lovgivning). Gulatinget havde sit tingsted ved Sognefjorden og kan have været centrum for en adelsstyret konføderation langs de vestlige fjorde og øer under navnet Gulatingslag. Tilsvarende var Frostatinget forsamlingen af ledere fra områderne omkring Trondheimsfjorden. Her er der tegn på, at jarlerne fra Lade nær Trondheim har øget Frostatingslaget til at omfatte kystlandet fra Romsdalsfjorden til Lofoten. Der udviklede sig også et lagting omkring Mjøsa mod øst, som fik etableret mødested i Eidsvoll under navnet Eidsivating. Området omkring Oslofjorden, der i perioder var tæt knyttet til Danmark, dannede Borgarting med tingsted ved Sarpsborg.
Vikingetiden
Vikingetiden er karakteriseret ved ekspansion og emigration af de vikinger, der var søfolk. Ifølge traditionen samlede Harald Hårfager vikingerne i 872 efter slaget i Hafrsfjord i Stavanger, hvorved han blev den første konge af Norge (dateringen til 872 kan være noget tilfældig, og det reelle år kan meget vel have været kort før 900). Haralds rige omfattede først og fremmest de sydlige kystområder. Harald Hårfager regerede med hård hånd, og ifølge sagaerne forlod mange nordmænd landet til fordel for Island, Færøerne og Grønland samt dele af Storbritannien og Irland. Nutidens irske byer som Dublin, Limerick og Waterford blev grundlagt af norske (samt danske) bosættere. Nordisk mytologi blev efterhånden fortrængt af kristendommen i det 10. og 11. århundrede. Det henføres oftest til missionerende konger som Olav Tryggvason og Olav den Hellige. Den første kristne konge var Håkon den Gode i midten af det 10. århundrede, selv om hans forsøg på at indføre den nye religion i det store og hele blev afvist. Olav Tryggvason, født omkring 963-969, drog af sted til England for at plyndre med 390 skibe. I den forbindelse angreb han blandt andet London. Da han vendte tilbage til Norge i 995, lagde han til ved Moster, og her anlagde han den første kirke i Norge. Fra Moster sejlede Olav videre mod nord til Trondheim, hvor han blev udråbt til konge af Norge ved Eyratinget.
Der udviklede sig aldrig rigtigt feudalisme i Norge og Sverige, som man ellers så det i det øvrige Europa. Dog tog administrationen af regeringen efterhånden karakter af konservativ feudalisme. Hanseforbundet tvang kongedømmet til at betale sig større og større afgifter af udenrigshandelen og økonomien i øvrigt. Forbundet havde denne magt over kongemagten på grund af lån, som det havde ydet kongerne, som dermed skyldte store summer væk. Hanseforbundets monopollignende kontrol over økonomien i Norge var en byrde for alle klasser, særligt bondestanden, i en grad så der ikke eksisterede nogen borgerstand i landet.
Kalmarunionen
Da kong Håkon 5. døde i 1319, arvede den tre år gamle Magnus Eriksson tronen som kong Magnus 7. af Norge. På samme tid havde man held til at få indsat Magnus som konge af Sverige (på den tid blev kongerne af Sverige og af Danmark valgt af deres respektive adel), og han var dermed konge af både Norge og Sverige.
I 1349 ramte den sorte død Norge og mellem 40 og 50 % af landets indbyggere omkom af sygdommen, hvilket afstedkom en periode med social og økonomisk nedgang. Pesten efterlod Norge meget forarmet. Skønt dødsraten var nogenlunde på niveau med resten af Europa, tog den økonomiske genoprettelse noget længere tid på grund af en meget spredt befolkning. Mange gårde lå forladte hen, og befolkningstallet steg kun meget langsomt. Lejerne på de få overlevende gårde oplevede, at deres handelsposition over for gårdenes ejere var betydeligt forbedret.
Magnus 7. regerede indtil 1355, hvor han blev efterfulgt af sin søn, Håkon 6. Håkon giftede sig med Margrete, datter af den danske kong Valdemar Atterdag. Da Håkon 6. døde i 1379, var hans søn Olav blot ti år, men allerede tre år forinden var han valgt til dansk konge. Da han ved sin fars død blev konge af Norge, indgik Danmark og Norge en personalunion. Mens Olaf var mindreårig, var det moderen, Margrete, der varetog de to landes udenrigspolitik.
Margrete arbejdede for at skabe en union mellem Danmark, Norge og Sverige ved at få Olav valgt til konge af Sverige. Det var tæt på at lykkes, da Olav pludselig døde. I Danmark valgte man ved hans død Margrete som midlertidig regent, og et halvt år senere fulgte Norge trop og kronede Margrete til dronning af landet. Margrete vidste, at hun ville sidde mere sikkert på magten, hvis hun kunne finde en konge til at regere på hendes vegne. Hun besluttede sig for Erik af Pommern, der var barnebarn af hendes søster. Med den syvårige Erik som konge af navn lykkedes det Margrete ved et skandinavisk topmøde i Kalmar af samle Danmark, Norge og Sverige i en personalunion med Erik som konge af alle tre lande. I denne Kalmarunion var Margrete den egentlige magthaver.
Union med Danmark
Efter 1450 blev unionen mellem Danmark og Norge stadfæstet i en traktat, og selv om Sverige brød ud af unionen i 1521, forblev Danmark og Norge samlet i det, som i Norge i eftertiden ofte kendes under betegnelsen "400-årig natten" (Ibsen), hvor Norge blev anset for at være den svagere part i unionen med Danmark. Efterhånden blev kongens magt og administration koncentreret i København, og i 1536 blev reformationen indført i dobbeltriget, og i den forbindelse blev ærkebispesædet i Trondheim nedlagt, hvilket yderligere bidrog til at stadfæste Norge som en vasalstat, idet bispesædets indtægter nu gik direkte til hoffet i København. Norge mistede nu også indtægter, der tidligere havde forekommet i en pæn mængde fra pilgrimme på valfart til Olav den Helliges grav i Nidarosdomen og samtidig tillige en stor del af den hidtidige sociale og kulturelle kontakt med det øvrige Europa. Op gennem det 17. århundrede led Norge yderligere under, at Danmark-Norge i de mange krige med Sverige måtte afgive land. Det betød, at de gamle norske landskaber Båhuslen, Jemtland og Herjedalen blev svenske. Dette blev dog til en vis grad opvejet af, at Norge mod nord udvidede sit territorium med overtagelsen af Troms og Finnmark fra Sverige og Rusland.
En alvorlig hungersnød ramte Norge i 1695-96 og medførte, at omkring 10 % af landets befolkning omkom. Også anden halvdel af det 18. århundrede var landet udsat for, at høsten slog fejl; der er rapporteret om mindst ni af årene mellem 1740 og 1800.
Union med Sverige
Selv om Danmark-Norge var neutral i napoleonskrigene i begyndelsen af det 19. århundrede, blev nationen angrebet af Storbritannien, der vandt en overvældende sejr ved Københavns bombardement i 1807. Det kostede stort set hele den dansk-norske flåde. Snart efter tabte Napoleon og hans nye allierede – heriblandt Danmark-Norge – den store europæiske konflikt, og det førte til omfattende hungersnød i Norge. Kongen blev ved freden i Kiel tvunget til at afstå Norge til kongen af Sverige, mens de gamle norske provinser i Grønland, Island og Færøerne forblev danske.
Norge forsøgte at etablere sig som uafhængig stat med Eidsvoll-forfatningen den 17. maj 1814 (Grundlovsdagen, Norges nationaldag) baseret på modellerne fra USA og Frankrig. Landet valgte statholderen, prins Christian Frederik (den senere kong Christian 8. af Danmark), til konge af Norge. Denne modstand mod at anerkende de store nationers beslutning om at koble Norge til Sverige førte senere samme år til en krig de to lande imellem. Imidlertid var den svenske militærstyrke ikke stor nok til straks at underlægge sig Norge, mens Norge ikke havde midler til at modstå en langvarig krig samtidig med, at britiske og russiske styrker blokerede de norske kystbyer, og dermed blev de krigsførende nationer tvunget til at forhandle, hvilket førte til Mosskonventionen. Ifølge den skulle Christian Frederik abdicere og give Stortinget bemyndigelse til at foretage de nødvendige forfatningsmæssige ændringer, så der blev dannet en personalunion med Sverige under fælles konge, Karl 13. af Sverige. Denne union trådte i kraft 4. november 1814. Med unionen beholdt Norge sin ret liberale forfatning og sine egne uafhængige institutioner på nær udenrigsområdet. Den konfliktfyldte periode satte sine spor på økonomien i Norge, til fremgangen begyndte omkring 1830.
Karl 14. Johan, der blev konge af Sverige og Norge i 1818, var den anden svenske konge over Norge efter indførelsen af personalunionen. Han var en kompleks person, der regerede til 1844 og beskyttede forfatningerne og de øvrige frihedsrettigheder, som Norge og Sverige havde gennem Metternich-perioden. På den baggrund blev han anset som en ret liberal regent. Men samtidig var han hensynsløs i sin brug af betalte meddelere, det hemmelige politi og begrænsninger i pressefriheden for at holde folkelige bevægelser til fordel for reformer nede – særligt den norske nationale uafhængighedsbevægelse.
Med de politiske ændringer i landet og de generelle kulturelle strømninger i Europa oplevede man i midten af det 19. århundrede en markant norsk nationalromantik, hvor norske kunstnere søgte at definere og udtrykke en særlig norsk karakter. Bevægelsen omfattede alle sider af kulturen: litteraturen (Henrik Wergeland, Bjørnstjerne Bjørnson, Peter Christen Asbjørnsen, Jørgen Moe), malerkunsten (Hans Gude, Adolph Tidemand), musikken (Edvard Grieg) og forsøgt på at definere et eget norsk skriftsprog. Det ses i nutiden i de to officielle norske sprog: Bokmål og nynorsk.
Efter Karl 14. Johans regeringstid gennemgik Norge i romantikken markante sociale og politiske reformer. I 1854 fik kvinder ret til på lige fod med mænd at arve ejendom. I 1863 forsvandt de sidste spor af, at ugifte kvinder var umyndige. Desuden fik kvinder ret til en række embeder, særligt som skolelærere. Trods dette var Norge i midten af det 19. århundrede langt fra at være et demokrati i moderne forstand. Stemmeretten gjaldt kun embedsmænd, jordbesiddere, forpagtere og borgere i købstæderne. Denne gammeldags opfattelse opstod der efterhånden utilfredshed med.
Norge var et ret konservativt samfund. Særligt økonomien var "domineret af aristokratiet med veluddannede folk, der indtog langt de fleste af de vigtige poster i den centrale regering." Der var ikke et dominerende borgerskab i Norge, der forlangte at få nedbrudt aristokratiets kontrol med økonomien. Så derfor var Norge stort set uberørt af oprørene i 1848. De fleste forsøg på oprør strandede på den stenhårde konservatisme i det norske samfund. Det eneste oprør, der kom til udbrud i 1848, var Thrane-bevægelsen.
Marcus Thrane var utopisk socialist. Han søgte at appellere til den arbejdende klasse for at få dem til at gennemføre en forandring af den sociale struktur "nedefra og op". I 1848 organiserede han en arbejderforening i Drammen. I løbet af få måneder havde foreningen omkring 500 medlemmer og udgav sin egen avis. På bare to år opstod der 300 sådanne arbejderforeninger over hele Norge med et samlet medlemstal på omkring 20.000. Medlemmerne blev rekrutteret fra de underste klasser både i byerne og på landet. For første gange indså disse to grupper, at de havde et fælles mål. Bevægelsen blev dog ret nemt kvalt, da Thrane blev arresteret og fængslet i tre år for forbrydelser mod statens sikkerhed. Efter at have afsonet sin straf immigrerede Thrane til USA.
I 1898 fik alle mænd lige valgret; kvinderne i 1913.
Uafhængighed
Christian Michelsen, der var skibsreder og politiker, var statsminister 1905-07, og han spillede en central rolle i den fredelige separation mellem Norge og Sverige, der blev virkelighed 7. juni 1905. Efter at et nationalt referendum fastslog, at det norske folk gik ind for monarki frem for republik som statsform, tilbød den norske regering den norske trone til den danske prins Carl. Stortinget valgte ham enstemmigt til den første konge over et fuldstændigt uafhængigt Norge i 586 år. Carl besteg tronen under navnet Haakon 7. af Norge, navnet på flere tidligere norske konger fra middelalderen.
Første verdenskrig
Under 1. verdenskrig var Norge officielt neutralt. I realiteten blev landet imidlertid presset af Storbritannien til at overgive større og større dele af sin handelsflåde til briterne samt til at deltage i handelsblokaden mod Tyskland. Norske orlogsfartøjer med norske søfolk blev dernæst indforskrevet til at sejle under britisk flag, hvorved de risikerede at blive mål for angreb fra tyske ubåde. Dette medførte, at mange norske skibe og søfolk blev tabt. Som en konsekvens heraf faldt den norske handelsflådes fra en fjerde- til en sjetteplads på listen over de største søfarende nationer.
Anden verdenskrig
Under 2. verdenskrig proklamerede Norge sig igen neutralt, men landet blev alligevel angrebet af Tyskland den 9. april 1940.
Om morgenen den 9. april flygtede kongen og stortingsmedlemmer fra Oslo. Om aftenen den 9. april udstedte Stortinget en fuldmagt, der gav regeringen bemyndigelse til at handle på parlamentets vegne, indtil parlamentet igen kunne samles. Fuldmagtens intension var at regeringen kunne forhandle med tyskerne. En delegation blev oprettet samme dag for at tage til Oslo for at forhandle med tyskerne. Parlamentsmedlemmerne "ønsket at rejse hjem før noe forhandlingsresultat kunne ventes at foreligge. Derfor foreslo Hambro at regeringen skulle ha fuldmagt til at godta et forhandlingsresultat på vegne av Stortinget" (fuldmagten blev mundtlig udformet af formanden for Stortinget, C. J. Hambro, det skete i Elverum.; fuldmagten blev senere kaldt for Elverum-fuldmagten).
Om aftenen den 9. april blev et statskup forsøgt af den norske nazist Vidkun Quisling – leder af partiet Nasjonal Samling. Den 10. april nægtede kongen at godkende et tysk krav om en ny regering. I stedet tog tyskerne selv magten under ledelse af rigskommissær Josef Terboven.
Hæren og flåden gjorde modstand i nogle måneder.
Den 7. juni flygtede regeringen og kongen fra Norge (fra Tromsø) og ankom senere til Storbritannien.
Da Frankrig blev angrebet af Tyskland, blev allierede styrker trukket tilbage fra Norge. Slaget om Narvik var ovre den 8. juni 1940; det varede i to måneder.
Den 10. juni opgav man kampen mod tyskerne, da det blev klart, at de Allierede koncentrerede deres indsats i Frankrig.
Kongen og regeringen var i eksil i Storbritannien, og med Elverum-fuldmagten havde regeringen fortsat magten med Stortingets velsignelse hele krigen. Norges regering, eksilregeringen, havde militærudgifter til at støtte de Allieredes planlagte invasion af Europa. Regeringen sendte radioudsendelser gennem BBC som opildnede norske borgere til passiv modstand.
Den 27. december 1941 landede en britisk kommandostyrke med nogle nordmænd på Måløy. Angrebets arkitekt var den britiske premierminister Winston Churchill; han ønskede tyske lig for at skræmme tyskerne og motivere briterne.
Rigskommissæren lod i 1942 Quisling danne en marionetregering. I befolkningen var der et mindretal, der støttede nazisterne, og op imod 15.000 nordmænd meldte sig til tysk militærtjeneste, også i Waffen-SS.
Omvendt var der mange nordmænd og mænd af norsk afstamning i andre lande, der gik i tjeneste eller i norske væbnede eksilstyrker. Ved besættelsen i 1940 var der en lille gruppe bestående af tretten skibe, fem fly og 500 mand fra den norske flåde, der fulgte kongen til Storbritannien, og denne gruppe øgedes, så der ved krigens slutning var 58 fartøjer og 7.500 søfolk i tjeneste i den norske flåde mod Aksemagterne, fem eskadriller af fly (heriblandt Spitfire-jagerfly, Short Sunderland-flyvebåde og Mosquito-bombefly) i det nyoprettede norske luftvåben samt landstyrker som Kompagni Linge samt kommandosoldater.
I løbet af de fem besættelsesår blev der opbygget en norsk modstandsbevægelse, der modarbejdede Quisling-styret og den tyske besættelsesmagt med både civil ulydighed og væbnet modstand. Blandt de spektakulære aktioner var sprængningen af Norsk Hydros tungtvandsanlæg ved Rjukan, en aktion der reducerede Nazi-Tysklands kapacitet til at skaffe tungt vand til sit atomvåbenprogram, som også havde oplevet tilbageslag uden for Norge. Af større betydning for de allierede styrker var dog den norske handelsflådes indsats. I 1940 var den norske handelsflåde igen blevet verdens fjerdestørste med rederiet Nortraship som den førende aktør. Handelsflåden gik helhjertet ind på allieret side og deltog i en række markante operationer som evakueringen ved Dunkerque og landsætningerne i Normandiet.
Finnmark Fylke blev befriet af Den Røde Hær i 1944–45, mens den tyske besættelsesmagt kapitulerede endeligt 8. maj 1945.
Efterkrigstiden
Fra 1945 til 1962 havde Arbeiderpartiet absolut flertal i Stortinget. Regeringen oftest under ledelse af Einar Gerhardsen tog fat på et økonomisk udviklingsprogram inspireret af keynesianismen med fokus på statsfinansieret industrialisering og samarbejde mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Mange af de midler, der blev brugt til statslig økonomisk kontrol, var nødvendiggjort af krigen og blev fortsat i årene efter, selv om rationeringen på mælkeprodukter blev ophævet i 1949; kontrol og rationering af boliger og biler fortsatte så helt til 1960.
Som et resultat af den tyske invasion og besættelse under 2. verdenskrig blev nordmændene langt mere skeptiske over for neutralitetspolitikken. Krigen havde skabt et tæt bånd mellem Norge og Storbritannien samt USA, og skønt Arbeiderpartiet førte en socialistisk politik, tog det stærkt afstand fra kommunismen, særligt efter Sovjetunionens besættelse af Tjekkoslovakiet i 1948. Den tætte forbindelse til USA betød også, at Norge fra 1947 fik hjælp efter Marshallplanen, blev medlem af OECD året efter og var en af de stiftende partnere ved NATO's dannelse i 1949. Ligeledes var landet et af de grundlæggende medlemmer af FN samt i 1952 medstifter af Nordisk Råd.
Den store støtte til udvikling af industrien medvirkede til, at denne del af erhvervslivet i mange år var af afgørende betydning, men fra 1975, hvor antallet af ansatte i industrien toppede, er den gradvist faldet, og arbejdskrævende industrier som skibsværfter og masseproduktion er i stedet efterhånden gået til andre lande med billigere arbejdskraft.
I 1969 fandt Phillips Petroleum Company omfattende mængder af olie i Ekofisk-feltet i havbunden vest for Norge. I 1973 oprettede den norske regering det statslige olieselskab Statoil, der gik ind i olieudvindingen. På grund af de store investeringer kom olieproduktionen først til at give overskud i begyndelsen af 1980'erne, men har siden udviklet sig til at være en af de største indkomstområder for landet.
Norge var med til at stifte EFTA i 1960, men begge afstemninger om medlemskab af EU i 1972 og 1994 har begge givet nej. Landet er dog medlem af EØS. Da Kåre Willoch som leder af en Høyre-regering blev statsminister i 1981, var der stagflation i økonomien, hvilket han søgte at imødekomme med en kombination af skattelettelser, økonomisk liberalisering, fjernelse af reguleringer af markederne og forskellige midler til at stoppe den voldsomme inflation (13,6 % i 1981).
Willochs efterfølger fra Arbeiterpartiet, Gro Harlem Brundtland, som var Norges første kvindelige statsminister, fortsatte mange af sin højreorienterede forgængers reformer samtidig med, at hun holdt fast i traditionelle arbejderpartimærkesager som bekymring for social sikkerhed, høje skatter, miljøet og feminisme. Mod slutningen af 1990'erne havde Norge afviklet sin nationale udlandsgæld og var begyndt på at etablere statslige etableringsfonde. Siden 1990'erne har det været et stridspunkt i den norske politiske debat om hvor stor en del af indtægterne fra olieproduktionen, som skulle bruges, og hvor stor en del, der skulle spares op.
I 2011 blev Norge udsat for to alvorlige angreb udført af Anders Behring Breivik mod henholdsvis regeringskvarteret i Oslo og en sommerlejr for Arbeiderpartiets Ungdom på den lille ø Utøya. De to angreb kostede i alt 77 døde og 96 sårede.
Geografi
Norge udgør den vestlige del af Skandinavien i Nordeuropa. Den forrevne kystlinje, afbrudt af dybe fjorde og tusinder af øer, strækker sig over 100.915 km. Norges grænse mod Sverige er på 1.630 km, mod Finland på 736 km og mod Rusland på 196 længst mod nordøst. Havene, der grænser op til Norge, er fra nord mod uret Barentshavet, Norskehavet, Nordsøen og Skagerrak. Norge ligger mellem 57. og 81. nordlige breddekreds samt mellem 4. og 32. østlige længdekreds.
Arealet på 385.207 km² (med Jan Mayen og Svalbard, 323.779 km² uden disse to) er i stort omfang domineret af bjerge og højdedrag med mange forskellige udtryksformer, skabt af forhistoriske gletsjere og varieret topografi. Særligt markante er fjordene: Dybe render skåret ind i landet, fyldt op med havvand og skabt ved slutningen af sidste istid. Med 204 km er Sognefjorden den længste fjord i verden, og den er samtidig verdens næstdybeste. Hornindalsvatnet er med 514 m dybde den dybeste sø i Europa. Der er permafrost i de højeste bjergområder samt i det indre af Finnmark. Der findes talrige gletsjere i landet.
De tre højeste bjerge (fjelde på norsk) er Galdhøpiggen på 2.469 m, Glittertind på 2.460 m og Stora Skagastølstind (Storen) på 2.405 m. I almindelighed består fjeldene mest af hård granit og gnejs, der suppleres af relativt pæne forekomster af skifer, sandsten og kalksten. Norge har tempereret klima, specielt langs kysten, som påvirkes af Golfstrømmen og den dominerende vestenvind, hvilket giver højere temperaturer og mere nedbør, end man skulle forvente så langt mod nord, især langs kysterne. I hovedlandet har man fire tydelige årstider, hvor vintrene inde i landet generelt er koldere og med mindre nedbør. Østlandet, dvs. egnen omkring Oslo, hvor størstedelen af befolkningen bor, har samme klimatiske og naturmæssige forhold som Sydsverige. Klimaet inde i landet er mere barskt, og i den nordlige del hersker subarktiske forhold; på Svalbard er der arktisk tundraklima.
Som følge af landets store udstrækning og de forskelligartede topografier og klimaer har Norge et større antal forskellige habitater end næsten alle andre lande i Europa. Landet og de omgivende farvande rummer op imod 60.000 forskellige dyrearter, og økosystemet i havet omkring den norske kontinentalsokkel regnes for at være særdeles produktiv.
Klima
De sydlige og vestlige dele af Norge får mere nedbør og har mildere vintre end den sydøstlige del. De lave områder omkring Oslo har de varmeste og mest solrige somre, men også koldt vejr og snefald om vinteren, særligt inde i landet.
På grund af Norges placering relativt langt oppe på den nordlige halvkugle er der store forskelle i dagens længde hen over året. Fra slutningen af maj til slutningen af juli går solen slet ikke rigtigt ned under horisonten i områderne nord for polarcirklen (deraf Norges tilnavn som "midnatssolens land"), og længere mod syd kan have over tyve timer med dagslys i døgnet. Omvendt fra sidst i november til sidst i januar står solen slet ikke op i nord, mens perioden med dagslys er meget kort også længere mod syd.
Biodiversitet
Det samlede antal kendte insektarter er på omkring 16.000 (der er måske omkring 4.000 ubeskrevne arter), af algearter er der omkring 20.000, af lavarter 1.800, af mosser 1.050, af karplanter 2.800, mens der findes op imod 7.000 svampearter, 450 fuglearter (hvor 250 yngler i Norge), 90 arter af pattedyr, 45 arter af ferskvandsfisk, 150 arter af saltvandsfisk, 1.000 arter af hvirvelløse dyr i ferskvand samt 3.500 arter af hvirvelløse dyr i saltvand. Omkring 40.000 af disse arter er videnskabeligt beskrevet. Rødlisten indeholdt i 2010 4.599 arter.
Sytten af arterne er opført på rødlisten, fordi de er truet på globalt plan, som fx den eurasiske bæver, hvor populationen i Norge er så stor, at den ikke er specielt truet. Antallet af truede eller næsten-truede arter er på 3.682; dette inkluderer 418 svampearter, 36 fuglearter og 16 arter af pattedyr. Per 2010 er 2.398 arter beskrevet som truede eller sårbare; heraf er 1250 arter sårbare, 871 er truede og 276 arter er kritisk truede. Blandt sidstnævnte gruppe er den grå ulv, polarræven (hvoraf der dog findes en sund bestand på Svalbard) og den kortbenede grønne frø.
Det største rovdyr i norske farvande er kaskelothvalen, mens den største fisk er brugden. Største rovdyr på landjorden er isbjørnen, hvor elgen er det største dyr.
Miljø
Ifølge Environmental Performance Index ligger Norge tredjebedst i verden i miljøbeskyttelse med basis i landets førte politik.
Politik
Den norske grundlov, der var inspireret af USA's og Frankrigs forfatning, blev vedtaget 17. maj 1814 og foreskriver, at Norge er et konstitutionelt monarki med et etkammersystem og et parlamentarisk regeringssystem. Landets overhoved er kongen, der formelt set har den udøvende magt, udover at han er chef for de væbnede styrker, men i praksis er kongens magt primært ceremoniel. Statsministeren står i spidsen for regeringen, som udnævnes af kongen. Kongen må i teorien udnævne hvem, han vil, men en parlamentarisk styreform blev indført i 1884, uden at det fremgår af grundloven. Magten i landet er ifølge grundloven opdelt i en udøvende, en lovgivende og en dømmende del. I praksis er det statsministeren, der forestår den udøvende magt.
Den nuværende konge er Harald 5. af den glücksburgske slægt. Han tiltrådte i 1991 og er den første norske konge siden det 14. århundrede, der er født i Norge. Kronprins Haakon er tronfølger og skal følge sin far på tronen.
Ifølge grundloven udøves den lovgivende magt af Stortinget og den norske regering i fællesskab, men i sidste instans er det Stortinget i et etkammersystem, der er bestemmende. Love vedtages efter forslag af Stortingets medlemmer eller regeringen ved simpel flertalsafgørelse blandt de 169 stortingsmedlemmer. Valgsystemet ligger tæt op ad det danske valgsystem og kan beskrives som et repræsentativt demokrati med en valgperiode på fire år. 150 af medlemmerne vælges ved forholdstalsvalg i nitten valgdistrikter, der svarer landets fylker, mens de sidste nitten er tillægsmandater, der skal sikre, at Stortingets fordeling så godt som muligt kommer til at svare til afstemningsresultater. Afstemningen baseres på partier, som skal have en tilslutning på mindst 4 % for at opnå valg.
Stortinget ratificerer lovene og sikrer, at regeringen og forvaltningen gør deres arbejde godt nok. Til dette er nedsat en kontrol- og konstitutionskomité. Det er også Stortinget, der kan tvinge regeringen til at gå af, hvis et flertal nærer mistillid til den. Statsminister bliver den af Stortingets medlemmer, der kan støttes af et flertal kollegerne. Det er som regel lederen af det største parti eller den største koalition af partier, da det ikke er så almindeligt, at ét parti har flertal. Det er dog også sket, at Norge er blevet ledet af en mindretalsregering.
Statsministeren udpeger sin regering, oftest med personer fra hans eget parti eller partierne i koalitionen. Grundloven tilsiger dog samtidig, at mindst halvdelen af ministrene skal tilhøre den norske folkekirke. Dette har givet grobund for en debat om adskillelse mellem stat og kirke.
Den udøvende magt foregår formelt set gennem statsrådet, hvor kongen og regeringen mødes på Det Kongelige Slott i Oslo, og hvor regeringen ifølge grundloven konsulterer kongen. Kongen underskriver lovene, der er vedtaget i Stortinget, men han skal også formelt set godkende lovforslag, inden der stemmes om dem i tinget. Modsat godkender statsrådet kongens handlinger som statsoverhoved.
Der er tradition for, at Stortingets medlemmer vælges via partilister i et flerpartisystem. Historisk set har Arbeiderpartiet og Høyre været de ledende partier; Arbeiderpartiet har stået i spidsen for koalitionsregeringer siden valget i 2005 sammen med Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet. Ved Stortingsvalget 2009 gik Høyre og Fremskrittspartiet frem på bekostning af især Sosialistisk Venstreparti, men opnåede ikke mandater nok til at overtage regeringsmagten. Det skyldtes blandt andet dårligt samarbejdsklima mellem oppositionens partier, der også omfatter Venstre og Kristelig Folkeparti. Stoltenberg kunne derfor på ny danne regering som leder af den rød-grønne koalition.
Administrative opdelinger
Norge er en enhedsstat, der er opdelt på øverste niveau i 11 amter – fylker på norsk. Disse fylker ledes af direkte valgte råd (fylkesting), anført af fylkesordføreren. Desuden er der i hvert fylkesting en fylkesmann, der er udpeget af kongen og regeringen, og som har tilsynspligt med fylketingets beslutninger samt fungerer som klageinstans. Fylkerne er igen opdelt i 356 kommuner, der tilsvarende hver ledes af et kommunestyre, hvor borgmesteren står i spidsen. Oslo består som det eneste fylke af kun én kommune og regnes både som fylke og kommune.
Ud over fylkerne består Norge af de to oversøiske territorier Jan Mayen og Svalbard. Dertil kommer afhængige territorier i Antarktis-området i form af Bouvetøen, Peter I's Ø og Dronning Maud Land.
På det norske fastland findes 96 bebyggelser, der har bystatus. I de fleste tilfælde er der overlap mellem disse byer og de kommuner, de ligger i. Det er almindeligt med norske byer, at de omfatter større ubebyggede arealer; således er der store skovområder nord og sydøst for Oslo by, mens der til Bergen hører store bjergområder.
De norske fylker er følgende:
Retssystem og politi
Norge benytter sig i lighed med de fleste øvrige europæiske lande af et civilretssystem, hvor lovene skabes og vedtages i Stortinget og reguleres i retsvæsenet. Det består af en højesteret ("høyesterett") med 19 faste dommere med en højesteretsjustitiarius og en appelkomité ("høyesteretts kjæremålsuttvalg"), appeldomstole ("lagmannsrett"), by- og distriktsdomstole ("tingrett") samt et forligsråd ("forliksrådet"). Retsvæsenet er uafhængigt af den lovgivende og den udøvende magt. Det er statsministeren, der udpeger højesteretsdommerne, men de skal godkendes af Stortinget og af kongen i statsrådet. Dommere til domstolene på de øvrige niveauer udpeges normalt af kongen på efter statsministerens forslag.
Lovens håndhævelse varetages af politi- og lensmannsetaten. Det norske politi udgør en samlet enhed, der er opdelt i 27 politidistrikter samt flere specialgrene som Økokrim og Kripos (bekæmpelse af organiseret kriminalitet). Hvert distrikt og hver gren ledes af en politimester. I spidsen for politiet står Politidirektoratet under ledelse af politidirektøren; dette direktorat er underlagt justitsministeriet.
Ifølge den verdensomspændende organisation Journalister uden grænser ligger Norge (og Finland) som nummer 1 på listen over lande med højeste grad af pressefrihed. Der har ikke eksisteret dødsstraf i Norge siden 1902, mens dødsstraffen for højforræderi og krigsforbrydelser blev afskaffet i 1979.
Udenrigsrelationer
Norge har ambassader i 85 lande, mens 66 lande er repræsenteret med ambassader i Norge, alle i Oslo.
Norge var med til at grundlægge internationale organisationer som de Forenede Nationer, NATO, Europarådet og EFTA. I lighed med andre af de nordiske lande har Norge været lidt tilbageholdende med at gå ind i arbejdet for større europæisk integration. Landet søgte dog i lighed med blandt andet Danmark om optagelse i EF i 1962 og 1967, hvor ansøgerne ikke blev godkendt. Sammen med Danmark, Storbritannien og Irland blev Norges ansøgning godkendt i 1972, men i modsætning til de tre øvrige lande faldt Norges medlemskab efter en folkeafstemning. I stedet opnåede landet en frihandelsaftale med EF. I 1994 blev der holdt endnu en folkeafstemning om optagelse i det, der nu hed EU. Igen stemte befolkningen mod optagelsen, og der har siden ikke været forslag om nye folkeafstemninger om spørgsmålet. I stedet blev Norge i 1994 medlem af EØS, hvilket afløste frihandelsaftalen med EU. Dermed har Norge adgang til EU's indre marked under forudsætning af, at Norge implementerer de dele af EU's lovgivning, der af unionen skønnes nødvendige for adgangen. De forskellige regeringer har siden 1994 arbejdet på at få Norge med i dele af EU-samarbejdet ud over EØS. Landet har opnået deltagelse uden stemmeret i fx EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, Schengen-samarbejdet, det europæiske forsvarsagentur og en række andre samarbejder.
Norge regnes for en markant deltager i den globale udvikling og var med i den mæglingsindsats i 1990'erne, der førte til Oslo-aftalen, der uden større held søgte at opnå resultater i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Militær
De norske væbnede styrker omfatter for tiden omkring 24.025 personer, heri indregnet civile ansatte. Ifølge mobiliseringsplanerne, der er gældende i 2012, vil en total mobilisering give en kampstyrke på omkring 83.000. Norge har værnepligt for mænd (6-12 måneders træning), mens kvinder kan få militær træning. De væbnede styrker er underlagt forsvarsministeriet og den øverste leder er kong Harald 5. Det norske militær består af følgende værn: Hæren, Sjøforsvaret, Luftforsvaret og Heimevernet.
Delvist på grund af Norges manglende evne til at opretholde neutralitet under anden verdenskrig, hvor man gik i allieret krigstjeneste efter landets besættelse af Nazityskland, var Norge en af de nationer, der grundlagde NATO i 1949. Nu deltager Norge i International Security Assistance Force (ISAF) i Afghanistan. Desuden har landet bidraget til adskillige missioner under ledelse af FN, NATO og det europæiske fælles sikkerheds- og forsvarssamarbejde under EU.
Økonomi
Norge har verdens næsthøjeste BNI per indbygger (efter Luxembourg) og verdens femtehøjeste BNP per indbygger. Nu om stunder figurerer Norge som det næstrigeste land i verden i materiel forstand med den største kapitalreserve per indbygger. Landet ligger for tiden øverst på UNDP's Human Development Index. Levestandarden i Norge er blandt de højeste i verden. Bladet Foreign Policy placerede landet nederst på Failed States Index i 2009 og karakteriserede det som verdens bedst fungerende og mest stabile land (placeringen er i 2012 ændret til femtenederst). En solid eksport af gas og olie kombineret med en sund økonomi og en betydelig oparbejdet velfærd ledte til den konklusion, at Norge vil forblive blandt de rigeste lande i verden et pænt stykke ind i fremtiden.
Den norske økonomi er et eksempel på en blandingsøkonomi, et rigt kapitalistisk velfærdssamfund med en kombination af de frie markedskræfter og offentlig regulering samt betydelig offentlig kontrol af vitale områder. Staten sikrer gratis sundhedsbehandling (til et vist niveau), og forældre har ret til 46 ugers betalt barselsorlov. Den indtægt, som staten får fra naturressourcer, omfatter et betydeligt bidrag fra den petrokemiske sektor og den enorme og omhyggeligt styrede indtægt herfra. Arbejdsløsheden i Norge er så lav som 2,6 % i 2012, 30 % af arbejdsstyrken er offentligt ansat, en andel der er den højeste inden for OECD. 22 % er på overførselsindkomst, og 13 % er ude af stand til at arbejde (de højeste andele i verden). Produktiviteten per time er lige som den gennemsnitlige timeløn blandt de højeste i verden. Lighedsstræbelserne i det norske samfund sikrer, at forskellen mellem den lavest betalte arbejder og direktøren i de fleste virksomheder er betydeligt lavere, end det kendes fra sammenlignelige vestlig økonomier, hvilket også afspejles i Norges lave Gini-koefficient.
Staten ejer en stor andel af i vigtige sektorer som den petrokemiske industri (Statoil og Aker Solutions), vandkraftindustrien (Statkraft), aluminiumproduktion (Norsk Hydro), bankvirksomhed (DnB ASA) og telekommunikationsudbud (Telenor). Gennem disse store virksomheder kontrollerer staten omkring 30 % af aktiemarkedet på Oslo Børs. Når man regner ikke-noterede virksomheder med, er statens andel endda højere (primært fra ejerskab af olielicenser). Norge er desuden en betydelig skibsfartsnation med den sjettestørste handelsflåde i verden bestående af over 1.400 norskejede fartøjer.
Ved folkeafstemningerne i 1972 og 1994 afgjorde det norske folk, at det ønskede at stå uden for EU. Norge har dog sammen med Liechtenstein og Island fået lov til at deltage i det indre marked via en EØS-aftale. EØS-aftalen mellem EU og EFTA-landene ("EØS-loven") beskriver procedurerne for at EU-regler i Norge og de øvrige EFTA-lande. Med dette tilhørsforhold er Norge i realiteten et integreret medlem på de fleste områder i EU's indre marked. Visse områder, som landbrug, olie og fiskeri, er ikke fuldstændig dækket af EØS-loven. Norge har også tiltrådt Schengen-samarbejdet og en række andre mellemstatslige aftaler med EU-medlemslandene.
Landet er rigt på naturressourcer i form af olie, vandkraft, fisk, tømmer og mineraler. Der blev opdaget enorme lagre af olie og naturgas i Nordsøen i 1960'erne, hvilket ledte til en stærkt forbedret økonomi. Omkring 20 % af landets indtægter stammer fra denne sektor. Selvom Norge har mange råstoffer i form af træ, fisk, landbrugsvarer og billig energi som elektricitet, olie- og naturgas, er det forholdsvis få, der er beskæftiget med disse erhverv. I dag arbejder de fleste med service i den offentlige sektor, f.eks. på skoler, sygehuse, børnehaver og plejehjem. Mange har også job inden for finanssektoren med handel, bankforretning og forsikringer.
Den økonomiske vækst var i 2000 2,7 %, sammenlignet med 0,8 % i 1999. Væksten faldt dog tilbage i 2001 til 1,3 %. Der blev igangsat privatiseringer i 2000, hvor regeringen solgte 1/3 af det 100 % statsejede olieselskab Statoil.
Flere undersøgelser viser at nordmænd har den største livskvalitet i verden. En stor del af den overskydende indtægt ved det nuværende oliesalg er placeret i Norges oliefond og efterfølgende investeret i udlandet. Fonden har nu en formue på ca. 2300 milliarder norske kroner (maj 2009). (reel formue siges at være over 3000 milliarder).
Fonden er blandt de aller største investorer i verden, og ejer per juli 2009 mere end 1,25 % af alle børsnoterede aktier i Europa. Statens pensjonsfond er verdens næststørste statsejede kapitalfond, efter Abu Dhabi Investment Authority.
Energi
Norge har tre markante kilder til energi: Olie, naturgas og vandkraft, som dels dækker landets eget behov for energi, dels eksporteres, hvorved energien udgør en af landets allerstørste eksportindtjeninger.
I 1969 fandt Phillips olie i Norges undergrund ved feltet "Ekofisk", som ligger i den sydligste del af det norske havområde. Norge har siden hen fundet andre felter med både olie og gas. I 2007 udgjorde olieeksporten omkring 45 % af eksportindtægterne og mere end 20 % af BNI. Norge er den femtestørste olieeksportør og den tredjestørste gaseksportør i verden, men er ikke medlem af OPEC. For at undgå en overophedning af økonomien som følge af olieindtægterne og minimere usikkerheden i indtjeningerne som følge af varierende oliepriser og for samtidig at imødegå effekten af en befolkning, hvis gennemsnitsalder er stigende, etablerede den norske regering i 1995 Statens pensjonsfond, som blev finansieret af olieindtægterne.
Staten kontrollerer olieressourcerne ved en kombination af statsligt medejerskab af de store operatører på området (således ejedes omkring 62 % af Statoil af den norske stat i 2007) samt ved fuldstændigt ejerskab af Petoro, der har en markedsværdi på omkring det dobbelte af Statoil, og SDØE (Statens Direkte Økonomiske Engasjement). Endelig uddeler staten koncessionen til at søge efter olie samt til selve udvindingen. Den tidligere nævnte pensionsfond investeres på veletablerede finansielle markeder uden for Norge. Man anvender den såkaldte "handlingsregel", der går ud på ikke at bruge mere end 4 % af fonden hvert år, svarende til det normale afkast af fonden.
Per marts 2011 rådede Statens Pensjonsfond over værdier på omkring $570 milliarder, svarende til $114.000 per indbygger, et beløb der er på omkring 140 % af landets nuværende BNI. Det på nuværende tidspunkt verdens næststørste statsejede formue i verden, kun overgået af Abu Dhabis. Forsigtige skøn estimerer pensionsfonden til at nå en størrelse på $800–900 milliarder i 2017. Norges Bank har investeringsafdelinger i New York, London og Shanghai. Ifølge retningslinjer fra 2007 må der maksimalt investeres i 60 % aktier (40 % primæraktier), mens resten sættes i obligationer og fast ejendom. Da aktiemarkederne kom i problemer i september 2008, var fonden i stand til at erhverve sig aktier til ret lave priser. Det var med til at sørge for, at de tab, der blev lidt på grund af uroen på aktiemarkederne i 2008, var indvundet igen i november 2009.
Andre lande, hvis økonomier ligeledes er baseret på naturressourcer, som fx Rusland, søger at lære af Norge ved at oprette tilsvarende fonde. De norske investeringer er også styret af etiske retningslinjer; for eksempel må fonden ikke investere i virksomheder, der fremstiller dele til atomvåben. Den meget gennemskuelige investeringsordning prises af det internationale samfund.
Pensionsfondens fremtidige størrelse er naturligvis meget afhængig af oliepriserne og af udviklingen på de internationale finansmarkeder. Norge har overskud på sin handel med udlandet, i 2008 $80 milliarder. Med de enorme beløb, Norge har investeret internationalt, havde landet en økonomisk kraft, der var stor nok til at undgå de værste følger af den internationale økonomiske krise i 2008. Mens de fleste vestlige lande kæmper med stigende udlandsgæld, er Norge et land med penge på kistebunden, finansiel stabilitet og økonomisk styrke til at møde udfordringer fra verdensomspændende økonomiske kriser. Selv når krisen er på sit højeste, opererer den norske regering med et overskud på statsbudgettet på 9 % som det eneste vesteuropæiske land med overskud per 2009.
I 2000 solgte staten en tredjedel af Statoil via en børsintroduktion. Året efter fulgte børsnotering af den førende teleudbyder, Telenor på Oslo Børs. Staten ejer fortsat også betydelige andele af den største bank, DNB ASA, og af flyselskabet SAS. Siden 2000 har den økonomiske udvikling været stærkt stigende, hvilket har fået arbejdsløsheden ned på et niveau, man ikke havde set siden begyndelsen af 1980'erne med en arbejdsløshedsandel på 1,3 % i 2007. Selv om finanskrisen har ændret på dette, var arbejdsløsheden ikke blevet større end 3,3 % i 2011. I sammenligning hermed har nabolandet Sverige måttet registrere en større påvirkning af den internationale krise, hvilket medførte, at Norge for første gang nogensinde overgik Sverige i samlet bruttonationalprodukt i første kvartal i 2009 trods det, at Sveriges befolkning er næsten dobbelt så stor som Norges.
Sammen med olien er der fundet enorme mængder af naturgas i Nordsøen, så landet er den sjettestørste udvinder af dette produkt samt den tredjestørste eksportør i verden.
Der har siden 2000 været varierende forventninger til den mængde olie og naturgas, der fortsat kan udvindes på norsk territorium. Således det fra det norske Oliedirektoratet i 2007 estimeret, at der var 54,1 milliarder tønder olie tilbage i Nordsøen (næsten dobbelt så meget, som der hidtil var udvundet). Siden har nye fund i 2011 i Nordsøen øget estimatet med mellem 500 og 1200 millioner tønder, og et nyt fund året efter, denne gang i Barentshavet, med yderligere 400-600 millioner tønder.
Norge er selvforsynende med elektricitet produceret primært ved vandkraft, hvor man nyder godt af det smeltevand, der fra de mange fjelde løber via de elve og fjorde mod havet. I 2010 blev der produceret i alt 124,5 TWh el, hvoraf 94,8 % blev skabt ved vandkraft, mens resten primært stammede fra varmekraftværker og vindkraft. Denne produktion kan nogenlunde dække landets eget forbrug, der i 2010 var på 132 TWh, men der har i en årrække været overskud af produktion, hvilket har givet anledning til en eksport af el til nabolandene, heriblandt Danmark.
Erhvervsliv
Ud over olien og vandkraften har Norge også gode indtægter fra fiskeriet, hvor landet er den næststørste eksportør i verden efter Kina og den sjettestørste våbeneksportør i verden.
Det er muligt at fund af thorium, der bl.a. kan bruges i atomkraftværker vil blive vigtige for Norge i fremtiden, da landet har en af verdens største forekomster af dette.
På grund af klimaet og jordforholdene er Norge ikke et udpræget landbrugsland. Kun tre procent af arealet (9.716,85 km²) er opdyrket, og sammenhængende landbrugsområder findes kun i Syd- og Midtnorge og i Østnorge omkring Oslo og Gudbrandsdalen. Omkring Stavanger findes Norges største og bedste samlede landbrugsområde, Jæren. Det kan være svært for de norske landmænd at have en ordentlig indtjening ved faget, og for at forhindre affolkningen fra land til by yder staten støtte til landbrugsdrift. Landmændene holder får, køer, grise og høns, så Norge er selvforsynende med animalske produkter som mælk, smør, ost, kød og æg, mens korn og grøntsager til dels importeres. Selvom den vestlige del af Norge er velegnet til frugt- og grøntproduktion, dyrkes der ikke nok til at forsyne hele landet.
Sammenlignet med Sverige og Finland er Norge fattig på skove, for kun en tredjedel af landet er dækket af træer. Hovedparten af skovene ejes af landmænd, der har skovdrift som bierhverv, og resten drives af store selskaber. Gran, fyr og birk er i nævnte rækkefølge de vigtigste træer i skovdrift. Træet skæres op og bearbejdes til brædder, bjælker, spånplader og krydsfiner. I Norge er træ det mest brugte materiale til husbyggeri, og det bruges desuden til cellulose og papir.
Fiskeri har i århundreder været rygraden i norsk erhvervsliv. Især har fangst af torsk og sej spillet en væsentlig rolle, og eksport af fisk er næst efter olie den største indtægtskilde. Kystfiskeri har højsæson mellem jul og påske, hvor store mængder af torsk kommer til Lofoten fra Arktis for at gyde. Tidligere blev fiskene ofte hængt til tørre på meterhøje træstativer, men i nutiden er dette afløst af moderne fryse- og køleteknik som konserveringsmetode. Laks er ikke længere så udbredte i havet, hvorfor, man har udviklet opdræt i havbassiner nær kysten eller inde i fjordene for at klare den store efterspørgsel. Øvrige fiskearter som sild, makrel, lodde og sardin forekommer mere ustabilt.
49% af arbejderne er medlemmer af en fagforening, pr. 2016.
Transport
På grund af den lave befolkningstæthed, den smalle form og den lange kystlinje er den kollektive trafik i Norge knap så veludviklet som i andre europæiske lande, særligt uden for de større byer. Traditionelt har haft veludbygget skibstransport, men i de senere år har det norske trafikministerium etableret og udbygget jernbaner, veje og lufttrafikken ved hjælp af en række offentlige arbejder og tilskud for at forbedre landets infrastruktur. Senest har der været forslag om at etablere højhastighedsjernbaneforbindelser mellem de største byer.
Hovedjernbanenettet i Norge består af 4135 km normalsporslinjer, hvoraf de 247 km er dobbeltsporede og 64 km er højhastighedslinjer (210 km/t); 68 % af linjerne er elektrificerede. Togene transporterede 3,165 milliarder passagerkilometer samt 3456 tonskilometer fragt i 2011. Hele nettet ejes af Jernbaneverket, mens alle indlandspassagertog, bortset fra Flytoget, opereres af Norges Statsbaner (NSB). En række firmaer står for fragttransporten.
Investeringer i ny infrastruktur og vedligehold af jernbanenettet finansieres over statsbudgettet, og der ydes tilskud til passagertransport. NSB opererer langdistancetog, herunder nattog, regionale forbindelser og pendlertog i de store byer Oslo, Bergen og Stavanger (se samlet oversigt over jernbanenettet i Jernbanen i Norge).
Der findes omkring 93.000 km veje i Norge; heraf er 72.033 km asfalterede og 664 km er motorveje. Der findes fire typer af veje: Nationale, regionale, kommunale og private, hvoraf det kun er de nationale veje, der er nummererede. De vigtigste nationale veje indgår i Europaveje, og de to mest prominente er E6, der går nord-syd gennem hele landet, samt E39, der følger vestkysten. De nationale og de regionale veje styres af Statens vegvesen.
Af Norges 97 lufthavne er de 52 offentlige, og 46 opereres af det statsejede Avinor. Syv af lufthavnene har over en million passagerer årligt. I 2007 var der 41.089.675 passagerer, der passerede gennem norske lufthavne, deraf 13.397.458 på internationale forbindelser.
Langt de fleste internationale flyruter beflyver Oslo Lufthavn, Gardermoen, omkring 50 km nord for Oslo, med afgange til de fleste europæiske lande samt et udvalg af oversøiske destinationer. Gardermoen er hub for de to største luftfartselskaber i Norge, Scandinavian Airlines og Norwegian samt for Widerøes trafik på Vestnorge.
Turisme
Turismen er et vigtigt erhverv i Norge, hvor man især drager fordel af den varierede natur, der af branchen betragtes som den vigtigste faktor i at tiltrække udenlandske gæster. National Geographic har udnævnt de norske fjorde som verdens største turistattraktion. I modsat retning trækker de relativt høje omkostninger, som de fleste udlændinge oplever i landet, hvorfor det er afgørende for erhvervet, at man til hver en tid sikrer, at gæsterne får tilstrækkelig værdi for deres udgifter. Den samlede værdi af turismen i Norge var på 3,3 % af BNI i 2009, hvilket er fremkommet ved en omsætning i erhvervet på lidt over 105 milliarder NKR dette år. Antallet af overnatninger på hoteller, campingpladser, i hytter og på vandrerhjem var 29,1 millioner i 2011.
De fleste udenlandske turister kommer fra Europa og især fra Tyskland (20 %), Sverige (11 %), Danmark (10 %) og Holland (9 %), men turistmængden fra disse lande har de senere år været stagnerende eller svagt faldende. Til gengæld tegner der sig et billede af stigning i besøgende fra fjernere lande som Kina, Sydkorea, Rusland samt flere af de øvrige asiatiske lande.
Norge har tilbud inden for de fleste turistformer. Den vidtstrakte og varierede natur giver et utal af muligheder for aktiv ferie, hvor der blandt andet er mulighed for at dyrke skisport, vandring, lystfiskeri, cykling, jagt samt forskellige vandaktiviteter på havet samt i fjorde, søer og elve. Den lange kyst giver mulighed for store naturoplevelser med krydstogtskibe, der sejler op langs vestkysten. Mod nord kan man om sommeren opleve midnatssolen, og der er mulighed for at opleve mange vilde dyr på egen hånd eller på guidede ture. Derudover kan man opleve den norske kultur med en række attraktioner i Oslo og omegn samt stavkirker, samisk kultur og andre ting, der unikke i Norge.
Demografi
Statistisk Sentralbyrå har opgjort Norges indbyggertal pr. 1. oktober 2012 til 5.038.100. NRK kunne dog i 2014 fortælle, at det reelle indbyggertal kan være væsentlig lavere. Nordmændene er et nordgermansk folkeslag.
Der er ikke nogen officiel optælling på etnicitet i Norge. Primo 2012 havde næsten 87 % af befolkningen mindst en forælder, som var født i Norge. 13,1 % eller cirka 655.000 var enten immigranter eller børn af forældre, der begge var født uden for Norge. Af disse folk med udenlandsk baggrund stammede omkring 323.000 fra Europa, omkring 220.000 fra Asien, omkring 80.000 fra Afrika, omkring 20.600 fra Syd- og Mellemamerika og omkring 11.000 fra Nordamerika.
I 2012 havde lidt over 400.000 af indbyggerne med indvandrerbaggrund norsk statsborgerskab. Der var immigranter i alle norske kommuner. De byer eller kommuner med højest indvandrerandel var Oslo (26 %) og Drammen (18 %). Ifølge Reuters er Oslo hurtigst voksende by i Europa på grund af indvandring.
Samerne har traditionelt boet i det nordlige Norge, Sverige, Finland samt Rusland på Kolahalvøen. Et andet nationalt mindretal udgøres af kvenerne, der er efterkommere efter finsktalende indvandrere til Nordnorge fra det 18. til det 20. århundrede. Både samerne og kvenerne har været underkastet en stærk assimileringspolitik fra den norske regering fra det 19. århundrede og op til 1970'erne. Som følge af denne "fornorskningsproces" identificerer mange samiske og kvenske familier sig nu som etniske nordmænd.
Af øvrige grupper, der anerkendes som nationale mindretal, findes jøder, skovfinner og romaer.
De største byer
Migration
Udvandring
I anden halvdel af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede udvandrede et stort antal nordmænd, primært til Nordamerika. Derfor lever der i dag en markant gruppe norskamerikanere i USA. Ifølge den amerikanske folketælling i 2011 var omkring 4,4 millioner amerikanere af norsk afstamning, et antal der næsten er lige så stort som Norges indbyggertal. I 2006 havde 432.515 canadiere norske rødder ifølge folketællingen der.
Indvandring
Omkring 655.000 personer i Norge var enten selv indvandrere eller børn af to indvandrere i 2012, svarende til 13,1 % af den samlede befolkning. Den årlige indvandring er steget markant siden 2005. I årene 2001-2005 var det gennemsnitlige antal af indvandrere pr. år 13.613; dette tal steg til 37.541 i årene 2006-2010, og nettoindvandringen i 2011 var på 47.032. Tallet dækker især over indvandring fra EU, specielt fra Polen.
I de senere år er tilvæksten i befolkningstallet blandt indvandrere i stort omfang årsag til Norges samlede befolkningstilvækst. Således steg indvandrerbefolkningen i 2011 med 46.245, hvilket udgjorde 70 % af den samlede befolkningstilvækst; omkring 22 % af de nyfødte havde indvandrerbaggrund.
Den største gruppe af ikke-europæere i Norge har pakistanske rødder, og flertallet heraf bor i og omkring Oslo. Gruppen med irakiske rødder er steget betydeligt de seneste år. Efter udvidelsen af EU i 2004 er der indvandringen steget markant fra Øst- og Centraleuropa, særligt fra Polen, Tyskland, Sverige, Litauen og Rusland.
Religion
71,5 % af nordmænd er (pr. 1. januar 2016) medlemmer af den norske kirke, som er en evangelisk luthersk kirke, fra dåben. Størstedelen heraf forbliver medlemmer af den statslige kirke, hvilket giver dem ret til kristne tjenester som barnedåb, konfirmation, kirkelige bryllupper og begravelser; alle ritualer, der har en rodfæstet kulturel betydning i Norge. Det er dog blot 20 % af nordmændene, der giver udtryk for, at religion er et vigtigt aspekt af deres liv, hvilket gør Norge til det fjerdemindst religiøse land i verden (efter Estland, Sverige og Danmark). I mange år har antallet af kirkegængere været faldende; der var 5,7 millioner besøgende ved 62.500 gudstjenester i 2016.
Antallet af registrerede katolikker i Norge har været svagt stigende i slutningen af det 20. århundrede (der var 31.642 katolikker i 1992), men det er siden steget voldsomt og passerede i 2012 100.000. Stigningen skyldes for en stor dels vedkommende stigende indvandring fra europæiske lande som Polen og Litauen. Desuden menes der at være titusinder af uregistrerede katolikker i landet.
I 2010 havde 10 % af befolkningen ikke nogen religiøs tilknytning, mens 10 % (484.500) var medlemmer af religiøse samfund uden for den norske kirke. Af de religiøse samfund uden for den norske kirke udgør andre kristne samfund den største del med lidt over 250.000, herunder den store gruppe katolikker. Af andre større kristne grupper findes pinsebevægelsen, den evangelisk-lutherske frie kirke, den svenske Margaretaforsamling i Oslo, Jehovas Vidner og metodister, der alle har over 10.000 medlemmer.
Blandt de ikke-kristne religioner er islam størst med lidt over 100.000 medlemmer i 2011. Denne religion praktiseres hovedsageligt af indvandrere af somalisk, arabisk, albansk, tyrkisk og pakistansk afstamning. Ingen andre religioner praktiseres af over 1 % af befolkningen.
I lighed med de øvrige skandinaviske lande var Norges oprindelige religion en praksisorienteret religion, der gik ud på at overholde en række religiøse pligter med henblik på at have et godt forhold til guderne. Mod slutningen af det 11. århundrede var Norge blevet kristnet og den gamle tro forbudt. Rester af den oprindelige religion har overlevet i form af person- og stednavne, ugedage og andre steder i hverdagssproget. Moderne interesse for livet i fortiden har betydet en fornyet interesse for asetro, men det er dog kun få hundrede, der er registreret som medlemmer af Åsatrufellesskapet Bifrost.
Samerne praktiserede en shamanistisk religion til et godt stykke ind i det 18. århundrede, indtil dansk-norske missionærer fik de fleste til at konvertere til kristendom. Shamanismen har i lighed med asetroen vundet en vis interesse, og nogle af samerne har holdt fast i deres oprindelige religion.
Uddannelse
Højere uddannelse finder man i Norge på syv universiteter, seks særlige professionshøjskoler, 23 andre professionshøjskoler, alle offentligt drevet, samt en række private professionshøjskoler. I systemet følger man Bolognaprocessen med bachelorniveau (3 år), magisterniveau (2 år) og ph.d. (3 år). Adgang gives efter bestået gymnasial eksamen med generelle studiekompetencer.
Offentlig uddannelse er stort set gratis for alle, uanset nationalitet, og den er struktureret i to semestre pr. år, henholdsvis fra august til december og januar til juni. Det overordnede ansvar for uddannelsen i Norge ligger hos undervisnings- og forskningsministeriet.
Sprog
Det nordiske sprog norsk har to officielle skrevne former: Bokmål og nynorsk. Begge disse sprog anerkendes som officielle sprog, idet de kan bruges i offentlig administration, skoler, kirker og medier. Bokmål er langt mest udbredt og anvendes af 80-85 % af befolkningen. Omkring 95 % af befolkningen taler norsk som modersmål, selv om mange taler en eller anden form for dialekt, som kan afvige betydeligt fra det skrevne sprog. Alle dialekterne er indbyrdes forståelige, selv om folk, der stort set kun behersker deres egen dialekt, kan have besvær med at forstå visse fraser eller udtalen i nogle andre dialekter. Der tales og skrives også flere uralske samiske sprog i landet, særligt i mod nord, af folk, der hører til samerne (det estimeres, at omkring en tredjedel af de norske samer taler et samisk sprog). De, der taler det, har ret til at blive undervist på samisk, uanset hvor i landet de bor, og borgerne har også ret til at kommunikere med det offentlige i et af flere samiske sprog. Det kvenske mindretal har historisk set talt kvensk, ligeledes et uralsk sprog; det betragtes som et selvstændigt sprog i Norge, mens det generelt i Finland betragtes som en finsk dialekt. I Norge er det få eller ingen kvener, der kender og behersker sproget. Ifølge Kainun institutti, det norske institut for kvensk sprog og kultur, er "den typiske moderne kvener en norsktalende nordmand, der kender sin afstamning". Endelig er der nogle, der argumenterer for at gøre norsk tegnsprog til et officielt sprog i landet.
I det 19. og 20. århundrede var det norske sprog genstand for en politisk og kulturel strid. Denne strid førte til, at nynorsk blev skabt i det 19. århundrede, og at der i det 20. århundrede blev opstillet alternative standarder for stavningen. Specielt blev der opstillet riksmål-standarden, der er mere konservativ (det vil sige tættere på dansk) end bokmål.
Norsk ligner meget de andre skandinaviske sprog, svensk og dansk. Alle tre sprog forstås nogenlunde af folk med et af de andre sprog som modersmål og kan bruges i kommunikation mellem indbyggerne i de tilsvarende lande – og bliver i stor udstrækning brugt. Som et resultat af samarbejdet i Nordisk Råd har indbyggerne i hele Norden, også Island og Finland, ret til at kommunikere med de norske myndigheder på deres eget sprog.
Alle børn af indvandrere i Norge opmuntres til at lære norsk. Den norske regering tilbyder kurser i sproget for de indvandrere, der ønsker at blive norske statsborgere. Siden 1. september 2008 skal en ansøger om norsk statsborgerskab vise færdigheder i norsk eller samisk eller levere bevis på at have fået undervisning i norsk i 300 timer eller opfylde sprogkravene for universitetsstudier i Norge (hvilket man gør, hvis man har færdigheder i et af de skandinaviske sprog).
Det første fremmedsprog, der undervises i i det norske uddannelsessystem, er engelsk. Størstedelen af befolkningen taler udmærket engelsk, især hvis de er født efter anden verdenskrig. Tysk, fransk eller spansk er det typiske andet eller tredje fremmedsprog, mens russisk, japansk, italiensk, latin og sjældent kinesisk (mandarin) tilbydes i mindre omfang, primært i de største byer. Traditionelt har engelsk, tysk og fransk været betragtet som de vigtigste fremmedsprog i Norge. Disse sprog blev fx brugt i de norske pas indtil 1990'erne, og universitetsstuderende har ret til at bruge disse sprog, når de afleverer deres hovedopgaver.
Kultur
Den norske bondekultur, der fortsat sætter sit præg på kulturen i Norge, er et resultat af såvel knappe ressourcer som det barske klima og gamle ejendomsretslove. I det 18. århundrede var denne bondekultur basis i den romantiske nationalisme, som stadig er synlig i det norske sprog og medierne. I det 19. århundrede blomstrede norsk kultur, idet bestræbelserne fortsatte på at opnå en uafhængig identitet inden for litteratur, teater, musik og billedkunst. Kulturarbejdet er båret videre i moderne kunstformer, og nu om stunder støtter de offentlige myndigheder tiltag i form af udstillinger, kulturprojekter og kunstnerisk arbejde.
Norge har på mange måder været et foregangsland inden for kvinders, minoriteters og homoseksuelles rettigheder. Blandt andet var Norge i 1990 det første land, der ratificerede ILO-konvention 169 om oprindelige folk, og i 1913 var det et af de første lande, der gav alle borgere stemmeret (uanset civil status). Det var også det første uafhængige land, der tillod kvinder at stille op til offentlige embeder.
Hvad angår homoseksuelles rettigheder var Norge det første land i verden, der vedtog en antidiskriminationslov, der beskyttede bøsser og lesbiskes rettigheder. I 1993 var Norge det andet land, der legaliserede registreret partnerskab for par af samme køn, og 1. januar 2009 blev homovielser vedtaget, hvorved par af samme køn fuldt ud har samme rettigheder som par af modsatte køn.
Omvendt blev den norske grundlov først i 1990 ændret, så førstefødselsretten til den norske trone blev absolut, hvilket betyder, at det ældste barn af en regent bliver tronfølger uafhængigt af kønnet. Loven blev dog ikke ændret med bagudrettet virkning, så det er først for regentbørn født efter 1990, at denne ligestilling gælder: "For dem som ere fødte tidligere end Aaret 1990 gjælder ligevel at Mand gaar foran Kvinde" (Norges grundlov, §6).
Som glødende fortaler for menneskerettighederne er Norge hjemsted for den årlige Oslo Freedom Forum-konference, en konference, som The Economist har beskrevet som "på vej til at blive en menneskerettighedspendant til det økonomiske forum i Davos."
Litteratur
Den norske litteraturhistorie begynder med den Ældre Edda og skjaldedigtene fra det 9. og 10. århundrede med digtere som Brage den Gamle og Eyvind Skaldaspillir. Med kristendommens indtog omkring år 1000 kom Norge i kontakt med den europæiske middelalders lærdom, hagiografierne og historieskrivning. Iblandet den traditionelle mundtlige tradition og islandsk indflydelse gav dette en periode med megen litteraturproduktion i slutningen af det 12. og begyndelsen af det 13. århundrede. Markante værker fra denne periode er blandt andet Didrikssagaen og Kongespejlet.
Ud over Historia Norwegiæ fra begyndelsen af det 15. århundrede kom der ikke så megen norsk litteratur ud af perioden med Kalmarunionen og den efterfølgende union med Danmark. Undtagelserne herfra er Petter Dass og ikke mindst Ludvig Holberg. I sit skuespil Peer Gynt karakteriserede Ibsen denne periode således: "Firehundreårig natten ruged over abekatten". I denne periode blev et norske skriftsprog også i stor udstrækning fortrængt af dansk.
To store begivenheder fremskyndede en ny æra for norsk litteratur. I 1811 blev der etableret det første norske universitet i Kristiania, og grebet af ånden fra den amerikanske og den franske revolution vedtog nordmændene deres første grundlov i 1814. Snart efter blev Norge revet ud af sit kulturelle dødvande af en række markante forfattere, der først blev anerkendt i Norden, senere også i resten af verden. Disse forfattere omfattede navne som Henrik Wergeland, Peter Christen Asbjørnsen, Jørgen Moe og Camilla Collett.
Mod slutningen af det 19. århundrede oplevede norsk litteratur sin guldalder, hvor "de fire store" forfattere virkede: Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander Kielland og Jonas Lie. Bjørnsons "bondefortællinger" som Synnøve Solbakken og En glad gutt er typiske for den nationalromantik, der var fremherskende på den tid, mens Kiellands romaner og noveller er mere realistiske. Ibsen havde et ben i begge lejre, hvor han med værker som Peer Gynt var tydeligt nationalromantisk, mens andre af hans kendte værker som Et dukkehus og Vildanden er i den realistiske tradition; mange af de sidstnævnte vakte stor furore i samtiden med deres ærlige portrætter af middelklassen.
I det 20. århundrede har tre norske forfattere modtaget Nobelprisen: Bjørnson i 1903, Knut Hamsun for bogen Markens grøde i 1920 og Sigrid Undset i 1928. Af andre markante forfattere i nyere tid kan nævnes Sigurd Hoel, Aksel Sandemose, Johan Borgen, Olaf Bull, Tarjei Vesaas, Johan Falkberget, Dag Solstad, Kjartan Fløgstad, Herbjørg Wassmo, Jostein Gaarder, Lars Saabye Christensen, Erik Fosnes Hansen, Jan Kjærstad, Jon Fosse og Karl Ove Knausgård.
Musik
Norge har ikke nogen lang tradition for nedskreven folkelig musik, idet eksemplerne herpå fra før cirka 1840 er yderst sparsomme. Den folkelige musik er dog formodentlig meget ældre, og den bygger på såvel kristne som mytologiske traditioner samt eventyr. Folkemusikken kan opdeles i to typer: Instrumental og vokal. Den instrumentale musik har primært været brugt som akkompagnement til dans (slåtter) og er ofte præget af violin, især hardangerfelen. Vokalmusikken inkluderer ballader og stev.
Den klassiske musik kom til Norge sydfra, i første omgang til de største byer som Kristiania, Bergen og Trondheim. De første dokumenterede norske komponister stammer fra begyndelsen af det 18. århundrede og inkluderer den tyskfødte Georg von Bertouch. Med den store nationalromantiske bølge i slutningen af dette og begyndelsen af det følgende århundrede kom der for alvor gang i norsk komposition og musikliv. I den periode vandt violinisten Ole Bull et verdensomspændende ry, og flere komponister dukkede op. Blandt disse var Martin Andreas Udbye, der skrev den første norske opera samt Rikard Nordraak, komponist til Norges nuværende nationalsang. Nationalfølelsen inspirerede de norske komponister til at inddrage elementer fra folkemusikken, blandt andet da Bull begyndte at spille hardangerfele. Den mest prominente norske klassiske komponist er uden tvivl Edvard Grieg, der var meget præget af Bull, blandt andet i sit orkesterstykke til Ibsens Peer Gynt.
Af andre norske klassiske komponister kan nævnes Johan Svendsen, Christian Sinding og Harald Sæverud, lige som sangeren Kirsten Flagstad også har gjort sig bemærket ud over landets grænser.
Inden for den rytmiske musik har Norge i lighed med andre europæiske lande fulgt strømningerne fra især USA i det 20. og 21. århundrede. I jazzen har navne som Jan Garbarek og Terje Rypdal vakt international opmærksomhed, og i pop og rock har især A-ha slået igennem på verdensplan. Norge har tre gange vundet Eurovision Song Contest: Eurovision Song Contest 1985 med Bobbysocks, 1995 med Secret Garden samt 2009 med Alexander Rybak; i de to sidstnævntes vindersange var der markante elementer af norsk folkemusiktradition til stede. Andre internationalt kendte navne er Lene Nystrøm, der som markant forgrundsfigur i den ellers danske gruppe Aqua i 1990'erne opnåede verdensberømmelse, samt technoduoen Röyksopp, der ligeledes har opnået stor anerkendelse ud over Norges grænser.
Siden 1990'erne har Norge i lighed med især Sverige og Finland fostret mange heavy metal-navne. Der har dannet sig en undergenre af dette i form af black metal, hvoraf mange navne, der kendes blandt tilhængere over store dele af verden, kommer fra Norge. Det drejer sig om blandt andet Darkthrone, Mayhem, Burzum og Dimmu Borgir.
Billedkunst
I en lang periode var var den norske billedkunstscene domineret udefra, især fra Holland, Tyskland og Danmark. Med den nationale vækkelse begyndte der at danne sig en egen norsk malerskole, der først skabte portrætter og senere landskaber. J.C. Dahl var den, der for alvor skabte genlyd om norsk billedkunst med sine landskaber fra det vestlige Norge i første halvdel af det 19. århundrede; han betegnes ofte som "far til det norske landskabsmaleri".
Dahl blev fulgt af malere som Hans Gude og Adolph Tidemand, og mod slutningen af det 19. århundrede introducerede Frits Thaulow impressionismen i Norge. Christian Krohg kendes for sine realistiske billeder af blandt andet prostituerede fra Paris, noget der vakte skandale i samtiden.
Den nok mest kendte norske maler er Edvard Munch, der mod slutningen af århundredet og begyndelsen af det 20. århundrede skabte værker, der blev verdenskendte, især Skriget. Hans stil byggede på symbolismen, og han var selv en stor inspirationskilde til ekspressionismen.
Nogenlunde samtidig med Munch skabte billedhuggeren Gustav Vigeland sine værker, hvoraf mange nu kan findes i Vigelandsanlegget i Oslo.
Arkitektur
Norge har altid haft tradition for at bygge i træ. Også i vore dage er mange af de mest interessante nybyggerier opført i træ, hvilket afspejler attraktionen af dette materiale hos norske arkitekter og designere.
Med overgangen til kristendommen for omkring 1000 år siden fulgte også sten som byggemateriale, først og fremmest i kirker, hvilket blandt andet ses i Nidarosdomen i Trondheim. Men træet var alligevel det mest brugte materiale, og det vidner de mange stavkirker om, hvoraf en stor del blev opført i middelalderen. De stavkirker, der er bevaret, repræsenterer i dag Norges mest betydningsfulde bidrag til arkitekturens historie. Et af de fineste eksempler herpå er Urnes stavkirke, der figurerer på UNESCOs Verdensarvsliste. Et andet bemærkelsesværdigt eksempel på træbaseret arkitektur er Bryggen i Bergen, som består af en række smalle træhuse på stribe ud til kajen.
I det 17. århundrede i unionen med Danmark blev byer som Kongsberg med barokkirken og Røros med mange træbygninger anlagt. Efter unionens opløsning i 1814 blev Oslo hovedstad, og Christian H. Grosch tegnede de ældste dele af Universitetet i Oslo, Oslo Børs og en række andre bygninger i byen.
I begyndelsen af det 20. århundrede blev Ålesund efter en voldsom brand genopbygget i jugendstil. 1930'erne, hvor funktionalismen var dominerende, blev en stor tid for norsk arkitektur, men det er først i de seneste år, at norske arkitekter har vundet international anerkendelse i større stil. En af de mest imponerende nyere bygninger er Sametinget i Karasjok designet af Stein Halvorson og Christian Sundby. Selve tingsalen er en abstrakt udgave af en lavvu, det traditionelle telt brugt af samerne.
Film
Det er først i de seneste år, at norsk film er blevet internationalt kendt i større omfang, men allerede i 1951 vandt Thor Heyerdahls film om Kon-Tiki-ekspeditionen en Oscar for bedste dokumentarfilm. Arne Skouens Ni liv blev i 1959 nomineret til en Oscar og er i 2005 kåret som den bedste norske film nogensinde. I 1975 udsendte Ivo Caprino animationsfilmen Bjergkøbing Grandprix, der nok er den mest kendte udbredte film på verdensplan nogensinde.
I 1987 udkom Stifinderen af Nils Gaup, som var med til for alvor at sætte gang i udbredelsen af norsk film. Også denne film, der fortæller samernes historie, blev nomineret til en Oscar og blev en stor succes. Søndagsengler af Berit Nesheim blev i 1997 nomineret til en Oscar.
Siden 1990'erne er der produceret op mod tyve spillefilm om året i Norge. Blandt succeserne er Kristin Lavransdatter af Liv Ullmann, Erik Gustavsens Telegrafisten og Erik Skjoldbjærgs debutfilm Insomnia, der senere også blev en succes i en amerikansk genindspilning. I de seneste år kender man Max Manus om modstandsmanden fra anden verdenskrig af samme navn.
Blandt de norske skuespillere, der er mest kendt i udlandet, er Liv Ullman, der blandt andet har medvirket i flere Bergman-film, samt Rolv Wesenlund, kendt fra Fleksnes-tv-serien og -film.
Det norske landskab har fungeret som scene for en række internationale filmproduktioner, heriblandt Telemarks helte, Det gyldne kompas, Die Another Day og Star Wars Episode V: Imperiet slår igen.
Mad og drikke
Norske madtraditioner er i høj grad baseret fiskeri og landbrug. Mange retter er baseret på laks (både fersk og konserveret), sild (blandt andet marineret), ørred, torskefisk sammen med ost og andre mælkeprodukter samt brød (særligt mørkt brød).
Blandt specialiteterne er lefse, et fladbrød baseret på kartofler, ofte serveret med sukker og smør, navnlig ved juletid. En anden type brød specielt fra Norge er flatbrød, der spises særlig til fisk, slat kød og suppe. Andre specialiteter er ludfisk, smalahove (fårehoved), pinnekjøtt og fårikål. En særlig type gedeost kaldet myseost eller brunost er også en norsk specialitet. Den fremstilles af valle fra gede- og/eller komælk og har en karakteristisk brun farve og sød smag.
Kaffe er en meget central drik i Norge, der er den næstmest kaffedrikkende nation i verden pr. indbygger med et forbrug på 9,9 kg for hver nordmand. Af alkoholiske drikke bruger man især øl (primært af pilsnertypen) og akvavit. Der er tradition for både industrifremstillede produkter og for mere håndværkskabte drikke, lige som hjemmebrænderier til tider og især i tyndt befolkede områder har været almindelige.
Sport
Norge er et meget sportsdyrkende og -elskende land. Landet er et af de førende inden for vintersport; sportsudøverne har gode muligheder særligt for at dyrke skisport, og de nordiske discipliner stammer fra de nordiske lande. Et af centrene for sporten er Holmenkollen i Oslo, hvor der er afholdt flere verdensmesterskaber samt vinter-OL 1952. Vinter-OL 1994 fandt sted i Lillehammer. Blandt de største norske skiløbere er Vegard Ulvang, Bjørn Dæhlie, Marit Bjørgen, mens man fra andre vintersportsdiscipliner kender kunstskøjteløberen Sonja Henie, skiskytten Ole Einar Bjørndalen og den alpine skiløber Aksel Lund Svindal.
Herudover er fodbold og håndbold to af de store idrætsgrene i landet. I fodbold har Norge ikke opnået de store internationale resultater hos herrerne med en bronzemedalje fra sommer-OL 1936 som det bedste resultat. Herrelandsholdet har tre gange (1938, 1994 og 1998) kvalificeret sig til VM-slutrunden og en gang (2000) til EM-slutrunden uden nævneværdige resultater. Klubben Rosenborg BK har i en årrække været en af landets førende og har adskillige gange kvalificeret sig til gruppespillet i UEFA Champions League. Blandt de mest kendte norske fodboldspillere er Ole Gunnar Solskjær, der havde en fornem karriere hos Manchester United FC, og John Arne Riise, der især kendes fra sin tid i Liverpool FC. Det kvindelige norske fodboldlandshold har klaret sig betydeligt bedre end det mandlige, idet holdet blev verdensmester i 1995, europamester i 1987 og 1993 samt vandt guld ved sommer-OL 2000.
Inden for håndbold er det også kvinderne, der har klaret sig bedst. Landsholdet har vundet EM fem gange, VM to gange og OL to gange.
Andre sportsgrene, hvor Norge har klaret sig flot internationalt, er atletik, hvor løberen Grete Waitz vandt det første VM i maratonløb, mens spydkasteren Trine Hattestad har vundet både VM, EM og OL. Der har også været flotte resultater inden for sejlsport, beachvolley og orienteringsløb, mens skakspilleren Magnus Carlsen er den højestratede spiller i verden for tiden.
Referencer og noter
Noter
Referencer
Litteratur
Eksterne henvisninger
Norge.no – Officiel regeringsportal
Stortinget – Officiel side for Stortinget
Norges Ambassade i Danmark
VisitNorway.com – Officiel rejseportal
Officielle rejseapps
Konstitutionelle monarkier
Medlemsstater af Europarådet
Kongeriger
Monarkier i Europa |
131 | https://da.wikipedia.org/wiki/NASA | NASA | National Aeronautics and Space Administration (NASA) er den amerikanske rumfartsadministration, den amerikanske ækvivalent til det europæiske ESA.
NASA får hvert år 16 milliarder dollars af den amerikanske stat til rumforskning og er dermed det største rumfartsagentur i verden.
NASA's øverste ledelse udnævnes af USA's præsident, men skal godkendes af Senatet. Den øverste ledelse i NASA varetages af en "administrator". Nuværende (2021) administrator af NASA er tidligere senator Bill Nelson, der blev indsat i embedet den 3. maj 2021.
NASA har visioner om at lave rumstationer på Månen og Mars. Man har endnu ikke haft bemandede fartøjer på Mars og ingen månelandinger siden 1972. Det er ikke alene tekniske udfordringer, der vanskeliggør visionen, men også hvor længe menneskekroppen kan opholde sig i lufttomt rum med kosmisk stråling og uden tyngdekraft. Forberedelserne har været i gang længe, og med Den Internationale Rumstation afprøves både teknik og menneskelige faktorer.
Den Internationale Rumstation anses af NASA for at være verdens hidtil største teknologiske projekt.
NASA anvender både grundforskning, målrettet forskning og samarbejder med andre anerkendte forskningsinstitutsioner som Berkeley, MIT og også private og internationale rumfartsorganisationer.
Historie
NASA's forgænger var National Advisory Committee for Aeronautics (NACA), som blev dannet i 1915 for at fremme forskningen inden for luftfart i USA. Den 29. juli 1958 blev NACA reorganiseret og fik kontrol med selve rumprogrammet, som tidligere var blevet udført af forskellige dele af militæret. Samtidig skiftede NACA navn til NASA. Tiden før 1958 var ikke forbundet med skelsættende begiveheder eller opfindelser for NACA's vedkommende. I 2008 fejrerede NASA 50-års jubilæum .
NASA's historie går over en periode på 3 verdenskrige, hvis man tager tiden før 1958 med, nemlig 1. verdenskrig, 2. verdenskrig og Den kolde krig.
Verdenskrigene var medvirkende til at fremme behovet for teknologiske opfindelser. Især inden for flyindustrien med luftvåben, jetmotor, jetfly, militærfly, bombefly, jagerfly og planer om stjernekrig med missilskjold i rummet. Men heldigvis benyttedes flyvemaskinen også til sygetransport, fragt, post og passagerfly.
NASA's adskillelse fra militæret i 1958 var af altafgørende betydning. Forskning i rummet var hovedformålet, budgettet og personalet blev fordoblet, et nyt forskningscenter jet Propulsion Laboratory, for NASA betød det mere rumforskning i stedet for serviceríng af militæret og industrien.
Månelandingen i 1969 er en verdenshistorisk begivenhed og den mest skelsættende for NASA.
1903-1919 Flyvning med motor
De amerikanske brødre Orville og Wilbur Wright foretog historiens første flyvning med motor i 1903. I datidens USA blev de anset for være et par mekanikere. Den samtidige videnskabmand Samuel Pierpont Langley prøvede også at flyve, men med mindre held. Ingen af dem blev taget alvorligt i USA, men i Europa tog man især Wright-brødrenes ideer meget alvorligt. I Frankrig opførtes et militært aeronautik laboratorium af Gustave Eiffel, England byggede også laboratorier. I Rusland oprettede man i 1904 et institut for aeronautik.
Robert H. Goddard havde allerede i 1903 en teori om, at raketmotorer kunne skydes ud i rummet med flydende brændstoffer. Først i 1926 fik han skudt sin første raket med flydende brændstof af.
I 1909 var Europa langt forud med flyvning. USA indså, at det var tid til at følge med. Englands British Royal Aircraft Factory fra 1909 havde den stuktur, USA opbyggede sin første luftfartsorganisation efter. I 1915 stiftedes National Advisory Committee for Aeronautics (NACA). Det var i tiden under 1. verdenskrig, som dog mest foregik i Europa. Men flyindustrien i USA leverede 13,844 fly til Europa i 1917-1918.
1919-1960 Verdenskrige
Versaillestraktaten sluttede 1. verdenkrig i 1919. Traktaten, der skulle forhindre krig, gav anledning til 2. verdenskrig, der startede i 1939. Tyskland med Adolf Hitler i spidsen fik stormagtsambitioner. USA gik ind i krigen i 1941, krigen endte først i 1945 med Hiroshima bomben. Økonomisk hjælp fra USA for at forhindre kommunismens udbredelse i Europa blev sat i værk 1947 med Marshall-planen.
Under 2. verdenskrig designede Wernher von Braun V-2 raketter for Nazi-Tyskland som officer i SS korpset ved Waffen-SS. Produktionen af V-2 raketter blev udført i koncentrationslejrene Mittelwerk og Dora-Mittelbau.
I Nazi-Tyskland blev videnskabsmænd tvunget til at arbejde for regimet, men om det har været tilfældet for von Brauns vedkommende er tvivlsomt, eftersom han fik rang af major. Han blev arresteret af Gestapo i 1944 pga. uoverensstemmelser med Heinrich Himmler. I 1945 overgav han sig til USA som krigsfange og fik derefter kontrakt med USA's militær. Han fik dog først amerikansk statsborgerskab i 1955. USA havde en liste over tyske videnskabsmænd, de gerne ville have fat i. Wernher von Braun var øverst på listen. Andre videnskabsmænd fra Peenemünde kom også til arbejde for NASA under Wernher von Braun, det samme hold, der havde udviklet våben til Nazi-Tyskland, var med til at udvikle USA's rumprogram i 1945-1972. I 1960 blev Wernher von Braun leder af Marshall Space Flight Center, hvor han stod for udviklingen af Saturn V-raketten.
National Aeronautics and Space Act of 1958
National Aeronautics and Space Act var en erklæring vedtaget i senatet og af præsident Eisenhower om at der skulle oprettes et nyt rumagentur. USAs Kongres havde bestemt, at USA's aktiviteter i rummet skulle være fredsbevarende og være til fordel for hele menneskeheden.
NASA's adskillelse fra militæret i 1958 var af altafgørende betydning. Forskning i rummet blev prioriteret, budgettet og personalet blev fordoblet, et nyt forskningscenter jet Propulsion Laboratory, blev oprettet, og for NASA betød det mere rumforskning i stedet for servicering af militæret og industrien. Keith Glennan blev indsat som leder i NACA, der blev omdøbt til NASA.
Sovjet's Sputnik 1 succesfulde afsendelse i 1957 havde igangsat USA's National Aeronautics and Space Act, og som følge deraf blev NASA til i 1958.
1945-1989 Den kolde krig
Under Den kolde krig var verden delt op i Østblokken USSR, Warszawapagten, kommunisme og KGB mod Vesten USA, NATO, kapitalisme og CIA. Den almindelige opfattelse var dengang, at man var på randen til 3. verdenkrig, og det var helt utænkeligt, at man kunne dele viden om avanceret teknologi.
Stormagterne USA og USSR var i rumkapløb, begge stormagter ville vise teknologisk overlegenhed. Udover våbenkapløb med kernevåben benyttede man avanceret teknologi til spionage. Med spionsatellitter og Echelon-netværket overvågede man fjenden.
Sputnik – Først i rummet – USSR
I 1957 sendte USSR Sputnik i kredsløb om Jorden, verdens første satellit i rummet. Rumalderen var begyndt, og USSR førte rumkapløbet.
Verdens første satellit var opsendt af USSR. Østblokken, der på det tidspunkt havde planøkonomi, havde skudt den første satellit af. Der kom et kommercielt satellit-boom i starten af 1960'erne. Kommunikationssatellitter til tv, (vejr), telefoni, trafik og senere satellit tv. Nogle af satellitsystemerne er fælles eje mellem privat og statslige organisationer.
Apollo – Først på månen – USA
USA ville svare igen. Præsident Eisenhower ville have en stærkere rumorganisation, NACA blev omstruktureret og omdøbt til NASA i 1958. Der skulle være mere fokus på bemandet rumfart. I 1961 blev Apollo-programmet igangsat, da præsident Kennedy erklærede, at USA ville lande på månen senest 1969. Det skete med Apollo 11. Astronauten Neil Armstrong blev den første mand på Månen i 1969, og USA satte sit flag på Månen.
Inden apolloflyvningerne fandtes Mercury-programmet (1961 – 1963) med testpiloter til de første bemandede rumfartøjer. Derefter Gemini-programmet (1964 – 1966). Apollo-programmet havde en uheldig start i 1967, da besætningen indebrændte i kapslen under en test.
Fra spionsatellitter til afspænding
Fra sidst i 1950'erne til 1970'erne havde USA spionsatellitter i Corona Programmet til overvågning af Sovjetunionens langtrækkende missiler. Desværre for NASA betød den kolde krigs afslutning et mindre budget. Discovery-programmet var et lavprisprojekt uden militære formål. Det handlede nu om forskning og uddannelse.
Samarbejdet i rummet mellem stormagterne begyndte før den endelige afslutning af koldkrigstiden. Allerede i 1970'erne fløj russiske og amerikanske astronauter sammen i forbindelse med Sojuz-test-programmet. NASA var begyndt at udvikle genbrugsrumfartøjer. Fartøjerne skulle udvikles til at være mere økonomisk rentable og have en højere grad af sikkerhed. Rumfærgen Columbia var den første af den ny type rumfartøj i 1981 fra Rumfærge-programmet.
Challenger-ulykken
Sikkerheden i de nye rumfærger var væsentlig forbedrede, men i 1986 eksploderede rumfærgen Challenger 73 sekunder efter opsendelsen, og styrtede ned.Syv personer omkom ved rumfærge-flyvning nr. STS-51-L, heribladt skolelæreinden Christa McAuliffe.Ulykken gav anledning til flere års pause i rumfærgeprogrammet.
1990-2004 Nye visioner
Den kolde krig var forbi, og man var mindre bange for at udveksle erfaringer. Inden for flysikkerhed og rumfart er det en vigtig faktor at lære af de dårlige erfaringer for at undgå fremtidige ulykker. I årene 19xx-19xx var flere rumforskningsorganisationer blevet etableret; ESA, JAXA, DNSC, EUMETSAT mfl. Rumforskning var ikke længere kun for de tidligere stormagter. NASA anses dog stadig som værende den førende rumforskningsorganisation med de største ressourcer, viden og erfaring på området.
Columbia-ulykken
Syv astronauter omkom da rumfærgen Columbia (STS-107) i februar 2003 brændte ved genindtræden i atmosfæren, blev der som følge af efterforskningen foretaget ledelsesmæssige omstruktureringer. Ledelsen mente ikke, at der var mulighed var for at redde Columbia, og lod derfor rumfærgen komme tilbage som planlagt. Undersøgelseskommisionen Columbia Accident Investigation Board (CAIB) mente, at man kunne have forsøgt at reparere rumfærgen i rummet på trods af risikoen og yderligere forsinkelse. Ved genindtræden i atmosfæren var isoleringen af rumfærgen ikke tæt nok, og den eksploderede. Kaklerne, der skulle isolere rumfærgen, var faldet af under opsendelsen af rumfærgen. Besætningen omkom, og vragdele faldt ned i flere af de amerikanske stater i og omkring Texas. Linda Ham, der mentes at have haft en afgørende rolle i beslutningerne, blev anset for at have haft en interessekonflikt, da hun både havde ansvar for økonomi og sikkerhed. Hun og flere andre ansvarlige for STS-107 blev omplaceret som konsekvens af rumfærge-havariet.
Der var en vis lighed med Challenger (51-L)-rumfærgens nedstyrtning i 1986. Rogerskommissionen fandt, at ingeniører havde advaret om, at udstyr på rumfærgen ikke kunne tåle frost, men at rumfærgen blev sendt af sted på trods af advarslerne.
I modsætning til Challenger og Columbia overlevede Apollo 13's besætning. Besætningen, der 33 år tidligere var på vej til Månen og undervejs fik en eksplosion i en ilttank. Månelandingen blev aflyst, og forsøg på at redde besætningen blev ikke på forhånd opgivet, selvom situationen var kritisk med bl.a. mangel på ilt. Begivenhederne om Apollo 13 er filmatiseret.
Sikkerhed inden for rumfart er vigtig og spiller derfor en stor rolle hos NASA.
Murphy's lov benyttes, hvor høj sikkerhed er påkrævet. De mindste detaljer skal efterprøves og gentages. Intet overlades til tilfældigheder. Columbia (STS-107) er et eksempel på, hvor galt det kan gå.
Modsætningen er Apollo 13, hvor alt gik galt, men mod alle forventninger ikke endte i en katastrofe.
Som rumfartsorganisation har NASA en stor interesse i sikkerhed. Ikke alene pga. af økonomiske årsager, men også i forbindelse med omdømmet. NASA er ikke privat ejet, men et "nationalt foretagende" og er afhængig af politikernes velvilje for at få økonomiske ressourcer. NASA's øverste ledelse bliver desuden udnævnt af den amerikanske præsident. NASA's omdømme er et nationalt projekt. Forfatteren Dan Brown har skrevet en bog, der bl.a. omhandler NASA's nationale rolle (skønlitteratur), Morderisk bedrag.
Rumfartsulykker
Fire bemandede rummissioner hvor tre besætninger omkom.
1967 – Apollo 1 – besætningen omkom ved en brand på affyringsrampen.
1970 – Apollo 13 – månelanding aflyst, da ilttank eksploderer på vej til Månen.
1986 – Challenger (51-L) – eksploderede under rumfærgeflyvning.
2003 – Columbia (STS-107) – styrtede ned under sin genindtræden i jordens atmosfære.
Fra fjendskab til fællesskab
Det internationale samarbejde, der var begyndt i 1970erne, var nu blevet ganske omfattende. Hubble, et fælles projekt mellem NASA og European Space Agency. Den Internationale Rumstation er et fælles projekt mellem NASA, European Space Agency herunder: Belgien, Danmark, Storbritannien, Finland, Frankrig, Nederland, Irland, Italien, Norge, Portugal, Schweiz, Spanien, Sverige, Tyskland, Østrig, Luxembourg og Grækenland. Øvrige Canada, Rusland, Japan og Brasilien.
2004 – Moon, Mars and Beyond
.
Præsident George W. Bush's tale 14. januar 2004
"We choose to explore space because doing so improves our lives, and lifts our national spirit"
Til Månen, Mars og længere ud i verdensrummet er de nye visioner for USA's rumprogram. De konkrete mål er:
Første mål er at færdiggøre projektet med den Internationale Rumstation inden 2010.
Andet mål er at udvikle og teste et nyt besætningsfartøj inden 2008 og starte første bemandede mission senest i 2014.
Tredje mål er at komme til månen inden 2020 som udgangspunkt for missioner videre ud i rummet. Senest i 2008 skal der sendes en robot til månen for at undersøge overfladen, og senest i år 2015 skal en besætning lande på Månen.
Med erfaring og viden opnået ved besøg på månen er man klar til næste skridt, bemandede missioner på Mars og videre ud i rummet.
For at fuldføre disse mål er langsigtet planlægning nødvendig. NASA's nuværende budget over 5 år er på 86$ milliarder.
"Rummet udforskes for at forbedre vores liv på jorden og styrke den nationale ånd."
Og visionerne var Constellation-programmet.
2010 – Ny Strategi
Ved Charles Bolden fremlægning af Barack Obamas budget for 2011 ændredes planerne.
Hovedpunkterne i planen er at Den Internationale Rumstations levetid forlænges, rumfarten bliver delvis kommerciel, større fokus på forskning i klimaændringer og Constellation-programmet aflyses . Barack Obama holdt tale på Kennedy Space Center d. 14. april 2010.
Det foreslåede budget er at tilføje $6 milliarder USD til NASA’s 5-årige budget.
Constellation-programmet
Nedlægning af Constellation-programmet der er flere år forsinket og allerede har overskredet budgettet. Det vil kræve yderligere budgetoverskridelser og projektet kan tidligst nå til månen med få astronauter i 2030. Udstyret er udviklet på eksisterende teknologi, man vil hellere forske i at udvikle innovativ teknologi og forventer derved at reducere NASAs udgifter.
De sidste rumfærgeflyvninger
Sikre at der er økonomi til at opsende de sidste rumfærgemissioner med sikkerhedsmargen for forsinkelser og andre udgifter forbundet med sikkerhed.
Den Internationale Rumstation
Forlænge Den Internationale Rumstations levetid frem til 2020 og forsat bevare samarbejde med internationale partnere.
Rumfart
Afprøvning af forskellige rakettyper og brændstof. Udvikle prototyper, afprøve sammenkoblinger og optankning i rummet, flyve til asteroider mm.
Kennedy Space Center
Modernisering af Kennedy Space Center.
Klimaænderinger
Forske i klimaænderinger og genopsende Orbiting Carbon Observatory (OCO), den forrige gik tabt under opsendelsesforsøg.
Kommercielle partnere
Benytte privat rumfartsteknologi til bemandet rumfart: Boeing m.fl. er nævnt som fremtidige partnere. Det kan skabe arbejdspladser udenfor NASA og kompensere for jobtab i forbindelse med nedlægning af Constellation-programmet.
Robotudvikling
Udvikling af robotmekanismer til automatisering af opgaver i rummet.
Forskning
Udforskning af Jorden, Solen og Universet.
Observation af nærjords objekter
Opdage potentielle farlige asteroider (se Armageddon- en film hvor NASA redder Jorden fra en asteroide).
Undervisning
Fremme naturvidenskabelige uddannelser.
Missioner
Historisk set har NASA's missioner været en del af rumkapløbet i koldkrigstiden. I nyere tid er udforskningen af rummet i stigende grad et internationalt samarbejde. For de tidlige missioner var målet at komme først. USSR kom først med verdens første kunstige satellit, Sputnik, og USA kom først til månen med Apollo-programmet.
I dag har flere lande part i Den Internationale Rumstation. Forskere fra hele verden bidrager med delprojekter med alt fra biokemi til mikrochips, og også danske forskere har bidraget med projekter i human ernæring. og mikroelektronik
Forskning
Nogle af NASA's forskningsprogrammer er forløbere for større missioner, såsom at lande på Mars med bemandede fartøjer og visioner om at oprette en rumstation på Mars. Ikke alle programmer er sponsoreret af NASA alene, men andre landes rumagenturer, universiteter mfl. deltager også.
For en mere komplet liste se: Rumsonder (International liste, ikke kun NASA).
NASA TV
NASA TV er en amerikansk TV-kanal ejet af NASA. Kanalen er inddelt i tre underkanaler: medier, offentlighed og undervisning. Hver af de tre kanaler har forskellige programmer, men fælles er dog, at de alle sender 24 timer i døgnet. Udover mange undervisnings- og dokumentarprogrammer sender kanalen også direkte fra opsendelser og udsendere pressemeddelelser.
NASA TV sendes simultant både over satellit og over internettet. Mange lokale amerikanske TV-udbydere tilbyder NASA TV i deres programpakker. Der er dog altid mulighed for at se NASA TV online.
Forskningscentre og luftfartsbaser
NASA har mere end 12 centre og et museum, National Air & Space Museum.
NASA's Hovedkvarter
John F. Kennedy Space Center (Florida).
Lyndon B. Johnson Space Center (Texas), Houston.
Glenn Research Center (Ohio).
Goddard Space Flight Center (Maryland).
Jet Propulsion Laboratory (Californien).
Langley Research Center (Virginia).
Marshall Space Flight Center (Alabama).
Stennis Space Center (Mississippi).
Wallops Flight Facility (Virginia).
Se også
Portal:Rumfart
Hør også
Referencer
Eksterne henvisninger
NASAs hjemmeside
NASA History NASA
NASA TV
Rumfart
Akronymer |
132 | https://da.wikipedia.org/wiki/JAXA | JAXA | JAXA er en forkortelse for Japan Aerospace eXploration Agency og det er Japans rumforskningsorganisation.
JAXA blev dannet d. 1. oktober 2003 som en fusion mellem de tre japanske rumfartsagenturer: NASDA, ISAS og NAL.
I 1998 affyrede Nordkorea et ballistisk missil henover Japan, dog uden sprænghoveder om bord. Manøvren skulle vise Japan at Nordkorea sagtens kunne nå Japan og i april 2003 opsendte NASDA derfor to IGS-spionsatellitter (Information Gathering Satellites), en optisk og en radartype, for at holde øje med Nordkoreas atomvåbenprogram. Fra at være et rent civilt rumprogram har det japanske nu også militære opgaver.
JAXA har udviklet et fragtrumskib til Den Internationale Rumstation kaldet HTV (H-II Transfer Vehicle) der blev opsendt første gang d. 10. september 2009.
Løfteraketter
Forgængeren NASDA anlagde rumhavnen på øen Tanegashima, 100 km syd for Kyushu. Tanegashima ligger på 30° 24’ nordlig breddegrad og giver raketterne en bedre starthastighed end fra selve Japan. Yoshinobu-startrampen på Tanegashima kan klargøre to H-2-raketter ad gangen. H-2 har kryogeniske rakettrin til at opsende tungere satellitter.
JAXA har overtaget Tanegashima som rumhavn samt NASDA's opbyggede netværk af jordstationer til at følge satellitterne: Hovedstationen Tsukuba 80 km fra Tokyo, Okinawa, Masuda (Tanegashima), Uchinoura (Kyushu), Kwajalein-atollen og Christmas Island.
*Pr. 10. september 2009
(H-2A kode: H2Aabcd: a=kernetrin, b=LRB, c=SRB og d=SSB)
SRB: Solid Rocket Booster – 75 tons faststofraket
SSB: Solid Strap-on Booster – 15 tons faststofhjælperaket
GTO: Geostationary Transfer Orbit (250 km x 36.226 km, 28,5°) – til synkronbanen
LEO: Low Earth Orbit (300 km x 300 km, 30,4°) – HTV til ISS
LRB (Liquid Rocket Booster) var et ekstra LE-7A opbygget som H-2A's førstetrin. H2A212 skulle have ét og H2A222 to LRB koblet til – LRB blev droppet i 2003.
Til at opsende et ton i et lavt jordkredsløb har JAXA J-I tretrinsfaststofraketten. Førstetrinnet er en SRB fra H-2 og de øvre trin er fra ISAS's gamle Mu-3S-raket. J-I opsendes fra N-1's gamle startrampe Osaki på Tanegashima og kan klargøres på kort tid.
ISAS's gamle rumhavn Kagoshima lukkede JAXA i 2006 og dets raketter blev udfaset.
Astronautkorps
NASDA oprettede et astronautkorps til at flyve med NASA’s rumfærger. Den første japaner i rummet blev dog journalisten Toyohiro Akiyama, hvis arbejdsgiver Tokyo Broadcasting System købte et ophold på den sovjetiske rumstation Mir i 1990 til ham. NASDA gik med i Den Internationale Rumstation og har udviklet laboratoriemodulet Kibō (håb), der i 2008 og 2009 blev opsendt i tre dele af NASA’s rumfærger. JAXA overtog i 2003 NASDA's astronautkorps og Kibō.
Mamoru Mohri og Chiaki Mukai; se NASDA.
Astronomisatellitter og rumsonder
Forgængeren ISAS opsendte Japans astronomisatellitter og rumsonder med sine M-3 (Mu = μ) og senere M-V tretrinsfaststofraketter fra Kagoshima-rumhavnen etableret på Kyushu på 31° 14’ nordlige breddegrad. Da JAXA assimilerede ISAS i 2003 blev de fremskredne projekter stadigt opsendt med M-V-raketter; resten blev redesignet til at blive opsendt med H-2A-raketterne. I 2006 blev Kagoshima reduceret til en satellitjordstation under navnet Uchinoura.
MUSES – MU-rocket Space Engineering Spacecraft.
MINERVA – MIcro/Nano Experimental Robot Vehicle for Asteroid.
SELENE – SELenological and ENgineering Explorer.
Kilder
spaceboy.nasda.go.jp/Db/Kaihatu/Kikan inaktiv webside
Gatland, K.: Space Technology, 1984, Salamander Books Ltd.,
Helle og Henrik Stub: "Rejsen ud i rummet – de første 50 år", s. 240-43, kapitel 12 "Rumfarten drager mod Øst", 2007, Gyldendals Forlag,
Eksterne links
JAXA
NASDA
ISAS
NAL |